Gejst 2023

Tilværelsen er uforudsigelig. Den tårner sig op foran os. Den står der til tider som et massivt fjeld og kalder på min bjergbestigning, mit omløb, eller at jeg slår løs i fjeldet for at skabe vej.

Der kan være økonomiske, sociale, politiske, personlige, kunstneriske og man ge andre grunde til at protestere. Kristian Leth siger her i GEJST, at bag protesten ligger et rationale. Forhåbentlig har han ret. Men ligger der ikke en indignation gemt i følelser, der kommer til udtryk i protest?

I et demokrati tror vi på oplysningen. Vi tror på, at i erkendelse og samtale får vi en forståelse af verden, og derfor kan vi tage beslutninger. Vi tror på folkets dømmekraft.

Ingen kan være i tvivl om, at politik og følelser har noget med hinanden at gøre. I disse år har jeg en fornemmelse af, at især angsten bliver spillet ud mod vælger ne. Vi bliver bange for undergangen, krigen, klimaet, de fremmede. Vi svarer med angst og protest – men det er ofte en protest, som jeg bliver bange for. Det er en protest, der svarer min angst og glemmer mit medmenneskes medmenneskelighed.

Det hellige indeholder en grundlæggende protest. Der er en forestilling om en virkelighed med plads til protest. Det hellige indeholder en dyb følelse, der er kombineret med tanken, at i universet er der en sandhed. Sandhed vil udtrykkes, og den vil omsættes til virkelighed mellem mennesker – kald det bare samfund. Der er en kærlighed og barmhjertighed, som insisterer på liv, og ved lys får den verden til at træde frem som et sted skabt af Gud.

Er du optimist? spørger nogle. Jeg plejer at svare nej, for det skal man have grunde til. De kan være svære at finde. Jeg kommer med håb ind i hverdagen, og det er en livsindstilling, som jeg henter i gudstjeneste, bøn, refleksion, samtale med andre – og det er det helliges og protestens udtryk!

Dyk ned i bladet her, og læs om andres forhold til protest – som f.eks. forbruger, klimaaktivist og teatermenneske. Og læs om følelsen af hellighed i vores kirke rum, om vi danskeres forhold til folkekirken og om præstens rolle i krisehjælpen.

Det er et gratis magasin, som du kan samle op på vej til gudstjeneste, koncert, foredrag eller babysalmesang. Giv det gerne videre til familie, venner og bekendte.

God læselyst!

Peter Skov-Jakobsen, Københavns biskop

Indhold

5

TEMA: PROTEST

Protester ændrer og fornyer Optog, happenings og gadekampe holder demokratiet levende, siger protestforsker René Karpantschof 10

Når protesten løber af med os Interview med forfatter Kristian Leth om hvordan kristendommen har gjort protest og oprør til en del af vores moderne tankegang

14

Protesten får krop og stemme

Det apolitiske menneske, der tager sagen i egen hånd og protesterer, optager Danmarks yngste teaterdirektør, Anna Malzer. GEJST besøger hende på Mungo Park 22

GEJST har talt med fire forskellige personer, der protesterer i deres hverdag: Den politiske forbruger, Den aktivistiske forbruger, Den digitale protest og Klimaaktivisten 26

37

40

Krisehjælp – at få folk tilbage til livet Ved skyderiet i Field's blev folkekirkens beredskabspræster en del af krisehjælpen

“Jeg var så frygteligt ensom med oplevelsen”

Mette Mikkelsen oplevede de værste rædsler under skyderiet i Field's. En støttegruppe har givet ro og mening

42

43

Det Hellige Sognepræst Vibeke Bidstrup reflekterer over kirkerummets hellighed

Det hellige kirkerum GEJST er på rundtur til fire vidt forskellige kirker i København sammen med arkitekturanmelder Karsten R.S. Ifversen for at undersøge, om arkitekturen er med til at skabe en følelse af hellighed

50

Er det dansk at være medlem af folkekirken?

Interview med kirkeforsker Karen Marie Sø Leth-Nissen, om vores identitet hænger sammen med vores medlemskab af folkekirken

Meningsfuld selvforglemmelse

Vidste du, at …? Fadervor på sten mellem brosten og et orgel, der kan spille fuglestemmer. Kirkerne i København er fulde af gode historier 28

En helt særlig broderiklub er en del af kirkens sociale arbejde på Frederiksberg. Inspirationen til et vægbroderi er hentet i Bayeux-tapetet

32

Hjerterum uden CPR-nummer

Man skal ikke være medlem af folkekirken for at få hjælp. GEJST ser på kirkens sociale arbejde, især der hvor kommunens hjælp ikke rækker 36

Når ånd bliver til Helligånd Klumme af provst Birgitte Kvist Poulsen

53

57

Et anker i London Kirken i udlandet er mere end en kirke. I London er den sammen med dansk KFUK med til at give udlandsdanskere en identitet

Køen til præsten er kort Unge med angst venter i månedsvis på psykologhjælp. Hospitalspræst Søren Kjær Bruun undersøger forskellen på de samtaler, som psykologen og præsten har med de unge

61 Quiz

Hvis du når til sidste side i GEJST, kan du sagtens gætte denne quiz. Ellers må du starte forfra

Protest Protester ændrer og fornyer

GEJST ser nærmere på PROTEST: Hvorfor protesterer vi i dag? Og hvilke former kan protesten have? Hvordan er det blevet en så integreret del af vores samfund og kultur? Vi ser på protestens væsen gennem forskellige briller.

AF MALENE BJERRE, JOURNALIST

FOTO: JOHAN KARPANTSCHOF

Hvad er en protestbevægelse for noget? Hører protester fortiden til, og er de en trussel mod samfundet eller tværtimod til gavn for demokratiet?

René Karpantschof er den helt rigtige at stille spørgsmålene til. Han er historiker og sociolog og har i mange år forsket og under vist på Københavns Universitet i protestadfærd og demokrati. Men René Karpantschofs forhold til protest er langtfra rent akademisk. Op gennem 1980’erne levede han selv midt i den københavnske BZ-bevægelse. Her lavede han gadeteater, nøgenhappenings og folkekøkken i Ungdomshuset på Jagtvej 69, ligesom han var med til at storme Sydafrikas konsulat i protest mod det daværende apartheidstyre og deltog i en ni dage lang barrikadeopstand ved et besat hus i Ryesgade.

Urolighederne på Nørrebro 18. maj 1993, hvor politiet skød og sårede 11 demonstranter, blev sidste gang, han deltog i en gade kamp. Men protestbevægelserne slap han ikke.

“Jeg blev simpelthen optaget af at finde ud af, hvem vi var, så dan nogle som os, der prøver at forandre verden,” fortæller han. “I BZ-bevægelsen havde vi læst og talt meget om de historiske kampe i Danmark og ude i verden, som vi følte, vi selv var en slags for længelse af. Vi så det hele som et større opgør mellem frihed og socialisme på den ene side og kapitalisme og vestlig imperialisme på den anden. Det ville jeg gerne vide noget mere om.” Så var det, han begyndte på historiestudiet.

GEJST har opsøgt René Karpantschof og bedt ham gøre os klo gere på protestbevægelsens anatomi.

Hvad er det egentlig at protestere? Protest er noget med at påvirke samfundet gennem aktioner i det offentlige rum. Det mest almindelige er demonstrationsoptog gen nem gaderne, happenings og underskriftindsamlinger. Men det kan også være mere provokerende aktioner som at besætte skoler,

blokere for trafikken eller afbrænde en dukke, der forestiller statsministeren, eller egentlige optøjer. For grupper uden en stor forkromet organisation og adgang til magtens cirkler kan pro tester være en effektiv måde at mar kere sig, men vi ser også, at partiernes unge til tider bruger protestmidlet.

Hvad skal der til for, at man vil tale om en bevægelse?

Der skal være vedvarende protester med en markant tilslutning over læn gere tid. Hvis en gruppe elever et par gange protesterer over, at de ikke må ryge på skolens område, så er det ikke en bevægelse. Der skal også være et stærkt “vi”, hvor man ser sig selv som en sammenhængende gruppe med en større vision og fælles fjender.

Det er aldrig til at forudsige, hvad der antænder en bevægelse og skaber sådan et “vi”. Nogle gange er det en sær ligt symbolladet hændelse, der fremkal der stærke følelser af uretfærdighed og en klar idé om, hvem der er skurke, og hvem der er helte og ofre. F.eks. som vi så det, da hvide amerikanske betjente dræbte den sorte George Floyd og der med udløste landsomfattende protester fra mennesker, der identificerede sig med Floyd og hans skæbne.

Optog, happenings og indimellem gadekampe. Protester er en måde at få indflydelse på samfundet, selvom man ikke har formel magt. Men selvom protesterne er oprørske af natur, er det dem, der holder demokratiet smidigt og levende, siger protestforsker René Karpantschof.

René Karpantschof

(f. 1965) er i dag selvstændig fagbogsforfatter og kendt for den meget anmelderroste 'De stridbare danskere: Efter enevælden og før demokratiet 1848-1920', der udkom i 2019.

Protesterer vi mindre i dag end tidligere? Historisk set er protesterne kommer i bølger, dvs. perioder med usædvanligt mange og forskelligartede protester. Den sidste rigtig store bølge var den, der varede cirka 1968-1985. Sådan en bølge kan virke selvforstærkende, fordi den ene protest fører til den næ ste, og fordi det er lettere at mobilisere folk til mere protest, når de er aktive i forvejen. I 1990’erne gik det generelt tilbage for protest kulturen. De seneste år har vi dog set flere store demonstrationer, men det er for tidligt at sige, om det ender i en ny, omfattende pro testbølge.

Kan en bevægelse ikke bare foregå på nettet? Det er svært at bygge stærke fællesskaber uden ansigt-til-ansigtmøder og fælles oplevelser. Og fysiske protester kan i yderste kon sekvens være utroligt potente. Hvis f.eks. en større folkemængde besætter gaderne omkring et parlament eller på anden vis forstyr rer samfundets normale gang, så er omverdenen nødt til at tage stilling. Sådanne situationer aktiverer nye allierede og presser de regerende til dialog, fordi de er usikre på, hvad det hele ellers vil udvikle sig til. Ude i verden ser vi stadig, at den slags kan vælte regeringer og hele regimer.

Er protestbevægelserne konstruktive eller destruktive? Det kan jeg ikke svare entydigt på. Nogle mener nok, at Ungdoms husaktionerne for år tilbage bare var de højtråbendes tyranni, mens andre ser det som en gavnlig påmindelse til magtfuldkom ne politikere om at lytte mere til deres unge borgere. Helt generelt mener jeg, at protestbevægelser er uundværlige for den løbende dialog mellem stat og befolkning, der er med til at holde et demo krati smidigt og levende.

Kommer vi til at se protestbevægelser i fremtiden? Protestbevægelserne drives jo af, at folk tror, det nytter at proteste re. Hvis politikerne reelt ikke lytter til demonstranterne, så kan det blive svært at holde kampgejsten. Mange klimaaktivister oplever f.eks., at de ganske vist har fået klimaet på politikernes dagsorden, men at det mest er endt i spin og tomme løfter. Det kan skabe apati. På den anden side kan det også mobilisere til mere ihærdig protest, da der åbenbart ikke er anden udvej. Fremtiden er som altid uvis, men jeg vil godt vædde på, at vi ikke har set den sidste demon strant.

René Karpantschof har forsket i protestbevægelser i Danmark fra 1800-tallet til i dag. På næste side kan du se hans bud på en tidslinje i den periode.

Gennem tiden er mange store forandringer i Danmark sket i tæt følgeskab med markante folkelige protester.

1517-1536:

Reformationen

i Tyskland og Danmark. Ordet protestant har en politisk historie. Martin Luther i Tyskland og i Danmark folk som Hans Tausen ville vende tilbage til kirkens gyldne fortid. Den fandt de i oldkirken hos de tidlige kristne.

Reformationens religiøse protest var et opgør med en kirke, der ifølge reformatorerne forhindrede folk i at få et direk te forhold til Gud. Nu kunne alle bede direkte til Gud og synge, tale og skrive om det religiøse i deres eget sprog.

Den danske reformation var en lang proces gennem 1520’erne og -30’erne. Den var ikke fredelig. Vejen til, at den blev eneste sandhed i 1536, gik via den drabelige borgerkrig Grevens Fejde. En krig, hvor næsten alle var protestanter, men af forskellig slags og med forskellige ideer om samfundet. Skulle konge og adel stadig bestemme og styre kirken oppefra, eller skulle kirken være kommunal og borgernes og bøndernes? Det blev en kongens kirke, og det tog århundreder, inden det også blev en folkekirke.

1830-1848:

Den folkelige vækkelse. Bønder og håndværkere mød tes privat og lyttede til egne lægprædikanter. Det kan lyde uskyldigt, men det udfordrede de enevældige myndigheder og især statskirken, som den gang havde monopol på det religiøse. Hele denne vækkel sesbevægelse henholdt sig til Luthers tale om ’det almindeli ge præstedømme’ – dvs. jævne menneskers ret til at forkynde – og blev med tiden til grundtvigianisme og Indre Mission.

I løbet af 1840’erne blev det religiøse indhold udvidet med socialpolitiske krav om frigørelse for bønderne, mens man holdt store folkemøder med op til 10.000 deltagere. Vi så folkelige grupper træde op på den politiske scene, som ellers var forbeholdt snævre elitekredse, og det var epokegørende. Bondebevægelsen blev mere og mere selvsikker og allierede sig med det nationalliberale borgerskab i København. Sammen væltede de den enevældige styreform, hvor kongen havde uindskrænket magt. Herefter er Danmark blevet regeret efter Grundloven.

1880’erne:

Det folkelige gennembrud.

Med Grundloven måtte mænd over 30 år stemme til Folketinget, hvis de ikke var tjenestefolk, modtog fattighjælp eller havde begået forbrydelser, men til de første mange valg mødte kun få vælgere op. Så kom den såkaldte for fatningskamp, fordi kongen fandt sine ministre blandt konservative godsejere, selvom bondepartiet Venstre havde flertal i Folketinget. Venstre gik sammen med det nye Socialdemokrati, og i 1885 eksploderede det i en bølge af strejker, optøjer og demonstrationer over hele landet. Det betød en uset høj deltagelse i folketingsvalg, andelsbevægelser, fagforeninger, kvindesagen osv., og først nu blev danskerne enga geret i politik som et folk. De grupperede sig i et nyt politisk venstre-højre-land skab af socialister, liberale og konservative, så de kom til at ligne de moderne danskere, vi kender i dag.

1918-1920:

De røde år og den nye venstrefløj.

I kølvandet på den rus siske revolution i 1917 og en økonomisk nedtur efter 1. verdenskrig brød en ny, revolutionær venstrefløj ud af Socialdemokratiet. De revolutionære vakte opsigt med Stormen på Børsen og Slaget på Grønttorvet, der hjalp arbejderbevæ gelsen med sejre som indførelsen af otte timers arbejdsdag. En national og antisocialistisk højre fløj fik kongen med på at afsætte den radikale og arbejdervenlige regering under Påskekrisen i 1920, og det fik de røde til at forsøge sig med en revolution. Den slog fejl trods omfattende gadekampe, men ud af det hele opstod kom munistpartiet DKP og en venstrefløj, der har været del af dansk politik lige siden.

1943-1946:

Augustoprør og folkestrejker.

I august 1943 og juni 1944 under 2. verdenskrig satte danske arbejdere gang i strejker, der spred te sig til et omfattende folkeoprør mod den tyske besættelsesmagt. Det pressede samlingsregeringen af Social demokratiet, Radikale Venstre, Venstre og Konservative til at opgive samarbejdspolitikken med Nazi-Tyskland og sikrede Danmarks plads i de allieredes lejr. I året efter befrielsen i 1945 mobiliserede alle partier til kæmpe folkemøder, og til forskel fra tiden før krigen var der nu entydig opbakning til demokrati som styreform. Mange unge havde gjort en indsats i modstandsbevægelsen, og det kom til at betyde, at valgretsalderen blev sænket til 23 år.

1968-1985:

Ungdomsoprøret.

Det internationale ung domsoprør, der forbindes med det ikoniske år 1968, fejede også gennem Danmark med en bølge af protestbevægelser. Der var studenter, der krævede medindflydelse, slumstormere, der skabte Christiania og selvorga niserede kollektiver, rød strømper, der kæmpede for ligestilling, arbejdere, der krævede demokrati på arbejdspladsen, venstrerevolutionære, der ville afskaffe kapitalismen og meget andet.

Det varede indtil midten af 1980’erne og styrkede antiautoritære holdninger og mere frie omgangsfor mer. Elever, beboere m.fl. blev inddraget i lokale beslutninger, og valgrets alderen kom ned på 18 år. I protestbølgens slutning havde myndighederne skruet bissen på, samtidig med at dele af ven strefløjen blev radikalise ret. Det endte i 1980’er nes voldsomme kampe mellem politi og BZ’ere.

2000-tallet:

Popcornsprotester. Efter Østblokken brød sammen, og nyliberalis men gik sin sejrsgang over hele Europa, blev 1990’erne et protestmæssigt lavpunkt. Her i det nye årtusinde har vi dog indimellem set meget store protester. Nogle af dem kan kaldes popcornsprotester, fordi de ofte popper op og hurtigt går i sig selv igen. Der har været optøjer i forbindelse med Christiania, Ungdomshuset og unge indvandre re, og vi har set stribevis af demonstrationer mod velfærdsforringelser, racisme, terror, krig og ikke mindst klimaforan dring. Det er ingen samlet bevægelse, men meget af det forenes af en overordnet idé om social og global retfærdighed.

Når protesten løber af med os

Kristendommen har gjort protest og oprør til en så integreret del af vores moderne tankegang, at vi glemmer at undersøge, om vi egentlig er imod det, vi protesterer imod, mener musiker, forfatter og podcastvært Kristian Leth. Det gælder f.eks., når klimaaktivister protesterer imod en sikker, CO2-neutral energikilde. Og så er det på tide at få styr på, hvor trangen til oprør stammer fra.

AF MALENE BJERRE, JOURNALIST FOTO: BOBBY MANDRUP

Vi skal protestere. Og det har vi lært af kristendommen.

Det er faktisk en moralsk forpligtel se at protestere; den lutherske kristen dom har lært os, at gode mennesker protesterer, og hvis de mødes af ind vendinger og modstand, skal de bare protestere noget mere. Og det er godt og rigtigt, siger Kristian Leth. Det har ført til store videnskabelige landvin dinger og forbedringer af samfundet. Men det har også sin bagside.

For når protesten er moralsk, kom mer vi let til at se dem, vi er uenige med, som amoralske. Det hindrer en dialog og gør det svært at ændre hold ning, forklarer han.

“Tag nu klimaaktivismens forhold til atomkraft. I dag kan videnskaben for tælle, at atomkraft er en del af svaret på, hvordan vi opnår et CO2-neutralt samfund. Det er der ingen forsknings mæssig uenighed om. Men for klimaaktivister er modstanden imod a-kraft forbundet med deres identitet. Man kan faktisk ikke være miljøbevidst, hvis man ikke er imod atomkraft.

Så selvom forskerne fortæller os, at atomkraft er en sikker, CO2-neutral energikilde, så kan vi ikke slippe vores modstand. Det kan jeg også mærke på mig selv. Når man er vokset op med små klistermærker med teksten “Atomkraft? Nej tak”, så er det bare virke lig svært at acceptere det faktum, at atomkraft i dag er en løsning på et mil jøproblem. Og der må vi bare forstå, at en forening som Greenpeace ikke har en videnskabelig rolle, nej, det er en protestorganisation. Dens opgave er at

protestere og lave aktivisme, ikke at løse problemerne. Men så kommer de jo heller ikke så langt.”

Kristendommen er underlægningsmusik

Multitalentet Kristian Leth er en travl mand. Alene i 2022 har han skrevet to bøger og udgivet et album. Indtil videre har han også lavet 32 afsnit af podcasten ’Bibelen Leth fortalt’, hvor han sammen med journalisten Lauge Hendriksen prøver at besvare spørgsmålet “Kan vi overhovedet forstå os selv og det samfund, vi lever i, hvis ikke vi forstår Bibelen?”

Og Kristian Leths svar er nej. Vi forstår hverken vores lovgiv ning, skoleindretning eller trang til at overbevise andre, hvis vi ikke forstår, hvor fuldstændigt Bibelen og kristendommen har påvirket hele vores måde at tænke på.

Metaforerne står i kø, når Kristian Leth skal beskrive kristen dommens betydning for os i dag.

Kristendommen er som støvkorn i den luft, vi indånder. Det er ikke noget, vi kan vælge fra eller overhovedet se. Man kunne også sige, at den er som en klippe, der fylder hele horisonten, og derfor får vi kun øje på den, når der er noget, der buler ud: Tro, moral og værdier eller mødet med andre kulturer. Den er en grundtone, en art underlægningsmusik for hele kulturen i den vestlige civilisation og specielt for os protestanter.

Og noget af det, vi ikke kan forstå uden at kende Bibelen, er vores forhold til oprør og protester, siger han.

Jesus – en radikal oprører

Det hele starter med Bibelen. Jesus var nemlig ikke bange for auto riteterne. “I har slet ikke forstået loven rigtigt,” sagde han, tømrer sønnen, til de skriftkloge, der ellers havde monopol på at udlægge den jødiske Moselov. “Når I siger, at man ikke må slå ihjel, er det alt for svagt. I virkeligheden må man ikke engang blive vred på andre. For det handler ikke kun om, hvad man gør, men også om, hvilken indstilling man har til andre. Og jeg følger Moseloven til punkt og prikke; det er jer, der har misforstået den. Jeg har ret, og I tager fejl.”

Jesus var indbegrebet af en radikal oprører, og han blev korsfæ stet for det. Og kort tid efter hans død var de kristne en formali seret protestbevægelse. De blev både undertrykt, forfulgt og slået ihjel, og det så de ikke som en uheldig omstændighed eller noget at

være kede af; det var faktisk et mål for dem. For protesten imod den etablere de magt var en central del af det krist ne selvbillede.

En religion for de udsatte

Og protesten er også helt grundlæg gende for vores moderne selvforståelse, siger Kristian Leth. Protesten og oprø ret er så gennemgribende i den moder ne tænkemåde, at det har taget livet af Gud selv. I dag er det en moralsk dyd at protestere. Det har det med at gøre os blinde for, om vi egentlig er imod det, vi protesterer imod. Og så er det, vi må undersøge, hvor vores hang til protest stammer fra.

“Det Nye Testamente er jo ind til be net en fortælling om oprør. Jesus gør op med overmagten og viser, hvordan man i sidste ende må lide døden for at kæmpe for sine meninger. Og den fortælling bliver hurtigt formaliseret til en idé om, at de kristne er udsatte og forfulgte ofre, og at det er en afskyg ning af Jesu lidelser,” forklarer Kristian Leth. “Så op gennem historien ser vi en række helgener og foregangsmænd og -kvinder, der udmærker sig ved deres modstand imod det etablerede og den lidelse, det giver dem.

Kristendommen fremstiller ikke sig selv som sejrherrernes religion, men som en religion for de udsatte og de undertrykte. Og det holder jo ikke, når kristendommen bliver verdens største religion og verdens største koncentra tion af magt. Men i kristendommen gøres det ikke desto mindre til en dyd at være i opposition og protest imod det etablerede. Og det sættes der en tyk streg under med Luther og Refor mationen.”

Ingen autoriteter som mellemled Martin Luther var en tysk munk, der i 1500-tallet gjorde oprør imod de ka tolske magthavere, der havde skaffet sig enorme rigdomme ved at sælge af ladsbreve. Hvis man havde begået en

synd og bekendte det for præsten, kunne man gennem pengegaver til kirken få ’aflad for sine synder’, dvs. Guds tilgivelse givet gen nem en præst. Men det var helt forkert, mente Luther. Ingen præst kunne stå mellem det enkelte menneske og Gud; Gud talte til os hver især gennem Bibelen, og det var derfor afgørende at få Bibelen oversat fra latin til hverdagstysk, så ingen autoriteter skulle være mellemled.

“Luther så den katolske kirke som en selvfed, dekadent og for kalket magtstruktur, som det var nødvendigt at gøre op med,” si ger Kristian Leth. “Og den kamp måtte han kæmpe med livet som indsats. Nu vandt han sin kamp, men der var mange andre, der var blevet henrettet for mindre.”

Reformationen førte til protestantismen, et navn, der i sig selv viser, at den kristne retning er født ud af en protest. Og udover at Reformationen har været afgørende for kristendommen, som den ser ud i Nordeuropa i dag, førte den også til et væld af nye kristne sekter.

“Det er, som om Reformationen åbnede op for en trykkedel, og nu væltede det ud med åbenbaringer og religiøse oplevelser og sær lige fortolkninger af Guds budskab. Magtstrukturen havde været så klar indtil nu, at der ikke havde været rum for andet end én bestemt doktrin. Men Luther smider mellemlaget af præsteautoriteten ud og sætter fortolkningen fri. Det er en helt fundamental historie i protestantismen, at man tager fortidens dogmer og autoriteter og smider dem ud. Ud med kirkefædrene og de gamle systemer. Den eneste autoritet er Bibelen, og den må den enkelte selv forholde sig til. Myndigheden flyttes fra autoriteten til individet.”

Formaliseret ringeagt for forrige generation

Her kommer opgøret som grundfigur ind i samfundet, mener Kri stian Leth. “Siden Reformationen har vi haft det ene opgør efter det andet. Det har været en fantastisk kraft, der har ført til det

videnskabelige gennembrud, rationa lismen og oplysningstanken. Hver ny generation har sagt: ‘Hvorfor skulle jeg tage den forrige generations viden og forståelse for givet? Hvis det gamle tager fejl, så smider vi det gamle ud’. I stedet for at se traditionen som noget, man står på skuldrene af og udvikler sig videre fra, udvikler der sig en for maliseret ringeagt for det, der var før. Der er intet, der hindrer os i at finde ud af det hele selv.”

Så i det opgør med autoriteterne kommer der selvfølgelig også et tids punkt, hvor nogen siger: ’Jamen, hvad så med Gud, ham tror vi da heller ikke på?’ Oprøret bliver taget til sin fulde ekstrem, det bliver en mekanisme, der kører med os. Og det karakteriserer os i høj grad i dag, mener Kristian Leth.

“I dag tænker vi: Selvfølgelig skal de unge gøre op med deres forældre. De unge skal nødvendigvis have nogle år, hvor de hører underlig musik og klæ der sig i tøj, deres forældre ikke kan lide. Men hvorfor skal de egentlig det? Det har langtfra altid været sådan; det skete først med ‘68-oprøret. På over fladen var det jo ellers en sekulær begi venhed, der ikke havde noget med reli gion at gøre, men den er grundluthersk i sit næsten renfærdige og moralske opgør med den forrige generation. Op gøret med det gamle er argument nok for, at samfundet, familien og kønsrol lerne nu skal se ud på en anden måde. Det er helt det samme mønster, som vi så hos Luther.”

Oprøret er blevet konformt

Men i dag er forestillingen om, at de unge skal gøre oprør imod deres foræl

dre, så indgroet i os, at vi ikke ser, at det ikke er en lovmæssighed, påpeger Kristian Leth. “Egentlig er det jo absurd, at vi i den ældre generation forventer af de unge, at de skal gøre oprør imod os. Og i det øjeblik de gør det, omfavner vi dem. Men så er oprøret jo blevet konformt, og vi tager det fra de unge.”

“Når de unge i dag kommer og siger, at deres forældres kønstænkning er firkantet og undertrykkende, så bliver de omfavnet af forældregenerationen. Forældrene vil ikke spille rollen som dem, der gøres op med. De forventer et oprør og ser det som en dyd og vil selv tage del i oprøret imod sig selv. Det slår mig som pudsigt. Det bliver sgu lidt svært at gøre oprør så.”

Ligesom Luthers oprør endte med at slå Gud ihjel, er 68’ernes oprør godt på vej til at slå selve oprøret ihjel. Kristian Leth mener ikke, at der nødvendigvis er noget i vejen med at være kritisk over for autoriteter og dumpe de gamle ideer. Han er ikke konservativ, har deltaget i mange protestdemonstrationer og tror bestemt heller ikke, at han er færdig med det. Men ikke desto mindre er det vigtigt at gøre sig protestens grundmønster klart, siger han og tager hul på endnu en metafor om kristendommens betydning for den moderne tankegang.

“Kristendommen er en grundtegning for det hus, vi bor i. Det er ret stort, og folk kan vælge at bo i forskellige ender af huset, langt fra hinanden. Men det er altså kristendommen, der er grundteg ningen til hele molevitten,” understreger han.

“Og hvis vi ikke forstår det, så bliver vi hængende i en protest, der ikke længere tjener os. Som når klimaaktivisterne bliver ved med at protestere imod atomkraft; noget, der kunne være en del af løsningen på det, de protesterer for at opnå.”

Protester ikke altid gode

Og det er i virkeligheden derfor, Kristian Leth bruger tid på at lave radioprogrammer om Bibelens betydning for vores selvforståelse, siger han. Det er vigtigt, at vi gør os klart, hvornår vi protesterer, fordi det er en næsten mekanisk del af vores kultur, og hvornår vi gør det, fordi vi rent faktisk er imod det, vi protesterer imod.

“Demonstrationer og protester er jo ikke altid gode,” siger han. “Hvad så, når det er nynazister, der demonstrerer? Det er ikke altid dem, der råber højest og sætter deres liv på spil, der har ret. Protesten er blevet moralsk forankret, og det gør ikke noget godt for den. Den bliver blind og ukonstruktiv, og det kan få nogle meget dystre kon sekvenser. Protesten skal ikke være styret af kultur og følelser. Den skal være rationel.”

Egentlig er det jo absurd, at vi i den ældre generation forventer af de unge, at de skal gøre oprør imod os. Og i det øjeblik de gør det, omfavner vi dem. Men så er oprøret jo blevet konformt, og vi tager det fra de unge.”

Protesten får krop og stemme

På teatret Mungo Park i Allerød er virkeligheden med dens mange protester kommet ind på scenen. Danmarks yngste teaterdirektør, 31-årige Anna Malzer, giver protesterne krop og stemme.

AF EVA-MARIE MØLLER, JOURNALIST FOTO: MUNGO PARK

Det summer af liv i den gamle møbelhal, hvor teatret Mungo Park ligger, ikke langt fra Allerød S-station. Mens skuespillere, forfatter og instruktør er i gang med en workshop om næste forestilling, ar bejder håndværkere på at opføre en helt ny teatersal.

GEJST har opsøgt teaterdirektør Anna Malzer i teatrets kontor over foyeren, hvor plakater og brochurer i bunker fortæller om et varieret og særpræget repertoire. Men ét tema indtager en særlig plads for tiden, nemlig protesterne fra virkeligheden.

“Protesten går jo faktisk igen i næsten alle mine forestillinger. Al protest kommer ud af nogle konkrete menneskers enten frygt for fremtiden eller ønske om at lave den om. Begge dele er der en

enorm energi i, og jeg har i mit arbejde med protesten fundet ud af, at den kan se ud på virkelig mange måder,” fortæl ler Anna Maltzer.

En af Mungo Parks anmelderroste forestillinger, ‘De Hovedløse’ fra 2021 om De Gule Vestes protest i Frankrig, blev så stærk en publikumsmagnet, at den stadig spilles i 2023.

“Da jeg besluttede at lave en fore stilling om De Gule Veste, blev jeg nys-

Fra forestillingen: ”De Hovedløse”

gerrig efter, hvad der har fået tusindvis af almindelige franskmænd fra både højre- og venstrefløj ud i sammen at formulere en grundlæggende utilfredshed med demokratiet som styreform –i hjertet af Europa – i det hjerte, hvor det moderne demokrati blev født med den franske revolution. Da jeg så bil leder af demonstrationerne, måbede jeg. Hvorfor smadrer en folkeskole lærer, en autonom punker og en høj reradikal pludselig de fine butikker i Paris – sammen? Ofte har vi set, at de strømninger, der er opstået i Frankrig, senere kommer til os.”

Det konkrete symbol med de gule veste, som er en trafikvest, alle fransk mænd skal have liggende i deres bil, fascinerede Anna Malzer, og hun be sluttede sig for at tage derned for at undersøge baggrunden for oprøret.

“Folk med gule veste ville enormt gerne tale med os, fordi vi ikke var jour nalister. Vi fandt ud af, at mange fami lier i provinsen var sammen om pro testen, men blev splittet hen ad vejen, fordi medlemmerne alligevel havde for skellige holdninger til, hvad bevægelsen skulle. For eksempel kom vi i kontakt med en familie, hvor den ene bror var politimand, og den anden smadrede butikkerne i Paris hver lørdag til demo erne, og det dilemma kunne vi kopiere og skabe en højdramatisk fiktion ud af.”

Fordi de franske politikere gav ud tryk for, at De Gule Veste handlede med hovedet under armen, er histori en om familien sat i ramme omkring selveste kejserinde Marie Antoinette, der fik hovedet hugget af i guillotinen i 1793 under den franske revolution, hvor folket tog magten. Hun får fortalt historien som en slags sci-fi, og hun tror selvfølgelig ikke på en historie om noget, der hedder demokrati.

Mosaik af 50 forestillinger

Anna Malzer taler med stort engagement, men en lil le rynke i panden røber en eftertænksomhed i hendes ordvalg. Hun har ondt i ryggen og sidder på gulvet med sin kaffekop, mens hun fortæller:

“Jeg er især optaget af det almindelige menneskes protest, forstået på den måde, at Greta Thunberg el ler andre velformulerede helgenskikkelser på taler stole ikke interesserer mig så meget. Men det apoliti ske menneske, der pludselig begynder at interessere sig for verden og tager sagen i egen hånd, er en spæn dende skikkelse.”

Energien stråler fra Anna Malzers ansigt, mens hun fortæller, at hun har en mosaik af omkring 50 forestillinger, der skal laves, før protesttemaet har nået mætningspunktet.

“Vi ser flere og flere almindelige mennesker, der begår civil ulydighed, fordi deres tillid til systemet er brugt op, og de har alle sammen masker på. I mine teaterstykker er det den gule vest i ‘De Hovedløse’, el ler det er en pop-pige med en make-uppet maske i forestillingen’16:29’.”

“Jeg brænder for at sætte mennesker på scenen, som ikke har ordet i deres magt, men har en følelse af, at noget er galt, og noget skal ændres, og derfor handler. Neden under protesten eller selvtægten er der rørende, dybe mennesker med fortællinger, man kan gribes af.”

Almen-boligbyggeri-barn

Allerede som 26-årig færdiggjorde Anna Malzer sin uddannelse på instruktørlinjen på Den Danske Sce nekunstskole, og de første år af karrieren var hun kunstnerisk leder af det eksperimenterende teater Momentum i Odense. Hun har været ‘landets yngste teaterdirektør’ på Mungo Park siden 2019.

Hun er vokset op på Amager med en enlig mor, der var pædagog og en, med hendes egne ord, “lidt fjern far, der kørte taxa om natten, men præsenterede hen de for Pink Floyd og dogmefilm, når de endelig sås. På skolen var der børn af forældre fra hele verden, og det skabte både kaos og orden i opvæksten.

“Jeg er et almen-boligbyggeri-barn, og jeg har fået den globale verden ind fra barnsben. Der herskede en vis rodløshed iblandt os venner, men der var også

nogle gange en større spirituel ro. Særligt hos de ven ner, som praktiserede islam, med deres tro på noget større end sig selv. Jeg har faktisk altid været lidt ja loux på, at man kan finde den tro i sig selv. Samtidig er jeg pinligt bevidst omkring, at det var mig, der fik adgang til natklubben og blev troet på af ordensmag ten – fordi jeg var hvid.”

Anna Malzer var med egne ord ikke en 12-talspige, og hendes mor gav hende lov til at droppe ma tematikken og opfordrede hende i stedet til at bruge sin fantasi og fortælle og skrive historier.

“Da jeg var barn, skrev jeg om, hvad der skete på skolen eller i solcentret, fordi jeg ville forstå det. Nu kaster jeg mig hovedkulds ud i et fænomen længere fra mig selv, men hvor der er rigtige mennesker i kød og blod. Måske er det en desperat jagt på det ægte og en reaktion på at være vokset op i en digitaliseret verden.”

Mungo Parks seneste forestilling er en klimakamp-protest-basker med den lidt barske titel ‘At lære at dø’. En ganske almindelig skolelærer og en embedsmand vil gerne ændre noget i en klimauge i kommunen; de vil gøre Danmark grønnere. Men de møder et system, der gør, at de ikke kan komme igen nem nogle steder. Til sidst vælger de at sprænge en bygning i luften.

“Vi lader nogle helt almindelige mennesker gøre noget radikalt. Kunsten kan prøve disse længsler af og forløse dem på scenen. Her er en ventil, som kan hjælpe på folks frustration, men som ikke er ulovlig – det er jo bare teater. Og denne særlige forløsning, som vi hører, at forestillingen giver mange, håber vi, får folk ud af deres passivitet omkring klimaet og ind i politisk handling,” fortæller Anna Malzer, der nu har talt sig varm.

Musical og tro i krisetid

I dag leder Anna Malzer Mungo Park på sin fjerde sæ son og satser på det, der er Mungo Parks ensembles særlige kendetegn: At undersøge og beskrive nye tendenser.

Ensemblet på seks faste skuespillere prøver på musicalforestillingen ‘Ingenmandsland’, der ifølge

Fra forestillingen: ”Tatovering”

Fra forestillingen: ”De Hovedløse”

Jeg er især optaget af det almindelige menneskes protest, forstået på den måde, at Greta Thunberg eller andre velformulerede helgenskikkelser på talerstole ikke interesserer mig så meget. Men det apolitiske menneske, der pludselig begynder at interessere sig for verden og tager sagen i egen hånd, er en spændende skikkelse.”

Fra forestillingen: ”Smykket”

Fra forestillingen: ”At lære at dø”

teatret er et kærligt portræt af det globalt voksende ufo-miljø, der rejser spørgsmålet om, hvorfor ufofeberen spreder sig så hurtigt igen i dag?

“Under den kolde krig var der en ufo-feber, og den pibler frem igen. Dengang blev man erklæret psykisk ustabil, hvis man så og troede på ufoer. I dag er rum forskningen kommet videre, og liv i rummet er ikke kun noget, mærkelige mænd i kældre taler om. Der er flere, der dyrker troen på det udenjordiske, for her ligger drømmen om en bedre verden. Det er ligesom en religion.”

Anna Malzer mener, at længslen efter at tro på no get vokser i Danmark:

“I alt fra tvangsritualer til overdrevet fitness til buddhisme og radikale politiske retninger. Vi længes efter noget, der kan styre vores skæbne, efter noget der gør, at det hele ikke er vores egen skyld, som vi er vokset op med under neo-kapitalismen.”

Men hvordan teatret arbejder med længslen efter en tro og religion kræver en nærmere forklaring:

“Teatret arbejder som kirken også med skæbnen som motor for fortællinger. Hvor kirken – i Bibelen som den står skrevet – tvinger moral, skyld og skam ned over os, frigør teatret os fra skylden, skammen og moralen og lægger sig i den menneskelige gråzone, hvor alting kan ses fra flere vinkler.”

Ifølge Malzer var det i den tidlige kristendom for budt at spille skuespil – det var djævlens værk med denne transformation til en anden på scenen.

“Men i dag findes der jo fortolkere af Bibelen, præ ster, som nærer et af nutidens varmeste og dybeste og mest komplekse menneskesyn. Og det handler

om fortolkeren, ikke Bibelen. En god præst formår netop at tale om det menneskelige på en måde, hvor selv men nesker, der har begået de grummeste forbrydelser, får et rum, de kan være mennesker i. Det er nok det, kirken kan. Kirken og samtalen med en dygtig præst er et mere direkte, individuelt terapeutisk rum, når den fungerer, hvor teatret er et kollektiv, der funge rer på andre præmisser.”

Anna Malzer må tage armene til hjælp, når hun forklarer:

“Det handler også om os i Danmark, det land, der har allermindst tro, aller mindst religion, allermindst spirituali tet, og om hvordan vi forholder os til mennesker, der tror på noget spiritu elt.”

“Vi har valgt at portrættere miljøet igennem en jukebox-musical, fordi der bare er rigtig meget god musik, som folk kender, der handler om stjernerne og det, der er større end os selv – det bruger vi i en uforudset sammenhæng.”

Hun forklarer, at Mungo Park er nødt til at skabe nogle livgivende former og give energi i en mørk krisetid, hvor folk måske ikke har råd til at gå i teatret.

“Det behøver ikke være eskapistisk fladpandet kunst om nemme, lige gyldige ting, men vi skal få publikum

“Teatret arbejder som kirken også med skæbnen som motor for fortællinger. Hvor kirken – i Bibelen som den står skrevet – tvinger moral, skyld og skam ned over os, frigør teatret os fra skylden, skammen og moralen og lægger sig i den menneskelige gråzone, hvor alting kan ses fra flere vinkler.”

livsbegejstret ud af salen. Historisk er mu sicals opstået i krisetider som noget lyst fuldt, der forsøger at give svar på en krise. Sangen er forførende, og publikum har brug for det.”

Kunst, der rykker Mungo Park kommer ikke sovende til de mange publikumssucceser. Alle forestil linger bliver til i et kollektivt samarbejde mellem skuespillere, der arbejder meget tæt sammen med forfatter, instruktør og scenograf.

“Vores produktionsform koster mange flere penge, også fordi vi skaber ny dansk dramatik. Der bliver spillet mange klas sikere rundtomkring, for det koster ikke penge at sætte Shakespeare op. Vi gør et pionerarbejde med at udvikle ny dansk dramatik. Vi laver ikke teater for at tjene penge, men for at skabe mening.”

Anna Malzer stiller selv spørgsmålet: “Skal statsstøttet teater overhovedet age re på kommercielle præmisser? Vi vil ikke bruge vores statstilskud på et mere kom mercielt salg, for så kan vi gå hjem kl. 16 og sige, at vi driver et teater, og det går godt. Vi er her for at lave nye historier. Men jeg vil ikke behandle publikum som købere og kunstnerne som fortolkere. Kunstnerne skal skabe, og publikum skal da se det, vi allerhelst vil vise dem. Og ikke det, de selv tror, de vil have, fordi de kender det. Det er jo ikke tyggegummi, vi producerer!”

“Jeg tror kun, teatret har en fremtid, hvis vi ikke ser det som en luksusløgn. Alle de klassikere, vi spiller i dag, blev jo skre vet ud af datidens nødvendighed. Når tea ter reproducerer dem for at sælge billetter og sparer dramatikeren væk, kan man tale om en recession.”

Udlandet har opdaget Mungo Parks nye dramatik. For eksempel bliver ‘Spejl manden’ nu spillet i Uppsala i Sverige, og ‘Tatovering’ kommer op på et andet nor disk teater.

“Der skal være noget på spil, ikke bare i dramaet på scenen, men også for kunst nerne, der laver det – det skal kunne gå galt. Det skylder vi os selv og publikum.”

Den digitale protest

At sætte sig ved en computerskærm er det værste, 80-årige Bjarne Bluhme ved. Kontakten til det offentlige, banken og sundhedsvæsnet er næsten ikke-eksi sterende. Og kun via andre.

“Det føles som at få et søm i maven,” lyder det, når han skal sætte ord på sine oplevelser med at være i forbindelse med omverdenen. Han er ikke rigtigt kommet ombord i den digitale virkelighed.

Bjarne har været lærer på Ordblinde instituttet, og før det var han sømand. Først og fremmest føler han sig hægtet af, efterladt i et samfund, der ikke formår at tage sig af borgere, der ikke interesse rer sig for EDB, som han kalder det. For nylig er han flyttet i ældrebolig.

“Jeg har engang været en begavet skolelærer, jeg kunne mine ting og har ydet mit. Og nu sidder jeg her og er af monteret, ustandseligt skal jeg gøre no get, der kræver NemID, MitID og hvad det hedder, og hver gang føles det skamfuldt, når jeg må få andre til at gøre det for mig. Man føler sig lidt dum.”

Bjarne har en drøm om, at der kom mer nogle yngre folk og hjælper ham og et par hundrede andre ældre ind til Chri stiansborg for at demonstrere mod den digitale kontakt til alle myndigheder.

“Jeg skulle gerne gå på stylter, hvis det kunne hjælpe,” siger han med et glimt i øjet.

“Men det er jo helt tosset; i dag kan du kun protestere på nettet, og hvad skal man gøre, hvis man ikke kan finde derhen?”

Bjarne synes, at der bliver set ned på folk, som er hægtet af den digitale nutid, og kunne bedre leve med det, hvis der var en bredere accept af folk i hans situation.

“Jeg prøver at tage det med humor og fortælle. Men det er bare ikke altid, det hjælper, når man skal bestille tid til en undersøgelse eller have svar på en blodprøve.”

TEKST OG FOTO: KLAUS HOLSTING

Den aktivistiske forbruger

“Jeg kunne ikke drømme om at sætte tænderne i en tigerreje, for jeg har set, hvordan de bliver produce ret”, fortæller Bente Wolff. Hun er antropolog og har rejst meget, især i Sydøstasien, hvor rejerne svøm mer i kemikalier, og rejefarmene gør grønne mangroveskove til brune ørkner. Hun prøver at være bevidst om, hvad hun køber, og undgår så vidt muligt varer, der er klima- og miljøbelastende.

Hun har netop købt sæsonens første økologiske citron fra Europa. Kommer de fra Afrika eller Sydame rika, køber hun dem ikke – klimabelastningen er for stor, mener hun.

“Om sommeren bruger jeg flaskecitron, men det er bedre med frisk citron i vinterhalvåret.” Skallerne fryser hun ned, så der altid er citronskal til madlavningen. Bente er vegetar og går mest efter lokale grønt sager. Hun køber aldrig mango eller andre eksotiske frugter på nær den avokado, der en gang imellem ryger ned i kurven.

“Der er tre grunde til, at jeg køber økologisk. Hensynet til sundheden for dem, der dyrker grøntsagerne, hensynet til min egen families sundhed, og fordi økologerne udvikler metoder, som det konventionelle landbrug også kan bruge til at nedsætte mængden af pesticider og kunstgødning – privat forskningsstøtte, faktisk.”

I bytterummet i baggården finder Bente mange ting, som andre har stillet til genbrug. Forleden fandt hun et par gule sneakers, som intet fejler, hun køber genbrugstøj eller bytter med venner, og mangler hun en bil ledramme til den blå akvarel, hun har købt hos en marskandiser, finder hun en brugt ramme på Den Blå Avis. Og får den passet til hos den lokale rammebutik. Så støtter hun oven i hatten de lokale forretningsdrivende.

TEKST OG FOTO: KLAUS HOLSTING

Den politiske provokatør

TEKST OG FOTO: KLAUS HOLSTING

Mikkel Schou har aldrig været medlem af et etableret politisk parti eller organiseret sig på anden vis. Men siden han som ung i 1980’erne var en del af BZ-bevægelsen og gik på gaden og råbte slagord for at synliggøre sin protest, har han været optaget af at udfordre autoriteterne, han møder på sin vej. Gerne med happenings og helst med en smule humor.

“Jeg har altid vendt mig mod alt, der er uretfærdigt eller bagstræberisk ud fra hensynet til personlig vinding. Jeg bryder mig heller ikke om indbildske autoritetspersoner og får lyst til at udstille hykleriet, når jeg møder det,” siger Mikkel Schou.

At han mener det, kan man konstatere, når han remser nogle få af sine aktioner op. Da den amerikan ske præsident George Bush gæstede København i 2005, blev Mikkel Schou indkaldt til en samtale hos PET og siden præventivt anholdt under besøget. Det var ganske få år efter, at han havde købt et blåt politiblink på en tankstation, sat det på taget af sin bil og kørt gennem Pusherstreet på Christiania for at se, hvad der skete. Eller da han under en BZ-demonstration rev kasketten af en betjent, der var i færd med at uddele knippelsuppe.

Mikkel Schou, der arbejder som journalist, betegner sig selv som en naiv romantiker. Han er modstan der af al brug af vold, men synes, at det er vigtigt at yde systemet modstand. På sin helt egen måde.

Dalarhesten er med, fordi den minder ham om hans svenske oldemor, drømmen om at bo langt væk i Sverige og gå i ét med naturen.

TEKST OG FOTO: KLAUS HOLSTING

Da Elise Sydendal blev født på Fejø i 1999, var der ikke mange, der talte om klimaforandringer. I dag er hun med i spidsen for Den Grønne Ungdomsbe vægelse, der arbejder målrettet for at påvirke det politiske system i en mere klimabevidst retning.

“Det var mere og mere frustrerende at se, at politikerne ikke gør nok, at de slet ikke er i kon trol med det her. Moralsk kunne jeg ikke forsvare at sidde med hænderne i skødet, når udlednin gerne stadig stiger globalt. Derfor blev jeg akti vist sidste år,” fortæller Elise, der ved siden af ar bejdet med klimaet studerer statskundskab ved Københavns Universitet.

Hun er som mange andre unge stærkt bekym ret for den fremtid, vi ser ind i.

“De kommende generationer og dem, der ikke er født endnu, kan jo intet stille op imod alt det, vi er ved at ødelægge. Det er de fattigste lande, der bliver hårdest ramt. Det trigger min retfær dighedssans, at der er så lidt kriseforståelse på Christiansborg. Coronakrisen viste os jo, at der kan handles, når det gælder.”

Det er vigtigt, at vi bevarer et håb om, at det kan lade sig gøre at vende udviklingen.

“I Danmark har vi relativt nem adgang til Folketinget. Der er mange lande, hvor det ikke kan lade sig gøre at få politikerne i tale. Derfor er der internationalt stor interesse for, hvordan vi arbejder med klimaaktivisme her i landet. Alles øjne er ret tet mod os. Det lægger et stort ansvar på vores skuldre,” fortæller Elise, der var til COP26 i Glas gow 2021 og netop har været til COP27 i Cairo.

“Jeg gad godt at leve i et samfund, hvor alt det billige i supermarkedet også er det klimavenlige, fordi politikerne har afgiftsbelagt de klimatunge varer. At politikerne tager ansvar og regulerer vo res adfærd, så det ikke er op til den enkelte for bruger at agere fornuftigt. Vi skal af med skyld og skam; det skal ikke være et generationsopgør, for det berører os alle sammen.”

Klimaaktivisten

Vidste du, at ...

Biskoppens præstekjole er anderledes end præsternes. Den almindelige sorte, fodlange præstekjole er lavet af 100 procent engelsk uld (den findes heldigvis også i en lidt lettere sommerudgave). Biskoppernes kjole er ikke af uld, men af silke og fløjl – og Københavns

Vor Frue Kirke

dåbssalme i cementen. Det er nr. 999, vers 3 i Kirkesangbogen, ‘Med favnen fuld af kærlighed’ af Christiane Gammeltoft-Hansen, der er præst i kirken. Da gulvet skulle renoveres i 2017, valgte menighedsrådet på denne måde at gemme en hilsen under klinkerne til de kommende generationer.

Lindevang Kirke

Sions Kirke

lørdage og søndage kl. 13. Marmorkirken er især kendt for netop sin flotte kuppel, der er inspireret af Peterskirken i Rom. Kirken hedder officielt Frederiks Kirke, og det tog 145 år fra første grundsten blev lagt i 1749, til den var bygget færdig i 1894. Kirken skulle bygges, fordi den københavnske bydel Frederiksstaden skulle have et samlende midtpunkt.

Spil, så fuglene synger

Orglet i Vor Frelser Kirke på Christianshavn har også fuglestemmer: Det fornemme gamle orgel fra 1698 er bygget af de danske brødre Botzen, som Christian den 5. havde givet monopol på orgelbygning i den danske stat. På orglets tag har Botzen-brødrene sat en mekanisk gøg, der kukker vemodigt, når organisten beder den om det. Orglet rummer også en nattergal, der dog er af nyere dato.

Sions Kirke på Østerbro har fadervor lagt som sten mellem brostenene ved siden af kirken, som børnene kan hinke på. Ideen opstod, da Sions Kirke fyldte 125 år i 2021. Tanken er, at man kan hoppe turen, mens man siger ordene i fadervor, så det bliver en

Marmorkirken

Vor Frelser Kirke

Meningsfuld selvforglemmelse

På Frederiksberg er der fokus på at bruge tid og håndarbejde som en ressource for både trivsel og fællesskab, som er en del af folkekirkens sociale arbejde. I Rådgivningen er også en helt særlig broderiklub, der understøtter den meningsfulde selvforglemmelse, som håndarbejde kan skabe.

TEKST OG FOTO: LOUISE VALLENTIN MORTENSEN, JOURNALIST

Når man træder ind i Rådgivningen på Frederiksberg, mødes man af indbydende, lyse rum med personlige præg alle vegne. Her er indrettet med en blanding af nyt og gammelt, så lokalerne hverken føles som et kommunalt tilbud eller som sad man hjem me i nogens private dagligstue. Her er tegninger og indrammede broderier på væggene, der med deres mange forskellige udtryk og farver tegner et billede af de mange forskellige personligheder, der også kommer i huset. Rådgivningen ligger i hjørnebygningen ved Borups Allé og Nordre Fasanvej, hvor der engang lå en Danske Bank, og husets indbydende lokaler ligger blandt andet i byg ningens gamle bankboks.

Hvem sidder i Rådgivningen?

Rådgivningen styres af Jeanette Kaalø, der er erfaren socialrådgiver. Hun er ved at tage en kandidatgrad i sociale interventionsstudier på RUC, hvor hun skriver speciale med fokus på craft-psykologi.

Rådgivningen er åben for alle Frederiksberg-borgere, der har brug for hjælp, støtte eller blot et fællesskab. I Rådgivningen fin der man socialrådgiver Jeanette Kaalø, der har stort fokus på at være nærværende for de mennesker, hun møder, når hun er på ar bejde:

“Her skal man ikke være i en bestemt kasse. Vi ser på det indivi duelle behov for hjælp.”

Særligt broderierne og håndarbejdet er en vigtig del af arbej det i Rådgivningen. Jeanettes Kaaløs egen ro i håndarbejdet og særligt hendes interesse for craft-psykologi har nemlig inspireret hende til at starte et broderiforløb i Rådgivningen. Her inviterer hun kvinder, som ifølge hendes vurdering vil have glæde af et fæl lesskab og trivselsløft, med i et seks ugers broderiforløb, hvor der aktivt arbejdes med værktøjer fra craft-psykologien og fokuseres på meningsfuld selvforglemmelse og at komme i flow.

Tråd og garn, som bruges til at brodere i Rådgivningen.

Craft-psykologi

er beskrevet indgående af den danske kunsthåndværker og ph.d. i psykologi Anne Kirketerp. Det er teorien om, at der er en lang række positive effekter ved at udføre håndarbejde, såsom at nedbringe stress og tankemylder. Det er med til at øge trivsel hos den enkelte, fordi det fremmer den meningsfulde selvforglemmelse.

Teorien om at komme i flow stammer fra den ungarsk-amerikanske psyko logiprofessor Mihaly Csikszentmihaly. Det er et stadie, hvor man er tilpas koncentreret om en given opgave og derfor glemmer bekymringer og mister tidsfornemmelsen.

Igangværende arbejde på vægbroderiet.

Rådgivning for enhver Arbejdsdagen i Rådgivningen er meget al sidig, og der er aldrig to dage, der er ens. Jeanette Kaalø fungerer ofte som uvildig rådgiver, og hun kan for eksempel have dage, hvor hun hjælper borgere med at se på forbrugsmønstre og lægger et budget med dem, og andre, hvor hun hjælper med kontakten til forskellige myndigheder.

Hun er der som en hjælpende hånd for dem, der ikke selv har ressourcerne eller pårørende til at hjælpe sig. Som hun poin terer: “Jeg prøver at vurdere, hvor folk er henne selv. Min fornemmeste opgave er at sidde på hænderne og guide folk i, hvad de selv kan. Jeg skal gøre dem så selvstændi ge som muligt.”

Døren ind til Rådgivningen er altid åben for de Frederiksberg-borgere, der har brug for hende. Hvorfor hendes tilbud er anderledes end de kommunale, er der in gen tvivl om hos Jeanette Kaalø.

“Rådgivningen skiller sig ud ved, at det er ret spontant. Der er ikke langt fra, at du har behovet, til at vi finder en tid til at løse problemet. Der er ikke den store vej her

ind, fordi der er åben rådgivning, hvor man bare kan komme. Jeg journalise rer ikke ting med folks CPR-numre, og jeg har kun de oplysninger, jeg skal bruge.”

Det bliver derved et trygt rum for borgerne, at der er ro på og mulighed for at få hjælp af en, der taler det offentliges sprog uden at gå kommunens ærinde. Det er ikke én type borger, der kommer i Rådgivningen for at få Jeanette Kaaløs hjælp. De, der opsøger hende, har mange forskellige baggrun de og problemstillinger, og det er der for heller aldrig den samme opgave, hun sidder med. Selvom Rådgivnin gen selvfølgelig er et socialt tilbud fra Menighedsplejen, så er det ikke noget, Jeanette Kaalø bruger som målestok for, hvem hun hjælper.

“Jeg går ikke så meget op i, om det er kirkeligt socialt arbejde. Hvis der kommer et menneske, der har brug for hjælp, så hjælper jeg. Så længe det gi ver mening, så kan jeg forsvare, at jeg sidder her, og det er det vigtigste.”

Broderiet og broderidamerne

Et af de helt særlige tilbud, der er op stået i Rådgivningen, er broderiforlø bene. Jeanette Kaalø omtaler varmt sine broderidamer, som hun kalder dem, og har oplevet store positive for andringer for dem, der har været en del af forløbet. Ved forløbets opstart får de alle udleveret et stykke stof og instruk tioner om, hvad der skal broderes på det. Desuden bliver de undervist i at lære at tænke mere positivt og får til opgave at skrive en taknemmeligheds dagbog i de uger, forløbet er i gang. Det større formål med broderiforløbet

er at fremme den meningsfulde selvforglemmelse og flow, mens de sidder og arbejder med hænderne.

Under forløbet bruges teorierne fra craft-psykologien altså aktivt, og de seks eftermiddage, forlø bet varer, er fyldt med samtaler, der måske ikke vil le være opstået i et rum, hvor der ikke var fokus på håndarbejdet samtidigt. For Jeanette Kaalø har det været vigtigt, at der var plads til alle samtalerne. Derfor valgte hun også, at broderiforløbet kun skulle være for kvinder, for som hun fortæller: “Jeg oplever, at dynamikken ændrer sig i det øjeblik, begge køn er samlet. Derfor har det været et aktivt valg kun at invitere kvinder til at deltage i broderiforløbet.”

Kvinderne bliver inviteret af Jeanette Kaalø til at deltage i forløbet, og det sikrer blandt andet, at der er en god bredde i gruppen, så broderidamerne er kvin der med mange forskellige aldre og baggrunde.

Udover broderiforløbet, der udbydes over de seks uger, har Jeanette Kaalø også oprettet en broderikreds. Denne er for de kvinder, der har gennemført forløbet, men ønsker at fortsætte det ugentlige møde med broderiet i hænderne. Hver torsdag bliver dø ren slået op, for at de kan mødes. Broderikredsen

Væggene i Rådgivningen er dekoreret med broderier doneret af kvinderne fra broderiklubben.

Skitsen til broderiklubbens nye vægbroderi.

Eksempel på de stofstykker, der broderes på.

Hvad er Rådgivningen?

Et tilbud til alle Frederiksbergs borgere om rådgiv ning fra en uvildig socialrådgiver.

Hvorfor findes Rådgivningen?

Rådgivningen drives og får midler fra Mariendal Sogns Menighedspleje, som siden 1960’erne har modtaget et årligt beløb fra Direktør Svend Hornsylds Legat som en testamentarisk gave. Rådgivningen har eksisteret i over fem år.

har ikke broderiet som psykologisk fokuspunkt, men bruger i ste det hinanden til at danne et fællesskab, hvor der skabes læring på tværs. Og netop det oplever Jeanette Kaalø som essensen i det sociale arbejde.

“Noget vi har her, der ikke er andre steder, er tid. Der er tid til at sætte sig sammen og tid til at drikke en kop kaffe, uden at der er noget konkret. Det særlige er netop tiden og rummet her, hvor fællesskabet også opstår.”

I broderikredsen prioriteres i særdeleshed fællesskabet, og de har derfor efterhånden også en del andre oplevelser i bagagen sam men.

“Corona-krisen har selvfølgelig været en udfordring, og vi har måttet aflyse en rejse til Frankrig, hvor vi skulle ned at se Bayeuxtapetet, der er et stort, 1.000 år gammelt vægbroderi. I stedet tog vi i sommerferien en tur til Skagen, hvor der er en kopi udstillet.” Fællesskabet og roen ved håndarbejdet bliver også bundet op på deres fælles oplevelser. Efter deres tur til Skagen har Jeanette nem lig besluttet, at broderikredsen skal lave deres eget store vægbro deri, som skal hente inspiration fra både Bayeux-tapetet og turen til Skagen.

Det færdige vægbroderi vil blive hængt op i Rådgivningen og derved blive et synligt bevis på, hvordan fællesskabet er forankret i håndarbejdet i broderikredsen.

Man skal ikke have sit sygesikringskort op af lommen eller vise et medlemskab af folkekirken, når man søger om hjælp i kirkens regi. Hjælpen er for alle, der har brug for det. “Det er guld værd,” lyder det fra Københavns Kommune.

Hjerterum uden CPR-nummer

AF EVA-MARIE MØLLER, JOURNALIST ILLUSTRATION: METTE FUNCK / SHUTTERSTOCK

Husumkurven med pasta, tun, kaffe, tandpasta, shampoo, toilet papir og andre dagligvarer er noget særligt. Den bliver til, ved at folk i Husum lægger en dåse tomater, en tube tandpasta eller en anden langtidsholdbar dagligvare i en kurv, der står i kirken. Her udleveres den til trængende borgere.

“Man skal ikke oplyse CPR-nummer eller indtægt; man søger ud fra det behov, man har. Vi har dog en god fornemmelse af, at dem, som vi møder i vores arbejde, reelt har et stort behov for hjælpen,” fortæller diakonimedarbejder i Husum Kirke Sofie Troelsgaard.

“Vi vil gerne gøre det så gnidningsfrit så muligt. Mange er fru strerede over, at man alle andre offentlige steder skal aflevere man ge personlige oplysninger.”

I lyset af den nuværende krise stiger priserne, og det kan mær kes blandt familier og enlige med økonomiske udfordringer. Der er nemlig langt flere ansøgere, end der er varer, penge og kapacitet til at uddele. I Husum Kirke uddeles der to madkurve om ugen, og man ville ønske, at der var ressourcer til langt flere.

I den anden ende af København, i Sankt Jakobs Kirke på Øster bro, samles der hver søndag ind til trængende og folk i nød. Et af de største sociale problemer i København er ensomhed, hvor mere end 50 procent bor og opholder sig alene.

“Her har kirken en stor rolle,” fortæller sognepræst Rasmus Nøj gaard. “I vores sociale engagement får vi lejlighed til at mødes uden

for de kirkelige handlinger og rammer. Vi tilbyder f.eks. fællesspisning hver fredag aften til 40 kr., hvor det især er enlige, der kommer.”

“Folk skal ikke identificere sig med CPR-nummer, adresse eller med indtægt. Vi forventer heller ikke, at de melder sig ind i folkekirken, men det viser sig ofte, at det sociale engagement bygger bro til gudstjene sten, så vi undlader ikke at henvise til det, for det kirkelige fællesskab er i sig selv et diakonalt engage ment. Men vi kan noget andet end det, kommunen kan tilbyde.”

Københavns Kommunes socialborgmester, Karina Vestergaard Madsen fra Enhedslisten, er opmærk som på det sociale arbejde, kirken tilbyder:

“Det er guld værd. Mange borgere ville være ilde stedt, hvis vi ikke havde de kirkelige organisationer til at hjælpe. Nu hvor vi har krise, er det frustrerende, at der er så stramme regler for, hvem vi må hjælpe fra kommunalt hold.”

“Civilsamfundsorganisationerne kan noget andet end kommunen, dér hvor de frivillige går ind og ska ber noget for andre. Mange borgere føler, at det er mere ægte. F.eks. ønsker hjemløse ikke at komme i

kontakt med myndighederne. Her kan de frivillige noget helt andet, end vi kan med systemet i ryggen.”

Håndsrækning

I Sankt Jakobs Kirke viste et helt ak tuelt socialt engagement sig, da ukra inske flygtningestrømme var på vej til Danmark.

“Vi ryddede en af vores to konfir mandstuer og fik etableret en lejlig hed til en ukrainsk mor og hendes to sønner. Sofa, reoler og senge fik vi fra lokale borgere,” fortæller Rasmus Nøj gaard.

“Det har været vigtigt for os, at de følte, at det var deres eget, deres egen lejlighed, men de skulle også vide, at vi var der til at hjælpe dem. De kunne selvfølgelig ikke dansk eller engelsk, og det var vigtigt for os, at drengene, der var seks og syv år, hurtigt kom i skole og på fritidshjem. De har fået friplads

på en skole og er kommet i kommu nens fritidsordning.”

Rasmus Nøjgaard fortæller, at det har været vanskeligt at få opholdstilla delse, integrationsydelse og sprogun dervisning. Det er endnu ikke faldet på plads, selvom de har været her over et halvt år.

“Det går trægt i Københavns Kom mune, og derfor dækker vi selv deres leveomkostninger via indsamlinger i sognet om søndagen og private spon sorer, der har købt senge og mad.”

“Vi betragter det som en mulighed for at give en håndsrækning til menne sker i nød, og de forhold, kommunen kan tilbyde, er væsentlig ringere end det, vi kan. Vi kan også etablere en ramme, hvor de får kontakt til andre. Vi ved jo, at integrationen sker bedst ved lokale kontakter.”

Behøver ikke at være medlem Rasmus Nøjgaard, der har været præst i Sankt Jakobs Kirke i 14 år, mener, at det sociale arbejde ligger i kirkens DNA.

“Man kan ikke sige, at kirken er for pligtet på at dække de huller, det øv rige samfund ikke magter, men kirken har en iboende lyst og virketrang til at række hånden ud til mennesker i nød i det lokale område. Det mærker vi stor lokal opbakning til.”

Husum Kirke og Menighedsplejen ved kirken har også en klar holdning til, hvad de betragter som kirkens DNA, forklarer Sofie Troelsgaard.

“Vi hjælper folk, der normalt ikke kommer i kirken. Det er på ingen måde en forudsætning, at man kom mer i kirken til gudstjenesten. Vores hjælp er også til dem, der ikke ligner os selv,” fortæller hun og understreger: “Vi kræver ikke af folk, at de er med lemmer af folkekirken.”

Kirkerne har historisk, men også i den senere tid varetaget opgaver i sam fundet, som man med en vis ret kunne mene, at det offentlige skulle stå for.

“Vi er her som et akut supplement

til at få mad på bordet og tøj på kroppen, som en del af kirkens diakonale projekt. Vi dækker nogle behov, som dermed ikke kommer det offentlige for øje, og derfor gør vi også, hvad vi kan for at gøre opmærk som på de huller, vi udfylder,” siger Sofie Troelsgaard.

Kommunen er ikke fjenden Jens Maibom Petersen, tidligere forstander for Dia konhøjskolen har stor erfaring med folkekirkens so ciale arbejde.

“Vi er i de senere år blevet bedre til at samarbejde med kommunen. Da der kom ukrainske flygtninge, så spurgte vi, hvordan vi kunne samarbejde. Her i det århusianske organiserede en fælles kirkelig ansat maduddeling til ukrainerne de første dage. Og vupti fik man lige lavet flere hundrede måltider. Men en så stor opgave kan vi ikke normalt ikke løfte på sogne plan. Der skal vi have en kommune i tale.”

Jens Maibom Petersen mener, at det skal ses i en større sammenhæng:

“Det er en kommunal forpligtelse at tage sig af sine borgere, men der er altid nogle, der falder igen nem det kommunale net, og dér skal kirken have et tilbud.”

“For år siden kunne man møde kommunale folk, der gerne ville holde alt, der handlede om kirke og diakoni langt væk, men sådan er det slet ikke længe re. Vi bliver godt modtaget, og kommunerne vil ger ne samarbejde med kirkerne.”

Den kolde luft mellem kirke og kommune blev f.eks. i Aarhus Stift opløst, da man holdt en konfe rence om vigtigheden af at samarbejde.

“

Det er en kommunal forpligtelse at tage sig af sine borgere, men der er altid nogle, der falder igennem det kommunale net, og dér skal kirken have et tilbud.”

Et eksempel på kirkens sociale engagement er her i Sankt Jakobs kirke, hvor en ukrainsk flygtningefamilie bor i sognehusets konfirmations-stue: Mariia Kovalova, 42 år, Dmyto, syv år. Mykhailo, seks år. Mariias ægtemand er blevet i Ukraine for at kæmpe.

“Kommunen havde været nervøs for, at det, kirken gør, kun er for de døbte og de kristne, og der var nogle år med oprør, hvor man distancerede sig fra det kirkelige. Men nu har mange glemt det, og man står mere nysgerrigt over for det, fordi man erkender, at det frivillige engagement har noget positivt og interessant at give.”

Grænser for socialt arbejde

Ifølge loven er der grænser for, hvilke sociale opgaver en kommune kan påtage sig. F.eks. kan en kommune ikke holde loppemarked, etablere en genbrugsbyt tecentral eller arrangere fællesspisning. Sådanne aktiviteter kan organisationer søge om støtte til gennem en særlig pulje i de såkaldte paragraf 18-midler.

“Vi deler ud til aktiviteter efter paragraf 18-midlerne, og vi har faste samarbej der, hvor vi giver driftsmidler til organisationer, der løfter sociale opgaver,” siger socialborgmester Karina Vestergaard Madsen og understreger, at hun gerne så, at der var flere penge til det sociale område.

Hun mener dog ikke, at de frivillige organisationer skal løse kommunale opga ver. Det bedste er, hvis kommunen og de frivillige organisationers sociale indsat ser spiller sammen og bidrager med noget forskelligt. Ifølge hende er serviceni veauet i København beskæmmende lavt.

“Vi kommer alle til at være pressede de næste år på en måde, vi ikke har oplevet i mange år. Jeg håber, at vi sammen vil gøre alt, hvad vi kan, for at gøre krisen mindre hård for de udsatte.”

Både på Østerbro og i Husum er der enighed om, at kirkens sociale arbejde har en grænse og bør spille sammen med andre i samfundet.

“Vi er her på en anden måde end kommunen, men vi kan ikke være det fysiske livsgrundlag for familierne. Hvis nogle søger os flere gange i træk, så må vi hen vise til andre kirkelige organisationer eller civile aktører, der kan hjælpe – måske også på længere sigt. Vi kan ikke gøre nogle afhængige af vores lille menigheds pleje, men vi kan give en akut håndsrækning”, siger Sofie Troelsgaard.

Når ånd bliver til Helligånd

Ånd

Langt de fleste af os har en temmelig god fornemmelse af, hvad ånd er – eller kan være. Det afslører sproget i udtryk som ‘firmaets ånd’, ‘holdånd’, ‘byens ånd’, ‘ste dets ånd’ osv.

Ånden kan også ’komme over én’, når man f.eks. sætter sig noget for og er særligt motiveret og opslugt af en opgave. Nogle mennesker oplever sågar at ’være i flow’, når tid og rum ophæves i en passioneret optaget hed af den ene eller den anden interesse.

’Kærlighedens ånd’ møder de fleste af os i forelskel sen, som opleves som en kraft, der tager os, forfører og fører os til forskellige former for bevægethed. Eller i den ’kærligheds ånd’, der udfolder sig mellem forældre og børn, og som opleves som en overvældende kraft, hvis styrke kun kendes glimtvis fra andre relationer, som f.eks. venskabet.

Åndens kraft kan dog også opleves negativt. Man behøver blot at forestille sig en skoleklasse eller en ar bejdsplads, hvor der hersker en dårlig ånd. Eller fod boldholdet, hvor spillerne løber tilfældigt og forvirrede rundt, fordi de ikke kan finde hinanden. Spillet ruller på ingen måde, arbejdspladsen og skoleklassen mistrives, ligesom det sker i familier, at man lever hver sit liv, fordi fællesskabet udfordres af en dårlig ånd, der paradok salt nok ’holder sammen på det hele’ ved at kontrollere, skælde ud og lede efter fejl og mangler.

Helligånd

Helligånden derimod tilfører os det ’mere’, der kan ud fordre og stå imod f.eks. en dårlig ånd, der binder men nesker negativt sammen, og i sidste ende bryder ned. Ånd og Helligånd er det, der er imellem: En størrelse eller kraft imellem én selv og den intense opslugthed. Imellem én selv og de mange tanker og følelsesmæssi ge overvejelser. Og ikke mindst imellem mennesker. Det tredje imellem mig og dig eller flere.

Ånd er et rum, et bevidstheds- og bevægethedsrum, en motor eller en drivkraft, der både bærer og modsiger, tilfø rer og udvikler, ændrer eller forandrer. Og når ånd kaldes Helligånd, er det præcis pga. det ’mere’, som hverken er én selv, den anden eller andre, men derimod opstår imellem mennesker.

Når ånden er hellig, er Gud i spil. Når ånden defineres som hellig, anerkendes det ’mere’ – det rum og den di mension, som fremkalder ethvert menneskes umistelige værdi og ukrænkelighed. Uden undtagelse!

Helligåndens fællesskab Hvis man kan acceptere, at troen – ånden – findes, så medfører det en radikal forståelse af fællesskabet: Af at det er ånden selv, der bevæger, griber over og holder sammen på.

Det afslører sproget også. I negativ forstand kan fælles skaber og relationer fastholdes, ved at de samtidig brydes ned. Man kan tale hen over et andet menneske, udstille eller ignorere andre. Man kan tale den anden ned ved at tale sig selv op. Sproget gør, ligesom ånd, noget ved os.

Omvendt bygger sproget fællesskaber og relationer op, når man taler ’i øjenhøjde’, fremhæver talenter og gode egenskaber. Handlinger gjort kærligt, ’et godt sted fra’, viser tillid, værner og beskytter, hvor det er påkræ vet. I sådanne tilfælde ser man det ’mere’ i den anden, i situationen, i livet. Verden åbner sig, og virkeligheden gøres større, end en umiddelbar reduktion tillader.

Når ånd udfolder sig som Helligånd, er der altid mu lighed for nye begyndelser – uanset hvem vi er, hvor vi er, og hvordan det går os her i livet.

Den radikale forståelse af åndens hellighed peger hen på den lige så radikale forståelse af fællesskabet: Når det på en og samme gang er et mangfoldigt, bevæge ligt og samtidig stærkt og forankret fællesskab – nemlig kærlighedens og Helligåndens fællesskab.

BIRGITTE KVIST POULSEN, PROVST I HOLMENS OG ØSTERBRO PROVSTI

Efter skyderiet i Fields sommer 2022 viste folk medfølelse ved at lægge blomster ved indkøbscenteret

Krisehjælp – at få folk tilbage til livet

Folkekirkens beredskabspræster var en del af krisehjælpen til de mange mennesker, der blev berørt af skyderiet i Field's i sommer. Præsten kan tilvejebringe håb og mod midt i krisens kaos.

AF ULLA HAAHR, JOURNALIST FOTO: MIRIAM DALSGAARD OG MADS CLAUS RASMUSSEN / RITZAU SCANPIX

Søndag den 3. juli sidst på eftermiddagen. Skyderiet i Field's. Tre dræb te, fire sårede – og hundreder af berørte, chokerede og angste mennesker. Susanne Steensgaard, ledende beredskabspræst i København og Hel singør, har ansvaret for at koordinere og få beredskabspræsterne dirige ret på plads. Både på hospitalerne og i det midlertidige krisecenter, der bliver oprettet i Amagerhallen tæt på gerningsstedet i løbet af søndagen. De præster, som er en del af folkekirkens katastrofeberedskab, er særligt

uddannede til opgaven: De er en del af regionernes beredskab, som sammen med politi, sygeplejersker, psykiatere og psykologer træder til med akut hjælp ved større ulykker og katastrofer.

“I løbet af de fem dage efter skyderiet, hvor krise centret har åbent i Amagerhallen, kommer der flere hundreder igennem om dagen. Vi præster er til stede fra mandag aften, og det vælter i bogstaveligste for stand ind. Folk sidder på tilskuerpladserne og venter, og de bliver visiteret til hjælp i grupper ad gangen –så mange er der,” fortæller Susanne Steensgaard.

Hun har selv flere vagter i løbet af ugen, hvor hun i den særlige beredskabsskjorte med præsteflippen er en synlig del af krisehjælpen.

Ritualer og måske en bøn

Det centrale i den krisesamtale, som præsten kan tilbyde, er at lytte. De berørte skal have tid til at for tælle deres historier og få luft for deres sorg, chok og vrede. Og i den fortælling finder præsten det særlige, der kan være med til at genoprette roen efter at have været midt i kaos og angst.

“I enhver fortælling er der noget, man kan gribe fat i og finde håbet og kærligheden. Der var et ungt par med et lille barn. De var så ulykkelige over, at denne tragedie nu ville være en del af deres barns historie. Men sammen fik vi aktiveret deres omsorg og kær lighed for hinanden og barnet, fordi de netop også var så optagede af at beskytte hinanden,” fortæller Susanne Steensgaard.

I slutningen af en samtale griber hun altid til ri tualerne: Opfordrer til, at man f.eks. tager tilbage til Field's og lægger en buket blomster eller tænder et lys. Eller at hun lyser velsignelsen, og man beder fa dervor sammen.

“Det, vi kan tilbyde, er ritualer. Og ved at tage hen og lægge blomster for at vise medfølelse med dem, der er døde, så genindtager man stedet. Ved selv at gøre noget og tænde et lys for fremtiden, når man er rystet i sin grundvold, bliver sikkerheden genopret tet, og man kan tage fat i livet igen.”

Det tværfaglige giver mening

I krisen arbejder præsterne tæt sammen med sund hedspersonalet – sygeplejersker, psykiatere og psykologer. Og det er dette samarbejde, der står stærkest i erindringen fra dagene efter Field's-skyderiet.

“Det faglige samarbejde kan noget helt særligt; det er fantastisk at lære af hinanden. Ved at teame op med f.eks. psykologer lægger vi noget til vores egen faglighed,” siger Susanne Steensgaard.

Hun understreger, at det er specielt for præster at arbejde så tæt sammen med andre, fordi de som re gel arbejder alene.

En del af beredskabet er også at aktivere alle kirker i lokalområdet, så dørene bliver åbnet, og præsterne stiller sig til rådighed for samtaler.

Formålet er at skabe sam ling for mennesker, der er berørte af krisen.

Ørestad Kirke var allerede søndag nat åben, hvor der var mulighed for at skrive en hilsen og tænde et lys. Beredskabspræsterne samarbejder også med le dere i andre trossamfund.

“Jeg havde en samtale med et ungt menneske, hvor jeg blev i tvivl og måtte tage fat i psykiateren og spørge, om det var en normal reaktion? Der er en vigtig arbejdsro i at vide, at vi løfter det sammen som et hold.”

Også fra den sundhedsfaglige side er der stor til fredshed med samarbejdet: Christine Henriette Han sen, assisterende afsnitsleder ved Psykiatrisk Akutmodtagelse i Region Hovedstaden, var i samarbejde med beredskabet med til at få etableret krisecenter i Amagerhallen.

“Der var et kæmpebehov, der strakte sig over man ge dage. Så da præsterne blev en del af det, tænkte jeg: ‘Halleluja, det giver virkelig mening’. Dels tog de krisesamtaler på linje med alle os andre. Dels kan de noget andet,” siger hun.

“Vi er også vant til kriser, men som psykia trisk personale rykker vi ud, løser opgaver og tager hjem igen. Vi har fokus på her og nu. Præster tænker i langt større perspek tiv og kan tale om de eksistentielle tanker, mennesker gør sig, når de tror, de står i dødsøjeblikket.”

Nemt for folkekirken at lave opfølgende arbejde Mange reagerede også med skyldfølelse over deres reaktioner under selve hæn delsen i indkøbscentret. Som f.eks. ikke at have taget det barn med, der sad i klapvog nen. Eller at have mast sig frem i panik på andres bekostning i de overfyldte gange.

“De svære samtaler om skam kan præ sten gå ind og tage med alle, for det hand ler om mennesker i krise og ikke om re ligion,” siger Christine Henriette Hansen.

Desuden ligger det i naturlig forlængel se af kriseindsatsen for beredskabspræ sten at lave opfølgende arbejde, fortæller Susanne Steensgaard.

“Vi er jo en del af folkekirken, så hele organisationen med dens struktur – de lokale sogne og præsterne – er vores bag land. Vi kan lave en overlevering til det lokale sogn og videregive viden uden at bryde tavshedspligten.”

Hun understreger i den sammenhæng, at alle præster kan tage den svære samtale.

“Præster er vant til kriser, for den lille krise – et dødsfald – er lige så stor for det enkelte menneske, som den store krise, skyderierne, er. Som beredskabspræster er vi en del af et større system, hvor vi ken der kommandovejene og kan noget sær ligt i katastrofen. Men bagefter kan den lokale præst gribe det menneske, der har brug for yderligere støtte.”

Susanne Steensgaard har desuden etableret støttegrupper for berørte af Field'sskyderiet, som mødes jævnligt i en af kir kerne på Amager, fordi de har brug for at være sammen med mennesker, der har oplevet det samme.

“Når man laver fortællingerne sammen

i fællesskab, så får man dødsangsten og det, der er gået i styk ker, til at hænge sammen, og det farlige bliver afmonteret.” (Læs om Mette Mikkelsen og en af støttegrupperne på næste side).

Kirkens plads i samfundet Folkekirkens Katastrofeberedskab har eksisteret siden branden i færgen Scandinavian Star i 1990. Susanne Steensgaard har været med i 23 år, og hun oplever, at der er sket en stor udvik ling i synet på præsterne.

“I starten syntes jeg, at vi skulle argumentere for vores tilste deværelse. Men det ændrede sig meget efter tsunamien i Thai land i 2004. Der var især brug for hele folkekirkens netværk ved hjemsendelse af ofrene og støtte for de pårørende. Nu bliver vi i stigende grad set som en ressource.”

Folkekirken er det eneste trossamfund i Danmark, der er en del af sundhedsvæsnets katastrofeberedskab og er reguleret un der Kirkeministeriet og beredskabslovens paragraf 24. Det er en position, som Susanne Steensgaard lægger meget vægt på.

“Det siger noget om folkekirkens plads i samfundet. Vi er en væsentlig samarbejdspartner, og vi bliver brugt mere og mere –f.eks. i undervisning af kommende politibetjente.”

Også Christina Henriette Hansen fra Psykiatrisk Akutmod tagelse ser potentiale i et endnu tættere samarbejde med bered skabspræsterne.

“Skyderiet i Field's har lært os, at præsterne skal på banen så tidligt som muligt. Og vi kan også bruge hinanden i hverdagen, hvor vi faktisk sparrer jævnligt med hinanden.”

Ledende beredskabspræst Susanne Steensgaard

“Jeg var så frygteligt ensom med oplevelsen”

Mette Mikkelsen frygtede for sit og sine døtres liv i Field's. Tiden i støttegruppen hver uge med andre, der har oplevet de samme rædsler i Field's giver ro og mening.

AF ULLA HAAHR, JOURNALIST FOTO: MADS HOLM

Hun står med en kjole i hånden inde i H&M-butik ken, da hun først ser en kvinde komme løbende i fuld fart med en barnevogn foran sig. Så kommer en flok teenagere løbende og endnu en flok i stærkt løb. Og så ser hun ham: Gerningsmanden, mens han peger med en riffel i forskellige retninger. Folk begynder at skrige.

“Jeg går i panik! Jeg kan ikke se min store datter på 20 år, der har min lille datter på fem år … Så ser jeg hende, og vi løber sammen – i vores klipklappere! Og vi kan jo ikke løbe i dem, så vi smider dem – og vi er en hel kødrand af mennesker, der maser sig ind igennem en dør – og folk vil ha’ indkøbsvogne med, det er helt skørt – og jeg, jeg holder stadig fast i bøj len med kjolen.”

Mette Mikkelsen og hendes to døtre ender sam men med en masse andre mennesker i en mørk gang. Hun placerer sig med pigerne midt i menneske mængden.

“Jeg kan huske, at jeg tænker, vi er bedst beskytte de midt i flokken. For vi ved jo ikke, om der er flere gerningsmænd med våben. Er der flere, der kommer ind ad de forskellige døre, bliver vi ikke først ramt.”

Folk ringer til deres familier, stemningen er tung af frygt, panik, råb og gråd. Mette Mikkelsen ringer også selv hjem til sin mand. Den yngste pige hæn ger i abegreb om sin søsters hals, og Mette Mikkelsen overvejer at tage den lille over til sig selv, men hun tænker, at hun bedre kan være skjold for pigerne, hvis der bliver skudt – så kan hun kaste sig foran dem.

“Indeni er jeg begyndt at tage afsked: 'Så nåede vi kun hertil', tænker jeg. 'Hvordan skal det gå min mand og vores datter på 13 år? Jeg fik ikke sagt, at jeg elsker dem ...'"

Efter en tid med flere panikudbrud, hvor nog le flygter fra lokalet, finder resten af flokken vej ud til parkeringskælderen. Mette Mikkelsen og hendes døtre når frem til deres bil, og med rystende hænder lykkes det at få døren op, og de kører væk. Undervejs samler de fire kvinder op, der gemmer sig ved parke ringsopkørslen.

Og så kører de hjem til resten af familien. Ingen har talt med dem eller registreret dem. De ved knap

nok selv, hvad der er sket. Om aftenen bliver Met te Mikkelsen gennem nyhederne klar over, at der er oprettet et krisecenter i Amagerhallen. Sidst på afte nen tager hun og den ældste datter derover. De får en kort samtale med en krisepsykolog og en pjece med hjem kl. to om natten.

“Jeg føler mig slet ikke klædt på til at gå hjem. Det hele er utrygt for mig, og det med at tage kontakt til egen læge ... hvad skal lægen gøre, tænker jeg? Jeg so ver ikke i fire dage – kun en time hist og her. Og jeg begynder at ryge igen efter ikke at have røget i seks år.” Folk omkring hende er meget omsorgsfulde. Alle spørger ind til hende og vil hjælpe. Men de forstår ikke. “De siger: ‘Hvor er det godt, at der ikke skete noget med dig’. Men der var jo sket noget med mig. Vi havde taget afsked og mistet troen på det gode ... Jeg er ikke særlig religiøs, men torsdag tog jeg hen i Tårnby Kirke og sad og græd.”

Det ender med, at Mette Mikkelsen tager hen i Amagerhallen igen. Hun føler et stort behov for at være sammen med andre, der har været igennem samme oplevelse. Ikke psykologsamtaler, men sam vær. Gennem krisecentret får hun kontakt til Susan ne Steensgaard, beredskabspræsten. Hun tilbyder at arrangere en støttegruppe.

“Og det var præcis den type omsorg, jeg havde brug for. For jeg følte mig så frygteligt ensom.”

Gruppen mødes hver mandag i Skelgårdskirken. Susanne Steensgaard var med til det første gruppemø de, og nu kører det hele af sig selv. Hos alle otte del tagere fylder begivenhederne i Field's enormt. Nogle er endnu ikke startet på arbejde igen. Andre har ikke været i Field's. Alle lægger mærke til exit-skilte rundt omkring.

“Det har givet mig så enormt meget med gruppen. Det er ikke en afgørende faktor for mig, at Susanne er præst. Hun står for gruppen, hvis vi har behov for det, og vi kan til enhver tid kontakte hende. Jeg ta ger det lidt som en selvfølge, at det var en præst, der hjalp os. Det giver mening … det er meget naturligt, at præster er der i en krise. Og man kan altid ringe til sin præst, det ved jeg nu.”

Det hellige

AF VIBEKE BIDSTRUP, SOGNEPRÆST FOTO: LAURA STAMER

Har du nogensinde prøvet at opleve suset af noget større? Prøvet at stå i en si tuation eller befinde dig et sted, hvor du følte dig forbundet med noget, som var meget større end dig selv? Mærket suset af det, som man kan kalde det hellige, eller det numinøse, som er et udtryk fra Rudolf Otto, som var en tysk teolog i starten af 1900-tallet? Det numiøse betyder det at møde den kraft eller magt, som er hinsides denne verden. Ifølge Otto er det hellige en del af tilværelsen, som han kalder mysterium tremendum et fascinosum, altså noget hemmeligheds fuldt, som fremkalder ærefrygt, men som på samme tid også er fascinerende for os mennesker.

Jeg er selv, som både præst og kristen, meget inspireret af Rudolf Ottos tænk ning, og jeg synes også ofte selv, at det i kirken netop er i de små ting til en guds tjeneste, bisættelse, dåb, konfirmation, bryllupper og andet, at man kan mærke det hellige. Det kan for mig f.eks. være, når brudeparret går ud sammen, eller når solen skinner ind på kisten igennem vinduet ved en bisættelse, eller at der pludselig er en fugl, som begynder at synge, når vi står på kirkegården til en be gravelse, eller mange andre af den slags begivenheder.

Vi har igennem tiderne haft en forståelse af hellighed som noget, der kommer til udtryk særlige steder. Det kan være på hellige bjerge, i hellige byer, hellige sko ve, hellige bygninger og meget andet. Et af de steder, hvor vi i vores kristne kultur særligt har givet plads til de hellige følelser, er i kirkerne. Og det er interessant, hvad det er ved kirkebygningen, der gør, at man har en oplevelse af at træde ind i et helligt rum. Selv mange mennesker, som ikke ser sig selv som religiøse eller troende, beskriver, hvordan de godt kan lide at komme i kirkerummet, fordi det er, som om der er en helt særlig stemning dér. Jeg mener, at man kan opleve det hellige alle vegne, også i Netto og i toget eller på en gåtur i skoven. Men alligevel er der noget særligt ved kirker. Jeg bliver ofte ramt af en form for hellig følelse, når jeg træder ind. Det er, som om arkitekturen inviterer til eftertanke, ro, fordy belse og forbundethed med noget større. Det er, som om der er en form for evig hed på spil. Der er både følelser af glæde, vrede, sorg, taknemmelighed og alt det andet, som udgør et menneskeliv. Med Rudolf Ottos ord noget hemmeligheds fuldt, som vækker en ærefrygt og fascination i os. En forbundethed til livet selv.

Sognepræst

Vibeke Bidstrup og arkitektanmelder Karsten R.S. Ifversen udforsker hellighed og kirkerum

Det hellige kirkerum

De fleste er enige om, at der er et eller andet helt særligt ved kirker og kirkerum. Der er en særegen stemning, når man kommer ind i en kirke. Om man er kristen, religiøs eller ej, så har de fleste en oplevelse af at kunne finde ro i kirkerummet. Men hvorfor er det egentlig sådan? Og er der noget særligt arkitektonisk, som er med til at skabe den følelse?

Jeg tog på rundtur til fire meget forskellige kirker i København sammen med Karsten R. S. Ifversen, som er arkitekturanmelder på Politiken. Her er vores oplevelser og betragtninger fra de fire kirker, hvor vi oplevede forskellige former for hellighed.

Landsbykirken Brønshøj Kirke

“Det særlige ved denne form for kirke er de bastante mure, som lukker omverdenen ude. Man går ligesom ind i en slags grotte, som skaber en distance til verden udenfor,” siger arki tekturanmelder på Politiken, Karsten R. S. Ifversen. Vi starter i Brønshøj Kirke på vores rundtur til fire kirker i København. Brønshøj Kirke er den ældste kirkebygning i København, som stadig er i brug og er arketypen på en kirke. Med andre ord den idé om en kirkebygning, som alle danske kirker udspringer fra.

Karsten R. S. Ifversen uddyber: “Bygningen samler og sæt ter nogle grænser, og så peger den opad og leder derfor tanker

ne hen på, at herinde handler det om relationen til noget højere, men på samme tid er det også et fællesskab, hvor man er sammen om relationen til noget højere.”

Ifølge Karsten R. S. Ifversen er det meget typisk for de gamle kirker, at de indeholder mange forskellige tider samlet i kirkerum met. Man bliver aldrig færdig med at bygge en traditionel kirke.

Efter at vi har gået lidt rundt og kigget på kirken, kommer Iben Palle Hansen, som er en af præsterne ved kirken, forbi. Ifølge hen de fungerer kirkerummet særligt godt, når der er mange menne sker.

“Så sker der noget helt særligt i kirkerummet. Så er det, som om kirkens historie smelter sammen med det nu, som man står i,” siger hun.

Iben Palle Hansen oplever de helligste øjeblikke i kirken ved døbefonten, som man mener stammer helt tilbage fra, da kirken blev bygget. Hun fortæller, at der er noget særligt ved at døbe i en døbe font, hvor mennesker er blevet døbt igennem mange hundrede år.

Og det kan jeg virkelig godt forstå. Der er noget helt særligt ved at være i et rum, som har været en del af så mange menneskers liv og historie igennem mere end 800 år. Det efterlader én med en andægtig følelse af hellighed.

Brønshøj Kirke bliver offi cielt grundlagt i 1186 og har fungeret som kirke i mere end 800 år. Kirken har en kirke gård rundt om sig, og udefra fremstår den som en klassisk landsbykirke. Den kalder sig også ‘landsbykirken i storbyen’. Når man kommer ind i kirken, fornemmer man dens lange historie, og man ser et kirkerum, som har undergået mange forandringer igennem årene; Brønshøj Kirke har for eksempel et tårn, som man mener er bygget i 1400-tallet, en altertavle fra 1587, en prædikestol fra 1678, et våbenhus fra 1800-tallet og blev gennemgribende renoveret i 1970’erne med nyt gulv, bænke og orgel.

Den udsmykkede kirke

Kastrup Kirke

Tæt på Københavns Lufthavn ligger Kastrup Kirke. Udvendigt ligner den en typisk dansk kirke, men hvis man går ind i kirken, så ligner den alt andet.

“Lige når man træder ind, føles det, som om man går ind i en kunstinstal lation, som fuldstændig tager pusten fra en,” lyder det fra arkitekturanmel der Karsten R.S. Ifversen.

Kunstneren Svend Wiig Hansen fik i 1972 til opgave at gennemrenovere kirkerummet, og han kaldte samlet sin udsmykning for ‘det sårede menneske’ Man kan kalde udsmykningen for en form for moderne kalkmaleri, som skil drer menneskelivet med de bekymrin ger, der i 1970’erne var for en atomkrig.

Karsten R.S. Ifversen forklarer, at kirkerummet pe ger på menneskelivet i stedet for det guddommelige, og at det er et kirkerum, hvor der opstår en masse spørgsmål.

Spørgsmålet er, hvad der egentlig er kirkens rolle. Er det at skabe et rum, hvor vi får et andet perspektiv på menneskelivet. Eller er det også – som i Kastrup Kirke – at træde ind i en kirke, hvor hele udsmyk ningen peger hen på menneskelivet, som det er med både sorger og glæder?

Karsten R.S. Ifversen savner et kristent modspil i kirkerummet til alt det, som menneskelivet inde holder.

Jeg mener, at Kastrup Kirkes særlige kirkerum må kræve, at der med ord og ritualer bliver skabt et kri stent modspil til udsmykningen. Det er et kirkerum, hvor det umiddelbart er svært at finde ro. Til gengæld

opstår der rigtig mange spørgsmål. Et kirkerum, som tør provokere, og som også deler vandene. Det er et meget modigt kirkerum, og for mig er der også noget helligt i at turde stille spørgsmål, som dette kirkerum gør. Kristen dommen har alle dage også været en religion, som skal turde stille de kritiske spørgsmål. Derfor synes jeg også, at det er godt at se denne tilgang til kristendommen bli ve manifesteret i et kirkerum, og det efterlader én med en vis følelse af hellighed.

Kastrup Kirke er over 130 år gammel – den stod fær dig i 1884. I 1971-1972 blev kirken gennemgribende ombygget, da den var blevet for lille til sognets støt stigende befolkningstal.

Den moderne kirke

Kirkeskibet

I den hastigt voksende bydel Sydhavnen har man opført en midlertidig kirke, som er noget så anderledes som en kirke-husbåd.

Arkitekturanmelder Karsten R.S. Ifver sen beskriver sin oplevelse som at træde ind i en lys lejlighed, hvor ens øjne hele tiden søger ud af rummet mod vandet.

“Her lukker man ikke af for verden, men tager den derimod ind, når man f.eks. kan hilse på folk, som kommer sejlende forbi i en kano, imens man har gudstjeneste. Vi talte i de andre kirkerum om, at de lukker af for omverdenen. Her får man den ind,” siger Karsten R.S. Ifversen og understreger, at man her giver plads til Guds skaberværk inde i kirkerummet.

“De gamle kirker, som er vertikale, hand ler også om en samfundsorden og stærke hierarkier, og her er du jo på niveau. Det er et meget antihierarkisk rum,” forklarer han.

Det er minikonfirmander ved kirken, der har malet de fire alterbilleder, og det er med til at skabe den loungeagtige stemning i kir kerummet.

“Det er en meget utraditionel kirke, men alle elsker den. Det er et meget uhøjtideligt rum. Det ligner bare et slags samtalekøk ken, som ikke giver en traditionelt andægtig stemning – derimod virker det hele meget jordnært. Det er netop noget af det, som folk særligt godt kan lide ved kirken,” for tæller Christian Rydahl, som er en af præ sterne ved kirken.

At rummet føles jordnært og antihierar kisk får mig til at overveje, at det måske også afspejler vores generelle forståelse af Gud; at vi er gået fra en meget hierarkisk forståelse af Gud til en mere jordnær Gud. Her ønsker vi ikke som i de gamle kirker at lukke verden og naturen ude, men tværtimod at gøre det til en del af kirkerummet. Spørgsmålet er så, om man kan finde samme form for ro og hellighed i den slags kirkerum; det må tiden vise. I hvert fald synes jeg også, at der er noget helligt på spil, når man gør omverdenen til en aktiv del af kirkerummet, og at man mær ker, at vi også i kirken er en del af verden.

Kirken kaldes Kirkeskibet og er midlertidigt udlånt af Kirkefondet. Menighedsrådet påtænker at bygge en ny kirke, som skal overtage Kirkeskibets funktion, når den står færdig. Projektet har dog endnu lidt lange udsigter, så indtil videre har Kirkeskibet været der i tre et halvt år.

Grundtvigs Kirke Katedralen

På toppen af Bispebjerg ligger Grundtvigs Kirke, som med sine omkring fem millioner mursten fylder godt op i landskabet.

“Når man kommer ind i et kirkerum som det her, bliver man løftet,” siger Karsten R. S. Ifversen. På GEJSTs rundtur til fire kir ker er det sidste valg faldet på Grundtvigs Kirke, en af Københavns store katedraler.

“Det er et højtideligt rum. Man bliver lille. Det er et rum, som gør én lille. Men man bliver også stolt på menneskehedens vegne. Som individ bliver man reduceret, men man bliver påmindet om en præstation, som er fælles, som er større end det enkelte menne ske. Grundtvigs Kirke fremstår som et samlet værk, og helligheden ligger i det højloftede. Jo mere plads der er i rummet, jo mere plads er der også til ånden,” uddyber han.

Kirken er bygget med inspiration fra de danske middelalderkirker, gotikken og de store europæiske katedraler. Man kan sige, at i kirkerummet bliver him mel og jord forbundet; de gule mur sten, søjlerne og alt lyset, som kommer ind ad vinduerne, er helt dominerende i kirkerummet, på samme tid som sto lerækkerne skal give én fornemmelsen af en hvedemark.

Karsten R. S. Ifversen fortæller også, at katedraler som denne er lavet som glasbyggeri, hvor solen kommer ind og skaber kunsten i rummet med sit lys. Kirken ligner måske en middelalder borg udefra, men når man træder ind i selve kirkerummet, er den arkitektoni ske tanke, at man skal få en oplevelse af Grundtvigs lyse tilgang til kristen dommen.

“Det er svært at få et overblik, når man bevæger sig rundt imellem søjler ne herinde. Så får man nogle nye kom positioner hele tiden,” lyder det fra foto graf Laura Stamer, der, imens hun står og tager billeder, fortæller, at for hende minder kirkerummet om en skov.

“Søjlerne står som træstammer. Li gesom når man går tur i en skov, så for andrer lyset sig også hele tiden,” siger hun.

Det, synes jeg, er en ret god beskri velse af kirkerummet, som jeg ikke har hørt før; som en hellig skov, man be væger sig i. Jeg er så heldig at have Grundtvigs Kirke som min daglige ar bejdsplads, og hver gang jeg kommer til kirken, bliver jeg ramt af kirkens storslåethed, efterladt med en hellig, ydmyg følelse og føler mig forbundet med noget større.

Kirken er tegnet af P. V. Jensen Klint og er en kirke bygget til minde om N. S. F. Grundtvig. Kirken blev påbegyndt i 1921 og stod færdig i 1940.

Frikadeller, makrelmad og evnen til at hygge sig bliver ofte fremhævet som nogle af de markører, der indgår i vores danske identitet. Man kan også tilføje det gule sygesikringskort og vores frisind. Men hænger vores identitet også sammen med vores medlemskab af folkekirken?

Er det dansk at være medlem af folkekirken?

AF EVA-MARIE MØLLER, JOURNALIST PRIVATFOTO

Langt de fleste danskere er døbt og er dermed med lem af folkekirken. De seneste tal viser, at 74 procent af danskerne er medlem, og kun de færreste melder sig ud igen.

GEJST har opsøgt kirkesociolog Karen Marie Sø Leth-Nissen, der igennem mange år har forsket i vores forhold til tro, religion og folkekirke. Formålet var at fin de ud af, hvorfor vi danskere vælger at være medlem af folkekirken.

“Medlemskabet kan beskrives som et kollektivt fol kekirkemedlemskab. Det er sandsynligvis også derfor, det er så stabilt, fordi det er sammenvævet af en ræk ke kollektive tilknytninger. Vi kan identificere følgende kollektive identiteter: kristendommen’, ’familien’, ’natio nen’ og ’samfundsstrukturen,” fortæller Karen Marie Sø Leth-Nissen.

“Vi føler os for eksempel forbundet med vores familie, når vi mødes i kirken omkring ritualer som barnedåb

og begravelse. For mange af os er med lemskabet også en del af baggrunds tæppet for det at føle os som danske og høre til den danske nation.”

“Samtidig synes jeg, det er vigtigt at diskutere, hvad danskhed er, og at det er meget mere end medlemskabet af folkekirken. Hvornår er vi danske? Er det, når vi har dansk CPR-nummer, er det, når vi har opholdstilladelse, når vi taler dansk, eller når man er medlem af folkekirken? For så kan der være lang vej for nye borgere i Danmark.”

Det handler altså ikke kun om det enkelte medlems forhold til folkekir ken, men om medlemmets bredere forankring i sociale fællesskaber, og det er med til at give stabiliteten.

Karen Marie Sø Leth-Nissen har inte resseret sig for det, der blandt forske re kaldes det nordiske paradoks. Altså det, at en høj andel af danskerne er medlemmer af folkekirken, samtidig med at vores brug af kirkerne er lav.

“Det paradoks giver kun mening, hvis vi ser på kirkegang om søndagen,” siger Karen Marie Sø Leth-Nissen og fortsætter:

“Brugen af kirkerne er anderledes høj, hvis man ser på de aktiviteter, der finder sted i kirken i løbet af alle ugens dage.”

Kulturarven

Kirkens bygninger, kirkerummene og kirkegårdene betyder rigtig meget og giver mange en stærk kulturel identitet.

“Medlemmerne er knyttede til byg ningerne og kirkegårdene gennem de oplevelser, de har haft med dem gen nem hele livet. De har for nogle af os også en historisk dimension, hvor de kirkelige bygningsværker og kirkegår de manifesterer sig for os som påmin

delser om den kristne kulturarv og forbindelsen til de mennesker, der var her før os,” siger Karen Marie Sø Leth-Nissen.

“Når folk tager tilbage til deres barndomsby, så kan man have revet alle husene ned og lagt vejen om, men kirken står der stadig. En mand, der ellers ikke kom i kirken, fortæller, at hver gang han kom forbi en kirke, skulle han ind og se, om der var et kirkeskib. Det var hans store interesse og gjorde, at kirken også for ham var et sted, hvor han følte, at han hørte til.”

Karen Marie Sø Leth-Nissen fortæller, at middelalderkirkerne er vores alles fælles kulturarv, som folkekirken låner og passer rig tig godt på.

“Mange går ind og sætter sig i dem, kigger på dem, når de går forbi, føler sig forbundet til dem og nyder, at de er ordentlig vedli geholdt.”

“Vores forhold til kirkerummet er også interessant. Når vi sidder der på kirkebænken, kan vi opleve, at vi bliver en del af en erindrings kæde, som rækker langt tilbage i vores liv. Vi har været med til vores kusines barnedåb, vores fætters bryllup, vores farmors begravelse og til jul. Vores erindringer, måske fra mange forskellige kirkerum, læg ger sig oven på hinanden. Måske går det tilbage til vores forældre, hvis de tog os med, og måske giver vi det videre til vores børn. Har vi haft det med os hele livet, så oplever vi måske, at musikken, fælles sangen, ordene, smagen af brød og vin og hele ritualet går i kroppen på os. Det kan give en stærk identitet for dem, der er vokset op i en familie, der bruger kirken. Men også for dem, som ikke blev taget med i kirke, da de var børn, kan det komme senere i livet.”

Karen Marie Sø Leth-Nissen er forsker og projektleder i Folkekirkens Uddannelsesog Videnscenter (FUV) samt gæsteforsker ved Center for Kirkeforskning (CFK) ved Det Teologiske Fakultet i København. Hun er medforfatter til ‘Religiøsitet og forholdet til folkekirken 2020’ (udgivet 2022), hvor forskere har analyseret tendenser og mønstre i befolkningens religiøsitet og forhold til folkekirken. Derudover er hun medforfatter på en række videnskabelige udgivelser om folkekirkens udvikling.

De, der ikke er med Siden 1990 er folkekirkens medlems procent faldet fra 89 procent til 74 procent. Det er fortsat et relativt højt medlemstal i sammenligning med an dre lande, men når andelen af med lemmer af folkekirken alligevel falder, skyldes det i høj grad indvandring. Befolkningen vokser, og nye danskere har ofte en anden religiøs baggrund end kristen-protestantisk, for eksem pel muslimsk eller katolsk, og det får medlemsprocenten til at falde. Men det faldende medlemstal skyldes ikke udelukkende indvandring – en stor del kan også tilskrives fravalg af dåben.

“Siden 1960’erne er verden ble vet større. Gennem rejser, litteratur og massemedier har vi lært, hvordan mennesker i andre lande og kulturer lever deres liv. Vi kan se, at mennesker kan tro på Gud på mange forskellige måder, og at de også kan lade være. Det har betydet, at vi i dag i højere grad er sat fri fra det, vi er født ind i. Alt det gør, at vi har fået flere livsvalg, vi skal forholde os til, også medlemskabet af folkekirken, som nogle vælger fra i en voksen alder. Vores befolkning er ble vet mere sammensat, og vi har flere par med forskellig religiøs baggrund. Til sammen betyder det, at flere, også medlemmer, fravælger barnedåb, fordi de synes, at barnet selv skal vælge, om det vil have et tilhørsforhold til folke kirken.”

Som nævnt falder dåbsprocenten, og i 2020, under corona-epidemien, var den særligt lav, fordi kirkerne var lukkede i længere perioder, og dermed dalede indmeldelser i folkekirken for den yngste gruppe. Cirka 6.000 børn, som man kunne have forventet var ble vet døbt under corona, er ikke kommet til.

“Det er mange af en fødselsårgang, og selvom kirkerne åbnede igen, er de manglende dåb ikke blevet indhentet. Nu følger vi med i, om der for eksempel kommer søskendedåb, sådan at store

søster, der skulle have været døbt i 2020, nu også bliver døbt sam men med den lille ny. Men måske vil vi se, at familien tænker: “Det gik jo meget godt uden barnedåb, så nu gør vi sådan igen”. Måske vil der komme en stigning i konfirmanddåb i 2033, når de kommer i den alder.”

Når folk skrotter medlemskabet af folkekirken, sker det ikke som en pludselig handling, forklarer Karen Marie Sø Leth-Nissen.

“Når folk melder sig ud af folkekirken, har processen ofte været i gang i lang tid. Du bruger måske ikke kirken, har måske haft en dårlig oplevelse med en præst, og du kan være vred over, at nogle præster ikke vil give hånd til kvindelige præster og er modstandere af vielse af homoseksuelle. Hvis du så lige er blevet skilt, og bank rådgiveren siger til dig: ’Hvis du dropper kirkeskatten, så har du lige de 5.000 kr. om året, der mangler for, at du kan blive boende i huset’. Så bliver kirkeskatten en trigger for din udmeldelse, men du var allerede mentalt meldt ud af kirken.”

Karen Marie Sø Leth-Nissen nævner, at der også er mennesker, som melder sig ind i folkekirken som voksne. Nogle har måske meldt sig ud som unge, mens andre bliver døbt som voksne.

“For nogle, som har meldt sig ind som voksne, kan medlemska bet få dem til føle, at de hører til i et fællesskab, hvor de kan komme tættere på Gud på deres egen måde.”

Etisk forpligtelse

I Københavns Stift falder antallet af medlemmer af folkekirken svagt, i 2021 var 56 procent af københavnerne medlem. Det skyl des især, at storbyen vokser, og at en stor del af de nye tilflyttere til København kommer fra ikke-vestlige lande, men det gælder også arbejdskraft fra andre EU-lande, der ikke melder sig ind i folke kirken.

For nylig har Københavns Stift etableret Folkekirken for Inter nationals, som er en engelsksproget menighed med base i Eliaskir ken på Vesterbro og Kirken i Ørestad på Amager. Der findes nu en farsi-talende koordinator på tværs af en række provstier, som ræk ker ud efter kristne fra Iran og andre fra Mellemøsten, og folkekir ken har også en migranttjeneste, som støtter folkekirkens arbejde med de mange forskellige grupper.

“Det er vigtigt at stille spørgsmålet: Har folkekirken en forplig telse over for de mennesker, der ikke er medlemmer? Ja, det ligger i begrebet om folkekirken, og det viser folkekirken også, blandt an det gennem rigtig mange sogneaktiviteter med gratis adgang; der bliver jo aldrig bedt om medlemskort, når man går ind i en kirke eller en sognegård,” siger Karen Marie Sø Leth-Nissen.

Et anker i London

Den danske kirke i London er meget mere end en kirke. Sammen med dansk KFUK er det et sted, hvor udlandsdanskere kan holde fast i den danske identitet, mens de lever i den store verden.

TEKST OG FOTO: BJARNE NØRUM, JOURNALIST

Bordherre og skildpadde. Ikke ord, som de fleste vil betragte som de vigtigste i en sam tale.

Men når man taler med den engelske læge William Dekker, så er det nogle af de danske ord, som han kan diske op med.

Han er på femte år kæreste med 26-åri ge Ocean Maj O’Hara, der har en dansk far og britisk mor. Hun er født i nordengelske Yorkshire, men boede fra hun var et år til hun var otte år i Danmark.

De danske ord har Will, som er den dag lige udtale af William, blandt andet lært på Lørdagsskolen. Det er en af de kulturelle og sociale aktiviteter, som er en del af kirkelivet omkring Den Danske Kirke, der ligger ud til Regent's Park i London.

Her er der hver anden lørdag undervis ning i det danske sprog – og sådan har det været siden 1970. Sprogskolen er en del af det bløde danske kulturelle tilbud, som er en del af kirkelivet i London.

Cathrine Meister-Campbell her sammen med sin 12-årige datter Leonora.

“For mig er det vigtigt at holde fast i min kulturarv. Halvdelen af min familie er i Danmark, og resten er her i England. Som andre skilsmisse børn har jeg to hjem, men jeg har også to hjemlande,” fortæller Ocean Maj O’Hara.

Hun afviser, at hun vred armen rundt på kæresten Will for at få ham til at gå til danskundervisning.

“Men jeg sagde, at jeg ikke kunne forstå, hvorfor han ikke ville gøre det. Danmark er en rigtig stor del af mit liv, og når vi får børn, så vil jeg have, at de også forstår min danske side,” siger Ocean Maj O’Hara, der selv har undervist på Lørdagsskolen i et år, da hun boede tættere på den danske kirke.

Hun erkender, at den danske grammatik ikke er perfekt, men den var god nok til at hjælpe børn i alderen syv til ni år, hvor den ene af forældrene var dansk, mens den anden var udenlandsk.

Højt til loftet

Lørdagsskolen er sammen med højskoleaftener, forældregruppe, for eningen af danske kvinder og mange andre tiltag en del af den danske kultur, som er forankret i det kirkelige i London – og hvor alle er vel komne, uanset om de også kommer til gudstjenesten om søndagen.

Cathrine Meister-Campbell har boet i London i 27 år. Bindestregen og den sidste del af efternavnet indikerer, at hun har giftet sig med en ikke-dansker.

“I starten kom jeg mest i kirken for at deltage i gudstjenester. Men det ændrede sig, efter jeg fik børn,” fortæller hun.

Familien har ikke kun gjort brug af Lørdagsskolen for at holde fast i det danske sprog. Døtrene har været en del af luciaoptog, deltaget i fastelavn og sankthans, og Cathrine Meister-Campbell kommer også gerne til de danske højskoleaftener med besøg af forfattere og andre kulturpersonligheder, som også afholdes af kirken.

“På den ene side er kirken lidt som en landsbykirke. På den anden side er det et internationalt sted med højt til loftet. For os danske, som bor her, er kirken sin vægt værd i guld,” fastslår hun.

Et udvalg af kulturlivet i Den Danske Kirke

Lørdagsskolen: Hver anden lørdag er der danskundervisning for børn og voksne. Det giver børn, hvor en eller begge forældre er dan ske, en mulighed for at holde fast i det danske sprog. Voksenunder visningen er primært rettet mod folk, der har en dansk partner. Der er også voksenundervis ning midt på ugen.

Forældregruppen: Her mødes børn i alde ren nul til fire år, hvor de medbringer deres forældre eller bedsteforældre.

Café Mødestedet: Månedligt møde, hvor der synges fra Højskole sangbogen og samtales over kaffe og kage.

Onsdagsbar: En månedlig aften for danske studerende og unge, der arbejder i London, som mødes over film eller danske sange.

Den Danske Kirke i London

Har siden 1952 holdt til i den over 200 år gamle historiske kirkebygning St. Katherine’s i Regent's Park. Her bor kirken til leje hos The Crown Estates, som er det britiske kongehus’ ejendomsselskab. Kirken er en selvejende institution, som ledes af kirkerådet, som mere er en bestyrelse end et menighedsråd. Rådet står for driften og ansættelsen af et bestyrerpar, ungarbejdere, organist og korsangere. Kirken modtager ikke tilskud udover præsten, som er aflønnet af Danske Sømands- og Udlandskirker, som kirken også er tilknyttet. På venstre side af kirken ligger Church Hall, som er en menighedssal, der bruges til sammenkomster efter gudstjenester, og hvor der også er et køkken i kælderen. På højre side er præsteboligen, som også har nyrenoverede mødelokaler i kælderen. www.danskekirke.org

Højskoledage: Her kommer danske personligheder i det britiske og kulturfolk fra Danmark og holder fore drag eller giver koncert.

Bogklubben: Arrangeret af gruppen Danske Kvinder i England, som også er aktive omkring kirken med årlig basar og driver en bridgeklub.

“Jeg er blevet plantet om i god jord,” siger 22-årige filosofistuderende Mathilde Victoria Nielsen. Privatfoto

Dansk KFUK i London Siden 1907 har der været et dansk KFUK-hjem i London. Stedet tilbyder et hjem for danske unge mellem 18 år og 28 år, som vil opleve den britiske hovedstad. Siden 1958 har K, som stedet kærligt kaldes, holdt til i en gammel herskabsvilla i bydelen Hampstead, og det er længe siden, at det kun var unge kvinder, der kunne bo der. Her bor de på værelser med mellem to og seks senge, og det koster omkring 1.000 kroner om ugen. De unge kan bo der fra få dage og op til seks måneder. Hertil kommer værelser til kortere ophold samt gæsteværelser for danske turister i London.

Dansk KFUK driver også Dronning Ingrids Kollegieboliger, som er ti små lejligheder for danske studerende i London. Dansk KFUK i London er en selvejende institution, som hører under Danske Sømands- og Udlandskirker. www.kfuk.co.uk/

Vi møder hende efter en gudstjeneste, hvor hun er i selskab med den yngste af sine to døtre, 12-årige Leonora. Særligt da pigerne var yngre, var kulturlivet omkring kirken vigtigt, for at de kunne holde fast i det danske sprog i det tosprogede hjem.

Hun medgiver, at de to søskende bruger det danske sprog lidt som et hemmeligt våben, når de vil sige noget, som andre ikke forstår – omend ægtefællen har været med længe nok til at kun ne afkode, hvad der bliver sagt.

Som Leonora fortæller, så handler det om at navigere mellem to kulturer.

“Når folk spørger, så siger jeg, at jeg er engelsk, men at min mor er fra Danmark,” fortæller hun om sin identitet.

Men kulturelt er billedet mere kompliceret, som Cathrine Meister-Campbell forklarer.

“Min mand er faktisk født i Australien, så vi skal rumme tre kulturer.”

De bruger ikke kun kirken, men også dansk KFUK til at hol de fast i den danske forankring.

Den store london-oplevelse

KFUK hedder i daglig tale bare K.

“K har spillet en vigtig rolle for alle de danske au-pairs, som vi har haft gennem årene.”

Dansk KFUK holder til i en tidligere herskabsvilla i et af Lon dons dyrere nabolag Hampstead, en 40 minutters spadseretur fra den danske kirke. Her er der plads til 60 beboere. Nogle er der kun ganske kort tid. Maksimumsgrænsen er seks måneder, og den benytter 22-årige Mathilde Victoria Nielsen sig af.

Hun læser nu på tredje år filosofi på et af de mest prestigefyldte London-universiteter, King's College London.

Da efterårssemesteret startede i september, var det tid for hende til at søge tilbage til det danske.

“De første to år delte jeg lejlighed med to andre studeren

de, en svensker og en englænder. Det var, mens der var covid, og selvom de var søde, så baksede de med deres eget, og jeg føl te, at de var mere optaget af tastaturet på deres computer end fællesskabet. Så triv selsmæssigt var det ikke godt. Det var ikke hjemligt,” fortæller hun, mens hun sidder ved siden af flygelet i en af stuerne på K.

Her er der netop fællesplads nok til, at de unge kan mødes, men også plads til at være sig selv. Derfor er Mathilde Victoria Nielsen gået fra at have sit eget værelse til nu at dele værelse med en anden dansk pige.

“Her er hjemligt. Det er ikke nødven digvis, fordi det er dansk. Men der er en omsorgsfuldhed, og der er en varme. Jeg flyttede fra Danmark til London for to år siden, og dengang havde jeg ikke lyst til at flytte til lille-Danmark i London. Jeg ville have den store London-oplevelse, og det fik jeg,” fortæller hun. Omvendt brugte hun også de rigtigt lange universitetsferi er til at tage hjem til Danmark og familien i landsbyen Ferslev mellem Støvring og Aalborg.

Men i sommeren 2022 kunne hun mærke, at der skulle ske noget andet.

“Da jeg skulle tilbage til London, hylede jeg for første gang,” husker hun.

Redningen blev et værelse på ‘K’

“Nu har jeg det sådan, at jeg er hjem me. Jeg er blevet plantet om i god jord. Og jeg kan meget bedre være i og nyde byen.

Jeg har et sted, hvor jeg kommer hjem. Det betyder ikke, at vi sidder på skødet af hinanden og fletter hinandens hår. Det er mere en ordløs forståelse af, hvordan man har det. Der er en omsorg,” fortæller Mathilde Victoria Nielsen, der, hvis hun efter sin ba cheloruddannelse læser videre i London, håber på en af de kollegieboliger, som også drives i regi af dansk KFUK i London.

Selvom KFUK er rundet af det kirkelige, så har det ikke været så afgørende for Mathilde Victoria Nielsen.

“Det er lidt forskelligt, hvor meget beboerne er re ligiøst anlagte, og jeg hører nok til i den tynde ende. Men der er en struktur med et religiøst anstrøg, og folk kan selv bestemme, om de vil med til morgenan dagten til morgenmaden om søndagen. Jeg vil sige,

at KFUK er et samlingssted med et lille kors på top pen. Men der er ikke noget missionerende over det. Omvendt møder jeg også nogle gange løftede øjen bryn, når jeg fortæller, at jeg bor på KFUK. Men det er jo ikke en sekt.”

Hun kalder det en betryggende ramme at have, som hun altid kan falde tilbage på, men hun er også bevidst om, at hendes dagligdag skal leves i London.

“Der er en risiko for at leve et dansk liv og vælge det trygge. Men så får man ikke oplevelsen, og for mig gi ver det ikke mening at leve livet på dansk her, og jeg er rigtig meget på studiet. Men det er også rart, at her er en fælles forståelse for, hvordan det er at være på ude bane. Det er også rart, at man ikke behøver at deltage i alt det sociale, hvis man ikke har lyst, og man får rigtigt meget uden at skulle give en masse tilbage og uden at vende vrangen ud på sig selv.”

Rugbrød og lakrids Tilbage i den danske kirke taler præst Flemming Kloster Poulsen i sin prædiken om, at intet træ kan gro uden rødder. Men kirken leverer også danske rødder, som taler til smagsløgene. I London er kirke kaffen en frokost, hvor man kan få smørrebrød med sild, flæskesteg og spegepølse. For mange betyder kirkegang også en smuttur i kælderen.

Her ligger den lille shop. Og det er ikke kunsthånd værk, der støtter projekter i Afrika, som fylder hylder ne her.

I stedet er hylderne fyldt med lakrids, slik, sovse kulør, tarteletter, danske skæreoste, frossen leverpostej og pølser fra Gøl.

Blandt dagens kunder er Thomas Brostrøm. Han er med familien tilbage i London efter en udstatio nering i USA. Familien kommer ikke så meget i kir ken, fordi de bor ret langt væk. Men en af parrets tre børn skal nu konfirmeres, og konfirmationsunder visningen ligger i forlængelse af gudstjenesten, fordi konfirmanderne kommer fra et meget stort område rundt om London.

“Det er jo alle de ting, som man savner fra Dan mark. Det er rugbrød og lakrids. Trangen til rugbrød bliver stærkere, jo længere man er hjemmefra,” for tæller Thomas Brostrøm, der er dansk gift – og par ret er tilmed gift i Den Danske Kirke i London.

Kirken er også leveringsdygtig i gode danske varer, som rugbrød og lakrids fortæller Thomas Brostrøm.

Kirken har desuden en helt særlig betydning for Thomas Brostrøm, der oprindeligt kommer fra Thi sted.

“Min oldefar Aksel Brostrøm var præst her i kirken under 1. verdenskrig.”

Køen til præsten er kort

Unge, der oplever pres, stress og angst, venter i månedsvis på psykologhjælp. De færreste ved, at ventetiden til at tale med en præst er kort, og at her er hjælp at hente. Som det lyder i Studenterrådgivningen: “Det kan være godt at tale med en præst”.

SØREN KJÆR BRUUN, HOSPITALSPRÆST ILLUSTRATION: METTE FUNCK

Et af de store temaer i samfundsdebatten i disse år er unges mistrivsel, som både er dokumenteret og meget diskuteret. Når de unge ikke længere kan stå for presset, henvender de sig måske til studenterråd givningen eller egen læge i håb om at få tid hos en psykolog – kun for at få at vide, at der er lang ven tetid. I den situation vælger nogle studenterrådgive re og vejledere at sende de unge til præsten med en bemærkning om, at “det kan være godt at tale med en præst”. Men hvad ved præsten egentlig om psyko logi? Og er der forskel på de samtaler, som præsten og psykologen har med de unge? GEJST har spurgt psykolog på Rigshospitalet Dorte Larsen.

“Det er svært at sige, hvad forskellen på indholdet i samtalen vil være. I det psykologiske møde er det vigtigt for både udbyttet af samtalen og for relatio nen, at vi møder det enkelte menneske lige præcis der, hvor det er. Det betyder, at det altid er det enkel te menneskes behov, som er i centrum. Vi ved aldrig på forhånd, hvor samtalen tager os hen.”

GEJST har også opsøgt studenterpræst Lene Cro ne Nielsen. Hun har dagligt i mange år talt med unge mennesker og ved derfor meget om, hvad de unge bekymrer sig om. Om forskellen på de samtaler, som præsten og psykologen har med de unge, siger hun:

“Når studerende skriver mails til mig med ønske om en samtale, så skriver de alt fra en enkelt linje til hele deres livshistorie. Ofte spørger de, om jeg på forhånd vil vide, hvad de gerne vil tale med mig om, men så svarer jeg dem, at den tager vi, når vi ses. Lige netop på dét punkt tror jeg, der er en forskel mellem præstens og psykologens tilgang til samtalen. Hos psykologen vil det ofte handle om det, man kunne kalde de tilstande i livet, der kan tage til og vokse til

en decideret diagnose, såsom angst, depression, stress og spiseforstyrrel ser. Samtalen hos præsten tager mere fat dér, hvor livet gør ondt og er bøv let i bred forstand, og inden det svære måske udvikler sig til en diagnose. Det kan f.eks. være emner som kæreste sorger, usikkerhed, sårbarhed, identi tet, livet som studerende, forholdet til forældre, partnere, venner og at være menneske i det hele taget.”

Trods forskellene mener studenter præst Lene Crone Nielsen, at psyko loger og præster supplerer hinanden godt, også når det kommer til den så kaldt ’eksistentielle samtale’, samtalen om alt det i livet, som ikke uden videre lader sig løse.

“Vi lever i en tid, hvor mange unge har det svært, og hvor ofte har vi ikke hørt politikere foreslå, at der skal skru es op for gratis psykologhjælp? Er det hensigten, at alle bare skal få det godt så hurtigt som muligt? Skal psykolo gerne ‘fikse alt’, som vi også kalder det? Det er da en kæmpe overbelastning af psykologerne. Det er ikke alle pro blemstillinger, der kræver en psykolog, og hér tror jeg, at præster og psy kologer i bund og grund supplerer hin anden rigtig godt. Psykologerne skal have tid og mulighed for at have sam taler og yde behandling til mennesker med angst, stress, depression og andet.

AF

psykolog

PRÆST

Præsterne derimod står til rådighed for den brede samtale, som også ofte kaldes den eksistentielle sam tale.”

I lyset af sine mange samtaler med klienter skel ner psykologen Dorte Larsen mellem de gode råd og den forståelse, som et menneske gennem samtaler kan nå frem til.

“Hos både psykologen og præsten møder man et menneske, der gerne vil hjælpe. Jeg tænker, at beg ge ved, at gode råd ikke er særlig brugbare, men jeg forestiller mig alligevel, at hjælpen fra præsten indi mellem kan være mere konkret end hos psykologen. Hos præsten får man måske en bevidsthed om sin egen begrænsning, og at man er sat ind i en større sammenhæng, og hos psykologen får man måske en bevidsthed om sammenhænge i ens liv og en større forståelse og omsorg for sig selv.”

Godt at tale med en præst Præsten er ikke psykolog, men de fleste præster ved alli gevel meget om psykologi. Det skyldes, at psykologien har flere berøringsflader med religion og teologi. Dele af den moderne psykologis gennembrud, og især den eksisten tielle psykologi, kan føres tilbage til Søren Kierkegaard. Kierkegaard beskæftiger sig med emner som ensomhed, valg, sorg, glæde, tro, angst og fortvivlelse; emner, som er afgørende i ethvert menneskeliv. For Kierkegaard er kend skab til disse ting afgørende, og han sætter det højere end de systemer, som vi lægger ned over livet i et forsøg på at tæmme det. At eksistere, hævder Kierkegaard, er at være nærværende til stede og at forholde sig til sig selv. Alt dette ved præsten ofte noget om, og derfor kan det være nyttigt at tale med præsten om, hvad det vil sige at være menneske i verden.

Sjælesorg

Præsten har gennem sin uddannelse modtaget undervis ning i sjælesorg og kaldes derfor også ‘sjælesørger’. At yde sjælesorg er i sin grund at tage imod et andet menneske, at lytte til det menneske og indbyde til samtale om de ting, som gør ondt. At være sjælesørger kan også være at hjælpe den sørgende til at finde et sprog i den verden, som er brudt sammen. Og verden kan bryde sammen på mange måder for unge mennesker. Der kan også være følelser af skam fuldhed og skyld eller spørgsmål om tilværelsens mening.

En væsentlig forskel på psykologen og præsten er, at præsten i sin praksis har stor erfaring med ritualer. Det gælder først og fremmest de ritualer, som findes i kirken, ved gudstjenesten, vielser og begravelser. Men præsten ar bejder også ud fra, at det enkelte menneske ofte har sine egne ritualer. Præsten kan derfor tale med den enkelte om betydningen af at have og udføre et ritual. Det sker, at de efter samtalen går hen i kirken og tænder et lys. Og måske finder de med præstens hjælp frem til nogle ord, en bøn eller et fadervor. De kan også dele et øjebliks stilhed, eller præsten kan vælge at lyse velsignelsen, hvilket kan give den enkelte fred i sindet.

Øjenåbner

Præster og psykologers holdning til samtalerne er heller ikke den samme. Når de unge bliver henvist til samtale med psykologen fra Studenterrådgivningen eller lægen, så er tilgangen til samtalen afgørende.

“Jeg tror, at vi som præster og psykologer har forskellige tilgange. Først og fremmest er psykologens tilgang, at men nesket skal føle sig hørt og taget alvorligt. Dernæst ser jeg som psykolog det som min fornemmeste opgave at hjælpe det enkelte menneske med selv at finde ud af, hvad der er

Alle, også unge og studerende, kan mødes og tale med præsten. Køen til kirken er kort, og du skal ikke betale noget, for hos præsten er du ikke klient, men konfident. Det betyder, at du har præstens fortrolighed. Du kan betro dig til præsten, som har tavshedspligt. Præsten skriver ikke noget ned og stiller ikke diagnoser. Nogle unge har svært ved at gå til præsten. De forestiller sig, at de skal bede bønner, synge salmer eller, at der er forventninger om, at de skal opføre sig på en bestemt måde, pænt eller rigtigt måske. Sådan er det ikke. Enhver præst vil lytte til det menneske, som kommer med det, der er svært, og det, der gør ondt, og de fleste præster er gode til at lytte.

det rigtige, da jeg tænker, at det vil være arrogant og en misforståelse, hvis jeg tror, at jeg ved bedst på et andet menneskes vegne. Til gengæld kan jeg sparre og indimellem give nogle bud på og alternative hand linger i forhold til, om ting kan forholde sig sådan eller sådan, og om det kunne være en idé at tænke noget på en anden måde. Og så ser vi, om der er no get af det, der vækker genklang,” siger psykolog Dorte Larsen.

Studenterpræst Lene Crone Nielsen forklarer, at præsten ikke går til samtalen som behandler, men som præst og sjælesørger.

“Præster er ikke behandlere. Vi er sjælesørgere. Vi tilbyder et fortroligt rum, hvor man kan få lettet sit hjerte ved at tale om det, som man har brug for at tale om. Jeg plejer at sige det på den måde, at sam talen med præsten ikke nødvendigvis har et formål – men at samtalen giver mening. Når man får mu lighed for at fortælle og sætte ord på sit liv, skabes der mening og sammenhænge, og der åbnes op for det, som er værdifuldt, men som man kan have svært ved at få øje på. Præster er rigtig gode til at se livet i et andet perspektiv end det sædvanlige, og det er der virkelig mange, der efterspørger. Vi ved alle, hvor rart det kan være at blive mindet om, at livet er langt større end det, vi tænker og forestiller os. Livet går ikke nødvendigvis i stykker for good, fordi kæresten er skredet, eller man ikke har overskud til at træne så meget, må forlænge sit studie eller ikke orker sin

roomie, fordi han lige er flyttet hjem mefra og ikke ved, hvordan man tæn der en opvaskemaskine.”

Men er det overhovedet muligt at sammenligne de samtaler, som præ sten og psykologen har med unge mennesker? Lene Crone Nielsen me ner godt, at man kan sammenligne samtalerne.

“At sidde over for et andet menneske, som har tid til at lytte og spørge ind til én, er som regel og i sig selv velgøren de. Her er det ikke afgørende, om det er en præst, en psykolog eller en anden. Man kan utvivlsomt finde rigtig man ge lighedspunkter i vores arbejde, men for mig at se er det faktisk vigtigere at holde fast i forskellene. Heldigvis er både psykologerne og præsterne blevet meget bedre til at tale sammen og lære af hinanden, men vi skal ikke det sam me. Mennesket er et sammensat væsen, og vi har brug for at blive set på og talt med ud fra mange forskellige metoder, tilgange og positioner. Præsten har Gud med i samtalen, og det er nok den stør ste forskel. I bund og grund er det Gud, der giver det vigtige og uundværlige perspektiv.”

“

Præster er ikke behandlere. Vi er sjælesørgere. Vi tilbyder et fortroligt rum, hvor man kan få lettet

sit hjerte ved at tale om det, som man har brug for at tale om. Jeg plejer at sige det på den måde, at samtalen med præsten ikke nødvendigvis har et formål – men at samtalen giver mening.”

1

Kirkeskibet er en midlertidig skibskirke i Sydhavn Sogn. Hvor lang tid har den foreløbigt fungeret som kirke?

a. 1 år b. 10 år c. 3 ½ år

2

Hvilket slot kan man se fra Marmorkirkens tårn?

a. Amalienborg Slot b. Marselisborg Slot c. Fredensborg Slot

3

Hvad hedder ærkebiskoppen i Danmark?

a. Peter Skov-Jakobsen b. Erik Normann Svendsen c. Vi har ikke en ærkebiskop i Danmark

4

Hvad er DSUK en forkortelse for?

a. Danmarks Udenlandske Kirker

b. Danske Sømands- og Udlandskirker c. Danske Kirker i Udlandet

QUIZ

5

Hvilken begivenhed førte til oprettelsen af Folkekirkens Katastrofeberedskab?

a. Jordskredsvalget i 1973 b. Branden i færgen Scandinavian Star i 1990 c. Kommunalvalget i 2021

6

Hvad er sjælesorg?

a. Samtaler med en præst om eksistentielle og åndelige emner b. Den særlige sorg i november c. Anonyme samtaler med en psykiater

7

Hvad kendetegner kirkens sociale arbejde?

a. Det er kun for medlemmer af folkekirken b. Man får altid kaffe c. Man kan få hjælp uden at blive registreret med CPR-nummer

8

Hvilke dyrelyde kan orglet i Vor Frelsers Kirke spille?

a. Det kan mjave som en kat b. Der er flere fuglestemmer c. Det kan lyde som hunde, der gør

Rigtige svar: 1c, 2a, 3c, 4b, 5b, 6a, 7c og 8b

ÅRSMAGASIN 2023

Udgiver: Københavns Stift

Redaktion: Ulla Marie Haahr (ansvarshavende), Eva-Marie Møller (redaktør), Louise Vallentin Mortensen, Vibeke Bidstrup og Søren Kjær Bruun

Skribenter: Malene Bjerre, Bjarne Nørum og Birgitte Kvist Poulsen

Eksterne fotografer: Klaus Holsting, Laura Stamer, Bobby

Mandrup, Ingeborg Ilkjær, Anne Kathrine Giversen, Mads Holm, Miriam Dalsgaard og Mads Claus Rasmussen

Design / art direction: Mette Funck – MEFU Grafisk Design

Illustrationer: Mette Funck – MEFU grafisk design og illustration

Forside: Ulla Haahr og Mette Funck

Korrektur: Thomas Westh – Word Up

Tryk: Jørn Thomsen Elbo ISSN: ISSN 2246-834X

Nørregade 11, DK-1165 København K www.kobenhavnsstift.dk, mail: kmkbh@km.dk

Spørgsmål vedrørende GEJST rettes til Presse og Kommunikation i Københavns Stift på kikkbh@km.dk Artikler, illustrationer og foto må ikke eftertrykkes uden skriftlig tilladelse. Du kan læse om tidligere udgaver af vores magasin på www.kobenhavnsstift.dk/gejst

instagram.com/kirkenikbh facebook.com/kirkenikbh

REDAKTIONSUDVALG