GEJST 2025

Kernefamilie med fravalg

Nye familieformer myldrer frem – er kernefamilien truet?

Familien er blevet diskuteret meget de seneste år, og kernefamilien, som vi kendte den, er under forandring.

I dag defineres en familie som mindst én voksen og ét barn, og der findes regnbuefamilier, solomødre og folk, der melder sig helt ud af enhver form for familie.

Er familien i krise? Og hvordan ser fremtidens familier ud? Læs i bladet om andres forhold til familien. Læs om søskendejalousi, Jesus og familien og kommende fædre. Læs om, hvordan vores erindringskultur (begravelser) bliver forandret af de mange familieformer. Og mød en række af de nye familieroller i vores fotoreportage.

Alle er velkomne i kirken. Men det er ikke altid, at alle føler sig velkomne til gudstjenesten, for hvis man ikke kommer så tit, kan noget fremstå mærkeligt. Derfor har vi også denne gang lavet en ‘gudstjenesten for dummies’, så man kan blive klogere på, hvorfor en gudstjeneste foregår, som den gør. Og husk – humor er ikke forbudt – slet ikke i kirken.

Turister er også velkomne i kirken – og for mange er det en naturlig del af en ferierejse at besøge en fremmed bys smukke kirker. Men hvorfor gør man egentligt det? GEJST er taget på rundtur til nogle af de markante kirker i Københavns Stift for at spørge turisterne, hvorfor de bliver ved med at vende tilbage til vores kirker.

Det er et gratis magasin, som du kan samle op på vej til gudstjeneste, koncert, foredrag eller babysalmesang. Giv det gerne videre til familie, venner og bekendte.

God læselyst!

Peter Skov-Jakobsen, Københavns biskop

Indhold

Det hellige rum som seværdighed

Københavns Stifts kirker tiltrækker udenlandske turister. GEJST undersøger, hvad der er så tiltrækkende.

TEMA: Familien

Familiens forandring

Et historisk blik på kernefamiliens forandring.

Nedslag i familien

Tre-generationsfamilier, kernefamilier, sammenbragte familier, bonus, pap, regnbue og bedsteforældrefamilier. Familieformer i det sidste århundrede.

Familiegravstedet under pres Nye familieformer er med os i døden.

Familien – en øvebane for jalousi

Den svære søskendejalousi kan ødelægge stemningen juleaften, men den tjener et formål.

Grænser for tilgivelse

Mord i familien – er det utilgiveligt?

En familie med flossede kanter

Tag med sognepræst Mads Graves på en rejse til den guddommelige og den materialistiske familie. Findes der en mere åben familie?

Top fem

Fiktionens forfærdelige familier.

GEJST har talt med … fem forskellige personer, som ikke lever i traditionelle kernefamilier, men har roller i nye familieformer: solomor, bonusdatter, reservebedstemor, papfar og regnbuefar.

Kernefamilie med fravalg

Presset børnefamilieliv kræver klare prioriteringer. Dobbeltportræt med studievært Nola Gaardmand og politiker Magnus Barsøe.

Farrollen under lup

En gruppe kommende fædre undersøger farrollen i fællesskab.

Dagbog fra en kommende far Forventninger og overvejelser om farroller.

Den store gudstjenesteguide for nysgerrige kirkegængere

Bliver du også i tvivl om, hvornår du skal sidde ned eller stå op til gudstjenesten – eller hvornår du skal synge? Gejst hjælper med en guide.

5 10 12 14 20 24 29 35 36 40 48 51 54

Det hellige rum som seværdighed

For mange mennesker er det en naturlig del af det at være turist i en fremmed by: Er der en kirke, så besøger man den. Kirker er seværdigheder, og i Københavns Stift tiltrækker de ikke mindst mange udenlandske turister. De smukke bygninger drager. Men hvad er det ved kirker, der er så

specielt? Er de anderledes end museer og slotte, fordi de også er hellige rum? Hvorfor går vi ind i kirker som turister?

GEJST satte sig for at undersøge sagen og opsøgte en række turister ved nogle af de markante kirker i stiftet.

Turister ved Marmorkirken

Carlos Diaz, Naiara Guade, Alejandro Sepuceuda, Lorena Ponce, Spanien

Vi besøger kirken, fordi den er så stor og flot. Den minder om Peterskirken i Vatikanet med den store kuppel. Vi tager ofte i kirker, når vi er turister i storbyer i Europa. Vi er lige kommet med bus fra Hamborg, dér var vi også i flere kirker. Det er som regel meget smukke bygninger – næsten kunstværker i sig selv – og indeni er der også meget smukt. Marmorkirken er som turistattraktion meget imødekommende. Vi føler os velkomne, og det var nemt at finde herhen. Her er også mange andre turister, det er tydeligt, at kirken bliver fremhævet som værd at besøge. Det betyder ikke så meget, at det også er et religiøst sted. Kun ved at vi opfører os på en særlig måde, når vi er inde i rummet. Vi er mere stille og går roligt rundt.

FOTOS OG TEKSTER: TOBIAS LØVSCHALL-VALEUR OG ULLA HAAHR

Hr. og fru Huebl, Tyskland

Det er en meget smuk kirke, og den ligger fantastisk i forhold til slottet (Amalienborg, red.) – i en lige linje. Vi kan godt lide at besøge kirker, og denne her minder faktisk om kirken i Dresden. Marmorkirken er uden tvivl en stor turistattraktion, det kan man mærke – det er tydeligt, at der kommer mange gæster her, og man føler sig godt tilpas her.

Fru Huebl: Jeg er katolik, og for mig er det noget særligt at besøge en kirke. Det er et stærkt spirituelt sted, og jeg tænder ofte et lys og beder en bøn.

Hr. Huebl: Jeg har det ikke på samme måde som min hustru. Men jeg går altid gerne med i kirker. Jeg bruger tid på at kigge på andre turister –især når de kommer fra andre kulturer som Kina og Japan. Jeg tænker over, hvad de mon får ud af at besøge en kristen kirke, hvad det betyder for dem. Jeg bruger nok lige så meget tid på andre mennesker som på selve kirkebygningen.

Turister ved Vor Frue Kirke (Københavns Domkirke)

Rudi, Schweiz

Det er en meget smuk kirke, jeg kan især godt lide dens enkelhed og de meget rene linjer. For at være helt ærlig så læste jeg først i morges i flyet om kirken og kunstneren bag skulpturerne – Thorvaldsen. Jeg kom her først og fremmest for at se dem og vurdere, om jeg skal tage på selve Thorvaldsens Museum. Og det vil jeg! Jeg besøger altid kirker, når jeg er i nye byer. Jeg er ikke religiøs, så det betyder ikke noget for mig på den måde. Men de fascinerer mig som bygninger. Og det betyder selvfølgelig noget for atmosfæren. Kirkerne giver mig en fornemmelse af kulturen i det land, jeg besøger. Der er meget store forskelle imellem landene, og det, synes jeg, er interessant.

Agnes, Kina

Det er et meget venligt sted, og jeg tror, det er på grund af statuen. Den måde, han breder armene ud på og siger velkommen. Jeg kan godt lide at være her. Især stilheden er dejlig, det bevæger mig at sidde her. Jeg studerer lige nu i Finland, og der er mange lutheranere. Sådan er det ikke i Kina – der er ikke ret mange kirker. Men det var ikke så nemt at finde informationer om kirken. Jeg googlede mig frem til, at den hedder Vor Frue Kirke. Det er mærkeligt, at der så ikke er en statue af Jomfru Maria, heller ikke udenfor. Det undrer mig. Måske er der blevet ødelagt noget under krigen –der stod noget på google. Det kan være forklaringen.

Turister ved Østerlars Rundkirke

Gunner, Danmark, og Anne Olsen, Finland

Vi bor sammen i Herlev og er på weekendtur med vores børn og børnebørn på Bornholm. Vi besøger kirken, fordi det er en særlig ting for Bornholm.

Anne: Jeg har set billeder og hørt en masse om rundkirker, men jeg har aldrig set en i virkeligheden før nu. Jeg synes, at rundkirken er meget spændende, fordi den er så anderledes end andre kirker.

Vi har undersøgt kirken hjemmefra og udvalgt netop denne kirke. Vi skal ikke se de andre kirker, det har vi ikke tid til. Det er ikke usædvanligt for os, at vi besøger kirker, når vi er på ferie. Det betyder noget for mig, at det er et historisk sted, men også, at det er et kristent sted.

Vi synes, at kirken fungerer godt som turistmål, og den er beskrevet fint i mange turistguides.

Den lever op til vores forventninger – vi havde ingen specielle forventninger, og kirken var rund, som vi havde regnet med.

Hans Joachim, Tyskland

Jeg er på ferie sammen med min kone, hun går rundt inde i kirken, mens jeg nyder solens stråler. Jeg er ikke særlig religiøs. Vi havde ikke planlagt et besøg, men da vi var i nærheden, gjorde vi et stop. Vi har læst om rundkirkerne hjemmefra, og Østerlars Rundkirke i særdeleshed, fordi det er den største og har en interessant arkitektur.

Det er meget normalt for os at besøge kirker, når vi rejser rundt i Europa eller i Tyskland. Østerlars Rundkirke har meget fine adgangsforhold med rene toiletter og gode parkeringsmuligheder. Der er også god skiltning rundt om i kirken, hvor man kan læse mere om historien i dybden. Jeg er glad for besøget og kan anbefale det til andre turister.

Turister ved Vor Frelsers Kirke (den med det snoede tårn)

Ally og Maya, USA

Vi er her, fordi det er på listen over ting, man bør gøre i København: op i tårnet og se udsigten over byen. Vi sidder og venter på, at det er vores tur til at komme op. Der er kø, men det er der jo alle steder, når man er turist.

Vi har været inde i kirken, mens vi venter. Den er meget flot. Især elefanterne, det er meget moderne.

Vi går ofte ind i kirker, når vi besøger storbyer. Det er som regel imponerende arkitektur.

Maya: Jeg er katolik, og det er meget naturligt for mig at besøge kirker. Så det er også vigtigt for mig, at det er en kristen religiøs bygning – og ikke fx et slot.

Joan og Oskar, Danmark

Vi er her for at komme op i tårnet. Men vi har også været inde i kirken.

Oskar: Det er første gang, jeg er her, og jeg ville gerne prøve at gå udenfor på trapperne på tårnet.

Joan: Vi går som reglen ind i kirker, når vi er turister. Det er tit flotte bygninger.

Oskar: Gør vi det?

Joan: Det betyder ikke så meget, at det er et religiøst sted. Men det er heller ikke helt uden betydning. Det sætter nogle refleksioner i gang. Der er noget, der er større end en selv.

Grundtvigs Kirke

Grundtvigs Kirke i Nordvest oplever et stigende antal turister. Det skyldes blandt andet, at kirken i sommeren 2024 gik viralt: Turister lagde videoer fra kirken på sociale medier som TikTok – og fremhævede, at de besøgte kirken, fordi den ligner kirken, hvor trolden Shrek bliver gift i animationsfilmen 'Shrek'.

De mange gæster betød også udfordringer for kirkens personale, der måtte sætte ekstra skilte op for at sikre respekt om de kirkelige handlinger – og samtidig sikre, at turister følte sig velkommen.

I dag er ca. 200-300 hver dag. Og man er blevet bedre til at håndtere de mange turister, fortæller Gitte Christensen, der er daglig leder af kirken.

“Vi er glade for den store interesse for vores kirke, men det er også vigtigt, at kirken kan fungere som kirke. Vi har blandt andet fået mulighed for at afspærre hoveddøren, når der er bisættelser, og kan også kontrollere indgangen ved, at folk skal stille sig i kø. Og så har vi fået bedre skilte, der tydeligt viser, hvornår og hvad man må lave videoer af.”

Familie

GEJST ser nærmere på familien: Hvordan har familien forandret sig? Er kernefamilien udfordret?

Og hvordan går det med de nye roller i bonus-, pap-, regnbueog bedsteforældrefamilien?

Det undersøger vi i årets tema.

Familiens forandring

Vi er alle født ind i en eller anden slags familie, og den regnes som en hjørnesten i vores samfund. Nogle taler om kernefamilien som en god og gennemprøvet familieform, men faktisk har der op gennem historien eksisteret mange forskellige familieformer.

AF EVA-MARIE MØLLER, JOURNALIST

FOTO JEPPE CARLSEN

“Fra omkring 1900 og frem til 1960’erne bliver den borgerlige familie gradvis udbredt i befolkningen. Manden havde forsørgerrollen, og kvinden var husmor,” indleder professor i barndomsog uddannelseshistorie Ning de Coninck-Smith i en række nedslag om familiens historie siden århundredeskiftet.

“Gradvist begynder en modernisering af familien, efterkrigstidens inspiration fra USA betyder moderne maskiner: køleskabe, støvsugere og vaskemaskiner, som bliver en fantastisk lettelse. Familien er nu sammen i fritiden, den er ikke længere et ar-

bejdsfællesskab,” fortsætter Ning de Coninck-Smith fra kontoret på Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet.

“Børnearbejdet forsvinder gradvist, og det er skolens fortjeneste. Fra omkring 1900 skal børn gå i skole hver dag, og skoletiden sættes markant op. I byerne kom børn i skole midt på dagen og kunne derfor ikke længere arbejde, men det var noget andet på landet; her fortsatte børnearbejdet til efter Anden Verdenskrig. Den borgerlige barndom bliver almengjort via skolen. Men arbejderbørnene havde det hårdt; det kan vi jo læse i Tove Ditlevsens erindringer.”

Husmorrollen på lossepladsen

En af de ting, der har overrasket Ning de ConinckSmith er, at kvindernes indtog på arbejdsmarkedet i 50’erne, særligt gjaldt de ældre, gifte kvinder.

“I midten af 1960’erne, var tre fjerdele af brudene under femogtyve år – og hele tyve procent under tyve første gang de indgik ægteskab. Kvinderne fik også færre børn end deres mødre. De børn var relativt hurtigt af vejen, når de først var begyndt i skole som syvårige. Så de midaldrende kvinder havde ifølge deres samtid et overskud, der passede med, at samfundet havde brug for arbejdskraft.”

“Mange kvinder kom på fabrik, men der sker et kæmpe skift, da kvinderne kommer ind på læreruddannelsen, som bliver det store trækplaster. Det var den brede befolknings svar på at komme på universitetet, som jo var forbeholdt overklassen.”

Storken på pension

Den helt store samfundsændring sker, da “storken går på pension”: I 1973 bliver aborten sat fri, og i de første år giver det en eksplosion i antallet af aborter.

“Ungdomsoprøret og den nye kvindebevægelse i 1960’rne og 1970’erne spillede også ind, men ændringerne i familien skyldtes i lige så høj grad, at kvinderne i stigende grad fik uddannelse primært som lærere, sygeplejersker, pædagoger og socialrådgivere. Der var i hele landet tydeligvis en modtagelighed over for Rødstrømpebevægelsen og dens krav om ligestilling mellem kønnene.” Ning de Coninck-Smith har dog denne kommentar til udviklingen: “Man har siden hen påvist, at ungdomsoprøret var konservativt, når det handlede om kønsroller. Pigerne lavede te til revolutionen, og mændene tog for sig af retterne, og de profiterede på det friere sex-liv.”

“En mindre gruppe flytter i kollektiv, men de fleste vil helst finde den eneste ene og lave familie. I boligen begynder man at bygge tæt og lavt som i Albertslund. Man laver store køkken-alrum, hvor det handler om at komme hinanden ved. Mors område, køkkenet, er ikke længere bare hendes domæne.”

I 1991 indlemmede Danmarks Statistik nye familietyper i statistikkerne, og i dag er der femogtredive forskellige familieformer.

“Verden ændrer sig, og familie-definitionen er ikke bare en biologisk konstant størrelse, det er en social og kulturel størrelse, som vi forvalter forskelligt til forskellig tid. Man begyndte at anerkende homoseksuelle par som ægtefolk, og senere kom de transseksuelle og også regnbuefamilien, (børnefamilier, hvor mindst en af de voksne har en anden seksualitet end den heteroseksuelle, red.). Og det stigende antal skilsmisser betød, at man begyndte at anerkende, at det stadig var en familie, selvom der ikke var to voksne.”

Bedsteforældre det ny guld

“Det er markant, at bedsteforældre i dag går ind og bliver en fast bestanddel af småbørnsfamilierne. Vi har nu generationer af børn, der ikke bare har deres forældre hele livet, men også deres bedsteforældre: Nogle har tilmed også deres oldeforældre,” forklarer Ning de Coninck-Smith.

Bedsteforældre flytter i retning mod deres børn –tidligere var det måske snarere omvendt, om det så indebærer en flytning helt fra Nordjylland til Sjælland og København, flytter de tættere på de yngre generationer. Bedsteforældre er sunde og friske, og nogle går på pension allerede i begyndelsen af 60’rne.

“For halvtreds år siden var der ingen, der forestillede sig, at bedsteforældrene kunne gå ind og aflaste børnefamilien. Det skyldes, at vores sundhedstilstand er så relativ god, og at generationsafstanden er blevet mindre. Den nye bedstefar kan også noget særligt, fordi han blev trænet, da han selv havde små børn, det er nemt og selvfølgeligt for ham at skifte en ble og smøre madpakker. Det ændrer ikke ved hans maskulinitet. Han er den nye bedstefar-rolle.”

Professor i barndoms- og uddannelseshistorie Ning de Coninck-Smith

Nedslag i familiens udvikling fra 1900-2024

1900-1950

Tre-generations-familien, der bor under samme tag, er normen omkring århundredeskiftet. Finansieringen af børnenes uddannelse og forsørgelsen af de ældre er en fælles opgave. Kvinderne får stemmeret i 1915, men deres vigtigste opgave er at være husmødre i familien. Manden fungerer ifølge lovgivningen som familiens overhoved. I slutningen af 1940’erne indføres familietilskud, så der er bedre muligheder for, at moderen kan gå hjemme hos børnene. I perioden moderniseres hjemmene, og husmoren aflastes af de nye moderne maskiner: vaskemaskiner, støvsugere og køleskabe. Skoletiden sættes op, og familien bliver i mindre grad et arbejdsfællesskab.

1950-1965

Kvinderne indtager arbejdsmarkedet. Børnene kommer tidligt i forældrenes liv, og kvinderne får overskud, når børnene er fløjet fra reden. Børnehaver og dagpleje understøttes af kommune og stat. Samtidig stiger væksten i samfundet i tiden efter Anden Verdenskrig, og der er øget efterspørgsel efter arbejdskraft i fabrikker og i servicefagene. I samme periode begynder flere kvinder at uddanne sig til lærere og sygeplejersker, pædagoger og socialrådgivere. Det bliver mere almindeligt at fokusere på børnenes behov, som sammen med kvindernes indtog på arbejdsmarkedet skaber et pres på mødrene. Blandt andet derfor vælger mange familier et færre antal børn end tidligere.

1968-1985

Med abortens frigivelse 1973 får kvinderne frit valg, om de vil stifte familie på traditionel vis. Samtidig giver udbredt brug af p-piller og anden prævention en forbedret mulighed for at kontrollere og afstemme tidspunktet for børnefødslerne. Den nye kvindebevægelse i 1970’erne kræver ligestilling for mænd og kvinder – både på arbejdsmarkedet og i familien. Flere mænd tager del i det huslige arbejde og henter børn fra børnehave. Man taler om en ny manderolle. En mindre gruppe flytter i kollektiv og erklærer, at børnene har flere sociale fædre og mødre.

Kilde: Kilde: Familiens udvikling i det 20. århundrede, Socialforskningsinstituttet, 2024

1985-2000

Skilsmissetallet stiger, og kernefamilien er ikke længere den eneste norm. Danmarks Statistik anerkender femogtredive familieformer. Den enlige mor eller far bliver mere almindelig og anerkendes i statistik og lovgivning, ligesom den enliges retsstilling bliver præciseret. I 1989 vedtages loven om registreret partnerskab, homoseksuelle par kan blive borgerligt gift. Folkepensionens indførelse for ældre på 67 år får betydning for familiemønstret, idet den skaber større økonomisk uafhængighed for de ældre familiemedlemmer. Individorienteringen gør sig gældende i den senmoderne familie, de indbyrdes roller er i tiltagende grad demokratiseret.

2000-2020

Bonusforældre, papfar, sammenbragte søskende, homoseksuelle, eneforsørger-, og kernefamilier – mangfoldighed bliver det nye kodeord efter årtusindskiftet. Familieretshuset etableres i 2019, hvor advokater, psykologer og pædagoger kan rådgive og afgøre uenigheder mellem de voksne, og der debatteres bredt i samfundet, hvilken samværsordninger – syv/syv, ni/fem eller blot weekend-samvær – der er bedst for børnene. Staten giver barnløse gratis hjælp til kunstig befrugtning, og i 2006 ophæver Folketinget en lov, der forbyder lesbiske de nye muligheder for at få børn. I 2010 får homoseksuelle ret til at adoptere, og i 2011 beslutter regeringen at give folkekirken mulighed for at tilbyde vielser af par af samme køn. Den nye regnbuefamilie, hvor mindst en af de voksne har en anden seksualitet end den heteroseksuelle, opstår.

2020-2024

Bedsteforældre-familien får en opblomstring. I takt med at bedsteforældrene er sundere og lever længere, og at begge voksne i børnefamilien har travlt på arbejdsmarkedet, er der et øget behov for børnepasning, når børnene er syge, eller pressede forældre skal aflastes. Her træder bedsteforældrene til. I det senmoderne samfund har familiemønstrene ændret sig markant siden “skabelsen” af den moderne familie. Eneforsørgerfamilier, sammenbragte familier og homoseksuelle familier er blevet en del af samfundet på lige fod med kernefamilien, og bedsteforældrene er igen rykket tættere på. Den danske fertilitetsrate er i 2024 på 1,5 børn per kvinde, flere unge bliver det, man kalder DINK's: dobbelt indkomst, ingen børn. Politikerne foreslår, at barnløse skal have flere forsøg i den offentlige fertilitetsbehandling for at få fødselsraten hævet til 2,1.

Familiegravstedet under pres

Kirkegården er under forandring, de sammenbragte familier køber flere gravsteder, for at alle familiemedlemmer kan ligge i nærheden af hinanden.

TEKST OG FOTO EVA-MARIE

MØLLER, JOURNALIST

“Dine – mine – og vores børn” siger man til hinanden i de sammenbragte familier. Vi kan enten selv være papfar, være veninde med en bonusmor eller dagligt have besøg af børnenes kammerater, der lever i en sammenbragt familie. Kernefamilien eksisterer stadig, men er i takt med et stigende antal skilsmisser under kraftig forandring. Ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistik lever kun 74 % af alle børn i Danmark sammen med begge deres forældre.

I de sammenbragte familier går det som i andre familier både godt og skidt i livet. Børnene får nye søskende og dermed nye kammerater, og de voksne bliver bonusforældre og får glæden af ekstra børn. Omvendt kan det skabe tumult og kalde på svære og komplekse følelser som jalousi og utryghed.

Men hvad sker der, når en forælder dør i den sammenbragte familie. Sørger man sammen, og bliver der lagt låg på tidligere ligegyldige stridigheder?

“Et barn, der bor med sin far og bonusmor og mister sin biologiske mor, kan ud over at blive ramt af en overvældende sorg også komme i en indre loyalitetskonflikt mellem bonusmor og mor. Hvis

Familie

Janne Leth

Førgaard: “Sorg presser os alle, så vores overskud ikke er det samme, man har ikke den samme nænsomhed og rummelighed, når man sørger. Det bliver ekstra tydeligt i den sammenbragte familie.”

jeg nu bliver rigtig glad for min bonusmor, glemmer jeg så min mor? Hvor meget og hvordan kan jeg tillade mig at sørge over min mor i min bonusmors selskab? Og omvendt kan det være svært for en bonusmor, når hendes mand og bonusbørn sørger, fordi hun bliver usikker på sin egen rolle, følelser og plads i familien,” fortæller familierådgiver og stifter af Institut for sammenbragte familier Janne Leth Førgaard. Hun henviser til amerikansk forskning, der viser, at bonusmødre og mødre har det sværere med hinanden end bonusfædre og fædre har. Når det gælder bonusmoderen, kan hun føle jalousi, fordi den afdøde mor bliver idealiseret. Men forskningen viser samtidig, at bonusmoderen kan komme til at stresse

sig selv, fordi hun tager sig så meget af de sørgende børn, at hun bliver overansvarlig.

Når vi bliver ramt af sorg, bliver de biologiske relationer ofte tydeligere, fordi de er forbundet med en anden rummelighed, og det giver ofte problemer i de sammenbragte familier. Den sammenbragte søskendeflok får også lige pludselig nye roller.

“Børnene er ikke lige, og de er ikke lige i sorgen. Fra hverdagen ved de godt, at den ene har et kæledyr hos den anden forælder, og at den anden får slik

Holmens Kirkegaard: 330 begravelser om året. 240 urnegrave, 70 til fællesgrav, 20 kistegrave. Hvert år hjemfalder 300 gravsteder. To tredjedele forlænges med mere end de 10 år, der er gravfred for urner og 20-25 år for kister.

hver aften i sin 9/5-ordning. Alt det tager de med sig i sorgen, til begravelsen og videre i livet, det kan være som Pandoras æske, der åbnes op.”

Køber flere gravsteder

På Holmens Kirkegård på Østerbro findes de traditionelle familiegravsten. Men de er under forandring. “I brudte familier køber folk måske to gravsteder i nærheden af hinanden, og hvis man først har begravet en, så siger familien: “Uhh, vi vil også ligge i nærheden,” så køber de et gravsted længere nede ad gangen. Men så kommer der en anden gren af den sammenbragte familie og køber et gravsted på nabogangen. På den måde har man hele den brudte familie i nærheden af hinanden,” fortæller gartnerformand Carina Bachmann, der har arbejdet her i tyve år.

Et eksempel er et par, der havde mødt hinanden sent i livet, og hvor kvinden havde begravet sin tidligere mand på Holmens Kirkegård, og hendes mand havde begravet sin tidligere ægtefælle et andet sted. Han valgte at flytte sin afdøde tidligere kones urne, så de to afdøde kunne ligge i samme område på kirkegården.

“På den måde kan det levende par besøge deres afdøde ægtefæller, sørge sammen og have hinanden,” uddyber Carina Bachmann.

Der er flere i familien, der kan stå for gravstedet, men én forpligter sig til at stå for betalingen.

“Men det bliver kompliceret, når der er bonusbørn. Når det er den enes far, der skal i graven, så er det måske en andens bonusfar, som ikke er direkte i slægt, så bliver det kompliceret. Her må man ty til Kirkeministeriets vejledning.”

De brudte familier med bonus- og papbørn betyder også flere konflikter om, hvem der bestemmer, hvis en grav skal fornyes eller sløjfes.

“Hvis en datter vil opsige gravstedet, skal hun gøre det på vegne af alle i familien, og hun skal skrive under på tro og love, at hun har spurgt alle. Men vi oplever, at alle ikke er blevet spurgt. Og så kommer der nogle søskende, som er rystede over, at gravstedet er ryddet.”

Den døde lytter med “Den nye familiestruktur kan skabe problemer, fordi både de biologiske børn og bonusbørnene synes, at de har ret, og de har sandsynligvis følelser i klemme.”

Men det går ikke altid så let, derfor må Carina Bachmann og de andre på kirkekontoret nogle gange holde mæglingsmøder med familien.

Flere flytter urner og kister fra en kirkegård til en anden. Tidligere var det cirka to om året, nu er der flere, der søger om det, både at flytte deres afdøde til Holmens Kirkegård, men også at flytte fra Holmens til en anden landsdel, fortæller gartnerformand Carina Bachmann.

“En ung kvinde bliver gift i udlandet, hun dør og bliver begravet der. Hendes mand får efter en årrække ny ægtefælle og børn og kommer ikke på kirkegården mere. Derfor søger kvindens familie i Danmark om tilladelse til at flytte kisten. Den bliver så fløjet til Danmark, hentet af en bedemand og sænket i nyt gravsted på Holmens Kirkegård. Herefter vælger familien et gravsted, så der er plads til familien ved siden af hende.”

Stenhugger

Emil Schannong: “Vi laver stadig familiegravsten, og vi spørger altid, om der skal være plads til flere på stenen, det tager 3-4 ugers arbejde at hugge en stor familiegravsten.”

“Vi kan mødes ved graven, så kan man sige, at den døde lytter med. Måske de så opfører sig bedre over for hinanden?” siger Carina med et skævt smil.

En anden form for rådgivning er den, som Janne Leth Førgaard yder de sammenbragte familier. Hun har det sidste år haft besøg af adskillige sammenbragte familiemedlemmer.

“De fleste ved godt, at vi skal støtte hinanden, når sorgen rammer. Vi lægger især vægt på praktiske ting for de sammenbragte familier, fordi de ikke er selvskrevne på samme måde som familier, der udelukkende består af fælles børn.”

“Inden bisættelsen skal de snakke om, hvem er med i kirken eller kapellet, hvem siger noget, og hvem bærer kisten. Det er også vigtigt, at det står klart, hvem der tager sig af hvilke børn, når de primære voksne fx bærer kisten eller ikke er fysisk til stede.”

Men som i alle familier er sorgen ikke overstået efter begravelsen.

“Det er vigtigt, at vi snakker om og mindes den døde, også selv om det kan blive svært for de ekstra voksne. En måde at mindes den døde på hans eller hendes fødselsdag kan måske være med deres favoritkage. Det er også vigtigt at huske på og acceptere, at dybden af sorgen vil være forskellig alt efter tilknytningen til den døde.”

Familie

Eva-Marie 5 år, privatfoto

Familien –en øvebane for jalousi

De fleste har i barndommen oplevet at være jaloux på en søster eller bror, og senere i livet kan følelsen dukke op igen. Skal vi skjule de uskønne og negative følelser, vi kender, men ikke taler om?

AF EVA-MARIE MØLLER, JOURNALIST

De fleste af os kender den – altså den grimme følelse af at være jaloux. Det er ikke pænt eller accepteret, faktisk er det en flov følelse, man gemmer væk og håber, kan forsvinde af sig selv. Vi har svært ved at tale om den, for man skulle nødig ødelægge den gode stemning, når vi skal holde juleaften i familiens skød. Men jalousien er en temmelig sej og livskraftig følgesvend; den er simpelthen svær at slå ihjel.

Da jeg var fire år, fik jeg en lillesøster, som jeg syntes, fik mere kærlighed fra mine forældre, end jeg fik. Hvem har ikke hadet en lillesøster eller lillebror, der tog for sig af morens brystmælk og voksede sig tykkere og tykkere? For mit vedkommende udtrykte jeg min jalousi over min lillesøsters tilstedeværelse ved at flytte min barneseng ud fra mine forældres soveværelse, hvor hun selvfølgelig forstyrrede og tog plads. Jeg ville heller ikke i børnehave, da jeg frygtede, at min lillesøster og mor havde det for sjovt sammen uden mig, så jeg kendte tidligt til de besværlige og forbudte følelser.

Eva-Marie og hendes søster Bodil Kirstine, privatfoto

Som voksen er jeg igen ofte stødt på følelsen, som jeg aldrig har været stolt af. Og har haft lyst til at undersøge, hvad det egentlig handler om.

Psykolog Heidi Agerkvist fortæller, at familien er det allerbedste sted at stifte bekendtskab med alle vores mange følelser, fordi det netop er der, man er tryg og elsket og kan blive hjulpet til at rumme og regulere stærke følelser.

“Det en perfekt øvebane, hvor man er tryg og kan afprøve, om ens behov bliver dækket. Kommer der en konkurrent, et nyt barn, som får mine forældres opmærksomhed? Elsker de stadig mig?”

Heidi Agerkvist forklarer, at vi ikke skal blive så forskrækkede, når der er konflikter blandt familiens medlemmer. Ideen om at familien skal være et harmonisk sted at være, er en lidt for idyllisk og alt for urealistisk fortælling. Oftest ligner den nærmere en slagmark og en øveplads for besværlige følelser. Og det er godt. I en søskendeflok kommer det tydeligt frem.

“Har man et barn, der udviser en adfærd præget

Jalousi er følelser forbundet med oplevelsen af at miste en særstilling hos et menneske til fordel for en rival. Jalousi er en sammensat, smertelig følelse, der blandt andet rummer vrede og misundelse over for rivalen samt bitterhed, afmagt og mistænksomhed over for det menneske, den jaloux person føler sig svigtet af.

Kilde: Danmarks Nationalleksikon

Misundelse er aggressive, hadefulde følelser, eventuelt iblandet sorg og afmagt, rettet mod én, der besidder noget, man selv gerne ville have, fx materielle goder, personlige eller sociale egenskaber.

Kilde: Danmarks Nationalleksikon

“Misundelse er bare et spejl. Det siger blot noget om, hvad vi også godt selv kunne tænke os. En rejse, en kæreste, en lønforhøjelse eller et par nye støvler. Misundelse er ikke en grim ting, som vi går og siger. Det er bare et signal til os selv om, hvad vi godt kunne tænke os. Det har dybest set ikke noget med den anden at gøre. Det signal kan man bruge klogt og begynde at kigge aktivt på, hvordan man kan skabe det i sit eget liv,” siger psykolog Heidi Agerkvist.

af jalousi, er det forståeligt, at man som forældre kan blive både irriteret og flov og afmægtig. Lidt undskyldende siger man: “Han er bare jaloux”, hvis sønnen har en adfærd, hvor han er vred og råber op. Det er forståeligt, men ikke hjælpsomt, og kan forstærke adfærden.”

Ifølge Heidi Agerkvist er det mere hjælpsomt at være nysgerrig og kigge bag om barnets adfærd og forsøge at forstå, hvad den handler om. Hvis vi bare siger: “Hold op med det”, gør vi det værre. Vi er nødt til at møde barnet i følelsen.

Nogle søskendekonstruktioner kan skabe ekstra konflikter og konkurrence mellem søskende; for drenge gælder det især, hvis der ikke er klarhed om magthierarkiet, og hvem der er alfahannen. To drenge med lille aldersforskel vil derfor ofte konkurrere og true hinanden for at afklare hierarkiet.

På samme måde kan en storebror føle sig truet af en lillesøster, da pigers udvikling går hurtigere end drenges, og hun derfor kan overhale ham både socialt, fagligt og også motorisk, hvilket gør, at han føler sig truet på sin position og derfor reagerer.

Videre i livet

En ting er barndommen, men hvad sker der senere i livet? Tager vi søskende-jalousi med os videre i voksenlivet?

“Hvis jalousien ikke er “løst”, så kan den vise sig op igennem livet og kan udløse mange konflikter, når familien er samlet.

Mange søskende forsøger at komme overens som voksne, men der også dem, der aldrig slipper barndommens konkurrence.

“Man kan sagtens tage jalousien med i døden. Det værste er, når den ene er vokset op i skyggen af den anden. Altså med en oplevelse af, at den anden søskende var et bedre barn i forældrenes øjne, mere elsket og nød flere privilegier. Hvis den søskende så dør, skaber det ikke nødvendigvis fred. Man slipper for at blive trigget i samværet med vedkommende, men fortællingen om det særligt gode barn lever sandsynligvis stadig og vil blive ved med at gøre ondt, hvis den tilbageværende søskende ikke føler sig set og anerkendt af forældrene,” siger Heidi Agerkvist.

En anden ting er, når forældrene dør, så kan der ofte opstå kiv og uenighed om arven. Det aktiverer barndommens oplevelse af, hvorfor de andre fik så meget kærlighed, og jeg ikke fik noget. I den situation kan penge og særlige arvestykker blive ekstra vigtige at få – som en slags erstatning for den kærlighed, man ikke følte, man fik, uddyber Heidi Agerkvist.

Fordufter det?

For mig ændrede det sig senere i livet, min jalousi nærmest forduftede, da vi tre søskende fik egne familier og kunne iagttage vores børns jalousiudbrud. Vi dyrkede de hyggelige sider af familien til fødselsdage og kunne ofte tale om sjove barndomsminder.

Men kunne det virkelig passe, at alle grimme følelser var forduftet med alderen og modenheden? Kun næsten for os. Da vores mor, den sidst levende forælder, døde, blev vi rygende uenige om en symbolsk side af arven. Først efter mange svære og smertefulde samtaler fandt vi et kompromis og kunne genoptage søskende-relationen.

I dag er der kun os tre senior-børn tilbage, og vi er fuldt opmærksomme på, at det er os, der er ‘den’. Det betyder ansvar, men også omsorg og kærlighed – og vi er enige om at holde sammen og fortsætte familien.

Menneskers jalousi er beskrevet på nogle af de allerførste sider i Bibelen, i Første Mosebog kapitel 4.

Kain og Abel er Adam og Evas to sønner. En dag ofrer de begge til Gud, men Gud tager ikke imod Kains offer, kun Abels. Kain bliver så vred på sin bror, at han ender med at slå ham ihjel, fordi Kain føler, at Gud foretrækker Abel frem for ham.

Gud bliver vred på Kain over, at han har slået sin bror ihjel, og gør ham til en fredløs flygtning. Men han sætter samtidig et mærke på Kain som tegn på, at Gud vil hævne det, hvis nogen slår Kain ihjel.

Er

Mord i familien:

der grænser for tilgivelse?

En trediedel

af alle

mord

bliver begået i familien. For fem år siden blev Morten Messerschmidts søster myrdet af faren til deres to små børn. Hvordan tilgiver man som nært pårørende sådan en ugerning? I kirken er tilgivelse en helt grundliggende livsanskuelse, men i praksis er det nemmere sagt end gjort.

AF KRISTIAN DANHOLM, JOURNALIST

FOTO STEEN BROGAARD OG FREDERIK BO THOMSEN

Mordet

Tidligt om morgenen 15. november 2019 dræber Martin Christensen Degn moren til to af sine tre børn, Line Messerschmidt, i deres fælles hjem i Ruds Vedby på Sjælland. Hun bliver stukket otteogtyve gange med en kniv og bliver efterladt i en blodpøl i husets stueetage, mens morderen sætter sig i en bil med retning mod moren til hans førstefødte, der bor tredive kilometer væk. På køreturen ringer han til børnenes mormor og beder hende tage sig af børnene på henholdsvis syv og nitten måneder, der stadig befinder sig i huset. Det samme gør Line Messerschmidts to større børn på otte og elleve år. Han ringer også til politiet og fortæller om ugerningen og får også spurgt ind til, om der er højere straf for at begå dobbeltmord. Han foretager også en opringning til sin bror, der fortæller i retten, at morderen udtrykker overraskelse over, hvor let det er at stikke en kniv igennem et menneske. Endelig ringer han og vækker moren til sin førstefødte, Jeanette Rømer Hansen, som han efterfølgende dræber med nitten knivstik i hendes hjem i Kundby. Inden for halvanden time har han knivdræbt både sin kæreste og ekskæreste, gjort fem børn moderløse og i mellemtiden foretaget mindst fire telefonopkald.

Morderen

Morten Messerschmidt slår et stort smil op og bevæger sig i retning af de bløde møbler i sit kontor på Christiansborg. Han smider blazeren, synker ned i den ene stol og knapper en Coca-Cola Zero op. Han har et åbent ansigt og virker ubekymret, men som in-

terviewet skrider frem kniber han øjnene – der indimellem også bliver blanke – mere sammen.

Du er Lines bror og nu værge for alle hendes fire børn. Kan du tilgive Martin Christensen Degn, hvad han gjorde mod din søster, hendes børn, og resten af familien den november-nat for fem år siden?

“Nej – jeg hverken kan eller skal tilgive ham. Det er noget, Gud tager sig af, og jeg håber, der kommer til at gå rigtig mange år, hvor morderen skal leve med sin –forhåbentlige – skyldfølelse, inden han så kan få svar på, om han kan få tilgivelse. Tilgivelse af ham er helt ude at mine hænder. Jeg er trods alt kun et menneske. Min opgave er omsorg og kærlighed til min familie.”

Er det vigtigt for dig, at han føler skyldfølelse?

“Ja. Det er derfor, jeg er imod dødsstraf. Jeg mener, at han skal leve et liv med masser af anger og uden nogen form for tilgivelse og nogen som helst muligheder for at få det ud af livet, som han fratog min søster.”

Du ved jo ikke, om han angrer. Hvordan håndterer du så vreden, når du nu ikke kan tilgive ham?

“Han er slettet fra mit følelsesliv. Han skal vide, at han ikke eksisterer for os. Den eventuelle glæde, en morder måtte have ved tanken om, at han har forvoldt skade – ikke bare på sit offer, men også på de pårørende – den skal han ikke have.”

Han må jo trods alt fylde en del, og du er værge for to af hans børn, så du skal stadig have kontakt med ham – dog via mellemmand – så hvordan ’sletter’ du ham, som du siger?

“Jeg tænker ikke på ham, og jeg vil ikke tænke på ham. Hver gang han dukker op i mine tanker, peger

“De mordere,

der vedstår sig deres skyld, og

angrer hele deres liv, bliver bedre mennesker, end dem, der af et forsvar får bildt ind, at der var ydre omstændigheder, der gjorde, at de gennemførte deres udåd. Det bliver man et mere helstøbt menneske af, for først når du vedkender dig din egen skyld, kan du tilgive dig selv, og det er sådan, man bliver menneske.”

jeg dem i retning af min kærlighed til Line eller noget andet. Det er den måde, jeg – uden sammenligning i øvrigt – håndterer stresssituationer; at finde et andet punkt at pege min opmærksomhed over mod. De første par år fyldte det meget, men det står ikke til at ændre, og det udligner sig over tid. Nu kan jeg rette kærligheden mod børnene og ikke vreden mod morderen.”

At tilgive sig selv

Morten og Line Messerschmidt har haft kontroverser om livsstil, værdier og valg i livet og var over tid gledet fra hinanden. Mordet sker to dage efter Morten Messerschmidts fødselsdag. I den forbindelse sker der noget usædvanligt.

“Om natten efter fødselsdagen sender Line en sms, hvor hun ønsker tillykke. Det er meget påfaldende, at hun gør det midt om natten. Næste morgen sender jeg en sms og siger tak. Skulle jeg have ringet dér og sagt: ’Du har godt nok været sent oppe?’ For der har de jo sikkert været oppe at skændes. Fireogtyve timer senere er de jo i dét skænderi, som førte frem til drabet.”

Det lyder, som om du bebrejder dig selv for ikke at have gjort nok for at forhindre tragedien. Kan du tilgive dig selv for det?

“Nej; det kommer jeg nok aldrig til. I retssagen kommer det jo frem, at Line har ført en logbog i sin telefon over de gange, han har været voldelig ved hende. Jeg har virkelig vredet min hjerne for at finde ud af, om der var noget jeg overså, når jeg var sammen med hende. Om jeg overså forsøg, hun gjorde

på at få hjælp. Hvis jeg nu havde ringet til hende den morgen, fremfor bare at sende en sms, kunne hun jo have betroet mig noget.”

Børnene bor i dag hos deres mormor, og familien hjælper i fællesskab med at opfostre dem.

Kan Gud tilgives?

I 2015 kørte Mortens samlever Dot Wessmans datter Johanne galt i bil, hvor hun blev alvorligt hjerneskadet og siden har siddet i kørestol. Det var en soloulykke, og der er derfor ikke nogen at bebrejde. Det fylder en del i hjemmet.

“Dot kan ikke tilgive Gud, at han ikke passede på hendes datter. Det taler vi meget om i forhold til tilgivelse. Om man har lovning på et ulykkesfrit liv, og hvis man så ikke får det, er man så blevet snydt af Vorherre. Det er en menneskeligt interessant måde at reagere på; at man har brug for at finde en rationel forklaring. I det her tilfælde, hvor det var en soloulykke, bliver det Gud, man bebrejder, fordi han ikke holdt hånden under Johanne.”

Her begynder Morten Messerschmidt at lede efter ordene og tale langsommere – som om han tænker højt:

“Evnen og viljen til at tilgive kan være

afhængig af ens forhold til sig selv som menneske; om man ser sig selv som et kristent menneske, der føler sig sat ind i en sammenhæng, hvor man ved, at det er et vilkår, at der sker onde ting i verden. Eller om man føler, at man som menneske har fuldstændig styr på, hvad der sker i verden, og at mennesket SKAL have styr på, hvad der foregår i verden. Så påtager man sig et meget stort ansvar, når noget går galt.”

Tilgivelsens arkitektur

Ved spørgsmålet om, hvorvidt Morten Messerschmidt har været udsat for andre utilgivelige hændelser i sit til tider stormomsuste liv, får samtalen pludselig en større lethed. Jeg spørger ind til hvorfor, og om han overhovedet kan definere, hvor grænsen for tilgivelse går.

“Jeg tror, det er nemmere at tilgive noget, der rammer én selv, end noget, der går ud over dem, man elsker, men det handler også om gerningens karakter. Hvis det er irreversibelt, er det utilgiveligt. Og så er det også noget med forsætlighed. Altså intentionerne: Om det sker hændeligt eller forsætligt, og hvem det går ud over. Dét er det væsentlige. Hvis nogen gør noget over for Dot, vil jeg bebrejde vedkommende for at have gjort det, men jeg vil jo også bebrejde mig selv for ikke at have forhindret det. Hvis det er én selv, der er offeret, har man jo kun gerningsmanden at vende sig imod.”

Familie

Ifølge Morten Messerschmidt er den frigørelse, der ligger i at tilgive sig selv, tæt forbundet med at påtage sig ansvaret. Hvis man ikke gør det, vil tilgivelsen få en falsk klang både i én selv og over for omverdenen.

“Det handler om retten til at påtage sig ansvaret. Altså muligheden for at være skyldig i en sammenhæng. Hvis man véd, man har gjort noget forkert, kan der være noget ekstremt befriende i at få lov til at vedkende sig det, hvor samfundet jo ofte vil have tendens til at spørge: Jamen, var der en ydre socioøkonomisk omstændighed, der var årsagen?”

Skyld og ansvar

I byretten tillægges Line Messerschmidt en del af ansvaret for morderens ugerninger. Forsvaret afspiller optagelser fra et telefonskænderi, hvilket byretten kvitterer for med en dom på seksten års fængsel. Det bliver dog siden skærpet til livstid i landsretten, der ikke ser familiære relationer som en formildende omstændighed ved mord. Netop dette blev stadfæstet ved en højesteretsdom i 2009. Landsretten idømmer Martin Christensen Degn livstid for med stor brutalitet at have begået drab på sine børns mødre. Morderens sidste ord i retten var: “Jeg er et godt menneske.” Ved oplæsning af dén sætning, spærrer Morten Messerschmidt øjnene op.

“Vi er moralske væsener, der godt kan kende forskel på rigtigt og forkert, og jeg tror ikke, man skal undervurdere, hvor vigtigt det er for et menneske at påtage sig skylden for at komme videre. Det gælder jo også morderens forsvarsadvokat, der indirekte fortæller ham, at det var egentligt ikke din skyld, for det var jo hende, der tirrede dig. Så bliver man jo i virkeligheden frataget den helt centrale egenskab at kende forskel på ret og uret. Jeg tror, at de mordere, der vedstår sig deres skyld og angrer hele deres liv, bliver bedre mennesker end dem, der af et forsvar bliver bildt ind, at der var ydre omstændigheder, der gjorde, at de gennemførte deres udåd. Det bliver man et mere helstøbt menneske af, for først når du vedkender dig din egen skyld, kan du tilgive dig selv, og det er sådan, man bliver menneske.”

Sognepræst Signe Danielsen

“Der er helt sikkert grænser for, hvad vi som mennesker kan tilgive. For de af os, der ikke kan tilgive alt, kan der være en aflastning i at tro på, at det heller ikke er vores opgave. Nogle ting må vi overlade til Gud. Jeg tror til gengæld på, at Gud kan tilgive alt. Tilgivelsen finder sted i en relation mellem to eller flere parter. I tilgivelsen skal tingene frem i lyset. Det, der er sket, skal ses og anerkendes. Derefter bliver det heller ikke glemt, men for at tilgive må man beslutte sig for, at det fremover ikke skal være det definerende for relationen. Altså at man vil noget andet med hinanden nu.

Jeg kunne faktisk godt tænke mig, at vi blev bedre til at være vrede på Gud. I gudsforholdet er der jo netop tale om en relation, og i dén må der være plads til at være vred, forurettet, uforstående osv. Hvis nogen kan bære det, må det være Gud. Jeg kan i den forbindelse anbefale Preben Koks bog: “Skæld ud på Gud”.

Vi er ofte bedre til at tilgive andre og bære over med dem, end vi er til at bære over med os selv. Omvendt er vi nogle gange for gode til at skubbe skylden fra os, fordi vi tror, den er en knusende dom over os, som man ikke kan komme videre fra. Jeg opfatter det i den forbindelse ikke som et positivt træk, når folk taler om høj retfærdighedssans. Det har jeg de seneste år tænkt meget over det i forbindelse med Metoosagerne og vores fejlkultur i det hele taget. Vi er blevet gode til at få tingene op i lyset, og det er godt, men det er, som om vi ikke kan finde ud af at komme videre. Det skaber en nulfejlskultur, hvor man enten må tage skylden på sig og forsvinde for evigt. Alternativt opfinder vi et narrativ, hvor man kan undskylde sig med ydre omstændigheder, fx at det var en anden tid. Morten Østergaard (tidligere radikal politiker) og Martin Brygmann (musiker og komponist), er eksempler på det første, hvor de er forsvundet ud af det offentlige rum uden nogen vej tilbage. Katherine Diez (forfatter) er et eksempel på det sidste, hvor der bliver skabt en fortælling, som ikke er undskyldende, men en bortforklaring. Jeg synes ikke, nogen af delene er bæredygtigt for det fælles liv, vi skal leve med hinanden og hinandens fejl.”

En familie med flossede kanter

I vores forsøg på at skabe den vellykkede familie, lukker vi om os selv. Det genkender sognepræst Mads Graves både i sine egen familie og i sit job, hvor han møder mennesker uden familie. Tag med på hans rejse, hvor han stiller spørgsmålet, om der findes en mere åben familie.

AF MADS GRAVES, SOGNEPRÆST

FOTO MADS FISKER

Det begynder fra morgenstunden. Den første sms er allerede tikket ind, før jeg er ude af sengen. Jeg forestiller mig, at jeg altid har det samme bekymrede ansigtsudtryk, når jeg står der i mine underbukser, lettere foroverbøjet over køkkenbordet med en finger hvilende på telefonens skærm. Under alle omstændigheder ved min hustru altid, hvad det drejer sig om. "Er det nogen, som mangler penge?", spørger hun. Og jeg svarer sikkert med en form for gryntende, men dog bekræftende lyd.

For sådan er det nærmest hver eneste måned, når kalenderen fortæller, at nu er vi over halvvejs. Den sidste uge intensiveres det. Forskellige sms’er, mails og opkald kommer ind i en lind strøm, men de omhandler næsten alle det samme: Pengene er sluppet op, vi kender ingen, som vi kan låne af, er det mon muligt, at kirken kan hjælpe igen?

De første beskeder er et stumt startskud til det, jeg bryder mig allermindst om ved mit job som sognepræst i et sogn, der huser en stor del socialt udsatte: udvælgelsen. Kirken har ikke midler til at hjælpe dem alle, og derfor må jeg i gang med at fordele de penge, vi har indsamlet til menighedsplejen ved søndagsgudstjenesten, ud fra temmelig uklar og flygtig indre kalkule. Jeg har dog få principper, som jeg sjældent afviger fra. Er der små børn involveret, har man førsteret, men har du ingen familie overhovedet, så kommer du også foran i køen.

Jeg laver de sidste aftaler over sms og får fordelt gode og dårlige nyheder, mens jeg går op mod kirken. Udenfor står Daniel og venter på mig. Han kommer altid et kvarter for tidligt til vores aftaler, og jeg har efterhånden helt opgivet at være den, som står og tager imod. Sun Tzu skrev, at man altid skal være den første, der møder op på slagmarken. Jeg er altid sidst. Daniel mangler ikke penge, men han mangler nogen at bruge pengene med. Han er et par år ældre end mig, har en søn, som han ser i en 9/5-agtig ordning, men ellers er han helt alene i verden. Han brød med sin egen familie som ung, og svigerfamilien, der med tiden var blevet hans nye familie, forsvandt med skilsmissen. "Ni dages ensomhed," siger han med et smil, der får de våde øjne til at lyse op et kort sekund. Derefter flyder øjnenes glød og farve igen ud i den stille tårestrøms matte grå.

Min kirke minder til tider mere om en socialforvaltning, og efter at jeg blev præst i Københavns Nordvestkvarter, har jeg mødt en mangfoldighed af skæbner, der på den ene eller anden måde er blevet drevet ud på eksistensens yderste kant. Grundene kan være mange, men én ting går næsten altid igen: Når de sidder dér på mit kontor og søger mit selskab og min hjælp, så er det, fordi de ikke har andre. Jobbet er væk, og dermed også kollegaerne. Vennerne er væk. Og familien – den sidste bastion – den er væk.

Med tiden er mit syn på familien som institution blevet skærpet. Jeg er blevet bevidst om den umiskendelige fordel, det er at have en familie, der fungerer. I takt med at jeg selv begyndte at stifte familie, blev det gennem mit arbejde synligt for mig, hvor afgørende det er for mine børn, at jeg er sund og rask og økonomisk stabil, og hvor afgørende det en dag bliver for mig, at de vokser op, sunde og raske og med en lignende økonomi. Jeg er blevet bevidst om, at det har en kolossal betydning for det enkelte menneskes livskvalitet – psykologisk som somatisk – at være en del af en stamme, der ikke blot deler arbejdsgiver eller weekendinteresser, men rent faktisk deler hinandens gener, og i forlængelse heraf en form for kollektiv samvittighed.

Selvfølgelig ser jeg også dysfunktionelle familier. Familier, som er usunde, og i enkelte tilfælde direkte farlige at være en del af. Men de er undtagelsen snarere end reglen. For uanset om du kæmper med økonomien, psykisk sygdom eller bare er blevet uvenner med Gud og hvermand, så er familien ofte dér, hvor tilgivelsen strækker sig længst. Familien er det rum, der måske ikke er enig i dine valg og handlinger, men som alligevel bliver hos dig og lytter til dig.

Men hvis familien er så vigtig for et trygt liv, som jeg mener, at den er, hvor ef-

“Halvvejs nede ad

Bernstorffsvej ser jeg op i bakspejlet. Der sidder hun alene i sin autostol med to ledige pladser ved sin side. Overboens datter kunne vi snildt have taget med. Passagersædet ved siden af mig er også tomt.”

terlader det så dem, der ingen familie har? Eller dem, hvis familie ikke fungerer? Og efterlader kernefamiliens privilegier et ansvar for dem, som står udenfor?

Den guddommelige familie

Søndag efter søndag hører jeg mig selv tale den universelle familie op fra min prædikestol. Den guddommelige familie. Den familie, der ikke begrænser sig til blodets bånd, men som svæver frit imellem os som ånd. Den familie, der er ligeglad med efternavn, etnicitet, klasse og karriere. Det kristne fællesskab, der på paradoksal vis indbefatter alle dem, der ikke er kristne. Hver eneste gang søndagens tekst kan bære det, prædiker jeg den grænseløse familie op. "Tiggeren på gaden er hugget ud af det samme guddommelige marmorbrud som dig selv," siger jeg og føler med det samme en trang til at undskylde over for min menighed for at lade metaforikken løbe løbsk endnu en søndag. Men skønt jeg til tider skammer mig over min form, skammer jeg mig ikke over indholdet. For det er en nytestamentlig pointe, at kærlighed og barmhjertighed skal strømme fra menneske til menneske,

Familie

upåagtet klan, stamme, familie og andre tilhørsforhold. Vi beder Fadervor, og i det øjeblik vi kalder Gud for far, opløser vi for en kort bemærkning vores egen stamtavle. Sagt med en sandhed, der er blevet en floskel: "Vi er alle Guds børn", og forstår man det bare en anelse radikalt, gør det os til ingens børn. Vi er alle brødre og søstre, og derved mister det broderskab og søsterskab, vi nu engang måtte være bundet til med blodets bånd, sin særegenhed.

Tag bare i begyndelsen af Markusevangeliet, hvor Jesus er vendt hjem til sin hjemegn, og hans familie samler sig uden for hans tilholdssted – tydeligt nervøse for det projekt, han har

kastet sig ud i. Men Jesus lukker dem ikke ind. Derimod vender han sig mod sine disciple og spørger: "Hvem er min mor og mine brødre? Se, her er min mor og mine brødre. For den, der gør Guds vilje, er min bror og søster og mor."

Det bliver ikke mindre radikalt i Matthæus- og Lukasevangeliet, hvor det flere steder af Jesus selv understreges, at familien som relation og fællesskab ligefrem kan begrænse udfoldelsen af et kristent liv. I Matthæusevangeliet lyder det: "Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, mellem en datter og hendes mor, mellem en svigerdatter og hendes svigermor. Og en mands husfolk skal blive hans fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd."

Og Lukasevangeliet putter ikke ligefrem sukker i skeen, når Jesus siger: "Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, sin hustru og sine børn, sine brødre og søstre, ja endog sit eget liv, kan han ikke være min discipel."

Det er stærk tobak, når man isolerer disse udsagn, og det er naturligvis heller ikke helt retfærdigt over for det samlede bille de af Det Nye Testamentes forståelse af fa milien som institution. Men samtidigt er det meget svært at lukke øjnene for, at der i et kristent liv findes en afgørende etisk fordring, der overskrider familiens ydre grænser. Ovenikøbet i en sådan grad, at man skal være sig bevidst om den moralske sløvhed, en tæt og lukket familiekonstruktion kan føre med sig.

Mennesket er mest menneske, når det er en hykler, og selv når jeg, med brusende blod, har stået og forsvaret min prædiken over kirkekaffen, går jeg hjem og tager min datter i svømmehallen. Halvvejs nede ad Bernstorffsvej ser jeg op i bakspejlet. Der sidder hun alene i sin autostol med to ledige pladser ved sin side. Overboens datter kunne vi snildt have taget med. Passagersædet ved siden af mig er også tomt. Svømmehallen har åbent til klokken er femten, men min familie er lige så lukket som alle andres.

Den fremmede familie

At befri omsorgen, kærligheden og barmhjertigheden fra familiens lænker for derefter at lade dem alle løbe frit imellem os, er ikke kun noget, der findes inden for den nytestamentlige teologi. I vore dage foregår der også intellektuelle og litterære strømninger, der er kritiske over for vores familiekonstruktioner og deres konsekvenser for det liv, vi lever sammen. En af de tydeligste stemmer i disse år er amerikanske Sophie Lewis, der med bøger som Full Surrogacy Now og Abolish the Family har givet begrebet "Family Abolition" en opblomstring i moderne feministisk og antikapitalistisk tænkning.

Begrebet "Family Abolition", der kan oversættes med den lidet mundrette "afskaffelse af familien", kan spores tilbage til midten af 1800-tallet, hvor det ofte sættes i forbindelse med tænkere som Karl Marx og Friedrich Engels. I Det Kommunistiske Manifest fra 1848 diskuterer Marx og Engels familien som en del af de kapitali-

omsorgsoverskuddet sive ud mod dem, der ikke har del i familiens privilegier.”

stiske strukturer, og de kritiserer, hvordan den traditionelle kernefamilie har tætte forbindelser med begreber som privatejendom og kvindeundertrykkelse i hjemmet. Sophie Lewis tænker i forlængelse af disse ideer, men føjer mere til. Ifølge Lewis er der brug for en omsorgsrevolution, og det er misforstået, at det kun er i kernefamilien, at kilden til et liv i barmhjertighed og kærlighed skal findes. Lewis beskriver det således:

"Begrebet 'Family Abolition' handler om at sprede omsorgen. Det handler ikke om at forkaste de relationer, vi allerede har. Det handler om, at vi fortjener mere end det, der bliver os fortalt; at vi må nøjes med relationer defineret af blod eller af natur – de relationer, der er os umiddelbart givet. Det handler om, at vi kan udvikle nye former for kammeratskaber, nye former for udvalgte familier, såkaldte xeno-familier. Xeno-familien kan være mindst lige så god som relationer af biologisk eller biogenetisk karakter. Så 'Family Abolition' er en måde at tænke afskaffelsen af kernefamilien som en proces mod at opbygge og udvikle alle de former for kærlighed og omsorg og solidaritet, vi fortjener."

Xenofamilien – en familie af fremmede, forstået rent etymologisk, men nok i virkeligheden skal det forstås som en familie af tilvalgte venner. En familie, man fletter sammen uden om sine egne blodlinjer. Jeg forstår udmærket Lewis' kritik af kernefamiliens underlige monopol på dagligdags omsorg, men jeg er

Familie

lidt bange for hendes xenofamilier af tilvalgte venner. Nøgleordet er "tilvalgt", for når nogen er tilvalgt, så er nogen i sagens natur også fravalgt. Og med tiden vil disse xenofamilier vokse sig så stærke og privilegerede, at de vil minde umiskendeligt meget om vores kernefamilier. Så står vi bare med et nyt opgør: Abolish the Xenofamily.

Kernefamiliens styrke er netop, at man på én gang er tilvalgt og ikke tilvalgt. Derfor er man også meget svær at vælge fra.

Den åbne familie

Min sommer bruger jeg med min familie i vores sommerhus. I skyggen af et par store birketræer, der hvisler som tusindvis af slanger i vinden over mig og mine billige havemøbler fra Silvan, sidder jeg og læser Kun til Navlen af Linea Maja Ernst. Det er en morsom bog om fem gamle studiekammerater, der nu, på den anden side af voksenlivets begyndelse, er taget i sommerhus med kærester og børn. Jalousi, flirts og mikrodrama væver sig ind og ud af hinanden, men gennem alle tråde er bogens hovedperson Sylvia en konstant, der insisterer på retten til at drømme om noget større end den låste og lukkede familie. For hvorfor stiller vi os tilfredse med kun at være noget for vores allernærmeste, når vi nu kunne være så meget mere for så mange flere? Jeg tror ikke, Sylvia nødvendigvis drømmer om en xenofamilie eller en absolut guddommelig fordring. Men hun drømmer om et overskud og en generøsitet, som nok alt for let kvæles i kernefamiliens eksklusivitet.

Jeg er draget af Linea Maja Ernsts sommerhusdrama, men flere gange må jeg trække på smilebåndet over at sidde midt i, hvad der kunne være en mareridtsscene fra bogen. Min lille søn sover middagslur. Min hustru plukker blommer med vores datter. Fra skyggen har jeg til den ene side udsigt til vores hårdtprøvede stationcar, der gemmer sig bag den buksbomhæk, der har været forsommerens store projekt, og som jeg er sørgeligt stolt af. Til den anden side ligger vores lille sortmalede kalmarhus, som vi købte, kort før vores datter blev født. Vi er nærmest en karikatur på en ung kernefamilie, som vi går rundt dér i sommerhuset og bruger dag efter dag på de samme små automatiserede handlinger. Vi taler om vores børn, tager ud og bader, skændes lavmælt, mens vi pakker bilen, og når stormen har lagt sig, taler vi om vores børn igen. Vi får besøg af venner, der kommer

forbi med deres koner og mænd og børn, og når de tager herfra, er alt stadig ved det gamle. Ingen bliver for fulde. Ingen bytter spontant partnere for en nat. Ingen foreslår et storkollektiv til alles udelte begejstring. De små familier åbner sig for hinanden for en eftermiddag og måske lidt af en aften. Grænserne sløres i et par timer, hvor vi hjælper hinandens børn på toilettet og skødesløst blander vores vinglas i aftensolen. Men når børnene brænder sammen efter den lidt for sene aftensmad, lukker de små familier sig om sig selv, som blomster for natten. Børnene på bagsædet, mand og kone foran. Begge ædru nok til at køre bilen.

Jeg forestiller mig Sylvia stå dér i vores sommerhus, efter de sidste gæster er kørt. Hun prøver at tage sig sammen til at gå i gang med en uoverskuelig stor opvask i et uoverskueligt lille køkken. Men så vågner hun med et skrig, badet i sved og med tydelige pumpende blodårer hen over panden. Det hele var bare en ond drøm. Du er vågen nu, Sylvia.

Jeg sveder ikke tran over kernefamilien. Jeg ved, at den er hårdt arbejde, der også lønner sig, hvis den lykkes. Men jeg ved også, at familien er en lukket fest for mange, der ikke kan få del i al den omsorg og fundamentale grundkærlighed, som en familie kan være en kilde til. Og måske behøver det ikke at være en umulighed at leve i familiens rum, uden at det nødvendigvis bliver et lukket rum. Måske er det muligt at holde familien åben, i den forstand at man kan lade lidt af omsorgsoverskuddet sive ud mod dem, der ikke har del i familiens privilegier. Ud mod venner og venners venner. Det behøver måske ikke være så radikalt, som evangelisterne eller de marxistiske feminister foreskriver. Det kan måske bare være et spørgsmål om at lade familiens ydre grænser flosse en smule og give plads til en mere drømmende og legende forståelse af, hvad en familie kan og skal være.

Fiktionens forfærdelige familier

AF NIELS JAKOB SØNDERGAARD MYE, JOURNALIST

FAMILIEN LANGSTRØMPE (Pippi Langstrømpe)

FAMILIEN SAWYER fra filmen The Texas Chainsaw Massacre (1974), FAMILIEN AND – Anders, Joakim (von) og Rip, Rap og Rup fra Andeby (1944), FAMILIEN BLUTH fra tv-serien Arrested Development (2003), FAMILIEN SIMPSONS fra tv-serien The Simpsons (1989), FAMILIEN LANNISTER fra tv-serien Game of Thrones (2011) 1 2 3 4 5 Boblere

Det ellers så finmaskede svenske velfærdssystem sov gevaldigt i timen, da Pippilotta Viktualia Rullgardinia Kruse mynta Efraimsdatter Langstrømpe uden hverken far, mor eller værge flyttede ind i en villa med en hest, en abe og en kiste fuld af antageligvis skattepligtig kapitalarv i form af hvidvaskede guldmønter.

Kommunen lader private ildsjæle, som fx frøken Prysselius, om at redde Pippi fra misrøgt og ensomhed. Men Pippi udmanøvrerer nemt både frøken Prysselius og to uduelige landbetjente … noget har hendes omsorgssvigtende og seriekriminelle far trods alt lært hende.

KONG LEARS ROYALE FAMILIE (Kong Lear)

I Shakespeares skuespil Kong Lear får sagnkongen Lear den gennemført elendige idé at overdrage sit kongerige til den datter, der er bedst til at smigre og fedte. Den fedterøvskonkurrence vinder søstrene Goneril og Reagan foran den fornuftige lillesøster Cordelia. Det ender selvfølgelig i bøvl og stridigheder – og død. Der kommer sjældent noget godt ud af kun at omgive sig med nikkedukker og fedterøve. Heldigvis er det jo en lektie, verdens ledere og magthavere har lært af siden ... ikke?

WAHLSUNGERNE (Nibelungens Ring) – fuld plade i incestbingo

Richard Wagner – en hyper-liderlig og evig gældsat komponist – komponerede seksten timers opera kaldet “Nibelungens Ring”. Her møder vi helten Siegfried, som er barn af et incestuøst forhold mellem to tvillingesøskende. Siegfried kommer på glatis, da han en dag ser sin tantes bare bryster. De to fortsætter familiens stolte tradition for blodskam og forelsker sig, hvorefter han forlader tanten i et klassisk eksempel på sygelig fomo. Og så dør han. Operaelskere verden over betaler boksen for den slags …

FAMILIEN MCCALLISTER (Home Alone) – et marxistisk familiemareridt

På overfladen er Alene Hjemme en fornøjelig familiefilm. Men bag det hyggelige Hollywood-skær gemmer der sig en dysfunktionel familie, som er guf for marxistiske filmteoretikere: Et uskyldigt barn, Kevin McCallister, efterlades af sin familie på egen hånd i et opulent, stort stykke privat ejendom. På trods af dette svigt vælger Kevin at fastholde sin nedarvede position i bourgeoisiet, da han nedkæmper to desperate proletarer. Kevin fravælger revolutionen og solidariteten med det undertrykte proletariat og tyer til selvtægt – beskyttet af de kapitalistiske magtstrukturer. Glædelig jul og rød front, kammerat.

FAMILIEN LUND (Matador) – av min arm

De fleste Matador-elskere er vel enige om, at Mads Skjern og Maude Varnæs i dén grad savner pædagogisk tæft. Men den største familie-klovn i Matador er nok i virkeligheden byrådssekretær og kommunal vatnisse Gotfred Lund, der bedrager sin kone med den svulmende chokoladesælger Elna Mackegaard. De to stikker af til Brasilien og får et barn dér. Imens sidder fru byrådssekretær Lund alene tilbage i Korsbæk, gældsat og forladt og alenemor til tre voksne børn.

Solomor

KATHRINE NOES SØRENSEN, 41ÅR

“Det har aldrig været et fravalg af en mand, men et tilvalg af et barn.” Sådan forklarer Kathrine Noes Sørensen sin beslutning om at blive forælder alene. Efter fire års forsøg var hun egentlig tæt på at opgive, men lykkedes til sidst med at blive gravid og er nu solomor til Anne-Marie på tre år. De to bor i en andelslejlighed i Brønshøj, og for Kathrine Noes Sørensen er det egentlig hårdere, at Anne-Marie vokser op i en storby og ikke på landet, som hun selv gjorde, end at hun ikke har søskende og en far.

Kathrine Noes Sørensens venner og familie har bakket hende op gennem hele forløbet, men hun møder sommetider skepsis fra omverdenen og faktisk primært fra andre kvinder, som har børn. En kommentar hun har hørt flere gange er, at det ikke er en menneskeret at få børn. “Det er jo heller ikke en menneskeret at blive forelsket eller at have en indkomst på over en million”, tænker Kathrine Noes Sørensen højt. Det går hende dog ikke på, hvad andre tænker om hendes måde at være familie på.

Selvom Kathrine Noes Sørensen ikke misunder de endeløse forhandlinger om gøremål, som hun ser traditionelle familier have, kan hun til tider godt savne en at dele forældreoplevelsen med.

“Det er vigtigt at have et stærkt netværk, men når det for eksempel er ferie, er jeg meget afhængig af, at andre har tid og lyst.”

TEKST OG FOTO MADS HOLM

EMILIE VILSTRUP, 22 ÅR

Selvom Emilie Vilstrup er enebarn, har hun mange søskende. Da hun var syv år gammel, mødte hendes far sin nuværende hustru, og Emilie Vilstrup fik pludselig en bror og søster. Hun mindes sit første møde med sine sammenbragte søskende i papmorens daværende lejlighed: “Jeg kommer ind som det her ene barn og skal lige pludselig tage imod den søskendedynamik, som de to har sammen.” Emilie Vilstrup smiler til sin papmor Helle Vilstrup, og når man møder de to, får man indtryk af, at de er meget tætte.

Emilie Vilstrup har i alt fem papsøskende og har aldrig længtes efter at leve i en traditionel kernefamilie. “Det er jo min normal at have en kæmpe familie og være vant til at skulle danne nye relationer. Det ser jeg noget rigtig smukt i.”

Papmoren Helle Vilstrup stemmer i: “Man bliver mere åben over for, at familie kan have mange former, det behøver ikke være biologisk. Det synes jeg faktisk er ret befriende” siger hun.

Emilie Vilstrup har aldrig følt sig dømt på sin familiekonstellation, men hun møder sommetider forundring fra omverden over, at hun betragter sine søskende som biologiske, selvom de ikke deler gener.

“Jeg havde fire hjem, og det var ikke noget, der påvirkede mig negativt. Man bliver vant til at skifte miljø og tilpasse sig”, forklarer Emilie Vilstrup. Hendes papmor svarer: “Jeg tror, at noget, du har fået med, er en større rummelighed. Du har altid været mega selvstændig”.

TEKST OG FOTO MADS HOLM

Familie

Reservebedstemor

ANNETTE SIGVARDSEN BROCKSTEDT, 62 ÅR

Man behøver ikke være biologisk mor til nogens mor for at være bedstemor. Det er Annette Sigvardsen Brockstedt et levende bevis på. Hun er nemlig reservebedstemor til Asta på tre og Vega på et år. Børnene bor i København med deres mor, som for to og et halvt år siden søgte en reservebedste for familien på internetplatformen Boblberg. Det blev førtidspensionerede lægesekretær Annette Sigvardsen Brockstedt, som med glæde vil bruge sin ekstra tid på at være sammen med de to børn.

“Jeg kan godt lide at gøre noget for andre. Ikke fordi jeg skal have tak, for jeg får også noget ud af det selv”, fortæller Annette Sigvardsen Brockstedt. På trods af fordelene ved Annette Sigvardsen Brockstedts ikke-mor-datter-relation til reservebørnebørnenes mor følger der alligevel en bekymring med rollen som reservebedste: risikoen for at familien kan forsvinde ud af hendes liv. “Jeg er så knyttet til børnene nu, og så passer jeg alligevel lidt på. Jeg prøver at have en lille distance og ikke give mig hundrede procent”, forklarer Annette Sigvardsen Brockstedt.

Papfar

STEFAN NORDGAARD, 47 ÅR

Der er rigtig mange fordele ved at have bragt to familier sammen, hvis man spørger Stefan Nordgaard. “Det er simpelthen bare skønt at få så mange nye gode mennesker ind i sit liv”, siger han fra sofaen i den tætbeboede villa i Valby. Her bor han med sin hustru og deres sammenbragte to sønner og to døtre, når de altså ikke er hos deres andre forældre. I huset bor også hustruens søster med sin kæreste.

“Hvorfor skal børn ikke have fire, fem, seks voksne? Hvorfor ikke få doblet op på bedsteforældre og kusiner og fætre?”, spørger Stefan Nordgaard. Han har været sammen med sin hustru i omkring tre år, og de er lige blevet gift, så han er lidt på lyserøde skyer. “Jeg tror, det er godt at få rusket lidt op i sig selv og sin almindelige forestilling om, hvordan familielivet er og kan være”, fortæller han.

Stefan Nordgaard har lært meget af at være trådt ind en i anden familie. Han reflekterer fra sofaen: “Man skal passe på med at gå for hurtigt frem. Jeg har været meget bevidst om ikke at forcere noget, men man kan også blive for forsigtig. Ens nye familiemedlemmer har brug for, at man faktisk tør blive en fuld og hel del af deres liv og ikke holder sig tilbage.”

WILLIAM SALICATH, 45 ÅR

“Vi har de samme dynamikker, de samme udfordringer og de samme glæder som andre mere traditionelle, familier har. Altså, det er to mennesker, der skal finde ud af at have et barn sammen. That’s it.”

William Salicath smiler og og tager en tår af sin to-go kaffe. Han er præst i Eliaskirken på Vesterbro og er medforælder til sønnen Ivan på otte måneder. Ivans mor og William Salicath fandt hinanden på en hjemmeside for folk, der søger en at få barn med. “Vi er både sammen med Ivan hver for sig, men det er også en prioritet for os, at vi har tid sammen alle tre. Bare fordi mor og far ikke bor sammen, betyder det ikke, at vi ikke er en enhed følelsesmæssigt. Vi kommer til at tage på ferie sammen og spise middage sammen, samtidig med at vi også har hvert vores liv.”

William Salicath er kærester med en mand, og da de to mødte hinanden for knap et år siden, måtte han fortælle, at han var i gang med at få barn med en kvinde. Det var kæresten med på, og han har i dag et godt forhold til Ivan.

William Salicaths nærmeste omgangskreds har ikke været andet end støttende gennem hele processen. Han møder dog sommetider bekendte, som indirekte problematiserer hans familiekonstellation. Folk kan tillade sig at spørge ind til undfangelsen eller nævne, at det bliver spændende at se, hvad forskningen om 20 år siger omkring børn, som er vokset op i regnbuefamilier.

“Jeg har ikke oplevet en direkte modstand mod, at man har en alternativ familie, men det sniger sig alligevel igennem på forskellige måder. Jeg havde en præstekollega, som skrev tillykke, da vi blev gravide, men som samtidig sendte mig nummeret på en advokat, hvis det nu skulle gå galt. Det, synes jeg, var malplaceret.”

TEKST OG FOTO MADS HOLM

Kernefamilie med fravalg

Det gode og travle liv i kernefamilien lykkes kun med klare fravalg for studievært Nola Gaardmand og hendes mand, politiker og forfatter

Magnus Barsøe. For dem er troen et tilvalg.

AF EVA-MARIE MØLLER, JOURNALIST

FOTO MADS HOLM

Nola Gaardmand havde altid haft en massiv længsel efter en kernefamilie.

“Som barn drømte jeg i skolen, når jeg så de andres kernefamilier, åhh det var det, jeg kunne tænke mig. Det var drømmen, de var stabile og lidt kedelige,” fortæller den 39-årige journalist og ser på sin mand, som hun mødte på Jyllands-Posten for otte år siden.

“Vi havde arbejdet samme sted i nogle måneder, men begyndte faktisk først at tale sammen i forbindelse med det forfærdelige angreb på det franske satire-magasin Charlie Hebdo, og jeg faldt for Nola med et brag. På første date spurgte jeg hende, om hun ville have børn, for dér var jeg i mit liv, og hvis hun ikke ville, så måtte jeg tænke om,” supplerer 43-årige Magnus Barsøe.

Familie

Magnus Barsøe ville giftes i kirken, og i hans tale til bruden sagde han, at det var Charlie Hebdo – død og ødelæggelse – der havde bragt dem sammen i kærlighed. Nola Gaardmand bestilte hurtig tid hos lægen for at tage spiralen ud. “Hvad venter jeg på, tænkte jeg. Jeg behøvede ikke mere sikkerhed, var det så vigtigt med en sommer mere på Roskilde Festival?”

På bare et halvt år var parret snot-forelskede og gravide med deres første barn. To mennesker fra hvert sit verdenshjørne: Nola Gaardmand voksede op i New York, hendes sydafrikanske mor var stewardesse og hendes far jazzmusiker fra Danmark. De havde i 70’erne bosat sig i USA, efter moren var flygtet fra apartheid i sit hjemland. Da Nola var otte, flyttede familien til København.

“Min barndom var kaosagtig. Min mor havde det svært i Danmark og flyttede tilbage til Sydafrika, jeg flyttede sammen med min far og min stedmor. Vi var en meget utraditionel familie.”

Magnus Barsøe kommer fra en helt igennem traditionel kernefamilie med en mor, der var skolelærer, og en far, der var bibliotekar. Magnus Barsøe og hans bror voksede op i en murstensvilla i Virum.

Nola og Magnus Gaardmand Barsøe, der har taget hinandens efternavne, har inviteret Gejst indenfor i et byggeforeningshus på Amager, hvor børneværelset med køjesenge og masser af legetøj vidner om, at her bor også to andre vigtige personer.

Nemlig to lyshårede drenge: Calle på otte og Buster på fem.

Det gode liv

Da Calle var to, opdagede forældrene, at han ikke kunne høre. Calle havde fra begge forældre arvet et skjult gen, som betød, at han var hørehandicappet.

“Jeg var martret af bekymring, vi var virkelig i knæ,” fortæller Nola Gaardmand.

Magnus Barsøe tilføjer: “Jeg ville gerne give mit barn mulighed for at leve et liv på samme vilkår som mig selv, og jeg blev ked af det, da jeg måtte erkende, at han var handicappet. Jeg begyndte at tænke over: Hvad er definitionen på det gode liv?”

Calle skulle opereres med en ny mulighed for at afhjælpe døvhed, en såkaldt Cochlear Implant, et apparat, der indopereres bag øret, og som for 80 % af døve børn betyder, at de kan lære at opfatte lyd, tale og indgå i de hørendes verden. Operationen virkede dog ikke helt efter hensigten, og efter mange frustrationer begyndte Nola Gaardmand på et tegnsprogskursus på aftenskole.

Det viste sig senere, at kombinationen af tegnsprog og Cochlear Implant var nøglen, der låste op for hans sprog. Nola Gaardmand understreger at hun aldrig har ønsket, at Calle skulle være en anden, end den han er: “Han er den, han er, lyshåret, døv, fjollet, og han elsker Lego.”

Under de mange svære beslutninger om Calles hørelse, ønskede parret at få et barn mere. Genfejlen betød, at de skulle tage stilling til, om barn nummer to skulle undfanges med en sæddonor for et være sikker på, at de ikke ville få endnu et døvt barn.

“Jeg sagde nej til sæddonor,” siger Nola Gaardmand. “Handicap kan være meget skræmmende for forældre, og inden man står i det, er man overvældet af frygt. Hvordan skal vi overkomme det, hvad vil det betyde for vores liv? Men jeg ville aldrig vælge et barn fra alene på grund af eventuel døvhed.”

Fravalg

I den periode, hvor der var mange kriser om, hvordan Calles fremtid ville blive, blev parret hurtigt enige om, at kernen i alt det var deres forhold.

“I to år var sex, forelskelse og kæreste-ting langt nede på listen,” fortæller Nola Gaardmand og henvender sig til sin mand: “Du sagde STOP, vi kan ikke blive ved med det her; det ender med, at vi går fra hinanden. Vi arbejdede begge, var ambitiøse, og vi ville gøre alt det, vi plejede. Så sagde du, vi er nødt til at prioritere hinanden, vi skal på hotel, vi skal på date, vi skal have sex. Vi er ikke bare et partnerskab, der skal løse problemer.”

“

Vi havde brug for at være hjemme lørdag formiddag og bare være os – en familie. Vi havde begge en følelse i maven af, at vi kunne glide fra hinanden, og at vi skulle lave sjove ting sammen.”

MAGNUS BARSØE

Magnus Barsøe forklarer, at en del af løsningen var at sige nej til bijob, parmiddage og arrangementer i børnehaven, også selvom det var grænseoverskridende at sige nej til sociale ting, man havde lyst til.

“Vi have brug for at være hjemme lørdag formiddag og bare være os – en familie. Vi havde begge en følelse i maven af, at vi kunne glide fra hinanden, og at vi skulle lave sjove ting sammen.”

Under krisen fik Nola Gaardmand et job, hun længe havde ønsket sig. Hun blev studievært på Deadline på DR, men det var aftenarbejde, og det var for svært, at hun først kom hjem ved 23-tiden. Et andet eftertragtet job som studievært på morgenfladen, måtte hun sige nej til og måtte i det hele taget i gang med at vælge fra.

Så opfandt de tre-projekts-reglen, som går ud på, at familien ikke kan klare mere end tre livsbegivenheder på èn gang: fx jobskifte, nyt køkken og skolestart. Det vil for eksempel sige, at de to voksne ikke begge kan skifte job på samme tid.

“Faktisk kan vi max have to projekter, da det ene altid er optaget af vores handicappede barn. Calle fylder et helt projekt, også fordi jeg på et tidspunkt var i gang med at lære tegnsprog,” uddyber Nola Gaardmand.

I dag er Calle otte år og går på en specialskole, hvor han trives og er glad, og hans mor har job som studievært på Aftenshowet. Med til tre-projekts-reglen hører også, at forældrene skal heppe på hinandens projekter. Derfor har parret også en “fugl”, der skal passes med omsorg.

“Når den anden bliver fjern i blikket –så siger vi til hinanden: Nu fortæller jeg faktisk om min fugl, så nu skal du lytte.”

Nærhedsgaranti

Et af de store projekter og drømme har for Magnus Barsøe været at sætte et politisk aftryk på dansk familiepolitik, og han stillede blandt andet op for Socialdemokratiet til Europa-Parlamentsvalget juni 2024, men blev ikke valgt.

“Det er en stor drøm for dig, og det vil jeg bakke op. Vi hepper på hinanden, koste hvad det vil, så støtter vi hinandens drømme,” siger Nola Gaardmand og er med på, at det er hende, der passer børnene, når der er valgkamp.

Magnus Barsøes mulige job i EuropaParlamentet blev planlagt med en uge-turnus med tre dage i Bruxelles og to hjemmearbejdsdage. Det betød så, ifølge tre-projekts-reglen, at han ikke kunne kaste sig ud i andre projekter, som f.eks. at skrive en bog mere.

Kalenderen på skabet i køkkenet taler sit eget sprog. Her står der, at Nola Gaardmand også får sine drømme opfyldt, når hun skal lave en dokumentar om sin opvækst i USA og besøge sin mor i Sydafrika.

Familiepolitiske ideer om bedre ordninger for deltid og en tidsbank, så forældre kan gå ned i tid, når børnene er små, er nogle af Magnus Barsøes kæpheste.

“Vi har i Danmark ikke gjort det smart, når mange forældre ender med at gå fra hinanden,” siger han og peger ud af vinduet. “Vi er dog så heldige, at børnehaven ligger lige bag vores hus. Det er ikke alle, der har så kort transport til pasning. Blandt alle de politiske garantier burde vi også have en nærhedsgaranti.”

Familien er heldig på et andet punkt: Begge bedsteforældrepar bor i København og er glade for at passe børnebørn. I de senere år har det været diskuteret, om bedsteforældre skulle træde til og

passe syge børn, eller om det er samfundets opgave med børnenes første, anden og tredje sygedag.

“Den relation, man har med bedsteforældre, det kan samfundet ikke erstatte. Vi er heldige, at mine forældre er på pension, og de har lov til at forkæle og “spolere” børnene. Men jeg synes ikke, at samfundet skal indrette sig på, at bedsteforældre tager anden og tredje sygedag,” siger Magnus Barsøe.

Bjerget der hedder ligestilling

Om børnefamilier er pressede? Ja, det mener parret. Men de vil ikke være med på, at de piver. Sådan en påstand kan godt få Nola Gaardmands pis i kog.

“Det er overhovedet ikke at pive, at livet har ramt mig med en sledge-hammer. Indimellem kan jeg få den der … hvorfor er det altid mig, der står for læge-aftaler, køber gaver og har kommunikationen til skolen?”

Nola Gaardmand blev som mange andre provokeret under ’mental load’-debatten af de mænd, der sagde: “I kan bare skrue ned, damer”. Den replik morer parret sig over, men der er også alvor i det.

“Det er lidt svært at komme uden om en lille smule kønsroller,” siger Magnus Barsøe og fortsætter: “Nola laver læge-aftaler, jeg er fodboldtræner og ordner forsikringen, og det skal man bare være ærlig med.”

Han fortæller, at Nola oprindelig ville have en fifty-fifty-barsel, og at han protesterede højlydt, men da de kom til det, ville Nola alligevel have størstedelen af barslen.

“Hvis man går og har millimeterdemokrati i hovedet, så bliver man bitter. Man skal huske at rose hinanden, også for at gå ned med vasketøjet; jeg har ikke behov for fifty-fifty, men for at vi anerkender hinandens indsats,” siger Nola Gaardmand.

“Der skal være rum inden for familien til at finde fleksible løsninger,” siger Magnus Barsøe, men pointerer alligevel: “Jeg vil godt nok dø på det bjerg, der hedder ligestilling.”

“Det, præsten gav mig, var meget vigtigt, nemlig at livet nogle gange bare er svært. Det er ikke noget, der bare skal fixes.”

NOLA GAARDMAND

Troen – et tilvalg

Nola Gaardmands sydafrikanske mor er kristen, og de var ofte i kirke i New York, hvor hun boede som barn.

“Jeg var troende inden min store krise, men det blev aktualiseret i de perioder, hvor Calle havde det skidt. Jeg var så ængstelig, at jeg næsten ikke kunne passe mit arbejde. Jeg gik ud på toilettet, lagde et håndklæde på gulvet og bad en bøn. Kunne Gud hjælpe mig til, at Calle skulle få et godt liv?”

Nola Gaardmand gik også til sjælesorg hos den lokale præst, da hun havde behov for at få krisen om Calles døvhed bearbejdet. Og selvom hun også gik til psykolog, blev sjælesorgssamtalerne med præsten nogle af de mest givende samtaler i hendes liv.

“Det, præsten gav mig, var meget vigtigt, nemlig at livet nogle gange bare er svært. Det er ikke noget, der bare skal fixes. Der er ingen diagnose, jeg var bare ulykkelig og bekymret.”

Sjælesorgssamtalerne sluttede altid med, at de læste et salmevers og bad en bøn for Calle. “Det er meget privat. Jeg lærte, at der ikke er noget galt med Calle og heller ikke med mig selv.”

Om aftenen finder familien ’Du som har tændt millioner af stjerner’ i børnesalmebogen, og når de spørger Calle, hvad de skal synge, siger han altid: den

med stjernerne. Børnesalmebogen står henne på boghylden, som Magnus peger mod og ironisk tilføjer: “Jeg tænker, at den supplerer Arbejdersangbogen.”

Magnus Barsøe kommer fra en kulturradikal ’Politiken-familie’, hvor religion ikke spillede nogen stor rolle.

“Jeg har selv søgt den ro, som religion og tro giver mig. Det handler også om at give mig styrken til at være en god far, når jeg har tvivlet på, om jeg kunne være det. Jeg ved godt, at man ikke kan ringe til Gud og spørge: Hvad skal jeg gøre?”

Han illustrerer sin tro med en lignelse: En mand sidder på et tag under en oversvømmelse og er ved at drukne. To gange kommer der en redningsbåd, men manden bliver siddende med begrundelsen: Gud skal nok komme og redde mig. Til sidst kommer der en helikopter, som han heller ikke tager. Manden drukner, og da han kommer op til Gud, spørger han: Hvorfor reddede du mig ikke? Og Gud svarer: Jeg sendte tre ting, men du tog dem ikke.

“Man er med andre ord nødt til at prøve at få øje på de tegn og de måder, Gud viser sig i ens liv, når man er i tvivl om, hvad man skal gøre.”

Nola Gaardmand er fra en mere ideologisk sammensat familie-baggrund. Hendes far kommer fra et musikalsk hippiemiljø i en venstreorienteret familie, der mente, at religion var opium for folket. Men søndagsskolen i New York og livet har drevet hende i en anden retning, og i dag kommer hun og familien jævnligt i kirken, især til børnegudstjenester.

At de, trods deres forskellige baggrunde, alligevel har et fællesskab med hinanden i troen, er for dem begge et under. Men de har også skullet arbejde for kærligheden.

“Vi skulle giftes i kirken. Det er et utroligt rørende øjeblik foran præsten, når man forpligter hinanden til at være tilstede i hinandens både gode og svære perioder. Vi har lovet hinanden og Gud, at vi vil forsøge alt, hvad vi kan, og at vi skylder hinanden at være forpligtet”, lyder det fra Magnus Barsøe.

Farrollen under lup

Farrollen kommer ikke altid helt af sig selv, når kvinden er gravid. Nogle mænd har svært ved at føle den glæde og begejstring, som deres partner lægger for dagen. Og de kan også føle sig skamfulde over det. Men ved at dele tankerne med andre mænd bliver farrollen mere overskuelig.

AF HELLE SELMA HARBSMEIER BRØGGER, KIRKE-KULTURMEDARBEJDER

FOTO NANA REIMERS

Vi har altid beskæftiget os med farrollen. Hvad vil det sige at være far, og hvilken rolle spiller faren i familien og i børnenes liv. Gennem tiden har denne rolle ændret sig betydeligt.

En af dem, der ved mest om mande- og farrollen i Danmark, er psykolog og forfatter Svend Aage Madsen. Han fortæller, at når man går tilbage til antikken og den græske mytologi, findes der flere eksempler på fædre, som ofrer deres børn for egen vindings skyld. Tænk bare på Uranos, som spærrer en stor del af sine børn inde i underverdenen dybt inde i jorden, mens resten af børnene skal forblive i deres mor Gaias indre. Eller på Kronos, Uranos’ yngste søn, der slugte sine børn. Begge fædre skaffer sig af med deres børn af frygt for, at de skal overtage deres magtfulde positioner.

I Det Gamle Testamente sættes Abraham på en umenneskelig prøve af Gud, da han bliver prøvet på sin tro og skal ofre sin søn Isak. Gud griber heldigvis ind – og Abraham ofrer ikke sin søn.

Videre til Brødrene Grimm, hvor vi finder eventyrene om Snehvide og Askepot. Begge bliver udsat for ondskab fra stedmødre og i Askepots tilfælde også stedsøstre. De to pigers fædre lader tingene gå deres gang, og de formår ikke at beskytte deres døtre mod den ondskab, de møder. Fædrene portrætteres som godhjertede, men ude af stand til at påtage sig ansvaret for deres børn.

Fælles for disse skildringer af faren og farrollen er, at faren optræder som en, der er til stede uden at have en følelsesmæssig tilknytning til barnet eller børnene. Men sådan er det ikke mere.

Den fraværende far har altid eksisteret, men i skildringen af fædre ser vi børn give udtryk for, at de savner deres far. De efterlyser nærvær og anerkendelse. Dermed kan vi begynde at tale om den “fraværende

og fjerne far” som begreb, uddyber Svend Aage Madsen. Et begreb, som indvarsler en ny måde at se manden på i forhold til børnene. Med fraværende følger nemlig en endnu ikke udlevet, men implicit forestilling om, at faren også kan være nærværende.

Farrollen har udviklet sig siden antikken, men det er sket langsomt, meget langsomt. Indtil for cirka halvtreds år siden, siger Svend Aage Madsen. Her kom både manderollen og farrollen under lup på en ny måde. Og siden da er det gået stærkt. Den nærværende, følsomme og bløde far, som vi kender i dag, er altså et temmelig nyt fænomen.

Manglende forbilleder

Med indførslen af øremærket barsel til fædre i august 2022 er der kommet ekstra fokus på, hvilken rolle faren spiller i deres børns liv og i familielivet i det hele taget. Hans relation til barnet er afgørende, og i dag er faren lige så vigtig i forældreskabet som moren.

Men mænd, som skal være fædre i dag, mangler forbilleder. Deres fædre var fædre på en anden måde, end de ønsker at være. De har ikke, som kvinder har, århundreders filosofi og litteratur at ty til, hvis de vil orientere sig i det landskab, der venter dem. Og så har de heller ikke tradition for at tale med hinanden om alt det, der kan fylde, når de står i overgangen til at blive fædre og stifte familie.

Med den nye farrolle følger mange forventninger, både fra manden selv, fra partneren og fra samfundet. Og hvordan er det lige, man forholder sig til det, hvis man ikke har nogen forbilleder, eller nogen man kan spejle sig i, hverken i det private eller i kulturen? Eller nogen at tale fortroligt med om det?

Den svære samtale

I Jesuskirken i Valby sidder ni mænd samlet under den imponerende korbue med inskriptionen DU ER CHRISTUS. De sidder i sækkestole, drikker te og kaffe og spiser scones. Og de taler sammen. De taler om, hvad det er, der venter dem i det nye liv som far og som familie. Men også om, hvordan det er at være med på sidelinjen, når ens partner er gravid, og man ikke selv kan mærke de fysiske forandringer, og derfor måske heller ikke føler sig lige så parat.

Familie

“Man kan sige, at vi simulerer en gradvis overgang for de kommende fædre med samtalerne. Ofte ved mændene ikke rigtig, hvad de skal foretage sig i månederne op til fødslen, for refleksionerne over forældreskabet og farrollen modnes ikke altid af sig selv. Men det betyder ikke, at mænd ikke også gør sig overvejelser, og at der ikke også kan være mange bekymringer hos mændene,” siger Eskil Zacho Steffensen. Han er selv relativ nybagt far og har nummer to på vej. Han faciliterer mandegrupper i forskellige sammenhænge, og så studerer han teologi.

“Mange af de mænd, der har deltaget i ’Samtaler for kommende fædre’, går rundt med de samme tanker og bekymringer, men de føler sig også noget alene med dem. Det kan for eksempel være tanker om, at de ikke rigtig kan føle den glæde og begejstring, som deres partner føler. Og at de føler sig skamfulde over det. Men det at kunne mødes i et trygt fællesskab, hvor man finder ud af, at man faktisk ikke er alene om sine tanker og bekymringer, er enormt styrkende.”

Med ’Samtaler for kommende fædre’ åbnes en helt ny sfære for mænd. Det at skulle være far afføder usikkerhed og utryghed hos mange mænd, og der er masser af tabuer og ømme punkter. Men mænd er ikke klar over, at det er meget udbredt at have tvivl, når kæresten er gravid. At tage disse svære samtaler kræver et trygt rum med højt til loftet. I bogstavelig forstand. “Faren og fællesskabet er centrale begreber i kristendommen, og derfor er det oplagt, at de her samtaler finder sted i kirkeligt regi. Men kirkerummet er også støttende. Her i Jesuskirken er der en særlig ophøjethed, synes jeg. Rummet er meget atypisk for danske kirker: mørkt og rigt udsmykket. Det bidrager til samtalen med en alvor, som er meget vigtig. Men faktisk er det noget af det blødeste, jeg nogensinde har været med til,” uddyber Eskil Zacho Steffensen og refererer til både scones og sækkestole. “Jeg tænker tit på de her sækkestole som Guds hånd; på, at når vi sætter os ned til de her samtaler, sætter vi os i Guds hånd, og vi kan føle os holdt og støttet.”

Det vigtige fællesskab

Igen og igen understreger Eskil Zacho Steffensen vigtigheden af, at fællesskabet mellem de kommende fædre etableres inden fødslen.

“Når først baby er kommet, bliver alt vendt på hovedet. Man er travl og træt, og mændene opsøger ikke noget selv, når de først er blevet fædre. Ved at fange dem under graviditeten kan vi gøre mændene fortrolige med at tale om det, de selv kan være bange for og flygter fra.”

“Gennem samtalerne arbejder vi os frem imod det, der er ’far’, og vi nuancerer det, der er ’mand’, undervejs. Og det, der er så generøst, er, at der er plads til alle slags mænd i FAR. Alle mænd, der skal være fædre, vil kunne træde ind i det her rum. Det er mænd af alle typer, der kommer. Det er den blødeste, mest moderne mand, og det er den traditionelle af den gamle skole.”

I samtalerne er der en systematisk gennemgang af det nye liv og af, hvordan man støtter sin kæreste og kone bedst.

“Når mændene taler om disse emner, kommer de frem til den anden fortrolighed: Der bliver kastet lys over det, der bekymrer dem, det, de frygter, og det, de har allersværest ved at tale om. Det er nemmere at træde frem og selv fortælle, når andre har været modige,” afslutter Eskil Zacho Steffensen.

’Samtaler for kommende fædre’ er et samtaleforløb over seks gange med fastlagte temaer. Formålet med samtalerne er at klæde den kommende far på til faderskabet og alt, hvad det kan indebære, og samtidig skabe et trygt rum, hvor han kan tale med andre mænd om alt det, som rører sig i overgangen til at skulle være far.

Konceptet blev udviklet i 2019 af Henrik Norholt, direktør og stifter af Moova samt forsker i familiedannelse, og sognepræst Helene Ferslev.

Læs mere på https://jesuskirken.dk/ graviditetssamtaler-for-faedre/

Dagbog fra en kommende far

TEKST JACOB COWLAND OG HELLE SELMA HARBSMEIER

BRØGGER, KIRKE-KULTURMEDARBEJDER, JESUSKIRKEN

FOTO JACOB COWLAND

22. september

Efteråret lader vente på sig, mens sommeren trækker i langdrag. Det er rart med varme så sent på året, men samtidig også foruroligende. Som med efteråret kommer terminen tættere og tættere på for hver dag, der går. Jeg glæder mig mere og mere, som dagene går, og min partner fortæller om bevægelserne inde i maven, der er gået fra bobler til dans og møffen efter mere plads. Snart kan jeg måske også mærke dem, men for nu er det stadig kun hjertebanken, jeg møder, når jeg lægger hænderne på hendes mave. Om det er hendes eller barnets, er ikke til at sige. Jo mere virkeligt det bliver, des mere melder tankerne sig. Mest en spændt glæde. Men også begyndende tanker om, hvad det dog er, vi har kastet os ud i.

Det bliver spændende at møde de andre i samtalegruppen i morgen og høre, hvad de har af tanker.

1. oktober

27. september

Det første møde var i onsdags. Det var betryggende at høre, jeg ikke er den eneste, der tænker, som jeg gør.

Under snakken slog det mig, at det faktisk er sjældent, jeg får mulighed for at tale om at være far. Også selvom nogen måske vil mene, jeg ikke helt er far, før jeg holder vores barn i mine arme.

Min partner taler tit med sine kvindelige kollegaer, veninder, sin mor og andre kvinder om, hvordan det er at være gravid. Fødslen. At være mor. Jeg taler også med kvindelige kollegaer, veninder, min mor og andre kvinder om, hvordan det er at blive og være … Far? Måske nærmere forælder. Det er ikke mange mænd, jeg taler med om, hvordan det er at være far. Det er, som om det mest handler om, hvordan det er at være forældre sammen. Sjældent bare at være far. I gruppen kan jeg tale med andre mænd om, hvad der sker med os. Ikke med os som i mig og min partner, men med os som kommende fædre.

Det at være i et kirkerum gjorde noget særligt. Med så stort et rum er man næsten nødt til at lade sig selv være lille. Der var rigelig plads til at åbne op. Ordene hang i luften, længe efter de blev sagt, og jeg kunne mærke, det kaldte på eftertænksomhed. Rummet gjorde os små, men det, vi sagde, blev stort.

Til næste møde skal vi tale om det ufødte barn, og vi skal forberede os ved at præsentere tre ord, der beskriver os selv som børn. Jeg ved, det ene er “nysgerrig.” De andre må jeg få tænkt over i aften.

Min partner har et par gange spurgt mig, hvordan jeg tror, vores barn bliver. Jeg synes, det er svært at komme med et godt svar, for det kan jeg jo ikke vide. Ud over at vi håber, det ikke bliver et kolikbarn som mig.

Mange af de her spørgsmål kan vi jo ikke svare på, før vi står med vores barn. Det siger jeg til min partner. Men når jeg sidder med de andre fædre og bliver tvunget til at tænke tankerne til ende, kan jeg mærke, at det bliver mere virkeligt for mig, at der er et barn på vej.

4. oktober

Igennem samtalen bliver jeg inspireret til, hvordan vi kan forsøge at sætte vores familie sammen. Eller hvad vi skal forsøge at holde os fra. Denne her indsigt i andres liv er ikke lige sådan en, man får over frokostbordet. I gruppen har vi virkelig fået bygget en tryghed op, hvor vi kan tale om det, der bekymrer os. Og også det, der ikke nødvendigvis er en bekymring, men bare er en tanke, der er rar at lufte. Eller rar at ventilere. Det er et godt rum, vi er ved at bygge sammen. Da vi skulle forestille os vores kommende barn, var det sjovt at opleve, hvordan vi alle spejler os selv eller vores partner i vores ufødte barn. Vi forestiller os og håber nok, at børnene i lange stræk bliver som os. Selvom der også er ting, vi helst ikke vil give videre, så forestiller vi os mest, at det er de gode ting, der kommer. Det er fedt at mærke glæden og spændingen.

11. oktober

I denne uge handlede det om fædre. Det var en god snak, vi havde. Også om vores egne drømme (og betænkeligheder) om os selv som fædre. De to timer gik virkelig hurtigt – vi kunne sagtens have talt i meget længere tid. Der bliver i den grad krattet i nogle ting, når man sådan skal sætte sig ned og tænke over sit forhold til sin far. Og hvordan man selv vil være far. Det var en dyb omgang, svær at gå ind i her på skrift. På den gode måde.

24. oktober

Stemningen i gruppen var mere løs i går. Det bliver løsere og mere kammeratligt, som vi lærer hinanden bedre at kende. Forrige gang kunne vi snildt have brugt mere tid, og det kunne vi egentlig også i går. Nysgerrigheden på hinanden er tydelig, og vi havde en fed dynamik i snakken om familier, værdier, drømme, naboer, venner, planer, fester, svigerforældre, hyggeaftener og skovture. Fremtiden er åben, men også usikker, og vi gør os alle tanker om, hvordan vi skaber det bedste grundlag for vores børn. Og det er tydeligt, vi også bliver inspirerede af hinanden. Der er mange måder at være familie på, og i lange stræk kan vi nok bedst forestille os det, vi gerne vil give videre fra vores egen, og det vi gerne vil lave om på. Men det helt nye, det kan være svært at forestille sig. Det gør det lidt lettere, når man får det præsenteret.

Efter gruppen stod vi og snakkede af uden for kirken, inden vi fandt til hver vores hjem. Det kunne egentlig være meget fedt at dele noget af barselstiden med nogle af de gode gutter, når vi kommer dertil.

1. november

I går handlede det om fødslen. Vi fik en helt frisk fødselshistorie – det var fedt at høre om! Det gav nogle meget konkrete ting, jeg lige skal have tjekket op på, inden vi er tæt på termin.

Vi skulle også tale med vores mor om, hvordan vores egen fødsel var. Det var en god mulighed for at få den historie igen, og jeg er egentlig også blevet meget bedre rustet til at spørge ind, end jeg var for to måneder siden. Nu kender jeg til smertelindringsmetoder, rebozo, lændeafspænding og alt det andet, der kan være en del af fødslen.

Det er meget mægtiggørende, sådan at kunne udveksle tips og tanker med de andre fædre. Vi tager ligesom lidt af magten over det her forløb over til os. Og med det kollektiv føler jeg, vi har skabt en god, fælles pulje af erfaringer, vi alle kan trække på.

Jeg tror også, jeg skal få taget fat i nogle af mine gamle venner og kollegaer og høre dem. Sådan rigtig at få hørt om deres overgang til at blive far.

Den store guide til gudstjenesten

AF NIELS JAKOB SØNDERGAARD MYE, JOURNALIST

FOTO FRANK LOHMANN

Døbefont

Døbefonten er kun i brug, når nogen skal døbes. I de gamle middelalderkirker kan døbefonten være lige så gammel som kirken selv, så det er et meget vigtigt møbel i kirken. I dag er det helt normalt at blive døbt som teenager eller som voksen, og det behøver ikke at foregå på en søndag med publikum på.

Altertavle

Alteret er placeret i den del af kirken, der hedder ’koret’. Præsten står ofte foran alteret – og nogle gange med ryggen til – når der skal læses en bøn eller en bibeltekst. Altertavlen er ofte det mest prominente kunstværk i en kirke, og der findes både altertavler, der er næsten tusind år gamle, og altertavler, der er hypermoderne.

Nadverbord

Når man går til nadver, sker det oppe ved nadverbordet foran alteret. I virkeligheden er det ikke et rigtigt bord, man knæler ved, men snarere noget, der mest af alt minder om et trappegelænder. Præsten står i midten og deler brød og vin ud.

Prædikestol

Prædikestolen er placeret højt oppe, så alle har mulighed for at se præsten, uanset hvor i kirken man sidder. Nogle gange vælger præsten at holde sin prædiken på kirkegulvet i stedet. Præstens prædiken ligger cirka midt i gudstjenesten og varer cirka 15 minutter, men det kan variere meget.

Gudstjenesten trin for trin

1. Indgangsmusik

Organisten spiller et stykke instrumentalmusik. Dette kaldes også et “præludium”. I højtiderne passer musikken ofte til anledningen. Betragt organisten som en form for DJ, der er god til at sætte stemningen.

2. Bøn

Kirkesangeren eller en frivillig fra menigheden læser dagens første bøn højt. Herefter har du knap ti sekunder til at varme stemmen op inden den første salme.

3. Salme

Gudstjenestens første salme er ofte en årstids- eller morgensalme. Præsten udvælger søndagens salmer i samarbejde med organisten. Ofte vil salmerne have en forbindelse til søndagens bibeltekster og til præstens prædiken.

4. Hilsen

Nu er det endelig præstens tur til at bestille noget. Først vender præsten sig mod dig og de andre kirkegængere og siger: “Herren være med jer.” Det besvares – syngende – af alle andre med et: “Og Herren være med dig.”

5. Bøn

Herefter vender præsten sig mod alteret igen og læser en bøn, som igen besvares syngende med et “Amen”. Denne bøn kaldes “kollekt” – ikke som “collect” på engelsk, men “kollekt” som i noget, der er kollektivt.

6. Læsning

Indtil nu har du haft det lækkert på de überkomfortable kirkebænke, men nu skal du på arbejde. Vi står op i kirken for at vise respekt for noget, der er særligt vigtigt. Det skal du fem eller seks gange under en gudstjeneste. Se efter den røde pil.

7. Salme

Du får odds 1.6 på, at salmen er skrevet af Grundtvig.

8. Læsning

En gudstjeneste har enten to eller tre læsninger. En fra Det Gamle Testamente og så en eller to læsninger fra Det Nye Testamente.

9. Trosbekendelsen

Når vi siger trosbekendelsen, erklærer vi, at vi tror på Gud, Jesus og Helligånden. Trosbekendelsen er lige så gammel som Grauballemanden (cirka to tusind år), og man skal ikke tage den alt for bogstaveligt. Det er en tekst, som oprindeligt blev formuleret for at adskille forskellige kristne retninger fra hinanden, dengang den kristne kirke var meget ny.

Trosbekendelsen omtaler fire meget centrale elementer i kristendommen: Faderen (Gud), Sønnen (Jesus) og Helligånden, som tilsammen udgør treenigheden. Treenigheden er ikke nem at forstå. De fleste klarer sig fint uden at være helt 100 % med på konceptet.

Vær opmærksom på, at man i nogle kirker synger trosbekendelsen. Find side 795 i salmebogen frem, hvis du husker som en guldfisk.

10. Salme

Endnu en salme, du aldrig har hørt før.

11. Læsning

Denne læsning er en form for oplæg til præstens prædiken. Den er altid fra et af Det Nye Testamentes evangelier.

De fire evangelier i Det Nye Testamente er skrevet af enten Matthæus, Markus, Lukas eller Johannes. Evangelierne beskriver Jesus’ liv og er derfor særligt vigtige. Det er nemlig Jesus’ ord og handlinger, der betyder mest i kristendommen. Derfor bliver Det Nye Testamente også ofte oversat til “Den Nye Aftale”, for Jesus’ liv og død ændrer på det forhold mennesker har til Gud sammenlignet med det i Det Gamle Testamente.

12. Prædiken

Optimalt set er præstens prædiken teologisk TedTalk, hvor dagens tekst fra Det Nye Testamente bliver fortolket og forklaret, så den giver mening for et moderne menneske i det enogtyvende århundrede. Den gennemsnitlige prædiken varer ti til femten minutter.

13. Bøn

Præsten bliver på prædikestolen og beder kirkebønnen, som giver præsten mulighed for at bede for nogle specifikke eller aktuelle problemer i sognet eller ude verden.

3 tips til den nye kirkegænger

1. Slap af! Ved en gudstjeneste er der ingen, der forventer noget af dig. Du SKAL ikke synge med på salmerne. Du SKAL ikke kunne noget som helst udenad. Se gudstjenesten som en mulighed for at tømme hovedet og få en pause fra lektier eller pligter, regninger, deadlines og teamsmøder.

2.

Mennesker er forskellige, kirker er forskellige, og præster er forskellige. Hvis du foretrækker en type præst eller en type gudstjeneste frem for en anden, så er du altid velkommen til at gå i kirke et andet sted. Du må gerne “kirkeshoppe” og finde en kirke, der passer til dig – også selvom det er en kirke i den anden ende af byen.

3.

Børn er altid velkomne i kirken, men hvis det ikke er en familie- eller børnegudstjeneste, så kan det nemt blive lidt kedeligt for de mindste børn. Heldigvis har mange kirker malebøger, legetøj, opgaveark og andre aktiviteter, der kan gøre det lidt mindre langtrukkent at være med til gudstjeneste.

14. Nadver

Når du deltager i nadveren, udfører du en handling, som Jesus selv har været en del af. Faktisk var det Jesus selv, der opfandt (indstiftede) nadveren. Mange ser derfor nadveren som den bedste måde at skabe en fysisk, konkret eller sanselig kontakt med troen på Gud og Guds søn, Jesus. Gennem et ritual som nadverritualet kan vi gøre det abstrakte håndgribeligt og mere nærværende.

(a) Som optakt til måltidet beder præsten en bøn kaldet en “nadverbøn”. Erfarne kirkegængere ved, hvornår man skal svare “amen” eller “O Hosianna”, og de kan sikkert også salme 439 udenad. Alle andre bladrer febrilsk i salmebogen (tjek side 798).

(b) Derefter kommer verdens mest berømte bøn, Fadervor (tjek side 802 i salmebogen, hvis hukommelsen svigter).

(c) Alle rejser sig, når præsten læser “indstiftelsesordene”. Indstiftelsesordene beskriver, hvordan Jesus opfandt det ritual, vi kalder for nadver. Indstiftelsesordene indeholder derfor direkte citater fra Jesus, og derfor skal man stå op, når de bliver læst højt.

(d) Hvis du har lyst til at deltage i nadveren (ingen tvang), kan du gå op til alteret. Nogle gange er der kø for at komme til alters, men alle, der har lyst, får lov.

Hvis knæene kan holde til det, så knæler man ved alteret, hvor præsten udleverer en “oblat”, som er et meget lille og meget tørt stykke brød. “Dette er Jesu Kristi legeme”, siger præsten, som dermed henviser til på-

skefortællingen fra skærtorsdag, hvor Jesus selv delte brød og vin ud til sine venner og bad dem om ikke at glemme ham efter hans død. Dernæst skænker præsten et lille glas portvin (eller saft til dem, der ikke drikker alkohol) og siger “dette er Jesu Kristi blod.”

Til sidst siger præsten et par ord, og man kan rejse sig og gå ned til sin plads i kirken igen.

15. Bøn

Præstens sidste bøn hedder passende nok “slutningskollekt”. Menigheden runder af med et sunget “amen”.

16. Velsignelse

Præstens sidste tjans er at lyse velsignelsen. Og så skal man stå op. Velsignelsen er i al sin enkelhed bare præstens måde at ønske dig alt det bedste og fortælle dig, at Gud passer på dig.

17. Salme

Dagens sidste salme, så giv den gas.

18. Bøn

Ligesom ved indgangsbønnen i begyndelsen af gudstjenesten er det en kirkesanger eller et medlem af menigheden, der læser udgangsbønnen. Vent lidt med at tage jakken på.

19. Udgangsmusik

Organisten er konservatorieuddannet og vil så gerne vise sine evner frem. Nyd den skønne musik (et “postludium”), mens præsten stryger mod kirkedøren for at sige pænt farvel til kirkegængerne på vej ud.

REDAKTIONSUDVALG ÅRSMAGASIN 2025

Udgiver: Københavns Stift

Redaktion: Ulla Haahr (ansvarshavende), Eva-Marie Møller (redaktør), Kristian Danholm, Niels Jakob Søndergaard Mye, Helle Selma Harbsmeier Brøgger og Mads Graves Pedersen

Eksterne fotografer: Mads Holm, Nana Reimers, Mads Fisker, Jeppe Carlsen, Frederik Bo Thomasen, Jacob Cowland, Frank Lohmann og Tobias Løvschall-Valeur

Design / art direction: Mette Funck / MEFU Grafisk Design

Illustrationer: Mette Funck og Shutterstock

Forside: Mads Holm og Mette Funck

Tryk: Jørn Thomsen Elbo

ISSN: 2246-834X

Nørregade 11, DK-1165 København K www.kobenhavnsstift.dk, mail: kmkbh@km.dk

Spørgsmål vedrørende GEJST rettes til Presse og Kommunikation i Københavns Stift på kikkbh@km.dk

Artikler, illustrationer og billeder må ikke eftertrykkes uden skriftlig tilladelse.

Læs tidligere udgaver af magasinet på www.kobenhavnsstift.dk/gejst

Folkekirken i København kirkenikbh