Gejst 2022 by Københavns Stift

G ratis!

2022

Musikken – et magisk frirum Er folkekirken woke? Metropolkirke til københavnerne

Vi lever i en brydningstid. Børn og unge vokser op med coronakrise og klimaangst. Regningen for ældre generationers overforbrug lægges i børneværelset. Har ungdommen grund til at gøre oprør? Det mener i hvert fald tidligere minister Bertel Haarder, som i Gejst 2022 siger, at de ældre skylder de unge en undskyldning. I år er temaet generationer. Du kan læse fortællinger om at stå på skuldrene af tidligere generationer, der kæmpede for social retfærdighed, ligestilling og en bedre barndom. Om at forberede sig på at blive forælder og om at have et sted at mindes, når ens kære falder bort. Der er fortællinger om livgivende fællesskaber på højskolen, i musikken og i de københavnske kirkers mange kulturtilbud. Og så

undersøger en sognepræst, hvad kirken kan lære af woke-bevidstheden og identitetspolitikken. Gejst skal give en idé om det, der rører sig i folkekirken i København. Om vores fælles historie og værdier. Det er et gratis magasin, som du kan samle op på vej til gudstjeneste, koncert, foredrag eller babysalmesang. Giv det gerne videre til familie, venner og bekendte. Husk altid, at mister du Gejsten, så er der mere og flere.

God læselyst! Peter Skov-Jakobsen, Københavns biskop

5 12

Vidste du at Kirkerne i København er fulde af gode historier

14 16

Gejst ser nærmere på generationsbrydninger

Vi skylder de unge en undskyldning Tidligere minister Bertel Haarder opfordrer unge til at holde fast i modet til at protestere Håbet mobiliseres i fællesskabet På højskolen lærer unge at handle for et bedre klima og en lysere fremtid enerationer er noget vi kalder hinanden G Klumme: Journalist Felix Thorsen Katzenelson hudfletter fordomme om generationerne

r folkekirken woke E Gejst undersøger, hvordan tidens woke-bevidsthed og identitetspolitik afspejles i kirken

30 32

Hæj! Virkeligheden kalder Generationsportræt af tegneren Line Jensen, der skildrer sit usminkede familieliv på Instagram

Den største overgang Sognepræst Helene Ferslev forbereder kommende forældre mentalt på livet med et barn

TEMA: Generationer

usikken – et magisk frirum M Organist Lars Sardemann og sangerinde Marie Carmen Koppel fortæller om at blive grebet af kirkemusikken

2022

Indhold

alking about my generation T Boomer, millennial eller generation X. Kan du genkende dig selv?

Næstekærligt opråb I generationer har Mødrehjælpen hjulpet sårbare voksne og børn til bedre liv

Græd eller dø Prolog af sogne- og studenterpræst Søren Kjær Bruun om at kunne græde offentligt

48 51 53

Majas sten En ung keramiker har selv skabt sin mors gravsten, og nu har familien et særligt sted at høre til

Metropolkirke til københavnerne Kirkerne inviterer befolkningen indenfor med en mangfoldighed af tilbud

60 66

D en nye kirkegård Kirkegårdskulturen er i forandring, men efterladte har stadig brug for et sted at sørge

Missionæren er død Danmission og Folkekirkens Nødhjælp rejser stadig ud i verden for at hjælpe mennesker i nød

Quiz Test din viden om folkekirken i København

Musikken – et magisk frirum Der har altid været musik og sang i vores kirker. Hvor salmerne og de klassiske koncerter historisk har stået i centrum, så bobler det i dag frem med soulsang, jazz, rock, total-teater-koncerter og avantgarde musik-performance.

AF EVA-MARIE MØLLER, JOURNALIST FOTO FLEMMING BO JENSEN, BIRGITTE CAROL HEIBERG OG THOMAS RØNN

Musik kan bringe ånd, sjæl og legeme sammen og er på den måde et oplagt redskab til en følelsesmæssig, spirituel og religiøs opdagelsesrejse. Det var netop, hvad jeg oplevede en aften i Vor Frue Kirke, da Den Sorte Skole og lyskunstnerkollektivet Vertigo præsenterede deres fælles totalteater, en audiovisuel “inter-religiøs” performance med titlen “Refrakto”. Stemningen var fortættet, da jeg bænkede mig sammen med 450 andre – især unge – mennesker i glødepærernes skær. Jeg anede deres konturer i tusmørket og teaterrøgen, der sivede ned langs kirkegulvet. Pludselig slukkedes alt lys, og en dyb, guttural stemme fyldte rummet. Det lød som tibetanske munke, men senere kunne jeg i programmet læse, at det var en oldnordisk chanting af runer. Den voldsomme begyndelse blev afløst af katolske vuggeviser, vedisk chant og gregoriansk kirkesang, alt sammen flettet sammen med reallyde fra den virkelige verden: susende blæst, regndråber på gaden og raslende blade. Den himmelske musik blev forbundet med landjordens helt enkle, naturlige lyd. Musikkens univers blev uddybet og kommenteret af lysshowet, opført på LED-pinde med laserkanonens farverige stråler. Vi sad flere gange under et lystæppe, der kunne være kridhvidt som himmelsk lys eller rødt som i Helvede. Bloddryppende røde lyskors på murene blev afløst af grønne trappestiger, der førte direkte ud i naturen. Hos mig kredsede tankerne om en dualisme i religiøsitet og spiritualitet: det smukke og det grimme, det gode og det onde, tydeliggjort i skiftet mellem gyldne kors og blodrøde krucifikser.

Frisætter endorfiner Også i hverdagens kirke arbejdes der med musikken i spirituel og religiøs kontekst. En af de komponister og musikere, der netop tager omtalte opdagelsesrejse, er organist i Lindevang Kirke Lars Sardemann, som jeg opsøger. Da jeg træder ind i Lindevang Kirke, er kirkerummet tomt, og da jeg går op ad kirkegulvet, sætter orgelet ind og forskrækker mig næsten med musikkens voldsomhed. Det er selvfølgelig Lars Sardemann, der byder mig velkommen med orgeltoner. Vi sætter os på første række i kirkerummet, og han forklarer, at musikken skaber legende frirum i en autoriseret liturgi. Andre sprog har bevaret, at musik er leg – engelsk “to play music”, fransk “jouer”, tysk “spielen”. På dansk hed middelalderens spillemænd “legere” – så han er nok sådan en kirkemusikalsk “leger”, forklarer Sardemann. Leg er vores basale måde at lære verden at kende på. Jeg kunne ikke være mere enig. Når jeg har valgt at besøge ham i kirken på Frederiksberg, er det, fordi jeg gerne på et dybere plan vil forstå, hvad det er, musikken gør, hvordan den griber ind i mine følelser på en helt anden måde end for eksempel en skreven tekst. 6

Mørket blev afløst af et gribende lysshow, sang og musik samplet af de to musikere Simon Stokkedal og Martin Højland fra Den Sorte Skole.

Jeg er ikke synderligt musikalsk, men jeg har ofte oplevet, at musikken som kunstart kan noget helt særligt. Lars Sardemann forklarer mig, at musik er et åbent vindue for os alle sammen; måske den kunstart, vi oplever mest umiddelbart. Man kan koge det ned til en fysisk eller kemisk oplevelse. “Når vi spiller eller synger, sender vi svingningsmønstre til hinanden, og der frigives kemiske processer. Vi kan måle, at vi frisætter endorfiner, når vi synger. Vi kan også måle nogle andre kemiske og fysiske reaktioner, som foregår, når musikken spiller. Derfra er der ikke så

langt igen til at tænke ånd,” siger han – og det må han forklare nærmere. “Ånd er det, der er på spil mellem mennesker og nogle gange opdager man, at to svingningsmønstre passer ekstraordinært godt sammen. Mange har svært ved at sætte ord på, og man mærker, det bliver til noget større end det, vi normalt går rundt i,” fortæller han med strålende øjne, der vidner om et smittende engagement. 7

“

Den religiøse oplevelse er det, at man oplever det uforklarlige, at man bliver revet med, at man oplever noget så stort som et øjeblik af selvforglemmelse.

Musik som religiøs oplevelse Lars Sardemann arbejder til daglig med fornyelse af den danske gudstjeneste- og kirkemusiktradition – blandt andet fra sin base i Lindevang Kirke, som Københavns biskop har udpeget som “liturgisk forsøgssogn”. Sardemann har således komponeret ny liturgisk musik til den danske højmesse. “Når musikoplevelser rigtig går i maven og i hjertet på os, så kan vi have svært ved at sætte en formel på, hvad det er. Musikken kalder mange lag frem hos os. Jeg ser det jævnligt, når jeg for eksempel på et demensplejehjem spiller og slår to toner an. Her er selv en demensramt hjerne med – hun synger og kan hele teksten.” Lars Sardemann tog kirkemusikalsk diplomeksamen fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og er i dag korleder, organist, musikformidler og komponist. Han er dagligt i kontakt med mange mennesker både i og uden for kirken. “Forleden kom en kvinde hen til mig efter en højmesse og sagde: ‘Du skal vide, at det er musikken, der er min vej ind i kirken, og da jeg så sad og lyttede til musikken, opdagede jeg de dygtige præster, der også kunne udvide mit univers.’” Den religiøse oplevelse er det, at man oplever det uforklarlige, at man bliver revet med, at man oplever noget så stort som et øjeblik af selvforglemmelse, forklarer han. “Det betyder virkelig meget, at man får lov at slippe for at skulle være synlig og fylde noget ude i verden. Det at blive fejet væk af musikken, det er faktisk en religiøs oplevelse. Man bliver taget af noget, der er større end én selv.” Illusion af det himmelske Lars Sardemann viser mig det imponerende og smukke orgel i Lindevang Kirke. Orgelhuset er tilvirket af elegante stykker oregonpine, og bagved rejser det enorme bælgtårn sig på en næsten Storm Pagtig opfindervis. “For mig er orgelet et kæmpestort orkester, som en kæmpestor spilledåse. Det er vigtigt at have en humoristisk tilgang til det, for 8

ellers bliver det næsten for stort og uforståeligt. Det er det eneste instrument, der kan spille en himmel frem, og jeg elsker at se det blive brugt sammen med symfoniorkesteret. Når orgelet sætter ind, vender bassisterne sig rundt og tænker, at han har da dybere svingninger end os, og vi har endda de dybeste,” fortæller Sardemann med et skævt grin. Orgelet er et luftbaseret instrument, der har et udgangspunkt, som er baseret på kormusik. “Det er nødt til at trække vejret, og det er ansporende for fællessang. Orgelet bliver den ekstra lunge, der kan give en illusion af det himmelske, det ophøjede, det fjerne og det stærke nærvær. Det kan hulke, og det kan danse.”

Direkte port til sjælen For Lars Sardemann er improvisationen vigtig. Som en fornyelse af kirkemusikken i Lindevang Kirke gik korsangerne rundt mellem menigheden og improviserede samtidig med, at der var specialkomponerede lydlandskaber i højtalere – folk blev nærmest badet i musik. “Når jeg står over for et kor, har jeg et direkte kig ind i 25 sprællevende mennesker, og når man synger, har man ikke filter på. Det er den direkte port ind til sjælen, det er en kæmpe tillidserklæring. Jeg har dyb respekt for

den sanger, der bruger både sin krop og sin stemme og bruger sit inderste.”

Lirekasse, salmecykel eller instrumenternes dronning: “Kært barn har mange navne”, siger organist Lars Sardemann om sit yndlingsinstrument orgelet.

I de senere år er kirkekoncerter i Københavns Stift blevet lidt af et tilløbsstykke. Fra 2013 til 2019 er antallet af koncerter steget med 39 procent - fra 1.324 til 1.843. Tilsvarende er antallet af publikummer steget med 33 procent. KILDE: KØBENHAVNS STIFT.

En stærk karakter Sådan en sanger er Marie Carmen Koppel. Den 50-årige soul-jazz-sangerinde lever blandt andet af at synge i kirker rundtomkring i landet, hvor hendes voluminøse stemme har det med at krænge sig ind i sjælen på publikum. Jeg har aftalt at mødes med hende for at høre, hvorfor hun mener, at musikken i kirkerummet griber ind i mine og publikums følelser. Det gør vi ved Sluseholmen i København under et blåt skilt med påskriften “Marie Carmen Koppels Kanal”. Hun har taget sin puddelhund Whitney med, opkaldt efter den berømte sangerinde Whitney Houston, der begyndte sin sangkarriere som gospelsanger i den lokale baptistkirke. Hunden passer på forunderlig vis til sin ejer. Smuk, blød og med en stærk karakter. Marie Carmen Koppel fortæller, at hun netop skal til at tage hul på vinterens turné med kirkekoncerter. “Her i coronatiden har jeg tænkt: Hvad skal der blive af mig, hvis de bliver ved med at aflyse kirkekoncerter? For jeg kan ikke andet end at synge. Jeg er enormt sårbar på alle måder, hvis jeg ikke kan komme ud at synge.” Magiske øjeblikke Marie Carmen Koppel er opvokset i en ultramusikalsk københavnsk familie som datter af komponist og musiker Anders Koppel og skuespillerinde Ulla Koppel. Det var aldrig en mulighed for den unge Marie, at hun skulle andet end at være sanger. “Jeg fandt min krop i min stemme meget tidligt. Jeg kunne mærke kropsligheden, når jeg sang. Jeg havde hul igennem. Som lille pige var der connection helt ned i maven. Der var power. Det var en magisk oplevelse. Så jeg nå9

Marie Carmen Koppel i Christians Kirke i København. Mellemnavnet Carmen tog hun til sig, da hun var 12 år. Det betyder sang på latin.

“

Musik har en helende virkning. Jeg har brugt gospel utroligt meget i mit eget liv til at hele smerte, sorg og lidelse. Musik kan noget med at flytte en sindsstemning fra et sted til et andet.

ede slet ikke at tænke, at der var tusind andre ting, jeg kunne have lavet her i livet.” Marie Carmen Koppel spillede klassisk violin som seksårig, men droppede det og brugte i stedet tiden på at høre Stevie Wonder og Whitney Houston, for det var i sangen, hun fandt sin styrke. Som voksen findyrkede hun gospelsangen. “Musik har en helende virkning. Jeg har brugt gospel utroligt meget i mit eget liv til at hele smerte, sorg og lidelse. Musik kan noget med at flytte en sindsstemning fra et sted til et andet. Når jeg synger i kirken, kan der opstå et øjebliks magi, som aldrig kommer tilbage, og som jeg kun deler med lige dét publikum i nuet. Det får en ekstra dimension, når det er i en kirke.” Hun uddyber, at hun ikke selv tror på Gud, men er spirituel og godt kan lide budskaberne om medmenneskelighed og næstekærlighed, og at man skal passe på hinanden og på naturen. “Det er vigtige grundpiller i mit eget liv, som jeg også har forsøgt at give videre til min datter. Det burde være alment, at vi alle skal leve efter det. I kirken mødes man i et fællesskab, ligegyldigt om man er troende eller ej.” Marie Carmen Koppel fortæller, at datteren Celeste på 17 til gengæld er kristen, mens manden, Jawad fra Marokko, er muslim – og hunden Whitney er søgende: “Vi har et mangfoldigt spisebord hjemme hos mig,” siger hun med et skævt grin.

Fylder rummet ud Marie Carmen Koppel har optrådt og sunget i landets kirker i 28 år. Hun har ikke tal på de mange hundrede gange, hun har mødt publikum i kirkens rum. I kirkekoncerterne optræder hun sammen med sin bror, saxofonist Benjamin Koppel, og den svenske pianist Jacob Karlzon. Hun glæder sig meget til igen at møde publikum i kirkerne, hvor hun udover gospel synger amerikanske carols og gamle europæiske salmer med et kristent budskab. “Der sker et eller andet, når jeg kommer ind i kirkerummet. Der er højt til loftet, der er plads og ro på. Nogle kirker har en fantastisk akustik, og jeg kan godt lide rumklang. Det passer godt til min stemme, for jeg synger med stor stemme, der fylder meget i rummet,” forklarer hun. Hendes repertoire spænder over klassiske julesange som “Silent

Night” og “White Christmas” til gospelsange som “Amazing Grace” og “Total Praise”, hvor hun kan udtrykke sin enorme stemmepragt.

Kirkerummet kan noget særligt Om kontakten til publikum i kirkerne i forhold til andre spillesteder siger Marie Carmen Koppel, at hun især godt kan lide de små kirker, hvor hun nærmest kan se publikum i øjnene og føle deres varme og nærhed. “Stemmen kan jo noget, fordi den kommer inde fra min krop; den kommer tæt fra min sjæl direkte til dig. Når jeg synger, satser jeg hele butikken, alt mit hjerteblod og hele mit sjæleliv. Det er hårdt nogle gange, men også fantastisk fedt. Musik kan flytte grænser, kan flytte stemninger, det kan hjælpe dig, gøre dig glad, gøre dig trist – musik kan noget særligt. Men folk sidder virkelig dårligt på de hårde bænke i kirkerne. De kunne godt bruge nogle hynder og knap så lodrette bænke,” kommer det grinende, men velment fra sangerinden. I mødet med Marie Carmen Koppel kan publikum måske glemme de manglende hynder og andre trængsler for en stund. “Nogle gange opstår der et magisk moment mellem publikum, mig og min stemme. Det er noget af det, som for eksempel gospel kan, hvor man lige mærker efter og tænker over livet. Kirkerummet kan noget særligt, alle er lidt eftertænksomme, og mange kommer i kirken for at få lidt sjælefred. Når man mødes i kirken, mærker man efter en ekstra gang.” 11

Vidste du at ... TEKST OG FOTO NIELS JARLER, JOURNALIST

Det bliver i familien Lutherkirken på Indre Østerbro er et rigtigt far-datter-projekt.

Kirken blev bygget mellem 1914 og

1918 og er tegnet af Julius Smith og af Martin Nyrop, der er bedst kendt som arkitekten til Københavns Rådhus.

En markant del af kirkens udsmyk-

ning er de fem smukke glasmosaikker i koret. De er udført af kunstneren Ernestine Nyrop. Hun var en dygtig kunstner, og som efternavnet antyder også den ene af arkitekternes datter. Ernestine Nyrop har blandt andet også udsmykket Sankt Andreas Kirke ved Botanisk Have.

Kan du se, hvad præsten siger? Når gudstjenesten foregår på tegnsprog, er det vigtigt, at alle kan se, hvad der sker.

I De Døves Kirke på Frederiksberg går det derfor brat

nedad mod alteret, når man går ind i kirken. Så kan alle på kirkebænkene følge med.

De Døves Kirke er Europas ældste døvekirke og blev

indviet 18. december 1904. I dag ligger den direkte ud til den travle Ågade, men sådan har det ikke altid været. Oprindeligt var beliggenheden mere idyllisk, og adgangen til kirken skete via en lille bro over den senere rørlagte Ladegårds Å.

En altertavle vender hjem Alt for kradse farver og slet ikke færdiggjort. Det var i 1937 dommen over altertavlen i Taksigelseskirken på Jagtvej. Den havde på det tidspunkt kun været oppe i 10 år. Altertavlen var malet af Aksel Jørgensen, der blandt andet havde inkluderet lokale børn og unge i værket.

Til kunstnerens store skuffelse blev altertavlen taget ned og

endte til sidst på Silkeborg Kunstmuseum. 70 år senere var synet på Jørgensens kunst blevet et andet, og det lykkedes kirken at generhverve den oprindelige altertavle, som siden 2012 har kunnet opleves på sin gamle plads.

Byens tid på kirkens tårn I 1600-tallet havde københavnerne hverken smartphones eller armbåndsure, og der kunne være stor forskel på den tid, som byens få ure viste. Købmændene aftalte derfor at rette sig efter uret på Helligaandskirken, der dengang som nu lå midt i byens handelscentrum.

Det var på alle måder en mere enkel tid.

Faktisk så enkel, at uret på tårnet kun havde én viser, og derfor kun kunne vise timer. Det nuværende tårnur er elektrisk. Det blev opsat under den store restaurering af kirken i slutningen af 1800-tallet.

Stenhård barmhjertighed En gældstynget norsk toldkasserer var i 1822 havnet i fængsel, anklaget for underslæb. I sin nød bad han billedhuggeren Bertel Thorvaldsen om hjælp.

Thorvaldsen forbarmede sig over ham og lovede ham et relief af Caritas,

det vil sige barmhjertigheden eller næstekærligheden, som kunne hjælpe ham med gælden.

Toldkassereren døde dog, inden relieffet nåede frem, og det blev i stedet

solgt i København til fordel for hans efterladte. Relieffet endte på den måde som udsmykning af indsamlingsblokken til sognets fattige i Vor Frue Kirke, som Thorvaldsen netop var ved at udsmykke i de år.

Generationer Gejst ser nærmere på generationsbrydninger: Hvorfor inddeler vi os i generationer? Hvordan står vi på skuldrene af tidligere generationers kampe? Og hvilken pris betaler ungdommen for de ældre generationers valg?

Vi skylder de unge en undskyldning! Hver generation bliver fyldt med dommedagssnak fra de voksne, mener Bertel Haarder, der som folketingsmedlem og minister har præget dansk politik gennem årtier. Men unge skal holde fast i modet og fællesskabet til at protestere, finde løsninger på klimakrisen og lave verden om.

AF ULLA HAAHR, JOURNALIST FOTO STEEN BROGAARD

Ordet “sogn” stod pludselig allevegne, da corona-pandemien var på sit højdepunkt i 2021. Danmarks mindste administrative enhed kom i brug, da sundhedsmyndighederne skulle finde en måde at inddæmme smitten på og lukke områder ned, når smittetallene steg. Logikken i nedlukningerne var ikke altid lige forståelig. Elever fra Gefion Gymnasium i indre København blev for eksempel sendt hjem til endnu en omgang onlineundervisning, selvom der ikke var ét eneste smittetilfælde på skolen. Sankt Pauls Sogn var nemlig lukket på grund af høje smittetal. Samtidig måtte eleverne fortsat gå på barer og cafeer i samme geografiske område – sognet. Det fik en flok af de unge til at protestere og gennemføre deres onlineundervisning på en café.

Absurd behandling Bertel Haarders barnebarn var én af dem, og Haarder mener, det var den bedste aktion, man kunne have forestillet sig. “Jeg sagde til hende, at det kunne hun godt være stolt af. Det var 16

en meget overbevisende aktion, der åbnede øjnene for idioti,” siger Danmarks længst siddende minister med stolthed i stemmen. Han mener generelt, det var absurd, at skoler og uddannelsesinstitutioner blev lukket under corona-pandemien. I stedet skulle man have set mod Norge, som klarede sig gennem krisen med langt færre dødsfald, selvom de norske skoler i højere grad end de danske var åbne. “De danske myndigheder ville ikke lære af Norges erfaringer. Vi lukkede alle skoler på Samsø, selv da der ikke var et eneste smittetilfælde på øen! Det var hjerteløst og vanvittigt, at vi ikke skelede til et naboland. Vi skylder skolebørnene og de unge en stor und-

Generationer

skyldning! De unge har fundet sig i det – og de skal roses for det hensyn, de har udvist. Men det er absurd, hvad de har været udsat for.”

Det er ikke for sent Bertel Haarder har været medlem af Folketinget i 40 år og minister i sammenlagt 22 år. Han har politisk været med til at præge og udforme det danske samfund i årtier og har været en del af den politiske magt, der ikke greb ind på sine børn og børnebørns vegne og ikke i tide så klimakrisen komme. Det vedkender han sig. “Ja, det er vores generations ansvar. Det påtager jeg mig gerne. Vi kom for sent i gang. Men det betyder ikke, at det er for sent. Vi kan nemlig gøre konkrete ting og træffe de rigtige valg. Vi skal ikke falde passive hen i angst og bekymring – og slet ikke de unge.” Det forekommer Bertel Haarder, at hver ung generation bliver fyldt med dommedagssnak. Da han selv var ung, var det de voksne, som stod for undergangsforestillingerne. “Voksne, som piskede sig som flagellanter,” som han udtrykker det. Voksne med deres sange om også at være bange i forbindelse med atommarcherne i 1960’erne og 1970’erne. “Det absurde er, at hvis vores generation havde gennemført A-kraft, så havde klimaudfordringerne ikke været så store i dag. Det var så tankeløst at skræmme børn og unge på den måde. Man skal give dem mod på fremtiden i stedet for. Fortælle, at man godt kan ændre noget.” Grib til handling Derfor er Bertel Haarder også meget optaget af den store motivation, som han mener, klimakrisen bør være. “Jeg “elsker” klimakrisen, for den kalder på løsninger og opfindsomhed. For vi kan godt! Krisen tvinger os til innovation, kreativitet og god ingeniørkunst. Så kan vi skabe fremtiden.” Modet til at finde løsninger – det er de unges opgave, lyder det fra den garvede politiker. Han gentager, at det er hans generations ansvar, at man er kommet for sent i gang med at løse klimaudfordringer. “Derfor skal de unge sige: ‘Yes, der er noget for os at gøre. Verden kan laves om!’ Det er det, man har sunget ind i højskoleunge i generationer: Nu er det op til jer. For man skal blive modig af det.” Hvilket er det modsatte af Greta Thunbergs “I want you to panic,” mener Bertel Haarder. “Det var frygteligt sagt, men skolestrejken for klima var god. Det er lige præcis det, der skal til: at gribe til handling. I fællesskab. For det er definitionen på lykken: at gøre noget med andre for andre.” 17

Håbet mobiliseres i fællesskabet På Krogerup Højskole får unge på kurset “Jorden kalder” mere viden om klimaforandringer og redskaber til at omsætte deres bekymringer til handling.

AF ULLA HAAHR, JOURNALIST FOTO OLE BO JENSEN

De første lektioner på kurset “Jorden kalder” var hårde: Emnet var biodiversitetskrisen om de arter, der er ved at forsvinde. “Det var virkelig svært at høre om. Man blev så bekymret på jordens vegne,” fortæller Signe Juul Christensen, 20. Men snart voksede håbet frem ved siden af bekymringen – og det skete gennem højskoleforløbets blanding af viden og konkrete aktiviteter – at gøre noget sammen. “Vi arbejder meget med, hvordan vi kan mobilisere håbet. For eksempel ved at tage til demonstration sammen eller være i køkkenhaven. Når vi gør noget sammen, som i en eller anden grad er godt for naturen, 18

Generationer

ASBJØRN BAGGER POULSEN, 21

SIGNE JUUL CHRISTENSEN, 20

så får håbet lov til at udvikle sig og være konkret, fordi vi sammen føler, at vi kan ændre noget,” siger Asbjørn Bagger Poulsen på 21. “Ja, det giver et større perspektiv på det – at man ikke står alene,” tilføjer Signe Juul Christensen.

Hårdt og skræmmende For Laura Refsgaard Karlsen, 23, har det været betydningsfuldt at få et sprog for klimadebatten gennem de forskellige foredragsholdere. Så det bliver muligt at sætte konkrete ord på – også følelserne. “Da jeg var i starten af teenagealderen, så jeg et satireprogram om polerne, der smeltede. Det var videnskabeligt og sjovt, men jeg var megabange i flere år. Det er stadig hårdt og skræmmende og deprimerende. Men vi er her, og vi gør vores bedste sammen. Det er vores fællesskab, som gør, at vi kan leve midt i en kæmpe klimakrise.” Så nu – efter et par måneder på højskolen – er hendes klimaangst landet på et niveau, hvor det fylder det samme som så mange andre emner i et ungt menneskes liv: “Det, der fylder noget, er at være bevidst om sine handlinger. At handle bæredygtigt ind, købe genbrugstøj og økologisk. Jeg er hele tiden bevidst om, at det kan gøre en forskel at ændre sine valg, og angsten fylder ikke længere så meget hos mig.” Vil noget med verden Ida Nielsen Langendorf er underviser på “Jorden kalder” og meget optaget af at tage de unges sorg over klimaforandringerne alvorligt. “Jeg synes, at der i den offentlige debat er en sygeliggørelse af de unges reaktion. Det er ok at have en angstfyldt reaktion, når noget, man holder af – naturen – er ved at forsvinde. Vi skal tage alvorligt, at der står en generation, som skal rydde op efter en gigantisk økonomisk overforbrugsfest i forhold til naturen, biodiversitet 20

LAURA REFSGAARD KARLSEN, 23

og klimaet. Og at det selvfølgelig også rammer et eksistentielt niveau.” Hun understreger, at løsningen ikke er et højskolekursus alene. Men højskolen er et sted, hvor man som ømt, ungt menneske kan være i et trygt rum og både tale om angsten og samtidig bruge sine bekymringer som trinbræt til at komme videre i en eksistentiel proces med sig selv som ung. “Det er jo helt fantastisk, at en generation af unge, der ikke har været i verden ret længe, og som ikke kan se forandringerne lige så tydeligt som de ældre generationer, kan reagere så stærkt på det: De vil noget med den verden, de lever i. Så i stedet for at tale om, at de unge har et problem med at være for angstfyldte, skal vi tale om en generation, der mobiliserer sig. Det er en helt vild ansvarliggørelse, som vi skal beundre og ikke tale ned.”

Forstå rejsen til Malaga De tre unge højskoleelever taler tit om den ældre generations ansvarsforflygtigelse – at det er de yngre generationer, der skal rydde op. Samtidig er det vigtigt for dem at forsøge at forstå den ældre generation. At være åbne og nys-

Generationer

Ida Nielsen Langendorf underviser på Krogerup Højskole. Hun synes, at der i den offentlige debat er en sygeliggørelse af de unges reaktion på klimaforandringerne.

gerrige og spørge, hvorfor materialisme betyder så meget? “Det kan jeg da kende fra mine egne forældre. Materialismen. Så skal vi på rejse til Malaga, men hvorfor er det så vigtigt? Er det at komme langt væk? At have mange ting? Hvorfor er det gode liv blevet sådan for dig?”, spørger Laura Refsgaard Karlsen. De unge retter deres frustrationer mod politikerne – ikke forældregenerationen. “Jeg er ikke vred på mine forældre eller den ældre generation. Vi skal ændre strukturerne og ikke blame det enkelte individ for, hvad man gør. Men jeg er vred over, at vi hele tiden bliver mødt af politikerne med, at det er urealistisk og svært virkelig at ændre noget,” lyder det fra Asbjørn Bagger Poulsen. “Ja, at politikerne ikke tør tage chancen og være et foregangsland. Der kommer hele tiden med argumenter for, at vi ikke kan bruge penge på klimakrisen, men den burde være vores førsteprioritet,” mener Laura Refsgaard Karlsen.

På tværs af generationer Klimakampen bliver ofte talt om som en ungdomskamp – og de tre højskoleelever oplever da også, at det er unge, der er mest engagerede. Men de er også overbeviste om, at klimakampen ikke går over, når de bliver ældre. “Det her går på tværs af generationerne, og vi vokser ikke fra det. Men vi skal have mere opbakning fra de ældre generationer. Så vi kan få en større stemme mod politikernes mur,” siger Signe Juul Christensen. Her kan ungdommen inspirere ved at turde udfordre normerne og pege på nye måder at leve på. Det sker for eksempel gennem et andet stort emne, der fylder hos de unge: identitetspolitikken. “Vi taler meget om, hvordan det, vi forbruger, er knyttet til vores kønsroller – at være mand eller kvinde. Den måde, vi er mennesker på, den måde, vi opfører os på. Det kan være bæredygtighed at ændre på de meget binære forståelser af, hvordan man er menneske og give plads til rummelighed. Det er ret interessant, for vi behøver ikke at gøre, som vi plejer. Vi kan selv bestemme, hvordan vi skal gøre det,” mener Asbjørn Bagger Poulsen. Et synspunkt, som de andre to deler: “Ja, spørgsmålet er jo, hvad der er det normale nu. Vi er et sted i tiden, hvor det ikke længere dur med de samme formater. Der er brug for nye tiltag og nye handlinger!” 21

Generationer

Generationer er noget, vi kalder hinanden Det kan føles, som om generationerne er langt fra hinanden. Men er det rigtigt?

Der er så meget, de unge ikke forstår. De ved ikke, hvordan

Det er ikke fordi, jeg tror, jeg løser generationskonflikterne ved at

samfundet hænger sammen, de har for lidt livserfaring og for

sige, at generationer ikke rigtig findes, men hermed et lille forsøg.

mange dårlige ideer.

Der er så meget, de gamle ikke forstår. De er rustet fast i

en anden end overskrifterne. To personer med forskellige aldre

gamle idealer og blevet doventkonservativt forvænte. Nogle

kan have meget mere tilfælles end to jævnaldrende. De til enhver

For det viser sig jo, som det så ofte gør, at virkeligheden er

dage kan det synes sådan: Som om en gabendeTEMA kløft af mismod

tid populære debattører, kunstnere, journalister, influencers og

og vrængende misforståelser findes mellem Er generationerne. woke nået

til meningsdannere kirken/Vibeke taler ikke for hele generationer, hudfarver, køn

Som om man per definition ikke vil forstå hinanden.

eller klasser. Det ved vi jo godt, men det er for nemt at glemme.

Vi – og her mener jeg det store “vi” – skuer for nemt hunden på

Står de gamle i vejen for de unges muligheder? Er de unge for

navlepillende woke til at give plads til andre?

hårene og folk på markørerne.

Problemet er jo, at alle generationer tror, de har fået verden

Hvorfor? Fordi det sælger, fordi kategorierne er nemmere at

i dåbsgave. At netop de var dem, der fiksede det hele. De gik

forstå end personerne, og fordi det er sjovere at slå på en stråmand

på gaden for at kæmpe for noget, og de fik sikkert meget af det

end et rigtigt menneske. Og fordi det nogle gange bare er nemmere

gennemført. Men nærmest så snart, som de har fejet de sidste

at være larmende uenige end at tale stille sammen om det svære.

demoskilte væk, kommer der en ny og yngre generation og råber

Ja. Det ville være dejligt, hvis jeg kunne sige, at det bare

på noget nyt:

handler om, at vi skal lytte mere til hinanden, men det er for nemt.

Vi vil have mere ligestilling, flere rettigheder. Vores vrede er

Jeg har ikke løsningen på udfordringen, men jeg har (minimum)

den samme som jeres dengang, nu er det bare jer, der skal tage

to ting, vi skal huske. To måder, man som skriver og læser kan

imod noget af den.

nive sig selv i armen.

Jeg kan godt forstå, det er hårdt. I skubbede verden foran jer,

Den ene huskeregel er: Tiden går. Altid. Nye mennesker fødes

og så kommer der nogle med energi, de har arvet fra jer, og vil rulle

og skubber, om de vil det eller ej, på den store Sisyfos-sten, som

videre. Vi er ikke nødvendigvis ude på at trille hen over jer, men vi

menneskeskæbnen er. Lige meget hvad, så rykker vi som art os

har altså heller ikke tænkt os at stoppe her. Og i øvrigt kommer der

ikke mod et mål, men mod nye udfordringer. Vi bliver ikke værre

sikkert nogle endnu yngre om lidt og overtager håbet.

eller bedre, vi bliver ved.

Jeg er selv som 28-årig i den yngste ende af millennial-

generationen. Jeg er, som de fleste fra min generation, barn af

kan kalde dig “boomer”, du kan kalde mig “millennial”. Det bliver

forældre fra babyboomer-generationen. Derfor er det måske også

ingen af os klogere af. Bag de skjoldede spøgelseslagen-kostumer

så kompliceret os generationer imellem; vi er jo i familie, for pokker.

er virkeligheden altid en anden. Man skal ikke være over 50 år

Jeg arbejder på Politiken, og her ulmer konflikterne også.

for at være racist. Man skal ikke være under 30 år for at være

Disse opgørenes år er vigtige for en nyheds- og meningsmaskine.

krænkelsesparat.

Grænserne bliver konstant trukket op ude i samfundet, og det

siver ind på redaktionen.

altid nemmere at være vred på en generalisering.

Den anden er: Generationer er noget, vi kalder hinanden. Jeg

Det er altid bedst at se hinanden som individer, men det er

Sexisme, racisme, klimaforandringer og alt det andet farlige

flyder ned ad siderne, og intern enighed er ikke altid muligt.

Det ser ud til, at vi er bange for hinanden. Bange for, at de

voksne sidder på magten og aldrig giver en tomme fra sig – chefer, til de dør. Bange for, at de unge stormer kastellet, smider alle folk i glemslens guillotine og alle busterne i kanalen.

AF FELIX THORSEN KATZENELSON, FREELANCE JOURNALIST

Generationer

Sognepræst Vibeke Bidstrup er taget på en cykeltur rundt til teologer fra tre generationer for at undersøge, hvordan tidens woke-bevidsthed afspejles i folkekirken.

Er folkekirken woke?

AF VIBEKE BIDSTRUP, SOGNEPRÆST FOTO BIRK THOMASSEN

“Kvinder skal tie i forsamlinger.” Det er et af mange citater fra Bibelen, som mildest talt skurrer lidt i mine ører, når jeg hører dem i dag. Heldigvis er det ikke et citat, som er givende for den måde, som vi er folkekirke på i dag. Men vi kan ikke komme uden om, at Bibelen er skrevet i en anden tid og kultur, som stadig påvirker den kristne tradition. Det har især de sidste års identitetspolitiske strømninger og woke-bevidsthed kastet lys over. Som 33-årig præst, der selv er queer-person, synes jeg, at Bibelen og den kristne tradition indeholder mange problematiske dele, som det er vigtigt, at vi diskuterer i kirkerne og forholder os til. Blandt andet spørgsmålet om, hvad kirken og teologien kan lære af woke-bevidstheden og identitetspolitikken og yderligere, hvordan vi skal forholde os til de problematiske passager i Bibelen. 23

Wokeness signalerer en

Vibeke Bidstrup (i sofaen) besøger uKirke på Vesterbro.

social bevidsthed og politisk opmærksomhed på bestemte samfundsgruppers privilegier og undertrykkelse af andre grupper. KILDE: PH.D. RIKKE PETERS, DEN STORE DANSKE

Dernæst er det også interessant, hvordan forskellige generationer af præster og teologer har været påvirket af de her spørgsmål. Det har jeg givet mig ud på en lille rejse for at blive klogere på. Jeg har talt med tre forskellige generationer af teologer og præster, som alle på en eller anden måde har arbejdet med en feministisk tilgang eller andre identitetstilgange til teologien.

Flere kvindelige præster Den første, jeg mødes med, er Mia Rahr Jacobsen, som er sognepræst i Sankt Jakobs Kirke på Østerbro. Hun er født i 1972, beskæftiger sig med feministisk teologi og queerteologi 24

og har i 2021 været med til at udgive bogen “Vi er også kirken”, der handler om LGBTQIA+ -personer i folkekirken. Mia Rahr Jacobsen er selv homoseksuel, og jeg kender hende, fordi vi har lavet forskellige arrangementer sammen under Copenhagen Pride. Vi mødes over en kop te i hendes lejlighed på Østerbro. Hun fortæller, at noget af det, der har været med til at påvirke hendes generation af præster, er, at der nu er flere kvindelige end mandlige præster i folkekirken. Hun oplever, at det er generationerne før hende, som har taget de store kampe, når det kommer til kvindelige præster og homoseksuelles rettigheder. Men hun mener også, at der fortsat er mange ting at kæmpe for, og derfor er identitetspolitikken og woke-bevidstheden vigtig. “Woke handler blandt andet om en bevidstgørelse

“

Generationer

En del af den her kultur er også med til at skubbe til os i kirken og spørge os selv, om vi er så inkluderende, som vi siger, at kristendommen er, og som vi siger, at kirken skal være.

af dem, som har magten. Den helt store udfordring er at få dem, som har magt, til ikke bare at synes, at det ikke er okay med en meget konkret undertrykkelse, som for eksempel slaveri, men også at gøre dem bevidste om, at vi har systemer, som fungerer på en måde, der på mange måder faktisk ikke er i orden,” siger hun. “En del af den her kultur er også med til at skubbe til os i kirken og spørge os selv, om vi er så inkluderende, som vi siger, at kristendommen er, og som vi siger, at kirken skal være.” Mia Rahr Jacobsen mener, at vi som kirke har meget at bidrage med i identitetstænkningen. “Kirke, kristendom og de bibelske tekster har som omdrejningspunkt, hvad det vil sige at være menneske. Dermed også sådan noget som identitet, og hvor vi henter vores identitet. Netop i troen har vi en identitet i noget, som er større end os selv, og som samtidig kan rumme den særlige identitet, vi hver især har.”

Næring til troen Mia Rahr Jacobsen rammer her, hvad jeg selv synes, er et vigtigt aspekt af kristendommen. At man altid er en del af en større sammenhæng, men på samme tid selv har en særlig identitet. Spørgsmålet er så, hvad vi gør med de problematiske og undertrykkende passager i Bibelen, som rammer mennesker på deres særlige identitet, blandt andet kvinder og queer-personer. “Det er et godt spørgsmål, som jeg ikke er helt afklaret med. Jeg har det sådan, at lige de dele ikke er så interessante. Jeg ved, de findes, og jeg ved, at der er folk, som bruger dem aktivt i deres teologi og i deres menneskeforståelse, men det er slet ikke noget, der som sådan bidrager til mit trosliv.”

Sognepræst og LGBT-person Mia Rahr Jacobsen med Tommy Schou Christensen til den årlige Pridegudstjeneste i Sankt Jakobs Kirke under Copenhagen Pride. Han er i Grundtvigs Kirkes menighedsråd og dragqueen med navnet Miss Tammie Twilight. Privat foto

Mia Rahr Jacobsen bruger de bibelske fortællinger, som hun kan forbinde sig med. Det giver noget til hendes trosliv. Og det er netop det, som jeg tænker over på vej hjem på cykel. Det, at det er meget forskelligt, hvad der taler til os mennesker trosmæssigt, og hvor vi henter næring til vores tro. Det kan både være uden for og inden for Bibelens mangfoldige tekstunivers.

Pioner i blå kedeldragt Den næste, jeg mødes med, er Gitte Buch-Hansen. Hun er født i 1958, er lektor i Det Nye Testamente ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet og desuden hjælpepræst i Kastelskirken. Gitte Buch-Hansen er den underviser, der på teologistudiet i København har introduceret mig til feministisk teologi og til det identitetspolitiske blik på de bibelske tekster. Derfor tager jeg en fredag formiddag ud på fakultetet på Amager for at drikke en kop kaffe med hende. Før Gitte Buch-Hansen selv begyndte at læse teologi, stod hun i lære som smed- og maskinarbejder og var en af de første kvinder, der var ude at sejle som maskinmester. Hun var nødt til at kæmpe for adgangen til de såkaldte mandefag, fordi arbejdspladserne slet ikke var indrettet til at have ansatte af forskellige køn i de blå kedeldragter. Da hun selv begyndte at læse teologi, fandt hun sit hjem i den feministiske teologi, der afspejlede de erfaringer, hun havde med sig. Som hun selv ser det, tilhører hun en generation af kvinder, der dels har nedtonet deres køn for at få den plads på arbejdsmarkedet, som de ønskede, og dels har bidt mange ydmygelser i sig for at bevare en fod i den dør, de forsøgte at sparke ind.

Lektor og hjælpepræst Gitte Buch Hansen har arbejdet med Bibelens virkningshistorie og blandt andet redigeret bogen “Bibelske konfigurationer i kunst og kultur”.

Teologien har altid været woke Da Gitte Buch-Hansen og jeg begynder vores samtale om Bibelen og de problematiske passager, jeg mener, den indeholder, er der én ting, hun straks påpeger.

“

Det er vigtigt at huske på, at Bibelen ikke taler med én stemme. Bibelen er et sammensat værk, der er skrevet af forskellige mænd i en tidsperiode over adskillige hundrede år. 26

Generationer Begrebet woke kommer fra det afroamerikanske udtryk “stay woke”. Det er et slangudtryk for “stay awake” i betydningen at være politisk vækket og bevidst om racisme, undertrykkelse og diskrimination. KILDE: PH.D. RIKKE PETERS,

Ifølge Gitte Buch-Hansen kan woke-kulturen hjælpe med til at gøre os bevidste om, at historien har tildelt os en række privilegier, som vi til gengæld har nægtet andre. Den er en invitation til at tænke nyt og anderledes. Til simpelthen at lave bedre teologi. På vej ud af fakultetet giver hun mig et glas honning med fra bistaderne på Søndre Campus, som hun passer sammen med en gruppe studerende. Teori er ikke nok, der skal også konkrete handlinger til for at ændre verdens gang.

DEN STORE DANSKE

“Det er vigtigt at huske på, at Bibelen ikke taler med én stemme. Bibelen er et sammensat værk, der er skrevet af forskellige mænd i en tidsperiode over adskillige hundrede år. Fordi gudstjenestens bibel er autoriseret, er der en tendens til at gøre Bibelen til en entydig autoritet. Vi taler om Bibelen i bestemt form og om evangeliet i ental. Men vores frihed ligger i de mange forskellige stemmer, som lyder i Bibelen – ja, som oven i købet modsiger hinanden. Gitte Buch-Hansen pointerer, at vi ikke ved, hvem den historiske Jesus var, og hvad han præcis stod for. Evangelisterne har brugt den historiske person og traditionerne omkring ham til at udforme deres særlige bud på teologien. Den mangfoldighed af bibelske stemmer kan også ses som en invitation til os kristne i dag: Også vi må nyfortolke traditionen, så den giver mening for os i dag. På den måde, at vi skal turde se værdien i den fortsatte samtale. Det er gennem uenighederne, vi kommer videre. Derfor hilser hun woke-kulturen velkommen som en samtalepartner om fortolkningen af Bibelen. “Teologien har altid været woke. Historisk er det at være woke forbundet med de sortes slavers frigørelseskamp. Bibelen tilbød dem en særlig identitet, som gjorde, at de følte, at de var anerkendt af Gud og havde en værdighed, også som slave.”

Ar i hovedet Senere samme dag mødes jeg med Mikkel Tode, der er præst og for tiden har et barselsvikariat i Jægersborg kirke. Mikkel Tode er født i 1993, og jeg kender ham både fra teologistudiet og fra Elers’ Kollegium, hvor vi boede samtidig og havde mange spændende samtaler. Vi mødes på Nordvest Ølbar til en fredagsøl. Jeg spørger Mikkel Tode, hvad han mener, der er hans generation af præsters vigtigste opgave, og han svarer: “At formidle, at evangeliet er et budskab om frihed, herunder friheden til at være den, man nu engang er.” Vi kommer til at tale om, at et ofte brugt argument imod wokekulturen og identitetspolitikken er, at det efterlader mennesker i en position, hvor man selv skal vælge og skabe sin egen identitet. Det, mener Mikkel Tode, som selv er homoseksuel, er meget misforstået. “Identitet er noget, man har. Det er ikke noget, som man skal skabe sig. Hvis man havde alle valg i hele verden, så er det ikke sikkert, at man ville vælge at være homoseksuel. Jeg har ar i hovedet efter at være blevet slået ned, og jeg er blevet kaldt de værste ting på gaden. Det er jo irriterende, og det havde jeg da ved gud ikke selv valgt, hvis jeg havde haft muligheden.” Vi taler videre om, hvad det er, at woke-bevidstheden og identitetspolitikken kan bidrage til teologien med, og Mikkel Tode siger, at teologien handler om Gud, og fordi den handler om Gud, så handler

Sognepræst Mikkel Tode har blandet sig i debatten om angsten for queer-ideologi og advarer mod at overdrive angsten.

Generationer

den om mennesker. Så jo mere, der kan gøre os klogere på mennesker, jo bedre for teologien. Jeg spørger ham, om han med baggrund i det mener, at vi bør strege de problematiske passager i Bibelen, men det gør han ikke. “Det er os mennesker, som formidler disse tekster, og her har vi et ansvar for at formidle dem på den rette måde. Det er ikke teksterne i sig selv, som er problemet, det er deres anvendelse. For man kan altid få Bibelen på sin side og sige, at det er de homoseksuelle eller personer med handikap eller prostituerede, den er gal med. Men det er jo fundamentalisme og ikke særligt åndfuldt. Det bliver en måde at hævde sig selv på over for andre med Bibelen i hånden,” siger han. Mikkel Tode og jeg drikker et par øl mere og drager efterfølgende hver til sit. På vej hjem spiser jeg en kebab og tænker over, hvad han har sagt – noget, som jeg er helt enig i, nemlig det utroligt farefulde i, at vi mennesker altid gerne vil have Bibelen på vores side, så vi søger de passager, som kan støtte os i vores argumenter. Men at troen handler om noget helt andet.

Poesi og chai-te Det sidste stop på min lille rejse ind i identitetspolitik og folkekirke bliver uKirke på Vesterbro. UKirke er en særlig kirke for de 16-30-årige, som selv bestemmer, hvilke aktiviteter der forgår i kirken. Den har en regel om, at man kun må lave arrangementer i samarbejde med andre for at sikre, at kirken hele tiden er en del af udviklingen i samfundet. Jeg er taget på besøg i uKirke til Chai ’N’ Tales, som er en aften, hvor man lytter til poetiske oplæsninger, mens man drikker chai-te. Temaet for aftens poesioplæsninger er sjælen. I løbet af den første time hører vi niti forskellige digtere, som alle kommer med deres forskellige digte om sjælen. 28

“

Det er os mennesker, som formidler disse tekster, og her har vi et ansvar for at formidle dem på den rette måde. Det er ikke teksterne i sig selv, som er problemet, det er deres anvendelse.

De fleste af digtene er ret alvorlige og kredser om emner som krop, identitet, kærlighed og frygten for at blive ældre. Under aftenen sidder jeg i en af uKirkes mange bløde sofaer og tænker over, at en aften som denne på mange måder indkredser det, jeg har talt med både Mia Rahr Jacobsen, Gitte Buch-Hansen og Mikkel Tode om; denne vigtige flertydighed i kirkens stemmer.

Miks af gammelt og nyt I uKirke prøver man helt konkret at sætte stemmerne fri til de unge, som selv kan sætte ord på, hvordan de oplever verden. Det hele finder sted i skyggen af en stor lyserød Jesus-figur udført af Jim Lyngvild og et alterbillede af Jesus i Getsemane Have. Et miks af det nye og gamle, som på en fin måde egentlig indkredser folkekirken. Jeg sidder og tænker, at de forskellige samtaler, som jeg har haft, har gjort mig klogere på, at vi i kirken kan lære meget af identitetspolitikken og woke-bevidstheden. Vi kan simpelthen lave bedre teologi. Det kræver ikke, at vi ændrer de bibelske skrifter, men at vi bliver bedre til at formidle flertydighed i Bibelen og dens historiske tilblivelse. Jeg ser op på alterbilledet i uKirke. Under billedet står der “Vaager og Beder”, og den sætning indkredser måske meget godt kirkens rolle. Vi skal både bede – og dermed være med til at fortælle, at vi alle er en del af en meget større sammenhæng – men vi skal også våge og dermed være klar til at møde og lytte til verdens udfordringer.

I uKirke på Vesterbro sætter de unge selv ord på, hvordan de oplever verden. Den 2,5 meter høje Kristusfigur er skabt af multikunstneren Jim Lyngvild til Ungdommens Folkemøde 2021. Værket er en fortolkning af Thorvaldsens Kristusfigur i Vor Frue Kirke. 29

Talking about my generation DEN STØRSTE GENERATION

DEN TAVSE GENERATION

BOOMERS

GENERATION X

Begyndelsen af det 20. århundrede til slutningen af 1920’erne

Født fra slutningen af 1920’erne til midten af 1940’erne

Født fra midten af 1940’erne til midten af 1960’erne

Født fra midten af 1960’erne til slutningen af 1970’erne

Generationen, der gennem-

Generationen fik en hård

De er også kendt som

I deres barndom var nogle af

levede 2. verdenskrig, kaldes

start på livet med 1930’ernes

“de store årgange” eller

dem kendt som nøglebørn,

“den største generation”. De

økonomiske smalhals og

“68’erne” og voksede op i

fordi de med udearbejdende

har set verden forandre sig

2. verdenskrigs rædsler. Som

det spirende velfærdssam-

og fraskilte forældre kom fra

som aldrig før, gennemlevet

unge efter krigen tog de fat

fund fuld af optimisme og

skole til tomme hjem.

krige og kriser og oplevet

på at genopbygge samfun-

håb for fremtiden, selvom

kæmpemæssige teknolo-

det og sikre deres familier

den kolde krig lurede i bag-

1980’erne ud på et arbejds-

giske fremskridt. De udgør

økonomisk tryghed.

grunden.

marked, der var præget af

i dag under en procent af

ungdomsarbejdsløshed.

befolkningen.

i det hele taget en arbejd-

som langt oversteg tidligere

Det har formet dem til gode

som generation. Selvom de

generationers, har boomerne

iværksættere, fordi de har

opfandt en ny ungdoms-

fra begyndelsen sat et mar-

måttet finde deres egen vej.

kultur og kastede sig ud på

kant aftryk på samfundet.

dansegulvet til jitterbug, så

De søgte tidligt at reformere

men også forsvundet. Sam-

er de tilhængere af traditio-

samfundet grundlæggende

fundet var præget af frygt for

nelle værdier.

med et antiautoritært oprør,

aids, atomkrig, drivhuseffekt

De blev tidligt gift og fik

der fødte en ny kvindebevæ-

og boomernes store drømme

tidligt børn, men modsat tid-

gelse og eksperimenter med

for fremtiden. Men deres

ligere generationer lod flere

andre familieformer som for

skuffelse blev i 1989 afløst af

sig også skille igen. Deres

eksempel kollektiver.

optimisme, da Berlinmuren

primære generationskonflikt

faldt.

var ikke med deres forældre,

skuffet i deres idealisme, har

men med deres oprørske

de bevaret deres optimisme,

udprægede individualister,

børn.

og selvom de fleste har nået

der er skeptiske over for

pensionsalderen, så er de

autoriteter og kan have et

stadig aktive.

pessimistisk syn på tingene.

Den tavse generation er

I kraft af deres antal,

Selvom de senere blev

Mange af dem kom i

I 1980’erne var optimis-

Generation X’erne er

Generationer

Det er populært at anskue generationer som sociale kategorier, der er med til at forme vores syn på verden. Gejst ser nærmere på dem, der former samfundet lige nu. Måske kan du genkende dig selv? AF NIELS JARLER, JOURNALIST

XENNIALS

MILLENNIALS

GENERATION Z

GENERATION ALPHA

Født fra slutningen af 1970’erne til midten af 1980’erne

Født fra midten af 1980’erne til midten af 1990’erne

Født fra midten af 1990’erne til slutningen af 2000’erne

Født fra slutningen af 2000’erne

De yngste generation X'ere

Millennials eller generation Y

Generation Z eller zoomers

Hvem kommer efter genera-

og de ældste millennials kal-

er vokset op med computere

er på vej ud på arbejdsmar-

tion Z?

des nogle gange for xennials.

og det tidlige internet som

kedet i disse år.

Som navnet antyder, er de

børn.

latinske alfabet tør for bog-

en blanding af de omgivende

Digitaliseringen har givet

medier har været der næsten

staver. Derfor er man startet

generationer, men alligevel

dem adgang til viden og in-

lige så længe, de kan huske,

med det græske alfabet.

hverken det ene eller det

ternationale fællesskaber, og

men det har terrorisme

andet.

de beskrives som den første

og krig også. De er blevet

endnu børn, og det er for

globale generation. Den fag-

voksne med udsigten til den

tidligt at sige, hvad der vil

venhed var terrorangrebet i

re nye verdens muligheder

globale klimakrise, som de er

karakterisere dem. Som de

New York og Washington 11.

har gjort dem mere optimisti-

meget bevidste om.

foregående generationer

september 2001, der med

ske end både generation X

Fra sociale medier er de

vokser denne generation op

et slag bragte international

og xennials.

vant til at opnå anerkendel-

med endnu mere teknologi,

terror ind i deres liv.

se gennem en fortløbende

der nu har spredt sig i hele

arbejdsmarkedet blev gjort

strøm af likes. De stiller høje

hjemmet. Men mon ikke

tidlig barndom med då-

vanskelig af finanskrisen,

krav til deres egen præstati-

frygten for COVID-19 med

seskjul og monopolfjernsyn

men de fandt hurtigt deres

on i alle livets forhold. Måske

isolation, fjernundervisning,

og et helt digitalt voksenliv

plads. Stigende boligpriser

føler de sig derfor også

mundbind og flittig håndvask

med netdating og mobilbank.

gjorde det dyrt for dem at

sikrere på egen hånd end i

får indflydelse på, hvordan

Finanskrisen ramte dem

etablere sig, hvilket de nogle

samarbejdssituationer, hvor

generation Alpha møder

hårdt, da de endnu ikke var

gange bebrejder de ældre

de er afhængige af andre.

verden?

etablerede i deres arbejdsliv.

generationer.

Som mellemgeneration har

foregik i årene efter finanskri-

xennials måtte tilpasse sig.

nials meget aktive forældre,

sen, hvilket gør dem grund-

Derfor er de pragmatiske og

der går højt op i alle dele af

læggende mindre optimisti-

omstillingsparate.

deres børns liv.

ske end millennials.

En skelsættende begi-

De har haft en helt analog

Deres ankomst på

Lige nu er mange millen-

Smartphones og sociale

Med generation Z løb det

Generation Alpha er

En del af deres opvækst

KILDE: DER ER MANGE FORSKELLIGE DEFINITIONER AF DE ENKELTE GENERATIONER. TIL DENNE ARTIKEL HAR VI ISÆR FÅET INFORMATION FRA DET AMERIKANSKE VIDENSCENTER PEW RESEARCH CENTER, SOM LØBENDE UDGIVER UNDERSØGELSER OG VIDEN OM GENERATIONER.

Generationer

Næstekærligt opråb!

I generationer har Mødrehjælpen rådgivet og hjulpet forældre og børn til en værdig tilværelse.

AF INGEBORG MARIE NIELSEN, JOURNALIST FOTO INGEBORG MARIE NIELSEN OG LINA AHNOFF

I Abel Cathrines Gade på Vesterbro findes et særligt rum i et helt særligt hus. I hjørnet står en stor, blød sofa, og på ryglænet en kasse med papirlommetørklæder. Her hjælper Mødrehjælpens psykologer og socialrådgivere børn, som har været udsat for fysisk eller psykisk vold. “Skyldsbørn” kalder vicedirektør Trine Schaldemose dem. Begrebet har hun fra ét af de børn, der har fået hjælp i rummet, som hun sidder og taler i lige nu. Man kan læse deres historier i tegningerne på væggene, i rollespilsfigurerne i vindueskarmen og i dukken i barnestørrelse, som de hvisker deres hemmeligheder til i sofaen. “I alle de familier, vi har med at gøre, tager børnene skylden på sig. For fattigdommen derhjemme, fordi det er dem, der skal have ny skoletaske eller vinter33

“

Om det så er én samtale, du har brug for, eller at vi holder dig i hånden i halvandet år, så gør vi det. Og man kan altid vende tilbage, hvis man om tre år får et nyt barn, eller det hele vælter igen.

støvler. Handler det om vold, tager de skylden for at have trådt på de gulvbrædder, der larmede og gjorde far sur, så han slog mor eller lillebror. Alt peger ind mod dem selv. Så vores største og vigtigste opgave er i virkeligheden at tage skylden fra de her børn,” siger Trine Schaldemose.

Brug for stemmer Skyldsbørnene var der også, før Mødrehjælpen blev grundlagt i 1909, og selvom samfundet er blevet rigere og mere lige, vil der stadig være skyldsbørn. Der vil stadig være unge mødre, der har brug for rådgivning om abort eller hjælp til at klare sig gennem graviditet, barsel og livet med et lille barn. Der vil stadig være misbrug, vold og kriser i familier. Og der vil stadig være brug for stemmer, der råber op på børnenes og de sårbare familiers vegne. Som Vera Skalts og Hanne Reintoft gjorde det som ledere af Mødrehjælpen i årtier. Og som direktørerne Nina Thomsen og Trine Schaldemose forsøger at gøre det i dag. For mens nogle unge har stemmer, der kan råbe politikere – ja, hele verden – op, så har andre først og fremmest brug for nogen, der vil tage dem i hånden. Det handler om barnet Mødrehjælpens overordnede formål er at give hjælp, rådgivning og behandling til gravide og børnefamilier i sårbare situationer. For ingen familier skal stå alene, fastslår Trine Schaldemose. “I virkeligheden er problemstillingerne rigtig meget de samme som for 100 år siden i en ny kontekst. Dengang var der bare ikke det velfærdssamfund, som vi har været med til at skabe på godt og ondt,” forklarer hun.

Vicedirektør Trine Scaldemose i rummet, hvor psykologer og socialrådgivere hjælper børn, som er udsat for fysisk eller psykisk vold.

Generationer Mødrehjælpens hus på Vesterbro blev opført til Abel Cathrines Stiftelse i 1885. Dengang husede den fattige kvinder og blev senere herberg. Mødrehjælpens formål er i sin grundkerne det samme: at gribe og hjælpe dem, der er ved at falde eller allerede ligger ned.

Målgrupperne har ændret sig. I dag fylder far mere i både den almindelige rådgivning og i ungeindsatsen. “Alt efter hvad vi taler om, så har vi rigtig mange fædre med. Både de og ligestillingsdagsordenen fylder noget andet i dag. Børnene fylder også mere, end de gjorde for 50 år siden.” Trine Schaldemose nævner den politiske aftale om øremærket barsel. “Der er vi selvfølgelig optagede af barnet og synes, orloven skal forlænges. Det er rigtig godt med øremærket barsel til far, men barnet skal ikke miste noget af barslen, hvis far ikke er på banen eller ikke kan tage barsel. For det her handler om barnet.”

Komplekse problemer Familierne, som har brug for rådgivning, har sjældent kun ét problem. Derfor falder de ofte mellem forskellige “kasser” i kommunerne, fordi det ikke kun er hjælpen eller kravene fra et jobcenter eller en familieafdeling, der løser deres problemer. “En sygemelding kan skyldes en depression på grund af en skilsmisse, som handlede om psykisk vold, der udsprang af økonomiske problemer efter en fyring. Der er virkelig en høj grad af kompleksitet. Det handler ikke nød-

vendigvis om, at man er socialt udsat, men at man af en eller anden grund er i en udsat position.” Trine Schaldemose fremhæver den solide faglige rådgivning og de netværksskabende aktiviteter som Mødrehjælpens væsentligste opgaver. “Om det så er én samtale, du har brug for, eller at vi holder dig i hånden i halvandet år, så gør vi det. Og man kan altid vende tilbage, hvis man om tre år får et nyt barn, eller det hele vælter igen.”

Etisk forpligtelse Folkekirken og Mødrehjælpen samarbejder ikke direkte, men hjælper på hver sin måde børn og familier til et bedre liv. Organiseringen og tilgangen til opgaverne er vidt forskellig, men der er også overlap. “Vi har en etisk forpligtelse til at råbe op. Det står i Mødrehjælpens vedtægter, at vi skal skabe bedre rammer for gravide og børnefamilier, men vi har en endnu større forpligtelse for dem, der er så ramte, så sårbare og så udsatte, at de ikke engang kan finde ind til vores hjælp. Til at råbe op politisk og ændre rammevilkårene,” siger hun. Som eksempler på parallelle tiltag nævner Trine Schaldemose kirkens sorggrupper, gravidsamtaler og babysalmesang – og tilbud om fællesskab, som drives af frivillige. Grundlæggende mener Trine Schaldemose, at kirken er allerstærkest der, hvor den råber op om de grupper, der ikke nødvendigvis selv opsøger den. Når den for eksempel går ind i debatten om flygtninge eller andet, som er svært at tale om uden at blive skudt politiske eller humanistiske holdninger i skoene. “Jeg tror, at hvis man i højere grad italesætter kampen, den næstekærlige humanistiske kamp for de allermest sårbare og udsatte, og er tydelig om det i en offentlig debat, så inviterer man også flere ind.” Det gælder både i Mødrehjælpen og i kirken. 35

Generationer

Et generationsportræt af en tegner, der fik sit gennembrud med hverdagsskitser på Instagram.

Hæj! Virkeligheden kalder AF EVA-MARIE MØLLER, JOURNALIST FOTO KLAUS HOLSTING

TEGNINGER LINE JENSEN

“Hvorfor er du så bitter her til morgen?” Spørger Line Jensens mand, Kjeldsen, i telefonen, netop som jeg træder ind i hendes lille butik i det indre København. Rummet er fyldt med bøger, tegninger i rammer, t-shirts og muleposer med satiriske tegninger fra hverdagslivet. Line Jensen lægger mobilen fra sig og forklarer sin mand, Kjeldsen. De, der følger hende på Instagram, kender ham som musikeren, der altid skal på turné, men alligevel er en ok far for familiens tre børn. “Jeg er da ikke spor bitter,” siger hun. Forklaringen på ordvekslingen om det bittersøde findes i hendes tegninger, der hænger på de lyserøde vægge i butikken. På de hverdags-ironiske tegninger står der: “Men kan du godt lade være med at blive lidt bitter?” eller “I’m bitter and I’m proud”. Line Jensen selv er blevet kendt som en af sin generations fremmeste tegnere af moderskabet og barsel fra sin absolut mindst glamourøse side. “Jeg er vokset op i en tid, hvor jeg syntes, vi fik at vide, at mænd og kvinder er lige meget værd. Vi skal det samme og kan det samme. Jeg oplevede ikke, at drengene blev favoriseret i skolen og fik højere gennemsnit i gymnasiet,” siger hun.

Men så fik Line Jensen børn – og oplevede massive forventninger til kvinder i forhold til mænd. “Det rystede mig, og efter det blev min verden ikke helt den samme. Herefter blev alt gennemsyret af en forventning om, at kvinder skal kunne præstere det perfekte liv.”

Vi er ikke lige Line Jensen og Kjeldsens familie består af 19-årige Nora fra Lines første parforhold, og sammen har de også Kirsten på otte år og Solvej på seks år. “Jeg prøver engang imellem at flette den perfekte mor ind i mine tegninger. Hende, der står klar med kakao, når børnene kommer ind fra legepladsen,” fortæller Line Jensen grinende og tilføjer: “Jeg kæmper hver dag med at huske deres svømmetøj og lave legeaftaler. Der er mange punkter i voksenlivet, som jeg ikke altid har styr på. Det er 37

“

Han troede, min største drøm var at gå hjemme på barsel, fordi det var alle kvinders drøm. Han syntes ikke, jeg var særlig moderlig.

ikke, fordi mit liv skal være perfekt, men der er meget af det, der er skidebesværligt.” Det var først efter barn nummer tre, at Line Jensen fik tid og plads til at udfolde sit kreative talent og det, hun gerne ville med sit arbejdsliv. Det blev startskuddet til bogen “Hver dag starter det forfra”, som er en samling af de skitser, Line Jensen tegnede og delte på Instagram under sin barsel med Solvej. Bogen rammer plet i den grafiske skildring af det følelseshav, som mange genkender fra barselslivet. “Her startede det stille og roligt med, at jeg havde en mand, der overhovedet ikke forstod, hvad jeg mente, når jeg snakkede om forventningspresset. Han troede, min største drøm var at gå hjemme på barsel, fordi det var alle kvinders drøm. Han syntes ikke, jeg var særlig moderlig. Jeg ruskede ham de første år: ‘Kan du ikke forstå, at det ikke er mig, men samfundet, der er forkert?!’ Men så begyndte jeg at tegne min hverdag og lægge den ud på min Instagramprofil, og så fik jeg følgere, der skrev og sagde: ‘Sådan har jeg det også!’” Kunne du ikke stå på skuldrene af rødstrømperne, der i 1970’erne sagde: “Kvinder, lad opvasken stå!”? “Det passede jo ikke, alt det rødstrømperne sagde, de havde lavet om. Det var ikke lavet om. Det var et clash med min forventning om, at selvfølgelig er vi lige, men jeg opdagede, at det er vi overhovedet ikke.”

Vigtigt viskelæder Line Jensen voksede op i Aarhus og læste kunsthistorie efter gymnasiet. Undervejs skiftede hun til Den Grafiske Højskole, hvor hun uddannede sig til grafisk designer. Efterfølgende levede hun i flere år af at tegne layout til bøger. Det stod ikke i stjernerne, at hun senere skulle debutere som forfatter. “Det kom helt bag på mig, at andre synes, at mine små skitser fra hverdagslivet er morsomme. Altså at andre kan genkende det fra deres egen hverdag.” Hendes stil er naivistisk, ironisk og tilstræbt barnlig med hverdagslivet som det vigtigste motiv. Mange ideer kommer i brusebadet. “De dér scener om morgenen … Det er her, vi bliver sendt ud i hverdagslivet. Gen38

Generationer

kendeligheden er logisk nok, for uanset, hvad vi skal ud i verden og lave, så er vi fælles om at have morgener med madpakker og børn, der har ondt i maven eller ikke vil ud ad døren. Vi kan godt lade som om, vi er maskiner, der bare tager afsted for at passe vores arbejde, men det passer jo ikke. For det allervigtigste er, hvordan vi trives derhjemme, og hvordan vores børn har det.” Selve tegningen sidder Line Jensen ikke over i timer og dage. Ideen kan også komme under cykelturen, og så snart hun kommer ind i sin butik, sætter hun sig ned og tegner den. Hun arbejder ud fra et dogme, hun lavede under sin barsel: Hver dag skulle hun tegne en tegning og lægge den op på Instagram. Der var ikke tid til skitser eller at tegne om, men viskelæderet blev flittigt brugt. “Nogle gange tegner jeg bare en ny arm oveni det, der var. Hvis jeg laver det hele om, så dør det. Så jeg fandt ud af, at det er en del af sproget, at det bliver lidt tilfældigt. At det er, mens jeg tegner, at jeg tænker. Hvordan ser man ud, når man føler, at man er ked af det, for eksempel.” Det fungerer godt med noget håndholdt og taktilt på Instagram. Det skyldes sikkert, at platformen er en kontrast til alt det andet, der sker på de sociale medier, både i indhold og formsprog. Det er en måde at gøre op med det perfekte liv med speltboller og alt det lækre, andre lægger op, forklarer Line Jensen. “Meningen var, at jeg skulle rendyrke mine tegneevner, så jeg kunne få tegneopgaver og få lov til at illustrere en bog. Det var ikke meningen, at jeg skulle mene noget eller fortælle noget. Det kom undervejs. Så har det vist sig, at det er det, jeg synes, er det sjoveste.”

Bank under bordet Det er lykkedes at ryste hendes mand, Kjeldsen. Parret er enige om, at det er et fremskridt, at vi har fået øremærket barsel til mændene, men debatten op til vedtagelsen overraskede alligevel Line Jensen: “Jeg har arbejdet med tabuet om, at mødre ikke bare sidder derhjemme og el-

sker deres børn med de forventninger, der er til moderrollen. Jeg har hørt fra mange, der siger: “Ej, hvor er det dejligt, at vi endelig kan sige højt, at mødre ikke bare elsker deres børn, men også har andre behov.” Jeg kan ikke forstå, hvorfor der ikke var flere mænd, der bankede i bordet. Hvorfor er det os, der skal kæmpe for, at I skal have den rettighed?” Har du været bange for at miste din mand, hvis du stiller for mange feministiske krav? “Især i mit første parforhold var jeg bange for at stille de krav, og vi blev da også skilt, for det at have barn var ikke et fælles projekt. Jeg har tilladt mig selv at stille flere krav til min nye mand, også fordi han har været tydelig med, at han ville have børn og har følt sig selv meget far-agtig. De mænd, der stiller op og tager ansvar, får så umådelig meget ros. På den ene side er det dejligt, men omvendt er vi jo ikke færdige med at blive lige, for der er stadig mange ting, mænd ikke lige husker, når det drejer sig om at få det til at fungere med et lille barn.”

Generationsudfordringen Den yngre generation er megasej, synes Line Jensen. De stiller spørgsmålstegn ved de gældende normer om #MeToo, flydende kønsdebat og mangfoldighed og insisterer på, at vi skal være forskellige og sårbare og ikke bare blindt at følge forbruget. Hun synes, deres insisteren på at finde et nyt sprog for køn er sindssygt spændende. Men den føles også lidt farlig for dem, der er vokset op med noget andet og let kan komme til at udstille deres ignorance. Hun er for eksempel selv bange for at tale om køn og race med yngre mennesker. “Ved at tænke så heteronormativt, som jeg gør, kan der af og til være nogen, som føler sig trådt på og bliver kede af det. Det vil 39

jeg rigtig gerne lytte til, for det er jo en spændende samtale. Omvendt kan jeg godt forstå argumentet om, at bare fordi man er lesbisk eller transkønnet eller brun, så er det ikke mit ansvar at fortælle, hvad det handler om. Her er de sociale medier et svært sted at være, synes jeg.”

Tveægget sværd De sociale medier har skabt Line Jensens succes, men de er samtidig et tveægget sværd. Det er blevet hendes arbejde at være på Instagram, også når hun ikke har lyst. Line Jensen og hendes ældste datter Nora “opdagede” de sociale medier sammen. “For Nora er Instagram ligesom da jeg var ung og købte dameblade, men for Nora er påvirkningen langt større, for Instagram er der hele tiden. Jeg har ikke kunnet skærme hende imod det,” siger Line Jensen og gestikulerer opgivende med armene. “Min generation har svært ved at styre det. Der er angst for at gå glip af noget, hvis man ikke hele tiden tjekker ind og følger med i alle opslag.” Line Jensen tror, at vi om 20 år kommer til at tænke på de sociale medier på samme måde, som vi i dag tænker på tobaksindustrien. “De sociale medier er i virkeligheden megaskadelige, ligesom cigaretter. Det er mærkeligt, at vi ikke kæder det sammen med, at så mange unge har angst og lider af neuroser.

Hjernen reagerer på de sociale medier ligesom på drugs. De giver et fix.”

Den perfekte forbruger Sammen med radio- og tv-vært Ida Maria Zeuthen har Line Jensen kastet sig ud i en “samtale” om klima-krisen på Instagram. “Der har jeg lagt små dryp med tegninger om dilemmaerne i at handle klimarigtigt. Lige de tegninger har fået vildt meget respons – for tiden langt mere end de andre tegninger om moderskabet.” “Klimaet har altid optaget mig meget. Jeg er opdraget i skolen i 1980’erne med at se filmen “Kaskelotternes sang” om olieforurening. Vi demonstrerede mod freon i køleskabe og var bange for ozonlaget, så jeg er vokset op med den angst. Jeg har en sort klump i maven, en slags klimadepression. Da jeg var barn, talte vi om klimaforandringer som noget ude i fremtiden. Nu synes jeg, de er tydelige med skybrud, oversvømmelser og kortere vintre. Det gør mig bekymret. Det er svært med børnene. Vi skal gøre dem bevidste om det uden at gøre dem bange.” I 1990’erne kom en modkultur med Bjørn Lomborg i spidsen og klimafornægtere, der sagde, at det hele alligevel ikke er så alvorligt. “Jeg er en almindelig forvirret forbruger, der ikke ved, hvad der er det rigtige at gøre. Alle går og har regnskaber inde i hovedet. Skal jeg være den perfekte forbruger, så tager det tre gange så lang tid og er tre gange så dyrt. Jeg køber da også et IKEA-køkken, som skal smides væk om 10 år, frem for at få en møbelsnedker til at snedkere et mere bæredygtigt. Men jeg beundrer de unge, der kæmper med angst og depression for klimaet. De siger direkte, at det ikke er i orden.” Med usynligt blæk Line Jensen har udgivet bogen “Tove – en lille digter” om Tove Ditlevsen,

Generationer

der om nogen har beskrevet moderskabet både barsk og skånselsløst. Hun har også fortolket Den Kongelige Afstøbningssamlings skulpturer for Statens Museum for Kunst. Det kom der en tegneserie med billedhugger Anne Marie Carl-Nielsen ud af, hvor kærlighedshistorien i 1920’erne mellem Carl Nielsen og hans kone Anne Marie beskrives. Den findes på Instagram under #mariestyphon. “Vi har altid haft den diskussion om kvinder og moderskabet. De historiske kvinder havde den også. Hver gang der har været en sej kvinde, der har udfordret kvinderollen, så er hendes historie blevet skrevet med usynligt blæk. Derfor er det vildt spændende at tage de her kvinder op og tegne dem og deres liv.”

Line Jensens næste projekt er en bog om tyske flygtningebørn, der kom til Danmark i slutningen af 2. verdenskrig og boede i flygtningelejr i Oksbøl. Det skal være en bog i børnehøjde.

Mens andre skynder sig hjem fra arbejde for at hente børn, handle ind og lave mad, sætter fire gravide kvinder sig med en præst og jordemoder i Kirkeskibet i Sydhavnen for at forberede sig på forældreskabet.

Den største overgang AF INGEBORG MARIE NIELSEN, JOURNALIST FOTO INGEBORG MARIE NIELSEN OG BJARKE ØRSTED

Det er eftermiddag i København. På Kirkeskibet 2450 i Sydhavnen er fire kvinder samlet med en præst og en jordemoder. Uden deadlines og med et klart fokus; at trække vejret i en hæsblæsende hverdag og mærke deres ufødte børn. De tænder et lys. Præsten siger en bøn. De taler sagte om det liv, der er på vej. Deres eget, barnets, kærestens, familiens. Om forældreskab, forandringer, følelser og fortid. Indimellem lægger en af kvinderne en hånd på sin mave eller stryger den forsigtigt for ligesom at mærke, at barnet stadig er derinde. At det sparker, lever og har det godt.

Fødslen af en forælder Besparelser har de senere år reduceret fødselsforberedelsen på hovedstadens 42

store hospitaler til informationsmøder i storrum eller digitale tilbud. Samtidig har sognepræst Helene Ferslev oplevet en stigende interesse for gravidsamtaler i kirken, selvom de ikke kun fokuserer på fødslen af barnet. “Jeg tror, der har manglet et rum, som også tager hånd om fødslen af en mor, der sker i samme moment, som et barn bliver født. For det er jo lige så meget en fødsel af en mor og en far, når et barn kommer til. Og den fødsel kræver lige så meget tid, omsorg og nærvær som den fysiske fødsel af barnet.” Samtalerne er en mental forberedelse til at blive mor. Helene Ferslev kalder det en sokratisk tilgang; at hun egentlig er fødselshjælper, fordi hun ikke kan tage skridtet for de kommende forældre ind i moderskabet. Det kan de kun selv. “Men står man sammen med nogen, der skal tage det samme skridt, så tror jeg, man føler sig langt stærkere og langt mere tryg. Og det gør kvinderne i gravidsamtalerne.”

Generationer

Efter ni år i Sydhavn Sogn blev Helene Ferslev i oktober 2021 ny sognepræst i Jesuskirken i Valby, hvor hun også håber at samle nye hold til gravidsamtaler.

Svær start Helene Ferslev fik selv en voldsom start på sit eget forældreskab. Så da forsker i familiedannelse Henrik Norholt i 2014 holdt oplæg i hendes sogn om tilknytningsteorier og den prænatale forskning – mor og barn før fødslen – ramte det noget i hende. “Jeg syntes, det var vildt interessant. Jeg har selv haft to svære fødselsdepressioner, så da han fortalte om tilknytningsteorierne, kunne jeg mærke, at jeg virkelig gerne selv ville have haft et rum, hvor jeg kunne tale om de her ting og have de her samtaler.” Det blev begyndelsen på et samarbejde om gravidsamtaler i folkekirken, hvor Helene Ferslev og Henrik Norholt sammen har udviklet en drejebog over seks temaer og samtaler: graviditet, det ufødte barn, dig som mor, en ny familie, fødsel og livet med et lille barn. 44

“Kirken er et fordomsfrit rum, og der er højt til loftet. Man må sige alt, tænke alt og undre sig over alt,” siger Helene Ferslev. Caroline Raaby (t.v.) og Sidsel Thyge Møller er begge glade for det fordomsfrie møde med de andre deltagere og deres ærlige samtaler i gruppen.

Generationer

Caroline Raaby, 24 Caroline Raaby er den eneste i sin omgangskreds i København, der er gravid. Hun har savnet et fysisk tilbud om fødsels-

“Graviditet og fødsel er jo en af de største overgange, du kan stå i som menneske. Man kan kalde det en positiv krise, for det er jo virkelig et vendepunkt; en plovfure, der bliver vendt.”

forberedelse fra hospitalet, men også at kunne tale med andre om vejen til at skulle være nogens mor og nogens forældre for første gang.

Hun er især glad for, at kvinderne kan mødes

uden fordomme og med fokus på det, de er fælles om.

“Det er dejligt, at vi er så forskellige i gruppen.

Man har lyst til at være ærlig. Det, synes jeg næsten, er det vigtigste. Så er det jo lige meget, hvor gammel man er, eller hvad man laver. Alle kan bidrage og tale åbent.”

Selv er hun mere tvivlende end troende, men

det er fint, at samtalerne foregår i kirken.

“At Helene er præst, har den betydning, at hun

på en eller anden måde også er en ordforløser i samtalerne. Som præst forestiller jeg mig, at hun har talt med mange forskellige mennesker om mange forskellige emner med en vis tyngde i, som hun skal kunne rumme. Det føler jeg mig tryg i,” siger hun.

Sidsel Thyge Møller, 30 Sidsel Thyge Møller venter sit første barn. Hun oplever, at samtalerne giver hende en større accept af, at hendes tanker om graviditeten og forældreskabet er helt normale og okay, og at det er rart at

Omsorg for sjælen Det er i rollen som sjælesørger, at Helene Ferslev møder kvinderne. Sjælesorg er et kirkeligt begreb, der betyder omsorg for sjælen i alle tænkelige situationer, hvor mennesker har det svært, er i krise eller har brug for at dele et eksistentielt dilemma. “Det kan nogle gange være mørket og depressionen, smerten, lidelsen og sorgen, man går med ind i, men som sjælesørger tør jeg være nærværende og spørge ind til det svære. For det er ofte det, omgivelserne ikke gør. Derfor kan det have en kæmpe værdi for de mennesker, som virkelig er ude i de her yderpositioner.” I gravidsamtalerne bruger hun ikke evangelieteksterne, men ofte nogle af fortællingerne eller skriftstederne fra Bibelen til at ramme temaerne ind. “Jeg synes, at det her fra hebræerbrevet: ‘Tro og fast tillid til det, der håbes på og overbevisning, om det der ikke ses’ passer så godt til at være gravid. Fordi man skal have en fast tillid og overbevisning og et håb om, at det hele er godt, selvom man ikke kan se og røre barnet endnu.”

få nogle andre perspektiver på dem.

“Det giver mig faktisk helt vildt meget ro i den

her proces. Det, jeg taler med folk her i gruppen om, har jeg ikke engang altid talt med mine

Glæde og sorg I kirken er der et helt særligt “rum” til at tale om livet og døden og blive mødt

veninder om. Jeg ved dårligt nok, hvad de andre laver til daglig, og hvem de ellers er. Men i det her rum har vi ret hudløst og ærligt delt nogle meget tillidsfulde eller personlige refleksioner. Det, tror jeg, bringer os tættere sammen.” At det foregår i kirken, giver samtalerne en anden dimension.

“Det er et rum, der er så anderledes fra resten

af hverdagen. Vi tænder lys, vi beder en bøn, vi mediterer, og så er det et rum, der på en måde er skærmet fra hverdagen,” siger Sidsel Thyge Møller.

Generationer

i de her modsætninger. De åbner for de store spørgsmål og kan give en tryg ramme i den store livsovergang, som graviditet og fødsel er. “Graviditeten kan rippe op i sorgen over tabet af en forælder, en mistet bror eller søster eller aborter i tidligere graviditeter. Der kan også være en sorgfuldhed over, at det liv, parrene har levet, nu forandres med det lille barn. Den sorg skal der også være plads til, for det er en livsændring, der både trækker tråde ind i fortiden og rækker ind i fremtiden.” Kirken taler til mennesket, hvor det står og er. Om liv og død, sorg og glæde, lykke og smerte. Og den lægger vægt på, at man gerne må være i mørket. “Hele verdenssituationen kan pludselig gå én voldsomt på, fordi man står og skal have det her lille menneske godt igennem livet og give det en god start. I kirken skaber vi et medmenneskeligt rum, hvor man bliver rummet og rammet ind i det modsætningsfyldte.”

Samtalen er målet Som præst har Helene Ferslev tavshedspligt, og under samtalerne beder hun kvinderne respektere, at de er i et fortroligt rum, så de kan tale frit. Kan hun mærke, at nogen har brug for professionel hjælp til at håndtere sine tanker, opfordrer hun dem til at kontakte deres læge. “Allerede fra første samtale er der en enorm åbenhed. Jeg tror, det er dét med, at man ikke har en holdning eller relation til hinanden på forhånd, så man er fuldstændig åben over for den, man sidder overfor. Det er virkelig guld værd ved de her samtaler, som netop er sårbare og kan være grænseoverskridende.” Kvinderne får lov at være til stede som de mennesker, de er, i den overgang, de er i. De kan være til uden at skulle nå et mål. Det er vigtigt, for man når i virkeligheden aldrig et mål som mor, forklarer Helene Ferslev. Man er altid på vej. Og man begår altid fejl. Derfor er der heller ikke noget mål med samtalen. “I kirken er der ikke nogen behandlingsplan. Vi møder de kommende forældre i den mentale overgang, som de står midt i. Med det, de har med fra deres egen opvækst, og med det, de gerne vil forløse i sig selv i deres nye rolle og den nye position, de går ind i. Samtalen er målet i sig selv.”

“Hele verdens-

situationen kan pludselig gå én voldsomt på, fordi man står og skal have det her lille menneske godt igennem livet og give det en god start.

PROLOG

“Græd eller dø” AF SØREN KJÆR BRUUN, SOGNE- OG STUDENTERPRÆST

Der findes heldigvis ikke lovgivning, der forbyder os at græde offentligt. I biografen og i teatret kan vi tillade os at græde forsigtigt i ly af mørket. Vi kan altid tørre øjnene, inden lyset tændes igen. Foran tv-skærmen derhjemme gælder andre regler. Og i sportens verden græder både kvinder og mænd i bogstavelig forstand ustandseligt, når deres drømme bliver til virkelighed. Deres tårer går verden rundt. Nogle gange græder vi med dem. Det er sjældent at se folk græde på arbejdet eller i metroen. Historisk set er det da heller ikke længe siden, at det blev betragtet som uværdigt at græde offentligt. Ældre generationer husker sikkert bemærkninger som “Hvad flæber du for?” eller “Hold så op med det flæberi!” Enhver rask dreng kan sikkert også nikke genkendende til, at “en rask dreng tuder ikke.” På byens mange kirkegårde kan man græde uden straks at mærke andres blikke. Alle ved, hvad det drejer sig om. Kirkegårdene og de døde tager mod enhver med en tavs, gæstfri og sjælden forståelse, og det er godt. For får vi ikke lov til at græde, sørge og skælde ud, så dør vi.

Den nye kirkegård Vi lever individuelt og dør individuelt uden at spørge vores familier, hvordan de har brug for at mindes os. Men både i livet og i døden har vi brug for fællesskabet.

AF SØREN KJÆR BRUUN, SOGNE- OG STUDENTERPRÆST ILLUSTRATION METTE FUNCK

Kulturen omkring de danske kirkegårde er i opbrud, og nye skikke vinder frem. Familiegravstedet, hvor generation efter generation blev jordfæstet side om side med større eller mindre gravmonumenter, må vige pladsen for de afdødes individuelle ønsker i livet. Flere bliver kremeret, og antallet af kistebegravelser falder. Vi lever ikke alene individuelt. Også i døden sætter individualismen sine spor, og ofte har de døende helt særlige ønsker for, hvad der skal ske med deres jordiske rester. Nogle beder om, at deres aske spredes fra et skib ud over havet. Andre ønsker at blive stedt til hvile i en skov eller en lund uden markering af nogen slags. Andre igen ønsker, at deres aske skal blæse væk i vinden fra et tårn eller et andet højt sted. Anne Kjærsgaard er religionsforsker og har gennem mange år har beskæftiget sig med danskernes forhold til døden – herunder særligt deres forhold til gravstedet og kirkegården.

farfar

“Vi indretter os mere eller mindre efter de dødes ønsker. Alt for sjældent taler vi med hinanden om vores fælles behov og de behov, som de efterladte har,” siger hun og forklarer, at det er individualiseringen, der slår igennem. “Behovet viser sig ofte at være et enkelt og synligt sted, hvor de efterladte kan tale til og med de døde. De færreste sejler ud på havet for at mindes de døde. Det ser man faktisk kun ved

skibskatastrofer og bådforlis, hvor havet forvandles til begravelsesplads og helligt sted. Vi er ikke nær nok opmærksomme på de efterlevendes ønsker og behov, men det burde vi være.”

Kaffe ved graven Vi vil gerne respektere de afdødes ønsker. Et gravsted skal passes, og mange ældre ønsker ikke at være til besvær for familien. Især ikke, hvis familien bor langt væk fra kirkegården. “Ikke desto mindre har de efterladte behov for et 49

sted at gå hen med deres sorg. Besøget på kirkegården kan åbne livet og tilværelsen på ny. De døde er ikke bare døde og borte. De er særdeles levende, og vores adfærd omkring gravstederne røber det,” siger Anne Kjærsgaard. Hun fortæller, at stenen med navneindskrift, årstal og ord ofte er sted for en form for gaveudveksling mellem levende og døde. Vi kommer med blomster og små gaver til de døde og får også noget af dem, som vi kan tage med hjem. Livgivende ord og minder. Mange kommer til graven for at spørge de efterladte til råds, og er der en lille bænk, kan man tage plads og indlede en samtale. Nogle tager sågar kaffen med og hælder den ned i gruset eller på jorden foran stenen. “Det er vigtigt for os, at de kære følger med i vores liv, selvom om de ikke længere er fysisk til stede. Vi har brug for at mødes, og ofte er stenen, pladen eller plænen et mødested. Her siger vi på afskedsdagen det sidste farvel. Og dette ‘farvel’ bliver sidenhen til det første ‘goddag’ og indledningen på samtaler med de døde.”

Fælles historie De fleste kirkegårde er offentlige haver, som alle kan besøge. Når du træder ind i de dødes have, så træder du ind i et fællesskab, som på grund af individualiseringen er gået tabt mange andre steder i vores samfund. “Det er vigtigt, at der er et sted, hvor de efterladte kan gå hen. Men det er mindst lige så vigtigt, at vi andre kan gå derind,” siger Anne Kjærsgaard. Det er nemlig ikke uden betydning, at vi på kirkegården læser andre menneskers navne og årstal på deres sten og tavler. Men individualiseringen trækker os væk fra fællesskabet omkring de døde og deres historie. Vi ser ikke, at dén historie også er vores historie. Det er og bliver en fælles historie. Det betyder dog ikke, at Anne Kjærsgaard vil tilbage til de gamle slægtsgrave, hvor hele familier ligger begravet side om side. 50

“Kirkegårdene må gerne udvikle sig og følge med tiden, og det gør de. I dag kan ingen undgå at bemærke de gravsteder, hvor små børn er begravet. Forældres omsorg for det døde barn lever videre, og kærligheden til de små forsvinder aldrig. Barnet vokser ikke mere. Alligevel kan vi tale om at følge barnets opvækst.” At miste et barn er alle forældres skræk, men tabet kan rummes i vores fælles historie. Den historie må ikke gå tabt, og det gør den, hvis vi forvandler kirkegårdene til terapihaver, parker eller andet. Så sættes det enkelte menneske i centrum på bekostning af den fælles historie, forklarer Anne Kjærsgaard. “Kirkegårdene fortæller altså historien om et fællesskab. Og står den lille bænk i nærheden af en grav, som vi mere eller mindre tilfældigt standser ved, så er vi tilbøjelige til at sætte os på den og indlede en samtale. Det kan være om livet, savn og længsel, men også om ganske almindelige ting. Den samtale er meget vigtig, og derfor bør vi i højere grad tale med hinanden om vores behov, hvis der er mulighed for det. Vi har brug for at høre de dødes stemmer i vores liv. Både de kendtes og ukendtes. De kan minde os om, at vi altid er og vil være del af et livgivende fællesskab.” Anne Kjærsgaard er post.doc. på Afdeling for Religionsvidenskab på Radboud Universitet i Holland.

Majas sten Maja Sofie Rasmussen har selv skabt sin mors gravsten. Arbejdet med stenen gav hende tid og ro til at sørge, og gravstedet giver familien et sted at høre til og mindes deres kære.

AF SØREN KJÆR BRUUN, SOGNE- OG STUDENTERPRÆST PRIVAT FOTO

Det var et chok, da Maja Sofie Rasmussen pludselig mistede sin mor Hanne i et trafikuheld 6. august 2020. Maja Sofie Rasmussen var 32 år og i gang med sin kandidat i moderne kultur på Københavns Universitet. Hun er også keramiker og besluttede at drage omsorg for sin døde mor ved at bruge sine kreative evner. Hendes første tanke var at dreje en urne, men på en drejebænk går det stærkt, og Maja Sofie Rasmussen havde brug for tid til at tænke sig om. Hun besluttede derfor at forme en gravsten af ler og en navneplade til sin mors grav og stillede sig selv det vanskelige spørgsmål: Hvordan ser et gravsted egentlig ud? Og hvordan skal min mors gravsted se ud? Hun indrettede et lille sted i sit værksted, hvor hun kunne arbejde med gravstenen. Arbejdet gav hende tid og ro til at sørge.

Blid, hård og elegant Det blev hurtigt klart for Maja Sofie Rasmussen, at gravstenen ikke kunne se almindelig ud, for hendes mor var ikke almindelig. “Blomsterdamen” var hendes kærlige tilnavn, og solsikken hendes yndlingsblomst. Det er kun Maja Sofie Rasmussen, som ved præcist, hvorfor stenen kom til at se ud, som den gør. Da den var færdig og sat på gravstedet, sagde nogle i familien: “Den er smuk, men hvad forestiller den? Og hvordan skal vi forstå den?” Stenen har et hul og ligner på en måde et stort smykke med en smuk øsken foroven, som ville en mægtig skikkelse trække en kæde gennem gravstenen og bære den på sit bryst. “Den er abstrakt,” siger Maja Sofie Rasmussen og forklarer, at stenen er en moderfigur, formet som en fugl, og at den er, som hendes mor var: blid, hård og elegant. Et særligt sted Det tog Maja Sofie Rasmussen mange måneder at skabe stenen. I dag er hun glad for, at hun tog sig tid, selvom det også var en vanskelig periode i hendes liv. Hun ler næsten, da hun fortæller: “Vi anede jo ikke, hvor vi hørte til.” Hendes ord røber, at vi alle altid hører til – vi ved bare ikke altid hvor. I dag har Maja Sofie Rasmussen og hendes familie fået et sted på Skansebakken i Hillerød, hvor familien hører til. For hendes far er det allerede blevet et særligt sted. Gravstedet med den lille bænk åbner mulighed for at tale med og om det liv, som blev levet. Hverken Maja Sofie Rasmussen, hendes forældre eller resten af familien har før talt med hinanden om døden eller deres egen død. De har aldrig talt om deres behov, hvis en af dem skulle gå bort, fortæller hun. Nu sidder Maja Sofie Rasmussens far ofte på bænken i Hillerød og taler med sin Hanne. Om livet og om døden. 52

Kirkerne i København danner ramme om alt fra nørkleklubber og yoga til rockkoncerter – og naturligvis gudstjenester. For biskoppen er det historien om en kirke, som har genfundet sin befolkning, og der er mulighed for at nå endnu flere.

Metropolkirke til københavnerne AF NIELS JARLER, JOURNALIST FOTO HENRIK DONS-CHRISTENSEN, THOMAS HEIE NIELSEN OG SILLE ARENDT

Fra 2015 til 2019 er der kommet 15 procent flere deltagere til aktiviteter som babysalmesang, kirkeyoga og debatarrangementer i Københavns Stift. Det er en fremgang på mere end

Bispegården i Nørregade har huset embedet siden reformationen. Den ligger med Københavns Universitets hovedbygning som genbo. Uden for vinduerne cykler byen forbi. Gaden huser flere diskoteker og barer og munder ud i Nørreport Station. Her har biskop Peter Skov-Jakobsen boet og arbejdet siden 2009, når han ikke holder gudstjenester i domkirken over for bispegården eller rejser rundt i landet i forskellige gøremål. Med et alsidigt udbud af kultur- og fritidsaktiviteter har stiftets kirker fået godt fat i københavnerne, mener Peter Skov-Jakobsen. “Det er et meget mangfoldigt udbud, og det ligner også noget, som jeg oplever er rettet mod den by, som jeg kender,” siger han med stolthed i stemmen.

120.000 deltagere. KILDE: KØBENHAVNS STIFT

Noget for enhver Netop mangfoldigheden og det målrettede synes at være kendetegnende for de københavnske kirkers udbud af aktiviteter i de her år. 53

“Skal man være På den musikalske side er der stadig de klassiske kirkekoncerter, men der er også elektroniske totaloplevelser, sangskriverworkshops, pop-, jazz- og rockkoncerter. På aktivitetssiden er der fællesspisning, film- og nørkleklubber, vandreture og natkirker. Hver eneste måned er der flere hundrede arrangementer rettet mod byens børn og børnefamilier. Der er sorggrupper for dem, der har mistet en nærtstående eller har hjertesorger. Senest har Stefanskirken på Nørrebro også etableret en sorggruppe for dem, der sørger over klimaet og ser ind i en uvis fremtid for kloden. Hvis du ikke taler dansk, er det heller ikke noget problem: Fra 2021 udbydes den folkekirkelige, evangelisk-lutherske kristendom nemlig også på engelsk til byens nye, internationale borgere. “Det er en måde at være kirke på, som er meget spændende, men den kræver også den dobbelte indsats af, hvad det krævede at være kirke i 1980,” siger Peter Skov-Jakobsen.

Kirken ud af historien De mange aktiviteter løftes lokalt af præster, organister og kirkekulturmedarbejdere, og de har travlt. I 1980 var biskoppen studerende på Københavns Universitet, og dengang var dagsordenen i det københavnske kirkeliv en anden. “Man prøvede hele tiden at revitalisere det kirkeliv, som havde været der, som havde fungeret, og som havde været godt til det København, der var.” Det gamle København – det, der var – er ikke noget at drømme sig tilbage til, mener han. “Folkekirken i København var fra midten af det 19. århundrede en kirke, som reflekterede den by, som den var i. Det var en by, hvor der var stor nød, en meget gammel by, en meget fattig by og en immobil by. Det afspejledes i hele kirkelivet.” Byens udbredte fattigdom formede den måde, som folkekirken i København var kirke på, fordi det var påtrængende nødvendigt at hjælpe. “Nøden var så stor, at det ikke kunne hjælpe noget, at man talte om nåde uden at have noget i hænderne: Folk skulle også være mætte, være trygge og have tøj på kroppen.” En forandret hovedstad Den store sociale opgave skabte et kirkeliv, hvor kirken var meget tæt på befolkningen, men i takt med, at befolkningens kår blev bedre, og byen ændrede ka54

præst i en metropol som København, er man nødt til at have et meget åbent sind for, hvad der sker i ens samtid.

rakter, havde kirken svært ved at finde sin plads. Det skabte et misforhold mellem kirkens tilbud og befolkningens behov. “Det var et kirkeliv, der ikke reflekterede, at der fra 1960 til 1990 skete en sanering i København, hvor 360.000 københavnere flyttede ud og blev borgere på blandt andet Vestegnen og i Nordsjælland.” Byens skrumpede i første omgang. I 1990'erne fulgte byfornyelsen af brokvartererne. Lejligheder blev lagt sammen, der blev plads til badeværelser, og befolkningssammensætningen ændrede sig. Det tog tid for det københavnske kirkeliv at overkomme den udfordring. Først var det nødvendigt at droppe nostalgien og i stedet se på, hvad københavnerne havde brug for. “Omkring årtusindskiftet gjorde man historien til historie og lagde den dér, hvor den altid skal ligge: Omme bag ved en. Hvis du lægger historien foran dig, så prøver du at genopleve noget, som andre allerede har gennemlevet. Det er der noget kunstigt ved,” mener biskoppen.

Innovation i storbykirken Med historien bag sig tog kirkerne fat på at skabe et nyt repertoire, der passede til den nye befolkning. En af de markante ændringer var tilvæksten af børnefamilier i byen. Hvor folk tidligere var flyttet fra byen med deres børn, blev de nu boende. Alene Københavns Kommune voksede ifølge Danmarks Statistik med 6.600 flere børnefamilier fra 1990 til 2000. I dag er der

En af de kirker, der kan samle et stort publikum til koncerter er Københavns Domkirke, Vor Frue Kirke. Som her under Copenhagen Jazz Festival, hvor Chris Minh Doky spiller bas, og domprovst Anders Gadegaard prædiker.

Du kan komme højt til vejrs på Frederiksholms Kirkes klatrevæg. Helt nøjagtigt 15,6 meter op ad kirkens tårn. Klatrevæggen blev indviet i 2014 og er Danmarks første af sin slags. Den fordeler sig på to sider med 400 greb og cirka 13 ruter. Kirken afholder selv omkring ti offentlige klatreevents om året.

kommet 21.000 flere til. Kirkens fokus på de nye københavnere resulterer i et kreativt boom. “Det sker alt sammen omkring årtusindskiftet: Sorggrupper, babysalmesang og pludselig også de populære spaghettigudstjenester,” konstaterer biskoppen. De to sidstnævnte er eksempler på ægte københavnske opfindelser, der har spredt sig fra hovedstaden til resten af landet. De første hold med babysalmesang blev holdt i Sankt Pauls Kirke og Frederiksberg Kirke i 2002. I 2016 anslog Center for Samtidsreligion, at mellem 55 og 60 procent af danske pastorater udbyder babysalmesang. Også natkirker, der har storbyens unge som målgruppe, stammer fra nyere tid. Den første natkirke blev oprettet i 1999 i Vor Frue Kirke, og også her har fænomenet spredt sig til flere københavnske bydele og større i byer i hele landet.

• I 2021 offentliggjorde Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter en stor kvantitativ undersøgelse “Religiøsitet og forholdet til folkekirken,” i samarbejde med Norstat og Danmarks Statistik. • Den viser blandt andet, at danskere med et højere uddannelsesniveau

En kirke i byen “Skal man være præst i en metropol som København, er man nødt til at have et meget åbent sind for, hvad der sker i ens samtid,” siger Peter Skov-Jakobsen. Byen og dens mennesker former folkekirkens aktiviteter, og byen har forandret sig meget over de seneste årtier. “I dag har man en rig by, en hurtig by, en mobil by, hvor rigtig mange bor for sig selv. Jeg vil gerne se det moderne menneske som et myndigt menneske: Et menneske, der på alle måder lever med videnskab, fornuft, indsigt og komplikation.” For at være relevant for sin samtids storbymenneske er kirken nødt til at forholde sig til den komplicerede virkelighed og de sorger, glæder og livsfaser, som det gennemgår. “Der er mennesker, der løber på Statens Museum for Kunst og går ud og spiser fredag aften, går på jazzbar, bliver gift, får børn og bliver skilt igen. Alle disse vidunderligt komplicerede liv – somme tider også væltede liv. Det er hele det menageri, vi taler ind i, samtidig med, at der er alt det, som truer os i tiden: klimaet, de store krige, hungersnød, flygtninge og verdensøkonomien. Det er også i den sammenhæng, at vi skal være kirke.” Rum til det religiøse “Det er naturligt, at kirken bevæger sig derhen, hvor virkeligheden er. Det er vi mere eller mindre gode til i forskellige tidsaldre. Lige for tiden er vi meget gode til det i vores egen sammenhæng. Der er også mange teologiske stridigheder om det, og det gør ikke noget,” siger Peter Skov-Jakobsen. Han henviser til den debat, der indimellem dukker op om de teologiske kvaliteter af de mange aktiviteter. For der er ikke noget, der tyder på, at de mange aktiviteter betyder en øget tilgang til den almindelige gudstjeneste. “Kirkens hjerteslag ER gudstjenesten, men jeg ville være ked af det, hvis vi satte det som et formål, at alt, hvad vi foretager os, helst skal ende med, at folk sidder på kirkebænken. Det er for meget business-tænkning.” 58

er mere tilbøjelige til at deltage i folkekirkens aktiviteter end resten af befolkningen. • 81 procent af kvinder og 63 procent af mænd havde i løbet af de seneste 12 måneder været i kontakt med folkekirken.

Eksperimenter og fejltagelser Det er ude i stiftets 94 sogne – lokalt og tæt på befolkningen – at udviklingen af de mange nye tiltag sker. “Det særlige, som kræves af en præst, organist eller kirke- og kulturmedarbejder et sted som København, er, at man har sans for, hvad der sker, men også en sans for, hvor vi er på vej hen. Man skal turde at gå med hele den vej, også selvom den ikke er helt reflekteret endnu.” Netop modet til at turde ser Peter Skov-Jakobsen som et afgørende element. “Når man er i forsøgsfaser, så er man også somme tider ude over kanten. Det skal man turde som kirke. Hvis vi kun gør det, der er sikkert og dogmatisk afsikret og holder os bag ved panseret, så kommer vi ingen steder.” Et af de nyere initiativer er drop-in-dåb, hvor man i et givent tidsrum kan komme direkte ind fra gaden og blive døbt. Den første drop-in-dåb fandt sted i 2017. I begyndelsen var biskoppen skeptisk. Han var urolig for, at “drop-in” var lig med overfladiskhed og hurtighed. Den indledende skepsis blev dog gjort til skamme. I dag erkender han, at tilbuddet ikke er fastfood for sjælen, men en effektiv måde at invitere dem indenfor, som har oplevet, at tærsklen til kirken ellers var for høj for dem. Kirken er åben for alle At holde kirken åben for alle er vigtigt. Derfor er biskoppen også bekymret. Det er ikke alle grupper, som kirken når i dag.

Biskoppen på vej til bispegården efter morgenandagt i domkirken.

“Kirken skal også nå de mennesker, der har vanskeligt ved at gribe om tilværelsen, og som griber forkert. Det hører med til en kirkes dna, og der bliver vi nødt til at sige, at det er vi ikke så gode til. Folkekirken er også til for de mindre privilegerede og for dem, der ikke har kulturelle interesser. Så der er hele tiden noget, der udfordrer os. Vi skal være der for hele befolkningen. Og der er jeg bange for, at vi ikke har den gennemslagskraft, som vi burde have,” siger biskoppen. En af de grupper, som biskoppen er bekymret for, er de yngre mænd. Ifølge en stor befolkningsundersøgelse i 2021 kommer mænd mindre i kirken end kvinder. De er mindre tilbøjelige til at deltage i folkekirkens kulturtilbud, og det er i den gruppe, der sker flest udmeldelser. For biskoppen ligger der derfor en opgave for kirken i at få mænd mellem 20 og 45 år i tale. “Måske kunne vi blive meget bedre til den samtale. Jeg tror, at det er klart for alle i samfundet, at det kunne være godt, hvis vi kunne det. Det skal være en respektfuld samtale, ikke en ‘truen med bål og helvede’ – kirken skal hele tiden øve sig i den respektfulde samtale.”

“Kirkens hjerteslag ER gudstjenesten, men

jeg ville være ked af det, hvis vi satte det som et formål, at alt, hvad vi foretager os, helst skal ende med, at folk sidder på kirkebænken. 59

Forkynderen, der blev sendt ud med en livstidsopgave, eksisterer ikke længere, men danskere udfører stadig projektarbejde på et kristent grundlag ude i verden. Hvad er kristen aktivisme i dag? Vi har spurgt Danmission og Folkekirkens Nødhjælp.

Missionæren er død TEKST OG FOTO EVA-MARIE MØLLER, JOURNALIST

I Danmissions hovedkvarter i Hellerup står en portal af ædeltræ i haven. I gamle dage modtog den missionærerne, når de var hjemme undervejs i deres mission i fremmede og ofte farefyldte lande. I dag har både de og Danmission fået et nyt sigte. Det, man engang kaldte kristen aktivisme, har fået et nyt ansigt. Men hvordan ser danske, kristne, humanitære organisationers arbejde så ud anno 2022 – hvad har forandret sig? Danmission har netop fejret 200-års-jubilæum, og Danmarks anden kristne organisation, Folkekirkens Nødhjælp, fejrer 100-års-jubilæum i år. Landechef for Cambodia, Peter Herum, fortæller, at Danmission i dag bruger udtrykket udsendte i Danmission. “Vi arbejder med moderne udviklingsprojekter med støtte fra Danida og EU og andre donorer, så vi har en tilgangsvinkel, der går bredt ud. Vi lægger ikke skjul på, at vi er en kristen organisation, men det er folks eget valg, om de ønsker at være kristne,” forklarer han.

Aktivisme er et engagement Peter Herum arbejder med projekter i Cambodia, hvor den kristne kirke i begyndelsen af dette århundrede blev etableret af missionærer. I dag er 92 procent af befolkningen buddhister, mens fem procent er kristne. 60

“Hvis en ny kristen skal holde bryllup, hvor den buddhistiske del af familien skal være med, kan der nemt opstå konflikter. Her arbejder vi på at skabe nye ritualer, der tager udgangspunkt i det kristne, men samtidig forholder sig til den buddhistiske tradition, så det bliver en liturgi, som buddhisterne kan forholde sig til. Det er i det hele taget vigtigt at forholde sig til konteksten, så resultatet af projekterne passer ind i det land, hvor vi nu er og arbejder.” Peter Herum opfatter sig selv som kristen aktivist i den betydning, at aktivisme er et engagement, der går ud over en professionel indsats. “Det skal ses i det lys, at vores forgængere blev sendt ud 30 år ad gangen uden internet og med frygtelige tropesygdomme. De har haft en tro, som kunne hjælpe dem i de svære situationer. Men vore dages udsendinge kan også stå i håbløse situationer, og når jeg sender e-mails, så ved jeg, at myndighederne læser med. Vi har stadig tropesygdomme, men i dag kan vi behandle

dem. Når vi arbejder i en sammenhæng, som er meget forskellig fra vores danske dagligdag med de usikkerheder og risici, det indebærer, så hjælper det at have en kristen tilgang til det.”

100 års historie Folkekirkens Nødhjælps historie begyndte i 1922, da lederne af 22 europæiske landes evangeliske kirker mødtes for at diskutere, hvordan de kunne hjælpe hinanden på fode igen efter 1. Verdenskrig. Mange små kirker i de mest krigshærgede lande kunne kun overleve med hjælp udefra. Danmark var sluppet relativt let fra krigens ødelæggelser og havde et ønske om at støtte de europæiske søsterkirker. Derfor blev “Den danske Folkekirkes Nødhjælp til Europas evangeliske kirker” stiftet. I spidsen stod en præst fra Københavns Stift, Alfred Th. Jørgensen. Senere skiftede organisationen navn til Folkekirkens Nødhjælp. Peter Bo Larsen har arbejdet i 20 år i Folkekirkens Nødhjælp – først som sekretariatschef i hovedkvarteret, derefter som landechef i Sydsudan, Kenya, Cambodia og Uganda. Nu er han tilbage i Sydøstasien som landechef for Nødhjælpens program i Myanmar. Han understreger, at organisationen ikke udfører missionerende arbejde. “Mit arbejde afspejler ikke folkekirken som institution, men de kristne værdier afspejler sig i mit arbejde. Vores arbejde er baseret

Peter Herum i samtale med religiøse grupper ved projektet “Fish release in Mekong River” i Cambodia. Privat foto

på diakoni. Det vil sige, at jeg arbejder ud fra værdier som næstekærlighed, menneskelighed, ligeværd og rettigheder. De værdier er vi i dialog med vores partnere om og vil holdes op på.”

Lokalt samarbejde Folkekirkens Nødhjælp arbejder inden for “familien”, som rummer kirker ude i verden i den globale alliance ACT – Action by Churches Together. “Vi finder lokale organisationer, der deler værdier med os. I Afrika har vi klart flest kirkelige partnere, da den afrikanske kirke her er en integreret del af rigtig meget socialt arbejde. Hvis man her gerne vil arbejde med socialt udsatte og opleve positive varige forandringer, så er kirkerne et naturligt sted at gå hen, fordi de betyder rigtig meget for den almindelige afrikaner,” siger Peter Bo Larsen. Ligesom Danmission arbejder Folkekirkens Nødhjælp i både Afrika og Sydøstasien. “I Sydøstasien er lokale kristne organisationer ikke udgangspunktet, fordi kun en meget lille del af befolkningen er kristne. De er buddhister og hinduister. Det vil sige, at vores partnere typisk er sekulære, men vi er enige om værdier såsom lige adgang til rettigheder, ligeværd og medmenneskelighed. Vi finder den partner, der bedst harmonerer med det kristne grundsyn i vores arbejde,” fortæller Peter Bo Larsen. Jord under neglene Danmission arbejder ud fra tre temaer: At styrke kirker og teologi, at skabe fred og retfærdighed, og at fremme bæredygtig og retfærdig forvaltning af naturressourcer. “I Cambodia arbejder vi med et større skovprojekt. Mange ulovlige skovhuggere fælder ædle træer og tjener styrtende på det. Derfor støtter vi op om de lokales skovpatruljer og har sammen med Københavns Universitet udviklet en app, som de frivillige skov-

patruljer kan benytte til at registrere de ulovlige træfældninger,” siger Peter Herum. Det har fået meget medieomtale, så der nu er fokus på problemet, omend det ikke er løst. “Samtidig er vi med til at få de ulovlige skovhuggere civilt anholdt. Men vores skovpatruljer er ikke populære, og lige for tiden tillader myndighederne ikke, at de kan komme ind i skoven. Det kan godt virke mærkeligt på os, men det skyldes, at de cambodianske myndigheder oplever, at der stilles spørgsmål ved deres evne til at passe på skoven, hvilket kan betragtes som en ærekrænkelse. De siger, at problemet er løst, men det er det slet ikke.”

Lige rettigheder Hos Folkekirkens Nødhjælp er civile rettigheder et vigtigt fokusområde, fortæller Peter Bo Larsen. I Uganda arbejdede nødhjælpen med ligestilling og især med kvindernes rettigheder. Der er meget vold og misbrug af kvinder, specielt inden for hjemmets fire vægge. For eksempel har én ud af fire kvinder under 18 år fået barn. Det har store negative konsekvenser for de unge kvinder, der risikerer udstødelse fra familien, ingen adgang til uddannelse og et hårdt og fattigt liv. “Vi laver for eksempel undervisningsmateriale, der bliver brugt på skolerne. Her beskriver vi, hvor piger kan gå hen og skifte bind, og der er så præster, der advokerer for, at der er et rum, hvor det kan ske. De arbejder for, at piger ikke bliver sendt hjem, hvis de er gravide. Endelig laver vi små “pixi-bøger”, der i børnehøjde argumenterer for, at en pige skal behandles lige så godt som en dreng.” Det nye missionssyn For Danmission har 200-års-jubilæet været en anledning til at genopfinde sit missionssyn.

Peter Bo Larsen besøger en lokal partner i Uganda, som modtager og eksporterer økologiske frugter og grøntsager fra småbønder til Europa. Privat foto

Delegerede for 1.600 medlemmer og 2.500 frivillige blev på et repræsentantskabsmøde i efteråret 2021 enige om, at værdierne for projekterne i lavindkomstlande i verden er håb, tilgivelse og liv. Peter Herum deltog i mødet. “For os er håb vigtigt. Det, at folk kan få et håb om at forbedre deres situation, for eksempel at kunne få en uddannelse. Jeg besøgte engang fortvivlede flygtninge i en lejr i Kachin i Myanmar. Folk forventede at kunne komme tilbage til deres landsby, men realistisk set kommer det ikke til at ske foreløbig. Her er det afgørende, at de alligevel kan komme videre og forbedre deres situation, hvor de er. Vi skal hjælpe de mennesker med at finde livsmod og kræfter i håbet.” Danmission arbejder sammen med lokale partnerorganisationer om at etablere “safe spaces”, hvor folk kan lære at tale om og reflektere over deres situation. Det er vigtigt, at de kan have sådanne samtaler uden frygt og få redskaber til at gå i dialog, mindske konflikter og bearbejde traumer. Hos Folkekirkens Nødhjælp er missionssynet forbundet med det ansvar, man har, når man arbejder ud fra et kristent grundsyn. 63

Plakaten fra Folkekirkens Nødhjælp symboliserer løsrivelseskrigen mellem Biafra og Nigeria i 1967, som havde udviklet sig til en voldsom sultkatastrofe. Til sidst lykkedes det en fælleskirkelig alliance med danske Viggo Mollerup i spidsen at etablere en luftbro, der reddede en million mennesker fra sultedøden.

“Tager man den kristne tro alvorligt, så betyder næstekærlighed noget. Jeg er ikke teolog, men som menneske har jeg svært ved at forstå dem, der mener, at en landegrænse gør en forskel i forhold til at hjælpe sin næste. Jeg synes ikke, at et kristent udgangspunkt partout gør, at man skal være nødhjælpsarbejder. Der er masser af opgaver og måder at indrette sit liv på, hvor et kristen livssyn er af betydning, og masser af job, hvor relationen til ens næste er af positiv betydning. Det er bare den vej, jeg har valgt, og det giver mening for mig,” siger Peter Bo Larsen. Han vil ikke kalde sig kristen aktivist, for han promoverer ikke kristendommen aktivt. “Jeg sidder ikke og taler om Jesus med en partner ude i en landsby. Måske bliver der bedt en bøn, men det er ikke det centrale. Vi diskuterer ikke tro. Vi diskuterer rettigheder, at børnene skal i skole, hvordan vi kan støtte arbejdet for at få bedre sundhedsfaciliteter. Så jeg opfatter mig ikke som kristen aktivist som sådan.”

Det kristne ansvar Det er nærliggende at tale om det kristne ansvar med de humanitære udsendte, og det har begge organisationer da også tænkt over. Peter Herum fra Danmission mener, at man som kristen har et ansvar, der går længere ud. Som miljøaktivist skal man tage vare på naturresourcer, men som kristen er ansvaret bredere end det. Det er ikke kun at passe på træerne i skoven. Det er en respekt

I 2022 markerer Folkekirkens Nødhjælp sin 100 års historie med gudstjenester og arrangementer i kirker landet over.

6. marts begynder fejringen med en

festgudstjeneste i Københavns Domkirke, hvor Kongehuset deltager. Her synges for første gang den vindersang, som Folkekirkens Nødhjælp har sendt i konkurrence med temaet: Håb og handling.

I foråret følger jubilæumsgudstjenester i

landets øvrige stifter.

for den lokale identitet og at finde løsninger, der også tager hensyn til traditioner, religiøse handlinger og ritualer. Forskellen på arbejdet i Danmission og for eksempel Folkekirkens Nødhjælp handler om et kristent livssyn, som Danmission har til fælles med flere af de lokale partnere. “Vores grundværdier sikrer en kontinuitet i vores arbejde, der fortsætter efter projekterne. I Cambodia har vi mange lighedspunkter med Folkekirkens Nødhjælps arbejde, for her har myndighederne en interesse i at formindske civilsamfundets rettigheder, og det arbejder begge organisationer på at forbedre,” siger Peter Herum. Peter Bo Larsen forklarer, at for Folkekirkens Nødhjælp går det kristne menneskesyn, diakonien og næstekærligheden hånd i hånd med menneskerettighederne og “the humanitarian imperative” – at man er forpligtet til at hjælpe et menneske i nød: “Om det er det langsigtede arbejde med klimatilpasset fødevaresikkerhed, støtte til demokratibevægelse og menneskerettighedsaktivister eller det akutte nødhjælpearbejde, så tager vi altid udgangspunkt i det enkelte menneskers ønsker og tanker om et værdigt liv samt de ressourcer, de selv kommer med. Det er altid der, det starter. Altid,” siger han. Fremtiden for kristent og humanitært arbejde har nogle perspektiver for demokratiudviklingen, lyder det fra Danmissions Peter Herum. “I lande, hvor demokrati er under pres eller ikke eksisterende, er det ofte religiøse ledere, der får en central rolle i folks søgen efter en løsning eller en retning. Min erfaring er, at hvis folk ikke har tillid til de mennesker, der styrer landet, så kigger de andre steder hen. Det er vigtigt, at vi erkender, at religiøse ledere spiller en rolle i udvikling af samfund. Folk lytter mere til dem i visse dele af verden, end de lytter til politikere.” 65

QUIZ 1

Københavns Stift dækker kommunerne København, Frederiksberg, Tårnby, Dragør og Bornholm? I hvilket sogn bor der flest? a.

Simeon-Sankt Johannes Sogn

Hvilket jubilæum kan Københavns Stift fejre i 2022? a.

900 år

b. 450 år c.

100 år

b. Vesterbro Sogn c.

Bellahøj-Utterslev Sogn

En af Københavns største kirker er Grundtvigs Kirke i Bispebjerg. Hvor mange stole plejer der cirka at stå på gulvet i kirken? a. 200 b. 2100 c. 700

I hvilken kirke blev H.K.H.

Kronprinsen gift med Mary Elizabeth Donaldson i maj 2004? a.

Holmens Kirke

b. Frederiks Kirke c.

Vor Frue Kirke

Bornholm er kendt for sine rundkirker fra middelalderen, men hvor mange rundkirker er der egentlig på øen? a. 3 b. 4 c. 9

I Københavns Stift kan du finde kirker fra 1100-tallet og frem til vor tid. Hvilken er tegnet af Kaare Klint? a.

Skelgårdskirken i Kastrup

b. Sions Kirke på Østerbro c.

Betlehemskirken på Nørrebro

Hvilken kirke er den højest beliggende i Københavns Stift?

Der er 94 sogne i Københavns Stift. Hvor mange sogne er der på landsplan?

a. 478

Ruts Kirke i Rutsker på Bornholm

b. Frederiksberg Slotskirke på Frederiksberg

b. 1107

c. 2158

Vor Frelsers Kirke på Christianshavn

Svar på quiz: 1B, 2C, 3C, 4A, 5C, 6B, 7C, 8C 66

R E D A K T I O N S U D VA L G Å R S M A G A S I N 2 0 2 2

Udgiver: Københavns Stift Redaktion: Ulla Marie Haahr (ansvarshavende), Eva-Marie Møller (redaktør), Ingeborg Marie E. Nielsen (redaktør) Vibeke Bidstrup,

Nørregade 11, DK-1165 København K

Søren Kjær Bruun og Niels Jarler

www.kobenhavnsstift.dk, mail: kmkbh@km.dk

Klummeskribent: Felix Thorsen Katzenelson Eksterne fotografer: Lina Ahnoff, Sille Arendt, Steen Brogaard,

Spørgsmål vedrørende GEJST rettes til Presse og

Henrik Dons-Christensen, Birgitte Carol Heiberg, Klaus Holsting,

Kommunikation i Københavns Stift på kikkbh@km.dk

Flemming Bo Jensen, Ole Bo Jensen, Thomas Heie Nielsen,

Artikler, illustrationer eller billeder må ikke eftertrykkes

Marius Renner, Thomas Rønn, Birk Thomassen, Bjarke Ørsted

uden skriftlig tilladelse.

Design / art direction: Mette Funck, MEFU Grafisk Design

Læs tidligere udgaver af magasinet, der før hed

Illustrationer: Line Jensen, Mette Funck

DEBATmagasin på www.kobenhavnsstift.dk/gejst

Forside: Flemming Bo Jensen Korrektur: Thomas Westh – Word Up

instagram.com/kirkenikbh

Tryk: Jørn Thomsen Elbo ISSN: 2246-834X

facebook.com/kirkenikbh

Gejst 2022

Articles inside

Metropolkirke til københavnerne

Majas sten

Den nye kirkegård

PROLOG “Græd eller dø”

Næstekærligt opråb!

Er folkekirken woke?

Generationer er noget, vi kalder hinanden

Vi skylder de unge en undskyldning!

Musikken – et magisk frirum

Missionæren er død

Hæj! Virkeligheden kalder

Den største overgang

Håbet mobiliseres i fællesskabet

Leder