Gejst 2024

Gratis!

2024

TEMA: Tillid gør os lykkelige, men er den under pres?

Når freden skal med i krig - en feltpræst fortæller Bliv klogere på kirkens mærkelige sprog

I et samfund er tillid altafgørende for det gode liv. Tror vi på dem med magten? Jeg spørger ikke, om vi er enige, men har vi tillid til, at de tager deres beslutninger ud fra saglige standpunkter? Det gælder myndighederne, politikerne, dommerne, politiet og såmænd også vores forældre.

Vi kender alle mennesker, der bygger et løgneunivers op. De sætter lus i skindpelsen og sætter mennesker op mod hinanden. De lyver om deres modstander. De får en til at gribe ud efter mistilliden og forbeholdenheden. De lader en mærke, om man tror på tilliden og talens åbenhed og insisterer på den.

Tillid er livsnødvendig i et demokrati. Selv min modstander må jeg have tillid til.

Tillid gør os både rige og lykkelige, viser forskningen. Når tilliden forsvinder, skal der arbejdes hårdt for at få den genetableret.

Lige nu fylder konflikt og krig meget. Der er krig i Mellemøsten og i Ukraine. Danske officerer er involveret i at træne ukrainske civilister og gøre dem til soldater. Folkekirken er også involveret i dette arbejde, for feltpræster besøger jævnligt de udsendte.

Dyk ned i bladet og læs om dette arbejde.

På landets hospitaler står folkekirkepræster også til rådighed for samtaler, ikke alene med dem, der er ramt af sygdom, men også med pårørende og ansatte. Få et indblik i dette i hospitalspræstens dagbog i Gejst.

I bladet er der også artikler om, hvordan folkekirken hele tiden udvikler sig for at være vedkommende i samtiden. Der er mange, som er åndeligt søgende, men som har lyst til at møde troen på en anden måde. Fx gennem kirkeyoga eller pilgrimsvandring.

For tro kan også opleves fysisk og kropsligt, tro handler ikke altid om ord.

Ord er også væsentlige – og kirkens sprog kan være en mærkelig mundfuld, hvis ikke man færdes hjemmevant i det. Derfor er der i bladet en guide for nybegyndere til det helt særlige sprog, der bruges i kirken.

Gejst er et gratis magasin, som du kan samle op i kirken, når du skal til bryllup eller dåb, gudstjeneste eller koncert. Giv det gerne videre til familie, venner og bekendte. ’Forbliv tillidsfuld.’ Sådan slutter den tyske nyhedsvært Ingo Zamperoni altid sine nyhedsudsendelser af. Efter at have afleveret nyhederne fra alverden, ofte med et hjerteskærende og truende indhold, er det, som om han insisterer på tilliden efter at have ønsket seerne et godnat. Om det er et ønske, eller det er en formaning – jeg ved det ikke, men han kan ikke komme ud af udsendelsen på anden måde, og mig sender han i hvert fald i seng med et insisterende håb, nemlig at tilliden skal man insistere på.

God læselyst!

Peter Skov-Jakobsen, Københavns biskop

3

5 10

Freden med i krig Hvordan oplever danske soldater alvoren i at træne ukrainske rekrutter i grundlæggende soldaterfærdigheder? Feltpræst Signe Danielsen fortæller fra et besøg i England Vidste du, at …

Kirkerne i København er fulde af gode historier

2024

Indhold

32 36

TEMA: Tillid

12 17 20 23 28

4

Tillid gør os rige og lykkelige Tillid er den allerstørste ressource, vi har i Danmark, og en ressource, vi skal passe på, mener Gert Tinggaard Svendsen, der er professor i tillid Nej tak til overbekymring Børn og unge har brug for de voksnes tillid, men de vil ikke overvåges af bekymrede forældre. Vi taler med faglig konsulent for Børnetelefonen Ida Hilario om børn og unge, der ringer ind om manglende tillid Tilliden i venskabet Tillid til forældre og andre voksne scorer ikke højt på unges hitliste. Gejst har mødt tre unge fra uKirke på Vesterbro og spurgt, hvorfor det skorter på tillid til de voksne?

Magt og tillid I en tid, hvor tilliden til politiet diskuteres, besøger Gejst Politiskolen. Hvordan lærer de vordende politibetjente og politikadetter at skabe og fastholde tilliden til borgerne?

GEJST har talt med … ... fire forskellige personer, hvor tillid er altafgørende i deres arbejde. Stewardessen, dyrepasseren, tandlægen og skolepatruljen kan slet ikke fungere uden

43 46 52 56 62

Historisk skred i tilliden til politikere ’Borgerne bliver ikke inddraget af politikerne i vigtige beslutningsprocesser,’ lyder det fra forskere. Vi har et historisk skred i tilliden til politikerne, den fine tillid er tæt på at blive erstattet af mistillid Den skrøbelige tillid For dommerfuldmægtig og aktivist Nina Palesa Bonde er tilliden den afgørende lim i hendes daglige arbejde. Men der er bump på vejen i tilliden til myndighederne, og vi skal værne om den skrøbelige tillid Mennesker, maskiner – og tillid De virker distraherende for pårørende på besøg på ’Neurointensiv’ på Rigshospitalet, 6021. GEJST har talt med intensiv-sygeplejerske Maja Frisenholt Jensen om den vigtige tillid til maskinerne Hvorfor taler kirken så mærkeligt?

‘Arvesynd’, ‘nåde’ og ‘til døden os skiller,’ hvad betyder det egentligt? GEJST tilbyder her en guide for nybegyndere til det helt særlige sprog, der bruges i kirken Hospitalspræstens dagbog Hospitalspræsten står til rådighed for samtaler, ikke alene med dem, der er ramt af sygdom, men også med pårørende samt hospitalets sygeplejersker, læger og ansatte. Læs her hospitalspræst Søren Kjær Bruuns refleksioner om liv og død At tro med sanserne Mange mennesker er åndeligt søgende, og der er mange måder at tro på – også gennem sanserne. Kirkens rum kan bruges til at finde ro gennem fx kirkeyoga, mindfullnessgudstjeneste og pilgrimsvandring Quiz Test din viden om livet i og omkring folkekirken i København

Freden med i krig Feltpræst Signe Danielsen besøgte et hold danske soldater i England, hvor de træner ukrainske rekrutter i grundlæggende soldaterfærdigheder.

5

6

AF SIGNE DANIELSEN, FELTPRÆST PRIVATFOTO

Der er ikke nogen kirke. Der er kun en stor, rektangulær græsplæne. I den ene ende står et volleyballnet. Men der er ingen, der spiller volleyball.

I den anden ende står et par træer iklædt gullige efterårsblade, og under træerne et bord, der er blevet iklædt en hvid dug, et sammenklappeligt kors, en bibel og er derved blevet omdannet til - et alter.

Lidt på afstand, opstillet på tre geledder i formation af en stor hestesko, står dagens menighed. To hundrede ukrainske soldater, hvoraf langt de fleste indtil for fem uger siden var noget helt andet, samt de cirka 70 danske soldater, der i løbet af de sidste fem uger har brugt alle deres vågne timer på at træne ukrainerne og gøre dem til soldater.

Gudstjenesten går i gang. Alt foregår på engelsk, i brudstykker, der i mundrette bidder tolkes til ukrainsk. Ved dagens gudstjeneste er der altså ikke bare én, men to, der fører ordet foran alteret; tolken og feltpræsten. Og præsten, det er mig.

I oktober måned var jeg på besøg som feltpræst for de danske soldater, der er i England for at træne nogle af de ukrainere, der skal indsættes i krigen mellem Ukraine og Rusland.

Jeg har før været udsendt, til Afghanistan og Irak, og selvom opgaven er langt mindre risikofyldt her, hvor vi befinder os få timer uden for London, og der er tale om en krig, som danskerne ikke selv skal indsættes i, er alvoren den samme.

De danske soldater er en sammensat enhed fra flere regimenter og har til opgave at varetage træningen af ukrainerne, hvor de

7

skal uddanne dem, så godt som det overhovedet er muligt, i grundlæggende soldaterfærdigheder. Ukrainerne skal lære førstehjælp, de skal lære at håndtere deres våben, krybe, kravle, bevæge sig i skyttegrave, angribe og forsvare sig mod fjenden.

De danske instruktører har kun fem uger, og de træner mennesker til krig. Derfor er de i gang fra tidlig morgen til sen aften hver eneste dag med meget få eller ingen fridage undervejs. Hver eneste lektion tæller og kan potentielt være medvirkende til, hvordan ukrainerne klarer sig – og om de overlever. De ukrainske tabstal kendes ikke i detaljer, men holdet ved, at kampene ved de forskellige frontafsnit er intense med store tab på begge sider.

Der er ingen af de danske soldater, der er i tvivl om, at opgaven er vigtig. Derfor bliver de ved, dag efter dag, i alle de timer, hvor 8

dagslyset tillader det, og selvom jeg ved, at de efter snart seks uger må være trætte, kan jeg faktisk ikke mærke det på dem.

Tværtimod er motivationen høj, og det er tydeligt at se, at ukrainerne og danskerne i løbet af træningen har fået respekt for hinanden og på en eller anden måde fået relationer på kryds og tværs af nationalitet, sprog og vilkår.

Ukrainerne er glade for de danske instruktører, og danskerne har tillært sig ukrainske fraser. Selvom ukrainerne

“

Soldater er sikkert hverken mere eller mindre troende end gennemsnitsdanskeren, men der sker noget med os mennesker, når vi er væk hjemmefra, og verden viser tænder og alt det, vi tog for givet ikke længere er en selvfølge.”

ikke må kendes på deres navn, men kun på et tal på uniformen, så kender danskerne deres karaktertræk og personlighed hver især.

Den sidste aften, inden træningen slutter, hvor de skal tage afsked, samler delingerne sig, holder taler, udveksler kram og skriver hilsner i små notesbøger, på t-shirts og flag – hilsner de kan tage med sig i hver deres retning.

Flagene er lavet om, delt på tværs, så de nu er halvt ukrainske og halvt danske, og på den måde et tydeligt symbol på, hvad der har fundet sted.

Danskernes liv har flettet sig ind i ukrainernes liv, og ingen af parterne ved, hvad det fremover vil betyde for dem eller koste dem i afmagt og sorg, som altid er den risiko, man løber, når ens liv snor sig ind i et andet Men det er fint at være vidne til. For uanset hvad der venter ukrainerne, så er det her ikke ligegyldigt.

Som præst er jeg landet i en virkelighed, der på mange måder er vendt på hovedet i forhold til den, jeg kender fra mit hjemlige sogn på Frederiksberg.

Jeg er en præst uden en kirke, hvor de danske soldater kan opsøge mig. Tværtimod må jeg forsøge at være synlig og opsøgende som gæst udefra og lære soldaterne at kende, tale med dem om, hvordan de oplever situationen og forsøge at fornemme, om der er nogen, der har brug for at tale og finde pauser i deres travle program, hvor der er mulighed for det.

Men som feltpræst får man også meget givet. Fællesskabet er etableret og stærkt. Soldater har sans for ritualer og sammenhængskraft, og hvor end de befinder sig, på øvelse i en skov eller på den militære base, indretter de sig i civiliserede mikrosamfund, hvor hver enkelt ved, at de bærer en del af ansvaret for, at tingene fungerer, uanset hvilken funktion de varetager. De er afhængige af hinanden døgnet rundt, passer på hinanden og kommer hinanden ved.

Soldater er sikkert hverken mere eller mindre troende end gennemsnitsdanskeren, men der sker noget med os mennesker, når vi er væk hjemmefra, og verden viser tænder, og alt det, vi tog for givet, ikke længere er en selvfølge.

Vi søger efter fodfæste. Vi søger efter ord at holde fast i. Værdier.

Kampråb. Håb. Et eller andet, der kan rimpe verden og vores liv sammen igen, når det begynder at gå op i sømmene.

Som feltpræst er min opgave at forsøge at holde noget op for sol-

daterne, som kan give dem det fodfæste, og som jeg selv kan stå på i mødet med mennesker, hvis skæbne ligger i krigens ubarmhjertige hænder.

Men jeg er også et vindue ud og hjem til noget, der hører til på den anden side af alt det militære; en verden med et sprog, der ikke er strategisk. En verden med jul og familier og stearinlys og sange, som på den ene side kan virke lille og nytteløs, men som dog er det, der kæmpes for og henimod.

Og på græsplænen synger de til. Der er intet orgel. Intet kor til at synge for eller holde tempoet. Men den ukrainske tolk synger for, og med ét synger de hundredvis af ukrainske soldater med på den ukrainske nationalsang.

Som danskere forstår vi ikke et ord af teksten og kan ikke synge med, men der er ingen af os, der er i tvivl om, hvad det her handler om.

Og så velsigner jeg dem. Lyser Guds fred over dem, tilbyder soldaterne at komme op og blive velsignet individuelt, og øjeblikket efter er jeg omringet.

Så jeg velsigner dem. Én efter én i, hvad der synes som, en uendelig strøm af menneskeskæbner. Yngre og ældre, mænd og kvinder, der knæler ned, for at jeg kan lægge min hånd tungt på deres hoved og give deres krigsramte skæbner fodfæste i Guds fred.

Jeg ved ikke, hvad de tror på hver især, mens de modtager Herrens velsignelse. Men jeg fornemmer klart, hvad de håber på. Og måske er der ikke så langt mellem de to.

9

Vidste du, at ...

TEKST: ULLA HAAHR

Bryggeren i kælderen Jesuskirken i Valby Sogn er helt speciel i sin arkitektur. Den er bygget efter italiensk forbillede og er overdådigt dekoreret. Kirken er opført i 1891 på initiativ af brygger Carl Jacobsen og hans hustru Otillia.

Den var tænkt både som sognekirke for Valby og som gravkirke for familien Jacobsen: I kirkens krypt, som befinder sig i kælderetagen under den del af kirken, hvor alteret står, er både bryggeren, hans kone, hans forældre og fire børn begravet.

Krypten er – ligesom resten af kirken – udsmykket med et væld af detaljer: Skriftsteder, granitsøjler og statuer.

Jesuskirken

Kirken til kongelige og politikere

Christiansborg Slotskirke 10

Christiansborg Slotskirke er kirken på Slotsholmen i København. Kirken ligger i Holmens Sogn, men det er Kongehuset, der råder over den. Kirken bruges fx til Folketingets Åbning, som starter med en gudstjeneste, og her er det Folketinget, der vælger den præst, der skal prædike. Kirken bruges også til kirkelige ceremonier for kongefamiliens medlemmer, hvor det er den kongelige konfessionarius, der er præst (og det er biskoppen i Aarhus Henrik Wigh Poulsen). Holmens Sogn sørger for kirketjener og organist.

Tolv kanter gi’r én kirke I Københavns nye bydel Nordhavn er der en ny kirke på vej, og det er en lille kirke med store ambitioner: Tiny Church, som den lille ny hedder, er et koncept fra Holland, som handler om at bygge en flytbar kirke af bæredygtige materialer til få penge. Den lille kirke skal afspejle foranderligheden i den nye bydel, der er under hastig udvikling.

Tegnestuen bag den nye bygning er Julius Nielsen OFFICE, der kalder projektet “Tolvkanten” – for bygningen får tolv kanter og derudover en søjlegang og en overdækket veranda. Håbet er, at kirken vil stå færdig i løbet af 2024.

Tiny Church

Så enkelt kan det gøres En sort tavle og kridt. Placeret på gaden foran kirken. Med så enkle redskaber kommunikerer Lutherkirken på Østerbro til de forbipasserende.

Det er sognepræst Anders Vestergaard, der med få ord og enkle budskaber får folks opmærksomhed – også på de sociale medier. Manden bag den sorte tavle gør det, fordi han gerne vil vise, at kirken er andet og mere end aktiviteterne indenfor.

Med sine finurlige budskaber gør tavlen det lettere for forbipasserende at gå ind ad kirkedøren.

For man skal ikke nødvendigvis noget derinde – andet end at være ...

Lutherkirken

International flip

Folkekirken for Internationals

Kollar er en hvid præsteflip af linned eller kunststof, hvis ender hæftes bagtil. Flippen blev omkring 1900 karakteristisk for romerskkatolske præster. Men den bliver også brugt af andre – fx præster i Sverige. Herhjemme bliver den jævnligt brugt i internationale sammenhænge. Maria Fihl (foto) bruger fx præsteflip i sit arbejde som præst for Folkekirken for Internationals, som tilbyder engelsksprogede gudstjenester og andre kirkelige handlinger. Mere end 20 procent af Københavns indbyggere er udlændinge.

11

GEJST ser nærmere på tillid: Hvad bygger vores tillid på?

Hvad betyder det for os alle, at vi har tillid til hinanden– og til institutioner, til dyr og til maskiner? Hvornår knækker tilliden og bliver til mistillid?

Til dem der bestemmer – både politikere, politi, dommere - og forældre?

Det undersøger vi i dette nummer af årsmagasinet fra Københavns Stift.

12

Tillid gør os rige og lykkelige Social tillid er Danmarks hemmelige råstof, der er helt afgørende for vores velfærdssamfund. Og det råstof kan vi ikke passe godt nok på, mener Gert Tinggaard Svendsen, der er professor i tillid.

13

AF MALENE BJERRE, JOURNALIST

Er der grænser for, hvor godtroende man må være? Selv er jeg til den blåøjede side, må jeg indrømme. Engang skulle jeg med en veninde til New York. Det var mig, der skulle sørge for indkvarteringen, og jeg fandt hurtigt en lejlighed på den online- platform, der hedder Craigslist. Lejligheden lå centralt, så skøn ud og var ikke så dyr, som jeg havde frygtet. Jeg skrev hyggeligt sammen med den venlige ejer, indtil jeg havde overført 11.000 kroner. Så blev der fuldstændig radiotavshed. Jeg havde en frygtelig time, hvor jeg slog mig selv oven i hovedet og kaldte mig selv for de værste gloser over, hvor dum og naiv jeg havde været. Men så besluttede jeg mig for at rose mig selv for at være tillidsfuld og forvente, at andre var til at stole på. Det ville jeg hellere være, end jeg ville være en, der tjente mine penge på at snyde andre, kunne jeg mærke. Det lykkedes mig endda ret hurtigt at trække på skuldrene af de mistede penge, som ellers ikke var småpenge for mig.

Jeg nævner oplevelsen over for forskeren Gert Tinggaard Svendsen, som jeg har ringet op for at blive klogere på hans forskningsområde social tillid, altså tillid til fremmede. Han er samfundsøkonom og ansat som professor på Aarhus Universitet.

Og han bliver begejstret. “Det er et virkelig godt eksempel,” siger han. “Du er en typisk skandinav; her i Norden regner vi med, at vi kan stole på hinanden, og at et ord er et ord. Og du gør også ret i at rose dig selv over det. Tillid er den allerstørste ressource, vi har i Danmark, og en ressource, vi skal passe på. Tillid gør os rige og lykkelige.”

Og vi er både rige (lige nu det 10. rigeste land ifølge Verdensbanken) og lykkelige (skiftevis nr. 1, 2 og 3 på World Happiness Reports årlige liste). Og så er vi verdensmestre i tillid. Vi er det land, hvor allerflest, næsten 78 procent, svarer ja til, at vi har tillid til de fleste andre mennesker. Sammen med vores nordiske venner: Norge, Finland, Sverige og Island, udgør vi top-5, når det gælder social tillid. Sådan har det været de sidste mange år.

14

Gert Tinggaard Svendsen, samfundsøkonom og professor, Aarhus Universitet

Tillid i verden Social tillid måles som den procentdel i et land, der svarer bekræftende på spørgsmålet “Mener du, at man kan stole på de fleste andre mennesker?”

Danmark

77,4

Norge

75,11

Finland

72,2

Sverige

67,4

Island

65,77

USA

39,7

Italien

28,5

Grækenland

8,4

Zimbabwe

2,1

KILDE: SOCIAL TRUST AND PUBLIC DIGITALIZATION.

Og det er helt unikt i verden, hvor det i gennemsnit kun er omkring 28 procent, der svarer ja på spørgsmålet om tillid til andre.

“Tilliden kommer af forudsigelighed,” forklarer Gert Tinggaard Svendsen. “Når vi går ud i verden, er vi sårbare. Så skal vi kunne stole på, at andre mennesker opfører sig ordentligt: at folk ikke kører os ned med vilje eller stjæler vores taske – og at politiet i det mindste tager sig af det, hvis det sker alligevel.”

Den tiltro har vi i Danmark, og det kan altså betale sig, erklærer han.

Dyrt uden tillid Jeg prøver at protestere lidt. Måske blev jeg lykkelig, da det gik op for mig, at det var bedre at have tillid end at være en, der snyder andre, men jeg blev vel ikke ligefrem rigere?

“Jo,” fastholder Gert Tinggaard Svendsen. “I hvert fald sådan gennemsnitligt. Det er faktisk meget dyrt ikke at have tillid til andre. Hvis vi ser på et land som USA, hvor den sociale tillid ligger på omtrent det halve af, hvad den gør i Danmark, så har de derovre utrolig mange udgifter til advokater, der skal sørge for, at folk ikke bliver snydt. Herhjemme har vi vejboder, hvor du kan tage en bakke jordbær og betale på MobilePay; det betyder, at jordbæravleren slipper for at betale en timeløn til en, der skal stå i boden og tage imod pengene.”

Det er også den høje grad af tillid, der gør det muligt at opretholde velfærdssamfundet, understreger han. Hvis vi skal betale vores skat uden at brokke os alt for meget, skal vi stole på, at naboen gør det samme. Og vi skal være overbevist om, at vi får de pensionsmidler, vi har indbetalt, tilbage igen, når vi når pensionsalderen. Samarbejdet fungerer kun, hvis vi kan stole på hinanden og på vores institutioner.

“Apropos institutioner,” siger jeg. “Er tilliden egentlig faldet gennem de sidste år? Hører man ikke mange, der fx udtrykker mistillid til politikerne efter minksagen, IT-skandaler og historier om skattesvindel?”

“Ja, det er et godt spørgsmål,” svarer han. “Mit eget bud er, at vi i hvert fald på længere sigt beholder det høje niveau. Tilliden er så rodfæstet i vores samfund, at de fleste sandsynligvis vil sige: Ja, det var ikke så godt, og det må ikke gentage sig, men det er, hvad der kan ske. Men det er så også helt afgørende, at det faktisk ikke gentager sig. Hvis fejlene ikke bliver rettet, kommer samarbejdet til at fungere dårligere og dårligere, og vi vil gradvist miste tilliden.”

Af de fem nordiske lande i top-5 er det især Sverige, der har oplevet faldende tillid gennem de senere år.

Det skyldes sandsynligvis først og fremmest indvandringen fra lande med lav tillid og høj korruption.

“Korruption kan være ødelæggende for tilliden,” forklarer Gert Tinggaard Svendsen. “Den har vi heldigvis kun lidt af i Danmark, men her er det til gengæld også helt nødvendigt med nultolerance.”

Easy, hard eller tough?

“Hvad stiller vi så op, hvis tilliden begynder at falder – ud over at slå hårdt ned over for korruption og skattesnyd,” spørger jeg.

Et meget vigtigt værktøj til at hæve tilliden er uddannelse, svarer Gert Tinggaard Svendsen. “Jo længere uddannelse man har, jo mere stiger tilliden. Det er sandsynligvis, fordi vi gennem uddannelse oplever, at samarbejde kan betale sig. Vi bliver trænet i gruppearbejde og finder ud af, at jo flere kontakter vi har, og jo mere vi bruger hinanden, jo bedre klarer vi os.”

Arbejdet i grupper giver også noget andet, nemlig mulighed for feedback og selvregulering.

15

I bogen ’Kontrol eller tillid?’ beskriver Gert Tinggaard Svendsen og hans to medforfattere tre forskellige samarbejdstyper: easyrideren, hardrideren og toughrideren.

Easyrideren er den, der springer over, hvor gærdet er lavest. Han eller hun bliver usynlig, når der skal slæbes stole, og glemmer måske helt at få alle streger med i ølregnskabet.

Det går nok; de andre har jo så fint styr på det.

Hardrideren tager derimod altid sin tørn. Tilbyder sig, når naboen slæber en sofa ned ad trappen, og rækker hånden op som den første, når miniputterne skal køres til fodboldstævne søndag morgen.

Alt det gør toughrideren også. Og derudover sørger han eller hun også for at give easyrideren besked om at stramme op.

Og den sidste type vil Gert Tinggaard gerne hylde. “Selv om den sociale tillid i Danmark er solidt forankret i os, er det alligevel en ressource, vi skal passe på. I virkeligheden er vi alle sammen små statistikere i dagligdagen, der går og holder øje med, om der er nogenlunde balance i regnskabet.

Hvis vi får for mange minuserfaringer, vil vi på et tidspunkt begynde at tænke: Hvis alle de andre snyder, er jeg dum, hvis jeg ikke også selv gør det. Så det er godt, at vi sætter hinanden på plads.”

Frivilligdanmark Det er ikke mindst i de mange foreninger i frivilligdanmark, at vi som danskere lærer at bidrage til fællesskabet. Der er mange små og store opgaver, der skal løses, hvis man skal holde en filmklub, et menighedsråd eller en idrætsforening i gang.

“Nogle skal tage mad med, nogle skal køre, nogle skal vaske børnenes tøj eller tage opvasken. Alle de her foreninger kunne slet ikke hænge sammen, hvis ikke vi stolede på, at hovedparten af os tog vores del. I USA må de ofte betale sig fra at få løst den slags opgaver; sådan er det ikke i Danmark,” forklarer Gert Tinggaard. “Men det er også, fordi vi i foreningerne mødes ansigt til ansigt og kan give kontant feedback. Og man skal ikke tage fejl af vores venlighed. Vi lægger ud med et skævt smil og en ironisk bemærkning, hvis nogen kører frihjul, men hvis det gentager sig, bliver vi grove. Så kommer vikingerne op i os.”

“Er der egentlig ngo’er eller en anden bevægelse af en slags, der arbejder for at bevare tilliden i Danmark?” spørger jeg. Der findes jo mange grupper, der arbejder for dialog, demokrati og mellemmenneskelig forståelse og den slags, og når nu tillid er så dyrebar en ressource, burde der jo udvikle sig en sand folkebevægelse for at bevare den.

“Jeg kan faktisk ikke lige komme i tanke om det,” siger Gert Tinggaard efter at have tænkt sig lidt om. “Men du har ret, det burde der være. Det kunne godt være, jeg burde kaste mig ind i sådan en bevægelse, når jeg engang får tid.”

16

Læs mere Gert Tinggaard Svendsen: Tillid. Tænkepause.

Aarhus Universitet (2012).

Urs Steiner Brandt, Gunnar Lind Haase Svendsen & Gert Tinggaard Svendsen: Kontrol eller tillid?

Hard-riding og easy-riding i velfærdssamfundet.

Akademisk Forlag (2021).

Nej tak til overbekymring – børn har brug for de voksnes tillid AF EVA-MARIE MØLLER FOTO: BØRNS VILKÅR OG IDA HILARIO

Hos Børns Vilkår i Valby sidder frivillige rådgivere i et stort lyst lokale med telefoner og computere. Sidste år henvendte over 60.000 børn og unge sig for at tale om det, der fylder i deres liv.

“De, der kontakter os, kan fx sidde med følelsen af, at de ikke er gode nok. Den følelse opstår sjældent ud af det blå, og i samtalen går vi derfor, sammen med barnet, på opdagelse i, hvor følelsen kommer fra.

Børnene tænker måske: "Hvorfor er det mig, der er forkert?”

Det fortæller børnefaglig konsulent i Børns Vilkår, Ida Hilario, der viser rundt i Børns Vilkårs fireetagers hus, der i lyse omgivelser emmer af overskud og optimisme.

“Vi viser barnet, at vi er tålmodige og nysgerrige, og så kommer barnet ofte selv med et forslag til, hvad der fx kan påvirke deres selvtillid.”

Den manglende selvtillid kan fx stamme fra at blive mobbet, holdt udenfor eller psykisk vold fra forældre, der har sagt, at man ikke duer til noget.

BørneTelefonens brugere er især børn i alderen 13-15 år, og den øvre aldersgrænse er 23 år, som er den øvre grænse for efterværn, den støt17

Det sværeste for dem er, når de føler, at der ikke er nogen, der gør noget, så mister de den vigtige tillid til fremtiden.”

IDA HILARIO, BØRNEFAGLIG KONSULENT I BØRNS VILKÅR

te, som unge med behov for hjælp til overgangen til voksenlivet, kan modtage fra det offentlige system.

På fem år er antallet af samtaler steget fra ca. 50.000 til 60.000.

Ida Hilario fortæller, at tillid, både den, børnene har til sig selv, og den til andre, er et af de temaer, de støder på.

“Nogle af de børn, vi taler med, har ikke tillid til, at de vil blive forstået af deres forældre. I de situationer ser de ikke umiddelbart forældrene som en støtte og hjælp. De kan derfor stå alene med svære ting, og hvis de ikke oplever, at forældrene interesserer sig for dem, kan det betyde, at det svære bliver holdt inde, og så går de alene med det.”

BørneTelefonen registrerer alle samtaler under emner, og i 2022 var ’Forholdet mellem barn og forældre’ nr. 1 på top-10 med 14,9 %.

Som nummer 2 kommer Kærlighed/forelskelse med 14,2 %.

Ida Hilario understreger, at når børn og unge kontakter BørneTelefonen, så er det en tillid, de viser, og den tillid skal man passe på og værne om.

18

Hvis et barn ringer med selvmordstanker, er der en særlig procedure, hvor rådgiveren undersøger, om barnet har en plan - om der fx står piller på bordet.

Så beder man om, at barnet opgiver sin anonymitet, så der kan sendes hjælp på vej. Oftest lykkes det at hjælpe børnene videre fra selvmordstankerne.

Det vigtigste for de børn og unge, der kontakter BørneTelefonen, er, at de føler sig taget alvorligt. Ida Hilario, som tidligere har været frivillig rådgiver og stadig rådgiver indimellem, fortæller, at det at blive taget alvorligt er et vigtigt udgangspunkt, hvis børn og unge skal tro på, at det er muligt at ændre på deres egen situation.

“Der ligger et håb i at række ud; at børn har tillid til, at nogle vil tale med dem, at de kan betro sig og måske få hjælp.”

Find My Iphone I en rapport fra Børns Vilkår sidste år om, hvad børn egentlig ønsker fra deres forældre, kom det frem, at børnene selv anbefaler, at forældrene skal vise mere tillid: “Tillid er næsten en valuta. Børnene oplever, at de kan investere og vise forældrene, at de er til at stole på, og så får de automatisk mere line. Men omvendt generer det, hvis forældrene er overbekymrede og nærmest overvåger børnene på apps og Find My Iphone og hele tiden sms’er og tjekker,” fortæller Ida Hilario.

Børnene forklarer også her, at når de har gjort en masse for at opnå forældrenes tillid, så kan et enkelt fejltrin betyde, at de kommer tilbage til nul, og forældrene siger: Du må ikke alligevel.

“Det, børnene efterlyser, er, at forældrene vil forstå baggrunden. Fx hvad skete der, siden du ikke kom hjem kl.

22. Børnene ønsker, at forældrene kan sætte sig i deres sted, når noget går galt, før de laver en ny regel.”

BørneTelefonen er en videreudvikling af det hedengangne og populære radioprogram “Tværs,” hvor socialrådgiver Tine Bryld i 70’erne skabte revolutionerende nye normer for at tale med børn i telefon om deres problemer og svigt. I dag er BørneTelefonen stadig en telefon, og ud over sms og brevkasse oprettede man i 2011 en chat, som langt de fleste bruger. Her skriver

børnene, hvad der plager dem, og rådgiveren svarer i en chat-tråd på computer. Det er samtaler, som der skal være god tid til. Det er vigtigt, at rådgiveren signalerer tålmodighed.

“Man taler om et begreb inden for chatrådgivning, der hedder "accelereret intimitet." Det dækker over, at børn og unge oplever, at de virkelig er anonyme, og at det er dem, der har kontrollen over samtalen. Det skriftlige gør, at de føler sig ekstra sikre, og at de selv kan bestemme over samtalen. De behøver ikke at skrive, at de græder, for det kan vi ikke høre på dem. Det er modigt, at de kontakter en fremmed på BørneTelefonen og betror sig. Tænk, at de børn har den tillid.”

Børn ringer også ind om klima, krig og konflikt i verden, og de spørger: “Hvad er meningen med det hele. Hvordan kan jeg leve mit hverdagsliv og gå på cafe og købe kaffe, når verden er, som den er med krig og terror?”

Rådgiverne lærer at bruge fyldord i deres skriftlige samtale for at udtrykke varme og interesse. fx: “Du fortæller, at det er så irriterende lige nu. Hvad mener du med irriterende?”

At man menneskeliggør sig og siger: “Jeg sidder her og tænker på, hvordan det må være for dig, jeg kan forestille mig, at det må være svært. Eller jeg ved fra andre børn, der har mistet en forælder, at de har det sådan her. Er det også sådan for dig?”

19

Tilliden i venskabet 20

De tre unge vi møder i ungdomskirken på Vesterbro har ikke meget tillid til de voksne – hverken til forældre eller lærere, og det kniber voldsomt med tilliden til fremtiden.

AF EVA-MARIE MØLLER FOTO: NANA REIMERS

Mange undersøgelser peger på, at Danmark er et stærkt tillidsbaseret samfund, men hvordan oplever de helt unge på 18-19 år det? Har de tillid til sig selv og de voksne omkring dem?

Gejst har mødt tre gymnasieelever fra 3 g på Det Fri Gymnasium i uKirke på Vesterbro, hvor de alle er aktive i forskellige grupper. Selvom det kan være svært at tale om selvtillid, kaster Mie Lundstrøm på 18 år sig ud i en “fed Pippi Langstrømpe-replik.”

“Det har jeg ikke prøvet før, det kan jeg sikkert godt,” som Pippi siger, og den replik har Mie Lundstrøms mor indprentet hende og sagt, at man kan meget mere end man tror.

“Jeg har bestemt selvtillid; jeg har en idé om, at der ikke er noget, jeg ikke kan inden for rimelighedens grænse. Særligt skolearbejde, hvis man lægger arbejde i det, så kan man meget mere. Hvis der er mennesker, jeg gerne vil lære bedre at kende, så kan jeg godt, hvis jeg sætter mig ned og lytter til dem-agtigt.”

For hendes ven, 19-årige Christian Holte, er det især tilliden i venskaberne, der tæller.

“Jeg har ikke en kæreste, men det vigtigste er, at man kender nogle mennesker, man stoler på og har tillid til. At der er nogle for én, også når lortet brænder på. Man står op om morgenen, det regner ad helvede til, og du misser din bus til skolen. Alt sammen noget, der gør, at man har en møg-dag. Her er det vigtigt, at man har nogle gode venner, man har tillid til.”

“Men det også kan være, når man står over for et svært valg - fx hvad skal jeg efter studentereksamen, så er det godt at kunne tale med venner om det.”

Stemningen mellem de tre venner er afslappet, ligesom de pointerer, at selvsikkerhed ikke beror på det smarte udseende. Men Christian Holte skiller sig

lidt ud i spraglede, farverige bukser, øreringe og en antydning af mascara.

“Jeg bliver mere selvsikker ved at have tøj på, der gør mig komfortabel.

Men også flot tøj gør mig mere selvsikker Det er sjovt at lege med udtrykket og med farverne. Jeg øver mig i at lægge lidt diskret make-up, hvilket er virkeligt svært,” fortæller han smågrinende.

Martha Birkkjær på 18 år tænker mindre på sit udseende, efter hun har skiftet gymnasium. Hun fokuserer på sine venner.

“Jeg har en særlig slags tillid i maven, som handler om, hvem jeg kan stole på, og hvem jeg vil være sammen med. Men jeg har ikke så meget tillid til mig selv skolemæssigt, og det skyldes, at jeg er ordblind. Det blev opdaget rent sent, så jeg troede, at jeg var dum og bagud. Tilliden til, at jeg kunne det, de andre kunne, forsvandt. Jeg bliver tit i tvivl og har ikke tillid til, at det, jeg siger, er rigtigt. Jeg er bange for, at jeg siger forkerte ting i skolen eller i vennekredsen.”

Når samtalen drejer hen på tillid til forældrene, står negative superlativer i kø. Det har heller ikke været nemt for Martha Birkkjær.

“Det har taget lang tid at få tillid til min mor, fordi vi har haft vores problemer. Hun har gjort det modsatte af, hvad hun sagde, hun ville gøre. Jeg 21

MARTHA BIRKKJÆR, 18

CHRISTIAN HOLTE, 19

MIE LUNDSTRØM, 18

troede, at hun altid ville være der. Jeg er egentlig konfliktsky, men vi satte os ned og fik talt om det. Der var jo nogle grunde til, at jeg mistede tilliden, blandt andet fordi vi ikke kommunikerede særlig godt.”

Martha Birkkjær bor hos sin mor, og forældrene er skilt.

“De to seneste år, har jeg valgt ikke at have haft kontakt med min far. Da jeg gik i 1. g, havde vi en konflikt, som også omhandlede min fars kæreste, hvor jeg følte, at han valgte hende mere, end han valgte mig. Jeg følte, det var et brud på tilliden, men det mener han ikke, og det er dér, problemet er.”

For Mie Lundstrøm er tilliden til forældrene og deres generation noget mere omfattende.

“Der, hvor jeg ikke har tillid til dem, er dér, hvor det handler om at følge med tiden. Tit får man en halvdårlig undskyldning: ’Din onkel er af en anden generation, din mormor er ikke vokset op i den tid.’ Så tænker jeg: ’Du var her jo, da ændringen skete, så jeg savner en tillid til, at du vil bakke den ændring op.’ Her tænker jeg på #Metoo, ligestillings- og racismespørgsmålet.”

Mie Lundstrøm henviser til sexistiske bemærkninger sagt af folk fra den ældre generation.

“Så kalder de os unge for sarte. Men det er jo, fordi nogle sætter foden ned på ubehagelige sexistiske ting; det har altid været ubehageligt, men nu er der nogen, der siger noget. Der har jeg ikke tillid til deres generation, de gentager sig selv og vil ikke lytte på os.”

Christian Holte synes, at politik er vildt spændende og kunne godt tænke sig en dag at gå ind i politik og få rettet op på en masse ting, han er vred over.

“Jeg har ikke tillid til samfundet. Der er en individualistisk kultur 22

med meget mig-mig-mig. Der er ingen tillid og sammenhold, og man kan ikke stole på hinanden. Mange tilsidesætter kolleger, fordi man vil op ad stigen, få et godt job og tjene mange penge. Det er sigende, at man har et ord, der hedder karriereræs,” siger han med eftertryk.

Et gymnasieskift har hjulpet på Martha Birkkjærs tillid til de voksne, som hun synes har lidt et knæk i både i folkeskolen og på hendes tidligere gymnasium.

“Jeg tror, at man skal have tillid til sig selv for at klare sig. På mine forældres arbejdspladser er der meget konkurrence og et hårdt miljø. Det kan godt gøre mig bekymret, og jeg har ikke tillid til, at der er nogen, der efter gymnasiet griber mig.”

Ud over at komme ud at rejse har de tre unge endnu ikke lagt planer for, hvad de vil efter gymnasiet. Lige nu er de optaget af deres fællesskab i uKirke. “uKirke er et fællesskab. Her er det helt OK at være dig selv. Mange steder skal man hele tiden være superpositiv, også selvom man ikke har det sådan indeni,” slutter Christian Holte.

Magt og tillid – på Politiskolen i Brøndby træner de studerende magtanvendelse i et rum med glasvægge.

AF EVA-MARIE MØLLER

“De studerende lærer fra allerførste dag, at når de anvender magt, så bliver der kigget på dem. Vi lærer dem ikke noget, der ikke kan tåle at blive kigget på ude i virkeligheden,” fortæller rektor Jan Bjørn.

Han viser rundt på Politiskolen i Brøndby i undervisningsbygningen med klasserum, der er placeret rundt om et stort magtanvendelses-øve-lokale, en stor gymnastiksal med glasvægge.

23

"Vi skal også forholde os til den irritation, der er forbundet med, at vi bliver filmet. Man ser flere eksempler på, at politiets magtanvendelse eller politiet i konflikt med borgere bliver eksponeret og taget ud af kontekst, og det er noget, vi som politi er nødt til at forholde os til, det er den virkelighed vi lever i,” fortæller Jan Bjørn foran magtanvendelsesøve-lokalet med glasvægge.

24

“De lærer reglerne for politiets arbejde og får teorierne prøvet af i situationsspil. Bagefter træner de i anvendelsen af alle vores magtmidler, fx stav og peberspray med hinanden og med instruktørerne i magtanvendelses-rummet. Det er med fuld transparens. Det er det politi, vi gerne vil være, og det skal de lære fra dag et.”

Jan Bjørn, der har været 34 år i politiet heraf de 25 år i Københavns Politi, hvor han sluttede som ledende politiinspektør, har i sin egenskab af rektor for vordende politikadetter og politibetjente indvilget i at fortælle, hvordan man på Politiskolen lærer de studerende at skabe og fastholde tillid: “Når de nye studerende starter, understreger vi i velkomsttalen, at vi er borgernes politi. Et politi, som borgerne kan forvente behandler alle ens. Uanset hvor de er på den sociale rangstige, så har borgerne krav på at blive behandlet med ordentlighed, værdighed og respekt i deres møde med politiet. I samfundsfag bliver eleverne gjort bevidste om, hvilken rolle politiet spiller i et demokratisk samfund. Hvad er politiets opgave her: Det er at skabe tillid, tryghed og sikkerhed.”

“For at kunne etablere denne tillid hos borgeren, kræver det både menneskelig og myndig optræden af den enkelte betjent, og at hun/

han handler ud fra det rette teoretiske og lovmæssige fundament. Men så kræver det også, at politibetjentene har en personlighed, hvor de grundlæggende forstår, hvad politiets rolle er i mødet med borgerne.”

Politiskolen i Brøndby er indrettet i en stor, tidligere folkeskole med moderne tilbygninger, som ligger i Brøndbyøster på en villavej langt væk fra Københavns virvar og uro. Men det er ikke en særlig “rolig” undervisning, der er i gang. En gruppe studerende kommer spurtende i fuld uniform, de er i gang med et situationsspil, hvor de forfølger en indbrudstyv – her med en medstuderende, som spiller indbrudstyven, i fagsprog: figurant.

“Især i undervisningen i patruljetjeneste, hvor de studerende skal løse opgaver i nærområdet, arbejder vi med tillid. De bliver sendt ud til fiktive opgaver, hvor de skiftes til at være figuranter, og psykologiog politifaglige undervisere observerer og medvirker til refleksion og feedback. De evaluerer i fællesskab, om de studerende har anholdt den rigtige, og om det er foregået i overensstemmelse med reglerne. Vi ser også på, hvordan man håndterer borgerkontakten, og om man møder borgerne i øjenhøjde; men de lærer også at tage fat, når der skal tages fat. Den balance skal der være, for vi er jo også en myndighed,” fortæller Jan Bjørn engageret.

“Psykologen kigger på den enkeltes ageren – du var måske lidt for tilbageholdende, eller du gik vist for hurtigt frem; kunne du have løst det på en anden måde? Det, vi gerne vil, er, at de skal reflektere over deres rolle, for at de kan være bevidste om den, når de starter i praktik.

Hvis man skal ud og anholde en person, som måske stikker af fra en forbrydelse, så er vi jo nødt til at skride til handling og anholde, og her er vi nødt til at tage fat. De fleste mennesker ser sig selv som uskyldige, men vi kan godt anholde - om ikke med et smil på læben – så dog i en god dialog med borgeren.

Vi træner dem i, at det myndige og det menneskelige skal finde den rette balance.”

Jan Bjørn mener, at noget af det vigtigste er, at den enkelte betjent vækker borgerens tillid. Han fremhæver undersøgelser, som viser, at 87 % af danskerne har tillid til politiet. Men, indvender han: “Vi ved også, at den tillid er rimelig skrøbelig; det er en tillid, vi værner om, og som er opbygget af generationer af politifolk, og de nye, der går her, de skal være med til at udbygge og fastholde den.”

I den seneste tid har politiets hårdhændede anholdelser, bl.a. af en familiefar, der cyklede forbi Christi-

ania, og en sag med en familie i Vejle, der har følt sig forfulgt af politiet, skabt meget debat. Kritikken af politiets håndtering af magtanvendelse, der kan skabe mistillid i befolkningen, er ikke direkte undervisningsstof, også fordi nogle af sagerne bliver undersøgt i Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

“Vi underviser ikke i aktuelle sager, men i ældre sager, hvor sagerne er afgjort, fx gadekampene på Nørrebro 18. maj 1993. Ligesom Christiania-indsatsen gennem tiden er noget vi løbende diskuterer, og også mindre hændelser, som vist på TV. Det er de sager, hvor politiet bliver fremstillet på en måde, vi ikke synes er rimelig, men hvor andre har et mere nuanceret billede. De aktuelle sager er ofte nogle, der bliver talt om på lærerværelset,” fortæller Jan Bjørn og tilføjer, at der også undervises i håndtering af medierne.

“Hvordan kommer politiet ud med vores version af budskaberne? Her lægger vi eksempler frem på ting, vi kan lære af og blive bedre til, for det er en tillids-dagsorden, vi kører.”

“

Vi ved også, at den tillid er rimelig skrøbelig; det er en tillid, vi værner om, og som er opbygget af generationer af politifolk, og de nye, der går her, de skal være med til at udbygge og fastholde den.”

25

Men som de fleste danskere ved, kan alt ikke klares med ren tillid, og det skal de studerende forberedes på: “Nogle gange er det nødvendigt at bruge magt, og her lærer de, hvad der er det rette niveau for brug af magt i situationen. De lærer de teoretiske regler om politiets redskaber til at udøve magt, f.eks. hvornår må man bruge stav, hvornår må man bruge peberspray, og hvornår må man skride til anholdelse. Det prøver de af i situationsspillene. I starten er det meget sort-hvidt: Hvad vil du gøre her? Jo dygtigere de bliver, jo mere kommer de i den grå zone, nogle vil den ene vej, andre vil den anden, og det er for at skabe en refleksion hos dem.”

FOTO: ARKIV POLITI.DK

26

Fakta Politiskolen har to uddannelsescentre, et i Brøndby og et i Vejle.

Begge steder uddanner både politikadetter og politibetjente.

Politiuddannelsen tager 2 år og 4 måneder. I 2022 optog man 550 studerende, heraf var 174 kvinder, dvs. 31,1 % kvinder.

Politikadetuddannelsen tager 6 måneder. Her søgte 89 ind i 2022, heraf 28 % kvinder

“Men for at bevare tilliden hos befolkningen giver vi dem nogle værktøjer til at nedskalere,” lyder det fra Jan Bjørn, der viser rundt på skolen og hilser på de studerende med glimt i øjet: “Hej,” og “Hvordan går det nu i dag?”

“Konflikt-niveauet kan være højt, når politiet lander et sted, hvor der er konflikt mellem to parter. Her giver vi vores studerende nogle værktøjer, også i forhold til at de ikke lader sig rive med, at de bliver i den professionelle rolle og forsøger at nedskalere en konflikt, som kunne være på vej i den forkerte retning. Vi bruger meget tid på psykolog-undervisning i de her situationsspil, hvor vi arbejder med, hvordan en konflikt kan nedtones, og akutstress kan håndteres.”

Her underviser skolens psykologer i transaktionsanalyse som led i at undersøge, hvad der sker med mennesker i en konflikt. Formålet er, at konflikten helst skal nedtrappes.

“Proportionalitet fylder rigtig meget hos os, vi skal bruge mindst mulig magt, og vi skal optræde så skånsomt som overhovedet muligt.”

På skolen med godt 500 studerende arbejder man i særlig grad med Kodex VII, som er syv centrale pligter for embedsmænd i centraladministrationen, i daglig tale statens bibel. Det er bl.a. lovlighed, sandhed og faglighed.

“Kodex VII indgår i vores undervisning. Vi underviser i, hvordan borgerne kan forvente at blive behandlet af deres politi, og den samfundskontrakt, vi har. Det kan fx være objektivitet. Når man skriver en rapport, så skal det være objektivt; det må ikke garneres med egne holdninger og meninger. Det er en fundamental ting, når vi arbejder med de unge mennesker. De må ikke være følelsesladede.”

Tilliden til politiet forandrer sig med tiden, den afhænger også af hvilke større sager, der rører sig i befolkningen.

Den seneste omtale af nogle af politiets hårdhændede anholdelser kan Jan Bjørn dog ikke kommentere, men om tidligere sager siger han: “I dag har vi langt færre af de store gadekampe og sammenstød, der historisk har været i København, fx Byggeren, BZ-besættelser og 18. maj 1993. Det skyldes, at politiet er blevet bedre til at sætte borgeren i centrum.

Undervisningen her skal afspejle, at der i dag er krav om, at en moderne myndighed skal være mere åben i et moderne samfund.”

“Vi skal forholde os til den irritation, der er forbundet med, at vi bliver filmet under politiarbejdet. Hvis der opstår en konfliktsituation, kan du godt regne med, at du bliver filmet, og det påvirker personen. Vi er nødt til at følge med tiden og sige: Det er et nyt vilkår for os. Man ser flere eksempler på, at politiets magtanvendelse bliver eksponeret og taget ud af kontekst, og det er noget, vi som politi er nødt til at forholde os til. Det er den virkelighed, vi lever i.”

Politiforsker Adam Diderichsen fremhæver i sin bog "Samfundspolitiet", at åbenhed og kommunikation i politiet er nødvendig, hvis vi som samfund ønsker at bringe politiet nærmere på borgerne i demokratisk forstand.

Der skal blandt andet være mere åbenhed og ærlighed fra politiets side. Gennemsigtighed i arbejdsmetoder og koncepter, som der eksempelvis er i norsk politi, er vigtigt. Ellers er der fare for mytedannelser, eller at bestemte grupper føler sig forskelsbehandlet, og det skaber mistillid mellem politi og borgere.

Hvem er det egentlig, politiet skal være loyale overfor? I dag ser vi ofte en lodret loyalitet fra politiets øverste ledelse op til Justitsministeriet og Folketinget. Men i et demokrati bør det i sidste ende være borgerne, man skal være loyale overfor og give et retvisende billede af tingenes tilstand, så de kan være med til at beslutte politiets indsatser.

KILDE DANSK-POLITI.DK

27

Skolepatruljen “Vi er jo en slags ’menneskelyskryds’, jeg synes, at bilerne viser os tillid, de er gode til at stoppe, når vi siger, de skal, men cyklisterne er ikke så gode til det. Nogle gange har de alt for travlt og kører bare bag om os,” fortæller Ester Nissen, som er en del af skolepatruljen ved Bordings Friskole og fortsætter: “Når folk har musik i ørerne, tænker de måske ikke så meget over, hvordan de opfører sig i trafikken.”

Hver 6. uge møder Ester Nissen fra 7.B på Bordings Friskole, 20 minutter før skoledagen starter. Sammen med tre klassekammerater er hun skolepatrulje og sørger for, at børn og voksne på vej til skole kommer sikkert over vejen.

Ester synes, det er ok at være skolepatrulje, det er ikke rigtig sjovt, men heller ikke nederen. Hun mener dog, at det er godt, at der er nogle regler i trafikken, for at vi har tillid til hinanden.

Hvis folk bare kørte, som de har lyst til, ville vi jo dø, siger hun.

De fire klassekammerater står to og to på hver sin side af gaden. Én af dem har en særlig rolle, når der er fri bane, og fodgængerne kan passere, råber hun ’ud’, hvorefter to af dem stiller sig ud i fodgængerfeltet og holder trafikken tilbage. Når alle er sikkert over vejen, råber hun ’ind’, og de vender tilbage til deres positioner på fortovet.

“I går var der en dame med en barnevogn, der prøvede at gå over vejen, før vi havde givet lov, men så satte Carl Christian heldigvis en fod i hjulet, så hun måtte vente alligevel,” griner hun.

TEKST OG FOTO: KLAUS HOLSTING

28

Dyrepasseren

“Ja, det er jo noget helt andet end cirkustræning, vi laver,” fortæller Christian Posch, da han åbner døren til Tropehuset i Zoologisk Have København. Herinde bor blandt mange andre dyr verdens mindste klovdyr, dværghjorten. Christian skal fodre de to eksemplarer med sin kollega Jon. Og sammen skal de styrke tilliden mellem dyr og dyrepasser. Det er nok de færreste, der tænker over, at dyrepasserne i en zoologisk have bruger meget af deres tid på at vænne dyrene til interaktion med mennesker.

Christian og Jon sætter sig på en bænk med en skål grøntsager og en lille klokke af den slags, man bruger til generalforsamlinger.

“Dværghjorte er som nævnt meget sky og vil helst gemme sig i skovbunden og mellem buske og buskads. Vi har dog lært dem, at det er sikkert at komme frem og få mad, når de hører klokken. Så de forbinder altså klokkelyden med noget positivt.

Det gør, at vi har deres tillid og dagligt er i kontakt med dem. Vi kan således tjekke, om de har fået sår eller på anden måde er syge og skal have medicin”, siger Jon. Det har taget flere måneder at lære dværghjortene at komme så tæt på, at de kan blive håndfodret. Christian forklarer desuden, at dyrepasserne altid har den samme grønne farve tøj på, så dyrene kan kende teamet omkring dem og ved, at der er helt faste rutiner og fremgangsmåder.

At vinde dyrenes tillid tager tid og skal holdes ved lige. Tålmodighed er en vigtig dyd for en dyrepasser.

TEKST OG FOTO: KLAUS HOLSTING

29

“Jeg har tillid til, at man bygger sikre og testede flyvemaskiner, tillid til at kaptajnen er professionel og tillid til, at der fx ikke er sket fejl i lastningen”, fortæller stewardesse Sarah Demerbes. “Hvis jeg ikke havde den tillid, kunne jeg ikke have det her job.”

Sarah Demerbes er stewardesse hos SAS og har været ansat i firmaet i snart 44 år. For hende er tillid et af de vigtigste arbejdsredskaber. “Det starter, allerede når jeg en lille times tid før afgang giver hånd ved gaten til kollegerne, der skal flyve med,” fortæller hun. Sarah arbejder som purser, dvs. kabinechef, og er den, der fordeler arbejdet blandt det øvrige kabinepersonale. På de store fly, der skal langt, kan man være op til 10 i kabinen. Når passagererne stiger ombord på flyet, står personalet altid ved indgangen og byder folk velkommen og får kigget alle i øjnene inden afgang. Det giver tillid begge veje, passageren føler sig godt taget i mod, og personalet er trænet i at læse, hvordan folk har det med at stige om bord i et fly. Er der en passager, der fx lider af flyskræk, kan personalet måske allerede her mærke det og indlede en dialog om, hvad der skal ske, allerede inden flyet er i luften. Her er det afgørende, at stewardessen kan skabe tillid med det samme og hjælpe til med at dæmpe frygten. Hun fortæller, at der er ganske mange mennesker, der er mere eller mindre bange for at flyve. “Vi gør meget ud af at fortælle vores passagerer, hvad der skal ske. At der fx kommer noget turbulens om lidt, eller hvorfor vi er blevet lidt forsinkede. Kontinuerlig information er for os i kabinen og for vores piloter essentiel for at skabe tillid om bord.”

TEKST OG FOTO: KLAUS HOLSTING

Stewardessen 30

Tandlægen

Som tandlæge i Hedehusene i mere end 20 år ved Martin Boye Middelfart, hvor vigtigt det er, at patienterne har tillid til ham.

“Det er vigtigt, at folk er trygge ved at komme her, men halvdelen af mine patienter er ikke glade for at gå til tandlæge, og 10-15% har decideret tandlægeskræk. Jeg bruger mange kræfter på at opbygge et tillidsfuldt forhold til dem”, fortæller han. “Mange har udviklet tandlægeskræk i barndommen, ofte er det ikke bare smerten, de er bange for, mange har også ubehag ved, at tandlægen skal være så tæt på deres ansigt,” fortæller han.

Martin Middelfart bruger altid den tid, der skal til for at skabe tillid, for uden går det slet ikke. Han forklarer altid, hvad der skal ske, inden behandlingen går i gang, det er vigtigt, at patienten forstår og er med på alle trin.

“Der skal jo en god portion tillid til at acceptere, at der står et andet menneske og borer inde midt i ens kranium. Det er det ultimative kontroltab. Derfor er det vigtigt, at mine patienter ved, at de altid kan række armen i vejret, og så stopper vi øjeblikkelig med det, vi er i gang med,” forklarer han. Det er altid patienten, der bestemmer, hvis man ikke kan mere. Så fortsætter behandlingen en anden dag.

Martin Boye Middelfart er altid klædt i farvet tøj, det gør patienterne rolige.

Hvidt tøj signalerer autoritet og skaber ikke tillid.

Det er sket, at han har set sig nødsaget til at sige til en mand med stærk tandlægeskræk, at han måske skulle finde en anden tandlæge. Han var både bange og mistroisk, tilliden var der bare ikke.

“Men han fandt aldrig en anden tandlæge, han ville hellere blive her, da det kom til stykket. Og jeg har ham skam endnu.”

TEKST OG FOTO: KLAUS HOLSTING

31

Historisk skred i tilliden til politikerne Når man sætter lys på tillid, fremkommer automatisk dens skygge: mistilliden. Demokratiforsker bekræfter, at vi med de seneste målinger om et historisk skred i tilliden til politikerne, er i årstiden for lange skygger.

AF KRISTIAN DANHOLM

32

“Tillid er afgørende i et demokrati,” siger Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen bekymret.

“Det er farligt, hvis man taber tilliden til, at myndighederne lytter til en. Det skaber den magtesløshed, der slår ud i vrede og i værste fald polariserer befolkningen og kalder ekstremistiske synspunkter frem.”

Ifølge biskoppen, der sidder i Demokratikommissionen, læner vi os ind i en regulær demokratikrise. Han refererer til, at regeringen på få måneder har behandlet tre lovforslag sideløbende med høringsprocesserne, i stedet for at lade høringen gå forud for lovgivningsprocessen: afskaffelsen af bededag, universitetsreformen og blasfemiloven. Hans bekymring bliver bekræftet af forskellige målinger, der også omtaler Mink- og FE-sagen som årsager til tillids-faldet.

Pseudo-inddragelse En tillidsmåling af politikerne kommer fra analyseinstituttet INVI, og er lavet i samarbejde med Valgundersøgelsen, som har målt tillid til politikerne siden 1994. Den viser en dramatisk udvikling: På blot fire år er mængden af danskere, der har ’meget lille tillid’ til politikerne mere end fordoblet. Fra 10 % til 22 %.

Danskernes tillid til politikere i almindelighed 80% 70% 60% 50% 40% 30% 20% 10%

Eva Sørensen

0%

Demokratiforsker 1994

1998

2001

Meget og ret stor tillid

2005

2007

Ret lille tillid

2011

2015

2019

Meget lille tillid

2023 Ved ikke

og professor ved institut for samfundsvidenskab ved RUC.

Spørgsmålsformulering: Hvor stor tillid har du til danske politikere i almindelighed?

Foto: Uffe Weng

Note: Tallene fra 1994-2019 stammer fra Valgundersøgelsen. Derudover er tallene for kategorierne “meget stor tillid” og “ret stor tillid” lagt sammen.

Kilde: Analyse fra tænketanken INVI i samarbejde med Epinion

To andre målinger viser samme tendens.

Det er den laveste tillid til politikerne, siden man begyndte at lave de her målinger, men særligt inde for de sidste fire år har udviklingen været dramatisk. Det bekræfter demokratiforsker og professor ved institut for samfundsvidenskab ved RUC Eva Sørensen.

“Det er et historisk lavpunkt. Før i tiden fulgte tilliden de økonomiske konjekturer, som går op og ned, men nu går tilliden bare ned, selvom vi lever i højkonjunktur, og det er ikke set før,” siger professoren.

Hun nævner de samme eksempler på simultane hørings- og lovgivningsprocesser, som biskoppen. “Folk finder sig ikke i at blive udsat for pseudo-inddragelse, som de tre processer er udtryk for. Befolkningen er veluddannede demokrater og har højere forventninger.”

Ifølge Eva Sørensen er der over årene sket et skred mod en – med et populært ord – djøfisering af det politiske establishment. Hvor ministrene før i tiden havde dybt kendskab til deres ressortområde, flytter de i dag rundt mellem ministerierne hele tiden som en del af deres karriereforløb. Det svækker deres muligheder for at lave klog og gennemtænkt politik, og det reagerer befolkningen på.

“Politikerne tager på charmeoffensiver og foregiver, at de lytter, men når det tydeligvis ikke gør en forskel, bliver folk skuffede, fordi de ikke får indfriet deres forventninger om at blive inddraget.”

Tillidens X-faktor Tillidens siamesiske tvilling er troværdigheden. De to fænomener hænger uløseligt sammen. Derfor er det også relevant at se på danskernes vurdering af politikernes troværdighed i Troværdighedsanalysen, der hvert år bliver udgivet af kommunikationsbureauet Radius. Hvis man ser bort fra influencere, som for første gang er med i målingen i 2023, ligger politikere som nummer sjok. Under bilforhandlere og ejendomsmæglere. Troværdighed er tillidens Xfaktor. Det er den komplekse og dyrebare valuta, der afgør, hvor alvorligt vi tager folk, og der peger Peter Skov-Jakobsen på floskler og ensretning som den store sten i skoen: 33

“

Politikerne tager på charmeoffensiver og foregiver, at de lytter, men når det tydeligvis ikke gør en forskel, bliver folk skuffede, fordi de ikke får indfriet deres forventninger om at blive inddraget.”

EVA SØRENSEN

“Vi kan ikke kende de politiske partier fra hinanden, for sproget er ens. Det er der nogle partier der udnytter, fordi de kan trænge igennem i den brede befolkning, men det er farligt, for man fløjter bare en sang. Der er ikke ærlige motiver bag,” siger han, og kommer med en opfordring: “Jeg har stor agtelse for politikere, og de skal forklare mig, hvor kompliceret samfundet er. Men det tør de ikke.

Og det siger de også selv; men det bliver man ikke genvalgt på.”

Netop angsten for ikke at blive genvalgt har Eva Sørensen en god forklaring på. For 50 år siden var 25 % af befolkningen medlemmer af et parti. I dag er det kun 3 %. Befolkningen er ikke loyale over for ét parti længere, men skifter politisk ståsted efter livssituation, og det har forandret christianborg-politikernes modus operandi, forklarer hun.

“Partiernes forankring i befolkningen er simpelthen langt mindre, og det betyder, at de agerer helt anderledes for at rekruttere vælgere. Før var vælgerne en del af den politiske dialog via deres forankring i partierne. Nu er det en forhandling, hvor man giver løfter i en valgkamp, som man er nødt til at bryde efter valget, og det gavner ikke troværdigheden,” siger professoren.

Flygtighed, fleksibilitet og fokus 'Ingerfair' er en organisation, der rådgiver og producerer viden inden for frivilligt arbejde, og de har derfor et godt overblik over tendenser i civilsamfundet. Her fortæller partner og chefkonsulent 34

Marie Baad Holdt, at de også ser en udvikling i retning af mindre loyalitet i foreningslivet, der flugter med en generel udvikling i samfundet: “Før blev man groft sagt gift ved første blik og blev sammen, til døden os skiller. I dag skal man lige date først, og hvis det så bliver til et fast forhold, er forholdet altid til forhandling.”

Tendensen udspringer blandt andet af, at de ældre generationer er vokset op med en tro på, at fremtiden bliver bedre, når fx lånene er betalt ud, man kan nyde sit otium et cetera. De yngre generationer, der er født fra firserne og op, har i kraft af fx klima og makroøkonomi et mere pessimistisk fremtidssyn og har derfor ikke samme tillid til, at det bliver bedre lige om lidt, fortæller hun.

“De har ikke tid til at udsætte, men er nødt til at flytte sig efter det, der er mest meningsfyldt for dem her og nu.

Før i tiden havde man det samme telefonabonnement hele livet; nu skifter man det lige så ofte, som man skifter telefon,” siger hun og konkretiserer adfærdsændringen med tre tendenser: flygtighed, fleksibilitet og fokus på opgaven. På spørgsmålet om, hvorvidt det så betyder, at frivillige er mindre tilbøjelige til at melde sig til bestyrelser, indsamlinger og lignende tjanser, er svaret dog nej.

“Antallet af frivillige har i snart 20 år ligget rimelig stabilt på cirka 40 %.

Man er bare ikke loyal over for en organisation eller en forening mere, men måske over for den sag eller den opgave, der matcher ens samfundsinteresser og kompetencer. Man vil måske gerne lave regnskab, men man vil ikke også stå ved kassen i en butik, lave kommunikation et cetera.”

Lys i horisonten Med det svar peger hun på en tendens, som demokratiprofessor Eva Sørensen også har iagttaget, nemlig at udviklingen kommer nedefra. Hun har i mange år forsket i netop borgerinddragelse, og

Troværdighedsanalysen 2023 Nedenstående figur viser danskernes syn på faggruppernes troværdighed i 2023

1. Jordemødre

4,16

2. Læger

4,08

3. Sygeplejersker

3,98

4. Fysioterapeuter

3,85

5. Politibetjente

3,83

6. Bibliotekarer

3,83

7. Ingeniører

3,81

8. Tandlæger

3,79

9. Psykologer

3,72

10. Soldater

3,67

11. Pædagoger

3,59

12. Skolelærere

3,59

13. Revisorer

3,57

14. Præster

3,51

15. SOSU-hjælpere

3,50

16. Advokater

3,48

17. Landmænd

3,44

18. Buschauffører

3,40

19. Håndværkere

3,27

20. Socialrådgivere

3,24

21. Embedsmænd

3,07

22. Bankrådgivere

3,00

23. Ejendomsmæglere

2,67

24. Journalister

2,60

25. Bilforhandlere

2,45

26. Politikere

2,26

27. Influencere

1,83 1

5

her er kommunerne langt foran, fordi de i årtier har øvet sig i at inddrage borgerne i at skabe løsninger, fremfor blot at stille krav. Der er Christiansborgpolitikerne simpelthen bagud, fortæller hun.

“Det sidste årti har lokalpolitikerne i kommunerne indset, at de er nødt til at inddrage borgerne i de svære beslutninger. Der er Folketinget årtier bagefter, og man kan sagtens gøre det samme på nationalt niveau, hvor man i stedet har opdraget borgerne til at stille krav,” siger hun. Eva Sørensen peger på fænomenet borgerforslag som et eksempel på noget, der faktisk virker. Også selvom borgerforslaget bliver stemt ned i Folketinget.

“Vi er ikke optaget af at få vores vilje.

Vi er optaget af at blive inddraget. Vi er en af verdens mest veluddannede befolkninger, men bliver ikke inddraget af politikerne. De skal ud med deres charmeoffensiver i meget bedre tid, så folk bliver inddraget, inden beslutningsprocessen bliver sat i gang,” siger Eva Sørensen, og konkluderer: “Man skal bryde med ’plejer.’ Fra modstandsdemokrati til samskabelsesdemokrati.”

Fakta I 2018 nedsatte Dansk Ungdoms Fællesråd “Demokratikommissionen”, der består af prominente personer fra Folketinget,

Undersøgelsen er gennemført af Radius CPH med data fra

medierne og civil-samfundet. De har blandt

Norstats panel. Undersøgelsen baserer sig på svar fra 2.000

andet udgivet en rapport om demokratiets

repræsentativt udvalgte danskere. Pilene i kolonnen til højre

udfordringer og taget initiativ til en ny

indikerer, om ændringen i faggruppernes troværdighed fra

magtudredning, der er blevet vedtaget

2022 til 2023 er statistisk signifikant på 0,05-niveauet.

med et bredt flertal i Folketinget.

35

Den skrøbelige tillid Hun er blevet kaldt ytringsfrihedsfundamentalist, men dommerfuldmægtig Nina Palesa Bonde er ikke bleg for at stå op for sine idealer.

‘Barrikadernes galionsfigur’ sov på gaden i ni dage foran Forligsinstitutionen under truslen om storstrejke eller lockout i 2018. I dag kombinerer hun dommerembedet med at være aktivist og et familieliv med to små børn. Vi møder hende på hendes yndlingssted: biblioteket.

36

37

AF EVA-MARIE MØLLER FOTOS: MADS HOLM

“Helt fra før jeg kunne læse, sad jeg på min fars bibliotek, i en højtlæsningshule, kunne man kalde det. Så satte jeg et kassettebånd på, havde bogen i hånden, og så lod jeg, som om jeg læste. Det var mit indblik i resten af verden. Jeg har altid elsket at gå i skole, og personalet på biblioteket var videbegærlige og passionerede, det gav mig tidligt en tillid til samfundet og verden udenfor.”

Gejst har givet den 41-årige dommerfuldmægtig Nina Palesa Bonde et eneste stikord til interviewet: tillid. Og det er næsten som at trykke på en knap, for hun lægger energisk ud.

“Tillid er noget nær afgørende i mit job; hvis du ikke har tillid til den dømmende myndighed, så kan du faktisk ikke acceptere vores afgørelser eller bruge dem.”

Hun er vildt stolt over, at vi i Danmark scorer højt i forskellige målinger af borgernes tillid til myndighederne, men der er begyndt at komme sprækker.

“Vi er ikke perfekte og fuldendte i hele retsvæsenet: Politi, anklagemyndighed, domstole og afsoning får af og til nogle bump på vejen.”

Som eksempel nævner hun, at en aktuel debat om politiets hårdhændede anholdelser har skadet befolkningens tillid, og at det smitter af på andre myndigheder, fx i retssystemet, hvor hun arbejder.

“Altså, hvis man oplever en dårlig og ubehagelig episode med politiet, og noget går galt, så skal vi være forsigtige med at lade det smitte af, for det kan være, at der her er en negativ kultur, der skal ændres. Jeg har lagt mærke til, at borgerne på de sociale medier ofte slutter fra en enkelt sag til, at hele myndigheden er galt afmarcheret. Derfor er det vigtigt, at vi i de systemer, som vil nyde borgerens tillid, skal yde et ekstra benarbejde for at genetablere tilliden, når den sprækker. Det kræver, at vi lytter rigtig meget til det, borgerne siger.”

Nina Palesa Bonde taler levende og engageret; hun fremhæver, at vores grundlov med et system, som er forholdsvis nemt at følge med i, også spiller en rolle i at skabe tillid.

“Der er offentlighed og mundtlighed, så man kan gå direkte ind ad døren og overvære de sager, vi har i retssalene. Og vi har et

domsmandssystem, som rummer et velrepræsenteret udsnit af befolkningen. Der sidder skolelærere, sosu’er og ingeniører og deltager i straffesagerne.

Det betyder, at domsstolssystemet her i landet ikke er noget i en fjern tåge, langt væk. Der kan komme familiemedlemmer med ind, der kommer tit skoleklasser ind og ser, om tingene går ordentligt for sig. Det er helt sikkert med til at præge den tillid, vi har til systemet.”

Dommerkappen For Nina Palesa Bonde har spørgsmålet om borgerens tillid også spillet en rolle de gange, hvor hun iklædt dommerkappen har måttet komme med en hård dom.

“Jeg har kun haft én klagesag i 10 år.

Men der har været tilfælde, hvor folk, der har stået i retten hos mig, er utilfredse og siger ting, når der er afsagt dom. De fleste har dog en oplevelse af, at de er blevet lyttet til – også selvom man taber. Jeg har sendt en mand to år i fængsel, og da han går, så rækker han hånden frem og siger: “Tak for, at du lyttede”.”

“Men,” indvender hun, “der er forhold, som ikke er tillidsskabende, fx når borgerne ikke kan gennemskue, hvad der er sket.”

“Jeg hører i øjeblikket flere og flere eksempler fra myndighedspersoner på,

“

Jeg har altid elsket at gå i skole, og personalet på biblioteket var videbegærlige og passionerede, det gav mig tidligt en tillid til samfundet og verden udenfor.”

38

39

at der bliver søgt om aktindsigt i ansattes personalesager, eller at man som borger søger oplysninger. Det er måske en reaktion på det forhold, at myndighederne lukker sig om sig selv.”

Den lukkethed handler om, at der er i nogen grad er stor afstand mellem den aktuelle politik og borgernes hverdag. Ifølge Nina Palesa Bonde skyldes de mange kommissioner, der bliver nedsat, at vi ikke kan finde ud af, hvad der op og ned. Det gælder de aktuelle Claus Hjort og Lars Findsen-sager, men også Mink-sagen, Tibetsagen og Helle Thornings skattesag.

“Politikerne er meget hurtige til at nedsætte en kommission, når de bare lugter en sag,” fortæller hun og snuser ihærdigt for at understrege det komiske i fremgangsmåden.

“Så skynder de sig at lukke alle døre i, og så er der vandtætte skotter mellem dem og os; alt er lukket. Det underlige er, at der er 40

disciplinære systemer inden for Christiansborgs egne mure – fx systemet med at uddele næser, hvis man har begået en fejl. Men vi er måske gået i retning af, at vi politisk skynder os at lukke, dæmpe, dække, slette sms’er, for nu siger jeg det, som det er,” siger Nina Palesa Bonde grinende.

“Så skal vi sætte er stort apparat i gang for at finde ud af, hvad der er sket, så man kan genetablere tilliden. Jeg mener, hvis der var større politisk gennemsigtighed og åbenhed, så kunne vi have undgået en hel del ting. Hvis de

havde lagt oplysningerne frem, så kunne de inden for egne rækker med eget disciplinært system have draget konsekvenser, og så kunne vi som vælgere lidt hurtigere tage stilling til, om vi gider stemme på dem igen.”

Studenterhue og tog til København At Nina Palesa Bondes valgte at læse jura og i dag er dommerfuldmægtig, beror på, at hun er en kende vægelsindet, forklarer hun og fortsætter.

“Mit valgt af jura er belagt med brosten af manglende fravalg, fordi jura er fuldstændigt åbent – det er med ‘åben modus’. Her kan du beskæftige dig med alt, samtidig med at du hører menneskers historie.”

Hun er vokset op i Sønderborg i en kernefamilie, indtil den ikke var kernefamilie længere. Forældre blev skilt, da hun gik i 5. klasse.

“Da jeg blev student, ville jeg til København og startede med at arbejde i Jysk Sengetøjslager. Jeg skulle tjene nogle penge og troede også lige i et svagt øjeblik, at jeg skulle være butikschef; der var fart på. Man udretter noget, og der var en fed personalekultur, men det var alligevel ikke det, så jeg søgte ind på jura.”

“Jeg var nok drevet af en mor, der havde ambitioner på mine vegne. Hun pegede på medicin; hun sagde: Du kan ikke bare gå ud og finde en kæreste og blive gift, du skal have en uddannelse. I mine måder at vælge valgfag var jeg vægelsindet, og jeg er stadig i dag vægelsindet og tænker på, hvad den næste uddannelse skal være.

Jeg er ikke sikker på, at jeg er helt færdig med at videreuddanne mig,” siger hun og kluk-ler.

Efter sine forældres skilsmisse boede Nina Palesa Bonde i begyndelsen mest hos sin bibliotekar-far og senere hos sin sosu-assistent-mor, der stammer fra Lesotho i Sydafrika.

“Min mor begyndte at græde, da jeg blev færdiguddannet som jurist. Vi fejrede det ikke med et stort brag og champagne eller sådan noget. Men for mig var det en fejring at sige det til min mor.”

Nina Palesa rømmer sig og tørrer sine øjne. Grunden til, at hun bliver rørt over at kunne fortælle det til sin mor, er, at moren kommer fra en lillebitte bjerglandsby i Lesotho, man ikke kan finde på landkortet. Der er hverken rindende vand eller strøm, og der går kun jordveje dertil.

“At hun kunne opleve sin datter blive jurist. Det er fuldstændigt mind blowing for hende.”

Anderledes ytringsfrihedsfundamentalist Det barnlige og legende er stadig intakt hos den 41-årige dommerfuldmægtig, der kan finde på at tage turen til byretten på rulleskøjter. Hun demonterer ved flere lejligheder billedet af en kedelig person i dommerkappe.

“Jeg går ofte ud og fortæller om lovkvalitet og retssikkerhed. Jeg vil strække det så langt som at sige, at det er en borgerpligt at rydde op i de vildfarelser, der er om vores samfund, og at deltage i den offentlige debat. Hvis jeg ser, at folk hele tiden henviser til et forkert 41

citat, så gør jeg lige et folkeoplysende arbejde, jeg henviser til afgørelsen på domstol.dk. De fleste – også Højesterets afgørelser – kan man godt læse som lægperson og blive klogere på, hvad der egentligt står.”

Nina Palesa Bonde er kendt for at have stærke holdninger. Hun har som offentligt ansat ytringsfrihed, og den frihed lægger hun stor vægt på.

“Når jeg bliver kaldt yt-rings-fri-heds-fun-da-menta-list,” siger hun ironisk, mens hun udtaler ordet i staccato. “Så er det ikke særlig hyggeligt. Nogle spørger: Skal vi ikke droppe debatten og genetablere hyggen? Nej, siger jeg, en gang imellem er vi nødt til at tage de svære samtaler. Og jeg håber, at vi på sigt kan nå derhen, at vi løbende også taler om, hvad vores demokratiske samfund skal indeholde. Vi bliver nødt til at forholde os til en mink-skandale eller en koran-lov.

Når der er nogen, der kører rundt i Århus og råber: “Gud er større,” og fejrer Hamas, så er det, fordi vi ikke har taget snakken, inden det bliver til kriser. Det skal vi øve os på i Danmark, og det er vi ikke gode til.”

Barrikadernes galionsfigur Nogle vil huske en kvinde i gul vest, der under overenskomstforhandlingerne i 2018 blev natten over og sov ude foran Forligsinstitutionen i ni nætter. Her fik hun tilnavnet ‘barrikadernes galionsfigur’, og det var under truslen om storstrejke eller lockout, at Nina Palesa Bonde blev aktivist.

“Vi djøf 'ere var ikke så synlige. Vi har jo ikke tradition for at gå på gaden. Det er noget, skolelærere og sygeplejersker kan, og vi har i mange år ladet dem tage slæbet. Jeg tog forbi Dronning Louises Bro, hvor skolelærerne fx stod. Jeg fik nogle af deres flyers og sang sammen med dem. Det gjorde mig glad, at faggrupperne blandede sig med hinanden. Djøf`erne var i jakkesæt med gule veste udenpå, og pludselig kunne man se musketér-eden. Der var et før og et efter OK18, uanset hvad man synes, der er sket efterfølgende med Store Bededag og løftet om 5.000 kr. til nogle og ikke til andre. Solidariteten har fået et nyt ansigt.”

For at optimere sin selvtillid har Nina Palesa Bonde taget hul på en anden slags aktivisme – det, hun med et skævt grin kalder ’djøf-tivist’.

“Det har jeg været nødt til, fordi Djøf var blevet et skældsord. Det var blevet ok at omtale en hel gruppe negativt, men djøf ’ere er alt muligt, også en dommer; vi er en hel palette.”

Tidligere tiders opfattelse af, at myndighedspersoner, som fx dommere, ikke kan lave aktivistisk arbejde, er for længst passé, hvis man spørger hende. Hun var 42

også initiativtager til den danske støttegruppe for den franske skolelærer Samuel Paty, der brutalt blev myrdet for at ville vise sine skoleelever Muhammed-tegningerne.

Ved en mindehøjtidelighed med kransenedlæggelse foran den franske ambassade på Kongens Nytorv i København sagde hun, at det ikke alene er en fransk kamp at slås for ytringsfriheden i skolerne. Den er lige så vigtig i de danske klasselokaler.

“Vi har set undersøgelser i Danmark, hvor lærere og undervisere siger, at der er emner, de ikke tør undervise i. Så det her er altså også aktuelt i Danmark.”

Biblioteket, hvor vi sidder, har en særlig betydning for Nina Palesa Bonde. Efter at hun har dannet familie, er Hovedbiblioteket stedet, hvor Nina og hendes mand leger med deres børn.

“Jeg prøver – uden held – at holde arbejdet væk fra det private rum om min familie, så har jeg en deadline på en kronik, sidder jeg ofte på Hovedbiblioteket og nyder roen og den gode kaffe. Og skal jeg planlægge en demonstration, sker det næsten altid på et bibliotek, hvor jeg nemt kan mødes med andre, som det også var tilfældet med den første mindehøjtidelighed for Samuel Paty.”

Maskiner, mennesker – og tillid 43

I Rigshospitalets nordfløj ligger afdeling 6021, også kaldet ’Neurointensiv.’ Afdelingen ligger for enden af en lang og lysfyldt svalegang. Lyset er levende og intenst.

Det vælder ind ad de store vinduer. Sofaerne på denne gang er, ligesom afdelingens døre og gulve, holdt i blåstøvede nuancer. På gangen sidder de pårørende og venter på nyt om deres kære. Førstehåndsindtrykket er overvældende. Alle patienter har enestue, og de er omgivet af udstyr. Maskiner, skærme, bippende alarmer og andre lyde. Det kan virke meget distraherende for de pårørende, men ikke for Maja Frisenholt Jensen, der er intensivsygeplejerske på afdelingen.

TEKST OG FOTO SØREN KJÆR BRUUN, HOSPITALSPRÆST

“Der er mange maskiner og meget udstyr på stuerne, respiratoren for eksempel. Via en skærm hjælper den os til at overvåge patientens vejrtrækning. Jeg ved, at det for de pårørende kan virke meget distraherende med alle disse maskiner og lyde. Men for mig, som sygeplejerske, giver alarmer og udstyr en enorm tryghed. Der er alarmer på næsten alt udstyr, og de aktiveres ved selv de mindste ændringer i patientens situation. Det kan være, at blodtrykket stiger kortvarigt, eller at fugteren på respiratoren ikke er varm nok. Så lyder alarmen. Det er vores opgave at forklare de pårørende på stuen, hvilke alarmer der lyder, og hvad de betyder. Det er med til at skabe tryghed. Jeg har fuld tillid til vores udstyr, og det tjekkes inden hver vagtstart, både morgen, aften og nat.”

Hvordan kan man have tillid til en maskine?

“Det er afgørende for os, at vi har tillid til maskinerne.

Patienterne kan være meget ustabile ved ankomst, og der er tit brug for et akut indgreb. Oftest i form 44

af operationer ved neurokirurgerne. I hjernen findes et ventrikelsystem, en form for hulrumssystem. Det bruges af hjernen som en slags stødpude. Men når hjernen bløder, kommer der blod i systemet. Og dette blod kan samle sig og klotte hele systemet til. Patienterne kan derfor få brug for et udvendigt dræn for at afhjælpe dette. Kirurgerne kan også anlægge en måler, der kan måle trykket inde i hjernen. Der er mange behandlingsmuligheder. Lykkeligvis.

Det er maskinerne, udstyret, der fortæller os, hvornår der er brug for akut intervention. Vi har stor tillid til, at maskinerne hjælper os ved at kalde på os. I løbet af et øjeblik kan stuen være fyldt med mennesker, der arbejder intensivt i et højt tempo,” forklarer Maja Frisenholt Jensen.

Hvem indlægges her?

“Almindelige mennesker, som du og jeg. Mennesker, der står op til det, som de tror er en ganske almindelig dag. De tager tøj på og sender måske deres børn i skole. De kysser deres ægtefælle farvel eller afslutter dagens første skænderi, for derefter selv at køre på arbejde. Og så ændres deres liv i et splitsekund ved en trafikulykke, et fald eller et andet uheld. Hver dag mindes jeg om, at livet er skrøbeligt og ikke en selvfølge.”

Hvilke skader har de mennesker, som indlægges?

“På 6021 modtages patienter i alle aldersgrupper, også børn ned til to år. Det kan være mennesker med akut opståede blødninger i hjernen efter et hovedtraume eller spontant opståede blødninger, ved fx en udposning på et kar i hjernen. Vi modtager patienter med hjernetumorer og patienter med neurologiske lidelser, der gør, at patienten har brug for at blive lagt i respirator i en periode. Vi modtager også patienter, der har brækket det øverste af rygsøjlen, et brud som kan lamme et menneske helt eller delvist resten af livet.

Her ligger også mennesker, som må erklæres hjernedøde. Organdonation fylder derfor meget på afdelingen. Mine kollegaer og jeg møder hver eneste dag ind til et andet menneskes værste dag. Ofte må patienterne lægges i kunstig koma.”

Hvad er kunstig koma?

“Ved kunstig koma lægges man til at sove dybt ved hjælp af soveog smertestillende medicin. Dermed giver man hjernen den hvile, som den har behov for for at komme sig. Når man lægges i dyb kunstig koma, kan man ikke selv trække vejret. Hvis patienten ikke allerede er tilkoblet en respirator, så bliver de det. Ofte går der mange timer, inden vi kan give pårørende en form for afklaring. Vi holder lægesamtaler, og sygeplejersker er konstant på patientstuen til at besvare spørgsmål fra pårørende.”

værste dag. Men jeg ved, at det kollegiale sammenhold på denne afdeling er helt unikt. Der er en åbenhed og en accept af, at vi hver eneste dag står i meningsløshed, afmagt og håbløshed.”

Hvordan klarer du det?

“Mit arbejde fylder mig ikke med frygt, men med taknemmelighed. Taknemmelighed over livet. Hver morgen går jeg tillidsfuldt og med taknemmelighed til arbejdet. Jeg bruger svalegangen til at samle mine tanker, inden jeg møder på afdelingen. De pårørende lægger jeg mærke til hver eneste morgen, og jeg siger altid: “Hej” og ikke: “Godmorgen.”

Jeg er meget opmærksom på, at det nok ikke er en god morgen for dem. Når jeg kommer gående i min uniform, bliver de meget opmærksomme. Er jeg mon den sygeplejerske, der skal varetage sygeplejen af netop deres kære? Er det mon mig, der kommer med information og nyt fra stuen? Og er det mon mig, der kan give dem tilladelse til at komme med ind på stuen? Når jeg går hjem fra arbejde i civil, i mit almindelige tøj, er de pårørende ikke så opmærksomme på mig. På vej hjem bruger jeg svalegangen til at lægge arbejdet bag mig, så godt jeg nu kan. Det kan godt fylde i min fritid. Men jeg går altid hjem som Maja, som mor og som hustru. Det er en voldsom kontrast.

At gå hjem fra afmagt, magtesløshed og håbløshed. Hjem til oplevelsen af så megen ubetinget kærlighed mellem mig og mine to børn. Her oplever jeg ubetinget glæde og tillid.”

Hvad er det, der binder jer sammen på afdelingen?

“6021 er en unik afdeling, hvis du spørger mig. Jeg ved ikke, om det er det barske speciale kombineret med de meget dygtige kollegaer, der hver eneste dag er klar til at møde ind til et andet menneskes 45

Hvorfor taler kirken så mærkeligt?

Nåde Til døden skiller os ad

Arvesynd

Kødets opstandelse

46

?

En guide for nybegyndere til det helt særlige sprog, der bruges i kirken.

TEKST OG FOTO: MALENE BJERRE, JOURNALIST

“Dette er Jesu Kristi legeme, dette er Jesu Kristi blod,” siger præsten henne i kirken, mens et fladt, lille brød bliver uddelt sammen med lidt vin. Jesus er i øvrigt søn af Gud og født af en jomfru og kan gå på vandet og lave vand om til vin. Når vi gifter os i kirken, lover vi at elske hinanden, indtil døden os skiller – skønt alle ved, at vi i Danmark har en skilsmisseprocent på over 40. Og i trosbekendelsen, som man skal sige ja til ved dåben, bekender man ikke alene sin tro på, at Gud har skabt både himlen og jorden, men også på, at Jesus blev levende efter sin død, ligesom vi selv skal genopstå og få evigt liv. For mange kan det måske føles lige voldsomt nok.

En nøgle til kirkens sprog er ikke at tage det alt for meget på ordet. Bibelen, ritualerne, bønnerne skal ikke læses som en historiebog eller avisartikel, der faktuelt og bogstaveligt fortæller, hvordan noget er eller skal være.

Det betyder ikke, at det ikke skal tages alvorligt. Kirkens sprog skal bare snarere læses som et digt eller roman, som en beskrivelse af vores livsvilkår.

Forstået på den måde, at man er nødt til at spørge sig selv: Hvordan kan det her give mening, i mit liv og i vores samfund?

Og selvom der sker sære ting i Bibelen, har det ikke noget med overtro og trylleri at gøre og heller ikke med urealistiske forestillinger om ægteskabets ukrænkelighed. Snarere er den magi

og fortryllelse, som Bibelen og kristendommen opererer med, en, som også ikke-troende godt kender i forvejen.

Hvorfor laver man ikke bare kirkesproget om, så alle kan forstå det?

På en måde kunne man stille samme spørgsmål til en roman. Hvorfor behøver H.C. Andersen skrive eventyret ‘Den lille havfrue’; kunne han ikke bare sige ligeud, at kærligheden kan være fuld af smerte, men at det ikke desto mindre kan være meningsfyldt at ofre sig selv for sin elskede? Hvorfor advarer Margaret Atwood ikke direkte imod religiøs fundamentalisme og kvindeundertrykkelse i stedet for at skrive romanen ‘Tjenerindens fortælling’ (forlægget for tv-serien ‘The Handmaid’s Tale’)?

Det er, fordi det ville blive nogle sølle, reducerede versioner. Romanen (eller eventyret eller digtet) appellerer til vores sanser, lader os opleve noget, som vi ikke har oplevet, inviterer til, at vi investerer os selv i værket og ikke bare prøver at forstå pointen med hovedet.

Vi vil aldrig sige, at ‘Den lille havfrue’ og ‘Tjenerindens fortælling’ er fjollede, ubrugelige tekster, fordi det jo ikke er sådan ‘i virkeligheden’. De er sande i en anden forstand; vi er i stedet nødt til at forholde os til, om de giver mening for os, om de fortæller os noget, det er vigtigt at lytte til.

Kunne man ikke bare lave lidt om på det?

Jo, og det gør man også. Den autoriserede bibel bliver opdateret med jævne mellemrum; Bibelselskabet forventer at sende den næste nyoversættelse ud i 2036, og den sidste er fra 1992. I 1992 ændrede man fx teksten sådan, at Maria ikke længere var ’frugtsommelig’ men nu ’ventede et barn’. Men man er lidt forsigtig med at lave for meget om.

Noget af magien i kirken er for mange tanken om, at vores oldeforældre hørte præsten sige (næsten) de samme ord, da de blev døbt og gift.

Hvad betyder de så, de mærkelige ord?

Når nu romaner, eventyr og bibler ikke lige kan oversættes til pointen, kan man selvfølgelig ikke lave et leksikon, hvor nogle af de mærkelige udtryk bliver forklaret. Men her er alligevel et bud på, hvordan man kan tænke om nogle af kristendommens kerneudtryk: 47

Jeg tror på Gud fader den almægtige Hvad er det overhovedet at tro på Gud? Hvis vi ser den navnkundige, hvidskæggede mand for os, er vi allerede gået i gang med en avisartikellæsning af ordene i stedet for romanlæsningen. Gud er navnet for det, vi ikke kan forstå, og som vi heller aldrig kan komme til at forstå, sådan naturvidenskabeligt set.

Hvorfor er der liv på jorden (og ikke hvordan er det opstået, for det forstår vi en del af og lærer hele tiden mere om)? Hvad er meningen med vores liv? Hvad er det for en livskraft, der får mig op af sengen hver dag, når jeg godt ved, at jeg alligevel bare skal dø ligesom alle dem, jeg elsker, også skal? “Gud” er en måde at kunne tale om alle de spørgsmål på. Der findes også andre gode måder at tale om det uforståelige og uforklarlige på; det kristne sprog er ét bud. Og kristendommen er i det hele taget fuld af vigtige begreber, som kan have brug for at blive lukket lidt op.

Synd Tag nu det lidt belastede ord ’synd’. I dag bruger vi mest begrebet om forkerte eller umoralske handlinger, der typisk har med sex eller flødeskumskager at gøre. Men i kristendommen betyder synd, at man handler mod Guds vilje. Og hvad er det så, Gud vil? I Det gamle testamente er der et hav af regler for, hvad man skal og ikke må: Man skal ære sine forældre, man må ikke stjæle, man må ikke begære sin næstes hustru. Men i Det nye testamente, der er det vigtigste for de kristne, er der kun to bud: Du skal elske din Gud, og du skal elske din næste som dig selv. Så synd er, når man ikke følge de to bud.

At elske Gud betyder: Husk, at du ikke er chef i dit eget liv. Det vigtigste i tilværelsen er vi ikke selv herre over, og vi bliver ulykkelige, hvis vi hele tiden forsøger at få kontrol over det, der ikke kan kontrolleres.

“ Der er grænser for, hvor meget det er okay at tolke på trosbekendelsen” 48

Næstekærlighed

Arvesynd Vejen frem er måske at overveje, hvornår du selv gør alle de her trælse ting – for det gør du. Vi snyder os foran i køen. Vi taler grimt til vores børn og til ekspedienten i Magasin. Vi flyver til Mallorca, samtidig med at vi ryster på hovedet over de politikere, der ikke forhindrer os i det.

Vi er fødte syndere, siger Bibelen med myten om Adam og Eva, der spiser af træet i haven, selvom de godt ved, de ikke må. Og derefter bliver de og alle deres efterkommere (læs: os alle sammen, der dermed har ’arvet’ synden) smidt ud for tid og evighed; vi har for altid tabt paradiset. Den syndsbevidsthed er god at have i baghovedet, når vi synes, de andre er idioter.

Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber, lyder det i trosbekendelsen. Men hvad er det at tro på Gud, og hvad siger man ja til i trosbekendelsen? Vi har været på besøg i 3.g på Det frie Gymnasium og spurgt eleverne, hvad de hører i trosbekendelsens ord. Læs nogle af deres tanker om, hvor bogstaveligt man skal tænke om det med religion og tro.

“Du skal elske din næste som dig selv.” Det lyder enkelt, men også umuligt: Man kan jo ikke selv styre sine følelser. Men ’elske’ betyder ikke det samme på oldgræsk som på moderne dansk; i Bibelen er det at elske en handling. Så opgaven er: Gør det, der er til gavn for andre.

Hvordan kan jeg så vide, hvad der er til gavn for dem, kunne man spørge. Og kærlighedsbuddet giver allerede svaret: Elsk dem “som dig selv”. Fra dig selv ved du, hvad andre mennesker har brug for: Hjælp dem, pas på dem, interesser dig for dem. Spørg, hvad du kan gøre.

Og gør det, der hjælper dem i stedet for dig selv.

Det er et pænt radikalt krav. Og så er det ikke engang nok. Ikke alene skal du gøre det for den venlige udgave af din ’næste’: din nabo, din kollega, pædagogen i børnehaven. Du skal også elske (altså hjælpe) din ’fjende’: bilisten, der kører op bag i din bil; chefen, der fyrer dig; naboen, der spiller musik kl. 3 om natten.

Agnes Jeg synes, man hører kristne tale om en følelse i kroppen, hvis man fx er i noget smuk natur eller i kirke – en følelse af, at Gud er rundt om en. En slags guddommelige omfavnelse, måske er det det, man ser som en slags helligånd?

Harry Kødets opstandelse betyder, at Jesus stod op fra de døde – men også bare det, at mennesker hele tiden bliver født.

Selv tror jeg måske på, at min sjæl lever videre. Men kødet bliver begravet.

49

Nåde

Til døden skiller os ad

Det er på en måde et trist billede, der her bliver tegnet af vores livsvilkår: Vi er alle sammen født som lidt dårlige mennesker, og ingen af os kan leve op til de krav, det ville kræve, hvis vi skulle skabe det ’paradis på jord’, som vi somme tider taler om.

Den kristne vej ud elendigheden er Guds nåde. Selv om ingen af os fortjener det, er vi allerede altid elsket af Gud, for vi er værd at elske, hver og en af os, siger kristendommen.

“Gud” oversatte vi jo med ’det uforklarlige’. Så Guds nåde er fx alle de små uforklarlige kærlighedsmirakler, der sker. Når jeg er oppe at skændes med min mand, og det hele forsvinder som dug for solen, fordi vi kommer til at grine. Når et blomsterbud gør sig helt urimeligt meget umage for at få afleveret buketten hos en nabo, fordi det ville være synd, hvis den visnede (og husk, kærlighed er en handling). Når en fremmed hjælper min berusede datter ind i en taxa lørdag nat og betaler for turen. For det gode sker hele tiden og overtrumfer det onde i verden. Og det hele ender godt.

“Jeg elsker dig til månen og tilbage igen.”

Kærlighed inviterer til store ord, og ingen ser vel for alvor en rumrejse for sig ved den erklæring? Sådan er det også, når man ved en vielse i kirken skal svare ja til at ville elske og ære sin kommende ægtefælle, “indtil døden skiller jer ad.”

“Man skal ikke love mere, end man kan holde,” siges det, men lige præcis i kærlighed kan overbevisningen om, at min kærlighed vil vare i al evighed, være det bedste udgangspunkt for en kærlig, stærk og dyb relation. På trods af al fornuft og statistik at tro på, at lige netop vi to er skabt til at vare for evigt. De første kærester på månen, som TV2 synger.

Og husk: Kærlighed er en handling. Så måske er det indimellem den kærligste handling at gå fra hinanden og selvfølgelig stadig arbejde for den andens bedste – også i relation til børnene – indtil en af jer dør.

Carla

Natja

Jeg ville nok lade mine børn døbe, for

Når jeg hører om kødets opstandelse, tænker jeg på Adam og Eva,

der er noget tradition og fællesskab

det første køds opstandelse, for det var der, menneskekroppen

i det. Men jeg vil ikke egentlig kunne

blev skabt. Måske skal det betyde: Jeg tror på formeringen?

sige ja til trosbekendelse, for der er grænser for, hvor meget det er okay at tolke på det. Der står jo konkret, at

50

man tror på, at Jesus er Guds søn og

Olivia

er genopstået. Så er det lidt svært at

Jeg tror ikke bogstavelig talt på så meget i Bibelen, men jeg tror ret

begynde at sige: Ej, men jeg tolker,

meget på mirakler og skæbne og den slags. Jeg ville ikke kunne

at han ikke rent faktisk genopstod.

klare at leve, hvis jeg ikke troede, der fandtes noget større end

Hvis man siger ja til trosbekendelsen,

videnskaben. Jeg synes også, at videnskaben selv er et mirakel;

siger man ja til det, der står i den.

der er mange ting, som jeg synes er helt utrolige, det gælder også

Man må acceptere, at det er det, der

de fællesskaber, der opstår omkring religioner. Jeg synes ikke, jeg

er kristendommen, og ikke lave sin

kan forklare det, men jeg tror på det på en måde. Da jeg skulle

egen religion.

konfirmeres, var jeg i tvivl, om det var nok. Men det er det måske.

Kødets opstandelse Med det er vi fremme ved det måske allermest uforståelige – i vores liv og i kristendommen. Vi skal alle sammen dø, og da vi hver især står midt i vores eget liv, med os selv som centrum, er det næsten ubegribeligt.

“This too shall pass,” siger et persisk ordsprog. Intet varer ved, alt slutter på et tidspunkt. Også vores liv. Livet kan føles meningsløst ved tanken om den endelighed. Et tog, der kører derudad, indtil det hele bare slutter.

Her er det, at kristendommen peger på kødets opstandelse. Og når du hører det udtryk, skal du ikke se zombier, der rejser sig fra graven og stavrer rundt. Du skal tænke på alle de gange, hvor du oplever, at tiden bliver ophævet, og du nærmest bliver løftet op i en anden sfære. Måske under en koncert på Roskilde? På en løbetur i høj sol langs havet? Eller måske når du rører ved et flere millioner år gammelt fossil? Følelsen af, at tiden bare kværner af sted, bliver for et øjeblik bremset.

De øjeblikke, hvor verden og livet åbner sig og bliver meget større end os selv, det er små glimt af evighed, der er til stede midt i det helt almindelige liv. De fungerer nærmest som små modsigelser af påstanden om livets kortvarighed og tomhed. Dét er kødets opstandelse, og det sker hele tiden i det – kropslige – liv, vi lever lige nu. Du er stadig din krop, men du er også mere end det.

Den tanke er et godt sted at starte. Så bliver det måske lettere at sætte sig ind i den kristne forestilling om, at vi også efter vores død vil have adgang til evigheden – på en eller anden måde.

51

På landets hospitaler står folkekirkepræster til rådighed for samtaler, ikke alene med dem, der er ramt af sygdom, men også med pårørende samt hospitalets sygeplejersker, læger og ansatte. På Rigshospitalet i København har Region Hovedstaden i samarbejde med folkekirken ansat tre præster på fuld tid. Søren Kjær Bruun er en af dem.

Her kan du læse om hans arbejde og hverdag.

Hospitalspræstens

dagbog

52

søn Klokken er lidt over otte. Jeg er på vej til Rigshospitalet, da telefonen ringer. En sygeplejerske fra neonatal-afdelingen fortæller, at en mor er forløst med tvillinger, den ene er meget syg. Mor og far vil gerne have de små døbt.

Jeg ankommer kort efter og går som det første op på afdelingen og finder sygeplejersken. Sammen går vi ind til forældrene og de små. Forældrene er overvældede af både glæde og ængstelse. Vi taler sammen og bliver enige om dåb efter gudstjenesten. Måske kan familiens nærmeste nå at være med.

Til søndagsgudstjenesten er vi ti mennesker. Den transmitteres med lyd og billede til de fleste afdelinger. Det hænder, at patienter, små og store, køres ned i kirken og er med til gudstjenesten. Nogle kommer i kørestole, nogle ligger i deres senge, andre kommer gående med deres drop hængende på et rullestativ. Efter gudstjenesten er der kaffe og te for dem, der har lyst. Vi taler sammen om stort og småt, glæder og sorger. Bagefter tager jeg præstekjolen over armen og går op på afdelingen.

Forældrene og to sygeplejersker er samlet på stuen.

Jeg hilser på familien. De små har fået dåbskjoler lagt hen over sig. Salmebøgerne deles ud. Børnenes far hælder vand i dåbsfadet. Vi synger en salme og ordene om Guds kærlighed spreder ro på stuen i en svær stund.

Mor svarer bevæget ja. Forsigtigt rækker jeg hånden ind gennem kuvøsens luge, det gibber let i den lille pige, da min finger rører hendes pande med en dråbe vand. Far svarer ja, og den anden lille pige døbes på samme vis.

Sammen beder vi Fadervor, og jeg lyser velsignelsen. Så ønsker jeg forældrene tillykke med dåben og går ud for at skrive deres navne i afdelingens dåbsbog.

Tilbage på vores fælleskontor aflytter jeg telefonsvareren. Her indtelefoneres beskeder til præster og medarbejdere. Der er ingen beskeder lige nu, men der ligger en seddel på bordet med et telefonnummer. Jeg skal huske at ringe. Så ordner jeg e-mails og ser på mandagens og den kommende uges aftaler. Ved firetiden pakker jeg kjole, krave og sko i min kuffert og cykler til Københavns Domkirke, hvor to kollegaer skal præstevies af biskoppen.

Det styrter ned, så regntøjet må frem.

Efter gudstjenesten og receptionen cykler jeg tilbage til hospitalet og lægger kjole, krave og sko, hvis der skulle blive brug for dem i nat. Halv ni åbner jeg døren til min lejlighed. Går tidligt til ro efter en lang dag. Lægger telefonen på sengebordet. Jeg har “kaldet”, som er en akut rådighedsordning, 24 timer ad gangen. I nat er det mig. Jeg tjekker ringetone og lydstyrke, så lægger jeg hovedet på puden.

man Vågner ved sekstiden. Ingen tilkald i nat. Jeg møder klokken otte på klinik for lindrende behandling, 4005. Her tager et tværfagligt team af læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, psykologer og socialrådgivere dagligt imod mennesker, som er uhelbredeligt syge eller i færd med at komme sig efter svær sygdom. Mit arbejde som præst på dette afsnit er, under tavshedspligt, at lytte til det enkelte menneske og hjælpe med ord og støttende stilhed i en dagligdag, hvor tal, kurver, medicinplaner og uvishedens “hvad nu hvis?” kan gøre livet mørkt og meningsløst. Vi har samtaler om “støtte til livet,” og jeg deltager om muligt i teamets tværfaglige konferencer og giver præstens perspektiv på mennesket mellem liv og død. Jeg tager gerne på hjemmebesøg. I dag finder samtalerne dog sted på mit kontor. Deriblandt en ung kvinde, som venter på transplantation af et livsvigtigt organ. “Vil det mon lykkes?” spørger hun. Svære spørgsmål, som ingen af os kender svaret på. Men håbet lever.

Om eftermiddagen siger vi farvel til en god medarbejder i afdelingen, han har fået andet arbejde på Fyn. Ved halvfiretiden samler jeg mine ting og kører hjem. Standser ved svømmehallen. De første baner er urolige og usammenhængende. Så tager kroppen over, og jeg glemmer, hvor jeg er.

53

tirs Efter morgenmad kører jeg som det første til MUS-samtale. Kontoret ligger på Nørrebro. Her mødes jeg med provsten. Vi drikker kaffe og taler om arbejdet på hospitalet og de kommende opgaver, årshjul, trivsel, kolleger med mere. Midt i samtalen ringer telefonen. Det er fra Traumeafdelingen. En ung kvinde har mistet sin kæreste i en trafikulykke. Kæresten er bragt til Traume, men står ikke til at redde. Sygeplejersken beder mig komme med det samme. “Er det nu?” spørger provsten. Jeg undskylder: “Ja, det er nu”. “Vi genoptager en anden dag” siger jeg og har allerede tankerne andetsteds.

På hospitalet venter en sygeplejerske. Vi taler kort sammen. Så går vi ned i pårørende-rummet. Kvinden har allerede taget afsked med sin kæreste og skal ikke se ham mere. Hun er i chok. Vi følges ad til mit kontor. Med tårefyldte øjne prøver hun at fortælle, hvad hun denne morgen har oplevet. Jeg lytter. Ofte er det bedre at lytte end at trøste. Bedre at tie end at tale. Efter en time må hun hjem. Hendes far og mor er på vej fra Sverige.

Jeg går ned på fælleskontoret og aflytter telefonsvareren. En sygeplejerske har bedt om at blive ringet op angående en samtale med en patient, som er ramt af modløshed.

Jeg går op på afdelingen og ind på stuen.

Jeg beder manden fortælle om sit liv, og jeg får et sjældent indblik i et andet menneskes liv og historie. “Det gør godt at tale sammen” siger manden. Jeg spørger til slut, om vi skal bede Fadervor, men han afslår med et smil: “Nej tak, jeg er ikke så religiøs” siger han. Tilbage på kontoret prøver jeg at få styr på den kommende tids undervisning, foredrag og konferencer. Der er en del. Får lavet et udkast til en liste og tjekker også min egen telefon for beskeder. Ved halvfiretiden kører jeg hjem. Smutter omkring Netto for at købe balsamico-eddike. Kommer hjem med en håndfuld varer, men ingen balsamico. Jeg er A-menneske og står tidligt op. Til gengæld bliver det sjældent sent. Jeg bor alene og går tidligt omkuld.

54

ons Jeg møder ind klokken ni og drikker kaffe med mine kolleger, mens vi taler om dagens opgaver. Nogle skal undervise sygeplejersker, andre tale med læger. Alle har samtaler. Onsdag er en god mødedag. De fleste kan samles, og ofte kan vi også spise frokost sammen. Altid skønt. Onsdag er der også en lille andagt i kirken ved en af præsterne. Formiddag og eftermiddag går med samtaler på mit kontor. Det ligger ved Espressohouse, hvor mange køber kaffe og frokost. Gennem de tynde vægge kan jeg høre numrene fra kaffehusets playliste, deriblandt: “Begging you for mercy” og “I will survive”.

Barmhjertighed og overlevelse. To stadigt tilbagevendende temaer på Rigshospitalet. Sidst på dagen har jeg enkelte samtaler. Pludselig kommer en mor løbende med sin store dreng i armene. Han bløder tydeligt fra et sår, og hun spørger om vej til akutmodtagelsen. Jeg løber med og viser vej til Traumeafdelingen. De kommer hurtigt i gode hænder. Klokken er over fire, da jeg cykler hjemad. En kollega har “kaldet” i nat.

tors Jeg møder klokken otte på afdelingen Lindrende Behandling og forbereder dagens arbejde, et hjemmebesøg blandt andet. Det er ikke langt væk, så jeg tager cyklen.

På vej derhen ringer telefonen. Jeg hopper af og finder læ for biltrafikkens larm. En sygeplejerske fortæller, at en patient fra deres afdeling er fundet død i hjemmet.

Jeg ved godt, hvem det er. Vi mødtes jævnligt. Efter hjemmebesøget aftaler jeg med sygeplejersken at finde tid til en lille mindestund, hvor de sygeplejersker, som har haft med afdøde at gøre, kan mødes og tale sammen.

Det er vigtigt at mødes. Vi kommer tæt på de mennesker, som vi dagligt taler med. Jeg spiser frokost med de andre på afdelingen. Der er ikke så mange i dag. Bagefter har jeg samtale med en af sygeplejerskerne. Vi går en tur og taler om nogle af de dilemmaer, man kan komme ud for, både som præst og sygeplejerske. Engagement og arbejdsbyrde skal balanceres, hvis ikke vi skal brænde sammen. Denne balance kan være svær at finde for den, som gerne vil gøre det godt. Og det vil alle her på Rigshospitalet. Klokken er fire, da jeg kører hjem. Har et par bøger og en artikel om sort og hvid sorg med i min taske, jeg er spændt på at forstå forskellen på de to slags sorg.

Teamet af hospitalspræster på Rigshospitalet ledes af hospitalspræst Lotte Mørk.

fre Fredag er min faste fridag. Jeg har ingen forpligtelser. Jeg cykler eller løber som regel en lang tur. Det gør godt i krop og sind. Ellers står der indkøb og rengøring på min liste. Måske besøger jeg en god ven eller familien, tager en tur til Charlottenlund Søbad eller læser en god bog. Jeg prøver også at finde tid til den fortvivlelse, som er en del af arbejdet som hospitalspræst.

Til funktionen er knyttet et etnisk ressourceteam (ERT), som står til rådighed for samtaler med og undervisning af mennesker med anden tro end den kristne, såsom jøder, muslimer og andre. Denne del af arbejdet ledes af religionssociolog Egil Bargfeldt.

lør Jeg vågner senere, end jeg plejer. Har sovet uroligt. I dag og i morgen har jeg “kaldet”. Kort efter ni ringer en sygeplejerske. Hun fortæller, at en familie skal tage afsked med deres far, som ikke længere kan leve. Familien ønsker, at præsten skal være til stede. Jeg kører ind og møder sygeplejersken og familien. Vi taler sammen, og de fortæller, hvordan de gerne vil tage afsked. Så går vi ind på stuen sammen med sygeplejersken. Jeg læser højt om den kærlighed, som aldrig hører op. Vi beder Fadervor, og jeg lyser velsignelsen. Jeg har ikke præstekjolen på. Det er kun ved nøddåb, nødvielse og begravelse. Og ved søndagsgudstjenesten. Familien udtrykker stor taknemmelighed. Jeg går ned på kontoret og tjekker telefonen. Der er ingen beskeder, men der ligger en seddel med et telefonnummer på bordet med ordene: “Kan vente til i morgen”. Jeg kører hjemad.

På vej hjem handler jeg i Føtex. Da jeg skal betale, ringer telefonen. En sygeplejerske beder om hjælp til en familie, som har været ude for en voldsom ulykke. Jeg skynder mig tilbage. Lægger varerne i køleskabet på kontoret. Så går jeg op. Mærker uroen i kroppen. En sygeplejerske fortæller, hvad der er sket. Jeg taler med de pårørende, som er meget chokerede. En mand har mistet livet i en arbejdsulykke, og en anden er såret. Der er stor uro og mange mennesker. Jeg minder mig selv om at tage en ting ad gangen, selvom situationen virker kaotisk. Efter fire timer kan jeg gå tilbage til kontoret. På vejen går jeg forbi kirken. Jeg sætter mig derind et øjeblik og prøver at genfinde roen. Så pakker jeg mine ting og kører hjem.

Da jeg står foran hoveddøren, ringer telefonen. Det er en sygeplejerske fra neonatal-afdelingen. Hun spørger, om jeg er på hospitalet eller i nærheden. Et lille barn skal døbes, og det skal gå stærkt. Jeg kan ikke nå tilbage i tide. Vi aftaler, som det er praksis under disse forhold, at lægen eller sygeplejersken døber barnet. Jeg tilbyder at komme tilbage efter dåben for at tale med forældrene. Det aftaler vi. Et par dage efter dør den lille dreng. Forældrene ringer til mig og spørger, om jeg vil begrave ham. Jeg siger ja. En uge senere mødes vi på kirkegården. Det er det sværeste: de mindstes død. Midt i det hele får vi ved graven lov til at dele et fredfyldt øjeblik.

“

Ve dem, der kalder det onde godt og det gode ondt, som gør mørke til lys og lys til mørke, gør det bitre sødt og det søde bittert” (Esajas 5,20).

AF SØREN KJÆR BRUUN, HOSPITALSPRÆST

55

At tro med sanserne Der er mange måder at tro på – og man kan også undersøge gennem forskellige sanser, hvad tro kan være.

AF FREJA BONDGAARD OG ULLA HAAHR

Tanken bag kirkeyoga, mindfulness og pilgrimsvandringer i kirken er at åbne kirken op over for mindre kirkevante mennesker, og at kirken skal være et rummeligt sted for alle – uanset om man er kristen, ikke-kristen, spirituel eller søgende. For nogle er det en rent kropslig og forløsende praksis, mens andre ser det som en spirituel praksis, der understøtter kristendommen.

GEJST har talt med tre præster, der arbejder med de nye former, en nysgerrig bruger og et menighedsrådsmedlem.

56

Ned i kroppen og hjertet I 2015 afholdte Birgitte Kragh Engholm, præst i Sct. Matthæus Kirke på Vesterbro, den første MindfulnessGudstjeneste i Danmark. Den alternative gudstjeneste skulle imødekomme de søgende mennesker, der var spirituelt hjemløse: “Når vi holder MindfulnessGudstjenester, søger vi roen for at nå dybere ned i kroppen og helt ind i hjertet. Tempoet er sat helt ned, og der er gjort plads til meditationer, for at roen, troen og eftertanken kan være til stede på samme tid, side om side,” forklarer Birgitte Kragh Engholm.

Som at få en dejlig sweater på MindfulnessGudstjenester kan åbne kirken op for mennesker, der ikke er så vante til at gå i kirke. For Birgitte Kragh Engholm er folkekirken ’meget i hovedet’, som hun siger. Og derfor ønsker hun at holde gudstjenester, der er lidt mere enkle, lidt mere håndholdte og lidt mere ’i kroppen.’

“Det at være til stede i kroppen er en måde at komme tættere ind i livet på,” siger hun og fortsætter: “Jeg kan mærke et tydeligt behov i mit sogn for noget mere meditativt. Vi tænder stearinlys i hele kirkerummet. Det giver varme og iscenesætter rummet til nænsomhed og nærvær.

En deltager sagde engang til mig, at det var lidt som at ‘komme ind og få en dejlig varm sweater på’.”

Brobygning mellem mennesker og den kristne fortælling Kritikere mener, at mindfulness repræsenterer et indadvendt jeg-orienteret livssyn, hvor udgangspunktet er en selv, hvorimod kristendommen er udadvendt og i højere grad handler om at kigge ud i verden og se ens næste.

Men Birgitte Kragh Engholm ser mindfulness, som et led i at bygge bro mellem mennesker på Vesterbro og den kristne fortælling. Derfor er det også, at der indgår både salmer, bønner og refleksioner. Og det appellerer til mange forskellige slags mennesker, fortæller hun: “Deltagerne er alt fra ældre gymnasieelever til mennesker i 50’erne, og alders- og kønsfordelingen er meget blandet.”

Birgitte Kragh Engholm

Troen får ben at gå på Flere og flere efterspørger at snøre vandrestøvlerne og komme med ud i ’Guds grønne katedral’, som pilgrimspræst Elisabeth Lidell kalder naturen Hun har i mere end 20 år arrangeret pilgrimsvandringer for alle interesserede.

Inden for protestantismen er troen noget, der skal høres, og troen kommer af det, man hører – der er ikke som sådan nogen ’kropslig’ tradition. Men Elisabeth Lidell vil gerne have kroppen med.

Der er mange ting inden i mennesket, der ifølge hende kan falde på plads under vandringen og i mødet med naturen. Man kan få kontakt med gammel sorg, men også mærke dyb glæde.

Skøn forening af kristendom, højskole og spejderliv Alligevel var det ikke alle, der var lige begejstrede, da pilgrimsvandringerne begyndte 57

at brede sig. Mange mente, at det var en katolsk og indadvendt praksis, der ikke hørte hjemme i folkekirken, og at det ikke havde noget med luthersk teologi at gøre.

Elisabeth Lidell oplever det derimod som en skøn forening af kristendom, højskole og spejderliv.

“Naturen er vores fælles hjem, og der sker noget helt særligt i én, når man bevæger sig i den og bare går”, understreger hun.

Man bevæger sig mon en dybere mening Man kan lytte på en mere åben måde, ligesom man kan være mere åben i en samtale. Det er helt anderledes end at sidde og høre på en monolog.

Når pilgrimsvandringer i disse år oplever en stor opblomstring, skyldes det ifølge Elisabeth Lidell, at kirken har glemt kroppen.

“Men hele Bibelen er én lang pilgrimsvandring: en forening af krop og ånd. Moses var på pilgrimsvandring, Abraham var på pilgrimsvandring. I Bibelen kalder Gud menneskene til at bevæge sig ud i det ukendte, og når man gør det, vil man opleve at Gud går med,” siger Elisabeth Lidell og uddyber: “Kristendommen er noget, man ikke bliver færdig med. Her kan man altid bevæge sig mod en dybere mening og forståelse.”

Elisabeth Lidell

Nye i kroppen og nye i kirken Kamilla Bugge, der er præst i Skelgårdskirken på Vestamager, begyndte for er tre år siden som en af de første præster i Danmark at holde yogagudstjenester i kirken.

“Det er en kombination af yoga og gudstjeneste, og hos mig varer det altid 75 minutter. Jeg indleder med en bøn, mens vi lander i åndedrættet. Jeg veksler mellem læsninger fra Bibelen og udførelsen af yogaen i praksis. Mens jeg læser bibelteksterne højt, ligger deltagerne på deres måtter og mærker roen indfinde sig.”

Giver svar på menneskers søgen Det er ro, meditation og fordybelse, der er i højsædet. Samtidig skal der være noget, der sker i kroppen, men på en måde, hvor alle kan være med.

“Der er mange deltagere, der er nye i kirken, men mange er også nye i kroppen. Derfor går jeg rundt og hjælper deltagerne med at finde bedst muligt ind i stillingerne”.

For Kamilla Bugge er det helt afgørende at være med til at give det moderne menneske svar på dets søgen. Hendes grundlæggende erfaring er nemlig, at mange søger efter spiritualitet, autenticitet og mening.

Selvom den spiritualitet, man kan opleve ved at dyrke yoga i kirkerummet, er anderledes end den, man oplever til en almindelig gudstjeneste, fastholder Kamilla Bugge, at det har noget med kristendom at gøre.

“Når vi laver yoga i kirken, handler det også om kristendom.”

Nye finder vej til kirken Det er ikke nødvendigvis de samme deltagere, der dukker op til yoga, som til den traditionelle gudstjeneste.

58

Kamilla Bugge

“Min faste menighed på Vestamager kommer ikke.

Men til gengæld kommer der en masse nye mennesker, som ellers ikke ville være kommet ind i kirken” siger præsten, der håber og tror, at kirke-yoga vil sprede sig yderligere inden for folkekirken.

59

Det søgende menneske skal mødes på nye måder Anton Pihl

“Folkekirken har til en vis grad sovet i timen.” Så bramfrit lyder det fra Anton Pihl, Anton Pihl – storbymenneske, kristen, menighedsrådsmedlem i Vesterbro Sogn og formand for Landsforeningen af Menighedsråd. Han skynder sig dog at uddybe: “Der har været et stærkt fokus på gudstjenesten og de traditioner, der måske bedst forstås intellektuelt. Men folkekirken skal have mange forskellige tilbud, fordi danskerne er forskellige.”

Derfor er han meget optaget af og stolt over de nye måder at være kirke på, som pibler op i det københavnske kirkeliv. For de er netop et udtryk for, at kristendommen er imødekommende over for mennesker med åndelig søgen, der gerne vil finde et eksistentielt rum, der ikke kun er intellektuelt.

“For så viser vi i, at troens univers også har en praksis, der leves med kroppen. Krop, sind og åndelighed står i centrum, og når vi erkender troens kropslighed, så kan det give holdepunkter og ro i dit liv.”

Fortællingen om Gud ikke en selvfølge De nye måder at være religiøs på har desuden en væsentlig pointe i den fysiske udfoldelse. Man bevæger sig, er i udvikling og bliver bygget op. Det passer det moderne menneske godt, mener Anton Pihl.

“Mange søgende mennesker ser ikke det at tro som noget binært – ja eller nej. De er på en rejse og vil gerne udfordres og få indsigt.

Den store fortælling om Gud er ikke en selvfølge længere, som vi kan læne os tilbage i, uanset hvor vi er i livet. Vi føler, at vi må finde meningen selv. Her skal folkekirken byde ind med at oversætte troen i nye former.”

Han frygter slet ikke, at kristendommen eller folkekirkens kerne bliver udvandet gennem de nye former. Selvfølgelig skal man reflektere over udviklingen, og der skal være teologisk kvalitet i tilbuddene. Men her sker det vigtigste religionsmøde i kirkerne i København: “Dér, hvor kristendommen møder det enkelte menneskes livssyn 60

og verdensopfattelse! Folkekirken står i dette møde med alle de mennesker, der har lyst til at undersøge, hvad troen kan give dem, hvis de møder den i former, der siger dem noget”.

Kristendommens egen skattekiste Når folkekirken løbende udvikler sig og tilbyder nye måde at udtrykke tro på, så er det et nødvendigt svar på noget, vi ser i vores tid – og en revitalisering af kirkens egen skattekiste af spiritualitet og stærke, gamle traditioner for fordybelse og meditation, mener Anton Pihl. Han peger på den kristne allehelgen som et svar på den kommercielle halloween: en lidt glemt helligdag der har udviklet sig til en stor højtid med mange gudstjenester og voksende antal deltagere Selvom Anton Pihl selv er fortrolig med den almindelige gudstjeneste søndag formiddag, er han også tiltrukket af de nye muligheder.

“Jeg har en nysgerrighed over for rigdommene i skattekisten. Mit liv er også hektisk, og jeg har brug for ro og fordybelse. Jeg kan blive dybt grebet af, hvad folkekirkens tradition og andre dele af kristendommen kan tilbyde.

Ligesom for mange andre er det også for mig en rejse, hvor jeg glæder mig til fremtidige møder, erfaringer og indsigter.”

Kirkerummet giver ro “Jeg var ikke kirkegænger ellers. Faktisk betragter jeg ikke mig selv som kristen, men jeg er spirituelt nysgerrig og har altid været interesseret i meditation og den slags.”

Hver onsdag kl. 17 sidder Caroline Skovgaard Pedersen klar på sin sædvanlige plads på kirkebænken i Sct. Mattæus Kirke til MIndfullnessGudstjeneste. Det er blevet en fast aktivitet, som er plottet ind i hendes kalender.

“For mig er det blevet en nødvendig pause i hverdagen. Det er et frikvarter, hvor jeg kan sidde og lytte og finde ro.”

Det var en nabo, der under corona tog Caroline Skovgaard Pedersen med til en af de særlige gudstjenester. Og nu kan hun slet ikke undvære det.

Kirkerummet er kommet til at betyde meget for hende. Og den måde, som præsten taler om Biblens tekster, giver mening for hende.

“Rummets ro og skønhed og mange levende lys er det vigtigste. Samtidig bidrager præstens ord også med noget. Den måde, der bliver talt om Biblens tekster, kan jeg forholde mig til i min dagligdag.”

FOTO: NANA REIMERS

61

QUIZ 1

Godt 2000 dansker har givet 27 forskellige erhvervsgrupper point for deres troværdighed, hvor jordemødre, læger og sygeplejersker ligger i top. Hvor højt står præsterne på den årlige troværdighedsanalyse, som firmaet Radius Kommunikation har lavet?

1.

Nummer 9

2.

Nummer 14

3.

Nummer 5

5

Vestre Kirkegård er landets største kirkegård og rummer afdelinger for flere trosretninger. Hvilken trosretning har ikke en afdeling på Vestre Kirkegård 1.

Muslimsk

2.

Jødisk

3.

Buddhister

6

Ifølge gammel skik skal man først “jule af” til helligtrekonger, der afholdes 5. januar. Hvad hed de hellige tre konger ifølge traditionen?

Pilgrimsvandring er en kristen tradition.

En populær destination er Santiago de Compostela i den nordlige del af Spanien. Men i Danmark findes der også pilgrimsruter. Ruterne er afmærket med et særligt logo – hvordan ser det ud?

1.

Kasper, Melchior og Balthazar

1. Et hvidt kors på rød baggrund

2.

Kasper, Jesper og Jonathan

2.

En grøn rygsæk på lyserød baggrund

3.

Samuel, Balthazar og Jacob.

3.

En gul musling på blå baggrund.

2

3

Hvad er kirkeyoga?

1. Alle tager afslappet tøj på og trækker vejret samtidig under søndagsgudstjenesten 2. Yogaundervisning i kirkerummet med bøn og bibellæsning undervejs 3. Yogaundervisning, som foregår efter søndagsgudstjenesten i sognehuset

7

Det er menighedsrådet i et sogn, der beslutter, om man ønsker en ny kirke i en bydel, og Kirkeministeriet, der giver den endelige godkendelse. Men hvem står for den formelle indvielse?

1.

En repræsentant fra Kongehuset

2. Biskoppen eller i dennes fravær en provst eller præst

4

3.

Paven

I november besluttede regeringen efter opfordring fra landets biskopper at ophæve undtagelsen fra ligebehandlingsloven, der gjorde det muligt for et menighedsråd at fravælge præster på grund af deres køn. Hvor længe har undtagelsen eksisteret?

8

1.

78 år

1.

Genbrug af konfirmationstøj

2.

12 år

2.

Nødherberg for hjemløse

3.

45 år.

3.

Julehjælp.

Sociale indsatser er en stor del af kirkens arbejde. I Københavns Stift findes mange forskellige indsatser til forskellige målgrupper. Hvilken indsats er den mest udbredte?

Rigtige svar: 1: 2, 2:1, 3:2, 4:3, 5:3, 6:3, 7:1 og 8:3 62

R E D A K T I O N S U D VA L G Å R S M A G A S I N 2 0 2 4

Udgiver: Københavns Stift Redaktion: Ulla Haahr (ansvarshavende), Eva-Marie Møller (redaktør), Kristian Danholm,

Nørregade 11, DK-1165 København K

Søren Kjær Bruun og Signe Danielsen

www.kobenhavnsstift.dk, mail: kmkbh@km.dk

Skribenter: Malene Bjerre Fotografer: Klaus Holsting, Mads Holm,

Spørgsmål vedrørende GEJST rettes til Presse og

Nana Reimers, Jonas Kim Jakobsen, Søren Kjær Bruun,

Kommunikation i Københavns Stift på kikkbh@km.dk

Eva-Marie Møller og Sille Arendt

Artikler, illustrationer og billeder må ikke eftertrykkes

Design / art direction: Mette Funck – MEFU Grafisk Design

uden skriftlig tilladelse.

Illustrationer: Mette Funck – MEFU Grafisk Design

Læs tidligere udgaver af magasinet på

Forside: Nana Reimers og Mette Funck

www.kobenhavnsstift.dk/gejst

Tryk: Jørn Thomsen Elbo ISSN: ISSN 2246-834X

facebook.com/kirkenikbh

63