Scene & Kultur 2023

Scene&Kultur

Efter 43 år på Det Kongelige

Teater pakker skuespilleren

Kirsten Olesen sin garderobe ned: ”Det er en sorg”. Side 8

TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 4. FEBRUAR 2023

Det danske sceneliv trækker på flere hundrede års traditioner og fortællinger, men er alligevel under evig forandring. Det kommer også til udtryk i den forestående sæson, som du i tillægget Scene&Kultur kan blive klogere på gennem artikler om alt det, der venter på landets scener. Tak, fordi du læser med.

Benedikte Christine Rasmussen, jourhavende og tillægsredaktør, Kristeligt Dagblad kulturredaktion

indhold

4 Baggrund Da kvinderne fik plads i klassikerne

6 Guide Anmelderne: Det ser vi frem til i sæsonen

8 Interview Kirsten Olesen har spillet over 150 roller. Men én rolle fik hun ikke

10 Reportage Asiatiske skuespillere lærer dansk for at opføre Miss Saigon

12 Baggrund Dansk revy er udfordret – men den plejer at finde en vej

14 Voxpop Fremtidens skuespillere vil transformere scenekunsten og går kritisk til kanon

16 Reportage ”På Det Kongelige Teater går det aldrig galt”

18 Interview For Mikkel Schrøder er revyen både en legeplads og en pauseknap

20 Nye bøger ... om teater- og sceneliv

21 Billeder Sceneliv fra verden over

22 Interview Der er horror og humor i én stor pærevælling, når familien stilles til skue

Udgivet af Kristeligt Dagblad

24 Baggrund Bogklassikerne, der ikke vil dø – ej heller på scenen

26 Interview Christian Lollikes vej fra scenen til det hvide lærred

28 Baggrund Flere humoriske kvinder og nye grænser. Dansk comedy er under forandring

30 Tidens tegn Det gælder stadig: Teatret er ”Ei blot til Lyst”

32 Reportage De første trin ind i balletten

34 Nyhed Et ”vigtigt trinbræt” i dansk scenekunst spares væk

3 6 Interview Dyrehaven danner rammen om verdens undergang –for både børn og voksne

38 Quiz og kort nyt

Kristeligt Dagblad A/S | Vimmelskaftet 47 | 1161 København K | Ansvarshavende chefredaktør: Jeppe Duvå | Redaktør: Benedikte Christine Rasmussen | Layout: Grethe Nielsen | Tryk: Sjællandske Medier A/S

Da kvinderne fik plads i klassikerne

og fik på den måde altså tildelt en rolle, der matchede hendes format som skuespiller.”

En undersøgelse af kvinder

Ifølge Laura Luise Schultz giver det god mening, at holdet bag ”Tragiske måder at slå en kvinde ihjel på” tager fat i netop det antikke Grækenland, når de skal undersøge kvinderollen på teaterscenen.

Frida Holm Nim nim@k.dk

I den romerske digter Ovids myte om Orfeus og Eurydike, bliver Eurydike dræbt af et slangebid og ender i dødsriget, hvorefter hendes mand, Orfeus, overbeviser guderne om, at han må hente hende tilbage til livet. Alligevel ender hun med at dø. Teaterforestillingen ”Tragiske måder at slå en kvinde ihjel på” begynder dér, hvor mange græske tragedier normalt slutter: nemlig i dødsriget, hvor Eurydike møder andre dræbte kvinder.

”Vi har lavet en undersøgelse af, hvorfor kvindekaraktererne i de græske tragedier skal dø,” siger Astrid Lindhardt, der er instruktør på forestillingen, der i den kommende uge får premiere på Odense Teater. Ved siden af hende sidder Mai Katsume, som har skabt scenografien til. Det kunsteriske hold bag teaterforestillingen består af fire kvinder på posterne som henholdsvis lyd- og lysdesignere, instruktør og scenograf.

”Vores store projekt er at pege på det kollektive ved at være kvinde,” siger Mai Katsume, og det projekt synes at pege ind i en klar tendens i det moderne sceneliv. ”Tragiske måder at slå en kvinde ihjel på” er blot ét eksempel på et teaterstykke, der er inspireret af et klassisk værk skrevet af en mand, men hvor nutidige kvinder har taget ordet. Faktisk har det i de seneste år vrimlet med dem.

”Athens demokrati var præget af, at kvinder, børn og slaver levede afskåret fra det politiske system, nemlig i hjemmet. Selvom de her spillede en rolle i samfundet, har man ikke vidst meget om, hvordan de egentlig levede eller havde det,” siger Laura Luise Schultz og kommer med sit bud på, hvorfor teatret som kunstform er oplagt til at sætte spotlys på kønsroller.

”Teater og klassikeropsætning arbejder jo med nedarvet kulturelt gods, så på den måde rummer det også den mulighed at forhandle nedarvede kulturelle værdier, forskyde og måske endda rykke ved dem. Det er også derfor, at mange bliver ved med at gide se de her klassikere,” siger hun.

Mai Katsume, scenograf på ”Tragiske måder at slå en kvinde ihjel på”, mener, at man ved at give klassikerne nyt liv holder sig relevant som teater og som kunstner:

”Jeg har ofte tænkt: Nu er Antigone død, hvad så nu? Her er vi gået i dialog med karaktererne og har spurgt kvinderne, hvad de mon ville have sagt, hvis de havde haft ordet. Vores kulturarv bygger på de her klassikere, men vi er forpligtede til at bygge videre,” siger hun.

vestlige kultur. Gennem kvindernes replikker holder vi et spejl op foran os og vores eget samfund.

ASTRID LINDHARDT, INSTRUKTØR

Også instruktør Astrid Lindhardt mener, at man ved at ”oversætte” teaterstykket til en nutidig kontekst og derved gøre det tilgængeligt for et samtidspublikum er med til at vise værket respekt.

I 2022 viste Revolver under Østerbro Teater i København stykket ”Lolita for altid”, en iscenesættelse, der bygger på romanen ”Lolita”, som er skrevet af den russiske forfatter Vladimir Nabokov. I stykket ”Gertrud svarer igen”, der også sidste år spillede på Husets Teater på Vesterbro i København, fik den kvindelige oprindeligt ”Hamlet”-birolle taletid i kraft af sin nye hovedrolle. Og lige nu kan man på Aarhus Teater opleve forestillingen ”Stuepigerne”, som er skrevet i 1947 af den franske dramatiker Jean Genet, og som blandt andet handler om kvinders seksualitet.

”Mange historiske kvinderoller er blevet spillet af mænd oprindeligt, men inden for de seneste år er man begyndt at give store klassiske manderoller til kvinder,” siger Laura Luise Schultz, lektor i teater og performancestudier ved Københavns Universitet, som peger på endnu et eksempel:

”I 2018 spillede Tammi Øst for eksempel Richard III, en Shakespeare-karakter,

”Jeg ser på det som en arkæologisk udgravning af den vestlige kultur. Gennem kvindernes replikker holder vi et spejl op foran os og vores eget samfund. Det er sådan, man bliver en eviggyldig forfatter: ved at det gamle bliver brugt på ny og ikke som et klenodie. Jeg mener, at teatret skal tilhøre de levende og være et rum for den samtale, vi trænger til lige nu,” siger hun.

Dét, man talte om

Det er langtfra første gang, at teatret har været med til at rykke ved forestillinger om kvindekønnet. Henrik Ibsens teaterstykke ”Et Dukkehjem”, som havde urpremiere i 1879, var med til at sætte gang i mange livlige samtaler. Det fortæller Marianne Philipsen, som er historiker og arkivar ved Aarhus Teater.

”Teatret var på den tid det kulturelle omdrejningspunkt for de fleste samfundslag. Både tyendet, borgerskabet og kongefamilien var vidner til, at Ibsens Nora forlod sin mand. Stykket var dengang så kontroversielt, at det splittede familier og venner. Det var dét, man talte om. Sommetider var det skrevet di-

0 ”Tragiske måder at slå en kvinde ihjel på” foregår i dødsriget, hvor vi møder forskellige kvinder fra den græske mytologi, der ifølge skaberne deler en fælles skæbne.

– Foto: Emilia Theresa.

rekte ind i invitationer til middagsselskaber, at ’Et Dukkehjem’ ikke måtte diskuteres.”

Selvom Marianne Philipsen ikke tør sige, om Henrik Ibsen betragtede sig selv som decideret feminist, så var mange kvindesagsforkæmpere begejstrede for hans stykker.

”Ibsen skildrer i sine stykker flere kvindelige karakterer, som slår sig på det patriarkalske samfund – og som slår tilbage. De ønsker at bryde med 1800-tallets indstilling til køn og ægteskab, som var idealer, som også scenekunsten havde været med til at understøtte og bære frem. Med ’Et Dukkehjem’ blev der sat spot på muligheden for frigørelse,” siger Marianne Philipsen.

Dog mener hun, at man bør have in mente, at Henrik Ibsen havde en adgang til teatret, som tidens kvindelige dramatikere ikke havde.

”De kvinder, der fik deres stykker sat op og spillet op igennem 1800-tallet, var dem, der lagde sig ind under de gældende kønsnormer. Derfor var der en hel del af det moderne gennembruds kvindelige forfattere, der ikke havde samme mulighed for at slå lige så hårdt i bolledejen

”

Sommetider var det skrevet direkte ind i invitationer til middagsselskaber, at ’Et Dukkehjem’ ikke måtte diskuteres.

MARIANNE PHILIPSEN, HISTORIKER OG ARKIVAR VED AARHUS

som Ibsen,” siger hun.

Det er da heller ikke helt tilfældigt, at det kunstneriske hold bag ”Tragiske måder at slå en kvinde ihjel på” er kvinder, understreger de selv.

”Det er interessant at være en ny generation af historiefortællere, og vi tror, at det gør en forskel, at man skifter nogle af brikkerne ud,” siger instruktør Astrid Lindhart. J

Udvalgte teaterforestillinger om kvindeliv

”Tragiske måder at slå en kvinde ihjel på” spiller på Odense Teater fra den 10. februar til 17. marts

”Farvel til Madonna” spiller på Teater Republique under Østerbro Teater i København fra den 8. februar til 18. marts

”Stuepigerne” havde premiere på Aarhus Teater den 2. februar og spiller til 4. marts

”Argumenter imod kvinder”, med premiere 12. januar, spiller frem til 19. marts.

Set i et længere, historisk perspektiv har kvinder ikke haft meget taletid i opsætninger af klassiske værker på teaterscenen. Sådan er det ikke længere baggrund

” Jeg ser på det som en arkæologisk udgravning af den

TEATER

guide |Kristeligt Dagblads sceneanmeldere, Peter Dürrfeld, Alexander Meinertz og Kathrine Maria Amann, mærker forventningens glæde ved alt det nye, den kommende sæson byder på.

Anmelderne:

Det ser vi frem til i sæsonen

Chefdirigent smider forsigtigheden over bord

Chefdirigenten for Danmarks Radios

Symfoniorkester, italienske Fabio Luisi, er ekspert i store senromantiske symfonier, men han har været noget tilbageholdende med at opføre værker af Danmarks nationalkomponist, Carl Nielsen (1865-1931). I Danmark er Nielsen jo en del af vores kulturelle arv, så derfor har Fabio Luisi tænkt, at det var bedst at vente lidt.

Men nu har han altså smidt forsigtigheden over bord, og til april vil han og DR’s Symfoniorkester så ved seks koncerter på 10 dage opføre alle Carl Nielsens vigtigste kor- og orkesterværker. Det ser jeg meget frem til. Jeg ved ikke, om jeg kommer ind og hører alle seks, men jeg skal i hvert fald ind og høre den tredje koncert, som er ”Sinfonia Espansiva”, hans tredje symfoni.

Jeg synes, det er dejligt, at Fabio Luisi nu gør forsøget, og så er det egentlig også et tiltalende træk, at han har været en smule tilbageholdende med den danske kulturarv. Det viser respekt, at man ikke bare kommer farende og siger: Nu skal jeg vise jer, hvordan I skal spille Carl Nielsen.

Hver symfoni varer lidt over en halv time, men der er kun én symfoni pr. aften fordelt over nogle uger. Til gengæld suppleres med andre Nielsenværker; både klarinet, fløjte- og violinkoncerten kommer til at indgå. Fabio Luisi har naturligvis studeret partiturerne nøje, og så er Carl Nielsen jo i musikernes blod. Så det bliver sikkert knaldgodt.

Noget andet, jeg glæder mig til, er Den Jyske Operas opførelse af ”Tosca”, som er skrevet af Giacomo Puccini (1858-1924), og som efter min opfattelse er hans bedste værk. Nogle gange er det sådan med de gode komponister, at når de laver en opera, så fyrer de hele krudtet af i første akt, men i ”Tosca” er alle tre akter lige gode og stærke. Handlingen foregår i Rom omkring år 1800, og flere rejsebureauer har faktisk tilbudt Puccini-ture til den italienske hovedstad, hvor de viser turister de steder, Tosca foregår. Jeg har også engang selv været på sådan en Puccini-rejse. J

Nogle gange er det sådan med de gode komponister, at når de laver en opera, så fyrer de hele krudtet af i første akt, men i ”Tosca” er alle tre akter lige gode og stærke.

Alexander Meinertz, balletanmelder

Den Kongelige Ballets ”Svanesøen” på Operaen i København spiller frem til den 10. marts. Nikolaj Hübbe og Silja Schandorff har skabt en version af balletklassikeren, som har en mørk, nærmest paranoid grundtone. Iscenesættelsen er hård, koreografien skarpkantet. Helt fra begyndelsen vil man fornemme, at der er et plot, som vedrører den mandlige hovedperson, Siegfred, og når forestillingen er forbi, vil der for publikum stadig være en masse ubesvarede spørgsmål. Traditionelt har man set på ”Svanesøen” som en romantisk fantasi, men i denne version er der nærmere tale om noget magtpolitisk, og på den måde ses inspirationen fra William Shakespeares skuespil ”Hamlet”. Én af mine yndlingsanmeldere, den amerikanske Arlene Groce, har engang sagt, at ”Svanesøen” først og fremmest findes i os selv. Det har hun ret i, for i balletkunsten er der et stort potentiale for indlevelse og fortolkning, og derfor hører

man selv med til forestillingen. ”Svanesøen” river i hjertestrengene.

Noget andet, jeg glæder mig til, er et gæstespil på Østre Gasværk Teater på Østerbro i København, som åbner den 3. juni og som arrangeres af festivalen ”København danser”. Teatret får besøg af Les étoiles de l’Opéra de Paris – eller Stjernedansere fra Pariseroperaen. På fransk kaldes solodanserne Stjernerne, og det er ikke uden grund: Danserne er virkelig nogle af verdens bedste.

Klassisk ballet opstod i renæssancen i Norditalien, men senere kom den til Frankrig, og her blev balletten om noget en fransk kunstart. Idéen om det smukke menneske og den royale elegance kommer fra den franske konge Ludvig XIV (16381715) hvor balletten bliver konsolideret. Denne idé præger stadig den franske ballet. Jeg har det sådan, at det næsten er lige meget, hvad de 14 stjerner kommer til at danse. De kan danse hvad som helst for min skyld, for de er så utroligt dygtige og smukke, så jeg kommer alene for at se dem. J

Jeg glæder mig til at se Balslev gøre dystopien nærværende

Kathrine Maria Amann, teateranmelder I den kommende teatersæson ser jeg særligt frem til opsætningen af ”Væggen” på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg. ”Væggen” er en roman fra 1963 af den østrigske forfatter Marlen Haushofer (19201970), en såkaldt robinsonade om en kvinde, der vågner en morgen til en forandret virkelighed, hvor en uigennemtrængelig glasvæg afskærer hende fra omverdenen. Samfundet er brudt sammen, hun er det sidste menneske på jorden og må overleve ved at tilpasse sig naturens rytme. Det er en

benhård postapokalyptisk fabel om forholdet mellem menneske og natur. Om at være til i en ødelagt verden, og om alt det der er at vinde i tabet, når man opgiver trangen til at betvinge og beherske naturen – både sin egen og den omgivende.

Vi ser en stigende tendens i scenekunsten til, at forholdet mellem natur og civilisation behandles på nye, tankevækkende måder. Det er ikke som sådan klimateater, men en dyb udforskning af hvad der sker, når mennesket overskrider sig selv, og virkeligheden får nye dimensioner.

Forestillingen er iscenesat af Anna Balslev, der sidste sæson brillerede med sin originale fortolk-

ning af ”Stolthed og fordom”, der vandt en Reumert for årets forestilling. Jeg glæder mig meget til at se, hvordan Balslev har tænkt sig at omskabe Haushofers uafrystelige visioner til scenen og gøre den raffinerede dystopi sanseligt nærværende En anden forestilling er ”Orfeo” på teatret Sort/ Hvid i København. Det er den afgående teaterdirektør Christian Lollikes livtag med myten om Orfeus og Eurydike, der blander opera med skuespil og publikumsinteraktion til én stor labyrintisk underverden. Det skulle angiveligt være teatrets største produktion nogensinde, og jeg er sikker på, at Lollike har tænkt sig at træde af med et brag. J

0 Balletanmelder Alexander Meinertz ser i den kommende sæson frem til et gæstespil på Østre Gasværk Teater på Østerbro i København, der får besøg af Les étoiles de l’Opéra de Paris –eller Stjernedansere fra Pariseroperaen. På fransk kaldes solodanserne Stjernerne, og det er ikke uden grund, skriver Meinertz. – Foto: Michel Lidvac.

Fortalt til Frida Holm Nim nim@k.dk

Peter Dürrfeld, musik- og operaanmelder

”Svanesøen” lever først og fremmest i os selv

Kirsten Olesen har spillet over 150 roller.

Men én rolle fik hun ikke

Kirsten Olesen er i færd med at pakke sin garderobe ned i Skuespilhuset i København. Efter 43 år på Det Kongelige Teater spiller hun snart sin sidste rolle – som den eneste tilbageværende fastansatte skuespiller interview

Amalie Høgsbro Jørgensen ajoergensen@k.dk

Man ser den stadig i hendes ansigt. Ukueligheden, lysten til at lege, og nu også æren over at have haft en lang og priviligeret karriere som skuespiller. Kirsten Olesen ligner en, der er parat til mere af, hvad livet har at byde på, som hun sidder der, som 73-årig i sin garderobe i Skuespilhuset med udsigt til vandet i Københavns Havn. Men bag det venlige ydre fornemmer man et snert af vemod.

”Min tid i en teaterfamilie er forbi, og det skal jeg lige vænne mig til. Det er en sorg,” siger Kirsten Olesen:

”Men jeg har været meget privilegeret, synes jeg. Jeg har haft mange gode roller, jeg har fået lov til at udvikle mig, og jeg har fået lov til at blive voksen og gammel i faget”.

Spredt rundt i rummet ligger røde hjerteballoner og vidner om, at der i begyndelsen af januar blev holdt fest for den folkekære skuespiller, da hun, lettere forsinket som følge af en pandemi, kunne fejre modtagelsen af en Reumert for Årets Kvindelige Hovedrolle i 2021 for sin rolle i ”Et tysk liv”. Ved samme lejlighed blev hun hyldet for sine snart 52 år som skuespiller – 43 af dem på Det Kongelige Teater.

Det Kongelige Teater har for nylig valgt at afskedige Kirsten Olesen med begrundelsen, at man ikke længere har roller at tilbyde hende. Til juni har hun derfor ikke længere en officiel plads i teaterfamilien, som hun kalder

den flok af mennesker, hun har nydt at dele sin hverdag med i Det Kongelige Teater. Der føler hun sig hjemme, og hun tager ansvar for stedet. Men hun omgås sine kolleger på en anden måde end tidligere.

”Jeg er jo den ældste nu. Og med årene får man jo anderledes roller, end man har, når man er ung, så det er nogle andre ting, der kræves af en, og jeg er heller ikke så … så højtråbende mere. Jeg bruger ikke så meget energi på at manifestere mig. Jeg hviler mere i mig selv”.

Til gengæld skal hun ikke have så mange bolde i luften, som da hun var ung.

”Det kan jeg ikke. Jeg kan ikke multitaske på samme måde og har heller ikke lyst til det,” siger hun og fortsætter:

”Jeg har mere lyst til at fordybe mig og have min fulde koncentration på én rolle ad gangen. ligesom jeg har for tiden, hvor jeg spiller Joseph Goebbels sekretær, Brunhilde Pomsel, i ’Et tysk liv’. Den rolle er det vigtigste i mit liv lige nu, og den bedste rolle jeg nogensinde har haft”.

I forestillingen, som har sin sidste spilledato i den kommende uge, har Kirsten Olesen vældig meget tid til at dykke ned i sin rolle som Brunhilde Pomsel, fordi hun er den eneste skuespiller på scenen under hele forestillingen.

”Der er kun mig, en stol og så et publikum. Det er så nøjsomt, som det kan være. Jeg har før spillet alene på scenen, men ikke så inaktiv, som jeg er her. Jeg sidder sådan set kun på stolen. Det er en udfordring at kunne holde folks opmærksomhed i to stive timer. Og det er en fornøjelse. Og det er svært, og det er hårdt, og hjernen koger. Men det er også skønt med udfordringer,” siger hun og tøver ikke med svaret på, hvad den største udfordring har været:

”At lære den. At lære den udenad, fordi det er en to timer lang monolog. Der er ingen kneb, det er bare at lære den fra ende til anden”.

Kloge kvinder og heksejagt Selvom den lange monolog har været en udfordring, motiveres hun samtidig af at have nødder, der skal knækkes.

”Jeg kan lide at holde mig i gang på den

måde. Det behøver ikke at være så let, det hele. Jeg er bange for, at jeg vil blive frygtelig dårlig, hvis jeg ikke arbejder”.

Heldigvis for Kirsten Olesen er der ikke udsigter til, at hun må lægge skuespilhverdagen på hylden endnu. Allerede inden sin afgang fra den kongelige teatertrup har hun modtaget et par tilbud om nye roller, men hun vil endnu ikke afsløre hvilke. Gisne kan man næppe, for Kirsten Olesen har spillet et festfyrværkeri af forskellige teater-, film- og tvroller. I alt kan hun tælle flere end 150 roller. Alene på Det Kongelige teater er det blevet til 86 roller.

Én rolle nåede hun dog til sin store fortrydelse aldrig at fortolke.

”Jeg ville gerne have spillet Julie i ’Romeo og Julie’, men det er for sent,” siger Kirsten Olesen.

Til gengæld har hun spillet alt fra Rosalinde i Shakespeares ”Som man behager” til Agnes i Matador, og alt fra dronning til heks. Heks skal hun spille igen, når hun fra april og et stykke ind i juni spiller sin sidste rolle på Det Kongelige Teater. Det gør hun i rollen som en adelig heks i forestillingen ”HEX”, en

”Min far mente, at skuespil var et job for mindre pæne piger. Og så var det et meget usikkert job. Han ønskede, at jeg skulle læse til jurist. Men jeg har aldrig været arbejdsløs, kan jeg sige til min far deroppe.

KIRSTEN OLESEN, SKUESPILLER

1 Hvis ikke Kirsten Olesen var blevet optaget på elevskolen ved Odense Teaterskolen, havde hun ikke forsøgt igen. – Foto: Leif Tuxen.

fortolkning af en sand fortælling fra 1600-tallet skrevet af forfatter Olga Ravn.

”Jeg har, så vidt jeg ved, ikke mødt nogen hekse, men jeg har mødt mange kloge kvinder,” siger skuespilleren om sit personlige forhold til den forestående rolle.

Kan man sætte lighedstegn mellem de to kategorier, vil journalisten gerne vide?

”Måske,” svarer hun:

”Altså, hekse findes jo ikke. Nej. Det er jo noget man bliver kaldt, fordi man har særlige evner. Man er det jo ikke. 1600-tallets heksejagte handlede om overtro. Alt, hvad man ikke kunne forklare af barnløshed, dårlig høst og så videre, måtte skyldes mørke magter. Kvindeselskaber virkede farlige og mystiske på omverdenen. Kvinder, der samlede sig om deres kvindearbejde, når de kartede uld, eller når de samlede urter, fik folk omkring dem til at spørge, hvad de mon lavede? Jeg tror, kvinder meget ofte virker stærke, når de er sammen. Det må have været en provokation for omverdenen,” siger Kirsten Olesen.

”Jeg tror, at hekse blot gav gode råd til folk, og at heksejagterne var en måde at holde styr på kvinderne i samfundet. De måtte helst ikke blive for stærke”.

Tendensen til at udpege syndebukke mener hun stadig, man ser i samfundet.

”Den dag i dag klandrer vi stadig andre mennesker, der ikke ligner os helt, for at være skyldige i alt det dårlige i samfundet. Der bliver skabt et os og dem,” siger hun.

Manuskriptet til ”HEX” er endnu ikke blevet præsenteret for skuespillerne, og derfor kan hun ikke sige så meget mere om indholdet. Men i modsætning til ”Et tysk liv”, som Kirsten Olesen selv foreslog teatret at sætte op, er hendes foreløbigt sidste rolle blevet udstukket af teatret.

Hukommelsen afgør pensionsdatoen ”Et flyvehjerte!” udbryder Kirsten Olesen, da et ballonhjerte ved siden af hende letter lidt, fordi den har fundet vej til en varmeblæser. Hun klapper let på ballonen. Sådan. På sminkebordet bag hende står endnu et minde fra den nyligt afsluttede fest: Et indrammet fotografi af Kirsten Olesen, der giver hånd til Dronning Margrethe II. Det var en stor oplevelse, lader hun forstå.

Andre steder i garderoben er minderne derimod ved at forsvinde. På en stor, sort opslagstavle har sol og slitage efterladt tydelige mærker efter billeder, der har hængt der i lang tid.

”Ja, jeg er lige så stille begyndt at pille billeder ned og fjerne mine fine ting og sager efter mange år,” siger hun.

Men nu skal det heller ikke lyde, som om alt er forbi.

”Lige nu spiller jeg en person på 103 år (i ’Et tysk liv’, red), så jeg er gået i træning,” siger hun med et smil.

Dog skal man ikke regne med, at Kirsten Olesen fortsætter karrieren 30 år endnu. ”Jeg plejer altid at sige, at jeg vil blive ved, så længe jeg kan huske min replikker. Forhåbentlig stopper jeg ikke, før jeg er 75 år”. J

Kirsten Olesen

Født den 10. maj 1949.

Uddannet ved Odense Teaters Elevskole i 1971. Debuterede på Det Kongelige Teater i 1979. Blev i januar fejret med dronningevisit i forbindelse med sin rolle i ”Et tysk liv” for hvilken hun modtog en Reumert for Årets Kvindelige Hovedrolle i 2021.

Snart aktuel i teaterforestillingen ’HEX’ skrevet af Olga Ravn. Forestillingen vises i Skuespilhuset i København mellem den 28. april og den 8. juni.

Bor på Christianshavn i København.

Asiatiske skuespillere lærer dansk for at opføre ”Miss Saigon”

På Det Ny Teater i København vil man ikke sminke etnisk danske skuespillere som vietnamesere. Derfor har man fløjet skuespillere fra Asien til hovedstaden, der nu skal lære sig dansk forud for premieren på

”Miss Saigon” reportage

Alexander Dahl

alexander-dahl@k.dk

Danske vokaler er ikke gæstfrie for folk, der ikke har fået dem ind med modersmålet. Men Joreen Bautista og Na-Young Jeo er stædige. De to unge skuespillere sidder for enden af et langbord i et afsides lokale på Det Ny Teater på Frederiksberg ved København. Tusindvis af kilometer fra deres hjem i henholdsvis Filippinerne og Sydkorea prøver de at blive fortrolige med de danske ordlyde.

Joreen Bautista er dubleant for hovedrollen Kim: Den vietnamesiske kvinde, hvis tragiske kærlighedshistorie med en amerikanske soldat under Vietnamkrigen er omdrejningspunktet i forestillingen ”Miss Saigon”. Hollandsk-koreanske Na-Young Jeo spiller lystpigen Gigi. Premieren for Det Ny Teaters nyopførelse af Claude-Michel Schönbergs og Alain Boublils ikoniske musical er den 9. februar.

Selvom de før har spillet samme roller på internationale scener, har skuespillerne travlt på skolebænken. For musicallen skal opføres på dansk, som de indtil for få måneder siden aldrig før havde stiftet særligt bekendtskab med. Det samme gælder godt halvdelen af stykkets 37 skuespillere.

Da en stor del er rollerne skal foregive at være vietnamesere, har det været vigtigt for teatret, at rollerne ligner vietnamesere og ikke etniske danskere. Teatret er ikke lykkedes i at finde nok danske asiater med det fornødne niveau til rollerne og har derfor søgt udenlandsk.

Som en del af forberedelserne får de udenlandske skuespillere et grundigt sprogkursus af deres danske kolleger.

Joreen Bautista og Na-Young Jeos dansklærer er fynske Sebastian Harris, der både spiller i ensemblet og er dubleant for hovedrollens bedste ven, John.

”I natten sorte slu-oou-gt”

Joreen Bautista ser koncentreret i sit manuskript, inden hun hæver blikket og former læberne.

”I nattens sorte slugt.”

Hun overartikulerer bevidst, smager på hver enkelt bogstavslyd, mens de passerer hendes læber. Ordene klinger næsten, som de skal, men sidste stavelse udtaler hun med rent ”u”, så det nærmere lyder som verbet ”slugt” end det tiltænkte substantiv.

”Sl-ååå-gt,” præciserer Sebastian Harris med overdrevne mundbevægelse, så Joreen Bautista kan se, hvordan læbe og tunge bør formes.

”Slu-oou-gt,” imiterer hun.

Sådan fortsætter de et par gange, ind-

Miss Saigon

En scenemusical skrevet af ClaudeMichel Schönberg og Alain Boublil, der blev opført første gang i London i 1989. Genopsættes i år på Det Ny Teater på Vesterbro i København med britiske Lisa Kent som iscenesætter og koreograf. I opsætningen medvirker en lang række internationale skuespillere, men forestillingen spilles på dansk. Har premiere 9. februar. Spiller til den 7. maj.

til Joreen Bautista pludselig knækker koden til den danske å-lyd, og hendes fokuserede mime bryder ud i et forbavset smil: ”Ahh!”

Hun former munden til en cirkel og gentager.

”Slugt. I nattens sorte slugt,” siger hun med fejlfrie vokaler.

”Amazing!” lyder det fra Na-Young Jeo.

Vietnam møder USA i Danmark

Der skal sælges en del billetter, hvis det skal kunne betale sig at flyve så mange udenlandske skuespillere til Danmark og lære dem at optræde på dansk. I spidsen for det ambitiøse projekt er teaterdirektør Niels-Bo Valbro.

”Der skal være tungtvejende grunde for at gøre det. For det er ekstremt ressourcekrævende,” fortæller han fra sin

lænestol i et svagt oplyst baglokale i teaterbygningen. Lige i dette tilfælde mener han, at skuespillernes asiatiske udseende er ganske essentielt, og at grundende derfor er tungtvejende nok.

”For lige i dette stykke er etniciteten en del af historiens omdrejningspunkt. Om skuespillerne er vietnamesere er ikke afgørende. Det har ikke noget at gøre med, at man ikke må spille en identitet, man ikke har. Den idé er absurd. Men det bidrager til naturalismen, at de ligner vietnamesere,” siger teaterchefen, der dog bekræfter, at teatret ikke vil sminke vestlige skuespillere som asiater.

Kunne I ikke bare have opført stykket på engelsk?

”Selvom publikum godt forstår engelsk, så giver det en barriere til publikum, hvis det opføres på et fremmed-

0 Joreen Bautista (venstre) og

Na-Young Jeo har været veninder, siden de mødtes til en britisk opførsel af ”Miss Saigon” Medskuespiller Sebastian Harris instruerer danskundervisningen. – Fotos: Leif Tuxen.

” Det er helt åbenlyst, at der er væsentligt nemmere måder at producere forestillingen på.

0 Sebastian Harris forrest til venstre. Instruereret af britiske Lisa Kent imiterer skuespillerne at have amerikanske flag i hånden som amerikanske soldater. - Foto: Leif Tuxen.

sprog,” svarer han.

Påfører I så ikke de udenlandske skuespillere en barriere?

”Jo. Og det er en stor udfordring. Det kræver, at de er meget dygtige for at kunne fjerne den barriere”.

Kraftfuld på kartoffelsprog

Om langbordet fortsætter Na-Young Jeo og Joreen Bautista barrierenedbrydningen med hjælp fra Sebastian Harris.

”For de er hjerteløse mænd… MEN!”

råber Na-Young Jeo og smækker en dramatisk pegefinger op over sin mund som et udråbstegn, inden hun hvisker:

”Hver gang en af dem er nær. Så ser jeg dem. Ser filmen i mit blod – det ord har jeg arbejdet på: b-l-o-d!” lyder replikken.

Efter hendes få måneders træning ville udtalen nok imponere de fleste danskundervisere, men det bløde ”d” ligger stadig som en akavet kartoffel i munden.

Men når først Na-Young Jeo og Joreen Bautista synger replikkerne, er det som om, musikaliteten renser sætningerne for de sproglige knaster. Replikkerne går rent og klangfuldt igennem. Stadig med accent, men det gør dem nærmest mere udtryksfulde. Replikker er dog mere end lyde, forklarer Sebastian Harris.

”Man bliver nødt til at have en fuldkommen forståelse af ordene, så det ikke bare bliver lyde. Hvis man ikke ved nøjagtigt, hvad man siger, så kan man ikke udtrykke følelserne,” siger Sebastian Harris på engelsk, som samtalerne mellem ham og skuespillerne føres på.

”Når man synger på dansk, er ordene meget indadvendte,” siger Joreen Bautista, hvilket hun mener er en af de største udfordringer ved at optræde på dansk.

”Na-Young Jeo taler perfekt engelsk,” siger Joreen Bautista om sin skuespillerkollega.

”Men af en eller anden grund er hendes Gigi meget mere kraftfuld på dansk,” pointerer hun.

På gensyn til Historiske Dage

Øksnehallen, Kbh. 18.-19. marts

Ny bog af førende middelalderekspert

Lørdag, Grøn scene kl. 14.30

Interviewer: Dorthe Chakravarty

0 Na-Young Jeo er opvokset i Holland men bor nu i Sydkorea. Hun har haft flere titelroller i større musicals, senest som Aida i ”Seoul”. Hendes manuskriptnoter er en fonetisk blanding af hollandsk, tysk, engelsk, fransk og koreansk. Ved at trække på ordlydende, hun kender, noterer hun replikkernes lyde.

Na-Young Jeo tænker over det et øjeblik.

”Jeg tror, at når du får nye klæder på, så giver det en særlig sårbarhed. Jeg føler, at jeg er meget mere sårbar på dansk, fordi jeg ikke kender sproget,” fortæller hun.

Anstrengelserne værd?

I baglokalet fortæller Niels-Bo Valbro om, hvordan han forsøger at lade hver enkelte skuespiller sætte sig eget præg på ”Miss Saigon”. Teatret har friere hænder, eftersom det ikke er en reproduktion, forklarer han.

”Det er helt åbenlyst, at der er væsentligt nemmere måder at producere forestillingen på. Når forestillingen er færdig, vil det forhåbentligt være tydeligt, hvorfor det var anstrengelserne værd,” siger Niels-Bo Valbro.

Han rejser sig op fra lænestolen og følger Kristeligt Dagblad gennem teatret, op ad en tvivlsom elevator og ud ad en bagdør, som fører til Det Ny Teaters tag, hvor der er er udsigt til Københavns bygningssilhuetter i aftenmørket. Han fortsætter over taget til et øvelseslokale i den anden ende af bygningen, hvor et kolossalt spejl dækker den ene side. Foran det sidder en mand ved et klaver med sine nodeark, og midt i lokalet står Sebastian Harris i den mandlige del af ensemblets forreste geled. Artisterne er ved at lære at marchere i takt, for når der ikke er danskundervisning, skal koreografien indøves. Også på det punkt har Det Ny Teater gjort det svært for skuespillerne og lavet sin egen, der ikke ligner tidligere opsætningers koreografi.

”På kattepoter kom/ De dyr vi fablede om...” synger skuespillerne, mens de marcherer mod den britiske koreograf

Lisa Kent.  Det lyder godt – og meget dansk –men trinnene er stadig usikre og ikke nær så synkrone som sangen. Om få dage går de røde tæpper op, og Niels-Bo Valbro finder ud af, om det hele virkelig var anstrengelserne værd. J

„... en tour de force“ JYLLANDS-POSTEN

Lørdag, DR-scenen kl. 15

Interviewer: Jes Fabricius Møller

„Spændende og rørende historie om krig, kærlighed og fatale valg.“ DBC

Søndag, Blå scene kl. 12.50

Interviewer: Else Marie Nygaard

„ ... en fascinerende og underholdende bog“

WEEKENDAVISEN

Søndag, Blå scene kl. 15.10

Interviewer: Anders Ellebæk Madsen

Torben Svendrup

Martin Schw arz Lausten

Arthur Brand

” Jeg tror, at når du får nye klæder på, så giver det en særlig sårbarhed.

NA-YOUNG JEO, SKUESPILLER

I

Svend Andreas Worre Sørensen ssoerensen@k.dk

”Frihed og ansvar, ytring og kriser, turban og klaphat og morgenaviser/ skældsordene fyger, lærte vi noget? Vi er stadig i samme båd.”

Refrænet stammer fra Cirkusrevyen, der har hjemme på Dyrehavsbakken nord for København. Året er 2006, og fra scenen gjalder Ulf Pilgaard den satiriske vise ”Lærte vi noget?”.

I sketchen ironisere revystjernen over den betændte og heftigt debatterede Muhammedkrise, og den står ifølge eksperter i dag som et skelsættende indslag i revyhistorien –hvorfor vender vi tilbage til.

Under navnet Tryllefarce blev den allerførste danske revy en nytårsaften i 1849 søsat på teatret Casino i København. Ophavsmanden var multikunstneren Erik Bøgh, og formatet blev hurtigt en succes på de københavnske teatre.

Med inspiration fra operetter og vaudeviller (sangstykker i skuespil) var revy en samling musik- og taleindslag, der satirisk dissekerede året, der var gået.

Netop denne form med selvstændige komiske indslag, som ikke nødvendigvis hang sammen i en større fortælling, var nyt på de skrå brædder. Ifølge Rikke Rottensten, der er museumsinspektør ved Storm – museet for humor og satire – er revy den eneste teatergenre, der ”for alvor” er opfundet og udviklet i Danmark.

”Med krige i Europa, herunder Treårskrigen i Danmark (1848-1851, red.), havde folk nok brug for noget at grine af. Noget let, men samtidig skarpt og provokerende,” siger Rikke Rottensten og fremhæver, at satiren bredt set fik bedre vilkår med Grundlovens sikring af ytringsfriheden i 1849.

Modent publikum kommer stadig til Efter etableringen i hovedstaden bredte teatergenren sig til resten af landet, og revyer er siden blevet fremført i alskens klæder og af ikoniske skuespillere som Osvald Helmuth (1894-1966), Dirch Passer (1926-1980), Ulf Pilgaard og Bodil Jørgensen.

I dag er revyen for mange en fast og ofte lokal tradition.

For andre er den perifer – oftest for den yngre del af befolkningen. Mange gange er teaterformen i medierne lagt i graven som et kulturlevn fra en svunden tid. Alligevel findes der i dag, ifølge brancheforeningen Revy Danmark, omkring 20 professionelle revyer –foruden talrige amatør- og universitetsrevyer – landet over.

Også Morten Buckhøj forudså som journalist i 1990’erne genrens endeligt. Han er i dag selvstændig teater- og revyanmelder og er som søn af skuespiller Jørgen Buckhøj (kendt som Mads Skjern fra tv-serien ”Matador”) opvokset med teater og revy.

”Vi spåede dengang årligt revyens snarlige død, fordi der nærmest ikke var nogen under 60 år, der gik i revyen. Sådan er det stadigvæk, men publikummet er jo ikke 90 år nu. Så der kommer jo hele tiden et nyt modent publikum til. Revyen skal nok bestå, selvom det går op og ned,” siger Morten Buckhøj.

Ifølge anmelderen synes teaterformen i dag, ligesom i 1980’erne og 1990’erne, nede i en ”bølgedal”. Det er Rikke Rottensten enig i. Dengang var det store stjerner som Dirch

Dansk revy er udfordret – men den plejer at finde en vej

Professionelle revyer i Danmark

Aalborg Vinter Show

Bakkens Hvile (Klampenborg)

Bornholms Sommerrevy

Cirkusrevyen (Klampenborg)

Esbjergrevyen

Ganløse Revy

Græsted Revyen

Revyperler (Rødvig)

Hjørringrevyen

Menstrup Revyen (Næstved)

Nykøbing Falster Revyen

Odense Sommerrevy

Odsherred Sommerrevy

Pejseshow (Brædstrup)

Randers Revyen

Revyraketten (Thisted)

Revyen i Helsingør

Schou-Tur i Herning

Stand-up Revyen (København)

Svendborg Sommerrevy – Rottefælden

Sønderborg Sommer Revy Show

KILDE: REVY DANMARK

Passers og Preben Kaas’ død, der blandt andet gjorde udslaget for genrens dalende popularitet.

I begyndelsen af dette årtusinde etablerede en ny generation sig dog. I Cirkusrevyen hed stjernerne Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard – og så er vi tilbage ved det omtalte indslag fra Cirkusrevyen i 2006.

10 store danske revyskuespillere

Osvald Helmuth (1894-1966)

Liva Weel (1897-1952)

Marguerite Viby (1909-2001)

Dirch Passer (1926-1980)

Jørgen Ryg (1927-1981)

Ulf Pilgaard (1940-)

Lisbet Dahl (1946-)

Niels Olsen (1960-)

Bodil Jørgensen (1961-)

Ditte Hansen (1970-)

2 Ved Ulf Pilgaards sidste optræden i Cirkusrevyen i 2021 fik han besøg af dronning Margrethe på scenen.

I 40 sæsoner har revystjernen optrådt på Bakken i Klampenborg nord for København.

– Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix.

revyen er udfordret for tiden. Næsten to års coronapandemi har sat sine spor, og den var også en væsentlig faktor, i forhold til at den stedlige, men bredt anerkendte Kerteminderevyen, der har kørt siden 1984, gik konkurs sidste år.

Siden er sundhedskrisen blevet erstattet af en stærkt stigende inflation, som både har gjort driften dyrere og måske også publikummer mere forsigtige i forhold til økonomiske udgifter.

Rikke Rottensten vurderer dog, at tilbagegangen også handler om andre forhold i tiden – nemlig tiden selv.

”Revyen er et satirisk spejl af os selv, og tiden er måske ikke så ligetil og monokulturel, som den har været. Debatten er blevet meget polariseret, når det gælder følsomme emner som kønsidentitet og racisme. Det gør det svært at vide, hvordan man skal præsentere emnerne. Revyerne virker en smule nervøse for at ryge ud i skandalesager,” vurderer Rikke Rottensten.

Også Morten Buckhøj finder, at revyerne virker ”en smule berøringsangste med blandt andet identitetspolitik”. Han mener dog, at netop revyen bør kunne behandle de svære temaer.

Her fremhæver også han føromtalte indslag om Muhammed-krisen i 2006. Ifølge anmelderen er det et godt eksempel på, hvordan betændte samfundsdebatter kan håndteres på scenen.

”Cirkusrevyen vendte hele debatten på hovedet og fik det behandlet på en komisk måde. Det er et meget godt eksempel på, hvad revyen kan, når den virkelig er god. Selv under krigens censur fandt revyerne en vej. Lige nu tror jeg, de leder,” siger Morten Buckhøj. Aktivt revymiljø trods trange tider I brancheforeningen Revy Danmark mærkes det også, at der ikke sælges så mange billetter, som man gerne ville. Ifølge direktør Jani Lykke Methmann er revyen stadig ramt af den økonomiske turbulens, der har hærget de seneste år.

”Alle revyerne er jo private, så der er klart et økonomisk efterslæb efter coronapandemien. Det har været nogle hårde år, og derfor drejede et par stykker desværre også nøglen om sidste år. Lige nu mærker vi, ligesom resten af kulturlivet, også inflationen. Folk vil ikke nødvendigvis købe revybilletter, når de kæmper med at betale varmeregningerne. Men det er ikke mit indtryk, at opbakningen til genren er faldet – tværtimod,” siger direktøren.

Ifølge Jani Lykke Methmann modtog foreningen i 2022 flere ansøgninger fra hele landet om at blive optaget i Revy Danmark som professionelle revyer. Blandt andet derfor ser hun et blomstrende revymiljø i horisonten, og hun tror, at revyerne kan gå gode tider i møde, når samfundsøkonomien bedres.

Samtidig mener direktøren ikke, at revyerne er berøringsangste, når det kommer til identitetspolitik og fremstillingen af bestemte samfundsgrupper. Tværtimod er det netop revyernes opgave at berøre sådanne emner.

”Efter ’Lærte vi noget’-visen om Muhammed-krisen kom publikum for alvor tilbage, og i en længere årrække solgte Cirkusrevyen og revyerne generelt rigtig godt. Derfor har vi også set en naturlig afmatning de senere årDet går altid op og ned,” siger Rikke Rottensten.

Der har dog været åbenlyse årsager til, at

”Der er naturligvis altid en drøftelse om, hvor langt man skal gå i forskellige indslag. Men vi er i en tid, hvor vi har mere brug for satire end nogensinde – især med krig i Europa, men også i forhold til nogle af nutidens politisk korrekte tendenser. Dem tror jeg, mange revyer kommer til at lave satire om i årene fremover,” siger Jani Lykke Methmann.

over 170 år har revyerne taget temperaturen på det danske samfund. Eksperter mener de er udfordret af både coronatiden, inflationen og tidsånden. Men teatergenren har før vist sig sejlivet baggrund

0 Lisbet Dahl (tv.) sammen med Dirch Passer og Bent Reimar (th.) i Tivolirevyen fra 1978. – Foto: Ulla Aue/Ritzau Scanpix.

Fremtidens skuespillere vil transformere scenekunsten og går kritisk til kanon

Fremtidens scenekunstnere har en skabertrang, der imponerer underviserne, men fordybelsesevnen er udfordret. Kristeligt Dagblad har bedt undervisere i opera, skuespil og sceneinstruktion tage pulsen på scenekunstens nye talenter

voxpop

Mette Frank Sørensen, uddannelsesansvarlig på Den Danske Scenekunstskole i Odense, hvor hun underviser i dramatisk træning

I sidste uge sad vi til optagelsesprøve på Den Danske Scenekunstskole, hvor en af censorerne bemærkede, at det er rart at opleve, at scenekunstverdenen er ved at forandre sig. Den er mildere nu. De nye skuespillere har en anden bevidsthed. Det er nogle virkeligt dygtige og seje unge mennesker, der vil en masse og har me get på hjerte.

Jeg kan godt mærke, at det er en ny ge neration. De har en anden selvstændig hed og en større politisk bevidsthed. De stiller flere spørgsmål, så dialogen mel lem underviser og skuespiller er blevet stærkere. Jeg oplever, at de føler, de har en stemme på en anden måde, end jeg selv gjorde, da jeg blev uddannet. De er også mere op mærksomme på, hvor deres grænser går. Jeg tror, at den nye generation kan hjælpe os med at se verden mindre op delt og nedbryde nogle af de fastlåste opfattelser, vi har. De unge skuespillere er blevet en mere divers gruppe. Vi be gynder at se nogle etniciteter søge ind på skolen, som vi ikke så tidligere. Det er noget, vi er meget optagede af på skolen, og som vi arbejder for at fremme.

Det eneste, jeg kan savne, er, at de unge i højere grad får en forståelse af, hvilke skuldre de står på. Som undervise

re har vi en opgave i at fortælle dem, hvad der er gået forud for dem, og hvad det vil sige at arbejde med eksempelvis Shakespeare. For hvis man vil være en god fortolker, og hvis man vil forny eller gøre oprør mod noget, så skal man vide, hvad udgangspunktet er. Ellers bliver det hult, et oprør uden klangbund. Vores sto

”De nye skuespiltalenter er mere politisk bevidste”

Fortalt til Alexander Dahl alexander-dahl@k.dk

FOTO: NIKOLAIØSTERGAARD

Rune David Grue, sceneinstruktør og linjeansvarlig for sceneinstruktion ved Den Danske Scenekunstskoles københavnske afdeling

Det ser rigtig godt ud for de nye sceneinstruktører. Det er en generation, som tæn ker nyt. De vil noget med scenekun sten og har lyst til at flytte den, både i forhold til hvordan den skabes, og hvad den skal kunne.

Idéen om in struktøren som geni, der udtæn ker en genial plan, hvorefter vedkommende kommer ned fra bjerget og dirigerer de andre til at reali sere den, hører på mange måder fortiden til. Den nye generation er derimod interesseret i proces ser, hvor andre menneskers kreati vitet sættes i spil i skabelsen af værket. De kommende sceneinstruktører er kri tiske og har ikke samme automatiserede andægtighed over for de klassiske vær ker, som min generation havde. Mange studerer dem stadig engageret, men det er ikke det første, de drømmer om at lave, når de er færdiguddannede. Som underviser kan jeg ikke forvente en automatisk næsegrus beundring for et kanonværk, og jeg bliver nødt til at kunne fortælle, hvorfor det er relevant i dag. Det er både

FOTO: MARTINDAM KRISTENSE N

provokerende og lærerigt. Jeg oplever til gengæld en stor længsel efter at udvikle nye fortællinger, der svarer på den verden, vi lever i lige nu. Fortællinger, der tager livtag med at være menneske i en verden i krise, oplever jeg, at mange gerne vil skabe. På forskellige måder. Det kan være skildringer af indivi dets sårbarhed, af flugten ind i fantasien, forsøg på aktivi stisk konfrontation eller en søgen efter nye utopier. En stor kvalitet blandt de nye talenter er bredden i de kunstneriske udtryk, der søger at forny scenekunsten. De er stadig optagede af dramatisk tekst, men også af performance, dokumentarisme, dans og så videre. Da jeg gik på skolen for 18 år siden, handlede det at være in struktør primært om at finde den rigtige tekst og give den den stærkest mulige iscenesættelse. Denne generation har en bredere palet og modet til at bruge

Men bredden kan gå ud over dybden. Når man både vil have noget performa tivt, noget selvskrevet tekst, publi kumsinddragelse og andre elementer i opsætningen, så kan der være fare for, at intet af det går i dybden. Derfor håber jeg, at de nye instruktører vil insistere på at fordybe sig i de udtryksformer, de vælger at forfølge.

ved Operaakademiet på Det Kongelige Teater i København

som et rigtig godt sted at tage den første del af uddannelsen som operasanger. Jeg kan se, at dem, der har studeret i København, har et meget flot og grundigt fun-

Vi kan mærke, at de unge er mere centrerede om sig selv, og hvad der udgår fra dem selv som kunstnere, end de var før i tiden. Førhen var der en mere naturlig forståelse af, at en operaproduktion er noget, man laver som et hold. Så fra akademiets side bruger vi tid på at bevidstgøre, at opera er en holdsport. Det er der bestemt ikke en modstand mod fra de unge. Men det er nogle unge mennesker, hvis forældre måske har haft en anden tilgang til at opdrage dem. De er ellers nogle gevaldigt trivelige, hyggelige og jordnære mennesker, som operasangere generelt er.

FOTO: SØRENBIDSTRUP/RITZAU S C A N P I X

De nye talenter er klar over, at det er en barsk verden, de kommer ud i. Efter coronapandemien er der flere kompagnier, der er gået bagud af dansen. Den nye generation er derfor nødt til at være meget entreprenant... ikke mindst fordi publikum gerne vil opleve kunst på en ny måde som en modvægt til det klassiske teater. Så det handler om at tænke nyt og finde de musikere og andre mennesker, der kan lave den rette produktion med netop dem. Nogle operasangere kommer ind i folks private hjem og laver opera, nogle står og laver opera på en blokvogn om sommeren og så videre. De prøver på alle leder og kanter at få noget erfaring.   J

”Idéen om instruktøren som enevældigt geni hører fortiden til”

Anne Margrethe Dahl, forstander og underviser

”De nye talenter er klar over, at det er en barsk verden, de kommer ud i”

4 Øverst til venstre: Mikkel Heinesen, scenetekniker på Operaen, tjekker, om scenen står, som den skal, før prøven på ”La Traviata” går i gang. Øverst til højre: I pauserne mellem de tre akter på ”La Traviata” spiser operasanger Gisela Stille en banan. Nederst til venstre: På den skrå scene står mere end 50 stole hulter til bulter. Sangerne skal både sidde på dem, men også op og stå på dem under forestillingen. Yderst til højre: Kumi Shimizu er violinist på ”La Traviata” og øver sig i orkestergraven inden prøven. - Fotos: Leif Tuxen.

”På Det Kongelige Teater går det aldrig galt”

Når ”La Traviata” igen opsættes på Operaen i København, husker ingen af de medvirkende, hvor mange gange de har været med. Kristeligt Dagblad fulgte med bag scenen under årets første prøve på operaklassikeren reportage

Juliane Sigurdsson sigurdsson@k.dk

I mørket bag scenen på kongesiden af Operaen i København står der en grå sofa på hjul. Med sprittusch har nogen skrevet ”TEKNIK” på ryggen af den, og i den sidder en håndfuld sceneteknikere med sikkerhedssko og krydsede arme klar til at skifte scenen undervejs i forestillingen.

Årets første prøve på den nye opsætning af stykket ”La Traviata”, skrevet af Giuseppe

Verdi i 1853, begynder snart. En forestilling, de fleste medvirkende ikke kan huske, hvor mange gange de har spillet med i, for ”La Traviata” er en af de 10 mest spillede operaer i verden og mange gange opsat herhjemme også. Nu spiller den igen i denne sæson på Det Kongelige Teater, og Kristeligt Dagblad har fået lov at følge med bag kulissen.

”Jeg har i hvert fald spillet den 50 gange,” fortæller scenetekniker Mikkel Heinesen og læner sig lidt tilbage i sofaen.

”Så den kører sådan ret meget på rutinen.”

Ved andre forestillinger har Mikkel Heinesen som regel en køreseddel, hvor han læser sig til, hvornår han skal gøre hvad. Det har han egentlig også til ”La Traviata”, men han behøver den ikke længere, for han kan huske det hele. Det er heller ikke en svær forestilling rent sceneteknisk, fortæller han. Men

der er ét tidspunkt, hvor det kan gå galt.

I anden akt skal der laves et såkaldt lynskift. Her skal Mikkel Heinesen sammen med sine kolleger forvandle scenen fra et soveværelse til en spillebule, inden tæppet går op.

”Det går så hurtigt, at vi nærmest ikke lægger mærke til det. Alle ved, hvad de skal. Vi taler ikke engang rigtigt sammen, næh, vi sender måske lige et nik. Det er heller aldrig gået galt,” siger han og slår ud med armene.

”Det er jo Det Kongelige Teater.”

At synge som et kinderæg

”La Traviata” handler om kurtisanen Violetta, der for første gang i sit liv oplever ægte kærlighed, da hun forelsker sig i den højtstående mand Alfredo. Men Alfredo sætter sin families ære på spil ved at danne par med Violetta, og Violetta står derfor med valget mellem, hvorvidt hun skal forlade den mand, hun elsker, for at beskytte ham.

Prøven begynder, og midten af scenen lyses op af et spotlys. Fra bag scenetæppet stikker Gisela Stille, der spiller Violetta, hovedet frem. Hun skubber tæppet væk i én tung bevægelse, og bag hende afsløres en festsal med stole betrukket i kongeblå velour og mere end 40 gæster i glimmerkjoler, smoking og med højt hår. Selv har hun en lang, hvid pailletkjole på, tunge vipper og rød læbestift.

En læbestift, der godt kan trænge til at blive frisket op, når man har spist en banan. Og det gør Gisela Stille i begge forestillingens pauser.

”Jeg spiser én banan for hver pause. Det er standard. Det er nemt at spise, det sidder ikke fast, man får det ikke mellem tænderne, og det slimer ikke halsen,” fortæller hun.

Hun har ikke tal på, hvor mange pausebananer, hun har spist i sin tid som operasanger, for hun kan ikke huske, hvor mange gange hun har spillet med i ”La Traviata”. Men én ting er sikkert: Det er mange gange. Alligevel har hun brugt flere måneder på at øve sig inden prøven.

”For mig som sanger synes jeg, at forestillingen er anderledes end mange af de andre

Verdi-operaer, fordi man skal synge med tre forskellige stemmer. I begyndelsen skal man være en let, høj sopran, i anden akt bliver det tungere, og i tredje akt dør Violetta og skal være helt gennemsigtig og sart. Man skal kunne mange ting for at synge den her rolle. Man skal være som et kinderæg, og det er svært,” siger hun og griner højt.

Aldrig gået galt

Bag scenen står forestillingsleder Martin Korshagen. Det er på hans tegn, at prøven på ”La Traviata” går i gang. I øret har han en lille mikrofon, der blinker, så han kan tale med teknikerne på den anden side af scenen. Men det er ikke så tit, han får brug for den.

For ligesom teknikerne og sangerne har Martin Korshagen i sit 31-årige virke som forestillingsleder på Operaen opført ”La Traviata” et hav af gange. Men selvom forestillingen ligger på rygraden, fortæller han, at det altid er vigtigt at være opmærksom.

”Det er mit job at samle trådene og få alle til at arbejde sammen. Alle vil jo gerne gøre deres bedste, men nogle gange skal det også bare gøres. Det er mit job at få det til at ske,” siger han og bliver afbrudt af sin telefon, der ringer. Den er han nødt til at tage.

”Kan du sende en af jeres dansere herind i aften? Vi er nede med én. Husk, det er klokken 19,” siger han til personen i den anden ende af røret.

Hvis der opstår et problem, fikser Martin Korshagen det. Han har aldrig oplevet, at en af forestillingerne på ”La Traviata” er gået galt. Alligevel bliver han altid en smule nervøs inden en forestilling, for hvis det skulle ske, at noget fejlede, ligger ansvaret på hans skuldre.

”Der er nogle småting og sikkerhedsmæssige ting, der skal spille. Sangerne skal op og

stå på stolene og danse på bordene på et tidspunkt, og med 80 mennesker på en skrå scene er det vigtigt, at de rigtige stole og borde står det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.”

Sceneteknikerne har rejst sig fra sofaen på kongesiden bag scenen, og korsangere er begyndt at stimle sammen. Skiftet, der skal

foregå på scenen under anden akt, kræver flere hænder, end teknikerne har.

”Hvem tager tid?”, spørger Mikkel Heinesen ud i rummet.

Tæppet går ned, operasangerne løber ud fra scenen, og et sted fra lyder et lavt ”nu”. Sammen med korsangerne skal teknikerne nå at forvandle scenen på halvandet minut, inden tæppet går op igen.

Ind løber mere end 50 mennesker med stole og borde i hænderne. To teknikere løfter en seng ud, og en rekvisitør samler pengesedler, tøj og stearinlys sammen.

”Der mangler en stol!”.

En korsanger hvisker så højt, som man nu kan tillade sig, hvis man havde publikum siddende på den anden side af tæppet, og sceneteknikere må igen løbe rundt, rykke på møbler og kigge i hjørnerne efter den sidste stol. Op går tæppet, og en korsanger, som det var meningen skulle sidde ned, står nu oprejst.

Let forpustet står Mikkel Heinesen og hans kollegaer tilbage med hænderne i siden. De nikker kort til hinanden med en lidt stram mund. Som for at minde sig selv om, at det heldigvis kun var en prøve, inden ”La Traviata” får publikum på. J

La Traviata

”La Traviata” blev spillet på Operaen i København for første gang i 2006.

Forestillingen er skrevet med inspiration fra en sand historie af den italienske komponist Giuseppe Verdi i 1853. I dag er det en af de 10 mest spillede operaer verden over.  Forestillingen havde i denne sæson premiere i januar og spiller årets sidste forestilling 3. juni 2023.

For Mikkel Schrøder er revyen både en legeplads og en pauseknap

Som barn legede Mikkel

Schrøder bag scenetæppet, mens forældrene optrådte på de skrå brædder i Aarhus

Revyen. Med sin hustru genopliver han nu revyen i en mere show-præget udgave interview

Svend Andreas Worre Sørensen ssoerensen@k.dk

Der var engang, hvor skomageren flikkede sko, når sønnen kom hjem fra skole. Hvor bagerens børn stod bag butikkens skranke, og hvor murermesterens blod også løb i den unge lærlings årer. Sådan fik børnene nærmest faget ind med modermælken, og ofte fulgte det oplagte virke med. ”Jeg tror ikke, det var så meget anderledes for mig,” siger skuespiller og musiker Mikkel Schrøder.

Som søn af skuespillerne Peter Schrøder og Hanne Uldal rejste han som barn med rundt til landets scener, når sommerrevyerne var i sæson. Blandt mange destinationer gik turen til Tivoli Friheden i Aarhus, hvor Aarhus Revyen hvert år udspillede sig med forældrene i rampelyset.

”Jeg husker somrene, hvor vi unger rendte rundt i Tivoli Friheden med gratis tourpas, mens forældrene lavede revy. Det var blinkende lygter, publikum, musik. Prøv at putte et barn ind i den der magiske verden – selvfølgelig blev jeg draget. Det er nok også derfor, jeg laver det, jeg gør i dag,” fortæller Mikkel Schrøder.

Sommerminderne satte kursen

Netop Aarhus Revyen har siden 2015 ligget i dvale. Men det vil Mikkel Schrøder til foråret lave om på. Sammen med sin kone og skuespillerkollega, Christine Astrid, genopliver han revyen, hvis scenetæppe han selv legede bagved som barn. Det er netop det projekt, Kristeligt Dagblad er taget til Svendborg for at høre mere om.

Hertil flyttede Mikkel Schrøder og Christine Astrid i 2022, da de året før overtog en anden dansk revy, nemlig Svendborg Sommerrevy –Rottefælden, der som Danmarks ældste af

slagsen opfører sin 139. sæson i år. Parret forbereder med andre ord – sammen med de øvrige kræfter – i disse måneder hele to store forestillinger til sæsonen.

”Det er lidt som at køre to restauranter. Vi sidder seks mand og arbejder på begge revyer, så logistisk er det nemt nok. Men der er smæk på,” siger Mikkel Schrøder.

Den dobbelte revyejer har, siden scenen indfangede ham i ungdommen, været vidt omkring både uden for og på scenen. Han har været tourmanager for flere orkestre, været ansat i radioen og på et pladeselskab, været trommeslager, entertainer, skuespiller, tvvært og revystjerne. Alt sammen autodidakt, hvorfor ”altmuligkunstner” må være Mikkel Schrøders bedst dækkende titel.

Før Mikkel Schrøder med sin kone indtog direktørstolen for revyen i Svendborg, sad han i næsten 10 år som kunstnerisk leder og producent på krorevyen ”Pejseshowet”, der afvikles på Hotel Pejsegården mellem Horsens og Silkeborg. Det er med andre ord en rutineret mand, der i år afvikler både den bedagede forestilling i det sydfynske og den genoplivede revy i smilets by.

Musikalsk Aarhus-revy for alle

Den 31. marts bliver datoen, hvor Aarhus Revyen vender tilbage til Tivoli Friheden efter otte års hi.

Første gang indbyggerne i Danmarks næststørste by kunne opleve Aarhus Revyen var tilbage i 1974. Revyen etablerede sig dog aldrig for mere end syv-otte år ad gangen, og der har derfor også tidligere været lange perioder uden revy i byen. Hvorfor har Mikkel Schrøder et bud på.

”Aarhus er en stor, kreativ og kunstnerisk by, hvor det kan være svært at forankre en lokal revy. Vi går lidt anderledes til det, for en typisk revygæst vil gerne køre op til to timer. Derfor laver vi en forestilling for aarhusianerne, men vi er ligeså opmærksomme på oplandet. Vi vil gerne trække folk til fra hele Jylland og gerne Fyn,” siger han og uddyber.

”Her i Svendborg har vi den mere traditionelle, danske sommerrevy med den rødternede dug, en fiskefilet og en kold Carlsberg. Aarhus Revyen bliver mere showpræget. Her er vi mere musikalske og legende – vi har eksempelvis to korpiger med. Vi går spadestikket dybere på den front,” siger Mikkel Schrøder.

Og kigger man på revyplakaten med det samlede hold skuespillere, så bekræfter navnene den musikalske ambition. Udover Mik-

kel Schrøder og Christine Astrid kan publikum og så opleve Car sten Svend sen, sangerin den Szhirley og Henrik Koefoed, kendt som med lem af den syngen de komikerkvartet Ørkenens Sønner.

Desuden står René Vase og Jannik Fuglsang bag størstedelen af tekster ne til revyen. De mødtes til net op Aarhus Revyen i midten af 1990’erne, og tekstforfatterduoen er i dag an erkendt som nogle af landets bedste med mindst 400 revynumre bag sig.

Der har altid været en hofnar

Da Mikkel Schrøder i 2012 overtog ”Pejseshowet” i Midtjylland var nøgleordene ”musik, musik og musik” – mere end de fleste var vant til for en klassisk, dansk revy. Ifølge Mikkel Schrøder har den tilgang nu spredt sig i miljøet. Generelt mener han, at der er sket meget med genren de seneste 10 år, efter at den havde stået ”lidt for stille”.

”Revyen skal udvikle sig med samfundet og mediebilledet. Derfor kommer der også nye formater ind i revyerne – video eksempelvis. Man skal ikke tale fransk til nogle, der ikke forstår fransk, men heller ikke gøre folk dummere, end de er. Folk på 70 år i dag har jo hørt disco i deres ungdom og kan sagtens begå sig på computer eller telefon,” mener Mikkel Schrøder.

Når han står på scenen, mener han også at kunne se en udvikling på stolerækkerne. For selvom stampublikummet fortsat er en ”moden flok”, så øjner han også flere og flere på sin egen alder og yngre i salene. Her peger den 48-årige altmuligkunstner på revyens i dag større bredde, hvor blandt andet standup komik også har vundet indpas. Der er med andre ord sket meget, siden genren blev introduceret i 1849.

”I dag indeholder det alt fra lagkagekomik og onkelhumor til finkomik og musikalitet. Det er ikke bare en masse gamle viser. Det er en legeplads.”

Revyen har over 170 år bag sig. Hvorfor er den stadig relevant?

”Det vil den være, så længe vi gerne vil ryk-

Med tiden er revy blevet mindre stift og mere legende, mener Mikkel Schrøder. – Foto: Liv Høybye.

kes ved eller se tingene fra en ny vinkel. Det går aldrig af mode. Der har altid været en hofnar eller én, der sang sjove sange rundt om lejrbålet. Måske har vi mere brug for det. Verden bliver jo vildere og vildere, og alle skal i liberalismens navn vækste og forbedre sig,” si”Vi kan jo ikke rumme mere –samfundet sitrer. Jeg tror, vi skal en anden vej, og der giver vores arbejde mening, fordi det kommenterer skørheden. Det er en pauseknap, hvor man kan reflektere i stedet for J

Mikkel Schrøder

Født 1974 i Aalborg. Søn af skuespillerne Peter Schrøder og Hanne Uldal.

Autodidakt multikunstner. Blandt andet producer og medvirkende i revyshowet ”Pejseshowet” fra 2012-2021 og comedyshowet ”Den Nøgne Sandhed”.

Gift med skuespiller Christine Astrid, som han har optrådt sammen med adskillige gange. Parret flyttede i 2022 til Svendborg.

Aarhus Revyen 2023

Spiller den 31. marts til den 4. maj i Tivoli Friheden, Aarhus.

Medvirkende: Mikkel Schrøder (producent), Christine Astrid (kunstnerisk leder), Szhirley, Henrik Koefoed, Carsten Svendsen.

Instruktør: Birgitte Næss-Schmidt

Kapelmester: Rasmus Friis Tvørfoss Scenografi og kostumer: Rikke Juellund og Lasse Spangenberg.

Kristeligt Dagblad Lørdag 4. februar 2023

Kristeligt Dagblad Lørdag 4. februar

3 Spillerne til Aarhus Revyen 2023. Fra venstre: Henrik Koefoed, Christine Astrid, Carsten Svendsen, Szhirley og Mikkel Schrøder. – Foto: Lars E.

Nye bøger ... om teater- og sceneliv

Alexander Meinertz: Ballet. 456 sider. 499,95 kroner. Gyldendal.

Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard: Livsvidner. 272 sider. 299,95 kroner. Lindhardt og Ringhof. Udkommer 1. marts 2023.

Har man den danske revytradition kær, vil man formentlig også holde af revyskuespillerne Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard. Gennem mange år har de to spillet både ved siden ad og over for hinanden på de danske scener og i Cirkusrevyen, hvor de sammen med det øvrige revyhold har skabt mindeværdige scener, dialoger og sange, der giver genlyd år efter første opførelse. I begyndelsen var de dog ikke bedste venner – men i takt med tiden og tabet af mange af de øvrige, folkekære skuespillere, som parret har spillet sammen med, er det gået op for dem, at de nok er vigtigere for hinanden end som så. Fordi de er hinandens livsvidner. Og således havde de titlen på deres nye bog, hvor de gennem historier og anekdoter fortæller om de mange års fælles sceneliv.

Både velbevandrede kendere af balletten og nye, men nysgerrige balletfans fik i slutningen af sidste år et nyt, grundigt gennemgangsværk over dansk ballets historie. Alexander Meinertz, balletanmelder ved denne avis, har skrevet bogen med den simple titel ”Ballet”, der er ment som en introduktion til klassisk ballet – ”fra hofballettens idealiserende formalisering af den akademiske dans i 1600-tallet til vor tids ekstreme og ekspressive afsøgning af nye udtryk for menneskelig erfaring i fysisk sprog”, som det fremgår af forlagsbeskrivelsen. Hans bog har til formål at lette læserens vej til ”at se og sanse i en søgen efter en dybere forståelse af ballet”, hvor kroppen ikke bare er en krop, men mening.

Kristeligt Dagblad Læserklub

Få besked om kulturtilbud og rabatter

– direkte i din indbakke

Med nyhedsbrevet fra Kristeligt Dagblad Læserklub fås aktuelle tilbud på bøger, kunst samt invitationer til læsermøder.

Gå ind på www.k.dk/klubnyheder og bliv tilmeldt nyhedsbrevet fra læserklubben.

Nila Parly: Opera. Erik Aschengreen: Ballet. Henholdsvis 56 sider og 58 sider. 89,95 kroner per styk. Iscenesat. Selskabet for Dansk Teaterhistorie.

Dansk teater kunne i efteråret 2022 fejre dets 300 års jubilæum. Det har Selskabet for Dansk Teaterhistorie i samarbejde med forlaget Kronstork markeret ved at udgive en ny bogserie under titlen ”Iscenesat”, som sætter fokus på dansk teaters forskellige genre. De første to bøger i serien er allerede udkommet. Nila Parly er operaforsker, dramaturg og forfatter, og hun står bag seriebidraget ”Opera”, der giver en kort rundrejse til vigtige punkter i dansk operahistorie samt en opsummering af vigtige tendenser i operagenrens liv i Danmark. Erik Aschengreen, født 1935, har gennem en lille menneskealder skrevet om og anmeldt ballet i Danmark samt undervist i genren på Københavns Universitet. Han står bag seriens ”Ballet”-bog, der tegner de store linjer for balletten gennem historien i dansk kontekst. I bogen gennemgår han også dansk ballets største mestre.

Benedikte Christine

brasmussen@k.dk

Christian Lollike: Underværket. Udvalgte tekster 2004-2018. 880 sider. 499,95 kroner. Kronstork.  Instruktør og dramatiker Christian Lollike er kendt i teaterverdenen som én, der tør gå til grænsen. Stille spørgsmål. Provokere. Det har han vist i sine samfundsspidende dramatiske tekster, som er blevet til en lang række stykker på de danske scener, særligt på Teater SORT/HVID i København, hvor han i december fratrådte som direktør efter 10 år på posten. Nu har forlaget Kronstork samlet næsten 900 sider fra udvalgte tekster af Lollike i samlingen ”Underværket”. Teksterne er alle skrevet i perioden mellem 2004 og 2018, og de tegner tilsammen et kritisk billede af Danmarks og verdens tilstand i samme periode – blandt andet med fokus på indvandrerdebatten, klimaangst, jagten på det gode liv, krig, terror og humanistiske idealer.

Rasmussen

billeder ... sceneliv fra verden over

0 Autentiske mexicanske wrestlere optræder med masker og fjerpragte i showet ”Lucha VaVOOM show” på teatret The Mayan theatre i Los Angeles, Californien. – Foto: Mario Anzuoni/ Reuters/Ritzau Scanpix.

Benedikte Christine Rasmussen brasmussen@k.dk

0 En bjerglift er måske ikke den oplagte teaterscene – og så alligevel. For netop i en sådan fremførte den venezuelanske teatergruppe La Conspiración en forestilling i november 2022 under teaterfestivalen Danza en la ciudad (dans i byen) i den argentinske by Ciudad Bolivar. – Foto: Juan Barreto/AFP/Ritzau Scanpix.

0 Efter

invasion har Ukraines stærke tradition for ballet lidt under krigen, og mange dansere er søgt udenlands for at holde liv i trinene, opførelserne og dansernes mulighed for at performe. To balletdansere fra Ukraines nationalopera ses her øve sig i en balletsal i Kyiv i december, før de senere på måneden skulle medvirke i balletforestillingen ”Giselle” i Paris.

– Foto: Sergei Supinsky/AFP/Ritzau Scanpix.

0 Falsk sne falder fra loftet over de unge dansere, der her fremfører den verdenskendte julede ballet ”Nøddeknækkeren” i Nairobi, Kenya. Dance Centre Kenya (DCK) stod for fremførelsen, og orkestret The Nairobi Philharmonic Orchestra stod for musikken, da forestillingen spillede på nationalteatret i landets hovedstad.

– Foto: Yasuyoshi Chiba/AFP/Ritzau Scanpix.

Kunstnerkolonierne

Hornbæk & Arild

2 ”The eagle regains its wings” er navnet på forestillingen, som to unge, sudanske skuespillere her er midt i at opføre. Forestillingen var en del af programmet på teaterfestivalen Carthage Theatre Festival, der fandt sted på nationalteatret i Omdurman, Sudan, i november. – Foto: Mohamed Nureldin Abdallah/Reuters/ Ritzau Scanpix.

28.1. – 11.6.2023

Kristeligt Dagblad Lørdag 4. februar 2023

Ruslands

Der er horror og humor i én stor pærevælling, når familien stilles til skue

Det er alt andet end glansbilleder, der vises på scenen i Folketeatrets opsætning af ”The Humans”. Alligevel håber Ditte Hansen og Lars Brygmann, at publikum vil opdage sig selv i familien Blakes uperfekte familiesammenkomst – præcis, som de selv har gjort

interview

Camilla Klarskov klarskov@k.dk

Et tværsnit har kløvet sig ned gennem den faldefærdige og sparsommeligt indrettede New Yorker-lejlighed i to plan, der står på Folketeatrets scene i det indre København. De krakelerede murstensvægge, klapud-stolene rundt om spisebordet og tremmerne for vinduerne står nu til frit skue for alle, som måtte tage plads på publikumsrækkerne. Det samme gør familien Blakes Thanksgiving-middag, der er omdrejningspunktet i forestillingen

”The Humans”. Den vises for første gang i Danmark med premiere den 9. februar. Fire af forestillingens i alt seks karakterer har allerede indfundet sig på de forskellige etager, da de to sidste gør deres entré og dermed skyder dagens prøver igang.

”Nå, så det er det her, der skjuler sig under overfladen,” konstaterer familiens ene voksne datter, da hun med sin kørestolsbundne og demente bedstemor træder ind i underetagen af kælderlejligheden, hvor familiens anden datter netop er flyttet ind med sin kæreste.

Helt fra stykkets begyndelse er det åbenlyst, at tilskueren er inviteret til at indtage rollen som voyeur. Gennem forestillingens eneste akt gives der frit lejde til at bevidne, hvordan det tager sig ud, når mennesker samles om dét, der burde være en hyggelig højtid i familiens skød. Til gengæld er det for den uindviede endnu knapt så åbenlyst, at scenens åbningsreplik er en kommentar til selve dét, der er på spil i ”The Humans”; nemlig de relationelle stridigheder og små, personlige katastrofer, der til trods for at de kun lurer under overfladen alligevel bliver altoverskyggende.

Familierelationer under pres ”En fortælling om os.”

Sådan betegner Folketeatret selv ”The Humans”, der i 2016 blev opsat på Broadway og samme år vandt flere Tony Awards for blandt andet ”Årets bedste teater”.

Spørger man skuespillerne bag to af forestillingens hovedpersoner, Lars Brygmann og Ditte Hansen, står scenografiens etageopdeling ikke mål med de mange lag, man som både tilskuer og skuespiller er nødt til at grave sig igennem for at forstå, hvordan spøgelser fra fortiden og falmende forhåbninger til fremtiden sætter Blake-familiens sammenkomst under pres.

”Dét at lave teater om familien er jo ikke i sig selv specielt skelsættende. Og da jeg læste manuskriptet, tænkte jeg heller ikke ’Wow, det her er helt nyt’,” siger Lars Brygmann, der spiller faderen, Erik.

”Men jeg tænkte ’Jeg vil være med i det’. Der er et eller andet særligt ved netop det her stykke, fordi det er så fyldt

med tilløb til alt det, karaktererne hele tiden prøver at sige, men aldrig rigtig får sagt,” forklarer han.

Ditte Hansen, der indtager rollen som Lars Brygmanns modstykke, moderen Deirdre, stemmer i. Det er alt det usynlige – de menneskelige relationer, de uindfriede forventninger og hemmelighederne – der gør det interessant at se forestillingen om familien, mener hun.

”Selvom der ikke sker noget specielt ekstremt i den her forestilling, så er der nogle store temaer og smertepunkter på spil, som vi alle sammen kender til og møder i livet. Nemlig dem, der ligger i familierelationerne,” siger hun.

Til trods for, at persongalleriet spænder over tre generationer, og at lighederne måske ikke umiddelbart er til at få øje på, oplever Ditte Hansen at genkende sit eget liv i hver eneste karakter. I deres indbyrdes relationer og ufuldstændige kommunikation bliver hun hele tiden mindet om, hvordan det var som ung at være nogens datter, hvad det vil sige at være mor til voksne børn, og hvad det gør ved mennesker, når deres forældre bliver gamle.

”Til prøven i går gik tyngden af relationen til den demente mor op for mig. Dét, at man på et tidspunkt bliver omsorgsfunktion for sine forældre og skal være den voksne med alle de mørke følelser, der er i det: ikke at kunne holde det ud, at ville have, at det stopper, at ville have, de dør. Det er sådan noget, som jeg ikke kunne læse af manuskriptet. Men når jeg så lige pludselig går rundt i stykket, kan jeg mærke det.”

At give noget af sig selv I virkeligheden ser Ditte Hansen det som en slags forpligtelse, når man er skuespiller: at man investerer noget af sig selv i karakteren ved at relatere til den. Ikke mindst, så publikum kan gøre det samme.

”Vi har brug for at opdage ’Hov, det her er jo også mig’. Det er sådan en massage af ens følelsesliv, som er god, selvom det også handler om at finde ud af, hvor det gør ondt. Det tvinger os til hele tiden at forholde os til os selv og vores omgivelser,” siger hun.

Lars Brygmann kigger eftertænksomt på hende. Man er også nødt til at adskille sig selv fra sin karakter, indvender han. Derfor bestræber han sig på at være ”pragmatisk med sit fag”, som han siger. Det skal være et håndværk og ikke terapi. Ellers overkommer man ikke at skulle tage andres traumer eller uforløste drømme på sig aften efter aften.

”Hvis man skal overleve i det her fag, så nytter det ikke noget, at man bliver revet i stykker, hver gang man går ind på scenen,” siger han.

Ditte Hansen vipper med hovedet i et nik og retter sig op i stolen.

”Jeg er helt enig, Lars. Man må smide det, når man går hjem. Men jeg føler også, at det, vi giver, når vi står på scenen,

0 ”Der er et eller andet særligt ved netop det her stykke, fordi det er så fyldt med tilløb til alt det, karaktererne hele tiden prøver at sige, men aldrig rigtig får sagt,” siger Lars Brygmann. Ditte Hansen, der spiller Lars Brygmanns modstykke, stemmer i. "Der er nogle store temaer og smertepunkter på spil.” – Foto: Leif Tuxen.

The Humans

Teaterstykke skrevet af iransk-amerikanske Stephen Karam. Blev første gang opsat i Chicago i 2014 og åbnede siden på Broadway i New York. Stykket vandt i 2016 flere Tony Awards og blev desuden nomineret til en Pulitzer-pris.

Handler om familien Blake, der mødes til Thanksgiving-middag i en faldefærdig og uindrettet lejlighed i Chinatown, New York.

Sættes for første gang op i Danmark på Folketeatret i København, hvor forestillingen spiller fra 9. februar til 19. marts 2023.

er en flig af os selv og vores egne fejl. Jeg har det i hvert fald sådan, at jeg undersøger det tabubelagte eller skamfulde ved karakteren, som jeg kender fra mig selv. På den måde udstiller jeg jo også noget af mig, som er sårbart. For det er ofte der, guldet ligger. Vi gider jo ikke se glansbilleder af mennesker på scenen. Hvad er det nu, man siger? Det er i sprækkerne, at lyset kommer ind. Og vi vil se nogle, der giver en luns af sig selv.”

Lars Brygmann smiler.

”Men folk ved vel ikke, hvad der er den rigtige Ditte?” spørger han og får hende til at grine sit karakteristiske grin.

”Nej. Forhåbentlig ikke,” siger hun.

Den svære tro

Ligesom sin kollega genkender Lars Brygmann dele af sig selv i sin karakter og familien Blake. Dét til trods for, at stykket stammer fra og tager sit afsæt i USA. Faktisk kan han kun komme i tanke om ét punkt, hvor den amerikanske kontekst har været svær at forene med en dansk. Nemlig hvad angår religionen.

Sammen med sin kone medbringer Erik en indflytningsgave til sin datter, som til sine forældres store skuffelse ikke har taget den katolske tro til sig. Under gavepapiret gemmer sig en Jomfru Maria-figur, der under middagen ledsages af forældrenes bemærkninger om troens antidepressive effekt, men som ikke desto mindre modtages med datterens forsikringer om, at den vil blive gemt væk i en skuffe.

”Forældrene kan ikke dy sig for at presse noget af deres egen tro ind i deres døtres verden,” siger Lars Brygmann.

”Og det er svært for mig at sætte mig ind i det med troen. Men samtidig forstår jeg, hvad det vil sige at have ambitioner på sine børns vegne og have svært ved at styre lysten til at blande sig, når de ikke er gået den vej, man selv syntes.”

For Ditte Hansen er det ganske omvendt. Efter at være opvokset med ateistiske forældre og siden være blevet mor til en troende søn samt svigerdatter til religiøse svigerforældre ved hun alt om, hvordan troen kan være et tema, der farver familiesamværet.

”Jeg har oplevet, hvordan det er at være i familie med nogle, som man er bange for er fortabte, fordi de ikke tror. Og hvordan det at tale om det her abstrakte kan blive et spændingsfelt i familien. Det er sprængfarligt, og det kræver ekstremt meget at sætte hinanden fri,” siger hun.

Men hun tror, det handler mindre om selve troen og mere om de dynamikker, der kan opstå, når forskellige verdenssyn kolliderer med kærligheden til hinanden. Også i ”The Humans”.

”For mig er det meget berigende at være i en familie, hvor nogle, som jeg elsker, mener noget andet end mig. Det får mig til at tænke, at jeg potentielt kan elske alle mennesker med alle slags holdninger. Og jeg tror egentlig, at mange familier rummer de poler. Om ikke politisk, så værdimæssigt og åndeligt.”

” Til prøven i går gik tyngden af relationen til den demente mor op for mig. Dét, at man på et tidspunkt bliver omsorgsfunktion for sine forældre og skal være den voksne med alle de mørke følelser, der er i det.

En nødvendig ventil Fordi stykket udstiller konflikterne i stedet for at vurdere dem, synes de to skuespillere, at det lykkes med at portrættere netop den polarisering, Ditte Hansen taler om. Men håber man på at forlade teatret med én udstukket morale, går man galt i byen med ”The Humans”, siger Lars Brygmann:  ”Selvom stykket er fyldt med moralske spørgsmål fra start til slut, er der ikke nogen læresætning i det her. Og det dejlige

2 Som at kigge ind i et dukkehus bliver publikum stille vidner til et familiedrama, der udspiller sig omkring en Thanksgiving-middag i forestillingen ”The Humans”. – Foto: Leif Tuxen.

er, at man heller ikke behøver nogen. Man går i forvejen hjem med rigeligt at tænke over.”

At et teaterstykke om en tilsyneladende begivenhedsløs Thanksgiving-middag skulle kunne karakteriseres som horror, er ikke ligefrem indlysende. Ikke desto mindre er det præcis, hvad den amerikanske manuskriptforfatter Stephen Karam har kaldt ”The Humans”. Om det så er de blinkende lamper og høje, pludselige lyde eller karakterernes sindsstemninger og spiddende kommentarer til hinanden, der er mest skræmmende, må være op til fortolkning.

Men det er også en humoristisk forestilling, og for Ditte Hansen og Lars Brygmann giver det god mening, at både horror og komedie kan – og skal – sameksistere i ”The Humans”. Ikke mindst fordi det netop er familierelationerne, der tages under behandling.

”Humor er et vidunderligt greb til at få endnu mere alvor ind. Uden kontrasten tror jeg ikke, stykket ville være til at få ned. Her er jo tre generationer, som har det svært sammen, men som også elsker hinanden. Og det er enormt trygt midt i det her ekstremt utrygge, der er,” siger Lars Brygmann, og Ditte Hansen supplerer: ”Sådan er livet jo også. Det er heller ikke genreopdelt. Det er simpelthen drama og humor i én stor pærevælling. Og der kan humoren være en ventil,” siger hun og gisper illustrativt efter vejret, ”så vi kan være lidt i det svære igen.” J

DITTE HANSEN, SKUESPILLER

Bogklassikerne, der ikke vil dø – ej heller på scenen

I den kommende teatersæson kan man igen opleve mange bogklassikere blive dramatiseret. De velkendte litterære fortællinger kan på scenen holdes op som et spejl af vores egen tid

baggrund

Amalie Høgsbro Jørgensen ajoergensen@k.dk

Antihelte, superskurke og sejrherrer i krig. Det er nogle af de tidsløse figurer og elementer, der indgår i mange bogklassikere, og som blandt andet har gjort, at de har overlevet århundredes skiftende tider. Man kunne for eksempel tage Alexander Dumas’ ”De tre musketerer” fra 1844 ned fra boghylden. Eller hvad med Bram Stokers ”Dracula” fra 1897 eller Homers ”Iliaden” fra cirka 700 år f.Kr.?

Foruden at være bogklassikere, der siden deres førsteudgave er blevet læst og genlæst af millioner af mennesker verden over, har disse eksempler også det tilfælles, at de alle bliver til teaterforestillinger i den kommende danske teatersæson. Det er langtfra første gang, og nok heller ikke sidste, at klassikerne bliver dramatiseret. Litterære værker trækkes ind på de skrå brædder år efter år, for klassikeropsætninger er ganske grundlæggende for de danske teatre, fortæller Laura Luise Schultz, som er lektor ved Københavns Universitet og forsker i tekstens status i samtidsteatret. Hun peger blandt andet på genkendelsens glæde som noget, der kan spille en stor rolle for dette, hvilket man blandt andet ser med stykket ”De tre musketerer”, som bliver opsat af det turnerende operateater Figaros dette forår.

”Den er i sin originale form en folkelig tjubang-fortælling, hvilket knytter sig til det genkendelige, men Figaros tilsætter alligevel lidt nutidig humor, så en eller anden form for ny dramatisering skal der nok være på spil, for at vi gider se genopsætninger,” siger Laura Luise Schultz.

Dramatikerforbundet har tidligere kritiseret, at danske teatre meget ofte vælger den sikre løsning ved at opsætte allerede kendte værker, som selvfølgelig har en attraktionsværdi, frem for at bakke op om nyskreven dramatik.

”Det er en konstant forhandling,” siger lektor Laura Luise Schultz, der finder det interessant, at der ud over ”De tre musketerer” også på holdene bag både ”Dracula” og ”Iliaden” er dramatikere, som sikrer, at publikum

i år bliver opdateret på klassikerne i et andet dramatiseret og stærkt format.

Stærke titler sælger stykket

Lisbeth Kjærulff er medinstruktør på teatret Figaros’ opsætning af ”De tre musketerer”, den klassiske heltehistorie om de franske elitesoldater Porthos, Athos og Aramis.

”Fornyelsen ligger i vores skæve koncept. Drivkraften er humor og musik,” siger hun.

De tre hovedroller har fået særegne karaktertræk i Figaros’ fortolkning.

”Athos er hypokonder og bange for våben. Han har både glutenallergi og er overfølsom over for nikkel, så han frygter sværddueller og vil hellere bare tale tingene igennem.

Porthos spilles af vores pianist, og vi har lavet konceptet om, så han kun synger om fransk mad,” siger Lisbeth Kjærulff.

Figaros-teatrets incitament for at omskrive eksisterende litterære værker skal også findes i fordelene ved at kunne præsentere en stærk titel, fortsætter hun:

”Stykket skal jo sælges. Vi er en virksomhed, og der er kamp om publikum. ’De tre musketerer’ er en enormt stærk titel. Vi har solgt 58 forestillinger på den kommende turné, hvilket er flere end sidste år og meget tilfredsstillende i en tid, hvor der er kamp om publikum.”

Gennem teatret kan frygten fordøjes  Martin Lyngbo er dramatiker på Aarhus Tea-

Udvalgte forestillinger i foråret 2023

Figaros’ teater- og operaselskab turnerer med ”De tre musketerer”.

Den havde premiere den 20. januar i Musikhuset Esbjerg og spiller i alt 58 forestillinger frem til den 30. april.

Den Jyske Opera og Aarhus Teater præsenterer ”Dracula”. Den spiller fra den 8. februar til den 18. marts 2023.

Betty Nansen Teatret på Frederiksberg ved København opsætter sin fortolkning af ”Iliaden” fra den 11. marts 2023 til den 1. april 2023.

ters operaopsætning af ”Dracula”. Den skulle have været sat op i 2020, der blev første coronaår, og nu er spilles den med krigen i Ukraine, den tilhørende frygt for russisk invasion og enden på civilisationen, som vi kender den, som bagtæppe.

”Krigen i Ukraine har været en meget insisterende metafor under prøverne,” fortæller Martin Lyngbo.

Og det er netop i situationer som disse, når krigen føles tæt på os, at teater kommer til sin ret som en kollektiv kunstart, en form for offentlighedsrum, hvor man erfarer noget med andre medborgere, vurderer Laura Luise Schultz.

”Teatret kan hjælpe os til at bearbejde frygten og forstå, hvordan frygten spiller ind på vores måde at leve på,” vurderer hun. Og den idé går langt tilbage. I den vestlige teatertradition kan man trække tråde helt tilbage til antikkens Athen, hvor teaterdramaer behandlede myter og karakterer, som folk godt kendte i forvejen, men hvor en aktuel fremstilling gjorde dem spændende og relevante. Græske dramaer fungerede ofte som politiske kommentarer, og de fortolkede spændingsfyldte forhold mellem stabile samfundsstrukturer og politiske udviklinger.

”Det er noget af det, klassikeropsætningen kan,” siger lektor Laura Luise Schultz.

En af de helt gamle klassikeropsætninger kan ses på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg ved København, når deres fortolkning af det gamle græske epos ”Iliaden” ruller ud over scenekanten til foråret.

Tom Silkeberg er dramatiker på stykket. ”Stykkets instruktør, Eline Arbo, og jeg har arbejdet meget med – eller mod – ”Iliadens” forherligelse af krig. ”Iliaden” er gennem historien blevet så behæftet med idéen om den stærke mand, som vinder krigen,” siger han. De medvirkende har som eksempel været inspireret af den belarusiske forfatter Svetlana Aleksijevitjs bog fra 2019, ”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt”.

”Denne forestilling forsøger at give krigen et ansigt ved at fokusere mindre på heltemod og mere på krigens galskab. Det er en fortælling om dem, der taber,” siger teaterdramatiker Tom Silkeberg.

Klassikere krydret med kritik

”Grundlæggende holder det både klassikeren og teatret i live, at man formår at tolke dem ind i nye skiftende samfundsmæssige udviklinger,” siger Laura Luise Schultz.

”Iliaden” er ikke den eneste af sin slags. Rigtig mange klassikere bliver taget op i kølvandet på MeToo- og Black Lives Matter-bølgerne. Det fortæller Solveig Gade, dramaturg og lektor ved Københavns Universitet.

”Med fokusset på magtrelationer, som vi i samfundet har haft de seneste fem-syv år, bliver der spurgt kritisk til klassikere rigtig mange steder,” siger hun.

Dog mener Solveig Gade slet ikke, at det betyder, at klassikere er utidssvarende og irrelevante i dag.

”Klassikerne bliver en form for spejl, man kan holde op for at blive klogere på sig selv og sin egen tid. Når nogen genopsætter en klassiker, sker der et meget tydeligt skift i kontekst. På Shakespeares tid spillede mænd for eksempel alle roller, fordi man simpelthen ikke havde kvinder på scenen dengang. Derfor er alle opsætninger af gamle værker nye, fordi konteksten er det,” siger hun. J

” Stykket skal jo sælges. Vi er en virksomhed, og der er kamp om publikum. ’De tre musketerer’ er en enormt stærk titel.

LISBETH KJÆRULFF, MEDINSTRUKTØR PÅ

FIGAROS´OPSÆTNING AF ”DE TRE MUSKETERER”.

Christian Lollikes vej fra scenen til det hvide lærred

Teaterinstruktør

Christian Lollike har bearbejdet forestillingen

en komediefilm med samme

Amalie Høgsbro Jørgensen ajoergensen@k.dk

Hylderne er proppet med lagkager, kringler, macarons og croissanter i konditoriet La Glace i København. Her har teater- og filminstruktør Christian Lollike slået sig ned ved et rundt marmorbord med Kristeligt Dagblads udsendte journalist, fotograf og tre kopper varm chokolade.

Samtalen om det runde bord handler om den prisvindende teaterinstruktørs første spillefilm, ”Kagefabrikken”, der havde premiere i januar.

Christian Lollike har skrevet teatermanuskripter i mere end 20 år, blandt andet som husdramatiker på Aarhus Teater og kunstnerisk direktør for det københavnske teater Sort/Hvid. Mest kendt er han måske for sin fortolkning af ”Erasmus Montanus”, som løb med tre Reumert-priser i 2017, men også tidligere opsætninger har vundet ham hæder, heriblandt forestillingen om Anders Breivik, ”Manifest 2083” og ”Kagefabrikken”, som den nye spillefilm deler plot med.

At tiden kalder på et sceneskifte til filmens verden er ikke nogen overraskelse for instruktøren selv.

”’Kagefabrikken’ var tænkt som et filmmanuskript, da jeg sammen med en god ven begyndte at skrive på det for 1215 år siden. Jeg havde en masse fragmenter, men opgav, fordi jeg ikke vidste, hvordan man skrev et filmmanuskript,” siger han.

Et par år senere skrev han fragmenterne om til et teaterstykke, som blev vist på Det Kongelige Teater i 2013 og senest på Aarhus Teater i 2021.

”Jeg var vild med forestillingen, men jeg savnede nogle rigtige kroppe på rigtige mennesker og ikke skuespillere med puder på maven,” siger han.

Derfor gik han atter i gang med at skrive ”Kagefabrikken” – nu som et filmmanuskript – . Ruten dertil har været en oplevelse med mange øjenåbnere.

”Film er bare et helt, helt andet medie. Mange ting vidste jeg ikke, hvordan fungerer, for eksempel vidste jeg ikke, hvor vigtig og tidskrævende klippeprocessen er. Den er som en prøveperiode på teatret, hvor man har en masse brudstykker, der skal sættes sammen. I virkeligheden er det her, man skaber historien,” fortæller han.

Udforskning af filmens følsomhed

Christian Lollike trækker sin erfaring med at tænke i billeder med ind i filmprocessen. Men især én ting oplever han som svær at overføre fra scene til film.

”Det fungerer ikke særlig godt at instruere i en form for overdrevet spillestil. En stor spillestil ville kræve, at man også har en stor scenografi,” siger han.

På film kan man dog ifølge instruktøren få fat i en anden form for følsomhed, som han ”hele tiden havde lyst til at udforske frem for det farcekomediesprog, stykket fik i teaterudgaven”. I modsætning til den rendyrkede komedie, som ”Kagefabrikken” var som teaterstykke på Det Kongelige Teater, udforsker Lollike nu i højere grad det følsomme og oprigtige i den filmiske udgave. Han håber, at genrerne sammen kan løfte hinanden.

I filmens hovedrolle ses skuespiller

Nicolas Bro i rollen som Niels Agger, ejeren af en konkurstruet kagefabrik.

Tina Gylling spiller hans kone, og Emma Sehested parrets datter. Datteren har taget en forretningsuddannelse, så da hun kommer hjem med sin businesskæreste og lægger en ny strategi for fabrikken, sættes kursen for alvor mod

Christian Lollike

Født 1973.

bunden for den konkurstruede konditor. Sideløbende indleder Niels Agger et forhold til fabrikkens muslimske, tørklædebærende og rengøringsansatte Zeinab, og uden at der skal afsløres for meget, får arabiske kager og religiøse kulturmøder afgørende betydning for resten af filmen.

”Jeg spurgte mig selv, hvilke to angstregimer der er i vores hjerner i tiden,” siger Christian Lollike:

”Siden 11. september 2001 har jeg haft en oplevelse af, at der været en udbredt angst for muslimer, og så ser jeg en tiltagende sygelig optagethed af krop og sundhedsidealer. Jeg tænkte, at hvis jeg kunne tage de to og sætte dem sammen, så havde jeg fat i en form for frygt, de fleste kender til, og hvis jeg så kunne tilsætte humor, så ville fortællingen måske have potentiale til at rokke ved den måde, publikum oplever samfundet på”.

Religionsstof på tegnebrættet Syv unge kvinder, flere af dem med tørklæde, tager plads ved et bord i nærheden af Christian Lollike og Kristeligt Dagblads udsendte.

”Ej, jeg synes, det er sjovt, at de er her. Kage på La Glace er ofte noget, vi forbin-

Uddannet dramatiker fra Aarhus Teater i 2001, hvor han debuterede i 2002 med ”Operation Louise og Ferdinand”.

Fra 2011 var han kunstnerisk leder på teatret SORT/HVID, det daværende CaféTeatret, hvor han var dramatiker og instruktør på blandt andre Manifest 2083 (2012), The provocateur (2015) og Living Dead (2016).

Har vundet en række priser for sin dramatik, heriblandt Årets Reumert for ”Kosmisk frygt eller den dag Brad Pitt fik paranoia” (2009), ”Skakten”, ”Kagefabrikken” og ”Manifest 2083”. I 2017 modtog hans iscenesættelse af ”Erasmus Montanus” en Reumert for bedste forestilling.

Aktuel med sin første spillefilm ”Kagefabrikken”, der havde premiere i januar. Bor i København med sin kæreste og to børn.

der med noget særligt dansk. At de er her er meget rammende, fordi et stort tema for filmen helt klart er angsten og de stærke holdninger, der er bundet ind i stereotypen af den muslimske kvinde og hendes tørklæde,” siger han

Christian Lollikes eget forhold til religion – især kristendommen – er splittet.

”Jeg vil sige, at jeg er ikke-troende og har det svært med religion. Jeg gik på en kristen privatskole, som var god og fin, men hvor jeg også oplevede, at andre mennesker fortalte, hvem der kom i himmelen, og hvem der kom i helvede.

At høre små børn sige den slags har jeg altid syntes var rimeligt skræmmende, uanset hvilken religion de havde. Mine bedsteforældre var også meget kristne, så jeg er vokset op med bibelfortællinger og elsker bibelhistorier. De er grundlag for ufatteligt megen visdom,” siger han og fortsætter:

”Jeg opfatter Jesus som en slags rebel med mod til at stå op imod, hvad de mange tænker og vil. På den måde har jeg et forhold til Jesus som en form for forbillede, selvom jeg ikke definerer mig selv som religiøs.”

Den kristne baggrund tager han med sig ind i sit arbejde.

”Jeg synes, det er enormt vigtigt, når man beskæftiger sig med at skrive – og med litteratur og vores kultur i det hele taget – at man er dannet i vores kulturskabende historier. Jeg kunne sagtens forestille mig at tage fat i bibelstof på et tidspunkt,” siger han.

I hvert fald kan man godt forvente at se flere film fra Christian Lollikes hånd i fremtiden.

”Jeg vil meget gerne lave flere film. Jeg har det, som om jeg har fået lov til at spille på et nyt instrument, men stadig ikke har lært alle knapperne at kende. Det føles enormt privilegeret at kunne oplære sig selv i et nyt fag.”

Det er dog ikke slut med at se teaterforestillinger fra Christian Lollikes hånd på de skrå brædder, understreger han:

”Jeg tror på, at de to fag kan befrugte hinanden”. J

0 ”Jeg vil meget gerne lave flere film. Jeg har det, som om jeg har fået lov til at spille på et nyt instrument, men stadig ikke har lært alle knapperne at kende.” – Foto: Leif Tuxen.

”Kagefabrikken” til

navn og dermed skabt sin egen bro mellem sceneog filmkunsten interview

” Jeg opfatter Jesus som en slags rebel med mod til at stå op imod, hvad de mange tænker og vil.

CHRISTIAN LOLLIKE, INSTRUKTØR

Flere humoristiske kvinder og nye grænser.

Dansk comedy er under forandring

På comedyscenen har det

altid handlet om at gå til grænsen – og nogle gange også over den. Men hvad sker der, når grænserne rykker sig?

baggrund

Juliane Sigurdsson sigurdsson@k.dk

Vittigheder om dværge, sure koner og folk fra den københavnske vestegn har præget den danske comedyscene i flere årtier, men nu er det måske ved at være fortid. For grænsen for, hvad man kan tillade sig at spinde spøgefuldheder over, ændrer sig i disse år.

Det mener Lene Bull Christiansen, som forsker i køn, etnicitet og ligestilling ved center for køn, magt og mangfoldighed på Roskilde Universitet.

”Der blev virkelig grinet af underklassen i 1990’erne og i 2000’erne, og det fænomen er ikke ældet med ynde. Der er meget comedy fra den tid, hvor man i dag ikke længere tænker, at det er morsomt, men at det bare er mobning,” siger hun.

Der er sket noget i dansk comedy, siger hun. For ikke nok med at grænserne rykker sig, så er der også kommet flere kvindelige komikere til, ligesom at et voksende antal komikere undskylder for upassende jokes, de tidligere har lavet.

”I vores kultur er der nogle bevægelser, hvor folk, som tidligere har været vant til at være prygelknabe, nu er begyndt at sige fra, mens der er allierede, som bakker dem op. Om det så handler om handicappede, tykke mennesker eller ”min kone er sur”-jokes, er det den samme nye bevidsthed, der gør sig gældende,” fortæller Lene Bull Christiansen. Eksemplerne over de seneste år er mange. Det skabte eksempelvis stor debat, da komikeren Christian Fuhlendorff i 2020 lavede en

joke om at have sex med den dengang 17-årige klimaforkæmper Greta Thunberg, mens komikeren Brian Mørk ifølge ham selv blev cancelled for at blande sig i debatten om krænkelser. Også titlen på komikeren Anders Matthesens show ”Jokes fra en straight hvid mand” viser, at han forholder sig til det faktum, at han er en heteroseksuel hvid mand, og at det har indflydelse på, hvordan hans comedy bliver modtaget.

Ifølge Lene Bull Christiansen er det en udvikling, man ser i hele underholdningsbranchen og ikke kun i comedy. Hun fortæller, at der også i film og på tv er et mere alsidigt udsnit af skuespillere, og at flere store reality-succeser ikke længere kun arbejder med en binær forståelse af køn. Men det giver alligevel god mening, at udviklingen er særligt tydelig i comedy, fortæller Lene Bull Christiansen.

”Comedy er også et sted, der tit bevæger sig ude på kanten af det normative. Derfor er det ud fra et kulturanalytisk synspunkt ikke særligt mærkeligt, at kampe om, hvad normerne i samfundet er, udspiller sig i comedy,” siger hun.

Kvindejokes og mandejokes

Ane Høgsberg er enig i, at grænsen, man som komiker skal være opmærksom på, har flyttet sig i løbet af de seneste år. Hun er komiker og har optrådt i 14 år, og hun har set, hvordan dansk comedy har ændret sig. Særligt én ting, mener hun, er værd at bemærke.

”Der er kommet mange flere kvindelige komikere til. Comedy har længe været et meget mandsdomineret fag. Jeg tror, det hænger sammen med, at man længe har haft en idé om, at mænd skal være sjove, mens kvinder skal være gode til at grine. Det er ofte vigtigt for kvinder at finde en mand, der får dem til

at grine, men det er sjældent, at mænd leder efter en kvinde, der cracker de bedste jokes,” siger hun

Lige nu turnerer hun med sit show ”Morskab”, som netop handler om at være mor. Noget, hun for nyligt selv er blevet.

Selvom hun ikke er meget for at indrømme det, ved hun godt, at hun som kvindelig komiker kan tillade sig at lave sjov med noget, mænd ikke kan. Hun er derfor ikke i tvivl om, at den øgede opmærksomhed på diversitet i comedy har ændret på indholdet af, hvad der bliver lavet sjov med.

”Jeg ville ønske, at alle kunne lave sjov med det samme, men det kan vi ikke. Der er en fortælling om, at kvinder kun laver sjov med at menstruere og at føde, mens mænd laver kloge jokes om verden og politik. Sådan er det ikke. Men der er forskel. Eksempelvis er det meget usmageligt, hvis en mand laver en voldtægtsjoke, fordi mænd historisk set har været overgrebsmanden. Jeg kan som kvinde gå lidt længere, fordi kvinder som udgangspunkt er ofre,” fortæller Ane Høgsberg.

Til spørgsmålet, om hun synes, der er for mange forbehold, man skal tage som komiker, svarer hun ja. Men hun fastslår samtidig, at hun ikke synes, det er en ubetinget dårlig ting.

”Jeg tror, det er en god ting, at alting er oppe til revision lige nu, og at der er fokus på folks grænser,” siger Ane Høgsberg.

Flere grænser, flere muligheder

At der er sket en udvikling i dansk comedy, har Steffen Kjerkegaard også lagt mærke til. Han er lektor i nordisk sprog og kultur på Aarhus Universitet, og så forsker han i humor. Han fortæller, at det er naturligt, at strømninger i samfundet også finder vej ind i den fælles humor.

”Humor handler om musikalitet og timing, og den timing handler også om, at man kender den kontekst og sammenhæng, man er i. Med andre ord handler humor i høj grad om modtageren. Derfor vil de værdispørgsmål, som er til stede i samfundet, også være til stede i humoren,” fortæller han.

Derudover handler humor om grænser, om at opsøge dem og nogle gange overtræde dem, fortæller han. At der er kommet flere grænser for, hvad man må lave sjov med, mener han derfor heller ikke, er en negativ ting.  ”Jo flere grænser, der kommer, desto flere muligheder bliver der faktisk – også inden for humoren. Der bliver mere, man kan lave grin med, og flere grænser, man kan opsøge. Omvendt ser man også, at der er flere og flere komikere, der kommer galt afsted,” fortæller Steffen Kjerkegaard.

Han kan dog godt være bange for, at komikere bliver for bange for at træde ved siden af ”Humor handler også om at udpege nogle ting, som ikke er okay, eller udfordre nogle forestillinger. Vi bruger også humor som en kritik af noget og af os selv. Vi skal passe på med at lægge for mange bånd på humoren, for så mister humoren sin kvalitet,” siger han. J

Standup gennem tiden

Standupcomedy blev for alvor stort i Danmark i 1990’erne, hvor navne som Casper Christensen, Jan Gintberg og Lars Hjortshøj kom frem.

Siden begyndelsen har den danske comedyscene især været præget af mandlige komikere, og selvom der de seneste år er kommet flere kvindelige komikere til, er der stadig langt flest mænd at finde på comedyscenen. Hvis man eksempelvis vil booke en komiker gennem et af de største bookingbureauer for comedy, Tajmer, kan man vælge mellem 84 komikere, hvoraf kun syv af dem er kvinder.

” Jo flere grænser, der kommer, desto flere muligheder bliver der faktisk – også inden for humoren.

STEFFEN KJERKEGAARD, LEKTOR I NORDISK SPROG OG KULTUR VED AARHUS UNIVERSITET

Det gælder stadig: Teatret er ”Ei blot til Lyst”

tidens tegn

Kathrine Maria Amann kultur@k.dk

Hvis dansk teater kan ønske sig noget, er det, at politikerne løsner jerngrebet og det fattige blik på bundlinje og publikumstal, så teatret kan levere kvalitet

DANSK TEATER FYLDTE 300 ÅR i efteråret, og der er meget at fejre – men også rum for forbedring, især på nationalscenen, som i tiltagende grad forsømmer sit dannelsesansvar.

Den 23. september var dansk teaters officielle jubilæumsdag. Over hele landet blev det således i efteråret markeret, at det var 300 år siden, man i 1722 første gang kunne høre dansk tale på de københavnske scener, hvor tysk og fransk tidligere havde været de dominerende scenesprog. Arnestedet var det nyåbnede bindingsværksteater i Lille Grønnegade (nuværende Ny Adelgade) i København, som blev grundlagt af teatermaler med mere Étienne Capion og drevet af blandt andre den franske skuespiller René Magnon de Montaigu (1661-1737) og den danske dramatiker Ludvig Holberg (1684-1754). Her opførtes i første omgang en dansk oversættelse af Molières ”Gnieren” (”Den gerrige”), snart efterfulgt af Holbergs ”Den politiske kandestøber”.

Det nye komediehus var en stor succes, publikum strømmede til. Ambitionen var at skabe et teater for såvel hoffet som folket – og i 1728 blev Grønnegades ensemble,

der primært bestod af danske studenter, udråbt til ”Kongelige Danske Acteurs”. Modviljen fra universitetet, fra tidens pietistiske præster samt et forbud mod maskerader i 1724, førte dog til en midlertidig lukning i 1725 og en endelig nedrivning i 1738.

Nøjagtig et årti senere blev landets første nationalscene – Komediehuset, som Det Kongelige Teater oprindeligt kaldtes – opført et stenkast fra Lille Grønnegade på Kongens Nytorv. Det var den festlige og teaterglade kong Frederik V, der, inspireret af sine kolleger rundt omkring i Europa, stod for grundlæggelsen i 1748. Hovedstaden havde fået et ”Akademi for de skjønne Kunster”, Danmark en national skueplads. Kongen fornemmede ikke alene tidens efterspørgsel på forlystelser, han øjnede også en mulighed for at iscenesætte sig selv som enevældig hersker i den pompøse loge højt hævet over pøblen på parterret.

DENGANG SOM NU HAR Det Kongelige Teater været vores nationale kulturs samlingspunkt, et epicenter for alt der er dansk: vores sprog, litteratur, vores nationale identitet og værdier.

Her samles vi om nationens mærkedage – og om dansk teaters 300-årsfejring. Landets nationalscene er således en væsentlig grundstamme i det danske, en dannelsesinstitution, der sætter rammen for, hvem vi er, og hvad der har formet os som folk og som nation.

Skønt det ikke længere er,

Man må forvente en nationalscene, der kan stå robust og selvsikkert mod tidens skiftende vinde. Et teater, der viser vejen, ikke halser duknakket og hundsk i hælene på tidsånden.

som Kierkegaard engang erklærede, at ”i Danmark er der kun een By og eet Theater”, så er det langtfra ligegyldigt, hvad der spiller på de tre scener, Det Kongelige Teater i dag råder over. Nationalteatret har forpligtet sig til at være på én gang kulturbevarende og kulturskabende, til ”uden ensidighed at producere et repertoire af høj kunstnerisk kvalitet med særligt hensyn til de danske værker, vedligeholde de klassiske traditioner samt udvikle en nutidig scenekunst”.

Det forpligter ganske enkelt at være én af landets bærende kulturinstitutioner. Man må forvente en nationalscene, der kan stå robust og selvsikkert mod tidens skif-

tende vinde. Et teater, der viser vejen, ikke halser duknakket og hundsk i hælene på tidsånden.

Lever Det Kongelige Teater op til ansvaret? I dalende grad.

De senere år har vi set, hvordan idealet om bredde og inklusion har overtrumfet ansvaret for både kulturarv og kunstnerisk nyskabelse. Vi drømmer om, at alle skal være med – især dem, der ikke gider: de unge, danskere med anden etnisk herkomst, mændene. Og det resulterer i desperate tiltag, senest med fadølsservering og fodboldteater i Skuespilhuset i København. Der er flere amerikanske importmusicals, mere børneteater, populære tv-serier og leflende folkelighed. Men er det overhovedet en farbar vej at insistere på bredde, på tårnhøje belægningsprocenter og på kunstnerisk integritet, på dybde og dannelse på samme tid? Noget tyder på nej.

Man kunne kalde det en scenekunstens pendant til spaghettigudstjenesten, hvor man forsøger at luske lidt kristen forkyndelse ind ad bagvejen, lidt åndelige kalorier, mens folk stopper sig med kødsovs og fadøl. Man kunne også kalde det en kunstnerisk falliterklæring, en manglende tro på eget værd og på nationalscenens egentlige bestemmelse.

Hvis dansk teater ønsker sig noget i 300-årsgave, må det være dette: at man fra politisk hold løsner jerngrebet og det evige, fattige blik på bundlinje og publikumstal, så teatret kan få lov til at fokusere på at levere kunstnerisk kvalitet. Som det har gjort i 300 år. J

”Tidens tegn” er en klumme. Teksten er derfor udtryk for skribentens holdning.

3 Siden 1748, hvor den første nationalscene blev indviet, har Det Kongelige Teater i København været vores nationale kulturs samlingspunkt. Men de senere år har vi set, hvordan idealet om bredde og inklusion har overtrumfet ansvaret for både kulturarv og kunstnerisk nyskabelse, skriver

Kathrine Maria Amann.

– Fotocollage: Niels

Christian Vilmann/ Ritzau Scanpix/Grethe NIelsen

Aarhusiansk festival hylder mennesket

Det er ganske alvorlige emner, den aarhusianske ILT Festival tager fat om med festivalprogrammet i år. Én forestilling, “03:08:38 States of Emergency” på

teater Svalegangen, beretter om terrorhandlingerne, der fandt sted på den norske ø Utøya og i Oslo en 22. juli 2011. En anden af festivalens forestillinger tager under titlen “Fuck me” fat i den ødelagte krop og de traumer og ønsker om hævn, den kan afføde for

ejermanden, mens en tredje forestilling, “Happiness”, sætter fokus på kunstig lykke og den følelsesmæssige virkelighed. ILT Festival finder sted i Aarhus fra den 14. til den 18. juni 2023, og arrangørerne bag er bl.a. Aarhus Teater og Teatret Gruppe 38.

CPH Stage-jubilæum med kongeligt islæt

Det er tid til fejring for den københavnske teaterfestival

CPH Stage, der i år har 10års jubilæum. Det markeres under årets festival, der finder sted den 1. til den 10 juni, og som kommer til at fin-

de sted i ganske nye – og kongelige – rammer. Teaterfestivalen har netop meddelt, at det i anledningen af jubilæet har indgået et nyt, flerårigt samarbejde med Det Kongelige Teater. Derfor er det Skuespilshuset i København, der i år danner rammen om festivalen.

Festivalen byder på flere nye forestllinger, herunder åbningsforestillingen “In C”, som den internationalt anerkendte dansekoreograf Sasha Waltz står bag. Forestillingen spiller på Skuespilhusets Store Scene på festivalens åbningsaften d. 31. maj samt d. 1. juni. J

kulturnoter

De første trin ind i balletten

I januar var alle børn inviteret til ”Ballet for sjov” på Den Kongelige Teaters Balletskole i København for at mærke dansen i kroppen. Kristeligt Dagblad var med, da et af børneholdene tog deres spæde ballettrin

reportage

Amalie Høgsbro Jørgensen ajoergensen@k.dk

Noget skal til at ske foran spejlvæggen i et lokale, som også rummer et flygel og vinduer med udsigt over hele det centrale København. På gulvet i et af Den Kongelige Teaters Balletskoles dansesale sidder en flok små mennesker i alderen fem til otte år. Nogle er afventende, andre ivrige, mens én ser ud til at have skruet forventningerne helt i bund.  Over to lørdage kan alle børn, der har lyst, tage deres forældre i hånden, sno sig op ad en vindeltrappe til balletskolens øverste etager for at tage på en lille danserejse, hvor de skal afprøve ballettens trin til ”Ballet for sjov”. Denne lørdag i januar er anden og sidste øvegang.

Ballettimen skal til at gå i gang. Holdets underviser, Ditte Teildorf, viser først børnene, hvordan man laver en udstrækningsøvelse.

”I skal helt ned og snuse til jeres fødder,” siger balletlæreren og fortæller bør-

nene, at hendes egne tæer ikke lugter for godt.

En af eleverne vil gerne sige noget.

”Er dine tæer sure?” spørger Ditte Teildorf.

”Den ene er mere ren end den anden,” svarer eleven.

Alle eleverne ser ud til at lytte opmærksomt til det, der bliver sagt. De følger i hvert fald med. Næste trin i opvarmningen er at få pulsen op. Børnene og deres underviser danner en rundkreds, løber og hopper.

Falke Skjødt på fem år hopper rundt i to forskellige sokker, hvoraf hælen på den ene sidder oppe ved anklen. Sokkerne er hevet godt op over et par stribede leggings, og ud over dem falder stoffet af en turkisblå påfuglekjole. Mærket stikker ud i nakken.

En lille danserejse

Falke Skjødts fokus viger ikke på noget tidspunkt fra de øvelser, læreren Ditte Teildorf laver sammen med de – måske – spirende ballerinoer.

Først ”flyver de til Italien” med vingerne ude og rundt og rundt i ring. I landet, man ikke tager sulten hjem fra, spiser de spaghetti og drikker kaffe. Alt foregår selvfølgelig med fagter og ren fantasi. Læreren holder eleverne dybt koncentreret i legen til lyden af pianospil. Rundt om flyglet sidder forældre og følger med.

Da de dansende miniput-turister er blevet mætte, tager de damptoget til Norges land, hvor de spænder ski på fødderne. Hu-hej, hvor det går ned ad pisterne og ender i et ordentligt hop. Nu er den eneste rigtige måde at komme tilbage til Danmark at tage færgen, er de enige om.

Falke Skjødt er ude af takt, men virker til at have det festligt.

”Ballet er et frirum for ham,” fortalte Falke Skjødts mor, Camilla Skjødt, inden timen gik i gang.

En af eleverne råber begejstret: ”Jeg har fanget min fod!”

Den indre kunstner

Anne Holm-Jensen Peyk, Den Kongelige Teaters Balletskoles kunstneriske leder, vil med initiativet ”Ballet for sjov” gerne vise omverdenen, at Det Kongelige Teater er hele Danmarks teater.

”De seneste 15 år har balletverdenen udviklet sig. I dag oplever vi, at koreografer ønsker at samarbejde mere kreativt i den skabende proces med danserne, end det tidligere har været kutyme. Det betyder, at det er vigtigt, at danserne udvikler deres egen kunstneriske identitet endnu mere og tidligere i deres karriere. Derfor lægger vi på skolen stor vægt på den kreative og kunstneriske tilgang i udviklingen af vores elevers potentiale,” siger hun.

”Vi vil selvfølgelig gerne hverve nogle elever til balletskolen, men vi vil også gerne lade børnene mærke dansen i kroppen. Måske oplever de, at balletkunsten er i

dem, ligesom når kunst spirer i en forfatter eller en billedkunstner”.

De fleste af øvelserne er ren leg, men indimellem får børnene lov til at prøve kræfter med ballettrin pakket ind i en fantasifuld forestilling, som da balletlæreren erklærer, at de skal lege kongens efterfølger.

”Liva leger konge,” siger lærer Ditte Teildorf.

Liva er en af tre sjetteklasseselever, som til daglig går på Balletskolen i København, og som denne dag danser sammen med ”Ballet for sjov”-deltagerne. Liva sætter for og bevæger sig over gulvet, først med den ene fod op til modsatte knæ, derefter et skridt frem, så omvendt. Så vidt børnene ved, er de i dette øjeblik storken Storke Langeben.

Næste øvelse på dagsordenen er sidelæns chassétrin rundt i lokalet. Lyden af løbende børnefødder overdøver næsten musikken fra flyglet. En del af børnene holder ligesom deres underviser hænderne i siden, og dem, ikke har opfanget, at det er sådan man gør, løber rundt med ustyrlige arme.

Sjetteklassesballerinaerne deltager også

4 Øverst til venstre: Falke Skjødt på fem år (i den blå kjole) er til ”Ballet for sjov” på Det Kongelige Teaters Balletskole. Hans fokus viger ikke på noget tidspunkt fra de øvelser, læreren Ditte Teildorf laver sammen med de – måske – spirende ballerinoer. Herover: Undervisningen ledes af Ditte Teildorf, en af Balletskolens daglige lærere. Nederst til venstre: Øvede ballerinaer hjælper til i undervisningen. – Fotos: Leif Tuxen.

aktivt, når alle eleverne skal lege sure trolde. Falke Skjødt trækker ansigtet sammen til en ”sur citron”-mine, men bliver genert, da børnene bliver bedt om at byde publikum velkommen. Før virkede han helt ubevidst om, at der også er et publikum til stede bestående af forældrene.

Selvbevidstheden bliver ikke mindre med alderen, og det spænder indimellem ben for kunsten. Det fortæller Anne HolmJensen Peyk:

”Når vi inviterer børn i den alder indenfor til ballet, så gør vi det for at give dem en chance for at finde deres eget kunstneriske udtryk, inden de bliver meget selvbevidste”.

Dans er dømt ude i skolegården ”Hvordan hopper kaninen?” spørger lærer Ditte Teildorf.

Spørgsmålet bliver modtaget lunkent af et de ældste børn, otteårige Xander Nederby Iversen, der får øjenkontakt med sin mor og vender det hvide ud af øjnene.

Inden dansetimen gik i gang gav Xander Nederby Iversen journalisten et kontant svar på spørgsmålet om, hvordan den første af de to ballettimer havde været: ”kedelig”. Årsagen skulle findes i, at den ambitiøse nybegynder syntes, der var for meget leg og for lidt decideret ballettræning.

Men niveauet er helt bevidst sat, så både førskolebørn og andenklasseelever kan være med. Det fortæller initiativtagerne bag ballettimen. Der kan være forskel på børnenes behov for leg, og det ved balletskolen godt. Der er imidlertid ikke nok drenge til at fylde mere end et enkelt hold, mens der er tre ”Ballet for sjov”-hold for piger i forskellige aldre.

Efter timen er ovre, tager børnene på en rundvisning på Den Kongelige Teaters Bal-

letskole. De er trætte og er ved at miste koncentrationen.

Et af stoppestederne på rundvisningen er en skolegård med udsigt, hvor journalisten igen møder Xander Nederby Iversen. Der står den otteårige dansespire med et lidt gladere gemyt end tidligere ved siden af sin mor. Denne ballettime har været bedre end den første.

Men interessen for dans kommer med en pris for ham.

”I folkeskolen er det ikke altid nemt at være glad for at danse,” fortæller Xander Nederby Iversens mor, Claudia Victoria Iversen.

Derfor har hensigten med dansetimen været mere end blot at afprøve en ny hobby.

”Hvis man ikke spiller fodbold, så er man ude. Vi forestiller os, at det vil være anderledes her på balletskolen. Xander vil gerne skifte skole”.

Sammen med de andre børn og forældre fortsætter de rundt i bygningen for at se skolens klasselokaler. Måske går nogle af dem endda op til skolens optagelsesprøve i april.

”Ballet for sjov”

Det Kongelige Teaters Balletskole åbnede over to lørdag formiddage i januar dørene for børn, der havde lyst til at prøve kræfter med at danse ballet. Tidligere danseerfaring var ikke et krav.

Tilbuddet gjaldt for børn, der enten skal starte i 0. klasse i 2023 eller som lige nu går i 0., 1. eller 2. klasse.

Et ”vigtigt trinbræt” i dansk scenekunst spares væk

Teater Katapult mister al kommunal støtte med nyligt vedtaget sparekatalog fra Aarhus Kommune. Det er helt forkert, for teatret spiller en central rolle i udviklingen af nye talenter, lyder det fra Statens Kunstfond

nyhed

Jacob Weinkouff Hansen jhansen@k.dk

I snart 28 år har Teater Katapult i Aarhus med en række iagttageres ord været et omdrejningspunkt for både udviklingen af nye scenekunsttalenter og dramatik i Danmark. Det siger blandt andre dramatiker Aleksa Okanovic, der kalder teatret det eneste af sin slags i landet, der har udviklet nye talenter på et så højt og struktureret niveau.

”Teater Katapult har været unikt på det her område, så selvom teatret er småt, er det meget vigtigt for scenekunsten i Danmark.”

Inden for en overskuelig fremtid bliver lamperne over Teater Katapults scener i det centrale Aarhus dog sandsynligvis slukket for sidste gang. I et nyt sparekatalog har et flertal i Aarhus kommunes byråd onsdag vedtaget, at støtten til teatret skal spares væk. Den kommunale støtte udfases efter planen over de næste to år, og det har stort set karakter af et dødsstød, siger teaterchef på Teater Katapult Torben Dahl.

”Hvis den økonomiske situation kommer til at være, som det lige nu ser ud til, betyder det uvægerligt, at teatret må lukke. Alternativet er, at vi går ned på et meget lavt og uambitiøst niveau, men det er vi på ingen måde interesseret i.”

I løbet af efteråret har sparekataloget været i høring, og det væltede ind med høringssvar, der protesterede imod den de facto lukning af teatret. Særligt én protest vækkede opsigt, nemlig et høringssvar fra Projektstøtteudvalget for Scenekunst i Statens Kunstfond, der også blev publiceret i flere medier. Det er ganske usædvanligt, at kunstfonden blander sig direkte i politiske anliggender, men denne gang var det nødvendigt, siger udvalgsleder Gitta Malling.  ”Generelt er scenekunsten, ligesom andre dele af kulturlivet i Danmark hårdt ramt af efterdønninger fra coronanedlukninger samt ikke mindst inflationen og de stigende energipriser. Derudover skæres der på scenekunsten flere steder i landet, så vi synes, et opråb var tiltrængt. Og så var det her en rigtig god anledning, fordi Teater Katapult udgør så vigtig en del af arbejdet med unge talenter og dermed den første del af ’fødekæden’ i dansk scenekunst,” siger Gitta Malling.

Hun uddyber med, at fondsudvalget har stor forståelse for, at kommunerne i trange tider må spare, men at et teater som Katapult kan tage årevis, hvis ikke årtier, at opbygge. Man skal passe på ikke at spare på noget, som man senere vil fortryde, mener hun.

”Vi er meget bekymret for ungdomssegmentet. Det er det nye og de unge, som Katapult har haft fingrene i. Det er afgørende at have teatre, der åbner sig

for nye, så de derfra kan arbejde sig videre op i den mere etablerede del af dansk scenekunst. Det er så at sige trappens første trin.”

Leverer en mangelvare

Hos teatret bygger arbejdet med at skabe og udvikle nyt inden for scenekunst grundlæggende på at give nye talenter chancen for at deltage i undervisning, at afprøve nye tekster og at lade både spirende talenter og mere garverede scenekunstnere udvikle ny dramatik. Netop den indsats er en mangelvare i dansk scenekunst, mener dramatiker

Aleksa Okanovic, der i flere perioder har deltaget i forløb og arbejdet ved Teater Katapult og er aktuelt med et stykke ved teatret til februar.   Han bemærker eksempelvis, at der på nogle af teatrets kurser for det såkaldte ”vækstlag” af nye talenter, hvor han selv har undervist, har været alt fra københavnere til nordjyder blandt deltagerene. For ham er det vidne om, at der ikke findes tilstrækkelige tilbud for de spirende tekstskrivere andre steder i landet.

”Den eneste helt åbne dør for nye talenter til den professionelle scenekunst lukkes med besparelserne. Og hvis det går op for vækstlaget, at det er sådan, vil nogle sikkert give op, inden de opdager, at de har talent, og så går vi glip af dem. Det er en katastrofe,” siger Aleksa Okanovic.

Og det stopper ikke her, mener han.

For teatret er også, trods dets begrænsede størrelse og økonomi, vigtig for udviklingen af selve dramatikken – altså tekstskrivningen – i dansk teater.

Teater Katapult

Blev stiftet i 1995 og har siden haft til huse på forskellige adresser i Aarhus. Hører i dag til på det såkaldte godsbaneareal, som danner rammer om flere kulturtilbud.

Teatret opsætter i hver sæson stykker af både professionelle scenekunstnere og talenter fra det såkaldte vækstlag. For vækslaget har Teater Katapult en række initiativer, herunder eksempelvis Katapult Akademiet, hvor unge talenter får muligheden for at arbejde i forskellige forløb på et professionelt teater.

Aleksa Okanovic påpeger, at det efter hans overbevisning er et udbredt problem i dansk teater, at mange dramatikere arbejder på ”bestilling”. Det vil sige, at ledelsen på et teater beslutter, hvilke stykker man gerne vil have i den kommende sæson – eksempelvis baseret på bøger eller film – og derefter får en dramatiker til at skrive stykket.

”Langt de fleste dramatikere bruger en stor del af karrieren på at realisere andres drømme og visioner. Det udelukker den gammeldags måde at være dramatiker på, hvor man som kunstner skaber et værk fra bunden ud fra, hvad man har på hjerte. Der er det jo fantastisk, at der eksisterer et teater, der inviterer til, at dramatikere og andre scenekunstnere kan skabe deres egne fortæl-

linger,” siger han med henvisning til Teater Katapult.

Åndelig sundhed

Hos de ansvarlige politikere i Aarhus byråd er der fra flere sider udtrykt ærgrelse over, at sparekataloget sandsynligvis vil medføre Teater Katapults lukning.

Men samtidig har man påpeget, at det har været nødvendigt at prioritere, hvorfor man har valgt at spare mere på kultur end på velfærdsområder som eksempelvis på ældreplejen.

Spørger man teaterchef Torben Dahl, er det ikke en holdbar forklaring.

”Det paradokssale er, at den sundhed, vi får ud af at dyrke dannelse og åndelighed, er noget andet end materiel og kropslig sundhed. Vi bliver klogere og får bedre idéer, når vi oplever noget, der ikke bare underholder, men også går mere i dybden og mærkes med hele vores sanseapparat,” siger Torben Dahl, der mener, at vi for ganske nyligt har set eksempler på, hvorfor kulturen er vigtig.

”Vi kunne under coronanedlukningerne se, at vi alle sammen virkelig havde brug for at opleve og være sammen med andre i kulturelle fællesskaber. Og så synes jeg, det er vildt, at man ganske kort tid efter skal opleve, at man sparer på netop de områder.”

Sparekataloget blev efter høringsperioden vedtaget af byrådet i onsdags.

Kristeligt Dagblad har forsøgt at få en kommentar til kritikken fra rådmand for kulturområdet i Aarhus Kommune, Rabih Azad-Ahmad. Dette har ikke været muligt. J

1 ”Hvis den økonomiske situation kommer til at være, som det lige nu ser ud til, betyder det uvægerligt, at teatret må lukke ,” siger teaterchef for det lukningstruede Teater Katapult i Aarhus. – Foto: Pedersen Mikkel Berg/ Jyllands-Posten/ Ritzau Scanpix.

Dyrehaven danner rammen om verdens undergang – for både børn og voksne

Kim

interview

Jacob Weinkouff Hansen jhansen@k.dk

På en sjældent solrig formiddag i januar går forfatter og dramatiker Kim Fupz Aakeson rundt i Ulvedalene i Dyrehaven ved Jægersborg nord for København. Udover det smukke landskab, gamle træer og et par ryttere til hest er her ikke meget at se.

Men noget lurer under overfladen, for ragnarok venter forude. Heldigvis ikke i den forstand, at verden snart skal gå under, men i den forstand, at der netop her på stedet opsættes et stort teaterstykke med netop ragnarok som omdrejningspunkt i maj og juni 2023.

Det er den traditionsrige forestilling, som Det Kongelige Teater med fokus på især familier laver hver andet år i Dyrehaven. Og denne gang er det Kim Fupz Aakeson, der som dramatiker har fået til opgave at skrive stykket, der er endt med blot at hedde ”Ragnarok”.

”Jeg var egentlig holdt op med at lave teater. De seneste år har jeg primært lavet film og bøger,” siger Kim Fupz Aakeson.

”Men da jeg fik tilbuddet, kunne jeg ikke sige nej. Jeg har før været ude at se sommerforestillingen her i Dyrehaven. Og der sker virkelig noget specielt, når man sætter teater op i den her volumen med stor scenografi, masser af skuespillere og statister og ikke mindst et stort publikum. Så selvom jeg knap havde tid, var jeg nødt til at sige ja. Ellers ville jeg komme til at ærgre mig i al evighed.”

En anderledes opgave

Det eneste krav til stykket var, at det skulle handle om nordisk mytologi. Og sammen med de omgivelser, som stykket skal spilles i, skabte det en anderledes udfordring for Kim Fupz Aakeson.

”Det er klart, at omstændighederne betyder noget for teksten. Det skal bruges, at der er stor en opsætning. Mange mennesker skal aktiveres. Og så er der de flotte omgivelser og den detalje, at første akt er i solskin, og andet akt er i skumringen. Så må man bruge de gaver, man får af naturen, til at skabe de rigtige scener. Det spiller jo godt sammen med, at stykket skal handle om de her store, mytologiske fortællinger.”

Netop en stor fortælling må den nordiske mytologi siges at være. Og selvom

Kim Fupz Aakeson ikke havde det store forudgående kendskab til den, var han ganske sikker på, at der måtte findes gode temaer at skrive om. Han begyndte derfor at læse op på teksterne.

”Der er mange komplekser. Guderne er ikke så betyngede af skyld og skam, som man måske ser i andre religioner. Tværtimod laver de mange ulykker og bryder med det, man kunne opfatte som etisk.”

Især bemærkede han, at idealet i den

”Det er klart, at de mere komplekse dele af den her tematik er svære at forklare til børn. Men jeg kan rigtig godt lide, når en fortælling kan fungere på flere niveauer.

Det Kongelige Teater i Dyrehaven

Traditionen for Det Kongelige Teaters opsætning af sommerforestillinger i Dyrehaven opstod i 1910. Formålet var især at skabe teater, som var billigt at løse billet til.

Efter flere årtier med teatertraditionen svandt publikumstallene i 1940’erne. Derfor stoppede de årlige sommerforestillinger i 1949.

De blev dog genoptaget i 1996. Hvert andet år opsættes et stykke i Ulvedalene, og året efter spiller det ved Moesgaard Museum syd for Aarhus.

tid, hvor den nordiske mytologi var dominerende, var, at menneskene skulle gå i krig. Der var stil over at falde på slagmarken, og de der gjorde det, røg straks i Valhal, hvor aserne, den nordiske mytologis guder, holdt til. Netop det spiller en stor rolle i sommerens stykke, for op til ragnarok sker der noget interessant, fortæller Kim Fupz Aakeson.

”På et tidspunkt begynder aserne at mærke, at ragnarok nærmer sig. For at ruste sig til kampen mod jætterne begynder de at stifte ufred i menneskenes verden. For det betyder, at der kommer krig og dermed faldne krigere, som så kan komme op i Valhal og hjælpe guderne ved ragnarok. Det er jo virkelig korrumperet.”

Ondskabens smitte

For dramatikeren blev det konkretiseringen af et kompleks fra det virkelige liv. Det der kan ske, når nogen ,der i udgangspunktet er gode, i iveren efter at bekæmpe det onde selv bliver onde. På den måde ser Kim Fupz Aakeson tydeligt koblingen mellem mytologien og den nutidige verden.

”Vi ser det jo mange steder. Magtfulde mennesker rundt om i verden overtager tit magten med en god intention.

Men når mørket melder sig på banen og skal bekæmpes, kan man pludselig give efter for sine principper. Så risikerer man at gå til grunde, fordi man ikke længere har de værdier, som det hele oprindeligt byggede på.”

Kim Fupz Aakeson ser eksempelvis Donald Trump som et symbol på netop det. Da Joe Biden blev valgt som præsident i USA, var det for mange med et håb om, at Donald Trump aldrig igen skal indtage den position.

”Men hvad så, når vi begynder at spekulere i, om vi kunne få Donald Trump dømt for et eller andet, så hans politiske karriere kunne nå sin afslutning?

Og måske er villige til at gå lidt på kom-

promis med retsprincipper, så længe han bliver dømt? Så er vi pludseligt selv udemokratiske, sådan som vi ellers har beskyldt ham for at være. Ligesom aserne, der i kampen mod det onde, selv bliver de uetiske og onde.”

Formidlingens kunst

Med de klare linjer til nutidens storpolitik og svære etiske dilemmaer, har Kim Fupz Aakeson skullet holde tungen lige i munde, da han skulle forfatte manuskriptet. Sommerforestillingerne i Dyrehaven henvender sig nemlig især til familier.

”Det er klart, at de mere komplekse dele af den her tematik er svære at forklare til børn. Men jeg kan rigtig godt lide, når en fortælling kan fungere på flere niveauer. Forældrene kan være optagede af etikken, dilemmaerne og de store associationer. For børnene skal det være en god og underholdende historie med masser af statister og drama.”

Stykkets hovedkarakter, en menneskepige ved navn Liv, ender i Asgård, gudernes verden, efter at være faldet på slagmarken. Her forelsker hun sig i Balder, den mægtige Odins søn. Men ikke alt er fryd og gammen, for det går også langsomt op for hende, hvad der er på færde. Aserne har iværksat forberedelserne til ragnarok, hvilket indebærer skabelsen af ufred i menneskenes verden, Midgård. Langsomt krakelerer hendes billede af de moralske og etisk korrekte guder.

”Udover at skabe en alment god fortælling for både børn og voksne med forelskelse, karakterenes udvikling og etiske dilemmaer, har jeg også været opmærksom på, at fortællingen skal rumme humor. For her kan man ind imellem ramme det magiske punkt, hvor et otteårigt barn og en skolelærer på 56 år griner eller græder af det samme øjeblik. Og så kan man ikke forlange mere som fortæller.” J

0 Kim Fupz Aakeson måtte dykke ned i den nordiske mytologi, før han kunne skrive teaterstykket ”Ragnarok”. Der opdagede han blandt andet de nordiske guders skræntende moral. – Foto: Leif Tuxen.

Fupz Aakeson har skrevet Det Kongelige Teaters sommerforestilling ”Ragnarok”. Stykket, der spilles i det fri, indeholder både etiske spørgsmål og udspekulerede aseguder

KIM FUPZ AAKESON, FORFATTER OG DRAMATIKER

Quiz med om teaterverdenen

Gæt og vind

3 Svarene på quizzens spørgsmål kan findes i artiklerne i dette tillæg. Send dine svar pr. mail til konkurrence@k.dk eller i en kuvert mærket med ordet ”Scene&Kultur” til adressen Kristeligt Dagblad, Vimmelskaftet 47, 1161 København K. Svarene skal være Kristeligt Dagblad i hænde senest torsdag den 16. februar klokken 12.00. Vinderne af quizzen offentliggøres i avisen lørdag den 18. februar.

3 De tre første rigtige besvarelser, der trækkes, vil blive præmieret. Den første, vi trækker, vinder et gavekort til Det Kongelige Teater til en værdi af 500 kroner. Den anden vinder, der trækkes, vinder et gavekort til Musikhuset Aarhus til en værdi af 200 kroner. Den sidste vinder et gavekort til teaterbilletter.dk til en værdi af 200 kroner. Held og lykke!

1

Forfatter Kim Fupz Aakeson har skrevet årets sommerforestilling for Det Kongelige Teater, der sættes op i Dyrehaven nord for København. Hvilket år begyndte traditionen for disse sommerforestillinger?

4

Hvad er navnet på forstander og underviser ved Operaakademiet på Det Kongelige Teater i København, som i dette tillæg fortæller om de nye talenter?

7

Hvilket dyr er det, der dræber Eurydike i Ovids myte om Eurydike og Orfeus, som forestillingen ”Tragiske måder at slå en kvinde ihjel på” blandt andet bygger videre på?

10

Hvilken revyskuespiller ”gjaldede” den satiriske vise ved navn ”lærte vi noget?” i Cirkusrevyen tilbage i 2006?

kort nyt ... om scenekunst

Grundtvig-forestilling runger i kirkerummet

Kirkerummet er måske ikke det første sted, man kommer til at tænke på, når tanken falder på teaterforestillinger.

Det til trods for, at det med både højt til loftets hvælvinger, andægtige omgivelser og rumklang, så det mærkes, på mange måder er et oplagt sted for fremførelser af stor dramaturgi og tankevækkende replikker. Det potentiale har teatergruppen

Teater Jævn bidt mærke i, og derfor besøger de i disse uger en række kirker i hovedsageligt Hedensted Provsti for at opføre stykket “N. F. S. Min mund og mit indre”.

Som titlen ansporer handler stykket naturligvis om den store danske teolog, digter og højskolefader N. F. S

Grundtvig (1783-1872),

som i efteråret blev markeret på eftertrykkelig vis blandt andet i nærværende avis grundet 150 årsdagen for hans død. Det nye teaterstykke, som Teater Jævn netop nu turnerer med, kalder teatergruppen for “en teaterforestilling om Grundtvigs

ånd og folkelige gennembrud”, og hen over halvanden time skildrer det i en rammefortælling forskellige facetter af den mangefacetterede præst og digters liv og virke. Instruktøren bag forestillingen er Rasmus

Ask, mens Amalie Olesen er dramatiker på stykket.

“N.F.S. Min mund og mit indre” spiller i udvalgte kirker i Hedensted

Provsti samt enkelte kirker i resten af landet frem til den 14. februar.

Et tusind år gammelt og meget langt digt –nu som teater

Det er oprindeligt et alenlangt episk digt om en gigantisk hær, en trojansk hest, 1000 krigsskibe og en halvgud ved navn Achilleus. Men nu er det også snart et dansk teaterstykke, for Betty Nansen Teatret på Frederiksberg ved København har denne sæson kastet sig ud i at fremføre “Iliaden” på de skrå brædder. Således skruer teatret tiden et par tusinde år tilbage for at genfortælle de dramatiske begivenheders gang fra digtetnu på en helt ny og gentænkt vis. Homer skrev digtet, som på teatret dramatiseres af Tom Silkeberg og Eline Arbo, hvoraf sidstnævnte også instruerer. På rollelisten finder man blandt andre Mathilde Arcel, Anders Budde og Ena Spottag. “Iliaden” har premiere 11. marts.

Ditte Hansen og Lars Brygmann er blandt de bærende roller i Folketeatrets opsætning af ”The Humans”. I hvilken amerikansk by blev stykket første gang opsat?

2

5

Hvilken dato i 2022 var dansk teaters officielle 300-års jubilæumsdag?

3

Hvilken revy er det, multikunstner og revymand Mikkel Schrøder dette forår vil genoplive?

6

Teater- og operaselskabet Figaro turnerer denne sæson med stykket ”De tre musketerer”. Hvem skrev oprindeligt romanen, som stykket bygger på?

8

I hvilket år blev ”La Traviata” opført på Operaen i København for første gang?

11 Som forsker har Lene Bull Christiansen blandt andet beskæftiget sig med bestemte tendenser på den danske comedyscene. Hvad forsker hun i?

Arendts liv skildret gennem dramatiske nedslagspunkter

Hvem var Hannah Arendt? Det korte svar er, at hun var en tysk-amerikansk politisk filosof, der levede fra 1906 til 1975, og som beskæftige-

9

Hvad er navnet på den spillefilm, som instruktør Christian Lollike debuterede på det store lærred med i begyndelsen af januar?

12

Hvem skrev oprindeligt operaen ”Tosca”, som Den Jyske Opera opfører denne sæson, og som operaanmelder Peter Dürrfeld glæder sig særligt til at se?

de sig med politiske og ideologiske spørgsmål på den helt store klinge, herunder hvordan ondskab opstår, og hvorfor krig finder sted. Et længere svar kan man få, når forestillingen “At se ind i mørke” til sommer får danmarkspremiere. Her møder

man Arendt på forskellige nedslagspunkter i hendes liv, som når hun flygter fra nazisternes Tyskland til en tilværelse som statsløs i USA, og når hun på sine ældre dage besøger Danmark for at modtage Sonning prisen i 1975 som den allerførste kvinde. Bag fortællingen om Arendt er dramatiker

Rhea Leman og skuespiller Ina-Miriam Rosenbaum, der tidligere høstede stor anerkendelse for deres samarbejde om forestillingen “Hitler on the Roof”. Forestillingen har Danmarkspremiere på Odense Teater den 30. august. Herefter spiller den på AvenyT i København fra den 5. til den 9. september, på Teatret Gruppe 38 i Aarhus fra den 13. til den 16. september, inden den vender retur til Odense Teater fra den 18. september til den 10. oktober. J

2 Hannah Arendt fotograferet i 1966. – Fred Stein/picturealliance/dpa/AP Images