Afrikas Horn

AfrikasHorn

TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 1. SEPTEMBER 2012

Situationen et år efter sultkatastrofen Der er gået et år, siden nødhjælpen strømmede til Afrikas Horn. I dette tillæg sætter Kristeligt Dagblad fokus på hjælpearbejde og udvikling i de fire lande på Afrikas Horn.

F OTO : S C A N P I X

Mor er den bedste i verden...

I Den Centralafrikanske Republik resulterer ni ud af 1000 fødsler i moderens død. Hvert 10. barn dør inden sin et-års fødselsdag. Et sundhedscenter i landsbyen Bohong arbejder hårdt på at knække kurven. Du kan hjælpe med!

STØT SUNDHEDSARBEJDET NU Send en sms med teksten

MA50 til 1919 (Det koster 50 kr. plus alm. sms takst)

Bankoverførsel Giv også gerne et større beløb ved indbetaling på bankkonto 5051-160018 mrk. 2110. Ønsker du skattefradrag for din gave, skal du blot oplyse dit CPR.nr. til Mission Afrika på 8672 5050. Så tager vi os af indberetningen.

www.missionafrika.dk

Vi har 100 års erfaring med samarbejde om udvikling og forkyndelse i Afrika

2 AfrikasHorn

Kristeligt Dagblad Lørdag 1. september 2012

Når viden ikke redder menneskeliv Der er gået godt et år, siden en tæt strøm af fly og lastbiler bragte nødhjælp frem på Afrikas Horn. Maden hjalp millioner med at overleve, men endnu flere kunne have reddet livet – hvis verden havde taget sin egen viden alvorligt

et år efter Af Ulla Poulsen upoulsen@k.dk

Den 20. juli 2011 blev vendepunktet. I over et halvt år havde FN og de store nødhjælpsorganisationer forsøgt at råbe politikerne op og advare mod en ekstrem sultkatastrofe på Afrikas Horn.

Først den 20. juli begyndte de at lytte for alvor. Den dag skete det, der betød forskellen mellem liv og død for millioner af mennesker. FN erklærede officielt hungersnød i Somalia, og det ændrede med ét slag viljen til at støtte nødhjælpsarbejdet på Afrikas Horn.

Den britiske avis The Guardian har regnet sig frem til, at 70 procent af støtten til ofrene for sultkatastrofen på Afrikas Horn (og 90 procent af mediernes historier) kom, efter at FN stemplede situationen som hungersnød. ”Der er kun to ord, der for alvor kan få ting til at ske i det internationale samfund.

Det ene er G-ordet (G for genocide (folkedrab,red.)).

Det andet er F-ordet (F for famine (hungersnød, red.)),” siger Mikael Bjerrum, tidligere direktør for WFP, Verdensfødevareprogrammets nordiske kontor, nu selvstændig konsulent med ekspertise i fødevaresikkerhed.

Den langsomme politiske reaktion står i skærende kontrast til det finmaskede informationssystem, der efterhånden er opbygget i landene på Afrikas Horn netop med det formål at forhindre katastrofer i at udvikle sig. ”Early warning” (tidlig advarsel) har i årevis været det fælles kodeord for lokale regeringer, FN, donorer og hjælpeorganisationer. Som med advarsler mod orkaner, jordskælv og tsunamier har der været en formodning om, at hvis blot man kendte risikoen for sult, ville det være muligt at gribe ind i tide.

Derfor er der brugt millioner af kroner på at udvikle sindrige systemer af overvågning, hvor lokale beboere og organisationer holder øje med, hvor og hvordan det regner, og hvordan høsten udvikler sig, og hele tiden rapporterer deres viden vide-

WW Alle i nød-

hjælpsbranchen var klar over, at katastrofen var på vej, otte måneder før den opstod. Der var bare ingen politikere, der ville lytte.

Mikael Bjerrum, konsulent med ekspertise i fødevaresikkerhed

re. Idéen er, at hvis høsten tegner til at slå fejl, kan lokale myndigheder og hjælpeorganisationer planlægge deres hjælp og sørge for, at madvarer når frem, inden forrådene slipper op, sulten tager overhånd, og lokalsamfundene falder fra hinanden.

Udviklingen på Afrikas Horn sidste sommer demonstrerede imidlertid, at adgangen til grundige og hurtige informationer ikke i sig selv er nok til at forhindre en katastrofe i at gribe om sig. ”Varslingssystemerne er en klar forbedring, men deres værdi afhænger af, om nogen tager notits af dem. Alle i nødhjælpsbranchen var klar over, at katastrofen var på vej, otte måneder før den opstod. Der var bare ingen politikere, der ville lytte. Problemet er, at ingen systemer går i gang, fordi nogen siger, at om otte måneder sker der noget slemt,” siger Mikael Bjerrum.

Allerede da katastrofen var på sit højeste, sidste år i august, slog Verdensbankens cheføkonom for Kenya – et af de berørte lande – fast, at sulten var menneskeskabt. ”Tørkeperioder kommer igen og igen, men det er dårlig politisk ledelse, som fører til sult,” sagde Wolfgang Fengler til det britiske nyhedsbureau Reuters.

Gabet mellem viden og handling har fået den uafhængige udenrigspolitiske tænketank Chatham House i London til at indlede et forsk-

Udgivet af Kristeligt Dagblad A/S, Vimmelskaftet 47, 1161 Kbh. K. Ansvarshavende chefredaktør: Erik Bjerager Redaktion: Henrik Brun Layout: Thomas Andreasen Tryk: Dagbladet i Ringsted

T E G N I N G : M O RT E N VO I GT

ningsprojekt med det formål at finde ud af, hvorfor politikere, nationale som internationale, tøver i stedet for at træffe beslutninger, når en katastrofe er under opsejling.

Ifølge Rob Bailey, der leder projektet, har en forsinket reaktion været et slående kendetegn ved samtlige fødevarekriser på Afrikas Horn og i Sahel-regionen i de seneste 30 år. I 2011 kostede det mellem 50.000 og 100.000 mennesker livet, at der ikke blev grebet ind i tide. Siden 1980

er i alt mere end en halv million mennesker døde i forbindelse med tørkerelaterede sultkriser. ”I sidste ende afhænger en hurtig indsats af en politisk beslutning om at frigive midler. Men den politiske beslutningsproces prioriterer udenrigspolitik og hjemlige interesser højere end humanitære behov,” skriver Rob Bailey i sin seneste rapport ”Famine Early Warning and Early Action: The Cost of Delay” (Tidlig advarsel og hurtig

indsats ved sult: Omkostningerne ved forsinkelse).

Bailey peger på, at ikke blot det politiske systems natur spænder ben for hurtige beslutninger. Det samme gælder det humanitære system i bred forstand: Beslutningsgangene er for bureaukratiske og diffuse, og fordelene ved undgå en krise er ikke tydelige nok i forhold til ulemperne ved at overreagere.

En af de hjælpeorganisatio-

ner, der har oplevet frustrationen ved at kunne se katastrofen rykke tættere og tættere på, uden at omverdenen for alvor reagerede, er Red Barnet. I foråret udgav den britiske del af organisationen rapporten ”A Dangerous Delay” (En Farlig Forsinkelse) sammen med udviklingsorganisationen Oxfam.

fortsætter side 4

FoTo: JAn GRARuP

Det forpligter at være størst Dansk Flygtningehjælp er den største danske humanitære organisation på Afrikas Horn. Vi har arbejdet i regionen i 14 år, så når en sultkatastrofe rammer som i 2011, er det naturligt, at Dansk Flygtningehjælp yder en ekstraordinær indsats.

Siden 2011 har Dansk Flygtningehjælp gennemført følgende på Afrikas Horn: – sikret rent drikkevand og mad til de nødlidende – givet flygtninge og fordrevne tag over hovedet – udleveret nødhjælpspakker med bl.a. kogegrej, tæpper, madrasser og hygiejneartikler – hjulpet tæt på ½ millioner mennesker – ydet nødhjælp for 200 millioner kroner Tak til de mange, der med deres støttekroner har været med til at redde liv og holde håbet levende hos de nødlidende.

Dansk Flygtningehjælp – internationalt kendt som DRC, Danish Refugee Council – er til stede i 34 af verdens brændpunkter, hvor krige og væbnede konflikter driver mennesker på flugt. Afrikas Horn

omfatter Somalia, Somaliland, Puntland, Etiopien, Yemen og Kenya. I Danmark bistår Dansk Flygtningehjælp asylansøgere, flygtninge og indvandrere med rådgivning og integration.

Læs mere på flygtning.dk og tilmeld dig gerne som indsamler ved vores Landsindsamling søndag den 11. november.

4 AfrikasHorn

Kristeligt Dagblad Lørdag 1. september 2012

Når viden ikke redder menneskeliv ...

FORTSAT FRA SIDE 2 Rapporten peger i lighed med Rob Bailey fra Chatham House på, at der eksisterer en ”systemfejl” i det internationale samfund, som gang på gang fører til, at reaktionen på tørker sker for sent og med for lille indsats. ”Vi taler ofte om katastrofer, som om det er nogle, der pludselig falder ned om ørerne på os eller er dukket frem i ly af natten, men mange af dem er nogle, vi har set komme. Vi har vidst det hele, men alligevel har vi ikke reageret, og det er det, der er til at blive desperat og vred over,” siger Anita Bay Bundegaard, formand for Red Barnet i Danmark.

Hendes forklaring på, at det er sådan – trods en overflod af præcise data – er, at verden har at gøre med noget, som omfatter menneskets psyke og følelser. Forhold, der ikke lader sig styre. ”Når katastrofen er der, kan vi dokumentere nøden og vise de menneskelige konsekvenser på en meget mere håndgribelig måde. I den situation kan vi mobilisere masser af medfølelse og vilje.

Men når vi skal bede befolkningerne og regeringerne om hjælp, før ulykken er sket, har vi kun fornuften at tale til – og den lader sig kun påvirke i en vis grad,” siger Anita Bay Bundegaard.

Stig Jensen, centerleder på Center for Afrikastudier ved Københavns Universitet, peger også på, at vi som samfund ikke forholder os rationelt til risikoen for katastrofe. Viden er ikke nok.

WW Dybest set ønsker vi ikke at slippe

pengene, hvis det kan undgås. Derfor tøver vi og trækker beslutningerne i langdrag.

Også selvom det er både umenneskeligt og økonomisk irrationelt. Vi kunne spare både menneskeliv og mange penge ved at tage katastroferne i opløbet.

STIG JENSEN, CENTERLEDER PÅ CENTER FOR AFRIKASTUDIER VED KØBENHAVNS UNIVERSITET

”Vi er blevet bedre til at slukke ilden og have et vist beredskab, men dybest set ønsker vi ikke at slippe pengene, hvis det kan undgås.

Derfor tøver vi og trækker beslutningerne i langdrag. Også selvom det er både umenneskeligt og økonomisk irrationelt. Vi kunne spare både menneskeliv og mange penge ved at tage katastroferne i opløbet,” siger han.

Netop nu kæmper befolkningerne i Sahel-regionen i det vestlige Afrika for at undgå samme skæbne som indbyggerne på Afrikas Horn sidste år.

Langvarig tørke og stigende priser på fødevarer har presset de i forvejen skrøbelige stater ud på kanten af en sultkatastrofe, hvor flere end 18 millioner mennesker ikke får mad nok. Ifølge Red Barnets formand, Anita Bay Bundegaard, har de vestlige landes regeringer imidlertid denne gang været mere lydhøre over for appellerne om økonomisk hjælp.

”Sulten sidste år er meget frisk i erindringen. Den var et kæmpe chok. Det var den største fødevarekatastrofe i Østafrika i 60 år. Det kan regeringerne godt huske, så de har trods alt mere fokus på den nye krise i Sahel, end vi oplevede det sidste år på Afrikas Horn,” siger hun.

Lydhørheden er dog ikke ubetinget. FN’s afdeling for nødhjælp, Ocha, skriver i sit seneste humanitære notat om Sahel-krisen, at man har modtaget 51 procent af den støtte, FN har bedt det internationale samfund om for at afhjælpe krisen. Opfordringerne begyndte i oktober sidste år.

3 Sulten på Afrikas Horn sidste år var den største fødevarekatastrofe i Østafrika i 60 år. Treårige Aden og hans far, Adile, overlevede turen fra Somalia til Hagaderaflygtninglejren i det nordlige Kenya. – Foto: Tony Karumba/ AFP/Scanpix.

Fire meget forskellige lande Landene på Afrikas Horn har mange fællestræk, men er også forskellige, hvad angår økonomi, størrelse, fattigdom og befolkning

ERITREA

EN

YEM

DJIBOUTI

0 Eritreas flag.

0 Etiopiens flag.

M

AL

IA

ETIOPIEN SO

Klimaet og vejrguderne respekterer ingen landegrænser, som mennesker har tegnet på et kort. Derfor rammer tørke- og sult-katastrofer naturligvis alle fire lande på Afrikas Horn. Sagen er samtidig, at Etiopien, Eritrea, Djibouti og Somalia er meget forskellige lande, både hvad angør størrelse og befolkning, og hvad angår økonomisk udgangspunkt og fattigdommens udbredelse. De enkelte landes politiske situation og deres respektive største problemer bliver behandlet på siderne 14, 16, 18 og 20, hvor der er portrætter af de enkelte lande, men alene hvis man sammenligner landene på nøgletal fra CIA World Factbook, er der store forskelle at spore.

Etiopien er med sine 93 millioner

Afrikas Horn N

AF HENRIK BRUN brun@k.dk

indbyggere klart det største rent befolkningsmæssigt, mens Somalia med 10 millioner er det næststørste. Derefter følger Eritrea med seks millioner og lille Djibouti med 775.000 indbyggere.

Til gengæld har indbyggerne i Djibouti det bedst på papiret, hvis man kun ser på bruttonationalproduktet pr. indbygger. Her scorer Djibouti højest med 2700 dollar pr. indbygger, mens Etiopien følger efter med 1100. Somalia og Eritrea ligger nogenlunde lige med henholdsvis 600 og 700 dollar pr. indbygger. Det er også i de to sidstnævnte lande, at andelen af personer under fattigdomsgrænsen vurderes som værende størst. Godt nok er der ikke troværdige tal for Somalia, men situationen i den sydlige del af landet har beviseligt været slem de seneste år, blandt andet på grund af borgerkrigen og nødhjælpsorganisationers manglende adgang til området. I Eritrea

SUD A

landene

KENYA 0 Djiboutis flag.

er det halvdelen af befolkningen, der lever under fattigdomsgrænsen. Djibouti følger efter med 42 procent, mens det i Etiopien er 29 procent.

Der er også forskelle i den religi-

400km /ritzau grafik/ KJ

øse sammensætning af landene. I Somalia er 98 procent af befolkningen muslimer, mens befolkningen i Etiopien er delt mellem muslimer og kristne ligesom i Eritrea. I Djibouti er 94 procent muslimer,

0 Somalias flag.

mens de resterende seks procent er kristne.

LANDEPORTRÆTTER SIDE 14, 16, 18 OG 20

6 AfrikasHorn

Kristeligt Dagblad Lørdag 1. september 2012

280 mobiltelefoner og køen til nødhjælp Erfaringer fra Kenya viser, at nødhjælpsarbejdet glider langt lettere, når hjælpeorganisationerne kan sende sms’er til de berørte landsbyer

fremskridt Af Ulla Poulsen upoulsen@k.dk

0 Den banale kendsgerning er, at sult er noget, der rammer fattige mennesker i fattige, sårbare samfund, som ikke formår at beskytte sig mod tørkeperioder. Her er det en ung pige i Hanamerant-området i Etiopien. – Foto: Frederic Courbet/Still Pictures/Scanpix.

Katastrofen lurer altid i kulissen Sidste år oplevede Afrikas Horn den værste sult i 60 år. Siden er der faldet så meget regn, at det har været muligt at høste nogle afgrøder, så flere indbyggere kan overleve ved egen hjælp. Men Hornet er lige sårbart

grundvilkåret Af Ulla Poulsen upoulsen@k.dk

Under den store sultkatastrofe sidste år på Afrikas Horn blev ordet ”tørke” stort set altid nævnt i samme åndedrag som ”sult”. Den enkle fortælling lød, at regnen var udeblevet flere år i træk. Derfor slog afgrøderne fejl, dyrene sultede og tørstede – og det samme gjorde store dele af befolkningerne i de fire lande på Hornet.

Fortællingen er ikke forkert, men den rummer kun en lille del af forklaringen på, hvorfor katastrofen igen ramte Afrikas Horn i 2011.

Som Ghanas tidligere premierminister C.C. Rawling sagde, da han i foråret rejste rundt til de rige lande for at bede dem give penge til en langsigtet udvikling af Somalia: ”Forskning har vist, at sult i moderne tid typisk ikke er et produkt af mangel på mad, men at sult som regel opstår på grund af problemer med fordelingen af fødevarer eller på grund af den politik, der bliver ført i udviklingslandene.”

Den banale kendsgerning er, at sult er noget, der ram-

mer fattige mennesker i fattige, sårbare samfund, som ikke formår at beskytte sig mod tørkeperioder. I øjeblikket oplever både USA og Sahelområdet i Afrika voldsom tørke, men hvor ulykkelig den dårlige høst end er for de berørte amerikanske landmænd, slår den ikke bunden ud af det amerikanske samfund. Det risikerer tørken derimod at gøre i Sahel-landene i lighed med det, der skete sidste år på Afrikas Horn.

Tørken og den fejlslagne høst er blot dråberne, der får bægeret af permanent elendighed til at løbe over. Der er tale om en grundlæggende fattigdom, som sammen med lave investeringer i landbruget, befolkningstilvækst, klimaændringer og forskellige konflikter og voldelig uro placerer landene på en knivsæg. ”Både Afrikas Horn og Sahel er områder, hvor det er svært at leve, selv når høsten er normal. Her er det ikke nok at dele nødhjælp ud. Der er brug for nogle langsigtede investeringer, som kan forbedre modstandskraften i samfundet,” siger Anita Bay Bundegaard.

Problemet er, at donorlandene indtil nu ikke har stået i kø for at give langsigtet ud-

WW Både Afrikas

Horn og Sahel er områder, hvor det er svært at leve, selv når høsten er normal.

Anita Bay Bundegaard, formand for Red Barnet

viklingsbistand til de to regioner. Der er som hovedregel tale om lande, hvor det er utrolig svært at få projekter til at lykkes, og det har gjort mange vestlige lande forbeholdne over for et samarbejde.

FN’s udviklingsprogram UNDP udgav i foråret sin første Afrika-rapport nogensinde, og et af de emner, rapporten tager fat på, er kontinentets gentagne sultkatastrofer.

Ifølge rapporten er den tilbagevendende sult først og fremmest resultatet af elendig politisk ledelse. Afrika ville ikke have kronisk mangel på fødevarer, hvis ikke regering efter regering havde plyndret deres lande og kun delt værdierne med en lille elite af magthavere frem for den brede befolkning, mener UNDP.

Christian Balslev-Olesen er partner i konsulentfirmaet Nordic Consulting og tidligere landechef i Eritrea og Somalia for FN’s børneorganisation, Unicef.

Han peger på, at problemet med korruption netop var en væsentlig årsag til, at Kenya, som grænser op til Somalia, også blev hårdt ramt af sulten sidste sommer, selvom landet på mange måder er langt bedre økonomisk udviklet og mere politisk stabilt end Somalia. ”Landet har ressourcerne til at forhindre sult, men der er områder i landet, hvor stabiliteten ikke rækker ud.

Den økonomiske udvikling er ekstremt ulige, fordi statsapparatet er så korrupt, at man kun udvikler den del af landet, der er koncentreret om Nairobi,” siger han.

Stig Jensen, leder af Center for Afrikastudier ved Københavns Universitet, ser ingen tegn på fremgang i landene på Afrikas Horn. ”Folk er ikke grundlæggende blevet rigere eller mere robuste. Og naturen omkring dem er slet ikke. Jorden er blevet endnu mere udpint og sårbar over for klimaændringerne. Der skal investeres meget mere i forvaltningen af naturressourcerne, hvis udviklingen skal vendes,” siger han.

Et af de hyppigste billeder fra sultkatastrofer er mennesker, der venter. Kvinder og børn, der står i kø for at få deres madrationer; grupper af mennesker, der tålmodigt står i solen i timevis for at spejde efter nødhjælpslastbilen. Så vidt de ved, skulle den komme i dag, men præcist hvornår kan være svært at vide, når landevejene er hullede og forhindringerne mange.

Sult gør ikke bare ondt i maven og kroppen. Sult kræver også ufattelig meget tid.

Ikke blot bliver kroppen sløv og langsom, når den ikke får mad nok, så alle praktiske gøremål begynder at foregå i slowmotion. Selve det at forsøge at overleve tager også ekstra lang tid. Hvis der er tørke, skal man gå endnu længere for at finde en brønd med vand i. Man skal vandre længere for at skaffe dyrene græsning. Man skal spørge endnu flere mennesker om arbejde, før man måske finder én, der har brug for hjælp og råd til at betale. Og hvis man er så heldig, at der bliver delt nødhjælp ud i ens område, skal man have kræfter til at vente, undertiden i timevis, på at få familiens ration, før man går adskillige kilometer tilbage til sin egen landsby.

Midt i trængslerne under sidste års store sultkatastrofe på Afrikas Horn og i det nordlige Kenya gjorde det derfor en kæmpe forskel, da Mellemfolkeligt Samvirke fik mulighed for at dele mobiltelefoner ud til de landsbyer, de havde ansvaret for at forsyne med nødhjælp. Cirka 260 landsbyer blev forsynet med mindst en telefon. ”Pludselig kunne vi sende sms’er direkte ud til omkring 70.000 mennesker og fortælle, hvor vi var henne med lastbilerne, og hvornår vi regnede med at være fremme.

Det betød, at forældre kunne holde op med at sende deres børn ud langs landevejene for at holde opsyn og vente med at vandre frem til uddelingsstederne, til nødhjælpen var i nærheden. Folk har fortalt os, at det var en stor lettelse,” siger Søren Bjerregaard, der er informationsmedarbejder på Mellemfolkeligt Samvirkes (MS)

landekontor i Kenya.

Telefonerne er udstyret med solceller, så de kan fungere uden adgang til elektricitet, og de viste sig hurtigt at være brugbare til meget andet end at oplyse om adgangen til nødhjælp. Mange af de mennesker, der var berørt af sult, var pastoralister (kvægbønder, der en del af året vandrer rundt med deres dyr for at skaffe græsning), og de efterlyste oplysninger om priserne på kvæg på de store markeder, så de ikke blev snydt af de opkøbere, der kommer rundt til de små landsbyer. Den anden vej kunne MS få besked om udbrud af kolera eller forurenet vand, så man hurtigt kunne gribe ind. ”Normalt er vi i kontakt med beboerne gennem vores lokale rådgivere, som kører rundt på motorcykler fra landsby til landsby. Men det er en meget mere omstændelig og upræcis måde. Mobiltelefonerne har givet os en nem og smidig kontakt, som på længere sigt giver en helt anden måde at hjælpe på,” siger Søren Bjerregaard.

Mobiltelefonerne er blot et enkelt lille eksempel på, hvordan måden at give nødhjælp på kan have positiv effekt også på langt sigt, og det er netop mere af den slags, der er brug for i de områder, der gentagne gange rammes af sult, siger Anita Bay Bundegaard, formand for Red Barnet.

Det er karakteristisk, at områder som Afrikas Horn og Sahel oplever sult igen og igen, fordi landene er så fattige og svære at arbejde i, at de aldrig rigtig får det løft i udviklingen, som kan forhindre nye katastrofer. ”Det er områder, hvor det er svært at komme ind med langsigtet bistand, og derfor skal vi blive meget bedre til at tilrettelægge nødhjælpen, så den i det mindste rummer nogle varige perspektiver,” siger hun.

Mikael Bjerrum, der er tidligere direktør for WFP, Verdensfødevareprogrammets nordiske kontor, nu selvstændig konsulent med ekspertise i fødevaresikkerhed, mener, at det især er småbøndernes vilkår, man skal have for øje. ”Der er ingen vilje til at investere i landbruget, og så længe det er sådan, vil landene på Afrikas Horn være lige sårbare.”

Pengene er brugt, men hjælpen fortsætter Allerede inden tørkekatastrofen hjalp SOS Børnebyerne 250.000 mennesker på Afrikas Horn. Katastrofen er afværget, men hjælpen forsætter for at give sårbare og forældreløse børn en bedre fremtid.

Når SOS Børnebyerne uddeler nødhjælp, tager vi typisk udgangspunkt i de eksisterende projekter, og på Afrikas Horn er vi engageret i 12 SOSbørnebyer og 66 projekter. På den måde sikrer vi ikke blot, at børn overlever på kort sigt, men også at de allerværst ramte får støtte på længere sigt. Vi kan tilbyde børn, der ulykkeligvis mister deres forældre en bedre fremtid med skolegang og ny SOS-familie i en børneby.

VI BLIVER HOS BØRNENE Selv om situationen er forbedret for mange familier på Afrikas Horn, forsætter SOS Børnebyernes arbejde for de forældreløse børn og de mest udsatte og sårbare familier i regionen. Vi har startet klinikker i Somalias flygtningelejre, udvi-

Makalle Bahir Dar

Harrar

Addis Abeba Jimma

Hawassa Gode

det indsatsen på vores hospital i Mogadishu, uddelt tonsvis af nødhjælp i Etiopien, sikret vand og madforsyning i det nordlige Kenya samt sørget for, at alle i eksisterende programmer fortsat får hjælp selvom situationen er svær og fødevarer ekstremt dyre.

Mogadishu

Marsabit Eldoret Kisumu

Meru Nairobi

SOS-børneby

Mombasa

Desværre kan man ikke sige, at katastrofen er ovre. I Somalia har to millioner mennesker stadig akut behov for hjælp, og især de mange flygtninge er meget udsatte. Usikkerheden blandt befolkningen gør, at mange ikke tør satse eller håbe på en god høst og investere tid og penge i landbruget, selvom regionen har fået regn.

Alle de penge, SOS Børnebyerne modtog fra tv-indsamlingen Afrika NU!, er brugt, men SOS Børnebyernes indsats i regionen fortsætter, så børnene også på lang sigt kan se frem til en tryg og kærlig barndom.

Det seneste, vi har gjort, er at iværksætte et elektronisk system for maduddeling i Marsabit i Kenya, hvor vi via ny IT gør uddeling af mad let samt sikrer, at de rette mennesker modtager hjælpen. Det og meget mere kan du læse om på www.sosbornebyerne.dk

Krisesituation

SOS-nødhjælpprogram SOS-børneby under konstruktion

FAKTA

40 ÅR PÅ AFRIKAS HORN SOS Børnebyernes har arbejdet i regionen i mere end 40 år, hvor forældreløse børn har fået en ny familie i en SOS-børneby, uddannelse og mulighed for at skabe sig et godt og selvstændigt voksenliv.

KENYA

ETIOPIEN

SOMALIA

MARSABIT

GODE

MOGADISHU OG BAIDOA

 Driver fem SOS-børnebyer for forældreløse børn.

 Driver syv SOS-børnebyer for forældreløse børn.

 Uddeling af fødevarehjælp.

 Fødevarer og vandrensningskit i de værst ramte områder.

 Driver offentligt SOS-hospital og SOS-børneby i Mogadishu.

 Morgenmad og frokost til skolebørn.  Drikkevand i de værst ramte landsbyer.

 Medicin samt vejledning.

 Lægehjælp og medicin til kvinder, gravide og børn.  Akut fødevarehjælp til de værst ramte børn.  Forebyggende fødevareuddeling.

 Medicin til børn og særligt sårbare familier.

EN TRYG BARNDOM SKABER GRUNDLAGET FOR ET GODT VOKSENLIV De børn, SOS-børnebyerne hjælper, er enten forældreløse eller har forældre, som ikke kan tage sig af dem, og dermed har børnene allerede oplevet et stort svigt: At stå alene uden

mor og far. De børn giver SOS Børnebyerne et kærligt hjem, en omsorgsfuld familie og en tryg barndom, ligesom vi støtter sårbare familier i at klare sig selv, så børnene ikke efterlades

www.sosbornebyerne.dk

alene. SOS Børnebyerne blev stiftet i 1949 og har i dag over 500 børnebyer i 133 lande. SOS Børnebyerne er uafhængig af politiske og religiøse interesser og fokuserer

på langsigtet udvikling af det enkelte barn, sårbare familier og af lokalsamfundet.

8 AfrikasHorn

Kristeligt Dagblad Lørdag 1. september 2012

Når arbejdet begynder Over 100 millioner kroner blev samlet ind til Afrikas Horn sidste år. Nu er pengene givet til projekter i de ramte lande, heriblandt Etiopien, hvor Folkekirkens Nødhjælp sørger for at klæde etiopierne på til nye kriser

indsamling

pengene fra ”Afrika Nu” er gået til

Af Mette Skov Hansen skov@k.dk

Den 27. august nogle minutter før midnat hoppede syv mennesker sidste år i havnen ved Unicefs lagerbygning i København. Kort forinden var der blevet lukket for de mange telefoner, som havde kimet hele aftenen på grund af danskere, der ville give deres bidrag til tv-indsamlingsprogrammet ”Afrika Nu” til fordel for ofrene for sultkatastrofen på Afrikas Horn. Undervejs havde tv-værterne lovet at hoppe i vandet, hvis indsamlingen nåede op på bestemte beløb, og med de 111 millioner indsamlede danske kroner fik ingen af dem lov til at blive stående ved havnekanten foran lagerbygningen for FN’s børneorganisation, Unicef. Derefter fyldte de to tv-kanalers logoer skærmen. Kameraerne slukkede. Programmet var slut.

Seks dage senere sluttede Kristeligt Dagblad en indsamling blandt avisens læsere sammen med Folkekirkens Nødhjælp, der nåede op på godt 3,2 millioner kroner og flere end 5000 bidrag. Avisen og Folkekirkens Nødhjælp takkede for de mange bidrag, bragte et interview med nogle af bidragyderne og satte dermed sidste punktum for indsamlingen.

Og hvad skete der så?

Et år er gået, siden organisationerne samlede ind til ofrene for sultkatastrofen på Afrikas Horn, og de mange millioner fra tv-indsamlingen er nu fordelt på 12 danske organisationer og givet til forskellige projekter, primært i Somalia, det nordlige Kenya og det sydlige Etiopien.

Sidstnævnte er det område, som de omkring 20 millioner kroner, Folkekirkens Nødhjælp fik fra egen indsamling, Kristeligt Dagblads indsamling og tv-indsamlingen, er gået til. Her arbejder organisationen i de hårdest ramte distrikter i Borena-regionen, hvor omkring 70 procent af befolkningen lever af enten landbrug eller kvægavl, og hvor flere end hver tredje i øjeblikket er afhængig af nødhjælp.

Som direkte svar på sultkatastrofen blev de første omkring fem millioner, som Folkekirkens Nødhjælp modtog, brugt fra august til november sidste år til akut fødevarehjælp til området Dhas i Borena-regionen.

De sidste 15 millioner, som Folkekirkens Nødhjælp modtog, er brugt på de såkaldte Rise-projekter, der er initiativer til genopbygning og forebyggelse i Etiopien og retter

0 I landsbyen Gayo i det sydligste Etiopien arbejder 200 lokale indbyggere på at udbygge en dyb brønd, der befinder sig 12 meter under jordens overflade og skal sikre vand til 1000 stykker kvæg og 800 geder, når den står færdig. – Foto: Mikkel Østergaard.

sig mod den del af befolkningen, som driver kvæg eller landbrug. Ifølge projektleder i Folkekirkens Nødhjælp Tesefaye Berhanu Semunegus er netop denne gruppe særligt afhængig af vejret for at overleve, og de skal derfor klædes på til en ny tørke. Det har han erfaret efter tørken i 2009-2010, hvor han også var med til at lave nødhjælpsprogrammer i regionen. ”Da situationen blev bedre i regionen efter tørken i 2010, var der stadig mange familier, der var uden kvæg, hvilket gjorde det svært for dem at overleve. Derfor begyndte vi at finde de hårdest ramte personer for at genoprette deres dyrebestand, og det blev begyndelsen til Rise,” siger han og tilføjer, at denne form for indsats også er særlig vigtig efter sidste års tørke: ”Det er ikke nok med akut hjælp i de her områder. Med

vores projekt forsøger vi at give indbyggerne adgang til græs og vand samt mulighed for at genopbygge deres tilværelse som kvægavlere eller landmænd. Der vil helt sikkert komme en tørke igen, så de må lære, hvordan de kan komme bedre igennem den og støtte hinanden,” siger han.

Det er blandt andet den tanke, der har betydet, at 50-årige Godana Miyo og hans familie, der bor nær landsbyen Medhacho i det sydlige Etiopien, for nogle måneder siden modtog 20 geder og en ko fra Folkekirkens Nødhjælp. På grund af tørken mistede de sidste år 20 geder og 39 ud af 40 stykker kvæg.

Landsbyens nærmeste vandingssted ligger en time væk, og på grund af mangel på mad var dyrene til sidst for svage til at komme tilbage derfra. Med gederne håber

Godana Miyo, at familien kan vende tilbage til sin gamle livsstil. ”I fremtiden håber jeg, at vi kan få en produktion ud af gederne. At de vil sørge for mælk og formere sig, så vores bestand vokser,” siger han.

Ifølge Tesefaye Berhanu har man også forsøgt at sørge for mad til dyrene ved at rydde buske i flere distrikter, hvor lokale bliver betalt for at fjerne akacietornebuske fra markerne, så jorden kan udnyttes til befolkningens og dyrenes fordel.

En af de vigtigste opgaver for Folkekirkens Nødhjælp har været at forbedre vandforsyningen i landet. Derfor er en stor del af organisationens penge gået til at udbygge vandhuller og renovere brønde i det sydlige Etiopien.

Alle projekter i det sydlige Borena er dog mærket af sid-

Unicef Nødhjælp, ernæringscentre i Somalia, vand til flygtningelejre, børnecentre, skolematerialer og mæslingevacciner til børn i flygtningelejre i Kenya og Somalia.

Røde Kors Nødhjælp i og omkring flygtningelejren Dadaab i Kenya, indsatser med fokus på vand og sundhed, hjælp til såsæd med videre, kvægavl i det nordlige Kenya og et dagligt måltid til skolebørn.

Læger uden Grænser Lægehjælp til somaliere på flugt internt i landet eller i flygtningelejre i Kenya og Etiopien. Behandling af underernærede børn og voksne, mæslingevaccinationer til børn samt fødsels- og børneafdelinger i Somalia.

Dansk Flygtningehjælp Nødhjælp, mad, vand, tæpper, vanddunke, sæbe og køkkenudstyr til familier i de nye flygtningebebyggelser i og omkring Mogadishu i Somalia samt hjælp til at renovere dem. Adgang til rent vand og bedre hygiejne.

Mellemfolkeligt Samvirke Hjælp med mad, vand og forebyggende projekter. Hjælp til kenyanere, så de ikke er tvunget til at flygte ud af landet for at finde mad. Støtte til kvindegrupper i at finde alternative indkomstmuligheder.

SOS Børnebyerne Mere personale på organisationens hospital og ny lægeklinik i Badbado-lejren i Mogadishu, Somalias hovedstad. Nødhjælp, etablering af distributionssteder, sundhedsvejledning, vand til skoler og udsatte familier samt medicin til børn og særligt sårbare familier.

Adra Danmark Mad til befolkningen i El Wak i Kenya og hjælp med akutte behov for mad og næring.

Ias Mad, vand, telte, køkkenredskaber og plastfolie til flygtninge i og uden for lejre. Skoler, vandtanke, fristeder for børn, latriner, seminarer om hygiejne, psykologisk rådgivning og oplæring af skolelærere i nødberedskab.

Red Barnet Vandprojekter, sanitet og hygiejnepakker. Opkøb af dårligt kvæg fra hyrder og nomader. Hjælp til kvægavlere, sundhedsprojekter i Kenya.

Mobilt sundhedsteam og et vaccinationsprogram.

Plan Danmark Børn under fem år, gravide og ammende i Sydetiopien, særligt beriget mad eller fødevaretilskud, sund og tilstrækkelig mad, måltider i skoler.

Hjælp til flere end to millioner katastroferamte på Afrikas Horn.

Caritas Indsamlede penge sendt til søsterorganisation i Etiopien, der indkøber og uddeler Famix – et hornbaseret, vitaminberiget supplement til den meget sparsomme kost – til 10875 børn, gravide og ammende kvinder.

ste års tørke. For eksempel har Godana Miyos geder hverken givet mælk eller født, og for mange i det sydlige distrikt Moyale er høsten slået fejl.

Der er kommet for lidt regn, siger Dawit Mulatu fra Det Lutherske Verdensforbunds kontor i Moyale, som samarbejder med Folkekirkens Nødhjælp i genopbygningsprojekterne i distriktet. ”Det er muligt at høste i området, for jorden er god.

Men så længe regnen ikke er tilstrækkelig, mangler der vand til markerne. Det, der er plantet nu, er allerede ved at tørre ud, og det betyder en alvorlig mangel på mad til familierne,” siger han.

Overvejelserne om vejret er noget af det, Tesefaye Berhanu Semunegus og de andre bag Rise-projekterne vil tage med sig, når de denne vinter laver halvvejsevalueringer på projekterne. Indtil videre har tilbagemeldingerne fra myndighederne i området været positive. ”Vi er taknemmelige for arbejdet. For det er praktisk og i øjenhøjde med befolkningen, hvilket har gjort det muligt at lære befolkningen noget. Man kan allerede nu se resultaterne, og det går bestemt den rigtige vej,” siger blandt andre Samuel Mekuria, der har ansvar for planlægning og økonomi på kontoret i Moyale.

HVERT 4. MINUT DØR ET BARN AF MÆSLINGER. FOR 20 KR. KAN DU REDDE LIV.

SMS

RASK TIL

1919 Det koster 20 kr. + alm. SMS takst.

UNICEF/NYHQ/2011-0048/Asselin | UNICEF/NYHQ/2011-0049/Asselin | UNICEF/NYHQ/2006-2765/Brioni

5 øre kan UNICEF købe en vaccine, der beskytter et barn mod mæslinger.

For kun 1 krone og 40 SMS RASK til 1919, så donerer du 20 kroner. Det svarer til 14 mæslingevacciner.

BØRN Må IKKE DØ AF EN SYGDOM, DER ER Så NEM AT FOREBYGGE. SAMMEN KAN VI REDDE BØRNS LIV.

Det koster 20 kr. + alm. SMS takst. Pengene går til UNICEFs arbejde for børn. Vaccination udgør en meget stor del af dette arbejde. Tjenesten udbydes af UNICEF Danmark, Sundkaj 9, 2100 København Ø, tlf.: 35 27 38 00. Ved donation fraskriver du dig fortrydelsesret. Ved at støtte via SMS accepterer du, at UNICEF kontakter dig.

www.unicef.dk

10 AfrikasHorn

Kristeligt Dagblad Lørdag 1. september 2012

”Den seneste tørke spøger stadig” For etiopiske Dabo Wariyo og hendes familie har det seneste års tørke betydet tab af deres kvæg og mangel på mad og muligheder for at genopbygge tilværelsen som pastoralister. Siden efteråret 2011 har de modtaget nødhjælp

dagligdagen Af Mette Skov Hansen skov@k.dk

Op ad lervæggen i Dabo Wariyos hytte står tre store sække stablet oven på hinanden.

De indeholder dyrefoder – en god investering for pastoralister, der som Dabo Wariyo og familien lever af at drive kvæg i et meget tørt område i det sydlige Etiopien, hvor græsset for længst er forsvundet. Foderet kan give lidt ekstra til dyrene. Alligevel står de tre sække næsten urørte. For det er ikke meget foder, familien har brug for, efter tørken at har sat sine spor på deres situation. ”Vi gemmer det til bedre tider,” siger den 50-årige kvinde, der næsten går i et med mørket i hytten.

Bedre tider, som ifølge hende endnu ikke er kommet, selvom der endelig er faldet regn igen i Moyale-distriktet i Borena. ”Den seneste tørke spøger stadig. Selvom vi har modtaget støtte siden, er der ingen

ændring i vores situation. Så vi lider stadig under katastrofen sidste år.”

For et år siden mistede Dabo Wariyo og hendes familie 48 stykker kvæg. På grund af den udeblevne regn var der ikke nok for dyrene at leve af. ”Vi prøvede at finde mad og vand til dem, men der var intet, og til sidst kunne de ikke mere. Nu har vi kun to tilbage,” siger hun og tilføjer, at situationen har været den samme for de andre familier i landsbyen Denbi, hvor alle driver kvæg eller landbrug: ”Tørken ramte hele landsbyen og forringede dens samlede ressourcer. Alle har mistet meget.”

Med sine 50 år er Dabo Wariyo i dag en af landsbyens ældste. Da sulten var værst i slutningen af sommeren sidste år, valgte mange af de ældre at give deres mad til børnene, hvilket har betydet, at en stor del af mændene og kvinderne over 60 år er døde.

Fordi tørken forhindrede familierne i landsbyen i at drive kvæg og dyrke marker, modtager de alle nu fødeva-

rehjælp. Men ifølge Dabo Wariyo var det ikke nok for familiens i alt seks medlemmer at være afhængig af nødhjælpsrationer, som kommer med nogle måneders mellemrum. Og det er heller ikke nok til at hjælpe hendes 15-årige søn til at komme sig over sin tuberkulose samt forhindre andre sygdomme i at sprede sig.

Derfor er hun begyndt at skaffe mad til familien ved at sælge brænde. Hver morgen forlader hun landsbyen for at gå mod skovene, fælde træer og derefter gå videre ind til den nærmeste by for at sælge det. Herefter kan hun vende tilbage til landsbyen og ordne de faste husgøremål.

Det er egentlig ulovligt at fælde træerne i Etiopien, da de er med til at opsuge regnvandet og gøre jorden fugtig.

Men det er Dabo Wariyo ligeglad med, og det samme gælder mange af de andre fra landsbyen, hvorfor alle træerne i nærheden af Denbi er hugget ned. ”Jeg prøver at sørge for, at familien og jeg selv har det godt. Og der rækker nødhjæl-

pen ikke. Derfor har tørken gjort det nødvendigt for mig at fælde træer og sælge brænde. Det vier jeg hele mit liv til,” siger hun, mens hun sidder i læ for solen op ad et af nabohusene.

Landsbyens skyggetræ har de også fældet.

Det seneste håb om forandring var, da Dabo Wariyo ligesom resten af landsbyen modtog hjælp fra Det Lutherske Verdensforbund og Folkekirkens Nødhjælp til at så på de nærvedliggende markarealer. Men forårets regntid var for kort og utilstrækkelig, og hele hendes høst er derfor slået fejl, fortæller hun.

Hvor håbløst det end kan lyde, har hun ingen planer om at flytte væk fra Moyale.

Hvorfor skulle hun det? ”Jeg flytter ikke, for vi har intet alternativ. Der er ikke noget andre steder,” siger Dabo Wariyo.

2 50-årige Dabo Wariyo er begyndt at sælge brænde for at skaffe mad til familien.

– Foto: Mikkel Østergaard.

”Fredag er den værste dag i ugen” I Somalia har folk før haft mulighed for at vandre af sted med køer, geder og kameler til familie andre steder, hvor græsset stadig groede. Men denne gang ramte tørken overalt

dagligdagen vibeke RAsk grøn skriver fra somalia udland@k.dk

”Jeg drømmer om regn og om at komme hjem igen.”

Kadijo Mohamoud Hussein kigger genert ned i gulvet, mens hun taler. Hun sidder lidt uvant for hende på Dansk Flygtningehjælps kontor i Mogadishu, Somalias hovedstad, og fortæller sin historie.

Kadijo Mohamoud Hussein er 28 år og stammer fra provinsen Middle Shabelle, der ligger nord for Mogadishu.

Her ejer hun et stykke land, som hun arvede fra sin far, da han døde.

På landstykket har hun altid dyrket bønner, tomater, løg og majs, og ved siden af har hun haft nogle geder. Tilsammen en produktion, der kunne brødføde hende og hendes syv børn, som hun har været alene med de seneste tre år, efter at hendes daværende mand pludselig en dag meddelte, at han ville skilles og gik sin vej. Noget, som mange somaliske kvinder oplever.

Men helt andre problemer

dukkede op. Den regn, der faldt i 2008 og 2009 var sparsom, og i 2010 og 2011 svigtede den helt. Middle Shabelle, der normalt er frugtbar, blev forvandlet til støvet ørken. ”Høsten slog fejl flere gange, og til sidst døde også dyrene,” fortæller Kadijo Mohamoud Hussein.

Ifølge Somali People Displacement and Development Organisation blev 442.670 mennesker alene i Middle Shabelle direkte berørt af tørken, titusindvis døde, og 602.273 kameler, æsler, køer, geder og får døde. Totalt i landet er over 3,7 millioner berørt af tørken, det vil sige en tredjedel af befolkningen.

Kadijo Mohamoud Hussein fastholder, at familien blev tvunget til at rejse på grund af tørken, ikke på grund af alShabaab, som ellers kontrollerede området.

Stort set identiske historier får man fra rigtig mange andre i Mogadishu, der stammer fra landbrugsområderne i det sydlige og centrale Somalia såsom Lower Shabelle, Middle Juba og Middle Shabelle.

Al-Shabaab er alligevel indirekte årsag til de massive

inden man vover sig hjem.

Man har simpelthen ingen reserver at stå imod med mere, og mange har tilmed sat sig i gæld, da de forsøgte at overleve de første fejlslagne høster.

flygtningestrømme sidste år.

Den islamistiske oprørsgruppe kontrollerede i 2011 store dele af det sydlige og centrale Somalia, og al-Shabaab tillod ikke internationale organisationer at arbejde i områderne. Folk måtte selv opsøge nødhjælpen, og hundredtusinder drog til Mogadishu og slog sig ned i byens i forvejen stopfyldte lejre for internt fordrevne.

Målet for Kadijo Mohamoud Hussein er at vende hjem til sin jordlod i Middle Shabelle, og hun har jævnligt kontakt med folk, der tog tilbage i foråret i håb om, at regntiden, Gu, i marts-maj kunne sætte gang i landbruget igen.

Normalt kan somalierne i Gu-sæsonen hente to tredjedele af årets høst, og forventningerne var store, også hos Kadijo Mohamoud Hussein, men meldingerne har været nedslående. Gu-regnen startede sent, gav kun 60-80 procent af normalen og var meget ulige fordelt, så forventningerne til høstudbyttet her i august er skruet ned. Nu sætter alle deres lid til efterårsregnen, Deyr.

Godt nok er hungersnøden

0 Kadijo Mohamoud Hussein, 28 år og mor til syv, er en af de hundredtusinder, der måtte flygte til Mogadishu på grund af hungersnøden sidste år.

– Foto: Alexandra Strand-Holm.

ifølge FN’s definition afblæst, men ifølge OCHA, FN’s kontor for koordination af humanitære opgaver, må man regne med, at 3,4 millioner mennesker stadig har behov for fødevarehjælp eller materiel hjælp mindst et halvt år endnu.

Kadijo Mohamoud Hussein og alle de andre bønder og kvægnomader vil nemlig have sikkerhed for, at landbruget er i gang igen, og der bliver produceret fødevarer nok,

Derfor er der stadig fuld gang i de otte gadekøkkener, Dansk Flygtningehjælp driver i Mogadishu. Her tilbereder lokale ansatte i øjeblikket i alt 29.000 måltider om dagen alle ugens dage undtagen fredag. For de svageste, enlige kvinder med små børn, gamle, syge og forældreløse børn er den eneste mulighed for at få lidt at spise at stille sig i køen her.

Det var her, vi mødte Kadijo første gang. Hun har små børn og fortæller, at de endnu ikke kan passe hinanden, så hun har ikke mulighed for at arbejde som skraldsamler eller gadehandler, som så mange andre kvinder i lejrene gør. Derfor er hun henvist til gadekøkkenet.

Det måltid, hun henter, bliver delt mellem alle i familien. Ingen bliver rigtig mætte, men alle overlever. ”I Somalia er der stadig tale om en nødsituation, der skal

afhjælpes. Derfor fortsætter vi,” siger direktør for Dansk Flygtningehjælps Somaliaprogram Heather Amstutz, men hun peger samtidig på, at behovet i dag er klart mindre end sidste år.

Da hungersnøden var på sit højeste, langede Dansk Flygtningehjælp 80.000 måltider over diskene i gadekøkkenerne hver eneste dag. ”For os er fredag den værste dag,” fortæller Kadijo og taler her for mange.

Fredag er helligdag, og gadekøkkenet er lukket. Det betyder, at familien slet ikke får noget at spise den dag.

Det anslås, at omkring 320.000 børn under fem år – eller 22 procent af alle børn under fem år – er underernærede i dag. Samtidig viser OCHA’s beregninger over den samlede internationale nødhjælpsindsats, at kun 40 procent af finansieringen er på plads i forhold til at kunne hjælpe alle.

Vibeke Rask Grøn er selvstændig journalist og har arbejdet og rejst i Østafrika og Sydsudan. Turen til Somalia i juni-juli kom i stand på initiativ af Dansk Flygtningehjælp.

Eivind Lindtjørn – én af MAF’s 200 erfarne piloter

Pilotprojekter Hjælp til utilgængelige steder Hvert 3. minut døgnet rundt starter eller lander én af MAF’s 200 erfarne piloter et eller andet sted i verden for at bringe medicin, nødhjælp, læger, sygeplejersker, præster og missionærer til vanskeligt tilgængelige steder.

MAF fløj for livet på Afrikas Horn For de millioner af mennesker, der er truet af tørke katastrofen på Afrikas Horn, fløj MAF fra juli 2011 til maj 2012 med 6,5 ton gods/nødhjælp og næsten 1.300 passagerer fra over 60 forskellige organisationer.

MAF’s fly passerer over ørken, jungle, floder, bjerge og sumpe. Steder hvor transport på landjorden er umulig eller meget besværlig og tidskrævende.

www.maf.dk MAF skifter logo – men ikke målsætning!

MAF arbejder nu globalt under et nyt fælles logo og bringer nødhjælp med 130 fly til verdens brændpunkter – overalt hvor mennesker trues af sult- og naturkatastrofer.

Mission Aviation Fellowship (MAF) er en international, fælleskirkelig missionsorganisation, som yder effektiv flytransport til nødhjælpsorganisationer, lokale kirker, hospitaler og missionsselskaber til de mest isolerede områder i 30 u-lande i 4 verdensdele. MAF er medlem af Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation, Isobro.

12 AfrikasHorn

Kristeligt Dagblad Lørdag 1. september 2012

Verdens største flygtningelejr er fyldt til bristepunktet Da hungersnøden var på sit højeste i Somalia, flygtede omkring 1500 mennesker om dagen til flygtningelejren Dadaab i det østlige Kenya. Tæt ved en halv million mennesker lever nu i lejren, der er bygget til 90.000

flygtningene AF ULLA POULSEN upoulsen@k.dk

0 Dadaab-lejren i det østlige Kenya set fra oven. Blandt andre Dansk Flygtningehjælp er dybt bekymret over udviklingen i lejren, hvor sikkerhedssituationen det seneste år er blevet stærkt forværret, både for lejrens beboere og for nødhjælpsarbejdere. – Foto: Tony Karumba/AFP/Scanpix.

PETER KLANSØ, REGIONAL DIREKTØR I DANSK FLYGTNINGEHJÆLP

Nairobi, siger, at sikkerheden er drastisk forværret og illustrerer det med en henvisning til Somalias hovedstad, Mogadishu, der i årevis har været kendt som en af de mest højspændte byer, man kunne sætte sine ben i. ”Da tørken ramte hårdt, og flygtningene strømmede til Dadaab, var det også her, alle journalisterne og andre besøgende tog hen, fordi det var her, de kunne komme i kontakt med somaliere og høre deres beretninger. Sidste år

N

ETIOPIEN

KENYA Dadaab

TA

NZ

SOM ALIA

det meget sikrere at tage til Dadaab end Somalias hovedstad, Mogadishu. I dag er det omvendt. Alle tager til Mogadishu.

Ingen tør tage til Dadaab.

Kenya DA

WW Sidste år var

SU

For et år siden kunne man dagligt se hundreder af små sorte prikker dukke op i horisonten ud for flygtningelejren Dadaab i det østlige Kenya ved grænsen til Somalia.

Prikker, der efterhånden, som de kom nærmere, viste sig at være mennesker. Trætte, udmarvede mennesker, som langsomt nærmede sig det, de håbede ville blive et tilflugtssted fra hungersnøden i det sydlige Somalia.

Hen over sommeren stod hver dag mindst 1500 nye ansigter i kø for at blive registreret i Dadaab, som i løbet af 2011 voksede med yderligere 160.000 beboere. Lejren, der blev oprettet i 1991 til somaliske flygtninge fra borgerkrigen, er med flere end 465.000 indbyggere nu verdens største flygtningelejr. Og smertetærsklen ér passeret.

Der er ikke længere faciliteter eller råd til at sørge for de mange mennesker. Nu, hvor sultkatastrofen på Afrikas Horn er klinget af, er bevillingerne til Dadaab det også, og det skaber mangel på en række helt basale nødvendigheder som telte, vand, latriner og sundhedshjælp for op mod 200.000 mennesker.

Dertil kommer, at lejren er blevet langt farligere at opholde sig i med bomber, overfald, kidnapninger, voldtægter og mord. ”Den nuværende situation i Dadaab er uholdbar: Der er flere end 465.000 flygtninge, en eksplosiv sikkerhedssituation, og nødhjælpsarbejderne kan ikke bevæge sig frit.

Dadaab-lejrene har eksisteret i mere end 20 år, men flygtningenes behov er i 2012 større end på noget andet tidspunkt. Det er uacceptabelt, at der efter den massive humanitære krise sidste år ikke er tilstrækkeligt med penge til at tage vare på befolkningen i Dadaab i 2012, for slet ikke at tale om de kommende år,” skrev en række af de humanitære organisationer, der under FN’s koordination er med til at drive Dadaab, for nylig i en opfordring til det internationale samfund om mere støtte, både økonomisk og politisk.

En af de organisationer, der arbejder i Dadaab og var med i appellen, er Dansk Flygtningehjælp, som er dybt bekymret for udviklingen.

Peter Klansø, organisationens regionale direktør med base i Kenyas hovedstad,

AN

IA /ritzau grafik/ KJ

var det meget sikrere at tage til Dadaab end Somalias hovedstad, Mogadishu. I dag er det omvendt. Alle tager til Mogadishu. Ingen tør tage til Dadaab,” siger han.

Sikkerheden er nu så ringe, at 56 procent af alle beboerne i Dadaab føler sig utrygge, viser en undersøgelse, som de tidligere nævnte hjælpeorganisationer har gennemført i Dadaab.

Lejren har aldrig været kendt for sin idyl – seksuelle overgreb, røverier og angreb på både flygtninge og nødhjælpsarbejdere har været en del af hverdagen, siden lejren åbnede for 20 år siden – men volden og uroen har

det seneste år nået nye højder.

En stor del af den nye, grove vold stammer fra medlemmer af den islamistiske terrorbevægelse al-Shabaab, der som et led i deres kamp om magten i Somalia også forsøger at bekæmpe de kenyanske politibetjente, der har ansvaret for sikkerheden i Dadaab, samt terrorisere nødhjælpsarbejdere og flygtninge i det hele taget. Hvis de da ikke prøver at kapre nye medlemmer blandt de unge frustrerede flygtninge.

Al-Shabaab opererer nu i hele det nordlige Kenya, og det kenyanske politi har svært ved at hamle op med truslerne. Dadaab er i løbet af sin 20-årige levetid blevet udvidet adskillige gange og omfatter tre hovedlejre spredt over 50 kvadratkilometer. Det er typisk under transport mellem lejrene, at nødhjælpsbilerne bliver angrebet, og derfor skal de nu alle køre med politieskorte – en kæmpe opgave for politiet.

En yderligere forringelse af sikkerheden hænger sammen med, at det enorme pres på lejrenes fysiske rammer også skaber mange flere konflikter

mellem flygtningene indbyrdes. Det er en klassisk, ”når krybben er tom, bides hestene”-situation. ”Forholdene er værst for de nye flygtninge, der skal forsøge at klemme sig ind mellem de etablerede beboere. Der er simpelthen ikke ressourcer nok til at dække alles behov, og så opstår der konflikter mellem de gamle og nye flygtningegrupper,” siger Peter Klansø fra Dansk Flygtningehjælp.

Hvis der ikke er skaffet flere penge til driften af Dadaab inden september, betyder det blandt andet, at 50.000 mennesker risikerer at stå uden vand og latriner; at 130.000 mennesker vil mangle telte eller anden form for bolig; og at de 164.000 børn (70 procent af alle dem, der lever i Dadaab), der i øjeblikket ikke går i skole, fordi der mangler både lokaler, lærere og materialer, heller ikke kommer til det. De børn, der får undervisning, sidder i klasser med flere end 100 elever. ”Manglen på penge betyder, at mennesker, der er flygtet fra ubeskrivelige lidelser, ikke får den omsorg, de har

brug for. Og der er ikke blot menneskelige omkostninger.

Det har også konsekvenser for sikkerheden i regionen.

Hvis børn ikke går i skole, og mennesker ikke har tag over hovedet og andre basale fornødenheder, har det potentiale til at skabe yderligere usikkerhed,” siger Stephen Vaughan, leder af udviklingsorganisationen Cares landekontor i Kenya i en kommentar.

Den kenyanske regering presser hårdt på for at få opløst dele af lejren og flygtningene sendt tilbage til Somalia, men hvor politisk forståeligt ønsket end er, er det endnu for tidligt at nedlægge lejren, mener Peter Klansø. Meget ville dog være vundet, hvis lejrene i højere grad var i stand til at tilbyde flygtningene nogle meningsfulde rammer. ”Vi skal tænke langsigtet i vores behandling af flygtningene. De skal bruge tiden fornuftigt og lære noget, de kan få glæde af, når de vender hjem. Både børn og voksne.

Det vil bidrage til mere sikkerhed nu og gøre det lettere for folk at etablere sig igen i Somalia,” siger han.

Wibroe, Mygind & Søn

”Jeg vil også gerne gå i skole”

Alt for mange piger som 7-årige Jacklyn kommer ikke i skole. Bare fordi de er piger.

I stedet bliver de giftet bort imod deres vilje, sat til hårdt arbejde eller ender deres liv på gaden.

For bare 5 kroner om dagen kan du være med til at opfylde hendes ønske og give hende muligheden for en bedre tilværelse.

Bliv PlanFadder til en pige og følg med i hendes liv.

planfadder.dk

14 AfrikasHorn

Kristeligt Dagblad Lørdag 1. september 2012

0 Selv i et almindeligt år uden hungerkrise modtager seks millioner etiopiere forskellige former for fødevarehjælp. Her venter en pige på lægehjælp i et center drevet af Læger uden Grænser i byen Kuyera.– Foto: Roberto Schmidt/AFP/Scanpix.

Etiopiens endeløse sultspiral Ingen lande har modtaget mere nødhjælp de seneste 25-30 år end Etiopien. Imens er befolkningen fordoblet, gennemsnitsindkomsten faldet, og landbruget er svagere end nogensinde

Et land, der ikke er nødt til at brødføde sig selv, bliver meget hurtigt et land, der ikke kan. Den gamle læresætning er uhyggelig relevant i tilfældet Etiopien, der befinder sig i sin 9. eller 10. hungerkrise på 25 år.

Fra 1986 til 2004 har Etiopien rapporteret sig selv som værende i fødevarekrise i 93 procent af tiden. Og intet andet land har modtaget mere nødhjælp gennem de seneste 25-30 år. ”I løbet af de seneste 10-15 år har vi oplevet, at der i hvert fald hvert tredje år er omfattende tørke, og fødevarehjælpen er blevet en del af dette mønster,” advarede lederen af Folkekirkens Nødhjælp i Etiopien, Eyasu Mekonnen, da Kristeligt Dagblad besøgte landet i 2008.

Selvom sultsituationen er dårlig i denne omgang i Etiopien, er de fleste enige om, at vi næppe vil se en gentagelse af hungerkatastrofen i 1984. I dag findes der et forholdsvis veludbygget net af klinikker og fødevareuddeling, som holder de værst ramte famili-

YEMEN

N

AF JEPPE VILLADSEN villadsen@k.dk

Etiopien SU DA

etiopien

Addis Abeba

SOMALIA

ETIOPIEN

KENYA

250km /ritzau grafik/ KJ

er lige over det kritiske niveau.

Efter hungerkrisen i 2003, hvor over 13 millioner mennesker modtog nødhjælp, etablerede den etiopiske regering og udenlandske donorer et system, der skulle eliminere sultedøden. Programmet omfatter foruden et ”tidligt advarselssystem” uddeling af mad eller penge til nødlidende, både for at skabe købekraft, hvor der ingen købekraft er, og fordi der oftest findes mad i området, prisen er bare for høj for de fattigste.

Programmet har fået international ros og er blevet kopieret flere steder i Afrika.

Men mens nødhjælpssystemet er blevet udbygget, er Etiopiens landbrug svagere end nogensinde. Produktionen pr. indbygger er faldet med en tredjedel siden hun-

gersnøden i 1984-1985, først og fremmest på grund af den voldsomme befolkningsvækst. Imens er familiernes jordlodder blevet mindre og mindre frugtbare, og gennemsnitsindkomsten er faldet markant.

De fleste dyrker stadig deres jordlodder ligesom deres forfædre: med okser, træplov og regnfald som eneste hjælpemidler. FN har listet Etiopien som et af verdens 10 mindst udviklede lande. Det har ligesom andre afrikanske lande brug for at udvikle deres landbrug: indføre nye fremavlede, hybride kornsorter, kunstvandingssystemer, opbevaringsfaciliteter med mere. Men hjælpen fra udlandet bliver overvejende givet til at holde folk i live – med mad og med medicin.

Således udgør USA’s langsigtede bistand til landet under en procent af, hvad der går til akut hjælp, viser en opgørelse fra den humanitære organisation Care.

Samlet er der skabt en situation, som den amerikanske sult-ekspert Peter Walker kalder ”en tidsindstillet bombe”, når over 80 procent af befolkningen lever af landbrug og er helt afhængige af, hvad de selv er i stand til at produce-

re. For mange af disse er sult et mere eller mindre permanent livsvilkår. De lever altid på kanten, og der skal meget lidt skubbe dem ud over kanten. En fejlslagen høst er nok til at sende Etiopien ud i en humanitær katastrofe.

Det land, der traditionelt har betragtet sig selv som Afrikas mest selvstændige nation – den eneste afrikanske stat, der aldrig blev koloniseret af Europa – er i stigende grad blevet fanget i nødhjælpsafhængighed.

Den seneste alvorlige hungersnød efterlod 4,5 millioner mennesker afhængige af nødhjælp. I år er fødevaresikkerheden stabiliseret, og regeringen anslår, at 3,2 millioner har brug for førevarehjælp. Atter er det manglende regn, der er skurken, efter at Etiopien sidste år gennemlevede den værste tørke i 60 år.

Tørken er katalysator i en dødelig cocktail af svigtende regn, voldsomt stigende fødevarepriser og etniske konflikter. Tørken optrapper de etniske konflikter, hvor forskellige nomadestammer tørner sammen i kamp om vand og græsningsarealer, og disse sammenstød er så igen med til at forværre sultsituationen.

Samtidig sætter befolkningsvæksten konstant øget pres på de trængte naturressourcer.

Mere grundlæggende handler hungerproblemet om, at så stor en andel af indbyggerne er afhængige af et landbrug, som simpelthen ikke kan brødføde befolkningen. Indbyggertallet i Etiopien er blevet fordoblet, siden Live Aid spillede milliardhjælp hjem til landet under sultkatastrofen i 1984-1985.

I dag er Etiopien Afrikas næstmest folkerige stat og kan med de nuværende gennemsnitlige 5,4 børn pr. familie se frem til endnu en fordobling af befolkningen frem til 2050.

Siden 1984-1985-katastrofen er fødevarehjælp blevet en vigtig brik i den etiopiske samfundsstruktur. Selv i et almindeligt år uden hungerkrise modtager seks millioner etiopiere forskellige former for fødevarehjælp.

Netop afdøde Meles Zenawi, der sad som premierminister siden det første demokratiske valg i 1995, var i mange år Vestens darling. Men på det seneste har der mere været tale om et strategisk partnerskab end en kærlighedsaffære.

Bag Etiopiens demokratiske skal er landet i fuld fart ved at bevæge sig fra at være et demokrati til noget, der mest ligner en diktaturstat.

Regeringen har de senere år slået hårdt ned på både pressen, den politiske opposition og begrænset friheden for landets tusindvis af ngo’er.

Menneskerettighedskrænkelserne mødes dog for en stor del med tavshed af Etiopiens vestlige partnere. I mangel af bedre – alternativer er Somalia, Sudan, Eritrea – er Etiopien stadig Vestens vigtigste allierede i området omkring Afrikas Horn, og for især amerikanerne en vigtig allieret i ”krigen mod terror”.

Og landet bliver godt betalt for sin rolle som den stabile, kristne ø i et uroligt hav af muslimer på Afrikas Horn.

USA har øget sin støtte til den etiopiske hær, der i forvejen er en af Afrikas største, mens den britiske u-landshjælp er blevet mere end fordoblet siden 2005.

De senere års hungerkriser har paradoksalt nok udspillet sig, samtidig med at landet med 10 procent årlig BNP-vækst er midt i et vækstboom af kinesiske dimensioner.

Et liv uden frygt!

Lige nu flygter tusindvis af forældre med deres børn fra DR Congo over grænsen til flygtningelejre i Uganda.

De flygter fordi børnene er i stor risiko for at blive tvunget til et liv som børnesoldater

De har brug for vores hjælp!

Med din støtte kan vi hjælpe udsatte

børn og familier i nogle af verdens fattigste lande.

Send en SMS til 1414 med teksten ”liv 50” og støt takst.

med 50kr. - plus alm. sms

Giv et bidrag på konto: 9570 0008688222 - mærk indbetalingen ”liv”

www.adra.dk ww

Alle har ret til et trygt liv

Vi ændrer verden - èt liv ad gangen!

16 AfrikasHorn

Kristeligt Dagblad Lørdag 1. september 2012

Den højstrategiske sandplet Afrika, Mellemøsten og hele fem hære mødes i miniputstaten Djibouti, der lever af sin strategiske placering

djibouti AF JEPPE VILLADSEN villadsen@k.dk

Djibouti

PI EN

ERITREA

50km

MA

LIA

DJIBOUTI

SO

Efter at have udnyttet sin strategiske placering under den kolde krig og dygtigt navigeret mellem Sovjetunionens og USA’s interesser, mistede landet brat sin centrale geopolitiske rolle i tiden efter den kolde krig.

Djibouti var dog hurtig til at genfinde sin position efter terrorangrebene mod USA den 11. september 2001, både på grund af sin vigtige geografiske placering i krigen mod terror og som havn for den amerikanske flåde. Senest er landet blevet tilholdssted for den internationale flåde, der bekæmper de somaliske pirater.

I 2002 ankom de første 900 amerikanske soldater til USA’s nyoprettede flådestation i Djibouti. Basen, der ligger på en tidligere kaserne for den franske fremmedlegion, er centrum for USA’s hastigt ekspanderende hemmelige militæroperationer mod alQaeda i Somalia og Yemen.

I dag menes omkring 3000 amerikanske militærfolk at være udstationeret på basen.

Op til 1000 af dem er special-

0 Den franske fregat ”Le Nivose” forlader her havnen i Djibouti for at beskytte handelsskibe i de pirathærgede farvande omkring Adenbugten. Frankrig er militært massivt til stede i den tidligere koloni, hvor også USA har udstationeret flere tusinde soldater. – Foto: Eric Cabanis/AFP/Scanpix.

ET IO

Landet er så lille, at man knap nok kan få øje på det på et verdenskort. Men hvad det mangler i størrelse, har Djibouti i strategisk betydning.

Med sin placering ved den smalle indsejling mellem Det Røde Hav og Adenbugten – og midt mellem Afrika og Mellemøsten (Yemen og Den Arabiske Halvø ligger bare 26 kilometer væk hen over vandet) – har Djibouti i årtier haft en nøglerolle i regionen.

En rolle, der ikke blot har været økonomisk og politisk profitabel, men også har medført problemer. Således er miniputstaten hjem for færre end 800.000 mennesker – men fem hære!

Det drejer sig, foruden landets egen hær, om en voksende amerikansk militær tilstedeværelse. Landets tidligere kolonimagt, Frankrig, der den dag i dag er en meget tæt allieret, har sin største militære base i Afrika i landet. I den sydlige del af landet har somaliske militser gennem 20 år brugt Djibouti som helle fra kampene i hjemlandet.

Og endelig befinder der sig fortsat tropper fra nabolandet Eritrea ved landets nordlige grænse. Djibouti har siden 2008 været i en krigslignende tilstand med Eritrea på grund af grænsestridigheder, og selvom FN har forlangt, at Eritrea skal trække sine soldater ud af det omstridte grænseområde, er det ikke sket endnu.

/ritzau grafik/ KJ

styrker, der er tilknyttet USA’s regionshovedkvarter i Afrika, Africom. Andre 2000 er tilknyttet kommandoenheden Combined Joint Task Force – Horn of Africa, der har til opgave at ruste landene i regionen til at imødegå terror.

Det lille og fattige Djibouti er helt domineret af hovedstaden af samme navn. Der er hyppige stridigheder mellem de to dominerende befolkningsgrupper, afarer og issaer. En fredsproces, der blev påbegyndt i 2000, har dog ført til fred og nogenlunde stabilitet på det seneste.

Hertil kommer et stort antal flygtninge fra hungersnød og borgerkrige i regionen. Djibouti er et af de lande i verden, som huser flest flygtninge i forhold til indbyggertallet.

Landet, som mest består af ørken, har få naturlige ressourcer, som indbyggerne kan leve af. Det er varmt og knastørt. Djibouti er et af de

0 Djibouti består primært af ørken, så når voldsomme regnskyl en sjælden gang rammer landet, har det ofte katastrofale følger, som for eksempel efter dette regnskyl i 2004. – Foto: AFP/Scanpix.

varmeste lande i verden med en årlig gennemsnitstemperatur på 30 grader celsius.

Nedbøren er de fleste steder under 200 millimeter pr. år.

Landbruget, der er anlagt i oaser og ved kystregionen, dækker kun en fjerdedel af befolkningens behov. Langt størstedelen af fødevareforsyningen bliver importeret, ligesom rusmidlet khat – der bruges i stigende mængder – flyves ind fra nabolandet Etiopien, da det skal tygges helt friskt.

Med meget begrænset in-

dustri og nærmest ingen naturressourcer bortset fra fiskeri er Djiboutis økonomi totalt domineret af transportog servicesektoren. Landet har udråbt sig selv til at være ”Østafrikas Singapore”.

Den strategiske placering og den store transithandel har sammen med en velfungerende telekommunikation og liberale love betydet, at Djibouti er blevet et regionalt bank- og forretningscentrum.

Havnen er stor og moderne, og den håndterer stort set al Etiopiens udenrigshandel, da

den er Etiopiens eneste adgang til havet på grund af borgerkrigen i Somalia og Etiopiens arvefjendskab til Eritrea.

Som på resten af Afrikas Horn er det gået støt ned ad bakke for demokrati og menneskerettigheder i Djibouti de senere år. Den nuværende præsident, Ismail Omar Guelleh, afløste i 1999 sin onkel på posten. Hans anden periode som præsident blev indledt i 2005, efter at Guelleh som eneste opstillede havde

vundet valget med 100 procent af de afgivne stemmer.

Også premierministeren er udpeget af præsidenten.

I 2010 blev forfatningen ændret, så den siddende præsident kunne stille op til præsidentvalg en tredje gang, hvilket skete i 2011, hvor Guelleh til ingens overraskelse blev genvalgt. Denne gang dog ”kun” med 81 procent af stemmerne. Det meste af oppositionen havde imidlertid boykottet valget, fordi de ikke mente, det ville blive frit og fair.

Uddannelse er vejen frem V

i vil børn og unge det allerbedste. I Tanzania og Congo er uddannelse det allerbedste man kan give børn og unge, men det koster penge - mange penge alene at skabe rammer for skolegang og uddannelse.

BDM hjælper i Tanzania og Congo med at gøre skolegang og uddannelse mulig for tusindvis af børn og unge.

• • • •

Cheke Chea, indskoling i Kipili og andre landsbyer ved Tanganyikasøen Grundskoler og gymnasium i Congo ved Tanganyikasøen Håndværkerskoler i Sumbawanga og Kipili Landbrugsskole ved Kigoma

BDM hjælper, fordi vi tror, at alle har ret til det allerbedste, og fordi skolegang og uddannelse er vejen frem!

Din støtte hjælper BDM med at hjælpe!

www.bdm-dk.dk

Etiopiske kvinder har

BDM BRØDREMENIGHEDENS DANSKE MISSION

dansk ethioper mission

værdi Piger bliver omskåret og gift med gamle mænd.

Kvinden er mandens ejendom, og polygami er udbredt. Kvinder arbejder hårdt, og alligevel regnes de for ingenting.

Etiopien har brug for kvindernes stemme og indsats.

Vi støtter Mekane Yesus Kirkens arbejde med at give kvinder i Sydetiopien den værdighed de er skabt med.

Læs om projektet på www.dem-dk.dk

TORVET Katrinebjergvej 75 8200 Aarhus N info@dem-dk.dk www.dem-dk.dk

18 AfrikasHorn

Kristeligt Dagblad Lørdag 1. september 2012

Næste valg kommer først om 40 år Eritrea er ikke alene et af verdens fattigste lande, men også et af de allermest undertrykkende, regeret af en utilregnelig og paranoid tyran

eritrea AF JEPPE VILLADSEN villadsen@k.dk

Det er imponerende at være overgået lande som Nordkorea, Iran og Syrien, når det gælder presse- og informationsfrihed. Men det er lykkedes det lille, og for mange sikkert ret ukendte, afrikanske land Eritrea. Atter i år har organisationen Journalister uden Grænser placeret landet på en sidsteplads ud af 179 lande – lige efter Nordkorea.

Landet menes at være den eneste afrikanske stat helt uden privatejede medier. Og om de statslige nyhedstjenester konstaterer Journalister uden Grænser, at ”de ikke gør andet end at viderebringe regimets krigeriske og ultranationalistiske retorik”.

Organisationen tilføjer, at der i dag ikke findes en eneste udenlandsk korrespondent i hovedstaden, Asmara.

Eritrea er blevet regeret brutalt af præsident Isaias Afwerki, siden landet vandt selvstændighed fra Etiopien i 1993. Det er hen over perioden gået ned ad bakke for menneskerettighederne, og landet topper i dag listen over en lang række menneskeretskrænkelser: vilkårlige anholdelser, tortur, tvangsarbejde samt store indhug i ytrings-frihed, religionsfrihed, forsamlingsfrihed og foreningsfrihed.

Isaias Afwerkis jerngreb har ryddet al synlig opposition af vejen og medført, at befolkningen lever i frygt og mistro.

I Eritrea er der indtil videre intet tegn på et begyndende arabisk forår. Civilsamfundet er nærmest ikke-eksisterende, idet fagforeninger og ngo’er ikke længere er lovlige. Og universitetet i hovedstaden kører kun på vågeblus og er i stedet afløst af tvungen national tjeneste for unge i den studiemodne alder.

Hvilket for mange er lig med lange ophold i træningslejre med hård fysisk træning og politisk indoktrinering.

Eritrea, hvor godt halvdelen af befolkningen er kristne, mens resten er muslimer, er berygtet for sin stærke undertrykkelse af religiøse grupper. Organisationen Christian Solidarity Worldwide anslår, at mellem 2000 og 3000 af landets kristne i dag sidder i fængsel alene på grund af deres tro – en stor del af dem under umenneskelige forhold i shippingcontainere og hemmelige underjordiske fængsler, hvor tortur hører til dagligdagen.

FN’s højkommissær for menneskerettigheder, Navi

0 Den eritreiske præsident, Isaias Afwerki, beskrives som ”utilregnelig” og ”tyrannisk”, og landet ligger på lister over pressefrihed placeret efter for eksempel Syrien og Nordkorea. – Foto: Peter Busomoke/AFP/Scanpix.

Eritrea ERITREA Asmara

ETIOPIEN 200km /ritzau grafik/ KJ

Pillay, har for nylig fordømt Eritreas brug af tortur og summariske henrettelser. Der er ifølge FN’s Menneskerettighedsråd 5000-10.000 politiske fanger i Eritrea.

Regeringen i Eritrea har ikke svaret på menneskerettighedschefens anmodning om at drøfte sagen. I juli vedtog menneskerettighedsrådet enstemmigt at fordømme de ”udbredte og systematiske krænkelser” i Eritrea og udpegede en FN-ekspert til at undersøge menneskerettighedsbrud i landet.

Senest er Røde Kors dog blevet tvunget til at stoppe sit arbejde i Eritrea. Regeringen har meddelt Røde Kors’ eritreiske søsterorganisation, at den ikke længere må modtage penge fra udlandet, da det truer landets selvstændighed. Eritrea har gennem de seneste år udvist alle internationale hjælpeorganisationer.

0 Eritrea er tidligere italiensk koloni, og det har sat sine spor blandt andet i arkitekturen i hovedstaden, Asmara, der i 1939 havde et italiensk befolkningsflertal. – Foto: Angela Prati/AGE/Scanpix.

Der var ellers store forhåbninger til Eritrea, da landet i 1991 blev en selvstændig nation, efter at det gennem en stædig guerillakamp som en anden David besejrede den mægtige nabo Etiopien.

Den tidligere italienske koloni var efter Anden Verdenskrig blevet indlemmet i Etiopien og først efter næsten 40 års udmarvende befrielseskrig opnåede landet uafhængighed og nød for en tid ver-

dens beundring. På det tidspunkt fremstod Isaias Afwerki som en progressiv og moderne leder. Udviklingsbistand og ambassader strømmede til hovedstaden, Asmara, med dens charmerende italienske arkitektur, og Afwerki blev udråbt til at skulle være en af frontfigurerne i det, man håbede skulle blive ”Afrikas renæssance”. Ved den første folkeafstemning, der blev holdt i april 1993,

stemte 99,8 procent for selvstændighed, og Eritrea blev formelt en suveræn stat og samme år optaget som medlem af FN. Men renæssancen må de se langt efter i Eritrea, hvor der ikke har været holdt valg siden uafhængigheden.

Eneherskeren Isaias Afwerki annoncerede i 2008, at valg ville blive udskudt i 3040 år – eller længere – da de ”polariserer samfundet”.

Under præsident Afwerkis utilregnelige og tyranniske ledelse har landet de senere år systematisk gjort sig uvenner med sine nabolande og isoleret sig fra verdenssamfundet. Landet har blandt andet gjort sig upopulær ved åbenlyst at støtte islamistiske oprørere i Somalia, starte en mindre territoriel strid med nabolandet Djibouti og blande sig indirekte i konflikten i Darfur.

Præsidentens udenrigspolitik er blevet beskrevet som paranoid, utilregnelig og aggressiv og har medført, at Eritrea i dag befinder sig totalisoleret som en pariastat i verdenssamfundets yderste periferi. Eritrea er i dag under FN-sanktioner, og USA har flere gange truet med at føje landet til sin terrorliste.

Som om det ikke var nok, lider befolkningen også materielt. Eritrea er et af verdens allerfattigste lande og plages jævnligt af tørke. Økonomien er i ruiner som resultat af tørken, enorme militærudgifter og regeringens ravage af den private sektor.

Men der er tegn på, at oppositionsgrupper er begyndt at røre på sig i Eritreas nabolande. Problemet er dog, at de indtil videre ikke er godt organiserede og ikke udgør en fælles front mod styret i Asmara.

Læger uden Grænser forsøgte at nå de allermest sårbare...

Den humanitære krise i Somalia er, og var i 2011, en af de værste i verden. For i 2011 ramte en voldsom tørke somalierne, der i forvejen led under konsekvenserne af en langvarig konflikt og manglen på et fungerende sundhedssystem.

September - oktober 2011 I september og oktober 2011 blev en mæslingeepidemi hurtigt den mest skræmmende udfordring som Læger uden Grænsers hold i regionen havde stået overfor.

I løbet af 2011 har Læger uden Grænser (MSF) ydet lægehjælp 22 forskellige steder i Somalia, såvel som i lejre for somaliske flygtninge i Etiopien og Kenya.

I kombination med underernæring, blev mæslinger den hyppigste årsag til børnedødelighed i Somalia. Der var akut behov for massevaccinationer, men vi stod overfor et fortsat forbud mod at arbejde i store dele af det sydlige og centrale Somalia.

I perioden fra maj til december 2011 behandlede vi mere end 95.000 patienter for underernæring, over 6.000 patienter for mæslinger og vaccinerede næsten 235.000 børn mod sygdommen. Vi assisterede i mere end 5.500 fødsler og foretog over 450.000 konsultationer.

På trods af intense forhandlinger med væbnede grupper, så har adgang til de hårdest ramte regioner i det sydlige Somalia hele tiden været vanskelig.

Maj - juni 2011 I maj – juni 2011 arbejdede Læger uden Grænsers lægehold på højtryk for at hjælpe et dramatisk voksende antal underernærede børn og voksne i det centrale Somalia.

I samme periode krydsede en massiv flygtningestrøm pludselig grænsen fra Somalia til Kenya og Etiopien.

Juli - august 2011 Samtidig med at Læger uden Grænser forhandlede en opskalering af sine aktiviteter inde i Somalia, udvidede vi vores katastrofeindsats over for flygtninge, der ankom til de overfyldte lejre i Kenya og Etiopien. Alene i juni måned blev 48.000 nyankomne registreret i Dolo Ado camp i Etiopien.

Efterhånden som frontlinjen bevægede sig væk fra den indre by Mogadishu, kunne Læger uden Grænser udvide sine eksisterende aktiviteter i den somaliske hovedstad betydeligt på trods af en stadig meget skrøbelig og usikker situation.

Fra begyndelsen blev den igangværende krise forklaret som hungersnød opstået naturligt på grund af tørke. Men Læger uden Grænser har hele tiden understreget, at vores humanitære aktiviteter i regionen ikke kun var nødvendige på grund af tørke, men også som følge af en kronisk, kompleks og stærkt politiseret konflikt.

I oktober 2011 blev to af Læger uden Grænsers medarbejdere bortført fra flygtningelejrene i Dadaab, Kenya. Læger uden Grænser fordømmer bortførelsen af Blanca Thiebaut og Montserrat Serra og opfordrer til betingelsesløs løsladelse af vores to kolleger. Som følge af dette angreb suspenderede vi midlertidigt nogle af vores medicinske aktiviteter i Dadaab.

November - december 2011 I november førte regntiden, samt overfyldte og meget uhygiejniske forhold i lejrene, til en støt stigning i antallet af kolerapatienter.

Fra midten af december havde Læger uden Grænser behandlet 1875 kolera patienter i hele Somalia. Men drabet på to af vores ansatte, Philippe Havet og Dr. Karel Keiluhu, den 29. december 2011 i Mogadishu betød, at vi måtte lukke to af vores projekter, der blandt andet behandlede kolerapatienter samt patienter med underernæring og mæslinger. Vores andre projekter i de øvrige distrikter i hovedstaden, såvel som i 10 steder i resten af Somalia fortsatte.

Konklusion Behovene hos den somaliske befolkning vil sandsynligvis forblive akutte.

Selv om medierne snart finder andre steder at rette søgelyset, så vil Læger uden Grænser fortsætte med at give uafhængig og upartisk hjælp og dække de enorme medicinske og humanitære behov i og omkring Somalia. Vi vil gøre det der, hvor de sikkerhedsmæssige forhold tillader det.

Læger uden Grænser vil også fortsat gøre alt, hvad vi kan for at sikre frigivelsen af vores to bortførte kolleger.

Tusind tak til alle jer, der har været – og fortsat er – med til at hjælpe de mennesker, der er ramt af krisen i Somalia – og andre udsatte befolkningsgrupper, der ikke har adgang til lægehjælp.

Du kan læse mere om – og meget gerne støtte – vores arbejde på msf.dk

20 AfrikasHorn

Kristeligt Dagblad Lørdag 1. september 2012

Hvor frygten for krigen er det største problem Optimismen emmer ud af folk i Somalias hovedstad, Mogadishu. De bevæger sig i dag rundt uden frygt for at havne i skudlinjen mellem al-Shabaab og regeringstropper, men 21 års krig og uro sætter sine spor

somalia VIBEKE RASK GRØN SKRIVER FRA SOMALIA udland@k.dk

Peter Klansø, regionalchef for Dansk Flygtningehjælp på Afrikas Horn og i Yemen, advarer dog mod at drage forhastede konklusioner. ”Der er ikke fred i Somalia, der er en proces i gang,” påpeger han.

Mandatet for Somalias overgangsregering (Transitio-

0 Der er masser af liv og optimisme i Somalias hovedstad, Mogadishu. – Foto: Alexandra Strand Holm.

Somalia

M

AL

IA

ETIOPIEN

SO

”Denne her gang lykkedes det at få dannet en egentlig regering og komme videre som et rigtigt land,”siger 35årige Husan Adan Hussein.

Om udtalelsen dækker over et brændende ønske efter 21 års krig og uroligheder, eller om den bygger på politisk indsigt, er ikke til at sige, men han virker overbevist – og han er bestemt ikke den eneste. Hvem man end spørger i Mogadishu i dag, svarer de: Freden er kommet nu, og snart bliver alt normalt igen. ”Ja, inden der er gået et år,” vover den 70-årige kvægnomade Abdulahi Ali Aden endda at spå.

Kører man en tur gennem Mogadishus sønderskudte og ødelagte gader, er her også et myldrende leben. Drenge spiller fodbold, butikker har åbent, her er masser af folk, og æselkærrer, scootere og biler kæmper om kørebanerne.

Her bliver bygget nye huse mellem ødelagte ruiner, på fiskemarkedet råber mændene deres priser for at tiltrække kunderne, og i de mere ydmyge sandsmøger sælges der sukker og kager fra kiosker og trækul i små portioner ad gangen. Og der er en aura af optimisme over alt. ”Som du kan se, er folk begyndt at renovere deres huse, og forretningerne er i gang,” siger Beshir Yusuf og peger rundt.

Han har selv fået bygget et stort hvidt hotel, Hotel Peace II, i det centrale Mogadishu og satser på, at gæsterne snart indfinder sig.

Flere gange om ugen ankommer fly fra Tyrkiet, fra Dubai i De Forenede Arabiske Emirater eller fra Nairobi, Kenyas hovedstad, til Mogadishu med folk fra diasporaen. Mødre hanker op i børnene, fædre bærer kufferter, unge og gamle, alle kommer de for at orientere sig om, hvor Somalia bevæger sig hen, og om det er nu, man skal satse sine sparepenge og investere?

Mogadishu

250km /ritzau grafik/ KJ

nal Federal Government, TFG) udløb den 20. august, og en internationalt støttet proces frem mod en reel regeringsdannelse er nu i gang.

Somalias klanældre har udpeget et Nationalt Forfatningsudvalg bestående af 825 medlemmer, som repræsenterer landets mange forskellige klaner og familiegrupper.

Den 1. august var Somalias nye forfatning til afstemning i forfatningsudvalget og blev vedtaget med 96 procent af stemmerne for.

Næste skridt er at udpege medlemmer til parlamentet.

Augustine Mahiga, FN’s særlige udsending i Somalia, advarer ifølge BBC klanlederne mod at forfalde til korruption

eller ligefrem til salg af parlamentspladser. ”Nu må alle forsøge at genskabe et værdigt og respekteret Somalia,” siger han og opfordrer alle til at fortsætte på demokratisk vis.

Parlamentet skal til sin tid udskrive valg, og derefter kan den første rigtige regering i over 21 år dannes.

Peter Klansø understreger, at det er somalierne selv, der skal ville freden. Hverken internationale organisationer, USA, EU eller Tyrkiet kan skabe fred i Somalia. Freden skal komme indefra, ved at klanlederne vælger kompromisernes og forhandlingernes vej frem for krigens.

Mange almindelige mennesker, man taler med i Mogadishu, som Husan Aden Hussein, siger, at tiden er moden nu, og de føler sig overbeviste om, at deres ledere vil fredens vej. ”Der er en chance for at få løst konflikterne lige nu, og det bør udnyttes, for muligheden kommer måske ikke tilbage igen,” siger Abdulahi Ali Aden, der bruger det meste af sin tid som internt fordrevet i Mogadishu til at lytte til programmer fra forskellige radiostationer, både pro-TFG og pro al-Shabaab-stationer.

Al-Shabaab blev jaget ud af Mogadishu i slutningen af 2011, men trak sig i første omgang kun lige ud bag bygrænsen og sad i lang tid tungt på provinserne omkring hovedstaden, Lower Shabelle og Middle Shabelle. De foretager stadig jævnlige nålestiksangreb ind i byen, men det regner folk generelt ikke for noget.

Seneste og hidtil alvorligste angreb kom den dag, afstemningen om den nye forfatning fandt sted i forfatningsudvalget. Her forsøgte to selvmordsbombemænd at trænge ind på det område, hvor mødet fandt sted. De blev skudt af regeringssoldater, inden de nåede ind, men det viser noget om trusselsniveauet.

Senest har al-Shabaab også personligt truet de nyvalgte medlemmer af forfatningsudvalget, og mange fra provinserne, hvor sikkerheden ikke er god, er opskræmte.

Formanden for udvalget, Abdirrahman Hosh Jabril, opfordrer dog ifølge den uafhængige nyhedswebside SomaliaReport alle til at lade være med at vise svaghed nu, hvor man er nået så langt.

I begyndelse af året satte kenyansk militær ind med regu-

lære bombninger i det sydlige Somalia, og somaliske styrker fra TFG støttet af de fredsskabende tropper fra Den Afrikanske Union, Amisom, indledte en offensiv, som har sendt islamisterne ud på et kontinuerligt tilbagetog.

En stor del af nomaderne og bønderne i provinserne havde indtil da fundet sig i at leve under al-Shabaabs åg, men de mange bombninger og intensiverede kampe mellem islamisterne og fremtrængende TFG- og Amisomtropper sendte nye bølger af flygtninge mod Mogadishu.

Også Husan, hans kone og deres syv børn blev tvunget væk fra Lower Shabelle på grund af voldsomme kampe i deres områder for ni måneder siden.

Al-Shabaabs tilbagetog er dog ikke nødvendigvis ensbetydende med øget sikkerhed i de områder, der er blevet befriet. Mange al-Shabaab-tilhængere hopper til og fra som aktive kæmpere, og en del har i takt med tilbagetoget slået sig på almindelig kriminalitet og bil-bortførelser for at finansiere deres hellige krig.

Både småhandlende, nomader og bønder frygter, at den type al-Shabaab-krimi-

nelle når som helst kan dukke op og kræve alt af værdi udleveret. ”Vi skal heller ikke nyde noget af at tage hjem til Lower Shabelle, før al-Shabaab med sikkerhed er helt forsvundet,” siger Husan.

For de fleste er daglig sikkerhed i en af Mogadishus kæmpestore teltlejre for internt fordrevne meget mere værd end at have fod på eget stykke land i en usikker tid.

Al-Shabaabs absolut stærkeste tilholdssted er havnebyen Kismayo nord for Mogadishu, og det er her, at islamisterne i øjeblikket forbereder sig på et forsvar. Man har annonceret en ny strategi og vil blokere for al transport af varer fra havnen og videre ind til de TFG-kontrollerede regioner Gedo, Lower Juba og Bay, skriver SomaliaReport.

Al-Shabaab er overbevist om, at en økonomisk embargo vil få ødelæggende effekt på TFG, Amisom og deres allierede, og at moralen og opbakningen til at retablere Somalia herefter vil smuldre.

Vibeke Rask Grøn er selvstændig journalist og har arbejdet og rejst i Østafrika og Sydsudan. Turen til Somalia i juni-juli kom i stand på initiativ af Dansk Flygtningehjælp.

Præsident Yahya Jammeh har siddet på magten i Gambia siden 1996. (Foto: Polfoto)

STOP HENRETTELSERNE STOP PRÆSIDENTEN

Red liv med din mobil Efter 27 års pause er Gambia igen begyndt at henrette fanger. Præsident Yahya Jammeh har beordret alle fanger på dødsgangen henrettet inden for få uger. Hjælp Amnesty med at standse massehenrettelserne.

Skriv under! sms AKTION + DIT NAVN til 1919 (0 kr. + alm. takst)

Sms teksten AKTION + DIT NAVN til 1919.

Så sætter vi dit navn på underskriftslisten og afleverer den til Gambias ambassade i London.

Tak fordi du støtter menneskerettighederne.

Tjenesten udbydes af Amnesty International

22 AfrikasHorn

Kristeligt Dagblad Lørdag 1. september 2012

En krone til nødhjælp er syv gange så meget værd, hvis den gives til udviklingsbistand Forebyggende udviklingsbistand er billigere og mere effektiv end nødhjælp, men det er svært at samle penge ind til langsigtede projekter

bistand Af Inor Dale dale@k.dk

De fleste genkender sandsynligvis det gamle mundheld om, at det er bedre at give en sulten mand en fiskestang end at give ham en fisk. Det samme er sandt i forhold til udviklingsbistand. Hvis vi havde ydet en bedre forebyggende indsats, kunne fødevarekrisen på Afrikas Horn være mindsket betragteligt i omfang. Men det er først, når skaden er sket, at de fleste griber til pengepungen for at yde tiltrængt hjælp.

Det er en meget naturlig og menneskelig mekanisme, der bliver sat i spil, når vi giver penge til akut nødhjælp, siger Henrik Secher Marcussen, professor ved Roskilde Universitets Institut for Samfund og Globalisering. Han har forsket i blandt andet udviklingsbistand. ”Akut nødhjælp er stærkt appellerende. Man bliver konfronteret med nødhjælpens umiddelbare konsekvenser og indhold, hvilket appellerer til vores følelser og solidaritetsfornemmelse,” siger han.

Den akutte nødhjælp er dog, groft sagt, en lappeløsning.

Derfor prøver nødhjælpsorganisationer at blive bedre til at hjælpe forebyggende. ”Akut nødhjælp har mange begrænsninger, men det langsigtede udviklingsperspektiv er vanskeligt at kæde sammen med de akutte nødhjælpssituationer. Det er dét, som nødhjælpsorganisationer ser som deres udfordring.

De prøver at arbejde forebyggende og etablere forudsætninger for langsigtet indsats.

Nødhjælpsorganisationer er jo primært gode til nødhjælp, det har de bygget deres organisationer op omkring. De er vældig gode til det logistiske og at få eksempelvis fødevarer ud i en nødsituation. Den langsigtede udvikling forsøger de dog at opbygge som en del af deres kompetencer,” siger Henrik Secher Marcussen.

Selvom den forebyggende indsats er nødvendig, hvis der skal skabes velstand i Den Tredje Verden på længere sigt, er den samtidig sværere at promovere blandt donorlandenes befolkning. ”Danida, ngo’er og nød-

0 Akut nødhjælp er stærkt appellerende. Man bliver konfronteret med nødhjælpens umiddelbare konsekvenser og indhold, hvilket appellerer til vores følelser og solidaritetsfornemmelse. Her er det nødrationer, der står klar til uddeling i Mogadishu i Somalia under sultkatastrofen sidste år. – Foto: Mustafa Abdi/AFP/Scanpix.

hjælpsorganisationer gør meget for at promovere langsigtet udviklingshjælp. Det er nødvendigt at tage fat i de grundlæggende strukturer, som skaber nød og fattigdom.

Det kan man kun ved at gøre opmærksom på det langsigtede perspektiv. Det er organisationerne gode til, men det appellerer ikke på samme måde til at få pengepungen frem,” siger Henrik Secher Marcussen.

Isobro, Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation, mener dog, at danskerne rent faktisk prioriterer langsigtet udviklingsbistand. ”Når jeg ser på bredden af organisationer, der arbejder med at samle ind til Den Tredje Verden, er der både indsats med katastrofehjælp og den langsigtede hjælp. Det tegner tilsammen et godt billede af helhedssituationen.

Indsamlingsfagligt opfatter jeg, at et stigende antal af donorer gerne vil give løbende donationer til udviklingsindsats og dermed donere penge til det lange, seje træk,” siger Robert Hinnerskov, general-

sekretær for Isobro.

Han fremhæver samtidig, at kampagnen Verdens Bedste Nyheder er et pragteksempel på, hvordan man gøre donationer til langsigtet udviklingsbistand attraktive. Den nævnte kampagne er en delt indsats mellem nødhjælpsorganisationer, virksomheder og Danida og FN, som informerer om, hvordan penge til udviklingsbistand rent faktisk hjælper og forebygger Den Tredje Verdens største problem: fattigdom. Og kampagnens sekretariatsleder, Thomas Ravn-Petersen, bekræfter, at folk skal have besked om, at deres donationer hjælper, hvis de skal blive ved med at putte penge i kassen. ”Hvis ikke man hører, at det nytter, har man ikke lyst til at give. Ellers bliver det kun med hjertet, hvor hjernen siger nej. Det er vigtigt at kommunikere til danskerne, at vi kan afskaffe fattigdom.

Verden har midler, viden, ekspertise og erfaring med den slags. Vi ved, hvad der skal til for at skabe gode cirkler. Sulten på Afrikas Horn

kunne have været undgået, og vi kan med langsigtet udviklingsbistand forhindre den slags katastrofer. Nødhjælp er alt for bekostelig, men man kan selvfølgelig ikke afskaffe den, for pengene går til folk, der er i en kritisk, akut situation,” siger Thomas Ravn-Petersen.

Care er en organisation, der har påtaget sig at arbejde specifikt med forebyggende udviklingshjælp. De genkender, at det kan være en sej kamp at engagere danskerne i langsigtede projekter. ”Der er lavet undersøgelser af, hvad danskerne helst vil donere til. De viser, at folk gerne vil støtte det langsigtede arbejde. Men adfærden er desværre anderledes. Folk skal have en konkret årsag til at få pungen op af lommen, og det føles selvfølgelig mere relevant, når man ser folk i akut nød. Det er en basal menneskelig mekanisme,” siger Sisse Marie Brown, kommunikationschef for Care i Danmark.

Care vælger at fokusere på det lange løb, da nødhjælp

ifølge dem er problematisk i mange henseender. ”Når vi uddeler nødhjælp i form af fødevarer i lande, som er ramt af hungersnød, smadrer vi samtidig det lokale marked, der kunne være.

Det er nødvendigt for at redde liv, men vi ødelægger også det, de lokale skal leve af på længere sigt. I forbindelse med sultkatastroferne på Afrikas Horn og i Sahelbæltet er der faktisk mad på markedet. Men den fattigste befolkning har ikke råd til at købe den. Derfor kan man understøtte befolkningen ved at give dem penge for at udføre lokalt arbejde. Derefter kan de købe mad på markedet. På den måde undgår vi at gøre fremtiden endnu mere dyster for de lokale bønder,” siger Sisse Marie Brown.

Når Care går ind og hjælper de sultramte lande, har de mange andre forebyggende udviklingsstrategier. Care hjælper de lokale bønder med at plante tørkeresistente afgrøder, opfulgt af informationer om vejrprognoser og viden om forplantning. Samtidig med det leverer de hus-

dyrhold, som modtagerne kan leve af, hvis høsten skulle fejle, eller hvis der er store udsving i vejret. De hjælper også de lokale med at etablere ordentlige brønde for at sikre dem rent vand.

Og den langsigtede nødhjælp er en god forretning, forklarer Sisse Marie Brown.

Derfor prøver Care at appellere til sund fornuft, når de skal gøre opmærksom på deres arbejde og behov for midler. ”Der er nogle beregninger, der stammer fra Verdensbanken, som viser, at for hver krone, vi bruger på forebyggelse, sparer vi syv kroner i nødhjælp. Det kan svare sig at styrke fattige mennesker og udruste dem til at modstå kriser. De landsbyer, vi har hjulpet tidligere, har stået bedre imod kriser og har ikke i samme udstrækning behov for nødhjælp – nogle gange kan det helt undgås. Det er derfor, der står ’jo før, jo bedre’ under vores logo. Vi kalder det rettidig omsorg, fordi det redder liv og betaler sig i kroner og øre,” siger Sisse Marie Brown.

verden tørster efter langsigtede løsninger

Støt dét arbejde, der skaber varig forandring.

SMS MS150 – og støt MS med 150 kroner (+ alm sms-takst).

Når du støtter Mellemfolkeligt Samvirke, støtter du den langsigtede katastrofeforebyggelse, så fattige mennesker i udsatte områder er mindre afhængige af nødhjælp fremover.

Mellemfolkeligt Samvirke gør en varig forskel • Bønder i de tørkeramte områder bliver hjulpet til at dyrke jord med nye tørkeegnede afgrøder og til at bruge minimalt med vand.

• Kvinder får økonomisk bistand og rådgivning til at starte produktionsværksteder og forretninger, så de er mindre udsatte næste gang katastrofen rammer.

• Fattige mennesker i de tørkeramte områder bliver hjulpet til at stille de lokale politikere til ansvar, så de penge, der fx er afsat til bygning af diger og vandkanaler, rent faktisk bliver brugt på det.

For et år siden oplevede østafrikanerne den værste tørke i 60 år.

13 millioner mennesker havde brug for humanitær nødhjælp – og Mellemfolkeligt Samvirke var sammen med ActionAid Kenya en del af nødhjælpsberedskabet.

• Knap 390.000 mennesker har modtaget akut nødhjælp.

• 60.000 mennesker er sikret rent drikkevand • 43.000 skoleelever har fået skolemad regelmæssigt Vi ved, at naturkatastrofer altid rammer de svageste hårdest.

Derfor har Mellemfolkeligt Samvirke fokus på at skabe varige forandringer hos verdens fattigste, så de bedre kan klare sig selv næste gang.

Når du støtter Mellemfolkeligt Samvirkes langsigtede katastrofeforebyggelse, støtter du det arbejde, hvor vi vurderer, at dine penge gør mest varig gavn.

Støt det arbejde, der skaber varig forandring.

SMS MS150 – og støt MS med 150 kroner (+ alm sms-takst).

foto sofia wraber

Katastrofer er uundgåelige - hungersnød kan undgås I 90 år har vi hjulpet mennesker i nød med at

naturkatastrofe end at forebygge katastrofens

komme ud af håbløs fattigdom eller videre efter

konsekvenser.

katastrofer. det er hårdt arbejde, men det nytter. det er hjælp, der får smilet frem.

Vi tror på, at folk i fattige lande skal kunne bruge deres egne ressourcer, teknikker og viden,

Mange tror, at hungersnød er en uundgåelig

så de ikke skal være afhængige af nødhjælp -

følge af tørke, men det behøver det ikke at være.

men selv have mulighed for at forbedre deres

hungersnød kan undgås. Først og fremmest ved

levevilkår.

forebyggelse og dernæst med nødhjælp, hvis det bliver rigtigt slemt.

gør noget i dag. Brug girokortet i dagens avis eller gå ind på www.nødhjælp.dk og opret en fast

Verdensbanken har regnet ud, at det koster syv

månedlig betalingsaftale.

gange mere at få familier på fode igen efter en

På forhånd tak for din hjælp