Arv&Testamente Forår 2023

Bevidstheden om, at livet en dag får ende, bærer vi alle rundt på. Det betyder dog ikke, at døden dermed er let at sætte ord på eller forholde sig til. I tillægget Arv&Testamente kan du blive klogere på nogle af de spørgsmål, der melder sig, når livet rinder ud – og hvorfor de er vigtige at tage stilling til rettidigt. Tak, fordi du læser med. Benedikte Christine Rasmussen, jourhavende og tillægsredaktør, Kristeligt Dagblad

indhold

4 Gode råd Strid kan blive det største arvestykke

6 Baggrund Når ensomme dør, forsøger præster og bedemænd at skabe en værdig begravelse for dem

8 Kulturhistorie Kedelig, bevaringsværdig og ikkekristen: Her er historien bag tre kendtes gravsteder

10 Reportage I et hjørne af Holmens Kirkegård forvandles granitblokke til gravsten

14 Gode råd Sådan forbereder du dig på, at din partner dør

16 Nyhed Flere tager stilling til, hvordan de vil begraves

18 Voxpop Tre danskere fortæller: Dette tager jeg med mig i graven

23 Baggrund Ventesorg er en overset sorg. Men flere og flere rammes af den

26 Nyhed Ganske få tager stilling til deres digitale efterliv

27 Guide Sådan laver du et digitalt testamente

28 Kulturhistorie

Dødsannoncer har ændret sig med årene

Udgivet af Kristeligt Dagblad

30 Nyhed De sociale medier kan åbne for samtalen om død og sorg

32 Interview Stine illustrerer den sorg, hendes fars død plantede i hende

34 Baggrund En ydmyg sidste vilje er ofte en bjørnetjeneste for de efterladte

36 Baggrund Hvad, der er mit, er dit ... næsten

38 Reportage HF-elever bruger kunsten til at tale om livet og døden

Kristeligt Dagblad A/S | Vimmelskaftet 47 | 1161 København K | Ansvarshavende chefredaktør: Jeppe Duvå | Redaktør: Benedikte Christine Rasmussen | Layout: Grethe Nielsen | Tryk: Sjællandske Medier A/S

Strid kan blive det største arvestykke

tagere at have styr på det praktiske omkring arven i god tid. Alligevel skal der ofte en livstruende sygdom til, før man begynder at planlægge det praktiske om arven, siger hun.

”Men det er ikke alle, der bliver varslet om, at nu er det nu. Man kan for eksempel pludselig dø i et trafikuheld,” siger hun.

Alexander Dahl

alexander-dahl@k.dk

Ved døden efterlader nogle en bombe, der sprænger den efterladte familie i stykker. Bomben er arven, for det er desværre et velkendt fænomen, at arv kan få det værste frem i arvingerne og splitte familier ad. Det fortæller tre eksperter, der på hver deres måde har beskæftiget sig professionelt med arv: en psykolog, en advokat i arveret og en formueøkonom.

Heldigvis behøver det slet ikke komme så vidt. Der er ifølge alle tre eksperter store fordele ved at tage samtalen om arv tidligt, og tager man den på en god måde, kan det skabe tryghed og ro i sindet hos alle parter. Alligevel udskyder mange samtalen til sidste øjeblik – og til tider når samtalen slet ikke at finde sted, inden døden indtræffer. Der er flere årsager til, at spørgsmålet om arv ofte er omgærdet af tabu. Det fortæller psykolog Søren Braskov, der er partner i virksomheden Humanact.

”Først og fremmest skyldes det, at man er bange for konflikter, at forventningerne mellem de forskellige arvinger ikke stemmer overens, og at samtalen derfor vil få noget ubehageligt til at blusse op,” fortæller han.

Desuden forudsætter samtalen om arv, at man italesætter et tungt eksistentielt vilkår.

”Det er ikke alle, der har let ved at tale om, at døden er et faktum. Eksistentielt er det en svær samtale. Det er noget, de fleste forbinder med ubehag og tristhed,” siger han.

At døden så ovenikøbet skal sættes ind i en ramme, der handler om, hvem der får hvad ud af den, gør det ikke lettere.

”Det kan let blive opfattet som griskt og upassende af arvingerne.”

Det samme oplever Sajitha Sureshkanna, der er advokat med speciale i familie- og arveret hos advokatfirmaet Ret&Råd Advokater i Glostrup på Sjælland.

”Det kan virke underligt for forældrene, at børnene stiller spørgsmål til arven: Er du allerede ved at planlægge vores død?, kan de eksempelvis tænke,” siger hun.

Døden kan synes fjern, og derfor udskyder mange mennesker testamentet indtil sidste øjeblik, fortæller Bettina Brask, der er formueøkonom i Jyske Bank. Desværre, mener hun. For fra hendes klienter oplever hun, at det giver en stor tryghed for både arvegivere og arv-

Og den uventede død giver ofte arveretlige problemer for familien og arvtagere. Det mærker Sajitha Sureshkanna i sit daglige arbejde som familieadvokat. Hun har netop haft en sag med en enke, der længe havde talt med sin ægtemand om at lave et testamente. Deres største ønske var, at alle fem sammenbragte børn skulle arve lige meget. Men testamentet nåede ikke at blive skrevet, før manden pludselig døde, og da børnene er sammenbragte, gør arvereglerne det vanskeligt at efterleve parrets ønsker.

”Konsekvensen ved ikke at have skrevet et testamente kan være, at arven ganske enkelt ikke falder, som den afdøde havde regnet med. Mange har en forestilling om, hvordan arven skal fordeles, men det er ikke altid, at den forestilling afspejler arveretten,” fortæller hun.

Og det er særligt i de sammenbragte familier, at arven giver problemer. Både juridisk og følelsesmæssigt. Arveafgiften og retten til at fordele arven varierer, alt efter hvem der er de biologiske forældre til børnene, og det medfører ofte, at arven ikke fordeles, som hverken arvegiveren eller arvingerne forventede. Det er også, siger Sajitha Sureshkanna, i de sammenbragte familier, at arven oftest bliver en kilde til jalousi, konflikt og splittelse.

”Jeg oplever desværre, at arven splitter familier. Det gælder særligt de sammenbragte familier. Her kan spørgsmålet om, hvem der skal arve hvor meget, være særligt ømt. Både mellem parret, der giver arven, og hvor problematikker som, at ’dine børn kan jo ikke lide mig’, kan komme op,” fortæller hun.

”For hvis arvegiverne ikke selv tager snakken med arvingerne og får skrevet et ordentligt testamente, så overlader de konflikten til arvingerne. Og det er sjældent godt. Hvis de sammenbragte børn i forvejen ikke kan med hinanden, kan man være sikker på, at det går galt, når der kommer penge imellem,” fortsætter Sajitha Sureshkanna.

Selvom vi ynder at fortælle hinanden, at penge ikke betyder det store, så er virkeligheden ofte en anden, når det kommer til arv, påpeger advokaten. Her opfattes både pengene og genstande som et udtryk for, hvor meget den afdøde værdsatte arvtageren. For at forebygge konflikter mellem arvingerne, og for at sikre at arven fordeles hensigtsmæssigt, anbefaler hun –ligesom de andre eksperter – at man tager snakken og skriver et testamente i god tid.

”Vi laver rigtig mange forsikringer i håb om, at vi ikke kommer til at bruge dem. Én ting vi til gengæld ved, det er, at vi kommer til at dø. Så om man vil det eller ej, bliver man nødt til at tage den her snak,” siger hun.

Eksperternes råd til den gode samtale

” Tag samtalen tidligt, og genbesøg dit testamente

BETTINA

Man ved aldrig, hvornår et testamente bliver relevant, understreger Bettina Brask, der er formueøkonom i Jyske Bank. Mange venter til sidst i livet med at tage samtalen om arv og skrive et testamente, men det kan ligge arvingerne til stor last, hvis livet slutter, inden samtalen er taget.

”Vi ved aldrig selv, hvornår den sidste periode i livet er. Derfor er det vigtigt, at man allerede tidligt sætter sig ind i arvereglerne, taler med sine pårørende og skriver et testamente. Det testamente bør man genbesøge, hver gang noget i ens livsforløb ændrer sig – såsom at man får en ny partner – da det kan ændre ved, hvordan arven bliver fordelt.”

” Vær åben og lav faste rammer for samtalen

SØREN BRASKOV, PSYKOLOG OG PARTNER I VIRKSOMHEDEN HUMANACT

Når samtalen om arv skal åbnes, er det ifølge psykolog Søren Braskov dem, der skal fordele arven, der har serveretten. For det kan være særligt vanskeligt for arvtagerne at bringe emnet op. Han anbefaler, at arvegiverne både holder sig åbne for indvendinger fra arvingerne og samtidig begrænser samtalen til bestemte tidspunkter:

”Det er en dårlig idé at præsentere testamentet som noget, der ikke er til diskussion. I stedet kan man fortælle om de overvejelser, man har gjort sig, og sætte dem til høring. Desuden er det smart at sætte nogle tidsbegrænsede rammer for samtalerne. Ellers kan det let blive noget, man bringer op i tide og utide, og som kan skabe dårlig stemning og blive brugt som et våben i andre diskussioner. Derfor kan man sige: Nu taler vi om arv, og så forlader vi samtalen igen. Så kan vi vende det igen om nogle måneder.”

” Tal om følelserne i stedet for økonomien

Det er naturligt, at slægtninge er interesserede i, hvordan arven bliver fordelt, især hvis de har grund til at tro, at det kan give anledning til konflikter. Det er ifølge familieadvokat Sajitha Sureshkanna i højere grad følelserne end det økonomiske spørgsmål, der tynger arvingerne. Derfor bør det netop være følelserne, man lægger vægt på i samtalen:

”Nøglen er, at man skal lade være med at tale om pengene og formuens størrelse. Tal i stedet om følelserne omkring det. Man kan sige til sine forældre, at man er bekymret for de følelser, en given problematik kan give, når arven skal fordeles.”

En advokat, en økonom og en psykolog giver råd til, hvordan arvinger og arvegivere kan tage den svære samtale om penge og arv uden at skabe splid i familien gode råd

BRASK, FORMUEØKONOM I JYSKE BANK

SAJITHA SURESHKANNA, SPECIALIST I FAMILIE- OG ARVERET HOS ADVOKATFIRMAET RET&RÅD ADVOKATER I GLOSTRUP

Når ensomme dør, forsøger præster og bedemænd at skabe en værdig begravelse for dem

Når mennesker uden en omgangskreds dør, sørger kommunen for begravelsen. Et stort arbejde ligger ofte foran bedemænd og præster, når de forsøger at finde eventuelle pårørende og opfylde den afdødes ønsker

baggrund

Juliane Sigurdsson sigurdsson@k.dk

Da Carl-Johan Petersen døde en sensommerdag i 2019, betalte kommunen for hans begravelse. Den 69-årige mand var nemlig ikke gift, havde ingen partner, og han havde heller ingen børn eller andet kendt familie.

Tanken om, at den pensionerede buschauffør skulle begraves uden nogen deltagende, kunne præsten Sarah Thorngreen Auken, der skulle forestå begravelsen i Søborg Kirke nord for København, ikke klare. For hvem skulle synge salmerne? Hvem skulle bære hans kiste?

Hun lavede derfor et opslag på det sociale medie Facebook, hvor hun inviterede alle fra nær og fjern til at deltage. Og hun var ikke den eneste, der ikke kunne holde tanken om den ensomme begravelse ud, viste det sig: Hele 90 mennesker dukkede op i kirken, og seks frivillige meldte sig til at bære kisten.

”Uanset hvem et menneske har været, så skal man ikke herfra alene. Det fortæller noget om os som mennesker, hvordan vi behandler vores døde. Vi har en medmenneskelig forpligtelse til at respektere livet – også efter døden,”  siger Sarah Thorngreen Auken. Hvert år dør hundredvis af mennesker uden pårørende til at tage sig af begravelsen. Når det sker, bliver der holdt en såkaldt kommunal begravelse, hvor kommunen betaler og bestemmer, hvordan begravelsen skal foregå. Hvis den afdøde er medlem af folkekirken, bliver begravelsen holdt i kirken. Hvis ikke bliver afdøde kørt direkte til krematoriet.

Det vil sige, at præster og bedemænd ofte begraver personer, de ikke har mulighed for at lære at kende. Personer, som ikke har pårørende, der kan fortælle bedemanden, om afdøde skal bisættes eller begraves. Og ingen pårørende, der kan fortælle anekdoter, som præsten kan bruge i sin prædiken.

Alligevel sætter mange både præster og bedemænd en ære i at give de afdøde, der får en kommunal begravelse, en værdig afsked.

Men hvordan gør man det, når man ikke har mulighed for at lære dem at kende? Og hvorfor er det vigtigt?

Når kommunen ringer

Der findes ikke nogen opgørelse over, præcist hvor mange kommunale begravelser, der finder sted. Man ved imidlertid, at Københavns Kommune er det sted i landet med flest kommunale begravelser. Ud af de 3600 personer, der i alt – ifølge Danmarks Statistik – hvert år dør i København, bliver der ifølge Begravelse Danmark hvert år holdt omkring 350 kommunale begravelser. Det vil sige, at lige godt hver 10. begravelse i hovedstaden er kommunal.

Når kommunen ringer til bedemanden Christie Rosenberg, der har bedemandsfor-

retninger i Rødovre, Valby og Søborg i Hovedstadsområdet, og fortæller, at der nu er en kommunal sag, begynder hendes arbejde. Egentlig er det ikke så meget anderledes, end når sagen ikke er kommunal, fortæller hun.  ”Det, der for eksempel er anderledes, er, at jeg ikke har nogen at spørge, hvilket tøj den afdøde skal have på. Eller om vedkommende havde ønsker til sin begravelse,” siger hun.  Nogle gange får hun et navn og en adresse på pårørende, som kommunen allerede har prøvet at kontakte. Når hun gør det, prøver hun også selv at kontakte dem. Andre gange får hun ingenting at vide af kommunen, og så går hun på nettet og prøver at finde eventuelle pårørende på den måde.

”Jeg tænker på, at der kunne være nogle mennesker, som gerne ville vide, at deres ven, familiemedlem eller nabo er død. Jeg vil ikke tage det fra dem. Den afdøde kan være ensom, fordi livet bare har flasket sig sådan, men de kan også være ensomme, fordi de har valgt det sådan. Men nærmest alle har nogen, der gerne vil vide, at de er døde,” siger Christie Rosenberg.

Ofte finder hun frem til pårørende eller bekendte, men det er sjældent, at begravelsen overgår til dem.

”Selvom de er i familie, har de ofte af en eller anden grund ikke lyst til eller mulighed for at stå for begravelsen. Det kan være på

0 Lige godt hver 10. begravelse i København er kommunal.

– Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix.

Kommunal begravelse

Når der ikke er pårørende til at betale for og arrangere en begravelse, overgår begravelsen til kommunen. Er afdøde medlem af folkekirken, har vedkommende krav på såkaldt gejstlig medvirken, og begravelsen foregår derfor ofte i en kirke eller i et kapel. Er afdøde ikke medlem af folkekirken, bliver vedkommende kørt direkte til krematoriet.

Selvom det er kommunen, der arrangerer begravelsen, sker det ofte, at der dukker pårørende op. Blandt andet af den grund undersøger nogle præster og bedemænd forud for begravelsen, om der er pårørende, der gerne vil vide, at deres familiemedlem eller ven er død.

Men det er ikke et krav.

grund af en konflikt eller manglende penge. Hvis jeg finder frem til venner, er det også sjældent, at de har lyst til at betale,” siger Christie Rosenberg.

Men opklaringsarbejdet stopper ikke der. For i kirken står en præst, der skal sige nogle ord om den afdøde. Derfor prøver præst Sarah Thorngreen Auken også altid at finde frem til pårørende eller bekendte. Det gjorde hun også, da Carl-Johan Petersen døde.  ”Han var medlem af folkekirken, og jeg er hans præst, og derfor føler jeg et ansvar for at finde de ord, der fortæller om hans liv, sagt af dem som kendte ham,” siger hun.

En værdig begravelse

I princippet kunne både Christie Rosenberg og Sarah Thorgreen Auken være ligeglade, for hverken kommunen eller andre instanser kræver, at der skal være fremmødte eller personlige prædikener eller taler ved en begravelse.

De er begge enige om, at begravelsen i høj grad er til for de pårørende, og hvis der ingen pårørende er, hvorfor så gøre et stort nummer ud af den? Den afdøde er vel også ligeglad, for vedkommende er død.

Men så simpelt er det ikke, mener de.

”Som medlem af folkekirken skal man have en værdig begravelse,” mener Sarah Thorngreen Auken. Hun uddyber:

”Det betyder, at der skal bedes bønner og synges salmer, og bønner og salmer bedes og synges bedst i fællesskab. Som barn er man blevet båret ind i dåbens fællesskab, og det fællesskab skal nu løfte kisten med de seks håndtag på og bære én ud. Det kan godt være, at man dør alene. Men i døden selv skal man ikke være det.”

Hun mener også, at det at sørge for, at ensomme også får en ordentlig begravelse, giver os håb som mennesker. For mennesker spejler deres eget liv og egen død, når de begraver andre, siger hun.

”Forhåbentlig kan det skabe handling. Det kan være, at man får blik for, om der er nogen i ens omgangskreds, der er alene. Jeg synes, det er naturligt, at man holder øje med hinanden, når man lever i et lille sogn og lokalsamfund. Ikke noget med at stalke nogen, men blot et kærligt blik og en omsorg for sin nabo,” siger Sarah Thorngreen Auken.  For Christie Rosenberg handler det også om, at man skal sørge for at være gode over for hinanden – både over for levende og døde.

”Om der er en Gud, og hvilken farve eller hvilket køn Gud har, det finder vi ud af, når vi dør. Men jeg er overbevist om, at det kommer os til gode, hvis vi er ordentlige over for hinanden,” siger hun.

Og så er der også en anden vigtig pointe, som både bedemanden og præsten nævner: Det handler om værdighed.

”Selvom vedkommende måske har ligget nogle dage og ser ud derefter eller er meget gammel og måske ikke andet end skind og ben, har vedkommende også engang været en lille, glad baby med tykke lår og runde kinder. Det har været et menneske, der er vokset op med sorg og sejre. Hvorfor vedkommende er død alene, kan der være mange grunde til. Det vigtige er, at det har været et menneske,” siger Christie Rosenberg.

Det istemmer Sarah Thorgreen Auken.

”Menneskers værdighed handler ikke om, hvad de har opnået eller ikke opnået i løbet af deres liv. Mennesker har en iboende værdighed, i det at de er mennesker. Derfor er der ikke nogle, der er mere værdige end andre til en ordentlig begravelse,” siger hun.  J

Benny Andersen (1929-2018).

Begravet i Mindeparken på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København.

”Benny Andersen, en af Danmarks folkekæreste digtere, ligger på den del af Assistens Kirkegård, hvor man kun kan ligge, hvis man får særligt lov af Københavns Kommune.

På Benny Andersens gravsten står et af hans egne citater. Og det er faktisk først ved hans død, at der er kommet et Benny Andersen-citat på en gravsten på en kirkegård i København. Det har vi ikke haft, før han selv dør. Det synes jeg er enormt tankevækkende. Der findes ikke mange danskere, der aldrig har læst et Benny Andersen-digt, og de fleste kan godt lide dem. Han er meget folkekær.

Hvis han havde levet hundrede år tidligere, tror jeg, at kirkegårdene havde været plastret til med Benny Andersen-citater, for det gjorde man engang. Der er for eksempel mange B.S. Ingemanncitater, for Ingemann var – i hvert fald hvad angår det at være folkekær – Benny Andersens pendant på et tidspunkt, hvor folk købte en gravsten og skrev noget på den. Benny Andersen var en folkekær digter på et tidspunkt, hvor der ikke var så mange, der gik op i, hvad og om der stod noget på deres gravsten.

Gravstenene er et unikt kulturprodukt, men færre og færre vil have dem. Og det er ærgerligt, for de er virkelig sjove at kigge på. Så jeg er meget glad for, at der nu er kommet et Benny Andersen-citat på de københavnske kirkegårde.

På hans grav er der desuden nogle andre symboler end stjernen og korset. Der er i stedet en sol og en måne, og det virker jo meget ikke-kristent. Derudover er gravstenen en normal, ret lille poleret sten. Den er uanselig, og hvis en stor digter var død for 150 år siden, havde man nok sørget for, at gravstenen var tilsvarende stor.”

Kedelig, bevaringsværdig og ikke-kristen: Her er historien bag tre kendtes gravsteder

Benny Andersen, H.C. Andersen og Nielsine Nielsen er tre af de kendte danskere, der ligger begravet på kirkegårde i København. Gravstederne er vidt forskellige, men for alle tre gælder det, at der knytter sig en særlig historie til stedet kulturhistorie

Juliane Sigurdsson sigurdsson@k.dk

Side om side med hr. og fru Danmark ligger afdøde forfattere, markante videnskabsfolk, skuespillere og andre danskere, der har været kendte i den brede offentlighed, begravet på de danske kirkegårde. Nogle har store gravsten med lange tekster, andre har små natursten med fødsels- og dødstal. Nogle af dem er pyntet og passet, andre er gemt væk og beskyttet særligt godt.

Stine Helweg er kirkegårdsvejleder ved Københavns Kirkegårde og kender historien bag mange af gravstederne til de kendte mennesker, der er begravet i den københavnske jord. Her fortæller hun om tre markante danskeres gravsteder – alle med en særlig historie.

”Hans Christian Andersen er jo en af de kendeste forfattere og digtere. Taget i betragtning hvor kendt han er, er hans gravsted faktisk ret kedeligt. Mange bliver ret skuffede, når de ser det. Men der er alligevel en lidt sjov historie, der hører til den.  Gravstenen er høj, og på den står et egentlig ikke særligt godt digt i forhold til noget af det andet, han har skrevet. Men det var hans sidste digt og er sådan set meget passende, for det handler om, at sjælen aldrig dør. Det hedder ’Oldingen’.

Gravstenen er en kopi, for den originale blev væltet i 1983. Vi ved ikke så meget om, hvad der skete, men en morgen lå den væltet og knækket. Man skyndte sig at få hugget en ny og sat den op, så der ikke var nogen besøgende, der gik forgæves. Den nye er forsøgt reproduceret én til én med den gamle, men den gamle havde selvfølgelig lidt mere patina og var derfor lidt smukkere.

Stenen er også blevet flyttet. Den stod oprindeligt til venstre på gravstedet. Da H. C. Andersen vidste, han snart skulle dø, flyttede han ind hos sine venner, familien Collin, og oprindeligt lå han begravet sammen med deres familie. Men da de på et tidspunkt overlod graven til Københavns Kommune, blev familien Collins gravsten flyttet, og H.C. Andersens gravsten blev flyttet ind i midten af gravstedet, så det ser ud, som om det bare er ham, der ligger der. Men der ligger faktisk tre mennesker i graven, og H.C. Andersen ligger ikke lige under stenen.

Nielsine Nielsen (1850-1916).

Begravet på Bispebjerg Kirkegård i Københavns Nordvestkvarter.

”Nielsine Nielsen var Danmarks første kvindelige læge. På graven står hendes navn, og så står der: ’Kvindelige kaldsfælder satte mindet’.

Der var enorm respekt for hendes indsats. Hun var én af de to første kvindelige studenter i Danmark og den første kvindelige akademiker. Hun ville være gynækolog, men landets på det tidspunkt eneste gynækolog, Frantz Howitz, brød sig ikke om kvindelige læger og modarbejdede hende aktivt. Så det var lukket land, og hun endte med at blive praktiserende læge. Privat deltog hun i kampen for kvinders valgret. Hun nåede aldrig selv at stemme, for hun døde i 1916, men hun nåede at se grundlovsændringen i 1915, hvor kvinder fik stemmeret.

0 På Nielsine Nielsens gravsted er et mindesmærke med teksten ”Kvindelige kaldsfælder satte mindet”. Derudover er der blandt andet en urne og en æskulapstav, som er lægernes symbol. – Foto: Ursula Bach.

Nogle af hendes kvindelige kolleger tog initiativ til et særligt mindesmærke på hendes grav. Det var blandt andre Hanna Adler, der var en af de første kvindelige fysikere og beslægtet med Niels Bohr. Hun var desuden skoleleder, og på hendes skole underviste man drenge og piger i samme lokale mere

end 50 år før, det blev kutyme i Københavns Kommune.

Mindesmærket sad i en urnemur, der omgav det første krematorium, der var på Bispebjerg Kirkegård. Gården til krematoriet var omkranset af en rund mur, hvor man kunne placere urner bag en marmorplade. Øverst i urnemuren var der nogle særligt prominente pladser, som var formet som halvcirkler. Én af dem var Nielsine Nielsens. På mindesmærket er der en urne og en æskulapstav øverst, som er lægernes symbol. Urnen er et antikt symbol for døden. Monumentet er tegnet af arkitekt Holger Jacobsen.

Nielsine Nielsens gravsten er bevaringsværdig, fordi hun er en såkaldt fortjenstfuld person, der har ydet en særlig indsats i det danske samfund. Den er også bevaringsværdig, fordi den er arkitekttegnet, har en interessant udsmykning samt en interessant indskrift – ’Danmarks første kvindelige læge’ – udover teksten om de kvindelige kaldsfælder.”

H.C. Andersen (1805-1875). Begravet på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København.

0 Hans Christian Andersens gravsten er faktisk en kopi, da den originale en dag i 1980’erne lå væltet og knækket på jorden. – Foto: Morten Rasmussen/Ritzau Scanpix.

0 Da Benny Andersen døde, blev der opsat en gravsten med et citat af forfatteren selv. – Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix.

I et hjørne af Holmens Kirkegård forvandles granitblokke til gravsten

Emil Schannong er sjette generation i et familiedynasti af stenhuggere. Med styrke og finteknik bearbejder den 25-årige svend det utaknemmelige materiale fra rå granitblok til udsmykket gravsten

reportage

ler bykirkegården fra den intense trafik lige på den anden side. Det lille værksted byder her besøgende på kirkegården velkommen med en højfrekvent rumlen eller banken fra metalværktøj, der slår mod sten. Her formes, udsmykkes og sælges gravsten.

En simpel tid

Emil Schannong fra Birkerød i Nordsjælland er sjette generation af stenhuggere i familiefirmaet, som siden 1884 er gået i arv fra far til søn.

Emil Schannong

Født i 1998. Opvokset i Birkerød i Nordsjælland.

Har gået på Lyngby Handelsgymnasium og siden på erhvervsskolen Learnmark Tech i Horsens på den fireårige stenhuggerlinje.

Herefter har han håndhugget kanterne til. Omfanget af den proces afhænger af, hvor ”fint” udtrykket for gravstenen skal være, forklarer han.

Og fint skal det som sagt sjældent være i dag. Derfor har Emil Schannong også fjernet den polerede overflade, som stenen er kommet med fra leverandøren. ”Råkop” – en rå overflade – er det, folk vil have.

Svend

Andreas Worre Sørensen ssoerensen@k.dk

”Alle priser er incl. moms,” lyder det oplysende fra en sekskantet stentavle, sirligt hugget med mørke bogstaver i rød, svensk granit.

Lige under ligger et gravmonument i lysegrå bornholmsk granit solidt plantet i gruset. Det har finhuggede kanter i lag, der kredser om et poleret, sort kors på toppen.

”Engang blev den slags stort set lavet dagligt – i dag sælges de nærmest ikke,” lyder det med en snert af ærgrelse i stemmen fra 25-årige Emil Schannong.

Han har selv håndhugget værket med hammer og mejsel som sit svendestykke fra stenhuggeruddannelsen sidste år.

I dag ligger gravmonumentet blandt gravsten, stentavler og skulpturer i et hjørne af Holmens Kirkegård på Østerbro i København. De markerer dog ingen dødes minde – i hvert fald ikke endnu.

”Schannong Stenhuggeri” står der på et grønt skilt på det sorte træstakit, som adskil-

Den unge håndværker har afsat en blæsende men solrig forårsformiddag i april til at forklare, hvordan en gravsten bliver til – fra rå blok til færdigt monument – og hvordan han oplever det at gå i sine forfædres 140 år gamle fodspor.

Men vi begynder med den unge stenhuggers svendestykke. Det håndhuggede gravmonument er nemlig et vidnesbyrd om, hvor stenmoden på danske kirkegårde er i dag –eller rettere, ikke er.

”Store, polerede gravsten med masser af ornamenter hører fortiden til. De er i manges øjne lidt kunstige i dag. Nu efterspørger folk et simpelt og mere råt udtryk, som ikke kræver den samme ekspertise og erfaring at skabe. Der er ikke på samme måde brug for faglærte stenhuggere i dag,” siger han.

Den faldende efterspørgsel på finbehandlede gravsten har banet vej for en industrialisering af gravsten, forklarer han. Ved mere simple og rustikke sten kan faghuggere – til en vis grænse – overflødiggøres af maskiner, som ikke udgør en væsentlig lønudgift for firmaerne.

Den udvikling er også den primære årsag til, at Schannong Stenhuggeri på 50 år er gået fra omkring 50 ansatte til to – far og søn, An-

Blev udlært svend i september 2022 og har siden arbejdet ved Schannong Stenhuggeri på Østerbro i København med sin far og stenhuggeriets ejer, Anders Schannong. Har dog været i firmaet som både arbejdsdreng og elev fra 2018-2022.

Firmaet blev grundlagt i 1884 af Johan Schannong og er siden gået videre fra far til søn, hvorfor Emil Schannong er sjette generation af stenhuggere i familien.

ders og Emil Schannong.

De hugger fortsat i sten på den gammeldags måde med hammer og mejsel, for når der skal kæles for detaljerne og hugges fint, kan de to instrumenter ikke undværes.

”Det kan maskiner ikke overtage. Den er ikke længere,” mener Emil Schannong, der i september blev færdiguddannet stenhugger.

På en europalle ligger en stor plade grå, bornholmsk granit. På den har Emil Schannong målt og optegnet stykket, som skal blive til gravsten.

Det er siden ”kløvet ud” ved at bore huller langs det tegnede, som stenen så er delt fra.

Når den unge håndværker fra Nordsjælland bevæger sig rundt på matriklen, synes alt at foregå i spring og med et vist overskud. Selvom faget er hårdt fysisk arbejde, føler Emil Schannong sig altid klar i hovedet, når det bliver fyraften.

”På gymnasiet sad man jo meget indenfor foran computeren. Det var tungt for øjnene og jeg følte mig meget udmattet, når jeg kom hjem. Man får energi af at være aktiv og få frisk luft,” siger svenden, der ikke tør udnævne sig selv som ’yngste stenhugger til lands’, selvom han nok er iblandt.

At skrive med sand og bronze

Når gravstenen er færdigskåret og dermed har sin velkendte halvovale eller firkantede form, er den ofte klar til inskription. Her er kort sagt tre teknikker, som giver hvert sit udtryk: Sandblæsning, påsætning og håndhugning.

Sidstnævnte foregår med det velkendte sæt hammer og mejsel, men det bruges sjældent, da processen er yderst tidskrævende og dermed dyr for kunderne, forklarer Emil Schannong.

Sandblæsning er den mest anvendte og billigste løsning. Her taster stenhuggeren teksten ind på en computer, der så frembringer en skabelon af gummifolie med bogstaver og tegn.

Denne placeres på stenen, bogstaverne

0 Som stenhugger er det ikke lige til at manøvrere rundt med de tunge gravsten. 25-årige Emil Schannong blev udlært sidste år som faghugger, og han er hver dag dybt afhængig af sækkevogne, palleløftere, kraner og lastvogne, når gravsten skal hugges, flyttes og sættes op på landets kirkegårde. – Fotos: Leif Tuxen.

0 Da Emil Schannong var ganske lille, rendte han ofte rundt på værkstedets matrikel og sugede viden til sig.

0 Tegn og symboler tilhørende forskellige religioner ligger organiseret hver for sig i værkstedet.

” ”Nogle siger gammeldags. Vi siger et klassisk design.

EMIL SHANNON, STENHUGGER

0 Hvert bronzebogstav har to ”dutter”, som passer ned i de borede huller. Når tegnene er sat i, skal de limes til, så de står helt lige på stenen.

0 Hos Schannong Stenhuggeri er hammer og mejsel stadig et uundværligt sæt værktøj, for skal der kæles for detaljerne, kan maskinerne ikke følge med.

I et hjørne af Holmens Kirkegård ...

fortsat fra side 10

plottes ud med en kniv, og så blæser en maskine sandstråler ned i skriften med en højtryksdyse.

”Når sandstrålen kan skære bogstaver i sten, er det vist klart, man ikke bør sprøjte sig selv i hånden,” siger Emil Schannong.

Den sidste skrifttype, påsætning af bronzebogstaver, har stenhuggeren gjort klar til at vise frem. Inde i bindingsværkskuret, som både agerer værksted og kontor for det lille stenhuggerfirma, ligger en færdigbehandlet, poleret gravsten klar til inskription.

Her måles først op, hvordan teksten skal sidde, hvorefter Emil Schannong på et stykke malertape har markeret, hvor på stenen der skal bores huller, som bogstaverne kan sættes ned i.

”Der er mere håndværk med bronzebogstaverne, for alt skal uden computerhjælp være helt lige. Her skal for eksempel stå Lissy,” forklarer han, nu iført høreværn klar til at bore.

Metalbordet mod gravstenen udløser en skærende lyd, som kan minde om lyden af at blende nødder, og fra hullet strømmer en sky af meget fin stenstøv.

”Det er virkelig noget, der ødelægger lungerne,” siger Emil Schannong og indskyder, at han ved lange navne kan bore op mod 150 huller, og at den delikate teknik koster cirka 40 kroner mere end sandblæsning pr. tegn.

På grund af det faldende behov for faghuggere, var familiens budskab fra barnsben, at Emil Schannong burde bryde kæden og vælge en anden levevej. På handelsgymnasiet i Lyngby så han sig endda lun på en karriere inden for shippingbranchen.

Fra far til søn, fra mund til mund

Men pengemangel sendte ham ned til faderen på værkstedet efter gymnasiet, og her blev han fanget af faget, som det har fanget så mange af sønnerne i familien før ham. Den til næste år 140 år lange tradition betyder da også meget for den 25-årige, som uden tøven kan opridse firmaets lange historie.

Hans tip-tip-oldefar var den første i industrien, der brød og anvendte sort diabas granit fra et familieejet stenbrud i Sverige. Mate-

rialet, der bedst kendes fra de sorte og glatpolerede gravsten på kirkegårdene.

Den første Schannong-forretning fra 1884 lå, hvor Rådhuset i København siden blev bygget omkring 10 år senere. Derpå rykkede butikken mod Østerbro, omkring 200 meter fra den nuværende plads i hjørnet af Holmens Kirkegård.

Her har firmaet ligget siden midten af 1970’erne, hvor Emil Schannongs farfar overtog matriklen og bindingsværksskuret, som en anden stenhugger havde forladt.

”Vores erfaring er gået fra far til søn, mund til mund i seks generationer. Derfor har vi også en unik erfaring med de gamle måder at hugge på – det er ikke lært fra en bog. Man kan læse sig til nok så meget, men ikke alt,” siger Emil Schannong.

Efter gymnasiet og et sabbatår var det af sted på erhvervsskolen Learnmark i Horsens, hvor den fireårige stenhugger-uddannelsetilbydes.

”Sidste år var jeg den eneste på mit hold, der gennemførte og blev udlært. Der kommer

” Jeg kan godt lide, at det ikke er for nemt. Det kræver erfaring og viden at hugge. Man skal virkelig tænke.”.

sjældent mere end et par faglærte stenhuggere ud på markedet hvert år,” siger han. Ude foran det lille, grøntmalede skur står stenværkerne udførligt på række i forskellige sektorer. Tættest ved bygningen skinner solen på nogle umiddelbart urørte sten, som man lige så godt kunne støde på i en skov eller på marken. Disse er ganske populære og fore-

trækkes ofte for deres naturlige udtryk, hvorfor de også skal behandles mindst muligt. I den modsatte ende af stenhuggeriets udendørsareal finder man de mere bearbejdede monumenter, herunder Emil Schannongs svendestykke. Disse fine og mere detaljerede sten er ligeledes til salg, men skal også vise kunderne, hvad håndværkerne bag er i stand til.

De ”specielle sten” kalder Emil Schannong dem, med fin ornamentik som håndhugget tovsnoning, som det ofte kendes fra døbefontene i kirken.

”Nogle siger gammeldags. Vi siger et klassisk design,” siger han.

Selvom de mest detaljerede og avancerede gravsten for tiden ikke er i så høj kurs, får Emil Schannong jævnligt mulighed for at bruge sin raffinerede teknik og kunstneriske sans.

Ved siden af gravstensindustrien er familiefirmaet også engageret i skulpturer, hvilket flere værker rundt omkring i landet vidner om.

Et unfair materiale

Foran Børsen i København kan man finde en granitudgave af Rundetaarn med Kong Christian IV i bronze stående oven på. Den blev netop til her i hjørnet af Holmens Kirkegård.

”Min farfar fik indført, at vi også laver en del kunstværker og skulpturer. Der får man virkelig lov til at bruge sin ekspertise og sit håndværk. Kunstneren kan jo ikke selv hugge i sten, så vi skal prøve at overføre hans eller hendes tanker og ideer til sten, og der sættes man virkelig på prøve,” siger Emil Schannong.

Netop stenudgaven af Rundetaarn vejede astronomiske 10 tons, og selvom hverken skulpturer eller gravsten normalt kommer op i den vægtklasse, kræver det som oftest en kran til at flytte de færdige arbejder.

”Sten er bare mere utilregnelig og unfair end andre materialer. Man kan ikke vende og dreje det, som man vil, og hamrer eller borer man noget af, kan det ikke bare limes på,” siger Emil Schannong og fortsætter:

”Jeg kan godt lide, at det ikke er for nemt. Det kræver erfaring og viden at hugge. Man skal virkelig tænke.”

Til næste år kan Schannong Stenhuggeri fejre fødselsdag nummer 140. Hverken far eller søn ved endnu, hvordan det skal markeres. Sidste år nåede de ikke at fejre Emil Schannongs svendeprøve, så det kan jo ende med en dobbeltfejring. J

0 25-årige Emil Schannong er ved at lave en klassisk ornamentering. Et slags bånd langs gravstenens kanter, hvortil han bruger en trykluftmejsel mod den svenske granit.

EMIL SHANNON, STENHUGGER

0 Mange gravsten er i dag relativt simple og rustikke i deres udtryk, og derfor produceres flere og flere gravsten på maskiner. – Fotos: Leif Tuxen.

Tag de svære samtaler i god tid: Sådan forbereder du dig på, at din partner dør

Det kan forebygge konflikter i familien, hvis du og din partner bliver enige om, hvad der skal ske, når den ene går bort. Sådan lyder ét af flere råd fra Anna Wilroth, seniorkonsulent hos Ældre Sagen gode

råd

Ritzau

Du lever tæt op ad din partner hver dag, men husker I at vende, hvad der sker, når døden jer skiller?

”Selv om man er ældre, kan det være svært at tale om, at vi kan få en demenssygdom, eller at vi en dag skal dø. Der er mange, der ikke får taget de samtaler”, fortæller Anna Wilroth, der er seniorkonsulent hos Ældre Sagen.

Men ifølge hende kan de vanskelige snakke lette den sidste tid sammen og forebygge konflikter i familien.

”Det giver en åbenhed og en klarhed for alle, at der er blevet taget stilling”, siger Anna Wilroth.

Smid ambitionen om, at du og din

partner kan nøjes med én stor samtale om livets slutning. Del hellere emnet op i mange små bidder, og begynd eventuelt med at tale om andre end jer selv.

”Du kan tage udgangspunkt i et andet familiemedlem, der er gået bort.

Husker I noget smukt fra det forløb? Det kan også være, du har læst en bog eller set en film, som I kan tale ud fra,” siger Anna Wilroth.

For nogle kan det virke godt at sætte gang i disse samtaler over et måltid mad eller på en gåtur.

At tale om døden er at tale om livet.

Selv om temaet er alvorligt, behøver det ikke at være dystert at drøfte ting, som hvor din partner ønsker at dø henne, eller hvordan testamentet skal skrues sammen.

”Se det som samtaler om livet, og hvordan I sikrer en god afslutning på det. Husk, at det handler om, hvordan livet skal være i den sidste tid,” siger Anna Wilroth.

Det kan for eksempel være rart for begge parter at have afklaret, hvordan man hver især forholder sig til livsforlængende behandling og genoplivning.

”Alt det kan man skrive ind i et behandlingstestamente. Det kan især være relevant, hvis man befinder sig i en tidlig fase af en demenssygdom,” forklarer Anna Wilroth.

Anna Wilroths bedste råd

Det er også vigtigt at få skrevet sort på hvidt, hvem der skal arve. Det gælder især, hvis man er blevet skilt og har sammenbragte børn.

1

Prøv at være nysgerrig, når du og din partner taler om livets slutning, og hvad I hver især ønsker for den sidste tid. 2

Vær modig, og spørg ind til, hvordan din partner forholder sig til døden. Men accepter også, at det kan være svært at tale om. 3

Giv plads til, at du og din partner kan have forskellige reaktioner på samtaler om døden. Vær igen nysgerrig på de reaktioner. 4

Husk at bede om hjælp fra andre omkring dig, så du og din partner ikke står alene med de svære spørgsmål. Inddrag venner, familie og voksne børn.

”Arveloven tager udgangspunkt i et familiemønster med mor, far og fælles børn. Derfor er det vigtigt at overveje, hvordan arven skal fordeles, hvis man lever i et andet familiemønster – for eksempel med sammenbragte børn,” siger Annemette Larsen, der er advokat med speciale i arveret.

Hun oplever, at mange bliver overrasket over, at man for eksempel ikke arver sin partner, hvis ikke man er gift.

”Det vigtigste er at få styr på, hvem der skal arve hvad og hvor meget. Hvis der både er fælles børn og børn fra tidligere forhold, er det også vigtigt at tage stilling til, hvordan de skal tilgodeses,” siger Annemette Larsen og fortsætter:

”Jo tydeligere et testamente er, desto mere kan du forebygge konflikter”.

I den forbindelse bør der også tages stilling til, om den, der lever længst, må ændre i et gensidigt testamente.

”Det kan være, man mister forbindelsen til ens afdøde mands børn og derfor vil fjerne dem fra testamentet. Om man må have lov til det, kan man som par tage stilling til, når man skriver testamentet,” forklarer Annemette Larsen. J

1 ”Det vigtigste er at få styr på, hvem der skal arve hvad og hvor meget,” siger Annemette Larsen, advokat med speciale i arveret.

– Foto: Grethe Nielsen

KILDE: ANNA WILROTH, SENIORKONSULENT HOS ÆLDRE SAGEN. /RITZAU FOKUS/

Flere tager stilling til, hvordan de vil begraves

Flere danskere sparer op til deres begravelse og nedfælder også deres ønsker til selve begravelsen. Det er godt at tage stilling til det uundgåelige, mener sociolog, men det kan også lægge et pres på familien, siger bedemand nyhed

Juliane Sigurdsson sigurdsson@k.dk

Hvis du har overvejet at skrive dine ønsker til din begravelse ned eller lægge penge til side til arrangementet, er du ikke alene.

Hos Elysium Begravelsesopsparing, der administreres af brancheforeningen Danske Bedemænd, og hvor det er muligt at oprette personlige opsparinger til ens egen fremtidige begravelse, er der årligt omkring 500 danskere, der opretter en sådan begravelsesopsparing. Hvert år stiger det tal en lille smule, og særligt i løbet af de seneste par år har flere sat penge ind på en opsparingskonto.

”Jeg kan også mærke, at der er flere, der har hørt om begravelsesopsparingen. For få år siden var det nærmest ukendt land,” fortæller Susanne B. Christensen, der er bedemand i Stege, Præstø, Stensved og Vordingborg begravelsesforretninger og formand i Elysium Begravelsesopsparing.

Hun kæder udviklingen sammen med, at ”Min sidste vilje” i 2021 blev mulig at tilgå digitalt. ”Min sidste vilje” er en formular, hvor man kan udfylde, hvilke ønsker man har til sin egen begravelse. Når man dør, får bedemanden adgang til dokumentet og kan dele ønskerne med de pårørende.

Der findes ikke eksakte tal på, hvor mange der hvert år udfylder ”Min sidste vilje”. Det skyldes, at mange stadig udfylder dokumentet i hånden og nogle gange sammen med en bedemand. Faktisk er der lige så mange, der i dag udfylder dokumentet i hånden, som der var, før det blev gjort muligt at gøre det digitalt. Men samtidig er der et stigende antal, der udfylder det digitalt. Derfor vurderer Danske Bedemænd, at det samlede antal, der udfylder ”Min sidste vilje”, er stigende.

Når man udfylder ”Min sidste vilje” er det muligt at oprette en begravelsesopsparing samtidig. Og at flere opretter en begravelsesopsparing er højst sandsynligt et resultat af øget eksponering, samt at bedemændene oplyser om muligheden for at gøre det, vurderer Susanne B. Christensen. Det er både personer, der netop har fået at vide, at de ikke har længe igen, og mennesker, for hvem døden stadig ligger langt ude i fremtiden, der opretter en begravelsesopsparing, siger hun. Men fælles for dem er, at de ønsker at hjælpe de pårørende, der kan stå tilbage med en stor regning, når begravelsen skal betales.

”Jeg synes, det er et udtryk for rettidig omhu og kærlig omsorg for de efterladte,” siger hun. Nye afskedsstunder og stramme krav Bente Lorentzen, der er bededame i Vejle og lokalafdelingsformand for brancheforeningen Danske Bedemænd på Fyn og i Sydjylland, kan også genkende, at flere tager stilling til, hvordan de vil begraves, og hvad der skal ske, når de dør, ved at oprette en opsparing og skrive deres ønsker ned. Men hun op

Hvordan opretter jeg en begravelsesopsparing?

Der findes forskellige muligheder for at oprette en begravelsesopsparing. Man kan kontakte sin lokale bedemand, som kan henvise til det rette sted og også vejlede i forhold til beløb. En begravelse koster i gennemsnit 12.000-15.000 kroner.

Opretter man en begravelsesopsparing, er pengene øremærket ens begravelse. De indgår ikke i ens samlede formue.

Opsparingen koster som regel ingenting, og alle pengene kan blive udbetalt. Man kan både indbetale lidt hver måned eller indsætte et engangsbeløb.

lever også at blive kontaktet af flere, der gerne vil tale med hende om deres begravelse.

”Selvom man kan udfylde ’Min sidste vilje’ på nettet, oplever vi i min forretning også, at der er mange, der gerne vil mødes og udfylde den sammen med os – også selvom de er raske eller kun lige er blevet syge. Jeg kan godt lide den del, for det er nogle andre ting, folk lægger vægt på, når man taler med dem i virkeligheden,” siger hun.  Selvom flere tager kontakt til bedemænd for at tale om døden, mener Bente Lorentzen ikke, at vi nødvendigvis er blevet bedre til at ta-

le om døden generelt. Hun oplever derimod, at flere bruger begravelsesopsparingen og især ”Min sidste vilje”, fordi det er svært at tale om døden og ønsker til begravelse med de nærmeste. Frem for at tage snakken kan det være nemmere at udfylde et dokument, som de pårørende først ser, når man er død.

”Hver eneste gang jeg taler med nogen om deres sidste vilje, opfordrer jeg dem til at gå hjem og tale med deres familie, før de skriver under. Der er eksempelvis mange, der siger, at de gerne vil på den fælles grav, fordi de ikke vil være til besvær. Men det kan jo godt være, at deres familie ønsker at have et sted at gå hen og mindes dem,” siger hun og pointerer, at hun desuden opfordrer dem, hun taler med, til ikke at udfylde alle felter i dokumentet og til at skrive ”Hvis det er muligt” i bunden som kommentar til de specifikke ønsker.

”Hvis man har meget stramme krav eller ønsker til en bestemt kirke eller præst, kan det godt give familien en følelse af ikke at kunne opfylde det. Derudover kan det at planlægge begravelsen for de efterladte også være med til at bearbejde sorgen.”

En hjælp til de efterladte

At flere opretter en begravelsesopsparing, skyldes altså ikke, at vi nødvendigvis er blevet bedre til at tale om døden. Bente Lorentzen tror derimod, at flere tager stilling til deres begravelse, fordi der er kommet flere muligheder for, hvordan en begravelse kan se ud.

”Vi lever i en brydningstid i forhold til traditioner og også til de traditioner, der er i kirken. Jeg synes, det er vigtigt med ritualer, og jeg bruger også kirken aktivt. Men det er der også mange, der ikke gør. Derfor er der også opstået mange nye og forskellige former for

afskedsstunder. Det gør, at mange forholder sig til, hvordan de gerne selv vil begraves,” vurderer hun.

At den stigende interesse for at tage stilling til ens egen livsafslutning er et udtryk for, at danskerne har flere ønsker til egen begravelse, er sociolog, formand i interesseorganisationen Liv&Død og formand for Begravelseskassen Danmark Michael Hviid Jacobsen enig i. Men det skyldes også noget andet, vurderer han.

”En nylig undersøgelse foretaget af Landsforeningen Liv&Død i 2022 af danskernes forhold til døden og ritualerne i forbindelse hermed viser, at det for mange danskere netop er vigtigt, at de ikke ønsker, at de efterladte skal stå uforberedte på ens død, og at det derfor er vigtigt at tale om døden. Men samtidig mener mange danskere også, at de gerne vil overlade det til de efterladte at gennemføre begravelsen på den måde, som de efterladte ønsker det. Så der er en del ambivalens i det,” siger sociologen.

Michael Hviid Jacobsen fortæller, at døden altid har været et meget tabubelagt emne, men at stigningen i antal mennesker, der tager stilling til deres begravelse, er et udtryk for, at ”låget på det tunge tabu er blevet løftet lidt”. Det mener han, er positivt.

”Det er egentlig min opfattelse, at det står mennesker frit for at afgøre, om de har lyst til at tage stilling til de her ofte svære og store spørgsmål eller ej. Det er ikke noget, de skal presses til. Når det så er sagt, så er der ingen tvivl om, at det kan tjene flere gode formål, at man selv tager stilling og forbereder sig og sine pårørende på det uundgåelige. Det handler grundlæggende om at tage ansvar for egen død, ligesom vi forventes at tage ansvar for eget liv,” siger han.  J

Tre danskere fortæller: Dette tager jeg med mig i graven

Nogle ejendele kan have så stor en betydning for et menneske, at man ønsker at gå i døden med dem. Gitte Marianne Hansen, Pia Quaade og Hanne Krogh fortæller her om de genstande, de hver især ønsker skal følge med dem i urnen eller graven

Bamsen, fotografiet og stenen giver hun aldrig fra sig

Pia Quaade, 35 år, bor i Herlufmagle. Pædagogmedhjælper.

Gift og mor til tre børn.

”Jeg har tre ting, jeg gerne vil have med mig i døden.

Det første er en bamse, som jeg har haft, siden jeg var ganske lille. Den har været en støtte i min egen sorg, da min mor døde, da jeg var 10 år. Først da jeg var 19 år, holdt jeg op med at sove med den, og i alle de år var den én, som jeg kunne have tæt på mig, og som bare lyttede, når jeg talte. I dag er bamsen i mit tøjskab, og når mine børn får øje på den, giver det jo anledning til at tale om det, der skete, og om døden.

Det andet, jeg gerne vil have med mig, er et billede af mine tre børn. Det er ét, jeg selv har taget, og som egentlig bare er ganske simpelt med en

hvid baggrund, men at have dem tæt på mig er meget vigtigt.

Det sidste er en krystal, som min mor gik meget med, da hun levede.

Grunden, til at jeg forholder mig til døden, er, at jeg som barn ikke blev inddraget i min egen mors sygdom og død. Så for mig er det blevet vigtigt, at døden er noget, vi kan snakke om på samme måde, som når folk får børn, altså livets begyndelse. Døden er prisen for livet, og man kan lige så godt gøre den så smuk og mindeværdig som muligt, og den er da også noget, vi jævnligt taler om i min familie.

Når jeg ligger der i urnen og er død, tror jeg som udgangspunkt ikke, at jeg kan bruge de ting, jeg har taget med mig videre. Men det er vigtigt for mig, at mine efterladte kan give mig noget med, som har betydning. Det er en god måde at sende mig afsted på.”

Et ganske særligt forfatterskab skal med videre

Hanne Krogh, 57 år, sygeplejerske i Diakonissestiftelsen. Bor på Vesterbro i København. Er gift.

”For 10 år siden passede jeg en yngre mand, der var døende og lå på hospice. Han havde været meget glad for at rejse, så derfor skulle hans pas med i kisten.

Lige dér tænkte jeg, at jeg også ville have mit pas med mig, da jeg har udlængsel og altid har rejst meget. Og så skal jeg have digtsamlingen ”Rystet Spejl” af Søren Ulrik Thomsen med mig.

Nogle linjer, som hænger fast, lyder:

”Ingen bliver halvtreds uden at være vågnet i et nattog som uvist af hvilken grund holder stille... (red.)”

I 1986 boede jeg i Paris, jeg havde ikke mange penge, så derfor rejste jeg i nattog frem og tilbage, og digtet min-

der mig om den tid.Derudover skal jeg have mine briller på, som er en stor del af min identitet. Egentlig tror jeg ikke på et liv efter døden, men tænk nu, hvis man kom et sted hen og så intet kunne se. Jeg er også bange for at komme til at fryse, så jeg vil gerne have nattøj, som jeg elsker at gå i derhjemme, og et par varme sokker på.Som hospicesygeplejerske ser jeg, hvordan nogen kommer lettere igennem sorgen end andre. Grunden til, at jeg forholder mig til døden, er netop for at gøre det lettere for mine pårørende at sende mig af sted.

Derfor har jeg i Birgit

Meisters bog ”Bogen til mine kære” skrevet mine ønsker til døden ned. For eksempel hvad jeg skal have på, men også, hvis der er penge til det, at jeg gerne først vil kremeres, og at urnen derefter skal i en kiste. Jeg kan nemlig godt lide begivenheden ved gravstedet, når kisten kommer i jorden.”

voxpop

Fortalt til Frida Holm Nim nim@k.dk

Gitte Marianne Hansen, 63 år, bor i Vojens. Førtidspensionist og arbejder som frivillig vågekone hos Røde Kors. Er gift og har to børn og fem børnebørn.

”Når jeg skal herfra, vil jeg have min vielsesring med i kisten. Det er noget, som min mand og jeg har aftalt, at vi begge skal. Da min mand er på plejehjem, og det er meget sandsynligt, at han dør før jeg, er det vigtigt for mig, at jeg holder den aftale med ham. Vi har også begge truffet det valg, at vi vil i en kiste og begraves.

Ud over vielsesringen vil jeg også meget gerne have en bog med mig i kisten. Siden jeg var barn, har jeg holdt enormt meget af at læse, og særligt i de seneste syv år har jeg læst rigtig meget. For mig er det en afstressende aktivitet –man glemmer verden omkring sig og bliver opslugt. Sidste år var min mand

tæt på at dø. Det var hårdt og stressende, men i den periode hjalp det mig at kunne slappe lidt af med en bog.

Jeg ville nok vælge at tage en bog af den irske forfatter Lucinda Riley med mig. Jeg har læst de fleste af hendes bøger og glæder mig så meget til, at den næste bog i serien ”De Syv Søstre” bliver udgivet her i foråret. Riley skriver helt fantastisk, jeg bliver draget ind i et univers og føler, at jeg er til stede sammen med karakterne i hendes bøger.

At vi ikke bruger livet på at frygte døden, synes jeg, er vigtigt, og blandt andet derfor har jeg i de seneste syv år arbejdet frivilligt som vågekone.

Da min mand kom på plejehjem, skrev vi sammen dokumentet ”Min Sidste Vilje”, og i familien forholder vi os egentlig meget til døden uden at frygte den.”

FOTO: LENE ESTHAVE/GITTE MARIANNE HANSEN

FOTO: LEIF TUXEN

Passet skal følge hende i kisten

FOTO: LEIF TUXEN. FOTO: LENE ESTHAVE

FOTO: LENE ESTHAVE/GITTE MARIANNE HANSEN

FOTO: LEIF TUXEN.

FOTO: LEIF TUXEN. FOTO: LEIF TUXEN.

Ventesorg er en overset sorg. Men flere og flere rammes af den

Flere lever som pårørende til mennesker, der er syge og skal dø. Andre lever i uvished om, hvad der er sket med et forsvundet familiemedlem.

Vente-sorg skal frem i lyset, mener sorgvejleder Birgitte Behrendt

baggrund

Malene Fenger-Grøndahl

kirke@k.dk

I sommeren 1992, da Birgitte Behrendt var 21 år, forsvandt hendes syv år ældre bror, Henrik, et ukendt sted i udlandet. Han var rejst fra Danmark året forinden for at skabe et nyt liv, og i begyndelsen modtog Birgitte Behrendt og hendes forældre mange breve. Men så holdt livstegnene op, og en bekymring spredte sig i familien. Hvad var der sket med Henrik?

Først 27 år senere fik familien vished, da politiet slog fast, at Henrik var blevet dræbt i Portugal kort efter sin afrejse fra Danmark. I alle årene, indtil Birgitte Behrendt i 2019 fik vished om, hvad der var sket med hendes bror, tænkte hun med sorg på ham hver dag.

Hun holdt fast i et håb om, at han stadig levede, og kunne tage sig selv i at blive vred på sin bror over, at han ikke gav et livstegn fra sig. Hun led også under at opleve sine forældres sorg og se, hvordan hendes mor lukkede sig inde i sorgen. Ventesorg kalder Birgitte Behrendt i dag det, hun oplevede dengang.

”Jeg havde ikke nogen at spejle mig i og følte vel egentlig ikke, at jeg havde en lige så god grund til at sørge som dem, der for eksempel havde mistet et familiemedlem på grund af sygdom. Jeg vidste jo ikke, at Henrik var død, så kunne jeg tillade mig at sørge?”.

”Jeg anede ikke, at der var et ord for det, jeg erfarede. At det, jeg gennemlevede, var ventesorg,” siger Birgitte Behrendt.

Begrebet ventesorg stammer fra Anden Verdenskrig, hvor den tysk-amerikanske professor Erich Lindemann brugte begrebet om den følelsesmæssige tilstand, mange familier befandt sig i, når de unge mænd rejste af sted for at deltage i krigen. Familierne vidste ikke, om de ville komme til at se deres sønner, brødre, kærester og mænd igen – og i så fald hvornår.

I dag beskriver Det Nationale Sorgcenter ventesorg som en overset sorg, som et voksende antal danskere oplever, fordi flere mennesker lever i længere tid med alvorlige livstruende sygdomme som demens, kræft og als. Derudover kan pårørende til mennesker, der forsvinder, også opleve ventesorg.

Mellem håb og fortvivlelse

I Birgitte Behrendts familie var der ikke noget ord for sorgen, og i omgangskredsen var det kun få, der spurgte til hendes og forældrenes tab og til, hvordan de havde det. Heller ikke efter at familien havde fået vished om Henriks død, var der ret mange, der spurgte.

”Det var, som om der var en forventning om, at nu måtte vi være færdige med sorgen, for Henrik havde jo været død længe, og nu havde vi så også fået beviset. Men da vi fik vished, begyndte en ny sorgproces for os, hvor vi skulle sige en-

Ventesorg

Begrebet ventesorg stammer fra Anden Verdenskrig, hvor den tysk-amerikanske professor Erich Lindemann brugte begrebet om den følelsesmæssige tilstand, mange familier befandt sig i, når de unge mænd rejste af sted for at deltage i krigen. Familierne vidste ikke, om de ville komme til at se deres sønner, brødre, kærester og mænd igen – og i så fald hvornår. De levede i daglig ængstelse og uvished og kunne veksle mellem følelser som håb og fortvivlelse. Ventesorg findes også i dag og er ifølge Det Nationale Sorgcenter en overset sorg, som et voksende antal danskere oplever, fordi flere mennesker lever i længere tid med livstruende og/eller dødelige sygdomme som demens, kræft og als. Desuden oplever en del mennesker også ventesorg, i forbindelse med at en nær pårørende forsvinder. Mens nogle dukker op igen, bliver andre på et tidspunkt konstateret døde, for eksempel ved ulykker, drab eller selvmord. Nogles skæbne bliver aldrig afklaret.

deligt farvel og tackle både vrede, fortvivlelse og savn,” siger Birgitte Behrendt.

Da Birgitte Behrendt i 2020 gennemførte en sorgvejlederuddannelse, blev begrebet ventesorg berørt ganske kort på uddannelsens sidste modul, og med ét slog det hende, at det jo var det, hun havde levet med i 27 år.

”Det gav mening for mig at få et ord på min sorg, og jeg tænkte, at den form for sorg, jeg havde oplevet, måtte der være mange andre, der lever med. Det fik mig til at begynde på arbejdet med at skrive en bog om emnet,” siger Birgitte Behrendt

Og den 29. marts udkom så bogen ”Ventesorg. At leve i uvished”, som Birgitte Behrendt har dedikeret til sin storebror. Bogen indeholder en beskrivelse af, hvad ventesorg er, hvilke følelser den afstedkommer, og hvad man som ventesorgsramt eller som omgangskreds til den sorgramte kan gøre for at gøre sorgen blot en anelse lettere at bære og for at afbøde den følelse af ensomhed, der ofte følger med ventesorgen.

”Det vigtigste for mig at fortælle med bogen er nok, at ventesorg er en reel sorg. Selvom ens pårørende ikke er død endnu, eller selvom man ikke har fået vished for døden endnu, så er sorgen der allerede. Det er blot en anden form for sorg end den ’almindelige’ sorg, der følger efter et mere pludseligt opstået dødsfald,” siger Birgitte Behrendt.

Der findes meget lidt forskning i ventesorg, men Birgitte Behrendt præsenterer

i sin bog en erfaringsbaseret model, der blandt andet bygger på hendes møder med sorgramte i regi af Kræftens Bekæmpelse, hvor hun har arbejdet i mange år, og hendes samtaler med andre ventesorgsramte.

Modellen beskriver, hvordan ventesorgen typisk er karakteriseret ved en høj grad af uvished, hvilket gør det svært for den sørgende at orientere sig mod en ny hverdag.

”I sorgforskningen opererer man med en såkaldt tosporsmodel, hvor man mærker tabet og reagerer på dødsfaldet og livsændringerne, men også med tiden får en ny hverdag etableret med de forandringer i relationer og roller, som den hverdag medfører. Man forholder sig skiftevis til sine følelser i forbindelse med tabet og til de livsændringer, det har medført. I ventesorgen svinger man også mellem følelser og hverdag, men det kan være sværere at finde balance i sorgens følelser. Man svinger mellem håb, for eksempel ved en kortvarig bedring i sin nærmestes sygdom, og fortvivlelse, når det igen bliver tydeligt, at udviklingen er uafvendelig.”

Det billede kan psykolog Anneke Dapper Skaaning genkende. Hun har arbejdet med demensproblematikker i over 25 år og mødt mange pårørende, der har været ramt af ventesorg.

”Når man er pårørende til en demens-

” Det vigtigste for mig at fortælle med bogen er nok, at ventesorg er en reel sorg.

BIRGITTE BEHRENDT, SORGVEJLEDER

Ventesorg er en overset sorg...

fortsat fra side 23

ramt, kan det føles, som om man mister det menneske, man elsker, selvom det stadig er der. For mange er det især svært, at gensidigheden forsvinder. Når et ægtepar har været sammen i mange år og har været vant til at passe på hinanden, er det et stort tab, når det pludselig kun er den ene, der passer på den anden,” siger hun.

Midt i sorgen er det dog vigtigt at holde fast i det, der stadig er der, påpeger Anneke Dapper Skaaning.

”Selvom meget er forandret, kan man stadig få øje på de ting, der gør, at personen stadig er den samme. Det kan være korte øjeblikke, men de er vigtige at holde fast i, så man også bagefter har nogle gode minder fra sygdomsperioden,” siger hun.

Mangler kræfter til at sørge

Ifølge Birgitte Behrendt er det ekstra opslidende, at man som pårørende til for eksempel en demensramt ofte påtager sig mange krævende opgaver omkring pleje og praktisk koordinering.

”Når døden så indtræffer, oplever nogle, at døden kan føles som en lettelse, mens det for andre er en overvældende sorg. I begge tilfælde vil man ofte være så udmattet efter en lang periode med ventesorg, at man næsten føler, at man ikke har kræfter til at sørge,” siger hun.

Hun håber, at hun med sin bog har hjulpet med til at give ventesorgsramte

Kristeligt Dagblad Læserklub

og deres omgangskreds en øget bevidsthed om, at ventesorg også er sorg, og at den sorgramte har brug for støtte hele vejen igennem.

”Omgangskredsens interesse falmer typisk, jo længere forløbet bliver, og så bliver det meget ensomt for den sørgende. For når man er ramt af ventesorg, har man typisk ikke kræfter til at række ud eller bede om hjælp. Man bruger så meget energi på sin nærmeste, som man sørger over,” siger Birgitte Behrendt. Sorgforsker Mai-Britt Guldin fra forskningsenheden for almen medicin på Aarhus Universitet har forsket i sorg i mange år og har skrevet flere bøger om emnet. Hun har noteret sig, at begrebet ventesorg bliver brugt i blandt andet patientforeninger, og hun synes, at det giver god mening at have fokus på de pårørende til for eksempel demensramte.

”Vi ved, at pårørende let overses i sundhedsvæsenet, og at pårørende til personer, der er syge gennem lang tid, ofte er belastet både praktisk og følelsesmæssigt og risikerer at udvikle depression, belastningsreaktioner og langvarig sorgforstyrrelse. Det kræver støtte til de pårørende, ikke kun til patienten, når alvorlig sygdom strækker sig over lang tid,” siger hun.

Mai-Britt Guldin er dog skeptisk over for, om det er hensigtsmæssigt at operere med begrebet ventesorg.

”Begrebet ventesorg har historisk i

Kristeligt Dagblad tilbyder alle abonnenter rabataftaler på udvalgte museer. Se alle rabatkoder på www.k.dk/museer

Bakkehuset

Fordel: 20 % på fællesbillet

Rabatkode: KDFREDERIKSBERGMUS

Lemvig Museum

Fordel: 2 for 1 på entré

Rabatkode: KDLEMVIG

Fotografisk Center

Fordel: 2 for 1 på entré

Rabatkode: KDFOTOGRAFI

Hygum Kunstmuseum, Lemvig

Fordel: 2 for 1 på entré

Rabatkode: KDHYGUM

Steno Museet, Aarhus C

Fordel: 2 for 1 på entré

Rabatkode: KDSTENO

Jens Søndergaards Museum, Lemvig Fordel: 2 for 1 på entré

Rabatkode: KDLEMVIG

3 Birgitte Behrendt med storebroderen Henrik i familiens have i Kokkedal en vinterdag i 1977. – Privatfoto.

forskningen været defineret som ’forberedende sorg’, som om denne type sorg kunne forberede den sørgende til det dødsfald, der ville indtræffe, og muligvis gøre sorgen efter dødsfaldet lettere. Men forskningen tyder ikke på, at der findes en sorg, som forbereder én på et dødsfald. Begrebet kan også antyde, at man venter på noget – døden – og at man kun fuldt ud anerkender døden som den egentlige årsag til at sørge,” siger hun.

Men der er netop ifølge Mai-Britt Guldin stor sorg forbundet med de tab, som for eksempel alvorlig sygdom som demens eller kræft eller en persons pludselige fysiske forsvinden medfører.

”Forskningen viser, at sorgen begynder i det øjeblik, man får en diagnose, og sorgen ligner på indersiden fuldstændig den sorg, man har ved andre tab og dødsfald.

Man mister jo allerede dér noget af det liv, man har levet indtil nu, og drømmen om at fortsætte livet på den måde,” siger hun. Sorg er ikke én ting

Sorgforskningen er i de senere år netop blevet mere fokuseret på de tab, vi alle lider gennem livet, og som giver anledning til sorg, uanset om der er et dødsfald involveret, forklarer hun.

”Vi er udsat for tab gennem hele livet, og de tab sørger vi over. Det kan være alt fra det tab, et barn lider, når det oplever at miste en forælder til psykisk sygdom eller alkoholisme, eller de tab, der uundgåeligt er forbundet med en skilsmisse, uanset hvor ønsket den er. Det gælder også kærestesorger, ufrivillig barnløshed og overgange i tilværelsen, som når ens børn flytter hjemmefra, eller man forlader arbejdsmarkedet,” siger hun.

”Som sorgforsker mener jeg, at vi bør brede sorgbegrebet ud, så vi kan få øje på de utrolig mange tab, der er i tilværelsen, og prøve at forstå, hvad disse tab betyder for den enkelte.”

Fem råd til dig, der er ramt af ventesorg

Vær nænsom ved dig selv. Giv dig selv et dagligt frikvarter fra tankerne og ventesorgen, for eksempel ved at gøre noget af det, der normalt har givet dig energi og glæde, eller ved at finde en ny motionsform eller hobby.

Find mening i meningsløsheden. For nogle kan det give mening midt i meningsløsheden at finde mest mulig information om sygdommen og mulige behandlingsformer eller om den begivenhed, der har medført, at din kære er sporløst forsvundet. Det kan give en følelse af handlekraft i magtesløsheden.

Del tankerne med ligesindede, for eksempel i en forening for pårørende, som går igennem det samme som dig. Hvis du har overskud til at blive frivillig, kan du hjælpe andre.

Skriv breve eller dagbog. Det kan give mental ro at skrive et brev til din kære, hvis du ikke længere kan tale med ham eller hende, og hjælpe med at få sat ord på tanker og følelser. At skrive dagbog kan også give dig indsigt i, hvordan du reelt har det.

Orientér omgangskredsen, for eksempel via fælles mail. Det aflaster dig fra at skulle fortælle alting mange gange.

Fire råd til dig, der kender nogen i ventesorg

Vis interesse. Spørg jævnligt, hvordan det står til, også selvom svaret ofte er det samme.

Spørg. Hvis du er i tvivl, om det er o.k. at spørge til det svære, så spørg, hvordan vedkommende har det med det. Du behøver ikke at kunne forstå alle de følelser, der knytter sig til at være i ventesorg, men vis empati for, hvad du hører.

Giv konkret praktisk hjælp. Mød op med aftensmad til fryseren, tag børnene med på legepladsen, foreslå at gå en tur, lufte hunden, støvsuge eller slå græsset.

Mød den sørgende på ligefod. Mennesker i sorg kan have brug for at mærke, at der stadig er brug for dem, og at alt ikke kredser om sorgen. Hvis den sørgende er god til at lave mad, så spørg, om vedkommende kan hjælpe med en opskrift, eller om I skal lave mad sammen en dag.

KILDE: BIRGITTE BEHRENDT: ”VENTESORG. AT LEVE I UVISHED”. EKSISTENSEN, 2023.

Psykolog Anneke Dapper Skaaning mener også, det er vigtigt at have øje for, at alle sørger forskelligt, og at der ikke er ”rigtige” og ”forkerte” måder at sørge på.

”Ofte får pårørende til demensramte at vide, at de skal give slip, eller at de ikke behøver at besøge den demensramte hver dag. Men som en kollega, hvis mand blev ramt af demens, engang sagde: ’Jeg giver aldrig slip på kærligheden.’ I stedet for at komme med den slags gode råd bør man møde de sørgende med oprigtig interesse og spørge jævnligt til, hvordan de har det. For når man er i ventesorg, er der hele tiden små tab, og situationen ændrer sig hele tiden,” siger hun.

Det kan Birgitte Behrendt nikke genkendende til.

”Når jeg tænker tilbage på de 27 år, hvor jeg levede i ventesorg, kunne jeg ønske mig, at flere mennesker havde anerkendt min og mine forældres sorg. Jeg tror, at der er rigtig mange, der er ramt af ventesorg og føler sig alene med det,” siger hun. J

” Når jeg tænker tilbage på de 27 år, hvor jeg levede i ventesorg, kunne jeg ønske mig, at flere mennesker havde anerkendt min og mine forældres sorg.

BIRGITTE BEHRENDT, SORGVEJLEDER

Ganske få tager stilling til deres digitale efterliv

Det kan sætte de efterladte i en svær situation, når kun hver 10. dansker forholder sig til deres digitale fodspor, mens de lever. Ifølge forsker vil mange virtuelle aftryk dog aldrig kunne slettes

nyhed

Svend Andreas Worre Sørensen ssoerensen@k.dk

Når kroppen står af, lever sjælen videre iblandt os.

En sådan anskuelse af døden kan for nogle hjælpe på afsavnet, når nære relationer ender deres dage.

Den åndelige betragtning har dog i nyere tid fået noget mere bogstaveligt over sig. Mange afdøde lever nemlig på sin vis videre i den digitale verden, når kisten eller urnen er lagt i graven.

På sociale medier figurer måske fortsat billeder, opslag og beskeder af og fra den afdøde, mens vedkommendes personlige oplysninger som kontoudskrifter og sundhedsjournaler for de flestes vedkommende vil være lagret et sted i den efterhånden enorme digital infrastruktur.

Så hvad skal der ske med alt dette, når livet lakker mod enden? Det forholder ganske få sig faktisk til. En rapport fra 2022 udført af Ingeniørforeningen i Danmark (IDA) viste, at færre end hver 10. dansker mellem 18 og 70 år har taget stilling til, hvad der efter døden skal ske med deres digitale fodspor.

Og det kan være en vanskelig udfordring for de efterladte at navigere i, siger Charlotte Sørensen, der er kommunikations- og udviklingskonsulent i landsforeningen Liv&Død.

”Der findes utrolig mange digitale platforme, og det kan være en labyrint at finde frem til dem og finde ud af,

hvad der ligger, og hvordan man eventuelt fjerner eller tilegner sig indholdet. Og ønskede den afdøde egentlig at få det fjernet? Den vurdering skal de efterladte ofte lave, og alt det kan oven i sorgen være ganske overvældende,” siger Charlotte Sørensen.

Hun har, samme dag som Kristeligt Dagblad ringer, haft en kvinde i røret, som for et år siden mistede sin mor. Kvinden har i dag stadig ikke fået lukket afdødes Facebook-profil, da hun finder det både følelses- og itmæssigt uoverskueligt at dokumentere dødsfaldet for medievirksomheden, som det er påkrævet i tilfælde af Facebook-brugeres død.

”Mange af de her platforme ejes af internationale firmaer, som derfor har egne regler og retningslinjer. Så det er faktisk et større oprydningsarbejde for de efterladte, men det tænker de færreste jo over, når de opretter sig på digitale platforme og generelt begår sig online,” siger Charlotte Sørensen.

Derfor håber foreningen også, at flere danskere begynder at tage stilling til den digitale arv på lige fod med eksempelvis begravelsen, boet og hvilke efterkommere, der skal arve hvad. At man så at sige får lavet et ”digitalt testamente”, hvor ønsker til det digitale efterliv og adgangskoder til diverse konti på internettet kan fremgå.

Et digitalt genfærd

Netop det store felt ”digital arv” er genstand for Astrid Waagsteins forskning. Hun er digital rådgiver og ph.d.stipendiat ved Institut for Kommunikation ved Københavns Universitet.

IT-eksperten er enig i, at det ville give de efterladte væsentligt bedre kort på hånden, hvis flere tog stilling til deres digitale aftryk, mens de lever. Blandt andet vil man kunne undgå konflikter mellem de efterladte, om profiler på sociale medier skal lukkes ned eller forblive aktive som et virtuelt minde.

Hun fremhæver dog, at man – digitalt testamente eller ej – altid vil efterlade sig forskellige slags data af mere eller mindre personlig karakter, som ikke vil blive slettet, og som man ikke har styring over som enkeltindivid. Derfor er det også kun en vis andel af vores samlede digitale arv, vi overhovedet kan tage stilling til.

” Mange af de her platforme ejes af internationale firmaer, som derfor har egne regler og retningslinjer.

”Vi er langsomt ved at finde ud af, at de digitale services, vi ikke betaler for med penge, betaler vi for med data om os selv, som ikke slettes efter vores død. Der er meget lidt transparens omkring, hvilke data techfirmaerne indsamler, og hvordan de anvender dem,” siger Astrid Waagstein.

Hun forklarer, at techgiganterne Google og Microsoft allerede har opfundet et program, som kan anvende kommunikationsdataene fra den afdødes interaktion på forskellige medier til at skabe en såkaldt replika – en slags digital persona, som man vil kunne kommunikere med, som var vedkommende fortsat i live.

En slags digital storm

En sådan opfindelse afføder uundgåeligt flere etiske dilemmaer og problematikker, som i øjeblikket også diskuteres i forhold til brugen af kunstig intelligens. Derfor er man i EU ved at undersøge og lovgive i forhold til både levende og dødes ret til egen data – et tema, som vi ifølge Astrid Waagstein ”kun har set toppen af isbjerget” af.

”Hvad vi har ret til på internettet afgøres mange gange af teknologiens indretning og techgiganternes juridiske afdelinger. I vores digitale adfærd afleverer vi en masse personlig information, som uden for vores kontrol bliver

CHARLOTTE SØRENSEN, DER ER KOMMUNIKATIONS- OG UDVIKLINGSKONSULENT I LANDSFORENINGEN LIV&DØD

bearbejdet om os. Det er risikoen ved vores digitaliserede samfund og noget, vi sent er begyndt at blive opmærksomme på og finde et sprog for,” siger Astrid Waagstein og understreger, at man dog får de mest optimale forudsætninger for at styre sin digitale arv, hvis man har tilkendegivet sine ønsker i levende live.

For Charlotte Sørensen viser hendes erfaringer med pårørende i landsforeningen Liv&Død, at digitaliseringens hurtige implementering i samfundet har overrumplet mange – specielt de brugere, der er oppe i alderen, og som derfor ikke er vokset op med at begå sig digitalt.

”Det har været en slags digital storm, der som samfund har blæst os lidt omkuld. Det skal vi skynde os at komme efter, for vi kommer til at forholde os meget mere til vores digitale arv fremover. Vi skal lære at håndtere den på lige fod med arven i den virkelige, fysiske verden,” siger Charlotte Sørensen. J

Digitale platforme at forholde sig til ved dødsfald

Gennem et helt liv vil mange have sat nogle digitale fodspor, som det kan være hensigtsmæssigt at forholde sig til. Det kan eksempelvis være ved: Sociale medier som Facebook, Instagram, Twitter, LinkedIn og Youtube.

Kommunikationsplatforme som mailudbydere, opkaldsog beskedtjenester, heriblandt Skype, Messenger og SMS. Lagringstjenester som Dropbox, iCloud, Google Drive og Microsoft OneDrive.

Digital platforme som Mit.dk, Borger.dk, Sundhed.dk, Skat og e-Boks.

Desuden bør man overveje at dele information om, hvordan man får adgang til de apparater med indhold, man gerne vil give videre til sine efterladte; det kan være til den personlige computer, mobiltelefonen, USB-stik og harddisk, såfremt de er beskyttet med kode.

Sådan laver du et digitalt testamente

Har du taget stilling til din digitale arv? Kristeligt Dagblad bringer her en række overvejelser og handlingsforslag til det digitale testamente guide

Svend Andreas Worre Sørensen ssoerensen@k.dk

De fleste danskere har profiler på sociale medier, billeder gemt på digitale lagringstjenester og vigtige dokumenter på elektroniske postbokse. Det er dog ganske få danskere, færre end hver tiende, som tager stilling til deres digitale aftryk og indhold, før de stiller træskoene. Derfor står efterladte ofte tilbage med håndteringen af afdødes digitale efterliv, hvilket kan være både teknisk og følelsesmæssigt besværligt.

Kristeligt Dagblad bringer her en kort introduktion til, hvad man selv kan gøre for at tage stilling til sin digitale arv.

Adgang til diverse digitale konti

Ifølge Ritzau viser flere undersøgelser, at danskerne i gennemsnit bruger omkring 25 digitale platforme, som kræver både brugernavn og adgangskode. Det kan være lagringstjenester til filer, billeder og videoer som iCloud og Dropbox, streamingtjenester som Netflix og Disney+, mailudbydere og alskens sociale medier.

For at imødegå, at de efterladte skal strides med techvirksomhederne om adgang til disse platforme, er det ganske afgørende at få skrevet brugernavn og adgangskode til disse ned.

Det kan enten gøres på et stykke fysisk papir adresseret til de rette pårørende og gemt forsvarligt, da disse oplysninger i de forkerte hænder kan udnyttes uhensigtsmæssigt.

Alternativt kan man benytte tjenesten ”Min sidste vilje”, som både kan tilgås online ved hjælp af MitID eller bestilles i fysisk form. Det er en slags skabelon for ønsker til begravelsen eller bisættelsen, som efterladte efter dødsfaldet kan få indsigt i.

Her kan der også deles adgangsoplysninger til diverse medier, ligesom man kan notere sine ønsker til, hvad der skal ske med dem.

Husk i øvrigt at dele koder til den personlige computer, tablet eller mobiltelefon, så det bliver muligt at tilgå lokale filer og billeder, der ikke er gemt i ”internetskyen”. Det vil nok ærgre de fleste, hvis mange års familiebilleder og deslige ligger strandet på et evigt låst apparat.

Sociale medier

Skal afdødes sociale medier lukkes ned eller fortsat være aktive som digitale minder?

Det spørgsmål kan faktisk udvikle sig til en større uenighed blandt de efterladte, når afdøde ikke selv har taget stilling.

Mange har i dag en profil på sociale medier som Facebook, Instagram, Twitter og LinkedIn, og derfor kan det være fornuftigt ikke bare at dele adgang til disse med relevante relationer, men også forklare, hvordan man gerne ser dem administreret efter sin død.

Hvad gælder Facebook, er det muligt at oprette en ”eftermælekontakt”, således at vedkommende efter ens død kan administrere, om kontoen skal lukkes eller figurere som ”mindesmærkekonto”.

Hvis dette ikke er gjort, kan pårørende også lukke kontoen ved at indsende døds- eller skifteretsattesten til Facebook som dokumentation for dødsfaldet.

Fortrolige og personlige dokumenter

Det kan efterhånden være svært at finde rundt i kataloget af digitale postkasser – E-boks, Borger.dk, Sundhed.dk, Mit.dk – man kan nok selv fortsætte listen.

På disse platforme ligger dog bunker af vigtige personlige informationer, som i forskellige henseender kan være belejlige for de efterladte at få indsigt i. Det kan være kontoudskrifter, forsikringspapirer, skatteoplysninger og sundhedsjournaler.

Det er faktisk ikke særligt ofte muligt for pårørende til den afdøde at få adgang til disse konti. Det kan derfor være en fordel selv at danne sig et overblik over relevante dokumenter, printe dem ud eller gemme dem lokalt på computeren.

Lige præcis E-boks kan pårørende dog få adgang til, hvis de til den digitale platform indsender dokumentation for vedkommendes død. Det er dog også muligt at give andre adgang, mens man er i live, både til at kunne administrere kontoen og til at læse posten.

Hvad skal de efterladte ikke finde?

En anden god grund til at forholde sig til sin digitale arv, inden man går bort, kan også være, at der ligger ting på internettet, man ikke ønsker sine nære relationer at blive bekendt med. Det kan være billeder, beskeder, mail eller konti på forskellige digitale medier, som man helst ikke ser delt med de efterladte.

Her må den enkelte gøre op med sig selv, om man vil slette indholdet fra de relevante platforme, lave låste mapper og drev på sit digitale apparat eller gøre det klart i sit digitale testamente, hvordan man ønsker indholdet skal behandles af de pårørende. J

Denne oversigt er skabt med konsultation fra advokat med speciale i testamente og arv, Katrine Borghesi Mogensen fra Advokatgruppen.

0 Del koder til den personlige computer, tablet eller mobiltelefon, så ens fortrolige kan tilgå lokale filer og billeder, der ikke er gemt i ”internetskyen”. – Foto: Georges Gobet/AFP/Ritzau Scanpix.

ILLUSTRATION: COLOURBOX/GRETHE NIELSEN

Dødsannoncer har ændret sig med årene

For 50 år siden indeholdt en dødsannonce stort set altid afdødes jobtitel eller rolle i familien. I dag forfatter de efterladte i højere grad dødsannoncerne på sociale medier

kulturhistorie

Frida Holm Nim

nim@k.dk

Allerede som 15-årig i 1968 hjalp bedemand i fjerde generation John Schärfe sin far med at strikke dødsannoncer sammen, når de pårørende havde brug for hjælp til dette. Siden da har den korte tekst, der fortæller, at en person nu er død, samt hvornår vedkommende blev født, ændret sig en hel del. Både hvad angår ordlyd og udseende, fortæller bedemanden.

”Dengang skrev man altid folks jobtitel eller anden titel i annoncerne: ’Pensionist’, ’Gårdejer’, ’Forhenværende postbud’ eller ’Læge’, kunne der for eksempel stå. I dag skriver man sommetider, hvis nogen var ridder af Dannebrogordenen, men jobtitler ville man sjældnere skrive,” siger John Schärfe, der siden 1977 har drevet den familieejede virksomhed Schärfe Begravelsesforretning i Roskilde.

Også tidspunktet for publiceringen af dødsannoncer i aviserne har ændret sig i løbet af John Schärfes arbejdsliv.

jeg begyndte som selvstændig bedemand i 1977, var det alle, der fik en døds annonce. I dag er det måske hver femte eller sjette, så jeg skriver altså langt fær re i dag.”

Men det er ikke kun prisen på døds annoncer, der har betydning, fortæller John Schärfe. En anden grund til, at folk fravælger annoncerne, er ifølge ham fremkomsten af sociale medier, især Facebook, hvor folk selv kan op lyse, at deres kære er afgået ved døden.

Også Stine Gotved, cybersociolog, ph.d. og lektor ved IT-Universitetet i København, peger på de nye digitale muligheder som afgørende for, at dødsannoncerne over årene har fået en anden form end tidligere.

”Når det kommer til dødsannoncer, er den største forandring, at de er blevet digitale,” siger Stine Gotved og henviser til, at størstedelen af de annoncer, der kommer i aviserne, også trykkes digitalt – for eksempel på hjemmesiden Afdøde.dk, der ifølge dem selv indrykker omtrent 85 procent af de dødsannoncer, der også indrykkes i aviserne. Men Stine Gotved gør også opmærksom på, at mange helt fravælger de traditionelle dødsannoncer og selv skriver på de sociale medier såsom Facebook og Instagram, når nogen er gået bort.

JOHN SCHÄRFE, BEDEMAND

”Selvom de fleste annoncer i dag stadig indrykkes før bisættelsen eller begravelsen, er det færre end tidligere. Engang var det meget vigtigt, at for eksempel naboer eller folk i lokalområdet fik besked inden, så de havde mulighed for at dukke op,” siger han.

Behovet for at melde tidligt ud om et dødsfald er ikke længere så presserende for folk som tidligere, vurderer John Schärfe.

”På den måde har man også selv mere kontrol over, hvem der kommer med til bisættelsen, og så er der den pointe, at mange synes, det bliver for dyrt, hvis man skal invitere alt for mange med til kaffe eller gravøl bagefter,” siger han og fortsætter:

”Jeg ved, at kroner og øre også har en rolle at spille, når det kommer til valget om at indrykke en dødsannonce i aviserne, der i dag koster mere end førhen. Da

”På sociale medier kan man modtage et niveau af sympati og medfølelse, som er til at håndtere, og man har mulighed for også at knytte nogle ord om ens forhold til afdøde. Der er ofte hurtig respons, så det er nok derfor, at man deler. Vi ved for eksempel, at de første fire-fem år, hvor Facebook eksisterede, delte folk kun det sjove og glade. I dag kan vi også godt dele det svære,” siger Stine Gotved.

Rollen i familien blev nævnt

I 1770’erne dukkede de første dødsannoncer op i danske aviser. Dog var det ikke alle, der havde nok penge eller høj nok status til at få sit navn i avisen, og derfor blev annonceringen af et dødsfald ofte noget, som skete mundtligt

Først i begyndelsen af 1900-tallet blev det almindeligt med skrevne dødsannoncer. Det var forskelligt, hvordan de så ud, men ofte blev afdødes navn og stilling oplyst, ligesom at ordet ”død” typisk blev anvendt. Kun få kvinder var på arbejdsmarkedet før 1930’erne, så var den afdøde en kvinde, blev hendes rolle i familien nævnt.

Med nutidige øjne kan ordet ”dødsliste”, som var det ord, mange aviser, her-

under Kristeligt Dagblad, i en årrække brugte, når avisen skulle annoncere afdøde personer, måske lyde morbidt. I dag er det da også ganske sjældent, at ”død” indgår i dødsannoncerne. I 2021 var det kun 4 procent af den samlede mængde af dødsannoncer, som indeholdt ordet eller afarter af det. Det viser en gennemgang af 18.000 dødsannoncer, som Kristeligt Dagblad tidligere har foretaget.

Allerede i 1950’erne blev det mere almindeligt at skifte ”død” ud med andre formuleringer; for eksempel at vedkommende er ”taget fra os”, ”hentet hjem af Gud” eller ”stille sovet ind”.

Digitale dødsannoncer

Selvom mange i dag skriver en slags dødsannoncer på nettet i stedet for at indsende dem til aviser, er det dog ikke alle, som har lyst til det. Det siger cybersociolog Stine Godtved:

”Mit bud er, at det er mennesker, der allerede deler indhold på sociale medier, som også deler, at de har mistet. De, der ikke har levet sit liv digitalt, har måske svært ved at se fidusen med at dele på for eksempel Afdøde.dk og vælger derfor blot at få annoncen i avisen.”

Cybersociologen fortæller desuden, at selvom nogle dødsannoncer er rykket over på nettet, hvor der er andre muligheder for at gøre teksten mere personlig, så vælger mange stadig en mere enkelt model. Hos Afdøde.dk lægger man dog mærke til, at folk generelt vælger de mere enkle dødsannoncer, selvom der er mulighed for noget mere spraglet. Det siger Gitte Mathiasson, der er PR-ansvarlig hos Afdøde.dk ”Få laver individualiserede annoncer.

Vi ser under en femtedel, der laver unikke dødsannoncer. Resten er meget formelle, og ordlyden er ofte den samme. Typisk starter en dødsannonce med ’Vores kære ... sov stille ind’. Så nævnes fødselsdag og dødsdag, og til sidst står der noget i stil med ’På vegne af familien’.”

Bedemanden John Schärfe, der skrev sin første dødsannonce for 55 år siden, fortæller, at også han bruger meget få og formelle ord, når han i dag skal sammensætte teksten.

”I de relativt få dødsannoncer, jeg skriver, er der kun lige det, der skal være. Det er altså ganske kortfattet. Nogle skriver ’Elskede’ eller ’Savnede’ til slut, men sjældent mere storladne formuleringer end det. Før i tiden plejede teksten at være længere. En anden forskel er, at det stadig er langt færre, der vælger et kors som vignette,” siger han.

Sammenligner man nutidige dødsannoncer med annoncer, der er 50 eller 100 år gamle, så er der sket ændringer, men det er relativt få, i forhold til hvor markante ændringer samfundet ellers har gennemgået. Det siger cybersociolog Stine Gotved:

”Vi har at gøre med et format, der ændrer sig, men meget, meget langsomt. Det her område, som handler om død og sorg, har nogle tydelige brudlinjer, i forhold til hvor langt man vil gå. Har man mistet og er i sorg, har man ikke ret meget overskud, og derfor falder vi ofte tilbage på traditionen. I dag kan et bryllup godt foregå på boreplatforme eller i luftballoner, men døden og begravelsen har stadig nogle tydelige rammer, som er meget mere traditionelle.”

0 De første dødsannoncer blev trykt i 1770’erne og og har ændret udseende og indhold lige siden. I dag fortæller flere om et dødsfald gennem en onlineannonce via eksempelvis afdøde.dk. – Illustration: Grethe Nielsen

”

Da jeg begyndte som selvstændig bedemand i 1977, var det alle, der fik en dødsannonce. I dag er det måske hver femte eller sjette.

De sociale medier kan åbne for samtalen om død og sorg

På de sociale medier

fylder opslag og trøstende ord til sørgende i forbindelse med dødsfald meget. De sociale medier hjælper samtalen om det svære på vej, siger ekspert nyhed

Jacob Weinkouff Hansen jhansen@k.dk

Døden og sorgen over dem, vi mister, har fundet sin plads ind på sociale medier. Opslag på Facebook og andre sociale medier fungerer som en slags udvidede dødsannoncer og nærmest mindeord, hvor pårørende deler ord og tanker om dem, de har mistet. Teksterne er ofte lange, for modsat en dødsannonce indrykket i avisen, er der ingen begrænsninger på de sociale medier. Og ikke mindst er der opstået en interaktivitet omkring disse opslag, som man kan få et indtryk af ved en hurtig søgning på søgeord som ”begravelsen finder sted” eller ”afgået ved døden” på Facebook.

Alle, der ser opslaget, har mulighed for at skrive en kommentar, og i mange tilfælde udgøres denne kommentar blot af et enkelt ord: ”Kondolerer” eller ”RIP.” (hvil i fred red.) er blandt de hyppige, der lyder i kommentarsporene.

Der kan være tale om en dobbelthed i for-

hold til udbredelsen af opslag om dødsfald på sociale medier, siger Ester Holte Kofod, der er adjunkt på institut for kommunikation og psykologi med speciale i sorg ved Aalborg Universitet. For selvom døden er blevet mere offentlig, viser de korte kommentarer, at det ikke nødvendigvis medfører, at det dermed er lettere at finde et sprog for død og sorg.

”Sociale medier er blevet en del af vores virkelighed, hvor vi deler alt muligt om vores liv. Og det indebærer også døden. For folk, der har mistet, er sociale medier blevet et sted, hvor man kan få mulighed for at nå ud til mennesker i sit netværk, nemt og på én gang. I min forskning har jeg også mødt sørgende, der bruger opslag som disse til at vise, at de faktisk har et behov for at tale om den sorg, de gennemgår,” siger hun.

Et udtryk for medfølelse

Men den ofte korte respons på opslagene er altså udtryk for, at det stadig kan være svært at tale om død og sorg, selvom det er blevet mere udbredt overhovedet at kommentere dødsfaldet, fortsætter Ester Holte Kofod:

”Opslag på sociale medier gør tærsklen for, hvordan og hvornår man vil henvende sig til nogen, der har mistet, lavere. Man vil godt kunne skrive en kommentar til nogen, som man uden de sociale medier måske ikke ville henvende sig personligt til. Men også dér kan vi opleve en berøringsangst. For hvad skriver man til nogen, der har oplevet noget så voldsomt, og som man måske egentlig ikke kender særlig godt? Det er ofte i de situationer, at vi tyer til nogle kortfattede standardfraser

Kristeligt Dagblad Læserklub

Signeret kunsttryk af Arne Haugen Sørensen

Kunsttrykket ”Uddrivelsen” af Arne Haugen Sørensen er særligt udvalgt af kunstneren til Kristeligt Dagblads læsere.

Læserne vil blandt andet kende Arne Haugen Sørensen for at være en af Danmarks førende kunstnere. Han er især kendt for sine mange malerier med kristne motiver i karakteristiske klare farver. Kunsttrykket måler 60 x 60 cm og er trykt i et begrænset oplag på bare 500 styk. Alle kunsttryk er signeret af kunstneren.

Det originale maleri ”Uddrivelsen” er malet i 2014 og findes på Arne Haugen Sørensen Museum i Videbæk.

Normalpris 705,Pris til abonnenter 599,Køb kunsttrykket på www.k.dk/butik/kunst

” Der er mig bekendt ikke en årsagssammenhæng. Men vi ser faktisk en nærmest parallel udvikling af de sociale medier og den aftabuisering af døden, som samfundet har oplevet over de seneste år.

som ’kondolerer’ eller blot symboler såsom et hjerte eller lignende,” siger hun.

At tærsklen er blevet lavere for, hvornår man via de sociale medier henvender sig til folk, der har mistet, skal dog ses som noget godt. Det mener cybersociolog og lektor ved

IT Universitetet, Stine Gotved.

”Jeg mener ikke, at man skal se det som noget negativt og overfladisk. De korte kommentarer er udtryk for en medfølelse, en god tanke, som man sender i retning af den, der har mistet. Det er i mine øjne snarere en styrke ved de digitale netværk, som generelt fylder rigtigt meget i vores liv i dag,” siger hun og uddyber:

”Det er  jo ikke stedet for den primære omsorg for den, der har mistet. Tværtimod ser jeg det som noget ekstra. Et sted, hvor man kan skrive ud og få et klap på skulderen. Det er stadig i andre sammenhænge, at de lange

samtaler og sorgbearbejdningen vil foregå.”

Stine Gotved mener altså ikke, at de korte kommentarer til opslag om dødsfald skal tolkes som overfladiske. Hun peger på, at der findes andre netværk på sociale medier, hvor den dybere samtale om død og sorg kan finde sted.

”Der findes mange variationer af digitale mindesteder, hvor de efterladte i fællesskab kan mindes den afdøde. Nogle steder er åbne, mens andre er mere private. Det kan stadig være rigtigt svært at tale om døden, men det kan også hjælpe, at man har tid til at skrive noget, der er lidt dybere”, siger hun. Spørger man Stine Gotved, så er de sociale medier en meget vigtig spiller i den udvikling, der sker, hvad angår evnen til at tale om død og sorg. For de sociale medier har, ifølge hende, bidraget til en anden åbenhed, når det drejer sig om døden og den sorg, der følger med.

”Vi har altid vidst, at mennesker i vores sociale netværk mister nære pårørende, men det har i mange årtier været noget meget privat. Det har sociale medier lavet helt om på, og dermed minder de os om vores dødelighed, som er noget, vi ellers er rigtig gode til at skubbe foran os,” siger hun og fortsætter: ”Der er mig bekendt ikke en årsagssammenhæng. Men vi ser faktisk en nærmest parallel udvikling af de sociale medier og den aftabuisering af døden, som samfundet har oplevet over de seneste år. Så det er nærliggende at tænke, at de sociale medier har spillet en rolle i den aftabuisering, og at de to ting forstærker hinanden.” J

Prisvindende kunstner

STINE GOTVED, CYBERSOCIOLOG OG LEKTOR VED IT UNIVERSITETET

Stine illustrerer den sorg, hendes fars død plantede i hende

Stine Reintoft har ladet sorgen over sin fars død strømme gennem sine fingre. Det er blevet til to billedfortællinger for børn

interview

Amalie Høgsbro Jørgensen ajoergensen@k.dk

En hvid fugl flyver rundt blandt de sort-hvide illustrationer, der fylder hver anden side i 49-årige Stine Reintofts billedfortælling ”Helt farvel”. Fuglen, som forfatteren har tegnet igen og igen, var hendes egen. Den hed Pusser og var en undulat, hun fik af sin far, Jørgen Reintoft, inden han døde pludseligt som 54-årig. Hun var selv syv år.

Et par år efter døde Pusser, og sorgen blussede op igen.

”Jeg begyndte at få mareridt om fugle, der brændte ihjel eller på andre måder døde. Mareridtene vendte tilbage i perioder, indtil jeg var oppe i 20’erne,” fortæller Stine Reintoft.

De tilbagevendende tanker om fugle er blot et af flere eksempler på, hvordan sorgen har været svær at sætte ord på for Stine Reintoft. Derfor skriver hun ikke. Hun tegner.

Til hverdag er hun selvstændig kunstmaler og illustrator. I foråret udgav hun en billedbåret børne- og ungdomsbog baseret på de oplevelser, hun har haft i sit voksenliv, hvor sorgen over at miste sin far i en ung alder har præget hendes adfærd og tanker.

”Da jeg begyndte at tegne til bogen i 2017, så jeg, at tegningerne var ret stærke. Derfor er der sparsomt med tekst. Jeg talte med et par børnebogsforfattere, jeg kender, og de anbefalede mig at lade billederne tale for sig selv. Når børn sørger, er der jo ikke en rigtig eller forkert måde at gøre det på, og derfor kan det være, at de ikke havde kunnet relatere til den tekst, jeg eventuelt kunne have skrevet. Billeder kan de selv fortolke og måske nemmere begynde en samtale ud fra,” siger hun Hvad angår Stine Reintofts egne børn – to sønner på 13 og 16 år – er de uforstående overfor, hvorfor hendes bog er så sort og ”uhyggelig”. Men det forstår Stine Reintoft godt.

”De har ingen lignende følelser at relatere til,” siger hun – i modsætning til de børn, der selv har mistet en forælder.

Selvom sorgen over at miste i en tidlig alder kan være uforståelig selv for dem, der oplever den, er hun af den overbevisning, at den er afgørende at tale om. Stine Reintoft føler sig heldig over at komme fra en familie af socialrådgivere og psykoterapeuter, der var meget opmærksomme på, at hun fik talt om sin far i årene efter, han døde.

Hendes hensigt med billedfortællingen er at agere samtalestarter for dem, der ikke er lige så heldige, som hun selv var. Den åbenhed, hun blev mødt af i behovet for at tale om faderens død, har gavnet hende. Det er hun helt sikkert på.

”Det er vigtigt at tale om sine tanker, når man har mistet en forælder i en ung alder. Efter min mening er det de voksne omkring barnet, der har pligt til at sørge for, at det sker,” siger hun.

Sorg i forklædning

Nu, hvor Stine Reintoft er voksen, deler hun sine erfaringer med, hvordan et dødsfald i barndommen kan sætte spor langt ind i voksenlivet. Hun fremhæver to begivenheder, der illustrerer, hvordan hun sorgen har sat sig i hende. Begge situationer er illustreret i bogen ”Helt farvel”, og den første handler

Stine Reintoft

Født 1973.

Kunstner og illustrator. Uddannet fra blandt andet Billedskolen, Glyptotekets Tegneskole, Skolen for Billedkunst, Central St. Martin School of Art i London og Animationsskolen.

Arbejder som selvstændig billedkunstner og illustrator i sit firma By Stine Reintoft.

Forfatter og illustrator bag flere bøger, herunder sin nyeste udgivelse ”Helt farvel”. Bogen udkom i januar fra Saxo Publish.

Bor i København. Mor til to sønner.

om at turde knytte sig til en kæreste.

”Før jeg mødte min mand, var det rigtig svært for mig at give mig hen. Det afskrækkede mig en del, da jeg var i 20’erne. Jeg holdte bevidst bejlere hen, så et forhold ikke udviklede sig, fordi jeg ikke kunne udholde tanken om at miste igen. Jeg orkede ikke sorgen. Min mand og jeg fandt sammen, selvom jeg var tarvelig over for ham. Det gjorde vi, fordi han blev stående,” siger hun og lufter en tanke om, at mennesker, der har oplevet en sorg som hendes i barndommen, har behov for bekræftelse.

”Har man svært ved at turde træde ind i et forhold, er det også en god idé, at man siger til sig selv, at mister man det menneske, man er i et forhold med, så ved man, at man kan klare det, fordi man har klaret det før,” tilføjer hun.

Den anden begivenhed, hun nævner, fik ligesom fuglen Pussers død en gammel sorg til at manifestere sig i en ny oplevelse.

”En dag i 2017 sad jeg i lufthavnen og ventede på et fly hjem fra Stockholm, da jeg læste nyheden om, at der netop havde været et terrorangreb på en gade, jeg havde gået på to timer forinden. Oplevelsen slog mig ud. Jeg reagerede voldsomt,” fortæller hun.

”Jeg blev bange for, at mine børn kunne have mistet deres mor. Jeg læste om angrebet og så det hele i fjernsynet. Min mand syntes, jeg overreagerede, men jeg kunne ikke styre det. Jeg tror, jeg er lidt mere sårbar end andre. Selvom jeg havde en glad barndom, må jeg erkende, at der kan opstå situationer, som trigger mig, og hvor jeg har behov for at opsøge hjælp fra min læge eller mine nærmeste,” siger hun.

At gøre frygt håndgribelig Stine Reintoft nævner gentagne gange, at hun ”havde en glad barndom”. Den tilskriver hun sin mor og især moderens åbenhed.

”Min mor var god til at sige, at jeg skulle huske på gode minder. Nogle af dem husker jeg kun, fordi min mor har sørget for at minde mig om dem, eksempelvis at jeg vaskede bil med min far. Jeg husker også, at min far og jeg så på stjerner, og at vi tog til Langelinie (i København, red.) og købte is hver søndag. Min mor hjalp mig med at prente gode minder fast i min hukommelse. Og så sagde hun aldrig ’det kan vi ikke tale om’. Hun svarede mig hver gang, jeg spurgte. Det tror jeg også har hjulpet til at holde hans ånd i live,” fortæller Stine Reintoft.

Indimellem fik de tvivlende tanker dog lov at råde, og de kredsede ofte om moderen. Tabet af den ene forælder intensiverede frygten for at miste den anden. I forsøget på at afhjælpe frygten blev den unge piges gudmor afgørende.

”Hun lavede en plan sammen med mig. Den gik ud på, at hvis min mor døde, så skulle jeg bo hos min gudmor og hendes mand. Vi lagde en gennemført plan, hvilket gjorde mig meget tryg,” siger hun.

Indimellem hjalp det på den måde at gøre sorgen håndgribelig. Også to andre personer i Stine Reintofts nærmeste omgangskreds blev afgørende i hendes sorgproces, fordi de selv havde erfaringer med at miste. Den ene var Stine Reintofts mormor, der mistede sin egen far, da også hun var syv år.

”Jeg var heldig at have en person i min nærmeste familie, der forstod noget af det, der var svært,” siger hun og fortsætter:

”Jeg havde også den underlige oplevelse, at min bedste veninde mistede sin far et år efter mig. Vi talte ikke om det, men vi vidste, at vi ikke var alene”.

Dermed kunne Stine Reintoft bedre håndtere at føle sig anderledes, når hun stod i skolegården, eller når kun hendes mor mødte op til et arrangement på skolen. Dette og andre af de tidligste minder, hun har om sin fars død, har hun skildret i sin første billedfortælling, ”Farvel far i himlen”. Den udkom i 2020 og henvender sig til yngre skolebørn. Den er illustreret blandt andet af bedsteveninden fra barndommen – som stadig er Stine Reintofts bedste veninde i dag.

Fuglen Pusser er også en del af fortællingen. Men mareridtene om døende fugle er et overstået kapitel, forsikrer Stine Reintoft. Nu handler hendes mørkeste drømme om hendes børn. For tanken om, at en voldsom sorg pludseligt igen kan ramme, er stadig nærværende. Også derfor tegner Stine Reintoft. J

FOTO: AMALIE HØGSBRO JØRGENSEN

” Jeg var heldig at have en person i min nærmeste familie, der forstod noget af det, der var svært.

STINE REINTOFT

En ydmyg sidste vilje er ofte en bjørnetjeneste for de efterladte

Danskernes minderitualer

Så stor en del af danskerne mener, at følgende ritualer har ”stor” eller ”meget stor” betydning, når de skal mindes en afdød:

59

procent besøger stedet, hvor den afdøde er begravet

53 procent udfører egne personlige ritualer

49

procent besøger et sted af særlig betydning for afdøde

For ikke at ligge familien til last, vælger nogle en ydmyg, anonym begravelse. Men ofte går det imod de ønsker, som de efterladte kan have til det sidste farvel

baggrund

Alexander Dahl

alexander-dahl@k.dk

”Du skal da bare lægge mig i fællesgraven, når jeg dør!,” sagde faderen engang til Nastasia Tami Jensen, der er bedemand i Wismann’s Begravelsesforretning i Roskilde – en del af Begravelse Danmark. Det er billigere, og der er ikke nogen grund til at gøre et større nummer ud af min død, lød det videre fra faderen til sin skuffede datter.

Vi vil så nødigt være til besvær, og selv efter døden spøger den danske beskedenhed. For at skåne de efterladte fra unødige udgifter og for ikke at gøre for stort væsen af sig, vælger nogle på forhånd, at de vil have en anonym begravelse. Men ønsket om ikke at belaste de efterladte er ofte misforstået.

Det oplever Vibeke Sonntag Larsen, sekretariatschef for Landsforeningen Liv&Død, en forening, der er sat i verden for netop at fremme samtalen om døden og den værdige afsked.

”Vi hører stort set aldrig fra de efterladte, at den afdøde har ønsket for meget. Til gengæld hører vi af og til, at den afdøde har ønsket sig en anonym begravelse, og at de efterladte derefter mangler et mindested.

Når den afdøde ønsker sig eksempelvis at komme på en anonym urneplads i stedet for at få sit eget gravsted, skyldes det ofte et ønske om ikke at ligge familien til last. Det kan virke lidt paradoksalt,” forklarer Vibeke Sonntag Larsen.

Det paradoks genkender Nastasia Tami Jensen.

”Jeg tror simpelthen, at det bunder i den danske jantelov: Vi skal ikke tro, at vi er noget,” siger hun.

Begravelsesritualet i folkekirken adskiller

sig fra andre religiøse afskedsceremonier ved, at folkekirkens ceremoni i højere grad skal støtte de efterladte end den døde. Det har blandt andre sognepræst Pernille Vigsø Bagge tidligere fortalt til Kristeligt Dagblad.

I katolicismens mere ritualiserede begravelser er omdrejningspunktet eksempelvis at hjælpe den afdøde videre til det hinsides, uden at vedkommende mellemlander i skærsilden. I folkekirken er ceremonien derimod primært for de levende.

”Begravelsesritualet handler om håb og en tro på, at den døde har det godt. En begravelsesgudstjeneste er altså for de levende, fordi den døde er i Guds hænder,” lød det fra Pernille Vigsø Bagge i en tidligere artikel.

Det istemmer Nastasia Tami Jensen sig. ”Vi har nogle ritualer her i Danmark, som ofte betyder meget for de efterladte. Det gælder blandt andet at se kisten blive kørt væk fra kirken og lægge blomster på gravpladsen. Der kan de efterladte godt blive overrasket, hvis den afdøde har bedt om bare at blive lagt i fællesgraven,” siger hun.

De fleste danskere sætter pris på at have et sted, hvor de kan mindes den afdøde. At kunne besøge en kirkegård eller en gravplads er dét, flest danskere mener er vigtigt, når de skal mindes den afdøde. 59 procent af danskerne tilkendegiver således, at det har ”stor” eller ”meget stor” betydning ifølge en undersøgelse om danskernes forhold til døden foretaget af Landsforeningen Liv&Død i 2022.

Også i andre spørgsmål vedrørende de praktiske omstændigheder ved en begravelse, kan der være uoverensstemmelser mellem den afdødes sidste vilje og de pårørendes ønsker.

Udover en almindelig begravelse og askespredning har der over de seneste årtier været en voksende interesse for at donere sin krop til videnskaben. Selvom det hører til sjældenhederne, hænder det, at donorens pårørende har svært ved at forsone sig med om tanken om, at donorens afdøde legeme skal ligge på et laboratorium. Det fortæller Rigmor Jepsen, der er kontorfuldmægtig ved Institut for Molekylær Medicin på Syddansk Universitet, hvor hun administrerer universitetets organdonationer.

”Jeg gør altid meget ud af at sige, at det er vigtigt at have sine pårørende med i processen. Der er nogle donorer, der har sagt, at fa-

43

procent markerer den afdødes fødsels- eller dødsdag

26 procent har en særlig dag, hvor den afdøde mindes

19 procent tager urnen med hjem

11

procent har et mindealter hjemme

9 procent har en mindeside online

Kilde: Landforeningen Liv&Død

milien ikke er så glade for det. Men at de i sidste ende har accepteret, at det er afdødes eller den potentielle donors ønske,” siger hun.

I de 20 år, Rigmor Jepsen har været på Syddansk Universitet, mindes hun ikke, at de har modtaget donorer imod de efterladtes vilje, fortæller hun.

”Over for donoren er det selvfølgelig forkert ikke at følge vedkommendes ønske.  Men der kan være rigtig mange ting, som spiller ind. Hvis de efterladte modsætter sig ønsket, går vi ikke ind og tager diskussionen, men retter os efter dem,” siger hun.

På Københavns Universitet accepterer de slet ikke donorer, hvis vedkommendes pårørende ikke er enige i beslutningen.

”Det kan man mene om, hvad man vil. For det betyder jo, at vi potentielt går imod afdødes vilje,” fortæller professor Ole William Petersen, der er leder for universitetets donationsordning.

Hvorfor har I så den politik?

”Det skyldes vel en konfliktskyhed i al almindelighed. Og så det forhold, at vi heldigvis får donationer nok,” svarer han.  Tal sammen, inden det er for sent Det kan være svært at tale om døden med sine nærmeste. Alligevel anbefaler bedemand Nastasia Tami Jensen at tale med sine pårørende om, hvad der skal ske, når man dør. Og omvendt, at de pårørende selv prikker til sine kommende arvgivere og spørger, hvilke tanker de gør sig om, hvad der skal ske, når de dør.

”Det kan være, at man slet ikke har forholdt sig til det. Enten fordi man forestiller sig først at dø før om lang tid, eller at man ganske enkelt er bange for at forlade verden,” siger hun.

Men det kan åbne for nogle meningsfulde snakke, når man tager hul på de praktiske foranstaltninger omkring døden, mener hun. Og hendes indtryk er, at mange forældres påståede ønske om en beskeden begravelse mindre er et krav end en invitation til samtale.

”Da min far sagde til mig, at han bare ville i fællesgraven, svarede jeg: Det kommer ikke til at ske. Vi har lært, at vi ikke skal tro, at vi er noget. Men det er vi bare, når vi andre skal sige farvel. Vi vil gerne gøre noget smukt for at mindes dem, vi elsker. Og da jeg sagde det til min far, blev han selvfølgelig glad,” siger Nastasia Tami Jensen.  J

Hvad, der er mit, er dit ... næsten

At oprette en ægtepagt om særeje kan være en god løsning ved for eksempel det andet ægteskab, også selvom det kan volde problemer at tale om hinandens voksne børn og deres forventninger baggrund

Jacob Weinkouff Hansen

jhansen@k.dk

Det er en kendt sag, at en stor andel af de ægteskaber, der indgås i Danmark, på et tidspunkt ender i en skilsmisse. Antallet af danskere, der oplever at blive gift for anden gang er derfor også højt. Og netop indgåelsen af det andet ægteskab fører ganske svære spørgsmål med sig, når det kommer til  arv og værdier. Hvordan fordeler vi formuen, hvis vi bliver skilt? Hvem skal arve hvad, hvis den ene dør? Skal mine stedbørn arve på lige fod med mine egne børn?

Det er spørgsmål som disse, ph.d. og forfatter Lilian Zøllner blandt andet har beskæftiget sig med i sin nye bog ”En dag skal vi dø – etik og jura ved livets afslutning”.

Hun har talt med en lang række af danskere, der har været berørt af nogle af de svære spørgsmål og etiske dilemmaer.

Der er en række forskellige juridiske måder at sikre sig på, når man indgår et ægteskab. Men det første, Lilian Zøllner nævner om sine erfaringer fra arbejdet med bogen, er ikke detaljer om jura. I stedet fortæller hun, at det kun er meget få, af de mennesker hun har talt med, der i det hele taget har taget stilling til spørgsmålene.

”Det, jeg er stødt på, og som jeg virkelig ikke forstår, er, at folk ikke sætter sig ind i lovgivningen. Når man ikke gør det, kan der ske ting, som kommer bag på én. Det er klart, at de her ting er svære at have med at gøre. Det handler langt mere om følelser, end det handler om jura og rationelle overvejelser. Men det er alligevel fornuftigt at sætte sig ind i det. ” siger hun.

Når man indgår et ægteskab, får man i udgangspunktet formuefællesskab. Det betyder, at man skal dele alt ligeligt mellem sig, hvis ægteskabet ophører ved skilsmisse eller separation, selvom den ene har taget en større formue med sig ind i ægteskabet. Hvis den ene ægtefælle dør, vil arven i udgangspunkt blive fordelt efter arveloven, hvor halvdelen af arven efter afdøde går til ægtefællen og den resterende halvdel til andre tvangsarvinger, hvilket typisk vil være eventuelle børn.

Men man kan også vælge at lave en

såkaldt ægtepagt om særeje og eventuelt testamente. Disse to ting kan i særlig grad være relevante, når man går ind i sit andet ægteskab, fortæller Hanne Bruun Jacobsen, der er advokat og autoriseret bobestyrer ved Advodan i Aalborg med speciale i blandt andet ægtepagt, arv og testamente.

Der findes forskellige variationer af særeje, men fælles for dem alle er, at ægtefællerne aftaler, at de ikke længere skal dele alle deres ejendele og formue, når ægteskabet slutter. Det kan gøres sådan, at alt, hvad ægtefællerne hver især tager med sig ind i ægteskabet, bliver særeje. En anden mulighed er, at det kun gælder for bestemte ejendele eller summer af formuen, man selv fastsætter.

”Når man gifter sig anden gang, kan det være rigtig smart at lave ægtepagt om særeje i den konstellation, der nu passer bedst. Eksempelvis hvis den ene part har rigtig meget formue eller andet med sig, og den anden har meget lidt. Så kan særeje sikre, at man får fordelt midlerne på en måde, hvor den ene ikke mister rigtig meget ved en eventuel skilsmisse,” siger Hanne Bruun Jacobsen.

Men det kan være svært at tage samtalen om særeje, fortæller Lilian Zøllner. Det er hendes erfaring på baggrund af de samtaler, hun har haft som led i udarbejdelsen af sin bog.

”Man har oftest denne samtale, inden man indgår ægteskabet. Forklaringen på, hvorfor mange tøver med at tage snakken, er nok, at det af partneren kan tolkes som om, at man ikke tror på ægteskabet,” siger hun.

Værdig til arv?

Ligesom ved skilsmisse kan særeje også spille en rolle, hvis den ene ægtefælle dør. Opretter man fuldstændigt særeje samtidig med, at ægtefællerne giver arveafkald, vil det kun være de respektive ægtefællers egne børn, der arver fra vedkommende med særejen.

Alternativt kan man også via sit testamente sørge for, at det kun er ens egne børn, der arver af ens særeje. Med den løsning vil en lille del af arven dog stadig gå til ægtefællen, da denne er tvangsarving ifølge arveloven, hvis man ikke giver såkaldt arveafkald.

Og netop spørgsmålet om, hvorvidt ens egne børn skal have mest muligt af arven, er meget relevant for mange, der

” Man indgår måske i en moden alder ægteskab med en ny partner, som man elsker. Men det er ikke ensbetydende med, at man elsker ægtefællens voksne børn. Der behøver ikke være konflikt med stedbørnene. Men vil man lade dem arve?

gifter sig anden gang, siger Lilian Zøllner. For man skal huske på, at hvis man ikke laver særeje og testamente, så arver den nye ægtefælle halvdelen, hvis man dør. Og det betyder, at ægtefællens børn, når ægtefællen senere dør, pludselig arver noget, som oprindeligt var deres stedmoder eller stedfaders formue, fra inden ægteskabet blev indgået. Den tanke kan mange have det svært med, siger Lilian Zøllner.

”Jeg tror, det handler om, at der kommer nogle tanker om værdighed, når man kommer ind i en ny familie og får stedbørn og eventuelt stedbørnebørn. Man stiller sig selv spørgsmålet om, hvorvidt de er værdige til at arve en.”

Grundlæggende handler det i følge Lilian Zøllner om, at man stiller sig selv spørgsmålet om, hvem man mener er værdige til at arve den formue, man har bygget op gennem sit liv. Og flere ting kan spille ind, siger hun.

”Værdigheden kan blandt andet hænge sammen med kærlighed. Man indgår måske i en moden alder ægteskab med en ny partner, som man elsker. Men det er ikke ensbetydende med, at man elsker ægtefællens voksne børn. Der behøver ikke være konflikt med stedbørnene. Men vil man lade dem arve?” siger hun og fortsætter:

”Der kan selvfølgelig også være en mere tilspidset situation, hvor man simpelthen ikke bryder sig om ægtefællens børn. Jeg har talt med en mand i forbindelse med bogen. Han blev gift anden gang, og den nye ægtefælles børn var ham simpelthen så meget i

mod. Deres værdier, adfærd, ja alt, hvad de stod for, var ham imod. Så det er jo klart, at han egentlig ikke ønsker, at de skal arve ham. Men han havde ikke sat sig ind i, hvordan man ordner det rent praktisk.”

Igen bliver det største problem, at det er svært at tale om, siger Lilian Zøllner. For der er svært at sige til en kommende ægtefælle, at man ikke bryder sig om vedkommendes børn, eller at man af andre årsager ikke ønsker, at de skal ende op med arv, der kommer fra en selv.

”Det kan jo blive opfattet som et angreb på ægtefællen. Noget af det værste, man kan gøre, er at ramme dem på noget, der handler om deres børn.”

Selvom arvespørgsmål er svære, og måske især kan være det i sammenbragte familier, er det helt centralt at tage stilling til og ikke mindst at tale åbent om, siger Camilla Carlsen Bechsgaard. Hun er psykolog med speciale i familierelationer.

”Det er svært at opstille nogle kriterier for, hvordan man gør det bedst. Men det handler om at have øje for, at ingen så vidt muligt ender med at føle sig snydt. For på den måde kan man sikre, at de gode relationer i familien ikke bliver sat på prøve, efter man dør. Og så er det en rigtig god idé at tale åbent om de her ting, inden man dør. For på den måde kan man få lejlighed til at forklare, hvorfor man har testamenteret, som man har, hvis det er sådan tingene er gjort. Det kan give flere konflikter, hvis familien først finder ud af, hvordan arven er fordelt, efter den ene ægtefælle er død.” J

Særeje

Der findes en række ordninger for at opdele formuen, når man indgår ægteskab. En ægtepagt om særeje har til formål at sikre, at dele af eller hele den formue, hver part tager med sig ind i ægteskabet, forbliver vedkommendes egen formue f.eks. i forbindelse med en skilsmisse. Det indgår altså ikke i såkaldt formuefællesskab.

En ægtepagt om særeje kan ligeledes have betydning for den måde, arven fordeles på, hvis den ene part dør.

0 Når man gifter sig igen og eventuelt får sammenbragte børn, kan spørgsmålet om særeje blive særlig relevant. Det lønner sig at lave klare aftaler og turde tage snakken på forhånd, selvom særejereglerne kan være lidt komplekse at sætte sig ind i. – Modelfoto: Colourbox

LILIAN ZØLLNER, PH.D. OG FORFATTER

HF-elever bruger kunsten til at tale om livet og døden

En HF-klasse i hovedstaden efterlyste andre måder at tale om døden på. Derfor skabte de en kunstudstilling om de tanker man som ung gør sig om livets endeligt

reportage

Amalie Høgsbro Jørgensen ajoergensen@k.dk

Af jorden er du kommet. Til jord skal du blive. Af jorden skal du aldrig mere opstå, hvis man spørger 19-årige Naëlle Sky Bigaignon og 22-årige Tobias Lind Madsen.

Kristeligt Dagblad møder de to HFelever i et tomt lokale på Det frie Gymnasium i København, hvor de er i gang med andet og sidste år af jagten på den lyseblå studenterhue. Sammen med resten af deres klasse har de stået bag kunstudstillingen med titlen ”5” udformet i samarbejde med Landsforeningen Liv&Død.

Projektet er resultatet af et flere måneder langt undervisningsforløb om døden.

I forløbet har eleverne berørt mange temaer, der knytter sig hertil. De er fascineret af andre landes traditioner, fortæller de. Af fester, der fejrer døden. Af klimavenlige, grønne begravelser. Af virtuelle mindeceremonier. Af ritualer, som er underordnet religion.

De har gjort sig tanker om egen begravelse, og så er de blevet enige om, at der er behov for friere regler for, hvordan man begraver og mindes dem, man har mistet.

”Kroppen er et fartøj. Når den er død, er den biologisk materiale,” siger Naëlle Sky Bigaignon, der nævner skovbegravelser som en fin måde at give kroppen tilbage til naturen.

Optimismen afløses dog af en forundring over, at der er restriktioner for, hvordan man må blive begravet på dansk jord.

”Der er én ting, man gør, og den involverer en kiste, og der er ikke specielt mange alternativer,” siger Naëlle Sky Bigaignon.

Kroppen er livets fartøj Begravelse er et de temaer, der er blevet behandlet i HF-klassens udstilling, hvor fem grupper har fortolket i alt fem temaer: livets cyklus, forandringer i forholdet til døden i takt med samfunds-

udvikling, tilbagevenden til naturen, begravelse og minder.

Fortolkningerne er blevet til fem projekter, som blander levende billeder, lyd og forskellige former for installationer. Udstillingen sluttede den sidste dag i marts, og her på bagkant af projektet, har eleverne indvilget i at tale om den læring og de reflektioner om døden, de tager med sig fra projektarbejdet.

Tobias Lind Madsens gruppe stod for begravelsestemaet. Det håndterede de ved at give eksempler på, hvordan man kan tage afsked og mindes.

Resultatet er en videooptagelse af en kistebegravelse, som foregår i et virtuelt univers, hvor man skal have specielle briller på for at deltage. Derudover har gruppen hængt en række billeder op af ordene ”RIP (navn), vi elsker dig overalt på jorden” skrevet med spraymaling på en gul kirkegårdsmur.

”Vi syntes, at det var spændende, det her med at mindes nogen inden for et fællesskab på en utraditionel måde, altså som et alternativ til en fysisk kiste eller en gravsten,” siger Tobias Lind Madsen.

Han påpeger det pudsige i, at alle fem grupper, som deltog i projektet, mere eller mindre bevidst undgik kirkerummet i deres udstillinger.

”Det fortæller jo nok, at unge mennesker ikke kan relatere sig til etablerede mindesteder, kirkerummet og sådan noget. Det er noget, som er fra generationerne før os, og så er det noget, som, ja, det ved jeg ikke, som man lige så stille relaterer sig mere til, jo ældre man bliver,” siger han.

Alligevel valgte Naëlle Sky Bigaignons at gribe deres idéudvikling an fra netop et kirkeligt udgangspunkt. Ikke så meget for kristendommens som for inklusionens og fællesskabets skyld, siger hun:

”Vores første idé var faktisk at lave noget, der kunne have været kirkeligt, og vi havde for eksempel en idé med at udstille en hel masse tændte lys, fordi de kan være en del af døden hos mange forskellige mennesker.”

Der kom idéen om gruppens fortolkning af minder i spil. En brønd er blevet installeret. Ved siden af den ligger en bunke sten. Man kan tage en sten i hånden, mens man besøger udstillingen, og lægge den ned i brønden til de andre, før man går.

”Man kan tage det, man har indeni, og føre det ud i noget fysisk, og så give slip på det. Det, syntes vi, var essentielt for at symbolisere, at man ikke er alene om sin sorg, og at man har et fællesskab, man kan lægge den hos,” siger hun

Fællesskab er et ord, der vækker genklang hos klassens lærer, Troels Emig.

”Jeg synes, at værkerne viser, at der er to sider af døden. Der er både selve døden, men der er også livet. Og igennem de levende kan døden omtales og erindres” siger han.

Håndgribelige samtaler

Undervejs i både dens tilblivelse og dens fremvisningsperiode har udstillingens ansvarlige medarbejder og konsulent hos Landsforeningen Liv&Død, Nanna de Hemmer Widding, fulgt de unges arbejde tæt.

Hun og foreningens øvrige ansatte har erfaret fra udstillingen ”5”, at når formidlingen er gjort af unge og til unge, er der en større sandsynlighed for, at døden virker mindre abstrakt på dem, der besøger udstillingen.

”Det er nemt at være ligeglad med urner, død og ligbrænding, når emnerne ligger fjernt for en. Vi prøver derfor at gøre samtalen om døden nærværende,” siger hun.

Når samtalen falder på, hvad de unge selv ønsker at blive husket for, den dag de går bort, glider tankerne pludselig lettere, for da handler svarene om elevernes fritidsinteresser og hvilket skateboard, de eventuelt vil have med sig i kisten.

”Det taler lige ind i det ego, man har i den alder. De siger til hinanden, at ’ja, jeg er jo sådan en, der er sådan og sådan’,” fortsætter Nanna de Hemmer Widding.

Foreningens udviklings- og kommunikationskonsulent, Eva Gerlif Myrtue, mener, at der i Danmark er behov for at normalisere samtaler om døden allerede fra en ung alder.

”Vores eneste fælles sprog for at tale om døden i Danmark er at sige: ”Jeg kondolerer”... og det er så ligesom det. Og det er heller ikke alle, der har brug for at tale om døden. Mennesker bearbejder sorg forskelligt. Men hvis man er en af dem, der gerne vil tale om den, så kan det forstærke sorgen at blive mødt af stilhed,” siger hun.

De to gymnasieelever på Det frie Gymnasium er enige. De så gerne, at flere mennesker begyndte at tale mere om døden i positive vendinger. På den måde tror Tobias Lind Madsen, at man kan vende livet til noget positivt.

”Jeg tror, at når folk ikke taler om døden, så glemmer de også, at de ikke har et uendeligt liv. Eller mange tænker ikke over, at de skal dø. Og så affinder de sig måske med at leve et liv, som de egentlig ikke ønsker. Men jo mere man tænker over, at man skal dø, des mere livskraft giver det også på en eller anden måde. ,” siger han. J

0 2. r på Det frie Gymnasium har i foråret 2023 samarbejdet med Landsforeningen Liv&Død om udstillingen ”5”. Flere af eleverne var optaget af alternative mindefællesskaber – her i form af graffiti på en kirkegårdsmur. – Foto: Troels Emig.

0 Tanker om liv og død kan være rare at gøre sig i fællesskab. Det blev illustreret med denne brønd, som besøgende hos Landsforeningen Liv&Døds udstilling ”5” kunne lægge en sten i. – Foto: Troels Emig.