Bøger 2017

Bøger 2017 TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 4. NOVEMBER 2017 F OTO : M A R I E H A L D/ R I T Z AU

Tom BukSwienty skriver om den almindelige tysker under Anden Verdenskrig.

Side 12 Nordisk tema – Tarjei Vesaas’ ”Fuglene” fra 1957 er netop blevet genoversat til både dansk og fransk.

Det glæder datteren, Guri Vesaas, der i et interview fortæller om faderens forhold til Martin A. Hansen.

Siderne 20-21

Hanne Vibeke Holst overrasker med sin nye roman ”Som pesten”, der trækker på menneskets evige skræk for undergangen. Side 28

læs også • Italiensk krimi: Den italienske forfatter Luca D’Andreas roman ”Bjerget” foregår i en bjerglandsby i Dolomitterne. Her bydes på stærk miljøskildring og et spændende plot. Side 28

læs også • Mesterroman: Ungar­ ske Peter Nádas’ ”Pa­rallelle historier” handler om menings­ løshed, tomhed og fremmedhedsfølelse, men er rig på sanselig­ hed og intellektuelt overskud. Side 34

• Verden i opbrud: Per Stig Møllers (K) erindringsbog, ”Udenrigsminister i krig og fred”, er interessant og oply­ sende. Den giver samtidig et glimrende grundlag for de­ bat om dansk uden-rigspoli­ tik. Side 14 F OTO : J ACO B E H R BA H N / R I T Z AU

Udgiv din egen bog Tryk

Distribution

Salg

Digitalisering

Markedsføring

Grafisk arbejde

FORLAGET UNDERSKOVEN Aps | 33 15 05 15 | Store Kirkestræde 1 | 1073 København K | forlaget@underskoven.dk | www.underskoven.dk

Hurtigt Fleksibelt Professionelt

2 | Bøger 2017

Kristeligt Dagblad Lørdag 4. november 2017

Her sidder jeg og kan ikke andet end at læse I reformationsåret er det oplagt både at læse bogsæsonens nye titler og klassiske romaner med protestantiske hovedpersoner

kommentar AF MICHAEL BACH HENRIKSEN bach@k.dk

Her i reformationsåret er det ikke mindst trykkekunsten og det frie ords udbredelse, som vi markerer. For 500 år siden blev det muligt for menigmand at få adgang til information, som før var forbeholdt eliten. Med Luthers oversættelse kunne Bibelen læses på tysk og ikke kun på de lærdes sprog latin. Det var en revolution, hvis betydning dårligt kan overvurderes, og hvis frugter vi i denne del af verden nyder dagligt.

En anden enestående europæisk opfindelse er den realistiske roman.

Den opstod som reaktion på den romantiske romance tilbage i 1600-tallet, og mange mener, at spanske Cervantes ”Don Quijote” var den første af slagsen.

Gæt med i quizzen

At trække sig tilbage fra arbejdslivet hører til en af tilværelsens store overgange. Det er ikke altid let at skulle opgive sit formelle erhverv og ændre hverdagsrytme, selv om en større grad af frihed venter. Arbejde er lig identitet og engagement.

Store spørgsmål melder sig ofte: Hvor skal jeg nu bo? Hvad vil jeg gerne have ud af mit nye liv? Hvordan kan jeg fortsat bidrage meningsfuldt til et fællesskab?

16 livsmodige danskere har fortalt deres historie til Nanna Schelde, journalist ved Kristeligt Dagblads Liv&Sjæl-redaktion. En ny rytme i livet deler åbenhjertigt ud af de personlige erfaringer med at komme helskindet gennem denne til tider krævende proces.

Mød Ritt Bjerregaard Ivar Brændgaard Elisabeth Dons Christensen •

•

Lise Egholm • Susanne Houd • Mimi Jakobsen • Peter Aalbæk Jensen • Povl Krogsgaard-Larsen • Mogens Kjær • Jan Skamby Madsen • Mehdi Mozaffari • Hans Edvard Nørregård-Nielsen Ghita Nørby • Kai Selliken • Jette Thomsen • Uffe Østergaard

16 modige fortællinger om overgangen fra arbejdsliv til pension

WWHerfra en op-

fordring til i Luthers ånd selv at gå til kilderne og finde de bedste protestant-romaner frem – eventuelt garnere med et katolsk mesterværk som ”Gensyn med Brideshead”.

des for. Derfor bringer vi her ”vinderne” fra 1 til 10: 1. John Ames i Marilynne Robinsons ”Gilead” (2004).

2. Harry Angstrom i John Updikes Rabbit-romaner (1960-1990).

3. Christian i John Bunyans ”The Pilgrim’s Progress” (1678) 4. Thomas Cromwell i Hilary Mantels ”Wolf Hall” (2009) 5. Robinson Crusoe i Daniel Defoes ”Robinson Crusoe” (1719).

6. Arthur Dimmesdale i Nathaniel Hawthornes ”Det flammende bogstav” (1850).

7. Joseph i Emily Brontës ”Stormfulde højder” (1847).

8. Silas Marner i George Eliots ”Silas Marner” (1861) 9. Mother i Jeanette Wintersons ”Oranges Are Not the Only Fruit” (1985).

10. Frank Fenwick i Anthony Trollopes ”The Vicar of Bullhampton” (1870).

Det er jo en liste med voldsom angloamerikansk hældning, så for den danske læser er det oplagt at tænke på den hjemlige litteratur.

Hvilke protestantiske hovedpersoner har vi?

Der er ”Den gamle præst” og ”Løgneren”, men hvordan vil en dansk – eller dansk-tysk – top-10 se ud?

Herfra en opfordring til i Luthers ånd selv at gå til kilderne og finde de bedste protestant-romaner frem – eventuelt garnere med et katolsk mesterværk som ”Gensyn med Brideshead”.

God fornøjelse med selskabslegen og med efterårets bogtillæg, hvor vi har samlet tidligere bragte artikler om den aktuelle bogsæson og de nye bøger, der er værd at læse.

Uanset om der er protestantiske J hovedpersoner i dem eller ej.

Quiz om Bøger2017 3 1. Hvor mange danskere har modtaget Nobelprisen i litteratur?

3 6. I hvilket årstal blev Tarjei Vesaas’ roman ”Fuglene” udgivet første gang?

3 11. I hvilken by bor forfatteren Yu Hua?

3 2. I hvilken dansk by er Jørgen Leth født?

3 7. Hvilket dyr spjætter ifølge forfatter Peter Wohlleben med benene, når det sover?

3 12. Hvad er titlen på Tom Buk-Swientys nye bog?

3 3. Hvilken nationalitet har Laura Lindstedt?

3 8. Hvornår skrev den amerikanske forfatter Jack Kerouac romanen ”On the Road”?

3 13. Hvilken amerikansk politiker har udgivet bogen ”What happened”?

3 4. Hvilken roman fik i 2017 tildelt Pulitzerprisen for fiktion?

3 9. Hvilket sydamerikansk land kommer forfatteren Samanta Schweblin fra?

3 14. Hvem har skrevet romanen ”Parallelle historier”?

3 5. I hvilken europæisk by startede forfatter Jelle Brandt Corstius sin 1620 kilometer lange cykeltur?

3 10. Hvad er titlen på Hanne-Vibeke Holsts nye bog?

3 15. Hvilken bibelperson sætter Amos Oz lys på i sin bog, der netop er blev oversat til dansk?

16 modige fortællinger om overgangen fra arbejdsliv til pension

Bogen er inddelt i temaer, og jegfortællingerne suppleres af gode råd fra eksperter. Det fælles budskab lyder: En ny og spændende tid med mere luft under vingerne venter, men der skal gøres et stykke arbejde.

EN NY RYTME I LIVET

„Jeg sidder inde med en stor viden og store kompetencer inden for mit felt, så det er lidt mærkeligt, at det bare slutter.“

3 Svarene på spørgsmålene i quizzen findes i artiklerne i dette tillæg.

Send svarene til Kristeligt Dagblad, Vimmelskaftet 47, 1161 København K og mærk kuverten ”bogquiz” eller send pr. mail til konkurrence@k.dk.

3 Svarene skal være Kristeligt Dagblad i hænde senest torsdag den 9. november klokken 13. Vi offentliggør navnene på de seks vindere lørdag den 11. november.

3 Der er seks fine bogpræmier. De to første rigtige besvarelser, vi trækker, får hver tilsendt et eksemplar af Jens Smærup Sørensens bog ”Refleksioner”.

De næste to får hver tilsendt et eksemplar af Sørine Gotfredsens bog ”Fri os fra det onde” og to vindere får tilsendt et eksemplar af Nanna Scheldes bog ”En ny rytme i livet”.

Bøgerne koster 250 EN NY RYTME kroner stykket og er I LIVET alle udkommet på Kristeligt Dagblads Forlag.

Når nu vi europæere har fostret både en revolutionerende reformation og en revolutionerende roman kunne man tro, at der var skrevet en masse romaner med protestantiske hovedpersoner. Som senest ”Herrens Veje” har vist er livet i en præstegård jo ikke uden dramatik. Men nej.

Det er ofte personer med andre fag end teologien eller andre livssyn end det protestantiske, der tiltrækker romanforfatterne – journalister og kriminalkommissærer er eksempelvis ikke ligefrem oversete brancher – men nu kommer avisen The Guardian til hjælp.

I London har man kigget dybt i litteraturhistorien og markerer 500årsdagen for Luthers teser med en top 10 over romaner med protestantiske hovedpersoner, hvoraf en del er præster.

Resultatet af den lille selskabsleg skal Kristeligt Dagblads mange litteraturinteresserede læsere ikke sny-

Fortalt til Nanna Schelde

Kristeligt Dagblads Forlag

Udgivet af Kristeligt Dagblad

Kristeligt Dagblad A/S | Vimmelskaftet 47 | 1161 København K | Ansvarshavende chefredaktør: Erik Bjerager | Redaktør: Stina Ørregaard Andersen | Layout: Mie Petersen | Tryk: Dagbladet i Ringsted

NY STOR ROMAN AF HANNE-VIBEKE HOLST SPÆNDENDE TIL DET SIDSTE […]

ET MEGAUNDERHOLDENDE KIG PÅ VORES VIRKELIGHED LIGE NU. Kristeligt Dagblad

MUSKULØS SPÆNDINGSROMAN. Berlingske

ENERGISK OG UAFVISELIGT UNDERHOLDENDE KATASTROFEROMAN. Jyllands-Posten

VELKOMPONERET OG GRUNDIGT RESEARCHET MED FODEN PÅ SPEEDEREN OG BEGGE HÆNDER PÅ RATTET. Information

4 | Bøger 2017

Danmark

Kristeligt Dagblad Lørdag 4. november 2017

”Høstgildet” indledte et livslangt litterært venskab Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis, er dette års modtager af Martin A. Hansen Prisen.

Forfatterskabet har fulgt ham hele livet – også i de senere år, hvor tidens alvor og religiøse åbning har givet Martin A. Hansen fornyet relevans

interview AF DANIEL ØHRSTRØM ohrstrom@k.dk

Johannes Riis har mindst én ting tilfælles med Martin A. Hansen, der også tilbragte sin barndom i et bondemiljø, mens han drømte sig ind i bogens verden. ”På dét punkt kan jeg sagtens spejle mig i Martin A. Hansen,” siger Johannes Riis og smiler i overskægget, da han tager imod på sit traditionsrige direktørkontor i Klareboderne midt i København. ”Vi fik begge to en god, solid bondeopdragelse, der lærte os, at man er sat i verden for at bestille noget, gøre sig umage, opføre sig ordentligt og være over for andre, som man også gerne vil behandles. Sådan en opdragelse ligger dybt i én. Men jeg har også gennemgået nogle af de samme stadier som Martin A. Hansen, som også tidligt vidste, at han gerne ville væk fra landbruget.”

Som den ældste af seks sønner vidste Johannes Riis godt, at det lå i kortene, at han en dag skulle overtage sin fars gård på Mors, men den førstefødte havde andre planer. ”Det var jo ikke, fordi jeg havde en ulykkelig barndom på landet, men jeg drømte om noget andet. Jeg passede mit arbejde på gården i det omfang, det ikke kunne undgås, men jeg glædede mig hele tiden til at komme ind at læse igen. Og sådan tror jeg også, at Martin A. Hansen havde det i sin barndom; jeg kan i hvert fald nikke genkendende til den blanding af fortabelse og eufori, drengen Mattis i novellen ’Bogen’ oplever, da han får en ny bog i hænderne.”

Selv blev Gyldendals litterære direktør Johannes Riis dog først født i 1950, hvor ”Løgneren” i øvrigt udkom. Det var ”Høstgildet”, en Tranebog med nogle af Martin A. Hansens bedste noveller, udvalgt af Ole Wivel, som blev Johannes Riis’ egentlige vej ind i Martin A. Hansens forfatterskab. Den novellesamling fik han som gave i 1965. ”Jeg blev straks meget glad for novellerne, som jeg stadig synes er den bedste del af Martin A. Hansens forfatterskab, som sine steder kan være lidt vel påtrængende og spekulativt. Men de bedste noveller er umiddelbare og mesterlige, og jeg mener, at der går en ret linje fra Blicher

0 Siden Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis, i 1965 modtog Martin A. Hansens novellesamling ”Høstgildet” har forfatterskabet fulgt ham. – Foto: Leif Tuxen.

og Johannes V. Jensen til Martin A. Hansen.” Året efter – i 1966 – købte han ”Paradisæblerne”, en samling noveller, som Martin A. Hansen selv udvalgte til det brede publikum på Fremads Folkebibliotek. ”Jeg synes, at det er interessant, at samlingen i så høj grad koncentrerer sig om de helt enkle historier, de mindst abstrakte og spekulative, lige præcis dem, jeg selv sætter størst pris på,” siger Johannes Riis, der dog også både har oplevet Martin A. Hansens op- og nedvurdering i samfundet. For da Johannes Riis blev student, begyndte Martin A. Hansens popularitet at falde drastisk. ”Da jeg læste litteraturhi-

storie på Aarhus Universitet i 1970’erne, var han helt til grin. Ingen tog ham alvorligt.

Han var blevet prygelknabe for modernisterne. Det var ikke kun, fordi han var kristen, det var også på grund af hans alvor og tvivl og tunge anfægtelser, der stødte an i de kulturradikale kredse. Han var virkelig en rød klud og et skældsord for de kulturradikale dengang,” siger Johannes Riis.

Men for læsere i dag er især novellerne igen blevet aktuelle, mener Johannes Riis. ”Martin A. Hansens bedste noveller viger ikke tilbage for at vove sig ind på det, der er allersværest for os mennesker at have med at gøre. Og det gør han på en meget over-

bevisende måde. ’Høstgildet’ er for eksempel en både meget nøgtern og meget bevægende beretning om en dreng, der bliver drukket fuld og dør på grund af nogle afstumpede bønderkarles fremfærd. Den lokale præst bliver tilkaldt og opsøger drengens forældre i deres fattige husmandshjem og skal prøve at gøre eller sige noget til trøst.

Dér ligger den døde dreng i faderens alt for store hvide skjorte i dobbeltsengen, og præsten står der og vil så gerne, og forældrene spørger: ’Kan du gøre ham levende, præst?’. Det kan præsten jo ikke, og sådan handler novellen også om den afmagt, præsten føler: Hvad kan han stille op med sin tro i sådan

en situation – og har han overhovedet en tro? Og han står der, og så får han alligevel løst op for noget hos forældrene, og novellen slutter med en meget lille sprække af trøst og håb. Det er en novelle, som stadigvæk tager fat i én, for vi har jo alle sammen vores egne erfaringer med den forbandede død. Og sådan afspejler Martin A. Hansen både livets kampe og troskampe.”

Hvordan spejler din egen tro sig i hans trosfremstilling? ”Det er en privatsag,” siger Johannes Riis og tilføjer: ”Men jeg ved, at jeg har mere sans for Martin A. Hansen nu end for 25 år siden. I hvert fald hvis man har læst

hans breve og dagbøger, er det svært at skille personen Martin A. Hansen fra forfatteren Martin A. Hansen. Her ser man, hvordan han kastede sig ind i sin tid, tog del i den, tog stilling til den og bidrog med alt, hvad han kunne overkomme. Han tog ikke let på tingene, hverken livet eller litteraturen, og han snød aldrig på vægten, han udkæmpede de kampe, ikke mindst med sig selv, som han anså for vigtige. Jeg har fået mere sans for hans måde at fortælle på, for hans trosfremstilling og menneskesyn. Det har selvfølgelig noget at gøre med, at man selv ændrer sig.

Men det har også noget at gøre med, hvordan tiden er,” siger forlagsdirektøren og tilføjer: ”Jeg tror, at tiden er mere åben over for Martin A. Hansen nu, end den var for 25 år siden. Der er sket noget med religionen i de seneste år.

Den har vist sig at være meget mere livskraftig, end man gik og troede, den er ikke til sådan uden videre at få ud af det offentlige rum og slippe for at tage stilling til, den er kommet tilbage og er her nu i mangfoldige former og farver og variationer, og i den situation kan Martin A. Hansen og hans forfatterskab meget vel vise sig at få fornyet aktualitet.”

Det kan Gyldendal allerede mærke. For da forlaget udgav ”Løgneren” som klassiker med forord af Jens Albinus, blev den straks en af de mest solgte titler i Gyldendals nye klassikerserie. Og det vil glæde forlagsdirektøren, hvis Martin A. Hans forfatterskab i fremtiden får endnu mere opmærksomhed. ”Martin A. Hansen beskriver nok et miljø, der ligger unge læsere, der ikke som jeg er vokset op i en bondekultur, fjernt. Men han er den fødte fortæller, arvtager til både Johannes V. Jensen med hans stærke sprog og Kierkegaard med hans alvor og kamp for at komme til rette J med kristendommen.”

Johannes Riis 3 Født i 1950. Litterær direktør for Gyldendal siden 1994. Han er uddannet litterat fra Aarhus Universitet og har været tilknyttet Gyldendal som redaktør siden 1979.

Din tro på livet er værd at give videre!

Ønsket om at ville hinanden det bedste, er noget af det største, man kan give videre. Det samme gælder glæden ved livet.

Har du tænkt over, hvem der skal arve den efter dig?

I Frelsens Hær hjælper vi mennesker, der trænger til mad, varme og noget at tro på. Det sker gennem vores væresteder, menigheder, herberg, krisecentre, julehjælp, ferielejre m.v.

Men selv som kristen kirke må vi erkende, at det ikke altid rækker med næstekærlighed alene. Der er også brug for økonomiske midler gennem et testamente fra dig. Er du interesseret, kan du helt uforpligtende kontakte os. Så kan vi sammen undersøge, hvordan du bedst muligt giver din tro på livet videre.

Kontakt os på 33 31 41 92 eller på www.frelsens-haer.dk Frelsens Hær · Frederiksberg Allé 9 · DK 1621 København V

F R E L S E N S

H Æ R

INK.

Hvem skal arve den efter dig?

6 | Bøger 2017

Danmark

Kristeligt Dagblad Lørdag 4. november 2017

Den ene forfatter kom i kanonen, den anden endte i glemmebogen For 100 år siden blev Nobelprisen i litteratur givet til Henrik Pontoppidan og Karl Gjellerup. Mens Henrik Pontoppidan stadig regnes for en af de største danske forfattere, hænger Karl Gjellerup fast i fortiden, siger professorer

erindring og glemsel AF CECILIE BECH RØNSHOLT roensholt@k.dk

En møller bliver forelsket i en from pige og lader sig på samme tid drage af en farlig og indbydende pige, som får det værste frem i ham. Sådan udspiller dramaet sig i romanen ”Møllen”, som forfatteren Karl Gjellerup skrev i 1896.

To år senere siger den alt andet end lykkelige Per Sidenius ”Hvem jeg er? … Jeg? … Det kan jeg ikke sige dig” i udviklingsromanen ”Lykke-Per”. Den er skrevet af Henrik Pontoppidan og handler om en præstesøns søgen efter mening med livet.

Forhører man sig blandt danske læsere i dag, så kender hovedparten Henrik Pontoppidan og hans klassiker ”Lykke-Per”, som netop er i gang med at blive indspillet som en dansk tv-serie.

Karl Gjellerup og hans bedste roman, ”Møllen”, er derimod ingen steder at finde blandt litterære klassikere i dag, fortæller Johnny Kondrup, som er professor i nordisk litteratur ved Københavns Universitet. ”Karl Gjellerups forfatterskab er dels meget ideologisk og bundet til sin samtid, dels meget verdensfjernt og usanseligt. Derfor fanger det ikke det danske publikum i dag.” ”Pontoppidans værker handler om menneskets forsøg på at gennemskue og lære sig selv at kende. Nye generationer kan genfinde sig i dem, og derfor er hans romaner klassikere,” tilføjer han.

Selvom de to forfattere i dag henholdsvis har en plads i kanonen og i glemmebogen, så krydsedes deres veje for 100 år siden. Og her var det ikke Karl Gjellerup, der blev forfordelt.

I 1917 skulle Nobelprisen i litteratur uddeles, og det var besluttet, at prisen skulle deles mellem de to danske forfattere Jakob Knudsen og Karl Gjellerup. Det blev dog forhindret af, at Jakob Knudsen døde, inden han fik prisen. Og sådan kom Henrik Pontoppidan med på et afbud, fortæller Johnny Kondrup.

En anden krølle på historien er, at nobelpriskomitéen efter sigende ønskede at gøre en politisk gestus og promovere fred under Første Verdenskrig ved at give prisen til Karl Gjellerup, som boede i Tyskland og skrev på tysk. De to forfattere måtte ikke desto mindre dele prisen og fik den med hver sin begrundelse.

Henrik Pontoppidan fik den for sine ”autentiske beskrivelser af dagligdagen i Danmark”,

3 Karl Gjellerup fik Nobelprisen i litteratur (sammen med Henrik Pontoppidan) i 1917, og romanen ”Møllen” er hans mest kendte værk.

– Begge foto: ritzau.

Nylige modtagere af Nobels Litteraturpris 3 2017: Kazuo Ishiguro (Storbritannien) 3 2016: Bob Dylan (USA) 3 2015: Svetlana Aleksijevitj (Hviderusland) 3 2014: Patrick Modiano (Frankrig) 3 2013: Alice Munro (Canada) 3 2012: Mo Yan (Kina) 3 2011: Tomas Tranströmer (Sverige)

0 Henrik Pontoppidan fik i 1917 Nobelprisen i litteratur (sammen med Karl Gjellerup) og opnåede klassikerstatus med romanerne ”Lykke-Per”, ”Det forjættede land” og ”De dødes rige”.

mens Karl Gjellerup fik den for sin ”varierede og rige poesi, som er inspireret af høje idealer”.

Det sidste stemte bedst med Alfred Nobels testamente, der fastslog, at litteraturprisen skulle tildeles et værk, som havde ”idealisk riktning”.

De to mænd har dog en række fællesnævnere ud over deres fælles pris. De blev begge født i sommeren 1857 og voksede op som præstesønner, hvilket de senere behandlede i deres forfatterskaber. Som unge blev de elever af Georg Brandes og en del af det moderne gennembrud.

Senere i livet flyttede de sig fra udgangspunktet under Brandes’ vinger, men hvor Henrik Pontoppidan blev stadig mere interesseret i at afdække de skjulte motiver bag menneskenes meninger, søgte Karl Gjellerup ud i mystisk-religiøse spørgsmål. ”Karl Gjellerups forfatterskab var i ungdommen stærkt politisk motiveret, og senere hen blev det til en drøftelse af de store livsanskuelsesspørgsmål. Det var et forfatterskab, der levede af eller på idéer, og det er en af

grundene til, at han i dag er glemt,” siger Johnny Kondrup, som har læst sig gennem hele Karl Gjellerups forfatterskab.

I 1892 flyttede Karl Gjellerup permanent til Tyskland og skrev derefter sine værker på tysk, hvorefter han oversatte dem til dansk. ”Han skriver sig ud af en dansk tradition og ind i en tysk.

Det gælder indholdsmæssigt, hvor han bliver stadigt mere virkelighedsfjern, men også sprogligt, hvor han kommer på afstand af det danske publikum,” siger Johnny Kondrup.

Og ifølge Jan Rosiek, som er professor i nordisk litteratur ved Københavns Universitet, ligger Karl Gjellerups idealistiske livsanskuelse fjernt fra nutidens. ”Derimod formår Henrik Pontoppidan at give det flotteste og bredeste samfundsbillede af Danmark, som vi kender fra litteraturen,” fortæller Jan Rosiek. ”Danmark forandrer sig fra et landbrugs- til et industrisamfund, og selvom han tilslutter sig moderniseringsprocessen, så bevarer han en stærk bevidst-

Nobelprisen i litteratur 3 En litteraturpris, som årligt uddeles af Det Svenske Akademi. Den blev første gang uddelt i 1901.

3 Oprindeligt var prisen tiltænkt en forfatter, som året før havde udgivet et markant værk. Men traditionen er blevet, at prisen er en belønning for et livsværk og ikke et enkelt værk.

3 Modtageren får en medalje og et diplom, tilbud om svensk statsborgerskab og en pengesum på ni millioner svenske kroner.

3 Tre danskere har modtaget Nobelprisen i litteratur: Karl Gjellerup og Henrik Pontoppidan i 1917 og Johannes V. Jensen i 1944. hed om omkostningerne ved moderniseringen. Den forandring fra land til by har en masse danskere oplevet og kunnet spejle sig i,” siger han.

Jan Rosiek tror ikke, at Karl Gjellerup nogensinde får klassikerstatus. Og Johnny Kondrup ser heller ikke megen fremtid i hans værker, i modsætning til Henrik Pontoppidans, som stadig genudgives i dag.

”Karl Gjellerup var for bundet af sin tid og dens meningskampe, og derudover var han ikke en tilstrækkelig god kunstner.

Henrik Pontoppidan er til gengæld en stor kunstner, hvis skildringer af det menneskelige sinds irgange stadig er gyldige i dag. Det er forskellen på de to,” siger Johnny Kondrup.

J

...Pageturner. *

Udk. 20/11

D E N G O D E D A T T E R af KARIN SLAUGHTER

”Helt enkelt en af de bedste thrillerforfattere i verden.

Slaughters øje for detaljer er uovertruffen” Gillian Flynn

MØD OS PÅ STAND

C4-016 * DBC

Facebook.com/harpercollinsnordicDK

@harpercollinsnordicDK

8 | Bøger 2017

Danmark

Kristeligt Dagblad Lørdag 4. november 2017

En tur tilbage til barndommens gader – i Aarhus Sissel-Jo Reid Gazan voksede op med stærke venskaber og en alternativ familie. Nu har hun skrevet en roman, der ligger tæt op ad hendes eget ungdomsliv i 1980’ernes Aarhus

interview AF DORTE WASHUUS washuus@k.dk

Igennem en smal sprække i en port til Hjelmensgade 14 i Aarhus kan vi lige akkurat skimte stammen på et æbletræ. Træet er 43 år gammelt og plantet af forfatteren Janne Hejgaard, da hun kom hjem fra fødselsanstalten med sin nyfødte datter.

Nu er datteren, Sissel-Jo Reid Gazan, for en kort bemærkning kommet hjem til Aarhus, og hun nyder åbenlyst at udpege de mindeværdige steder i barndommens gader: æbletræet i gårdhaven, legepladsen Børnenes Jord, hvor hun udvekslede hemmeligheder med bedsteveninden Sevim, den lille butik Flittig Lise, der solgte bismarcksklumper, som fyldte hele munden, og ikke mindst gavlmalerierne med deres glade, nu lidt falmede farver. For 40 år siden udgjorde det såkaldte Øgadekvarter i Aarhus hele hendes verden, og i teenageårene udvidede hun sit territorium til det meste af byen. Nu har hun skrevet en roman, hvor hun søger tilbage til rødderne og gør brug af de minder, der står knivskarpt i hendes fotografiske hukommelse. ”Blækhat” hedder romanen, hvis jegfortæller, Rosa, minder en hel del om forfatteren selv, og hvis omgivelser geografisk svarer helt nøjagtigt til der, hvor Sissel-Jo Reid Gazan var ung i 1980’erne.

Enebarnet Rosa bor med sin mor Helle i Hjelmensgade 14. Moderen er biologilærer, men mest af alt optaget af sin til stadighed voksende svampesamling, der er arkiveret i brune apotekerglas på hendes arbejdsværelse. På husets anden sal bor Kalle Krudt, der er Helles bedste ven og en slags far til Rosa. Hvem der er Rosas rigtige far, går Helle ikke særlig meget op i, for hun ved det ikke, siger hun. Alligevel, eller måske netop derfor, er Rosas tanker om sit fædrene ophav et stort tema i romanen. ”Det er specielt at vokse op i uvished om noget så vigtigt, som hvem ens far er. Jeg tror, at hvis man vokser op i en situation, hvor der er en falsk bund i kufferten, og noget man ikke ved, så er det oplagt, at det gentager sig. Selvom Rosa har brug for at lægge afstand til Helle, så ender hun egentlig meget det samme sted med en kæmpehemmelighed,” siger Sissel-Jo Reid Gazan og fortsætter: ”Det gjorde stort indtryk på mig, da jeg som 22-årig så dokumentarfilmen, hvor Per Kirkeby går og maler sit vinterbillede og snakker om, at selv de lag, der bliver malet over, de påvirker det færdige resultat. Det er lidt den fornemmelse, jeg også har. Det usagte gør noget ved strukturen, så man godt kan se de lag, der ligger indenunder.”

Sissel-Jo Reid Gazan har selv en barndomsveninde, der først for få år siden fandt ud af, hvem der var hendes biologiske far. ”Det var et ret stort chok, da hun fandt ud af det, men de voksne havde jo vidst det hele tiden. Jeg spurgte min mor: Hvordan kunne I finde på det?

Hun forklarede, at sådan tænkte de bare dengang.

De mente, at kernefamilien fra generationerne før havde spillet fallit, og nu ville mine forældres generation være familie på en ny måde. Det vigtigste for dem var, at der var voksne, der så, respekterede og stimulerede barnet. Det var mindre afgørende, hvem der var det biologiske ophav. Rosa i romanen har ikke manglet noget, for hun er blevet lyst på. Børn bliver robuste, hvis bare man husker at lyse på dem,” siger forfatteren med et fast blik i de turkisblå øjne, som bestemt ligner nogle, der er blevet lyst på.

Kalle Krudt er kæreste med Peter, og sammen med blandt andet kollektivister fra Anholtsgade udgør de byens kerne af hippier og venstrefløjsaktivister. Rosa er en strejfer og en dygtig tegner.

Hun keder sig i skolen og lever for sin fritid, hvor hun, blandt andet sammen med Sevim, laver

WWJeg

Sissel-Jo Reid Gazan

føler, at jeg har været med til at forme og besjæle Aarhus med fodtrin, dåsespark og smutveje.

3 Født i 1973 i Aarhus.

Uddannet biolog fra Københavns Universitet.

3 Debuterede som forfatter med ”Når man kysser i august” i 1995.

3 Er gift med australieren Mark Jon Reid og mor til børnene Ea-Viola på 15 år, Willow Jack på 5 år og Frankie Roo på 2 år.

Familien bor i Berlin.

SISSEL-JO GAZAN, FORFATTER

3 Sissel-Jo Reid Gazan har ladet sin nye roman foregå i og omkring Hjelmensgade i Aarhus, hvor hun er født og opvokset.

Romanens hovedperson, gadekunstneren Rosa, ligner hende selv en hel del. – Foto: Flemming Jeppesen/ Fokus.

kunstværker, som de i ly af natten sætter op på mure forskellige steder i byen. ”Jeg har længe tænkt, at jeg ville skrive noget om Aarhus. Det var ligesom oplagt, for jeg kender jo byen som min egen bukselomme. Jeg elsker virkelig denne her by. Den er for mig det tryggeste sted i verden. Jeg føler, at jeg har været med til at forme og besjæle Aarhus med fodtrin, dåsespark og smutveje, fordi så mange scener i mit liv har udspillet sig her. Jeg kommer helt sikkert til at dø i Aarhus,” siger Sissel-Jo Reid Gazan, der de seneste 12 år har boet i Berlin.

Når romanen så, ud over det geografiske, også er kommet til at ligge så tæt på begivenheder i hendes egen fortid, skyldes det hendes evidensbaserede tilgang til forfatterskabet. ”Det tager lang tid for mig at skrive en roman.

Denne gang har det taget tre år, og det handler om, at jeg undersøger alting. Det betyder så ikke, at jeg ikke bøjer virkeligheden, men jeg vil vide præcist, hvor jeg gør det,” siger hun.

Virkeligheden i de aarhusianske øgader i 1980’erne var for Sissel-Jo Reid Gazan kærlige voksne, men også et ekstremt politisk miljø. Med sine smækbukser og hjemmeklippede frisure færdedes forfatteren som barn og ung de samme steder som eksempelvis Horst Mahler og Bernd Rabehl, der kom for at besøge den marxistiske ungdomsoprører Rudi Dutschke, der havde slået sig ned i Aarhus. Horst Mahler var grundlægger af den venstreorienterede aktionsgruppe Rote Armee Fraktion, men skiftede senere side og blev nynazist.

Hendes forældre gjorde oprør mod de konventioner, de var vokset op med, og det betød, at det meste, især inden for familieformer, var tilladt. I Sissel-Jo Reid Gazans barndomshjem boede hun og hendes mor i stueetagen, en veninde på første sal og hendes far, journalisten Paul Gazan, og

morbroderen på husets anden sal. Forældrene var kun kærester i et par år, men har hele vejen igennem bevaret et stærkt venskab. ”Jeg tror, jeg var et lidt finurligt barn. Jeg hadede skolen og sad for det meste og lod tankerne løbe, mens jeg ventede på at få fri. Så løb jeg som en sigøjnerunge rundt i kvarteret,” fortæller Sissel-Jo Reid Gazan. Hun var dog ikke, som Rosa i romanen, streetart-kunstner. ”De eneste skoletimer, der var til at holde ud, var religionstimerne. For historierne var gode, og så måtte vi tegne, imens de blev fortalt,” husker hun.

Religion var ellers en af de få ting, der var ugleset i hendes hjem. Hendes far tog det da også noget fortrydeligt op, da han fandt ud af, at hun nogle gange, sammen med Sevim, gik med til møderne i DanskOase. ”Vi sad og tegnede og drak saftevand, mens vi hørte historier fra Bibelen. Det var alt sammen meget uskyldigt, men det var mine forældre godt nok ikke meget for. Det sjove var, at de jo var totale ateister, men levede efter kristendommens næstekærlighedsbud,” siger Sissel-Jo Reid Gazan.

Selv valgte hun at blive døbt som voksen sammen med sin ældste datter. Det skete, efter at hun i 2005 udgav bogen ”Sig Ja! – hvad præster ved om kærlighed”. ”I forbindelse med den bog mødte jeg den ene fantastisk kloge person efter den anden, og det føltes rigtigt at melde sig ind i klubben. Jeg kan ikke komme i tanke om noget sted, der er bedre end kirken til at rumme højtidelighed, melankoli og det at være et med sin jord, sit land og sin kultur.

Jeg har ikke brug for at komme i kirken hverken hver eller hver anden dag, men jeg er så glad for, at jeg har muligheden for at gå et sted hen, hvor jeg ikke er alene.”

J

ProRex på BogForum · stand C3 - 027 Forfulgte kristne – tæt på Lørdag kl. 14.00 og 15.00 på ProRex’ stand giver generalsekretær Kim Hartzner, Mission Øst en helt frisk øjenvidneberetning om situationen i Mellemøsten lige nu.

ProRex præsenterer fire bøger om forfulgte kristne:

PÅ FLUGT Redaktør Kari Fure fortæller indlevende og meningsfuldt om menneskelige skæbner i Syrien og Irak. Bogen er en ualmindelig god ramme til forståelse af de religiøse spændinger, der plager landene i Mellemøsten. Hun trækker linjerne tilbage til folkemordet i Armenien for 100 år siden og gør os derved klogere på nutidens flygtninge.

TRO TRODSER ISIS taler de forfulgtes sag.

Johnnie Moore, der bl.a. er tidligere CNN korrespondent, dokumenterer ISIS’ trussel mod kristendommen på verdensplan.

DE DRÆBER KRISTNE

PRISEN

Otte gribende, åndeløst spændende og trosstyrkende fortællinger om at være kristen i lande, hvor kristne forfølges på grund af deres tro.

er den autentiske beretning om en ung muslimsk mands natlige møde med Jesus i en drøm. Han konverterer til kristendommen og bliver der-

ved et mål for terrorister, der vil slå ham ihjel. Følg ham på hans dramatiske vej til frihed.

HIMMELLYS

ÅNDELIGT VENSKAB

DE FÅ HELDIGE

MORGENSTJERNENS SANG

Joni Eareckson Tada har været lam og siddet i kørestol i mere end 50 år.

Himmellys emmer af hendes dybe tillid til Gud og er fyldt med dyrekøbte opmuntringer. Hun har erfaret, at med himlens Gud ved sin side kan hun magte, hvad der måtte komme på hendes vej.

Daglig inspiration til hver dag i et helt år.

En flot gavebog!

Hvorfor stagnerer kirken, når der er en åndelig opvågen i det danske samfund? Hvordan kan kirken bygge bro til søgende og fastholde nye i menigheden?

Tonny Jacobsen peger her på den markante klimaforandring, der er sket i Danmark over de sidste årtier: Et nyt åndeligt klima er opstået, og den åndelige søgning udtrykker sig med nye ord. Hvad gør kirken i den situation?

Et ægtepars drøm om at få børn bliver knust. Og alligevel er parret i dag forældre ikke bare til ét, men tre dejlige børn!

Læs om det unge pars utraditionelle valg og overraskende vej til at blive forældre. En beretning, der griber læseren om hjertet på samme måde som børnenes glade smil.

Fascinerende fremtidsroman af den debutterende, unge forfatter Mathilde Munk, Vedersø.

Køb bøgerne på www.prorex.dk, på BogForum eller hos din lokale boghandler · info@prorex.dk · tlf 7456 3343

10 | Bøger 2017

Danmark

Kristeligt Dagblad Lørdag 4. november 2017

”Jeg nyder hver dag. Det er ikke løgn. Sådan da” Som kunstner spænder Jørgen Leth fra de smalleste film til den mest folkelige rolle som elsket tv-kommentator under Tour de France. Hans nye bog ”Men jeg er her jo” er en erindringsmosaik

interview

Jørgen Leth

AF TINE MARIA WINTHER

3 Født i 1937 i Aarhus.

Journalist, forfatter, tv- og filmmand, foredragsholder, cykelkommentator, digter.

3 Erindringsmosaikken ”Men jeg er her jo” udkom hos Gyldendal i juni 2017, hvor Jørgen Leth fyldte 80 år.

3 Jørgen Leth har været gift tre gange og har fire børn: Kristian, Asger, Karoline og Thomas Leth.

kultur@k.dk

Han går, som han taler. Præcist.

Korrigerende sig selv. Men helt i mål. På en karakteristisk måde.

Det er Jørgen Leth, der kommer gående hen af Allégade på Frederiksberg.

Vi vælger et cafébord udendørs og han bestiller cortado og gammeldags æblekage med ordene: ”Der er flødeskum til, ikke?”.

Et vissent blad lægger sig til rette på hans forblæste hår. Men Jørgen Leth kan bære det. Faktisk har han med årene opnået en helt enestående coolnessfaktor. Både hos kulturparnasset og blandt tilfældige unge mennesker, som tværs over gaden råber: Jørgen Leth, vi elsker dig! ”Det hører jeg dagligt, det råb.

Det er rigtigt, jeg overdriver ikke. Og det glæder mig selvfølgelig. Jeg kan jo ikke afvise det. De kommer hen og vil tage selfies.

Der er en hengivenhed over det.

En oprigtig interesse. Og så ser jeg dem i øjnene og siger, at det vil jeg gerne, men at det ikke må tage for lang tid. Sådan er det.”

I årtier har Jørgen Leth opnået faglig anerkendelse for sine smalle film, sine bøger og digte.

Men den brede, folkelige anerkendelse er kommet af sig selv. ”Måske er det, fordi jeg er ærlig, jeg ved det jo ikke. Det er ikke noget, jeg har søgt. Jeg konstaterer det bare.”

Vi er her for at tale om hans nye bog ”Men jeg er her jo”. Det er en erindringsmosaik, som skulle have været poesi, men som ”mærkeligt, pludseligt og vildt” blev til prosa.

Som så mange af Jørgen Leths bøger (og film) handler den om ham selv, og denne lille litterære statusopdatering på hans velbefindende begynder i Rom sidste år, hvor kunstneren havde fået en måneds skriveophold. Men han er sur og kan ikke komme i gang.

Faktisk har han i det hele taget svært ved at komme ud af døren: ”Gider jeg? Huske pung, huske tanker, huske mig selv,” som han skriver et sted. ”Jeg kommer derned og bliver meget irriteret med det samme.

Hvad skal jeg her? Rom er jo fyldt med ting, der skal ses, og det er meget forsinkende for min skriveproces. Jeg var kontrær.

Jeg ville ikke tage imod byens tilbud om distraktion, så jeg lavede en meget stram plan, som indebar, at jeg gik ned og spiste på Piazza del Popolo hver eneste dag – på samme restaurant.

Fuldstændig dumstædigt.”

Så hans egen træskhed blev et tema. ”Jeg ville jo ikke være mærke-

0 ”Jeg ville gerne lave en tableaufilm fra Bibelen, også fordi jeg bliver meget berørt af andres tro,” siger Jørgen Leth, der også flere gange kommer ind på Bibelen i bogen ”Men jeg er her jo”.

– Foto: Leif Tuxen.

lig. Men for at komme i gang skrev jeg det ned, jeg oplevede, og det er sådan set altid min metode.”

Tiden er en anden fodslæbende følgesvend i bogen. Minutterne ”rasler” af sted, og dagens store tidspunkter, morgen, middag og aften, møder hver sin version af Jørgen Leth. Især er livet ubærligt om morgenen. ”Det er jo ikke, fordi jeg vil gøre mig selv melodramatisk, men det bliver værre og værre, selvom det altid har været slemt.

Det der med morgenen. Sådan depressivt. Jeg skal starte helt forfra hver dag.” Æblekagen, med flødeskum, bliver sat foran ham. Og næste gang jeg tænder båndoptageren, er det jordskælvet i Haiti 2010, vi taler om. Det spøger stadig inden i Jørgen Leth, og den beskyttende glemsomhed, som hans hjerne satte ind med dengang, har ændret ham, hvilket både bekymrer og fascinerer ham. Leth blev reddet ud af en af sine medarbejdere, men hans hjem i Jacmel blev ødelagt. Det eneste, han fik med sig, var sin computer. ”Jeg greb ud efter den. Det var en refleks. Jeg var totalt i vildrede om, hvad man skulle. Da det begyndte at rumle, troede jeg, det var en stor traktor, det kørte

forbi, men så kom det jo tættere og tættere på.”

Først faldt husets ene store altan ned på gaden fra tredje sal.

Så røg den anden. Gulvet revnede og væggen foran ham forsvandt, så han pludselig kiggede ud over byen. Men intet af det kunne han omsætte til tanken jordskælv. ”Det foregik i slowmotion, det var en beskyttelse, som hjernen satte ind med. Det er meget mystisk og fantastisk.”

På det seneste er der fra mediernes side blevet holdt godt øje med Jørgen Leths alder. Husker han dårligt? Hvorfor vil han ikke tale om alzheimer? Skal han snart til at gå med stok? Men ud over at benene driller, virker han skarp. Og glad. Han er produktiv som sjældent før (det siger ikke så lidt), og det er ikke længe siden, en livslang drøm i opfyldelse, da han fik udgivet to digtsamlinger på fransk. Han er i gang med en film og har idéer til flere. Hvor kommer den produktivitet fra? ”Det har jeg ikke noget svar på. Men jeg ser det. Og jeg er glad for, at jeg er produktiv. Det er jeg. For det har ikke altid været nemt. Ligesom andre forfattere har jeg haft skrivehæmninger. Før i livet har det været svært at komme i gang, men det er blevet bedre. Heldigvis. Det

er, som om dørene er slået op på vid gab.”

Religion både fascinerer og skræmmer ham. Carl Th. Dreyers film tør han næsten ikke se.

Gud har han aldrig opsøgt. ”Men jeg vil gerne opsøges, hvis han vil mig noget. Det tænker jeg tit på. Jeg signalerer vel egentlig, at jeg er åben. Jeg bliver meget bevæget over religiøse optog. Men jeg er ikke selv troende, og det undrer mig i virkeligheden, for jeg er jo sådan set parat. Min alder er også perfekt.”

I ”Men jeg er her jo” kommer Jørgen Leth flere gange ind på Bibelen. Blandt andet fordi optrinnet i Getsemane Have berører ham dybt. ”Jeg har haft et projekt, eller har stadigvæk, om at lave en bibelfilm. Udvalgte scener. Men vi er ikke kommet nogen vegne, for filminstituttet stiller sig fremmed over for projektet. Det gør de.”

Hvorfor? ”Det aner jeg ikke. Det ryster mig. Det gør det. Men jeg ville gerne lave en tableau-film fra Bibelen, også fordi jeg bliver meget berørt af andres tro. I Haiti – hvor jeg har lært meget om alle livets områder – er der en masse kristendom i deres voo-

doo. Det fascinerer mig, at der på busserne, for eksempel, er malerier fra Bibelen. Sommetider står der bare et tal. Det vil sige, at man går ud fra, at folk, ved at se et tal, kan genkalde sig et bestemt sted i Bibelen. Det synes jeg er meget rørende.”

Missionærer hader han. Dem er der mange af i Haiti, især efter jordskælvet. Nødhjælpsarbejderne er Jørgen Leth heller ikke vild med. ”For at sige det brutalt, er der meget svindel med nødhjælpspengene. Jeg kan ikke generalisere, men mange nødhjælpsorganisationer beriger sig selv. Landet flyder med dyre hvidmalede jeeps fra godgørende, der har en aktie – virkelig en aktie – i Haiti. Og så sender de unge mennesker ind, som tegner sig for måske tre uger og så ud igen. Det virker så overfladisk. Det frastøder mig.”

Døden er han ikke bange for. ”Den kommer, når den kommer. Jeg fortsætter med fuld damp på indtil da. Jeg kan da godt mærke, at jeg bliver træt, og at min krop ikke lystrer mine ønsker om at være til stede til alting, men det må jeg tage, som det er. Jeg prøver bare at følge med. Og jeg har masser af idéer.”

J

Din viden opstår ikke bare af sig selv. Lyt med hos Aarhus Universitetsforlag på Bogforum Fredag > Tænkepauser: Humor Stefan Kjerkegaard og Hella Joof tager humor alvorligt > Pædagogisk rækkevidde: Læringens DNA Theresa Schilhab og Kjeld Fredens om at sanse, møde og lære af verden > 100 danmarkshistorier: Porno og Danmark i krig Søren Hein Rasmussen og Bo Lidegaard om skyld og uskyld > Pædagogikkens idehistorie Ove Korsgaard, Jens Erik Kristensen og Hans Siggaard Jensen gør en dyd af dannelse og uddannelse > Kampen om de danske slaver Frits Andersen, Alex Frank Larsen, Ulla Lunn og Bertel Haarder følger sporene fra kolonitiden > Camp Century Kristian Hvidtfelt Nielsen, Henry Nielsen, Martin Lidegaard og Martin Breum borer i militærbasen under indlandsisen > Reformationen Ole Høiris, Bo Kristian Holm og Bertel Haarder diskuterer 1500-tallets kulturrevolution > 95 nye teser Minik Rosing, Henrik Grøndal Lund, Margrete Auken og Bo Lidegaard slår teser op om Jorden og håbet Lørdag > Holberg: Ludvig Holbergs hovedværker Peter Zeeberg og madame Nielsen går til Holbergs epistler > 95 nye teser Ove Kaj Pedersen og Mikkel Thorup økonomiserer om penge > Antikkens 7 vidundere Sine Grove Saxkjær, Eva Mortensen og Bo Tao Michaëlis ser nærmere på verdens tabte underværker > Tænkepauser: Valg Jørgen Elklit og Frank Jensen stemmer sammen om præsidentvalg og kommunalvalg > 100 danmarkshistorier: Gudhjemtid Poul Duedahl og Knud Romer tager tid på tiden > 95 nye teser Anne Marie Pahuus og Mette Bock debatterer nutidens og fremtidens udfordringer > Ellen Dahl Morten Vilhelm Keller og Tom Buk-Swienty vækker Karen Blixens yngste søster til live Søndag > Constructive News Ulrik Haagerup, Vincent Hendricks og Mads Vestergaard om konstruktive nyheder > 50 begivenheder: Højdepunkter i verdenshistorien Niels Wium Olesen og Holger K. Nielsen diskuterer 2. Verdenskrigs betydning for Vestens krige, Brexit og Trump > Forbrugets kulturhistorie Mikkel Thelle, Jens Toftgaard og Chris Pedersen taler om butikker, smag og forbrugere > 50 begivenheder: Højdepunkter i verdenshistorien Jørn Brøndal og Steffen Gram ”have a dream” om USA’s borgerrettigheder > Årsværk Dan Ringgaard og David Jacobsen Turner om bøger og fremmede steder > Verdens bedste bestsellers Louise Svanholm og Hans Hertel udfordrer litterær kvalitet Desuden søndag i Auditoriet TÆNKEPAUSER LIVE: Humor af Nørrebro Teater Stefan Kjerkegaard, Sebastian Dorset og Benjamin Boe Rasmussen bruger humor om humor Aarhus Universitetsforlag

12 | Bøger 2017

Danmark

Kristeligt Dagblad Lørdag 4. november 2017

Hvad ville du selv have gjort i Hitlers Tyskland?

Tom Buk-Swienty kalder sin nye bog, ”Det ensomme hjerte”, for en ond, men overset odyssé gennem en almindelig tyskers oplevelse af Det Tredje Rige. Historien rejser også spørgsmålet om, hvordan man selv ville have handlet dengang, mener han

interview AF DANIEL ØHRSTRØM ohrstrom@k.dk

Det er ironisk at tænke på, at Tom Buk-Swienty som ung var militærnægter. For som forfatter har han nærmest uafbrudt beskæftiget sig med krig på den ene eller anden måde.

DR’s dramaserie ”1864” byggede således på hans roste bøger ”Slagtebænk Dybbøl” og ”Dommedag Als”, ligesom han også har skrevet flere bind om den danske krigerslægt Dinesen med Karen Blixens far, kaptajn Wilhelm Dinesens, krigseventyr som dramatisk omdrejningspunkt. Og nu kan den pacifistiske forfatter føje en ny krigsberetning til. Denne gang handler det om en både almindelig og ualmindelig tysker under Anden Verdenskrig. For gennem bogen ”Det ensomme hjerte”, der bygger på den dansk-tyske læge og kunstner Hans Horns private erindringer fra Det Tredje Rige, vil han gerne have læserne til at se Anden Verdenskrig fra en almindelig borgers synsvinkel: ”Der er jo skrevet titusindvis af bøger om Anden Verdenskrig, men de fleste af dem, hvor krigen er set fra tysk side, handler enten om krigsskurkene eller de modige modstandsfolk, mens fortællingen om den almindelige, anstændige tysker, der følte sig fanget i krigen, men ikke turde sætte livet på spil for at bekæmpe Hitler, er mere overset,” siger Tom Buk-Swienty.

Bogen begynder i bedste Blixen-stil med et afrikansk ordsprog om, at et helt bibliotek bliver brændt ned til grunden, når et menneske dør. Derfor gælder det selvsagt om at fortælle sine historier, mens man er i live.

Nu er de fleste tyske øjenvidner til krigen efterhånden borte, men det er alle deres indre biblioteker heldigvis ikke. For nogle nåede at skrive deres oplevelser ned. Det gælder ikke mindst den dansk-tyske læge og kunstner Hans Horn, der i al hemmelighed, også for sin egen familie, skrev ikke færre end 5000 maskinskrevne siders selvbiografi om sin tyske opvækst og ungdom, der førte ham helt tæt på krigen.

Hans Horn døde i 1989, men hans hemmelige bibliotek forblev en hemmelighed længe derefter. På selveste nytårsnat til det nye årtusind fandt Hans Horns børn tilfældigt faderens enorme manuskript, som Tom Buk-Swienty dog først i 2013 blev indviet i. Og her var der selvsagt nok at gå i krig med for en erfaren forfatter og rutineret arkivrotte som Tom Buk-Swienty:

0 ”Det tyske demokrati var meget mere skrøbeligt i 1930’erne end vores, men det var skræmmende, hvordan nazificeringen af samfundet både kom snigende og pludseligt dengang,” siger Tom Buk-Swienty.

– Foto: Leif Tuxen.

”I forhold til mine andre bøger var det her nemmere at gå til.

For jeg havde jo fået en kæmpe gave, og jeg følte det, som om jeg som journalist sad med 5000 siders båndudskrift fra et interview, jeg selv havde lavet med Hans Horn,” siger Tom BukSwienty, der også havde sine egne personlige grunde til at sige ja til opgaven: ”Mine egne bedsteforældre var også tyske, og min farfar forsvandt i flere år, efter han var blevet fanget af russerne på Østfronten. Han fandt først min farmor igen i 1948, hvor min far altså mødte sin egen far som en fremmed mand. Allerede fire år efter døde min farfar, fordi hans hjerte simpelthen var blevet svagt af alt det, han var blevet udsat for. Og det kom min farmor sig aldrig over, så hun talte hele tiden om krigen,” siger Tom Buk-Swienty, der har været meget berørt af at skrive om Hans Horns barske oplevelser. ”Det har fået mig til at tænke over, hvordan jeg selv ville have reageret under Hitlers regime.

Jeg håber ikke, at jeg var blevet glødende nazist, men jeg er bange for, at jeg også ville have været for fej til at gå imod regimet. Dengang kunne man jo ikke bare lave en Facebookgruppe mod Hitler. Man skal også tænke på, at Hitler havde sørget for at ensrette samfundet så meget, at alle frygtede at blive angivet, hvis de ikke støttede ham. Og hans ører var overalt,” siger Tom Buk-Swienty.

Hans Horn var selv barn af en tysk postfunktionær og en kunstnerisk mor, der i øvrigt var lidt for glad for sin klaverlærer,

hvad der selv for Hans Horns søskende var en familiehemmelighed, indtil Tom Buk-Swienty præsenterede dem for deres døde brors erindringer for tre år siden. Men tilbage i 1930’erne fik familien også hurtigt andre ting at tænke på, mens Hitler begyndte at ensrette sine følgere og forfølge resten. ”Hitler pustede til nationalismen i folket med sin ’Blut und Boden’-tanke, så Tyskland skulle være for tyskere med både tysk blod og jordforbindelse, mens de, der havde andre tanker, også hurtigt blev truet. ”Systematisk skilte Hitler sig af med dem, der sagde ham imod, en gruppe ad gangen. Og ganske sigende var en af de første grupper, han forfulgte, humanisterne. Derfor synes jeg også, at det er for billigt, at man i dag affejer enhver kritik af vor tids politiske retorik med, at man så trækker nazikortet.”

Men der er vel ret beset også forskel på for eksempel burkaforbuddet og ”Blut und Boden”-tanken? ”Ja, der er forskel, og det er også to forskellige tider, der ikke kan sidestilles direkte. Men der er altså også noget, der rimer på retorikken fra 1930’erne, når man i dag nedgør de såkaldte ’pladderhumanister’ og i nogle kredse gør menneskerettigheder til et skældsord, mens vi laver love for, hvilken slags tøj folk må bære, fordi alle, der ikke ligner os, ikke kan være rigtig danske. For det er jo netop, hvad ’Blut und Boden’-tanken handlede om. Og det bekymrer mig, selvom jeg ikke er bange for, at

vi alle sammen er ved at blive nazister,” siger han med et grin.

Det tyske demokrati var også meget mere skrøbeligt i 1930’erne end vores, men det var skræmmende, hvordan nazificeringen af samfundet både kom snigende og pludseligt dengang, siger Tom Buk-Swienty, der peger på, hvordan tilslutningen til Hitler på få år voksede fra 2,7 procent i 1928 til hele 37 procent i 1933.

Selv var Hans Horn bare 12 år, da Hitler kom til magten. Det skulle blive værre for den spinkle jødiske dreng fra Horns klasse. Men som ung feltlæge så Hans Horn selv krigens rædsler så tæt på, at man stadig kan lugte soldaternes betændte sår gennem hans beskrivelser, der også går uhyggeligt tæt på med skildringer af lemlæstede soldater, som fik lov til at ligge og hensygne i senge uden madrasser i krigens sidste måneder, hvor 350.000 tyske soldater mistede livet om måneden. ”Det er nok det, der har påvirket mig mest at læse. For selvom jeg har beskæftiget mig med flere krige, er det her den mest barske beskrivelse af, hvordan et system kollapser. Flere af Horns kolleger drak sig simpelthen fulde i afmagt, mens de lod patienterne dø omkring sig,” siger Tom Buk-Swienty.

Hans Horn har samtidig en dansk forbindelse, fordi han efter krigen på dramatisk vis flygtede til Danmark, hvor han blev en værdsat læge i Sønderjylland. Og ifølge Tom Buk-Swienty er bogen også lige så meget en kærlighedshistorie som en

krigshistorie, fordi den også indeholder det lykkelige ægteskab med konen Margarethe. Men selvom Hans Horn bliver beskrevet som en venlig mand, et kærligt familiemenneske og en kunstnerisk sjæl, der både kunne male og spille cello på professionelt niveau, kan man gennem hans malerier også se, at krigen stadig flåede i ham. ”Det ensomme hjerte” er således også titlen på en særligt stærk akvarel af et hjerte, der er fanget i en grå labyrint, der symboliserer Det Tredje Rige. ”Sådan er Hans Horns beretning også en ond odyssé over den almindelige tyskers dilemma under krigen. Jeg tror både, at han skrev sine oplevelser ned for at forklare sine børn, hvad han havde oplevet, men også for at kunne være far for dem, mens han holdt sine erindringer hemmelige for dem. Han skrev sine erindringer med flere årtiers afstand til begivenhederne, men de bygger i høj grad på hans hemmelige dagbøger fra krigen.

For Hitler forbød dagbøger, men allerede som ung læge fandt Horn det altså nødvendigt at skrive sine oplevelser ned for at hænge sammen som menneske,” siger Tom Buk-Swienty og tilføjer: ”Sådan er det også en hyldest til livet. For Horn var et menneske, der gjorde, hvad han kunne for at holde fast i livet og kærligheden, selvom krigen blev hans skæbne.”

Tom Buk-Swienty 3 Født i 1966. Dansk historiker, journalist og forfatter.

Han er cand.mag. i historie og amerikanske samfundsstudier fra Københavns Universitet og University of California. Fra 1994 til 2005 var han USAkorrespondent for Weekendavisen, hvorefter han frem til 2010 var lektor ved Syddansk Universitet, hvor han i dag er adjungeret professor ved siden af sit virke som forfatter. Han har blandt andet skrevet de roste bøger ”Slagtebænk Dybbøl”, ”Dommedag Als” og et tobindsværk om Karen Blixens far, ”Kaptajn Dinesen”. ”Det ensomme hjerte” er udgivet på Politikens Forlag.

MØD OS PÅ

BOGFORUM LINDHARDT OG RINGHOF CARLSEN STAND C3-005 / B5-007

14 | Bøger 2017

Danmark

Kristeligt Dagblad Lørdag 4. november 2017

10 år med opbrud i verden

Per Stig Møller: Udenrigsminister i krig og fred.

468 sider.

Vejledende pris 349,85 kroner.

Gyldendal.

Per Stig Møllers erindringbog er interessant og oplysende. Den giver et glimrende grundlag for debat om dansk udenrigspolitik

bog

888888 AF TIM KNUDSEN kultur@k.dk

Den konservative politiker Per Stig Møller udgav i 2016 erindringsbogen ”Dage og kampe”.

Heri berettede han især om sit liv som politiker. Desværre indeholdt bogen intet om hans tid som udenrigsminister (20012010) og kultur- og kirkeminister (2010-2011). Det råder han nu bod på med en mursten af en bog.

Møller forklarer sit politiske virke i et vigtigt årti. Og forsvarer sig. Udenrigsministerårene var fyldt med dramatiske hændelser og svære problemstillinger. Krige og døde, terror, islamisme, Muhammed-krise, klimakrise og en aktivistisk dansk udenrigspolitik, der lagde sig tæt op ad USA, fremkaldte uundgåeligt dilemmaer og kritik. Blandt andet af dansk udlevering af fanger til andre, som blev beskyldt for tortur. Det nære forhold til USA indebar at forholde sig til en årelang indespærring uden ret og dom på Guantanamo, tortur og beskyldninger om overflyvninger af dansk territorium med fanger.

Der var ofte danske uenigheder. Ikke sjældent mellem VK-regeringen og oppositionen. Nogle gange også i regeringen. Møller skulle samarbejde med to statsministre fra Venstre. Kommentatorer har ofte formodet, at der var uenigheder mellem statsministrene og Møller. Møller bekræfter, at han fandt statsminister Lars Løkke Rasmussens håndtering af klimatopmødet i 2009 (COP 15) for uambitiøs.

Han har også kritik af Løkkes forgænger, Anders Fogh Rasmussen. I misforstået åbenhed viste Fogh i filmen ”Fogh bag facaden” fortrolige kontakter mellem internationale politikere.

WWMøller fortjener dog først og sidst ros for at give sin version af svære problemstillinger, som har plaget og mere eller mindre fortsat plager planeten.

Fogh får også kritik for at bryde aftaler ved at stjæle rampelyset ved pressemøder, så den konservative Bendt Bendtsen ikke fik lejlighed til at præsentere sine sager. Møller bekender tillige, at han var irriteret over, at Fogh afviste at mødes med 11 arabiske ambassadører, da Muhammedkrisen begyndte. Dengang mente han dog, at irritationen ikke skulle stå i vejen for, at regeringen fremstod samlet over for omverdenen.

Men når det gælder Irak-krigen, giver Møller ikke indtryk af afgørende uenigheder mellem ham og Fogh. Med indædt koncentration og grundighed giver Møller sin version af beslutningen om at deltage i Irak-krigen i 2003. Møller lader den fremstå som en logisk forlængelse af en mangeårig politik mod Iraks diktator, Saddam Hussein. Den daværende opposition beskrives som inkonsekvent. Mon ikke folk som Mogens Lykketoft og Holger K. Nielsen vil have kommentarer hertil?

Men Per Stig Møller forsvarer ikke det, der slet ikke kan forsvares, herunder at man stolede for meget på ”efterretningstjenesterne”, som han skriver (det var vel kun den amerikanske efter-

retningstjeneste, for der foregik næppe nogen dansk indsamling af efterretninger). Det var en fejl at overlade administrationen af det besejrede Irak betingelsesløst til USA, der nedbrød alle administrative strukturer. Desværre forekom der også tortur. Der blev ikke opbygget et retssystem og institutioner, der kan beskytte et demokrati. Hos sejrherrerne herskede uvidenhed om Iraks kultur og religiøse spændinger, der skabte nye konflikter, da diktatoren var væk.

Man fik heller ikke styr på Mellemøstens andre staters ageren.

Møllers overvejelser er sørgeligt aktuelle i forbindelse med Syrien.

Konflikter om Kosovo og Libanon blev løst med større held.

Det samme kan ikke siges om konflikterne omkring Israel.

Møller taler om, at der er gået ”kluddermor” i det hele og om ”skønne spildte kræfter” på at skabe varig fred. Han finder

trøst i, at Danmark ved sit engagement i området havde fået venner, som gavnede, da Muhammed-krisen kom.

Udenrigsministertiden rummede også udvidelser af EU med en række østeuropæiske stater.

Møller ser det som en succes.

Han hæfter sig ikke så meget ved, at befolkningerne efter den internationale kommunismes fald har mistillid til internationalt samarbejde og dyrker nynationalisme. Tilsvarende ser han udvidelsen af Nato med syv stater som en succes. Også for ham selv.

En udenrigsministers arbejde er omfattende. For Møllers vedkommende omfattede det også kontakter med det stadigt stærkere Kina, som imidlertid har et Tibet-problem og problemer med frihedsrettigheder. Især forsøger Møller at give overblik over den kritik af Kina, som er kommet fra dansk side.

Møller underbygger sin påstand om, at hans udenrigsmi-

0 Det er en mursten af en bog, som Per Stig Møller har skrevet om sin tid som udenrigsminister for Danmark.

Bogen er udførlig og hviler på et omfattende kildemateriale. – Foto: Emil Kastrup Andersen.

nistertid var den mest intense siden 1945, ved også at runde problemer i Arktis og Rigsfællesskabet. Og trods alle genvordighederne må man tro, at han var glad for at være udenrigsminister. Det er tydeligt, at han ikke var begejstret, da hans daværende partiformand Lene Espersen i 2010 overtog udenrigsministerposten. Han skjuler heller ikke, at han hellere havde overladt posten til Connie Hedegaard. Over for Espersen indvendte han dog ikke, at det er meget svært at være udenrigsminister og partiformand samtidig (det opdagede både Lene Espersen og senere Villy Søvndal selv på den hårde måde). Møller modtog så posten som kulturminister. I 2011 fik han tilføjet posten som kirkeminister.

Hans beretning om denne tid er kortfattet. Blandt de sager, som får en kort omtale, er et medieforlig og spørgsmålet om homovielser.

Den udførlige bog hviler på et omfattende kildemateriale og er suppleret med mange litteraturhenvisninger. Møller må desuden have bygget på egne notater. Ikke alt er skrevet med lige stor koncentration. En og anden detalje kunne med fordel have været udeladt. Der er eksempelvis ikke meget indhold i, at Lykke Friis har været glad for at træffe Hillary Clinton. Der er også omtalt et overvældende antal personer. Per Stig Møller husker ikke altid at introducere dem udførligt for de læsere, som ikke er udenrigspolitiske nørder.

Møller fortjener dog først og sidst ros for at give sin version af svære problemstillinger, som har plaget og mere eller mindre fortsat plager planeten. Politiske erindringsbøger tjener som regel til at sætte forfatteren i gunstigt lys. Møller får da også ofte nævnt, hvor forudseende han har været. Bogen er et glimrende grundlag for debat om dansk J udenrigspolitik.

LÆS ELLER LYT, FØR DU TALER FÅ DINE TÆNKEPAUSER LEVERET 10 GANGE OM ÅRET GRATIS TÆNKEPAUSE, NÅR DU TEGNER ABONNEMENT

”STORT SET ALT, VI VED, HAR VI FÅET FORTALT AF ANDRE”

Kristian Hvidtfelt Nielsen Tænkepausen Viden

TÆN KE PAU SE R

TÆNKEPAUSER.DK/ABONNEMENT AARHUS UNIVERSITETSFORLAG

tid til

Bogforum 1 0.- 1 2 . N O V E M B E R

Det ensomme hjerte

Valgt

Livsmodig

Et lyst sind

Tom Buk-Swienty tager i Det ensomme hjerte læseren med på en dramatisk rejse gennem Det Tredje Rige. Bogen er en autentisk fortælling om den unge tysker Hans Horn, der under Anden Verdenskrig bliver hvirvlet ind i det nazistiske Tysklands vanvittige krig og ender med et liv i Danmark.

Andet, selvstændige bind af Ritt Bjerregaards erindringer, hvor hun tager os med bag kulisserne i dansk politik op gennem 70’erne og frem til begyndelsen af 90’erne.

Et portræt af en af tidens mest populære og indflydelsesrige politikere med sine meningers mod.

I en åbenhjertig og uhøjtidelig samtale med Gitte Løkkegaard deler de fire kvinder deres erfaringer, tanker og refleksioner om det at blive en moden kvinde over 50 i et ungdomsfikseret samfund. De snakker om arbejdslivet, om kroppen og det snigende forfald. Om seksualiteten, kærligheden, parforholdet og den tomme rede, når børnene er flyttet hjemmefra.

Britt Bendixen fortæller her med åbent hjerte, humor og selvironi om sit liv, fra hun fødes i Husum under Anden Verdenskrig og som toårig på et hængende hår overlever meningitis. Det er historien om at vokse op på en danseskole, hvor hun opdrages af to for tiden usædvanligt selvstændige kvinder.

LØRDAG D. 11. NOV. KL. 18.00

SØNDAG D. 12. NOV. KL. 15.20

LØRDAG D. 11. NOV. KL. 14.20

SØNDAG D. 12. NOV. KL. 13.00

Den sorte kat i Mosul

Jussi – biografi

Småt og godt

Hverdag

Puk Damsgård har flyttet sit skriveværksted til fronten i Mosul i Irak for at skildre krigen og dens skæbner på tæt hold. I Den sorte kat i Mosul fortæller hun en række gribende menneskehistorier fra et land, hvor borgerkrig, militser og terrorgrupper har sat dagsordenen for millioner af irakere.

Biografien Jussi viser hidtil ukendte sider af en af Danmarks mest succesfulde forfattere.

Det er på en og samme tid et danmarksbillede og historien om en dreng, der voksede op på tre forskellige sindssygehospitaler.

Og så er det et portræt af en mand, som går hele vejen. Hver gang.

Opskrifterne i denne bog er som skabt til forkælelse, når man skal have gæster. De i alt 80 forslag til snacks og hapsere er lavet efter devisen ”småt, men godt”, og Mette kalder selv resultatet ”smukt, smagfuldt, sanseligt og selskabeligt”. 70 opskrifter med mad der indbyder til samvær.

Dette er første gang, Anne Hjernøe giver sit bud på en sund og varieret kost til hele familien i en bog med retter til alle dagens måltider. Hverdag er en stor kogebog, der indeholder over 200 gode retter og er gennemillustreret med skønne fotos. En bog, der bør stå på køkkenhylden hos enhver moderne familie anno 2017.

LØRDAG D. 11. NOV. KL. 15.40

SØNDAG D. 12. NOV. KL. 17.20

MADSCENEN LØRDAG D. 11. NOV. KL. 12.00

FREDAG D. 10. NOV. KL. 14.40

Mød forfatterne Under Uret

De voksnes rækker

En uskyldig familie

Svækling

Den tyske pige

Anna Grue tager læseren med til Beatles-koncert i K.B. Hallen, til konfirmationsfest i villaen på Italiensvej og på chartertur til Rom, hvor Vittoria konfronteres med sin fortid. Et kærligt tidsbillede af Danmark 1964, hvor husmoder-kedsomheden breder sig i takt med at Beatles slår tonen af for en ny generation.

Historien om lykkejægeren og finansmanden Frederik, der er flyttet til udlandet efter en oprørsk opvækst i en venstreorienteret sydfynsk familie. En uafrystelige fortælling om grundkernen i en dansk familie med stærke kvinder, mindre stærke mænd, ansvar, tilgivelse og kærlighed.

Franks liv er gået fuldstændigt i stå efter hans sidste boksekamp, og pludselig skal han ikke bare kæmpe med sin fremtid, men også med både sin egen og sin fars fortid. I Svækling, af debutant Michael Enggaard, vælter hemmelighederne ud af skabene og kærligheden banker på døren.

Den tyske pige tager læseren med til Berlin og de tyske jøders flugt fra byen under optakten til 2. verdenskrig, over Cuba på tærsklen til revolution og til New York i efterveerne af 11. september, før den når sin slutning i nutidens omtumlede Havana.

SØNDAG D. 12. NOV. KL. 12.20

FREDAG D. 10. NOV. KL. 17.20

SØNDAG D. 12. NOV. KL. 13.20

LØRDAG D. 11. NOV. KL. 16.40

Kom og farvelæg fine biler hos Politikens Boghal i børneområdet B5-009

Pru ebukser og båthorn

Bogen om verden

Sigurd fortæller om Luther

Antons mor er blevet skør. Hun går rundt med blomster i håret og taler hele tiden om en lille fed mand, der hedder Baba Buddha Masala. Femte selvstændige bind i serien om Anton og hans udfordrende liv som barn af byens Ostedame. Men vigtigst af alt med hans bedste ven Molly.

Hvordan kom vi fra ingenting til den verden, vi bor i i dag med parcelhuse, fodboldbaner, edderkopper og madpakker? Det er det, Johan Olsen prøver at give os svar på i Bogen om verden. Han forklarer os om The Big Bang, der begyndte det hele. Om solen og stjernerne og altings byggesten, atomerne.

Meget få mennesker har haft så stor indflydelse på den vestlige verdens tankegang som Martin Luther. På Luthers tid gennemstrømmede religion alle dele af samfundet, og derfor fik de nye tanker afgørende betydning.Indeholder en MP3-CD med både lydbog og syv sange om Luther.

FREDAG D. 10. NOV. KL. 11.00

FREDAG D. 10. NOV. KL. 12.00

Alfreds autoalfabet Alfred er en ualmindelig bilglad dreng.

Autoalfabetet er Alfreds guide til bilverdenen, fortalt i motoriserede børnerim og alfabetiseret så A er Alfa Romeo, B er BMW, og Å er rigtig spændende. Bogen rummer en barnlig glæde ved biler, fortalt i en indsigtsfuld og underholdende tone, så voksne også kan være med.

FREDAG D. 10. NOV. KL. 12.20

POLITIKENS FORLAG

MØD FORFATTERNE PÅ BOGFORUM

18

Kristeligt Dagblad Lørdag 4. november 2017

Jan Guillou Lørdag Lørdag Søndag Søndag

kl. 12.30: Fag- & Debatscenen kl. 15.00: Rød Scene kl. 11.45: Scenen kl. 14.00: Rød Scene

0 Lektor i nordisk sprog og litteratur ved Aarhus Universitet Stefan Kjerkegaard ser en tendens til, at litteraturen i dag er privat og delvist selvbiografisk. – Foto: Ole Lind/Ritzau.

Kasper Hoff Fredag kl. 12.30: Rød Scene

Anders Johansen Fredag kl. 15.30: Rød Scene

Nordisk litteratur sætter individet i fokus Den nordiske litteraturs øgede fokus på private fortællinger udfordrer litteraturkritikken, lyder det fra litteraturkritikere fra Island, Finland, Norge, Sverige og Danmark

sprogfest AF CECILIE HØJLUND WIBE wibe@k.dk

Keld Conradsen Fredag kl. 17.00: Rød Scene

Vibeke Marx Lørdag kl. 12.30: Rød Scene

Thomas Clemen Søndag kl. 12.30: Rød Scene

Modtryk stand C3-016

Omtrent 100 personer, primært studerende fra faget nordisk, er en efterårsdag mødt op på Godsbanen i Aarhus for i løbet af fem timer at blive klogere på litterære tendenser i de nordiske lande.

Anledningen er Nordisk Sprogfest, der over fire dage dykker ned i sprog og kultur fra Norden med forskellige arrangementer. ”Sprogfesten skal være med til at gentænke vores nordiske samarbejde, som er under udfordring på grund af globaliseringen,” siger Birthe Lien, leder i Nordisk Sprogkoordination og initiativtager bag sprogfesten.

Med ordet ”gentænke” afslører hun, at sprogfesten finder sted i samarbejde med Kulturby 2017 – her er gentænk nemlig nøgleordet.

På Godsbanen, hvor de fremmødte sidder klar til dagens seminar, falder lyset ind ad rummets store vinduer og oplyser de hvide vægge nærmest som en påmindelse om, at netop lyset er kendetegnende for Norden som region. Men også litterære tendenser knytter landene sammen.

På skift gennemgår fem litteraturkritikere fra henholdsvis Island, Finland, Norge, Sverige og Danmark, hvordan det litterære landskab ser ud, hvor de hver især kommer fra, og særligt én pointe er gennemgående, nemlig at ”der er sket et skift fra det ge-

nerelle til det specifikke”, som Espen Stueland, digter og repræsentant for Norge, udtrykker det.

Espen Stueland fortæller, at en forfatters ærinde før i tiden, særligt under modernismen, var at skildre noget generelt i samfundet. Litteraturen måtte gerne være personlig, men aldrig privat. I dag er det omvendt. Det private materiale er en integreret del af nutidens skriftlige litteratur, fortæller han.

Anders Johansson, forfatter og svensk repræsentant, mener, at det samme gør sig gældende i Sverige. ”Tendensen i dag er, at vi dyrker det uafhængige og det unikke menneske. Vi følger et sygdomsforløb eller læser om, hvordan en forfatters far begik selvmord,” siger han og kalder det en øget interesse for ”åbne subjektiver”.

Stefan Kjerkegaard, litterat, lektor i nordisk sprog og litteratur og repræsentant for Danmark, genkender ligeledes tendensen i dansk litteratur. Han mener, at der kan være tale om forfatterens forsøg på at opnå handlingskraft, fordi det private virker lokkende for medierne, og fordi det er sværere at være kritisk over for en selvbiografisk bog, hvor forfattere for eksempel skriver om at blive udsat for et overgreb. ”Som læsere risikerer vi at ende som vidner frem for kritikere af litteraturen, men omvendt er det næsten en slags afvisning at læse den slags bøger ’blot’ som litteratur,” siger han.

Netop det dilemma sætter rammen for den efterfølgende diskussion blandt de fem nordiske repræsentanter.

Hver især giver de udtryk for, at litteraturkritikken gradvist bliver mere positiv i deres respektive lande, og spørgsmålet er, hvad udviklingen skyldes.

Måske hænger det sammen med danske Stefan Kjerkegaards pointe om, at det er svært at stille sig kritisk over for private litterære historier, bliver det nævnt, men det kan også have med marketing at gøre, påpeger Au∂ur A∂alsteinsdottír, repræsentant fra Island. Da de fleste litteraturkritikere arbejder som freelancere, er de økonomisk afhængige af at få deres anmeldelser trykt, og sagen er, at det oftest er de stærkt positive anmeldelser, der bliver publiceret, siger hun.

Da et entydigt svar er svært at finde, varer diskussionen længe, men fælles for de fem litteraturkritikere er bekymringen for, hvilke konsekvenser det har for den nordiske litteraturs udvikling, at kritikken af litteraturen primært er positiv. De er enige om, at risikoen er, at det litterære landskab løber løbsk, fordi litteraturkritikken mister sin berettigelse til at adskille guld fra skidt.

Og da eftermiddagssolens stråler ikke længere når ind ad vinduerne, klapper ordstyreren diskussionen sammen ved at opfordre de fremmødte til at fortsætte diskussionen om nordisk litteratur, længe efter at sprogfesten er J ovre.

19

Kristeligt Dagblad Lørdag 4. november 2017

Kvinder på randen af dødsriget Den prisbelønnede finske forfatter Laura Lindstedt kaster de store filosofiske tanker på bordet i den poetiske og sært brutale roman ”Oneiron”, hvor syv kvinder mødes i et hvidt og sæbeblødt rum mellem liv og død

bog

”VÆRKET BØR FINDES I ETHVERT HJEM.” – litteratursiden.dk

”Giver seerne til DRs danmarkshistorie den nødvendige ekstra historiske baggrund.” – Berlingske ”En grundig og seriøs gennemgang af det historiske stof.” – Weekendavisen

888888 AF IBEN TANDGAARD kultur@k.dk

Mennesket er jo et stædigt, nysgerrigt væsen, som ikke helmer, før det har afdækket alt. Vi har været oppe på månen, dybt inde i menneskehjernen og ude i de fjerneste egne af Amazonas med vores kameraer, kanyler og notesbøger. Men der er ét sted, vi ikke har været – måske det allersidste uopdagede kontinent i menneskehedens historie: døden.

Det er i dette sidste uopdagede rum, at forfatteren Laura Lindstedt placerer sine personer. ”Oneiron” er i hendes roman det sted mellem døden og livet, hvor man opholder sig i få sekunder, der føles som evigheder.

Man kan kalde det Skærsilden, Det Swedenborgske Rum eller Dødens ventesal – i hvert fald er det her, seks kvinder fra forskellige lande tager imod den syvende, 17-årige Ulrike.

Den unge kvinde dumper i første kapitel ned på den hvide, afrundede, sæbeagtige overflade, hvor man intet kan dufte og intet kan mærke: ”Er det jord, frossen sne?

Det er hverken koldt eller varmt. Plastic? Latex? Malet beton? Det er hverken blødt eller hårdt.”

Ulrike får først et nydelsesfyldt, men også rimelig perverteret lynkursus i, hvordan tingene fungerer i det mærkelige rige af de andre kvinder, og så begynder deres fælles søgen. ”Okay – måske er vi ikke længere i live”, er konklusionen, og så begynder den lille gruppe en kamp for at bevæge sig rundt i det lufttomme rum, svæve op og ned, og for at forstå, hvor de er, og hvad der er sket med dem. Er de døde? Eller er de tværtimod raskere end nogensinde?

Skænderierne begynder, og de filosofiske diskussioner ligner dem, vi har, når vi er i live: Findes jeg, hvis man kan nive mig? Findes dette værelse, hvis vi lukker øjnene? Er jeg mere i live end nogensinde før, netop fordi al smerte er væk? ”Oneiron” (betyder ”drøm” på græsk) er i høj grad en bog om livet, ikke blot om døden.

Undervejs får læseren historierne om de syv – den enlige

– Jydske Vestkysten

0 Den finske forfatter Laura Lindstedts roman ”Oneiron” er i høj grad en bog om livet, ikke blot om døden.

– Foto: ritzau/Finn Frandsen.

Laura Lindstedt.

Oneiron. Oversat af Birgita Bonde Hansen. 448 sider. 299,95 kroner.

Rosinante.

mor Rosa Immaculada fra Brasilien, som er hjertensgod og har fået nyt hjerte, der er gruppens leder, performancekunstneren Shlomith fra New York, der sulter sig som kunstværk – og så er der Polina fra Moskva, Nina fra Frankrig, Wlbgis fra Holland, Maimuna fra Senegal og så Ulrike fra Østrig som den nyest ankomne. ”Oneiron” fortælles pletvis af de syv før-døde kvinder individuelt, men over det hele svæver den alvidende fortæller som bogens Gud, der ved alt og kan se ind i alle – og som udmærket ved, hvor de syv kvinder befinder sig. I denne roman giver den alvidende fortællergrebet mere mening end nogensinde – for den eneste, der kan overskue hele plottet, hele livet, døden og universet, er Gud, fortælleren – eller forfatteren.

Kvindernes jagt på sandheden går i gang. Er de døde?

Hvorfor er de døde? Hvordan? De syv begynder en rejse tilbage til de sidste dage i livet, afdækker dødsøjeblikkene og finder svar på deres livs, og dermed deres døds,

gåder. Man kan sige, at de følger sig selv til dørs – og giver slip.

Romanen bevæger sig ud og ind ad et makabert festfyrværkeri af operahandlinger, eventyret om Den Lille Rødhætte, religiøse jødiske tekster, digte og avisartikler.

Laura Lindstedt er en mesterlig fortæller – oversættelsen til dansk er ligeledes mesterlig.

Er der noget særligt finsk over Laura Lindstedts bog?

Svaret er ja, hvis man opfatter bogens lidt gyser- og gothagtige greb konkret og dvæler ved emnet døden som mørkt og skæbnetungt.

På den anden side er der noget klassik eksistential-litteratur over at vælge et emne, som sværvægtere som blandt andet Jean-Paul Sartre har taget livtag (om man så må sige!) med, som han gjorde det i ”Terningerne er kastet”, hvor to unge elskende postmortem får en chance, hvis de kan elske hinanden rent og uforbeholdent i 24 timer.

Det store spørgsmål er i både Sartres klassiske roman og her hos unge Lindstedt, om mennesket kan nå højere, forstå sig selv – nå et stadie, hvor alt er godt. Findes forsoning, afståelse fra hævn, tilgivelse, accept? Findes der med andre ord en god dag at dø?

Læs ”Oneiron” og se, hvad en moderne nordisk kvindelig forfatter svarer på det stoJ re spørgsmål.

NYHED

Mød forfatterne på Bellascenen søndag kl. 12 og på Fag- og debatscenen søndag kl. 15.30

20 | Bøger 2017

Norden

Kristeligt Dagblad Lørdag 4. november 2017

Fuglenes venner vender tilbage Guri Vesaas fryder sig over, at faderens mesterværk ”Fuglene” fra 1957 netop er blevet genoversat til både dansk og fransk. Men Tarjei Vesaas havde også et særligt forhold til Danmark gennem Martin A. Hansen, der var hans ven

interview AF DANIEL ØHRSTRØM ohrstrom@k.dk

Kun rigtig gode venner kan nyde tavsheden sammen.

Sådan et venskab havde Martin A. Hansen med sin norske forfatterven Tarjei Vesaas, som han tit besøgte i Telemark, hvor Vesaas havde en lille gård i bygden Vinje omgivet af store skove og søer, som det var lige til at trække digte og romaner op af.

De to bondesønner var dengang begge blevet beundrede forfattere i hvert sit land, måske de største i samtiden, men bedst havde de det i naturen og i hinandens selskab, husker Tarjei Vesaas’ nu 78-årige datter, Guri Vesaas, der har besøgt Danmark for at markere genudgivelsen af faderens romanklassiker ”Fuglene”: ”Jeg husker tydeligt Martin A. Hansens besøg.

Sommetider kom han med sin kone, andre gange alene, men han havde altid et glimt i øjet og sådan en flot solbrændt hud, som jeg beundrede som barn. Jeg husker ham også som en lidt mystisk mand. Men han var uden tvivl min fars bedste ven. De to forfattere kunne sidde i timevis sammen uden at veksle et ord,” siger hun og smiler: ”Det var egentlig sjovt, for de var begge bondesønner, der havde forladt deres måske strenge fædres erhverv for at skrive netop ord. Men sammen kunne de altså være hemmelighedsfuldt tavse. De forstod nok også hinanden på et ordløst plan, og min far sørgede frygtelig meget, da Martin A. Hansen døde alt for tidligt,” siger Guri Vesaas, der husker, hvordan faderen dengang skrev det lange digt ”Den hemmelige Martin”.

Sorgdigtet begynder – oversat fra nynorsk – sådan her: ”Mod nord vendte han gerne foden/ og i glæde gjorde os i stand./ Glade ventede vi hans stærke, lysende øjne/ det øje/ ingen nu skal se mere.”

Digtet slutter med, at Vesaas i sine tanker står lænet over vennens grav: ”Vi bøjer os stumt over Danmarks jord/ for denne stærke Martin./ Sikrere end før sprang den smukke blomst ud i morges/ som af Martins hjerte.”

Det er svært at sige, hvem der inspirerede hvem mest. Men begge forfatterede hentede et blomstrende sprog i naturen, og Martin A. Hansen havde som sin norske forfatterven Tarjei Vesaas en særlig forkærlighed for fugle. Begge forfatterskaber er derfor som en himmel fuld af fugle.

0 ”Min far var vældig intuitiv, ” fortæller Guri Vesaas om sin far, den norske forfatter Tarjei Vesaas.

– Foto: Leif Tuxen.

Sneppen spiller for eksempel en hovedrolle i både Martin A. Hansens ”Løgneren” og Tarjei Vesaas’ ”Fuglene”, der netop er genudkommet på både dansk og fransk i anledningen af bogens 60-årsjubilæum.

Karl Ove Knausgård har for nylig kaldt romanen den bedste norske roman nogensinde, mens Jon Fosse har fornyet interessen for Tarjei Vesaas i Frankrig ved at kalde ham for sit eget forfatterskabs fader.

Men det var også godt at have Tarjei Vesaas som en rigtig far, husker Guri Vesaas, der faktisk voksede op mellem to store forfattere, idet moderen, Halldis Moren Vesaas, også var forfatter. ”Mine forældre havde beundret hinandens forfatterskaber på afstand, indtil en fælles bekendt introducerede dem. De faldt straks for hinanden, og deres ægteskab var også lykkeligt. Jeg hørte dem aldrig tale om hinanden i andet end kammeratlige toner. Det var ellers min fars plan ikke at gifte sig, for han tog sin forfattergerning meget alvorligt og havde hørt, at ægteskaber altid ødelægger forfatterskaber. Men min mor kunne han altså ikke stå for,” fortæller datteren, som selv er blevet bogforlægger, mens hendes bror først prøvede at undslippe bogverdenen, men senere skrev biografier om både faderen og moderen. ”Min mor var en eminent oversætter af fransk dramatik, ligesom hun skrev meget roste digte, men hun var godt klar over, at min fars forfatterskab blev regnet for at være større, så da han pludselig også begyndte at skrive digte, udbrød hun drillende, om hun dog da ikke kunne få lov til at beholde den genre for sig selv. Men mens anmelderne tøvede lidt over min fars første digtsamling, var de enige om, at han havde revolutioneret norsk digtning med sin anden samling, så der var jo ikke meget at gøre for min mor,” siger Guri Vesaas og tilføjer, at moderen til gengæld var og blev den mest udadvendte af de to forfattere.

Mens moderen var den fødte taler og aktivt medlem i diverse bestyrelser i byen, holdt faderen sig helst for sig selv. ”Han gik hver dag lange ture i naturen. Og han elskede både at bade og solbade. Begge dele gjorde han gerne nøgen, så på den måde var han ikke blufærdig, men han følte sig uden for det fine litterære selskab som selvlært digter. For han havde selv ikke de fine fagudtryk for sin egen digtning,

og engang sagde han, at han syntes, at hans tunge var som lavet af træ, når han skulle tale i store forsamlinger,” husker hun.

I stedet nød han sin alenetid om morgenen, hvor han gerne stod op klokken fem for at sætte sig til at skrive, inden han gik ned og lavede grød til familien. ”Min far sagde altid til min mor, at hendes forfatterskab var vigtigere end huslige gerninger.

Han var dog en mand af sin tid, så det var alligevel hende, der lavede det meste derhjemme, men morgengrøden stod han altid for. For min mor var ikke noget stort morgenmenneske, mens min far gik og sang højt nede i køkkenet for at få min bror og mig op i skole. Han mumlede også, mens han skrev. Som om han smagte på ordene. Han skrev sine bøger i hånden inde fra sit lille kontor, mens vi andre sommetider vågnede til denne mumlen.

Det var den mest beroligende lyd i verden,” siger Guri Vesaas, der husker kontoret som en lille hule fuld af papirer og bøger. ”Min mor plejede at sige, at han sad som en mus i en ost og skrev, men han nød det, ligesom han nød naturen. Og han sagde selv, at hovedpersonen Mattis i ’Fuglene’ med visse forbehold kunne læses som et selvportræt, og han så både på Mattis som en ven og en bror,” siger hun og peger på, at Mattis også føler sig klodset i fint selskab, men har en særlig følsomhed over for både sprog og natur, så han faktisk kan tale med fuglene. ”Min far var vældig intuitiv, og det er Mattis også. Og Mattis er jo også en lille poet, selvom nogle betragter ham som en særling. Da han havde udgivet bogen, fik den en meget fin modtagelse, men der var en af min brors skolekammerater, der følte sig truffet og udleveret, fordi han troede, at min far havde skrevet om ham som en særling. Men så måtte min far jo bare svare, at han havde skrevet om sig selv.”

Manden med tungen af træ bliver dog stadig læst højt. For norske skolebørn læser stadig ”Fuglene” på linje med Henrik Ibsens ”Vildanden”, ligesom teaterstykker af Vesaas både er blevet opsat i Frankrig og Sverige de seneste år, mens interesse for Martin A. Hansen også er stigende med flere genudgivelser og analytiske bøger på vej.

På den måde taler de to tavse forfattere med deres bøger stadig til moderne mennesker– som blomster fra deres hjerter.

J

WWKun rigtig gode venner kan nyde tavsheden sammen.

Sådan et venskab havde Martin A. Hansen med sin norske forfatterven Tarjei Vesaas.

Norden

Kristeligt Dagblad Lørdag 4. november 2017

Fuglenes og poetens sprog

Bøger 2017 | 21

Fornuft og magi brydes i Tarjei Vesaas’ stadig lige glimrende roman ”Fuglene”, der nu er genoversat og genudgivet

888888

Tarjei Vesaas: Fuglene.

Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer.

310 sider. 300 kroner. Batzer og Co.

AF LARS HANDESTEN kultur@k.dk

Nordmanden Tarjei Vesaas’ roman ”Fuglene” fra 1957 står stadig som et hovedværk i nordisk litteratur. Dens intensitet er intakt, dens stille dramatik er bevægende, og dens udfordring af den rationelle tænkning og dens sprog har stadig relevans.

Romanen handler om den tungt tænkende Mattis, der ikke rigtig kan finde ud af at leve et almindeligt liv med kæreste og arbejde. 37 år er han, og han bor i et sølle hus sammen med sin 40-årige søster, der sørger for ham.

Tusten kalder man ham i den lille bygd ved søen. Tusten kan oversættes til sinke på dansk. Han er langsom og træg, og helt almindelige ting har han svært ved at koncentrere sig om. Han går omkring i sin egen verden, hvor alle proportioner er anderledes, og hvor naturen har en magisk karakter. Hans tanker er på en gang store og komplicerede og ganske små. De

0 Tarjei Vesaas’ roman ”Fuglene” fra 1957 er en klassiker. – Foto fra Forlaget.

handler om meningen med livet og om mødet med to piger, som ganske fortryller hans dage og giver dem dybde. Nøgternt betragtet er det ingenting, men for Mattis kan det ikke blive større.

De kloge og skarpe mennesker er rationelle og udnytter naturen. De dyrker roer, og de fælder træer, men for Mattis giver alt det ikke nogen

mening. Han taler fuglesprog med en sneppe, der flyver over hans hus hver dag, og som går rundt i mudderet og sætter spor. Det går fint, lige indtil Mattis fortæller om sneppen til de andre, og en dreng kommer og skyder den med sin bøsse.

Mattis ser det som et tegn.

Sneppen er død. Skal han så også dø?

Det skal han ikke. I hvert fald ikke i første omgang. Søsteren Hege sætter ham til at være færgemand på søen i hans gamle utætte robåd. Der er godt nok ingen at færge, men så er han beskæftiget så længe. Og så kommer der alligevel en passager. Der kommer en mand ned fra åsen, da Mattis kalder. Det er en skovhugger, som Mattis inviterer

med hjem – og så forandrer alt sig. Den gamle husorden og forholdet mellem de to søskende forvandler sig, og dramaet tager fart. ”Fuglene” er en bog om en sinke, for hvem det menneskelige liv bliver en uoverstigelig opgave. Han er en outsider, men alligevel ikke mere, end at en almindeligt tænkende kan genkende sin angst, sit håb og sine længsler i ham. Han appellerer til det irrationelle i os selv og i verden. Alt det, som ikke lader sig tøjle og forstå af det, man kalder for fornuften. For Mattis – og for digteren – findes der en anden fornuft.

Vesaas fortæller i en afdæmpet og enkel stil, men

også med en symbolik, der giver romanen dybde i tanke og form. Hvor Mattis må opgive at tænke videre, fordi hans tanker slår knuder, kan digteren træde til med sit poetiske sprog. ”Fuglene” er en klassiker og det er godt, at den udkommer igen på dansk. Det er også godt, at den har fået en sproglig opdatering af Jannie Jensen og Arild Batzer. I forhold til Torben Brostrøms oversættelse fra 1957 er den en anelse mere mundret i sproget, men oversætterne har også fastholdt en sprogbrug, der forekommer noget arkaisk. ”Men jeg skønner da også på dig, Hege,” siger Mattis, der også ”grunder” over tingene. Når man nu var i gang med en nyoversættelse, hvorfor så ikke lade ham ”sætte pris på” og ”tænke”?

Og hvorfor ikke oversætte Tusten med et dansk ord? Der er rigeligt med magi og naturfortryllelse i romanen, og Mattis’ mærkelige fornuft skulle helst ikke blive opfattet som et levn fra fortiden, men som noget, der findes og udfordrer os lige nu og her. J

DANMARK OG KOLONIERNE KOLONIHISTORISK STORVÆRK I FEM BIND Mød forfatterne på Fag- og debatscenen fredag kl. 12.30 og på Bellascenen lørdag kl. 13 „I allerbedste forstand en klassisk udgivelse.“ – POLITIKEN

„Står nu suverænt som hovedværket om vore koloniale besiddelser.“ – JYLLANDS-POSTEN

„Uomgængelige bøger.“ – JYDSKE VESTKYSTEN „Fuld af ny og spændende viden fra kilderne (...) Fine illustrationer, smuk tilrettelæggelse, grundig korrekturlæsning; ikke en finger at sætte.“ – WEEKENDAVISEN „Bøgerne formår at skildre det hele meget nuanceret.“ – ZETLAND.DK

22 | Bøger 2017

Norden

Kristeligt Dagblad Lørdag 4. november 2017

Sagaerne om Njal, Laksdølerne og Egil i nye klæder Et udvalg af de nyoversatte islændingesagaer er blevet vakt til live i en ny, moderne og stilren udgivelse, der både rummer slægtstavler og landkort. Bag introduktionen til sagaerne står lektor Annette Lassen

interview AF CECILIE BECH RØNSHOLT roensholt@k.dk

Den unge helt er hård i filten, men blød om hjertet, da han begiver sig ud på en rejse.

Rejsen er fyldt med kærlighed og blodige opgør, men det gælder om at komme ud og hjem med æren i behold.

Sådan går slagets gang i de fleste af de sagnomspundne islændingesagaer.

Sagaerne blev nyoversat til dansk i 2014 i et stort pragteksemplar på Saga Forlag, men et fembindsværk på 2600 sider er ikke sådan et, man lige tager under armen, og flere har efterspurgt bind med de enkelte sagaer.

Derfor udgiver Gyldendal nu i første omgang seks sagaer, hvor de tre første bind udkom tidligere på efteråret sammen med en bog om islændingesagaerne skrevet af Annette Lassen, som er lektor

på Den Arnamagnæanske Samling på Københavns Universitet. ”Islændingesagaerne er fremragende litteratur, og Nordens vigtigste bidrag til verdenslitteraturen. Hvis man interesserer sig for litteratur, så er man også interesseret i sagaerne,” fortæller Annette Lassen, som var redaktør på det oprindelige fembindsværk og også har haft ansvaret for Gyldendals genudgivelse.

Hun forklarer, at sagaerne i 2014 blev oversat til moderne, mundret dansk, da de fleste tidligere oversættelser var forældede. ”Indtil nu har vi først og fremmest haft adgang til sagaer, som i 1800-tallet fik klassikerstatus. Men når man læser et digt af Oehlenschläger fra starten af 1800-tallet, tager det ikke lang tid at forstå, at smagen og tiden har ændret sig. Det var på tide med en ny oversættelse, hvor

2 Islændingesagaerne er Nordens vigtigste bidrag til verdenslitteraturen, mener lektor og forfatter Annette Lassen. – Foto: Simon Knudsen.

alle islændingesagaerne kom med,” fortæller hun.

For at ramme sagaernes eget sprog har fremmedord som jura og økonomi for første gang fået lov til at blive brugt i sagaerne, som i de ældre oversættelser blev undgået.

Men ord som bersærk og valkyrie, som er lånt fra islandsk, fylder stadig meget i de nye udgaver. ”Teksterne er mellem 600 og 800 år gamle. Det er en fremmed og fascinerende verden, og der er ingen grund til at skabe en sproglig barrie-

re mellem os og den,” siger Annette Lassen.

Som et redskab til læseren, har hun skrevet en introduktion, ”Islændingesagaernes verden”, som for det første blevet til i en håndskreven tekstkultur, hvor to versioner af samme saga ikke er ens.

Men hvor der også indholdsmæssigt er en række elementer, som kan være svære at afkode som ny læser, fortæller hun. ”Når der for eksempel står i en saga, at en mand og en

kvinde sidder og taler sammen, så betyder det ikke, at de taler sammen om vind og vejr på venskabelig vis. Så betyder det, at de er vildt forelskede,” forklarer Annette Lassen.

Og læserne kan se frem til en blanding af både de klassiske og mere ukendte sagaer.

I 1800-tallet ansås de senmiddelalderlige sagaer for at være mindre vigtige, men styrken ved nogle af de unge sagaer er, at de er tempofyldte beretninger med en enklere handling, fortæller Annette Lassen. Hvis man ikke har læst sagaer før, er ”Fostbrødrenes saga” et godt sted at starte, da den både er en morsom og vanvittig fortælling om hårdkogte helte.

Og nu har man altså fået mulighed for med sagaerne at rejse tilbage til i Island i vikingetiden blandt hævngerrige koner, stridslystne mænd og heftige trekantsdramaer. J

Klogskab uden forankring Siri Hustvedts store essaysamling er uhyre vidende, men også sært ikke-gribende. Den enorme tankestrøm savner forankring, og kønsaspektet fylder meget

bog

888888 AF SØRINE GOTFREDSEN kultur@k.dk

Jeg står i et problem angående denne bog. ”En kvinde ser på mænd der ser på kvinder” er skrevet af den norsk-amerikanske forfatter Siri Hustvedt og udgør en mursten af en essaysamling med stor fokus på spørgsmålet om køn, litteratur, naturvidenskab og selvopfattelse. Teksterne er skrevet i perioden mellem 2011 og 2015, og i sin indledning skriver forfatteren, at de skal læses i lyset af hendes modvilje over for absolutisme.

Dette udgangspunkt karakteriserer i høj grad Hustvedts essays, og jeg erindrer ikke, hvornår jeg sidst har siddet med en bog, der er så indlysende begavet og samtidig så lidt gribende. Hustvedt har en tendens til at skrive rundt om temaerne frem for ind i dem, og på store stræk er det som at sidde ved en forelæsning, hvor forskellige teorier præsenteres, mens man

mærker længsel efter en brændende nødvendighed bag ordene, der siges. Bogen er som nævnt omfangsrig, så det er umuligt her at nå hele vejen rundt, men lad os se på nogle essays, der kendetegner stilen.

Siri Hustvedt er særdeles optaget af kønnets betydning, hvilket gennemsyrer hendes virksomhed. I essayet ”Der er ingen konkurrence” refererer hun til et interview, hun lavede med den norske forfatter Karl Ove Knausgård, der på spørgsmålet om, hvorfor han stort set aldrig henviser til kvindelige forfattere, svarer: ”Der er ingen konkurrence.” Dette chokerer Hustvedt så meget, at hun her ser Knausgårds virke ud fra en kønsvinkel og overvejer, hvad hans ”rejse ind i det feminine” fyldt med madlavning og børnepasning betyder. Ville en kvindelig forfatter på samme måde kunne blive verdensberømt for at beklage sig over de huslige pligter?

Set i lyset af de store eksistentielle emner, Karl Ove Knausgård behandler, er der noget lidt småligt ved at pak-

ke hans enorme projekt ind i endnu en omgang kønsdebat. Hustvedt værdsætter Knausgårds værk ”Min kamp”, og desto mere ærgerligt er det, at hun lader sig provokere så meget af en enkelt interviewbemærkning – hvilket i øvrigt også er et greb, der synes at være under hendes intellektuelle niveau.

Siri Hustvedt er et søgende og utroligt videbegærligt menneske, der vil undersøge, hvorfra vi har vores virkelighedsopfattelse. Som læser fornemmer man, hvordan nye indfald konstant står i kø i hendes bevidsthed, og hendes fascination af psykoanalyse og videnskab gør, at der løbende veksles mellem det åndelige og det mere nøgternt refererende, mens bunken af lærde tidsskrifter hober sig op for ens indre øje.

Den vekslende stil betyder, at tankestrømmen i længden føles lidt for fragmentarisk, og en lettelse er det, når forfatteren bliver mere vedholdende konkret.

Det sker for eksempel i essayet ”Selvmord og selvbevidsthedens drama”, der undersøger grunden til, at men-

Siri Hustvedt. En kvinde ser på mænd der ser på kvinder – om kunst, køn og bevidsthed.

Oversat af Rasmus Hastrup og Christian Bundegaard. 672 sider. 349, 95 kroner. Lindhardt og Ringhof.

nesker kan finde på at tage deres eget liv. Hustvedt beskriver den mulighed, at et selvmord ikke nødvendigvis blot skal ses som en afmægtig handling, men også kan udgøre et budskab og en slags fornægtelse af livets logik. Enhver, der har ladet sig berøre af de altomvæltende tanker om selvmordets mulighed, kan med udbytte læse med her.

Sidst i denne store udgivelse analyserer Siri Hustvedt Søren Kierkegaards brug af

pseudonymer i en artikel, der blev trykt i uddrag her i avisen. Det beskrives, hvordan Kierkegaard står på sidelinjen som ”iagttager, politibetjent, dommer, vagt, spion eller sufflør”, mens læseren må huske, at ingen ved, hvem Kierkegaard selv er. Derfor kredser Hustvedt om den store hemmelighed, som Kierkegaard menes at bære på, og som muligvis har at gøre med forholdet til den dominerende far og den sært anonyme mor.

Hustvedt skriver om den lille Søren, der opbygger en ukontrollabel trang til at skrive og et stort ubehag ved sin egen krop. Deler man Siri Hustvedts passion for Kierkegaard, undgår man ikke at overveje dette genis indre gåde, og mens essayet her ikke leverer svaret på den, er det interessant læsning, der også behandler den særlige balancegang i Kierkegaards selvbillede, hvor han på den ene side føler, at Gud har en plan med ham, mens han samtidig tvivler på dybden af sin egen tro.

Siri Hustvedt er dybt optaget af menneskets selvopfat-

telse og de mange mere eller mindre bevidste årsager til vores livssyn.

Hun søger svar alle steder – i filosofien, litteraturen, kunsten, videnskaben og kønsforskningen, og hendes essays er proppet til randen med intellektuel viden. Imidlertid sidder denne læser tilbage med en udmattet fornemmelse af, at det hele lidt for ofte mangler forankring i en dybere livsanskuelse. Det er længe siden, jeg har følt mig så splittet i vurderingen af en bog.

Siri Hustvedt er en uhyre kompetent kvinde, og jeg har stor lyst til at lade mig gribe af hendes tekster, men noget blokerer et stort stykke ad vejen for det. Manglen på rigtig personlig bekendelse, den evige vekslen mellem det følelsesmæssige og det videnskabelige og den ulyksalige fokusering på køn, der i disse tider kvæler så meget andet. ”En kvinde ser på mænd der ser på kvinder” rummer stor og intens tankevirksomhed, men efter endt læsning ved man ikke helt, hvad man skal stille op med den.

J

Bøger der tør tale om tro

Livets udfordringer

Ny

KURT DALSGAARD

Var det mig, du mente?

Ny

»Kurt Dalsgaard bruger ikke store armbevægelser om sin egen ind­ flydelse og betydning for dansk kirkeliv ...

Nøgternt og sagligt skildrer han medgang og modgang i det krist­ ne arbejde, han har været med i.

Vi følger ham helt ud til kanten af tilværelsen, da hans kære hus­ tru, Dorthe, pludselig skulle ope­ reres for en svulst i hjernen. Vi følger ham i hans næst sværeste krise, da han ikke længere kan fortsætte med Indre Mission som sin arbejdsplads.

Under læsningen gribes vi af hans ukuelighed, hans vækkelsesglød og hans bibeltroskab. Jeg har selv Kurt Dalsgaard på listen over dem, som har fået mig til at hente nyt mod hos Gud.« Børge Haahr Andersen Rektor for Dansk Bibel-Institut

288 sider 249,95 kr.

184 sider 199,95 kr.

E D S H AW

Bare sig nej!

Et personligt opgør med letkøbte svar om køn og identitet Ed Shaw er præst og tiltrukket af sit eget køn. En stærk personlig motivation har drevet ham til at undersøge Bibelens undervisning om køn og sek­ sualitet uden de hurtige konklusioner, som vi let forfalder til. Ét af resultaterne er denne læseværdige bog. Den er for alle, der søger større forståelse for et kristent menneskes identitet som Guds barn og medlem af Guds familie.

k s r e j r e g o r l f u e t h r e D Ny

Ny

n Roma

Ny

en fatter n r o f f A ere stsell til be ghedens li »Kær « g 5 spro

384 sider 299,95 kr.

MARTIN LUTHER

384 sider 299,95 kr.

G A RY C H A P M A N

5 minutter hver dag En andagtsbog for par

En gavebog til dit ægteskab, som kan få livsvarig betydning.

Med en refleksion til hver dag i året giver Chapman vitaminer til både parforhold og gudsforhold. Han øser af sine mange års erfaring som ægtemand og parterapeut og kommer med gode råd og ud­ fordringer.

Det tager kun fem minutter om dagen, men effek­ ten kan være livsvarig!

Lohse | LogosMedia | Credo | Fokal | Kolon | Refleks Forlagsgruppen Lohse · 75 93 44 55 · info@lohse.dk

232 sider 199,95 kr.

428 sider 249,95 kr.

Store Galaterbrevskommentar 1 I anledning af reforma­ tionsjubilæet i 2017 har forlaget Credo valgt at genudgive dette vigtige Luther­skrift for danske læsere i en ny udgave. Et skrift som indeholder Lu­ thers reformatoriske ho­ vedtanker.

Den nye udgave har fået en flot lærredsindbinding og bibelhenvisninger er ajourført efter Bibelselsk­ abets autoriserede over­ sættelse fra 1992.

DANIEL PREUS

Derfor er jeg luthersk Jesus i centrum

Denne bog handler ikke først og fremmest om Luther, men om Jesus.

Daniel Preus fremhæver de befriende evangeliske sandheder, som Luther genopdagede, og som han selv bygger sit liv på i dag. »Jeg er luthersk af samme grund, som jeg er kristen.

Ikke på grund af et valg, men af nåde.« Uddrag af bogen

LY N N AU S T I N

I det skjulte Eliza er enke på gården med tre små børn og håbløst forgældet. Da en fremmed mand en dag kommer og spørger efter arbejde og mad, er hun sikker på, at han blot er endnu et af Depression­ ens desperate ofre. Men hans opførsel og måde at udføre daglejerarbejdet på, rejser en række ube­ svarede spørgsmål. Eliza drages imod ham, men frygter samtidig, at han skjuler noget i sin fortid, som kan ødelægge alt det, hun har kæmpet for at opnå.

lohse.dk

JESUS ”Spændende læsning og rigtig god formidling” weekendavisen

GRUNDT VIG DANMARK TIL LYKKE

Den japanske hemmelighed bag et langt og lykkeligt liv

I Japan bliver flere mennesker hundrede år end noget andet sted i verden. Hvorfor? For at finde svaret har bogens to forfattere besøgt øen Okinawa, som er det sted i Japan med flest hundredårige og interviewet beboerne om, hvad de mener, der fører til et langt og lykkeligt liv. Ud over sund mad, frisk luft, grøn the og klimaet lader det til, at nøglen er at finde i deres ikigai.

BESTSELLER

ANDERS HAAHR RASMUSSEN

FLERE END 275.000 SOLGT I TYSKLAND

”Abrahamowitz er en voldsomt god fortæller” kathrine lilleør, berlingske tidende

AF FORFAT TEREN TIL ” TRÆERNES HEMMELIGE LIV” LIV ”

PETER WOHLLEBEN

”Skrevet med stor indsigt” ««««« ekstra bladet En fortælling om at være træt er historien om desperationen ved at være syg uden at kunne få en diagnose.

People’sPress

Ed Yong viser os, hvorfor vi skal betragte os selv som levende og myldrende økosystemer. ”Videnskabsjournalistik, når det er bedst.” bill gates

People’sPress

NEW YORK TIMES BESTSELLER

Ed ong mikroorganismerne i os

og livet i et større perspektiv

Se frem

Hvad er stilhed? Hvor er den? Hvorfor er den vigtigere nu end nogensinde før?

3 spørgsmål og 33 forsøg på svar.

At lukke verden ude handler ikke om at vende ryggen til omgivelserne, men om det stik modsatte: at se verden lidt tydeligere, holde fast i retningen og forsøge at elske livet!

I Se frem væver Tor Nørretranders en række nye videnskabelige erkendelser sammen til et overraskende billede af mennesket som et fremadskuende væsen. Nu mangler vi bare at tage os selv alvorligt ved at se frem og løse klodens kriser, så livet kan gives videre.

Bogen spejler nutiden i oplysningstidens vision om, at man hver især handler som man mener, alle burde handle.

En tou åbner m lægge fi rockhis

En fort havde u med tr unikt o tegner de port

Stilhed i støjens tid

”Gør indtryk som et dokument om, hvad det vil sige at være uforklarligt syg.” politiken

PA

En uaf mental Tyskla Hans F Alene i B udgive

Kan dyr have det sjovt? Kan de være modige?

Og hvilke følelser har de for hinanden og for deres ejere? I Dyrenes hemmelige liv får du et fascinerende indblik i dyrenes ukendte følelsesliv.

Ny bestseller af forfatteren til Træernes hemmelige liv. ”Iagttagelser foretaget gennem et langt liv i pagt med dyr og med natur.” «««« kristeligt dagblad ”Underholdende og spændende” «««« jyllands-posten ”Hyggelig og overraskende læsning” politiken

People’sPress er på årets Bogforum – også i år med egen scene.

Kom og mød vores forfattere på stand C4-009.

Fredag

Mød os på BogForum 2

K

K

M

C

S

e år For besøgt ed erne og ft, len er

Hvordan kommer man videre i livet, når man 35 år gammel har haft døden hængende over hovedet, og ens håndboldkarriere er slut? Daniel Svensson fortæller om kampen for at overleve, og hvad de to kræftforløb har gjort ved ham som menneske. Han fortæller om sin livsrejse fra Nørrebro over Aalborg til verdens hårdeste håndboldliga. udkommer 1. december.

Af forfatteren til

BRUCE

PETER AMES CARLIN

PAUL SIMON

Daniel Svensson Der er kun dage

Biografi | People’sPress

I samarbejde med Tonny Vorm

En tour de force af en biografi , der både åbner musikken og mennesket op, uden at lægge fingre imellem, og lader dig mærke rockhistoriens vingesus.

En uafrystelig roman om den fysiske og mentale ruin, Anden Verdenskrig efterlod Tyskland i, og en selvstændig forløber til Hans Falladas internationale megasucces Alene i Berlin. Bogen har aldrig tidligere været udgivet på dansk.

dige? og r du te

N E W S TAT E S M A N

Peer Henrik Hansen

FRØMÆND DET FØRSTE DUSIN En billedfortælling om dannelsen af Frømandskorpset, nmarks første eliteenhed Danmarks Da

I denne bog fortæller Lisbth Dahl bramfrit og humoristisk om sit utraditionelle liv og deler ud af alt det, tilværelsen har lært hende på godt og ondt. Om at vokse op med en alenemor – og selv blive en. Om de skiftende mænd, hun har elsket og mistet. Om sin karriere som skuespiller og instruktør. Og om at finde sig til rette som 71-årig, omgivet af sine fem børn, syv børnebørn, en godmodig broholmer og den store revyfamilie på Bakken.

Lisbet Dahl

UNDSKYLD, JEG BLANDER MIG Fortalt til Jakob Steen Olsen og Rikke Rottensten

People’sPress

Af forfatteren til En mand der hedder Ove ”En dramatisk fortælling med stærke følelser og en af årets bedste bøger.” dagen

gt med

”En ærlig og skræmmende bog om Alzheimers” weekendavisen

«««« kristeligt dagblad

People’spress

En fortælling om de sejeste soldater, Danmark havde under den kolde krig. Gennem samtaler med tre af de første frømænd og adgang til et unikt og hidtil upubliceret billedmateriale tegner historiker Peer Henrik Hansen et levende portræt af Frømandskorpset.

Tidligere biskop Jan Lindhardts yngste søn, Frederiks fortælling om livet sammen med sin demensramte far. Om sorgen, frustrationerne og håbløsheden.

Om minderne, humoren, nærheden og kærligheden.

FR

E

BA IK DR

CK

MA

N

I en snedækket skov i det høje nord ligger en lille by. Bjørneby, hvis indbyggere rejser væk med samme hastighed, som arbejdspladserne forsvinder. Fredrik Backman – forfatteren til En mand der hedder Ove – er tilbage med den første roman af to om en lille by med store drømme. Om kærlighed, om at brænde for noget, om mandighed, identitet og længslen efter at få lov til at vise, hvem man egentlig er.

I L KA S A RV

ROM AN

ROMAN People’sPress

Andet bind i en trilogien om bedemandsdatteren Ilka og hendes jagt på sandheden om sin far. Ilka er rejst til USA, hvor hun har arvet en bedemandsforretning efter sin afdøde far. Han forlod hende og moren for 33 år siden og lod aldrig høre fra sig, og nu vil Ilka vide hvorfor.

Kristine Sloth · Anders Haahr Rasmussen · Morten Münster Merlin P. Mann · Lars Henrik Aagaard · Kim Boye Charlotte Bork Høvsgaard · Martin Bigum · Stig Dalager Søren Frank · Tonny Vorm

Daniel Svensson · Tonny Vorm · Anne Linnet · Sara Blædel Frederik Lindhardt · Marie Holm · Morten Lindberg Christel Pixi · Søren Ejlersen · Katrine Engberg · Agnete Friis Pia Kjærsgaard · Jette Meier Hammerich · Camilla Läckberg Inger Wolf · Peter Vuust · Rane Willerslev · Jakob Knudsen

Søndag

Karin Heurlin · Julie Badura · Jesper Bugge Kold

Lørdag

e.

Fredag

m 2017 i Bella Center Peer Kaae · May Bjerre Eiby · Karen Strandbygaard Finn Halfdan · Peter Graae · Jørgen Leth · Øjvind Kyrø Anders Houmøller · Eddie Thomas Petersen · Sara Blædel Kaare Dybvad Bek · Tor Nørretranders · Mads Steffensen Thomas Banke · Henrik Qvortrup · Martin Brygmann

26 | Bøger 2017

Reformationen

Kristeligt Dagblad Lørdag 4. november 2017

Erasmus af Rotterdams livtag med Luther Interessant udgivelse af en af Luthers vigtigste modstandere

bog

888888 AF KRISTIAN ØSTERGAARD kultur@k.dk

Man kender måske historien om den energiske unge mand, der overtog en forfalden gård, hvor markerne var fyldt med ukrudt. Men den unge mand gik ufortøvet i gang med at bringe gården på fode igen og havde stort held med det. Da præsten kom forbi, bemærkede han: ”Det er vel nok en prægtig gård, du har. Husk nu at sige Gud tak for alt, hvad du har fået.” ”Jo”, det ville landmanden såmænd nok huske. ”Men,” tilføjede han, ”du skulle nu have set gården, dengang Vorherre var alene om at passe den!”.

Denne historie ville Erasmus af Rotterdam (1469-1536) have nikket bifaldende til.

Landmanden havde ganske rigtigt bragt gården på fode

igen. Men præstens ord var heller ikke ved siden af, for det var jo Gud, som havde givet landmanden en mark at dyrke og kræfter til at genetablere gården.

Erasmus skriver i sin lille bog om den frie vilje fra 1524, at den menneskelige anstrengelse kun udretter noget, hvis den guddommelige velvilje er til stede: ”Det betyder med sikkerhed så meget som, at det ikke er et falsk udsagn, at mennesket udfører noget, men at det må tilskrive Gud som ophav summen af alt, hvad det gør, med det resultat, at mennesket kan forene sin bestræbelse med Guds nåde.”

Erasmus erkender ganske vist, at den moralske frihed er gådefuld, og at den kan være svær at forene med guddommelig almagt. Men hvis man kategorisk hævder, at viljen er bundet, gør man så ikke mennesket til en marionet i Guds store teater? Og Erasmus ræsonnerede, som

Erasmus af Rotterdam: Om den frie vilje. Forsøg eller fremlæggelse af synspunkter vedrørende den frie vilje. På dansk ved Villy Sørensen og Chr. Gorm Tortzen. 176 sider.

250 kroner. Gyldendal. forfatteren Hjalmar Söderberg gjorde det mange århundreder senere: ”Det er muligt, at den frie vilje ikke eksisterer, men man er nødt til at bruge den alligevel.”

Erasmus angriber i bogen Martin Luther, men spørgsmålet er, om ikke Erasmus misforstår reformatoren. Af Luthers svar til Erasmus i ”Om den trælbundne vilje” fremgår det, at Luther bruger ordet vilje, når et menneske vil noget ganske bestemt.

Dermed opstår der en modsætning mellem menneskets vilje og en omverden, hvis planer går i anden retning.

Og det er netop i dette modsætningsforhold, at man kan vurdere viljen som stærk, svag, ubøjelig eller eftergivende. Men når man er stillet over for to valgmuligheder og endnu ikke har taget stilling, så vil man endnu intet. Vilje handler det først om fra det øjeblik, man har valgt og engageret sig i valget ifølge Luther.

Det var et forhold, som udgiverne godt kunne have gjort lidt mere ud af i ellers både fyldige for- og efterord, idet Luther ellers fremstår unødigt aflægs og formørket i sammenligning med humanisten Erasmus af Rotterdam.

Den første del af ”Om den frie vilje” blev oversat af Villy Sørensen. Efter Villy Sørensens død har Chr. Gorm Tortzen oversat resten og rammer fornemt forgængerens sprogJ brug.

0 Erasmus af Rotterdam malet af Hans Holbein den Yngre omkring 1530. – Arkivfoto.

MIT LIV EFTER POLITIK “Varm og vedkommende”

“Ærlig og modig” BERLINGSKE

POLITIKEN

“Indsigt, vid og fortælleglæde præger Uffe Ellemann-Jensens bog” FYENS STIFTSTIDENDE

“En velskrevet bog” KRISTELIGT DAGBLAD

LINDHARDT OG RINGHOF

Kristeligt Dagblad Lørdag 4. november 2017

Krimi

Arven fra Agatha Christie

Bøger 2017 | 27

Langsomt dvælende roman om en række mord i en lille by på Long Island er klassisk spænding med en særlig charme i et særligt miljø

bog

888888 AF KRISTINE KABEL kultur@k.dk

Krimier kan have en særlig charme, når de fører deres læser ind i et særligt miljø, en særlig tid, en urovækkende række af begivenheder. I Christopher Bollens krimi udspiller handlingen sig i den lille forblæste kystby Orient på spidsen af Long Island. Gamle fastboende og nye tilflyttere fra New Yorks kunstscene udgør beboerne i byen, hvor salt fra havet kan smages i luften, og sandet stråler som farveløst kviksølv.

Landspidsen ligner en fugl, konstaterer den rodløse Mills om Orient, da han i prologen er på vej i bil med den fastboende arkitekt Paul, som har taget ham under sine vinger.

De ankommer direkte til den årlige sensommerfest hos naboen Pam, men dårligt er det sidste glas Prosecco drukket, før der sker en række døds-

fald i den stille kystby. De første er mystiske, de næste er beviseligt forsætlige. Hvad er motivet, og hvem blandt beboerne er morderen? ”Orient” er en klassisk krimi, hvor spørgsmålet om, hvem der gjorde det, driver læseren i behageligt tempo gennem de mange sider. En vekslen mellem synsvinkler og sidehistorier er med til at tegne persongalleriet stærkt op, selvom morderen selv står psykologisk utroværdig tilbage efter sidst vendte side, da han og motivet er endeligt afsløret.

Det er på en måde lidt ærgerligt i en krimi, der ellers gennemgående er af en vis kaliber.

Det første dødsfald er tilsyneladende en drukneulykke.

Kystbyens alkoholiserede opsynsmand, der går de fastboende til hånde og sørger for at tømme rør i feriehusene, bliver fundet i vandet efter at være faldet over bord på en ensom natlig fisketur.

En af byens gamle damer har imidlertid mistanke om, at det er mord. Hun bliver det

WW’Orient’ er en

hvor kommer fra. De forsøger at opklare dødsfaldene, men mistanken falder hurtigt på Mills selv, der som fremmed fugl med blakket baggrund påkalder sig negativ opmærksomhed, især blandt de gamle familier i Orient.

klassisk krimi, hvor spørgsmålet om, hvem der gjorde det, driver læseren i behageligt tempo gennem de mange sider.

næste offer. Begge dødsfald afvises som andet end uheld af den lokale politimand.

Derved er banen kridtet op for, at nogle tager opklaringsarbejdet i egen hånd.

Beth, der netop er flyttet tilbage til Orient efter en årrække i New York, begynder at undersøge mordene. Hun har været den lille kystbys bedårende, livfulde pige, nu er hun tilbage med forliste kunstnerdrømme i sin mors hus. Hun vil stifte familie med sin rumænske mand,

Christopher Bollen: Orient.

Oversat af Lærke Pade. 630 sider. 299,95 kroner. Gads Forlag.

stjernekunstneren Gavril, som hurtigt bliver en del af byens nye cirkel af kreative tilflyttere.

Beth danner alliance med Mills, som ingen rigtig ved

Romanen består af tre dele, benævnt henholdsvis ”De fastboende”, ”De nye” og ”Ham”. Hvor sensommerfesten fungerer som indgang til de gamle familier, indledes anden del med en fest hos Beth og Gavril, hvor stoffer, alkohol og fælles nøgenbadning i den udendørs spa er nogle af ingredienserne.

Beth er den, der forbinder de to cirkler i Orient, og kystbyen selv træder i forgrunden i krimien som et emblematisk sted for sammenstød mellem ønsker om bevarelse og fornyelse. Konservative kræfter omkring byens lokalhistoriske råd spiller en rolle i krimiens plot, og det gør også fortællerens pointering af, at Mills som den udefrakommende gør ham mistænkelig i sig selv.

På den ene side vælger Bollen en lidt distancerende fremstilling af et miljø af fastboende, der hæger om byen, som den er og helst skal vedblive med at være, ligesom de nye tilflyttere fremstilles på grænsen til det karikerede.

Men persontegningen af de centrale personer er rundhåndet nok til at gøre Orient til et levende sted.

Arven fra Agatha Christie er tydelig, både i valg af den afsides kystby og i tematikken, hvor tidslige forandringer truer de gamle familiers stabilitet.

Samtidig har Bollen sin egen omfattende stil med detaljerede beskrivelser af landskaber og mennesker og med mange tematikker på hjerte.

Nogle sidehistorier kunne være skåret væk. En lidt omstændelig opbygning frem mod en lidt skuffende løsning gør dog ikke krimien langtrukken, undervejs fastholdes en stadig nysgerrighed hos læseren efter at få mere at vide om kystbyen og dens beboere, inklusive om J morderen og hans motiv.

Inspiration til samtale, diakoni og tro Om at være menneske et spil, der skaber samtaler om vigtige livsspørgsmål

Spillet består af en terning og 118 spørgsmål fordelt på 6 kategorier af kort: Tro, Håb, Kærlighed, Fødsel, Liv og Død, som man kan reflektere over.

Spillet kan anvendes både i kirkelige og ikke-kirkelige sammenhænge.

Spillevejledning med gode råd medfølger.

Kr. 350,-

Mine dybe tanker ”Mine dybe tanker” med ca. 60 gode spørgsmål fra spillet ”Om at være menneske”, som man kan reflekmine dybe tanker tere over. Der er plads til at skrive dine tanker ned og hyggelige tegninger at tegne videre på eller farvelægge, mens du tænker.

Bogen er velegnet til personligt brug eller som gaveidé, men kan også bruges i forbindelse med lytte- og samtalegrupper. Forslag til dette medfølger.

Bogen er udgivet af Lise Damkjær og Diana Lund.

Kr. 129,-

Mød bogens forfattere på BogForum og få en snak med dem på NewPub-standen ESyd-031

Diakoni for novicer og nørder NYHED! I bogen tager diakon, underviser og konsulent Conny Hjelm fat i diakoniens grundlag, metoder og faglighed og forklarer og udfolder begrebet for såvel nybegyndere som erfarne udøvere af diakoni. Bogen er således opdelt i to sektioner - én for novicer og én for nørder.

Bogen kan bruges i f.eks. diakonale organisationer og i menighedsrådsarbejdet eller andre steder, hvor man gerne vil tale om diakoni, men har manglet en klar tekst at tage udgangspunkt i. Bogens forord er skrevet af Kjell Nordstokke, professor emeritus i diakoni.

182 sider - kr. 99,95

Gudstjeneste fra kanten Liturgiske tekster fra Iona Community/WGRG Bogen indeholder et stort udvalg af bønner, velsignelser, veksellæsninger, meditationer, dialoger og hele liturgier fra Iona Community og Wild Goose Resource Group, der er kendt for deres gudstjenestefornyelse.

Kan bruges ved gudstjenester, andagter, morgensang eller til personlig opbyggelse. Bogen er redigeret af Jørgen Degn Bjerrum, Finn Dyrhagen, Allan Ibsen, Per Vibskov Nielsen og Charlotte Lydholm.

240 sider - kr. 299,-

Læs mere på www.kirkefondet.dk Peter Bangs Vej 5B, 2000 Frederiksberg, tlf. 33 73 00 33, kirkefondet@kirkefondet.dk

28 | Bøger 2017

Krimi

Kristeligt Dagblad Lørdag 4. november 2017

Blodbadet i Dolomitterne Spændende og velskrevet krimi af italiensk forfatter byder på et forfriskende nyt pust i krimi-genren. Det sker med romanen ”Bjerget”, der foregår i Dolomitterne i den isolerede landsby Siebenhoch

bog

888888 AF MIE PETERSEN mie@k.dk

Den italienske forfatter Luca D’Andrea er efter sin krimidebut blevet sammenlignet med så store navne som Stephen King og Jo Nesbø. Men det helt unikke ved D’Andreas krimi ”Bjerget” er netop, at den ikke er sammenlignelig med de fleste, og det er netop det, der gør den så læseværdig og god.

Alene valget af ”location” – området, hvor historien udspiller sig – er dejligt anderledes for en skandinavisk krimilæser, der er vant til norske fjelde og svenske skærgårde. ”Bjerget” foregår i Dolomitterne i det nordligste Italien, i et område, hvor de lokale havde foretrukket et tilhørsforhold til Østrig, da grænsen blev trukket, men nu må leve med tingenes tilstand i italiensk version, og det gør man så bedst ved at have så lidt med myndighederne at gøre som muligt.

Her i den lille landsby Sie-

benhoch i Sydtyrol ankommer en dag den amerikanske manuskriptforfatter og filmskaber Jeremiah Salinger med sin hustru, Annelise, der er født og opvokset i landsbyen, og deres lille datter.

Han har haft succes med en dokumentarfilm hjemme i USA, men har også betalt for succesen med stress og udbrændthed, og han beslutter sammen med sin hustru, at et ophold i Siebenhoch for at genfinde roen i livet er en god idé. Siebenhoch er lige stedet for fordybelse og lange vandreture.

Landsbyen er et lukket samfund. Godt nok kommer der turister til Siebenhoch, blandt andet for at se et geocenter i nærheden. Her oplyser man om de helt særlige geologiske forhold, der gør sig gældende i et område med dybe bjergsøer, grotter og klipper.

Men med undtagelse af turisterne i sommerperioden, hvoraf mange bare kører gennem landsbyen videre sydeller nordpå, er man sig selv resten af året, og om vinteren kan vejrliget betyde, at landsbyens er total afsondret i ugevis.

Luca D’Andrea: Bjerget.

Lindhardt og Ringhof. 489 sider. 299 kroner.

2 Italienske Luca D’Andreas’ ”Bjerget” er en mesterlig krimi. – Arkivfoto.

Her kender alle hinanden.

Folk af samme generation har kendt hinanden fra barnsben, og man betragtes stadig som tilflytter, hvis ens forældre flyttede til landsbyen, hvor man selv er født.

Det vækker stor opsigt, da Salinger-familien dukker op.

Men det hjælper selvfølgelig, at fru Salinger er datter af Werner Mair – en af landsbyens kendte skikkelser, der blandt andet er beundret for

sit arbejde i det team, der bemander områdets redningshelikopter.

Siebenhoch ligger 1400 meter op ad en bjergside, og både sommer og vinter må helikopteren rykker ud og redde mennesker.

Salingerfamilien bliver taget vel imod af de lokale og falder hurtigt til. Især Jeremiah fascineres af de lokale, men også af området og dets myter. Der er nemlig mange myter knyttet til den lille

bjerglandsby. For eksempel om mærkelige væsener i skoven og i de dybe bjergsøer.

Nogle vil sågar vide, at der lever et uhyggeligt dyr i søen.

Et dyr, som ikke findes andre steder, og som kun få nogensinde har set. Men de lokale kan også berette om dramatiske historier i fortiden, både de mere fantasifulde og de virkelige.

Salinger bliver således optaget af en historie om de stadig uopklarede mord på tre unge fra Siebenhoch, der fandt sted i 1985.

De tre unge var alle født og opvokset i Siebenhoch, selvom den ene var rejst til en større by i Tyskland for at læse på universitetet. Deres lig blev fundet sammen dybt inde i skoven, hvor de havde søgt ly ved en klippe efter at være blevet overrasket af et ekstremt dårlig vejr.

De lokale taler stadig om den blodige og uhyggelige begivenhed, og der går ikke lang tid, før den amerikanske manuskriptforfatter er fuldstændig opslugt af sagen.

Det skorter ikke på advarsler mod at snage så meget i fortiden. Han opdager hur-

tigt, at folk, som han troede han var blevet venner med, vender ham ryggen, når han begynder at spørge ind til den traumatiske begivenhed, der kostede tre unge livet.

Jagten på sandheden bliver en besættelse for Salinger, der dog også må sande, at det er forbundet med livsfare ikke bare for ham selv, men også for hans familie, hvis han skal finde svaret på den mystiske mordgåde. ”Bjerget” er en befriende anderledes krimi. Miljøbeskrivelsen er mere end god; man kan næsten fornemme stemningen på den lokale kro eller luften i Sibenhoch en frostklar morgen på en vandretur i skoven. Også de lokale er beskrevet, så man næsten ser og hører dem for sig.

Og når så hertil kommer et kriminalistisk plot, der kan bære igennem alle 489 sider, ja, kan det ikke være meget bedre. ”Bjerget” er en af de sjældne krimier, man ville ønske, man stadig havde til gode, og når det ikke længere er muligt, fordi den er læst, så kan man jo kun håbe på, at romanen ikke bliver den eneste fra J Luca D’Andreas hånd.

Hanne-Vibeke Holst skifter spor ”Som pesten” er en dystopisk krimi om massehysteri, moral og pludselig død. Med romanen, der trækker på menneskets evige skræk for undergangen, overrasker Hanne-Vibeke Holst

bog

888888 AF IBEN TANDGAARD kultur@k.dk

”Jeg hader det som pesten!”, er noget, man bare siger, selvom ingen af os aner, hvad vi taler om. Det er 300 år siden, at den sorte død senest var forbi Danmark. Men personerne i Hanne-Vibeke Holsts nye roman ”Som pesten” ved præcis, hvor meget man kan hade pest.

For over hele Europa er en mystisk ny sygdom begyndt at hærge, en pandemi, som truer med at gøre det af med hele menneskeheden.

Lige efter sommerferien samles kollegerne i WHO’s (World Health Organisation) hovedkvarter, hvor de sludrer ferie, de seneste klimaforandringer, epidemier, zoonoser og MRSA, mens de spiser sig en bedre frokost. Den danske læge Karoline Branner er leder af afdelingen for pandemiske og epidemiske sygdomme. Hun kører en flot

karriere og tweeter lidt om sin egen succes, mens hun passer på sin dysfunktionelle familie med venstre hånd. Alle WHO’erne har affærer på kryds og tværs, dyrker fitness, ryger for meget hash eller elsker deres familier for lidt, imens tilværelsens ulidelige lethed fylder deres helt almindelige hverdag.

Men så er der nogle grise, der bliver syge et sted i Østukraine, en tilfældig dansker, der kører hjem derfra, og snart flammer en galopperende epidemi op og lader helvede bryde løs med udgangspunkt i lille Danmark.

Først lukker Torvehallerne og Joe & The Juice dørene i af sikkerhedsmæssige årsager, Sundhedsstyrelsen advarer mod dit og dat, og alting går i stå. Verdenspressen opdager sagen, epidemien breder sig, folk dør i tusindtal, der går politik i den, og de moralske dilemmaer hober sig op. Nogle vil tjene penge, nogle hævne sig, nogle bare redde deres nærmeste og skide på resten af verden.

Hanne-Vibeke Holst. Som pesten. 686 sider. 299,95 kr.

Gyldendal.

2 Hanne Vibeke Holst skriver effektivt og med høj entertainment-værdi.

– Foto: ritzau.

”Som pesten” fører mareridtet til ende på en måde, der ikke skal afsløres her.

Men der er helte og skurke, ligesom i virkeligheden. Her dog noget mere råt skåret, grænsende til det klichéfyldte i flere af portrætterne, der dog er velskrevne og effektivt fortalt, spændende til det sidste, hvor det gode og det onde står over for hinanden i

kød og blod som psykopaten og hævnersken. ”Som pesten” er dybt underholdende, der er krimi på drengen med både mafia, skyderi og farligt bedrag, og dog munder romanen sobert ud i en slutning, der fremmaner og låner fra den nordiske ”Vølvens spådom” om Ragnarok, men også mimer den store undergangs naturlige

resultat, som der står til slut i romanen: ”Mellem de forkullede rester af den nedbrændte ruin vil der vokse nye livskraftige spirer frem.”

Hanne-Vibeke Holsts roman lægger sig i slipstrømmen af dette årtusinds ny-bølge af dystopier, hvor kaos gør en ende på den moderne civilisation. Hvad enten det er via en økologisk katastrofe, biernes død, fascismens genkomst, en tredje verdenskrig eller en fanatisk religion, så er nutidens dystopier enige om én ting: Vi er på vej ud over kanten!

På den måde er der intet nyt under solen hos Holst, der skriver videre på vores alle sammens latente skræk for undergangen.

Men under plottets overflade ligger der selvfølgelig, som i alle dystopier, en bevidst samfundskritik. George Orwell sagde det i sin kommunisme-kritik ”1984” med tankekontrol og Big Brother, Margaret Atwood sagde det i ”Tjenerindens fortælling”

med kønskontrol og patriarkalske perversioner – og Hanne-Vibeke Holst siger det med pest og personlige moralske dilemmaer.

Det gjorde Albert Camus i øvrigt også i sin eksistentialistiske kritik af nazismen, nemlig ”Pesten” fra 1947. En bog, der giver ekko i Holsts univers af dilemmaer, valg og egoisme.

Holst er selvfølgelig ingen forfinet fransk stilist; hun skriver rugbrødsagtigt, effektivt og med høj entertainment-værdi, men også hos hende er ”pesten” mere end bare en sygdom og snarere et symbol på noget råddent og hadsk, der truer med at ødelægge mennesket.

Men skal man så læse Camus, Orwell, Atwood eller Holst? Gerne alle fire, de tre klassikere er must reads, men Hanne Vibeke Holst er ret godt med, fordi hendes neokrimi af et moralsk mareridt er et megaunderholdende kig på vores virkelighed lige nu – som den kunne se ud i morgen, hvis ikke vi strammer J op.

MØD OS PÅ BOGFORUM DEN 10.–12. NOVEMBER På stand C3-005 KIERKEGAARDS KABINET OPLEV PIA SØLTOFT LØRDAG KL. 12.35 PÅ STAND C3-005 OG SØNDAG KL. 10.45 PÅ SCENE 2

TRO OG TVIVL OPLEV IB ULBÆK FREDAG KL. 11.45 PÅ SCENE 2

FACEBOOK.COM/AKADEMISKFORLAGEGMONT AKADEMISK.DK

30 | Bøger 2017

Europa

Kristeligt Dagblad Lørdag 4. november 2017

Når ens far ikke kommer til en, må man komme til ham Der kom et punkt, hvor skammen forsvandt, og jeg blev stolt af min originale far, fortæller forfatteren Jelle Brandt Corstius. Han har netop skrevet en bog om at forsone sig med sin gale og geniale far – og om en 1620 kilometer lang cykeltur med faderens aske i tasken AF CECILIE BECH RØNSHOLT

Jelle Brandt Corstius

roensholt@k.dk

interview ”Min kærestes søn plager mig hver dag om en ny Hugo-historie,” fortæller den hollandske forfatter og rejsereporter Jelle Brandt Corstius og griner hovedrystende.

Historierne handler om den utrolige Hugo Brandt Corstius, som ud over at være Jelle Brandt Corstius’ far også var en anerkendt hollandsk forfatter, matematiker og sprogforsker, som udmærkede sig ved at være med til at oprette faget informatik i Holland og skrive avisklummer. ”Men min far var også en mand, der cyklede med sokker på hænderne om vinteren i stedet for vanter,” fortæller den 39-årige forfatter, som selv er klædt smagfuldt i sort og ikke ligner en, der ville bruge sokker i stedet for vanter.

Faderen opdagede heller ikke, at børnene en dag løb hjemmefra i et par timer, fordi han var opslugt af sit arbejde. For lige så gudsbenådet en forsker, han var, lige så fraværende en far var han. Undtagen når det var tid til den årlige cykeltur, som foregik lige efter faderens hoved, som alting gjorde. Det betød blandt andet, at han ikke stoppede for rødt lys.

Da faderen dør i 2014, begiver Jelle Brandt Corstius i faderens ånd sig ud på en 1620 kilometer lang cykeltur fra Amsterdam over Alperne til Middelhavet, hvor han vil sprede en kopfuld af faderens aske og dvæle ved fortiden. ”Jeg troede, at jeg skulle filosofere over eksistentialistiske spørgsmål. Men mest af alt fokuserede jeg på at overleve, bestige bjerge og finde campingpladser i det nordlige Frankrig i april måned. Det er en meget simpel måde at leve på. Man har et mål: at bestige bjergene og cykle indtil det bliver mørkt. Jeg blev distraheret i min sorg, og det var nok lige, hvad jeg havde brug for,” forklarer Jelle Brandt Corstius.

De filosoferende tanker kommer først, da han beslutter sig for at skrive en bog om cykelturen og opvæksten med faderen som eneforælder.

Jelle Brandt Corstius voksede op i Amsterdam med sin far og to søstre.

Moderen døde, da han var tre år, og faderen var ikke bleg for at fortælle dem, at det altså var hende og ikke ham, der havde ønsket dem.

Han tog sig dog af opdragelsen, men det er ikke spor let at være barn og ung, når ens far le-

3 Født i 1978 i Amsterdam og vokset på med sin far og to søstre.

3 Kendt tv-journalist og tilrettelægger i Holland.

3 Er tidligere ruslandskorrespondent og boede i landet fra 2005 til 2010.

3 Som forfatter har han skrevet flere bøger, primært om Rusland.

0 Jelle Brandt Corstius har skrevet en bog om sin afsked med sin originale far. En afsked, der fandt sted på en cykeltur fra Amsterdam til Middelhavet.

— Foto: Emil Kastrup Andersen.

ver i sin egen verden og nægter at tilpasse sig den andre mennesker lever i, fortæller Jelle Brandt Corstius.

For eksempel skrev faderen engang et åbent brev i avisen til Obama, hvor han tilbød at tage til Mars og bo. Da den unge Jelle spurgte ham, om han ikke tænkte på, hvad hans børn ville mene om, at han forlod dem til fordel for en planet, trak han blot på skuldrene. ”Det var ikke et godt miljø for et barn at vokse op i, og da jeg blev ældre, havde vi mange kampe,” fortæller forfatteren, som i mange år ønskede at ændre faderen.

Derfor foreslog han som 22-årig sin far og søstre at tage på en weekendtur til et sted, de havde besøgt sammen som børn. ”Jeg havde en idé om, at vi kunne tage på den her tur, og det ville blive en stor forsoning.

Men 20 minutter inde i middagen den første aften forlod jeg bordet og gik ned til bustoppestedet. Vi skændtes forfærdeligt, og jeg ville hjem,” fortæller han endnu engang hovedrystende. ”Jeg prøvede at ændre ham, og ved bustoppestedet gik det op for mig, at det var umuligt.

Det var simpelthen ikke muligt.

Jeg kunne enten acceptere, at forholdet var på hans betingelser eller afskære kontakten til ham. Jeg valgte at acceptere ham. For selvom han var besværlig, så var han min far,” konkluderer han.

Da faderen var barn i 1940’erne var diagnoser for de få udvalgte, men Jelle Brandt Corstius er den dag i dag sikker på, at faderen har haft en form for autisme. Han levede i sin egen verden og kunne om noget ikke sætte sig ind i andres. ”I dag rådgiver jeg altid andre til at se deres forældre, mens de forældrene stadig lever. Og prøve at acceptere dem, for så vidt de kan. For folk kan ikke altid forandre sig, men man kan prøve at acceptere dem,” lyder hans opfordring. ”Ellers kan man altid gå ned til bussen, som jeg gjorde,” smiler han.

Selv oplevede Jelle Brandt Corstius senere i livet at nå så langt som at blive stolt af sin far. ”Det er en universel ting at skamme sig over sine forældre, men der kommer en dag, hvor man stopper med det.”

Det oplevede han selv, da han som voksen var til en bogmesse med sin far. Da musikken går i gang, kaster den ældre mand i

en krøllet, lyserød skjorte sig nemlig ud på dansegulvet i en vild hjemmelavet salsa, mens forfattere og forlæggere spærrer øjnene op i forbavselse. Men i stedet for at synke i jorden, kastede den voksne journalist sig ud på dansegulvet med sin far. ”Jeg indså pludselig, hvilken original han var. Både på en positiv og negativ måde. Men han var en ener, og det gjorde mig alligevel stolt.”

Men faderens unikke person, kom også til udtryk på en anden måde, da han døde. Det var selvfølgelig et stort tab, men det var dog et andet tab, end da hans faster døde, fortæller Jelle Brandt Corstius. ”Man savner ikke kun en person, men også den rolle, personen spillede i ens liv. Min far var ikke en del af mit fundament, ligesom min faster var. Han var en sjov karakter i mit liv, hvorimod jeg altid ringede til min faster, hvis der var problemer.

Derfor sørger jeg stadig mere over hende,” indrømmer han blankt.

I dag lever Jelle Brandt Corstius med sin kæreste, hendes søn og deres fælles datter. Og han er meget bevidst om, hvad han vil give med videre, og hvor han ikke vil være som sin far. ”Jeg vil tage på eventyr med

min datter, som min far tog mig på cykeltur, og jeg vil fortælle sjove historier. Men hendes barndom er helt anderledes og tryg, som jeg ville ønske, at min havde været,” forklarer han.

En af faderens forcer var dog at fortælle historier, og han fortalte altid den ene mere utrolige historie end den anden om sit liv.

For eksempel, at han havde været med til at lave den første computer i Holland og engang kom i fængsel for at sætte sig forrest i bussen med nogle afroamerikanere. Jelle Brandt Corstius kalder dem som sagt for Hugo-historier, og det var ikke til at vide, hvad der var sandt og falsk. ”Jeg besøgte for nylig computermuseet i Amsterdam, hvor de fortalte, at min far var med til at vedligeholde den første computer i Holland. Så lidt sandhed var der i det,” siger han.

En anden gang slog han dog op i arkivet i The New York Times og søgte på faderens navn.

En artikel fra 1961 med overskriften ”Hollandsk forfatter løsladt” dukkede op. Faderen var faktisk blevet anholdt for at sætte sig forrest i bussen med nogle sorte amerikanere. Så den Hugo-historie var både utrolig J og sand.

Storværket om reformationen

I tre bind præsenterer landets førende eksperter synspunkter på reformationens arv i nuI tre bind præsenterer landets førende eksperter synspunkter på reformationens arv i nutidens Danmark. Bogens kapitler kommer rundt om alle samfundsmæssige forhold, lige tidens Danmark. Bogens kapitler kommer rundt om alle samfundsmæssige forhold, lige fra kirken og dens ordninger, teologien og universitetet til staten og velfærden, ægteskab fra ogsalmer dens ordninger, teologien statengiver og velfærden, og kirken dagligliv, og kunst samt skoleogoguniversitetet pædagogik. til Værket dermed enægteskab bred og og dagligliv, salmer fortælling og kunst samt skole og pædagogik.

Værket giver dermed en bredtilogi alment tilgængelig om reformationens kulturelle betydning fra 1500-tallet alment tilgængelig sig fortælling om reformationens kulturelle betydning fra 1500-tallet til i dag og henvender til alle med interesse for historie, tro, kultur og samfundsliv. dag og henvender sig til alle med interesse for historie, tro, kultur og samfundsliv.

Reformationen dansk kirke kirkeog ogkultur kulturI-III I-III Reformationen ii dansk Hovedredaktører: Niels Niels Henrik Henrik Gregersen Gregersen og og Carsten Carsten Bach-Nielsen.

Bach-Nielsen Hovedredaktører: Tre bind bind med med ii alt alt 1.518 1.518 sider sider om om reformationen, reformationen, rigt rigt illustreret illustreret og og indbundet. indbundet Tre Særpris ii hele hele jubilæumsåret: jubilæumsåret: 500 500 kr. kr. Netop Netop udkommet. udkommet.

Særpris Forfattere: Tarald Rasmussen, Niels Henrik Gregersen, Carsten Bach-Nielsen, Ninna Jørgensen, Martin Arrangement på BogForum søndag d. 12. november Schwarz Lausten, Rasmus H.C. Dreyer, Jens Glebe-Møller, Jens Lyster, Lars Bisgaard, Mattias Skat Sommer,

Martin Schwarz Lausten og Havsteen, Carsten Ove Bach-Nielsen diskuterer arven efter reformationen.

Morten Fink-Jensen, Sven Rune Korsgaard, Tine Reeh, Jens Rasmussen, Ove Kaj Petersen, Ditlev Tamm, Anders Holm,søndag Lisbeth Smedegaard Andersen, Kofoed, Ingrid Markussen, Erik Arrangementet foregår d. 12. november kl. Nina 10.30Javette på Fagog debatscenen i Bella Nørr, Nils Holger Petersen, Uffe Østergaard, Hans Raun Iversen, Jørn Henrik Petersen, Lisbet ChristofferCenter. sen, Kirsten Nielsen og Lone Rahbek Christensen.

Syddansk Universitetsforlag – www.universitypress.dk

32 | Bøger 2017

Europa

Kristeligt Dagblad Lørdag 4. november 2017

Vi må genfinde respekten for dyrene Haner, der lyver for deres høns, kronhjortehinder, der sørger, og heste, der skammer sig. Det lyder som noget fra Disney. Men forfatteren Peter Wohlleben har forskningen på sin side: Dyrene er tættere på os, end vi tror

interview

Peter Wohlleben

AF TINE MARIA WINTHER

3 Født i 1964 i Bonn. Er forstmand, forfatter og leder et stort miljøvenligt skovbrug i Eifelbjergene i det sydvestlige Tyskland.

3 Han har skrevet 18 bøger. ”Træernes hemmelige liv”, der udkom på tysk i 2015 og dansk i 2016, blev hans store gennembrud. Den er solgt i 800.000 eksemplarer bare i Tyskland. Hans nye bog ”Dyrenes hemmelige liv” er netop udkommet på dansk.

3 I Tyskland er han en hyppig gæst i tv og har netop oprettet et naturakademi. Privat bor han i et skovløberhus i bjergene ved Hümmel sammen med sin kone, deres geder, heste, høns og andre dyr. Parret har to voksne børn.

winther@k.dk

Peter Wohlleben kunne ikke gøre en flue fortræd. Og lige i hans tilfælde kan man godt tage det bogstaveligt.

Da vi i forbindelse med hans første bestseller, ”Træernes hemmelige liv”, vandrede i Eifelbjergene for at opleve de gamle bøgetræer kommunikere med hinanden, havde han netop læst, at bananfluer drømmer. Og af samme grund kviet sig ved at klaske en af dem på køkkenbordet den morgen. ”Når bananfluer sover, spjætter de med benene, fuldkommen som vi kender det fra større dyr.

Selv fluer har altså drømme og sandsynligvis også en bevidsthed,” sagde han dengang.

Siden kom han sig lidt. Forstmanden er ikke fanatiker og spiser gerne kød, også fra familiens høns og geder. Men lige den dag lod han altså bananfluen på køkkenbordet drømme færdig.

Oplevelsen var en af dem, der lagde kimen til hans nye bog ”Dyrenes hemmelige liv”, der netop er udkommet på dansk, og som har fået Peter Wohlleben til at lægge vejen forbi Danmark.

Som han sidder her i hotellets foyer iført city-sko og med sin to meter lange krop klemt ned i en safaristol, ligner han en, der savner sin skov og sine gummistøvler. ”Jeg er ikke så meget for at rejse,” bekræfter han med et smil.

Men hans bøger sælger i millionoplag, og læsere fra mange lande vil gerne møde ham.

Hjemme i Hümmel, syd for Bonn, har Peter Wohlleben ansvaret for en 4000 år gammel bøgeskov. Det er også her, han iagttager de dyr, han skriver om i ”Dyrenes hemmelige liv”. Hjorte, vildsvin – og ikke mindst skovmus, der om vinteren sover i små grupper under sneen. ”Når jeg går derude, ser jeg ofte mærker efter skovmårens kløer, der hvor den har fisket en af musene ud. Jeg har altid tænkt på, at det må være en ret skræmmende oplevelse for resten. Og så stødte jeg på en undersøgelse fra McGill University i Montreal, som viser, at mus føler medlidenhed, når en artsfælle kommer til skade eller dør!”.

Peter Wohlleben læner sig ivrigt frem, når han fortæller, at forskningen fra Canada også viste, at mus har mest medfølelse med en, de kender. En nytilflytter opfatter de med andre ord ikke som deres næste. ”Når mennesker skal forklare, hvem deres næste er, mener mange også, at det er en ven, en nabo eller et familiemedlem,” funderer han.

Forstmanden studerer også de dyr, familien har ved deres skovløberhus, for eksempel hanen Fridolin, som han har med i bogens kapitel om ”løgn og bedrag”.

Fridolin er flot, men hønsene er trætte af dens ivrige tilnærmelser, så de flygter, når de ser den. Indtil Fridolin en dag med stor dramatisk sans lod, som om den fik øje på en helt særlig lækkerbisken. ”Så kom de jo løbende for at se, hvad det var. Hanen var altså i stand til at udtænke en løgn, der virkede til egen fordel,” siger Wohlleben.

Tror han, at vi om 10-20 år vil kunne tale med dyr? ”Hvis du tænker på, om vi kan lære deres sprog, er det desværre en opgave, vi griber helt bagvendt an,” siger han og giver et eksempel. ”På Facebook har mange nok set denne chimpanse, som kan tegnsprog. Forleden fik den et tøjdyr, en zebra, og fandt selv på tegnet ’hvid tiger’. Aben har altså ret kreativt lært at ’tale’ vores sprog, men som min datter sagde forleden: ’Hvis mennesket

hævder at være det mest intelligente væsen på jorden, hvorfor er det så dyrene, der skal lære vores sprog, og ikke omvendt?’.

Det synes jeg, hun har ret i.”

Som barn var det altid ham og ikke hans søskende, der studerede dyr; edderkopper i syltetøjsglas og frøer i mosen (han kan kvække som en frø). Og da han som skoledreng læste, at kyllinger han høre deres mor klukke, mens de ligger i ægget, udrugede han et hønseæg, som han talte med undervejs. Og næppe var kyllingen ude af skallen, før den rettede sine små sorte knapøjne mod den unge Peter Wohlleben, lyttede til hans stemme og ikke veg fra hans side. Tabte den ham af syne et øjeblik, lød der straks en ængstelig piben. ”Den var utrolig sød! Kun når jeg var i skole, måtte jeg efterlade den, og den blev ellevild, når jeg kom hjem igen,” husker han.

Men en ting er kæledyr, en helt anden er landbrugsdyrene.

Dem har vi mistet kontakten og følingen med, og det er et stort etisk problem, mener Peter Wohlleben.

”Hvad vi ikke ser, har vi ikke ondt af, og i køledisken vælger mange kød uden tanke for, hvordan dyrene har levet,” siger Peter Wohlleben, som i det hele taget er imod landbrugets industrialisering af dyrehold.

Man kan høre den rolige mands stemme dirre lidt, når han siger ordet Massentierhaltung. Stordrift. Hvor dyr stuves sammen, aldrig kommer ud, og smågrise kastreres uden bedøvelse. ”Hvis økonomien er så stram, at man må være grusom for at få det til at løbe rundt, bør man så ikke skifte profession?”, spørger han.

Er vi for gammeldags i vores opfattelse af dyrene? ”Vi er ikke gammeldags nok! I middelalderen behandlede man dyrene med større respekt, eftersom Bibelen er meget klar på, at dyrene også er Guds skabninger.

Det var med oplysningstiden (cirka 1690-1800, red.), det gik galt. Videnskaben opfattede dyr som produktionsenheder og naturen som en maskine. Nu kan vi se, at det var ikke den rigtige

0 Ravne behersker flere end 80 forskellige kald og kalder hinanden ved navn. Peter Wohlleben er aktuel med bogen ”Dyrenes hemmelige verden”.

Ravnen er udlånt af Peter Sunesen, Naturværkstedet i Gentofte.

– Foto: Leif Tuxen.

måde at anskue tingene på,” siger han og minder om, at ”der ikke længere sættes spørgsmålstegn ved, at dyr stort set føler det samme som os, og at de også frivilligt kan vælge at udføre uselviske handlinger”.

Har dyr en sjæl? ”I en bibelsk kontekst har de ikke, men ser man videnskabeligt på det, er sjælen en blanding af tænkning og følelser, og fra det standpunkt har dyr en sjæl,” siger Peter Wohlleben, som gerne vil forsvare dyrenes sjæl ud fra et kristent synspunkt, selvom han her ”bevæger sig på glatis”, som han formulerer det. ”En sjæl er forudsætningen for et liv efter døden, hvis man ikke tror på legemlig opstandelse. Og hvis der i den forstand findes en sjæl hos mennesket, må den så ikke også findes for dyrene? Jeg synes i hvert fald, jeg fornemmer en sjæl hos de J dyr, jeg møder.”

d n le a k le ju s et Å

r

fra Eksistensen

er

nyheder

En varmhjertet og omsorgsfuld børnebog, der handler om hvordan det er at miste og savne.

Hils far Af Hanne Dagmar Raaberg Illustreret af Mo Maja Moesgaard 200,-

En nuanceret og kritisk undersøgelse af Martin Luthers holdninger til jøden og tyrken.

Luther og “de fremmede” Martin Luthers syn på jøden og tyrken Af Martin Schwarz Lausten 179,- | E-bog: 109,-

Kærlighed er det, der bliver mere af, når vi bruger det, i modsætning til tilværelsens forbrugsgoder.

Og kærlighed er det, der forsvinder, når det får lov at passe sig selv.

Spring ud i menneskehavet med Peter A.G. i december.

31 små historier, 31 samtaler, 31 vidt forskellige liv.

Julekalenderen En vinterbaders notater fra menneskehavet Af Peter A.G. Nielsen 125,- | E-bog: 75,-

Udvid perspektiverne på din tilværelse og find kræfterne til modgang gennem troen og kristendommens verden.

Robust – Om tro og magtesløshed Af Lone Vesterdal 199,-

Eksistensen på BogForum

Mød os pÅ stand C3-031

Forfatteren til Kære Martha Lotte Lyngby fortæller poetisk og personligt om sine oplevelser som mor.

Den mor jeg var Af Lotte Lyngby 199,- | E-bog: 119,-

Matthæuseffekten Udkast til en håndbog i næstekærlighed Af Jakob Brønnum 168,- | E-bog: 100,-

Køb bøgerne på eKsistensen.dK

34 | Bøger 2017

Europa

Kristeligt Dagblad Lørdag 4. november 2017

3 ”Parallelle historier” bevæger sig i flere tidsplaner i det 20. århundrede og på forskellige steder i Mellemeuropa, men hovedsageligt i Ungarn og Tyskland. Her Kædebroen i Budapest i Ungarn. – Foto: ritzau.

Roman i mellemeuropæisk storformat Den ungarske forfatter Péter Nádas’ roman ”Parallelle historier” handler om meningsløshed, tomhed og fremmedhedsfølelse, men er så rig i sin sanselighed og sit intellektuelle overskud, at den virker opløftende

bog

888888 AF LARS HANDESTEN kultur@k.dk

Det har taget 12 år, før vi på dansk nu kan læse den ungar­ ske forfatter Péter Nádas’ mes­ terroman ”Parallelle historier” fra 2005. Det er også en ordent­ lig mundfuld både at oversætte og udgive. Og det er også en or­ dentlig mundfuld for læseren, der på én gang må tage den med ro for at kunne følge med og alli­ gevel have fart på for at kunne holde sammen på det hele. Og så taler vi endda kun om bogens første del, ”Den tavse provins”, for der er to til. ”Parallelle historier” bevæger sig i flere tidsplaner i det 20. år­ hundrede og på forskellige ste­ der i Mellemeuropa, men hoved­ sageligt i Ungarn og Tyskland.

Man hører om to familier, som dog knapt nok kan kaldes fami­ lier, da familierne dårligt nok hænger sammen, og så hører man om deres venner og elske­ re. Fælles for disse mennesker er en overvældende følelse af eksi­ stentiel tomhed og fremmedhed, som de kun momentant kan dæmme op for. En er blevet sat på kostskole som barn og er ble­ vet forladt af sine forældre. En har slet ikke nogen forældre. En anden har mistet sine to børn under holocaust. En har overle­ vet holocaust. En lever alene i Berlin uden venner.

Der sker en masse i denne ro­ man, og alligevel er det svært at referere, hvad det er, der sker. At

3 Péter Nádas’ roman ”Parallelle Historier” har været 17 år undervejs.

Men nu er den udkommet på dansk.

– Foto: ritzau.

Péter Nádas: Parallelle histo­ rier 1. Den tavse provins.

Oversat af Peter Eszter­ hás. 468 sider.

299,95 kroner.

Rosinante.

komme ind i denne roman er som at komme ind i et overmøb­ leret rum. Det er på en gang en klaustrofobisk fornemmelse og en oplevelse af en stadig udvi­ delse.

Romanen rummer en fanta­ stisk rigdom af hændelser, be­ skrivelser og filosofiske reflek­ sioner. Især de fysiologiske de­ taljer hober sig op. De kommer med en tæthed og drøjhed uden lige, så det er, som om ”luften” er mættet til bristepunktet. Det er en roman med en enorm mas­ sivitet og tyngde. Man kan få det som en af personerne, der ople­ ver verden som aldeles overvæl­ dende: ”Hun led muligvis virkelig på grund af mængden af konstant skiftende indtryk, som var umu­

lige at bearbejde, led af indtryk­ kenes overordentlige styrke og på grund af den utrolige kends­ gerning, at her i verden er alt til stede og manifesterer sig på én gang med en altovervældende styrke; ikke desto mindre ud­ strålede hun isnende indiffe­ rens og distance.”

Man kan ikke skrive en ro­ man, ja man kan ikke skrive no­ get som helst, hvor alt – fortid og nutid, her og der – er til stede på gang. Det overfyldte punkt må strækkes ud og erstattes af parallelle historier, som kan be­ skrives skiftevis. De kan endda flettes ind i hinanden, som de bliver i denne roman, hvor hvert øjeblik har sine paralleller, og hvor de parallelle linjer interfe­ rerer, men sjældent møder hin­

anden. Tilsammen kan de paral­ lelle historier illudere en form for samtidighed og rumlig sam­ mensmeltning, og det er det, Nádas’ roman gør på en overbe­ visende måde.

I romanen udvides øjeblikket, så det, der i én dimension blot varer den tid, det tager et par pramme på Donau at passere forbi, oplevelsesmæssigt stræk­ kes ud over mange sider for læ­ seren.

Det samme er tilfældet med beskrivelsen af et samleje og ve­ jen mod klimaks og orgasme. El­ skovsakten er ikke blot beskre­ vet i detaljer, hvor de fysiologi­ ske spasmer og sekreter er ud­ penslet og belagt med videnska­ belige termer, men også med de tanker og fantasier, der løber igennem de elskende.

De er sammen og sammenfil­ tret, men alligevel fjernt fra hin­ anden, selvoptagede og fanget af fantasier, der synes fortviv­ lende bedre end virkeligheden.

Det er på én gang meget sensu­ elt og ekstremt intellektuelt be­ skrevet.

Parallellerne i romanen kan dannes i den enkelte persons oplevelser, hvori erindringer og refleksioner blander sig med det nærværende og fordobler eller mangedobler øjeblikket, som det sker under det beskrevne samleje. Det kan være den an­ den person, man er sammen med, hvis bevidsthed og historie forløber parallelt. Og der kan ske parallelle ting helt andre steder i verden og på helt andre tidspunkter.

Både romanens personer og

læseren kan få oplevelsen af, at der er et utal af små historier og få store. En af personerne spør­ ger fortvivlet: ”Hvad skulle de stille op med deres egne historier, hvad skulle de stille op med andres? De slæbte alle rundt på hver deres tab, deres totale, altomfattende fallit. Der var ingen i denne ver­ den, der kunne besvare deres spørgsmål, og de fandt ingen Gud, de kunne overlade det til.”

Således er mennesket overladt til sig selv. Eller til den forfatter, der måske ikke ligefrem kan svare på deres spørgsmål, men i hvert fald formulere dem. Lige­ som han kan formulere de histo­ rier, der udgør livet. Men jo mere forfatteren formulerer, jo mere detaljeret han beskriver det menneskelige legeme og dets sekreter og lugte, des mere him­ melråbende meningsløst bliver det. Med en af romanens mange sentenser hedder det, at ”Der er ting i denne verden, der ikke er helt lette at begribe, og kun gan­ ske få af dem kan forstås ved hjælp af eksakt viden”. Man kan da nok tale om en fortolknings­ krise og et åndeligt underskud, men ikke om mangel på intel­ lektuel vilje og format. ”Parallelle historier” er en overvældende oplevelse. Det er en roman i mellemeuropæisk storformat og i familie med vær­ ker af blandt andre Thomas Mann og Milan Kundera. Lige nu gør det ikke noget, at det va­ rer lidt, før romanens sidste to bind udkommer. Jeg skal lige nå at trække vejret efter åndeløst at have befundet mig i Nádas’ pa­ J rallelunivers.

Forskellige livsveje i familien Fremragende enkelthistorier, men også enkelte overflødigheder i irske Anne Enrights kollektivroman om en familie

bog

888888 AF KRISTINE KABEL kultur@k.dk

Rammen i denne bog er velkendt. Den ældre enke Rosaleen Madigan vil sælge sit store hus i County Clare ved den irske vestkyst; et hus hun ikke længere kan passe, og hun inviterer sine fire voksne børn til en sidste jul i barndomshjemmet.

De fire søskende samles for første gang i mange år, og det skaber rammen for en gennemgående rigtig fin kollektivroman om en familie, hvor forskelligheder og uoverensstemmelser står knivskarpt, og hvor relationerne er skrøbelige og nærmest fraværende eller endda hadske.

Dækket af den alvidende fortæller tænker den ældste bror Dan i stuen hos sin mor, bænket op ved siden af sine søskende: ”Sandheden var, at det hus, de sad i, var latterligt mange penge værd, og de mennesker, der sad i det, var meget lidt værd. Fire børn på grænsen til at være midaldrende: Madigan-afkommet havde ingen trækkraft i verden, ingen substans.”

Denne underliggende, stærke negativitet flagrer imidlertid lidt i bogen, der først og fremmest er stærk i enkelthistorierne om hver af de fire børn og om Rosaleen.

Historierne udgør romanens første del, før de fire søskende Hanna, Dan, Constance og Emmet fysisk samles i barndomshjemmet i anden del.

Inden da er vi med dem i blandt andet New York, Dublin og Mali.

Den ældste bror, Dan, er på en måde et samlingspunkt, en smuk kosmopolit, men også ”et rasende tomrum af et menneske”, som der står et sted.

Vi følger ham i New Yorks bøssemiljø i begyndelsen af 1990’erne, hvor aids er blevet en barsk realitet, samtidig med at der er vilde festdage og skiftende forhold – det hele fortalt af en vi-fortæller, der holder til i periferien af begivenhederne. Det greb er velfungerende, og portrættet af Dan opslugende.

Det samme gælder historien om broderen Emmet, der i sig selv kunne være en selvstændig novelle. Emmet er som Dan rejst langt væk fra den irske vestkyst og er rasende på sin mor.

Han arbejder som nødhjælpsarbejder forskellige

WWAnne Enrights

styrke er hendes måde at skitsere et menneske på ved at zoome ind på en begivenhed, der på en og samme tid er hverdagsagtig og helt central og fortalt med både indre synsvinkel og udsyn til resten af vedkommendes liv.

steder i verden. Vi hører om ham i Mali i 2002, hvor hans kæreste går fra ham. Det er en finurlig og god tekst, mens portrættet af søsteren Hanna gør mindre indtryk, og ensomheden er sagtmodigt skildret i søsteren Constances historie.

Portrættet af moderen Rosaleen er først og fremmest modigt, fordi hun skildres med indre synsvinkel som

begyndende senil. Erindringer glider nogle steder sammen, og tiden glemmes.

Der er bevægende passager, som når hun prøver at genkalde sig Dan i New York – hvordan han så ud nu og havde set ud, sidst han var hjemme – men kun kan huske hans bløde otteårige kind mod sin. ”Den grønne vej” overbeviser i enkelthistorierne, mens for eksempel negative tanker om familien, ydre dramatik og indre forsoning i romanens anden del fremtræder lidt perifært og overflødigt.

Anne Enrights styrke er hendes måde at skitsere et menneske på ved at zoome ind på en begivenhed, der på en og samme tid er hverdagsagtig og helt central og fortalt med både indre synsvinkel og udsyn til resten af vedkommendes liv.

Bogen er et fint irsk bekendtskab, der er glimrende J oversat til dansk.

Anne Enright: Den grønne vej.

Oversat af Karen Fastrup. 320 sider. 299,95 kroner. Rosinante.

Mød os på Bogforum To håndskrevne breve fra Knud Rasmussen.

Vurdering: 3000 kr.

35

Kristeligt Dagblad Lørdag 4. november 2017

Hvad er bogen værd?

Kig forbi vores stand C4-021, hvor vi tager klenodier fra bogreolen i øjesyn og giver dig en gratis og uforpligtende vurdering.

Panelsnak med auktionshusets eksperter Journalist Mathilde Rude interviewer en række af vores specialister om jagten på de mest sjældne og værdifulde bøger og kunsteffekter.

Det sker på Bella scenen lørdag den 11. november kl. 14.00

Net auktion over danske kunstner-breve I anledning af bogmessen har vi sammensat en auktion over breve fra en række danske kunstnere bl.a. Karen Blixen, Knud Rasmussen og Adam Oehlenschläger.

Brevene sælges på bruun-rasmussen.dk søndag den 12. november kl. 14.00

Baltikavej 10 · 2150 Nordhavn, København · Telefon 8818 1111 Søren Frichs Vej 34 D · 8230 Åbyhøj, Aarhus · Telefon 8818 1100 info@bruun-rasmussen.dk · bruun-rasmussen.dk

36 | Bøger 2017

USA

Kristeligt Dagblad Lørdag 4. november 2017

Vejen til friheden

”On the Road” Skrevet i 1957 af forfatteren Jack Kerouac og baseret på hans egne og venners rejser gennem USA. Bogen er efter sigende skrevet på en næsten 40 meter lang papirrulle på blot tre uger.

For 60 år siden udkom romanen ”On The Road”, hvor forfatteren Jack Kerouac begiver sig ud på de amerikanske landeveje med en drøm om Det Vilde Vesten og en længsel efter dybere indsigt i livet. En længsel, som stadig drager nye læsere mod bogen

Beatgenerationen

AF CECILIE BECH RØNSHOLT roensholt@k.dk

I New York i 1947 sætter Sal Paradise sig ind i en Greyhound-bus med kurs mod vest, halvtreds dollars på lommen og friheden i horisonten. Målet er at finde det sande, autentiske Amerika, og hans rejsemakker er den hæmningsløse Dean Moriarty.

Sådan tager den alternative dannelsesroman ”On the Road”, på dansk ”Vejene”, læseren med på en hæsblæsende tur fra den amerikanske østkyst til vestkyst og retur. Da bogen udkom i 1957, gav den genlyd og blev et symbol på den såkaldte beat­ generation, som forfatteren Jack Kerouac var en nøgleperson i og med til at navngive.

Beatgenerationen fik angiveligt navnet, da Jack Kerouac brugte ordet ”beat”, altså ”forslået”, til at beskrive sine venner, som var en lille kreds intellektuelle i New York i 1940’erne, der meldte sig ud af samfundet og allierede sig med sorte amerikanere, homoseksuelle, narkomaner og jazzmusikere. Beatgenerationen gjorde oprør mod det amerikanske etablerede samfund og blev efterkrigstidens antiautoritære, som i dag kan ses som forløbere til ungdomsoprøret i 1960’ernes USA. I den lille gruppe af kunstnere var de mest kendte forfatterne William S. Burroughs, Allen Ginsberg og Jack Kerouac samt Neal Cassady, som kom til gruppen senere og blev et ikon for generationen med sin fandenivoldske livsstil. Den eksperimenterende livsstil herskede i beatmiljøet, hvor de skejede ud med New York og San Francisco som kulisse og jazzmusikken som baggrundsmusik, og ud af dette miljø blev ”On the Road” skabt. Men skræller man det øverste lag af fest og farver af, gemmer der sig en spirituel søgen i bogen. ”På et mere overfladisk niveau romantiserede og drømte Jack Kerouac om eventyret som landevejsridder. Men på et dybere plan søgte han svar på sine eksistentielle spørgsmål,” fortæller Gregory Stephenson, som i mange år har undervist i amerikansk litteratur på Københavns Universitet.

Jack Kerouacs længsel efter at rejse stammede til dels fra hans rastløse personlighed, men derudover hentede han stor inspiration i litteraturen, forklarer Gregory Stephenson, som har skrevet flere internationalt anerkendte bøger om beatgenerationen og anden efterkrigstidslitteratur. ”Vejen og rejsen er blandt de ældste temaer inden for litteratur og den spirituelle tradition. Heriblandt kender vi fortællingen om Josef i Det Gamle Testamente, ’Odysseen’, ’Den guddommelige komedie’ af Dante og ’Huckleberry Finn’ af Mark Twain,” uddyber han.

I ”On the Road” rejser bogens hovedperson Sal Paradise og hans ven Dean Moriarty også ud på en nutidig odysse sammen, selvom de på mange måder er hinandens modsætninger, fortæller Per Olsen, mag.art. og lektor emeritus ved Syddansk Universitet og forfatter til en bog om beatgenerationen. ”Sal repræsenterer længslen efter frelse og det himmelske paradis, hvor Dean er den livsglubske og repræsenterer det jordiske. Der er næsten tale om en moderne heltelegende, men hvor Parzival i

0 "On the Road” handler om to venners hæsblæsende rejse gennem USA og tegner et portræt af beatgenerationen, som var en gruppe unge kunstnere, der ikke ville indordne sig under det amerikanske samfund i efterkrigstiden. ­— Foto: Pixabay.

3 Jack Kerouac var opdraget romerskkatolsk og rejste ud på landevejen med en søgen efter spirituel indsigt.

— Foto: AP.

mod Østens spiritualitet og hjalp tilmed med at øge buddhismens popularitet i Vesten.

Sidenhen har også utallige kunsterne, musikere og forfattere søgt mod og ladet sig inspireret af beatforfatterne. Derudover satte ”On the Road” gang i en strøm af road trip-film, hvor vejen er i hovedsædet, heriblandt ”Thelma and Louise”, ”Easy Rider” og den danske serie ”Charlot og Charlotte”.

1200-tallet jagter den hellige gral, jagter Dean kvinder, sex, euforiske stoffer og jazzmusikken,” siger Per Olsen.

Og denne heltelegende havde forfatteren fundet inspiration til på sine egne rejser. Sal Paradise er nemlig pseudonym for forfatteren Jack Kerouac selv og vennen Dean Moriarty for den berygtede Neal Cassady, som rejste gennem USA sammen.

Neal Cassady var en tidligere gadedreng fra Denver, som efter sigende stjal 500 biler, inden han var 21 år. Han kom som en anden maskulin westernhelt rejsende til New York, hvor han forførte hele den intellektuelle gruppe. Neal Cassady stod i kontrast til den mere livsangste Jack Kerouac og blev en personificering af Det Vilde Vesten og katalysatoren for, at Jack Kerouac turde rejse ud på landevejen.

Jack Kerouac var nemlig opdraget romersk-katolsk, og religionen var både en hindring og et centralt tema i hans liv og forfatterskab. Han prøvede at løsrive sig fra sin religiøse opvækst ved at rejse, men satte samtidig pris på mange kristne værdier og så op til figurer som Frans af Assisi.

I sin evige eksistentielle søgen i både liv og forfatterskab prøvede Jack Kerouac også kræfter med buddhismen, som ligeledes spillede en stor rolle i beatgenerationen. Her søgte mange medlemmer

I dag har romanen stadig en status som et særligt værk. Ifølge Gregory Stephenson, lektor emeritus i amerikansk litteratur, var beatgenerationen hverken de bedste eller vigtigste efterkrigstidsforfattere, men udgjorde alligevel en vigtig generation. ”Beatgeneration lykkedes på mange måder med at være ærkeamerikanske i deres vilde måde at udtrykke sig på og i deres mangel på respekt over for begrænsninger og regler,” fortæller Gregory Stephenson.

Men beatgenerationen er ikke de eneste med mangel på respekt over for regler. ”On the Road” skulle nemlig efter sigende være en af de bøger, som oftest bliver stjålet fra boghandlere. De skruppelløse foretrækker åbenbart også at læse om de skruppelløse. Og længslen efter frihed og drømmen om vejen får stadig nye generationer til at kaste sig over den oprørske gruppe fra efterkrigstiden. ”Den vedvarende interesse i Jack Kerouac og andre forfattere fra beatgenerationen viser, at nutidens læsere stadig søger efter en dybere indsigt, end de finder i de mere materielle distraktioner og tomme aspekter ved livet,” fortæller Gregory Stephenson.

Per Olsen fra Syddansk Universitet deler nogle af de samme betragtninger. ”On the Road” udgør et tidløst univers, hvori unge mennesker – med rygsækken over skulderen – stadig i dag kan spejle deres drømme, fantasi og seksualitet i bogen og finde deres fædre, deres rødder og identitet, fortæller Per Olsen.

I ”On the Road” har de to venner bevæget sig længe gennem det amerikanske landskab, og så længe de er i bevægelse, lever drømmen stadig.

Men da de to venner endelig når Mexico City, forlader Dean Moriarty Sal Paradise, da han bliver syg, og her krakelerer billedet endelig af den vilde ven og Det Vilde Vesten.

Rusen har lagt sig, vejens støv føles mere beskidt end autentisk, og pludselig leder vejen Sal J Paradise hjem til New York.

Navnet beskriver en ”træt” eller ”forslået” generation, som blev startet af en kreds af litterære intellektuelle i New York i efterkrigstiden.

Gruppen blev offentligt kendt i 1950’erne for at gøre oprør mod autoriteter og deres ønske om spirituel og seksuel frigørelse.

Beatgenerationen har inspireret adskillige musikere og forfattere som Bob Dylan, The Beatles og Hunter S. Thompson.

HHHHHH

“fRemRaGende... Rystende oRiGinalt“ “foRmåR at få os til at tabe undeRkæben af baRe benovelse” “dRistiG filmkunst af den alleRfineste slaGs” cphculture

med krop og sj l en film af

ildiko ldiko enyedi

i biograferne nU

38 | Bøger 2017

USA

Kristeligt Dagblad Lørdag 4. november 2017

”Jeg er ikke ude på at censurere historien” Ondskab fylder i den amerikanske historie, mener forfatteren Colson Whitehead, der har skrevet en bog om et mørkt kapitel i den historie: slaveriet

interview

for ondskab. Måske bliver vi med tiden lidt mindre racistiske, lidt mindre intolerante og lidt bedre til ligestilling mellem kønnene, men det går meget langsomt.”

Et skridt på vejen var, da Barack Obama blev valgt som præsident, mener han. ”Vi troede ikke, vi kunne få en sort præsident, men så var han der pludselig,” siger Colson Whitehead og slår ud med armene. ”Med Obama har vi måske overvundet nogle af vores dæmoner. Det var et skridt fremad, men nu er vi så gået et stort skridt tilbage igen med Trump.”

For Colson Whitehead er det så frustrenede med Donald Trump som præsident, at han dårligt nok kan tænke på andet, siger han. ”Det, der sker i Det Hvide Hus, er meget distraherende. Faktisk følger jeg så meget med i den situation, at jeg ikke får læst særlig meget litteratur for tiden. Det er, som om jeg kun orker korte læsninger som noveller.”

AF TINE MARIA WINTHER winther@k.dk

Colson Whiteheads nyeste roman, der handler om et af de mørkeste kapitler i USA’s historie, slaveriet, rammer lige ned i det amerikanske opgør om retten til nationens historie.

Hovedpersonen i ”Den underjordiske jernbane”, 16-årige Cora, er markslave på en bomuldsplantage i Georgia. Her hersker pisk, voldtægt og dehumanisering – kulminerende med en scene, hvor en bortløben slave, der er fanget igen, bliver brændt levende. Randall-plantagen er et helvede på jord. En apokalypse.

Efter endnu et voldsomt optrin på plantagen flygter Cora, og det foregår via ”den underjordiske jernbane”. Begrebet er et udtryk for det netværk af mennesker, der hjalp slaver til at flygte, men Whitehead har gjort jernbanen fysisk, så den i romanen er gravet ud under Sydstaterne med skinner, perroner, mudder og mørke. Togene kører efter tidsplaner og betjenes af gemytlige lokoførere, for eksempel Tom, hvis overskæg ”krøllede i enderne og vippede op og ned i takt med hans begejstring”.

Hvorfor har Colson Whitehead valgt genren fantasy til at skrive om en historisk periode, der er så grotesk, at man næppe behøver at lægge noget til? ”Når man begynder med at ændre betegnelsen for et netværk til en virkelig jernbane, er det magiske jo allerede med i strukturen. Stationerne nordpå bruger jeg til at føre Cora igennem forskellige stater, som er hver deres udgave af Amerika.

Havde det været en realistisk fortælling, kunne jeg ikke have den samtale med historien, jeg har. Fantasierne gav mig mulighed for at gøre noget andet, end hvis jeg havde holdt mig til fakta,” siger forfatteren.

Hovedparten af romanen foregår i 1850’erne, og Colson Whitehead bruger ofte formuleringer som: ”Niggere satte ikke vagtposter for deres døde. Niggere hamrede ikke på sheriffens dør.”

Og: ”Det nye tøj var ikke lavet af stift negerstof.” ”Jeg skriver nigger og neger, fordi de ord er historisk korrekte. En slaveejer sagde ikke ”nu vil jeg piske min afrikanske amerikaner,” han sagde ”nu vil jeg piske min nigger.”

Så her bevarer du historien, selvom de ord i dag opfattes nedladende og undertrykkende? ”Jeg er ikke ude på at censurere historien. ”Nigger” er et ord, som blev brugt i en anden kontekst – jo, det er stødende i dag,

0 ”Jeg tror generelt, amerikanere er et hadefuldt folk.

Racisme og intolerance og manglende ligestilling mellem kønnene – vi har det hele,” siger Colson Whitehead om sine landsmænd. Her sidder forfatteren på trappen til sit danske forlag.

– Foto: Emil Kastrup Andersen.

Hvem skriver du selv til, hvem er din målgruppe til for eksempel ”Den underjordiske jernbane”? ”Jeg tænkte ikke på læserne, da jeg skrev, men på, om jeg kunne få min idé til at fungere.

Det var en skør tanke, der stammer fra, at jeg som barn troede, at der var tale om en fysisk underjordisk jernbane. Og jeg havde egentlig ikke tænkt, at det var en bog om slaveri, den idé skulle ende i. Faktisk tog det mig 16 år, fra jeg fik jernbaneidéen, til jeg skrev romanen.

Dengang havde jeg været for ung og ikke en god nok forfatter til at skrive en bog om slaveri.” men jeg er ikke sikker på, hvordan man skulle tage det ud af en bog, der foregår midt i 1800-tallet.”

For syv år siden slettede flere forlag dog ordet ”nigger” fra genudgivelser af Mark Twains roman ”Huckleberry Finn”. Mener Colson Whitehead, det var forkert? ”De rigtige kopier af Mark Twains bøger har stadig N-ordet i sig.”

På Randall-plantagen i romanen er der ikke meget tale om tro, og senere på et ophold i flugten i North Carolina vil Cora ikke med i kirke. Også her spiller fortidens synder en rolle. ”Historisk set har Bibelen været offer for fortolkninger, abolotionisterne (modstandere af slaveri, red.) kunne pege på skriftsteder og sige, at slaveri var en synd i Guds navn, mens tilhængerne af slaveriet fandt andre steder, som de mente gav dem ret til at holde folk i lænker. Kristendommen blev brugt som et redskab til kon-

trol og som undskyldning for ens handlinger. Nogle plantageejere lærte deres slaver om Bibelen, fordi de mente, det var en god måde at pacificere dem på og gøre de daglige rædsler tålelige, mens andre forbød dem at tro, fordi de var bange for, at motivet om frelse skulle skabe et håb om frihed,” siger han. ”Derfor giver kristendommen ingen mening for Cora sammenlignet med hendes hverdag.”

Colson Whiteheads egne forfædre ”må jo have været slaver”, som han formulerer det, men han interesserer sig ikke for slægtens fortid. ”Mine bedsteforældre døde, før jeg blev født, og mine forældre talte sjældent om dem, så jeg har ikke nogen stærk slægtsfølelse.

Selvfølgelig kan man finde ud af noget i arkiverne, hvis plantageejerne holdt regnskab over deres slaver, men jeg har aldrig selv ledt.”

For nylig sendte en af Colson Whiteheads læsere ham noget do-

kumentation om hans farmor, som angiveligt kom til USA fra Barbados via Ellis Island. Ellis Island er den ø ved indsejlingen til Jersey City, hvor man mellem 1892 og 1934 modtog flere end 12 millioner indvandrere til USA. ”Barbados havde en sukkerplantagekultur, så formentlig er oplysningerne rigtige. Måske viser jeg dem til min mor. Hun er interesseret i slægtsforskning. Hendes familie kom nordpå fra Virginia i 1930’erne, og hun kan spore sin familie tilbage til sidst i 1700-tallet, mens min fars far var halvt sort, halvt indianer,” siger han og virker alligevel lidt interesseret i slægten. ”Den underjordiske jernbane” er en uforsonlig roman. Hvordan ser forfatteren fremtiden tegne sig for sorte og hvide amerikanere? ”Jeg tror generelt, amerikanere er et hadefuldt folk. Racisme og intolerance og manglende ligestilling mellem kønnene – vi har det hele. Vi har en stor kapacitet

Colson Whitehead 3 Født den 6. november 1969 i New York, hvor han stadig bor. Han og hans kone, som er litterær agent, har to børn.

3 Har skrevet flere romaner, men fik sit gennembrud med ”Den underjordiske jernbane” i 2016 (dansk 2017). ”Den underjordiske jernbane” blev valgt som bog til Oprah’s Book Club 2.0, og præsident Barack Obama havde den på sin liste over bøger, han ville læse i ferien.

3 For romanen modtog han flere priser, blandt andet Pulitzerprisen 2017.

WILHELM HANSEN MUSIKFORLAG gamle pavillon · I den mellemste køje · I fjerne kirketårne hist · I Got You (I Feel Good) · I Just Called to Say · I mine øjne · I Want to Know What Love Is · I Will Always Love You · I Wish · If You Could Read My Mind · If You Leave Me Now · In the Sand · Ind i mørket · Into My Arms · It’s Too Late · Jalousi · Jeg drømmer et land · Jeg er ikke som de andre · Jeg er så ked a’, den hænger ned a’ (Hængepilen) · Jeg har aldrig fået noget · Jeg har aldrig kysset andre end Marie · Jeg har min hest, jeg har min lasso · Jeg holder fast · Jeg’ i live · Jeg snakker med mig selv · Jeg vil bygge en verden · Jolene · Jorden skal danse · Jumpin’ Jack Flash · Kalder mig hjem · Kammerat med solen · Kammerat, vær en mand · Karma Police · King’s Garden · Kloden drejer · Knap en bajer op · Kun for mig · Kyndelmisse · Kys det nu (det satans liv) · Kys mig godnat · Kære lille mormor · Kære linedanser · Kærester · Kærlighedens kispus · Køb blomster, køb blomster · København · København i dine øjne · Landet · Langebro · Last Dance · Lav sol over Århus · Lay All Your Love on Me · Layla · Let’s Stay Together · Liden sol · Lige dér hvor hjertet slår · Lille du · Lille fregnede Louise · Lille frøken Himmelblå · Lille sommerfugl · Lille taarbæktøs · Lipstick Lies · Livet er kort · Lolland-Falster · Loser’s Game · Losing My Religion · Lost in the Fire · Love Goes On Forever · Love Shine a Light · Lyset · Længsel · Maggidudi og jeg · Malene · Mama Said · Mandagsstævnemøde · Mercy · Midsommer · Min Amanda var fra Kerteminde · Mine øjne de skal se · Mirakelnatten · Miss You Like Crazy · Mit land · Mogens og Karen · Mormors kolonihavehus · My Convictions · My Destiny · Månebarn · Måske ku’ vi · Natsværmer · Nattevagt · Nattur · No One’s Gonna Love You · No Peace Like in Heaven · Nordisk Hymne · Når der kommer en båd med bananer · Når en sailor går i land · O, Marie jeg vil hjem til dig · Only Teardrops · Opad eller nedad · Over byen · Over My Shoulder · Paradise · Pas på den knaldrøde gummibåd · Pigelil · Pigen fra Fyn · Right Here Next to You · Rigtige venner · Riverside · Rocket Brothers · Ruby Tuesday · Rør ved mig · Say You Say

Me · Sejle op ad åen · Sexchikane røde roser · Trouble Is · Du burde · She Will Be Loved · Shower the købe dig en tyrolerhat · Tyve tønPeople · Sidder på et værtshus · Sig der land · Tænker altid på dig · Tøgodmorgen · Sigter efter månen · brud · Ud af mørket · Uden forsvar Sikke han kan – og så så længe · Under stjernerne på himlen · Used · Sikke’n fest (vi har haft nu i nat) to Be · Veras vinterven · Verden i · Silverflame · Sitting in a Room · stå · Vi danser rock, danser rul · Vi Skinny love · Skygger af skønhed · har kun én sol · Vi maler byen rød Slip det fri · Smil eller dø · Smilende · Vi venter på det lys · Vil natten Susie · Snevejr · So Beautiful · Soli- nu vige, vil dagen nu gry · Vintermorgen · Vuggevisen · Waiting for tudevej · Solskin ombord · Som året 14,5 mm går · Someday · Sommer i Europa Love · Waterfall · When We Were · Sommer og sol · Sommergryder Young · Wicked Game · Wimmers-

SANGBOGEN

10.000 Nights (of Thunder) · 2 mod verden · 7 Years · ABC-visen · Aftenland · Aftensang · All the Right Reasons · Alt er fint · America · Angel · Another Love · Beautiful Day · Beautiful Night · Because You Loved Me · Bjælkehuset · Blændværkstimen · Born to Be Wild · Brændt · Brændt · Byen sover · Børn af natten · Chasing Cars · Chasing Pavements · Clocks · Cool Kids · Copenhagen · De nære ting · Demons · Den gule flyver · Den sorte fugl · Der er lys i lygten · Der kom et glimt af sol idag · Det er en kold tid · Det er så let · Det kom som en susen · Det’ lige det · Det var på Capri · Det var på Frederiksberg · Din røde kjole · Disco Tango · Don’t Let the Sun Go down on Me · Don’t Wanna Dance · Driving Miss Mia · Drømmer jeg · Du’ det dejligste · Du elsker bedre · Du kan gøre hvad du vil · Du kom med alt det der var dig · Easy · Efterår · Elephant · Elsk mig i nat · Elskes af dig · Empire State of Mind, Pt. II · En er for lille · En lille melodi · En lille ring af guld · En sang om kærlighed · Engel · Engle · Billet mrk. (Ensom dame 40 år) · Every Little Part of Me · Everybody Hurts · Everything · Everywhere · Fact - Fiction · Fandens oldemor · Feel · Fire and Rain · Flower-Powertøj · Fool’s Corner · For dig ku’ jeg gøre alting · For livet, ikke for skolen · Forgiveness · Forårsnat · Frit land · The Funeral · Fut i fejemøjet · Fyldt af glæde over livets under · Gennem ild og vand · Gi’ os lyset tilbage · Gid du var i Skanderborg · Giv mig hvad du har · Give Us a Little Love · Go’e gamle fru Olsen · Gyldenlakken · Gøngemarchen · Gå stille og tyst – · Går gennem tiden · Hang with Me · Happy · Hard to Say I’m Sorry · Heartbeat · Heaven · Hej for dig og hej for mig · Her i lejren · Her i vores hus er glæde · Her må alle blomster dø · Here Today · Hils fra mig derhjemme · Himmelhunden · Hip hurra, det’ min fødselsdag · Hjem til Århus · Hjemmebrænderiet · Hjerter af honning · Hollow Talk · Honesty · Honky Tonk Women · Hot Hot · House in the Country · How to Save a Life · Hvad er nød for Herrens trone · Hvem har du kysset i din gadedør · Hvide måge · Hvis tårer var guld · Hvor er alle drømmene du drømte · Hvorfor går Louise til bal · I den

SANGBOGEN 5 · Sommernatsblink · Stuck in My Heart · Størst af alt er kærligheden · Sultans of Swing · Superior · Suspicious Minds · Sympathy for the Devil · Søvnløs · Så går vi til enkebal · Så tag mit hjerte · Såd’n var det ikke i halvfemserne · Ta’ med ud å fisk · Tak er kun et fattigt ord · Take It as It Comes · Taxa · Ten Miles · The Balcony · The Fear · The Night Believer · The River · The Rules · The Story in Your Eyes · The Valleys · Thriller · Til en følsom veninde · Til en veninde · To mennesker på en strand · Tre

vej · Winter · Words · Y.M.C.A. · You Are So Beautiful · You Can’t Hurry Love · You Cry Sometimes · Your Latest Trick · You’re the Inspiration · Zebra · Ønsker · Åh, disse minder · Åh, hvor jeg, ih, hvor jeg, uh, hvor jeg vil!

UDKOMMER 10. NOVEMBER

Vejl. pris. kr. 449,00 (inkl. moms)

40 | Bøger 2017

USA

Kristeligt Dagblad Lørdag 4. november 2017

En genfortælling af en valgkamp ”Hvad skete der?”, spørger Hillary Clinton i en erindringsbog om præsidentvalget. ”Du tabte,” svarer anmelderne

bog

Hillary Rodham Clinton: ”What Happened”. 494 sider. 30 dollars.

Simon & Schuster.

SIDSEL NYHOLM SKRIVER FRA USA nyholm@k.dk

Hvad skete der i november 2016, da favoritten Hillary Clinton, en af USA’s mest erfarne og kompetente politikere, tabte præsidentvalget til Donald Trump, den mest upopulære og skandaleombruste præsidentkandidat i USA’s moderne historie?

Det spørgsmål forsøger Hillary Clinton selv at besvare i sin erindringsbog ”What Happened” (Hvad skete der), som udkom i USA i september, og som lige siden har ligget højt på amerikanske bestsellerlister.

I bogen erkender Clinton, at der var ”et grundlæggende misforhold” mellem hendes tilgang til politik og det, ”som en stor del af landet ønskede at høre”. ”Når folk er vrede og leder efter nogen at bebrejde, ønsker de ikke at høre din 10-punkts-plan for at skabe job og hæve lønninger. De ønsker, at du også er vred,” skriver hun.

I bogen beskriver den tidligere præsidentkandidat også, hvordan hun i ugerne efter valgdagen befandt sig i en slags choktilstand, som hun fandt en vej ud af ved hjælp af familie, gode venner, yoga, vandreture og andre sysler.

0 I sin fortælling om valgkampen gør Hillary Clinton det klart, at hun ville ønske, hun kunne rejse tilbage i tiden og gøre visse ting om.

– Foto: Ryan Remiorz, Abacapress/ ritzau.

”Det var ikke kun åndedrætsøvelser og yoga; jeg drak også en god del Chardonnay,” erkender hun.

I sin ligefremme genfortælling af valgkampens højde- og lavpunkter gør Hillary Clinton det klart, at hun ville ønske, at hun kunne rejse tilbage i tiden og gøre visse ting om. Eksempelvis fortryder hun grueligt den såkaldte e-mailskandale, som handlede om hendes brug af en privat e-mailkonto i sin tid som USA’s udenrigsminister, og som i valgets afgørende fase var med

til at slå hendes kandidatur ud af kurs, da daværende FBI-direktør James Comey halvanden uge inden valgdagen bekendtgjorde, at agenturet efterforskede nye oplysninger i forbindelse med den ellers afsluttede sag. ”What Happened” er også historien om, hvordan det er at være den første kvindelige præsidentkandidat i USA’s historie.

En af bogens mest opsigtsvækkende passager omhandler den anden præsidentdebat i St. Louis, hvor de to kandidater skulle dele en lille scene. Hillary Clinton beskriver malende i bogen,

hvordan en nærgående og intimiderende Donald Trump fulgte hende rundt på scenen og nedstirrede hende, og hun spørger retorisk, hvordan hun burde have håndteret situationen. ”Bevarer du roen, bliver ved med at smile og fortsætter, som om at han ikke gentagne gange havde invaderet din intimsfære?

Eller vender du dig om, ser ham i øjnene og siger højt og tydeligt: ’Skrid, din klamme stodder.

Fjern dig fra mig. Jeg ved, at du elsker at intimidere kvinder, men du kan ikke intimidere mig, så flyt dig,’” skriver hun. ”What Happened” modtages blandet af amerikanske kritikere og politiske analytikere. Flere kritiserer bogen som frugtesløst navlepilleri. ”Vi ved, hvad der skete. Den værst tænkelige kombination af kræfter sprøjtede gift ind i den amerikanske stats årer. Det føles for nogle godt på samme måde, som den første dosis af narkoti-

ka føles godt, og det vil have det samme triste resultat. Spørgsmålet bør ikke være: ’Hvad skete der?’. Det er: ’Hvad gør vi nu’,” skriver Tom Toles i avisen Washington Post.

Bogen er i højere grad et forsøg på at bortforklare end at forklare, skriver også Thomas Frank i avisen The Guardian. ”Ingen ægte skyld lægger sig noget sted tæt på Clintons person. Og alt imens hun velvilligt slås med det større historiske spørgsmål om, hvorfor folkets parti visner, mens uligheden vokser, giver hun aldrig et tilfredsstillende svar. I stedet er hovedparten af skylden rettet udadtil mod velkendte mistænkte såsom James Comey, russerne og medierne,” skriver han.

I avisen The Politico har Jeff Greenfield en anden tilgang. I den åbenhjertige ”What Happened” har Hillary Clinton, der igennem sit kvarte århundrede i amerikansk politik ofte er blevet skildret som hemmelighedsfuld og ”uautentisk”, endegyldigt vist amerikanerne, hvem hun egentlig er, skriver han. ”Hendes bog lader ane, at den person, som vi har set i løbet af det seneste kvarte århundrede, og den person, som vi har set forsøge at blive præsident to gange, er den autentiske HillaJ ry,” skriver han.

Amerika som en vildfarelse Colson Whiteheads Pulitzerpris-vindende roman ”Den underjordiske jernbane” kom til Danmark i denne bogsæson og fortjener al den ros, den har fået i hjemlandet

bog

888888 AF KRISTINE KABEL kultur@k.dk

Johannes’ Åbenbaring tilbyder en kodet skildring af helvede på slaveplantagen, tænker Cora, den flygtende slave i Colson Whiteheads internationale gennembrudsroman. Grusomheder mod afrikanere bragt til sydstaterne som slaver kender vi som en dyster del af USA’s historie, med vidtrækkende konsekvenser for landet og den politiske debat også i dag.

Det er som et traume, der til stadighed gøres til genstand for kunstnerisk behandling som her i ”Den underjordiske jernbane”, der har fået massiv opmærksomhed og modtaget Pulitzerprisen i år.

Romanen indledes stilistisk stærkt med at trække læseren ubønhørligt og rytmisk gennem rædslerne i den bomuldsplantage i delstaten Georgia, som Coras mormor, Ajarry fra Ouidah, i sin tid blev solgt til.

Colson Whitehead: Den underjordiske jernbane.

Oversat af Vibeke Houstrup Christensen. 304 sider. 300 kroner. Politikens Forlag.

Piskeslag, voldtægter og afrevne kropsdele er en del af hverdagen. En bortløben slave fanges og udsættes i tre dage for pinsler, inden han steges levende, mens ejeren Terrance Randall bespiser sine gæster ved siden af.

Helvedet på slaveplantagen kan vitterligt tolkes som Satans regeren på jord, som allusionen til Johannes’ Åbenbaring lægger op til. Brutaliteten skildres uden følelser fra de involverede, det er, som om rædslerne ikke giver plads til menneskelighed. Som læser kan man ikke undgå at blive påvirket.

Kun to gange lader Whitehead sin unge hovedperson Cora reagere. Første gang da hun er ved at få stjålet sit lille jordlod i landsbyen af en af de andre slaver.

Anden gang da en lille dreng, som hun er tæt på, overfaldes af den fulde ejer: ”Hun havde set piger og drenge, yngre end ham her, blive pisket uden at have gjort noget. Denne aften fyldtes hendes hjerte af denne samme følelse. Den bed sig fast, og inden slaven i hende fik over-

taget mennesket, lå hun bøjet over drengens krop som et skjold.”

Kort efter optrinnet flygter den på det tidspunkt 16-årige Cora fra plantagen på slaven Caesars initiativ. De bevæger sig gennem South Carolina, North Carolina, Tennessee og Indiana og når til sidst Norden, et sted med vandløb og bjerge. Rejsen er en rejse væk fra slavetilstanden for Cora, som mod slutningen både kan læse og græde hulkende over det, hun har oplevet. Det er et velfungerende greb at indlægge denne bevægelse fra det ydre til det indre, så ikke kun Cora selv kommer til at rumme et følelsesliv, men også læseren oplever, at hun træder frem som menneske.

Rejsen gennem staterne er også en rejse gennem koncentrater af det hvide Amerikas behandling af afrikanske amerikanere. I South Carolina oplever Cora og Caeser således overskud og mere ordentlige forhold for de farvede.

Men bag venligheden viser det sig, at der udføres racehygi-

ejniske forsøg og igangsættes initiativer med tvangssterilisering. Som en læge formulerer det: ”Med en strategisk sterilisation – først kvinderne, men med tiden begge køn – kan vi befri dem af deres trældom uden frygt for, at de vil slagte os, når vi sover.”

Selvom der undervejs er indføjet små dokumentariske notitser fra første halvdel af 1800-tallet med efterlysninger på bortløbne slaver, omformer Whitehead i sin fortælling tid og sted og indsætter med et magisk træk det, som en stationsforstander i romanen benævner Guds værk: den underjordiske jernbane.

Mens der i virkelighedens Amerika fandtes et net af mennesker, der hjalp slaver med at flygte fra syd mod nord og tilbød gemmesteder undervejs, er dette net i romanen forvandlet til en konkret jernbane. Hemmelige stationer med små bænke er bygget under gulve i lader og under forladte huse, og skinnerne løber gennem hele landet.

Det er denne jernbane og dens hjælpere, der transporterer sla-

verne gennem et symbolsk nattemørkt land.

Men ingen flugt uden en forfølger. I romanen sætter slavefangeren Ridgeway stålsat efter de flygtende, fordi det ikke lykkedes ham at finde Coras mor Mabel, da hun i sin tid også undslap plantagen.

Forfølgelsen udgør et spændingsmoment gennem hele romanen, men det fængslende ved ”Den underjordiske jernbane” er dens greb om sin hovedperson og om det Amerika, de flygtende oplever. Det er et dystert portræt, der fremskrives, og kritikken formuleres blandt andet af agitatoren Lander. Fra en talerstol på et fristed for farvede i Indiana, hvor Cora opholder sig, karakteriseres Amerika som en vildfarelse, der bygger på et fundament af mord, tyveri og grusomhed.

Vigtigt for Whiteheads i øvrigt godt oversatte fortælling er også dens rytme. En vekslen mellem udpenslede beskrivelser og så hurtige antydninger, der muliggør spring i handling, skaber en overlegen og næsten aggressiv fremdrift gennem det ubærlige.J

Ny historieserie i småbidder

100 bøger, 100 sider, 100 kr. Vi gør en lang historie kort 100danmarkshistorier.dk

12 bøger om året i otte år.

Fås som trykt bog, lydbog, e-pdf og ePub

–

Støttet af A.P. Møller Fonden

Aarhus Universitetsforlag

42 | Bøger 2017

Internationalt

Kristeligt Dagblad Lørdag 4. november 2017

Judas som den første og eneste kristne Alle tiders store skurk, Judas, tages i forsvar i ny tankevækkende roman af Amos Oz. Den handler om idealisten, der bliver til forræder i de rettroendes øjne

bog

888888 AF LARS HANDESTEN kultur@k.dk

Var Judas slet ikke forræder, men den første og eneste kristne nogensinde?

Spørgsmålet bliver stillet i Amos Oz’ roman ”Judas” af en ung studerende, Shmuel, der skriver om jødernes syn på Jesus.

I 1959 sidder han og arbejder på sit speciale på universitetet i Jerusalem. Der er ting i Det Nye Testamente, han ikke kan få til at passe, og han udkaster den teori, at Judas var med til at iscenesætte korsfæstelsen af Jesus.

Det gjorde den velhavende Judas ikke for sølle tredive sølvpenges skyld, men fordi han troede, at Jesus ville og kunne stige ned fra korset og bevise sin guddommelighed. Judas troede på Jesus, ja, han var i virkeligheden Jesu mest hengivne apostel.

Da Jesus blev forladt af sin Gud og døde, tabte Judas troen.

Hans liv blev så tomt og me-

Amos Oz: Judas.

Oversat af Hanne Friis. 296 sider. 299,95 kroner.

Gyldendal.

2 Amos Oz’ roman ”Judas” er både tankevækkende og udfordrende. – Foto: ritzau.

ningsløst, at han begik selvmord.

Men som vi ved, så blev Judas ikke fejret for sin tro, men blev til alle tiders store forræder.

Selvom Jesus og hans disciple også var jøder, så blev det Judas, der kom til at bære al skylden.

Han alene blev identificeret med jøderne.

Forræderen findes imidlertid alle steder og til alle tider. Jøderne i Palæstina i det 20. århundrede har også haft sine. Eller rettere sagt: De har udpeget nogle til at være forrædere. Det handler Oz’ roman også om.

Shmuel forelsker sig i ved første blik.

I løbet af sine tre måneder i huset får Shmuel indblik i familiens tragiske historie. Ataljas mand, Walds søn, er blevet dræbt i krig. Og de to efterladte lever nu en mærkelig skyggetilværelse i huset, der forfalder omkring dem.

Men der er også en fjerde person med i dette kammerspil.

Ataljas afdøde far var nemlig medlem af den zionistiske verdensbevægeles forretningsudvalg og Jewish Agency.

Denne fiktive figur har således været tæt på virkelighedens Ben-Gurion, der som leder gik ind for dannelsen af en israelsk stat. Ataljas far, Shealtiel Abravanel, gik derimod ind for jødernes fredelige sameksistens med araberne i et fælles Palæstina.

Men i en verden, hvor der kun

Den unge Shmuel, der skriver om Jesus og dermed også om Judas, kommer ikke blot tilbage til Jesu tid, men kommer også på sporet af en intrikat historie fra det nye Israel. Det sker, da hans far går fallit, hans kæreste forlader ham, og han indstiller studierne. I stedet får han et job hos en ældre invalid, men intellektuelt skarp mand, Wald, som han skal underholde med samtale hver aften – mod kost og logi. I huset, bor også dennes 45-årige svigerdatter Atalja, som

findes sort og hvidt, er der ingen plads for en drømmer som Abravanel. Og ingen vil høre på ham.

Hans egen svigersøn drog med i krig og blev dræbt. Og Abravanel blev udråbt som forræder og ekskluderet af den zionistiske top.

Der er ligheder mellem Abravanel og Jesus, som der er det mellem Abravanel og Judas. Det afhænger af øjnene, der ser og bedømmer.

Amos Oz får fortalt denne historie, så han selv står i fare for at blive anklaget for at være en blåøjet forræder – en Judas – af såvel jøder som kristne. Men ikke desto mindre er det også drømmere, modsigere og ”forrædere”, der har ført verden videre. Nogle gange til et bedre sted. Andre gange har de gjort verden til et helvede. ”Judas” er noget svag i sin skildring af personerne, hvoraf kun Shmuel foldes rigtigt ud, mens de andre forbliver skyggemennesker. Men den er under alle omstændigheder en interessant og tankevækkende roman, der udfordrer såvel kristne som J jødiske forestillinger.

Giv livskvalitet

i den sidste tid

Din gave kan hjælpe Hospice Forum Danmark i arbejdet for udbredelsen af hospicetanken og visionen om, at alle døende og deres pårørende skal have adgang til den rette omsorg og støtte, når de har behov for det, uanset hvor de befinder sig og hvem de er.

• for flere hospicepladser for såvel børn Vi arbejder: som voksne • for bedre vilkår for uhelbredeligt syge • med oplysning og rådgivning og deres pårørende • med opbygning af netværk på tværs • for lige rettigheder for børn og voksnes • med udvikling af den frivillige indsats adgang til palliation

Vi rådgiver gerne om oprettelse af testamente.

STØT hospicearbejdet:

Bank: Reg.nr. 1944 Kontonr. 8896 223 829 MobilePay: 5118 3192

KONTAKT sekretariatet:

Tlf.: 21 47 55 44 ▪ Mail: Hospiceforum@hospice.dk

w w w. h o s p i c e f o r u m . d k

43

Kristeligt Dagblad Lørdag 4. november 2017

Et stumt skrig fra Syriens helvede Den syriske forfatter Samar Yazbeks roman er en frygtelig påmindelse om de rædsler, som verdenssamfundet har accepteret i Syrien

bog

888888 AF MARCUS RUBIN kultur@k.dk

For Jean-Paul Sartre var helvede andre mennesker. Andres uønskede selskab kan bestemt være frygteligt belastende, men efter at have læst den syriske eksilforfatter Samar Yazbeks nye roman om en stum piges lidelser i den syriske borgerkrig står det lysende klart, at livet i Syrien er ubeskriveligt meget værre end Sartres smålumre helvede. ”Du må ikke dø” er titlen på romanen, som – lad det være sagt med det samme – er ekstremt svært at læse. Først og fremmest fordi det hele er så gruopvækkende forfærdeligt og meningsløst. I bogen følger Yazbek en stum og mentalt skrøbelig piges rejse gennem borgerkrigens rædsler. Fra en meget beskyttet tilværelse på sit værelse og i skolen bliver Rima, som pigen hedder, med ét kastet ud i krigen.

Hendes mor har taget hende med på en tur til en anden kvinde, men bliver ved et uheld dræbt ved et af de mange checkpoints. Alene beskrivelsen af turen gennem de mange, mange checkpoints i Damaskus, den uendelige ventetid og den måde, soldaterne og efterretningsofficererne uden at tøve tæsker folk på, får hårene til at rejse sig.

Men det bliver meget, meget værre. Rima bliver såret og kommer på hospital, hvor hun hører oprørerne bliver tortureret og mishandlet. Efter nogle dage bliver hun hentet af sin bror – der har tilsluttet sig oprørerne – og flygter fra det ene område til det andet.

Alt er kaos omkring hende, både fordi hun ikke forstår, hvad der sker, men også – og det viser Yazbek på imponerende vis – fordi det hele er kaos.

Alt kan ske i krigen, hvor regeringen bomber og gasser befolkningen, og hundredvis af oprørsgrupper kæmper med hinanden. Og alt sker for vores Rima, der som en slags syrisk Job gennemlever alle krigens grusomheder – sult, tøndebomber, giftgas, lemlæstelser og belejring.

Det er en guidet tur gennem Syrien-krigens krigsforbrydelser, den ene værre end den anden, og alt sammen, set fra Rimas side, totalt meningsløst.

Det ene øjeblik sidder hun og tegner med en gruppe børn, det næste skriger alle, fordi de er blevet bombet.

Nogle af kvinderne er døde, børn har mistet lemmer og for hvad? Det forsøger Yazbek ikke at svare på, men det er det

0 Samar Yazbeks beskrivelse af volden i Damaskus får hårene til at rejse sig. – Foto: Muhsin Akgun.

Samar Yazbek. Du må ikke dø.

Oversat af June Dahy. 216 sider. 250 kroner.

Kristeligt Dagblads Forlag.

spørgsmål, man som læser hele tiden har som et blinkende mentalt neonskilt foran sig.

Men når jeg siger, at romanen er svær at læse, er det ikke kun på grund af temaet, men også helt bogstaveligt ment. Alt er fortalt af Rima, og både skrivestil og måden, fortællingen er struktureret på, er fremmedartet og krævende.

Der er ganske vist et plot, men symbolerne og de små fortællinger, der er vævet ind, fylder umådeligt meget og gør det til en bog, der kræver en stærk kop kaffe og en frisk hjerne til at læse. Sengen om aftenen er bestemt ikke det optimale læsested. For samtidig med beskrivelserne af rædslerne taler Rima – der for at gøre alt endnu værre hele tiden er bundet på grund af sin mentale sygdom – også meget om sin egen fortid.

Hun er en drømmer, der elsker at tegne og mere end noget andet holder af ”Den Lille Prins”.

Hun har hemmelige planeter i

sin fantasiverden, den trygge verden, hun havde, inden krigen kom, og hun blev flået ud i virkeligheden. Det er i perioder for flagrende en skrivestil til min personlige smag, men det rummer også smukke passager og mentale billeder, der bliver hængende.

Selv har jeg tænkt meget over Rimas beskrivelse af forskellen mellem sult og frygt – to følelser, hun og Syrien har oplevet i overmål.

Sult er, som hun udtrykker det, en trekant. Den stopper et sted, fordi den ophører på et tidspunkt, efter at man holder op med at spise.

Frygten derimod er en cirkel, uden begyndelse og uden ende, og som aldrig stopper. Tværtimod – det bliver en organisk del af selvet. Om det er rigtigt, når det gælder sulten, ved jeg ikke, men efter at have tilbragt mange dage med syriske flygtninge i de omkringliggende lande kan jeg alt for godt genkende billedet af, hvordan frygten og utrygheden er gået ind og har sat sig i kroppen på dem. Jeg har bare aldrig selv udtrykt det så elegant. Det skal man måske være syrer som Yazbek for at kunne. Vi andre kan kun læse – og græde. J

Verdens bedste historiefortæller Forrygende, medrivende underholdning – EKSTRA BLADET

Ken Follett er tilbage i fineste form – BØRSEN

– POLITIKEN

– FEMINA

– NORDJYSKE STIFTSTIDENDE Marcus Rubin er kronikredaktør og lederskribent på Politiken. Han har tidligere været Politikens mellemøstkorrespondent og har boet mange år i forskellige lande i Mellemøsten, senest i Beirut i Libanon under den syriske borgerkrig.

– BERLINGSKE

44 | Bøger 2017

Internationalt

Kristeligt Dagblad Lørdag 4. november 2017

Vores regering sætter ikke pris på mig Menneskets kapacitet for godhed er det centrale i Yu Huas ”Den syvende dag”. Men romanen er også en usædvanlig skarp kritik af det kinesiske samfund

interview

WWKristendommen udvikler sig hurtigt i Kina i dag. Flere og flere mennesker bliver troende, de har brug for en retning, en udgang.

AF TINE MARIA WINTHER winther@k.dk

I efteråret var Yu Hua inviteret til både Louisiana Literature i Nordsjælland og Authors in Aarhus. Hans deltagelse blev aflyst ”grundet pludselig sygdom”, som der stod i pressemeddelelsen fra forlaget.

Kristeligt Dagblad har interviewet den populære og kontroversielle forfatter på mail om romanen ”Den syvende dag”, der netop er udkommet her i landet.

Romanen er et skarpt samtidsbillede af det moderne kinesiske samfund – serveret som en symbolsk fantasi.

Hovedpersonen, Yang Fei, er død som 41-årig og har fået brev om, at han skal møde til sin egen kremering klokken 9 den følgende dag. I venteværelset trækker de døde et nummer, men fine folk, som byens borgmester, bliver ved med at komme foran i køen – og først i ovnen. Da det også viser sig, at Yang Fei ikke har penge nok til at købe et begravelsessted, begiver han sig, mens han venter på, at tingene løser sig, på en vandring ud i samfundet.

Og fra sin plads i efterlivet har den døde en enestående mulighed for at betragte det moderne Kinas mange ofre.

Hvorfor er dine romaner ofte ”absurde”? ”Det er ikke, fordi jeg ynder at skrive absurd, men fordi det kinesiske samfund er absurd, og når jeg skriver, bliver mine fortællinger derfor, uden jeg ved af det, absurde. Kun sådan føler jeg, at det, jeg skriver, er sandt.

Ja, ’Den syvende dag’ udspiller sig i et symbolsk rum. Jeg har brug for denne uvirkelighed og denne foranderlighed for at vise det absurde i det kinesiske samfund,” mailer Yu Hua tilbage fra sit hjem i Beijing.

Jeg har bedt ham beskrive, hvordan der ser ud, der hvor han sidder og skriver lige nu: ”I mit arbejdsværelse er gardinerne altid trukket for. Det er transparente gardiner, blækmalerier på hvid bund, og de bliver kun trukket fra, når der skal luftes ud. Jeg sidder med ryggen til gardinerne ved mit skrivebord og skriver, og herfra kan jeg se to reoler med de bøger, jeg selv har skrevet. Bøger af andre forfattere står i bogreolen i stuen.”

Da Yu Hua voksede op under Mao, var udenlandske bøger forbudt. I sin prisbelønnede bog ”China in Ten Words” fortæller han, hvordan han efter Kulturrevolutionen, som ung tandlæge i en fjern by, måtte stå i kø i timevis for at få adgang til romaner af europæiske, russiske og amerikanske forfattere.

YU HUA, FORFATTER

0 ”Måske er det, fordi jeg er forfatter, at jeg altid står frem som kritiker. Uanset hvilken regering eller hvilket system, forfatteren står over for, vil han altid være i opposition”, siger Yu Hua. – Foto: Michael Lionstar/Forlaget Klim.

I dag er mange af bøgerne i Yu Huas reol i stuen skrevet af udenlandske forfattere. ”Der var ingen litteratur under Kulturrevolutionen. Borges, Kafka og Faulkners værker blev først oversat og udgivet efter.

Dengang var modernistisk litteratur meget in, og det var i denne periode, jeg læste deres værker for første gang,” skriver Yu Hua, som også fremhæver Ingmar Bergman. Filmen ”Smultronstället” (1957) så han første gang hjemme hos en ven på video. ”Den ramte mig dybt. Jeg havde ingen anelse om, at der fandtes film som denne. Jeg så den godt 10 år efter Kulturrevolutio-

nen, jeg boede i den østlige del af Beijing, og min ven boede i den vestlige del. Den aften gik jeg 20 kilometer. Jeg havde ikke lyst til at tage bussen, ville bare gå for at få styr på mine følelser.”

Da Yu Huas roman ”At leve” blev filmatiseret i 1994, brød forfatteren for alvor igennem internationalt. Historien beskriver de store lidelser, befolkningen blev udsat for omkring etableringen af Den Kinesiske Folkerepublik i 1949. Filmen, der er instrueret af Kinas mest kendte instruktør, Zhang Yimou, modtog flere priser i Cannes, men blev forbudt i Kina.

Med romanen ”Den syvende

dag” åbner Yu Hua igen læsernes øjne for uhyrligheder i det kinesiske samfund. Blandt andet rives husene i Beijings gamle bydele ned – mens folk stadig bor i dem – for at gøre plads til endnu flere kontorpaladser af glas og stål. ”Vi har set tvangsnedrivninger uafbrudt gennem de seneste 30 år. Ting, som foregik for 30 år siden og stadig foregår den dag i dag – det var det, jeg ville fortælle om, men kunne det skrives? Jeg brugte lang tid på at finde en passende form. En dag fik jeg så idéen til en begyndelse: En mand dør, og de ringer fra krematoriet for at fortælle ham, at han er sent på den. Jeg tænkte, at hvis man så de levendes verden gennem den dødes øjne, kunne man få samling på alle disse absurde begivenheder og få det lagt frem,” svarer Yu Hua. At lade fortællingen foregå i en fantasi er et godt gammelt greb for kunstnere, hvis regeringer ikke tillader direkte kritik.

Alligevel er der ikke lagt fingre imellem i romanen, hvor døde spædbørn smides ud som medicinsk affald, veje udelukkende asfalteres i det omfang, øvrighedspersoner skal køre på dem, hvor folk dør i murbrokkerne, når deres huse rives ned over dem, og hvor moderne tider ødelægger traditionerne og tager patent på begravelser.

Romanen åbner med et bibelcitat om den syvende dag fra 1.

Mosebog 2, 2. Hvorfor? ”Titlen ’Den syvende dag’ er tosporet. På den ene side henviser den til det traditionelle Kina, til det, vi kalder for ’de første syv’, det vil sige de første syv dage efter døden, hvor sjælen endnu ikke er rejst væk, men stadig vandrer rundt blandt venner og familie. På den anden side er der Bibelens skabelsesberetning, for med ’Den syvende dag’ begynder de dødes liv, det er en begyndelse i en spritny verden,” svarer Yu Hua.

Kristendommen vokser stærkt i Kina. Ser kineserne kristendommen som et alternativ i et tiltagende materialistisk samfund? ”Ja, kristendommen udvikler sig hurtigt i Kina i dag. Flere og flere mennesker bliver troende, de har brug for en retning, en udgang. For 30 år siden blev jeg syg og indlagt på hospitalet. Her lå også en kvinde, vel omkring de 50 år, der hver aften fandt sin transistorradio frem og lyttede til udlægninger af bibeltekster.

Vi var fire på stuen og lyttede alle med, uden at nogen af os syntes, det forstyrrede os og vores hviletid. I dag ser man sjældent transistorradioer, men mobiltelefoner har også deres fordele, og de kristne har nu dannet mange små grupper.” ”Lad mig fortælle en sand historie: I en kristen familie var der et dødsfald, hvorpå over 30 trosfæller dukkede op. De hjalp med at forberede begravelsen og alt, hvad der hørte med, og de rejste først, da begravelsen var vel overstået. Man må huske på, at det er dyrt, når folk skal begraves i Kina, men de troende nægter at tage imod penge, når de hjælper hinanden.”

Netop menneskets evne til at elske og bære over med hinanden er et centralt tema i ”Den syvende dag”. ”Fordi romanen er så ekstremt tragisk og deprimerende, havde jeg brug for at støtte mig til kærlighed og venskab mellem mennesker. Hvis ikke jeg havde den, ville det ikke have været muligt for mig at skrive bogen. Man kan sige, at det er kærlighedens styrke, det er menneskets skønhed – det medfølende og sympatiserende hjerte.”

Mailinterviewet med Yu Hua er gennemført med hjælp fra forfatterens danske oversætter, J Sidse Laugesen.

Yu Hua 3 Født i 1960 i Hangzhou i provinsen Zhejiang.

3 Hans bøger er oversat til utallige sprog og er populære i lande som Frankrig, Italien, Tyskland, England, Japan og Sydkorea.

3 Bor i Beijing sammen med sin hustru, Chen Hing, som er digter.

3 Forlaget Klim har udgivet ”Den syvende dag” samt ”At leve” og ”Fortællingen om dengang Xu Sanguan solgte sit blod”.

Seks dejlige bøger med opskrifter, gode råd og smukke akvareller

Historiske romaner baseret på virkelige begivenheder

Humor & Satire

Natur Sejlads

Mange flere bøger:

Julebøger

www.bogshop.dk

Vedkommende romaner og biografier

Fine oplæg til samtale om vanskelige emner

Krimi Nedsatte bøger: www.bogshop.dk

Børnebøger

46 | Bøger 2017

Internationalt

Kristeligt Dagblad Lørdag 4. november 2017

Samtale giver læseren åndenød Den argentiske forfatter Samanta Schweblin var med rette nomineret til dette års The Man Booker International Prize. Hendes kortroman ”Redningsafstand” er banebrydende og magisk Avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung har beskrevet bogen ”som hvis David Lynch havde skrevet en roman”, og det er på mange måder rammende.

Stemningen er gennemgribende ”unheimlich”, og både tema, plot og form er gennemsyret af feberlignende bølger, der i mareridtsagtige scener skaber det, man kan kalde en magisk gyser.

bog

888888 AF ANNA MØLLER kultur@k.dk

Den peruvianske nobelpristager Mario Vargas Llosa har udråbt argentinske Samanta Schweblin som en af de mest interessante spansksprogede litteraturstemmer i dag, og uden at kende novellistens tidligere tekster må jeg give både nobelpristageren og komitéen bag den prestigefyldte The Man Booker International Prize ret. ”Redningsafstand” er en banebrydende kortroman med en uafrystelig suspense-mættet stemning, og fremtidige læsere kan godt forberede sig på at blive nådesløst efterladt i en tilstand af chok.

Og hvad er så det nyskabende ved ”Redningsafstand”?

Formen er det første, der springer i øjnene. Med sin romandebut har Samanta Schweblin stort set opfundet en ny genre, der kombinerer thrillerens spænding med elementer fra surrealisme og gysere og så tilsat noget af fantastikkens evige og uhyggelige tvivl. Alt sammen leveret i én lang samtale.

0 Samanta Schweblin er født i Argentinas hovedstad, Buenos Aires, i 1978. I dag bor forfatteren i Berlin. Med ”Redningsafstand” debuterer hun på dansk.

– Foto: Alejandra López/forlaget.

”Redningsafstand” bevæger sig mellem to positioner, der kobles sammen af én lang dialog. Den døende og febersyge Amanda ligger på et hospital og taler (måske) med den spøgelsesagtige dreng David. Hun spørger igen og igen efter sin datter Nina, men David drejer vedholdende samtalen over på noget andet. Han vil have udredet handlingsforløbet forud for Amandas indlæggelse og får den syge kvinde til at fortælle detaljeret om indflytningen i det nye hus lige uden for en argentinsk landsby, om det, som Amanda kalder redningsafstanden mellem hende selv og den lille datter, Nina, og om mødet med Davids mor, den overtroiske Carla.

Hvis forløbet virker en anelse uforståeligt, så er det anmelderens egne mangelfulde evner, der skinner igennem – foruden

en uvilje mod at afsløre for meget. I Samanta Schweblins hænder udfolder sig en grufuld historie om forgiftningen af et lille samfund, hvor en mors antenner, over for hvad der er farligt for hendes barn, kommer alvorligt på prøve.

Og historien udfoldes med så stærk hånd, at læseren efterlades med åndenød.

Uden at have læst den spanske udgave af ”Redningsafstand”, der med rette blev oversat til den engelske titel ”Fever Dream”, så fremstår Peter Adolphsens oversættelse fejlfri og sikker.

Hans eget syrede tekstunivers har formentlig været bidragende til en fordanskning, der er tro mod oplægget, og oversættelsen har været med til at sikre Samanta Schweblins romandebut titlen som en af årets hidtil bedste udgivelser.

Samanta Schweblin: Redningsafstand.

Oversat af Peter Adolphsen. 120 sider. 199,95 kroner. Gyldendal.

Hele Istanbul i en celle Der er både en by under og over jorden i denne filosofiske og voldsomme roman af tyrkiske Burhan Sömnez

bog

888888 AF KRISTINE KABEL kultur@k.dk

Der er smukke filosofiske passager, men også passager med udpenslede torturscener i denne anbefalelsesværdige roman, som jeg har læst med henholdsvis indlevelse og et forsøg på minimal opmærksomhed for at undvige at omsætte ord til indre billeder.

Torturscener kan have deres berettigelse som vidnesbyrd eller realistisk skildring af forhold rundtom i verden, eller de kan i litteraturen fungere som en måde at føre mennesket ud til et punkt mellem eksistens og ikkeeksistens, hvor smerten omslutter alt, og døden er nær.

I ”Istanbul Istanbul” af Burhan Sönmez er det den sidste funktion, som de voldsomme scener har.

Forfatteren har i øvrigt selv boet i eksil i Cambridge efter at have været i nærkontakt med det tyrkiske politi, men deler i dag sin tid mellem hjemlandet og Storbritannien. ”Istanbul Istanbul” er den første af hans

Burhan Sönmez: Istanbul Istanbul.

Oversat af Bente Kastberg.

255 sider. 279, 95 kroner.

Turbine.

romaner, der udkommer på dansk, lydefrit oversat.

Rammen er følgende: Fire personer fortæller hinanden historier i en lille celle med iskoldt betongulv under Istanbuls gader.

De er endt i dette underjordiske fængsel af lidt forskellige grunde, og med mellemrum kommer vagterne og henter en af dem eller en af de andre fanger på gangen op til tortur.

Romanen trækker på både ”Dekameron” og ”Tusind og en nat” i sin opbygning. Den består af 10 kapitler, hvor fortællerstemmen går på tur mellem de fire fanger. Kapitlerne følger i rækkefølge fra den ”Første dag” til den ”Tiende dag”.

De fire fortrænger frygten for torturen gennem lette, tankevækkende historier, på samme måde som fortællerne i ”Dekameron” fortrænger frygten for pesten. I cellen reflekterer de over sammenhængen: ”Men de mennesker i ”Dekameron” var bedre stillet end os.

De flygtede fra byen og undgik døden. Hvorimod vi er kastet ned i mørket dybt under jorden.

Hvad ville vi ikke give for at være sammen med dem i ”Dekameron” i stedet for at sidde her?”.

Lige sådan udsætter de fire personer hos Sönmez døden gennem deres fortællinger som i ”Tusind og en nat”. I ”Istanbul Istanbul” sker denne udsættelse ved, at det ønskværdige faktisk fremstår som en sanselig realitet i bogen, især i den sidste fortælling af Küheylan Dayi. Han er døden nær efter tortur, men i tilstanden mellem eksistens og ikke-eksistens skaber han med sin fortælling en parallelvirkelighed, hvor han kan nyde små retter og raki på altanen med udsigt over Bosporus hos en af de andre fire personer, Doktor. Gadesælgernes råb høres, mens tågen langsomt omslutter scenen.

I den lille celle er der, ud over Küheylan Dayi og Doktor, barberen Kamo og studenten Demirtay.

Desuden optræder en tavs, mishandlet kvinde i cellen over for, som de kommunikerer med ved at tegne bogstaver i luften.

Doktors historie er både stærk og emblematisk. Han er endt i det underjordiske fængsel i stedet for sin søn, som er den virkelige Doktor. Sønnen er aktiv i en politisk undergrundsbevægelse, men indlægges på hospitalet med tuberkulose. Faderen sørger for, at det sker under et

WWSönmez har en

tendens til højstemt at sammenføje modsætninger, så nogle udsagn i romanen fremstår lidt klichéfyldte.

dæknavn. Selv udfører han en ulovlig opgave i sønnens sted, men han opdages og føres til det underjordiske fængsel. Sønnen er gået fri. Politiet tror, faderen er Doktor. Det holder ham mentalt oppe i cellen, indtil han narres til at afsløre identitetsmanøvren.

Paralleller, fordoblinger og virkeligheder, der glider ind over hinanden, er gennemgående i ”Istanbul Istanbul”. Titlen selv eksemplificerer dette, der er byen oppe og byen, der skabes gennem fortællingerne nede under jorden. Der reflekteres undervejs: ”Det underjordiske og det

over jorden er det samme i Istanbul, begge steder svæver tidens fugl som en mørk skygge uden at baske med vingerne.”

Andre steder beskrives det, hvordan en enkelt celle i sig selv er et helt Istanbul.

Sönmez har en tendens til højstemt at sammenføje modsætninger, så nogle udsagn i romanen fremstår lidt klichéfyldte, for eksempel som i en passage som denne: ”Det nære var fjernt, og det fjerne var nært. Alt var sterilt og frugtbart.”

På trods af denne tendens er de filosofiske og sanselige fortællinger stærke i romanen, som gennem sine referencer til ”Dekameron” og ”Tusind og en nat” også er en hyldest til netop fortællingen og dens muligheder.

Samtidig kunne jeg godt have ønsket mig, at det hele blev sat lidt mindre skarpt op. Det gælder rammen for fortællingerne, og det gælder den pointerede omfavnelse af modsætninger på sætningsniveau.

For torturscenernes vedkommende havde funktionen været den samme, hvis de var mindre udpenslede. Er man imidlertid klar på det, kan en stjerne lægges til vurderingen i denne anJ meldelse.

Mattias Stølen Due

Kjeld Holm

Sørine Gotfredsen Henrik Wivel

Lisbeth Smedegaard Andersen

Karsten Nissen

Samuel Rachlin Adam Holm Bjørn Thomassen

Jens Smærup Sørensen

Nanna Schelde Torben Svendrup Maja Lisa Engelhardt

Per Schultz Jørgensen

Kristeligt Dagblads Forlag inviterer til bogfest Mød vores forfattere til BogForum i Bella Center 10.-12. november

Klip programmet ud og medbring det til BogForum

SCENEPROGRAM

Fredag

Lørdag

Søndag

Kl. 13-13.30

Kl. 13-13.30

Kl. 13-13.30

Når arbejdet ikke længere kalder.

Ivar Brændgaard og Lise Egholm om at finde en ny rytme i livet.

Med Nanna Schelde

Kl. 13.30-14

Hella Joof giver ungdommen et par borgerlige ord med på vejen.

Med Amalie Pil Sørensen

Kl. 14-14.30

Mattias Stølen Due og Christian Graugaard i samtale om kærlighed og parforhold.

Interviewer: Else Marie Nygaard

Kl. 14.30-15

Per Schultz Jørgensen: Hvordan gør vi vores børn mere robuste?

I samtale med Else Marie Nygaard

Kl. 15-15.30

Samklang og misklang.

Kjeld Holm om tiden som biskop.

Med Anders Ellebæk Madsen

Kl. 15.30-16

Henrik Wivel og Anna Libak i samtale om liv og litteratur.

Interviewer: Dorte Washuus

Kl. 13.30-14

En ny rytme i livet: Uffe Østergaard og Nanna Schelde om den tredje alder.

Kl. 14-14.30

Taler til ungdommen: Marie Høgh og Erik Bjerager giver gode råd.

Kl. 14.30-15

Sørine Gotfredsen besvarer spørgs­ målet: Kan vi bruge Martin Luther i vores liv i dag?

Med Johannes Henriksen

Kl. 15-15.30

En by i krig: Adam Holm i samtale med Lasse Ellegaard om Damaskus og Syrien.

Kl. 15.30-16

Samuel Rachlin i samtale med Jeppe Duvå om populisme og tidens politiske udfordringer.

Refleksioner: Jens Smærup Sørensen og Dy Plambeck drøfter forfatterens forskellige roller.

Interviewer: Dorte Washuus

Kl. 16-16.30

Kl. 16.30-17

Sørine Gotfredsen og Søren Ulrik Thomsen i samtale om ondskabens væsen.

Interviewer: Johannes Henriksen

Til kamp mod Luther.

Bjørn Thomassen og Anna Libak debatterer reformationen.

En åben dør, som ingen kan lukke: Karsten Nissen og Lisbeth Smedegaard Andersen i samtale om kirkekunst.

Med Lisbeth Bonde

Kl. 13.30-14

Folket og magten: Samuel Rachlin og Erik Bjerager om populismen og den nye verdensorden.

Kl. 14-14.30

Reformationen og Luther til debat.

Sørine Gotfredsen i samtale med Bjørn Thomassen.

Interviewer: Morten Thomsen Højsgaard

Kl. 14.30-15

Taler til ungdommen: Abdel Aziz Mahmoud om ungdomstrængsler og hvordan han lærte at stå ved sin baggrund.

Med Amalie Pil Sørensen

Kl. 15-15.30

Morten Thomsen Højsgaard interviewer Torben Svendrup om: Når ræven vogter gæs – reformationen i de danske kalkmalerier.

Stand & Scene

C2-021

Se mere på www.k.dk/forlag

Krista Korsholm Bojesen

K R I S TA KO R S H O L M B OJ E S E N

sk am

Krista Korsholm Bojesen, f. 1986, cand. Psych.

skam

Arbejder som beskæftigelsesrettet psykolog. Blogger på velsignmeddetduhar. wordpress.com.

Gift med Lars og mor til to.

BIBELSELSK ABETS FORLAG

Bibelhalvmaraton

Skam af Krista Korsholm Bojesen Skam – de fleste kender ordet, men hvad er skam egentlig? Psykolog Krista Korsholm Bojesen har forsket i skam, som fylder så meget hos mennesker.

Læs den og bliv klogere på skammens mange ansigter.

Har du altid drømt om at læse Bibelen, men aldrig rigtig vidst, hvordan du skulle gøre det? Så er Bibelhalvmaraton bogen for dig!

Stormene af Maria Helleberg Stormene fejer ind over landet i 1500-tallet.

Borgerkrig, opbrud i normer og rå magt sætter dagsordenen for både menigmand, præsteskabet og adelen. Maria Hellebergs mesterværk er en tour de force gennem en af de mest dramatiske perioder i Danmarks historie.

NYHEDER FRA BIBELSELSKABET

En vitaminindsprøjtning – for hjerne og hjerte BJARNE REUTER * KAMILLA WICHMANN

BIBELSK SJÆLESORG Bearbejdning af traumer

rengen Boaz er ude at lede efter sin tykke kat Jetro. Men i skumringstimen

gemt sig under den onde kong Herodes’ bærestol, og skynder sig væk.

I den gådefulde nat møder Boaz tre stjernetydere på kameler. De har fulgt et mærkeligt lys på himlen helt fra Østerland til Betlehem. Han tager de fremmede med hjem til sin fars hus, hvor også en ung mand og hans gravide kone har fået lov til at

E n nat i Betlehem

D

er Betlehem fuld af soldater og fremmede mennesker. Boaz finder katten, der har

overnatte i stalden.

Det bliver en nat som ingen andre nætter.

Bjarne Reuters stemningsfulde gendigtning af juleevangeliet En nat i Betlehem er illustreret med vidunderlige akvareltegninger af Kamilla Wichmann.

Harriet Hill, Margaret Hill, Richard Baggé, Pat Miersma

Bibelsk Sjælesorg En global succes – nu også på dansk!

Undervisningsmaterialet er afprøvet af langt over en million traumatiserede.

Venligboerne af Malene FengerGrøndahl Hvem er Venligboerne, og hvordan opstod de? Få indblik i historien om en af de mest markante bevægelser i landet i de seneste år.

Tak – Salmernes Bog på nudansk

En nat i Betlehem af Bjarne Reuter

Salmernes Bog har i mange år givet mennesker et sprog til at tale med Gud. I TAK foreligger de nu alle på et klart nudansk. De kan nydes som poesi eller bruges i personlig bønspraksis.

Bjarne Reuter har skrevet en vidunderlig historie om lige netop DEN nat i Betlehem.

Levende illustreret af Kamilla Wickmann.

Oplagt til en hyggestund med børnene. Og selvfølgelig er Juleevangeliet også med i bogen.

Besøg stand C2-055 og se mere på www.bibelselskabet.dk