Efterårsbøger 2012

Efterårsbøger 2012 TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 3. NOVEMBER 2012

Med teologer i kælderen Bethesdas Boghandel er Københavns sidste kristne boghandel. Det er 130 år siden, at Indre Mission åbnede den.

Baggrund side 6

Brødre og søstre i litteraturen

Smærup Sørensen og eksistensen I Jens Smærup Sørensens nye roman, ”Hjertet slår og slår”, er der – som altid – noget på spil. Noget almenmenneskeligt, selve eksistensen, om man vil, og i dette tilfælde måske mere end nogensinde.

Interview side 4 Anmeldelse side 17

Brødre og søstre har spillet hovedrollen i litteraturen siden bibelsk tid og var især et tema i victorianske romaner i 1800-tallet. Søskende anvendes ofte som et greb til at beskrive to sider af én personlighed, fortæller eksperter.

Baggrund side 8

Jesus, pengene og livet Forfatteren og journalisten Gretelise Holm, der er mest kendt for sine krimier med Karin Sommer i hovedrollen, har skrevet første bind af sine erindringer med titlen ”Jesus, pengene og livet”. Hun fortæller både sin egen historie og en del af danmarkshistorien. Blandt andet gør hun op med den sejlivede myte om, at hendes generation – den store efterkrigsgeneration – var en forkælet generation.

Interview side 11

Pundik og Krasnik og resten af verden Herbert Pundik og Martin Krasnik tager sig af verden og sætter den til vægs i ny bog.

Anmeldelse side 32

Prægtigt værk om 2000 års kirkehistorie Prægtigt værk om 2000 års kirkehistorie fra apostlenes gerninger til afrikanske karismatikere.

Anmeldelse side 38 F oto : H e n n i n g B a g g e r

UDGIV DINE EGNE BØGER

Vi trykker også gerne bøger i større oplag, eksempler: Bog 17*22, 60 sider s/h, farveomslag, oplag 500 stk., pris 14.900 kr.

Bog 13*20, 104 sider s/h, farveomslag, oplag 1.000 stk., pris 21.900 kr.

BOG 40 SIDER 80 EKS. I ALT 4.748 KR. BOG 100 SIDER100 EKS. I ALT 6.519 KR. BOG 220 SIDER100 EKS. I ALT 9.549 KR.

Også e-bøger

(Format 13*20 cm, s/h m. farveomslag)

Forlaget Underskoven ApS ● tel. 33 15 05 15 ● forlaget@underskoven.dk ● www.underskoven.dk ● Store Kirkestræde 1 ● 1073 København K

2 Efterårsbøger 2012

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. november 2012

Til kamp for kedsomheden Det er blevet koldt udenfor og læsestolen kalder. Sluk for mobilen og Facebook og synk ind i tidens mange gode titler, som præsenteres her i ”Efterårsbøger 2012”

kommentar AF MICHAEL BACH HENRIKSEN bach@k.dk

En af efterårets store debatter i bogbranchen handler om digitalisering og e-bøger. I USA har salget af ebøger overhalet salget af ”rigtige” bøger. Hvornår vil det samme ske i Danmark? Og hvordan vil det påvirke vore læsevaner og tidens bøger, hvis læsning primært foregår på en skærm og ikke på papir?

De indlysende pointer først: En mulig overgang til digitaliserede bøger er ikke et farvel til skriftkulturen. Vi vil fortsat betjene os af sprog, af bogstaver på en flade og ikke gå over til at kommunikere

via billeder eller lyde. Interessen for og salg af bøger er ikke nedadgående, det er alene det foretrukne medie (digital bog frem for trykt bog), der er under pres.

Dernæst: Det er både mere praktisk og mere miljøbevidst en gang imellem at læse bøger digitalt. Er man på flyeller togrejse er det selvsagt mere tungt at slæbe rundt på en stak bøger end at have elæseren i lommen.

Endelig: E-bøger erstatter ikke bøger på print. Der vil fortsat være mange, mange mennesker, der foretrækker at eje en del af deres bøger på print. Dels er de smukke, dels er de praktiske at slå op i og nemme at strege under i, dels lugter de godt og meget forskelligt. Man må aldrig undervurdere de materielle sider af en bog, som kan være unikke for den enkelte ejer:

Quiz Med efterårsbøger 2012 33Svarene på spørgsmålene i quizzen findes i artiklerne i dette tillæg.

Send svarene til Kristeligt Dagblad, Vimmelskaftet 47, 1161 København K og mærk kuverten ”Efterårsbøger 2012”. Svarene kan også sendes3 pr. mail til konkurrence@k.dk.

33Svarene skal være Kristeligt Dagblad i hænde senest torsdag 3 den 8. november klokken 16.

33Vi offentliggør navnene på vinderne i avisen lørdag 3 den 10. november.

WW E-bøger erstat-

ter ikke bøger på print. Der vil fortsat være mange, mange mennesker, der foretrækker at eje en del af deres bøger på print. Dels er de smukke, dels er de praktiske at slå op i og nemme at strege under i, dels lugter de godt og meget forskelligt.

”Denne kaffeplet minder mig om interrail i Italien, hvor jeg læste ’Midnatsbørn’. ”Dette æseløre i ’Forbandede ungdom’ satte jeg, kort inden hun ringede og slog op med mig.” Ingen e-læser kan hamle op med personlige bogminder som disse.

Langt mindre indlysende er den effekt, som sociale medier og internettet har på vores læsevaner og evne til at koncentrere os i længere perioder ad gangen, som er påkrævet for at kunne læse et stort historisk værk om Anden Verdenskrig eller en ny dansk roman fra eksempelvis aktuelle Anne Lise Marstrand-Jørgensen.

Her er der virkelig grund til at træde varsomt og føle os frem med den sunde fornuft intakt. Vi har kun omtrentlige ideer om, hvordan det påvir-

ker os at være ”på” i det digitale univers hele tiden. Men rekordmange sygemeldinger og stressdiagnoser er nok et fingerpeg om, at den totale ophævelse af skellet mellem arbejde og fritid er usund.

For læsningen betyder de sociale medier måske, at antallet af læsere daler. Alle, der er blevet fanget ind i og af litteraturens univers, ved, at der skal et vist mål af kedsomhed til for at blive en god læser. I et eller andet omfang skal virkeligheden derude være så kedelig, at bøgernes verden virker lokkende og gådefuld og mere fantastisk i sammenligning.

Her er problemet, at næsten ingen børn og unge keder sig længere. Som den romanaktuelle amerikanske forfatter Jeffrey Eugenides siger i et interview her i tillægget:

”De sociale medier er virkelig ikke gode for litteraturen, for man skal i et vist omfang kede sig for at blive forelsket i litteratur. Jeg kedede mig som teenager og havde intet at lave, og derfor blev jeg en læser. Det bliver sværere i fremtiden, for ingen unge keder sig jo i dag. Man kan altid lade sig distrahere.”

Man kan dele forfatterens skepsis, men håber ikke, at han får ret. Det er i hvert fald ikke gode titler på dansk, som det skorter på, hvis man vil have læsesulten stillet.

Læs videre på de kommende sider og pluk i den efterårsbuket, som vi har sammensat af tidligere bragte artikler, der alle handler om den aktuelle bogsæson.

God fornøjelse med ”Efterårsbøger” og med læsningen i den kommende tid.

Quiz med om bøger 331. Hvilket forlag er Jens Smærup Sørensens nye roman udkommet på?

336. Hvem har skrevet ”Fanny Hill”?

3311. De fire forfattere, der har skrevet værket ”Kirkens historie 1-2”, kommer fra det samme universitet. Hvilket?

332. Hvilke to forfattere henviser titlen i Salman Rushdies nye bog til?

337. Hvilken teolog har for nylig skrevet en bog om U2?

3312. Hvad hedder Naja Marie Aidts nye roman?

333. Hvem har skrevet romanen ”Bryllupsintrigen”?

338. Nævn en forfatter, der hører med i gruppen af ”Arena-modernister”.

3313. Hvilket forlag er historien om den fængslede Gert kommet på?

334. Hvad hedder Rune Lykkebergs nye bog?

339. Hvilken middelaldermystiker har Anne Lise Marstrand-Jørgensen tidligere skrevet romaner om?

3314. Hvor mange år siden er det, at Bethesdas Boghandel i København åbnede?

335. Hvad hedder Gretelise Holms nye bog?

3310. Hvilket forlag udgiver Lone Hørslevs nye bog?

3315. Hvor mange sider er romanen ”Sten saks papir” på?

Præmier 33Vi trækker tre vindere af førstepræmien, der hver får tilsendt et eksemplar af bogen ”Pundik & Krasnik og resten af verden” af Allan Sørensen.

Værdi 299 kroner.

33Vi trækker fire vindere af andenpræmien, der hver får tilsendt et eksemplar af bogen ”Flugten fra Camp 14 – en mands utrolige rejse fra Nordkorea til friheden i Vesten” af Blaine Harden.

Værdi 249 kroner.

33Vi trækker fem vindere af tredjepræmien, der hver får tilsendt et eksemplar af bogen ”Stur, stur nummer 3 – samlede klummer” af Johannes Møllehave. Værdi 199 kroner.

Udgivet af Kristeligt Dagblad A/S, Vimmelskaftet 47, 1161 Kbh. K. Ansvarshavende chefredaktør: Erik Bjerager Redaktion: Michael Bach Henriksen Layout: Mie Petersen Tryk: Dagbladet i Ringsted

BESØG LINDHARDT OG RINGHOF PÅ BOGMESSEN I BELLA CENTER Vi præsenterer over 55 forfattere i løbet af tre dage.

Mød blandt andre:

Linn Ullmann lørdag kl. 14

Iselin C. Hermann lørdag kl. 16.30

Michael Katz Krefeld lørdag kl. 13.30

MASSE + ENGODE

MESSETILBUD

Katrine Marie Guldager søndag kl. 13

Fritz og Poul fredag kl. 17

Jens Christian Grøndahl lørdag kl. 17

Ulrik Wilbek fredag kl. 13.30

Hr. Skæg lørdag kl. 11

Johannes Møllehave søndag kl. 17.30

SE DET FULDE PROGRAM FOR STAND C3-018 PÅ WWW.LINDHARDTOGRINGHOF.DK

4 Efterårsbøger 2012

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. november 2012

En torn i kødet

2 ”Jeg har haft nogle forestillinger om den her historie i mange år, og de forestillinger er knyttet til en person og til nogle situationer. Sådan er det næsten altid for mig,” siger Jens Smærup Sørensen. – Foto: Henning Bagger/Scanpix.

I romanen ”Hjertet slår og slår” tager Jens Smærup Sørensen livtag med det komplicerede magtforhold mellem far og søn. Stoffet er personligt, men ikke privat, fortæller han om bogen, som han betragter som afledt af bestselleren ”Mærkedage”

interview Af Dorte Washuus washuus@k.dk

Døren er åben, ja, den står faktisk på vid gab hos Jens Smærup Sørensen. Men først ved et tryk på ringeklokken dukker han op i døråbningen og tager imod. Rolig og myndig, men også en lille smule ydmyg. For det, vi skal tale om, er hans nye roman. ”Det er underligt, for jeg har ikke rigtig snakket med nogen om den før, og jeg har ikke, mens jeg har skrevet og vel heller ikke efter, gjort mig så mange tanker om den på den måde, som det kan være nødvendigt at gøre, når man skal snakke om den,” siger han som en forsigtig start.

I romanen ”Hjertet slår og slår” er der, som altid hos Jens Smærup Sørensen, noget på spil. Noget almenmenneskeligt, selve eksistensen, om man vil, og i dette tilfælde måske mere end nogensinde.

Romanen indledes med beskrivelsen af en torn, der ”ormer sig gennem kødet, ind mod hjertet”, og som læser forstår man straks, at her er tale om noget uafrysteligt, der sætter evige spor.

Jens Smærup Sørensens hjem og arbejdsplads er en middelstor villa i Nykøbing Mors, beliggende på en naturskøn, skrånende grund med udsigt til Sallingsund.

Når døren står åben, handler det vel om, at man som gæst skal føle sig velkommen, men det handler også om, at det kan lade sig gøre, at det er trygt.

Der er til gengæld ikke nogen vidt åben dør ind til forfatterens eget liv og historie.

Det bliver ”pakket ind” i fiktion, for ad den vej kan man, ifølge Jens Smærup Sørensen, fortælle, hvad der kan være en sandhed om tilværelsen. ”Jeg skulle for nylig i en sammenhæng skrive nogle sider om mit eget liv. Det faldt mig meget svært, men som det alligevel skred frem, havde jeg en fornemmelse af, at jeg skrev af efter mine egne bøger,” siger han lunt smilende og antyder samtidig, at den nye roman i passager kommer tæt på hans eget liv,

for det er man nødt til for at kunne skrive troværdigt, mener han.

I ”Hjertet slår og slår” er hovedpersonen og jegfortælleren en mand omkring de 60 år, der siddende ved sin fars dødsleje på et plejehjem i Nibe lader tankerne flyve tilbage til sin opvækst på landet i 1950’erne. En barndom, der er præget af meget fysisk arbejde og en autoritær far, der slår sin søn, når denne ikke makker ret eller ikke gør sit arbejde godt nok, men som også i andre tilfælde viser kærlighed og barmhjertighed. Det komplicerede farsøn-forhold er tornen, der har sat sig fast. ”Faderen vil det bedste for sin søn, og man kan sige, at han arbejder på at gøre ham egnet til at leve. Han synes, sønnen er for upraktisk, for tankeløs, for flagrende og for doven. Han vil ikke være hård over for ham, men han mener, det er nødvendigt at være streng. Han er i virkeligheden i drengens perspektiv som en af de gamle guder, som både vækker hengivenhed og dyb rædsel. Begge dele er uløseligt knyttet til hinanden, så der også i rædslen ligger en hengivenhed,” siger Jens Smærup Sørensen.

Drengen bliver blandt andet sat til at samle sten på marken, og det var billedet med at samle sten, der først dukkede op i Jens Smærup Sørensens hoved i forbindelse med den nye roman. Det vil sige, det dukkede op for mange år siden, for tankerne om far-søn-historien har rumlet meget længe. Men der skulle dukke en fiktiv person frem, før det kunne blive til en roman. ”Jeg har haft nogle forestillinger om den her historie i mange år, og de forestillinger er knyttet til en person og til nogle situationer. Sådan er det næsten altid for mig,” fortæller Jens Smærup Sørensen og fortsætter: ”Jeg skriver ikke noget ned, for jeg synes, det skal have en chance for at blive glemt.

Tankerne skal have en vis form for insisteren i sig selv, for at jeg synes, at jeg vil gå videre med det. Men altså, hvis det bliver ved med at dukke op og danner flere bil-

leder, ja, så bliver det på et tidspunkt til noget, jeg må skrive om.”

Det at samle sten på marken er for Jens Smærup Sørensen en urbeskæftigelse, noget, som man altid har gjort for at gøre jorden klar til at dyrke. Men det er også knyttet til nogle erindringer, for han blev selv som dreng af sin far sat til at samle sten, og hans opvækst ligner på mange måder den, der beskrives i romanen. ”Faderens forhold til, hvad drengen skal lære, opfatter jeg som noget, der ikke nødvendigvis er knyttet til en bestemt tid eller til landbruget.

Der er stadigvæk fædre og mødre, der ønsker sig noget andet af deres børn, end hvad de har af evner, og hvad de måtte have lyst til. Jeg tror, det er forfærdeligt udbredt stadigvæk og kan mærkes mere eller mindre hårdt, afføde bitterhed eller for nogle glemmes, som tiden går. Det er mindre udbredt i perioder, hvor der er mange muligheder i samfundet, men i den tid, hvor denne her dreng vokser op, er der ikke så

mange muligheder, eller faderen kan i hvert fald ikke se dem. I dag er det ligesom, at vi igen er i en tid, hvor mulighederne snævrer ind, og folk bliver nervøse for, om deres børn kan præstere det, der skal til. Der kan ligge noget i tiden, der kan forstærke det, men jeg tror også, det er en tilbøjelighed hos forældre.

Forældre bliver skræmte, hvis de ser deres børn udfolde sig på en måde, som de ikke kan genkende fra sig selv.”

Jens Smærup Sørensen har rykket sig frem i den stol, han sidder i, og signalerer med sit kropssprog, at vi her er inde ved kernen i det, ”Hjertet slår og slår” handler om.

Jens Smærup Sørensen forventer, at mange, når de læser bogen, vil spørge sig selv om, hvorfor jegfortælleren, som vi møder som en velfungerende mand, der er gift, har to børn og er professor i historie, ikke har taget mere skade af opvæksten med den dominerende far. Til det siger han: ”Børn er skrøbelige, men også meget stærke, og hvis bare der er hvilepunkter af en slags ømhed og loyali-

WW Når man skri-

ver, må man altid være tro over for, hvad der er muligt for én at tro og tænke, den form for virkelighedstroskab kan ikke svigtes, uden at det bliver forkert.

Jens Smærup Sørensen, forfatter

tet, så skal der meget til, før det går helt galt.”

Han understreger, at det bestemt ikke er nogen misrøgtshistorie, han har skrevet. Der er ikke noget sygt hos faderen, men måske blot en misforstået velvilje. Og for den voksne søns vedkommende er der måske nok en mangel på selvfølgelighed i

hans følelsesmæssige tilstand. Det går ikke så gelinde for ham at forholde sig til andre mennesker, han kan være indesluttet og trodsig, han har torne, der har sat sig fast, men omvendt er han altså også på mange måder velfungerende. ”Man kan sige, at en torn, det er slemt nok, men så er det altså heller ikke værre.”

Jens Smærup Sørensen betragter den nye roman som afledt af sin mest kendte bog, ’Mærkedage’, som han i 2008 fik Boghandlernes Gyldne Laurbær for, og som er trykt i 100.000 eksemplarer. I den fortæller han om livet i Staun gennem flere generationer. ”Jeg fortæller her en historie, som ikke kunne rummes i ”Mærkedage”, men som også ligger tæt op ad min egen virkelighed. Det er en mental virkelighed, meget mere end det er en fysisk virkelighed.

Det er total virkelighedstro i forhold til, hvad der kan foregå i mig, men ikke i forhold til nogle konkrete forløb. Når man skriver, må man altid være tro over for, hvad der er muligt for én at tro og tænke, den form for virkelighedstroskab kan ikke svigtes, uden at det bliver forkert.”

Romanen rummer altså meget personligt stof, men alligevel har den ikke været anderledes at skrive end forfatterens foregående romaner.

Hans foregående roman, ”Phase”, der kom i 2010, udspillede sig på en helt anden scene og med en helt anden hovedperson, nemlig en moderne, stresset tv-mand, men også den var personlig. ”Mange vil tro, at ’Phase’ er mindre personlig, men det er den slet ikke for mig, for den var lige så anfægtende at skrive,” siger han og tilføjer: ”En bog er grundlæggende en meddelelse om én selv, så ja, jeg vil gerne forstås. Den kan selvfølgelig forstås på flere måder, men når man oplever viljen til forståelse på bogens præmisser, så bliver man altid glad. Det er jo det, man håber på: at nogle vil læse bogen og få glæde af den på en oprigtig måde.”

læs også side 17

BORGEN

WWW.BORGEN.DK

6 Efterårsbøger 2012

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. november 2012

2 Boghandlen byder som regel på gratis kaffe eller te i kælderen, så man kan få sig et hvil mellem boghylderne.

– Alle foto: Leif Tuxen.

Boghandel med teologer i kælderen Bethesdas Boghandel er Københavns sidste kristne boghandel. Det er 130 år siden, at Indre Mission åbnede den Af Daniel Øhrstrøm ohrstrom@k.dk

Visse bygninger kan man med rette kalde åndfulde. Sådan en ligger ved Israels Plads i hjertet af København, hvor den sidste kristne boghandel i hovedstaden – Bethesdas Boghandel – stadig holder skansen efter 130 år med salg af kristne og teologiske bøger.

I år er det nemlig 130 år si­ den, at Indre Mission åbnede butikken i 1882 – dagen efter at missionshuset Bethesda blev indviet.

Det var såmænd også i Be­ thesdas kælder, at Kristeligt Dagblad senere fik sit første domicil, men siden er både avisen og boghandlen heldig­ vis vokset.

Og når man kommer forbi fra gaden, bliver man ”snydt”, hvis man tror, at her kun lig­ ger en lille hyggelig boghan­ del. For kælderafdelingen er

faktisk dobbelt så stor som stueetagen.

I dag tilbyder butikken oven i købet Skandinaviens største udvalg af teologiske bøger med et lige så stort udvalg af antikvariske bøger som nye, som man også kan bestille te­ lefonisk eller over nettet, for­ tæller butikkens leder. ”Der er over 12.000 titler i antikvariatet i kælderen. Og hen over sommeren har vi fået over 100 nye kasser med især teologiske bøger. Det er man­ ge bøger at holde styr på, men det er også teologer, der styrer vores teologiske afdeling i kælderen,” fortæller Majbrit Lund Jessen, der selv har væ­ ret leder af boghandlen siden april i år.

Det er stadigvæk Indre Mis­ sion, der ejer butikken. Men som en af boghandlens teolo­ ger i kælderen, Thomas Olof­ son, påpeger, sælger Bethes­ das Boghandel også bøger af

forfattere,”vi ikke er enige med”.

Og her er også mange teologi­ ske bøger – Luther har for ek­ sempel sit eget reolsystem, li­ gesom her for eksempel er særlige sektioner for kirkehi­ storie og prædikensamlinger.

Men der er også plads til et børnehjørne og en slags avis­ læsesal midt i det hele til de mange kunder, der kan lide at sidde og suge stemningen til sig. For butikken er på en måde også en tidslomme i byen, fortæller Majbrit Lund Jessen, inden hun viser en annonce frem fra 1966, hvor boghandlen kunne reklamere for kristne og teologiske bø­ ger, bibeler, krucifikser og modeller af Thorvaldsens Kristus-figur. ”Vores varesortiment har faktisk ikke ændret sig meget siden den annonce,” siger Majbrit Lund Jessen med et

grin, inden hun tilføjer, at sor­ timentet dog er blevet mere bredspektret, efter at både Ste­nos katolske boghandel og Bibelselskabets boghandel er forsvundet fra det køben­ havnske gadebillede. ”Boghandlen har et stort udvalg af kristne bøger i man­ ge genrer og bibeler på flere sprog. Vi har teologiske bøger både på nordisk, tysk og en­ gelsk, cd’er, puslespil, smyk­ ker og fra november en jule­ udstilling med blandt andet julekrybber,” fortæller Majbrit Lund Jessen, der som tidligere marketingsassistent for Loh­ ses børnebøger selv brænder for butikkens kristne børne­ bøger. Og det er her, hun fin­ der sin fremtidige boghand­ leroptimisme. ”Hver gang et barn bliver døbt eller konfirmeret, er der brug for en gave, så dem kom­ mer vi fortsat til at sælge mange af,” siger hun.

3 Når man kommer forbi fra gaden, bliver man ”snydt”, hvis man tror, at her kun ligger en lille hyggelig boghandel.

For kælderafdelingen er faktisk dobbelt så stor som stueetagen.

0 Hvis man leder efter en gammel teologisk bog, er der en god chance for at finde den i Bethesdas Boghandel, der ud over en masse nye bøger har 12.000 forskellige teologiske titler i antikvariatet i kælderen.

Efterårsbøger 2012 7

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. november 2012

At skrive handler om empati Det kan være en brutal oplevelse at skrive bøger, men det gør mig klogere på livet, siger den anmelderroste amerikanske forfatter Nicole Krauss, der netop har været i Danmark til litteraturfestival

interview

2 Nicole Krauss slog igennem med ”Kærlighedens historie” fra 2005, men det er hendes tredje roman, ”Det store hus”, hun har forbundet med flest følelser, fortæller hun. – Foto: Polfoto.

Af Benjamin Krasnik krasnik@k.dk

Dette interview med en stor amerikansk forfatter skulle have handlet om alt det rundt om teksten i bogen.

Om forfattere i New York i disse år, om festivaler og om e-bøger. Men når man har med Nicole Krauss at gøre, bliver det hurtigt meget indadvendt og meget følelsesladet.

Den amerikanske forfatter fra Brooklyn i New York har i sine bøger også fat i de store følelser og skriver gribende om at miste, erindringer og strategier til at håndtere tab, ofte med udgangspunkt i sin egen historie og sine jødiske rødder i Europa.

Det samme gør hendes mand, Jonathan Safran Foer, ham med drengen Oscar og vegetarideologien, men hustruen nok endnu mere insisterende og samtidig krævende for læseren.

Nicole Krauss slog igennem i 2005 med ”Kærlighedens historie”. Hendes tredje roman, ”Det store hus”, handler om et skrivebord, der forbinder fem mennesker på tværs af årtier og steder. Den er en tankevækkende jagt på det at være menneske og har gået sin sejrsgang verden over de seneste to år, også herhjemme. ”Det kan være enormt barsk at skrive romaner,” fortæller Nicole Krauss, der var forbi Danmark tidligere på året til litteraturfestival på Louisiana.

Hun forbinder det at skrive med meget smerte, fordi hun bliver til alle sine karakterer. Men det er det værd, fortæller hun. Det gør hende til et bedre, mere sensitivt og tankefuldt menneske. ”Det store hus” er en labyrintisk roman om et stort skrivebord med 19 skuffer, der skifter ejer flere gange undervejs i romanen og nærmest får mytisk karakter, da det på forskellige måder skaber en gådefuld betydning og orden for dets ejere.

Der er fem fortællerstemmer fra forskellige tider og steder. Det er en bog fuld af vidner til tragedier, eksil, tab, tavshed og kærlighed. Nicole Krauss tager fat om det svære skel mellem erindring og virkelighed.

Romanen har hun selv forbundet med flest følelser, fortæller hun. ”Skrivning øger ens tvivl. Jeg vil gerne udvide mit liv og mit perspektiv og ikke bare skrive det samme.

Det skal være personligt og indeholde elementer af mig selv. Og efter hver bog nærmer jeg mig noget centralt i mig selv. Ved at give af mig selv, tror jeg, at læseren kan blive lidt klogere, lige som jeg selv er blevet det. På den måde er jeg kommet tættere på den bog, jeg er skabt til at skrive,” siger Nicole Krauss.

Empati er en egenskab, skrivningen giver, fortæller hun videre. Men er det at være forfatter ikke ensomt og i virkeligheden et egoistisk projekt? indvender jeg. ”Empati kan godt være narcissistisk, men det at skrive handler om at søge ind i sig selv og finde ud af, hvordan det er at være en anden person, om at finde sympati og medfølelse. Det handler om at fore-

forældre, inden de blev taget af SS. Da hun dør, finder ægtemanden en lok sort hår i en kuvert og finder ud af den tragedie, der ligger bag.

Krauss har selv jødiske forældre, der har boet i Israel, og bedsteforældre, der flygtede fra Østeuropa til USA før krigen. Mange af disse steder er også centrale i Krauss’ romaner. ”Kærlighedens historie” er for eksempel dedikeret til dem. Hun føler sig heller ikke selv tilpas nogen steder og finder derfor ”hjem” i litteraturen. ”Mange forfattere har det vist sådan. De føler sig mest tilpas og skaber en komfortabel atmosfære, når de skriver. Geografi og materielle ting giver mig ikke nødvendigvis tryghed. Jeg besøgte Egeskov Slot her, hvor der har boet en familie i 500 år, og det er fremmed for mig.

Jeg tror ikke, at historien vil smide min familie ud i glemsel igen, men jeg konstruerer et hjem i bogen, der er mobilt, hvilket er en meget jødisk ting efter over 2000 år i diasporaen.

Før var det Talmud og andre hellige bøger. I dag er det noget andet. Når jeg skriver, laver jeg en slags hus, et følelsesmæssigt hjem, der er konstrueret med ideer og bokse og instinkter, som jeg ved, jeg har ét sted.

Når jeg er færdig med bogen, kan jeg lukke døren til den og lade den rejse videre, men det bliver aldrig revet ned eller rømmet. Jeg har altid mit indre liv, lige meget hvad der sker. Det er det mest møblerede, jeg har.”

stille sig en anden person, forstå vedkommendes tanker, og hvorfor de gør, som de gør. Alle disse tanker ændrer ens liv. Det hjælper til, at man kan se på folk uden at antage noget. Man bliver simpelthen klogere på, hvordan rigtige mennesker tænker,” konstaterer hun og lader den sidste sætning stå som et punktum for sit forsvar for sit virke.

Litteratur og kunst fylder alt i Nicole Krauss’ liv. Hun er gift med en forfatter, hun startede med at skrive poesi som teenager, læser bøger konstant, især europæiske. Hun har studeret engelsk på Stanford i USA og Oxford i England, hvor hun også tog fag i kunsthistorie med speciale i nederlandsk kunst. ”Bøger er mit liv. Det er en verden, hvor ting kan være mere betydningsfulde end virkeligheden og re-

flektere tilbage på livet og gøre det mere interessant. Selvom vi finder meninger i den verden, kan det transporteres over i vores eget liv.

Jeg ser ikke på romaner som noget falsk eller kunstigt, men mere rigtigt for mig end mange små ting, vi omgiver os med i hverdagen. Når jeg åbner en bog af for eksempel Thomas Bernhard eller Samuel Beckett, bliver alt det trivielle fra hverdagen en smule ligegyldigt. Her er ting, der rører ved det mest essentielle i livet. Det finder man i bøgerne, og man bliver afhængig af det. I bøgerne får man en meget intim samtale med en forfatter og karakterer. Det er en smutvej til noget fundamentalt, livets store følelser, som det ellers kan være svært at finde, og som man kun ser glimt af.”

Er du et melankolsk menneske? ”Nej, det synes jeg ikke. Jeg skri-

ver om mennesker, der kæmper med store ting, men idet de gør det, er der noget transcenderende over det. Jeg vil hellere være ærlig over for mig selv, selvom det er brutalt.

Jeg frygter ikke disse følelsesmæssige ekstremer. Jeg vil hellere gå derhen end at beskytte mig selv. Jeg håber, mine læsere oplever det samme. For eksempel bliver døden hele tiden gemt væk, men man må se den i øjnene, som jeg gør i min nyeste bog, og det kan være så givende.

Det gør snarere livet mere storslået for mig end melankolsk.”

Krauss sværmer om holocaust-temaet i flere af sine bøger, også i ”Det store hus”, hvor en af stemmerne, Arthur Bender, er gift med forfatteren Lotte Berg, der havde skrivebordet. Hun flygtede under krigen fra Tyskland til London og forlod sine

Nicole Krauss 33Født den 18. august 1974 i New York, USA. Udkom for første gang på dansk med ”Kærlighedens historie”, som er hendes anden roman. Hun skrev digte i mange år og debuterede som romanforfatter i 2002 med ”Man Walks Into a Room”. Er uddannet inden for litteratur og kunsthistorie fra Stanford University, USA, og Oxford University, England. ”Det store hus” udkom på dansk tidligere på året og blev rost af anmelderne. Hun bor i Brooklyn sammen med Jonathan Safran Foer, som hun har to børn med. Hun læser hovedsageligt europæisk litteratur og har kaldt den israelske forfatter David Grossman den mest begavede forfatter, hun nogensinde har læst.

8 Efterårsbøger 2018

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. november 2012

Brødre og søstre i litteraturen Brødre og søstre har spillet hovedrollen i litteraturen siden bibelsk tid og var især et tema i victorianske romaner i 1800-tallet. Søskende anvendes ofte som et greb til at beskrive to sider af én personlighed, fortæller eksperter Af Benjamin Krasnik krasnik@k.dk

Søskenderelationer har været godt stof fra Kain og Abel til Jonas T. Bengtssons roman ”Submarino”, der handler om to forskellige brødre.

Forhold mellem søskende er fortællemæssigt interessante, fordi den enkeltes plads i familien altid har haft en enorm betydning for udviklingen af individets identitet. Undersøgelser viser, at placeringen i en søskendeflok er afgørende for udviklingen af personlighed og liv.

Derfor er det naturligt, at forfattere anvender relationen mellem søskende dramaturgisk.

Den familiære relation søskende imellem har fået overraskende lidt opmærksomhed i litteraturforskningen, selvom bøgerne er fyldt med brødre og søstre. Tænk bare på Henrik Pontoppidans ”Lykke-Per” om Per og hans bror Eberhardt eller tyske Thomas Manns romaner om Josef og hans brødre.

Få forskere i USA og Storbritannien har dog set nærmere på den periode i litteraturhistorien, hvor søskenderelationer er mest intens.

Det gælder den victorianske litteratur fra det 19. århundrede, hvor forfattere var optagede af ære og skam, et centralt tema i slægtshistorier af blandt andre Jane Austen og Emily Brontë.

På den tid blev søskendes forhold anset som en forberedelse til ægteskabet, fortæller professor Valerie Sanders, som er direktør for center for victorianske studier på University of Hull i Storbritannien. Hun har speciale i familierelationer i litteraturen i denne periode og skriver i en mail til Kristeligt Dagblad, at søskende spillede en større rolle i victoriansk litteratur end i dag. ”Søskenderelationer blev ofte idealiseret som et romantisk partnerskab og som en platonisk forberedelse på ægteskabet, som i mange af Dickens’ bøger, for eksempel ’David Copperfield’. Filosof-

fen Hegels opfattelse af seksuel renhed mellem søskende havde en stor kulturel indflydelse. Hengivenhed til afdøde brødre og søstre kan opfattes som en ekstrem version af dette. I fiktionen er den døde søskende ofte et ’andet jeg’, en perfekt intim ven, som ikke kan konkurrere eller diskutere med den overlevende, men som udvikler sig til at blive den overlevendes evne til at relatere sig til en anden person,” fortæller hun.

Valerie Sanders mener ikke, at de intime relationer mellem søstre og brødre var incestuøse, men skal opfattes sådan, at søskende repræsenterer samme kulturelle og følelsesmæssige værdier, kombineret med det familiære og pålidelige, der er svært at finde hos fremmede.

Hun fortæller, at mange romaner fra det 19. århundrede udforsker slægtskabet eller tilhørsforholdet mellem mennesker gennem søskendebånd. Det forklarer blandt andet, at mange ægteskabelige forhold kommer efter et følelsesmæssigt lignende søskendeforhold, ofte i Dickens’ bøger.

Søskendes roller skifter naturligt nok også karakter i takt med samfundsudviklingen. For eksempel blev søskenderelationer særlig tydelige i bøger fra det sene 18. århundrede som en måde at udforske ligestilling på. Det fortæller den amerikanske litteraturforsker Stefani Engelstein fra University of Missouri i USA, der har forsket i søstre og brødre fra Frances Burney til Emily Brontë. Hun skriver ligeledes i en mail til denne avis, at forfattere dengang brugte søskende, der jo både er ens og forskellige, til at arbejde sig gennem både individuel og gruppepræget identitet påvirket af omverdenen. Litteratur, der har fokus på søskenderelationer, inkluderer ofte kulturelle møder, fortæller Stefani Engelstein.

Karakterer i litteraturen, der slet ikke har søskende, er ofte mere ensomme og isole-

0 Søskenderelationer er et centralt tema i hele litteraturhistorien. Det startede med historien om brødrene Kain og Abel, der her er illustreret af B. Manfredi cirka 1610. – Foto: AKG-Images/Scanpix.

rede, som for eksempel figuren Smike i Charles Dickens’ ”Nicholas Nickleby,” fortæller Valerie Sanders. Det samme gælder ifølge hende den næste generation af 1800tals-karakterer i for eksempel Emily Brontës ”Stormfulde højder”. ”De mangler det følelsesmæssige fundament og er enten for uafhængige eller for afhængige af deres forældre,” siger hun.

Professor Svend Erik Larsen fra Litteraturhistorie på Aarhus Universitet peger på nogle generelle tendenser gennem tiden. Når en forfatter anvender søskende i sin fortælling, er det ifølge ham ofte et psykologisk træk til at beskrive to sider af en personlighed. De er ofte meget forskellige. Som nat og dag, siger han. De er hinandens modsætninger. Et dansk eksempel er Carl Baggers novelle ”Min Broders Levnet” fra 1835 om to brødre. Den ene er ideel, den anden en drukkenbolt, som dog har et spændende liv. Søskende kan be-

skrive personligheder, der ikke kan rummes i én person.

Man kan tale om såkaldte splittelsesromaner ifølge Svend Erik Larsen.

En anden tendens er kønsforskelle, som især findes i indvandrerkulturer og litteratur uden for vestlige kulturkredse.

Her handler det om ære og skam og ansvar for søskende indbyrdes. Det ser man i blandt andet litteratur fra Mellemøsten, Korea og Kina, men også i danske bøger fra før oplysningstiden.

Et andet tema, vi kender fra de bibelske historier, er forskellen mellem ældste og yngste søn. Det optræder blandt andet i engelske romaner fra 1700- og 1800-tallet, hvor den førstefødte søn skulle arve godset, og de øvrige sønner ender ludfattige i rendestenen. ”Det var her, begrebet ’dandy’ opstod. Det var de fattige engelske adelsmænd, der tog til Paris og danderede den på byens cafeer og fortove. Temaet ses også i nyere slægtsromaner om ejerskab over

gården eller firmaet,” siger Svend Erik Larsen.

Generelt kan man ifølge den danske litteraturprofessor dele søskenderelationer op i to litterære perioder. Den ene handler om status og individets forhold til kollektivet, hvilket er udpræget i den victorianske periode. Herefter handler det om individets egen udvikling. Svend Erik Larsen nævner Jens Smærup Sørensens slægtsroman ”Mærkedage” om forskellige søskende og børn, der går ind i et samfund, hvor kollektivet er i opløsning. ”Familien samles til begivenheder, men fungerer ikke længere som familie. Man kommer ikke nærmere hinanden, end man gør med sin nabo. Blodets bånd forsvinder. Men det bliver genoplivet i indvandrerlitteraturen,” siger Svend Erik Larsen og peger på forfatteren Efie Beydin, der har tyrkiske rødder og ifølge ham har fortjent mere opmærksomhed.

Amerikanske Stefani Engelstein mener, at søskende langsomt forsvandt fra litte-

raturen i starten af det 20. århundrede, fordi freudianske psykoanalytikere sidestillede søskende med forældrenes rolle i individets psykiske udvikling. Men søskende er ikke udeladt fra bøgerne, og Stefani Engelstein mener at kunne se søskende i litteraturen igen i disse år.

Eksempler på søskenderomaner 33Yu Hua: ”Brødre”, 2005.

33Gisle Surssøns Saga fra cirka 1200.

33Thomas Mann: ”Huset Buddenbrook”, 1901.

33Jane Austen: ”Stolthed og fordom”, 1813.

33Jonathan Franzen: ”Korrektioner”, 2002.

FÅ SVAR PÅ ALT OM FOLKETINGET OG EU

MØD OS PÅ STAND C2-043 Folketingets Oplysning 3337 3338 fo@ft.dk www.ft.dk

Folketingets EU-Oplysning 3337 3337 euopl@ft.dk www.eu-oplysningen.dk

10 Efterårsbøger 2012

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. november 2012

Der er håb for fokuserede aviser Forfatteren Tom Rachman har skrevet om en døende avisverden. Hans roman ”De ufuldkomne” ærer en klassisk journalistisk tradition og de læsere, der holder den i live lidt endnu

interview Af Benjamin Krasnik krasnik@k.dk

Kære læser. Den avis, De sidder med i hånden, er ”old news”. Fortidslevn fra en førdigital tidsalder, hvor journalister med ekspertise i et særligt område på interessant vis åbenbarede nyt fra hele verden for læseren. Måske findes der stadig enkelte stålsatte ildsjæle og avislæsere, men det er uddøende racer.

Dette er en ubekvem sandhed, men dødsdommen er allerede velbeskrevet. Den britiske forfatter Tom Rachman har nu skrevet sin nekrolog over de trykte medier i romanform. ”Jeg vil vise, hvad der sker med de trykte medier, og hvad der allerede er i gang med at ske. Jeg vil gerne bidrage med et minde, før de forsvinder helt,” siger Tom Rachman.

Hans anmelderroste ”De ufuldkomne” fra 2010 er mindst lige så relevant i dag.

Dagbladsbranchen i den vestlige verden er kun blevet mere trængt og presset af digitale medier, dalende læsertal og dårlig økonomi. Aviser især i USA har allerede drejet nøglen om eller lever på private og offentlige sponsorers nåde. Herhjemme ventes regeringens mediestøtteudspil i disse dage med bæven blandt avisudgivere, idet der tales om at skære op mod 100 millioner kroner i støtten, samtidig med at digitale medier skal have en bid af kagen.

Selv den hæderkronede, legendariske New York Times er under pres, hvilket en dokumentarfilm, der blev vist på DR for nylig, gav et spændende, men frygtindgydende indblik i. ”Enhver, der betragter pressen, kan høre dommedagsuret tikke,” siger den tidligere narkoman og i dag mediereporter David Carr i filmen.

I en anmeldelse af filmen sammenlignes Carr og andre karakterer fra den berømte avis med Tom Rachmans karakterer i ”De ufuldkomne”.

Det er journalister, der bliver færre af.

Romanen handler om en international avis med hovedkvarter i Rom. Livet på redaktionen og avisens langsomme død skildres gennem en række journalister og redaktører.

De har hver deres egne kampe med på den ene side personlige kriser og på den anden side produktion af artikler og avis, og de to påvirker hinanden, måske ligefrem uhensigtsmæssigt meget.

Altså, ufuldkomne mennesker. Det har Tom Rachman

0 Den engelske forfatter Tom Rachman har skrevet om en døende international avis i Rom i sin roman ”De ufuldkomne”. – Foto: Benjamin Krasnik.

0 Er den gode gamle trykte avis snart fortid? Det spår mange som bekendt i disse tider med oplagsnedgang, men man skal være klar over, hvor meget man mister i aviskrisen, påpeger forfatteren Tom Rachman. – Foto: Ole Christiansen/Scanpix.

WW Jeg havde en

forestilling om, at journalister var modige og sandhedssøgende mennesker, men den forestilling blev ødelagt i mødet med branchen.

Tom Rachman, forfatter

selv erfaret som tidligere reporter i Rom og som redaktør på den anerkendte avis International Herald Tribune. ”Jeg havde en romantisk forestilling om journalistik og troede, det var som præsenteret på film som ’Alle præsidentens mænd’. Jeg havde en forestilling om, at journalister var modige og sandhedssøgende mennesker, men den forestilling blev ødelagt i mødet med branchen. Journalister er også mennesker, og de lader deres personlige relationer påvirke deres arbejde. Mange er idealistiske til at begynde

med, men bliver mere kyniske med tiden, blandt andet fordi de ikke opnår det, de havde drømt om. Den virkelighed ville jeg gerne præsentere med bogen.”

Men selvom dagbladsjournalister er ufuldkomne, så er de stadig et vigtigt filter, der ifølge Tom Rachman på tragisk vis er ved at forsvinde. ”De er eksperter på et specifikt område og er med til at sortere og vælge det mest interessante fra nyhedsstrømmen ud og præsentere det for læseren. Men det journalistiske arbejde har ændret sig meget. Der er færre folk og mindre tid til at sætte sig ind i tingene,” siger Tom Rachman.

Et helt centralt tab ved den faldende kvalitet, og ultimativt en verden uden aviser, er glæden ved at opdage nye ting, mener han. ”Man kan vende en side og blive gjort bekendt med ting, man aldrig ville finde selv.

Når man har læst avisen færdig, har man en lidt større forståelse af verden. I dag læser folk om emner, de allerede ved meget om. Folk er deres egne redaktører. De opsøger kun viden om deres yndlingssport, popstjerner, investeringer eller det lokale kvarter. De bliver altså ikke udsat for andet. Og det er i bund og grund dårligt for demokratiet. I konkurrencen om folks opmærksomhed bliver aviserne også mere højtråbende og aggressive, hvil-

ket man for eksempel ser på de populære politiske sider, der bevidst forsøger at ophidse folk. Det er også meget billigere at lave meninger end nyhedsartikler. Alle kan sidde i sofaen med fødderne oppe og skrive en mening på nettet,” argumenterer Tom Rachman.

Derfor vil han savne den gamle måde at lave avisnyheder på. Men han er trods alt ikke så nostalgisk anlagt, at fremtiden kun ser sort ud. ”Der er jo også elementer ved digitaliseringen, der gør det bedre end før. Det ville da være frygteligt at vende tilbage til en tid, hvor man læste om ting, der skete for tre dage siden. Men vi mister altså aviser, der er baseret på værdifulde principper, hvor man forsøger at beskrive verden så objektivt som muligt og på en interessant måde. I dag er alt dette under forandring.”

Jeg nævner Kristeligt Dagblad som et eksempel på en dansk avis med særlige fokusområder og bestræbelser på at se verden gennem et særligt begrebssæt.

Tom Rachman siger: ”Det er interessant med en avis, der ser på verden med et etisk perspektiv. Jeg ville ønske, at der fandtes en engelsk version af sådan en avis. Jeg ville måske foretrække et sekulært udgangspunkt, men det er oplagt at satse på nichestof. Jeg tror, at folk i højere grad vil søge deres egne politiske publikationer.

Jeg forestiller mig to stærke tendenser i fremtiden. På den ene side vil vi se rigtig meget trivielt, hurtigtlavet nyhedsaffald, der ikke er særligt faktabaseret. På den anden side vil der stadig være seriøst, interessant stof, dog med et mindre publikum. Der vil altid være intelligente læsere, der ønsker at blive stimuleret. En mindre gruppe, der er så passioneret omkring ordentlig journalistik, at de er villige til at støtte den. Så en avis som din giver mig mere håb.”

Tom Rachman 33Født i London og opvokset i Vancouver. Han er uddannet fra University of Toronto og Columbia School of Journalism.

Har studeret blandt andet jiddisch litteratur af blandt andre Isaac Singer og har skrevet om dens indflydelse på filminstruktører som Woody Allen. Han har været udenrigskorrespondent for Associated Press i Rom og redaktør på International Herald Tribune i Paris. Han bor i dag i London. ”De ufuldkomne” fra 2010 er hans debutroman.

Efterårsbøger 2012 11

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. november 2012

Et opgør med myterne om den ”forkælede generation” Forfatteren Gretelise Holm er træt af at høre om sin generation som de forkælede unge, der kunne, måtte og fik alt. ”Sådan var det måske for en lille håndfuld unge i storbyerne, men ikke for os fra landet,” siger hun

interview Af Mie Petersen mie@k.dk

Man får lyst til at kigge tilbage. På alle årene. Ikke for at trampe rundt i suppedasen, men for at dvæle lidt i minderne og måske også for at fastholde erindringerne for ens børn og deres børn.

Samtidig med at man fortæller den lille historie, nemlig ens egen, kan man også få en bid med af den større historie, den, vi alle er fælles om, og her få lejlighed til at gøre op med en af tidens mest sejlivede myter, nemlig myten om, at den forkætrede efterkrigsgeneration, der også er kendt som 68-generationen, er historiens mest forkælede.

For forfatteren Gretelise Holm, der er 66 år og nu har skrevet første bind af sine erindringer med titlen ”Jesus, pengene og livet”, har det været vigtigt at gøre op med netop den myte. ”Vi blev kaldt babyboomere og 1968’ere, og som ældre omtales vi som ældrebyrden.

For et par år siden var jeg til guldkonfirmation (50-års konfirmationsjubilæum, red.) med min klasse fra Vejstrup Skole. Det var i 2010, og nogle af dem var gået på efterløn. Typisk efter 45-50 år på arbejdsmarkedet. Hvor mange i den yngre generation vil komme bare i nærheden af en sådan livsindsats,” spørger hun. ”Det såkaldte ungdomsoprør i 1968 var i høj grad et byfænomen. En lille håndfuld af, måske, forkælede unge, der åbenbart ikke havde meget andet at tage sig til. I Vejstrup og omegn var der ingen slinger i valsen. De fleste forlod skolen som 14-årig og kom ud at arbejde. De fik børn, inden de fyldte 20, og de fleste er gift med den samme og har været det lige siden. I et lille land som Danmark er der mange parallelle virkeligheder. Og retten til at definere virkeligheden tilfalder for det meste eliten i byen. Det er i hvert fald ikke på landet i det sydlige Jylland, at den ’forkælede’ 68’er-generation trådte deres barnesko,” siger Gretelise Holm.

Men tilbage til hendes bog ”Jesus, pengene og livet”. ”Med erindringer er det sådan, at de fleste er hamrende ligeglade med, at ens oldefar var pottemager i Vorbasse.

Derfor var det vigtigt for mig at fortælle min historie i et tidsperspektiv, der gjorde

WW I et lille land

som Danmark er der mange parallelle virkeligheder. Og retten til at definere virkeligheden tilfalder for det meste eliten i byen.

Det er i hvert fald ikke på landet i det sydlige Jylland, at den ”forkælede” 68’er-generation trådte deres barnesko.

Gretelise holm, forfatter og journalist

den interessant for andre end den nærmeste familie,” fortæller Gretelise Holm, der ikke lægger skjul på, at hun er en stor beundrer af Pia Fris Laneths ”Lillys Danmarkshistorie”, og hun har det fint med, at en anmelder omtalte hendes bog som Gretelises Danmarkshistorie. ”Det er netop det, jeg har forsøgt: at bruge min egen historie til at fortælle en del af danmarkshistorien – især den del, der handler om landproletariatets liv, da jeg voksede op. Alle familiers historie er speciel, og det, der måske gør min families historie anderledes, er nok, at vi tilhørte den fattigste del af befolkningen på landet, men vi var langtfra alene. En del af de reaktioner, jeg har fået på bogen, har været præget af overraskelser over, hvor fattige vi var, og hvor hårdt livet var. Det kommer tilsyneladende som en overraskelse for de fleste hvor stor forskel, der dengang i 1950’erne og ind i 1960’erne var på livet i land og by,” fortæller Gretelise Holm.

Her kommer det andet ord i bogens titel, ”penge”, ind. Eller rettere: mangel på penge.

For var der noget, Gretelise Holms forældre ikke havde, så var det penge. Hendes far var blevet sendt ud at tjene som syvårig, og hans største drøm var at blive selvstændig.

Derfor forsøgte familien sig gennem årene med det ene lille husmandssted efter det andet, men ud over at mangle den kapital, der kunne have underbygget drømmen om det selvstændige landmandsliv, så var de også forfulgt af

uheld. Så døde koen, så blev kyllingerne syge og så videre. ”Da vi i 3. eller 4. klasse læste H.C. Andersens digt om konen med æggene, grinede mine klassekammerater, men jeg måtte bede om lov til at gå i gården, fordi jeg kæmpede med gråden. Konen med æggene var min mor, og det var slet ikke morsomt, når hendes drømme blev knust sammen med æggene,” fortæller Gretelise Holm.

Samtidig voksede familien, og der blev år for år en mund mere at mætte. På 15 år fødte Gretelise Holms mor i alt 10 børn. To af dem døde som spæde.

Et sted i bogen opstiller Gretelise Holm en liste over, hvor mange steder hun nåede at bo som barn og ung, inden hun som 17-årig endelig flytter hjemmefra, og det bliver til i alt 10 barndomshjem. Og næsten lige så mange skoler og skoleskift. ”Vi flyttede så meget, fordi mine forældre hele tiden troede på, at de det næste sted ville kunne realisere deres drøm. Men det skete aldrig.

Vi levede af, hvad min mor kunne tjene på sine høns, og min far havde indimellem arbejde, men for det meste var han arbejdsløs. Derfor fyldte penge meget. Da min mor døde, lå hun på en afdeling, hvor min lillesøster var overlæge. For at trøste hende lidt sagde jeg: ’Mor, her ligger du nu på Ellens afdeling. Du har da haft et godt liv med de dygtige børn, du har fået!’. ’Ja,’ svarede min mor: ’Og aldrig nogen penge.’ Det blev min mors sidste ord til mig,” fortæller Gretelise Holm.

Det var et hårdt liv. Men hvis man tror, at ”Jesus, pengene og livet” er en trampen rundt i en lang beklagelse over, hvor hårdt livet var, så tager man grueligt fejl. Gretelise Holm er ærlig, men samtidig befriende usentimental, når hun skriver om barndoms- og ungdomsårene i de forskellige ”barndomshjem” i det sydlige Jylland.

For det var i den landsdel, familien for det meste boede, i Rejsby-Ballum, i Addit, i Bramdrupdam, i Kolding, i Sjølund og i Hejls for blot at nævne nogle af stederne.

Bogtitlens første ord, ”Jesus”, overrasker måske de mange, der kender Gretelise Holm som krimiforfatter og som journalist med retspolitik som speciale, men kristendommen fyldte meget i barndomshjemmet. ”Min mor var i gang med en

0 Gretelise Holm bor i dag med sin mand gennem 37 år, Knut Wallevik, tæt ved Kongens Have og Sankt Pauls Kirke i Nyboder i København. – Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

karriere i Frelsens Hær, da hun på Luthersk Missions Højskole i Hillerød traf min far. Hun måtte opgive karrieren i Frelsens Hær, men til gengæld var hun overbevist om, at hvert eneste barn, hun fødte, var en gave fra Gud. Så vi var hendes egen lille hær, og selvom nogle af os også blev indrulleret i Frelsens Hær, så var det for vores alles vedkommende et kort bekendtskab,” siger Gretelise Holm.

Hun flyttede hjemmefra som 17-årig, da hun kom i lære

som journalist på JydskeVestkysten, som avisen hed dengang. Senere fortæller hun om årene i København som Christiansborg-medarbejder, senere kommer hun til Børsen og til Berlingske Tidende. I 1971 begynder hun som journalist på dagbladet Politiken, og her slutter ”Jesus, pengene og livet”. Men inden det sidste punktum lover hun, at fortsættelsen følger i andet og sidste bind.

Er det ikke modigt at afgive et sådan løfte? Eller har du allerede skrevet andet bind?

”Jo og nej. Jeg er selvfølgelig begyndt at tænke over, hvad andet bind skal indeholde og er nok allerede kommet til den erkendelse, at det måske er lettere at skrive om dengang – helt tilbage, da det hele begyndte. I andet bind kommer jeg jo tæt på mit liv i dag, og så bliver det nok sværere,” siger Gretelise Holm.

Hun slutter: ”Men selvom jeg allerede er begyndt at få ’præstationsangst’, så synes jeg også, det er udfordrende og spændende at få sat ord på mit liv.”

Mød os på Bogforum – du finder os på stand C4-033 Få en uforpligtende vurdering af dine bøger, breve eller manuskripter og se sjældne dedikationseksemplarer fra Ivan Malinowskis private bogsamling, der sælges på net-auktion søndag den 11. november kl. 14.

Se også en række sjældne bogværker fra vores internationale bogauktion i slutningen af november.

Læs mere på bruun-rasmussen.dk Dagbogsoptegnelser fra Kina.

Vurdering: 2.000 - 4.000 kr.

Dedikationseksemplar fra Pablo Neruda.

Vurdering: 6.000 - 8.000 kr.

Baltikavej 10 2100 Kbh. Ø Tel 8818 1111

Kommende eftersyn og auktioner: bruun-rasmussen.dk

Ute Herrmann

Astrid Madsen

Birte Nørgaard

Dariusz Zielinski

Erik Langkjær

Gerda Nietzer

Khun Kwanjai

Kirsten Murhart

Lise Aarup

Lena Mandal

20% RABAT PÅ ALT I OKTOBER

Anne-Lise Evensen

Anna Marchwicka

Lars Kristian Hansen

Mirek Antoniewicz

Bjarne Deleuran

Christina Kjelsmark

Marek Zyga

Niels Jensen

Conni Østergaard

Janusz Tyrpak

Pia Amdi

Poul Bruun

Martin Eggert

Per Flemming

Basia Hubert

Maria Kragh

Noel Lister

Conni Østergaard

Fri entré

Peter Duun

Anna Koslowska-Luc

BESØG DANMARKS STØRSTE GALLERI · 830 m2 internationalt kunstcenter i Bryrup ved Silkeborg. · En af Silkeborgs største turistattraktioner - ca. 30.000 besøgende. · 75 kunstnere fra ind- og udland. · 1500 kunstværker er udstillet - hele året. · Kunstværker for over 50 millioner er til salg. · Midtjyllands Kunst Center er grundlagt i 1996.

Følg vejskiltene i Bryrup til Midtjyllands Kunst Center

Midtjyllands Kunst Center Fasanvej 2 · 8654 Bryrup · Tlf.: 7575 7771 · www.habsoe.dk · E-mail: habsoe@habsoe.dk · Åbent alle ugens dage: 11.00 - 17.00

SANDHEDEN OM

Den bibelske forklaring i 10 letlæselige studiehæfter Kurset giver et kort indblik i forskellige religioners opfattelse af livet og døden, men med et tydeligt fokus på den bibelske forklaring.

• Hvad sker der egentlig, når døden rammer?

• Hvad forstås der ved kødets opstandelse og det evige liv?

• Hvordan håndterer man tabet og sorgen?

• Skal man mødes igen? ’Det var en lettelse at få et bedre indblik i Bibelens lære. Nu har jeg fået nyt håb, og jeg er ikke ængstelig for døden mere!’

Kursist fra Aalborg

KORRESPONDANCE

SKOLEN

Tilmeld dig og tag kurset online på www.kskolen.dk

Navn Adresse

Postnr. & By

Tlf. / Mobil

e-mail

SANDHEDEN OM DØDEN KD 10.2012

eller modtag kurset pr. brev. Kurset koster kun et ekspeditionsgebyr på kr. 75,Ring på tlf. 4558 7770 eller send kuponen i en lukket kuvert til: Korrespondanceskolen, Postbox 15, 2850 Nærum

14 Efterårsbøger 2012

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. november 2012

De usynlige menneskelige dramaer Kirsten Thorup fik sit folkelige gennembrud med romanen ”Lille Jonna” takket være Gyldendals Bogklub. I bogen, der foregår i forfatterens fødeby, Gelsted på Vestfyn, genopdager hun 1950’ernes brydningstid, hvor ungdommen blev opfundet Af Dorte Washuus washuus@k.dk

Hun er lille, helt klædt i sort og gør ikke meget væsen af sig. Vi mødes på Gyldendal i Klareboderne i det indre København, hvor Kirsten Thorup i årevis har færdedes hjemmevant som en af det store forlags mest trofaste og bedst sælgende forfattere.

Det er ved at være fyraftenstid for de ansatte på kontorerne, og Kirsten Thorup bliver instrueret i, hvordan vi låser os ud, inden vi sætter os med kaffe og vand for sammen at rejse en tur tilbage i tiden. 36 år, for at være helt nøjagtig.

Så længe er det siden, Kirsten Thorup sad i sit dengang kombinerede sove-, opholdsog arbejdsværelse i et minikollektiv indrettet i en gammel lejlighed tæt på, hvor vi sidder nu, og skrev romanen ”Lille Jonna”.

34 år er der så gået, siden denne artikels forfatter sad, eller nok rettere lå, på sit teenageværelse og læste bogklubudgaven af samme roman. ”Det var højst overraskende for mig, at ’Lilla Jonna’ blev månedens bog i Gyldendals Bogklub og derigennem solgte 80-90.000 eksemplarer, for den solgte jo nærmest ingenting i originaludgaven,” husker Kirsten Thorup, der dermed kan takke bogklubben for sit folkelige gennembrud som forfatter.

Siden har mange læsere, ikke mindst de kvindelige, fulgt med Kirsten Thorup i hendes imponerende forfatterskab, og når hun holder foredrag, er hun stadig ude for, at læsere spørger til Jonna-serien, der foruden den første roman også omfatter romanerne ”Den lange sommer” ( 1979), ”Himmel og helvede” (1982) og ”Den yderste grænse” (1987). ”I dag kan jeg jo godt se, at ’Lille Jonna’ blev mit gennembrud, men dengang var det helt usynligt og bestemt ikke noget, der stod noget om i aviserne, fordi gennembruddet foregik i Gyldendals Bogklub,” siger hun.

Kirsten Thorup taler dæmpet i et sprog, der er lige ud ad landevejen og med en

WW Tidligere var

der barndommen, som ophørte, når man blev konfirmeret, og derefter var der voksenlivet. Men min generation fik som nogle af de første lov til at være unge eller teenagere, som det hed med det nye engelske ord.

Kirsten Thorup, forfatter

svag antydning af vestfynsk dialekt. For det var på Vestfyn, at det hele begyndte for Kirsten Thorup – og for lille Jonna.

Nærmere bestemt i stationsbyen Gelsted, hvor Kirsten Thorup voksede op i 1940’erne og 1950’erne, og hvor fortællingen om pigen Jonna, forældrene, de tre brødre, mosteren, skolelæreren og præsten tager sit udgangspunkt. Tiden er den samme, stedet er det samme, men alligevel er ”Lille Jonna” noget af det mindst selvbiografiske, Kirsten Thorup har skrevet. ”Jeg har altid stået meget fast på fiktionen. Jonna er ikke mig, hendes brødre og forældre er ikke mine, men det er klart, at der er træk fra mit eget liv, og at jeg lægger træk fra mig selv og mine nærmeste ind i romankarakterne.

Men det har altså ikke noget med selvbiografi at gøre. ”Når der i forbindelse med romanen opstod en konsensus om, at den var selvbiografisk, så skyldtes det måske også, at jeg fra begyndelsen brugte et erindrende jeg, der fortæller om sin barndom og sine teenageår. Det valgte jeg for at få et subjektivt blik på historien, og det har så bidraget til at give en illusion af selvbiografi.”

Alligevel var det en søgen

tilbage til egne rødder, da Kirsten Thorup som enlig mor i 30’erne satte sig for at skrive ”Lille Jonna”. Inden da havde hun haft litterær succes med sine første digtsamlinger og ikke mindst med romanen ”Baby”, der beskriver en række skæve storbyeksistensers desperate søgen efter kærlighed.

Bøgerne solgte ikke ret meget, men Kirsten Thorup kunne alligevel leve af sit skrivetalent, fordi hun op igennem 1970’erne leverede en række tv-spil til Danmarks Radio, hvor hun blev betalt en fast pris pr. minut.

Desuden havde hun sørget for at gøre sine leveomkostninger så minimale som muligt. Det år, hun skrev ”Lille Jonna”, boede hun eksempelvis med sin datter sammen med en anden familie i et minikollektiv, hvor der var ”stordriftsfordele” i form af blandt andet fællesspisning. ”Jeg flyttede til København lige efter gymnasiet og et år i England, og tanken om at skrive om Gelsted lå mig i mange år meget fjernt, men på det her tidspunkt midt i 1970’erne gik det op for mig, at jeg var nødt til at gå tilbage for at kunne komme videre.

Digtene og ’Baby’ lå meget langt fra min egen baggrund og opvækst. ”Jeg var ikke så glad for at skulle skrive ’Lille Jonna’, ville faktisk helst have været fri, men jeg kunne ligesom ikke komme uden om den,” fortæller Kirsten Thorup. ”Jeg følte ikke, at jeg kunne udvikle mig som forfatter, hvis jeg ikke gik tilbage til mit oprindelige miljø på Fyn og fandt ud af, hvem jeg selv var. Jeg tror, det hører 30’erne til. Det er der, man for alvor bliver voksen, og for at kunne finde sit ståsted i voksenlivet er man nødt til at finde ud af, hvor man kommer fra. Det var jeg i hvert fald.”

Ideen var for Kirsten Thorup at skrive en roman om den jegfortællende Jonna som barn, og én, hvor hun var blevet voksen. Men projektet voksede, og det blev klart for forfatteren, at hun også måtte have alle mellemregningerne med. Det fik hun så i ”Den lange sommer”.

0 Kirsten Thorup er bevidst om, at det først og fremmest er de kvindelige dramaer, der fylder i hendes romaner, men det handler om, at hun selv er kvinde og bedst kan fortælle fra den synsvinkel. – Foto: Sofie Amalie Klougart/Scanpix.

”1950’erne var sådan en brydningstid, ja, det var faktisk der, ungdommen blev opfundet. Tidligere var der barndommen, som ophørte, når man blev konfirmeret, og derefter var der voksenlivet.

Men min generation fik som nogle af de første lov til at være unge eller teenagere, som det hed med det nye engelske ord. Det var vi selvfølgelig ikke bevidste om på samme måde, som jeg er bevidst om det i dag, men det var en spændende tid, hvor vi gik meget op i at have det rigtige tøj, høre den rigtige musik og så videre,” siger hun.

Det er om ”Lille Jonna” og ”Den lange sommer” blevet fremhævet, at Kirsten Thorup her udforsker et miljø, en kultur og en tid, som i 1970’erne endnu ikke rigtigt havde fundet vej til danske romaner.

På den tid opstod den moderne individualisme med dens forestilling om, at hvert menneske er noget for sig og har sin frihed til at skabe sit eget liv. Men især som pige og kvinde i ”Lille Jonna”s fynske stationsbymiljø i 1950’erne kolliderer individualismen med de gamle regler om at være mere forpligtet på familien og slægten end på sig selv.

Et sted i romanen siger Jonnas mor det meget tydeligt til en af byens kvartalsdrankere, der har fundet vej til hendes køkkenbord: ”Du behøver ikke være bange for, at din kone går fra dig, for der er det at sige til det, at vi kvinder ikke har nogen steder at gå hen.”

I Jonna er der imidlertid en stærk trang til at komme væk. Hun vil noget andet med sit liv end det, hendes mor har. Det får hende til at

føle sig forkert, og hun må kæmpe med sin selvopfattelse og sit selvværd.

I netop 1977, hvor ”Lille Jonna” udkom, kunne mange yngre kvinder nikke genkendende til det, og Kirsten Thorup blev af mange opfattet som en del af den stærke kvindebevægelse, der voksede frem i 1970’erne. Men det var hun ikke. Hun begyndte sit forfatterskab i 1960’erne, inden kvindebevægelsen for alvor brød igennem.

Skal hun fremhæve, hvad ”Lille Jonna” handler om, så er det de menneskelige dramaer, der for det meste er usynlige for omverdenen. ”Der findes dramaer, som næsten ikke kan ses udefra, men som alle mennesker har i sig. Det er de indre dramaer, der interesserer mig,” siger Kirsten Thorup, der ofte bliver fremhævet som en fortæller af de tavses historie.

TÆN KE PAU MONSTRE LIGGER I DIT DNA SE FÅS OGSÅ I DIN BOGHANDEL R Allehelgensaften. Hekse, genfærd og mørkets magter er løs. Overnaturlige monstre findes selvfølgelig ikke i virkeligheden, men vi bliver ved med at fortælle hinanden historier om spøgelser og uhyrer. Faktisk reagerer vi ens på tværs af kulturer, når vi ser en gyserfilm.

For i millioner af år levede vi side om side med virkelige, sultne monstre, som havde mennesket på menuen. Vores forhistoriske tilværelse som jaget vildt har sat sig dybe spor i vores dna.

Bag vores rationelle, moderne hjerner gemmer der sig en forskrækket primat, som gyser ved synet af lysende øjne og glinsende hugtænder i tusmørket – præcis som vi gør i biografens mørke, når monstret maser sig ind på helten.

Monstre udkommer i dag.

TÆNKEPAUSER – viden til hverdagen af topforskere fra

AU

AARHUS UNIVERSITET

60 sider – ny bog hver måned download gratis e-bog og lydbog fra viden.jp.dk diskuter bogen på bibliotekernes bog-site litteratursiden.dk se forfatteren i Danskernes Akademi på DR2 mød ham på bibliotekerne i Aarhus, Holbæk, Gentofte, Roskilde, Skjørping, Holstebro, Østerbro og Næstved AARHUS UNIVERSITETSFORLAG

www.galleri-emmaus.dk

Adi Holzer: Paradisets have

Bibelen rummer den mest spændende, den mest vedkommende, vidunderlige og aktuelle fortælling jeg kender. For mig er det indlysende at lade kunsten synliggøre den.

Grethe Olsen, gallerist.

Salg til private, kirker og menighedsråd

Mogens Hoff: Bebudelsen

T: 5443 5433

Simon Aaen: Landskab (udsnit)

Agnete Petersen: Set

Efterårsbøger 2012 17

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. november 2012

Smærup Sørensen er tilbage i universet fra ”Mærkedage” ”Hjertet slår og slår” er en øm og fremragende roman om opbruddet fra bondesamfundet

bog Jens Smærup Sørensen: Hjertet slår og slår. 216 sider. 229,85 kroner. Gyldendal.

Det er sjældent, at omslaget på en roman nævnes først.

Men her er det, som om det rummer selve nøglen til historien: Vi ser to drengehænder, der formet som en skål rækker nogle sten frem til læseren. Varsomt, som var de det dyrebareste, han ejede. Åbent og blødt, som var det en lille kaninunge eller hans eget levende hjerte. Husker De Ib Spang Olsens forsidetegning til ”Løgneren”? Så betydningsmættet er dette ene billede. ”Hjertet slår og slår”, står der hen over de granitgrå sten. Og en tone af ro og uro fylder rummet.

Da forfatteren Jens Smærup Sørensen i 2007 udgav ”Mærkedage” – den roman, der efter et langt forfatterskab gav ham et tordnende og ganske uventet folkeligt gennembrud – skrev en anmelder, at den synes at bære ”på en masse historier, der ikke bliver fortalt”.

En af de historier kunne meget vel være denne om en far og en søn. Grundtemaet er det samme. Om hjertet, der slår, og om tiden, der går. Om løsrivelsen fra det gamle bondesamfund, patriarkatet, stenene på marken, sliddet i ryggen og om de små lysende glimt af en uendelig, nu vel for altid mistet samhørighed.

Stedet er det samme. Vi er ikke i Staun, forfatterens eget fødested, vi er i den lille landsby Skovby, men det kommer ud på et. Vi er stadig i Himmerland, og som Jens Smærup Sørensen selv gjorde

det, flyttes hovedpersonen i romanen på et afgørende tidspunkt i sit liv til en skole i Nibe.

Her åbner dørene sig. Her begynder det nye liv. Og her begynder tabet. ”Hjertet slår og slår” er en opbrudshistorie – hvilket kan spores helt ned i den pudsigt almueagtige sprogtone, de abrupte indskud og de spredte splinter af en ny tids jargon. Den gamle bonde ligger bevidstløs for døden, og den bortløbne søn, der er blevet en estimeret professor i historie, er taget alene derop.

WW Hos Jens

Plottet er jo set før. Et dødsleje og et tilbageblik. Den autoritære far og sønnen, der nok fik gjort op med ham – da han langt om længe gik til modværge – men ikke fik talt.

Renset luften. Trukket sin egen livsånde ind. Med bekvem intellektuel distance har han i stedet skrevet en af-

handling om Skipper Clement og bøndernes oprør!

Nu er alle omveje brugt op.

Nu sidder han med den visnende mands hånd i sin. Den hånd, han aldrig har kunnet lide at røre ved. Fordi det var den samme hånd, der slog.

Er der da forsoning i denne forgård? Er der sorg, vrede,

Smærup Sørensen indlejres det personlige stof på en altid overbevisende måde i den jord, den arv og det landskab, der omgiver os og præger vores liv.

lettelse? Hos Jens Smærup Sørensen indlejres det personlige stof på en altid overbevisende måde i den jord, den arv og det landskab, der omgiver os og præger vores liv. Derfor er svaret ikke enkelt. Og derfor ved sønnen også, at han i bruddet har kastet vrag på en del af sig selv.

At hans personlige bagage ligger ligeligt gemt i stenen og i hjertet. Derfra min verden går. Den verden, der altså ikke er mere. Det er paradokset.

Man finder det samme usentimentale vemod i denne roman som i ”Mærkedage.”

Ingen fastholdelse er mulig.

Ingen enkle svar. For hjertet ville forvandles til en lille, hård sten under faderens strenge regime, hvor arbejdet på marken altid kom i første række, og hvor slagene faldt tæt, når sønnen, klodset og flagrende som han var, gik sine egne drømmeveje.

SkalkS tidStavle: Plakaten viser Danmarks fortid som en tidsvej befolket med samtidige personer. 53 × 88 cm, 50 kr.

Priserne er inkl. moms, plus porto (undtagen for bladet).

Slå vejen forbi Skalks e-butik hvor der findes bøger, plakater, musik, film og kopier af smykker og glas m.m. Her er gode gavemuligheder, f.eks. det fornemme kongelige mundglas fra 1760’erne til 240 kr. pr. stk. eller 4 stk. for 900 kr.

www.skalk.dk Besøg også www.historie-online.dk

liselotte wiemer kultur@k.dk

Læs også interviewet med Jens Smærup Sørensen side 4

boller Slot Pragtværk om herregården med den rige historie gennem 650 år.

544 sider, 360 illustrationer (kun få er før vist).

Netop udkommet. 335 kr.

Skalk bringer velillustrerede artikler om dansk arkæologi, historie og kulturhistorie.

Tidsmæssigt spænder emnerne fra jægerstenalderen og til ca.

1920. Skalk blev grundlagt i 1957. abonnement på Skalk koster 284 kr. for et år. Nye abonnenter får gratis 4 tidligere numre med i købet. Desuden får abonnenter ca.

20% rabat på forlaget Wormianums bøger.

Gaveabonnementer kan tegnes.

Men paradokset går et spadestik dybere. For de har jo, far og søn, skrevet en pagt på den selvsamme stentavle.

Drengen var den udvalgte, også i straffen, også i udslettelsen. Som hos Isak. Det var den gode far, der straffede.

Men ingen Gud griber ind her. Kun tiden kommer forfra og forløser det hele.

Og snart bliver faderen en sten på kirkegården. Det er i dette krydsfelt mellem friheden, der er en forbandelse, straffen, der er en kærlighedserklæring, stenen, der er et hjerte, at Jens Smærup Sørensens roman rejser sig med en øm og barsk og indimellem næsten nervøs styrke.

Som om den gamle stadig kigger med over skulderen.

www.shop.skalk.dk

eller ring og bestil på 86 27 37 11

18 Efterårsbøger 2012

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. november 2012

Hvad en familie faktisk kan rumme Papir vinder over sten, sådan er reglen i legen. Og her ligger håbet i Naja Marie Aidts roman ”Sten saks papir”

bog Naja Marie Aidt: Sten saks papir.

386 sider. 300 kroner. Gyldendal.

Hvordan føles det inde i et menneske, som ikke deler med nogen?

Et menneske, som ikke vil have hjælp og heller ikke kan indse, at han har hjælp behov? Mennesket er den 30-40-årige mand Thomas O’Mally Lindström, og det er lyriker, novelleforfatter og dramatiker Naja Marie Aidt, der har sat ham stævne i debutromanen ”Sten saks papir”.

Romanen udspiller sig i en navnløs, europæisk, tror jeg, flodgennemtrukken storby, som læseren gradvis stykker sammen, efterhånden som Thomas bevæger sig rundt i dens inder- og yderkanter, industriområder og nærliggende bjergegne. Thomas er en mand, som har rejst sig ved egen kraft fra en ussel fami-

liebaggrund; mor forlod ham og lillesøster Jenny, da han var fem år, far var fordrukken og voldelig.

Nu ejer Thomas den delikate papirhandel Lindström & Maloney (den ægte vare, den uspolerede gode kvalitet – se også romanens smukke omslag) sammen med barndomsvennen, den uproblematiske, runde Maloney (det var Thomas, der fandt på navnet, det lød mere ”noir”).

Ved romanens begyndelse er han kæreste med Patricia, en sund og klog kvinde fra et ditto miljø. Æstetik betyder noget for Thomas, netop på baggrund af barndommens usselhed.

Søsteren Jennys kropslighed, hendes småborgerlige hjem, hendes labile væren gør ham decideret dårlig.

Nu mødes de: Far, som Thomas ikke har set i mange år, er død i fængslet. Jenny, den sentimentale, insisterer på at arve fars brødrister, duften minder hende om de gode stunder. Da Thomas modstræbende reparerer den,

kommer han i besiddelse af en farlig arv, som skubber handlingen radikalt og suspensefremkaldende i gang.

Ikke mindst kommer der en joker ind fra siden, en mand, som måske er en bror, en fjende eller måske begge dele.

Hvordan det går for sig, vil jeg ikke røbe, for ”Sten saks papir” er også en roman, man skal læse med hjertet i halsen og håbet sivende.

Hvad jeg derimod gerne vil pege på, er, hvordan romanen gør.

Thomas er en tikkende bombe, inden i ham ulmer en latent vrede, der ved små ting pludselig bryder ukontrollabelt igennem. Han føler sig konstant krænket af andre, udenfor og svinger mellem bedreværd og mindreværd.

Lysten til sex forsvinder. Indtil den dag, hvor den manifesterer sig så voldsomt, at han ikke kan styre den.

Aidt skriver Thomas frem i et sprog, der parataktisk (sætninger forbundet med

WW Det er en for-

tælling om offerets, den krænkedes vrede, en destruktiv hærværksvrede.

og) eller forbundet med komma, løber af sted i en stressende fart, der formelig giver læseren åndenød. Indtil skriften standser op. Hugger hårdt af sted i små snappe udsagn, i en tæt fortalt klaustrofobifremkaldende tid.

Fortælleren er alvidende, men det interessante er, at synsvinklen ofte, også uden vi mærker det, tager bolig i Thomas.

Lad os se på første side, romanens anslag: Vi starter udefra, en mand kommer skrående over en gade. Seks sætninger efter er han blevet personificeret, det er Thomas. Så dukker en buttet

kvinde op (vi ser stadig tingene udefra), som fem sætninger efter er blevet Jenny. Sådan har vi bevæget os fra fugleperspektivet og ned på gaden, hvor vi hører dem tale.

Kort efter er vi med på restaurant, vi ser på tingene på bordet – og vups – her kommer Thomas’ æklede blik på søster ind: ”Jennys fede, hvide hånd piller ved en serviet”.

Aidt gør det hele tiden, glider umærkeligt fra det alment registrerende til Thomas’ blik, hvorved hans lede langsomt sniger sig ind på læseren, som bliver mere og mere usikker på, om vi ser ”selv” eller gennem Thomas. ”Sten saks papir” – titlen refererer både til papirbutikken, til de tilfælde, der generelt er med til at forme os, og til et helt specifikt spil allersidst i romanen – er ret beset en nådesløs undergangshistorie. Det er en fortælling om offerets, den krænkedes vrede, en destruktiv hærværksvrede, hvis kræfter vi samfundsmæssigt burde bru-

ge flere ressourcer på at kanalisere bedre steder hen. ”Sten saks papir” er imidlertid også en roman om meget andet. Hvad familien faktisk kan give og rumme, hvis den vokser ud af kærlighed, udfoldes levende i romanens midte. Venskabets varme selvfølgelighed, at føle sig kendt af en anden, stoltheden over at gøre sig umage sammen, at skabe noget.

Glæden ved litteratur – Aidt anviser gavmildt citerende vejen til en håndfuld af vidunderlige digtere, der ligesom hun selv demonstrerer, at litteratur først og fremmest handler om form.

Stoffet kan være selvoplevet, drømt, tænkt eller lånt, byen kan være Odder, Tokyo eller, som her, skabt på skrivebordet – det er formen, der forvandler det til litteratur.

Sten saks papir. Det er stenen, der smadrer butiksvinduet, men papiret, der får det sidste ord.

Af mai misfeldt kultur@k.dk

Nyt i Danmark!

Få udgivet

DIN EGEN HISTORIE Vi hjælper dig hele vejen – fra manuskript til færdig bog Forlag 1.dk sørger for alt omkring udgivelsen, og vi tilbyder både layout, korrekturlæsning og andre praktiske ting. I alle dele af processen er vi i dialog med dig, så du bliver tilfreds med det endelige resultat.

Vi synes, at hver bog skal være unik, og da vi er et lille forlag, bliver det aldrig samlebåndsarbejde.

Se eksempler og priser på vores hjemmeside, www.forlag1.dk, eller kontakt os for nærmere oplysninger.

FÅ HÆNDERNE FRI NÅR DU LÆSER! Læsepuden The Book Seat™ er designet, så du stort set kan læse over alt. Puden former sig efter underlaget, støtter din bog, giver dig mulighed for at slappe af i arme og skuldre – og frie hænder til at gøre andre ting imens du læser.

The Book Seat™ er designet til lækker læsning.

”alt der skal til for at udgive din bog” Forlag1.dk · Østergade 35 · 9690 Fjerritslev · Tlf. 96 29 22 00 · E-mail: redaktion@forlag1.dk

Find den på: www.bookseat.dk eller hos din lokale boghandler.

Udsalgspris: kr.: 299,- ... en oplagt gaveidé!

Efterårsbøge 19

WWW.AROSFORLAG.DK Sproglig fornyelse

Studerende samler bøger ind til børn Bøger kan bryde den sociale arv, mener studerende, der indsamler bøger til krisecentre og julemærkehjem Af Dorte Washuus washuus@k.dk

Alle børn har ret til bøger, men sårbare børn har det i ganske særlig grad.

Det mener børnebogsforfatter og litteraturvidenskabsstuderende Rachel Röst. Hun har i mange år undret sig over, at der på eksempelvis krisecentre, julemærkehjem og andre steder, hvor sårbare børn i perioder opholder sig, oftest ikke er hylder med opdaterede børnebøger, men til gengæld tv, computere og playstation.

Nu er hun så egenhændigt – fra sin lejlighed på Østerbro i København – gået i gang med at indsamle børne- og ungdomsbøger hos forfattere, forlag, anmeldere og private. ”Jeg tror på, at bøgerne kan være med til at bryde en negativ social arv eller i hvert fald gøre livet lidt lettere for de her børn,” siger Rachel Röst og henviser til, at forskellige undersøgelser har vist, at det at bo med bøger som barn har betydning for, om man senere kommer i

gang med en uddannelse. ”Bøger er horisontudvidende og er med til at bevidstgøre børn om, at der findes en verden, som er anderledes end deres egen,” mener hun.

Hendes engagement i sårbare børn og unge hænger blandt andet sammen med, at hun selv flyttede på ungdomspension som 15-årig og senere, da hun blev gravid, en overgang boede på Mødrehjælpens kollegium Egmontgården i København. Desuden har hun som litteraturvidenskabsstuderende en faglig tilgang til bøger og mener, at det er der, hun personligt kan yde mest for socialt udsatte. ”Da jeg selv boede på institution, opdagede jeg manglen på bøger de steder, og sådan er det stadigvæk. Det er, som om der hersker en holdning om, at sårbare børn og unge ikke er til bøger, men derimod til tv eller computerspil, men det er langtfra rigtigt. Jeg er selv blevet reddet af bøgerne,” siger Rachel Röst.

Hendes projekt har fået støtte af adskillige forfattere,

heriblandt Kåre Bluitgen, Thorstein Thomsen, Manu Sareen og Ida Jessen. Sidstnævnte undrer sig over, at der ikke er nogen, der har fået idéen før. ”Det er en god idé, for selvfølgelig skal der være bøger til de pressede børn og deres forældre. Nogle børn vil have gavn af dem, og andre vil ikke, men bare det, at nogle få af dem vil få en god højtlæsningstund eller selv opleve at sidde med en bog, er grund nok,” siger Ida Jessen.

Hun tilføjer, at alle forfattere ligger inde med frieksemplarer af deres bøger, som det er indlysende rigtigt at donere til projektet.

I august afleverede Rachel Röst de første 400 indsamlede bøger til Kildemose Julemærkehjem i Ølsted. De kommende modtagere af et lille børnebogsbibliotek er blandt andet julemærkehjemmet i Skælskør, et krisecenter på Vesterbro i København og Alexandrakollegiet, hvor unge enlige mødre i en periode kan bo med deres 0-6-årige børn.

Gudstjenestens Bønner I

Af Kirsten Jørgensen, Elof Westergaard, Jørgen Demant m.fl.

384 sider

399,-

En ny generation af bønner til højmessen med billedsprog, poetiske vendinger og ord fra hverdagssproget.

To sæt kollekter til begge kirkeårets tekstrækker samt ind- og udgangsbønner, forslag til kirkebønner og bønner til brug ved dåb og nadver.

WWW.AROSFORLAG.DK

Indbundet

I første række

- prædikenvejledninger til første tekstrække

Red.: Ulla Morre Bidstrup, Leise Christensen, Arne Mårup, Peter Nejsum 23 præster fra hele landet bidrager med prædikenvejledninger til samtlige tekster i kirkeåret efter første tekstrække. Bogen giver indsigt i teksterne, indlevelse i den kontekst, der skal prædikes i, og inspiration til den konkrete prædiken samt forslag til salmer.

Lone Hørslev: La’os.

88 sider. 200 kroner.

C & K Forlag.

Hvis man, som jeg gjorde i bogen ”Drømme og dialoger”, kalder en hovedtendens inden for de seneste års digtning for interaktionslyrik, har det sin forklaring i, at man her ikke som i centrallyrikken har fokus på et enkelt jegs dybe og unikke sjæleliv, men i stedet på de sociale udvekslinger og konfrontationer, som et subjekt oplever med andre personer og stemmer. Her er Lone Hørslev sammen med Naja Marie Aidt og Pia Juul i mesterklassen.

I Hørslevs lyrik oplever vi en fabelagtig evne til at opsnappe og i stilen indsvejse formuleringer fra en række agenter fra omgivelserne på en måde, så personerne står lyslevende.

I Lone Hørslevs nye bog, ”La’os”, møder vi et jeg, der har sine fødder placeret dybt i en særdeles ordinær hverdag med problematiske forhold til børn, kæreste og be-

de./ Det skal man for guds skyld ikke tage med hjem, siger han/ og spiser den kage jeg har givet ham./ Jan Nielsen – der ikke tager døden med hjem./ Det er flot/ og modigt/ at sætte karrygult og mintgrønt sammen. Siger Jan/ Nielsen så.”

Herefter et eksempel fra bogen, som nok kan få selv den mest hårdkogte digtlæser til at få våde øjne: ”Hans hånd som hænger der for enden af armen på billedet, en lille spag pegepind der ikke peger nogen steder hen. Fremviser og ikke viser NOGET fordi intet af det han foretager sig er fremvisningsværdigt. På Facebook larmer de lykkelige, deres opdateringer skratter som hyæners gale latter, deres opdateringer fødes i sejrsskjorte. Alt det man ikke kan fortælle. Og hvem vil også høre om ham her. Hans afhængighed af porno og SØDT, hans daglige besøg hos sin far på hospitalet og hans glæde ved værktøj for eksempel.” ”La’os” er lyrik, når den på én gang er mest indfølt, hårdtslående og uafrystelig.

Peter Stein Larsen kultur@k.dk

hæftet

Af Gudmund Rask Pedersen

En bog, som lukker op for masser af god litteratur, der beskæftiger sig med kristendom og eksistens.

208 sider

249,-

”…en guldgrube, ja en skattekiste af gode fortællinger.”

Kristelig Dagblad

indbundet

WWW.UNITASFORLAG.DK Med flaget på halv

Indfølt, raffineret og uafrystelig lyrik kendte, gulvvask, tømmermænd og larmende tv i baggrunden med reportager om global opvarmning og finanskrise.

At det poetiske jeg har sådanne omgivelser, er naturligvis ikke i sig selv interessant. Det er derimod digterens evne til pludselig at stille skarpt på individer i sin omverden, således at disse gør et uudsletteligt indtryk.

Lad mig give to eksempler på, hvor raffineret og hårdtslående Hørslevs sans for andre menneskers psykologi er.

Først kommer der en præsentation af en bekendt, der vist tager årets pris med hensyn til at skildre, hvordan man kan være en usædvanlig afstumpet og opblæst person uden at have gjort eller sagt andet end de allermest almindelige floskler: ”Jan Nielsen hænger min lampe op og fortæller/ mig historier fra sit arbejde i hjemmeplejen./ Han kastede blod op indtil han døde (såkaldt blodstyrtning)./ Hun måtte sove med en hjelm fordi hjernen/ ikke fyldte kraniet helt ud./ Hans lunger blev langsomt ædt op af betændelse, så døde han./ For Jan Nielsen er det bare et arbej-

399,-

Jeg har ladet mig fortælle

Mesterlige portrætter bog

496 sider

78 sider

129,-

Indbundet, med s/h fotos

– at være i sorg I Peters spor Af Mette Marklund Af Henning Nørhøj I et ærligt og vedkommende sprog sætter supplement til de ord traditionelle rejsebølægeEtMette Marklund på de følelser ger.

Følg apostlen Peters spor rundt og stemninger, der præger situationeni Roms og få et nærmere indblik i den første eftergader et dødsfald. kristenheds historie i Rom.

”Sympatisk lille bog fortæller enkelt og personligt om den sorg, vi alle kommer til at kende før eller siden” Kristeligt Dagblad

Julia

– en julebog Af Merete Djurhuus 148 s.

Julefortælling i 24 afsnit for hele familien.

179 kr.

Englen Julia er elev på Det himmelske Engleakademi. Hun er startet i praktik på Klagecentralen og opdager, at verden ikke er perfekt.

Alle er utilfredse, særligt menneskene, men Julia har en idé.

MØD AROS OG UNITAS FORLAG PÅ STAND NR. C3-019

79 sider

199,ill. af Kirsten Raagaard

Bøger til inspiration, eftertanke og refleksion Bøger om tro, hverdagsliv og eksistens Bøger for store og små

w

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. november 2012

20 Efterårsbøger 2012

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. november 2012

Han knuser ikke problemer, han knuser letkøbte løsninger I sin bog om modsætninger og dilemmaer i det moderne demokrati får Rune Lykkeberg rundet ikke alene Kierkegaard og Løgstrup, men også Klovn og Alfons Åberg

bog Rune Lykkeberg: Alle har ret.

Demokrati som princip og problem. 371 sider. 299,95 kroner.

Gyldendal.

Der er ikke nogen i den danske offentlighed, der helt ligner Rune Lykkeberg, trekvartstuderet røver og redaktionschef på Information, nu aktuel med sin anden bog efter den meget roste ”Kampen om sandhederne” fra 2008, der indbragte ham Georg Brandes-prisen.

For det første er han mindst lige så belæst som de fleste universitetsfolk og strør om sig med referencer. Nej, det er forkert sagt, det er ikke namedropping; han tænker med, mod og igennem folk som Habermas, Hannah Arendt, Axel Honneth og Francis Fukuyama.

For det andet er han en avismand, der lever med nervespidserne ude i døgnets rejsestald og skriver ugentlige politiske kommentarer lige et par niveauer over, hvad der for det meste bedrives i ”kommentariatet”.

For det tredje har han en forkærlighed for også at tænke med og igennem kunst og kultur.

Det gjaldt i udpræget grad i ”Kampen om sandhederne”, og det gælder i den nye bog, ”Alle har ret”, hvor han analyserer blandt andet Henrik Ibsens dramaer, Kirsten Hammanns seneste roman, comedy-serien og filmen ”Klovn”, børnebøgerne om Alfons Åberg og alt muligt andet. Han rehabiliterer kunst som erkendelse, samtidig med at han til stadighed krydser grænsen mellem finog populærkultur.

Lykkeberg er vel egentlig en klassisk intellektuel, én, der tiltager sig ret til at udtale sig om alting og ikke være ekspert i noget. Og det er velgørende i en tid, hvor kyndige personer helst skal castes som ”eksperter”, der bare har at holde sig til deres egen lille Hassan.

Men samtidig er han kritisk over for den snakkende klasse. Han deler tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) opgør med ”smagsdommerne”. Han skriver sig på én gang ind i en dansk samfundskritisk diskussion og gør samtidig meget energisk og polemisk op med dens selvfølgeligheder.

Han har et ondt øje til både

kulturradikalisme og kulturkonservatisme, hvorfor mange har haft svært ved at placere ham. Er han bare endnu en venstreintellektuel fra Information, eller er han snarere en del af den borgerlige kulturkamp?

Det kan lyde, som om Rune Lykkeberg er bedre til at tænke, analysere, polemisere og kritisere end til at komme med færdigpakkede holdninger, svar og løsninger, og det er også rigtigt. Problemer er for ham mere interessante end løsninger, og konflikter er intellektuelt vigtigere end værdier.

Han er ikke problemknuser, men løsningsknuser. På en ikkelunken, lidenskabelig og dialektisk måde. Det gør ham til tider svær at læse, men det er en sværhedsgrad, der ligger mere i sagen selv end i en bestemt faglig terminologi eller abstraktionsgrad.

Emnet for den nye bog er demokrati. Lykkeberg gennemtrawler alle de problemer, dilemmaer, modsigelser, der gemmer sig i demokratiet, når det både er mentalitet, kultur, livsform, styre- og statsform.

Han er kritisk over for tanken om demokrati som en værdi eller et værdisystem, et facit. Men én gang kommet ind i verden er demokratiet den uafviselige forudsætning. Det drejer sig om hele tiden at videreudvikle det. I bogen analyserer og perspektiverer Lykkeberg den lange danske tradition for demokratikritik og -skepsis hos Ludvig Holberg, Søren Kierkegaard, Georg Brandes, Ka-

ren Blixen og K.E. Løgstrup.

Han indoptager dem, lidt som visse protestantiske teologer har indoptaget hele religionskritikken. De har alle sammen fat i noget, et ubehag ved demokratiet, problemer, som de så tidligt, og som vi alle lever med i dag. Her er nogle eksempler: Demokratiet nivellerer og vulgariserer og mere end nogensinde i dag, hvor vi alle deltager i medialiseret sladder og plathed. Massen er ondere og dummere end den enkelte. Men kritikken af nivelleringen er lige så nærværende. Ellers ville ”laveste fællesnævner” ikke kunne blive et skældsord.

Det er heroisk at kæmpe for demokrati, men livet i demokratiet er i værste fald besværligt og i bedste fald kedeligt. Alle drømme om storhed, ære, lidenskab, radikale forskelle med mere må endegyldigt parkeres i paralleluniverser som sport og rollespil.

Demokratiet er et episk tilbageskridt og et etisk fremskridt.

Ikke alt i verden kan være demokratisk. Seksualiteten, kunsten og videnskaben er det ikke. Især er kunsten en torn i kødet på mange. Lykkeberg påviser i en iskold analyse af tv-fladen og det ”tarvelige” program ”Smagsdommerne”, hvordan faglighed og kyndighed får lov at udfolde sig i mad- og haveprogrammer, hvorimod det er helt bandlyst i et program, der har med kunst og kultur at gøre.

Demokratiet afføder mis-

undelse. Når alle er formelt lige, er selv den mindste ulighed en anfægtelse. Det demokratiske menneske bliver svingende, angst og depressivt, fordi dets selvværd kan komme til at afhænge af den sociale doms tilfældige konjunkturer. Udfrielsen fra menneske-menneske-relationen kommer der, hvor vi med Løgstrups ord kan slå en ”saglighedens bro” imellem os og forholde os til en fælles verden. Men Lykkeberg vil ikke være naiv: Den, der taler, vil ofte føle, at alt er godt, og nu er vi i en fælles verden, mens den, der tales til, kan føle sig lukket ude eller talt ned til. Der er ingen forløsning hos Lykkeberg, en nietzscheansk kynisme og perspektivisme ligger altid klar; alligevel ender han ikke i relativisme. Først og sidst er han en slags hegelianer: Ja, der er modsætninger, men de kan bevæge sig historisk i en proces mod det bedre.

Grundmodsigelsen i demokratiet kan sammenfattes i bogens titel: Alle har ret. Ja, alle har rettigheder og ret til at være her og ret til give deres besyv med og være med til at bestemme. Men nej, alle har ikke ret i alt, hvad de siger (folk har ikke ret til deres egne kendsgerninger), og alle har ikke ret til alt, hvad de vil.

Men pointen for Lykkeberg er, at den modsigelse aldrig er til at fastnagle én gang for alle; dels er den i historisk bevægelse, i dag har folk ret til at leve på måder, man engang ville have forsvoret,

dels er den objektive viden aldrig et politisk facit, men altid også en mellemregning i menneskelige forhold. Vestager kan – det er mit eksempel – nok så meget sige, at ”sådan er det jo”, men hendes attitude og fiksering på nødvendighedens politik afslører også en teknokratisk og intellektuel skepsis over for demokratiet, der ifølge Lykkeberg går som en rød tråd gennem de dannede lag gennem de sidste århundreder.

I den samfundskritiske tradition fra blandt andre Bjørn Poulsen og Løgstrup er Lykkeberg opmærksom på, hvordan udvidelsen af demokratiidealet sagtens kan gå hånd i hånd med større ufrihed og afhængighed. Mennesker får større selvbestemmelse (og ret til at klage!), men i mange elementære forhold som børnepasning, og hvordan vi i det hele taget skal leve vores liv, søger vi i stadig større grad ekspertråd. Det er endvidere svært at få stemmeret i forhold til den anonyme magt, der hedder Udviklingen, og på det europæiske plan er der ikke udviklet institutioner til at realisere det demokratiske princip.

Som nævnt får man ingen løsninger hos Lykkeberg. Heller ikke på den globale opvarmning eller ”civilisationernes sammenstød”. Eller på de store eksistentielle spørgsmål. Men han anerkender, at det demokratiske menneske kan have svært ved at tilskrive døden og måske også livet en dybere me-

0 Rune Lykkeberg (i midten) er helt sin egen i den politiske og værdimæssige debat. – Foto: Jakob Dall/Scanpix.

ning. Lykkeberg er relativt tavs om religionen. Selvom han måske har lært mere af at læse Kierkegaard og Løgstrup, end han eksplicit vedgår, savner han sans for, at religion kan være et refleksivt moment i den enkeltes selvforhold eller i forholdet til den anden.

Heldigvis får vi ingen billig polemik. Man fornemmer enkelte steder, at han deler vulgærateismens dagsorden om, at religion blot er blind underkastelse under en vilkårlig autoritet, og han er på nippet til at kaste sig ud i en temmelig plat kritik af Løgstrup på det grundlag. Men han tager sig i det. Gudskelov for det. Og nu vi er ved det, kan vi også sige gudskelov for, at den danske diskuterende offentlighed rummer en Rune Lykkeberg. Han er selv en slags levende bevis for sin grundantagelse om, at selvom alt kan se ud til at gå mod det værre, går det måske alligevel mod det bedre.

nils gunder hansen

kultur@k.dk

R h

Fra Hildegard til 1970’erne Anne Lise Marstrand-Jørgensen tager en stor udfordring op: Hun vil skrive en troværdig hverdagsroman om Danmark i ungdomsoprørets år, og det lykkes

bog Anne Lise MarstrandJørgensen: Hvad man ikke ved. 544 sider.

299,95 kroner.

Gyldendal.

Før Anne Lise Marstrand-Jørgensen fik et kolossalt gennembrud i 2009 og 2010 med dobbeltromanen om middelaldernonnen Hildegard, havde hun fire digtsamlinger og tre romaner bag sig. Hun var en talentfuld forfatter, som bestemt var værd at holde øje med, men deri adskilte hun sig, for nu at sige det lidt brutalt, ikke fra så mange andre.

Det læsende Danmark var dermed fuldstændig uforberedt på ”Hildegard” – både emnet, omfanget og den tårnhøje litterære kvalitet. Og dermed rejste sig selvfølgelig det næste interessante spørgsmål: Hvad i alverden ville Anne Lise MarstrandJørgensen skrive om efter Hildegard? Det var ikke lige til at se for sig.

Svaret har vi fået nu, hvor hendes nye roman er udkommet, og det svar rummer indtil flere overraskelser. For det første er det overraskende, at der kommer en roman så hurtigt efter kraftudladningen med Hildegard, for det andet er det overraskende, at den også er kæmpestor (og der bebudes i øvrigt en fortsættelse til næste år), og for det tredje er det overraskende, at den handler om 1970’erne.

Men man kan måske sige, at Marstrand dermed har fundet en salomonisk løsning på spørgsmålet om stoffet: Det er både en historisk roman og en samtidsroman, så sandt som 1970’erne er en periode, der kan virke eksotisk og fjern, men ikke desto mindre er erindret samtid for mange nulevende.

Marstrand har valgt ikke at henlægge handlingen til Danmark, men til et ”fiktivt vestligt land”. Det virker nu udpræget som et let forskudt Danmark og ikke et let forskudt Frankrig eller Holland.

Personerne har i et vist omfang internationaliserede navne, byerne bærer navne som Farring og Rossel, der er både floder og bjerge, men ellers er vi i den kendte verden: Man kan rejse til Indien, lande på månen i 1969, høre Bowie, Nixon sidder i Det Hvide Hus og så videre.

På papiret kan denne konstruktion se fjollet og fortænkt ud, men den virker forbløffende godt i romanen.

Den alternative geografi bliver nemlig kun brugt yderst diskret. Til gengæld befries vi

WW Selvom romanen er stor nok i sig selv, ånder den af et kolossalt overskud.

som læsere for den anmassende fortrolighed og dejavu, der uvægerligt ville opstå, hvis vi var i København, Roskilde, på Femø, i Thy-lejren og så videre.

Romanen udviser en stor askese med hensyn til at diske op med genstande og begivenheder, der skal understrege, at vi er i årene 19691974. I perioder irriterede det denne anmelder. Er det her ikke en nutidsroman, der postuleres at foregå for 40 år siden? Er disse mennesker ikke nutidsmennesker blot uden mobiltelefoner og internet, og o.k., så stikker de voksne børnene en lussing af og til, og ungdomsoprøret er en virkelighed, man indimellem må forholde sig til, men helt ærligt … 1970’erne?

Men jeg må indrømme, at romanen sniger sig ind på én.

Den forvandler sig fint og umærkeligt til en historisk roman.

Vi følger en ung familie, Eric og Alice Horn, der bor i en forstad med deres tre børn. I første halvdel sidder den diskrete fortællerinstans mest på skuldrene af Alice, i anden del er det den mellemste datter Flora, der er i fokus.

Der sker ikke altid så meget, den ene hverdag tager den anden, og når der så faktisk sker noget, virker det ganske voldsomt imod dette bagtæppe af normalitet.

På en måde er det måske ikke så forskelligt fra, hvad Marstrand gjorde i ”Hildegard”. Hun overfløj ikke middelalderen med alle mulige historiske oplysninger, hun brugte i stedet sin research og sin digteriske fantasi til at sænke os ned i et sanset middelaldermenneske-univers.

Naturligvis er 1970’erne ikke så fjerne som middelalderen, men det er en tid, som vi i den kollektive erindring har overdynget med klichéer fra lilla bleer til bollerum, og det vil være en udfordring for enhver kunstnerisk fremstilling af det levede liv ikke at lade sig overmande af disse klichéer.

Hos Marstrand glemmer vi på en vis måde, at vi er i 1970’erne, og derfor tænker man (jeg karikerer lidt): Nå, der kan man bare se, fri sex, et kollektiv, en ølejr, og aborten er ikke fri endnu …

Det er ganske fremragende gjort, for dermed får hun på troværdig vis skildret nogle helt almindelige mennesker, der ikke ”ved”, at de lever i 1970’erne (om jeg så må sige), og ikke ved, hvordan den historie ender. De har bare deres liv med håb og drømme og problemer. Og som fortællingen langsomt folder sig ud, kan vi se i højere grad end dem selv, hvordan de har deres liv på nogle meget bestemte historiske betingelser.

Det er hele diskussionen om frigørelse, både som naturligt og legitimt projekt, og som virkelighedsfornægtende og reelt selvundertrykkende overanstrengelse, der lægges op til med denne roman.

Marstrand er ikke ude i et af de velkendte opgør med 1970’erne. Hun vil tydeligvis gerne forholde sig undersøgende til perioden uden at lægge skjul på de menneskelige omkostninger, den kunne føre med sig. Et tema i bogen er den frie seksualitet og det vanskelige forsøg på at få den til at sam-eksistere med det småborgerlige familieliv i forstaden. Summer of love i 1969 bliver aldrig det samme efter at have læst denne skildring.

Se, det kan jo altsammen på papiret lyde meget 1970’erdiskussions-agtigt. Men sådan virker det overhovedet ikke, når man føres med af den lange, løbende fortælling. Selvom der over store træk ikke rigtig sker noget (og jeg afstår fra at røbe det, der så faktisk sker), læser man alligevel hele tiden med glubende appetit. Marstrand formår den kunst at træde til side i fortællingens tjeneste.

Hun interesserer sig simpelthen meget intenst for sine karakterer, omend hun nok føler sig mere beslægtet med nogle end med andre.

Selvom romanen er stor nok i sig selv, ånder den af et kolossalt overskud. Enkelte steder antydes historier om for eksempel Floras søskende, som mageligt kunne have fyldt 100 sider, men vi får blot et slutresultat at vide.

Det er realistisk litteratur som kunstnerisk mirakel.

Man kan også sige det med andre ord: Herfra, hvor vi står, kan vi se os omkring, til alle sider. nils gunder hansen kultur@k.dk

1

21

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. november 2012

Mød vore forfattere på

BogforuM i Bella Center

Fredag:

16.00: Lilja Scherfig og Otto Dickmeiss signerer deres nye vidunderlige billedbog Rævefælden. En historie om hævn og selvtægt, venskab og forbrødring. (Stand C3-019) Alle dage dage: Tegnekonkurrence for børn – Aflevér din tegning af en ræve-dreng på standen.

Hver dag kl. 16.00 trækkes dagens vinder af Rævefælden. (Stand C3-019)

Lørdag:

13.00: Peter Mouritzen signerer sin digtsamling Om Gud vil og Fanden ikke sætter sig imod det. Med bogen følger ekstraordinært og kun denne ene gang en smuk plakat med motiv af Poul Anker Bech.

(Stand C3-019) 14.30: Martin Luther King – mere aktuel end nogensinde. Liselotte Wiemer og Steffen Larsen fortæller om borrettigheder, Martin Luther King og hvad der skete, Da Gud tog bussen. (Bella Scenen) 15.00: Liselotte Wiemer og Steffen Larsen signerer Da Gud tog bussen. (Stand C3-019)

Søndag:

11.15: Liselotte Horneman Kragh i samtale med Anders Laugesen om Den fortrolige død - At besinde sig på sin dødelighed.

(Faglig Scene) 12.15: Liselotte Horneman Kragh signerer sin bog Den fortrolige død - At besinde sig på sin dødelighed. (Stand C3-019) 15.30: Verden ifølge U2. Er Bono vor tids største rockpoet? Jakob Brønnum slår dørene op til U2s verdenssyn. I en postmoderne verden – ”Where the streets have no name”. (Bella Scenen) 16.00: Jakob Brønnum signerer sin bog Verden ifølge U2 – Lyst og længsel.

(Stand C3-019)

Stand C3-019 – vi

SeS !

alfa: www.forlagetalfa.dk – aniS: www.aniS.dk

22 Efterårsbøger 2012

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. oktober 2012

Moralens udfordrer gennem 250 år ”Fanny Hill – en glædespiges erindringer” blev ved sin udgivelse beskyldt for at nedkalde guddommelig vrede over London og stå bag et jordskælv i 1700-tallets største europæiske by. Nu har et dansk forlag vovet en nyudgivelse af den sprudlende erotiske klassiker

baggrund Af Marie Louise Poulsen kultur@k.dk

I 1750 blev Storbritanniens i tidens øjne tæt befolkede hovedstad ramt af to jordskælv. Tusinder af byens beboere blev drevet på flugt, og Londons biskop, Thomas Sherlock, kaldte ulykken ”et udtryk for guddommelig vrede og en straf for folkets syndige liv”.

Blandt synderne var mere eller mindre åben læsning af utugtige bøger. Efter sigende pegede den indflydelsesrige biskop især én roman ud, om hvilken han sagde: ”Denne onde bog, den laveste, jeg nogensinde har set”. Romanen hed ”Fanny Hill, en glædespiges erindringer” og var skrevet delvist fra et gældsfængsel i Storbritanniens hovedstad af forfatter og dramatiker John Cleland.

I dag er romanen en klassiker og kaldes ofte ”den første moderne erotiske roman”.

Forlaget Rosenkilde & Bahnhof har nu udgivet en nyoversættelse af Clelands saftige prosa: ”Vi har overstået toppen af krimibølgen, og nu kommer den næste driftsbølge: erotikken. Både krimien og erotikken udfordrer jo tabuer i vores samfund og taler til vores drifter,” siger redaktør Tine Hovgaard Jørgensen, der har redigeret Viggo Hjørnager Pedersens nyoversættelse.

”Fanny Hill” udfordrede samfundets moral og tabuer, da den blev udgivet i 1749. Romanen beskriver i en munter tone pikant vellyst bag Londons lukkede døre, og forfatteren blev anklaget for at ”forføre kongens undersåtter”.

Men John Cleland trak bogen tilbage og slap for fængselsstraf. At ”Fanny Hill” officielt blev undsagt, betød dog ikke, at hun samlede skørterne. Skandalen bragte blot endnu flere London-borgere til avissiderne og pamfletterne, hvorpå både Clelands egen version samt adskillige piratudgaver florerede i de næste 250 år.

Da man først engang i 1962 fandt på at oversætte bogen til dansk, nåede Fannys legende lyster først boghandlerne tre år senere. Romanen blev anklaget for ”utugtighed” og måtte gennem to retssager, før 1960’ernes gryende frisind efter en voldsom debat løb af med sejren.

Fanny slog sig løs i Købehavn, få år efter, at hun havde gjort det samme i New York, Sverige og Frankrig.

Litterært lægger ”Fanny

WW Læseren kan

ønske at erobre sine drifter tilbage, og for en moderne læser er ’Fanny Hill’ en bog, hvor man endelig kan give slip og lade kontrollen forsvinde. Det, tror jeg, opfylder et behov hos mange os i dag.

Tine Hovgaard Jørgensen, redaktør, Rosenkilde&Bahnhof

Hill” delvist op til den samtidige dannelsesroman.

Cleland beskriver ikke dannelse i intellektuel forstand, men som en social og personlig udvikling i landsbypigen Fanny Hills møde med Londons horehuse og ikke mindst erotiske eventyr med forskellige mænd.

Fannys mødom tages, ved et behændigt greb fra forfatterens side, af den mand, hun elsker. Så skilles de, hun

0 Scene fra filmversionen af ”Fanny Hill” fra 1964. Filmen var en amerikansk komedie instrueret af Russ Meyer med blandt andre Leticia Roman, Mariam Hopkins og Ulli Lommel i tre af rollerne. Filmen blev i øvrigt optaget i Berlin. – Foto: Scanpix.

udlever sit vilde liv og gifter sig til sidst med sin elskede.

Romanens rammefortælling er på én gang en hyldest til ægte kærlighed og samtidig en ”undskyldning” for, at Fanny ender som ”lysten prostitueret” og får lov til at leve sit eget, fornøjelige liv, forklarer Tine Hovgaard Jørgensen.

Det betyder, at selvom figuren Fanny er beskrevet af en mand til en mandlig læser, kan romanen også læses med kvindelige øjne i dag.

Fanny ender med at rejse sig fra en lav status til at blive en velhavende, selvstændig og stærk kvinde. Hun får i Clelands hænder mulighed for noget, de færreste kvinder i 1700-tallets London turde drømme om: at lade sig styre af sine lyster og slippe godt fra det. For skønt Fanny er afhængig af de mandlige elskere, deres fantasier og deres penge, tjener mændene også et andet formål: ”Mest slående er det måske, at Fanny Hill, ud over at opfylde en mandlig fantasi om ’den lykkelige luder’, forbliver en lysten kvinde. Manden er i mange tilfælde et apparat, der tilfredsstiller kvindens lyst,” forklarer Tine Hovgaard Jørgensen.

Fanny var ikke alene om at pirre læserne i London. Forbavsende mange pornografiske fortællinger var tilgængelige i 16- og 1700-tallet. Trods kirkens fordømmelse blev drifter og tabuer udforsket i

Londons underverden, hvorfra de sivede op til i hvert fald den mandlige del af borgerskabet. Som den danske forfatter Lotte Garbers skriver i sit forord til nyudgivelsen: ”At bogen om Fanny ikke straks blev forbudt, vidner om en tid, der evnede at være åben for og fascineret af hvad som helst, selv mandlig homoseksualitet og alternative måder at anvende birkeris på, hvis bare forfatteren fordømte det lige efter den saftige beskrivelse, og hvis bare romanen endte med ægteskab og ægte kærlighed.”

Formlen fryd-forargelse er grundlæggende i romanens opbygning og var en del af ”kontrakten” mellem læser og forfatter: John Cleland siger tingene ligeud, men husker at fordømme fornøjelserne straks efter. Og selvom fascinationen er der, som Lotte Garbers nævner, blev ikke alle former for seksuelle lyster accepteret. Det er der flere eksempler på i ”Fanny Hill” fortæller Tine Hovgaard Jørgensen og peger på en detaljeret beskrevet SM-scene samt et erotisk stævnemøde mellem to mænd. ”Den masochistiske sex erklærer Fanny, at hun ikke nyder, og den homoerotiske scene får både Fanny selv og Cleland fordømt så hurtigt som muligt. Her er tale om en helt atypisk bornerthed i romanen, og det vil i mange tilfælde være denne forargelse, snarere end sex-scenerne, der er overraskende for den

moderne læser,” siger Tine Hovgaard Jørgensen og fortsætter: ”Her bliver det tydeligt, at vores nutidige moral har slået en kolbøtte i forhold til bogens samtids.”

Vores grænser har altså flyttet sig siden 1749. Det, der forargede en London-borger for 300 år siden, er ikke nødvendigvis det samme, som får os til at løfte øjenbrynet i dag.

Men det betyder ikke, at vi generelt er blevet mere tolerante siden Fanny Hill første gang lagde sig kælent hen over avisens tryksværte i hænderne på Londons borgere, siger Charles Lock, professor i engelsk ved Københavns Universitet: ”Jeg er sikker på, at mange forskellige typer puritanere gerne ville se ’Fanny Hill’ forbudt i dag,” siger han. ”Interessant nok er de mest storslåede utugts- og blasfemiretssager mod litterære værker ført inden for de sidste hundrede år. Det drejer sig om Joyces ’Ulysses’ (1922), Lawrences ’Lady Chatterleys elsker’ (1928) og Burroughs ’Nøgen frokost’ (1959). Fælles for sagerne er, at de ikke har fokuseret så meget på handlingen i romanerne som på enkelte ord som det engelske ’four-letter-word’. Men så vidt jeg husker, optræder sådan et ord ikke i ’Fanny Hill’, og den indirekte udfoldelse omkring ordet har måske været med til at forøge læserens nydelse ved bogen,” siger Charles Lock.

Han mener, at kampen for at undgå bestemte ord ikke nødvendigvis er en begrænsning af kunstnerens frihed. I Clelands tilfælde er resultatet en række fantasifulde og visuelle beskrivelser af mænds og kvinders omgang. Og den poetiske metaforik har været vigtig at bevare i nyoversættelsen, siger Tine Hovgaard Jørgensen: ”Vi skal huske, at Cleland også var dramatiker. Beskrivelserne i ’Fanny Hill’ har en stor visuel værdi og er dekoreret med rokokotidens utallige metaforer. Det betyder ikke, at Clelands sprog ikke er frivolt. ’Fanny Hill’ er fyldt med billedsprog, men ikke med bortforklaringer,” siger Tine Hovgaard Jørgensen.

Charles Lock understreger, at vi i dag er meget tolerante over ord, der henviser til ”kropslige funktioner”, og mener, at tolerancen betyder, at mange erotiske værker i dag kun har begrænset kunstnerisk værdi. De er simpelt hen for ligefremme og skamløse.

Men trods den udvidede tolerance er den erotiske bølge et udtryk for et behov i vores kontrollerede samfund, mener Tine Hovgaard Jørgensen: ”Læseren kan ønske at erobre sine drifter tilbage, og for en moderne læser er ’Fanny Hill’ en bog, hvor man endelig kan give slip og lade kontrollen forsvinde. Det, tror jeg, opfylder et behov hos mange os i dag,” siger hun.

merethe lindstrøm dAge i sTilhedens hisTorie

VINDER AF

nordisk råds liTTerATurPris

2012

görAn rosenberg eT korT oPhold På vejen frA AuschwiTz

Roman 219 sider, 250 kr.

312 sider, 279 kr.

Et fortættet familiedrama om kærligheden mellem to mennesker, som engang har foretaget vigtige valg, de definerer hele deres tilværelse ud fra – for så at opdage at noget ikke lader sig overse.

En dybt personlig beretning om forfatterens polsk-jødiske fars vej fra Auschwitz til Södertälje - den lille svenske by hvor Göran Rosenberg selv kom til verden i 1948.

”En intens, knivskarp og mildt besættende psykologisk thriller om tavshedens tyranni – og romanen er den fortjente vinder af Nordisk Råds Litteraturpris 2012.”

– Weekendavisen

”Auschwitz-overlevers søn har skrevet et mesterværk af en skæbnefortælling.” ★★★★★★

♥♥♥♥♥♥ – Politiken

”Betagende roman om glemslens tvivlsomme nådegave.” ★★★★★ – Politiken

♥♥♥♥♥

”Fremragende. Nordisk Råds Litteraturpris endte det helt rigtige sted.”

– Information

Mød Merethe Lindstrøm på BogForum

LørDAG KL. 12.00 på røD sceNe - stAND c2-045

”En stærk og smuk bog.”

– Nordjysk Stiftstidende

&

søNDAG KL. 15.15 på hviD sceNe

”Et tragisk, originalt og kontrastfyldt værk.”

✶✶✶✶✶✶

Mød Göran rosenberg på BogForum

★– Jyllands-Posten

LørDAG KL. 14.00 på røD sceNe - stAND c2-045 &

søNDAG KL. 12.15 på FAGLiG sceNe

t i d e r n e S k i f t er Mød forfat terne på BogforuM – find Bøgerne på Stand C3-031 PiA Juul Af sTed Til sTede

AminAttA FornA Til minde om kærligheden

Roman 461 sider, 350 kr.

Noveller 126 sider, 225 kr.

Adrian Lockheart, en ung britisk psykolog tager arbejde som frivillig på et hospital i Freetown i Sierra Leone i Vestafrika. Borgerkrigen i landet er afsluttet, men minderne om den blodige krig og dens eftervirkninger for de overlevende er lyslevende. Adrian møder den overbebyrdede læge Kai, den ældre døende Elias Cole og den smukke og mystiske Mamakay. Det udvikler sig til en kærligheds- og skæbnehistorie, der rækker dybt ind i landets dystre og forpinte historie.

”Rammer dybt og smertefuldt. Pia Juuls novellekunst hviler i en evne til at forene morbid og foruroligende psykologi med sitrende uvisheder, som blotter nerverne … fremragende kortprosa.”

– Weekendavisen ”Det er svært at modstå Pia Juuls charme, når hun iskøligt og brandvarmt spidder bevidsthedens utidige og paradoksale liv.”

Vinder af

Mød Aminatta Forna på BogForum

LørDAG KL. 15.15 på hviD sceNe &

på

søNDAG KL. 12.00 røD sceNe - stAND c2-045

coMMoNweALth writers’ Prize Best BooK 2011 & shortlistet til

♥♥♥♥♥ – Politiken ”Hun skriver ganske enkelt som en drøm.”

– Information

orAnge Prize for ficTion

Mød Pia Juul på BogForum

FreDAG KL. 14.00 i BoGcAFéeN &

rolF Jensen og mikA AAltonen PorTen Til fremTiden 208 sider, 250 kr.

Fremtiden bliver ikke, som vi tror! Ny banebrydende bog af forfatteren til den internationale bestseller The Dream Society. Om de udfordringer Danmark og danske virksomheder står overfor i den udvidede nutid, vi er på vej ind i. ”Rolf Jensen - Danmarks fremtidskonge - har sammen med finnen Mika Aaltonen skrevet en bog, hvor de kigger ud i fremtiden … Der er fuld skrue på, når Jensen og Aaltonen træder speederen i bund, og budskaberne bliver testet på kanten.”

✶✶✶✶✶ – Berlingske Business

★★★★★ Mød rolf Jensen på BogForum

FreDAG KL. 14.30 på røD sceNe - stAND c2-045

”En bog, der virkelig tør afprøve de store ideer og stille konkrete forandringer i udsigt.” ★★★★

✶✶✶✶ – Jyllands-Posten

★★

søNDAG KL. 14.30 på røD sceNe - stAND c2-045

Jens nAuntoFte TyrAnnernes fAld Tyr

en rejse i deT ArAbiske forår 304 sider, 299 kr.

Februar 2011. På Tahrirpladsen i Kairo står menneskemængden tæt pakket som sild i en tønde. Det Arabiske Forår er netop sprunget ud. Nordafrika er i bevægelse. Mennesker, følelser og politiske håb blomstrer vildt og uregerligt. Men intet kommer gratis. Slet ikke en revolution. Journalist og reporter Jens Nauntofte går i denne bog helt tæt på almindelige borgere, oprørere og magtens mænd for at få deres personlige vidnesbyrd fra Damaskus til Kairo, Tripoli og Tunis om den samfundsomvæltning, de står midt i.

Mød Jens Nauntofte på BogForum på

søNDAG KL. 15.30 røD sceNe - stAND c2-045

Kristeligt Dagblad Lørdag 1. juni 2012

XXXxxx 25

26 Efterårsbøger 2012

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. november 2012

En overset arena for modernismen Litteraturhistorien skal skrives om, mener litteraturforskeren Anders Juhl Rasmussen, der har skrevet bogen ”Arena-modernisme”. Heri rehabiliterer han forfatterne Per Højholt og Jens Smærup Sørensen

interview

værkerne

Af Daniel Øhrstrøm

Anders Juhl Rasmussen analyserer seks værker: 33Peter Seeberg: ”Bipersonerne”, 1956.

33Poul Vad: ”Taber og vinder”, 1967.

33Per Højholt: ”6512”, 1969.

33Jens Smærup Sørensen: ”Byggeri”, 1975.

33Henrik Bjelke: ”Hundrede postkort fra Helvede”, 1980.

33Peer Hultberg: ”Requiem”, 1985.

ohrstrom@k.dk

På døren ind til litteraturforsker Anders Juhl Rasmussens kontor på Københavns Universitet hænger en stor plakat, der blev lavet på forlaget Arena, da forfatteren Peter Seeberg sent i sin karriere blev hædret med Det Danske Akademis store pris.

På det tidspunkt var ingen sagkyndige litteraturfolk længere i tvivl om, at Peter Seeberg burde have en central plads i litteraturhistorien som en af modernismens danske fædre, og Seebergs sidste bog udkom også med selvfølgelighed på landets største forlag, Gyldendal.

Anderledes gik det, da han i 1953 sendte sit debutværk, ”Bipersonerne”, ind til det store forlag, der afviste det som noget ”udueligt makværk”, fortæller Anders Juhl Rasmussen, der netop selv har omtalt den historie i sit ph.d.-projekt, ”Arena-modernisme – en position i dansk litteratur”, i bogform på Gyldendal: ”I en dansk sammenhæng var Seeberg forud for sin tid og skrev en modernistisk roman med en hovedfigur, der ikke udvikler sig som i den klassiske dannelses- eller udviklingsroman. Stilen var meget afdæmpet, næsten tør, og så foregik handlingen i Berlin under Anden Verdenskrig, uden at forfatteren tog stilling til nazismen. Det brød man sig ikke om på Gyldendal dengang, hvor man tænkte mere konservativt. Til gengæld blev Seeberg taget imod med åbne arme af forlæggeren K.E. Hermann, der netop havde startet sit eget lille forlag, Arena, og det blev be-

0 For Anders Juhl Rasmussen er der ingen tvivl om, at Arena-modernismens forfattere som Poul Vad og Peter Seeberg stadig inspirerer og påvirker de helt unge forfattere fra Forfatterskolen.

– Foto: Søren Staal.

gyndelsen til et stort, men overset kapitel i dansk litteraturhistorie,” siger Anders Juhl Rasmussen, der også er litteraturanmelder på nærværende avis.

I sin bog beskriver han, hvordan Arena var ”forfatternes forlag”, og efterhånden samlede man en række af landets mest eksperimenterende forfattere om at udgive egne og andres bøger.

Arena blev en katalysator for dansk prosamodernisme med sit unikke forfatterfællesskab, der samledes til redaktionsmøder, hvor forfatterne inspirerede hinanden til at være på højde med samtidens litteratur i Europa, men det er en næsten glemt indsats, mener Anders Juhl Rasmussen: ”Når litteraturhistorikere taler om modernisme, hentyder de oftest til konfrontationsmodernismen, der fik sit

navn efter Klaus Rifbjergs digtsamling ’Konfrontation’ fra 1960. For det er forfatterne fra Gyldendal og det københavnske miljø omkring Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen, der siden har fået mest plads i litteraturhistorien. Men mit eget bidrag til historieskrivningen er at pege på, at forfattere som Peter Seeberg, Per Højholt, Poul Vad, Henrik Bjelke, Bent Vinn Nielsen, Jens Smærup Sørensen og Kristeligt Dagblads mangeårige tv- og radioanmelder Leif Hjernøe spillede en mindst lige så vigtig rolle for udviklingen af modernismen herhjemme,” siger Anders Juhl Rasmussen.

Fra 1971 flyttede Arena til Jylland og fra 1974 ind på Hald Hovedgaard ved Viborg. ”Jeg tror, at der i mange år har været en lille despekt blandt kritikere og litteraturhistorikere over for det jyske Arena. I virkeligheden var det

Et eksempel på Arena-modernisternes vilde litterære eks-

perimenter er Jens Smærup Sørensens roman ”Byggeri” fra 1975, der har to sidestillede jegfortællere, der begge hedder Johan og kan fortolkes som to forskellige og dog ensartede versioner af forfatteren, fortæller Anders Juhl Rasmussen. ”Arena var præget af en lyst til at forny sproget, fortællingen og karakterfremstillingen. Man ville ikke skrive romaner, sådan som klassikerne var. Man ville forny genren, og i en periode ville man ikke engang kalde teksterne for romaner, men lange prosatekster uden en egentlig genreangivelse. Man søgte ikke kun fornyelsen for fornyelsens skyld. Litteraturen skal afspejle tilværelsen, og hvis moderniteten er en grundlæggende ny situation for mennesket, må litteraturen finde helt nye former at tematisere den på.”

Arena-modernismen var samtidig et opgør med politiske ideologier og religiøse anskuelser.

korrekse tilsvarende stor, og det bidrager alt sammen til den uvejsomme skæbne, der bliver Gert til del, og som han giver mund og mæle i bogen.

Overbærenhed med egne fejl er en udbredt form for tolerance, her kender generøsiteten sjældent grænser, og derfor er bogens styrke, at Gert ikke kommer med dårlige undskyldninger eller på skødesløs vis lægger skylden på andre end sig selv. Gert fortæller med bævende røst om den forbrydelse, som nager ham mest. I kådhed og fuldskab skød han som ung

engang efter en bold på gaden og kom i stedet til at ramme en dreng i hovedet. Drengen overlevede uden mén, og Gert fik 14 dages betinget hæfte og en bøde på 1500 kroner. ”Straffen var latterlig mild og pinte mig,” forklarer Gert og minder på den måde læseren om, at det ikke kun er ofret, men også gerningsmanden, vi håner, når vi straffer med alt for milde domme. ”Gert – en livsfange” er fortællingen om en omvendelse, men det er ikke en omvendelse, der har løst alle hovedper-

måske Arena-modernismen, der åbnede dansk prosa mod en europæisk horisont.” ”Det, der karakteriserer Arena-modernismen, er en refleksion over selve det at fortælle. Historierne bliver derfor aldrig rigtige historier, fordi fortælleren hele tiden reflekterer over sig selv og dette at fortælle en historie.

Og den verden, der fortælles om, er heller ikke en genkendelig verden, men en verden, som følger bevidsthedens love. Det er som regel førstepersonsfortællinger i indre monolog, og dermed er det heller ikke en genkendelig virkelighed, som de realistiske forfattere beskriver. Det er en indre virkelighed eller en drømt virkelighed, som disse forfattere beskæftiger sig med i et meget eksperimenterende formsprog.”

”Det bærende for Arenaforfatterne var en eksistentiel refleksion over det moderne menneskes vilkår,” forklarer Anders Juhl Rasmussen.

Kategorien Arena-modernisme betegner en æstetisk og sociologisk position; det vil sige, at en forfatter som Per Højholt, der udgav sine bøger på Det Schønbergske Forlag, er en del af positionen, fordi hans roman ”6512” (1969) ligner de øvrige eksperimenter med romanen, og fordi han deltog i Arenas redaktionsmøder.

Interessen for Arena fik Anders Juhl Rasmussen vakt, da han som ung litteraturstuderende læste et interview med Arenas forfattere i månedsbladet Press i år 2000.

Siden dengang er han målrettet gået efter Arena-bøger, når han var i et antikvariat eller på et bibliotek. Sidste år udgav han sammen med en kollega de små pamfletter med overskriften Arena-information, som fulgte med udvalgte Arena-bøger, og som man i dag kan være heldig at finde i en gammel bog fra Arena. ”Selve ordet ’Arena-modernisme’ fik jeg af en tysk professor i skandinavistik ved universitetet i München. Hun læste min projektbeskrivelse og udbrød: ’Jamen, det her er jo Arena-modernisme!’. Nogle gange skal man på afstand af et emne, før man rigtig kan se det. Jeg er hende meget taknemmelig for det ord.”

Arena-modernismen har ifølge Anders Juhl Rasmussen præget dansk prosalitteratur fra 1960’erne til 1980’erne, og der er heller ingen tvivl om, at denne litteratur stadig inspirerer og påvirker de helt unge forfattere fra Forfatterskolen.

Fra kriminalitet til kristendom Spændende skildring af gangsters vej til Bibelen

bog Gert Alvin Hansen: Gert – livsfangen. 240 sider. 150 kroner.

LogosMedia.

Magen til livsskæbne, der her oprulles, skal man lede længe efter. ”Gert – livsfangen” handler om et menneske, der blev tidligt skuffet, tidligt desillusioneret og kynisk på en måde, der blindede ham i alle etiske spørgsmål. Ufortøvet solgte han derfor stoffer, drev rufferi

og øvede vold mod andre mennesker.

Blandt sine mange forbrydelser kan Gert Alvin Hansen således også tælle et indbrud i Emdrup Kirke. Dette indbrud skulle siden forvandle sig til en velsignelse, for da Gert sad til afsoning og læste i Bibelen, hørte han en stemme i sit hjerte, der spurgte, om han ikke skulle bruge sin udgangstilladelse til at gå i kirke på søndag i Emdrup.

Gert laver dog først et indbrud i Netto om lørdagen, men gudstjenesten bliver alligevel en skelsættende begi-

venhed, der skal forbinde ham med kirken og præsten, som han i øvrigt præsenterer sig for med ordene: ”Dav, jeg hedder Gert og har engang lavet indbrud her!”.

Siden må efterfølgeren i Emdrup Kirke, Børge Haahr Andersen, dog flere gange rage kastanjerne ud af ilden for ham, for selvom Gert bliver omvendt til kristendommen, er bogen også beretningen om endeløse basseraller med myndigheder og institutioner. Gerts indgroede reflekser er sejlivede, og modviljen mod at lade sig korrigere og

sonens problemer. I flere omgange er Gert ude i nyt alkoholmisbrug, der dræner ham for det åndelige overskud, som skal til for at være en del af et menighedsfællesskab.

Men sammenlagt giver bogen alligevel et stærkt og bevægende billede af, hvilken rolle kirke og kristendom kom til at spille for et menneske, der ikke selv magtede at tage vare på sit liv og få en tilværelse på den rigtige side af loven.

Kristian Østergaard kultur@k.dk

KOM MED TIL DEN STORE MURAKAMI-FEST

ÅRETS jULEgAvE, DET STORE TREbINDSvæRK 1Q84, FÅS TIL MESSEpRIS og alle de populære Murakami-titler nu i helt nye, smukke paperbackudgaver.

Hør Mette Holm og Kim Skotte samtale om storværket 1Q84 RøD ScENE fredag kl. 15.30 Og oplev Mette Holm tale om ”MURAKAMI OG MUSIKKEN” med fire fantastiske musikere live på scenen.

SEMINAR ScENEN søndag kl. 17.00

DEN ISRAELSKE FORFATTER Og HISTORIKER ILAN pAppE gæSTER bOgFORUM ”En forfatter som ikke vil være til at komme udenom, når talen falder på den endeløse mellemøstkonflikt.”

✩✩✩✩✩✩ George Fogh, Sjællandske Medier Kom og hør Ilan pappe i samtale med forfatteren Kirsten Thorup.

RøD ScENE fredag kl. 15.00 FAgLIg ScENE fredag kl. 16.15

MøD ÅRETS DANSKE DEbUTANT LEYLA TAMER ”Der er absolut intet tidstypisk over romanen, men der er til gengæld noget kosteligt over denne nostalgiske fortælling ...”

Klaus Rothstein, Weekendavisen Leyla Tamer fortæller om sin anmelderroste debutroman.

RøD ScENE søndag kl. 16.00

KIG FORbI KLIMS STAND c3-53

PUNDIK & KRASNIK - og resten af verden Allan Sørensen

 - JYLLANDS-POSTEN

OPGØR MED DEN MODERNE MYTE Torben Bramming

STUR, STUR NUMMER!

KIM

UDENFOR

Samlede klummer

Johannes Møllehave

Kim Malthe-Bruuns dagbog og breve 1941-1945



- JYLLANDS-POSTEN

Erindringer fra et liv på kanten

Preben Brandt

Mød Preben Brandt på Bellascenen lørdag 11.30!

FLUGTEN FRA CAMP 14 Blaine Harden „En af de vigtigste og mest rystende skæbneskildringer i mange år” - POLITIKEN

 - JYLLANDS-POSTEN

BØGER MED

MERE PÅ HJERTE

DET MANGFOLDIGE LIV Hastrup og Hertz om alder Mød Lone Hertz og Bjarne Hastrup på Bellascenen lørdag 16.30!

FANGEKORET Daniel Øhrstrøm

UNDER EN OND STJERNE Heda Margolius Kovály

GYLDEN HØST

BERLIN I KRIG

Ondskab i skyggen af holocaust

Jan T. Gross

Liv og død i Hitlers hovedstad

Roger Moorhouse

- POLITIKEN

„Fremragende” - INFORMATION

- POLITIKEN

 - BERLINGSKE

DET BEGYNDTE MED JOMFRU SØRENSEN Lisbeth Smedegaard Andersen Mød Lisbeth Smedegaard Andersen på Hvid Scene fredag 11.15!

- MØD OS PÅ STAND C2-030 PÅ BOGFORUM!

AT BO MED EN KLASSIKER

Dansk møbelklassiker i enkelt, stilrent og tidløst design af høj håndværksmæssig kvalitet. at-bo REOLEN har tradition for de individuelle løsninger tilpasset personlige behov og er produceret på egen fabrik i Danmark.

Alt træ fra at-bo REOLEN er bæredygtigt og de smukt fingertappede massive reoler fås i 11 ædle træsorter. at-bo REOLEN leveres også i X-finer eller i et væld af farver. Kompromisløs kvalitet gennem 45 år.

VANLØSE · Slotsherrrensvej 103 www.at-bo.dk · HERNING · Industrivej Syd 13 B

Dansk Håndværk Siden 1967

at-bo_0812_210x280.indd 1

23/08/12 12.16

30 Efterårsbøger 2012

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. november 2012

”Det meste af det, der betyder noget i vore liv, sker i vort fravær” Salman Rushdies nye bog, ”Joseph Anton”, er ikke stor erindringslitteratur og rummer for megen namedropping.

Men den er en nødvendig udgivelse og bør læses af alle med interesse i vor tids store kulturkamp

bog

2 Salman Rushdies erindringer udkommer på samme tid i Storbritannien og Danmark. ”De sataniske vers” udkom i 1988, og året efter udsendte Irans åndelige leder, ayatollah Khomeini, en dødsdom over Rushdie for gudsbespottelse. I over ni år levede Rushdie under jorden. Fatwaen blev ophævet i 1998 af Irans regering, men en ny fatwa blev udstedt i 2003. – Foto: Mette Frandsen.

Salman Rushdie: Joseph Anton.

Oversat af Thomas Harder. 650 sider.

350 kroner.

Gyldendal.

Der er flere berømtheder, der står flossede tilbage efter læsningen af Salman Rushdies erindringer om tiden som dødsdømt forfatter.

Hør bare kollegaen John le Carrés reaktion på dødsdommen: ”Jeg tror ikke, at nogen af os ustraffet kan krænke en stor religion.” Og her ærkebiskoppen af Canterbury, George Carey: ”Vi må udvise større forståelse over for den muslimske vrede.” Eller hvad med den daværende britiske udenrigsminister, Douglas Hurd, der i et interview blev spurgt om det smerteligste, han oplevede som minister, og svarede: ”At læse ’De sataniske vers’.”

Nej, det var bestemt ikke alle, der støttede Rushdie og stod fast på ytringsfriheden som fundamentalt vestligt princip, da den indisk-engelske forfatter nedkaldte en iransk fatwa over sit syndige hoved og måtte leve i skjul fra 1989 og ni år frem. Om disse år handler erindringerne ”Joseph Anton”, der former sig som en detaljeret gennemgang af stort og småt (undertiden også FOR småt), som Rushdie lagde krop til på grund af ayatollah Khomeini og fanatiske muslimers krav om hans død på grund af en roman. En roman, som det tog fem år at skrive, og som optræder på næsten alle sider af erindringerne, direkte eller indirekte.

Sjældent, hvis nogensinde før, er en forfatters skæbne blevet bestemt af en enkelt roman som i tilfældet Rushdie og ”De sataniske vers”.

Og sjældent, hvis nogensinde før, har en roman ført til så mange protester, vold og mord som ”De sataniske vers”, der begyndte som en fiks idé i den unge Rushdies hoved som studerende i Cambridge.

For selvom forfatteren aldrig har opfattet sig selv som et religiøst menneske, har han siden studieårene været optaget af religion. Med inspiration fra sin far, den fordrukne, men inspirerende Anis, har Rushdie altid betragtet islam som en historisk religion, skriver han: ”Dette gik fra far til søn: Troen på, at islams fødsel var fascinerende, fordi den var en begiven-

ger lidt af glæden ved erindringerne, at Rushdie er så selvoptaget.

hed i historien, og at den som sådan helt indlysende var påvirket af de begivenheder og pres og tanker, der prægede den tid, da den blev til.”

Dette er imidlertid blasfemisk tale for visse fundamentalister, der fastholder Koranens ord som guddommelige, og som sådan står islam i denne udlægning i modsætning til kristendommen, som man kan forvisse sig om i en anden vigtig bogudgivelse, ”Kirkens historie” i to bind, skrevet af forskere fra Aarhus Universitet, hvor en bærende pointe er, at kristendommen alle dage har været en historisk religion, der har taget farve af tiden og påvirket den i frugtbar vekselvirkning.

At Rushdie gik grueligt galt i sin formodning om, at islam kan kritiseres, undersøges og virke som inspiration for troende såvel som for ikketroende på samme måde som kristendommen, ved alle nu, her snart mange år efter, at

dødsdommen blev fremsagt, og alle lærte ordet fatwa at kende. Udgivelsen af ”De sataniske vers” var første trin på en lang stige af eskalerende uenighed om forholdet mellem religion og ytringsfrihed, som ingen politiker eller borger har været upåvirket af i nyere tid.

Undervejs i tiden som dødsdømt blev Rushdie mere og mere overbevist om, hvor han selv stod i konflikten. Efter en frugtesløs tilnærmelse til det iranske præsteskab i form af en omvendelse til islam og affattelsen af essayet ”Why I Am a Muslim” fra bogen ”Fantasiens hjemlande”, som han ifølge erindringerne hurtigt fortryder og ser tilbage på med, hvad der må være litteraturhistoriens største krummede tæer, gør han sin stilling klar: ”Nu måtte han også have et klart billede af, hvad det var, han kæmpede FOR. Ytrings-

frihed, fantasiens frihed, frihed fra frygt, og den smukke, ældgamle kunst, som han havde det privilegium at udøve. Og skepsis, uærbødighed, tvivl, satire, komik og uhellig lystighed. Han ville aldrig igen vige tilbage fra at forsvare disse ting.”

Som det fremgår af citatet, omtaler Rushdie igennem hele bogen sig selv i tredje person. Det skaber velsagtens en nødvendig distance for hovedpersonen selv at holde sig selv og sin skæbne ud i strakt arm, men grebet betyder også, at noget af den nærhed og personlighed, som man måske forventer af en bog, der ”fortæller sandheden” om livet som dødsdømt, forsvinder.

Kollegaen Paul Auster skrev tidligere på året sine erindringer i bogen ”Vinternoter”, og her omtaler han konsekvent sig selv med et ”du”. Det bevirker en direkte inddragelse af læseren, der er

meget stimulerende, og i dén bog er nærhedsgraden noget nær perfekt. Hos Rushdie forsvinder noget af nærheden ved brugen af det lidt upersonlige ”han”.

Noget af det personlige ved erindringerne forsvinder også ved Rushdies hang til namedropping.

Man tilgiver gerne store forfattere meget, og det umenneskelige pres, som Rushie levede under som dødsdømt, ønsker man ikke skal overgå nogen.

Men hold op, hvor det betyder meget for den dødsdømte forfatter at modtage diverse litterære priser og møde forskellige notabiliteter på parnasset. Hele tiden lyder det: Så ringede Thomas Pynchon lige, og så kom Günter Grass et smut forbi, og så sagde Susan Sontag til mig, at jeg var genial, og så ville Bono fra U2 lige have et godt råd om skrivekunst – mere eller mindre og lettere omskrevet. Det ta-

Indvendingerne minimerer selvsagt ikke Rushdies kamp for ytringsfriheden og det berettigede i, at han forlængst og meget fortjent har modtaget uvisnelig hæder som en stålsat forkæmper for fundamentale rettigheder.

Når historien om vor tid skal skrives, vil det være Rushdie, man husker, og en forfatter som John le Carré, der nok snarere går i glemmebogen. I den forstand er ”Joseph Anton” et vigtigt dokument og vidnesbyrd om et menneske, der har lidt en uretfærdig skæbne og har overlevet det værste pres med store ofre til følge (bogen handler også om Rushdies forliste ægteskaber og hans ikke altid lige sympatiske rolle i deres opløsning), men med livet og skriveevnen i behold. Også takket være venner som Paul Auster, Ian McEwan, Christopher Hitchens og mange andre, der behørigt takkes for deres enorme støtte undervejs.

Der er en sætning, der går igen i erindringerne (hvis titel er det dæknavn, som Rushdie brugte i årene som dødsdømt, og som henviser til fornavnene på forfatterne Joseph Conrad og Anton Tjekhov). Sætningen er hentet fra Rushdies måske bedste roman, ”Midnatsbørn”, og lyder: ”Det meste af det, der betyder noget i vore liv, sker i vort fravær.”

Denne sætning tegner en smuk ramme om Rushdies liv, som heldigvis gik videre efter årene under jorden, og som man nu kan læse om i disse erindringer, der uden at være stor erindringskunst er en nødvendig bog til og om vores tid. michael Bach henriksen bach@k.dk

ÅRETS SMUKKESTE BOG Kristian Mainz

Kristian Mainz

IN UA

INUA

nuup avissaartinneqarsinnaanngitsumik timikkut ateqarneranik – ataqatigiinneq inuit ataasiakkaat

qalugiaataanit issuagaq.

æng” – menneskets ubrydelige fysiske og åndelige der rækker langt ud over det enkelte menneske…”

ed”- man’s indestructible physical and spiritual ection that reaches far beyond the individual…..”

e 2009.

ISBN 978-87-92554-45-1

9

788792 554451

”Det er en kæmpefornøjelse at se denne bog, som Kristian Mainz har skabt med motiver fra Grønlands geologi. Her træder alle vores geologiske minder og drømme frem på siderne, indfanget og gengivet i al deres pragt. Her kan vi se, at Grønland er udpræget grønlandsk, lige meget hvor vi befinder os, og vi kan nyde geologiens æstetiske kvaliteter uden belærende didaktiske fordringer.

Fotografierne dokumenterer lige nøjagtig, hvor smuk og storslået en indpakning, geologien i Grønland bliver leveret i”. fra Minik Rosings forord.

Bogens tekst er på dansk, grønlandsk og engelsk 298,00 kr.

Se bogen på stand C3 023 i Bella Center

BOX 216 • 3900 NUUK • e-mail: info@forlaget-atuagkat.gl • Forlaget Atuagkats bøger kan købes i enhver dansk boghandel

32 Efterårsbøger 2012

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. november 2012

Bekendelser og tvivl

Der er ingen grænser og tabuer, når Herbert Pundik og Martin Krasnik tager sig af verden og sætter den til vægs uden alt for mange dikkedarer. Højdepunktet er Pundiks opgør med den israelkritiske venstrefløj

bog Allan Sørensen: Pundik & Krasnik og resten af verden. 282 sider. 299 kroner. Kristeligt Dagblads Forlag. Åh nej, ikke endnu en samtalebog. Og Herbert Pundik og Martin Krasnik, der soler sig i hinandens fortrinlighed, åh nej. Og alt det jøderi på 281 sider – det er næsten for meget. Og så en tredje mediejøde til at anmelde værket?

Man kan ikke fortænke en uvildig eller ”vildig” læser i at reagere på den måde, når man får ”Pundik & Krasnik og resten af verden” stukket i hånden med et iscenesat billede på omslaget af de to, der kigger næsten forelsket på hinanden med et cafébord og to kaffekopper mellem sig midt på en gade, hvor en motorcykel vil torpedere dem bagfra om nogle få sekunder.

Ingen iscenesættelse eller forfængelighed her.

Men rolig nu. For det første har jeg gjort redaktionen opmærksom på, at jeg selvfølgelig kender de to, den ene oven i købet i længere tid, end den anden har haft sin gang på jorden. Så det er med fuldt overlæg, at redaktionen har bedt mig anmelde bogen og give jøderiet et ekstra spin.

Og for det andet kan man lægge sin skepsis og sine forbehold til side. Allan Sørensen, der står for bogen, giver læseren en oplevelse, som med dialog og interview leverer oplysning, indsigt og et par overraskelser. Samtalebøger har som genre uomtvisteligt nået et punkt, hvor de i al deres tilskårne smalltalk-facon er ulidelige, men det er Pundik og Krasnik og Sørensen ikke med deres specielle blanding af verdenspolitik, polemik og jødisk insidergossip uden forbehold eller betænkeligheder. Here we come.

Det er en meget direkte form, der virker oprigtig og ofte livlig og underholdende.

Med et par ugebladsafsløringer indimellem som for ek-

sempel, at Herbert Pundik var tæt på at løbe af med en shikse, en kristen kvinde (uha da da), inden hans mor fik spændt ben for det, og inden hans kone, Sussi, kom på banen.

Tonen er let og frejdig, og når jeg ovenfor har brugt ordet ”jøderi”, så er det som et lån fra samtalerne, hvor ordet optræder en del gange som udtryk for den særlige jødiske cocktail, der består af lige dele selvoptagethed, selvglæde og selvpineri.

Der er meget at hente for dem, der vil ind under jødernes hud fordelt på to generationer med mere end 40 år imellem sig og med deres syn på Israel, tvivl og bekendelse, religion, antisemitisme, holocaust, omskæring, islam og danskhed.

Med Allan Sørensen som dirigent spiller og jonglerer de to med alle boldene uden at blinke og tilsyneladende ustoppeligt. Der er ingen grænser, ingen tabuer, for det er jo Pundik og Krasnik, der i al beskedenhed tager sig af verden og sætter den til vægs uden alt for mange dikkedarer.

For dem, der ikke har læst Pundiks erindringer eller set hans talrige interview i presse og tv, er der et indblik i et livsforløb og en karriere med det unikke forankringspunkt i Danmark og Israel på samme tid i et perspektiv, der dækker det meste af anden halvdel af det 20. århundrede og starten af det 21. århundrede. Selvom den er blevet fortalt en del gange, er det stadig en god fortælling. I forbindelse med Pundiks 85-års-dag i år stod der i et af fødselsdagsportrætterne, at han ”er præget af en sjælden mangel på forfængelighed”.

Det er kun sandt som en overfladisk betragtning. Pundik er udstyret med den bedst skjulte forfængelighed i dansk journalistik.

Krasnik er til sammenligning stadig et ubeskrevet blad, men han lægger til gengæld ikke skjul på sin forfængelighed. Liggende på briksen åbner han generøst for posen og deler ud af sin bio-

0 Martin Krasnik presser undervejs Herbert Pundik for personlige oplysninger og forklarer, at det er noget, hans egen generation er vildt optaget af. Og han er ikke bleg for selv at levere varen med den narcissistiske selvfokusering, som er blevet en del af terapigenerationens identitet. Det er guf for alle ekshibitionismeatleterne. – Foto fra bogen.

grafi med en fortælling om sin venstredrejede familie, sin egen udvikling, sine forhold til jødiske kvinder, sin tvivl og selvfølgelig sin holdning til jødedom og Israel.

Selvom han er langt mere romantisk i sit syn på jødedom og for eksempel Jerusalem, konstaterer han gang på gang ligesom Pundik, at det ikke på nogen måde er religionen, der er grundlaget for hans forhold til det jødiske.

Her er de to fuldstændig på linje med hinanden.

Krasnik presser Pundik for personlige oplysninger og forklarer, at det er noget, hans egen generation er vildt optaget af. Og han er ikke bleg for selv at levere varen med den narcissistiske selvfokusering, som er blevet en del af terapigenerationens identitet. Det er guf for alle ekshibitionisme-atleterne.

Pundik yder sit bidrag ved at komme ud af skabet med sin ”shikse” og bekendelsen om, at han i sin ungdom ikke havde noget stærkt ønske om at forblive jøde.

Men det er langt mere inte-

ressant, at Pundik også kommer ud af skabet som den zionist, han startede med at være, og nu lægger sit dilemma frem efter et debatmøde med en gruppe fra den danske venstrefløj. De var stærkt kritiske over for Israel, rejste spørgsmålet om Israels eksistensgrundlag og talte om, at israelerne begår etnisk udrensning. Her ser det ud til, at Pundik siger: Nu er det nok.

I et langt afsnit, der skiller sig ud fra resten af bogen, gør Pundik nærmest i monologform rede for sine overvejelser, og hvor han står i dag.

Han tager afstand fra etnisk udrensning uden det mindste forbehold. Men han erkender samtidig, at uden den etniske udrensning, der foregik under Uafhængighedskrigen i 1948, ville der være sket en større uretfærdighed – mod jøderne.

Det er klart bogens højde- og tyngdepunkt. Ved at beskylde skiftende israelske ledere for at begå etnisk udrensning og flirte med fascisme og apartheid har Pundik i årevis

leveret ammunition til den selvsamme venstrefløj, som han nu tager et opgør med.

Det har gjort Pundik til en omstridt person i mange jødiske kredse. Ingen af de anklager bliver rejst i den foreliggende bog. Ikke et ord om etnisk udrensning eller apartheid i Israel i dag. Pundik gør rent bord ved at sige, at der blev begået en forbrydelse mod araberne i 1948, men som jøde mener han, at hvis den forbrydelse ikke var blevet begået dengang, ville der være sket en større uretfærdighed mod jøderne.

Han genkender den unge Herbert i nogle af de rabiate israelkritikere, men fortæller dem, at de i al deres magelighed og velvære gør sig selv og genstanden for deres kritik uret og svigter kravet om intellektuel redelighed. Han forstår deres sympati med den svage part, palæstinenserne. Men svaghed er ikke altid ensbetydende med ret.

I en større sammenhæng er Israel den svage part. Pundik efterlyser tvivl både hos venstrefløjen og andre fanatikere

som de ultraortodokse og nationalreligøse i Israel. Tvivl gør det muligt at blive klogere. Det er et selvopgør, Pundik leverer her, og det fremstår umiskendeligt, at han selv har været på en rejse med tvivlen som rejseleder.

Respekt, som Krasniks generation ville sige det i dag.

Interessant nok bliver Pundik her ikke udfordret af Krasnik, enten fordi han ikke får chancen, eller fordi samtalens tre partnere har skønnet, at de betragtninger fortjener at stå for sig selv. Det er et helt rigtigt skøn.

Bogens anden halvdel handler om det arabiske forår og Muhammed-krisen. Det er aktuelt og relevant nok, men fire kapitler er for meget. Det burde have været skåret ned mindst til det halve. Samtalebøger egner sig bedst til bekendelser på briksen. samuel rachlin kultur@k.dk

Samuel Rachlin er journalist og forfatter.

MØD FORFATTERNE PÅ BOGFORUM I BELLACENTRET 9.-11. novem november

UNDER URET stand C2-023

U LRI K LANGEN fredag kl. 17.20 Underholdning og oplysning på højt niveau.

ANJA C. ANDERSEN fredag kl. 17.40

”Gennem åbne og kloge samtaler mellem en præst og en videnskabskvinde inviteres læseren med til en interessant diskussion af livets store spørgsmål.” ♥♥♥♥♥

”Det kan ikke gøre bedre.”

★★★★★★ B ER LI N G S K E

KA M I LLA LA N G E fredag kl.11.20 Livet er for kort til slankekure.

Bogen giver dig redskaber til at vinde kampen mod vægten og én gang for alle sige farvel til slankekure.

P O LI T I K EN

MALENE SCHWARTZ o g CAT H RI NE ERRBOE søndag kl. 12.40

”Fornøjelig slægtskrønike om Malene Schwartz’ farmor og kunstnerkolonien på Skagen.” ★★★★ JYLLANDS-POSTEN

ekstrabladetsforlag.dk

S Ø S WO LLES EN , LO U I S E B RU U N & B I RD I E B J ERRE G AA RD fredag kl.13.00 Læs, hvordan vi selv kan bidrage til at påvirke vores hormonbalance gennem den mad, vi spiser. Og nyd de 96 lækre og indbydende opskrifter.

jyllandspostensforlag.dk

ekstrabladetsforlag.dk

jyllandspostensforlag.dk

ekstrabladetsforlag.dk

jyllandspostensforlag.dk

ekstrabladetsforlag.dk

jyllandspostensforlag.dk

ekstrabladetsforlag.dk

jyllandspostensforlag.dk

ekstrabladetsforlag.dk

jyllandspostensforlag.dk

ekstrabladetsforlag.dk

jyllandspostensforlag.dk

ekstrabladetsforlag.dk FØLG OS PÅ JP/POLITIKENS FORLAG

jyllandspostensforlag.dk

A RN E A S T RU P & C H RI S T I A N B I TZ lørdag kl. 12.20 Bogen guider dig gennem en 4-ugers madplan, der garanterer et vægttab på 1-2 kilo om ugen.

Alle opskrifter er til én person.

C H A RLOT T E BECH søndag kl. 10.20 Bogens råd, der bygger dels på lægevidenskabelig forskning dels på det indiske sundhedssystem ayurveda, gør dig klar til en sund graviditet og øger din fertilitet.

POLITIKENSFORLAG.DK

34 Efterårsbøger 2012

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. november 2012

Den kroniske skrivekløe Klaus Rifbjerg fik en hård medfart af anmelderne i begyndelsen af karrieren. Han er blandt andet drevet af at ”skulle vise dem, at de tog fejl”, fortæller han

interview Af Daniel Øhrstrøm ohrstrom@k.dk

En vinternat i 1958 stod en ung forfatter på Rådhuspladsen i København og ventede nervøst på, at aviserne skulle udkomme med anmeldelserne af hans første roman. Det sneede, og han frøs, men han var spændt på dommen over sin debutroman. ”Det er første og sidste gang, at jeg har stået i kulden på Rådhuspladsen og ventet på, at aviserne skulle udkomme. Den ene efter den anden avis udkom, og det blev mere og mere rædselsfuldt,” siger Klaus Rifbjerg med et stort grin og tilføjer så mere tørt: ”Det var ikke spor sjovt. ’Den kroniske uskyld’ blev slagtet i alle de store aviser.

Og det blev værre og værre, efterhånden som jeg fik stavet mig igennem Berlingske, Politiken, Socialdemokraten og Aktuelt. Frederik Nielsen, som på det tidspunkt var en meget agtet kritiker, skrev for eksempel, at det var ’små spjæt i slatne drengemuskler’, så er man vaccineret! Og jeg tror, at noget af det, der siden har drevet mig, var at jeg nok skulle vise dem, at de tog fejl.”

Klaus Rifbjerg læner sig tilbage i køkkenstolen i sit sommerhus i Rørvig og lader blikket glide ud over hybenbuskene, stranden og den lettere skyede himmel uden for vinduet, inden han tilføjer: ”Kritikere forsvinder som sne, der faldt i fjor. Der er ingen, der kan huske kritikere.

Det skulle da lige være Georg Brandes, som folk i dag knap nok ved, hvem er. Derfor skal man ikke tillægge kritikere for stor betydning. Man skal selvfølgelig lytte til god og intelligent kritik, og hvis noget oplyser en, så man forstår mere, end hvad man gjorde før, er det herligt. Men om det er tommelfingeren op eller ned, rager mig en høstblomst.

Det store eksempel er ’Den kroniske uskyld’, som blev svinet til og rakket ned hele vejen rundt bortset fra Information, hvor jeg selv var ansat. Og jeg måtte sige til mig selv, at hvis det her skulle blive til noget, måtte jeg holde fast,” siger han og slår hånden så hårdt ned i bordet mellem os, at tekopperne klirrer, inden han fortsætter: ”Dengang vidste jeg jo ikke, at bogen ville blive givet som studentergave næsten 70 år senere. Det kunne jeg ikke vide, men min erfaring og min teori er, at hvis man vil noget med at skrive, så må man bestille noget. Man bliver jo ikke forfatter af at skrive et par bøger. Nogle følger

0 ”Jeg er overbevist om, at man ikke kan skrive noget fornuftigt eller noget, der betyder noget for andre mennesker, hvis man ikke selv er til stede på en ret voldsom måde,” siger Klaus Rifbjerg. – Foto: Leif Tuxen.

den sarvigske model, hvor digtet skal komme af sig selv, så digtet selv løber ned i regnmåleren og stiger, indtil det digteriske rum er til at svømme i. Det er ikke mig, men det er jo et temperamentsspørgsmål.

Jeg kan ikke holde mig væk. For mig er selve skriveprocessen sensuel. Det er vidunderligt at kunne forme digte eller sætninger, som man for nogles vedkommende slet ikke vidste, man kunne. Og pludselig står der et digt, som man ikke ved, hvor kommer fra. Det er en åbenbaring, som jeg jagter hele tiden,” siger Klaus Rifbjerg, der siden ”Den kroniske uskyld” har skrevet langt over 100 bøger i stort set alle genrer. Og selv hans tidlige bøger er bestemt ikke forsvundet som sne fra i fjor. ”Den kroniske uskyld” er ikke alene stadig gymnasiepensum. Den er blevet en klassiker, der efterhånden er solgt i over 300.000 eksemplarer.

Men selvom den er Klaus Rifbjergs debutroman, debuterede han med et andet værk, der også er blevet en klassi-

ker: ”Under vejr med mig selv”. Og den debut fik faktisk ”en ganske nydelig modtagelse”, som han selv siger.

For Rifbjerg overraskede ikke kun anmelderne med sit veloplagte sprog, men også med sin ”utidige selvbiografi”, der begynder med et digt om hans egen undfangelse, inden han skildrer sin fødsel og andre afgørende faser i sit liv som for eksempel mødet med sine bedsteforældre, Johannes V. Jensens digtning og livet som nygift.

De poetiske punktnedslag i hans eget – dengang ret korte – liv, der udgør kernestoffet i digtsamlingen fra 1956, læses også stadig af gymnasieelever landet over, ligesom resten af hans voluminøse forfatterskab ikke er til at komme udenom for nogen dansk litteraturhistoriker. ”Store Klaus” har skrevet lyrik, romaner, noveller, filmmanuskripter, revytekster, journalistik, anmeldelser, læserbreve og kronikker i et omfang, der kan tage pusten fra de fleste. Og han er blevet både læst og kanoniseret for den indsats.

I dag er det derfor ingen

overdrivelse at påstå, at han har været en slags kulturradikal arvtager efter Georg Brandes og Poul Henningsen i kraft af sin gennemslagskraft og sin altid centrale position i det danske litteraturmiljø, hvor han altså oven i købet både har spillet rollen som forfatter, anmelder, debattør og en overgang endda også direktør for Gyldendal. Og som han sidder og serverer te og chokoladekiks i sit sommerhus i Rørvig, er den 80-årige forfatter stadig fuld af ord og fortælleglæde: ”Jeg debuterede i en tid, hvor hele verden slog portene op. Krigen var overstået. Tiden var ikke længere så efterkrigspræget mere, og noget nyt kunne ske. Medierne åbnede sig. Der kom fjernsyn, der sad og galpede efter at bringe noget nyt, og aviserne var også parate til at trykke det. ” Selv tøvede Klaus Rifbjerg ikke med at blive blandt dem, der påvirkede den nye tidsånd. ”Der var masser at tage fat på. Og jeg brugte selv humoren til at beskrive det fra begyndelsen. For jeg har altid

holdt af det Thomas Mannske udtryk, at der skal være et element af heiterkeit, altså af munterhed, i tingene. Uanset hvor barske og dystre begivenhederne måtte være, skal der være dette humorens løft, der gør, at man også kan trække vejret.”

”Under vejr med mig selv” er fuld af den slags munterhed, ligesom titlen også er en parafrase over Henrik Pontoppidans selvbiografi ”Undervejs til mig selv”.

Og måske er det tonen i digtsamlingen, der gør, at den stadig læses, mener Klaus Rifbjerg selv: ”Jeg tror, at der er mange elementer i det, der kan genfindes i mine senere værker.

Sansen for komedie, replikken og sproget i det hele taget. Sprogets mangfoldighed, bøjelighed og mulighed for at udtrykke alle mulige ting, som man måske gik rundt og troede, man ikke kunne. Det ligger der latent og parat som en lunte, der antænder al den føde, der kommer. Men det er ret rørende og også lidt mærkeligt, at en bog som ’Under vejr med mig selv’ stadig læ-

ses og bruges meget, ikke mindst i skolen, fordi digtene er nogenlunde lettilgængelige og kan læses som en beskrivelse af en tid, som man kan genkende, fordi der er grundelementer af den samme slags liv i det, jeg skildrer, som i de fleste andre liv.”

Du har jo siden spredt dig over stort set alle genrer, men hvis du selv skal pege på noget, der samler dit forfatterskab, hvad er det så? ”Frigørelsen har hele vejen været vigtig for mig for at komme de slidte konventioner til livs, så jeg kunne komme et andet sted hen og måske nå dybere ned eller længere hen. Men urhistorien og det fundamentale i det hele er min egen historie. Dér ligger den store inspiration i de oplevelser, jeg selv har været vidne til,” siger Klaus Rifbjerg og tilføjer: ”Jeg er også overbevist om, at man ikke kan skrive noget fornuftigt eller noget, der betyder noget for andre mennesker, hvis man ikke selv er til stede på en ret voldsom måde.”

NYHEDER FRA WILHELM HANSEN MUSIKFORLAG Blandt ølhunde og månestråler 130 danske revysange

B lan

Blandt ølhunde og månestråler

Et vigtigt indslag i enhver revyforestilling har siden starten været sang og musik,

og her har revyvisen været det væsentligste og mest holdbare element. der har siden 1850 været hundredvis af revyer - og flere tusind revyviser. Mange er for længst

Vejl. pris kr. 299,00 (inkl. moms)

gået i glemmebogen – vel nok de mest dagsaktuelle – men mange har overlevet

gennem flere generationer. deres kvaliteter har været dels en god tekst, en fængende

Et vigtigt indslag i enhver revyforestilling har siden starten været sang og musik, og her har revyvisen været det væsentligste og mest Blandt ØlhundE og MånEstrålEr er den første samledeDer udgivelse holdbare element. haraf udvalgte siden 1850 været hundredvis af revyer revyviser fra 1849 til vore gennem revyviserne oplever vi et stykke ogdage.flere tusind revyviser.

Mange er for længst gået i glemmebogen danmarkshistorie, og da de her præsenteres kronologisk, kan de samtidig give et - vel nok de mest dagsaktuelle - men mange har overlevet gennem indtryk af periodernes skiftende udtryksformer såvel på det tekstmæssige som på flere generationer. Deres kvaliteter har været dels en god tekst, en det musikalske område. fængende melodi samt en original fremførelse.

Blandt Ølhunde og Månestråler er den første samlede udgivelse de enkelte viser er forsynet med melodi og becifring samt fyldige noter om af udvalgte revyviser fra 1849 til vore dage. Gennem revyviserne skuespillere, komponister og forfattere. Endvidere er mere end 200 fotografier oplever vi et stykke danmarkshistorie, og da de her præsenteres kroog illustrationer med til at sætte stemningen og gøre nærværende samling til en nologisk, kan de samtidig give et indtryk af periodernes skiftende ganske særlig oplevelse for såvel musik- og teaterinteresserede som folk med deres udtryksformer såvel på det tekstmæssige som på det musikalske kulturelle nysgerrighed intakt. område.

De enkelte viser er forsynet med melodi og becifring samt fyldige WH31405 Endvidere er mere noter om skuespillere, komponister og forfattere. end 200 fotografier og illustrationer med til at sætte stemningen og gøre nærværende samling til en ganske særlig oplevelse. melodi samt en original fremførelse …

ø

dt

e d n lh u

e n å og m l e r å r t s et og saml alt af en fort Jørgens finn

ke s n a d 130 nge revysear, tekst i nodilleder og b

WH31506_Stentoft COVER.indd 1 I Hvem har skrevet noderne? forsøger Erik Axel Wessberg at rette lidt op på den kollektive forsømmelse af anerkendelsen af den musikalske arrangørs arbejde og trække ham og hans bidrag til vores kulturhistorie ud af den anonymitet, hvor det hidtil har befundet sig.

Bogen henvender sig både til musikstuderende og professionelle musikere og arrangører – men også til den almindelige musikinteresserede.

En række nodeeksempler samt henvisninger til indspilninger af de analyserede arrangementer tilfører fremstillingen en ekstra dimension.

Henrik Metz har inspillet en række af Aage Stentoft mest kendte og elskede melodier: Kys hinanden – Det bli’r en dejlig dag – Jacobsen – Giv mig et kys og en rose fra mor – Næh! – Hansen! Hansen! Hansen! – Dit hjerte er i fare, Andresen – Det er for sent, når det først er sagt – Havnen – Jeg har aldrig kysset andre end Marie – De små galante eventyr – I den mellemste køje – Luften var femten og vandet var seksten – Pyt – Konen, kællingen, madammen – Henne om hjørnet – Dejlige nat – Månestrålen – Farvel til en ven – Luk dine små uskyldige øjne Erik Axel Wessberg (th.) sammen med Gene Puerling, februar 2001, i Puerlings hjem i San Anselmo.

Erik Axel Wessberg blev arrangør, fordi Harmoniorkesteret Kærne, som han blev medlem af i 1965, manglede en sådan.

De indhøstede erfaringer førte til opgaver for bl.a. Århus Symfoniorkester og Århus Teater med sig.

Gennem 1970erne og ’80erne leverede han især arrangementer til underholdningsudsendelser i radio og tv.

Fra 1989 til 2009 har han virket som underviser i arrangement ved konservatorierne i Århus, København og Esbjerg og de musikvidenskabelige institutter ved universiteterne i København og Århus samt på flere efteruddannelseskurser for musiklærere i Danmark og Norge.

bb 4 &bb 4 &

bbbb

œ

heard

bb œ &bb

œ œ œ œ œ

œ

œ

A - broad as

I

œ œ œ œ œ a

maid

nœ œ œ

chain she

in

was

œ nœ  walk - ing

œ nœ 

œ

Bed - lam

so

j œ œ

œ œ œ.

one

œ

eve - ning in

nœ œ œ

sweet - ly

for

œ

to

œ

.

the

spring,

. sing:

œ

ratt - led

Erik Axel Wessberg

Hvem har skrevet noderne?

Essays om arrangøren og det musikalske arrangement

WH31338

Henrik Metz, piano

Asger Pedersen

Blæsten kan man ikke få at se

Aage Stentoft

Blæsten kan man ikke få at se 37 sange for børn med tegninger af Bolette Marie Madsen

WH31500

situationen er en koncert ...

Et orkester spiller – et fantastisk maskineri. Hvert enkelt medlem laver nøjagtigt det, han eller hun skal, og på helt det rigtige tidspunkt – præcision til fingerspidserne.

Alt passer sammen til mindste detalje, men hvordan kan det dog lade sig gøre?

– at fløjten fx ud af sine fulde tre kromatiske oktaver tager lige præcis den tone, der er brug for og på præcis det tidspunkt, hvor oboen slutter sin frase? – at de toner, de forskellige strygere tager, lige nøjagtigt tilsammen danner den perfekte akkord? Hvem har dog udtænkt den fantastiske plan, der gør, at det hele går op i en højere enhed?

HvEm HAr skrEvEt nodErnE?

Henrik Metz, klaver Vejl. pris kr. 119,00 (inkl. moms)

Asger Pedersen

sange elskes af børn dsendelser, heriblandt ster” og ”Jullerup fjernsynskiggere. ens musikalske billeder an man ikke få at se”, ftensdag” er klassikere, og blive sunget og lyttet til. fleste at være med, ndnu større.

God fornøjelse!

NY CD Musikken er af ... Aage Stentoft

Musikken er af ...

Musikken er af ... Aage Stentoft

spilletid i alt: 45:45

I love my love

Erik Axel Wessberg

t andre end Marie ntyr e g vandet var seksten

2:20 1:53 2:13 2:05 2:04 1:48 2:22 1:47 2:43 1:33 1:47 2:29 2:10 1:46 1:53 1:49 2:10 2:23 1:06 1:35

HENRIK METZ, piano

n rose fra mor

Hansen!

Andresen det først er sagt

dige øjne

297 + 3 +1 mm

Finn Jørgensen

ag

madammen

30,4 mm

297 + 3 +1 mm

Asger Pedersen

Erik Axel Wessberg

37 sange for børn

Essays om arrangøren og det musikalske arrangement

Vejl. pris kr. 229,00 (inkl. moms) Asger Pedersens underIllustre ret fundige, spidsfindige og så du ka i sort/hvid nf tankevækkende sange dine yn arvelægge d lingssan elskes af børn og voksne ge over hele landet. Som storleverandør til DR’s børneudsendelser, heriblandt ”Ingrid og Lillebror” og ikke mindst julekalenderne ”Vinterbyøster” og ”Jullerup Færgeby”, har Asger Pedersen ramt flere generationer af danske Vejl. pris kr. 199,00 (inkl. moms) fjernsynskiggere. De becifIllustreret af Anne Lassen rede klaverarrangementer Børnenes Favoritter 2 følger succesen op gør det muligt for de fleste at fra første bind i serien, og Linda Lehun være med, og Bolette Marie præsenterer her yderligere 132 sange, Madsens dejlige illustrationer som henvender sig til sangglade børn gør oplevelsen endnu større. og deres voksne.

Vejl. pris kr. 199,00 (inkl. moms) Situationen er en koncert ... Et orkester spiller – et fantastisk maskineri.

Alt passer sammen til mindste detalje, men hvordan kan det dog lade sig gøre? Hvem har dog udtænkt den fantastiske plan, der gør, at det hele går op i en højere enhed?

I Hvem har skrevet noderne? forsøger Erik Axel Wessberg at rette lidt op på den kollektive forsømmelse af anerkendelsen af den musikalske arrangørs arbejde og trække ham og hans bidrag til vores kulturhistorie ud af den anonymitet, hvor det hidtil har befundet sig.

Bogen henvender sig både til musikstuderende og professionelle musikere og arrangører – men også til den almindelige musikinteresserede.

Hvem har skrevet noderne?

Blæsten kan man ikke få at se

Børnenes Favoritter 2

27/09/12 11.17

œ I

œ nœ Her

36 Efterårsbøger 2012

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. november 2012

Vi er ét, men ikke ens U2’s tekster rummer store teologiske dybder, mener teolog Jakob Brønnum, aktuel med ”Verden ifølge U2”

interview

2 En amerikansk præsident har engang kaldt U2’s forsanger, Bono, for verdens mest magtfulde lobbyist, og den irske rocksanger har heller aldrig været bange for at være politisk med sine budskaber om en grønnere og mere fredelig verden. – Foto: Scanpix.

Af Daniel Øhrstrøm ohrstrom@k.dk

Forfatteren og teologen Jakob Brønnum træder ud af toget i Københavns Lufthavn og tænder sin pibe, mens han vinker længere nede på perronen.

Til daglig bor han 550 kilometer oppe i Sverige, men han er stadig redaktør på Præsteforeningens Blad, og det er ham selv, der har foreslået, at vi mødes her, så han kan bruge ”rejsen” i metroen på vej ind til byen på at blive et før et møde i Præsteforeningen.

Når emnet er om noget så urbant som U2, kunne omgivelserne heller ikke være bedre end at mødes i en lufthavn med al dens poesi af efterladte kuffertvogne og travle skridt i alle retninger. For uanset hvor folk rejser hen, vil man med stor sandsynlighed have hørt om verdensbandet U2 og dets karismatiske forsanger, Bono.

En amerikansk præsident har engang kaldt Bono for verdens mest magtfulde lobbyist, og den irske rocksanger har heller aldrig været bange for at være politisk med sine budskaber om en grønnere og mere fredelig verden. Men Bono er også en god teolog, mener Jakob Brønnum, der er aktuel med bogen ”Verden ifølge U2 – lyst og længsel”.

Bogen analyserer U2’s tekster ud fra en litterær og egentlig også en teologisk vinkel, og det kan det kendte rockband sagtens bære, siger Jakob Brønnum, da vi kører op ad rulletrapperne mod metroen. ”Allerede da U2 udsendte ’The Joshua Tree’ i 1987, kunne jeg høre, at de havde en særlig dybde. Men det var faktisk først med albummet ’All that you can’t leave behind’, der udkom i 2000, at jeg ikke længere kunne ryste rockbandet af mig, og de følgende år gik jeg for mig selv og tænkte over de tekster,” siger Jakob Brønnum, der debuterede som U2-fortolker i en kronik her i avisen i 2007. ”På det tidspunkt havde jeg kigget længe nok på de tekster til, at der begyndte at komme teologiske strukturer ud af dem for mig,” forklarer Jakob Brønnum, der senere udvidede de tanker med et bidrag i bogen ”Rockprofeter” på forlaget Alfa (2008), men ”stoffet blev ved med at vokse” i ham, så nu er det blevet til en hel bog, der alene handler om U2’s tekstunivers i bandets 12 album. ”Rockgenren lider som kunstart af, at der skrives så lidt om teksterne. Pointen for

3 Bogen ”Verden ifølge U2 – lyst og længsel” analyserer U2’s tekster ud fra en litterær og egentlig også en teologisk vinkel. ”Og det kan det kendte rockband sagtens bære,” siger Jakob Brønnum. – Arkivfoto.

WW Rockgenren li-

der som kunstart af, at der skrives så lidt om teksterne. Pointen for mig har været, at U2’s tekster ikke alene er god poesi, men at de også af en eller anden mærkværdig grund er temmelig god teologi.

Jakob Brønnum, teolog og forfatter

mig har været, at U2’s tekster ikke alene er god poesi, men at de også af en eller anden mærkværdig grund er temmelig god teologi. Man møder ikke nogen letsindig frikirketeologi, der ikke er grundfæstet i en viden om traditionen og troen. Hvordan Bono har samlet den viden op, ved jeg ikke, men det

er den dybde i teksterne, der har gjort arbejdet med dem så inspirerende,” siger Jakob Brønnum og tilføjer: ”Det er skægt, at det stadig kan komme bag på mange mennesker, at U2 er kristne.

En englænder eller en amerikaner ville nok også nemmere kunne genkende de ord, der kommer direkte fra de kendte bibeloversættelser, end en dansker ville kunne.

Men meget af det teologiske gods i teksterne ligger også skjult, så man skal finde det, og jeg har selv gravet flere hundrede bibelreferencer frem i teksterne.

Og Bono, der skriver teksterne, er særligt glad for Davids salmer, kan man se. Der er 15-20 referencer til Davids salmer i de sange, jeg har læst,” siger Jakob Brønnum, da vi sætter os ind i den førerløse metro på vej mod centrum: ”Jeg synes, at man kan se en udvikling i teksterne fra de tidlige album, hvor Bono var mere evangelisk åbenmundet og politisk. Flere gange har det ligheder med den sydamerikanske befrielsesteologi fra 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne, mens han mod de senere album beskæftiger sig mere med individet og det personlige ansvar i sine tekster.”

Et eksempel på, hvordan Bono lod sig inspirere af befrielsesteologi i sine tidlige sange kan man ifølge Jakob Brønnum finde i en sang som ”Pride (In the Name of Love)”, der både indeholder en slags Jesus-skikkelse og et oprør mod magthaverne. ”Bonos senere tekster er til tider meget moralske og til tider meget eksistentielle og rettet mod det enkelte menneske, men de kan også bare høres som poptekster, som man kan lade passere. For teksterne består ofte af en række løsrevne billeder, men pludselig kan der komme et direkte citat fra Matthæusevangeliet om Jesu fristelse i ørkenen i en sang som ”Vertigo” fra albummet ”How to Dismantle an Atomic Bomb” fra 2004, så man pludselig forstår, at der er en tale om en kompleks teologisk tanke midt i en popsang, der oven i købet også er udgivet i en dansemiks-version.”

Kan man tale om, at U2 på den måde også er fulgt med tidsånden med mere fokus på individet end på fællesskabet? ”Der er ingen tvivl om, at Bono altid har været eminent til at aflæse tidsånden. Det betyder ikke, at fællesskabet er borte fra horisonten. Men det betyder, at Bono skriver

U2’s tekster fra et stadig mere postmoderne afsæt, hvor mennesket orienterer sig mere i forhold til sig selv end i forhold til samfundet og traditionen.”

Bonos tekster er dog også mærket af den tid, de er skrevet i, mener Jakob Brønnum: ”Jeg har dedikeret bogen til alle mine egne og sammenbragte børn, fordi det er gået op for mig, at jeg ikke kan skrive om de her ting uden samtidig at fortælle om kulturhistorien. For når Bono skriver om DDR i 1980’erne, ved min søn på 14 år jo ikke, hvad det handler om, hvis han ikke har hørt efter i historietimerne – hvad man jo ikke umiddelbart kan gå ud fra.

Og så er der som sagt en hel del teologi i teksterne. En sang, ’The First Time’ fra albummet ’Zooropa’ (1993), der reelt er en kritik af kirkens mangel på fokus på kærligheden mellem de enkelte mennesker, er med sine tre vers struktureret efter trosbekendelsens tre led og smækfuld af bibelreferencer, som om Bono ville sige ’det er ikke evangeliet, jeg kritiserer, men måden, det bliver praktiseret på’.”

U2’s mest kendte sang, som et stort amerikansk musikmagasins læsere oven i købet

har kåret til de seneste 25 års bedste sang, ”One”, indfanger en form for kerne i hovedbudskabet i U2’s poetiske tekster, mener Jakob Brønnum: ”I den sang får Bono sagt noget meget vigtigt: ’We are one, but we are not the same’. Og selvom man skal passe på med at trække alt for firkantede budskaber ud af poesi, tror jeg godt, at man kan sige, at Bono mener, at verden bliver et bedre sted, hvis mennesker udøver kærlighed mellem hinanden – med fuld respekt for hinandens integritet. Det er hans hovedbudskab. Og jeg tror også, man kan sige, at den tanke har en teologisk bund for ham. For selvom sangen ’One’ er en af de mindre åbenbart teologiske sange, er jeg overbevist om, at han har hentet sin inspiration i Paulus’ brev til Efserne, hvor Paulus gentager ’én Gud’, ’én herre’, og så videre. Bono bruger også det sproglige mønster fra Efeserbrevet, inden han slutter med at sige, at vi er ét, men ikke ens. Og det er jo en genial måde at beskrive på, hvordan man kan elske andre med respekt for deres forskellighed,” siger Jakob Brønnum, lige inden metroen når byens kerne – i al dens mangfoldighed.

Efterårsbøger 2012 37

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. november 2012

Ved næste museumsbesøg spørg dig selv: ”Hvad ser jeg?”

Museumsdirektør Poul Erik Tøjner byder læseren indenfor på Louisiana med 74 veloplagte essays om museets samling

bog Poul Erik Tøjner: Louisianaabc. 416 sider. Rigt illustreret. 400 kroner.

Gyldendal.

Mange vil kende oplevelsen af at stå foran et værk på et museum og føle sig udenfor, ude af stand til at begribe, hvad dette værk skal sige én, og hvilke betragtninger man kan anlægge på det. Man står og tripper lidt, vil på den ene side gerne tage værket alvorligt, men vil heller ikke tiljuble kejserens nye klæder.

Kunst kan være svær at trænge ind på.

Men, som direktøren for Louisiana, Poul Erik Tøjner, demonstrerer i udgivelsen ”Louisianaabc”, faktisk ikke af de grunde, vi måske tror, altså, at man skal kende en særlig kode for at komme ind, men derimod fordi man ikke tør blive i den åbne betragtning og prøve at registrere med egne sanser: ”Hvad ser jeg? – hvad, ser, jeg …” Og lade denne registrering og mærken efter være begyndelsen på en form for samtale med værket og sig selv. ”Louisianaabc” er en massiv og pompøs bog at skue, mange sider, spækket med store farvegengivelser, hård ryg og smudsomslag i kleinguld. Umulig at have med sig i sengen eller på museet for den sags skyld. Men indholdet er på mange måder helt nede på jorden. Gennem 74 små essays, der tager udgangspunkt i 74 udvalgte værker af lige så mange kunstnere (heriblandt den danske gruppe Superflex, der tæller tre medlemmer), 62 mænd og 12 kvinder, bevæger Poul Erik Tøjner sig på kryds og tværs i Louisianas samling.

Det lader til at have været en lystbåren opgave for forfatteren at præsentere et personligt udvalg af museets kunstnere med et par sider til hver, og den lyst smitter af på læseren. Ud over den enkelte præsentation af værk og kunstner er det tanken, at læsningerne, lagt kronologisk (ikke alfabetisk som i bogen) efter hinanden, vil tegne et tidsbillede af den moderne kunsts historie, samt at summen af læsningerne vil skitsere en metode eller tilgang til kunst, som beskueren selv kan arbejde videre med.

Selvom Poul Erik Tøjner efter mange års beskæftigelse med kunst har en stor merviden om alle værkerne, forsøger

0 Henry Moores skulpturer er et af emnerne i bogen, hvor Poul Erik Tøjner skriver om samlingen på museet i Humlebæk. – Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix.

han eksemplarisk at stille sig på den forholdsvis forudsætningsløse beskuers side. Han anbringer sig foran værket med krop og tanker – går rundt om det – hvorefter han stiller det helt enkle spørgsmål: Hvad ser jeg? Hvordan mærkes det i kroppen? Hvad får værket mig til at tænke på? Her er ikke tanker, der er rigtige eller forkerte, det gælder først og fremmest om at mærke efter ens egen undren og hele tiden spørge – ikke hvorfor noget er der (a la det lukkende: Hvorfor er det kunst?) – men i stedet – hvad er det?

Tag nu to industrielt udseende røde kasser (fra 1962 og 1968) af amerikanske Donald Judd. Hvad er det, vi ser her?

Vi ser to røde kasser, men hvor skal vi se dem fra? Hvad sker der, når jeg flytter mig rundt i lokalet? Og så er der farven: rød.

Ser jeg måske bare farven rød, helt frigjort fra et formål (kasserne er ikke møbler, selvom de har fællestræk med dem, de er heller ikke malerier, der vil vise mig no-

get om kunstnerens følelser, de er der bare)?

Måske er det sådan, ræsonnerer Tøjner sig frem til, at værket her ikke er andet end sit eget mål: ”Den del af kunsten, som Judd varetager, har som opgave, vil han sige, at fastholde en verden af ting, der har værdighed og kvalitet – og som derfor kalder mere på observation fra beskueren end på indlevelse. Og det at lære at observere skaber en opmærksomhed hos beskueren, som rækker ud over museumsbesøget.”

Først efter denne pædagogiske indføring kommer Poul Erik Tøjners private og kunsthistoriske viden om Donald Judd på banen og åbner Judds univers yderligere.

Det pædagogiske greb ligger i, at Poul Erik Tøjner går til hver enkelt kunstner gennem de konkrete værker, som befinder sig på Louisiana, og som alle er gengivet i bogen.

Det vil sige, at læseren hele tiden selv kan få syn for sagn og diskutere med museumsdirektøren, om det nu også er sådan, man selv ser det.

Enkelte steder forglemmer forfatteren sig og taler indforstået om et værk, som ikke er på museet og ikke er gengivet, for eksempel i teksten om den indiske kunstner Shilpa Gupta, hvor han pludselig kaster sig ud i en poetisk udlægning af et værk, som beskueren hverken får en konkret beskrivelse af eller en chance for at se og tilmed har svært ved at søge efter, da det er ”Untitled”.

Gupta er i det hele taget et eksempel på, hvor Tøjner efter min mening slipper for let om ved det.

Værket, han tager udgangspunkt i, er ”Singing Cloud” (syngende sky) fra 20082009. Bygget op af 4000 sammenbunkede mikrofoner, hængt op som en metalsort sky under loftet. Man kan lægge øret til mikrofonerne, som, modsat hvad vi forventer, ikke optager, men derimod udsender lyd. Men hvad siger de egentlig? Det får vi ikke at vide her. Ligesom spørgsmålet om værkets politiske udsagn heller ikke tages rigtigt alvorligt.

Poul Erik Tøjner er bedst, når det handler om at åbne maleriets rum. Hans læsning af den canadisk-amerikanske maler Philip Gustons særegne værker var en stor øjenåbner for mig.

Det virker skrevet med nerve og klædelig selvforglemmelse, der lader Tøjner øse mere af sin faktiske viden om kunstnerens oeuvre. En viden, som, uanset at det først og fremmest handler om selv at se og sanse, giver en større dimension.

For det er jo også med kunst som med fodbold og alt muligt andet, at jo mere man ved, jo mere spændende bliver det at gå ind i.

Også malere som Jackson Pollock, om hvem Tøjner får manet myterne om, at hans maleri er resultatet af ukontrolleret aktion, og at resultatet er den totale abstraktion, i jorden, Robert Rauschenberg, Asger Jorn, Anselm Kiefer og Andy Warhol bliver fængende præsenteret. Yves Klein bliver udfordret, så hatten passer, og det er ret befriende, at Poul Erik Tøjner ikke

ser sig selv som værkernes forsvarer, men netop som deres betragter.

Museumsdirektøren er en dreven retoriker, og han har lagt sig i selen for at skrive, så ingen læser skal kede sig.

Indimellem går der faretruende friskfyragtig tomgang i sproget, når han endnu en gang indskyder et ”havde jeg nær sagt”, hvorefter han siger det, eller kommer med endnu en lille sproglig munterhed. En anelse mere tøven ved tastaturet havde været perfekt.

Museumsrummet er vores rum, skriver Tøjner et sted, det er for os, museet holder åbent, ikke for kunsten. Og det er også os beskuere, der med hver vores indlevelse og fortolkning skal vække værkerne, sætte deres betydning i svingninger. Det føler man sig heldigvis både parat til og sulten på efter læsning af ”Louisianaabc”. mai misfeldt kultur@k.dk

38 Efterårsbøger 2012

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. november 2012

Fra apostlenes gerninger til afrikanske karismatikere Prægtigt værk om 2000 års kirkehistorie bør nå ud til mange læsere

bog

dan man skal forstå den treenige Gud, hvordan er det indbyrdes forhold mellem far, søn og helligånd?

Niels Arne Pedersen gør rede for hele denne antikke kristendomsudvikling, hvor kirkens institutioner og dogmer også tager form. Kirkemøder træffer beslutninger om bekendelser – heller ikke disse er faldet ud af himlen. Og da stridighederne om den treenige Gud har fundet en afslutning, begynder en ny diskussion: Hvordan skal man forstå Jesus Kristus, Gud og mand i ét? Det er vanskelige diskussioner.

Det er således også historien om, hvordan religiøsitet og institution spiller med og mod hinanden. Det gælder også i middelalderen, hvor religiøse bevægelser led en krank skæbne som kættere og forfulgte, mens for eksempel 1200-tallets tiggermunkeordener er eksempel på, at kirken indoptager en ny religiøsitet, som ellers var hjemløs. Og det gælder i moderne tid, hvor pietismen med indførelse af konfirmationen leverer et eksempel på, hvordan man etablerer en pagtskirke i statskirken, som Carsten Bach-Nielsen skriver.

Kirkens historie 1-2. Af Carsten Bach-Nielsen, Per Ingesman, Niels Arne Pedersen og Jens Holger Schjørring. 1600 sider. 698 kroner. Hans Reitzels Forlag.

Hvis man følger med i den aktuelle debat om kristendom og kirke, så får man måske en fornemmelse af, at alt var bedre i gamle dage. Dengang der var klassisk kristendom til. Dengang folk vidste, hvad kristendom var.

Dengang før alle autoriteter var faldet. Eller måske glæder man sig over, hvor meget klogere og mere oplyste vi (de fleste) er end dengang i fortidens mørke – hvor meget større mangfoldighed vi er i stand til at rumme.

Uanset om man har det på den ene eller den anden måde i forhold til fortiden, så bør man læse ”Kirkens historie”. To bind, 1600 sider om kirkens – og kristendommens – historie fra apostlenes gerninger til afrikanernes karismatiske vækkelse i det 21. århundrede. En ualmindelig rig historie, der først og fremmest er en solid dokumentation af, at kristendommen er en historisk religion – ikke bare fordi den er gammel, men også fordi den udvikler sig historisk, skifter accenter, når tiderne skifter.

Institutioner, der ser ud, som om de er faldet direkte ud af himlen, er netop alt andet end dette. Pavestolen er eksemplet par excellence: Fra at være en bispestol i en perifer udkant til dér, hvor kirke og teologi virkelig skete i antikken, til at være kirkelig (og i tidens forståelse dermed også verdslig) centralmagt i højmiddelalderen. Og siden til et insisterende forsøg på at være modmagt til moderniteten; pavens ufejlbarlighed blev dogme i slutningen af 1800-tallet. ”Kirkens historie” er et samleværk.

Forfatterne er fire kirkehistorikere fra Aarhus Universitet, Niels Arne Pedersen skriver om oldkirken, Per Ingesman om middelalderen, Carsten Bach-Nielsen om perioden fra 1500-1800, mens Jens Holger Schjørring tager sig af at føre kirkens historie helt op til nutiden. Og lad det være sagt med det samme: De gør det godt – og forlaget har også gjort det godt. Der er kælet for layoutet, brede marginer og røde uncialer ved afsnitsindledninger, oversigtskort og en fornem billedredaktion, hvor illustrationerne aldrig forfalder til fyld, de tilføjer noget til historien.

Alt sammen taler for, at læserskaren bør blive langt bredere end de teologistuderende, bogen først og fremmest er skrevet til. Det er langt mere end en grundbog i kirkehistorie, en kulturhistorie for den dannede læser. Kirkens historie, ja – men i høj grad også Europas kulturhistorie, som er værd at besinde sig på – også når kineserne kommer.

Hvorfor forlaget har valgt at udgive bogen i to bind, er til gengæld ikke helt gennemskueligt – hvert bind ve-

0 Bogen er langt mere end en grundbog i kirkehistorie, nemlig en kulturhistorie for den dannede læser, der begynder med apostlene i kristendommens tidligste historie, her i form af en russisk ikon fra 1500-tallet med Peter og Paulus som motiv. – Foto: Scanpix.

jer lige over to kilo, så læsestativ eller intensiv styrketræning er påkrævet. I hvert fald kræver det sit at tage kirkehistorien i stiv arm.

Men ind i historien. Eksemplet med de historiske ændringer af bispesædet i Rom viser, hvordan kirkens historie er tæt vævet sammen med historien generelt. Det udfoldes forskelligt i de forskellige epoker, men nogen isoleret størrelse er kirken langtfra – heller ikke efter oplysningstiden, hvor opfattelsen af religion som en privat sag ellers breder sig. Et eksempel på dette i det 20. århundrede er de tyske kirkers forhold til nazismen. Jens Holger Schjørring udfolder på den protestantiske side kampen mellem kirkepartiet De tyske Kristne og den bekendende kirke. De tyske Kristne gjorde fælles sag med nazisterne med blandt andet udnævnelsen af en rigsbiskop, en kirkefører og indførelse af en raceparagraf i kirken.

Bekendelseskirken på den anden side lægger i Barmen-erklæringen afstand til nazisterne og peger på

kirkens ansvar for at holde øje med, om staten – som det er dens opgave og pligt ifølge en luthersk toregimentelære – sørger for ret og fred. Schjørring peger på, at Bekendelseskirken dermed lægger afstand til en forståelse, som ”vildledt lutherdom” ofte ender i, nemlig torumstænkningen, hvor det ene rum forbeholdes en åndeliggjort forkyndelse, og det andet huser en absolutistisk og selvberoende statsmagt.

Generelt refereres der i de to bind ikke meget til forskningsmæssige diskussioner – der skrives oven på og ud fra en – så vidt jeg kan bedømme – opdateret forskning. Men når det sker, tager den enkelte forfatter oftest stilling. For eksempel når Niels Arne Pedersen betegner det som en projektion, at der i Romerriget skulle have hersket en form for grundlæggende ”tolerance” eller måske endda religionsfrihed, fordi romerne var polyteister. Det er oplysningstidens historikere, der flytter en kritik af deres egen tids statskirke tilbage til antikken. I den romerske republiks tid

er der således flere eksempler på, at myndighederne greb ind over for religionsdyrkelsen, ligesom man i kejsertiden opererede med et skel mellem passende og upassende religion, religio og superstitio.

Kirkens historie er langt hen ad vejen en europæisk historie – men også meget mere end det. En verdenshistorie, som vi også får brudstykker af. Ligesom den danske historie inddrages i særlige kapitler. Som når Harald Klak i en strid om den danske krone i begyndelsen af 800-tallet søger hjælp hos kejser Ludvig den Fromme. Hjælp kan han få – men på betingelse af, at han går over til kristendommen. Han lader sig døbe i 826, og da han drager hjem til Danmark, er munken Ansgar i hans følge. Kristendommen var med til at integrere Danmark i Europa.

Kirkens historie er også en teologi- og fromhedshistorie. Det er historien om, hvordan kristendommen bliver til i de første århundreder. Kirkefædrene tumler med, hvor-

Der er mange strenge at slå på, mange lange linjer at trække på – mange valg at træffe. I hovedtræk virker det velbegrundet. Når fire forfattere deles om opgaven, så kræver det en særlig opmærksomhed på overgangene. Største lapsus finder man, hvor bolden gives videre fra oplysningstid til romantik, fra Carsten Bach-Nielsen til Jens Holger Schjørring. Her refereres pludselig i forbifarten til en ”videreførelse af den kantianske kritik” – uden at vi dog har hørt et ord om den tyske oplysningsfilosof Immanuel Kant og hans kritik tidligere. Det turde dog være en svipser af de lidt større, en kirkehistorie uden Kant?

Der er fire forfattere, de skriver forskelligt og har forskellige interesser.

Man forkæles med store linjer, når Per Ingesmann udlægger et komplekst og nuanceret spektrum af relationer mellem verdslig og gejstlig magt i middelalderen. Og man tumler ind i renæssance og reformation, når Carsten Bach-Nielsen tager over.

Til gengæld kan man glæde sig over eksempelrigdom og malende detaljer, når han går ind i beskrivelsen af tidens religiøse fromhedsformer og for eksempel Christian IV’s kroning i 1596, en religiøs inklusionsrite, som får sin modpol i den offentlige eksklusion, afklædning og henrettelse af Struensee nogle århundrede senere. Den karismatiske afrikaner – eller den historieløse dansker – vil måske have en tendens til at springe historien over. Når man har læst ”Kirkens historie” ved man, hvad man går glip af, hvis man gør det. En rigdom. Det københavnske forlag markedsfører udgivelsen som ”Pragtværk”. Det er svært at trumfe som anmelder, så lad os bare sige det på jysk: ”Kirkens historie 1-2” er slet ikke så ringe! Værket anbefales.”

Birgitte Stoklund Larsen kultur@k.dk

MØD JAN GUILLOU OG ÅSA LARSSON TIL BOGMESSEN I BELLA CENTER

“Kan man skrive bog efter bog om 1900-tallet og underholde imens? Jan Guillou er nu nået til anden del i sit stort anlagte romanværk, og svaret må være klart ja.”

ALT for Damerne

“Der er en kulturel- og naturmæssig fylde i sprog og handlingsgang, samt en dybde i alle bogens persontegninger, som løfter ‘Som offer til Molok’ op i et skønlitterært niveau, hvor de færreste nordiske krimier befinder sig i dag.”

Berlingske

Efterårsbøger fra Syddansk Universitetsforlag 268 kr.

298 kr.

375 kr.

Aktiv udenrigspolitik 1966-1997

Det lille land før den store krig

FN – Afrika – DANIDA

Michael H. Clemmesen

Henning Kjeldgaard

557 sider, indbundet og rigt illustreret 375,00 kr.

299 sider, rigt illustreret i farver 298,00 kr.

Allerede fra 1911 truede en verdenskrig, og bogen fortæller for første gang historien om, hvordan den danske regering og det danske forsvar gjorde sig klar til det værst tænkelige: at en storkrig bredte sig til det neutrale Danmark. Bogen viser, at der var god grund til bekymring. Både Tyskland og Storbritannien opererede med planer om overfald på Danmark.

En førstehåndsberetning om udviklings­ politikken i de ca. 40 år, der gik fra Jens Otto Krags og Per Hækkerups regeringstid i begyndelsen af 1960’erne og frem til terror­ angrebet mod World Trade Center og Anders Fogh Rasmussens overtagelse af statsmini­ sterposten i 2001.

398 kr.

Hybridernes paradis

Skilsmissen

Peter Laugesen, Per Højholt og deres elever

Dansk og norsk identitet før og efter 1814

Søren Langager Høgh

Rasmus Glenthøj

237 sider, 268 kr.

2. udg., 523 sider, rigt illustreret, 398 kr.

Bogen handler om litteraturens evne til ubesværet at gå i spagat hen over informa­ tionsfelter af stor volumen, uensartethed og kompleksitet. Endvidere klarlægges Laugesens og Højholts indvirkning på Peter Adolphsen, Ursula Andkjær Olsen og Lone Hørslev.

Den norske løsrivelse fra Danmark i 1814 var det største tab af dansk landområde no­ gensinde og fik forfærdende konsekvenser for dansk økonomi. Danmark var bankerot og blev til den småstat, det har været siden.

I Norge måtte man pludselig finde sine egne ben, da man blev påtvunget en union med Sverige, og bogen redegør således for, hvor­ dan det moderne Danmark og Norge blev til.

198 kr.

328 kr.

Fra sogn til velfærdsproducent Kommunestyret gennem fire årtier Jens Blom-Hansen, Marius Ibsen, Thorkil Juul, Poul Erik Mouritzen 198 sider, indbundet, 198,00 kr.

Kommunerne har over de sidste 40 år udvik­ let sig til de primære velfærdsproducenter i det danske samfund. Bogen stiller skarpt på udviklingen fra den første kommunalreform i 1970, over 1980’ernes økonomiske kriser og 1990’ernes velfærdsdebat, til den seneste reform i 2007.

Balancekunstneren Harald Westergaard, kirkesagen og det sociale spørgsmål 1878-1907 Lars Schädler Andersen 383 sider, indbundet og rigt illustreret 328,00 kr.

Mens der nedlægges kirker i København, kommer her bogen om manden, der byg­ gede dem. Nationaløkonomen Harald Westergaard var som formand for Kirke­ fondet den drivende kraft i indsamlingen af private midler til kirkebyggeri i 1890’ernes København. En både enfoldig idealist og magtstræbende strateg.

Det er simpelthen fremragende og nutidsrelevant historieskrivning.

Morgenavisen Jyllands-Posten

498 kr.

Velfærdsstatens storhedstid Dansk velfærdshistorie bd. IV Perioden 1956-73 Jørn Henrik Petersen, Klaus Petersen og Niels Finn Christiansen (red.)

802 sider, indbundet og rigt illustreret 498,00 kr.

Fjerde bind af den hidtil største under­ søgelse af det danske velfærdssamfunds historie er nået til perioden fra folkepen­ sionen i 1956 til jordskredsvalget i 1973, hvor kritikken af skattetrykket og de offent­ lige udgifter tog fart.

298 kr.

Skyggelandet Ungdomskultur, kriminalitetskultur og bandekultur i dansk belysning Michael Hviid Jacobsen (red.)

324 sider, 298,00 kr.

En del af samfundet, som de færreste kommer i forbindelse med, er bandernes skyggeland. Bogen kaster i sine 13 kapitler nyt lys over den ungdomskultur og kriminalitetskultur, der trækker unge over i bander, og bogen giver dermed en baggrund for dybere forståelse for et stadig aktuelt samfundsproblem.

Få 20 % rabat ved køb via www.universitypress.dk

Efterårsbøger 2012 41

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. november 2012

Bør anmeldere holde sig væk fra Facebook?

Debatten raser i USA efter en artikel, der anklager den amerikanske bogkultur for at være kritikløs, fordi forfattere og anmeldere er venner på de sociale medier. Udviklingen er også på vej herhjemme, mener eksperter AF jannie schjødt kold kultur@k.dk

Det hele begyndte, da freelancejournalist og litteraturkritiker Jacob Silverman offentliggjorde et essay på det onlinebaserede nyhedsmagasin Slate.com.

Teksten med titlen ”Against Enthusiasm” (Imod entusiasme) handler om den epidemi af venlighed, der ifølge kritikeren har bredt sig i de amerikanske medier på internettet, der beskæftiger sig med litteratur.

Hvad sker der for eksempel, når en forfatter ”poster” eller offentliggør et billede af sig selv og en spritny avis med positive anmeldelser af hans eller hendes værk, og selvsamme kritiker, der har anmeldt værket, trykker ”like” (synes om) til billedet på Facebook?

Eller når en anden forfatter på Facebook giver sin uforbeholdne ros til føromtalte forfatter i kommentarsporet, der er halvoffentligt og tilgængeligt for de første 1000 personer inden for det litterære miljø i USA? En cirkulation af venlighed så omfavnende, at man foranlediges til at tro, at alle nye bøger er vidunderlige, og at alle forfattere er hinandens største fans. Konsekvensen af den blinde begejstring er til at føle på, mener i hvert fald skribenten Jacob Silverman. ”Det er ikke bare overfladisk, det er usandt, og i sidste ende køler det hele den litterære kritik ned,” skriver han i sit essay på Slate.com, der ironisk nok i ugen efter blev delt 565 gange på Twitter og ”liked” 2400 gange på Facebook.

Spørgsmålet er, om venlighedens epidemi også har ramt den danske anmelderstand? ”Ja, til dels,” mener litteraturkritiker ved Weekendavisen Lars Bukdahl, der selv har over 2000 venner, herunder flere forfattere, på Facebook. ”Twitter er endnu ikke så udbredt i Danmark som i USA, så den del af debatten ser jeg ikke umiddelbart ramme her – endnu, for den kommer helt sikkert. Men på blogs og på Facebook er miljøet herhjemme blevet lige lunt og hyggeligt nok,” siger han og mener, at i hvert fald det finlitterære miljø er så snævert og indspist, at det hurtigt bliver en lidt kvalm bekræftelse af, ”at vi alle er lækre og læser lækker litteratur”.

0 Debatten om Facebook og forfattere er kommet for at blive, og mange spørger, hvor grænsen mellem forfattere og anmeldere skal trækkes på de sociale medier.

– Foto: Julian Stratenschulte/EPA/Scanpix.

WW Mister vi den

uafhængige kritik, mister læserne et orienteringspunkt og kan udelukkende støtte sig til anbefalinger fra andre.

john chr. jørgensen, lektor emeritus

Bukdahl mener også, Jacob Silverman har en pointe, når han siger, at tilkendegivelserne mere er udtryk for en følelse end for et argument, og at de mest dominerende følelser i den litterære offentlighed og halvoffentlighed på nettet er begejstring og venlighed. ”Der er nærmest tale om en tvangsbegejstring. Det er meget sjældent, du læser en blog eller en statusopdatering, der handler om en, der har læst en dårlig bog,” siger Lars Bukdahl, der selv blev overrasket og ikke særlig stolt over at erkende, at han var begyndt at ”like ting og sager”.

En glidende høflighed, der smitter, og en amatørentusiasme, der er farlig, mener

altså litteraturkritikeren, der selv er blevet kaldt ”Slagteren fra Pilestræde” med henvisning til hans undertiden hårde kritik i anmeldelser i Weekendavisen med adresse på Pilestræde i København. ”Jeg mener ikke, vores online-adfærd har smittet voldsomt af på den trykte kritik endnu, men der er ingen tvivl om, at vi vil se endnu flere brugeranmeldelser og hjemmesider, der bygger på entusiasme frem for kritik i fremtiden,” siger Lars Bukdahl.

I sidste ende gør vi dermed samtalen om litteratur dummere. ”Måden, vi taler om litteratur på, taber. Fagligt såvel som sprogligt, og vi bliver alle dårlige læsere af det,” siger han.

Lars Bukdahl mener, at faren ved den fade konsensuskultur i virkeligheden er, at kritikere og forfattere i den litterære offentlighed kommer til at ”like” den samme type litteratur. ”Det bliver sværere at få øje på den skæve og uforudsete gode litteratur, som dine onlinevenner ikke synes om eller ikke kan se,” siger Bukdahl.

Heri er litteraturredaktør og kritiker ved Berlingske Jens Andersen umiddelbart ikke enig. Han ser de litterære blogs og litteraturportaler som bibliotekernes Litteratursiden.dk give noget igen,

som dagbladskritik har tabt. ”Jeg mener, at skribenterne på Litteratursiden.dk kommer længere rundt om et værk, men også ofte dybere ind i det, end den almindelige trykte anmeldelse levner plads til,” siger han.

En onlinekritik, der måske ikke er polemisk, men som til gengæld ikke er skrevet efter faste, korte mål. For pladsen til litteraturkritik er vigende i Danmark, og Jacob Silverman påpeger da også i sit essay mod venlighedens epidemi, at netop det faktum får redaktørerne på de trykte medier til at opprioritere de positive anmeldelser og fravælge de negative. Så grelt mener dog hverken Bukdahl eller Andersen, at det står til i den danske presse. ”Jeg tror nærmere, at der sker en naturlig selektion. I det at være litteraturkritiker ligger i sig selv en stor passion og begejstring, og du søger ikke af dig selv mod de svage værker. Men naturligvis er det en redaktørs rolle at redigere i det, der måtte være skrevet i en begejstringens rus, så det balancerer,” siger Jens Andersen, der dog mener, der er gået inflation i begrebet ”mesterværk”.

Lars Bukdahl påpeger også den omsiggribende høflighed, men mener ikke, den er blevet værre i de trykte aviser, end den hele tiden har været. ”Kritikken har altid været

præget af fad konsensus, og det er lige så meget et udtryk for, at det er langt det letteste at være flink, som det er et udtryk for, at anmeldere og forfattere er venner,” mener han.

Et synspunkt, der bakkes op af lektor emeritus ved Københavns Universitet John Chr. Jørgensen, som tidligere har skrevet disputats om dansk anmelderis historie. ”Den danske litteraturkritik har været rimelig stabil de sene 10-20 år, omend den måske nok er blevet en tand venligere,” siger han og uddyber, at for de fleste forfattere er det den trykte kritik, der tæller, og ikke de begejstrede blogs på nettet.

Men netop derfor er der god grund til at holde sin uafhængige sti ren og undgå at blive Facebook-venner med hvem som helst i det skrivende miljø, mener John Chr. Jørgensen. ”Det er hele kritikkens formål at skelne godt fra skidt på læserens vegne. Mister vi den uafhængige kritik, mister læserne et orienteringspunkt og kan udelukkende støtte sig til anbefalinger fra andre, som megen onlineadfærd bygger på,” siger han.

Af samme årsag har Jens Andersen fravalgt at have en Facebook-profil og er efter eget udsagn ikke den mest flittige gæst ved forlagsreceptioner og deslige, mens Lars

Bukdahl mener, at man som kritiker til enhver tid må være sin egen politibetjent. ”Jeg har altid følt mig beslægtet med digterne, og derfor er det også dem, jeg omgås socialt. I princippet mener jeg sagtens, at jeg vil kunne anmelde mine venner, og jeg har vel også gjort det ud fra den præmis, at det altid røber sig i sproget, hvis en anmeldelse er forloren,” siger litteraturkritikeren og tilføjer, at han i de seneste mange år har forsøgt at holde sig i skindet for ikke at gøre sig unødig sårbar ved inhabiltetsanklager.

Og for ikke at blive ensom og venneløs, som han skælmsk siger det.

Men det er klart, at når man har mere end 2000 venner på Facebook, så har det ikke noget med ”rigtigt” venskab at gøre, understreger Lars Bukdahl. Det handler om at skabe kontakt med andre mennesker, der deler samme interesse som en selv.

Hvor grænsen for interaktionen mellem forfatter og anmelder så går, må man spørge sig selv og sin egen kritikermoral om. I den ideelle verden sad anmelderen måske nok på en øde ø og fik værket leveret af en brevdue, skrev sin anmeldelse og sendte den retur med fuglen (og ikke noget med at gå på Facebook), men sådan er verden og den litterære verden ikke længere. ”Like” eller ej.

42 Efterårsbøger 2012

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. november 2012

Hvad fortæller stilheden os? Årets vinder af Nordisk Råds Litteraturpris tager os med på en bevægende rejse ind i stilhedens historie

bog Merethe Lindstrøm: Dage i stilhedens historie. Oversat af Claus Clausen. 220 sider. 250 kroner.

Tiderne Skifter.

Jeg har altid været fascineret af begrebet stilhed. Engang stod jeg med et punkteret dæk midt om natten i Kalahari-ørkenen og hørte for første gang i mit liv stilheden i en eller anden absolut forstand. Ja, hørte! Og jeg blev klar over, at stilhed er noget ganske andet end tavshed. ”Stilheden er Guds tale. Alt andet er en dårlig oversættelse,” siger cisterciensermunken Thomas Keating, der bor på et kloster midt i Rocky Mountains og må vide, hvad han taler om.

Samme fascination finder man hos den norske forfatter Merethe Lindstrøm, der i år vandt Nordisk Råds Litteraturpris.

Som en arkæolog har hun sat sig for at undersøge den menneskelige sjæls lydløse rum. Stilheden som livgiver, som tale. Men også som dræber, fordi stilheden i denne roman har indgået pagt med tavsheden, med fortielser, der blev født i afmagt og opretholdt i den gode viljes tjeneste, men som nu har formummet sig i mørket og er blevet en destruktiv magt.

Således har Merethe Lindstrøm i sin ”Dage i stilhedens historie” med mesterlig indlevelse formået at fange netop den dobbelthed mellem stilheden, der åbner, og tavsheden, der lukker.

Eva (ikke Astrid, som der står på flappen!) er vores jegfortæller og i lang tid vores faste holdepunkt. Hun er pensioneret gymnasielærer, velovervejet, kontrolleret, omsorgsfuld. Og dybt fortvivlet over, at hendes elskede mand, Simon, gradvist forstummer. Hvor er han henne, når hans stemme er væk? Når han går rundt som en frem-

med gæst? Og hvor er Eva selv henne, når hun ikke bliver til i samtalen med ham? ”Det føles, som om han er i et andet hus, et sted, jeg ikke har adgang til (…) han ser ud til mig gennem vinduerne.”

Eva ved ikke, om tavsheden er en bevidst afvisning. Om der er en tale i den, hun ikke hører. Om hun mangler det rigtige ord, der lukker døren op. Eller om Simon lider af demens, hvilket det rationelle i hende – og i omgivelserne – fastholder.

En ansøgning til et plejehjem ligger i hvert fald i en kuvert på bordet som en bombe gennem historien, der aldrig detonerer.

Det gør andre bomber deri-

2 ”Dage i stilhedens historie” er en meget nordisk fortælling fra Merethe Lindstrøm. Om fortrængning og skyld, om forgjort og for sent. – Foto: Mimsy Møller/Dagsavisen/Samfoto/ Scanpix.

mod. Snart finder vi ud af, at tavsheden går meget længere tilbage end de få måneder, Simon har været syg. At den har været Evas foretrukne vej gennem livet. Og at hun muligvis selv har bygget det hus, han nu søger tilflugt i.

I det hus bor Simons historie og smertelige oplevelser under krigen, hvor han med sine jødiske forældre måtte skjule sig i en lejlighed i Tyskland. De overlevede mirakuløst; netop stilheden var deres redning!

Da Simon senere ønsker at tale om det – også til sine børn – afviser Eva ham brutalt. ”Luk ikke mørket herind,” formaner hun.

Der er andre lukkede rum.

Der er den lettiske rengøringshjælp, som pludselig bliver fyret, tilsyneladende uden grund.

Og ikke mindst er der den lille dreng, Eva bortadopterede, før hun mødte Simon og siden har fornægtet. Som læser glemmer man aldrig de øjne, spædbarnet sender sin mor, da hun forlader ham.

Og som i Christian Jungersens ”Du forsvinder” drejer historien sig herefter om sin egen akse. Polerne skifter. Til sidst ved vi ikke, hvor sandhedspunktet er. Og dermed heller ikke, hvor den personlige integritet begynder, og hvor den opløses. Hvem er syg, og hvem er rask? ”Dage i stilhedens historie” er en meget nordisk fortælling. Om fortrængning og skyld, om forgjort og for sent.

Der er endda en præst til stede, gående samtaler på kirkegården. Men det er set før, og det er ikke det, der først og fremmest gør denne roman bemærkelsesværdig.

Det er derimod dens betagende leg med sandhedspunktet og dermed med vores egen erkendelse af verden. Fra de lydløse rum synger den to sange til os: en fra døden og en fra livet. Og det føles, som om vi selv må vælge, hvilken en af dem der skal styre vores liv. liselotte wiemer kultur@k.dk

BOGFORUM

mød os på STAND C4 - 041

INFORMATIONS FORLAG BOGFORUM I BELLA CENTER STAND C2-051

Vi er Lis & Per

en biografi af Iben Thranholm Lis og Per fortæller deres personlige historie om at komme fra de laveste sociale kår og nå til tops i dansk showbiz.

Søndag kl. 14.30 på BogForum, BellaScenen er Lis & Per i samtale med forfatter Iben Thranholm om liv og tro.

Søndag kl. 13.00 og 15.00 signering af bøger på ProRex’ stand C4-041

Billy Graham

249,Oplev Jørgen Steen Nielsen i samtale med Bjarke Møller på Rød Scene søndag kl. 11.30

På vej hjem

”En fremragende og skarp analyse af den systemkrise, som verden befinder sig i ”

– udkommer på BogForum 2012

299,Oplev Thomas Harder og Lene Ewald Hesel i samtale med Claus Bundgård Christensen på Rød Scene fredag kl. 16 Historien om et dansk søskendepars krigserfaringer i britisk tjeneste.

Steen Hildebrandt

På vej hjem er Billy Grahams seneste og meget indsigtsfulde bog om en meningsfyldt alderdom – og om at forberede sig på at blive gammel.

Politiken

www.prorex.dk · info@prorex.dk · tlf 7456 3343

INGEN ER BILLIGERE

ProRex - KD Bogforum 2012.indd 1

30-10-2012 10:33:19

FANTASTISK PRIS

SØNDAGSÅBENT 11-15 FØRSTE OG SIDSTE SØNDAG I MÅNEDEN.

Brille med usynlig/glidende overgang E KÆMPalg v stelud

299,-

249,-

Oplev Martin Sundstrøm i samtale med Jens Holsøe på Rød Scene lørdag kl.

12.30

Oplev Louise Damløv & Cecilie Kallestrup i samtale med Claus Buhr på Rød Scene lørdag kl. 16.30

Fortællingen om den unge idealistiske forfatter, Jens Gielstrup, der melder sig til kamp mod tyskerne.

Historien om massakren på Utøya gennem to unge journalisters personlige beretning fra det dramatiske retsforløb.

, 9 9 7

m. glas ng , l e t a s inkl. de overg n glide sprøve n y s og

FRI RENTEO T KON GEBYR

0,

1999,Danmarks bedste p priser

INSTI R P GARA

www.optikhuset.dk Vores briller med glidende overgang findes i 3 kategorier: Standard 799,- Guld 1.499,- til 1.999,- Platin 2.699,- Kan ikke kombineres med andre tilbud.

OPTIK

Lyngby, Lyngby Hovedgade 19c, tlf.: 4587 1078 Frederiksberg, Falkoner Allé 47, tlf.: 3810 1468 Hillerød, Slangerupgade 2, tlf.: 4828 7899 Roskilde, Hersegade 1A, tlf.: 4632 4800 Odense, Fisketorvet 5, tlf.: 6613 7135 Randers, Rådhustorvet 6, tlf.: 4466 6008 Århus, Klostertorvet 6, tlf.: 8613 6008 Silkeborg, Vestergade 35, Tlf.: 8681 0102

349,Oplev Kurt Jacobsen i samtale med Politikens chefredaktør Bo Lidegaard på Rød Scene søndag kl. 12.30 Biografien der fortæller hele historien om mennesket og den kompromisløse politiker Lenin.

249,Oplev Lasse Ellegaard i paneldebat med bl.a. Naser Khader på Faglig Scene søndag kl. 16.15 En rejse gennem det arabiske forår set med den garvede mellemøstkorrespondent Lasse Ellegaards øjne.

INFORMATIONSFORLAG.DK

44 Efterårsbøger 2012

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. november 2012

Kort om bøger om tro Af Daniel Øhrstrøm ohrstrom@k.dk

Ikke alt, der glimter, er guld, siger man. En ny bog fra forlaget Credo vender ordspillet om med titlen ”Ikke alt der glimrer er Gud”.

Bogen, der er skrevet af den amerikanske teolog og kirkeplanter Timothy Keller, bygger på den teologiske tanke, at man hurtigt kan gøre mange af livets goder til afguder. ”Menneskehjertet tager gode ting, for eksempel en succesfuld karriere, kærlighed, materiel velstand, endog familie og gør dem til ultimative ting. Vores hjerte guddommeliggør dem som centrum for vores liv, fordi vi tror, at de kan give os betydning og sikkerhed, tryghed og tilfredsstillelse, hvis vi opnår dem. Man tror, at afguder er dårlige ting, men det er næsten aldrig tilfældet. Jo større gode, der er tale om, jo mere tilbøjelig er man til at forvente, at det kan tilfredsstille vores dybeste behov og håb. Alt kan blive en falsk Gud, især de allerbedste ting i livet,” skriver Timothy Keller, der opfordrer sine læsere til at vende sig mod den eneste sande Gud. Timothy Keller: Ikke alt der glimrer er Gud. Oversat af Birger Petterson.

216 sider. 250 kroner. Forlaget Credo. ”Den, der lærer historien at kende, lærer også sig selv at kende,” skriver den svenske retrætepræst Peter Halldorf, der efterhånden er blevet kendt for at vende blikket tilbage mod kirkehistorien for at finde kristendommens autentiske kerne. Det har ført ham vidt omkring tværs gennem kirkeskel og forskellige religiøse traditioner. Nu genudgiver forlaget Boedal Halldorfs roste portrætter af 21 kirkefædre, der har været med til at tegne kristendommen, som vi kender den. Det giver på samme tid et indblik i den tidlige kirkes liv, dens vej fra martyrkirke til statskirke, dens forbløffende evne til at sprede sig, dens kamp for en kristen tro og et åndeligt liv. Og brydningerne i den første kirke kan på mange måder minde om vores egen tid, fordi det religiøse sorteringsarbejde mellem det umistelige og det undværlige, som kirkefædrene sloges med dengang, stadig er en skelnen, der er afgørende for enhver kirke – og enhver kristen. Og som Halldorf selv skriver: Enhver søgen tilbage i historien er også en jagt efter ens egne rødder.

Peter Halldorf: Det fædrene ophav.

Oversat af Werner Fischer-Nielsen.

272 sider. 250 kroner. Forlaget Boedal.

Der er langt fra den teologi, der præger nutidens kirker, til Bibelens reelle udsagn, mener forfatteren Sven-Jørn Haugaard, der har skrevet bogen ”At fuldføre løbet”. Ifølge forordet har han forfulgt sit kald til at udgive bogen efter adskillige års selvstudier af de bibelske skrifter. ”Hvis man, som det er tilfældet i denne bog, studerer de bibelske tekster på deres egne betingelser, kommer det uvægerligt til at stå klart, at der er væsentlige forskelle på den konventionelle kristendomsopfattelse i vor samtid og det evangelium om Riget, som de første kristne troede på,” skriver Sven-Jørn Haugaard, der mener, at nutidens kirker på mange måder har tilsidesat Guds ord til fordel for deres egne religiøse overleveringer; en forseelse, han mener er identisk med den, som Jesus anklagede farisæerne for.

I bogen tager han i stedet selv livtag med tre af teologiens store emner: ”udvælgelsen”, ”dommen” og ”kristen livsførelse”. En hovedpointe i bogen, der overordnet handler om Guds frelsersplan, er, at selvretfærdighed ikke fører til retfærdighed, og at troen nok er en opgave, men først og fremmest en gave.

Sven-Jørn Haugaard: At fuldføre løbet. Bogen er ikke til salg, men kan erhverves gratis via mail til sven_joern@hotmail.com.

Er der liv efter døden?

Ja, mener Jeffrey Long, der er amerikansk forfatter og kræftlæge med speciale i strålebehandling. I bogen ”Efter livet – den nyeste viden om nærdødsoplevelser” præsenterer han ifølge forlaget Det Blå Hus ”den største undersøgelse af nærdødsoplevelser til dato” med videnskabelige beviser for, at sindet og bevidstheden ikke kan reducereres til ren hjerneaktivitet, der forsvinder, når vi er klinisk døde.

Tilbage i 1998 begyndte den amerikanske kræftlæge via en en hjemmeside (nderf. org) at indsamle beretninger fra folk med vidt forskellig oprindelse, trosretning og kultur, der alle havde stået ansigt til ansigt med døden.

I løbet af 10 år blev hjemmesiden den største samlede databank over nærdødsoplevelser, der findes, og den vokser stadig. Og i ”Efter livet” gennemgår Jeffrey Long 12 forskellige elementer, som går igen i de fleste nærdødsoplevelser. ”Resultaterne af nderf-undersøgelsen viser klart, at der en bemærkelsesværdig overensstemmelse mellem de forskellige eksempler på nærdødsoplevelser, der er gennemgået,” skriver Jeffrey Long om de 1300 cases, der danner baggrund for bogen.

Jeffrey Long: Efter livet. Det Blå Hus. 271 sider. 279 kroner.

0 Det er de livskraftige ældre og det grå guld, der ikke vil og ikke kan give op, der taler i bogen ”Det mangfoldige liv – Hastrup og Hertz om alder”. Og de taler på manges vegne. – Foto fra bogen.

Man bliver sej af at være senior Mange fine betragtninger om eksistens og alderdom i samtalebog mellem Lone Hertz og Bjarne Hastrup

bog Det mangfoldige liv – Hastrup og Hertz om alder.

Fortalt til Lotte Kirkeby Hansen. 271 sider. 299 kroner.

Kristeligt Dagblads Forlag.

Man bliver sej af at være senior. Man har erfaring og viden og hovedet i orden, det skal ikke gå til spilde. Det er hovedbudskabet i denne samtalebog mellem den 74-årige skuespiller og freelanceforedragsholder Lone Hertz og direktør i Ældresagen Bjarne Hastrup.

Samtalebøger er et nyt fænomen.

Måske er det en virkning af, at kendtes meninger og holdninger er nemmere at formidle end alle andres. Måske er det, fordi en samtalebog er lidt lettere fordøjelig end en større værdiudredning, og fordi det er lidt hyggeligt at sidde som en flue på væggen og være med ved et af de selskabelige samvær, hvor man ikke kun taler om maden, rejserne, succeserne og alle de åndssvage politikere, der ikke har forstand på noget som helst, men i stedet kommer det skridt dybere ind på det, der virkelig betyder noget, samtalepartnernes tanker om livet og døden, kærligheden og Gud. Og her kommer man, som samtalerne skrider frem, dybere ind i de to samtalepartneres menneskelige og medmenneskelige univers og deres personlige liv og værdier med ægtefælle(r), børn, børnebørn, gamle forældre, som vi alle skal huske at tage ordentligt afsked med og passe både for deres, vores egen og vore børns skyld – og i det hele taget det liv, som kan leves og skal leves lige så mangfoldigt og sært, som det nu engang kan leves.

Det er de livskraftige ældre og det grå guld, der ikke vil og ikke kan give op, der taler. Og de taler på manges vegne.

For vi bliver ældre og ældre og fungerer bedre og bedre langt op i alderen. Samtalerne bevæger sig fra den gængse skælden ud på politikerne, der ikke har forstået, hvor vigtige vi ældre og hele det frivillige arbejde, vi yder for

samfundet, er. Som Hastrup påpeger, så arbejder en tredjedel af alle ældre frivilligt. Disse aktive frivillige ældre er lokalsamfundets kit.

Også bedsteforældregenerationens store og, ifølge Hastrup, helt nye og frivillige indsats for næste generation bør medregnes. Men her må han, som Hertz da også gør, korrigeres. Bortset fra visse meget velsituerede miljøer så har bedsteforældre altid gjort den nytte, de kunne gøre. Var kræfterne ikke til mere, så var det strømpestop, lappetøj og bibelfortælling på bedstemors skød. Nytte gjorde man, så længe det var muligt.

Lige her har de to begge en meget væsentlig pointe. De vil nemlig have lov til at være til nytte. De vil bruges. ”Slides med helse”, som jeg som ung lærte, det hed. De vil ikke give op. De vil være med i samfundet. Og de vil et samfund, hvor vi kan blive ved med at være mennesker og yde efter evne – også i alderdommen.

Her plæderer Hertz for ordet voksendom, fordi man efter hendes mening dømmes ude med betegnelsen alderdom. Dette er i mine ører for søgt: Det kan da ikke være værre at leve med alderdommen end med ungdommen eller barndommen. Men hovedpointen er, at de vil af med de kasser, som samfundet putter os ind i. Og den kamp skal de roses for at tage.

Dog har jeg en fornemmelse af, at de ikke rigtigt har medtænkt, at hvis vi alle sammen skal have fingrene ned i kasserne, så må der også et vist mål af system og kontrol med, at det er de rigtige kasser, vi putter fingrene i, og rimelige beløb, vi hver især trækker op af de fælles kasser. Der skal nemlig i deres optik både være frihed til at nyde det uden for arbejdsmarkedet, hvis det er det, man vil, og frihed til at blive ved på arbejdsmarkedet med diverse seniorordninger, hvis det er det, man vil.

Og forstår jeg dem ret, så har samfundet bare at støtte os ældre i hvert vores forehavende.

Her mærker man en lidt friere Lone Hertz, hun skal ikke tage hensyn til de mange medlemmer af ÆldreSagen, der

giver Hastrup lidt mere uld i mund og får ham til at vende geværet mod politikerne, der ”ser sig blinde på økonomien”, ”skræmmer os og spiller ældre og yngre ud mod hinanden” (det er en organisation som ÆldreSagen vel selv også med til). Hertz taler i højere grad om manglen på fælles etik og moral og om den uselviskhed, hvor vi hver især formår at træde til side til fordel for andre mennesker.

Derfor kan hun også tale højlydt om den musketer-ed, vi alle burde både opdrages til og leve efter, som begynder med solidaritet og ender med frihed. Og ikke omvendt. Hun er klar over, at det er et etisk og moralsk spørgsmål, om vi alle vil yde efter evne i stedet for kun at nyde efter behov. Og at nogle af os har forsømt den vigtige del i opdragelsen af vore børn. Og måske også os selv.

Bogen er bedst, varmest og mest nærværende, der hvor de taler om det helt nære liv og deler ud af deres erfaringer med det vigtigste: livet og døden, kærligheden og Gud. Og det gør de meget personligt. Også uden at blive privat. Gud taler Hastrup dog ikke om, men det gør Hertz til gengæld. Personligt og ærligt.

Så jo, jo længere hen i bogen man kommer, desto mere vedkommende bliver den. Så bliv bare ved, selvom det er lidt sejt i begyndelsen, for det er sejt at være senior. Og vi skal ikke give op.

Og således opmuntret tror jeg sandelig, jeg vil bede ÆldreSagen om juridisk bistand om støtte i det sagsanlæg, jeg vitterligt bør føre for EU-domstolen, fordi jeg – sammen med dommere, præster og mine medbiskopper som de eneste i dette vort samfund – er pålagt at skulle tage min afsked om cirka halvandet år. Som 70-årig. Det er da en urimelig aldersdiskrimination.

Det kunne om ikke andet sætte lidt fut i fejemøget.

Elisabeth Dons Christensen kultur@k.dk

Elisabeth Dons Christensen er biskop i Ribe Stift

Gode oplevelser – og lidt til …

En god gave idé...

Nytårsgalla 2012

Kunst og kultur

Vi udsteder gerne gavekort på både ophold, arrangementer eller beløb til brug på hotellet eller restaurant Svanen.

Nytår 2012 med Hollywood tema.

Lolland-Falster byder på kunstneriske og kulturelle oplevelser i særklasse.

– til fantastiske oplevelser

Kontakt receptionen på tlf. 54 78 10 11 eller info@maribo-sopark.dk

– på Hotel Maribo Søpark

· 4 retters gallamiddag med udvalgt vine

Vi har sammensat en pakke der giver dig muligheden for at få indblik. Vi leverer billetter til 3 gode oplevelser samt sørger for morgen- og aftensmad.

· 4 retters hollywood-middag, vine ad libitum, kaffe m.m. · Fri bar med spiritus og drinks · Kransekage og champagne samt natmad · Underholdning levende musik med 4- mands orkester

Læs mere om årets arrangementer og de mange andre gode tilbud på vores hjemmeside

www.maribo-soepark.dk

– en historisk oplevelse

Opholdet inkluderer: · 2x2 retters middag – efter køkkenchefens valg

· Stort Fyrværkeri

· 2 overnatninger i dobbeltværelse inkl. morgenbuffet

· Brunch dagen derpå

· Entré til Fuglsang Kunstmuseum

Pris pr. kuvert uden overnatning

· Entré til Museum Lolland Falster* kr.

Pris pr. person med overnatning i dobbeltværelse kr.

1.545,2.045,-

*Billetten giver adgang til 2 museer på Lolland-Falster

Pris pr. person

kr.

Opholdet arrangeres i samarbejde med:

1.195,-

46 Efterårsbøger 2012

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. november 2012

Man skal kede sig for at blive en god læser De sociale medier er en trussel mod litteraturen, mener den prisbelønnede amerikanske forfatter Jeffrey Eugenides, der er aktuel på dansk med romanen ”Bryllupsintrigen”

interview AF MICHAEL BACH HENRIKSEN bach@k.dk

”Sidste gang jeg blev fotograferet, var til forsiden af Vogue,” fortæller Jeffrey Eugenides avisens udsendte fotopraktikant, inden hun knipser løs efter interviewet.

Om kommentaren er tænkt som opmuntrende eller angstfremkaldende, står i første omgang hen i det uvisse her i de smukke stuer på hotellet Rungstedgaard nord for København, hvor stjerneforfatteren er indlogeret under sit danmarksbesøg i forbindelse med udgivelsen af romanen ”Bryllupsintrigen” i dansk oversættelse.

Men eftersom Eugenides smiler venligt, mens han henkastet beretter om Voguefotografen Annie Leibovitz’ fortræffeligheder, er det nok ment som en opmuntring.

Det er meget amerikansk sådan at anspore praktikanten til at stræbe efter at være ligesom den bedste, for som forfatteren netop har sagt, inden fotoseancen begynder: ”Der er mange ting, som adskiller amerikanerne i dag.

Men vi er stadig fælles om en stærk tro på, at man ikke skal lade sig begrænse af sin sociale baggrund eller opvækst.”

Eugenides har selv græsk baggrund, og hans vej til stjernerne er gået via de tre romaner ”Jomfruselvmorderne”, ”Middlesex” og nu ”Bryllupsintrigen”, der foregår i et amerikansk universitetsmiljø i 1980’erne. Den handler om den uhelbredelige romantiker Madeleine, der skriver speciale om forfatterne Jane Austen og George Eliot, der er de store mestre inden for genren bryllupsintriger.

Undervejs bryder virkeligheden dog ind i fiktionens overskuelige verden, og Madeleine hvirvles rundt i et forhold til sin medstuderende Leonard, mens hendes anden bejler og gamle ven Mitchell trygler hende om at vælge ham. En moderne bryllupsintrige er i gang, og dét med så stor succes, at Eugenides har høstet mange roser for romanen både hertillands og i hjemlandet, hvor forfatteren tidligere har modtaget Pulitzerprisen.

Du har valgt et motto til romanen fra den franske forfatter La Rochefoucauld, der lyder: ”Folk ville aldrig forelske sig, hvis de ikke havde hørt tale om kærligheden.” Hvorfor? ”Nogle gange bliver bøger

0 Jeffrey Eugenides er berømmet for sin realistiske stil og nævner selv forfattere som Alice Munro og Saul Bellow som forbilleder. – Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

skrevet som et svar på et spørgsmål. Da jeg læste citatet første gang, følte jeg instinktivt, at jeg måtte finde ud af, om det er sandt. Er kærlighed en social konstruktion, eller er det et biologisk imperativ? Bogen kommer ud af dette spørgsmål.

Og jeg mener, at kærlighed i et vist omfang er en kulturel idé. Den idealisme, der knytter sig til drømmen om at finde den eneste ene, kommer fra romaner og Hollywoodfilm og ikke fra naturen. Men det ændrer ikke ved, at vi fortsat forelsker os, heldigvis.”

I din roman er der en ældre professor, der mener, at man ikke kan skrive kærlighedsromaner efter Jane Austen, fordi tiden er en anden og kærlighedsbegrebet forandret. Er du enig? ”Både og. Jeg begyndte først at læse de realistiske forfattere fra det 19. århundrede som Tolstoj og Austen efter at have læst modernisterne i det 20. århundrede.

Faulkner, Joyce og Proust skrev jo fremragende romaner, også om kærlighed, så selvfølgelig kan man skrive romaner om ægteskabet og glæderne og sorgerne ved det. Men man kan ikke læn-

gere skrive en roman, hvor det at indgå ægteskab er hele historien om et menneskes liv. Hos Jane Austen slutter romanerne, når hovedpersonen bliver gift, underforstået, at nu er dette menneskes liv klaret og lagt i rammer. Det har vi tabt. Og jeg er stadig nostalgisk efter det 19. århundredes romaner og mener, at Tolstojs ’Anna Karenina’ er blandt den ypperste litteratur nogensinde.”

Hvad er den største kvalitet ved realistisk litteratur frem for mere eksperimenterende former? ”Når man læser Tolstoj, er der noget med klarheden i hans skrift og præcisionen i karakteristikken, der bare er overvældende. Man føler virkelig, at man kender disse personer, og at de opfører sig sammenhængende, og at man ser verden med deres øjne. Når man oplever denne slags litteratur, kan man næsten ikke undgå at stræbe efter at skrive lige så godt. Det at beskrive verden som den er, har ikke mistet sin attraktion for mig. Jeg læser masser af realistisk litteratur, som ikke virker spor virkelig. Men med store forfattere er der noget mystisk, der gør, at man føler: Dette er virkelig

virkeligheden. Denne fuldendte akkuratesse er den hellige gral for mig.”

Så kunstneren transformerer det kunstige ved kunst og gør kunsten til virkelighed? ”Ja. Vi er omgivet af så megen falsk virkelighed – bare tag de mange tv-programmer, der sjældent viser virkeligheden – at det gør meget stort indtryk, når vi møder den ægte virkelighed. Når en kunstner virkelig rammer verden præcist. Mange siger, at sandheden ikke findes længere, men jeg har fundet noget sandt i flere bøger. Og jeg længes stadig efter sandheden.”

Hvor finder du denne litterære sandhed? ”Hos Alice Munro blandt andre. Hun evner at komme ind i alle disse forskellige personers hoveder uden at forstyrre med sin egen person. Hos hende føler man, at man møder virkeligheden.

Og hos Saul Bellow. Han er fantastisk, for hans bevidsthed er utrolig, og hans sprog er vidunderligt.”

Jeffrey Eugenides har i mange år undervist på Princeton Universitet i sin hjemstat, New Jersey, og udgør sammen med forfattere som

Jonathan Franzen, Jennifer Egan og David Foster Wallace en ny og meget anmelderrost generation af forfattere, der ikke har samme ironiske tilgang til litteratur og samfund som deres forgængere i den postmodernistiske generation.

Generationen er blevet kaldt den postironiske generation, og dens forfattere indfrier et tilsyneladende stort behov i den læsende offentlighed ved både at være ekstremt intelligente og velskrivende og samtidig nære en oprigtig interesse for ”gammeldags” temaer som kærlighed, oprigtighed og ægthed.

Eugenides er gift og far til en datter på 13 år, der er med her i Danmark, og som efter faderens udsagn er meget læsende. Endnu. For som alle forældre, der gerne vil have afkommet til at indtræde i litteraturens verden, er Eugenides også bekymret for, om smartphones og de sociale medier ødelægger de unges koncentrationsevne: ”Vi føler alle, at vores opmærksomhed bliver mere og mere opdelt med antallet af tekniske hjælpemidler. Man må lære at slukke dem for at vedligeholde sin koncentration. Unge mennesker kender jo efterhånden ikke oplevel-

sen af bare at sidde og læse i timevis. Min datter kan stadig koncentrere sig, men jeg er bange for, at hun snart mister evnen til at lade sig opsluge, fordi hun hele tiden skal sms’e og tjekke Facebook.”

Hvordan vil det påvirke den litterære kultur i fremtiden? ”De sociale medier er virkelig ikke gode for litteraturen, for man skal i et vist omfang kede sig for at blive forelsket i litteratur. Jeg kedede mig som teenager og havde intet at lave, og derfor blev jeg en læser. Det bliver sværere i fremtiden, for ingen unge keder sig jo i dag. Man kan altid lade sig distrahere.”

Jeffrey Eugenides 33Amerikansk forfatter. Født i 1960 i Detroit. Har skrevet romanerne ”Jomfruselvmorderne” (1993), som Sofia Coppola filmatiserede, og ”Middlesex” (2003), som han modtog Pulitzerprisen for. Aktuel på dansk med romanen ”Bryllupsintrigen” (alle er udkommet på Gyldendal).

BogForum Mød os på stand C2-31 9.-11. november november Vind en iPad!

bIbLIana

FREDAG

KL. 13:00

Den store Passion: arne Haugen sørensens passion for kirkekunst. Forfatter og præst Lisbeth smedegaard andersen interviewes

KL. 14:15

KL. 15:15

Magiske manuskr ipter 3

Forord

6

Magi er forbudt i Det Gamle Testamente Hans-Jørgen Lundager Jensen

12

Hvad skal Moses med en tryllestav?

Anne Katrine de Hemme r Gudme

16

Magiske dødehavstekst er Jesper Høgenhaven

20

Kan Jesus kaldes magike r?

David E. Aune

Kunstbibelen: Kunsten i BiBeLen – BiBeLen i Kunsten. anne-Mette Gravgaard fortæller om ny kunstbibel kom indenfor i bibl ianas nye univers og læs sma gsprøver på vores spænden de artikler og meget mere ...

24

Undergører og troldmand Mogens Müller

29

It’s magic!

Geert Hallbäck

to oM tro: Kristendommens modsætninger mødes. interview Benedicte Præstholm versus Jens ole Christensen i et interview 32

Duel på magi og mirakl er i antikkens Rom Kasper Dalgaard

36

Frelse ved magi og erkend else Dylan Michael Burns

15. jun 15. aug (19. aug) 4. nov 5. nov 25. nov 8. dec

KL. 11:00

BiBeLen i Den DiGitaLe tiDsaLDer: Projektchef synne Garff om digital udvikling i Bibelselskabet

KL. 12:45

verDensBerøMt teGner siGnerer! Peter Madsens bøger på Bibelselskabets Forlag er klassikere. Få dem signeret af tegneren selv

KL. 15:00

Bibliana: troLDMænD, MaGi oG MiraKLer i Det GaMLe testaMente.

Ph.d. Kasper Dalgaard interviewer ph.d. anne Katrine Gudme

KL. 16:00

Fra voLaPyK over KauDervæLsK tiL nuDansK! sprogvasker Malene Bjerre om at komme fra oldgræsk til nudansk i Bibelen

BogForum i Bellacentret den 9.-11. november 2012 Læs mere på www.bibelforum.dk eller ring på tlf. 33 93 77 44

26. sep

Purim Påske Pesach Ugefesten Shavout Templets ødelæggelse

tis

SØNDAG

Herrens Dåb Kristi Frembærelse i Templet

Gudsmoders

indføring i Templet 15. nov.-24. dec Julefasten 25. dec Juledag JØDISKE 8. mar 7.-14. apr 27.-28. maj 29. jul

Tisha B’Av 17.-18. sep

Påskefasten begynder Maria Bebudelse Palmesøndag

Kirkeårets liturgiske

Jødisk nytår

Rosh Hashanah

trinita

14. sep 21. nov

Store Torsdag Store Fredag Påskedag

farver

Kristi Himmelfart Pinsedag Allehelgen Apostelfasen Apostlene Peter og Paulus Gudsmoderfasten Kristi Forklarelse på Tabor Gudsmoders Hensoven Kirkeåret begynder Gudsmoders Fødsel Korsophøjelsen

g sønda

sdag

gers

Nytår trekon efter Hellig søndag 1.

r ekonge

helligtr

2.

3.

4.

5. efter helligtrekonger Sidste søndag Søndag septuagesima Søndag seksagesima Fastelavnssøndag 1. søndag i fasten 2.

3.

Midtfa Mariæ ste Palm bebud esønd elsesd ag ag ag

12. og 13. apr 15. apr 24. maj 3. jun 10. jun 11.-28. jun 29. jun 1.-14. aug 6. aug 15. aug 1. sep 8. sep

g efter

6. jan 2. feb 26. feb 25. mar 8. apr

Magiske manuskrip ter

Manga Monarker: JaPansK ManGa tiL DansK – HvorDan? HvorDan? D Dan? Japanekspert Mette Holm interviewes af generalsekretær Morten generalsekretær Morten thomsen Højsgaard

og Blods Fest Jesu Hjerte Fest Jomfru Marias optagelse i Himlen Allehelgen Alle Sjæle Jesus Kristus, universets konge Jomfru Marias Ubesmittede Undfangelse Juledag – Jesu fødsel

ORTODOKSE

KL. 15:00

og jødiske helligdage

2.

3.

Bededag 4. søndag efter påske 5.

25. dec

Festen for Jomfru Maria Herrens åbenbaring Askeonsdag Herrens bebudelse Palmesøndag Skærtorsdag Langfredag Påskedag Pinsedag Den Hellige Treenigheds Fest Vigiliemesse Johannes Døberens fødsel Kristi Legemes

Kristi himmelfartsdag 6. søndag Pinsedag efter påske

Bibliana: troLDMænD, MaGi oG MiraKLer i Det GaMLe testaMente. Ph.d. Kasper Dalgaard interviewer interviewer ph.d. anne Katrine Gudme

23. jun 24. jun 10. jun

2. pinseda Trinita g sønda tis

Kætterske kristusbillede r Sandra Kastfelt

Katolske, ortodokse KATOLSKE 1. jan 8. jan 22. feb 26. mar 1. apr 5. og 6. apr 8. apr 27. maj 3. jun

1.

46

LØRDAG

www.bibliana.dk

GAVE

torsd Skær redag Langf ag g Påsked påske 2. påskeda efter 1. søndag

Bibelen som magisk bog i Grønland Flemming A.J. Nielsen

en klassisk Mayland kalender

Bibelkalenderen er tilpasset bibelsk interesserede med én side pr. dag. Den indeholder bl.a. dagligt bibelvers, søndagens prædikentekst, liturgisk hjul, plads til egne notater og meget mere.

2.

40

KL. 11:00

bibelkalenderen 2013

Bibelselskabets Forlag

Bibliana er for alle, der interesserer sig for den nyeste forskning i Bibelen. Kender du en, der endnu ikke er blevet abonnent på Bibliana, kan vedkommende tilmelde sig på kuponen på bagsiden, og du kan få en gratis gave fra Bibelselskabets Forlag.

Magiske manuskripter

Skaf en ny abonne nt

– og modtag en bogg ave fra bibelselskabets forla g

#2 / 2012 bibelselskabet

s dag

bIbLIana

bIbLIana #2 / 2012

Magi og trolddom, religion og mirakler – der er en og til tider usynlig grænse hårfin mellem disse størrelser i de bibelske tekster. Bibelen forbyder trolddom og magi, men Bibelens helte udfører både i Det Gamle Testamente og Det Nye Testam ente mange gerninger, der minder om netop det.

Bibliana belyser problem stillingen fra forskellige vinkler, og på baggrund tekster fra Bibelen, Qumran af og Nag Hammadi undersø ger vi, hvordan helte, skurke og almindelige mennes ker i den bibelske verden og nærmeste eftertid benyttede sådanne overnat urlige værktøjer. I Bibelen s lange virkningshistorie er der også meget, der tyder på, at de bibelske tekster i sig selv blev tillagt magiske kræfter.

Stefan

bIbLIana HaR fÅe t ny HJeMMeSIDe

g 20. trinitatis gensda 21. efter Allehel søndag 22.

23.

24.

25.

26.

Sidste søndag i kirkeåret 1. søndag i advent 2.

3.

4.

Juleafte Juledag n 2.

Julesøjuleda g ndag Sankt

– Bjarne Reuters nye bog.

Tilmeld dig gratis magasin og nyhedsbrev! Vi trækker lod om 5 signerede udgaver hver dag kl. 17.00!

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.

12.

13.

14.

15.

16.

17.

18.

19.

Vind BOGEN!

Tilmeld dig gratis magasin og nyhe dsbrev og vær med i lodt rækningen.

Vinderen trækkes d. 11/11 kl. 17.00

Forsoningsdagen

Jom Kippur

1. okt

Løvhyttefesten

9. dec

Fest for templets indvielse Chanukkah

Sukkat

© Selskabet for Kirkelig

Kunst

Udfyld kuponen på bagsiden og send PoRtoen eR beta Lt

Bibelen genfortalt af

Bjarne reuter Bibelselskabets Forlag

Årets udgivelse: »Bogen – Bibelen genfortalt af Bjarne Reuter« Køb din udgave på www.bibelselskabet.dk eller ring på tlf. 33 93 77 44 Luksusudgave i hardback kr. 349,95. Paperback kr. 279,95. E-bog kr. 229,95