Efterårsbøger

TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 24. OKTOBER 2020

Efterårsbøger

Kristina Stoltz giver med sin genrefornyende roman ”Paradis først” et enestående indblik i den menneskelige bevidsthed.

Side 6 F OTO : L E I F T U X E N

Efterårets store læseoplevelser Ude nu Psykologisk drama om kvinden, der samlede Norden.

Dyb, dyb respekt JYLLANDS-POSTEN

Suveræn roman … der er magi i skriften

Man æder Margrete I med hud og hår, ord og sprogligt blomsterflor BERLINGSKE

INFORMATION

Et nyt mesteværk af forfatteren bag JORDENS SØJLER.

Topklasseunderholdning fra engelsk histories uudtømmelige skatkamme POLITIKEN

HVORDAN MAN REDDER EN LEMMING er en morsom, hjertevarm og livsbekræftende fortælling om ensomhed, kærlighed og mulighederne i det tilfældige møde.

Rå samtidshumor INFORMATION

FÅ MERE INSPIRATION PÅ GYLDENDAL.DK

0133_Gyldendal_efterårskampagne_kristeligt_dagblad_273x365.indd 1

14/10/2020 09.37

13 rørende, men usentimentale noveller om alderdom og kærlighed i alle aldre.

Olga Ravn giver et råt, humoristisk og nådesløst ærligt indblik i moderskabets dobbelte følelser.

Rørende og sorgmunter – den perfekte ledsager til mørke efterårsaftener

Blændende

POLITIKEN

POLITIKEN

Sammenbrud, flugt, skæbner og storpolitik. En fortælling om de tyske flygninge, der kom til Danmark efter 2. verdenskrig.

Et unikt kig ind i kvinders liv, drømme og vilkår i et mandsdomineret Irak.

Skuespiller Lærke Winther debuterer med tragikomisk brevroman.

Bestsellerforfatter Jung Chang fortæller om det moderne Kinas historie gennem tre søstre fra Shanghai, der befandt sig i magtens centrum.

Et fascinerende portræt af både kvindeliv og Iraks liv POLITIKEN

0133_Gyldendal_efterårskampagne_kristeligt_dagblad_273x365.indd 2

14/10/2020 09.37

4 | Efterårsbøger | Indhold

E

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2020

fterårets mørke danner den perfekte ramme for hyggelige læse­ stunder, og i Kristeligt Dagblads tillæg Efterårsbøger er der masser af inspiration at hente. Her har redaktionen samlet nogle af de bedste tidligere bragte interviews og anmeldelser om tidens bøger. God læselyst! Stina Ørregaard Andersen, souschef,

Kristeligt Dagblads kulturredaktion

indhold Danske romaner

Hvordan erindrer vi kærligheden, når den er forbi? side 6 Livet er forgængeligt som græs. Interview med Jens Christian Grøndahl side 8 Der er så meget, mænd ikke forstår side 10 Stjerneregn. Kosovics portræt af en utilregnelig far begejstrer anmelderne side 14 Båret af præcist sprog og sympati for ”den lille mand” side 16 Ingen forsoning side 16 Tanken om fællesskab ligger langt væk fra villavejene. Interview med Jens Smærup Sørensen side 18-19

Internationale stemmer Finland er min litterære legeplads. Interview med Kjell Westö side 20-21 Summen af et liv side 22

Jeg snakker kun om selvmord, fordi I ikke gør det. Interview med Niviaq Korneliussen side 24-25 På en besværlig vej mod den voksne verden side 26 Når tøjet ikke passer til kroppen side 27 Feministisk fabel om Istanbul side 30

Biografier

Den største klovn taler ud side 32-33 Det er en forfatters pligt at stå nøgent frem. Også selvom det gør ondt.

Interview med Bent Haller side 34 Nordiske dronninger set med franske øjne side 35

Kunst&Kultur

Forfatternes værdi i en mærkelig tid side 36 Beskueren ved korsets fod side 38

Historie&Religion

Ambitiøst bogværk om de tyske flygtninge, der kom til

Danmark i slutningen af Anden Verdenskrig side 40 Der går en lige linje fra Paulus til Harvey Weinstein-sagen.

Interview med Tom Holland side 42-43 Kvinder spiller en overset hovedrolle i Bibelen.

Interview med Alf Kjetil Walgermo side 44

Krimier

Mordmysterier i den pæne forstad side 46 Strike på sporet 40 år efter side 46 Forbrydelser og hævn på Samsø side 46 Kort om nye krimier side 48

Børnelitteratur

Biografier i børnehøjde skaber dannelsesidealer for de yngste side 50 Følelsesfuld og gribende grafisk roman om et skilsmissebarn side 52 Heidi taler også til nutidens børn side 52

Udgivet af Kristeligt Dagblad Kristeligt Dagblad A/S | Vimmelskaftet 47 | 1161 København K | Ansvarshavende chefredaktør: Erik Bjerager | Redaktør: Stina Ørregaard Andersen | Layout: Mie Petersen | Tryk: Sjællandske Medier A/S

TOPKLASSEUNDERHOLDNING POLITIKEN

Årets læseoplevelse

FORHISTORIEN TIL JORDENS SØJLER Ken Follett tager os tilbage til den tidlige middelalder i Kingsbridge i en storslået fortælling om storhed og fald, uovervindelig kærlighed, drabelige vikingeslag og grufuldt had.

6 | Efterårsbøger | Danske romaner

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2020

0 Kristina Stoltz er født i 1975 og debuterede i 2000 med digtsamlingen ”Seriemordere og andre selvlysende blomsterkranse”. Nu er hun aktuel med ”Paradis først”. – Foto: Leif Tuxen.

Hvordan erindrer vi kærligheden, når den er forbi?

”Paradis først” af Kristina Stoltz er på samme tid et anderledes Amerika-portræt og en inciterende rejse i den menneskelige bevidsthed, der ikke følger samme snorlige retning som de amerikanske landeveje

anmeldelse 5 stjerner

AF MICHAEL BACH HENRIKSEN bach@k.dk

Kristina Stoltz er en fantastisk alsidig forfatter. Deri ligner hun kollegaen Ida Jessen. For de to er der altid nye litterære veje at gå, vedvarende nye genrer at udforske. Ida Jessen har netop udgivet romanen ”Kaptajnen og Ann Barbara”, der er en western. Dem er der ikke mange af på dansk. Kristina Stoltz bryder også nyt litterært land med ”Paradis først”.

Før den har forfatteren (født 1975) blandt andet skrevet børnebøger, digte, noveller, en tragedie og romanportrættet ”Cahun” om den franske surrealistiske kunstner af samme navn.

Denne gang er vi i USA. ”Paradis først” har noget af road-romanens karakter over sig: To personer turer rundt i Amerika, holder ind ved outlets og diners og oplever ærkeamerikanske attraktioner som nationalparken Yosemite i Californi-

Kristina Stoltz: Paradis først.

170 sider.

200 kroner.

Gutkind.

en og Ozark-bjergregionen i Arkansas, Oklahoma og Missouri.

I byen Monett i sidstnævnte delstat bor Marlon med den brune hud og det hvide Hollywoodsmil. Ham forelskede hovedpersonen med samme fornavn som forfatteren sig i tilbage i 1990’erne, hvor hun gik på Duke University og ikke kunne finde rundt på stierne på campus.

En form for retning på både uddannelse og tilværelse hjalp Marlon hende med dengang. I nutiden, hvor en stor del af romanens handling foregår, er Kristina vendt tilbage til USA for at genbesøge Marlon og fortiden med romanens overordnede spørgsmål hængende over hovedet og begravet dybt i hjertet: Hvordan erindrer vi kærligheden, når den er forbi?

Kristinas erindringsarbejde er i sagens natur ikke nemt, for hukommelsen er en trickster – for nu at hive endnu en amerikansk figur op af Uncle Sams høje hat: en gavtyv og lurendrejer, der lader os tro, at vi husker fortiden præcist. Men nej, de fleste har erfaret, at minder tager farve af nutiden, og at erindringer godt

kan være sande, selvom de er unøjagtige.

Læseren følger nu Kristina, der oprindelig var fotograf, men nu meget sigende har forladt sin metier, for kan man egentlig fastfryse øjeblikket, hive ét billede ud af en længere fortælling?

På sin rejse gennem USA på nutidsplanet oplever hun, hvordan så mange af fortidens oplevelser farves af nutidens indsigt. Når den unge Marlon eksempelvis reagerede på bestemte måder i sociale kontekster, handlede det måske ikke så meget om noget kejtet ved hans væsen, som om hans farvede hud begrænsede udfoldelsesmulighederne i mødet med racistiske medborgere.

Denne virkelighed var den unge Kristina komplet uvidende om.

Men nu, mange år senere, erkender hun sin egen blindhed.

Hele romanen er set fra den danske kvindes synsvinkel. Der skiftes mellem ”jeg” og ”hun”, og der skiftes mellem tidsplaner, men det er hele tiden Kristina, det handler om. Romanens styrke er blandt flere, at man får et enestående indblik i et menne-

skes bevidsthed. Desuden er Marlons store fascinationskraft tydelig for læseren gennem Kristinas blik. Han er på en måde en skikkelse larger than life: ud over at være danser har han også instruereret pornofilm, og engang i London slog han en mand ihjel. I det hele taget lever han, forestiller Kristina sig, mest intenst, når han dyrker kampsport med de bare næver i kategorien Ultimate Fighting. Nu skal han giftes med en hvid kristen kvinde, som er den ydre anledning til Kristinas besøg. Her ligner ”Paradis først” på en måde romanklassikeren ”Den store Gatsby”, hvor fortælleren (i Fitzgeralds roman hedder han Nick) forestiller sig den anden hovedpersons farverige fortid og planter fascinationen i læserens hoved.

Og man tror Kristina og føler med hende, når hun til sidst siger sådan om Marlon: ”På gaden standser jeg foran et yngre optrædende par. Han spiller violin, og hun synger en folkesang om afgrøder og hårdtarbejdende bønder, om togskinner og en mor derhjemme. Ame-

rika bliver aldrig Amerika uden Marlon. De gange jeg har været her siden, i New York, i New Orleans, har jeg følt mig som en forræder, at jeg tillod mig at betræde denne jord uden Marlon ved min side, uden Marlons tilladelse, uden hans råd eller overvejelser, uden lyden af hans stemme.”

På de første sider af bogen er det også stemmen, hun fremhæver. Og smilet: ”Stemmen er dyb og mærk. Hans smil er amerikansk.” ”Paradis først” er på samme tid et anderledes Amerika-portræt og en inciterende rejse i den menneskelige bevidsthed, der ikke følger samme snorlige retning som de amerikanske landeveje.

Stærkt, som en dansk forfatter fornyer road-roman-genren, går ind i den og gør den til sin egen.

For dette mod til at være alsidig og eksperimenterende, altid at være på vej, skal man læse J Kristina Stoltz.

Læs interview med forfatteren på

k.dk/kultur

MAGT, MORD OG STATENS MØRKESTE HEMMELIGHED

LINDHARDT OG RINGHOF

8| Efterårsbøger| Danske romaner

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2020

Livet er forgængeligt som græs Kristendommen fylder stadig mere for Jens Christian Grøndahl, der er aktuel med den ­bibelsk inspirerede bog ”Dage som græs”. Selv ­kalder han sig svag i troen, men troen er heller ikke en præstation, mener han

interview AF DANIEL ØHRSTRØM ohrstrom@k.dk

Som dreng cyklede Jens Christian Grøndahl ud i skoven og mødte Gud. ”Dengang boede vi i nærheden af den del af Dyrehaven, der hedder Ermelunden. Og en dag cyklede jeg alene derud til de store græssletter og gik ind i skoven. Jeg søgte ind i en lysning, hvor solen trængte ned gennem trækronerne.

Og da var det ­altså, som om jeg blev set af Vorherre,” siger den bogaktuelle 60-årige forfatter med et lidt blufærdigt smil under de kantløse briller, inden han tilføjer: ”Sommetider kommer den fornemmelse tilbage. Jeg kan gå alene ude på klitheden i Skagen, hvor jeg opholder mig meget, uden at føle mig alene. For jeg har fornemmelsen af, at Gud ser mig.

Det er svært at beskrive, fordi det netop nemt bliver alt for firkantet. Men kristendommens gamle sprog er bedre end mit til at forklare det. Man kvier sig lidt ved at bruge de gammeldags ord, fordi de er som kæmpestore gamle nøgler, men hvordan skulle jeg kunne konkurrere med et sprog, der er over tusind år gammelt? Jo ældre jeg bliver, desto mere må jeg overgive mig til ord som nåde, barmhjertighed og miskundhed, der har trøstet generation efter generation før mig, men som nu vist desværre er taget ud af den nye bibeloversættelse,” siger han.

Sådan tænkte Jens Christian Grøndahl slet ikke som stor dreng. ”Jeg er døbt, men ikke konfirmeret.

Jeg gik faktisk til konfirmationsforberedelse, men til sidst sagde jeg, at jeg ikke kunne stå inde for det. Som ung blev jeg hyperintellektuel og afskrev alt, hvad jeg ikke kunne begribe. I dag kan jeg se, at jeg tog fejl. Jeg er svag i troen, og den svaghed skal jeg ikke bekæmpe. Jeg ville bare gøre vold på mig selv, hvis jeg kaldte mig ateist. Det er ikke min præstation, men kristendommen er kommet til mig som en uforklarlig arv, jeg umuligt kan frasige mig.”

Tro handler om at overgive sig til Gud med den tillid, der tilhører barnet, mener han. ”Det slår mig, hver gang man ved en barnedåb hører bibelverset om, at ingen kommer ind i himlen, hvis man ikke tager imod Guds rige som et lille barn. Det betyder ikke, at vi skal være barnagtige, men at vi skal have tillid ligesom børn.

Det har taget mig mange år at fatte. Det har været en stor lettelse at finde ud af, at tro ikke handler om at præstere, fordi

alt andet i vores samfund jo gør det. Vi bliver målt på vores talenter og ydeevne, hvad enten vi løber ironman, er forretningsfolk eller kunstnere. Det er bundlinje, bundlinje, bundlinje. Men tro handler om noget andet. Det forstår jeg nu. På den måde føler jeg mig tættere på kirken, end jeg gjorde for 30 år siden.”

Det seneste år er Jens Christian Grøndahl endda også blevet en trofast kirkegænger, fordi han har fulgt med sin datter i kirke hver søndag, mens hun gik til konfirmationsforberedelse. ”Jeg kan mærke, at kristendommen siver mere ind i mine tanker og i det, jeg skriver,” siger Jens Christian Grøndahl, som ovenikøbet har en præst på rollelisten i sin nye bog ”Dage som græs”, der blandt andet tematiserer tro og næstekærlighed i seks fortællinger.

Selv titlen væver sig mere ind i den kristne tradition, end Jens Christian Grøndahl først gjorde sig klart, men han er heller ikke den første forfatter, der ­bliver inspireret af græs som et vildtvoksende billede på livet og døden.

Græs gror som en grøn tæppeløber gennem hele litteraturhistorien. Tom Kristensens grav på Thurø Kirkegård er for eksempel ikke for ingenting dækket af græs. Gravstenen stikker op som en myretue i granit med ordene ”Bøjer jeg mig så dybt, som jeg kan, vokser min verden sig stor” fra hans eget ungdomsdigt ”Græs” (1927).

Kunsthistorikeren og forfatteren Hans Edvard Nørregård-Nielsen har tidligere kædet det lille, men store digt sammen med Brorsons ”Op, al den ting, som Gud har gjort”, da Brorsons salmesætning ”Det mindste græs jeg undrer på” jo nærmest vokser lige ind i Tom Kristensens spirituelle digt, der begynder med ordene ”Græsset er underligt højt for mig”. Men allerede i Det Gamle Testamente lovpriser David i salme 23 Gud for at lade ham ”ligge på grønne enge”, mens græsset snarere er et billede forgængelighed i salme 103: ”Menneskets liv er som græsset, det blomstrer som markens blomster; når vinden blæser over det, er det der ikke mere, dér, hvor det stod, ser man det ikke mere. Men Herrens troskab varer fra evighed til evighed mod dem, der frygter ham.”

I dag er dette bibelcitat nok mere kendt i en ældre sprogdragt, idet Steen Steensen Blicher citerede fra den salme i slutningen af det lille mesterværk ”En Landsbydegns Dagbog”: ”Anlangendes et Menneske, hans ­Dage ere som Græs, som et Blomster paa Marken, saa skal han blomstre. Naar Veiret farer over det, da er det ikke mere,

0 ”Kristendommen er kommet til mig som en uforklarlig arv, jeg umuligt kan frasige mig. Det forstod jeg ikke under min konfirmationsforberedelse,” siger Jens Christian Grøndahl, der her er fotograferet i Det Kongelige Biblioteks have. – Foto: Leif Tuxen.

og dets Sted kjender det ikke mere. Men Herrens Miskundhed er fra Evighed og indtil Evighed”, står der her, og nu bruger Jens Christian Grøndahl igen de gamle ord fra Bibelen – og Blicher – som titelskabende motto for sin nye roman ”Dage som græs”: ”Det var faktisk min datter Virginia, der lige er blevet konfirmeret, som gjorde mig opmærksom på, at ordene har rod i Bibelen. Jeg var åbenbart stadig mere hjemme i Blicher,” siger den modne forfatter og lader et undskyldende smil vokse frem i det stadig drengede ansigt, inden han fortsætter mere alvorligt: ”Det er jo et nærmest tidløst billede at sammenligne livet med græs. For mig anslår det helt klart livets flygtighed, men der er også en mærkelig mildhed og følelse af overskud i citatet, når Blicher bruger det til at afslutte sin egen fortælling. Der er menneskelivets mangfoldige rigdom, og der er lettelsen ved at erkende, at det forholder sig sådan. Livet er forgængeligt som græs, og det er der en skønhed i, hvis man kan give slip på alt det, man ellers klamrer sig til.”

Jens Christian Grøndahls seks fortællinger har hver især en længde, der minder om ”En Landsbydegns Dagbog” – for kort til at være en roman og for lang til at være en novelle. ”’En Landsbydegns Dagbog’ er formelt set et ideal for mig. Det er spændende, at Blicher så tidligt skriver en

prosatekst, der er så moderne i sin økonomi og i det geniale greb, at historien foregår i mellemrummene. Der er så meget, vi ikke får direkte fortalt, men forstår alligevel. Det er en kolossalt inspirerende tekst at læse. Jeg har selv forsøgt at bruge den form her, så læseren får plads til at reflektere over sit eget liv, fordi man ikke bliver overlæsset med al den information, som en normal roman gerne vil give læseren,” forklarer forfatteren.

Tematisk handler fortællingerne på forskellige måder både om at give slip og at tage fat i sit medmenneske. Sådan griber to drenge, begge på 15 år, i hver sin fortælling og flygtningekrise – ­henholdsvis efter Anden Verdenskrig i ­Skagen og under den nutidige migrantkrise i Rom – ud efter et medmenneske.

Og i en tredje fortælling ender en kvinde med at danne par med en selvmordstruet mand, så han ikke skal tage livet af sig selv, mens en kvindelig præst til­ svarende kaster sin kærlighed på en kunstner, som muligvis er dødeligt syg, mens en anden kunstner tvinger sig selv til at kigge op fra kunsten for at hjælpe et medmenneske. ”Det slog mig, da jeg redigerede bogen, at det er en moralsk bog. Jeg synes ikke, den er moralistisk, men den handler om noget moralsk i ordets dybere betydning, fordi den handler om at stille sig selv svære spørgsmål, også når man overhovedet J ikke ved, hvad svaret er.”

Jens Christian Grøndahl 3 Født i 1960.

Dansk forfatter.

3 Han har mod­ taget adskillige litterære priser i Danmark og i udlandet.

3 ”Dage som græs” er ud­kommet på forlaget Gyldendal.

Prøv et magasin til

0 kr.

VALG I USA Forstå hvorfor amerikanerne stemmer som de gør – og fordyb dig i de historiske perspektiver bag den amerikanske drøm.

Scan QR-koden og se hvordan du får tilsendt et magasin til 0 kr.

(Scan koden med dit mobilkamera)

GØR FORTIDEN LEVENDE

10 | Efterårsbøger | Danske romaner

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2020

Der er så meget, mænd ikke forstår Olga Ravn har skabt et monster af en roman. Den handler om en fødselsdepression og om at blive og være mor.

Moderskabet gør det svært at fastholde idealerne om ligestilling mellem kønnene, fordi der ikke blot er en forestillingsverden, men også en krop til forskel

anmeldelse

2 Olga Ravn kommer således i kvindeligt fællesskab med blandt andre Tove Ditlevsen, Vita Andersen og HanneVibeke Holst, der alle har kæmpet med moderskabet og med den dårlige samvittighed over at bruge tid på at skrive. – Foto: Maria Albrechtsen Mortensen/ Ritzau Scanpix.

5 stjerner AF LARS HANDESTEN kultur@k.dk

Undervejs i arbejdet med romanen ”Mit arbejde” forekom det en gang imellem Olga Ravn, at det, hun havde skrevet, kun burde læses af gravide personer og kvinder med små børn. Eller rettere sagt, det hendes alter ego, Anna, havde skrevet i sine notesbøger i den svære tid, efter at hun havde født sit første barn.

Som mand skulle jeg således automatisk være udelukket som læser, fordi jeg ganske enkelt mangler forudsætninger for at forstå, hvad der foregår i en kvinde, der er gravid, barsler og bliver mor.

Jeg skal da også indrømme, at jeg læste om det med nogen forundring og måtte konsultere min kone flere gange undervejs.

Hun har selv prøvet det.

Jeg vil nu også mene, at dele af ”Mit arbejde” burde være pligtlæsning for mænd i den ”fødedygtige alder”. Der er så meget, mænd ikke forstår. Vi kan heller ikke vide det af egen erfaring, når vi nu engang er udstyret med kroppe, der ikke kan blive gravide, og når det aldrig bliver os, der skal føde vores børn i smerte, ikke er os, der får kroppen maltrakteret og ikke er os, der ammer.

Annas unge og moderne mand, Aksel, vil ellers gerne dele alt med sin kone. De skal være helt lige i forholdet til barnet, som de har aftalt på forhånd. Kan Aksel ikke amme, kan han give flaske, og han kan tage barnet sin halvdel af tiden om natten.

Men så enkelt er det af mange grunde ikke. Der er stadig de kropslige oplevelser til forskel.

Kroppen gør forestillingen om lighed mellem kønnene til en illusion. En illusion, der er med til at usynliggøre alt det, kvinden oplever, og med til at gøre det mindreværdigt. Det ideelle forhold er farligt for kvinden, fordi det fratager hende det særlige og med mænd udelelige.

Det er undertrykkende på en særlig subtil måde.

Hvad er da det særligt kvindelige? Det er i hvert fald ikke blot en historisk konstruktion, som nogle kønsteoretikere hævder.

Det er ikke noget, som man kan reflektere bort og opløse til fordomme og ingenting gennem en grundig analyse. At piger gennem leg er indøvet i at tage sig af børn, når de bliver voksne, er måske slet ikke nogen tilfældig og kulturelt bestemt handling.

Anna ved præcist, hvordan man skifter ble, uden at få det fortalt på fødselsafdelingen, mens Aksel først må lære det.

Det er måske en mindre ting, men mens Anna bærer på generationer af kvinders erfaringer,

”

Hvad er da det særligt kvindelige? Det er i hvert fald ikke blot en historisk konstruktion, som nogle kønsteoretikere hævder. Det er ikke noget, som man kan reflektere bort og opløse til fordomme og ingenting gennem en grundig analyse.

gør Aksel det altså ikke. Og han kommer aldrig til det.

Anna er indskrevet i historier, der går langt forud for hende selv. Nogle af disse historier kan afskrives som ideologiske skabeloner, der har holdt både mænd og kvinder fangen i særlige tanke- og adfærdsmønstre.

En af historierne hævder, at ”det øjeblik barnet forlader moderens krop, er det lykkeligste i hendes liv”. Men sådan er det ikke. Det var en rædsel for Anna, skriver Ravn: ”Jeg havde forventningen om at møde lykke. Men hele rummet var af smerte, skabt af det.

Det flød med blod fra brystvor-

terne, det flød med blod fra mine øjne, det flød med blod fra sårene i min skede og i mine tarme, det flød med blod fra de indre sår i livmoderen, det flød med blod fra barnet, ud af munden på ham , ud af endetarmen, og alt var blod, og intet var lykke.”

Denne tilstand glemmer Ravn senere, men vender tilbage til den, da hun skriver om den i Annas navn. Fiktionen er en måde at holde afstand på, men den skaber også et rum, hvori hun kan komme tæt på sine oplevelser, reflektere over dem og gøre dem til erfaringer.

Historien om den lykkelige mor er en historie, som hendes oplevelse ikke passer ind i. Den oplevelse er alt for sammensat og blandet op med skam og angst.

Hun er angst for, om hendes barn er smukt, om hun vil kunne elske det, om hun kunne finde på at misrøgte det, ja, endda dræbe det. Hun er bange for sine ønsker om at tage sit eget liv, fordi hun ikke kan holde det ud.

Hun er bange for, at verden med dens forurening og konflikter vil gøre det af med barnet. Hun føler sig ikke blot ødelagt korporligt efter fødslen, men også mentalt. Hun er gået i stykker, og hendes arbejde bliver at få en form for samling på sig selv igen.

Som den forfatter hun er, kommer samlingen til at ske gennem skriften. Hun skriver sig sammen igen. Og hun gør det i en sammensat form, så romanen bliver et patchwork, der blandt andet består af dagbøger,

sygejournaler, digte og dokumenter. Den er som et Frankensteins monster skabt af menneskedele.

Romanen er et forsøg på at hele sårene efter fødslen og at komme den fødselsdepression til livs, som medicin og psykoterapi ikke kan klare. Men dette skrivearbejde er også forbundet med skam og skyld, som det ofte er set før hos kvindelige forfattere.

Ravn kommer således i kvindeligt fællesskab med blandt andre Tove Ditlevsen, Vita Andersen og Hanne-Vibeke Holst, der alle har kæmpet med moderskabet og med den dårlige samvittighed over at bruge tid på at skrive. Også for Ravn gælder det om at opnå en balance mellem kunstnerisk skaben og skabelsen af trykke og gode rammer for sit barn. Og om at få forholdet til manden og faderen til at fungere på de nye og anderledes vilkår.

Den psykiske krise, som fødslen sætter i gang hos Ravn, er på den ene side ekstrem, og det er heldigvis kun få kvinder, der skal igennem et så dramatisk forløb. Det er ikke alle kvinder, der som Anna må gå på Center for sårbare gravide. På den anden side kan man også se Ravns og Annas problemstillinger som groteske forstørrelser af tanker og konflikter, som mange kvinder i det små har erfaret. En fødsel er en voldsom forvandling af ens liv. Det ændrer grundlæggende ens identitet og syn på verden og er dermed også angstprovokerende. Det skisma mel-

lem det specielle og det almene, mellem det gale og det normale tematiseres romanen igennem. ”Mit arbejde” er en gennemreflekteret kunstnerroman, der konstant handler om sin egen tilblivelsesproces og om sin egen måde at være fiktion på.

Den slags kan læserne godt lide at læse om, hævder Ravn et sted. Måske nok, men det bliver i længden også noget trættende og anstrengt at skulle høre om det igen og igen. At bogen selv har været en lang og besværlig fødsel, mærker man nok. Og når hendes redaktør måske ville have fjernet et afsnit eller to, der er dårligt skrevet, så giver jeg ham (?) ret. Der er mange gentagelser og kredsen om de samme problemstillinger. Selvom jeg forstår pointen i denne kredsen og gentagelse, der mimer den syge Annas tvangstanker, bliver det dog også for slapt til sidst. Jeg glædede mig lige så meget som forfatteren til, at bogen blev færdig. Det gælder ikke mindst, når Ravn kommer ud i tågede forestillinger om kvindelige forfatteres særlige forhold til relationen mellem fiktion og realitet.

Men bort set fra denne følelse af tvangsmæssig gentagelse og i bedste fald forældede synspunkter på kvinders forhold til fiktion, så er bogen en velskrevet øjenåbner. Ravn kæmper med en skam over at skrive om moderskabet. Det behøvede hun nu slet ikke – og da slet ikke i denne tid, hvor vandet for længst er gået, og kvinder – som for eksempel Cecilie Lind og Maja Lucas – skriver erfarent om J børn og mødre.

Olga Ravn: Mit arbejde. 430 sider. 299, 95 kroner.

Gyldendal.

Efterårsbøger fra Gutkind

– SØNDAG

”Stor og øm romankunst.” ”Årets udgivelse. En fuldstændig fabelagtig roman.”

– JYLLANDS-POSTEN

– BERLINGSKE

”Den fineste kunstner- og kærlighedsroman … fortryllende læsning.”

– POLITIKEN

– WEEKENDAVISEN

”Eminent velskrevet.”

– POLITIKEN

– BØRSEN

– DAGBLADENES BUREAU

– KRISTELIGT DAGBLAD

”En smuk og mangfoldig fortælling.”

– KRISTELIGT DAGBLAD

– SØNDAG – POLITIKEN

”Bør blive en klassiker … Et både gribende og smukt billede af en slægt og en tid.”

– BOGPUSHEREN.DK

”Eminent god kærlighedsfortælling.”

– JYLLANDS-POSTEN

– KRISTELIGT DAGBLAD

STORE OPLEV PÅ

OPLEV PÅ

En hårdkogt historie om tre barndomsvenner. Den ene er lige kommet ud af spjældet, den anden er narkobetjent, og den tredje … han er forsvundet.

Oplev på LitteraTOUR: 28/10 Aarhus 11/11 Roskilde 19/11 Odense 1/12 København 8/12 København

OPLEV PÅ

Anders Agger og fotografen Mingo har rejst land og rige rundt for at undersøge, hvorfor en sitrende muskel i brystkassen igen og igen slår benene væk under os. Resultatet er en mosaik af stærke fortællinger i kærlighedens navn.

Oplev på LitteraTOUR: 2/11 Herning  3/11 Ringsted  11/11 Roskilde  25/11 Viborg

Et sjældent personligt indblik i Casper Christensens tumultariske liv i offentligheden, hans liv som far og ægtemand og hans rastløse søgen efter mening, der gjorde at han lagde sit liv radikalt om.

Oplev på LitteraTOUR: 8/11 Aarhus

 11/11 Roskilde

OPLEV PÅ

OPLEV PÅ

Som natten kender stjernerne af Elsebeth Egholm er en fængslende kærlighedsroman om familiehemmeligheder, fortidens smerte og en besværlig forelskelse.

Oplev på LitteraTOUR: 28/10 Aarhus  10/11 Greve

Hvide blomster er en gribende spændingsroman af Sissel-Jo Gazan om en ung piges hemmeligheder, hævntørst og sans for giftige planter.



8/11 Aarhus

KØB BILLETTER TIL LITTERA

I denne nye bog får man altså ikke bare alle de bedste tekster fra Politikens satirespalte ATS (At Tænke Sig), men også årets sjoveste tegninger af Roald Als. Der bliver taget fat på årets mest markante begivenheder, og det er ikke kedeligt.

Oplev på LitteraTOUR: 26/10 København 8/11 København

PÅ TIKKO.DK

LÆSEOPLEVELSER

I EFTERÅRET OPLEV PÅ

To forelskede kvinder, en selvmordsepidemi på et sindssygehospital, en kælder fuld af ondskab.

En fortælling om, hvordan opfattelsen af psykisk sygdom i høj grad afhænger af øjet, der ser.

Oplev på LitteraTOUR: 28/10 Aarhus



10/11 Greve

OPLEV PÅ

Divya Das og Kim Bildsøe Lassen fortæller engageret, medrivende og humoristisk om tre år med briterne i England, Skotland, Wales og Nordirland, og om baggrunden for briternes udmelding af EU. Oplev på LitteraTOUR: 22/10 København

En storslået roman der spænder over årtier og krydser kontinenter. En roman om eksil, håb og drømmen om at finde et hjem og et hjemland, fra en af litteraturens allerstørste fortællere: Isabel Allende.

USA er verdens største magt og afgørende for Danmark. Se supermagten indefra, når Steinmetz rapporterer fra de seneste 10 års aktuelle brændpunkter og samtidig giver et indblik i tilværelsen som korrespondent.

OPLEV PÅ

Maria Just arbejder som historiker på Politimuseet i København. Hun er i gang med at forberede en udstilling om 100 års uopklarede mordsager, da Røde Kors’ generalsekretær findes myrdet på bestialsk vis.

Oplev på LitteraTOUR: 19/10 Vejle  20/10 Aarhus 15/11 Skanderborg  16/11 Aalborg



Voksnes løgnagtige liv af Elena Ferrante er en vidunderlig roman, om pigen Giovanna og hendes hemmelige venskab med sin tante, som er afskåret fra resten af den velhavende families liv.

14 | Efterårsbøger | Danske romaner

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2020

Stjerneregn.

Kosovics portræt af en utilregnelig far begejstrer anmelderne Det myldrer frem med bøger, der gør op med både mødre og fædre, men Birgithe Kosovic slipper bedre fra det end de fleste. Det fremgår tydeligt af anmeldelserne af hendes bog ”Det du ikke vil vide” – ikke mindst af de to seks-stjernede af slagsen

anmelderne mener AF LOTTE KIRKEBY kultur@k.dk

”Der er ét afgørende forhold, der gør Kosovics bog mere interessant end de fleste andre bøger med forældreopgør: Hun bruger sin fantasi og kunstneriske frihed. Hun bruger den til at sætte sig i tyrannens sted og forsøger at forstå, hvad der rører sig i ham, og hvad der driver ham til at handle, som han gør.

Hun og resten af familien er nok den forurettede part, men det forhindrer hende ikke i at sætte sig ind i hans måde at se tingene på.”

Således skriver Lars Handesten i Kristeligt Dagblad om dokumentarromanen ”Det du ikke vil vide”, som er udkommet på Politikens Forlag. Her undersøger Birgithe Kosovic, hvorfor hendes jugoslaviske far, der kom til Danmark i 1970, for seks år siden valgte at bryde kontakten med hende og hendes bror. Den fortæller samtidig et stykke danmarkshistorie set fra den københavnske vestegn, hvor forfatteren voksede op i 1980’erne i en dansk-jugoslavisk familie, en slægtshistorie om to familier, der på hver sin måde blev formet af Europas traumer, og endelig historien om terrorangrebet på Krudttønden i København i 2015, som Birgithe Kosovic kobler til sin egen historie med spørgsmålet: Hvad vil det sige at høre til?

Det bliver til seks stjerner her i avisen til en forfatter, der skriver med ”en sjælden indlevelse og med et konstant og overbevisende engagement”, hvilket Lars Handesten finder langt mere velgørende ”end de klaustrofobi-

ske beskrivelser af forældreopgør, som vi snart har set til bevidstløshed”.

Men han har dog et enkelt forbehold, nemlig kapitlet om Krudttønden, ”Hvordan jeg blev jugoslav”, som skiller sig mærkbart ud med det, han betegner som upræcise forbindelser mellem Birgithe Kosovics far og terroristen Omar el-Hussein, som bogen aldrig helt formår at komme til bunds i.

Det er da også der, hvor Politikens Benedicte Gui De Thurah Huang sætter fingeren ned i sin anmeldelse af ”et grelt portræt” af en utilregnelig far, som det lykkedes forfatteren at skildre, ”så man forstår ham, fordi hun placerer synsvinklen hos ham og lader romanens sidste sider fyldes af hans indre kværnen. Det ender ikke i forsoning, men i forsøgsvis indlevelse”.

Men bemeldte kapitel bliver ikke desto mindre ved med at rumle, og Benedicte Gui De Thurah Huang bliver i tvivl om, hvad romanen egentlig fortæller hende: ”Siger den virkelig, at et multikulturelt samfund uundgåeligt vil ende i vold?

Og hvad er overhovedet forholdet mellem ytringsfrihed som politisk rettighed og beslutningen om at fortælle sin egen familiehistorie med alle dens ubehagelige hemmeligheder?”

Det bliver til fire hjerter ud af seks og en konstatering af, at anmelderen dog generelt var ”dybt engageret i Koso­ vics roman og i de enkeltskæbner, som skildres med så stor historisk og psykologisk indsigt, at man ikke kan undgå at blive fængslet og berørt”.

I Information finder Thomas Thurah, at forfatteren skriver besættende om sin

”

Hun bruger sin fantasi og kunstneriske frihed. Hun bruger den til at sætte sig i tyrannens sted og forsøger at forstå, hvad der rører sig i ham, og hvad der driver ham til at handle, som han gør.

LARS HANDESTEN, ANMELDER I KRISTELIGT DAGBLAD

fars vrede, og at hendes roman er ”skrevet med eminent indlevelse og i en lidt højstemt stil om grusomme nedslagtninger og fordrivelse af mennesker, hvorefter andre overtager deres hus, hjem, alt”.

Han er dog som sine anmelderkolleger mere usikker på forbindelsen til faderens vrede og opholder sig ligeledes ved kapitlet om Krudttønden. ”Skal det forstås sådan, at hans vrede er en følge af kulturen, krigene og den tilbøjelighed til selvhævdelse og gengældelse, der løber gennem balkanstaternes historie og på et tidspunkt har brændt sig fast som en del af folkesjælen? Skal det tages bogstaveligt: Sådan formes mennesker? Eller som en symbolsk og digterisk fordobling af vreden? Jeg er hverken sikker på min egen eller bogens fortolkning.”

0 I dokumentarromanen ”Det du ikke vil vide” undersøger Birgithe Kosovic, hvorfor hendes jugoslaviske far, der kom til Danmark i 1970, for seks år siden valgte at bryde kontakten med hende og hendes bror.

– Foto: Politikens Forlag.

Men det er imidlertid ikke der, Kathrine Tschemerinsky har sine forbehold i Weekendavisen, hvor hun konstaterer, at romanen aldrig for alvor formår at samle sig til én sammenhængende fortælling, og at den holder, hvad omslaget – et portræt af forfatteren selv – lover, nemlig at det i højere grad (og måske desværre) er et portræt af Birgithe Kosovic selv end af hendes far, Jovan Kosovic. Ifølge Kathrine Tschemerinsky optræder han nemlig for meget af tiden som en

passiv rekvisit, der ikke bliver brugt til alverden, og hun konkluderer: ”Autofiktion er en anstrengende genre, når den bliver brugt til at bekræfte den skrivende i, at vedkommendes version af virkeligheden i virkeligheden er den sande, og dét er min største anke mod den her roman; den opfordrer læseren til at stirre på faderen, men synes ikke at have ambitioner om at transcendere forfatterens egen livsopfattelse.”

Men så er det også slut med

forbeholdene, for i Berlingske er der seks stjerner ud af seks mulige fra Aminata Amanda Corr, der betegner ”Det du ikke vil vide” som ”et storslået værk om vreden og menneskesammenstødet” og konkluderer, at romanen med sine uhøjtidelige selvrefleksioner, med sit mangefacetterede persongalleri og sine detaljerige historier om nedarvede traumer samler sig til ”et uprætentiøst og samtidig hudløst og velskrevet værk”, hvor forfatteren leverer ”både kulturelle indblik, menneskelig indsigt og sproglige elegance”.

Også hos Katrine Sommer Boysen i Morgenavisen Jyllands-Posten er der udelt begejstring, fem stjerner og en konstatering af, at Birgithe Kosovics familiehistorie er af det stof, som store dramaer er gjort af, samt at hendes evne til at formidle den er enestående: ”I Kosovics fornemme udlægning føler man både forståelse, sympati og afsky. Det er storartet og vidner om fortællekunst i høj, høj klasse.”

J

KAN BLIVE EN AF DE VIGTIGSTE BØGER I DETTE ÅRHUNDREDE – POLITIKEN

DISSE ÅRS BEDSTE SAMFUNDSBOG

PIKETTY HAR SKREVET EN FORRYGENDE BOG

– BERLINGSKE

– ALTINGET

PIKETTY UNDERBYGGER SIN ULIGHEDSKRITIK MED ET ENORMT HISTORISK ARGUMENT

EN FORRYGENDE GENNEMGANG AF VERDENSHISTORIEN

– WEEKENDAVISEN

– DAGBLADET INFORMATION

KØB DEN PÅ BUTIK.INFORMATION.DK

16 | Efterårsbøger | Danske romaner

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2020

Båret af præcist sprog og sympati for ”den lille mand” Peder Frederik Jensens nye intense roman er et rasende opgør med den socialdemokratiske velfærdsdrøm

anmeldelse 5 stjerner AF SVEND SKRIVER kultur@k.dk

Medmennesket har altid et andet perspektiv. Man glemmer det nemt. Især når man lader sig opsluge af sit eget. Det er imidlertid vigtigt at have blik for de andres vinkler på verden. Det minder Peder Frederik Jensen os om med sin nye roman.

Peder Frederik Jensen begynder sin fortælling med den dramatiske afslutning på det fortaltes forløb. En ung mand, Niels hedder han, kører af sted på sin knallert med de utallige aviser, han skal dele ud meget tidligt om morgenen på Lolland. Det, Niels ikke ved, er, at en stærkt beruset socialdemokratisk borgmester længere ude ad vejen kommer kørende imod ham med over 100 kilometer i timen.

Borgmesteren, Morten Jørgensen, er på vej hjem efter et møde med partitoppen i København.

Han har arbejderbaggrund og passer perfekt ind i den nye socialdemokratiske selvfortælling om arbejdernes parti. Måske vil han blive tilbudt en ministerpost efter det kommende folketingsvalg. Han ringer sin elskerinde, Sigrid, op på mobilen og sanser først Niels, da han rammer ham med bilen. Lastbilchaufføren Frank bliver øjenvidne til ulykken og handler straks.

Og på grund af Franks hurtige reaktion overlever Niels måske den voldsomme påkørsel.

Efter de første syv sider er romanens fire centrale perspektiver etableret. Herfra spoler Peder Frederik Jensen langt tilbage i det fortalte forløb og udfolder de fire involverede menneskers vidt forskellige fortid i en mangfoldighed af tilbageblik samt deres perspektiver på tiden lige op til tragedien. Man kan derfor beskrive romanens form som fire sideordnede episke forløb, der alle elegant indlejres i den samme cirkelkomposition. Først følger man Niels’ fortælling frem til nulpunktet, det vil sige ulykken, så Franks, Sigrids og endelig Mortens.

Fortællingen om Niels begynder egentlig med beretningen om hans morfar, junkien John, der forfører kro­pigen Carina og sætter en negativ og destruktiv familiespiral i gang, der kulminerer med Niels og hans søskende.

Negativ social arv er et tilbagevendende tema i samfundsdebatten. Det bliver så let en abstrakt og uvedkommende diskussion.

Derfor er Peder Frederik Jensens roman central. For når man følger misbrugsfamiliens sikre og gradvise selvdestruktionsproces, bliver problematikken konkret og letforståelig. Det er på en gang rørende, sørgelig og afskyvækkende læsning.

Niels, der er vidne til, hvordan hans overvægtige mor prostituerer sig selv for småbeløb for at understøtte deres skrøbelige økonomi, er den eneste i familien, der virkelig kæmper for at

skabe sig en anden tilværelse.

Han forsøger mod alle odds at tage en studentereksamen, selvom gymnasiet er en fremmed verden for ham. Samtidig er Niels meget kritisk over for sin familie og det offentliges håndtering af den: ”Velfærd. Et ord, han ikke har tænkt over før. Men det nytter ikke noget at hælde penge ud over bunden, det har han for længst indset. For mere vil have mere, og han kender ikke en eneste, der har rejst sig og sagt nej tak til støtte fra det offentlige.”

Det spørgsmål, som Niels nærmest giver et ultraliberalt svar på trods sin position på bunden af samfundet, er fuldstændig afgørende. Hvordan hjælper man bedst de svageste og mest udsatte grupper i Danmark? Det er vanskeligt at vurdere, hvordan romanen overordnet forholder sig til spørgsmålet, men at den rejser det og undersøger problemet i dybden, er man ikke et øjeblik i tvivl om.

Peder Frederik Jensens sprog er klart og fint. Tonen er ramt på kornet, og karakterernes psykologi overbevisende. Han arbejder fornemt med romangenrens mulighedsrum, når han med sin flerperspektiviske form giver stemme til en broget skare og lader deres forskellige forståelser af verden blive levende for læseren. På den måde lykkes det for Peder Frederik Jensen at tegne et nuanceret portræt af Danmark anno 2020 fra den absolutte underklasse til de privilegerede lag.

Peder Frederik Jensen leverer naturligvis ikke løsningen på samfundets problemer, men han gennemlyser dem på en måde, man ikke har set før. Hans roman er en barsk kritik af den socialdemokratiske velfærdsdrøm båret af social indignation og dybtfølt frustration på vegne af de mennesker, der ikke via for eksempel attraktive uddannelser, økonomisk arv og sans for netværk kan blive en aktiv del af samfundsudviklingen og høste J goderne.

Læs interview med forfatteren på

k.dk/liv

Peder Frederik Jensen: Det Danmark du kender. 276 sider.

299,95 kroner.

People’sPress.

0 Peder Frederik Jensen tegner et nuanceret portræt af Danmark anno 2020 fra den absolutte underklasse til de privilegerede lag.

– Foto: Asbjørn Sand.

Ingen forsoning Forfatterparret Ringhof og Valeur har skrevet en smuk og mangfoldig fortælling om livet i Danmark i den første halvdel af det 20. århundrede

anmeldelse 5 stjerner AF SVEND SKRIVER kultur@k.dk

Det begynder med Erling. Han er ældste søn i en lille skipperfamilie på Fanø anno 1900. Det er udgangspunktet for forfatterparret Lise Ringhofs og Erik Valeurs stilrene roman ”Det er de danske som flygter”, der er første del af en slægtsroman i tre bind.

Titlen har forfatterparret lånt fra Herman Bangs berømte roman ”Tine” (1889). Det er ikke tilfældigt. For Ringhof og Valeur lægger sig bevidst i sporet fra det 20. århundredes store danske romaner af Henrik Pontoppidan, Herman Bang og måske også

Tom Kristensen. Holder man af de gamle klassikere, vil man sandsynligvis også kunne få stor fornøjelse af at fordybe sig i Ringhof og Valeurs fortælling. Der er under alle omstændigheder meget at glæde sig over.

Det er en lang roman, men ikke for lang. Ringhof og Valeur bruger genrens rummelighed til at gå i dybden med personerne og miljøerne. Mere specifikt udfolder forfatterparret en smukt glidende fortælling om Erlings og hans slægts liv.

Erlings far er en hårdfør sømand, og drengen drømmer selv om at komme ud på havene, men noget i hans væsen gør, at han ikke for alvor egner sig til det.

Det gør derimod hans eventyrlystne lillebror, der omkommer tidligt i en drukneulykke, som

Erling på sørgelig vis føler sig ansvarlig for. Den tragiske begivenhed bliver på godt og mest ondt styrende for Erlings identitetsdannelse. At leve med skammen er derfor et grundtema i romanen.

Romanen skrider frem i epoker i Erlings liv, der samtidig spejler centrale elementer af det 20. århundredes historie. Der er barndommens og den tidlige ungdoms univers på Fanø, som følges af tiden som sømand. Derefter kommer så studietiden i København under Første Verdenskrig og senere voksenlivet som praktiserende læge i skyggen af Anden Verdenskrig.

Det minder på sin vis om en dannelsesroman. Og så alligevel ikke. Mere præcist kunne man

måske tale om en misdannelsesroman. En roman om et menneske, der giver sig i kast med livets vanskeligheder og bliver delvis ødelagt. Erling er en mand med mange talenter, der flygter fra sig selv og fra de svære beslutninger.

Andre handler omkring ham, mens han må vinke farvel til sine farverige drømme om livet. Han ender i et distanceret og kærlighedsløst ægteskab.

Styrken i romanen er skildringen af de afgørende valg, som Erling undlader at træffe, samt den distance, han gradvis skaber til andre mennesker i sit liv. Én efter én tager han forbitret afsked med sine livsvidner: sin søster, en højt elsket kvinde og de gode venner.

Det er også en velskrevet roman. Sproget er klart, ja, nærmest gennemsigtigt på en enkel

og fin måde. Det dybtgående psykologiske portræt af et menneske i en eksistentiel krise smelter sammen med den bredt anlagte fortælling om livet i Danmark i den første halvdel af det 20. århundrede.

Man fornemmer klart, at Lise Ringhof og Erik Valeur har noget på hjerte. For ud over at berette om et menneskes ensomme kamp for at finde en plads i verden slår de også et slag for de svageste mennesker i samfundet. Også derfor bliver man på én gang betaget og overvælJ det af fortællingen.

Læs interview med ­forfatterne på

k.dk/kultur

Lise Ringhof og Erik Valeur: Det er de ­danske som flygter.

528 sider.

299,95 kroner.

Gutkind.

Årets julekalender til voksne af musiker, entertainer og forfatter Sigurd Barrett.

Kalenderen byder på 24 skønlitterære fortællinger inspireret af forfatterens eget liv.

Historierne rammer den moderne dansker anno 2020 lige på kornet, og de handler om dig og mig og livet, som det er. Fyldt af glæder og bekymringer, drømme og forventninger.

INDBUNDET | 168 SIDER | 139,-

Efterårsnyheder fra Eksistensen KRISTENDOMMEN IFØLGE … SØREN ULRIK THOMSEN

Først da digteren Søren Ulrik Thomsens indre blasfemiparagraf blev krænket, opdagede han, at han måtte være troende. Gennem sit forfatterskab har han efterfølgende drypvis udfoldet sin tro, sit kirkesyn og sin kærlighed til ritualet.

Det skrøbelige menneskeliv er blevet til i et frugtbart samarbejde mellem læge Inger Uldall Juhl og præst Lone Vesterdal. Fra hver deres ståsted sætter de ord på det svære i livet, stress, angst, sorg, sygdom og sårbarhed.

Vi har her samlet tre essays: Fornuft og mysterium, Pro Ecclesia samt Opsang til mig selv.

PERSPEKTIVER FRA LÆGEN OG PRÆSTEN

HÆFTET | 188 SIDER | 140,-

Køb bøgerne på eksistensen.dk

INDBUNDET | 348 SIDER | 299,

Julekalender

18 | Efterårsbøger Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2020

Tanken om fællessk væk fra villavejene I Jens Smærup Sørensens nye roman, ”Klinten”, samles beboerne på en villavej for en kort stund om at forhindre havet i at æde sig ind på deres matrikler, men fællesskabet har trange kår. Vi vil vores eget, men har brug for at ville noget fælles, mener forfatteren, der har lagt endnu et værk om bondekulturens opløsning til sit forfatterskab

interview AF DORTE WASHUUS washuus@k.dk

Juleglæde i Betlehem Julekalender med stor magnetisk panoramatavle, hvor barnet kan skabe sin egen julekrybbe. Bag hver af de 24 låger gemmer sig en magnetfigur, der knytter sig til juleevangeliet. Det er let flytte figurerne rundt på tavlen.

Juleevangeliet er gengivet på bagsiden og er velegnet til højtlæsning.

Format: A3 – kr. 129,95 Køb julekalenderen i boghandlen eller på www.prorex.dk

Stort udvalg af engle – køb dem på www.prorex.dk –

De sødeste mini-engle i porcelæn med sølv- eller guldfarvede vinger og hjerte.

Guld: i trææske med tekst ”Angel to go” Sølv: i smuk hvid gaveæske Højde: ca. 4 cm · 99,95 kr.

Engle og andre figurer i bronze og sølvbronze Se det store udvalg på www.prorex.dk

www.prorex.dk · info@prorex.dk · tlf 7456 3343

Fjordudsigten er god og en vigtig statusmarkør på den villavej et sted i Danmark, hvor Jens Smærup Sørensens nye roman udspiller sig. Villavejens beboere, som vi, læserne, får lov at kigge ind til, er ankommet drypvist og har bygget deres huse, efterhånden som det tidligere stykke landbrugsjord er blevet udstykket. De bor der, fordi de synes, der er smukt, og fordi de har råd til det. Hvem der bor i de andre huse, interesserer dem kun sporadisk. I hvert fald har de fleste ikke noget særligt med hinanden at gøre.

Det ændrer sig imidlertid for en kort stund. På grund af noget så stort og stadig mere konkret som klimaforandringerne. ­Havet truer med at æde sig ind på den klint, som villavejen ligger ved, og nu vil Sigrid, der for nylig er flyttet ind på vejen, have husejerne til at gå sammen om at kystsikre. ”Sigrid vil skabe fællesskab et sted, hvor der grundlæggende ikke er noget fællesskab,” siger Jens Smærup Sørensen og er dermed straks inde ved kernen af et af de store temaer i romanen.

Han har været der før, for hele hans lange forfatterskab er grundlæggende en undersøgelse af alt det, der er spiret frem efter bondekulturens opløsning. Moderniteten vil nogle kalde det. ”Jeg vil nødigt udtale mig generelt, for villaveje er sikkert meget forskellige. Men den tanke, der var om fællesskab i landsbyerne, er der ikke på villavejene. I bondesamfundet var det en nødvendighed at holde sammen, for der var en indbyrdes afhængighed. Man var nødt til at tale sammen om mejeriet, brugsforeningen, vandværket og om dyrkningen af markerne. På villavejen er der ikke et nødvendigt fællesskab, men der er stadig hos mange

mennesker en længsel efter dog at være sammen om noget.”

Vi sidder i Jens Smærup Sørensens stue på en, ja, villavej i udkanten af Nykøbing Mors. På et chatol ligger Birgit Løgstrups store bogværk ”Bondens frisættelse” og vidner om interessen for den del af Danmarks fortid. Gennem stuens panoramavinduer er der direkte udsigt til Limfjorden, der konkurrerer med en klar septemberhimmel om at være mest blå. Lige neden for huset er der en 15 meter høj klint. I modsætning til romanens klint er denne her bevokset og beskyttet af et engareal, så ingen nedstyrtningsfare her. ”På samme måde som der ikke er en nødvendighed i forhold til fællesskabet, så er der heller ikke en nødvendighed i forhold til naturen, hverken her eller på romanens fiktive villavej. Naturen er der som ren pryd og ikke som noget, vi er afhængige af for at overleve,” siger Jens Smærup Sørensen.

Det emne berører han på forskellige måder i romanen.

Dels gennem hovedpersonen Jeppe, der er midt i 30’erne og midlertidigt installeret i sit barndomshjem, mens forældrene opholder sig i Spanien.

Han er i huset for at få ro til at færdiggøre sit projekt om forholdsord i maskinoversættelser og ænser knap nok naturen omkring sig. En ting har han dog lagt mærke til, når han en gang imellem kigger op fra sine forholdsord på computerskærmen: en vrikkende bagdel tilhørende en kvinde, han ikke kender. Det kommer han imidlertid til, da Sigrid en dag ringer på døren.

Hun vil have ham til at engagere sig i projektet med at kystsikre klinten, hvilket i første omgang handler om at samle villavejens beboere til et møde. Den krog bider Jeppe på, og det efterfølgende bliver, foruden den ydre handling og kigget ind til de forskellige husejere, en udviklings­historie om Jeppe, der i en sen alder langsomt

0 I bondesamfundet var menneskene direkte afhængige af naturen for at overleve. I dag har de fleste af os et ­forhold til naturen som ren pryd, siger Jens Smærup Sørensen, der har skrevet romanen ”Klinten”, der udspiller sig på en smukt beliggende, fiktiv villavej. Her er han fotograferet ved en af virkelig­hedens klinter, Hanklit på Nordmors.

– Foto: Jens Bach.

bliver til en voksen mand. ”I vores tid er det blevet en mulighed på en ny måde at leve et liv, hvor man kan skøjte sig igennem uden rigtigt at blive grebet af livet. Fordi vi lever i et meget velstående samfund, er det en mulighed at lege sig igennem i lang tid.

Jeg kan registrere, at den livsform især dyrkes af unge mænd. Kvinderne får hurtigere en fornemmelse af, at der er noget på spil i livet, som man ikke kan lægge fra sig alt for længe. De har en anden forbindelse til naturen, fordi deres biologiske ur minder dem om, at livet ikke er en ubegrænset legeplads,” siger Jens Smærup Sørensen.

Kvinders plads i verden interesserer forfatteren fra Mors og har derfor spillet en stor

Lørdag 24. oktober 2020 Kristeligt Dagblad

Efterårsbøger | 19

kab ligger langt

Den japanske kultforfatter Yukio Mishima genintroduceres på dansk med denne intense perle.

og gennemgående rolle i forfatterskabet. Ikke mindst i hans prisbelønnede roman ”Mærkedage” fra 2007. Det er derfor naturligvis ingen tilfældighed, at initiativtageren til kystsikring og fællesskab i ”Klinten” er en kvinde. Ligesom der er flere andre kvinder på villavejen, der på forskellige måder træder frem som stærke. Samtidig rammer romanens eneste dødsfald vejens kvindebedårer Jens Kristian. Hans slags er en uddøende race, forstår man. ”For mig er vor tids store historie kvinders selvbemyndigelse. Det er kvinder, der tager fat, og mænd, der knækker over,” siger Jens Smærup Sørensen og adspugt om, hvorfor det er sådan, svarer han: ”Det grundlag, vi mænd har fået magten på, er så idiotisk, at man tror, det er løgn.

Det bestod simpelthen i at have flere fysiske kræfter. I landbruget kunne de færreste kvinder holde til at gå i marken bag en plov fra morgen til aften. Det kunne manden, så han havde magten. Så rullede traktoren ind på gårdspladsen og forandrede alting.

Den kunne konen sætte sig op på og sige til manden: ’Du kan godt rejse din vej, for nu kan jeg selv klare mig’. Det er en kæmpe revolution i menneskehedens historie. Kvin-

der spiller i dag en afgørende rolle i samfunds­livet på alle niveauer. De har derfor også en afgørende magtposition inden for den fornyelse af verden, som er nødvendig på grund af klimakrisen.”

Jens Smærup Sørensen tror på forandringer, men hører ikke til dem, der varsler en total tilintetgørelse af jorden som en konsekvens af menneskers levevis. ”Jeg tror ikke på verdens undergang, men jeg tror på risikoen for kæmpemæssige kriser og store ulykker. Min tro er baseret på, at vi har levet her i nogle hundredetusinde år og har klaret os igennem de mest mærkværdige forhold. Jeg tror ikke, at vi er her for ingenting. Til gengæld mener jeg, det er en gave, at vi er her, og at vi skal gøre bedst mulig brug af den gave,” siger han.

Som romanens Sigrid. Hun er godt nok nervøs for, at klinten langsomt kan blive opslugt af fjordvandet, når verdenshavenes temperatur stiger, men ønsker sig først og fremmest et fælles engagement om at leve på en ny måde som følge af klimakrisen. Jeppe derimod nørder med sine forholdsord, som jo angiver, hvor mennesker er i forhold til hinanden, men som han overhovedet ikke tænker på i en menneskelig sammenhæng. Uden at røbe

for meget om, hvordan historien ender, er der, som i de fleste udviklingshistorier, dog skabt grobund for, at Jeppe – og forholdet mellem naboerne på villevejen – kan J forandre sig.

Jens Smærup Sørensen 3 3Født i 1947. Debu­terede i 1971 med digtsamlingen ”Udvik­ling til fremtiden”. Har siden skrevet romaner, novel­ ler, skuespil og børnebøger og udgav senest erindringsbogen ”Jens” (2018). Hans mest kend­ te og bedst sælgende roman er ”Mærkedage” (2007).

3 3Har modtaget Det Danske Aka­demis Store Pris, Weekend­ avisens Litteratur­pris og bog­ handlerprisen De Gyldne Laurbær. Er modtager af Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

3 3Er gift med Vibeke, der er pensioneret gymnasielærer.

Parret har to voksne børn og tre børnebørn. Bor i Nykøbing Mors.

3 3”Klinten” er udkommet på forlaget Grif.

Den Guddommelige Komedie var Dantes skønlitterære hovedværk.

Nu findes endelig også hans teoretiske hovedværk på dansk. for la ge t m u ltiv e r s

20 | Efterårsbøger |Internationale stemmer

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2020

Finland er min litterarære legeplads Fra sit sommerhus på landet har den finske forfatter Kjell Westö de seneste 25 år beskæftiget sig med Finlands historie og kultur gennem sit forfatterskab.

Nu er han aktuel med romanen ”Tritonus – en skærgårdsfortælling”

interview BENEDIKTE CHRISTINE RASMUSSEN SKRIVER FRA FINLAND brasmussen@k.dk

Forfatter Kjell Westö er ikke som de fleste andre finner. For ét er, at hans modersmål er svensk.

Noget andet er, at han begår sig ganske godt i disciplinen ”smalltalk”. En evne, som finnerne ellers sjældent udmærker sig ved. ”Det er ikke kun en skrøne, at finnerne ofte er temmelig fåmælte og forsigtige. Til gengæld kan man stole på, at en finne mener det fra hjertet, hvis han fortæller, at du er hans ven,” siger Kjell Westö.

Kristeligt Dagblad møder forfatteren, der er aktuel med ”Tritonus – en skærgårdsfortælling”, ved en af Helsinkis største kirker, Johanneskirkenen, og han sætter af sted hen ad fortovet i retning mod en café på byens havnefront. På vejen fortæller han ivrigt om skriveproces på den nye bog, der i august udkom simultant i Finland, Danmark, Norge og Sverige. ”Det ændrede ikke så meget ved min dagligdag, at coronakrisen pludselig blev en realitet, for jeg sad jo i forvejen en smule isoleret og dybt begravet i skrivningen. Til gengæld gav det lidt ekstra arbejde, for jeg havde skrevet romanens handling som om, at den foregik dette år. Det er jeg blevet nødsaget til at lave om til nær fremtid i stedet, for jeg havde jo ikke lige regnet med, at alting skulle påvirkes af coronakrisen.”

Det er hans ottende roman i rækken. Og ligesom flere af de foregående er den delvist skrevet i Kjell Westös sommerhytte på landet lidt uden for byen Turku, der ligger tre timers kørsel vest for hovedstaden. Selvom Kjell Westö har en lejlighed i Helsinki, kørte han i morges den lange vej fra sommerhytten og skal retur igen senere denne eftermiddag. I takt med, at kendskabet til Kjell Westös litteratur er vokset over de seneste 25 år, er også hans egen længsel væk fra byen og ud i den finske na-

tur, der omgiver sommerhuset, vokset, fortæller han. ”Selvom min internetforbindelse faktisk er bedre i sommerhuset end i min lejlighed, så har jeg langt nemmere ved at lukke ned for omverdenen, når jeg er på landet. Det er typisk finsk det med at være god til at koble fra, når man befinder sig i naturen.

Som helt ung så jeg mig selv som en del af den første urbaniserede generation i Finland. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle komme til at opleve en særlig længsel mod naturen, men jeg tror, at det ligger meget stærkere forankret i den finske kultur, end vi går og forestiller os,” siger han.

Da han blev far for første gang som 26-årig, oplevede Kjell Westö pludselig et nyt behov for at slippe ud af byen. Med sin første kone købte han derfor sit første sommerhus, som var et ganske primitivt sted uden rindende vand eller andre bekvemmeligheder. ”Mit nye sommerhus købte jeg for fem år siden, og det er blevet et godt miks mellem det primitive og det komfortable med varmt vand i bruseren, men med et toilet i haven. Mine to unge sønner kan kun holde ud at være der et par dage. Men når jeg selv er væk fra det, savner jeg det inderligt. For jeg mærker, at det er dér, jeg har lyst til at leve.

Og den følelse bliver kun stærkere i mig, som årene går.”

Det er nu ikke, fordi Kjell Westö ikke bryder sig om at være i hovedstaden. Det var hér, han blev født i 1961, og det var hér, han befandt sig en stor del af sin opvækst, hvor han boede i en forstad tæt på byen.

Helsinki var dog en ganske anden by dengang, fortæller Kjell Westö. For det liv, der i dag summer af feriegæster og unge mennesker på skateboards i kapløb med byens mange sporvogne, er opstået i nyere tid. ”Det Helsingfors, jeg voksede op i, var ganske mørkt og trist.

Vi gik en balancegang mellem øst og vest, der gjorde os indesluttede. Vi lukkede os om os selv. Det står i skarp modsætning til i dag, hvor byen er me-

0 ”Jeg indså, at alt, jeg skriver, handler om Finland, og at mit svenske sprog har en melankoli, der er særligt finsk,” fortæller forfatter Kjell Westö. I en årrække prøvede han tilværelsen af i nabolandet Sverige, men det gik ikke.

Kjell Westö ville hjem igen til det Finland, han kalder for sit naturlige habitat. – Foto: Benedikte C. Rasmussen.

get mere international og social.

Det er blevet en cool by. Jeg kan til tider misunde dem, der er unge i byen i dag, dem, der sidder på græsplænerne i parkerne og drikker øl, går til koncerter og er en del af det levende klubliv. Det har forandret sig meget på kort tid.”

Selv bruger han ikke navnet Helsinki om sin hjemby. I stedet siger han Helsingfors. For Finland har status som et tosproget land med både svensk og finsk som officielle sprog. Og selvom Kjell Westö begår sig flydende på begge, er han en del af det svensktalende mindretal i landet, der udgør omtrent fem procent af befolkningen.

Gåturen fra Johanneskirken, der ligger i bydelen Ulrikasborg klos op ad centrum, har nu ført til caféen ved havnefronten, hvor Kjell Westö sætter sig på terrassen med udsigt over den finske bugt.

På cafébordet foran ham står det stykke frugtkage og den cappuccino, som han netop har bestilt hos en ung servitrice, der forstod hans svenske uden problemer. På de omkringliggende caféborde foregår samtalerne på både finsk, engelsk, svensk og dansk, hvilket, selvom coronakrisen har gjort et indhug i turis-

men, understreger Helsinkis status som en internationalt orienteret by. Et faktum, som Kjell Westö forsøger at understrege i sin litteratur ved at beskrive, hvordan Finland i dag er blevet et moderne land. Det er en vigtig sag for ham, fortæller han. For i mange år har Finlands eksistens i mange henseender været gemt lidt af vejen, ligesom Kjell Westö også oplever, at landet til tider har været til grin andre steder i verden. ”Vi finner er blevet til vores egne på godt og ondt. Vores geografiske beliggenhed har betydet, at vi er blevet det mest glemte af de nordiske lande, mens andre lande på samme tid har haft enorm stor strategisk interesse i os. Rusland, Sverige og Tyskland har hevet i os fra forskellige sider, og det har vi gennem historien skullet bekæmpe. Men det er også det, der har gjort os stolte af vores identitet, og som har formet os,” siger forfatteren. Han hælder vaniljesovs over frugtkagen på bordet, tager sit første nap i den med teskeen og bruger gumletiden som tænkepause. ”Jeg har en fornemmelse af, at vi nogle gange er blevet opfattet som en parodi. Finland har rekorden i, hvem der kan sidde længst tid i en sauna uden at be-

svime, og vi organiserer ofte verdensmesterskabet i luftguitar.

Selvom vi har en enorm fin højkultur med fantastiske klassiske musikere og nogle af de bedste kapelmestre i verden, så husker folk os kun for de skøre bedrifter, som når der kommer en ny Youtube-video ud med en finsk mand, der forsøger at slå rekorden i at sidde længst tid på en myretue. Og det er ikke retfærdigt. For vi er meget mere end en nation af skøre nordboere. Og man må ikke glemme den historie, der ligger til grund for, at vi er blevet til det land og det folk, vi er i dag.”

Det er da også landet, dets folk og dets historie, der som temaer vejer tungest i Kjell Westös romaner, og som er det, han er blevet kendt for et være exceptionelt god til at skildre. Det gør han blandt andet i romanen ”Luftspejling 38”, som Kjell Westö modtog Nordisk Råds Litteraturpris for i 2014, der fortæller den store historie gennem den lille om den finske borgerkrig.

Og senest i Kjell Westös kommende roman ”Tritonus – en skærgårdsfortælling”, der udspiller sig i et finsk skærgårdssamfund, og som beskriver dynamikken mellem de lokale folk på godt og på ondt.

Lørdag 24. oktober 2020 Kristeligt Dagblad

Flere har undertiden spurgt Kjell Westö, hvorfor han ikke forsøger at give sig i kast med handlinger, der foregår andre steder end i Finland. Men det fungerer bare ikke, er hans svar tilbage. Og derfor har han aldrig for alvor forsøgt sig. ”Den sommer, jeg fyldte 50 år, blev jeg skilt, og der skulle ske noget nyt. Derfor flyttede jeg til Stockholm for at prøve tilværelsen af dér. Jeg kunne jo sproget og havde min kæreste og mange venner dér, men alligevel gik der kun tre år, før jeg ville hjem. Jeg indså, at alt, jeg skriver, handler om Finland, og at mit svenske sprog har en melankoli, der er særligt finsk,” siger Kjell Westö og skraber den sidste bid kage af tallerkenen med teskeen. ”Jeg tror, det er det her skift mellem livsglæde og sorg, som jeg godt kan lide at skildre. Og så naturligvis naturlængslen og den særlige fåmælthed, der er kendetegnende for finnerne.

Nogle vil mene, at jeg skriver provinslitteratur. Og selvom det til tider kan være en ulempe at komme fra et lille land, når man forsøger at skrive til et bredt, internationalt publikum, så er det mit naturlige habitat. Finland er min litterære legeplads, hvor jeg bedst kan udfolde mig.”

J

Efterårsbøger | 21

Kjell Westö 3 3Født i 1961 i Helsinki, Finland.

Uddannet i litteraturvidenskab og journalistik. Blandt andet forfatter til romanerne ”Dragerne over Helsingfors”, ”Den svovlgule himmel” og ”Luftspejling 38”, som han modtog Nordisk Råds Litteraturpris for i 2014.

3 3Udkommer med sin ottende roman ”Tritonus – en skærgårdsfortælling” den 21. august, der på dansk udgives af forlaget Gutkind.

3 3Bosiddende delvist i Helsinki og delvist i sin sommerbolig på landet uden for byen Turku i det vestlige Finland.

Er blandt mindretallet af finner med svensk som modersmål. Gift for anden gang. Far til to sønner.

0 Hele sin opvækst og ungdom har Kjell Westö tilbragt i Helsinki og byens forstæder. Siden han som 26-årig købte sit første sommerhus på landet, har tilværelsen i naturen dog trukket mere og mere i ham. I sommerhalvåret tilbringer han derfor nu langt det meste af sin tid i sin sommerhytte, der ligger med vandet på den ene side og skoven på den anden.

Dér nyder Kjell Westö også roen, når han skriver på sine romaner.

– Foto: Benedikte C. Rasmussen.

22 | Efterårsbøger | Internationale stemmer

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2020

3 Norske Trude Marstein kan bygge rum op af få signifikante konkreter, så man som læser føler, at man er der selv. – Foto: Berit Roald/NTB/Ritzau Scanpix.

Summen af et liv Norske Trude Marstein har med sit portræt af den urolige Monika tegnet et både nådesløst og kærligt portræt af et menneske, der vil have mere liv, men som dybest set både har svært ved at give og tage imod

anmeldelse 5 stjerner AF MAI MISFELDT kultur@k.dk

Jeg ved ikke af, at man har remsen på dansk, men i Norge bruges den i en leg, hvor man tager sand i hånden, kaster det op i luften og griber det igen: ”Så meget havde jeg, så meget gav jeg bort, så meget fik jeg igen”. Sådan kan man også se et liv. Som en evig udveksling mellem noget man har, noget man giver væk, og noget man får igen.

I legen med sandet ender man altid med mindre sand i hånden, men kan man bruge den metafor på et menneskeliv, hvor oplevelsen af, hvad man har fået, vel aldrig kan gøres op, eftersom den fluktuerer, bundet op, som den er, på subjektets følelsesmæssige tilstand? På samme måde kunne man spørge, hvad det betyder at ”have fået”? Det er selvfølgelig let at se, at man har mistet, hvis man har haft materiel velstand og sikre forhold, og ikke har det mere, men man kunne samtidig paradoksalt nok også have fået en større livsglæde og indsigt.

Det er ikke så enkelt at gøre et liv op i tab og vinding.

Norske Trude Marsteins nye roman, ”Så meget havde jeg”, handler blandt andet om, hvordan begæret efter noget mere på en og samme tid er en positiv drivkraft, men også en rigtig destruktiv maskine, der udraderer det, der kunne være smukt. Den handler om, hvor blindt man kan agere, når man lader følelserne styre, og den handler på ret desillusionerende vis om, hvor meget man er bundet af mønstre dannet tidligt i ens liv.

I romanen følger vi Monika fra hun er 13 til hun er 58 år. Ikke kontinuert men i nedslag med et til syv års mellemrum.

Det er interessant at forestille sig den øvelse foretaget på ens eget liv. Hvad ville stå frem? I Monikas liv er det kæresterne, der igen og igen kaster hendes liv op i luften og lader hende gribe, måske lidt mindre sand. Det er ikke jobbet eller det barn, hun får, eller andre relationer, der former hendes bane, men de

”

Trude Marstein er en vidunderlig stilist. Hun kan bygge rum op af få signifikante konkreter, så man føler, at man er der selv.

Hun kan dreje optikken lidt, så man pludselig ser tingene fra en anden side.

mænd, hun møder og skifter ud i længsel efter at finde lidenskab og mening.

Ikke for ingenting optræder de store romaner om kærlighedshungrende kvinder, Gustave Flauberts ”Madame Bovary” og Lev Tolstojs ”Anna Karenina”, som litterære spejlingspunkter i teksten.

Som Emma Bovary er Monika heller ikke en særlig sympatisk hovedperson, og alligevel har man stor sympati for hende.

I romanens allerførste kapitel er Monika 13 år. Mor ligger ideligt med migræne, far har tidligere forladt mor en tid, men er nu tilbage, dog måske mere optaget af tante Lis, der mere eller mindre synes at være flyttet ind i familien. Vi ser Monika i relationer, hvor hun ikke bliver spejlet eller lyttet til, og vi ser, hvordan hun for at få opmærksomhed vælger at ofre sin fætter på en temmelig nedrig måde. Vi ser også, hvordan hendes grænser bliver overskredet på rideskolen, og at det seksuelle bliver et sted for anerkendelse.

Disse psykologiske spor af en kvinde, hvis tilknytning er usikker, og hvis grænser ikke er stabile, kan vi følge igennem romanen. På den måde er ”Så meget havde jeg” set i et psykologisk perspektiv, én lang udfoldelse af, hvor svært det er at være i tætte relationer

som voksen, hvis man ikke har lært det som barn. Et gennemgående forhold har Monika til en gift universitetslærer, mange år ældre end hende selv, som læseren straks gennemskuer aldrig kommer til at forlade sin kone, og som ikke er særlig sød over for hende. Men også kærlighedens smerte får et såret menneske til at føle sig i live.

Svært for Monika bliver det også, da hun selv bliver mor. Hun elsker sit barn, men barnet er også en forhindring og genstand for voldsom irrita­tion. Dermed startes et nyt mønster, som en knopskydning på hendes eget, når skolen ringer og fortæller, at barnet opfører sig som en mobber.

Monika er ekstrem, men hun er også, som Flaubert sagde om Emma Bovary, mig. Og dig.

En anden litterær reference er Ibsens ”Vildanden”. Noget af det, Monika spotter i familien og med sine radikale valg bare vil undgå, er livsløgnen. Man forstår hende, når hun ser på storesøster Elise, den pligtopfyldende sygeplejerske, der gifter sig med tandlægen Jan Olav, som nok er den perfekte forsørger, men godt nok også lidt af en stivstikker: ”Der er meget jeg ikke ved om Jan Olav.

Og jeg tænker på hvordan der ofte er noget afventende eller utålmodigt eller bønfaldende ved Elise når Jan Olav taler, som om hun håber at noget vil ske, at han skal skifte retning, vise noget helt andet, noget hun ved findes, hun har set det, som om hun holder vejret.”

Romanens længde giver Marstein mulighed for at udfolde, hvordan ingen af os, og heller ikke Monika, undslipper en vis andel af livsløgn.

Trude Marstein er en vidunderlig stilist. Hun kan bygge rum op af få signifikante konkreter, så man føler, at man er der selv. Hun kan dreje optikken lidt, så man pludselig ser tingene fra en anden side. Bedst som man troede, at Monika havde fundet lykken med Geir, viser det sig, at de nærmest kollapser i den samme figur: ”Vi var skiftevis den ansvarlige og saglige og den der blev trynet i sin livsbekræftelse. Så det var ikke sådan at vi voksede fra hinanden, at forskellene mellem os blev uddybet, det var næsten tværtimod, det var som om vi blev stadig mere end og ikke kunne holde ud at se os selv i den anden og kæmpede med at indtage en modsat posi­tion for at undgå at møde den anden som spejlbillede igen og igen, som en sygdom, en stadig stærkere fortvivlelse.”

Med sin Monika tegner Trude Marstein i lighed med den notorisk utro Ove i ”Hjem til mig” fra 2012 et portræt af mennesket, der følger sin lyst og skamløst nægter at ofre sig for noget.

Monika sidder ikke ved sin mors dødsleje, fordi hun er udkørt, og hun vil aflyse hvad som helst, hvis der tikker en sms ind fra endnu en lovende lidenskab.

Man kan ikke sige, at ”Så meget havde jeg” er en moralsk roman, der viser, hvor tomt det er at jage efter lidenskaben. For der har også været meget smukt og intenst i Monikas liv, der heller ikke er slut, som vi lukker bogen. Men at alting har en pris, og at vi kan være smerteligt blinde for de mønstre, vi selv trækkes rundt i, det viser Trude Marstein i J denne fabelagtige roman.

Trude Marstein: Så meget havde jeg.

Oversat af Sara Koch. 496 sider. 300 kroner. Gyldendal.

ET SPÆNDINGSFYLDT DRAMA OM SVIGT, HÆVN OG SØSTERSKAB ”En hæsblæsende pageturner.”

Litteratursiden ”Spændende og fængslende.”

Krimihjerte ”Virkelig hårrejsende.”



Bechs’ Books

”Stærk bog om magt, hævn, kærlighed, venskab og POWERkvinder.”

Krummes krummelurer

”Bare læs den.”



Sommerens mest lyttede bog i Sverige

Fru Thulstrup

”Knaldgod underholdning.”



”Plottet er godt og historien er stærk og vigtig.”

Bogfidusen

”En suverænt god bog.”



Fru Thulstrup



Bechs’ Books

”Mattias Edvardsson har begået endnu et mesterværk.”

Horsens Posten

ÅRETS SVENSKE KRIMIFORFATTER 2020

AF FORFATTEREN TIL DEN INTERNATIONALE BESTSELLER ”EN HELT NORMAL FAMILIE”

24| Efterårsbøger| Internationale stemmer

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2020

”Jeg snakker kun om selvmord, f Der er mange flere hvide kors på de grønlandske kirkegårde, end der burde være. Forfatteren Niviaq Korneliussen vil med sin nye roman, ”Blomsterdalen”, gøre op med en kultur for selvmord og for at tie om den smerte, der er i så mange familier i Grønland

interview AF LISE KABELL SØGAARD lise.soegaard@k.dk

”I bruger ikke rigtig plasticblomster i Danmark, gør I vel?”

Niviaq Korneliussen spørger oprigtigt interesseret, for de kunstige blomster fylder en del i begravelsesritualerne i hendes hjemland, Grønland, og de spiller også en vigtig rolle i hendes nye roman ”Blomsterdalen”.

Hun synes ligesom bare ikke, hun har set dem, når hun har været i Danmark. Nej, det gør danskerne vel ikke rigtig, undtagen i tilfælde, hvor blomsterne er tænkt som noget, der skal holde for evigt, svarer Kristeligt Dagblads journalist. ”Ja, men det gør de jo ikke, vel? De holder ikke for evigt, og det er jo totalt forurenende. På gravene i Grønland ligger tusind trilliarder plasticblomster, som man kan købe i Brugsen til 10 kroner. Og grønlændere elsker dem, ligesom de elsker stærke farver på husene. Det er typisk grønlændere med farverige valg.

Men når en grav bliver gammel, så går blomsterne i stykker, og så bliver det virkelig grimt og trist at se på,” siger Niviaq Korneliussen.

I bogen vandrer hovedpersonen rundt på en østgrønlandsk kirkegård og indsamler gamle plasticblomster, som vinden har revet fra hinanden. De forsvinder ikke på samme måde som de døde kroppe, hvis rester, hovedpersonen forestiller sig, bliver vasket ud i havet af den elv, der udmunder tæt ved kirkegården.

På de hvide kors i ”Blomsterdalen”, som de lokale har navngivet stedet, står hverken navne eller datoer, bare numre. I den senest tilkomne grav, nummer 887, hviler en helt ung kvinde på 17 år, der hængte sig i sin fars skur med redskaber til fiskeri.

Blomsterne på pigens grav er pink, hvide, røde og blå. Og hovedpersonen beslutter, at hér vil hun også begraves, hvor hun end dør.

Niviaq Korneliussen er 30 år og har for nylig udgivet sin anden roman, ”Blomsterdalen”. Hendes debutroman ”Homo Sapienne” udkom i 2014 og blev en bragende succes. ”Grønlands nye litterære stemme”, blev der skrevet om hende, og der var ros til den ublu, seksualrealistiske stil og det direkte indblik i en ny generation af grønlænderes liv og tanker, håb og drømme.

Den slags er ikke helt vildt nemt at komme videre fra, og ”Blomsterdalen” har med sine fem-

seks år undervejs virkelig været ”den svære toer”, siger Niviaq Korneliussen.

Fra begyndelsen var det ikke en ”selvmordsbog”, men det blev det stille og roligt i takt med, at forfatteren de senere år har engageret sig kraftigt i kampen mod selvmord i Grønland.

Hun har arrangeret demonstrationer med fakkeloptog i flere byer og lanceret en kampagnehjemmeside, Imminornerit : 0 : Selvmord, i forsøget på at råbe det grønlandske selvstyre op.

Når man har kontaktet hende med aktuelle spørgsmål om identitetspolitik eller kolonialisme – det, der måske fylder mest i medierne vedrørende Grønland for øjeblikket – har hun meldt klart pas. ”Jeg tror ikke, jeg har hjerne til at svare på det,” lød det sidst fra hende i forhold til debatten om Hans Egede-statuen i Nuuk, der af nogle ønskedes nedrevet.

På skærmen smiler hun skævt, da hun bliver spurgt, hvorfor hun har det sådan. ”De danske medier har en tendens til kun at involvere sig i Grønland, når det handler om danskerne. Må danskerne have lov at kalde en is for ’KæmpeEskimo’, og skal statuen af en dansker blive stående? Altså, jeg er jo ikke ekspert i de ting, bare fordi jeg kommer fra Grønland.

Desuden er jeg her for at tale om noget vigtigere,” siger hun.

Den grønlandske selvmordsrate er blandt verdens højeste og har de seneste 25 år ligget sekssyv gange højere end i resten af Norden, viser tal fra Grønlands Statistik.

Fordi selvmord er nærværende i stort set alle grønlandske familier, og alle, inklusive forfatteren selv, kender til smerten, har der været mange moralske overvejelser omkring, hvordan hun skulle skrive om selvmordene og de pårørende. ”Det har været vigtigt for mig ikke at træde på familier, der allerede ligger på gulvet. Jeg er tit blevet fortalt: ’Hold op med hele tiden at snakke om selvmord, du inspirerer folk til det!’. Ofte har det været folk, der selv har haft det inde på livet, og jeg forstår dem godt. Man kan ikke klandre nogen, der er i smerte, for at angribe. Men jeg har også lyst til at råbe til dem, at det ikke passer, det, de siger. Den eneste grund til, at jeg snakker om det, er, fordi I ikke gør!”, siger hun skarpt. ”Blomsterdalen” handler ikke kun om selvmord, på samme måde som selvmord handler om meget andet end bare det at tage

0 ”Mens jeg skrev på bogen, tog én af mine helt nære venner sit liv. Og folk sagde til mig: ’Prøv, om du kan bruge det konstruktivt, måske kan du skrive dig ud af sorgen?’

Men jeg kunne ingenting, jeg var totalt magtesløs,” siger Niviaq Korneliussen.

– Foto: Leif Tuxen.

sit liv. Hovedpersonen er en ung kvinde, der, på trods af et kvikt hoved og en god opvækst i en relativt velfungerende familie har svært ved at finde sig til rette i verden. Hun er sprunget ud som lesbisk, og familien accepterer det, især moderen glædes over hendes nye pigekæreste fra den østgrønlandske by Tasiilaq.

Hovedpersonen rejser snart efter til Aarhus i Danmark for at begynde på antropologistudiet.

Her følger en lang række tåkrummende situationer og eksempler på, hvordan danske og grønlandske unge er dybt forskellige.

Når en langhåret, dansk antropologistuderende tilbagelænet joker med, at han vil ”løse alle samfundsproblemerne”, når han er færdiguddannet, forstår hovedpersonen ikke sarkasmen i udsagnet, men tænker: ”Fedt, det kunne vi godt bruge i Grønland!”.

I Grønland er livet anderledes filterløst, og kort tid inde i studiet sker et dødsfald i kærestens familie, der får hovedpersonen til at rejse til Tasiilaq for at støtte

hende. Her møder hun en kærlig og omsorgsfuld svigerfamilie, ramt af et tragisk og tilsyneladende grundløst selvmord. ”På samme måde, som danskere kan have fordomme om grønlændere, har vestgrønlændere det faktisk med østgrønlændere: De er alkoholikere alle sammen, totalt isolerede, der er ikke andet end incest og vold derovre. Og det var vigtigt for mig at vise, at der altså også er gode familier dér, som rammes, og at der nogle gange bare ikke er en god forklaring. Det var rigtig hårdt at skrive om de pårørendes reaktioner, fordi jeg vidste, det var noget, mange ville genkende. Men jeg må være ærlig, der er ingen anden vej. Berøringsangsten har jeg jo mødt i mig selv, og det har provokeret mig, hver gang den kom frem. Vi bliver nødt til at få det ud,” siger hun.

I bogen er der også situationer, hvor unge selvmordstruede forsøger at få hjælp, men bliver sendt som kastebolde rundt fra det ene sted til det andet med

beskeden om ”at snakke med nogen”. Og de prøver virkelig at snakke, men ingen lytter tilsyneladende til, hvad de siger, og inden de unge ved af det, er kontortiden ovre for i dag, kom igen på mandag.

Mens hun nidkært har fiktionaliseret sine karakterer, så er beskrivelserne af systemets formåen stort set én til én med virkeligheden, siger Nivaq Korneliussen. ”Systemet svigter alle steder, og det er meget tæt på realiteterne, som jeg har skrevet det i bogen. Der er mange selvmord, som er svære at undgå, dybt, dybt traumatiserede mennesker, hvor livet konstant har været smerte, frustration og sorg. Man mislykkes og bliver fortalt, at man ikke er noget, man drikker sig fuld og går amok. Skammen vokser sig større og større for hver gang, det sker. Selv en lille bitte skam kan føles uoverskuelig, det kender vi alle til. Gang så den skam med tusind milliarder.

Det er forståeligt, at nogle tager livet af sig.” ”Men,” siger hun så.

Lørdag 24. oktober 2020 Kristeligt Dagblad

Efterårsbøger | Internationale stemmer | 25

fordi I ikke gør det”

Niviaq Korneliussen 3 Grønlandsk forfatter, født 1990 i Nuuk, opvokset i Nanortalik. Debuterede i 2014 med romanen ”Homo Sapienne”, der er oversat til blandt andet fransk og tysk og blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2015.

3 Har studeret samfundsvidenskab på universitetet i Nuuk, Ilisimatusarfik, og psykologi på Aarhus Universitet. Har arrangeret skriveworkshops for grønlandske unge i en rejsende forfatterskole og oversat flere bøger. Bor i Nuuk og har en kæreste.

Selvmord i Grønland Ifølge Grønlands Politi ligger den gennemsnitlige grønlandske selvmordsrate for årene 2013-2017 på 82 selvmord pr. 100.000 indbyggere. Selvmordsraten i Grønland har de seneste 25 år ligget seks-syv gange højere end i resten af Norden.

Lægetidsskriftet The British Medical Journal (BMJ) offentliggjorde sidste år en selvmordsstatistik for lande med mere end en million indbyggere. Det land med den officielt højeste selvmordsrate er Lesotho i det sydlige afrika med 39 selvmord pr.

100.000 indbyggere. Globalt er selvmordsraten på 11,2 selvmord pr. 100.000 indbyggere.

KILDER: SERMITSIAQ.GL, BMJ, GRØNLANDS STATISTIK

”Der er også mange, hvor vi taler om et råb om hjælp, der bare ikke bliver hørt i tide. ’Der er lige lidt ventetid, prøv, om du kan snakke med nogen om det så længe’, er ikke en unormal besked givet til en person, der overvejer selvmord,” siger Niviaq Korneliussen. ”Især i de mindre byer har jeg hørt på tusind historier i den dur. En ung mand, der har overskud og vilje nok til faktisk at opsøge hjælp i den institution, der skal hjælpe ham, får at vide, at han skal ’tale med venner og familie eller nogen, han stoler på’. Den Livslinie, vi har i Grønland, handler ikke kun om selvmord, men om alt muligt, også vold og overgreb. Der er altid optaget, og den har kun åbent nogle timer om dagen.”

Ansvaret ligger hos det grønlandske selvstyre, der skal se at få prioriteret kampen mod selvmord noget højere. Og selvfølgelig hos civilsamfundet, der skal turde tage livtag med det største tabu, grønlænderne har, mener Niviaq Korneliussen.

For de mange grønlændere, der er i Danmark, og som har det skidt, har Danmark et ansvar.

Og Danmark kunne meget vel styrke ungdommens bevidsthed om andre dele af Rigsfællesskabet ved eksempelvis at sætte noget grønlandsk litteratur på pensum, mener Niviaq Korneliussen.

Men Danmark er ikke ansvarlig for den grønlandske kamp mod selvmord. ”Der er så mange eksempler på, at man har set det danske velfærdssystem som den bedste løsning, at de danske løsninger er højt hævet over enhver anden måde at løse tingene på. Men der er så mange grundlæggende forskelle; sprog, familiestrukturer, kultur. Helt andre typer af sociale problemer. Selvfølgelig fungerer det ikke, bare fordi det virker i Danmark,” siger hun.

Der er også en kulturhistorisk dimension af de grønlandske selvmord i form af fænomenet ”fjeldgængere”. I bogen finder hovedpersonen en sådan fjeld-

gængerhule i en klippe – et sted, man går hen for at dø. Selvmord har altid været der, men før i tiden var det i meget mindre grad og af andre årsager, siger Niviaq Korneliussen. ”Den grundlæggende tanke i den ældre kultur er, at hvis man ikke har en funktion i samfundet, bliver man nødt til at gå.

Det hænger selvfølgelig sammen med et meget hårdt samfund, hvor det har handlet om overlevelse. Dér, hvor jeg kan forbinde den ældre kultur med den nye, er den naturlighed, der er omkring døden. Døden er en stor del af vores liv i Grønland, naturen er barsk, og folk omkommer på havet. Man har nok et mere naturligt syn på døden, der gør den mindre skræmmende.

Men det er samtidig vigtigt at huske, at selvmordene i Grønland steg kraftigt efter kolonitiden, ligesom alkoholismen og volden i øvrigt gjorde det. Det har ikke altid været så heftigt som nu.”

Gravene i Grønland, med alle deres plasticblomster, bærer

kun numre. Men på de sociale medier lever minderne om de døde videre, og her deler de pårørende tanker, ordsprog og billeder på, hvad der sker med de døde, har Niviaq Korneliussen bemærket. ”Der er rigtig mange grønlændere, der tror på et liv efter døden. Selv hvis de ikke er 100 procent kristne, skriver folk ofte, at de tror, den afdøde er et bedre sted. Eller: ’Vi ses på den anden side’. Og: ’Du er den smukkeste engel, vi har’. Så bliver jeg helt misundelig og ønsker, jeg selv kunne tænke sådan om døden.

Det er jo en dejlig måde at komme videre på, at man kan tro på, at man ses på et senere tidspunkt,” siger hun.

Titlen ”Blomsterdalen” kom først meget sent, da Niviaq Korneliussen en dag skrev den oprindelige undertitel op på en snehvid tavle og stirrede på den længe sammen med sin kæreste.

Pludselig lød det rigtigt, næsten romantisk og eventyrligt. ”Og så åbner man bogen og ser alle de grimme plasticblomster,” siger hun.

0 Niviaq Korneliussen har de senere år været en markant stemme i den grønlandske offentlighed, arrangeret fakkeloptog og insisteret på at tale om selvmordsproblematikken. ”Jeg er tit blevet fortalt: ’Hold op med hele tiden at snakke om selvmord, du inspirerer folk til det!’ Ofte har det været folk, der selv har haft det inde på livet, og jeg forstår dem godt.

Man kan ikke klandre nogen, der er i smerte, for at angribe,” siger hun.

– Foto: Leif Tuxen.

Når man spørger Niviaq Korneliussen, om hun har ét godt argument for at holde sig i live, bliver hun stille: ”Nej,” siger hun. ”Mens jeg skrev på bogen, tog én af mine helt nære venner sit liv. Og folk sagde til mig: ’Prøv, om du kan bruge det konstruktivt, måske kan du skrive dig ud af sorgen?’ Men jeg kunne ingenting, jeg var totalt magtesløs.” ”Jeg kan ikke andet end at sige: ’Lad være!’ Jeg ved godt, det ikke hjælper at sige til en selvmordstruet: ’Du er ikke alene.’

Men det er virkelig rigtigt, det er man ikke. Egoismeargumentet er der også tit: ’Tænk på de pårørende, tænk på den sorg, du efterlader’. Men det er virkelig, for mange, ikke et valg, men dyb desperation. Man kan nok ikke gøre andet end at sprede en hel masse kærlighed, det er vel det.

Og så håbe, at man har plantet noget, når et menneske når helt derud.”

J

Niviaq Korneliussen: ”Blomsterdalen”.

Gyldendal. XXX sider. XXXX kroner.

26 | Efterårsbøger | Internationale stemmer

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2020

På en besværlig vej mod den voksne verden Den gådefulde bestsellerforfatter Elena Ferrante er tilbage i Napoli i den skønne nye roman ”Voksnes løgnagtige liv” om teenagepigen Giovannas vej ud i verden

anmeldelse 5 stjerner

AF MICHAEL BACH HENRIKSEN bach@k.dk

Elena Ferrante er en af den litterære verdens største nulevende fænomener: en bestsellerforfatter gemt bag et pseudonym, ukendt af offentligheden, hvilket i sig selv er en bedrift i vores krops- og celebrityfikserede tid.

I USA har Thomas Pynchon ligeledes formået at leve skjult fra de sociale mediers flueøjede fræsen gennem folks tilværelse, ligesom man heller ikke ser landsmanden Don DeLillo til alverdens litteratur­festivaler. Men ellers er vilkårene for den moderne forfatter synlighed og salgstaler.

For Ferrante går dén del af arbejdet af sig selv. Med over 11 millioner solgte eksemplarer af den storartede Napoli-kvartet og en mindre storartet HBO-filmati-

Elena Ferrante: Voksnes løgnagtige liv.

Oversat af Nina Gross. 400 sider. 300 kroner. Politikens Forlag.

sering i halen er Ferrante forlængst etableret.

Men der er også noget andet, der går af sig selv: Ferrantes prosa. Det er simpelthen en nydelse at læse også den nye roman fra fænomenets tastatur, ”Voksnes løgnagtige liv”, en klassisk historie om overgangen fra barn til voksen og om, hvad der former den menneskelige eksistens. Det er ofte personligt, voldeligt, intenst og smukt, når det handler om Ferrante, men der er også genuin glæde ved sprogbeherskelse på færde. Læs her, hvordan hovedpersonen Giovanna ser på to forskellige familiegrene, den første er venindernes, den anden er hendes egen: ”Deres onkler, tanter, fætre, kusiner og bedsteforældre var fine, velhavende folk fra Vomero, Posillipo, via Manzoni og via Tasso, mens jeg fantasifuldt placerede min fars søster et sted med kirkegårde, flodlejer, vilde hunde, opflammende gas og

skeletagtige rester af forladte bygninger, og jeg sagde: Hun har haft én eneste ulykkelig kærlighed, han døde af sorg, men hun vil elske ham for evigt”.

Glæden ved både poetiske og konkrete navne (den norske forfatter Per Petterson har fortalt om, hvordan romanen ”Mænd i min situa­tion” også er en hyldest til Oslo og byens mange vejnavne, selve dét at give eller videregive navne i en bog er en dyb forfatterglæde) blandes her med flotte billeddannelser med opflammende gas og skelteagtige huse, der bliver hængende i læserens bevidsthed.

Samtidig viser den karakteristiske passage, at romanen changerer mellem det fine og det rå, det polerede og det depraverede, og at – naturligvis – tiltrækningen fra den sidste mere vulgære verden er uimodståelig og dertil dybt romantisk.

Selvfølgelig må en 13-årig pige

drages mod den ellers nærmest gotisk skrækkelige faster.

Sådan har faderen nemlig omtalt sin søster gennem hele Giovannas opvækst, som en type at sky, en ødelæggende hævner, en grotesk misvækst på familietræet, der holder til i Napolis allermest saneringsmodne kvarter med tung løbesod blandet med ditto dialekt overalt. Men da Giovanna i sin voksende pubertære nysgerrighed får lov at besøge fasteren Vittoria, finder hun ud af, at der er mange andre sider af hendes angiveligt afskyelige verden, og at familiens historie er noget mere kompleks end som så. Civilisationens fernis slår revner – som hun skriver: ”Hjemme hos os var det en pligt at skjule sine følelser, en undladelse var tegn på dårlig opdragelse” – når følelseslivet vækkes.

Den nye roman modtages med åbne arme, og rosen er vitterlig velforjent. I Financial Times’ an-

meldelse nævnes det rigtigt, at Ferrantes præcise prosa holder romanens melodramatiske følelser smukt i skak. Og, kan det tilføjes, romanens lettilgængelighed underbygger fint fiktionen om, at den jo fortælles af en ung kvinde på en besværlig vej mod den voksne verden, som hun selv siger et sted.

Det er nogenlunde umuligt at læse ”Voksnes løgnagtige liv” uden bevidst eller ubevidst at indblande Napoli-kvartetten, så her blot: Fans af Ferrante vil ikke blive skuffet af den nye roman, der genbesøger flere temaer og viser, hvor svært det kan være at finde og være sig selv – selvom så mange i vores tid siger, at man bare skal være sig selv og ”mærke efter” med et populært mantra. Det er ikke altid så nemt, og ikke nødvendigvis et brugbart råd til unge. Læs bare historien om Giovanna, der åbner den komplekse ungdomsverden på ny for læseren.

J

Børn/ungdom

Seks dejlige bøger med opskrifter, gode råd og smukke akvareller

Natur Humor og satire

Klassisk samfundssatire

Oplevelser til søs Alle bøger fås hos boghandleren og www.bogshop.dk

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2020

Efterårsbøger | 27

Når tøjet ikke passer til kroppen

Selma Lagerlöfs Kristuslegender i nyoversættelse ved Nanna Drejer

Anne Boyer er fremtidens litterære stjerne, og hendes uregerlige og bevægende ”Beklædning imod kvinder” ligner ikke nogen anden bog

anmeldelse 5 stjerner

AF JEPPE KROGSGAARD CHRISTENSEN andersen@k.dk

Hvad er det her overhovedet for noget?

Det spørgsmål må enhver genre-fikseret læser gang på gang stille sig selv i selskab med Anne Boyers ”Beklædning imod kvinder”, der er en uregerlig forening af poesi og essayistik.

Det første Boyer udgav i 2008, var da også en digtsamling, mens det seneste, ”The Undying” – som hun modtog den prestigiøse Pulitzer Prize for i 2020 – er en slags meditativt essay. ”Beklædning imod kvinder” er udgivet fem år før den store pris, hvor Boyer ikke så nogen anden udvej end at opgive sit lille, ukendte forfatterskab for at forsørge sin datter hjemme i Kansas City.

Og et af bogens mest ordrige kapitler beskæftiger sig paradoksalt nok med skriftens ophør, med ”ikke skrive”. Det er tydeligvis ikke muligt, hvilket alle 16 tekster i bogen vidner om.

Det er nu ikke Boyer selv, som har sammensat dem.

Hun er i det hele taget ikke meget for alt det, der følger med udgivelsen af en bog, og da redaktørerne på det lille amerikanske forlag Ahsahta Press bad om lov til at udgive hende, sendte hun dem en stak tekster blandt de mange stakke med tekster, hun havde liggende derhjemme.

Det forklarer bogens fragmenterede udtryk, men ikke helt, for det er også en kunstnerisk metode, Boyer dyrker,

og selvom teksterne har så forskellige overskrifter som ”Science fiction”, ”At sy” og ”Skumringsdrømmerier”, er de gennemstrømmet af samme nysgerrighed, af den samme insisteren på simple ord i springende tankerækker og kredser om det samme: køn, klasse, arbejde og kapitalisme.

Med temaerne rammer hun tidsånden rent. Men Boyer er en forfatter, der aldrig gør noget på en forventelig måde, og en af de bedste tekster i ”Beklædning imod kvinder” er ”En kvinde der køber ind”, hvor Boyer forestiller sig en roman, hun en dag vil skrive, ”en bog om, hvad der kræves af os, og også en bog om, hvad vi bliver hadet for at gøre”, og hvor kapitlerne skulle have titler som ”Om de fattige og hovedregnende læber der knap nok rører sig” og ”Om hvor mange af mine timer, der er væk nu, fordi jeg har skullet købe ind”.

Her tegnes et signalement af kvinden i en snæver rolle, som forbruger af mad og andre produkter forbundet med hjemmet og udseendet, og at der er tale om en form for tvang: ”Bag på bogen skal der kun stå dette: Hvis en kvinde ikke har nogen taske, vil vi forestille os en til hende.”

Der er hos Boyer en diskret, vindtør humor, som ikke mindst er til stede i teksten om kvinder med tasker. Men altså også en smerte og omsorg, der rækker langt ud over jeget i teksterne. Eller som der står et sted: ”Jeg er den hund, der aldrig kan blive lykkelig, fordi jeg forestiller mig andre hundes ulykkelighed.”

Boyer er virkelig en ener og ligner med sin stil, sine temaer og Pulitzerprisen i ryggen en af fremtidens litterære stjerner, og det tjener det lille, fremragende forlag, OVO Press, til ære, at det har givet os ”Beklædning imod kvinder” på dansk, og de tre oversættere har ramt såvel tone som temperament på kornet.

Og at hun skriver, så man forvirres, frustreres og slås med genre-kategorierne, synes blot at være en del af pointen: At vi hele tiden – både i livet og i litteraturen – reducerer hinanden til noget, vi kan bruge og forstå.

Det er også det, Boyer skriver om, når hun skriver om at sy tøj. Hvordan man syr stofstykker sammen i forsøget på at ”omslutte et evigt irregulært, svedende og åndende tredimensionelt objekt”.

Der er et mismatch mellem dem, vi er som mennesker, og den virkelighed, vi lever i.

Det er en afgørende pointe hos Boyer, som kræver meget af sin læser – men giver endJ nu mere tilbage.

Anne Boyer: Beklæd­ning imod kvinder. Oversat af Ditte Holm Bro, Andreas Eckhardt-Læssøe og Rasmus Graff.

104 sider. 170 kroner. OVO Press.

1 Anne Boyer er virkelig en ener og ligner med sin stil, sine temaer og Pulitzerprisen i ryggen en af fremtidens litterære stjerner. – Foto: Forlaget.

Legendefortælleren er en nyoversættelse og første danske kommenterede udgave af Selma Lagerlöfs elskede Kristuslegender, der er et af Nobelpristagerens mest internationalt kendte værker. I forordet giver Nanna Drejer et fint og interessant indblik i, hvordan Selma Lagerlöf fik idéen til sine Kristuslegender, som hun skrev i årene 1897-1904 og udgav samlet i 1904. Desuden kommenterer Nanna Drejer de enkelte Kristuslegender sidst i bogen.

“Med denne nye oversættelse af Selma Lagerlöfs Kristuslegender dokumenterer Nanna Drejer en indlevet fortrolighed med det svenske sprog. Nanna Drejer har med denne kommenterede udgivelse føjet en meget væsentlig – og derfor længe savnet – brik til den righoldige mosaik, som allerede udgøres af de mange kommentarer til Selma Lagerlöfs forunderlige fortælleunivers.”

Doris Ottesen, forfatter og cand. theol.

Legendefortælleren er illustreret med skønne pennetegninger i farver af den dansk-kinesiske kunstner Andi Li. Legendefortælleren er på 232 sider. Udgivet i 2020 på Forlaget Kahrius.

Pris 250,- kr.

Nanna Drejer er uddannet læge, men har siden 2002 især beskæftiget sig med Selma Lagerlöfs righoldige forfatterskab og har skrevet flere illustrerede biografier om denne verdenskendte forfatter, bl.a. Paradisfuglen (2007), Sjælens spejl (2011) og Hjerteblod (2014). Er medlem af Selma Lagerlöf-sällskapet og Johannes Jørgensen Selskabet.

Legendefortælleren

- bogen, der spreder glæde.

28| Efterårsbøger| Internationale stemmer

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2020

Med sine nye bog om den sure, skøre og skæve Olive vil Elizabeth Strout slå et slag for overbærenheden ”Jeg elsker at gå ind i de forskellige kantede skæbner, der befolker de mindre byer, og derigennem vise læseren: ’Du er helt o.k., som du er,’” siger den pris belønnede amerikanske forfatter Elizabeth Strout i eksklusivt interview

interview

2 Elizabeth Strouts store interesse er at skildre bøvlet med at være i live.

– Foto: Leonardo Cendamo.

AF MICHAEL BACH HENRIKSEN bach@k.dk

Forestil dig forfatteren Elizabeth Strout på en café et sted i Maine.

Hun er alene, tjekker mails på telefonen, rækker ud efter kaffekoppen, og kigger så op. Dér, uden for vinduet, går den fiktive Olive Kitteridge, 80 år gammel, lyslevende i fodgængerfeltet på vej væk fra sin bil – og direkte ind i Strouts nye bog, ”Olive, igen”. ”Jeg havde ingen intention om at vende tilbage til Olive. Troede, det var slut med hende. Men hun viste sig bare. Bum!”.

Elizabeth Strout sidder i hjemmet i Brunswick i delstaten Maine og taler med Kristeligt Dagblad som det eneste danske medie om, hvordan idéen til den nye bog, der får seks stjerner i dagens avis, opstod – eller rettere sagt: kom gående. I telefonen fortæller hun om det ødsle farveorgie, som efteråret er i New England, og som hun kigger ud på fra stuen, mens hun taler. ”Alt er meget visuelt for mig.

Jeg betjener mig jo af ord, men tænker billedligt. Jeg blev virkelig overrasket over at se Olive for mig, men der var hun, lyslevende med sin stok på vej over gaden. Hun er sat sammen af mange elementer. Noget har jeg fra venner og familie gennem tiden, noget fra mig selv. Men én ting står fast: Olive kan ikke komme andre steder fra end New England.”

Mange ser nok den kantede og ligefremme Olive Kitteridge i skikkelse af skuespilleren Frances McDormand, der gjorde tv-serien ”Olive Kitteridge”, som bygger på romanen, til en stor succes. Ifølge Elizabeth Strout er det imidlertid ligeså meget protestantismen, man skal se for sig, når man taler om Olive. ”Olive er i sin nu høje alder enormt stolt over, at hun i kraft af sin familie har været her i New England siden 1600-tallet.

Hun er nært knyttet til Maine, for her er protestanterne nærige og fåmælte. I Connecticut derimod har de mange penge og drikker for meget, men sådan er protestanterne ikke her,” forklarer Strout og trækker tråden tilbage til de første indbyggere her i ”det nye” England på flugt fra kongen i ”det gamle” England, der i årene efter Reformationen ikke ville lade de fromme i fred: ”Vi er stadig dybt præget af den puritanske mentalitet. Vi er hverken varmhjertede eller udflydende, men holder på former

Anmelderne om ”Olive, igen”

Elizabeth Strout 3 3Født i 1956 i Portland, Maine.

En af USA’s mest anerkendte forfattere. Hun fik sit internationale gennembrud med den Pulitzerprisvindende roman ”Olive Kitteridge” (dansk 2010).

Bogen er siden blevet en Emmybelønnet tv-serie med Frances McDormand i rollen som den pensionerede lærer Olive, der altid kommer på kant med verden. Elizabeth Strout har skrevet i alt syv romaner, heriblandt ”Mit navn er Lucy Barton”, ”Alt er muligt” og senest ”Olive, igen”, som er en selvstændig efterfølger til ”Olive Kitteridge”. I forbindelse med udgivelsen af ”Olive, igen” på dansk genudgives også ”Olive Kitteridge”.

KILDE: GYLDENDAL

ne og sværger til det simple. Vi skærer lige ind til benet,” ler Strout. ”Man ser det i kirkerum og ved gudstjenesterne. Liturgien er enkel, kirkerne er bare. Der er intet, hverken menigheden eller en pave, der skal stå i vejen for

den enkeltes direkte forhold til Gud. Forholdet til andre mennesker er præget af distance, men forholdet til Gud er tæt. Men vi holder det for os selv,” siger Strout.

Den individualistiske åre har Strout følt lyslevende i kroppen, siden hun var barn. Hun fortæller om en opvækst præget af stor isolation og med et nært forhold til naturen. ”Der er en måde, som solen falder på her i Maine, som er så anderledes end andre steder i USA. Det er virkelig vidunderligt. Mine forældre lod mig være i fred, så jeg opholdt mig i skovene efter skoletid fra en ung alder. Duften af gran, synet af slugter, fortroligheden med skovens blomster – alt dette var min første erfaring med dét at være i live. I dag er det jo anderledes, men dengang regnede man med, at børnene klarede sig selv, og sikkert kom hjem til aftensmad. Og jeg er overbevist om, at mine første år med stor isolation og nær kontakt med den fysiske verden har betydet, at jeg blev forfatter. Der blev aldrig sat grænser for min forestillingsevne,” Strout strejfer lidt ukendt territorium her og siger: ”Altså, nu snakker jeg bare, for jeg har ikke tænkt over dette før, men jeg tror, at det var vig-

tigt for mig, at jeg ikke anede hvem jeg var. Jeg har ikke noget selv eller jeg dengang. Og det var godt! Der var ingen andre mennesker, der reflekterede tilbage på mig, jeg skulle ikke hele tiden se mig selv i andres blikke på mig. Jeg lærte at stole på mig selv, at mit eget selskab var nok, og at grannåle og sollys – den ydre verden – er lige så vigtig, som hvad andre måtte mene om mig. Mit eget selv var overhovedet ikke udviklet, og derfor tror jeg, at det var nemmere for mig at gå ind i andres bevidsthed.

Jeg har aldrig følt mig alene.”

Elizabeth Strout er hyldet for sin evne til at beskrive kompleksiteten i det angiveligt almindelige liv langt fra metropolerne.

Hendes store interesse er, fortæller hun, at skildre bøvlet med at være i live, og uddyber: ”Der er to ting, jeg gerne vil give mine læsere. Dels vil jeg gerne lade dem mærke, hvordan det er at være i selskab med et andet menneske og hendes eller hans liv, så de ser verden med større øjne. Der sker meget mere i verden, end man lige kan se.

Det andet er, at jeg gerne vil lade læseren genkende sig selv i Olive eller andre af mine personer.

De er virkelig ikke perfekte, tværtimod, så hvis læseren selv tænker, at det er helt o.k. at tænke, som man gør, og ikke føle

skam over alting, ja, så er noget lykkedes. Det er vores liv, og vi prøver alle at få det bedste ud af det, så fordømmelse kommer man ikke langt med.”

Forfatteren har selv boet mange år i New York, som nok er østkysten af USA og som sådan påvirket af det gamle Europa, men samtidig er meget anderledes end puritansk-sindede Maine.

Strout elsker New York, men savner ikke byen, og da slet ikke som forfatter: ”Folk i små byer er meget forskellige, det glemmer man ofte i de store byer. Byboere har mange fordomme og tror, at det eneste sted i verden, der er værd at bo, er i New York City. Men det er jo en meget provinsiel tankegang. Jeg elsker at male på lilleby-bagtæppet, at gå ind i de forskellige kantede skæbner, der befolker de mindre byer, og derigennem vise til læseren: Du er helt o.k., som du er. Når Olive kan tænke og gøre, som hun gør, må du også. Jeg vil gerne slå et J slag for overbærenhed.”

Læs forfatteren Nikoline Werdelins forord til den nye udgave af ”Olive Kitteridge” og anmeldelsen af bogen på

k.dk/kultur

3 3”Strout har formået at få mig til at elske denne besynderlige kvinde, som jeg aldrig har mødt, og som jeg ikke vidste det mindste om.

Hvor er hun en fantastisk forfatter.”

THE GUARDIAN

3 3”Et intimt, mangefacetteret og rørende portræt.”

NEW YORK TIMES BOOK REVIEW

3 3”Olive er en genial karakter, ikke kun på grund af hendes evige krakileri, men fordi hun er lige så brutalt ærlig om sine egne fejl som hun er om andres. (…) Det store, forfærdelige rod som livet er, vælter ud over siderne i denne rørende bog.”

THE WALL STREET JOURNAL

EFTERÅRSBØGER – ET UDVALG

Anna Ancher · 1859-1935

Elisabeth Fabritius

Den endelige monografi om Anna Ancher, til dels baseret på hidtil ukendte kilder.

Med hundreder af skitser til de færdige værker.

Den litterære kattekalender 2021 Elegant formgivet væg­ kalender som bl.a. viser Kongehusets mærkedage, flagdage, sol og måne og de tre store bogreligioners helligdage. I år med citater af Stine Pilgaard, Albert Camus, Tove Jansson, Thomas Mann, Adda Djørup m.fl.

Den druknede dreng.

Flygtningekrisen i litteratur og kunst Klaus Rothstein Hvorfor er litteraturen og kunsten (stort set) altid humanistisk og empatisk?

Klaus Rothstein skildrer vor tids kunst­ neriske humanisme ved læsning af en lang række danske og udenlandske værker af f.eks. Elfriede Jelinek, Madame Nielsen, Henrik Nordbrandt, Christina Hagen, Christian Lollike, John Kørner, Banksy og Ai Weiwei.

Brendekilde · Liv og værk

Anne Christiansen

Den første forskningsbaserede biografi om H.A. Brendekilde, der var virksom som maler, illustrator, modellør, keramiker og glaskunstner. En billedrig udgivelse, baseret på grun­ dige studier i et omfattende arkivmateriale.

Teologisk folkebibliotek Små introducerende bøger om teologiske emner, udgivet i samarbejde med Det teologiske fakultet ved Københavns Universitet. Mange titler undervejs: Menighedsråd, Breve, Korstogene, Den glemte bibel, Gudstjeneste, Kærlighed…

Grundtvigs Kirke Thomas Viggo Pedersen En intelligent og charmerende bog, som med anekdotiske svinkeærinder kaster skrålys over både folkets, kirkens og den gule murstens historie i det 20. århundrede. »...800 sider med 2015 fodnoter, skrevet i et vidunderligt, fjerlet sprog og med forgreninger […] langt ud i Danmark og Europa« Weekendavisen

Samtale med en fraværende Jon Bang Carlsen Filminstruktøren Jon Bang Carlsen skriver om sit liv med den irske kvinde, som var hans store kærlighed. I denne tekst mødes liv og død i en fortælling om at elske og at miste.

»Det er en dejlig bog at læse. De store linjer tabes ikke i de små muntre og stridsomme anekdoter...« Kristeligt Dagblad

★★★★★

www.forlagetvandkunsten.dk

30 | Efterårsbøger | Internationale stemmer

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2020

Feministisk fabel om Istanbul Den tyrkisk-britiske succesforfatter Elif Shafak tager befriende udogmatisk fat på emnet religiøs af kvinder

anmeldelse 5 stjerner AF IBEN TANDGAARD kultur@k.dk

I begyndelsen af sin karriere var tyrkiske Elif Shafak en forgyldt og fejret forfatter. Hun fik i 1998 Rumi-prisen, en prestigiøs pris i Tyrkisk litteratur – men da hun i 2006 udgav ”Bastarden fra Istanbul” og skrev om folkemordet på det tyrkisk-armenske mindretal, blev hun anklaget og truet med fængsel for at være ”antityrkisk” og for at bedrive landsskadelig virksomhed. Hun var ikke længere landets stolthed, men systemets fjende, fordi hun fortalte sandheden i sin kunst.

Alligevel – eller måske netop derfor – er 48-årige Shafak i dag en af Tyrkiets mest læste forfattere; hun har skrevet 17 bøger, underviser ved prestige-universiteter verden over, hun bor i dag i London, har været bosat i flere lande, oversat til 53 sprog, modtaget et hav af priser, er menneskerettighedsforkæmper og populær TED-talk’er.

Shafaks nye roman ”10 minutter og 38 sekunder i denne sære verden” er en magisk-realistisk fortælling om at vokse op som kvinde i et patriarkalsk samfund; og inden det lyder alt for kedeligt og politisk korrekt, så er bogen stærkt humoristisk og handler om prostituerede, transvestitter, farver, sansninger, dufte, fødsler, kærlighed, styrke, frihed og oprør.

Det er temmelig sjældent, at en historie bliver fortalt af en død hovedperson, men i Elif Shafaks magiske realisme kan det meste ske. Vi møder Leila i udkanten af Istanbul, død for få sekunder siden, men stadig ved sjælelig bevidsthed. Og det er Leilias sjæl, der fortæller – i en overraskende let tone, underligt munter, hvor hun griner indeni ved tanken om sine venners rædsel, hvis de vidste, man kunne tænke, når man er død: ”Hvordan kunne hun være forsvundet, ligesom en drøm der fortoner sig i lyset af en ny dag?

For kun få timer siden sang hun højt, hun røg, hun bandede og tænkte… selv nu tænkte hun jo faktisk. Det var bemærkelsesværdigt at hendes sind stadig arbejdede på fuld kraft – men man kunne jo ikke vide, hvor længe det ville fortsætte.”

Leila er død, men hun sanser og husker alt. En salt duft i luften erindrer hende om hendes egen fødsel. Hun nægtede stædigt at skrige, da hun kom ud, og fra livets spæde begyndelse leder hun konstant efter smuthuller, udveje, kattelemme og hemmelige døre i det smalle liv, der er beskåret en kvinde i den bundtraditionelle landsby Van, hvor hun vokser op. Hun er alt det, en kvinde ikke må være –

klodset, selvstændig, kvik og eventyrlysten. Så det må jo ligesom gå galt. ”Det var meningen, at hun skulle være Leyla Afife Kamile, den dydige og fortjenstfulde…

Hun var ikke fejlfri, ikke engang i begyndelsen, og hendes mange mangler løb gennem hendes liv som underjordiske vandløb.

Sandt at sige var hun en omvandrende inkarnation af ufuldkommenhed.”

Da Leila flygter til Istanbul som stor teenager fra sin dysfunktionelle familie, hvor hendes dobbeltmoralske skægabe af en far har flere koner, hendes tågede tante i virkeligheden er hendes biologiske mor, og hendes klamme onkel spiller den af mod hendes lår om natten – går det endnu mere galt. For en enlig kvinde er ikke fri, hun er et let og ubeskyttet bytte, som storbyens grådigste gribbe kan kaste sig over og tjene penge på. ”’Du kan ikke tage tilbage til din familie, så meget er tydeligt,’ sagde han. ’Hvis du er smart, holder du dig til mig, ellers vil Istanbul knuse dig.’ Det var den samme mand og kvinden – som i virkeligheden ikke var hans tante, men hans forretningspartner – der solgte Leila til en fremmed mand samme aften, og til flere andre i løbet af den uge.”

Hele romanen emmer af Istanbuls unikke skønhed, som alle, der har besøgt byen, kender. Byens dufte, sansninger, farver, lyde og indbyggere fylder bogen med skønhed, men for en gang skyld får det eksotiske billede af østen modspil af grimheden, svineriet, politikorruptionen, bordellerne, den blinde religiøsitet, fornedrelsen, foragten for menneskeliv. Man lades ikke i tvivl om, at Tyrkiet er et land i krise, hvor modernitet og oldgamle normer støder sammen konstant. ”Det hun ikke tidligere havde indset forstod hun nu: Dørene var låst med hængelåse, vinduerne var forseglede, og Istanbul var ikke en by fuld af muligheder, men en by fuld af ar. Hendes fald begyndte og tog hurtigt fart, en nedadgående spiral som vand der bliver suget ud gennem et afløb.”

Sådan cirka fra midtersiderne kører bogen totalt af sporet på den gode måde, da Leilas venner efter hendes død beslutter sig for at tage bilen af sted på en vild odyssé. De er alle sammen outcasts i det tyrkiske samfund; en sort, handlet kvinde, en pige med dværgvækst, en transvestit og en homoseksuel. Og så barndomsvennen, der elskede Leila.

Sammen lægger de en vanvittig plan for at redde deres døde veninde fra den sædvanlige møg-begravelse, hvor hun ville blive smidt i uindviet jord som affald på ”De Uledsagedes Gravplads” i Kilyos. Her ligger alle de andre, samfundet ikke har plads til på den officielle liste over tab:

0 Elif Shafak (født 1971) er i dag en af Tyrkiets mest læste forfattere. Hun har skrevet 17 bøger, underviser ved prestige-universiteter verden over, bor i dag i London, har været bosat i flere lande og hendes bøger er oversat til 53 sprog.

– Foto: Andrew Testa/Ritzau Scanpix.

prostituerede, fattige, flygtninge og migranter. ”Ingen islamiske begravelsesritualer ville blive udført for denne kvinde. Eller ritualer fra nogen anden religion, for den sags skyld. Hendes lig ville ikke blive vasket af de nærmeste pårørende, hendes hår ikke flettet i tre fletninger, hendes hænder ville ikke blive lagt blidt over hjertet i en gestus der signalerede evig fred.”

Det hele ender med lidt af et showdown, som var det en anden cowboyfilm; en finale, hvor de fornedrede rejser sig med en glødende kraft og kaster deres traumers lænker af sig for en stund.

Nogle gange bliver en bog til mere end bare litteratur; den bliver en aktivistisk handling. Ikke nødvendigvis fordi det var hensigten – men simpelthen fordi bogen fortæller sandheden om det samfund, den er skrevet i.

Sådan en bog er ”10 minutter og 38 sekunder i denne sære verden”, for Elif Shafak skriver sig

hér ind i tidens mest brændende emne: Kvinden. Kvindens undertrykkelse. Og mere specifikt: Undertrykkelse af kvinder i den traditionelle religiøse verden.

Men hvad så, når man skiller bogen fra det politiske? Har den værdi som kunstværk, og kan den stå alene?

Ja, i den grad, for historien om tequila-Leila er til alle tider en fantastisk fortælling om et barn, der ikke passer ind, et barn, der higer håbefuldt mod lykken, et barn, man gør fortræd. Vi har hørt dén historie før – fra Tove Ditlevsen, fra Toni Morrison, fra Yahya Hassan, fra Sara Omar – og vi ved, hvordan den oftest ender.

Men vi har aldrig hørt den før med en stemme så 100 procent solidarisk med de mest foragtede, dehumaniserede og kasteløse i alle samfund: Sexarbejderne. De prostituerede. ”10 minutter og 38 sekunder i denne sære verden” er en fabulerende, sjov, smuk og indigneret bog, skrevet af en aktivistisk kunstner, der fortæller sandhe-

den om kvinders mishandling – og uendelige power.

Som Elif Shafak siger i et interview: ”Art is about resistance.”

Kunsten skal med hendes ord være et oprør, en modstand.

Modstanden ligger implicit, selvfølgelig, for selve fortællingen om Leila og vennerne emmer snarere af kærlighed og humor.

Det er en blid, krydret og poetisk fortalt roman, fuld af strømmende drømmesyner og lysende håb.

J

Elif Shafak: 10 minutter og 38 sekunder i denne sære verden. 389 sider.

244,95 kroner.

Oversat af Juliane Wammen. Grif.

DI N LOK AL E B O G H A ND EL

FÅS FRA 5. NOV.

Et besøg i en af Kon-Turs butikker er en unik oplevelse, da ikke to boghandler er ens. Fælles for dem er den høje faglighed og stoltheden over at være kulturformidler.

Det er den enkelte indehaver, der vælger hvilke bøger, der kommer på hylden, du vil derfor opleve boghandlere med indgående kendskab til sortimentet. Har vi ikke den bog, du efterspørger, kan den skaffes til dig i løbet af få dage.

VIL D U HAV E K ATALO G E T T IL S E NDT P Å M AI L? Gå ind på kon-tur.dk og tilmeld dig vores nyhedsbrev, så sender vi dig kataloget, når det udkommer den 5. november.

VI GLÆ DE R OS T IL AT S E D IG I D IN L O KA LE B OGHANDEL HER FINDER DU DIN LOKALE KON-TUR BOG- OG PAPIRHANDEL: 2100 København Ø, Tarp Boghandel • 2820 Gentofte, Under Bogen • 3480 Fredensborg, Fredensborg Boghandel • 3660 Stenløse, Stenløse Boghandel • 3700 Rønne, William Dam • 4100 Ringsted, ComputerSalg • 4140 Borup, Borup Boghandel • 4220 Korsør, Korsør Boghandel • 4230 Skælskør, Steenfeldts Boghandel • 4600 Køge, Køge Boglade • 4640 Faxe, Boghuset • 4652 Haarlev, Staxenshop • 4683 Rønnede, KopK • 4690 Haslev, Haslev Boghandel • 4720 Præstø, Tissot & Koch • 5000 Odense, Harders Boghandel • 5400 Bogense, Ehlerts Boghandel • 5550 Langeskov, Langeskov Boghandel • 5800 Nyborg, Nyborg Boghandel • 6070 Christiansfeld, Martensens Boghandel • 6240 Løgumkloster, Løgumkloster Boghandel • 6430 Nordborg, Nordborg Boghandel • 6500 Vojens, Vojens Boghandel • 6520 Toftlund, Toftlund Boghandel • 6630 Rødding, Rødding Papir & Kontor • 6720 Fanø, Fanø Boghandel • 6870 Ølgod, Rebus – Bøger, Børn og Papir • 6920 Videbæk, Tranbergs Boghandel • 7130 Juelsminde, Buchs Boghandel • 7160 Tørring, Din Boghandler • 7700 Thisted, Thisted Boghandel • 7760 Hurup, Hurup Boghandel • 7830 Vinderup, Skala Farvehandel & Kontorartikler • 7900 Nykøbing Mors, Bøger & Papir • 8200 Aarhus N, Storcenter Nord Boghandel • 8240 Risskov, Veri Center Boghandel • 8370 Hadsten, Bogormen Hadsten • 8382 Hinnerup, Kon-Tur Hinnerup • 8450 Hammel, Hammel Boghandel • 8500 Grenå, Grenå Boghandel • 8560 Kolind, Kolind Boghandel • 8722 Hedensted, Hedensted Boghandel & Legetøj • 8740 Brædstrup, Bakkelandets Legetøj • 8900 Randers, Randers Boghandel • 9000 Aalborg, Vejgaard Boghandel • 9000 Aalborg, Aalborg Boghandel • 9300 Sæby, Kon-Tur Sæby • 9320 Hjallerup, Kon-Tur Hjallerup • 9330 Dronninglund, Kon-Tur Dronninglund • 9460 Brovst, Pen & Papir • 9500 Hobro, Hobro Boghandel • 9550 Mariager, Mariager Boghandel • 9670 Løgstør, Kon-Tur Løgstør • 9900 Frederikshavn, Frederikshavn Boghandel • 9990 Skagen, Skagen Boghandel • FO-100 Tórshavn, Færøerne, H.N. Jacobsens Bókhandil • FO-600 Saltangarå, Færøerne, Bókabúdin • FO-700 Klaksvik, Færøerne, Alfa Bókhandil VI HAR OGSÅ LEGETØJSBUTIKKER: 3660 Stenløse, Snurretoppen • 4500 Nykøbing Sjælland, Geppels Legetøj • 5400 Bogense, Pirater & Prinsesser • 6900 Skjern, Sahl Cykler og Legetøj • 6950 Ringkøbing, Lange Leg • 7760 Hurup, Legetøjsbutikken Hej Sikke Leg • 8305 Samsø, Bissø Legetøj • 8800 Viborg, MID Hobby • 8900 Randers, Byrge Sørensen

WWW.KON-TUR.DK

32 |E fterårsbøger Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2020

TAG MED RANE PÅ EVENTYRLIGE EKSPEDITIONER

Den største klovn taler ud Biografien om komiker Casper Christensen er en interessant og sørgelig historie om egoets tomme udfoldelse. Men også med et spirende håb

anmeldelse 5 stjerner

AF SØRINE GOTFREDSEN kultur@k.dk

COFFEE TABLE BOOK

Det kan undre, at denne bog ikke er blevet skrevet noget før. Casper Christensen har længe været et fænomen i dansk underholdning, og den nu 52-årige komiker, manuskriptforfatter, tv-vært, forretningsmand og grænseoverskridende medie-figur personificerer en bestemt epoke.

Den udfoldede sig synligt op gennem 1990’erne og var præget af opgør med alle tabuer og en brutal ironi, som Casper Christensen rendyrkede med en talentfuld, men også så skamløs stemme, at den mere og mere blev billedet på individets rasende færd mod bunden. I hvert fald set herfra.

Med denne bog falder nogle brikker på plads. ”Casper” er skrevet af journalist og forfatter Martin Kongstad, hvis færden i den københavnske medieboble løbende har krydset Casper Christensens.

Kongstad beskriver sig selv og sin hovedperson som to kierkegaard’ske æstetikere, der forsager det konventionelle liv og hellere vil pege fingre og søge adspredelse for ikke at opsluges af den ”fundamentale tomhed”, som de inderligt frygter.

Hermed kaster Kongstad sig over et grundigt biografiarbejde, der følger Casper Christensen tæt. Vi kommer med til showbiz-møder i Los Angeles, tilbage til barndommen, vi møder forældrene, kolleger og tidligere kærester og får gradvist skabt et billede af Casper Christensens rastløse, forfængelige, grådige, til tider ondskabsfulde, kujonagtige og behagesyge, men også generøse, begavede, fantasifulde og konstant registrerende person.

Bogen er velskrevet i en lidt overlæsset stil, hvor maden, vinen og møblementet på gigantiske hoteller beskrives i detaljer, og det hele bæres af den overdrivelsens retorik, som præger begge mænds tilgang til verden. Man oparbejder en enorm afsmag for medie-jetset-miljøet, og Kongs-

tads fascination af festens overdrev fylder for meget.

Men det er også en pointe, for både han og bogens hovedperson synes at have fået deres mere eller mindre forpinte sjæle formet af det.

Casper Christensen voksede op som enebarn i Birkerød.

På grund af astmaproblemer vænnede han sig til frem for at spille fodbold at opfinde roller i eget selskab, og han var tidligt interesseret i at optræde. Som 17-årig tog han på et highschool-ophold i USA og indledte den fascination af amerikansk glimmerkultur og kendte mennesker, der blev en rød tråd, da han op gennem 1990’erne blev konge af det danske standup-miljø.

Gennembruddet kom med værtsrollen i programmet ”Husk lige tandbørsten”, hvor DR trådte ind i en ny epoke, og Kongstad skriver: ”I årevis havde vores generation pebet over, at 68’erne, de gamle hippier, blev siddende på magtposterne i kulturen og blokerede for vores måde at se verden på. Casper var den første, som gennembrød muren…”

Siden fulgte det populære radioprogram ”Tæskeholdet”, tv-satiren ”Mandrilaftalen”, ”Langt fra Las Vegas” og ikke mindst ”Klovn”, der som både TV 2-serie og tre spillefilm har manifesteret Casper Christensens position.

Og uanset om man finder manden morsom eller ej, ligger det fast, at han har været en ustoppelig kraft, der trak hele komikermiljøet med sig, mens han fordelte rollerne blandt sine kolleger, hvoraf visse siden blev vrede og også her i bogen får luft. Casper Christensen beskrives som hårdt arbejdende, yderst karismatisk og kompromisløs både angående faglige ambitioner og trangen til at herske som den, ingen andre kan måle sig med.

Det interessante ved bogen er dog hverken intrigerne fra et lille narcissistisk miljø eller tilkendegivelsen fra sønnen fra første ægteskab om faderens svigt, endsige gennemgangen af forliste kærlighedsforhold. Heller ikke besøget hos forældrene fører til

meget, blandt andet fordi Martin Kongstad ikke spørger, hvorfor de dog ikke opdragede deres søn til at tøjle sine mest ubehagelige træk.

Disse kommer for eksempel til udtryk, da Casper Christensen på et tidspunkt fra scenen på chokerende ondskabsfuld vis gør grin med en ekskæreste, som han tilmed forlod til fordel for en anden.

Det er dybt usympatisk, og mens man aner, at behovet for at latterliggøre andre også stammer fra faderen, gør forældrene os ikke stort klogere.

Nej, det interessante, som gør denne bog til noget særligt, er beskrivelsen af Casper Christensen som et barn af noget meget større end biologisk ophav, en epoke, nemlig.

Han er barn af et frisind, der er gået amok, en manisk seksuel fiksering, en ophøjelse af det larmende og respektløse individ samt en umådeligt stupid dyrkelse af berømmelse og statussymboler. Casper Christensen lærer os, hvordan mennesket kan fortabes i moderne selvkredsende tomhed, og i 2007 rejste han alene til Thailand for at håndtere en depression.

Hans dagbogsoptegnelser herfra ligger på helt utrolig vis på linje med personbe-

Lørdag 24. oktober 2020 Kristeligt Dagblad

Efterårsbøger | 33 2 Bogen giver et godt billede af Casper Christensens rastløse, forfængelige, grådige, til tider ondskabsfulde, kujonagtige og behagesyge, men også generøse, begavede, fantasifulde og konstant registrerende person. – Foto: Leif Tuxen.

Efterårets favoritter TIL HELE FAMILIEN

DEN MAGISKE BOGHANDEL af Anna James

Elleveårige Tilly har boet ovenpå sine bedsteforældres boghandel, næsten hele hendes liv.

En dag opdager Tilly, at klassiske børnekarakterer dukker op i boghandlen gennem den magiske ’bogvandring’ – de træder ud af siderne og ind i virkeligheden!

DE TAVSE KVINDER af Karin Slaughter

Efter ti år genåbner Will Trent og Sara Linton en “Cold Case” om mordet på en kvindelig løber, da et nyt overfald skræmmer kvinderne i Grant County. Hvem bliver det næste offer?

Martin Kongstad: Casper. 280 sider. 300 kroner.

Politikens Forlag.

skrivelsen i Michel Houellebecqs forfatterskab. Man tror, det er løgn. Vreden, sexfantasierne, det nedladende syn på stort set alle andre og det dybe selvhad er som taget ud af Houellebecqs univers, og Casper Christensen ér simpelthen denne desillusionerede vestlige midaldrende mand.

Et barn af grænseløshed, hjerteløs ironi og afhængighed af både alkohol, sex og konstant anerkendelse, præcis som den egoistiske drengerøv fra ”Klovn”. En rolle, som Casper Christensen da også i bogen erkender er temmelig identisk med den, han er. Tænkte vi det ikke nok.

Det store spørgsmål i bogen er, om han stadig er den mand. For mens Casper Christensen forbløffende villigt fremlægger alt lige fra systematisk utroskab til kokainmisbrug og de kolde kujonagtige personlighedstræk, der får ham til at tvivle på egen medmenneskelighed, er man stadig usikker på, om han virkelig er på vej til noget andet.

Han har stiftet ny familie, han har lagt kosten om og forsager nu det ekstravagante byliv, mens han i stedet

praktiserer meditation, terapi og spirende gudstro. Meget synes forandret, når han her beskriver sine tanker efter mødet med terapien og fødslen af sønnen i kuld nummer to: ”Jeg forstod, hvem jeg var, og hvorfor jeg skulle gøre alt på en anden måde. Jeg mistede lysten til fest og begyndte at koncentrere mig om universet og kærlighed og børn og familie. Da jeg først forstod kærligheden til mig selv og erkendte, hvad der egentlig betød noget for mig, oplevede jeg en ny lykke ved de mennesker, som var tæt på mig.”

Casper Christensens religiøsitet synes dog foreløbig at være af den lidt lette slags, hvor mennesket søger guddommeligheden i sig selv og ikke skal føle skyld. Denne meditative storby-spiritualitet, der kan udklækkes på enhver frokostrestaurant, risikerer fortsat at spærre individet inde i egen boble, og sådan er det jo i en tidsalder, hvor syndigheden er afskaffet, og Gud ikke ses som den, der kræver lydighed, men hovedsageligt som et billede på kærlighed.

Men samtidig længes Casper Christensen efter ren-

hed, og i bogen kommenterer han et billede af sig selv som barn og undrer sig over, hvor den lille milde dreng blev af.

Derfor giver det smuk mening, at bogen ender med, at han meddeler, at han vil døbes. Han vil tilbage til det oprindelige barnekår, hvilket er en perfekt afslutning på en både fængslende og foruroligende bog, der ikke blot portrætterer Casper Christensen, men også det nedbrydende ved en tilværelse bygget på egoets kvælning i egen grænseløse udfoldelse og stor mangel på etisk bevidsthed.

Og ikke mindst det kolde ironiske livssyn, der har hærget så længe. Casper Christensen gik forrest ind i det, og det er kun passende, at han anviser en vej ud igen.

Dåben er en god begyndelse, ja, den bedste, der findes, og tilbage er kun at håbe, at Casper Christensen virkelig omsider finder sin plads i verden. Han har vist været klovn J længe nok.

Læs interview med Casper Christensen

på k.dk/liv

Udkommer 23. nov.

Tredje bind i serien “Venner og fjender”, der udspilles i årene 1939-45

Køb dem hos din boghandler

34 | Efterårsbøger|Biografier

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2020

Det er en forfatters pligt at stå nøgent frem. Også selvom det gør ondt I bogen ”Det man skriver” spinder forfatter Bent Haller sine teenageårs dagbogstekster om teltture, kunst og ikke mindst unge kvinder sammen med nutidige refleksioner. Uden filter.

For som han siger, ”man må aldrig begynde at censurere sig selv”

interview AF IDA KRAGH PEDERSEN ipedersen@k.dk

Nogle smider dem ud. Andre låser dem inde. Det er i hvert fald nok de færreste, der ligefrem ønsker, at omverden skal få kig til de skriblerier, man som teenager kan finde på at nedfælde i sin dagbog.

Forfatteren Bent Haller har imidlertid valgt at bruge dem som omdrejningspunkt for sin nye portrætbog ”Det man skriver”, der er udkommet på forlaget Lindhardt og Ringhof. ”Jeg troede, du kom på besøg? Der står syv flødeskumskager på bordet og venter på dig,” lyder det fra telefonen. Det sidste er heldigvis, vistnok, for sjov. I hvert fald er der rundt regnet 300 kilometer mellem journalisten og forfatteren Bent Haller, som bor i Aalborg, da det aftalte interview skal begynde. Efter middag vel at mærke, for Bent Haller er en mand med faste rutiner, og om formiddagen skriver han.

Ud over at have skrevet over 100 bøger – blandt andet romaner og noveller for børn og unge – skriver Bent Haller stadigvæk dagbog. Det gør han som det første om morgenen, inden han begynder at arbejde. På papir og med fyldepen, naturligvis. ”Det gør man da, når man er forfatter!

Eller også med en fortygget gul blyant, som man kan stikke bag øret. Og så sutter man på spidsen, så den kan få ekstra kraft. Sådan er det. Jeg lader mig ikke gå på af tiden,” siger han.

Men tid er der gået, siden Bent Haller som 13-14-årig i 1960’erne begyndte at skrive i de dagbøger, der for fem-seks år siden dukkede op på loftet i en vandskadet papkasse, som, med forfatterens egne ord, ”stank langt væk af musetis”.

Fundet, der også inkluderede nogle ramponerede akvareller, skitser og oliekridttegninger, vækkede gamle minder og, måske endnu vigtigere, nye erkendelser: ”Man har jo en forestilling om, hvordan man selv er. Men da jeg som gammel mand læste de ærlige tekster fra mine teenageår, blev jeg konfronteret med en usympatisk hvalp, som ikke spekulerede på, hvor mange mennesker han sårede. Var det virkelig mig?”, spørger han.

Ud over at der er forskel på, hvad man skriver, og hvad man husker, bemærkede Bent Haller også, hvordan de stemninger og sindstilstande, man netop undlader at sætte på papir, pludselig står åbenlyst frem. ”Der stod noget andet i min bevidsthed, end der stod på papiret. Jeg skrev nærmest i koder dengang,” siger han.

Og koderne har han besluttet sig for at oversætte til et mere læseligt sprog. I ”Det man skriver” er dagbogsteksterne og fotografierne derfor tilsat nutidige refleksioner, der tilsammen giver et indblik i, hvordan Bent Haller som en ung, usikker dreng drømmer sig væk fra Frederikshavn.

Han begynder at tegne og male, tager på teltture med kammeraten Mogens – som han kalder ”nok den eneste ven, jeg nogensinde har haft” – og møder talrige

Bent Haller 3 Født i 1946 i Bangsbostrand ved Frederikshavn.

3 Debuterede som forfatter i 1976 med den samfundskritiske ungdomsroman ”Katamaranen” og har siden skrevet flere end hundrede bøger for børn og voksne. En af de mest læste er ”Kaskelotternes sang” (1981).

3 I løbet af sit forfatterskab har Bent Haller modtaget mange priser og er tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

3 Han har tidligere skrevet portrætbogen ”Det man husker”.

3 Bor i Aalborg med sin kone Alice.

3 ”Det man skriver” er udkommet på forlaget Lindhardt og Ringhof.

unge kvinder. Tilsammen skildrer bogen en universel rejse fra barndom til det tidlige voksenliv. Og Bent Haller kan forsikre, at der ikke er sorteret noget fra: ”Man må aldrig begynde at censurere sig selv – heller ikke som journalist!”, lyder det som en løftet pegefinger gennem røret, og efter lidt tænketid: ”Jeg tror, det er en forfatters pligt at stå nøgent frem, selvom det gør ondt.”

Kvindebekendtskaber fylder som nævnt en del i ”Det man skriver”. Der er Birthe, som den unge Bent ikke kan være kærester med, men heller ikke kan undvære. Så er der Gro, som fascinerer i sit naturlige habitat blandt norske fjelde, men viser sig at skuffe, da hun tropper op hjemme i Frederikshavn. Og så er der alle de andre. ”Jeg havde først den ene og så den anden, så den tredje, fjerde og femte, og sådan blev det ved. Dem, jeg knyttede mig til, var altid piger. Og det må man jo gerne, når man er en dreng, for så hedder det ’kærester’, selvom det i virkeligheden var noget andet, de gav mig. Det var trygt at gå med nogen i hånden, det havde jeg jo aldrig prøvet før,” siger han.

Frøet til den overlegne opførsel blev sået i de mindreværdskomplekser, som opstod i barndommen – ”eller mangel på samme”, som Bent Haller selv formulerer det. Hans mor var psykisk syg og væk meget af tiden, så han tilbragte

stort set hele sin barndom hos mormoderen – en gammel, tyk dame, der altid havde en smøg i munden. ”Jeg troede i årevis, at hun var min mor. Det var svært, da jeg mistede min mormor som 14-15-årig. Hun kan stadigvæk dukke op om natten og spørge: ’Hvordan går det, Bent?’.”

De unge kvinder, som Bent Haller beskriver i bogen, er han ikke videre bekymret for. De eksisterer jo ikke mere, siger han, højst som et navn. Så hvis deres medvirken kan bidrage til at gøre fortællingen universel, vil den erfarne forfatter være tilfreds. ”Jeg håber, at nogle læsere vil kunne se sig selv i fortællingen. Det største kompliment, jeg som forfatter kan få, er, når en læser siger: ’Hold da op, det var næsten min historie, du skrev der. Hvor har du den fra?’. Og det kan kun ske, når man er ærlig,” siger han.

For nogle år siden fik Bent Haller konstateret Aspergers syndrom, og dermed fik han også et ord for den osteklokke, han altid har følt sig omkranset af. ”Jeg har altid gået på sidelinjen. Det var meget, meget svært for mig at være barn. Jeg havde ikke rigtigt venner, og

jeg følte hverken, jeg kendte mine forældre eller mine søskende,” fortæller han.

Selvom arbejdet med ”Det man skriver” i høj grad har sat Bent Haller i forbindelse med hans fortid, kan forfatteren ikke pege på nogen deciderede fortrydelser i løbet af sit 74 år lange liv. ”Jeg tror ikke, der er noget, jeg kunne have gjort anderledes. Jeg ville jo stadig være inde i min boble. Den dag i dag er jeg også lukket inde, og selvom det sommetider kan være hårdt for min kone Alice og vores fire børn, så befinder jeg mig egentlig ganske glimrende.”

Til gengæld er hans vigtigste præstation, at han var stædig. Det krævede nemlig 10 års forsøg og vedholdenhed, før de skriblerier, der begyndte i barndommen, endelig udviklede sig til bøger, der kunne udgives. Og så er det ”da fantastisk”, at han har fået fem børnebørn. ”De holder mig i live,” siger han.

Da interviewet nærmer sig enden, får Bent Haller lovning på at se artiklen igennem, inden den bliver bragt. ”Får jeg så lov at trække det hele tilbage?”, lyder det spøgefuldt og nærmest J retorisk, inden røret lægges på.

0 Forfatter Bent Haller har skrevet mere end 100 bøger, herunder især romaner og noveller for børn og unge. Selv føler han ikke, at han rigtig havde en barndom, da han havde svært ved at kommunikere og altid befandt sig inde i en boble. – Foto: Henning Bagger/ Ritzau Scanpix.

Efterårsbøger| Biografier| 35

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2020

Nordiske dronninger set med franske øjne Beskrivelserne af de portrætterede personer i denne bog giver et godt billede af, hvordan forskellige kongelige skæbner med tilknytning til Norden har udviklet sig i tidens løb

anmeldelse 4 stjerner

AF LARS HOVBAKKE SØRENSEN kultur@k.dk

Den tidligere franske ambassadør til Danmark Jacques-Alain de Sédouy udgav i 1999 en bog om 10 forskellige markante dronninger med tilknytning til Norden. Det er denne bog, som nu, godt 20 år senere, er blevet oversat til dansk. Den er dog stadig interessant.

Dels fordi den giver et godt billede af de 10 portrætterede personer og deres tid. Dels fordi den giver et indblik i, hvordan en fransk topdiplomat (det vil sige forfatteren) ser på Danmarks historie og på, hvilke personer der her er centrale.

Selvom bogens titel er ”Nordiske dronninger”, er det faktisk ikke alle de portrætterede personer, som er eller var dronninger i Norden.

Nogle af dem var prinsesser fra et nordisk land, som blev gift med et (kommende) statsoverhoved i et ikke-nordisk land.

Det gælder Valdemar den Stores

”

Den giver et godt billede af de 10 portrætterede personer og deres tid.

datter Ingeborg, som blev gift med kong Philip August af Frankrig, Christian den Niendes datter Dagmar, som blev gift med tsar Alexander den Tredje af Rusland, og prinsesse Astrid af Sverige, som blev gift med kong Leopold den Tredje af Belgien.

Andre blev i kraft af deres ægteskab dronninger i ét af de nordiske lande. Det gælder den engelske prinsesse Caroline Mathilde (Christian den Syvendes hustru), Hedvig Elisabeth Charlotte af Slesvig-Holsten-Gottorp (den svenske kong Karl den Trettendes hustru), Bernardine Eugénie Désirée Clary (den svenske kong Karl den Fjortende Johans hustru) og Louise af Hessen-Kassel (Christian den Niendes hustru). Atter andre er eller var regerende dronninger.

Det gælder Kristina af Sverige (som formelt havde titel af ”konge af Sverige”) og vores egen dronning Margrethe den Anden. Og endelig er der en enkelt, som aldrig formelt var hverken regerende dronning eller konge, men reelt regerede i mange år: den danske Margrete den Første.

Personerne er udvalgt efter, hvilke skæbner bogens franske forfatter finder mest interessante at beskæftige sig med, og tydeligvis i nogle af tilfældene desuden med en skelen til, at personerne havde en stærk tilknytning til Frankrig.

For eksempel prinsesse Ingeborg, der blev gift med den franske konge, og Eugénie Désirée Clary, som i sine unge dage var kæreste med Napoleon Bonaparte og senere blev gift med den franske marskal Bernadotte, som blev konge i Sverige under navnet Karl den Fjortende Johan.

De portrætterede kvinder har enten haft unikke magtpositioner, har været (eller er) store personligheder eller har haft en særligt dramatisk skæbne. Eller en kombination af flere af disse ting.

Vi får historien om dronning Margrete den Første, som formåede at sætte sig på magten i Danmark – selvom der her i landet formelt ikke fandtes regerende dronninger på dette tidspunkt – og som derefter samlede hele Norden.

Ligesom vi får historien om den unge prinsesse Caroline

Mathilde, som blev gift med den psykisk syge Christian den Syvende og blev hans livslæge Struensees elskerinde for til sidst – efter Struensees fald – at blive forvist til Celle i Tyskland.

Også historien om dronning Dagmar, som blev gift med den russiske tsar, og hvis tilværelse for altid blev forandret med tsarfamiliens dramatiske afsættelse i forbindelse med Den Russiske Revolution, optræder i bogen.

Mindre kendt for danske læsere er måske historien om den svenske dronning Kristina, som i midten af 1600-tallet gjorde Stockholm til et vigtigt centrum for europæisk kunst, kultur og videnskab, og som aldrig blev gift og endte med at konvertere til katolicismen og abdicere.

Ligesom for eksempel historien om den meget folkekære belgiske dronning Astrid, som var gift med Leopold den Tredje, der måtte gå af som belgisk konge i 1951 på grund af sine handlinger under Anden Verdenskrig. Forfatteren sammenligner ligefrem Astrid med prinsesse Diana og mere end anty-

der, at han kunne have beholdt sin trone, hvis ikke han – i 1941 – havde giftet sig igen efter Astrids tidlige død i 1935.

Bogens sidste portræt adskiller sig fra de øvrige ved at omhandle Danmarks nuværende dronning Margrethe den Anden og blandt andet indbefatte en beskrivelse af forfatterens eget møde med – og fascination af – Dronningen og prins Henrik.

Beskrivelserne af de portrætterede personer giver samlet set et udmærket billede af, hvordan forskellige kongelige skæbner med tilknytning til Norden har udviklet sig i tidens løb. J

Jacques-Alain de Sédouy: Nordiske dronninger. Skæbner fra Nordens historie i europæisk kontekst. Oversat af Birte Zeuthen.

192 sider. 249,95 kroner. Kle·art.

Danske Skønlitterære Forfattere sætter pris på det gode bibliotek Kommer du tit på dit lokale folkebibliotek for at låne bøger?

Kommer du til et bibliotek fyldt med gode bøger på hylderne?

Kommer du hjem med de bøger, du søgte ?

Kommer du måske endda hjem med andet og mere end det du gik efter?

Hvis du kan svare ja på et eller flere af disse spørgsmål skal du nominere dit lokale folkebibliotek!

Læs mere og indstil på aaretsbogsamling.dk senest d. 1/11

36 | Efterårsbøger | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2020

Forfatternes værdi i en mærkelig tid En række anerkendte forfattere sætter ord på deres arbejde i denne fine bog, der minder os om litteraturens dybe betydning. Ikke mindst i en tid som denne

anmeldelse 4 stjerner

AF SØRINE GOTFREDSEN kultur@k.dk

I diskussionen om dannelse og forankring nævnes det ofte, at det er sundt at læse litteratur.

Personligt er jeg helt overbevist om, at det er sandt og endnu mere efter at have læse denne fine, lille bog ”Værksteder – at skrive i lys og mørke”, hvor journalist Jeppe Bangsgaard taler med en række nordiske forfattere om deres arbejde.

Fotograf Asger Mortensen har leveret sort-hvide fotografier af forfatternes nærmeste omgivelser, og da jeg ikke har forstand på fotokunst, vil jeg – skønt billederne fylder meget i bogen – tillade mig at nøjes med at bedømme ordene.

Jeppe Bangsgaard og Asger Mortensen har besøgt Per Petterson, Sofi Oksanen, Kjell Westö, Naja Marie Aidt, Helle Helle, Jón Kalman Stefánsson, Lina Wolff og Audur Ava Ólafsdóttir i deres hjem og skriveværksteder, og mens man jo af og til må sande, at det kan være en drøj omgang at høre kunstnere tale om deres egen arbejdsproces, sker der i bogen her noget interessant.

Det skyldes blandt andet, at de medvirkende taler ind i denne besynderlige tid, hvor pandemien gør vores råderum mindre og opfordrer til basale tanker om, hvordan man egentlig skal forvalte sit liv i en blanding af moderne højhastighed og en spirende følelse af at være omgivet af noget flydende og uforudsigeligt.

Forfatterne træder i bogen frem som dem, der i særlig grad netop nu kan tilføre samtalen noget væsentligt. De er ét med sproget, de forstår betydningen af det stille rum, og de søger konstant mening.

Samtalerne kredser grundlæggende om to ting. En forfatters håndgribelige arbejdsdag og forskelige rutiner og de mere overordnede overvejelser som et skrivende og reflekteret menneske. Blandt andet hører vi om nødvendigheden af stilhed. Finske Kjell Westö beskriver, hvad det betyder at befinde sig i byen, for nok kan han gemme sig i sin lejlighed, men selve bevidstheden om byens omgivende puls er nok til at skabe flygtighed.

Bylivets forstyrrende indgriben i menneskets åndsliv kan næppe overvurderes, og mens det ikke overrasker, at forfattere behøver ro og afsondring, har nødvendigheden af at blive mindet om stilhedens værdi vel aldrig været større. Den har nemlig også betydning for vores evne til at læse, hvilket får Kjell Westö til dystert at mene, at vi bliver dummere, hvis vi holder op med at gøre netop det. Det har han garanteret ret i.

0 Kjell Westö er bogens mest interessante stemme og skriver efter eget udsagn klassiske romaner, der står i opposition til den moderne og mere fragmenterede stil. – Foto: Benedikte Christine Rasmussen.

Ud over beskrivelsen af forfatterlivet formuleres der også indsigt i forholdet mellem litteraturen og tidens debatter om kulturelt tilhørsforhold og sproglige rødder. Den halvt finske og halvt estiske Sofi Oksanen taler ligefrem om litteratur som en vej til overlevelse, fordi den beskytter selve fundamentet, vi står på.

Hun siger: ”Det lyder så dramatisk, men litteratur er en måde at overleve på. Hvis vi ikke beskytter vores sprog og vores kultur, er der ingen andre, der gør det.”

Med sin blandede baggrund kender Sofi Oksanen til muligheden af, at et sprog fortrænges, og hun fortsætter: ”Jeg skriver ikke selv på estisk, men jeg har en fornemmelse af, at når det for mig er så åbenlyst, at sprog og litteratur er politisk, så hænger det sammen med min estiske baggrund.”

Jeppe Bangsgaard og Asger Mortensen: Værksteder – at skrive i lys og mørke. 300 sider. 299, 95 kroner. Forlaget Grønningen 1.

Jeg må for en stund vende tilbage til Kjell Westö. Han er bogens mest interessante stemme og skriver efter eget udsagn klassiske romaner, der står i opposition til den moderne og mere fragmenterede stil. Westö forstår udmærket tendensen til både på film og skrift at rive historierne fra hinanden og siger: ”Det er sådan, mange oplever verden i dag. ’Ting falder fra hinanden; centeret kan ikke holde’, som det hedder hos Yeats. Det anvendes nærmest som et mantra i dag, men jeg har valgt at prøve at gå imod det.”

Muligvis undervurderer vi den grad af forvirring og meningsløshed, som det fragmentariske og abstrakte i længden kan medføre, og mens den traditionelle fortælling ofte i dag opfattes som gammeldags og fastlåst

0 Per Petterson er en af de nordiske forfattere, der er blevet besøgt i sit hjem og skriveværksted.

– Foto: Jens Nørgaard Larsen/ Ritzau Scanpix.

– og også som noget, reklameverdenen har misbrugt som kommercielt middel – vil Kjell Westö erobre den tilbage.

Jeg hylder bestræbelsen. Den klassiske fortælling bidrager til at forankre os i verden, og denne bog illustrerer smukt, hvordan tiden ganske enkelt kalder på forfatterne som historiefortællere og fortolkere af de omgivende kræfter.

Således ser nogle af dem sig da også klart forpligtet på at forholde sig til de magtfulde ideologiske vinde, herunder naturligvis identitetspolitikken, som blandt andre svenske Lina Wolff åbenlyst prøver at balancere sig nogenlunde helskindet igennem.

Det bedste danske bidrag kommer fra Naja Marie Aidt, der skiller sig ud med sin meget personlige gennembrudsroman, ”Carls bog” fra 2017, der handler om hendes søns død. Hun er stadig i tvivl om, hvordan hun som forfatter skal komme videre, og samtalen med Naja Marie Aidt

0 Det bedste danske bidrag kommer fra Naja Marie Aidt, der skiller sig ud med sin meget personlige gennembrudsroman, ”Carls bog” fra 2017, der handler om hendes søns død.

– Foto: Jens Welding Øllgaard.

kredser meget om døden og muligheden af, at skrivetrangen faktisk kan visne. ”Værksteder” er en vellykket bog, skønt nogle af samtalerne dog mangler en rød tråd, og intensiteten falder især, når forfatterne fortaber sig i tanker om forholdet til deres redaktør og analysen af egne værker. Hvem der fandt på titlen til Helle Helles ”Rødby-Puttgarden” er mindre interessant, og generelt er der klar forskel på de forfattere, der synes at leve i en meget lille boble og dem, der har mere samfundsmæssigt og kulturelt udsyn. Det er de sidstnævnte,

der står for de største kvaliteter i denne bog, der som sagt også profiterer af perfekt timing.

Tiden står på mærkværdig vis i disse måneder stille omkring os, og vi har muligheden for hver eneste dag at lære noget nyt om stilheden og vores placering i verden. Forfatterne kan midt i alt dette ukendte være med til at lede os ved hånden. J

Læs en forkortet udgave af interviewet med Per Petterson fra bogen på

k.dk/kultur

eh

Arthur Schopenhauer Parerga og Paralipomena I, 2.

Aforismer om Livsvisdom

Galileo Galilei Samtale om de to hovedsystemer for verden, det ptolemæiske og det kopernikanske

Johann Wolfgang von Goethe Christian Lemmerz Faust I

Første bind af Schopenhauers store senværk der med et slag gjorde ham verdensberømt. Oversat og efterskrift af Martin Pasgaard-Westerman.

Galileis epokegørende værk fra 1632 som for altid ændrede vores verdensbillede. Forord ved Anja C. Andersen og oversat af Conni-Kay Jørgensen.

Goethes Faust er et af verdenslitteraturens mest raffinerede værker.

Introduceres af Søren R. Fauth og er nyoversat af Ejler Nyhavn.

Vittig, klog og elegant filosofisk prosa Weekendavisen

Årets Bedste Bogarbejde 2020 Forening for Boghaandværk

★★★★★

Skriftperler … fornem udgave Information

★★★★★

En fryd at læse Atlas Magasin

Det moderne Europas urværk Kristeligt Dagblad

Fremragende oversættelse Kristeligt Dagblad

Pragtudgave Weekendavisen

Et af de mest betydningsfulde værker Weekendavisen

En ualmindelig smuk bog Standart

Bøgerne kan købes hos din lokale boghandler eller via netboghandlere. Læs og se mere på: forlaget-wunderbuch.dk

38 | Efterårsbøger |Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2020

0 Læserens blik føres gennem en dobbelt prisme, først Henrik Wivels og så det værk, han skriver om. – Foto: Leif Tuxen.

Beskueren ved korsets fod Vi er inviteret med i en dyb og spændende samtale mellem kunsthistorien og forfatteren bag ”Tidslys”, Henrik Wivel. For den, som tager imod invitationen, er det en sand fest

anmeldelse 6 stjerner

AF CHRISTOFFER EMIL BRUUN kultur@k.dk

Der er få kritikere, der skriver så elegant om kunstens væsen, som forfatteren til ”Tidslys”. Det originale greb er at slå ned på en række vidt forskellige kunstværker for at reflektere over, hvordan kunstens lys kan overskride tid og rum. Sproget er rigt og tanken stor. Vi kommer fra Vedbækfundene over guldalder til modernismen og samtidig fra forfatterens egen barndoms leg til nutidens aldrende eftertanke.

Det handler om, hvordan lyset er blevet trukket op gennem tiden med kunsten som medie. De 12 essays er bogstavelig talt forskellige afskygninger af kunsthistoriens videregivelse af oplevelser med lys. Vi får grundige og smukke fortolkninger af særlige værker udvalgt af en ægte connaisseur.

Forfatterens blik falder på stoffet, som lyset falder på overfladen af lærredet. Dermed bliver det lyst op og bliver til, ja,

oplysning. Læserens blik føres gennem en dobbelt prisme, først Henrik Wivels og så det værk, han skriver om. Vi er inviteret med i en dyb og spændende samtale mellem kunsthistorien og forfatteren bag ”Tidslys”. For den, som tager imod invitationen, er det en sand fest.

Vi forstår, hvordan Hammershøis lys gennem de sprossede ruder bliver til sindbilleder, der har med selve menneskets forestillingsevne at gøre. Men vi mærker ikke selv varmen fra solens stråler. Vi betragter perlerækken af kunstnere og deres værker, men bliver ikke selv del af værket.

I Wivels behandling af Cranachs illustrationer til Luthers bibel hedder det, at ”billedets retfærdiggørelse ligger i, at det udelukkende tjener ordets forkyndelse”. Omvendt kunne man om Wivels tekster sige, at ordenes retfærdiggørelse ligger i, at de tjener billedernes forkyndelse. Den analytiske tilgang til den spirituelle kunst skaber en interessant, men også vanskelig friktion.

Johannes Jørgensen er nævnt

flere gange, og det er ikke mærkeligt, for Wivel har for nylig været med til at udgive Jørgensens storslåede værk ”Mit livs legende”, som beskriver den danske digters vej fra glødende kulturradikal til stærkt troende katolik. Splittelsen mellem de to modsatte positioner blev båret videre op igennem det 20. århundrede og spøger stadig.

Anerkendelsen af religionens plads i kunsthistorien er enorm, respekten for dens åndelige magt ligeså. Men den følelsesmæssige hengivelse er umulig for den kritiker, som er rundet af Brandes. Der er ingen overskridelse af fornuftens grænse. Det magiske holdes ud i strakt arm.

Dette ambivalente forhold til kristendommen løber som en understrøm gennem teksterne.

Et eksempel er kapitlet om Per Kirkeby, som standser sit blik ved korsets fod. Kirkebys skildring af Golgata var nærbilleder af den møjsommelige grundfæstning af korset i den hårde jord på højen ved Jerusalem.

Hvad Wivel skriver om det motiv gælder også for hans eget kunstsyn i ”Tidslys”: ”En prosaisk og praktisk manøvre, der til en vis

grad konstrasterer det ophøjede og tragiske i afbildningen af evangeliernes dystre smertepunkt, men som jo også forstærker udsagnet.” ”’Tidslys’ er skrevet for at skabe tankeforbindelser mellem dengang og nu,” står der i forordet. Men læser man gennem kapitlerne er det lys, der ledes efter, det guddommelige.

Der er, som om der i bogen ligger en latent længsel efter at løsrive sig fra modernismens lænker og vandre op i selve lyset fra Platons hule, hvor idéerne er projiceret op på væggen. Hulebilledet bliver brugt i Wivels tekst om den amerikanske kunstner James Turrell, hvis projekt handler om at give beskueren en kropslig oplevelse af helligt lys.

Turrells lys får vi om nogle år glæde af i Aarhus, hvor han har sagt ja til at lave en installation ved ARoS. Her huserer Olafur Eliassons store regnbue som bekendt på toppen, og det kan undre, at Eliasson, der med stor originalitet og succes har beskæftiget sig intenst med lys, slet ikke er nævnt i bogen.

Når det ikke er noget egentligt

problem, skyldes det, at de 12 nedslag tydeligvis er udtryk for et personligt valg. Her er altså en agenda til stede, som udgår fra forfatteren selv, hvilket understreges af, at første og sidste kapitel handler om ham selv og om steder, han er stærkt knyttet til. Karakteristisk nok viger netop de to kapitler i en bue uden om den kristendom, som ellers præger store dele af bogen. Wivel bliver som Kirkeby ved korsets fod og undgår at kigge direkte mod lyset. Det kan jo gøre en blind. Og Wivel er alt andet end det. Med sin dybe indsigt i og interesse for kristendom er Henrik Wivel en sublim fortolker af dens kunstneriske virkningshistorie. Han blik fanger lysvæld bag ved lysvæld, men går ikke i himlen ind. På den måde er ”Tidslys” på samme tid en fremragende kunstfaglig analyse af det guddommelige lys og et vidnesbyrd om de kvaler, den moderne kritiker kan have ved selv J at sole sig i det.

Gæsteanmelder Christoffer Emil Bruun er historiker og journalist. Vært og tilrettelægger i DR.

Henrik Wivel: Tidslys. 126 sider, 199,95 kroner.

Kristeligt Dagblads Forlag.

Efterårets nyheder Steen Skovsgaard Giv mig en tanke

Steen Skovsgaard, biskop emer., skrev gennem ti måneder tekster til ’Ordet’ i Kristeligt Dagblad.

Det er blevet til 208 stykker, der nu er samlet i bogen Giv mig en tanke.

"Tilværelsens hverdagsagtige vilkår og gøremål sættes i relation til kristendommens fokus på Jesus. Steen Skovsgaard formår som forkynder at give læseren indsigt og udsyn."

– biskop Jógvan Friðriksson, Færøerne

Smuk gavebog · 462 sider indbundet · 249,95 kr.

Indtil 8. november mulighed for forudbestilling af signeret eksemplar på www.prorex.dk

En sorgens dagbog Kristeligt Dagblad

****

Narnia-forfatteren C.S. Lewis skriver smukt om tro og sorg. En sorgens dagbog går lige i hjertet.

Berlingske

*****

Har man selv mistet, føler man sig set og hørt og holdt i hånden af C.S. Lewis. Man behøver ikke være troende for her at finde en trøstende hånd, en litterær sorgterapeutisk støtte.

Mirakler

Djævelske breve

Bogen er et apologetisk mesterstykke – givetvis et af de allervigtigste bidrag til kristen, filosofisk tænkning i det 20. århundrede.

– Peter Øhrstrøm professor, dr.scient. & lic.phil.

Et fremragende forsvar for kristendommen i litterær form ... Lewis er underfundig, vittig, morsom, sarkastisk og ikke mindst profetisk i forhold til samfundsudviklingen i Europa.

– Torben Bramming formand for C.S. Lewis-Selskabet

Køb dem hos din boghandler eller på www.prorex.dk · tlf 7456 3343

40| Efterårsbøger|Historie&Religion

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2020

Dramaet, lidelserne og fortvivlelsen i historien om de tyske flygtninge taler for sig selv Thomas Harders ambitiøse bogværk fremlægger historien om de tyske flygtninge, der kom til Danmark i slutningen af Anden Verdenskrig, med dokumentarisk nøgternhed, mens det overlades til læseren at tage stilling til de store etiske spørgsmål, historien rummer

anmeldelse 5 stjerner

AF JES FABRICIUS MØLLER kultur@k.dk

Sporene findes endnu, og de taler et meget tydeligt sprog. Tusindvis af døde flygtninge ligger begravet over hele landet. Oprindeligt var gravene fordelt på 475 kirkegårde. Nu er de samlet på 25 kirkegårde. Fra Aalborg i nord, Oksbøl i vest til København i øst, hvor Vestre Kirkegård alene rummer over 5000 begravede. Millioner var flygtet fra den fremrykkende Røde Hær på Østfronten i den sidste krigsvinter, og en lille del af dem endte i Danmark. De første flygtninge ankom i begyndelsen af februar 1945 med skib til København.

Ved Befrielsen tre måneder senere var der skønsmæssigt 240.000 krigsflygtninge i Danmark.

Thomas Harder har med den ambitiøse bog, ”De uønskede – de tyske flygtninge i Danmark 1945-1949”, der er blevet til i samarbejde med Erik Ingemann Sørensen, sat sig for at skrive flygtningenes historie fra opbruddet fra hjemstavnen i øst, selve flugten til lands og til vands, ankomsten og indkvarte-

3 Landsbyen Jonstrup ved Værløse cirka 20 kilometer uden for København husede mellem 1945 og 1949 op til 1000 flygtninge i flygtningelejren Jonstruplejren. – Foto: Willy Månsonn/ Ritzau Scanpix.

Thomas Harder: De uønskede – de tyske flygtninge i Danmark 19451949. 480 sider.

399,95 kroner.

Gyldendal.

ringen til hjemsendelsen af de sidste flygtninge næsten fire år efter de førstes ankomst. Harder er gået kronologisk til værks.

Han bruger løbende flygtningenes egne beretninger og danske øjenvidner til at illustrere deres vilkår, mens historien om krigens og fredens forløb, de politiske forhandlinger og den offentlige debat rulles minutiøst op.

Billedredaktionen akkompagnerer fint.

Emnet rummer en betydelig kompleksitet. Alene det tilsyneladende uskyldige ord ”hjemsendelse”, som er anvendt ovenfor, skjuler de udfordringer, man stod over for efter krigen. For det

første var ikke alle flygtningene tyske, endsige tyske statsborgere.

Tyske mindretal fra Memelland, Bessarabien og flere andre steder var repræsenteret sammen med polakker, tjekker, italienere og så videre. For det andet var det hjem, som de fleste civile tyske flygtninge kom fra, nu polsk eller sovjetisk territorium.

For det tredje var det tilbageværende Tyskland opdelt i fire besættelseszoner, så der skulle forhandles separat med sejrsmagterne for at opnå deres tilladelse til at modtage flygtninge, hvad de indledningsvis slet ikke var i stand til. Det britisk besatte Slesvig-Holsten umiddelbart syd

for grænsen modtog alene næsten en million flygtninge, hvilket for nogle områders vedkommende betød en fordobling af indbyggertallet. Det førte til bekymringer i København for det danske mindretals vilkår.

Indtil Befrielsen var flygtningene besættelsesmagtens ansvar. Tyskerne ønskede danskernes hjælp til at løse opgaven, og de danske myndigheder søgte aktivt at opnå indrømmelser på andre områder som kompensation for en eventuel bistand med for eksempel lægehjælp til de ofte alvorligt nødlidende børn og sårede soldater. Harder peger som noget vigtigt på, at danskerne søgte at kæde ønsket om hjemsendelsen af danske kzfanger til flygtningespørgsmålet.

Efter den 5. maj 1945 overtog danske myndigheder ansvaret, og da var det politikken at isolere flygtningene fra de danske samfund i lejre, at sørge for et vist minimum af forplejning og i øvrigt arbejde på deres snarlige udsendelse. Folkestemningen var ikke flygtningene gunstigt stemt, og aviserne bidrog med negativt ladede reportager hertil, nogle mere end andre. Nogle enkelte forsøgte i offentligheden at tale for forbedrede vilkår for flygtningene, heriblandt en gruppe præster.

Harder undgår at tage direkte livtag med nogle af de store diskussioner, der knytter sig til emnet for hans bog. Hvad var prisen for eller gevinsten af, at danske myndigheder gik i direkte forhandlinger med det tyske regime?

Kunne og skulle danskerne have gjort mere for at yde medicinsk og anden hjælp til flygtningene? Det er ikke, fordi problemer eller dilemmaer som disse er ham fremmed. Tal, citater og fakta fremlægges med dokumentarisk nøgternhed, og det overlades til læseren at tage de principielle drøftelser. En sådan etisk lavmælthed fra forfatterens side er antagelig en klog fremgangsmåde, hvis ønsket er at åbne feltet. Der er folk nok, der bærer deres personlige opfattelse uden på tøjet, når det handler om Anden Verdenskrig.

Det er en lang bog, og den dokumentariske omhu kunne godt trætte, hvis det ikke var for Thomas Harders gennemkultiverede og letflydende pen. Teksten benytter sig ikke af virkemidler, der hele tiden bringer forfatteren i erindring. Han skriver næsten gennemsigtigt, således at dramaet, lidelserne, kvalerne, fortvivlelsen i selve historien taler for sig selv.

J

Kun de allerfærreste kom ”hjem” Thomas Harder skildrer i sin bog de forhold, tyske flygtninge levede under i danske flygtningelejre lige efter Anden Verdenskrig

interview

Jeg kunne simpelthen spadsere hen og røre ved en vaskeægte flygtningebarak. Det gjorde historien vældig konkret og gav mig lyst til at gå i gang med emnet.

AF SØREN ROSENBERG PEDERSEN kultur@k.dk

5 Hvornår og hvordan fik du idéen til at skrive bogen?

3 Det gjorde jeg ikke. Det var en meget energisk og dygtig konsulent hos Gyldendal, som i sommeren 2017 overtalte forlaget og mig til, at bogen burde skrives, og at jeg burde gøre det. Han gjorde mig opmærksom på, at der i en gård bag Tøjhusmuseet, i dag Krigsmuseet, ved Frederiksholms Kanal stod en overlevende flygtningebarak fra Kløvermarkslejren, hvor mange tyske flygtninge var interneret fra november 1945 til august 1947.

0 Thomas Haarder fortæller, at kun de allerfærreste af de tyske flygtninge kom ”hjem”.

– Arkivfoto.

5 På hvilken måde er bogen blevet anderledes fra den, som du forestillede dig at skrive?

3 Den er blevet en del længere end planlagt. Historien om de tyske flygtninge viste sig at rumme langt flere delhistorier, store såvel som små, end jeg havde forudset. Historien viste sig også at være langt mere international end forventet. Jeg havde regnet med at skrive en historie, der begyndte i Baltikum og ved Østersøkysten og så i øvrigt foregik i

Danmark. Men de godt 200.000 tyske flygtninge, som befandt sig i Danmark efter krigen, var kun en dråbe i det hav af flygtninge og fordrevne, som de allierede besættelsesmagter skulle håndtere i Tyskland. Der var et sted mellem 12,5 og 14 millioner flygtninge og fordrevne fra Østog Centraleuropa, som skulle forsynes med mad, tøj, bolig, sundheds­pleje og arbejde. Bogen kom således også i høj grad til at handle om danskernes vanskeligheder ved at få de allierede magter til at modtage flygtningene i deres besættelseszoner og om besættelsesmagternes indbyrdes forhandlinger.

Også historien om flygtningenes integration i det vesttyske efterkrigssamfund viste sig at være

mere speget, og interessant, end jeg først havde tænkt. Kun de allerfærreste kom ”hjem”. De fleste kom til mere eller mindre fremmede egne, hvor de ofte var lige så uønskede, som de havde været det i Danmark.

5 Hvilken bog har inspireret dig mest i arbejdet med denne bog?

3 Der er ikke nogen bestemt anden bog, der har inspireret mig.

Min bog har en ret traditionel form. Den veksler mellem at fortælle om de store politiske, militære og diplomatiske begivenheder og beslutninger om nogle af de enkeltpersoner, hvis liv blev formet af dem.

J

Thomas Harder 3 3Født i 1959. Forfatter, oversætter og konferencetolk. Cand.mag. i italiensk og historie samt adjungeret professor ved CBS, handelshøjskolen i København. Vokset op i et tosproget hjem med dansk far og italiensk mor og har oversat en lang række bøger lige fra Umberto Eco til Salman Rushdie.

Har derudover skrevet bøger om Italien og Anden Verdenskrig. ”De uønskede – De tyske flygtninge i Danmark 1945-1949” er netop udkommet på forlaget Gyldendal.

EFTERÅRSBØGER DER LØFTER ÅNDEN Forundringen og selvforglemmelsen som tilgange til livet

En stærk roman om en jødisk skæbne i det 20. århundrede

Bodil Jørgensen og Mikkel Wold viser os veje tilbage til tilværelsens vidunderlighed

” … forfatteren har givet sin forfar en stemme, der ikke blot er troværdig; man har lyst til at høre dette menneske fortælle sin historie til ende.”

– Weekendavisen

42 | Efterårsbøger | Historie&Religion

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2020

Der går en lige linje fra Paulus til Harvey Weinstein-sagen ”Vi er i Vesten lige så omsluttet af kristen kultur, som en guldfisk er af vand,” siger den britiske historiker og bestsellerforfatter Tom Holland, der nu udgiver et stort værk om kristendommens historie på dansk

interview AF ANDERS ELLEBÆK MADSEN ellebaek@k.dk

Hvorfor tænker vi i Vesten, som vi gør? Det enorme spørgsmål satte den anerkendte britiske historiker Tom Holland sig for at undersøge, og resultatet blev en bog, der nu kommer på dansk under titlen ”Herredømme – da kristendommen skabte den vestlige bevidsthed”.

Hans hovedpointe er, at vi er så dybt neddyppet i kristendommen, at vi ikke kan se det. Vi indånder dagligt kristen kultur, ligesom naboerne til det lækkede atomkraftværk Tjernobyl indåndede radioaktivitet, forklarer han. ”De kunne hverken se eller smage det, men de tog stoffet til sig uden at bemærke det,” siger Tom Holland over en netforbindelse fra London.

Hans bog er fyldt med eksempler på den kristne histories betydning. Når vi taler om modernitet, tænker de færreste for eksempel på, at begrebet ”modernitas” blev formet af teologer i middelalderen. Når vi skriver et spørgsmålstegn på et stykke papir, gør de færreste sig klart, at det var 700-tallets munke, der indførte tegnet.

Selv det europæiske syn på

seksualitet kommer fra kristendommen, siger forfatteren, selvom mange tror, at de i 1960’erne overvandt en kristen seksualmoral. ”Paulus har ofte fået ry for at være lyseslukker, når det gælder seksualitet. Men man skal holde sig for øje, hvad det er for en kultur, han skriver sine bibelske breve ind i. Romerrigets seksualkultur var radikalt forskellig fra vores i dag. Sex handlede ikke om kærlighed, men om magt. Hvis husstandens fader var en fri borger, kunne han gøre, hvad han ville med både drenge og piger i huset, også seksuelt. Det var voldtægt set med vore dages øjne,” forklarer den belæste brite, der har lært oldgræsk ved selvstudier. ”Paulus’ omvæltning af det romerske syn på seksualitet er en af de mest succesfulde kampagner for nye seksualvaner i historien. Han siger i essensen til den mandlige husherre: Du kan ikke gøre, hvad der passer dig. Hvert menneske har en værdighed.

Hvis du vil have seksuelle relationer, så skal du respektere den værdighed. Det havde selvfølgelig en stor appel til mange i Romerriget. Og det er den tanke om den enkeltes værdighed, der har ført til tankerne om kvinders ret til selvbestemmelse og i sidste ende også til retten til fri abort,” siger Tom Holland.

Tom Hollands ”Herredømmet – da kristendommen skabte den vestlige bevidsthed” er udkommet på Kristeligt Dagblads Forlag.

I L L U ST R AT I O N : MO RT E N VO I G T

Den vægt på hvert menneskes værdighed og værdi, som kommer ind i verden med ”den kristne revolution”, får betydning på næsten alle områder, forklarer Tom Holland. ”Kristendommen leder over århundreder til den romantiske kærlighed, som vi kender den i dag, hvor man selv vælger part-

ner. Op gennem middelalderen lægger kirken i stigende grad vægt på ægteskabet som en frivillig handling, også selvom mange stadig bortgifter deres døtre,” siger han og smider så et stærkt britisk kort på bordet: ”’Romeo og Julie’ af William Shakespeare er det bedste eksempel på denne udvikling. Det

er en fejde mellem klaner om retten til at bestemme over ægteskabet. De elskende vil have hinanden, men de to fjendtlige familier forbyder det. I den strid siger kristendommen, at man har ret til selv at vælge partner. Og den tradition om selvbestemmelse i kærlighed ligger så dybt i vores kultur, at det den dag i dag er os

Efterårsbøger | Historie&Religion | 43

Lørdag 24. oktober 2020 Kristeligt Dagblad

Kristendommens aftryk

Tom Holland 3 3Født i 1968. Britisk historiker og forfatter til flere værker om den klassiske verden. Både perserne, grækerne og romerne har optaget ham, ligesom han har skrevet et værk om islams oprindelse. Har studeret på det ansete Queens’ College i Cambridge.

3 3Begrebet ”homoseksualitet” er særligt blevet udbredt gennem den katolske psykiater Richard von KrafftEbing, der i øvrigt arbejdede for at få homoseksualitet afkriminaliseret.

3 3Tom Holland er anglikansk opdraget, men mistede troen hen ad vejen og tog ”oplysningsmyten” til sig, som han kalder den udbredte tro på fornuften. Denne kom han dog også til at tvivle på.

3 3I 2016 var han nået frem til, at kristendom er hovedårsagen til, at vi i det store og hele tager for givet, at det er rigtigere at udsættes for lidelse end at udsætte andre for lidelse. ”Det er på grund af kristendommen, vi antager, at ethvert liv er lige meget værd. Når det gælder moral og etik, har jeg måttet erkende, at jeg ikke er græker eller romer, men helt igennem kristen og stolt af det”.

3 3Gift og har to døtre. Bor i London.

F oto: Charlie Hopkinson

imod, når en Harvey Weinstein prøver at træde den ret under fode ved at tvinge kvinder til sex.”

Tom Holland stopper ikke ved kærligheden. Den kristne revolution omlægger selve idéen om, hvad der er religion. Og den omlægger opfattelsen af, hvad der ikke er religion.

Det sekulære er i virkeligheden et

produkt af den kristne historie, skriver du i din bog. Hvordan går det til, at tro skaber sekulære rum? ”Tanken om det sekulære er kort sagt en konsekvens af plyndringen af Rom. Da kirkefaderen Augustin skulle svare bekymrede borgere på, hvordan Gud kunne tillade, at Rom blev erobret af ik-

ke-kristne, mindede han om, at Guds rige ikke var det samme som Romerriget. Jordiske stater kommer og går. De er på latin ’saecular’. Det betød, at noget varede lige så længe som et liv. Overfor stillede Augustin det evige, og det, der gav håb om det evige, som kirken. Derfra er der ikke langt til at opdele verden i religiøst og sekulært.”

Sekularisme er i din forståelse et udtryk for kristendom.”Kristendommen spredes både gennem konversion og gennem sekularisering,” citerer du en indisk historiker for. Kan du forklare det paradoks? ”Vi har med kolonialismen eksporteret vores religionsforståelse. I Indien var der ikke noget, der hed hinduisme, før europæerne fandt på ordet. Man havde simpelthen et samfund af hinduer. Så kom europæerne og sagde, at der var noget, der hed sekulært, og noget, der hed religion.

Det førte til ordet hinduisme, der skulle være hinduernes religion.

Men tanken om sekularisme var helt fremmed for Indien,” siger Tom Holland, der med sekularisme mener en adskillelse af religion og stat, som i hans optik har rødder tilbage til en strid mellem konge og pave i det 11. århundrede. ”Det er enestående, at Vestkirken fandt på den opdeling. Og det er håbløst at tro, at det er en neutral idé. Det er en kristen idé at opdele samfundet i sekulært og religiøst. Vestlige intellektuelle er tilbøjelige til at tro, at andre lande nok sekulariseres ligesom vores verdensdel, de skal bare have tid,” lyder hans parodi på den religionsblinde tankegang. ”Men efterhånden som Vesten taber politisk magt i verden, ta-

ber vi også ideologisk magt. Vi ser det allerede. Folk undrer sig over, at premierminister Narendra Modi i Indien er i gang med at hinduisere Indien. Men det kan også forklares sådan, at Modi nu reagerer på sekularismens kristne karakter, som blev påtvunget landet udefra. Noget lignende gælder Erdogan i Tyrkiet.

Bag hele balladen om Hagia Sofia ligger et opgør med den vestlige, sekulære samfundsmodel. Og det kan gå meget videre.”

Når du taler om det svage demokrati i lande som Indien og Tyrkiet, er det nærliggende at spørge, om demokrati trives særligt godt i kristne kulturer? ”Det er klart, at demokratiets rødder er i det antikke Grækenland. Og det var ikke kristent.

Men demokrati, som vi forstår det i dag, er noget særligt for den kristne verden. Forståelsen af, hvem der er folket, var meget forskellig i oldtiden. Folket var dengang et kollektiv af atheniensere, både døde og levende, og i folket indgik også guderne og sågar Athens jord. Men individualismen var der ikke. Kvinder kunne for eksempel ikke stemme. Sansen for individets værd har vi tilført. Grundlæggende fordi vores demokrati er blevet kristnet.”

Tom Hollands bog slutter på en optimistisk tone. Selvom kirker lukkes i Vesten, står kristendommens standarder stadig stærkt i dag, og det er stadig de standarder, vi dømmer os selv på, skriver han. I det lys skal det også ses, at MeToobevægelsen er opstået netop i den vestlige verden, hvor menneskets værdighed vejer tungt.

Er der virkelig belæg for den opti-

misme, du lægger for dagen? Eller med andre ord: Kan kristen kultur leve videre, hvis der bliver færre praktiserende? ”Det er et åbent spørgsmål, om kristendommen kan blive ved med at påvirke vores samfund.

Hvis kristendommen er det vand, vi svømmer rundt i, må man også som fisk bekymres, hvis der ikke er mere vand i bowlen. Så min bog er også et kald til ydmyghed over for den kulturarv, vi står med,” siger Tom Holland og giver så et eksempel på sekularisering i 2020. ”På det seneste har jeg bemærket afkristningen i Black Lives Matter-bevægelsen. Når man sammenligner den med borgerrettighedsbevægelsen i 1960’ernes USA, er forskellen slående.

Martin Luther King og de andre borgerrettighedsforkæmpere trak på udvandringen fra Egypten: Israelitterne vandrede mod frihed og det forjættede land.

Den undertrykte havde ret til et forjættet land. Men det gør Black Lives Matter ikke. For 50 år siden havde man en fælles arv at tale ud fra i Bibelen. I dag er den der ikke. Og derfor bliver bevægelsen mere splittende,” siger Tom Holland.

Fremtiden står åben, siger han, men det trækker den gale vej, at de kristne fortællinger ikke overleveres bedre i vor tid. ”I dag går folk ikke i kirke. Men de kender heller ikke historierne.

Intellektuelle undervurderer den magt, der ligger i at fortælle historier, og det gælder ikke mindst kristendommens fortællinger. Ingen historier har nogensinde vist så stort potentiale for at ændre verden som Bibelens fortællinger.”

J

3 3Menneskerettigheder har rødder i katolsk tænkning om naturrettigheder. Da dominikanerpræsten Bartolomé de las Casa argumenterede for de indfødtes rettigheder i den nye verden i 1500-tallet, støttede han sig til idéen om universelle rettigheder til ethvert menneske.

3 3”Reformatio” var det ord, pave Gregor VII brugte om den fornyelsesproces, han ønskede i det 11. århundrede i kirken. Siden blev det brugt af mange andre reformivrige katolikker, før Martin Luther blev det navn, de fleste forbinder med ordet reformation.

3 3Gud nævnes i den amerikanske forfatning, der ikke har problemer med at kombinere kristendom og menneskerettigheder i modsætning til den franske tradition for at adskille de to.

KILDE: HERREDØMMET – DA KRISTENDOMMEN SKABTE DEN VESTLIGE BEVIDSTHED.

44 | Efterårsbøger | Historie&Religion

Kvinder spiller en overset hovedrolle i Bibelen Bibelen vrimler med kvinder, der har ændret historiens gang. Det er på tide at sætte mere fokus på dem, mener den norske forfatter Alf Kjetil Walgermo, der er aktuel med bogen ”Bibelens kvinder”

interview AF DANIEL ØHRSTRØM ohrstrom@k.dk

Bag enhver stor mand står en kvinde, siger man(d). Ofte er det kvinderne, der er de stærke. Og selvom Bibelens kvinder længe har stået i skyggen af mænd, er det ikke mindst kvinder, der har formet (bibel)historien på godt og ondt, mener den norske forfatter, Alf Kjetil Walgermo, der er manden bag ”Bibelens kvinder”, der netop er udkommet på norsk med undertitlen ”Historiene som forma verda” (Historierne som formede verden). Og den historie kan sagtens skrives af en mand, mener han. ”Kvindekamp bør ikke kun udføres af kvinder, og Bibelens kvinder er så spændende et emne, at jeg som mand ønsker at løfte det frem. Ved at koncentrere sig om kvinderne får man fortalt bibelhistorien på en helt ny måde,” siger Alf Kjetil Walgermo, der tidligere har udgivet en populær bibelguide i Norge.

Men som barn tænkte han ikke engang over, at hans mor, Ester, havde et bibelsk navn efter den persiske dronning, som reddede sit eget jødiske folk ved at invitere kongen på en strategisk middag, ligesom den bibelske dronning gav navn til Esters Bog i Det Gamle Testamente.

Men det er mænd, der har lagt navn og pen til de fleste andre bøger i bøgernes bog. Og det er måske forklaringen på, at de også har givet mændene helterollerne, mener Alf Kjetil Walgermo. Og da han selv gik i søndagsskole, var det kun med til at give ham et kønsstereotypt billede at Bibelens kvinder, når drengene og pigerne dengang skulle skiftes til at rejse sig op, mens de sang: ”Jeg vil ligne Daniel,/og jeg vil ligne Rut. /For Rut hun var så god og sand/ og Daniel var en modig mand!”.

I dag griner den bibelstærke norske forfatter højt i telefonen

af den gamle søndagsskolesang: ”Den gode, søde Ruth, der som en svigermors drøm tager sig kærligt af sin svigermor Noomi, har nok været et forbillede for mange kristne kvinder.

Men da jeg gik i søndagsskole glemte man nok lige, at Bibelen også fortæller om modige og endda voldelige kvinder som Jael, der stak en hærfører ihjel med en teltpløk gennem tindingen. Eller den kvindelige dommer og hærfører Debora, der med stor brutalitet førte israelitterne til store sejre. Der findes i det hele taget alle slags kvinder i Bibelen. Nogle stifter fred, og andre forlanger for eksempel Johannes Døbers hoved på et fad.

Men tit er det faktisk kvinderne, der driver fortællingen frem,” siger han og tilføjer: ”Det er jo også Eva, der er først ved Kundskabens Træ, ligesom det er kvinder, der er først ved Jesu grav påskemorgen og på den måde bliver de første vidner til Jesu opstandelse. Det er det store i Det Nye Testamente. Dengang tillagde man ikke kvinders vidneudsagn ret meget rent retsligt, så hvis man ville have folk til at tro på opstandelsen, var det egentlig en dårlig i dag at bruge kvinder som vidner. Men det er altså Maria Magdalena, der nævnes som den første ved graven i evangelierne. Og det var til gengæld først i 500-tallet, at man begyndte at forbinde hende med den prostituerede kvinde, der vasker Jesu fødder med sit hår. For der står ikke noget i Det Nye Testamente om, at hun skulle være prostitueret, som ellers er en udbredt opfattelse i populærkultur fra ’Jesus Christ Superstar’ til Scorseses ’Den sidste fristelse’. Gennem tiden har der også været spekuleret i, om hun mon var Jesu kæreste. I det gnostiske evangelium Filips Evangelium står der både, at hun var den discipel, Jesus elskede mest, og også at han kyssede hende på munden. Og det har givet næring til spekulationer, som Dan Brown jo dyrkere-

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2020

3 Jael er en af de mindre kendte kvindelige bibelskikkelser.

Men her er hun malet, klar til at dræbe fjendens hærfører med en teltpløk, på Salomon de Brays værk ”Jael, Debora og Barak” (1635). Debora var kvindelig dommer, mens Barak var deres egen lidt frygtsomme mandlige hærfører.

– Foto: Ruben de Heer/(c) Museum Catharijneconvent, Utrecht.

de i ’Da Vinci Mysteriet’. Men der ikke meget bibelsk belæg for det,” siger Alf Kjetil Walgermo.

Alf Kjetil Walgermo 3 Født i 1977.

Norsk forfatter, journalist og litteraturkritiker og tidligere kulturredaktør på dagbladet Vårt Land.

Han er forfatter til flere kritikerroste bøger, blandt andet en guide til Bibelen. ”Bibelens kvinner” er netop udkommet på det norske forlag Samlaget.

En anden bibelsk kvindeskikkelse, som har lidt af eftertidens fortolkninger, er Marta, mener han: ”Mange forbinder Marta fra fortællingen om Marta og Maria, hvor Marta irettesættes af Jesus, fordi hun går og slider i det i køkkenet i stedet for at vælge ’den gode del’ som Maria, der sidder og lytter til Jesus. Men Marta var en af Jesu nærmeste venner. Og da Jesus opvækker Lazarus fra de døde, er det faktisk Marta, der er den centrale person, som siger til Jesus, at hun ved, at han er Guds søn – præcis som Peter gør det. Og det er jo den bekendelse, der får Jesus til at sige til Peter, at han er den klippe, hvorpå Jesus vil bygge sin kirke. Så med lidt kontrafaktisk historieskrivning kunne Marta være blevet den første pave. Og så ville historien jo have set helt anderledes ud.”

Når såkaldte sorte præster tidligere ikke har villet give kvindelige præster hånden, bygger det også på fejlfortolkninger af Bibelen, mener Alf Kjetil Walgermo og peger på, at kvinden Priska for eksempel er kirkeplanter i Det Nye Testamente. ”Det konservative kvindesyn bygger som regel på fejlfortolkninger. Når Paulus for eksempel skriver, at kvinder skal tie i forsamlinger, hentyder det sandsynligvis til en konkret situation, hvor nogle kvinder var for snakkesalige i kirken. Og den fejlfortolkning går helt tilbage til

Stærke kvinder i Bibelen 3 Eva – den første kvinde og initiativtager til syndefaldet.

3 Rebekka – patriarken Isaks kone og idékvinde bag sønnen Jakob velsignelseskup.

3 Jael – kvinde, der i Dommerbogen slår fjendens h ­ ærfører ihjel med en teltpløk gennem hovedet.

3 Debrora – kvindelig dommer og hærfører i Dommerbogen.

3 Hulda – profetinde med vigtig rolle i kanoniseringen af Moseloven.

3 Ruth – trofast svigerdatter, som forsørger sin svigermor Noomi ved at samle kornaks.

3 Ester – persisk dronning som redder sit jødiske folk.

3 Jomfru Maria – Jesu mor.

3 Maria og Marta – Jesu nære venner.

3 Maria Magdalena – kvindelig discipel og blandt de første ved Jesu grav.

3 Lydia – dygtig forretningskvinde i Det Nye Testamente.

3 Priska – kirkeplanter i Det Nye Testamente.

Adam og Eva. For på samme måde kan man fortolke Guds straf til Eva, der skulle underordne sig sin mand som en konkret situation, som ikke nødvendigvis gælder for alle kvinder. Der findes jo mange forskellige bibelfortolkninger. For eksempel findes der også en alternativ fortolkning, der er udbredt blandt lesbiske, af fortællingen om Ruth og Noomi, så historien me-

re kommer til at handle om et kærlighedsforhold mellem to kvinder. Jeg går ikke lige dybt ind i alle fortolkninger, men med bogen ønsker jeg at synliggøre fortællingerne om kvinder i bibelteksten og i billedkunst, litteratur, film og musik. For Bibelen er fuld af modige, kloge og kreative kvinder, som jeg synes har fået alt for lidt opmærksomJ hed.”

Anmelderroste romaner til dit efterår

“En forrygende, overrumplende og meningsfuld fortælling.”

- berlingske tidende

“En gave til den første generation, der rigtigt har sat spørgsmålstegn ved, om det at skabe en kernefamilie er meningen med livet.”

- berlingske tidende

- kristeligt dagblad “Romanens sprog lever op til titlen: Det er totalt punk.”

- weekendavisen

“En exceptionel litterær oplevelse. Når man er færdig med at læse, så lirker man den forsigtigt på plads i den private samling.

Som en mageløs sommerfugl fra et land langt, langt borte.”

- weekendavisen

46 | Efterårsbøger | Krimier

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2020

Forbrydelser og hævn tilsat tatoveringer og blomster på Samsø Sissel-Jo Gazans nye roman, Hvide blomster, hører til den slags, man ikke ønsker får en ende

anmeldelse

seks stjerner AF MIE PETERSEN mie@k.dk

Det sker indimellem, at man sidder med en roman i hænderne, som man egentlig ikke har lyst til skal ende. Nogle gang kan man gå så vidt, at man doserer læsningen, fordi man er så godt underholdt og så optaget af historien, at man egentlig ikke ønsker, at den skal slutte.

Sådan havde denne skribent det med Sissel-Jo Gazans nyeste roman, ”Hvide blomster”. Det er for snævert at sætte romanen i bås som ”krimi”, selvom den også indeholder de elementer, der

kendetegner den genre: plot, forbrydelser og opklaring. Men ”Hvide blomster” indeholder så meget andet, at det er mere korrekt at sige, at det er en roman om forbrydelse og hævn, om tatoveringer og blomster og om pigeliv, venskaber og familieliv.

Historien udspiller sig på Samsø, hvor de to kusiner Jenny og Tessa vokser op i 1990’erne. Det er Jenny, der fortæller historien, og alt, hvad der sker, opleves og fortolkes gennem hendes øjne.

Jenny er en klog og intelligent pige, der lever sammen med sin mor Kisser, der ernærer sig som tatovør på øen. Kusinen Tessa er som udgangspunkt dårligere stillet. Hendes mor er misbruger, og hendes far, der også er

Jennys onkel, er næsten lige så ustabil. Men de to kusiner har hinanden, og deres venskab er ubrydeligt.

Da en ung kvinde forsvinder, og politiet kommer ind i sagen, hvirvles de to kusiner ind i et dramatisk forløb, som de voksne forsøger at beskytte dem mod. Men Jenny især er god til at lægge to og to sammen, og endnu en gang skal det vise sig, at børn ofte ved meget mere, end de voksne tror.

Jenny og Tessa er klar over, at noget er ravruskende galt på øen, og da Tessa samtidig begynder at opføre sig virkelig mærkeligt og anderledes, bliver Jenny først for alvor urolig.

Endnu nogle dramatiske begivenheder, som begge piger kom-

Sissel-Jo Gazan: Hvide blomster.

Politikens forlag. 506 sider.

239 kroner.

Mordmysterier i den pæne forstad Svenske Sofie Sarenbrants nye kimi sætter fokus på forholdet mellem forældre og teenagere i et pænt forstadskvarter

anmeldelse

fem stjerner AF MIE PETERSEN mie@k.dk

Danske læsere er lige så glade for svenske krimier som for danske, og gode svenske krimier gør sig altid godt i Danmark.

Traditionen med svenske krimier er lang, vi behøver blot at nævne navne som Sjöwall og Wahlöö med deres Martin Beckbøger, der nåede herostratisk berømmelse via tv-serien, Wallander-krimierne af Henning Mankell, der også har gjort sig formidabelt som tv-serie og – helt tilbage – Christer Wijk-bøgerne af Maria Lang, der, år efter de udkom, ”genopstod” som tvserie.

Men siden da er der kommet mange nye og unge navne til. En af dem er Sofie Sarenbrant, der har politiefterforskeren Emma Sköld i hovedrollen som den gennemgående figur. Nu er den ottende i serien med titlen ”Mytomanen” udkommet på dansk.

Handlingen udspiller sig i Stockholm forstaden Bromma – et pænt overklassekvarter, hvor børnene går i mærketøj, og hvor biler af mærket Tesla holder parkeret uden for villaerne. Så meget desto mere chokerende er det for bydelen, da den 12-årige Felix findes myrdet på en sti, der ellers mest bruges af motionister. Drengen har været udsat

for ekstrem vold, og i første omgang mistænker politiet en gruppe af drenge fra et andet Stockholm-område, der er kendt for tidligere klammerier med drengegruppen fra Bromma.

Emma Sköld og hendes kolleger i efterforskningsafdelingen går i gang med arbejdet, men må snart sande, at tavshedskulturen også er en del af det pæne liv i Bromma.

Ingen har hørt noget, ingen har set noget, og også de drenge, Felix hang ud med, er bemærkelsesværdige tavse.

Derfor kaster politiet sig i første omgang over gymnastiklæreren som mistænkt. Men også andre voksne mænd kommer i søgelyset, selvom det efterhånden går op for Emma Sköld, at denne sags opklaring måske i højere grad skal findes blandt de unge frem for blandt de voksne.

Selvom enhver forælder vil gøre næsten alt for at beskytte sit barn, selvom dette barn i dag er teenager og burde kende forskellen på godt og ondt, så er der en grænse.

Men for en voksen med udprægede mytomane træk, hvor løgnene bruges som redskaber til at skabe et idylliseret billede af en virkelighed, der kun eksisterer i den syge persons hovedet, er det i dette tilfælde kun muligt at dække over sandheden med nye løgne frem for at se den i øjnene og gribe ind.

Da først de unge og nogle af de

voksne begynder at åbne lidt op over for politiet, er det næsten for sent. Endnu en teenager fra den samme gruppe af drenge i Bromma findes myrdet, og Emma Sköld får sin værste mistanke bekræftet.

En god krimi skal ikke kun være befolket med nogle interessante personligheder, den skal selvfølgelig også være spændende. ”Mytomanen” er spændende.

Når man næsten ikke kan slippe bogen, før man har læst til det sidste punktum, så har forfatteren bestået. Og det har Sofie Sarenbrant, der i øvrigt da også blev kåret som årets krimiforfatter i nabolandet i 2019.

Hovedpersonen i Sarenbrants krimier er enlig mor til to små piger. Hun kæmper som alle kvinder i den situationen konstant med sin dårlige samvittighed, men hun er samtidig en af de få kvinder i krimilitteraturen, der lever sine ambitioner ud, og heldigvis er der en far til børnene, der på bedste svensk ligestillingsmanér stiller op og er der for dem, hver eneste gang Emma Sköld sætter arbejdet forrest.

Der sker virkelig noget med karakteren Emma Sköld gennem de nu otte krimier, og forfatteren Sofie Sarenbrant er godt i gang med at skabe en så stærk og interessant personlighed, at det vel kun er et spørgsmål om tid, før vi ser Emma Sköld forvandlet til hovedperson i en tv-serie.

J

mer til at spille afgørende roller i, følger, efterhånden som historien breder sig ud.

For selvom forbrydelserne og især hævnen er omdrejningspunktet i ”Hvide blomster”, så er der som nævnt så meget andet. For eksempel en varm og kærlig beskrivelse af den familie, som de to kusiner deler. Jennys mor, Kisser, er tvillingesøster til Tessas far, onkel Jimmy, der igen er børn af bedstefar Palle, der driver en berømt tatooforretning i Aarhus.

Således kommer tatoveringer, både den tekniske og den kulturhistoriske del, til at fylde meget, og det er lærerig og interessant læsning, som kun kan være resultatet af en omfattende research.

Det samme gælder den floraen på øen. Jennys store interesse er botanik, især den på Samsø.

Hun cykler øen rundt for at indsamle planter, identificere og registrere dem og lægge dem i pres. Hendes forbillede er bedstefaren i familien, der også var en kendt botaniker med smag for især de giftige planter. Bogens titel refererer til sætningen om, at ikke alle hvide blomster er giftige, men dem, der er giftige, er hvide.

Man bliver i godt humør af at læse ”Hvide blomster”, og det er svært at tage afsked med den ”skøre”, men også empatiske og kærlige familie, der er villige til at gå over grænsen for at søge retfærdighed for forbydelser J mod børn.

Strike på sporet 40 år efter Sofie Sarenbrant: Mytomanen.

People’sPress.

416 sider. 180 kroner.

2

Spændende krimi fra Robert Galbraith

anmeldelse

fem stjerner AF MIE PETERSEN mie@k.dk

Robert Galbraith (pseudonym for J.K. Rowling): Ustyrligt blod.

Gyldendal. 951 sider. 260 kroner.

3

Det er selvfølgelig ikke overaskende, at den hjerne, der udtænkte og skrev de magiske Harry Potter-bøger, som både børn voksne verden over elsker, besidder et eminent fortællergen.

Men at hun også forstår at gøre sig gældende i den klassiske krimi-genre stod ikke skrevet nogen steder, da J.K. Rowling under pseudonymet Robert Galbraith i 2013 udsendte sin første krimi med privatdetektiv og tidligere krigsveteran Cormoran Strike i hovedrollen. Men J.K. Rowling, der havde afsluttet Harry Potter-serien, skulle nærmest overgå sig selv endnu engang, for Cormoran Strike-krimierne er fremragende, og nu foreligger nummer fem i serien med titlen ”Ustyrligt blod” i en dansk oversættelse.

Tidligt i serien blev læserne præseneteret for Robin Ellacott, der egentlig blev ansat som Strikes sekretær, men som hen ad vejen er blevet partner i hans detektivfirma, og nu arbejder de to på lige fod og har endnu et par andre freelancedetektiver og en ny sekretær knyttet til virksomheden. De har også løst et par spektakulære sager, som har fået stor offentlig omtale, men da de siger ja til en opgave, der går ud på at finde en kvinde, der sporløst forsvandt for 40 år si-

den, føler især Robin, at firmaet har vovet sig lige lovlig langt ud på den tynde is.

Men for Cormoran Strike er det en udfordring, han simpelthen ikke kan opgive, selvom han flere gange undervejs er lige ved.

Den forsvundne Margot Bamborough var læge i en londonsk praksis. En sen eftermiddag for 40 år siden sagde hun farvel til klinikkens rengøringsdame og forlod stedet for at spadsere til en pub rundt om hjørnet, hvor hun havde en aftale med en veninde. Siden døren smækkede i efter hende på klinikken, har ingen set hende. I dag, 40 år efter, har den forsvundne læges voksne datter hyret Strik&Co for endelig at få løst gåden om sin forsvundne mor.

Cormoran og Robin skal derfor på en rejse tilbage i tiden og støve alle de mennesker op, der blev afhørt af politiet, uden at det dengang førte til noget. Det er et kæmpe arbejde at finde folk igen så mange år efter, og nogle er da også døde i mellemtiden, og andre har nærmest glemt hele sagen. Men der er stadigvæk vidner tilbage: kolleger, lægesekretærer, venner og patienter, især dem, der besøgte klinikken den dag, lægen forsvandt. Og også vidner, der stadig kan huske tilbage til dengang. Men skridt for skridt kommer de to detektiver tættere og tættere på, mens man som læser næsten ikke kan klare spændingen gennem de næsten 1000 siJ der.

drømme bevæge mærke elske søge leve tro se

PUNK

– A REBEL NEVER DIES PRÆSENTERES I SAMARBEJDE MED BLACK BOX DANCE COMPANY

SCALA 28. - 29. OKT

KONG LEAR SHAKESPEARES EKSPLOSIVE TRAGEDIE OM MAGT, KÆRLIGHED OG VANVID

STORE SCENE FRA 11. FEB

KÆRLIGHEDENS FORRYKTE FORMER TO DRAMATISERINGER AF MESTEREN STEFAN ZWEIGS PIRRENDE NOVELLER PRÆSENTERES I SAMARBEJDE MED DEN DANSKE SCENEKUNSTSKOLE

STIKLINGEN FRA 6. NOV

VITA DANICA

ET JULEEVENTYR

NYSKABT DANSEFORESTILLING MED MUSIK AF PERNILLE ROSENDAHL PRÆSENTERES I SAMARBEJDE MED BLACK BOX DANCE COMPANY

DICKENS VIDUNDERLIGE FAMILIEKLASSIKER TÆNDER JULELYS I ALLE SMÅ OG STORE HJERTER. FRA 6 ÅR.

SCALA FRA 8. JAN

STORE SCENE FRA 5. NOV

RABAT

Vælg min. 3 forskellige forestillinger på Store Scene og Scala og få 50 kr. i rabat pr. billet, du køber.

Køb sæsonkort og få 10% på billetterne

Læs mere og køb billet på aarhusteater.dk Billetpris 80 – 490 kr.

48 | Eterårsbøger | Krimier

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2020

mtidens familie og arbejdsmarKissinger Humor som medicin lever af tillid, men mistilliden okser Historien om det hele Da kvinder fik valgret I Katrine Engbergs nye krimi, ”Isola”, skal løsningen findes i fortiden stendom - virus eller medicin anmeldelse flygtningelejr til viceborgmester 4 stjerner ofet for en ny tid Kirkekunst i erspektiv Højskolesangbogen Herman Bang for begyndere ad er det du siger Inga Binga -

Bornholm i centrum for makaber mordsag AF MIE PETERSEN

mie@k.dk

Foredrag der gør dig klogere på livet

Katrine Engberg hører til i toppen af dansk krimilitteratur. Lige nu er hun aktuel med sin femte krimi, titlen er ”Isola”, og den bærer de samme kendetegn som de tidligere fra forfatteren: gode person- og egnsbeskrivelser, et godt plot, en spændende historie, og sprogligt er den stilsikker og velskrevet, men dog også præget af lovlig lange tomgangspassager, man godt kunne have undværet. ”Isola” byder på et gensyn med Engbergs faste rolleindehavere: Jeppe Kørner og Anette Werner, begge politiefterforskere, og Esther de Laurenti, der er ved at skrive en biografi om den kvindelige, nu afdøde, danske antropolog Margrethe Dybris. Jeppe har søgt orlov fra politiet i København og er draget i eksil til Bornholm, hvor han har fået fast job som skovarbejder. Imens står Annette, hans kollega, tilbage med en

mordsag i hovedstaden. Jeppe er dog ikke helt alene på klippeøen. Hans gode veninde, den noget ældre Esther, har fået lov til at slå sig ned i Margrethe Dybris’ hus i Bølshavn på Bornholm. Den verdenskendte afdøde antropologs to børn har venligst lånt huset til Esther og også givet hende lov til at læse moderens efterladte breve.

Imens volder mordsagen i København problemer. Et makabert ligfund ved legepladsen i Øster Anlæg presser afdelingen for personfarlig kriminalitet. Det er i første omgang ikke muligt at identificere afdøde, men blandt andet via kufferten, hvori den ene halvdel af det oversavede lig blev fundet, fører sporet efterhånden til Bornholm, og efterforsker Anette Werner drager af sted til Rønne.

Selvom kollega Jeppe er på orlov, drages han hurtigt ind i sagen. I første omgang handler det om at få slået fast med sikkerhed, hvem den afdøde er. Og det skal vise sig at være lidt vanskeligere end først antaget. Sideløbende med denne del af historien og

Kennedys danske kærlighed andbolivet blev en by i rusland Kort orier om Jensen Fremtidens fa-om nye krimier milie og arbejdsmarked AF MIE PETERSEN

mie@k.dk

foredragslisten.dk

En digters død på Nørrebro

I Torben Munksgaards krimi ”Digterens død” omkommer digteren Pelle Martin Nordborg en sen regnfuld aften efter et fald fra et vindue i sin lejlighed på Nørrebro i København. Politiet afslutter sagen som selvmord, men godt et år efter er Pelles ven Simon stadig ikke overbevist om, at Pelle tog sit eget liv. Heller ikke selv om gerningsstedet var aflåst, og et mord i lejlighedens lukkede rum derfor synes umuligt.

Men Simon beslutter sig for at grave dybt for at finde svar, og jagten sender ham på cykel gennem det københavnske brokvarter og omliggende forstæder efter vidner og andre, der måske ved noget.

Undervejs stifter han bekendtskab med den bramfrie caféejer Jonna, som også kendte digteren, og som heller ikke tror på selvmordsteorien. Så nu er de to, der jager en ukendt morder, og det kan

issinger Højskolesangbogen mtidens familie og arbejdsmarKissinger Humor som medicin lever af tillid, men mistilliden okser Historien om det hele Da kvinder fik valgret stendom - virus eller medicin flygtningelejr til viceborgmester ofet for en ny tid Kirkekunst i

være en farlig vej at følge.

Torben Munksgaard har skrevet flere skønlitterære romaner og et par digtsamlinger, og Digterens død er hans debut som krimiforfatter. Det er en debut, han slipper ganske glimrende fra, og derfor er der grund til at se frem til næste roman i Traum-trilogien. Café Traum er den café, som Jonna ejer, og som vennen Simon kommer til at bruge som base i jagten på morJ deren.

Torben Munksgaard: Digterens død. Modtryk. 441 sider. 210 kroner.

Et net af løgne og en grusom forbrydelse Guillaume Musso er en af Frankrigs mest populære spændingsforfattere, og med bøger som Central Park, Pigen fra Brooklyn og andre, har han også fået et stort internationalt publikum. Med hans nyeste ”Øens hemmelighed” bliver man som læser fanget ind i en utrolig nervepirrende roman.

Den aspirerende forfatter

0 Katrine Engberg er aktuel med sin femte krimi, Isola.

– Foto: Ritzau Scanpix.

andet politiarbejde studerer Esther de Laurenti breve i det gamle hus i Bølshavn.

Det skal vise sig, at der er en sammenhæng mellem den aktuelle mordsag og det liv og de problemer, som den afdøde antropolog skriver om i sine efterladte breve.

Her fortæller den enlige akademikermor til to om den opsigt, hun vækker i lokalsamfundet, da hun vælger at flytte fra hovedstaden til Bornholm, hun beretter om den rige familie med den

Raphaël Bataille ankommer til øen Beaumont ud for den franske middelhavskyst for at opsøge den tidligere bestsellerforfatter Nathan Fawkes, der har isoleret sig fuldstændig efter han pludselig stoppede med at skrive tyve år tidligere. Bataille er fast besluttet på at finde ud af, hvorfor han har trukket sig tilbage fra offentlighedens søgelys. Hvad gemmer han og hans fortid på af hemmeligheder? Journalisten Mathilde Monney er også dukket op på øen. Hun er ligeså interesseret i Fawkes hemmeligheder, men af helt andre grunde. På samme tid bliver liget af en kvinde fundet på stranden og øen lukkes ned i jagten på gerningsmanden.

Langsomt afsløres et net af løgne og hemmeligheder – og en grusom forbrydelse.

Men hvem kan man stole på?

J Hvem taler sandt?

Guillaume Musso: Øens hemmelighed. Lindhardt&Ringhof.

Oversat af Victoria Westzynthius. 272 sider. 250 kroner.

Vinterild i Skåne

Med Vinterild har vi fået den tredje i svenske Anders de la Mottes Skånekvartet, som han kalder serien. De la Motte bor selv i Skåne, og han

magtfulde patriark i spidsen, om den underkuede hustru og om mere eller mindre ødelagte børn med ar for livet, og efterhånden som historien skrider frem, knyttes fortidens synder sammen med nutidens.

Det er altså i høj grad fortidens synder, der danner grundlag for den nutidige forbrydelse, og der er mange lag at holde styr på, efterhånden som historien breder sig ud.

Men alt i alt er man godt underholdt, og igen bemærker man den omfattende research, der som et solidt fundament bærer historien. J

Katrine Engberg: Isola. Alpha.

355 sider.

225 kroner.

skriver om et Udkantssverige, som kun de færreste danskere kender. Romanen tager udgangspunkt i Lucianat i 1987 hvor Laura Aulin kom slemt til skade i en brand i en hytteby i de skånske skove. Hendes veninde omkom i flammerne, og hele Lauras liv har siden været mærket af tragedien. Tredive år efter ulykken arver Laura den nu forfaldne hytteby fra sin faster, og hun må tilbage til egnen, som hun ikke har besøgt siden den fatale brand. Det bliver hurtigt klart, at stemningen i området er fjendtlig. Alle vogter på alle. Hun begynder at forstå, at hendes faster var på sporet af noget før sin død. Noget der havde at gøre med luciabranden. Sensommerjagt, Efterårssorg og nu Vinterild – så venter vi kun på forårs-delen, og hvis den er lige så god og spændende som de tre første, så er den J også værd at vente på.

Anders de la Motte: Vinterild.

Oversat af Louise Urth Olsen.

Modtryk. 445 sider. 220 kroner.

Efterårets bedste læseoplevelser Årets mest ventede kriminalroman En gammel brevveksling, et nyt venskab, en by, en halv krop og en hel ø bringer Jeppe, Esther og Anette på sporet af en anden tid og tættere på hinanden.

”Katrine Engberg er altid garant for en spændende krimi.“ – Femina

”Engberg forstår til fulde at holde læseren på pinebænken, lige til det hele falder på plads i en vild finale.“ – Jydske Vestkysten

Rørende og vigtig ungdomsroman ”Bogen er skrevet vidunderligt sandfærdigt, og Newsha springer næsten ud af siderne.” – Mit lille bibliotek ”En virkelig god og anbefalelsesværdig bog, som sætter fokus på nogle ting, som er svære at forestille sig, når man som mig er 13 år, har gode veninder, forældre med en indtægt og ikke mindst min egen telefon.” – Agnes, 13 år/Bogfinken

Årets amerikanske læseoplevelse ”Hjerteskærende ... højst anbefalelsesværdig og meget velskrevet.” – Femina ”En gribende fortælling.” – KulturXpressen ”En rørende og rystende fortælling.”

– Litteratursiden.dk ”Årets mest omtalte bog. Underholdende og umådelig spændende.” – Politiken

Fantasy og Danmarkshistorie Første forrygende roman i den nye danske fantasyserie, Ildfuglen, hvor fem søskende fra den yderste kant af Danmark involveres i opklaringen af Danmarkshistoriens måske mest berømte kongemord, mordet på Erik Klipping i 1286. ”En rigtig spændende fantasyroman, som du får svært ved at lægge fra dig, og hvor du helt sikkert ville ønske at næste bind allerede var trykt.”

– Dansk Bibliotekscenter

50 | Efterårsbøger | Børnelitteratur

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2020

Biografier i børnehøjde skaber dannelsesidealer for de yngste I børnelitteraturens verden vinder nonfiktion og illustrerede biografier frem. ”Tendensen er enormt stærk lige i øjeblikket. Det handler om dannelsesidealer og at vise børn, hvad det vil sige at leve et eksemplarisk liv,” siger forsker i børnelitteratur

for børn AF LIV HØYBYE JEPPESEN hoybye@k.dk

Tove Ditlevsens opvækst på Vesterbro i København bliver gengivet i illustrator og forfatter Line Jensens naivistiske streg.

Man ser Tove Ditlevsens barneskikkelse i familiens trange lejlighed. Man ser hende i skole og følger den spirende digter på barndommens gade.

I går udkom børnebogen og biografien ”Tove – en lille digter” på forlaget Grønningen 1.

Det er forlagets anden bog i rækken om bemærkelsesværdige danskere – den første omhandlede dronning Margrethes barndom og hed ”Margrethe – en lille dronning” og udkom for et år siden.

Bøgerne ligger sig i strømmen af illustrerede fagbøger og biografier til børn, som i disse år er særligt populære. Forlægger ved Grønningen 1 Marianne Kiertzner fremhæver bogen ”Godnathistorier til rebelske piger” som et af startskuddene til den nylige bølge af biografier.

Også den internationale serie ”Små mennesker, store drømme” med personligheder som Frida Kahlo, Stephen Hawkings, Astrid Lindgren og Rosa Parks har stor gennemslagskraft og har inspireret forlaget til at udgive biografier i børnehøjde, siger Marianne Kiertzner: ”Nonfiktion bliver større og større inden for børnelitteraturen. Det er en tendens, vi også kan se i udlandet. Jeg tror, at mange forældre synes, at deres børns kulturforbrug stikker i mange retninger. Der er forskellige platforme med generisk indhold, og forældre tørster efter kurateret viden til deres børn.

Og det kan de formidle gennem disse bøger. Eksempelvis om Tove Ditlevsens barndom, som giver et indblik i, hvordan verden har ændret sig radikalt, blandt andet i forhold til, at piger ikke havde de samme rettigheder som drenge.”

Et andet eksempel fra nutidens kvindekamp er den pakistanske Malala Yousafzai, hvis fortælling blandt andet indgår i børnebiografisamlingen ”Vi ændrer verden – 30 historier om modige børn”, der udkom i foråret. Professor og forsker i børnelitteratur ved Aarhus Universitet Nina Christensen ser en klar tendens i den nonfiktive børnelitteratur: ”Det bemærkelsesværdige ved disse udgivelser er, at det er børnekarakteren, der er i centrum.

Det er nyt, at børn fylder så meget i biografier, der er henvendt til børn,” fastslår forskeren og fortsætter:

Illustrerede biografier til børn 3 ”Godnathistorier for rebelske piger” af Elena Favilli, udgivet på People’s Press i 2017.

3 Serien ”Små mennesker, store drømme” med 16 titler i alt af spanske Maria Isabel Sanchez Vegara.

Oversættelserne udkommer løbende på Forlaget Albert.

3 ”Vi ændrer verden – 30 historier om modige børn” – af Jakob Brodersen og Pernille Engsig Eskildsen. Bogen udkom i foråret 2020.

3 ”Spillemand – Kim Larsen” og ”Fuld af liv – Natasja” udgivet på Gads Børnebøger i 2020.

3 ”Margrethe – en lille dronning” udgivet på Forlaget Grønningen 1 i 2019.

”Børnelitteraturen handler også om, hvad man vil danne til – hvilke dannelsesidealer, der ligger bag historierne. Gennem de aktuelle biografier danner man barnet til, at det kan være med til at forandre verden. Det kan man sige er positivt, men det er også tankevækkende. Der ligger et valg for den voksne i at sige at klimaet – ’det er jer børn, der bærer faklen’. Ligeså med eksemplet med Malala som bannerfører for kvinder og pigers rettigheder. Barnet som ideal for både voksne og børn er en ny tendens, der optager mig som forsker,” siger Nina Christensen.

Hun ser tendensen som en fortsættelse af en lang tradition, der går helt tilbage til børnelitteraturens begyndelse, hvor den ligeså handlede om karakterdannelse med eksempler til efterfølgelse eller afskrækkelse.

Nina Christensen eksemplificerer med karakteren Strid fra 1700-tallet – en lille dreng, der ikke ville gøre hvad forældrene sagde.

Det resulterede i, at det stridbare barn blev låst inde og døde af en blodprop til stor lettelse og glæde for hans forældre – han

0 ”Tove – en lille digter” af illustrator og forfatter Line Jensen.

Bogen er netop udkommet på Forlaget Grønningen 1.

havde alligevel ikke fået noget godt liv. ”Det var forestillingen om børnebogskarakteren som et eksempel for børnelæseren, der lå bag den slags fortællinger,” siger Nina Christensen og understreger, at de populære børnebiografier i dag omhandler eksemplariske børn.

Eksempler til efterfølgelse, hvor de forbilledlige karaktertræk bliver fremhævet. Forskeren fortæller, at de eksemplariske børn er kendt helt tilbage fra 1600-tallets litteratur: ”Dengang var det fortællinger om børn, der døde på en god og kristen måde. Børn, der glædede sig til at komme hjem til Gud, og som var stærke i troen. Den slags kan vi grine af i dag, men det afspejler virkeligheden, som den var dengang, hvor mange børn døde eller mistede søskende,” understreger forskeren, der også fremhæver biografiernes æstetiske udtryk som en ny og stærk tendens inden for faglitteratur til børn.

Der er sket en udvikling med fagbøgernes udtryk og karakter, så de nu også bliver læst i hjemmet på grund af de æstetiske kvaliteter. Der er dygtige illustratorer bag, og i nogle tilfælde har bøgerne et eget kunstnerisk udtryk, siger forskeren og betoner, at traditionelle grænser mellem æstetik og dokumentar de senere år er blevet opblødt. ”Man ser eksempelvis i højere grad end tidligere dokumentarfilm som underholdning, og de

kan have et særligt æstetisk udtryk. Det er samme tendens, der gør sig gældende i børnelitteraturen. De hårde grænser mellem, hvad der er æstetik og lærdom, og hvad der er underholdning er ikke så lette at sætte.”

På Forlaget Grønningen 1 er den æstetiske del af biografierne en ligeså stor del af fortællingen som skriftdelen, fortæller Marianne Kiertzner. De to foreløbige udgivelser har hver deres illustrator, og det er forlagets ønske, at hver enkelt bog bliver et værk i sig selv, understreger forlæggeren. ”I disse år, hvor kulturforbruget er meget digitalt, og det går rigtigt stærkt, ser vi biografierne som en modpol til den lidt Disney-agtige masseproduktion. I biografierne er der fokus på kunsten og håndværket. Tendensen med illustreret nonfiktion til børn er kommet for at blive. Når vi læser for vores børn, vil vi gerne give dem en viden, de ikke har i forvejen. Bogen om Tove Ditlevsen handler ikke kun om hende som person, men om at forstå, hvordan det var at vokse op på Vesterbro i forrige århundrede. Her bliver Tove Ditlevsen et menneske – en karakter, der åbner en hel verden.” J ”Tove – en lille digter” udkom på Forlaget Grønningen 1 den 23. oktober.

Biografien om H.C. Andersen i serien ”Små mennesker, store drømme” udkom på Forlaget Albert den 8. oktober.

0 Første bog, der blev oversat til dansk i børnebogsserien, som spanske Maria Isabel Sanchez Vegara er idékvinde bag, er biografien om Frida Kahlo, der udkom i marts 2018.

2 15 titler i børnebogsserien ”Små mennesker, store drømme” er oversat til dansk, og den 16. i rækken, om H.C. Andersen, er netop udkommet på Forlaget Albert.

0 ”Vi er inspirereret af en nonfiktion-tendens fra udlandet, hvor de illustrerede biografier er populære og en enorm god måde at formidle historier fra virkelighedens verden til børn,” siger forlægger ved Forlaget Grønningen 1 Marianne Kiertzner. Illustration af Line Jensen fra den kommende bog om Tove Ditlevsen.

Efterårsbøger til eftertanke Den bæredygtige stat ”Velfærdsstaten er passé, og konkurrencestaten er så ny, at den kæmper for ikke at blive en ligegyldig historisk parentes. Begge statsformer har vist sig ufuldstændige i deres svar på klima- og biodiversitetskrisen. Vi har behov for en ny statsform, der kan stå mål med kriserne – og denne statsform må betegnes den bæredygtige stat.” – RASMUS WILLIG & ANDERS BLOK 50 % af bogens overskud går ubeskåret til skovbeplantning via Den Danske Naturfond.

Udkommer 16. november

Klassisk og moderne samfundsteori 6. udgave af klassikeren Klassisk og moderne samfundsteori opdateret, revideret og med seks helt nye kapitler bliver til Marmorbøgerne.

Udkommer 10. november

Det epidemiske samfund Nikolaj Schultz, Ole B. Jensen, Anders Fogh Jensen, Lene Tanggaard, Stine Faber og mange flere stiller skarpt på, hvad coronaepidemien betyder for os.

Sult

Narrative samtaler

Dansk oversættelse og bearbejdelse af Finn Skårderud, Bente Sommerfeldt og Paul Robinsons bog om mentaliseringsbaseret terapi for spiseforstyrrelser.

Den er et internationalt nybrud i forhold til metodeudvikling for alvorlige spiseforstyrrelser.

Filosoffen Anders Fogh Jensen præsenterer en ny samtidsdiagnose og et originalt bud på en ny og restaureret terapi. Bogen er både en rejse igennem det narrative univers, og et kort over de narrative landskaber samt en guide til den narrative kultur og det narrative sprog.

Udkommer 21. oktober

Udkommer 25. november Udkommer 29. oktober

LÆS MERE PÅ HANSREITZEL.DK

52 | Efterårsbøger| Børnelitteratur

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2020

Følelsesfuld og gribende grafisk roman om et skilsmissebarn Tegneserieromanen ”Ønskekuglen” af Mette Vedsø og Stine Illum er en sjældent gribende læseoplevelse og en mesterlig skildring af unge pigers følelseliv

anmeldelse 6 stjerner

AF DAMIAN ARGUIMBAU kultur@k.dk

Mette Vedsø og Stine Illums grafiske roman, ”Ønskekuglen” handler om pigen Vera, hvis mor og far bliver skilt. Bogen er baseret på Mette Vedsøs romaner, ”Vera” og ”Videre med Vera” fra henholdsvis 2011 og 2012. I dem følger vi ­Vera, der flytter til en lille by med sin mor, skifter skole, finder nye venner og langsomt vænner sig til først moderens nye partner og sidenhen faderens. Det går ikke stille for sig.

Der er masser af vrede og ensomhed opsparet i Veras lille krop, som på skift lader det gå ud over hende selv og andre gange ud over hendes omgivelser. Især over faderen, som Vera mener har svigtet familien og ikke mindst hende ved at have valgt at blive skilt for at være sammen med en ny kvinde. Så ham fryser hun ude et helt år.

Tegneserieromaner, graphic novels eller grafiske romaner, som de også kaldes, er en genre, som bliver mere og mere populær. En tegneserieroman er typisk længere end en almindelig tegneserie og har en kompleks

historie. Den udgives ydermere i en indbinding, der er som en romans. Ofte er tegne­serieromaner baseret på bøger. For eksempel blev Kim Fupz Aakesons populære dystopiske ungdomsbog ”De gale” i 2012 udgivet som tegneserieroman 12 år efter den første udgivelse. Også voksne kan få glæde af genren: Søren Jessen har omdigtet Kafkas ”Forvandlingen” til genren i 2017. Holder man af Kafka, kan man såmænd også finde hans ”Dommen” i tegneserieromanformat i en engelsk udgave. I Danmark har genren fået et offentligt godkendelsesstempel, da Annette Herzog og illustratorerne Katrine Clante og Rasmus Bregnhøi modtog Undervisningsministeriets Skriverpris for deres grafiske roman ”Hjertestorm” i 2017.

Det er anderledes at læse en tegneserie­roman end en almindelig roman. De ord, der skal trylle de rigtige billeder frem i hovedet på læseren, er det nu i meget høj grad tegnerens opgave at formidle. Eksempelvis i starten af historien, hvor moderen er inde hos Vera for at fortælle, at hun vil tage hen til sin mor for at sove efter et nyt skænderi med sin mand: ”Vera havde stadig ingen stemme. Hun så bare ud i en

mørk nat, på en måne, der lignede en trist kone med krum ryg og bøjet nakke. Hun kunne lige ane alle julehjerterne på værelset i det blege lys.”

Stine Illum illustrerer i stedet Vera, der sidder bedrøvet i sin seng, mens julehjerterne bag hende går i stykker og glider fra hinanden. Det er så fint fanget og billedgendigtet. Jeg er ikke videre begejstret for Illums mørke næser, men må sige, at hun formår at fange romanernes stemning og gribe om fortællingens kerne.

Det er pigens oplevelser, der er i centrum, og Vedsø og Illum gør et strålende arbejde i at få lige akkurat nok tekst med i tegningerne, så historien bliver levende uden at blive for tung.

Bogens titel, ”Ønskekuglen”, refererer til en liste over juleønsker, som Vera har skrevet og så krøllet sammen til en lille, hård kugle for at undgå, at klasselæreren læste dem. Nu går Vera med den i jakkelommen og synes, at den giver hende en hemmelig, behagelig varme.

Det er sjældent gribende at læse bogen. Man kommer så tæt på Vera, at det føles, som om man virkelig forstår hende. Som voksen læser lægger man selvfølgelig mærke til, hvordan de voksne prøver at navigere i den

Mette Vedsø og Stine Illum (ill.): Ønskekuglen.

248 sider.

249,95 kroner.

Høst & Søn.

0 Vera sidder bedrøvet i sin seng, mens julehjerterne bag hende går i stykker og glider fra hinanden. Stine Illums tegninger er bløde i stregen, men skarpe i skildringen af Veras indre liv. – Foto fra bogen.

vanskelige tid efter skilsmissen.

Det er vanskeligt for dem at ramme rigtigt, når det eneste, Vera vil, er at se sin mor og far sammen igen. Vedsø er en mester i skildringen af unge pigers følelsesliv. Stine Illums tegninger er ganske vist bløde i stregen, men skarpe i skildringen af Veras in-

dre liv. Det er svært at læse bogen, uden at et par tårer titter frem. Ikke fordi det er meget sørgeligt, men fordi fortællingen er så menneskelig og fuld af genkendelige følelser. Såvel børn som deres voksne kan vente sig en stor og følelsesfuld oplevelse J ved læsningen.

Heidi taler også til nutidens børn Den schweiziske forfatter Johanna Spyri udgav sin første bog om Heidi i 1880. Siden er historien blevet udgivet i 50 millioner eksemplarer verden over. Efter endt læsning af en ny udgave af børnebogsklassikeren forstår man godt, hvorfor Heidi bliver ved med at begejstre

anmeldelse 6 stjerner

AF DAMIAN ARGUIMBAU kultur@k.dk

Den schweiziske forfatter Johanna Spyris ”Heidi” er blevet oversat til over 50 sprog, filmatiseret mere end et dusin gange og udgivet i 50 millioner eksemplarer verden over.

Det er langt det mest populære schweiziske værk, og forfatteren har velfortjent også givet navn til landets børnebogsinstitut. Nu har Gads Forlag genudgivet ”Heidi” i serien ”Gads lette klassikere”. Men holder historien i dag?

Det er efterhånden en tradition, at ældre klassikere forkortes. I tilfældet ”Heidi” er det godt en tredjedel af romanen, der er skåret væk. Forkortelsen og oversættelsen kan vi takke

Else Schiøler (1901-1973) for.

Hendes tekst er, på trods af de 75 år, der er gået, fortsat ganske imponerende frisk.

Det interessante er, hvordan en sådan bog kan engagere og fængsle børn og voksne gennem 140 år. Handlingen i Heidi er som følger: Den forældreløse, femårige Heidi bringes op til sin bedstefar af sin unge moster Dete, for Dete skal ud og tjene og kan ikke længere tage sig af Heidi. Bedstefaderen, i folkemunde kaldt Alpeonkel, er kendt for at være menneskefjendsk, sur og bitter på verden. Han bor helt isoleret på et bjerg i de schweiziske alper, tre kvarters gang fra den nærmeste by.

Pigen synes ikke spor tynget af at skulle være hos Alpeonklen. Og Alpeonklen bliver hurtigt en helt anden. Han er betænksom over for pigen og virker oprigtigt glad for at få selskab.

For Spyri er det især naturen, der er med til at helbrede såvel sjæl som legeme. Hedi nyder alperne: ”Men det bedste på disse blæsende dage var dog at lytte til vindens susen i de høje graner. Heidi kunne aldrig blive træt af at gøre og se, hvordan vinden i al sin magt tog i træernes tunge grene.”

Den nærhed til den rå natur oplever man ikke i Danmark, hvor stort set al sand natur for længst er forsvundet. Forfatterens evne til at lade læseren opleve den gennem det skrevne ord er betagende.

Heidi tilbringer dagene med at passe geder sammen med GedePeter, der bor et godt stykke nede ad bjerget, men som dagligt tager Alpeonklens to geder med på bjerg­tinderne. Der går tre år, og da Heidi er otte år, sender Dete bud efter pigen. Hun har fundet en læreplads til hende hos

en rig familie i Frankfurt, hvor hun skal holde den jævnaldrende pige Clara, der sidder i kørestol, med selskab. Bedstefaderen er ikke meget for det, men Dete tager alligevel Heidi med sig til Frankfurt.

Det giver næsten sig selv, at en naturpige som Heidi ikke kan trives i et hus fyldt med regler og mangel på natur. Det varer ikke længe, før hun begynder at lide så meget af hjemve, at familien til sidst er nødt til at sende hende tilbage til alperne. Inden da formår Hedi at blive gode venner med Clara og hendes bedstemor, som også lærer hende at læse.

Da hun vender tilbage til bedstefaderen, bliver han så glad, at han omsider indser, hvor vigtigt det er, at han lader hende komme i landsbyens kirke og skole, så hun kan lære at begå sig blandt andre. Hele landsbyen tager godt imod ham, og bogen slutter ganske lykkeligt.

Selvom man måske godt kan læse romanen som en gang vemodig naturromatik, så er det ikke helt retfærdigt.

For Heidi vender netop ikke tilbage til sin oprindelige naturtilstand, da hun returnerer fra Frankfurt.

Tværtimod understreges det, hvor væsentligt det er, at hun begynder i skole, og at hun kan begå sig blandt andre. Forfatterens pointe ligger i, at det er Heidis positive indstilling, der hjælper hende gennem vanskelighederne.

Det er en ganske smuk tanke.

Og måske er det kombinationen af de næsten ufattelige udfordringer, den uspolerede natur samt det stærke hjerte og den stærke karakter, man finder hos pigen, der gør bøgerne så fascinerende.

Jeg forstår derfor sagtens, at Heidi stadig kan optage de helt J unge læsere.

Johanna Spyri: Heidi. Oversat og forkortet af Else Schiøler.

118 sider. 99,95 kroner. Gad. I serien Gads lette klassikere.

Bøger, der griber, oplyser og beriger Gå på opdagelse i den måske mest intense sommer og sensommer i danmarkshistorien

Når kunst oplyser natur, tro og menneskeliv

„Per Stig Møller kombinerer suverænt journalistik og forfatterskab og får befrielsessommeren til at fremstå som en autonom tidslomme.“

„Sproget er rigt og tanken stor.“

Jyllands-Posten

Kristeligt Dagblad

Den polske Anne Franks bevægende øjenvidneskildring

Ny bog af børnenes ambassadør

„(…) en bog om kærlighed og død, der er skrevet af en usædvanligt moden og reflekteret pige.“

„(…) en velskrevet bog, der rammer tidsånden midt i hjertekulen.“ Information

Et engageret opråb om manglende dannelseskultur „Den er slet og ret post til tiden og bør overalt læses med paraderne nede.“ Berlingske

KØB BØGERNE PÅ K.DK/KLUB ELLER HOS DIN BOGHANDLER

Berlingske

Kristendommen som den mest radikale bevægelse, historien har kendt „Fremragende, dristig, ambitiøs og lidenskabelig.“ Peter Frankopan

Politiken

Bogfestival i hele Danmark den 7. og 8. november I begyndelsen af november fejres bogen i hele landet. Vi bringer her et udsnit af de mange begivenheder, som boghandler, biblioteker, forlag og andre venner af bøgernes verden har planlagt. Se mange flere arrangementer og uddybelse af programpunkterne på www.bogfestival.dk.

Her vil det også fremgå, om der kræves forudbestilt plads eller billet. Vi glæder os til at se jer!

LØRDAG DEN 7. NOVEMBER ØST FOR STOREBÆLT Starstruck: Besøg af Caroline Albertine Minor, Kristina Stoltz og Tine Høeg 10:00 - 11:00 • Thiemers Magasin, Tullinsgade 24, 1618 København Digital skattejagt med små regnehistorier. Alder: 5-9 år med forældre 10:00 - 12:00 • Forlaget Matematik, Søborg Hovedgade 220, 2860 Søborg Anna Eckhoff: Et liv i verdens brændpunkter 11:00 - 12:00 • Bog & idé Nakskov, Søndergade 41, 4900 Nakskov Forfatter og psykolog Karen Schultz 12:00 - 15:00 • Forlaget November og Verdens Mindste Boghandel, Lundehøjvej 3, 4780 Stege Julia Sofia signerer UPERFEKT PERFEKT 12:00 - 13:00 • Bog & idé - Holbæk, Smedelundsgade 11, 4300 Holbæk Dürers hare: 1000 års tyske kærlighedsdigte 12:00 - 13:00 • Litteraturhuset, Nybrogade 28, 1203 København Forfatterdag med Ditte Steensballe, Asger Schnack med flere 13:00 - 15:00 • Biblioteket Kulturværftet, Allegade 2, 3000 Helsingør Boghygge og paneldebatter – af og til yngre forfattere 13:00 - 17:00 • HUF. Byens Bogcafé, Istedgade 102, 1650 København Litteratursalon i privat hjem. Mød Katrine Marie Guldager med flere 13:00 - 17:00 • Bogblogger.dk. 2730 Herlev Mød Niels Brunse, Søren Ulrik Thomsen, Anne-Cathrine Riebnitzsky med flere 14:00 - 17:00 • Eksistensen. Vartov, Farvergade 27, 1463 København Sara Blædel signerer sin nye Louise Rick-krimi 14:00 - 15:00 • Holbæk Bibliotek, Nygade 9, 4300 Holbæk Jakob Eberhardt: ”Verdenshistoriens største epidemier. Fra pest til Covid-19” 14:00 - 16:00 • FADL’s Forlag. Blegdamsvej 26, 2200 København Litterær kaffesalon: Henrik Pontoppidans liv og forfatterskab 14:30 - 16:30 • Dragør Bibliotek, Vestgrønningen 18, 2791 Dragør Musik- og litteraturlørdag: Mænd i krise - og med lommerne fulde af drømme 17:50 - 22:00 • Jyderup Musikforening, Skarridsøgade 37, 4450 Jyderup

VEST FOR STOREBÆLT Mød forfatteren bag Nomerne, Jan Kjær, til en snak om uhyggelige monstre 10:00 - 11:30 • Jelling Bibliotek, Møllegade 10, 7300 Jelling Motionsbanko med litterær quiz 10:00 - 13:00 • Norddjurs Biblioteker. Auning Bibliotek, Torvegade 1, 8963 Auning Den lokale teatermand Kai Jørgensen læser Rune T. Kidde op 10:00 - 11:00 • Varmings Boghandel, Jørgen Pedersens Vej 14, 6700 Esbjerg Fantasyforfatter Gry Kappel Jensen til Bogdag i Åby. Fra cirka 12 år.

10:15 - 11:00 • Åby Bibliotek, Ludvig Feilbergs Vej 7, 8230 Aabyhøj Tidligere bibliotekar Inge Møller-Nielsen anbefaler sine yndlingsromaner 10:30 - 11:30 • Hadsten Bibliotek, Evald Tangs Alle 45, 8370 Hadsten Bogsignering: “Livets alfabet” af tidligere formand for etisk råd Jacob Birkler 11:00 - 12:00 • Varmings Boghandel, Jørgen Pedersens Vej 14, 6700 Esbjerg Signering af “Det er de danske som flygter”. Lise Ringhof & Erik Valeur 12:00 - 13:00 • Varmings Boghandel, Jørgen Pedersens Vej 14, 6700 Esbjerg ”Fra Vestkysten til Østfronten”: En række feltpostbreve fra en ung soldat 12:30 - 14:00 • Forlaget Klithedegården, Græmvej 41, 6990 Ulfborg Thy til ord 2020: Natur og klimakrise med Dennis Gade Kofod og Charlotte Weitze 12:30 - 17:00 • Kulturrummet. Testcentervej 11a, 7700 Thisted

Bogsignering: Finn Nørbygaard om Jung, Jesus og Jacob (Haugaard) 13:00 - 14:00 • Varmings Boghandel, Jørgen Pedersens Vej, Esbjerg

Bogfestival.dk

Bogweek-end: Dorte Elkjær Gregersens signerer sin roman om PalleKristian 13:00 - 15:00 • Bog & idé Nibe, Skomagergade 2, 9240 Nibe Forfatter Martin Glaz Serup til Bogdag i Åby 13:15 - 14:00 • Åby Bibliotek, Ludvig Feilbergs Vej 7, 8230 Aabyhøj Krimipub med beer/book-tasting 14:00 - 18:00 • Superlux. The Cat And Barrel, Dæmningen 43, 7100 Vejle 100-året for Genforeningen 14:15 - 15:00 • Gads Forlag. Den Gamle By, Viborgvej 2, 8000 Aarhus

SØNDAG DEN 7. NOVEMBER ØST FOR STOREBÆLT Mød de 2 ildsjæle bag Forlaget SIDSTE AARHUNDREDE 10:15 - 11:00 • Arnold Busck, Købmagergade 49, 1150 København God formiddag med ATS, bedstefædre og historier om Dronningen 10:30 - 12:30 • Politikens foredragssal, JP/Politikens Hus, Rådhuspladsen 37, 1785 København Befrielsen i glimt – danske øjenvidneskildringer fra hele landet 11:00 - 11:45 • Kristeligt Dagblads Forlag, Vimmelskaftet 47, 1161 København I Tove Ditlevsens fodspor – byvandring 11:00 - 12:30 • Gyldendal, Klareboderne 3, 1115 København Foredrag med forfatteren Iben Mondrup 11:00 - 12:30 • Fredensborg Bibliotek, Jernbanegade 3, 3480 Fredensborg Seks aktuelle lyrikere læser egne digte og præsenterer hinandens nyudgivelser 12:00 - 14:00 • Litteraturhuset, Nybrogade 28, 1203 København Livets tredje akt – overgangen til pensionstilværelsen 12:30 - 13:30 • Forlagte EgoLibris. Göteborg Plads 10, 2150 København Oplæsning af let-læsningsbøger for unge og voksne 13:00 - 15:00 • Bogforlaget i Sandvig, Tangvej, 4735 Mern Mød Vigdis Hjort, Martin Glaz Serup og Victor Boy Lindholm 13:00 - 15:00 • Lyngby Stadsbibliotek, Lyngby Hovedgade 28, 2800 Kongens Lyngby Danske udtryk som spejl af dansk kultur og natur 14:00 - 16:00 • Klingbjerg - sprogforlag og boghandel, Sankt Peders Stræde 51, 1453 København Olga Ravn, Lærke Winther, Bo Lidegaard, Laura Ringo, Caspar Eric med flere 14:30 - 17:00 • Gyldendal, Klareboderne 3, 1115 København Kald det kærlighed: Tine Høeg, Lone Frank, Olga Ravn med flere 15:00 - 17:30 • Pressen, Politikens Hus, Vester Voldgade 33, 1550 København Asger Schnack fortæller om sit forlag, og Marianne Larsen læser op 18:15 - 19:00 • Arnold Busck, Købmagergade 49, 1150 København Oplev højtlæsning med Elvira Fragola og Lille Pind. Fra 3 år 10:00 - 10:30 • Vanløse Bibliotek, Jernbane Allé 38, 2720 Vanløse

VEST FOR STOREBÆLT Else K. Holt fortæller om sin bog ”Kærligheden holder aldrig op” 11:30 - 13:00 • Vejlby Sognegård, Vejlby Centervej 25, 8240 Risskov Højsangen fra Palermovej – mød Anette Bjergfeldt 13:00 - 14:00 • Silkeborg Bibliotek, Hostrupsgade 41A, 8600 Silkeborg Jens Smærup Sørensen fortæller om sit forfatterskab 14:00 - 16:00 • Fjerritslev Bibliotek, Danmarksgade 1, 9690 Fjerritslev Elsebeth Egholm læser op af “Som natten kender stjernerne” 14:00 - 15:00 • Salling ROOFTOP, Søndergade 27, 8000 Aarhus PORTRAIT | POETRY | PAINTING – UROPFØRSEL & FERNISSAGE 15:00 - 22:00 • Café Under Masken, Bispegade 3, 8000 Aarhus Puk Damsgård, Sissel-Jo Gazan, Elsebeth Egholm, Iben Mondrup med flere 19:00 - 21:30 • Hermans - Tivoli Friheden, Skovbrynet 5, 8000 Aarhus Bog week-end: Bogsignering af Carsten Bach Nielsens roman “Borgmesteren” 12:00 - 15.00 • Bog & idé Nibe, Skomagergade 2, 9240 Nibe

EFTERÅRETS NYE BØGER “Velkommen til et virtuost talent; et betagende nutidigt bud på det 19. århundredes dannelsesroman … En litterær sensation.”

– THE GUARDIAN

”Lige så imponerende som Sally Rooney.” – THE TIMES ”Siderne synger med karisma og humor.” – SUNDAY TIMES

En skøn alder Årets litterære pageturner om racisme, privilegier og klasse.

”Alle kvinder burde læse den.”

– ELLE MACPHERSON, DAILY TELEGRAPH

”Jeg kunne ikke lægge den fra mig.”

– BRITNEY SPEARS, GLAMOUR

”En uimodståelig bog.”

– JENNIFER EGAN, NEW YORK TIMES BOOK REVIEW

Spis, Bed, Elsk En charmerende, intelligent og vildt underholdende erindringsbog.

Stemmer fra graven Hovedbrud Årets klogeste bog.

Vincent F. Hendricks og Johan Olsen står bag denne dybsindige og gakkede bog, HOVEDBRUD, om livets store og små spørgsmål fortalt i børnehøjde.

En bog for børn på 14 år og opefter.

”Carsten Staur giver et velskrevet og velkurateret udpluk af diplomatiets danmarkshistorie.”

– WEEKENDAVISEN

★★★★★★ ”… en rasende interessant og indsigtsfuld bog om dansk udenrigspolitik fra 1770 til i dag” – JYLLANDS-POSTEN

Skilleveje Nedslag i begivenheder hvor landets skæbne har været på spil.

”Jeg er vild med Elly Griffiths’ krimier. Man skiftevis gyser og griner højt, det er simpelthen så godt!”

– KATRINE ENGBERG, KRIMIFORFATTER

★★★★★ ”Endnu en gang en god hyggekrimi med humor, endnu en gang læser man skiftevis med nerverne på højkant og smilet på læben. Kærligheden til Ruth & co. er intakt.” – SØNDAG

★★★★ – BERLINGSKE

★★★★ – JYLLANDS-POSTEN

Den fjerde rytter Efterårets mest aktuelle bog – om 10.000 års epidemihistorie.

Fra de første epidemier blandt de tidligste stenalderbønder, til hele verdens befolkning blev ramt af COVID-19.