1 minute read

Inspiration til vandreture

Camønoen, Sydsjælland

Fordelt på de tre sydsjællandske øer Bogø, Møn og Nyord slænger den i alt 175 kilometer lange Camønoen sig. Vandreruten, der blev anlagt i 2016, er navngivet med inspiration fra den berømte spanske pilgrimsrute Caminoen.

Advertisement

Camønoen byder på både naturmæssige og kulturelle oplevelser. På det meste af ruten er der havudsigt, og så kommer man forbi både jættestuer, museer, marker, grotter og ikke mindst de 128 meter høje klinter ved Møns Klint.

Hovedruten er 175 kilometer lang, men der findes også en række alternative ruter på tilsammen 40 kilometer. Derfor er det også muligt at vælge ruter ud fra den ønskede sværhedsgrad.

Landskabet er formet af de voldsomme kræfter, der under istiden flyttede rundt på kridt og jord på Bogø, Møn og Nyord. Hvor Møns Klint nærmest er tippet op mod himlen, er andre områder af øen presset ned – med undtagelse af enkelte bakker, der skiller sig ud fra det flade landskab.

Møn og Nyord er desuden internationalt certificeret som ”Dark Sky Park”, hvilket vil sige, at nattemørket her er beskyttet mod lokal lysforurening, så millioner af stjerner på nattehimlen og Mælkevejen – og måske endda stjerneskud – kan ses helt klart.

Undervejs på Camønoen er det blandt andet muligt at overnatte i shelter, på bed and breakfast-steder eller i pilgrimsboliger.

This article is from: