Labyrinter vinder frem som meditative og rituelle rum

Der er stor interesse for at genoplive fortidens brug af labyrintvandringer som meditativ praksis, der kan hjælpe til stilhed og fordybelse. Især på kirkegårde vinder fænomenet frem

Malene FengerGrøndahl

På et græsareal bag Langenæskirken i Aarhus er der anlagt en labyrint med røde sten. Når der er dåbsfest i sognegården, begiver både børn og voksne sig ofte ind i labyrinten, og den har desuden været brugt til kædedans, allehelgensandagt og påskevandring. I fremtiden vil vandring i labyrinten muligvis indgå i morgenandagter eller pilgrimsvandringer.

Også andre steder i landet har folkekirker i de seneste år genoplivet traditionen med at bruge labyrinter som alternative liturgiske og meditative rum, der indbyder til kropslige erfaringer og meditative praksisser. Det sker ofte på kirkegården eller på andre arealer omkring kirken, men kan også finde sted i selve kirkerummet, hvor en midlertidig labyrint kan laves ved at rulle et tæppe med labyrintmønster ud eller ved at rulle stofstykker ud og danne en labyrint af dem.

”Brugen af labyrinter går langt tilbage i kirkehistorien. Påskevandringen, hvor deltagerne bevæger sig ind til labyrintens midte og ud igen som en symbolsk vandring ind i dødens mørke og ud til opstandelsen, er en gammel kirkelig tradition, der går tilbage til 300-tallets nordfranske klosterkirker. Så den stigende interesse for at bruge labyrinter kan ses som en genoplivning af ældre kirkehistoriske praksisser på linje med pilgrimsvandring og lystænding,” siger kunsthistoriker og ph.d. i teologi Line Marschner, der især har forsket i kirkerummet som sakralt og rituelt rum. ter, hvor der kun findes én vej ind og ud. De går omkring 4000 år tilbage og er altså ikke kun knyttet til en kristen kontekst. Men det er oplagt at tolke dem teologisk ind i kristendommen, påpeger Line Marschner. ”Man kan ikke overskue forløbet, men samtidig kan man ikke fare vild og vil nå målet, uanset hvor meget man fortvivler undervejs. Det er et eminent billede på livet selv –du skal sådan set bare leve det, men derfor kan det godt være kompliceret, og du kan have svært ved at se, at du føres mod målet.”

Hun har i de senere år noteret sig, at der en del steder i Danmark er blevet anlagt labyrinter på kirkegårde, hvor der er store ubrugte arealer, fordi antallet af jordfæstelser er faldende, mens antallet af de mindre pladskrævende urnebegravelser stiger.

” Ofte vil man opleve, at noget opløser sig på vej ind mod midten, så man kan gå lettere og mere forklaret ud.

4 Udsigt over Kobbermølle Bugt i bunden af Flensborg Fjord, som er Tysklands nordligste og Danmarks sydligste fjord. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen.

Den erfaring gjorde mange af deltagerne sig, da de vandrede i den midlertidige labyrint, som Line Marschner byggede for Kirkefondet under Himmelske Dage i 2022.

”Nogle beskrev, at de fandt et svar eller en løsning på deres dilemma allerede på vej ind mod midten, og at selve den fysiske vandring skabte stor mental bevægelse,” siger hun.

Labyrinter kan bruges som alternative rituelle rum på kirkegårdene, hvor der ofte mangler faciliteter, som modsvarer menneskers behov for aktiviteter og ritualer, mener Line Marschner.

”Jeg ser det som en del af en tendens til, at kropslige praksisser vinder ind som en modreaktion mod eller et supplement til den ofte meget intellektuelle tilgang til troen, som har karakteriseret folkekirken, og som en måde at imødekomme de mennesker, som af forskellige grunde kan have det svært med kirkens rum,” siger Line Marschner.

De labyrinter, som vinder frem på kirkegårdene, er ikke såkaldte forvirrings- eller fare vild-labyrinter, men tilhører typen af envejslabyrin-

At labyrinten kun har én vej, er vigtigt, da den på den måde kan fremkalde en meditativ tilstand, hvor kroppens erfaringer træder i forgrunden, frem for det tankemylder mange mennesker er præget af, forklarer kunsthistorikeren.

”At vandre i labyrinten er som en pilgrimsvandring. Man kan gå med et bestemt tema, en kort bøn eller et ord, som afspejler et eksistentielt dilemma. Ofte vil man opleve, at noget opløser sig på vej ind mod midten, så man kan gå lettere og mere forklaret ud,” siger hun.

”Kirkegården er allerede et halvrituelt rum, men man har ikke udviklet praksisformer, som lægger op til at udvide det ofte korte ritual med at lægge blomster på gravstedet. Dér kan labyrinterne noget,” siger hun og nævner en labyrint på Paarup Kirkegård på Fyn, der blev anlagt i 2018 på initiativ af kirkegårdslederen, Janne Nørrelund Sørensen.

”Den bruges blandt andet af familier, der har mistet et spædbarn, og som kommer på kirkegården med deres andre børn. Labyrinten kan blive et udvidet rum for sorgbearbejdelse, men også for en legende erfaring af, at sorg og glæde kan sameksistere,” siger hun.

Inspiration til vandreture

Hærvejen, Jylland

Hele vejen ned gennem Jylland løber Hærvejen, der er en mere end 500 kilometer lang vandrerute. Under samme navn findes også en cykelrute på mere end 450 kilometer.

I gamle dage var hærveje en betegnelse for hovedfærdselsårer ligesom kongens hærstræder og alfarveje, der var adskilt fra dagligdagens småveje, og som ifølge Jyske Lov ikke måtte spærres.

Hærvejen er en af landets længste vandreruter, og derfor spænder udvalget af landskaber også vidt. Undervejs er der både hav, kyst, heder, plantager, skove og åbent land.

På det åbne land kan man se dyr som fasaner, harer, ræve og rådyr – og på de himmerlandske heder, hvis man er heldig, den sjældne sommerfugl hedepletvinge.

Hærvejen er også inddelt i kortere vandreetaper, for eksempel Kongernes hærvej i Midtjylland, der løber mellem de to gamle kongebyer Viborg og Jelling, hvor man kan finde de to kongehøje, som kong Harald Blåtand satte over sine forældre, Gorm og Thyra.

Udover en lang række historiske steder løber især den nordøstjyske del af Hærvejen tæt på flere kirker. Besøg for eksempel den hvidkalkede romanske

Understed Kirke fra 1200tallet eller Bangsbostrand Kirke fra 1902.

Undervejs er der mulighed for at overnatte i telt, på vandrehjem og bed and breakfast-steder, ligesom der langs Hærvejen er indrettet en række herberg specielt til vandrere og

Skridttælleren er narko for sjælen

Hør artiklen læst op i Kristeligt Dagblads app