Verden fornyer sig, når man går frem i den

Skuespiller Bodil Jørgensen har oplevet at være lænket til en kørestol, efter at hun var ude for en alvorlig ulykke. I dag går hun sig til en opmærksomhed på naturen og livet

Ida Kragh Pedersen

“Se lige ham, der kommer så flot gående! Med stok og hat og det hele. Sådan en spadserestok vil jeg også gerne have en dag,” udbryder skuespiller Bodil Jørgensen, da en mand med rank ryg går forbi.

Det støvregner denne torsdag formiddag, hvor hun bevæger sig rundt til fods i Kongens Lyngby nord for København, et par kilometer fra sit hjem. Hun skal fortælle om gåturen, og hvad den betyder for hende. Og man fornemmer hurtigt, at den betyder en hel del.

Fra sin barndom husker Bodil Jørgensen, at når familien skulle et sted hen, var faderens standardsvar: ”Vi går derhen.” Han kendte alle de gode smutveje i den sydjyske hjemby Vejen, hvor man fik set ”alt muligt” på ruten. Sidenhen har Bodil Jørgensen aldrig tøvet med at tilbagelægge afstande til fods.

I dag går turen langs hovedgaden, forbi den gamle Lyngby Nordre Mølle, over Mølleåen og ind i Sorgenfri Slotspark. Her er roligt, indtil en flok børnehavebørn løber forbi i fuld fart. Bodil Jørgensen smiler til børnene og den pædagog, der ledsager dem.

”Det er vildt, hvor forskellige sådan nogle gåture kan være. Når man går i byen, er det meget men- nesker og relationer, man lægger mærke til. Så falder man måske i staver over en mor, der tager sin lille dreng i hånden eller skælder ud. Det er ligesom at menneskebade, som Kierkegaard vistnok sagde, og det kan være voldsomt, men på en måde bliver man også tryg af at se andre mennesker. Og når man går langs havet og ser solen i horisonten og kommer i svingninger – jamen, så føler man jo, at det er evigheden det her,” siger hun.

Bodil Jørgensen går minimum to ture om dagen, fordi hun skal lufte sin hund Godte, der er en italiensk trøffelhund. Når hun går alene, kan hun finde på at øve sine replikker. For eksempel lærte hun hele sin lange monolog til teaterstykket ”Maddiker”, der spillede på Folketeatret i 2022, mens hun gik på Borrebakken og kirkegården, tæt på hvor hun bor. Når hun går sammen med sin mand, får de vendt både aftensmaden og verdenssituationen, og ”pludselig kan man endda finde på at tage hinanden i hånden”, som hun siger.

Rigmor på 15 år, og en gang om måneden mødes hun og går med sin veninde fra gymnasietiden. Samtalen flyder bare bedre, når man går.

Bodil Jørgensen har også oplevet frustrationen over ikke at kunne gå. I 2014 sad hun i kørestol i otte uger, efter at hun var ude for en voldsom traktorulykke under indspilningerne til filmen ”Far til fires vilde ferie”. I den periode måtte hendes mand skubbe hende rundt i kørestolen. Fra Bispebjerg Hospital ud i haven, over til Grundtvigs Kirke og rundt i området. For bare at komme ud og se noget.

” Jeg tror, at opmærksomhed er en mangel. I hvert fald er det en ressource, som vi har rigtig godt af at dyrke.

”Efterfølgende har det at gå, både som genoptræning og nu som vedligehold af kroppen, været det bedste, jeg kunne gøre,” siger hun.

10.000 skridt, for jeg forstår det ikke helt. Jeg går og kigger op i luften, og så kan det ske, at man går ind i en jernstang,” siger hun og tager sig til ribbenene.

Bodil Jørgensen er netop vendt hjem efter at have tilbragt en måned i Rom med filmoptagelser. Hun gik og gik og gik, og på et tidspunkt gik hun altså ind i en jernstang. For når hun går, lader hun sig opsluge af omgivelserne.

”Man går sig til en opmærksomhed på verden. Særlig hvis man går uden at kigge ned i sin telefon hele tiden. Jeg tror, at opmærksomhed er en mangel. I hvert fald er det en ressource, som vi har rigtig godt af at dyrke. Det er der, vi opdager omverdenen og tænker: Gud, er det mos, og er det der en bregne? Og måske ligger der tusind hemmeligheder gemt, som vi ikke har opdaget, fordi vi kigger på os selv i skærmen hele tiden,” siger hun:

0 Når Bodil Jørgensen går sine daglige ture, bliver hun nysgerrig på naturen og livet. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Det er godt at gå sammen med nogen, tænker Bodil Jørgensen ofte, når hun ser folk, der går alene. Hun går også mange ture med sin datter

I dag er gåturen Bodil Jørgensens foretrukne motionsform. Friheden tiltaler hende mere end at skulle overholde de faste mødetider på for eksempel et pilates- eller fitnesshold. Det skal dog ikke forstås sådan, at hun holder øje med, hvor langt eller hurtigt hun går. Tværtimod:

”Jeg tæller aldrig mine skridt. Og det siger mig ingenting det med de fortsætter side 24

”Det er, som om verden fornyer sig, når man går frem i den. Ligesom når man rejser, møder man noget, der er uden for én selv. Og det er godt for os at forstå, at verden er større. At kigge op i et træ og tænke: Hvor er det dog, de blade kommer fra? Altså, har træet rødder nede i jorden? Nej, hvor er det vildt!

4 ”Verden bevæger sig også, selvom du sidder stille, men der er noget ved at bevæge sig sammen med den, som på en eller anden måde har med meningen med livet at gøre,” siger Bodil Jørgensen. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Eller at gå på en kirkegård og se på sjove navne og hvor gamle folk blev. At gå og forundres. Det gør jeg meget, når jeg går. Så bliver jeg nysgerrig igen, på livet og naturen. Jeg tror godt nok, at evnen til at forundres er vigtig for at få luftet hjernen.”

Når Bodil Jørgensens far gik ture, mødte han mennesker på sin vej. Hun husker for eksempel, dengang hun boede i København, hvor faderen ofte tog toget til Hovedbanegården og gik de resterende kilometer til hendes lejlighed på Nørrebro. Én gang havde han en somalisk mand med sig.

”Han havde bare mødt ham, og så havde de småsludret. Min far var ret enestående på det område. Han havde et mantra om, at man ikke skal frygte noget, men bare tro på det – og gå frem mod det. Når man ældes, som jeg er i gang med, kunne man jo godt krybe sammen og blive bange for verden. Men man kunne også blive mere og mere nysgerrig,” siger hun.

På det punkt ser Bodil Jørgensen noget af sin far i sig selv. Det hænder, at hun selv falder i snak med mennesker, hun møder på gader og stræder. Når hun for eksempel går med sin hund, møder hun kvarterets andre hundeluftere, og hvis man ikke har set dem i en uge, skal man jo lige spørge ind til det ene og det andet, når man støder på dem igen.

”Nogle gange synes min mand, at det er lidt for meget, og at nu skal vi videre,” siger hun.

Støvregn bliver til deciderede dråber, og vi søger ly på biblioteket i nærheden. Hver gang, at et menneske går forbi cafébordet, søger Bodil Jørgensen øjenkontakt med vedkommende. Det bliver til mange smil og hilsner. Undervejs fortæller hun om en erkendelse, hun fik i Rom: at det kan være forfriskende at gå, uden at vide hvor man skal hen.

”Det kunne man altså godt lave til en storbydisciplin: bare gå sydover.

Eller nordover. Eller derover. Op på en af de syv høje. For så tænker man ikke.”

Ligesom at Bodil Jørgensen har erfaret, at verden fornyer sig, når man går frem i den, har hun også oplevet, at man kan gå sig fra meget sygdom og sorg.

”Når man går frem mod noget, lægger man også noget bag sig. Det kan være alt fra en opvask til en sorg,” siger hun.

Den del med sorgen oplevede Bodil Jørgensen for cirka 10 år siden, da hun med kort tids mellemrum mistede begge sine forældre. Efterfølgende tilbragte hun julen i Skagen, hvor hun gik nogle lange ture fra byen og helt ud til den yderste spids af Grenen. Gåturene hjalp hende med at bearbejde sorgen.

”I sådan en situation er det at gå næsten det ypperste, vi kan. Alt er i svingning, og man går på den jord, de har forladt. På strande, hvor man har været med dem. Det var næsten, som om mine forældre blev levende igen. På de gåture følte jeg både sorg, men også ydmyghed over at være til, og at vi alle skal herfra.”

Og Bodil Jørgensen bliver ved med at gå, så længe det overhovedet kan lade sig gøre, forsikrer hun. Om det så kræver, at hun anskaffer sig den nævnte spadserestok. Hun kommer i tanke om en scene fra den britiske komediegruppe Monty Python, hvor en ridder nægter at give op i tvekamp, selvom han har fået hugget både arme og ben af, og siger så: ”Selvom jeg skulle få hakket benene af ved en eller anden fejloperation, så vil jeg fortsat kravle ud i verden.” J