Mine romaner bliver til, mens jeg går

Når forfatter Helle Helle går sin daglige tur, skal hun ikke forholde sig til noget. Måske er det netop derfor, at sætninger, karakterer og idéer til hendes romaner ofte dukker op på vejen

Helle Helle

Født i Nakskov i 1965. Dansk forfatter. Er uddannet fra Forfatterskolen i 1991.

Fik sit store gennembrud med romanen ”Rødby-Puttgarden” fra 2005 og har siden da udgivet en lang række romaner.

Hendes seneste udgivelse er den anmelderroste roman ”BOB” fra 2021.

Er gift, mor til to børn og bor tæt på Sorø på Vestsjælland.

5 Hvad betyder det for dig at komme ud i naturen?

Det er så velgørende for, hvad end der måtte rode rundt i ens hoved. Jeg har gået meget, hvis jeg har været i sorg, fortvivlet eller meget glad. I måske 10 år har jeg gået på daglig basis, omkring en time om dagen. For det meste går jeg alene, men jeg går også ture med min mand i weekenderne. De helt store naturoplevelser får man egentlig, når man går alene. Men man vil jo gerne dele det. Så når man går to, siger den ene ”ej se, hvor flot det er!”, men da er det lidt, som om det ikke er helt lige så flot, fordi der er nogen, der siger det.

5 Engang har du sagt, ”der findes ikke dét litterære problem, jeg ikke kan løse, når jeg går”. Er dét at gå en kreativ tankeproces for dig?

Selvfølgelig kan man ikke gå sig fra alle de private problemer, man måtte have i sit liv. Men når jeg går, er det, som om der ikke findes nogen tvang. Jeg skal ikke tænke, forholde mig til noget eller løse problemer –kun gå. Og så er det, som om at alle de ting sker af sig selv alligevel, fordi jeg ikke skal det. Pludselig har jeg gået 1,2 kilometer og fundet ud af, hvor jeg skal placere min bogs hovedperson, om hun skal være i Kolding eller ikke, og hvem hun er. Når jeg går, er det altid mit arbejde, dét jeg skal skrive, der kommer til mig. Der er steder i dette landskab, jeg kobler for evig tid til mine bøger. Jeg ved, jeg har gået og udtænkt de første sætninger til min nyeste roman ”BOB” på præcis dét stykke landevej, der går fra mit hus og ned mod Løvegårdsvej. Heldigvis bliver der ved med at dukke idéer op og være plads til nye bøger rundt omkring i mit landskab.

5 Beskriv stederne, du går. Vi bor i et stråtækt hus i skovbrynet fem kilometer syd for Sorø. Man kan gå ind i skoven ad forskellige stier og ind til en mose. Græssende kvæg holder invasive arter nede, så der er sjældne sommerfugle og planter. Når jeg ser de gamle hvidtjørne, tusindårsegen og orkidéer, der blomstrer i maj, er det, som om der ikke findes andet i verden end lige dét sted. Jeg fortæller næsten ikke nogen om det, fordi jeg føler, det er mit. Man kan gå til Susåen, hvor folk sejler i kanoer. Det kuperede landskab går ned mod den store Tystrup-Bavelse-søerne. Og så Suserup Skov, en urskov, hvor væltede træer har fået lov at ligge de sidste 100 år. Alt forvitrer og giver et perfekt grundlag for flora og fauna. Træerne formulder, så insekter og fugle har noget at leve af. Dér kan man se anemonerne og ramsløgene, når de blomstrer. I hverdagen går jeg de samme ruter. Så skal jeg ikke bruge kræfter på omgivelserne eller at finde vej. Jeg skal bare gå, registrere, at viben er kommet, gå videre, bemærke, at der er lyst i længere tid nu, at solen stadig står hen over skovbrynet dér.

5 Du har udtalt, at du aldrig vil flytte tilbage til storbyen?

Det har jeg meget svært ved at forestille mig i hvert fald. Jeg er så afhængig af at bo på landet og at kunne gå ud i naturen. Omgivelserne, der følger årstiderne og forandrer sig. Det betyder meget for mig, at jeg ikke møder nogen her. Jeg taler ikke med nogen, der er ingen forretninger og 400 meter til nærmeste nabo. Jeg rejser mig fra mit skrivebord og kan gå direkte ud i meget smukke naturoplevelser. Til Susåen eller til en urskov, der ligger et par kilometer herfra, eller den vilde mose. Så er det, som om jeg kan tage alt dét med mig hjem, når jeg træder ind ad min dør igen. Dét virker for mig.