Hvilken gåtype er du?

At gå er en måde at transportere sig selv på, men for nogle er det også en decideret livsstil. Måske kan du genkende dig selv i en af de fire gåtyper, som etnolog og livsstilsekspert

Julia Lahme her ridser op

Den urbane livsstilsvandrer

De kan ses på landets skovstier og langt oppe i de norske fjelde, læsset med udstyr fra den lokale friluftsbutik, de vaskeægte outdoor-typer, der tager det at gå alvorligt.

”Det er dem, som vælger en aktivitet og holder fast i den. De går ikke ned på udstyr, og det betyder, at de på to coronaår har postet cirka 20.000 kr. i Spejdersport. Man er nødt til at have de helt dyre vandrestøvler, praktiske Fjällräven-bukser og en rygsæk pakket med to dolke, en drikkedunk og en kikkert,” siger Julia Lahme.

Den urbane livsstilsvandrer er en type, som dukkede op under coronakrisen, da det pludselig blev moderne at gå. Det er ifølge Julia Lahme et udtryk for en ”trendy” måde at tilbageerobre naturen på.

”Der er rigtig mange unge mennesker i slutningen af 20’erne og starten af 30’erne, som er begyndt at tage ud af byen og gå lange, lange ture. Og købe vandrestøvler i Spejdersport, selvom de aldrig har sat deres ben der før. Men pludselig bruger de en lørdag på at gå 18 kilometer,” siger hun.

Naturen er én ting. Måske er den urbane livsstilsvandrer optaget af klima- og miljøkrisen og nærer et behov for at føle sig i ét med naturen. Men der er også noget andet, som er vigtigt for den urbane livsstilsvandrer, mener Julia Lahme:

”Det handler i høj grad om at vise, at man vandrer. Gåturen skal helst dokumenteres og deles på Instagram, så andre kan se, at man er typen, der vandrer.”

Outdoor-typen har ikke noget imod at rejse et stykke vej for at vandre i de mest uspolerede naturomgivelser. De rejser typisk nordpå, for eksempel til Finland, hvor de kan vandre blandt klipper, i moser og tætte skove. De bruger ikke telefonen som vejviser, fordi de søger at undslippe det hurtige samfund med stress og teknologi. I stedet har de et fysisk kort over området under armen, mens de jagter vandreturens følelsesmæssige rus, siger Julia Lahme:

”De vil fortælle dig, at vandreturen giver fred, afstresning og selvindsigt. Og kæmpestore naturoplevelser, fordi der ikke er noget imellem dem og naturen.”

Den filosofiske fodgænger

Søndagsturstypen

”Jeg har gået mig mine bedste tanker til, og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den,” har Søren Kierkegaard engang sagt. Kan man genkende sig selv i de ord, er der er en sandsynlighed for, at man kan betegnes som den filosofiske fodgænger.

”Man går for at tænke en sag igennem eller gå kloge tanker frem. Ikke for motionens skyld, men for ikke at sidde stille. Og det er en gåtur, man går alene,” siger Julia Lahme.

Den moderne filosofiske fodgænger kunne være en midaldrende mand, der sidder og arbejder, men pludselig rejser sig fra sit skrivebord og føler sig nødsaget til at bevæge sig.

”Og hvis man går stille og roligt, kan det godt være lidt melankolsk. Hvis man går meget stærkt, er man rigtig sur over et eller andet. Så her afspejler tempoet humøret og det indre, rige følelsesliv,” siger Julia Lahme.

Påklædningen er ikke praktisk. Omgivelserne er heller ikke specielt afgørende, for ruten kan lige så vel være ned ad gågaden som den kan være i naturen, siger Julia Lahme:

”Det er bare ud af døren, og så er man der. Og så går man 1500 meter, vender hjem og sætter sig ned og kommer videre med det, man var i gang med. Den her slags gåtur har muligvis afløst ’stresscigaretten’, efter at mange er stoppet med at ryge.”

Der findes en måde at gå på, som i virkeligheden ikke har ret meget at gøre med selve det at gå. I stedet handler den om at se på andre mennesker og selv at blive set på – ofte i byen når solen skinner: søndagsturstypen.

Man kunne med et lidt gammeldags ord kalde denne fodgænger for en flanør, altså en elegant dagdriver, der strejfer rundt i gaderne.

”Det kunne være kvinden, der en søndag lægger makeup og binder tørklædet pænt, inden hun går en tur. Hun har også en flot jakke, og skoene er ikke egnede til at vade gennem mudderhuller. Gåturen er ikke motionsorienteret. Det er en hyggetur, hvor man har sit bytøj på,” siger Julia Lahme.

Det praktiske tøj er heller ikke strengt nødvendigt for denne måde at gå på, for søndagsturstypen tilbagelægger ikke lange distancer. Måske går man rundt om en sø, og man går i et roligt tempo. Det kan være, man på vejen gør et stop på en café, hvor man drikker en kop kaffe. Og det er sandsynligt, at man har en ven ved sin side, som man taler med.

”Det er i virkeligheden mere en samtaleform end en motionsform,” siger Julia Lahme. J

Mine romaner bliver til, mens jeg går Hør artiklen læst op i Kristeligt Dagblads app