Interview Peter Nejsum så sin morfar som en helt. Da han begyndte at grave i historien, viste der sig et andet billede

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. november 2022 Peter Nejsum så sin morfar som en helt. Da han begyndte at grave i historien, viste der sig et andet billede

Når Peter Nejsum som barn

spurgte, hvad hans tyske morfar lavede under Anden Verdenskrig, fik han ikke svar. Nu har Peter Nejsum sammen med ægtefællen Ulla Morre Bidstrup gravet dybere efter de svar, han aldrig fik

interview

Else Marie Nygaard

nygaard@k.dk Den her historie begynder med en forelskelse midt i livet. Som nyforelskede lånte Ulla Morre Bidstrup og Peter Nejsum et sommerhus i Asserbo i Nordsjælland.

De er begge født i sommeren 1965, de har begge været gift før, de er begge forældre til tre børn, og så har de læst det samme fag, men hvem stod de på skuldrene af? De havde ikke siddet længe ved sommerhusets havebord, før Peter Nejsum begyndte at fortælle om sin morfar, Heinz Erler.

Han fortalte om sin morfars solbrune ansigt med de tunge kinder, hans tykke mave, hans legesyge humor og hans veludviklede sproglige sans. Inden Peter Nejsum begyndte at studere teologi, havde han en drengedrøm om at blive journalist som sin morfar. De to delte en optagethed af sprog, litteratur og klassisk musik. Ikke mindst Wagner var en fælles passion.

De nyforelskede blev siddende ved havebordet i Asserbo til langt ud på aftenen, pakket ind i tæpper. Det var her, Peter Nejsum fortalte om sin morfars død. Heinz Erler var 77 år, da han i påsken 1987 valgte at afslutte sit liv. Han efterlod sig et selvmordsbrev. Peter Nejsum fortalte, at hans morfar indledte selvmordsbrevet med at citere den højpandede tyske forfatter Heinrich von Kleist: ”Jeg kan ikke dø, førend jeg, glad og tilfreds som jeg er, har forsonet mig med hele verden.” Her kom Ulla Morre Bidstrups første undren: ”Hvordan kunne Peters morfar indlede sit afskedsbrev med at citere en tysk digter? Det virkede sært distanceret i lyset af, at han var ved at tage afsked med sit liv.”

Inden det nyforelskede par låste sommerhuset af og kørte tilbage mod hverdagen, havde Ulla Morre Bidstrup stillet Peter Nejsum et spørgsmål, der kom til at optage dem begge siden. ”Hvad lavede din morfar egentlig under krigen?”

Samtalen den weekend i Asserbo blev afsættet for den bog, som udkom i september på Kristeligt Dagblads Forlag: ”Min fars hemmeligheder. Brevene fra Anden Verdenskrig”. Ulla Morre Bidstrup fornemmede, at Peter Nejsum så på sin morfar med nærmest udelt beundring, men hvad sker der med kærligheden og respekten, når man graver i historien og ikke møder en helt?

Den stolte tyske forbindelse

I den lyse spisestue i præstegården i Brønshøj, som er sognepræst Peter Nejsums tjenestebolig, står et vitrineskab fyldt med musselmalet riflet. Stellet er velholdt, men her er også skårede kopper.

Peter Nejsums mormor, Inger Baungaard, var datter af det velhavende fabrikantpar Regina og Knud Baungaard, der med succes producerede bølgepap. I 1929 blev Inger Baungaard sendt til den tyske husholdningsskole Töchterheim Bad Schlag, som var forbeholdt døtre af det bedre borgerskab. På skolen blev Inger Baungaard veninde med en jævnaldrende kvinde fra Leipzigs overklasse, og det var gennem veninden, at hun traf Heinz Erler. Den noget stille fabrikantdatter fra København blev stormende forelsket i den jævnaldrende tyske journalist.

Efter fem års forlovelse gav parret hinanden deres ja i Holmens Kirke i København i 1937. Og med et anseeligt udstyr, som blandt andet talte meget af indholdet bag vintrineskabets glaslåger, stiftede det nygifte par et hjem i en lejlighed i Leipzig i 1937. Tiden blev præget af en dyb kærlighed samt adskillelse og uvished. I 1940 blev datteren Bente født i Leipzig, og to år senere blev den lille familie adskilt af krigen.

Bente blev enebarn, og to årtier efter Anden Verdenskrigs afslutning gjorde hun sine forældre til morforældre, da hun fødte sit første barn, Peter. Et par år senere fødte hun Lars. På dette tidspunkt havde de dansk-tyske morforældre en hverdag med lejlighed på Frederiksberg i København med udsigt over Søndermarken og en god økonomi sikret af familien Baungaard. Peter Nejsum vidste tidligt, at hans morfar havde været soldat under krigen, men de gange han spurgte om krigen, lukkede hans mormor for en potentiel samtale med variationer af replikken: ”Vi skal ikke tale om krigen. Så kan morfar ikke sove.” ”Det, jeg vidste, var, at min morfar og mormor levede adskilt både under og efter krigen i en årrække. Og da jeg var ung, gav min morfar mig en flig af historien. Han fortalte, at han var krigsfange i USA efter krigen,” fortæller Peter Nejsum

Peter Nejsum og Ulla Morre Bidstrup

De er begge født i 1965 og er begge teologer. Han er sognepræst i Brønshøj. Hun er uddannelses-og afdelingsleder ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter i København. Sammen står de bag podcasten ”Min morfars breve fra krigen” for udbyderen Podimo. Podcasten tager afsæt i arkivmaterialet. Sammen har parret skrevet ”Min morfars hemmeligheder. Brevene fra Anden Verdenskrig”, som er udkommet på Kristeligt Dagblads Forlag.

2 Heinz Erler fik to børnebørn: Lars Nejsum (til venstre) og Peter Nejsum (til højre), og han viste med glæde og stolthed sit fædreland frem. – Privatfoto

1 Da Peter Nejsum og Ulla Morre Bidstrup begyndte at læse, var det, som om de trængte sig ind i et intimt rum mellem Peter Nejsums mormor og morfar. – Foto: Johanne Teglgård Olsen

De gemte breve

At Peter Nejsum i dag ved langt mere om, hvad hans morfar lavede under krigen, kan han takke sin mor, Bente Nejsum, for. En dag nævnte hans mor, at hun havde en kasse på loftet med nogle breve fra krigens tid. Mens Europa var mere eller mindre lukket af pandemien i maj 2020, skulle Peter Nejsum og Ulla Morre Bidstrup på studieorlov til Leipzig, som var byen, hvor Peter Nejsums morfar havde boet. Aftalen blev, at parret fik brevene med.

”Først vægrede min mor sig mod vores interesse for hendes families historie, og det passede hende godt, at vi var langt væk, når vi begyndte at læse brevene.”

Peter Nejsums morfar har med sirlig og sikker skråskrift skrevet sig gennem de 10 værste år af sit liv på tyndt papir. Hjemme i Danmark samlede Peter Nejsums mormor brevene fra ægtefællen. De breve, Peters mormor sendte til sin mand under krigen og i den efterfølgende tid, er der ikke spor af.

Da Ulla Morre Bidstrup og Peter Nejsum sad i Leipzig og forsøgte at sortere brevene og begyndte at læse, var det, som om de trængte sig ind i et intimt rum mellem Peter Nejsums mormor og morfar. Og af og til slog det gnister mellem dem. Ulla Morre Bidstrup stillede spørgsmål, som fik Peter Nejsum til at reagere med vrede.

Det gør ondt at grave

Inden de tog fat på at læse brevene, havde Peter Nejsum tænkt, at hans morfar var soldat i Anden Verdenskrig, fordi det hørte med til at være ung, tysk mand i de år, men brevene og parrets søgninger i diverse arkiver udfordrede Peter Nejsums forestillinger.

Parret besøgte flere gange bymuseet i Leipzig, og en dag så de en film fra 1933, hvor den saksiske afdeling af nazistpartiets årlige træf i 1933 fejres med marcherende nazister, som defilerer forbi Hitler og andre topnazister på den store Augustusplatz. Da Ulla Morre Bidstrup havde set klippet, sagde hun til Peter Nejsum, at hans morfar sikkert var med den dag. På bymuseet udspillede der sig et skænderi, som har været typisk for parrets proces. Peter Nejsum svarede ægtefællen: ”Det kan du da ikke vide. Bevis det.”

Ulla Morre Bidstrup har nok ret i, at Peter Nejsums morfar gik med i optoget den dag. Parrets undersøgelser viser, at Peter Nejsums morfar meldte sig ind i NSDAP i 1931. Peter Nejsum siger: ”Det gør ondt at grave.”

Peter Nejsum vidste, at hans morfar havde arbejdet som journalist, men det var først, da de gennemgik arkivmaterialet, at han fandt ud af, at hans morfar var ansat på ”Leipziger Tageszeitung”, partiavisen for det tyske nazistparti NSDAP i Leipzig. ”Jeg er jo blevet nødt til at se kendsgerningerne i øjnene: Min morfar var som ung overbevist nazist, ” siger Peter Nejsum.

Flere af brevene var hårde at læse. Peter Nejsums morfar var blevet indkaldt til fodfolket i krigens første række i Hürtgenskoven i det, der blev et af de blodigste slag på Vestfronten. Han skriver blandt andet i 1945: ”I får en meget trist efterretning i dag. Jeg er nu hos infanteriet. Jeg ved endnu ikke, hvad kommer, men i hvert fald må I regne med alt. Jeg synes, I skal vide det med det samme, så I er forberedte på det værste ... Hav det altid godt alle sammen. Hils alle, som holdt af mig. Med tusind kys i længsel efter jer, fra jeres farmand, Heinz.”

Da ægteparret havde gennemgået det fyldige arkiv og forfulgt de spor, brevene førte med sig, stod de med et broget billede af Peter Nejsums morfar.

De havde begge tænkt, at de hårdeste år for Peter Nejsums far var under Anden Verdenskrig, men læsningen af brevene viser, at lidelserne tog til efter krigens afslutning, fordi han i flere år ikke kunne blive forenet med sin hustru og datter i Danmark, samtidig med at han måtte hutle sig gennem tilværelsen i efterkrigstidens på mange måder ødelagte Tyskland.

For Peter Nejsum var et vigtigt motiv for arbejdet, at han havde et behov for at sige tak til sin morfar. ”Jeg ville gerne forstå, hvad der drev min morfar til selvmordet. Nu ved jeg, at han under og særligt efter krigen har gjort og ment ting, som var idiotiske, og at han havde utilgivelige holdninger i forhold til nazismen, men det ændrer ikke ved, at jeg stadig elsker ham.” J