Interview Et postkort bragte hende på en eksistentiel rutsjetur. Det endte med en roman

Et postkort bragte hende på en eksistentiel rutsjetur. Det endte med en roman

”Postkortet” er titlen

på den franske forfatter Anne Berests roman, som er udkommet på dansk. Titlen refererer til en hændelse, der udløste to spørgsmål: Hvem sendte kortet til hende? Hvem er Anne Berest dybest inde?

interview

Birthe Pedersen

bpedersen@k.dk Anne Berest taler, som hun skriver. I korte, klare sætninger, der klinger frostklart og indlysende som spæde isdråber i vintersolen.

Med enkle, klare ord kondenserer den franske forfatter den eksistentielle søgen, som begyndte, da et postkort uden anden tekst end fire jødiske navne dumpede ned i postkassen hos Anne Berests mor en vintermorgen i 2003.

De fire navne på postkortet, Ephraïm, Emma, Noémie og Jacques, var hende ikke ukendte. Det var navnene på hendes oldemor og oldefar og deres to børn, der alle omkom i Auschwitz i 1942. Deres tredje barn, Myriam, Anne Berests mormor, var den eneste, der overlevede.

Men hvem havde skrevet disse fire jødiske navne med kantet, kejtet skrift på et postkort med et motiv af Garnieroperaen i Paris, der tilsyneladende stammede fra begyndelsen af 1990’erne? Og hvorfor blev det sendt til Lélia, Anne Berests mor ?

Det er intrigen i Anne Berests roman ”Postkortet”, som netop er udkommet på dansk fra Forlaget Alpha, efter at romanen blev modtaget med storm af det franske publikum, da den udkom i Frankrig i efteråret 2021.

Anne Berest er foruden forfatter også manuskriptforfatter til både film og teater, og så har hun skrevet den populære tv-serie ”Mytho” til den fransk-tyske tvstation Arte. Men romanen er det absolutte frirum, siger Anne Berest, som netop har været i USA for at promovere ”Postkortet”, da Kristeligt Dagblad taler med hende over en internetforbindelse, kort inden hendes bog landede på hylderne i dansk oversættelse.

Pladsen på familietræet

”Den første er en familiesaga, som begyndte i 1919 i Rusland, fortsatte i Letland og siden i Palæstina for så at ende i Frankrig, inden adskillige familiemedlemmer døde i Auschwitz under Anden Verdenskrig. Det er også jødernes historie, der fortælles igennem denne familie. Og det er Europas historie fra Oktoberrevolutionen til Anden Verdenskrig,” fortæller Anne Berest. ”Den anden bog er en kriminalroman om opklaringen af mysteriet om postkortet. Det er en virkelig efterforskning. Jeg engagerede rent faktisk en privatdetektiv til at finde ud af, hvem afsenderen var. Og jeg kontaktede også en grafolog, der hed Jesus, som jeg beskriver i bogen. Alt dette er virkeligt. I bogen har jeg kondenseret efterforskningen til fire måneder. Men i virkeligheden tog det fire år,” siger Anne Berest.

Men det er den tredje bog i bogen, som er den virkelige grund til, at hun måtte skrive historien om dette postkort. ”Postkortet er en bog om, hvordan man finder sin plads i stamtræet. Hvordan man lever med sine forfædre, dem, der gik forud for os. Og hvordan man giver denne historie videre til de næste generationer. Det er historien om min personlige søgen efter en jødisk identitet, som jeg ikke tidligere bekymrede mig om. Det er en bog om at høre til i en familiehistorie, der er præget af eksil og opbrud,” siger Anne Berest.

”Jeg overlevede, du blev dræbt”

Anne har et mellemnavn. Myriam. Efter sin mormor, datteren af Ephraïm og Emma Rabinovitj fra postkortet. Annes søster, Claire, hedder Noémie til mellemnavn. Som Myriams søster, der døde i Auschwitz.

I en af de stærke passager i bogen gengiver Anne Berest den brevveksling, hun havde med sin søster under efterforskningen. Om, hvordan et barn mærkes af at bære sine forfædres navn. ”Jeg er Myriam, og du er Noémie. Vi er søstrene Berest, men i vores indre er vi også søstrene Rabinovitj. Jeg er hende, der overlever. Og du er hende, der ikke overlever. Jeg er hende, der slipper bort. Du er hende, der bliver myrdet. Jeg ved ikke, hvilket af de to kostumer det er værst at bære,” skriver Anne Berest. ”Der er noget skæbnebetinget i at blive opkaldt efter en anden. Man skrives ind i en familiehistorie. Man kommer ind i verden med en kuffert, der indeholder dette navn og denne historie. Kufferten kan være tung at bære, den kan indeholde en skat eller en tung byrde, man kan stille den fra sig eller pakke den ud. Kufferten indeholder det, jeg bærer i mig,” siger hun.

Det, hun bærer i sig, er holocaust og

FOTO: LOU BENOIST/AFP/RITZAU SCANPIX

”Jeg har spekuleret meget over, hvad det betyder at høre til. Og om det nødvendigvis er en geografisk følelse. Eller om det ikke dybest set handler om at være rodfæstet i en historie.

jødedommen, fortæller hun. Noget, hun ikke havde forholdt sig til. Før postkortet. ”Man kan ikke slippe for at forholde sig til holocaust, når man er jøde. Jeg tilhører tredje generation, og vi er den sidste generation, der har kendt de overlevende, vore bedsteforældre. Jeg har kendt Myriam. Men de, der kommer efter os, har ikke kendt dem, der oplevede holocaust. Derfor har vi en særlig forpligtelse til at fortælle historien videre. Vi skal samle stafetten op og give den videre.”

Det er det, Anne Berest gør i ”Postkortet”. Samler stafetten op og giver den videre.

Hun følger familiens vej gennem Europa, til Auschwitz og helt ind i gaskamrene. Hun må gætte sig til, hvad de sagde og følte. Men alt hviler på vidneudsagn og faktuelle beskrivelser, der har næret både hendes personlige rejse og romanens beskrivelser. ”Der ligger et meget stort researcharbejde bag romanen. Jeg har læst utroligt meget. Mens jeg skrev, forestillede jeg mig hele tiden, at jeg skrev til en ung 17-årig læser. Mit forlag ville have mig til at skære i teksten med den begrundelse, at noget af det, jeg fortæller, er almenviden. Alle ved, at jøderne skulle bære gule stjerner. Alle kender Vel d’Hiv-arrestationerne og deporteringen af over 13.000 jøder i 1942. Men jeg sagde nej. Vi ved det. Men de unge ved det ikke. Det er vigtigt, at vi bliver ved med at fortælle denne historie,” siger Anne Berest.

En historie om at flygte

Anne Berests forældre talte ikke om holocaust, eller hvad der skete med familien. De talte ikke om jødedommen. De var assimilerede, verdslige og ikke-troende. Anne Berest forholdt sig ikke til sin jødiske identitet og historie. Før postkortet dumpede ind i tilværelsen. ”Vi lagde det først i en skuffe og talte ikke mere om det i 14 år. Indtil min seksårige datter en dag kom hjem fra skole og sagde, at ’henne i skolen kan man ikke lide jøder’. Det gik op for mig, at jeg i næsten samme alder, i 1980’erne, havde oplevet, at der var blevet malet et hagekors på vores hus. Og at min mor i næsten samme alder, i 1950, blev ramt af en sten i ansigtet og blev kaldt ’beskidte jøde’. I hver generation har vi opdaget antisemitismen i næsten samme alder. Jeg kom til at tænke på postkortet og bad min mor finde det frem igen. Efterforskningen blev en personlig rejse ind i min jødiske identitet, som jeg nu tager på mig,” siger Anne Berest. ”Da jeg var barn, var det indlysende for mig, at jeg var fransk, og at min familie hører til i Frankrig og altid havde gjort det. Det tog lang tid, før jeg forstod, at min mormor, Myriam, ikke var født i landsbyen Céreste i Provence, hvor jeg tilbragte sommerferierne. Det gik op for mig, at mine bedsteforældre stammede fra Rusland og havde rejst gennem Europa. Jødernes historie er en århundredlang historie om eksil, om at flygte. Det er blevet jøderne bebrejdet. På fransk taler man nedsættende om ’den omflakkende jøde’,” fortæller forfatteren. ”Rigtig mange mennesker har faktisk en familiehistorie om eksil. Det behøver ikke at være mange hundrede kilometer. At flytte fra landsbyen til storbyen kan også være et eksil. Det rejser altid spørgsmålet om at høre til og være rodfæstet et sted. Jeg har spekuleret meget over, hvad det betyder at høre til. Og om det nødvendigvis er en geografisk følelse. Eller om det ikke dybest set handler om at være rodfæstet i en historie. Om vi ikke alle er evige rejsende på denne planet, hvor vi er på besøg hos en vært, der tager imod os. En vært, der hedder Moder Jord,” funderer Anne Berest.

Hun er i dag rodfæstet i sin jødiske kultur. Det er resultatet af ”Postkortet”, fortæller hun. ”Romanen er en historie om min tilblivelse som jøde. Det har været en åndelig søgen, men i kulturel forstand, ikke i religiøs. Jeg har ikke fundet troen undervejs. I dag fejrer jeg de jødiske fester, som vi aldrig har fejret i min familie. Jeg fejrer dem med mine børn, men som kulturelle højdepunkter og udtryk for et fællesskab, ikke som noget religiøst.”

På romanens sidste sider forløses mysteriet om, hvem der sendte postkortet med de fire navne. Og hvorfor. ”I modsætning til en krimiforfatter,

der kender løsningen på mysteriet, kunne jeg ikke vide, om jeg ville finde et svar, og om bogen ville blive færdig. Jeg tænkte, at hvis jeg ikke kunne opklare mysteriet, ville der ikke blive nogen bog. Læserne ville blive rasende, hvis de ikke fik forløsningen. Flere gange var jeg ved at blive desperat. Og da jeg endelig fandt svaret, var det en afsløring, jeg ikke i min vildeste fantasi havde kunnet forestille mig. Men det skal vi jo ikke af”Efterforskningen blev en personlig rejse ind i min jødiske identitet, som jeg nu sløre på forhånd,” siger Anne Berest. J tager på mig. ANNE BEREST.

Anne Berest

Blev født i Paris den 15. september 1979. Uddannet i teaterstudier fra Lycée Fénelon i Paris og begyndte sin karriere som skribent og redaktør på teatermagasinet Les Carnets du Rond-Point. Debuterede med sin første roman i 2010. Er desuden manuskriptforfatter og har skrevet til både teater, film og tv, herunder manuskriptet til serien ”Mytho” på den fransk-tyske tv-station Arte. Har medvirket som skuespiller i tre film. ”Postkortet” (med originaltitlen ”La carte postale”) er hendes sjette roman. Den udkom på dansk den 20. oktober fra Alpha Forlag og er oversat af Ane-Grethe Østergaard. I den anledning gæster Anne Berest Danmark på lørdag den 5. november ved årets Bogforum 2022 i Bella Center på Amager i København. Anne Berest bor alene med sine to døtre.