Anmeldelse Det er håbløst og vi giver os ikke

22 |Julebøger2022 | Samfund

Det er håbløst, og

Hvad trænger vi til i en

kriseramt tid? Vi trænger til gode samtidsbeskrivelser, så vi kan forstå det nye politiske og eksistentielle terræn. Denne bog styrker på ægte dannende vis den fælles samtale

anmeldelse

For meget ”jeg” i tiden

Finn Skårderud

kultur@k.dk Under læsningen af denne bog kom jeg til at tænke på en strofe af den norske poet Jan Erik Vold: ”Det er håpløst, og vi gir oss ikke.”

To journalister ved Kristeligt Dagblad, Bjørg Tulinius og Michael Bach Henriksen, giver sig ikke. I 2020 samlede de 18 forfattere og tænkere til samtaler om eksistens i det 21. århundrede. Bogen, hvor jeg selv var en af de interviewede, hed dengang ”Mellem frygt og håb”. Nu fortsætter de med bogen ”Håb og handling i en kriseramt verden”. De har inviteret 16 nye forfattere og intellektuelle til at reflektere over vor forvirrede klode.

Det er et meget sympatisk projekt. Jeg har en svaghed for genren samtidsdiagnostik. Som psykiater har jeg selv licens til personlig diagnostik. Men vi trænger til, at nogen hjælper os til at se ikke bare den enkelte, men de mange i de store billeder – politisk, økonomisk, socialpsykologisk og eksistentielt.

Idealet er, at rigtige diagnoser kan bidrage til bedre prognoser. For denne bogs forfattere betyder det også et eksplicit ønske om at bidrage til mere håb og i bedste fald til nogle retninger for nyttige handlinger.

Mange mennesker kan i dag virke handlingslammede. De kan være passive eller aggressive mod tv og i kommentarfelterne. Øget vælgerstøtte til højrekræfter er en del af tidsånden i flere europæiske lande. Den paradoksale handlingslammelse er, at de vil, at andre skal handle kraftfuldt for dem. Jeg kommer til at tænke på en anden litterær strofe, og nu er det fra selveste ”Peer Gynt” af Henrik Ibsen: ”Jeg får vel følge med på ferden, men protesterer for all verden!”

Ja, situationen er alvorlig, selv om vi altså ikke handler på den. Vi fortsætter stort set som før. I Norge snakker man også om klima, samtidig med at krigen får både politikere og folk til at hæge om vores kulindustri og udvinde nye olie- og gasfelter. Ruslands handlinger bidrager til voldsomme indtægter til den norske stat.

Gennem vore sløve internetabonnementer har vi naivt og begejstret åbnet for, at antidemokrater som Elon Musk og Mark Zuckerberg gradvist overtager verden. De producerer vrede og skamløshed i kommentarfelterne.

Og fra Norge kan jeg læse om, at danske borgere over 65 år har større tro på fremtiden end de unge. Gennem en voldsom inflation af det psykologiske sprog har vi givet mange unge redskaber til at fortolke deres egne liv i kraft af psykiatriske diagnoser og ikke som udryk

for livets uundgåelige svingninger. Ungdom er ikke en sygdom, selv om rigtig mange unge omtaler og forstår sig selv sådan. Men flere er faktisk syge. Mange af os voksne bør være glade for, at vi fik nogle af civilisationens højdepunkter med os, før både forvitringer og polariseringer ramte os. ”Håb og handling i en kriseramt verden” er en bog med en klar plan. I en tid hvor vi klager over, at det kan blive for meget ”jeg”, vælger de to forfattere Tulinius og Bach Henriksen bevidst ”vi”. Det gør de altså gennem dialogerne. De skaber møder. Tulinius har haft ansvaret for gruppen af internationale tænkere, mens Bach Henriksen har interviewet de skønlitterære forfattere. Begge leder os behageligt ind i disse møder. Med god pædagogik præsenterer de samtalepartnerne, dele af deres værkhistorie, for så i samtalen at bringe det hele frem til den dagsaktuelle situation. Og bogen har et klart greb med, at hver anden samtale er med henholdsvis en intellektuel og en kunstner. Jeg vælger at undertekste det sådan, at disse to former for åndsarbejde kan supplere hinanden. Gennem sit unikke sprog kan kunstneren måske se noget, som den mere begrebs- og systemorienterede tænker ikke fanger. Og idémenneskene og forskerne kan bidrage med overblik. Bogen er organiseret i tre dele. Den første del vier sig netop til det samtidsdiagnostiske: ”Vi’et er under pres.” Af respekt navngiver jeg alle de interviewede. Det er den tyske sociolog Andreas Reckwitz, den tyske forfatter Judith Hermann, den amerikanske sociolog Arlie Russel Hochschild, den danske forfatter Dorthe Nors, den amerikanske historiker Anne Applebaum og russisk-amerikanske forfatter Gary Shteyngart. Nogle bidrager absolut mere end andre. Jeg forsøgte en tid at følge sidstnævnte Shteyngart på det sociale medie Instagram. Men det blev hurtig for meget støj. Jeg tilgiver ham, fordi han bidrager til manuskriptet på det koldblodige familiedrama i HBO-serien ”Succession”. Andreas Reckwitz er for længst en sociologisk succes med sit Jeg voksede op i en tid i en norsk skov, begreb om singulariteten og singularisering. Fokusset på hvor den vigtigste besked til os unge var, at vi skulle væden enkelte, det unikke og det spektakulære, undergraver det almindelige, skriver og siger han. re almindelige. I dag er det langt mere alDet skaber en udmattende og fællesskabs-ødelæggende mindeligt at skulle præstationskultur. Jeg voksede op i en være ualmindelig. tid i en norsk skov, hvor den vigtigste besked til os unge var, at vi skulle være almindelige. I dag er det langt mere almindeligt at skulle være ualmindelig, ordinært at skulle være ekstraordinær. Og Anne Applebaum minder nødvendigt om, hvordan sociale medier bidrager til at ødelægge demokratiet. Vi lever i en ny vildmark, siger hun.

Knausgård, Brinkmann og etik

Bogens anden del forsøger at udstikke retninger: ”Længslen efter udblik.” Ja, hvor skal vi se hen? Bidragyderne her er danskenes velformulerede psykologiprofessor Svend Brinkmann, den norske succesforfatter Karl Ove Knausgård, den albanske filosof Lea Ypi, den amerikanske forfatter Elizabeth Strout, den tyske filosof Peter Sloterdijk og til sidst

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. november 2022 vi giver os ikke

0 Journalisterne ved Kristeligt Dagblad, Bjørg Tulinius og Michael Bach Henriksen, fortæller her om arbejdet med bogen ” Håb og handling i en kriseramt verden” på Bogforum 2022 i København. – Foto: Anne Kiib Larsson.

Bjørg Tulinius og Michael Bach Henriksen: Håb og handling i en kriseramt verden. 224 sider. 249,95 kroner. Kristeligt Dagblads Forlag

den norsk-amerikanske forfatter Siri Hustvedt.

De peger alle på nødvendigheden af, at der ikke findes et ”jeg” uden et ”du”. Vi bliver ikke os selv af os selv, men via andre. For igen at begynde i den svagere ende: Jeg får ikke så meget ud af Sloterdijk denne gang, ud over at han fortsat er et frittalende humørmenneske. Lea Ypi er fascinerende interessant, nærmest eksotisk med sin opvækst i Albanien under socialistdiktaturet med Enver Hoxha. Det var en verden fuld af hyldest, underkastelse og ikke mindst løgne. Så faldt regimet, den vestlige frihed skulle nu hyldes. Lea Ypi nøler. Hun evner det kloge tvesyn. Det var ikke alt, der var galt med det gamle system, og der er sandelig mange ufriheder ved den vestlige frihed.

For os trofaste Knausgård-læsere bliver det meget repetition af, at skrivningen er det fristed, hvor man slipper for at være sig selv. Det er selvsagt interessant, men måske ikke noget, vi andre kan anvende. For Kristeligt Dagblad som avis og forlag er det nok mere interessant, at han med sit nye romanværk ”Morgenstjernen” digter det overnaturlige frem. En ny stjerne dukker op på himlen og manges liv bliver brat forandret. Det tredje bind ”Det tredje riket” udkom for nylig på norsk. Store forfattere som Knausgård og den tyske nobelprisvinder og psykolog Olga Tokarczuk skriver sig løs fra knugende materialisme og trøstende socialpsykologi og digter en nyåndelighed.

Siri Hustvedt håber, at mange under pandemien indså den nyliberale økonomis underside: at det er almindelige mennesker, som sundheds- og transportarbejdere, der holder samfundet gående. Jeg er ikke så sikker. Vi glemmer hurtigt. Jeg ville ønske, hun havde ret.

Det klart stærkeste bidrag i denne afdeling af bogen er samtalen med Svend Brinkmann. Hans projekt er meget tydeligt. Det er vor etiske pligt at se ud over os selv. Vi må være tydelige med, at vore egne stærke følelser ikke betyder det samme, som at vi har ret. Vi kan føle noget, og samtidig tage fejl og gøre andre uret. Brinkmann brænder for dannelse. Han gør det meget let for mig at følge ham, spidsformuleret og underholdende, som han også kan være.

Nogle friheder må begrænses

Bogens tredje og sidste del håber på, at der er håb et eller andet sted: ”Håbet er derude”. Og i denne del af bogen håber man ikke mindst på nogle handlingsdispositioner. Hvad kan vi gøre? Det tales der om med den norske filosof Arne Johan Vetlesen, den store amerikanske forfatter Jonathan Franzen, den canadiske historiker Michael Ignatieff og til sidst den amerikanske forfatter Ben Lerner.

Franzen siger, vi må handle i det små og i det lokale. Han lader til at pendle mellem to ”splendid isolations” (storslåede afsondringer). Den ene er i sit californiske hjem med samboer og selvvalgt barnløshed, hvor han fortløbende skriver på den store amerikanske roman. Den anden er, når han kigger på fugle. Hans bud er, at vi redder kloden ved at begynde at redde de lokale fugle. Det er jo en meget forsigtig aktivisme.

Der er langt større kraft i den norske filosof Arne Johan Vetlesens bidrag. I vores omgang med naturen er vi onde, hævder han.

Bør vi ikke derfor tage den alvorlige samtale om, at nogle friheder må begrænses? Og han har et stykke ad vejen givet op, hvad menneskene mellem 40 og 60 angår. De er blevet loyale over for det onde system. Derfor må vi håbe, at ungdommen endnu ikke er ødelagt. Dette er helt klart bogens tydeligste og mest tankevækkende bidrag.

Jeg kan virkelig godt lide denne bog, selvom den ikke evner at udstikke en retning. Men de bidragydende og forfatterne skal have point for ambitionen. Bogen er simpelthen dannende, i brinkmannsk forstand.

Diagnoserne er ganske klare. Så hvad er kuren og prognosen så?Måske et muligt tredje bind skal være samtaler med unge mennesker; de endnu ikke fordærvede. J