TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 19. NOVEMBER 2022
Med ”Kriger uden maske” står Hanne-Vibeke Holst bag en af tidens anmelderroste bogudgivelser, som advent- og juledagene kan bruges til at fordybe sig i. Side 6
Få overblik over årets titler, der alle har julen som tema – for børn og andre julebegejstrede sjæle. Side 18
Krige, magtbegær, forfængelige og fordrukne mænd, stærke og magtfulde kvinder, galskab og intriger. Du får det hele.
En
Hvordan får vi mere ro og tilfredshed i vores hverdag? Ved at forstå, hvad vi alle sammen kommer fra, mener Lisbeth Zornig.
En roman, der gør os klogere på en af Danmarks største kunstnere BERLINGSKE
En mesterlig roman .. Så menneskelig, så grusom, så mørk, så smuk BERLINGSKE
Findes der en mere begejstrende pakke end den firkantede med boghandlerens bånd omkring?
I Kristeligt Dagblads tillæg Julebøger2022 er der inspiration til ønskesedlen og juletidens litterære oplevelser med de bedste tidligere bragte anmeldelser og interview om tidens bøger. God læselyst!
Benedikte Christine Rasmussen, jourhavende og tillægsredaktør, Kristeligt Dagblads kulturredaktion
SAMFUND
Anmeldelse Det kræver råstyrke at blive en ægte kunstner 8 Nyhed Skønlitteraturen står i kø ved trykpressen 8 Anmeldelse Speltboller og spredt fægtning 12 Anmeldelse Sjælens smerter 12
6
Anmeldelse Har vi virkelig brug for flere ord om Strunges årti? 14
Anmeldelse Poetiske bønner 14
Kommentar Stor litteratur pris til dansk forfatter med eget lille forlag er en regulær sensation JULEBØGER FOR BØRN 18 Guide Juletid er også læsetid i kalenderlysets skær. Her er tidens børnebøger om jul
20 Anmeldelse Blafrende nerver
22 Anmeldelse Det er håbløst, og vi giver os ikke
24 Baggrund Familiehemmelig hederne vælter ud af tidens bøger
26 Anmeldelse Slutningen mangler, men spionchefs historie er god
TRO
31 Interview Jeg tror, natten ender i en morgen
32 Anmeldelse Det Gamle Testamente med både udsigt og indsigt
32 Anmeldelse Et godt liv uden ægteskab, familieliv og karriere
36 Interview Peter Nejsum så sin morfar som en helt. Da han begyndte at grave i historien, viste der sig et andet billede
38 Anmeldelse Dantes andre skrifter 38 Bag om bogen Febervildelse og falske sygdomsforestillinger
39 Anmeldelse En stærk kultur, der krydsede landegrænser 39 Anmeldelse Bagtroppens faneflugt 40 Kulturhistorie Bag enhver legeplads står der en tidsånd UDENLANDSK LITTERATUR 42 Bogen i tiden Som en fuga af Bach 44 Anmeldelse ”Jeg er kolossal, jeg rummer utallige” 45 Anmeldelse På sporet af den tabte tid 46 Interview Et postkort bragte hende på en eksistentiel rutsjetur. Det endte med en roman 48
Anmeldelse Golls tryllebindende undergangstoner 48 Anmeldelse Mit liv som kakerlak 50 Anmeldelse For altid ung 52 Interview snart skal dø, kan man skrive, hvad man vil 54 Quiz og noter
I Hanne-Vibeke Holsts seneste medrivende murstensroman får vi hele pakken og mere til om billedhuggeren Sonja Ferlov Mancobas (1911-1984) første 33 år anmeldelse
Lisbeth Bonde
kultur@k.dk
I 2017 fik Hanne-Vibeke Holst adgang til et righol digt arkiv med kunstner og billedhugger Sonja Ferlov Mancobas (1911-84) breve, dagbøger og udklip, som hun nu har stu deret, vendt og drejet og skabt en meget lang roman ud af. Hun må være den per son i kongeriget, der ved mest om Sonja Ferlov Mancoba – helt ned til de mest in time detaljer, som hun har kunnet læse sig til i en brevveksling med blandt andet Sonjas franske veninde.
Romanens ydre handling kommer næppe bag på den kunstkyndige, som kender Sonja Ferlov Mancobas særegne liv og vanskelige kamp for at blive den nyskabende kunstner, som hun blev: i foråret 2019 gav Statens Museum for Kunst hendes værker fuldt spotlys på en smukt iscenesat udstilling, der efterføl gende kunne opleves på Centre Pompi dou i Paris. For Paris var hendes og hen des sydafrikanske mand, maleren Ernest Mancobas (1904-2002), faste base. På ud stillingen blev fortællingen om hendes baggrund, liv og vej til kunsten foldet grundigt ud.
Romanen har hentet sin titel ”Kriger uden maske” fra et udsagn af billed kunstneren Ejler Bille (1910-2004), der var Sonjas livslange nære og trofaste ven, støtte og kollega. Han kalder hende en radikal kunstner, men denne karakte ristik kan hun ikke genkende, da hun snarere søger en indre sandhed end en ydre avantgardestatus og i øvrigt sjæl dent gør noget væsen af sig. Bille siger dertil, selvkorrigerende: ”Nej, du er jo kriger i en større sags tjeneste. Kriger uden våben. Eller skulle man hellere si ge kriger uden maske,” med en henvis ning til flere af hendes maskeskulpturer, herunder ”Maske”, der også blev kaldt ”Krigens udbrud” fra 1939.
På det tidspunkt har Sonja fået sit gen nembrud både i sine egne og i kolleger nes øjne med markante arbejder i tre di mensioner, som hun kalder ”væsener”, for de skal være levende, og ”have et hjerte der slår”. Med andre ord har hun fundet et skulpturelt udtryk, der er lige så besjælet som den blankpolerede fangfigur fra centralafrikanske Gabon, som hun fik i hænderne som barn hos det kendte samlerpar Kjersmeier, der hørte til forældrenes bekendtskabskreds. Da hun rører ved den lidt klæbrige skulptur, begynder der pludselig at strømme var me og energi fra den. Hun mærker dens kraft. Denne initierende oplevelse plan
ter et frø i hende, der senere sporer hen de ind på den afrikanske skulpturtraditi on, som hun tydeligvis er inspireret af, og som hun kombinerer med et halvab strakt formsprog, hentet i den europæi ske modernisme. Mødet med Ernest for stærker ikke overraskende hendes for ankring i den afrikanske kunsttradition.
Ved Sortedam Dossering i København står hendes skulptur ”Effort commun” (fælles indsats), som hun udførte i gips i 1964, og som blev støbt i bronze, da den blev opstillet i 1982.
Den består af tre figurer, som synes at være sendt ud i et kredsløb væk fra hin anden, men som samles på tre ben i en perfekt balance. Denne skulptur er i lig hed med flere andre af Ferlovs skulptu rer en slags manifest for hendes grund tanke om, at kun i kraft af hinanden kan vi leve og ånde, og at ingen skaber alene. Hun var en ægte humanist og fælles skabsdyrkende idealist.
Men alle romanens fortræffeligheder til trods: Er det nu også etisk forsvarligt at fremstille en afdød persons liv på den ne måde? Og hvad ved vi egentlig efter endt læsning? Giver det en dybere forstå else af Sonja Ferlov Mancobas på én gang komplekse og universelle kunst at læse om hendes følelser, tanker, erotiske liv, kunstnervenner, menstruationsbind og kamp mod samtidens snævre moral, kvindesyn og racisme? Kender vi nu sandheden om Sonja, selv om man må medgive, at Hanne-Vibeke Holst er krø bet helt ind under huden på hende og får læseren til at krybe med?
På den anden side er det nok de færre ste, der ville binde an med en biografisk roman på 565 sider om en ukendt per son. Her hjælper det at sætte en spæn dende personlighed, en kendis, ind som protagonisten, og her er Sonja eller ”Sonne”, som hun hed i familien, ek semplarisk, for hun er idealistisk, kom promisløs og sandhedssøgende – med andre ord en dybt sympatisk heltinde, for hvem det lykkedes at sætte sig igen nem i et mandsdomineret kunstliv, og som lod hånt om tidens normer ved blandt andet at gifte sig med en sort mand.
Jeg synes også, at de mere private og følelsesmæssige aspekter i romanen ge nerelt står i en højere sags tjeneste. Der udover er der jo tale om en roman, som giver fuld kunstnerisk frihed til forfatte ren, som kan digte videre på sandheden.
En stærkt læseværdig roman, ikke mindst for de mange unge kunstnere in spe, der her kan læse om, hvor meget rå styrke, knofedt og selvtillid det kræver at blive en ægte kunstner. J
Hanne-Vibeke Holst: Kriger uden maske. 565 sider. 299,95 kroner. Gyldendal.
Antallet af nye skøn litterære værker er vokset eksplosivt på 10 år. Det skyldes, at pub licering er blevet nem mere, og at folk har lyst til at udtrykke sig gennem sproget
Da Danmarks største bogmesse, Bogforum, i begyndel sen af november slog dørene op i Bella Center ved København, var der kamp om det skønlitterære salg. Det vælter nemlig ud med nye skønlitterære udgivelser i disse år.
Tal fra Kulturministeriets rapport ”Bogen og Litteraturens Vilkår 2021” viser, at der i 2011 blev udgi vet 1231 nye skønlitterære værker
skrevet på dansk, mens det antal var vokset til 1878 nye værker i 2020, altså en stigning på mere end 70 procent. Rapporten for 2022 er endnu ikke udgivet, da folketings valget har sat arbejdet på pause, men de nyeste tal er helt i tråd med det, der hidtil er set, lyder det fra Anne-Marie Mai, der litteraturpro fessor ved Syddansk Universitet og medlem af Bogpanelet, som står bag de årlige rapporter.
”Vi har at gøre med en eksplosivt voksende tendens, som kan hænge sammen med, at litteraturen giver mulighed for at udtrykke vores fø lelser, fortælle om vores erindrin ger, tale om vores problemer eller tage fat i dybe indsigter i tilværel sen,” siger Ann-Marie Mai.
Hun ser en sammenhæng mellem en generel øget lyst til at dele tan ker, holdninger og følelser på for skellige offentlige platforme – sær ligt de sociale medier.
”Folk har et vældigt behov for at udtrykke sig og for at fortælle om sig selv og om tilværelsen i forskel lige medier. Det gælder især i bille der, men også i stigende grad i ord og skrift. Det at bruge skriften er ik
ke blevet mindre populært i de se nere år,” siger hun.
Derfor spår hun, at der heller ik ke vil ske et dyk i produktionen af skønlitteratur lige foreløbigt.
”Jeg tror, det bliver ved. Lysten til at skrive bøger med spændende hi storier, krimier, fortællinger om de res egne familier og lignende bliver næppe mindre fremover,” lyder det fra Anne-Marie Mai.
De mange nye udgivelser hænger også i høj grad sammen med, at det med årene er blevet væsentligt nemmere selv at udgive sine bøger. Det giver plads til mange flere for fattere, men det gør det også van skeligere at overskue bogmarkedet, siger Stefan Kjerkegaard, der er lek tor og litteraturforsker ved Aarhus Universitet.
”Der bliver udgivet flere og flere bøger, men der er groft sagt også rigtig mange, der ikke bliver set el ler anmeldt for den sags skyld. Det er stort set umuligt at have det sam lede overblik over bogudgivelser, fordi der er forlag, der opstår og forsvinder igen,” siger lektoren.
nye skønlitterære værker skrevet på dansk blev udgivet i 2020. Det er mere end 70 procent siden 2011.
KILDE: KULTURMINISTERIETDen udfordring oplever han kon kret som medlem af Nordisk Råds prisudvalg, hvor han hvert år er med til at udvælge de to danske no mineringer. Her kan det være svært at få overblik over, hvad der rører sig på de mindre forlag.
Det er dog vigtigt at kigge efter, for der gemmer sig litterære perler i blandt, siger Stefan Kjerkegaard og nævner den danske forfatter Solvej
Balle, der den 1. november i år modtog Nordisk Råds Litteraturpris 2022, og som er kendt for selv at ud give sine bøger.
Hos forlaget Lindhardt og Ring hof, der er et af Danmarks største, mærker man den store mængde af skønlitteratur, som presser sig på, før det er et færdigt værk.
”Vi har oplevet en markant stig ning i antallet af skønlitterære ma nuskripter, som vi får tilsendt,” for tæller Sune de Souza SchmidtMadsen, skønlitterær direktør hos Lindhardt og Ringhof.
Det er dog et fåtal af de mange skønlitterære aspiranter, der klarer sig igennem nøglehullet på det kø benhavnske forlag.
”Der er bestemt nogle gode imel lem. Vi har allerede et meget stramt kurateret program med få pladser, og de bøger, vi udgiver, er ofte fra forfattere, som vi selv opsøger for inden. Men det sker, at vi læser no get, vi bare må udgive. I år har vi for eksempel debuteret Marie Hou gaard, og næste år debuterer vi og så en forfatter fra et indsendt ma nus,” lyder det fra den skønlitteræ re direktør. J
Der er altid flere veje ind i det samme stof. Og er man i tvivl om det, så er det blot at læse Glenn Bechs to bøger. Først den roste og prisbelønnede ”Farskibet” fra 2021, der er en roman om en far, som begår selv mord og overlader sine to sønner, Glenn og René, til mørket.
Det er en fortælling om klasse, køn, vold og giftig maskulinitet. Præcis det samme er Bechs nye bog, ”Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet”. Men alligevel anderledes. Det fremgår allerede af forsidens genreord. Hvor der på ”Farskibet” står ”Roman”, står der nu ”Manifest”. Hvilket som bekendt er en offentlig erklæring om synspunkter og mål inden for eksempelvis politik eller kunst. Der er noget lidt storladent over ”Mani fest”, men Bech skriver med små bogstaver og på brudte linjer. De første to lyder: ”kom ikke her og sig / at noget er mere identitet end andet.” Herfra løber teksten igennem 329 sider, som synes at være skrevet i en indigne ret raptus. Nogle steder udmønter det sig i fyndige formuleringer som ”ingen frigørelse uden klassekamp”, og ”der hvor jeg kommer fra, er køn noget man er / hvis man ikke er grim.” Eller: ”sprog kan signalere tilhør, ude lukke, inkludere.”
Andre steder skriver Bech om bestemte ud
satte grupper. Som homoseksuelle, om hvor dan alle andre seksualiteter end den hetero seksuelle diskrimineres. På landet og i byen, i hans barndomsby Horsens og i hans vok senliv i København. Blandt lavindkomstgrup per og blandt velbjærgede storbymennesker.
Nogle gange fungerer bogen som vilter og stikkende tekst, andre gange ikke. Når ”spelt boller” bliver en kritisk livsstilsmarkør er det bare kliché, og der er i det hele taget noget fortegnet over teksten, som ellers synes at vil le bryde med netop fortegnede forestillinger. Han er selv inde på det her: ”tegner jeg et en sidigt billede af middelklassen? / sommetider // kommer jeg til at generalisere? jep.”
Det kan jo se åbent og ærligt ud: Jeg er jo også et menneske med fejl og mangler. Men manifestet virker trods sin flossede menne skelighed for ofte ufordøjet, og hvad der er værre: uafklaret med sit eget udtryk. Det er, som om bogen ikke kan finde ud af, om den vil være debatoplæg, en samling af vrede kronikker på korte linjer, eller en litterær tekst.
Den er under alle omstændigheder bedst, når den distancerer sig lidt fra vreden, som rettes mod alt og alle – underklasse, middel klasse, identitetspolitik, kritik af identitets
politik, privilegier, privilegieblindhed – og mod den undertrykkelse, som finder sted på så mange niveauer.
Men ét er at fortælle, at det forholder sig sådan, noget andet er at vise hvordan. Og så det kan mærkes. Det kan det i dén grad, når Bech opgiver sin spredte fægtning og fortæl ler om sin mor, ”mutti”, og om sine ubærlige erfaringer som ung homoseksuel. Eller om si ne oplevelser til fodbold som barn: drenge holdet, det heteronormative, patriarkalske klassesamfund i miniature. Her er der fokus, sproglig omhyggelighed, og her kan smerten mærkes. Her løftes den over i læseren. I hvert fald i mig.
Stærkt er det også at læse om Bechs hjem løse position. Hvordan han kommer fra ét Danmark med hjemmerul og dårlige tænder, men nu er del af et helt andet. En klasserejse han har foretaget, og nu er han universitets uddannet psykolog, har gået på Forfattersko len og udkommer på Gyldendal. Tre instituti oner, som emmer af den autoritet, Bech ikke længere anerkender. På den måde lever han i en form for hjemløshed. Som han skriver: ”apropos identitet er jeg / sgu en sært, selv modsigende blanding af prol og elite.”
Det påvirker også Bechs sprog, der i bogen
gerne er enkelt og mundtligt. Det er selvsagt et bevidst valg fra en forfatter af hans kaliber, en vedkendelse af det ”prollede”, men noget går tabt med det. En præcision, en kraft. Må ske er det også derfor, han – i en slags mod stand mod den dannede klasse – ikke udfol der store, grundige analyser af Danmark. I stedet lidt banale og groftskårne signalemen ter af tilstande og ubalancer, mange læsere allerede kender til.
Nej, det er, når Glenn Bech går tæt på sig selv og giver sig tid til at blive der, at bogen lyser, folder sig ud som en smerteblomst. Og gør dét, den et sted inde i sin egen sammen bidte opkørthed vist gerne vil. J
Glenn Bech: Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet. 329 sider. 249,95 kroner. Gyldendal.
Glenn Bech har skrevet et indigneret og uforløst manifest om et Danmark, som martres af ulighed og diskrimination anmeldelse4 ”Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet” er et strittende, stikkende manifest. – Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix.
For over 100 år siden blev nogle af de mest indflydelsesrige og toneangivende formuleringer om, hvad poesi er, formuleret af henholdsvis de fran ske symbolister og de engelske ima gister.
Imagismens store stjerne, T.S. Eliot (1888-1965), talte i sit berømte essay fra 1919, ”Hamlet and his Problems” om, at digtning i sin bedste udgave fungerer som objek tive korrelater, hvorved han for stod, at tekstens billeder og hand linger korresponderer med nogle specifikke sjælelige og psykologi ske tilstande hos læseren. Hvad, det blufærdige geni Eliot måske glemte at nævne her, var, at netop det faktum, at en digter skildrer no get, som vi har vanskeligt ved at af gøre om er ydre eller indre, har en meget kraftig foruroligende virk ning på os.
Det ved de store digtere i den se nere symbolistiske tradition med danske navne som Ole Sarvig, Hen rik Nordbrandt og Pia Tafdrup sær deles godt, og det er i det hele taget en af hovedeffekterne ved disse digteres poesi, at vi gang på gang er i tvivl om, hvorvidt vi er i virke lighedens eller fantasiens verden. En digter af denne symbolistiske aftapning, som har levet et stille liv i den danske litterære offentlighed, men som er blandt de bedste, er Annemette Kure Andersen, der de buterede tilbage i 1991 med ”Dicen tra spectabilis”.
Kure Andersens seneste digtsam
ling bærer den fordringsløse titel ”Optegnelser” og fremlægger en række billeder fra en havenatur, der peger på en række krisetilstande hos et jeg. Men hvilke billeder! En tilstand af uforløst smerte og inde stængt ubehag udtrykkes med føl gende hårdtslående billede: ”Sol sikkerne er stivnet i en / let bøjning over jorden når / isslagets blanke overflade slipper / sit tag vil en plø ret masse af / gult flyde gennem / landskabet som en / betændelse.”
Ikke mindre chokerende og sug gestiv er skildringen af en pinefuld angst- og tabssituation: ”Torden brød ud den mest / stille aften og et skybrud lod / den døde solsorts fjer
/ blive drevet med en heftig / strøm i rendestenen hen / mod ristens / sprækker”.
I ”Optegnelser” følger vi et jeg gennem en række sindsstemnin ger, der tilhører den mørkeste ende af skalaen. Det er al ære værd, at der stadig skrives litteratur, der ik ke handler om, hvor lækre, lykkeli ge, handlekraftige, spændende, morsomme eller smarte vi menne sker er, men om det grundvilkår, at livet er fyldt med konflikter, smer ter og traumer.
I mange af digtene balanceres der på æggen mellem katastrofe og overlevelse som i det følgende uhyggelige digt, der antyder, at no
gen eller noget til sidst redder jeg’et ud af en oplevelse af tomhed og forpinthed: ”Så mange dråber knu get sammen i / øjnene da hun forla der huset / en sen nattetime for at gå ud i de / våde gader hvor popler ne folder / nye skud sammen som værn / mod kulden der får alle / overflader til at fremstå / spejlblan ke hun hentes / ind”.
Tilsvarende er digtsamlingens af sluttende digt fyldt med ambiva lent rædsel, hvor det sidste ”tilba ge” kan betyde to ting: ”Fingerbøl lens blade krøller / sig sammen for nordvinden / der blæser tør og kold om hendes / hofter skrænten er stejl ned / de hvide meters lange
det ellers strålende forord, journa list Felix Thorsen Katzenelson har skrevet, hvor han indkredser fæl lestrækkene ved Lundmes 24 tek ster; hvordan de alle handler om ”tid der er gået, tid som er bag os, bag ham”.
Jeppe Krogsgaard Christensen kultur@k.dkForfattere skriver ofte forskellige slags tekster ved siden af forfatterskabet: kommentarer, portrætter og mindeord til katalo ger, dagblade og magasiner.
Indimellem mener forfatterne –eller et forlag – at teksterne er så gode og så mange, at de bør samles og udgives med stiv ryg. Som bog.
Og om det er Forlaget Vandkunsten eller forfatteren Tomas Lagermand Lundme, der har taget initiativ til ”Ildfugle på Tycho Brahes Allé.
Tekster 2006-2022”, fremgår ikke af
Det gælder ikke mindst ”David Bowie i Amager Centret”, hvor Lundme beskriver, hvordan han som dreng hang ud i indkøbscentret og forsøgte at se slidt og syg ud. Ov re på skolen havde en lærer nemlig vist filmen ”Christiane F.” som en advarsel mod misbrug. Den virkede dog stik mod hensigten, skriver Lundme med en for bogen typisk ironi: ”Vi blev i stedet en hel del, der fra den dag drømte om at blive stik narkomaner.”
Lundme er, som jeg, født i 1973, men hvor jeg som dreng talte plov furer på Stevns, oplevede han, hvordan punk og bz, ja, hele 1980’ernes modkultur, buldrede gennem Københavns musik, poesi, kunst og seksualitet. En tid hvor fjenden var normaliteten og dens borgerdyr med ”melonfarvede jog gingbukser, latterligt solbrændte
runeansigter og affarvet Limahlhår”.
Lundme var bare et stort barn, men rendte ind og ud af de homo seksuelle, kunstneriske og revoluti onsromantiske miljøer. Og var på Roskilde Festival første gang som 13-årig. Ikke meget curling-genera tion dér, og det er tydeligt, at tiden i 1980’ernes kuldslåede blå rum –med eyeliner, sirligt sjusket hår og påtagede attituder – var formative. At dét var årene, hvor Lundme blev formet, og de store definerende navne får da også god plads og nævnes i flæng: Søren Ulrik Thom sen, Lars H.U.G., Synnøve Søe, Miss B. Haven, Michael Strunge, Elisa beth, Kirsten Thorup, The Cure, Sods.
Mainstream-kulturen var derimod noget, Lundme hadede. Og dog. Stort set hver gang han i teksterne tager af stand fra nogen, omfavner han dem i næste sætning. Det er et af bogens genkommende greb, der kan læses som enten sympatisk eller fejt. Eller som et forsøg på at vise, hvordan 1980’ernes alternative kultur ikke til lod glæde ved bred, folkelig under holdning. Et eksempel er i hvert fald DR-vært Hans Otto Bisgaard, som i Lundmes kredse var selve symbolet på bedøvende familieunderhold ning. Men som han så, efter hudflet ningen, kommer til undsætning: ”Jeg kunne godt lide Hans Otto.”
Der er også tekster, som ikke ta ger afsæt i 1980’erne, for eksempel om 1990’ernes Kurt Cobain, men Lundmes ”pommes frit-friturehjer te” banker tydeligvis for årtiet før og gør det med mere eller mindre sløret nostalgi – som så mange an dre skildringer af den på samme tid nedstemte og vitale periode. Og det er teksternes store udfordring: at der i forvejen findes uendeligt mange ord om alt dét, Lundme skri ver om, og for mit vedkommende er
mætningspunktet nået. Og det tan gerer altså klichéen igen-igen-igen at skulle læse om et ungt, følsomt menneskes møde med Strunges po esi. Nej, så vil jeg hellere læse mere om Lundmes bedstemor, om hvor dan ”mormor tog min hånd og klemte den, så jeg vidste, hun altid ville være der for mig.”
Lundme skriver godt, ofte med en formildende humor, og der er så dan set ikke noget galt med den en kelte tekst. Men at samle dem i en bog har jeg svært ved at se menin gen med. De føjer meget lidt nyt til. Og da slet ikke til billedet af de til bevidstløshed beskrevne 1980’ere. J
Tomas Lagermand
Lundme: Ildfugle på Tycho Brahes Allé. Tekster 2006-2022. 188 sider. 200 kroner. Forlaget Vandkunsten
Andersen har skrevet en smertefuld, modig og smuk digtsamlingfald / et skridt / tilbage”. Det er en smertefuld, modig og smuk digtsamling af høj kvalitet, som Annemette Kure Andersen har skrevet. J Annemette Kure Andersen: Optegnelser. 65 sider. 200 kroner. Herman & Frudit
1980’erne fremmanes i Tomas Lager mand Lundmes vel skrevne, men også overflødige samling af erindringstekster anmeldelse
Nej, så vil jeg hellere læse mere om Lundmes bedstemor.PRIVATFOTO
Det er fortjent og opsigtsvækkende, at den danske forfatter og selvudgiver Solvej Balle modtog Nordisk Råds litteraturpris 2022
”Solvej Balle leverer med ’Om udregning af rumfang’ et mesterværk til tiden. Værket er Sol vej Balles store comeback, ikke ba re til dansk eller nordisk skønlitte
ratur, men til europæisk skønlitte ratur.”
Sådan lyder et par linjer fra moti veringen af Nordisk Råds litteratur pris 2022, der om aftenen den 1. no vember – mens mange var optaget af valget – blev tildelt danske Sol vej Balle i musikhuset i Helsinki, Finland. Hun modtog sensationelt prisen for de tre første bind af en planlagt serie på syv. Så løfterigt fandt juryen altså de første dele af værket om en kvinde, der igen og igen gennemlever dagen den 18. november. Hun oplever ikke uger nes, månedernes og årstidernes skiften, ligesom menneskene om kring hende ikke ældes.
Det er bemærkelsesværdigt, at et stykke spekulativ fiktion, som sjæl dent nyder litterær anerkendelse,
Mirian Due lader i sin tredje digtsamling bønnen glide ind i poesien. Resultatet er både smukt og tanke vækkende anmeldelse
Martin Rohr Gregersen kultur@k.dkAt læse Mirian Dues digtsamling, den tredje i rækken, med den smukke titel ”Inden vi går ind i livet på jorden”, føles på man
ge måder som at gå ind i et kirke rum. Ikke fordi den prædiker, det gør den ikke. Heller ikke fordi Due tidligere har gjort sig bemærket som salmedigter. Eller fordi hun, som hun også gjorde i det fremra gende øko- og moderskabspoetiske værk ”Vågent” (2021), gerne lader salme- og bibelstof flyde ind i poe sien. Men fordi hendes digte har den samme svale, milde, nærmest tyste energi over sig, hvor ordene føles som ømme strøg over kinden.
De er ikke store i slaget, digtene, men den verden, som de lader én tage del i, er derimod stor med blik for både den levende natur, troen, det sociale liv, hverdagen, foræl dreskabet, den politiske virkelig hed, det skrøbelige sind, tvivlen,
modtog prisen. Ligesom det altså er bemærkelsesværdigt, at Balle fik prisen – foran romaner af blandt andre svenske Kerstin Ekman og norske Linn Ulmann – for et end ikke halvt gennemført værk. Men endnu mere opsigtsvækkende er det, at udmærkelsen gik til en selv udgiver. Trods et eksklusivt bagka talog med storroste og oversatte tit ler udkommer 60-årige Balle nem lig ikke på et af de store etablerede forlag og er dermed udtryk for den kolossale forandring, det danske litteraturlandskab har undergået de seneste år.
I 2017 modtog Kirsten Thorup Nordisk Råds litteraturpris for ”Erindring om kærligheden”, der udkom på Gyldendal. Mens den næste danske modtager, Jonas Eika
Børnelitteraturprisen gik til ”Ubesvart anrop” af Nora Dåsnes (Norge)
Filmprisen gik til ”Lamb” af Valdimar Jóhansson og Sjón (Island)
Musikprisen gik til ”Silent Earth” af Karin Rehnquist (Sverige)
Miljøprisen gik til Mariehamns Stad (Åland)
2 Den 1. november modtog Solvej Balle Nordisk Råds litteraturpris.
– Foto: Lehtikuva/Reuters/Ritzau Scanpix.
i 2019 for ”Efter Solen”, udkom på det lille forlag Basilisk, der nok støttes af Gyldendal, men har egen selvstændig redaktion. Og nu er det altså Solvej Balle, der prises for ”Om udregning af rumfang”, der udkommer på hendes eget forlag, Pelagraf.
De tre tildelinger skitserer en si gende bevægelse fra stort forlags hus over et lille hyper-litterært kæl derforlag og frem mod en forfatter, der selv står for hele processen. Fra spæd idé til trykt bog.
Tidligere var det første vejen frem for en rigtig forfatter. Kun de store forlag udstrålede lødighed og seri øsitet, og udkom man på et lille for lag var det typisk efter at være ble vet afvist af først de store og så de mellemstore. Gik det helt galt, ja, så kunne man selv gøre det. En ofte lidt tragikomisk insisteren på at udgive, hvad der ikke burde udgi ves.
Sådan er det på sin vis stadig: Små forlag og selvudgivere er ofte lig med bras. Men samtidig er der en parallel forlagsvirkelighed, hvor en stribe små forlag udgiver frem ragende litteratur – for eksempel Kronstork, Amulet, Asger Schnacks Forlag, OVO press – og hvor det blandt forfattere regnes for lige så cool at udkomme som på de store forlag. Mindst.
Med Nordisk Råds litteraturpris til Solvej Balle har udviklingen nået sin kulmination. En selvudgiver fra Ærø i spotlyset i Helsinki. Udpeget af en kræsen litterær jury. Det er en skelsættende begivenhed i ikke bare prisens historie, men i den grad og så i dansk litteratur. Men det kræver selvsagt en klasseforfatter som Bal le, der har valgt at gøre det hele selv, og ikke er blevet tvunget til det. For di hun, som hun tidligere har forkla ret, ikke orker det store kommerciel le maskineri.
Så det kan da godt være, prisen er en misforstået opmuntring til landets mange lidet talentfulde for fattere. Men den er helt sikkert et vink med en vognstang til de store forlag med tusinder af tandhjul og frygtelig travlt. Som Balle vinker til med sin suveræne selvudgivne prosa. J
afmagten og håbet. De slår ikke ud med armene, men folder hellere hænderne i en bøn. Læs bare dette digt fra samlingens første af i alt fi re kapitler, ”Kæruldens kærtegn” (de andre hedder ”Voksne bøn ner”, ”Uro og lindring” og ”Kalven græder”): ”Mine bønner stiger/ op af det sommerhede græs/ som in sekternes sværmen/ stillestående fart/ Inde under forandringens dobbeltstjerne/ kaster jeg flere skygger/ En forefaldende ny strate gi/ taget op på et møde/ vedtages/ drikker af en rundsendt kantine kop/ hænderne danner kogle krans/ Nødvendigheden får os til at gå udenfor/ og tage del og give del/ valmuer stikker frem/ mellem græs og korn i flet.”
En slags verdensbøn kunne man næsten kalde det elegante – på en gang ligefremme og symbolladede – digt, hvor alt på sin vis tager del i bønnen. Det er karakteristisk for Dues indfølte poesi, at den på den måde søger forbindelserne i og til den verden, som den jo også selv er en del af.
Hvis bønnen er en henvendelse og en hengivelse, så er ”Inden vi går ind i livet på jorden” på samme måde altså et forsøg på at kaste en line ud for at knytte sig sammen med noget, der er mere end bare jeg’et selv, hvad enten det er med mennesket, næsten, eller naturen, som i en af de andre ”Voksne bøn ner”, hvor budskabet leveres med en livgivende humor, som får lov til
at stå som en afsluttende anbefa ling af denne rige, dybe og særegne samling af digte, som man gerne opholder sig i længe: ”Knyt dig til jorden/ du lever af/ knyt dig til de børn du føder/ Lad regn komme/ lad sol komme/ vær en hjort nogle dage/ en hest nogle andre/ Vær en ryle på træk”.
Mirian Due: Inden vi går ind i livet på jorden. 96 sider. 159,95 kroner.
Forlaget Kronstork.
J
Øvrige
Tom Buk-Swienty leven degør den spektakulære fortælling om en række sønderjyders skæbne i Afrika under 1. Verdenskrig. Forklædt som sømænd blev 30 danske mænd i det tyske kejserriges tjeneste sendt på en hemmelig mission til den tyske koloni i Østafrika.
Et unikt kig ind bag kulissen, hvor Lars Findsen har håndteret politiske skandaler med store personlige konsekvenser og været med til at forsvare demo kratiet. For første gang fortæller hovedpersonen, Lars Findsen, det, han kan, om sin historie, i en ærlig og personlig selvbiografi.
En barsk og bevægende roman, der med sort humor fortæller om en håndværkerfamilie gennem de tre heftige årtier 60’erne, 70’erne og 80’erne. En historie om drømme, kærlighed, kriminalitet og almindelig mislykkethed.
250 toneangivende stemmer giver en personlig fortolkning af 347 forskellige ord i tekster og visuelle værker. ORD er en hyldest til sproget, som det lever og ånder lige nu. Et billede på vores tid og de stem mer, der er med til at definere den.
Peter A.G. fortæller levende og humori stisk om at være barn og ung i Vestjylland og om at starte Gnags sammen med sin storebror. Om udlængsel, idealer og chancer, der skulle gribes undervejs for at få Danmarks nu ældste rockorkester til at fungere i næsten 60 år.
Michelle Obama trækker på sine erfaringer og giver de strategier videre, hun selv bruger, når hun står over for forandringer og skal overvinde forhin dringer. Hun giver råd, der kan inspirere læserne til at skabe meningsfulde relati oner og finde frem til hvad, der giver dem glæde.
EN EPISK SPÆNDINGSROMAN
NY LOUISE RICK-KRIMI
Leif GW Persson
4. bind i krimiserien om Juncker. Han kommer på en sprængfarlig sag, da en eksplosion på et nordjysk kraftværk finder sted samme dag, som klimaministerens søn bliver fundet myrdet i København.
En stor drukneulykke i Vestjylland i 1893, en 98-årig dansk kvindes mystiske død i nuti den og liget af en amerikansk højesterets dommer kædes sammen. Kan en nyudnævnt vicepolitiinspektør løse den mystiske gåde med tråde dybt ind i fortiden?
En ældre mand findes død på den lille ø Aarø ved Haderslev. Louise Ricks efterforsk ning trækker tråde til Skanderborg, og in den længe er journalisten Camilla Lind per sonligt involveret i at afdække sagen, som måske stikker dybere end først antaget.
Ny roman af forfatteren til bestselleren Et lille liv
En tresporet og stor roman om Amerikas kontraster, en mesterligt orkestreret fortælling om vores behov for at beskytte dem, vi elsker, og den smerte vi føler, når vi ikke kan.
Ventetiden frem mod juleaften kan føles uendeligt lang for børn og barnlige sjæle. Heldigvis kan tiden bruges på hyggelig læsning for hele familien, og boghand lerne står klar med nye børne bøger om den søde juletid. Her er et udpluk udvalgt af redaktionen
En interaktiv julefortælling 222 sider. 299 kroner. Forlaget Superlux.
My på 12 år glæ der sig overhove det ikke til jul. Da hun pludselig får et brev fra sin gudfar, hvor han gør hende op mærksom på, at julen er under angreb, bliver det dog klart for hen de, at hun må redde den. Med sig for at klare missionen får hun et sæt ud stoppede fuglevinger og en isbjørnebamse. ”Julemissionen” er en interaktiv fortælling, hvor læseren med inddragelse af både bog og sociale medier tager med My på mission, og hjælper hende med at redde både sin gudfar og julehumøret. Bogen byder på både gør-det-selv-projekter, opskrifter og en masse hygge. Derudover lægger bogen op til at tage fat på de lidt svære samtaler om at savne, om at føle sig udenfor og misforstået.
10 noveller om nisser 166 sider. 228 kroner. Forlaget Tøkk.
Skal man tro de mange julehisto rier, findes der mange slags nis ser, gårdnisser, drillenisser, jule nisser med flere, og nogle menne sker – især børn – kan se dem. I denne novelle samling bliver man klogere på alle de nisser, der efter sigende fin des i Danmark med udgangspunkt i gamle sagn, folketro –og også en smule nutidig nissemagi. Voksne og børn kan sammen læse de 10 noveller og lære om nissernes historie. For de lidt større børn er ”Nisserne” også egnet til selvlæs ning.
Julekalender om pigeliv 195 sider. 149,95 kroner. Gyldendal.
Hver dag i decem ber kan man i bo gen ”Julemissio nen” læse et nyt kapitel om tre veninder: Josefi ne, der er opsat på at arrangere det bedste lucia optog nogensin de, Emma, der har fået en rigtig julehadende nis seven og Aman da, der er træt af julegaveræset og bare gerne vil give hjemmelavede gaver. Oven i det hele får pigerne til opgave at passe dyrene på by ens slot, men da det viser sig, at slottet er i fare, må pigerne gøre alt, hvad der står i de res magt, for at redde det. Det kan nemlig ik ke blive jul, hvis dyrene mister deres hjem.
10 nye historier og sange om jul 176 sider. 220 kroner. Politikens forlag.
På Sovgodtersga de har en masse forskellige men nesker hjemme, og også mange børn bor i gaden. Her kan man blandt andet mø de Jungle-Torben, der holder æble skiver varme i sin gamle pelshue. Man kan også hø re om, hvad der sker, hvis man in viterer en snemand indenfor, og finde ud af om julemanden mon har fået adressen på de børn, der lige er flyttet ind på vejen.
Alle bogens 10 fortællinger kan læses uaf hængigt af hinanden, og til hver historie føl ger en sang, som kan findes på diverse mu siktjenester eller som nodeark bagerst i bo gen. Bogen er efterfølgeren til den populære: ”Snip Snap Snork – Godnathistorier fra Sov godtersgade.”
Tre historier om højtider 240 sider. 300 kroner. Bibelselskabets Forlag.
Signe er en serie af fortællinger skrevet af den prisbelønnede forfatter og tegner Peter Madsen.
Hver bog handler om pigen Signes oplevelse af de store kristne højti der – jul, påske og pinse.
For hver højtid bliver budskabet mere kom plekst, og derfor vokser Signe også med op levelserne. For første gang er de tre fortællin ger samlet i én bog, og i denne følger man hende fra lille barn til ung voksen, når hun først fejrer jul med sin bedstemor, sener rej ser til Jerusalem for at fejre påske med sin onkel, og til sidst lærer at række ud efter et fælleskab i pinsen. En bog barnet kan vokse med.
En julekalender om julens traditioner 216 sider. 249,95 kroner. Kristeligt Dagblads Forlag.
Jul er for mange traditionernes højtid. Når vi dan ser om juletræet, synger de samme sange som altid og spiser det over dådige julemåltid fyldt med flæske steg, kartofler, risalamande og hvad der ellers serveres, trækker det historiske trå de til traditioner, som blev grundlagt i mid delalderen. I denne bog gør historiker og middelalderekspert Torben Svendrup læse ren klogere på, hvordan nutidens jul har rod i forskellige middelalderskikke, der har fun det sted både i kirken og i hverdagslivet.
Med Dronningens nisser på rejse gennem historien 96 sider. 230 kroner. Politikens Forlag.
For mange hun drede år siden la vede Nissefar en aftale med en ju leengel: Han måt te sove hele året med undtagelse af den sidste må ned, december, så længe han til gengæld lovede at holde styr på kongerækken og kongehusets historie.
I begyndelsen gik det fint for Nissefar, men i de sidste mange år har han desværre kun tænkt på at sprede juleglæde på de kongeli ge slotte og glemt alt om at huske på konge rækken. Derfor har Nissefar i år fået ekstra travlt med at fortælle alle sine børn om kon gehusets historie.
”Kongehusets julekalender” er lavet i sam arbejde med Hendes Majestæt Dronningen, som har designet historiens nissefigurer, som læseren selv kan klippe ud. Historien er en oplevelsesrejse gennem den danske kon gerække, hvor nisserne støder på spor efter ladt af den kongelige familie.
En ny udgave af Dickens juleklassiker 144 sider. 149,95 kroner. Gyldendals Forlag.
Den ensomme Ebenezer Scrooge hader julen, så da juleaften nærmer sig, lukker han sig inde med sin for mue. På julenat får han så besøg af tre juleånder –fortidens, nuti dens og fremti dens ånd, og da bliver det klart for ham, hvilket liv han har levet, og hvilket liv han har i vente, hvis han ikke ændrer sin indstilling til tilværelsen. Han beslutter sig derfor for at forandre sig. Men kan man på kun en nat genvinde både glæden, livsgnisten og kærligheden? Svaret finder man i denne nye udgave af Dickens’ juleklassiker. J
Bogen om årets julekalender på DR. 272 sider. 199,95 kroner. Gads Forlag. Karen holder meget af sin barndomsven, herregårdsnissen Rumle, men da Karen fyl der 13 år, kan hun ikke længere hverken se eller høre ham. Ved hjælp af skovkonens magiske julehjerte, bliver det dog muligt for de to venner at mødes igen, men deres lykke varer ikke ved, for pludselig begynder ulykkerne at dale ned over herregården, som Karen er tjenestepige på. Vil det være muligt for Rumle og Karen at gøre skaden god igen? Og kan de mon nå det inden jul? Det er spørgsmål, der er på spil i denne julekalenderbog, der er baseret på DR’s tv-julekalender, som bringes i de cemberdagene i år.
1 Forfatter Niels
Frank har skrevet en beretning om drabet på sin søster i roman form, men det er tydeligt, at for fatteren har gjort sig umage med at gengive alt så omhyggeligt og detaljeret som muligt.
– Foto: Sara Galbiati/ Gyldendal.
Niels Frank har skrevet en urovækkende og nødvendig dokumentarisk skildring af drabet på sin søster anmeldelse
Svend Skriver kultur@k.dk
En kvinde bliver dræbt af sin rasende mand under deres bodeling. Han skyder hende i ryg gen med et oversavet jagtgevær. Hen des familie, der er til stede for at hjælpe hende med det praktiske og slå ring om hende, er i chok og i stor fare.
Det brutale mord er den afgørende begivenhed i Niels Franks nye bog ”Fanden tage dig”. Man ville ønske, at der var tale om fiktion. For det er stærkt ubehagelig læsning. Desværre er vær ket en skildring af virkelige hændelser. Elin, som kvinden hed, var Niels Franks søster.
Døden sætter et absolut skel. Og en pludselig død rejser ofte mange spørgs mål hos de efterladte. Det er også til fældet for Niels Frank. Hans værk bæ rer undertitlen ”Beretning om et kvin dedrab”. Det er en præcis angivelse af indholdet, for bogen beskriver detalje ret tiden op til drabet, selve likviderin gen og begivenhederne i kølvandet på den grusomme begivenhed. Niels Frank vil i dybden med sin forståelse af det hændte. Hver en sten i forløbet om søsterens død bliver vendt og gransket.
Fortællingen åbner med Niels Franks udpakning af julepynt i 2020. Han tager sin fine herrnhuterstjerne frem og hå ber på, at det fremtidige år bliver godt. På den baggrund udfoldes så forfatte rens detaljerede beretning om famili ens fælles liv i juledagene. Det indbe fatter hans samlever, hans søster, hen des mand, deres voksne børn og disses respektive familier. Gradvist, men sik kert, bliver man klogere på de psykolo giske dynamikker, der præger det so ciale spil i familien.
Man fornemmer snart, at noget er ved at gå galt i søsterens hjem i Horsens. Hen des mand er ubeha gelig og uberegnelig. Hans kommentarer til de andre er rå og hjerteløse. Efter mo den overvejelse be slutter Elin sig derfor for, at hun vil skilles fra sin mand. Deref ter begynder mare ridtet. Hendes mand er så truende i sin adfærd, at hun først må gemme sig rundt omkring hos familie og venner og siden på et krisecenter forbeholdt kvinder.
Elins mand, der har en baggrund i militæret, får efter nogen tid fjernet si ne våben af politiet. Så meget sikker hed kan ordensmagten levere. Det viser sig sidenhen at være utilstrækkeligt. Ikke mindst fordi manden efter en run de psykologsamtaler får sit jagttegn til bage.
Bogen har en konkret og en princi piel dimension. Den handler om Niels Franks søster. Derudover er den i et me re generelt perspektiv et nødvendigt vidnesbyrd om part nerdrab og de for urettedes møde med politiet, anklage myndigheden og domstolen i den type af sager.
Man fornemmer snart, at noget er ved at gå galt i søsterens hjem i Horsens. Hendes mand er ubehagelig og uberegnelig. Hans kommentarer til de andre er rå og hjerteløse.
Niels Frank levendegør sin psykolo giske oplevelse af processen med meta foren ”blafrende nerver”. Det er et ly sende billede, der illustrerer, hvor is nende ubehageligt det må være at fryg te for sit eget og sine nærmestes liv, når et afsindigt familiemedlem agerer så voldsomt.
Og dialogen med myndighederne er ikke altid let. På et ophedet tidspunkt ringer et desperat fa miliemedlem til poli tiet for at få hjælp til at køle den eskale rende situation un der bodelingen ned, men lige meget hjæl per det. Meldingen fra den vagthavende betjent er klar: ”Det er ikke, fordi vi ikke vil hjælpe jer, men vi er bundet på hænder og fødder. Du må kontakte advokaten.” Få øje blikke efter bliver Elin dræbt. Politiets manglende vilje til at gribe ind gør stort indtryk.
Beretningen er skrevet i romanens form, men det er tydeligt, at forfatteren har gjort sig umage med at gengive alt
så omhyggeligt og detaljeret som mu ligt. Han vil bringe sin læser så tæt på den faktisk erfarede virkelighed, som det nu engang er muligt. Det meste er derfor fortalt fra Niels Franks eget per spektiv. Dele af fortællingen er dog genfortalt ud fra andres udsagn.
Fortællingen er med få undtagelser lineær. Indimellem får man dog også et kort indblik i de fortidige begivenhe der, der har betydning for den fremad skridende handling. Man får overalt i teksten indtryk af, at Niels Frank har overvejet sine ord meget nøje. Alle nød vendige informationer for at forstå det fulde billede er medtaget, hverken me re eller mindre. Det er flot afvejet. Sam tidig betjener han sig af en udpræget nøgtern stil, som klæder det emotionelt heftige stof fint. Det er samlet set en meget velskrevet fortælling.
Med ”Fanden tage dig” har Niels Frank leveret et nyt og nuanceret grundlag for debatten om partnerdrab. Det er en stærkt personlig og væsentlig beretning.
Niels Frank: Fanden tage dig – beretning om et kvindedrab. 299,95 kroner. 391 sider. Gyldendal.
J
Hvad trænger vi til i en kriseramt tid? Vi trænger til gode samtidsbeskrivel ser, så vi kan forstå det nye politiske og eksisten tielle terræn. Denne bog styrker på ægte dannende vis den fælles samtale anmeldelse
Under læsningen af denne bog kom jeg til at tænke på en strofe af den norske poet Jan Erik Vold: ”Det er håpløst, og vi gir oss ikke.”
To journalister ved Kristeligt Dagblad, Bjørg Tulinius og Michael Bach Henrik sen, giver sig ikke. I 2020 samlede de 18 forfattere og tænkere til samtaler om ek sistens i det 21. århundrede. Bogen, hvor jeg selv var en af de interviewede, hed dengang ”Mellem frygt og håb”. Nu fort sætter de med bogen ”Håb og handling i en kriseramt verden”. De har inviteret 16 nye forfattere og intellektuelle til at re flektere over vor forvirrede klode.
Det er et meget sympatisk projekt. Jeg har en svaghed for genren samtidsdiag nostik. Som psykiater har jeg selv licens til personlig diagnostik. Men vi trænger til, at nogen hjælper os til at se ikke bare den enkelte, men de mange i de store billeder – politisk, økonomisk, social psykologisk og eksistentielt. Idealet er, at rigtige diagnoser kan bi drage til bedre prognoser. For denne bogs forfattere betyder det også et eks plicit ønske om at bidrage til mere håb og i bedste fald til nogle retninger for nyttige handlinger.
Mange mennesker kan i dag virke handlingslammede. De kan være passi ve eller aggressive mod tv og i kommen tarfelterne. Øget vælgerstøtte til højre kræfter er en del af tidsånden i flere europæiske lande. Den paradoksale handlingslammelse er, at de vil, at andre skal handle kraft fuldt for dem. Jeg kommer til at tænke på en anden litterær strofe, og nu er det fra selveste ”Peer Gynt” af Henrik Ib sen: ”Jeg får vel følge med på ferden, men protesterer for all verden!”
Ja, situationen er alvorlig, selv om vi altså ikke handler på den. Vi fortsætter stort set som før. I Norge snakker man også om klima, sam tidig med at krigen får både politikere og folk til at hæge om vores kulindustri og udvinde nye olie- og gasfelter. Ruslands handlinger bidrager til voldsomme ind tægter til den norske stat. Gennem vore sløve internetabonne menter har vi naivt og begejstret åbnet for, at antidemokrater som Elon Musk og Mark Zuckerberg gradvist overtager ver den. De producerer vrede og skamløs hed i kommentarfelterne.
for livets uundgåelige svingninger. Ung dom er ikke en sygdom, selv om rigtig mange unge omtaler og forstår sig selv sådan. Men flere er faktisk syge. Mange af os voksne bør være glade for, at vi fik nogle af civilisationens højdepunkter med os, før både forvitringer og polarise ringer ramte os.
For meget ”jeg” i tiden
Jeg voksede op i en tid i en norsk skov, hvor den vigtigste besked til os unge var, at vi skulle væ re almindelige. I dag er det langt mere almindeligt at skulle være ualmindelig.
”Håb og handling i en kriseramt ver den” er en bog med en klar plan. I en tid hvor vi klager over, at det kan blive for meget ”jeg”, vælger de to forfattere Tuli nius og Bach Henriksen bevidst ”vi”. Det gør de altså gennem dialogerne. De skaber møder. Tulinius har haft ansva ret for gruppen af internationale tænke re, mens Bach Henriksen har intervie wet de skønlitterære forfattere. Begge leder os behageligt ind i disse møder. Med god pædagogik præsenterer de samtalepartnerne, dele af deres værkhi storie, for så i samtalen at bringe det he le frem til den dagsaktuelle situation. Og bogen har et klart greb med, at hver anden samtale er med henholdsvis en intellektuel og en kunstner. Jeg væl ger at undertekste det sådan, at disse to former for åndsarbejde kan supplere hinanden. Gennem sit unikke sprog kan kunstneren måske se noget, som den mere begrebs- og systemorienterede tænker ikke fanger. Og idémenneskene og forskerne kan bidrage med overblik. Bogen er organiseret i tre dele. Den første del vier sig netop til det samtids diagnostiske: ”Vi’et er under pres.” Af respekt navngiver jeg alle de interviewe de. Det er den tyske sociolog Andreas Reckwitz, den tyske forfatter Judith Her mann, den amerikanske sociolog Arlie Russel Hochschild, den danske forfatter Dorthe Nors, den amerikanske histori ker Anne Applebaum og russisk-ameri kanske forfatter Gary Shteyngart. Nogle bidrager absolut mere end an dre. Jeg forsøgte en tid at følge sidst nævnte Shteyngart på det sociale medie Instagram. Men det blev hurtig for me get støj. Jeg tilgiver ham, fordi han bi drager til manuskriptet på det koldblo dige familiedrama i HBO-serien ”Suc cession”. Andreas Reckwitz er for længst en sociolo gisk succes med sit begreb om singulari teten og singularise ring. Fokusset på den enkelte, det unikke og det spek takulære, undergra ver det almindelige, skriver og siger han. Det skaber en udmat tende og fælles skabs-ødelæggende præstationskultur. Jeg voksede op i en tid i en norsk skov, hvor den vigtigste besked til os unge var, at vi skulle være almindelige. I dag er det langt mere almindeligt at skulle væ re ualmindelig, ordinært at skulle være ekstraordinær.
Og Anne Applebaum minder nødven digt om, hvordan sociale medier bidra ger til at ødelægge demokratiet. Vi le ver i en ny vildmark, siger hun.
Og fra Norge kan jeg læse om, at dan ske borgere over 65 år har større tro på fremtiden end de unge. Gennem en voldsom inflation af det psykologiske sprog har vi givet mange unge redskaber til at fortolke deres egne liv i kraft af psy kiatriske diagnoser og ikke som udryk
Knausgård, Brinkmann og etik Bogens anden del forsøger at udstikke retninger: ”Længslen efter udblik.” Ja, hvor skal vi se hen? Bidragyderne her er danskenes velformulerede psykologi professor Svend Brinkmann, den nor ske succesforfatter Karl Ove Knausgård, den albanske filosof Lea Ypi, den ame rikanske forfatter Elizabeth Strout, den tyske filosof Peter Sloterdijk og til sidst
den norsk-amerikanske forfatter Siri Hustvedt.
De peger alle på nødvendigheden af, at der ikke findes et ”jeg” uden et ”du”. Vi bliver ikke os selv af os selv, men via andre. For igen at begynde i den svagere ende: Jeg får ikke så meget ud af Sloter dijk denne gang, ud over at han fortsat er et frittalende humørmenneske. Lea Ypi er fascinerende interessant, nær mest eksotisk med sin opvækst i Albani en under socialistdiktaturet med Enver Hoxha. Det var en verden fuld af hyl dest, underkastelse og ikke mindst løg ne. Så faldt regimet, den vestlige frihed skulle nu hyldes. Lea Ypi nøler. Hun ev ner det kloge tvesyn. Det var ikke alt, der var galt med det gamle system, og der er sandelig mange ufriheder ved den vestlige frihed.
For os trofaste Knausgård-læsere bli ver det meget repetition af, at skrivnin gen er det fristed, hvor man slipper for at være sig selv. Det er selvsagt interes sant, men måske ikke noget, vi andre kan anvende. For Kristeligt Dagblad som avis og forlag er det nok mere inte ressant, at han med sit nye romanværk ”Morgenstjernen” digter det overnatur lige frem. En ny stjerne dukker op på himlen og manges liv bliver brat foran dret. Det tredje bind ”Det tredje riket” udkom for nylig på norsk. Store forfatte re som Knausgård og den tyske nobel prisvinder og psykolog Olga Tokarczuk skriver sig løs fra knugende materialis me og trøstende socialpsykologi og dig ter en nyåndelighed.
Siri Hustvedt håber, at mange under pandemien indså den nyliberale økono mis underside: at det er almindelige mennesker, som sundheds- og trans portarbejdere, der holder samfundet gå ende. Jeg er ikke så sikker. Vi glemmer hurtigt. Jeg ville ønske, hun havde ret. Det klart stærkeste bidrag i denne af
deling af bogen er samtalen med Svend Brinkmann. Hans projekt er meget tyde ligt. Det er vor etiske pligt at se ud over os selv. Vi må være tydelige med, at vore egne stærke følelser ikke betyder det samme, som at vi har ret. Vi kan føle no get, og samtidig tage fejl og gøre andre uret. Brinkmann brænder for dannelse. Han gør det meget let for mig at følge ham, spidsformuleret og underholden de, som han også kan være.
Nogle friheder må
Bogens tredje og sidste del håber på, at der er håb et eller andet sted: ”Håbet er derude”. Og i denne del af bogen håber man ikke mindst på nogle handlingsdis positioner. Hvad kan vi gøre? Det tales der om med den norske filosof Arne Jo han Vetlesen, den store amerikanske for fatter Jonathan Franzen, den canadiske historiker Michael Ignatieff og til sidst den amerikanske forfatter Ben Lerner.
Franzen siger, vi må handle i det små og i det lokale. Han lader til at pendle mellem to ”splendid isolations” (stor slåede afsondringer). Den ene er i sit ca liforniske hjem med samboer og selv valgt barnløshed, hvor han fortløbende skriver på den store amerikanske ro man. Den anden er, når han kigger på fugle. Hans bud er, at vi redder kloden ved at begynde at redde de lokale fugle. Det er jo en meget forsigtig aktivisme.
Der er langt større kraft i den norske filosof Arne Johan Vetlesens bidrag. I vores omgang med naturen er vi onde, hævder han.
Bør vi ikke derfor tage den alvorlige samtale om, at nogle friheder må be grænses? Og han har et stykke ad vejen givet op, hvad menneskene mellem 40 og 60 angår. De er blevet loyale over for det onde system. Derfor må vi håbe, at ungdommen endnu ikke er ødelagt.
Dette er helt klart bogens tydeligste og mest tankevækkende bidrag.
Jeg kan virkelig godt lide denne bog, selvom den ikke evner at udstikke en retning. Men de bidragydende og forfat terne skal have point for ambitionen. Bogen er simpelthen dannende, i brink mannsk forstand.
Diagnoserne er ganske klare. Så hvad er kuren og prognosen så? Måske et mu ligt tredje bind skal være samtaler med unge mennesker; de endnu ikke fordær vede. J
Krigserfaringer, fortielser og forbudte forhold. I en række aktuelle bøger behandler forfattere de traumer, der har formet deres egen slægt. Etisk er det ikke uden problemer
Svenske Alex Schulman skriver om sin mormors hemmelige elsker. Franske Anne Berest dykker ned i sin families fortiede holo causttragedie. Serbiske Dragana Mlade novic digter om familiens ar efter krige ne på Balkan i 1990’erne. Og danske Ka trine Engberg skriver i sin seneste krimi om, hvordan hendes jødiske bedstefor ældres flugt til Sverige i 1943 kom til at forme hendes far. Alle er de forfattere, der tager udgangspunkt i deres egen, smertelige familiehistorie, når de skri ver. Og de er bestemt ikke alene, hver ken på den danske eller den internatio nale forfatterscene.
”Vi lever i en konfessionskultur af en art, hvor det gælder om at endevende alle de mørke kroge i vores egen og vo res families historie – og det manifeste rer sig også i litteraturen,” siger Karen Vallgårda, der er lektor i kultur- og so cialhistorie ved Københavns Universi tet, og som blandt andet har forsket i familiehemmeligheder.
”Det giver sig til kende i bøger, men også i journalistik og podcasts, ja, bare sådan noget som statusopdateringer på sociale medier. Det handler om at få skeletter ud, tale om det tabuiserede og at gøre det med en personlig vinkel.”
Men, påpeger hun, det er ikke altid uden konsekvenser at gøre familiens ”spøgelser” til allemandseje.
Det, der hører til hjemmet Ordet ”hemmelig” kommer ifølge ord bogen af nedertysk og betyder ”noget, der hører til hjemmet”.
Den videre betyd ning er noget, der er ”skjult for alle uind viede”, og som kun ”en begrænset in derkreds eller nogle få fortrolige kender eller må kende til”.
Familiehemmelig heder er godt litte rært stof, blandt an det fordi der er en stor genkendelses faktor, mener Karen Vallgårda.
Der er ingen, der synes, det er mindre forkasteligt at være nazist nu, men der er andre områder, hvor moralbegre berne har rykket sig – for eksempel det at få et barn uden for ægteskab.
”De fleste familier har et traume eller noget, de bærer rundt på. Og det at kunne læse, at man ikke er den eneste, der har forkvaklede familierelationer, gør formentlig, at mange kan genkende sig selv i historierne,” siger hun.
KAREN VALLGÅRDA, LEKTOR I KULTUR- OG SOCIALHISTORIE VED KØBENHAVNS UNIVERSITET
”Og så er alt, der er stemplet som hemmeligt, bare ekstra interessant. Det har en vanvittig tiltrækningskraft: Det, vi ikke må få at vide, vil vi gerne have at vide.”
Hun peger på, at en del af fortællin gerne er bygget op som detektivhistori er med samme spænding, som også fin des i krimigenren:
Forfatteren selv skrives ind som en slags detektiv, der finder flere og flere spor for til sidst at nå frem til den sande histo rie om sin familie.
Sådan er det for eksempel i Alex Schulmans
”Brænd alle mine breve”, der begynder med hans egen eksistentielle krise, men langsomt kommer til at handle mere og mere om hans mormor og mor fars betændte samliv – foranlediget af mormoderens forelskelse i en anden.
”Tit er det hemmeligheder, der har været båret på i generationer. Her skri ver flere om den smerte, det er at skulle holde på formerne, når der foregår no get helt andet bag facaden,” siger Ka ren Vallgårda.
Men der er også familiehemmelighe der, som ikke er hemmeligheder som følge af en bevidst strategi, men som nærmere kan kaldes ”elefanten i rum met”.
”Det er det usagte, det alle – måske endda også nogle uden for familien –godt ved, men som er så smertefuldt og vanskeligt at tale om, at man viger udenom for ikke at gøre det endnu mere vanskeligt. Og der kan være noget, som kan have haft stor betydning engang, som kan have ændret sig med tiden. Om det at få et barn uden for ægteskab tæn ker vi i dag: ’okay, så var det heller ikke værre.’ Men tidligere kan det have været afgørende for, om man som kvinde kun ne blive gift og få et godt liv.”
En del af de nye familiefortællinger ta ger udgangspunkt i Anden Verdenskrig og holocaust. I dansk sammenhæng
var musiker og forfatter Benjamin Kop pel for nylig aktuel med ”Annas sang”, der er ”inspireret af sande historier” i hans egen jødiske familie. Og krimifor fatteren Katrine Engberg har i inter views fortalt om, hvordan det var en dybt eksistentiel oplevelse for hende at skrive sin fars historie og om familiens dramatiske flugt til Sverige i 1943 i bo gen ”Det brændende blad”.
Den rumænsk-amerikanske littera turprofessor Marianne Hirsch (hvis for ældre selv var jødiske flygtninge) intro ducerede i 1992 begrebet post memory, der vel bedst kan oversættes til ”eftererindring”.
Begrebet udviklede hun for at forkla re det, at førstehåndsvidnerne til holo caust ofte ikke selv gjorde noget for at huske, erindre og gemme minder om den tid.
At dokumentere og reflektere, over hvad der faktisk skete, kom således til
”ILLUSTRATION: MORTEN VOIGT
at påhvile de kommende generationer, der ofte også måtte ty til andre kilder end mundtlige beretninger: fotografier, breve, ting og adfærdsmønstre i famili en spiller en væsentlig rolle.
At det, der skete under Anden Ver denskrig, både for ofrene og forbryder ne, har været tabubelagt at tale om, er ingen nyhed, og mange forfattere har før beskrevet, hvor betændt emnet har været i de berørte familier.
Alligevel kan man måske sige, at de forfattere, der skriver nu, går mere radi kalt ærligt til værks. I hvert fald spiller tiden, der er passeret, en rolle for, hvor åbent man tør tale om tingene, siger Ka ren Vallgårda: ”Når der er gået nogle generatio ner, og det er kom met lidt på afstand – når det ikke im plicerer én selv i li ge så høj grad, som det gjorde for ens far – så er det nem mere at skrive om det. Der er ingen, der synes, det er mindre forkasteligt at være nazist nu, men der er andre områder, hvor moral begreberne har rykket sig – for eksem pel det at få et barn uden for ægteskab.”
”I dag er det sådan, at det er meget il deset at lægge låg på. Vi skal tale om tin gene. Men det er ikke sikkert, det ude lukkende har positive effekter. Vi taler generelt meget lidt om konsekvenserne af for eksempel psykologsamtaler:
Kunne der være bivirkninger ved, at man en time en gang om ugen sidder og dvæler ved alt det svære? For nogle har stilheden også været en overlevelses strategi.”
Det gode ved tendensen er, at den kan være med til at give stemme til nogle af dem, der ikke har været så dominerende i familien, en følelse af empowerment til de individer, der må ske har været udsat for grader af vold fra de familiemedlem mer, der skrives om i bøgerne.
KAREN VALLGÅRDA, LEKTORI KULTUR-
OG SOCIALHISTORIE VED KØBENHAVNS UNIVERSITET
Tiden læger alle sår – indtil de er helet så meget, at vi åbner dem igen. Men er der andet, der gør, at familiehemmelig hederne fylder i litteraturen?
Karen Vallgårda påpeger, at de sociale medier nok spiller en væsentlig rolle. Hun ser et slags ”kulturelt imperativ”, der byder os at dele ud af os selv – og ik ke bare til psykologen, men også i sta tusopdateringer på hvert vores eget lille medie:
”De sociale medier har måske ændret, hvor meget vi føler, vi kan eller skal dele med offentligheden. Mange føler, at de kan blive støttet i de fællesskaber, de finder dér. Men der er også tit etiske di lemmaer forbundet med at dele en hi storie, som involverer andre end én selv.”
I familiehemmelighedslitteraturen finder forfatterne ofte deres stof i per sonlige papirer, som forfatterne måske har arvet eller har en privilegeret ad gang til. I arkivloven er der strenge reg ler for, hvor lang tid der skal gå, før en fremmed for eksempel kan få adgang til en journal eller andre personlige papi rer i et offentligt arkiv – op til 75 år fra et dokument er skabt – men som familie medlem kan man ofte få adgang før.
Reguleringen af arkivalier er skabt for at beskytte private forhold, siger Karen Vallgårda.
”Det er en stor magt, man tiltager sig, når man påtager sig at fortælle sin fami lies historie i offentligheden. Det er ikke sikkert, at hverken de afdøde personer ville være eller de nulevende efterladte er enige i, at hemmelighederne overho vedet skal blottes. Dér tænker jeg, at det måske nogle gange godt kan gå lidt hur tigt. Og der er nok brug for en vedvaren de diskussion af, hvem der har ret til at fortælle hvis historie,” siger Karen Vall gårda.
Som eksempel nævner hun podcasten ”Farfars to liv” af Third Ear.
I den konfronterer historiens fortæller sin farmor med det, hun har fundet ud af (at farfaderen levede et dobbeltliv).
”Og farmoderen ønsker tilsyneladen de ikke, i hvert fald ikke i begyndelsen, at forholde sig til det. Hun lader til at have valgt at lukke øjnene,” siger Karen Vallgårda.
Det gælder også i svenske Alex Schul mans fortælling, der kan ses som en form for oprejsning til ”of rene” for mormoderen og morfaderens livsfø relse:
”Han skriver jo om et forhold med psykisk terror, som har forplantet sig til hele familien. Det er ret tydeligt, at alle andre i familien lever med en ret tung arv,” siger Karen Vallgårda.
”At skulle hemmeligholde vold kan også opleves som en fordobling af vol den.”
Familiehemmelighedslitteraturen kan også være med til at aftabuisere eller normalisere nogle emner, som ældre ge nerationer går og skammer sig over, må ske uden grund, siger hun. Det kunne for eksempel være uægte børn, skils misser, psykisk sygdom eller andre for hold, hvor moralbegreberne har ændret sig med tiden.
At tale åbent om det skamfulde kan også gøre, at man oplever ikke at være alene med det. Hvilket kan mindske en somheden og isolationen.
Men netop af den grund, at moral ikke er uforanderlig, skal man også være op mærksom på ikke at dømme fortiden.
Det kan man, både som familiehisto riefortæller og -læser, tænke over, me ner Karen Vallgårda:
”Nogle familiemedlemmer kan have handlet i bedste henseende, og ser man så på dem med nutidens øjne, kan det virke forkvaklet eller forkert – det, de har gjort eller sagt. Det er noget, man skal være opmærksom på. Den histori ske bevidsthed er virkelig vigtig.” J
Anne Berest: Postkortet. Alpha Forlag.
Katrine Engberg: Det brændende blad. Alpha Forlag.
Dragana Mladenovic: Slægten. Atlanten.
Benjamin Koppel: Annas sang. Gyldendal.
Peter Nejsum og Ulla Bidstrup: Min mor fars hemmeligheder. Kristeligt Dagblads Forlag.
Maria Stepanova: Til minde om erindrin gen. Palomar.
Alex Schulman: Brænd mine breve. Lindhardt og Ringhof.
Adrian Hughes: Mors dreng. Gyldendal.
Nye bøger om familiehemmeligheder
”
At skulle hemme ligholde vold kan også opleves som en fordobling af volden.
Lars Findsen har skrevet et forsvarsskrift for sig selv og et anklage skrift mod regeringen, selvom det sidste kun kan læses mellem linjerne.
Bogen giver et godt indblik i alle spændingerne under overfladen i sagen anmeldelse
Henrik HoffmannHansen hoffmann@k.dk
Historien om fyringen, fængslingen og anklagen om landsforræ deri mod chefen for et lands efterret ningstjeneste lyder som en lidt for for tænkt scene i en kriminalroman. Virke ligheden overgår dog indimellem fiktio nen, og den nu tidligere chef for Forsva rets Efterretningstjeneste, Lars Findsen, har gennemlevet den historie, siden han i august 2020 blev hjemsendt sammen med fire andre ledende medarbejdere i Forsvarsministeriet.
Anledningen var en stærkt kritisk rap port om Forsvarets Efterretningstjeneste, som Tilsynet med efterretningstjenester ne udsendte, men som knapt 16 måne der senere blev underkendt fuldstændigt af en undersøgelseskommission.
Hvorefter Lars Findsen få dage senere i december 2021 dramatisk blev anholdt i
Københavns Lufthavn, sigtet for at have overtrådt straffelovens paragraf 109, den såkaldte landsforræderi-paragraf, om at ”røbe eller videregive” meddelelser om statens hemmeligheder. En lovovertræ delse, der kan give op til 12 års fængsel.
Siden kom han til at sidde varetægts fængslet i 71 dage i celle 18 i Hillerød Ar rest. Under det ophold gjorde han sig tanker om det danske forsvars- og efter retningsarbejde, om sin egen karriere og om det, han kalder for ”den største vest lige efterretningsskandale.”
Det er blevet til bogen ”Spionchefen –erindringer fra celle 18”, skrevet i samar bejde med journalist Mette Maily Albæk. Bogen blev uden forvarsel sendt på ga den den 13. oktober midt under valgkam pen forud for folketingsvalget.
Bogens kapitler veksler mellem beretnin ger fra livet i fængslet til det liv, han ellers har levet. Der er stadig meget, han ikke kan fortælle om sin sag, da han fortsat har tavshedspligt og skal igennem en retssag om netop at have brudt den tavs pligt. I den forstand er det en bog uden slutning.
Alligevel giver den et overraskende godt og åbenhjertigt indblik i de øverste lag af den politiske verden og spionver den, som Lars Findsen har levet i. Ikke mindst konflikterne i det statslige em bedsapparat og imellem embedsmænd og ministre belyses detaljeret. Gennem 20 år nåede han at være chef for Politi ets Efterretningstjeneste, PET, departe mentschef i Forsvarsministeriet og ende lig chef for Forsvarets Efterretningstjene ste, FE. Det sidste var et job, han ”bytte
de” sig til, da forsvarsminister Peter Christensen (V) i 2015 ellers var klar til at fyre ham.
Vigtigst af alt får man en god idé om de spændinger, der ulmer under skandalen. Ingen tvivl om, at det er et partsindlæg, ja, et forsvarsskrift for Lars Findsen selv. Det er i høj grad også et politisk anklage skrift rettet mod den nu tidligere social demokratiske regerings top, selvom alle angreb står at læse mellem linjerne. For eksempel nævner han, at regeringens koordinationsudvalg og økonomiudvalg samles regelmæssigt, ”og ministerens departementschefer har på forhånd ko ordineret dagsordenen og sikret, at både lovgivning og finansiering er på plads”. En slet skjult kritik af, at det ikke skete i minksagen.
På det personlige plan får man indtryk af, at Lars Findsen i sin tid søgte ind i Ju stitsministeriet uden de dybeste tanker om livet og verden, men alene for at komme frem i den – selvom han afviser at have tænkt på karrieren dengang. Ka raktergennemsnittet var ikke umiddel bart til det, men han kom alligevel ind ved at tale om sin passion for at sejle, fremgår det.
Det er selvfølgelig en voldsom person lig omvæltning at gå fra at være topchef til at sidde bag lås og slå blandt krimi nelle, men et eller andet sted ser det og så ud til at have udvidet livets perspektiv for ham. Han, spionchefen, spiser flæ skesteg og and med 17 andre indsatte i fængslet juleaften, og nogle af dem har fejret julen 10-15 gange før i et dansk fængsel. Meget morsomt beskrevet for tæller en af de indsatte, at han ærgrer sig over at sidde inde midt i sin ”branches
højtid”, da han ellers for nylig i fødsels dagsgave havde fået et halvanden meter langt koben og en formidabel boltsaks.
Lars Findsen er blevet optaget af yoga og sund livsstil, dupper sig med citron saft, går til julegudstjeneste i fængslet, og taler med fængselspræsten, men han ”åbner ikke for sluserne”. Fortæller ikke præsten, hvordan han i virkeligheden har det og begrunder det med sin generthed og professionelt tillærte tilbageholden hed med at tale om sig selv. Åbenbart for hindrer genertheden ham ikke i nu at de le sine tanker med resten, i hvert fald den dansktalende del, af verden.
Sammen med tidligere operativ chef i PET Hans Jørgen Bonnichsen har han i en snes år arbejdet for at åbne efterret ningstjenesternes arbejde mere for of fentligheden blandt andet ved at udgive årsrapporter og ved at tale med journali ster. Åbenhed er bare en svær balance gang for spioner, som lever af hemmelig heder, og det kan skabe fjender i syste met. Måske er det den balancegang, Lars Findsen ikke har kunnet holde, fordi nogle af hans fjender gerne har givet ham det afgørende skub.
Slutningen på den historie får vi mu ligvis engang. J
Mette Mayli Albæk og Lars Findsen: Spionchefen – erindringer fra celle 18. 252 sider. 250 kro ner.
Politikens forlag.
0 Uden varsel blev Lars Findsens for tælling ”Spionchefen – erindringer fra celle 18”, der er skrevet i samarbejde med journa list Mette Maily Albæk, sendt på gaden midt under valg kampen forud for det nyligt afviklede fol ketingsvalg. – Foto: Nikolai Linares/ Ritzau Scanpix.
Janni Pedersen og Kim Faber
En tilsyneladende uskyldig mand mis ter livet under en voldsom eksplosion på Nordjyllandsværket. Hvad der først ligner en ulykke, viser sig hurtigt at være et angreb. Danmark er ramt af sit første tilfælde af klimaterror.
Politikens Forlag
Katrine Engberg
En cold case sender privatdetektiv Liv til den jyske vestkyst og ind i et af de mørkeste kapitler i danmarkshistorien. Alle flygter fra noget, og ingen kan vide sig sikker. Heller ikke Liv.
Sara Blædel
Da en mand findes død tilkaldes politiets nye rejseenhed med Louise Rick i spidsen. Samtidig opdager veninden Camilla rystende nyt om sin familie.
Jeanette
En kvinde findes død. I munden har hun en mystisk amulet, som FBI kender til. Politiet må have hjælp af amuletekspert Nanna Rasmussen, der fører dem til både Vatikanet og Kairo.
Politikens Forlag 31995
NATION
Thomas Rydahl
Salma går på
Politikens
Johan Høst
En terrorgruppe har taget Norges statsminister som gidsel og kræver, at Stortingets politikere afgør hans skæbne over et parti skak. For hver brik, der falder, må et medlem af samfundstoppen lade livet.
People’s 29995
Anne Lise Marstrand-Jørgensen
Hvor langt strækker medmenneske ligheden sig i en verden med krig og frygt? Romanen er en håbefuld og grum fortælling om at bære andres liv i sine hænder. Af forfatteren til bestselleren Margrete I. Gyldendal 29995
Annie Ernaux
Som 12-årig er Annie Ernaux vidne til sin fars drabsforsøg på hendes mor. En hændelse, der aldrig siden bliver nævnt i familien. Mange år senere undersøger den voksne Ernaux, hvad der skete.
Gads Forlag Vinder af Nobelprisen 2022 19995
Jens Liljestrand
Klimakatastrofen er eskaleret i Sverige, og feriegæster ender som klimaflygtninge. På trods af dette fortsætter hverdagen med identitetskriser og forældre-oprør, selv om verden er ved at falde fra hinanden. Lindhardt og Ringhof
Hernan Diaz
Elegant komponeret roman om penge og magt i 1920’ernes New York. Wall Street-magnaten Benjamin Rask og hans filantropiske hustru spinder his torier om sig selv og deres virke – men hvilken er den sande?
Lindhardt og Ringhof
Det begynder med os starter, hvor
Det ender med os sluttede. Colleen Hoover fortsætter historien om Lily og Ryle og ikke mindst fanfavoritten Atlas, hvis historie vi endelig hører.
Lindhardt og Ringhof 17995
Olli Jalonen
Tag med på en eventyrlig rejse tilbage til år 1676, hvor vi er vidne til sammen stødet mellem religion og videnskab set gennem drengen Angus’ øjne. Prisvin dende historisk roman af en af Finlands største forfattere.
Vild Maskine
29995
PIGE, 1983
Linn Ullmann
Erindringsromanen udspiller sig i Oslo, New York og Paris og er en genreoverskridende rejse gennem lag af minder og glemsel. En brutal fortælling om magt og afmagt, lyst og skam, skønhed og glemsel.
Gyldendal
Nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2022 24995
Kerstin Ekman
Efter mødet med en ulv begynder
Ulf Norrstig at se jagten, dyrene og skoven i et nyt lys. En roman om at være i naturen, om minder, der hober sig op, om et livslangt ægteskab og om at blive ældre.
Gyldendal
Nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2022 24995
DET BEGYNDER MED OS Colleen Hoover HIMMELKUGLENLise Nørgaard har udvalgt de bedste af sine avisartikler, reportager, noveller og meget mere, og fortæller specielt til denne bog om baggrunden for de en kelte artikler og perioder i sit liv.
Gyldendal 34995
Peter A.G. Nielsen
Siden 1989 har Peter A.G.’s sang Når jeg bli´r gammel været en af Danmarks mest elskede sange. I teksten lover han os, at han på sine gamle dage vil sidde på en bar og dele rødvin og memoirer med de andre gamle i solen. Det gør han nu i sine erindringer. Levende og humoristisk og vidt og bredt.
Politikens Forlag 31995
Den generte dreng fra Fyn lod fødderne tale og blev stjernen i internationale storklubber og på det danske landshold, indtil han en dag faldt om på banen. Mod alle odds kæmpede han sig tilbage og står nu igen i spidsen for landsholdet. Bogen er fyldt med billeder fra en fantastisk karriere.
Memoris 24995
Lars Findsen i samarbejde med Mette Mayli Albæk
Et unikt kig ind bag kulissen, hvor Find sen har håndteret politiske skandaler med store personlige konsekvenser. For første gang fortæller hovedpersonen det, han kan, om sin historie i en ærlig og personlig selvbiografi.
Politikens Forlag
Man siger, at troen kommer af det, der høres, men troen kommer også af det, som deles. Digterpræsten Niels Johansen, beskriver sig selv som en troens tvivler med et ukrudtsfyldt hjerte interview
Else Marie Nygaard nygaard@k.dkI den ene hånd hviler en sten. Den er god at gå med. Niels Johansen har samlet den op engang på en tur til stranden, og den indgår i hans samling hjemme i række huset i Kokkedal nord for København. Han har samlet på sten, siden han var dreng i København. Dengang søgte han ud mod Svanemøllen – der hvor Øster bro bliver til Hellerup. Nogle af stenene kom med hjem, og andre slog han smut med. For den 78-årige digterpræst er en grå sten ikke bare grå. Der er sten, som både har ansigt og smilehuller. Vil man se stenens særpræg, skal man gøre som ham: bøje sig ned, tage stenen i hånden og vente og se, hvad der træder frem.
Ligesom Niels Johansen samler på sten, samler han på bibelhistorier, der er gode at dvæle ved. Som dreng gik han i søndagsskole med flonellograf ved Sions Kirke på Østerbro i Køben havn.
Bibelhistorier i søndagsskolen var et af ugens højdepunkter. Siden blev han teolog og var sognepræst i næsten fire årtier. Han valgte at stoppe som 65-årig for at få mere tid til at skrive. Niels Jo hansen har skrevet alt fra romaner til salmer. Slår man op i ”100 salmer”, fin der man et par af dem.
Han beskriver sig som en troens tviv ler med et ukrudtsfyldt hjerte. Nok har Bibelen fulgt ham hele livet, men der er også spørgsmål til nogle af Bibelens personer, han er blevet ved med at tum le med. Hans undren har han formet som breve stilet til blandt andre fader Abraham i Det Gamle Testamente, de bange fiskere på Genesaret sø og den gamle seer fra Patmos og dermed Det Nye Testamentes sidste sider. 74 breve er det blevet til.
Niels Johansens breve har form af korte meditationer og udkom i oktober under titlen ”Som stenene synger i vin den” på forlaget Prorex.
I Niels Johansens ene hånd hviler en sten, og hvis det ikke var, fordi en stor gravko var i gang nede på stranden, kunne vi samle flere. Men han kender et sted, hvor man kan sidde i læ, hævet over trafikken på Rungsted Strandvej, og se ud over Øresund. Han viser vej op ad en bakke til det gamle lystslot So phienberg ved Kokkedal.
”Her er det store vindue slået op.”
For at kunne skrive må han være i be vægelse. Brevene til Bibelens personer og de salmer, der også indgår i bogen, har arbejdet i ham, mens han har været ude at cykle eller gå. For et par år siden cyklede han sin sidste tur på racercyk len. Den cykel, han brugte i skoven, har han også givet væk, men i stedet har han fået smag for spinning.
”Jeg kan virkelig godt lide at få pulsen op og køre 20 kilometer. Det kan måske virke lidt håbløst, når man elsker natur, men jeg elsker også fællesskab, og det
At bede morgen- og aftenbøn.
At læse god litteratur.
At være i en fyldt foredragssal.
Kilde: Niels Johansen
Født i 1944 i København.
Er cand.theol. fra Københavns Universitet i 1971.
Var sognepræst i Kildevældskirken på Østerbro i København fra 1972 til 1980, hvor han kom til Skovlunde Kirke ved København, hvor han var præst frem til 2009.
Fik udgivet en ungdomsroman som 32-årig og har siden skrevet flere børne bøger, noveller, sange, viser og salmer.
Aktuel med bogen ”Som stenene synger i vinden”, der udkom i oktober på forlaget Prorex.
er der på spinningholdet og på power walk-holdet.”
Når han dyrker motion, sker det ikke sjældent, at han bliver spurgt, hvad det er for et armbånd, han bærer. Han træk ker op i ærmet, og en farverig krans kommer til syne.
”Mange tror, det er noget, et af mine børnebørn har lavet, men det er Kristuskransen (bedekrans red.), som jeg har gået med i mange år. Jeg plejer at sige, at det er min redningskrans.”
Beder man Niels Johansen forklare, hvad tro er, citerer han det brev, han har skrevet til de bange fiskere, som man møder på Genesaret sø i Matthæu sevangeliet. Jesus lå i båden og sov, mens et voldsomt uvejr rasede.
”De fortæller os, at tro aldrig er vores egen præstation, beslutsomhed eller mod. De var angste til døden, og i deres magtesløshed overgav de sig til Kristus.”
Brevet til de bange fiskere runder
Niels Johansen af med følgende ord: ”Tak. At I hverken har trukket fra eller lagt til, så enhver af os, der føler os gudsforladte, når vores verden går un der, uden at Jesus griber ind, stædigt må forsøge at holde fast i, at vi har lov til at råbe og skrige, indtil Jesus vågner. Og så forsøge at tro på, at han også i dag midt i verdens og vores storm vil og kan rejse sig og true ad storm og sø.”
Han har ikke tal på, hvor mange præ dikener han skrev i de knap fire årtier som sognepræst, men når han ser tilba ge, kan han se, at arbejdet med prædi kenerne holdt ham oppe.
”Man siger, at troen kommer af det, der høres, men troen kommer også af det, som deles. Og man må gerne gøre det enkelt.”
Når Niels Johansen skriver, har det nogle gange form af en prædiken, han holder for sig selv.
”Jeg skriver for at komme ud af min tvivl. Når jeg er mest i tvivl, må jeg sige: ’Kristus er opstanden. Amen’. Og hver dag er jo påskedag. Kristus som opstan den er troens dna.”
Niels Johansen fortæller om en dag, hvor han snublede. Han havde været her på yndlingsstedet mellem Rungsted og Kokkedal og nydt den gode udsigt og fik for meget fart på ned ad bakken.
”Jeg tror jo, at jeg er lige så adræt, som jeg var engang.”
Han smiler, mens han fortæller om episoden. Og i det hele taget er det, som om at hans syn for egne fejl er bedret, alt mens øjnene er svækket med alderen
”Jeg behøver ikke bære briller for at se, hvad jeg ikke får gjort, og se, at jeg er småegoistisk og lettere selvoptaget.”
Han har flere teologiske helte, men den største er nok Theodor Jørgensen, som var professor i dogmatik og uløn net hjælpepræst ved Helligåndskirken i København. Så ofte det var muligt, hør te Niels Johansen Theodor Jørgensen prædike, og en af bogens tekster er til egnet ham.
”Theodor Jørgensen talte om Kristussignaturen i mennesket. Der er en gud billedlighed i os, som vi ikke har tabt.”
Eller som Niels Johansen skriver på en af bogens sidste sider:
”Gud ser ikke vort morgenspejlbille de, men sit billede i enhver.”
Som ung præst havde han en krise, hvor dødsangsten fyldte.
”Jeg ville meget nødig dø, for jeg holdt så meget af livet. Min generation af præster har generelt forsømt at præ dike om det evige liv, men jeg tror, at natten ender i en morgen. Jeg ved ikke, om alderen har gjort mig mindre bange for døden, men jeg er blevet mere tak nemmelig for hver dag, jeg får givet.” J
Helmut Friis
fortjener at blive kendt af nye læsere. Hans vidende og engagerede læsninger af skrifterne i Det Gamle Testamente synes stadig helt friske her cirka 30 år efter deres udgivelse anmeldelse
Hanne Jul Jakobsen hjja@km.dkJeg må med skam er kende, at jeg ikke kendte Helmut Friis (1944-1994) an det end i overskrifter og en enkelt bogtitel. Ikke før denne bog lande de i min postkasse.
Jeg bilder mig ind, at alderen er min undskyldning. Jeg er simpelt hen for ung i denne sammenhæng. Han døde i 1994, og det var et par år, før jeg selv begyndte at læse teo logi, og vel også før jeg blev et læ sende og lyttende menneske.
”Fra Moses til Malakias” er en genudgivelse af Helmut Friis’ tetra logi om Det Gamle Testamente –”Og Gud sagde”, ”Messias”, ”Lov sang og klage” samt ”Profeterne” – der udkom i begyndelsen af 1990’erne. Her for første gang i en flot samlet udgave.
Friis havde en alsidig karriere som radiojournalist på DR, forfat ter, underviser og præst. I den bre de offentlighed var han efter sigen de bedst kendt for sine tankevæk kende radioessays og sin evne til at formidle eksistentielle emner livs nært og med engageret optagethed af teologi, filosofi og fænomenologi.
Den tilgang til verden fornægter sig ikke i hans tilgang til de antikke tekster i Det Gamle Testamente.
4
Han gennemgår generøst de gamle velkendte tekster, men på en måde der er svær at genrebestemme. Det er ikke en genfortælling eller en op byggelig gengivelse af de bibelske tekster. Det er ikke en teologisk kommentar eller eksegetisk gen nemgang af skrifterne. Det er ikke en litterær analyse eller en religi onshistorisk udgivelse. Det er lidt af det hele. En vidende, engageret gennemgang af hele Det Gamle Te stamente.
Bogen bærer undertitlen ”En lystvandring i Det Gamle Testa mente”, og det er meget rammen de. Som læser har man det, som om man går en tur igennem tek sterne sammen med Friis. Han age rer turguide og peger som enhver god rejseleder på smukke udsigter
og dybe indsigter. Han forklarer og fortæller og gør stoffet levende og medvandrene klogere undervejs. Der er meget at komme efter, og indimellem er der måske også lidt vel rigeligt med indfald og detaljer, omveje og krogede bjergstier. Dog uden at man får fornemmelsen af at være faret helt vild. I hvert fald finder Friis os igen, så vi kommer videre i teksten.
Friis har en uforfærdet og ligefrem tilgang til de gamle religiøse tek ster, som når han for eksempel skriver om Salmernes Bog og bøn som udtryksform: ”Salmerne er henvendelse til Gud, ikke mindst i form af ’bøn’. Bøn hører fundamen talt menneskets væsen til og er ikke et spørgsmål om en særlig religiøs
form. Udtalt eller uudtalt er en bøn en reaktion på indtryk udefra, som fremprovokerer en ’tiltale’ rettet til virkeligheden.
Vi reagerer alle på indtryk, der af tvinger os spontane reaktioner som ’gudskelov’, ’vidunderligt’, ’nej dog’, ’for fanden’, ’frygteligt’. Spro get rummer mere tiltale til væren, end vi gør os klart, hvilket allerede udbrud som ’ak!’, ’oh!’, ’nej!’ viser. Bestemte reaktioner indebærer, ja fordrer en henvendthed til væren, et råb, der transcenderer vor virke lighed, også selvom vi ikke af den grund tænker på Gud.
Bøn er reaktion og ikke menne skets eget initiativ, den fromme sjæls værk. Klage og pris svarer for så vidt til gråd og latter, blot sprog ligt artikuleret og med en bevidst
retning, nemlig bort fra selvets ind krogethed i sig selv. Den kultiske bøn kanaliserer følelserne i retning af Gud, antinarcissistisk og antini hilistisk.”
For de fleste vil turen nok være i overkanten på én gang. Der er mere at se og opleve, end man kan nå at tage ind. Som at købe ”Lonely Pla net” til Indien og forestille sig, at man kan nå at se det hele på én rej se. Indien vinder mest ved, at man koncentrerer sin rejse om én stat ad gangen. På samme måde får man også mest ud af bogen her, hvis man læser den efter interesser. Bo gen er udstyret med en god ind holdsfortegnelse, og undervejs har Helmut Friis udstyret stoffet med overskrifter, der i sig selv er en ny indgang til de gamle tekster. J
Flot udgivelse fra journalist Malene
Fenger-Grøndahl om katolsk klosterliv folder 17 liv ud i fuldt format anmeldelse
Kristian Østergaard debat@k.dkNår man ser ind holdsfortegnelsen i den omfangsrige ”Kaldet til kærlig hed”, fristes man til at afskrive bo gen som et håbløst monstrum. Den består nemlig af interviews med 17 katolikker, hvor 14 af dem lever et klosterliv i cølibat. Det lyder ikke sindsoprivende interessant.
Men venter man på at få en ræk
ke fordomme bekræftet, må man vente forgæves. For der er i bogen indlagt mange nuancer og megen troværdighed. Det lykkes forfatte ren at få bogens deltagere i tale på en måde, så man begriber, hvorfor de har måttet operere med andre prioriteter end deres omgivelser.
Det gælder eksempelvis broder Theodor, der er født i Flensborg i 1947. Han fortæller om sin opvækst under trange kår og maner en efter krigsstemning frem, der hviler og vibrerer ganske klart for læseren i dag:
”Der var så koldt i barakkerne om vinteren, at min mor måtte varme sten på komfuret og lægge dem i sengen for at lune dynerne, inden vi skulle i seng”.
Theodor har arbejdet som blandt andet kok, bartender og professio nel danser, men i dag er han fran ciskanermunk i Assisi. Med en for
tid i højskoleverdenen kan Theodor se mange ligheder mellem det grundtvigske og det franciskanske, for begge steder forsøger man ”at leve efter evangeliet og sprede bud skabet gennem det talte og ord og fortællingen.”
Søster Teresa Ignatia Tran har en helt anden baggrund. Hun er født i Vietnam i en katolsk familie og kom til Danmark som niårig. Med sine 36 år er søster Teresa den yng ste i klosterfællesskabet i Bonn. Samtidig er hun fuldtidsbeskæfti get i et dialysecenter. Søster Teresa er aldrig i tvivl om, hvad hun tror på, men til gengæld kan hun godt blive i tvivl om, hvorvidt hun har valgt den rette vej i livet.
Hun lægger åbent de anfægtelser frem, som hun havde, inden hun aflagde løfte som nonne: ”Jeg tænkte på, om det ikke kunne være rart at have et seksualliv i stedet for
at aflægge løfter, hvor man afskri ver det”.
Men som historiker Sebastian Ol den-Jørgensen fortæller i sit in struktive forord, så er der næppe heller nogen, der vælger ”Det gud viede liv” af bekvemmelighed. I 200-tallet begyndte kristne mænd og kvinder at begive sig ud i ørke nen for at finde Gud i ensomheden: ”Det var ikke et mageligt liv, de søgte, men en kampplads, hvor de kæmpede mod dæmonerne og de res egen menneskelige svaghed og behov”.
Interessant er det, at Olden-Jør gensen konkluderer, at selv om de religiøse institutioner er svækkede på grund af den omsiggribende in dividualisme, så har det ikke svæk ket den kristne tro. Individualis men har derimod åbnet nye veje for den enkelte, der kan søge Gud på pilgrimsvandringer, tænde vokslys
eller bede rosenkrans, skønt man måske slet ikke er opvokset med en sådan religiøs praksis.
Med ”Kaldet til kærlighed” folder Malene Fenger-Grøndahl 17 liv ud i fuldt format og leverer en skildring af katolsk ordens- og klosterliv liv præget af fornem tæthed og ople velsesstyrke. J
Malene FengerGrøndahl: Kaldet til kær lighed – en bog om katolsk ordens- og klosterliv i dag. 626 sider. 260 kroner. Katolsk Forlag.
Når Peter Nejsum som barn spurgte, hvad hans tyske morfar lavede under Anden Verdenskrig, fik han ikke svar. Nu har Peter Nejsum sammen med ægtefællen Ulla Morre Bidstrup gravet dybere efter de svar, han aldrig fik interview
Else Marie Nygaard nygaard@k.dkDen her historie begynder med en forelskelse midt i livet. Som nyforelskede lånte Ulla Morre Bidstrup og Pe ter Nejsum et sommerhus i Asserbo i Nord sjælland.
De er begge født i sommeren 1965, de har begge været gift før, de er begge forældre til tre børn, og så har de læst det samme fag, men hvem stod de på skuldrene af? De havde ikke siddet længe ved sommerhusets have bord, før Peter Nejsum begyndte at fortælle om sin morfar, Heinz Erler.
Han fortalte om sin morfars solbrune an sigt med de tunge kinder, hans tykke mave, hans legesyge humor og hans veludviklede sproglige sans. Inden Peter Nejsum begyndte at studere teologi, havde han en drengedrøm om at blive journalist som sin morfar. De to delte en optagethed af sprog, litteratur og klassisk musik. Ikke mindst Wagner var en fælles passion.
De nyforelskede blev siddende ved have bordet i Asserbo til langt ud på aftenen, pak ket ind i tæpper. Det var her, Peter Nejsum fortalte om sin morfars død. Heinz Erler var 77 år, da han i påsken 1987 valgte at afslutte sit liv. Han efterlod sig et selvmordsbrev. Pe ter Nejsum fortalte, at hans morfar indledte selvmordsbrevet med at citere den højpande de tyske forfatter Heinrich von Kleist: ”Jeg kan ikke dø, førend jeg, glad og tilfreds som jeg er, har forsonet mig med hele verden.” Her kom Ulla Morre Bidstrups første undren: ”Hvordan kunne Peters morfar indlede sit afskedsbrev med at citere en tysk digter? Det virkede sært distanceret i lyset af, at han var ved at tage afsked med sit liv.”
Inden det nyforelskede par låste sommer huset af og kørte tilbage mod hverdagen, havde Ulla Morre Bidstrup stillet Peter Nej sum et spørgsmål, der kom til at optage dem begge siden.
”Hvad lavede din morfar egentlig under krigen?”
Samtalen den weekend i Asserbo blev af sættet for den bog, som udkom i september på Kristeligt Dagblads Forlag: ”Min fars hem meligheder. Brevene fra Anden Verdenskrig”. Ulla Morre Bidstrup fornemmede, at Peter Nejsum så på sin morfar med nærmest udelt beundring, men hvad sker der med kærlighe den og respekten, når man graver i historien og ikke møder en helt?
I den lyse spisestue i præstegården i Brøns høj, som er sognepræst Peter Nejsums tjene stebolig, står et vitrineskab fyldt med mus selmalet riflet. Stellet er velholdt, men her er også skårede kopper.
Peter Nejsums mormor, Inger Baungaard, var datter af det velhavende fabrikantpar Re gina og Knud Baungaard, der med succes producerede bølgepap. I 1929 blev Inger Bau ngaard sendt til den tyske husholdningssko le Töchterheim Bad Schlag, som var forbe holdt døtre af det bedre borgerskab. På sko len blev Inger Baungaard veninde med en jævnaldrende kvinde fra Leipzigs overklasse, og det var gennem veninden, at hun traf Heinz Erler. Den noget stille fabrikantdatter
De er begge født i 1965 og er begge teologer. Han er sognepræst i Brønshøj. Hun er uddannelses-og afde lingsleder ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter i København.
Sammen står de bag podcasten ”Min morfars breve fra krigen” for udbyderen Podimo. Podcasten tager afsæt i arkivmaterialet. Sammen har parret skrevet ”Min morfars hemmeligheder. Brevene fra Anden Verdenskrig”, som er udkommet på Kristeligt Dagblads Forlag.
fra København blev stormende forelsket i den jævnaldrende tyske journalist.
Efter fem års forlovelse gav parret hinan den deres ja i Holmens Kirke i København i 1937. Og med et anseeligt udstyr, som blandt andet talte meget af indholdet bag vintrine skabets glaslåger, stiftede det nygifte par et hjem i en lejlighed i Leipzig i 1937. Tiden blev præget af en dyb kærlighed samt adskillelse og uvished. I 1940 blev datteren Bente født i Leipzig, og to år senere blev den lille familie adskilt af krigen.
Bente blev enebarn, og to årtier efter An den Verdenskrigs afslutning gjorde hun sine forældre til morforældre, da hun fødte sit før ste barn, Peter. Et par år senere fødte hun Lars. På dette tidspunkt havde de dansk-ty ske morforældre en hverdag med lejlighed på Frederiksberg i København med udsigt over Søndermarken og en god økonomi sikret af familien Baungaard. Peter Nejsum vidste tid ligt, at hans morfar havde været soldat under krigen, men de gange han spurgte om krigen, lukkede hans mormor for en potentiel samta le med variationer af replikken: ”Vi skal ikke tale om krigen. Så kan morfar ikke sove.”
”Det, jeg vidste, var, at min morfar og mor mor levede adskilt både under og efter krigen i en årrække. Og da jeg var ung, gav min mor far mig en flig af historien. Han fortalte, at han var krigsfange i USA efter krigen,” for tæller Peter Nejsum
At Peter Nejsum i dag ved langt mere om, hvad hans morfar lavede under krigen, kan han takke sin mor, Bente Nejsum, for. En dag nævnte hans mor, at hun havde en kasse på loftet med nogle breve fra krigens tid. Mens Europa var mere eller mindre lukket af pan demien i maj 2020, skulle Peter Nejsum og Ulla Morre Bidstrup på studieorlov til Leip zig, som var byen, hvor Peter Nejsums morfar havde boet. Aftalen blev, at parret fik brevene med.
”Først vægrede min mor sig mod vores in teresse for hendes families historie, og det passede hende godt, at vi var langt væk, når vi begyndte at læse brevene.”
Peter Nejsums morfar har med sirlig og sik ker skråskrift skrevet sig gennem de 10 vær ste år af sit liv på tyndt papir. Hjemme i Dan mark samlede Peter Nejsums mormor breve ne fra ægtefællen. De breve, Peters mormor sendte til sin mand under krigen og i den ef terfølgende tid, er der ikke spor af.
Da Ulla Morre Bidstrup og Peter Nejsum sad i Leipzig og forsøgte at sortere brevene og begyndte at læse, var det, som om de trængte sig ind i et intimt rum mellem Peter Nejsums mormor og morfar. Og af og til slog det gni ster mellem dem. Ulla Morre Bidstrup stillede spørgsmål, som fik Peter Nejsum til at reage re med vrede.
Det gør ondt at grave Inden de tog fat på at læse brevene, havde Peter Nejsum tænkt, at hans morfar var sol dat i Anden Verdenskrig, fordi det hørte med til at være ung, tysk mand i de år, men breve ne og parrets søgninger i diverse arkiver ud fordrede Peter Nejsums forestillinger.
Parret besøgte flere gange bymuseet i Leip zig, og en dag så de en film fra 1933, hvor den saksiske afdeling af nazistpartiets årlige træf i 1933 fejres med marcherende nazister, som defilerer forbi Hitler og andre topnazister på den store Augustusplatz. Da Ulla Morre Bid strup havde set klippet, sagde hun til Peter Nejsum, at hans morfar sikkert var med den dag. På bymuseet udspillede der sig et skæn deri, som har været typisk for parrets proces.
Peter Nejsum svarede ægtefællen:
”Det kan du da ikke vide. Bevis det.”
Ulla Morre Bidstrup har nok ret i, at Peter Nejsums morfar gik med i optoget den dag. Parrets undersøgelser viser, at Peter Nejsums morfar meldte sig ind i NSDAP i 1931. Peter Nejsum siger: ”Det gør ondt at grave.”
1 Da Peter Nejsum og Ulla Morre Bidstrup begyndte at læse, var det, som om de trængte sig ind i et intimt rum mellem Peter Nejsums mormor og morfar. –Foto: Johanne Teglgård Olsen
Peter Nejsum vidste, at hans morfar havde arbejdet som journalist, men det var først, da de gennemgik arkivmaterialet, at han fandt ud af, at hans morfar var ansat på ”Leipziger Tageszeitung”, partiavisen for det tyske na zistparti NSDAP i Leipzig.
”Jeg er jo blevet nødt til at se kendsgernin gerne i øjnene: Min morfar var som ung over bevist nazist, ” siger Peter Nejsum.
Flere af brevene var hårde at læse. Peter Nejsums morfar var blevet indkaldt til fodfol ket i krigens første række i Hürtgenskoven i det, der blev et af de blodigste slag på Vest fronten. Han skriver blandt andet i 1945:
”I får en meget trist efterretning i dag. Jeg er nu hos infanteriet. Jeg ved endnu ikke, hvad kommer, men i hvert fald må I regne med alt. Jeg synes, I skal vide det med det samme, så I er forberedte på det værste ... Hav det altid godt alle sammen. Hils alle, som holdt af mig. Med tusind kys i længsel efter jer, fra jeres farmand, Heinz.”
Da ægteparret havde gennemgået det fyldi ge arkiv og forfulgt de spor, brevene førte med sig, stod de med et broget billede af Pe ter Nejsums morfar.
De havde begge tænkt, at de hårdeste år for Peter Nejsums far var under Anden Verdens krig, men læsningen af brevene viser, at li delserne tog til efter krigens afslutning, fordi han i flere år ikke kunne blive forenet med sin hustru og datter i Danmark, samtidig med at han måtte hutle sig gennem tilværelsen i efterkrigstidens på mange måder ødelagte Tyskland.
For Peter Nejsum var et vigtigt motiv for ar bejdet, at han havde et behov for at sige tak til sin morfar.
”Jeg ville gerne forstå, hvad der drev min morfar til selvmordet. Nu ved jeg, at han un der og særligt efter krigen har gjort og ment ting, som var idiotiske, og at han havde util givelige holdninger i forhold til nazismen, men det ændrer ikke ved, at jeg stadig elsker ham.” J
italienske klassiske litterat over alle litterater, Dante Alighieri, er mest kendt for sit digt ”Den guddommelige komedie”. Denne bog behand ler hans andre skrifter
Det kan være svært for os dan skere at forstå Dante Alighieris (1265-1321) status i Italien. Vi har ingen indly sende dansk pendant, som italienerne har Dante, englænderne Shakespeare, fransk mændene Molière og tyskerne Goethe. Men i Italien er Dante digteren, ham som med værket ”Den guddommelige komedie” skabte et sprog og et poetisk univers, italienerne kunne være fælles om i de mange hundrede år, hvor Italien var splittet op i selvstændige bystater og små kongedømmer, som den tredje magtfaktor, pa vestaten, hele tiden prøvede at spille ud mod hinanden og dominere.
I denne bog lærer vi Dantes andre skrifter at kende. Efter en kort biografi følger gennem gange af hans væsentlige skrifter, som modsat Den guddommelige Komedie er på latin. Dante forsvarer i det første af dem, at han skriver på italiensk i sit hovedværk. Hanne Roer, retorik forsker på Københavns Universitet, forklarer, at det er en magtkritik at vælge folkesproget italiensk i stedet for latin, som var videnska bens, den højere administrations og kirkens sprog. Ditlev Tamm, der selv har udgivet en fin oversættelse af Dantes værk om monarkiet, gennemgår kort dette værk. I et længere afsnit gennemgår Hanne Roer nogle af Dantes breve, og Christian Høgel, professor i klassiske studi er, behandler og oversætter Dantes to ekloger, det vil sige hyrdedigte, der er skrevet med den romerske Vergil som forbillede. Sidste værk, der omtales og gengives i uddrag, også af Chri stian Høgel, er et naturvidenskabeligt værk, der vil forklare, hvorfor jorden rager op over vandet, når nu Aristoteles lærer os, at jordens plads i universet er under vandet.
Til sidst har professor i klassisk filologi Mari anne Pade og Johann Ramminger en kort gen nemgang af, hvordan Dantes latin adskiller sig fra klassisk latin.
Lad det være sagt med det samme, at dele af bogen, særligt om brevene og eklogerne, er ret tekniske. Alligevel kan den læser, der er al ment interesseret i Dante, få et udbytte af bo gen. Den viser nemlig Dantes levende engage ment i sin samtids kulturelle og politiske for hold, og den giver et indtryk, også til læsere uden kendskab til latin, af den rige citat-kunst, Dante beherskede, hvor klassiske og bibelske citater væves elegant sammen i teksten med et væld af betydninger og allusioner til følge; denne citatkunst står samtidig i forbindelse med Dantes evne til at variere sit latinske sprog efter emnet, og endelig ser vi Dante som en ægte polyhistor, der behersker alle sin tids videnskaber. Med dette fulde indtryk af Dante, forstår man, hvordan han kunne skrive ”Den guddommelige Komedie”, der er en syntese af hele middelalderkulturen. J
Det var coronapandemien, der fik litteraturhistoriker Peter Graarup Westergaard til at lave en antologien ”Pandemier. Litteraturhistorier”, der netop er udkommet på Dansklærerforeningens Forlag
Malene Fenger-Grøndahl kirke@k.dk
5 Hvordan fik du idéen til bogen?
Den kom i flere etaper. Først og fremmest blev ideen modnet i begyndelsen af corona-perioden. Jeg lag de mærke til, hvordan folk på sociale medier gik amok som selvbestaltede chef-epidemiologer. Jeg var også ved at hoppe med på den bølge, men så kom jeg til at tænke på, at det jo overhovedet ikke er mit fag. Jeg besluttede i stedet at anskue corona-pandemien ud fra fortil fælde i litteraturhistorien. Jeg fokusere de først på den spanske syge og begynd te så at søge i mine bøger, på nettet og i min hukommelse.
Medierne gjorde i starten af coronapandemien meget opmærksom på store, internationale forfattere som Defoe, Ca mus, Thomas Mann og ikke mindst Boc caccio, der havde skrevet om pest og pandemier. Men jo mere jeg dykkede ned i dansk og rigsfællesskabets litteratur, jo mere slog det mig, at der findes et væld af gode eksempler på pandemi-erfarin ger på dansk, fra blandt andre Pontoppi dan, Tom Kristensen, Martin A. Hansen, Karin Michaëlis, Paludan, Knud Ras mussen, Peter Freuchen og William Hei nesen. I en periode slog jeg hver eller
hver anden dag et opslag med et nyt ek sempel på litterære beskrivelser af den spanske syge op på Facebook , og mange syntes, at det var spændende, og nogle ville bruge det i undervisningen. Det var også min egen plan at gøre det, når jeg kom tilbage fra isolationen. Så det var den aktuelle anledning til bogen.
Men selve grundideen går 20 år tilba ge, da jeg lige var blevet færdig som mag. art. og havde planer om at skrive et essay om virus og litteratur. Jeg genfandt nogle brudstykker af dette essay på et usb-stik og skrev videre på det, da jeg skrev mit essay til bloggen.
I sommeren 2020 kontaktede Dansklæ rerforeningens Forlag mig, fordi de hav de læst essayet på min blog og ville høre, om jeg kunne gøre det til en undervis ningsbog. Det ville jeg naturligvis gerne.
5 Hvordan er bogen blevet anderle des, end du forestillede dig? Oprindeligt havde jeg ikke forestillet mig, at bogen skulle være så tæt knyttet op på medicinhistorie og medicinsk vi den. Men som det skred frem, kom der mere og mere medicinhistorie med, og der kom også et kapitel om AIDS/HIV ind, blandt andet for at give eleverne mulighed for at forstå det pandemiske tværfagligt, for eksempel mellem dansk og biologi/bioteknologi. Det er menin gen, at eleven – eller læseren – skal ana lysere eller simpelthen opleve det pan demiske i tekster fra dansk litteraturhi storie gennem tiden, hvor de samtidig gennem bogen får mulighed for at sætte det ind i en medicinsk og politisk-idehi storisk kontekst.
Længere henne i processen fandt jeg ud af, at billedkunst og foto er eminente til at beskrive den pandemiske erfaring, så derfor har bogen billeder og illustrati oner med pandemiske motiver, som kan indgå som en del af analyse-materialet.
5 Hvilken bog har inspireret dig mest i arbejdet med denne bog? Det begyndte med, at jeg fandt en fanta
stisk passage fra Karin Michäelis’ selv biografiske bog ”Vidunderlige Verden”, hvor hun beskriver, at hun er i Wien og er blevet syg af den spanske syge. Læger ne siger, hun skal blive hjemme og ikke må rejse nogen steder. Men halsstarrig som hun er, flygter hun i sin febervildel se ud af sin isolation, men ingen vil snakke med hende, for de kan se, at hun er syg, og frygter at blive smittet. Det var tankevækkende at læse om hendes grundlæggende frihedstrang, selv under den spanske syge og med høj feber, for på det tidspunkt gik vi rundt i en lignen de situation i Danmark. Også den ameri kanske forfatter Susan Sontags to bøger ”AIDS og dens metaforer” og ”Falske forestillinger om sygdomme” har påvir ket mig. Hun fanger i eminent grad det paradoksale og problematiske i den må de, vi taler om sygdomme på J
I ”Bag om bogen” stiller vi en aktuel forfatter tre faste spørgsmål om vedkommendes nye bog.
Født 1975 på en gård ved Nors i Thy .
Uddannet mag.art. i litteratur-historie med sidefag i engelsk fra Aarhus Universitet.
Siden 2012 ansat ved Syddjurs Gymnasium, hvor han underviser i dansk, engelsk og filosofi.
Har udgivet digtsamlingerne ”Nordvest –Thydigte” (2017) og ”Warning Light Calling” (2021).
Er aktuel med bogen ”Pandemier. Litteraturhistorier” (Dansklærerforeningens Forlag).
DenDante Alighieri: Latinske Skrifter. Ved Christian Høgel, Hanne Roer og Ditlev Tamm. 149 sider. 199,95 kroner. Gads Forlag i sam arbejde med Latinselskabet. 0 Peter Graarup Westergaard har brugt en del af tiden under coronapandemien på at samle eksempler på pandemi-erfarin ger i dansksproget litteratur fra middelalderen til i dag. – Privatfoto.
”Jødernes danmarkshistorie – i provinsen” er det første større værk, der belyser emnet
De færreste er formodent lig klar over, hvor vigtig den jødiske kultur og de jødiske netværk var i 1700- og 1800-tallets Europa. Men det var en kultur, der stort set forsvandt under holocaust, hvor to tredjedele af Europas jøder omkom, og mange andre blev jaget på flugt.
Museumsinspektør og ph.d. i historie Vibeke Kaiser-Hansen giver i bogen ”Jø dernes danmarkshistorie – i provinsen” en ind sigtsfuldt og detaljemæt tet skildring af den for svundne kultur. Hun har gjort det med afsæt i et omfattende materiale be stående af lokale, regio nale og statslige kilder samt aviser. Hun fremhæ ver, at tilgangen er kulturhistorisk – ikke religionshistorisk.
Det imponerende værk beretter om jø derne ”og deres kristne medborgere” i danske købstæder i 1800-tallet – og om de to gruppers gensidige påvirkning. Bo gen omhandler en tid, hvor den jødiske kultur var stærk nok til at krydse de europæiske landegrænser. Og som Vibe ke Kaiser-Hansen skriver, øvede den ”indflydelse på samfundene på en må de, det i dag kan være svært at forstå”. Også herhjemme prægedes samfundet af den jødiske kultur.
Indtil 1900-tallet udgjorde jøderne det største religiøse mindretal i Danmark. Hidtil har opmærksomheden især været rettet mod jøderne i København. Den skævhed retter Vibeke Kaiser-Hansen op
på, idet hun beskæftiger sig med forhol dene i Fredericia, Randers og Aalborg, ”som udgjorde scenen for en stor og vig tig del af det danske jødiske liv uden for København”. Bogen er angiveligt det før ste større værk om jødisk liv i den dan ske provins.
Indfaldsvinklerne til skildringerne er mangfoldige, blandt andet spiseregler, sabbat, landjøderne – et urbant indslag på landet – den jødiske rejseaktivitet, jø disk handelsvirksomhed i provinsen, fi nansieringsvirksomhed, skolegang, jø disk religionsundervisning, jødiske æg teskaber, religiøst blandede ægteskaber, selskabelighed og meget mere.
Overordnet er det en historie om inte gration, om rummelighed over for en an den virkelighed end den mest kendte –dog ikke uden konflikter mellem jøder og kristne. Alt sammen fortalt i en enkel og imødekommende stil, saglig uden at være farveløs.
I de første par årtier af 1800-tallet var over en fjerdedel af jøderne i Fredericia, Randers og Aalborg uden landske indvandrere. Iføl ge kilderne medvirkede Napoleonskrigene til jø dernes opbrud fra hjem stavnen. På de mosaiske mandtalslister i Randers er der således ud for nav net Sina Berg noteret: ”Indkommet hertil som Flygtning fra Hamborg formedelst denne Stads Besættelse af fjendtlige Tropper.”
Også senere i århundredet fik krigs handlinger konsekvenser for den jødiske bosætning. Dette gjaldt især Fredericia, der som militær fæstningsby var centralt placereret i krigshandlingerne i både Treårskrigen fra 1848 til 1850/51 samt i krigen i 1864. De fleste af byens indbyg gere måtte flygte, herunder mange jøder. Indtrykket er dog, at de hurtigt vendte tilbage, og at det mosaiske menighedsliv ligeledes hurtigt blev reetableret.
Med en anordning fra 1814 blev jøder i Danmark erhvervsmæssigt ligestillet med andre borgere. Men i hele 1800-tal let adskilte erhvervsfordelingen blandt jøderne i Fredericia, Randers og Aalborg sig markant fra den, der gjaldt blandt
andre borgere. Jøderne var repræsente reret i langt færre erhvervsgrupper. Ho vedparten ernærede sig ved handel og vareomsætning.
Omtale af konkrete skæbner gør histo rien nærværende. Det er Vibeke KaiserHansen meget opmærksom på. Hun for tæller ikke blot overordnet om kategorier som indvandring, erhverv, skolegang og ægteskab, men skriver også – mere eller mindre udførligt – om nogle af de invol verede personer.
Et eksempel er den spektakulære be retning om jøden Isidor Henius (18201901), der fødtes i Torun i det nuværende Polen, og som ung kom til Danmark, hvor han var med til etablere landets før ste dampbrænderi. Det lå i København. Efterfølgende fik han lignende opgaver forskellige andre steder i landet. Han blev en markant figur i forbindelse med industriel spiritusfremstilling i Dan mark. I det hele taget var han en meget aktiv erhvervsmand. I 1873 købte han Aalborg Dampmølle, var medstifter af Aalborg Amts Svineslagteri – og des uden medlem af Aalborg Byråd.
Vibeke Kaiser-Hansen kommer rundt i mange hjørner af sit emne. Umiddelbart er det ikke muligt at pege på en sammen hæng, som hun ikke har udforsket. Men selv det tilsyneladende mest uanselige kan fortælle noget væsentligt. Overlæs set virker hendes bog ikke. Kaiser-Han sen er en god og engageret formidler. Et glimrende – og alsidigt – illustrations materiale bidrager yderligere til den le vende præsentation, som kendetegner bogen. J
Vibeke KaiserHansen: Jødernes danmarkshistorie –i provinsen. 296 sider. Illustreret. Kroner 349,95. Gads Forlag.
Følelsen af hjemløshed og fremmedgørelse fulgte både dem, der blev, og dem, der flyg tede. Det står tydeligt, når man læser ”Stern 111” af Lutz Seiler
I dagene efter Murens fald forla der ægteparret Inge og Walter Bi schoff byen Gera i det tidligere Østtyskland med kurs stik vest, kalder deres eneste søn Carl hjem og overlader såvel deres lejlighed som deres Lada til ham.
Han har imidlertid ingen planer om at bo sætte sig i sit barndomshjem, men starter bilen og drager til Berlin, hvor han flakker rundt, mens han tænker, at det historiske øjeblik har fordrejet hovedet på hans forældre, som han slet ikke kan kende igen. Hvad han ikke ved er, at de blot forfølger en gammel drøm, som et kvart århundrede tidligere var tæt på at gå i opfyldelse.
Carl har altid følt sig som bagtrop i deres lille familie som et lidt besynderligt enebarn, der så til på afstand, mens forældrene levede deres eget liv. Den følelse bliver forstærket i måne derne efter Murens fald, hvor hele verden bli ver som fordelt på ny, men hvor Carl – i hvert fald en rum tid – forbliver i rollen som en frem medgjort enspænder..
I begyndelsen af bagtroppen Carls faneflugt til Berlin er Ladaen det eneste faste holde punkt i hans liv. Det er herfra, han ser den gamle verdensorden opløse sig i rasende fart, og det er her, han tjener sine penge ved at køre pirattaxa. Men så møder han en gruppe kreati ve og autonome hippier, der har besat nogle af de forladte huse og åbnet kælderværtshuset Assel, som betyder bænkebider, og hans ung domskærlighed Effi fra Gera, som han tidligere forgæves har erklæret sin store kærlighed, dukker også op.
At læse ”Stern 111”, der er alenlang, men usandsynlig veloplagt og båret frem af en ge nuin fortælleglæde med sikker sans for episk swung, er som at flytte ind i et kæmpestort hus, der ved første øjekast forekommer hjem ligt, men hvor der hele tiden dukker nye og ukendte rum op. Romanen har sin titel efter den første radio, familien Bischoff havde, og om den tænker Carl: ”Stern 111 er noget, som var godt og rigtigt i det gamle, tidligere liv. En erindring til undervejs. En ledestjerne på rej sen.”
Og en ledestjerne mangler denne charme rende og til tider næsten tragikomiske anti helt, der har svært ved at navigere i den surre elle virkelighed, der opstår efter Murens fald i såvel hans eget lille liv som i Tysklands store historie. Lutz Seiler skildrer en verden, der på den ene side er klassisk realistisk, på den an den nærmest kafkask i sin absurditet, og den ne genkendelige uvirkelighed er blot et af de paradokser, der står stærkt i ”Stern 111” og su ger læseren ind i dens univers. Et andet er fremmedgørelse og hjemløshed som et af de eksistentielle grundvilkår, der forekommer lige så stærkt for dem, der er blevet, som for dem, der er flygtet. Som Carl på et tidspunkt siger til sine forældre: ”Jeg tror, I undervurderer det, –det med at høre til, mener jeg.” J
Lutz Seiler: Stern 111. På dansk ved Paul Klitnæs. 576 sider. 350 kroner. Batzer & Co.
Kaiser-Hansen er en god og engageret formidler.
Det kan godt være, at den ser uskyldig ud – legeplad sen. Men kampen om børne nes fritid har været i gang i over 150 år, og også i dag er legepladser et resultat af ideologi og formål kulturhistorie
Tine Maria Winther winther@k.dkBag enhver legeplads står der et samfund med en fiks idé. Det er noget af det første, der springer i øjne ne, når man læser Ning de Conick-Smiths overflyvning af danske legepladsers kulturhi storie gennem 150 år. Det er i hvert fald sjæl dent, det er børnene, der vælger, hvordan de vil lege. Der er altid en anden grund.
”Det er et rum, hvor voksne har fået afløb for rigtigt mange forestillinger om, hvad der er godt for børn, og hvad man stiller op med dem,” siger Ning de Conick-Smith, hvis bog ”Skrammellegepladsen” udkom i september som en del af serien ”100 danmarkshistorier” fra Aarhus Universitetsforlag. Men lad os gå tilbage til begyndelsen. For mens legepladser i dag ligger åbent fremme i parker og centralt i byens gårdrum, drejede de første legepladser sig om at få børn væk fra gader, stræder, kirkegårde(!) og parker, hvor (især) drengene efter borgerskabets me ning øvede hærværk, gjorde det til en sport at drille politiet, og skræmte hestene med de res tøndebånd. Legepladserne skulle lige frem forebygge, at ”vilde” børn blev krimi nelle, og så var der et militærisk aspekt i det hele: Børnene skulle rettes af og træne lige som i gymnastikken.
Sådan er det til en vis grad stadig, mener Ning de Coninck-Smith.
Pladser til kollektiv leg
I København var det arkitekten Ferdinand Meldahl, der havde en finger med i spillet, da der i 1880 blev indrettet en mindre grusplads til leg i H.C. Ørstedsparken. Det var også
ham, der chokerede Københavns Borgerre præsentation med et forslag om fremover at medtænke legepladser i byudviklingen.
Nogle år senere greb Silkeborg bolden og dannede i 1897 en legepladsforening bestå ende af lærere og elever fra de højere skoler. Her var det boldspil og organiserede lege, der lå i tidsånden, og lærerne fortalte om gladere børn, der kom ”friske og frejdige ind til timer ne”.
Og i 1908 åbnede den første legeplads ud styret med sandkasse på Christianshavns Vold i hovedstaden. Sådan en indretning havde lærer Hans Dragehjelm set på en rejse til Amsterdam og ”sandkassens fader” – som han blev kaldt i nekrologen over ham i 1948 –var i det hele taget fortaler for legeredskaber, som fremmede den kollektive leg: vipper, rut sjebaner og svinggynger – det er sådan nog le, hvor flere børn sidder bag hinanden eller
En legeplads er et afgrænset sted udendørs, som er tilrettelagt, for at børn kan lege der. Sædvanligvis er de åbne for alle, og ofte, men ikke altid, udstyrede med sandkasser og legeredskaber.
Man regner med, at der er over 60.000 legepladser i Danmark.
Salg af legepladser er eksploderet de seneste år. For eksempel omsatte danske Kompan for knap 2,4 milliarder kroner sidste år. Virksomheden installerer hver måned flere end 1000 legepladser i 90 lande.
Ning de Coninck-Smith: Skrammel-legepladsen 1943. En del af serien ”100 danmarkshistorier”.
100 sider. 100 kroner.
Aarhus Universitetsforlag.
har fat i snore og løber gyngen op i fart. Almindelige gynger var han til gengæld arg modstander af:
”Gynger morer ganske vist børnene i høj grad, men fra lægevidenskabelig side hæv des det, at vedvarende gyngebevægelser har en ikke heldig indflydelse på blodomløbet, særligt hjernen,” mente Hans Dragehjelm. Væsener med forkærlighed for huler Fordi bogen er en del af serien ”100 dan markshistorier”, skal den tage udgangspunkt i et årstal, og i dette tilfælde er det 1943, hvor landets største skrammellegeplads – en 6000 kvadratmeter stor verden bestående af grene, kvas, gamle biler, mursten, stylter, fodbolde med mere – tages i brug i det nordvestlige Kø benhavn.
Det står lidt tåget, hvor skrammellegeplad ser blev opfundet, men filosofien blev så stor i Danmark, at Ning de Coninck-Smith ikke tø ver med at kalde den vores bidrag til Unescos verdensarv.
”Ved åbningen den 15. august 1943, var PRdelen betydelig, landets bedste fotografer dækkede begivenheden, og billederne af børn og skrammel gik nærmest verden rundt. Ligesom de ressourcestærke kulturradikale kræfter, der stod bag, havde forbindelser til højre og venstre,” siger hun.
Filosofien var, at børn skulle lege i fred og de voksne blande sig så lidt som muligt, men som alle filosofier i forbindelse med lege pladser, viste den sig at have den bagside, at de stærkeste børn hurtigt overtog justit sen. Retorikken bag skrammellegepladsen var næppe heller gået i dag, eftersom den gik på, at børn var ”primitive væsener med for kærlighed for at ’bygge huler, drage på togt og lege urmennesker’”.
Skrammellegepladser findes stadig og er videreudviklet i for eksempel England og Frankrig, men i Danmark gled de over i byg gelegepladser, som inspirerede mere til at være virksom og bygge ting frem for passivt at udnytte gamle bilsæder og andet skram mel.
Igen var det voksne, der tolkede børnenes ønsker. Og da man i Egeriskvarteret i Skive i 1969 fandt på at spørge børnene, hvad de selv ville have, svarede kun to ud af knap 60 børn, at det var en byggelegeplads.
Børnene, der alle var i alderen 4-14 år ville
hellere have traditionelle legeredskaber. Legepladser skal ruste børn til livet Mens skrammel- og byggelegepladser var no get nær livsfarlige, blev legepladser i nyere tid så sikre, at det næsten ikke var muligt at skra be et kræ på de runde hjørner og bløde fald underlag. Faktisk blev de så bløde og sikre, at der også er kommet en modreaktion på det.
For selvom sikkerheden stadig prioriteres højt, har ekstremsporten fået adgang til lege pladserne, siger Ning de Coninck-Smith.
”Børn kan næsten ikke komme op i et lege redskab uden at skulle klatre, bruge en brandmandsstige eller svinge sig i et tov. Der skal noget power på, man skal have ’muller’. Det er en del af hele den her filosofi om at gø re børn robuste igen. Børn skal lære at tackle livet og i overført betydning kunne svinge sig fra gren til gren,” siger hun.
”Klatrevæggen og street-sporten er rykket ind i børneskala. Der skulle ske noget, efter legepladser var blevet meget bløde og sikre. I takt med at man har eksperimenteret med faldunderlag og lavet lukkede rutsjebaner, kan man også mere, end man har kunnet før. Jeg tror helt sikkert, at de firmaer, der laver legepladser, har taget kritikken til sig og i dag gør noget ud af, at legepladserne er både sik re og udfordrende.”
Og det vilde er igen blevet et must, mener Ning de Coninck-Smith, for i forlystelsespar ker går det over stok og sten, og den trend ta ger man med sig på legepladsen i dag.
”Underholdningsindustrien kører forrest i et højt gear. Der er skydespil, vilde forlystel ser og i børnefjernsyn er stemmeføringen gearet op, så skal man lokke husarerne (bør nene) indenfor, skal der ske noget i dag,” si ger hun og nævner blandt andre trends i ti den, at romantikken er rykket ind på lege pladserne. Enten i form af byens tårne, som man kan reflektere over, mens man kravler rundt i dem eller ”tilbage til landsbyens ga dekær, altså naturlegepladsen, men ofte har det intet med natur at gøre.”
Den allernyeste trend i legepladser er, at de lægges ud som grønne lege- og mødeområder for alle aldre og for hele landsbyen/bydelen. Plejehjemmet, skolen og kulturhuset skal være fælles om arealet: Her er det fællesska bet, der skal løftes, og sammenhængskraf ten, der skal favnes.
bliver til fem hjerter til romanen.
”Kerstin Ekman har gennem hele sit forfat terskab beskæftiget sig med forholdet mellem mennesket og naturen, men i ’Ulvespring’ har hun for første gang indarbejdet tydeligere og skræmmende apokalyptiske tegn fra den tid, vi lever i,” skriver Henriette Bacher
. Hun er imponeret over Kerstin Ekman, der stadig har fingeren på pulsen og stadig skriver ro maner, der gør stort indtryk, og hun giver fire stjerner til en ”bevægende klimaroman”, der ”skriver sig lige ind i tidens klimadebat og er en tankefuld og hyperaktuel fortælling om at se naturen på dens egne levende præmisser.”
Berlingske konstaterer Søren Kassebe , at den menneskeliggørelse af det ikkemenneskelige, som kunne være sentimental, aldrig bliver det hos Kerstin Ekman, fordi hun er så eminent balancerende mellem det psykologisk registrerende og det følsomt alvi dende, fordi psykologien hos hende bliver til kunst, og naturen bliver til poesi. Der falder således seks stjerner ud af seks mulige til en hverdagsfortælling med blik til helheden og den mulige apokalypse, der på sin egen stil færdigt insisterende måde er både et menne skeportræt og et intenst forsvar for naturen –mod udbytning og ødelæggelse – og måske især til en forfatter, der aldrig råber: ”Hun be høver det ikke. Hendes flydende, sansede skrift bliver – her som altid – siddende i krop pen. Sublimt og selvfølgeligt. Helt ualminde
Information er Thomas Thurah betaget af ”Ulvespring”, og han betegner Ker stin Ekmans realistiske, kriminalistiske, eventyrlige og mytologiske roman som mobi liserende litteratur af den aller bedste slags: ”Plottet er drevent sat sammen og består af både po litiefterforskning, en blodgen nemsølet jakke og en brandtomt. Plus en overraskelse. Kerstin Ek mans forfatterskab er fuldt af bø ger, som på den måde knytter na turforsvar sammen med noget kri minalistisk, for ikke at sige at na turovergrebet hos hende altid har været en forbrydelse. Det lægger spænding og fremdrift til en histo rie, som ellers lever højt på følel ser og tyste stemninger. Og så henter den sit liv og sit særpræg i Kerstin Ekmans næsten magiske evne til at væve realisme og eventyr, virkelighed og my tologi, sammen.”
Og endelig mener Klaus Rothstein i Week , at Kerstin Ekman har skrevet en fremragende, fascinerende og realistisk-sær fortælling om mennesket i naturen og natu ren i mennesket, og han bemærker sig som sin kollega i Berlingske hendes sprog, der er spækket med klarhed, enkelt uden at være simpelt, konkret uden at være kedeligt, og det efterlader læseren berørt med stilhed og ubegribelighed. Konklusionen lyder, at den svenske forfatter har skrevet den mest ele gante skønlitteratur om klimakrisen, anmel deren længe har læst: ”’Ulvespring’ er en eminent fortælling; til sidst også en krimi, da nogen stikker ild til Ulfs campingvogn. Den er skrevet med dyb eksistentiel resonans, hvor Kerstin Ekman etablerer en stærk for bindelse mellem ældgamle folkloristiske dy remotiver og vor tids naturkrise.”
I ”Bogen i tiden” skrives om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en bog har rejst.
J
Kroppen bruser i naturen, og naturen bruser i kroppen i Walt Whitmans sublime, altfavnende digt ”Sang om mig selv”, som nu forelig ger i en både skarp og syngende oversættelse
Klassikere er ikke stati ske. Eller det er de på én måde. For or dene og sætningerne forbliver jo de samme. Men det gør læsningen ikke. Den forandrer sig i takt med, at tiderne og læserne forandrer sig.
Tag bare Walt Whitmans lange urime de digt ”Song of Myself” fra samlingen ”Leaves of Grass”, som han udgav i 1855, men blev ved med at ombryde, re videre og udbygge helt frem til sin død i 1892, 72 år gammel. Og nu er ”Song of myself”, der regnes for moderne ameri kanske litteraturs gennembrudsværk, så udkommet i ny dansk oversættelse under titlen ”Sang om mig selv”. For første gang i 50 år. Og lad det være sagt med det samme: Jakob Levinsen har le veret en både præcis og gennemmusi kalsk oversættelse af digtet, som det står i den såkaldte ”The Deathbed-ver
sion” – dødslejeudgaven – som Whitman selv reg nede for den definitive.
”Jeg fejrer mig selv og synger mig selv,/Og hvor jeg begynder, begynder du også/For hvert eneste atom i mig er også i dig.”
Sådan åbner Whitman sit prosalyriske digt værk, og allerede her kan Henry David Tho reau og Ralph Waldo
Emersons transcenden talisme mærkes. En tro på samhørighed, på sammenhæng, men her med et mar kant ”jeg” i centrum. Det kan ligne en ny tids individualisme, en fejring af eneren, men sigter også til noget langt større; til dét at være i vital samklang med alle andre, med alt andet, og mær ke sig selv og kroppen som saftspændt natur: ”Følelsen af sundhed, af at juble ved middagstid, af at stå syngende op af/sengen og hilse solen velkommen.” Whitman ignorerer dog ikke mørket. Den mexicansk-amerikanske krig 18461848 og den amerikanske borgerkrig 1861-1865 får plads på linjerne. Her skif ter jeg’et også karakter. Hvor det andre steder synes at være Whitmans unge, livfulde selv, endnu andre en slags uen delig og grænseløs fælles bevidsthed, så er det i denne passage et af ofrene for menneskers ondskab: ”Jeg er den for fulgte slave, jeg krymper mig ved tan ken om hundenes bid,/Helvede og for tvivlelse er over mig, igen og igen bliver der skudt.”
Blikket på fortidens og samtidens gru
er i høj grad til stede og kontrasterer livsglæden, der bruser over i mødet med naturens skønhed og guddommelige or den: ”(Natsværmeren og rognen er på rette plads,/De lysende og synlige sole er på rette plads ligesom de mørke og/usynlige er det/Det mærkbare er på sin rette plads ligesom det umær kelige er det).”
Det er de her passager, der taler stærkest til mig, moderne og lyslevende, og som taler ind i vores tids økologiske bevidsthed. Taler om naturen og dens skrøbelighed i et årtusinde, hvor vi har bragt det hele i fare. Hvor arter uddør, polerne smel ter, hvor hedebølger og storme raserer. Stærk appel har også Whitmans kær lighed til begge køn og respekt for alle farver. Den biseksuelle digter tiltrækkes af ”alle mænd og kvinder”, alle er lige smukke, alle er lige, og det samme gæl der sorte som hvide. Alle er for Whit man ligeværdige dele af naturens vilde under og ubegribelige perfektion.
Whitman er naturbesynger, humanist, demokrat og observatør. Intet mindre. Og skriver linjer som disse, der spejler vores splintrede 2022-virkelighed: ”Kampe, rædselsfuld strid mellem brødre, febrilsk tvivlsomme nyheder,/ uventede hændelser”. Sådan er det, når jeg hver morgen tænder radioen. Den ene dag værre end den anden. Mennesker er mennesker værst, det
ved Whitman, men også at de, nej vi, rummer uendelig meget fantastisk. At et menneske indeholder snart sagt alt. Dermed også det selvmodsigende. Som han skriver mod slutningen og med ord, der er blevet klassikere: ”Modsiger jeg mig selv?/Jamen så modsiger jeg mig selv./(Jeg er kolossal, jeg rummer utallige).”
Gud er til stede i alt dette, som en slags igangsætter, men det er nærværet i naturen, glæden ved at leve og sanse og tænke, være til, der for alvor sætter sig igennem i digtet, som har bevæget Allen Ginsberg, Bob Dylan og Zadie Smith og utallige andre kunstnere. Samt millioner af andre læsere. Der er noget tidløst over det. Samtidig med at det hele tiden taler til nye tider på nye måder. Fordi virkeligheden hele tiden forandrer sig. Og Whitman, der var be vidst om altings forgængelighed, vil være med hele vejen. Som en vild, vildt smuk og unedbrydelig stemme. Som den sidste linje lyder: ”For et sted bliver jeg stående og venter.”
J
Walt Whitman: Sang om mig selv. Oversat af Jakob Levinsen. Efterord af Mads Julius Elf. 59 sider. 250 kroner. Forlaget Café Le Monde.
I ”Skammen” demon strerer Annie Ernaux, der i oktober blev tildelt nobelprisen i litteratur, hvor blændende en erindringskunstner hun er anmeldelse
Jeppe Krogsgaard Christensen kultur@k.dk
Da Patrick Modiano mod tog Nobelprisen i litteratur 2014, var det for et forfatterskab om erindring, glemsel og fortrængning.
Nu, otte år senere, er det så en anden franskmand, 82-årige Annie Ernaux, der i oktober blev tildelt prisen. Og hun kredser om de samme temaer, omend på en anden måde. Som i det store, am bitiøse mesterstykke ”Årene” fra 2007, der via et ”vi” genkalder sig franske kvinders liv og vilkår gennem årtier og omvæltninger.
Anderledes enkle, men tematisk be slægtede og lige så brillante er Ernauxs korte romaner. De benytter sig af en jegfortæller, der lægger sig tæt op ad Er naux selv, og to af de stærkeste, ”Hæn delsen” og ”Simpel lidenskab”, er ved Gads mellemkomst udkommet på dansk de seneste år, og nu følger den li geledes korte, jeg-fortalte ”Skammen”. 115 små sider med korte afsnit og den Ernaux’ske prosa, der er lige så klar, som den er billeddannende og med ét fikspunkt år tilbage.
”Min far ville slå min mor ihjel en søndag i juni først på eftermiddagen.”
Sådan indledes ”Skammen”, og for tælleren er 12 år gammel i 1952, da hun er vidne til faderens forsøg på at dræbe moderen med en kniv i kælderen under familiens butik. Men kort efter er alt ved det gamle. De tager på cykeltur. Livet fortsætter som før.
50 år senere forsøger Ernaux at skrive en bog om dét, hun så i kælderen. For søger at ”rekonstruere” det traumatiske øjeblik og tiden omkring det.
Det sidste gør hun ved hjælp af en af si ne litterære signaturer, nemlig at studere fotografier af sig selv fra de dage, der er
forsvundet under måneder, år, årtier ”Kort sagt være min egen etnolog,” som der står et sted, og i det arbejde kommer Ernaux ikke kun tættere på sig selv som pige i 1950’ernes Frankrig, men også på sine forældre og det liv, de levede. Hvordan de, som alle andre i by en, levede op til nøje definerede køns roller: ”Daglige bevægelser som er for skellige fra kvinder til mænd: holde strygejernet op mod kinden for at mær ke, hvor varmt det er, lægge sig på alle fire for at skrubbe gulvet, eller stå med spredte ben når man plukker kaninfo der, lugte til sine strømper og under bukser om aftenen.”
Ernaux er måske sin egen etnolog, men også en udsøgt erindringskunst ner, der med ord fremmaner tabte tider, og som Modiano en slags moderne arv tager til Marcel Proust. Men med et kon stant sideblik på krop, køn og klasse.
Og når romanen her hedder ”Skam men”, sigter det ikke mindst til foræl drenes skam over den arbejderklasse, de tilhører.
At kalde Ernaux for en af autofiktio nens forløbere, sådan som det ofte sker, er ikke forkert. Men hun er så meget me re. Det er ”Skammen” et eksempel på med sin åbne selvbiografiske årer, som løber ud i en langt større historie. Lilian Munk Rösing og Birte Dahlgreen har oversat bogen, som er lille af omfang, men med et kolossalt indre rum, så det hele kan mærkes, ses, begribes.
Ernaux er, sagt med færre ord, en værdig modtager af Nobelprisen 2022. Men hvor Modiano var ukendt for de fle ste herhjemme, da han blev tildelt pri sen, har hun i forvejen mange læsere. Det forstår man. For hendes forfatter skab er nok suverænt, men også umid delbart tilgængeligt. Det er måske hen des allerstørste kunst. J
”Postkortet” er titlen på den franske forfatter Anne Berests roman, som er udkommet på dansk. Titlen refererer til en hæn delse, der udløste to spørgsmål: Hvem sendte kortet til hende? Hvem er Anne Berest dybest inde? interview
bpedersen@k.dkAnne Berest taler, som hun skriver. I korte, klare sætninger, der klinger frostklart og ind lysende som spæde isdråber i vinterso len.
Med enkle, klare ord kondenserer den franske forfatter den eksistentielle søgen, som begyndte, da et postkort uden anden tekst end fire jødiske navne dumpede ned i postkassen hos Anne Berests mor en vintermorgen i 2003.
De fire navne på postkortet, Ephraïm, Emma, Noémie og Jacques, var hende ikke ukendte. Det var navnene på hen des oldemor og oldefar og deres to børn, der alle omkom i Auschwitz i 1942. Deres tredje barn, Myriam, Anne Berests mormor, var den eneste, der overlevede.
Men hvem havde skrevet disse fire jø diske navne med kantet, kejtet skrift på et postkort med et motiv af Garnieroperaen i Paris, der tilsyneladende stammede fra begyndelsen af 1990’er ne? Og hvorfor blev det sendt til Lélia, Anne Berests mor ?
Det er intrigen i Anne Berests roman ”Postkortet”, som netop er udkommet på dansk fra Forlaget Alpha, efter at ro manen blev modtaget med storm af det franske publikum, da den udkom i Frankrig i efteråret 2021.
Anne Berest er foruden forfatter også manuskriptforfatter til både film og tea ter, og så har hun skrevet den populære tv-serie ”Mytho” til den fransk-tyske tvstation Arte. Men romanen er det abso lutte frirum, siger Anne Berest, som netop har været i USA for at promovere ”Postkortet”, da Kristeligt Dagblad ta ler med hende over en internetforbin delse, kort inden hendes bog landede på hylderne i dansk oversættelse.
Pladsen på familietræet ”Der er tre bøger i bogen,” fortæller An ne Berest fra familiens feriehus i Fon tainebleau, små 60 kilometer syd for Paris.
”Den første er en familiesaga, som begyndte i 1919 i Rusland, fortsatte i Letland og siden i Palæstina for så at ende i Frankrig, inden adskillige fami liemedlemmer døde i Auschwitz under Anden Verdenskrig. Det er også jøder nes historie, der fortælles igennem denne familie. Og det er Europas histo rie fra Oktoberrevolutionen til Anden Verdenskrig,” fortæller Anne Berest.
”Den anden bog er en kriminalroman om opklaringen af mysteriet om post kortet. Det er en virkelig efterforskning. Jeg engagerede rent faktisk en privatde tektiv til at finde ud af, hvem afsende ren var. Og jeg kontaktede også en gra folog, der hed Jesus, som jeg beskriver i bogen. Alt dette er virkeligt. I bogen har jeg kondenseret efterforskningen til fire måneder. Men i virkeligheden tog det fi re år,” siger Anne Berest.
Men det er den tredje bog i bogen, som er den virkelige grund til, at hun måtte skrive historien om dette post kort.
”Postkortet er en bog om, hvordan man finder sin plads i stamtræet. Hvor dan man lever med sine forfædre, dem, der gik forud for os. Og hvordan man gi ver denne historie videre til de næste generationer. Det er historien om min personlige søgen efter en jødisk identi tet, som jeg ikke tidligere bekymrede mig om. Det er en bog om at høre til i en familiehistorie, der er præget af eksil og opbrud,” siger Anne Berest.
”Jeg overlevede, du blev dræbt” Anne har et mellemnavn. Myriam. Efter sin mormor, datteren af Ephraïm og Emma Rabinovitj fra postkortet. Annes søster, Claire, hedder Noémie til mel lemnavn. Som Myriams søster, der dø de i Auschwitz.
I en af de stærke passager i bogen gengiver Anne Berest den brevveksling, hun havde med sin søster under efter forskningen. Om, hvordan et barn mær kes af at bære sine forfædres navn.
”Jeg er Myriam, og du er Noémie. Vi er søstrene Berest, men i vores indre er vi også søstrene Rabinovitj. Jeg er hen de, der overlever. Og du er hende, der ikke overlever. Jeg er hende, der slipper bort. Du er hende, der bliver myrdet.
Jeg ved ikke, hvilket af de to kostumer det er værst at bære,” skriver Anne Be rest.
”Der er noget skæbnebetinget i at bli ve opkaldt efter en anden. Man skrives ind i en familiehistorie. Man kommer ind i verden med en kuffert, der inde holder dette navn og denne historie.
Kufferten kan være tung at bære, den kan indeholde en skat eller en tung byr de, man kan stille den fra sig eller pak ke den ud. Kufferten indeholder det, jeg bærer i mig,” siger hun.
Det, hun bærer i sig, er holocaust og
”
Jeg har spekuleret meget over, hvad det betyder at høre til. Og om det nødvendigvis er en geo grafisk følelse. Eller om det ikke dybest set handler om at være rodfæstet i en historie.ANNE BEREST.
jødedommen, fortæller hun. Noget, hun ikke havde forholdt sig til. Før postkor tet.
”Man kan ikke slippe for at forholde sig til holocaust, når man er jøde. Jeg til hører tredje generation, og vi er den sid ste generation, der har kendt de overle vende, vore bedsteforældre. Jeg har kendt Myriam. Men de, der kommer ef ter os, har ikke kendt dem, der oplevede holocaust. Derfor har vi en særlig for pligtelse til at for tælle historien vide re. Vi skal samle sta fetten op og give den videre.”
Det er det, Anne Berest gør i ”Post kortet”. Samler sta fetten op og giver den videre.
ved det. Men de unge ved det ikke. Det er vigtigt, at vi bliver ved med at fortælle denne historie,” siger Anne Berest.
Anne Berests forældre talte ikke om ho locaust, eller hvad der skete med famili en. De talte ikke om jødedommen. De var assimilerede, verdslige og ikke-tro ende. Anne Berest forholdt sig ikke til sin jødiske identitet og historie. Før postkortet dumpede ind i tilværelsen.
født i landsbyen Céreste i Provence, hvor jeg tilbragte sommerferierne. Det gik op for mig, at mine bedsteforældre stammede fra Rusland og havde rejst gennem Europa. Jødernes historie er en århundredlang historie om eksil, om at flygte. Det er blevet jøderne bebrejdet. På fransk taler man nedsættende om ’den omflakkende jøde’,” fortæller for fatteren.
ANNE BEREST.
Hun følger famili ens vej gennem Europa, til Auschwitz og helt ind i gaskamrene. Hun må gætte sig til, hvad de sagde og følte. Men alt hviler på vidneudsagn og faktuelle beskrivelser, der har næret både hendes personlige rejse og romanens beskrivelser.
”Der ligger et meget stort researchar bejde bag romanen. Jeg har læst utroligt meget. Mens jeg skrev, forestillede jeg mig hele tiden, at jeg skrev til en ung 17-årig læser. Mit forlag ville have mig til at skære i teksten med den begrundelse, at noget af det, jeg fortæller, er almenvi den. Alle ved, at jøderne skulle bære gu le stjerner. Alle kender Vel d’Hiv-arre stationerne og deporteringen af over 13.000 jøder i 1942. Men jeg sagde nej. Vi
”Vi lagde det først i en skuffe og talte ikke mere om det i 14 år. Indtil min seksårige datter en dag kom hjem fra skole og sagde, at ’henne i skolen kan man ikke lide jøder’. Det gik op for mig, at jeg i næsten sam me alder, i 1980’er ne, havde oplevet, at der var blevet ma let et hagekors på vores hus. Og at min mor i næsten samme alder, i 1950, blev ramt af en sten i ansigtet og blev kaldt ’beskidte jøde’. I hver generation har vi opdaget antisemitismen i næsten sam me alder. Jeg kom til at tænke på post kortet og bad min mor finde det frem igen. Efterforskningen blev en personlig rejse ind i min jødiske identitet, som jeg nu tager på mig,” siger Anne Berest.
”Da jeg var barn, var det indlysende for mig, at jeg var fransk, og at min fa milie hører til i Frankrig og altid havde gjort det. Det tog lang tid, før jeg for stod, at min mormor, Myriam, ikke var
”Rigtig mange mennesker har faktisk en familiehistorie om eksil. Det behøver ikke at være mange hundrede kilometer. At flytte fra landsbyen til storbyen kan også være et eksil. Det rejser altid spørgsmålet om at høre til og være rod fæstet et sted. Jeg har spekuleret meget over, hvad det betyder at høre til. Og om det nødvendigvis er en geografisk følel se. Eller om det ikke dybest set handler om at være rodfæstet i en historie. Om vi ikke alle er evige rejsende på denne pla net, hvor vi er på besøg hos en vært, der tager imod os. En vært, der hedder Mo der Jord,” funderer Anne Berest.
Hun er i dag rodfæstet i sin jødiske kultur. Det er resultatet af ”Postkortet”, fortæller hun.
”Romanen er en historie om min til blivelse som jøde. Det har været en ån delig søgen, men i kulturel forstand, ik ke i religiøs. Jeg har ikke fundet troen undervejs. I dag fejrer jeg de jødiske fe ster, som vi aldrig har fejret i min fami lie. Jeg fejrer dem med mine børn, men som kulturelle højdepunkter og udtryk for et fællesskab, ikke som noget religi øst.”
På romanens sidste sider forløses my steriet om, hvem der sendte postkortet med de fire navne. Og hvorfor.
”I modsætning til en krimiforfatter,
der kender løsningen på mysteriet, kun ne jeg ikke vide, om jeg ville finde et svar, og om bogen ville blive færdig. Jeg tænkte, at hvis jeg ikke kunne opklare mysteriet, ville der ikke blive nogen bog. Læserne ville blive rasende, hvis de ikke fik forløsningen. Flere gange var jeg ved at blive desperat. Og da jeg endelig fandt svaret, var det en afsløring, jeg ik ke i min vildeste fantasi havde kunnet forestille mig. Men det skal vi jo ikke af sløre på forhånd,” siger Anne Berest. J
Blev født i Paris den 15. september 1979. Uddannet i teaterstudier fra Lycée Fénelon i Paris og begyndte sin karriere som skribent og redaktør på teatermaga sinet Les Carnets du Rond-Point.
Debuterede med sin første roman i 2010. Er desuden manuskriptforfatter og har skrevet til både teater, film og tv, herun der manuskriptet til serien ”Mytho” på den fransk-tyske tv-station Arte. Har medvirket som skuespiller i tre film.
”Postkortet” (med originaltitlen ”La carte postale”) er hendes sjette roman. Den udkom på dansk den 20. oktober fra Alpha Forlag og er oversat af Ane-Grethe Østergaard. I den anledning gæster Anne Berest Danmark på lørdag den 5. novem ber ved årets Bogforum 2022 i Bella Center på Amager i København. Anne Berest bor alene med sine to døtre.
”
Efterforskningen blev en personlig rejse ind i min jødiske identitet, som jeg nu tager på mig.
Tysk-franske Yvan
Goll ramte en nerve i tiden og belyste med klarsynet satire mel lemkrigstidens under gangsvisioner. Hans kortprosa virker ikke mindre dugfrisk i dag anmeldelse
Kathrine Maria Amann kultur@k.dk”Og nu var Boulevard Saint-Michel, var hele Paris mat og uden mirakler, som papkulisserne i filmatelieret, når de violette tusind volts platinlamper er slukket og den berømte, parfumerede, nervøst leende diva er taget hjem.”
Så hårdkogt præcist sløjfes den vestlige civilisation i Yvan Golls (1891-1950) mageløse lille mester tekst ”Ned med Europa” fra 1928. Paris er et falmet billede, et monu ment over den vesterlandske kul turs forlis, sådan som filosoffen Oswald Spengler varslede det i sit
berømte hovedværk ”Aftenlandets undergang” i 1918. Tilbage står kun en støvet middelalderruin befolket af livstrætte, idealløse og ”oldinge agtige børn af civilisationen”.
Det er denne udslukte spøgelses by, der møder vores hovedperson Edmund, da han ankommer til Pa ris efter at have tilbragt Første Ver denskrig i Schweiz under pacifis mens faner i Romain Rollands gruppe af ”menneskehedsvenner”.
For den idealistiske Edmund flim rer Paris som et forjættet Atlantis, en højborg for ligesindede humani ster og et endemål for ungdom mens rodløse flakken omkring. Men i byernes by er tidsånden en anden. Edmunds godmodige men neskehedspatos er for længst er stattet af mellemkrigstidens illusi onsløse nihilisme. Alle vegne stø der hans sentimentale idealer på grund i en by, der nok har ”lidt me re biografglans om aftenerne, lidt mere sminke om kvindernes mund, men ellers: den samme ensomhed som overalt”.
I mødet mellem den edmundske idealisme og den tomme storbyvir kelighed lader Goll på raffineret vis den europæiske værdikrise klinge med. Vi befinder os i samme temati ske boldgade som i ”Eurobacillen”,
Som Adam Paulsen anfører i sit gode efterord, har ikke så lidt af Golls egen biografi fundet vej til romanen.
der udkom sidste år, også i Adam Paulsens smukke fordanskning. Det er samme diagnose, samme sygdom i Europas sjæl. Men hvor ”Eurobacillen” mest handlede om at gengive indtrykket af tidens split telse og meningsfravær i sansenære betragtninger gennem storbyflanø ren, går ”Ned med Europa” et spa destik dybere i sit signalement af den vestlige kulturs forfald I Paris møder Edmund ikke bare en civilisation, der er styrtet sam men i dekadence og retningsløs hed, han møder også sit åndelige modstykke i den 10 år yngre halv bror Edgar. De to repræsenterer hver sin geoideologiske flanke i kulturkampen og i tiden. Hand lingslammet midteuropæisk huma nisme og dekadent vesteuropæisk desillusion. Eller med Golls lyriske, næsten sangbare prosa: ”To brødre, repræsentanter for to diametralt modsatte generationer, kørte i denne røde taxa ad Boule vard St. Germain. 10 års forskel, to verdener. Den ene et barn af før
Clarice Lispectors sælsomme og dybt originale ”Passionen ifølge G.H.” kan nu læses i indfølt, udtryks fuld nyoversættelse anmeldelse
Jeppe Krogsgaard Christensen kultur@k.dk
I Franz Kafkas ”For vandlingen” opdager Gregor Sam sa, at han i nattens løb er blevet til et insekt. Eller som første linje af fortællingen fra 1915 lyder: ”Da Gregor Samsa en morgen vågnede af urolige drømme, fandt han sig i sin seng forvandlet til et uhyre kryb.”
I Clarice Lispectors ”Passionen ifølge G.H.” – som udkom første gang i 1964 og nu kan læses i Tine Lykke Prados ind følte nyoversættel se – finder en slags forvandling fra menneske til insekt også sted. Men den brasilian ske forfatter med de ukrainske rød der går som i re sten af sit vilde, vildt gode forfat terskab anderledes til litteraturen og traditionen. For hvor Kafkas for vandling er øjeblikkelig, er Lispec tors gradvis og selve transformatio nen fra menneske til kakerlak er dét, der optager hende i romanen om en velhavende kvinde og skulp tør, som bor i en penthouse-lejlig hed i Rio. Hun lever, forstår man, et
mondænt liv med selskaber, elske re og kunst. Hun er dannet. Kultive ret. Civiliseret.
Men en dag, hvor hendes tjene stepige er rejst for en tid, går hun ind i hendes kammer, som hun fin der rent og ryddeligt. Desto større er væmmelsen ved den kakerlak, hun ser i bunden af garderobeska bet. Men dragningen tager hurtigt til, og hun begynder at se nærmere på den: ”Dens sorte facetterede øj ne stirrede. Det var en kakerlak lige så ældet som en fossileret fisk.”
Kvinden indser, at kakerlakken er det seneste i en evolutionskæde.
Midt i de smukke, fænomenologi ske beskrivelser dukker ”noget an det” også op. For kvinden, der lever et liv under lag på lag af civilisati on, indser, at kakerlakken er det se neste i en evolutionskæde, der går helt tilbage til dinosaurernes tid, og at hun står over for et før-men neskeligt væsen. At kakerlakken re præsenterer noget andet og måske også mere efterstræbelsesværdigt end det, hun selv repræsenterer i sin fine lejlighed med telefon, avi ser og pæne møb ler: ”Og kakerlak ken: hvad er den eneste følelse hos en kakerlak? op mærksomheden ved at leve, uløse ligt forbundet til dens krop.”
Kvinden har i sin tidlige væmmelse ved kakerlakken kvast den i skabsdøren. Men den nævnte dragning af den bliver stærkere og stærkere. Af dens ”matbrune skaller, tynde som løg” og måden den er til i verden på. Le ve for at leve. I kroppen. Ja, tiltræk ningen bliver så voldsom, at hun spiser lidt af den og mærker sig selv transformere fra menneske med re
krigstiden, den anden af efterkrigs tiden. Den trods al lidelse håbeful de og den trods alle fester håbløse. Den hjertensgode tykke og den ondskabsfulde slanke. Jaet og ne jet. Edmund og Edgar.”
En tredje grundtype slutter sig til selskabet og fuldender Golls euro pæiske topologi: den russiske kom munist Anton Antonovitj Evers ejeff, som brødrene møder hos den flamboyante russerveninde Lola. Eversejeff repræsenterer den øst europæiske nihilisme, som er mere fatal end den franske, fordi den samtidig er troende. Også han for agter kulturlykken, men han gør det uden at styrte sig i kaos og ån delig elendighed.
Man kan måske mene, at Yvan Golls bestræbelser udi at kortlægge hele den europæiske mellemkrigs tidsgeneration ud fra tre groft skit serede typer kan synes lovligt ske matisk og stift. Men det er det ikke. Goll har et virtuost greb om stoffet og et særegent blik for satiren i det tragiske. Den lille tekst er ikke rig
på store personportrætter eller fuldendte narrativer, men måske er det netop fra det kortfattede og flossede, at fortællingen får sin glød. En uafbrudt vibrerende glød. Som Adam Paulsen anfører i sit gode efterord, har ikke så lidt af Golls egen biografi fundet vej til ro manen. Også Goll var en tidstypisk tragisk skikkelse. Fædrelandsløs som Edmund, hverken tysk eller fransk. Splittet mellem to kulturer, to nationer, tilhørerende ingen. Og så han søgte lykken i Paris efter kri gen og måtte se sine idealer gå til grunde.
”Ned med Europa” er ikke bare en skøn svanesang om en hensygnen de kultur, det er også et flænsende selvopgør for åbent tæppe. Et uafry steligt skrig fra Europas indre. J
ligion og samlet verdensbillede til et andet stadie. ”Født af støvet”, som der står et sted. Men det er ik ke en ren, lykkelig forvandling, men fuld af ambivalens.
Læser man ”Passionen ifølge G.H.” bogstaveligt, er det fortællin gen om en psykose. Om et menne ske, der ikke kan holde sammen på identiteten og selvet. Men det er ik ke nogen særlig frugtbar læsning. Så giver det mere mening at læse den som Kafkas ”Forvandlingen”, nemlig som en slags metafor eller filosofisk fiktion, der i Lispectors tilfælde kredser om en anden tilvæ relsesform, om ønsket om at identi ficere sig med andre liv og livsfor mer. Med en anden måde at være til på, som ikke er så selvbevidst, ja, så menneskelig. Og om hvordan den længsel samtidig er forbundet med modstand. For vi er jo ikke ba re kryb, vel?
Men lader man sig omslutte af sætningerne og den sælsomme for tælling, forstår man under alle om stændigheder, hvorfor Lispector, der blev født i 1920 og døde i 1977, ikke bare regnes for en af Brasiliens store forfattere, men også for en af verdenslitteraturens modernistiske mestre.
Clarice Lispector: Passionen ifølge G.H. Oversat af Tine Lykke Prado. Forord af Eva Tind. 284 sider. 200 kroner. Gyldendal.
J
Nobelpristageren Bob Dylans essays om den store amerikanske sangbog er en poetisk, musikalsk, erotisk og eksistentiel rejse ind i li vets krystallinske øjeblikke anmeldelse
Henrik Wivel kultur@k.dkHvad der frem for alt karak teriserer Bob Dylan, er gene røsitet. Han har skrevet san ge og komponeret musik siden begyndel sen af 1960’erne. Han har rejst med sin mu sik over hele verden lige siden med talløse koncerter, og han har skabt et lydspor til generationer af mennesker, som har flettet sig fuldkomment ind som en del af eksi stensen.
Bob Dylans dedikation til sin metier kun ne ligne en besættelse. Reelt er det en li denskabelig nysgerrighed over for sprogets og musikkens væsen. Dylan arbejder virke lig, som om han skylder verden noget. Som om han skylder livet nogle svar på, hvad det giver ham, og hvad det giver os andre, der bevæger os igennem det i de øjeblikke, der rækker fra evighed og til evighed.
Nogle har igennem årene opfattet Bob Dylan som utilnærmelig, indesluttet, ja li gefrem tavs, når han ikke lige spiller og synger. Og selv da, fordi han langt fra altid giver publikum det, de forventer, således at det element af genkendelse, der skaber tryghed, udebliver. Nogle har set ham som sakrosankt, fordi andre har løftet ham ind i en sfære hinsides almindelige dødelige. Som et ikon.
At det ikke forholder sig sådan, har Bob Dylan selv igennem årene givet flere ek sempler på. I sin musik og dens lyrik, men også når han lader ordene stå uden musik ledsagelse, som i 2004, hvor han udgav si ne erindringer fra de dengang mere end 40 år i liv og musik, ”Krøniker” (”Chronicles”). De var sjove, vidunderligt sanset og præ cist husket, sprogligt temmelig suveræne og igen og frem for alt: generøse. Dylan skrev med kolossal beundring om de san gere og musikere, der er hans forbilleder, og som han har lært noget af. Han anser ty deligvis inspirationen fra dem som en gave.
Prismatisk selvportræt
Med sin nye, globale udgivelse, ”Den mo derne sang”, har Bob Dylan valgt at kon centrere sig om de forbilleder og de sange, der har betydet noget særligt for ham, og som på en eller anden måde både rammer ned i tiden og også overskrider den. Det er blevet til flere end 60 essays om enkeltsan ge og bag dem albums. Sange, der på den ene eller den anden måde slår hul i tiden, flår huden af og stikker kniven ind i hjertet, så det bløder af følelse. Sange og sangere,
med. Eller sange, der er så radikalt egen sindige, destruktive og frenetisk pumpen de, at de nærmest slår over og bliver ren sende; en katarsis, en udfrielse.
”Den moderne sang” er hverken kronolo gisk eller pædagogisk, men lystbetonet og lidt tilfældig, skødesløs som Bob Dylans poetiske og musikalske univers jo tilsynela dende også kan være det. Dylan skriver for trinsvis om amerikanske sange og musike re, selv om der er enkelte nedslag i britisk musik, The Who, Elvis Costello og The Clash, men det er ikke her, Dylan er mest inspireret. Han undgår klogeligt også at skrive om nogle af de helt store fra sin egen generation, som han angiveligt beundrer og endda har spillet med, som The Beatles og The Rolling Stones. Men hovedperso nerne optræder alligevel rundt omkring i bogen som referencer, John Lennon, Mick Jagger og Keith Richards. Dylan skriver hel ler ikke om sine egne sange, og dog er bo gen alligevel et prismatisk selvportræt.
Dylan pakker skatte ud Med et langt livs nærmest ubegribeligt om fattende encyklopædiske viden om sprog, litteratur og musik pakker Bob Dylan sine skatte ud. Men han gør det også med et langt livs virkeliggjor te tilegnelse af og er faring med musik, ord og eksistens.
Dylan skriver sig som sanger ind i alle de andres sange og gør dem til sine. I hoved parten, og i de klart bedste af disse i prin cippet ustandselige og ustoppelige es says, lader Dylan præsentationen og tolkningen følge to spor: Først parafrase rer han sangens stro fer med sine egne ord, prosalyrisk og selvbefrugtende asso ciativt, som i en slags parallel sang. Det er strømførende og rasende indlevet! Dernæst beskriver han essayistisk sangen som en del af sangerens liv og tid med sarkastiske, ironiske og vidende sidebemærkninger og polemiske udfald mod tidsåndens – lige nu – politiske korrekthed og overpædagogiske forsøg på at gøre alt forståeligt på laveste niveau.
de indlevelse og sitrende sensibilitet
Der er ingen tvivl om, hvad Bob Dylan sy nes er en god sang. Det er en sang, der rører mennesket dybt og inderligt, en, der hen sætter lytteren i en frydefuld fortvivlelse. Skulle nogen have været i tvivl, så er det ik ke længere muligt. Dylan er en gennemgri bende emotionel kunstner. Dylan advarer imod at forveksle tradition med forstening og nostalgi. For ham er der intet nostalgisk over den klassiske sang og balladen, for folk ”tænker overhovedet ikke på det slid og den sved, den vrede og det blod, der er gået til at lave den”. Det gør Dylan, derfor hans indlevelse i de forskellige sanges uni vers og temperament.
Selvom Bob Dylan ikke skriver om en ene ste af sine egne sange, men udelukkende om andres, er hans bog om den moderne sang et spejl, han holder op og ser sig selv i. Det er den store amerikanske sangbog, Dylan ser ind i. Og igen: det er – som det al tid er – ikke lige præcis de sange og arti ster, man forventer at møde. Det er ikke en officiel kanon over populærmusikkens klassikere, men et helt egensindigt udvalg af mestendels americana fra 1950’erne og 1960’erne. Selvfølgelig er der de helt store ido ler, som Dylan beundrer næsegrus og ikke synes, nogen andre sangere kommer i nærheden af, langt fra heller ham selv: Hank Williams, Willie Nelson og Frank Sinatra. Men der er også en Johnny Paycheck, hvis sang ”Old Violin” han fremskriver som et mesterstykke: ”Sange som denne kan indspil les af andre, men aldrig for alvor komme til at tilhøre andre”.
Næsten hver eneste af de sange Dylan fremhæver, er han helt inde i, som var de uomgængelige eksistentielle og emotionelle vidnesbyrd, livets allerdybeste bekendelser. Det er sindssygt godt gjort, modigt og rigtigt.
gene ned til det essentielle”. Hvis sangeren er stor nok, bliver sangen dybsindig alene på grund af sangerens frasering og emi nente register.
Bob Dylan skriver primært om sange inden for genrerne folkemusik, country, soul, rockabilly, rock and roll og rhythm and blues. Hans helt er – som i mange af hans egne sange – fribytteren, den fredløse ude på landevejene, den stigmatiserede, der bliver eksponent for det sociale oprør og retfærdigheden, ja, sandheden. Men i sid ste ende også bliver lig med ham, der hang på korset for 2000 år siden. Derfor skriver Dylan også smukt og forrevet om lidelsesi koner som sangskriverne Townes van Zandt og Warren Zevon, der skrev og sang meningsfuldt, ubønhørligt og autentisk. Sange, der som Dylan skriver i en anden forbindelse, er ”hinsides opstandelsen og suser direkte hen over hovedet på dig”. Selvom ”Den moderne sang” er løs i kompositionen og splintret i formen, er den, læst i et stræk, en slags musikalsk po etik og en rejse ind i eksistensens krystal linske øjeblikke. En sangens filosofi, som titlen er på den engelske udgave. Bob Dylan skriver, at grunden til, at en sang fungerer, og at dens lapidariske udsagn samler sig til et hele, er ”hjernens kreativi tet”. Dette, at vi som mennesker er med skabende og i stand til at udfylde huller og sprækker og nærme os forhold i eksistensen, vi ikke ved noget om. I sangen nær mer vi os mysteriet. Det kan ligge i det uforudsigelige, som en sang kan rumme, eller i det improviserede og tilsyne ladende ufærdige, som allige vel kommer til at virke hel støbt.
Bob Dylan er absolut ikke ”woke”, heller ikke hvad angår kønskvotering. Bortset fra Rosemary Clooney, Judy Garland, Nina Si mone og Cher indtager kvinden andre roller i hans univers end sangerens og musike rens. Hun er snarere enten muse eller Me dea. Sådan får det være; Dylan er og har al tid været hinsides pædagogisk rækkevidde. Man aner et par gange undervejs, at en de sperat forlagsredaktør har været inde over for at forhindre Dylan i at gå i nogle af de kønspolitiske fælder, han selv skriver frem. Men det glemmer man igen. For Bob Dylan skriver frem for alt med den hengivnes ful
Det er essentielt for ”Den moderne sang”, at Bob Dylan ikke går uden om det banale, men di rekte ind i det. Som en sandhed, som det egentlige, det væsentlige. Næsten hver ene ste af de sange, Dylan fremhæver, er han helt inde i, som var de uomgængelige, eksi stentielle og emotionelle vidnesbyrd, livets allerdybeste bekendelser. Det er sindssygt godt gjort, modigt og rigtigt. Det behøver ikke at være Shakespeares sonetter eller Ki erkegaardsbegrebet angst, det kan godt være ”If You Dont Know Me By Now” med Harold Melvin & The Blue Notes, som Dylan udlægger som en rygradsrislende lovsang. Et spørgsmål om at (til-)tro, så den anden, den elskede, ja himlen åbner sig. En sang er, uanset, hvor banal den kan sy nes, noget der – som al anden kunst – skal ”få dig til at tænke over dig selv – og alle dine handlinger”. Og det netop, fordi ord og melodi i en sang er uadskillelige og bud skabet – hvis der er et sådant – går direkte ind i lytterens følelsesregister med en si gende enkelthed, der ”destillerer tankegan
En sang virker ved gentagel sen. Gentagne melodilinjer og rim, der med nobelpristagerens ord skaber en struktur, der er ”ligesom et espalier under en vinranke, så resten af sangen kan strejfe rundt efter behag”. Bob Dylan gør selv det samme i denne bog. Strejfer rundt un der et espalier, som han har rejst over den evig unge og derfor mo derne sang. Generøst plukker han de modne druer og pres ser spirituel mening ud af dem. Essens. J
Bob Dylan: Den moderne sang. Oversat af Jakob Levinsen. 340 sider. 350 kroner. Gutkind.
Da 78-årige Jan Guillou for et par år siden opdagede, at han er blevet gammel, satte han sig selv helt fri til at blande litterære genrer efter forgodtbefindende. Så blev der krig i Ukraine, og hans nye romanserie skiftede fra dur til mol
For et par år siden faldt Jan Guillou ved et uheld på en hotelgang i Lillehammer i Norge. Han holdt en flaske i hånden, som han be hændigt undgik at smadre. Til gengæld holdt hans hofte ikke til faldet.
”Jeg kunne slet ikke forstå, at det kun ne ske for mig. Det er da kun jävla gamla gubbar på 76 eller 78 år, som får den slags skader,” siger den svenske forfatter med et drilsk smil. Han var 76 år, da det skete, og er nu 78 år.
Men sagen er den, at Guillou, som er specialist i kulørte fortællinger om hand lekraftige mænd, i årevis gik og bildte sig ind, at han da var ung endnu. Indtil hof teskaden ubarmhjertigt mindede ham om, at det ikke var tilfældet.
Man kunne så forestille sig, at den ny vundne erkendelse af rent faktisk at være godt forbi den almindelige pensionsalder ville få den svenske forfatter, journalist og debattør, som gennem mange år har udgivet en roman om året og jævnligt skriver klummer i den svenske avis Afton bladet, til at stoppe eller i det mindste geare lidt ned. Det gjorde han absolut ik ke, men valgte i stedet at sætte sit forfat terskab mere fri og sende det i en ny ret ning.
”Som forfatter går man jo ikke på pen sion i en bestemt alder som andre men nesker. For os er det en hjerneblødning eller et hjerteanfald, der bestemmer pen sioneringstidspunktet. Selvom jeg er gammel, føler jeg, at jeg stadig kan skri ve, og det er en stor fornøjelse for mig, at jeg kan skrive, hvad jeg vil, for jeg skri ver på ren overtid. Jeg har intet tilbage, jeg skal bevise,” siger Jan Guillou.
Han støtter sig til sin stok, da Kristeligt Dagblad møder ham til bogmessen Bog forum i København først i november, men han har stadig ordet i sin magt og
overskud til at drille fotografen ved hele tiden at skifte ansigtsudtryk, når hun skal til at fotografere.
Mange kender Jan Guillou for hans barske kostskoleroman ”Ondskaben” fra 1981, for ”Coq Rouge” og de andre spæn dingsromaner om mesterspionen Carl Hamilton fra 1980’erne og 1990’erne.
Han er også kendt for sine fire historiske romaner fra middelalderen om korsrid deren Arn, der udkom omkring årtusind skiftet og i 2008 blev filmatiseret for et rekordstort budget for en nordisk film, li gesom mange har læst de 10 romaner, han udgav i 2010’erne med fællestitlen ”Det store århundrede”, hvor man følger den norsk-svenske Lauritzen-familie i krig og kærlighed, i rigdom og ruin, ude i verden og hjemme i Norden.
Ikke mindst den sidstnævnte romanse rie var uhyre krævende. Et jätteprojekt af en slægtskrønike, der ikke er lavet med større vingefang, siden Thomas Mann skrev om ”Huset Buddenbrook” i 1901, erklærer forfatteren ubeskedent. 10 ro maner på 10 år. En fremadskridende handling. Styr på alle historiske fakta om de begivenhedsrige år i verdenshistorien fra de tre Lauritzen-brødre dimitterer som diplomingeniører i Dresden i 1901 over to verdenskrige og et ungdomsoprør frem til dagen før dommedag den 10. sep tember 2001. Skriveprocessen var eks tremt disciplineret, og Jan Guillou var helt bogstaveligt bange for, at den skulle tage livet af ham, inden han blev færdig. Men han overlevede og skulle finde ud af, hvad han nu skulle give sig til.
”Jeg havde i 10 år skrevet videre i den samme stil og med det samme person galleri. Nu kunne jeg gøre, hvad jeg ville og gav mig til at skrive stilparodier på alt det, der er moderne i litteraturen. Vil I have autofiktion? Godt, I skal få autofik tion!” griner han og taster ud i luften med fingrene på et usynligt tastatur.
Resultatet blev en roman, ”Den der dræbte helvedes engle”, der sætter sig mellem alle tænkelige litterære stole og i en og samme bog forener personlige re fleksioner, kras samfundskritik, slap stick-komedie, rørende skildringer af den tredje alder og kriminalthriller på kryk ker. Som hovedpersoner valgte han to af sine tidligere figurer, journalisten Erik Ponti og mesterspionen Carl Hamilton, der, ligesom deres forfatter, må indse, at de har nået pensionistalderen. Men lige som deres forfatter og en hel del andre gamle 1968’ere er de trods alt ikke parat til bare at sidde i parken og fodre duer, mens de tænker tilbage på fortiden. Eller at tage imod det velmente tilbud, man i den tredje alder får fra den svenske vel færdsstat om at komme på kursus i krea tiv skrivning for pensionister
”Jeg synes, det er meget naturligt, at man skriver om sin egen alder. For ek sempel er der en hel del unge mænd, der gennem tiderne har skrevet romaner om unge mænd, der tager til Paris, gør sig seksuelle erfaringer og tager hjem igen. Nu er jeg gammel og skriver om gamle mennesker. Ponti går med stok ligesom jeg. Hamilton går med krykke. Men det er jo to vældigt specielle pensionister. Selvom Hamilton bevæger sig langsom mere, skyder han stadig med eksakt præcision,” siger Jan Guillou.
Fra c-dur til d-mol Han mener, at denne symbolik snildt kan overføres til mange andre aspekter af livet. At blive ældre er en forandring, men ikke kun til det værre. Og hele idéen om, hvad man kan og ikke kan som æl dre, bliver i disse år udfordret kraf tigt. Tilbage i 1950’erne var det jo utæn keligt, at en mand på 78 år kunne tage på safari i Afrika eller bade i Det Indiske Ocean, konstaterer han.
”Jeg har selv oplevet, at der er nogle egenskaber, som er blevet bedre med al deren. For eksempel er jeg meget bedre til at tage den med ro i de krisesituatio ner, som opstår, når jeg har fået skrevet noget, som gør en masse mennesker vre de. Jeg oplever også, at man med årene får en værdifuld eftertænksomhed. Langsomheden har visse fordele,” siger Jan Guillou.
”Den der dræbte helvedes engle” ud kom i forsommeren og blev godt modta get, ikke bare af Jan Guillous store trofa ste læserskare i hele Norden, men også af flere af de ellers ikke altid lige begej strede svenske anmeldere. Faktisk ryste de det Guillou en smule, at én anmelder skrev, at den bog, som Jan Guillou selv betragtede som ren legestue, et pensio nistprojekt med sænkede skuldre, var hans hidtil bedste bog.
Sådan kunne løjerne med pensionist forfatteren og hans pensionisthovedper soner med indskudte kølleslag til en lang række kendte skikkelser fra svensk kulturliv være fortsat. Faktisk var Jan Guillou godt i gang med andet bind i den nye serie om Ponti og Hamilton, da Rus land i den dimension, vi kalder virkelig heden, den 24. februar 2022 invaderede Ukraine, og det stod klart for forfatteren, at det måtte påvirke hans saga.
”Min første tanke var, at jeg kan ikke skrive sådan en komedie midt i en krig, så jeg var ved at opgive det hele. Men så kom jeg i tanke om, at Hamilton jo er pensioneret efterretningsofficer, og når en krig begynder i Europa, er det ikke utænkeligt, at alle reservister kaldes ind til militæret, så jeg besluttede mig for at fortsætte historien, selvom den første bog er skrevet i c-dur og den anden i dmol,” siger Jan Guillou, der netop har
Jeg har selv oplevet, at der er nogle egenskaber, som er blevet bedre med alderen. For eksempel er jeg meget bedre til at tage den med ro i de krisesituationer, som opstår, når jeg har fået skrevet noget, som gør en masse mennesker vrede.
JAN GUILLOU, FORFATTER
færdiggjort manuskriptet til bogen, der udkommer i både Sverige og Danmark til foråret og har den svenske titel ”Eventu elt uppsåt”, en vanskeligt oversættelig juridisk term, der dækker over, at en handling måske, måske ikke, er bevidst.
Meget kort fortalt går den kommende historie ud på, at makkerparret Ponti og Hamilton på grund af krigen får militære ressourcer til at skaffe sig adgang til alle borgeres telefondata, men netop som de har etableret dette skræmmende or well’ske overvågningssystem, vinder den yderste højrefløj regeringsmagten i Sveri ge og dermed adgangen dertil.
Som erklæret venstreorienteret gennem
”
Jan Guillou har udgivet flere end 50 bøger og hygger sig som pensionist med at skrive videre uden at skulle bevise noget.
– Foto: Anne Kiib Larsson.
mange år ser Jan Guillou dette som det ul timative samfundsmæssige mareridtssce nario, som han i øvrigt udtænkte, inden Moderaternas Ulf Kristersson den 24. ok tober dannede en ny borgerlig svensk re gering med støtte fra Sverigedemokrater na. Ifølge Guillou den mest højreoriente rede regering i Sverige i over 100 år.
”Samtidspolitikken har altid haft det med at gribe ind i mine historier. Jeg hav de ikke skrevet alle de romaner om Ha milton i slutningen af 1980’erne og be gyndelsen af 1990’erne, hvis ikke Sovjet unionen var gået i opløsning, og det, som satte mig i gang med mine romaner om korsridderen Arn, var, da man i 1990’erne
begyndte at tale om ’Krig mod islam’. Jeg fornemmede, at en religionskrig var på vej og reagerede ved at kigge tilbage på korstogene som ’Religionskrig 1.0’,” for klarer Jan Guillou.
Pendulet svinger tilbage Jan Guillou er ikke er så meget pessimist, at han tror, Ukraine-konflikten ender i den store atomkrig. Til gengæld er han så meget realist, at han forventer et øget fjendskab i Europa lang tid frem i tiden.
Lige nu taler mange iagttagere om, at den kolde krig er vendt tilbage, men det er Jan Guillou uenig i, selvom Rusland i år har indledt en angrebskrig i Østeuro
pa, og de traditionelle vestmagter har fordømt denne aggression.
”Modsætningen i verden handler i dag ikke om øst mod vest. Både i øst og vest er der en stor modsætning mellem natio nalistiske højrekræfter og mere moderate og demokratiske kræfter. Vladimir Pu tins projekt er romantisk nationalisme. Han vil tilbage til storheden fra Katarina den Stores og Peter den Stores tid. Min påstand er, at Sverigedemokraterne står for omtrent den samme romantiske nati onalisme, i Italien er den lige kommet til magten, og i USA kommer den måske til magten igen om to år,” siger forfatteren, der er forundret over det forløb, det netop
afviklede danske folketingsvalg fik, efter at svenske debattører ellers i mange år har peget fingre ad den danske debat som fremmedfjendsk.
”Hvad sker der så i 2022? Den svenske valgkamp handler om race og religion, den danske om sygehuse, ældreomsorg og klima. Sverigedemokraterne får 20 procent af stemmerne, Dansk Folkeparti får 2,6 procent. Det ser ud til, at Mette Frederiksen er lykkedes med sin strategi om at stække højrekræfterne ved at over tage en del af deres politik,” siger Jan Guillou med henvisning til Socialdemo kratiets formand.
Hvis der ikke rent politisk er et pendul, der er svinget tilbage til dengang, kom munister og demokrater havde lejr i hver sit verdenshjørne, så er der til gengæld i den litterære verden et pendul, der i dag er svinget tilbage til omtrent den positi on, der gik forud for 1968-oprøret, erklæ rer Jan Guillou.
”I dag skal al litteratur igen handle om sjæleliv og relationer. Det er dét, det litte rære parnas anser for kvalitet, og det er det, alle universiteternes litteraturkurser handler om. Det er en strømning, der i vor tid er meget kvindedomineret, og som jeg føler mig fremmed i. Men det er vel i orden, når man tænker på, hvor mandsdomineret litteraturen har været tidligere,” siger den svenske forfatter, der nok kan skrive vittige parodier på tidens litterære mode, men erklærer, at han for bestandigt er sporet ind på idealer om at skrive realistisk, aktuelt og for et bredt publikum:
”For mig betyder det ikke så meget. Jeg skal snart dø. Men jeg er meget optaget af, at vejen dertil skal være så interessant som muligt.”
Født i Sverige i 1944 af en norsk mor og en fransk far.
Debut som forfatter med ”Den store afsløring” (1974) og har siden udgivet mere end 50 bøger, herunder spionromaner, historiske romaner og journalistiske bøger.
J
På dansk er i år udkommet klummesamlin gen ”At skrive i svære tider 2005-2021” og romanen ”Den som dræbte helvedes engle”, som fortsættes i en ny roman med den svenske titel ”Eventuelt uppsåt”, der udkommer i foråret 2023.
Gift med forlægger Ann-Marie Skarp og far til en datter.
3 Svarene på quizzens spørgsmål kan findes i artiklerne i dette tillæg. Send dine svar pr. mail til konkurrence@k.dk eller i en kuvert mærket med ordet ”Julebøger 2022” til adressen Kristeligt Dagblad, Vimmelskaftet 47, 1161 København K. Svarene skal være Kristeligt Dagblad i hænde senest torsdag den 1. december klokken 12.00. Vinderne af quizzen offentliggøres i avisen lørdag den 3. december.
3 De tre første rigtige besvarelser, der trækkes, vil blive præmieret. Den første, vi trækker, vinder et gavekort til Bog & Idé til en værdi af 500 kro ner. Den anden vinder, der trækkes, vinder bogen ”Surrender” af Bono (Kristeligt Dagblads forlag). Den sidste vinder bogen ”Da julen kom til Danmark” af Torben Svendrup (Kristeligt Dagblads forlag).
Held og lykke!
1Den franske forfatter Annie Ernaux modtog i år Nobelprisen i litteratur. I hendes bog ”Skammen” skriver blandt an det om, at hun som barn var vidne til faderens forsøg på at slå hendes mor ihjel. Hvor gammel var hun, da episoden fandt sted?
4Familiehemmeligheder vælter ud af skabet i en række af tidens romaner. Men hvad er den oprindelige betydning af ordet “hemmelig”?
2Den franske forfatter Anne Berest har skrevet romanen “Postkortet”, der udkom på dansk i oktober. Hvad er hendes mellemnavn?
3Hanne-Vibeke Holst udkom i begyndelsen af november med en ny roman om billedhuggeren Sonja Ferlov Mancoba (1911-84). Hvad er titlen på romanen?
5Historien om de danske legepladser går mere end 150 år tilbage. Hvem spillede en stor rolle for legepladsens tilblivelse, da vedkommende i 1880 indrettede en mindre grusplads til leg i H.C. Ørstedsparken i København?
7Midt under valgkampen i oktober forud for folketings valget udkom den tidligere spionchef Lars Findsen med bogen ”Spionchefen –erindringer fra celle 18”. Hvad er navnet på journalisten, som Lars Findsen har skrevet bogen i samarbejde med?
6Helmut Friis, der levede fra 1944 til 1994, var dansk præst, underviser, journa list og forfatter til flere bøger, her under en tetralogi om Det Gamle Testamente. Hvilket forlag har i år genudgivet tetralogien i en samlet bogudgave?
Hvad er titlen på digtet, som den italienske litterat Dante Alighieri (1265-1321) er mest kendt for at have skrevet?
I år gik Nordisk Råds litteraturpris til danske Solvej Balle. Hvad er navnet på den norske forfatter, der i år vandt Nordisk Råds børnelitteraturpris for bogen ”Ubesvart anrop”?
På 10 år er antallet af litterære udgivelser vokset eksplosivt i Danmark. Hvor mange nye, skønlitterære værker blev der udgivet på dansk i 2020?
Dette efterår har det bugnet med nye bogtitler, og både store og små forlag står nu i kø med langt mere ny litte ratur, end selv den mest ef fektive læsehest kan nå at bladre igennem. Så hvilke af de nye titler er særligt værd at kaste sit blik og sine pen ge efter? Det vil litteraturan melder ved nærværende avis Liselotte Wiemer gøre de fremmødte klogere på, når hun om aftenen den 28. november gæster Videbæk Bibliotek i Vestjylland til en aften med litterær inspirati on. Liselotte Wiemer har læst sig igennem en stor stak af tidens bøger, og den ne aften vil det være den nordiske litteratur, hun med sit kyndige litterære blik vil fortælle om og guide til. Ar rangementet koster 50 kro ner og varer fra klokken 19. oo-21.00 i bibliotekets loka ler.
Ud af 38 indstillede værker fra 22 forskellige forlag blev det den dansk-norske forfat ter Kristin Vego (født 1991), der i år vandt Bogforums
Debutantpris 2022, som blev uddelt ved åbningen af årets Bogforum 2022 den 4. no vember. Prisen og den dertil følgende præmie på 50.000 kroner vinder Kristin Vego for sin debutroman “Se en sidste gang på alt smukt”, udgivet i september på forla get Turbine. Juryens motiva
I september udkom den danske oversættelse af den tyske forfatter Lutz Seilers værk ”Stern 111”. Hvad er navnet på vedkommende, der har stået for den danske oversættelse?
2 I ni noveller fører forfatteren Kristin Vego os gennem store dele af Europa.
– Foto: Paal Audestad.
tion for at lade prisen gå til netop Kristin Vego og dette værk lød blandt andet såle des ved den officielle åb ningstale af Bogforum i Bel lacenteret på Amager i Kø benhavn: ”Kristin Vego er en menneskeobservatør af den klogeste slags. I ni no veller fører hun os rundt i Europa og lader os komme ind på livet af forskellige kvinder. [...] Hun undersø ger, hvad litteraturen kan rumme, og ser, som vi men nesker ikke selv kan se, når vi står midt i det [...]. Det er noveller, der kalder på at blive læst igen og igen, det er en forfatter, der må berige os med endnu flere bøger.” Følgende øvrige nominerede var udvalgt til shortlisten ved dette års Debutantpris: Zakiya Ajmi for ”Delvist
Forfatter Thomas Lagermand Lundme har i år udgivet værket ”Ildfugle på Tycho Brahes Allé”. Hvilket år er forfatteren født?
møbleret” (Gyldendal), Vil lads Andersen for ”Køben havn, udateret” (Gylden dal), Joakim Kruse Lykke for ”Et sted at være mor fra” (Gyldendal) og Sabitha Sö derholm for ”Chellam” (Gads Forlag).
Verden over udgives der år ligt nye bogtitler i hundred tusindvis. Det kan derfor være en vanskelig sag at skulle udvælge blot 100 bø ger, som dem, man som læ ser først og frem mest bør kaste sig over. Alligevel er det netop, hvad det amerikanske Time Magazine hvert år gør, når de udgiver en liste med 100 must-read bøger fra hele verden. Listen er netop udkommet for 2022, og her på findes der i år et
dansk forfatternavn, nemlig Olga Ravn, forfatter bag tit ler som “Mit arbejde” (2020) og “Celestine” (2016). Det er dog et andet af hendes vær ker, romanen “De ansatte” med den engelske titel “The Employees”, som Time Ma gazine har udvalgt til listen. Romanen udkom oprinde ligt i 2018, men først i febru ar i år på engelsk. På Time Magazines liste er Olga Ravn kommet i fint selskab med blandt andre romanen “Trust” (På dansk: Tillid) af den amerikanske forfatter Hernan Diaz og “Time is a mother” (på dansk: Tiden er en mor) af vietnamesiskamerikanske Ocean Vuong, der af Kristeligt Dagblads anmel dere modtog hen holdsvis seks og fem stjerner tidli gere på året. Den samlede” mustread”-liste udgø res af både roma ner, poesi og nonfiktion. J
