Baggrund Familiehemmelig hederne vælter ud af tidens bøger

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. november 2022 Familiehemmelighederne vælter ud

Krigserfaringer, fortielser og forbudte

forhold. I en række aktuelle bøger behandler forfattere de traumer, der har formet deres egen slægt. Etisk er det ikke uden problemer

baggrund

Lise Kabell Søgaard

lise.soegaard@k.dk Svenske Alex Schulman skriver om sin mormors hemmelige elsker. Franske Anne Berest dykker ned i sin families fortiede holocausttragedie. Serbiske Dragana Mladenovic digter om familiens ar efter krigene på Balkan i 1990’erne. Og danske Katrine Engberg skriver i sin seneste krimi om, hvordan hendes jødiske bedsteforældres flugt til Sverige i 1943 kom til at forme hendes far. Alle er de forfattere, der tager udgangspunkt i deres egen, smertelige familiehistorie, når de skriver. Og de er bestemt ikke alene, hverken på den danske eller den internationale forfatterscene. ”Vi lever i en konfessionskultur af en art, hvor det gælder om at endevende alle de mørke kroge i vores egen og vores families historie – og det manifesterer sig også i litteraturen,” siger Karen Vallgårda, der er lektor i kultur- og socialhistorie ved Københavns Universitet, og som blandt andet har forsket i familiehemmeligheder. ”Det giver sig til kende i bøger, men også i journalistik og podcasts, ja, bare sådan noget som statusopdateringer på sociale medier. Det handler om at få skeletter ud, tale om det tabuiserede og at gøre det med en personlig vinkel.”

Men, påpeger hun, det er ikke altid uden konsekvenser at gøre familiens ”spøgelser” til allemandseje.

Det, der hører til hjemmet

Ordet ”hemmelig” kommer ifølge ordbogen af nedertysk og betyder ”noget, der hører til hjemmet”.

Den videre betydning er noget, der er ”skjult for alle uindviede”, og som kun ”en begrænset inderkreds eller nogle få fortrolige kender eller må kende til”.

Familiehemmeligheder er godt litterært stof, blandt andet fordi der er en stor genkendelsesfaktor, mener Karen Vallgårda. ”De fleste familier har et traume eller noget, de bærer rundt på. Og det at kunne læse, at man ikke er den eneste, der har forkvaklede familierelationer, gør formentlig, at mange kan genkende sig selv i historierne,” siger hun. ”Og så er alt, der er stemplet som hemmeligt, bare ekstra interessant. Det har en vanvittig tiltrækningskraft: Det, vi ikke må få at vide, vil vi gerne have at vide.”

Hun peger på, at en del af fortællingerne er bygget op som detektivhistorier med samme spænding, som også findes i krimigenren:

”Der er ingen, der synes, det er mindre forkasteligt at være nazist nu, men der er andre områder, hvor moralbegreberne har rykket sig – for Forfatteren selv eksempel det at få et barn uden for ægteskab. skrives ind som en slags detektiv, der finder flere og flere spor for til KAREN VALLGÅRDA, LEKTOR I KULTUR- OG SOCIALHISTORIE VED KØBENHAVNS sidst at nå frem til den sande histoUNIVERSITET rie om sin familie. Sådan er det for eksempel i Alex Schulmans ”Brænd alle mine breve”, der begynder med hans egen eksistentielle krise, men langsomt kommer til at handle mere og mere om hans mormor og morfars betændte samliv – foranlediget af mormoderens forelskelse i en anden. ”Tit er det hemmeligheder, der har været båret på i generationer. Her skriver flere om den smerte, det er at skulle holde på formerne, når der foregår noget helt andet bag facaden,” siger Karen Vallgårda.

ILLUSTRATION: MORTEN VOIGT

Men der er også familiehemmeligheder, som ikke er hemmeligheder som følge af en bevidst strategi, men som nærmere kan kaldes ”elefanten i rummet”. ”Det er det usagte, det alle – måske endda også nogle uden for familien – godt ved, men som er så smertefuldt og vanskeligt at tale om, at man viger udenom for ikke at gøre det endnu mere vanskeligt. Og der kan være noget, som kan have haft stor betydning engang, som kan have ændret sig med tiden. Om det at få et barn uden for ægteskab tænker vi i dag: ’okay, så var det heller ikke værre.’ Men tidligere kan det have været afgørende for, om man som kvinde kunne blive gift og få et godt liv.”

Forskel på generationerne

var musiker og forfatter Benjamin Koppel for nylig aktuel med ”Annas sang”, der er ”inspireret af sande historier” i hans egen jødiske familie. Og krimiforfatteren Katrine Engberg har i interviews fortalt om, hvordan det var en dybt eksistentiel oplevelse for hende at skrive sin fars historie og om familiens dramatiske flugt til Sverige i 1943 i bogen ”Det brændende blad”.

Den rumænsk-amerikanske litteraturprofessor Marianne Hirsch (hvis forældre selv var jødiske flygtninge) introducerede i 1992 begrebet post memory, der vel bedst kan oversættes til ”eftererindring”.

Begrebet udviklede hun for at forklare det, at førstehåndsvidnerne til holocaust ofte ikke selv gjorde noget for at huske, erindre og gemme minder om den tid.

At dokumentere og reflektere, over hvad der faktisk skete, kom således til

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. november 2022 af tidens bøger

at påhvile de kommende generationer, der ofte også måtte ty til andre kilder end mundtlige beretninger: fotografier, breve, ting og adfærdsmønstre i familien spiller en væsentlig rolle.

At det, der skete under Anden Verdenskrig, både for ofrene og forbryderne, har været tabubelagt at tale om, er ingen nyhed, og mange forfattere har før beskrevet, hvor betændt emnet har været i de berørte familier.

Alligevel kan man måske sige, at de forfattere, der skriver nu, går mere radikalt ærligt til værks. I hvert fald spiller tiden, der er passeret, en rolle for, hvor åbent man tør tale om tingene, siger Karen Vallgårda: ”Når der er gået nogle generationer, og det er kommet lidt på afstand – når det ikke implicerer én selv i lige så høj grad, som det gjorde for ens far – så er det nemmere at skrive om det. Der er ingen, der synes, det er mindre forkasteligt at være nazist nu, men der er andre områder, hvor moralbegreberne har rykket sig – for eksempel det at få et barn uden for ægteskab.”

Udvidet statusopdatering

Tiden læger alle sår – indtil de er helet så meget, at vi åbner dem igen. Men er der andet, der gør, at familiehemmelighederne fylder i litteraturen?

Karen Vallgårda påpeger, at de sociale medier nok spiller en væsentlig rolle. Hun ser et slags ”kulturelt imperativ”, der byder os at dele ud af os selv – og ikke bare til psykologen, men også i statusopdateringer på hvert vores eget lille medie: ”De sociale medier har måske ændret, hvor meget vi føler, vi kan eller skal dele med offentligheden. Mange føler, at de kan blive støttet i de fællesskaber, de finder dér. Men der er også tit etiske dilemmaer forbundet med at dele en historie, som involverer andre end én selv.”

I familiehemmelighedslitteraturen finder forfatterne ofte deres stof i personlige papirer, som forfatterne måske har arvet eller har en privilegeret adgang til. I arkivloven er der strenge regler for, hvor lang tid der skal gå, før en fremmed for eksempel kan få adgang til en journal eller andre personlige papirer i et offentligt arkiv – op til 75 år fra et dokument er skabt – men som familiemedlem kan man ofte få adgang før.

Reguleringen af arkivalier er skabt for at beskytte private forhold, siger Karen Vallgårda. ”Det er en stor magt, man tiltager sig, når man påtager sig at fortælle sin families historie i offentligheden. Det er ikke sikkert, at hverken de afdøde personer ville være eller de nulevende efterladte er enige i, at hemmelighederne overhovedet skal blottes. Dér tænker jeg, at det måske nogle gange godt kan gå lidt hurtigt. Og der er nok brug for en vedvarende diskussion af, hvem der har ret til at fortælle hvis historie,” siger Karen Vallgårda.

Som eksempel nævner hun podcasten ”Farfars to liv” af Third Ear.

I den konfronterer historiens fortæller sin farmor med det, hun har fundet ud af (at farfaderen levede et dobbeltliv). ”Og farmoderen ønsker tilsyneladende ikke, i hvert fald ikke i begyndelsen, at forholde sig til det. Hun lader til at have valgt at lukke øjnene,” siger Karen Vallgårda.

”I dag er det sådan, at det er meget ildeset at lægge låg på. Vi skal tale om tingene. Men det er ikke sikkert, det udelukkende har positive effekter. Vi taler generelt meget lidt om konsekvenserne af for eksempel psykologsamtaler: Kunne der være bivirkninger ved, at man en time en gang om ugen sidder og dvæler ved alt det svære? For nogle har stilheden også været en overlevelsesstrategi.”

Åbenhed om det skamfulde

Det gode ved tendensen er, at den kan være med til at give stemme til nogle af dem, der ikke har været så dominerende i familien, en følelse af empowerment til ”At skulle hemmeligholde vold kan også opleves som en fordobling af volden. de individer, der måske har været udsat for grader af vold fra de familiemedlemmer, der skrives om i bøgerne. Det gælder også i svenske Alex Schulmans fortælling, der KAREN VALLGÅRDA, LEKTOR I KULTUR- OG SOCIALHISTORIE VED KØBENHAVNS UNIVERSITET kan ses som en form for oprejsning til ”ofrene” for mormoderen og morfaderens livsførelse: ”Han skriver jo om et forhold med psykisk terror, som har forplantet sig til hele familien. Det er ret tydeligt, at alle andre i familien lever med en ret tung arv,” siger Karen Vallgårda. ”At skulle hemmeligholde vold kan også opleves som en fordobling af volden.” Familiehemmelighedslitteraturen kan også være med til at aftabuisere eller normalisere nogle emner, som ældre generationer går og skammer sig over, måske uden grund, siger hun. Det kunne for eksempel være uægte børn, skilsmisser, psykisk sygdom eller andre forhold, hvor moralbegreberne har ændret sig med tiden. At tale åbent om det skamfulde kan også gøre, at man oplever ikke at være alene med det. Hvilket kan mindske ensomheden og isolationen. Men netop af den grund, at moral ikke er uforanderlig, skal man også være opmærksom på ikke at dømme fortiden. Det kan man, både som familiehistoriefortæller og -læser, tænke over, mener Karen Vallgårda: ”Nogle familiemedlemmer kan have handlet i bedste henseende, og ser man så på dem med nutidens øjne, kan det virke forkvaklet eller forkert – det, de har gjort eller sagt. Det er noget, man skal være opmærksom på. Den historiske bevidsthed er virkelig vigtig.” J

Nye bøger om familiehemmeligheder

Anne Berest: Postkortet. Alpha Forlag. Katrine Engberg: Det brændende blad. Alpha Forlag. Dragana Mladenovic: Slægten. Atlanten. Benjamin Koppel: Annas sang. Gyldendal. Peter Nejsum og Ulla Bidstrup: Min morfars hemmeligheder. Kristeligt Dagblads Forlag. Maria Stepanova: Til minde om erindringen. Palomar. Alex Schulman: Brænd mine breve. Lindhardt og Ringhof. Adrian Hughes: Mors dreng. Gyldendal.