Anmeldelse ”Jeg er kolossal jeg rummer utallige”

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. november 2022 ”Jeg er kolossal, jeg rummer utallige”

Kroppen bruser i

naturen, og naturen bruser i kroppen i Walt Whitmans sublime, altfavnende digt ”Sang om mig selv”, som nu foreligger i en både skarp og syngende oversættelse

anmeldelse

Jeppe Krogsgaard Christensen

kultur@k.dk Klassikere er ikke statiske. Eller det er de på én måde. For ordene og sætningerne forbliver jo de samme. Men det gør læsningen ikke. Den forandrer sig i takt med, at tiderne og læserne forandrer sig.

Tag bare Walt Whitmans lange urimede digt ”Song of Myself” fra samlingen ”Leaves of Grass”, som han udgav i 1855, men blev ved med at ombryde, revidere og udbygge helt frem til sin død i 1892, 72 år gammel. Og nu er ”Song of myself”, der regnes for moderne amerikanske litteraturs gennembrudsværk, så udkommet i ny dansk oversættelse under titlen ”Sang om mig selv”. For første gang i 50 år. Og lad det være sagt med det samme: Jakob Levinsen har leveret en både præcis og gennemmusikalsk oversættelse af digtet, som det står i den såkaldte ”The Deathbed-version” – dødslejeudgaven – som Whitman selv regnede for den definitive. ”Jeg fejrer mig selv og synger mig selv,/Og hvor jeg begynder, begynder du også/For hvert eneste atom i mig er også i dig.” Sådan åbner Whitman sit prosalyriske digtværk, og allerede her kan Henry David Thoreau og Ralph Waldo Emersons transcendentalisme mærkes. En tro på samhørighed, på sammenhæng, men her med et markant ”jeg” i centrum. Det kan ligne en ny tids individualisme, en fejring af eneren, men sigter også til noget langt større; til dét at være i vital samklang med alle andre, med alt andet, og mærke sig selv og kroppen som saftspændt natur: ”Følelsen af sundhed, af at juble ved middagstid, af at stå syngende op af/sengen og hilse solen velkommen.”

Whitman ignorerer dog ikke mørket. Den mexicansk-amerikanske krig 18461848 og den amerikanske borgerkrig 1861-1865 får plads på linjerne. Her skifter jeg’et også karakter. Hvor det andre steder synes at være Whitmans unge, livfulde selv, endnu andre en slags uendelig og grænseløs fælles bevidsthed, så er det i denne passage et af ofrene for menneskers ondskab: ”Jeg er den forfulgte slave, jeg krymper mig ved tanken om hundenes bid,/Helvede og fortvivlelse er over mig, igen og igen bliver der skudt.”

Blikket på fortidens og samtidens gru er i høj grad til stede og kontrasterer livsglæden, der bruser over i mødet med naturens skønhed og guddommelige orden: ”(Natsværmeren og rognen er på rette plads,/De lysende og synlige sole er på rette plads ligesom de mørke og/usynlige er det/Det mærkbare er på sin rette plads ligesom det umærkelige er det).” Det er de her passager, der taler stærkest til mig, moderne og lyslevende, og som taler ind i vores tids økologiske bevidsthed. Taler om naturen og dens skrøbelighed i et årtusinde, hvor vi har bragt det hele i fare. Hvor arter uddør, polerne smelter, hvor hedebølger og storme raserer.

Stærk appel har også Whitmans kærlighed til begge køn og respekt for alle farver. Den biseksuelle digter tiltrækkes af ”alle mænd og kvinder”, alle er lige smukke, alle er lige, og det samme gælder sorte som hvide. Alle er for Whitman ligeværdige dele af naturens vilde under og ubegribelige perfektion.

Whitman er naturbesynger, humanist, demokrat og observatør. Intet mindre. Og skriver linjer som disse, der spejler vores splintrede 2022-virkelighed: ”Kampe, rædselsfuld strid mellem brødre, febrilsk tvivlsomme nyheder,/ uventede hændelser”. Sådan er det, når jeg hver morgen tænder radioen. Den ene dag værre end den anden.

Mennesker er mennesker værst, det ved Whitman, men også at de, nej vi, rummer uendelig meget fantastisk. At et menneske indeholder snart sagt alt. Dermed også det selvmodsigende. Som han skriver mod slutningen og med ord, der er blevet klassikere: ”Modsiger jeg mig selv?/Jamen så modsiger jeg mig selv./(Jeg er kolossal, jeg rummer utallige).”

Gud er til stede i alt dette, som en slags igangsætter, men det er nærværet i naturen, glæden ved at leve og sanse og tænke, være til, der for alvor sætter sig igennem i digtet, som har bevæget Allen Ginsberg, Bob Dylan og Zadie Smith og utallige andre kunstnere. Samt millioner af andre læsere. Der er noget tidløst over det. Samtidig med at det hele tiden taler til nye tider på nye måder. Fordi virkeligheden hele tiden forandrer sig. Og Whitman, der var bevidst om altings forgængelighed, vil være med hele vejen. Som en vild, vildt smuk og unedbrydelig stemme. Som den sidste linje lyder: ”For et sted bliver jeg stående og venter.” J

FOTO: THE GRANGER COLLECTION/RITZAU SCANPIX

6 stjerner

Walt Whitman: Sang om mig selv. Oversat af Jakob Levinsen. Efterord af Mads Julius Elf. 59 sider. 250 kroner. Forlaget Café Le Monde.

Fremtidens familie og arbejdsmarked Kissinger Humor som medicin

Vi lever af tillid, men mistilliden vokser Historien om det hele Foredrag Da kvinder fi k valgret Kristendom - virus eller medicin Fra fl ygtningelejr til viceborgmester Profet for en ny tid Kirkekunst i der gør dig klogere på livet perspektiv Højskolesangbogen

Herman Bang for begyndere

Hvad er det du siger Inga Binga -

foredragslisten.dk