Interview Når man

Når man snart skal dø, kan man skrive, hvad man vil

Da 78-årige Jan Guillou for et par år siden

opdagede, at han er blevet gammel, satte han sig selv helt fri til at blande litterære genrer efter forgodtbefindende. Så blev der krig i Ukraine, og hans nye romanserie skiftede fra dur til mol

interview

Morten Mikkelsen

mikkelsen@k.dk For et par år siden faldt Jan Guillou ved et uheld på en hotelgang i Lillehammer i Norge. Han holdt en flaske i hånden, som han behændigt undgik at smadre. Til gengæld holdt hans hofte ikke til faldet. ”Jeg kunne slet ikke forstå, at det kunne ske for mig. Det er da kun jävla gamla gubbar på 76 eller 78 år, som får den slags skader,” siger den svenske forfatter med et drilsk smil. Han var 76 år, da det skete, og er nu 78 år.

Men sagen er den, at Guillou, som er specialist i kulørte fortællinger om handlekraftige mænd, i årevis gik og bildte sig ind, at han da var ung endnu. Indtil hofteskaden ubarmhjertigt mindede ham om, at det ikke var tilfældet.

Man kunne så forestille sig, at den nyvundne erkendelse af rent faktisk at være godt forbi den almindelige pensionsalder ville få den svenske forfatter, journalist og debattør, som gennem mange år har udgivet en roman om året og jævnligt skriver klummer i den svenske avis Aftonbladet, til at stoppe eller i det mindste geare lidt ned. Det gjorde han absolut ikke, men valgte i stedet at sætte sit forfatterskab mere fri og sende det i en ny retning. ”Som forfatter går man jo ikke på pension i en bestemt alder som andre mennesker. For os er det en hjerneblødning eller et hjerteanfald, der bestemmer pensioneringstidspunktet. Selvom jeg er gammel, føler jeg, at jeg stadig kan skrive, og det er en stor fornøjelse for mig, at jeg kan skrive, hvad jeg vil, for jeg skriver på ren overtid. Jeg har intet tilbage, jeg skal bevise,” siger Jan Guillou.

Et jätteprojekt

overskud til at drille fotografen ved hele tiden at skifte ansigtsudtryk, når hun skal til at fotografere.

Mange kender Jan Guillou for hans barske kostskoleroman ”Ondskaben” fra 1981, for ”Coq Rouge” og de andre spændingsromaner om mesterspionen Carl Hamilton fra 1980’erne og 1990’erne. Han er også kendt for sine fire historiske romaner fra middelalderen om korsridderen Arn, der udkom omkring årtusindskiftet og i 2008 blev filmatiseret for et rekordstort budget for en nordisk film, ligesom mange har læst de 10 romaner, han udgav i 2010’erne med fællestitlen ”Det store århundrede”, hvor man følger den norsk-svenske Lauritzen-familie i krig og kærlighed, i rigdom og ruin, ude i verden og hjemme i Norden.

Ikke mindst den sidstnævnte romanserie var uhyre krævende. Et jätteprojekt af en slægtskrønike, der ikke er lavet med større vingefang, siden Thomas Mann skrev om ”Huset Buddenbrook” i 1901, erklærer forfatteren ubeskedent. 10 romaner på 10 år. En fremadskridende handling. Styr på alle historiske fakta om de begivenhedsrige år i verdenshistorien fra de tre Lauritzen-brødre dimitterer som diplomingeniører i Dresden i 1901 over to verdenskrige og et ungdomsoprør frem til dagen før dommedag den 10. september 2001. Skriveprocessen var ekstremt disciplineret, og Jan Guillou var helt bogstaveligt bange for, at den skulle tage livet af ham, inden han blev færdig. Men han overlevede og skulle finde ud af, hvad han nu skulle give sig til. ”Jeg havde i 10 år skrevet videre i den samme stil og med det samme persongalleri. Nu kunne jeg gøre, hvad jeg ville og gav mig til at skrive stilparodier på alt det, der er moderne i litteraturen. Vil I have autofiktion? Godt, I skal få autofiktion!” griner han og taster ud i luften med fingrene på et usynligt tastatur.

Spion på krykker

Resultatet blev en roman, ”Den der dræbte helvedes engle”, der sætter sig mellem alle tænkelige litterære stole og i en og samme bog forener personlige refleksioner, kras samfundskritik, slapstick-komedie, rørende skildringer af den tredje alder og kriminalthriller på krykker. Som hovedpersoner valgte han to af sine tidligere figurer, journalisten Erik Ponti og mesterspionen Carl Hamilton, der, ligesom deres forfatter, må indse, at de har nået pensionistalderen. Men ligesom deres forfatter og en hel del andre gamle 1968’ere er de trods alt ikke parat til bare at sidde i parken og fodre duer, mens de tænker tilbage på fortiden. Eller at tage imod det velmente tilbud, man i den tredje alder får fra den svenske velfærdsstat om at komme på kursus i kreativ skrivning for pensionister.

”Jeg synes, det er meget naturligt, at man skriver om sin egen alder. For eksempel er der en hel del unge mænd, der gennem tiderne har skrevet romaner om unge mænd, der tager til Paris, gør sig seksuelle erfaringer og tager hjem igen. Nu er jeg gammel og skriver om gamle mennesker. Ponti går med stok ligesom jeg. Hamilton går med krykke. Men det er jo to vældigt specielle pensionister. Selvom Hamilton bevæger sig langsommere, skyder han stadig med eksakt præcision,” siger Jan Guillou.

Fra c-dur til d-mol

Han mener, at denne symbolik snildt kan overføres til mange andre aspekter af livet. At blive ældre er en forandring, men ikke kun til det værre. Og hele idéen om, hvad man kan og ikke kan som ældre, bliver i disse år udfordret kraftigt. Tilbage i 1950’erne var det jo utænkeligt, at en mand på 78 år kunne tage på safari i Afrika eller bade i Det Indiske Ocean, konstaterer han. ”Jeg har selv oplevet, at der er nogle egenskaber, som er blevet bedre med alderen. For eksempel er jeg meget bedre til at tage den med ro i de krisesituationer, som opstår, når jeg har fået skrevet noget, som gør en masse mennesker vrede. Jeg oplever også, at man med årene får en værdifuld eftertænksomhed. Langsomheden har visse fordele,” siger Jan Guillou. ”Den der dræbte helvedes engle” udkom i forsommeren og blev godt modtaget, ikke bare af Jan Guillous store trofaste læserskare i hele Norden, men også af flere af de ellers ikke altid lige begejstrede svenske anmeldere. Faktisk rystede det Guillou en smule, at én anmelder skrev, at den bog, som Jan Guillou selv betragtede som ren legestue, et pensionistprojekt med sænkede skuldre, var hans hidtil bedste bog.

Sådan kunne løjerne med pensionistforfatteren og hans pensionisthovedpersoner med indskudte kølleslag til en lang række kendte skikkelser fra svensk kulturliv være fortsat. Faktisk var Jan Guillou godt i gang med andet bind i den nye serie om Ponti og Hamilton, da Rusland i den dimension, vi kalder virkeligheden, den 24. februar 2022 invaderede Ukraine, og det stod klart for forfatteren, at det måtte påvirke hans saga. ”Min første tanke var, at jeg kan ikke skrive sådan en komedie midt i en krig, så jeg var ved at opgive det hele. Men så kom jeg i tanke om, at Hamilton jo er pensioneret efterretningsofficer, og når en krig begynder i Europa, er det ikke utænkeligt, at alle reservister kaldes ind til militæret, så jeg besluttede mig for at fortsætte historien, selvom den første bog er skrevet i c-dur og den anden i dmol,” siger Jan Guillou, der netop har ”Jeg har selv oplevet, at der er nogle egenskaber, som er blevet bedre med alderen. For eksempel er jeg meget bedre til at tage den med ro i de krisesituationer, som opstår, når jeg har fået skrevet noget, som gør en masse mennesker vrede.

JAN GUILLOU, FORFATTER

færdiggjort manuskriptet til bogen, der udkommer i både Sverige og Danmark til foråret og har den svenske titel ”Eventuelt uppsåt”, en vanskeligt oversættelig juridisk term, der dækker over, at en handling måske, måske ikke, er bevidst.

Meget kort fortalt går den kommende historie ud på, at makkerparret Ponti og Hamilton på grund af krigen får militære ressourcer til at skaffe sig adgang til alle borgeres telefondata, men netop som de har etableret dette skræmmende orwell’ske overvågningssystem, vinder den yderste højrefløj regeringsmagten i Sverige og dermed adgangen dertil.

Som erklæret venstreorienteret gennem

mange år ser Jan Guillou dette som det ultimative samfundsmæssige mareridtsscenario, som han i øvrigt udtænkte, inden Moderaternas Ulf Kristersson den 24. oktober dannede en ny borgerlig svensk regering med støtte fra Sverigedemokraterna. Ifølge Guillou den mest højreorienterede regering i Sverige i over 100 år. ”Samtidspolitikken har altid haft det med at gribe ind i mine historier. Jeg havde ikke skrevet alle de romaner om Hamilton i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne, hvis ikke Sovjetunionen var gået i opløsning, og det, som satte mig i gang med mine romaner om korsridderen Arn, var, da man i 1990’erne begyndte at tale om ’Krig mod islam’. Jeg fornemmede, at en religionskrig var på vej og reagerede ved at kigge tilbage på korstogene som ’Religionskrig 1.0’,” forklarer Jan Guillou.

Pendulet svinger tilbage

Jan Guillou er ikke er så meget pessimist, at han tror, Ukraine-konflikten ender i den store atomkrig. Til gengæld er han så meget realist, at han forventer et øget fjendskab i Europa lang tid frem i tiden.

Lige nu taler mange iagttagere om, at den kolde krig er vendt tilbage, men det er Jan Guillou uenig i, selvom Rusland i år har indledt en angrebskrig i Østeuropa, og de traditionelle vestmagter har fordømt denne aggression. ”Modsætningen i verden handler i dag ikke om øst mod vest. Både i øst og vest er der en stor modsætning mellem nationalistiske højrekræfter og mere moderate og demokratiske kræfter. Vladimir Putins projekt er romantisk nationalisme. Han vil tilbage til storheden fra Katarina den Stores og Peter den Stores tid. Min påstand er, at Sverigedemokraterne står for omtrent den samme romantiske nationalisme, i Italien er den lige kommet til magten, og i USA kommer den måske til magten igen om to år,” siger forfatteren, der er forundret over det forløb, det netop afviklede danske folketingsvalg fik, efter at svenske debattører ellers i mange år har peget fingre ad den danske debat som fremmedfjendsk. ”Hvad sker der så i 2022? Den svenske valgkamp handler om race og religion, den danske om sygehuse, ældreomsorg og klima. Sverigedemokraterne får 20 procent af stemmerne, Dansk Folkeparti får 2,6 procent. Det ser ud til, at Mette Frederiksen er lykkedes med sin strategi om at stække højrekræfterne ved at overtage en del af deres politik,” siger Jan Guillou med henvisning til Socialdemokratiets formand.

Hvis der ikke rent politisk er et pendul, der er svinget tilbage til dengang, kommunister og demokrater havde lejr i hver sit verdenshjørne, så er der til gengæld i den litterære verden et pendul, der i dag er svinget tilbage til omtrent den position, der gik forud for 1968-oprøret, erklærer Jan Guillou. ”I dag skal al litteratur igen handle om sjæleliv og relationer. Det er dét, det litterære parnas anser for kvalitet, og det er det, alle universiteternes litteraturkurser handler om. Det er en strømning, der i vor tid er meget kvindedomineret, og som jeg føler mig fremmed i. Men det er vel i orden, når man tænker på, hvor mandsdomineret litteraturen har været tidligere,” siger den svenske forfatter, der nok kan skrive vittige parodier på tidens litterære mode, men erklærer, at han for bestandigt er sporet ind på idealer om at skrive realistisk, aktuelt og for et bredt publikum: ”For mig betyder det ikke så meget. Jeg skal snart dø. Men jeg er meget optaget af, at vejen dertil skal være så interessant som muligt.” J

2 Den 78-årige svenske forfatter Jan Guillou har udgivet flere end 50 bøger og hygger sig som pensionist med at skrive videre uden at skulle bevise noget. – Foto: Anne Kiib Larsson.

Jan Guillou

Født i Sverige i 1944 af en norsk mor og en fransk far. Debut som forfatter med ”Den store afsløring” (1974) og har siden udgivet mere end 50 bøger, herunder spionromaner, historiske romaner og journalistiske bøger. På dansk er i år udkommet klummesamlingen ”At skrive i svære tider 2005-2021” og romanen ”Den som dræbte helvedes engle”, som fortsættes i en ny roman med den svenske titel ”Eventuelt uppsåt”, der udkommer i foråret 2023. Gift med forlægger Ann-Marie Skarp og far til en datter.