Interview Jeg tror, natten ender i en morgen

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. november 2022

Julebøger2022 |Tro | 31 Jeg tror, natten ender i en morgen

Man siger, at troen

kommer af det, der høres, men troen kommer også af det, som deles. Digterpræsten Niels Johansen, beskriver sig selv som en troens tvivler med et ukrudtsfyldt hjerte

interview

Else Marie Nygaard

nygaard@k.dk I den ene hånd hviler en sten. Den er god at gå med. Niels Johansen har samlet den op engang på en tur til stranden, og den indgår i hans samling hjemme i rækkehuset i Kokkedal nord for København.

Han har samlet på sten, siden han var dreng i København. Dengang søgte han ud mod Svanemøllen – der hvor Østerbro bliver til Hellerup. Nogle af stenene kom med hjem, og andre slog han smut med. For den 78-årige digterpræst er en grå sten ikke bare grå. Der er sten, som både har ansigt og smilehuller. Vil man se stenens særpræg, skal man gøre som ham: bøje sig ned, tage stenen i hånden og vente og se, hvad der træder frem.

Ligesom Niels Johansen samler på sten, samler han på bibelhistorier, der er gode at dvæle ved. Som dreng gik han i søndagsskole med flonellograf ved Sions Kirke på Østerbro i København.

Bibelhistorier i søndagsskolen var et af ugens højdepunkter. Siden blev han teolog og var sognepræst i næsten fire årtier. Han valgte at stoppe som 65-årig for at få mere tid til at skrive. Niels Johansen har skrevet alt fra romaner til salmer. Slår man op i ”100 salmer”, finder man et par af dem.

Han beskriver sig som en troens tvivler med et ukrudtsfyldt hjerte. Nok har Bibelen fulgt ham hele livet, men der er også spørgsmål til nogle af Bibelens personer, han er blevet ved med at tumle med. Hans undren har han formet som breve stilet til blandt andre fader Abraham i Det Gamle Testamente, de bange fiskere på Genesaret sø og den gamle seer fra Patmos og dermed Det Nye Testamentes sidste sider. 74 breve er det blevet til.

Niels Johansens breve har form af korte meditationer og udkom i oktober under titlen ”Som stenene synger i vinden” på forlaget Prorex.

I Niels Johansens ene hånd hviler en sten, og hvis det ikke var, fordi en stor gravko var i gang nede på stranden, kunne vi samle flere. Men han kender et sted, hvor man kan sidde i læ, hævet over trafikken på Rungsted Strandvej, og se ud over Øresund. Han viser vej op ad en bakke til det gamle lystslot Sophienberg ved Kokkedal. ”Her er det store vindue slået op.”

Redningskransen

For at kunne skrive må han være i bevægelse. Brevene til Bibelens personer og de salmer, der også indgår i bogen, har arbejdet i ham, mens han har været ude at cykle eller gå. For et par år siden cyklede han sin sidste tur på racercyklen. Den cykel, han brugte i skoven, har han også givet væk, men i stedet har han fået smag for spinning. ”Jeg kan virkelig godt lide at få pulsen op og køre 20 kilometer. Det kan måske virke lidt håbløst, når man elsker natur, men jeg elsker også fællesskab, og det er der på spinningholdet og på powerwalk-holdet.”

Når han dyrker motion, sker det ikke sjældent, at han bliver spurgt, hvad det er for et armbånd, han bærer. Han trækker op i ærmet, og en farverig krans kommer til syne. ”Mange tror, det er noget, et af mine børnebørn har lavet, men det er Kristuskransen (bedekrans red.), som jeg har gået med i mange år. Jeg plejer at sige, at det er min redningskrans.”

Beder man Niels Johansen forklare, hvad tro er, citerer han det brev, han har skrevet til de bange fiskere, som man møder på Genesaret sø i Matthæusevangeliet. Jesus lå i båden og sov, mens et voldsomt uvejr rasede. ”De fortæller os, at tro aldrig er vores egen præstation, beslutsomhed eller mod. De var angste til døden, og i deres magtesløshed overgav de sig til Kristus.”

Brevet til de bange fiskere runder Niels Johansen af med følgende ord: ”Tak. At I hverken har trukket fra eller lagt til, så enhver af os, der føler os gudsforladte, når vores verden går under, uden at Jesus griber ind, stædigt må forsøge at holde fast i, at vi har lov til at råbe og skrige, indtil Jesus vågner. Og så forsøge at tro på, at han også i dag midt i verdens og vores storm vil og kan rejse sig og true ad storm og sø.”

Han har ikke tal på, hvor mange prædikener han skrev i de knap fire årtier som sognepræst, men når han ser tilbage, kan han se, at arbejdet med prædikenerne holdt ham oppe. ”Man siger, at troen kommer af det, der høres, men troen kommer også af det, som deles. Og man må gerne gøre det enkelt.”

Når Niels Johansen skriver, har det nogle gange form af en prædiken, han holder for sig selv. ”Jeg skriver for at komme ud af min tvivl. Når jeg er mest i tvivl, må jeg sige: ’Kristus er opstanden. Amen’. Og hver dag er jo påskedag. Kristus som opstanden er troens dna.”

Hvad giver dig håb?

At bede morgen- og aftenbøn. At læse god litteratur. At være i en fyldt foredragssal. Kilde: Niels Johansen

Niels Johansen

Født i 1944 i København. Er cand.theol. fra Københavns Universitet i 1971. Var sognepræst i Kildevældskirken på Østerbro i København fra 1972 til 1980, hvor han kom til Skovlunde Kirke ved København, hvor han var præst frem til 2009. Fik udgivet en ungdomsroman som 32-årig og har siden skrevet flere børnebøger, noveller, sange, viser og salmer. Aktuel med bogen ”Som stenene synger i vinden”, der udkom i oktober på forlaget Prorex.

Fejlene er lette at se

Niels Johansen fortæller om en dag, hvor han snublede. Han havde været her på yndlingsstedet mellem Rungsted og Kokkedal og nydt den gode udsigt og fik for meget fart på ned ad bakken.

”Jeg tror jo, at jeg er lige så adræt, som jeg var engang.”

Han smiler, mens han fortæller om episoden. Og i det hele taget er det, som om at hans syn for egne fejl er bedret, alt mens øjnene er svækket med alderen. ”Jeg behøver ikke bære briller for at se, hvad jeg ikke får gjort, og se, at jeg er småegoistisk og lettere selvoptaget.”

Han har flere teologiske helte, men den største er nok Theodor Jørgensen, som var professor i dogmatik og ulønnet hjælpepræst ved Helligåndskirken i København. Så ofte det var muligt, hørte Niels Johansen Theodor Jørgensen prædike, og en af bogens tekster er tilegnet ham. ”Theodor Jørgensen talte om Kristussignaturen i mennesket. Der er en gudbilledlighed i os, som vi ikke har tabt.”

Eller som Niels Johansen skriver på en af bogens sidste sider: ”Gud ser ikke vort morgenspejlbillede, men sit billede i enhver.”

Som ung præst havde han en krise, hvor dødsangsten fyldte. ”Jeg ville meget nødig dø, for jeg holdt så meget af livet. Min generation af præster har generelt forsømt at prædike om det evige liv, men jeg tror, at natten ender i en morgen. Jeg ved ikke, om alderen har gjort mig mindre bange for døden, men jeg er blevet mere taknemmelig for hver dag, jeg får givet.” J

0 ”Jeg behøver ikke bære briller for at se, hvad jeg ikke får gjort, og se, at jeg er småegoistisk og lettere selvoptaget,” siger Niels Johansen. – Fotos: Leif Tuxen.