Anmeldelse Det kræver råstyrke at blive en ægte kunstner

6 |Julebøger2022 | Dansk litteratur Det kræver råstyrke at blive en ægte kunstner

I Hanne-Vibeke Holsts seneste medrivende

murstensroman får vi hele pakken og mere til om billedhuggeren Sonja Ferlov Mancobas (1911-1984) første 33 år

anmeldelse

Lisbeth Bonde

kultur@k.dk I 2017 fik Hanne-Vibeke Holst adgang til et righoldigt arkiv med kunstner og billedhugger Sonja Ferlov Mancobas (1911-84) breve, dagbøger og udklip, som hun nu har studeret, vendt og drejet og skabt en meget lang roman ud af. Hun må være den person i kongeriget, der ved mest om Sonja Ferlov Mancoba – helt ned til de mest intime detaljer, som hun har kunnet læse sig til i en brevveksling med blandt andet Sonjas franske veninde.

Romanens ydre handling kommer næppe bag på den kunstkyndige, som kender Sonja Ferlov Mancobas særegne liv og vanskelige kamp for at blive den nyskabende kunstner, som hun blev: i foråret 2019 gav Statens Museum for Kunst hendes værker fuldt spotlys på en smukt iscenesat udstilling, der efterfølgende kunne opleves på Centre Pompidou i Paris. For Paris var hendes og hendes sydafrikanske mand, maleren Ernest Mancobas (1904-2002), faste base. På udstillingen blev fortællingen om hendes baggrund, liv og vej til kunsten foldet grundigt ud.

Romanen har hentet sin titel ”Kriger uden maske” fra et udsagn af billedkunstneren Ejler Bille (1910-2004), der var Sonjas livslange nære og trofaste ven, støtte og kollega. Han kalder hende en radikal kunstner, men denne karakteristik kan hun ikke genkende, da hun snarere søger en indre sandhed end en ydre avantgardestatus og i øvrigt sjældent gør noget væsen af sig. Bille siger dertil, selvkorrigerende: ”Nej, du er jo kriger i en større sags tjeneste. Kriger uden våben. Eller skulle man hellere sige kriger uden maske,” med en henvisning til flere af hendes maskeskulpturer, herunder ”Maske”, der også blev kaldt ”Krigens udbrud” fra 1939.

På det tidspunkt har Sonja fået sit gennembrud både i sine egne og i kollegernes øjne med markante arbejder i tre dimensioner, som hun kalder ”væsener”, for de skal være levende, og ”have et hjerte der slår”. Med andre ord har hun fundet et skulpturelt udtryk, der er lige så besjælet som den blankpolerede fangfigur fra centralafrikanske Gabon, som hun fik i hænderne som barn hos det kendte samlerpar Kjersmeier, der hørte til forældrenes bekendtskabskreds. Da hun rører ved den lidt klæbrige skulptur, begynder der pludselig at strømme varme og energi fra den. Hun mærker dens kraft. Denne initierende oplevelse planter et frø i hende, der senere sporer hende ind på den afrikanske skulpturtradition, som hun tydeligvis er inspireret af, og som hun kombinerer med et halvabstrakt formsprog, hentet i den europæiske modernisme. Mødet med Ernest forstærker ikke overraskende hendes forankring i den afrikanske kunsttradition.

Ved Sortedam Dossering i København står hendes skulptur ”Effort commun” (fælles indsats), som hun udførte i gips i 1964, og som blev støbt i bronze, da den blev opstillet i 1982.

Den består af tre figurer, som synes at være sendt ud i et kredsløb væk fra hinanden, men som samles på tre ben i en perfekt balance. Denne skulptur er i lighed med flere andre af Ferlovs skulpturer en slags manifest for hendes grundtanke om, at kun i kraft af hinanden kan vi leve og ånde, og at ingen skaber alene. Hun var en ægte humanist og fællesskabsdyrkende idealist.

Men alle romanens fortræffeligheder til trods: Er det nu også etisk forsvarligt at fremstille en afdød persons liv på denne måde? Og hvad ved vi egentlig efter endt læsning? Giver det en dybere forståelse af Sonja Ferlov Mancobas på én gang komplekse og universelle kunst at læse om hendes følelser, tanker, erotiske liv, kunstnervenner, menstruationsbind og kamp mod samtidens snævre moral, kvindesyn og racisme? Kender vi nu sandheden om Sonja, selv om man må medgive, at Hanne-Vibeke Holst er krøbet helt ind under huden på hende og får læseren til at krybe med?

På den anden side er det nok de færreste, der ville binde an med en biografisk roman på 565 sider om en ukendt person. Her hjælper det at sætte en spændende personlighed, en kendis, ind som protagonisten, og her er Sonja eller ”Sonne”, som hun hed i familien, eksemplarisk, for hun er idealistisk, kompromisløs og sandhedssøgende – med andre ord en dybt sympatisk heltinde, for hvem det lykkedes at sætte sig igennem i et mandsdomineret kunstliv, og som lod hånt om tidens normer ved blandt andet at gifte sig med en sort mand.

Jeg synes også, at de mere private og følelsesmæssige aspekter i romanen generelt står i en højere sags tjeneste. Derudover er der jo tale om en roman, som giver fuld kunstnerisk frihed til forfatteren, som kan digte videre på sandheden.

En stærkt læseværdig roman, ikke mindst for de mange unge kunstnere in spe, der her kan læse om, hvor meget råstyrke, knofedt og selvtillid det kræver at blive en ægte kunstner. J

5 stjerner

Hanne-Vibeke Holst: Kriger uden maske. 565 sider. 299,95 kroner. Gyldendal.

0 Hanne-Vibeke Holsts ”Kriger uden maske” om Sonja Ferlov Mancoba (tv) kan især inspirere unge kunstnere, mener anmelder Lisbeth Bonde. – Fotos: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix/ Galerie Mikael Andersen og Estate Ferlov Mancoba/Wikipedia.

1 Sonja Ferlov Mancobas skulptur ”Effort commun” (fælles indsats), udført 1964, og støbt i bronze 1982, kan opleves ved Sortedam Dossering i København