JulensBøger 2018

JulensBøger TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 17. NOVEMBER 2018

F OTO : L E I F T U X E N

Tiden kræver, at alle skal være positive og omstillingsparate. Men man skal også rumme sine egne mørke følelser, mener Katrine Marie Guldager, der tidligere på året udsendte romanen ”Bjørnen”.

Ida Jessens nye roman ”Telefon” er en bevægende fortsættelse af Hvium-trilogien. Romanen flytter en dramatisk historie fra fortiden ind i nutiden og handler om de største ting: livet, tiden, verden.

Side 8

F OTO : L E I F T U X E N

Side 10

Læs også • Svenske Fredrik Backman formår i ny roman, ”Os mod jer”, at skrive en evigtgyldig, nærmest bibelsk, fortælling frem i den svenske, lille mørke by, Bjørneby.

Side 16

Læs også • Som enkeltindivider er vi statistisk set magtesløse, men vi bliver nødt til at handle, som om vi havde stor magt. Det mener forfatteren Madame Nielsen, der er aktuel med romanen ”The Monster”.

Side 6

• Vi burde ikke tale om Reformationen, men om reformationerne, siger filosof Peter Tudvad, der er aktuel med bogen ”Jan Hus, kirke, korstog og kætteri”.

Side 22 • Glimrende essayistisk bog af litteraturprofessor Anna-Marie Mai om Bob Dylans poetiske værk og dets frodige referencer. ”Sangen, poesien og bønnen bliver hos Dylan altid det sidste, der stadig kan øve sin virkning,” som hun formulerer det i bogen ”Digteren Dylan”.

Side 22

Det uudforskede sted

0 For nogle år siden strandede forfatteren AnneCathrine Riebnitzsky et døgn i en amerikansk lufthavn på vej hjem fra Sydamerika. Hun købte en bog om nærdødsoplevelser for at have noget at læse.

Den blev hun så optaget af, at hun fik lyst til selv at udforske døden i romanform, og det gør hun i sin nye roman, ”Smaragdsliberen”. ”Bortset fra verdens-

F OTO : L E I F T U X E N

rummet og dele af Sydpolen og Nordpolen er døden det sidste uudforskede sted, der findes. Det er ubetrådt land, og derfor er det spændende at skrive om,” siger hun.

INTERVIEW SIDE 4

• Fra Norge til Midtvesten i USA: Johan ­Harstad har med ”Max, Mischa og Tet-offensiven” skrevet den ultimative norske roman om USA og om længslen efter at finde hjem.

Side 12 • Biografien ”Ali –et liv” om bokseren Muhammad Ali beskriver, hvordan sportsfigurer skal forstås som en inspiration til storhed.

Side 24

2 | JulensBøger

Juletid er også læsetid

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. november 2018

Quiz med om JulensBøger 3 1. Hvad er titlen på Madam Nielsens nye roman?

3 4. Hvad hedder fortsættelsen til Ida Jessens Hvium-trilogi.

3 7. Maleren Johan Thomas Lundbye var en stor læser af skønlitteratur. Hvilken forfatter læste han blandt andet?

3 2. I hvilket årstal blev Katrine Marie Guldager født?

3 5. Hvem har skrevet biografien ”Ali – et liv”?

3 8. Hvor kommer forfatteren Ali Smith fra?

3 3. Hvor begynder romanen ”Max, Mischa og Tet-offensiven”?

3 6. Hvad er ”mokka-de-plør” et andet ord for?

3 9. Hvor voksede Bjørn Wiinblad op?

Gæt med i quizzen og vind bøger

3 Første bogpræmie består af Fredrik Backmans ”Os mod jer” fra forlaget People’s Press og Karin Slaughters ”Brudstykker” fra forlaget Harper Collins.

Bøger hører sig julen til – også under juletræet

kommentar

AF STINA ØRREGAARD ANDERSEN KULTURJOURNALIST OG TILLÆGSREDAKTØR andersen@k.dk

Det er ikke til at komme udenom: Bøger hører julen til. Ikke bare under juletræets nederste grønne grene den 24. december, hvor de hårde, firkantede pakker svøbt i glinsende papir finder plads år efter år. Bøgerne hører også julen til i en bredere forstand.

For advents- og juletiden, som vi nu går i møde, er på mange måder også en tid til fordybelse – noget, vi måske kan være tilbøjelige til at glemme i 2018, hvor julen for mange hurtigt kan komme til at handle om indkøbslister, gaveræs og den helt perfekte menu. Og det er netop, når tankerne stormer af sted, og uroen lurer, at vi skal huske os selv på, at juletiden også er en tid til eftertanke og en tid til åndelig opladning. Det er her, vi skal finde den gode bog frem og tage os tid til at fordybe os i noget, der er større end os selv og vores ufuldendte julehuskelister.

De mørke timer, de mange stearinlys og julehyggen, der for manges vedkommende toppes med en juleferie, giver rig mulighed for at finde en stille stund til at dykke ned i bøgernes univers.

Der er da også bøger nok at gå i gang med – eller bøger nok at skrive på sin ønskeseddel – hvil-

WWAdvents- og

juletiden, som vi nu går i møde, er på mange måder også en tid til fordybelse.

ket man vil få fornemmelsen af ved at bladre frem i Kristeligt Dagblads tillæg JulensBøger2018, hvor vi har samlet en række nye og tidligere bragte artikler om bøger og læsning.

På side 8 i tillægget anmeldes Ida Jessens nye roman ”Telefon”, i et interview på side 10 deler Katrine Marie Guldager de tanker, der ligger bag hendes bog ”Bjørnen”, og på side 27 funderes der over, hvad det er, biografien som genre kan. Men det stopper ikke her. På side 38 kan læseren tage med forfatter Dorthe Chakravarty tilbage til besættelsestiden og blandt andet blive klogere på, hvorfor havregrynskuglerne, der i dag er en fast bestanddel i julehyggen, blev opfundet under Anden Verdenskrig, og på side 50 er det nutidens samfund og sorgens væsen, Svend Brinkmann i sin bog har taget under luppen.

Forhåbentlig vil tillægget inspirere til at læse, og måske kan det endda inspirere til, at en ekstra bog eller to finder plads under juletræets grønne grene dette år, for juletid er også læsetid. God læselyst!

J

3 Svarene på spørgsmålene i quizzen findes i artiklerne i dette tillæg.

Send svarene til Kristeligt Dagblad, Vimmelskaftet 47, 1161 København K og mærk kuverten ”Fagbogsquiz”, eller send pr. mail til konkurrence@k.dk. Svarene skal være Kristeligt Dagblad i hænde senest torsdag den 29. november klokken 13. Vi offentliggør navnene på vinderne i avisen lørdag den 1. december.

3 De tre første rigtige besvarelser, vi trækker, vinder hver en bogpræmie.

3 Anden bogpræmie består af Preben Kristensens ”Husk at være glad” fra forlaget People’s Press og Karin Slaughters ”Brudstykker” fra forlaget Harper Collins.

3 Tredje bogpræmie består af Jamie Olivers ”Jamie i Italien” fra forlaget Lindhardt og Ringhof og Karin Slaughters ”Brudstykker” fra forlaget Harper Collins.

Udgivet af Kristeligt Dagblad

Kristeligt Dagblad A/S | Vimmelskaftet 47 | 1161 København K | Ansvarshavende chefredaktør: Erik Bjerager | Redaktør: Stina Ørregaard Andersen | Layout: Mie Petersen | Tryk: Dagbladet i Ringsted

Kom til jubilæumsauktion!

21.

22.

23.

24.

25.

26.

nov. nov. nov. nov. nov. nov.

kl. kl. kl. kl. kl. kl.

17-20 11-18 11-17 11-16 11-16 11-17

A U K T I O N

E F T E R S Y N

Det er nu 70 år siden, at det første hammerslag faldt hos Bruun Rasmussen.

Vi fejrer det med et brag af en jubilæumsauktion, hvor vi præsenterer et stort udvalg af kunst, design, antikviteter, smykker og armbåndsure. kl. kl. kl. kl.

14 14 15 14

Asiatisk kunst / kl. 16 Ældre kunst Antikviteter Smykker / kl. 18.30 Armbåndsure Russisk kunst

27.

28.

29.

30.

nov. nov. nov. nov.

4.

5.

6.

dec. kl. 16 Moderne kunst dec. kl. 14 Moderne kunst dec. kl. 15 Design Bredgade 33 · 1260 København K · Tel. 8818 1111 bruun-rasmussen.dk

BOGEN OM KIM WALL En bog om et liv - og et tab

En kraftpræstation i kampen om Kims eftermæle.

— INFORMATION

4 | JulensBøger | Danske romaner

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. november 2018

Døden er det sidste store eventyr Anne-Cathrine Riebnitzskys ”Smaragdsliberen” handler både om at finde samklang med andre mennesker og om døden. ”Jeg har en dyb tro på, at Gud er med mig, selv ind i døden,” siger forfatteren

interview

Anne-Cathrine Riebnitzsky

AF DANIEL ØHRSTRØM ohrstrom@k.dk

Frygtløst hopper forfatteren Anne-Cathrine Riebnitzsky uopfordret op på taggelænderet på toppen af Gutenberghus, mens hendes forlagsfolk ser måbende på. ”Er det ikke farligt? Vi må mindst være på 7. etage,” siger fotografen, der ser ud til at blive svimmel ved bare at kigge ind i kameraet. ”Du taler til en kvinde, der har 250 faldskærmsudspring bag sig. Og der er altså højst et par meter ned til næste afsats,” siger den erfarne forfatter og giver slip med den ene hånd for at køre en hånd igennem de krøllede lokker, inden hun smiler afslappet.

Anne-Cathrine Riebnitzsky har heller ikke kun kastet sig ud fra det ene fly efter det andet, men også været udsendt til Afghanistan som sprog-officer, ligesom hun er medlem af Kvindelige Eventyreres Klub og har rejst rundt til så mange farlige steder i verden, at hun ved, hvad hun skriver om, når hun lader en af sine hovedpersoner i sin nye roman ”Smaragdsliberen” blive bortført af ISIS i en georgisk ørken, så sandet og støvet står op af bogsiderne, for AnneCathrine Riebnitzsky kan skrive, så man nærmest kan smage sætningerne. ”Smaragdsliberen” begyndte også med en sanselig sætning i hendes hoved: ”Himlen er mørk af sne”. For sådan så himlen ud, da hun for et par år siden stod i sit daværende køkken i Varde og kiggede ud i vintermørket, mens sneen væltede ned udenfor. Men selvom romanen endte med at begynde et andet sted, handler den alligevel om, hvad der sker, når alt bliver sort, og en himmel – måske – åbner sig. For på første side dør den jødiske ædelstenssliber Pierre Levi, men han vender mirakuløst tilbage til livet med en oplevelse af, at livet ikke slutter, når det ender. ”Bortset fra verdensrummet og dele af Sydpolen og Nordpolen er døden det sidste uudforskede sted, der findes. Det er ubetrådt land, og derfor er det spændende at skrive om. Ingen ved jo helt, hvad der sker, når vi dør. Men for nogle år siden strandede jeg i en amerikansk lufthavn et helt døgn på vej hjem fra Sydamerika, så jeg købte en bog om nærdødsoplevelser for at have noget at læse. Og den blev jeg så optaget af, at jeg fik lyst til selv at udforske døden i romanform,” siger Anne-Cathrine Riebnitzsky, der siden har

Født i 1974. Uddannet fra Forfatterskolen 1998 og som sprogofficer. Hun har arbejdet som tolk for hæren i Afghanistan, og det inspirerede hende til bøgerne ”Kvindernes krig” og ”Den stjålne vej”. For romanen ”Forbandede yngel” (2013) vandt Riebnitzsky både Politikens romankonkurrence og De Gyldne Laurbær. ”Smaragdsliberen” udkom på Lindhardt og Ringhof i oktober i år.

2 Anne-Cathrine Riebnitzsky har selv fundet fred i, at Gud følger hende overalt, selv ind i døden.

– Foto: Iben Gad.

WWDet

er stadig nemmere at tale om sin tro i Jylland. Jo tættere på København K man kommer, jo sværere bliver det at tale om sin tro, medmindre man er muslim.

ANNE-CATHRINE RIEBNITZSKY, FORFATTER

stavet sig igennem stakkevis af bøger om nærdødsoplevelser, som hun også baserer sin fortælling om Pierre Levi på.

Pierres nærdødsoplevelse er ikke det eneste glimt af himlen i romanen, for hans ellers ateistiske datter Zara har også en religiøs oplevelse, hvor Gud kommer hende i møde og siger ”Du skal ikke være bange”, efter hun altså ellers lige er blevet bortført af islamister i Georgien. Men Guds stemme beroliger hende, og den form for fred har den danske forfatter også selv fundet i troen. ”Det kan virke privat at tale om sine egne religiøse oplevelser. Men jeg har da selv haft mine, og det er dybest set også grunden til, at jeg hverken er bange for at hoppe op på et gelænder eller tage til Afghanistan. For jeg har en dyb tro på, at Gud er med mig, selv ind i døden. Og jeg følges også med Gud hver dag, hvor jeg hele tiden finder tid til bøn. Det er også sådan, jeg begynder dagen, inden jeg sætter mig til at skrive. Og jeg opfatter det også som mit kald at skrive,” siger hun uden at blinke, men tilføjer så, at den slags heldigvis er blevet nemmere at tale om de sidste år, hvor den ene kunstner efter den anden springer ud af skabet for at bekende sin kristne tro.

”Men det er stadig nemmere at tale om sin tro i Jylland. Jo tættere på København K man kommer, jo sværere bliver det at tale om sin tro, medmindre man er muslim, for det må man underligt nok gerne være i de såkaldt kulturelle kredse. Men det er noget pjat at være så forskrækket over kristendommen, for et samfund bliver først rigtigt usundt, når et folk mister troen.

For hvis man mister troen på Gud, mister man også fornemmelsen for godt og ondt. Det så jeg selv, da jeg boede i Rusland, hvor kirken nu har fået et comeback. Men under Sovjetunionen gik det jo galt, da man prøvede at lave et lige samfund uden Gud. Resultatet blev et gennemkorrupt land med stor forskel på rig og fattig og et svulmende stort system, som tog ansvaret fra den enkelte. Det kan man stadig se helt ned i den russiske grammatik, der er fyldt med passiver.”

Til gengæld er der masser af religion i Riebnitzskys roman, som også handler om mødet mellem forskellige religioner, som både kan være smukt og præget af sammenstød.

Mens Zara bortføres af islamister, genoptager den jødiske fader Pierre således sit barndomsvenskab med muslimen Youssef, der kan blive rasende

over de slamberter, der kidnapper hans religion og udfører terror og vold i Allahs navn. ”Jeg har selv oplevet masser af muslimer som Youssef, der skelner skarpt mellem islam og islamisme. Og jeg har også baseret ham på mennesker, jeg har mødt, mens jeg var i Egypten, hvor jeg deltog i en litteraturfestival og talte på universitetet, hvor jeg mødte en stor vrede over, at islam bliver taget som gidsel af ISIS og andre islamister. Og mens jeg skrev bogen, blev det også stærkt for mig, at Abraham blev respekteret af sine fjender for at holde fast i sin egen tro, men alligevel at arbejde for andres bedste. Det er et ståsted, som man stadig kan stræbe efter. Og i den bedste version af både islam, kristendom og jødedom er der plads til den form for rummelighed. Der findes endda et koranvers, hvor der står, at der ikke findes tvang i religionen,” siger hun og tøver, inden hun tilføjer: ”Nu skal man jo passe på med at blive politisk, men man kan godt undre sig over, at det skal være så svært at leve som kristen i mange arabiske lande, hvor der findes massive kristenforfølgelser, når man tænker på, at vi herhjemme giver lov til at opføre moskéer.”

Venskabet mellem ædelstenssliberen Pierre og guldsmeden

Youssef viser en anden vej, hvor der er respekt for andres tro. Og tilgivelse og forsoning spiller også en stor rolle i romanen, og det er nok ikke tilfældigt, at de to mænd arbejder med ædelsten og ædelmetaller som billeder på det fineste, der findes. ”Jeg har været fascineret af smaragder, siden jeg sad på gulvet foran fjernsynet som en lille pige og så Dronningens smaragddiadem. Også dengang betragtede jeg hende som hele Danmarks gode mor. Og jeg kan også godt lide farven og det smukke i, at smaragder er de eneste ædelsten, der godt må have urenheder i sig selv uden at miste værdi. Det gør dem næsten menneskelige,” siger forfatteren, der også har brugt lang tid på at studere håndværket i at slibe ædelsten, og undervejs var hun på studieophold i en lille tysk by for at komme tæt på nogle af verdens bedste ædelstensslibere. ”For eksempel fandt jeg ud af, at man skal have en god hørelse for at blive en god ædelstenssliber. For det er afgørende, at man kan høre fløjtetonen, når ædelstenen og slibepladen slutter helt tæt, for så er den så plan, som den kan blive, og så skal man ikke fjerne mere, ellers taber den jo værdi.”

J

6 | JulensBøger | Danske romaner

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. november 2018

Hvis man vil ændre verden, må man begynde med sig selv Som enkeltindivider er vi statistisk set magtesløse, men vi bliver nødt til at handle, som om vi havde stor magt.

Det mener forfatteren Madame Nielsen, der er aktuel med romanen ”The Monster”

interview AF DANIEL ØHRSTRØM ohrstrom@k.dk

Madame Nielsen nikker op mod den lidt buttede Kristusfigur i Helligaandskirken midt i København. ”Jeg ved ikke lige med figuren deroppe, men normalt vil jeg sige, at jeg ligner ham,” siger den spinkle kunstner, der tidligere har været kendt under navne som Claus Beck-Nielsen og Helge Bille, men nu hedder Madame Nielsen og også lige – ”for God’s sake” – har taget frisk læbestift på, inden vi gik ind i kirken for at finde et stille rum i byen for at tale om den nye roman ”The Monster”, der blandt andet også handler om at gøre livet til en liturgi.

Det er også under navnet Madame Nielsen, at den danske forfatter og performer har fået sit internationale gennembrud med ”Den endeløse sommer”, der alene i Tyskland har solgt 12.000 eksemplarer på bare seks måneder. Og nu er Madame Nielsen altså klar med ”The Monster”, der handler om en ung mand, som rejser til USA for at blive a part of the show i New York-performancegruppen ”The Wooster Group”, ligesom Madame Nielsen som en ung mand også engang tog til New York for at blive en del af avantgarde-teatermiljøet i byen, der aldrig sover.

Og hovedpersonen har på samme måde som forfatteren også engang rejst rundt i det tidligere Sovjetunionen som en slags rockstjerne.

Madame Nielsen havde egentlig også en hel bog om Sovjetunionen i tankerne, da arbejdet med at skrive ”The Monster” begyndte under et refugie-ophold på Haw-thornden Castle i Skotland, men den klosteragtige tilværelse med monotone dage på slottet ledte teksten en anden vej, der både førte tilbage i forfatterens egen fortid – og i en helt ny fiktiv retning. ”Alle mine romaner har selvbiografiske træk. For jeg har udsat mig selv for mange ting, og jeg synes, at det er mest spændende at skrive i gråzonen mellem virkeligheden og fiktionen, ligesom romanen også befinder sig i en slags drømmetilstand mellem virkelighed og indbildning,” forklarer Madame Nielsen.

Handlingen i ”The Monster” udspiller sig i begyndelsen af 1990’erne i New York, hvor den navnløse hovedperson ankommer til USA som en ung mand med et kald.

Han mener også selv, at han har været medvirkende til Sovjetunionens opløsning, da han

2 ”I kunsten kan det tit virke letkøbt at bruge de kristne symboler, fordi de er så stærke, at de altid virker,” siger Madame Nielsen, der selv leger med frelserfigurer i sin nye roman ”The Monster”. Her ses forfatteren i Helligaandskirken i København.

– Foto: Leif Tuxen.

som en rockstjerne råbte ”hello, CCCP, now get up and dance with us!” til en ny generation af russere.

Men hurtigt bliver hans kald et helt andet. For nu lader han sig (mis)bruge af to tvillinger, der hver nat på præcis samme måde sætter ham i en elektrisk stol og voldtager ham – nat efter nat som en bizar kunstinstallation. I romanen bliver tvillingerne på uhyggelig vis også kædet sammen med hovedpersonens mulige storebrødre, et berømt mordertvillingepar, og med tvillingetårnene i New York, ligesom teaterfolkene i arbejdstiden spejler ”nattens forestilling” ved at gennemføre den præcis samme handling hver dag – og med tiden også med hovedpersonen som statist i et show, hvor replikkerne er ligegyldige, så længe man har noget at sige.

Madame Nielsen føler selv, at romanfiguren står på skuldrene af Dostojevskijs Raskolnikov i ”Forbrydelse og straf”, der også tematiserer den såkaldte frie vilje. ”Man kan sige, at hovedpersonen i min roman frivilligt møder op til tvillingerne hver aften, men han siger ofte, at han er glad for, at han aldrig skal vende tilbage, hvad han så alligevel gør. Det er nærmest hinsides valget. Det siger også noget om, at den frie vilje er en underlig idealstørrelse, som ikke findes i menneskelivet. Der findes ikke noget ultimativt frit valg, fordi mennesket i ethvert øjeblik er så viklet ind i millioner af små faktorer, der har indflydelse på, hvordan man handler.” ”The Monster” er – som ”Forbrydelse og straf” – samtidig også en undersøgelse af, hvad det vil sige at være et menneske, der på den ene side betragter sig selv som et overmenneske og på den anden side vil udslette sit eget selv. I ”The Monster” foregår det bare både på scenen som statist og i de natlige sexritualer, der reducerer ham til en krop. Men ensomhed er også et hovedtema i romanen, fortæller Madame Nielsen: ”Det er en ensomhedsbog, og på den måde minder den også enormt meget om Raskolnikov, som også er en person, der går hvileløst rundt i en stor by, og hvor en del af dramaet udspiller sig inde i hans eget hoved.”

Raskolnikov ender dog med at finde forløsning i Bibelen, mens din hovedperson snarere træder i Jesu sted? ”Ja, men igen på en måde, hvor det ikke er entydigt, om det er ham, der vælger det, eller om det er andre, der betragter ham som Kristus, og om de mener det. Han vil jo heller ikke bære noget kors ud over ensom-

Madame Nielsen

heden, som måske bliver hans egentlige kors.”

Selv kommer Madame Nielsen jævnligt i kirke, især for at synge salmer (allerhelst af Kingo) i den lokale klosterkirke i Sorø med sin otteårige søn. ”For mig er kirken et sted, hvor jeg kan finde ro. Jeg tror ikke på Gud. Men om jeg tror på Gud eller ej, er jeg stadig skabt af den kristne kulturhistorie.

Det tror jeg også, at Andy Warhol var. Det var derfor, han lavede sine ikoner. I kunsten kan det tit virke letkøbt at bruge de kristne symboler, fordi de er så stærke, så de altid virker. Men man kan også bruge dem som mere end en effekt, fordi de betyder noget, og det tror jeg også, at de gjorde for Warhol, der jo var katolsk opdraget. Der er et underligt paradoks mellem det meget moderne og tilsyneladende overfladiske hos ham og

på den anden side ensomheden og smerten i den ikke-troendes alligevel rituelle trospraksis, som ligger i hans produktion af ikoner og serier og kopier.”

Er der ikke også en modsætning mellem at ville gøre livet til en fast liturgi og trangen til hele tiden at forandre sig kunstnerisk – som du også selv har gjort med dine forskellige navne og identiteter? ”Jo, men der er ikke noget spil i det for mig. Jeg er stadig Madame Nielsen, når jeg går på toilettet eller vågner om morgenen.

Når jeg ikke har taget læbestift på, siger min søn dog sommetider: ’Nå, nu er du bare Nielsen’, men jeg er Madame Nielsen, så længe det varer.”

Hvordan opstod behovet for den forvandling? ”For mig handler livet om at

være i evig søgen og forvandling. Mennesket er muligvis født til at være menneske, men også til hver dag at blive et menneske. Vi når aldrig frem, men vi må hele tiden skabe og danne os. I mødet med andre mennesker må vi hele tiden være i forvandling. For ingen er færdigdannet, men alle er midt i en skabelsesproces.”

På samme måde mener Madame Nielsen, at verden stadig er midt i en skabelsesproces, som vi alle kan være med til at påvirke: ”Ethvert menneske kan i princippet ændre verdenshistorien.

Som enkeltindivider er vi statistisk set magtesløse, men vi bliver nødt til at handle, som om vi havde stor magt. Det mener jeg faktisk er en forpligtelse som menneske, ja, et kald.”

J

3 Født i 1963, døbt Claus Beck-Nielsen, men erklærede i 2001 Claus BeckNielsen for død. I 2013 stod kunsteren frem som Madame Nielsen og lever under det navn som skribent, dramatiker, scene-instruktør og performer.

3 Har siden 2013 udgivet romanerne ”Den endeløse sommer” (2014), ”Invasionen” (2016) og ”Det højeste væsen” (2017).

3 Internationalt gennembrud med ”Den endeløse sommer”, 3 Aktuel med ”The Monster” (Gyldendal).

8 | JulensBøger | Danske romaner

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. november 2018

Opkald fra fortiden og efterskælv fra Hvium Ida Jessen har skrevet en bevægende fortsættelse af Hvium-trilogien. ”Telefon” handler om det største og det mindste og det sværeste, og om verden netop nu

anmeldelse 6 stjerner AF NILS GUNDER HANSEN kultur@k.dk

Et hovedværk i Ida Jessens forfatterskab er den såkaldte Hvium-trilogi med romanerne ”Den der lyver” (2001), ”Det første jeg tænker på” (2006) og ”Børnene” (2009).

Bøgerne var specielle ved ikke at have nogen gennemgående hovedpersoner. Det var den lille, fiktive by Hvium ved Limfjorden, der bandt de tre bøger sammen. Og så nogle få bipersoner.

Et samlende motiv var ”en fremmed kommer til byen”, og han eller hun skal så prøve at begå sig i det lille samfund, hvor alle kender alle, og alle er henvist til hinanden på godt og sandelig også på ondt.

Det går ikke stille for sig i de tre romaner, som man bør se at få læst, hvis man er så heldig endnu at have dem til gode.

Ikke den nemmeste trilogi at lave en fortsættelse på her 10-15 år efter, men det har Ida Jessen ikke desto mindre gjort med den lille roman ”Telefon”, der udkom i september. Og hun har gjort det på overrumplende vis, for ”Telefon” er en helt anden slags roman. Vi er så langt fra Hvium, som man næsten kan komme i Danmark, tæt på Rådhuspladsen i København. Og så er bogen bygget op omkring telefonsamtaler mellem mennesker, der er anonyme for hinanden. Altså det diametralt modsatte af det fortættede sociale rum i Hvium.

Der bygges meget langsomt op. Vi ved dog fra første linje, at en af de frivillige, der arbejder på telefontjenesten øverst oppe i en ejendom i en sidegade til Rådhuspladsen, er Lisa, der i sin tid var præst i Hvium og mistede sin dreng, Gustav, til en flugtbilist i ”Det første jeg tænker på”.

Mellem samtalerne, og når Lisa går en tur, får vi en fornemmelse af hendes (familie)liv i dag, 15 år efter tragedien. Hun og hendes mand Frederik blev sammen; de har fået en efternøler, datteren Dafne, og på den måde en ny tid sammen. Lisa er dog bekymret for den voksne datter, Marie, der i sin barndom stod i skyggen af Gustav og havde et handicap, der blev overset.

Hun lever et vildt liv og drikker for meget i perioder.

Lisa er kun 51 år, men hun virker ældre. Hun har noget stilfærdigt og resigneret over sig i forhold til den emsige, idealistiske og hyperaktive Lisa, vi lærte at kende i den gamle roman. Hun stod midt i livet, følte sig hjemme i det og stillede store krav til både sig selv og andre. Tragedi-

3 Ida Jessen har et stort og prisbelønnet forfatterskab bag sig – blandt andet fik ”Børnene”, den tredje roman i den såkaldte Hvium-serie, boghandlernes Gyldne Laurbær. I ”Telefon” er handlingen flyttet fra den fiktive limfjordsby til København, hvor personerne fra de tre første romaner fortsætter med at udvikle sig. – Foto: Leif Tuxen.

Ida Jessen: Telefon. Roman.

162 sider.

149,95 kroner.

Gyldendal.

Og det bliver til ord, der forløser. Denne gang, for Lisa brugte også ord i tiden lige efter det forfærdelige, hun talte og talte og talte, men hun var oppe imod en mur i både sig selv og andre. Nu er hun et sted i livet, hvor hun også kan lytte, og meget længere rækker kræfterne ikke, men det er også godt nok.

De får talt ud, og hvor den store filosof Ludwig Wittgenstein sagde, at ”det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie”, konkluderer Lisa (og Ida Jessen) omvendt i romanens sidste ord, at ”det, man ikke kan tie om, om det må man tale”.

en slog hende selvfølgelig ud, men hun kæmpede sig trodsigt og næsten skræmmende tilbage. Hun ville ikke bare finde flugtbilisten, men også tilgive vedkommende og få alle bragt videre.

Den Lisa er helt væk. Hun skjuler sin skrøbelighed under en maske af ro, og i en rørende scene, hvor hun og Marie mødes og snakker på en café, viser det sig, hvor lidt der skal til (en tatovering!), for at Marie kan gøre sin mor bange.

Ida Jessen afdækker i en enkelt lille samtale den storm af følelser, der kan ligge under samværet mellem forældre og deres voksne børn.

Som frivillig taler Lisa i telefon med ensomme, udsatte, forvildede og fortabte sjæle. Bogen giver os en del af disse samtaler, der virker fint tilvirket og ”aflyttet”.

Den frivillige må udvise nænsomhed og omsorg, og i den anden ende af linjen vil man brokke sig, bede Fadervor, skælde

ud, rable, være sjofel, true med selvmord. Det er virkelig den svære samtale. Det kan både være svært at holde den gående og at få den afsluttet på rimelig vis. Den frivillige må ikke give for meget af sig selv eller gå for dybt ind i tingene og slet ikke være formynderisk, men samtidig skal man jo være til stede, lytte i egentlig forstand, spørge ind og så videre. Lisa balancerer ofte på en knivsæg.

Ida Jessen undersøger detaljeret og nysgerrigt den særlige lille-verden omkring telefontjenesten. De forskellige rum, der hedder ting som Potten, Panden og Musestuen, de forskellige kolleger, hvoraf nogle er ret anonyme, og så er der Guggi, som Lisa i hvert fald ikke bryder sig om. Og så er det vigtigt at holde pause, alle skal have deres pause.

I lang tid tror læseren ikke, at vi for alvor kommer tilbage til det, der skete dengang i Hvium.

Lisa taler flere gange i løbet af aftenen med en meget excentrisk kvinde, der lever på kan-

ten af samfundet og det normale liv.

Man ville kalde hende en ”katte-dame”, hvis det ikke var, fordi hun har alle mulige dyr boende hos sig. På et tidspunkt nævner denne kvinde tilfældigt Hvium, og senere kommer hun med andre oplysninger, der uventet for Lisa – for denne kvinde synes så anderledes end den unge pige, hun kendte engang – afslører, at det er et menneske fra hendes egen fortid (og den mest gennemgående person i Hvium-trilogien), hun har fået i telefonen. Dette menneske kan også give hende afgørende oplysninger om påkørslen af Gustav.

Fortiden rejser sig i al sin vælde, og kan Lisa klare det? Det er jo kun et efterskælv fra dengang, siger Frederik beroligende i telefonen fra USA, hvor han er på rejse. Men Lisa taler videre med stemmen fra fortiden, blandt andet om sin egen skyld i det, der skete dengang, og hendes fortvivlede forsøg på at håndtere det ubærlige.

”Telefon” flytter ikke kun en dramatisk historie fra fortiden ind i et for historien meget fremmed miljø i nutiden. Romanen handler også om de største ting: livet, tiden, verden. Der er små passager, der blander poetisk skønhed med filosofisk dybde.

En samtale eller en monolog kan brat løfte sig til en lille åbenbaring. Der er kommentarer til flygtningekrisen og de hjemløse, der ligger på fortovene omkring Rådhuspladsen.

Lisa føler, at verden er blevet tippet, den hælder nu til hendes side, og hendes plads i den føles ikke længere bekvem. Det gælder også i forhold til alder: De gamle begynder at lukke ned, de ved, at deres plads i verden snart vil blive besat af en anden, og at pladsen og verden betyder mere end dem. Men samtidig lægger tidens blidhed sig over den voldsomhed, der var over livet, da man var ung, og Lisa ser tilværelsens under, kærlighedens anstrengelse, i den mørke storby, da hun til sidst kører hjem i en taxa med en chauffør, der heldigvis ikke vil snakke.

Jeg skal ikke kunne sige, hvordan ”Telefon” vil virke på de læsere, der ikke har haft deres gang i Hvium, men har man det, er det stærk og bevægende læsning.

Ida Jessen har tidligere dyrket ikke mindst kvindelige hovedpersoner, der rev og flåede i verden, i tilværelsen; de ville ind til kernen, de ville ikke lade sig nøje. Og de kunne let komme til at gøre skade på både sig selv og andre.

Hun synes med alderen at have fået en vis distance til denne figur, der også kunne være et udmattende bekendtskab. Men den trodsige og kamplystne vilje er der stadigvæk. Nu er den blot flyttet renere over i værket som sådan. Tidens og tilværelsens mysterier skal ikke vide sig sikre for den forfatter, der har skrevet ”Telefon”. Hun vil ind til dem, rive og flå, springe mod det umulige.

J

Årets julegaver fra Eksistensen

NATTERGALEN

Med illustrationer, prolog og epilog af Esben Hanefelt Kristensen Af H.C. Andersen Kunstnerisk, poetisk og eventyrlig – den perfekte adventseller julegave til både børn og voksne, der elsker H.C. Andersens univers. Hele bogen er illustreret af billedkunstneren Esben Hanefelt Kristensen, der med sans for eventyret vækker fortællingen til live.

“Faktisk er dette så godt skrevet, at man næsten kunne forestille sig at Esben Hanefelt Kristensen kanaliserede den gamle eventyrdigter.”

KULTURKAPELLET

40 SIDER | INDBUNDET | 139,-

JULEKALENDEREN En vinterbaders notater fra menneskehavet Af Peter A.G. Nielsen

Peter A.G. Nielsens julekalender er en samling samtaler. Rørende, opbyggelige og tankevækkende. Der er både til et træk på smilebåndet og en tåre i øjenkrogen.

“Den lille julekalenderbog må anbefales både til enhver juleentusiast, men også til alle dem, der synes det er på tide, at en anden del af Danmark får et talerør.”

3.



OPLAG!

BOOKMEUPSCOTTY.DK

“En bog fyldt med god karma.”

BOGBLOGGER.DK

120 SIDER | INDBUNDET | 125,-

ORDFORRÅD Af Inge Lindhardt Mikkelsen og Tine Illum En fordybelseskalender med en re�leksion til hver dag i det nye år.

I Ordforråd har hver uge et ord, og hver dag i ugen udfolder en ny vinkel på ugens ord. Det er små re�leksioner over dagligdagen: om gode hensigter, der kan hobe sig op, om at lukke munden på den indre kritiker, om at få ro ind i vores travle hverdag. Forhåbentlig kan ordene skabe forundring og overvejelser over livet og troen og være med til at skabe et lille forråd af ord, som kan bruges e�ter behov.

428 SIDER | INDBUNDET | 298,-

Find bøgerne på www.eksistensen.dk

vi ved hvad jul vil sige

10 | JulensBøger | Danske romaner

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. november 2018

I mange år har jeg skældt mig selv ud, når jeg blev vred Tiden kræver, at alle skal være positive og omstillingsparate. Men man skal også rumme sine egne mørke følelser, mener Katrine Marie Guldager, der tidligere på året udsendte romanen ”Bjørnen”

interview AF DANIEL ØHRSTRØM ohrstrom@k.dk

Vinteren er endnu ikke kommet til det pæne parcelhuskvarter i Kastrup, hvor forfatter Katrine Marie Guldager bor, og hvor himlen er blå som en swimmingpool, og det føles som om, vinter, skyer og mørke følelser slet ikke findes. Det gør de i derimod i forfatterens roman ”Bjørnen”, der handler om en midalderende kvinde, der føler sig som et vissent efterårsblad. Færdig og forladt. ”Jeg tror, den her roman handler mest om at kunne acceptere sig selv – også med alle de mørke følelser, man kan have,” siger Katrine Marie Guldager om romanen, som blev udgivet denne sommer.

Romanen ”Bjørnen” er, som haven i parcelhuskvarteret denne dag, også fuld af fugle, men selvom hovedpersonen i ”Bjørnen” føler sig ”velsignet af fugle”, peger fiktionens fjerkræ snarere på lidelse og overlevelse end ubekymret fuglesang.

Rødhalsen er for eksempel med fra begyndelsen af romanen som en slags forvarsel om den smertens vej, der senere skal komme – sammen med Selma Lagerlöfs historie om, hvordan rødhalsen fik sin røde farve, da den ville trække en torn ud af Jesu pande og dér blev farvet af en dråbe af frelserens blod. Og senere må en anden fugl i romanen lade livet, så hovedpersonen Vibeke, eller Vibse, som hun også bliver kaldt, kan redde sig selv og måske blive frelser for en anden. For bogen er også et slags lille kærlighedsevangelium, der både handler om værdien i at være noget for andre og værdien i at blive elsket.

Vibse er elsket af sin stabile mand Bent, der engang rettede hende, da hun sagde, at han virkede død, med ordene: ”Jeg er ikke død, jeg er ingeniør.” ”Bent er praktisk, trofast og rummelig som min egen mand.

Og det har været mit eget held at møde en mand, der er så rummelig. Det er nemt at elske en anden, når alt går godt, solen skinner, børnene er glade, og der er masser af penge, men det er, når man er sur, desperat og ulykkelig, at man har mest brug for at blive elsket. Og det er der, ægteskabet skal stå sin prøve.

Sådan er det også i bogen, og Vibse kommer også hurtigt til at savne Bent, selvom hun er irriteret på ham. For i virkeligheden er det mest sig selv, hun er irriteret på,” forklarer forfatteren uden at afsløre for meget.

Vibse er ellers vred, da hun tager alene til Sverige for at slikke sine sår, efter hun ikke alene er

0 ”Der ligger en kæmpe gave i at kunne omfavne sin egen negativitet og bagstræberiskhed,” siger Katrine Marie Guldager, der efter sit forfatterskabs første skrivekrise nogensinde fandt på at skrive om en kvinde, der er alene i skoven.

– Foto: Leif Tuxen.

blevet fyret som gymnasielærer (på grund af samarbejdsproblemer), men også er blevet ”forladt” af sin enbårne datter, som nu er flyttet hjemmefra for at læse matematik. ”Fyringen fylder ikke lige så meget som den krise, datteren udløser, da hun flytter hjemmefra. Jeg tror, at det er sorg, som mange forældre oplever, når børnene flytter hjemmefra, mens man både ryger ned på deres og samfundets rangstige, fordi man på en eller anden måde har udtjent sin vigtigste pligt.

Og jeg tror, at det er en sorg, som er overset. For hvad er der tilbage, når barnet, man oplevede som det største i både livet og samlivet, flytter væk? Sådan er der en sorg forbundet med alle livsfaser, der slutter, og ud af den sorg må Vibse så finde sig selv igen.”

Veninder har Vibse stort set ingen af, mens hendes ”irriterende forstående” mand ”Bent” (som i virkeligheden hedder Lars) ikke gør Vibses humør bedre med sine soldaterkammeratklap på skulderen. Det er derfor, at hun er taget alene op til parrets ødegård i det fiktive område ”Värmland”, der ligner en bjørn på kortet, ligesom man – måske – også kan møde en bjørn her.

Og da strømmen går under en snestorm, kommer romanen

pludselig til at handle om mere end en psykologisk overlevelse. ”Jeg elsker selv at se programmer om livet i vildmarken, men jeg er ikke selv så god til at være alene. Vi har faktisk også selv et sommerhus i Sverige, men hvis jeg selv var landet i sådan en livskrise, ville jeg ikke have taget væk for mig selv, men snarere have tjekket ind på et luksushotel. På den måde er Vibse faktisk modig,” siger Katrine Marie Guldager, der selv fandt på at skrive om en kvinde alene i skoven efter sit forfatterskabs første skrivekrise nogensinde. ”Tidligere har jeg både i ’Køge-krøniken’ og ’En uskyldig familie’ arbejdet med lange livsforløb i mine historier, men her har jeg ’bare’ skullet være sammen med en vred kvinde og fryse, sulte og lide med hende i de 11 dage, romanen strækker sig over,” siger forfatteren og ler, inden hun tilføjer: ”Men gennem de dage forvandler hun sig også meget fra at være utilfreds med stort set alt i sit liv til at nærme sig en slags taknemmelighed. Tænk, at vi overhovedet er her! Hun begynder også at bede til Gud, måske fordi hun ikke har andre at snakke med, og hun indser, hvor stor naturen her. Vi er jo ellers hele tiden en del af et fællesskab og en civilisation, så der er også lidt civilisationskritik i

bogen. For vi har glemt, at vi bare er nogle små myrer i skoven.”

Troen er også et billede på, at der findes noget, der er større end os selv og vores teknologiafhængighed, forklarer Katrine Marie Guldager: ”Vi lever i en tid, hvor mange næsten ikke er alene med sig selv, fordi der hele tiden er støj i form af skærme og andre mennesker. Tidligere var jeg heller ikke ret god til at være alene, måske fordi jeg var bange for mit eget selskab. Men jeg er kommet til et sted i livet, hvor jeg i højere grad kan rumme mine egne både gode og dårlige sider. Jeg kan være alene med mig sig selv og stå ved mig selv. Det har jeg haft sværere ved før,” siger Katrine Marie Guldager. ”Jeg synes, det ligger i tiden, man skal være så overdrevet positiv og omstillingsparat hele tiden, men jeg synes også, at der ligger en kæmpe gave i at kunne omfavne sin egen negativitet og bagstræberiskhed. Man kan ikke bare skære det mørke væk og fokusere på det lyse. Sådan er mennesket jo ikke. Vi er jo netop også rasende, sårede og frustrerede. Alle de negative følelser hører med til livet. Vrede er jo for eksempel en fantastisk kraft, der fortæller os, hvornår vi føler os oversete eller forulempede, hvornår vores retfærdighedsfø-

lelse bliver trådt på. Vrede er et vigtigt signal fra psyken om, at noget er galt. Man kan jo også blive vred på sig selv, hvis man har sagt ja til alt muligt, man ikke vil. Men det er, som om vores tid ikke tillader, at vi føler andet end evig omstillingsparat bekymringsfrihed.”

J

Katrine Marie Guldager 3 3Født i 1966 og vokset op ved Hillerød som datter af en skovbrugskandidat og en landskabsarkitekt. I 1994 blev hun cand. phil. i dansk fra Københavns Universitet. Samme år blev hun uddannet fra Forfatterskolen og fik sin debut som lyriker. Hun har skrevet digte, noveller, børnebøger og romaner. Hendes bøger er oversat til flere sprog. Hun har modtaget en række priser og legater – herunder Statens Kunstfonds livsvarige kunstnerydelse.

3 3Hun bor på Amager ved København, er gift og har to børn.

3 3”Bjørnen” udkom på Gyldendal i sommer.

DRUKNEULYKKEN der førte til

stiftelsen af Kristeligt Dagblad

Et helt særligt venskab lars irgens petersen & thomas bjerg mikkelsen

Alle vil jo bare elskes

jens kristian lings

Himmel og Hav og Harboør

En livstidsfanges historie og en vens tanker

Drukneulykken 1893



»Billedet af datidens missionsfolk i Harboøre bliver nuanceret. Og man får tydeligt indblik i, hvor totalt forskelligt en sag kan ses og beskrives af mediefolk.«

»Bogen er både rystende og fuld af håb.

Lars Irgens Petersens liv i kriminalitet er barskt og råt, men et menneske er ikke bare sin fortid. Der er altid et håb, lyder det fra kristendommen. Bogen er også fuld af klogskab og ømhed.« / Kristeligt Dagblad

/ Kurt Etrrup Larsen, dr.theol., professor i kirkehistorie



»Historien om drukneulykken er ofte blevet fortalt. Men med den dokumentation, som Lings lægger frem, sættes den ind i et anderledes og særdeles relevantperspektiv.« / Kristeligt Dagblad

230 sider 249,95 kr.

jens ole christensen

208 sider 199,95 kr.



»Jens bog om Bjergprædikenen er tion og opmuntring til både at ville ord og at hvile i dem ... Der er ingen billig kritik.« / Kristeligt Dagblad

Ole Christensens en vigtig inspira inspiraBjergprædikenens letkøbte svar eller

martin de lange

På kanten af Paradis

Jesus og de jødiske fester

Kristen i Tyrkiet – med livet som indsats

Israels festkalender som guide til Det Nye Testamente

288 sider 249,95 kr.



»Han kan sit stof og har levet i det.« / Kristeligt Dagblad »Jeg er umådelig glad for Jan Holm Mortensens bog.

Den er en perle ... Jeg håber, mange åbner den og lader sig betage af dens indhold og rigdom.« / Katolsk Orientering

 208 sider 199,95 kr.

»Der burde være en advarselstrekant på forsiden. For at være missionær på den måde er farligt og ikke for sarte sjæle.« / Kristeligt Dagblad

Husandagtskalender 2019

jens bruun kofoed

Digital Demens

Lohse | LogosMedia | Credo | Fokal | Kolon | Refleks Forlagsgruppen Lohse · 75 93 44 55 · info@lohse.dk

»Giver os både den rå, usminkede fortælling fra den mørke side af samfundet - og så den kristne, analytiske kommentar, der kommer vidt omkring. Kombinationen er spændende - og tankevækkende. Ikke mindst i et samfund, hvor vi i årevis har skærpet domme og straffe. Der er stof til en grundig politisk og menneskelig diskussion i denne bog.« / Jysk Fynske Medier

jan holm mortensen

manfred spitzer

»Når vi nu ved, at den digitale afhængighed er skyld i alt fra diabe392 sider tes og depression til op299,95 kr. mærksomhedsforstyrrelser og overvægt, hvorfor bliver vi så ved? ... Det er de simple, men dog uhyggeligt komplekse spørgsmål, som den tyske psykiater og ekspert i neurovidenskab Manfred Spitzer forsøger at besvare i sin bog ”Digital demens”. / Kristeligt Dagblad »Højaktuel og velskrevet bog, som i høj grad lægger op til refleksion og overvejelser omkring børns brug af digitale medier.« / Lektørudtalelse



En JUL fuld af BØGER

Dyb hvile og dynamisk liv

Bjergprædikenen læst langsomt

280 sider 199,95 kr.

Før Darwin 216 sider 199,95 kr.

Et forord til debatten om skabelse og evolution



»Der lægges op til en samtale præget af en respektfuld og saglig retorik, med frihed til at drøfte forskellige scenarier uden på forhånd at blive udråbt som kætter. Bibelsk skabelsestro og sober naturvidenskab kan ifølge forfatteren fint trives side om side uden at krænke hinanden.« / Kristeligt Dagblad

776 sider 199,95 kr.

»Intet mindre end et scoop for travle troende og tvivlende.« / Kristeligt Dagblad

lohse.dk

12 | JulensBøger | Nordisk litteratur

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. november 2018

Søvnløs i Stavanger

2 Johan Harstad er født i Stavanger i 1979 og bor i Oslo.

Tidligere er på dansk udkommet romanen ”Buzz Aldrin, hvor blev du af?” – Foto: John Erik Riley.

Fra Vestlandet i Norge til Midtvesten i USA: Johan ­Harstad har med ”Max, Mischa og Tet-offensiven” skrevet den ultimative norske roman om USA og om længslen efter at finde hjem

anmeldelse 6 stjerner AF MICHAEL BACH HENRIKSEN bach@k.dk

Den fossende elv af norsk talent, der oversvømmer det danske bogmarked for tiden, har nu kastet denne mastodont af en nærmest altomfattende tekst fra 2015 op på vore bredder. Oversættelsen af Johan Harstads ”Max, Mischa og Tet-offensiven” er en begivenhed. Romanen er helt vildt ambitiøs, og endnu vildere er det, at den unge forfatter fra Oslo lykkes med det hele.

Den lange, men forunderligt nok ikke for lange roman, begynder i USA, i Midtvesten, hvor en norsk teaterinstruktør (Max fra titlen) ligger søvnløs. Han er på turné med sin teatertrup og er endt i en eksistentiel blindgyde midt i livet. Max har ikke været i Norge i 20 år, men savner sin barndoms Stavanger af hele sit svulmende hjerte. ”Hjem. Det smukkeste ord i det norske sprog,” som han siger til sig selv og os læsere, der skal med ham på færden tilbage i tiden.

Nu begynder nemlig en stærkt elektrificerende elegi, der på et overordnet plan handler om overgange: fra barn til voksen, fra et velkendt land (Norge) til et fremmed land (USA), fra 1960’erne til 1990’erne, fra politik til krig – samt om overgangen fra liv til kunst.

Og kunst er der masser af i bogen. Max er teateruddannet, så der er løbende mange overvejelser om scenekunstens egenart.

Hans onkel Ove er jazzmusiker, så talrige toner fylder også romanen.

Max og hans ven Mordechai er filmnørder, så cineaster blandt romanens læsere har en fest med at følge især ledemotivet fra Francis Ford ­Coppolas Vietnam-film ”Dommedag nu” fra 1979 gennem handlingen. Og sidst, men ikke mindst, er der billedkunsten, for den anden person i titlen, Mischa med efternavnet Grey, er kunstneren bag en række værker, som på det tidspunkt, hvor romanen begynder, går til rekordpriser på kunstauktioner.

Max og Mischa bliver tidligt kærester i en fuldkommen bedårende skildring af ung kærlighed – dét kan Harstad også – så man som læser føler sig som 16-årig igen, men vi fornemmer

også, at der på et tidspunkt vil ske noget forfærdeligt. ”Nulpunktet” kalder Max det...

Og så til allersidst, og slet ikke allermindst, handler bogen jo om det, den er: litteratur. Hvordan finder Max den røde tråd i sit rodede liv, hvordan skaber han orden i sin fortællings kaos, ja, hvordan hænger et liv sammen?, som Harstads landsmand Jan Kjærstad ofte siger, at hans romaner handler om.

Men tilbage til begyndelsen igen: Max vokser op i Stavanger med sin søster Ulrike, opkaldt efter den berømte Meinhof, sin teaterglade mor og sin pilot-far.

Begge forældre er aktive på den norske venstrefløj i Arbeidernes kommunistparti, kendt som AKP(m-l), hvor de mødte hinanden. Som barn har faderen sunget missionssange som ”Hvilken ven vi har i Jesus” og ”Alt for Jesu fod jeg lægger”, men som voksen er det politikkens alter, han ofrer på – eller hvad? For i virkeligheden er den kejtede Svein (hvis navn bliver kilde til barokke situationer, da familien emigrerer til USA (”Swine?!”)) slet ikke så solidarisk med boreplatformsarbejderne i byen og har svært ved at drikke en håndbajer med naboerne på vejen.

Han er højtbetalt pilot og har det bedst med at flyve over det hele – også familien, som han efterhånden bliver så fraværende fra, at Max og moderen er den egentlige kerne i konstellationen.

Det er med stor modvilje, at Max flytter med over Atlanten som 13-årig. USA er jo egentlig en forhadt imperialistisk stormagt, men gode flyruter i store Boeings frister kommunisten Svein, så familien flytter, og Max må genopfinde sig selv. Som barn legede han krig med sine venner i skovene omkring Stavanger, og det var altid Vietnamkrigen, og særligt slaget om kongebyen Hue under Tet-offensiven i 1968, som drengene genopførte.

Nu kommer Max til New York i en forstadsbebyggelse kaldet Garden City (ja, uddrivelsen af Edens Have er også et tema i bogen), og får krigens virkelige efterdønninger ind på livet.

Det sker blandt andet gennem den i første omgang forsvundne onkel Ove, der i USA hedder Owen og er både jazz-musiker, jord- og betonarbejder og Vietnam-veteran med et omflakkende liv bag sig, som optager en

WWBørn ser så

meget, som de voksne ikke tror, de ser, og kunstneren Harstad har beholdt det barnlige blik på verden.

stor del af handlingen i form af blandt andet hans dagbøger.

Her møder han også Mordechai, der er vokset op i en rig jødisk familie på Upper West Side og en far med en fin stilling i finanskoncernen Lehman Brothers. Mordechai går på samme teaterskole som Max, og de to venner mødes virkelig gennem kunsten. Da de finder ud af, at de kan lide den samme musik, de samme film, og de

samme teaterstykker, er vejen til et livslangt venskab grundlagt.

Og så er det Mordechai, der introducerer Max til den smukke og dragende Mischa. Mordechai er eksotisk for den unge nordmand, for han går blandt andet til psykolog for at komme til klarhed om sin seksualitet, hvilket set gennem Max’ øjne ser sådan ud: ”Det var næsten eksotisk, i Norge havde jeg ikke hørt om nogen, der gik til psykolog, medmindre de var komplet sindssyge, og var man ikke det (sindssyg), men gjorde det alligevel (gik til psykolog) for at tale med nogen (terapeuten), var folk sikre på, at man var blevet det (sindssyg) eller også bare havde siddet i træk for længe.

Eller begge dele. I Norge var der tradition for at bide tænderne sammen.”

Men i USA får Max åbnet munden, skabt sin egen stemme og ender med at blive et stort navn i teaterverdenen. Men så er der jo nulpunktet: Historien om Mischa. Læs endelig, endelig

selv. Men det er udtryk for Harstads suveræne billedskabende evner, at han kæder nulpunktets runde form sammen med solen over Californien, tromlen i de vaskemaskiner, der er Mischas foretrukne motiv som hyperrealistisk kunstner, samt sin fars runde testikel, der en barok sommer hele tiden hænger uden for hans hjemmelavede shorts. Børn ser så meget, som de voksne ikke tror, de ser, og kunstneren Harstad har beholdt det barnlige blik på verden. Et blik, som han omsætter til helt fantastisk prosa i ”Max, Mischa og Tet-offensiven”. Romanen er både ambitiøs og letlæst og har bud til alle tænkelige læsere: den politisk interesserede, den USA-interesserede, den Norges-interesserede, den kunstteori-interesserede, den udviklingsroman-interesserede, den kærligheds-interesserede.

Kort sagt: til alle med interesse i suveræn kunst, der transcenderer tid og sted og på forundeligste vis handler om læseJ ren selv.

Johan Harstad: Max, Mischa og Tet-offensiven.

Oversat af Lea Carlsen Ejsing og Nete Harsberg. 1066 sider. 400 kroner. C&K Forlag.

HØJSKOLESANGBOGEN FOR BØRN

Pris: 249 kr.

Navn med guldtryk kan bestilles på webshop.hojskolerne.dk. Pris i alt: 359 kr.

Stream eller køb melodierne via din musiktjeneste* *søg på Højskolesangbogen som kunstnernavn.

Udgivet af FFD’s Forlag, Folkehøjskolernes Forening i Danmark, 2018 74 sange illustreret af Zarah Juul. www.hojskolesangbogen.dk/børn

14 | JulensBøger | Nordisk litteratur

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. november 2018

De har olie, fjelde, skiskytter og utroligt gode bøger Det kører for norsk litteratur i øjeblikket med masser af roste udgivelser, hvoraf mange oversættes og sælges til udlandet. Men hvad gør de rigtigt deroppe? Kristeligt Dagblad er gået på jagt efter svaret

tendens AF LISE KABELL SØGAARD OG DANIEL ØHRSTRØM lise.soegaard@k.dk, ohrstrom@k.dk

”Det går ret godt for nordmændene i øjeblikket, gør det ikke?”.

Det er sådan en ting, man kan høre folk sige med henvisning til lidt af hvert: Norge er blevet et rigt land, godt hjulpet frem af nordsøolien. Naturen har de mere end nok af deroppe. Sportsmæssigt er de i hvert fald på højde med os, i håndbold måske endda lidt bedre og i skisport blandt verdens bedste. Norsk tv er så godt, at dansk tv er begyndt at sende den ene norskproducerede serie efter den anden i bedste sendetid, tænk blot på ”Hjemmebane” og ”Skam”.

Og litterært, ja, der går det også særdeles ”grei”.

Man kan blive helt forpustet ved tanken om alle de gode norske forfattere, der er for tiden.

Der er Karl Ove Knausgård (selvfølgelig), Jan Kjærstad, Linn Ullmann, Dag Solstad, Jon Fosse, Herbjørg Wassmo, Geir Gulliksen, Lars Saabye Christensen, Per Petterson, Thomas Espedal og norsk-amerikanske Siri Hustvedt. Og der er også Roy Jacobsen, Helga Flatland, Cecilie Enger, Marit Tusvik og Joachim Førsund. Og der er de helt friske forfatterskud, som måske bliver de næste store navne i norsk litteratur: Jan Kristoffer Dale eksempelvis, som med tre store bogpriser til debuten ”Arbejdsnæver” (der også er udkommet på dansk) fra sidste år er ganske godt på vej. Og den ligeledes prisnominerede Roskva Koritzinsky, hvis noveller netop er udkommet på dansk og anmeldes længere fremme i sektionen.

Det går bare godt – men hvorfor egentlig? Kristeligt Dagblad har sat sig for at jagte forklaringen på det litterære opsving og begynder på Norges største forlag, Cappelen Damm. Forlagets chef for skønlitteratur, Kari Joynt, blev sidste vinter ”hentet” fra forlaget Oktober, et mindre, men velrenommeret forlag med det altoverskyggende es Karl Ove Knausgård i stalden.

Over telefonen fra Oslo, med en frisk efterårsblæst i røret, erklærer hun sig enig i, at det går ”veldig” godt for norsk litteratur i øjeblikket. ”Der er en slags momentum lige nu og en stor selvtillid hos både forlag og forfattere. Men den er ikke kommet af ingenting,” siger hun.

Den åbenlyse årsag til, at der findes både bred og rig norsk litteratur, som gør det godt i udlandet, er den såkaldte ”indkøbsordning”, de norske forlag

0 Der findes et væld af gode norske forfattere for tiden, her er fire af de store foreviget. Fra venstre Karl Ove Knausgård, Herbjørg Wassmo, Per Petterson og den amerikansk-norske Siri Hustvedt.

– Tegning: Rasmus Juul.

har med den norske stat, mener Kari Joynt. ”Når der udgives en skønlitterær bog af en vis kvalitet, indkøber staten 703 eksemplarer, som går til bibliotekerne. Det betyder, at alle norske biblioteker er godt repræsenterede med norsk skønlitteratur. En norsk debutant får i reglen et betydeligt højere honorar for sin bog end en dansk eller svensk debutant. Og så har forlagene et garanteret mindstesalg, som gør, at vi kan satse mere,” siger hun.

Det er en ordning, som er unik i verden – men bestemt ikke gratis, påpeger hun. ”Norge er et rigt land, og vi har ressourcer til at satse på kunst og kultur. Jeg ser indkøbsordningen som et valg, der er gjort, fordi man ser bøger og litteratur som en vigtig sprog- og kulturbærer i det samfund, vi har. Som noget, der er kulturbyggende,” siger Kari Joynt.

Men afhænger den gode litteratur af penge? Både og, mener Kari Joynt og giver forfatteren Roy Jacobsen, hvis bøger er solgt til 23 lande, til eksempel. ”Den gode litteratur bliver jo ikke til af penge, den bliver til af sig selv. Men det at få den ud, få en bog udgivet og læst, handler om penge. Roy Jacobsen skrev ni bøger, før han fik sit kommercielle gennembrud. Hvis vi som forlag havde været mere afhængige af, at han solgte bøger, var det ikke sikkert, han var nået

dertil. Men hvis bøger kan finde læsere gennem biblioteker, og det i første omgang er nok, giver det forlagene en mindre finansiel risiko og en større villighed til at satse på litteraturen. Vi kan som forlag aldrig vide med sikkerhed, om en forfatter kommer til at sælge, vi kan lægge en masse arbejde i teksterne uden at vide, om det giver os et større afkast. Men måske sker det efter den niende bog.”

Spørger man forfatterne, ser de også cool cash som en stor del af forklaringen. ”Det korte bud er, at vi har haft – og har – en stærk statslig litteraturpolitik,” siger Vigdis Hjorth, forfatter til den omtalte autobiografiske familieroman ”Arv og miljø”.

Den såkaldte Bokavtalen er et eksempel på noget, der i hvert fald ikke findes i Danmark. Det er en aftale mellem forlæggerne og boghandlerne, som sikrer en fast pris på norske bøger i en tidsafgrænset periode, og som også betyder, at enhver boghandel har pligt til, efter forespørgsel fra kunderne, at skaffe de bøger, som lagerføres af forlagene. Og så er der forfatterstøtten, som ifølge iagttagere er højere end den danske. Vigdis Hjorth er også godt tilfreds. ”Vi har også en god stipendiepolitik. Et værk som ’Min kamp’ er et direkte resultat af den. I bind seks skriver Knausgård lige

ud, at han og familien overlever på grund af det stipendie, han fik. Så ja, det har nok med noget så prosaisk som økonomi at gøre,” mener Vigdis Hjort.

Også Jan Kjærstad, der i 1990’erne var med til at bryde isen for norsk litteratur i udlandet med trilogien ”Forføreren”, ”Erobreren” og ”Opdageren”, mener, at økonomisk sikkerhed spiller en vigtig rolle. Han peger desuden på den norske forfatterforening, der har en såkaldt solidaritetsfond, der deler overskud fra salg til bogklubber ud som stipendier. ”Forfatterne er tilfredse med måden, stipendierne fordeles på, og det har i årenes løb været vanskeligt at påpege uretfærdighed eller kammerateri,” siger han.

Nordmændene er et læsende folk, der følger deres forfattere tæt, og også i den norske presse fryder man sig over opsvinget lige nu og især de offentlige debatter, det afføder: Om hvad der er intimt og i hvor høj grad, man som forfatter må udlevere familiemedlemmer – som i Vigdis Hjorths ”Arv og miljø” og Knausgårds ”Min kamp”.

Alf Kjetil Walgermo, kulturredaktør på avisen Vårt Land, mener, at norsk litteratur aldrig har været mere interessant. ”Kvaliteten af det udgivne er jævnt over høj. Jeg tror, det har at gøre med en fornyet eksisten-

tiel alvor, som enten giver sig udslag i fortællinger om familien, klimaet eller Gud,” siger han.

Mange forfattere skriver om børn og familieliv for tiden, og i Per Pettersons nyeste roman, ”Menn i min situasjon”, er det også forholdet til døtrene, der er i centrum. Men noget af det, der virkelig højner kvalitetsniveauet, er, at forfatterne ikke længere er bange for at skrive om tro, mener Alf Kjetil Walgermo. ”De seneste 10-20 år har vi set en religiøs vending i norsk litteratur, flere centrale forfattere skriver uanstrengt op imod Bibelen,” siger han og tilføjer navne som Edvard Hoem, Hanne Ørstavik, Steinar Opstad, Mona Høvring og Jon Fosse som eksempler på forfattere, der tør tage livtag med Gud. Men det er altså ikke bare nordmændene selv, der holder af norske bøger. Det gør også danskere, tyskere, franskmænd og amerikanere. I USA er det sidste bind af Knausgårds ”Min kamp” netop kommet, og man kan godt tale om en slags Knausgård-effekt, mener Kari Joynt. ”Det har da været vigtigt for Norge, at alle skulle læse ham.

Han har skilt sig vældig meget ud, og det har betydet, at andre bøger, som måske er helt anderledes end hans, også har fået en chance; fordi de er norske,” siJ ger hun.

Karin Slaughter – Brudstykker

Lars Muhl – Lyset i et menneskes hjerte “ Bogen er den vigtigste, jeg har skrevet, og måske nogensinde kommer til at skrive. Jeg betragter den som værende mit åndelige testamente.”

- Ugebladet SØNDAG - Familie Journalen - Femina - Sidses Bogreol

- Lars Muhl

- Cats, books and coffee - Bogfidusen

“ Hvilken visdom!

Utrolig smuk bog.”

- Bognørden

- Thure Lindhardt, skuespiller

- Fru Thulstrup

Andrew Hogan – El Chapo Den sande historie fra manden, som fangede verdens mest eftersøgte narkobaron El Chapo. “ Fængslende. Den amerikanske narkobetjent, der ledte jagten på verdens mægtigste narkogangster, Joaquín »El Chapo« Guzmán, tegner i en ny bog et medrivende portræt af dem begge.”

– Weekendavisen

“ Andrew Hogan og Douglas Centurys bog om jagten på en af verdens største narkogangstere er bragende god underholdning” – Arne Mariager, Avisen Danmark / Fyns Amts Avis

26 millioner grinende børn kan ikke tage fejl!

David Walliams er Englands svar på Ole Lund Kirkegaard Bøgerne er perfekte til oplæsning fra 6-7 år og selvlæsning fra 9 år. Hæsblæsende fortællinger, som vil få din mave til at krampe af la er.

Walliams er britisk forfa er, komiker, skuespiller, tv-vært og dommer i BRITAIN’S GOT TALENT. Hans bøger er oversat til 53 sprog og er solgt i over 26 millioner eksemplarer verden over.

16 | JulensBøger | Nordisk Litteratur

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. november 2018

Det er nemt at hade og svært at elske Efteråret byder på trilogier, serier og toere. Nu også fra svenske Fredrik Backman, der atter vender tilbage til ishokeybyen Bjørneby og de mørke skove mod nord, hvor alt kan ske

anmeldelse 4 stjerner AF IBEN TANDGAARD kultur@k.dk

Der er virkelig gang i serier, toere og trilogier i litteraturen for tiden, hvor boghylderne flyder over med fortsættelser. Alle kender Karl Ove Knausgårds seksbinds-kamp og Elena Ferrantes firebinds-napolitansk barndom – men nu er også Lars Saabye Christensen lige kommet med sin toer i en Oslo-trilogi, og skotske Ali Smith er i gang med en årstids-kvadrologi, hvor ”Efterår” anmeldes længere fremme i tillægget, og toeren, ”Vinter”, snart også er på vej til de danske læsere. Og nu leveres der ligeledes en efterfølger til svenske Fredrik Backmans barske fortælling om ”Bjørneby”, der udkom sidste år.

Fredrik Backmans navn klinger bekendt i både danske og internationale ører, idet han er forfatter til succes-romanen ”En mand der hedder Ove”, der både blev filmatiseret, Oscar-nomineret og oversat til 44 sprog. Hans ”Bjørneby” var et pessimistisk portræt af en svensk lilleby, der er på vej ned. Globaliseringen presser på, flere og flere flytter ud i verden, væk fra den tidligere skovhuggerby; og byen har nu kun sit succesfulde ishokeyhold at prale af og tjene penge

3 Fredrik Backman formår at skrive en evigtgyldig, nærmest bibelsk, fortælling frem i den lille mørke by.

– Foto: People’s Press.

på. I de nye ”Os mod jer” er dramaet fra ”Bjørneby” intensiveret, og en lavine af had er begyndt at rulle: ”Har du set en by falde? Det gjorde vores. Vi vil sige, at volden kom til Bjørneby den sommer, men det vil være løgn, volden var her allerede. For indimellem er det så nemt at få folk til at hade hinanden, at det ikke er til at forstå, at vi nogensinde gør andet.”

De to veninder, som vi lærte at kende i ”Bjørneby”, Maya og Ana, er taget væk fra Bjørneby denne sommer for at komme sig over de tragiske hændelser fra sidste år. Men hjemme i Bjørne-

by er volden på vej igen, for det rivalisrerende ishokeyhold fra nabobyen Hed er på vej, og en kamp mellem de to byer er uundgåelig.

Igen er det de unge, de uskyldige, som netop skal i gang med livet og kærligheden, der må tage slagene for de manipulationer, løgne og kriminelle handlinger, de voksne sætter i værk, for at bevare deres stolthed, deres ære eller deres økonomiske status. ”Os mod jer” er en fortælling om sammenhold, fordomme, løgne, venskab, kærlighed, svigt, sorg og identitet. Hvert kapitel er

overvåget og sendt af sted af en fortæller, der hver gang mærker kapitlet med et visdomsord, man godt kan bruge et par timer på at tænke over hver gang, som for eksempel i kapitel 20, hvor Backman skriver: ”Det er svært at interessere sig for andre mennesker. Udmattende faktisk, for empati er kompliceret. Den kræver, at vi skal acceptere, at alles andres liv også udspiler sig, hele tiden.”

Fredrik Backman formår at skrive en evigtgyldig, nærmest bibelsk, fortælling frem i den lille mørke by. Personerne er ikke bare mennesker, de er også karakterer, med en skæbnebestemt rolle, der enten fører dem op mod lyset eller ned i mørket.

Det arketypiske landskab af figurer gør ”Bjørneby” og ”Os mod jer” til meget mere end svenske lokalromaner. Backman formår at hæve sit scenarie op på et klassiskerplan, hvor det handler om moralske lovmæssigheder og fortabte slægters skæbne. Og som det ofte er, er det kun døden, der kan standse den lavine af had, mennesker kan lade sig rive med af. Når et ungt menneske dør – da er alt andet ligemeget: ”Der er mange smukke træer i Bjørneby. Nogle gange siger vi, at det er, fordi der vokser et nyt op, hver gang vi begraver nogen. Det er derfor, vi placerer fødselsannoncerne ved siden af

dødsannoncerne i lokalavisen, så vi hverken løber tør for træer eller mennesker.”

Med fortællerens alvidende blik, der kan se både frem og tilbage i tiden og helt ind i sjælen på alle sine personer, gør Backman sin læser den tjeneste at lade plottet være underordnet (ganske forskelligt fra tidens mange svenske krimier) og i stedet fokusere på sprogets skønhed og evne til at fortælle om menneskets bedste og værste sider. ”Os mod jer” er et smukt og fælt drama, der trækker på gamle litterære traditioner og fortællinger som Shakespeares ”Othello” og ”Romeo og Julie”, hvor slægter strides og slår hinanden ihjel i jalousi og dumhed.

Og denne gang er rammen et moderne Norden, som vi selv kender det, i dette tilfælde et forslået og kummerligt Udkantssverige, der er ved at gå til i had, fordi kærlighed er så meget svæJ rere en følelse.

Fredrik Backman: Os mod jer. Oversat fra svensk af Louise Ardenfelt Ravnild. 498 sider. 299,95 kroner.

People’sPress.

Et liv sammenfattet i fire ord Fintmærkende lille universitetsroman om ph.d.-intriger og om ensomhed i Stockholm

anmeldelse 4 stjerner AF KRISTINE KABEL kultur@k.dk

Svenske Therese Bohman indleder sin tredje roman med Dante Alighieris velkendte ord fra ”Den guddommelige komedie”: ”Midtvejs i vores vandring gennem livet befandt jeg mig i mørke, dybe skove, forvildet fra den vej, jeg burde følge.”

Citatet er både slidt og præcist: Det passer til den historie, der derefter i et fintmærkende sprog fortælles om Karolina Andersson, professor i kunstvidenskab ved Stockholms Universitet.

Vi møder hende en varm sensommermorgen i metroen på vej til kontoret og på vej ind i et begyndende efterår, hvor hun er tæt på at miste akademisk fodfæste. Det sker, da hun bliver tiltrukket af sin attraktive mandlige ph.d.-studerende Anton Strömberg, der er kommet tilba-

3 Therese Bohmans ”Aftenland” portrætterer en ensom kvinde, der har forfulgt sine faglige interesser med den omkostning, at hun oplever sit liv som fattigt. – Foto: Göran Segeholm/ Gyldendal.

ge efter et år i Berlin. Han har fundet frem til en opsigtsvækkende forbindelse mellem en ubemærket svensk kunster, Ebba Ellis, og den tyske kunstner Franz von Stuck, en opdagelse, der kan sætte svensk kunsthistorie i et nyt lys.

Men det er næsten for godt til at være sandt.

Karolina Andersson finder først langsomt ud af, hvad der er op og ned i Anton Strömbergs opdagelser og i hendes og hans

relation. ”Aftenland” har antaster til en smal og afdæmpet spændingshistorie, som imidlertid ikke foldes ud i stort format, men gør romanen let medrivende. Det, der imidlertid står stærkt i romanen og ligger og ulmer bag plottet, er portrættet af en ensom kvinde, der har forfulgt sine faglige interesser, men med den omkostning, at hun oplever sit liv som fattigt.

Drypvist gennem romanen får

vi lidt at vide om Karolina Anderssons liv og tilværelse.

Hun elsker mænd, er selv attråværdig, hun har en affære med sin livsnydende danske redaktør Jerup på den avis, hun nogle gange skriver til, men hun har ingen partner. Kortvarigt har hun følt sig lykkelig og som en del af et fællesskab, da hun i et tidligere forhold troede, hun var gravid. På en måde er hendes tilværelse privilegeret, men ensomheden lyser ud af hendes små samtaler med kolleger på instituttet, og hun rammes af en eksistentiel tvivl om egen tilværelse, da sagen med den ph.d.studerende klinger af: ”Pludselig var det, som om navneskiltet uden for hendes kontor hånede hende, at ’Karolina Andersson, professor, kunstvidenskab’ bare var et sørgeligt syn. Det var hendes liv, sammenfattet i fire ord. Et liv burde indeholde mere, end hvad der kunne stå på et navneskilt.” ”Aftenland” ender med denne sårbare oplevelse af mangel på livsindhold. Romanen har min-

delser om universitetskrimier fra 2000’erne som ”Dinosaurens fjer” af danske Sissel Jo-Gazan eller ”Perlmanns fortielser” af den tyske filosof Peter Bieris alter ego Pascal Mercier. Men plottet er ikke for alvor stort og detaljeret hos Therese Bohman og er på en måde et fernis over et portræt af ensomhed. Jeg er ikke helt sikker på, hvilken roman forfatteren helst ville have til at træde frem. Selv havde jeg gerne set portrættet af Karolina Andersson foldet mere ud og med en fastholdelse af den stemning af ensomhed, som er fint mærkbar i Liv Camilla Skjødts overJ sættelse.

Therese Bohman: Aftenland.

Oversat fra svensk af Liv Camilla Skjødt.

246 sider. 249,95 kroner.

Gyldendal.

DE SKØNNESTE JULEGAVER ET UDELT HJERTE

ÅNDELIGT VENSKAB

Den kristne tro er under et stigende pres fra såvel en sekulariseret kultur som udfordringen fra islam.

Carsten Dalsgaard Hansen tegner et billede af, hvordan verden kan se ud med Kristus som centrum i tilværelsen og en integreret del af livet.

228 sider paperback med flap

er grundbogen bag Evangelisk Alliances bedeuge i januar 2019.

Mange danskere har en voksende åndelig interesse.

Alligevel er det de færreste, der finder ind i et kristent fællesskab. Bogen er Tonny Jacobsens svar på dette dilemma. Hvordan kan kirken bygge bro til tro for søgende og fastholde nye i menigheden?

176 sider paperback med flap

HINDUPRÆST MØDER JESUS

TRYG I MØRKET

Rahil Patel fulgte en populær indisk guru. Han var en feteret præst og karismatisk taler, der gav åndelig vejledning til politikere, forretningsfolk og kendisser verden rundt. På trods af sin succes var livet for ham én lang stræben efter at finde fred med gud. Han begyndte at tvivle på sin tro, og hans liv ændrede sig drastisk, da han mødte Jesus.

304 sider paperback

En god bog at have ved hånden, når dit barn eller barnebarn skal puttes.

Tag dig tid til at læse bogens historier højt for barnet på sengekanten. Det gør barnet roligt, når der siges god nat.

Bogens beretninger om personer fra Bibelen fortæller, at Gud er nær hos os i mørket og om natten. De er gennemsyret af tillid til Gud og hans omsorg og kærlighed til os, store og små.

190 sider paperback

UD AF SKJUL I ti år var Michele R. Assad hemmelig agent i Irak og andre af verdens brændpunkter. Sammen med sin egyptiskfødte mand gjorde hun tjeneste i nogle af de mest risikofyldte områder i Mellemøsten. Missionerne blev ikke mindre farlige af, at hun er kvinde.

Alligevel valgte hun at kæmpe for de værdier, hun sætter højest i livet.

304 sider hardcover med smudsomslag

HJEM HJERTE SJÆL

HJERTEFRYD 101 pragtfulde, eftertænksomme og letlæste tekster om tro for børn – og voksne af Sally Lloyd-Jones.

Guds stærke for evig og altid-kærlighed til os er den røde tråd i Hjertefryd.

Forord af Tim Keller.

224 farveillustrerede sider

Hvordan får du et hjem, hvor du føler dig hjemme − et hjem fyldt med kærlighed og sjæl?

Kirsten Steno giver forslag til enkle og kreative løsninger, så dit hjem kan afspejle det, der gør dig glad – uanset køn, økonomi eller bolig- og familieform.

192 sider soft touch hardcover

HVAD BIBELEN FORTÆLLER OM JESUS Bestseller børnebibel. Særdeles velegnet som dåbsgave til børn.

Det centrale i historien er det lille barn, der bliver afgørende for alt andet. Hans navn klinger med i hver eneste fortælling i hele Bibelen. Jesus er som den brik i et puslespil, der afslører, hvad billedet forestiller – brikken, som får alle de andre til at passe sammen.

350 smukke farveillustrerede sider i hardcover

KOKS I KULISSEN Forrygende spændende og humoristisk roman for børn af Hans Jørn Østerby.

Hvad kan fire børn, tre gamle og en fummelfingret pedel udrette i forhold til et helt byråd? Og kan Markus mande sig så meget op, at han vinder pigen med ”øjne, der kan få ham til hvad som helst”?

214 sider hardcover

ENGLE I PORCELÆN De sødeste mini-engle i porcelæn med sølv- eller guldfarvede vinger og hjerte. 4 cm høje Sølv: i trææske med tekst ”Angel to go” Guld: i smuk hvid gaveæske Adventsstage i træ med plads til fire julelys

ENGLE I BRONZE

ProRex Forlag, Christiansfeld · www.prorex.dk · info@prorex.dk · telefon 7456 3343

18 | JulensBøger

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. november 2018

Sorg er som et glasskår i halsen Islandske Audur Ava Ólafsdóttir har skrevet en smuk og meditativ roman om et fortvivlet menneskes søgen efter mening

anmeldelse 5 stjerner AF SVEND SKRIVER kultur@k.dk

„Mageløs historiebog.“ – Politiken

„En spændende, skæg og sørgelig bog om ukendte skæbner.“ – Berlingske

„En pragtfuld bog.“ – Jysk Fynske Medier

„En helt igennem vellykket bog. Seks stjerner og dyb respekt.“ – Nordjyske Stiftstidende

”Hvordan var jeg som far?”.

Spørgsmålet falder tidligt i ­islandske Audur Ava Ólafsdóttirs roman ”Ar”. Jonas Ebeneser, som hovedpersonen hedder, vil gerne vide, hvilke tanker hans voksne datter gør sig om sin barndom. Et svar får han dog ikke.

I stedet får han et modspørgsmål: ”Hvad er der, far?”. Hun er bekymret for ham, også selvom hun ikke ved, hvor galt det faktisk står til med ham.

Efter en ubehagelig skilsmisse føler Jonas sig fortabt.

Hans ekskone har fortalt ham, at han ikke er biologisk far til sin datter. Det er et stort chok for ham. Han er med egne ord ”uden magt” og ”uden seksualliv” og fortvivlet over manglen på kærlighed og eksistentiel fylde. Derfor vil han dø.

Audur Ava Ólafsdóttir skriver fint og enkelt om Jonas’ tomhedsfølelse, der, uden at det for alvor går op for ham, leder ham over i en jagt efter meningen med livet. Han låner i første omgang en riffel for at skyde sig selv, ”en Remington XB 40”, men kan alligevel ikke forlige sig med tanken om, at hans datter ­efterfølgende skal finde hans lig på den måde. Han får derfor den idé at rejse ud til en tidligere krigszone for at ­møde døden der.

Jonas rejser til ”et af de farligste steder i verden”. Det er et borgerkrigshærget land, hvor der nu hersker en skrø-

belig våbenhvile. Han indlogerer sig på et hotel og vil lige se tiden lidt an, inden han hænger sig selv. Han har taget en boremaskine med, så han kan montere en krog i loftet til et reb. Hotel Silence, som hotellet hedder, drives af en ung bror og søster, som sammen med hendes barn har overlevet krigen og nu forsøger at skabe gode rammer for stedets meget få gæster.

Jonas er ferm med sine hænder og sætter sit værelse lidt i stand. Det opdager det unge værtspar, og de hyrer ham nærmest mod hans vilje til at gennemføre en lang række reparationer på hotellet.

Snart bliver der også bud ­efter ham ude omkring i ­byen. Mange mænd er døde under krigen. Derfor er en mand som Jonas, der kan udrette noget med sine hænder, i høj kurs. Sideløbende med den proces åbner den unge kvinde op og fortæller ham om sine oplevelser under krigen. Ad den vej guider fortælleren læseren ind i et landskab fyldt af chok, død og lemlæstelse. Kvinden fortæller Jonas om, hvordan hendes far, der var leder af rigsarkivets håndskriftsafdeling, blev dræbt. Siden blev hendes økonom- og jazz­ musikermand skudt på en fodboldbane midt i ingenmandsland. Han lå såret i tre døgn uden at kunne få hjælp. Til sidst forblødte han af sine sår. Krigens grimhed bliver konkret.

Jonas iagttager, hvordan den unge kvinde og de andre krigsramte mennesker kæmper imod alle psykologiske odds for at skabe mening i

Audur Ava Ólafsdóttir: Ar. 251 sider.

300 kroner.

Batzer & Co.

deres tilværelse. På trods af alt det, der gør ondt, har de mod på livet. Deres grå og sønderskudte virkelighed får langsomt, men sikkert stærke farver igen. Det livsmod smitter uvilkårligt af på ­Jonas og på læseren. Man bliver mentalt løftet af at læse romanen. ”Sorg er som et glaskår i halsen,” siger den unge kvinde et sted i romanen til Jonas. Formuleringen er karakteristisk for den lavmælte og meditative fortælling, som er båret af Auður Ava Ólafsdóttirs sikre sproglige gehør. Hun udnytter ordene smukt i sin bestræbelse på at skildre, hvordan den lille traumatiserede familie på hotellet lidt efter lidt genvinder balancen og fremkalder håb for sig selv og for Jonas.

Det er i den for bindelse også væsentligt at fremhæve oversætteren Erik SkyumNielsen, der har evnet at gøre Ólafsdóttirs fortælling nærværende i et gnistrende og farvemættet dansk. Det er ingen ringe kunst.

J

„En forunderlig bog om de menneskelige vildfarelsers historie. (...) En yderst underholdende bog med mange fine illustrationer.“ – Københavneravisen „Duedahl mestrer i den grad fortællingens fintfølende lyre. Det er ganske enkelt endnu et pragtværk, Poul Duedahl har leveret.“ – historie-online.dk

0 Den lavmælte og meditative fortælling er båret af Audur Ava Ólafsdóttirs sikre sproglige gehør. – Foto: Francois Guillot/AFP/Ritzau Scanpix.

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. november 2018

JulensBøger | 19

0 Olga Ravns ”De ansatte”, der udkom tidligere på året, foregår på et rumskib. Men under science fiction-overfladen handler den også om barsel og graviditet. – Foto: Leif Tuxen.

Er litteraturen blevet navlestrengsbeskuende?

Der er bleer og babygråd i skandinavisk skønlitteratur for tiden. ”En tsunami af brystmælk” er bølgen blevet kaldt, og det har fremkaldt stærke reaktioner

tendens AF LISE KABELL SØGAARD lise.soegaard@k.dk

Der er spændte bryster, skrigende spædbørn, sårbare voksne og ømme øjeblikke i litteraturen for tiden.

Herhjemme har blandt andre Asta Olivia Nordenhof og Olga Ravn for nylig skrevet om barsel og graviditet, og X Factor- værtinden Sofie Linde har netop udgivet sin første bog, hvor det at være gravid også er temaet.

Måske var det i første omgang i Sverige, det hele begyndte med en nyfeministisk bølge og Karolina Ramqvist, der i ”Den hvide by” fra 2016 skrev om amning, så mælken dryppede fra siderne.

I Norge har forlag og forfattere også lugtet barselslunten.

Sidste år blev digtsamlingen ”Barsel” af debutanten Kristin Storrusten udsolgt på en uge, da den landede på hylderne, og flere andre forfattere har dette efterår kastet sig over temaet: Forfatteren og dramatikeren Mikkel Bugge begejstrer anmelderne med sin tragikomiske roman ”Du er ny”, og Kjersti Annesdatter Skomsvold får anmelderroser for romanen ”Barnet”, der blandt andet udforsker den vanskelige rolle som nybagt mor.

En række andre norske forfatteres bøger har i pressen fået stemplet ”barselslitteratur”, og det har fået digteren Endre Ruset til at skrive i en

WWDet, at forfat-

tere skaber skønlitteratur ud fra egne erfaringer, er én ting, kvaliteten på bøgerne er en anden.

MARIA HORVEL, REDAKTØR PÅ TIDSKRIFTET VINDUET

kommentar i avisen Dagbladet, at ”en tsunami af brystmælk rammer bogmarkedet dette efterår”. ”Hvorfor vil alle pludselig skrive bøger om deres egne børn og det at blive forældre?

Har forfatterne på Skrivefabrikkloftet på Litteraturhuset i Oslo indgået en pagt, lavet en bevægelse, om at skrive bøger om det samme, samtidig? Farvel til den navlebeskuende litteratur. Velkommen til den navlestrengsbeskuende litteratur,” skriver han.

Han får opbakning af litteraturforskeren Frode Helmich Pedersen fra Universitetet i Bergen: ”At skrive god litteratur kræver fantasi, ikke bare at skrive sandt og ærligt om dig selv.” ”I mine øjne er det ikke noget problem, at folk skriver om forældre og børn. Problemet kommer, når behandlingen af temaet ikke får et litterært løft, når bøgerne ikke bevæger sig videre end den

samtale, vi allesammen alligevel har med hinanden.

Litteraturen bør have en original skildring af dette, som får dig til at se det på en ny måde,” siger han til Dagbladet.

De to herrers udsagn har sat gang i en heftig debat. Først kom Maria Horvei, redaktør for det litterære tidsskrift Vinduet, på banen. ”Det, at forfattere skaber skønlitteratur ud fra egne erfaringer, er én ting, kvaliteten på bøgerne er en anden. Men jeg tror, vi snyder os selv, hvis ikke vi ser kritikken mod disse bøger i lyset af, at de handler om den kvindelige erfaring, det er at få et barn,” siger hun og fortsætter: ”Når han (Endre Ruset, red.) bruger vendinger som ’en tsunami af brystmælk’ og skriver om en ’navlestrengsbeskuende litteratur’, så er det en billig og nedladende retorik, som spiller på en almen underliggende foragt for det, der ligger den kvindelige kropssfære nær,” lyder replikken.

Endre Ruset fastholder sin kritik – som han i virkeligheden mener handler om, at for mange forfattere kommer fra den øvre middelklasse, hvor problemerne ikke er så store, når alt kommer til alt. ”Når 12-13 forfattere skriver om deres børn, må man turde sige fra. Man kan ikke bare klappe hinanden på skulderen,” siger han til Dagbladet. ”Verden brænder, og vi skriver om vores børn.”

J

„ Dette er simpelthen bogen om Bjørn Wiinblad, der vil kunne stå som autoritativt hovedværk i årtier.“ – Information „Bjørn Wiinblad (...) er tilbage i triumf i en gevaldig bog, hvor denne utrættelige dekoratør bliver sat ind i sin egen tid (...) ’En bid af paradis’ er mere end en biografi.“ – Politiken

„Fremragende bog kulegraver for første gang Bjørn Wiinblads samlede indsats.“ – Kristeligt Dagblad

„Som læser sidder man tilbage med vidtåbne øjne og lykkeligt klogere på både Wiinblad og mange af de fænomener, der knytter sig til hans omfattende værk.“ – Fyens Stiftstidende „Bogen om ham og hans værk er en ualmindelig flot udgivelse, som vil være en gave for alle hans mange fans.“ – bogpusheren.dk

„En spændende biografi (…) Heidi Laura skriver virkelig godt, bogen byder på utallige perspektivrige diskussioner.“ – BogMarkedet

20 | JulensBøger | Krimier

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. november 2018

Da uskylden forlod de unge i De venstrehåndedes Forening Håkan Nessers nye krimi, ”De venstrehåndedes Forening”, byder på gensyn med forfatterens to hovedpersoner, politikommissærerne van Vetteren og Gunnar Barbarotti, der for første gang optræder i samme historie

anmeldelse 5 stjerner

2 Den svenske forfatter Håkan Nesser har skrevet ialt 10 bøger med kommissær van Vetteren og fem med kommissær Gunnar Barbarotti. Nu mødes de to fascinerende og tidsatypiske skikkelser i Nessers nyeste kriminalroman, ”De venstrehåndedes Forening”.

AF MIE PETERSEN mie@k.dk

Det er næsten 15 år siden, at vi sidst mødte den filosofisk anlagte kriminalkommissær van Vetteren, der opklarede mord i byen Maardam.

Det skete, da den svenske forfatter Håkan Nesser udgav ”Sagen G” i 2004. Det var den 10. krimi i serien om van Vetteren, der adskilte sig fra de fleste af de hovedpersoner, der gjorde sig i krimigenren dengang.

Van Vetteren var op i årene, hans småfilosofiske betragtninger og tænksomme stil kunne nogle gange forlede til nærmest zenagtige tankekombinationer, og ville man som læser have det fulde udbytte af en van Vetteren-krimi, så måtte man give sig selv god tid til læsningen.

For når det ”kradsede” i Vetterens hjerne, skulle der tænkes, og det kunne være en langvarig proces.

Ikke meget har forandret sig siden. Det kan man konstatere i endnu et gensyn, og et godt et af slagsen, med den nu for længst pensionerede kriminalkommissær van Vetteren.

I Håkan Nesser nye krimi, ”De venstrehåndedes Forening”, er det en ældre kommissær, han fylder faktisk 75 år i bogen, vi møder. Måske er han blevet lidt langsommere, i hvert fald går det ikke så hurtigt som før, når han er ude på en af sine mange og lange gåture, men hans hjerne og deduktive evner er stadig aldeles intakte.

Allerede i ”Sagen G” var Vetteren gået på pension, havde giftet sig med sit livs kvinde, Ulrike Fremdli, og overtaget et antikvariat i Maardam, den by et sted i Europa, som Håkan Nesser har skabt til Vetteren-krimierne. Me-

Håkan Nesser: De venstrehåndedes forening.

Forlaget Modtryk. Oversat af Jan Mølgaard og Agnete Dorph Stjernfelt. 462 sider.

300 kroner.

get tyder dog på, at vi befinder os et sted i Benelux.

Da Vetteren har besluttet sig for ikke at ville fejre sin 75 årsfødselsdag, drager han og fruen af sted i bil for at tilbringe nogle dage ved havet i stedet for. De vælger – ikke tilfældigt – et sted tæt på scenen for en mordbrand i 1991, som Vetteren var med til at opklare.

Fire voksne, der boede på et pensionat i området, omkom i en brand. En femte i selskabet var forsvundet, og dengang var man overbevist om, at den skyldige var ham, der var forsvundet.

Nu har det lokale politi imidlertid fundet liget af den forsvundne. Liget var gravet ned ikke ret langt fra det nedbrændte pensionat. Manden, politiet formodede var morderen, viser sig nu at være et af ofrene.

Vatteren må erkende, at han tog fejl dengang, og at en morder gik fri. Derfor er det ikke

uden bagtanke, at han drager af sted på en miniferie med fruen til netop den egn, hvor dramaet dengang udspillede sig.

Med bistand fra den lokale kommissær går han i gang med opklaringen – endnu en gang, og det skal vise sig at blive en lang og besværlig rejse tilbage i fortiden.

Dels helt tilbage til slutningen af 1950’erne, da to drenge – begge venstrehåndede – stiftede De venstrehåndedes Forening og dels til 1991, da fire voksne brændtes ihjel. At også en femte var offer for morderens hånd skulle jo først blive afsløret nu.

Fortællingen er bygget op således, at Håkan Nesser indimellem tager læseren med tilbage til dengang – både til 1950’erne og 1990’erne –for derefter at springe frem til nutiden, hvor Vetteren sideløbende med de historiske glimt forsøger at finde spor og rede trådene ud.

De steder i historien, hvor der skabes forbindelser mellem hjernesynapserne, som Vetteren beskriver sin tankevirksomhed, er lige så morsomme og zenagtige, som de plejer at være.

Vetteren er et af den slags mennesker, der tænker sig godt og grundigt om, før han taler, og før han handler, og hans tankevirksomhed fører ham ofte ud på bizarre, men ofte også morsomme og interessante sidespor.

Derfor kan man som læser altid regne med, at man i en van Vetteren-roman introduceres til endnu en hidtil ukendt digter, skakspiller eller filosof, der har sagt eller skrevet et eller andet, som Vetteren lige kommer i tanke om.

Den 75-åriges vid er stort, og hans åbenhed over for nye emner endnu større, og derfor bliver det aldrig kedeligt.

Sideløbende med Vetterens udredninger i ”hjernen” og ”in real life” (i det virkelig liv) arbejdes der på højtryk på politistationen i den svenske by Kumlinge, hvor en anden af Håkan Nessers helte, nemlig kommissær Gunnar Barbarotti også har gang i tænkeriet.

Det er noget af et særsyn, at en forfatter lader sine to helte i to forskellige krimierier mødes i én og samme roman, men det sker altså i denne, ”De venstrehåndedes Forening”.

I svenske Kumlinge, som menes at være den svenske by Kumla, hvor Håkan Nasser er født og opvokset, har man fun-

Tag på samfundsrejser med DEO og Balkan-eksperten Zlatko Jovanovic

Bosnien, Montenegro og Kroatien

9 dages rejse i eventyrlig natur, barsk historie og højaktuel politik. Vi oplever arbejderbyen Tuzla, det multikulturelle Sarajevo, naturparken Sutjeska, den smukke Kotorbugt og middelalderbyen Dubrovnik. Vi kommer hele vejen rundt om historien og møder folk og organisationer der arbejder for en bedre fremtid.

Afgange 26. april, 13. og 27. september 2019. Pris 9.800 kr.

Læs mere på

www.deo.dk – info@deo.dk – tlf. 70 26 36 66

deo.dk

Medlem af rejsegarantifonden nr. 2401

det liget af en mand. Og selvom der aldersmæssigt er stor forskel på Vetteren og Barbarotti, så er Barbarotti en kommissær, der også er i stand til at bruge de små grå.

Da det går op for Vetteren og hans gruppe i Maardam, at sagen om mordbranden i 1991 har spor til Sverige, går det op for Barbarotti og hans kollega Backmann, at deres sag har forgreninger ”sydpå”, nemlig til Maardam.

Så Barbarotti og Backman tager af sted, og snart mødes de to krimifigurer, Vetteren og hans svenske kollega, i Maardam – denne fiktive by, der kunne ligge i Holland.

To så store kapaciteter med så store evner til at drive tankevirkomhed, som Vetteren siger, er selvfølgelig i stand til at løse alle de mysterier, der knytter sig til den tragiske mordbrand i 1991 – også selvom det er nødvendigt at gå endnu længere tilbage og tage et kig ind i 1950’erne for helt at forstå, hvad det er, der er sket.

Er man til action på amerikansk vis, masser af mord og spektakulære skududvekslinger, så skal man holde sig væk fra ”De venstrehåndedes Forening”.

Men er man til den begavede krimi, og har man tid til fordybelse undervejs, så gå i gang med det samme. ”De venstrehåndedes Forening” er en virkeJ lig god kriminalroman.

3 3Den første van Vetterenroman, ”Det grovmaskede net”, udkom i 1994. Den 10. i serien, ”Sagen G”, udkom i 2001. Den første roman i serien med Gunnar Bardarotti, ”Menneske uden hund”, udkom i 2007. Den seneste og femte i serien, ”Slagteren fra Lille Burma”, udkom i 2012.

JulensBøger | Krimier | 21

Kristeligt Dagblad Lørdag 14. november 2018

Til forsvar for hyggekrimien

I hyggekrimien er der ingen udpensling af vold, der går ingen utugt i svang, og der er sjældent nogen, der bander.

Til gengæld er der til overflod veltrimmede haver og mængder af te i blomstrede kopper.

Journalist og forfatter Jan Hedegaard causerer om sin krimifavorit, hyggekrimien

causeri AF JAN HEDEGAARD kultur@k.dk

Der er meget blod og gru i de seneste års skandinaviske krimibølge, og folk bliver ombragt med rædselsvækkende opfindsomhed. Siden jeg begyndte at læse, har jeg altid haft stor fornøjelse af krimier, og jeg må erkende, at jeg føler mig bedst tilpas i undergenren hyggekrimien – især fordi den grundlæggende stiller så ubetingede krav til det intelligent turnerede plot, til underholdningsværdien og til humoren.

Agatha Christies krimier er måske det mest indlysende eksempel på det sindrigt udtænkte plot, men der er også langt senere forfattere, der har gjort sig gældende på området: Der er Caroline Grahams bøger om den fra tv velkendte kriminalinspektør Barnaby, der er Alexander McCall Smith, der har skrevet en helt lille serie om Botswa-

nas eneste kvindelige detektiv fra ”Damernes detektivbureau nr. 1” og Laura Childs detektiv, Theodosia Browning, har en te-butik i Charleston – hendes første bog hedder ligefrem ”Death by Darjeeling” med reference til Darjeeling-te.

I hyggekrimien er der ingen udpensling af vold, der går ingen utugt i svang, og der er sjældent nogen, der bander eller bruger ukvemsord. Til gengæld er der til overflod veltrimmede haver, havenisser og uhyrlige mængder af te i blomstrede kopper – og lune scones, når det skal være vildt.

Hyggekrimien udspiller sig i et nøje afgrænset miljø – en landsby for eksempel – der som sådan udgør en ønskeforestilling om orden og harmoni. Her er ingen besværlige børn, og bortset fra lægen, præsten, landbetjenten, en håndfuld butiksindehavere og tjenestefolkene er der ingen, der er egentlig bebyrdet med arbejde. (Længst nede

kan der dog være en kaste af hønsetyve og krybskytter.)

Hvad de lever af er uklart, men mest noget med ”en fast årlig renteindtægt”. Tiden bruger de så ihærdigt på radio, bøger, haven, husflid og selskabelighed, at det i sig selv har karakter af fast arbejde.

Det lille samfunds økonomiske grundstruktur er altså familieformuer, der er investeret i jord og ”papirer”, der føres videre ved ægteskab og arv. Her findes ofte motivet til den begåede udåd.

Idyllen brydes, da der dukker et lig op. Mordet hører vi først om, når det har fundet sted, og så træder den detektiviske hovedperson i karakter. Harmonien må genoprettes. Hun – ofte er der tale om en kvinde – er lokalitetens mest troværdige og tillidsvækkende person og hævet over mistanke.

Det, der optager læseren og hovedpersonerne, er herefter de mystiske omstændigheder

2 flotte til oplæsning 30/11-25/12 – En passende bid af historien hver dag

WWPolitiet er

hverken korrupt eller brutalt, dog ofte bureaukratisk tungt og lettere fantasiløst

omkring dødsfaldet. Der udlægges løbende et stort antal psykologiske, fysiske og verbale spor (nogle for at vildlede), som den detektiviske hovedperson og læseren forsøger at gennemskue, sortere og arrangere, så de til sidst peger frem mod en gerningsperson.

Amatørdetektiven træder til som en hjælp til ordensmagten. Politiet er hverken korrupt eller brutalt, dog ofte bureaukratisk tungt og lettere fantasiløst, men ordensmagtens og detektivens fore-

stillinger om ret og moral er helt på linje.

På dette tidspunkt i handlingen bliver det farligt for tjenestefolkene og andre perifere skikkelser. De kan have set og hørt ting, der får morderen til at slå til igen.

Mod slutningen pågribes gerningsmanden, der sagtens kan være en kvinde. Motivet er næsten altid penge og kærlighed. For eksempel ønsket om uberettiget at tilegne sig en arv. Et andet motiv er, når offeret viser sig at være en pengeafpresser, der truer med at offentliggøre skandaler af økonomisk eller sædelig karakter.

Men grundlæggende er forbryderen et af de brodne kar, der desværre også findes i middel- og overklassen. På engelsk forklares det hele i to ord: ”Bad blood.” En person med en brist, der er nedarvet som svaghed, uærlighed og alkoholisme, og som endegyldigt falder ud af rollen som et ellers respektabelt medlem af samfundsorde-

En ægyptisk gudekat oplever den første julenat i Bethlehem

Alle bøger fås hos boghandleren og på www.bogshop.dk

Sangene i Nissehøj er med på CD

En lille nisse lærer at give – ikke kun at få...

nen. Og er der noget, som vor detektiviske hovedperson – ja, miss Marple, det er Dem jeg ser på – er i besiddelse af, så er det livsklog indsigt i den menneskelige natur, dens vildfarelser og ligefrem ondskab.

Når morderen er pågrebet, og brikkerne faldet på plads, kan ordenen og freden genoprettes. På Agatha Christies tid og frem til 1965 var straffen for mord i England døden ved hængning, men den ubehagelige kendsgerning dvæler romanen ikke ved. Det vigtige er, at livet kan fortsætte sin efterstræbelsesværdige begivenhedsløse gang.

Det, der drager allermest i hyggekrimien, er altså ikke mordet eller opklaringen, men det midlertidige ophold i mikrokosmosset af hygge og harmoni, mens det hele kvalificeret udfolder sig. Et sted, hvor tiden står næsten stille i en verden, hvor udviklingen og verdens skæve gang farer af sted i stadig mere svimlede J fart.

2 piger oplever fællesskabet i juletiden trods forskellig baggrund

12 historier til oplæsning i tiden op mod jul

22 | JulensBøger | Biografier

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. november 2018

3 Bob Dylan er, som det beskrives i en af hans sange fra 1983, en ”Jokerman”, en vis nar, der både ligner Moses, Jesus, apokalypsens rytter i den hårde regn og endelig en digter, der med udgangspunkt i 1960’ernes pop-kunst har sat sig selv i scene som spillemand.

– Foto: Chris Pizzello/AP/Ritzau Scanpix.

Den vise nar Glimrende essayistisk bog af AnnaMarie Mai om Bob Dylans poetiske værk og dets frodige referencer

anmeldelse 4 stjerner AF HENRIK WIVEL kultur@k.dk

Bob Dylan modtog i 2016 Nobelprisen i litteratur, hvad der dengang endnu kunne siges at være prestige i. Men tildelingen var omdiskuteret, og forfatteren Philip Roth bemærkede maliciøst, at han håbede, at Peter, Paul and Mary ville få prisen i 2017. Så også blandt Bob Dylans amerikanske kolleger var der nogle, der havde vanskeligt ved at se kvaliteten i hans sange, endsige skille poesien ud fra hans musik og mytiske status i populærkulturen.

Det er den opgave, professor ved Syddansk Universitet AnneMarie Mai har sat sig for med udgivelsen af bogen ”Digteren Dylan”. Ja, hun ønsker ikke alene at anskue Bob Dylans poesi som en værdi i sig selv, men også at frigøre poesien fra Dylans biografi og se hans digteriske værk som andet og mere end et spejl af kunstnerens levede liv.

Og så dog alligevel ikke. I bogens næstsidste kapitel beskriver Anne-Marie Mai sin rejse tilbage til Dylans primære steder, nemlig havnebyen Duluth og minebyen Hibbing i Minnesota; stederne, hvor han blev født og voksede op.

Der er god grund til at forbinde Bob Dylan med denne ur-topografi i hans liv, fordi han har så mange referencer til stederne, dets mennesker og de første forelskelser – tænk på ”Girl From the North Country”. Hibbing ligger som en ø midt i verdens største åbne jernmine, og sangeren og sangskriveren med den rustne stemme bærer vidnesbyrd

med herfra, ja, hele hans transformation fra den jødiske Robert Allen Zimmerman til kunstnerkarakteren Bob Dylan tager sin begyndelse her. Der er mange steder i Bob Dylans poetiske landskab, men det er i det nordlige Minnesota, at hans litteratur egentlig finder sted. At være til er at være på et sted, der samler tid og rum i vores liv, som Anne-Marie Mai smukt skriver.

Så hvis jeg havde været AnneMarie Mai (eller hendes redaktør), havde jeg vendt kompositionen i bogen på hovedet og begyndt med denne rejse tilbage til Bob Dylans inderste væsen.

Så havde hendes fortolkning haft et konkret udgangspunkt og en kronologi, der kunne løfte sig mod abstraktionen og en stadigt udvidet erkendelse. Men bogen synes at være skrevet i stor hast, rummer gentagelser og sjuskefejl, og et kapitel om det fejrede album ”Blood on the Tracks” (1974) falder helt fra hinanden.

Frem for rejsen til Hibbing og videre ned ad Bob Dylan Drive begynder Anne-Marie Mai bogen med et teoretiserende og forskningsbaseret kapitel – forskningen i Bob Dylans værk og væsen er uhyre omfattende.

Det indledende kapitel kredser kalejdoskopisk omkring fænomenet Bob Dylan og de mangeartede inspirationskilder i hans forfatterskab, der jo ud over alle hans sange også tæller den eksperimenterende prosabog ”Tarantula” (1971) og de generøse erindringer ”Krøniker” (2004).

Pointen er her, at Bob Dylan rent sprogligt er meget lydhør, ja, receptiv i helt exceptionel grad, men også begavet med et talent for selvstændigt at bearbejde det læste, lyttede og til-

lærte. Således er hans sange og poesi fyldt med litterære citater fra Bibelen og frem, kombineret med vendinger hentet fra folkemusik, blues, soul, gospel og den populærmusik, Dylan voksede op med og stadig lever midt i. Som Anne-Marie Mai præcist skriver: ”Dylans sange er et netværk af ord, der rækker ud efter hinanden, interagerer og skaber en slags poetisk mobile.”

Et tema slås an i en sang og kan så tages op i en anden sang årtier senere, eksempelvis ”Titanic”s forlis. Når man som Dylan tillige har skrevet så utrolig mange sange med kaskader af ord og rastløst nytolker dem på The Never Ending Tour, bliver det samlede værk en myriade af sange og tekster, der interagerer.

I Anne-Marie Mais universitære lingo hedder det, at der er mange ”aktører” på færde i Bob Dylans tekster, og han er ikke nødvendigvis selv den primære ”aktør”. Inspirationen strømmer ikke udelukkende fra Dylans sjæledyb eller personlige historie. Bob Dylan er, som det beskrives i en af hans sange fra 1983, en ”Jokerman”, en vis nar, der både ligner Moses, Jesus, apokalypsens rytter i den hårde regn og endelig en digter, der med udgangspunkt i 1960’ernes pop-kunst har sat sig selv i scene som spillemand. Han er ikke til at gribe eller begribe, men skjuler sin identitet bag de mørke solbriller. ”Jeg er der ikke,” som det lyder i en anden sang, som Dylan indspillede med The Band tilbage i 1967.

Anne-Marie Mais beskrivelse af Bob Dylans fluktuerende digteriske jeg er lige ved at drukne i postmodernistisk værdinivelle-

ring og personlighedsopløsning.

Men hun redder sit eget projekt og Dylans i bogens midterste del. I tre vægtige kapitler om ordene, rimene og personerne i Dylans poesi gør hun glimrende rede for hans omfattende inspiration fra vor kulturs grundtekster og de klassiske forfattere i den kulturelle kanon og de romantiske, symbolistiske og modernistiske forfattere, han digter videre på. Dylan har beskrevet sig selv som en matematisk lyriker, og Anne-Marie Mai dissekerer de ofte komplicerede metriske mønstre i hans sange, hans stramme rimskema og den karakteristiske hang til de lange vokaler fra hans hjemegn, Upper Midwest, der præger hans frasering: ”You seee, you forgot to leeeave me with the keeey/Oh where are you tonight sweeet Marieee”, som han synger i ”Absolutely Sweet Marie”. Her forvandler ord sig til lyd!

I det hele taget bringer AnneMarie Mai den legende, surrealistiske Bob Dylan frem. Det virker, som om Dylan flere steder bygger sine tekster op på en såkaldt ”dummy”. Musikere, der kreerer en melodi, betjener sig ofte af en slags vrøvlevers, indtil de får melodien på plads.

Dylans tekster har dette eksperimenterende, improviserende dummy-præg. Men bag legen og alle falbeladerne gemmer folkesangeren og et indtrængende romantisk digterjeg sig.

Anne-Marie Mai synes i sidste ende ikke at være i tvivl om, at der bag Bob Dylans mange poetiske maskeringer og litterære krydshenvisninger er et passioneret menneske, der lyner af lidenskab og brænder igennem med sin personlighed. Andet ville da også være besynderligt,

når emnet er en af de stærkeste kunstneriske karakterer i de sidste 50 års vestlige kultur. Hun beskriver, hvordan Dylan skildrer en mængde idealiserede fribyttere, men også markante enkeltskæbner i sine lyriske fortællinger og fragmenter, så de nærmest bliver arketyper. Han er også selv blevet en sådan arketype på en singer-songwriter.

En vandrende poet, tamburinspiller og trubadur. En mand og en forlist elsker, der er filtret ind i blå melankoli, og hvis livsrejse har bevæget sig igennem tidens tågende ruiner.

I epilogen eller ekstranummeret i ”Digteren Dylan” analyserer Anne-Marie Mai en mindre kendt sang, ”Red River Shore”; en ballade, der, som hun skriver, tangerer et selvportræt. Her ved bredden af den røde flod, måske et sted i Minnesota, tog alting sin begyndelse, og her skal det også slutte. Men man kan jo ikke bade i den samme flod to gange. Så sangen beskriver livet som en lang afsked. Det er denne grundstemning, der præger Dylans poesi. I sidste strofe af ”Red River Shore” påkalder digterjeget en mand, som for længe siden kunne vække de døde til live. Jesus nævnes ikke direkte, men som Anne-Marie Mai påpeger, giver den gedulgte Jesus-skikkelse ”sorgen, savnet og den døde kærlighed en særlig resonans af fortvivlet håb”.

Anne-Marie Mai har – som også litteraten Anders Thyrring Andersen tidligere har haft det herhjemme – flere steder fat i Bob Dylans kristne vending, der fandt sted i 1980’erne, men dybest set aldrig er afsluttet. ”Sangen, poesien og bønnen bliver hos Dylan altid det sidste, der stadig kan øve sin virkning,” J som hun formulerer det.

Anne-Marie Mai: Digteren Dylan. 170 sider. 250 kroner. Gyldendal.

KLASSIKERE

24 | JulensBøger | Biografier

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. november 2018

Den første, lykkelige tiltrækning Fremragende biografi om bokseren Muhammad Ali beskriver, hvordan sportsfigurer skal forstås som en inspiration til storhed. Også selvom sportsstjerner kan være meget små indeni

anmeldelse 6 stjerner AF SØRINE GOTFREDSEN kultur@k.dk

Selvom den i dag fylder meget, har den moderne sportsfigur ikke været iblandt os særlig længe. Den voksede frem i 1900-tallet og blev først for alvor med massemediernes udbredelse helt central i vores kultur. I dag fylder sportsfolk voldsomt meget, og skal man nævne én sportsmand, der var med til at indvarsle dyrkelsen af sportshelten, må det være bokseren Muhammad Ali. En ny stor biografi om denne mand, der døde i 2016, udkom denne sommer på dansk med titlen ”Ali – et liv”.

Den er skrevet af den amerikanske journalist Jonathan Eig, der på baggrund af et enormt researchmateriale med blandt andet 500 interviews og ny viden om de fysiske konsekvenser af boksesportens hårdhed skildrer hele Muhammad Alis liv og dets mange aspekter angående både boksning, race, rigdom, islam, amerikansk selvopfattelse og kropsligt forfald.

Jeg lærte Muhammad Ali at kende sidst i 1970’erne, hvor jeg som halvstor pige stod op midt om natten for at se ham bokse, og da var han allerede en mærket mand. Han var stadig selvsikker og højtråbende, men hurtigheden i ringen var væk, og han tog imod de mange tæsk, der gradvist nedbrød hans fysik.

Alligevel var Muhammad Ali i mine barneøjne aldeles dragende og kom til at stå for mig som indbegrebet af trods og livskraft.

Magien fra hans usædvanlige nærvær strømmede gennem tvskærmen helt ude i en stille østjysk stationsby.

Cassius Clay, som han oprindeligt hed, blev født i 1942 i byen Louisville i delstaten Kentucky.

Modsat mange andre boksere var han ikke formet af slum og fattigdom, men voksede sammen med sin bror op i trygge rammer.

Da den 12-årige Cassius fik stjålet sin cykel og harmdirrende opsøgte politibetjent Joe Martin, opfordrede Martin den iltre dreng til at gå til boksning, og hermed begyndte en utrolig boksekarriere, der for alvor fik retning, da Cassius Clay vandt OL-guld i 1960 i Rom. Clay var fra begyndelsen en helt bemærkelsesværdig sværvægter, der bevægede sig med en næsten overnaturlig lethed, når han fløj som en sommerfugl og stak som en bi. Ingen havde set noget lignende før, og Cassius Clay blev konstant af både mænd og kvinder beskrevet som den smukkest tænkelige menneskelige skabning. Samtidig fyldte han rummet med talestrøm, hjemmestrikkede digte, sjov og ballade, barnlige indfald og en komplet skamløs selvpromovering.

0 Cassius Clay, der senere blev til Muhammed Ali, blev født i 1942. Han vandt allerede OL-guld i 1960 og var fra begyndelsen af sin karriere en helt bemærkelsesværdig sværvægter.

Her er han fotograferet som 20-årig sammen med sin træner Angelo Dundee.

– Foto: Dan Grossi/AP/ Ritzau Scanpix.

Jonathan Eig: Ali – et liv.

Oversat af Brian Dan Christensen.

592 sider. 349, 95 kroner.

Gyldendal.

Den unge mand levede og åndede hvert sekund for at blive berømt, rig og den største til alle tider, og Cassius Clay var et brølende varsel om selfie-kultur og individets endeløse behov for at blive bekræftet. Men der var mere på spil, for han fik også en rolle som oprører. Et nyt kapitel indledtes, da han mødte den åndelige leder af Nation of Islam, Elijah Muhammad, og konverterede til islam, hvormed han fik sit nye navn – Muhammad Ali. Den muslimske påvirkning fyrede kraftigt op under Alis fra barndommen grundlagte harme over at tilhøre en undertrykt sort minoritet i det hvide kristne USA, og han blev både forhadt og beundret, da han nægtede at aftjene værnepligt under Vietnamkrigen.

Midt i alt dette skal man bare huske, at Muhammad Ali ikke var en dybt tænkende mand.

Han var flygtig af natur, kun behersket begavet, han læste ingen bøger, knap nok Koranen, og hans forbindelse til Nation of Islam – der her beskrives som et højst ubehageligt hyklerisk foretagende – fremstår mest som et opportunistisk middel til Alis evige selviscenesættelse.

Jonathan Eigs bog adskiller sig velgørende fra andre Ali-biografier ved klart at fremstille de mange svagheder ved en blandet karakter.

På den ene side var Muhammad Ali beskeden, sært naiv og meget venlig, og på den anden side var han ekstremt selvoptaget og til tider brutal, hvilket ik-

ke mindst prægede bokserens tre første ægteskaber. Ali udlevede et hæmningsløst sexliv, var systematisk utro og krævede samtidig muslimsk kyskhed af sine koner.

Denne mandschauvinist af værste skuffe var sygeligt fascineret af penge og andres beundring og kunne i infantil kedsomhed finde på at ringe tilfældige mennesker op blot for at fryde sig over deres målløshed, når de indså, at det var selveste Muhammad Ali, de talte med.

Han kaldte sine boksemodstandere de mest nedværdigende ting, og han fyrede selv nære venner, hvis det var belejligt.

Muhammad Alis utroværdigt flygtige væsen beskrives blandt andet sådan her: ”Ali ville gå ud på toiletterne og møde en fyr, og før man ved af det, er det hans nye bedste ven.”

Ved cirka dette punkt i den murstenstykke bog blev jeg lidt trist. Jeg er ikke naiv, jeg har mødt mange simple sportsfolk, og ikke mindst boksere, men jeg har altid set Muhammad Ali som bærer af mere essens, og alle ved nok, at det kan være pinefuldt at blive antastet på den kilde til livsglæde, der gennemstrømmede én allerede som barn.

Men så sker der pludselig noget. I bogens anden del begynder Jonathan Eig næsten omsorgsfuldt at samle sin hovedperson op igen. Vi er nu fremme ved de helt store kampe mod Joe Frazier og ikke mindst mødet i det daværende Zaire i 1974, ”The Rumble in the Jungle”, med

kæmpen George Foreman, som Norman Mailer beskriver så mesterligt i bogen ”Kampen”. Og som blev kulminationen på Alis andet kapitel som bokser. Nu dansede han ikke mere, for ungdommens lethed var væk, og som 32-årig rendyrkede han i stedet stilen med at læne sig ud i tovene og lade modstanderen slå sig træt, indtil Ali pludselig trådte et skridt til siden, gik til modangreb og slog den anden i gulvet. Præcis sådan gik det her i Zaire i ottende omgang, og med den kamp blev Muhammad Alis position urørlig. Til gengæld understregede den også, at han spillede hasard med sit helbred. På grund af sin hurtighed som ung havde han aldrig udviklet den helt grundige bokseteknik, og han blev gennem årene ramt frygteligt mange gange i hovedet, hvilket snart medførte sløret tale og klodsethed. Men han fortsatte. Selv under træning opfordrede han sine sparringspartnere til at gå efter hovedet, så han kunne blive hærdet, og i jagten på penge og fortsat legendarisk status boksede Ali alt for mange kampe.

Han blev punch-drunk, som man siger, og fik senere konstateret Parkinsons sygdom.

Jonathan Eig beskriver dette kropslige forfald udførligt, og mens det fremstiller boksesportens brutalitet, peger det også frem mod det forunderlige sidste kapitel i Muhammad Alis liv.

Her voksede han ind i en ny dimension, som kun få sportsfolk opnår, for mens den store mand

hverken kunne tale eller bokse mere, blev han med bistand fra sin fjerde kone og diverse strategiske hjælpere gjort til et nationalt symbol på mildhed og fællesskab.

Ali var muslim til det sidste, men hans opgør med den hvide kristne verden var fortid, og han blev hyldet af præsidenter og i 1996 udpeget til at tænde den olympiske flamme i Atlanta. Jeg var selv som udsendt reporter til stede på stadion, da han trådte frem fra mørket som en rystende klippe med faklen i hånden, mens folk råbte ”Ali, Ali, Ali” som i de gamle dansende dage.

Jeg indrømmer, at jeg fik tårer i øjnene den aften. Ja, jeg ved godt, at det har noget patetisk over sig, for det har sportsstjernes virkning, men de tidlige års lykkelige tiltrækning forsvinder aldrig igen.

Jonathan Eig har skrevet en imponerende bog. I visse passager taber den højde, når der gøres for meget ud af forskellige intriger og kontraktforhandlinger, men beskrivelsen af de store kampe er af høj kvalitet, det samme er sansen for en boksers sind, og ikke mindst fremstår portrættet af Muhammad Ali realistisk og virkelighedsnært.

Præcis som det bør være i forholdet til et fejlbarligt menneske af kød og blod. Vi må ikke ophøje sportsfolk for meget, for de kan ikke bære det, men de kan stadig inspirere til en tro på, at livet er til at leve. Muhammad Ali formåede dette i helt usædvanlig grad, og det er i sig selv J meget smukt.

★★★★★ —J YLL ANDS- POSTEN

★★★★

VISSE ORD MÅ GODT PAKKES IND

— DAGBL ADENES BU RE AU

I AFTEN ER DU KLOGERE, END DU VAR I MORGES

ÍÍÍÍÍÍ — POLITIKEN

★★★★★★

Har du husket at fejre kvindernes internationale rødvinsdag? Hella Joofs nye bog er en moderne almanak med alle de vigtige mærkedage, du ikke kender endnu.

— J YLL ANDS- POSTEN

★★★B

ER

E

SELL

— BERLINGSKE

NU I 4. OPLAG ST

★★★★★

TSELL ★★ ★B

— FEMINA

ES

ER

ÍÍÍÍÍÍ

Hvordan vi glemte at leve et meningsfuldt liv ”Vi har aldrig haft flere muligheder i livet, aldrig været mere uddannede og aldrig levet længere. Alligevel har vi aldrig været mere ensomme, deprimerede, angste og stressede.”

★★★★★★ — KRISTELIGT DAGBL AD

ÍÍÍÍÍ — POLITIKEN

26 | JulensBøger | Biografier

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. november 2018

Bogen er blevet et redskab i valgkampen Den kommende valgkamp præger bogmarkedet, hvor stadig flere politikere bruger bogen til at få taletid AF DANIEL ØHRSTRØM OG HENRIK HOFFMANN HANSEN ohrstrom@k.dk, hoffmann@k.dk

Vejen til Folketinget kan blive kortere, hvis man er forfatter. For forfattere får nærmest automatisk opmærksomhed i medierne, og det har et stigende antal politikere opdaget.

Bogsæsonen bugner med bøger, der er skrevet af eller om politikere.

Senest har Jan E. Jørgensen (V) været nærmest dagligt nyhedsstof på grund af sin bog ”En ægte liberal”, og også Nye Borgerliges leder, Pernille Vermund, har præsenteret sin politik i Andreas Karkers portrætbog ”Værdikrigeren”.

Bjarke Larsen, journalist og forlægger på forlaget Pressto, har som tidligere redaktør af branchebladet Bogmarkedet fulgt bogtendenserne tæt herhjemme. Og han ser en klar tendens i de politiske udgivelser. ”For få år siden handlede de fleste politiske bøger om forskellige toppolitikeres vej til magten og om personen bag politikeren, men nu er

de politiske bøger i stigende grad også blevet en del af politikernes vej til magten og en del af kampen om at påvirke den politiske debat. For en sikker måde at få ordet i debatten på er at skrive – eller få skrevet – en bog, der sætter dagsordenen,” siger Bjarke Larsen og peger på, hvordan politikere som Mattias Tesfaye (S) og Martin Lidegaard (R) har haft succes med at erobre dagsordenen gennem bøger. ”I en tid, hvor man skal formulere sig kortere og kortere i medierne, er bøger en god måde at få lov til at tale ud som politiker, men det bedste er, at bøger også giver adgangen til de værdifulde sekunder i fjernsynet, fordi man så kan blive inviteret i studiet som forfatter for at fortælle om sin bog. Bøger er simpelthen en adgangsbillet til taletid for politikere,” siger Bjarke Larsen, som samtidig påpeger, at en bogudgivelse signalerer seriøsitet hos vælgere og medier. ”Når man først har fået skrevet en bog, vil det typisk stå i ens cv, hver gang man bliver interviewet af en avis.

WWI en bog kan

man som politiker bedre få lejlighed til at udtrykke dybden og bredden i sine holdninger.

RUNE STUBAGER, VALGFORSKER

På den måde er en bogudgivelse også en langtidsinvestering i ens image.”

Rune Stubager, valgforsker og professor ved statskundskab på Aarhus Universitet, forklarer de mange politikerbøger med, at det er en god platform for de politiske budskaber: ”Mange politikere har nok også en oplevelse af, at de hele tiden bliver kortet af, når de optræder på tv eller selv skal korte ting ned på Twitter. Men i en bog kan man som politiker bedre få lejlighed til at udtrykke dybden og bredden i sine holdninger. Og hvis man har nog-

le budskaber, man gerne vil ud med, kan det være et rigtigt tidspunkt at udgive en bog om det op til en valgkamp,” siger han.

Forfatter og kommentator Klaus Kjøller har også lagt mærke til tendensen. ”Tidligere var det normale, at politikere udgav deres erindringer, når de ellers var sikre på, at de var færdige i politik, men nu skriver flere politikere også om emner, som de gerne vil problematisere og typisk komme med en form for løsning på. Hvad enten man har en bog i maven som politisk journalist eller politiker, vil det altid være mest spændende at udgive en bog op til et folketingsvalg,” siger Klaus Kjøller og tilføjer, at det jo kan være mest fordelagtigt at tage ordet selv: ”Lars Løkke Rasmussen ville nok gerne have været Henrik Qvortrup og Lars Trier Mogensens portrætbog ’For enhver pris’ foruden, mens Pernille Vermund, der selv har bidraget til Andreas Karkers bog ’Værdikrigeren’, bedre kan bruge den til at blive valgt til Folketinget.” J

„Virkelig spændende læsning og vældig godt skrevet. Indimellem er det som en kriminalroman.”

– Altinget

„Det er en stor arbejdsmæssig bedrift (…). Bogen er intet mindre end uomgængelig, hvis man vil studere ny dansk politisk historie.“ – Kristeligt Dagblad „Et fremragende værk, som sammen med forgængeren om Anker Jørgensens tid vil blive standardværket om dansk politik fra jordskred til tamilsag.“ – Weekendavisen

Nye bøger med politikere 3 Thomas Larsen: ”Pia Olsen Dyhr – Mønsterbrud og opbrud”.

3 Dan Jørgensen (S): ”Staunings arv”.

3 Henrik Dahl (LA), Jakob Ellemann-Jensen (V), Nick Hækkerup (S): ”Sandheden kort”.

3 Martin Lidegaard (R): ”Lad os mødes på midten”.

3 Eva Kjer Hansen (V) og Morten Flindt (særlig rådgiver): ”Det forsømte Folketing – en opsang til folkestyret”.

3 Morten Helveg Petersen (R): ”Nu skal Europa videre”.

3 Andreas Karker (redaktør): ”Værdikrigeren – et portræt af Pernille Vermund” (Nye Borgerlige).

3 Rune Christiansen, Peter Lauritsen og Sofie Carsten Nielsen (alle er Radikale): ”Radikal”.

3 Jan E. Jørgensen (V): ”En ægte liberal” (skrevet af Bent Winther).

3 Henrik Sass Larsen (S): ”Exodus – vejen frem for centrum-venstre”.

3 Pernille Rosenkrantz-Theil og Ane Halsboe-Jørgensen (begge S): ”Det betaler sig at investere i mennesker”.

3 Mattias Tesfaye (S): ”Velkommen Mustafa” (2017).

3 Kaare Dybvad Bek (S): ”De lærdes tyranni” (2017).

JulensBøger | Biografier| 27

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. november 2018

En lystvandring i biografiens vidtstrakte muligheder I biografien kan man frit plukke af et levet livs erfaring. Den bidrager med en personlig vejviser ind i andre tider og steder og ind i forståelsen af andre – og sig selv. I et forsvar for biografien causerer journalist og forfatter Jan Hedegaard over genren

causeri AF JAN HEDEGAARD kultur@k.dk

Det er med biografier som med andre bøger: De skal være bedre end godt skrevet.

Det er mange af dem også, og alligevel er biografien som genre ofte stedmoderligt henvist til en afsides plads i litteraturen.

Harvard-professoren John Kenneth Galbrith skriver et sted om bøger, at de groft kan inddeles i to grupper: dem, der er skrevet til fordel for læseren, og dem, der er skrevet til fordel for forfatteren.

Det siger næsten sig selv, at der er størst fornøjelse forbundet med at læse de bøger, der er henvendt til et publikum. Dog, lad det være sagt straks, jeg har ingen tålmodighed med samtalebogen.

Det er som at sidde i toget og

ufrivilligt overvære andre snakke. Men den håndplukkede biografi, selvbiografi, brevsamling og dagbøger er mange gange storslået læsning, fordi de fortæller om et levet, reflekteret liv – ofte også underholdende.

Forfatteren Evelyn Waugh, han er især kendt for ”Gensyn med Brideshead”, har sagt: ”Først når man ikke længere er nysgerrig med hensyn til fremtiden, har man nået den alder, hvor man skal skrive sine erindringer.”

Biografier vælges efter interesse og fascination, og fra dem er man fri til at plukke af et levet livs erfaring, og man får lov at stå på skuldrene af de talentfulde, de store og de tænksomme – når det er dem, der er valgt. Biografien er ofte en vej til at opleve verden på en anden måde. Læseren får en personlig vejvi-

WWHarvard-

professoren John Kenneth Galbrith skriver et sted om bøger, at de groft kan inddeles i to grupper: dem, der er skrevet til fordel for læseren, og dem, der er skrevet til fordel for forfatteren.

ser ind i andre tider og steder og ind i forståelsen af andre – og sig selv.

Som ungt menneske læste

jeg Gerald Durrells Korfu-trilogi. I nogle få lykkelige år i 1930’erne levede han med sin mor og sine søskende i et hus på Korfu. Den tid genoplever han i humoristiske tilbageblik i sine bøger, og jeg sad med i det tørre græs ved huset, kunne høre cikaderne og se solen blinke i det lysende blå hav. For mig blev bøgerne en glad tilbygning til erindringen om mine egne unge år. De udkom tidligere i år i en ny udgave, hvor jeg med usvækket fornøjelse genlæste dem.

Hemingways ”Der er ingen ende på Paris” er et selvbiografisk tilbageblik på forfatterens ungdom i 1920’ernes Paris. Overrasket havde han i 1956 fået to kufferter udleveret, som han havde glemt alt om. De havde været opbevaret i kælderen under Hotel Ritz siden 1928. Heri lå blandt

andet hans notesbøger fra 20’erne. ”Der er ingen ende på Paris” blev den sidste bog, Hemingway selv færdiggjorde, før han døde, og den udkom posthumt.

Karen Blixens ”Min afrikanske farm” er et betagende erindringsbillede, men også Judith Thurmans biografi om baronessen er stor læsning, for Blixens største fortælling er muligvis den om hende selv.

Flypionereren Beryl Markhams selvbiografi ”Med natten mod vest” er flot skrevet.

Det kan undre, for Beryl Markham, der voksede op i Kenya, skrev kun denne ene bog og interesserede sig ellers for heste, flyvemaskiner og det store afrikanske eventyr. Men hendes beskrivelse af at blive angrebet af en stor rustbrun hanløve er, som resten af bogen, mageløs læsning. Hør her:

”Jeg var stadig ved bevidsthed, men jeg lukkede øjnene og prøvede på ikke at være det. Det var ikke så meget smerten, som det var lyden.

Lyden af løvens brøl i mine ører vil først blive gentaget, tror jeg, når helvedes porte en dag glider op på de rustne hængsler og gør hele panoramaet i Dantes poetiske mareridt til noget hørligt og autentisk. Det var et enormt brøl, der omsluttede verden og opløste mig.”

Filmkunstneren Ingmar Bergmans selvbiografi ”Laterna Magica” er et højdepunkt i kategorien den selvransagende biografi, og forfatteren Jung Changs store biografi ”Mao” er uden tvivl den mest uafrystelige – næsten chokerende – historiske biografi, jeg har læst. Biografi-mulighederne er overraskende talrige – fra James J Joyce til Linse Kessler.

NEW YORK TIMES BESTSELLER

„Det er simpelthen så strålende en bog.“ – Berlingske

”Hvis man vil læse om Romerrigets storhed, er Mary Beards ’SPQR’ bogen, man skal have fingrene i.”

– Politiken

”Imponerende mastodont om landsbyen, der voksede til et imperium.”

– Jyllands-Posten

”Som den fabelagtige formidler af det kolossale stof, hun er, hænger læseren begejstret og illumineret på fra først til sidst.”

– Weekendavisen

”Mary Beard rusker op i vanetænkningen og tilbyder nye tolkningsmuligheder, hvilket gør denne i øvrigt veloversatte bog værd at gå i dybden med.”

– Information

”Levende, nuanceret og velfunderet gennemgang af det antikke Roms historie. Et flot eksempel på, at historieskrivning kan være både underholdende og fagligt helt i top.”

– litteratursiden.dk

”Velskrevet, vidende og spidsfindig (…)

En af de vigtigste udgivelser om Romerrigets historie de seneste 25 år.”

– historie-online.dk

Prix du livre d’histoire de l’Europe 2017 – Wall Street Journal Best Books of 2015 Kirkus Reviews Best Books of 2015 – Economist Books of the year 2015

Solo J ES P ER S T EI N

 JYLLANDS-POSTEN

 BERLINGSKE

 POLITIKEN

 NORDJYSKE

at glæde h tid til

Kim Larsen – Mine unge år

Kim Larsen t fortæller i ny bog varm om k og humoristis sine unge år.

Udkommer 4. dec.

JENS ANDERSEN ”Jeg lover, at jeg prøver på at lade være med at lyve over for dig. Jeg ´ bider mig virkelig i tungen hver gang, der er ved at komme en løgn. Det gør jeg altså, for når jeg fortæller historier, er jeg vant til at smøre på. Men det her, J.A., det kommer jo på tryk, og så er det en anden historie.”

– KIM LARSEN TIL JENS ANDERSEN, FORÅRET 2018

Sigurd fortæller H.C. Andersens eventyr SI G URD BARRETT Sigurd Barrett har udvalgt og genfortalt 31 af H.C. Andersens bedste eventyr. Fra Fyrtøjet til Den grimme ælling, Svinedrengen, Snedronningen og mange flere.

 BOGNØRDEN

Bevægelse SUSSE W OLD Susse Wold skriver om de helt store grænseoverskridende ydre og indre oplevelser i sit liv. Med humor og indlevelse deler hun ud af personlige historier om kærlighed, tab og de vigtige situationer som for alvor har flyttet hende.

 KRISTELIGT DAGBLAD

 JYLLANDS-POSTEN

 POLITIKEN

”En prægtig roman … ikke én side for lang.”

W E E K E N DAV I S E N

Max, Mischa & Tet-offensiven

Mit lykkelige land GREVINDE ALEXANDRA ”GREVINDEN ER SIMPELTHEN SEJ!

… smukt og fintfølende set af et menneske, der vi erlig er blevet dansker med vilje.”

WEEKENDAVISEN Mit lykkelige land er en kærlighedserklæring til Danmark og en personlig fortælling om at blive en lykkelig dansker.

JOHAN HA RS TA D

e hinanden Kastanjemanden S Ø R E N S VE I S T R U P

 DAGBLADENES BUREAU

 FYENS STIFTSTIDENDE

 BOGFIDUSEN

 BOGFRIISEN

POLITIKENS FORLAG

30 | JulensBøger | Religion

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. november 2018

Historien har gjort Jan Hus uret Vi burde ikke tale om Reformationen, men om reformationerne, siger filosof Peter Tudvad, der er aktuel med bogen ”Jan Hus, kirke, korstog og kætteri”

interview AF CASPER PILGAARD kirke@k.dk

3 Hvorfor har du skrevet bogen?

5 Det er synd og skam, at danskerne i al almindelighed ikke kender meget til Jan Hus. Stort set en hvilken som helst før-reformatorisk teolog stilles altid i skyggen af Martin Luther, men Jan Hus er allerede lykkedes med det, Luther ønskede sig med sit opgør mod afladshandlen, for allerede i 1412 fik Hus en disputation om afladshandlen.

Det er bare ét eksempel på, at der er sket meget før Luther, men under Reformationen bliver Hus reduceret til en ren og skær forløber for Luther, der siger det samme, bare knap så klart. Luther begynder sit opgør med pavestolen, inden han overhovedet kender til Hus. Så mit ærinde er ikke at sige, at Reformationen ikke kan tilskrives Martin Luther, men at Luthers reformation havde ikke fundet sted uden Jan Hus. Man burde derfor tale om flere reformationer i stedet for Reformationen, som vi gør i dag. Det har for mig været slående, at Luther her i Tyskland, hvor jeg bor, ikke har nær samme status som i Danmark. Der findes ikke et så lutheransk land som Danmark.

3 Man burde derfor tale om flere reformationer i stedet for Reformationen, som vi gør i dag, mener Peter Tudvad. – Foto: Jakob Dall/Ritzau Scanpix.

Peter Tudvad 3 Født i 1966. Cand.mag. i filosofi med sidefag i statskundskab og teologi ved Københavns Universitet.

Peter Tudvad har forsket i Søren Kierkegaard og var indtil 2005 ansat ved Søren Kierkegaard Forskningscenteret ved Københavns Universitet.

Peter Tudvad er i dag freelancer og har udgivet adskillige anmelderroste faglitterære bøger og senere også romaner. ”Jan Hus. Kirke, korstog og kætteri” er udkommet på forlaget People’s Press.

bålet i Konstanz, og på den måde er Hus med til definitivt at afgøre Luther mod romerkirken.

Luther erklærer sig da også husit i 1520. Men der er også væsentlige forskelle på de to, og Luther tager senere afstand fra Hus. I modsætning til Hus mener Luther ikke, at man er i stand til at helliggøre sig selv.

Derfor bliver Luther decideret forarget over Hus’ fromhed, for i det at ville være from ligger der også en anmasselse over for Guds nåde. Sat på spidsen kan

3 Hvor er sammenfaldene og forskellene mellem Martin Luther og Jan Hus? 5 Martin Luther havde et meget ambivalent forhold til Hus. Luther begræder, at den evangeliske sandhed er blevet brændt på

man sige, at hvor det for Hus handler om livet, handler det for Luther om læren.

3 Hvordan kan man forklare, at Martin Luther lykkes med sit forehavende, mens Jan Hus ender sine dage på et bål i Konstanz?

5 Martin Luther var mere realpolitisk end Jan Hus. Hus er ikke så bange for anarki, som han er for at handle i strid med guds ord.

Han er enormt radikal og eks-

tremt demokratisk, når han siger, at ingen må lyde en ordre eller et påbud, medmindre det er i overensstemmelse med Guds ord. Luther er frem for alt bange for anarki. Det ser vi eksempelvis med bondeoprøret i 1524-25, hvor tusindvis af bønder i nutidens Tyskland forsøger at gå i husitternes fodspor. Op mod 100.000 bliver dræbt, og det har Luther sanktioneret, da han bliver rystet over at se, hvad hans reformation kan bruges til. Luther mener ikke, at der findes en

øvrighed, uden at den er givet af Gud. Derfor ser han bondeoprøret som et oprør mod Gud og giver retten til at sanktionere, hvad der er gyldig kristendom, til øvrigheden. Det er væsentligt, for selvom Luther tog et afgørende opgør med den katolske kirke, så var han han mere verdsligt orienteret og en større pragmatiker end Hus. 3 I bogen mere end antyder du, at det er splittelsen mellem Øst- og Vesteuropa, der spiller en rolle i, at Jan Hus aldrig har opnået den store berømmelse uden for Tjekkiet.

Kan du uddybe det?

5 Jeg tror, en af grundene til, at Jan Hus aldrig har fået den anerkendelse, han fortjener, skal findes i, at vi i Vesteuropa har svært ved at forene os med tanken om, at en østeuropæer skulle have spillet så afgørende en rolle i udbredelsen af demokratiet. Jeg kunne godt tænke mig, at nogen fik øjnene op for, at de der østeuropæere ikke nødvendigvis er en flok tilbagestående, intolerante amøber. At det også er selvstændige og kritisk tænkende mennesker, der besidder stort mod, og som historien bør anerkende for at gøre noget forbilledligt. Jeg mener grundlæggende, historien har gjort Jan Hus uret i den udstrækning, at han er blevet reduceret til blot at være Luthers forgænger, og at man ikke har taget ham alvorligt på hans egne præmisser. Også i den udstrækning, at han i Tjekkiet fik en genkomst i det 19. århundrede, men som en politisk figur og ikke som en dydig teoloJ gisk tænker.

Inspirerende og personlig indføring i Bjergprædikenen Jens Ole Christensens bog om Bjergprædikenen er en vigtig inspiration og opmuntring til både at ville Bjergprædikenens ord og at hvile i dem

anmeldelse 5 stjerner AF STEEN SKOVSGAARD kultur@k.dk

Sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen har valgt at tage livtag med Bjergprædikenen i bogen ”Dyb hvile og dynamisk liv”.

Bogen er et resultat af 10 års arbejde, samtaler og overvejelser om Jesu Bjergprædiken (Mattæusevangeliet, kapitel 5-7), som med sin radikalitet både fascinerer og frastøder.

Det understreges i indledningen, at hvis man ønsker at arbejde med de mange forskellige videnskabelige diskussioner om

Jens Ole Christensen: Dyb hvile og dynamisk liv.

Bjergprædikenen læst langsomt. 208 sider. 199,95 kroner.

LogosMedia.

Bjergprædikenen, så skal man læse en anden bog end denne. ”Dyb hvile og dynamisk liv” er skrevet ud fra overbevisningen om, at Jesus mener det, han siger, og at han i sin prædiken udfordrer sine tilhørere til at praktisere de forskellige bud.

Dermed afviser forfatteren også den gængse opfattelse af Bjergprædikenen som en forkyndelse af, hvorfor vi har brug for Jesus og syndernes forladelse i ham.

Den dimension er ganske vist til stede i Bjergprædikenen, ”men Jesus sagde det først og fremmest, fordi han ville have os til at gøre det”.

Efter at dette er slået fast, gennemgås Bjergprædikenen afsnit for afsnit, langsomt, pædagogisk, personligt og engageret.

Det første, som understreges, er, at Bjergprædikenen er talt til disciplene og har dem som målgruppe. Formentlig er der ifølge forfatteren sket det, at en større skare efterhånden er stødt til, og det er dem, vi til slut hører om bliver forundrede over det, som Jesus sagde.

Bjergprædikenen indledes med de kendte, elskede og forskellige saligprisninger, som i bogen kaldes for prismer. De kaster lys i forskellige retninger ind over livet, til trøst, inspiration, dom og udfordring.

Den første saligprisning er dog et afgørende fundament for hele prædikenen og evangeliet i det hele taget: Salige er de fattige i ånden.

Det er det vigtigste, der er at sige om kristenlivet. Det begyn-

der i underskud og leves i underskud. Det er på én gang det dramatiske og befriende afsæt for Bjergprædikenen. Vi er først og fremmest tiggere (og tiggere kan ikke gå fallit!). Det er da også Jens Ole Christensens udgangspunkt for de forskellige fortolkninger: ”Saligprisningerne forkynder, at en kristen er et fattigt menneske, der får det hele forærende af Jesus. Det er hvilen. Og saligprisningerne forkynder, at et kristent menneske er en, der (begynder at) ligne Jesus. Det er projektet og udfordringen.”

Bogen rejser dog også flere anfægtende spørgsmål: Hvem er for eksempel de rene af hjertet, og hvordan og hvornår bliver hjertet rent? Hvornår skal det re-

ne hjerte se Gud? Svaret er befriende klart: ”Jeg ved det ikke!”.

Der er ingen letkøbte svar eller billig kritik. Naturligvis er der samtidskritik, men den tilsættes en god portion selvkritik, med et skarpt blik på hykleri og dømmesyge, der beskrives som gudstroens onde fætter.

Bogen trækker på mange forskellige inspirationskilder. Ikke mindst domprovst Carl Skovgaard-Petersen (død 1955), som får lov at indlede bogen med disse ord: ”Alle Bjergprædikenens ord er talt af den frelser, som ikke vil frelse os uden om Bjergprædikenens bud, men frelse os til at ville dem…”.

Denne bog er en vigtig inspiration og opmuntring til både at ville dem og hvile i dem.

J

Nyheder fra Syddansk Universitetsforlag 20

20

MARE NOSTRUM

DE DANSKE

FØRERE Ole Ravn

298 kr.

398 kr.

Formålet med denne antologi er at introducere historiestuderende og historikere til arbejdet med visuelle kilder. Antologien tilbyder dels historiske eksempler på visuelt materiales brug og påvirkning af regimer, ideologier, følelser og anskuelser gennem tiden, dels metodiske værktøjer og analytiske greb som historikeren kan anvende til at forstå og analysere visuelle udtryk i fortid og samtid.

I 1918 åbnede Sikringsanstalten i Nykøbing Sjælland dørene for de første patienter. Anstalten skulle huse Danmarks ”farligste kriminelle sindssyge”. Den opgave har institutionen bibeholdt gennem 100 år. Selvom anstalten og de anbragte ofte har været i pressens søgelys, er historien om ”Sikringen” og dens klientel ikke tidligere blevet beskrevet i en samlet fremstilling. Denne bog undersøger for første gang anstaltens historie fra de tidlige tanker om en særlig institution i 1800tallet til den nuværende sikringsafdeling, der i 2015 blev flyttet til Slagelse.

Historien om Sikringsafdelingens opståen og udvikling skal ses i et bredt perspektiv. Anstalten opstod især på baggrund af krav fra samfundsgrupper udenfor psykiatrien. Institutionen skulle sikre samfundet mod de farligste patienter, samtidig med at den var en løsning på interne problemer i fængselsvæsenet og psykiatrien. Skiftende politiske holdninger til krav om sikkerhed og behandling har også haft indflydelse på Sikringens udvikling.

348 kr.

Men historien handler ikke kun om særlige faggrupper og større strukturer. Den drejer sig også om enkeltindivider, der på forskellig vis har sat deres præg på begivenhederne. Det gælder ikke mindst Sikringens patienter, som hidtil har befundet sig i historiens periferi. Over 400 mænd og (enkelte) kvinder har været indlagt på anstalten gennem 100 år. Denne bog vil gennem oversigter og beskrivelser af udvalgte livsforløb fortælle nogle af disse historier om de anbragte, og hvordan deres liv har set ud før, under og efter indlæggelsen.

visuel historie

Sikringen

MARE NOSTRUM

Romerne og Middelhavet

Visuelle udtryk fylder overordentlig meget i det 21. århundredes mediebillede, men det visuelle har været til stede til alle tider og burde med stor selvfølgelighed indgå som kilder i alskens historiske studier.

Det er langt fra nogen ny tanke, men der er ikke meget konkret hjælp at hente for de historikere, som primært er trænet i at arbejde med skriftligt materiale, eller for de historiestuderende, som er opflasket med et betydeligt mere mangfoldigt og visuelt mediebillede end deres undervisere.

visuel historie

Tønnes Bekker-Nielsen

FASCISTISKE OG NATIONALSOCIALISTISKE PARTIER OG FØRERE I DANMARK 1922-1945

Tønnes Bekker-Nielsen

Sikringen

298 kr.

tilgange og eksempler Psykiatrien i Region Sjælland

SYDDANSK UNIVERSITETSFORLAG

Mare Nostrum

107739_cover_visuel historie_.indd 1

Romerne og Middelhavet Tønnes Bekker-Nielsen 225 sider, rigt illustreret og indbundet, 298 kr.

Det antikke Rom havde et særligt forhold til Middelhavet, og bogen følger havets rolle i romernes liv gennem mere end 800 år. På en gang dragende og skræmmende var havet altafgørende for romerrigets eksistens, og bogen stiller skarpt på både skibsbygning, saltudvinding, fiskeri, transport og de søfolk, der gjorde det hele muligt.

170mm

SYD DAN S K U N I V ERS I T ETS FORLAG

SYD D A N SK U N I VE RSI T E T SF O RL A G

Redigeret af Anne Magnussen, Kirstine Sinclair og Casper Sylvest

De danske førere

Visuel historie

Fascistiske og nationalsocialistiske partier og førere i Danmark 19221945

Tilgange og eksempler

Ole Ravn 620 sider, rigt illustreret, indbundet, 398 kr.

Allerede i begyndelsen af 1920’erne slog fascismen ned i Danmark. Igennem de følgende 25 år prægede et utal af partier og bevægelser den politiske højrefløj. Bogen præsenterer et udvalg af kendte og mindre kendte partiførere, deres storhed i 1930’erne og deres totale nederlag i 1945.

Udkommer 27. november

36,6mm

Fra lige muligheder til ret og pligt Spørgsmålet om, hvordan vi som samfund skal reagere på kriminel adfærd, bør ikke være forbeholdt nogle få eksperter. Det vedrører alle og bør være genstand for en bred, demokratisk debat ført på et velinformeret grundlag. Straffens filosofi sigter imod at give alle parter i debatten et sådant grundlag, og bogen udfylder dermed et hidtil gabende tomrum i den dansksprogede faglitteratur.

Socialdemokratiets integrationspolitik i den moderne velfærdsstats tidsalder

Straffens

398 kr.

245mm

Thomas Østergaard

357 sider, rigt illustreret, indbundet, 348 kr.

Man skal ikke tro på alt, hvad man læser, men man skal heller i tro på alt, hvad man ser. Denne bog er en grundig og omfattende vejledning til historikere og andre i, hvordan man behandler billeder og fotos kildekritisk og hvordan man analyserer visuelle kilder. .

filosofi

Fra 1963 fik han som chefredaktør ved Flensborg Avis en talerstol for mindretallets sag, og han var ikke bange for hverken stærke standpunkter eller en ophedet debat. Specielt i sine lederartikler formåede Karl Otto Meyer at spidse sine holdninger til, og bogen behandler indgående nogle af de diskussioner og den kritik, som de gav anledning til.

Bogen følger Karl Otto Meyer fra barndommens Flensborg over flugten fra tysk militærtjeneste, seminarietiden i Skaarup, den politiske vækkelse og vejen fra lærerjobbet over i journalistik og politik.

Jesper Vaczy Kragh 250 sider, rigt illustreret, indbundet, 298 kr.

Igennem 100 år har Sikringsanstalten Nykøbing Sjælland huset landets farligste kriminelle sindssyge. Bogen er den første skildring af anstaltens historie og går også tæt på nogle af de anbragte, der i tidens løb har været indlagt.

398 kr.

Med baggrund i et omfattende kildemateriale, der ikke er blevet udnyttet før, tegner bogen et anerkendende og kritisk portræt af en stor politiker, publicist og polemiker.

– en kritisk indføring i debatten MOGENS ROSTGAARD NISSEN (f. 1965) er historiker, Ph.D. og er arkivog forskningschef ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig. Han har et omfattende forfatterskab bag sig inden for både økonomisk og regional historie.

HeidiSyddansk Vad Jønsson Universitetsforlag

Red. af Anne Magnussen, Kristine Sinclair og Casper Sylvest

Karl Otto Meyer

Bogen er skrevet sådan, at den brogede og komplicerede strafproblematik bliver overskuelig og vedkommende for den almindelige læser, og fremstillingen og diskussionen er tillige så systematisk og detaljeret, at bogen også vil appellere til fagfolk – herunder filosoffer, jurister og kriminologer – dels som et grundigt oversigtsværk, dels som en gennemargumenteret opfordring til nytænkning.

299 kr.

Forbrydelse, farlighed og foranstaltninger. Sikringsafdelingen i dansk psykiatri 1918-2018

Karl Otto Meyer (1928-1996) var ikke blot en væsentlig del af historien om de danske mindretal i Sydslesvig. Han skrev historien selv. Gennem fire årtier var han mindretallets klare politiske leder. Indadtil som indpiskeren med markante holdninger til, hvad det vil sige at være mindretal, og hvilke krav man må stille til de mennesker, der tilhører mindretallet. Udadtil som fighteren, der aldrig udlod at kræve mindretallets ligeret, og som en skarp kritiker af det vesttyske samfund. Og over for de danske politikere og den danske offentlighed var han den klare stemme, der igen og igen mindede om mindretallets forhold.

Thomas Østergaard

Straffens filosofi

Fra lige muligheder til ret og pligt

Med henblik på at give en kritisk indføring i strafproblematikken – og i et forsøg på at finde frem til den bedste blandt de mange begrundelser for straffeinstitutionen – udfolder og diskuterer filosoffen Thomas Østergaard i denne bog en række af de centrale teorier i debatten.

11/10/18 14:18

MOGENS ROSTGAARD NISSEN

Heidi Vad Jønsson

Blandt fagfolk hersker der stor uenighed om svarene. Der findes overraskende mange bud på, hvordan straffeinstitutionen kan og skal begrundes, og ofte når de frem til vidt forskellige svar på, hvordan en hensigtsmæssig straffepraksis må se ud.

26/09/18 10:23

170mm

Syddansk Universitetsforlag

For de fleste er det en selvfølge, at staten straffer mennesker, der begår kriminalitet. Men er straffeinstitutionen egentlig velbegrundet og moralsk forsvarlig? Giver det sig selv, hvad vi vil opnå med at straffe?

Hvad er rationalet?

Sikringen

109398_cover_sikringsanstalten_r1.indd 1

SYDDANSK UNIVERSITETSFORLAG

298 kr.

Karl Otto Meyer Politiker, publicist, polemiker

MOGENS ROSTGAARD NISSEN

9 788740 831597 >

Fra lige muligheder til ret og pligt

Straffens filosofi En kritisk indføring i debatten

Kirke og kirkestruktur i middelalderens Danmark

Socialdemokratiets integrationspolitik i den moderne velfærdsstats tidsalder

Thomas Østergaard

Jakob Kieffer-Olsen

Heidi Vad Jønsson 272 sider, illustreret, indbundet, 299 kr.

Integrationsloven i 1998 blev startskuddet til en helt ny lovgivning og logik i dansk udlændingepolitik. Specielt Socialdemokratiet måtte igennem store interne debatter for at finde sine egne ben, og denne bog undersøger, hvordan de spandt af.

717 sider, hæftet, 398 kr.

For de fleste er det en selvfølge, at staten straffer kriminelle. Men er straffeinstitutionen egentlig velbegrundet og moralsk forsvarlig? Giver det sig selv, hvad vi vil opnå med at straffe? Med henblik på at give en kritisk indføring i strafproblematikken udfolder bogen en række af debattens centrale teorier.

Ca. 760 sider, indbundet, gennemillustreret i farver, 398 kr.

Bogen er den første samlede fremstilling af de danske kirkers udvikling og udbredelse i perioden 1050-1536.

Bogen følger de første faste sognedannelser i 1200-tallet, kirkenedlæggelser i 1300-tallet og de mange sognekirker, der overgik til privat eje fra 1100-tallet.

www.universitypress.dk

Karl Otto Meyer Som politiker, publicist og polemiker Mogens Rostgaard Nissen 350 sider, rigt illustreret, indbundet, 298 kr.

Karl Otto Meyer var igennem en menneskealder det danske mindretals stemme i Sydslesvig, og han blev hørt langt ud over mindretallets grænser. Som polemiker, politiker og publicist var han både beundret, frygtet og respekteret overalt, og han forstod om nogen at sætte nationale mindretals forhold på den politiske dagsorden.

32 | JulensBøger | Religion

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. november 2018

Små fortællinger fra den store verden Tove og Iver Viftrup var i en længere årrække udsendt til Bangladesh for Santalmissionen. Deres erindringer om missionsarbejdet er berigende læsning

anmeldelse 4 stjerner AF STEEN SKOVSGAARD kultur@k.dk

”Bøjer jeg mig så dybt, som jeg kan, vokser min verden sig stor.” De ord af Tom Kristensen melder sig efter endt læsning af bogen ”En verden til forskel”.

Forfatteren Iver Viftrup (født 1943) har sammen med hustruen Tove og deres børn i årene 1972-1984 været ude i den store verden. De var udsendt af Dansk Santalmission til Bangladesh, og det er rejsen til og opholdet her i denne fjerne verdensdel, som er bogens omdrejningspunkt.

Vi kommer dog også langt tilbage i historien, helt tilbage begivenheder i Tvis Sogn fra 1100-tallet og frem til forfatterens barndom samme sted. Seks søskende voksede op på gården Østerlund. Ud over dem var der også en lillebror, der døde af stivkrampe otte dage gammel.

Lillesøster, Kristine, var mongolbarn og blev kun godt tre år. En forårsdag i 1955 blev hun kørt ned af en bus lige uden for hjemmet. Om hende hedder det: ”Lillesøster Kristine med de skæve øjne og den smittende umiddelbare livsglæde. Hendes søde smil og glade latter, der stod i skærende kontrast til det åbenlyse handikap ... Hendes korte liv var som et solstrejf gennem tunge mørke skyer. Som en buket af små, søde stedmoder-

blomster, plantet i hjertets dybe muld.”

At billedet med blomsterne ikke er tilfældigt valgt, forstår man senere, hvor det fortælles, at den fem-seksårige Iver spolerede et bed med de smukkeste stedmoderblomster. Han plukkede nemlig en dag hovedet af dem alle og kom ind til mor med dem. Mor valgte glad at tage imod dem og satte dem i et fad med vand på bordet. En lille, ubetydelig historie, som her i selvbiografiens klare lys vokser sig stor og skinner som et smukt minde om en mild og klog mor.

Den slags små historier er bogen rig på. Så tilgiver man gerne, at fortællestilen indimellem er springende, at der er en del gentagelser, at alt for mange sætninger begynder med: ”Og ...”. Samt at de valgte fotos er så små, at man nærmest skal bruge lup for at se, hvad de forestiller.

Men som sagt: Bøjer man sig og ser og lytter, så vokser verden sig stor.

I 1972 stod den lille familie på Aarhus banegård for at drage til et land med 85 procent muslimer. Det var i sandhed en verden til forskel. En af de første dage i denne nye verden ser forfatteren, hvordan en muslim beder sin middagsbøn på en Landrovers motorhjelm, hvilket får denne lille bemærkning med: ”Nå ja, for resten – det er selvfølgelig tid til en af dagens fem bønner for en god muslim.

Havde jeg mon husket min egen morgenbøn?”.

Iver Viftrup: En verden til forskel. 320 sider.

199,95 kroner.

Mellemgaard.

Et andet kulturmøde fandt sted, da en yngre mand fortæller, at hans forældre nok skulle sørge for at finde den rette kvinde til ham. ”Jamen, hvad med kærligheden? I den kultur, vi kommer fra bestemmer man selv den slags!”. Hvortil den unge mand høfligt spurgte: ”Hvordan er det nu med antallet af skilsmisser i jeres land?”.

Og da en nabo klager over børnenes sprog, er det nærliggende at spørge: ”Kære nabo, hvem tror du dog, at han har lært de slemme ord fra?”.

Vi hører om spedalskhedsarbejdet, gudstjenesterne, daglig-

dagen, om en utrættelig og omsorgsfuld hustru, og ikke mindst det smertefulde i at skulle sende tre børn på kostskole flere hundrede kilometer væk. Det har tydeligvis efterladt sår, som forfatteren ikke lægger skjul på, og da også stiller selvkritiske spørgsmål til. For havde de været for fokuserede på egne karrierer og succes på børnenes bekostning?

Det har sin pris at være udsendt til en anden verden.

Hvorfor gør man det så? Vi får flere svar: Ungdommelig naivitet og dumdristighed. Men naturligvis også et ”kald”: ”Hvis Vor

Herre vil tage til takke med ganske almindelige menneskers tjeneste i sin vingård, så er Han da også selv ude om det.”

At komme hjem var en mindst lige så stor omvæltning. For hvad er en dansker i grunden for en størrelse? Og hvad med rigdommen og forbruget?! Da familien kommer ind i et supermarked udbryder et af børnene: ”Hold da helt op. Kom lige, mor og far, og se alle de ting, der er her … som vi slet ikke har brug for.”

Den slags små og tankevækkende bemærkninger gør da verJ den større.

2 Fra 19721984 var Iver Viftrup med hustruen Tove og deres børn udsendt af Dansk Santalmission til Bangladesh.

De kom fra Aarhus til et land med 85 procent muslimer. – Foto: AP/Ritzau Scanpix.

Der er liv i klostrene i ørkenen Smuk bog om den egyptiske biskop Thomas og det internationale center, han har etableret i ørkenen mellem Kairo og Alexandria

anmeldelse 4 stjerner AF SØREN HERMANSEN kultur@k.dk

Området i ørkenen mellem Kairo og Alexandria har altid været et åndeligt kraftcentrum i den koptiske kirke. Det er herfra, klosterbevægelsen stammer. Allerede i 300-tallet e.Kr. var der i Natrondalen vest for Nilen etableret 40 klostre. I dag er der fire tilbage.

Det begyndte med de såkaldte eremitter, eneboere, der i midten af det 3. århundrede flygtede ud i ørkenen, blandt andet på grund af kristenforfølgelser. Nogle af dem kender vi navnene på, Paulus af Theben og Antonius. De levede i årtier i askese og afsondrethed fra mennesker og i dyb forbindelse med Gud. De var højt ansete i den jævne befolkning, der underholdt dem med de daglige fornødenheder. Da disse hel-

lige mænd fik følgere, opstod klostrene. Ordet claustrum, som det danske ord kloster stammer fra, betyder lukket i, lukket inde. De lukkede sig inde bag mure, så de var i beskyttelse mod verdens farer både fysisk og åndeligt. Den store grundlægger af den egyptiske klosterbevægelse var Pachom. Han døde i 346. Hans leveregler for klosterbevægelsen kom til at danne baggrund for de store europæiske klosterbevægelser som for eksempel benediktinerne.

Det var fra den egyptiske ørken i Natron-dalen, Wadi El Natrun, at der gennem århundreder skulle udgå en stor åndelig inspiration til den egyptiske kristne kirke, der skulle gå fra en enerådende position i samfundet til at blive en mindretalskirke, da islam gradvist overtog den religiøse lederposition.

Jeg besøgte Wadi El Natrunklostrene som ung teologistuderende i 1970’erne og opdagede

til min overraskelse, at en del munke var unge med akademiske uddannelser. Det var deres ungdomsoprør at gå i kloster.

Der var liv i den gamle klosterbevægelse, og det er der stadig.

Bogen ”Biskop Thomas – I kærlighedens cirkel” handler om en biskop og hans vision om at gøre et nyt center i Wadi El Natrun til et internationalt center, hvor inspirationen fra den rige koptiske åndelige arv er drivkraften.

Centeret hedder Anafora, hvilket er græsk og betyder ”løft” – her skal mennesker have et løft både på det menneskelige og det åndelige plan.

Det er et enkelt liv, der leves på stedet.

Kvinder og mænd lever ugifte, i cølibat, renhed og i fattigdom, og hele tiden i fællesskab med mennesker og Gud. Som det hedder: ”Vi har ikke meget, men nok. Vi har rammer for gode møder mellem mennesker. Vi søger

lyset. Vi søger Gud. Vi møder Kristus.”

Der er tre centre i Anafora. Det yderste og første er Anamnesia (erindring), hvor man blandt andet træder ind i overleveringen af de bibelske skrifter. Den midterste er Anastasis (opstandelse). Det enkelte menneskes åndelige opstandelse er undervisningens mål. Det inderste er Anafora (løft), hvor mennesket oplever at blive løftet op og ind i både Guds verden og denne verden.

Da biskop Thomas som 30-årig blev biskop, skulle han holde sin første prædiken som biskop. Den blev kort og lød sådan: ”En biskop er en hånd, der kommer nedefra for at løfte mennesker op, ikke en hånd, der kommer ovenfra for at herske over mennesker.” Længere var den ikke! En gammel præst gik hen til ham og sagde temmelig højt i den fyldte kirke: ”Du må sige noget mere!”.

Han presser ham op på prædike-

stolen igen. Dér siger den nye biskop så sætningen igen om en hånd, der løfter mennesker op.

Det er kirkens opgave. Det er det nye centers opgave. Det gjorde Kristus for sine mennesker. Et løft – en anafora!

Det er en smuk bog, den norske salmedigter ­Eyvind Skeie har samlet. Der er mange gode ord, som selvfølgelig er mest brugbare i en egyptisk kirkesammenhæng, men som egentlig også har bud til en nordisk protestantisk kirke, hvor vi også har brug for at besinde os på vores fælles kristne arv. Også vi har brug for et løft. Mere end nogensinde et åndeligt et! I bogen er der gode tanker om bøn, nadver, bibel, Guds nærvær og korsets mangfoldighed. Bogen indeholder desuden en række gode billeder fra bygningerne på Anafora. Midt i ørkenen skyder de op. ”Blomstre som en rosengård,” er man fristet til at synge. Der kommer J stadig liv fra ørkenen.

Eyvind Skeie: Biskop Thomas – I kærlighedens cirkel. 189 sider. 299,95 kroner. Forlaget Boedal.

Til alle der elsker i en god romantiskat fortabe sig fortælling

Femte fortælling i Lucinda Rileys storslåede serie om De syv søstre I Månesøsteren følger vi Tiggy, som i sin søgen efter oplysninger om sin fortid tager til den smukke andalusiske by Granada.

Til alle Peter Høeg-fans

»... underholdende til sidste side.« – FEMINA om Perlesøsteren

il blive Til alle der vverden klogere på

HHHHHH

»... et absolut must-read!« – CHRI CHRI

Roman om venskab og kærlighed. Om tre barndomsvenner der mødes igen som voksne under voldsomme omstændigheder.

»Det bedste udenrigspolitiske lynkursus på markedet ... dybde, perspektiv og masser af underholdende og personlige indtryk, man kan blive klogere af.«

»Høeg flyver atter højt.« HHHHH HHHHH HHHHH »Svimlende Peter Høeg på HHHHH hudløs rejse i bevidstheden.« – AVISEN DANMARK

– MANDAG MORGEN

HHHH

– FYENS STIFTSTIDENDE

»Bagkloge udenrigsanalyser af de bedste.« – BERLINGSKE

– BERLINGSKE

– NORDJYSKE STIFTSTIDENDE

»... rigt på eventyrlige påfund, magiske forbindelser og dunkle sammenhænge.«

om De syv søstre

Veloplagt samtalebog mellem de to statsministre, Danmark aldrig fik!

Til alle mødre og d øt

»Som altid er Høeg skarp i detaljen.« – WEEKENDAVISEN

»Højdepunkt for Helle Helle ... bedste bog til dato.«

– INFORMATION

Når det er nytårsaften, er det helt i orden at lave ballade. Det er nærmest en tradition, siger far og forærer Villads en pruttepude og en kunstig hundelort. Men som alle, der kender Villads, ved kan han nemt komme til at lave meget mere ballade, end det var meningen ...

Til fans re i alle ald

Til alle små sp magere fra 4 årilop-

»Anders Matthesen rammer plet med ny børnebog. Alle børn burde have en ternet ninja som sparringspartner!« – POLITIKEN »... en ikonisk HHHH heltefortælling med uhyre velfunge velfungerende replikker.« – BERLINGSKE Fra 11 år

DE GYLDNE LAURBÆR 2017

– INFORMATION

Fra 4 år

HHHH

– JYLLANDS-POSTEN

»Kanondebut. Ole Lund Kirkegaards arvtager hedder Anders Matthesen.« HHHHH

re

– EKSTRA BLADET

de er en skildring af et mor-datter-forhold.

Det er en fortælling om sygdom og kærlighed og om at gå på gymnasiet i begyndelsen af 80’erne. »Vi griner og griner, vi græder og græder. Ikke højlydt bralrende eller hulkende, men stille og intenst og nærmest samtidig. Sådan er det at læse Helle Helle.« – POLITIKEN »... insisterende smuk. En bog ... som jeg har lyst til at læse forfra med det samme igen.« – WEEKENDAVISEN

HHHHH

– NORDJYSKE STIFTSTIDENDE

»Rummer alle de kvaliteter, forfatteren kendes for.« – KRISTELIGT DAGBLAD

Til alle der elsker en og sand kærlighedshiststor orie

»En stor fortæller.« »Et mesterværk.« – WEEKENDAVISEN

HHHHHH

– KRISTELIGT DAGBLAD

– POLITIKEN

»Først og HHHHH fremmest en historie om en stor og kompromisløs kærlighed.« – BERLINGSKE

34 | JulensBøger | Digte

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. november 2018

Mit hjerte er en digtsamling med plads til hvad som helst Digteren Klaus Høeck fylder 80 år senere på måneden og fejres som en af landets største og mest produktive poeter. Hans nye digtsamling, ”My Heart”, handler om Høecks egen sorg, skaberglæde og kristentro

interview AF DANIEL ØHRSTRØM ohrstrom@k.dk

Å’et har mistet sin glorie, så det ligner et A på digteren Klaus Høecks gamle Torpedo-skrivemaskine. Men han kunne ikke drømme om at skrive sine digte på nogen anden måde. For den standhaftige skrivemaskine har fulgt ham, siden han skrev sine første systemdigte i 1965. ”Jeg har måske skrevet 15.000 digte, og jeg har skrevet dem alle sammen på min Torpedo med de to fingre her,” siger Klaus Høeck og holder sine stive pegefingre triumferende op mod loftet i hjemmet i Veflinge på Nordfyn for at vise, at der stadig er masser af kraft og poesi i de snart 80-årige fingre. Nu er han aktuel med den store digtsamling ”My Heart – Poems Galore”, der nok er inspireret af computersprog med masser af engelske gloser, men altså er skrevet på gammeldags manér.

Det er efterhånden ganske få andre digtere – som Peter Laugesen og Søren Ulrik Thomsen – der stadig mejsler deres digte ind i papiret med skrivemaskiner. Men sådan foretrækker Danmarks måske mest produktive poet Klaus Høeck det altså også. Alene lyden af nyskrevet lyrik fylder ham stadig med fryd og forstærket skaberglæde: ”Jeg elsker at høre knaldet, når jeg rammer bogstavet. Det giver et fysisk nærvær, en forbindelse mellem sproget og verden, mens de digitale skriveprogrammer virker som åndeligt fravær, og jeg kan godt lide nærværet i skabelsesprocessen,” siger Klaus Høeck og lader blikket glide over mod vinduet og udsigten til efterårets blade, der falder som kobbermønter i slowmotion fra himlen. ”Naturen er rig. Det er også derfor, at vi i sin tid flyttede fra København. For jeg vil ikke leve i en second hand-skabning som København, men hellere direkte herude i skabningen, hvor jeg hver dag går analogt ud i skoven og glædes over ravnenes skrig og årstidernes udsmykninger af skovbunden, der aldrig er helt den samme. Skabningen er stor, og hvis man skal forholde sig til den som digter, må man også skrive stort,” siger Klaus Høeck, der ikke alene har skrevet over 30 værker, men altid har skrevet digtsamlinger så tykke, at de ligner en digters samlede værker. ”Jeg har ofte fået kritik for at skrive så meget, men sådan ville man jo uden sammenligning aldrig sige til Mozart og bede ham stoppe, efter han for eksempel lige havde skrevet ’Eine kleine Nachtmusik’. Hvis man har skabertrangen i sig, skal den også bruges,” siger Klaus Høeck med

0 ”Hvad hjertet er fyldt med, flyder poesien over med,” siger digteren Klaus Høeck, der åbner sit eget hjerte i digtsamlingen ”My Heart”.

Her ses han ved hjemmet i Veflinge på Nordfyn.

– Foto: Carsten Bundgaard/ Ritzau Scanpix.

et drenget grin, der får ham til at ligne en moden udgave af skuespilleren Mads Mikkelsen med næsten samme charmerende tandsæt og bid om den københavnske dialekt. ”Jeg var længe om at blive digter. Jeg forsøgte mig både som medicin- og jurastuderende og stak til søs, inden jeg i mange år blev ekstrapostbud. Og jeg udgav først min første digtsamling, ’Yggdrasil’, som jeg også selv husstandsomdelte for at få læsere, som 27-årig, men i den alder havde min unge ven Michael Strunge jo allerede skrevet sit livsværk. Jeg startede sent, og slutter også sent,” siger Klaus Høeck, der stadig har meget på hjerte, og gennem de omkring 600 siders systemdigtning, som han giver opskriften på sidst i samlingen ”My Heart”, åbner han sit hjerte, som han sammenligner med alt fra en pornobutik til en kirke. For ”hvad

hjertet er fyldt af, flyder poesien over med”, som han siger.

Som ung var Klaus Høeck selv – sammen med blandt andre Inger Christensen – en af systemdigtningens pionerer herhjemme. De første digtsamlinger kunne med hans egne ord ”virke helt uforståelige”, fordi han bevidst havde smadret sin syntaks ved at holde sig til matematiske systemer – for at bryde sin egen digteriske algoritme. ”Al digtning er systemdigtning. For sproget er også et system, man nærmest automatisk følger. Det er systemdigtere bare bevidste om. Det var derfor, at jeg ledte efter min egen algoritme for at bryde med den og forny sproget på den måde,” forklarer han og tilføjer: ”Men jeg vil egentlig hellere digte end at tale om digte, for den intellektuelle distance ødelægger det poetiske univers.”

Du skriver jo ellers i ”My Heart”, at ”et godt digt er som en dør, der skal sparkes ind”. ”Ja, men så skal døren jo lukkes, før man kan sparke den ind. Et godt digt skal indeholde noget, man ikke helt forstår og derfor efterlade et tomrum, man kan gå ind i. Der skal være plads til læseren, men hvis man intellektualiserer over digtet, kan det forsvinde. Digtet knytter sproget og verden sammen, hvorimod det intellektuelle stiller sproget over for verden. Digtet står ikke i modsætning til verden, det er en bro til verden og en sammenfatning med verden.”

Sådan har al god poesi altid fungeret, mener han. Og mens han knaldede bogstaverne ind i papirerne, der med tiden blev til ”My Heart”, opdagede han, at samlingens hjertetema mindede om Kingos over 20 poetiske hjertesuk. ”Det var min engelske over-

sætter, der også oversætter salmer, som gjorde mig opmærksom på Kingos 24-25 hjertesuk.

Og da vidste jeg, at jeg var på rette vej. Jeg nævner ham også i samlingen, men mine egne digte er ellers ikke direkte inspireret af Kingo,” siger Klaus Høeck, der dog også skriver om tilværelsens forgængelighed og det, der virkelig betyder noget, når døden nærmer sig. ”Det giver en anderledes alvor at nærme sig døden. I næste måned bliver jeg 80 år, og det betyder, at jeg formentlig kun har én digtsamling tilbage, inden jeg dør, så nu tænker jeg over ordene på en anden måde,” siger Klaus Høeck, der stadig godt kan blande bandeord og salmevers, som det passer ham, men troen har fulgt ham, siden han var dreng.

FORTSÆTTER NÆSTE SIDE

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. november 2018

JulensBøger | 35

Hurra for Høeck 3 3I anledning af Klaus Høecks 80-årsfødselsdag den 27. november bliver han blandt andet fejret med en række skulpturer af kunstneren Morten Stræde i Kunsthal Nord i Aalborg. Udstillingen, der hedder ”Haiku til Høeck”, består af 13 nye skulpturer med tilhørende korte, fyndige hyldesttekster til Høeck af professor Frederik Stjernfelt.

GIV HAVEGLÆDE I JULEGAVE Giv

Bestilles på haveselskabet.dk/ julegave

5

numre af magasinet Haven og et medlemskab af Haveselskabet

345,-

3 Kriser og prøvelser kan somme tider fører til større indsigt, mener Klaus Høeck.

– Foto: Carsten Bundgaard/ Ritzau Scanpix.

FORTSAT FRA FORRIGE SIDE ”Jeg vil sige, at jeg forholder mig til skabningen og skaberen i stedet for at forholde mig til nonsens. For mig har troen på en skaber altid givet mere mening end at tro på, at livet skulle være opstået af ingenting. Men det er jo der, videnskaben ender, og så foretrækker jeg at tro på en skaber frem for nonsens.

Man må jo tage stilling til, om livet er opstået af nonsens eller af en skaber. Og jeg tror, at vi er skabt af en skaber, som vi kalder Gud.” I ”My Heart” har Klaus Høeck også en ordudveksling med Gud, der spørger: ”Hvad sker der her?”. Og digterjeget svarer: ”Ikke det ringeste!”. Den replikudveksling kommer faktisk fra Klaus Høecks bryllup med professor Anne-Marie Mai, hvor kordegnen pludselig kom ind i Sankt Johannes Kirke i København under vielsen og spurgte, hvad der skete der. Men gennem sit liv og forfatterskab har Klaus Høeck også haft skænderier med Gud. Især da Klaus Høeck i begyndelsen af 1980’erne mistede sin daværende kæreste, der begik selvmord. ”Det sendte mig ud i en livskrise, og da blev jeg altså vred på Gud. Det skriver jeg også om i digtsamlingen ’Hjem’, hvor der er et stort opgør med Gud i en lang sekvens,” siger Klaus Høeck, der ikke kan forklare, hvordan han vendte tilbage til livet, men det har nok også noget med skaberen at gøre, mener han: ”Man taler sommetider om tankens magt, men jeg har

før sagt, at Gud er stærkest i tankens afmagt. Sådan har jeg det stadigvæk. Ingen går gennem livet uden kriser og prøvelser, men de kan sommetider føre til en større indsigt. Sådan er det også i ’Hjem’, der slutter med et stykke, jeg kalder ’Ånd’.”

Betød det så, at sorgen forsvandt? ”Nej, det gjorde den ikke.

Jeg har også stadigvæk kontakt med hendes søn, som ikke er min. Men jeg har forsøgt at være der for ham.”

Er det ham drengen, der ikke har forstået, han skal dø, som du skriver om i ”My Heart” sammen med den datter, du ikke fik? ”Nej, drengen, der ikke har forstået, at han skal dø, er mig. Men en anden sorg i mit liv er, at jeg aldrig fik mine egne børn. Det er nok mit livs største fortrydelse, at jeg ikke fik børn med min første kone, og da jeg mødte Anne-Marie, var det for sent, selvom vi prøvede,” siger Klaus Høeck, der til gengæld har skrevet flere digte end mange normale digtere til sammen, og han skal også kun åbne døren for at finde meningen med at bo midt i skabningen i Veflinge. ”Hør!”, siger han og lyser op i smil, mens ravnene skriger og vender sig som sorte bogstaver på himlen over markerne, der er pløjet, så skabningens egen poesi snart kan begynde forfra på Guds J store skrivemaskine.

Klaus Høeck

3 3Født i 1938. Debuterede som forfatter i 1966 med digtsamlingen ”Yggdrasil”. Siden har Klaus Høeck udgivet flere end 30 digtsamlinger, herunder ”Legacy” i 2015.

3 3Gennem årene har Klaus Høeck modtaget mange priser for sine bøger – blandt andet Gyldendals Boglegat (1980), Beatriceprisen (1987), Søren Gyldendal Prisen (1989), Emil Aarestrup Medaillen (1989), Johannes Ewald Legatet (1999), Kritikerprisen (2008) og F.P. Jacs Mindelegat (2014).

3 3I 1985 blev han tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Medlem af det Det Danske Akademi siden 1985.

3 3”My Heart – Poems Galore” er udkommet på Gyldendal.

Gratis gave til alle, der bestiller Håndcreme fra Haveselskabet værdi 119,-

3 3Han er gift med litteraturprofessor Anne-Marie Mai. Parret bor i Veflinge på Nordfyn.

Magasinet Haven udgives af Haveselskabet – en nonprofitforening af haveglade medlemmer.

Kan ikke fås i løssalg.

Læs mere på haveselskabet.dk

36 | JulensBøger |Digte

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. november 2018

Smukt opgør med en far Søren R. Fauths ”Digt om døden” er et stilistisk elegant, hudløst, hårdtslående og smukt poetisk værk

anmeldelse 5 stjerner AF PETER STEIN LARSEN kultur@k.dk

Mens Søren R. Fauths debutdigtsamling ”Universet er slidt” (2014) var et forfinet værk med referencer til tysk romantisksymbolistisk digtning, bredt anlagt civilisationskritik og utopisk længsel, så har det nye værk ”Digt om døden” en anderledes konfronterende attitude og personlig baggrund.

Undertitlen ”En bog om min far” peger på, at vi har at gøre med et autofiktivt værk, hvor vi følger en søns sidste tid med sin far, der medfører en undersøgelse af, hvem faderen og den øvrige familie egentlig var, samt ikke mindst et selvopgør.

Når lyrik er rigtig godt, handler det om mindst tre-fire ting på én gang, sagde digteren Jørgen Sonne engang.

Logikken i denne formulering er i pagt med tænkere som Sigmund Freud og Henri Bergson samt den tidlige avantgardes digtere som Apollinaire og T.S. Eliot, hvis pointe var, at der i et menneskes oplevelse er mange tider til stede samtidig. Eller sagt på en anden måde: Fortidens skygger kastes ind over nuet – og ofte opleves disse skygger som mere virkelige end den forhåndenværende virkelighed.

I Fauths digtsamling anvendes en sådan simultanteknik raffi-

neret. Jeg-personens erindringer, drømme og fantasier løber således gennem hele bogen som spor, der krydser hinanden, interagerer og blandes sammen.

Værket består af et forløb, hvor jeget beretter om sin psykisk forkrøblede, alkoholiske far Jürgen, der har mistet førligheden og går sin sidste tid i møde, historien om en højt elsket søster, Mette, der dør ung af lungekræft, en beretning om farfaderen Josef, der døde i tysk krigstjeneste, samt beretningen om jegets eget liv og dagligdag, der er præget af tvangstanker, angst, anoreksi og depression.

Når disse spor støder sammen, slår digtene gnister i voldsomme sanseappellerende og smertefulde skildringer af høj klasse: ”Savner M/ mangler mening mere end nogensinde før/ så meget at afklare så meget at lukke/ og dog er alt klarere/ end det nogensinde har været før./ Frost stjerneklart vågner til orangerød horisont over bæltet/ til billedet af min far/ der hænger i en sele fra loftet/ min mor trækker ham gennem lejligheden i en snor/ han har tisset i bukserne.”

Der skabes, som man bemærker, en dynamik af følelsesmæssige kontraster i Fauths skildringer, hvor der veksles mellem ømhed, empati og hudløshed og galgenhumor, ironi og raseri.

Til den positive pol hører for eksempel en indfølt og rørende skildring af ”tante Hansi/ mu-

2 Jegpersonens erindringer, drømme og fantasier løber gennem Søren Fauths bog som spor, der krydser hinanden.

– Foto: Palle Peter Skov.

sikelskeren sangerinden pianistinden/ der blev gift med Holbæks største møbelmatador”: ”tante H/ der endte med at træde ind i Jehovas Vidner/ fordi hendes datter gjorde det/ tante H der levede hele sit liv med en tyrannisk mand/ tante H der blev sendt fra Wien til Danmark kun ni år gammel.”

I den negative ende af skalaen har vi ”den fordømte vesterlandske alkoholkultur” samt et par herlige bredsider mod ”den københavnske kulturelite”: ”hvor jeg dog foragter al denne forstillelse mennesket/ ma-

rionetdukkerne og deres iscenesættelse/ de lidenskabsløse kalkulationer/ Ib Michael og Lars Frost serverede et par perfiditeter.”

Er digteren hård ved andre, så er det dog ingenting i forhold til, hvad han er ved sig selv.

Mens det blandt autobiografiske forfattere fra Karl Ove Knausgård til Jørgen Leth har været typisk, at den selvudleverende attitude ønskes opfattet som udtryk for heroisk mod, fordomsfrihed og ærlighed, så er der ikke skygge af dette i Fauths bog, der er tænderskærende og

nådesløs i sine skildringer af egne psykiske tilstande med ”øjne og gult og mørke og angst/ bare øjne og vrede og råb i gruber uden resonans” eller den følgende anoreksifantasi: ”jeg nægter at spise mere/ går målrettet efter synlige ledninger over lårene/ over maven/ de tydeligt fremtrædende årer på armene er ikke nok/ jeg må kunne gøre det bedre”. ”Digt om døden” kan derimod ikke gøres meget bedre – det er et stilistisk elegant, hudløst, hårdtslående og smukt poetisk J værk.

Søren R. Fauth: Digt om døden.

En bog om min far. 294 sider.

300 kroner.

Vandkunsten.

Beskedent folder vi himlen ud Simon Grotrian har udgivet sin bog nummer 50, og der er god grund til at holde poetisk jubilæumsfest for den gudsbenådede digter

anmeldelse 5 stjerner AF MARTIN ROHR GREGERSEN kultur@k.dk

Hvis man skal forsøge at sætte ord på Simon Grotrians digteriske mål og metode, finder man nok ikke en mere rammende formulering end digterens egen udtryksfulde læresætning fra digtsamlingen ”Risperdalsonetterne”, der udkom i 2000: ”Vi må presse alfabetet/ til det klynker som en nonne”. Grotrian er nemlig en gudsbenådet digter, der igen og igen sætter skred i sproget ved at gå til overrumplende, berusende, bizarre og forvirrende yderligheder i sit nyskabende arbejde med ordene og poesien.

Det gælder i den grad også Grotrians nye digtsamling ”Zar Brücke og de flamske forvandlinger”.

Læs blot de to første strofer af digtet, der måske med en hilsen

til Brorson hedder noget så besynderligt som ”Ribe er skarpladt”: ”Lad jeres omsorg gå på krykker gennem verden/ hen over silkeregnen på pyramiden af fajance/ med skjulte skatte, sommeren iberegnet/ hvor lotuskluden slutter under fødderne/ ved et græsorgie nærmere Gud// aldre rykker tæt på de blå mærker om sjælen/ himmelstumperne, der falder fra hans rige/ som von And bader jeg i mønter af solstråler”.

Eller dette uddrag fra ”Kløpulver i kaffen” (endnu en mærkværdig titel, der ikke nødvendigvis virker som en nøgle til digtets port), der, som det altid er tilfældet hos Grotrian, sammenstiller det hellige og det profane, højt og lavt, sjov og alvor, stort og småt, ligesom der flittigt hentes stof fra alt fra religion over litteraturhistorien til massekulturen: ”(...) i frit fald er livet en ballast og holder jordkloden stangen/ for hostien klipper lattergas ud af den safrandrukne

mund/ evigheden i reklamespots indkapsler bilkøerne/ traner spejler sig i gipsfrisurer hen over engdrag/ filtspåner danser mod en klovn/ der pløjer sit harem igennem til Faustfanfarer/ befrielseshæren oser, og beskedent folder vi himlen ud/ af røret som en valgplakat”.

Når man læser Grotrian, befinder man sig i et sært og særsproget univers fyldt med komplekse, ekspressive, surreale og barokke billeddannelser, der underløber almindelig, rationel logik og forsøg på at fiksere digtenes betydning, måske i en stræben efter at skabe et nyt eller anderledes sprog, der i højere grad kan rumme og nærme sig de religiøse og mytologiske forestillingsverdner, som Grotrians poesi er tæt forbundet med.

Indimellem resulterer det i utilgængelig tågesnak eller tungetale, men ofte åbner det for nye og uventede oplevelser og indsigter. Kedeligt eller banalt er det i hvert fald aldrig.

Som læser må man opgive sin trang til at oversætte digtene som en rebus eller få dem til at gå op i en højere enhed. I stedet må man forvilde sig ind i deres labyrintiske og knopskydende associationer og lade sig gribe af de vrangvendte, smukke, hæslige, (for)underlige og fascinerende billeder, de består af, hvad enten det drejer sig om angstprægede og uhyggelige skrækvisioner om en verden i opløsning (”ure hakkes i skiver foran huset/ nogen forvandler atmosfæren til et gaskammer”) eller underfundige og skæve perspektiver på omverdenen (”Regnbuen svippede op som en stålfjeder/ og Vorherres slikkepind i alle farver// var det tid for en syndflod”).

Det er utvivlsomt krævende at læse Grotrian, men hvem har også sagt, at poesi skal være let?

Indfinder man sig med, at det ikke er alt, man kan eller skal forstå, åbner Grotrians digte for et rigt og dybt poetisk rum. ”Zar Brücke og de flamske for-

Simon Grotrian: Zar Brücke og de flamske forvandlinger. 88 sider. 150 kroner. Gyldendal.

Når man læser Grotrian, befinder man sig i et sært og særsproget univers. – Foto: Jørgen Ploug.

vandlinger” er bog nummer 50 i det store forfatterskab, og alle læsere opfordres hermed til at deltage i den poetiske jubilæJ umsfest.

V I N T E R

ALPACAHUSET V I N T E R

N Y H E KigD in se hv d og ad an Eha dre ikke r R

Store Kongensgade 90, 1264 København K, Tlf. 33 14 12 28 Åbningstider: Tirsdag - fredag kl. 11-17 ogKlørdag kl. 10-14 ig ind o g www.alpacahuset.dkse hvad and ikke har re

N Y H E D E R

26 millioner grinende børn kan ikke tage fejl!

David Walliams er Englands svar på Ole Lund Kirkegaard

David Walliams Bøgerne er perfekte til oplæsning fra 6-7 år og selvlæsning fra 9 år.

Hæsblæsende fortællinger, som vil få din mave til at krampe af la er.

David Walliams er britisk forfa er, komiker, skuespiller, tvvært og dommer i BRITAIN’S GOT TALENT. Hans bøger er oversat til 53 sprog og er solgt i over 26 millioner eksemplarer verden over.

Vejl. pris

149,95

38 | JulensBøger | Historie&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. november 2018

Da man lavede rabarberrosiner, mokka-de-plør og pullimut Under Besættelsen voksede en særligt opfindsom madkultur frem i de danske køkkener.

På blodig baggrund opfandt husmødre nye retter og hjalp hinanden til at få fødevarerne til at række.

Det kan vi lære af i dag, mener forfatter til ny bog

interview AF LISE KABELL SØGAARD lise.soegaard@k.dk

Erstatningskaffe og smørmærker. Sådan tænker mange af dem, der ikke selv har oplevet Besættelsen i dag, når de hører ordet rationering. Men selvom mange vil mene, at hver en sten er ved at være vendt i den historiske behandling af årene 19401945, så ved vi stadig forbavsende lidt om, hvordan krigen indvirkede på hverdagslivet. Hvem kender eksempelvis i dag til ord som pullimut, mokka-de-plør og rabarberrosiner?

Alt sammen er på linje med Richs-kaffen, altså fødevarer, der vandt indpas under krigen, og det takket være nogle gæve og opfindsomme kvinder, der formåede at gøre det bedste med det, de havde, fortæller Dorthe Chakravarty, historiker og forfatter til bogen ”Husmor i en rationeringstid – køkkenliv under besættelsen,” der udkom i sensommeren. ”Vi har i dag et overflodssamfund, hvor vi intet mangler. Men vi begynder i stigende grad at spørge til, hvad der er bæredygtigt, har kødløse dage i madplanen og tænker over madspild.

Her er det væsentligt at se på, hvor forbilledligt husmødrene gik til opgaven under krigen. Jeg vil ikke sige, det var med iver, men de havde en ildhu, som vi godt kan tage ved lære af i nutiden,” siger hun.

I bogen beskriver hun i et kvindehistorisk perspektiv den figur, husmoderen, som frem til 1970’erne stadig var en meget udbredt skikkelse. Offentlighedens billede af den ideelle husmor blev blandt andet tegnet i bøger og kogebøger skrevet af markante kogebogsforfattere og husholdningslærere, blandt andre den senere ikoniske Kirsten Hüttemeier. Under krigen tog de ud og informerede husmødrene om, hvad de kunne gøre helt privat. ”Udgangspunktet er, at husmødrene ved ikke nok, de må skoles i, hvordan de holder hus, og i en mangeltid er det særligt nødvendigt. Den ideelle husmor har styr på madlavning, rengøring og børneopdragelse, opretholdelse af hjemmet i det hele taget. Hun er påpasselig med hygiejne, og hun sørger for en sund husholdningsøkonomi,” fortæller Dorthe Chakravarty. ”Jeg har ikke fundet vidnesbyrd om almindelige ægtemænd, der går op i husholdning. På denne tid er det stadig sådan, at manden skaffer føden, mens kvinden står for hjemmet.

Måske har mænd stået i kø efter rationeringsmærker, og selvføl-

0 Der kom under krigen et større fokus på selvforsyning og udnyttelse af alt, der kunne spises. Her pilles kastanjer til fremstilling af erstatningsmarcipan.

– Foto: Ritzau/ Scanpix.

Dorthe Chakravarty 3 Født i 1971.

Historiker, journalist og forfatter med speciale i kvinde- og madhistorie. ”Husmor i en rationeringstid – køkkenliv under besættelsen” er udkommet på forlaget Gyldendal.

0 Kødhakkeren var uundværlig til fremstilling af fars, kager og, som det fremgår af bogen ”Syltning og kræs”, konfekt. På bordet står mærkeligt nok en æske rosiner – de var ellers et særsyn i 1944, hvor bogen er fra. – Foto fra bogen ”Husmor i en rationeringstid”.

gelig går han op i god mad, men i bund og grund er køkkenet kvindens domæne,” siger hun.

Det betød dog ikke, at arbejdet ikke blev påskønnet af mændene – det blev det; her er det statsminister Vilhelm Buhl, der i 1942 formulerede en hyldest: ”Den tapre husmoder, som med knappe midler skal skaffe føden og andre livsfornødenheder frem, som må spinke og spare og have et øje på hver finger for at komme igennem, gør i stilhed en gerning, som vi alle taknemmeligt må bøje os for,” lød det blandt andet.

Virkelighedens husmor var måske noget anderledes end den ideelle.

Hende har Dorthe Chakravarty fået et unikt indblik i med afsæt i en større brevsamling, hvor vi møder en kvinde, der var husmor i Holstebro under krigen. Brevene er skrevet til kvindens svigerdatter på Sjælland, som er bykvinde og ofte må gå til slagteren for at få hjælp til madlavningen. ”Denne husmor er eksemplarisk, hun sløser ikke med noget, men mest af alt har hun sine egne køkkenerfaringer og sin snusfornuft med sig. Det er det, hun opererer efter. Men brevsamlingen viser også, at den udearbejdende kvinde begynder at vinde indpas. Forestillingen om, at enhver kvinde engang bare kunne vride en rullepølse ud af ærmet, det er ikke et ærligt billede,” siger Dorthe Chakravarty.

Rationeringen var et greb, staten også havde brugt under Første Verdenskrig, hvor rationeringsmærker første gang var i spil. Belært af erfaringerne fra dén krig tog regeringen hurtigt affære, da England og Tyskland i 1939 erklærede hinanden krig. ”Det er en klassiker i verdenshistorien, at mangel på mad har skabt optøjer. Så det handler grundlæggende om at sikre ro og stabilitet i befolkningen,” siger hun.

Selvforsyning kom i høj grad i fokus under Anden Verdenskrig, men på en ny måde. Kolonialvarer som kaffe, marcipan og tørret frugt var i mange hjem gået hen og blevet en fast del af den daglige husholdning. Så det måtte selvfølgelig erstattes, og det affødte en stor opfindsomhed i de små hjem. Der blev eksempelvis lavet erstatningsmarcipan på kastanjer. Kaffe på korn og cikorie.

Rosiner på små stykker af rabarber, som blev lagt i sukkerlage og siden brugt i kringle og andet bagværk.

Helt ude i ekstremerne blev der også budt på skvalderkålskarbonader, røllikesmør og fyrrenålesuppe. Dette var dog også af helsehensyn. Retterne stod nemlig den kendte lektor, modstandsmand og forfatter til flere bøger om lægeplanter Herluf Petersen for med sin kogebog fra 1942 med titlen ”Gratis mad. Hvorledes udnyttes vor spiselige vilde flora.”

Når retterne skulle navngives, herskede en vis galgenhumor.

Erstatningskaffe blev kaldt for ”løbesod” eller ”mokka-deplør”.

Hjemmebrygget vin gik under dæknavnet ”pullimut”. Retter med kanin vandt indpas og fik fine franske navne som ”Montmartrekanin” og ”Kanin i det grønne”.

De såkaldte husmoderråd, vi taler om i dag: At bruge eddike til at fjerne røglugt eller kalk i kedlen, de stammer fra den tid, fortæller Dorthe Chakravarty. ”Kvinder oplyser kvinder. De skriver til blade og aviser med gode råd til hinanden om, hvad man kan gøre: Hvis du eksempelvis har noget skiveskåret kødpålæg, som er blevet lidt dødt i det, så kan det med fordel kommes i saltvand. Når det så har ligget der et par minutter, er det så godt som nyt. Mel kan erstattes med fintmalede tørrede ærter. Gode gammeldags husmortips flyder simpelthen gennem breve og i blade, og på den måde skaber husmødrene deres eget forum.”

Bogen rummer en del indsamlede opskrifter. En af forfatterens egne små ”darlings” er havregrynskuglerne, der i dag er en fast bestanddel i julehyggen i enhver børnehave, men som blev opfundet under krigen for at dæmme op for længslen efter chokoladekonfekt.

Og der er andre spor af krigstiden i vores madkultur i dag,

siger Dorthe Chakravarty: ”Et af de vigtigste spor er den glæde, vi danskere har for grundkøkkenet. Sådan noget som fars blev jo en stor ting under krigen, og vi danskere er glade for frikadeller og kartofler, stort set uanset hvordan verden ellers ser ud. Den madkultur, vi har i dag, er faktisk ret traditionsbunden, men den bunder mere i tiden omkring Anden Verdenskrig end 1800-tallets søbemad.” ”Krigsbarn!”, siger vi i dag spøgefuldt om dén, der rydder den sidste rest mad af bordet.

Vi kan have en tendens til at være nostalgiske omkring hverdagslivet under krigen, men vi må huske, at det var blodig alvor, mener Dorthe Chakravarty. ”Det skal helst ikke være sådan et nostalgisk ’se, hvor hyggeligt, vi engang havde det’blik på fortiden. Jeg mener heller ikke, at vi skal til at spise allle mulige tarvelige udskæringer og bilde os ind, at det er en lækker ret. Men sådan noget som at overveje, hvor meget mere grønt, vi kan komme i en ret. Om der er andre meltyper end det, vi normalt griber til, der kunne integreres, der synes jeg, vi kan lære af den tid.” ”Og så er der spildsituationen: Det med virkelig at tænke sig godt om, før man smider noget ud. I dag må restauranter ikke engang overgive deres overskudsmad til landmænd, det synes jeg er helt syret.”

J

Joachim Meyerhoff FORTIDEN ER IKKE HVAD DEN HAR VÆRET Meyerhoffs erindringsroman udspiller sig på et kæmpemæssigt psykiatrisk hospitalsområde i Slesvig. Den påståelige psykiaterfar leder ”anlægget” og bor der med sin kone og tre drenge.

Barndommen er lykkelig, synes lille Joachim, brødrene behandler ham som Klodshans. ”Bogen har været så skæg at læse, at jeg måtte sætte mig selv på dosis, kun lidt ad gangen.

2/3 af bogen klukker man simpelt hen en gang pr. side.” − Bo Hakon Jørgensen, Fyens Stiftstidende Indb. 279,Edvard Hoem HØSTKARL I HIMLEN På Nesjes 36 års fødselsdag møder han sin kone Serianna. De to bliver på de fire tønder skrånende land, i Molde, mens næsten alle andre af familiens medlemmer, svogre, brødre og børn emigrerer til Amerika. ”Den umiskendelige duft af stor nordisk litteratur. En mesterlig kraftpræstation,” − Arne Mariager, Danmark ”Rummer foruden poetisk højde også gedigen historisk viden.

Det gør slægtsromanen til en ren nydelse.” − Doris Ottesen, Kristeligt Dagblad Doris Ottesen Indb. 269,95

tid til bøger

Brita Lønstrup

oPdragelse

Andrea Moritz

hjemlængsel

Undgå alzheimer

Doris Ottesen er livsoplyser og sætter ord på en nutidig følelse. Hun kalder den ’hjemlængsel’.

Hvilket kan beskrives som en længsel efter det sted, hvor livet giver mening.

Alzheimer er en livsstilssygdom, siger Andreas Moritz i den posthumt udgivne nye bog.

I bogen diagnosticerer Moritz sygdommen og anviser handlemuligheder – for at undgå at pådrage sig sygdommen og for at holde den nede, når den er brudt ud.

Etik, tradition og fortællinger Formålet er at genrejse det forfaldssamfund, vi har skabt, hvor forfaldet i vid udstrækning skyldes en kulturel dekonstruktion – 60’ernes kulturrevolution og de nyliberalistiske samfunds ensiJeppe Aakjær dige satsen på kapital og marked, der har bredt MOD JUL sig som metastaser overalt i samfundet.

Kr. 269,95

Der er en stor hjemlængsel i de moderne samfund! Det kan skyldes, at den folkeligt-kristne – FORTÆLLINGERtradition er trængt. Af forestillinger om oplysning og individualisme, og af hjemløshed og Forord af Steen Piper fremmedgørelse, som er modernitetens triste følgesvende.

Ud over det rent fysiske og ernæringsmæssige Siegfried Lenz lægger Moritz meget vægt på det spirituelle aspekt af alzheimer.

VINTER- OG JULEFORTÆLLINGER

Magiske julefortællinger fra et Aakjærs sociale fortællinger Kr. 249,95 sønderbombet Tyskland og et 249,95 er skrap sovs til flKr. æskesteMasurien - der ikke længere gen. Vi er i de gode gamle eksisterer. dage, hvor der virkelig ikke ”Denne jul behøver man kun at Bjarne Nielsen Brovst var så meget at råbe hurra købe en bog: Siegfried Lenz’ mekryddersnaPs - Tradition og originale fornyelser for. Alligevel fremstår de sterlige vinter- og julefortællinsvært hyggelige: Da lampen ger,” skrev den tyske presse.

At besøge tændtes, Mens pølsen Bjarne koger, Nielsen Brovst kan meget let ende ved et frokostbord med en række, buttede, lange, lige, ”Vidunderlig læsning,” − har kluk-flasker, derog alle rummer, hvad forfatteren og havemanden har frembragt.

Landstrygerens juleaften, Niels Gunder Hansen karakteriseJulebagning.Sammen med historierne og de mange fotos følger enkle og klare opskrifter på, hvordan man selv frembringer ret sin Lenz-læsning.

Sentimentalt?

Nej, blot - til enhver lejlighed. krydderurtesnaps Indb. 149,velskrevne, morsomme og Fotos: Carsten Ingemann, indb. folkelige fortællinger.

Kr. 179,95 Indb. 199,-

Hans Kirk ERINDRINGSFORTÆLLINGER Efterord af Morten Thing Man kunne kalde udvalget af Kirk-fortællinger Ulla Skovsbøll for de fravalgte, som det Plejer at være derhjemme de ikke-politiske.

Barndommen syntes Hvem gruer ikke for dagen, hvor vi må overgive for Kirk at udspille os til skæbnen og samfundet. sig i et frirum. Læs I Som det plejer at være derhjemme tager Ulla fortællingerne og Skovsbøll i samarbejde med Aase Porsmose og erfar, at tilværelsen Karin Dahl læseren med rundt på en række dandengang nok skevar plejehjem, som er i færd med at udvikle en rigere, hvorhelt hverken skolen, opdragelsesinstitutiony plejeog omsorgskultur.

En kultur, der nerne eller er forældrene havde snor i børnene, hverken baseret på Eden Alternatives filosofi og medigitalt ellertode,– reelt.og sigter på at fjerne institutionskulturen fra plejehjemmene. ”Det er en skøn bog, der giver dejlige stemninger fra en svunden tid, hvor livet nu og da var enkelt som en Gennem illustreret, indb. børnesang.”Kr.−269,95 Arne Mariager, Danmark 229,-

Marianne Jørgensen GUDRUNS ARV OG DE TAVSE VIDNER Udover at skildre bonde- og herregårdslivet og adelens besværligheder med sig selv, giver Marianne Anemette Jørgensen Olesen et grumt realistisk, hekseUrter og folketro men også håbefuldt indblik i livet For fåi det hundrede år siden var hekse en fast beborgerkrigshærgede standdel af folketroen. På den ene side var en Danmark.heks en person, som levede i pagt med naturen, på den anden side fortæller en række opskrifter Gudruns Arv er en og overleveringer, hvorledes man kan beskytte selvstændig fortsig mod heksekunster og magi. sættelse af De tavse Anemette Olesen er den førende danske vidner.. Nu er det fredstid, og kvindernes liv er det plantehistoriker. centrale perspektiv. ”MarianneCaJørgensen fortæller glimrende om det ”al250 pragtfulde illustrationer.

Indbundet 249,95 mindelige”Kr.liv.

Hun kan skabe miljø og atmosfære.” − Claus Grymer, Kristeligt Dagblad 269,-

forlaget hovedland

Karsten Skov ENKELAND Sille håber, at hendes mand, Traugott, er glemt af den tyske krigsmaskine, men det er han ikke.

Traugott bliver indkaldtHenrik og omkomTarp mer et sted i Europas til santiago Pilgrimsvejen skyttegrave. de ComPostela ”I romanform er der ingen ved siden af Siden middelalderen har mennesker fra hele Karsten verden Skov …

Vi er til katedralen i Santiago. valfartet med i skyttegravene i Bogen, der nu foreligger i sjette udgave, beskridet nordlige Frankrig, ver hele ruten og giver praktiske oplysninger men det er hvad der om rejsen, hvordan man forbereder sig til turen, foregår på egnen derhjemme på Broagerland, der er det om priser og åbningstider på forskellige overnatcentrale.” − Hans Christian Davidsen, Flensborg ningssteder og detaljerede forslag til dagsvan- Avis ”Sønderjylland og understøttes 1. Verdenskrig vækkes til live i den dringer, der af kort. gribende roman Enkeland” 259,95 − DanielKr.Øhrstrøm, Kristeligt Dagblad Indb. 249,-

h www.hovedland.dk

40 | JulensBøger | Historie&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. november 2018

Guldaldermesteren Johan Thomas Lundbyes dagbøger i fornem udgave Pragtfuld udgivelse giver et tankevækkende indblik i en periode i dansk kunsthistorie

anmeldelse 6 stjerner AF CARSTEN BACH-NIELSEN kultur@k.dk

Maleren Johan Thomas Lundbye (1818-1848) er stjernen på den danske guldalders firmament.

Hans dagbøger har været brugt og citeret igen og igen, men først nu er bøgerne, der har været spredt og kun delvist udgivet, bragt sammen i en kommenteret udgave.

Dagbøgerne må som C.W. Eckersbergs siges at være en hovedkilde i dansk kunsthistorie.

Kunsthistorikeren Jesper Svenningsen, der arbejder med samlingshistorie, står for udgivelsen. Det er et godt valg, for han er fri af den tidligere dyrkelse af geniet Lundbye. Han præsenterer kilden som en malers kunstværk, meget bevidst tilrettelagte dagbøger. Stilistisk og kompositorisk er de ikke bare beretninger, men malerens diskussion med sin læser, sit publikum.

Lundbye var en stor læser af skønlitteratur, herunder Dickens. Han kan sandelig selv sine litterære greb. Han lægger på et tidspunkt sin dagbog ned i en pult og rejser så sommeren over på sin store tur til Refsnæs, der får sin egen dagbog. Så vender han tilbage og tager, i egentlig forstand, sin dagbog frem fra pulten og fortsætter. Det er et sådan litterært trick, der har kastet et tragisk lys over Lundbye.

Hans sidste ord, før han lukker sin dagbog i 1848 for at gå i krig sammen med Svend Grundtvig, handler om den mulige udfrielse ved en vildfaren kugle. Han døde, inden han kom i kamp af et vådeskud, og ligger på Bedsted Kirkegård i Sønderjylland.

Var han kommet helskindet hjem, ville han have skrevet, at han netop ikke blev ramt af en vildfaren kugle – og så fortsætte sin dagbog derfra. Nu blev han indskrevet blandt de unge døde.

Lundbye komponerede sine dagbogssider med tegninger, smukke initialer og tekst, der danner figurer som eksempelvis byen Mannheim. Han refererer her selvfølgelig til Baggesen.

Han er en litterært velbevandret kunstner. Han er også en romantiker med dybe sukke og spleen, kærlighedssorger, der dramatiseres voldsomt og elegant. Forledt heraf forsøgte psykiateren Ib Ostenfeld at tegne en patologi. Det skal man være varsom med.

Lundbye søgte at virkeliggøre kunsthistorikeren N.L. Høyens nationale projekt, og landskaberne med deres lange konturer og præcist anlagte synsvinkler blev hans kendemærke. Dog søgte han også ud af Høyens skygge og tog til Italien, hvor fa-

0 Johan Thomas Lundbye: ”Hjorte i Dyrehaven” fra 1838. – Foto: Ole Haupt/Ny Carlsberg Glyptotek.

0 Udsnit af Johan Thomas Lundbye: ”Efterårslandskab. Hankehøj ved Vallekilde, 1847. – Foto: Den Hirschsprungske Samling.

0 Johan Thomas Lundbye ”Omnibussen fra Yverdon til Lausanne” fra 1845. – Foto: Den Hirschsprungske Samling.

0 Stilistisk og kompositorisk er Lundbyes dagbøger ikke bare beretninger, men malerens diskussion med sin læser, sit publikum. Denne side er fra ”Dagbog A” – 28. juli 1842.

rerne for at misdannes i forhold til det danske lurede.

Nok brød Lundbye sig ikke meget om at være borte, men hans italiensrejse har altid stået i et sært negativt skær. Nu kan man læse dagbøgerne fra rejsen og se en del af de fine skitser fra Alperne. Man kan læse hans kritik af det, han oplever undervejs, herunder Düsseldorf-skolen. I Italien ser han kunst i massevis, og man får her et klart indtryk af, hvorfor guldalderen var så optaget af renæssancen.

Af Perugino og Rafael. Dog syntes Lundbye også ganske godt om de mere dramatiske barok-

0 Lundbye komponerede sine dagbogssider med tegninger, smukke initialer og tekst, der danner figurer. Her er det side 77 fra ”Dagbog E” – 25. juni 1845.

mestre som Salvator Rosa.

Lundbye er en fremragende iagttager i Italien.

Udgivelsen med Svenningsens indledning er pragtfuld.

Den er tankevækkende, giver et meget klart indblik i tiden og de mange personlige relationer.

Han skriver om sine bekendte, herunder spændende om Dankvart Dreyer, Skovgaard og Frölich. Den tangerer den tidlige grundtvigianisme, begejstringen for den nordiske oldtid, men først og fremmest viser den en kunstner, der kan se. Kan tegne med sin tørre pen, som kan skrive, og tænke, medens

han skriver. Kan komponerer og eksperimenterer med beskrivelsen af sit liv med en klar bevidsthed om, at det liv, han skriver om, ikke bare skal forsvinde.

Bogen er i sin opsætning en fornøjelse. Der er tænkt over, hvordan man bedst formidler transskriptionen af Lundbyes elegante skriftbillede til tørre trykte sider. Det lykkes overordentligt fint. Til allersidst skal man lave en rygtitel. Det er så det eneste kiksede ved bogen.

Det kunne være så meget bedre i en bog, der er en sand gave langt ud over kunsthistorikerJ nes kreds.

Jesper Svenningsen: Seks år af et liv.

Johan Thomas Lundbye.

Dagbøger om tro, skæbne, kunst og kærlighed. Kilder til dansk kunsthistorie. 510 sider, illustreret. 349,95 kroner.

Carlsbergfondet, Strandberg Publishing.

Nordisk Korthandel Hos os er der kort til jul Studiestræde 30 eller www.scanmaps.dk

775,Dante med lys (dansk tekst) - 775,- kr. www.scanmaps.dk/0001211

549,Family Lite (dansk tekst) - 549,- kr. www.scanmaps.dk/0001269

Lonely Planet - The Travel Atlas

www.scanmaps.dk/ 0002016 Pris: 498,- kr.

Basic B2 med lys (dansk tekst) - 499,- kr. www.scanmaps.dk/0001253

499,Copenhagen med lys (dansk tekst) - 499,- kr. www.scanmaps.dk/0001201

Årets julegave

Verdens største guideforlag Lonely Planet har udgivet THE TRAVEL ATLAS - et atlas, som er en hel ny måde at kigge i atlas på. Flotte geografiske kort, hvor det er tydeligt at se højdeforskelle, dale, bjerge og landegrænser - et virkelig smukt atlas.

Men atlasset er mere end det - det er et Rejseatlas.

Lonely Planet kender til det at rejse, og i dette atlas giver de informationer, som er relevante for den individuelle rejsende. Så dette er et atlas, hvor du uden tvivl bliver inspireret til den næste rejse.

499,-

498,inkl. mulepose

Verden - 130 x 82 cm - 395,- kr. www.scanmaps.dk/0000296

Verden Relief - 140 x 83 cm - 575,- kr www.scanmaps.dk/0000786

Verden Black on White- 133 x 85 cm - 520,- kr www.scanmaps.dk/0000782

Black Friday - Fredag den 23. Nov.

2 0% PÅ ALL

Følg med i på webshoppen og facebook for mere info! Udover 20% på ALT har vi også særlige tilbud på udvalgte varer!

40%

40%

E VARER

*Untagen ga ekstra ne vekort, e-bøger, varer der dsatte på er dagen og får ikke yd erligere 10 Infokunder % rabat, udover de 20%.

40% 40%

Normal pris 198,- kr.

Black Friday Pris:

25kr

Lonely Planet på dansk er nedsat med 40% på Black Friday!

Nordisk Korthandel, scanmaps.dk - Studiestræde 30 - 1455 Kbh K - Man - Fre 10.00 - 18.00, Lørdag 10.00 - 16.00 - www.scanmaps.dk - Tlf: 33 38 26 38

42 | JulensBøger | Historie&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. november 2018

En tur gennem nyere dansk historie Sven Ove Gades nye bog kan læses som en god påmindelse om, hvor svært det er at sejle fejlfrit gennem årtierne.

Men det er ikke overbevisende at gøre besættelsestiden til ophavet til alt det, Gade på sine gamle dage er imod

anmeldelse 4 stjerner AF TIM KNUDSEN kultur@k.dk

Den forhenværende chefredaktør af Ekstra Bladet Sven Ove Gade (født i 1935) har med en blanding af personlige erindringer og fortolkninger af dele af den nyere danmarkshistorie villet fortælle os, at det er gået galt med Danmark. Roden til ondet er i hans optik, at Danmark æreløst i 1940 gav efter for verdens da stærkeste krigsmagt uden væsentlig modstand og derefter kæmpede alt for lidt for friheden.

Gade skriver godt, og de private dele af bogen er interessante, omend ikke overraskende. De rummer både tilbageblik i familiehistorien og erindringer fra besættelsestiden. Gade leverer også den velkendte kritik af retsopgøret efter krigen for at ramme de små og lade de store gå fri.

Meget lidt overraskende er han også vred over, at Vilhelm Buhl blev statsminister

efter Besættelsen, fordi Buhl i 1942 holdt en berygtet tale, der dårligt kunne forstås som andet end en opfordring til at ”stikke” sabotører. Man ærgrer sig i øvrigt over, at Gade ikke har kildeangivelser, når han citerer Buhl fra 1945. I det hele taget er det ærgerligt, at han ikke har præcise henvisninger.

Gade er udmærket klar over, at modstandsbevægelsen, der spændte fra borgerlige til kommunister, ikke kunne enes om at tage magten.

Alligevel klager han over historiens forløb. Han klager også over myten om det nationale fællesskab mellem politikere og modstandsfolk. Gade overser, at den for længst er lagt død af den nyere forskning i besættelsestiden.

Næste begrædelighed er, at Danmark tilsluttede sig Atlantpagten uden at øge forsvarsudgifterne. Her glemmer Gade, at Danmark faktisk øgede disse udgifter meget i begyndelsen af 1950’erne. Det er legitimt at mene, at det ikke var nok, men det er ikke legitimt at skrive mod fakta.

Bogen rummer også andre,

mindre faktuelle fejl. Således giver han Bent Hansens bog ”Velstand uden velfærd” den helt misvisende titel ”Velfærd uden grænser”. Hansen mente, at der var alt for mange grænser for velfærden.

Inde mellem de brede gennemgange af samfundsudviklingen bringer Gade sine personlige erindringer. Han fortæller her også om sin rolle i forbindelse med det for længst hedengangne parti Liberalt Centrum, der ikke fik varig betydning. Selvkritikken af det teknokratiske Liberalt Centrum er velgørende.

Noget uforståeligt ser Gade dog Liberalt Centrum som det sidste bindeled tilbage til modstandsbevægelsen. Derefter kom 1968 og de vanskelige spørgsmål i forbindelse med Vietnamkrigen. Vanskelige, fordi amerikanerne løj om krigen. Vanskelige, fordi ungdomsoprørerne forskrev sig til marxismen, og mange på en eftermiddag i ideologisk forvirring blev venstresocialister.

Gades gennemgang af den tid er en uigennemskuelig

Sven Ove Gade: I Danmark 1945-2018.

Drømme og virkelighed. 181 sider. 199 kroner. Hovedland.

ANMELDELSE

blanding af erindringer og senere efterrationaliseringer.

Og alt for mange indviklede begivenheder behandles alt for kortfattet i en tone af forfald.

Men Gade fortæller ærligt om sit eget dilemma, da Danmark skulle stemme om tilslutningen til EF. Han var for, Ekstra Bladet var imod. Ifølge Gade, fordi det kunne betale sig på bundlinjen for det eneste større dagblad at være imod. Men Gade er ikke begejstret for det nutidige teknokratiske EU. Og heller ikke for det manglende mod i EUspørgsmål hos de danske politikere.

Også i flygtningespørgsmålet afspejler Gade sikkert mange danskeres skiftende holdninger. Oprindeligt var han positiv over for de fremmede, men med årene har han skiftet holdning.

Ekstra Bladets udvikling afspejlede denne ændring.

Gade beskriver udmærket udlændingepolitikkens udvikling, men der er næppe så meget nyt, hvis man har fulgt godt med i samfundsdebatten. Beslutningstagerne og de intellektuelle har bare ikke forstået problemernes alvor, vrisser han. Er det nu så sikkert?

Der er logik i, at Gade springer fra den formodede muslimske trussel til folkekirken, hvis tilstand den gamle redaktør af Ekstra Bladet finder bedrøvelig. Der er for lidt kendskab til evangeliet, mener han. Han har forladt sit tidligere ønske om at skille kirke og stat, og han kalder til folkekirkelig kamp mod islam.

Gades gennemgang af begrædelighederne fuldendes med en på mange måder kor-

rekt beskrivelse af en voksende kløft mellem politikerne og ”folket” uden at bringe så meget nyt. Han mangler lidenskab hos politikerne. Han vil have mere direkte demokrati og flere folkeafstemninger.

Han er modstander af statsstøtte til partierne. Og så tør han sige, at det haster med en ny forfatningskommission, for Grundloven er forældet.

Han har ret, men synspunktet er politisk umuligt.

Bogen kan læses som en god påmindelse om, hvor svært det er at sejle fejlfrit gennem årtierne med mangfoldige, svære problemstillinger. Men det er ikke overbevisende at gøre besættelsestiden til ophavet til alt det, Gade på sine gamle dage er imod. Det er en forfaldshistorie, hvor begivenhedernes sammenhæng ofte virker postuleret, og hvor Gade ofte søger et surt synspunkt.

Bogen sætter læseren i forbindelse med en vidende og begavet mand. Men bogen kunne have været bedre, hvis Gade ikke havde villet så meget på samme tid.

J

Bjarne Nielsen Brovst

kryddersnaPs - Tradition og originale fornyelser At besøge Bjarne Nielsen Brovst kan meget let ende ved et frokostbord med en række, buttede, lange, lige, kluk-flasker, der alle rummer, hvad forfatteren og havemanden har frembragt.

Sammen med historierne og de mange fotos følger enkle og klare opskrifter på, hvordan man selv frembringer krydderurtesnaps - til enhver lejlighed.

Fotos: Carsten Ingemann, indb.

Kr. 179,95

Anemette Olesen Bjarne Nielsen Brovst Henrik Tarp HEKSEURTER – OG FOLKETRO KRYDDERSNAPS hekseUrter og folketro Pilgrimsvejen til santiago som det Plejer at være derhjemme Henrik Tarp Henrik Tarp Anemette Olesens bog rummer en rig – TRADITION OG ORIGINALE FORNYELSER de ComPostela PILGRIMSVEJEN TIL SANTIAGO HÆRVEJEN gennemgang af den botanik og magi, Man er i godt selskab med Bjarne NielFor få hundrede år siden var hekse en fast beHvem gruer ikke for dagen, hvor vi må overgive DE COMPOSTELA – PILGRIMSVEJEN FRA HIRTSHALS der knytter sig til de traditionelle urter. sen Brovst. Sammen med historierne, standdel af folketroen. På den ene side var en os til skæbnen og samfundet.

Siden middelalderen har mennesker fra hele TIL DANNEVIRKE Siden middelalderen har man valfartet For få hundrede år siden var hekse en tegningerne og de mange fotos i denne heks en person, som levede i pagt med naturen, verden valfartet til katedralen i Santiago.

I Som det plejer at væreerderhjemme tager Ulla er skrevet af forfatteren til katedralen i Santiago.

I dag pilHærvejen til de fast bestanddel af folketroen, og man bog følger enkle og klare opskrifter på den anden side fortæller en række opskrifter i samarbejde med Aase Porsmose og Bogen, der foreligger i sjette udgave, beskri- sin og overleveringer, beskytte grimsvejenSkovsbøll til Santiago de Compostela succesrige Santiago de Compostela gui-hvorledes gjordeman alt kan muligt for at undgå at blive på,nu hvordan man selv frembringer Dahl læseren med rundt på en række danver hele egen ruten kryddersnaps og giver praktisketiloplysninger mod heksekunster ramt og magi. populær afKarin mange årsager. En af dem des. Tarp har her skiftetsig den iberiske af hekseri. Her kunne viden om enhver lejlighed, ske plejehjem, som er i færd med at udvikle en forbereder sig til turen, Anemette Olesen er den førende danske er, at der er mulighed for at foretage en halvø ud med cimbrernes.

Vild natur, urterne tages i brug. Var man ramt om af rejsen, til hvordan helse ogman fornøjelse.

Prøv Gudruns helt ny pleje- og omsorgskultur. En kultur, der om priser og åbningstider på forskellige overnatplantehistoriker. heder, hulveje og rislende vandløb. rejse, der har et andet indhold end den helvedesild, hekseskud podagra eller julesnaps eller Julemanden nattår. I er baseret på Eden Alternatives filosofi og meningssteder og detaljerede forslag til dagsvanGuiden til hele hærvejen, fra det nordalmindeligetode,– turistrejse.

Guide med alle gigt, var det vigtigt at kunne træffe grunden handler det helt enkelt om at Ca 250 pragtfulde illustrationer. Indbundet og sigter på at fjerne institutionskulturen dringer, der understøttes af kort. praktiske oplysninger. ligste Jylland til Dannevirke i bunden sine modforholdsregler.

Med ca.

250 omgås og forvandle spiritus til kultur.

Kr. 249,95 fra plejehjemmene.

Kr. 259,95 “Nordens bedste pilgrimsguide.” af Jylland.

229,- pragtfulde illustrationer.

Indb. 249,Gennemfotograferet af Carsten IngeGennem illustreret, – Pilegrimskontoret, Oslo indb. 259,mann.

Indb. 179,Ulla Skovsbøll

Anemette Olesen

Kr. 269,95

forlaget hovedland

h www.hovedland.dk

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. november 2018

JulensBøger | 43

Kogebogen fodrer dine drømme

De danske køkkener står på skuldrene af Madam Mangor og Frk. Jensens opskrifter, men siden 1970’erne er vores daglige mad også – takket være kogebøgerne – blevet inspireret af middelhavskøkkenerne, Amerika og Asien. I et forsvar for kogebogen causerer journalist og forfatter Jan Hedegaard over, hvad det er, kogebøger kan.

Ud over i sig selv at være skønne at bladre i, rummer kogebøgerne også en god portion kulturhistorie

causeri AF JAN HEDEGAARD

Oplagte gaver til alle der vil den gode litteratur Bøgerne fås hos boghandleren eller multivers.dk.

Priser er vejledende.

PÅ SPORET AF DEN TABTE TID Hele nyoversættelsen nu som paperback i syv bind. Kun 999,-. Identisk med forlagsudgaven fra i 13 bind, som der kun er få sæt tilbage af og som ikke bliver genoptrykt.

kultur@k.dk

I 1940’erne var der et amerikansk magasin, der kom til at trykke en opskrift med ingredienser, som, når de blev blandet, kunne være dødbringende, når de blev fortæret.

På magasinet blev man opmærksom på det efter nogle dage, og de skyndte sig at trække udgivelsen tilbage, underrettede politiet og udsendte advarsler. Derefter hensad redaktionen i ængstelig venten. De ventede og ventede… og ventede.

Intet skete. Ingen af de mange tusinde læsere, magasinet allerede var nået ud til, havde tilsyneladende givet sig til lave opskriften.

Nu sidder vi selvfølgelig og spekulerer på, hvad det kunne have været? Havde man foreslået stuvede rabarberblade eller sommersalat med rød fluesvamp? Men det er ikke pointen her. Pointen er, at det for mange alene er en fornøjelse at læse opskrifter – og se billederne. Vi farer nødvendigvis ikke alle sammen i køkkenet og afprøver retterne.

De fleste menneskers kost består af ikke meget mere end 20 retter, som de i hverdagen veksler imellem og varierer. Kun sporadisk, ved overskudsprægede og særlige lejligheder, kaster man sig over nye opskrifter, og falder de lykkeligt ud, føjes de nogle gange til det daglige repertoire. Hvorfor står der så næsten 30 koge- og bagebøger og fylder i vores hjem? Nogle af dem endog i køkkenet.

Det er, fordi kogebøger i sig selv er lækre og inspirerende, de fortæller kulturhistorie (teoretisk kunne man fortælle landets historie i 100 opskrifter), og de fodrer tilmed ens drømme, på samme måde som man kan drømme om at indrette stuen eller badeværelset på en anden måde.

Faktisk er kogebøger den eneste form for ”fantasy”, jeg selv hengiver mig til – ud over at jeg konstant er på udkig efter den perfekte opskrift. Desuden flytter vores

’SIR GAWAIN OG DEN GRØNNE RIDDER’ oversat af Ole Meyer. Versroman fra 1300-tallet. Farveillustr.

Indb. 258,-

0 Dadler i baconsvøb er en simpel og velsmagende forret.

– Arkivfoto.

WWFaktisk er ko-

gebøger den eneste form for ”fantasy”, jeg selv hengiver mig til.

madvaner sig stille og roligt.

Vi spiser ikke længere det samme som for få årtier siden, og mulighederne for, selv for små midler, at spise mere varieret er større, og det skal vi da benytte os af.

Selvom vi kulturelt står på Madam Mangor og Frk. Jensens fyldige skuldre, er den mad, vi spiser i dag, siden 1970’erne blevet tilføjet inspiration fra middelhavskøkkenerne, Amerika og Asien, og det har en uophørligestrøm af kogebøger bidraget til.

Min første kogebog hed ”God mad, let at lave” af Lotte Havemann. Min mor smed den oven i kassen med habengut, da jeg flyttede hjemmefra. Og den viste sig yderst anvendelig, for den har uden dikkedarer det hele med, lige fra hvordan man koger et æg til tilberedningen af braiseret slethvar.

Siden læste jeg – selvom mit eget gastronomiske niveau ikke er noget at snakke om – Elizabeth Davids bog om middelhavsmad, og fra en bog med tapas-opskrifter fandt jeg en af de mest delikate spanske forretter, jeg kender: en salat af ristede peberfrugter. Desværre er den næsten lige så tidkrævende, som den er velsmagende. Fra en anden bog, ”Mama López

catalanske kogebog”, har jeg til gengæld en picapica (forret), der er lige så velsmagende, som den er simpel: dadler i baconsvøb.

Primært skal man bruge 20 udstenede dadler og 10 skiver tyndt skåret bacon. Baconskiverne halveres og omvikles dadlerne og fastgøres med en tandstikker. Derefter steges de i olivenolie, til baconen er sprød, og serveres varme.

Oprindelig hed forretten populært ”inkvisitorens testikler”, men den temperamentsfulde mama López ændrede navnet til ”Generalissimoens testikel”, fordi hun mente at kunne påvise, at Franco kun havde én. Den diskussion behøver vi ikke nødvendigvis at forholde os til. Vi kan primært nyde den overaskende delikate kombination af salt og sødt. En mere hidsig diskussion handler om, hvorvidt retten i virkeligheden er baskisk, men ingen ønsker at komme på kant med en spanske matriark.

En ven medbragte engang fra USA mafia-kogebogen, og fra den har jeg en opskrift på panerede kalvekoteletter med en ledsagende sauce så kalorierig, at man faktisk frygter, den kan tage livet af sagesløse middagsgæster.

Min seneste foretrukne kogebog er Giorgio Locatellis ”Made in Italy”. På trods af titlen er den på dansk og udkom for et par år siden. Den er på alle måder skøn og bugner af kultur, historie og mad.

Sagen er vel, at man bliver glad af at være nysgerrig på vegne af den mad, vi hver dag sidder og spiser sammen med de mennesker, som vi J holder allermest af.

’H.A. BRENDEKILDE. VÆRK OG BETYDNING’ af Ralph Sonne.

Stort indbundet format i farver.

240 s. Kr. 329,-

’TINGENE ÅRENE STEDERNE. Fortidens land hos Marcel Proust’ af Line Petersen Larsen.

189 s. Kr. 248,-

’JEG’ PIERRE SEEL. Interneret for homoseksualitet under Anden Verdenskrig’. Oversat af Kim Witthoff.

168 s. Kr. 258,-

’VEJEN MELLEM ELSTIR OG VINTEUIL. Billedkunst og musik hos Proust’ af Christine Marstrand. Stort indbundet format i farver. 402 s. Kr. 399,-

’I BARNDOM* erindringsværk af Jakobína Sigurðardóttir. Oversat af Erik Skyum-Nielsen.

138 s. Kr. 199,-

’DANTE PÅ EN TIME’. En både seriøs og munter indføring i Dantes værk. Af Katarina & Henrik Lange.

Oversat af Jonas Neivelt.

Indb. 262 s. Kr. 199,-

44 | JulensBøger | Historie&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. november 2018

Eksponent for livsglæden

2 Bjørn Wiinblad var en ”all round”-kunstner, der excellerede suverænt i keramik, porcelæn, gobeliner, skulpturer, møbler, tekstiler og meget andet. – Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix.

Ligegyldigt kitsch eller kompleks og dyb kunst? Fremragende bog kulegraver for første gang Bjørn Wiinblads samlede indsats

anmeldelse 5 stjerner AF LISBETH BONDE kultur@k.dk

Var Bjørn Wiinblad (1918-2006) eneren, som svigtede sit kunstneriske potentiale i sin endeløse hang til at behage? Og bør han af den grund forblive ude i kulden, hvor smagsdommerne for mange år siden parkerede ham?

Eller fortjener han tværtimod at komme ind i varmen på grund af sine værkers renhjertede uskyld, harmoniske skønhed og deres evne til at sprede livsglæde? Denne diskussion holdes svævende igennem hele Heidi Lauras gennemresearchede bog, som også inddrager nogle nye æstetiske teorier.

Forfatteren er kulturjournalist ved Weekendavisen, og takket være hendes grundige og læseværdige bog fremtræder Wiinblads kunst nu langt mere kompleks end hidtil antaget. Samtidig viser forfatteren, at Wiinblads hang til skønhed og paradisisk harmoni bidrog til at give ham den brede, folkelige anerkendelse, især fordi efterkrigstidens forslåede befolkning havde behov for ”helende” og livsbekræftende kunst.

Bogen bevidner yderligere, at Wiinblad ikke var nogen ener, som han ellers ofte opfattes som, men tværtimod en dansk eksponent for nogle udbredte, internationale tendenser. Hans orientalsk inspirerede kunst med snabelsko, haremsbukser og figurerne med de karakteristiske runde ansigter, trekantede næser og mandelformede øjne bliver i bogen ført ind under begrebet ”det nuttede”. Et begreb, som den amerikanske kulturforsker Sianne Ngai opererer med. På amerikansk betyder ordet zany det skøre, pjattede, syrede og frenetiske, som også er en dækkende betegnelse for den populære japanske ”prikkunstner” Yayoi Kusama.

Bjørn Wiinblad var på dansk grund en blandt meget få kunstnere, som opererede i feltet mellem kunst og design – en grænsedragning, som i dag betragtes som både futil og forældet, og som mange unge og yngre kunstnere af den grund for længst har krydset ind over.

Men i Wiinblads langt mere puritanske samtid, hvor der var vandtætte skotter mellem kunstarterne, forventedes det af

kunstnerne, at deres værker skulle yde vanetænkningen modstand, og at de konstant udviklede nye kunstneriske formverdener. Det var faux pas at krydse gamle spor og at producere direkte til markedet – og endnu værre at underminere kunstværket som originalt unikum. Wiinblads kunst trodsede begge dele: Den var dels masseproduceret, dels tilbød den publikum og køberne en eskapistisk og eksotisk vej ud af den grå hverdag. Hans værker fremstod som pynt og nips med et menneskeligt ansigt, men de fungerede samtidig som nyttegenstande i form af vaser, skåle, platter med videre. Det var ikke engang design, snarere dekoration – eller om man vil: unika i mængder.

Bjørn Wiinblad voksede op på det ydre Østerbro i et oplyst, socialdemokratisk hjem, hvor det var kutyme, at mændene blev uddannet som typografer. Denne håndværkertype blev betragtet som arbejderklassens intellektuelle, og både hans far og hans farfar var da også efter læretiden endt som journalist og chefredaktør. Bjørn Wiinblad, som var homoseksuel, bøjede sig for familiens krav og gennemførte typografuddannelsen, inden han blev optaget på Kunstakademiet. Kun den allernærmeste kreds – minus forældre, bedsteforældre og fjernere bekendte – var bekendt med hans seksuelle tilbøjelighed. Livet igennem dækkede han diskret over dette, hvilket i mine øjne forklarer en væsentlig del af hans sødmefulde ”flugtkunst”, der oplagt også fungerede som sublimering.

Man savner her og der nogle næranalyser, der kunne afsløre denne anden og – skulle man tro – mere smertefulde side af Wiinblad, som i en snerpet tid ikke kunne realisere ”det almene”. I stedet fokuserer hun på motiverne og stilen, og her får vi faktisk meget forærende, ikke mindst via bogens mange billeder, som vi jo selv kan analysere. Med hensyn til billedsiden er jeg særligt imponeret over Wiinblads unikke butik i Pistolstræde i Københavns indre. Et på én gang elegant, organisk og luftigt indrettet rum – i delikate, diskrete farver. Det er ødselt og samtidig stramt. En totalinstallation, som udtrykker et moderne rokokounivers.

De færreste benægter Bjørn Wiinblads sikre hånd og visuelle

F OTO : G A D S F O R L AG

F OTO : G A D S F O R L AG

F OTO : G A D S F O R L AG

3 Bjørn Wiinblad var på dansk grund en blandt meget få kunstnere, som opererede i feltet mellem kunst og design – noget, der blev set ned på i hans tid.

Den nye bog om ham er et fremragende redskab til at erkende og måske også anerkende Bjørn Wiinblads bidrag til kunsthistorien.

– Foto: Poul Petersen/ Ritzau Scanpix.

talent. Han var en ”all round”kunstner, der excellerede suverænt i keramik, porcelæn, gobeliner, skulpturer, møbler, tekstiler, med videre. Det lykkedes

ham at nå ud i verden, især til Japan og USA, som havde et særligt blik for hans kunst. Selvom han havde stor kommerciel succes, var han dog på ingen måde interesseret i bare at tjene penge. De var et middel til at opnå en ekstravagant og uhyre gavmild livsførelse. Han udlevede i praksis sin egen paradisiske motivverden og indrettede sine mange hjem med en opulent skønhed.

Samtaler med nutidskunstnere som Tal R, Louise Hindsgavl og Julie Nord i bogens slutning udvider vores forståelse af Bjørn Wiinblad set gennem nutidens prisme. Til gengæld kommer der lidt for meget design-reportage over besøg hos eksempelvis amerikanske samlere. Her mister bogen pusten.

Det er en kendt sag, at mange unge og yngre kunstinteresserede, der ikke oplevede 1970’erne og 1980’erne, hvor Wiinblad kom ud i kulden, i dag møder hans kunst langt mere fordomsfrit end deres forældres generation. Med DR’s tv-portræt af kunstneren i 2013, Erik og senere Henrik Rosendahls relancering af mange af Wiinblads de-

signs, samt også Rosendahls istandsættelse af Wiinblads ikoniske ”Det blå hus” i Lyngby, hvor han havde haft atelier og bolig, samt ikke at forglemme den store Wiinblad-udstilling på Arken i 2015, er tiden moden til at genoverveje Wiinblads bidrag til dansk kunst. Den nye bog er et fremragende redskab til at erkende og måske også anerkende Bjørn Wiinblads bidrag til J kunsthistorien.

Heidi Laura: En bid af Paradis.

Bjørn Wiinblad og hans tid.

330 sider.

350 kroner.

Gads Forlag.

bak fi

SPAR 20%* PÅ KVALITETSUDSTYR OG -BEKLÆDNING

* I vores 10 butikker gælder tilbuddet ikke Patagonia, Hanwag, Royal Robbins og Primus.

På friluftsland.dk gælder tilbuddet ikke Fjällräven, Patagonia, Hanwag, Royal Robbins og Primus.

Tilbuddet gælder d. 23/11, gælder ikke i forvejen nedsatte varer og kan ikke kombineres med andre tilbud eller rabataftaler.

Besøg os i København, Field’s, Lyngby, Roskilde, Odense, Kolding, Aarhus, Randers og Aalborg eller på friluftsland.dk

TIL FRILUFTSLIV

Bøger med meget på hjerte En mand og hans kajak.

3500 kilometer ned ad de russiske floder mod vikingernes Byzans.

Et fysisk, religionshistorisk og eksistentielt eventyr gennem 65 dage.

”VED VERDENS ENDE er et blændende, historisk eventyr.”

DAILY TELEGRAPH

”Bairds Victoria er ikke den kvinde, vi forventer at møde.

Hendes dronning er en ren billedstormer: følelsesladet, demonstrativ, sanselig og dreven.”

THE NEW YORK TIMES

SVENSKEKRIGENE 1657-60: Da Danmark var på kanten af udslettelse

”RØD SULT er uden tvivl et nyt standardværk om en af historiens største grusomheder.”

TIMOTHY SNYDER, WASHINGTON POST

”Styrken i TOLV TILTALER er Sørine Gotfredsens personlige stil, som gør den troværdig.”

BERTEL HAARDER, BERLINGSKE

KØB BØGERNE PÅ K.DK/KLUB ELLER HOS DIN BOGHANDLER

Gandhis barnebarn: Forstå og udnyt din vrede konstruktivt. Baseret på Mahatma Gandhis livsfilosofi.

Tilbuddene gælder t.o.m. 23. december 2018 – så længe lager haves. Vi tager forbehold for trykfejl, manglende leverancer, afgiftsændringer og udsolgte varer. *Gælder ikke i forvejen nedsatte varer og varer til Fast lav pris.

JULENS LÆSEHITS

Sammen handler vi bedre

til store og små

Forrædernes fest

Den hundred og et-årige der tænkte at han tænkte for meget

Af Philip Reeve

12995

Er du til hårrejsende krimier eller hyggelig højtlæsning? Se vores håndplukkede favoritter til efterårslæsningen eller gå på opdagelse i over 8.000 læsehits til skarpe priser på Coop.dk Shopping.

Af Jonas Jonasson

15995

MORTAL ENGINES NR. 2

Mit lykkelige land

Bevægelse

Af Grevinde Alexandra & Rikke Hyldgaard

Af Susse Wold

179

17995

95

JOONA LINNA NR. 7

Thrillermesteren Kepler gør det igen! Læs med i syvende bind om kriminalkommissær Joona Linna.

Lazarus Af Lars Kepler

24995

Godnathistorier for rebelske piger 2

Villads fra Valby skyder året i gang

Ternet Ninja - Filmudgave

Af Anne Sofie Hammer

Af Anders Matthesen

79

95

99

95

Af Elena Favilli & Francesca Cavallo

169

95

Ildprøven - Filmudgave

Sigurd fortæller H.C. Andersens eventyr

Af Lene Kaaberbøl

Af Sigurd Barrett

79

95

VILDHEKS NR. 1

Gælder t.o.m. 23. december 2018 – så længe lager haves

24995

31 EVENTYR

48 | JulensBøger | Samfund

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. november 2018

Historisk set lever vi i ukendt land Ifølge den verdensberømte sociolog og forfatter Anthony Giddens lever vi lige nu i en historisk periode, som er helt uden fortilfælde. Han kalder den digitale revolution for lige så gennemgribende som den industrielle. Den øger den igangværende politiske polarisering og truer dermed demokratiet, advarer Giddens i dette interview

interview BJØRG TULINIUS SKRIVER FRA ENGLAND tulinius@k.dk

Anthony Giddens er et navn, mange kender. Han bliver anset for at være en af de mest indflydelsesrige sociologer i nyere tid og er en af de mest citerede samfundsforskere i verden. Flere har stiftet bekendtskab med hans teorier om sociologi og politik som pensum i skolen, og andre kender ham måske også som ophavsmanden til den tidligere britiske premierminister Tony Blairs visioner om ”Den tredje vej” i engelsk politik i slutningen af 1990’erne og begyndelsen af 2000’erne.

Ud over at have beskrevet vores tidsæra som ”sen” eller ”refleksiv” modernitet med vigende traditioner og øget individualisering var han en af de første til at pege på fænomenet ”globalisering”, som siden indgår i de fleste beskrivelser af verden af i dag. Med den gensidige forbundethed og afhængighed mellem verdens lande som et faktum, når det gælder for eksempel økonomi, sikkerhed og klimaforandringer.

I dag er Anthony Giddens 80 år. Han udgiver ikke bøger i samme imponerende omfang som tidligere, men er stadig en aktiv debattør og foredragsholder og har siden 2004 været udpeget til det britiske overhus, the House of Lords, for partiet La-

WWDer

er en lang række områder, som det bliver helt afgørende for os som menneskehed at finde ud af at forholde os til.

ANTHONY GIDDENS

bour. Det er også her, han tager imod denne efterårsdag i London. Og hvor han som en sand gentleman viser rundt i den udefra så kendte parlamentsbygning, The Palace of Westminster, som mange turister hver dag foreviger ved hjælp af netop de mobiltelefoner, som Anthony Giddens vil komme til at tale mere om i interviewet.

Uden for det ikoniske slot ved Themsen står også en forblæst demonstration med unge englændere, der ønsker en ny afstemning om Brexit. De tilhører netop den ene gruppe i den generationskløft, som Giddens også mener præger vores tid. For mens mange unge mennesker ønskede at blive i EU, var det især de ældre englændere – og dem uden for London – der ville forlade det europæiske fællesskab.

Man skulle måske tro, at Anthony Giddens ville opfatte Brexit som et udtryk for, at den globalisering, han har peget på som et udpræget træk ved vores tid, har fået nogle hak i tuden. At briternes valg er et tegn på, at mange mennesker i dag ”søger tilbage” til det nationale i stedet for at søge mod mere internationale og gensidige forpligtelser.

Men for Giddens ser virkeligheden noget mere kompleks ud, og han advarer faktisk imod at forenkle den ved at fokusere på en enkelt forklaring på, hvad der sker lokalt og globalt. For der er ifølge

den tidligere leder af London School of Economics hele tiden mere end én forklaring. Og grundlæggende har det at gøre med hans beskrivelse af den verden, vi lever i i dag. ”Jeg kalder vores samfund for et ’high opportunity and high risk society’ (højmuligheds- og højrisiko-samfund, red.). Den betegnelse er for mig at se en god måde at beskrive vores århundrede på.

Som jeg ser det, lever vi i et samfund, som har bevæget sig ’ud på kanten’ af historien. På mange måder er det 21. århundredes civilisation nemlig helt anderledes end nogen af de forudgående, selvom den selvfølgelig stadig har rødder i historien. Og der er en lang række områder, som det bliver helt afgørende for os som menneskehed at finde ud af at forholde os til. Her tænker jeg blandt andet på forekomsten af atomvåben, klimaforandringerne, en enorm befolkningstilvækst og så den digitale revolution, som tilsammen udgør en kæmpestor pakke med forandringer, og derfor siger jeg, at vi historisk set er i et nyt og ukendt territorium.”

Anthony Giddens opsummerer på den baggrund vores opgave på følgende måde: ”Vi må som en samlet menneskehed navigere i dét territorium på måder, så vi både sikrer fordelene, men samtidig undgår farerne.”

FORTSÆTTER NÆSTE SIDE

0 Anthony Giddens var en af de første tænkere, der brugte begrebet ”globalisering” om den verden, vi i dag lever i.

Han har i sine mange bøger blandt andet beskrevet, hvordan netop globaliseringen også medfører forandringer på det individuelle plan og påvirker vores normer og traditioner, blandt andet inden for familie, seksualitet og ægteskab.

– Foto: Anders Birger.

JulensBøger | Samfund | 49

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. november 2018 FORTSAT FRA SIDE 48 Efter at have været guide gennem parlamentets imponerende sale og udsmykninger har Anthony Giddens fundet vej til en kantine i en mere moderne bygning, hvor interviewet kan finde sted, mens den obligatoriske cup of tea kommer på bordet. På turen rundt har flere standset ham for at ville sludre lidt med ”Tony”, som han kaldes af venner, eller med ”His Lordship”, som er den mere formelle titel i det britiske overhus.

Gennem hele interviewet fastholder Giddens de to sider af vores verden i flere af sine svar. For selvom vi står over for mange udfordringer i dag, må vi ikke glemme de mange fordele, der også er kommet i vores tid. ”Bare se på alle de muligheder, der i dag findes på et individuelt niveau. Der er så meget, der tidligere var givet på forhånd, som i dag er blevet til noget, den enkelte selv må forholde sig til og selv kan vælge. Det gælder for eksempel køn eller seksualitet, der før udelukkende blev set som biologiske vilkår. Nu har man derimod mange identiteter at vælge imellem. Den enkelte har ganske enkelt flere muligheder i dag. Se for eksempel også på nybruddene inden for medicin, hvor der er sket mange fundamentale fremskridt. Jeg siger ikke, at alle disse ting kun har gode sider, for der er altid både muligheder og risici forbundet med de forandringer, der sker. Og en mand som John Gray (engelsk filosof, red.) har da ret i, at historien ikke kun bærer fremskridt med sig, men også rummer mange udsving. Samtidig vil jeg give en mand som Robert Pinker (britisk sociolog, red.) ret i, at der grundlæggende er sket en stor udvikling. Jægersamfund var da klart mere voldelige statistisk set, end vores samfund er. Men vi råder så til gengæld over atomvåben... Og hvis en genetisk nyskabelse en dag slår fejl, så risikerer vi også at stå med en pandemi. Så fareniveauet, som mulighedsniveauet, er ganske enkelt på en anden skala i dag.”

På bordet ligger mobiltelefonen og optager Giddens’ ord. Den er et eksempel på den digitale revolution, som ifølge den 80-årige sociolog er en af de allerstørste forandringer i vores tid. ”Jeg ser den som muligvis den største forandrende kraft i verden i dag og mindst lige så gennemgribende som den industrielle revolution.

Den går bare meget hurtigere, for den digitale revolution er umiddelbart global på en måde, vi aldrig har set tidligere. Hvis man ser på telefonens historie, så tog det et halvt århundrede, fra den blev opfundet i slutningen af 1800-tallet, til den via telefonnettet kunne nå ud til omkring 50 millioner mennesker, alene i USA. De første smartphones kom på markedet omkring 2007-2008, og nu, kun 10 år senere, er der to milliarder – i verden.

Endda med Afrika som et af de kontinenter, hvor der er flest. For første gang nogensinde er den fremmeste teknologi også massivt udbredt i de fattigste lande. Det betyder blandt andet, at man kan være fattig bonde og så alligevel være i forbindelse med resten af verden. Afrikanske bønder kan for eksempel via mobilens gps lede deres dyr hen til det nærmeste vandhul eller overvære en debat i House of Lords. Den verden er altså meget forskellig fra noget, vi før har kendt.”

Igen peger Giddens på både fordele ved den nye teknologi – og farer. ”Mange har nemlig ikke helt forstået omfanget af den digitale revolution, fordi de primært fokuserer på de sociale medier. Men den digitale teknologi fører store strukturelle forandringer med sig. Både inden for økonomien, der bliver af en mere immateriel karakter og ikke længere kun er baseret på fysiske varer, men også inden for arbejdsmarkedet, hvor der allerede er sket store transformationer af arbejdskraften. Med væksten inden for kunstig intelligens ved vi heller ikke endnu, hvad der vil ske. Men det er ret sikkert, at der vil komme flere hackere, og dermed bliver vi også mere sårbare. Bare se på journalistikken. Her véd vi jo, at det allerede er robotter, der skriver en del af historierne. Den digitale revolution intensiverer også globaliseringen og skaber dermed en større gensidig afhængighed eller forbundethed.

Men den ændrer altså også det politiske felt og risikerer faktisk at true demokratiet. Ikke kun på grund af de ekkokamre, folk plejer at pege på som farlige konsekvenser af især de sociale medier, men mest fordi den skaber grobund for bevægelser, som har en tendens til at erstatte og omgå partierne.”

Giddens beskriver, hvordan disse bevægelser primært er ”online”-bårede, som han kalder det, og det betyder, at man i dag kan nå steder og men-

0 ”Nogle taler om, at vi oplever en mangel på tillid i de her år.

Jeg ser det snarere som, at der er mennesker, som har alt for stor tillid til nogle bestemte ledere,” siger Anthony Giddens, der her ses ved det britiske parlament i London.

Parlamentet er for tiden under renovation. – Foto: Anders Birger.

nesker, man ikke kunne for bare 20-30 år siden. ”Hvor politiske ledere nærmest bliver tv-stjerner,” som han siger. Og det er dette fænomen, han ser som dybt forbundet med den populisme på både højre- og venstrefløjen, han blandt andet oplever hos en Donald Trump i USA, der ”når sit bagland via Twitter”, Femstjernebevægelsen i Italien, ”der vil undersøge, hvordan et digitalt demokrati ville være”, samt en Jeremy Corbyn i England, der ifølge Giddens ”i bund og grund er en populist ’of the left’”. ”Nogle taler om, at vi oplever en mangel på tillid i de her år. Jeg ser det snarere som, at der er mennesker, som har alt for stor tillid til nogle bestemte ledere. Hvilket så betyder, at man kan opleve demagogiske ledere, hen over verden, der højst sandsynligt vil skade demokratiet, fordi de ikke går igennem partisystemet og kun indirekte er forbundet med den politiske proces. Og resultatet vil være en polarisering med en politisk midte, der er forsvundet. For mig at se er den polarisering, dette medfører, den allerstørste trussel mod demokratiet, og som jeg ser det, er den digitale revolution mediet, der bærer noget af den udvikling.”

Hvis både den digitale revolution, økonomien og klimaforandringer alle er udtryk for fænomener, der viser, hvordan vi lever i en stadig mere globaliseret og dermed gensidigt forbundet verden, hvordan vil Giddens så forklare de nationale strømninger, som er så udbredte i de her år? Med det engelske Brexit som et af eksemplerne, Trumps ”America First” og Orbans nationalistiske retorik i Ungarn som et par andre. For så er det tilsyneladende ikke en forpligtende, gensidig afhængighed, mange mennesker ønsker eller tror på? ”Mange mennesker tror, at nationalstaten er i stand til at tackle tidens udfordringer. Og populisterne siger, at det er muligt. Men det er det ikke.

Selv USA, en af de mægtigste stater i verden, som kan definere den globale politik mere end alle andre, bortset fra Kina, selv dér mangler staten styrke til at skabe disse forandringer. Fordi udfordringerne går på tværs. Nationalstaten er slet ikke så stærk, som mange populister definerer den. Hvordan skulle en enkelt stat for eksempel kunne konfrontere de finansielle markeders magt? Det kan ingen gøre alene på et nationalt niveau.”

Giddens køber heller ikke påstanden om, at de internationale institutioner skulle være under pres. ”Man skal ikke tro, at populismens fremgang er ensbetydende med de internationale institutioners død. De er stadig meget magtfulde. Selv i en

verden med stor grad af populisme. Hvis vi for eksempel ser på klimaforandringerne, så foregår der hele tiden et stort arbejde på et internationalt plan for at arbejde på løsninger. For nylig har IPCC (FN’s klimapanel, red.) skrevet en stor rapport, der er udarbejdet af op mod 4000 videnskabsfolk fra hele verden, og den vil få stor indflydelse overalt. Den slags ting sker altså. Og selvom en præsident Trump ikke kan lide FN, så er verden fyldt med programmer fra FN, der er med til at sikre en bedre verden. Vi er faktisk alle sammen fuldstændig afhængige af de internationale institutioner, rammer og regulativer. De er måske bare ikke så synlige, og derfor tænker vi måske ikke så meget over dem. Tænk bare på noget så elementært som flytrafikken. Dén sikkerhed, der omgærder den, tager vi jo bare for givet. Så de regulativer, der for en stor del er globale, har vi tillid til – folk har bare en tendens til at overse det store apparat af tillid, som de internationale rammer giver os.”

Anthony Giddens er med andre ord ikke tilhænger af mindre EU eller mindre FN. Som han allerede skrev i sin bog ”En løbsk verden”, der udkom på dansk i 2000: ”Det, der er brug for i de demokratiske lande, er en udvidelse af demokratiet selv. Det kalder jeg at demokratisere demokratiet.

Men demokratiet i dag bliver også nødt til at blive transnationalt. Vi bliver nødt til at demokratisere på et højere – såvel som på et lavere – niveau end nationen. En globaliseret tidsalder har behov for globale reaktioner, og det gælder i lige så høj grad for politik som for ethvert andet område.”

Det er på den baggrund nærliggende at spørge ham, om han da tror på, at der findes en universel etik, som vi kan lade os vejlede af i globale anliggender. ”Ja, det gør jeg. Men jeg vil ikke give den en metafysisk fundering, for jeg er ikke religiøs. Men tag for eksempel FN’s menneskerettighedserklæring.

Den er en erklæring af moralske principper.”

Men hvad udleder du så den moral fra? ”Fra en øget koordinering i verdenssamfundet og forsøget på at bygge moralske imperativer ind i dette arbejde. Det gælder for eksempel i forhold til at støtte minoritetsgrupper, fremme udvikling i de fattige dele af verden og fastholde begrænsninger af vold. FN er selvfølgelig ikke en magisk institution, men jeg tror, at de folk, der lige nu taler om, at verden er ved at bllive opløst i brudstykker af identiteter, tager fejl. Der er hele tiden to sider af verden. Men generelt er vi blevet mere gensidigt J afhængige.”

Anthony Giddens 3 3Født i 1938.

Britisk professor emeritus i sociologi.

Anses for at være en af de mest betydningsfulde nulevende sociologer. Var professor på Cambridge University i en årrække og fra 1997 og frem til sin pensionering i 2003 leder af London School of Economics and Political Science. Blev adlet i 2004 og sidder i House of Lords for partiet Labour.

Giddens har skrevet en lang række bøger samt været aktiv i den politiske debat, især kendt fra tiden med Tony Blair som premierminister, hvor Giddens’ bog ”Den tredje vej” var med til at understøtte Blairs ”New Labour”.

50 | JulensBøger | Samfund

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. november 2018

Sorgen er nøglen til at forstå, hvad det vil sige at være menneske Vi lever i en tid, hvor alt skal kunne måles og fikses, så vi kan komme videre. Derfor sætter vi diagnoser på det, der før var livsvilkår. Men det er på tide at tale åbent om, at nogle ting i livet gør ondt, uden det behøver at være sygt, siger professor Svend Brinkmann i ny bog om sorgens væsen

interview

Svend Brinkmann

AF LARS HENRIKSEN

3 3Født i 1975, professor i psykologi på Aalborg Universitet. Han interesserer sig særligt for den stigende anvendelse af psykiatriske diagnoser. Med fokus på den kulturelle betydning af denne stigning har han udgivet bøgerne ”Diagnoser” (med Anders Petersen) og ”Det diagnosticerede liv”. Herudover er han forfatter til en række bøger, blandt andet ”Identitet”, ”Stå fast” og ”Gå glip”. I 2015 modtog han DR’s formidlingspris, Rosenkjærprisen. ”Det sørgende dyr” udkom på Forlaget Klim i oktober.

henriksen@k.dk

Sorgen er blevet et centrum i vores tilværelse. Alene i Danmark findes cirka 500 sorggrupper og organisationer, der hjælper mennesker i sorg. Et utal af artikler, bøger, radio- og tv-udsendelser behandler løbende emnet. Og håndteringen af sorg bliver i stigende grad professionaliseret og medikaliseret. Tidligere på året gjorde Verdenssundhedsorganisationen (WHO) endda vedvarende sorg til en diagnose.

Det er på denne baggrund, at Svend Brinkmann, professor i almenpsykologi på Aalborg Universitet, står bag et femårigt forskningsprojekt om sorgens kultur og væsen. Og det er i denne forbindelse, at han har udgivet bogen ”Det sørgende dyr.”

Den ser nærmere på, hvad der egentlig sker med os, når vi mister en nærtstående, og hvad sorg betyder for det at være menneske. Hans udgangspunkt er, at vi i Danmark og globalt er på vej i en forkert og farlig retning, når sorg i stigende grad bliver sygeliggjort.

Kan man overhovedet sørge forkert? ”Det er farligt at sige, at nogen sørger forkert, for det indikerer jo, at der er en rigtig måde. Men det er rimeligt at sige, at det er en meget naturvidenskabelig tilgang, der dominerer vores syn på sorg i disse år. Der laves symptomlister, tilbydes omfattende behandlinger og vedtages diagnoser, og det er en problematisk vej at gå. Sorg er en helt særlig menneskelig følelse, der bestemt er lidelsesfuld. Og de sørgende skal selvfølgelig hjælpes. Men al lidelse er ikke noget sygeligt, der skal fjernes hurtigst muligt.”

Hvorfor egentlig ikke? ”Som mennesker har vi et enestående forhold til døden. Det ligger ikke nær så dybt i noget andet dyr og bunder i det, nogle psykologer kalder den menneskelige sans. Her er vi ved selve kernen i det at være menneske, for kun vi forstår, at vi livet igennem binder os til andre i relationer, der er dømt til at blive brudt. Vi kan lære at leve med det, men vi forstår, at tabene er uerstattelige, og netop det gør os i stand til at sørge på en langt mere indgribende måde end andre dyr.

Sorgen er på den måde et udgangspunkt ved det at være menneske og ikke blot et biprodukt ved evolutionen. Men i tidens iver efter at fikse sorgen, så

som del af en bred kulturel bevægelse, som forfatteren Aldous Huxley indkapslede i sin roman ’Fagre nye verden’ fra 1932 med ordene: ’Et civiliseret menneske behøver ikke at finde sig i noget ubehageligt’.

Siden blev den opfattelse stadig mere udbredt i takt med et generelt tab af dybde i tilværelsen til fordel for et mere fladt menneske- og livssyn, hvor alt skal gøres op i lyst og ulyst. Særligt tydeligt er det blevet i diagnosesystemet, hvor man skal sætte krydser i et skema, der kun spørger til hvor meget og hvor længe, men ikke hvordan.”

T E G N I N G : MO RT E N VO I G T

WW

Noget af det, der kendetegner os, er, at vi helt grundlæggende er afmægtige.

vi kan komme videre, afslører vi, at vi ikke forstår, hvor dyb betydning sorgen har for os.

Sorgen var den sidste erfaring, vi havde, som var lidelsesfuld, men samtidig meningsfuld og derfor friholdt fra sygeliggørelse. Det giver ikke mening at sygeliggøre det meningsfulde, men det har vi alligevel gjort på en lang række områder.”

Kan du give et eksempel? ”Et godt eksempel er angst, som gennem århundreder er beskrevet som et grundlæggende menneskeligt fænomen – ikke mindst af Søren Kierkegaard – men vi har reduceret det til en sygdom. Noget tilsvarende er sket med tristhed og alle andre store psykiatriske lidelser, der har en eksistentiel kerne i sig.

Selvfølgelig er det et fremskridt, at vi kan hjælpe så mange mennesker med deres udfor-

dringer, og jeg vil ikke romantisere lidelsen, men der må være en grænse, hvor vi besinder os på, at der er nogle dimensioner og dybder i tilværelsen, som ikke kan forstås psykiatrisk. Sorg var den sidste, der var tilbage, og nu er den også en diagnose.”

Hvornår er vi begyndt at reducere vores eksistentielle liv på denne måde, og hvad er drivkraften? ”Det er et ret nyt fænomen.

Freud understregede så sent som i 1917, at sorg ikke kan være en psykisk forstyrrelse, fordi der er en mening med den lidelsesfulde følelse, man har. Melankolien behøver ikke at være forbundet til et ydre tab og en mening, og derfor kan den være udtryk for en forstyrrelse.

Op gennem det 20. århundrede begyndte Freuds arvtagere så at foreslå, at sorg alligevel godt kunne være sygelig, og det skete

Der er vel også positive ting ved, at vi er blevet mere opmærksomme på de negative sider af tilværelsen? ”Ja, dette er ikke blot en forfaldshistorie. Man har opdaget sygdomme, ingen vidste var der, og det er blevet muligt at hjælpe flere mennesker til et bedre liv.

Men i det store billede er der sket en forfladigelse gennem den stadig mere kvantitative tilgang til tilværelsen. Vi har mistet meget af det rige, moralske og religiøse sprog for livets medog modgang. Pludselig skal alt måles på skalaer med plusser og minusser, og hvis der er tilstrækkeligt med minusser, skal vi behandle.

Drivkraften er en slags sekularisering. Ikke bare er troen blevet et spørgsmål for den enkelte, det er hele den åndelige verden også. Det er et bortfald af idéen om, at tilværelsen har umålelige dybder.”

Hvordan bør vores tilgang til sorg så være? ”Det er et kompliceret spørgsmål med et ikke entydigt svar. Vi er helt klart blevet bedre til at håndtere sorg siden Freud. Han argumenterede for, at alle bånd skulle kappes til den døde, men i dag er der stærke faglige belæg for i stedet at bevare båndene.

Der er også vokset en anden sorgteori frem kaldet to-sporsmodellen. Den går imod den tidligere opfattelse af, at sorgen udviklede sig i faser, man skulle igennem. I dag tror man på, at der findes et tabsorienteret spor og et genopbygningsspor, og at det mest hensigtsmæssige er at veksle mellem de to spor.

Der er dog et indbygget dilemma i håndteringen af sorg. Tidligere var der en række ritualer, fællesskaber og traditioner forbundet med sorgen. Der var en skabelon, man fulgte, og for enden af den kunne man vende tilbage til livet. I dag er samfundet i høj grad afritualiseret, og mange vil opleve det som krænkende med en skabelon. De vil selv bestemme, hvordan de håndterer deres sorg.

Så dilemmaet er: I hvor høj grad hjælper det faktisk folk at finde deres egen vej? Og hvornår kommer påtvungne skabeloner til at virke forstyrrende og indskrænkende på sorgprocessen?

Der er jo både dem, der føler sig som dårlige forældre, hvis de ikke får en diagnose som følge af deres barns død, og dem, som absolut ikke vil kaldes psykisk syg.”

J

Sara Blædel afslutter trilogien om Ilka på mesterlig vis!

DEN TREDJE SØSTER Sidste bind i trilogien om Ilkas jagt på sandheden om den far, der forlod hende, da hun var syv år, og aldrig lod høre fra sig.

BERLINGSKE

ALTING HAR EN ENDE Michael Bundesen fortæller om sin personlige rejse gennem fire årtiers vanvittig, eksploderende energi i Shu-bi-dua.

BERLINGSKE

GLASVINGE En grufuld mordgåde leder efterforskerne Kørner og Werner ind i det danske sundhedssystem.

BOGFRIISEN

KÆRE ZOE UKHONA Pelle Hvenegaards ærlige, komiske, sørgelige og hjertevarme fortælling om seks år i et fertilitetsog adoptionshelvede.

BERLINGSKE

DET, DU IKKE FORSTÅR, GØR DIG KLOGERE Tre af Danmarks skarpeste iagttagere gør sammen status over den radikale tid, vi lever i.

SIDSES BOGREOL

OS MOD JER Fredrik Backmans fritstående efterfølger til Bjørneby er en fortælling om loyalitet, venskab og kærlighed.

Find flere gaveideer hos din lokale boghandler eller på peoplespress.dk

52 | JulensBøger | International Litteratur

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. november 2018

Åndeløst smuk roman fra skotsk primadonna Den skotske litterære stjerne Ali Smith begynder på en ny årstids-kvartet med bogen ”Efterår”, en roman om tid og kærlighed – fra Odysseus på stranden til Brexit i Storbritannien

anmeldelse 6 stjerner AF IBEN TANDGAARD kultur@k.dk

Hvordan skal man beskrive kvaliteten ved Ali Smith uden at citere hele hendes bog på én gang? Det er næsten umuligt, for hendes bøger er så helstøbte, og ”Efterår” er som en krop, et helt liv, en bygning, som den skotske forfatterinde har bygget.

Tager man én sten ud, falder skønheden måske sammen?

Men nej – for en af kvaliteterne ved hendes værker er samtidig, at der hele tiden opstår små poetiske situationer eller tankestrømme, som man godt kan bide over og lade stå alene, som et digt: ”Brænd mig. Brænd mit træ.

Spred asken så den kan bringe held der hvor du vil have næste års afgrøde til at gro. Fød mig så på ny. Brænd mig og brænd mit træ. Næste sommers sol. En midvintergaranti.”

Ali Smith lægger med denne roman an til en årstids-kvadrologi, hvor ”Vinter” netop er udkommet på engelsk og ventes på dansk i begyndelsen af 2019. Senere vil sommer og forår følge.

Smith fortæller, at ”Efterår” blev til i efterdønningerne af Brexitvalget, et valg, der også spiller en hovedrolle i den politiske allegori ”Vinter”.

Som en af Europas mest roste og anerkendte forfattere er den 56-årige Ali Smith en primadonna, der blandt andet har skuffet danske læsere og ad flere omgange meldt fra til Louisiana Literature. I Storbritannien er hun en prisbelønnet litterær stjerne, der som klassisk britisk intellektuel har undervist på både Cambridge og Oxford – og som i øvrigt bor sammen med sin kvindelige partner gennem 25 år, filmskaberen Sarah Wood. ”Efterår” åbner i et univers, der lader læseren i tvivl om, hvorvidt hun drømmer eller er vågen. På en strand ligger en krop, en gammel mand, måske død, måske levende – og som der står ”nøgen som en nyfødt”. Manden hedder Daniel Gluck, og hans krop skifter form fra ældet og arret til ung og stærk. Som en Odysseus eller som en gud er han kommet op af havet, og på stranden lidt borte danser unge kvinder, ”en flagrende dans som nogen fra Det Gamle Grækenland”.

Efter drømme-starten møder vi – tilbage i nutiden og virkeligheden – Elisabeth Demand, 32 år og universitetsadjunkt. Med Aldous Huxleys roman ”Fagre nye verden” under armen er hun på vej ind på postkontoret for at få nyt pas. Det viser sig at være umuligt: ”Dit ansigt har den forkerte størrelse,” siger manden bag skranken i en mød-det-offentlige-og-dø-scene, der er klaustrofobisk og morsom i al sin absurditet:

Ali Smith: Efterår. 249,95 kroner. 280 sider. Oversat af Ninna Brenøe.

Gyldendal.

”Det kan meget vel tænkes at du bliver nødt til at komme tilbage om en uge alligevel, siger han. Det er ni ud af ti gange at der viser sig at være noget galt med dem her. Meget morsomt, siger Elisabeth. Det var ikke for sjov, siger manden. Man må ikke lave sjov med pas.”

Elisabeth fortsætter – uden pas – hen på hospitalet, hvor den 101-årige Daniel Gluck ligger sovende. ”En god alderdom, han har klaret sig så fint, siger plejeassistenterne. De kender ikke Daniel.” Men for Elisabeth har den gamle, døende mand en enorm betydning, hun fører samtaler med ham hele tiden i sit hoved, og i hendes indre går tiderne i gang med at skifte. I flashbacks til barndommen får vi deres venskabsfortælling, krydset med blik frem til en nutidsverden, der er af lave. Dér, hvor Elisabeths mor bor nu, er husene i gaden ”rykket op som

gamle tænder”, og kun moderens bygning står alene tilbage.

Elisabeths mor har aldrig brudt sig om venskabet mellem datteren og naboen, og hun kalder gerne Daniel for ”Mr. Gluck” eller ”den gamle bøsse”. I Elisabeths barndom var moderen i øvrigt mest på bar, i gang med ikke at høre efter – eller med at fikse sin øjenmakeup. Og det var dér, Daniel Gluck passede ind.

Han talte med Elisabeth, som om hun var et menneske, ikke et barn, når han diskuterer filosofi med hende eller vender drillende op og ned på alting, som for eksempel eventyret om ”Guldlok og de tre bjørne”: ”De stakkels bjørne, sagde han. Den slemme grimme uvorne vandal af en pige. Sådan at gå ind i deres hus uden at være blevet inviteret. Spraye sit navn med spraymaling i deres soveværelser … Hun sprayer da ikke sit navn på væggene, sagde Elisabeth. Det er da ikke med i historien. Siger hvem? sagde Daniel.”

Daniel Gluck er en elegant og gådefuld mand, hvis livshistorie afdækkes efterhånden. Han har mistet ufatteligt meget, men hans livsindstiling er filosoffens.

Han og Elisabeth går sammen på jagt efter mening i sproget, litteraturen, oldtiden, malerier – alting. Undervejs dukker kærligheden op i form af en real life-

person; nemlig kunstneren Pauline Boty, der var pop art-kunstner i 1960’erens London, og som lavede collager om magt, køn og sex. Daniel kendte hende og elskede hende, men hun fik – som mange kvindelige kunstnere – aldrig den fortjente anerkendelse og døde tidligt. Boty har haft betydning for Daniel, og hun får stor betydning for Elisabeth. ”Efterår” udforsker med Ali Smiths egne ord: ”Hvad tid er og hvordan vi oplever den”. For er tid en lineær størrelse, som flyder i én og kun én retning – eller er den cirkulær og evig, og kan vi rejse i tiden med vores sanser? Og er døden dermed egentlig ikke nogen afslutning – men et sted vi rejser hen på besøg, mens de efterladte erindrer os og dermed kalder os tilbage?

Nu vi snakker om tid, så er nutiden i romanen den kaotiske periode efter Brexit-valget. Som der står, er det en splittelsens tid i Storbritannien: ”Overalt i landet følte folk at det var helt forkert. Overalt i landet følte folk at det var helt rigtigt. Oeralt i landet følte folk de virkelig havde tabt. Overalt i landet følte folk de virkelig havde vundet.”

Romanens historiske spor binder de politiske scenarier i knudepunkter som Anden Verdenskrig, døde syriske flygtninge på Europas strande og nutidens ka-

otiske post-Brexit-Storbritannien sammen i en forståelse af, at alting gentager sig. Menneskets dårskab er uendelig, vi begår de samme fejl igen og igen, vores visdom er ikke lineær – og ethvert valg har derfor store konsekvenser (det, som Nietzsche kaldte den evige genkomst, eller i hverdagsjargon: Historien gentager sig.).

Og i en bevægende scene, hvor en ung kvinde hopper af de lokale nazisters jødetransport et sted i Europa med ordene: ”Det er her jeg skal af!”, som var hun nået sit busstoppested – får vi også baggrunden for Daniel Glucks liv og en forståelse af, at civil ulydighed nogle gange er skillelinjen mellem det onde og det gode – og mellem liv og død.

Når en bog bliver til kunst og hæver sig op over plottet og den rene fortælling, så er det gennem sproget. Og Ali Smith er en sanselig og gribende sprogkunstner, hvilket den danske oversætter Ninna Brenøe har eftergjort smukt.

Smith er rå og direkte, skiftende mellem syngende og fabulerende, hun bander og svovler det éne øjeblik og laver melodisk poesi det andet – og man keder sig ikke én eneste sætning med hende. Faktisk stopper man op og må læse tilbage igen og igen, fordi det er så gispende godt skrevet. En åndeløs og J varm anbefaling herfra.

0 I Storbritannien er Ali Smith en prisbelønnet litterær stjerne, der som klassisk britisk intellektuel har undervist på både Cambridge og Oxford.

– Foto: Angelo Carconi/ Ritzau Scanpix.

“FORFATTERENS BEDSTE I HANS AMBITIØSE SLÆGTSKRØNIKE.” POLITIKEN

Salomon Effect / Ellipse GTX Goretex sko med god støtte.

Findes til herre og Dame Str 36-48 Vejl: 1199,- Nu: 699,-

Columbia Newton Ridge Let vandtæt skindsko ell. støvle. Perfekt til efterårets vandreture.

Str. 36-48.

Vejl: 1099,- Nu: 599,-

Salomon Quest Prime Lækker Goretex Vandrestøvle med stødabsorbering og Contagrip sål.

Herre Ell. Dame Vejl: 1500,- Nu kun: 999,-

UDSALG “At Jan Guillou er forfatter i topklasse, har han for længst bevist. … slagfærdig, stakåndet og strålende underholdning.”

Imax Neopren Gummistøvle Lækker blød Neopren isoleret gummistøvle med justerbar læg og udtagelig sål. Svangstøtten og EVA stødabsorberingen sikrer en god komfort. Str. 40-47.

Vejl: 999,- Nu kun: 599,-

NORDJYSKE STIFTSTIDENDE

Härkila Expedition Strømpe Sort ell. Grøn 82% merino uldfrotte, måske "verdens" bedste Strømpe.

1 par 199,Tá 3 par 529,-

Postordre fra dag til dag!

Columbia Alpine Escape Parka Flot feminin vandtæt og åndbar dun parka med Omni-Heat isolering. Flere farver.

Før: 2899,- Nu kun: 1999,-

Aigle Bellastic ell. Chantebelle Håndlavet fransk antibakteriel naturgummi. Str 36-48.

Nu fra 899,-

UDSALG

Asphen Alto Classic Let fritidskikkert i 8x42 ell.

10x42. Kommer med taske og rem.

Før: 999,- Nu kun: 599,-

UDSALG Columbia Marquam Klassisk parka med gode lommer.

Vind og Vandtæt.

Pelskraven kan tages af.

Før: 2000,- Nu: 1499,-

Columbia Grandeur Parka - Er en klassisk midt-lårs jakke som er en anelse længere bagtil. Jakken er foret med den ekstra bløde Sherpa fleece i og omkring hætten samt ekstra isoleret med 100g. Microtemp polyester.

Vindtæt samt vandtæt. Før: 1399,- Nu kun: 999,-

54 | JulensBøger |International litteratur

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. november 2018

Når man skvatter i ægteskabets snørebånd Italiens litterære ”godfather” Domenico Starnone dissekerer et langt ægteskab og et kort sidespring i romanen ”Bånd”, der (igen) får anmelderne til at sammenligne ham med Elena Ferrante

anmeldelse 5 stjerner AF IBEN TANDGAARD kultur@k.dk

Hvorfor danner mennesker overhovedet par? Det går jo altid galt, kunne man indvende, og de fleste ægteskaber ender med hyl, skrig og skilsmisse. Men så er der også dem, der på mystisk vis holder. Dem, hvor man udefra ikke kan gennemskue, hvad der foregår inde under parforholdets glatte overflade.

Sådan et par ligner Vanda og Aldo udefra. De har været gift, siden de var 22 år, og sammen har de børnene Sandro og Anna.

Men det har ikke altid været sådan. For mange år siden, der hvor romanen begynder, stod de midt i en krise: ”I tilfælde af at du har glemt det, Signore, så lad mig minde dig om det: Jeg er din hustru. Jeg ved, at det engang gjorde dig glad, og at det nu lige pludselig generer dig.”

Sådan lyder romanens indgangsreplik, og læseren lander midt i et drama, der er ligeså klassisk, som det er blodigt. Vandas mand er stukket af, og hun sidder derhjemme med to små børn. Den desperate kvinde prøver i en stribe fattede breve at minde sin mand om det liv, han selv har valgt: ”Vær sød at komme hjem, så snart du læser dette brev. Jeg lover, at jeg vil prøve at forstå dig.

Vil du vide, hvad jeg tænker? Jeg tænker, at det endnu ikke er gået op for dig, hvad du har gjort imod mig.”

Men Aldo bliver væk, for han er faldet for den 19-årige Lidia.

Vandas breve tager til i intensitet og vrede: ”Jeg er træt af dine små julelege,” skriver hun. ”Du fortalte mig for 117’ende gang om, hvordan dine forældres ægteskab ødelagde din barndom.”

Vanda er færdig med at være rummelig, så hun sviner ham til, mens hun alligevel gør alt, hvad hun kan, for at få ham hjem og redde sine børns tilværelse – og sin egen.

I ”Anden bog” tager Aldo ordet: ”Lad os tage det i den rigtige rækkefølge,” begynder han sin apologi. Her er Aldo 74 år og Vanda 76 år, de er på vej til havet og pakker bilen til ferie.

Aldo fortæller om sin usikkerhed over for Vanda, hendes misbilligelse har altid plaget mig, siger han. Han er en sart mand, han bliver narret af svindlere, og konstant er han opmærksom på sin kones irrritationsniveau. Da de kommer hjem fra ferien ved havet, har der været indbrud i deres lejlighed, alt er rodet – og i rodet finder Aldo alt det hengemte, det bortskaffede, erindringerne; nemlig Vandas fortvivlede breve fra for 20 år siden: ”I tilfælde af at du har glemt det, Signore, så lad mig minde dig om det: Jeg er din hustru...”.

I glimt husker den ældre

0 Domenico Starnone besøgte Danmark tidligere på året, hvor han deltog i festivalen Louisiana Literature.

– Foto: Tycho Gregers/ Ritzau Scanpix.

mand nu hele historien om, hvordan han mødte den yngre Lidia og efterlod sin familie i årevis. Sammen med Lidia var han let. Han var fri og ubundet.

Og er der noget, et menneske hellere vil være?

Ikke desto mindre vendte han på et tidspunkt tilbage til familien. Til de bånd, der binder. Men hvorfor?

Her løfter fortællingen sig op over den gængse skilsmissefortælling om skyld og skam. Fra Aldos plagede synsvinkel ser vi nu, hvordan hans svigt får fatale følelsesmæssige konsekvenser for hele familien. Ikke mindst for ham selv. Der er intet, der længere er naturligt eller frit – alt skal måles og vejes, og Vanda er blevet som en vanvittig furie med regler, renhed og helsekost. På en helt analfikseret facon skal alt kontrolleres, og Aldo ved godt, han ikke må brokke sig. Han skal sone.

Domenico Starnone selv er efterhånden blevet 75 år, og den garvede forfatter har blandt andet modtaget Italiens mest prestigiøse pris, ”Premio Strega”, og mange andre nomineringer og æresbevisninger. Han er oprindeligt fra Napoli og bor i dag i Rom med sin kone, oversætter Anita Raja.

Starnone har skrevet ikke færre end 13 romaner; men alligevel er han næsten allermest berømt, fordi pressen har svælget i en teori om, at det er ham,

der står bag det kvindelige succes-pseudonym Elena Ferrante.

En teori, der blev underbygget af ting som Napoli-herkomst, emnefællesskab, sprogtone og andre basale ligheder. Starnone nægter pure. Og det er heller ikke min kone, udtalte han for nylig.

Ikke desto mindre har ”Bånd” fået flere internationale kritikere op af stolene med sammenligninger med Ferrante igen. The New Yorker analyserer ligefrem ”Bånd” under overskriften ”A novel of infidelity in dialogue with Elena Ferrante’s ’Days of Abandonment’” (En skilsmisseroman i dialog med Elene Ferrantes ”Forladte dage”).

Og anmeldere verden over ser nærmest ”Bånd” som en (mandlig) kommentar, fortsættelse eller spejling af Elena Ferrantes berømte skilsmisse-drama ”Forladte dage” fra 2002.

Som læser forstår man godt sammenligningen, for historierne ligner i set up’et hinanden på en prik: Mand i patetisk midtlivskrise forlader akut kone og to børn for 20 år yngre kvinde, konen bliver rasende, bryder sammen, sejler rundt, men rejser sig. Ikke desto mindre er de to bøger helt forskellige. Plottet ligner, men udfaldet går i to modsatte retninger.

Fortællemæssigt er det også i denne anmelders ører to meget forskellige stemmer – hos Fer-

rante en cool, fast og nålespids prosa set fra det bagerste af hjernen på en kvindelig hovedperson, hos Starnone snakkes der fra et fabulerende, til tider surrealistisk univers med synsvinkelskift mellem flere stemmer; alt sammen i øvrigt dejligt oversat og fanget af Nina Gross.

Starnone beskriver i ”Bånd” en families liv og død. Han gennemskriver kærlighedens forlis, hvor utroskab og skilsmisse virker som et vulkanudbrud, der brænder alt levende til døde, skaber flodbølger, undersøiske eruptioner og langtvirkende forandringer i familiens grundfjeld.

Som den gamle ironiker, Domenico Starnone er, bliver der ikke lagt fingre imellem; og på helt Milan Kunderask vis er han virkelig en mester i at udstille menneskets dårskaber, så man som læser sidder og ler over, hvor dumme vi er nogle gange, midt i tragedien, som når Aldo tænker over sin ret til at gå fra familien: ”Er det muligt – sagde jeg til mig selv – at det skal være så vanskeligt at få en smule frihed? Hvorfor er vi så tilbagestående i dette land? Hvorfor sker alting i mere udviklede nationer uden de store dramaer?’

Til sidst i ”Bånd” får parrets børn, Anna og Sandro, ordet, nu voksne, og det er dem, der får lov at fælde dom over deres forældres ægteskab. Var det

mislykket eller lykkeligt? Hvad var sandheden om deres forhold? Og hvad har det kostet dem selv, børnene? Det er som at se en Ingmar Bergman-film på italiensk, når de stadigt sårede voksne børn roder rundt i forældrenes liv og ikke kan komme videre selv.

Og som Anna siger om børn (hun har ikke selv villet have nogen): ”Åh ja, du har skabt dem, disse levende dukker, tro kopier, og nu hænger du på dem, hvad der end sker.” ”Bånd” stiller det store spørgsmål om, hvorvidt svigt kan sones. Kan man afkriminalisere en kriminel handling ved at gå tilbage? Findes der et sted, hvor der er tilgivelse? Nye totter af noget grønt på den afsvedne jord efter Ragnarok?

Men intelligent som bogen og Starnone er, gives der mere end J ét svar på det spørgsmål.

Domenico Starnone: Bånd. Oversat af Nina Gross. 192 sider. 200 kroner.

C&K Forlag.

Efterårskampagne Efterårskampagne Efterårskampagne hos

Efte

Efterårskampagne Efterårskampagne hos Efterårskampag Farstrup ComfortComfort Center Farstrup Center hos hos hos

Farstrup Comfort Center

hos Comfort Center Spar opFarstrup til 2000 ,- på udvalgte Plus modeller Farstrup Comfort Cente • Smukt udformet i eg eller bøg Spar op til 2000 ,- på udvalgte Plus modeller Spar op til

Spar op til 2000 Farstrup ,- på udvalgte Plus modeller Comfort Center

Spar til 2000 ,- på udvalgte Plus modeller •op Smukt udformet eg eller bøg • Kvalitetsstoffet Hallingdal fraiKvadrat Spar op til 2000 ,- påop udvalgte Plus modeller • Smukt udformet i eg eller bøg Spar til 2000 ,på udvalgte Spar op Plus ti • Fantastisk siddekomfort • Smukt udformet i eg eller bøg • Kvalitetsstoffet Hallingdal fra Kvadrat • 10• •års garanti på træstellet Smukt udformet i eg eller bøg i eg eller bø Kvalitetsstoffet Hallingdal fra Kvadrat • Kvalitetsstoffet Hallingdal fra Kvadrat • Smukt udformet • Fantastisk siddekomfort • Dansk møbelhåndværk i særklasse • •Fantastisk siddekomfort • Fantastisk siddekomfort fra Kvadrat •Kvalitetsstoffet 10 års garanti på•Hallingdal træstellet Kvalitetsstoffet Hallingdal fra Unikke mennesker Unikke st Kig •ind hos Vestergaard Møbler 10 påpå træstellet •års 10 garanti års garanti træstellet • Fantastisk siddekomfort • Dansk møbelhåndværk i særklasse Kgs. Lyngby Jernbanepladsen 23 • Fantastisk siddekomfort • Dansk møbelhåndværk i særklasse • København Dansk møbelhåndværk i særklasse Torvegade 55

Spar op Spar op

Spar

Spar op

• 10 års garanti på træstellet www.Farstrupstole.dk • 10 års garanti på træstellet Kig ind hos Vestergaard Møbler Kig hos VestergaardMøbler Møbler • Dansk møbelhåndværk i særklasse Kig indind hos Vestergaard Kgs. Lyngby Jernbanepladsen 23 • Dansk møbelhåndværk i sær Kgs. Lyngby Jernbanepladsen 23 hos Kgs. Lyngby Jernbanepladsen København Torvegade 5523 København Torvegade 55 Vestergaard Møbler København Torvegade 55 www.Farstrupstole.dk

Kig ind hos Vestergaard www.Farstrupstole.dk Kig ind hosMøbler Vestergaard Mø www.Farstrupstole.dk

Lyngby Jernbanepladsen 2323 Kgs.Kgs. Lyngby Jernbanepladsen Kgs. Lyngby Jernbanepladsen København Torvegade 55 København Torvegade 55 Torvegade 55 København Kig in www. Farstrupstole.dk www.farstrupstole.dk www.Farstrupstole.dk www.Farstrupstole.dk

Stolebussen

Hvis du ikke kan komme til os, kommer vi til dig.

Ring efter stolebussen På tlf: 45 87 54 04

Fantastisk siddekomfort - Tilpasset specie Hvis du ikke kan komme til os, kommer vi til dig.

Ring efter stolebussen - På tlf. 45 87 54 04

Vestergaard Møbler København | Torvegade 55-57 | Tlf: 32 57 28 14 Kgs. Lyngby | Jernbanepladsen 19-25 | Tlf: 45 87 54 04 www.farstrupstole.dk

Gaver, der åbnes igen og igen Udkommer 4. dec.

Klim

Politikens Forlag

Rosinante

Gyldendal

People’sPress

Politikens Forlag

Klim

People’sPress

Gyldendal