Kunst & Kultur 2017

Kunst&Kultur2017

TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 18. MARTS 2017

Kunstmuseet ARoS med Erlend Høyersten har succes, også her i Kulturhovedstadsåret 2017.

Interview med museumsdirektøren om museets metafysiske sider, kommentarer om den aktuelle kunstscene og anmeldelser af udstillinger over hele landet på de kommende sider.

F OTO : L A R S A A RØ/ F O K U S

"I SCRUBS," LITTLE KATIE, 1891–92, MUSEUM OF THE CITY OF NEW YORK, 90.13.4.132.

WWW.RIBEKUNSTMUSEUM.DK

Ved bordet

Mennesker, mad & nature morte

P.S. Krøyer, Edvard Weie, Vilhelm Hammershøi, Odilon Redon, Anna Ancher, Jesper Christiansen, Kristian Zahrtmann, Olaf Rude, Fritz Syberg, Jan de Bray m.fl.

Besøg også café og butik

fuglsangkunstmuseum.dk

2 | Kunst&Kultur2017

Kristeligt Dagblad Lørdag 18. marts 2017

Velkommen til tillægget Kunst&Kultur AF MICHAEL BACH HENRIKSEN KULTURREDAKTØR bach@k.dk

Kristeligt Dagblads mange kulturinteresserede læsere sætter stor pris på kunst- og museumsverdenen.

Det er derfor en stor glæde at præsentere forårets Kunst&Kultur-tillæg, hvor vi har samlet en række tidligere bragte artikler – og enkelte nyskrevne – der tilsammen dækker den aktuelle danske kunstscene.

Vi kommer på de følgende sider rundt i hele landet, for det er en indlysende kendsgerning for både

redaktionen og avisens læsere, at der vises fremragende kunst på gennemtænkte udstillinger på både Sjælland, Fyn og i Jylland, fra øst til vest og fra nord til syd.

Lige så indlysende er det, at både samtidskunsten og den klassiske kunst er vigtig. De er begge sider af samme sag – fra Edvard Munch på

Silkeborg Kunstmuseum til Trine Søndergaard på Brandts i Odense for nu at nævne to aktuelle udstillinger, der favner over 100 år.

Spændet i kunst og geografi afspejler sig på de kommende sider, hvor avisens kunstkritikere vurderer den aktuelle kunstscene gennem anmeldelser, og hvor journali-

stiske artikler tager læserne med ind hos nogle af de vigtigste personer i museumsverdenen lige nu.

God fornøjelse med forårets udstillinger og med tillægget Kunst&Kultur.

J

Kunst til hjertet, ikke til hjernen, præger tidens udstillinger Hvad rører sig i tidens kunst? Kunstkritiker Lisbeth Bonde tager temperaturen på landets museer og gallerier

kommentar

De to hotte gallerier Nicolai Wallner og Nils Stærk rykkede ud fra Carlsbergbyen ved årsskiftet og flytter til maj ind i nye lokaler i det hippe Nordvestkvarter, hvor der i forvejen er livlig kunstnerisk aktivitet qua de tre gallerier Christian Andersen og David Risley på Bispevej og CAMP på Thoravej. Sidstnævnte har fokus på flygninge- og migrantproblematikken, og navnet er en forkortelse af Center of Art on Migration Politics. NV bliver snart en vigtig station i ikke kun den danske, men også den internationale samtidskunst.

AF LISBETH BONDE kultur@k.dk

For nogle år siden holdt jeg foredrag om dansk samtidskunst på kunstakademiet i den sydkinesiske by Xiamen. Bagefter drøftede vi emnet. De unge kinesiske kunstnere in spe kunne ikke forstå, hvordan sådan et lille land som Danmark, hvis befolkningstal er på størrelse med en mellemstor kinesisk by, kunne producere så mange fremragende kunstnere.

Det forsøgte jeg at give nogle svar på. Blandt andet henviste jeg til den berømte danske kreativitet, som dyrkes fra børnehaven og op. Desuden, at vi i Vesten ikke er kollektivister, men individualister, som gerne vil skille os ud fra flokken ved at være originale og anderledes. En anden vigtig ting var også den offentlige kunststøtte, som sørger for, at kunstnerne i perioder kan eksperimentere og nå frem til nye resultater uden om markedsmekanismerne. Vi har desuden en lang række fremragende professionelle gallerier, men også mange vigtige kunstnerdrevne. Helt uvurderlig er yderligere den kunstneriske ytringsfrihed, som er en fremmed fugl i Kina, foruden den individuelle frihed på alle niveauer af menneskelivet.

Sidst, men ikke mindst, fremhævede jeg internettet, som i nyere tid har gjort rørelserne på den internationale kunstscene tilgængelige for alle – også for kunstnerne.

Det er et faktum, at mange danske kunstnere har fået fodfæste i store metropoler som London, Berlin, Los Angeles og New York. Det gælder såvel yngre kunstnere som Sergej Jensen, Kasper Sonne, Mie Olise, Thomas Bangsted og Thomas Øvlisen som de mere etablerede skikkelser som Elmgreen & Dragset, Superflex, Tal R, John Kørner, Jeppe Hein, Kirstine Roepstorff med flere.

Sidstnævnte repræsenterer i øvrigt Danmark ved årets Venedigbiennale, som åbner for offentligheden den 13. maj. Det kan varmt anbefales at lægge vejen forbi vandbyen i

0 En række danske kunstnere slår for tiden igennem i udlandet, blandt andre Elmgreen & Dragset, John Kørner og, som her, Tal R, hvis værker snart kan ses på Louisiana. – Foto: Louisiana.

Norditalien og opleve denne altid interessante megaudstilling for eksempel i kombination med et Italiens-ophold. Udstillingen løber frem til 26. november.

En af de mest kendte internationale kunstnere i dag er faktisk dansk – dog med islandske rødder.

Det er Olafur Eliasson, som fejrer triumfer i hele verden. Kristeligt Dagblads læsere har løbende kunnet læse om hans indsats fra Cirkelbroen i København til et kunstigt vandfald i Versailles’ park sidste år.

Udgivet af Kristeligt Dagblad

I 2018 vil man spærre øjnene op, når hans nye domicil til Kirk Kapital A/S afsløres i Vejle Havn. Det ligner en bygning, der er vokset op fra havets bund. Nu kan han også tegne huse, for han har etableret en tegnestue i sit store Studio Eliasson i berlinerbydelen Prenzlauer Berg.

På gallerifronten er der også nyt.

Aarhus har tre rigtig gode privatejede gallerier, nemlig MøllerWitt i Christiansgade, Jacob Bjørn i Thorvaldsensgade og Charlotte Fogh i

Mejlgade. Men der sker unægteligt mere i København på kunstfronten, på trods af Aarhus’ kæmpe succes med kunstmuseet ARoS, der er ved at vinde ind på Louisiana, hvad angår besøgstal. København har ganske vist mistet to gallerier på det seneste: Larm i Bredgade og Bendixen i Palægade. Men nye kræfter tager hurtigt over, og tredje generation af Birch, Caroline Birch, har nu overtaget Bendixens lokaler, ligesom vi har fået et nyt amerikanskejet galleri på Hauser Plads, Prince.

Samtidskunsten præges for tiden af en frugtbar pluralisme. Man kan sige, at alt er tilladt i kunsten p.t.

Der er ingen toneangivende -ismer, dog sporer man nogle tendenser, især blandt de unge kunstnere: Der er en stor materialebevidsthed, der kommer til udtryk som kunstneriske afprøvninger af alskens materialer, som afæskes nye muligheder.

Beton, tekstiler, masser af readymades og organiske materialer – alt kan for tiden bruges i kunsten.

Samtidig iagttager man en fornyet interesse for spirituelle spørgsmål.

De unge kunstnere spørger typisk til det, der ikke kan måles og vejes, men snarere kan anes. Kunsten er blevet følsom igen. Vi er hinsides de ironiske attituder, de mange grimasser og attituder og den kølige, intellektuelle distance. Kunsten i dag skal sanses og føles, ikke læses eller tænkes. Den stiller flere spørgsmål, end den besvarer.

Samtidig er kunsten blevet mere alvorlig og bekymret for verdens skæve gang. Det viser værkerne af unge kunstnere som Alexander Tovborg, Lea Porsager, Tue Greenfort, Peter Linde Busk med flere. Også et af de alleryngste skud på kunstens store stamtræ, Rikard Thambert, hvis følsomt registrerende, let surreelle skulpturer er dårende dejlige.

De kunne for nylig ses i Galleri Bianca D’Alessandro, der har til huse i Frederiksholms Kanal 28 A i København – dér, hvor Kunstakademiets Billedhuggerskole havde adresse, inden endnu en sparerunde ramte den nu 263 år gamle kongelige institution.

J

Kristeligt Dagblad A/S | Vimmelskaftet 47 | 1161 København K | Ansvarshavende chefredaktør: Erik Bjerager | Redaktør: Michael Bach Henriksen | Layout: Michael Sørensen | Tryk: Dagbladet i Ringsted

“En på alle måder fantastisk og bevægende udstilling.”

★★★★★★

Kristeligt Dagblad

“Helt igennem fantastisk.”

★★★★★★

Jyllands-posten

“Resultatet er magisk.”

★★★★★★ Berlingske

★★★★★★ Børsen

♥♥♥♥♥

Politiken

“En dybt original kunstner, der rører, griber, forfører.”

Weekendavisen

Med støtte fra:

Louisianas Main Corporate Partners:

William Kentridge, More Sweetly Play the Dance, 2015, videostill.

Courtesy William Kentridge, Marian Goodman Gallery, Goodman Gallery & Lia Rumma Gallery

4 | Kunst&Kultur2017

Kristeligt Dagblad Lørdag 18. marts 2017

Vi har brug for en mental revolution Moderne kunst kan give os lyst og mod til mentalt at rejse forbi horisonten og gribe efter stjernerne. Det mener direktøren for ARoS, Erlend Høyersten, der tror på kunsten som et værn mod ensomhed og depression i en stadig mere materialistisk verden

interview AF DORTE WASHUUS washuus@k.dk

ARoS’ direktør, Erlend Høyersten, er en stor mand. 1,97 meter høj for at være helt nøjagtig. Ikke desto mindre kan han synes direkte klejn, når han står på en af museets øverste etager og kigger ned på installationen ”Valkyrie Rán”.

I en tid, hvor mange føler sig urolige, stressede eller direkte depressive, har vi brug for at løfte blikket fra dagligdagens udfordringer og tilføre os selv et spirituelt liv. Og ifølge Høyersten kan det passende ske på et kunstmuseum som ARoS. ”Jeg synes altid, det er så smukt at se, hvordan mennesker går rundt her. De er tydeligvis ikke kun på jagt efter en god oplevelse, de er også på jagt efter noget dybere,” siger han.

Da ARoS i 2004 blev indviet i al sin magt og vælde, benævnte flere bygningen som en kunstens katedral. Men ifølge Erlend Høyersten er kunstmuseer ikke katedraler, men snarere moderne forsamlingshuse, hvor mennesker kan få et tabt vertikalt blik tilbage og søge ind i noget åndeligt, der ikke nødvendigvis er religiøst, men som kan skabe nye fællesskaber og/eller fornyet personligt fodfæste. For fodfæstet og fællesskaberne har mange af os mistet, mener han, og han har også forklaringen på, hvorfor det er sket. ”Der er tre væsentlige årsager,” siger han og fortsætter: ”For det første har mennesker i rigtig, rigtig lang tid, endda før vi blev til homo sapiens, arbejdet med hænderne. Det stoppede vi så med for relativt kort tid siden, hvor vi i stedet for satte os foran et skrivebord med hver sin computer. Det er et problem, for vi er fysiologisk programmeret til noget andet, nemlig at arbejde med hænderne.” ”For det andet har mennesker altid været i fællesskaber, hvor man har overleveret hinanden historier og myter, der gav mening i en forståelse af, hvad det vil sige at være en del af noget større. Det er vi holdt op med.” ”Og for det tredje har mennesker altid skabt symboler enten i fortællinger eller billeder, eksempelvis hulemalerier og skabelsesberetninger, der har placeret os i en verden, som vi rent fysisk kunne forholde os til. De symboler er også væk. Tilbage står vi og har mistet tre vigtige ingredienser i det at være menneske: Vi arbejder ikke længere med hænderne, vi over-

0 ”Vi er ikke en religiøs institution, for vi har ingen dogmer, ingen moral eller læresætninger. Vi er det modsatte og siger: Det handler om dig, du skal opleve kunst og snakke om kunst, men du må gerne finde din egen vej,” siger Erlend Høyersten, der her er fotograferet foran Joana Vasconcelos’ værk ”Valkyrie Rán” – Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus.

WWVi må vænne

os til at finde værdier, der ikke er knyttet an til reptilhjernen. Hvis vi finder et åndeligt aspekt, så vil det materialistiske komme til at fylde mindre, der er simpelthen ikke plads til begge dele

ERLAND HØYERSTEN, DIREKTØR FOR AROS

leverer ikke historier, og vi skaber ikke symboler,” siger Erlend Høyersten.

Dertil kommer, mener han, at vores sekulariserede verden ikke giver religionen nogen tilstedeværelse eller naturlighed. ”Den religion, der er tilbage, er blevet meget politisk, så der er rigtig mange, som tager afstand fra religion og end ikke vil diskutere det, fordi det opfattes på samme måde som at diskutere politik. Men det, man så glemmer, er den spirituelle og metafysiske dimension, som jeg tror er noget, som det moderne menneske savner.”

Men så er det, at kunsten, især den moderne af slagsen, rækker ud efter os. Ikke til trøst og ikke nødvendigvis til forståelse, men som en hjælp til velgørende undren og eksistentiel tankegang. ”Næsten alle levende organismer beskæftiger sig med at spise, sove, formere sig og dø, men vi mennesker er også noget andet. Vi har behov for at sætte os i en eller anden form for relation, og kunst handler altid om relationer.

Den moderne kunst er at betragte som et tomt kar, som du selv skal fylde med mening. For nogle opleves kunst som noget, der giver svar, mens andre oplever kunst som et mysterium. Men det sidste skal man ikke lade sig slå ud af, for mysteriet er et fantastisk udgangspunkt for at finde ind til dig selv,” siger Erlend Høyersten og fortsætter. ”Når man snakker om religion og spiritualitet, så handler det altid om mysterier.

Det kan det moderne menneske have det svært ved, for vi vil gerne kunne slå to streger under et facit. Men hvis vi kan komme væk fra den tankegang, så tror jeg, at kunsten kan åbne for noget, der ligger ret naturligt i os. Måske det center for spiritualitet, som hjerneforskeren snakker om.”

Der er ingen tvivl om, at kunstmuseerne har en enorm tiltrækning. ARoS bliver besøgt af omkring 600.000 om

året, men ifølge Erlend Høyersten er det ikke selve museet, der animerer til spiritualitet, det er indholdet. Alligevel er rammerne vigtige, mener han og betegner ARoS som et sted, hvor der på alle måder er højt til loftet, og at det kan være med til at frisætte mennesker til at definere sig selv i forhold til noget større. ”Vi er ikke en religiøs institution, for vi har ingen dogmer, ingen moral eller læresætninger. Vi er det modsatte og siger: Det handler om dig, du skal opleve kunst og snakke om kunst, men du må gerne finde din egen vej. Om det skal være praktisk, følelsesmæssigt eller spirituelt, vi ser ikke én vej. Vi viser ikke sandheden og vejen, så der er en meget stor forskel på os og kirken. Hvis jeg var biskop eller præst et sted, så ville jeg stille mig selv spørgsmålet: Hvorfor opleves ARoS som mere relevant end min kirke?”, siger han.

Direktøren taler om sit kunstmuseum som et mentalt fitnesscenter, der kræver aktiv deltagelse. Her er der heller ingen, der løfter vægtene for dig eller tager din tur på løbebåndet. Du må selv svede. ”Vi ønsker at give vores publikum en forståelse af, hvad forskellen er mellem at være aktiv deltager og passiv modtager. Man skal ikke forvente, at et værk begynder at

tale til en, blot fordi man stiller sig op foran det. Man må gå aktivt ind og skabe nærhed, men så kommer belønningen også i form af en mere sund og fleksibel hjerne.

Kunsten udfordrer os til at skifte perspektiv og se verden på en mindre snæver måde.

Vi er alle fordomsfulde mennesker, men kunsten kan hjælpe os med at blive aktive deltagere i vores eget liv i stedet for at agere efter fordomme og indgroede vaner. Jeg tror, mange mennesker i dag føler, at de er koblet af verden. Kunsten kan hjælpe os med at koble på igen og skabe relevans,” siger han og fortæller om, hvordan han nyder at gå rundt på museets mange etager og iagttage mennesker, der suger til sig

og pludselig har en samtale med partneren eller sidemanden, der ikke handler om, hvad de skal have til aftensmad, eller hvad børnene skal have i julegave. ”Jeg tror, det er vigtigt, at vi begynder at snakke om en mental revolution. Vi snakker hele tiden om teknologisk og digital revolution, men mange af de udfordringer, vi står over for, er medmenneskelige. Eksempelvis manglen på lighed og retfærdighed i verden. Hvis vi skal lave en bæredygtig revolution, hvor vi ikke slår hinanden ihjel hele tiden, efter Kain og Abelprincippet, så må vi begynde at tænke på andre måder. Jeg tror, kunsten kan være et udgangspunkt for at opnå et andet værdisæt. Vi skal holde op med at være så sygt materialistiske, for derved opstår en griskhed, der skaber misundelse og alt for stor ulighed. Vi må vænne os til at finde værdier, der ikke er knyttet an til reptilhjernen. Hvis vi finder et åndeligt aspekt, så vil det materialistiske komme til at fylde mindre, der er simpelthen ikke plads til begge dele,” siger Erlend Høyersten og kigger et øjeblik tankefuldt ud ad vinduet fra sit kontor på syvende sal.

Her er han fysisk et godt stykke over jordhøjde, men også i tanken er det, hvad han tilstræber og gerne vil give videre til sine museumsgæster. ”Der er et vertikalt blik, der er væk. I byerne ser vi ikke stjernerne længere, for der er alt for meget lys. Stjerner har altid været et orienteringspunkt for mennesker, men også udgangspunkt for mytologi, fortællinger og drømme.

Når de er væk for os, så glemmer vi at orientere os ud over vores egen fysiske virkelighed. Vi løfter knap nok hovedet længere. Men kunsten hjælper os med at drømme om at rejse forbi horisonten, række ud efter stjernerne og føle noget stort.”

J

Erlend Høyersten 3 Født 1972 i Bergen, Norge. Har dansk mor og norsk far, der begge er katolikker.

3 Uddannet kunsthistoriker fra universitetet i Bergen.

Har arbejdet som museumspædagog på Sørlandets Kunstmuseum i Kristiansand i Norge 2000-2003, derefter direktør samme sted 2004-2009. Vicedirektør på Kunstmuseerne i Bergen 2009, fra 2010 til 2013 direktør samme sted. Blev den 1. januar 2014 direktør for ARoS, Aarhus Kunstmuseum.

3 Gift med Birthe Høyer­sten. De har datteren Anna på 17 år. Familien bor i Aarhus.

VÆRKSTEDSUGE 3. - 9. JULI SKRIVE - SMYKKER - AKRYLMALERI - LÆDER - TRÆ - RAKU-KERAMIK

SKRIVEVÆRKSTED

RAKU-KERAMIKVÆRKSTED LÆDERVÆRKSTED

AKRYLMALERI

SMYKKEVÆRKSTED

TRÆVÆRKSTED

RYTMISK MUSIK 10. - 16. JULI JAZZ - SOUL - FUNK - LATIN - ROCK

Tlf. 75 67 82 11

WWW.ULDUM-HOJSKOLE.DK

U L D U M H Ø J S KO L E

6 | Kunst&Kultur2017

Kristeligt Dagblad Lørdag 18. marts 2017

God kunst flytter folk uden at skubbe dem Ny Carlsbergfondets Kunstnerlegat blev for nylig overrakt kunstner og tidligere professor ved Kunstakademiet Morten Stræde. Han lærte tidligt, at dialog kræver, at man giver den anden plads

interview AF DANIEL ØHRSTRØM ohrstrom@k.dk

Hækken husker han stadig.

For den store, høje hæk, der omkransede Gerlev Idrætshøjskole ved Slagelse, hvor Morten Strædes forældre var højskoleforstandere, blev tidligt et symbol for ham. ”Godt nok lå højskolen på en lokal egn med landmænd som naboer, men der var mentalt set meget langt over til den anden side af hækken.

Inde på højskolens grund fandtes et helt andet åndeligt og intellektuelt klima end på resten af egnen, hvor mine tre søskende og jeg blev mobbet meget i den lokale skole, fordi vi talte rigsdansk i stedet for sydsjællandsk og ikke kom fra gårdene som de andre børn,” siger kunstner og tidligere professor ved Kunstakademiet Morten Stræde og smiler i sin store sommerfugldesignlænestol i stuen på Nørrebro i København. ”Vi var nok også allerede temmelig irriterende og bedrevidende dengang, men vi blev altså mobbet alle fire.

Indimellem også temmelig brutalt. For der var en afstand mellem os fra højskolen og dem på den anden side af hækken, og det lærte mig tidligt, at der er forskellige måder at leve på, men også flere måder at nærme sig hinanden på,” siger han, der siden har gjort det til en livsambition at klippe mentale hække ned mellem dem på parnasset og dem udenfor.

Nu har han for nylig modtaget en af kunstparnassets fornemste priser: Ny Carlsbergfondets Kunstnerlegat.

Men en stor del af Morten Strædes værker står netop ikke bag tykke museumsmure, men udenfor i det offentlige rum. For kunst skal ikke kun være for dem på den ”rigtige side af hækken”, mener han.

Derfor begynder han altid med at gå i dialog med de lokale borgere, inden han laver en skulptur, hvad enten den er til Nørrebro, Vollsmose eller Varde. For det er en central del af hans kunstforståelse, at kunst altid skal give plads til beskuerne. ”God kunst flytter folk uden at skubbe dem. For folk bliver nemmere bevæget, hvis de ikke bliver presset.

Hvis man starter med at skubbe folk i den retning, man gerne vil have dem til at gå, bliver der jo aldrig plads til, at folk kan gøre sig deres egne tanker. God kunst skaber altid et rum til beskuerne.

0 Morten Stræde i sit hjem på Nørrebro, hvor han særligt omgiver sig med kunst fra de store utopister. – Foto: Leif Tuxen.

Det nytter ikke noget at komme med en færdig mening, man presser ned over hovedet på folk. Der skal være en åbenhed i værket, som folk selv kan træde ind i og få noget ud af. ’Se selv!’ som vi sagde i 1980’er-generationen,” siger han og slår en latter op i stuen, der også er spækket med kunst indenfor.

Bag ham står for eksempel en hvid gipsskulptur fra 1913 og vrider sig ud i alle retninger uden at afsløre, hvad den helt præcist vil sige. ”Jeg kan blive ved med at kigge på den. Den er bedre end fjernsyn,” siger Morten Stræde stolt og forklarer, at kunstneren bag skulpturen er en af de store utopister, italieneren Umberto Boccioni, der som futurist legede med nye former helt op til sin tragiske død, da han faldt af sin hest og døde på vej til et slag under Første Verdenskrig i 1914.

Altså året efter han lavede den skulptur, der nu vækker undren hos Morten Stræde.

Men sådan kan kunst leve videre i mange år, og det har Morten Stræde forstået, siden han var dreng.

Forældrene pressede hverken kunst eller religion ned i halsen på deres fire børn, som alligevel blev næret af begge dele. Forældrene var grundtvigianere og ”storforbrugere af kultur”. ”Der blev lyttet til os, selv-

om vi kun var børn. Det har jeg også prøvet at videreføre til mine egne to døtre. For det er stadig en central værdi for mig, at dialog altid begynder med respekt for den anden.

Og mine forældre lærte mig, at alle omkring et bord er værd at lytte til, selvom man kan have forskellige forudsætninger for at udtale sig.”

Siden kom de fire ”bedrevidende” børn på hver sin måde til at sidde for bordenden i deres eget liv. Storebroderen blev historiker på Syddansk Universitet, søsteren blev jurist, og den yngste bror blev direktør for Zoologisk Have i København, mens Morten Stræde selv tidligt gik ind i billedverdenen – i første omgang gennem biografen. ”Min far tog meget i biografen, hvor han slappede godt af, og jeg fandt hurtigt ud af at snige mig med i bilen. Fra en tidlig alder så jeg derfor vildt mange film, der også ofte var beregnet til voksne. Det gav mig lyst til selv at lave film, så jeg sparede op til et Super 8-kamera, som jeg havde tænkt skulle bruges til at lave westerns og alt muligt andet. Men mine filmplaner strandede, da jeg fandt ud af, at det dengang kostede 100 kroner at fremkalde tre minutters film, og så var det jo billigere at tegne.”

Morten Stræde tegnede, hver gang han kom i nærheden af et stykke papir, og gennem sin barndom mødte

han også mange dygtige billedkunstnere, der kom på højskolen for at holde foredrag eller lave udstillinger.

Da han blev en stor teenager, flyttede hele familien til Aarhus, hvor han hurtigt blev skoletræt, så faderen foreslog ham at søge ind på et kunstakademi i byen.

Dengang var Morten Stræde 16 år gammel, og han kastede sig ud i faderens udfordring. ”Jeg havde aldrig prøvet modeltegning før, men jeg kan huske følelsen af at sidde med en stor A2-blok og tegne den kvindelige model foran mig med en blød blyant, mens jeg tænkte ’Det her er lige mig!’. Og jeg har sådan set ikke set mig tilbage siden.

For fra den dag vidste jeg, at jeg ville være kunstner.”

Siden flyttede han til København, hvor han blev en af de tonegivende 1980’er-kunstnere og senere blev professor ved Kunstakademiet. ”Min generation af kunstnere var blandt de første, der oplevede, hvordan samfundet ændrede sig med digitaliseringen til et massemediesamfund, der kogte over af information, der kun gik hurtigere og hurtigere. Mens andre kunstgenrer forsøgte at følge med tidens tempo, gik vi den modsatte vej ved at lave kunst, der forsøgte at bremse folk op. Skulpturer, som folk kunne stoppe op og

undres over.”

Selv har han været meget inspireret af utopisternes eksperimenterende formsprog.

Men selv i umiddelbart referenceløse futuristiske værker ligger der en metafysisk længsel, mener han. ”Min grundtvigske opdragelse lærte mig, at der er andet i verden end at gå i Irma og på arbejde. Der ligger noget uden for ens egen tilværelse, som har en anden valør. Der findes en metafysisk dimension i livet. Det kan være billedkunsten eller det religiøse, men livet er større end en selv. Selv læste jeg også Bibelen fra A til Z for nogle år siden, og det har givet mig en større indsigt i en stor del af kunsthistorien for eksempel fra barokken, som jeg elsker, hvor mange værker jo er hentet fra Bibelen,” siger han og slår ud med armen: ”Religionens store fortællinger er i hvert fald et af hovedsporene i kunsten ved siden af andre store fortællinger. For eksempel vender jeg også ofte tilbage til Herman Melvilles roman ’Moby-Dick’.

Men det, der slog mig, da jeg selv læste Bibelen, var, hvor korte mange af de mest kendte fortællinger er. Der er lavet kæmpestore malerier og romaner ud af fortællinger, der nærmest er skrevet i telegramform. Beretningerne om Babelstårnet eller brylluppet i Kana for eksempel. Og det

viser, at Bibelen også er stor kunst, stor litteratur, hvor de største fortællinger er kogt helt ned, så de bliver fortættede kernefortællinger, der netop står pivåbne for fortolkning, fordi de er så fulde J af betydningslag.”

Morten Stræde 3 3Født 1956. Dansk billedhugger. Uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi. 1994–2003 professor i billedhuggerkunst på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Han har både haft et væld af solo- og gruppeudstillinger gennem årene. Blandt andet med store soloudstillinger på Arken og Ny Carlsberg Glyptotek. Listen over udsmykningsopgaver i det offentlige rum er også lang, men selv fremhæver han ”Babels bord” i Vollsmose, tre skulpturelle pladser på Nørrebro og ”Ulisse” til Aarhus Universitet.

Har modtaget en lang række priser og hædersbevisninger, senest Ny Carlsbergfondets Kunstnerlegat på 100.000 kroner. Bor i København med sin hustru. Parret har to voksne døtre.

8 | Kunst&Kultur2017

Kristeligt Dagblad Lørdag 18. marts 2017

I vor tid sættes al moral på spidsen Christian Lemmerz er aktuel på Randers Kunstmuseum med udstilling om dødssynden begær. Han ser sig selv som en kristen kunstner, der dog ikke er troende. For overalt dukker den kristne billedverden op og minder os om, at vi skal forholde os til det at være menneske og ikke foretrække en kunstig verden

interview

2 ”I dag er det, som om vi kun vil høre om Paradis, men ikke om alvoren. Men det er nok den, jeg er mest optaget af, og her kommer dødssynderne jo også ind,” siger Christian Lemmerz om udstillingen, der åbner i Randers i dag. – Foto: Claus Bonnerup/Polfoto.

AF BJØRG TULINIUS tulinius@k.dk

I første omgang sagde han nej. Christian Lemmerz havde ikke lyst til at få sat en bestemt ramme op omkring sin kunst. Så Randers Kunstmuseum måtte derfor finde en anden kunstner til at lave en udstilling omkring dødssynden begær. Men så gik han alligevel og tænkte lidt over det. ”Og så kunne jeg jo godt se, at al min kunst i virkeligheden kredser om netop de syv dødssynder. De er der vist alle sammen: Hovmod, grådighed, vrede, begær, fråseri, misundelse og dovenskab. Så jeg endte med at sige ja,” fortæller Christian Lemmerz, mens han står med en kaffekop i hånden og kigger på sine værker, der er ved at indtage flere af rummene på museet.

På væggene skal de meterstore tegninger med kul sættes op. Hver især er de dele af det store værk ”Dante’s Dream”, hvor Lemmerz med sin sorte streg blandt andet tegner små buttede babyer, der ligner renæssance-engle på afstand, men i virkeligheden opfører sig som små kannibaler, der spiser både hinanden og de voksne kroppe, der også er afbildet i forskellige ofte afrevne former. På et af de store papirer er der kun et enkelt øje. Det er svært at se, men det er Guds øje. ”Jeg ser mig selv som en kristen kunstner. Katolsk, som jeg også er opdraget.

Men uden at være troende.

For det går mere og mere op for mig, at hele min billedverden stammer fra den kristne ikonografi. Og hvordan netop de billeder har været med til at skabe vores forestillinger om smerte og glæde. Om medlidenhed og offer. Om det overnaturlige i form af genopstandelsen. Billederne har vi ikke mindst fra Dantes ’Den guddommelige komedie’, som jeg nærmest læser i konstant. Hans forestillinger om fortabelsen, om helvede, skærsilden og Paradiset har derfor også inspireret mange af mine værker,” siger Christian Lemmerz, der første gang viste ”Dante’s Dream” på en udstilling på ARoS for syv år siden.

Dengang var den sat op som ét stort sammenhængende værk. I Randers er tegningerne adskilt, så hver enkelt kan ses som et selvstændigt kapitel. På en af dem sidder en baby oven på en voksen krop, på maven, som er åben, og tarmene flyder ud. Babyen sidder med ryggen til og ser

De syv dødssynder indtager en række jyske kunstmuseer AF BJØRG TULINIUS tulinius@k.dk

WWI dag er det, som om vi kun vil høre om Paradis, men ikke om alvoren.

CHRISTIAN LEMMERTZ

ud til at bruge den voksne krop som toilet. ”I dag er det, som om vi kun vil høre om Paradis, men ikke om alvoren. Men det er nok den, jeg er mest optaget af, og her kommer dødssynderne jo også ind som de store spørgsmål om godt og ondt. Og det er for mig at se ikke blevet mindre vigtigt at tænke over i dag, hvor vores moral nærmest er sat på spidsen. Hvor Trump kan vinde et præsidentvalg ved at vise sin grådighed frem, udstille sit begær og på den måde fremstå magtfuld. Det samme gjorde jo også den katolske kirke i sin tid, men i dag er det ikke kun magtens mennesker, der fremviser den slags tidligere synder som dyder. Helt almindelige mennesker gør det også.”

Den 57-årige Lemmerz er dog ikke moralist. Godt og ondt er ikke hvidt og sort. Det er både-og, hele tiden i bevægelse, og det er flertydigheden og perspektiverne, der optager kunstneren. ”Begær er jo også positivt.

Det seksuelle begær er en vidunderlig drift, som ikke i sig selv er et problem. Men den kan slå om og blive til destruktion, og for tiden er me-

get af begæret ikke kun rettet mod den anden, men også mod en selv. Bare se på hele selfiekulturen. Iscenesættelsen. Det fremstillede selv. Jeg oplever, at vi lige nu befinder os i en tid, hvor vores verden for alvor forandrer sig. Hvor virkeligheden bliver mere og mere ekstrem, og hvor grænsen mellem den og så fantasiens verden er ved at forsvinde. Hvor mennesket fjerner sig mere og mere fra verden og faktisk foretrækker den kunstige eller virtuelle verden, og det helt grundlæggende ved at være menneske derfor risikerer at blive glemt.

Og her har kunsten virkelig en opgave. Med at vise og fremstille erfaringen og erindringen.”

På gulvet står flere af Lemmerz’ imponerende marmorskulpturer. Ligklædet med de karakteristiske og naturtro folder. Men i stedet for den afdøde Jesus ligger her et kadaver fra en kalv – uden hoved. En anden skulptur viser to menneskehoveder, hvor det bageste bider eller gnaver i halsen på det forreste. ”Eiszwillinge” er titlen, for de to ansigter er stivnet i isen, der omgiver dem. Og ansigterne er ens. ”Så måske nipper han til sig selv, som en slags kannibalistisk autoerotik. Som en slags dobbelt-selfie,” siger Christian Lemmerz og smiler med et lunt glimt i øjet.

Det er første gang, marmorfigurerne udstilles på et kunstmuseum. Blandt værkerne er også ”Genesis”, der forestiller to nøgne mennesker, som ligger oven på hinanden. Begge ligger på ryggen. Manden nederst, kvinden øverst. Hun er fin og glat, mens han er groft tilhugget med åbne ridser og rifter på kroppen. Enten ved at gå i opløsning eller ved at blive

til. Uden næse og med lukkede øjne.

Bag ham dukker en anden hånd op. Fra graven? Fra helvede? Hendes øjne er derimod åbne, men indstillet på uendeligt. Det menneskelige kan være svært at få øje på. ”Hun minder jo mest om en zombie, der for mig at se er ret interessante, fordi de optager os generelt i kulturen.

Både i videospil og på film.

Mens vampyrerne og varulvene kun havde en kort interesseperiode, så er vi stadig fascineret af zombien. Måske også fordi den minder lidt om os selv og vores tilværelse, hvor vi nogle gange godt kan stille os selv spørgsmålet om, hvor bevidst vi egentlig er til stede i verden, og om vi fortsat kan kalde os selv mennesker, når vi i den grad omgiver os med – og inkorporerer – så meget teknologi. At den kunstige intelligens overtager de ellers menneskelige funktioner, så nogle ligefrem taler om, at mennesket i sidste ende bliver til sit eget husdyr.

Hvor vi ikke længere kan huske telefonnumre, fordi de er lagret på mobilen, ikke kan orientere os i den fysiske verden, fordi vi plejer at bruge GPS, og hvor håndskriften og den tegnede streg derfor får en enorm betydning, fordi den gemmer på en menneJ skelig erfaring.”

Christian Lemmerz 3 Født 1959 i Karlsruhe, Tyskland. Dansk-tysk billedhugger, grafiker og performancekunstner med kunstneriske uddannelser i både Italien og København.

For to år siden sad en række museumsfolk fra kunstmuseerne i Region Midtjylland og lod en hat gå rundt. I hatten var der syv sedler. En for hver dødssynd. ”Jeg trak ’begær’, og derfor kunne vi åbne udstillingen med netop dét tema her på Randers Kunstmuseum,” fortæller museumsdirektør Lise Jeppesen.

Idéen om at lade de syv dødssynder være gennemgående tema på syv jyske museer opstod, fordi Aarhus 2017, som europæisk kulturhovedstad, har sat ordet ”Rethink”, eller ”gentænk”, som overordnet ramme for det program, der i et år præger ikke kun Aarhus, men hele regionen. ”Det fik os til at tænke på vores værdier, og hvordan de er blevet transformeret gennem tiden. For som tidligere biskop Jan Lindhardt pegede på med sin bog fra 2001, så er det, som om nogle af middelalderens dødssynder nær-

mest er blevet til dyder i dag.

Bare tænk på grådighed som en slags dyd for at opretholde den økonomiske vækst! Så var idéen født, og vi gik i gang med at kontakte både danske og udenlandske billedkunstnere for at høre, om de ville være med,” siger Lise Jeppesen.

På Randers Kunstmuseum er der tale om en dobbeltudstilling, hvor både Christian Lemmerz og amerikaneren Jenny Holzer giver deres bud på ”begær” udtrykt som kunst. Jenny Holzer er konceptkunstner og udforsker forholdet mellem begær, vold og aggressivitet – ved blandt andet at udstille menneskeknogler som kunstværker. ”Det er jo interessant i alle disse udstillinger om dødssynderne at se, hvordan kunstnerne omsætter de eksistentielle spørgsmål til kunst og meget gerne får publikum til at reflektere over, hvor vi har vores værdier fra, og hvad der sker med dem, når samfundet forandrer sig,” siger Lise Jeppesen.

J

De syv dødssynder 3 3Udstilling på syv museer i Region Midtjylland med hver sin dødssynd. Fra den 4. februar til den 28. maj 2017.

3 3Skovgaard Museet, Viborg: Hovmod, kunstner: Rebecca Louise Law (Storbritannien).

3 3Horsens Kunstmuseum: Vrede, kunstnere: Martin Erik Andersen (Danmark), René Schmidt (Danmark), Vinyl Terror & Horror (Danmark).

3 3Holstebro Kunstmuseum: Grådighed, kunstnere: Peter Linde Busk (Danmark), Steinar Haga Kristensen (Norge), Alexander Tovborg (Danmark).

3 3Randers Kunstmuseum: Begær, kunstnere: Christian Lemmerz (Tyskland/Danmark),Jenny Holzer (USA).

3 3Museet for Religiøs Kunst, Lemvig: Fråseri, kunstner: Barbara Kruger (USA).

3 3MUSE®UM, Skive: Misundelse, kunstner: Katja Bjørn (Danmark).

3 3Glasmuseet Ebeltoft: Dovenskab, kunstnere: Einar & Jamex de la Torre (Mexico).

SOMMERHØJSKOLE KUNST OG MUSIK 2017 1, 2 eller 3 uger ?

Fordyb dig i kunst og musik og få inspirerende undervisning i højskolens veludstyrede værksteder.

Foredrag, koncert og morgensamlinger i slottets riddersal og hyggeligt samvær med de andre kursister.

Rammerne er enestående: Et smukt barokslot i naturskønne omgivelser med voldgrav, park, sø og skov.

UGE 27

(2.7.-8.7.)

Efterårets lange kurser starter i uge 33.

Maleri UDSOLGT Foto Keramik UDSOLGT Glaspustning UDSOLGT Ovnformet glas Smykker UDSOLGT

Læs mere og tilmeld dig på www.engelsholm.dk

UGE 29

UGE 41

(16.7.-22.7.)

Maleri FÅ PLADSER

Maleri UDSOLGT Keramik Foto Glaspustning UDSOLGT Ovnformet glas Smykker

Keramik Smykker Glaspustning UDSOLGT Guitar UDSOLGT

UGE 28

(9.7.-15.7.)

Maleri Foto FÅ PLADSER Keramik FÅ PLADSER Glaspustning UDSOLGT Ovnformet glas Smykker FÅ PLADSER Sangskrivning

(8.10.-14.10.)

UGE 30

(23.7.-30.7.)

UGE 32

(8.8.-13.8.)

Familiekursus UDSOLGT – teater og musik Maleri Keramik Foto Glaspustning Ovnformet glas

10 | Kunst&Kultur2017

Kristeligt Dagblad Lørdag 18. marts 2017

Ny direktør vil vise Glyptotekets åndshistorie

ANSIGT OG IDENTITET EN FACE-KUNSTUDSTILLING 8. april - 8. oktober 2017

KunstCentret Silkeborg Bad INDSIGT OG UDSYN

Glyptotekets nye direktør, 49-årige Christine Buhl Andersen, vil i højere grad satse på at formidle museets filosofiske side til børn og unge AF LISE KABELL SØGAARD lise.soegaard@k.dk

Nordlyset Et kultur- og videnskabshistorisk blik 11. februar - 30. april

Strandgade 91 DK-1401 København K

T. +45 3283 3700´ nordatlantens.dk

HOVMOD // Rebecca Louise Law Skovgaard Museet Til 28. maj 2017

CSopenhagen oloists

ROSSINI PETITE MESSE SOLENNELLE Solistisk kor: Anna Forsebo, Radmilla Rajic, Nana Bugge Rasmussen, Helle Grarup, Simone Rønn Adam Riis, Emil Lykke Staffan Liljas, Piet Larsen Klaver: Christina Bjørkøe Orgel: Gilbert Martinez Dirigent: Jonathan Ofir Koncertkirken Blågårds Plads 25.3.2017 kl.15 Mørdrup kirke Espergærde 26.3.2017 kl.16 Billetter af 150 kr. på Ticketmaster.dk (+gebyr) og på stedet 1 time før koncerten (billetter til Mørdrup kirke via Espergærde Musikforening) Solistforeningen af 1921

www.copenhagensoloists.dk

Der sker noget i den klassiske museumsverden for tiden med relativt nyudnævnte direktører på både Den Hirschsprungske Samling og på Thorvaldsens Museum.

Fra denne måned sætter den 49-årige Christine Buhl Andersen sig så i direktørstolen for Ny Carlsberg Glyptotek i København.

Hun kommer til Glyptoteket fra en stilling som direktør for KØS – Museum for kunst i det offentlige rum i Køge, og med sig bringer hun, ifølge bestyrelsesformand Karsten Ohrt, ”initiativ, nytænkning og ikke mindst mod”. ”Hun kan, om nogen, forene en stærk faglig profil med publikumstække,” siger han om valget.

Christine Buhl Andersen afløser Flemming Friborg, der har siddet på posten i 15 år. Det er første gang i Glyptotekets historie, at en kvinde nu er direktør, og ligesom på Den Hirchsprungske Samling og Thorvaldsens Museum fremhæves det, at direktørvalget er gjort for at engagere publikum – måske også et nyt publikum, der ikke er opdraget med museumsgang.

Det går dog i forvejen ganske godt for Glyptoteket, som i 2015 var landets niendemest besøgte museum med 375.000 besøgende – det næsthøjeste besøgstal nogensinde.

Museet rummer både klassisk og antik kunst og er stiftet af bryggeren Carl Jacobsen (1842-1914), der var ivrig kunstsamler og i 1882 gjorde sine samlinger offentligt tilgængelige i Valby.

I 1897 indviedes så Ny Carlsberg Glyptotek på H.C. Andersens Boulevard, hvor man i dag kan se romersk og græsk kunst fra før Kristi fødsel, fransk og dansk kunst fra 1800-tallet samt skiftende udstillinger. Museet fik i 1906 indendørs vinterhave og er siden udvidet flere gange.

Christine Buhl Andersen kalder Glyptoteket en ”juvel” og ”oase”, hvis samling og baggrund er helt enestående.

Museet skal, ifølge hende, fortsætte med det, det gør, blandt andet med tværgående temaarrangementer om for eksempel magt eller begær og udstillinger af samtidskunst. Det, der er størst behov for, er at få Glyptotekets åndshistorie frem i lyset, siger hun. ”Det her er de grundlæggende værdier, som vi bygger vores demokratiske tradition

0 "Jeg har det selv sådan, at jeg bliver helt salig, når jeg kommer herind, fordi arkitekturen, palmerne – totaliteten af alt det her skaber en oase, som også gør, at det bliver meget lystbetonet at skulle fordybe sig, lære noget og få indsigt. Det skal vi udnytte,” siger Christine Buhl Andersen om sin nye arbejdsplads. – Foto: Ana Cecilia Gonzalez.

på. Fra Den Franske Revolution og tilbage til antikkens filosofi, og det synes jeg, der en brug for i en postfaktuel virkelighed. Vi har brug for oplysning og videnskab. Man kan gå helt tilbage til Carl Jacobsens vision og se de samme tanker som noget af det, der efterlyses i dag. Det skal vi vise frem,” siger hun.

Christine Buhl Andersen vil gerne i højere grad engagere yngre målgrupper også: ”Det er vigtigt, at det, man tilbyder børn og unge, er af høj kvalitet. Med skolereformen har vi fået åben skole, og det er virkelig vigtigt, at Glyptoteket kan indgå i de skoleforløb.” ”Unge kan have glæde af på deres egen måde at bruge de redskaber, som filosofien og antikken stiller til rådighed for det at skulle navigere i tilværelsen og træffe valg.

Det kunne også være i samarbejde med højskolerne, som jo også repræsenterer et fantastisk frirum og en pause fra det meget målrettede og resultatorienterede uddannelsesforløb, som børn og unge kommer igennem nu om

stunder,” siger Christine Buhl Andersen. ”Jeg har det selv sådan, at jeg bliver helt salig, når jeg kommer herind, fordi arkitekturen, palmerne – totaliteten af alt det her skaber en oase, som også gør, at det bliver meget lystbetonet at skulle fordybe sig, lære noget og få indsigt. Det skal vi udnytte,” siger hun.

Derudover vil Christine Buhl Andersen i højere grad sætte fokus på forskningsdelen af museet, siger hun. ”Det, jeg står for og kom-

mer med, er, at museumsforskningen er udgangspunkt for alt andet, der skal ske på museet. Originaliteten og de spændende historier kommer jo ud af den viden, der produceres. Det er her, benzinen til det, vi skal fremadrettet, skal hentes,” siger hun. ”Formidlingen handler om at være modgift til en postfaktuel medievirkelighed. Og det må meget gerne gøres sjovt og varierende, så længe vi holder os til sagligJ heden.”

Christine Buhl Andersen 3 3Født i 1967. Cand.mag. i dansk og kunsthistorie og master i museologi. Siden 2007 direktør for KØS – Museum for kunst i det offentlige rum. Har derudover været museumsinspektør på kunstforeningen Gl. Strand og Sorø Kunstmuseum. Formand for Statens Kunstråds Internationale Billedkunstudvalg 2007-2011 og bestyrelsesformand for Organisationen af Danske Museer 20112015. I 2015 trådte hun ind i Ny Carlsbergfondets bestyrelse – en post, hun forlod med sit kandidatur til stillingen som direktør for Glyptoteket. Har desuden medvirket i DR 2-programmet ”Smagsdommerne”.

Kunst&Kultur2017 | 11

BLIV UDFORDRET PÅ DINE KUNSTNERISKE

AMBITIONER. KUNSTENS HISTORISKE, SOCIALE OG POLITISKE KULISSE HAR EN FREMTRÆDENDE PLADS I UNDERVISNINGEN, DER VARETAGES AF YNGRE, AKTIVT UDSTILLENDE BILLEDKUNSTNERE.

KUNST HØJSKOLEN

PÅ ÆRØ www.kunstaeroe.dk

0 George W. Bush viser et eksemplar af sin nye bog ved en udstilling i Dallas, Texas. Bogen rummer portrætter af amerikanske krigsveteraner. – Foto: L.M. Otero/AP/Polfoto.

Ekspræsident George W. Bush roses af kritikere for ny kunstbog

SIDSEL NYHOLM SKRIVER FRA USA nyholm@k.dk

Otte år efter, George W. Bush forlod Det Hvide Hus, er den kontroversielle tidligere præsident sprunget ud som succesrig kunstmaler. En ny bog med Bushs malerier topper bestsellerlisterne, og flere toneangivende kritikere giver ham rosende ord med på vejen.

Bogen ”Portraits of Courage: A Commander in Chief’s Tribute to American Warriors” (Portrætter af mod: en øverstkommanderendes hyldest til amerikanske krigere), består af 66 portrætter af amerikanske ekssoldater, og overskuddet fra bogsalget går til en organisation, der hjælper krigsveteraner.

Ifølge avisen Washington Posts ledende kunstkritiker, Philip Kennicott, er den 70-årige ekspræsident en ferm kunstner med en ”relativt sofistikeret” interesse for kunst. ”Uanset, hvad man synes om George W. Bush, så viser han i denne bog og med disse malerier dyder, som desværre synes at mangle i toppen af den amerikanske politiske pyramide i dag: nysgerrighed, medfølelse, viljen til at lære noget nyt og ydmygheden til at lære det med offentlighedens bevågenhed,” skriver Philip Kennicott.

I avisen The Guardian spørger kritikeren Joshua David Stein retorisk, om George W.

Bush er ”en god maler”, og konkluderer, at ”svaret er ja”. ”George W. Bush er en talentfuld og umådeligt lovende maler med en bevægende vision,” skriver han.

George W. Bush begyndte at male, efter han skiftede præsidentembedet ud med en pensionisttilværelse i Texas, og i de seneste år har han skærpet sine evner med hjælp fra kunstnere såsom den unge afroamerikanske portrætmaler Sedrick Huckaby og landskabsmaleren Jim Woodson. Bush er inspireret af kunstnere såsom Lucian Freud og dennes tilgang til lys og farver, og han er efter eget udsagn blevet ændret menneskeligt som følge af sit bekendtskab med pensel og lærred. ”Jeg begyndte at se verden anderledes. Skygger blev til farver,” skriver han i bogen.

Alle soldaterne i bogen har deltaget i krigene i Irak og Afghanistan, som Bush indledte i sin tid som præsident, og i ugemagasinet The New Yorker betegner kritikeren Peter Schjeldahl malerierne som ”soning i malet form”. Men også han har ros tilovers for den overraskende kunstmalerdebutant. ”Kvaliteten af malerierne er forbløffende høj for en person, der – fordi han følte sig ’rastløs’ som pensionist, skriver han, efter at have været en ’kunst-agnostiker hele livet’ – pludselig begyndte at male for fire år siden,” konstaterer Peter J Schjeldahl.

G A R B Et

Garderhøjfort 4, 2820 Gentofte Åbent i weekender og skoleferier fra 10.30-16.00

af en e ri e f e k Pås

Oplev soldaterlivet anno 1915 på egen krop i de interaktive udstillinger og få en rundvisning i kanontårnene og fortets lange gange.

Se på hjemmesiden for mere information om påskeferien, sjove og lærerige børnefødselsdage og teambuilding.

Garderhøjfort.dk

12 | Kunst&Kultur2017

Kristeligt Dagblad Lørdag 18. marts 2017 2 I serie efter serie har Trine Søndergaard undersøgt den kvindelige identitet mellem fortid og nutid.

– Foto fra udstillingen.

Fotokunstens tyste kulturkritik Trine Søndergaard er en af dansk fotokunsts fremmeste repræsentanter. I en tid, hvor alle spejler sig i andre og vil ses, høres og være på, er det befriende at give sig hen til hendes meditative og indadvendte billedverden

udstilling

888888 Trine Søndergaard: Vakuum.

Brandts 13, Odense. Til den 14. maj.

AF LISBETH BONDE kultur@k.dk

I sine knivskarpe og sjælfulde fotografier afskærmer eller skjuler Trine Søndergaard (født i 1972) hyppigt det, som motiverne viser. Det er en mærkelig rygvendt eller indadvendt verden, hun fremviser.

Desuden ”abonnerer” hun på ældre malerkunst, især hollandsk genremaleri, mens hun i sine interiørbilleder tydeligvis er inspireret af Vilhelm Hammershøi. Her gælder det spillet mellem lys og skygge ved vinduer og i rum bag rum.

Disse referencer betyder, at man straks føler sig fortrolig

med hendes motiver. Dog bemærker man hurtigt, at hun er en moderne kunstner, som arbejder konceptuelt og i serier, hvor hun undersøger forskellige fænomener.

Det er en sjælden, smuk udstilling på Brandts 13. Vinduerne er mørklagt med lange, sorte gardiner, hvilket bidrager til den andagtsfulde stemning, som hvis der blev spillet sørgelig musik. Det klæder billederne, som ofte kredser om døden. På rundgangen i de smukke rum på første sal kan man opleve hendes værker fra de seneste syv år.

Hendes fotografier kan læses som en slags replik eller modsvar til den selvfremstilling og jeg-fiksering, som vi er vidne til i dag, især på de sociale medier. Det bemærker Camilla Jalving meget rigtigt i katalogteksten.

Trine Søndergaards billeder viser nemlig mennesker, der helst ikke vil frem i lyset.

De ser ikke ud på os, men indad i en kontemplativ dvælen, og ofte er de klædt i struder eller kyser eller ligger under slør – hvis ikke de er helt skjult bag en såkaldt surrigkap, en mørk hovedbeklædning, som kvinder iklædte sig før i tiden, når de bar sorg.

En uhyggelig Ku Klux Klanagtig sort hætte, som dækker hele hovedet.

I serie efter serie har Trine Søndergaard undersøgt den kvindelige identitet mellem fortid og nutid, lysets indtrængen i rum samt mennesker i form af portrætter, hvoraf en hel serie – ”Monochrome Portraits” fra 2009 – nærmest får modellen til at forsvinde ind i den ulmende, mørke farve.

Flere af hendes modeller vender direkte ryggen til kameraet, som det ses i ”Guldnakke”-serien fra 20122013. Det er gådefulde foto-

grafier af denne ædle hovedbeklædning, hvor vi aner en moderne kvinde neden under guldtrådene.

I serien ”Laces” fra 2015 har hun lagt fornemme sorte blonder fra ældre tid ind over liggende kvinders ansigter.

Resultatet er på en gang betagende smukt og uhyggeligt – som en dødsmaske. Kvindekønnet udsættes her for en kvælende hyper-forfinelse.

Det er feminisme og dødspoesi med en eksklusiv blondekant.

I omtalte Strude-serie skildrer Trine Søndergaard hovedbeklædninger, som kvinderne på Fanø benyttede igennem nogle århundreder for at beskytte sig mod det barske vejr ved Vadehavet.

En strude er – i modsætning til den arabiske verdens tilsløringer såsom hijab, burka og chador – en selvvalgt måde at beskytte sig på.

Hvor de arabiske kvinder skal tildække håret eller

kroppen helt eller delvis for at undgå at friste mændene og forbryde sig imod Koranens forskrifter, og hvor de ikke har noget valg, så bar Fanøs kvinder deres struder helt frivilligt, når de skulle arbejde i marken.

Tre fotografier viser farverige blomsterkroner, som blev benyttet af Fanø-kvinder, når de stod brud. Disse har Trine Søndergaard fotograferet bagfra.

Bruden blev pyntet af andre kvinder og måtte ikke se sig selv i spejlet inden brylluppet. Spejlet på bagsiden af blomsterkronen skulle holde onde ånder på afstand.

På udstillingen tæller Trine Søndergaard ned til et nulpunkt – til dødens uhyggelige vakuum. I to store fotografier af pløjemarker ser vi direkte ud på det, vi er kommet af, og det, vi skal blive.

Et andet nulpunkt er fotografierne af den rødhårede

pubertetspige, hvis ansigt skjules af et blindt spejl, der hermed angiver en form for intethed.

Det samme gælder fotografiet fra en skov med et spejl i skovbunden. Virkeligheden har meldt sig ud af disse billeder, der peger på en tomhed eller et vakuum. Døden?

I et fotografi holder den rødhårede pige et ellipseformet spejl op foran sig, så vi ser den samme side af ansigtet og spejlet. Det virker foruroligende – som et af Francis Bacons muterede portrætter. Men det er også en måde at vise den dramatiske identitetsopløsning, som mange unge gennemlever, når de står på tærsklen mellem barn og voksen.

I en tid, hvor alle spejler sig i andre og vil ses, høres og være på, er det befriende at give sig hen til Trine Søndergaards tyste, meditative og indadvendte billedverden J .

94

Fredag 14. april Lørdag 15. april Søndag 16. april Alle dage kl. 11.00 - 17.00

atelierer gallerier museer

ÅBEN I PÅSKEN www.kunstrunde.dk

14 | Kunst&Kultur2017

Kristeligt Dagblad Lørdag 18. marts 2017

0 Udstillingen er en del af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 og har været 10 år undervejs. Udstillingen er tidligere blevet vist i Oslo. – Foto: Museum Jorn.

To nordiske kæmper mødes i farvernes frisættelse

Kunstnerisk topmøde med et lykkeligt resultat på Museum Jorn i Silkeborg med Edvard Munch og Asger Jorn

udstilling

888888 Jorn+Munch. Museum Jorn, Silkeborg. Vises til den 28. maj.

AF CARSTEN BACH-NIELSEN kultur@k.dk

Museum Jorn i Silkeborg har gennem de seneste år brugt sin samling strategisk, nemlig til at skaffe attraktive indlån af verdensnavne, der var samtidige med Asger Jorn.

Man har ladet kunstnerne møde hinanden på en måde, der tydeligvis er konstrueret, for deres værker har aldrig befundet sig i samme atelier.

Efter en række meget vellykkede udstillinger er det nu den norske Edvard Munch, der møder Asger Jorn. I live mødtes de aldrig. Jorn var født i 1914, Munch døde i 1944 under den tyske besættelse af Norge. Han testamenterede sit værk til byen Oslo, og her måtte Jorn hen, i samme øjeblik krigen var slut.

Han måtte se de meget udtryksfulde og spontant malede værker, Munch efter sigende skulle have skabt i sine allersidste leveår.

Munch forbindes gerne

med det tunge, knugende, angstfyldte, men der udløstes en ny livskraft og umiddelbar skaberglæde i det sene værk, omend det stadig var eksistentialerne, livets dybeste spørgsmål og gøremål, det handlede om. Jorn var optaget af Munchs måde at male på; det flydende, organiske, af Munchs tørt malede lærreder, hvor farven i et enkelt lag påføres lærredet.

Der er altså her både noget formmæssigt, udtryksmæssigt og teknisk, som udfordrer den yngre Asger Jorn.

Kvinden, landskabet, det mytiske hos Munch forarbejdes, ja, synes af og til at parafraseres hos Jorn.

Kunst er nu om dage en alvorlig sag. Kunst er penge værd, mange penge. Derfor er det også et scoop at kunne få så stort et udvalg af Munchmalerier til Danmark. Til gengæld er sikkerhedsforanstaltningerne meget høje.

Først skal publikum gennem to transitområder, før man ledes ud til gaten og begyndelsen til rejsen. Med vilje er dette udtryk fra lufthavnsverdenen, for det virker ret lufthavnsagtigt med først to kunsttomme rum, hvor man afventende kan se still-

billeder og film på væggene og plancher med oplysninger – det hele serveret på skifergrå vægge og på et væg til væg-tæppe, der er skabt til lejligheden af Malene Landgreen.

Det er holdt i forskelligt farvede kvadratiske felter med striber, der minder om dekorationsmotivet hos den sene Matisse. Det skal på sin egen uudgrundelige måde lede publikum frem i rummet.

Det er meget underligt at gå på disse lufthavns-loungetæpper for at lade sig lede til et bestemmelsessted, der faktisk ikke findes. Hvad er der galt med de prægtige trægulve på Jorn-museet? Med det udpræget nordiske islæt? Det er, som om der er en tredje, der blander sig i festen – og det kunne man efter min mening godt have været fri for.

Ikke mindst fordi alt kunstlys i forvejen toner rummene ned.

Munchs 17 malerier er bag snore og alarmer, og de hænger samlet i den store sal i en række signifikante møder med Jorn.

I siderummene kan vi komme tættere på Munch i de grafiske arbejder. Blandt de store Munch-malerier opda-

ger man en formel verden, der nu tydeligere ses frigøre sig fra hovedmotiverne, såsom i maleriet ”Dødskamp” fra 1915, hvor man ved at få øjnene tunet af Jorns kunst opdager en baggrund af former, klatter, der på en drømmende og suggestiv måde frigør sig i rummet – og det endda på en måde, der er ligeværdigt med hovedmotivet, den døende i familien.

Jorn gør i høj grad noget ved Munch. Han kan også til tider tage den alt for voldsomme alvor og tyngde ud af Munch. Madonna-billedet, som Munch varierer på utallige måder, sættes sammen med Jorns mere humoristiske malerier ”Interplanetarisk kvinde” og ”Maskulin standhaftighed” fra 1953.

Det bekendte maleri af ”Synden”, kvinden med det lange røde hår og de grønne øjne fra 1902, flankeres effektivt og frapperende af et farvelitografi af Jorn fra 1954 og et ubetitlet maleri, der dog i parentes hedder ”Portræt af Elna Fonnesbech-Sandberg” – en fræk replik til Rudes noget mismodige og meget usyndige portræt af denne kvindelige kunstsamler.

I det grufulde er Munch og Jorn dog på fælles nordisk og

mytologisk linje, når man lader Munchs ”Harpy” møde ”Ørnens ret” og ”Såret vilddyr”.

Der er ikke tvivl om, at det er farvens frisættelse og i høj grad formernes, der bærer mellemværendet mellem de to nordiske kæmper, men der er også en teknisk eller materialemæssig side, hvor de to på en fin måde nærmer sig hinanden. Det ses ikke mindst i farvetræsnittene, hvor afstanden mellem den misantropiske Munch og den mytologiske Jorn bliver mindre, fordi de er begrænset af de udtryksmuligheder, farvetræsnittet giver dem.

Møde efter møde, slående, fint, klogt komponeret – især, når man i et af udstillingens yderste rum står over for det helt sene værk af Jorn, ”Det bitre uden bitterhed”, fra 1970.

Her saluterer Jorn virkelig Munch – men med sin egen dybde i farven. Og det er vitterligt dybde. De sene Jornmalerier har måttet lånes fra henholdsvis Canica-samlingen i Norge og Louisiana, men de er nødvendige for at synliggøre den arv, Jorn helt åbenlyst forarbejdede fra den store nordmand.

Man bliver lidt åndeløs af så megen god kunst og har måske brug for lidt afslapning. Udstillingens tæthed og koncentration om værkerne giver ikke megen mulighed for pause og andre tanker.

Det er en stærk påvirkning – ikke mindst når også gulvet er plastret til med væg-tilvæg. Således kan udstillingen virkelig kaldes et koncentrat, der også får lov til at stå stort set ukommenteret i sin egen formale insisteren.

Begge kunstnere kan bære det.

Det er en kraftpræstation af en udstilling, der dog har måttet acceptere kompromiser som den meget lukkede atmosfære, den store tæthed.

Man har understreget det lukkede lige lovligt meget i stedet for at have prøvet at finde et lille nordisk – norsk eller midtjysk – sprællende figenblad.

Når man er inde, er man borte – og kunne sådan set være hvor som helst. Men vi er i Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 helt ude i Silkeborg ved sø og å – og tak for det. Lad der komme mere.

J

DEN SIDSTE BØLGE AF

PETER-CLEMENT WOETMANN

ISCENESÆTTELSE

JOHAN SARAUW SCENOGRAFI IDA GRARUP NIELSEN TEKNIK ISE KLYSNER KJEMS & KIM GLUD

CHRISTIAN HETLAND, BUE WANDAHL, METTE DØSSING MEDVIRKENDE

KENNETH THORDAL ISCENESÆTTELSE ELISABETH LINTON PALLE STEEN CHRISTENSEN KOSTUMEDESIGN MARIA H. GYLLENHOF KOREOGRAFI SIGNE FABRICIUS KAPELMESTER JENS HELLEMANN OG SØREN BIGUM KORARRANGØR JACOB LINDBIRK LYSDESIGN MIKAEL SYLVEST LYDDESIGN LARS GAARDE FORLAG NORDISKA FORESTILLINGSSPONSOR VILHELM KIERS FOND I OVERSÆTTELSE VED

SCENOGRAFI

MEDVIRKENDE SIMON MATHEW, CECILIE STENSPIL, MIKKEL KAASTRUP-MATHEW, MATHIAS FLINT, JACOB MADSEN KVOLS,

ANDREA SCHIRMER, MILES HOARE, ASHOK PETER PRAMANIK, THOMAS SIGH, STINE RØNNE, CARLOS BORAS, INGEBORG BØRCH, MICHAEL LUNDBYE SLEBSAGER

UNDGÅ UDSOLGT! GØR SOM 16.000 ANDRE OG KØB BILLET PÅ AARHUSTEATER.DK

BILLETTER 50 – 95 KR.

STUDIO

FRA 29. APR 2017

BILLETTER 50 – 455 KR.

STORE SCENE

FRA 22. APR 2017

16 | Kunst&Kultur2017

Dyder gentænkes i kunstprojekt Med udgangspunkt i et gyldent alter fra 1136 er en række kirker gået sammen om et kunst- og kulturprojekt, der omfatter en hastigt voksende ny bydel i det nordlige Aarhus AF DORTE WASHUUS washuus@k.dk

v

© Alexander Tovborg, Skaberen I (2010). Tilhører: Brask Collection. Foto: Anders Sune Berg. Grafisk Design: Sille Haahr-Aasmul / Asap Design

Skjulte skatte fra Anchers Hus · til 23. april

tirs-søn kl. 10-17

På gulvet sidder, halvvejs ligger fire 5. klasse-drenge og broderer nogle meget store bogstaver på et flere meter langt stykke stof. DYDER står der, da de som de første er færdige og dermed har overhalet to piger, der med samme intense koncentration har broderet bogstaverne FRED. Sammen er de midt i en projektuge på Lisbjerg Skole i det nordlige Aarhus, og fælles for dem er, at de arbejder med dyden tålmodighed. ”Tålmodighed er noget med at vente og tage det roligt, men jeg kender det altså bedst fra, når de voksne siger: Stop, nu er min tålmodighed opbrugt,” siger Marius Fynbo Sørensen, mens klassekammeraten Simon Iversen mest forbinder tålmodighed med det, han er nødt til at have, hvis hans far er forsinket, når han skal hente ham i SFO’en.

Ved siden af børnene står sognepræst Charlotte Frouvne Nayberg, der er begejstret for deres kommentarer. Sammen med en lokal Lisbjergborger er hun initiativtager til projektet ”Rethink dyder”, der netop har til hensigt at få samtaler i gang om dydernes betydning for, hvordan mennesker har det med hinanden.

Udgangspunktet for projektet er et gyldent alter fra 1136, der indtil midten af 1800-tallet hang i Lisbjerg Kirke, men nu befinder sig på Nationalmuseet i København. På alteret er seks kvindefigurer, der symboliserer dyderne fred, tro, tålmodighed, håb, kærlighed og beskedenhed. Dyder, der engang blev fremhævet som værdifulde leveregler, men som i dag er gået lidt i glemmebogen. ”Her i kulturhovedstadsåret i Aarhus, der har temaet ”Let’s rethink” (lad os gentænke), synes vi, det er relevant at gentænke dyderne og undersøge, om de stadigvæk har en værdi. Ifølge Aristoteles kan dyderne hjælpe det uperfekte menneske til et godt liv til glæde for samfundet såvel som for mennesket selv. Den tanke giver god mening i en bydel som vores, der ifølge planerne skal vokse med 20.000-25.000 nye indbyggere i de kommende år, og hvor sammenhængskraften derfor gerne skal tænkes ind fra begyndelsen,” siger Charlotte Frouvne Nayberg.

Samtidig kan hun være nervøs for, at dødssynderne er blevet vor tids dyder. Og

0 Drengene fra 5. klasse fik sat deres tålmodighed på prøve, da de sammen skulle brodere et banner, der skal indgå i en senere udstilling om dyder på Lisbjerg Skole. Fra venstre er det Simon Iversen, Jakob Knudsen, Kasper Lindstrøm og Marius Fynbo Sørensen.

– Begge fotos: Lars Aarø/Fokus.

0 Dyderne trænger til at blive hentet frem i lyset, ikke for at moralisere, men for at tale med hinanden om, hvordan vi ønsker vores samfund, mener sognepræst Charlotte Frouvne Nayberg.

når syv museer i Region Midtjylland i kulturhovedstadsåret er gået sammen om at gentænke dødsynderne, vil hun gerne være med til at skabe en modvægt ved at fokusere på dyderne. ”Kirken har altid haft den samtale, og nu vil vi gerne brede den ud. Vi skal ikke være bange for at snakke moral og for at give hinanden nogle pejlemærker for, at no-

get altså er vigtigere end andet,” siger Charlotte Frouvne Nayberg.

Som lærer for Lisbjerg Skoles ældste elever er Jakob Næsborg enig: ”Der ligger en masse dannelse i at tage fat på dyderne, og eleverne går ikke upåvirket ud af en uge som denne,” siger han.

I hans klasse har eleverne blandt andet produceret spil med indbyggede etiske dilemmaer.

J

Rethink dyder 3 3Et samarbejde mellem kirkerne i Aarhus Nord og fællesrådet for Lisbjerg, Skejby, Terp og Kasted. Indeholder blandt andet: 3 3Kunstudstillinger i kirkernes sognegårde.

3 3Foredrag og studiekredse.

3 3Udgivelse af novellesamlingen ”Det er de andres skyld”.

3 3Projektuge og udstilling på Lisbjerg Skole.

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. september 2016

Kunst&Kultur2017 | 17

Landskaber som følelser og nervetråde

Oplev et af Danmarks smukkeste gallerier

Poesigaardens Galleri hvor natur og kunst går hånd i hånd!

Særdeles vellykket udstilling viser, hvordan japansk påvirkning sendte nordisk og fransk kunst i nye retninger

udstilling

888888 AF ERIK STEFFENSEN kultur@k.dk

Det var den vinterlige udgave af solens rige, der skinnede igennem, da nordisk kunst i brydningsårene 1875-1918 tog ved lære af inspirationen fra Japan. Det kan lige nu opleves i en fortættet og fin udstilling på Statens Museum for Kunst.

Det er maleri, keramik og papirarbejder i højeste internationale klasse, for ikke nok med, at vi ser danske, svenske, norske og finske kunstnere boltre sig i stramt suggestive kompositioner, også franske koryfæer som Monet og amerikansk-orienterede som James McNeill Whistler er medtaget for at perspektivere.

Og det er storslået ramt.

For netop med kunstnere som Whistler eller for den sags skyld van Gogh forstår vi, hvordan der krydses mellem vore hjemlige navne som Hammershøi, L.A. Ring og Willumsen og til dele af alle de spændende krydderier, det japanske har affødt i Europa, efter at Japan gik ind i en handelsaftale og åbnede sine grænser mod omverdenen i midten af 1800-tallet.

Det hele forekommer vinterligt, måske fordi der i oversættelsen mellem det japanske og europæiske kommer en ukendt sarthed ind i billedfeltet. Noget drømmende og uvirkeligt, en stilhedens poesi midt i den larmende modernitet.

Claude Monet søgte den stilhed i sine enkleste kompositioner ved klipperne ved Atlanterhavskysten, men også i Norge, hvor et af hans vidunderlige bjerglandskaber af Kolsåstoppen uden for Oslo kan ses på udstillingen.

Den japanske fest og forårsbebuder Sakura, der afholdes, når kirsebærblomsterne springer ud, vækker samme sarthed og skrøbelige afsked med de koldeste måneder.

L.A. Ring giver os sin version med æbletræer, og i det hele taget forstår vi ordløst, at der er meget mere på færde i de gammelkendte billeder, end man måske lige gik og troede.

Det æstetiske, raffinerede formsprog ligger tæt op ad de dengang populære japanske træsnit, der som hvermandseje kunne erhverves noget billigere end kunstens værker. Billedfortællingerne i den japanske tradition var en slags tegneserie og oplysning tillige med et udsagn om tingenes og livets cyklus, årsti-

”Tidløs sommerdag” olie (80 x 80)

…. Bosat i Vestjylland lige ned til Nissum Fjord er det strandengene, vandet, blomsterne og den store horisont, der er pejlemærkerne i hendes kunst. Det nære landskab hæver sig i hendes kunst op til en hyldest til alt skabt, og de universelle betragtninger – har rod i det vindblæste Vestjylland, hvor himlen er stor og stjernerne lysende og nære. Dette kosmos – det havomspændte, som også fyldte den færøske digter William Heinesens kunst….

0 L.A. Ring: ”I havedøren. Kunstnerens hustru”. 1897.

– Foto: fra udstillingen.

dernes skiften iblandet små og store poetiske mirakler. De finske kunstnere var måske dem, der havde mest gefühl for stilhedens landskab, i billeder af Gallen-Kallela og Pekka Halonen mærker man en dyb samhørighed med det underliggende melankolske univers, der ofte får det japanske til at fremstå som vågne drømmelandskaber. I Finland har man haft tilgang til det uden for atelierdøren.

Udstillingen er en lystvandring i anderledes motivvalg, fine beskæringer og nye tekniske påfund. I keramik af Bindesbøll og Ring forgroves bølger og stiliserede planter til emblemer, mens den hvide farve undersøges i maleriet.

Vi mærker interessen for det sensible rumdannende og bevæger os frit mellem stilarter, som snart er symbolistiske, snart naturbundne.

Det er en rigdom i tanken og naturen, der binder værkerne sammen og gør dem sjældne og karakterfulde.

Stedet, hvor perfektionen møder det håndgribelige materialemæssige, menneskets uformåenhed.

Se på et skævt billede af Hammershøis ”Søndermarken” eller tilsvarende nordiske kollegers, hvor nøgne eller snetunge træer står grafisk og lader blikket rejse op og ind i en ukendt verden. På en gang mystisk og søgende spirituelt. For hvad er landskabet andet en følelse og nervetråde? Det er den japan-

WWDet æstetiske,

raffinerede formsprog ligger tæt op ad de dengang populære japanske træsnit, der som hvermandseje kunne erhverves noget billigere end kunstens værker.

… Man skal ikke se længe på malerens billeder for at opleve lighederne med musikkens verden ….. Malerierne er fulde af farveklange. Toner af stemningsfuldt blåt, intens aftenrødt, energiske eksplosioner af solgult og forfriskende strejf af smaragdgrønt danser menuet med hinanden på billedfladen i ordløse fortællinger om poesi og naturmirakler. ….. Skal man sammenligne Else Husted Kjær med en anden dansk billedkunstner, må det blive bornholmermaleren Oluf Høst. Begge bruger farverne nærmest som en form for naturevangelium. De gør sig begge deres observationer, men det færdige resultat nærmer sig visionen. Følelserne, betagelsen og identifikationen med det sete og skabte er uden mellemregninger, uden bagtanker, uden filter. Det er alt eller intet – som al god kunst i øvrigt.

Tom Jørgensen, Kunstavisen

Udstillinger i 2017: Påskeudstilling: Poesigaardens Galleri 13.april -17.april alle dage 10.00 – 17.00 Skærtorsdag – Langfredag- Påskelørdag, Påskedag og 2. Påskedag Vestjydske Kunstneres Forårsudstilling i Holstebro 29.april-28. maj Art Nordic Kunstmesse Kbh. stand 28 28.-30. april Galleri Tronsmark i Nord Jylland Pinsedag 4.juni- 2.juli Galleri Amare , Stavanger Norge Juli og august

ske påvirkning, der tydeligvis sendte både nordisk og fransk kunst i nye retninger i slutningen af 1800-tallet.

Man forstår godt, at Mumitroldene hitter abnormt i Japan i dag. Den æstetiske transformation lykkedes, og de nye kolde dybe verdensbilleder er kommet for at bliJ ve.

Japanomania i Norden. Statens Museum for Kunst. Til den 23. april.

Bovbjerg Fyr 3.-29. september

Else Husted Kjær

ELSE HUSTED KJÆR POESIGAARDENS GALLERI Sandbækvej 12 · Nees 7570 Vemb

www.poesigaarden.dk Tlf. + 45 97 88 40 66 mobil + 45 51 90 40 66

Åbent søndage 11-17 og efter aftale – også for foreningsbesøg. Fri entré.

18 | Kunst&Kultur2017

Kristeligt Dagblad Lørdag 18. marts 2017

Vejen til det gyldne alter I udstilling på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig giver Peter Brandes et indblik i sin arbejdsproces frem mod udsmykningen af Nørre Nissum Kirke

udstilling

888888 AF CLAUS GRYMER kultur@k.dk

Forarbejder! Det lyder som en slags notater. Men udstillingen ”Peter Brandes – Et gyldent alter til Nørre Nissum Kirke” på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig er både dette og meget mere: Et ”notat” kan opleves som et afsluttet kunstværk, værd at se for sin egen skyld og ikke nødvendigvis som et skridt på vejen til noget andet og større. Det er en gennemgående erfaring for den, der bevæger sig gennem den fysisk overskuelige, men i dybere forstand mangfoldige udstilling.

Publikum præsenteres blandt andet for træsnit, afstøbninger og andre – ja, forarbejder. Vi får et indblik i kunstnerens skabelsesproces fra de første skitser til det endelige resultat. Og det er interessant. Ingen tvivl om det. Men ofte glemmer man,

at det er en proces, man følger. Fordi man allerede føler sig i mål. Selvom man jo udmærket ved, at alene kunsteren kan afgøre, hvor det er.

Et besøg på udstillingen bør kombineres med et besøg i den højt og smukt beliggende Nørre Nissum Kirke, så man enten før eller efter nærkontakten med udsmykningens mange detaljer får lejlighed til at se dem fuldt udfoldet i den helhed, hvor de hører hjemme.

Tillige bør kirken søges af den grund, at dens beliggenhed ved havet har inspireret Brandes ved opgavens udførelse. Hans blik blev grebet af vandet. Og slap det ikke.

Vandet spiller en fremtrædende rolle på altertavlen, idet Brandes i dets nederste del har lavet fire felter, der alle har med vand at gøre. Hvilket dog ikke kun skyldes vandets konkrete nærvær, men også – og vel egentlig først og fremmest – at vand såvel i Det Gamle som i Det Nye Testamente er ”en symbolbærer i allerhøjeste grad”.

LYSETS OG FARVENS MESTER Theodor Philipsen

4. FEBRUAR – 5. JUNI

Peter Brandes – Et gyldent alter til Nørre Nissum Kirke. Museet for Religiøs Kunst i Lemvig indtil den 21. maj.

I mere end fem år arbejdede Peter Brandes på udsmykningen, der blev indviet første søndag i advent i 2016 og består af en ganske overvældende gylden altertavle med 11 bibelske motiver, et alterbord i bronze med tre figurer – Maria på den ene side, Johannes på den anden og Kristus i midten.

Et højdepunkt på udstillingen er en meget levende væg, hvor motiver fra altertavlen fremtræder på træsnit. De virker stærkt. Med påtrængende kraft. Det er, som om billederne vokser og vokser, mens man betragter dem. Og man bliver ved med at finde ”nye” pointer.

Træsnittene er ifølge Peter Brandes ”så at sige grundmodellen til det endelige alter-

parti”. Refereret af Henning og Frederik Fogde gør han i kataloget grundigt rede for processen, ja, sandelig: Kunst er også håndværk. Det, der virker næsten overjordisk, har jordiske forudsætninger. Hvad det ikke bliver mindre forunderligt af. Måske snarere tværtimod.

Man vælger en proces og følger den, både på udstillingen og i kataloget. Det kan være Kristus, der går på vandet. Det mirakuløse i den ophævelse, der sker af tyngdekraften, understreges ved fremhævelsen af det fysiske: En isoleret fod, der virker både stor og tung. Men den træder alligevel på vandet, som var det et gulv. Det er muligt, når det ikke er videnskaben, men metafysikken der råder. ”Den, der redder vores sjæl.” Ved siden af foden ses Kristus, der spejler sig i vandet. Som altertavlens guld spejler lyset.

Kristus synes påfaldende meget mindre end foden. Vi har at gøre med en magt, hvis styrke ikke kan måles på

0 På udstillingen vises mere end 60 enkelte værker samt to forlæg til altertavlen, og der bliver også trukket tråde til andre udsmykninger af Peter Brandes. – Foto fra kataloget.

vanlig vis. Den lille er størst.

Den gribende skulptur ”Den blindfødte” (2015) indgår på udstillingen. Man ser en bundet mand med ansigtet bøjet dybt bagover – i længsel efter lyset og friheden. Man genkender ham på altertavlen.

Brandes opfatter betragtere af skulpturen som vidner til en dåbshandling. Vidner, der ser, hvad Peter Brandes udtrykker således i ord: ”Dåben giver én synet, og når du indgår i kristendommen, får du synet.”

I en radering fra 2010 skildrer Brandes Emmaus-måltidet. Medvirkende er to disciple siddende ved bordet – og i baggrunden den næsten skjulte Kristus, hvis nærvær alligevel fornemmes tydeligt. Hans ånd er til stede, den er virkelighed, en medlevende og omsorgsfuld vir-

kelighed. Vi er med undervejs til den noget anderledes fremstilling af motivet på altertavlen. Men pointen er den samme: ”Kristus er stærkest til stede, når han er usynligt til stede, og det betragter jeg som noget at det væsentligste i kristendommen. Det hænger sammen med, at man pludselig bliver klar over, at han er der hele tiden,” siger Brandes i kataloget.

Det er en udstilling, man studerer. Og bliver oplivet af.

Men det egentlige – det inderste – er lukket for tanken og forklaringen. Men det er til. Altertavlen er skabt i troskab mod den forvisning. J Se billeder fra udstillingen og læs interview med Peter Brandes på

k.dk/kultur

Kunst&Kultur2017 | 19

Kristeligt Dagblad Lørdag 18. marts 2017

Nordlysets underfulde draperier Lille, men fin udstilling på Nordatlantens Brygge i København om de naturvidenskabelige, kunstneriske og mytologiske dimensioner af nordlyset

udstilling

888888 Nordlyset – et kultur- og videnskabshistorisk blik. Nordatlantens Brygge. København. Åben til den 30. april.

AF HENRIK WIVEL kulrur@k.dk

Nordlyset har fascineret mennesket siden antikken, hvor den græske filosof Aristoteles brugte betegnelsen ”chasma” om fænomenet. Det betyder en åbning eller et svælg, hvorigennem det himmelske lys kunne skinne.

Nordlysets karakter af åbenbaring er ikke forsvundet med tiden. Heller ikke efter naturvidenskaben har identificeret fænomenet. Det er fortsat menneskets fascination, der driver blikket mod nordlysets slørdans over himmelen. Lysfænomenet ved begge klodens poler med navnene ”aurora borealis” og

”aurora australis” er for længst blevet en del af markedsføringen af de polare egne. Fuldt forståeligt.

Enhver, der har oplevet nordlyset ved selvsyn, glemmer det aldrig. Det er underfuldt og ejendommeligt, forførende og flygtigt – ja, nærmest umuligt at fastholde, selv for den mest moderne fotografiske teknik. Nordlyset er noget, mennesket ikke kan gribe og derfor heller ikke rigtigt begribe.

Af samme grund er mytologien omkring nordlyset enorm og dybest set det mest interessante ved fænomenet.

Fordi mytologien vidner om den menneskelige forestillingsevne om, hvilke kræfter vi kan slippe løs i vort indre ved synet af noget ydre, som med det seneste århundredes videnskabelige optik synes afdækket. Lad os tage det sidste først.

Meget kort fortalt er årsagen til nordlyset solens enorme produktion af energi. Fra solen sendes der store mængder plasma, det vil sige gas,

der indeholder elektrisk ladede partikler, mod jorden. Det kaldes solvind.

Når denne solvind rammer jordens atmosfære og tilfører partiklerne i atmosfæren energi, opstår nordlyset. Nær polerne kan partiklerne løbe i spiraler rundt om jordens magnetfelter. Sådan opstår nordlysets former.

I sagens natur er nordlyset stærkest ved polerne, men det kan ses langt ned over klodens runding, hvis ikke der er alt for meget kunstlys.

Således kunne Aristoteles se nordlys i Grækenland.

Udstillingen på Nordatlantens Brygge består af visuelle skildringer af nordlys, der siden 1700-tallet har floreret i kobberstik, litografier, tegninger og op i det 20. og 21. århundrede i farverige fotos, videoer, illustrerede bøger, og herhjemme også i tegneserier som ”Jungledyret Hugo” og ”Rasmus Klump”.

Udstillingen stammer fra en passioneret dansk samler og rummer ingen malerier, selvom der er flere referencer

OG DER BLEV LYS | RETHINK THE CREATION I Skabelsens musikalske big bang tilhører Haydn, hvis voluminøse mesterværk for kor og orkester ikke har mistet en flig af sin råstyrke – eller monumentale stemning – siden premieren i 1799 Dirigent: Andrew Nethsingha Sopran: Malin Christensson Tenor: James Gilchrist Baryton: Neal Davies Choir of St. John’s College, Cambridge Herning Kirkes drenge- og mandskor

6. APRIL 2017 KL. 19.30 • 8. APRIL 2017 KL. 15.00 SKABELSEN 2.0 | RETHINK THE CREATION II Spoken word, rap og oratorium mødes i et unikt projekt med Per Vers i front. Med skabelsesberetningen som udgangspunkt genfortælles Haydns Skabelsen på en moderne, vedkommende måde Dirigent: Christian Baltzer Spoken Word/Rap: Per Vers Sopran: Pernille Stolting-Madsen Tenor: Anders Christensen Bas: Jens Bové Gymnasiekor (Viborg, Struer, Marselisborg, Odder, Tørring) Akademisk Kor Aarhus

26. APRIL 2017 KL. 19.30 • 28. APRIL 2017 KL. 19.30

BRITTENS WAR REQUIEM Verdenskrigenes ofre og ødelæggelser vækkes til live i War Requiem, Benjamin Brittens poetiske og kontrastfyldte dødsmesse spundet over lyrik af den britiske krigsdigter, Wilfred Owen Dirigent: Jaroslav Kyzlink & David Riddell Sopran: Inger Dam-Jensen Tenor: David Danholt Baryton: Palle Knudsen Den Jyske Operas Kor Jysk Akademisk Kor, Korinord Herning Kirkes drenge- og mandskor Skt. Clemens drengekor Aarhus

4.-5. MAJ 2017 KL. 19.30 FESTKONCERT – 500-ÅRET FOR REFORMATIONEN Festtaler af Søren Ulrik Thomsen, Kathrine Lilleør m.fl., samt uropførelsen af 1. akt af Bo Holten og Eva Sommestad Holtens dramatiske Luther-opera ”Schlagt sie tot!” (”Slå dem ihjel!”)

Dirigent: Bo Holten Martin Luther: Lars Møller Philip Melanchthon: Gert Henning Jensen Spalatin: Simon Duus Lucas Cranach: Morten Staugaard Barbara Cranach: Inger Dam Jensen Philip af Hessen: Matthias Hedegaard Kurfyrst Frederik af Sachsen: Anders Jakobsson Erasmus af Rotterdam: Jens Krogsgaard Andreas Karlstadt: Poul Elming Den Jyske Operas kor Vokalensemblet GAIA

20. MAJ 2017 KL. 19.30

AARHUSSYMFONIORKESTER

Billetter: 60-325 kr. www.billetlugen.dk Se mere på www.aarhussymfoni.dk

WWEnhver, der

har oplevet nordlyset ved selvsyn, glemmer det aldrig.

til og litografiske gengivelser af de mest berømte nordlysmalere som amerikaneren F. W. Stokes (1858-1955) og danskeren Harald Moltke (18711960). Deres fortolkninger af nordlyset vises i samtidige litografier, hvad der klæder dem begge. Noget så flygtigt som nordlyset er ikke nemt at fastholde i oliemalingens klæge, langsomt hærdende masse.

Karakteristisk for de to nævnte kunstnere er, at de samtidig arbejdede som videnskabsmænd og var med på nogle af de banebrydende nordlysekspeditioner i slutningen af 1800-tallet. De

skabte deres malerier ud fra empiri, altså omhyggelige observationer: opmålinger, notater om farver, former og formater. Alligevel er deres billeder ikke nøjagtige, men poetiske og himmeldybe rumligheder, hvor fantasien spiller med.

Det var Harald Moltke udmærket klar over. I sit erindringsværk ”Livsrejsen” (1936) skriver han: ”Nordlysene er gådefulde. De over­ gaar i den Grad den menneskelige Fantasi, at man uvilkårligt tyer til saadanne Udtryk som ’overnaturligt’, ’guddommeligt’, ’mirakuløst’.” Selvom Moltke skriver, at nordlyset overgår den menneskelige fantasi, er det altså selvsamme, han mobiliserer, når han skal beskrive fænomenet i både ord og billeder.

Man kan sige, at nordlyset i bogstaveligste forstand kastede et skær af eventyr over polarekspeditionerne og de store forskere fra tiden lige efter år 1900.

Den norske helt Fridtjof

Nansen kaldte sit værk fra 1911 ”In Northern Mists”.

Han hyllede sig i nordlyset som i en sejrskåbe. De polarforskere, som følte sig som konger af polerne, svøbte nordlyset om sig som et skin(d) af hermelin. Det var der ikke noget nyt i. Forblindelsen og forførelsen hørte en tid til, hvor oplysning og romantik krydsede ind over hinanden i en gnistrende og bølgende bevægelse.

Den forlokkelse kendes også fra H.C. Andersens eventyr ”Snedronnningen” (1837), hvor hun viser sig for den lille uskyldige Kay første gang ”klædt i de fineste, hvide Flor, der vare som sammensatte af Millioner stjerneagtige Fnug”. Ja, den lille Kay kom ikke alene til at kikke ind i ”Forstandens Is-spejl” i Snedronningens slot, han kom også til at kikke ind i selve eventyret.

Udstillingen på Nordatlantens Brygge giver sit lille underfulde bidrag til den eventyrlige mytologi om nordlyJ set.

20 | Kunst&Kultur2017

Kristeligt Dagblad Lørdag 18. marts 2017

Det handler om at være her og nu, finde en mening, danne et billede For et år siden viste Louisiana en tilføjelse til sin samling i form af den sydafrikanske kunstner William Kentridges totalinstallation og Dokumenta-værk fra 2012, ”The Refusal of Time”. Nu bør man unde sig selv at opleve Kentridge i stort udtræk på en bevægende udstilling

udstilling

888888 William Kentridge: Thick Time.

Louisiana, Humlebæk. Tirsdagfredag 11-22, lørdag-søndag 11-18. Til den 18. juni 2017.

AF MAI MISFELDT kultur@k.dk

Udstillingen Thick Time med den sydafrikanske kunstner William Kentridge, kurateret af Mathias Ussing Seeberg, er på alle måder en fantastisk og bevægende udstilling. Det er simpelthen overvældende at træde ind i Kentridges in­ stallatoriske rum, der måske bedst kan sammenlignes med et teaterrum, hvor både teaterets forside og bagside, rekvisitrum, kulisser og tea­ tersal er til stede samtidig.

Der er ikke ét fokuspunkt, du er omgivet af store projektio­ ner med billeder og ord og musik.

Kentridge er på én gang di­ rekte kropslig, teateruddan­ net, som han også er, og dybt belæst poetisk og filosofisk, hvilket gør, at hans værker både er lige til at gå til og samtidig uudtømmelige. Det er en sjælden kombination.

Når man bevæger sig ind i udstillingen, lader man sig hurtigt lokke af lyden af hornmusik i en skæv og sorg­ munter rytme. Så måske går man lidt for let gennem det første rum, hvor der er fokus på, hvordan William Kent­ ridge har arbejdet med illusi­ on, for eksempel med at in­ kludere beskuerens bevægel­ se, for at en skulptur skal fol­ de sig ud. Som anamorfosen i maleriet, hvor en lidt under­ lig udflydende gestalt set fra den rigtige vinkel samler sig i figuren af et kranie. Pludselig kan spredte fragmenter for­ me en hest, med andre ord danner vi hele tiden mening ud af det spredte. Men rum­ met, hvor man også kan se hans fantastiske kultegnings­ film fra 1989-2010, passer og­ så godt at slutte af med, så vi skynder os bare efter lyden af ”More Sweetly Play the Dan­ ce”. Værket er fra 2015 og al­ lerede et hovedværk.

Salen er mørklagt, det ene­ ste, der lyser op, er syv kæm­ pe projektioner, der følger sa­ len rundt. På gulvet står gam­ le stole og fire metalmegafo­ ner, hvorfra den på en gang muntre og sørgmodige blan­ ding af hornorkester og afri­ kansk sang favner alle i rum­ met. De syv projektioner vi­ ser filmede kultegninger af de karakteristisk tørre og upåfaldende landskaber fra

0 William Kentridges værker på udstillingen Thick Time er skabt på en historisk viden om tab og smerte. – Pressefoto: Lousiana.

WWHans værker

er både lige til at gå til og samtidig uudtømmelige. Det er en sjælden kombination.

Johannesburg, som Kentridge har arbejdet med, så de står og bevæger sig lidt. Fra bille­ de til billede bevæger der sig nu en lang procession af menneskefigurer, mørke som skygger. Her kommer den hvide mand på talerstolen, her er de mørke tjenere, bøn­ der, arbejdere, her kommer kappeklædte bærere af klas­ siske portrætter fulgt af figu­ rer med forskellige tegnede rekvisitter, som genfindes i

Kentridges kunstneriske vo­ kabular: skrivemaskinen, megafonen, telefonen, og kunstneren selv kommer som en anden Marat slæbende med et badekar. Her kommer mennesker med dropstativer og så vognen med dinglende skeletter. Sluttelig kommer nogen trækkende med lig, og allersidst den sorte ballet­ danserinde med sit gevær.

Sceneriet er en dødedans, der mimer livets absurditet: Vi går i de samme landskaber, som man gjorde for 100 år si­ den, vi går på begravet vold og krig, vi danser hen over fortidens nedkulede lig. Man tænker på middelalderens processioner, blandingen af gøgl og uhygge, det er en dance macabre ledsaget af hornorkester og afrikansk sang, som ingen museums­ gæster går upåvirket fra.

William Kentridge er født i Johannesburg i 1955, hans forældre er efterkommere af jødiske indvandrere fra Li­ tauen. I årene 1880-1914 var der en voldsom jødisk migra­ tion til Sydafrika og specielt til Johannesburg på grund af

de russiske pogromer.

Kentridges forældre var kendte forsvarsadvokater, der gik ind i kampen mod apartheid. William Kentridge var på én gang privilegeret som hvid i en ekstremt raci­ stisk og voldelig kultur og samtidig del af en jødisk mi­ noritet. Hvor hans forældre kæmpede for retten, valgte Kentridge en levevej, der i hø­ jere grad forholdt sig tvivlen­ de og spørgende til virkelig­ heden. Han arbejder ikke di­ rekte politisk, men hans kunst er i høj grad politiske udsagn om magt, vold, glem­ sel og erindring.

William Kentridge har lige fra begyndelsen tegnet med kul. Det internationale gen­ nembrud kom i 1989, hvor han for første gang overførte sine kultegninger til film via stop motion-teknik (den tek­ nik man kender fra gammel­ dags tegnefilm). Han tegner, fotograferer, tegner videre og/eller visker ud, fotografe­ rer igen og så fremdeles. Re­ sultatet bliver en art bevæge­ lige tegninger, hvor det, der er visket ud, lægger sig som en art mørke i billedet. Det er

der og er der ikke, som en erindret ballast, som Thick Time, tyk eller tæt tid, der og­ så peger på den fortætning, der sker, når rigtig meget tid bliver til få sekunders film.

Vi, der er fra smalfilmens tid, husker den vilde jubel, når biologilæreren kørte fil­ men baglæns, og ægget gik tilbage i hønen. Uanset at vi godt vidste, hvad der skete, så var det hver gang lige ma­ gisk. Kentridge bruger den slags tricks, han spoler bag­ læns, så papirer ikke kastes ud i rummet, men gribes med en henkastet hånd, han stil­ ler skarpt gennem en kaffe­ kop, kriblende myrer bliver til stjernebilleder. Vi kan gen­ nemskue det, men samtidig lader vi os lykkeligt henføre.

Der er en stor frihed og poe­ tisk lethed, en kærlig arro­ gance over den måde at ar­ bejde på, hvor man ikke har travlt med at skjule sine tricks. Kentridge er dybt in­ spireret af Georges Méliès (1861-1938), hvis fremtidsfilm ”Le Voyage dans la Lune”/ ”Rejsen til månen” fra 1902, han også har lavet en instal­ lation over.

Kentridge arbejder med det teatralske for fuldt udtræk, og man er overrumplet. Han kan lave dukketeater over Al­ ban Bergs ”Lulu”, hvor aktø­ rerne er to blændrammer, der ikke desto mindre udfolder en troværdig erotisk dans, i værket ”Right Into Her Arms”, hvor lyden spænder fra kunstneren selv, der op­ læser Kurt Schwitters’ ”Urso­ nate” (hvilket i skøn grad ly­ der som baglæns tale) over Zarah Leander, der synger på svensk, og til Arnold Schön­ berg.

Kentridges værker er skabt på en historisk viden om tab og smerte, de får mig til at tænke på Samuel Becketts udsagn fra ”De unævnelige”: ”Jeg kan ikke fortsætte. Jeg fortsætter.” De handler om at være her og nu, finde en me­ ning, danne et billede som et lille fragment blandt mange andre. Som han selv skriver i det måske allermest bevæ­ gende værk ”Second-Hand Reading” fra 2013, der afslut­ ter udstillingen: ”Uanset hvilken side du slår op på: Der er du.”

J

GYS! Er den levende?

Ron Mueck, En pige, 2006. © Ron Mueck. Scottish National Gallery of Modern Art. Foto: Cooter / Alamy Stock Photo

2 2| Kunst&Kultur2017

Kristeligt Dagblad Lørdag 18. marts 2017

Kunsten kommer frem, når der er politisk krise To store udstillinger i London sætter fokus på, hvordan amerikanske kunstnere op gennem tiden har reageret på samfundskriser

udstilling BJARNE NØRUM SKRIVER FRA STORBRITANNIEN norum@k.dk

Den mexicansk-amerikanske kunster Enrique Chagoya benytter et af Goyas klassiske motiver med titlen ”Du kan ikke flygte”. Her jager flyvende djævle et dansende par. Ansigtet på den dansende kvinde er skiftet ud med kontrafejet af en amerikansk præsident.

I det aktuelle amerikanske politiske klima vil det være oplagt at tro, at ansigtet tilhører Donald Trump. Men det er rent faktisk Barack Obama, som Enrique Chagoya på den vis spidder for ikke at have le-

vet op til sine valgløfter.

Litografiet kan ses på British Museum i London, som netop har åbnet udstillingen ”The American Dream” (Den amerikanske drøm).

Her er litografier og andre kunsttryk i fokus – og ikke mindst hvordan den relativt billigere kunstform fra trykkemaskinen har formået at nå ud til et bredere publikum.

Men også hvordan æstetikken ikke altid er afgørende. I stedet handler det om motivet.

I den aktuelle politiske debat er aflytning et tema. Den amerikanske præsident mener således, at landets efterretningstjeneste har aflyttet Trump Towers – højhuset i New York, hvor Donald Trump ikke alene bor, men også vare-

tager sine erhvervsinteresser.

Et ekko af de påstande kan ses i et værk af kunstneren Richard Artschwager. Han tog udgangspunkt i et grynet avisfoto af den amerikanske ambassade i Moskva. Midt i 1980’erne fandt amerikanerne ud af, at russerne havde fyldt deres nye ambassadebygning med avanceret overvågningsudstyr. Billedet ”Building Riddled With Listening Devices” (Bygning gennemsyret af lytteudstyr) har han fyldt med de ellers usynlige radiobølger, som symboliserer overvågningen. ”Kunstnerne har altid svaret på forskellige måder på den politiske virkelighed,” forklarer kurator Stephen Coppel fra British Museum.

Han fremhæver Enrique Chargoya som et eksempel på en kunstner, der meget konkret bygger et politisk motiv ind i sin kunst ved at lade Obama være omgivet af djævle.

Omvendt er det med Andy Warhol. I værket ”Birmingham Race Riot” har han blot gengivet et avisbillede af, hvordan politiet slog hårdt ned på en borgerrettighedsmarch i Birmingham i Alabama. ”Motivet er i sig selv politisk, selvom Andy Warhol ikke siger noget, men blot tager et billede, som kommer fra virkeligheden. Det var den måde, han arbejdede på,” fortæller Stephen Coppel.

0 ”Vote McGovern” (1972) var det første af Andy Warhols politiske værker, hvor han bruger et billede af Nixon til at føre kampagne for den demokratiske modkandidat.

– Foto: The Andy Warhol Foundation for the Visual Arts.

På den nye udstilling viser British Museum, hvordan kunsten har forholdt sig til og kommenteret temaer som race, hiv/aids, feminisme og politik.

Udstillingen er usædvanlig i den forstand, at det ikke normalt er hjemstedet for kunstudstillinger. Men faktisk har museet en omfattende samling af historiske kunsttryk, og derfor passer ”American Dream”-udstillingen ind i en lang tradition. ”Tryk er et medie, som du kan bruge til at være en del af en social og politisk protest.

Tænk bare tilbage til reformationen, og hvordan billeder dengang blev cirkuleret,” siger Stephen Coppel.

Hvor British Museum ser på kunst på tryk fra 1960’erne, fra den tidlige popkunst og op til nutiden, så fokuserer en anden stor udstilling på 1930’erne. Royal Academy of Arts har udstillingen ”America after the Fall” (Amerika efter faldet), som viser, hvordan kunstnerne reagerede på det turbulente årti efter børskrakket på Wall Street i 1929.

Udstillingen er meget koncentreret med blot 45 værker.

Men de er til gengæld nogle af de største navne i amerikansk kunst fra 1930’erne.

Billedet, som sælger udstillingen, er ”American Gothic” (Det gotiske Amerika), som Grant Wood malede i 1930. For første gang nogensinde kan det ses uden for Nordamerika.

Billedet viser det nøjsomme liv på landet, hvor en kvinde og mand – han med en høtyv i hånden – står foran en træbygning.

Men selvom billedet giver indtrykket af et spartansk landmandspar, eller far og datter, så er det faktisk kunstnerens søster og hans tandlæge, som har stået model til dette ikoniske billede.

Billedet er en del af sektionen om livet på landet, blandt andet sorte arbejdere på arbejde i bomuldsmarken malet af Thomas Hart Benton. Når livet på landet er så vigtigt, er det, 2 American Gothic (1930) af Grant Wood. – Foto: The Art Institute of Chicago.

fordi Midtvesten oplevede sin egen krise – ikke som krakket på Wall Street, men hvad der er kendt som ”The Dust Bowl”, hvor tørke lagde en støvsky over Midtvesten.

Kontrasten fra landlivet til det frådende byliv i New York er stor. Her bliver der trods krise danset til den lyse morgen, og vi ser unge sømænd på landlov. Men også det mere melankolske som i Edward Hoppers næsten mennesketomme billeder, som den enlige mand på en tankstation. ”Amerikansk kunst havde i den periode et rigt og meget bredt kunstnerisk udtryk.

Uanset deres kunstneriske udtryk, så håbede mange kunstnere, at deres arbejder kunne hjælpe med til at reparere et demokrati skadet af økonomisk og politisk kaos,” som kuratorerne skriver om udstillingen.

Stærkest er den sidste del af udstillingen, som udforsker dystopien, og her er de mest deprimerende billeder.

Joe Jones har malet ”American Justice” (Amerikansk retfærdighed), som er en titel med en stærk ironi. I forgrunden ligger en halvafklædt sort kvinde. I baggrunden er et hus i flammer, og ni hætteklædte mænd fra Ku Klux Klan har gjort galgen klar til at hænge kvinden.

Et brutalt billede på, hvordan sorte blev syndebukke som modsvar på den økonomiske krise.

Et mere eksplosivt motiv er af Philip Guston. Malet på et rundt stykke masonit minder det mest om et renæssancemaleri med draperet stof og mennesker i bevægelse. Men motivet er hentet i spanske Guernica og viser krigens rædsel, hvor Francos luftvåben bomber byen og spreder rædsel blandt civilbefolkningen.

Uden selv at være til stede bruger Philip Guston sin kunst til at komme med en kommentar til en verden, der er af lave.

J

The American Dream: Pop to present. British Museum i London. Til den 18. juni.

America after the Fall: Painting in the 1930s. Royal Academy of Arts i London. Til den 4. juni.

FUGL

Indtil 26. marts

Berit Hjelholt – Hovedværket Oplev det monumentale billedtæppe fra Folketingssalen

8. april - 27. august

Poul Anker Bech – Privateje

8. april - 25. juni

VENDSYSSEL KUNSTMUSEUM

www.vkm.dk

16. – 22. juli 2017 Glem hverdagens jag og nyd en hel uges faglig fordybelse med kunst og højskole.

Kurset indeholder akrylmaleri, croquistegning, teknik og kunsthistorie.

Vi besøger Museum Jorn og Kunstcentret Silkeborg Bad. Mød også den kenyanske billedkunstner Patrick Mukabi og billedkunstner Thomas Kluge.

Læs mere på www.silkeborghojskole.dk/maleri

16. – 22. juli 2017 En højskoleuge med ’tryk på’! Vi skal tegne, skitsere, eksperimentere, reflektere, snitte, ridse, skære, klippe, sværte og trykke! Vi kommer til at arbejde med grafiske teknikker, linoleumstryk, koldnålsradering, collografi, cyanotypi, xerografi og forskellige monotopier.

Vi besøger Museum Jorn og Kunstcentret Silkeborg Bad. Mød også billedkunstner Thomas Kluge og den kenyanske billedkunstner Patrick Mukabi.

Læs mere på www.silkeborghojskole.dk/grafik

Sommerkursus på Silkeborg Højskole

24 | Kunst&Kultur2017

Kristeligt Dagblad Lørdag 18. marts 2017

0 Arken skal roses for at have opnået lån af så mange eminente værker. Det er i sig selv en bedrift. Her ses Ron Muecks ”A Girl” fra 2006. – Foto fra udstillingen.

Stendøde, men også højst livagtige Arken tager sig p.t. ud som en underafdeling af Madame Tussauds vokskabinet – dog har de fleste af de vellignende menneskefigurer ikke en trevl på kroppen. Man smugkigger fascineret på disse mageløst livagtige skulpturer

udstilling

888888 Gys. Er den levende? Arken, Ishøj. Til den 6. august.

AF LISBETH BONDE kultur@k.dk

Titlen på Arkens store satsning dette forår lyder som indbydelsen til en halloween-fest eller titlen på en science fiction-film. Ud over at være utilgiveligt poppet, så indskrænker den perspektivet til en skræk og gru-oplevelse i bedste Hollywood eller spøg & skæmt-stil.

Med titlen lefles der lidt for tydeligt for de yngste museumsgæster, og kun ét af værkerne er en ”den”: En abnorm lille figur med gulerodsnæse og mærkelige lemmer uden hænder. Gensplejset? ”Den” ligger på et stykke pels og er egentlig ret nuttet. Figuren er skabt af den australske kunstner Patricia Piccinini (født 1965).

Udstillingen har dog flere perspektiver, end titlen lægger op til.

Den er faktisk interessant, selvom problemstillingen er temmelig kendt: At det er muligt at genskabe menneskets ydre så mimetisk, så virkelighedstro, som et trompe l’oeil-maleri – det vil sige et maleri, der narrer øjet – så man tror, det er et virkeligt menneske. Men er det ikke set mange gange før? Dog lever vi i en tid, hvor naturvidenskaben har gjort det muligt at klone mennesker og dyr, og udstillingen er et svar

på et tilsvarende spørgsmål til kunsten.

Flere af skulpturerne er imidlertid fremstillet i andre skalaer end 1:1. Det gælder værkerne af en af de mest kendte bidragydere, den australske kunstner Ron Mueck (født 1958), som de fleste danskere husker fra ARoS, hvor hans ”Boy” fra 1999 er blevet et vartegn for museet. Han bidrager dels med en forunderlig nyfødt, fem meter lang nøgen baby med titlen ”A Girl” (2006), dels skulpturen ”Dead Dad” (1996-97), som kun måler 102 centimeter i længden. Begge skulpturer er nøgne. Den nyfødte baby har stadig blod på ”huden”, og navlestrengen er ikke klippet helt. Hun har lige akkurat åbnet det ene øje en kende og strækker sig ud for første gang. Den døde far har lukket sine øjne for sidste gang. Disse værker er mesterlige, for ved at ændre på skalaerne – noget, som også spanieren Juan Muñoz (19532001) og australieren Sam Jinks (født 1973) gør – så sker der noget ganske særligt: Som publikum bliver man med det samme klar over, at der er tale om en konstrueret virkelighed, men den peger tilbage på én selv. Hvorfor fik vi lige den størrelse, som vi har?

Menneskets fysiske fremtoning tydeliggøres, når der ændres ved skalaerne, og vi bliver både nysgerrige og fascineret af disse værker og samtidig mærkeligt anfægtet af at se os selv objektgjort på denne måde.

WWI det hele taget er værkerne så

livagtige, at man føler, at man træder ind over en privatzone.

Problemstillingen kender vi fra Jonathan Swifts science fiction-roman ”Gullivers Rejser”, der udkom i 1726, og fra Goyas giganter fra begyndelsen af 1800-tallet og mange andre steder. Men når ligheden er så ufattelig stor, begynder man at synke ned i detaljerne og undres ved mødet med disse skalaforskudte værker.

I det hele taget er værkerne så livagtige, at man føler, at man træder ind over en privatzone i mødet med disse nøgne figurer. Vi ser et ældre par, der er midt i en erotisk omfavnelse – et romantisk og bevægende værk med titlen ”Embrace”, skabt af den serbiske kunstner Marc Sijan (født 1946). Ikke at forglemme den amerikanske kunstner Paul McCarthys (født 1945) i øvrigt meget atypiske værk ”That Girl” fra 20122013, hvor vi oplever tre klonede udgaver af den samme nøgne pige med blottet skræv. Hvornår kan vi ellers komme så tæt på fremmede, nøgne mennesker, når der ikke er tale om pornografi eller prostitution? Man føler sig som en slags voyeur og ser sig over skulderen for at tjekke, om andre lægger mærke til ens nysgerrige gransken.

Duane Hanson (1925-1996) er stadig min yndlingskunstner inden for genren eks-

trem- eller hyperrealistisk kunst. Han og John de Andrea (født 1941) er sammen med George Segal (19242000), der var endnu tidligere ude, udstillingens veteraner.

Disse kunstnere begyndte i 1960’erne at støbe skulpturer direkte fra menneskemodeller. Det var et opgør med den abstrakte ekspressionisme og minimalismen, hvor de hentede virkeligheden, og også den klassiske, mimetiske kunst, ind i samtidens kunst.

Hanson havde i øvrigt en soloudstilling i 2007 på Arken, ”Skulpturer af den amerikanske drøm”, så han er en gammel kending (Louisiana var dog på banen allerede i 1973, men da var Arken endnu ikke født). Da jeg når til Duane Hansons to værker på den aktuelle udstilling, tager jeg mig i at hilse på vagten, idet jeg antager, at han er ansat af Arken. I virkeligheden er det Hansons ”Salesman” fra 1992.

Hansons skulpturer forholder sig altid til den givne, samfundsmæssige kontekst og leverer en velgørende kritik af de herskende forhold som forbrugerismen, udnyttelsen af arbejderne med videre og serverer virkeligheden for os 1:1 i kunstrummet.

Hans figurer virker forbløffende moderne i dag. Sådan ser den hvide amerikanske

middelklasse stadig ud. Det samme kan ikke siges om Kurt Trampedachs meget halvfjerdseragtige skulpturgruppe ”Telefonboksen” (1977).

Enkelte skulpturer skiller sig ud ved at føre den mimetiske lighed nye steder hen: Dels den danske kunstner Peter Lands på én gang eksistentielle, surrealistiske og socialt indignerede skulptur ”Back to Square One” (tilbage til start) fra 2015, en sovende, hjemløs Peter Land (født 1966), der ligger i en flyttekasse, som er koblet til endnu en flyttekasse og så videre. Flyttekasserne danner en kæmpemæssig cirkel, og først i den sidste flyttekasse ses hans fødder. En skalaforskydning, der virkelig vil noget.

Svenske Anna Uddenberg (født 1962) udstiller med stor humor selfie-kulturens ufattelige selvoptagethed, når hun lader sin figur tage fotos af sin egen bagdel – med selfie-stang. Sydafrikaneren Evan Penny (født 1953) henter næring til sine stærke forvrængninger af ansigter og overkroppe både i fotokunsten, der kan manipulere ved hjælp af photoshop, og i renæssancekunstens optiske anamorfoser – forvrængninger af motiver, der kun fremstår naturalistiske, når de ses fra en bestemt vinkel. Den danske billedkunstner Uffe Isolotto (født 1976) har skabt en cyborg i opløsning. Ordet dækker over sammentrækningen cybernetic og organisme – en menneskelig ma-

skine. Denne tvekønnede skulptur er overgroet af mos og har ingen hud – i stedet nogle fluorescerende farver.

Figuren sidder på en sokkel med form som Pangæa – superkontinentet, der eksisterede i et overmåde stort hav for 175 millioner år siden, inden kontinentalpladerne skiltes.

Er det et forhistorisk fund, en replika fra en science fictionfilm, eller er det et gensplejset menneske, der er svejset genetisk sammen med naturen? Der er ikke noget entydigt svar, hvilket er stimulerende.

Arken skal roses for at have opnået lån af så mange eminente værker. Det er i sig selv en bedrift. Men man undrer sig over den ene af de to katalogtekster, skrevet af museumsinspektør Naja Rasmussen, som drejer udstillingstematikken i retning af robotter, hvilket jeg ikke mener, der er belæg for. Det handler langt mere om mimesis-problematikken, det vil sige fremstillingen af skulpturer i tråd med den klassiske, antikke kunst og frem, som også Otto Letze og Argiro Mavromatis bemærker i deres katalogtekst. Skulpturerne på Arken er jo stendøde og bevæger sig ikke en tomme.

Skulle man ønske at tage en selfie, så stiller den østrigske kunstner Erwin Wurm (født 1954) en sokkel til rådighed i det sidste rum. Her kan man iføre sig en T-shirt med printet ”I am Erwin Wurm” og for et øjeblik give den i rollen som en verdensberømt J kunstner.

200 ÅRS KUNST Human Nature præsenterer 200 værker fra ARoS’ samling. Udstillingen byder på 200 års stof til eftertanke og refleksion over livet med en tematisk ophængning under overskrifter som Natur, Religion, Filosofi og Psykologi.

”Livet, skildret med en malerpensel” Jyllands-Posten

”Human Nature (…) er bundsolid kunstformidling, med lige så bundsolide værker” Århus Stifstidende

Åbningstider: Tirsdag-søndag kl. 10-17 · onsdag kl. 10-22 · mandag lukket

www.aros.dk

26 | Kunst&Kultur2017

Kristeligt Dagblad Lørdag 18. marts 2017

Den kunstneriske frihed har vide rammer Kunstkritikeren Lisbeth Bonde har skrevet en sympatisk og melankolsk bog om sin tidligere ægtefælle, maleren Preben Fjederholt (1955-2000)

bog

2 Preben Fjederholt var en søgende natur. Et af hans fineste værker forestiller hans tomme atelierværelse på G.A. Hagemanns Kollegium, malet i 1988. Det var her, han blev sig selv, skriver Erik Steffensen i anmeldelsen.

– Foto fra bogen.

888888 AF ERIK STEFFENSEN kultur@k.dk

Det er en sympatisk bog, forfatteren og kunstkritikeren Lisbeth Bonde har skrevet om sin tidligere samlever og ægtefælle, maleren Preben Fjederholt (1955-2000). At skulle skrive en vedkommende fortælling om et menneske, som man har haft så tæt inde på livet, er nærmest at betragte som en selvbiografi, men med titlen ”Følelsen er alt”, en sætning som Preben Fjederholt skrev kort før sin død af legionella, som han havde pådraget sig i Rom, har hun markeret, at den kunstneriske frihed må have vide rammer, også for forfatteren.

Og det lykkes hende at beskrive et levnedsforløb og indlæse værk og liv som afhængige størrelser, på mange måder en fortælling om kærlighed og længsel, om en maler, der søgte ro og fordybelse, men gik til i sin rastløshed og forsøget på at dulme med alkohol og andre rusmidler. Parret blev gift og skilt og fik et barn sammen.

Den korte kunstnerbane var ikke forgæves, han nåede en vis anerkendelse, og det er helt berettiget, at hans værk får en plads i den nyere kunsthistorie, hvis adelsmærke ofte er at fortie enegængernes positioner.

Fjederholt var klassisk kunstner, uddannet fra Kunstakademiet, men også en mand, der nåede at få skabt sig et oeuvre og respekt om den stille poesi, han dyrkede i sine romantiske og maleriske værker. Hans kunstkarriere begyndte at tage form som en væk fra hjemmet-motiveret handling, da han flyttede fra forældrene og bosatte sig på Christiania i de sidste år af 1970’erne og først i 1980’erne.

Han tegnede tusindvis af tegninger af store hunde og dansende og elskende par og øldrikkere, mens han snoede sig ud og ind i Fristaden og lod sjælen stå i flammer, mens rockerne fra blandt andet Bullshit vævede et tæppe af angst i baggrunden. I bogen vises nogle få eksempler på de kluntede, men kunstnerisk interessante tegninger, der kom ud af ”opholdet”. Det var tegningerne, der gjorde forskellen for Fjederholt, der blev optaget på Kunstakademiet med sin aparte reportage eller livsfri-

Lisbeth Bonde: Følelsen er alt.

Preben Fjederholt – kunst og liv.

160 sider.

299,95 kroner.

Gyldendal. se fra et udsat sted, hvor han til sidst forstod, at det var livstruende at opholde sig.

Der var hundekoldt og farligt, når nydelsen kom før ydelsen. På sin vis rørende og i direkte forlængelse af den sociale tradition som tidligere tiders grafikere værdsatte med deres skildringer fra den københavnske dødsrute, hvor man vel følte sig beslæg-

tet med de berlinske og parisiske nattelivs-scener, hvor alkohol havde været katalysator for verdenskunsten i storhedstider.

Preben Fjederholts maleriske værk var kontrapunktisk.

Han gik sine egne veje midt i de turbulente midt-80’ere, hvor det vilde maleri udgjorde den museale verdens hitparade. Fjederholt malede rolige oliebilleder i enkle valører, oftest gråtoner eller med en begrænset farveskala.

Til gengæld kom han op i skala mod slutningen af sin uddannelse, hvor lærrederne blev store og senere flere meter lange, og kunstneren således indskrev sig i en ny cirkel

af malere, der turde udfordre fladen og rummet med motiver, der var enkle som filmiske billeder og klange. Navne som Ola Billgren, Kehnet Nielsen og den nærmeste ven, Peter Martensen, blev Fjederholts valgslægtskaber.

De er alle i dag robuste navne i den nordiske kunst.

Lisbeth Bondes fortælling holder sig i et ofte gammelmodigt sprog, der understøtter Fjederholts melankolske værker, men måske også tilslører nogle indholdssider lidt. Hun er afgjort på sporet af det tabte og fortabte i værket, der trækkes ofte tråde bagud mod Hammershøi, men der er også en samtid at forholde sig til. Vi hører om inspirationerne, blandt andet

fra Gerhard Richter. Men særlig spændende er det at få fortællingen fra familiesiden med den utilpassede Preben og hans psykisk svagere bror, der begge forlader det konforme barndomshjem.

I denne krønike bliver nogle hverdagsagtige temaer anslået, der har brændværdi for længslen. Moderen lader Prebens værelse stå, som han forlod det, da han søgte lykken i København, men forældrene besøger aldrig deres søn i den seksårige periode, han slår sig ned med kunstnerdrømmen på Christiania.

Hvorfor blev Fjederholt skønhedsdyrker i sit maleri derefter? Måske er dette tema som andre store sarte maleres

værk et forsøg på at male sig vej tilbage til borgerligheden? Hans værk støder ingen.

Han var grænsesøgende og lettere destruktiv i sin livsførelse til tider, forstår vi, men som nabo til dette urolige rum ligger et andet. Monumentalt og douce grønt. Parkens rum og metafysikkens som det fristed, hvor mennesket får lov at være i fred og ånde. Fri for faderskygger, og dog er det, som om det er alt, der findes: kunstnerens og kunsthistoriens faderskygger.

Preben Fjederholt var en søgende natur. Et af hans fineste værker forestiller hans tomme atelierværelse på G.A. Hagemanns Kollegium, malet i 1988. Det var her, han blev sig selv. I et blødt dansk lys, som han senere tog med sig til Italien, hvor han malede de smukke bøjelige pinjetræer. Færre skygger. Følelsen var alt. Og bortset fra værket ”Usikkerhedsfelt”, der forestiller Rom set fra luften med chatterende skygger, er der noget indestængt på færde i de tunge steder i oeuvret. Ikke ubehageligt, men heller ikke det modsatte.

Både livet og lyset i hans værJ ker var skrøbeligt.

MØD HISTORIEN 4 SCENER, 65 UDSTILLERE, 130 EVENTS

ØKSNEHALLEN 25.-26. MARTS BILLETSALG : HISTORISKE-DAGE.DK #HISTORISKEDAGE #MØDHISTORIEN

28 | Kunst&Kultur2017

Bestil det nye sæsonprogram 2017/2018 på www.copenhagenphil.dk

24. marts Konservatoriets Koncertsal

RISING STAR PÅ CELLO

Den kun 24-årige ’Rising Star’ Harriet Krijgh er for første gang solist med et dansk orkester – i Elgars smukke cellokoncert.

BISSERUP KULTUROG FORSAMLINGSHUS

UDSTILLING MED FERNISERING DEN 9. APRIL 2017 KL 14-16 Adr.: Skafterupvej 184, Bisserup. 4243 Rude.

Udstilling ved Billedkunstner Lene Lundgaard, Slots Bjergby. Slagelse Ved ferniseringen vil Lene Lundgaard fortælle lidt om sig selv og sin kunst..

Musiske toner ved Sehsted og Lundgaard Udstillingen er arrangeret af kunstgruppen, Bisserup

www.lundgaard.com • lene@lundgaard.com 61 65 67 14 Der er altid mulighed for privat besøg i atelier hos Lene Lundgaard. Ring/skriv og lav en aftale.

Chopin The Complete Chopin Deluxe Edition 20 cd’er + 1 dvd Pris til abonnenter:

740,-

Normalpris: 770,-

Bestil på www.k.dk/klub

Kristeligt Dagblad Lørdag 18. marts 2017

I Aarhus holder kunsten sig inden for rammen Forfatteren Lars Morell fortæller i værket ”200 års kunst i Aarhus” om en by, der er vokset fra middelmådighed og Københavns-kompleks

interview AF DORTE WASHUUS washuus@k.dk

Kunst er aldrig et lokalhistorisk anliggende, for så vidt som den taler til alle mennesker. Kunst handler om almengyldige og universelle tilstande som kærlighed, smerte, glæde og selve det at være til i verden.

Det mener idéhistorikeren og forfatteren Lars Morell, der derfor lægger vægt på, at hans nye, store værk ”200 års kunst i Aarhus” ikke er en lokalhistorisk bog, men en kunsthistorisk.

Når han så alligevel vælger at tage udgangspunkt i den kunst, der er skabt i Danmarks næststørste by, hænger det sammen med, at Aarhus fra den 21. januar 2017 og resten af året er Europæisk Kulturhovedstad. Det spotlight, der ved den lejlighed kommer på byen, bør også gælde kunsten, mener han og benytter derfor lejligheden til at fremlægge sit kæmpe materiale om kunstlivet i Aarhus fra guldalderen til nutiden. ”Det er vigtigt, at vi ser vores tid i lyset af, hvad der tidligere er sket, og for at forstå, hvad Aarhus i dag er for en by kunstnerisk set, er vi nødt til at forstå, hvad der er gået forud,” siger Lars Morell og tilføjer så: ”Det handler også om at give oprejsning til den aarhusianske kunst, for den var i masser af år fuldstændig usynlig. Måske fordi man aldrig er gået til yderligheder her. Aarhus var en forsigtig provinsby, hvor man dæmpede følelserne og lod middelmådigheden herske. Der har aldrig rigtigt været ’ismer’ eller avantgarde i Aarhus, men det betyder ikke, at der slet ikke skete noget.”

For Lars Morell er der især tre navne, der lyser op på den aarhusianske kunsthimmel.

Den første var guldaldermaleren Emmerik Høegh-Guldberg (1807-1881). Han beskrives som en koloristisk lidt tung maler, der skildrede middelalderhuse og traditionelle guldaldermotiver som skov og strand og samtidig gjorde en stor uegennyttig indsats. Han drev flere skoler, hvortil han fandt og uddannede unge talenter, og hans indflydelse rakte helt frem til Landsudstillingen i Aarhus i 1909 og Første Verdenskrig. ”Man kan godt sige, at det er ham, der grundlægger kunstlivet i Aarhus, og der går en lige linje fra hans skole til den bedste maler i Aarhus nogensinde, nemlig Ja-

0 Emmerik Høegh-Guldberg: ”Scene ved Aarhus Å”, Oliemaling på karton, ejet af Den Gamle By.

0 Ovartaci: ”Ansigt” Oliekridt på papir, ejet af Museum Ovartaci.

nus la Cour (1837-1909),” siger Lars Morell.

Aage Fredslund Andersen (1904-1976), der var både fotograf og maler, slog sig ned i Aarhus i 1933 efter blandt andet en flere år lang reportagerejse på cykel ned gennem Europa. Han blev ansat i dagbladet Demokratens nye bladhus i byens centrum og lavede blandt andet serien ”Arbejdets mænd og kvinder”, der kørte i 30 uger og var den første egentlige arbejdspladsreportage. ”Fredslund slog sit navn fast som byens førende pressefotograf, og samtidig genoptog han maleriet fra sine unge dage og udstillede blandt andet på Kunstnernes Efterårsudstilling,” fortæller Lars Morell.

Den sidste, han fremhæver blandt de tre største skabende kunstnere, er Louis Marcussen, bedre kendt som Ovartaci (1894-1985). Han blev indlagt på Psykiatrisk Hospital i 1929 med diagnosen skizofreni og kom til at tilbringe 56 år her. Han var kreativ og blev først optaget

af at dekorere hospitalets lokaler og udsmykkede blandt andet sit eget værelse med sine karakteristiske høje, slanke kvindeskikkelser. Siden malede han billeder og formede skulpturer med de materialer, han kunne få fat i. ”Aarhus er en forsigtig by, men Ovartacis kunst tåler sammenligning med international modernisme, og han er den eneste kunstner fra Aarhus, der har udstillet på Louisiana,” siger Lars Morell.

Der har altså været kunstnerstjerner i Aarhus, men generelt har byen, ifølge forfatteren, altid ligget under for København og har i otte generationer skullet kæmpe for at få museer, kunstnere, uddannelsesinstitutioner og anmeldere til at komme til byen.

Det, han kalder ”provinsdesperationen”, har været udbredt, og det er faktisk kun de seneste 20 år, der for alvor er sket noget med Aarhus. ”Byen er blevet smartere og mere begavet, og nu er der rent faktisk kunstnere, der er opvokset andre steder, som

søger hertil, fordi de synes, de kan få noget særligt ud af at være i Aarhus. Isolationen er blevet brudt. På tærsklen til Det Europæiske Kulturhovedstadsår 2017 kan vi konstatere, at Aarhus er blevet en europæisk storby. I den forbindelse er jeg meget imod den eventtendens, der fylder kulturhovedstads-programmet, for den er udtryk for en slags historieløshed. Det har jeg forsøgt at give mit bidrag til at forhindre med bogen om byens kunsthistorie,” siger Lars Morell.

Selvom Aarhus altså er rykket frem i geledderne, også kunstnerisk set, kan Lars Morell dog ikke lade være med at bemærke det sammentræf, at Aarhus Teater i 2017 gentager den forestilling, som også var på programmet, da teatret åbnede i 1900. Nemlig Holbergs ”Erasmus Montanus”. Denne gang dog i en gentænkning af dramatikeren Christian Lollike. ”Erasmus Montanus udstiller den provinsielle indelukkethed, hvor bønderne griner ad studenten, men det gør vi altså ikke længere i Aarhus,” J siger han.

Lars Morell 3 3Født i 1956 i Aalborg.

Uddannet idéhistoriker og var i 16 år ansat på Aarhus Universitet. Nu forfatter på fuld tid og har blandt andet skrevet ”Asger Jorns kunst” og ”Kunstneren som polyhistor”. ”200 års kunst i Aarhus” er netop udkommet på Aarhus Universitetsforlag.

Kunst&Kultur2017 | 29

Galleri Nordenvinds Påskeudstilling 2017 Kunst for de der kan se forskel

Deltagende internationale og danske kunstnere Påskeudstilling årgang 47 viser værker af:

Alexander Vogels (NL) - Wouter Stips (NL) - Bram Reijnders (NL) - Sabine Tuchel (NL) Theo Koster (NL) - George Heidweiller (NL) - GeorgWittwer (D) - Ripollés (ES) - Pepe Ripes (F) Alain Soucasse (F) - Cha-Hab (F) - Pervez (INDIA) - Kira Speiser (DK/CH) - Adi Holzer (DK/AU) Ian Rusth (S) - Finn Nauer Petersen (DK) - Peter Brandes (DK) - Melody B (USA/S) Eric Liot (F) - Finleif Mortensen (FO) m.fl.

Fernisering lørdag den 8. april 2017 kl. 14.00

Herefter holder galleriet åbent alle påskedage til og med mandag den 17. april kl. 12.00-17.00 0 Dette værk af Trine Søndergaard er blandt de udstillede i Rundetårn, hvor i alt 25 kunstnere forholder sig til Reformationen. – Foto fra udstillingen.

Rundetårn viser Reformationen som kunst

Udstillingen vises frem til søndag den 30. april

www.nordenvind.dk Algade 14, 9300 Sæby

PBentemaria IN PBentemaria ITNU T R U A R A Kjeldbæk Kjeldbæk 25. marts 25.- marts 6. maj- 6. maj

25 danske billedkunstnere har fået frie hænder til at markere Reformationsjubilæet på vandreudstillingen ”Teser” i Rundetårn AF DANIEL ØHRSTRØM ohrstrom@k.dk

Hvad har en kvinde på en vas­kemaskine, en mand med en ekstremt tung byrde på vej op ad en trappe og en stor port fuld af ord tilfælles? Det er alt sammen kunstneriske udtryk for, hvad Reformatio­ nen har betydet.

I alt har 25 danske kunstne­ re fået helt frie hænder til at lave et værk, der markerer, at det i år er 500 år siden, at Martin Luther slog sine 95 te­ ser op på slotskirkeporten i Wittenberg. Og det er nu ble­ vet til vandreudstillingen ”Teser – 25 samtidskunstnere i dialog med Reformationen”.

Udstillingen er en del af den officielle danske marke­ ring af jubilæet, og den åbne­ de i forrige uge i Rundetårn i København, inden den sene­ re på året kommer til Ribe Kunstmuseum, Fuglsang Kunstmuseum på Lolland, Museet for Religiøs Kunst i Lemvig og til Wittenberg. Og de 25 medvirkende billed­ kunstnere har ikke kun hver sin vinkel på Reformationen, men arbejder også i mange materialer og medier, så ud­ stillingen spænder lige fra fo­ tokunst til skulpturer.

En del af værkerne forhol­ der sig også kritisk til Luthers 95 teser og deres konsekven­ ser for Europa.

For eksempel er der også et værk, der skildrer bondekri­

gen i kølvandet på Reformati­ onen, fortæller lederen af Ri­ be Kunstmuseum, Dagmar Warming, der har kurateret udstillingen sammen med Henrik Wivel og Lisbeth Bon­ de: ”Jeg synes selv, at det er blevet en meget spændende udstilling, som aktualiserer Reformationens betydning for os. For kunstnernes vær­ ker skaber en masse forun­ dring, der sætter gang i sam­ taler. Det er jo det, god kunst kan,” siger Dagmar Warming.

De 25 kunstnere på udstil­ lingen er Lise Blomberg An­ dersen, Martin Erik Ander­ sen, Bank & Rau, Kaspar Bonnén, Peter Brandes, Peter Linde Busk, Peter Callesen, Viera Collaro, Maja Lisa En­ gelhardt, Anette Harboe Flensburg, Erik A. Frandsen, Leonard Forslund, Ib Monrad Hansen, Lise Harlev, Hein Heinsen, Sophia Kalkau, Christian Lemmerz, Karin Lo­ rentzen, Ulrik Møller, Janne Klerk, Kirstine Roepstorff, Trine Søndergaard, Alexan­ der Tovborg, Laila Wester­ gaard og Ebbe Stub Wittrup.

Tilsammen har de 25 kunst­ nere skabt 50 værker. Et en­ kelt værk befinder sig dog ik­ ke i Rundetårn, men i våben­ huset i Vor Frue Kirke, da Lai­ la Westergaards værk ”Kilde” i form af en 700 kilo tung dø­ befont i granit ikke kunne komme med op i Rundetårn.

J

“Mariana med “Mariana hummer medog hummer krabbe”og175 krabbe” x 140 175 x 140

GALLERI GALLERI ELISEELISE TOFTTOFT

LåsbygadeLåsbygade 58 . 6000 Kolding 58 . 6000 . Tlf.Kolding 7550 7855 . Tlf. 7550 . www.gallerielisetoft.dk 7855 . www.gallerielisetoft.dk

30 | Kunst&Kultur2017

Kristeligt Dagblad Lørdag 18. marts 2017

Kunst skal også opleves i bogform Der udkommer løbende kunstbøger af høj kvalitet. Vi anmelder her tre af de nyeste

Maleri i et udvidet felt 888888

Torben Weirup: Dette er ikke en maler – en bog om billedkunstneren Peter Bonde. 234 sider. 450 kroner. Strandberg Publishing.

Berlingskes arkitektur-og kunstanmelder Torben Weirup har udgivet en monografi om en af Danmarks betydeligste billedkunstnere, Peter Bonde (født 1958). Gennem sin lange, kunstneriske karriere har han eksperimenteret med nye udtryksformer og har inddraget uortodokse readymades, prints, fotografier og materialer, som ellers er maleriet fremmed, men som tilsammen har drejet det i interessante nye retninger.

Mange af hans værker har et installatorisk præg – de hviler op ad væggene eller folder sig tredimensionalt ud i rummet som skulpturer eller installationer. Det er maleri i et udvidet felt.

Gennemgående har Bonde angrebet de herskende æstetiske dogmer via nogle trashy, frække, provokerende og multimediale billeder, der overlejres af hans ekspressive penselskrift og tilegnes af ham med sikker og delikat farvesans. På trods af den gennemgående antiæstetiske kunst er det ifølge bogen (og også anmelderen!) umuligt for Peter Bonde at fremstille grimme værker.

Bogens layout er udført af den geniale grafiker Aase Eg, så det er blevet en hel artist book, trykt på mat papir og med en rytmisk billedkomposition, som indvier læseren i Peter Bondes store og rige produktion fra A til Z. Billederne synes at sprænge bogens format, for der er både folde ud-billeder og billeder indvendigt på bogens omslag.

Peter Bonde voksede blandt andet op i Thailand, hvor han gik i amerikansk skole, hvilket kan være en af forklaringerne på hans stærke tilknytning til især kunsten fra USA. I den forbindelse har han haft en række samarbejdsprojekter med Jason Rhoades, Paul McCarthy, Dan Graham og andre prominente vestkystkunstnere.

Han skabte eksempelvis sammen med førstnævnte udstillingen ”The Snowball”, en multimedieinstallation, der med en brølende lyd- og billedside og en mængde rekvisitter genskabte et racerløb

med såkaldte stockcars som Danmarks bidrag til Venedigbiennalen i 1999.

Denne installation bliver grundigt gennemgået af Weirup, der også bringer Peter Bondes tale til Paul McCarthy ved åbningen af dennes soloudstilling på ARoS i 2007.

Weirups pen er letflydende, og han skriver solidarisk, men indsigtsfuldt om Peter Bondes kunst. Vi hører om dennes tidlige optagelse på Kunstakademiet, hans deltagelse i væsentlige generationsudstillinger som ”Kniven på hovedet” i 1982 og ”Limelight” i 1986 samt separatudstillinger i ind- og udland.

Desuden berøres hans professorat i malerkunst på Kunstakademiet (1996-2006), hans rejser og de permanente udsmykninger til blandt andet Hotel Hilton i Kastrup og en meget bemærkelsesværdig til Vestre Fængsels Kirke med flere. Weirup argumenter for Bondes sikre og levende penselstrøg og farvevalg, også når det gælder de mange spejlbilleder, der i sagens natur ikke kan ydes retfærdighed i bogens reproduktioner. Weirup sætter også Bondes værk ind i en større kunst- og mentalitetshistorisk kontekst med afsæt i det unge vilde maleri i 1980’erne, punkmusikken og ”sortefirsernes” opgør med de politiserede 1970’ere.

En del af bogen er helliget Bondes modifikationer af forsider fra bøger om de kunstnere, som i særlig grad har inspireret ham.

Og så kan vi læse hans ”black notebooks – skitse til en timelime”, hvor den ellers sjældent skrivende (og talende) kunstner selv fører ordet.

Det er en nøgle til at forstå det mentale univers og de mange inspirationskilder, J der nærer hans kunst.

Tæt på Richard Mortensen 888888

Jørgen Broch: Morten.

Maleren Richard Mortensen – liv og værk.

252 sider. 250 kroner.

Esbjerg Kunstmuseum.

Som tidligere leder af Esbjerg Kunstmuseum og som en stor beundrer af Richard Mortensen (1910-1993) (i bogen ”Morten”) har Jørgen Broch sikret, at det sydvestjyske

museum har en betydelig samling af værker skabt af denne store danske modernist.

Morten opfordrede i sin tid forfatteren til at skrive en bog om ham, og i 1982 lavede Broch derfor et mange timer langt interview med ham under et længere ophold i Mortens hjem.

Det danner nu grundlag for bogen, som har været over 30 år undervejs. I længere passager er det Morten, som fører ordet, hvilket giver læseren en oplevelse af hele hans væsen, humor og attituder – men vigtigst af alt reflekterer han over sin kunst i særdeleshed og kunsthistorien i almindelighed.

Morten var særdeles velinformeret og som international kunstner prisbelønnet og professor på Kunstakademiet 1964-80.

Han tilhørte den kunstneriske avantgarde, ligesom han var en belæst kunstner, der vågent fulgte med i de mange teoridannelser inden for den abstrakte og konkrete kunst i det 20. århundrede. Broch får virkelig udfoldet Mortens projekt – at hans grundigt forberedte værker er en syntese af en idé og en nøje udvalgt form – ofte med afsæt i zenbuddhismen og det japanske tuschmaleri.

Siden Jan Würtz Frandsen i årene 1984-2001 udgav sin firebindsmonografi om kunstneren, som skaffede ham en doktorgrad, har der ikke været udgivet nogen bøger om kunstneren.

Jørgen Brochs bog er en glimrende og rigt illustreret introduktion til denne moderne mester, som vi i grunden hører alt for lidt til i disse år (dog åbner den 11. februar udstillingen ”Idealer – konkret kunst dengang og nu” på Esbjerg Kunstmuseum med en del værker af Morten).

Alle bogens værker tilhører Esbjerg Kunstmuseum. Det er en bedrift, at dette lille museum har så mange værker af denne store skikkelse i dansk kunst.

Vi følger Morten hele vejen fra opvæksten til hans fremtrædende position i slutningen af livet.

Alle vigtige mellemregninger er med, ligesom vi får et grundigt indblik i hans arbejdsproces, farvesyn, kunstsyn og hører om hans mange samarbejdsprojekter fra LiniJ en og frem.

Flot, men surfer kun på overfladen 888888

Jens-Peter Brask: Brask Studio Visits II. 369 sider.

350 kroner.

Bogen er på engelsk.

Forord af Erlend G. Høyersten. Brask Publications.

Jens-Peter Brask er en af de store kunstsamlere herhjemme og medlem af det eksklusive Det Danske Kunstsamler Selskab. Han er en dynamisk forretningsmand med et øje for signalkraftig kunst, der har kant, og som skiller sig ud. I 2015 udgav han Brask Studio Visits I, og for tiden er han i fuld gang med III’eren.

Og nu har han sendt nummer II på gaden.

Bogen bringer os blandt andet til Berlin, New York, Mexico og den amerikanske vestkyst, hvor Brask opsøger kunstnerne. Som samler har han adgang til deres atelierer, og her får han en snak med dem, ser, hvad de har gang i nu, og fotograferer deres værker, skitser og atelierer, så vi som læsere kan forstå, hvor værkerne bliver til.

Forordet er skrevet af direktøren for ARoS, Erlend Høyersten, som Brask rejste til Arizona sammen med for at besøge den forrygende lyskunstner James Turrell.

Her oplevede de blandt andre hans værk ”Roden Crater” – der er integreret i en udslukt vulkan.

Høyersten skriver i forordet, at det er noget helt unikt at møde kunsten dér, hvor den bliver til. I både museet og galleriet er den medieret – eller filtreret – af kunstfaglige eksperter, mens man ser skitser og eksperimenter og råudkast på et atelierbesøg.

Det har han ret i, men det er meget få mennesker forundt at få adgang til de store kunstneres atelierer.

Man hverken kan eller bør fratage Brask en smittende glæde ved kunst – og navnlig det at danne venskaber med kunstnerne og erhverve deres kunst – men de diminutive tekster på kun 300 ord, så sympatiske og begejstrede de end er, surfer selvsagt kun på overfladen af den kunst og de kunstnerskaber, som vi møder i bogen, der mest handler om Brasks forhold til kunst-

0 Til bogen rejste Brask blandt andet til Arizona for at møde den forrygende amerikanske lyskunstner James Turrell, som også står bag den kommende udvidelse af ARoS. – Foto: Finn Frandsen/Polfoto.

nerne og om de værker, som han har erhvervet af dem.

Når det er sagt, så er bogen superflot og billedsiden fascinerende.

Brask har primært fokus på unge mandlige kunstnere med få undtagelser som Christian Lemmerz (født 1959), Claus Carstensen (født 1957) og mexicanske Eduardo Terrazas (født 1936). Man bemærker, at kun tre af de 38 kunstnere er kvinder, det vil

sige en procentdel på under to. Men Brask står som privatperson ikke til ansvar over for nogen eller noget. Heller ikke over for et krav om kønsparitet. Blot tager man til efterretning, at han åbenbart finder det sjovere at lege med de mandlige kunstnere end J med de kvindelige.

ALLE BØGER ER ANMELDT AF LISBETH BONDE kultur@k.dk

Udvalgt kunst med Kristeligt Dagblad Læserklub Kristeligt Dagblad Læserklub tilbyder flot kunst i samarbejde med kunstnere som blandt andre Per Kirkeby, Arne Haugen Sørensen og Maja Lisa Engelhardt.

Som abonnent kan du købe til særligt fordelagtige priser.

Skabelsesberetningen

Serie med syv litografier skabt af Maja Lisa Engelhardt over skabelsesberetningen.

Køb enkeltvis eller hele serien Pris serie: 5.495,-

Pris enkelt: 999,-

Normalpris: 6.965,-

Normalpris: 1.250,-

102905_skabelsen-litografier_.indd 2

102905_skabelsen-litografier_.indd 5

18/09/16 20:55

18/09/16 20:56

102905_skabelsen-litografier_.indd 3

102905_skabelsen-litografier_.indd 7

102905_skabelsen-litografier_.indd 4

18/09/16 20:56

102905_skabelsen-litografier_.indd 6

18/09/16 20:56

18/09/16 20:56

18/09/16 20:56

Kathrine Ærtebjerg, Lyset og mørket, 2014

Arne Haugen Sørensen, Opstandelse, 2011 Per Kirkeby, alterbillede Gentofte Kirke, 2012

101330_acc_per kirkeby_.indd 1

Pris: 975,-

Normalpris: 1050,-

”Night Scene”

Litografi af Peter Martensen

Pris: 599,-

Normalpris: 699,-

101597_acc_haugen soerensen_r1.indd 1

”Opstandelse”

Signeret kunsttryk af Arne Haugen Sørensen

16-09-2015 07:38:27

12/08/15 14:54

Pris: 599,-

Pris: 499,-

”Alterbillede”

”Lyset og mørket”

Normalpris: 699,-

Signeret kunsttryk af Per Kirkeby

Normalpris: 599,-

Signeret kunsttryk af Kathrine Ærtebjerg

Se mere på www.k.dk/klub

Foråret står for døren ...

Og det er måske tid til en større oprydning?

Vi opnår høje hammerslag på dansk kunst - fra de tidlige modernister som Vilhelm Lundstrøm, Harald Giersing og Olaf Rude over CoBrA-kunsten i efterkrigstiden til samtidskunsten anført af Olafur Eliasson, Michael Kvium, Martin Bigum, Cathrine Raben Davidsen, Kaspar Bonnén og John Kørner.

Vores eksperter står dagligt klar til at rådgive dig i København og Aarhus. Alternativt kan du også benytte vores online-vurdering på bruun-rasmussen.dk.

Sundkrogsgade 30, 2150 Nordhavn, København · Tel 8818 1111 Søren Frichs Vej 34 D, 8230 Åbyhøj, Aarhus · Tel 8818 1100 bruun-rasmussen.dk