Kierkegaard 200 år

Kierkegaard 200 år TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 4. MAJ 2013

Ikke en afslutning – men en begyndelse 24.962 sider, 208 tekstredegørelser og 72.628 kommentarer. 25 filologer og 19 års arbejde – sidste bind af ”Søren Kierkegaards Skrifter” er udkommet. Det var ikke en afslutning, der kaldte på fejring, men en begyndelse.

side 4

Fra Nytorv til Klareboderne Dag ud og dag ind tilbagelagde Søren Kierkegaard turen gennem Københavns midtby fra Nytorv til Klareboderne.

Han boede på Nytorv og var elev i Borgerdydskolen i Klareboderne.

Side 8

Kierkegaard holder fast i tanken Kirkegaard holder fast i tanken, og det kan trætte et moderne menneske, der er vant til hyppige holdepladser.

Hos Kierkegaard er der ingen holdeplads.

side 12

H.A. Brorson på gravstenen Søren Kierkegaard valgte selv, at en strofe fra en af H.A. Brorsons salmer skulle præge hans gravsten på Assistens Kirkegård i København.

Side 14

Fine præmier i quiz om Kierkegaard Et elegant knivsæt, bøger og krus med påtrykt Kierkegaard-citat. Der er fine præmier til vinderne af en quiz med spørgsmål om Søren Kierkegaard.

Side 2 I L LU ST R AT I O N : M O RT E N VO I GT

KIERKEGAARD & GRUNDTVIG En uge om livsmodets fædre

Kursus: 26. maj - 1. juni Kierkegaard og Grundtvig er ikke til at komme uden om, når vi taler om tro og dannelse, menneske og samfund. Vi går på sporet af, hvad de tænkte, og hvordan de forholdt sig til hinanden. Vi skal høre om deres syn på sorg og glæde og diskutere, hvordan vi i dag kan bruge deres tanker om liv og tro, dannelse og samfund.

Mød blandt andre Joakim Garff, Mette Bock og Anders Thyrring Andersen.

Kursusformen veksler mellem foredrag og tekstlæsning, paneldebat, sang- og filmaften samt udflugt til Vadehavet.

Kurset er arrangeret i samarbejde med Søren Kierkegaard Selskabet og Grundtvigsk Forum.

Pris 4.200 kr. www.rhskole.dk · Tlf.: 7484 2284 · info@rhskole.dk

Kierkegaard i folkeskolen Elsker – Elsker ikke Ny undervisningsbog for 7.-10. klasse

i er m m ko Ud

j ma

Søren Kierkegaard festgudstjeneste Jesuskirken i Valby Søndag den 5. maj klokken 14.00

Sørens Nyt undervisningssæt for 4.-6. klasse

Læs mere og uddrag på RPF.dk

Prædikant Sørine Gotfredsen Efterfølgende traktement i sognegården

2 Kierkegaard 200

Kristeligt Dagblad Lørdag 4. maj 2013

Søren Kierkegaard taler til dig Der er altid godt at læse Kierkegaard, men særligt i år, hvor 200-året for hans fødsel markeres ved utallige arrangementer over hele landet AF MICHAEL BACH HENRIKSEN bach@k.dk

Det er umuligt at komme uden om Søren Kierkegaard her i 2013. Fejringen af Danmarks største teolog og digter-filosof kulminerer i denne weekend på 200-årsdagen for hans fødsel, men hele året sætter Kierkegaard sit præg på landets scener, foredragssale og biblioteker.

Det er ganske overvældende, hvad talrige privatpersoner, forlag og institutioner udretter i formidlingen af Kierkegaards univers, stort set uden politikernes hjælp og ganske fritaget for den indholdsløse kommercialisme, der prægede dele af H.C. Andersen-året.

Og når 2013 er slut, og støvet lægger sig over alle de

mange ”Kierkegaard-events”, står den største bedrift tilbage: færdiggørelsen af den monumentale 55-binds samlede udgave af Kierkegaards skrifter.

En fantastisk forskningsmæssig opgave, som vi næppe vil se gentaget i vor tid.

Her – og i den gratis udgave af værket på www.sks.dk – vil både nutidige og kommende generationers læsere kunne finde deres egne veje ind i Søren Kierkegaards verden.

som angst, valg, refleksion, kærlighed, næsten, Gud. Med tillægget her ønsker vi at præsentere forskellige veje ind i Kierkegaards verden og håber og tror, at artiklerne er så langtidsholdbare, at de også kan læses med udbytte i fremtiden. Vi har valgt nogle af de bedste artikler fra den store Kierkegaard-serie, som vi bringer i hele 2013 frem til årsdagen for filosoffens død i november, og kommer omkring de vigtigste af Kierkegaards begreber.

Det er nemlig dét, det handler om: at finde sin egen vej ind i Kierkegaard. Man må selv tilegne sig ham. Individets tænker er ikke de hurtige løsningers mand, der taler i generalisérbare termer til massen. Han taler til dig, og han lader dig ikke slippe, før du kaster et grundigt blik på dit eget liv og konfronterer dig selv med kernebegreber

Hvor skal man begynde, hvis man gerne vil i gang med Kierkegaard? To gode og korte introduktioner til den danske tænker er Johannes Sløks ”Kierkegaards univers”, der netop er genudgivet, og Anders Thyrring Andersens ”At forføre til tavshed”. Og der er flere andre på markedet.

Af Kierkegaards egne værker er det ”Frygt og Bæven”,

Quiz med Kierkegaard 33Alle svar på spørgsmålene kan findes i dette tillæg. 3 Skriv de rigtige svar ned og send dem til: Kristeligt Dagblad, Vimmelskaftet 47, 1161 København K. Mærk kuverten ”SK-Quiz”.

33Svarene kan også sendes pr. mail. Adressen er: konkurrence@k. dk. Svarene skal være Kristeligt Dagblad i hænde senest 3 fredag den 10. maj kl. 14. Vindernes navne vil blive offentliggjort i avisen lørdag den 11. januar.

Præmier 33Vi trækker lod blandt alle indsendte besvarelser. Den første rigtige besvarelse, 3 vi trækker, vinder en flot gaveæske med tre knive, skærebræt og viskestykker. Der er tale om tre flotte knive i den kendte Zwilling-kvalitet. Herudover får du et skærebræt i hårdt bambustræ og til at tørre det hele af med: to viskestykker i kraftigt hør og bomuld fra Georg Jensen Damask..

33Derefter trækker vi fem vindere, der hver får tilsendt et eksemplar af bogen ”KIERKEGAARD NÅR HAN ER BEDST – OG VÆRST” og et kaffekrus med et Kierkegaard-citat og en tegning af Søren Kierkegaard påtrykt. I bogen giver en række forfattere, litterater, teologer og politikere deres personlige bud på, hvornår det 200årige geni er allermest forførende – og næsten ikke til at holde ud. Bogen er redigeret af forfatter og Kierkegaard-forsker Joakim Garff.

WW Han vækker jo

det hele i os, den gode Kierkegaard, og intet menneskeligt var ham fremmed.

”Kjerlighedens Gjerninger” og ”Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen”, der har sagt mig mest, og som ikke kan slides op.

Men det er netop mine veje ind i universet, og andre vil

kunne anvise alternative ruter, der ikke er mindre kierkegaard’ske.

Der sker også, at man får for meget af Kierkegaard, og den risiko er sikkert ekstra stor her i jubilæumsåret. Man vil undertiden ud af det inderlige univers og have luft, undslippe pedanteriet og male med den brede pensel, ja, lukke øjnene for radikaliteten i værket. Derfor er det helt befriende, at der for nylig er udkommet en bog, der også tør tale om det værste ved tænkeren (”Kierkegaard når han er bedst – og værst”, red. Joakim Garff).

Han vækker jo det hele i os, den gode Kierkegaard, og intet menneskeligt var ham fremmed.

Han deler med andre geniale kunstnere inden for forskellige kunstarter – Bach og Rembrandt i fortiden, Bob Dylan og Martin Scorsese og Philip Roth i nutiden – det

særlige, at selv de mindre og henkastede sider af værket aldrig er ligegyldige.

Det er stor kunst, når originalitetens stemme er hørbar også i de mere middelmådige passager, og det gælder for Kierkegaard.

Kierkegaards status er der med andre ord ingen, der drager i tvivl i dag, men sådan har det ikke altid været.

Biskop Kjeld Holm skriver således et sted om, hvordan han som ung studerende nærmest måtte skjule det, hvis han læste Kierkegaard.

Og fra et andet udgangspunkt skriver Monica Papazu i tillægget om, hvordan Kierkegaard var et håb for hende i kampen mod kommunismen.

I dag og i Danmark er der heldigvis ingen, der ser skævt til en Kierkegaard-læser, så nyd nuet, vælg Kierkegaard til her i 2013 og find din egen vej ind i hans univers.

Quiz med om Kierkegaard Svarene på spørgsmålene findes i dette tillæg 331. Hvornår udkom sidste bind af Søren Kierkegaards skrifter?

336. På Søren Kierkegaards gravsten på Assistens Kirkegård i København kan man læse en strofe fra en salme af en kendt dansk salmedigter. Hvem?

332. Søren Kierkegaard døde på Det Kongelige Frederiks Hospital i Bredgade i København. Hvad huser stedet i dag?

337. Fuldend dette Kierkegaard-citat: ”At vove er at tabe fodfæste en kort stund. Ikke at vove er ....”

333. Søren Kierkegaard var hjælpelærer på den skole, hvor han selv havde været elev. Hvad hedder skolen?

338. Monica Papazu, der er mag.art. i sammenlignende litteratur, boede i et kommunistisk land, da hun første gang hørte om Søren Kierkegaard. Hvilket land?

334. Hvad hedder den avis, hvor Kierkegaard i 1854 fik trykt sin første kirkekritiske artikel?

339. Sognepræst og forfatter Sørine Gotfredsen har skrevet en bog om den betydning, Søren Kierkegaards tanker har haft for hende.

Hvad hedder bogen?

Udgivet af Kristeligt Dagblad A/S, Vimmelskaftet 47, 1161 Kbh. K. Ansvarshavende chefredaktør: Erik Bjerager Redaktion: MiePetersen Layout: Mie Petersen Tryk: Dagbladet i Ringsted

335. Filosoffen Peter Tudvad har skrevet en roman om Søren Kierkegaards liv og teologi. Hvad hedder romanen?

3310. Hvad hed Søren Kierkegaards bror, der også var teolog?

”FORMIDABEL FORBANDELSE” ”Peter Tudvads roman om Søren Kierkegaard er en suveræn bedrift (...) Tudvad er

tilstrækkeligt forgabt i Kierkegaard til at indleve sig i ham, han har galskab nok til at rumme dette gale menneske (...) Med andre ord: Fortælleren deler egenskaber med Kierkegaard selv og kan skildre hans nuancerede dybder.”

Karen Syberg, Information

FÅS

ekstrabladetsforlag.dk OGSÅ SOM

jyllandspostensforlag.dk

E-BOG

★★★★★ ekstrabladetsforlag.dk

”Et forbandet velfungerende mesterværk (...) jyllandspostensforlag.dk

ekstrabladetsforlag.dk

Niels Houkjær, Berlingske jyllandspostensforlag.dk

Tudvad har nu blæst liv i ham [Kierkegaard] og gjort ham nærværende som person og som én af verdens største tænkere.”

♥♥♥♥♥ ekstrabladetsforlag.dk

”Romanen er imponerende, omfangsrig og fyldt jyllandspostensforlag.dk

med indsigt, en flot frugt af et helt livs lidenskab for dette stof.” Bjørn Bredal, Politiken

★★★★ ”Stort, indsigtsfuldt værk.” ekstrabladetsforlag.dk

jyllandspostensforlag.dkJens Henneberg, Nordjyske Stiftstidende

”Peter Tudvads roman er en kraftpræstation (...)

Bedre kan det næsten ikke blive.” ekstrabladetsforlag.dk

jyllandspostensforlag.dkBo Bjørnvig, Weekendavisen

NS FORLAG ekstrabladetsforlag.dkF Ø L G O S P Å J P / P O L I T I K Ejyllandspostensforlag.dk

ekstrabladetsforlag.dk

jyllandspostensforlag.dk

POLITIKENSFORLAG.DK

K

4 Kierkegaard 200 år

Kristeligt Dagblad Lørdag 4. maj 2013

Eksistensen kan ikke udtrykkes i en oneliner Sidste bind af Søren Kierkegaards Skrifter udkom i februar i år. Det var ikke en afslutning, der kaldte på fejring, men en begyndelse, mener Niels Jørgen Cappelørn, professor, dr.theol. og tidligere direktør for Fonden Søren Kierkegaard Forskningscenteret

interview Af Kim Schou schou@k.dk

24.962 sider, 208 tekstredegørelser og 72.628 kommentarer. 25 filologer og 19 års arbejde. Den 22. februar 2013 afsluttedes officielt et af danmarkshistoriens største bogprojekter: Sidste bind af Søren Kierkegaards Skrifter udkom den dag.

Niels Jørgen Cappelørn, professor, dr.theol. og tidligere direktør for Fonden Søren Kierkegaard Forskningscenteret, har været med hele vejen fra 1994 til nu. Det har været en stor del af hans liv; dag efter dag, år efter år, kommentar efter kommentar.

Og pludselig er det enorme udgivelsesprojekt færdigt.

Hvor stort er det, at udgivelsen af Søren Kierkegaards Skrifter nu er afsluttet? ”Det er godt.”

Hvor vigtigt er det? ”Det er meget vigtigt.”

Hvad kan Søren Kierkegaards Skrifter sammenlignes med i omfang og betydning?

Tredje gang er måske lykkens gang. Niels Jørgen Cappelørn begynder sit svar: ”Det …”

Og så tøver han, skifter spor: ”Jeg er modstander af hele tiden at skulle sammenligne.

Man skal vurdere en ting i sig selv. Hvad hjælper det at sammenligne med noget andet?”.

Niels Jørgen Cappelørn lader spørgsmålet hænge til tørre på journalistens næse og giver sig så alligevel lidt: ”Jeg er meget påpasselig med at tage min mund for fuld, men jeg tror ikke, der i Danmark er skabt et større samlet bogprojekt.”

Søren Kierkegaards Skrifter, alle 55 bind, ville fylde to meter, hvis man stablede hvert Kierkegaard-skrift og kommentarbind oven på hinanden.

Hver tekst er fulgt op af kommentarbind, hvor de enkelte værker placeres i deres samtid med beskrivelser af, hvordan de er blevet til, samt hvilke særegenheder der er ved hver Kierkegaard-bog, journal eller avisartikel.

Svære ord forklares, fremmedsprog oversættes, og referencer til andre forfattere og til Bibelen opspores.

Samtidig er der lagt et stort arbejde i at få det hele digita-

0 Niels Jørgen Cappelørn, professor, dr.theol. og tidligere direktør for Fonden Søren Kierkegaard Forskningscenteret, har været med hele vejen fra 1994 til nu, hvor sidste bind af Søren Kierkegaards Skrifter er udkommet. – Foto: Leif Tuxen.

WW En af de ting, vi

kan uddrage af Kierkegaard, er, at selv i en tid med mange sandheder er der altså en sandhed. Det hele er ikke relativt.

Det betyder ikke, man kommer til at eje den sandhed. Men man kan få del i den.

Niels Jørgen Cappelørn, professor, dr.theol.

liseret, så det findes også gratis tilgængeligt på internettet med de tilhørende søgemuligheder, som elektroniske medier har.

Andre har kaldt dette for ”den autoriserede Kierkegaard”. Et udtryk, der mest bruges om Bibelselskabets primære udgivelse.

Nu er opgaven slut. Hvad skal der ske nu?

Det er det rigtige spørgsmål. ”Der er det mærkelige, som man meget stærkt oplever

ved et udgiverarbejde som dette, at erkendelsen ikke ligger i resultatet, men i processen. Nu er resultatet offentliggjort. Og så bliver det en trædesten til en ny proces, en ny bevægelse med at tolke teksterne. En ny erkendelsesproces,” siger han og fortsætter: ”Foran os ligger en tolkning af Kierkegaards sprælske og radikale tanker og en forskning, som er rodfæstet i læsning af teksterne. Det fornemmeste for sådan en udgivelse er for det første, at man fremlægger en tekst, som er troværdig, og for det andet, at man fremlægger en udgave, som er åben,” siger Niels Jørgen Cappelørn. ”Færdigudgivelsen lukker ikke for fremtidig forskning, men åbner for fremtidig tolkning. Det har været helt afgørende for mig, at der ikke skulle udgives en autoriseret tolkning af, hvordan man skal forstå Kierkegaard, men et instrument til hjælp for enhver til selv at foretage sin tolkning.” ”For det vigtigste må være, at vi i kraft af Kierkegaard kommer til en større og større erkendelse af sandheden. Ellers kan det jo være lige meget.” ”For mit eget vedkommende som forsker er lykken at kunne løfte en lille flig af det, jeg tror er sandheden. Det kan jeg i allerhøjeste grad

gennem Kierkegaard, fordi han hele tiden selv tog livtag med at finde ud af, hvad sandheden er, også hvad sandheden er ifølge kristendommen,” siger Niels Jørgen Cappelørn og fortsætter: ”Vi får aldrig magten over sandheden. Det er en konstant kamp, der aldrig bliver færdig. Hvis vi blev det, ville vi jo eje sandheden. Så blev man fundamentalist, og det vil jeg for alt i verden undgå at blive. En af de ting, vi kan uddrage af Kierkegaard, er, at selv i en tid med mange sandheder er der altså en sandhed. Det hele er ikke relativt.

Det betyder ikke, man kommer til at eje den sandhed.

Men man kan få del i den.”

Derfor er det værste, Niels Jørgen Cappelørn kan forestille sig, at Søren Kierkegaards Skrifter ender som en museumsgenstand. At arbejdet slutter. ”Fri os fra mausoleer! Nej, en tekst er en levende mekanisme, der står åben for tolkning,” siger han.

Nu har alle de samme tekster at læse Kierkegaard ud fra, fremhæver han, og det er begyndelsen: ”Vi skal genopdage, hvor vigtigt det er at læse tekster.

Vi lever i en tid, hvor vi tror, at alting kan udtrykkes i oneliners, men eksistensen kan ikke udtrykkes i en oneliner.

Det er den alt, alt for kompliceret og alt, alt for vidunderlig til. I det øjeblik den bliver til en oneliner, har vi beklikket tilværelsen. Den kan kun udfoldes i indholdsrige og nuancerede tekster.”

Det er for Cappelørn essensen i det store udgivelsesprojekt at skabe et udgangspunkt, ikke et produkt. Det princip er også tænkt med i selve udgivelsesformen og i udgivelsen af den elektroniske version.

”I sådan et langt forløb er der altid noget, man ville have gjort anderledes,” siger Niels Jørgen Cappelørn. ”Som at have haft mere tid til at komme dybere ned i tanker, som jeg har måttet lade ligge. Men så er der heldigvis tid til det nu. Og jeg glæder mig til, at jeg nu skal forsøge, om jeg kan læse teologien ud af Kierkegaards 13 taler ved altergang om fredagen og skrive om det.”

Søren Kierkegaards Skrifter 33Omfatter 55 bind bestående af i alt 24.962 sider, 208 tekst-3 redegørelser og 72.628 kommentarer. Bindene fylder cirka to meter 3 på bogreolen.

33Tilsammen udgør det hele Søren Kierkegaards produktion inklusive journaler og breve.

33Til hvert bind hører et kommentarværk, hvor teksternes tilblivelse gennemgås, vanskelige ord forklares, og referencer uddybes.

3319 år har det taget, siden projektet tog sin begyndelse i 1994.

33Cirka 165 millioner kroner har centeret og den samlede forskning tilsammen kostet. Pengene er givet af Danmarks Grundforskningsfond, Videnskabsministeriet og Kulturministeret.

3325 forskellige filologer og en enkelt datalog har arbejdet på projektet under ledelse af professor Niels Jørgen Cappelørn.

33Bindene er kommet i oplag på 2000 eksemplarer, dog er to sæt kommet i et oplag på 1500 eksemplarer.

33Hele arbejdet er gratis tilgængeligt på internettet, hvor det også er muligt at søge på for eksempel bestemte ord i teksterne. Hjemmesiden hedder sks.dk.

Three inter national conver sations on what life is all about!

Paul Holdengräber from The New York Public Library’s LIVE stage engages a series of notable names in conversations about their works – starting from three Kierkegaardian themes

6 Kierkegaard 200 år

Kristeligt Dagblad Lørdag 4. maj 2013

Søren Kierkegaards liv 1813

335. maj: Søren Aabye Kierkegaard bliver født i familiens ejendom på Nytorv 2 i København.

1821

33Kierkegaard begynder i Borgerdydsskolen i Klareboderne.

1834

3331. juli: Kierkegaards mor dør.

1830

3330. oktober: Kierkegaard indskrives som teologisk student på Københavns Universitet.

1837

33Kierkegaard flytter hjemmefra.

1838

339. august: Kierkegaards far dør.

337. september: ”Af en endnu Levendes Papirer. Udgivet mod hans Villie” udkommer.

Kierkegaards opbyggelige rejse Søren Kierkegaard rummede flere versioner af sig selv, siger Joakim Garff, forfatter til Kierkegaard-biografien ”SAK” og flere nye bøger i anledning af 200-året for den store filosof, forfatter og teologs fødsel Af Dorte Remar remar@k.dk

Søren Kierkegaard var københavner med stort K. ”Han kendte byen lige så godt som sin egen bukselomme eller måske endnu bedre.

I løbet af sit liv foretog han fire rejser til Berlin, en sviptur til Sverige og en slags pilgrimsrejse til Jylland, hvorfra hans far stammede. Kierkegaards vidtstrakte forfatterskab blev altså til inden for en beskeden geografisk radius, men har medført global berømmelse,” siger Joakim Garff.

Det er mærkeligt at tænke sig. Søren Kierkegaard har haft sin daglige gang og levet sit liv få skridt fra, hvor vi sidder i et mødelokale på Kristeligt Dagblad på Vimmelskaftet midt på Strøget i København.

Søren Aabye Kierkegaard blev født den 5. maj 1813 i et hus på Nytorv, hvor han voksede op i et velhavende hjem som den yngste i en børneflok på syv. Som voksen boede han i lejligheder i blandt andet Løvstræde, Nørregade og Rosenborggade.

Sine sidste år tilbragte han i nogle lejede værelser i Dyrkøb 5 lige over for Vor Frue Kirke, Københavns Domkir-

ke. Og det var herfra, at han i begyndelsen af oktober 1855 syg og nedbrudt blev fragtet til Det Kongelige Frederiks Hospital i Bredgade, det nuværende Designmuseum Danmark, hvor han døde den 11. november 1855, 42 år. ”Søren Kierkegaard elskede sin by, der for ham blev en slags eksperimentarium, socialt og æstetisk. Når han var ked af at være i selskab med sig selv og sine mørke tanker, gik han ud i byen for at tage sit daglige menneskebad, som han kaldte det.” ”Så snakkede han med Gud og hvermand – eller i al fald hvermand. Det var højst usædvanligt for den tid, hvor den akademiske overklasse holdt sig for sig selv og nok vidste, hvem der havde fortovsretten, når en plebejer nærmede sig.” ”Kierkegaard brød de sociale grænser. Han var demokrat, før demokratiet blev indført, og gadepræst, før ordet blev opfundet. Mange i samtiden fandt det påfaldende og upassende, men det generede nu ikke Kierkegaard, der godt kunne lide at lege kispus med folks forestillinger om, hvem han var. På samme tid, som han gik på gaden og snakkede med en tjenestepige, kunne der ligge

en ny bog af ham i vinduet hos Reitzels Boghandel,” siger Joakim Garff.

Den 52-årige teolog og lektor ved Søren Kierkegaard Forskningscenteret og Københavns Universitet er blandt de Kierkegaard-forskere, der ved mest om, hvem den store teolog, filosof og forfatter var. Han er forfatter til den prisbelønnede bestseller ”SAK. Søren Aabye Kierkegaard. En biografi”, der udkom i 2000 og netop er genudgivet. Og i anledning af 200-året for Kierkegaards fødsel har han skrevet bogen ”Regines gåde. Historien om Kierkegaards forlovede og Schlegels hustru”, der udkom i april på Gads Forlag.

På vej er også ”Alle tiders Kierkegaard. 200 år med en global dansker” og ”Kierkegaard når han er bedst – og værst”, begge på Kristeligt Dagblads Forlag. ”Jeg har altid været meget betaget af Kierkegaards sprog, æstetik og retorik – forfatterskabets formsprog.

Men der er også en smerte og melankoli hos ham, som jeg kan forbinde mig til. Kierkegaards munterhed må man dog aldrig glemme, hans livsmod, der gør sig gældende på tværs og på trods af alt. Kierkegaard er dybest set en op-

byggelig forfatter, der med sine opbyggelige taler bogstavelig talt bygger os op fra grunden af. Man bliver restitueret og sat sammen på en ny og anden måde. Processen er givet med selve kristendommen – man bliver en anden, end man var før, nemlig sig selv. Genfødt, hedder det lidt højstemt,” siger Joakim Garff.

Om Kierkegaards mor, Ane Sørensdatter Lund (17681834), der oprindelig havde været tjenestepige i det kierkegaardske hus, vides meget lidt. Kierkegaard nævnte hende aldrig i sine skrifter.

Men ifølge sparsomme kilder skulle hun have været en lille kone med et jævnt og lyst sind.

Faderen, Michael Pedersen Kierkegaard (1756-1838), var som dreng brudt op fra et fattigt liv på den jyske hede nær Ringkøbing og var som hosekræmmer i København blevet velhavende på salg af uldvarer. Senere etablerede han sig som storkøbmand og boligspekulant og grundlagde den formue, der blev den økonomiske forudsætning for hans yngste søns litterære virksomhed.

Det var et ældre ægtepar – faderen var 56 år og moderen 45 år – der fik den sidstfødte,

som skulle blive guldalderens største geni inden for eksistentiel og religiøs tænkning. ”Det er svært at sige, hvad det geniale kom af og næppe muligt at udpege en genial dna-streng. Der var tale om en række lykkelige konstellationer. Kierkegaard arvede formentlig noget af sin munterhed fra moderen. Det er rent gætværk, men jeg tror, at der har været en livsduelighed i hende, som faderen også har været afhængig af.

Medvirkende til, at lille Søren Aabye blev til store Kierkegaard, var også faderens tungsind, hans skarpe intellekt og frodige fantasi. Og så ikke at forglemme et skolesystem, der virkelig kunne noget dengang. Man bankede bogstavelig talt viden ind i hovederne på de små poder.

Det var forfærdeligt – og forfærdeligt effektivt. Når de gik ud af gymnasiet, kunne de omtrent, hvad kandidater kan i dag. Så Kierkegaard har både haft et lærdomsmæssigt forråd og økonomiske muligheder for at realisere sig som kunstner,” siger Joakim Garff.

I sine unge år var Søren Kierkegaard en slags flanør, rigmandssønnen, der gjorde, hvad andre drømte om: gik på restaurant og i teatret,

kørte i karet og boede i dyre lejligheder. ”Men det flanøragtige forsvandt med tiden og blev afløst af peripatetikeren, den omkringvandrende filosof med paraplyen eller spanskrørsstokken under armen.

Det ændrede sig altsammen i 1846, hvor han havde sit ødelæggende sammenstød med det satiriske tidsskrift Corsaren, der bragte en serie karikaturer af ham. Da ændrede han sig markant,” siger Joakim Garff.

Han peger på, at der er et osmotisk forhold mellem personen Kierkegaard og Kierkegaards værk. ”Private kriser og personlige forhold var han i stand til at omsætte kunstnerisk. På den måde var Kierkegaards filosofi knyttet til hans erfaringsverden og personlige liv.

Det er meget afgørende, og det er det, der gør ham så intens at være sammen med.

Han har sikkert også haft en særlig karisma og kraft, som mange har været tiltrukket af.”

Om barnet Søren ved man fra fætres beskrivelser, at han var ”en forskrækkelig forkjælet og uartig Dreng, der altid hang i sin Moders Skjørter”.

Og at ”Søren sad som sædvanlig i en Krog og mulede”.

Kierkegaard 200 år 7

Kristeligt Dagblad Lørdag 4. maj 2013

Søren Kierkegaards liv 1840

333. juli: Kierkegaard består teologisk embedseksamen.

338. september: Kierkegaard frier til Regine Olsen.

1841

3329. september: Kierkegaard forsvarer sin afhandling ”Om Begrebet Ironi”.

3312. oktober: Kierkegaard bryder forlovelsen med Regine Olsen.

1843

3320. februar: Kierkegaards hovedværk, ”Enten-Eller”, udkommer. Samme år udkommer blandt andet ”Gjentagelsen”, ”Frygt og Bæven” og en række af hans ”Opbyggelige Taler”.

1844-1855

33Kierkegaards forfatterskab tager form. Blandt udgivelserne er opbyggelige taler, ”Begrebet Angest”, ”Stadier på Livets Vei”, ”Kjerlighedens Gjerninger” samt en lang række artikler, anmeldelser med mere.

1855

3311. november: Kierkegaard dør.

3318. november: Kierkegaard bisættes fra Vor Frue Kirke og begraves på Assistens Kirkegård i København.

Kilde: Søren Kierkegaard-tema på k.dk.

Tegninger: Peter M. jensen

... mod Kierkegaard fortsat fra forrige side Han gik under kælenavnet ”Gaflen”, for det var, hvad han selv havde angivet, at han helst ville være. For så kunne han gafle alt, hvad han ville, på bordet. Men hvad så, hvis nogen kom efter ham? ”Saa stak jeg jer”, som Joakim Garff skriver i ”SAK”. ”Han var en lille gaffel, der stak og kunne stikke fra sig.

Også i skolen, hvor samtidige har fortalt, at han kunne være usynlig, men give voldsomt igen, hvis han blev drillet. Han var både fjern, glædesløs og indadvendt, men også næsvis, drillende og udadvendt. Så i stedet for at tale om Kierkegaard, skulle man måske tale om Kierkegaarde.

Han rummede flere versioner af sig selv, og jeg tror ikke, at det er noget tilfælde, at Kierkegaard betjente sig af mange forskellige figurer og pseudonyme forfattere, når han skriver. Han har givetvis eksperimenteret med forskellige sider af sig selv.” ”Selve hans værk er et vidnesbyrd om et mentalt kraftoverskud. Der kan med en moderne betegnelse være noget Damp-agtigt over ham.

Han har bestemt ikke været helt normal, men jeg synes, det er fortræffeligt, at han ikke var som andre. Han har levet et meget bemærkelsesværdigt liv – levet i kunstens

og kristendommens tjeneste.

Jeg tror, at der udgår kræfter fra værket, fordi der i selve skriveprocessen er liv. Han skriver ikke bare om sit liv, han skriver sig også til liv.” ”Skrivekunsten var med til at holde ham oppe. Han blev fysisk syg, hvis han et par dage blev forhindret i at skrive.

Han var næsten organisk forbundet med sin pen og personligt impliceret i skriveprocessen. Han taler også om, at Styrelsen virker igennem ham og har part i forfattervirksomheden.” ”Det kan minde om Mozart, der jo også var ustyrligt produktiv. Han bliver i Milos Formans film ’Amadeus’ spurgt om, hvor operaerne kommer fra. ’De er oppe i hovedet, de skal bare skrives ned’, svarer han. Den guddommelige begavelse har Kierkegaard også haft. Når man kigger på de bjerge af papirer, han efterlod sig, kan det synes næsten naturstridigt,” siger Joakim Garff.

Et af de store mysterier for eftertidens læsere af Søren Kierkegaard er, hvorfor han brød forlovelsen med Regine Olsen. Ifølge Garff har der været flere årsager, deriblandt den store aldersforskel – han var 27, og hun var 18 år. Men de var også meget forskellige. ”Kierkegaard er vokset op i en mandeverden med en meget dominerende far, der formodentlig har begået alle de fejl, man kan begå i sin op-

dragelse, og det har sat sig dybe spor i børnene. Kierkegaard blev anbragt i en elitær drengeskole og kom derefter på universitetet og træder så ud i verden og frier til Regine.

Jeg tror, at han var voldsomt forelsket i hende, og at hun har været yderst indtagende, måske ligefrem den forførende kraft i forholdet. Han er formentlig blevet overvældet af hendes sanselighed, hengivelse og lidenskabelighed.

Det er den psykologiske forklaring.” ”Men Regine kom også til at sætte en lidenskab i gang, der forløste Kierkegaard som kunstner og umuliggjorde ægteskab. Hvor den erotiske lidenskab skulle have været, vaktes kunstneriske kræfter ubændigt til live. Et muligt ægteskab blev til et virkeligt forfatterskab. Der har også være en realisme i Kierkegaards beslutning om at bryde forbindelsen. Han har ikke kunnet overskue at være barnefader og en dagligdag med små Sørener og Søriner myldrende omkring i arbejdsværelset. Han kunne ikke både være kunstneren Kierkegaard og en ægtemand af samme navn.”

Søren Kierkegaard var ifølge Joakim Garff et generøst menneske, der forkælede sine nevøer og niecer. ”Og når han var i sit gode lune, har han nok været meget fornøjelig at være sammen med. Folk har minder

WW Det er en lang

eksistentiel dannelsesrejse. Det er hans egen opdragelse og udvikling, som han selv formulerer det.

Han ikke bare skriver, han bliver også skrevet af sine skrifter. De fungerer som store spejle, hvori han kan genkende sig selv, men også se sig selv fra nye sider, andre vinkler, herunder og ikke mindst kristendommens.

Han skriver sig til større klarhed.

om spadsereture med ham, hvor han tog dem under armen og var morsom og rigtig livfuld. Men når han mødte modgang og var i knap så godt lune, kunne han være

sarkastisk, spids, maliciøs.”

Flere ting gik Kierkegaard på, deriblandt at han ingen støtte fik fra omgivelserne, da han blev hængt ud og gjort til grin i Corsaren. Og tidens store litterære autoritet, J.L. Heiberg, omtalte et par af hans bøger, deriblandt ”Enten-Eller”, noget nedladende. ”Man kan spørge, hvordan Kierkegaards liv ville have formet sig, hvis han havde fået anerkendelse, mens han levede. Man ved jo, hvor vigtig en sådan anerkendelse er.

Men han fik aldrig den store anmeldelse eller det store gennembrud og blev i stigende grad overbevist om, at han hørte fremtiden til.” ”Efter sammenstødet med Corsaren følte han sig som en ’latterens martyr’, der blev til grin, når han viste sig offentligt. Folk gloede og pegede fingre. Og råbte ’enten-eller’ efter ham. Han genvandt aldrig fodfæstet i sin elskede by og følte en stærk vrede mod dem, der ødelagde hans sociale liv. Han oparbejdede en social fobi, som var meget ødelæggende, og som spores i værket, der kredser om isolation, martyrium og efterfølgelse og kommer tæt på en pietisme, som tidligere var anderledes fraværende.”

I sit sidste leveår polemiserede Kierkegaard voldsomt og vittigt i avisartikler og i ni numre af sit eget flyveblad, ”Øieblikket”, imod kirken og

dens verdsliggjorte præsteskab – det, som er blevet kaldt for kirkekampen. ”Nogle mener, at kirkekampen var Kierkegaards Corsaren, en slags payback time.

Nu var han den udadfarende, nu var det ham, der karikerede, hans tur til at latterliggøre. En stor del af det, han skrev under kirkekampen, havde satirens karakter. Selv kaldte han det for ’guddommelig satire’. Om kirkekampen var et brud eller en konsekvens af forfatterskabet, er der meget diskussion,” siger Joakim Garff.

Han mener, at Søren Kierkegaards appel til nutiden er, at han er en eksistentiel forfatter, der beskæftiger sig med, hvordan man i kvalificeret forstand bliver sig selv.

Og det er han god til at hjælpe på vej til. Men blev han også selv sig selv? ”Jeg tror i nogen grad, at han blev det i kraft af sit forfatterskab. Det er en lang eksistentiel dannelsesrejse. Det er hans egen opdragelse og udvikling, som han selv formulerer det. Han ikke bare skriver, han bliver også skrevet af sine skrifter. De fungerer som store spejle, hvori han kan genkende sig selv, men også se sig selv fra nye sider, andre vinkler, herunder og ikke mindst kristendommens. Han skriver sig til større klarhed. Forfatterskabet er Kierkegaards uforudsigelige rejse frem mod Kierkegaard.”

8 Kierkegaard 200 ĂĽr

Huset pĂĽ Nytorv

Filosoffens eneste lønnede arbejde

I nÌsten 40 ür ejede familien Kierkegaard ejendommen Nytorv 2 i København. I 1908 blev den revet ned

Søren Kierkegaard gik fra 1821 til 1830 pü Borgerdydskolen i Klareboderne. Efter studentereksamen var han ansat her som hjÌlpelÌrer

ren og hans bror Peter Christian som de eneste tilbagevÌrende. Brødrene arvede barndomshjemmet pü Nytorv, og i 1843 blev Søren Kierkegaard eneejer af huset.

I 1837 var han flyttet til LøvstrÌde 7, men fra 1844 til 1848 boede han igen i barndomshjemmet i lejligheden, som lü pü første sal til venstre. I alt kom han til at bo i 28 ür pü adressen Nytorv 2, og af en folketÌllingsliste fra 1845 fremgür det, at Søren Kierkegaard var husvÌrt for i alt 40 mennesker, som ogsü boede i ejendommen.

I nÌsten 40 ür kom familien Kierkegaard til at bebo Nytorv 2, men i 1847 solgte Søren Kierkegaard ejendommen. I 1908 blev ejendommen revet ned, og pü adressen blev opført en bankbygning, som i dag huser en filial af Danske Bank.

Der hÌnger en mindeplade pü bankbygningen med püskriften: �I det Hus som laa her indtil 1908 boede Søren Kierkegaard fra sin Fødsel 5. Maj 1813 til 27. April 1848�.

Af Helle Sahl Madsen madsen@k.dk

Den 5. maj 1813 blev Søren Aabye Kierkegaard født pü Nytorv 2 i København som familiens syvende og sidste barn.

Hans far var den velhavende hosekrÌmmer Michael Pedersen Kierkegaard, der i 1808 havde købt ejendommen for 20.000 rigsdaler af hofarkitekt Andreas Kirkerup. Huset rummede ifølge Peter Tudvads bog �Kierkegaards København� flere lejligheder, og Søren Kierkegaard og hans familie boede selv pü hele førstesalen og i stuelejligheden til højre. Resten af husets lejligheder var lejet ud.

Uden for ejendommens vinduer lü Nytorv og ved siden af Gammeltorv. Her var der til daglig marked, hvor bønderne kom ind fra landet og solgte deres varer, og her har Søren Kierkegaards mor ogsü købt ind til husholdningen. Mange af medlemmerne i Søren Kierkegaards familie døde i en ung alder, og det efterlod i 1838 Sø-

Af Helle Sahl Madsen madsen@k.dk

I 1821 begyndte Søren Kierkegaard i Borgerdydskolen i København.

Selskabet for Borgerdyd havde i 1787 oprettet en privat drengeskole, som üret efter blev delt i to. Den ene, Borgerdydskolen i København, havde fra 1813 til 1843 til huse i lejede lokaler hos Den Gyldendalske Boghandel i Klareboderne. Det er her, forlaget Gyldendal i dag ligger, og her havde Søren Kier-

2 Borgerdydskolen i København havde fra 1813 til 1843 til huse i lejede lokaler hos Den Gyldendalske Boghandel i Klareboderne. Det er her, forlaget Gyldendal i dag ligger. – Foto: Leif Tuxen.

Bøger om Søren Kierkegaard af Birgit Bertung

kegaard sin daglige gang i ni ĂĽr.

Huset bliver beskrevet i Peter Tudvads �Kierkegaards København� som �en fornem gürd fra 1734 med kÌlder, stue, 1. og 2. etage samt mansardtag med syv kviste�.

De vigtigste fag i den lĂŚrde skole var grĂŚsk og latin, og faktisk stod der latin pĂĽ 13 af skemaets ugentlige timer.

I september 1830 blev Kierkegaard student fra Borgerdydskolen i København, og han begynde at studere teologi ved Københavns Universitet. Men dermed var hans tilknytning til skolen ikke slut. De fÌrdigheder i klassiske sprog, som han havde tilegnet sig i skolen, gav ham efter studentereksamen lejlighedsvis ansÌttelse dÊr som hjÌlpelÌrer.

Det blev Søren Kierkegaards eneste egentlige lønarbejde.

For Søren da, hvor er det godt!

Gudmund Rask Pedersen, PrĂŚsteforeningens Blad

villy jakob s e n m . f l .

2. udgaven af GYLDNE LÆNKER – Kvindernes Guldalder analyserer opfattelsen af forholdet mellem mand og kvinde hos 10 guldalder-personligheder – 4 kvinder og 6 mÌnd – og viser, hvordan situationen var i midten af 1800-tallet. Personernes originale tekster er vid udstrÌkning gengivet, da det giver det mest relevante og det sjoverste billede af tiden og dens fremspirende kvinde-emancipation – trods det alvorlige emne. Ligesom det viser, at tidsünden er en overordentlig sløv padde.

6ÂĄUHQ .LHUNHJDDUG KDU VLW HJHW HNVLVWHQWLHOOH VSURJOLJH XQLYHUV VRP JÂĄU KDQV YÂ UNHU QRJHW YDQVNHOLJH DW OÂ VH <GHUPHUH HU GHW L QRJHQ JUDG Ă&#x20AC;ORVRĂ&#x20AC;VN RJ WHRORJLVN IDJVSURJ RJ HQGHOLJ HU VSURJHW EHVWHPW DI KDQV XVÂ G YDQOLJH HYQH WLO DW NRPPH WLO EXQGV L KYDG GH IRUVNHO OLJH RUG G\EHVW VHW EHW\GHU

kvinder og kĂŚrlighed Thomasine Gyllembourg

Birgit Bertung er magister i filosofi og forfatter til 11 bøger om forskellige aspekter af Kierkegaards filosofi. Hun har i 25 ür vÌret medlem af Søren Kierkegaard Selskabets bestyrelse.

Anmelderne skrev om førsteudgaven:

Poul Martin Møller

ng er mag. art. i filosofi. Hun har vĂŚret medlem rkegaard Selskabets bestyrelse i 25 ĂĽr og udgivet m forskellige aspekter af Kierkegaards filosofi.

â&#x20AC;?Skarp lud til forvrøvlede mĂŚnd. Birgit Bertungs lille bog er en gedigen kras øjenĂĽbner, hvor hun selv blander sig i debatten og fortĂŚller, hvor fyldt med nonsens mange af de gyldne skribenter varâ&#x20AC;?.

(Politiken)

Søren Kierkegaard

Gyldne LĂŚnker Kvindernes Guldalder

F. C. Sibbern

â&#x20AC;?Birgit Bertung har skrevet en bĂĽde underholdende og oplysende bogâ&#x20AC;?. (Jyllands-Posten)

Birgit Bertung er â&#x20AC;&#x2DC;den skarpsindige magister i filosofiâ&#x20AC;&#x2122;, skrev F. J. Billeskov Jansen i anmeldelse.

H. L. Martensen

â&#x20AC;?Humoristisk og vidende overblik over den spirende kvindefrigørelse i midten af 1800-tallet i Birgit Bertungs Gyldne LĂŚnker â&#x20AC;&#x201C; Kvindernes Guldalderâ&#x20AC;&#x153;.

(Berlingske Tidende)

Forlag1.dk

Om Kierkegaards kvindesyn Birgit Bertung

â&#x20AC;?Kierkegaard â&#x20AC;&#x201C; den misforstĂĽedeâ&#x20AC;&#x153; handler om, hvorfor det er sĂĽ let at gĂĽ fejl af Søren Kierkegaards tekster, med eksempler pĂĽ de mest almindelige fejltagelser. Mangel pĂĽ sans for hans kommunikations-form har overvejende skylden, idet man traditionelt blot lĂŚser en tekst for at fĂĽ at vide, hvad forfatteren mener.

Forfatteren er mag. art. i filosofi, har i 25 ĂĽr vĂŚret medlem af Søren Kierkegaard Selskabets bestyrelse og udgivet 12 bøger om forskellige aspekter af hans filosofi. â&#x20AC;?Jeg har fulgt Birgit Bertungs velformulerede begrebsanalyser med spĂŚnding og beundringâ&#x20AC;&#x153;, skrev F.J. Billeskov Jansen om tidligere bøger.

Kierkegaard â&#x20AC;&#x201C; den misforstĂĽede

Alligevel kan bogen ses som et forsøg pü at skitsere de vigtigste strukturer i Kierkegaards strukturløse tekster.

Mathilde Fibiger

Forlag1.dk

Om guldalderens kvindesyn

%LUJLW %HUWXQJ

.LHUNHJDDUG EHJUHEHU

Søren lÌnge leve - 10 taler til en 200-ürig log osmedi a

Den verdensberømte forfatter Søren Kierkegaard kan i ür fejre sin 200-ürs-fødselsdag.

25'%2* IRU .LHUNHJDDUG OÂ VHUH

^W]e[a`

HQV

LVW

HNV

G VLJWLJKH

JHQQHP

Som en hyldest til den berømte forfatter har 10 spÌndende personligheder hver skrevet en tale til fødselaren. En tale, hvor de hver isÌr fortÌller, hvad der har gjort mest indtryk pü dem i mødet med den 200-ürige.

VaTTW^fdWX

GHW HYLJH OLY

UHGXS

OLFDWLR

LQI

Q

TMS

\QS

)RUODJ

Forklaringer pĂĽ Kierkegaards begreber

132 sider 149,95 kr.

- den misforstĂĽede

Kristeligt Dagblad

jakob vald e m a r o ls e n

s ø r e n k i e r k e ga a r d

Kierkegaard, kĂŚrlighed og kristendom

Pligten at elske

ÂťDet giver forfriskende vinkler. KĂŚrligheden som lĂŚsningens ledemotiv har for min egen del vĂŚret fornyende.

For Jakob Olsen trĂŚder ydmygt til side og lader manden selv tale.ÂŤ

ISBN 978-87-7056-158-7

Bios

9 788770 561587

Et tankevÌkkende og letlÌst vidnesbyrd om, hvordan man kan tolke Søren Kierkegaard i dag.

Birgit Bertung

Kierkegaard

Mens svaret pĂĽ, hvad Kierkegaard mente, er, at det er â&#x20AC;?det ligegyldigeâ&#x20AC;&#x153;, fordi han primĂŚrt skriver for at aktivere lĂŚseren eksistentielt â&#x20AC;&#x201C; heriblandt sig selv â&#x20AC;&#x201C; og det kan ikke gøres i en direkte, â&#x20AC;?ligefremâ&#x20AC;&#x153; form.

Det ville vĂŚre lidt for ulidelig let.

Derfor kommunikeres indirekte, fx ved hjĂŚlp af ironi, humor, sarkasme og overdrivelser for at fange folks opmĂŚrksomhed â&#x20AC;&#x201C; PR for fulde omdrejninger!

%LUJLW %HUWXQJ HU PDJ DUW L Ă&#x20AC;ORVRĂ&#x20AC; +XQ KDU YÂ UHW PHGOHP DI 6ÂĄUHQ .LHUNHJDDUG 6HOVNDEHWV EHVW\UHOVH L nU RJ XGJLYHW EÂĄJHU RP IRUVNHOOLJH DVSHNWHU DI .LHUNHJDDUGV Ă&#x20AC;ORVRĂ&#x20AC;

ISBN 978-87-7056-095-5

Forlag1.dk

Forlag1.dk

9 788770 561372

Johanne Luise Heiberg Forlag1.dk

Om forholdet mellem mand og kvinde

hos ti guldalderpersonligheder 'HQQH RUGERJ VWUÂ EHU HIWHU DW JÂĄUH EHW\GQLQJHQ Vn NODU VRP PXOLJW IRU DW OHWWH OÂ VQLQJHQ XGHQ DW UHGXFHUH LQG KROGHW Lodovica de Bretteville

VNUHY ) - %LOOHVNRY -DQVHQ L DQPHOGHOVH

ISBN 978-87-7056-137-2

Forlag1.dk

Gyldne LĂŚnker

.LHUNHJDDUG KDU GHVXGHQ HQ H[FHSWLRQHO HYQH WLO SRHW â&#x20AC;&#x201C; Kvindernes Guldalder LVN KXPRULVWLVN HOOHU LURQLVN VSURJ RJ VWLO (Q IRUNODU LQJ HU GHUIRU RIWH QÂĄGYHQGLJ L VWÂĄUUH HOOHU PLQGUH XG VWUÂ NQLQJ

Meir Goldschmidt

Frederik Dreier%LUJLW %HUWXQJ HU ÂśGHQ VNDUSVLQGLJH PDJLVWHU L Ă&#x20AC;ORVRĂ&#x20AC;¡

ISBN 978-87-7056-128-0

9 788770 561280

œ.LHUNHJDDUG EHJUHEHU¡ KDQGOHU RP KYRUGDQ PDQ Birgit Bertung EHJULEHU GH NLHUNHJDDUGVNH EHJUHEHU

%LUJLW %HUWXQJ .LHUNHJDDUG EHJUHEHU )RUODJ

Birgit Bertung

Kierkegaard

Kierkegaard kvinder og kĂŚrlighed

skrev i sin anmeldelse af 1. udgaven: visende og revolutionerende ny vinkel pü s kvindesyn. kke for meget sagt, at Birgit Bertung i sin lille ejende bog rammer en pÌl gennem alle skrüsikre m Kierkegaards kvindesyn. Ìrrer ordentlig øjnene op, nür man ser ham lskab med Karen Blixen og Susanne Brøgger. forhünd tager sig hasarderet ud, viser sig at vÌre bejdet, suverÌnt gennemført synspunkt. ertung har ingen nemme formuleringer, og enhver othed er bandlyst fra hendes fremstilling. Det e vÌre det flotte, der ligger i sü overbevisende at e synet pü Kierkegaards kvindesyn''.

Birgit Bertung

Birgit Bertung

AARD, KVINDER OG KĂ&#x2020;RLIGHED kegaards syn pĂĽ kvinder har oftest vĂŚret lĂŚst de meget negativt og konservativt, men Birgit er i denne bog, hvordan han skal forstĂĽs. Er man med Kierkegaards ironiske eller humoristiske mmunikere pĂĽ, vil hans tekster om kvinder vise e et overraskende og sĂŚrdeles progressivt syn pĂĽ en tankegang, som stadig kan bruges i debatten.

ndd 1

Kristeligt Dagblad Lørdag 4. maj 2013

Bios

Om hvor let det er at misforstĂĽ Kierkegaard

08/09/2011 09:19

Kierkegaards syn pü fundamentalisme kontra overført lÌsning

www.Forlag1.dk

â&#x20AC;?Fremragendeâ&#x20AC;?.

Jyllands-Posten

168 sider 229,95 kr.

Leif Andersen

Jakob V. Olsen giver en lettilgÌngelig introduktion til Søren Kierkegaard i første halvdel af bogen. Den anden halvdel er et centralt uddrag fra KÌrlighedens gerninger, der er forenklet og bear94 sider 99,95 kr. bejdet til nudansk.

LogosMedia ¡ Lohse Forlagsgruppen Lohse.

Tlf. 75 93 44 55 ¡ www.lohse.dk

Kierkegaard 200 år 9

Kristeligt Dagblad Lørdag 4. maj 2013

Kierkegaard skabte tradition for kritik I sit sidste leveår indledte Søren Kierkegaard et massivt angreb på folkekirken. Det har skabt større selvkritik hos alle teologiske retninger, men også underkendt betydningen af kirkernes fællesskab og eksistens Af Mette Skov Hansen skov@k.dk

Den 18. december 1854 trykte den danske avis Fædrelandet en noget uventet artikel fra Søren Kierkegaard. Dels var den uventet, fordi den danske teolog og filosof tre år forinden havde afsluttet sit forfatterskab og siden havde forholdt sig tavs i den litterære offentlighed. Dels fordi artiklen indeholdt en skarp kritik af kirken, præsterne og biskoppen J.P. Mynster, som kort forinden var blevet bisat.

Artiklen blev den første i en række af kirkekritiske tekster, som Kierkegaard fik trykt i aviser frem til sin død i september året efter.

Det uventede angreb mod folkekirken gjorde ham både berømt og berygtet, siger Anders Holm, der er lektor på Det Teologiske Fakultet i København og næstformand i Kierkegaard Selskabet. ”I 10 måneder bombarderede han offentligheden med artikler om kristendommens fallit, hvor han hævdede, at den kristendom, man kunne

læse om i Det Nye Testamente – kristendommen med Kristus som det store forbillede, man skulle leve op til og være i overensstemmelse med – ikke var at finde hos præsterne i kirken. Her var løn og status den eneste grund til, at de gik op på prædikestolen. Det blev en skandale, som alle talte om, og baggrunden for, at man inden for kirken begyndte at lægge mærke til ham.”

I bund og grund angreb Kierkegaard dog ikke kirken, men præsterne, understreger Jens Rasmussen, der er kirkehistoriker og forfatter til bogen ”Kierkegaards kritik af den triumferende kirke”. ”Det centrale for Kierkegaard var at kritisere præsters forkyndelse og forhold til Gud. Det, de forkyndte, svarede ifølge ham ikke til det liv, de levede i sognet. De undveg konsekvenserne af efterlevelsen og ville kort sagt nydelse frem for lidelse.”

Og den kritik ville han have holdt fast ved i dag, vurderer Jens Rasmussen.

”Hans opgør med livsnydelse og menighedsbegrebet, hvor han ikke mente, at præsterne fokuserede nok på den enkelte, ville stadig gælde.

Eksempelvis ser vi debatten om, at hvert sogn skal have en sognegård. Her ville Kierkegaard slå på, at præsterne skulle væk fra sognegårdens fælles aktiviteter og ud at besøge Maren i kæret. Han var ikke imod gudstjenester, men de skulle følges op i det daglige liv med husbesøg.”

Ligeledes er der stadig mange, der fremfører hans kirkekritik, hvilket ifølge Jens Rasmussen primært gælder Tidehverv, men også alle andre teologiske retninger. ”Der er ingen, der har patent på Kierkegaard. Han er til hver en tid et forargelsens frø for kirkelivet og folkekirken, og alle teologiske retninger kan lære af hans kritik, som har givet større plads til selvkritik i kirken.”

Selvkritik og kritik generelt er også det første, Anders Holm peger på, når man skal se på kirkekritikkens betydning i dag:

”Han har skabt en tradition for, at man kan larme, lave ballade og kritisere i folkekirken.”

Den kritiske stemme viser sig dog også i en mindre positiv form, tilføjer han. Eksempelvis er der opstået en tradition med at true med at melde sig ud af kirken, når det mindste er galt.

Samtidig har der også været en tendens til, at Kierkegaards teologi har underkendt fællesskabet som betydningsfuldt for kirken. ”Han kan være en smule skyld i den forfængelighed, vi som individer i Danmark ofte har i menighedssammenhænge. Går vi for eksempel ind i en kirke, hvor der sidder mange, så sætter vi os ikke sammen med dem, for det er ubehageligt at blive belemret med fællesskab. Det kan være grænseoverskridende at gå i kirke i udlandet. Sådan er det, og jeg ved ikke, hvordan det skulle være anderledes. Det er bare svært at forestille sig en kirke, hvis ikke der er fællesskab,” siger han og tilføjer, at kirken der-

HISTORIEN OM KIERKEGAARDS FORLOVEDE Søren Kierkegaard og hans forlovede, Regine Olsen, er hovedpersoner i en af verdenshistoriens helt store kærlighedsfortællinger. „Velskrevet, velkomponeret og stofmæssigt veldokumenteret får Regines gåde tegnet en kvinde af kød og blod, med meninger og begær.“ – Erik Skyum-Nielsen, Information

NY PRAGTUDGAVE AF JOAKIM GARFFS BESTSELLER SAK



– Berlingske

Læs mere om bøgerne på gad.dk

Scan koden og læs mere om bogen og forfatteren.

med næsten er blevet overflødig hos Kierkegaard. ”Spørgsmålet er, om der er behov for en kirke i hans tænkning. Der kan i hans mest radikale synspunkter være en tendens til, at man som enkeltmenneske lidt for hurtigt afskærer sig fra fælleskabet. Han er ikke imod selve gudstjenesten, men han mener, at den bliver ligegyldig, i det øjeblik den ikke siger den enkelte noget. Her er det godt, kirken også har haft Grundtvig, som sagde, at kristendommen kun kunne opbygges i kirkens fællesskab – at begrebet kirke eller menighed ikke giver mening, medmindre der er flere til stede.”

Ifølge dr.theol. Svend Andersen fra Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet kan Kierkegaards store fokus på forkyndelsen dog også have haft betydning for kirkens andre kommunikationsformer og ritualer i dag: ”At følge Kierkegaards tanke om, at det kun handler om prædikenen og kristendommens budskab til den enkel-

te, har betydet, at man både i teologien og i kirken har forsømt at gøre kirkens ydre former vedkommende for mennesker. Man har for eksempel ment, at liturgi og ritualer var ligegyldige og har dermed ikke taget dem alvorligt i samme grad,” siger han og tilføjer, at denne tanke særligt var tydelig i årtierne efter Anden Verdenskrig, hvor flere teologer forsøgte at forkynde Kierkegaards teologi inden for folkekirkens grænser. ”Var den forkyndelse fortsat, kunne det være skadeligt, da kirkens budskab ikke kun spredes gennem prædiken, men også gennem billedkunst, bygninger, kulturelle oplevelser, salmer med videre. Alt det blev ikke taget alvorligt i en periode. Hvor tydeligt det kan ses i dag, vides dog ikke helt, da mange yngre teologer i de senere år har vist interesse for at udvikle de andre kommunikationsformer, kirken indeholder. Men de årtier, hvor de har været forsømt, kan have præget kirkens ydre rammer.”

10 Kierkegaard 200 år

Kristeligt Dagblad Lørdag 4. maj 2013

WW Når jeg i dag ser tilbage, så er jeg stærkt kritisk over for, at jeg ikke lærte mere om Kierkegaard i min gymnasietid. Gymnasiet var dog – og er dog – tænkt som en almen ungdomsuddannelse. Men i årene lige efter 1968 var det i hvert fald ikke en almen dannelse. Og på universitetet blev det spændende fag filosofi udskiftet med en tør disciplin, som hed samfundsvidenskabelig teori og metode. Grundbogen hed ”Positivisme, marxisme og kritisk teori”.

Anders Fogh Rasmussen, generalsekretær for Nato, tidligere statsminister, på K.DK/kierkegaard

Et menneskeligt drama om en uhyggelig Kierkegaard Filosof og Kierkegaard-ekspert Peter Tudvad gik længe med planer om at skrive sin egen Kierkegaard-biografi.

Men i stedet har han givet sig selv frihed til at skrive romanen ”Forbandelsen” om Søren Kierkegaards liv og teologi

interview Af Dorte Washuus washuus@k.dk

Peter Tudvad er rejsende i Søren Kierkegaard. Således også denne dag, hvor han med huen trukket godt ned om ørerne og et fast greb i sin trolleykuffert er på vej fra det ene udsolgte foredrag til det næste.

Han er tilfældigvis landet i sin fødeby, Aarhus, og det giver anledning til et par anekdoter om hans egen ungdom og ikke mindst om Søren Kierkegaards visit i byen i forbindelse med hans såkaldte Jyllandsrejse i 1840. En rejse, som Peter Tudvad skrev om i bogen ”Kierkegaards Jyllandsrejse” fra 2006, og hvor han, der ellers er kendt for at være pedantisk korrekt med sine kilder, med egne ord ”tog sig visse litterære friheder”.

Nu har han imidlertid for første gang taget munden helt fuld med hensyn til de litterære friheder og skrevet en bog om Kierkegaard, der bærer betegnelsen roman. ”Forbandelsen” hedder romanen på næsten 500 sider, der er udkommet op til Søren Kierkegaards 200-års-fødselsdag i morgen.

Romanen er ikke, som man kunne forledes til at tro, et bestillingsværk op til jubilæet. Den er derimod indirekte udsprunget af Peter Tudvads strid med sin daværende kollega på Søren Kierkegaard Forskningscenteret på Københavns Universitet Joakim Garff om dennes store Kierkegaard-biografi, ”SAK”.

Tudvad kritiserede Garff for ikke at være tilstrækkelig historisk korrekt og for ikke at gøre nok ud af Søren Kierkegaards teologi. Striden endte med, at Peter Tudvad forlod forskningscenteret. ”Jeg overvejede længe at skrive en Kierkegaard-biografi, ikke som en konkurrent til Garffs, men for at give mit eget bud, her 13 år efter at

2 ”Romanen er mit bud på, hvordan man kan læse Kierkegaard, og frem for alt, hvordan man kan få forfatterskabet til at hænge sammen med hans liv,” siger Peter Tudvad. – Foto: Flemming Jeppesen.

’SAK’ udkom. Men jeg kan ærligt talt godt blive træt af at skrive alle de her monografier, hvor man er snøret ind i pigtråd af kilder og præcisionskrav, og jeg må indrømme, at jeg sågar indimellem kan blive træt af Kierkegaard.

Så jeg ville gerne finde en måde at formidle mit stof på, som også kunne engagere mig selv, og så fik jeg en enorm lyst til at prøve mig inden for romangenren,” fortæller Peter Tudvad.

Scenen i romanen sættes i første kapitel ni år efter Kierkegaards død, hvor vi møder hans storebror Peter Christian, der er biskop i Aalborg, og dennes søn, den psykisk syge Poul. Og den slutter med en episode på den vestjyske hede omkring 1766, længe før der overhovedet var tænkt på Søren Kierkegaard.

De to kapitler rammer det, som Søren Kierkegaard selv har kaldt for sin lidelseshistorie, ind med fortællingen om hans far, der som 10-årig fårehyrde frysende og sultende begår den frygtelige synd at forbande Gud. Forbandelsen og det at sone den er det gennemgående tema i romanen og er derfor naturligt nok også blevet bogens titel. ”Det er et fortolkningsspørgsmål, hvorvidt forbandelseshistorien har haft betydning for Kierkegaards teologi, men jeg mener, det er oplagt, at den har haft det, og derfor gør jeg meget ud af netop det aspekt,” fortæller Peter Tudvad, der især er fascineret af radikaliteten i Søren Kierkegaards kristendomsforståelse. ”Straf er et af de udtryk, der optræder hyppigst i Kierkegaards forfatterskab, så der er ingen tvivl om, at det har fyldt meget hos ham,” siger Peter Tudvad, der i sin roman næsten gør Søren Kierke­ gaard lidenskabeligt interesseret i at straffe sig selv, ikke mindst i kærlighedshistorien med Regine Olsen, som han vender tilbage til gang på

den ikke netop var udtryk for en udfordring af selve det menneskelige? Så ville vi have nok i filosofien og humanismen,” mener han.

gang i sit forfatterskab, og som hele hans liv martrer ham.

Et af kapitlerne i bogen hedder ”Flagellanten”, et udtryk, der bruges om religiøse fanatikere, der pisker sig selv, og Tudvad lægger ikke skjul på, at han ser Søren Kierkegaard som en slags teologisk masochist. ”Det er den uhyggelige, kompromisløse og religiøst næsten vanvittige Kierkegaard, der interesserer mig,” siger Peter Tudvad og citerer fra de dagbogoptegnelser, K­ierkegaard skrev kort før sin død: ”Dette livs bestemmelse kristent set er at komme til den højeste grad af livslede og dog tro, at Gud er kærlighed, og at det er af kærlighed, at han har bragt mig til denne livslede”.

Når det mere er den uhyggelige end den opbyggelige Kierkegaard, der har givet Tudvad stof til hans roman, handler det også som noget dybt personligt.

”Jeg har også selv en radikal og polemisk åre i mig,” siger Peter Tudvad.

De fleste opfatter Søren Kierkegaard som Danmarks store filosof, men han er altså først og fremmest teologisk kandidat, og for Peter Tudvad har det været et indlysende valg, at romanen skulle handle om Kierkegaard som teolog, fordi det er der, de store dramaer i hans liv undfanges. ”Hans forståelse af kristendommen vil de fleste i dag betakke sig for. Det kan derfor provokere mig, når kirkefolk tager Kierkegaard frem som den, der har forstået, hvad kristendom er, og at det så også er deres forståelse af kristendommen. For det er der jo ingen, der lever op til,” mener Tudvad og opfordrer til, at vi holder op med at læse Kierkegaard så ukritisk, som mange er tilbøjelige til. ”Det, der gør teologi så spændende, er netop, at man bliver udfordret. Hvad skal vi med kristendommen, hvis

Med ”Forbandelsen” håber Tudvad at vise interesserede en vej ind til Kierke­gaards forfatterskab. Derfor er de fleste af Kierkegaards værker også nævnt og sat ind i en sammenhæng i romanen. ”Interessen for Kierkegaard er tilsyneladende stor, men de fleste støder sig jo på ham, fordi han er vanskeligt tilgængelig. De vil gerne høre foredrag om ham og tage fat i et eller andet, der kan hjælpe dem ind i hans forfatterskab.

Romanen er mit bud på, hvordan man kan læse Kierkegaard, og frem for alt, hvordan man kan få forfatterskabet til at hænge sammen med hans liv.” ”Og så har jeg været interesseret i at dosere Kierke­ gaards teologi i en form, så den blev tilgængelig, engagerende og ikke mindst dramatisk,” siger Peter Tudvad, der mener at sætte sin hovedperson i scene i traditionen fra Dostojevskij og Kafka, hvor forbrydelse og straf, synd og nåde svinger mellem virkelighed og illusion. Han drager læserne ind i Kierkegaards refleksioner og eksistentielle kampe ved blandt andet at beskrive hans drømme.

Peter Tudvads store inspirationskilde er Umberto Ecos roman ”Rosens navn”. ”Jeg har altid elsket den roman, fordi den er dramatisk spændende, og samtidig får

forfatteren doseret en hel masse teologi og filosofi. Det er rigtig godt gjort, og jeg har hele tiden tænkt på den som forbillede. Det er det ideal, jeg har stræbt efter.”

Den sproglige tone i romanen er holdt i en gammeldags form, der tilnærmer sig den måde, mennesker i Kierke­ gaards kredse talte sammen på for 200 år siden. Det har været afgørende for Tudvad ikke at forfalde til et sprog som eksempelvis i filmen ”En kongelig affære”, der foregår i 1700-tallet, men hvor der blev talt et helt moderne dansk. ”Sproget i romanen er mere avanceret end det sprog, vi er vant til her i 2013, men det er nødvendigt for at gøre fortællingen troværdig, og jeg synes ikke, det gør så meget, at der indimellem er ord, man ikke forstår. Forhåbentlig vil det ikke skræmme nogen væk,” siger Peter Tudvad.

Peter Tudvad 3347 år. Uddannet cand.mag. i filosofi med sidefagsstudier i teo­ logi og statskundskab. Han har arbejdet på Søren Kierkegaard Forskningscenteret ved Køben­ havns Universitet. Er nu free­ lanceskribent og bosiddende i Berlin. Peter Tudvad er forfatter til flere bøger om Kierkegaard, blandt andre ”Kierkegaards København” (2004), ”Kierkegaards Jyllandsrejse” (2006) og ”Stadier på antisemitis­ mens vej” (2010).

33”Forbandelsen” er hans første roman. I øjeblikket arbejder han på et værk om den tyske teolog og Hitler-modstander Dietrich Bonhoeffer.

KIERKEGAARD

KIERKEGAARDS UNIVERS er en uundværlig nøgle for alle, der ønsker at vide mere om Danmarks mest berømte tænker. Johannes Sløk, der var Kierkegaard-forsker hele sit liv, gør i denne bog på en forståelig og pædagogisk måde rede for tankeudviklingen bag Kierkegaards livsværk. ”Bogen står stadig som et lysende eksempel på formidling, der forener personlig lidenskab med overlegen indsigt i stoffet.”

Berlingske ”Sløks bog er skrevet lige på og hårdt; det er hele forfatterskabet forklaret på 216 sider, stilistisk elegant og med en fremdrift i sproget, der gør den svær at slippe.”

Weekendavisen

lindhardtogringhof.dk | facebook.com

ØJEBLIKKETS EVIGHED er Stig Dalagers roman om den verdensberømte dansker. Bogen er først og fremmest et psykologisk portræt af mennesket Søren Kierkegaard, men Dalager fletter elegant liv og værk sammen og bringer dermed læseren midt ind i Kierkegaards verden. Det er historien om Kierkegaards barndom, forholdet til faderen, opgøret med kirken og om den uforløste kærlighed til Regine.

12 Kierkegaard 200 år

Kristeligt Dagblad Lørdag 4. maj 2013

WW Livsanskuelserne i Kierkegaards forfatterskab kan inspirere kineserne til, at de skal

tænke for sig selv. Som individuelle mennesker. Kierkegaard dyrkede jo individet og selvet, fordi han mente, at den enkeltes valg var af afgørende eksistentiel betydning. På den måde lægger han sig jo også i forlængelse af andre vestlige tænkere som for eksempel Immanuel Kant, der sagde, at ’Det er ethvert menneskes kald at tænke for sig selv’.

Men Kierkegaard opdyrkede virkelig betydningen af at tage sine egne valg på sig, og det er tanker, som nutidens individuelle kinesere kan have brug for. For de fleste kinesere bliver stadig opdraget til at overtage ideologier i stedet for at tænke selv.”

Jun Feng, forfatter, digter og kinesisk oversætter af Kierkegaard

Vi er alle kierkegaardianere For os, som er vokset op med eksistentialismen, Sartre og Camus, er Søren Kierkegaard en afgørende tænker.

Man befinder sig på det dybe hav og aner ikke, om man nogensinde kommer i land. Han holder fast i tanken, og det kan trætte et moderne menneske, der er vant til hyppige holdepladser. Hos Kierkegaard er der ingen holdeplads Af Per Stig Møller indland@k.dk

Ingen tænkende danskere kommer uden om Søren Kierkegaard, selvom de fleste går uden om ham. Han er nemlig svær og ikke lige at gå til. Man kender nogle sætninger. Man kender hans særheder: buksebenet, spadserestokken, forlovelseshistorien.

Så ham kunne man sagtens lave en god film om.

Men når det ikke sker, skyldes det, at han levede som enspænder og var for svær at få hold på rent tankemæssigt. Tankerne vælder ud over siderne som en malstrøm, man suges ned og ned af, for den holder aldrig op. Hans tænkning er en sag for filosoffer, og kun få danske digtere har i virkeligheden inkorporeret den: Ernesto Dalgas, Kaj Munk, Henrik Stangerup. Og dét skønt alle moderne mennesker på en eller anden måde er kierkegaardianere.

Vi er kierkegaardianere, fordi den moderne dansker er fri og ubundet. Vi kan selv vælge alt. Og Kierkegaard stiller præcist valget frem foran os. Men når vi vælger, aner vi ikke, om vi har valgt forkert. Som Kierkegaard kan vi vælge at tro, men for at valget skal være ægte, skal det være forpligtende.

Vi må tro helt ud og tage konsekvensen af valget. Vi stedes på det åbne hav. Dér driver vi rundt, og på land kommer vi aldrig. For der er ingen vished i troen. Derfor er det tro og ikke viden. Vi er dømt til at være frie, som den Kierkegaard-inspirerede filosof Jean-Paul Sartre udlagde det.

Er valget konsekvent, har det følger, man må tage på sig. Såsom pligten til kærlighed, for kærlighed kommer fra Gud. Og næstekærligheden gælder ”enhver, ubetinget enhver”, som Kierkegaard foreholder os. Den fordrer, at vi handler, for Jesu kærlighed ”var idel Handlen”, og hvad Jesus fordrede af mennesket, var ”alene for det andet Menneskes Skyld” .

Heraf drog kierkegaardianeren Kaj Munk den konsekvens, at kærlighed til næsten ikke er ægte, hvis man lader næsten slå ned af bøller. I en sådan situation må man gribe til forsvar for ”enken og den faderløse”. Derfor skrev han under krigen til Elsebet Kieler: ”Så lær dog at slå ihjel i Jesu navn.” Lader man dem derimod slå næsten ihjel, fordi man ikke selv må ihjelslå, har man svigtet kærligheden og foretrukket ligegyldigheden. Man er som biskop Cramer i Munks skuespil ”Cant” blevet ”passiv i det gode”. Man er hverken varm eller kold, men lunken og skal derfor spyttes ud.

For Kierkegaard er valget og troens yderste konsekvens derfor martyriet. Men man kan ikke søge martyriet, understreger han.

Kun én var af Gud udset til martyriet, og det var Jesus.

Gud havde sat ham i verden, for at han skulle blive martyr.

Alle andre kan som følge af deres valg ende som martyrer, men de kan ikke søge det, for det er ikke deres bestemmelse. ”Det Paradoxale er, at Christus er kommen til Verden for at lide … Men Martyrernes Bestemmelse, da de kom ind i Verden, var ikke at lide; deres Bestemmelse var den og den, og i at fuldbyrde denne maatte de lide, bære Lidelse,

gaae i Døden. Men Lidelsen er ikke telos.”

For os, som er vokset op med eksistentialismen og absurdismen, med Sartre og Camus, er Søren Kierkegaard tydeligvis en afgørende tænker.

Han har bud til os og får os til at tænke igennem. Han kan pirre, fange, men også irritere og tabe os. Man er ved at falde i svime eller i søvn. Man bliver svimmel af de mange tankerækker, hvor den ene griber den anden, som griber den næste, der modsiges i den fjerde og rettes op i den femte.

Man befinder sig på det dybe hav og aner ikke, om man nogensinde kommer i land. Men han holder fast i tanken, vender og drejer den, så den får alle de skruer, som ligger i den. Dette kan trætte et moderne menneske, der er vænnet til korte sætninger, mange punktummer og nye afsnit samt hyppige holdepladser.

Hos Kierkegaard er der ingen holdeplads, før han holder op.

I Kierkegaards tænkning er der også fobier, som vi moderne mennesker ikke kan følge ham i og heller ikke skal. Hans apostolske kristendom vendt mod folkekirken er selvfølgelig meget munter og har sin brod; thi folkekirkepræsterne har jo netop deres på det tørre, selvom de i deres valg af tro egentlig skulle befinde sig ude på det åbne hav. Men folkekirken giver nu engang os hverdagsmennesker et forhold til og tilbud om kristendommen, vi næppe havde uden denne.

Vi kan heller ikke dele hans kraftige undsigelse af demokratiet. Pjat kaldte han det, og pjattet er det da også indimellem. Vi har bare ingen bedre metode til i al fordrage-

WW Hans afvisning

af demokratiet og tillid til kongemagten kan vi ikke bruge til noget, men hans advarsler om, hvad demokratiet kunne og kan føre til, bør vi lytte til. Det er jo ikke skabt én gang for alle, men er en fortsat proces.

lighed at nå frem til fælles beslutninger. Og i grunden optræder Kierkegaard med sin dialektik ganske demokratisk. Han dikterer ikke slutresultatet, men kommer frem til det gennem en grundig samtale med sig selv.

Hans afvisning af demokratiet og tillid til kongemagten kan vi ikke bruge til noget, men hans advarsler om, hvad demokratiet kunne og kan føre til, bør vi lytte til. Det er jo ikke skabt én gang for alle, men er en fortsat proces.

Som Alexis de Tocqueville i ”Demokratiet i Amerika” advarede han mod den nivellering, det fører med sig. I sine dagbøger for 1848 skriver han fortvivlet mod det demokratiske Danmark, der var på vej: ”See dette er Danmarks Ulykke – eller dette er Straffen over Danmark, et Folk, uden sand Gudsfrygt, et Folk der kun har Bysnak til NationalBevidsthed, et Folk, der for-

guder det at være Ingenting, et Folk, hvor Skole-Drenge ere Dommere, et Folk, hvor de, der skulde styre ere bange og de, der skulle lyde ere frække, et Folk, hvor man hver Dag kan faae et nyt Bevis paa, at der ingen offentlig Sædelighed er i Landet – et Folk, der enten maa frelses ved en Tyran, eller ved et par Martyrer … Af alle Tyrannier er en Folkeregjering den qvalfuldeste, den aandløseste, ubetinget alt Storts og Ophøiets Undergang … Men i en Folke-Regjering hvo er Herskeren? Et X eller det evindelige Pjat: hvad der i ethvert Øieblik er eller har Majoriteten – den afsindigste af alle Bestemmelser. Naar man veed hvorledes det gaaer til med at faae Majoritet og hvorledes det kan fluctuere, at saa dette Nonsens er det Regjerende”. Og dét, må man erkende, er ikke helt forkert.

Han afviste, at alt kunne være lige godt og lige fornuftigt, for nok er subjektiviteten sandheden, men den kan også være galskab. Derfor skriver han i ”Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift: ”At være geraadet i en fornuftig og speculativ Samtale med en Spadserestok – det er næsten til at blive gal over.”

Det bliver man jo ikke klogere af, fordi ”al væsentlig Erkjenden væsentlig forholder sig til Existents og til det at existere. Kun den ethiske og ethisk-religieuse Erkjenden er derfor væsentlig Erkjenden. Men al ethisk og al ethisk-religieus Erkjenden er væsentlig forholdende sig til, at den Erkjendende existerer … Det gjelder især om, at man ikke polemiserer paa urette Sted, og altsaa ikke selv phantastisk-objektiv begynder pro og contra, om der er Mediation eller ikke, men

at man holder fast ved hvad det er at være Menneske” – hvis De ellers kan følge mig – og Kierkegaard. At han foretrækker tyrannen, fordi man i det mindste kan gemme sig bort fra denne, mens man i et demokrati ikke kan gemme sig bort fra sin nabo, er en tidlig advarsel mod overvågningssamfundet.

Men Kierkegaard overser, at tyranner har det med at slå ned, som det passer dem, og ødelægge efter forgodtbefindende. Vor tids tyranner har så langtfra optrådt som Kierkegaards Christian VIII, med hvem han såmænd førte forstandige samtaler. Men eftersom demokrati er samtale, må vi have mod til at skelne vrøvl fra det væsentlige, hvilket det moderne medietempo desværre gør stadig vanskeligere.

Heller ikke kan vi bruge den negative Søren Kierkegaard fra ”Øieblikket” med hans krav om askese og knægtelse af naturen, fordi der ved slægtens forplantelse øses ”som gjennem et Overflødighedshorn Fortabte ud”, thi ”christeligt er det den høieste Grad af Egoisme, fordi en Mand og en Qvinde ikke kan styre deres Brynde, at derfor skal saa et andet Væsen maaskee 70 Aar sukke i denne Jammerdal og StraffeAnstalt, og maaskee evigt fortabes”. Her smuttede kærligheden fra Gud vist ud med rensevæsken! Bortset herfra, fru kammerherreinde, er og forbliver Søren Kierkegaards skrifter en udfordrende renselsesproces for tanken.

Per Stig Møller (K) er dr.phil., forhenværende minister og medlem af Folketinget. Dette er en redigeret version af Møllers bidrag til bogen ”Kierkegaard – når han er bedst og værst” fra Kristeligt Dagblads forlag

Kierkegaard 200 år 13

Kristeligt Dagblad Lørdag 4. maj 2013

Kirkegården viser den følsomme Kierkegaard Søren Kierkegaards gravsten viser hans teologiske slægtskab med Brorson, der også var præget af den herrnhutiske brødremenigheds fromhedstænkning og store evighedslængsel 2 Mange kender Søren Kierkegaard som en genial begavelse og en drilsk ironiker, men det er hans inderlige evighedslængsel, der står tilbage på hans gravsten på Assistens Kirkegård i København. Her gengives en hel salmestrofe af Brorson.

– Foto: Leif Tuxen.

Af Daniel Øhrstrøm ohrstrom@k.dk

En gravsten er et menneskes sidste mulighed for at fortælle verden, hvad man mener, livet handler om. Påskriften på en gravsten bliver i den forstand en slags eksistentielt testamente i form af en koncentreret trosbekendelse til det, som den afdøde virkelig mente, at livet handler om – ud over ens eget navn. Og man kan på den måde betragte kirkegårde som visdomsbøger fulde af stentavler med vigtige budskaber.

Nogle vælger selvfølgelig at ære sig selv med monstrøse monumenter og lange selvfede cv’er hugget ind i sten, og går man eksempelvis tur på Assistens Kirkegård i København, vil man se, at mange af datidens rigmænd tilsyneladende ikke havde andet at sige verden, end at gravstedet for eksempel var betalt 150 år frem.

For andre er gravstenen mere en mulighed for at vise grundstenen i troen. Og mange vælger derfor at citere Bibelen eller salmebogen på deres gravsten. De ord virker slidstærke og nøje udvalgte.

Sådan en gravsten har filosoffen Søren Kierkegaard, der også ligger begravet på Assistens Kirkegård.

Søren Kierkegaard er ellers måske først og fremmest kendt som en genial intellektuel begavelse og drilsk ironiker, men hans opbyggelige taler viser, at han også var et følsomt og fromhedssøgende menneske med en stærk evighedslængsel. Og det er den Kierkegaard, man møder på hans ydmyge familiegravsten. For skønt han selv skrev mange kloge bøger om livet og kristendommen, valgte han at citere salmedigteren H.A. Brorson på sin gravsten: ”Det er en liden tid, så har jeg vundet, så er den ganske strid med eet forsvundet, så kan jeg hvile mig i rosensale, og uafladelig min Jesum tale.”

Strofen er en del af en længere salme af H.A. Brorson fra 1735, som denne selv offentliggjorde i ”Troens rare klenodie” i 1739. I dag kan man læse en kortere – og mildere – udgave i Den Danske Salmebog som salme nr. 622, ”Halleluja! jeg har min Jesus fundet”. Og det er en særdeles velvalgt salme af Kierkegaard, mener dr.phil. Steffen Arndal, der tidligere har skrevet doktorafhandling om

tets inderlige fromhed, der er i fokus. Og det er jo typisk for Kierkegaard. Men jeg synes også, at salmen viser et element af umiddelbar fromhed i hans tænkning, som er beslægtet med den herrnhutiske teologi,” siger Steffen Arndal.

Brorsons forfatterskab og her i Kierkegaard-året skal holde flere foredrag om forbindelsen mellem Søren Kierkegaard og Brorson: ”Det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at Kierkegaard netop vælger at citere Brorson på sin gravsten. For de to er meget tæt beslægtede teologisk,” siger Steffen Arndal og peger på, at både Brorson og Kierkegaard var stærkt prægede af den herrnhutiske brødremenigheds fromhedstænkning og store evighedslængsel.

Søren Kierkegaards far var medlem af den herrnhutiske brødremenighed og tog tid-

ligt Søren Kierkegaard med til menighedens møder i København. Det prægede Søren Kierkegaard resten af livet.

Måske stødte han allerede på Brorsons salmer til de møder.

For Brorson kom allerede i forbindelse med den herrnhutiske tænkning, da han var hjælpepræst i Tønder i begyndelsen af 1700-tallet. Og selvom Brorson senere blev presset til at behandle brødremenighederne hårdt som biskop, blev deres pietistiske fromhedstænkning ved med at præge ham og hans salmedigtning, fortæller Steffen Arndal. ”Den herrnhutiske teologi

fører synd og nåde tæt sammen ved at kredse om, at man på samme tid kan sørge over at være 100 procent synder og glæde sig over at være 100 procent frelst. Og den dobbelthed præger i høj grad også Brorsons salmer, der både skildrer lidelsen og håbet om evigheden hos Gud,” forklarer Steffen Arndal, der peger på, at Kierkegaard også levede et liv med meget lidelse og strid. ”Evighedslængslen er et udgangspunkt for hele Kierkegaards forfatterskab. Han spejlede altid nuet i evigheden. Men døden kunne måske ses som en vinding for

ham, når man tænker på, at han både måtte leve med sin kuldsejlede forlovelse med Regine og en evig kamp med sig selv og andre. I årene op mod sin død var han jo i en åben kamp mod statskirken i Danmark, så han har nok kunnet spejle sig i Brorsons håb om, at ’den ganske strid’ med ét skulle forsvinde,” siger Steffen Arndal, der samtidig mener, at salmen passer perfekt ind i Kierkegaards fokus på selvet. ”Salmen tager udgangspunkt i et jeg over for Skaberen. Den italesætter ikke, at vi skal lovsynge Gud sammen i evighed, men det er subjek-

Kierkegaard-kenderen dr.theol. Anders Kingo er ved at skrive en bog om forholdet mellem den herrnhutiske brødremenighed og Søren Kierkegaard, og der er meget stof at skrive om, fortæller han. ”Kierkegaard hentede noget af sit billedsprog fra brødremenigheden, og han overtog i vid udstrækning den pietistiske sprogbrug. Blandt herrnhuterne var der for eksempel en meget stor vægtlægning på Jesu lidelse og død, der ofte blev skildret i nogle meget voldsomme billeder, som vi kan genfinde et par steder hos Kierkegaard”, siger Anders Kingo, der dog samtidig understreger, at Kierkegaard lagde sin helt egen betydning ned i de ord og billeder, som brødremenigheden brugte. ”Man kan derfor på ingen måde sætte lighedstegn mellem den herrnhutiske teologi og Kierkegaards tænkning.

Men der er en del fællestræk.

For eksempel lagde herrnhuterne både vægt på evigheden og nuet. De længtes mod himlen, men var virkelig virksomme på jorden med stolte håndværkstraditioner og et stort diakonalt arbejde.

Evighedslængsel havde Kierkegaard, men ’Timeligheden er det, hvorom alt drejer sig’, som han for eksempel understreger i ’Frygt og Bæven’,” siger Anders Kingo, mens Steffen Arndal påpeger, at man også kan læse Kierkegaards gravsten som en understregning af, hvad der var vigtigst for ham. ”Det er ikke en smart ironisk bemærkning, der står tilbage for Kierkegaard, men det mere jævne håb om, at Jesus vil lade ham hvile i rosensale i evighed”.

Xxxxxxxxx

KIERKE GAARD 1813-2013

14

Kristeligt Dagblad Lørdag 4. maj 2013

Med særligt fokus på det enkelte menneske Søren Kierkegaard (1813-1855) hører til blandt de mest indflydelsesrige danske tænkere

portræt Af asbjørn petersen indland@k.dk

Søren Aabye Kierkegaard blev født i 1813 og voksede op i guldalderens København.

Allerede tidligt blev han præget af den meget tungsindige forståelse af kristendommen, som han modtog fra sin far, Michael Pedersen Kierkegaard.

Kierkegaard og broderen, teologen P.C. Kierkegaard, var de eneste ud af en søskendeflok på syv, der overlevede deres far.

Søren Kierkegaard og hans far var begge overbeviste om, at de mange dødsfald i familien var Guds straf. Michael Pedersen Kierkegaard havde i sin ungdom begået en synd og troede, at straffen ville blive, at alle hans børn skulle dø før ham selv.

I hele sit voksne liv var Søren Kierkegaard præget af en ulykkelig kærlighed til den livsglade Regine Olsen, som han dog selv brød forlovelsen med. Forholdet til hende nævnte han aldrig direkte i sine bøger, men det var bestemmende for en række temaer i de mere skønlitterære fremstillinger.

Som læser af Kierkegaards bøger står man ofte over for i hvert fald to vanskeligheder.

Det er nemlig i mange tilfælde svært at finde den klare grænse mellem filosofiske og religiøse tanker i hans tekster. Dertil kommer, at mange af værkerne ikke blev udgivet i Kierkegaards eget navn, hvilket gør det svært at vurdere, om det er hans personlige mening, der kommer til udtryk i dem.

Søren Kierkegaard, der delte sin fars store interesse for kristendommen, begyndte tidligt at studere teologi på Københavns Universitet. I ungdomsårene var han præget af både tro, tvivl og delvis foragt for faderens religion, mens han i sine sidste år var stærkt troende.

Allerede som ung skrev han: ”Det kommer an på at forstå min bestemmelse, at se, hvad guddommen egentlig vil, at jeg skal gøre; det gælder om at finde en sandhed, som er sandhed for mig, at finde den idé, for hvilken jeg vil leve og dø.”

Citatet er et godt eksempel på, hvordan Kierkegaard i forhold til tidligere tænkere lagde særlig vægt på den enkelte persons beslutning.

Han fandt det mere afgørende, at mennesket var præget af lidenskab, engagement og oprigtighed, end om dets

0 Søren Kierkegaard mente, at det var et helt grundlæggende træk ved det at være menneske, at man ikke bare tænker, men også vurderer sine egne tanker.

– Foto: Scanpix.

forestillinger var i overensstemmelse med virkeligheden. Netop derfor sagde han også, at subjektiviteten er sandheden.

I de mere religiøse værker argumenterede Kierkegaard for, at det ikke er muligt at vide, om Gud eksisterer, eller om kristendommen er sand.

Kun igennem troen kan man opbygge et forhold til Gud, sagde han.

Kierkegaard gjorde meget ud af at beskrive det træk ved mennesket, at det kan forholde sig kritisk til sine egne tanker. Faktisk mente han, at det var et helt grundlæggende træk ved det at være menneske, at man ikke bare tænker, men også vurderer sine egne tanker.

En sådan form for selvrefleksion vil ifølge Kierkegaard sætte mennesket i gang med en udvikling. I første omgang vil mennesket erkende sit ansvar over for andre mennesker og dermed blive, hvad Kierkegaard kalder en etiker. Dernæst vil mennesket blive klar over, at det ikke kan leve op til sit ansvar og samtidig stille spørgsmålet om, hvordan det selv er blevet til. Dermed vil det bevæge sig imod et religiøst stadium. ”Enhver der deltager, deltager i at lege kristendom og i at holde Gud for nar.” Sådan sagde Kierkegaard om de personer, der mødte op til gudstjeneste i folkekirken.

Han mente, at kirken havde forfalsket kristendommen og fejlagtigt talte om, at alle danskere var kristne, hvorimod der i Det Nye Testamente står, at det er få, der finder vejen til Gud. Kierkegaard mente, at præsterne var nogle hyklere, som kun ville tale om de ting i kristendommen, der var acceptable for alle og enhver. Præ-

sterne så det, de gjorde, som et job og ikke som et kald fra Gud, sagde Kierkegaard. De turde ikke sætte fokus på de vanskelige ting i kristendommen som fortabelse, selvopofrelse og så videre.

Søren Kierkegaard døde midt i den fase, der kaldes kampen mod kirken i 1855. På grund af hans voldsomme kritik af præsterne var de pårørende i tvivl om, hvorvidt de kunne tillade sig at lade ham begrave i statskirken.

Det endte dog med, at broderen, P.C. Kierkegaard, som Søren Kierkegaard selv på mange punkter var uenig med, talte ved bisættelsen i Vor Frue Kirke. Kierkegaards grav kan stadig ses på Assistens Kirkegård i København.

Det særlige fokus på det enkelte menneske prægede hele Kierkegaards tænkning, uanset om den var teologisk, filosofisk eller psykologisk.

Kierkegaard stod dermed bag det skiftende fokus i den filosofiske tænkning, der inspirerede mange eksistentialister, deriblandt franske Jean-Paul Sartre.

På teologiens område har Søren Kierkegaard helt op til vor tid ydet stor indflydelse ved sin hævdelse af, at mennesket i bogstaveligste forstand må tro kristendommens lære.

Samtidig har han været med til at sætte særligt fokus på det enkelte individs forhold til Gud. Kierkegaard bliver i vid udstrækning læst i hele verden.

Hans bøger er blandt andet blevet oversat til engelsk, spansk, hebraisk, russisk, japansk og kinesisk. Blandt hans vigtigste værker kan nævnes: ”Enten – Eller” (1843), ”Frygt og Bæven” (1843) og ”Sygdommen til Døden” (1849).

XXXxxx 15

Kristeligt Dagblad Lørdag 4. maj 2013

Søren Kierkegaard-citater: BETHESDAS BOGHANDEL

WW Om motion: Tab for Alt ikke Lysten til at gaae:

jeg gaaer mig hver Dag det daglige Velbefindende til og gaaer fra enhver Sygdom; jeg har gaaet mig mine bedste Tanker til, og jeg kjender ingen Tanke saa tung, at man jo [ikke] kan gaae fra den.

WW Om sprog og tale: Sproget er til for at skjule Tankerne – nemlig, at man ingen har

WW Om ægteskabet: Gift

Dig, Du vil fortryde det; gift Dig ikke, Du vil ogsaa fortryde det; gift Dig eller gift Dig ikke, Du vil fortryde begge Dele; enten Du gifter Dig, eller Du ikke gifter Dig, Du fortryder begge Dele.

WW Om stress:

Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt.

Lilien paa marken og fuglen under himlen Søren Kierkegaard

Tre gudelige taler skrevet af vores største filosof Søren Kierkegaard.

Direktør ved Søren Kierkegaard Forskningscenteret Niels Jørgen Cappelørn og billedkunstner Maja Lisa Engelhardt har samlet deres yndlingsskrifter hos Kierkegaard – de tre taler om, hvor meget vi mennesker kan lære af liljerne på marken og fuglene under himlen.

249 kr.

Kierkegaard, kærlighed og kristendom Jakob V. Olsen

Søren Kierkegaard er længe blevet citeret ihjel. Stykket ud i småbidder til ufarlig opbyggelse.

Jakob V. Olsen kommer i denne udgivelse ganske langt i retning af at stykke Kierkegaard sammen igen. Det giver forfriskende vinkler. Kærligheden som læsningens ledemotiv er fornyende. Man forbløffes igen over Kierkegaards psykologiske og kristelige indsigt og hans skarpe tanke.

150 kr.

- normalpris 230 kr.

Forbandelsen Peter Tudvad

WW Om at vove: At vove er at tabe fodfæste en kort stund. Ikke at vove er at tabe sig selv.

»Peter Tudvads roman om Søren Kierkegaard er en suveræn bedrift. Der skal en enorm og mangesidet viden til at skabe et værk som ’Forbandelsen’, men Tudvad har forudsætningerne og skriver helt ubesværet.« Information Forbandelsen er den dramatiske fortælling om Søren Kierkegaard, den geniale og gale mestertænker, der med sit lidenskabelige fokus på ’hinenkelte’ og ’efterfølgelsen’ revolutionerede filosofien og rystede teologien.

350 kr.

Kierkegaards univers

WW Om at være: Det Store er ikke at være Dette eller Hiint; men at være sig selv, og dette kan ethvert Menneske, naar han vil det.

Ak, af alle Fjender er maaskee Vanen den lumskeste, og fremfor Alt er den lumsk nok til aldrig at lade sig blive seet, thi Den, der saae Vanen, han er frelst fra Vanen.

T E G N I N G A F U K E N DT K U N ST N E R . F OTO : S C A N P I X

Sørine Gotfredsen

»Det lykkes Gotfredsen på forbavsende få sider at få formidlet hele det vældige forfatterskab. Det er en pædagogisk præstation, men det prisværdige er, at Kierkegaard på ny bliver vedkommende som livsledsager.« Politiken Præst og journalist Sørine Gotfredsen fortæller i denne åbenhjertige og personlige bog om hendes forhold til Søren Kierkegaard.

250 kr.

Søren længe leve!

»For Søren da, hvor er det godt.« Præsteforeningens blad Som en hyldest til Søren Kierkegaard har 10 spændende personligheder hver skrevet en tale til fødselaren. En tale, hvor de hver især fortæller, hvad der har gjort mest indtryk på dem i mødet med den 200-årige.

150 kr.

Kierkegaard når han er bedst og værst Joakim Garff (red.)

I anledning af Kierkegaards 200 års fødseldag er 28 forfattere, litterater, teologer og politikere blevet inviteret til at skrive om det bedste og det værste hos Kierkegaard.

Bogens 28 bidrag er båret af skribenternes personlige engagement og (livs)lange forhold til Kierkegaard og skal bringe filosoffen ud til menigmand, der som bekendt var Kierkegaards ideale læser.

250 kr.

Søren Kierkegaard – formidlet til nutiden Birgit Bertung

»Den bedste og lettest tilgængelige indføring på dansk i Kierkegaards univers.« Niels Jørgen Cappelørn »Med sine mange udgivelser, heriblandt ’Kierkegaards univers - en guide til geniet’, har Sløk været en af de største bidragydere til udbredelsen af kristendommen og den europæiske dannelsestænkning.« Kristeligt Dagblad

Til trods for sin 200-års fødselsdag er Søren Kierkegaards tanker stadig særdeles aktuelle. Han fokuserer nemlig på det enkelte menneskes eksistentielle situation – på meningen med livet – og den ændrer sig ikke.

Bogen forsøger at gøre indholdet af de vigtigste af Kierkegaards begreber tydeligt, og alle fagudtryk er derfor udeladt eller forklaret, så den ikke skulle kræve filosofiske eller teologiske forkundskaber.

Ligeledes er der brugt nutidigt sprog i citater for om muligt at lette læsningen.

200 kr.

135 kr.

Johannes Sløk

WW Om vanen:

At leve med Kierkegaard

KOM IND I BUTIKKEN OG SE VORES UDVALG AF ANTIKVARISKE OG NYE BØGER Rømersgade 17 - Kbh. K - bethesdas.dk - 3313 1717

16 Kierkegaard 200 år

Kristeligt Dagblad Lørdag 4. maj 2013

Kierkegaard var vores lys i det kommunistiske mørke At læse Kierkegaard i et kommunistland i en tid, hvor kristendommen var forfulgt, blev til et eksistentielt møde.

Det var ikke en stemme fra fortiden, man hørte. Man mødte i stedet et menneske, som var vor samtidige, som forstod den rædsel, vi levede i, og som blæste liv og mod i vore bange sjæle. Vi var ikke længere alene Af Monica Papazu indland@k.dk

Det var ikke ved min ankomst til Danmark, at jeg lærte Søren Kierkegaard at kende. Mit møde med ham fandt sted før, i 1974, da jeg læste på Bukarests Universitet i Rumænien.

Mødet beroede på en lykkelig tilfældighed. Min årgang fik under sin filosofiske uddannelse en stor professor.

Hans navn er Gheorghe Vladutescu. I dag er hans betydning anerkendt både i Rumænien og i udlandet, hvor han har fået tildelt en lang række æresbevisninger.

Vladutescu var en uovertruffen forelæser. Han kom ind i auditoriet uden manuskript. Det eneste, han havde med sig, var en lap papir, ikke større end et visitkort, hvor han havde noteret nogle stikord. Og så talte han i to timer, afbrudt af en 10 minutters rygepause.

I de mest prægnante ord, med overraskende billeder, med citater, som han altid havde præsent i hukommelsen og med skønlitterære eksempler udfoldede han tankens forundring og spørgen fra førsokraterne til vore dage.

Det var ikke kun solide kundskaber, han videregav.

Det, der først og fremmest gjorde indtryk, var, at den viden ikke var noget udvendigt, men en del af ham selv – det var hele hans personlighed, det gjaldt, den lidenskab, der var i ham.

Vladutescus oprindelige interesse var religiøs filosofi og religionshistorie, men med kommunismens komme kunne sådan et fag ikke længere eksistere. Så valgte han filosofihistorien i stedet.

Det helt specielle ved dette kursus var, at det var fuldstændig frit for den ellers obligatoriske marxisme, ”videnskabelige socialisme” og ”videnskabelige ateisme”.

Her blev der udelukkende talt om eksistensens fundamentale spørgsmål, og der blev kun læst værker, som var en berigelse for sind og hjerte.

Vi læste så godt som alt, hvad der var værd at læse: for eksempel Aristoteles, Thomas Aquinas, Abélard … og så Kierkegaard.

Vi hørte forelæsningerne og blev så sendt til universitetsbiblioteket for at læse

WW Vi læste så godt som alt, hvad

der var værd at læse, for eksempel Aristoteles, Thomas Aquinas, Abélard … og så Kierkegaard.

2 Aristoteles.

3 Søren Kierkegaard.

– Alle Arkivfotos.

3 Thomas Aquinas.

Kierkegaard og om Kierkegaard på de store europæiske sprog – fransk for det meste.

At læse Kierkegaard i et kommunistland, hvor enhver af vore handlinger og tanker var overvåget af systemet, og i en tid, hvor kristendommen var forfulgt, blev til et eksistentielt møde.

Det var ikke en stemme fra fortiden, man hørte, men man mødte et menneske, som var vor samtidige, som forstod den rædsel, vi levede i, og som blæste liv og mod i vore bange sjæle. Vi var ikke længere alene.

Længe før kommunismen blev til virkelighed, vidste Kierkegaard, hvad den bar i sig: ”Saaledes er det verdsligt rigtigt, der maa (slet) ingen Forskjel være mellem Menneske og Menneske, Rigdom og Kunst og Videnskab og Regjering osv. osv. er af det Onde, alle Mennesker skulle være lige som Arbeidere i en Fabrik, som Lemmerne paa en Ladegaard, eensklædte, spise eens Mad, (lavet i een uhyre Gryde) paa samme Klokkeslæt, i lige Maal”. Det er det, ’Communismen’ vil sige,” skriver han i sine notater (Pap. IX B 22).

Vi var dem, som Kierkegaard talte om. Vi, som var blevet underkastet det uniformerede liv; vi, som delte den samme tomme gryde; vi,

2 Abélard.

som havde oplevet, hvordan den sande elite i kunst og videnskab var blevet elimineret i fængsler og udryddelseslejre, og hvordan det usande og det ringe erstattede det sande og det lødige (vort filosofikursus var en undtagelse fra reglen, og vi vidste det).

Det var i vores liv, at den dårlige lighed, som i had mod mennesket fornægter jordelivets forskellighed og ensarter med magt, var blevet til virkelighed. Vi var dem, som var blevet udpeget til at blive til ”det nye menneske”, altså som den ideologiske tyran forsøgte at ”lave om” på og ”studse til” efter sit ”Snit paa Mennesker”, som Kierkegaard sagde i ”Kjerlighedens Gjerninger”. ”Skabe kan den Strenge og Herskesyge nu engang ikke, saa vil han i det mindste omskabe, det er, han søger sit Eget, at han overalt, hvor han peger hen, kan sige: see, det er mit Billede, det er min Tanke, det er min Villie”.

Dette var essensen i den kommunistiske utopi – som i ethvert andet totalitært samfundsprojekt.

Det hvilede på hovmodets dødssynd: At ville omskabe menneskene. Uanset hvordan selvundskyldningen og legitimeringen ellers lød – at det var til menneskenes bedste, for den lyse fremtids skyld – hvilede dette på

manglende kærlighed (elementær respekt) til det reelle menneske med hans ”ejendommelighed” (altså hans særpræg og identitet, som han har fået af Gud) og var et oprør mod Gud. For projektmageren gør sig selv til Gud, han vil korrigere Guds skaberværk.

Den lighed, som derved opstår, idet der er nogle, der vil gøre de andre lige, er kun den dæmoniske karikatur af den sande lighed mellem menneskene, som Gud sætter, idet hans kærlighed omfatter alle, og idet alle er lige over for ham.

Der, hvor menneskene giver sig i lag med at sammenligne sig med hinanden, der dyrkes kun hovmod og misundelse – som begge er det modsatte af kærligheden og af glæden over de gaver, som Gud giver hver enkelt.

Der, hvor ligheden dyrkes, måler menneskene hinanden med en jordisk, tilfældig og tyrannisk målestok. De bliver henvist til hinanden, i splittelse, i ”mimetisk rivalitet” (for nu at bruge René Girards rammende udtryk) og i frygten for hinanden. Derfor betegnede Kierkegaard kommunismen som ”MenneskeFrygtens Tyrannie” (Pap. VIII 1 A 598).

Lighedstanken er en splittelsestanke, som gør menneske-

WW Der, hvor der

var splittelse, mistillid og frygt, lærte Kierkegaard os at se næsten, altså at se mennesket i lyset af Kristi kærlighed.

ne fremmede for hinanden, og den fører uvægerligt til klassekamp som midlet til at opnå ligheden. Dette så Kierkegaard med profetisk klarhed, og han skyndte sig så meget med at forberede menneskene imod hadets ideologi, at ”Kjerlighedens Gjerninger”, som er kristendommens svar derpå, udkom i 1847, det vil sige året før Marx’ og Engels’ ”Det kommunistiske manifest”.

Ganske betegnende er kapitel syv i anden del af bogen en forkyndelse af barmhjertigheden, som henvender sig til de fattige, og er som sådan ”rigtig vendt mod Communismen” (Pap. VIII 1 A 299).

”Bevar dette Hjerte i Din Barm, som, trods Armod og Elendighed, dog har Deeltagelse med Andres Elendighed, dette Hjerte, der for Gud har Frimodighed til at vide, at man kan være barmhjertig, ja, at man da netop kan være i høieste Grad, i udmærket og fortrinlig Forstand barmhjertig, naar man Intet har at give (…) det har Du i Din Magt (…) skal Penge ogsaa have den Magt at gjøre dem ubarmhjertige, som ingen Penge have: saa har Pengenes Magt jo ganske seiret. Men har Pengenes Magt ganske seiret, saa er ogsaa Barmhjertigheden ganske afskaffet”.

Over for hadet bringer Kierkegaard ”barmhjertigheden”, ja, næstekærligheden. Over for de ydre vilkårs undertrykkelse – samvittighedens umistelige frihed. Over for den falske lighed – den absolutte, vertikalt skænkede lighed.

Over for den nedværdigelse, som forberedtes mennesket – den sande menneskeværdighed.

Med sine ord, som er forkyndelsens ord – og hvor stærkt lød dette ikke over for den klassekamp-ideologi med den konstante udpegning af den uendelige række af ”klassefjender”! – rev Kierkegaard de fængslende mure omkring os ned. Man blev kaldt til menneskeværdighed, det vil sige til at leve som menneske, som Guds skabning, der tilhører Skaberen og skal forholde sig til ”det Ubetingede”. Man var en samvittighed, og ingen jordisk magt kan sætte den ud af kraft. Der, hvor der var splittelse, mistillid og frygt, lærte Kierkegaard os at se næsten, altså at se mennesket i lyset af Kristi kærlighed.

Når man læser Kierkegaard i nødens stund, bliver man særlig lydhør. I løgnens land – underkastet det system, som var løgnen ved magten – var der intet, man tørstede mere efter end et sandhedsord. Sådan, mere eller mindre i det skjulte, ved et filosofikursus, som var et af de sjældne åndehuller i det lukkede land, byggede Kierkegaard vore sjæle op.

Siden dengang har det for mig været en kærlighedens gæld at fortælle om Kierkegaard. Hvilket jeg også gør nu i hans jubilæumsår.

Monica Papazu er mag.art. i sammenlignende litteratur

K

EMMAUS - Galleri & Kursuscenter Adi Holzer: Paradisets have

www.galleriemmaus.dk

stor kunst

store fortællinger

samlet på ét sted

Højskolekurser 2013 Elevfest 25. - 26. maj

Børn og bedsteforældre 5. - 10. august

De store fortællinger 9. - 15. juni

Kreativt kursus 3. - 9. november

Seniorkursus 28. juli - 2. august

I øvrigt

Kom og mød gamle og nye venner, oplev suset ved sangen, samværet og den store grill. Mød bl.a. domprovst Niels Chr. Kobbelgaard, musikerne Betty og Peter Arendt og klavermesteren Willy Egmose.

Det er vigtigt for vores selvforståelse, at vi ser på os selv som en del af noget større og af en fortsat historisk og kulturel sammenhæng. Vi har brug for det lange lys og de store fortællinger. (I samarbejde med KD)

Amish-folket, William Heinesen og Det gode Håb, Stjerneglimt, Maja Lisa Engelhardts kunst, At tro med øjet - er nogle af emnerne for sommerhøjskolen. Samt musikalske rejser, solnedgangs-bustur og udflugt.

Brug for overnatning? Find os her:

Lejrbål og natcafé. Skattejagter og foredrag og en hel masse lækker mad.

Aktiviteter for både små, mellemstore og voksne. Midt på ugen giver os hen i de 1000 forlystelser i det nærvedliggende BonBonLand.

Aktivt fællesskab omkring gamle håndværk som kurvefletning, knipling og vævning samt kreativitet omkring patchwork, akrylmaleri, brugsklaver, computer til hverdagsbrug, smykker og ikonmaleri.

Kursus for Kirkemusikere 24. - 28. juni Silketryk-værksted 24. - 28. juni OPENspace Camp 24. - 27. juli Akvarel-værksted 28. juli - 2. august EMMAUS-mødet 22. - 24. november Jul på EMMAUS 23. - 27. december

Højskolevej 9 4690 Haslev T: 5443 5433 M: 2360 4722 @: info@galleri-emmaus.dk www.galleri-emmaus.dk

18 Kierkegaard 200 år

Kristeligt Dagblad Lørdag 4. maj 2013

Se på det, du har fået, i stedet for alt det, der blev dig nægtet Sørine Gotfredsen, sognepræst, forfatter og samfundsdebattør, fortæller i en ny personlig bog om den betyd­ ning, som Søren Kierkegaards tanker har haft for hendes udvikling som menneske

interview

2 Sørine Gotfredsen håber, at hendes bog om Søren Kierkegaard er med til at gøre filosoffens begrebsverden mere tilgængelig. –Foto: Cæciliie Vibe Pedersen.

Af Dorte Remar remar@k.dk

Sørine Gotfredsen føler sig genkendt i Søren Kierke­ gaards måde at anskue ver­ den på. ”På den ene side det fine og indsigtsfulde indblik i, hvad vi mennesker er for nogle, og på den anden side stå lidt uden for det hele med et iro­ nisk blik på vores sammen­ satte væsen. Det er fanta­ stisk, som han kan sætte ord på, hvor absurd det er at være menneske, når man selv går med den tanke, at ’jeg kan ik­ ke forstå, at jeg er et menne­ ske og skal dø’.” ”Helt central er Kierke­ gaards insisteren på, at vi mennesker er nødt til at for­ holde os til, at det her verds­ lige liv skal ses i lyset af det guddommelige og evige liv.

Han fik mig til at forstå vig­ tigheden af, at jeg hele tiden står i forhold til Gud. Det kan indimellem blive teoretisk ta­ le, at vi er skabt af Gud. Dér er Kierkegaard den stemme, der kan understrege vigtighe­ den af at stå i forhold til Gud,” siger Sørine Gotfred­ sen.

Hun gik på anden del af teologistudiet, det var i 2000, og hun var 33 år, da hun be­ sluttede, at nu var hun nødt til at lære Søren Kierkegaard at kende. ”Jeg læste ’Enten-Eller’, og jeg kunne mærke, at Kierke­ gaards måde at gå til verden på og hans indsigtsfuldhed og humor ramte mig lige med det samme. Derefter begynd­ te jeg at følge nogle kurser på universitetet i Kierkegaards opbyggelige taler. Det var en åbenbaringsfølelse af, at her er et menneske, der sætter ord på noget, jeg har følt, si­ den jeg var barn, og som jeg ikke selv kunne formulere.

Med de opbyggelige taler var der ingen vej tilbage,” siger Sørine Gotfredsen.

Den 45-årige sognepræst ved Jesuskirken i Valby, jour­ nalist, forfatter og samfunds­ debattør har nu skrevet en bog om sit forhold til Søren Kierkegaard. Han var teolog, filosof og forfatter og levede fra 1813 til 1855 i København, hvor han skrev og udgav et kæmpe forfatterskab af kri­ stelige, filosofiske og psyko­ logiske værker. ”At leve med Kierkegaard” er titlen på Sørine Gotfred­ sens bog fra Kristeligt Dag­ blads Forlag. Det er en per­ sonlig beretning om Søren Kierkegaard som en guide midt i kærlighedssorger og

eksistentiel hjemløshed. Om, hvordan Kierkegaard taler til det enkelte menneske. Og om, hvordan han kan møde det moderne menneske og hjælpe det til at forstå sig selv og blive sig selv, som han har hjulpet Sørine Gotfred­ sen.

Søren Kierkegaard har ry for at være vanskelig at for­ stå. Og hun syntes også i be­ gyndelsen, at det var svært at læse ham. ”’Enten-Eller’, som var den, jeg startede med, er og­ så svær. Men når man går fra den filosofiske ’Enten-Eller’ til de opbyggelige taler, der er centreret om kristendom og forkyndelse og ikke så dob­ belttydige som resten af for­ fatterskabet, er det mere en­ kelt at forstå. Men når jeg gjorde en indsats og koncen­ trerede mig, blev det lang­ somt nemmere og nemmere.

Det er noget med sproget, ryt­ men og gentagelser, der gør, at man vænner sig til det og kommer ind i tonen,” siger Sørine Gotfredsen.

Hun er kendt som en skrap debattør, hvis holdninger ik­ ke alle altid er enige i, men som de fleste alligevel har re­ spekt for. En revser af det overfladiske, der ønsker, at alvoren skal have en større plads i danskernes sindelag, men som selv også har et hu­ moristisk blik for tilværel­ sens absurditeter og kan smi­ le ad sig selv.

Som da hun fortæller om dengang, hun gennemgik al­ skens kvaler, fordi hun nu engang ikke kunne få den mand, hun så gerne ville have.

”At leve med Kierkegaard” er bygget op omkring en for­ elskelse, der varede i otte år.

Forholdet blev aldrig stabilt, der var gode perioder, men også perioder med uvished og bekymring. Det endte med et brud, der efterlod Sørine Gotfredsen med sorg, fortviv­ lelse og frygt for at have mi­ stet troen på kærligheden.

Men også – takket være mø­ det med Kierkegaard – med en anden tilgang end den ”ulidelige kredsen om min egen sindstilstand”. Noget nyt var kommet til, som handlede om ”hele eksisten­ sen og mit forhold til magten bag”. ”Det, der sker i et forhold som det, jeg beskriver, og i re­ lation til, at man ikke kan få det til at gå, som man vil, er, at på et tidspunkt bliver det så grimt og grumset. Han er ham, man elsker mest, så hvorfor fryder det mig næ­ sten, hvis det går ham dår­ ligt? Den dimension er vigtig for at udfolde Kierkegaards tanker om det selviske og uselviske. Når det handler om ulykkelig kærlighed, bli­ ver man til den smålige regn­ skabsfører.” ”Kierkegaard siger: Se på det, du har fået, i stedet for alt det, der blev en nægtet.

Man bliver så ensporet på alt det, man er blevet snydt for, føler sig forurettet og næsten forladt af livet selv. Så man skal huske, når man står i det og er så optaget af det, at det ikke kunne være anderle­ des.” ”Da bruddet skete, havde jeg læst Kierkegaard et par år.

Det fylder også meget i min dagbog fra dengang, hvor jeg

kan se, at min måde at tænke på og se andre mennesker på – at det rum var blevet så me­ get større og frisat fra de tvangstanker, jeg cyklede rundt i, om, hvorfor går så­ dan noget galt for mig? Hvis jeg satte mig ned og græd over skæbnen og i medynk med mig selv, vil jeg også bli­ ve mindre væsentlig for an­ dre mennesker. Når man er i krise eller sorg, er det godt, hvis man tænker mere i pligt: Hvad kan jeg gøre for andre nu? Der kan være sorg og tvivl, men også meget mere på spil i mit liv, noget større, og det er bare at se at komme i gang. De kræfter, der sættes fri, skal bruges til noget. Tan­ ken er, at du har nøjagtig de samme opgaver som før, det kan du ikke løbe fra.”

Sørine Gotfredsens afslutten­ de speciale på teologistudiet handlede om ”Vejen til syndsbevidsthed ifølge Søren Kierke­gaard”. ”Han var blevet en samta­ lepartner for mig, og jeg brugte rigtig meget energi på specialet og fik Kierkegaards begreber endnu mere ind i min tankegang. Den ulykkeli­ ge kærlighed fulgte mig et par år. Jeg blev præst, og der skete så meget andet. Der var en periode, hvor jeg tænkte rigtig meget på det og var præget af tungsind. Men så kom jeg til et punkt, hvor jeg var ligeglad med, hvad han lavede, eller hvor han be­ fandt sig. Det tog den tid, som sådan noget tager,” siger Sørine Gotfredsen.

I sin nye bog udlægger og forklarer hun en række af Kierkegaards begreber som

det at fortvivle, elske, føle glæde, at være et enkelt men­ neske i mængden og om at tro. Hun fortæller også om nogle af de kierkegaardske særtræk: ikke at kunne se ideen med at rejse, at have et ambivalent forhold til det kropslige og foretrække grå­ vejr frem for solskin.

Men først og fremmest handler det om, at et menne­ ske for at kunne blive sig selv må indse, at det ingenting er i kraft af sig selv, men kun i kraft af Gud. ”Det, som mennesker gene­ relt gør, er, at uanset sindstil­ stand – om man er trist, ve­ modig eller glad – så ses det i lyset af blot en selv. Men hvis man er meget glad og lykke­ lig og ikke kan forholde sig til Gud, kan det blive for enspo­ ret. Selv dér, hvor det handler om ens egen sindstilstand, skal man være til stede i glæ­ de og ydmyghed over at være et skabt væsen, der kan finde alt det. At vænne sig til at skære Gud fra, som er blevet så almindeligt, gør, at man bliver hovmodig, fordi man glemmer, at man ikke selv har skabt.” ”Ifølge Kierkegaard skal der hele tiden være den be­ vægelse, at alting er i kraft af Gud, en evig kredsen om det etiske: Hvad er det, der gør, at jeg kan være her og føle glæde, og hvad kan jeg gøre for at sørge for, at andre om­ kring mig har det så godt som muligt? Det er det af hans be­ greber, som kaldes gudbevæ­ gelsen, og som er så vigtig og kan misforstås. Et menneske skal her i livet, hver gang det skal forholde sig til, hvem det selv er i relation til andre, og når det bevæger sig ud i ver­ den, erkende: Jeg kan ingen­ ting selv. Når man har gjort det, er det i kraft af Gud, at man kan formå rigtig meget alligevel. Man skal tabe sig selv for at vinde sig selv – for­ di Gud vil mig, kan jeg være her i verden. Hvis man beva­ rer den ydmyghed, kan man blive et mere hensynsfuldt menneske, der bedre kan for­ stå andre. For hvem er den modtagende, og hvem er den givende? Vi er de modtagen­ de.” ”Det kan meget nemt opfat­ tes som, at gudsbevægelsen er en fornægtelse af livet,

men det er det ikke. Vi har i dag en tendens til det meget autonome og selvstyrende, men jeg sværger til det enkle og den ydmyge tak for, at jeg er i tilværelsen,” siger Sørine Gotfredsen.

Hun håber, at hun i ”At leve med Kierke­gaard” har formå­ et at gøre hans begrebsver­ den mere tilgængelig. ”Søren Kierkegaard er om­ gærdet af en akademisk eli­ tær tilgang, som kan virke noget iltfattig på folk. Jeg sy­ nes, at det er vigtigt at videre­ give Kierkegaard på en måde, som er lettere at gå til. Kier­ kegaards ærinde i verden er at præge det enkelte menne­ ske. Men det er svært at be­ skrive hans betydning uden at inddrage sig selv. For mig har det været en meget per­ sonlig oplevelse at læse Kier­ kegaard, og jeg tror, at det kan det være for rigtig man­ ge. Og så undrede det mig, at en sådan bog ikke fandtes.” ”Jeg vil gerne bryde med den myte, at Kierkegaard er næsten umulig at forstå, for så svært er det heller ikke. Jeg vil også gerne formidle viden om mit rent personlige for­ hold til Kierkegaard. Det er en tragedie, hvis et menneske lever et helt liv uden at over­ veje, hvad det rummer af dæ­ moner og mindre fine aspek­ ter, men også smukke ting.

Dér er Kierkegaard for mig indgangen til at finde vejen til at lære sig selv at kende.

Det er evident, at jo bedre man kender sig selv, jo bedre bliver man i stand til at tage vare på andre.”

Sørine Gotfredsen 33Født 1967 i Hadsten. Student fra Amtsgymnasiet i Hadsten.

Journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus 1993.

Cand.theol. fra Københavns Universitet 2004. Dertil en masteruddannelse i medievidenskab, dramaturgi og fortælleteknik. Har arbejdet som journalist, overvejende med sportsstof, på Aktuelt og Ekstra Bladet. Skribent i Kristeligt Dagblad siden 2002.

Har haft præstevikariater ved Mariendals Kirke, Sankt Lukas Kirke og Frederiksberg Slotskirke.

Sognepræst ved Jesuskirken i Valby siden 2009. Har skrevet en række bøger, deriblandt ”Regine – en fortælling om Søren Kierkegaards forlovede”, 2005, og ”Den åndløse dansker”, 2012.

Kierkegaard 200 år 19

Kristeligt Dagblad Lørdag 4. maj 2013

Søren Kierkegaards forfatterskab er en lang ode til lidenskaben Når vi markerer 200-året for Søren Kierkegaards fødsel ved at fremhæve ham som lidenskabernes tænker, sker det netop for at pege på hans eviggyldige aktualitet. Det gælder således lige så meget i dag som på Kierkegaards tid, at vi har ”slaaet en Streg over Lidenskaben for at tjene Videnskaben” Af Pia Søltoft debat@k.dk

Søren Kierkegaard er blevet kaldt lidenskabernes tænker.

Men hvad er lidenskab? Og hvad er det at mangle den?

Kierkegaards forfatterskab er én lang ode til lidenskaben. Hans første værk, ”Enten – Eller”, indledes med mottoet: ”Er da Fornuften alene døbt, ere Lidenskaberne Hedninge?”. Alt kan ikke måles, vejes, bevises eller forklares med fornuften. Lidenskaberne unddrager sig.

Men lidenskaberne er netop karakteristiske for det væsentligste i menneskelivet.

Det er dem, der viser os, hvad vi holder af, er bange for, tør tro på eller slet ikke kan holde ud – stik imod sund fornuft, beregning og andre kedsommelige kalkuler.

En lidenskab er noget, der kommer over os. Noget, vi ikke selv vælger eller beslutter os for. En lidenskab eller en passion er vi ikke selv herrer over. Det er noget, vi ligger under for. Noget, der trænger sig igennem eller kommer over os.

Der er mange lidenskaber.

Tro er en lidenskab. At kaste sig ud på de 70.000 favne – og lade sig bære af lidenskaben. Kærlighed er en lidenskab, der kan bjergtage eller lamme os helt uden vores vilje. Angst er en lidenskab, der kan overmande os og gennemtrænge eller undertvinge enhver af vores handlinger.

Vi kan altså ikke styre vores lidenskaber. De besidder en selvstændig magt. Man kan ikke lade være med at være forelsket, lade være med at tro, lade være med at være angst gennem en fornuftsbeslutning. Man kan ikke bortrationalisere lidenskaberne.

De kan hverken betvinges eller forklares på fornuftig vis.

Men det gør bestemt ikke lidenskaberne mindre virkelige. Det ved enhver, der har oplevet troen, forelskelsen og angsten.

Kierkegaard indleder ”Enten – Eller” med ordene: ”Det er maaskee dog stundom faldet Dig ind, kjære Læser, at tvivle en Smule om Rigtigheden af den bekjendte philosophiske Sætning, at det Udvortes er det Indvortes, det Indvortes det Udvortes.”

Det betyder, at man ikke kan sætte lighedstegn mellem det indre og det ydre i et

Som en Drue, naar den er paa sit Høieste, bliver gjennemsigtig og klar, medens Saften pibler frem gjennem de fine Aarer, som Skallen paa en Frugt brister, naar Frugten modnes i hele sin fylde, saaledes brød Elskoven næsten synlig frem i hans Skikkelse.

WW

2 Billedet af den unge Søren Kierkegaard er med på Det Kongelige Biblioteks jubilæumsudstilling ”Den originale Kierkegaard”. Citatet er fra ”Gjentagelsen”.

Udstillingen, der går tæt på det skabende øjeblik, hvor Søren Kierkegaard satte pen på papir og nedfældede tanker, kan ses til den 28. september i år.

– Foto: Kontrapunkt.

menneske. Men det betyder ikke, at det indre ikke kan vise sig i det ydre. Det er især tilfældet med lidenskaberne.

De viser sig. Lidenskab er netop en særlig form for inderlighed, der altid lader sig ane i det ydre, fordi den trænger sig på og igennem et menneske.

Når vi sørger, glæder os, er angste eller forelskede kan det ses på os. Prøv blot at betragte denne beskrivelse af en forelsket ung mand i ”Gjentagelsen”: ”Hans Optræden var kraftfuldere end sædvanlig, hans Former skjønnere, hans store straalende Øie havde udvidet sig, kort han var som forklaret […]

Som en Drue, naar den er paa sit Høieste, bliver gjennemsigtig og klar, medens Saften pibler frem gjennem de fine Aarer, som Skallen paa en Frugt brister, naar Frugten modnes i hele sin fylde, saaledes brød Elskoven næsten synlig frem i hans Skikkelse.”

Man kan altså rent faktisk se, når lidenskaben tvinger sig igennem et menneske.

Men man kan ikke beslutte sig for at være lidenskabelig.

Så bliver der tale om forstillelse, som når Johannes Forføreren siger: ”Hvor er det skjønt at være forelsket, hvor er det interessant at vide, at man er det.”

Johannes ønsker at ”reise en erotisk Storm”, at vække lidenskaben i Cordelia: ”Hun seer ikke, at jeg seer paa hende, hun føler det, føler det over hele Legemet. Øiet lukker sig, og det er nat; men inden i hende er det lys Dag.” Johannes foregiver således en lidenskab for at vække samme lidenskab i Cordelia.

Han kalder ikke sig selv forfører, men erotiker.

En erotiker ”tror paa Kjærligheden og kjender den fra Grunden”. En erotiker behersker lidenskaben: ”At digte sig ind i en Pige er en Kunst, at digte sig ud af hende er et Mesterstykke. Dog afhænger det Sidste væsentlig af det Første.”

Johannes er en mester, der magter dette mesterstykke.

Og det gør han, netop fordi

han kender til forelskelsens lidenskab og den magt, den kan få over et menneske. Men det særlige ved Johannes er, at han evner at bemestre lidenskaben: ”At elske Én, er for lidt; at elske Alle er Overfladiskhed; at kjende sig selv og elske saa mange som muligt, at lade sin Sjæl skjule alle Elskovens Magter i sig saaledes, at hver faaer sin bestemte Næring – det er Nydelse, det er at leve.”

Kierkegaard selv mente, at han levede i en lidenskabsløs tid. Og han var især ude med riven efter spidsborgeren.

Spidsborgeren, der som type betragtet netop er en person, der ganske mangler lidenskaben og udelukkende lader sig liv bestemme af, hvad der sig hør og bør. Hvad de andre mener. Hvad man plejer at gøre. Spidsborgeren er den inkarnerede lidenskabsløshed.

I dag lever vi også i en tid, hvor alt skal beregnes og begrundes. En tid, der ikke tillader lidenskaberne megen plads. Hvor ingen eller intet bliver taget alvorligt, hvis det

ikke kan måles og vejes eller på anden måde lever op til et krav om beviselig anvendelighed, hvad end denne er af fornuftig, samfundsmæssig eller økonomisk art. Det gælder således lige så meget i dag som på Kierkegaards tid, at vi har ”slaaet en Streg over Lidenskaben for at tjene Videnskaben”.

Når vi markerer 200-året for Kierkegaards fødsel ved at fremhæve ham som lidenskabernes tænker, sker det netop for at pege på hans eviggyldige aktualitet. Vi ønsker ikke at stille skarpt på Kierkegaards person, men på hans særegne evne til at tænke det, man egentlig ikke kan tænke, men alligevel genkende, fordi man har oplevet det.

Det, man har vanskeligt ved at sige og sætte ord på, fordi sproget unddrager sig.

Kierkegaard havde ordene, der kan beskrive alle de lidenskaber, som kendetegner et menneskeliv. Han bemestrer sproget på en måde, der giver ham mulighed for at sige det uudsigelige. Og derfor kan han beskrive erfaringer,

som hverken kan bevises eller begrundes ad fornuftens vej.

Det er lidenskaberne, der langt hen ad vejen styrer vores liv. Når vi elsker, sørger og tror, giver vi os lidenskaben i vold. Men når vi gør kærligheden til et projekt, sorgen til en sygdom, der skal medicineres væk, og troen til et moralsk system eller en lov, lader vi lidenskabsløsheden indfinde sig.

Den eneste rigtige tilgang til lidenskaberne går gennem vores forhold til os selv. Og det opdager vi kun, hvis vi mærker efter og ikke hele tiden skeler til ”de andre”; til hvad man plejer, hvad der er på mode, oppe i tiden, hvad man bør og skal, eller hvad der er smartest.

Gennem Kierkegaards forfatterskab gøres vi opmærksomme på, at ikke alt kan forklares med fornuft, profit eller prestige. Vort liv er mere end den daglige trummerum, de fornuftige valg, de kalkulerede beslutninger og den evindelige spørgen efter nytte og anvendelighed.

Det ”egentlig Humane er Lidenskaben, i hvilken ogsaa den ene Slægt fuldkommen forstaaer den anden og forstaaer sig selv”. Men det overser vi alt for let, når vi lidenskabsløst lader os føre med af den fornuftens formalisme, der udmønter sig i handlingsplaner, strategier og fornuftige systemer, der forfølger os fra børnehave til alderdomshjem.

Vi lukker os selv inde i en lille verden, hvor fantasien til at tænke anderledes og lysten til at give sig lidenskaben i vold er bandlyst. Så lever vi som en flok spidsborgere: ”Uden Phantasi, som Spidsborgeren altid er, lever den i et vist trivielt Indbegreb af Erfaringer, om hvordan det gaaer til, hvad der er muligt, hvad der pleier at skee, Spidsborgeren være forresten Øltapper eller Statsminister.”

Lad os derfor hylde lidenskabernes tænker her i 200-året for hans fødsel. Gennem hans forfatterskab kan vi gen-erindre lidenskabernes styrke og ad den vej lære dem og os selv lidt bedre at kende. Hvis vi tør.

Pia Søltoft er leder af Søren Kierkegaard Forskningscenteret ved Københavns Universitet

Højskolerne tager kierkegaard alvorligt ... thi det er ikke mit Ønske, at opdage Nyheder, men vel min Glæde og min forelskte Syssel at tænke over, hvad der synes ganske simpelt.

Kurser - foredrag forestillinger - temaaftener emneuger og meget mere

www.kierkegaard2013.dk www.hojskolerne.dk/kierkegaard Folkehøjskolernes Forening i Danmark er del af det overordnede programråd for markeringen af 200-året for Søren Kierkegaards fødsel.