Kunstnerkolonierne blev et smørhul af smukke motiver

Særudstilling på Nivaagaard viser et væld af værker fra de store kunstnere og fortæller en vigtig historie om datidens kunstnerliv

Udstilling

Erik Steffensen

kultur@k.dk

Det er en sympatisk udstilling om ”Kunstnerkolonierne Hornbæk & Arild”, der vises på Nivaagaards Malerisamling i nordsjællandske Nivå.

Sympatisk, fordi den viser en bredde i kunsten på alle måder med billeder malet gennem hundrede år af omkring 50 kunstnere på de to lokationer ikke så langt fra hinanden: Hornbæk i Danmark og på den anden side af sundet Arild, som ligger lige nord om Kullen i Sverige.

Med lidt god vilje er der en dansksvensk forbindelse rent kunstnerisk og kulturelt mellem de to steder, hvor så mange kunstnere har slået staffeliet op og malet gennem årene. Begge steder er der havluft og pittoreske motiver. I sin tid var det fiskerlejerne og deres vejrbidte folk, der tiltrak malerne, Hornbæk blev en forløber for Skagensmalernes koloni, og det er også P.S. Krøyer (18511909), der står for et par håndfulde af udstillingens enkeltværker med sit store maleri af ”Morgen ved Hornbæk. Fiskerne kommer i land” fra 1875 centralt placeret i udstillingens hovedsal.

Krøyer kunne så meget, men i opbuddet af kunstnere er der mange andre steder at lade øjet gå på vandring. Nogle malere fanger dramaet i det kystnære landskab – andre lyset.

Landskab med sublimt drama

Norske J.C. Dahl (1788-1857), der var uddannet i København, var den første, der så Kullen som et ægte romantisk landskab, der rummede et sublimt drama (repræsenteret i kataloget), men en svale gør som bekendt ingen sommer, og der går et dusin år, inden C.W. Eckersberg (1783-1853) sætter den nordlige ende af Øresunds herligheder på det maleriske landkort, der herefter må siges at blive pejlemærker for i hvert fald danske kunstneres rejser til forskellige steder i omegnen af det København, hvor professoren havde sit virke.

Friluftsmaleriet bliver født med Eckersberg i dansk sammenhæng, og hans betydning kan næppe undervurderes for de kommende generationers kunstnere. Det nordiske og nationale bliver indoptaget i kunsten, og den guldalder, der indvarsles med Eckersberg, er måske egentlig dér, hvor begrebet kunstnerkolonier udspringer.

P.C. Skovgaard (1817-75) og J.Th. Lundbye (1818-48) er på pletten, når det gælder at opholde sig i landskabet og finde nye motiver. Guldalder og skagensmalere er begreber, der samler tendenser hos adskillige kunstnere, og det er kun godt, at vi nu får nuanceret blikket på, hvad der er foregået gennem tiden på to så forskellige lokaliteter som en dansk og svensk by, der dog er så ens et eller andet sted dybt nede.

På overfladen er der en forklaring på koloniernes tilstedeværelse: Hornbæk

Kro og Mor Cillas gæstgiveri hinsidan. Når først kunstnerne har et sted at samles, hober billederne sig op. I Skagen kunne kunstnerne i nogen grad kvittere for opholdet med billeder til Brøndums Hotel. Hos mor Cilla var der ingen kære mor, når det gjaldt betalingen, den skulle falde kontant, hvilket har bevirket, at historien ikke visuelt har fundet sit omdrejningspunkt på kroens vægge. Men der er beviser i den gæstebog, som lå fremme i Arild og nu på Nivaagaard.

Heri har kunstnerne gennem tiden tegnet og fortalt om deres ophold, tømmermænd og glade dage i landskabet og på gæstgiveriet i Arild.

P.S. Krøyer sejlede som ung fra Horn- bæk til Arild, malede begge steder og skabte den forbindelse, der nu er blevet til udstillingen om kunstnerkolonierne. Pudsigt er det, at de svenske kunstnere ikke tager til Hornbæk, selvom deres ærinder og uddannelser ofte har været i København.

Skildring af det nære liv

Når Krøyer og vennerne er på ophold, skriver Kristian Zahrtmann (1843-1917) hjem til mor i brev: ”Lekture og lign. har vi næsten intet af, en Smule spilles her Kegler, men ellers med Arbejde, og du skulle blot i Aftes have set os alle seks sidde om et Vandfad med grøn Sæbe og vaske vore Pensler ud. Johansen har en Skildpadde, han er indtagen i, han gaar nu op og ned ad Gulvet og varmer den (…) Krøyer har vi megen morskab af, han er indtaget i saa mange Damer, lidt kælen…” Den danske side af kolonien lader ikke højskolelivet noget efter. Det lyder hyggeligt med det kunstnerliv, der leves.

Krøyer vender tilbage ad flere omgange, men skriver, at der ikke er til at være i Hornbæk om sommeren for alle badegæsterne, mens Carl Locher (1851-1915) bliver den, der får tilladelse til at bygge sig et lille hus i klitten og slår sig permanent ned. Hornbæks pynt og skibenes stolte sejlads er sikret en trofast skildrer i årene fremover. I baglandet kommer Matisse-eleven Astrid Holm (1876-1937) og Ebba Carstensen (18851967) til i Horneby og maler både ekspressive og inderlige interiører, der er værd at beskæftige sig med. Der er plads til egne rum og sindets udfoldelser i deres skildringer af det nære liv.

På den svenske side former historien sig lidt anderledes, men både danske og svenske kunstnere forstår at bruge Arild med den vekslende vegetation, klippefremspring og havet som smørhul af motiviske muligheder.

Danske tilrejsende slår sig permanent ned, og udstillingen føres op til det 20. århundrede uden at tabe det naturalistiske præg helt, selvom kunstnerne danner sig efter alle de nye ismer, der voksede frem af tiden. Skønne billeder af Justus Lundegård (1860-1924) sender tanker i retning af både Paul Gauguin, men også frem mod nulevende Karin Mamma Andersson (1961-), og udstillingen kunne vel godt have taget et skridt helt ind i samtiden.

Også Olof Krumlinde (1860-1924), C.F. Hill (1849-1911) og Elisabeth Keyser (1851-98) er repræsenteret med fine værker og historier. Keyser arrangerede blandt andet en sommermaleskole for kvinder i Arild.

Der er meget at gå på opdagelse i på Nivaagaard, så meget, at man måske mangler de helt tydelige værker, der samler begreberne. Kvaliteten på værkerne

Kunstnerkolonierne Hornbæk & Arild. Nivaagaard Malerisamling, Nivå, Nordsjælland. Vises til den 11. juni 2023.