Kunsthistoriens genstridige mælkebøtter

Danske kunstmuseer er i disse år optaget af at fremhæve de kvindelige kunstneren, som kunsthistorien glemte, og tendensen har vi nok kun set toppen af, mener kurator og projektforsker Lene Bøgh Rønberg

Benedikte Christine Rasmussen brasmussen@k.dk

Alle, der har taget sig kærligt af en have, ved, at mælkebøtter er noget nær umulige at komme til livs. Ukrudtsplanten har en lang rod, og selv når den gentagende gange kappes af ved jorden, dukker den frem på ny selv de mest umulige steder.

Med lidt god vilje kan man drage en parallel fra mælkebøtterne til de kvindelige kunstnere, der gennem tiden har skabt stor kunst på linje med deres mandlige modstykker, men som i langt mindre udstrækning er blevet skrevet ind i kunsthistorien og vist på museerne.

For ligesom med mælkebøtterne er det som om, at kunsten fra kvindernes hænder ikke sådan lader sig kue – det ses på de danske kunstmuseer i disse år, hvor udstillinger med kunst af kvinder, der aldrig rigtig blev skrevet ind i kunsthistorien, pibler frem. Et stort og vedholdende arbejde ligger bag at kunne udstille kunstnere, der ikke blev levnet mange oplysninger om til eftertiden. Alligevel har vi sandsynligvis kun set toppen af den tendens. Det mener i hvert fald Lene Bøgh Rønberg. Hun er kurator og projektforsker ved Den Hirschsprungske Samling i København – og nu også eftersøgningsleder. I øjeblikket arbejder hun med et forskningsprojekt, der går ud på at blive klogere på en række kvindelige kunstnere fra Det moderne gennembrud.

”Museet vil gerne i kontakt med så mange private ejere som muligt. Såvel malerier som tegninger udført af kunstnerne har interesse. Det samme har fotos, breve eller andre kilder,” lød det blandt andet i den efterlysningsannonce, som museet har indrykket over de seneste måneder i en række landsdækkende aviser.

Og det er netop, fordi der er tale om kvinder, at museet er blevet nødt til at gå den lidt alternative vej og bede offentligheden om hjælp til at finde frem til værkerne, fortæller

Lene Bøgh Rønberg.

”Var der tale om kunst af mænd, kunne man oftest finde information på andre museer eller i kunstbøgerne. Selvom kvinderne ofte var lige så dygtige, anså man på den tid ikke deres værker for særligt nybrydende, og de er derfor for manges vedkommende slet ikke skrevet ind i historien eller opkøbt af museerne. Så det kræver en mængde research at finde frem til dem,” siger hun.

Manden har hjerne, kvinden har krop

På Den Hirschsprungske Samling kan man lige nu opleve en udstilling med Anna Syberg (1870-1914) og hendes mange blomstermotiver. Til september åbner en udstilling med Marie Krøyer (1867-1940), og sidste år kunne man samme sted opleve en udstilling med Bertha Wegmanns (1847-1926) værker. På andre danske kunstmuseer kunne man sidste år se udstillinger med navne som Franciska Clausen (1899-1986), Alhed Larsen (18721927) og Anne Marie Carl-Nielsen (1863-1945), og det er blot en række af de kvindelige kunstnere, som de danske kunstmuseer i disse år har fokus på.

Mens nogle af de kvindelige kunstnere kæmpede en ofte forgæves kamp for at blive set og anerkendt, var andre rent faktisk store i deres samtid. Forklaringen på, at de fleste alligevel ikke fik en plads i kunsthistorien, bunder blandt andet i den kønsopfattelse, der herskede i tiden før og under Det moderne gennembrud, hvor mange af kvinderne virkede, forklarer Lene Bøgh Rønberg.

Manden blev på den tid opfattet som kultur: det var ham, der havde intellektet, han var den rationelle, den skabende, den, der reflekterede, skabte overblik, tænker nyt.

Kvinderne blev derimod set på som natur: de repræsenterede kroppen, følelserne og nærværet, egenskaber, der knytter sig til moderskab, fødsler og omsorg. De var ikke i stand til at være kreativt skabende, men de var dygtige til at reproducere.

”Det er den opfattelse af kønnene, affødt af den borgerlige orden, der hersker gennem langt det meste af 1800-tallet. Den kvindelige kunstner lå altså under for sin biologi. Hendes bidrag blev ikke anset som vigtigt, fordi man ganske enkelt ikke mente, at hun var i stand til at udtænke nye greb og motiver inden for billedkunsten. Og det er også i den kontekst, man skal forstå, hvorfor kvinderne ikke bliver skrevet ind i historiebøgerne og indkøbt af museerne,” siger Lene Bøgh Rønberg.

Men det er netop også i tiden omkring Det moderne gennembrud, at noget rykker ved opfattelsen af den kvindelige kunstner. For selvom kvinderne ikke havde adgang til kunstskolerne herhjemme, kunne det nemmere lade sig gøre andre steder i Europa, herunder i München og i Paris, som mange af de danske kvindelige malere, tog til for at uddanne sig.

”De fandt simpelthen andre veje til at blive dygtige. Det er også forklaringen på, at mange af kvindernes værker er kunstnerisk lige så interessante og fremviser lige så varierende motiver, som mændenes fra samme perio- de. Mange kvinder blev altså udmærket uddannet af europæiske læremestre og på private malerskoler. ”

Først i 1888 bliver der adgang for kvinder på Kunstakademiet i København. Det skete dog stadig ikke på lige vilkår. Så nogle kvinder tog sagen i egen hånd, forklarer Lene Bøgh Rønberg.

”Flere kvinder laver private malerskoler, og nogle samles i kvindelige netværk. Der er flere eksempler på, at de simpelthen hjælper hinanden frem. I løbet af 1880’erne og 90’erne mere end fordobles antallet af kvinder, der bidrager til de årlige Charlottenborg-udstillinger.”

Således er vi tilbage ved billedet af mælkebøtterne, der nægter at lade sig kue. Alligevel bliver kunsthistorikerne, der på det her tidspunkt udelukkende består af mænd, ikke for alvor interesseret i at skrive kvinderne ind i kunstbøgerne, ligesom museerne også tøver med at opkøbe deres værker.

”Man skal helt frem til anden bølge feminismen i 1960’erne og 70’erne, før der overhovedet sættes spørgsmålstegn ved, hvor værkerne af de kvindelige kunstnere er henne,” siger Lene Bøgh Rønberg.

”Det er derfor, vi ved så lidt om dem. Og det er først i de senere år, at arbejdet med at indsamle viden har taget fart. Kun få har for alvor – før nu – vedholdende forsøgt at finde information og grave fortællinger frem om de kvinder, som blev glemt. Derfor er det gået ekstremt langsomt med at få dem ind på de danske museer, og derfor er kønsfordelingen på kunstnere fra det moderne gennembrud stadig skæv i dag.”

Et fokus, der vil fastholdes

I sin aktuelle efterlysning har Lene Bøgh Rønberg på nuværende tidspunkt modtaget mere end 150 henvendelser fra private samlere og efterkommere, der mener at have information om eller værker af kvindelige kunst- nere. Nogle tager Lene Bøgh Rønberg ud til, andre læsser deres værk i bagagerummet og sætter kurs mod museet, så Lene Bøgh Rønberg kan kaste sit syn på sagerne. I det hele taget oplever Lene Bøgh Rønberg, at der er en stor interesse for at beskæftige sig med de kvindelige kunstnere – både blandt museumsgæster og blandt folk, der professionelt arbejder med kunst. ”Jeg tror ikke det vil aftage lige med det samme. Jo mere vi får fundet frem af hidtil ukendte værker, desto mere udvides kunsthistorien og desto mere nysgerrighed og interesse vil der opstå om disse kunstnere.” J

2 Mens mænd blev anset som det skabende køn i 1800-tallet, blev kvinden modsat opfattet som det reproducerende, hvis motiver ikke blev anset som nyskabende. Det gjaldt blandt andet blomstermotiver, som hyppigt findes blandt kvindelige værker fra Det moderne gennembrud. Her ses en markbuket af Bertha Wegmann, ca. 1882, hvori der indgår afblomstrede mælkebøtter. –Foto: Den Hirschsprungske Samling.

Efterlysning af værker skabt af kvinder

Kurator og projektforsker Lene Bøgh Rønberg arbejder i øjeblikket på at indsamle værker og viden om kvindelige kunstnere fra Det moderne gennembrud til en kommende udstilling på Den Hirschsprungske Samling.

Det gælder særligt de fire kunstnere Anna Sophie Petersen (1845-1910), Augusta Dohlmann (1847-1914), Johanne Krebs (1848-1924) og Sophie Holten (1858-1930).

Skulle man ligge inde med værker eller oplysninger om disse, kan museet kontaktes.

0 Blandt genstandende fra Amarna vises dette prinsessehoved i rødbrun kvartsit på Glyptotekets udstilling om solgudens by. – Foto: Ole Haupt/Ny Carlsberg Glyptotek.

0 En 3D-genskabelse viser, hvordan man mener, at Amarna har set ud i oldtiden. – Foto: Paul S Docherty.