Carl Bloch trækkes ud af glemslen

I sin levetid blev Carl Bloch anset for at væreDanmarks betydeligste maler. Så blev han gammeldags og glemt. Nu ser Statens Museum forKunst på ham med vor tids øjne udstilling

Torben Weirup kultur@k.dk

I sin samtid opnåede Carl Bloch (1834-1890) overordentlig stor succes. Både hos publikum og kritikken.

Så meget desto mere nådesløs var eftertidens bedømmelse af ham. Bloch blev nærmest skrevet ud af kunsthistorien i henved 100 år, indtil nye generationer af kunsthistorikere, som overinspektør ved Statens Museum for Kunst Peter Nørgaard Larsen, begyndte at se på ham med andre øjne:

Var der nu alligevel ikke mere i Carl Blochs værk end de sentimentale genrebilleder og det tilbageskuende kunstsyn?

Det synes at være udgangspunktet for den aktuelle udstilling ”Carl Bloch: Forført” på Statens Museum for Kunst, der har netop Peter Nørgaard som tilrettelægger.

En genfunden overraskelse

Udstillingens overraskelse – hvis man kan sige det sådan – er et fire meter højt maleri, ”Prometheus’ befrielse”, der har været forsvundet i årtier.

Det er før blevet efterlyst gennem forskellige museale og kunsthistoriske netværk, men alle spor endte blindt. I hvert fald indtil en vaks medarbejder ved Ribe Kunstmuseum for nylig fandt et brev fra 2006 i arkivet. Det var sendt til Ribe fra en kunsthistoriker ved det græske nationalgalleri. Hvorfor Ribe?

Fordi i Ribes Kunstmuseums samling indgår to forarbejder til ”Prometheus’ befrielse”, som også er medtaget på udstillingen.

Af brevet fremgik det, at den græske kongefamilie i 1991 havde anmodet om at få billedet udleveret til eksilet i London.

Ønsket blev ikke imødekommet. Men i anledningen af udstillingen i København er maleriet hentet frem fra et magasin i de tidligere kongelige samlinger i Grækenland og hænger nu i al sin magt og vælde på det danske nationalgalleri.

Prometheus betyder ”den forudseende”. Titanen Prometheus i græsk mytologi er en oprører i forhold til guderne. Prometheus gav ilden (tilbage) til mennesket, efter at Zeus havde frataget dem den.

Det tog Zeus ilde op, han lænkede Prometheus til en klippe og lod en ørn vende tilbage hver dag for at spise Prometheus’ lever, der havde den forunderlige egenskab, at den blev gendannet om natten. Bloch skildrer øjeblik- ket, da helten Herakles med en pil har dræbt ørnen og dermed befriet Prometheus.

Da Carl Blochs gennembrudsbillede blev udstillet på Charlottenborg i København i 1865, dannedes en kø af forventningsfulde besøgende helt over til den anden side af Kongens Nytorv, og en førende kunstkritiker skrev, at her var tale om ”en meteor over vor kunsts horisont”. Blochs lærer på Kunstakademiet, Wilhelm Marstrand, skal have grædt af bevægelse, da maleriet blev pakket ud forud for Forårsudstillingen.

Maleriet var bestilt af den græske konge, Georgios I, og i billedets nye hjemland blev det set som et symbol på sejren i den græske frihedskrig (18211829). I Danmark blev det derimod set som et billede på en slags kulturel genrejsning efter nederlaget i 1864. H.C. Andersen, hvis portræt malet af Carl Bloch også er medtaget på udstillingen, skrev, at ”Poesi og Kunst er nu vort Dannevirke”. Og til Bloch:

”De saa ung og frisk staar allerede som en af de mest betydende.”

Efter udstillingen blev ”Prometheus’ befrielse” fragtet til Grækenland. Men da maleriet atter blev vist i Danmark i 1910, havde smagen ændret sig, og kunsthistorien var ved at blive omskrevet.

Af et kunsthistorisk oversigtsværk fremgår det, at billedet ellers blev præsenteret som ”en altertavle med hedensk indhold”, ophængt på en baggrund af rødt fløjl og flankeret af grønne planter. Men ak, magien var væk. Og det gjaldt også andre af Carl Blochs kendte historiemalerier som for eksempel gengivelsen af Christian II’s fangenskab på Sønderborg Slot, hvor kongen går rundt og rundt om et bord og –det er ganske vist! –med sin finger præger en rille i bordpladen.

Men hvad skal vi med Carl Bloch? Er udstillingen ikke endnu en præsentation af en afdød, hvid mandlig kunstner? Er der ikke nok af dem?

Prometheus, Christian II, Samson i filistrenes trædemølle, ængstelige fiskerfamilier ved den jyske vestkyst, en fattig kone eller en forpint Kristus i Getsemane Have synes alle at appellere til publikums medlidenhed. Bloch mestrer på en næsten barokagtig måde at male sine motiver, så de kommer betragteren i møde og kræver stillingtagen. Og heri ligger måske en del af forklaringen på Blochs genkommende aktualitet: Kravet om engagement synes på ny at være en strømning i samtidskunsten.

Blochs billeder blev skrevet ud af kunsthistorien, fordi vi var kommet ind i en moderne tidsalder, der vendte det figurative maleri – og herunder ikke mindst historiemaleriet og malerier med mytologiske motiver – ryggen.

Det er også noget med det sanselige og erotiske i Carl Blochs billeder – udstillingen hedder som nævnt ”Forført”, og der er mange forførende træk ved Bloch.

Carl Bloch forfører med sin virtuositet, når han eksempelvis gengiver en ung pige duftende til en rose eller troværdigt redegør for materialernes karakter og stoflighed i malerier forestillende en slagtergård. En scene fra et osteria i Italien gengiver to – forførende –kvinder. Men en mands dystre blik advarer også om farligheden i erotikken. Erotik og mad kan være sanseligt beslægtede, hos Carl Bloch har scenarier med opstillinger af fødevarer, navnlig fisk og skaldyr, en vis frastødende snarere end indbydende karakter. Billederne synes at advare mod fristelse og hengivelse.

Kunst til alle tider

Men hvad skal vi med Carl Bloch? Er udstillingen ikke endnu en præsentation af en afdød, hvid mandlig kunstner?

Er der ikke nok af dem?

Det har nationalgalleriet også taget højde for, så som en del af udstillingen har ULK – Unges Laboratorier for Kunst – skabt en række kommentarer i og ved siden af udstillingen. De kan ses som et bud på, hvordan man kan formidle temaerne i en ældre malers værk som for eksempel Carl Blochs.

Måske er sange en måde at adressere andre segmenter af potentielle besøgende end – og det er jo fordomme bygget på en vis statistisk sandsynlighed –de grå hjelme, de overvejende ældre kulturelt interesserede? Om end dansk kulturliv uden dem ville være en publikumsmæssig fattig affære.

Det må være op til den enkelte, hvor højstemt man bliver af at høre hjemmelavede sange på melodier som ”Hammer hammer fedt” eller Bølle Bob, der bliver til ”Bølle Bloch”. Men det er så i en tilstødende sal.

Derimod er en række filmede samtaler anbragt i selve udstillingen langt mere eksistentielt vedkommende, fordi de handler om nogle menneskers forhold til religiøsitet eller til ”den anden”.

Blochs scene fra det italienske osteria, en uprætentiøs restaurant, tematiserer også beskuerens blik på fremmede mennesker med en anderledes kulturel baggrund. I en lille film fortæller tre yngre kvinder om andres blik på dem. Her ligger fine pointer om det at være menneske.

Men derudover kan man vel svare på spørgsmålet – hvad skal vi med en udstilling om en maler som Carl Bloch? –ved at tænke på, at det netop er kunstmuseets opgave at trække afdøde malere frem og kigge på dem på en ny måde og til glæde for nye generationer. Det lykkes med udstillingen om Carl Bloch.

Carl Bloch har længe forekommet bedaget og utidssvarende. Men udstillingen viser blandt meget andet, at kunstnere til alle tider beskæftiger sig med sammenlignelige problemstillinger –Gud, eksistens, forholdet til næsten og så videre – og at vi ved at møde fortiden får et blik på nutiden og et glimt af en sammenhæng gennem tiderne. J

5 Stjerner

0 ”Prometheus’ befrielse” fra 1864 er nu tilbage i Danmark efter 90 år og indgår i nationalgalleriets Carl Bloch-udstilling. – Foto: The Hellenic Ministry of Culture and Sports.