Med kurs mod Syndfloden

Ribe Kunstmuseum viser en smuk, grusom og menneskeligt vedkommende udstilling af elegante papirklip af Peter Callesen, der adresserer klimakrisen gennem overraskende og underfundige værker

Udstilling

Torben Weirup kultur@k.dk

En tømmerflåde. Eller rettere: En skulptur forestillende en tømmerflåde er det første, der møder den besøgende i Peter Callesens udstilling i Ribe Kunstmuseum. Associationerne er flere ved mødet med en skulptur forestillende en tømmerflåde, men hvis man kommer til at tænke på skibskatastrofer og mennesker på flugt, er man nok ikke på helt dybt vand. Når så værket ydermere hedder ”Ark”, kan man også få en fornemmelse af, at noget er i opbrud og under forandring.

Den syndflod, der er omtalt i Bibelen, var sendt af Gud, og eftersom Gud efterfølgende satte en regnbue som et løfte om ikke at gentage oversvømmelsen, må det være os selv, der udløser en ny, ødelæggende syndflod.

Peter Callesens tømmerflåde er bygget af papir – og ikke et hvilket som helst papir. Det er FN’s klimarapport. Klimakrise og undergangsforestillinger er gennemgående temaer i udstillingen, der virkelig kunne udløse en tung stemning, hvis det ikke var, fordi Peter Callesen på meget elegant vis anvender underfundighed og humor til at få publikum til at tænke (sig om).

I udstillingens andet rum er et fint lille værk med et skræmmende perspektiv: Ribe Domkirkes ene tårn står i vand næsten op til klokkerne. En lille båd er tøjret til muren. Domkirken kan man se gennem museets vinduer – og man tænker, at det ville da være en synd at lade det komme så vidt. Flere af udstillingens værker forholder sig i øvrigt til netop Ribes og Sønderjyllands lange forhistorie med oversvømmelser og digebyggerier.

Forbløffende papirklipper

Peter Callesen (født 1967) er uddannet på akademier i London og Aarhus. Siden har han blandt meget andet haft en overbevisende udstilling i 2010 på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig (samt i Kunstmuseet Trapholt i Kolding), hvor det dels stod klart, at Peter Callesen har en virtuos omgang med papiret som kunstnerisk materiale, og dels at hans forbløffende evne til at skabe fortællinger ved at klippe i papir bli- ver til forfinede værker, der i udtalt grad behandler etiske og eksistentielle, almenmenneskelige problemstillinger.

0 Et centralt værk i Peter Callesens udstilling i Ribe Kunstmuseum er ”Ark”, der er bygget af papir. På papiret er printet FN’s seneste klimarapport, der ikke er blottet for håb. Spørgsmålet er, om alt håb er ladt ude for eventuelle passagerer på papirtømmerflåden? – Pressefoto.

0 ”På dybt vand” hedder dette papirklip fra Peter Callesens hånd. – Pressefoto.

Peter Callesen skærer i sine hvide papirark – men det, der skæres væk fra fladen, kasseres ikke. I stedet føjes det til på en ny måde og bliver til overraskende pointer eller fint ciseleret ornamentik. Værkerne kredser om menneskelig dårskab som en slags venlig og bekymret advarsel. Ikke formanende men som oplysning til borgeren om Jordens sårbarhed. Eller: Ikke kloden så meget som menneskene der lever på dens yderside. Planeten vil sejle uforstyrret i sin bane om solen, selv om det lykkes os at udrydde os selv.

Men pas nu på, synes Peter Callesen at sige, for naturen kan også få overtaget. Et lille papirværk viser et fatalt møde mellem et menneske og en isbjørn på en stor hvid flade.

Det kan være, at det ser ud, som om mennesket har overtaget i forhold til naturen, så meget som vi skødesløst ødelægger den, og lader skovene vige og vandene stige. Men pas nu på, synes Peter Callesen at sige, for naturen kan også få overtaget. Et lille papirværk viser et fatalt møde mellem et menneske og en isbjørn på en stor hvid flade. Man ser kun spor som aftryk i sne –men denne gang er det mennesket, der ikke kommer så godt ud af konfrontationen.

Og i adskillige andre værker kommer de helt store bølger rullende hen over havoverfladen.

Mindelser om en fransk fregat

Vi er ikke færdige med tømmerflåden. Der ligger en kunsthistorisk reference i den til et maleri, som med mellemrum er dukket op som reproduktion i de senere adskillige år på udstillinger med dystopiske temaer. Det mere end syv meter lange maleri, der er fra 1819, hedder ”Medusaflåden” og er malet af Theódore Géricault (1791-1824).

Billedet, der forestiller nogle skibbrudne på en tømmerflåde, bygger på en virkelig, både tragisk og makaber begivenhed i 1816: En fransk fregat forliser ud for Vestafrika. Der er ikke plads til alle i redningsbådene, så omkring 150 mennesker søger tilflugt på en tømmerflåde. Efter nogen tid kappes tøjret mellem redningsbådene og flåden, så de tiloversblevne bliver overladt til deres egen skæbne af mord, selvmord, druknedød, sult, kannibalisme og så videre. En tiendedel reddes.

Géricaults maleri, der tilhører Louvre i Paris, giver et skræmmende billede af, hvad der sker, når den civilisatoriske fernis er skyllet væk, og enhver er sig selv og sin egen overlevelse nærmest. Temaet forfølges i en række af Peter Callesens værker. I en anden omfangsrig installation ses en båd på et papirhav. Båden udgøres af menneskefigurer, der er skåret ud af det papir, der illuderer havet, og også i dét værk finder man billedet på, hvordan der ikke er plads til os alle i en redningsbåd.

Om redningsbåden overhovedet nytter noget som helst, kan man også tvivle på, for fra skulpturens ene side kan man se, at en gigantisk bølge er på vej. I et mindre værk ses en surfer på en bølgetop omgivet af nogle af alle de ting, vi har samlet os for at skabe det gode liv.

Den underliggende strøm

Henved tre fjerdedele af klodens overflade er dækket af vand. Vand har været en livsbetingelse og et livsvilkår for menneskeheden. Mennesket er sejlet over have for at opdage eller erobre og mangfoldiggøre sig. Undertiden har det ført til forlis. Til andre tider har stormfloder og stigende vandstande ødelagt tilværelsen. Det er den erkendelse, der flyder gennem Peter Callesens udstilling. Det er bevidstheden om klimakrisen – som en underliggende strøm.

Hvad der kunne være blevet til en form for pædagogisk formidling af en påtrængende problemstilling, en slags illustration af truslen om vandstandsstigninger, er lykkeligvis undgået i udstillingen takket være kunstnerens virtuose teknik, hans evne til eksempelvis at indfange menneskets ubodelige ensomhed i en smuk tegning af en halvsunken robåd samt underfundigheden og humoren, der kunstnerisk forløser det dystopiske perspektiv – og trods alt indgyder en slags håb. J

4 Stjerner

Peter Callesen: På dybt vand. Ribe Kunstmuseum. Til 29. maj. Herefter vises udstillingen i kunsthallen Sophienholm i Kgs. Lyngby nord for København den 9. juni til

1. oktober og Skive Kunstmuseum den 14. oktober til 28. januar 2024.