Kunst&Kultur

Kunst Kultur

I Amsterdam vises nu den hidtil største udstilling med barokmaler Johannes

Vermeers værker

Side 18

Carl Bloch trækkes ud af glemslen på SMK Side 6

På Trapholt vises

Malene Landgreens visuelle oase Side 10

Dana Schutz’ skildrer den menneskelige dårskab Side 22

Når man ser på berømt kunst, er det en form for dannelse, der ikke føles som lektier. Sådan lyder det klogt i en artikel i dette Kunst&Kultur-tillæg, hvor du, kære læser, kan læse om aktuelle kunstudstillinger og nyt fra den danske og internationale kunstscene. Tak, fordi du læser med.

Benedikte Christine Rasmussen , kulturjournalist og tillægsredaktør, Kristeligt Dagblad

Udgivet af Kristeligt Dagblad

FOTO: SMK NATIONAL GALLERY OF DENMARK

FOTO: DANA SCHUTZ/OVITZ FAMILY COLLECTION, LOS ANGELES.

FOTO FRA BOGEN ”MARTIN A. HANSEN OG KUNSTEN”

Kunstnerkolonierne blev et smørhul af smukke motiver

Særudstilling på Nivaagaard viser et væld af værker fra de store kunstnere og fortæller en vigtig historie om datidens kunstnerliv

udstilling

Erik Steffensen

kultur@k.dk

Det er en sympatisk udstilling om ”Kunstnerkolonierne Hornbæk & Arild”, der vises på Nivaagaards Malerisamling i nordsjællandske Nivå.

Sympatisk, fordi den viser en bredde i kunsten på alle måder med billeder malet gennem hundrede år af omkring 50 kunstnere på de to lokationer ikke så langt fra hinanden: Hornbæk i Danmark og på den anden side af sundet Arild, som ligger lige nord om Kullen i Sverige.

Med lidt god vilje er der en dansksvensk forbindelse rent kunstnerisk og kulturelt mellem de to steder, hvor så mange kunstnere har slået staffeliet op og malet gennem årene. Begge steder er der havluft og pittoreske motiver. I sin tid var det fiskerlejerne og deres vejrbidte folk, der tiltrak malerne, Hornbæk blev en forløber for Skagensmalernes koloni, og det er også P.S. Krøyer (18511909), der står for et par håndfulde af udstillingens enkeltværker med sit store maleri af ”Morgen ved Hornbæk. Fiskerne kommer i land” fra 1875 centralt placeret i udstillingens hovedsal.

Krøyer kunne så meget, men i opbuddet af kunstnere er der mange andre steder at lade øjet gå på vandring. Nogle malere fanger dramaet i det kystnære landskab – andre lyset.

Landskab med sublimt drama

Norske J.C. Dahl (1788-1857), der var uddannet i København, var den første, der så Kullen som et ægte romantisk landskab, der rummede et sublimt drama (repræsenteret i kataloget), men en svale gør som bekendt ingen sommer, og der går et dusin år, inden C.W. Eckersberg (1783-1853) sætter den nordlige ende af Øresunds herligheder på det maleriske landkort, der herefter må siges at blive pejlemærker for i hvert fald danske kunstneres rejser til forskellige steder i omegnen af det København, hvor professoren havde sit virke.

Friluftsmaleriet bliver født med Eckersberg i dansk sammenhæng, og hans betydning kan næppe undervurderes for de kommende generationers kunstnere. Det nordiske og nationale bliver indoptaget i kunsten, og den guldalder, der indvarsles med Eckersberg, er måske egentlig dér, hvor begrebet kunstnerkolonier udspringer.

P.C. Skovgaard (1817-75) og J.Th. Lundbye (1818-48) er på pletten, når det gælder at opholde sig i landskabet og finde nye motiver. Guldalder og skagensmalere er begreber, der samler tendenser hos adskillige kunstnere, og det er kun godt, at vi nu får nuanceret blikket på, hvad der er foregået gennem tiden på to så forskellige lokaliteter som en dansk og svensk by, der dog er så ens et eller andet sted dybt nede.

På overfladen er der en forklaring på koloniernes tilstedeværelse: Hornbæk

Kro og Mor Cillas gæstgiveri hinsidan. Når først kunstnerne har et sted at samles, hober billederne sig op. I Skagen kunne kunstnerne i nogen grad kvittere for opholdet med billeder til Brøndums Hotel. Hos mor Cilla var der ingen kære mor, når det gjaldt betalingen, den skulle falde kontant, hvilket har bevirket, at historien ikke visuelt har fundet sit omdrejningspunkt på kroens vægge. Men der er beviser i den gæstebog, som lå fremme i Arild og nu på Nivaagaard.

Heri har kunstnerne gennem tiden tegnet og fortalt om deres ophold, tømmermænd og glade dage i landskabet og på gæstgiveriet i Arild.

P.S. Krøyer sejlede som ung fra Horn-

bæk til Arild, malede begge steder og skabte den forbindelse, der nu er blevet til udstillingen om kunstnerkolonierne. Pudsigt er det, at de svenske kunstnere ikke tager til Hornbæk, selvom deres ærinder og uddannelser ofte har været i København.

Skildring af det nære liv

Når Krøyer og vennerne er på ophold, skriver Kristian Zahrtmann (1843-1917) hjem til mor i brev: ”Lekture og lign. har vi næsten intet af, en Smule spilles her Kegler, men ellers med Arbejde, og du skulle blot i Aftes have set os alle seks sidde om et Vandfad med grøn Sæbe og vaske vore Pensler ud. Johansen har en Skildpadde, han er indtagen i, han gaar nu op og ned ad Gulvet og varmer den (…) Krøyer har vi megen morskab af, han er indtaget i saa mange Damer, lidt kælen…” Den danske side af kolonien lader ikke højskolelivet noget efter. Det lyder hyggeligt med det kunstnerliv, der leves.

Krøyer vender tilbage ad flere omgange, men skriver, at der ikke er til at være

i Hornbæk om sommeren for alle badegæsterne, mens Carl Locher (1851-1915) bliver den, der får tilladelse til at bygge sig et lille hus i klitten og slår sig permanent ned. Hornbæks pynt og skibenes stolte sejlads er sikret en trofast skildrer i årene fremover. I baglandet kommer Matisse-eleven Astrid Holm (1876-1937) og Ebba Carstensen (18851967) til i Horneby og maler både ekspressive og inderlige interiører, der er værd at beskæftige sig med. Der er plads til egne rum og sindets udfoldelser i deres skildringer af det nære liv.

På den svenske side former historien sig lidt anderledes, men både danske og svenske kunstnere forstår at bruge Arild med den vekslende vegetation, klippefremspring og havet som smørhul af motiviske muligheder.

Danske tilrejsende slår sig permanent ned, og udstillingen føres op til det 20. århundrede uden at tabe det naturalistiske præg helt, selvom kunstnerne danner sig efter alle de nye ismer, der voksede frem af tiden. Skønne billeder af Justus Lundegård (1860-1924) sender tanker i retning af både Paul Gauguin, men også frem mod nulevende Karin Mamma Andersson (1961-), og udstillingen kunne vel godt have taget et skridt helt ind i samtiden.

Også Olof Krumlinde (1860-1924), C.F. Hill (1849-1911) og Elisabeth Keyser (1851-98) er repræsenteret med fine værker og historier. Keyser arrangerede blandt andet en sommermaleskole for kvinder i Arild.

Der er meget at gå på opdagelse i på Nivaagaard, så meget, at man måske mangler de helt tydelige værker, der samler begreberne. Kvaliteten på værkerne

Kunstnerkolonierne Hornbæk & Arild. Nivaagaard Malerisamling, Nivå, Nordsjælland. Vises til den 11. juni 2023.

lider lidt under kvantiteten. J

0 Carl Locher, ”Parti fra Hornbæk strand med mørkklædte figurer”, 1887. Privateje. – Foto: Torben Christensen.

0 Olof Krumlinde, ”Havet”, 1882. Privateje.

Carl Bloch trækkes ud af glemslen

I sin levetid blev Carl Bloch anset for at væreDanmarks betydeligste maler. Så blev han gammeldags og glemt. Nu ser Statens Museum forKunst på ham med vor tids øjne udstilling

Torben Weirup kultur@k.dk

I sin samtid opnåede Carl Bloch (1834-1890) overordentlig stor succes. Både hos publikum og kritikken.

Så meget desto mere nådesløs var eftertidens bedømmelse af ham. Bloch blev nærmest skrevet ud af kunsthistorien i henved 100 år, indtil nye generationer af kunsthistorikere, som overinspektør ved Statens Museum for Kunst Peter Nørgaard Larsen, begyndte at se på ham med andre øjne:

Var der nu alligevel ikke mere i Carl Blochs værk end de sentimentale genrebilleder og det tilbageskuende kunstsyn?

Det synes at være udgangspunktet for den aktuelle udstilling ”Carl Bloch: Forført” på Statens Museum for Kunst, der har netop Peter Nørgaard som tilrettelægger.

En genfunden overraskelse

Udstillingens overraskelse – hvis man kan sige det sådan – er et fire meter højt maleri, ”Prometheus’ befrielse”, der har været forsvundet i årtier.

Det er før blevet efterlyst gennem forskellige museale og kunsthistoriske netværk, men alle spor endte blindt. I hvert fald indtil en vaks medarbejder ved Ribe Kunstmuseum for nylig fandt et brev fra 2006 i arkivet. Det var sendt til Ribe fra en kunsthistoriker ved det græske nationalgalleri. Hvorfor Ribe?

Fordi i Ribes Kunstmuseums samling indgår to forarbejder til ”Prometheus’ befrielse”, som også er medtaget på udstillingen.

Af brevet fremgik det, at den græske kongefamilie i 1991 havde anmodet om at få billedet udleveret til eksilet i London.

Ønsket blev ikke imødekommet. Men i anledningen af udstillingen i København er maleriet hentet frem fra et magasin i de tidligere kongelige samlinger i Grækenland og hænger nu i al sin magt og vælde på det danske nationalgalleri.

Prometheus betyder ”den forudseende”. Titanen Prometheus i græsk mytologi er en oprører i forhold til guderne. Prometheus gav ilden (tilbage) til mennesket, efter at Zeus havde frataget dem den.

Det tog Zeus ilde op, han lænkede Prometheus til en klippe og lod en ørn vende tilbage hver dag for at spise Prometheus’ lever, der havde den forunderlige egenskab, at den blev gendannet om natten. Bloch skildrer øjeblik-

ket, da helten Herakles med en pil har dræbt ørnen og dermed befriet Prometheus.

Da Carl Blochs gennembrudsbillede blev udstillet på Charlottenborg i København i 1865, dannedes en kø af forventningsfulde besøgende helt over til den anden side af Kongens Nytorv, og en førende kunstkritiker skrev, at her var tale om ”en meteor over vor kunsts horisont”. Blochs lærer på Kunstakademiet, Wilhelm Marstrand, skal have grædt af bevægelse, da maleriet blev pakket ud forud for Forårsudstillingen.

Maleriet var bestilt af den græske konge, Georgios I, og i billedets nye hjemland blev det set som et symbol på sejren i den græske frihedskrig (18211829). I Danmark blev det derimod set som et billede på en slags kulturel genrejsning efter nederlaget i 1864. H.C. Andersen, hvis portræt malet af Carl Bloch også er medtaget på udstillingen, skrev, at ”Poesi og Kunst er nu vort Dannevirke”. Og til Bloch:

”De saa ung og frisk staar allerede som en af de mest betydende.”

Efter udstillingen blev ”Prometheus’ befrielse” fragtet til Grækenland. Men da maleriet atter blev vist i Danmark i 1910, havde smagen ændret sig, og kunsthistorien var ved at blive omskrevet.

Af et kunsthistorisk oversigtsværk fremgår det, at billedet ellers blev præsenteret som ”en altertavle med hedensk indhold”, ophængt på en baggrund af rødt fløjl og flankeret af grønne planter. Men ak, magien var væk. Og det gjaldt også andre af Carl Blochs kendte historiemalerier som for eksempel gengivelsen af Christian II’s fangenskab på Sønderborg Slot, hvor kongen går rundt og rundt om et bord og –det er ganske vist! –med sin finger præger en rille i bordpladen.

Men hvad skal vi med Carl Bloch? Er udstillingen ikke endnu en præsentation af en afdød, hvid mandlig kunstner? Er der ikke nok af dem?

Prometheus, Christian II, Samson i filistrenes trædemølle, ængstelige fiskerfamilier ved den jyske vestkyst, en fattig kone eller en forpint Kristus i Getsemane Have synes alle at appellere til publikums medlidenhed. Bloch mestrer på en næsten barokagtig måde at male sine motiver, så de kommer betragteren i møde og kræver stillingtagen. Og heri ligger måske en del af forklaringen på Blochs genkommende aktualitet: Kravet om engagement synes på ny at være en strømning i samtidskunsten.

Blochs billeder blev skrevet ud af kunsthistorien, fordi vi var kommet ind i en moderne tidsalder, der vendte det figurative maleri – og herunder ikke mindst historiemaleriet og malerier med mytologiske motiver – ryggen.

Det er også noget med det sanselige og erotiske i Carl Blochs billeder – udstillingen hedder som nævnt ”Forført”, og der er mange forførende træk ved Bloch.

Carl Bloch forfører med sin virtuositet, når han eksempelvis gengiver en

ung pige duftende til en rose eller troværdigt redegør for materialernes karakter og stoflighed i malerier forestillende en slagtergård. En scene fra et osteria i Italien gengiver to – forførende –kvinder. Men en mands dystre blik advarer også om farligheden i erotikken. Erotik og mad kan være sanseligt beslægtede, hos Carl Bloch har scenarier med opstillinger af fødevarer, navnlig fisk og skaldyr, en vis frastødende snarere end indbydende karakter. Billederne synes at advare mod fristelse og hengivelse.

Kunst til alle tider

Men hvad skal vi med Carl Bloch? Er udstillingen ikke endnu en præsentation af en afdød, hvid mandlig kunstner?

Er der ikke nok af dem?

Det har nationalgalleriet også taget højde for, så som en del af udstillingen har ULK – Unges Laboratorier for Kunst – skabt en række kommentarer i og ved siden af udstillingen. De kan ses som et bud på, hvordan man kan formidle temaerne i en ældre malers værk som for eksempel Carl Blochs.

Måske er sange en måde at adressere andre segmenter af potentielle besøgende end – og det er jo fordomme bygget på en vis statistisk sandsynlighed –de grå hjelme, de overvejende ældre kulturelt interesserede? Om end dansk kulturliv uden dem ville være en publikumsmæssig fattig affære.

Det må være op til den enkelte, hvor højstemt man bliver af at høre hjemmelavede sange på melodier som ”Hammer hammer fedt” eller Bølle Bob, der bliver til ”Bølle Bloch”. Men det er så i en tilstødende sal.

Derimod er en række filmede samtaler anbragt i selve udstillingen langt mere eksistentielt vedkommende, fordi de handler om nogle menneskers forhold til religiøsitet eller til ”den anden”.

Blochs scene fra det italienske osteria, en uprætentiøs restaurant, tematiserer også beskuerens blik på fremmede mennesker med en anderledes kulturel baggrund. I en lille film fortæller tre yngre kvinder om andres blik på dem. Her ligger fine pointer om det at være menneske.

Men derudover kan man vel svare på spørgsmålet – hvad skal vi med en udstilling om en maler som Carl Bloch? –ved at tænke på, at det netop er kunstmuseets opgave at trække afdøde malere frem og kigge på dem på en ny måde og til glæde for nye generationer. Det lykkes med udstillingen om Carl Bloch.

Carl Bloch har længe forekommet bedaget og utidssvarende. Men udstillingen viser blandt meget andet, at kunstnere til alle tider beskæftiger sig med sammenlignelige problemstillinger –Gud, eksistens, forholdet til næsten og så videre – og at vi ved at møde fortiden får et blik på nutiden og et glimt af en sammenhæng gennem tiderne. J

5 stjerner

0 ”Prometheus’ befrielse” fra 1864 er nu tilbage i Danmark efter 90 år og indgår i nationalgalleriets Carl Bloch-udstilling. – Foto: The Hellenic Ministry of Culture and Sports.

Carl Bloch: Forført. Statens Museum for Kunst, København. Vises til den 29. maj.

Kunstmuseer er det største trækplaster

Landets mest besøgte museer i 2022 var alle kunstmuseer – og ét af dem har ovenikøbet sat publikumsrekord

nyhed

Morten Mikkelsen mikkelsen@k.dk

Når man går på kunstmuseum, får man en oplevelse af at komme ud i verden, et fællesskab med familie eller venner og et tilskud af kulturel dannelse, men uden at det føles, som om man skal anstrenge sig med at lære noget. Hvis man oven i dette lægger nogle solide kunstneriske trækplastre som malerne Franciska Clausen og Henri Matisse, har man ifølge iagttagere forklaringen på, at Danmarks tre mest besøgte museer i 2022 alle var kunstmuseer.

Et af de tre, Statens Museum for Kunst i København, SMK, satte tilmed ny rekord med 492.579 solgte billetter, hvilket er cirka 20.000 flere end det næstbedste år, 2015. Det er til trods for, at entreen dengang var gratis. SMK er imidlertid kun på en samlet tredjeplads, idet Louisiana i Humlebæk nord for København og ARoS i Aarhus har haft endnu flere gæster.

Alle større museer har noget nær fordoblet besøgstallene i forhold til 2021, hvor tallene var ekstraordinært lave på grund af corona-nedlukninger. Både Louisiana og Aros har tidligere ligget endnu højere, men det er nyt, at både nummer et, to og tre på listen er kunstmuseer.

Ifølge Andreas Bonde Hansen, ph.d. i museums- og kulturarvsstudier og chefrådgiver i kulturrådgivningsfirmaet Seismonaut, er der en lang tradition i Danmark for, at museer som helhed og kunstmuseer i særdeleshed er populære i befolkningen.

”Generelt er traditionen, at publikum i Danmark vil se på moderne kunst og kongelige slotte, mens det i Sverige mere er frilandsmuseer og lokalhistoriske udstillinger. Når de tre største kunstmuseer lige nu klarer sig godt, tror jeg, det hænger sammen med, at de er gode til at markedsføre, hvad man får af oplevelse, når man vælger at investere sin sparsomme kvalitetstid i et museumsbesøg” siger Andreas Bonde Hansen.

Christiane Særkjær, ph.d. i museumsformidling og videnskabelig assistent ved Aarhus Universitet, er enig i, at det ikke er enhver form for kunst, der trækker publikum på museer.

”Det, vi kan se, er, at når der er store blockbuster-udstillinger på kunstmuseerne, tiltrækker det også dem, der ellers ikke går så meget på museum,” siger Christiane Særkjær.

Hun uddyber, at kunstnere, der er meget berømte eller malere, der aktuelt har fået omtale i bøger eller andre medier, appellerer til et stort publikum, der er kulturinteresserede, men ikke nødvendigvis store kunstelskere. Et par eksempler er den danske avantgardekunstner fra 1920’erne og 1930’erne Franciska Clausen (1899-1986), som ARoS viser den hidtil største udstilling med, og den berømte franske maler Henri Matisse (18691954), hvis værk ”Det røde atelier” fra 1911 er omdrejningspunkt for den udstilling, der har været det store trækplaster på Statens Museum for Kunst i 2022.

”De fleste ved, hvem Matisse er, og det har medvirket til, at mange vil se udstillingen,” siger Christiane Særkjær som drager paralleller til musikkens verden, hvor de helt store idoler kan trække fulde huse, mens mindre navne har sværere ved at fylde mindre sale.

Danmark har 238 kulturhistoriske museer og kun 52 kunstmuseer, og de kulturhistoriske museer har sammenlagt flest besøgende. At listen alligevel toppes af de tre store kunstmuseer, kan der være mange forklaringer på. Christiane Særkjær peger blandt andet på, at billedkunst har en mere visuel appel.

”De kulturhistoriske museer har ellers i de senere år lavet nogle gode dramatiseringer, som skal inddrage publikum mere i udstillingerne. Men med kunst kan man mere dvæle ved sin egen oplevelse,” siger hun.

Museerne har fået gæster igen

Kunstmuseerne Louisiana i Humlebæk nord for København, ARoS i Aarhus og Statens Museum for Kunst (SMK) i København havde i 2022 landets højeste besøgstal med henholdsvis 612.992, 514.332 og 492.579 gæster. For SMK er antallet en fordobling i forhold til 2021 og 100.000 flere end før corona i 2019. SMK har overhalet Den Gamle By i Aarhus og Statens Naturhistoriske Museum i København. Ifølge en undersøgelse fra Organisationen Danske Museer har 31 procent af museerne i 2022 oplevet fremgang i besøgstallet, 35 procent har uændret besøgstal og 31 procent har oplevet en tilbagegang i forhold til besøgstallene fra 2019.

0 Alle større kunstmuseer har noget nær fordoblet besøgstallene i forhold til 2021, hvor tallene var ekstraordinært lave på grund af corona-nedlukninger.

– Foto: Malthe Ivarsson/SMK

Landgreens visuelle oase

Malene Landgreens nye

værker til Trapholt skaber en visuel fortælling, der handler om rum, farver og en sfærisk og plastisk væren i verden. Det er maleri i et stærkt udvidet felt

udstilling

Lisbeth Bonde kultur@k.dk

Maleren Malene Landgreen (født 1962) har altid haft en arkitekt i maven. Det kan derfor ikke undre, at hun står bag et stort antal vellykkede udsmykninger – eller bedre: in situ-projekter, det vil sige kunst, der er skabt til og går i dialog med stedet. Vi nævner i flæng: Nyborg Strand (2017), Caféen i Kunstmuseum Brandts (2020), nordvingen på Rigshospitalet (2019) og Nyborg Gymnasium (2019) for blot at opliste nogle af de seneste. I disse værker puster hun liv ind i de ofte lidt anonyme, moderne bygninger, så de bliver vederkvægende at opholde sig i; som visuelle oaser, hvor man ”masseres” ind i en sanselig verden af farver og former.

Man kan roligt benytte ordet dekorativ om Malene Landgreens kunst, forstået som skønhedsskabende.

Selvom dette ord har været bandlyst i over 100 år med fremkomsten af avantgardekunsten, så stikker skønheden vedvarende sit hoved frem og kan ikke holdes nede. Man bemærker, at også avantgardens formforvandlende og oprørske udtrykssprog i begyndelsen ofte fremstår antiæstetisk – det ligger i dens DNA at gøre op med kunstens rolle som dekorativt statussymbol – men med tiden overgiver også den oprørske kunst sig til det æstetiske og bidrager til kunsten med nye skønhedsparametre.

ne med malerier, men også havde indtaget den smukke barokhave med et opslået kæmpesejl og en skulpturel bordopdækning. Landgreen vil gerne overraske og driller gerne publikum ved at bryde me deres forventninger.

Hun har et mellemværende med den konkrete kunst, som opfatter farven, linjen og punktet som maleriets egentlige sandhed. Arbejdet med disse billedelementer i rum eller på lærred er hendes måde at svare verden igen, hendes reaktion som kunstner på de hændelser, som tilværelsen byder hende. Ved at afsætte maling på flader eller stoffer skaber hun spordannelser, mønstre og farver, der fungerer som replikker til tidens problemstillinger. Det sker dog sjældent med en direkte reference til virkeligheden, for hendes kunst er abstrakt og rummer ingen direkte genkendelige motiver. Dog har hun på denne udstilling tilladt sig at lempe lidt på denne regel.

Det er på en måde konkret kunst på syre.

Billedkunst er en anden sanse- og erkendelsesform end sprog. Den går ofte i kroppen på beskueren, fordi den åbner vores sanser. Alle, uanset sprog, baggrund og identitet, kan opleve kunst. Men vi oplever den forskelligt, alt efter hvem vi er, og hvad vi er rundet af. Men når kunsten først bliver artikuleret – altså bliver omsat til sprog – vil den kunne skille os ad i uenighed eller samle os i enighed. Der er flere vigtige grunde til, at vi har brug for billedsproget: Det kan udtrykke noget, som ordene ikke kan indfange, medmindre man som digter modellerer og fornyer sproget og skaber metaforer og benytter symboler. Her kan digtet eller prosadigtet give billedkunsten et mere komplekst modsvar. I den såkaldte ekfrase sætter digteren ord på et billedkunstnerisk værk, sådan som blandt andre den svenske lyriker Gunnar Ekelöf (1907-1968) har praktiseret.

Det ligger derfor lige for, at Malene Landgreen er blevet inviteret til Trapholt i Kolding for at bidrage til kunst- og designmuseets udstillingsrække ”Maleriske sansninger”, der er programsat i perioden 2022-2025, og som blev indledt sidste år med Erik A. Frandsens udstilling ”Giottos metode”. Museet følger denne udstillingsrække op med nogle forskningsprojekter i samtidsmaleri.

Malene Landgreen er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i perioden 1984-1994, og hun har modtaget mange priser for sit arbejde. Sidste år modtog hun den højeste anerkendelse, man som kunstner kan opnå herhjemme – blandt andet fordi den tildeles af fagfæller: Thorvaldsen Medaillen.

Kunst, der går i kroppen

Det skete på baggrund af hendes ”vedholdende udforskning af maleriets virkemidler og potentialer i både den lille og den store skala”. Sidste sommer brillerede hun på Gl. Holtegaard i Holte nord for København med soloudstillingen ”Goodness

Gracious!”, hvor hun dels havde fyldt sale-

Malene Landgreens nye værker til Trapholt kommunikerer direkte med beskuerens sanseapparat blandt andet ved at folde sig ud i meget store formater på væggene, hvor man på en måde kan blive opløst i dem. Og når man kigger nedad, kan man forsvinde i gulvenes mange mønstre og farver. Vi kan også lege med de bemalede, geometriske skiver i den bageste sal, der er opbygget som et trapperum, vi kan klatre op ad eller sidde på, så vi bliver en del af installationen, der herved bliver levende og skifter udtryk.

De fire sale veksler mellem et lyst farvespektrum og et mørkt. I den første har Landgreen lagt et gulv af blanklakerede plader i et zigzagmønster i skiftevis mørkere farver og pasteller. Gulvet reflekterer værkerne på væggene og fordobler effekten i en mageløs illusion. På væggene oplever vi fire store puslespilslignende malerier med sort baggrund og mønstre af skabelonfigurer fra spillekort, der interagerer med firkantede flader i lyserødt, gult, rødt, blåviolet og blåt. Der er meget jazz og energi i disse malerier, hvis skabelonmønstre også kan opleves i guldfarver på væggen ved siden af. I rummet optræder de to første i en række mandsstore skabelonskulpturer i bejdsede mdf-plader. Her kommer fantasien på arbejde: De ligner kaniner med ører. Eller stiliserede menne-

skefigurer. Vi er i ”Alice i Eventyrland”, hvor spejlet fordrejer virkeligheden. Det er som et kalejdoskop – skulpturerne forvandler sig bestandigt, alt efter synsvinklen, og dog genkendes spillekortenes figurer her og der. I Sal 1 er farverne tunge, og formerne skarpt konturerede, mens de i Sal 2 er flydende og æteriske – som æterlegemer. Her har Landgreen benyttet tekstiler, som hun har indfarvet med akrylfarver. De mere eller mindre amorfe og Rorschach-agtige motiver i lyse farver synes at vandre videre fra maleri til maleri. Malerierne kan minde om batik, hvor motivet spejles efter at have været ophængt på en tørresnor. Andre ligner blomsterblade. Her er universet grænseløst.

Malene og ”Morten”

I Sal 3 er der noget andet på spil. Her genanvender Landgreen det enorme bemalede sejl fra Gl. Holtegaard, som naturligt nok har skullet forsynes med huller for at kun-

ne klare sig i vinden. Disse huller har hun nu suppleret med røde og blå prikker efter et tilfældighedsprincip. Dette mere konkrete og skarpt konturerede hulmønster optræder på en baggrund af svævende og poetiske lyse pastelfarver – her med enkelte vibrerende guldstriber.

I den fjerde sal kan vi som nævnt lege med nogle af de geometriske former, som også Landgreens nu afdøde kollega ”Morten” alias Richard Mortensen (1910-1993) excellerede i. I en stor sal ved siden af Landgreens udstilling kan man hengive sig til hans sublime, modernistiske kunst med Landgreens samtidsmaleri på nethinden. Hvor Mortensen var en pionér, der gennemgående var optaget af at opfinde et stramt og dog legende formsprog med rendyrkelsen af form, flade, rum, farve, punkt og linje helt uden referencer til naturen eller virkeligheden, finder vi hos Landgreen som sagt motiver, der giver associationer til planteverdenen – eller mere direkte til figurerne i kortspil. Det er på en måde konkret kunst på syre. ”Flow of Change” er en totaludstilling, der bør opleves i virkeligheden. J

5 stjerner

Malene Landgreen. Flow of Change. Trapholt, Kolding. Vises til den 19. november 2023.

0 Undervejs i udstillingen går Landgreen i en spændende dialog med den store modernist Richard Mortensen (19101993), som indtager en vigtig plads i museets samling. — Foto: David Barnwell.

Kunsthistoriens genstridige mælkebøtter

Danske kunstmuseer er i disse år optaget af at fremhæve de kvindelige kunstneren, som kunsthistorien glemte, og tendensen har vi nok kun set toppen af, mener kurator og projektforsker Lene Bøgh Rønberg

Benedikte Christine Rasmussen brasmussen@k.dk

Alle, der har taget sig kærligt af en have, ved, at mælkebøtter er noget nær umulige at komme til livs. Ukrudtsplanten har en lang rod, og selv når den gentagende gange kappes af ved jorden, dukker den frem på ny selv de mest umulige steder.

Med lidt god vilje kan man drage en parallel fra mælkebøtterne til de kvindelige kunstnere, der gennem tiden har skabt stor kunst på linje med deres mandlige modstykker, men som i langt mindre udstrækning er blevet skrevet ind i kunsthistorien og vist på museerne.

For ligesom med mælkebøtterne er det som om, at kunsten fra kvindernes hænder ikke sådan lader sig kue – det ses på de danske kunstmuseer i disse år, hvor udstillinger med kunst af kvinder, der aldrig rigtig blev skrevet ind i kunsthistorien, pibler frem. Et stort og vedholdende arbejde ligger bag at kunne udstille kunstnere, der ikke blev levnet mange oplysninger om til eftertiden. Alligevel har vi sandsynligvis kun set toppen af den tendens. Det mener i hvert fald Lene Bøgh Rønberg. Hun er kurator og projektforsker ved Den Hirschsprungske Samling i København – og nu også eftersøgningsleder. I øjeblikket arbejder hun med et forskningsprojekt, der går ud på at blive klogere på en række kvindelige kunstnere fra Det moderne gennembrud.

”Museet vil gerne i kontakt med så mange private ejere som muligt. Såvel malerier som tegninger udført af kunstnerne har interesse. Det samme har fotos, breve eller andre kilder,” lød det blandt andet i den efterlysningsannonce, som museet har indrykket over de seneste måneder i en række landsdækkende aviser.

Og det er netop, fordi der er tale om kvinder, at museet er blevet nødt til at gå den lidt alternative vej og bede offentligheden om hjælp til at finde frem til værkerne, fortæller

Lene Bøgh Rønberg.

”Var der tale om kunst af mænd, kunne man oftest finde information på andre museer eller i kunstbøgerne. Selvom kvinderne ofte var lige så dygtige, anså man på den tid ikke deres værker for særligt nybrydende, og de er derfor for manges vedkommende slet ikke skrevet ind i historien eller opkøbt af museerne. Så det kræver en mængde research at finde frem til dem,” siger hun.

Manden har hjerne, kvinden har krop

På Den Hirschsprungske Samling kan man lige nu opleve en udstilling med Anna Syberg (1870-1914) og hendes mange blomstermotiver. Til september åbner en udstilling med Marie Krøyer (1867-1940), og sidste år kunne man samme sted opleve en udstilling med Bertha Wegmanns (1847-1926) værker. På andre danske kunstmuseer kunne man sidste år se udstillinger med navne som Franciska Clausen (1899-1986), Alhed Larsen (18721927) og Anne Marie Carl-Nielsen (1863-1945), og det er blot en række af de kvindelige kunstnere, som de danske kunstmuseer i disse år har fokus på.

Mens nogle af de kvindelige kunstnere kæmpede en ofte forgæves kamp for at blive set og anerkendt, var andre rent faktisk store i deres samtid. Forklaringen på, at de fleste alligevel ikke fik en plads i kunsthistorien, bunder blandt andet i den kønsopfattelse, der herskede i tiden før og under Det moderne gennembrud, hvor mange af kvinderne virkede, forklarer Lene Bøgh Rønberg.

Manden blev på den tid opfattet som kultur: det var ham, der havde intellektet, han var den rationelle, den skabende, den, der reflekterede, skabte overblik, tænker nyt.

Kvinderne blev derimod set på som natur: de repræsenterede kroppen, følelserne og nærværet, egenskaber, der knytter sig til moderskab, fødsler og omsorg. De var ikke i stand til at være kreativt skabende, men de var dygtige til at reproducere.

”Det er den opfattelse af kønnene, affødt af den borgerlige orden, der hersker gennem langt det meste af 1800-tallet. Den kvindelige kunstner lå altså under for sin biologi. Hendes bidrag blev ikke anset som vigtigt, fordi man ganske enkelt ikke mente, at hun var i stand til at udtænke nye greb og motiver inden for billedkunsten. Og det er også i den kontekst, man skal forstå, hvorfor kvinderne ikke bliver skrevet ind i historiebøgerne og indkøbt af museerne,” siger Lene Bøgh Rønberg.

Men det er netop også i tiden omkring Det moderne gennembrud, at noget rykker ved opfattelsen af den kvindelige kunstner. For selvom kvinderne ikke havde adgang til kunstskolerne herhjemme, kunne det nemmere lade sig gøre andre steder i Europa, herunder i München og i Paris, som mange af de danske kvindelige malere, tog til for at uddanne sig.

”De fandt simpelthen andre veje til at blive dygtige. Det er også forklaringen på, at mange af kvindernes værker er kunstnerisk lige så interessante og fremviser lige så varierende motiver, som mændenes fra samme perio-

de. Mange kvinder blev altså udmærket uddannet af europæiske læremestre og på private malerskoler. ”

Først i 1888 bliver der adgang for kvinder på Kunstakademiet i København. Det skete dog stadig ikke på lige vilkår. Så nogle kvinder tog sagen i egen hånd, forklarer Lene Bøgh Rønberg.

”Flere kvinder laver private malerskoler, og nogle samles i kvindelige netværk. Der er flere eksempler på, at de simpelthen hjælper hinanden frem. I løbet af 1880’erne og 90’erne mere end fordobles antallet af kvinder, der bidrager til de årlige Charlottenborg-udstillinger.”

Således er vi tilbage ved billedet af mælkebøtterne, der nægter at lade sig kue. Alligevel bliver kunsthistorikerne, der på det her tidspunkt udelukkende består af mænd, ikke for alvor interesseret i at skrive kvinderne ind i kunstbøgerne, ligesom museerne også tøver med at opkøbe deres værker.

”Man skal helt frem til anden bølge feminismen i 1960’erne og 70’erne, før der overhovedet sættes spørgsmålstegn ved, hvor værkerne af de kvindelige kunstnere er henne,” siger Lene Bøgh Rønberg.

”Det er derfor, vi ved så lidt om dem. Og det er først i de senere år, at arbejdet med at indsamle viden har taget fart. Kun få har for alvor – før nu – vedholdende forsøgt at finde information og grave fortællinger frem om de kvinder, som blev glemt. Derfor er det gået ekstremt langsomt med at få dem ind på de danske museer, og derfor er kønsfordelingen på kunstnere fra det moderne gennembrud stadig skæv i dag.”

Et fokus, der vil fastholdes

I sin aktuelle efterlysning har Lene Bøgh Rønberg på nuværende tidspunkt modtaget mere end 150 henvendelser fra private samlere og efterkommere, der mener at have information om eller værker af kvindelige kunst-

2 Mens mænd blev anset som det skabende køn i 1800-tallet, blev kvinden modsat opfattet som det reproducerende, hvis motiver ikke blev anset som nyskabende. Det gjaldt blandt andet blomstermotiver, som hyppigt findes blandt kvindelige værker fra Det moderne gennembrud. Her ses en markbuket af Bertha Wegmann, ca. 1882, hvori der indgår afblomstrede mælkebøtter. –Foto: Den Hirschsprungske Samling.

nere. Nogle tager Lene Bøgh Rønberg ud til, andre læsser deres værk i bagagerummet og sætter kurs mod museet, så Lene Bøgh Rønberg kan kaste sit syn på sagerne.  I det hele taget oplever Lene Bøgh Rønberg, at der er en stor interesse for at beskæftige sig med de kvindelige kunstnere – både blandt museumsgæster og blandt folk, der professionelt arbejder med kunst.  ”Jeg tror ikke det vil aftage lige med det samme. Jo mere vi får fundet frem af hidtil ukendte værker, desto mere udvides kunsthistorien og desto mere nysgerrighed og interesse vil der opstå om disse kunstnere.” J

Efterlysning af værker skabt af kvinder

Kurator og projektforsker Lene Bøgh Rønberg arbejder i øjeblikket på at indsamle værker og viden om kvindelige kunstnere fra Det moderne gennembrud til en kommende udstilling på Den Hirschsprungske Samling.

Det gælder særligt de fire kunstnere Anna Sophie Petersen (1845-1910), Augusta Dohlmann (1847-1914), Johanne Krebs (1848-1924) og Sophie Holten (1858-1930).

Skulle man ligge inde med værker eller oplysninger om disse, kan museet kontaktes.

FOTO: DEN HIRSCHSPRUNGSKE SAMLING

0 Blandt genstandende fra Amarna vises dette prinsessehoved i rødbrun kvartsit på Glyptotekets udstilling om solgudens by. – Foto: Ole Haupt/Ny Carlsberg Glyptotek.

0 En 3D-genskabelse viser, hvordan man mener, at Amarna har set ud i oldtiden. – Foto: Paul S Docherty.

Ordknap formidling af fascinerende egyptisk oldtid

3000 år gamle genstande fra Amarnai og Ægypten kommer til liv på Glyptoteket.

Alene fascinationskraften gør den seværdig. Men udstillingen forsømmer at fortælle de historier, som kalder på bliver fortalt udstilling

Jes Fabricius Møller kultur@k.dk

Denne særudstilling på Glyptoteket i København viser genstande, som er fundet i det, der fra cirka 1350 f.Kr. og blot en snes år frem var Ægyptens hovedstad.

Byen kendes i dag som Amarna, men hed i oldtiden Akhetaten. Den blev grundlagt af farao Akhenaten, der vel i dag er mest kendt på grund af sin underskønne dronning Nefertiti. Det er ikke lykkedes at låne det berømte portræt af hende fra det ægyptiske museum i Berlin, men Den kongelige Afstøbningssamlings kopi er om ikke en fuldgod, så dog en interessant erstatning.

Akhenaten blev et par år inde i sin regeringstid omvendt til en ny kult for solguden Aten, som han gjorde til statsreligion. Der-

med afskaffede han også flerguderi. Hovedstaden flyttede han fra Theben til den by, som han selv grundlagde som en hyldest til sin gud. Efter Akhenatens død blev byen forladt og ødelagt, ægypterne genoptog deres gamle religiøse skikke, og faraoernes residens flyttede tilbage til Theben.

Det er begrænset, hvad der kan forventes at være bevaret fra en by på 30.000 indbyggere, der kun eksisterede i 20 år for godt 3000 år siden. Nogle genstande er såkaldte spolier, altså dele af en nedrevet bygning, som er blevet genanvendt i en ny. For eksempel udstilles to fragmenter af et relief. De kommer fra henholdsvis The Metropolitan Museum i New York og Glyptotekets egen samling. De passer sammen som to brikker i et langt større puslespil og føres i denne udstilling sammen for første gang siden oldtiden.

Man kan ikke sige, at Glyptoteket oversælger denne pointe. Man skal virkelig kunne læse udstillingsteksterne indenad for at få den med.

Noget af det, der taler direkte til museumsgæsten i 2023, er den ikonografi, der omgav faraoen, hans dronning og deres døtre. Den repræsenterer et skønhedsideal, der nærmer sig, hvad man også har kaldt det androgyne, altså en udviskning af eller en leg med forskellene mellem kønnene. Noget tyder på, at det afspejler en tilsvarende lighed mellem mænds og kvinders status og betydning i den kongelige familie.

Betagende er de få hverdagsgenstande, der

0 ”Talatat, Akhenaten ofrer en and, Hermopolis, Kalksten”, står der om denne genstand på Glyptotekets udstilling. Der er tale om en besynderlig sproglig fornærethed, mener anmelderen, for man kan ikke forvente, at den besøgende ved, hvad, hvor eller hvem Talatat er.

– Foto: The Metropolitan Museum of Art.

er fundet, en flettet kurv eller en riskost, fremstillet af de tarveligste materialer, men ikke desto mindre bevaret for denne meget sene eftertid. Der er noget grundlæggende fascinerende ved det forhold, at vi kan vide så meget om menneskene for så lang tid siden.  Fra omtrent samme tidsrum i historien har vi i Danmark et klenodie som Solvognen fra Trundholm Mose. I modsætning til fundene

fra Amarna står Solvognen næsten uden kontekst. Fra Amarna er der tekster, kunstværker og genstande, en veletableret kronologi, der kan skabe en ramme for forståelsen, også selv om den bygger på fragmentariske vidnesbyrd.

Udstillingen begrænser sig til at fylde to af etagerne i Henning Larsens tilbygning til Glyptoteket.

Den består af et delikat udvalg af originale genstande suppleret med plancher, reproduktioner og kopier iscenesat i en klassisk museumsæstetik. De fleste af genstandene er kun forsynet med de nødtørftigste oplysninger, for eksempel ”Amonhoved, statuefragment, Horemheb, Diorit” eller ”Talatat, Akhenaten ofrer en and, Hermopolis, Kalksten”. Der er tale om en besynderlig sproglig fornærethed. Genstandene forklarer ikke sig selv, og man kan ikke forvente, at den besøgende ved, hvad, hvor eller hvem Talatat, Diorit eller Horemheb er.

Udstillingen når langt alene på den fascinationskraft, der udgår fra de originale genstandes aura, men den er ikke god nok til at motivere og forklare de valg, der er truffet. Den forsømmer dermed at fortælle de historier, der kalder på at blive fortalt. J

Amarna – Solgudens by. Særudstilling. Glyptoteket, København. Vises til den 18. juni 2023.

Med kurs mod Syndfloden

Ribe Kunstmuseum viser en smuk, grusom og menneskeligt vedkommende udstilling af elegante papirklip af Peter Callesen, der adresserer klimakrisen gennem overraskende og underfundige værker

udstilling

Torben Weirup kultur@k.dk

En tømmerflåde. Eller rettere: En skulptur forestillende en tømmerflåde er det første, der møder den besøgende i Peter Callesens udstilling i Ribe Kunstmuseum. Associationerne er flere ved mødet med en skulptur forestillende en tømmerflåde, men hvis man kommer til at tænke på skibskatastrofer og mennesker på flugt, er man nok ikke på helt dybt vand. Når så værket ydermere hedder ”Ark”, kan man også få en fornemmelse af, at noget er i opbrud og under forandring.

Den syndflod, der er omtalt i Bibelen, var sendt af Gud, og eftersom Gud efterfølgende satte en regnbue som et løfte om ikke at gentage oversvømmelsen, må det være os selv, der udløser en ny, ødelæggende syndflod.

Peter Callesens tømmerflåde er bygget af papir – og ikke et hvilket som helst papir. Det er FN’s klimarapport. Klimakrise og undergangsforestillinger er gennemgående temaer i udstillingen, der virkelig kunne udløse en tung stemning, hvis det ikke var, fordi Peter Callesen på meget elegant vis anvender underfundighed og humor til at få publikum til at tænke (sig om).

I udstillingens andet rum er et fint lille værk med et skræmmende perspektiv: Ribe Domkirkes ene tårn står i vand næsten op til klokkerne. En lille båd er tøjret til muren. Domkirken kan man se gennem museets vinduer – og man tænker, at det ville da være en synd at lade det komme så vidt. Flere af udstillingens værker forholder sig i øvrigt til netop Ribes og Sønderjyllands lange forhistorie med oversvømmelser og digebyggerier.

Forbløffende papirklipper

Peter Callesen (født 1967) er uddannet på akademier i London og Aarhus. Siden har han blandt meget andet haft en overbevisende udstilling i 2010 på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig (samt i Kunstmuseet Trapholt i Kolding), hvor det dels stod klart, at Peter Callesen har en virtuos omgang med papiret som kunstnerisk materiale, og dels at hans forbløffende evne til at skabe fortællinger ved at klippe i papir bli-

0 Et centralt værk i Peter Callesens udstilling i Ribe Kunstmuseum er ”Ark”, der er bygget af papir. På papiret er printet FN’s seneste klimarapport, der ikke er blottet for håb. Spørgsmålet er, om alt håb er ladt ude for eventuelle passagerer på papirtømmerflåden? – Pressefoto.

0 ”På dybt vand” hedder dette papirklip fra Peter Callesens hånd. – Pressefoto.

ver til forfinede værker, der i udtalt grad behandler etiske og eksistentielle, almenmenneskelige problemstillinger.

Peter Callesen skærer i sine hvide papirark – men det, der skæres væk fra fladen, kasseres ikke. I stedet føjes det til på en ny måde og bliver til overraskende pointer eller fint ciseleret ornamentik. Værkerne kredser om menneskelig dårskab som en slags venlig og bekymret advarsel. Ikke formanende men som oplysning til borgeren om Jordens sårbarhed. Eller: Ikke kloden så meget som menneskene der lever på dens yderside. Planeten vil sejle uforstyrret i sin bane om solen,

Men pas nu på, synes Peter Callesen at sige, for naturen kan også få overtaget. Et lille papirværk viser et fatalt møde mellem et menneske og en isbjørn på en stor hvid flade.

selv om det lykkes os at udrydde os selv.

Det kan være, at det ser ud, som om mennesket har overtaget i forhold til naturen, så meget som vi skødesløst ødelægger den, og lader skovene vige og vandene stige. Men pas nu på, synes Peter Callesen at sige, for naturen kan også få overtaget. Et lille papirværk viser et fatalt møde mellem et menneske og en isbjørn på en stor hvid flade. Man ser kun spor som aftryk i sne –men denne gang er det mennesket, der ikke kommer så godt ud af konfrontationen.

Og i adskillige andre værker kommer de helt store bølger rullende hen over havoverfladen.

Mindelser om en fransk fregat

Vi er ikke færdige med tømmerflåden. Der ligger en kunsthistorisk reference i den til et maleri, som med mellemrum er dukket op som reproduktion i de senere adskillige år på udstillinger med dystopiske temaer. Det mere end syv meter lange maleri, der er fra 1819, hedder ”Medusaflåden” og er malet af Theódore Géricault (1791-1824).

Billedet, der forestiller nogle skibbrudne på en tømmerflåde, bygger på en virkelig, både tragisk og makaber begivenhed i 1816: En fransk fregat forliser ud for Vestafrika. Der er ikke plads til alle i redningsbådene, så omkring 150 mennesker søger tilflugt på en tømmerflåde. Efter nogen tid kappes tøjret mellem redningsbådene og flåden, så de tiloversblevne bliver overladt til deres egen skæbne af mord, selvmord,

druknedød, sult, kannibalisme og så videre. En tiendedel reddes.

Géricaults maleri, der tilhører Louvre i Paris, giver et skræmmende billede af, hvad der sker, når den civilisatoriske fernis er skyllet væk, og enhver er sig selv og sin egen overlevelse nærmest. Temaet forfølges i en række af Peter Callesens værker. I en anden omfangsrig installation ses en båd på et papirhav. Båden udgøres af menneskefigurer, der er skåret ud af det papir, der illuderer havet, og også i dét værk finder man billedet på, hvordan der ikke er plads til os alle i en redningsbåd.

Om redningsbåden overhovedet nytter noget som helst, kan man også tvivle på, for fra skulpturens ene side kan man se, at en gigantisk bølge er på vej. I et mindre værk ses en surfer på en bølgetop omgivet af nogle af alle de ting, vi har samlet os for at skabe det gode liv.

Den underliggende strøm

Henved tre fjerdedele af klodens overflade er dækket af vand. Vand har været en livsbetingelse og et livsvilkår for menneskeheden. Mennesket er sejlet over have for at opdage eller erobre og mangfoldiggøre sig. Undertiden har det ført til forlis. Til andre tider har stormfloder og stigende vandstande ødelagt tilværelsen. Det er den erkendelse, der flyder gennem Peter Callesens udstilling. Det er bevidstheden om klimakrisen – som en underliggende strøm.

Hvad der kunne være blevet til en form for pædagogisk formidling af en påtrængende problemstilling, en slags illustration af truslen om vandstandsstigninger, er lykkeligvis undgået i udstillingen takket være kunstnerens virtuose teknik, hans evne til eksempelvis at indfange menneskets ubodelige ensomhed i en smuk tegning af en halvsunken robåd samt underfundigheden og humoren, der kunstnerisk forløser det dystopiske perspektiv – og trods alt indgyder en slags håb.  J

4 stjerner

Peter Callesen: På dybt vand. Ribe Kunstmuseum. Til 29. maj. Herefter vises udstillingen i kunsthallen Sophienholm i Kgs. Lyngby nord for København den 9. juni til

1. oktober og Skive Kunstmuseum den 14. oktober til 28. januar 2024.

visuelle magi

meers egen hånd – forskerne estimerer, at han maksimalt skabte 45-50 værker, -

udstilling

Henrik Wivel kultur@k.dk

Den nederlandske barokmaler Johannes Vermeer (1632-1674) er blevet kaldt for ”Sfinxen fra Delft”, fordi hans liv og ikke mindst virke er så gådefuldt. Kunstneren døde relativt ung og lod mange svar på de spørgsmål, hans liv og kunst stiller, hænge i luften som glitrende vibrationer og en kilde til uudslukkelig nysgerrighed.

Hvorfor malede Johannes Vermeer så få værker? Hvad er det for skjulte budskaber, hans billeder rummer? Og hvordan fik hans malerier den udsøgte kunstneriske kvalitet, de visselig har? Ja, hvordan blev billederne overhovedet til? Vermeer har ikke efterladt sig skitser eller skriftlige vidnesbyrd, og manualen til sine maleriers mange koder har han taget med sig i graven.

Rijksmuseum i Amsterdam har i et forskningsmæssigt samarbejde med The Frick Collection i New York arrangeret den aktuelle udstilling med den lakoniske titel ”Vermeer”.

Kunstneren er i dag et brand og kanoniseret som en af den vestlige verdens største. På udstillingen vises 28 værker af Vermeer ud af de 37, der i dag med overbevisning kan betegnes som hans. Det er således den største Vermeer-udstilling nogensinde, og den vil næppe blive overgået. Man kan af sikkerhedsmæssige grunde ikke samle alle Vermeers værker på ét sted. Den sidste store monografiske udstilling med Johannes Vermeer fandt sted i 1996 i et samarbejde mellem Mauritshuis i Haag og National Gallery i Washington D.C., USA, og rummede 22 værker. Den bragte ny essentiel viden frem om Vermeer og hans virke. Det er snart 30 år siden. Der kommer formentlig til at gå yderligere 30 år, før den næste Vermeer-udstilling åbner. Så se ”Vermeer” nu. Den er et must for alle, der interesserer sig for europæisk

stående Delfts sitrende spændingsfelt mellem viden og tro, hvor nye optiske opfindelser og naturvidenskabelige opdagelser fandt sted parallelt med de katolske jesuitters særligt lærde forståelse af Guds lys, og hvordan mennesket skal møde det.

Lysende indblik

Udstillingen er i sig selv iscenesat som en rejse ind i et mørkekammer. Lyset i de enkelte udstillingsrum er dæmpet, væggene dunkeldybe og draperede med sorte tekstiler. Johannes Vermeers værker hænger som lysende indblik til en anden verden og lader sig beskue med samme meditative nærvær, som de selv rummer. Hvis man ellers kan koncentrere sig blandt de mange andre gæster i disse vermeerske interiører!

27 værker, ikke meget, men alt rigeligt, fordi kunstneren både æstetisk og indholdsmæssigt sætter så meget i spil. Hans arbejder ligner dybest set ingen andres, men rummer deres egne stram-

uddannede ham, men det kunstneriske miljø i Delft var rigt og beslægtede genremalere som Gerard Ter Borch, Pieter den Hooch, Johannes Jordaens og arkitekturmaleren Emanuel de Witte huserede her, ligesom Leiden og Amsterdams kunstnere og værksteder var tæt på. Man ved, at Vermeer i en alder af 21 år blev registreret som såkaldt uddannet maler. Man ved også, at han voksede op i et inspirerende miljø. Hans far, Reynier Jansz, var uddannet væver og tillige værtshusholder og kunsthandler. Faderens dobbelte bogholderi var ikke så modsætningsfyldt, som det lyder. Gæstgiverier fungerede i epoken som en slags gallerier, hvor man, foruden så meget andet, kunne handle kunst. Johannes Vermeer blev selv fra 1660’erne og frem til sin død en anerkendt kunstner, der modtog besøgende langvejs fra og endog fungerede som ekspert og rådgiver i kunstneriske anliggender.

gange, han var medlem af civilgarden, tharina Bolnes. Vermeer var døbt protestantisk, men giftede sig ind i en velstående katolsk familie, hvad der synes at risk.

Bordelscener Udstillingen følger Johannes Vermeers udvikling kronologisk: fra de tidlige værker fra 1650’erne med religiøse og mytologiske motiver inspireret af italiensk barokmaleri til de første genreprægede interiører fra samme årti med et par af de i tiden karakteristiske bordelscener, hvor der foregår mere eller mindre gedulgte handler mellem mand og kvinde.

Man kan fra begyndelsen konstatere, at Vermeer er dygtig, ja sanselig i beskrivelsen af stoffer og genstande: Han dynger ofte tæpper, borde, stole og frugter op i forgrunden for at skabe rumlighed og dybde i sine billeder.

Man kan også se, at han er interesseret i den menneskelige karakters vidt forskellige udtryk og indre liv. Fire af hans små portrætter – herunder hans yndige og vildt populære ”Pige med perleørering” (1664-1667) – betegnes af forskerne bag udstillingen som tronier, altså tidstypiske karakter- og affektstudier, hvor Vermeer har nærmet sig en psykologisk forståelse af menneskets natur.

Det er i 1660’erne, at Johannes Vermeer finder sin form og sin formel med sine skildringer af kvinder – og enkelte mænd – i interiører, intenst koncentrerede om, ja nærmest absorberede i sig selv omkring et gøremål eller henført i egne tanker. Det kan være forskere som geografen eller astronomen (sidstnævnte værk er desværre ikke med på udstillingen) i de to sammenhørende billeder af naturvidenskabelig karakter fra 1668-1669. Eller det kan være kvinder, der broderer, musicerer, skriver, læser eller modtager breve, eller kvinder, der vejer perler eller spejler sig med perler om halsen.

Miljøet er i Vermeers interiører rigt. Geografen og astronomen bærer japanske silkekåber, kvinderne hermelinkantede kåber. Der er malerier og landkort på væggene, som vidner om dannelse og de nederlandske besiddelser, ja verdenserfaring.

I ”Mælkepigen” (1658-1659) skildres en anden del af husholdet undtagelsesvis, men ikke mindre intenst. Nærværet i Johannes Vermeers værker er slående. De bliver til for øjnene af én som virkelighed. De er selv til stede,

0 ”Elskerinde og hushjælp”. Olie på lærred. 1665-1667. The Frick Collection, New York. (Beskåret) – Foto: Joseph Coscia Jr. FOTO:

og de bringer beskueren til stede med uafviseligt nærvær. Men samtidig er de en illusion. De illuderer en virkelighed og en rumlighed, der sandsynligvis udelukkende er skabt i Vermeers atelier med modeller og rekvisitter, som det for eksempel ses i hans metaværk ”Kunsten at male” (1666-1668), der desværre ikke er med på udstillingen.

Det er i vid udstrækning det samme klædebon, de samme møbler og de samme billeder og landkort, der optræder i forskellige interiørmæssige forklædninger i kunstnerens værker. Vermeer har iscenesat sine modeller og interiører i nøje afstemte arrangementer.

Det erotiske og det religiøse

Johannes Vermeer er ikke naturalist, men magiker. Hans værker viser os noget, men henviser samtidig til noget helt andet, der ikke alene er i billedet, men også er uden for billedet, og som kommer til det og befrugter det.

Der er breve, der bliver skrevet og sendt, der er breve, der bliver bragt og læst. Der er en verden udenfor, som er større end den, der er indenfor, og som fortættes i Vermeers malerier. Der er vinduer med klart og farvet glas, der lader et sidelys strømme ind og illuminere sceneriet.

I værker som ”Kvinde læser et brev

ved et åbent vindue” (1657-1658) og

”Kvinde i blåt læser et brev” (1662-1664)

lader kunstneren beskueren ane, hvad der foregår inden i kvinden, hvad der fylder hendes tanker. I førstnævnte, der blev nyrestaureret i 2019, viser det sig, at Vermeer – sløret af en senere overmaling – har anbragt et maleri på væggen bag kvinden med en nøgen Cupido, altså en erotisk kærlighedsgud. I det andet nævnte har han anbragt et landkort. De to kvinder modtager således budskaber, der handler om erotik og længsler, begær og savn.

I værker som ”Kvinden med perlekæden” og ”Kvinden med vægten” (begge

1662-1664) viger det erotiske for det religiøse og etiske i Vermeers univers. Kvinden, der spejler sig med sin halskæde mellem hænderne, er intenst optaget af sig selv, de timelige og materielle forhold, og ikke af det lys, der strømmer ind ad vinduet. Kvinden med vægten vejer perler. Men bag hendes hvidt lysende glorie af et ho vedtøj hænger et billede af Kristi

4 ”Geografen”. Olie på lærred. 1669. Städel Museum, Frankfurt am Main. – Foto: Städel Museum.

fortsat fra side 19

opstandelse og den yderste dag. Kvinden balancerer således de to verdener, den materielle og den åndelige, og som helhed peger værket mod det metafysiske ved det lys, som illuminerer hende. Vermeer skaber således moralske kristne allegorier. Forskerne bag udstillingen har endda fundet ud af, at ”Kvinden med vægten” har været anbragt en i trefløjet boks som en slags husalter.

Udstillingen påviser også minutiøst, at geografen og astronomen i Johannes Vermeers afbildninger er omgivet af bøger og billeder, der fra kunstnerens side skal vidne om, at deres naturvidenskabelige erkendelser er indskrevet i en ambition om at forstå Guds skaberværk og løse verdensgåden. De to står i lighed med alle Vermeers andre meditative og kontemplative skikkelser i et lys, der strømmer ind ad vinduerne; fra den ydre verden til den indre, så at sige.

Dette ubegribelige lys, som Vermeer er prist og berømmet for, blev siden genopdaget af kunstnere og kunsthistorikere i midten af 1800-tallet.  Men hvor kommer lyset egentlig fra?

Hvidnende lysfylde

Udstillingens arrangører påviser i kraft af moderne teknik – infrarødt og røntgen – hvordan Johannes Vermeer har malet partier, genstande og vægobjekter over for at skabe den rette lysfylde og intensitet i sine værker, og hvordan han tillige balancerer dem efter de perspektiviske love og forsvindingspunkter.

Hans virke er en slags sublim matematik, hvor han har forsøgt at få de maleriske motiver til at gå op i en højere enhed. Forskere har i de seneste 40 år diskuteret, hvordan Vermeer er kommet frem til sine idealkompositioner og sin

ulmende og hvidnende lysfylde. Skete det efter klassiske principper eller brugte han et camera obscura, som flere andre omkring ham i det teknisk innovative 17. århundrede?

Den fremragende danske forsker Jørgen Wadum, der har været chefkonservator ved Mauritshuis i Haag, Statens Museum for Kunst og nu Nivaagaard, påviste allerede ved Vermeer-udstillingen i 1996, at kunstneren arbejdede på klassisk vis med perspektivlæren. Wadum fandt i flere af kunstnerens værker de søm- eller nålehuller i lærrederne, hvor kunstneren har markeret det perspektiviske forsvindingspunkt og har kunnet trække sine hjælpelinjer for at

holde kompositionen på plads.

Chefkurator Gregor Weber fra Rijksmuseum peger i stedet på et camera obscura som Johannes Vermeers hemmelighed. Både i udstillingens katalog og i den bog, han lancerer i forbindelse med udstillingen, ”Johannes Vermeer. Faith, Light and Reflection” (Johannes Vermeer. Tro, lys og refleksion), hævder han ved hjælp af samtidige kilder, at Vermeer betjente sig af det optiske apparat, der gør det muligt at projicere et motiv op på lærredet. Men overraskende skulle det ikke være sket direkte i kraft af naturvidenskaben i Vermeers tilfælde, men via de trosmæssige relationer.

Vermeer havde giftet sig ind i en katolsk familie, hans børn blev katolsk opdraget, og han opkaldte en af sine sønner efter stifteren af jesuiterordenen, Sankt Ignatius. Vermeer-familien boede dør om dør med jesuitterne i Delft. En af præsterne, Isaac van de Mye, var selv kunstner, og i sin forkyndelse og sine skrifter betjente han sig af et camera obscura – og gengav, hvordan han gjorde.

Det skete ud fra den religiøse overbevisning blandt jesuitterne, at Gud og det lys, der udgår fra ham og hans enbårne søn, måtte man ikke skue direkte, men kun indirekte. Til dette helt særlige indirekte blik på skaberen egnede et camera obscura sig perfekt, idet apparatet fanger lyset og motivet i sin linse, som igennem et lille hul i en mørk væg projiceres op, gløder og stråler i et ellers mørkt rum. Jesuitten kan således se skaberværket som et slags efterbillede. Som flere andre kunstnere i barokken kan Vermeer have grebet den mulighed, som teknikken hermed gav ham for at gengive både mennesker og ting i dette exceptionelt stærke på en gang ulmen-

de, fosforescerende og kornede lys, der gør hans billeder virkelige og overvirkelige, på en gang sanselige og stoflige –og metafysiske.

Det maleriske væsen

Teorien er – som meget andet der angår ”Sfinxen fra Delft” – gisninger og formodninger, der intellektualiserer hans værk i overensstemmelse med det akkurate, eminent dygtige, gennemkomponerede og allegoriske i hans udtryk. Hans værker skaber selv, men fordrer også meditative rum og refleksioner.

Men hvad man lykkeligvis som beskuer kan bevidne på denne udstilling af langt hovedparten af Johannes Vermeers malerier, det er, at den kreative side af hans væsen kommer til overbevisende udfoldelse.

Vermeer kan have været påvirket af meget i sin tid og dens varierede muligheder mellem forførelse, videnskab og tro, men hans billeder vokser i sidste ende indefra igennem hans håndelag, hans følelser og koloristiske sans. I deres alt andet end elementære skønhed og udsøgte æstetiske omhu bestræber Vermeers billeder sig på at være det, de er og til alle tider vil være: malerier. Sluttede om deres eget maleriske væsen og egen suveræne selvstændighed.

6 stjerner

Vermeer. Katalog ved Gregor J. M. Weber og Peter Roelofs. 320 sider. Rijksmuseum, Amsterdam. Vises til den 4. juni 2023.

0 ”Den lille gade”. Olie på kanvas. 1658-1659. Rijksmuseum, Amsterdam. Gave fra H.W.A. Deterding, London. – Foto: Rijksmuseum, Amsterdam.

Lysende spor

Kunsthistoriker Mikael Wivel tager læseren på en vandring gennem 250 års dansk kunst – af den slags, der virkelig har betydning kunstbog

Torben Weirup

kultur@k.dk

Det er i lommer af lys, man kan finde tolkninger af tilværelsen. I hvert fald i ”Lommer af lys”, der er titlen på denne bog af Mikael Wivel; en kultiveret og passioneret vandring gennem dansk kunsthistorie.

En del kunst er til pynt – og ikke et ondt ord om den dekorative side af sagen. Men det er –efter denne bog at dømme – den kunst, som virkelig undersøger tilværelsens store spørgsmål, der har betydning for Mikael Wivel.

Mikael Wivel – født 1946, kunsthistoriker og forfatter til en række bøger om kunstnere med et eksistentielt engagement – har lånt sin titel fra et digt af Inger Christensen (19352009), der rummer et billede fra rejsen på vejen hjem:

”Af og til/ stoppestedernes/ lommer af lys”, hedder det efterfulgt af en almenmenneskelig erfaring af, hvad man nu ser i glimt gennem vejnettet:

”En mand/ med en kurv/ der er tom./ En pige/ med styrthjelm/ og vintertøj/ og på kinden/ lidt indtørret salt/ fra de forblæste/ øjne.”

Det banale hverdagslige, altså, og dermed et spring til det sublime i billedkunsten. Men ikke desto mindre: iagttagelser undervejs. Lommerne af lys, der rummer mulighed for afklaring.

Mikael Wivel afgrænser sin essayistiske vandring gennem sit udvalg af helt overvejende figurativ dansk kunst til de seneste 250 år. Han begynder ved guldalderen, hvor det hele synes at samle sig i et opbrud.

Vi er i sidste halvdel af 1700-tallet. Historiemaleriet er idealet. Det er ved at dygtiggøre sig i at gengive – forskønnede – scener fra historien eller mytologien, at maleren kan opnå opgaver hos fyrstehusene. Kongernes slotte skulle udsmykkes med allegoriske fortællinger, der fremhæver magthavernes betydning. Ren propaganda med andre ord. Men fantastiske billeder ikke desto mindre.

Det er så også dengang, malerne begynder at søge deres eget. At male for egen skyld og ud fra fascination af motivet, stemningen, lyset og så videre. Det var sket før, men Mikael Wivel slår ned på et af de mest berømmede billeder af Eckersberg (1783-1853), nemlig ”Udsigt gennem tre af de nordvestlige buer i Colosseums tredje stokværk. Tordenskyer trækker op over byen” (1815). Eckersberg begyndte altså at male for sin egen skyld. Han malede det, der interesserede ham. I Mikael Wivels optik bliver maleriet dermed et eksistentielt anliggende.

Protest mod verdens tilstand

Det er det spor, Mikael Wivel følger gennem sin bog, hvori han inddrager en række kendte værker – men også foretager nogle umiddelbart mere overraskende valg.

Bogen har både en overordnet kronologisk

struktur, der selvfølgelig opløses i skarpe sammenstillinger, og en opdeling i temaer.

For eksempel ”protest”. Det er et tema, der naturligt er knyttet til et eksistentielt ærinde. Kunstneren er indigneret over verdens tilstand. Et storartet eksempel er Palle Nielsen (1920-2000), hvis stærke grafiske værker en overgang blev fast tilbehør i kulturradikalt sindede hjem. I PH-lampens skær.

Mikael Wivel gennemgår også blandt andet et nærmest filmisk forløb fra billedsamlingen

”Katalog”, hvor et stort krigsskib synker til bunds, efter det er blevet ramt, og hvor blot de store blåhvaler strejfer forbi skroget.

”Hvalerne vinder til slut,” skriver Mikael Wivel, ”Naturen er stærkere end mennesket.”

Temaet fører naturligt frem til kapitler om klimaangsten, der er en så prægnant del af

Mikael Wivel: Lommer af lys – det eksistentielle spor i dansk kunst. 349,95 kroner. 220 sider. Strandberg Publishing.

tidsånden, med fine eksempler af tegnere som Peter Lautrop og Mette Dreyer.

Virkelighed eller blændværk?

Bogens udgangsbøn er nogle ord om Olafur Eliassons ”The Weather Project”; en gigantisk installation i Tate Modern i London. I den brede og højloftede turbinehal i det tidligere kraftværk ved Themsen, der blev indrettet til kunstmuseum, samledes op mod to millioner mennesker i udstillingsperioden i 2003 under en stor sol skabt af elektrisk lys.

Her er det lige før, Mikael Wivel reducerer værket til mest af alt at være et udsagn om klimaet, fordi Olafur Eliasson ligesom ”Greta Thunberg og andre ansvarsbevidste mennesker (ved), at vi som art er ved at nærme os the tipping point – et af de fatale øjeblikke i klodens historie, hvor alt vil vende og blive til noget andet, og hvor den menneskelige eksistens derfor ikke nødvendigvis vil være den, der har fremtiden for sig.”

Det ene udelukker vel ikke det andet, og Olafur Eliassons værk indskriver sig også i hans omfattende værks mange synsmaskiner, optiske bedrag og spørgsmål ved vedtagne synspunkter. Om det, vi ser, nu også er rigtigt? Eller blot blændværk?

Som Mikael Wivels værkudvalg antyder, er det eksistentielle spor ikke blot de udvalgte kunstneres selvransagelse. Hvad enten det nu har karakter af livstydning eller livtag med traditionen.

Det synes også at være forfatterens eget, eksistentielle spor. De gennemgående korte tekster er i hvert fald skrevet med et betydeligt, personligt engagement, som man nu kan have det med billedkunst, der virkelig betyder noget. J

Amerikansk kunster viser essensen af maleri

Louisiana introducerer

Dana Schutz i stort format. Den amerikanske billedkunstner er en ”rigtig maler” med fortællinger om menneskelig dårskab

udstilling

Torben Weirup

kultur@k.dk

På sine lidt ældre dage blev kunstmaler Per Kirkeby (19382018) en smule mildere i sit syn på det danske kunstliv. På et tidspunkt blev han spurgt om, hvordan han så på, at der er så mange, der maler billeder, der ligner hans? Hvortil han mildt svarede, at det vel var, fordi han –Kirkeby – gjorde noget rigtigt i sit maleri.

Kirkeby har også forklaret, at alle kunstnere stjæler med arme og ben, og at han selv nu var blevet så gammel, at han stjal fra en yngre version af sig selv.

Ordet ”stjæle” kan lyde så dramatisk. Men måske kan man udlægge teksten som, at alle billedkunstnere er inspirerede af andre kunstnere gennem alle tider. Man gør det for at lære. Kun kunstnere, der benægter inspiration, er uhæderlige.

Der er en tradition, og den forholder man sig til. Eventuelt ved at bryde med den eller forny den. At holde traditionen levende er, som komponisten Gustav Mahler (1860-1911) har bemærket, at skabe liv af gløderne. Ikke at tilbede asken.

Det er netop det, den amerikanske billedkunstner Dana Schutz (født 1976) gør. Baseret på en dyb indsigt i traditionen nyfortolker hun en række eviggyldige, eksistentielle motiver i et originalt, koloristisk spændstigt og kompositorisk dynamisk maleri.

”Between us” hedder Dana Schutz’ udstilling på Louisiana i Humlebæk nord for København.

Det er en af den slags præsentationer af en maler, der kan synes overvældende. Malerierne er for adskilliges vedkommende endog meget omfangsrige. Billedsproget er pågående, farverne kraftige, figurationen brutal grænsende til det parodiske i menneskeskildringerne.

Under vandringen fra det ene lærred til det næste kan man synes, at man ser motiviske fragmenter eller i glimt erindrer greb fra andre maleres arbejder. Picasso – det er vel en uomgængelig figur i det 20. århundredes maleri? – men også Max Ernst, Georg Baselitz, Francis Bacon og en dansk maler som Lars Nørgaard i en af dennes yngre perioder.

Kan man så se på Dana Schutz’ malerier som plagiater og citater? Ud fra billederne på Louisiana at dømme er det det stik modsatte, der er på færde.

Hendes malerier er på sin vis en pærevælling af ophobet erfaring, hvor det lykkes at nå frem til en form for malerisk essens. Dette er maleri. Slet og ret.

Humor og smerte forbundet

Maleriet er med tilbagevendende mellemrum erklæret for afgået ved døden, fordi det ganske enkelt ikke forekom kunstnerisk relevant i forhold til så mange andre medier – det kunne være foto, video, film, performance, installation osv. – men udstillingen og mange før den på Louisiana, også i nyere tid, er dementiet af påstanden.

Motiverne og historierne er groteske og humoristiske. Men humoren i Dana Schutz’ malerier er forbundet med smerte. Der er billeder på udstillingen, der ligefrem appellerer til bevægelse og medlidenhed.

Det er i al almindelighed synd for menneskene i Dana Schutz’ billeder.

Selvom figurerne undertiden synes fattede og beslutsomme grænsende til det overmodige, fremstår de ofte stupide. Som i et maleri hvor nogle mænd tilsyneladende har besluttet sig for at slå solen ud eller i stykker. Man kan få en fornemmelse af proces og måske

især af nedbrydning og potentiel undergang i adskillige af malerierne.

Det er måske muligt, hvis man bliver gjort opmærksom på det, at opleve et af malerierne som en karikatur over Det Republikanske Parti i USA.

Men det er nok ikke så enkelt, at det bare er kunstneren, der synes, at Trump bare er dum. Det er, som om ordet ”party”, der indgår i titlen, også blot kan forstås som ”selskab” og derved omfatter så mange andre mennesker samlet om et projekt. Måske endda ude af stand til at gennemføre det, fordi hver især peger i hver sin retning: Det er dér, vi skal hen! Nej! Dér!

En af museets formidlingstekster antyder, at et maleri fra 2005, ”Fanatics”, (Fanatikere), nærmest er en forudsigelse af den chokerende storm på den amerikanske kongres i 2021. Men en sørgelig konklusion, det kunne være muligt at drage af det udstillede værk, er, at fanatisme synes at være et af tilværelsens grundvilkår. Som sådan fremstår Dana Schutz ikke som

en politisk billedkunstner. Snarere synes der at være tale om en samtale mellem kunstneren og hendes omverden. Udstillingen bærer titlen ”Between us”. Altså mellem os eller måske endda ”mellem venner”. Noget intimt. Det vi snakker om. Den henkastede New Yorksamtale udstrakt til en mulig dialog mellem maleren og hendes publikum. Hvor publikum er de individer, der opsøger kunstnerens billeder og kigger på hendes tableauer. Lidt ligesom i et teater. Og så til syvende og sidst. Så er der blot tale om maleri. Om farve på lærred påført med fantasi og erfaring. Eller for at citere kunstneren selv: ”Maleriet er dumt – og helt fantastisk.” J

4 stjerner

Dana Schutz: Between us. Louisiana Museum of Modern Art, Humlebæk nord for København. Vises til den 11. juni.

0 Dana Schutz’ billedsprog er pågående, farverne kraftige, figurationen brutal grænsende til det parodiske i menneskeskildringerne.

– Foto: Dana Schutz/Ovitz Family Collection, Los Angeles.

Selvom figurerne undertiden synes fattede og beslutsomme grænsende til det overmodige, fremstår de ofte stupide.

Martin A. Hansen malede både med ord og farver

Martin

A.

Hansens

datter,

Mette Lise Rössing, husker

stadig, hvor meget den berømte far malede og tegnede. Det var en måde at nærme sig ordene på, mener hun

interview

Daniel Øhrstrøm ohrstrom@k.dk

”Mod Vest, et Par Hundrede Favne nede, laa Engen, hvor den store Orm krøb igennem, Aaen,” skrev Martin A. Hansen (1909-55) i essayet ”Edens Have” – som et snoet penselstrøg i sproget. Barndomsoplevelserne i egnen ved Tryggevælde Å brugte han også som billede på sit slægtsforhold og for sit sind. Forfatterens far var født på den ene side af åen og hans mor på den anden, og det skabte et spændingsforhold i ham.

Derfor løber Tryggevælde Å også gennem en stor del af hans forfatterskab som en understrøm af den smukke natur, han voksede op ved omkring Strøby på Stevns. Og naturen og litteraturen åbner i den grad hinanden i hans forfatterskab. Men den billedrige forfatter malede og tegnede faktisk også, når han ikke skrev. Og nu er en samling af hans bedste malerier og tegninger samlet i bogen ”Martin A. Hansen og kunsten – med en omstilling i øjet”, ligesom man kan se eksempler på forfatterens penselstrøg i den forholdsvis nyoprettede mindestue for Martin A. Hansen på Liselund Højskole ved Slagelse.

”Højskolen har afsat et smukt rum til mindestue for min far, hvor man kan se hans bøger, malerier, skitser og meget mere,” forklarer Mette Lise Rössing, der ikke blot er forfatterens datter, men også har været med til at redigere ”Martin A. Hansen og kunsten –med en omstilling i øjet”, ligesom hun i mange år har været aktiv i Landsforeningen Martin A. Hansen, der blev stiftet i 2009.

”Alt, hvad min far skrev, havde min mor og Ole Wivel (forfatter og forlægger, 1921-2004,

red.) gjort et kæmpe arbejde for at få bevaret på Det Kongelige Bibliotek. Det, der ellers var tilbage, var det, der var i min fars arbejdsværelse i vores barndomshjem, som min bror arvede. Nu er min bror desværre død, men allerede inden min brors død, sørgede vi for at få doneret samlingen til landsforeningen, så foreningen kunne sørge for, at samlingen kom et godt sted hen.”

Forfatterens kunstmaling

Mette Lise Rössings berømte far døde allerede, da hun var 12 år, men hun husker godt, hvordan han både skrev og malede i sit forholdsvis store arbejdsværelse i hjemmet ”Salum”, den nedlagte præstegård i Allerslev ved Lejre.

”Min far malede og tegnede meget mere, end de fleste mennesker er klar over. Det viste vi første gang i 1989, hvor min bror og jeg sammen med andre interesserede skabte en stor udstilling med min fars malerier i Det Kongelige Palæ i Roskilde. Det var første gang, at offentligheden fik at se, hvor meget han havde malet og tegnet,” siger hun.

”Folk er meget forbavset over, hvor godt han faktisk malede. Han malede mange forskellige motiver i mange forskellige stilarter. Men især naturbilleder,” siger Mette Lise Rössing, der også tror, at faderen blev en

bedre forfatter af at male.

2 Naturen åbnede både litteraturen og maleriet for Martin A. Hansen. Mette Lise Rössing mener, at hendes far blev en bedre forfatter af at male.

– Foto fra bogen ”Martin A. Hansen og kunsten”.

”En forfatter kan bruge det at tegne et landskab til langsomt at arbejde sig ind på ordene. Sådan arbejder nogle forfattere som en måde at blive mere klog på det, man vil skrive om.”

En nærværende far

Landsforeningen Martin A. Hansen har tidligere publiceret fire udgivelser, der viser forfatterens alsidighed. Først kom hæftet ”Martin A. Hansen for begyndere”, dernæst ”Martin A. Hansen – digter og historiker”, som handler om hans store interesse for historie. Dernæst udgav landsforeningen ”Skoletanker til tiden” og ”Tanker til tiden”.

”Det daglige skolearbejde”, som netop er udkommet, tager fat på den læreruddannede forfatters store passion for skoleområdet. Og Martin A. Hansen var efter sigende også en stor pædagog, han var i hvert fald en nærværende far, når han ikke sad i sit arbejdsværelse og malede eller skrev.

”Min far var aldrig voldelig, men kunne godt have lidt temperament, så jeg blev sommetider sendt ind med en lille kop kaffe til ham, når han sad og færdiggjorde et eller andet, og det kunne han aldrig stå for,” ler Mette Lise Rössing, der senere selv blev gift med en kunstner, ligesom hun selv er blevet billedvæver.

Som voksen har hun dog også overtaget sin mors ”milde husmoderrolle”, mens broderen, Hans-Ole Hansen, mere gik i faderens fodspor som historiker.

”Det er sjovt, at vi på den måde kom til at gå i vores forældres fodspor. Min mor var også kreativ og vævede meget, og det kom jeg selv til, mens Hans-Ole blev optaget af historie som min far,” fortæller Mette Lise Rössing:

”Men begge mine forældre var gode til at snakke med os børn, så vi havde en dejlig barndom, fordi vores forældre var interesserede i os. Det ser man jo desværre ikke altid i nutiden, hvor mange sidder og kigger ned i deres telefoner hele tiden,” fortæller Mette Lise Rössing, der mistede sin mor allerede som 15-årig.

”Men jeg er taknemmelig for min barndom. De videregav os børn deres begejstring. Mine forældre døde for tidligt, men de nåede at give os meget kærlighed, ligesom min far nåede at skrive og male meget i sit alt for korte liv. Og det kan andre jo også stadig have glæde af,” siger hun. J

Mette Lise Rössing

Født i 1943.

Medstifter af Landsforeningen

Martin A. Hansen og er forfatterens datter. Uddannet i vævning og billedvævning i Norge og har haft eget værksted i 36 år.

Martin A. Hansen

Forfatteren og billedkunstneren Martin A. Hansen (1909-1955) er en af det 20. århundredes kendteste danske kulturpersonligheder.

I 1950 slog han igennem med romanen ”Løgneren”, der var med til at gøre ham til en af de bedst sælgende forfattere i nyere tid. Den litterære produktion omfatter fem romaner og en række noveller, fortællinger og essays.

0 Mette Rössing er datter af forfatteren og maleren Martin A Hansen, her i Martin A Hansens mindestue på højskolen Liselund i Slagelse. Faderens malerier er også udstillet her. – Foto: Leif Tuxen.

0 Selvportræt, 1932. Martin A. Hansen udtrykte sig sikkert – når han skrev og tegnede. — Foto: Fra ”Martin A. Hansen og kunsten”.

En skønhedsdyrkende malernørd

Ordrupgaards retrospektive udstilling med maleren Jesper Christiansen giver nedslag i 40 års kunstnerisk produktion – den rene, visuelle nydelse udstilling

Lisbeth Bonde kultur@k.dk

Lad os indledningsvis slå fast, at Ordrupgaards retrospektive udstilling med Jesper Christiansens (f. 1955) kunst er et must for alle, der efterlyser skønhed i samtidskunsten.

Udstillingen på kunstmuseet i Charlottenlund nord for København omfatter et stort antal malerier, suppleret med et mindre antal bemalede keramiske krukker og fade, en bronzeskulptur, pasteller og alskens inspirationsmateriale, der dels er tilgængeligt på væggene, dels i arkitekt Kaare Klints smukke montrer.

Inspirationsmaterialet går direkte eller indirekte ind og bliver til malede motiver, og det er en morsom leg at genfinde objekterne i malerierne.

Udstillingen viser Jesper Christiansen som en ener i dansk samtidsmaleri. Han maler det, som ægger og interesserer ham. Nærmest ligesom Henri Matisse (1869-1954), der kun ville male det, som fristede ham, hvad enten det drejede sig om smukke odalisker, frugter eller østers.

For Jesper Christiansen, der begyndte som musiker, handler det i høj grad også om klassisk musik, jazz og punk, som han lytter til under sit arbejde i atelieret, og som han ofte maler direkte ind i værkerne.

Motiverne har mange krydshenvisninger og lag, og han har intet imod at drille lidt med perspektivet, tiderne og stederne, som han lystigt blander og skaber nogle fascinerende universer ud af. Som det fremgår af udstillingen, er hans største inspirationskilde den franske postimpressionist Pierre Bonnard (1867-1947), som han oplevede første gang i fuldt udtræk i 1997 på en udstilling på galleriet Tate Modern i London.

Det var en kunstnerisk åbenbaring, der blev indledningen til en ny udvikling for Christiansen. Hos Bonnard fandt han et på én gang dynamisk og harmonisk billedrum, bestående af splintrede delmotiver, der spændes op mod hinanden i centrifugale ellipsekompositioner. Men i modsætning til Jesper Christiansen byggede franskmanden sine ofte ornamentale motiver op ved hjælp af en glødende og vibrerende palet med stærkt lys og farvede skygger.

Gentagelsens figur

Udstillingen omfatter også Jesper Christiansens eneste bronzeskulptur, ”The Art of Walking” (kunsten at gå, 1985). Det var en obligatorisk opgave på Det kgl. Danske Kunstakademi i København, hvorfra han dimitterede i 1988, og hvor han senere blev professor i malerkunst.

For at kunne fastholde sin plads på Frederiksholms Kanal, hvor Hein Heinsens skulpturafdeling dengang lå, skulle han udføre én skulptur i første omgang i voks. Inspireret af OTA Solgrynpakkerne, hvor en dreng løber med en pakke OTA Solgryn i hånden, hvorpå der også kan ses en dreng, der løber med en pakke OTA Solgryn i hånden og så fremdeles, skabte han denne mand, der går med en vandrende mand på foden, der går med en vandrende mand på foden – og så fremdeles.

Men skulpturen mødte hård kritik fra skulpturprofessor Hein Heinsen. Frustreret tog Christiansen sin udskammede skulptur med hjem og stillede den i vindueskarmen, hvor solen fik den til at smelte. Da han viste den frem til Heinsen igen, blev den modtaget

med applaus som en ”fornyelse af det skulpturelle formsprog.”

Når man har set udstillingens mange værker fra de tidlige mur-, stole og senge-malerier over vindues-, plante- og bogstavmalerierne, som jeg holder allermest af, til de langt mere komplekse, fortællende malerier, som Jesper Christiansen har excelleret i siden cirka 2010, skulle man tro, at det var en gruppeudstilling med forskellige kunstnere. Men ved nærmere eftersyn løber der en rød tråd igennem værkerne.

Det hænger sammen med Christiansens brug af gentagelsens figur og af et kompositorisk grid, der er mest synligt i plante- vindues- og ordmalerierne, hvor det indgår som et visuelt stillads, der holder sammen på kompositionen.

Sort grundering

I 2009-10, hvor Jesper Christiansen var en af de kunstnere, som havde fået i opdrag at udsmykke kronprinsparrets nye domicil i Frederik VIII’s palæ på Amalienborg Slotsplads, havde han ved en fejl fået leveret sort grunderede i stedet for hvidt grunderede lærreder. Da der hverken var økonomi eller tid til at vente på de rigtige, måtte han kaste sig ud i opgaven og forsøge at forlige sig med dette benspænd.

Den sorte baggrund viste sig til hans store overraskelse at være en foræring, for motivet trådte nu frem, som blev det født ud af mørket. Denne malestil med de lidt ”snavsede” konturlinjer forlener de malede objekter med en vis stoflighed, der i høj grad klæder hans værker, og han har holdt fast ved den sorte grundering lige siden.

Mens de fleste store modernister og konkret-malere i begyndelsen udtrykte sig i et naturalistisk formsprog, som de gjorde stadig mere abstrakt – her er den hollandsk-amerikanske maler Piet Mondrian (1872-1944) nok

det mest oplagte eksempel – så er udviklingen for Jesper Christiansens vedkommende altså gået i den stik modsatte retning: fra abstraktion til figuration. Fra linje, form og repetition i de tidlige serier til mimetisk gengivelse af virkelighedens stoflighed, detaljer og komplekse formverdener i senværket.

Det kan virke, som om Jesper Christiansen lever på en ø, som har været isoleret fra resten af verden i 100 år. Han er en af de mest nørdede og analoge kunstnere i vor tid.

Vi er meget langt fra hurtige malerier og såkaldt bad painting, der bevidst gør op med de herskende skønhedsparametre. Hans værker befinder sig også langt fra den politiske kunst, som sætter samfundsproblemer under debat og udstiller tidens vrangsider. Selv om mange af motiverne foregår i naturen, finder vi ingen henvisninger til klimakatastrofen eller truslen mod biodiversiteten. Tværtimod stortrives naturen i hans billeder, og vi finder mindst lige så mange hvide anemoner i Christiansens skovbunde som i romantikkens naturskildringer.

Motiverne er konstruerede – de er hverken set eller sansede – men er samplede synteser af forskellige tider, lande, billeder og lokationer. Christiansen er konservativ, hvis ikke reaktionær i sine motivvalg. Men samtidig en elskelig kunstner. Han boltrer sig i maleri og tager bad i ”Dantes guddommelige komedie”, men kun den sidste del, der foregår i

paradis. Han går også i dialog med Nicolas Poussin (1594-1665) i serien ”Årstiderne”, en suite af lysende smukke og finurlige – blandt andet på grund af de forskudte størrelsesforhold – landskabsmotiver.

Udstillingen udspiller sig med nye rumdelere og nymalede vægge i stærke farver dels i den store Zaha Hadid-sal, der kom til i 2005, men også i to af tegnestuen Snøhettas nye sale under terræn fra 2021.

Vi begynder i underetagen vis à vis indgangen til Ordrupgaards unikke samling af fransk impressionisme, hvor Théodore Rousseaus (1812-67) store skovmaleri hænger som det første værk, ligesom vi i Christiansens udstilling som det første møder det næsten fem meter brede skovmaleri ”Ottevejskrogen” med otte veje eller stier, der løber sammen i et kryds inde i nordsjællandske Gribskov.

I kataloget fortæller Jesper Christiansen, at da alle hans værker bliver til i hans hjem, er der gennemgående en synergi mellem privatlivet og kunsten, så egentlig ville han have foretrukket at udstille i Ordrupgaards køkken og i stuerne, hvor museets stiftere, parret Henny og Wilhelm Hansen, i sin tid holdt til. Huset indgår i en udstillingsplakat, som kunstneren står bag. Den er en slags ode til den smukke, nyklassicistiske bygning, der næsten går i ét med parken, fordi dens Arts & Crafts-inspirerede facade med træ-espalierer er begroet med planter. Således er Jesper Christiansens udstilling trods alt havnet i et kunstmuseum, der er grundlagt i den stilepoke, som han har størst forkærlighed for. J

5 stjerner

Jesper Christiansen. Ordrupgaards Malerisamling. Vises til den 3. september.

Katalog: 237 sider. Tekster af Bente Scavenius og Jesper Christiansen.

4 ”Op Alle De Ting (Martin A. Hansens Cykeltur)”, 2019-20. – Foto: Henrik Hjertholm.

Vi er meget langt fra hurtige malerier og såkaldt bad painting.

Jeg kan trække vejret i kunsten

Mikkel Bogh blev opdraget i et ateistisk og politisk engageret hjem. Men da han som direktør for Statens Museum for Kunst fik stress, begyndte han at læse Bibelen på en ny måde interview

Daniel Øhrstrøm ohrstrom@k.dk

I mange år var Bibelen ”blot et uvurderligt arbejdsredskab” for den nu afgående direktør for Statens Museum for Kunst i København Mikkel Bogh. For man kan jo ikke være direktør for museet og dets samling af 700 års kunst uden at kende til de bibelske historier og religiøse motiver, der gennemsyrer vores kultur og billedsprog, som han siger. På det seneste er Mikkel Bogh dog også begyndt at læse Bibelen med andre øjne.

Sidste år blev den nu 59-årige afgående direktør for SMK ovenikøbet voksendøbt. Men det vender vi tilbage til. For det er ikke den eneste store beslutning, den danske kunsthistoriker har taget de seneste år. Op til jul ringede han til Kulturministeriets departementschef for at meddele, at han ikke havde tænkt sig at søge sin egen stilling, når hans i forvejen forlængede kontrakt udløber til maj.

”Jeg syntes, at det var svært,” siger Mikkel Bogh og rømmer sig.

”Jeg vidste, at jeg ville lukke en dør tungt i bag mig, hvis jeg foretog det opkald. Men det var en kæmpe lettelse, da jeg gjorde det.”

Mikkel Bogh har gennem ni år ført Statens Museum for Kunst gennem ellers hårde tider med statslige nedskæringer fra skiftende regeringer og nedlukninger som følge af pandemien. Her i avisen er han allerede blevet rost for at aflevere museet ”i god stand” til den næste, der kommer til at sætte sig i hans direktørstol på Statens Museum for Kunst. Og der venter hans efterfølger en usædvanligt spændende stilling, lover Mikkel Bogh, der ikke har fortrudt, at han i sin tid selv søgte jobbet.     ”Det har været sindssygt spændende og i perioder pivhamrende hårdt, så det er med blandede følelser, at jeg forlader sådan et topjob. Det føles lidt som at vende ryggen til en familie, der fungerer godt. Og jeg er sikker på, at jeg kommer til at savne sammenholdet og samarbejdet herinde meget,” siger Mikkel Bogh. 20 år i overhalingsbanen

Gennem 20 år har Mikkel Bogh bestridt forskellige lederstillinger – først som institutleder på Københavns Universitet, så som rektor for Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, og siden 2014 har han varetaget den prestigefyldte post som direktør for SMK.

”Jeg har en fornemmelse af, at jeg har ligget i overhalingsbanen i 20 år, og det er ikke, fordi jeg skal ind på et slæbespor nu, men det bliver en lidt roligere kørsel, hvor der også bliver plads til at køre ind

til siden på en rasteplads en gang imellem – for at blive i det billede,” siger den myreflittige kunsthistoriker.

At der har været fart på de seneste mange år har dog også været ”selvforskyldt”, som han siger, for han sidder også i flere bestyrelser og har blandt andet påtaget sig både skriveopgaver og forskningsvejledning for at bevare kontakten til sit ”faglige fundament og få lidt jord under neglene” – ved siden af direktørposten.

”Jeg foretrækker at fokusere på det, det har givet mig, men man kan godt sige, at det har haft nogle omkostninger. Jeg havde også en periode for et par år siden, hvor jeg sygemeldte mig i fem uger, fordi jeg begyndte at få flimmer for øjnene og hjertebanken. Det er vel, hvad man kan kalde stresssymptomer,” siger han og lader blikket glide ud gennem vinduet mod Østre Anlægs nøgne træer, der står og ryster i vinden i parken udenfor.

”Jeg er kommet til et sted, hvor jeg kan mærke, at det i stigende grad tærer på kroppen, og det tærer mere på kræfterne at være leder, end det gjorde for 10 år siden. Også rent mentalt,” siger Mikkel Bogh, som til gengæld har fundet en anden fred midt i det hele:

”Jeg satte mig til at genlæse Johannesog Matthæusevangeliet, og der kunne jeg for første gang mærke, hvorfor mennesker har søgt mod de tekster gennem årtusinder. Det havde jeg kun forstået intellektuelt før, men det var, som om der ved genlæsningen blev åbnet noget nyt for mig, så teksterne ikke handlede om, hvordan jeg kunne bruge dem kunsthistorisk, men menneskeligt,” siger Mikkel Bogh, der er opvokset i en familie med kommunistiske forældre, der ikke gav meget for troen.

Kunst og kærlighed

”Stor var overraskelsen, jeg vil sige tæt på bestyrtelsen, hos min mor, da jeg for et år siden fortalte hende, at jeg skulle døbes. For jeg blev nemlig hverken døbt eller konfirmeret som barn,” siger museumsdirektøren med et ansigtsudtryk, som om han lige har røbet en stor hemmelighed.

”Det er ikke kommet af en pludselig vækkelse eller et syn af et kors på himlen som Konstantin før slaget. Min beslutning om at blive døbt var først og fremmest en anerkendelse og omfavnelse af at være en del af et socialt og kulturelt fællesskab, som jeg bekender mig til gennem den handling. Religion betyder jo også at genforbinde. Og for mig har det været at genforbinde mig med min kultur og tradition.”

Mikkel Bogh tøver dog ikke, før han svarer på, hvad det er ved kristendommen, der rører ham så meget, at han valgte at blive døbt.

”For mig er det kærlighedsbudskabet. Mange af os jager andres anerkendelse, og det kan man også blive helt afhængig af, men hvis man ikke føler sig elsket i forvejen, får man det tungt. Og for mig er kristendommen først og fremmest et møde med en altomsluttende kærlighed og omsorg, som måske også har en eller anden forbindelse til den kunst, jeg holder mest af,” siger kunsthistorikeren og tilføjer:

”Det har altid foruroliget mig at stå over for værker uden rummelighed, værker, der kun vil belære mig om noget, men ikke in-

Mikkel Bogh

Født i 1963.

Direktør for Statens Museum for Kunst.

Stopper ved udgangen af april, hvorefter han den 1. juni tiltræder som professor og centerleder for Novo Nordisk Foundation

Center for Practice-based Art Studies ved Københavns Universitet.

Tidligere blandt andet rektor for Det Kongelige Danske Kunstakademis

Billedkunstskoler og institutleder ved institut for kunst- og kulturvidenskab på Københavns Universitet.

Er gift med litteraturforsker Anne Fastrup. Sammen har de to børn.

viterer mig ind et sted, hvor vi kan undersøge noget sammen,” siger han og ser op.

”Jeg ser kunstværket som en gåde og som en udforskning, men også som en intervention i verden. Som igen kræver noget af mig. Og som kalder på en respons og en ny måde at orientere sig på i verden. For mig kræver god kunst altid, at jeg ændrer mig lidt og åbner mig for noget, jeg ikke kender. Det kan være både intellektuelt og emotionelt. Men der skal være en eller anden invitation til medvirken,” siger Mikkel Bogh, der helst vil være en form for medskaber i mødet med et kunstværk eller en bog.

”Jeg respekterer alle genrer, men det har aldrig interesseret mig at læse en krimi for at finde ud af, hvem morderen var. Jeg er mere til fortætning og mangetydigheder.

Det hænger måske sammen med, at jeg kommer fra et meget politisk hjem. Både mine forældre og min farfar var kommunister, det var en hel familietradition, så jeg voksede op i et hjem, hvor der fandtes ret udførlige svar på de fleste samfundsmæssige spørgsmål,” siger han og tilføjer:

”Men kunsten blev med sin indbyggede flertydighed et sted, hvor jeg kunne trække vejret. Når jeg så på kunst, var jeg fri for at skulle komme med konkrete og håndfaste svar på alverdens problemer, mens spørgsmålene i stedet kunne få lov til at stå og sitre i luften.”

Mikkel Bogh fik sin første store kunstoplevelse som 20-årig, da han faldt i staver foran et stillebenmaleri af den hollandske maler Floris Claesz van Dijck på Rijksmuseum i Amsterdam, som han besøgte på

vejen til Frankrig for at se de berømte værker af Vermeer og Rembrandt. Dengang var han selv lige droppet ud af medicinstudiet, som han med sine mange talenter troede, kunne føre til hvad som helst. Men anatomibillederne fangede ham ikke nær så meget som barokmaleriet fra midten af 1600-tallet foran ham nu.

”Det var min store lykkemøntsoplevelse med kunsten. Maleriet af Floris Claesz van Dijck forestiller et bord, der bugner med osteblokke, vindrueklaser, æbler, nødder, brød, vin og et afskåret æble på en tallerken. Sikkert med sin egen indbyggede symbolik, men det var også bare et billede, der henvender sig til sanserne, og jeg blev suget ind i det,” siger Mikkel Bogh og læner sig frem i stolen.

”Der var noget gådefuldt over denne opstilling af genstande, næsten som et digt, der bliver ved med at afgive betydninger.

Og da jeg så landede i mit franske kollegieværelse, gik jeg straks på biblioteket og lånte bøger om hollandsk 1600-talskunst.

Og siden da har 1600-tallets kunst faktisk optaget mig,” siger Mikkel Bogh, som kort efter sin ”lykkemøntsoplevelse” i Amsterdam besluttede sig til at læse kunsthistorie, ligesom han senere kom til at skrive prisopgave om netop barokkens kunst.

Siden har han mildt sagt spredt sig fagligt og skrevet kunsthistoriske bøger om alt fra barok og Thorvaldsen til samtidskunst. Og sit eget fremtidige arbejdsliv har Mikkel Bogh også allerede på plads, når han til sommer bliver professor på Københavns Universitet og leder af et ny forskningscenter – Novo Nordisk Foundation Center for Practice-based Arts Studies.

I det job bliver hans opgave at bygge bro mellem den akademiske verden og den viden, der skabes ude på kunstinstitutionerne, forklarer han.

”Jeg får et samarbejde med både kunstakademier, kunsthaller, kunstmuseer og billedkunstnere, der arbejder i det store felt, man kunne kalde praksisfeltet. Og der skal jeg trække på min gamle universitetsbaggrund og min tid som rektor for kunstakademiet og selvfølgelig på ni års erfaring som museumsdirektør,” siger Mikkel Bogh, der begynder i sit nye job den 1. juni – men alligevel tror på, at han får tid til at skrive en bog eller to ved siden af.

”Det er jo ikke, fordi jeg går herfra iført krykker og bandage. Jeg går herfra med stolthed over det, vi har opnået” siger direktøren, som også selv er medkurator på Statens Museum for Kunsts kommende store udstilling om barokken, der åbner i maj. Det fører ham således helt tilbage til de kunsthistoriske rødder – så nu har han igen haft en faglig grund til at åbne sin studiebibel. J

0 Mikkel Bogh forlader snart sin stilling som direktør for Statens Museum for Kunst for at blive professor og leder af et nyt kunsthistorisk center. – Foto: Leif Tuxen.

Som bosnisk-dansker har Ismar Čirkinagić krigen i stærk erindring, mens den eksistentielt søgende Per Bak Jensen udforsker døden generelt og dens mange fremtrædelsesformer i fotoudstilling på Det Nationale Fotomuseum

udstilling

Lisbeth Bonde kultur@k.dk

Ingen undslipper manden med leen. Udstillingstitlen ”To rum” refererer oplagt til de væsensforskellige praksisformer, som de to udstillende kunstnere opererer med, men også til et rum for de levende og et rum for de døde. Meget passende finder denne knivskarpe og uhyggeligt aktuelle udstilling om krig sted i de vinduesløse lokaler i Det Nationale Fotomuseum i kælderen under Den Sorte Diamant i København. Vi stiger ned i mørket. Ned til Srebrenicas massegrave.

Selv om vi alle er lige for døden, bliver millioner af mennesker frarøvet livet i utide som følge af krig. Det ser vi lige nu ske ikke kun i Ukraine, men også i Somalia, Yemen og i Syrien, hvor uskyldige mennesker omkommer i murbrokkerne eller på slagmarken. Krig er det værste, der findes, og ikke noget, som dyr kunne finde på. Det kræver både hjerne og had, som er fremmed for dyrene, at føre krig. Den store danske grafiker Palle Nielsen (1920-2000) omtalte mennesket som ”verdens farligste dræberdyr”. Og han havde jo ret. Men pacifismen har også en stærk stemme i Danmark, heriblandt digteren Halfdan Rasmussen (1915-2002), som skrev: ”Livet er en dejlig gave, jorden er en herlig jord/der er øller i min mave, der står krokus på mit bord/Når reserverne skal stille for at splitte kloden ad/skriver jeg med kruspersille verdens mindste heltekvad.”

At befinde sig i skyggeland

De to kunstnere har kendt hinanden i årtier. Ismar Čirkinagić gik på Kunstakademiet fra 2000 til 2006 og frekventerede dengang lejlighedsvis Fotografisk Laboratorium, hvor Per Bak Jensen underviste. Det er deres første fællesudstilling, hvori der indgår et enkelt gesamtværk ”Skyggeland” – en video, der er optaget med camera obscura, en primitiv forløber for fotografiapparatet, som blev udviklet for århundreder siden og er blevet brugt af mange store malere, hvoraf de mest berømte nok er Caravaggio (15711610) og Johannes Vermeer (1632-75), hvis motiver stadig virker moderne og ”fotografiske”.

Man benytter en kasse eller et mørklagt rum med et hul i den ene side. Når det udefra kommende lys rammer den modstående flade inde i kassen, projiceres motivet uden for hovedvendt ind i kassen. Dog bevares både perspektivet og farverne.

”Skyggeland” bliver vist i en blackbox, der i sig selv ligner et camera obscura og er projiceret på to skærme. Videoen på den ene skærm er vendt på hovedet, ligesom motivet i et camera obscura. På lydsiden hører vi en vind, der rusker i nogle træer eller buske. Filmen er så sløret, at man ikke kan se, hvad der foregår, men man aner et lys og nogle mere dunkle bevægelser midt i de abstrakte og let urovækkende optagelser. Usikkerheden omkring, hvad vi ser, skaber en form for unheimlichkeit af den type, som krigsramte kan føle, når de sidder i et beskyttelsesrum og ikke aner, om de er købt eller solgt.

Fotokunst om krigens grufulde skyggeland

Per Bak Jensen er en nærmest synsk fotograf, der viser os skønheden i det mest prunkløse og undseelige. Hans umådeligt smukke, rå og uindrammede fotografier, der er slået op på væggene med store søm, viser os døden på en indirekte måde: en lokkeand i overstørrelse og en urne, der må være fotograferet med en telelinse, for den har en monumental skala og ligner et stykke arkitektur, der er spændt op mod en okkergul mur.

Fotoet ”Begyndelsen” viser et æg i kæmpestørrelse. Det har en skyggeside. Livet er ikke lutter lagkage. Tragedier og mørke venter forude i alle liv, synes han apokalyptisk forudsigende at konstatere. Endnu et foto: skørtet fra en kridhvid brudekjole, hvorfra der hænger en lyserød stofhånd ned – noget, der er blevet udstødt fra kroppen. Det kunne minde om huden fra hånden og armen. Et bryllup med døden. Fotografiet er fra Mexico under efterårets rituelle dødedage. Hos Per Bak Jensens memento mori-motiver, oplever vi døden som uheldsvangre tegn, der dukker op overalt.

Vidnesbyrd fra en bestialsk borgerkrig Med sin baggrund i det krigshærgede Bosnien, hvorfra han flygtede til Danmark som 12-årig, har Ismar Čirkinagić en helt anden og langt mere konkret tilgang til krigen, som vendte op og ned på hans og hans families liv. Han tager direkte udgangspunkt i faktiske hændelser på Balkan, der for første gang siden Anden Verdenskrig kastede Europa ud i en krig i 1992. En bestialsk og nederdrægtig borgerkrig, hvor etnisk udrensning var en del af strategien. Massakren i Srebrenica i Bosnien i 1995 var det største folkemord i Europa siden Anden Verdenskrig med 8000 døde. I 2019 stadfæstede Hollands højesteret, at Dutchbat, det hollandske militær under FN, var delvist ansvarlig for, at 350 bosnisk-muslimske mænd døde. De svigtede deres opgave ved ikke at give dem beskyttelse.  Alle blev dræbt af bosniske serbere.

I sit værk ”Distant Images” (2022) har Ismar approprieret en hollandsk avis fra den 10. januar 1995. Det er et velbevaret eksemplar i modsætning til dem, der blev fundet i massegraven. Han har klippet billederne ud – af en smuk kvinde, der smiler til os fra sin stol, af en fransk vinsmager, af lækre madopskrifter, men også af konflikter og arrestationer. Bosnierne fik aviserne af hollænderne. De kunne næppe læse dem, så de har i stedet betragtet de eksotiske billeder i avisen med undren. Billederne vidner om, hvordan livet forløb helt udramatisk og med en overflod af varer i Holland – og i resten af Europa. Langt fra krigen. Måske har de udhungrede og krigshærgede bosniere brugt avisen til at tænde op i brændeovnen? Måske har de klippet cigaretpapir ud af den? Ismar har monteret disse billeder i stykker, som svarer til målene på cigaretpapir og har indrammet dem bag museumsglas. Jo mere man tænker over disse billeder, des mere fryser ens blod til is. Kunstneren fører os helt ned i massegraven og lige lukt ind i krigens vanvid.

Mere luftig er hans installation ”Distant Frontier” bestående af 100 rødvinsflasker –alle fra 1992 – der er smukt linet op på en væg. Disse flasker rummer luften fra 1992 og vinhøsten fra samme år. Der er altid et før og et efter grusomme begivenheder, som omkalfatrer eller knuser menneskeliv. Før kommer aldrig igen.

”To rum” fortjener at blive set. Det er en uhyggeligt aktuel udstilling. J

To rum. Af Ismar Čirkinagić og Per Bak Jensen. Det nationale Fotomuseum, København. Vises til den 22. april.

4 Fotoet ”Begyndelsen” viser et æg i kæmpestørrelse. Det har en skyggeside. Livet er ikke lutter lagkage. Tragedier og mørke venter forude i alle liv , synes han apokalyptisk forudsigende at konstatere.

– Foto: Per Bak Jensen.

Hyldest til dem, der higer og søger

Nationalmuseet fortæller netop nu om den voksende mængde mennesker rundt om i landet, der finder arkæologiske skatte og dermed bidrager til at udbygge kendskabet til danmarkshistorien

udstilling

Torben Weirup kultur@k.dk

I Nationalmuseets udstilling om Danefæ, ”Jagten på danmarkshistorien”, er hovedrollen denne gang ikke tildelt de fundne genstande fra gamle hensvundne dage. Hovedrollen er derimod givet til de mennesker, der stædigt og systematisk afsøger muldjorden for dens hemmeligheder.

Der er fine eksempler på nyere fund – som vi kommer tilbage til – men hovedvægten er lagt på fortællingen om dem, der har gjort det til en del af deres liv at tilbringe dage i stort set al slags vejr med en metaldetektor på en mark. Dog ikke tordenvejr – som en af grundreglerne lyder.

Det er en sympatisk fortælling om frisk luft og fællesskab, om skattejægernes etik, om engagement og om at spille en afgørende rolle for at de kulturhistoriske museer kan bidrage til at formidle viden om vores fælles fortid.

I modsætning til en udbredt tendens i dele af museumsverdenen er denne udstilling ikke karakteriseret af effektjageri. Scenografien er saglig og behersket.

Udstillingen indledes med en opstilling af et skrivebord, en opslagstavle og så videre, altså en hjemmearbejdsplads, for at pointere, at her er en historie om dem, der går op i at finde oldtidsskatte. Til almindelig inspiration ligger sågar et Anders And-blad med den legendariske historie om jagten på den gyldne hjelm frit fremme.

Udstillingens stemning kan få tankerne hen på både litteratur, historie og eksistens.

Og måske på forfatteren Martin A. Hansen (1909-65), for hvem fortidens betydning for samtiden lå meget på sinde. Det er gennem historien, vi forstår os selv, er en af Martin A. Hansens pointer.

En del om denne fortid er blevet kortlagt gennem udgravninger og

kilder af forskellig art. Men der er stadig meget, der dukker op. Ingen anede eksempelvis, at der i Vindelev nord for Vejle engang for omkring 1500 år siden havde været en bosætning med en krigsherre eller stormand, der havde samlet sig guld og gods. Men en decemberdag i 2020 går Ole Ginnerup Schytz en tur med sin metaldetektor sammen med en tidligere skolekammerat på dennes mark. Og – hvis man tager fantasien til hjælp – kan man næsten se det for sig:

”Da klinger i muld/ det gamle guld,” som det hedder i Oehlen-

0 De to guldhorn stammer fra omkring år 400. Sådan forestillede maleren Niels Simonsen sig i et billede fra 1859 sceneriet, da det første – og længste – horn i 1629 blev fundet på en mark i Gallehus nær Møgeltønder af Kirsten Svendsdatter.

1 Solvognen er blandt de mest berømte eksempler på danefæ. Den blev i 1902 fundet af en landmand, Frederik Willumsen, i Trundholm Mose sydvest for Nykøbing Sjælland. Solvognen menes at være blevet formgivet cirka 1350 f.Kr. – Pressefotos.

schlägers berømte digt om Guldhornene. Så scenografisk perfekt var det nu ikke. Ole Ginnerup Schytz, der er en af hovedpersonerne i udstillingen om Danefæ-jægerne, citeres i en formidlingstekst for, at da detektoren første gang gav et klart signal, viste det sig at være låget til en dåse svensk surströmming. Først derefter finder han – nedenunder mindet om den svenske specialitet – skatten, der siden blev registreret som Danefæ og i øvrigt var genstand for en udstilling, ”Magt og guld”, i Vejle Kunstmuseum i fjor.

Låget til den svenske surströmming puttede Ole Ginnerup i sin medbragte affaldssæk. Det er blot en del af den etik, der – pointerer udstillingen – kendetegner det voksende fællesskab af detektorførere:

Man indsamler det metalskrot, man finder – en gruppe detektorførere nåede et år op på 60 kilo, fremgår det – og i det hele taget er der en række regler, man følger. En huskeseddel konstrueret til lejligheden minder om, at man blandt andet skal have en aftale med ejeren om at søge på dennes mark og efterfølgende delagtiggøre vedkommende i fundene, parkere ordentligt – og tage kage med til alle på marken! Og så selvfølgelig huske, at fundene ikke er ens egne, men nationens. Uden de mange frivillige arkæologiske jægere ville museerne ikke bugne af danefæ. Derfor er udstillingen en hyldest til dem og deres fællesskab. Selvom det åbenbart er en individualistisk oplevelse. Man kan nok jage i flok. Men man går i sin egen verden med sin detektor og sine høretelefoner og lytter til signaler fra fortiden.

Metaldetektorer – og der er en medtaget på udstillingen, man kan prøve at holde – har på mange måder revolutioneret eftersøgningen af artefakter fra fortiden.

I 2022 blev tæt ved 18.000 genstande indleveret. En gang om året kører Nationalmuseets danefækaravane rundt i landet og indsamler fund. Herefter journaliseres og vurderes de med henblik på danefægodtgørelse. I fjor blev lidt over seks millioner kroner udbetalt til finderne.

Ordningen stammer i sin oprindelige form fra 1241. I Jyske Lov hedder det således ganske enkelt:

”Hvad ingen ejer, ejer kongen. Finder nogen mand guld eller sølv i høje eller efter plov eller på nogen anden måde, da skal kongen have det”.

De små fortællinger i den store  Fra særudstillingen om danefæfinderne er der adgang til museets samlinger, hvor man blandt andet vil kunne møde Solvognen.

Både den og Guldhornene har deres egen lille fortælling i den store fortælling, fordi de vel betragtes som nogle af de helt store fund i danmarkshistorien og herunder da ikke mindst den dramatiske fortælling om fundet og tabet af Guldhornene takket være Oehlenschlägers stærkt billedskabende digt.

Nationalromantikken og hele 1800-tallets stærkt identitetsskabende digtning og billedkunst rejste sig til en fortælling om det reducerede land, der efter krigene mod først naboen mod vest og dernæst naboen mod syd, måtte finde sin indre storhed på anden vis. Og måske er det ekkoet af det, der bevirker, at op mod 10.000 mennesker alene eller organiserede i fællesskaber går ud på marken med detektoren og alle de praktiske remedier, man skal have med, hvis det skal være helt rigtigt.

Et stort billede på endevæggen giver et indtryk af sådan en dag med systematisk søgen på marken i et moderne kulturlandskab med vindmøller i baggrunden og blæst i træerne i skellet mellem markerne. Fortællingen om detektorførerne er fint formidlet. J

4 stjerner

Jagten på danmarkshistorien. Nationalmuseet, København. Vises til den 4. februar 2024.

En udfordrende hybrid i Lemvig

Hvad oplever jeg nu?

Sådan spørger man ofte sig selv, når man bevæger sig gennem Cathrine Raben

Davidsens separatudstilling

”Hybrid” på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig udstilling

Claus Grymer kultur@k.dk

Billedkunstneren Cathrine Raben Davidsen (født 1972) har i hele sit virke beskæftiget sig intenst med eksistentielle temaer. Og direktøren for Museet for Religiøs Kunst i Lemvig, Christine Løventoft, har ret i, at hendes billeder ”på fornemste vis” passer til dette museum, der gennem billedkunsten søger at skabe et rum for refleksion over livets store spørgsmål.

Til det sidste medvirker i høj grad Davidsens separatudstilling ”Hybrid”, der vises på museet indtil den 28. maj. De særegne billeder er stærkt udfordrende, har helt deres egne stemninger og er fyldt med betydninger, som man optages af uden nødvendigvis at kunne afkode budskaberne. Men gådefuldheden fascinerer – fordi den er mere end gådefuld. Man ser ind i en verden af sælsom dybde. Kraften i værkerne er med til at give dem mening. Imidlertid kan man ikke altid afgøre, om man drages eller foruroliges, velvidende at det ene ikke behøver at udelukke det andet.

Om baggrunden for titlen siger kunstneren: ”Jeg ser mine værker som hybrider, fordi de

smelter forskellige historiske referencer, kilder og tanker sammen. Mine værker er funderet i den tid, vi lever i, men samtidig peger de langt tilbage”.  Udstillingen består dels af en række helt nye værker, dels af ældre. Desuden vises nogle af kunstnerens notesbøger, skitser, fotografier samt forlæg. Jeg studerede dem nøje i et forsøg på at finde nogle genveje ind i Cathrine Raben Davidsens mangfoldige og komplekse virkelighed, præget af hendes belæsthed –herunder de studier i teologi og filosofi, som optog hende, inden hun blev uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi.

En rygvendt kvinde i ”The Sickroom” (2021) står let foroverbøjet, lysklædt, men omgivet af dunkelhed, tilsyneladende grædende. Dunkelheden er skyggen fra et sygeværelse. Man kan sige om billedet, at det er knugende og trist.

Og det er det. Sådan set. Men om billedet er der mere at sige. Og uden tvivl det vigtigste. Hvad det er, kan man fundere længe over, sandsynligvis uden at komme det nærmere. Det, man ikke har ord for, har kunsten udtryk for.

Om Cathrine Raben Davidsens billeder er der altid mere at sige. De er fyldt med modsætninger. For eksempel mellem fortid og nutid. Men uanset hvor meget fortid, der er i billederne, er de samtidig til stede i det nære. Det liv, der er i dem, lader sig ikke begrænse til en bestemt tid. En tidløshed råder. Man kan føle sig langt væk hjemmefra. Og dog er man i en eller anden forstand netop hjemme.  Værker inspirerede af de klassiske, romerske digtere Virgil og Ovid har en ynde og en nerve, som forbinder det fjerne og det nære. Da gamle digtere bliver unge som kunstnerens streg, der forener det lette med det præcise – og med en fin vibration af liv. Når man

–

5 stjerner

Cathrine Raben Davidsen: Hybrid. Museet for Religiøs Kunst, Lemvig. Indtil den 28. maj. Katalog foreligger.

2 Billedkunstner Cathrine Raben Davidsens motiver er fyldt med modsætninger. Her er hun fotograferet i sit atelier i København. – Foto: Leif Tuxen.

mentalt griber ud efter billederne, letter de som fugle, der ikke vil fanges. Med et citat af digteren Vagn Steen: ”Den, der fanger fuglen, fanger ikke fuglens flugt”. Nyd værkernes smukke flugt. Den er en del af deres væsen.  Det øger naturligvis udbyttet af billederne, hvis man har nogenlunde styr på de mange visuelle og filosofiske referencer, der gennemtrænger dem. Men på den anden side er det ikke en betingelse for oplevelsen. Billedernes umiddelbarhed er generøs med uddeling af spontane oplevelser. Måske sammen med en ikke ubegrundet fornemmelse af, at man går glip af noget.

Et andet hybridpar udgøres af det menneskelige og naturen/dyrene. Højdepunkter på udstillingen er for mig nogle store billeder fra områder ved havet. Med en glødende forbindelse mellem jord og himmel, en grundlæggende overensstemmelse. I forgrunden på et af billederne ses – vover jeg at mene – en antydet nøgen kvinde, måske en druknet, som havet har sluppet, og som nu er på vej ind i en forvandling. Måske.

Den rådvildhed, som man hensættes i, er pirrende og opladende. Dette og de øvrige værker af lignende karakter skildrer en natur, som man ikke finder i naturen – ikke som den er fremstillet her. Det er subjektive landskaber og tilstande fra kunstnerens sind – og gennemglødet af det.

Meget kan opnås med få midler. Et sted ser et øje på én, et ensomt øje i det øde, tegnet med blyant på hvidt papir – som omgivet af solens stråler.

Man gengælder blikket og spørger: Hvad oplever jeg nu? Sådan spørger man ofte, når man bevæger sig gennem udstillingen. Spørger, mens man oplever – noget. Oplever i kraft af en iscenesættelse skabt af en kunstner, der behersker sine virkemidler til – ja, til fuldkommenhed.  J

0 Cathrine Raben Davidsen beskæftiger sig blandt andet med forvandlingsmyter i sin kunst. Herunder myter fra den græske mytologi, hvor vi her ser nymfen Daphne, der bliver forvandlet fra menneske til et laurbærtræ.

Foto: Cathrine Raben Davidsen.

PAS PÅ

det der betyder noget

Danske aviser er med til at passe på det, der betyder noget. Vi har nemlig valgt at trykke på FSC®-certificeret papir.

Hvad betyder noget for dig? Hvad end det er, så pas godt på det. I uge 13 er det FSC® Ugen, og i år handler det om at tage vare på det, der betyder mest.

Når du vælger FSC-mærket, ved du, at der er taget hånd om natur og mennesker i verdens skove.

Det betyder bedre vilkår for biodiversitet, vandmiljø, oprindelige folk og skovarbejdere verden over.

Det betyder noget at vælge FSC.

#FSCUGEN2023 #PASPÅ

Jagten på en publikumsbasker

DR’s kunstdokumentar

”Museet” fører os på legende vis ind bag facaden i Statens Museum for Kunst. I 2018 var der krise på grund af for få besøg, og serien følger jagten på et øget publikum

dokumentar

Lisbeth Bonde

kultur@k.dk

Der er lagt i kakkelovnen til en thriller om Statens Museum for Kunsts overlevelse i DR’s nye dokumentar ”Museet”, der i fire afsnit lader seerne kommer med bag kulisserne på SMK i København, også kaldet Danmarks modermuseum.

”SMK kæmper med at lokke besøgende ind på museet, og jagten er sat ind på en ny og stor publikumsbasker,” lød det i DR’s foromtale af programmet.

Alt for ofte pakker DR kunst ind i noget andet – en quiz, reality-tv, en rejse – fordi man mest af alt frygter langhårede eller intellektuelle kulturprogrammer, der skræmmer seerne væk. Som statsmedie er DR’s eget succeskriterium høje seertal, så dokumentaren ”Museet” er statsradiofoniens direkte spejling i museets forsøg

på at øge publikumstilstrømningen. Der har været nedskæringer i mange år, og det eneste succesparameter i dag er et højt besøgstal. Som den nu netop afgåede museumsdirektør Mikkel Bogh formulerer det:

”Bevillingerne er i bedste fald stabile, i værste fald nedadgående, men de stiger aldrig.”

Faktum er, at alle vores offentligt støttede kunstmuseer ville blive langsomt kvalt, hvis ikke de fik ilt, det vil sige midler fra de private fonde.

Det første klip viser nogle højst forskellige publikumstyper, der på skift betragter det samme maleri. Det irriterer mig, at vi i første omgang ikke hører noget om maleriet. Ingen titel, intet kunstnernavn. Lidt senere kommer det heldigvis på plads: Det er den hollandske maler Abraham Bloemaerts værk ”Apollon og Diana straffer Niobe ved at dræbe hendes børn” (1591). Dette maleri er et af de over 260.000 værker i Statens Museum for Kunsts enestående samling. Men hvor bliver introduktionen og analysen af? Billedets mytologiske budskab hænger i luften. Dokumentaren prioriterer i populismens og oplevelsesøkonomiens navn folks spontane reaktion på maleriet fremfor at informere, så vi bliver klogere. Dokumentaren er optaget i perioden mellem 2018 og 2022. I 2020 satte museet sig for at gå efter en halv million besøgen-

de det efterfølgende år. Det er en vanskelig øvelse. Vi kigger helt ind i maskinrummet og følger diskussionerne. Man er godt på vej, men så kommer coronaen, og salene ligger tomme hen i månedsvis. Mikkel Bogh og andre museumsdirektører kæmper forgæves for at få genåbnet kunstmuseerne under pandemien. De kan uden problemer orkestrere adgangen på en sundhedsmæssigt forsvarlig måde med time-slots og masser af plads, så publikum kan holde afstand. Men lige meget hjælper det.

SMK’s Mona Lisa?

”Museet” er en underholdende dokumentar. Vi får et kig ind i alle SMK’s afdelinger, helt ind i kustodernes omklædningsrum. I konserveringsafdelingen er 1. konservator Troels Filtenborg i gang med at få et barokmaleri, der har fået en vandskade, til at fremstå, som var det malet i går. Efter måneders arbejde lykkes det ham at genskabe det inciterende barokmaleri af Federico Barocci, ”Portræt af en ung dame” (1600), der er blevet istandsat med midler fra museets trofaste, amerikanske mæcener, som tager stolt imod det færdige resultat.

”Det kan blive SMK’s svar på Mona Lisa i Louvre,” mener Mikkel Bogh.

Imens kæmper Luise Cone, der er skulpturkonservator, med at få Claus Car-

stensens collagemaleri ”Æterlegeme” (1986) til at genopstå som nyt trods mørnende skumgummi, urin og almindeligt forfald.

I Forskningscenter for Tegnekunst residerer forskningschef Chris Fischer. Han er en mand af den gamle skole med butterfly, og han spidser blyanter med sin kniv. Men tag ikke fejl af denne originale personlighed: Han er en international kapacitet inden for italiensk renæssancetegning.

En seniorforsker ved auktionshuset Sotheby’s er rejst til Danmark for at få hans vurdering af en mulig tegning af den berømte italienske kunstner Fra Bartolommeo (1472-1517). Chris Fischer er en Sherlock Holmes, en sporfinder, der kan skille den uægte tegning fra the real thing. Denne viser sig at være ægte og indbringer 1,8 millioner dollar ved den efterfølgende auktion.

Forelsket i museet

SMK råder over 25 værker af den franske maler Henri Matisse takket være kunstsamleren Johannes Rumps donation af sin samling af moderne kunst til museet i 1928. I dokumentaren følger man, hvordan de nu skal i spil – både på museet MoMA i New York, der ejer hans revolutionerende ateliermaleri ”Det røde atelier”, og på SMK, og vi rejser med kurator Dorthe Aagesen, Mikkel Bogh og andre medarbejdere til New York, hvor udstillingen åbner først. Samarbejdet er ”en fjer i hatten til SMK”, og udstillingen kommer på

FOTO: CHRISTIAN LINDGREN

forsiden af nyhedsmediet New York Times. Tilbage i København ser vi kustoden Per Præst – sådan kaldtes denne tidligere teologistuderende og evighedsstudent, som gik bort sidste år efter at have tjent museet i årtier – patruljere gennem salene til en sød, slentrende musikrytme, mens han venligt hjælper folk rundt.

Dernæst forvandles han til drag med mørkegrøn neglelak og lange øreringe, da

han optræder i kunstnerduoen Astrup & Bordorffs værk ”Kunstmuseet – en filmkabaret”. Vi oplever også de populære begivenheder SMK Fridays, hvor det vælter ind med især unge mennesker. Og så er liften i sving dagen lang. Nye skulpturer skal hænges op, og en stofskulptur af Ellen Hyllemose skal på plads.

”Museet” er en godt fortalt dokumentar med en indbygget spændingskurve: be-

søgstallet, som der på intet tidspunkt sættes spørgsmålstegn ved. Matisse-udstillingen bliver redningskransen. Dokumentaren gjorde mig forelsket i SMK. De er rigtig seje og dedikerede på Danmarks nationalgalleri. Men vi mangler fortsat et mere orienterende og aktuelt kunstprogram på DR. Et ugentligt program, der skærer ind til benet og informer om kunsten, dens aktører og mange mani-

festationsformer, og som ikke vier hele opmærksomheden til udenværkerne. J

4 stjerner

Museet. Produceret af DR TV. Instruktører: Nicole Horanuy og Cecilie Debell. Serien kan streames på DR TV resten af 2023.

Dokumentaren gjorde mig forelsket i SMK. De er rigtig seje og dedikerede på Danmarks nationalgalleri.

4 Man får et kig ind i alle SMK’s afdelinger i dokumentaren ”Museet”. — Fotos: Troels Rasmus Jensen, DDF.

Quiz med om kunst og kultur

Gæt og vind

3 Svarene på quizzens spørgsmål kan findes i artiklerne i dette tillæg. Send dine svar pr. mail til konkurrence@k.dk eller i en kuvert mærket ”Kunst&Kultur 2023” til adressen Kristeligt Dagblad, Vimmelskaftet 47, 1161 København K. Svarene skal være Kristeligt Dagblad i hænde senest torsdag den 13. april klokken 12.00. Vinderne af quizzen offentliggøres i avisen lørdag den 15. april.

3 De tre første rigtige besvarelser, der trækkes, vil blive præmieret. Den første, vi trækker, vinder et gavekort til Bog & idé til en værdi af 500 kroner. Den anden vinder, der trækkes, vinder et gavekort til Magasin til en værdi af 200 kroner. Den sidste vinder bogen ”Håb og handling i en kriseramt verden.

Eksistentielle samtaler med 16 internationale forfattere og tænkere” af Bjørg

Tulinius og Michael Bach Henriksen (Kristeligt Dagblads forlag).

Held og lykke!

1

Hvad er navnet på den norsk-danske Skagensmaler, der som ung sejlede fra Hornbæk til svenske Arild og malede motiver fra begge steder?

2

Hvilket dansk kunstmuseum havde i 2022 landets højeste besøgstal?

3

Hvad er navnet på kuratoren og projektforskeren, som leder Den Hirschsprungske Samlings efterlysning af værker skabt af kvindelige kunstnere fra Det moderne gennembrud?

4

Hvad er titlen på udstillingen, der indledte kunst- og designmuseet Trapholts udstillingsrække ”Maleriske sansninger”, der er programsat i perioden 2022-2025?

5 Ny Carlsberg Glyptotek i København viser netop nu en samling af fund fra oldtiden. Fra hvilket land stammer fundene?

7 Den danske kunstner Peter Callesen er ferm med en saks, og hans papirklip udstilles nu på Ribe Kunstmuseum. På hvilket andet dansk museum udstillede han i 2010?

10

P å kunstmuseet Louisiana i nordsjællandske Humlebæk vises netop nu en udstilling med kunstneren Dana Schutz. Hvilket land er hun fra?

kort nyt om kunst og kultur

Edvard Munchs liv i levende billeder

Man kan med god grund påstå, at den norske maler, grafiker og ekspressionist Edvard Munch (1863-1944) stod for Nordens stærkeste kunstneriske bidrag til modernismen. Filminstruktør Henrik Martin Dahlsbakken har nu skabt et kalejdoskopisk drama, der handler om netop Edvard Munchs liv og virke, og som fik sin biografpremiere i begyndelsen af februar. Filmen er bygget op omkring det, som instruktøren betegner som de fire livsdefinerende perioder i Munchs liv: hans ungdom, hans tid i Berlin, hans indlæggelse på psykiatrisk klinik i København og endelig hans sidste år på Ekely i Oslo under den tyske besættelse af Norge under Anden Ver-

denskrig. Således portrætteres kunstneren i filmen gennem fire forskellige skuespillere, der alle har rollen som Munch – Mattis Herman Nyquist, Ola G. Furuseth, Alfred Ekker Strande og Anne Krigsvoll. Filmen er netop blevet tilgængelig på streamingstjenesten Viaplay.

De nordiske modernister elskede

El Greco

Den græsk-spanske maler

Domenikos Theotokopoulos (1541-1614), bedre kendt under sit kunstnernavn El Greco, blev kendt for sine særegne, ekstatiske og ekspressive værker. Berømmelsen nåede han dog ikke selv at opleve i sin levetid, for først i

1800-tallet genopdagede man ham, efter at han havde været både forkastet og siden sin død også glemt i den kunstneriske verden. Genopdagelsen blev til et særligt kapitel i den moderne kunst historie, hvor nordiske kunstnere i stort antal tog inspiration og skabte værker med tydelige referencer til El Grecos billedsprog. Ny udstilling på Willumsens Museum i Frederikssund undersøger netop denne modtagelse og optagethed af El Greco i perioden ca. 1885-1940, hvor han også i Norden opnåede status som kunstnerisk profet og kultfigur. Udstillingen åbnede den 3. marts og kan ses frem til den 4. juni. Man kan samtidig blive klogere i et nyt, illustrationsrigt katalog med titlen “El Greco og nordisk modernisme. Som et barn, der klipper og samler”, der undersøger den græsk-spanske malers indflydelse på nordisk modernisme og hvilken forbindelse, der findes mellem ham

I Amsterdam vises netop nu den hidtil største udstilling med barokmaleren Johannes Vermeer. Hvad er kunstneren også blevet kaldt grundet hans gådefulde virke?

8

11 Ordrupgaard viser nu en retrospektiv udstilling med den danske maler Jesper Christiansen. Hvad er navnet på den eneste bronzeskulptur, han har lavet?

og store nordiske navne som J. F. Willumsen, Franciska Clausen, Edvard Munch, Vilhelm Lundstrøm og Harald Giersing. Bogen har artikler af en række kunsthistorikere og øvrige kendere af El Greco og nordisk modernisme, og er redigeret af Anne Gregersen.

Louvre køber dansk guldaldermaleri

I 1847 rejste kunstmaleren Martinus Rørbye fra København til Jylland for at male.

6

Han blev i sin levetid anset som en af Danmarks betydeligste malere, men eftertiden glemte ham. Nu trækkes han frem i lyset på Statens Museum for Kunst, men hvad er kunstnerens navn?

9

Mette Lise Rössing er datter af den berømte danske forfatter, Martin A. Hansen (1909-55), der også malede. Hvor gammel var Mette Lise Rössing, da han døde?

12

N ationalmuseet hylder de arkæologiske skattejægere med en ny udstilling, der fortæller om dem, der higer og søger efter nationale fund. Hvad er navnet på udstillingen?

2 Martinus Rørbyes ”Et stort skib under kalfatring ved Frederikshavn” fra 1847 og signeret var vurderet til 600.000-800.000 kr. Blev solgt til museet Louvre for 1,2 millioner kroner. – Foto: Bruun Rasmussen.

Et af de malerier, der kom ud af denne rejse, har titlen ”Et stort skib under kalfatring ved Frederikshavn” og vil i fremtiden kunne besigtiges på det verdensberømte kunstmuseum Louvre i Paris, oplyser Bruun Rasmussen Kunstauktioner. Louvre har netop købt værket på auktion i Danmark for 1,2 millioner kroner, hvilket var omkring det dobbelte af forhåndsvurderingen, og den overraskende store interesse for værket hænger sammen med, at ældre dansk kunst

lige nu har særlig stor international bevågenhed. The Metropolitan Museum of Art i New York viser for tiden udstillingen ”Beyond the Light: Identity and Place in Nineteenth-Century Danish Art”. Udstillingen sætter fokus på dansk guldalderkunst fra første halvdel af 1800-tallet. Martinus Rørbye (1803-1848) var elev af guldaldermaleren C.W. Eckersberg, og hans Jyllandsrejse er berømt i dansk kunsthistorie. Rørbye var først til at besøge og male Skagen og andre lokaliteter i det nordligste Jylland. Dermed peger hans værker frem mod Skagensmalerne fra 1800-tallets anden halvdel. J

Kristeligt Dagblad Læserklub

Begrænset antal

Signeret kunsttryk i begrænset oplag

Eksklusivt samarbejde mellem Kristeligt Dagblad og John Kørner

Kunsttrykket ”Liquids and Lights” af John Kørner er en nyhed i Kristeligt Dagblads serie af samtidskunst af anerkendte danske kunstnere. Kunsttrykket er særligt udvalgt til avisens læsere og trykt i et begrænset oplag på kun 500 eksemplarer. Alle 500 eksemplarer signeres i hånden af John Kørner.

Kunsttrykket kan købes på www.k.dk/klub/kunst

Pris til abonnenter 599,-

Normalpris 705,-

Courtesy Galleri Bo Bjerggaard