Kunst&Kultur

Kunst&Kultur TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 17. MARTS 2018

F OTO : L E I F T U X E N

F OTO : L E I F T U X E N

F OTO : R I T Z AU S C A N P I X

Fra Haiti til Randers “Dagbog fra Haiti” er et af hovedværkerne på udstillingen med Erik A. Frandsens værker på Randers Kunstmuseum. I hjembyen har han også udsmykket en sal på et af byens hoteller. Side 4

Keramik fra Picasso Pablo Picasso blev født i Malaga i Spanien og erobrede siden verden.

Der er seks stjerner til stor udstilling på Louisiana i Humlebæk.

Side 6

Kunsten og Bibelen Bibelen skaber hele tiden nye billeder for den 71-årige maler Stig Weye, der har malet bibelske motiver hele livet. Troen har fulgt ham siden en tragedie i den tidlige barndom.

Side 24

• Med ler som omdrejningspunkt: Flere aktuelle kunstudstillinger tager udgangspunkt i lerets transformation fra klæg masse til kunst. Med leret søger vi tilbage til noget oprindeligt.

Side 8

VILLA TIL

RAGNA & FRANKA 8. FEB - 27. MAJ 2018

KASTRUPGAARDSAMLINGEN.DK

læs også

0 MAJA LISA ENGELHARDT ER EN AF LANDETS FØRENDE kirkekunstnere. I det ambitiøse værk ”Porten” præsenteres hendes 31 udsmykninger af danske kirker, blandt andet denne forgyldte bronzefigur med titlen ”Kristus går mod havet” samt en glasmosaik, der blev indviet i 2015 og kan ses i Frederikskirken i Højbjerg ved Aarhus.

SIDE 20

• God udsigt: Ambitiøs udstilling om vejr, klima og kunstopfattelser kan ses på Faaborg Museum.

Side 12

fri entré

JESPER CHRISTIANSEN FORBILLEDE 03. FEB. - 22. APRIL 2018

Berlingske Fyens Stiftstidende Politiken

2 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. marts 2018

Kunst er at vække noget dødt til live Hvis man stoler på sine sanser i mødet med kunsten og slår refleksionen – og iPhonen – fra, vil man altid opleve, at noget nyt sker for øjnene af en

kommentar AF MICHAEL BACH HENRIKSEN KULTURREDAKTØR bach@k.dk

”Grundlæggende for al skabelse er at det ikke handler om overførsel, af noget man besidder og vil udtrykke, men om at det udtrykte opstår som noget i sig selv. Kun da bliver det levende.”

Sådan skriver den norske forfatter Karl Ove Knausgård i sin nye bog på dansk, der handler om kunstnerkollegaen og maleren Edvard Munch. I ”Så megen længsel på så lille en flade”, som bogen hedder, skriver Knausgård om landsmanden fra en amatørs perspektiv. Eller, det vil sige, helt amatør er forfatteren ikke, for han læste engang kunsthistorie og beskriver i bogen, hvordan han som ung blev slået helt omkuld af

Vind et gavekort på 500 kroner til Imerco 3 Svarene på spørgsmålene i quizzen findes i artiklerne i dette tillæg. Send svarene til Kristeligt Dagblad, Vimmelskaftet 47, 1161 København K, og mærk kuverten ”Kunstquiz”, eller send pr. mail til konkurrence@k.dk.

3 Svarene skal være Kristeligt Dagblad i hænde senest fredag den 23. marts klokken 13. Vi offentliggør navnene på vinderne lørdag den 24. marts.

3 De første tre rigtige besvarelser, vi trækker, får tilsendt et gavekort til Imerco på 500 kroner.

mødet med Munchs malerier på en klassetur til Oslo. Men han går ikke til Munchs værk med en masse forudfattede meninger og årstal og -ismer siddende løst i ærmet. I stedet bruger han øjnene og ser Munch, så tydeligt som muligt, og tænker videre ud fra sine indsigter.

At se og tænke, det kan vi alle, når vi står foran et kunstværk, men det er det sanselige – synet – der kommer først.

Ofte oplever vi nok, at vi stoler for lidt på vores sanser og tror, at man skal ”vide” en masse for at ”forstå” kunst. At et museumsbesøg er en intelligenstest.

Men sådan er det heldigvis ikke.

Man kan for eksempel spørge, ansigt til ansigt med et kunstværk: ”Hvad gør dette stykke kunst ved mig?”, eller: ”Hvilken følelse eller sindstilstand hensættes jeg i?”.

Frem for at overveje, om kunstneren mon vil sige noget om værdier-

WW Det er aldrig

kunstens primære opgave at komme med programmer. Den gode kunst lader noget opstå i sig selv.

nes sammenbrud efter Første Verdenskrig eller kommentere flygtningekrisen med dette eller hint værk, eller om han eller hun er i gang med at henvise til anden kunst tidligere i historien, kan man droppe spekulationerne og tage udgangspunkt i sanserne. Se. Simpelthen.

Står man længere end to minutter foran eksempelvis et maleri, vil man med garanti opleve noget ske.

Som Knausgård siger i citatet ovenfor: Kunst handler ikke om, at man ”har” noget i forvejen, som man så vil ”udtrykke” på lærredet. Så kan man skrive en kronik i stedet for eller sine erindringer.

Nej, kunst er det levende møde mellem (hvis det er et maleri) en pensel og et lærred og en farvesammensætning, der gør noget dødt – malingen, lærredet – levende.

Kunst er skabelse af liv.

Man kan trække en parallel til jazz eller klassisk musik. Det er ordløse kunstarter, så derfor er vi mindre tilbøjelige til at tro, at denne type musik ”handler” om noget.

Bachs ”Goldbergvariationer” eller Miles Davis’ ”Kind of Blue” har ingen ”handling” eller en ”pointe”, som kunstneren vil udtrykke.

Sådan kan man også tænke på

billedkunst. Picasso kan rigtignok kommentere en politisk udvikling i ”Guernica”, men det er aldrig kunstens primære opgave at komme med programmer. Den gode kunst lader noget opstå i sig selv. Og vi kan være med i denne skabelsesberetning, hvis vi stoler på vores sanser og ser. Åbner øjenene på museet og slår refleksionsapparatet – og iPhonen – fra et øjeblik.

Det lærer man af Knausgårds fortræffelige bog om Munch, måske forårets bedste kunstbog på dansk.

Og det håber vi, at læserne vil opleve ved besøg på de mange udstillinger over hele landet, som vi skriver om på de kommende sider i tillægget. Alle artikler har været bragt tidligere, men mikset er nyt, ligesom oplevelsen altid er det, når man står derude på museet.

Alene. Ansigt til ansigt med kunst. Og ser og sanser.

J

Quiz med om kunst 3 1. Hvilket forlag er Maja Lisa Engelhardts seneste bog udkommet på?

3 6. På hvilket museum udstiller Peter Callesen i øjeblikket?

3 11. Hvad hedder direktøren på Hotel Randers?

3 2. Hvor bor maleren Stig Weye?

3 7. Hvor mange stjerner får udstillingen på Nivaagaard?

3 12. På hvilket museum kan man se udstilling om Lars von Trier?

3 3. I nærheden af hvilken større sjællandsk by ligger Rønnebæksholm?

3 8. Hvilket museum udstiller i øjeblikket Bodil Kaalunds værker?

3 13. Hvilket år blev Picasso født?

3 4. Hvilken anmelder skriver i tillægget her om Wim Wenders’ nye fotobog?

3 9. Nævn én anden by, hvor udstillingen, der nu kan ses i Faaborg, senere vises?

3 14. Hvad hedder Bodil Kaalunds søn?

3 5. Hvilken maler kan for tiden ses på Heart?

3 10. Hvad hedder museet ved Ishøj?

Udgivet af Kristeligt Dagblad

3 15. Hvornår er maleriet ”Landskab fra Falster” fra?

Kristeligt Dagblad A/S | Vimmelskaftet 47 | 1161 København K | Ansvarshavende chefredaktør: Erik Bjerager | Redaktør: Michael Bach Henriksen | Layout: Mie Petersen og Cecilie Gregorius | Tryk: Dagbladet i Ringsted

En duft af evighed Blomster maleren J.L. Jensen

21.1. – 12.8.18 Nivaagaards Malerisamling

4 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. marts 2018

0 ”Dagbog fra Haiti” er et hovedværk på udstillingen. Notaterne er delt op i 28 lyspaneler på hver 250 gange 170 centimeter og fylder to rum. – Foto: Skovdal Nordic.

Fra Haiti til Randers – magien knytter det hele sammen Der findes både kulde og varme i de rejse-inspirerede værker af Erik A. Frandsen. Værkerne kan for tiden ses i kunsterens fødeby, hvor han også har udsmykket et lokalt hotel

udstilling AF CLAUS GRYMER kultur@k.dk

Hurtige notater, håndskrevne og lidt besværlige at læse. En del ord mangler, og hele sætninger er en undtagelse. Notaterne er fragmenter af ”Dagbog fra Haiti”, nedfældet af Erik A. Frandsen, og er et hovedværk på udstillingen ”Haiti – Erik A. Frandsen” på Randers Kunstmuseum.

Her er notaterne delt op i 28 lyspaneler på hver 250 gange 170 centimeter og fylder to rum.

Man fanges ind – uden helt at vide af hvad. Man lader sig føre – hvorhen? Man åbner alle sine døre og afventer de svar, der kommer ind.

Modsætninger forenes i et paradoks: private optegnelser bøjet i neon. Er det udtryk for den ultimative offentliggørelse af det private? Ph.d. Kamma Overgaard Hansen forholder sig til spørgsmålet i en artikel i kataloget, og man kan kun være enig med hende, når hun skriver, at det kolde skær fra neonrørene

WW

Man mere end fornemmer frodigheden, den dampende varme, fugtigheden.

vækker tvivl om det nedskrevnes karakter af noget personligt.

Men teksten gløder i den lysende kulde: ”Nu begraves folk i dybe huller i trækister, hvorpå der kommer et tykt lag beton – så gravene ikke kan åbnes”. Ikke alene i geografisk forstand befinder vi os langt fra Danmark: ”På Haiti er der cirka 600 forskellige etniske grupper – i Danmark er vi bare os og dem fra udlandet”.

Hele tiden hører man Jørgen Leth læse optegnelserne. Han gør det på sin velkendte, inciterende måde og styrker med sin stemme oplevelsen af sammenhæng – af teksten som et stort, strømmende digt.

Baggrunden for udstillingen er besøg i 2016 og 2018 netop hos Jørgen Leth – i Haiti.

Tæt på virkeligheden derovre kommer man i en række oliekridtskitser af natur og miljøer, sanselige og farvestærke, fyldt med atmosfære. Man mere end fornemmer frodigheden, den dampende varme, fugtigheden.

Det er dirrende øjebliksbilleder, et træk, der understreges af det skitseagtige og lidt rå i formen.

Man føler, at man oplever bille-

derne, umiddelbart efter at Frandsen har sluppet dem. Endnu – synes man – brænder skabelsens ild i dem.

En stor glasbelagt collage med diverse haitiske fragmenter – blandt andet en hane med berettiget selvtillid samt majskolber, hvis smag man næsten kan se – må affinde sig med en plads på gulvet, skønt den angiveligt skulle have været oppe på en væg. Men værket var for stort.

Mennesker i Haiti møder man på freskomalerier med afsæt i fotografier. Man ser billederne gennem ens viden om, hvordan de er blevet til – med anvendelse af en ældgammel teknik: Malet, som de er, på vådt pus, hvad der kræver, at processen gennemføres på få timer, inden pudset tørrer. Det er som at se bevægelser, der først lige er standset og dog fortsat er til stede som flygtig, men nu fastholdt tilstand.

Foruden filmoptagelser fra Haiti består udstillingen af forgyldte aluminiumsskulpturer med henvisning til woodo-religionen. Den største er ”Shelter (Agathé Tyché)”, bladguld på akrylfibre, skabt med Computational Design, der med compu-

ter-algoritmer har ”oversat” to af tegningerne på udstillingen til et 3D-print. Skulpturerne er som deforme stjerner, der med lyset i behold er landet på jorden, hvor de i hvert fald hos undertegnede spreder nogen forvirring.

Men overordnet er det en fornøjelse at udforske udstillingen, der kommer én i møde med stor umiddelbarhed, hvad der ikke er uforenelig med en vis mystik.

Men magien knytter det hele sammen. Man er, hvor det er godt at være.

Erik A. Frandsen er født i Randers i 1957 og har efterladt et blivende minde om sig i byen: På Hotel Randers, ikke langt fra kunstmuseet, kan man opleve en udsmykning af ham, indviet i sensommeren 2017. Det drejer sig om et selskabslokale, nu med navnet ”Frandsensalen”.

Værkerne er doneret af Salling Fondene.

Udsmykningen – enkel, på én gang diskret og nærværende – består næsten udelukkende af et ofte forekommende motiv hos Frandsen, nemlig blomster. På det ene maleri, der udgør undtagelsen, ses en kvinde, der er ved

at slagte en gås. Gæsterne kan så forestille sig, at brudstykker af den om lidt lander på deres tallerkener.

Hotellets direktør, Michael Jepsen, fortæller, at man er holdt op med at pynte opdækningerne i lokalet med blomster, da man mener, at disse sammen med blomsterne på billederne ville give et for flimrende helhedsindtryk. Den pålagte begrænsning er ikke et krav fra kunstneren, men er indført af hotellet.

Udsmykningen består af ni billeder, lavet så de passer til proportionerne på de ni vægfelter og udført i en næsten uddød håndværksteknik: scagliola, som er et farvepigment, lim og gips rørt sammen, modelleret og indlagt i motiverne. Efter hærdningen vokspoleres felterne, så de står som blank ”marmor”.

Erik Frandsen har desuden været involveret i farvesætningen af lokalet, så det fremtræder indbydende i støvet rosa/lilla.

J Haiti – Erik A. Frandsen. Randers Kunstmuseum. Indtil den 29. juli.

10. FEBRUAR - 10. JUNI 2018

6 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. marts 2018

Keramik fra den forelskede Picasso Picasso viser ikke blot sit mesterskab med penslen, når han tegner i og maler på sine drejede fade og former, krukker og kander – han skaber også nyt med sin keramik, der nu udstilles

udstilling AF ERIK STEFFENSEN kultur@k.dk

Det er en pragtudstilling, Louisiana viser med ”Picasso keramik”, og selvom det er den sjette Picasso-udstilling på museet, giver den faktisk lyst til flere. For ingen kunstner har som Pablo Picasso rummet det 20. århundredes udvikling af den moderne kunst, og alle, der besøger Picasso-museerne sydpå i Frankrig og Spanien, ved, at det er et righoldigt værk, der blot kalder på tematik efter tematik, malerier, tegninger, skulpturer, grafik og nu altså også fokus på keramik. Et formsprog og materiale, der i dag er så hot som noget på den internationale kunstscene, og derfor er det spot on, at Louisiana laver en klassisk udstilling. Ikke noget søgt, blot værkerne i deres egen ret. Keramik.

Det er magisk.

Og man får lyst til at gå i dybden med denne lerglæde. Studere lertøjet og alle dets levende finesser og grovheder. For ikke blot viser Picasso sit mesterskab med penslen, når han tegner i og maler på de drejede fade og former, krukker og kander, han skaber også nyt. Det er en skulpturel udstilling, lige så meget som det er en malerisk udstilling, og alt rummes i denne ædle gamle pottemager-tradition tilsat Picassos insisterende kunstneriske energi. Han er en flamme, et bål, en eksplosion af kraft.

Det må have været lidt af et chok at få lærlingen Picasso i værkstedet i Sydfrankrig. Han begyndte sin keramiske karriere i en alder af 65 år, og det var vist ikke pensionistkeramik, han havde i tankerne, da han ydmygt gik til værks.

Picasso forstod om nogen at respektere det håndværk og den sommetider hensygnende tradition, han gik i clinch med. Således lavede værkstederne, han arbejdede i, til daglig dekoreret brugskeramik. Og det var også her, det begyndte at tage form for Picasso, der dag efter dag udvidede horisonten med det nye materiale og ikke bare sin egen horisont, men kunstens på den internationale scene, kan vi nu se.

For ofte har vi hørt, at han var forud for sin tid, og ja, måske, men det, han mest af alt var, var flittig og tro mod sit oprindelige talent, sin fortid og herkomst.

Født i Malaga den 25. oktober 1881.

Han kunne lide det spanske, foretrak det fattige, det mest gængse ler, de små undseelige fund ude fra bunken med kasserede potteskår. Han kunne forvandle og se med nye øjne på alt det, verden normalt havde givet slip på som brugbart. For Picas-

0 Picasso arbejder på Madoura-værkstedet i Vallauris. – Foto: Edward Quinn/Succession Picasso/ VISDA/Lousiana Press.

1 Picassos keramik giver lyst til at studere lertøjet og alle dets levende finesser og grovheder. – Foto: Louisiana Press.

0 Picassos keramik er fuld af skævheder.

– Foto: Louisiana Press.

so startede kreativiteten her. I et atom af enkelhed, en idé, en tegning, der formedes til noget uset komplekst.

Blandt de 160 værker på udstillingen – Picasso lavede omkring 4000 stykker på godt en snes år – findes et godt eksempel på det helt umuligt skæve i optikken: et lerfad med motiv af en spist kotelet og fire tiloversblevne pommes frites.

Det er naturligvis ikke et hovedværk, men et godt eksempel på, at Picasso aldrig løb tør. Han genfyldte med dagligdag, når de store motiver fra antikken og kunsthistorien, som han kendte fra magasiner, slap op. De helt vidunderlige stykker keramik, hvor brugsgenstanden er blevet transformeret til en veritabel

skulptur, giver os fornemmelsen af skaberkraften. Ofte er kander og krukker blevet til dyr, gedekid og ugler, det er så legende, næsten barnligt og vitalt, og falder helt i hak med den biografiske fortælling om livsforyngelse, som Marilyn McCully påpeger i kataloget.

Samtidig med at Picasso går i gang med keramikken, indleder han et forhold til den 40 år yngre maler Françoise Gilot, som han får to børn med. Hun er en muse og direkte motivisk inspiration for mange af udstillingens arbejder.

Da forholdet ebber ud efter syv-otte år, og Picasso er kommet op i halvfjerdsårsalderen, kommer en ny forelskelse, der holder kunstneren til keramik-

ovnen: Jacqueline Hutin er 46 år yngre end mesteren, der maler på alt fra kakler til tegl og ethvert simpelt materiale med volumen.

Der er så mange vinkler at betragte udstillingens motiver og værker fra, så mange samarbejder med dygtige håndværkere, at det er let at fare ud på et vildspor.

Men udstillingen på Louisiana er så fokuseret, at der også bare er tale om keramik. Det er så jævnt og ligefremt det hele og viser, at Picasso ikke bare kunne, når han skulle, men også forberedte sine værker via tegningen og stadige strømme af forståelse for den klassiske og mytologiske verden, han var del

af i det mediterrane område.

Som om det græske og romerske blod flød frit i hans spanske årer, selv når han var i kunstnerisk eksil i det sydfranske solparadis. Man kan ikke lade være med at smile, når man ser en stor vase, formet og skabt som en vase, men udstyret med gul bikini. Tre ridser i leret er alt, der behøves for at lave en Picasso. Men kun Picasso kan lave dem, så de ligner noget, der er J løgn: stor kunst!

Picasso keramik. Louisiana, Humlebæk. Til den 27. maj 2018.

Olafur Eliasson Your rainbow panorama, 2011

GRATIS KUNSTINTRODUKTION HVER DAG KL. 14.00

ARoS highlights – kom til gratis kunstintroduktion og bliv klogere på nogle af de mest ikoniske værker på ARoS som fx Boy, Your rainbow panorama og det højtelskede værk Forladt. Dog ej af venner i nøden.

De gratis kunstintroduktioner afholdes hver dag kl. 14.00 på ARoS Torvet fra den 9. til 24. marts, hvor vi også hver dag byder på ekstra gode tilbud.

Arrangementer

www.aros.dk/kalender

Lørdag d. 17. marts kl. 11.00-16.00 FAMILIEWORKSHOP. Pris pr. barn kr. 25*

Onsdag d. 21. marts kl. 19.00 FILM: De Originale (billetkøb: www.aros.safeticket.dk)

Lørdag

Onsdag d. 21. marts kl. 19.00-21.00 ATELIER & VIN – Kunstnerduoen Mathias & Mathias ––––– Se alle arrangementer på www.aros.dk/kalender

d. 17. marts kl. 14.00-15.00 PERFORMANCE: Whip it Good af Jeannette Ehlers. Gratis*

Lørdag d. 17. marts kl. 14.00-15.00 PERFORMANCE: Justified Beliefs af Christian Falsnaes. Gratis* Lørdag d. 17. marts kl. 14.00-15.30 FOREDRAG med Maise Njor og Hassan Preisler.

Pris kr. 50 pr. deltager* (billetkøb: www.aros.safeticket.dk)

Der er gratis adgang til kunstintroduktionerne på ARoS Torvet. Der skal betales entré til ARoS for at opleve udstillingerne og de øvrige arrangementer.

Udstillinger

Lørdag

d. 17. marts kl. 16.00-18.00 TASTE i Wine & Food, niveau 8: Champagne og østers.

Pris kr. 200 pr. deltager* (billetkøb: www.aros.safeticket.dk) ––––– Søndag d. 18. marts kl 10.30 ARoS Familietur. Gratis*

Den faste samling INSTALLATIONSKUNST 25. november - 2. april 2018 COOL, CALM AND COLLECTED 3. februar - 27. maj 2018 ISAAC JULIEN: Western Union: Small Boats Den faste samling NO MAN IS AN ISLAND – THE SATANIC VERSES Den faste samling HUMAN NATURE

Søndag d. 18. marts kl. 11.00 OMVISNING i Cool Calm and Collected Pris kr. 40* (billetkøb: www.aros.safeticket.dk) Søndag d. 18. marts kl. 11.00-16.00 FAMILIEWORKSHOP. Pris pr. deltager kr. 25* Søndag d. 18. marts kl. 12.30 OMVISNING i Cool Calm and Collected for synshandicappede. Pris kr. 40*. (billetkøb: www.aros.safeticket.dk) Søndag d. 18. marts kl. 15.00-16.00 SØNDAGSOMVISNING. Gratis* Søndag d. 18. marts kl. 11.00-13.00 og 14.00-16.00 PERFORMANCE: Justified Beliefs af Christian Falsnaes ––––– Tirsdag d. 20. marts kl. 11.00-11.45 TIRSDAGSKUNST: hvordan får man mening ud af kunst? (billetkøb: www.aros.safeticket.dk)

Ron Mueck, Boy, 1999

Frants Henningsen Forladt. Dog ej af Venner i Nøden (detalje), 1888

Tirsdag - søndag kl. 10-17, onsdag kl. 10-22, mandag lukket

www.aros.dk

8 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. marts 2018

Klask! Ler er igen blevet omdrejningspunkt i tiden Flere aktuelle kunstudstillinger tager udgangspunkt i lerets transformation fra klæg masse til kunst.

Med leret søger vi tilbage til noget oprindeligt, mener museumsdirektør

udstilling AF DORTE WASHUUS OG LISE KABELL SØGAARD washuus@k.dk, lise.soegaard@k.dk

”Det er ren meditation.”

Sådan siger den nydelige 31-årige dyrlæge James, deltager i første sæson af det britiske underholdningsprogram ”Den Store Pottedyst”, et program, der har sin lighed med den herhjemme allestedsnærværende bagedyst, men har fingrene nede i noget helt andet: ler.

Programmet, der herhjemme er blevet vist på TV 2 Fri og kan streames på TV 2’s hjemmeside, er slet ikke det eneste sted i kulturlivet, ler og lerets transformative natur har sneget sig ind: En række kunstmuseer fokuserer lige i øjeblikket på det klæge materiale i deres udstillinger, heriblandt Louisiana, Vejen Kunstmuseum og Museum Jorn.

Sidstnævnte laver i den forbindelse en hel festival til lerets ære, og der er endnu én senere på året, når der den 11. juli er Keramikfestival på havnen i Skælskør med workshops og udstillinger.

Men øjet lader sig ikke nøje, når det gælder leret. Der er venteliste til stort set alle FOF’s kurser i keramik og lertøj i de større byer. Og søger man på ”drejeskive til salg” på Den Blå Avis, ja, så kommer der en gammel telefondrejeskive op på skærmen. Til gengæld er der mange, der annoncerer med overskriften ”drejeskive købes”.

På Clay Keramikmuseum Danmark genkender direktør Pia Wirnfeldt tendensen. Folk vil ikke bare have ler mellem fingrene og op under neglene, de vil også udforske det i dets bearbejdede form, keramikken, og studere materialet som grundlag for både kunst og brugskunst. ”I månederne efter vores genåbning i 2015 kom mange af nyhedens interesse, men mod forventning er publikumsinteressen ikke klinget af. Sidste år havde vi 44.000 besøgende, og det er rekord for museet,” siger hun.

For Pia Wirnfeldt er interessen for ler og keramik et udtryk for, at vi er blevet trætte af brug og smid væk-kulturen og de masseproducerede ting, vi i mange år har omgivet os med. ”Vi vil hellere omgive os med færre ting, som så til gengæld skal være personlige. Ler afslører altid håndens tilstedeværelse, det efterlader sig spor, der signalerer tid og fordybelse, som er vigtige værdier for os i dag. Vi lever i et samfund med et meget

0 Lawrence Epps kontorhus af brændt ler, kaldet ”Take Stock” (Gøre Status), kan ses på Museum Jorn i Silkeborg.

– Foto: Anders Sune Berg/Museum Jorn.

Ler og skabelse 3 Ler og jord indgår i flere af verdensreligionernes skabelsesberetninger. I Koranen lyder det eksempelvis, at Gud skabte og formede mennesket af jord og lod det vokse gradvist: ”Bagefter vil Han give jer tilbage til jorden og (atter) rejse jer op af den.” Mens det af Bibelens Første Mosebog, kapitel 2, fremgår, at ”en kilde brød frem af jorden og vandede hele agerjorden. Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen.”

Aktuelle udstillinger med værker af ler: 3 Vendsyssel Museum, Hjørring: ”Erik Nyholm – Keramiske billeder”, frem til den 8. april.

3 Louisiana, Humlebæk: ”Picasso Keramik”, frem til den 27. maj.

3 Clay Keramikmuseum Danmark, Middelfart: ”Lerets lærermester – Gutte Eriksen 100 år”, frem til den 27. maj.

3 Museum Jorn, Silkeborg: ”LER!”, kan ses frem til den 10. juni.

3 Vejen Kunstmuseum: Samling af keramikeren Niels Hansen Jacobsens værker, permanent udstilling.

0 Ler har været udgangspunktet for udstillingen på Museum Jorn i Silkeborg, hvor otte internationale kunstnere er repræsenteret. Asger Jorn var banebrydende i sin samtid for sit arbejde med ler og keramik.

– Foto: Fra udstillingen.

højt tempo, og det får os til at vende os mod ting, der forankrer os i en proces. Det gør leret.

Ler er det mest plastiske materiale, man kan få i hænderne, og samtidig er det tilgængeligt at arbejde med, selv for uøvede. De fleste har en erfaring med at formgive ler, typisk som børn, og det bliver derfor noget meget oprindeligt, som vi søger tilbage til,” siger museumsdirektøren.

Processen er altså en vigtig del af materialets udtryk, og her spiller også en vis uforudsigelighed ind. ”Mange kan godt lide tanken om, at de ikke kan kontrollere alting. Også derfor er ler spændende at arbejde med. Der er altid en lille spænding forbundet med at åbne ovnen efter en brænding, for i den proces ændrer materialet sig, og resultatet falder forskelligt ud hver gang.

Jeg kender mange keramikere,

der ser det som en gave, når deres ting ikke falder ud, som de havde forventet,” siger Pia Wirnfeldt.

Da Museum Jorn i Silkeborg for nylig åbnede udstillingen ”LER!”, var det blandt andet med en kunstperformance af Lilibeth Cuenca Rasmussen, der igennem mange år har arbejdet i alle mulige forskellige former for materialer. Lilibeth Cuenca Rasmussen opfatter ler som noget af det mest pålidelige. ”Jeg har arbejdet med video, tekst, kostumer af alle mulige slags, men er gået over til at arbejde mest med ler. Det er, fordi jeg har haft lyst til at komme tilbage til en materialitet. Det var et helt konkret savn,” siger hun. ”Som materiale passer ler enormt godt til min måde at udtrykke mig på. Det er helt umiddelbart, her og nu. De dage,

hvor jeg lå i min ’lerseng’ i Silkeborg, kom den til at se helt anderledes ud hver dag. Det har en fleksibilitet og en transformerbarhed, men det er ikke en transformerbarhed, som er afhængig af teknologi. Meget i performancekunst handler om at være interaktiv og forbundet med sit publikum, og ofte oversættes det som noget, der gør én afhængig af teknologi. Det har jeg prøvet, og der er ikke noget mere frustrerende, end når teknikken går ned,” siger hun. ”Når teknologien går ned, så er der ingenting. Men leret går aldrig ned. Og hvis det tørrer ud, kan du bare putte mere vand på, bruge det igen og igen og igen.”

De værker, Lilibeth Cuenca Rasmussen har skabt til Jorn Museum, fokuserer på de metaforiske betydninger af ler og jord, identitet og tilhørsforhold. ”Jorden, vi er født i, betyder

meget, selvom mange af os bor i byer. Hvorfor er det eksempelvis vigtigt for os at have et hus på den egn, hvor vi er vokset op?

Verden er flygtig og foranderlig, og der sker så meget hele tiden.

Leret er symbol på jordbundenhed, på den jord, mennesket kommer af og i sidste ende skal blive til.”

I den kommende tid vil kursuslokaler flyde over med keramikinteresserede, når forårssæsonen går i gang på landets aftenskoler. Lilibeth Cuenca Rasmussen har ikke selv tænkt over, om hun er del af en trend eller en bølge. ”Men vi er jo alle del af en tidsånd, som igen passer ind i en større historie. Jeg tror, at fornemmelsen for ler ligger meget dybere i os, end vi tror.”

J

DANMARKS KYSTER - set af fotograf Janne Klerk Til 21. maj 2018

Skovgaard Museet www.skovgaardmuseet.dk

kunst på hospitaler ?

JOHANNES LARSEN MUSEET MUSEUM FOR KUNST OG NATUR AKTUELT PÅ MUSEET GRØN – Modernisten Christine Swane Til 9. september

Til 1. april 2018

Grete Jensen – Fynbomalernes ukendte keramiker Til september John Olsen 80 år Året ud Oplev kunstnerhjem og værksted Aktiviteter for hele familien

Nørregade 29 DK 4600 Køge +45 5667 6020

40 min fra Københavns Hovedbanegård

Tirsdag til søndag 11-17.

Torsdag 11-21.

Mandag lukket

koes.dk #koesmuseum koesmuseum

Gratis introduktioner, når entreen er betalt Børn gratis entre Møllebakken 14, 5300 Kerteminde Åbningstider: Juni-august, alle dage 10-17 www.johanneslarsenmuseet.dk

10| Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. marts 2018

Det sanselige blik på verden Europæisk gobelinkunst

ARTAPESTRY5

l 38 vævere fra 12 lande

- til 2. april 18

www.silkeborgbad.dk

Kunstformidlingen.dk ved Søren Nielsen

Arne Haugen Sørensen, Erik Heide, Keld Moseholm, Tróndur Patursson, Torbjøn Olsen, Adi Holzer, Simon Aaen, Peter Ejlerskov, Peter Brandes, Niels Helledie, Anita Houvenaeghel, Maja Lisa Engelhardt, Jens Galschiøt og Laila Westergaard med flere…

Salg af kunstværker, kunstbøger, kunstkort. Få nyhedsbrev.

Udstillinger, udsmykninger, rådgivning og formidling.

www.kunstformidlingen.dk Viborgvej 125, lige midt i Mejrup, 7500 Holstebro Åbent 3/7 og 21/8 eller efter aftale. Tlf. 2120 5825

kunstformidlingen@kunstformidlingen.dk

– Farvens melodi

9. februar

OLE HEERUP

21. maj 2018

Åbent tirsdag -søndag Kl. 11.00-16.00

Kirkesvinget 1 2610 Rødovre

+45 3637 8700 www.heerup.dk

Steno Museet På Steno Museet kan børn og voksne gå på opdagelse i naturvidenskabernes og lægevidenskabens fascinerende udvikling.

Rabat:

2 for 1 pris

Kode “STENO 2018”

De religiøse værker står stærkest på mindeudstilling for Bodil Kaalund

udstilling 4 stjerner AF CLAUS GRYMER kultur@k.dk

Et uafsluttet billede, ”Alderdommen”, som maleren Bodil Kaalund ved sin død sidste år efterlod på staffeliet, indgår som et af de smukkeste og mest gribende værker på mindeudstillingen ”Bodil Kaalund 1930-2016 – med sanserne i behold”, der vises på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig indtil den 29.april 2018.

Det er et meget personligt virkende billede, tydeligvis malet i erkendelse af dødens nærhed. Man ser to kvinder, en tiggerske siddende ved indgangen til en port og en anden, der er på vej gennem porten og bevæger sig i retning mod et lys, der synes at ville blive stærkere, jo tættere hun kommer på det. Hendes gang er uden tøven – man fornemmer hendes forventning om noget godt. Et nærliggende spørgsmål er, hvem af de to kvinder kunstneren identificerer sig med – måske med dem begge. Under alle omstændigheder må der være lys nok til både den siddende og den vandrende.

Man finder umiddelbart fortrøstning i billedet, hvis komposition er inspireret af en af Bodil Kaalunds bibel-illustrationer, nemlig beretningen om Nikodemus.

Meget havde hun at sige lige til det sidste. Derom vidner yderligere en række små, fine udkast med motiver fra både Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, tænkt – formodes det – som illustrationer til salmebogen og malet med klarere farver, end hun tidligere benyttede. En særlig gennemslagskraft har fremstillingen af Judaskysset, som Jesus tager imod med en alvidende vagtsomhed i blikket.

Just sådan må udtrykket være hos en mand, der kysses af en forræder.

Udstillingen er fortrinsvis bygget op af værker, som Bodil Kaalund selv ejede, og mange af dem har aldrig været udstillet før. Adgangen til dem er blevet mulig takket være samarbejde med hendes søn, Magnus KaalundNielsen.

Titlen på udstillingen antyder den sammenhæng, som man prøver at sætte publikum på sporet af; en sammenhæng skabt af det sanselige blik, som hun i sin kunst har på verden omkring sig, den konkret foreliggende med forskellige hverdagsre-

0 Udstillingen er fortrinsvis bygget op af værker, som Bodil Kaalund ejede. Her ses ”Pietà”. – Foto: Museet for Religiøs Kunst.

kvisitter – set gennem forgængeligheden – og landskaber. Mødet med Norge og senere med Grønland fik særlig stor betydning for hende – ligeledes Vestjylland, hvad der satte sit præg på hendes religiøse billeder.

Hendes sanselige blik fulgte hende i arbejdet som en ofte brugt kirkekunstner og som bibelillustrator. Alt i alt er det som religiøs kunstner, hun står stærkest på udstillingen.

Et genkommende motiv hos Bodil Kaalund er Jakobs kamp, skildret med dramatik og stærke følelser. Man er ikke i tvivl; hun er selv til stede i kampen. Vi er langt fra smil – for eksempel det, som Sara

spydigt tillader sig, da hun og Abraham har uventet besøg af Gud i Mamrelund, hvor hun hører ham love, at hun vil få et barn, skønt hun ikke mere har ”det på kvinders vis”. Det er et billede, man smiler tilbage til.

En mindeudstilling om denne kunstner havde været utænkelig uden grønlandske indslag.

Et af de mest markante er ”Pietà” (1970); en finurlig fantasi over en mulig grønlandsk altertavle, hvor blandt andet – på forsiden – Evighedsfjorden indgår; på indersiden en grønlandsk Madonna med et naturligvis ligeledes grønlandsk Jesus-barn.

Inspirationen skyldtes en kvinde, som Bodil Kaalund mødte på en kutter. Midterpartiet forholder sig til temaerne sorg og omsorg, mens sidste fløj handler om fangne sjæle, opfattet som måger fastholdt af en grønlandsk fiskers hånd.

Det er et værk, der siger meget om det nære forhold og den kærlighed, Kaalund havde til natur og mennesker J i Grønland.

Bodil Kaalund 1930-2016 – med sanserne i behold. Museet for Religiøs Kunst, Lemvig. Indtil den 29. april 2018.

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. marts 2017

Kunst&Kultur | 11

0 En af Camilla Berners blomsterbuketter fra Kongens Nytorv eller planteindsamlinger, som hun selv kalder dem. – Foto: Vejen Kunstmuseum.

Hun arbejder for livets skyld – det skabende liv Naturen er i centrum på Vejen Kunstmuseum med Camilla Berners værk, der præges af, at hun både har en videnskabelig og en kunstnerisk baggrund

udstilling 5 stjerner AF CLAUS GRYMER kultur@k.dk

Når man skal se Camilla Berners første retrospektive udstilling, ”Camilla Berner – art & nature”, der vises på Vejen Kunstmuseum – er det nyttigt at vide, at hun er uddannet inden for både kunst og videnskab.

Hun har studeret skulptur på Chelsea College of Arts i London samt landskabsarkitektur på Det Kongelige Danske Kunstakademis Arkitektskole og siden på Landbohøjskolen. På den særegne udstilling, der i den grad går sine egne, overrumplende veje, erfarer man, hvor afgørende den dobbelte indgang er for hendes arbejde.

Om Berner – født i 1972 – er det endvidere nyttigt at vide, at hun er opvokset i en familie, der lægger vægt på et nært samliv med naturen og på at behandle den med hensyntagen til, at den skal gives videre til kommende generationer. Den anvendte praksis går under betegnelsen ”environmental art”, en international bevægelse, der forholder sig til samspillet – eller

modspillet – mellem mennesker og natur og især har gjort sig gældende i USA og England. Værkerne skabes ofte af naturens egne materialer, hvad der også er tilfældet hos Camilla Berner.

Hun er meget konkret også på den måde, at hun i sine værker inddrager bestemte lokaliteter. Den første af de plantesamlinger, der i form af foto-opstillinger indgår i udstillingen, består af planter plukket i 2014 i haveanlægget Krinsen på Kongens Nytorv i København. Uden at belære vil Berner have publikum til at overveje, hvad der skal have lov til at vokse hvor og holdningen til vilde planter, berygtede som ukrudt.

Hun fik adgang til haveanlægget, da det på grund af metrobyggeriet passede sig selv en tid bag et plankeværk. Og hun erfarede, at den vilde natur hurtigt greb muligheden for at brede sig mellem prydplanterne.

Morale: Når jord fritlægges, viser det sig, at den gemmer på frø fra tidligere tider, samt at nye vækster kommer til.

Hendes forehavende blev standset, da det viste sig, at anlægget var fredet og derfor skulle tilbage til udgangspunktet med alting på rette plads. På fotografierne ser

HOLSTEBRO KUNSTMUSEUM

man, hvad Berner nåede at plukke, inden fræserne blev sat ind mod naturens trodsige vilje til mangfoldighed.

Planterne er samlet i buketter, der på de forstørrede fotos fremtræder virkningsfuldt og smukt på en neutral baggrund med angivelse af de repræsenterede arter. Man erindres om en rigdom, der er mulig, men ikke er ønskelig, når kontrol er vigtigere end poesi.

Såvel på museets hjemmeside – www.vejenkunstmuseum.dk – som på selve udstillingen kan man se punktnedslag i Camilla Berners virke. Det sker i en af ”Danmarks største julekalendere”, der blev offentliggjort i december 2017. I de montrer, som den består af, har publikum rig lejlighed til at gå på opdagelse i brudstykker af hendes univers, hvor kunsten ikke har sig selv som mål, men den virkelighed, som vi alle er en del af.

Hun arbejder for livets skyld – det skabende liv. J

Camilla Berner – art & nature.

Vejen Kunstmuseum. Vises indtil den 29. april.

Guld og grønne skove Ordrupgaard 100 år

20. januar ─ 21. maj 2018 Tirsdag ─ fredag 12-16 Weekend 11-17

Vilhelm Hammershøi, Hvide døre. Strandgade 30, 1899. Tilhører Ordrupgaard. Foto: Anders Sune Berg

12 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. marts 2018

God udsigt til en stor kunstoplevelse Ambitiøs udstilling om vejr, klima og kunstopfattelser kan ses på Faaborg Museum og vises senere rundt i landet

udstilling AF CLAUS GRYMER kultur@k.dk

Et maleri af et landskab kan være så smukt, at det fjerner vores opmærksomhed fra virkeligheden omkring os. Men det er netop denne virkelighed – med alle sine trusler – det hele dybest set drejer sig om på den store, ambitiøse udstilling ”Jordforbindelser – Dansk maleri 1780-1920 og det antropocæne landskab”, der vises på Faaborg Museum og senere på Fuglsang Kunstmuseum i Toreby, Ribe Kunstmuseum og Den Hirschsprungske Samling i København.

Både direkte og indirekte er det overordnede tema klimaforandringerne. Den indledende antydning af det dilemma, der er hele projektets, tager museumsinspektør Gry Hedin, Faaborg Museum, stilling til i en bog, der indgår i rollen som katalog, men er meget mere end det. Værket formidler flere års forskning og har samme titel som udstillingen.

Hun lader det stå åbent, om vi lever i den antropocæne tidsalder – hvor menneskets indgriben er blevet så voldsom, at den kan aflæses geologisk, og endvidere om spørgsmålet er blevet for banalt til at skabe bekymring.

Den, der på et maleri – eller ude i virkeligheden – nyder synet af for eksempel en bølgende kornmark, kan umiddelbart have svært ved at se meningen i de dystre scenarier, som opstilles af naturvidenskabens forskere.

Situationen beskrives uden omsvøb som alarmerende. Vi lever – hævdes det – ”i en tidlig fase af Jordens sjette masseuddøen (...) grafer over truede arter, luftens indhold af drivhusgasser og havvandets surhed viser stærkt stigende kurver”.

Det store antal kunstnere, der er repræsenteret, hører til blandt vore ypperste – som C.W. Eckersberg, Johan Th.Lundbye, Vilhelm Hammershøi og fynbomalerne samt mange flere.

Når man står foran deres landskabsbilleder, må man ofte tage sig ganske meget sammen for at se dem gennem den alvor, som det er meningen – den velbegrundede mening – vi skal se dem igennem.

Man husker ligeledes sig selv på, at værkerne ikke kun skal ses for deres egen skyld, men først og fremmest for den tendens, de samlet er udtryk for.

Formålet er at vise, hvordan landskabet har ændret sig gennem de seneste 200 år, da kunstnerne i dialog med naturvidenskaben tolkede de store forandringer, der skete. Kunsten og videnskaben formede vores måde at se naturen på.

Når vi erindres om, hvad der skete for længe siden, er det samtidig en måde at erindre

0 Det store antal kunstnere, der er repræsenteret, hører til blandt vore ypperste.

Her ses Vilhelm Hammershøis ”Landskab fra Falster”, 1897.

Privateje.

– Foto: Faaborg Musum.

om, hvad der sker i dag – i den hensigt at øge bevidstheden om de udfordringer, vi står over for.

I et forsøg på at give et opdateret vidnesbyrd om forholdet mellem kunst og videnskab kan man på en til lejligheden produceret video-podcast møde tre markante personer fra den aktuelle debat om klima og natursyn. Det er Frank Erichsen – kendt fra DR-serien “Bonderøven” – professor Minik Rosing og meteorolog Jesper Theilgaard.

Perspektivet udvides med inddragelse af to samtidskunstnere, der begge arbejder meget konkret. Den ene er Camilla Berner, der undersøger natursyn og værdier bag forsøgene på at styre og regulere naturen, et relevant motiv – og den anden er Rune Bosse, der bidrager med installatoriske værker, blandt andet jordprøver taget i de fire involverede museers umiddelbare omgivelser. Det er svært at fange pointen.

Nemmere er det med nogle tværsnit af jord – hængt op som billeder på en væg. Vi får at vide, at livet aftager efter få centimeter, en viden, der sættes ind i en global sammenhæng til understregning af, at vi lever midlertidigt på en planet, der opfattet i den store sammenhæng

er lille og kun har begrænsede ressourcer. Dermed knytter Bosse tydeligt an til udstillingens hovedmotiv.

Andre forsøg på at fortælle konkret falder mindre heldigt ud. Således når der i forbindelse med den ændring af landskabet, som dræning medfører, udstilles drænrør samt redskaber, der bruges ved nedlæggelse af drænrør. Hvem kan få noget ud af det?

Det er en stofrig og betydningsfuld udstilling med mange indfaldsvinkler. Den er ikke til hurtige gæster. Den enkelte må med sit forhåbentlige engagement medvirke til at give udstillingen den gennemslagsJ kraft, som den fortjener.

Jordforbindelser – Dansk maleri 1780-1920 og det antropocæne landskab. Faaborg Museum indtil den 21. maj. Derefter Fuglsang Kunstmuseum, Ribe Kunstmuseum og Den Hirschsprungske Samling.

0 Jens Birkholm: ”Når lyngen blomstrer”. 1907.

– – Foto: Faaborg Museum.

1 Peter Hansen: ”Pløjemanden vender”. 1900-1902.

– – Foto: Faaborg Museum.

14 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. marts 2017

At sætte livet på spil og male i minusgrader

2 Aage Bertelsens ”Stjernefjeldene i Pustervig” fra 1908.

Privateje.

– Foto: Rønnebæksholm.

På Rønnebæksholm findes en seværdig udstilling af Aage Bertelsen, feltmaler på Danmarkekspeditionen til Nordøstgrønland 1906-1908. Her stilles spørgsmål til den danske kortlægnings- og kolonihistorie

udstilling AF MAI MISFELDT kultur@k.dk

”I dag var Lindhard og jeg oppe ved den nordre elv. Lige oven for den kommer elven ud gennem en lang tunnel, vi gik flere hundrede meter ind i den. Ved indgangen var hvælvingen 8 meter og 25 cm høj, og det dannede større hvælvinger som krybbekirker. Langt inde var det så mørkt, at Lindhard ikke kunne se mig på 10 skridts afstand.

Vandets lyd var så højtidelig i alt det mørke, og ishvælvingerne var imponerende – det bliver en af de ting, jeg ser heroppe, som jeg ikke vil glemme.”

Det er den 12. august 1907, vi er i Danmarkshavn i det nordøstlige Grønland. Den, der skriver, er maleren Aage Bertelsen (1873-1945). Han er en af de 28 mænd, der drog ud til det allernordligste Grønland på Danmark-ekspeditionen 1906-1908 under ledelse af Ludvig MyliusErichsen og med det formål at kortlægge den ukendte (i alle fald for kolonisatorerne) nordøstlige kyst af Grønland. Det underliggende formål var at bevise, at området Peary Land var landfast med resten af Grønland og ikke, som Robert Peary havde fremsat, adskilt via en gennemgående kanal, hvilket ville betyde, at USA kunne gøre krav på landet.

De har nu været af sted over et år. Bertelsen og ekspeditionens læge, Lindhard, er tilbage ved basen i Danmarkshavn, og det er her, Bertelsen finder den store isgrotte, som han kalder Gnipahulen og siden maler flere gange. I den nordiske mytologi er Gnipa den grotte, der markerer nedgangen til Hels dødsrige. Det var også farligt at opholde sig inde i den store iskatedral, hvorfra mandsstore blokke med mellemrum rev sig løs, men Aage Bertelsen blev dybt fascineret af at male den måde, hvorpå lyset, der spillede ind gennem sprækkerne, hele tiden forandrede rummets udtryk. I samme perio-

de kredsede Bertelsens og de øvrige ekspeditionsdeltageres tanker dog af helt andre grunde om døden: Mylius-Erichsen, Høeg Hagen og Jørgen Brønlunds hold var ikke som ventet kommet tilbage til stedet, hvor de skulle mødes med resten af gruppen. Mandskabet har underlige drømme, og som tiden går, står det klart, at de tre mænd bliver derude.

Aage Bertelsens malerier fra Gnipahulen kan netop nu, sammen med mange andre af hans værker fra den sagnomspundne ekspedition, ses på Rønnebæksholm på Sydsjælland under udstillingen ”Kortlægninger”, som sætter ekspeditionsmaleren Bertelsen i spil med værker af den grønlandsk-danske kunstner Pia Arke (19582007) og en lydinstallation med titlen ”Melt” af lydkunstneren Jacob Kirkegaard (født 1975).

Det er oplagt for Rønnebæksholm at præsentere maleren Aage Bertelsen, der stammede fra Næstved-egnen (hvad han også fik lov at sætte på kortet – nord for Independence-fjorden finder vi hjemlængslen afsat som Herlufsholm Strand). Og frem for at vise hans oeuvre fra ende til anden har man på Rønnebæksholm klogt valgt at koncentrere sig om den del af hans værk, hvor han måske var allerbedst, nemlig de to års strabadserende og på alle måder livsændrende rejse til Grønland.

Det er en fin ophængning af Bertelsens værker i Rønnebæksholms blide stuer. Han er en næsten nøgtern og opmærksom registrator. Man ser, hvordan han er optaget af at fange det særlige lys, som alle grønlandsrejsende kender, og når man i udstillingsformidlingen læser, hvordan det simpelthen kunne være fysisk umuligt at male, fordi malingen var frosset eller frøs i det øjeblik, den blev klemt ud af tuben, hvorfor han til tider smurte farven på med sin lommekniv eller gik med tuberne mod den bare krop for at holde dem varme, så er det svært ikke at blive berørt.

De her billeder er malet, fordi

nogen troede på, at kunsten kunne gengive noget, som fotografiet ikke kunne. Samtidig er der også noget næsten overmodigt og dekadent over hele projekt ”arktisk ekspeditionsmaleri”: at sætte livet på spil i hårde minusgrader, i perioder sulte eller lide af ekstrem forstoppelse, fordi det eneste, der var at spise, var halvfordærvet råt moskuskød, at angribes af hudsygdom grundet horder af lus (500 talt pr. sweater) og samtidig rejse rundt med 130 meter fransk malerlærred og den fineste oliemaling, alt sammen doneret af Stelling til rejsen.

Man kan med rette spørge, hvor meget Aage Bertelsen, Pia Arke og Jacob Kirkegaard har tilfælles, men udstillingens pointe er, at de alle på forskellig vis forholder sig til det at kortlægge.

Når Aage Bertelsen var med på Grønland som maler og tegner, handlede det om et storpolitisk kortlægningsprojekt. At være den, der tegner kortet, er en magtfuld position.

Polarforskeren Ejnar Mikkelsen kommer til området Scoresbysund i 1909, hvor han er oppe for at lede efter Mylius-Erichsen, Høeg Hagen og Brønlund, og på daværende tidspunkt er det ubeboet. ”Findes der en dansk monark, som ikke har fået sit navn på Grønlands kort?”, spørger den svenske essayist Stefan Jonsson i Pia Arkes bevægende hovedværk fra 2003, bogen ”Scoresbysundhistorier”, der på

kunstnerisk og personligt investeret vis handlede om at give krop og navn til nogle af de mennesker, som skulle legitimere det danske projekt Scoresbysund.

I 1925 flytter den danske stat omkring 75 grønlandske borgere, heriblandt Pia Arkes morforældre, fra Ammassalik cirka 1000 kilometer længere nordpå og danner kolonien Scoresbysund. Det egentlige formål er at holde nordmændene væk fra østkysten af Grønland. I Arkes værk ”Dummy”, som er en del af materialet til bogen, kan man følge hendes arbejde med at få navn og fortælling på de anonyme mennesker, hun fandt på fotografier på Arktisk Institut og i danske udsendtes gamle fotoalbums. Da hun rejste tilbage til sin fødeby og viste billederne frem, åbnede kolonihistorien andre facetter.

Pia Arkes værker er udstillingens mest komplekse, men man bør give dem tid. Arke, der desværre døde alt for ung, er en vigtig stemme i dansk og grønlandsk kunst, fordi hun så begavet og indlysende punkterer og spørger ind til de koloniale myter, som vi til dels stadig vandrer rundt i.

Udstillingen munder smukt ud i Jacob Kirkegaards lydværk ”Melt” fra 2016. Man træder ind i et blødt rosa-orangefarvet rum, der er en let dis eller tåge derinde, og sammen med vægfarven og værkets lyd fremsuggererer

det en fornemmelse af varme.

Det er lyden, der er det essentielle her, og det er en stor og kropslig oplevelse. Lyden synes at være alle steder i rummet.

Den varierer fra sekvenser med stille silen og dryppen, over strømmende og knagende lyde og til decideret dyb buldren af isskosser, der gnider sig mod hinanden.

Lyden er optaget med mange mikrofoner et sted ved Isfjorden i Ilulissat. Gad vide, om det har lydt sådan inde i Gnipahulen dengang i 1906? Gnipahulen findes næppe i dag, og tankerne om de store klimaforandringer melder sig ildevarslende. Aage Bertelsen malede det landskab, han så. Jacob Kirkegaard bringer os ind i landskabet via lyden. At optage et steds lyd er en anden måde at kortlægge på og en tredimensionel og generøs måde at dele på.

Rummet er tomt, men et stort landskab tager form om ørerne på os. Egentlig havde jeg ikke behøvet lyset og farven, for lyden hører jo ikke til i Rønnebæksholms stue og vokser bedre J i det indre mørke.

Kortlægninger. Rønnebæksholm.

Rønnebæksholm 1, 4700 Næstved.

Til den 29. april.

WWDe

her billeder er malet, fordi nogen troede på, at kunsten kunne gengive noget, som fotografiet ikke kunne.

Der er mange måder at opleve Sønderjylland på...

Se og smag på Sønderjylland sammen med os, besøg lokale kunstnere, mærk historiens vingesus og nyd den storslåede natur undervejs.

Eksklusivt tilbud Vi har et bredt udvalg af ture og turene går altid igennem skønne naturområder, i vores komfortable VIP shuttle bus.

Overnatning Valgfri tur inkl. frokost Aftensmad Morgenbuffet 1.399,00 Per person i dobbeltværelse

1.579,00 i enkeltværelse

F.eks. VIP kunsttur Katherine Scrivens og Thomas Eje 4. juni og 10. september 2018 Besøg vores hjemmeside under arrangementer, for at se datoer og beskrivelser af turene.

HUSK der kan benyttes gavekort fra:

Sejrsvej 101 • Rinkenæs • DK • 6300 Gråsten • Tlf +45 74 65 09 49 • www.benniksgaardhotel.dk • info@benniksgaardhotel.dk

16 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. marts 2018

0 ”Jeg får en masse ud af at forholde mig til de her situationer og definitioner af problemer, uden at jeg nødvendigvis behøver at tage al dårligdommen ind under huden,” siger John Kørner.

Problemer kan være positive for kunsten John Kørner har længe været en vigtig spiller på den danske kunstscene og er nu aktuel med to store soloudstillinger i henholdsvis Finland og Belgien

interview

RINGKØBING-SKJERN

MUSEUM levendehistorie.dk

AF ANNE-SOFIE HOLM kultur@k.dk

PÅSKEFROKOST

langfredag og påskelørdag for hele familien PÅSKEBUFFET KL. 12-15 Stegte sild med purløgscreme Røget laks med krydderæg Marineret svinemørbrad Hønsesalat med bacon og krydderurter

STOR PÅSKEBUFFET

Flødekartof ler Råstegte kartof ler med timian

225,Pris pr. person

Lammekølle med hvidløg og persille Kalveculotte med bagte tomater Bagt laks med citrussauce

PÅSKEBUFFET BØRN UNDER 12 ÅR

110,Pris pr. barn

Hotellets ostebord med hjemmesylt Frugttærte med vanilliecreme

FERNISERING FOR LONE HARBOE I forbindelse med påskebuffeten afholder vi fernisering d. 31/3, kl. 14.00 – 16.00 for billedkunstneren Lone Harboe.

Udstillingen kan opleves her på hotellet i april og maj måned. Kig forbi.

Jeg lever af det, med det og midt i det.

Maleriernes univers er på samme tid en fornøjelse og en udfordring Torvald Køhlsvej 25 · 8300 Odder · Tlf. 8654 4744

Member of:

John Kørner har i mange år arbejdet med ”problemet” som gennemgående tema i sin kunst. Det er blandt andet kommet til udtryk igennem karakteristiske æggeformede figurer i forskellige materialer og farver, som både kan være grove og mørke, sarte og smukke.

På denne måde har han givet noget uhåndgribeligt og diffust en fysisk form, og det gør, at problemerne er til at tage og føle på i Kørners farverige og skæve univers: ”Normalt vil man sige, at et problem er noget, der defineres ved en særlig situation og ikke som noget fysisk. Men ved at legemliggøre det får man en anden måde at anskue det på,” fortæller kunstneren i sit nye atelier, der ligger i et nedlagt pizzeria i Københavns Sydhavn. Udefra emmer bygningen af forfald og mangel på en kærlig hånd, men når døren åbnes, er det som at træde ind i en østers: fyldt med lys, farver og finurlige detaljer.

Og også her ser man dem overalt – problemerne. Særligt den æggeformede slags, som John Kørner selv beskriver som en form, der er abstrakt, men som alle kan forholde sig til.

De står som skulpturer på hylderne, stikker frem fra krogene og gemmer sig i motiverne på de ufærdige malerier, der dækker det farveplettede betongulv.

At han i sin tid valgte, at det var ægget, der skulle symbolisere problemernes fysiske form, skyldtes, at han skulle male en rytter på en hest, men i stedet for rytteren

endte han med en oval. Hermed var æggeproblemet født.

For John Kørner er problemet både på godt og ondt en fast bestanddel af det at være i en verden, hvor virkeligheden kan være smuk såvel som brutal. Problemerne er en uundgåelig grundpille i det at leve og eksistere, både for mennesket, for samfundet og for kunsten.

I sit arbejde sætter John Kørner fokus på hverdagens benspænd såvel som de store samfundsproblematikker, herunder flygtningekrise, terrorfrygt og krigens konsekvenser. Det ses blandt andet i værket ”Afghanistan”, som pryder en hel væg i kronprinsparrets bolig, Frederik VIII’s Palæ, og forestiller to soldater, der er ofre for en eksplosion.

Men ligesom man i John Kørners værker kan finde referencer til specifikke samfundsforhold, handler de i høj grad om problemers almene karakter. For selvom problemer er besværlige, er de dog, set med kørnerske briller, ikke udelukkende negative: ”Det er en meget kreativ proces at løse problemer, og det er enormt positivt at forholde sig til det på den måde,” siger John Kørner.

Det peger på den dobbelthed, som kommer til udtryk i Kørners verden. Han mener eksempelvis, at mennesket har en særlig evne til at gøre tilsyneladende ubesværede situationer meget komplicerede: ”Man kan eksempelvis forestille sig en horisont med en solnedgang, altså et ret æstetisk udgangspunkt, men alligevel finde en række problemer ved det her scenarie. Det er vi i stand til, vi mennesker, og jeg synes, det er interes-

sant at holde sådan nogle ting op imod hinanden,” fortæller han.

Det dualistiske forhold mellem det gode og det dårlige findes ikke kun i den allestedsnærværende æggeform, men også i den gule farve, som er svær at overse i kunstnerens univers. Det er ikke en hvilken som helst gul, men en bestemt gul, som gang på gang springer i øjnene fra atelierets bogtunge reoler, fra malerierne og ikke mindst fra monografiens billedbugnende sider. Årsagen til, at det netop er denne ikke uhæmmet behagelige nuance, der er karakteristisk for John Kørners værker, er, at det solens farve, den er eksplosiv og sitrer af energi og varme. Men samtidig er den sygelig, påtrængende, uundgåelig og langtfra neutral. Også her findes altså dobbeltheden, som går så godt i spænd med problem-tematikken.

Selvom en af problemernes positive facetter ligger i løsningsprocessen, er det for John Kørner ikke altid et mål i sig selv at få udfordringerne til at forsvinde: ”Mange ser problemer som en rebus og tænker automatisk, at hvis der er et problem, så skal det løses. Men sådan har jeg det ikke selv,” fortæller han.

Nogle gange skal man i stedet træde tilbage fra sin kampvogn, erklære våbenhvile mod problemerne og i stedet acceptere sine evner og sine forhold: ”For eksempel er der mange, der ser døden som et problem, men man kan hverken fornægte eller forandre den.

Så at skulle gøre døden til et problem, der skal løses, er i mine øjne lidt for ambitiøst.”

J

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. marts 2018

Kunst&Kultur | 17

Poesigaardens Galleri Åbent hver søndag 11.00-17.00

Stor Påskeudstilling Åbent alle 5 Påskedage 10.00 -17.00

0 Lars von Trier er stjernen i dansk film og også på en ny udstilling om ham på Brandts i Odense. – Pressefoto.

I Odense bølger Lars von Triers film ind over hinanden

Der er rigtig meget at se på Brandts kloge og kærlige udstilling om Lars von Trier

udstilling 4 stjerner AF KAREN DYSSEL kultur@k.dk

Giver det mening at lave en klassisk, kronologisk udstilling om Lars von Triers filmiske mesterværker med montre, filmklip og scenografier?

Ja, er det korte svar på Brandts i Odense, hvor udstillingen ”Det gode med det onde” netop er åbnet. Hver af hans film er sin egen, men alligevel bølger deres stemmer ind over hinanden. Det gør de også på Brandts, hvor introen til ”Riget” (1994), Bjørks sange fra ”Dancer in the Dark” (2000) og Händelarien ”Lascia ch’io pianga” fra prologen til ”Antichrist” (2009) pænt overtager fra hinanden i den vellykkede kronologiske og tematiske udstilling.

Lars von Triers værker er skabt af en ånd og ikke en tid.

Hans første tre film – ”Europa-trilogien” – er ikke en kunstnerisk oversættelse af 1980’ernes tilstand før Murens fald. ”Dogville” (2003) og ”Manderlay” (2005) er ikke Bush-kritiske USA-læsninger, selvom amerikanerne nok så dem sådan.

Lars von Trier laver værker, gerne trilogier, men ikke film, der genskaber den dominerende tidsånd.

Ligesom Triers film er også udstillingen om ham frakoblet en bestemt periode. Kurateringen er nemlig umiddelbart uanseelig – og det er en kompliment. For når subjektet, Lars von Trier, er forbundet med at være ”enfant terrible” og provokatør, må en vellykket udstilling om ham

netop være klassisk og beleven. Træde lidt tilbage og ikke selv forsøge sig som avantgardistisk.

Lars von Trier-udstillingen ”Det gode med det onde” er derfor, heldigvis, en journalistisk rejse gennem Triers virke. Og befriende fri for overfortolkning. Udstillingen er klar og inviterende, åbner Lars von Trier i stedet for at lukke ham inde i et navlepillende akademisk univers. ”Det gode med det onde” er ikke ublu fanfetichisme, om end meget loyal. Det bliver grelt, når den aktuelle #metoo-kampagne klingrer i baggrunden.

En sektion i udstillingen handler, selvfølgelig, om Lars von Triers kvindelige hovedpersoner. Udstillingsteksten nævner, at Trier er blevet beskyldt for at være kvindefjendsk, men konkluderer, at ”sandheden snarere er, at han (Lars von Trier, red.) er på opdagelsesrejse ud i for ham ukendt område”. Sandheden skal man altid være varsom med.

Udstillingen veksler mellem klip fra filmene, kuriøse objekter som Mary fra ”Riget” i formalin, skuespillerindernes kjoler, Lars von Triers afviste ungdomsmanuskripter og en underskøn musikvideo fra ekstramaterialet til ”Riget”, hvor Lars von Trier viser sin hjertelige side, som offentligheden så sjældent ser.

Finalen er en kvindelig cirkel, syv lærreder, hvor de mest ekspressive klip fra ”Antichrist” (2009) og ”Melancholia” (2011) væver sig ind mellem hinandens depressive tråde, mens Händels arie udraderer alle andre lyde.

WWUdstillingen er klar og inviterende, åbner Lars von Trier i stedet for at lukke ham inde i et navlepillende akademisk univers.

Her kan man forsvinde ind i de følelser, Lars von Trier gennem tiderne har hensat én i: vrede, afmagt, sorg, glæde. Det er smukt uden at være svulstigt. Herligt enkelt og sigende for en udstilling helt uden gøgl og overpædagogisk medskabelse.

Det billedrige katalog er klogt og læseværdigt, men også en kende for bedaget.

Udenlandske Lars von Trierkendere som forfatteren Elfriede Jelinek og filosoffen Slavoj Žižek sammen med Jørgen Leth og filmeksperten Peter Schepelern (der er redaktør for bogen) er alle ældre end Lars von Trier selv. Og der er ikke mange stemmer født efter 1950. Resultatet er yderst læseværdigt, men unødigt ”altmodisch”. ”Hvad er der at se?”, spørger Selma i ”Dancer in the Dark” på vej ind i den blindes mørke verden. Der er blandt andet Lars von Triers film og denne appetitlige udstilling J om dem.

Lars von Trier: Det gode med det onde. Brandts, Odense.

Vises til den 9. juli 2018.

Oplev et af Danmarks smukkeste Gallerier, hvor kunst og natur går hånd i hånd. ”Det er jo en hel oase her” udbrød et par, som for nyligt - for første gang besøgte Poesigaarden. Nissum Fjord ligger jo lige i baghaven, og ude og inde - kan man også se N. Husted Kjærs mange søde dyreskulpturer. ”…. Else Husted Kjær ser naturen, landskabet og lyset som et mirakel. Et mirakel, hun har sat sig for at gengive i sine billeder…” citat af Tom Jørgensen, Kunstavisen

Else Husted Kjær debuterede i 1970 på det nye Kunstmuseum i Torshavn på Færøerne - inviteret af forfatteren William Heinesen. Siden da er det blevet til ” et hav ” af udstillinger rundt i Danmark og især Norge – men også i Indien, hvor maleren repræsenterede Danmark på ambassadeplan.

Bladt påskens besøgende trækkes lod om et oliemaleri af Else Husted Kjær

ELSE HUSTED KJÆR POESIGAARDENS GALLERI Sandbækvej 12 · Nees 7570 Vemb

www.poesigaarden.dk Tlf. + 45 97 88 40 66 mobil + 45 51 90 40 66

Åbent søndage 11-17 og efter aftale – også for foreningsbesøg. Fri entré.

Else Husted Kjær

18 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. marts 2018

Den danske kunstner Peter Callesen viser sine værker på Øregaard Museum i Hellerup

udstilling 5 stjerner AF MAI MISFELDT kultur@k.dk

Kunstneren Peter Callesen har fundet sin helt egen niche i sit arbejde med papiret.

Gennem mange år har Callesen (født i 1967) undersøgt, hvad man kan få ud af det hvide papirark. Både når man skærer i det, og når man rejser det udskårne til figurer og altså går fra det todimensionelle til det tredimensionelle udtryk.

I vinteren 2016-17 kunne man se en stor udstilling på Faaborg Museum, hvor han blandt andet viste værker, der gik i dialog med udvalgte værker fra museets egen samling: Anna Sybergs sarte blomsterakvareller, Johannes Larsens naturalistiske, blide dyretegninger samt to skulpturer af Kai Nielsen. Nu er udstillingen rykket ind i Øregaard Museums stemningsfulde stuer. Det er i store træk den samme udstilling, men i Øregaards rammer og farve-

sætning har den fået en ny form og en sart og forårsagtig karakter.

Udstillingen hedder ”Skindød”, som er betegnelsen på en dødslignende tilstand, hvor livstegnene er så svage, at de ikke umiddelbart kan erkendes. Angsten for at blive begravet skindød var reel i 1800-tallet, dengang Johannes Søbøtker, for penge, han havde tjent på kolonierne, lod sommerresidensen Øregaard opføre. I dag hører den angst gyserfortællingen til.

Tanken er jo hårrejsende: at vågne op i et lukket rum dybt nede i den sorte jord, hvor ingen kan høre en. Angsten fik H.C. Andersen til at sove med en seddel på natbordet med ordene ”jeg er kun skindød”.

Når Peter Callesen bruger betegnelsen skindød, griber den fint fat i det andersenske efterladte papir (Andersen var jo i øvrigt selv en uforlignelig papirklipper), og der er meget død i Callesens værker. Men skindød peger også på selve kunstens væsen, kunsten er tilsyneladende død materie, men rummer dog sit eget liv. Selv har Calle-

sen i en performance engang ladet sig mumificere i hvidt papir, næsten et billede på en levende begravelse.

Anna Sybergs douce akvarelog tuschtegning ”Blomstrende æblegren” fra 1910, hvor æbleblomsterne næsten vælter ud inde fra papiret og samtidig virker som en drøm, fordi hun har ladet en del af motivet stå tilbage som spinkel streg, er i Callesens version blevet til to værker: ”Blomstrende bier” og ”Faldne æbler”.

I det første står hans hvide klip mod en svagtrosa papirgrund, der gør det delikat, våragtigt og let i tonen, blomsterne er skåret ud af det hvide papir, så de opstår som negative lyserøde former, og af fraklippene har han formet små blomster, som er limet på og gør værket tredimensionalt. Blomsterne drysser, som æbleblomster gør, men de forvandler sig også, en del af dem er blevet til små, hvide papirbier, mens nogle af dem er fanget netop i metamorfosens øjeblik. Bierne i dette værk er betingelsen for

den frugt, vi ser i Callesens anden version, hvor grenen fra Anna Syberg nu har fuldt udfoldede efterårsblade og æblerunde frugthuller. Æblerne har Callesen konstrueret af fraklippet, de ligger i rammen, det ene er runkent, de andre allerede skrog.

Således føjer Callesen i sine arbejder (hvis fremstilling må være uhyre tidskrævende) tiden og dens evige transformation af det organiske liv ind i en fortolkning af Sybergs værk, som hun malede, fire år før hun døde som 44-årig i 1914.

Transformation eller metamorfose som livets vilkår er det gennemgående tema hos Peter Callesen. ”Hvad I er, var vi. Hvad vi er, bliver I,” fortæller de mange skeletter, der rejser sig fra hans papirklip, ligesom vi kender det fra middelalderens gravmæler.

Hovedværkerne på udstillingen er Callesens to versioner af Kai Nielsens (1882-1924) henholdsvis hvide og sorte stenskulptur ”Marmorpigen” (1909-10) og ”Granittøsen”

(1915). Callesen har genskabt dem begge, i fuld størrelse, porøse som æggeskaller. ”Noter til en pige”, som den første er blevet til, står i den midterste stue, gennemlyst og sart, fra hendes sokkel flyver de løse ark ud, mens pigen selv på en gang er der og ikke er der, som et omrids af et levende liv, der engang var.

Det er et bevægende syn.

De fleste værker hænger på væggene, men de allernyeste værker, som ikke var med på Fyn, hænger midt i rummet.

Fem hvide skjorter i papir, som hver rummer deres symbolske fortælling om den skjortebærende art, mennesket: Der er skjorten med skyhuller, skjorten, der afslører

skelettets benrad, skjorten, der bærer sin angst udenpå i form af dagbogsnotater, skjorten, hvor alle vinduer står åbne, og skjorten, der længselsfuldt slipper en hær af bittesmå hvide sommerfugle ud i luften, på vej videre væk i deres sommerfugleforvandlende korte liv.

J

Peter Callesen: Skindød. Øregaard Museum, Ørehøj Allé 2, Hellerup. Til den 10. juni.

Katalog med gode tekster, især i forhold til den kristne tematik i Peter Callesens værk, af Erik A. Nielsen og Kristian Ditlev Jensen.

PERLER PÅ SNOR – en arktisk historiefortælling

Jessie Kleemann Nanna Anike Nikolajsen Sonya Kelliher-Combs Udstilling 10/2 – 13/5 2018

RESPEKT ! ... FORDI I VALGTE AT TRYKKE DENNE AVIS PÅ FSC-PAPIR. FSC-MÆRKET HANDLER NEMLIG OM RESPEKT. RESPEKT FOR NATUR OG DYRELIV I SKOVENE OG RESPEKT FOR KLODENS FREMTID. VENLIG HILSEN FSC

nordatlantens.dk

FSC® UGEN 2018 – UGE 12 Læs mere på www.fsc.dk/fscugen

FSC® F000208

Den tynde hud

3 ”Noter til en pige” fra 2016, lavet af små ark af 34 gram japansk zairei, papir og lim. Billedet, hvor skulpturen er udstillet foran en rød baggrund, er fra en tidligere udstilling på Faaborg Museum. – Foto: Kirstine Mengel.

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. marts 2018

Sjælen sidder i blomsten

Kunst&Kultur | 19

”Blomster-Jensen” eller mere ­korrekt: Johan Laurentz Jensen (1800-1856) bliver nu endelig optaget i den danske guldalder­-kanon, hvilket han fuldt ud fortjener, viser ­forskningsbaseret bog og pragtudstilling på Nivaagaard

udstilling AF LISBETH BONDE kultur@k.dk

Som barn udviste J.L. Jensen tidligt store evner inden for tegnekunsten, og allerede som 14-årig blev denne lærersøn fra Gentofte optaget på Kunstakademiet. Her indgik han i kredsen af guldalderkunstnere omfattende Jørgen Roed, Ernst Meyer, J.W. Bissen, Ditlev Blunck med flere. De unge kunstnere socialiserede og foretog fælles udflugter for at male i naturen – blandt andet til Gentofte, hvor de besøgte Jensens forældre.

Efter nogle år på Akademiet sluttede Jensen af som elev hos blomstermaleren C.D. Fritzsch og besluttede sig efterfølgende for at blive fulltime blomstermaler.

En rejse til Tyskland, Holland og Paris førte ham blandt andet til porcelænsfabrikken i Sèvres, hvor han blev oplært som porcelæns-

maler. Ved sin hjemkomst blev han straks ansat som førstemaler ved Den Kongelige Porcelainsfabrik. Udstillingen viser et stort antal af hans porcelænsmalerier, som er yderst delikate.

Publikum, vil nok, ligesom jeg selv, stille spørgsmålet, hvordan det teknisk set kunne lade sig gøre for kunstneren at male blomsterne med en sådan detaljerigdom og med et deraf følgende stort tidsforbrug, som det er tilfældet, inden blomsterne visnede. I de mange underskønne, malede buketter, vi møder på museet, oplever vi en respekt for blomsternes æstetiske værdier, som man skal lede længe efter. Hvert et kronblad, hver en stilk, hver en dugdråbe og hvert et blad har sit eget forløb og spiller sin helt egen rolle i Jensens sindrigt komponerede buketter.

Svaret på dette spørgsmål findes i bogen, der ledsager udstillingen, hvor vi lærer Jensens arbejdsmetode at kende. Han var en stor natur-

elsker og foretog talrige nærstudier i det fri af levende blomster.

Således opbyggede han efterhånden et righoldigt ”arkiv” med en bred vifte af blomsterarter, som han dernæst satte sammen i sine frit komponerede blomsterbuketter. Eller samplede, for nu at bruge et nutidigt udtryk.

Men selvom han altså konstruerede blomsterbuketterne – og nature morte-billederne af nedlagt jagtbytte, som også optræder på udstillingen – så er der stadig tale om en realistisk gengivelse af den gudskabte natur. Samtidig undgik han behændigt ethvert tegn på forfald. Vi ser ikke så meget som en vissen kant eller et nedfaldent blad i billederne. Kun dugfriske blomster.

For ”Blomster-Jensen” var også romantiker, og for ham lå sjælen i blomsten, ligesom hele naturen afspejlede Guds skaberværk. Derfor måtte han i lighed med C.W. Eckersberg, det danske guldaldermaleris fader, fremstille verden idealiseret. Ifølge Eckers-

berg er naturen omspundet af en grundplan – det vil sige tanken om en altgennemstrømmende grundidé, der er objektivt eksisterende, et mønster bag alle de gudskabte naturfænomener.

Man konstaterer samtidig, at buketterne undertiden er så store, at de ikke kunne have stået på de smalle karme, som han malede, og at mange af stilkene i buketterne ville være knækket, hvis han havde fulgt tyngdelovene i den virkelige verden.

Jensen er bedst i de intime formater. Eksempler fra en totaludsmykning fra Bernstorffs Palæ er mindre overbevisende og nærmer sig i denne signaturs øjne i betænkelig grad kitsch – smuk kitsch. Men så snart han koncentrerer sig om den enkelte buket, blomsterguirlande eller blomster og frugter arrangeret i kurve, opsatser og skåle – eller senere i karrieren ude i en mørk skov på træstammer eller sten – så slår det gnister. Så rammer han også os moderne mennesker lige i hjerteku-

len. Så får blomsterne vinger og transformeres til æteriske og besjælede objekter, der vækkes til live af Jensens ånd og følsomme pensel.

Anbefalet! J

0 J.L. Jensen, ”Kurv med blomster på en sten”, fra omkring 1843. – Foto: Privateje/Nivaagaards Maleri­samling.

En duft af evighed. Blomstermaleren J.L. Jensen. Nivaagaards Malerisamling. Til den 12. august 2018. Samt bog af Marie-Louise Berner og Mette Thelles: ”Blomster­maleren J.L. Jensen. Mellem kunst og natur i guldalderen”. 313 sider, rigt illustreret, med forord af Andrea Rygg Karberg. Redaktion Birgitte von Folsach. 350 kroner. Udgivet af Nivaagaards Malerisamling og i kommission hos Strandberg Publishing.

24. nov. 2017 – 13. maj 2018

www.davidmus.dk

20 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. marts 2018

3 Troen er essentiel for Maja Lisa Engelhardt, der har skabt kunst til mere end 30 danske kirker.

– Foto: Leif Tuxen.

Maja Lisa Engelhardt: ”Porten”.

264 sider. 300 kroner. Kristeligt Dagblads Forlag.

Porten til livet Troen er alvor for billedkunstneren Maja Lisa Engelhardt, der siden 1980’erne har været optaget af Bibelens fortællinger og brugt dem i sin kunst

bog 4 stjerner AF TORBEN WEIRUP kultur@k.dk

Det er ikke en selvfølge for kunstnere, der påtager sig at sætte billeder på det uforklarlige – eller det ufremstillelige for nu at låne et lidt kluntet, dansk udtryk fra den franske filosof JeanFrancois Lyotard, der i 1980’erne beskæftigede sig en del med begrebet det sublime i forhold til et moderne kunstnerisk udtryk.

Hvordan illustrerer man det?

Skal man? Kan man lade være?

Og så er vi tilbage ved den indledende præmis: Som det var tilfældet med den store gamle dame i dansk kirkeudsmykning, Bodil Kaalund, der døde i fjor, er troen et essentielt og meget konkret og håndgribeligt anliggende for Maja Lisa Engelhardt, der efterhånden har skabt kunst til mere end 30 danske kirker.

Bedriften er dokumenteret i en grafisk vellykket bog med billeder af værkerne taget af en erfaren fotograf med indlevelse i kunst og sans for rum, Leif Tuxen, indledende essay af Kunstakademiets tidligere rektor, Else Marie Bukdahl, samt tekster af forfatteren og kulturskribenten Claus Grymer og kunstneren selv. Dertil kommer en række personligheder, der kan have været involveret i de pågældende projekter, som desuden er ledsaget af skriftsteder. Tilsammen giver det en række givende

indfaldsvinkler til kirkekunstområdet.

Det er en meget klassisk måde at gribe en bog an på. Meget selvfølgelig og logisk – men ved anden ombordstigning i bogværket slog det alligevel, at man også kunne have byttet rundt på rækkefølgen og inviteret læseren til først at sætte sig ind i Maja Lisa Engelhardts overvejelser over, hvordan hun er gået til den enkelte opgave, og så siden få samlet trådene i det store teologiske og kunsthistoriske perspektiv, Else Marie Bukdahl leverer med autoritet.

For – og her er det igen – arbejdet med kirkekunst er et stærkt personligt anliggende for Maja Lisa Engelhardt, og i en meget bevægende tekst fortæller kunstneren om sin barndom og baggrund til Claus Grymer og kæder det sammen med sit livssyn og gør dermed sin – i ordets fineste betydning – enfoldige tilgang til billedkunst levende.

Maja Lisa Engelhardt, der er født i 1956 og er uddannet på Det Fynske Kunstakademi, tøvede længe med overhovedet at vise sine værker. Men da det så skete i 1985, var det med en udstilling med den sigende titel ”Klædebon” og i sale, der i hvert fald havde været kirkerum, nemlig Kunsthal Nikolaj i København. Maja Lisa Engelhardt har som i en gammel berettermodel både haft hjælpere og modstandere – og det er heller ikke nemt i dag at befinde sig i krydsfeltet mellem kirke og kunst.

Det er ellers et felt, der har store traditioner for parløb. Else Marie Bukdahl fortæller om, hvordan billedkunsten på den ene side er blevet opfattet som visualiseringer af kristendommen, selvom ordet og billedet hverken kan eller skal dække hinanden, og hvordan den kristne forkyndelse – og Bibelens enorme billedskabende kvalitet – på den anden side har været en udfordring for også kunstnerne, hvis gebet ellers er at skabe billeder.

Else Marie Bukdahl kommer med en række eksempler på billedkunstneres, for eksempel 1600-talsmaleren Caravaggios, evne til selvstændige fortolkninger af Bibelens billeder. Men set i et svimlende retrospektivt blik tilbage til alle de altertavler gennem århundrederne, man har været så heldig at se i Europas kirker og katedraler, synes det alligevel, som om de gamle mestre havde det nemmere: Opgaven var at sætte billeder på en række af Bibelens afgørende fortællinger som for eksempel korsfæstelsen og nedtagningen – og mødet i Emmaus, hvor miraklet blev nagelfast. Dertil kom Bibelens persongalleri og forskellige situationer, som da Jesus gik på vandet eller helbredte den syge. Scenerne, der iblandt er blevet malet af nogle af kunsthistoriens største skikkelser, for Gud fortjener de bedste kunstnere, som Bjørn Nørgaard engang har bemærket, rummede nok symbolik, men var i bred almindelighed til at forstå.

Siden forsvandt det figurative stort set fra kirkeudsmykningerne herhjemme, bortset fra nogle få, der insisterede, og i stedet opstod en kirkekunst, der ikke adskilte sig synderligt fra det konceptuelle kunstgreb, der efterhånden var blevet dominerende i samtidskunsten.

Maja Lisa Engelhardt placerede sig fra begyndelsen af sin udadvendte kunstpraksis – altså i midten af 1980’erne – i en kategori for sig selv. Hverken noget, der mindede om Cobra-maleriet, eller for den sags skyld som et fjernt familiemedlem til debutårtiets såkaldt vilde maleri, der om noget var konceptuelt funderet og slet ikke endnu et ekspressionistisk ekko. Lige siden dengang i 1980’erne har det været landskabet og Bibelens fortællinger, der motivisk og stemningsmæssigt har optaget Maja Lisa Engelhardt, og som derfor naturligt har fulgt hende i kirkekunsten.

Maja Lisa Engelhardt bruger nogle abstrakte greb i sin farvebehandling, men i reglen kan man ane en skikkelse i hendes alterbilleder. Det er en skikkelse, der synes at være ved at manifestere sig i landskabet som et løfte om Guds tilstedeværelse i menneskets liv. Som Else Marie Bukdahl også er inde på i sin præcise og fortættede tekst, der både spænder over kirkeudsmykning i almindelighed og Maja Lisa Engelhardts i særdeleshed, har nogle kunstnere søgt at sløre Guds lighed med menneskekroppen og undertiden

brugt lyset som metafor. Det er blandt de greb, Maja Lisa Engelhardt også anvender i figuren ”Den slørede skikkelse”.

Bogen hedder ”Porten” – efter et af Maja Lisa Engelhardts hovedværker, indgangen til domkirken i Viborg fra 2012, og porte vækker en række associationer inden for kirken og kunstens historie som for eksempel de to bronzedøre, Filippo Brunelleschi og Lorenzo Ghiberti i 1401 udfører til San Giovanni-klostret i Firenze – og som måske indvarslede renæssancen. Det var der i hvert fald en udstilling på Louvre for nogle år siden, der argumenterede overbevisende for.

En anden fortælling er om Luthers teser til kirkedøren i Wittenberg og en tredje om porten i al almindelighed til indgangen til både dødsriget og til Paradis.

Porten sætter et skel mellem, hvad der er nu og efter, hvad der er foran og indeni. Inden i, for eksempel, det kirkerum, hvor menigheden møder forkyndelsen og – undertiden også – med sympati næsten, altså andre mennesker, som menneske.

For Maja Lisa Engelhardt må det – med eller uden den personlige historie, hun lægger frem – have været et privilegium at arbejde i de sakrale rum, hun er blevet betroet. Det er den indsats, bogen udstråler hele vejen J igennem.

Gæsteanmelder Torben Weirup er Berlingskes kunst- og arkitekturanmelder.

‚I Skagen er der fuldest Aandedrag. Her trækker vi Vejret dybest’ — Georg Brandes · ,Fantastisk, overvældende, smukt og sanseligt’ — Tóra

Skagensmalernes hovedværker

Oplev også ...

Fra 24.03 – 23.09

Sidste dag 02.04

Fanget i gips

Nordjyske

Svigermor Michael Anchers tegninger

Brøndums spisesal

Fra 21.04: Michael Ancher og kvinderne fra Skagen – stor særudstilling med kvindeskildringer

www.skagenskunstmuseer.dk

Kunstsamlingen i Anchers Hus

22 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. marts 2018

Skønhedens transformerende kraft findes på Arken Den stilskabende tjekkiske art nouveau-kunstner Alphonse Muchas delikate og sensuelle værker kan nydes på Arken Museum for Moderne Kunst i Ishøj

udstilling AF HENRIK WIVEL kultur@k.dk

Den tjekkiske kunstner Alphonse Mucha (1860-1939) slog igennem i Paris i 1890’erne og var om nogen med til at definere La Belle Époques visuelle udtryk og nydelseskultur. Han blev en af de mest indflydelsesrige kunstnere, verden har set, inden for art nouveau-stilen med tråde både til tidens symbolisme og til reklameindustri.

Med sit vidtfavnende talent formåede Mucha at forene epokens symbolistiske og spirituelle erkendelser med et delikat sensuelt og ganske overordentligt indbydende udtryk. Mucha blev en mester inden for moderne grafisk design, og hans plakater og industrielle design fik en enorm kommerciel gennemslagskraft.

Hans skønvirke var med til at definere epoken 1890-1910 og påvirkede en lang række af tidens andre kunstnere, arkitekter og designere – i Skandinavien Carl Larsson eksempelvis. Men det, der blev kaldt Le Style Mucha, inspirerede langt op i det 20. århundrede. Ja, Muchas visuelle indflydelse virker endnu og kan ses i tegneserier og grafiske romaner, ligesom den vildt blomstrende psykedeliske kunst omkring 1968 er muteret Mucha.

Muchas succes skyldtes, at han satte kvinden i centrum. Som en fuldstændig gennemæstetiseret skønhedsåbenbaring. Kvinden er forførende hos Mucha, men ikke på den dæmoniske måde, som tidens øvrige dekadencekunstnere skildrede hende. Hun er ikke en hetære som hos forfatterne Charles Baudelaire eller J.K. Huysmans, ikke en tøjlesløs kokotte som hos Toulouse-Lautrec, hos Mucha er hun bare lækker og sat i scene efter alle kunstens regler. Hun er et boblende vidunder, som i de reklamer, Mucha skabte til champagnefirmaet Moët & Chandon.

Særligt én kvinde fik afgørende betydning for Mucha. Tidens store diva Sarah Bernhardt satte ham i 1895 til at skabe en plakat til forestillingen ”Gismonda”, hvor hun spillede hovedrollen.

Det gjorde hun jo i epokens europæiske teater. Mucha understregede det ved simpelthen at sprænge tidens format for en plakat. Han satte hende på Paris’ plakatsøjler i en en-til-en-skala, hvor hun fremstod i fuld figur.

Skønnere end hun endog selv nogensinde havde forestillet sig, hun kunne se ud. Det havde verden ikke set før, heller ikke tryk-

kerne, der måtte bruge to tryksten og lime plakatens to halvdele sammen til en. Plakaterne med Sarah Bernhardt blev i bogstaveligste forstand revet væk og Mucha øjeblikkeligt ansat på en seksårig kontrakt som kunstneren, der skulle designe hendes plakater, scenedekorationer og kostumer.

Kunstmuseet Arken i Ishøj viser for første gang herhjemme Alphonse Mucha med fokus på hans grafiske design med 125 plakater, litografier og fotografier og enkelte brugsgenstande og malerier. Udstillingen er kurateret i samarbejde med Fondation Mucha, der forvalter kunstnerens arv.

Udstillingen er smukt iscenesat og en øjenlyst at vandre igennem. Den udfolder som bærende ambition Muchas tro på skønhedens transformerende kraft. En ambition, Mucha delte med andre kunstnere og designere i Europa, der sluttede sig sammen i bevægelser og udstillingsfora som Arts and Crafts i England og Wiener Werkstätte i Østrig-Ungarn. Tidens ny skønhedsevangelium blev i tilfældet Mucha lydefrit og sært modstandsløst i delikate allegorier over kunsten, stjernehimlen og årstiderne i kvindens svungne gestalt. Men det blev også originalt. Ikke mindst fordi Mucha hentede inspiration så mange steder fra. Således mødes slaviske og byzantinske ornamenter med art nouveau-stilens organiske vækstmotiver hos Mucha.

Mucha var ikke nogen modstander af den moderne verdens hverdagsvirkelighed, men gav den et i alle henseender naturligt udtryk. Ligesom Paris’ dengang ultramoderne metro så at sige voksede op af undergrunden i Hector Guimards organiske design, voksede kvinden og naturen sammen i Muchas virtuose slynggreb. Med forkærlighed for arabesken, er det især kvindens – eller rettere kvindernes – hår, der fascinerer Mucha. Det er interessant at se, hvor graciøst Mucha bruger kvindens hårpragt, ikke alene til at omkranse og indramme kvindens ansigt, men også til at forme den grafiske komposition som helhed.

Håret er ikke blødt moduleret hos Mucha, men stiliseret som et sine steder nærmest metallisk ornament. Det er utrolig raffineret.

Mucha kendte en række af de kunstnere og forfattere, som dengang opholdt i sig i kunstmetropolen Paris. Han delte atelier med Paul Gauguin og mødte her August Strindberg midt i hans hallucinerende inferno-krise.

Strindberg introducerede ham til teosofi, alkymi, spiritisme og de

parapsykologiske fænomener, tidens kunst og videnskab var optaget af. Arken viser i forlængelse heraf et udvalg af Muchas fotografier, som han brugte både til koreografistudier, opulent selviscenesættelse og mere syrede eksperimenter med dobbelteksponering og åndemaneri.

Man kunne have ønsket sig, at udstillingen havde bevæget sig længere ind i Muchas esoteriske og religiøst søgende praksis og dermed sat fokus på den mere patetisk søgende og metafysisk henførte Mucha. Der er enkelte eksempler fra hans serie ”Le Pater” (1899), der anderledes alvorligt søger at sammenflette kristne, jødiske og islamiske troskomplekser til en universel kraft rettet mod det hinsides.

Man kunne også have ønsket, at udstillingen i højere grad havde forankret Mucha i Tjekkiet og dermed i hans slaviske baggrund. I Prag udsmykkede han byens råds- og kulturhus Obecni dum, der er et af art nouveau-kulturens hoved- og gesamtkunstværker. Det var også til Prag, at den nationalt sindede Mucha skænkede sit hovedværk ”Det slaviske epos” (1909-1920), hvori han skildrer sin nations fødsel og historie. Ikke som scenografi eller plakatkunst, men i monumental olie på lærred. Disse gigantlærreder kan naturligvis ikke fragtes til Danmark, men det havde været interessant at se flere skitser og forlæg fra en kunstner, der ikke bare ytrede sig modstandsløst og lækkert. Ja, i 1939, da det tyske naziregime besatte Tjekkoslovakiet, arresterede Gestapo Mucha og forhørte ham i flere dage om hans aktiviteter.

Det overlevede han ikke.

Til gengæld giver Arken os gamle syrehoveder et nostalgisk tilbageblik til hippiekulturens fineste stunder omkring 1970, hvor ethvert rockorkester med respekt for sig selv fik skabt lp-covers og plakater i Le Style Mucha. Det kosmiske trip var Led Zeppelin, Jefferson Airplane, Cream, The Rolling Stones, The Incredible String Band og mange andre på i de år, og her i 2000’erne Eric Clapton og Steve Winwood. Og så må man lige nævne Hal Foster, der jo aldrig havde fået sat en streg til ”Prins Valiant” uden Mucha. Prins Valiant og Per Kirkebys muse Atleta er født ud af Muchas fantasi og hans ornaJ mentale skønskrift.

Alphonse Mucha. Arken Museum for Moderne Kunst, Ishøj. Katalog med bidrag af Christian Gether, Dea Antonsen, Heidi Laura, Kasper Opstrup. 95 sider, illustreret. Til den 3. juni.

2 Alphonse Mucha: Plakat til Sarah Bernhardts ”Gismonda”.

1895.

– Foto: Mucha Trust/ Arken.

0 Alphonse Mucha: Selvportræt i atelieret iført slavisk skjorte, 1892.

– Foto: Mucha Trust/ Arken.

ÅBEN I PÅSKEN

106

atelierer gallerier museer

KUNSTRUNDEN I SYDVESTJYLLAND ÅBEN I PÅSKEN • Fredag 30. marts • Lørdag 31. marts • Søndag 1. april Alle dage kl. 11.00 - 17.00 · www.kunstrunde.dk

24 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. marts 2018

Når folk spørger mig, hvor kunsten kommer fra, svarer jeg: fra Gud Bibelen skaber hele tiden nye billeder for den 71-årige lollandske maler Stig Weye, der har malet bibelske motiver hele livet. Troen har fulgt ham siden en tragedie i den tidlige barndom

interview

Stig Weye

AF DANIEL ØHRSTRØM

3 3Født i 1946. Kunstmaler og tidligere jazzmusiker. Har blandt andet udsmykket Grindsted Kirke.

Der er skrevet flere bøger om hans kunst, blandt andet ”Stig Weyes fantastiske billedverden” af Dorte Fogh. Stig Weye er gift med Inge-Lise Tranberg. Sammen har de to voksne sønner.

ohrstrom@k.dk

Alting virker større uden for storbyen. Skyerne ligner for eksempel mægtige bjerge over de lollandske marker, hvor himlen og jorden smelter sammen på denne onsdag, da vi nærmer os kunstmaleren Stig Weyes hjem i Nysted.

Som dreng voksede han op i 1950’ernes København, hvor der selv midt på dagen kunne være baggårdsmørkt i arbejderkvarteret på Rentemestervej. Så det føltes som at komme til himlen, da han sammen med sin hustru, Inge-Lise Tranberg, for 42 år siden flyttede ”herned i lyset”, som han siger. Og han har ikke fortrudt den frivillige udflytning af sin arbejdsplads et sekund siden. ”Her er stadig masser af driftige mennesker, og man skal rejse langt for at finde en smukkere egn. Man kan også se, hvordan byen bliver fyldt med biler om aftenen, når pendlerne vender hjem. For mange tager gerne køreturen til København med for at bo sådan her,” siger Stig Weye, da han byder indenfor i det pæne hjem, hvor pejsen spiller op som et tændt husorkester, mens væggene er fyldt med farverige billeder. ”Arne Haugen Sørensen og jeg er sommetider blevet kaldt ’bolsjemalerne’, fordi vi godt kan lide stærke farver. Han voksede jo også op i det lidt triste København, inden vi begge to flyttede sydpå,” siger Stig Weye med henvisning til, at kunstnerkollegaen nu bor i Spanien.

Men de har dog begge planlagt et fremtidigt kunstarrangement i hovedstaden i Christianskirken på Christianshavn, hvor fire kunstnere skal lægge billeder til de fire årstider, mens der spilles musik til, fortæller Stig Weye. Og sådan har han hele tiden små og store projekter undervejs. Sidste år lavede han for eksempel et kæmpeværk på to gange ni meter til Stiftsmuseet i Maribo i anledning af reformationsfejringen, og tidligere har han blandt andet udsmykket Grindsted Kirke i Vestjylland, ligesom han har udsmykket det lokale menighedshus i Nysted.

Stig Weyes eget hus er også fyldt med nøje anbragt kunst alle vegne. Han er tydeligvis et ordensmenneske. Og som standhaftige soldater med nyvasket strithår står penslerne i hundredvis pænt parat til nye slag i velordnede regimenter i atelieret. ”Her er heller ingen kratere med størknet maling at finde

0 ”God kunst er også som Bibelen, der hele tiden kan nyfortolkes,” siger Stig Weye, der især maler bibelmotiver. Stig Weye har malet de tre store billeder i baggrunden som sin egen fortolkning af Reformationen.

– Begge fotos: Leif Tuxen.

0 Stig Weye har malet Noas Ark i ”Guds øje”, der omkranser båden med en bred gul, orange og guldfarvet regnbueagtig cirkel.

som hos andre kunstnere. For al malingen bliver brugt – om ikke til andet så til grundmaling på næste værk,” som hustruen Inge-Lise Tranberg siger.

Hun er selv pensioneret skolelærer, og i perioder har de måttet klare sig med hendes løn, selvom Stig Weye er flittig og efterhånden også efterspurgt mange steder. Men med de lave boligpriser på Lolland har der trods svingende kunstnerindtægter været plads til at hellige sig maleriet for Stig Weye gennem alle årene. Og her er også stadig bud efter ham på de lokale kunstskoler, hvor mange unge stadig hellere vil have en pensel end en mobil i hånden. ”Jeg er selv bare en dreng, der er gået ud af skolen, jeg er ikke engang student, men jeg har ikke spildt tiden på at hænge foran fjernsynet eller al den underholdning, som kører i vores samfund. Det hænger mig ud af halsen. Første gang Otto Leisner kom ind i mit fjernsyn og sagde godaften, rejste jeg mig op og gik ud.” ”Det var nok for godt til dig,” bryder konen grinende ind, inden hun vinker farvel for at lade ham snakke i fred. ”Nej, jeg er ikke hovmodig.

Jeg siger bare, at jeg ikke vil snydes ved at spilde tiden på overfladiske ting. Jeg kan jo se, hvordan folk hænger over mobiltelefonen som et andet Se og Hør.

Jeg er ikke engang på nettet.

Men det, der interesserer mig, går jeg i dybden med.”

Den lollandske kunstner maler ikke landskaber, selvom det kunne være nærliggende, nej, Stig Weyes hovedinspiration kommer fra Bibelen, og det er nemt at se. Jesu blod løber bogstaveligt talt (i form af rød maling) gennem flere af hans værker, der kombinerer moderne Jesus-figurer med malerteknikker, der har rødder i renæssancen.

Således er Stig Weye for eksempel en af landets teknisk bedste kunstmalere, når det gælder om at male med guldblad og ”drageblod”, som han bruger som baggrundsfarve på mange værker for at give sine bibelske motiver et guddommeligt skær – som på gamle ikoner. Det har han blandt andet også undervist i på kunstakademiet i Stockholm. Og gennem årene har han malet sig hele vejen gennem Bibelen. ”Jeg har fået Bibelen ind med kassettebånd og siden lydbøger, for selvom jeg kan læse noder forfra og bagfra, er jeg aldrig blevet nogen stor læser. Men jeg har altid kunnet høre Bibelen.

Og jeg har gået og lyttet til den, mens jeg har malet her i værkstedet.”

Troen kommer jo også af det, der høres, som der står i Bibelen, og den gode bog skaber hele tiden nye billeder for den gamle kunstner. ”Når man lukker Bibelen, er den ny, når man åbner den igen.

Og det opdagede jeg hurtigt som maler. Den samme fortælling kan altid lægges ud som noget nyt. Historien om Noa eller Ju-

das kan hele tiden fortolkes på nye måder. Og jeg har brugt tiden, siden jeg var 17-18 år, på at male dem i forskellige udgaver,” siger han, mens han trækker et enormt billede frem af Noas Ark, som er malet i ”Guds øje”, der omkranser en båd med en bred gul, orange og guldfarvet regnbueagtig cirkel, så de ildorange og havblå komplementærfarver suger en ind i billedet. ”Jeg har malet Noas Ark før med dyr og så videre, men her har jeg fortolket det på en ny måde,” siger han og tilføjer: ”God kunst er også som Bibelen, der hele tiden kan nyfortolkes. Kunstens opgave er jo også at brede tæppet ud, så folk kan komme med deres egne fortolkninger. Og kunsten er evig ligesom livet. Nu er jeg blevet 71 år, men jeg tænker stadigvæk, som om jeg var syv år. Jeg er ikke blevet klogere. Jeg er bare blevet en anden. Også rent biologisk.

Hvert syvende år har vi jo fået udskiftet blod og ting og sager i kroppen.”

Troen har fulgt ham, siden han var barn, og Stig Weye havde selv sin første alvorlige samtale med Gud som femårig efter en tragedie, der kostede flere af hans kammerater livet. ”Jeg voksede op i et arbejderkvarter i København efter Anden Verdenskrig, hvor vi var en hel masse børn, der legede sammen. Jeg kan huske, at flere havde rådne tænder, fordi vi nærmest levede af margarine og puddersukkermadder. En dag

gik vi ned i kælderen for at lege.

Jeg var den mindste, så jeg blev skubbet ind i nedfaldsskakten, hvor den store jerntønde med skraldet stod. Den skubbede vi ud for at finde brugte tændstikker, man kunne spise svovlet af.

For det skulle smage dejligt, og vi havde ikke slik. Jeg ved ikke, hvor den idé kom fra, og jeg nægtede også selv at spise det.

Det var, som om at jeg blev holdt tilbage af en stor hånd, men resten af børnene spiste det og fik børnelammelse. Og to af mine kammerater døde.”

Stig Weye stopper sig selv, inden han tilføjer: ”Jeg var fem år, men jeg kom alligevel til at lide af en skrækkelig form for samvittighedsnag.

For på ene eller anden måde havde jeg tænkt, at det var forkert at spise svovlet, men jeg lod alligevel de andre spise. Derfor gik jeg helt alene over i Grundtvigskirken, selvom jeg ikke måtte krydse Toftegårdsvej på egen hånd. Og der fortalte jeg Gud, at jeg havde været bange for at få tæsk, hvis jeg havde sagt til de andre, at de ikke skulle spise svovlet.”

Siden har han talt med Gud på daglig basis. ”Gud holder mig på plads som kunstner. Jeg drikker mig ikke fuld eller tager stoffer som andre af mine kunstnerkolleger, der døde tidligt. Min egen søster døde som narkoman. Og alkoholkulturen var jo voldsom i kulturkredsene engang,” siger Stig Weye.

J

DEN GRIBENDE MUSICALKLASSIKER I NY STOR OPSÆTNING

Præsenteres i samarbejde med

Baseret på koncept af

JEROME ROBBINS Efter bog af

ARTHUR LAURENTS Musik af

LEONARD BERNSTEIN Tekst af

STEPHEN SONDHEIM

STORE SCENE FR A 2 3 . M A R T S BILLET 60 – 455 A A R H U S T E AT E R . D K Forestillingssponsor VILHELM KIERS FOND

26 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. marts 2018

Man får klar besked – også selvom billederne er utydelige Ny bog fra filminstruktøren Wim Wenders er både en kulturhistorie over polaroid-fotoet og en personlig historie om en tur gennem verden, fra han fik kameraet i hånden

kunstbog AF ERIK STEFFENSEN kultur@k.dk

”Instant Stories” hedder filminstruktøren Wim Wenders’ flotte store bog, der ved første øjekast ligner et monument over noget så flygtigt som polaroid-fotos.

Altså den bedagede teknik, hvor man optog et foto, og det kom fremkaldt ud ad kameraet straks efter eksponering.

Et lille unikt objekt af tvivlsom kvalitet, men med en oververden af stemning og magi knyttet til sig. Lige som ”instant coffee” har sine tilhængere, fordi pulverkaffen opløses og kan drikkes med det samme, er der noget fortryllende ved både neskaffe og polaroidfotos. Men her ophører sammenligningen også for Wim Wenders, der er instruktøren, der gav os begrebet ”road movies” sådan for alvor i 1980’erne og lavede ikke blot ”low budget-film”, men ”no budget-film”, længe inden nogen lærte at stave til dogme.

Bogen er fyldt med forholdsvis ringe billeder. Hverken gode eller dårlige. Bare ringe. Ikke smukke eller interessante, men stemningsfulde små ikoner fra en svunden tid, hvor det faktiske objekt, fotografiet, betød noget. Og hvad bedre er: Wim Wenders introducerer os for denne tid, hans tid med instantkameraet, og giver en forrygende forståelsesramme for, hvad det er, der er sket ikke bare med fotografiet, men med os og vor tids tab af nærvær.

De små fotografier er en personlig historie, en tur gennem verden fra han fik kameraet i hånden til mange år senere, da småbillederne blev fragtet mellem kunstnerens bopæle i Europa og Amerika i cigarkasser. Altid med i bagagen. Og med bogen åbnet for alle og tilført ikke bare en tekst, men en sammenhængende fortælling om øjeblikkene.

Det er mageløs læsning. Hvis man vil forstå, hvad en filmkunstner er, og hvordan et karriereforløb begynder, er dette bogen. Og morsomt nok er bogen trykt med skrivemaskineskrift, for det er rejseskrivemaskinernes tid.

Wim Wenders arbejder ved maskinen som manuskriptforfatter, indtil han indser, at han aldrig vil følge et manuskript, men lave film on the road, fra dag til dag. Alligevel skriver han på scener, hvor han går og står.

Og derfor giver billederne som et katalog mening til livsrejsens første del op gennem 1960’erne og 1970’erne.

Hvis læseren har prøvet at sidde i en fotoboks på en togstation eller i Tivoli, kender man for-

2 Bogen er fyldt med forholdsvis ringe billeder. Hverken gode eller dårlige. Bare ringe.

Ikke smukke eller interessante, men stemningsfulde små ikoner fra en svunden tid, hvor det faktiske objekt, fotografiet, betød noget.

– Begge fotos: Fra bogen ”Instant Stories”.

Wim Wenders: Instant Stories.

403 Polaroids With 36 Stories and With a Contribution of Seven Photographs by Annie Leibovitz.

Thames & Hudson.

nemmelsen af at vente på strimlen med selvportrætter eller sjove gruppebilleder. Sådan lægger Wenders ud med at vise nogle strimler uden at kunne finde den, han elsker allermest: en session, hvor vennen, forfatteren Peter Handke, der bliver hans samarbejdspartner på flere film, er på.

Vi arbejder os frem mod den første film, der får anerkendelse. Det er i 1972. Filmatiseringen af Handkes bog ”Målmandens angst ved straffesparket”, der kommer til Venedig Film Festival, men uden ophavsmanden Wenders, der ikke er rejsevant og derfor ikke ved, hvordan man kommer fra lufthavnen til Lidoen i vandbyen.

Ingen kendte ham, og han kom efter filmforevisningen. ”Du er en forbandet idiot!”. Sådan var modtagelsen. Og holdet drak sig i stedet fulde. Ingen tog billeder! Nogle måneder senere ankom en tung pakke på Wenders kontor. Den indeholdt en Guldløve, en pris for filmen. Senere fortæller Wenders, at det jo var et rip-off på Hitchcock, og at de første film, Wim Wenders lavede, stod i gæld til navngivne forbilleder. Han søgte ind på filmskolen i München samme år som Rainer Werner Fassbinder.

Wim Wenders kom ind, det gjorde Fassbinder ikke, til gengæld lavede vennen så sine første 12 film på det drive, afvisningen må have givet.

Bogen er naturligvis også fuld af rejseberetninger, for hvordan kunne det være anderledes med en road movie-instruktør? Vi kommer til New York første

gang og ser amerikansk tv, der blev afbrudt af reklamer, hvor Vesttyskland dengang bare havde to kanaler, og vi er øjenvidner til de mere eller mindre ”lousy” hoteller og private indkvarteringer, hvor Wenders tilbragte sin tid med rejseskrivemaskinen og sit talent. Et mellemspil er eksempelvis Island, hvor Wenders tilbringer et par dage på vej til Berlin. Så han får set landskabet med gejsere og vandfald.

En mærkelig tidslomme, når vi tænker på vore dages rejser, hvor vi stadig flyver ad mærkelige lange ruter for at komme billigt frem, men aldrig oplever forsinkelser så ”groundede”, at man kan holde en miniferie undervejs.

Vi er som turisten og filminstruktøren i en og samme person, når vi kigger ud fra Empire State Building mod de nye Twin Towers på det sydlige Manhattan, og på samme måde kommer vi over Golden Gate Bridge i San Francisco, fordi den er ikonisk, ikke mindst fordi Hitchkock optog sin ”Vertigo”-film her. Vi bliver med forfatteren som guide ført videre, for Wenders skal ringe til en ”Annie” fra magasinet Rolling Stone.

Hun hedder Annie Leibovitz og har knap tid til at tale med sin gæst. Han forstår, hun er fotograf. Med vanlig amerikansk gæstfrihed tilbyder hun så, at han kan køre med til Los Angeles, så de kan tale undervejs. Et ægte road trip, hvor de to, der senere bliver stjerner på hver deres felt, fotograferer hinanden. Læseren er inviteret med på turen under billeder og over-

skriften California Dreaming.

Og der er en drøm, der bliver virkelig. Wim Wenders uden hænder på rattet i Leibovitz’ fotografi, der er gengivet lige lukt på vej mod sit livs professionelle vendepunkt, som er mødet med manuskriptforfatteren og filminstruktøren Sam Fuller, der inviterer på jødisk morgenmad, der angiveligt varer den halve dag.

Under mødet forstår Wenders reglen over dem alle: Man forlader aldrig en film, der er finansieret! Mens Fuller anskueliggør et utal af drejninger, Wenders’ nyeste manuskript kan tage.

Han overskriver mundtligt hele hans idéverden og konkluderer, at der ikke er behov for manuskript fremover.

Han indgyder Wenders mod på tilværelsen og blod på tanden som instruktør: Ring straks til din producer! Og så kører toget mod de første enestående film, hvoraf ”Undervejs” (”Kings of the Road” eller ”In the Course of Time”, ”Im Lauf der Zeit”) er klassikeren over dem alle fulgt af ”Paris, Texas”, ”Himlen over Berlin” og alle de andre gode sager fra Wim Wenders og cheffotografen på spillefilmene, Robby Müller, der bliver krediteret.

Enkelte skuespillerhistorier er der også plads til. Da Dennis Hopper skæv og fuld ankommer til en filmoptagelse efter at have været med på Francis Ford Coppolas tur op ad floden mod mørkets hjerte i ”Dommedag nu”.

Han bliver sendt til afgiftning, men når alligevel at komme op at toppes med sin medspiller Bruno Ganz, så der er dømt

blodtud og håbløshed.

Men til Wenders’ overraskelse ender der alligevel trods tabte arbejdsdage med at blive en film ud af skærmydslerne, hvor modpolerne finder sammen. Det er det, instruktøren kan, bringe folk sammen og lade dynamikken leve.

Som udgang på bogen får vi et overblik over, hvad der skiller vor tid fra de bedagede polaroid-dage for 30 år siden. Fremkomsten af billeddistribution og digitale data og iPhones og swipes, som selv et etårigt barn nu har lært.

Vi lærer noget om fotografiet som objekt, om tiden og film, og locations og om en unik livshistorie og karrierestart, i bogen ”Instant Stories”. Fotografiet var engang øjenrelateret skriver han.

I dag er det apparatdrevet.

Vi holder historien i hånden. Og for kunstnernes vedkommende findes der ingen selfies. Van Gogh og Rembrandt og fotografer har alle afbildet sig selv i spejle. I dag sidder spejlfunktionen i selve iPhone-kameraet!

Wim Wenders afleverer os i vores egen hverdag med en svada: ”Vi får mail, vi aldrig har ønsket og aldrig læser... selv USA’s præsident sender sindssyge forvirrede beskeder ud til hele verden.” I bogen her og i hans kunst får vi så det modsatte.

Klar besked – også selvom billederne er utydelige.

Sikken en håndholdt, menneskelig bedrift!

J

20% rabat på alle malerier i marts og april

Påskeudstilling 2018 Skærtorsdag den 29. marts - 2. påskedag den 2. april

125 billedekunstnere og kunsthåndværkere fra ind- og udland 3.500 nye kunstværker er udstillet

Claus Larsen

”Metamofose”

150x200 cm

Astrid Madsen

Midtjyllands Kunst Center • www.habsoe.dk •

”Så længe vi er sammen”

Fasanvej 2 – 4

75 75 77 74 •

80x100 cm

•

Dariusz Zielinski

”We Do The Run”

91x85 cm

8654 Bryrup – Silkeborg

Åbent: 10.00 - 18.00 i påskedagene

Påskeudstilling

28 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. marts 2018 2 ”Caféinteriør” fra 19331934. – Foto: Museum Thy.

Fredag d. 30. marts kl. 10-14 Lørdag d. 31. marts kl. 10-14

Søndergaard i Herning Bedst er Søndergaard, når motiverne har at gøre med mennesker eller havets kraft

udstilling AF CARSTEN BACH-NIELSEN kultur@k.dk

Søvejen 35 . 8362 Hørning . Artexpo.dk

Anne Moulvad, journalist på TV Midtvest, har skabt en film om den maler, der om nogen er synonym med Vestjylland, nemlig Jens Søndergaard (1895-1957). Filmen danner baggrund for den udstilling, der frem til august kan ses på kunstmuseet Heart i Herning. Den består udelukkende af indlån. Overvejende fra private, men også fra nogle få jyske museer. Det er et meget enkelt udstillingskoncept, der ikke har resulteret i katalog eller stor formidling. Snarere giver det mulighed for at se bredden og tyngdepunkterne i Søndergaards værk. Også ujævnheden bliver åbenlys.

Havet og dets kraft spiller en afgørende rolle for denne farvekraftige ekspressionist, og det er også det første tema, der præsenteres. Af slående kvalitet er et lærred med titlen ”Regnbyger over havet”, et skarpt maleri. Lige ved siden af ses et nærmest naivi-

stisk billede af havet med en mand i forgrunden. Så kort og så langt mellem de to. Nok hedder udstillingen ”Farvekraft ad Helvede til”, men selv en kraftfuld ekspressionist vil vide, at farve og form skal bringes i en balance. Der er til tider en del, der stritter i Søndergaards malerier. Og meget, der går godt. Ikke mindst i den motivkreds, der har med havet og mennesker at gøre.

De poetiske sommerbilleder ved det fredfyldte hav er, hvad man vil kalde klassisk Søndergaard.

Udstillingen gør det klart, at Søndergaard er en låner af de store. Når han maler Rådhuspladsen i København, mindes man om Hjort Nielsens palet og Giersings redegørelse. Det er også Giersing, der taler med i de fine billeder af foldboldkampene på sommeraftenerne. Edvard Munch-inspirationen er uafviselig i et par af de grafiske værker.

I malerierne fra Ferring bag Bovbjerg er vi i idyllen, ligesom vi i et par charmerende malerier fra Limfjorden møder mesteren i hans be-

vidst naivistiske, fortællende hjørne.

Søndergaard skrev postkort. Men han købte dem ikke i kiosken. Han malede dem selv. Som akvareller.

Det er en meget lille form, men lysende i deres transparens. Faktisk en lille øjenåbner, at den ellers ofte farvebegrejstrede, pastost malende kunstner også kan skabe så sarte, gennemlyste værker.

Søndergaards liv var spændt ud mellem det vestjyske om sommeren og København om vinteren. Moderen og fruen ses hjemme i en række skarpe malerier, hvor farven ofte er i ro og balance. Det er de stille læsende, siddende vestjyder, der tager ordet. Figurerne bliver statuariske, frontale i stil med byzantinsk kunst. Og atter: ikke mindst i stil med Munchs malerier.

Disse lærreder er givet et helt rum og virker som en præsentation af en anden maler end ham med det oprørte og kraftfulde hav. På den måde indpasses den ellers enkle udstilling i ret tænksomt ophængte rum. Giver det hele så mening – ud over den glæde det er at se og møde Sønder-

gaard med så mange værker?

Måske er det unådigt at hænge godt og mindre godt sammen uden at foretage et udvalg, men blot invitere samlernes ejendom indenfor. Det er interessant, at publikum har overladt det til de store museer at købe de mere knugende billeder med de mørke kirkegængere. Det er en skævhed, der er dikteret af markedet og smagen. Det er på sin egen måde ærligt, og det er også sagligt. Udstillingen har kun sparsom kommentar i form af citater – og en meget besværlig skiltning.

Dermed overlades det til øjet og den umiddelbare sansning at være guide for gæsten. Det er en spændende øvelse, for så er vi jo netop i den situation, hvor smag og behag er drivkraften – ligesom for de J private købere og ejere.

Jens Søndergaard. Farvekraft ad Helvede til. Heart, Herning.

Til den 19. august 2018.

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. marts 2018

Kunst&Kultur | 29

Små billeder fra en stor verden

KNUD NIELSEN

Fornem udstilling viser, hvordan man i den islamiske kunst gennem tiden har arbejdet med menneskefiguren

udstilling AF MAI MISFELDT kultur@k.dk

Mange tror, at det inden for den islamiske kultur ikke er tilladt at afbilde mennesker, og i hvert fald ikke at gøre billedlige fremstillinger af muslimernes profet Muhammed.

Men på Davids Samling i København, hvor der ikke mindst findes en helt enestående samling af islamiske miniaturer, viser man på en ny udstilling, at det ikke helt er sådan, det forholder sig.

Bag udstillingen står henholdsvis museumsdirektør og museumsinspektør Kjeld von Folsach og Joachim Meyer.

Det er sandt, at der er en tøven over for det at skildre mennesket, men der har fra den allertidligste tid, ikke mindst i de fyrstelige miljøer, været fremstillet kunstværker, hvor menneskefiguren og også profeten indgik som væsentlige elementer.

På særudstillingen ”Menneskefiguren i islamisk kunst – folk, fyrster og hellige mænd”, der netop er åbnet, prøver man nu på grundig og eksemplarisk vis at rette op på den meget forenklede opfattelse af den islamiske billedkultur, som ikke mindst blev understreget i Muhammed-krisen i 2005.

Udstillingens anliggende er at vise, at der rigtignok inden for klassisk islamisk kunst er en agtpågivenhed over for at afbilde mennesket, i og med at mennesket er skabt af Gud og dermed er Guds billede, men at måden, man har opfattet dette på, slet ikke er så entydig, og at der især inden for de fyrstelige miljøer og de højere samfundslag har eksisteret en rig billedtradition, også hvad angik skildringen af menneskelivet.

I Det Gamle Testamente findes et billedforbud, men det findes ikke i Koranen. Derimod finder man billedforbuddet udtrykt i de overleverede beretninger om profeten og hans tid: hadith. Figurative billeder forbindes med afgudsdyrkelse, de tilhører det verdslige liv og står dermed i vejen for den religiøse hengivelse, og endelig skal mennesket ikke ophøje sig til skaber og hermed konkurrere med Guds skaberkraft.

I den islamiske verden har den figurative kunst ikke spillet en rolle i det offentlige rum, som vi kender det fra kirker og templer, hvor man

Den smukke efterårsudstilling kan stadig ses efter forudgående aftale på telefon 75 87 30 25.

Forhør om mulighed for frokost eller kaffe.

Vel mødt.

Kærlig hilsen Jonna

VINDELEV KRO & GALLERI Vindelevvej 19 · Vindelev · 7300 Jelling · Tlf. 75 87 30 25

0 ”Profeten Muhammad møder Englen med 10.000 vinger og Englen med fire hoveder”. Profeten er genkendelig i sin grønne kjortel med hvid turban og flammeglorie, ridende på sit fabelvæsen Buraq. – Foto: Davids Samling.

har dyrket billedet som gudens repræsentant, ligesom gengivelse af religiøse scener heller ikke er blevet brugt didaktisk, altså som en slags historiefortælling.

Den islamiske figurative billedkunst har derimod udfoldet sig i den private sfære og især i de små formater, i miniaturemalerier, som især har været brugt som bogillustrationer. I og med at billederne har været gemt inde i bøger, beskyttet for dagens lys, er de også farvemæssigt set utroligt velbevarede. I miniaturemalerierne har kunstnerne ikke søgt det specifikke hos modellen. Men i stedet, som i den vestlige kulturs tidlige kunsthistorie, arbejdet på et mere symbolsk plan, hvor dragter og attributter kan fortælle om, hvem personerne er, og hvilken status de har.

Udstillingen ”Menneskefiguren i islamisk kunst – folk, fyrster og hellige mænd” er rent arealmæssigt ikke en stor udstilling. Men der er nok at se på, og hvis man ikke bliver for træt inde i mørket (på grund af de sarte billeder er lyset meget svagt), så kan man bruge timer på de mange detaljer. Til det samme formål kan man forsyne sig med en lup, inden man går ind, noget også mindre museumsgæster vil finde sjovt.

Et af de billeder, jeg stoppede op ved, er fra Ramadan 715, hvilket vil sige år 1315, og

viser ”En vinskænkende automat”. Vi ser en lille mandsfigur, der skænker vin i et glas. Under ham ser vi nogle konstruktionsdetaljer.

For figuren er ikke et menneske, men en robot, opfundet af Badi al-Zaman ibn al-Razzaz al-Jazari, som i begyndelsen af 1200-tallet skrev ”Bogen om sindrige mekaniske indretninger”. Faktisk stødte jeg på denne multikunstner, opfinder af automater, robotter og vandhævningsmaskiner, som måske inspirerede Leonardo da Vinci, på årets skulpturudstilling i Münster, i et værk af den tyske kunstner Hito Steyerl, som havde opsøgt hans fødeby, den nu kurdiske by Cizre, på grænsen til Syrien.

Gennem udstillingen bevæger man sig gennem tre forskelige tilgange til menneskefiguren: fra det helt stiliserede ornament, hvor menneskefiguren, fordi den gentages, blot bliver et ornament, over en mere symbolsk gengivelse og til en i vores forståelse mere naturalistisk, men stadig stiliseret skildring. Man kommer rundt om de forskellige kontekster, hvori skildringen indgår, såsom den religiøse sfære, hos fyrste og hof og i kærlighedssfæren.

J

Menneskefiguren i islamisk kunst – folk, fyrster og hellige mænd. Davids Samling, København. Til den 13. maj 2018.

TOMMERUP KERAMISKE VÆRKSTED I-II Lise Seisbøll Mikkelsen, Gunnar Jakobsen m.fl.

Storslået bogværk om 30 år i den keramiske kunsts tjeneste Få historien om et mageløst værksted på Midtfyn og mød markante kunstnere som Bjørn Nørgaard, Peter Brandes, Magne Furuholmen, Kjell Nupen, Nils Erik Gjerdevik, Gunhild Rudjord, Tal R, Michael Kvium, Peter Carlsen, Kirsten Justesen, Jens Birkemose, Knud Odde, Erik Nyholm, Maja Lisa Engelhardt, Arne Haugen Sørensen, Bjørn Poulsen, Per Ahlmann m.fl.

624 sider. Rigt illustreret.

Forlaget Wunderbuch

30 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. marts 2018

Også de mindre kendte fortjener en stemme Steffen Lange, tidligere chefredaktør på Midtjyllands Avis, er passioneret kunstelsker. Men det er hverken Picasso eller andre store billedkunstnere, der optager ham. I stedet har han samlet på de værker, han bare godt kan lide, og skrevet adskillige bøger om kunstnere, som de færreste måske har hørt om

interview

Steffen Lange

AF BJØRG TULINIUS tulinius@k.dk

To ting er tydelige med det samme, man kommer indenfor i Steffen Langes hjem i Grauballe, en lille landsby nogle få kilometer uden for Silkeborg. Den ene er, at manden, der byder velkommen, har en svagt syngende dialekt, der afslører rødder i det sønderjyske eller i dette tilfælde det danske mindretal i Sydslesvig. Den anden ting fylder næsten hele synsfeltet i den smalle gang, man træder ind i, for her er nemlig kunst på alle vægge og flader.

Sort-hvide litografier, især med fuglemotiver, hænger side om side og gør gangens tema klart, mens det i den tilstødende stue især er malerier med landskabsmotiver, mere eller mindre figurative, ekspressive og farvestrålende. Og med de to ting slået fast er scenen faktisk sat for samtalen om kunstens rolle og betydning for Steffen Lange. For den er ikke bare til pynt eller glæde i indretningen af et hjem.

Den har været med den 65-årige forfatter, journalist og tidligere chefredaktør på Midtjyllands Avis, lige siden han voksede op i Flensborg – som dansk dreng i Tyskland, der allerede tidligt fik blik for de sprækker og nye syn på virkeligheden, ikke mindst billedkunsten, gav ham adgang til.

I kælderen står derfor mindst 100 indkøbte værker, som der slet ikke er plads til på væggene.

Endnu flere litografier i et arkivskab. Og to værelser fyldt med læste bøger om henholdsvis kunstnere i det ene rum og teorierne bag kunsten i det andet.

På spisebordet i stuen ligger endnu flere bøger. Det er de værker, Steffen Lange selv har skrevet. Men de handler ikke om de billedkunstnere, vi normalt er interesserede i at vide mere om, fordi vi kender deres kunst og véd, at den er berømmet.

Det er tværtimod navne som Ejnar Nielsen, Tonny Hørning og Carsten Frank, der præger titlerne. For nylig kunne han føje endnu en til stakken. Om Kai Gøtzsche, en kunstner og eventyrer, der er mere kendt i både USA og England, end han er herhjemme. Det har nemlig altid været de knap så kendte kunstnere, der har appelleret til Steffen Lange. Og hvis han skal prøve at sætte ord på hvorfor, ja, så havner vi igen syd for grænsen – i et barndomshjem, hvor begge forældre var lærere for børn af det danske mindretal – og som heldigvis også havde billeder på væggene.

3 3Født i 1952 og opvokset i Sydslesvig, Flensborg, som del af det danske mindretal.

3 3Student i 1972 fra DuborgSkolen, herefter kort tid indskrevet på studiet i kunsthistorie ved Københavns Universitet.

0 Den tidligere chefredaktør på Midtjyllands Avis Steffen Lange interesserer sig brændende for kunst og skriver i dag bøger om billedkunstnere. Han er han ved at pakke et billede ud, som har været lånt til en udstilling. – Foto: Tor Birk Trads/ Ritzau Scanpix.

”Og det var især dem af Hans Busch-Alsen, jeg var meget glad for. Han var født på Als, inden Genforeningen, da det stadig var tysk. Men han var jo også dansk og tog derfor selv det ekstra efternavn ’Alsen’ for at markere sit tilhørsforhold. Als havde jo faktisk udråbt sig som en selvstændig republik på et tidspunkt, så det var også et ”statement” at kalde sig netop det navn.”

Den sydslesvigske kunstner Busch-Alsen malede landskaber. Ikke pussenussede, men ekspressive landskaber, og den stil har fulgt Steffen Langes smag lige siden. Og den fik endnu mere styrke, da han som ung gymnasieelev faktisk lærte maleren personligt at kende. ”Jeg havde en lærer i gymnasiet, der blev sygemeldt i en periode, og så fik vi en vikar. Det var Busch-Alsen. Med alpehue og kunstnersjæl. Det at møde ham som et menneske af kød og blod betød virkelig meget for mig.

Dels at lære ham at kende, men også at erkende, at kunstnere er mennesker som du og jeg. De har ganske vist en særlig evne, men de har de samme udfordringer og livtag med eksistensen som vi andre. Jeg tror, det var i mødet med ham, at min særlige interesse for kunstnernes personlige historie opstod.”

Da Steffen Lange blev chefredaktør for Midtjyllands Avis i 1994 betingede han sig, at han ud over at stå som den overord-

net ansvarlige for avisen fortsat ville have mulighed for at skrive i avisen – selvfølgelig ledere, men derudover om kunst og kultur. ”Det har altid været mit særlige helle, og dér jeg kunne fordybe mig i modsætning til den dag til dag-journalistik, der ellers præger en avis.”

Den første bog kom i 1998.

Skrevet tidligt om morgenen, inden resten af familien stod op, og sidst på aftenen, når de var gået i seng. Præcis som alle de andre bøger, der er kommet til senere. Den handler om maleren Ejnar Nielsen (1872-1956), der på trods af udstillede værker på både Statens Museum for Kunst og Den Hirschsprungske Samling kun er beskrevet meget lidt i den danske litteratur. Og hvor hans særlige tilknytning til den midtjyske by Gjern, mellem Hammel og Silkeborg, nærmest ikke er nævnt. Han kom gående dertil en juliaften i 1894. Til fods, for det var før jernbanens tid, alene fordi københavneren fra Kongens Nytorv havde læst om stedets vidunderlige natur og nu var taget af sted for at finde nye motiver. ”Jeg opdagede ham, mens jeg var lokalredaktør på avisens redaktion i Gjern, og det slog mig, at han trængte til at få sin egen bog. Det, der ellers var skrevet om ham, var skrevet ud fra et københavnsk perspektiv. Mødet med den midtjyske natur og mentalitet var helt fraværende.

Og siden har jeg skrevet om an-

dre kunstnere, der på samme måde også har manglet en stemme. Kunsten er jo som et isbjerg, hvor mange kun får øje på toppen, hvor vi har kunstnere som Picasso og Chagall og dem, der ellers lige er oppe i tiden. Men jeg er mere optaget af de andre, dem, der er knap så synlige. Og helt grundlæggende er der nok et demokratisk ideal i netop dén tilgang, for jeg mener, at alle skal have en stemme. Både når det gælder journalistikken, hvor den lokale historie for mig at se er mindst lige så vigtig som den landsdækkende, men også i kunsten. Dem, der er helt fremme i folks opmærksomhed, er der jo nok, der skriver om og tager sig af.”

Det demokratiske ideal kan Steffen Lange også koble til sin opvækst som del af det danske mindretal i Slesvig. ”Det har jo gjort mig meget bevidst om, at mindretallet også har en stemme, og selvom jeg voksede op i 50’erne og 60’erne, hvor forholdet mellem tyskere og danskere var blødt meget op, så var jeg jo anderledes. Jeg gik i en lille dansk skole, spillede fodbold i en dansk klub og talte et andet sprog. Og jeg oplevede da også engang at blive væltet på cyklen og få tæsk af nogle tyske drenge, udelukkende fordi jeg var dansker. Så på den måde har respekten for minoriteterne og ofte ubemærkede altid haft min særlige opmærksomhed.”

De senere år er det en anden af de oversete kunstnere, der er

blevet skrevet frem. Her har Steffen Lange haft travlt med at trevle livshistorien op om Kai Gøtzsche, der ellers bare var signaturen på et par af malerierne på svigerforældrenes væg – med et efternavn, der svarer til hans kones. Og det har vist sig at være endnu en spændende kunstnerfortælling, der gemmer sig bag navnet. En mand, der oplevede to verdenskrige og boede og malede i både Italien, Schweiz og USA, hvor han i dag er mere kendt end i sit hjemland, og blandt andet har restaureret kirker og malet kulisser til Hollywood. Foruden at blive nær ven og rejsefælle med den engelske forfatter D.H. Lawrence.

Både Steffen Lange og hans kone, Pia Gøtzsche, har brugt meget af deres tid på at rejse i hans fodspor Den 26. januar i år blev den nye bog præsenteret, og en udstilling med indsamlede værker af kunstneren åbnede. ”Og selvom jeg nok ikke har modtaget troens nådegave, så er der mange religiøse motiver hos flere af de kunstnere, jeg har beskæftiget mig med. For det er jo de eksistentielle spørgsmål i tilværelsen, der altid har optaget mig hos kunstnerne. Deres evne til i kunsten at berøre tilværelsens store temaer og vise sprækkerne. Og i virkeligheden er hele mit liv, min tankegang og moral nok gennemsyret af kristendommen. Jeg mangler bare selv ’det sidste’, troen.”

J

3 3Journalist fra Danmarks Journalisthøjskole 1979 og herefter ansat på Midtjyllands Avis, fra 1994 til 2015 som chefredaktør. Har ud over kunstbøger også udgivet børnebøger og digte.

3 3Har siddet i en lang række bestyrelser, blandt andet for Ritzau og Dagbladenes Bureau og er fortsat i bestyrelsen for Foreningen til bevarelse af Tange Sø og bestyrelsen for Silkeborg Gymnasium.

3 3Gift med Pia Gøtzsche, som han har tre voksne børn med.

Jens Søndergaard Farvekraft ad Helvede til 27.01.18 - 19.08.18 Herning Folkeblad

Jyllands-Posten

Kristeligt Dagblad

Asger Jorn - og HEART Highlights 02.03.18 - 26.08.18

HEART - HERNING MUSEUM OF CONTEMPORARY ART BITTEN & AAGE DAMGAARDS PLADS 2· DK 7400 HERNING · WWW.HEARTMUS.DK

Udsnit af Hans Scherfigs maleri “To legende elefanter i urskov”. Sign. Scherfig 1953.

Sælges på auktion i maj. Vurdering: 80.000-100.000 kr.

Vild kunst på auktion De fabelagtige elefanter, næsehorn, giraffer, flodheste, tapirer, flamingoer, bavianer og løver - Hans Scherfigs farverige junglebilleder er kendt og elsket af de fleste.

Scherfigs vilde dyr er et godt eksempel på den klassiske danske kunst, der ofte finder vej til vores auktioner - enten som litografier på vores daglige netauktioner eller i form af oliemalerier på de store traditionelle auktioner i Bredgade. Og alle kan være med, da priserne på f.eks. Scherfigs værker spænder fra 1.000 - 500.000 kr.

Overvejer du at sælge kunst, sikrer vi altid en optimal eksponering af dine værker - uanset om det er ældre kunst fra 1600-1800-tallet eller nyere kunst fra 1900-2018.

Find dine favoritter eller læs mere om køb og salg på auktion i vores guide på bruun-rasmussen.dk

Sundkrogsgade 30 · 2150 Nordhavn, København · Tel. 8818 1111 Søren Frichs Vej 34 D · 8230 Åbyhøj, Aarhus · Tel. 8818 1100 bruun-rasmussen.dk