Kunstogkultur

Kunst&Kultur TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 19. MARTS 2016

Stor malerkunst på Ordrupgaard Ordrupgaards pragtudstilling ”Hjemme hos Hammershøi” dokumenterer sublim malerkunst skabt af en eksistentielt søgende ener, som var langt forud for sin tid.

Side 4

Unik samling på Kunsten i Aalborg Kunsten i Aalborg fremstår, som var den tegnet i går og bygget i dag. Og den unikke samling af moderne dansk og international kunst fra det 20. og 21. århundrede er nu suppleret af værker doneret af Ny Carlsbergfondet.

Side 8

En kunstner til revurdering Det er oplagt, at Rønnebæksholm ved Næstved viser ny udstilling med Grethe Bagge (1925-2012). Hun passer ind i museets bestræbelser på at fremdrage kunstnere, vi har godt af at revurdere.

Side 12

Hun malede lyset fra dommedag Ellen Hofman-Bang malede lyset fra dommedag. Hun er glemt, men drages nu frem igen på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig.

Side 20

Vandreudstilling med Swane Vandreudstilling viser maleren Sigurd Swane som det, han gerne ville være – mærkelig! Det er en absolut sidegevinst med den gedigent udstyrede antologi med nye problematiserende karakteristikker af Swane, der hører til udstillingen.

Side 28 i l lu st r at i o n : R a s m u s J u u l

13. februar – 10. april 2016

DA MALERIET BLEV MODERNE En udstilling om Zahrtmann og hans elever 5. marts – 5. juni 2016

RIBE KUNSTMUSEUM 125 år Sct. Nicolaj Gade 10, 6760 Ribe www.ribekunstmuseum.dk

PULS ARTAPESTRY4

International triennale for vævere ErLand knUdSSøn madSEn 16. september januar – 28. august 2016 12.

- 6. december

Arbejder af Carl Locher, Krøyer, Anna Ancher m.fl

KUNSTCENTRET SILKEBORG BAD

Gjessøvej 40, Silkeborg www.silkeborgbad.dk

2 Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. marts 2016

Kunst og formidling i en digital tidsalder Over hele landet vises for tiden seværdige udstillinger til glæde for publikum, hvis kunstinteresse tilsyneladende aldrig har været større

kommentar AF MICHAEL BACH HENRIKSEN KULTURREDAKTØR bach@k.dk

Landets museer oplever en støt stigende publikumsinteresse i disse år.

På både kunstmuseer og museer for by- og kulturhistorie melder man om stigende besøgstal og en ny interesse for at få kunst og kultur formidlet anderledes end før.

Tidligere tiders oplevelse af museer som utilnærmelige katedraler med et vist indforstået præg er afløst af nysgerrighed og åbenhed fra

både museers og publikums side.

Besøger man kunstmuseet ARoS en tilfældig formiddag, kan der være fyldt med skoleklasser på rundvisning, og aflægger man Jelling et besøg, vil man se, at det relativt nye museum for Jellingstenene og den omgivende landskabsarkitektur trækker mange besøgende til. Louisiana satte besøgsrekord med sin seneste udstilling med japansk kunst, og mon ikke også Skagens Museum vil opnå fornyet interesse efter den nye renovering af museet og ny tilbygning?

Det er klart, at der er grænser for, hvor langt museerne skal gå i jagten på høje besøgstal. Rundt omkring på museerne og i kunstmiljøet spør-

QUIZ OM KUNST&KULTUR Svarene på spørgsmålene i quizzen findes i artiklerne i dette tillæg. Send svarene til Kristeligt Dagblad, Vimmelskaftet 47, 1161 København K, og mærk kuverten ”Quiz om kunst&kultur” eller send pr. mail til konkurrence@k.dk.

3 Svarene skal være Kristeligt Dagblad i hænde senest fredag den 1. april klokken 13. Vi offentliggør navnene på de seks vindere i avisen lørdag den 2. april.

3 Den første rigtige besvarelser, vi trækker, vinder et gavekort fra Bellevue til et hotelophold med middag i Danmark eller Tyskland. Værdi: 999 kroner.

3 Derefter trækker vi yderligere fire vindere. De to første får tilsendt et eksemplar af bogen ”Bedste Grevinde” af Lisbeth Smedegaard Andersen. ”Bedste Grevinde” afrunder forfatterens trilogi om menneskeskæbner gennem 200 år.

3 De to næste får hver tilsendt et eksemplar af bogen ”Brorson – sjælens digter” af Bente og Torben Bramming med illustrationer af Suste Bonnén og Adam Garff. Begge bøger er udkommet på Kristeligt Dagblads Forlag.

Udgivet af Kristeligt Dagblad A/S, Vimmelskaftet 47, 1161 Kbh. K. Ansvarshavende chefredaktør: Erik Bjerager Redaktion: Michael Bach Henriksen Layout: Mie Petersen Tryk: Dagbladet i Ringsted

WW Museerne bør ikke udvikle sig væk fra det, der gør dem til særlige bygninger i samfundet

ger man for tiden sig selv om, hvorvidt der kan komme for megen digitalisering ind i formidlingen af værkerne, så publikum populært sagt ikke får set den Monet, de er kommet for, fordi de har hovedet nede i en iPad og skal tage selfier af sig selv foran kunsten.

Der er ikke nogen færdig manual for, hvordan man formidler kunst bedst, og hvert museum må med sin egen profil og placering i landet prøve sig frem og finde den bedste løsning.

Men en tommelfingerregel er, at museerne ikke bør udvikle sig væk fra dét, der gør dem til særlige bygninger i samfundet.

Når man træder ind på et museum, er det også for at høre noget andet, end det man kan sige sig selv eller hører alle andre steder, og opleve et sanseligt nærvær med kunsten og historien, der ikke nødvendigvis bliver mere intens af et digitalt filter.

Denne problematik berører vi på

forskellig vis på de kommende sider. Til dette tillæg har vi samlet en buket tidligere bragte artikler: anmeldelser af aktuelle udstillinger og kommentarer og debat om museumspolitik.

Det har været et særskilt ønske at bringe artikler fra så mange egne at landet som muligt. Over hele landet er der seværdige udstillinger for tiden, og avisens anmeldere bestræber sig på at dække så bredt og geografisk spredt som muligt. Det er nemlig alle steder, også de måske normalt upåagtede, at den gode kunst kan ses.

God fornøjelse med kunsttillægget og med de aktuelle udstillinger rundt om i landet.

Quiz om kunst og kultur De rigtige svar kan findes på de følgende sider 3 1. Hvor mange kroner modtog fire kvindelige kunstnere for nylig fra Anne Marie Telmányis Fond?

3 6. Hvad markerer Gerda Wegeners udstilling på Arken?

3 11. Louisiana har i årene 2012-2015 indkøbt 173 værker af 71 kunstnere – hvor mange af dem er kvinder?

3 2. Hvor udstiller Anette Harboe Flensburg sine nye interiørmalerier?

3 7. Hvor mange millioner besøgende var der på danske museer i 2015?

3 12. Ved indgangen til det for nylig renoverede kunstmuseum i Aalborg spilles der et lydværk. Hvad hedder det?

3 3. I hvilket land er fotografierne taget til udstillingen ”Jette Bang & Kirsten Klein” i Hobro?

3 8. Hvor mange af Ellen Hofman-Bangs værker vises på Museet for Religiøs Kunst?

3 13. Hvad understreger Statens Museum for Kunsts direktør, Mikkel Bogh, at han ikke er?

3 4. Hvor mange takkebreve hænger der i edderkoppespindet på udstillingen In your heart/in your city på KØS?

3 9. Hvad hedder Britta Madsen og Søren Gøtterups udstilling på Glasmuseet Ebeltoft?

3 14. Hvad var specielt ved Glyptotekets udstilling Maleri, som lukkede i begyndelsen af denne måned?

3 5. Hvor opholdt maleren Sigurd Swane sig i 1907?

3 10. Hvilket tidspunkt på dagen er James Turrells yndlingstid?

3 15. Hvad hedder det værk af Anna Ancher, som ikke tidligere har været udstillet på Skagens Museum?

WAR HORSES HELHESTEN OG DEN DANSKE AVANTGARDE UNDER ANDEN VERDENSKRIG

2016

18. MARTS28. AUGUST www.chpeamuseum.dk @chpeamuseum

4 Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. marts 2016

Stedbunden til de stille stuer Ordrupgaards pragtudstilling ”Hjemme hos Hammershøi” dokumenterer sublim malerkunst skabt af en eksistentielt søgende ener, som var langt forud for sin tid

kunst

WW Der

888888

hersker en linjernes renhed og rummenes askese hos Hammershøi.

Hjemme hos Hammershøi.

Ordrupgaard. Til 19. juni. Katalog med tekster af Anne Birgitte Fonsmark, Jacob Bach Riis, Felix Krämer og Kirstin Rykind-Eriksen.

Vilhelm Hammershøi (18641916) behøver næppe nogen introduktion. I år er det 100 år siden, han døde af strubekræft i en alder af 51 år. I de seneste årtier er hans stjerne på kunstens internationale firmament steget støt, og han har nu posthumt og fuldt forståeligt fået den plads i kunsthistorien, han fortjener.

Priserne på hans værker har taget himmelflugt, for nu står det endelig klart, hvor fremsynet og moderne han var, og hvor meget han kan bibringe nutidens mennesker: Han arbejdede formelt med kompositionerne, ligesom de abstrakte kunstnere langt senere.

At han forekommer så moderne, lyder måske paradoksalt, når hans værker er figurative, ja, nærmest fotorealistiske. Men han skar alt overflødigt væk. Gennem uendelige variationer af det samme motiv trængte han dybere ind i eksistensens – og maleriets – gåde. Udstillingen på Ordrupgaard går tæt på Hammershøis eksperimenter med kompositionerne, for eksempel planparalleller, hvor han opdelte billedfladen i to dele og med få, nøje udvalgte møbler og rekvisitter, der skaber et stille drama i de ellers nøgne rum.

Alt sammen skabt i samme ånd som for eksempel den senere Giorgio Morandis stilleben, billeder af krukker, potter og vaser. Herudover arbejdede han subtilt med dagslyset. Gestaltningen af lys indeholder et moment af katharsis – en slags modgift til den melankoli eller skyhed, som Hammershøi oplagt led under. Malet lysterapi før det fandtes? De enkle rum var måske også ”en tavs protest mod al grel og begloende smagløshed i vores tid”, som vennen, kunsthistorikeren Emil Hannover, betegnede det.

I Hammershøis mange malerier med sprossede vinduer er motivet inddelt i forskellige grid, der kalder den langt senere abstrakte kunstner Mondrian i erindring. Hos Hammershøi er vi så langt væk som tænkes kan fra klunketidens opulente pyntehjem med rødt silkeplys, bordduge, lysekroner og håndbroderede puder i snart sagt alle møbler. Der hersker en linjernes renhed og rummenes askese hos Hammershøi –

0 Er der nogen, som er blevet objektgjort i dansk kunst, så er det Hammershøis rygvendte kvinde, der synes reduceret til en ren rekvisit på linje med et møbel eller en smuk suppeterrin i sin kunstnerhusbonds skiftende kompositioner. Her værket ”Interiør. Med klaver og sortklædt kvinde” fra 1901. – Foto: Pernille Klemp/Ordrupgaard.

som i den senere funkisstil.

Imidlertid var huset i Strandgade 30 blandt de første på Christianshavn. Det stammer fra Christian IV-tiden. Fyldningerne i de berømte hvide døre, som går igen i talrige værker, er i senbarok med knækkede kvartcirkelhjørner, hvor lyset brydes og giver reflekser til rummet, som det fremgår af det informationstætte udstillingskatalog.

I hans samtid havde man

svært ved at se noget i de lavmælte billeder i fortrinsvis gråtoner. Da Hammershøi gik på Krøyers malerskole fra 1883-85, bemærkede Krøyer om sin mærkelige elev, at han ikke fattede en bønne af Hammershøis projekt, men da eleven arbejdede dybt seriøst, ville han ikke gribe ind.

Det var godt for dansk kunst, at Krøyer lod Hammershøi have en urørlighedszone omkring sig. P.S. Krøyer voksede

i øvrigt op i selvsamme lejlighed på Christianshavn i Strandgade 30, 1. sal, hvor Ida og Vilhelm Hammershøi flyttede ind i 1898, og hvor Hammershøi de næste 11 år skulle male sine bedste og kendteste billeder. Her, i Mikkel Vibes Gård, boede han midt i sit motiv og malede rummene fra skiftende vinkler i uendeligt mange subtile variationer, forskydninger og moduleringer af stort set det

samme motiv, som forsøgte han at afæske disse rum selve tilværelsesmysteriet. Indædt, vedholdende og stædigt og med lysindfaldenes stadige forandringer af motivet alt efter årstiden og tidspunktet på dagen.

Det er mærkeligt sfæriske billeder, som gør dybt indtryk, fordi de er knivskarpe og – ja, så plausible. I Ordrupgaards mesterværk ”Støvkornenes dans i solstrå-

lerne” fra 1900 bliver lyset til lyssøjler og opnår en forunderlig fysikalitet. Går man tæt på malerierne, vil man opdage, hvorledes for eksempel væggene flimrer en lille smule på grund af de porøse penselstrøg. Disse værker har en fylde og en timbre, det vil sige klang, som man også finder hos hans samtidige, især James A.M. Whistler og den lidt tidligere Adolph Menzel med flere.

Et genkommende motiv er hustruen, den rygvendte Ida. Er der nogen, som er blevet objektgjort i dansk kunst, så er det denne kvinde, der synes reduceret til en ren rekvisit på linje med et møbel eller en smuk suppeterrin i sin kunstnerhusbonds skiftende kompositioner.

Hendes bløde nakke og opsatte hår antyder en vis intimitet. Men i de fleste malerier hviler hun i en kontemplativ dvælen med et mærkeligt fraværende blik – som om hun dagdrømmer.

På udstillingen kommer man godt rundt om Hammershøis hovedmotiv. Desuden kan man opleve hans kunstneriske udvikling fra den tidlige ungdom over akademitiden og frem i form af en række papirarbejder udlånt af Den Hirschsprungske Samling.

Det er særdeles interessante vidnesbyrd om en kunstner på vej til at finde sit projekt. Desværre har man valgt at tydeliggøre den hammershøiske motivverden på en lidt banal måde ved at stille hvide døre op og også at udstille enkelte møbler, som indgår i motiverne. Ganske overflødigt, for malerierne er alt nok og behøver ikke pædagogiske krykker, som skal tydeliggøre.

Men udstillingen er et overflødighedshorn af vidunderlige og vigtige værker.

LISBETH BONDE kultur@k.dk

11. februar — 8. maj 2016

Intimiteter i kunsten ♥♥♥♥♥ Politiken

★★★★★ Berlingske

★★★★★ Børsen

★★★★★ Jyllands-Posten

Menneskets intimsfære er i konstant udvikling. Nu giver SMK et unikt indblik i, hvordan intimiteten har udviklet sig i kunsten på tværs af tid og medier.

Tæt på smk.dk #smkmuseum

6 Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. marts 2016

0 Blandt Louisianas 173 nyindkøbte værker er Gerhard Richters store digitalprint med de tætte, farvede striber, som vibrerer for øjnene af én. – Foto: Stephen White/Louisiana.

Louisiana opdateret og nu endnu bedre Ros til Louisianas bredspektrede og kvalitative nyindkøb, som slutter sig smukt til den eksisterende samling, og som yderligere er en blodtransfusion af nye medier, kunstneriske strategier og motiver til museets efterhånden omfattende samling

kunst

888888 Louisianas nyerhvervelser 2012-2015: Fire Under Snow og Illumination.

Vises frem til henholdsvis den 8. maj og den 11. september. fem stjerner Hele sydfløjen samt de un­ derjordiske gallerier er taget i anvendelse for at vise de ny­ erhvervede værker, som Loui­ siana har indkøbt i årene 2012 til 2015. Ikke mindre end 173 værker af 71 kunstnere fra 28 forskellige lande har nu fået permanent opholdstilla­ delse i det smukke nordsjæl­ landske kunstmuseum. 37 af disse kunstnere er nye i sam­ lingen.

Med hensyn til kønsrepræ­ sentationen er 23 af de 71 kunstnere kvinder, og ­Louisiana har rykket langt, især i betragtning af, at man­ ge af nyerhvervelserne er skabt af ældre nulevende el­ ler afdøde mandlige kunstne­ re, som naturligvis trækker i den anden retning. Her kan nævnes Gerhard Richter, Al­ bert Mertz, Poul Gernes, Ells­ worth Kelly med flere, som

man har indkøbt nye værker af for at stoppe hullerne i samlingen.

Man noterer sig også, at maleriet er i stærkt mindre­ tal, hvilket svarer overens med tendenserne i den inter­ nationale kunst i disse år. Fo­ tografiet er pænt med – og her bemærker man en utrolig smuk dialog mellem Jeff Wall, Paul Graham, Fran­ cesca Woodman og Kiki Ko­ gelnik på den ene side og Giacometti på den anden i Giacometti-salen ud til Muse­ umssøen.

I hele underetagen præsen­ terer man den nyindkøbte vi­ deokunst, og her er markante værker, der gør indtryk. I den forbindelse bør især fremhæ­ ves værket ”Working Class Hero – a Portait of John Len­ non” (2006) af den sydafri­ kanske videokunstner Candi­ ce Breitz.

På skærme, der hænger i buegangen, oplever man 25 helt almindelige mennesker, som synger John Lennons be­ rømte, stærkt anfægtede, so­ cialt kritiske sang. Den hand­ ler om samfundet som en stor knusemaskine, der forvand­ ler mennesker til ufølsomme

individer, som til sidst falder til patten og lever et trøstes­ løst erstatningsliv foran tvskærmene. Disse syngende mennesker er rørende. De ser ud, som folk nu ser ud med alle deres fejl og mangler. De har alle indoptaget Lennons ord og synger hans nummer på hver sin måde, men med stor lidenskab.

Når man står lidt på af­ stand, samler deres stemmer sig til et kor, mens man sag­ tens kan høre de individuelle fortolkninger, når man træ­ der nærmere. Det er mesterlig videokunst i den helt store skala.

Fremhæves skal også Ger­ hard Richters tour de force af et maleri, som netop ikke er et maleri, men et digitalprint, der måler 2 gange 10 meter.

Dette værk med de tætte, far­ vede striber, som vibrerer for øjnene af en, kunne lige så vel indgå i museets særud­ stilling med opart fra 1960’er­ ne.

Men værket er fra vores tid og er et stykke eksperimente­ rende samtidskunst.

Her føjer Richter yderligere alen til sin form- og farveeks­

perimenterende kunst og be­ fæster endnu en gang sin sta­ tus som verdens største nule­ vende maler. I værket, som intet øje evner at afkode, har han anvendt farver, der op­ rindelig indgik i et af hans abstrakte malerier, men disse farver er manipuleret og strakt ud i 10 meter lange lin­ jer.

Man har også købt den syd­ afrikanske billedkunstner William Kentridges absolutte hovedværk, som et stort pu­ blikum oplevede på den se­ neste festival Documenta i Kassel i 2012, men på Louisia­ na tager det sig ganske an­ derledes ud i den store, høje udstillingssal under terræn.

Værket med titlen ”The Refu­ sal of Time” er en installation med brug af mange medier inklusive lyd og levende bil­ leder. En tour de force af en totalinstallation, som spyr billeder ud af de fem skærme – også Kentridges karakteri­ stiske tegnede animations­ film – og med en pumpelig­ nende maskine i midten af det store rum.

Værket handler dels om tidsbegrebet – det mekaniske såvel som det organiske –

dels om kolonitiden og dens betydning for den sorte be­ folknings selvforståelse.

Der er i øvrigt flere værker på udstillingen, som omhandler kolonitiden. Louisiana har meget prisværdigt erhvervet to værker af den grønlandskdanske konceptkunstner Pia Arke (1958-2007), der her me­ get præcist, men på en skrø­ belig måde, adresserer den postkoloniale tid på Grøn­ land. Det er blandt andet en stofcollage med fotografier.

Titlen er ”Legende I-V” fra 1999.

Danske Maiken Bent (født 1980) er en af de yngste kunstnere. Hendes muntre ”Trolleys” og hængeskulptu­ rer fra 2015, er fyldt med rea­ dymades og rummer et væld af referencer til hverdagslivet på godt og ondt. Hun kilder menneskenes lystcentre og lader mange forbudte ting indgå med reference til livet i senmoderniteten, og materia­ lerne er legio.

Der er flere interessante værker af verdenskunstnere og af mindre kendte kunstne­ re, men pladsen tillader ikke mere.

De to udstillinger, ”Fire Un­ der Snow” med videoværker og ”Illumination” med nyer­ hvervelser i mange andre me­ dier, har fået navn efter vær­ ker af henholdsvis briten Darren Almond og den kine­ siske billedkunstner og akti­ vist Ai Weiwei. Førstnævnte tematiserer i sine værker for­ ureningen fra nikkelindustri­ en i Norilsk i Sibirien, hvor store landområder er lagt øde, mens sidstnævnte i en selfie fotograferer repræsen­ tanter for den kinesiske or­ densmagt, der er ved at på­ gribe ham. Således gør den digitale kommunikation, selv i et topstyret regime som Ki­ na, aktivisterne i stand til at kommunikere uden om cen­ suren.

De to udstillinger viser, hvor vidtfavnende og medie­ mæssigt pluralistisk den danske såvel som den inter­ nationale samtidskunst er i dag. Alt er tilladt, når bare det er godt. Og det er godt nok godt på Louisiana. Anbe­ falet!

LISBETH BONDE kultur@k.dk

KARL BOVIN ODSHERREDS BEDUIN 12. februar – 16. maj 2016

SORØ KUNSTMUSEUM • STORGADE 9 • DK-4180 SORØ • T +45 5783 2229 WWW.SOROKUNSTMUSEUM.DK

8 Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. marts 2016

2 På Kunsten i Aalborg møder værker fra mange tider og stilarter hinanden i samme rum.

– Foto: Kunsten.

1 Kunstmuseet i Alvar Aaltos gamle bygning er en nyslebet hvid krystal fyldt med oplevelser. – Foto: Scanpix.

Et museums smukke forvandling Kunsten i Aalborg fremstår, som var den tegnet i går og bygget i dag. Og den unikke samling af moderne dansk og international kunst fra det 20. og 21. århundrede er nu suppleret af stærke værker doneret af Ny Carlsbergfondet

arkitektur

888888 Kunsten, Aalborg. Ombygning ved arkitektfirmaet Erik Møller Arkitekter.

I halvandet år har Aalborg og det store nordjyske opland måttet undvære sit kunstmuseum, men nu er det slut. Og museet gik ingenlunde i stå under ombygningen, som det er fremgået både af tv-serien ”Kunsten flytter ind” og talrige udstillinger rundt om i landet, hvor værker fra samlingen var sendt ud på arbejde. Nu strømmer pu­blikum, kunstnere og andre professionelle fra kunstens verden igen til Aalborg fra hele landet for at se det renoverede kunstmuseum.

Der var stor tilfredshed hos alle dem, som Kristeligt Dagblad talte på et nyligt besøg.

Den finske arkitekt Alvar Aaltos smukke, på en gang minimalistiske og poetiske bygning fra 1972 med det uforlignelige oven- og sidelys var efterhånden blevet noget slidt.

Desuden var de hvide facadefliser i carrara-marmor efterhånden begyndt at ligne gamle, gulnende osteskiver, som bestyrelsesformanden, Anders Hjulmand, udtrykte det i sin tale.

Også udstillingsarealerne trængte til en opdatering klima- og forsikringsmæssigt.

Det er alt sammen i orden nu, hvor museet har undergået en metamorfose og fremstår, som var det konciperet i går og bygget i dag.

Nu er der blevet plads til samtidskunst, som hyppigt udfolder sig i store og utraditionelle formater og medier, takket være det nye, 750 kvadratmeter store udstillingsrum under terræn.

Publikumsfaciliteterne til både børn og voksne er blevet langt bedre end tidligere. Alt er smukt og topmoderne.

Desuden er nye værker blevet føjet til den i forvejen meget fine samling. For eksempel hører man allerede ved indgangen fra en række højttalere på det spritnye marmor den danske konceptkunstner Jens Haanings lydværk ”Tyrkiske vittigheder” fra 1994.

Dette relationelle værk blev oprindelig monteret i Berlin, hvor der er en stor population af tyrkere. Således blev den forbipassserende tyske befolkning pludselig holdt udenfor, mens tyrkerne morede sig bravt. Det er et på en gang politisk, multikulturelt og humoristisk signal at sende til det nordjyske publikum.

Den faste samling, som består af 2000 malerier, skulpturer, videoværker og installationer foruden 2000 papirarbejder, er nu blevet reorganiseret og danner nye fortællinger. I sidelyssalenes køjer har man under titlen ”Let’s Match” skabt en række spektakulære og uortodokse ”tableauer”, som sætter værker fra højst forskellige epoker og stilarter sammen i nye kombinationer. Her møder Tal R Henry Heerup – et for begge parter forfriskende møde – og Christina Hamre møder Rita Kernn-Larsen – også dette er et spændende møde.

Museets dynamiske direktør siden 2009, Gitte Ørskou, og hendes stab har her lagt et nyt snit ned over samlingen.

Det fungerer nogle steder rigtig godt, andre steder synes ”møderne” mere tilfældige og postulerede.

I den store ovenlyssal har man lagt framingen i hænderne på den dygtige udstillingsarkitekt Anne Schnettler, som har skabt en transparent kunstlabyrint i form af en stor, åben og ret rå reolagtig trækonstruktion, som værkerne hænger på. Det har man angiveligt gjort for at signalere en mere temporær, intern arkitektur, der spiller op til Aaltos evige, hvide kube. En anden grund er, at

man vil vise, at kunsten i det 20. århundrede bevæger sig ad mange simultane spor.

Under titlen ”Let’s Get Lost” udstilles eksempelvis fluxuskunsten i Tyskland, popkunsten i USA og konstruktivismen i Paris i samme ombæring for derved at synliggøre, at disse stilarter og kunstneriske strategier opstår samtidig, fortæller museets direktør. Denne anmelder foretrækker imidlertid mere ro til kunstoplevelsen og dermed mere fokus på de enkelte værker. Flere steder savnedes også skiltning, og så er man for alvor ”lost”.

Samlingen er imidlertid af ypperlig kvalitet. Cirka 400 værker hænger fremme, og det ene væsentlige og knaldgode værk hænger eller står ved siden af det andet. Der er højt til loftet og massevis af internationale værker af kunstnere som Robert ­Rauschenberg, Andy Warhol, Fernand Léger og Max Ernst med flere. Der er rigtig mange gode værker af Cobra-kunstnerne, og så er samlingen blevet optimeret yderligere, efter at Louisiana har deponeret fem vigtige værker af blandt andre Per Kirkeby og Frank Stella. Desuden har Ny Carlsbergfondet rundhåndet doneret fem værker, for ek-

sempel den italienske ”arte povera”-kunstner Michelangelo Pistolettos store spejlværk bestående af 11 indrammede spejle, der hænger i et separat meget smukt rum med marmorgulve. Man har senest kunnet opleve dette værk på Venedig-biennalen i 2009 og forrige år også i det privatejede galleri Andersens Contemporary på Amager. De 11 store spejle bliver rituelt smadret af kunstneren under hans performance på museet den 18. februar. Pistolettos spejlværker er på én gang en refleksion over den skrøbelige jeg-identitet i senmoderniteten og en påmindelse om den vesterlandske kulturs brutale fremfærd i verden og meget mere. Et andet værk, doneret af Ny Carlsbergfondet, er kunstnerduoen Elmgreen & Dragsets ”Marriage” (2004), som er installeret tæt ved recep­tionen og straks får en til at overveje den nødvendige håndhygiejne, indtil det går op for én, at det er et kunstværk. Det består af to ens spejle og to håndvaske med nogle knudrede og krøllede afløb, som er viklet ind i hinanden, og som ikke løber ud i en rist. Et sorgmuntert billede på ægteskabet som institution på godt og ondt Kunsten er en nyslebet hvid krystal, fyldt med

spændende kunstoplevelser.

Der er nok at komme efter på Kunsten med stort K. I øvrigt et noget prætentiøst og samtidig ubestemmeligt navn, som man med fordel kunne have udskiftet i forbindelse med genåbningen.

LISBETH BONDE kultur@k.dk

Om renoveringen 33Renoveringen af Kunsten, der har kostet 155 millioner kroner, er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Det Obelske Familiefond, Købmand Ferdinand Sallings Mindefond og Købmand Herman Sallings Fond samt Aalborg Kommune.

33Arkitektfirmaet Erik Møller Arkitekter har stået for ombygningen sammen med arkitektfirmaet Transform.

Kristeligt Dagblad har interviewet museumsdirektør Gitte Ørskou om ombygningen.

Læs artiklen på

k.dk/kultur

MY HOME GROUND

FERNISERING 20. MARTS KL.14-16

B BE ES SK KÅ ÅR RE ET TK KU UN NS ST T

Velkommen til fernisering på My Home Ground Skovby Nygaard - før og nu Søndag d. 20. marts kl. 14-16, Skovby Nygaard, Smedeskovvej 62, 8464 Galten.

Med deltagelse af kulturminister Bertel Haarder og borgmester Jørgen Gaarde.

Kom og oplev arkæologi og tre unikke kunstværker, som tager afsæt i stedets historie.

www.skanderborg.dk/eScape eScape er et samarbejde mellem: Museum Skanderborg, Kunstråd Skanderborg, VisitSkanderborg og Skanderborg Kommune.

ESBJERG KUNSTMUSEUM · HAVNEGADE 20 · 6700 ESBJERG · TEL 75130211 · WWW.ESKUM.DK

JONATHAN YEO

Portrætter

20.03-30.06 dnm.dk

10 Kunst&Kultur permanente udstillinger: th. philipsen

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. marts 2016

lokalhistorisk udstilling: kastrup glas 1847-1979

K A STRUPGÅRDSA MLINGEN

PETER BRANDES TR ANSFORMATION UNIKATRYK: TRÆSNIT · MONOTYPI · LITOGRAFI · RADERING 50 værker af 50 samtidskunstnere

11.2–1.5.16 20.01.11–03.04.

11

i målet 50 x 50 cm

WWW.KASTRUPGAARDSAMLINGEN.DK www.kastrupgaardsamlingen.dk TIRS-SØN 14-17 · ONS 14-20 LUKKET · GRATISlukket ADGANG tirsdag—søndag 14—17 ·∙ MANDAG onsdag 14—20 ∙ mandag KASTRUPVEJ METRO til TIL kastrup KASTRUP st.

ST. kastrupvej 399 ·∙ BUS bus 2A 2a & 5A 5a ∙· metro

Rundrejser i Italien Sardinien 28. maj-4. juni med Sardinienseksperten Britt Trude Christensen. Indkvartering på 4-stjernede hoteller med halvpension.

Cortona/Toscana 27. juni - 4. juli. Vælg mellem kulturrejse, akvarelkursus eller sprogkursus.

Sicilien 27. september-4. oktober fra Palermo i nord til Agrigento i syd med forfatteren Claus Rosenberg.

Indkvartering på gård med halvpension.

Se programmerne på www.italiensk-forum.dk

MØD MIT UNIVERS…

0 Kunstmuseet ARoS i Aarhus havde i 2015 et besøgstal på omkring 816.500. Dermed har museet slået sin rekord fra 2013 med hele 300.000 besøgende.

Museer tiltrækker flere gæster end nogensinde før 2015 var et rekordår for danske museer. Det skyldes et øget fokus på brugerinddragelse og den personlige fortælling, lyder forklaring Af Benjamin Krasnik og morten mikkelsen krasnik@k.dk, mikkelsen@k.dk

ATELIERBESØG HOS LENE LUNDGAARD, billedkunstner - venligst lav en aftale.

- næste åbent hus/atelierbesøg hos mig er: KUNSTDAGE I PINSEN. Lørdag, søndag og mandag - 14. til 16. maj kl 11-17

ALLE ER VELKOMNE Venligst Lene Lundgaard, Byvangen 36, Slots Bjergby, 4200 Slagelse lene@lundgaard.com www.lundgaard.com • 61656714

Interessen for kunst og kulturhistorie er støt stigende og har de seneste år overgået lysten til at gå i biografen og i teatret med flere millioner antal besøgende.

I 2014 havde de danske museer i alt 14,5 millioner besøgende mod biografernes lidt under 12 millioner. På 30 år har museerne næsten fordoblet deres besøgstal, fremgår det af en rapport med kulturtal fra Danmarks Statistik.

Til stor glæde for Nils M. Jensen, der er direktør i Organisationen Danske Museer, ODM, ser tendensen kun ud til at fortsætte. ”Det ser ikke ud til at stoppe. Besøgstallene har været stigende i mange år. Noget tyder på, at museerne rammer noget, folk gerne vil have.

Det er jo en succes i en tid, hvor de er økonomisk trængte,” siger han og peger blandt andet på museernes evne til at tiltrække især flere børn og unge de senere år.

Museer som Statens Museum for Kunst, Nationalmuseet, ARoS, Heart og Museum Østjylland, der består af de lokalhistoriske museer i Randers, Grenaa og Ebeltoft, har netop offentliggjort deres besøgstal for 2015 og med nye rekordtal.

Museum Østjylland ramte en milepæl med 173.000 besøgende i 2015. ARoS havde et besøgstal på omkring

816.500 og slår dermed sin rekord fra 2013 med hele 300.000 besøgende. Også ­Heart i Herning havde flere besøgende end nogensinde før, især på grund af efterårets store udstilling med Per Kirkeby-værker.

På Museet for Religiøs Kunst i Lemvig er man ligeledes begejstret over resultatet for 2015, der ifølge museets direktør, Gerd Rathje, landede på omkring 22.000 besøgende mod omkring 15.00016.000 de foregående år. ”Det er ikke en rekord. Men vi er meget stolte af at kunne trække så mange, i betragtning af at vi er et lille museum,” siger hun og nævner sidste års udstilling ”Gud, konge og fædreland” med Thomas Kluge som træk­ plaster.

Gerd Rathje mener, at succesen blandt andet skyldes, at museerne er blevet meget bedre til at kommunikere deres indhold.

Gennem de senere år har danske museer investeret store summer i formidlingen af deres indhold, som præsenteres på stadig nye og opfindsomme måder for at gøre oplevelsen anderledes og mere attraktiv.

Det har man blandt andet kunnet opleve på blandt andet Nationalmuseet og dets forskellige afdelinger rundt om i landet, som sidste år oplevede det mest velbesøgte år i sin historie med næsten 1,4

millioner gæster. En af de store publikumsmagneter er Kongernes Jelling, der i 2014 åbnede som ny, mere interaktiv udstilling – og siden har seksdoblet besøgstallet fra 22.000 til 136.000. ”Vi får mange positive tilbagemeldinger om, at vi har skabt en udstilling, hvor man ikke føler sig dum. Mange går død i de udstillinger, hvor man skal læse sig igennem en masse tekst. Vi er bevidst gået efter korte tekster, der er skrevet, så de både griber voksne og børn,” forklarer overinspektør, leder af Kongernes Jelling Hans Ole Matthiesen.

I museumsverdenen er det også en generel tendens at flytte fokus fra genstande og faguddannede guider til fortælling af den menneskelige historie og ansættelse af gode fortællere. Det er en del af en international udvikling, påpeger Kirsten Drotner, der er professor ved Syddansk Universitet og leder af forskningscenteret Dream, der bedriver forskning i museumsformidling: ”Den narrative dimension bliver i stigende grad benyttet. Det handler ikke bare om at vise ting frem, men om at bruge dem til at fortælle en gribende historie og til at komme i dialog med brugerne og det omgivende samfund,” siger Kirsten Drotner og nævner det nyåbnede Moesgaard Museum som et godt eksempel på tendensen.

museer, teatre og biografer over 30 år 33Den mest populære kulturaktivitet i 1984 var teatrene med næsten 13 millioner solgte billetter. Derefter kom biograferne med næsten 12 millioner besøg.

33Antallet af museumsbesøg er næsten fordoblet siden 1984, da det lå på cirka 8,5 millioner. I 2014 var det 14,5 millioner besøgende.

33Siden omkring 2013 har museer overhalet teatre og biografer som den mest populære aktivitet.

33I 1984 solgte teatre, museer og biografer tilsammen 23,1 millioner billetter. I 2014 er besøgstallet steget til 29,2 millioner svarende til en stigning på 26 procent.

Det betyder, at hver dansker i 2014 i gennemsnit gik i biografen, i teatret eller på museum fem gange.

Kilde: Danmarks Statistik

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. marts 2016

11

Et edderkoppespind med 3000 takkebreve

SKOVGAARD MUSEET Kunstmuseet i Viborg

ADAM & EVA

Tabet af uskyld til 16. maj

Udstilling lader publikum tage del i fire internationale japanske kunstneres værker

kunst In your heart/In your city” på KØS er kurateret af den Berlin-baserede brasilianske kurator Tereza de Arruda og museumsdirektør Christine Buhl Andersen.

Udstillingen kan opleves på KØS frem til den 4. september.

Af Katrina Poulsen kultur@k.dk

Fra loft og vægge hænger tu­ sindvis af takkebreve viklet ind i en labyrint af spindel­ væv skabt af sorte tråde. Pub­ likum må både kravle på alle fire og stå på tæer for at læse brevene. Og det er blot en af mange kunstinstallationer, som udstillingen ”In your he­ art/In your city” rummer.

Udstillingen byder også på et møde med 50 bedstemødre til middag, ni facademalerier om lokale beboeres liv, og en af kunstnerne vil endda til sommer være bosat på muse­ et i et selvbygget træhus.

De fire internationale ja­ panske stjerner – Takafumi Hara, Tatsumi Orimoto, Chi­ haru Shiota og Yukihiro Taguchi – skaber sammen rammerne om ”In your heart/ In your City”, som er den hid­ til største udstilling på KØS – museum for kunst i det of­ fentlige rum i Køge.

Kunstnerne prøver i vær­ kerne kræfter med både per­ formance, maleri, installatio­ ner og film, og på trods af ge­ nerationsforskelle har alle værkerne base i performan­ cekunst, hvor publikum selv deltager.

På tredje sal hænger 3000

breve viklet ind i værket ”Let­ ters of Thanks” af Chiharu Shiota, hvor KØS i efteråret 2015 indsamlede takkebreve­ ne fra tusindvis af personer, som udtrykte deres taknem­ lighed på skrift til et andet menneske. Danske, svenske, engelske samt tyrkiske og arabiske fortællinger hænger her og inviterer publikum til selv at gå på opdagelse.

På samme måde er kunst præget af interaktion med publikum igennem humori­ stiske beretninger, som er Tatsumi Orimotos legeplads i performancekunsten. Derud­ over har han siden 1990’erne inddraget sin mor, der lider af alzheimers, i sine kunstne­ riske projekter under navnet ”Art Mama”. Og indenfor kan publikum opleve fotografier og videodokumentation af hans performances med Bread Man og Art Mama Under udstillingsperioden inviterer KØS Tatsumi Orimo­ to til at opføre sine perfor­ mances ”Bread Man” og ”50 Grandmamas” i august. Her vil 50 bedstemødre blive invi­ teret til middag på pladsen foran museet for at skabe en sjælden interaktion mellem gæsterne og kunst.

I det hele taget er der tale om en udstilling med stor inddragelse af publikum. For 11 køgegensere blev i efter­ året 2015 interviewet af Taka­ fumi Hara, da han rejste til byen for at sætte ord på de lo­ kale borgeres liv. Og intervie­ wene er nu blevet til ni store malerier på museets facade.

Indendørs kan man opleve skitser, fotografier og filmdo­ kumentation af Takafumi Ha­ ras projekter fra byer rundt­ om i verden.

Sådan svinger udstillingen mellem installationer både udenfor og indenfor. Og på pladsen foran museet står også et selvbygget træhus af materialer fundet i byen. Yu­ kihiro Taguchi vil i juni sam­ men med den italienske arki­ tekt Chiara Ciccarello bo i 14 dage i huset og invitere bor­ gere til at tage del i daglige aktiviteter.

2 Udstillingen ”In your heart/ In your city” består af værker af fire store japanske kunstnere. Her Chiharu Shiotas værk ”Letters og Thanks”, der består af 3000 takkebreve. – Foto: Hans Ole Madsen/KØS.

I ITALIENS LYS 1. juni - 4. september

Hele året

SAMLINGEN www.skovgaardmuseet.dk

12 Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. marts 2016

0 Det er, som om Grethe Bagges værker hele tiden ligger og vipper mellem at være ren farveflade og så motiv og rum. – Foto: Rønnebæksholm.

Der er en poetisk lethed i maleren Grethe Bagges værk Det er oplagt, at Rønnebæksholm ved Næstved viser ny udstilling med Grethe Bagge (1925-2012).

Dels findes hendes værk samlet i lokalområdet, dels passer hun ind i museets bestræbelser på at fremdrage kunstnere, vi har godt af at revurdere

udstilling

888888 Grethe Bagge – farvepragtens magi.

Rønnebæksholm, Næstved. Vises til den 3. april.

På udstillingsstedet Rønnebæksholm uden for Næstved har man en særlig evne til at trække kunstnere, der er gået lidt i glemmebogen, frem i lyset igen. Ikke for at fortælle skæbnehistorier, men for at se på de kunstneriske værker med et nyt og åbent syn.

Hvad kan de sige os i dag?

Den tilgang gennemsyrer også udstillingen ”Grethe Bagge – farvepragtens magi”.

Mange vil, som undertegnede, selvom de er bredt orienterede inden for dansk kunst, aldrig have hørt om Grethe Bagge.

Det er synd, for Grethe Bagges værker er et fint bekendtskab, som også burde have fundet plads i den brede kunsthistorie.

Grethe Bagge er født i 1925 og dør i 2012. Hun er enebarn

og får ingen børn selv, men bliver boende i sine forældres lejlighed på Frederiksberg ved København. Som hun sagde i et interview her i avisen i anledning af sin 80-årsfødselsdag: ”Jeg er gift med kunsten.”

Ved sin død testamenterede hun hele sit værk til Marjatta, en antroposofisk baseret institution ved Præstø for udviklingshæmmede, som hun tidligere havde udført større udsmykninger til.

Grethe Bagge var optaget af antroposofien hele sit liv, en arv, hun bar med sig hjemmefra.

Grethe Bagge uddanner sig som billedhugger på Kunstakademiet 1947-1955 og har stor succes i de tidlige år, blandt andet får hun Eckersberg Medaillen allerede i 1951. Hun udskifter dog skulpturen med tegning og maleri, hvilket også er lettere at håndtere på de mange rejser i klassikkens Europa. Det er på en sådan rejse til Delfi i Grækenland, at hun i 1956 møder den ekspressionisti-

ske maler Oskar Kokoschka, som hun siden bliver elev hos. Hans intense måde at arbejde med farven på får en afgørende betydning for hende: ”Kokoschka har lært mig at gå hensynsløst på motivet, at skærpe intensiteten og at bryde enhver hæmning af farvesensibiliteten. Bryder man disse hæmninger, løsner farven sig fra genstanden (…)”. Resten af sit liv helliger hun sig maleriet og bliver senere leder af Frederiksberg Malerskole.

Selvom Grethe Bagges udtryk er varieret, forbliver hun inden for et ganske kendt malerisk og motivisk felt i hele sit virke.

På en måde kunne man sige, at hun måske nok begynder som en samtidskunstner dengang i 1950’erne, altså med at være aktuel i sin tid, men at hun så at sige bliver overhalet af tiden, som hun måske ikke var specielt optaget af qua det åndelige fokus.

Ser man for eksempel hendes arbejder fra 1980’erne i relati-

on til samtidens kunstscene, så virker Bagge bedaget.

Men ser man hendes værker befriet fra den tidsmæssige kontekst, så er det en anden oplevelse, og det er den oplevelse, Rønnebæksholms udstilling gerne vil give os.

På Rønnebæksholm viser man et bredt udsnit af Bagges produktion. Hvor stor den egentlig var, fremgår ikke.

Værkerne er ophængt, så de præsenterer en tematisk vandring: Fra de helt tidlige skulpturer og meget sprøde sort-hvide tuschlaveringer fra Grækenland bevæger vi os over i forskellige faser af hendes maleri. Der er ingen forklaringer undervejs, men dem kan man læse i den lille folder eller i det mere udfoldede katalog.

Motivisk deler Grethe Bagges værker sig mellem naturskildringer, interiører samt portrætter og så en gruppe af et mere åndeligt-mytologisk tilsnit.

Når hun maler de sidstnævnte, er det tydeligt, at hun ændrer stil, dels bruger

WW Der, hvor hun

har mest at give, synes jeg, er i naturbillederne, som virkelig er kraftfulde og stoflige. Malet med en farveintensitet, som næsten opløser motivet i rent maleri.

hun violet meget mere, dels bliver hun blødere og mere følelsesfuld.

Der, hvor hun har mest at give, synes jeg, er i naturbillederne, som virkelig er kraftfulde og stoflige. Malet med en farveintensitet, som næ-

sten opløser motivet i rent maleri.

Det er, som om billedet hele tiden ligger og vipper mellem at være ren farveflade og så motiv og rum.

Tydeligt er det dog, at Bagge har brug for motivet. Det er det, der giver hende strukturen, som farven kan udfolde sig over. Og måske er det også derfor, at de ”åndelige” malerier virker svagere; de har ikke det konkrete synbare som afsæt. Bagge maler ikke den farve, skoven har, men den farve, hun oplever ved at se på skoven. Hun bruger kontrastfarver og skaber nogle vidunderligt farvemusikalske udtryk for sol og skyggers spil.

Når hun er bedst, har hun en særlig lethed og poesi over sig. Som når hun i lilla lysende blåligt og sart rosa maler et så verdsligt motiv som en radio på et bord. Nærvær og poesi.

Mai Misfeldt kultur@k.dk

Bror Bernild fra Kan vi være dette bekendt?, 1946

Venskaber 14.2. – 22.5.16

Tirsdag – fredag kl. 11-20 Weekend kl. 11-17 Tag annoncen med og få en gratis kunstavis!

14 Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. marts 2016

3 Jette Bang, som har taget billedet til højre, er rammende blevet karakteriseret som fotograf, forsker og etnograf i én person. Hendes optagelser fra den grønlandske hverdag udgør et enestående dokumentarisk materiale af stor videnskabelig værdi.

Kirsten Klein (billedet øverst) er anderledes og koncentrerer sig om naturen – isbjergene, fjeldene, havet og himlen. Hun er lyrikeren af de to. – Foto: fra udstillingen.

Grønlandsøjeblikke i Hobro Hvis man er hurtig, kan man endnu se grønlandske billeder af to af vore største fotografer gennem tiderne, Jette Bang og Kirsten Klein, i Mariagerfjord Kunstforening

udstilling

888888 Jette Bang & Kirsten Klein.

Mariagerfjord Kunstforening og Kunstetagerne, Hobro. Indtil den 26. marts. Til sommer vises udstillingen på Nordatlantens Brygge i København og til næste vinter på Nuuk Kunstmuseum i Grønland.

Illustreret katalog med artikler af Leise Johnsen (om Jette Bang) og Peter Brandes (om Kirsten Klein).

En fotograf kom tilfældigvis forbi. Sådan virker det. Nok sporer man en vis nysgerrig­ hed hos de portrætterede her på udstillingen, men de lader sig ikke forstyrre. Virkelighe­ den er, som den er. Og det var den også, da fotografen kom forbi og gjorde den til sit mo­ tiv. Uden at forstyrre. Livet går videre. Måske med en lil­ le undrende pause, mens bil­ lederne tages. Men det egent­ lige i den verden, vi møder, forbliver uanfægtet af sig selv.

For at opnå dette skal en fo­

tograf have netop de egen­ skaber, som en af vores stør­ ste fotografer gennem tider­ ne, Jette Bang (1914-1964), besad i så rigt mål: indføling, nænsomhed og respekt. Nog­ le af hendes mange billeder fra Grønland kan opleves på udstillingen ”Jette Bang & Kirsten Klein”, hvoraf sidst­ nævnte, en anden af vore sto­ re fotografer (født 1945), viser billeder, som hun tog under et ophold i Grønland i som­ meren og efteråret 2012. Hen­ des udgangspunkt var byg­ den Saqqaq, der ligger næ­ sten 500 kilometer nord for polarcirklen. Direktøren for Det Grønlandske Hus i Kø­ benhavn, Leise Johnsen, har udvalgt Bangs fotos fra Ark­ tisk Instituts samling, der omfatter over 14.000, mens Kirsten Klein har forestået udvælgelsen af sine egne. Re­ sultatet er blevet en intens, gribende og vidtspændende udstilling.

Jette Bang er rammende blevet karakteriseret som fo­ tograf, forsker og etnograf i

én person. Hendes optagelser fra den grønlandske hverdag udgør et enestående doku­ mentarisk materiale af stor videnskabelig værdi. Et ma­ teriale uden sminke og ro­ mantik. Med glimt af det grå og uanselige – og tillige, i en ”bisætning”, af det mismodi­ ge og usle. Men først og frem­ mest er det møder med men­ nesker, der hviler dybt i sig selv og ikke får urolige træk­ ninger i ansigterne over kon­ takt med et kameraøje. Bang registrerer, men forråder al­ drig. Hun fotograferer grøn­ lænderne, som var hun selv en af dem. Og det var vel grunden til, at de lod hende komme nær. Hun lader aldrig sine følelser komme i for­ grunden, men de er alligevel til stede. Bag ved det hele.

Det er dem, der åbner hendes sind og kamera for motiver­ ne.

Man føler sig i direkte kon­ takt for eksempel med de børn, der optræder på hen­ des billeder. Eller rettere: De optræder ikke, de er. Det er

lige foran os, som om kame­ raets linse slet ikke er mellem dem og os. Vi ser ind i den optimale tilstedeværelse, et nærvær uden tid. Fra en ko­ nebåd sendes besindige blik­ ke efter fotografen, der kom forbi. Men når hun er forbi, vil deres blikke være uden spor af den lille forstyrrelse, og alting vil atter være, som det altid har været. Man lånte bare kameraet et øjeblik af den ”evighed”, konebåden bagefter sejlede videre ind i.

I modsætning til Jette Bang koncentrerer Kirsten Klein sig om naturen – isbjergene, fjeldene, havet og himlen.

Hun er lyrikeren af de to. Men hendes grundlæggende hold­ ning er den samme som hos Bang. Også hun har den re­ spekt, der forløser. Den re­ spekt, der giver tålmodighed

og tid til fordybelse og fører derind, hvor virkeligheden giver sig til kende med uven­ tet og derfor overrumplende mangfoldighed. Hvert enkelt af hendes fotos er et kunst­ værk ladet med udsagn og med en skønhed, som man må opgive at beskrive. Orde­ ne er for klodsede. Billederne er rene gaver. Man kan ”kun” tage imod.

Isbjerge forgyldte af sol­ nedgangen er som flydende guldklumper, der spejler sig i havet under det ligeledes for­ gyldte himmelhav. En uende­ lighed af nuancer gør isbjer­ gene levende for os som kol­ de flammer, der stiger op af havet. På et andet isbjerg ses fuldmånen balancere med lethedens ynde på en tinde af is. Det virker helt ubesværet, som om det ikke kan være anderledes. Virker så indly­

sende rigtigt: et kosmisk evighedsøjeblik. Ja, den er der hele tiden, evigheden.

Det korte liv omgivet af den landskabelige evighed. Helt konkret i fjeldet med den li­ gesom tøvende sommerlige bevoksning: En inuitgrav er sprunget op, og et kranium blottes.

Et motiv er antydet: lys og mørke. Jeg giver til sidst ordet til Peter Brandes: ”Kirsten Klein er en clair obscure-­ fotograf, og når det kommer til stykket, føler jeg og tror jeg, at for Kirsten er fotografi­ ets væsentligste egenskab, at det kan skelne sort fra hvidt, mørkt over for lyst, og alt, som befinder sig derimellem, er det, vi skal opleve og leve med.” claus grymer kultur@k.dk

KUNSTNERSAMMENSLUTNINGEN MARTSUDSTILLINGEN 1951-1982 Bl.a. Ejler Bille, Erik Thommesen, Gertrud Vasegaard og Jeppe Vontillius

PANORAMA PETER MARTENSEN, HENRIK MARTENSEN, JENS ENEVOLD, ULRIK MØLLER, PREBEN FJEDERHOLT 19. MARTS - 5. JUNI 2016 JOHANNES LARSEN MUSEET, KERTEMINDE

Besøg også café og butik www.fuglsangkunstmuseum.dk

PAKHUSET KRIK Fruelund & Frimer ”BILLE-VASER & VILDE GASER” Unika i Ler og Streg

ONSDAG TORS-FREDAG LØR-SØNDAG

KL. 16 - 19 KL. 11 - 17 KL. 11 - 17

AALBORG - AKKC

Påsken · 24 - 28 marts · Alle dage 11-17

Aalborg Kongres & Kultur Center

20 årh. dansk kunst · Speciale: Jens Søndergaard Klassisk moderne smykkekunst

Kunst for alle 2016 ®

25.6 - 21.8 Peter Brandes ”Hyrden og Dåben”

23.-27. marts - 75 kunstnere udstiller - entré kr. 50 Fernisering: Ernst Trillingsgaard holder åbningstale ons kl. 17

Gratis værksted for børn incl. fri entré - kunstforalle.dk

www.PakhusetKrik .dk

Tlf. 97 94 21 00

Krik Strandvej 58 7770 Vestervig Thy

16

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. marts 2016

18. m a r t s t i l 6. n o v e m b e r 2 016

sh a hna m a

d e t fa r v e r i g e h e lt e d i g t o m i r a n s f o r t i d

Ga nen

0 Udover den interessante faste udstilling, der blandt meget andet omfatter flere gallionsfigurer, kan man på Museet for Søfart i Helsingør også blive ”tatoveret” – tatoveringerne kan dog let vaske af igen. – Foto: Scanpix.

w w w.davidmus.dk

GalleriVarming inviterer til udstilling med Hanne Varming og Mikkel Østergaard i Bredgade 22, kbh k 17. - 27. marts

Åbent fredag 12-18 lør-søndag 12-16 www.gallerivarming.dk Facebook: GalleriVarming

Er publikum blevet vigtigere end kunsten og kulturen?

Museer, biblioteker og teatre gør stadig mere for at aktivere publikum. Men man risikerer, at kulturen drukner i brugerinddragelse, advarer flere Af Benjamin Krasnik krasnik@k.dk

I dag kan man låne en robotstøvsuger på Gladsaxe Bibliotek, gå til fredagsbar på Statens Museum for Kunst og få en aftagelig tatovering på Museet for Søfart i Helsingør.

Dette er blot få eksempler på, hvordan kulturinstitutioner i hele landet forsøger at inddrage besøgende i forskellige aktiviteter rundt om kunsten. Men nu er det til diskussion i kulturlivet, om omfavnelsen af den besøgende er gået for vidt. ”Jeg er bekymret for, at kulturen ikke længere drives på kulturens præmisser. At alt bliver lavet efter markedslogikker. Det er fint at gøre nye ting, men hvis det hele tiden handler om, hvor mange der går ind og ud ad døren, går der måske noget fra det indholdsmæssige,” lyder det fra Marie Herborn fra Ishøj Kulturcafé og Bibliotek.

Hun delte sin bekymring med 600 medarbejdere fra biblioteker, museer, teatre og landsdelsorkestre fra hele landet, der de seneste dage har været samlet i Nyborg til et årligt kulturtræf.

Her blev det tydeligt, at der i dag arbejdes intenst med begreber som brugerinddragelse, medskabere og publikumsudvikling for at få flere ind ad døren. Antal klik på Facebook er blevet vigtigere end en anmeldelse i en avis,

WW Det er fint at

gøre nye ting, men hvis det hele tiden handler om, hvor mange der går ind og ud ad døren, går der måske noget fra det indholdsmæssige.

Marie Herborn fra Ishøj Kulturcafé og Bibliotek

og der blev peget på det lokale museum i New York-bydelen Queens, USA, hvor man er gået hele vejen i brugerinddragelsen og i dag blot er en ramme om en lang række arrangementer med borgerne i centrum frem for kunsten.

Der skal vi ikke hen ifølge Ulla Tofte, direktør for Museet for Søfart i Helsingør. ”Det er en vigtig diskussion. I dag vil mennesker involveres, og det er et fint redskab til at engagere folk. Men mennesker søger også det lette og tilgængelige. I en tid med mange tilbud, også af ringere kvalitet, skal vi vise vores nytte og faglige værd med kvalificeret indhold,” lød det fra Ulla Tofte i Nyborg.

Ifølge Camilla Mordhorst, vicedirektør på Nationalmuseet, er publikum blevet hovedpersonen. ”Vi ser mere inddragelse af sociale medier og spil, men hvad gør alt dette ved vores viden og arbejde? Er vi en faciliterende kulturinstitution eller en vidensinstitution?

Udviklingen er måske med til at udviske skellet mellem forskning og formidling.”

Sjællands Symfoniorkester inviterer elever med på scenen, hjælper publikum igennem Sjostakovitjs musik på pædagogisk vis og lægger korte musikoplevelser på nettet.

Ifølge musikchef Uffe Savery har det digitale tilbud i dag en lige så stor berettigelse som koncertsalen. Men der er trods alt en grænse: ”Jeg er i tvivl om, hvor meget man skal spørge brugerne. Vi skal også have ro omkring det, vi laver.”

En undersøgelse fra Kulturstyrelsen viser, at inddragelse er afgørende for folks kulturoplevelse. Men de skal inddrages rigtig, påpeger specialkonsulent Ida Brændholt Lundgaard over for Kristeligt Dagblad. ”Der er mange eksempler på ligegyldige aktiviteter, der ikke er tænkt nærmere over.

Kulturinstitutionerne skal stadig blive bedre til at lave medskabende kunstoplevelser nedefra.”

17

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. marts 2016

Oplev et af Danmarks smukkeste gallerier

Poesigaardens Galleri hvor natur og kunst går hånd i hånd!

Galleriet – som har åbent hver søndag fra kl. 11-17 – viser udelukkende malerier og akvareller af Else Husted Kjær og skulpturer af Niels Husted Kjær

0 Efter to års arbejde og en regning på 85 millioner kroner genåbnede Skagens Museum for cirka en måned siden for publikum. Resultatet er et markant bedre og fremtidssikret museum, der både er traditionsbevidst og fornyende. Dronning Margrethe (th.) indviede museet. – Foto: Scanpix.

På det nye Skagens Museum forenes tradition og fornyelse “Tidløse Øjeblikke“ (oliemaleri 80x80)

Velgørende at se, hvordan en dyb respekt for traditionen kan bruges offensivt

kommentar AF MICHAEL BACH HENRIKSEN kulturredaktør bach@k.dk

Skagens Museum har altid været en favorit blandt museumsgæster, men nu åbner landets femte mest besøgte kunstmuseum sig endnu mere for publikum.

Efter den omfattende renovering over to år til 85 millioner kroner er adgangsforholdene fra Brøndumsvej blevet markant bedre. Billetsalg og garderobe er nu placeret i et luftigt lokale, der forbinder de to bygninger, som publikum nu skal vænne sig til udgør Skagen Museum.

Før var der ”kun” Ulrik ­Plesners gamle museumsbygning fra 1928, men nu er det oprindelige museum blevet suppleret med ikke blot en markant anderledes tilbygning i skifer af arkitektfirmaet Friis & Moltke, men også med en udvidelse af Plesners bygning efter arkitektens egne tegninger.

Det første først: Den nye tilbygning kan synes monumental og meget anderledes, men den grå farve og naturmaterialet medvirker til, at bygningen er mindre massiv, end man skulle tro. Samtidig videreføres en linje: Da ­Plesners museum blev bygget, afveg også det markant fra omgivelserne, så det er en videreførelse af traditionen, når Friis & Moltke har valgt en tilsyneladende radikal løsning. Tradition og fornyelse i ét.

Det nye udstillingsrum, Skifersalen, på 300 kvadrat-

meter i tilbygningen har ikke dagslys, og det giver museet mulighed for at udstille værker fra samlingen på cirka 9000 værker i alt, der ikke tidligere har været vist. Det markeres med dagens åbning af den ene af de to særudstillinger, ”På papir”, hvor en lang række af de sarte værker i skagensmalernes produktion, udført med kul, bly, pastel, kridt og akvarel, vises.

Herunder også nyerhvervelsen ”Studie af sypigens hoved” af Anna Ancher, der ikke tidligere har været udstillet.

Tilbage i ”det gamle museum”, Plesnerbygningen, har Brøndums spisesal fået en let renovering, og bagved, i den gamle museumsbutik, er der et såkaldt fleksrum til skiftende udstillinger. Men hovedattraktionen er en markant forlængelse af det ene af de to store udstillingsrum med de karakteristiske kassettelofter.

Samlet set har museet med renoveringen fordoblet udstillingsarealet. Man skal dog næsten vide, at museet har set anderledes ud før, for hele den oprindelige bygning er ført tilbage til 1928, og den nye tilbygning er opført i nøjagtig samme stil og med samme detaljer efter Plesners tegninger. Allerede i 1930 vidste han, at en udvidelse af museet en dag ville blive påkrævet.

Ikke alt er dog som før: Sidefløjene er blevet bredere, og dørpartierne skaber flere steder smukke gennemkig og sammenhæng i bygningen.

En ny bro med glassider forbinder de to sider af salene og

skaber smukt overblik over den salonophængning, der åbner som en del af renoveringen. ”Ophængt”, som udstillingen hedder, vises året ud og er en unik sammensætning af både elskede klassikere fra samlingen og mere ukendte værker. Et overvældende syn er det.

Så nok er museet blevet mere publikumvenligt, men det er tydeligt, at det stadig er værkerne og ikke publikum, der er i centrum. Museet er velgørende klar i mælet i en tid, hvor andre museer ellers går langt for at inddrage digitaliseringen i værkformidlingen. Godt nok kan man downloade en app fra museet, men så er det også slut med hittepåsomheden, for det er mødet mellem det originale værk og beskueren, som museet klart prioriterer. Med renoveringen har museet fået optimale rammer for at skabe nye variationer over temaet kunstnerkolonien og vise, hvordan traditionen er uudtømmelig for et moderne publikum.

Det nye museum 33Hovedrådgiver: Cowi.

33Arkitekter: Friis & Moltke.

33Landskabsarkitekt: Møller og Grønborg.

33Da den nuværende museumsbygning blev indviet i 1928, ejede man cirka 325 værker, i dag rummer samlingen 9000 værker.

33Skagens Museum besøges årligt af 100.000-160.000 gæster.

Kilde: Skagens Museum

Else Husted Kjær er også med på:

PÅSKEUDSTILLINGEN PÅ FUSSINGØ SLOT VED RANDERS Palmesøndag d. 20. marts 2016 (Fernisering kl. 11) Og påskedagene 24. marts til og med 2. påskedag 28. marts 2016 Alle åbningsdage fra kl. 10-17

POESIGAARDENS GALLERI Påskeudstilling med oliemalerier af Else Husted Kjær Alle påskedagene 24.-28. marts 2016 Åbent alle påskedage fra kl. 10-17

Her trækkes der lod blandt galleriets påskegæster om et oliemaleri af Else Husted Kjær.

Det er malerens påskeæg til de besøgende! Se venligst: poesigaarden.dk

“Kong Glad“ (olie 50x50)

“I det skiftende blå lys“ (olie 150x120)

Foredrag: “Under poesiens vinger – poesi i hverdagen“ samt “På besøg i nordiske

digterstuer“ – er to af de foredrag, Else Husted Kjær oftest er ude at holde rundt i landet.

Se venligst mere på: Foredragslisten.dk

ELSE HUSTED KJÆR POESIGAARDENS GALLERI Sandbækvej 12 · Nees 7570 Vemb

www.poesigaarden.dk Tlf. + 45 97 88 40 66 mobil + 45 51 90 40 66

Åbent søndage 11-17 og efter aftale – også for foreningsbesøg. Fri entré.

Kunst&Kultur 19

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. marts 2016

Han skaber med lyset James Turrell er en af samtidskunstens mest indflydelsesrige skikkelser. Nu skal han forandre ARoS med to markante værker. Kunst og spiritualitet hænger tæt sammen, mener han

interview AF MICHAEL BACH HENRIKSEN bach@k.dk

James Turrell gør et stort indtryk alene ved sin fremtoning. Håret og skægget er hvidt, tøjet er mørkt: en kontrasternes mand. ”En julemand i sorg”, har The New York Times kaldt ham.

Men skinnet bedrager. Han er hverken trist eller utilnærmelig, men jovial og rund. Ingen sort-hvide kategoriske holdninger her.

Hans yndlingstidspunkt på dagen er da også skumringstimen, hvor lyset og mørket, det hvide og det sorte, blander sig. Ja, forbindelserne mellem adskilte verdener er nærmest hans hovedanliggende som kunstner, fortæller han efter pressemødet på ARoS, hvor hans storslåede vision for udbygningen af museet er blevet præsenteret: ”Jeg har altid været interesseret i lys. Lyset forener dag

og nat, vores vågne tilstand med vores sovende tilstand.

Vi kan have drømme, hvor vi ser et mere klart lys end med øjnene åbne. Jeg vil i mine værker gerne vise lyset, som vi ser det i drømme.”

For Turrell hænger kunst og liv snævert sammen. Én ting er, at han selv har levet hele sit liv af kunsten, noget andet er, at vi i fysisk forstand næres af hans foretrukne materiale, lyset: ”Lyset forbinder det materielle med det immaterielle.

Man kan føle det fysiske i lyset. Vi indoptager jo lys i kroppen som D-vitamin, det er mad. Vi lever af lys. Mine værker er ikke lavet med lys, der er ukendt for mennesker, blot lys, som vi normalt ikke ser på denne måde.”

Turrell er kunsthistorisk særdeles velbevandret og er ekstremt traditionsbevidst.

Digteren Søren Ulrik Thomsen har sagt, at alle store kunstnere skal kende deres tradition for at overskride den og overskride den for at

kunne indgå i den. Det gælder om nogen for Turrell, der nu indgår i den store vesterlandske tradition for at skildre lyset: ”Det er ofte malere fra lande, hvor det naturlige lys er sparsomt, der har malet lyset. Måske er behovet for at vise lysets mange facetter større, når man har lidt af det. De nordiske malere er som besatte af lys. Fra Hammershøi til Turner, Constable, impressionisterne, Vermeer og til Rembrandt – alle har de malet lyset. Men jeg har altid spurgt: Hvorfor bruge maling til at vise lyset, når man kan bruge lyset selv? Det er det, jeg vil. Jeg maler med lys.”

Turrell fortæller, at han efter opholdet på ARoS skal til Berlin for at indvie et kapel, som han netop har færdiggjort. Han ser ingen modsætning mellem moderne kunst og tro: ”Der er en meget tydelig forbindelse mellem kunsten

på oplysningstid og nærdødsoplevelser. Lys er fuldkommen forenet med måden, vi opfatter det spirituelle liv på. Kunstnere har altid været optaget af det spirituelle, ja har som regel tjent det spirituelle. Selv har jeg lavet seks bedehuse – til kvækere, lutheranere og katolikker – seks huse, der er skabt alene til tilbedelse. Nogle gange kan det at gå ind i et bedehus eller en katedral indgyde ærefrygt, der er stærkere end prædikantens ord.”

0 Lys hænger også sammen med stilhed, mener James Turrell. – Foto: Polfoto.

og det spirituelle. Vores kulturhistorie er fyldt med ord fra lysets vokabularium, fyldt med visioner. Tænk på Første Mosebogs ord ’Der skal være lys’, på Saulus’ omvendelse på vejen til Damaskus, tænk

Fylder ord for meget i vores kultur? ”Undertiden, ja. Lys hænger også sammen med stilhed. Man skal i en kirke eller på et museum undertiden sidde lidt i stilhed, før det hele samler sig. Derfor sørger jeg også som regel for siddepladser i mine rum, der er inspireret af min baggrund som kvæker. Ingen dekoration og med stor vægt på kvaliteten ved at være stille sammen.

Det kan være lidt uvant for et

kunstpublikum, der som regel taler meget.”

Du er også amerikansk kunstner. Hvordan kommer nationaliteten til udtryk? ”Min kunst er meget amerikansk. Det har at gøre med plads. Vi har større vidder, og kunstnerne har større værksteder, i hvert fald ude vestpå. Jeg har en gammel hangar som værksted. Har man plads, kan man også få visioner. Man kan se ting, der ikke er der, og så skabe dem.”

Nu er det ARoS’ tur til at opleve den særlige turrell’ske evne til at bygge bro mellem drøm og virkelighed. I øjeblikket er der en stor plads foran museet. I 2018 vil dele af den være bebygget med ”The Sphere” og ”The Dome”. En vision er blevet virkelig, og ”vor tids Michelangelo”, som Karsten Ohrt, formand for Ny Carlsbergfondet, kaldte James Turrell her i avisen i lørdags, har efterladt sig endnu et mærke på denne verden.

20 Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. marts 2016

0 Ellen Hofman-Bang (1879-1971) gjorde sig i sin samtid gældende med nationalhistoriske malerier og store kirkeudsmykninger. Hun fandt i Bibelens fortællinger og i historiske begivenheder samt i folkeviserne de fleste af sine motiver. Her ses et forstudie til altertavlen i Otterup Kirke i tre partier. – Foto fra udstillingen.

Ellen Hofman-Bang malede lyset fra dommedag Stor udstilling med den glemte kunstner Ellen Hofman-Bang på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig

udstilling

888888 Ellen Hofman-Bang: Soli Deo Gloria (Gud alene æren). Udstillingen vises på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig indtil den 5. juni.

Ellen Hofman-Bang var engang en anerkendt kunstner, nu er hun glemt. Hvem var hun? Et udførligt svar gives på denne udstilling, der viser over 80 værker. Hun var en maler, der i sine bedste værker havde en stor udtrykskraft, først og fremmest i de mange religiøse værker. Billederne er ofte ganske overvældende.

Man bliver revet med uden dog at forestille sig muligheden af en renæssance for kunstneren, men det afgørende må være, at hun har noget at give også i en tid, der ellers for længst har vendt opmærksomheden bort fra hende.

Ellen Hofman-Bang (1879-

1971) gjorde sig i sin samtid gældende med nationalhistoriske malerier og store kirkeudsmykninger. Hun fandt i Bibelens fortællinger og i historiske begivenheder samt i folkeviserne de fleste af sine motiver.

Hendes kunstneriske virke kan ses som et udslag af en nationalromantisk strømning, der søgte mod en genoprejsning af en national stolthed og kultur.

Udstillingen, der både omfatter malerier og tegninger, giver indtryk af en alsidig kunstner, der gennem hele sin produktion arbejdede i en figurativ, koloristisk og fortællende stil. Flere af værkerne er forstudier til nogle af hendes mange bogproduktioner og udsmykninger.

Som en af de første kvinder blev hun optaget på Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvor hun var elev af blandt andre professor Viggo Johansen. I 1903 debuterede hun på

Charlottenborg, hvor hun jævnligt udstillede gennem mere end 50 år.

Dommedag er et gennemgående motiv i de religiøse værker – med fremhævelse både af håbet og gruen, for det meste sat op i stort og dramatisk format og meget virkningsfuldt.

I disse billeder, hvor Jesus er den centrale figur, spiller lyset en hovedrolle som konkret fænomen, men først og fremmest symbolsk: Det er lyset, som følger Jesus, lyset, der er ham, strålende fra en anden verden, den, der er på vej. Ellen Hofman-Bang ”prædiker” bogstaveligt og med en myndighed, der ikke giver misforståelser adgang.

Det er bibelbilleder, der ikke kun vil illustrere, men også forkynde. Meget tydelig er tendensen i et manende værk, der er det maleriske forlæg til en bogudgivelse med navnet ”Giv Agt!” (1936).

Det er et billede i fem sekvenser. Forargelsen har godt fat i penslen, når HofmanBang skildrer mennesker på natklub eller arbejdspladsen, forhærdede tidselgemytter, der ikke vil vide af den virkelighed, der er Guds, og endda heller ikke i den stund, hvor den just er ved at bryde igennem.

I al sin vælde ses dette ske på den scene, der udgør det store felt i midten: Vi er nede på stranden, på evighedens bred, hvor en strøm af mennesker med oprakte arme bevæger sig frem mod det himmelske lys: Jesus er vendt tilbage.

I ”Forløst II” (1943) appellerer Ellen Hofman-Bang insisterende til beskuerens medleven: Se, hvor galt det kan gå!

Vid det, inden det er for sent!

Det er et billede, hvor hun udpensler fortabelsens virkelighed. Jesus er kommet for at dømme levende og døde, og

vi ser skriget – ser det så tydeligt, at vi også hører det – hos dem, der synes på vej mod det værste. Stående ved værket har man intet at tilføje.

Man bare ser og ser – og føler sig udsat for en overdosering. Helt anderledes er ”Forløst I” (uden tidsangivelse), hvor udtrykket er sløret, og forskellige konturer langsomt giver sig til kende. Budskabet har ikke andenudgavens klarhed, men er til gengæld mere dragende.

Det er de store billeder, der uden videre tiltrækker sig opmærksomheden. Men også flere af de små har meget at byde på, ja, nogle af de mest inderlige og intime oplevelser finder man her. For eksempel på et forstudie (cirka 1932) til en altertavle til en færøsk kirke. Motivet, den fortabte søns hjemkomst, er formidlet med en nænsomhed, der tyst og smukt lader os se ind i den kærlighed, der tåler alt.

Sekvensen med historiske

værker indledes med ét, der er malet på baggrund af Genforeningen i 1920. Billedet stammer fra samme år, og dengang var man nok mere overbærende med dets sentimentalitet, end man er i dag.

Billedet ikke alene handler om fortiden, men virker selv, som om det også er lukket inde i den.

Noget lignende gælder flere af de øvrige historiske billeder. Mest medrivende er ”Befrielsen. Den 4. maj 1945” (uden år – udstillet 1947). I det billede bryder noget nyt frem, en modernistisk farveholdning og stil. Det er et medrivende udsagn om glæde. Vinduet står åbent mod freden. Og stearinlysene blafrer festligt.

claus grymer grymer@kultur.dk

HER KAN VI KUN VISE DIG 6 AF NÆSTEN 100 NYE VÆRKER FRA ILLUMINATION OG FIRE UNDER SNOW UDSTILLINGERNE. SE DEM ALLE PÅ LOUISIANA. LÆS MERE PÅ LOUISIANA.DK

10 METER SYREDE STRIBER FRA EN AF KUNSTENS STØRSTE NULEVENDE MESTRE

LIZ TAYLORS NATBORD OG 49 ANDRE BILLEDER FRA EN STJERNES INTIMSFÆRE.

EN MOR DER SPYTTER PÅ SIN SØN I EN HELT ABSURD OG SKINGRENDE MORSOM VIDEO.

ET HELT RUM I RØDT OG I ROSA MED ÆG, SPEJLGULV, PATCHWORK OG PAPEGØJE

EN STORSLÅET TIDSMASKINE MED EN SUITE AF FILM, GRAFIK, ANIMATION OG MUSIK.

EN SELFIE I EN ELEVATOR TAGET AF AI WEIWEI DA HAN PÅGRIBES AF POLITIET.

Gerhard Richter, Strip, 2013. Digitalprint pa papir. Catherine Opie, 700 Nimes Road, 2012. 50 pigmenttryk på papir. Ragnar Kjartansson, Me and My Mother, 2015. 1‑kanals video. Alex Da Corte, Delirium – The Foolish Virgin, Scene I, mixed media installation, 2014. William Kentridge, The Refusal of Time, 2012. Installation. Ai Weiwei, Illumination, 2009. Digital lambda‑print.

Louisianas Main Corporate Partners:

Med støtte fra:

Sponsor for Louisianas arkitekturudstillinger

22 Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. marts 2016

I Ebeltoft mødes det aktuelle og det tidløse Finurligheder og skønhed viser sig på to udstillinger på Glasmuseet Ebeltoft, der udfordrer på hver sin måde

udstillinger

888888 Fake. Værker af Britta Madsen og Søren Gøttrup. Light Translations.

Værker af Lisa Cahill og Holly Grace.

Begge udstillinger vises på Glasmuseet Ebeltoft indtil den 10. april.

Det er to meget forskellige udstillinger, man nu kan se på Glasmuseet Ebeltoft. Den første består af skævt velafrettede, billedrige kommentarer i glas til forskellige tendenser i tiden – betragtet med en distance, der paradoksalt bringer dem tættere på. De udsagn, som beskueren måske i en slags selvbeskyttelse foretrækker at betegne som overdrivelser, afslører en virkelighed så sammensat og grotesk, at man uden videre genkender den som sandhed, omend på et mere spektakulært niveau end normalt. Hvis man overhovedet kan henvise til normalitet i denne forbindelse.

Den anden udstilling er mindre direkte. I den er det ikke det helt aktuelle, der råder, men tidløsheden. Skønheden. Den æstetiske sans forkæles. Man går mellem værkerne med en mere og mere påtrængende fornemmelse af, at de har noget at sige én, men man skal være tålmodig for at opleve sig frem til svar på, hvad det er.

De nordjyske kunstnere Britta Madsen og Søren Gøttrup skriver om deres udstilling, ”Fake”, at den er sammensat af almindelige ting, som de har ”ændret en smule på” og dermed ”gjort ubrugelige i forhold til deres oprindelige formål”.

Løsrevet fra deres mening får tingene en anden mening.

En, der ikke er kalkuleret med, men som alligevel kan ses af den, der vil se. Det er et forsøg på at spejle sigende glimt af den vestlige verden.

Med undren genkender man alle de ting, som kunstnerne forholder sig til. Genkender og så alligevel ikke. Et øjeblik må man miste orienteringen for at finde den igen – på en anden måde. Madsen og Gøttrup lægger nogle nye betoninger ind, så det, man anså for hjemligt, bliver fremmed.

Det forudsigelige glider over i det uforudsigelige.

Madsen og Gøttrup betragter i høj grad de behandlede foreteelser gennem en skævvridende humor. Og inden man for alvor begiver sig ind i humoren, kan man få det fejlagtige indtryk, at det

meste bare er for sjov. Noget er da også temmelig uforpligtende. For eksempel når kunstnerne drillende leger med skiltning, påbud og advarsler. På en væg læses, at ophold af mere end 117 personer i det pågældende rum er farligt og ulovligt. Rummets beskedne størrelse gør den udtryksløse alvor absurd – forstærket ved gentagelse af det meningsløse pedanteri. ”Ingen adgang for uvedkommende” læser vi nederst på en væg ved en dør så lille, at man nærmest skal være en mus for at blive en potentielt uvedkommende.

Mere slagkraft end i den slags pudsigheder er der i en serie store frimærker – i glas naturligvis. ”Alice i Eventyrland” har inspireret til et såkaldt narkofrimærke.

Og der leges med selfies.

Havde Napoleon Bonaparte virkelig brug for denne selvspejling? Det havde han måske netop. I hvert fald ser vi, hvordan han med pompøs selvhøjtidelighed retter mobilen mod sig selv. Heller ikke det danske og det britiske kongehus kan nære sig. På andre frimærker er det kulturkanonerne, Britta Madsen og Søren Gøttrup morer sig med og over ved at indstille stegt flæsk med persillesovs, Thorvald Bindesbølls berømte øl-etikette samt Kaj og Andrea til æren.

Udstillingen, som er den første i en række, Mapping Denmark, der stiller skarpt på udviklingen inden for dansk glas i alle indtil videre tænkelige afskygninger, er fyldt med finurligheder. Nogle af dem skræmmende. Det sidste gælder først og fremmet nogle overdimensionerede badges med udsagn fra en barsk og kompleks virkelighed, hvori både indgår maskingeværer, terrorisme og krigeriske fredshåb.

Man føler, at der bliver meget stille, når man kommer fra ”Fake” til ”Light Translations”. Det er, som om alt i én skal indstilles på en ny måde for at kunne modtage på en meget anderledes frekvens.

De to involverede australske kunstnere, Lisa Cahill og Holly Grace, har begge nære relationer til Danmark og er inspireret af det nordiske landskab, som de forholder sig til i en tydeligt nærværende bevidsthed om deres egen hjemlige tradition. Deres værker er stemningsfulde, men kan samtidig virke indadvendte. Man sættes på sporet af noget gådefyldt dragende, mens man bevæger sig

0 Glasmuseet Ebeltoft følger aldrig de slagne veje eller lefler for publikum. Og giver man museets nye udstillinger en chance, går man beriget derfra. Herover ses Lisa Cahill og Holly Graces værk ”Cascade #2”, nederst til venstre Britta Madsen og Søren Gøttrups værk ”Badges” og til højre samme kunstneres ”Frimærke (Kulturkanon: stegt flæsk med persillesovs)”. – Foto fra udstillingerne.

0 – Foto fra udstillingerne.

mellem de udstillede objekter. Man føler sig som på opdagelsesrejse i et univers af fremmede kloder. Man overbevises om, at de er beboede.

Lisa Cahill tager udgangspunkt i ovenformet glas. Arbejdsprocessen, der for en ukyndig er uigennemskuelig, er ifølge museets formidler, Pia Bittner, denne: Værkerne ”er bygget op af lag på lag af sammensmeltede glasplader, ofte præsenteret som sammensatte vægpaneler, som bearbejdes individuelt gen-

nem lagene ved hjælp af gravering”. Temaerne er de ”evige”: landskaber, hav, himmel og skyer. En tilsat dis eller tåge er med til at skabe en helhed, hvis art er svært definerlig.

Holly Grace arbejder især med blæst glas og skaber forskellige former for beholdere eller cylindere. Hun sandblæser sine motiver, der kan have deres baggrund i fotograferede landskaber – eller det kan være imaginære landskaber bygget op af mønstre og teks-

0 – Foto fra udstillingerne.

turer fra naturen. En stor rolle spiller lyset, der trænger gennem de opstillede objekter og bidrager til stemninger, som lægger op til medleven og personlige fortolkninger.

Lang tid kan, ja, må man blive i denne tyste verden – og pludselig opdager man måske, at den er blevet en del af ens egen.

Man tager noget med sig fra

udstillingen, som man ikke rigtigt ved, hvad er. Men man må konstatere, at det er en berigelse – som man er taknemmelig over at være blevet skænket. Værkerne er som betroelser.

claus grymer kultur@k.dk

GLÆD DIG TIL SÆSON 2016/17 i

KONCERTSALEN ALSION 7. OKT 2016 29. DEC 2016

Den Jyske Opera: Askepot

8. SEP 2016

Sønderjyllands Symfoniorkester: Beethovens 9. symfoni 13. OKT 2016

Sønderjyllands Symfoniorkester: Sæsonåbning med Majken Bjerno

9. MAJ 2017 18. MAR 2017

City Singer 4: Taget på sengen 27. NOV 2016

Mick Øgendahl: FEST 17. NOV 2016

Rune Klan: Barnløs

Bruce Guthro: Celtic X-mas Til søs med Mikkel Beha 18. NOV 2016

Lis Sørensen ...

11. DEC 2016

Tatarstan-balletten: Svanesøen

og meget, mere mere. Læs mere på www.alsion.dk

24 Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. marts 2016

0 Udstillingsbillede fra den aktuelle udstilling i Odense. – Foto: Brandts.

Inspireret af Hammershøi og fornyer af kirkekunsten Maleren Anette Harboe Flensburg er noget ganske særligt på den danske kunstscene. Nu viser hun nye interiørmalerier på Brandts 13 i Odense

udstilling

888888 Anette Harboe Flensburg: A Space Without a Place. Brandts 13. Katalog med tekster af Anna Krogh (kurator), Anette H. Flensburg, Carsten Thau og Jørgen Dehs. Vises til den 1. maj 2016.

Skønheden har været fordrevet fra samtidskunsten i årtier.

Men en af dem, der holder den i hævd, er Anette Harboe Flensburg (født 1961), som bruger sit raffinerede, æstetiske formsprog til at sige noget markant om eksistensen.

For ud over at være smukke er hendes værker også konceptuelle, ja filosofiske.

Og så har Anette Harboe Flensburg et mellemværende med rum. Forud for hendes knivskarpe og meditative oliemalerier, der svinger mellem ulmende varme og isnende kolde farver, ligger et møjsommeligt konstruktionsarbejde.

Først bygger hun modeller i dukkehusformat. Dernæst arrangerer hun interiørerne med henblik på at fotografere dem, for til sidst at male efter fotografierne. Derfor har hendes malerier altid dette virkelighedspræg, som klæber til fotografiet, og for så vidt er malerierne i pagt med samtiden, hvor vi i stadig højere

grad oplever virkeligheden medieret gennem fotos eller film.

Virkemidlerne er minimale – dog ikke i en række Mondrian-inspirerede værker fra 2014, hvor hun bruger flere rekvisitter – men i hovedparten af værkerne gælder det de små forskydninger fra maleri til maleri.

Vi er langt fra nutidens speedsnakkeri og kulørte underholdning hos Flensburg.

Det her er langsomme og eftertænksomme billeder – og tak for det!

Samtidig bliver man suget ind i disse rum, endskønt de er så indefinitte og stedløse.

Ofte lapper de mange plader eller skiver, som er antagonisterne på den mennesketomme scene, ind over hinanden, hvorved nye farvetonaliteter opstår. Disse overlapninger giver en vigtig koloristisk ef-

fekt, og de sekunderes af de fint registrerede reflekser, som spiller på fladerne.

Undertiden kaster solen sine stråler på væggene og får farverne til at gløde. Solens vinkel og lysintensiteten forandrer sig, og skyggerne er undertiden lange. Her kommer tidsaspektet ind i billedet.

I det hele taget har Flensburg en del at takke Hammershøi for fra hans mange

0 Anette Harboe Flensburg er født 1961 og har ud over sine udstillinger også malet to store interiørmalerier til den øverste etage i Rigshospitalets nye patienthospital og skabt en ny altertavle til barokalteret i Uggeløse Kirke i Nordsjælland. Her ses udsmykningen af patienthospitalet.

– Foto: Brandts.

interiørmalerier, hvor lyset danser gennem vinduerne og skaber liv.

Pladernes molekylære sammensætninger er endvidere afgørende for, om de er transparente eller massive – om de med andre ord tillader lyset at passere igennem dem eller ej, hvilket får en afgørende betydning for billedets kolorit.

Billederne har alle et forsvindingspunkt dybt inde i billedrummet: Det betyder for eksempel meget, om der er døre, som åbner sig og byder os mentalt indenfor, eller om en transparent væg blokerer blikket og kun lader os ane det, som ligger bag den.

Ofte er der tale om korridorer eller gange, som synes midlertidige og ikke helt færdigbyggede, fordi de mange plader eller skiver er ophobet og venter på at blive installeret.

Det er rum under opførelse.

Men det er en meget smuk byggeplads, må man sige.

Således ser vi på én gang ind i rum og ind i Anette Harboe Flensburgs egen arbejdsproces – der jo går ud på at flytte rundt på rekvisitterne i modellerne for at opnå det ønskede motiv.

Der er derfor tale om metabilleder, som handler om det at male og om det at konstruere egnede motiver – eller med hendes egne ord i den fine katalogbog, som hun ud-

giver i forbindelse med udstillingen.

Det handler om ”fremkaldelse af tingene som maleri”.

Og som professor i arkitektur Carsten Thau udtrykker det i sin glimrende katalogtekst: ”I dag hvor man overalt møder elektroniske lysskærme, er det tankevækkende at se lysvægge malet med pigment. Historien folder noget ind.”

Afslutningsvis bør det nævnes, at Flensburg på opfordring af Ny Carlsbergfondet for kort tid siden malede to store interiørmalerier til den øverste etage i Rigshospitalets nye patienthospital. Det er stedsspecifikke værker skabt i samme ånd som hendes malerier på Brandts 13.

De går i fornem dialog med så vel de eksterne som de interne omgivelser.

Desuden skabte hun i 2009 en ny altertavle til barokalteret i Uggeløse Kirke, en romansk landsbykirke i Nordsjælland.

Her har hun malet et symbolsk opstandelsesmotiv i form af en vindeltrappe, som antyder en jakobsstige. Altertavlen er malet i komplementærkonstrasterne rød og grøn og spiller fornemt sammen med kirkens øvrige inventar.

LISBETH BONDE kultur@k.dk

GERDA WEGENER

Niki de Saint Phalle, Les Trois Grâces (De Tre Gratier), 1995-2003 © 2015 NIKI CHARITABLE ART FOUNDATION, All rights reserved.

Foto: Katrin Baumann

NIKI DE SAINT PHALLE

26 Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. marts 2016

Museet, der tør tage upopulære valg Hvis ikke kunstmuseet tager sin autoritet som dannelsesinstitution på sig, får publikum heller ikke en stor oplevelse af kunsten. Det siger Glyptotekets direktør, Flemming Friborg, i forbindelse med udstillingen ”Maleri” og vender sig dermed imod tidens tendens til kun at fokusere på besøgstal, når museers succes skal måles

interview

2 Kultur er ikke bare vaner, det er også en masse forskellige udtryk for, hvilke vilkår der er for mennesket. Fra det helt dagligdags til noget meget filosofisk, mener museumsdirektør fra Glyptoteket, Flemming Friborg. – Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix.

AF esben schjørring kultur@k.dk

Der var langt flere kvadratmeter tom væg, end der var malerier på Ny Carlsberg Glyptoteks udstilling, ”Maleri”, der lukkede i begyndelsen af denne måned.

Ni værker af det 19. århundredes store impressionistiske malere – Manet, Monet, Sisley, van Gogh, Degas, Cézanne, Courbet og Rousseau – fordelt på ni rum uden andet end den mest nødtørftige formidling. En kort tekst her, et kunstner-citat der, en sofa at sidde på.

Ingen iPads, ingen film og ingen farveblyanter til ungerne.

I første omgang kunne man sige, at Glyptoteket ved at formidle så lidt har trukket sig tilbage som museum og overlader det hele til beskueren. Men ved kun at udvælge ni billeder optræder museet med uhørt stor autoritet – det er det her og ikke noget andet, du skal se, tag dig tiden til virkelig at se efter. Javel.

Det er næsten provokerende. ”Jamen, vi står ved vores autoritet som kunstmuseum.

Vi har fra vores position – med den faglige viden og den opgave, vi har som museum – taget nogle valg på dine vegne. Ja!”, siger Glyptotekets direktør, Flemming Friborg. ”Men det er ikke tankekontrol. Vi siger ikke, hvordan du skal se og forstå Monet og Sisley. Tværtimod, vil jeg mene, sætter vi dig på den her måde fri til at se med dine egne øjne. Og det er impressionismen i eminent grad god til – det er kunst, der netop handler om at se.”

Friborg er en mand med en mission. En mission, der ikke kun begrænser sig til, hvordan Glyptoteket laver sine udstillinger, men som går i rette med den måde, kunstmuseer i Danmark og udlandet forvalter deres egen rolle på. Den debat satte Friborg ild til tidligere på året, hvor han først i Dagbladet Politiken og sidenhen i Carlsbergfondets Årsskrift kritiserede tendensen til i besøgstallenes navn at ofre museernes dannelsesopgave på målgruppernes alter og billedligt – hvis ikke bogstaveligt – talt skjule kunstværkerne bag formidlingen af dem. Kollegerne på ARoS og Statens Museum for Kunst meldte hus forbi, og

WW Det, jeg vender mig imod, er, når museer skygger for værkerne i stedet for at promovere dem.

Flemming Friborg, Glyptotekets museumsdirektør

Friborg blev kaldt ”konservativ” og ”ortodoks”.

Sidenhen har debatten kørt videre i Kristeligt Dagblad, og med ”Maleri” kom diskussionen igen på dagsordenen. ”Hør engang, jeg har ikke noget imod, at der sker en masse på kunstmuseer rundt omkring i verden. Det, jeg vender mig imod, er, når museer skygger for værkerne i stedet for at promovere dem.

Museets opgave er at lære os selv og publikum, hvad det vil sige at se på billeder, lære at se maleriets sanselige, intuitive og intellektuelle kvaliteter. ’Maleri’ er én måde at stimulere den værknære kunstoplevelse på. Vi gør det også på andre måder. Men vi

vægrer os ved at lægge 117 formidlingsspor ud.”

Ultimativt er det idéen om museet som en servicevirksomhed, der falbyder underholdningstilbud til kulturforbrugeren, Friborg vender sig imod. Museet skal være mere end det, fordi kunst er mere end underholdning. ”Museet er ikke en naiv stillen frem, og så er der ellers frit valg på alle hylder. Uanset hvad vores kolleger hjemme og i udlandet ellers måtte mene, er det altså her, museet må tage et standpunkt og sige, at vi vælger det her. Det er her, forbrugerismen møder sin grænse. Min erfaring er så også, at folk netop kommer på museum for at få fordybelse og tage del i kunstens aura.”

Du er blevet kritiseret for at være konservativ og gammeldags – er du egentlig ikke det? ”Nej, for jeg prøver ikke at bevare en eller anden guldalder, der aldrig har været der.

Men når det autoritative i dag bliver forstået som gammeldags, er det er kun, fordi vi oppebærer illusionen om, at vi er lige, og at der er en flad struktur overalt. Men det museum, der er én stor demokratisk institution, hvor alle er med til at bestemme, hvad der udstilles, findes jo ikke.

Og dernæst mener jeg, at vi

spærrer vejen til det, der er på spil i kunsten, hvis vi ikke tager dannelsen med. Dannelse og oplevelse er funktioner af hinanden.”

Hvorfor er det vigtigt for dig? ”Ultimativt, fordi det, der er på spil i kunsten, er menneskelige grundværdier. Altså, hvordan du sanser verden, hvordan du oplever den.

Kultur er ikke bare vaner, det er også en masse forskellige udtryk for, hvilke vilkår der er for mennesket. Fra det helt dagligdags til noget meget filosofisk.”

Men hvis man nu kan få tre eller fire gange så mange mennesker til at se Monet ved at bruge hele paletten af events, iPads, DJ’s og farveblyanter, er det så ikke bedre? ”Kun hvis det handler om at konkurrere på besøgstal.

Vi tror, at vi ved at gøre det på den her måde er med til at frisætte nogle dybere erkendelser og oplevelser, som er mere tro mod værket i stedet for at prisgive det.”

Friborg melder sig her ind i de seneste 15-20 års kultur- og samfundsdebat om et fornyet behov for autoritet, myndighed og dannelse. En debat, der har tråde tilbage til borgerlige intellektuelle, der som Henning Fonsmark, litterat og chefredaktør for Ber-

lingske Tidende og Weekendavisen, fra 1960’erne og frem kritiserede efterkrigstidens velfærdsprojekt om at udvide demokrati og lighed fra at være en styreform til at være selve kernen i dansk kultur og mentalitet. For eksempel bliver det svært at undervise, hvis lærerens faglige autoritet bliver set som illegitim. Eller svært at være museum, hvis der ikke må være forskel mellem kurator og beskuer. I Friborgs optik ser det sådan her ud. ”Den kontrakt, højre- og venstresiden i Folketingsalen havde med hinanden for 100 år siden, om, at staten havde en dannelsesopgave med at gøre os til så gode mennesker som muligt, forsvandt i efterkrigstiden, ikke mindst i løbet af 1970’erne og 1980’erne.

Det har gjort, at enhver institution, der smager en lille smule af dannelse – og det gør museet, universitetet og skolen – er under konstant beskydning. Og desværre ikke kun som en sund, kritisk stillingtagen, men også ud fra nogle præmisser om den ultimative frihed, hvor enhver skal være sin egen øverste autoritet,” slutter Friborg. ”Vi er desværre havnet der, hvor selve det, at viden skal have særlige vilkår, er blevet offer for mistænkeliggørelse.”

Flemming Friborg 33Født 1965 i Rudkøbing. Mag. art. fra Københavns Universitet 1993. Fik Københavns Universitets guldmedalje 1992. Ansat som museumsinspektør på Ny Carlsberg Glyptotek 1992.

Formand for Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse.

Forfatter til en lang række bøger og udstillingskataloger. Siden 2002 museumsdirektør for Ny Carlsberg Glyptotek.

Påskeudstilling 2016

Claus Larsen

100x100 cm

60.000

Conni Østergaard

180x200 cm

60.000

20 % rabat på alle malerier i marts

Ute Herrmann

50x60 cm.

10.500

Stas Kuduk

70x70 cm.

9.600

Erik Langkjær

Kirsten Murhart

80x130 cm.

21.000

100x100 cm.

18.000

Pia Amdi

130x90 cm.

32.000

Midtjyllands Kunst Center Fasanvej 2-4 · 8654 Bryrup · Tlf. 7575 7771 Mail: info@habsoe.dk · www.habsoe.dk Åbent hver dag 11.00-17.00 - hele året

Fakta om Midtjyllands Kunst Center:

KUNST SKABER VÆRDI

Midtjyllands Kunst Center er etableret i 1996. Vi er et internationalt kunstcenter på 1.880 m2 udstilling, lager og depotrum. Vi er 37 ansatte og har tilknyttet over 100 anerkendte og professionelle kunstnere fra ind- og udland, hvoraf ca. 40 er fra udlandet. Vi råder over mere end 7.000 moderne kunstværker til en samlet værdi af over 75 mill. kroner. Vi besøges af over 35.000 årligt og er dermed en af Silkeborgs største turistattraktioner. Hvert år vælger mere end 2.500 kunder, at købe deres kunst i kunstcentret. Vi har erfaringer fra over 1.000 firmaudsmykninger.

Vi blev udnævnt som Gazellevirksomhed i både 2009 og 2010 af Dagbladet Børsen. I 2012 blev vi omtalt af Berlingske Tidende, som et af de vigtigste gallerier i Danmark.

28 Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. marts 2016

Sigurd Swane viser hele paletten Vandreudstilling viser maleren Sigurd Swane som det, han gerne ville være – mærkelig!

kunst

888888 Sigurd Swane: Maleri. Katalogbog ved Jesper Sejdner Knudsen, Mette Højsgaard, Lotte Nishanthi Winther, Inge Lise Mogensen Bech, Ulrike Brinkmann og Lise Fogh. 220 sider, rigt illustreret. Øregaard Museum til 5. juni, herefter Museet for Religiøs Kunst 11. juni-28. august og Odsherred Kunstmuseum 15. september-26. februar 2017.

Sigurd Swane (1879-1973) er mest kendt i kunsthistorien som den, der introducerede den franske fauvisme og postimpressionisme i Danmark.

Efter et ophold i Paris i 1907 rykkede han afgørende som maler med farvestærke malerier sat op med små flimrende strøg af farve, inspireret af franske kunstnere som Derain, Matisse og Bonnard.

Hermed skabte han et nybrud i dansk kunst og fik afgørende betydning for dannelsen af kunstnersammenslutningen Grønningen.

Men som kunstner var Swane andet og mere. Han var eksempelvis også en ekspressiv maler med rødder i det sensymbolistiske og vitalistiske maleri, som det kendtes fra Edvard Munch. Munch opholdt sig og udstillede flere gange i Danmark i begyndelsen af det 20. århundrede, og Swane tog stærkt indtryk af nordmandens svungne stil med et prægnant, sanseligt figurmaleri til følge. Det var også Swane, der i 1921 i dekadencens ånd skabte den første fuldstændige oversættelse af den franske digter og kritiker Charles Baudelaires ”Les Fleurs du Mal” (1857) med titlen ”Syndens blomster”.

Selv malede Swane også masser af blomsterbilleder, syndige vil man nok ikke kalde dem, men hurtigt omsættelige og fint sansede øjebliksbilleder af den arrangerede natur. Den større, vilde natur, selve landskabet, blev med tiden Swanes primære genre og det, han dyrkes og huskes for. Swane malede livet igennem et sandt væld af landskabsbilleder, fra somrene i Björkeröd på Kullen, fra de mange års rejser senere i livet med husvognen til Portugal og Spanien – og selvfølgelig ikke mindst fra tiden på malergården i Odsherred. Det sted, der i særlig grad forbindes med Sigurd Swane og de andre Swaner i flokken.

Læg dertil det religiøse motiv ”Jakobs drøm”, som Swane tog eksistentielt og malerisk livtag med fra 1911 og resten af livet. Som flere af de øvrige klassiske modernister i dansk kunst var Swane ikke konfessionelt kristen, men han kunne ikke slippe taget i nogle af de mest betydende religiøse myter, som netop Ja-

0 Sigurd Swane tog gennem livet eksistentielt og malerisk livtag med det religiøse motiv, her med værket ”Jakobs drøm” fra 1911. – Foto: SMK.

WW Swane er,

med en modernistisk kliché fra salig Klaus Rifbjerg, ikke for fastholdere.

kobs drøm fra Det Gamle Testamente, der op gennem historien har haft en særlig affinitet til kunstnere og forfattere. De, der så sig selv som udvalgte og stræbte efter Guds velsignelse, ja, stigmatisering som pant på talentets og tvivlens nådegave.

Udstillingen ”Maleri”, som er arrangeret af Øregaard Museum i Hellerup, Museet for Religiøs Kunst i Lemvig og Odsherred Museum i fællig, viser hele paletten med henved 70 værker af kunstneren. Man kan egentlig ikke sige, at ud-

stillingen gør Sigurd Swane en tjeneste rent kunstnerisk.

Værket tager sig på udstillingen ud som netop en palet.

Primærfarver og blandede farver side om side i noget, der mest af alt ligner et anslag, en begyndelse til noget, som aldrig rigtig bliver færdigt. I sine skrifter fremhævede Swane, at kunst på en eller anden måde skulle være mærkelig, og at kunstnere helst skulle overraske, ikke mindst sig selv. Det sker også her på udstillingen.

Som Swanes værk vises frem, er det ikke egalt. Det er flerstemmigt, hurtigt og sine steder direkte overfladisk. Der er en del, hvad man pænt sagt kunne kalde mindre betydelige billeder med. Det kuratoriske greb er retrospektivt, og publikum får hele oeuvret præsenteret: Munchinspirationen, Matisse-inspirationen og Bonnard-inspirationen. Men Swane er jo ingen Munch, ingen Matisse og heller ikke ingen Bonnard.

Han er i de bedste øjeblikke en glimrende landskabsmaler, der med disse små, lette strøg får sat et motiv op, så det ligner, og dog er noget andet end et rent illusionistisk maleri. Dertil kan han i ubevogtede øjeblikke vise sig som en fint mærkende portrætmaler, som når han i ”Emigranter” (1934) skildrer sin egen familie, hustruen Agnete og børnene.

Emigranter gjorde Swane familien til. Der er en rastløshed over hans maleri, som har baggrund i hans liv. Swane flyttede sig livet igennem.

Når udstillingen vises i Hellerup på Øregaard, er det, fordi Swane en overgang boede i kvarteret på Tranegårdsvej, før han flyttede familien til Odsherred og en drøm om fri luft, hvor de maleriske impressioner kunne hentes lige uden for vinduerne på Malergården. Men heller ikke her faldt han til ro, men fik lavet sin husvogn, så familien i årevis kunne trille rundt nede på

Den Iberiske Halvø og leve som nomader, hinsides enhver borgerlig norm. Det kom der gode, solsvedne billeder ud af, landskaber en masse, men også en dysfunktionel familie mellem opbrud og en aldrig sikker ankomst.

Den åbne, viftelignende karakter af Swanes værk bliver tydelig på udstillingen, måske også for tydelig, fordi der – alle andre steder end i variationerne over Jakobs drøm – savnes en indre nødvendighed. Det er nok af løst strittende mærkelighed, men om det egentlig er en kvalitet ved Swanes værk, kommer man i tvivl om. Værkets – og det er ikke muligt at skrive det samlede værk – spredte og adspredte karakter kan opfattes som det moderne ved det.

Modernismen er en splittelseserfaring, og den bliver tydelig i Swanes arbejde. For det meste er værket mærket af talentet, men kun i sjældne øjeblikke velsignet.

Der har de seneste årtier været flere retrospektive udstillinger med Sigurd Swane, men denne er den første, hvor kunstneren får et egentligt bogværk i tilkøb, og det er en absolut sidegevinst. Den gedigent udstyrede antologi med nye problematiserende karakteristikker af Swane og hans kunstnerskab har en værdi, der rækker ud over Swanes egne maleriske øjeblikke; selvom bogen – for at få greb om kunstneren og hans mulige modernisme – også stritter i en hel del retninger.

Swane er, med en modernistisk kliché fra salig Klaus Rifbjerg, ikke for fastholdere.

Om han selv nogensinde fik hold på sit liv og sin kunst, står lige så åbent som den hvide grundering, der titter frem adskillige steder på hans lærreder.

HENRIK WIVEL kultur@k.dk

Kunst&Kultur 29

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. marts 2016

Slow.

31. marts Tema: Vanvid kl. 17-22

Kunst / Talks Fordybelse Musik / Mad

0 Milena Bonifacini blev tildelt 100.000 kroner fra Anne Marie Telmányi, født Carl-Nielsens Fond. – Privatfoto.

Private fonde hædrer kunstnere En række billedkunstnere, heriblandt Tal R og Sophia Kalkau, får legater kultur@k.dk

kroner gik til Lisette Vind Ebbesen fra Skagens Museum.

Ved siden af Statens Kunstfonds støtte til bemærkelsesværdige præstationer i kunstlivet løfter det i høj grad dansk kunstliv, at også private fonde interesserer sig for billedkunsten og følger med i de mange kvalitative tiltag på kunstscenen. Således er en række hæderslegater netop blevet uddelt.

For nylig modtog fire kvindelige kunstnere hver 100.000 kroner fra Anne Marie Telmányis (født Carl-Nielsen) Fond, som hun stiftede for at hædre kvindelige kunstnere over 40 år.

De fire kunstnere er, ligesom Anne Marie Telmányi, alle malere, men de arbejder i et udvidet felt, hvilket for eksempel fremgår af Milena Bonifacinis unikke totalinstallation i Museumsbygningen, Kastelsvej 18. Udstillingen har titlen ”Fatto a Mano” (håndgjort) og kan ses frem til den 23. april.

På brygger Carl Jacobsens fødselsdag den 2. marts var et stort antal repræsentanter fra dansk kunstliv mødt frem i Ny Carlsberg Glyptotek til uddeling af Ny Carlsbergfondets tilsvarende legater. Museumsmandslegatet på 150.000

Herudover modtog Tal R 100.000 kroner ”for sit originale og vedholdende arbejde med et værk, som udfolder sig frit i maleri, collage, tegning, grafik og skulptur, og som takket være kunstnerens umættelige lyst til at bevæge sig nye steder hen hele tiden er i udvikling. Hos ham møder det moderne maleri fra Edvard Munch, Picasso og Max Beckmann såvel den jødiske kultur, han er barn af, som hverdagen i det danske velfærdssamfund, han er vokset op i. Altid med en tilsyneladende naturlighed – altid i en insisterende tro på billedets eget rige sprog”, hed det i motiveringen.

Desuden modtog billedhuggeren og multikunsteren Sophie Kalkau et kunstnerlegat på 100.000 kroner ”for sit kunstneriske arbejde, som frem for alt er kendetegnet ved en særegen stringens, nøjagtighed, finish”, fremgik det af Ny Carlsbergfondets motivering.

Fondets direktion består af formanden, kunsthistoriker Karsten Ohrt, foruden professor Morten Kyndrup og museumsdirektør Christine Buhl Andersen.

Af LISBETH BONDE

Glyptoteket

&

30 Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. marts 2016

På den vilde side Arkens udstilling med Gerda Wegener viser en kvindelig kunstner med et stort, gennemgribende mod og et frigjort talent

udstilling

888888 Gerda Wegener. Katalog med bidrag af Christian Gether, Nikolaj Pors, Andrea Rygg Karberg, Tobias Ravn, Frank Claustrat og Amalie Grubb Martinussen. 90 sider. Illustreret.

Arken Museum for moderne kunst. Åben til den 16. maj 2016.

Arken markerer 100-året for kvinders stemmeret med en stor retrospektiv udstilling med Gerda Wegener. Det er en rigtig god idé. For Gerda Wegener var om nogen en selvstændig kvinde med et grænsesøgende talent og et gennemgribende frisind.

Gerda Wegener har ikke fået nogen fremtrædende plads i den kanoniserede danske kunsthistorie. Udstillingen på Arken vidner om, at det er en klar fejl. Gerda Wegeners egenart er blevet markeret på udstillinger på Kvindemuseet i Aarhus i 1993 og på Øre­ gaard Museum i Hellerup i 1999, men det er først nu, at hendes liv og kunst bliver genstand for egentlig forskning. Arkens udstilling er derfor også en øjenåbner. For første gang bliver det muligt at se et samlet bud på hendes kunstneriske og menneskelige udvikling sammen med ægtemanden – og veninden – Einar Wegener, der i 1930 skiftede køn og tog navnet Lili Elbe.

Udstillingen på Arken får dermed også et interessant transseksuelt perspektiv, der lægger op til den danske premiere på Tom Hoopers amerikanske spillefilm ”The Danish Girl”, baseret på David Ebershoffs roman af samme navn. Det transkønnede aspekt ved udstillingen er imidlertid fuldt legitimeret rent kunstnerisk. Det virkelig interessante ved Gerda Wegeners kunst er, at hun fordomsfrit tematiserer det transseksuelle i sine værker og gør det bærende, ikke alene motivisk, men også koloristisk og stilmæssigt. Som kunstner lader Gerda Wegener sig inspirere af de mest dekadente retninger inden for nyere kunsthistorie, nemlig rokoko, symbolisme og art deco. Og den symbiose er virkelig original.

Af samme grund blev Gerda Wegener et langt større navn i Frankrig end i Danmark. Gerda og Einar bosatte

sig i dekadencens hjerte, Paris, i 1912, og Gerda fik en strålende karriere de følgende 15 år i byernes by, hvor hun plejede udsøgt omgang med det litterære og billedkunstneriske bohememiljø, blev købt af Louvre-museet, udsmykkede forretninger og tegnede for førende franske magasiner.

Den franske digter Apolli­ naire hyldede hendes yndefulde og usnerpede tegninger, der under Første Verdenskrig fik en uforfærdet satirisk brod rettet mod aggressorerne fra Tyskland.

At Gerda Wegener valgte at rejse til udlandet, forstår man godt. For i Danmark fandt hun ikke samme forståelse, endsige frisind. Gerda Wegener blev ufrivilligt centrum i den såkaldte bondemalerstrid i 1907, da hun fik kasseret et kvindeportræt både af Charlottenborg og Den Frie Udstilling i København.

Det brugte kunstneren Gudmund Hentze til et opgør i dagbladet Politiken med den ”fast sammenbrændte Klump af Bondemalere”. Hermed mente Hentze de såkaldte fynbomalere, der med et naturalistisk og impressionistisk udgangspunkt skildrede naturen og livet under åben himmel.

Debatten udartede hurtigt til en strid mellem den symbolistiske nerveadel i København og de anderledes sunde malere fra friluftskolonierne i Kerteminde og Skagen og skabte en fuldkommen idiotisk kunsthistorisk skillelinje mellem det syge og det sunde maleri i dansk kunst, der holdt helt op til midten af 1990’erne, hvor blandt andre undertegnede gjorde eftertrykkeligt op med den. Gerda Wegener selv holdt sig klogeligt uden for debatten, udstillede sine værker i private kunsthandler og valgte eksilet – eller rettere et frirum, hvor der var bedre plads til og forståelse for hendes trans­kønnede motiver og tværæstetiske arbejde. Gerda Wegener var ikke for fastholdere og arbejdede utvungent mellem maleri, bladtegninger og design.

Det er lykkedes Arken at opspore det herostratiske kvindeportræt, der var årsag til bondemalerstriden. Det illustrerer, sammen med en række andre hidtil usete vær-

0 Gerda Wegener: En sommerdag. Olie på lærred. 1927. – Foto fra udstilligen.

WW Gerda Wegener har ikke fået nogen

fremtrædende plads i den kanoniserede danske kunsthistorie. Udstillingen på Arken vidner om, at det er en klar fejl.

ker, hendes udgangspunkt i epokens internationale symbolisme og skønvirke, hvor hun i de formative år helt øjensynligt hentede inspiration hos Aubrey Beardsley, Edvard Munch og Felix Vallotton og herhjemme hos Agnes Slott-Møller. Der er virkelig frapperende arbejder indimellem, som understreger hendes dygtighed og smidige talent.

Frem mod 1920’erne ændrer hun gradvist udtryk og bliver både kubistisk og art deco-præget i sit udtryk. Det er her, Einar Wegener i alle henseender kommer ind i billedet, både som sit gamle jeg og sit nye transkønnede som Lili Elbe. Gerda Wegener havde begge sine modeller lige ved hånden, så at sige.

Einar Wegener selv var også maler, og Arken viser en række af hans billeder, der vidner om vital inspiration fra Cézanne. Men det er ikke ham, der bliver grænseoverskridende – som kunstner.

Det er Gerda Wegener. I en vifte af strålende art deco iscenesætter hun sig selv, Einar, Lili og andre fra det frigjorte miljø i Paris og kunstnerkolonien i Beaugency i raffinerede og forførende tableauer. Einar og Lili er ofte modellen i en række inciterende maleriske studier over kvindelighed med tunge øjenlåg, lag af sminke, kækt hår, lange manierede hænder og fingre, og en cigaret vippende mellem de røde læber.

Der er mode og magasinpræg over hendes stil, men også en radikal opfattelse af en bleg rosa, hvid, ja excessivt blomstrende og obskøn farvepragt. Læg dertil en vidtdreven humor, et overskud. Gerda Wegener fremstiller aldrig kvinden som offer eller martyr, men som et suverænt selvstændigt væsen med et helt eget liv.

Havde danske museer og dansk kunsthistorie ikke sans for Gerda Wegeners egenart, så havde dansk presse det. Politiken og Berlingske brugte hende en årrække til deres weekendtillæg, og til magasinet Vore Damer skabte hun morsomme forsider, der gav den traditionsbundne maskulinitet baghjul.

Hendes ideal var drengepigen, på fransk ”la garconne”, der tvetydigt flirtede i grænselandet mellem de to antagonistiske og stereotype køn.

Hele vejen igennem hendes art deco-prægede produktion overskrider hun kønnets givne grænser og bruger art deco-stilens karakteristiske parallelle rytmik til at skabe et samspil mellem vore damer og vore herrer, så det til sidst ikke er til at se forskel.

I 1931 dør Einar Wegener/Lili Elbe som følge af kønsskifteoperationerne. Gerda Wegener gifter sig med en italiensk flyverofficer og flytter til Marokko, hvorfra hun skaber flere orientalistiske og eksoti-

ske motiver, også disse med både prægnans og overskud.

J.F. Willumsen i sin sene overeksalterede periode er ikke langt væk. Derefter går det ned ad bakke, tiden løber på en eller anden måde fra Gerda Wegener. Hun flytter ubemærket tilbage til Danmark, hvor de jazzede og swingpjattede 1930’ere ikke formår at samle hende op. Hun dør i 1940, syg, fattig og ensom, kun 55 år.

Set i bagklogskabens ulideligt klare lys er det på tide, at Gerda Wegener med anderledes kraft skrives ind i dansk kunst-, design- og mediehistorie som en markant skikkelse. I det glimrende, indholdsmættede og oplysende katalog til Arkens udstilling er der visse forbehold over for karakteristikken af hende som ”dekadent”. Det bør der

0 Gerda Wegener: To kokotter med hatte. Olie på lærred. U.å.

– Foto fra udstillingen.

ikke være. Dekadencen og manierismen er i Gerda Wegeners tilfælde et adelsmærke. Danmark har ikke – bortset fra nogle få kunstnere en kort overgang i 1890’erne, 1920’erne og 1980’erne – nogen virkelig dekadente kunstnere. Gerda Wegener er en sådan, der til fulde forstår at udnytte både sin egen og samleverens kønsmæssige potentiale og grænseoverskridende længsler.

Henrik wivel kultur@k.dk

LAMMET ø s t f o r pa r a d i s p r æ s e n t e r e r

wwww « En kærlighEdsErklæring » pOlitikEn

HHHH

« smuk på allE tænkEligE mådEr » jyllandspOstEn

HHHH

« nærhEd Og mEnnEskElig indsigt... dEjligt Og nuancErEt spillEt »

HHHHH

cinEmazOnE.dk

HHHH

« OvErbEvisEndE ... ganskE bEtagEndE » cphculturE.dk

« rørEndE... EnOrmt smuk ... En EvEntyrlig film »

HHHH

filmmagasinEt EkkO

HHHH

« fOrfriskEndE billEdE på dEt EtiOpiskE samfund » nOsfEratu, univErsitEtsradiOEn

« fantastiskE billEdEr Og frEmragEndE skuEspil » kulturbunkErEn.dk

HHHH

« hvErkEn ukritisk EllEr fOrdømmEndE » filmz.dk

HHHH « billEdskøn Og pOEtisk » « En EvEntyrlig rEjsE » dr filmland

I BIOGRAFERNE Nu Oplev et billedsmukt og grønt Etiopien og en varm og rørende fortælling om en lille dreng, der må lære at stå på egne ben

HHHHHH HHHHH « RøREnDE og føLsom » CPHCULTURE:DK

smaCKTHEjaCK.nET

« smUK og sTEmningsfULD » THE HoLLywooD REPoRTER

Et gribende drama om en mand, som genfinder meningen med sit eget liv gennem arbejdet med børn, der har brug for hans hjælp.

HHHH « vELLavET På aLLE PLanER » fiLmmagasinET EKKo

HHHH « sToR fiLmKUnsT » KULTURbUnKEREn.DK

« En viDUnDERLig fiLm » CinETasTiC.DE

FÆGTEREN

PREMIERE 31. MaRts

Sælg

P.S. Krøyer: “Strandparti, maaneskin”.

Sign. S. Krøyer, Skagen Maj 07.

Olie på træ. 32 x 42 cm.

Hammerslag: 550.000 kr.

på auktion!

Netop nu tager vi imod indleveringer til sommerens internationale auktion i Bredgade. Vi er på udkig efter udsøgt kunst, design, antikviteter, smykker og armbåndsure. Der er traditionen tro særlig fokus på russisk og orientalsk kunst på denne auktion.

Besøg os i København og Aarhus eller læs mere på bruun-rasmussen.dk.

Sundkrogsgade 30, 2150 Nordhavn · Tel 8818 1111 Søren Frichs Vej 34 D, 8230 Åbyhøj · Tel 8818 1100 bruun-rasmussen.dk