Kunst&Kultur by Kristeligt Dagblad

TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 3. OKTOBER 2020

Frida Kahlo og 33 andre kvindelige kunstnere trækkes frem i lyset på kunstmuseet Louisiana. side 4

F OTO : BA N CO D E M É X I CO D I E G O R I V E R A F R I DA K A H LO M U S E U M T R U ST/ V I S DA 20 20 .

Kunst fra museets samling: MALERIER, MODELLER OG MADRASSER Vises resten af 2020

Besættelsen på Skiveegnen 1940-1945 Hjemmeværnets udspring af modstandsbevægelsen

01.07. 2020 - 29.08. 2021

KRISTELIGT DAGBLADS LÆSERKLUB: ”2 FOR 1” PÅ ENTRÉ TIL SKIVE MUSEUM

2 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. oktober 2020

ejs med ind i kunstens verden. I Kristeligt Dagblads tillæg Kunst&Kultur får læseren et unikt indblik i kunstscenen, som den ser ud lige nu og her. I tillægget har redaktionen samlet nogle af de bedste tidligere bragte anmeldelser, interviews og baggrundsartikler fra kunstens verden, som tilsammen giver læseren en forprøve på de mange store oplevelser, der venter på landets gallerier og museer. Stina Ørregaard Andersen, souschef, Kristeligt Dagblads kulturredaktion

indhold For surrealisterne var kunsten mere realistisk og betydningsfuld end virkeligheden side 4 Gud, dyr og mennesker. Interview med kunstneren Tal R side 6

Fra Ordrupgaards små stuer til Royal Academy’s store sale side 20-21 Religionskritik er trådt i baggrunden i kunsten side 22

Ud af efterkrigen og ind i nutidens visuelle dynamik side 8

Banksy hamrer de sociale budskaber hjem med succes side 32 En magisk underverden side 34

Glasmenageriet åbner skattekamrene side 12

Man behøver ikke tage reglerne for givet. Interview med kunstneren Pipilotti Rist side 36-37

Kunsten at udstille dyr side 14

Det eviges udbrud af det endelige side 18

Kristendom, politik og kulturforskelle lyser op i Løgumkloster side 28-29 På opdagelse i kunstnerens egen samling side 30

Romantiske landskabs malerier har domineret alt for længe. Interview med kunsteren Allan Otte side 10-11

En verden uden mennesker side 16-17

Kulturdanmark er der, hvor kunsten bliver skabt. Interview med kunstneren Henrik Scheel Andersen side 26

Keramik og kosmiske sammenhænge side 24

Grænseoverskridende fremtidsforestillinger side 38

Efteråret på ARoS Åbent til kl. 21.00 på hverdage Mandag lukket

’Mythologies – The Beginning and End of Civilizations’ NIVEAU 5 04.04 – 18.10.2020 Oplev klassiske sværvægtere og moderne samtidskunst i en udstilling om tro, håb, kriser og revolution og om fortællingens magt fra de græske myter til nutidens velfærdsstat.

Efterårsferien uge 42

FOR VOKSNE I efterårsferien sætter ARoS fokus på iransk kunst og kultur i anledning af, at museet genopsætter det enestående videoværk Women Without Men af den iranske kunstner Shirin Neshat Se fuldt program på aros.dk/iran

FOR BØRN Hent app’en og løs Museumsmysteriet på ARoS i efterårsferien Er du mere til en analog museumsoplevelse? – få en flip-flapper

'JORN/KIRKEBY' NIVEAU 5 21.11.2020 – 05.04.2021 Glæd dig til et storslået malerisk møde mellem Asger Jorn & Per Kirkeby

Jonah Freeman & Justin Lowe 'Colony Sound (R.10 Agonists Lounge)' Marlborough, London. Installation View 17. Photo: Luke Walker

Nicolas Régnier 'David with the head of Goliath' 17th century David med Goliats hoved, 1600-tallet. Olie på lærred / Oil on canvas, 98 x 123 cm. Collection of the National Museum in Belgrade

ÅBNER 21. NOV.

Jonah Freeman & Justin Lowe 'COLONY SOUND' NIVEAU 1 10.10.2020 – 21.02.2021 Særudstillingen COLONY SOUND af den amerikanske kunstnerduo Freeman & Lowe er en unik og sanselig totaloplevelse, der iscenesætter overgangen til en postapokalyptisk og ÅBNER dystopisk fremtid. 10. OKT.

ARoS CAFÉ Tirsdag til fredag kl. 14.00 – 17.00 byder cafeen på ARoS på et lækkert udvalg af hjemmebagte kager, som du kan nyde med en god kop friskbrygget økologisk kaffe fra Peter Larsen.

Kaffe & kage

50 kr med årskort*

Normalpris /uden årskort 66 kr. *Kan ikke kombineres med andre tilbud og rabatter

Tirsdag – fredag kl. 10 – 21 Weekend kl. 10 – 17 Mandag lukket Vi tager forbehold for evt. kommende ændringer i retningslinjerne fra myndighederne vedr. COVID-19

Gratis entré for alle under 18 år

4 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. oktober 2020

For surrealisterne var kunsten mere realistisk og betydningsfuld end virkeligheden Louisiana trækker en række kvindelige avant-gardekunstnere frem af glemslen med fortræffelig ny udstilling. Blandt meget andet minder ”Fantastiske kvinder” om, at kunsthistorien ikke er statisk

anmeldelse

2 Hvis billederne af de ukendte surrealister forekommer bekendte, kan det skyldes, at mange af dem anvendte det samme surrealistiske vokabular som de – mandlige – kolleger, der løb med anerkendelsen. ”Forfængelig-hedens skole” hedder dette maleri fra 1967 af Jane Graverol. – Foto: Renaud Schrobiltgen/ VISDA 2020/Louisiana.

5 stjerner AF TORBEN WEIRUP kultur@k.dk

Kunsthistorien skrives af sejrherrernes forvaltere. Generation for generation bliver nogle billedkunstnere udvalgt og kanoniseret som deres tids mest nyskabende, mens andre sorteres fra og glemmes. Mere eller mindre. Undertiden med god ret. Men ikke altid. Heldigvis kommer nye forvaltere af kunstens institutioner til, som nysgerrigt undersøger, om deres forgængeres dom nu også var rigtig og retfærdig. Uden revisionisterne fremstod eksempelvis Vilhelm Hammershøi måske ikke som den fremtrædende maler, mange elsker i dag, for sådan set blev en del af hans billeder placeret i magasiner under modernismens storhedstid, og havde museerne kunnet sælge ud (af samlingerne), var det nok også sket i en række tilfælde. Flere kunsthistorikere har i de senere år kigget kritisk på kvindelige kunstneres ringe repræsentation i museernes samlinger og i vægtningen af emner for særudstillinger. Den mest bemærkelsesværdige indsats i Skandinavien i så henseende er Stockhholms Moderna Museets særlige indsats for at få reduceret udeladelserne i tidligere tiders indkøbspolitik ved at anvende en særlig fondsbevilling til at anskaffe værker af kvindelige kunstnere, der tidligere er blevet forbigået. Noget tilsvarende – en revision af kunsthistorien – er på færde med Louisianas nyåbnede surrealistudstilling. Surrealisme! Altså Salvador Dali, Max Ernst, Magritte og så videre? Og herhjemme Wilhelm Freddie? Ikke denne gang. Derimod nogle af deres samtidige, der var med fremme i avantgarden dengang i 1920’erne og de følgende årtier. Men så i større eller mindre grad gled ind i skyggen af de kendte navne, der ofte blev kunstmuseernes sikre publikumssucceser. Hvorfor? Fordi det er sejrherrerne, der former historien, og fordi tiderne og dermed forholdet mellem kønnene dengang var anderledes. Også i – i egne øjne – progressive kredse som et par hjemlige eksempler kan illustrere: Det var politikerne, der for lidt over 100 år siden gennemtvang, at kvinder kunne blive optaget på Kunstakademiet. Det var de

Fantastiske kvinder – surreelle verdener fra Meret Oppenheim til Frida Kahlo. Louisiana, Humlebæk. Til den 8. november. 3 Kay Sage, der er født i New York, var en af de mange billedkunstnere, mandlige såvel som kvindelige, der anglede efter André Bretons anerkendelse. Den opnåede hun i midten af 1930’erne – og dette maleri fra 1942 hedder ”Til den aftalte tid”. – Foto: Nathan Keay, MCA Chicago/ Louisiana.

gelsen af udstillingens mange kunstnere, hvoraf få er kendte i dag. Louise Bourgeois (19112010) og Frida Kahlo (1907-1954) selvfølgelig. Men som enere i kunsthistorien og mere kanoniserede for andet end klassisk surrealistiske maleri. Meret Oppenheim (1913-1985) er ophavskvinden til et af de surrealistiske ikoner, en pelsbeklædt tekop med tilhørende ske fra 1936, der tilhører kunstmuseet Moma i New York. Som danske ved vi besked om Rita Kernn-Larsen (1904-1988) og Elsa Thoresen (1906-1994), mens Lee Miller (1907-1977) nok er mest respekteret som fremragende reportagefotograf og Dora Maar (19071997) senere bedst kendt som en af Picassos sengekammerater. mandlige kunstnere som helhed ikke interesserede i. Ud over som modeller. Og hvem husker i dag maleren Yrsa Hansen (18901954)? Næppe mange. For da hun i 1923 tog på bryllupsrejse til Paris sammen med Vilhelm Lundstrøm, havde han smidt hendes malerkasse ud ad vinduet, inden toget havde passeret Valby. Den fik hun ikke brug for længere, mente han. Én kunstner i familien var tilstrækkeligt. Louisiana-udstillingens 34 eksempler på kvindelige kunstnere er en række fortællinger om kampe og modgang, succes og accept. Også fra mænd. For mange af dem betød navnlig én mand noget ganske særligt. Det er forfatteren André Bre-

ton (1896-1966), der i 1924 skrev ”Det surrealistiske manifest” og blev bevægelsens ideolog med ret til at bandlyse afvigere. For adskillige af udstillingens kunstnere – fremgår det af de helt nødvenlige, biografiske vægtekster – var Bretons anerkendelse af allerstørste betydning, mens andre med tiden vendte sig mod hans tyranni, som det hedder på Louisiana. Det er ikke uden konsekvenser, men som formidlingsteksterne også gør opmærksom på, opstår der venskaber mellem flere af kvinderne, der ud over at male også deler interesse for forskellige former for mysticisme og okkultisme. Det biografiske element er absolut nødvendigt for genopda-

En populær definition på surrealismen er – allerede inden Breton blev født – formuleret i 1869 af lyrikeren Isidore Ducasse og lyder: ”Smuk som det tilfældige møde mellem en symaskine og en paraply på et operationsbord”. Sådan er også motiverne og stemningerne i mange af værkerne på Louisianas udstilling: Mærkelige figurer og genstande i mystiske landskaber under ildevarslende himle. Halvt opløste eller amorfe skikkelser. Absurde sammenstillinger. Surrealisterne viser en verden ved siden af virkeligheden eller oven på realismen med elementer, der minder om noget, vi kender, men er fordrejet og – for gustne betragtere – uvirkelig. Er

der én erkendelse, der har udgjort en betragtelig filosofisk klangbund for surrealismens udøvere, må det være Sigmund Freuds undersøgelser af drømmes betydning. Med det udgangspunkt kunne surrealisterne hævde, at deres billeder i grunden var mere realistiske eller mere betydningsfulde end virkeligheden, fordi de skildrer en indre sandhed og en stærkt subjektiv oplevelse af verden. Surrealismen opstod efter Første Verdenskrig og opløste officielt sig selv som bevægelse under Anden. Men det kunstneriske greb og fascinationen af det surrealistiske vokabular forsvandt ikke. Surrealismen fik i generationerne efter et utal af efterfølgere, hvoraf nogle blev fornyere, mens andre var epigoner, der i al kærlighed arbejdede videre i traditionen. Med afsæt i nogle af billederne på udstillingen af for eksempel Dorothea Tanning, Rachel Baes eller Leonor Fini kan man vel også slippe af sted med at hævde, at dele af surrealismen har været en tilbagevendende inspiration for hele fantasygenren og en oplevelse af verden som mystisk og eventyrlig og ved siden af den kendte virkelighed. Der er mange interessante billeder og personlige historier på Louisianas velpræsenterede udstilling, der også minder om, at heller ikke kunsthistorien er statisk. J

Nye udstillinger på Viborg Kunsthal - dit udstillingssted for samtidskunst

Aktuel udstilling: STILL (for) PEACE Med historien som materiale skaber billedkunstner Elle-Mie Ejdrup Hansen nye værker, der fortolker og perspektiverer de politiserede og kontroversielle begivenhederne omkring ’Fredsskulptur 1995’ - dengang og nu.

Læs mere på viborgkunsthal.dk om vores kommende arrangementer, artist talk, podcast- og bogudgivelser.

Viborg Kunsthal Riddergade 8, Viborg viborgkunsthal.dk

6 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. oktober 2020

Gud, dyr og mennesker

2 Tal R lavede to skulpturer af flagermus længe før coronakrisen. – Foto: Leif Tuxen.

Kunstneren Tal R rammer lige ind i coronakrisen med sin bibelsk inspirerede soloudstilling på Ny Carlsberg Glyptotek med 30 skulpturer, der udvisker grænserne mellem køn, racer, seksualitet og ikke mindst mellem dyr og mennesker

interview I begyndelsen – engang sidste år – skabte kunstneren Tal R en menneskestor flagermus med vingerne ud til siden som en velsignende Kristus-figur uden at vide, hvor voldsomt værket i sortpoleret bronze ville virke, når det senere blev placeret på et af landets fineste museer. Og så lavede han endnu en skulptur af en flagermus. Siden er flagermusen blevet et sygdomssymbol i den store syndefaldsfortælling om coronakrisen. Mennesket spiste ikke af den forbudte frugt, men af en syg flagermus på et kinesisk fiskemarked i Wuhan, og det førte formentlig til hele verdens fald eller i hvert fald krise. Nu er en flagermus så også både det første og sidste, man ser, på Tal R’s udstilling ”Tal R. Dyr og mennesker”, der åbnede på Ny Carlsberg Glyptotek i København i juni. ”Jeg er ikke profet,” siger Tal R i sit atelier ved Søerne nogle hundrede meter fra museet, hvor hans to store hunde, Makker og Fanny, daser dovent på en slidt madras mellem hans mange igangværende værker. ”Jeg har ønsket at lave denne her udstilling i 15 år, og jeg har brugt tre år på at lave de 30 skulpturer på udstillingen. Mine to flagermusskulpturer blev støbt i bronze i Berlin sidste år, længe inden nogen var begyndt at tale om corana, men jeg må nok indrømme, at jeg nu spiller lidt på det ved at lade de to flagermus indramme min nye udstilling,” siger den store danske kunstner og tilføjer hviskende som en fræk skoledreng: ”Og de ligner Jesus!”.

valdsens Kristus-figur, er på sin egen måde skræmmende, fordi den ikke virker til at stå klar med frelse, men snarere et dødskys. Og det er ikke det eneste værk, der spejler bibelske temaer på udstillingen, hvor en anden skulptur for eksempel ligner en mellemting mellem en ged og et menneske og på den måde kan lede tankerne hen på Satan. ”Det er dybt bibelsk. Jeg er godt klar over det. Selvfølgelig er der også masser af symbolik på udstillingen, men det er ikke mig, der ejer symbolikken. Kunst er ikke en kronik, og jeg har hverken et religiøst eller politisk budskab. Meningen må folk selv skabe i mødet med kunsten. Folk skal bare komme og se udstillingen med deres egen mentale opslagstavle, som de så kan spejle i min mentale opslagstavle, som meget hopper op på helt af sig selv. Og med min jødiske baggrund ville det nok være helt umuligt at skabe kunst, der ikke på den ene eller anden måde var inspireret af Bibelen eller i hvert fald blev læst ind i den,” siger Tal R og peger på, hvordan det komplicerede forhold mellem Gud, dyr og mennesker er et stort bibelsk tema fra skabelsesberetningen, hvor mennesket bliver skabt lige efter dyrene. Men det er mennesket, der er skabt til at ligne Gud og (i den gamle bibeloversættelse) til at herske over dyrene. Men nu er dyrs liv også blevet en del af debatten, fordi flere og flere mener, at vi behandler såkaldte produktionsdyr barbarisk og skader klimaet ved at spise kød, og selv i ”Bibelen 2020” står der ikke længere, at mennesket skal herske over dyrene, men tage ansvar for naturen. Men Bibelen er stadig fuld af forvirrende dyremetaforer.

På Ny Carlsberg Glyptotek midt København er store for længst døde kunstneres blik på både mennesker og dyr frosset fast i skulpturer af muskuløse mænd og frodige kvinder, mens man minsandten også kan finde en mumificeret kat i kælderen. Christian Lemmerz’ uhyggelige ”Todesfigur” fra 2010 falder tidløst ind i rammerne oppe ad en himmelstigende marmortrappe, men nu har Tal R altså sendt kunstkabinettet helt ind i coronatiden med sin fabulerende udstilling ”Dyr og mennesker”. Og Tal R’s menneskestore velkomstflagermus, der står med armene ud til siden som Thor-

I skabelsesberetningen viser Satan sig som en slange og er siden blevet afbildet som vædder, men han bliver også sammenlignet med ”en brølende løve”. Jesus bliver såmænd også kaldt ”Løven af Judas’ stamme”, men også ”Guds lam”, ligesom syndebukken i Tredje Mosebog i en kristen læsning bliver set som et billede på Jesus. I Salmernes Bog bliver Gud blandt andet sammenlignet med en ørn, der beskytter sine børn under sine vinger. Og gennem tiden har mennesker også tilbedt dyr, ikke kun i det gamle Egypten, men også i Bibelen. ”Jeg elsker fortællingen om

AF DANIEL ØHRSTRØM ohrstrom@k.dk

guldkalven, som israelitterne laver, mens Moses er oppe på bjerget for at hente De Ti Bud. Guldkalven er jo også en slags skulptur og et flot billede på guld som afgud, men det mest fascinerende ved fortællingen er, hvordan De Ti Bud stadig holder i dag. Der er meget i Bibelen, som ellers virker forrykt med al dens vold i for eksempel Esters Bog, der kan minde om ’Game of Thrones’. Og de 613 jødiske love virker mildt sagt klar til reformer, men De Ti Bud står egentlig stadig meget klart, mens vi kan være fremmedgjort for mange af de andre jødiske love i dag.” Alligevel er han stadig optaget af offermanualerne i Det Gamle Testamente og tallet 613. ”Min gamle far på 82 år kommer her hver dag. Han er pensioneret diamantsliber, men nu skærer han træsnit for mig. Han er utroligt god til at snitte. Jeg tror, at jeg har 312 nu, men vi har et mål om at lave 613 træsnit. Det er et interessant tal, også hvis man tager tværsummen af det, så er man tilbage ved begyndelsen,” siger Tal R og vender tilbage til sine skulpturer, som virker underligt aktuelle på flere planer. Udstillingen består i alt af 30 enten hvidlige eller sorte skulpturer, der står i de gamle museumsrum som sælsomme skakbrikker, der er svære at kønsbestemme, og de fabulerende figurer har både træk fra mennesker, fugle, heste, hunde, geder og altså flagermus. ”I begyndelsen tænkte jeg, om titlen ’Dyr og mennesker’ var så banal, at den ville være blevet afvist i selv Valby Medborgerhus, men nu er det, som om den taler ind i alting. En sondring mellem mennesker og dyr er jo i forvejen interessant, fordi vi lever i et samfund, hvor vi prøver at opløse grænserne mellem køn, racer og seksualitet. Alting er ligesom under opbrydning i øjeblikket. Og det er det også i mine figurer, hvor forskellen mellem kønnene er udvisket, ligesom skellet mellem dyr og mennesker er udvisket. Jo læn-

Tal R (Tal Shlomo Rosenzweig)

0 ”Med min jødiske baggrund ville det nok være helt umuligt at skabe kunst, der ikke på den ene eller anden måde var inspireret af Bibelen eller i hvert fald blev læst ind i den,” siger Tal R. – Foto: Leif Tuxen.

gere ind man går i udstillingen, bliver grænsen mere og mere udviklet.” Sådan er Tal R’s skulpturer også en leg med formerne, men det begyndte med, at han lagde mærke til sin søns arm. ”At lave en skulptur af noget figurativt er nok det sværeste, man kan gøre, og jeg har gået som katten om den varme grød i 15 år for at lede efter en naturlig indgang til det. Men mit arbejde med skulpturerne startede faktisk med, at min søn på 12 år spillede håndbold. Jeg kiggede meget på hans arm og albue, så jeg begyndte at lave arme og hoveder og en hals i gips, og jeg isolerede alle dele. For samtidig havde jeg en interesse for stående egyptiske ting, hvor fødderne stod sjovt parallelt uden vores naturlige perspektiv-idé.” Den bogstaveligt talt gennemgående figur på udstillingen er en høj tynd gående dreng, som går i Adidas-bukser og slår på trommer. ”Det er inspireret af Céline-bogen ’Rejsen til nattens ende’, hvor alle de unge mænd sidder på torvet og keder sig, og så kommer soldaterne med trommerne. Og så går de efter de trommer, for hvem vil ikke gå ef-

ter nogen, der trommer? Og så humpede dem, der overlevede, så hjem efter Første Verdenskrig.” Den unge mand på udstillingen er inspireret af hans egen søn, mens det faktisk er Tal R’s kone, Emma, som har stået model til de forskellige positioner, de figurative skulpturer står, ligger eller sidder i. Og undervejs skulle man gerne komme til at tænke over, hvad det vil sige at være menneske. Det er os, der går ud af Zoologisk Have om aftenen. Men hvem er vi? ”Mennesker ligner dyr, og sommetider efteraber vi også dyr. Jeg kan huske, da jeg boede i Kina som ung og blev dybt fascineret af, hvordan alle bokseformerne var inspireret af dyrs adfærd. Man ville gerne tilegne sig dyrs egenskaber og sindelag, fordi dyr jo også kan overgå mennesker på mange området. Men vi er måske det eneste væsen, der kan være udspekuleret onde, vi er måske også det eneste væsen, der kan udvise empati og gå imod vores egen natur for at vise menneskelighed, og vi er måske det eneste væsen, der kan reflektere over vores egen eksistens. Det er kunsten et refleksionsrum for,” siger Tal R. J

3 3Født 1967 i Tel Aviv, Israel. Er dansk billedkunstner.

3 3Familien flyttede til København, da han var lille. I dag bor og arbejder han i København, hvor han også blev uddannet påKunstakademiet 19942000. 20052014 var han professor ved kunstakademiet i Düsseldorf. Han er gift med Emma Rosenzweig.

3 3Siden 1990’erne har Tal R som en af de mest markante kunstnere i sin generation udstillet rundt om i verden. Udstillingen ”Tal R. Dyr og mennesker” kan ses på Ny Carlsberg Glyptotek i København.

8. september – 22. november 2020

INTET SOM FØR

Efterå r med M sferie Jimbo imbo værks -teater, te famili der og eture !

Følg epidemiernes spor gennem landets største kunstsamling

Debatrække i samarbejde med

Mesteren for Palazzo Venezia Madonna, Skt. Corona, 1350, SMK

Tak for støtte til

8 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. oktober 2020

Ud af efterkrigen og ind i nutidens visuelle dynamik Klangbunden for Palle Nielsens grafiske værk er det 20. århundredes katastrofer, men som eksistentielt udsagn rækker værket ud over tid og sted. I år ville han være fyldt 100 år, og det markeres med en turnéudstilling, som i øjeblikket kan ses på Skovgaard Museet i Viborg

anmeldelse 5 stjerner AF HENRIK WIVEL kultur@k.dk

Palle Nielsens (1920-2000) samlede værk af tegninger og grafik kan anskues som en slags vidnesbyrd. I de formative år blev han vidne til Anden Verdenskrigs grusomheder, atombomberne over Hiroshima og Nagasaki, Tysklands ødelagte byer og den kolde krigs lange dybfrosne efterliv. Det satte præg på hans kunst. Selv sagde Palle Nielsen: ”Jeg skal, føler jeg, aflægge rapport om, hvad jeg ser, og om, at det, jeg ser, er vor situations fuldstændige umulighed, og at der i erkendelsen af denne situation ligger et håb.” Det er mellem disse to poler, hans kunst er spændt ud: erkendelsen af tilværelsens – på adskillige niveauer – katastrofiske karakter og dette at skulle leve, som var der en fremtid og et håb. Skildrede Palle Nielsen katastroferne, skildrede han også håbet. Ødelæggelserne af vor civilisation er omfattende i Palle Nielsens værk, men i livgivende øjeblikke kommer der også noget andet til syne: en engel i himlen, en hval i havet. Palle Nielsen er en af dansk kunsts store humanister. Det er det første, man kan sige. Derfor er mennesket i centrum i hans livsværk. Mennesket udsat for ekstremt fysisk pres i urbane landskaber, hvor også arkitekturen splintres og styrter sammen som skæbnesvangre dele af helhedsbilledet. Det skabte og det menneskeskabte i et og samme fald. Det helt store mytologiske syndefald, men også det konkrete og anskueliggjorte fald, lemlæstelsen og sammenstyrtningen, nedbrydningen af organisk og uorganisk materiale. Katastrofen anskues som den klassisk definerede afgørende begivenhed i dramaet, hvor der sker noget andet, end vi forventer, hvorefter noget for evigt er forandret. Verden bliver ikke til hos Palle Nielsen, den bliver ødelagt, kunstneren arbejder med troldsplinten i øjet, som gør, at alting ses forkert. Intet er mere det samme. Som humanist bliver Palle Nielsen i kunsthistorien ofte sammenlignet med de jævnaldrende figurative kunstnere Dan Sterup-Hansen og Svend Wiig Hansen, der også viede deres livsværker til skildringen af mennesket og dets situation i en epoke præget af spændinger og krig. Sammen blev de kaldt for ”Menneskeskildrerne”. De var præget af 1950’ernes og de tidlige 1960’eres europæiske eksistensfilosofi om det udsatte menneske, ligesom de var præget af tidens sociale og politiske reformer, hvor også kunsten skulle demokratiseres og nå bredt ud. Det førte til en opblomstring af grafikken, der kunne mangfoldiggøres. Strømningerne kan følges i Palle Nielsens grafiske værk og i hans tegninger og akvareller, hvor også 1970’ernes internationale terror og de følgende tiårs menneskeskabte ødelæggelser af naturen får plads. På den turnerende retro-

0 Palle Nielsen: ”Magtens tårn”, 1964. – Foto: Ole Akhøj/Fuglsang Kunstmuseum.

0 Palle Nielsen: ”Mennesker og begivenheder”, 1983, linoleumssnit. – Foto: Skovgaard Museet.

spektive udstilling ”Palle Nielsen 100 år. Katastrofer og mirakler” kan beskueren følge udviklingen og temaerne i hans kunst. Både det dystopiske og utopiske i hans værk får plads og rum i mindre, sluttede enheder af beslægtede motiver. Formaterne er jo små, så det giver en koncentreret og intens oplevelse af den samtidsorienterede kunstners engagement og visuelle vitalitet. Som grafiker er han suveræn; skildrer han kaos, er hans værk præget af orden og en æstetisk prægnans med disse karakteristiske stilistisk gentagne mønstre og skraveringer i et formsprog, der nærmest umærkeligt udvikler og forskyder sig igennem årene. Men Palle Nielsen arbejder også raffineret med en kommerciel æstetik. Det er det andet, man kan sige. Udstillingen ”Katastrofer og mirakler. Palle Nielsen 100 år” skal roses for at nuancere, ja ligefrem bryde med den sakrosankte opfattelse af kunstneren som en nærmest hellig skikkelse præget af en dyb eksistentiel alvor og et profetisk indblik i menneskelivets dystre sider. Det er naturligvis en del af værket, men langtfra det hele. I et forsøg på at aktualisere Palle Nielsen har udstillingens kurator talt med en række samtidige kunstnere og meningsdannere, der forholder sig til det overleverede værk. En af dem er tegneren Thomas Thorhauge, der befriende beskriver Palle Niel-

sens kunst som ”tegneserier”. Det er jo det, den er. Tegneserier. Værket er ikke primært high art, men dramatiske historier fortalt i billeder. Præcis som i tegneserien – som Palle Nielsen jo også voksede op med udviklingen af, ikke mindst i den amerikanske version – foldes historierne og dramaet ud i sekvenser. Det tegneserieagtige ved hans kunst er en ikke ringe del af Palle Nielsens gennemslagskraft og popularitet i anden halvdel af det 20. århundrede. Og i dag. Er Giotto og den italienske renæssancekunst en inspirationskilde i den ene ende af Palle Nielsens kunstneriske skala, er Jerry Siegel og Joe Shusters ”Superman” det i den anden ende. Er den antikke græske og bibelske mytologi en forudsætning, er nutidens katastrofefilm det også. Populærkulturen er en del af Palle Nielsens modernitet, hans fart og tempo. Er det en engel, der kommer flyvende og redder mennesket fra fald og fortabelse? Eller er det ikke lige præcis Superman, der kommer susende igennem luften i sin fantomdragt? Som Thomas Thorhauge konstaterer, arbejder kunstneren helt bevidst med tegneseriens og filmens sekvenser og spændingsladede narrativ. Man mangler kun filmmusikkens ildevarslende brummen som underlægning. Palle Nielsen var, før noget andet, uddannet reklametegner. De greb, han lærte som reklametegner, forlod han reelt aldrig; den kommercielle vinkel på stoffet.

I den henseende ligner han Andy Warhol mere end eksistenskunstneren Alberto Giacometti, som han ofte sammenlignes med. Og var Palle Nielsen visionær? Ja, det var han. Hans menneskeskildringer har en almengyldighed, der overskrider tidens begrænsninger og til evig tid vil være sigende for menneskelivet. Dets brutalitet, smerte, sorg og tab. Men Palle Nielsen var også en fuldkommen integreret del af sin samtid. Allerede i 1960’erne skabte han grafiske blade af fly, der torpederer huse, endda i et grafisk blad med et motiv, der ligner World Trade Centers Twin Towers i New York, lige da første fly rammer. Foregreb profeten Palle så terroren 11. september 2001? Ja. Inspirerede han Osama bin Laden, Mohamed Atta og konsorter? Næppe. Det er nok snarere sådan, at terroristerne også læste tegneserier og så katastrofefilm. Det er velgørende at få frigjort Palle Nielsen fra den tunge eksistentielle arv, løftet ham ud af efterkrigens ruiner J og ind i nutidens visuelle dynamik.

Palle Nielsen: Katastrofer og mirakler. Palle Nielsen 100 år. Katalog og kuratering ved Liza Kaaring. 160 sider, illustreret. Skovgaard Museet i Viborg til den 10. januar 2021 og Kunstmuseet i Tønder fra den 30. januar 2021 til den 2. maj 2021.

2 Palle Nielsen: ”Det gamle hus Isola”, 1963, linoleumssnit. – Foto: Kenneth Stjernegaard/ Kunstmuseet i Tønder.

EFTERÅR PÅ LOUISIANA – 4 UDSTILLINGER DU SKAL SE

FANTASTISKE KVINDER

ANUPAMA KUNDOO

”Forrygende. Magisk. En pragtudstilling.” Denne anmelderroste præsentation af kvindelige kunstneres bidrag til surrealismen er sæsonens must-see. Med værker af bl.a. Bourgeois, Cahun og Kahlo. Sidste chance 8 nov.

Den indiske arkitekt Anupama Kundoo går direkte op mod vor tids intense fokus på optimering. Hun arbejder lokalt og bæredygtigt med nye boformer, der bygger bro mellem fortid og fremtid. Åbner 8. okt.

PER KIRKEBY - BRONZE

TETSUMI KUDO

Imponerende og overvældende fortælling om skaberkraft og kunstnerisk forløsning. Denne udstilling viser ind til kernen af den store danske kunstners arbejde og opgør med figur, rum og materiale. Til 6. dec.

Menneske, teknologi og forurenet natur smelter sammen i den japanske kunstner Tetsumi Kudos sære og visionære værker fra 1960’er & 1970’erne. Det er grotesk, fascinerende og uhyggeligt aktuelt. Til 10. jan.

34 kunstneres surrealistiske verdener

Mytisk og monumentalt

Ny udstilling: Arkitekturens Værksteder

Møde med en japansk ”øko-profet”

RESERVER TIMESLOT FOR ANKOMST & LÆS OM ET TRYGT LOUISIANA-BESØG PÅ LOUISIANA.DK Foto: Installationfoto fra Fantastiske Kvinder med Frida Kahlo Autorretrato con collar de espinas y colibrí, 1940. © Banco de México Diego Rivera & Frida Kahlo Museums Trust, México D.F./VISDA. Anupama Kundoo, Wall House, Auroville. 2000. Foto: Javier Callejas. Installionfoto fra udstillingerne Tetsumi Kudo og Per Kirkeby: Kim Hansen & Brøndum & Co.

10 | Kunst&KulturKristeligt Dagblad Lørdag 3. oktober 2020

CSopenhagen oloists

BEETHOVEN Symfonier 5 & 7 Orkester på autentiske instrumenter Dirigent: Jonathan Ofir Konservatoriets Koncertsal (Frb.) 24.10.2020 kl. 16 Musikhuset Århus, Symfonisk Sal 25.10.2020 kl. 16 Billetter på Ticketmaster.dk (Frb.) og Musikhusetaarhus.dk Støttet af: Statens Kunstfond William Demant Fonden Augustinus Fonden Louis-Hansen Fonden Knud Højgaards Fond Dansk Kapelmesterforening Enid Ingemanns Fond Den Bøhmske Fond Fondation Juchum Aarhus Kommune

www.copenhagensoloists.dk

CATHERINE

DENEUVE

JULIETTE

BINOCHE

ETHAN

HAWKE

EN FILM AF

KORE-EDA HIROKAZU

S A N D H E D E N GÅ TRYGT I BIOGRAFEN I EFTERÅRSFERIEN!

Oplev den japanske mesterinstruktør og guldpalmevinder Kore-edas varme og skarpe familiedrama med fransk films største filmdivaer i forrygende forening!

I BIOGRAFER I HELE LANDET 8. OKTOBER

0 Billedet ”Nedbrydning” fra 2019 er malet til den aktuelle udstilling, og motivet forestiller Allan Ottes fødegård under nedrivning: ”Det er et tidsbillede på en æra, der er forbi – et generationsskifte – det gamle, der må vige pladsen for det nye. Det store, nye værk tog mig syv måneder at male og er lavet til denne udstilling og er limen, der skal binde den sammen. Der er mange elementer i netop dette billede, der forbinder mine tidligere værker med de senere.” – Foto: Allan Otte/Torben Eskerod.

Romantiske landskabsmalerier har domineret for længe Allan Otte er kendt for at male forulykkede køretøjer, landbrugsindustri og kultiveret natur. I øjeblikket er kunstneren, der hellere vil vise virkeligheden end ”malerier med naive forestillinger om natur”, aktuel med sin hidtil største soloudstilling, ”Naturligvis”, på kunstmuseet Heart i Herning

interview AF LIV HØYBYE JEPPESEN hoybye@k.dk

Tror man, at den anerkendte landskabsmaler og landmandssøn Allan Otte lægger sig i slipstrømmen af de klassiske danske landskabsmalere, som blandt andet H.A. Brendekilde, J.Th. Lundbye og Theodor Philipsen, tager man fejl: ”Jeg nærer nærmest en afsky over for det sentimentale og romantiske. Det elendige guldaldermaleri mener jeg stadig gennemsyrer hele vores billedarv og den måde, vi forholder os til natur og kunst på,” fastslår Allan Otte og tilføjer en anelse mildere: ”Jeg har altid syntes, at romantik er fuldstændig åndssvagt. Jeg tror simpelthen, at jeg er for firkantet og pragmatisk i mit hoved til, at jeg rigtig forstår det. Malerier med naive forestillinger om natur uden fremmedelementer er for mig helt forfejlede. Jeg mener, at virkeligheden skal have lov til at fylde. Jeg vil opdatere genren eller måske udfylde mellemregninger, der ligger imellem guldaldermaleriet, de modernistiske landskabsmalerier og nu.” Hvorfor kan man eksem-

pelvis ikke støve et eneste modernistisk landskabsmaleri op med traktorernes indtog i landbruget? Hvor er de grå Fergusons, der erstattede arbejdshestene på markerne og var startskuddet til industrialiseringen af landbruget? spørger landmandssønnen og kunstneren, som har svært ved at forholde sig til tilbageskuende landskabsmalerier. ”De repræsenterer en længsel efter det oprindelige – manden, der laver markarbejde med trækdyr. Det er voldsomt sentimentalt, og hvorfor er der ingen, der har skildret det på en mere direkte og reel måde – hvad er det, man synes er så forkert?”, spørger kunstneren, som i sin motivverden har påtaget sig opgaven med at skildre det moderne og industrialiserede landbrug, som det er. Allan Otte er vokset op i Nordjylland i en så lille samling gårde og huse, at der end ikke findes et byskilt for Mejlstrup, der ligger mellem Østrup og Vestrup 10 kilometer syd for Aars. I barndomshjemmet var der ikke noget eller nogen, der skubbede Allan Otte i en kunstnerisk retning. Der var ikke klaver, der var ikke litteratur, og der var

ikke kunst på væggene. Til gengæld var der masser af frihed, og Allan Otte husker at rumstere på værkstedet, bygge ting, cykler og knallerter, som drenge gør. Han husker også at være optaget af at tegne og male, men uden nogen egentlig retning. Tegneserier, illustrationer og den slags. På Vesthimmerlands Gymnasium i Aars stødte han ind i kunsten. Per Kirkebys værker fyldte gymnasiet, og det oplevede landmandssønnen som så massivt, at det antændte en grundlæggende nysgerrighed efter kunsten, og i 2001 begyndte han på Kunstakademiet i København. Det første år på akademiet var han optaget af at finde et formsprog, der var hans eget, og som han kunne have for sig selv. Her blev kunstnerens specielle malemåde grundlagt, og det er stadig dette mosaikagtige og fragmenterede billedsprog, der er beslægtet med computerens pixelering, der er kunstnerens formmæssige særkende. Men hvordan finder man som ung kunstner sin motivverden? Det eneste, Allan Otte vidste, var, at det igen skulle være et udtryk, han kunne have for sig selv. I sommerferien 2003 var han taget tilbage til fødegår-

Lørdag 3. oktober 2020 Kristeligt Dagblad

Kunst&Kultur | 11

Ude godt - hjemme bedst Sæt derfor livskvalitet på dine vægge. Galleri Art Expo er sprængfyldt med kunstværker der bringer liv, glæde og et personligt strejf til dit hjem. Vi har kunst af 73 dygtige, danske kunstnere. Glaskunst, keramik, malerier, bronzeskulpturer, fotokunst – moderne, farverigt, enkelt – kort fortalt, et bredt udvalg i alle prisklasser.

Du kan låne kunst med hjem Det kan være svært at vælge, og svært at forestille sig kunsten i eget hjem. Få hjælp til størrelse, farver og placering, da det ofte er her, det driller.

2 ”Der er lavet uendelig meget landskabsmaleri lige fra de mest kanoniserede kunsthistoriske sværvægtere til det vildeste kitsch og fiduskunst. Jeg blev optaget af, hvordan jeg kunne komme videre med den genre, og af, hvad der er at stadig er at sige, uden at det bliver decideret ironisk, selvom et drys sort humor altid er et godt krydderi,” siger maler Allan Otte. Her fotograferet i sit atelier i sin lejlighed på Frederiksberg. – Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Rådgivning i Galleri Art Expo er gratis, så tag nogle fotos med af dit hjem og spørg os – vi er fulde af gode ideer. Hos Galleri Art Expo kan du låne et udvalg med hjem, inden du beslutter dig.

Kunst er godt for sjælen

GALLERI ART EXPO Kunst er glæde der følger dig gennem livet… Søvejen 35, 8362 Hørning, Tlf86147796, artexpo.dk

den for at tjene penge, så han i løbet af året kunne bruge al sin kraft på kunsten. Det var den anden sommer med en rengøringstjans på fjerkræslagteriet i Aars, og Allan Otte arbejdede om natten. Det var et fysisk opslidende arbejde, og inden han kørte hjem, var han som regel forbi bageren efter morgenbrød, så han kunne gå mæt i seng. En morgen, der ellers lignede alle de andre, skullle blive særlig for ham. Radioen var tændt i forældrenes bil, og strækningen mod Mejlstrup tog ikke mere end et kvarter at køre. Hovedet var tømt for tanker, og mens markerne, gårdene og vindmøllerne i Morum strøg forbi i morgenlyset, slog inspirationen ned. Og den rodfæstede sig. Med ét stod det klart, at de omgivelser, Allan Otte altid havde betragtet som trivielle og aldrig havde forholdt sig til, kunne bruges som hans materiale. ”Pludselig vidste jeg, at hvis nogen skulle male dette landskab, måtte det være mig. Det var helt indlysende med min baggrund og mit kendskab til det. Og jeg følte mig sikker i at vide, hvad jeg skulle. Samtidig er der en masse modstand i det, fordi landskabsmaleriet er en tung genre med en lang tradition. Der er lavet uendelig meget landskabsmaleri lige fra de mest kanoniserede kunsthistoriske sværvægtere til det vildeste kitsch og fiduskunst. Så jeg blev optaget af, hvordan jeg kunne komme videre med den genre, og af, hvad der stadig er at sige.” Oplevelsen førte i første

omgang til en årrække, hvor Allan Otte arbejdede med en række mennesketomme ulykkesbilleder med havarerede biler, busser og traktorer, hvor landskabet bliver baggrund til voldsomme spor af dramatiske hændelser, man ikke ellers forbinder med landskabsmalerier. Flere af de ældre værker, ulykkesbillederne, optræder på udstillingen ”Naturligvis” på Heart – Herning Museum of Contemporary Art, og for Allan Otte er noget af det største ved udstillingens tilblivelse selv at kunne observere sin egen tematiske og maleriske udvikling. ”I mere end 10 år havde jeg malet billeder, som der aldrig var mennesker på. De havde en modstridende tragikomisk stemning af noget efterladt, og de afspejlede nok også det sted, jeg var. Der var meget tomhed i mine motiver og kun spor af liv. Jeg har altid været lidt tungsindig af natur, og i 20’erne var jeg nok lidt mere formørket uden at være egentlig depressiv. Jeg har den side i mig, men efter at jeg har fået familie, har det ændret sig. Jeg er blevet bedre til at se lysere på tingene,” fortæller Allan Otte, der derfor var til vejs ende med ulykkesbillederne. ”Der skulle ske noget nyt, og det faldt mig naturligt at starte med landbruget og køerne, for nu havde jeg afholdt mig fra at male levende væsener i så mange år. Princippet om at afholde mig fra noget bestemt var ved at være opbrugt. Det kunne risikere at blive kedelige gentagelser og en vane, så pludselig gav det

mening at gøre det modsatte for at komme videre rent kreativt. Det første billede, jeg malede, var af en ko, der bliver insemineret, og det fik titlen ’Skabelsen’. Det var et maleri, der motivmæssigt og tematisk skulle introducere det levende ved at indeholde både dyr og menneske i en situation, der i sig selv handler om at skabe liv. Mine billeder er blevet mindre dystre. Jeg bilder mig selv ind, at jeg viser noget levende, rigtigt og gyldigt på en ligefrem måde,” siger Allan Otte om de landbrugsmalerier, som udgør størstedelen af den kommenJ de udstilling.

WILHELM MARSTRAND Den store fortæller

Ny udstilling

Allan Otte 3 3Født i 1978. Opvokset i Nordjylland. Gik på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København 2001-2007. Er medlem af kunstnersammenslutningen Grønningen og repræsenteret af Galleri Tom Christoffersen.

3 3Bosat på Frederiksberg ved København med sin hustru og to døtre.

3 3Udstillingen ”Naturligvis” – Landskabsmalerier af Allan Otte” på Heart – Herning Museum of Contemporary Art i Herning løber frem til den 24. januar 2021. Herefter rejser udstillingen videre til Fuglsang Kunstmuseum på Lolland for at slutte af på Kunstmuseum Brandts i Odense.

Guldaldermalerier med alt det, vi savner Besøg også café og butik

12 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. oktober 2020

Glasmenageriet åbner skattekamrene Holmegaard Værk i glasværkets tidligere fabriksbygning på Sydsjælland er omdannet til et oplevelsescenter for forståelse af glas- og keramikproduktion i særdeleshed og menneskelig opfindsomhed i almindelighed

anmeldelse 5 stjerner AF TORBEN WEIRUP kultur@k.dk

Holmegaard, det berømte glasværk, er åbnet som et museum for sig selv og for kunst i glas samt for kunsthåndværk i bredere forstand. Men det er ikke et klassisk museum, der møder den besøgende i Holmegaards fabriksbygning i udkanten af byen af samme navn. Snarere er der tale om et oplevelsescenter med en fortælling om kvalitet og tradition for menneskelig snilde, der strækker langt tilbage i tiden. Området er karakteriseret ved mange arkæologiske fund – og det er eksempelvis på disse kanter, man under Besættelsen fandt verdens ældste (kendte) bue. Holmegaard repræsenterer knap 200 års dansk industrihistorie. I 1825 åbnede glasværket, strategisk placeret i et moseområde, hvor der kunne graves tørv – og i tilgift gøres forhistoriske fund som den 9000 år gamle Holmegaard-buen. I de første små hundrede år var det glas til emballage, der blev fremstillet på fabrikken. Men så blev der indgået samarbejdsaftaler med billedkunstnere og designere. Blandt de mest kendte navne, der knytter sig til Holmegaard, er Per Lütken, som fra 1942 og næsten 60 år frem var kunstnerisk leder af glasværket og selv skabte omkring 3000 vaser og skåle og andre forbrugs- eller pynteglas, der for fleres vedkommende er blevet designikoner i danske hjem gennem generationer. Undervejs voksede Holmegaard i betydning og omsætning, fusionerede på et tidspunkt med Royal Copenhagen og andre betydelige designvirksomheder, men i 2008 var eventyret slut. Selskabet gik konkurs, fabrikken blev lukket, ovnene slukket, og det gamle værk gik i den slags dvale, tidligere industribygninger gør, inden de enten fjernes, eller nogen får den idé at transformere dem til nye formål og overlade arbejdet til en kompetent tegnestue med erfaring inden for restaurering og transformation. I dette tilfælde er det blevet overladt til Rønnow Arkitekter, der har formået at holde balancen mellem at bevare vitale dele af det historiske industrianlæg, som ovne i højloftede haller, og med få, men præcise greb sikre, at industribyggeriet nu kan bruges til sit nye formål: at fortælle sin egen historie og mindst to yderligere, væsentlige fortællinger; mindet om

Kähler Keramiks betydning for dansk kunsthåndværk og en stor udstilling af moderne kunst udført i glas i Per Steen Hebsgaards værksted. Fremragende eksempler, der viser glasdoktorens store tekniske spændvidde og hans kunstnerkunders opfindsomhed. Den nuværende fabriksbygning, opført i 1970’ernes begyndelse efter tegninger af Svenn Eske Kristensen – én af de ualmindeligt produktive, modernistiske arkitekter – rummer af hensyn til formålet nogle meget højloftede sale. Det er sådan en, man kommer ind i som museets fordelingscentral. Man kan sige, at det virker, som om arkitekterne havde forudset, at der ville komme en virus til verden, der betyder social distance mellem gæsterne. Man kan også spekulere på, hvor køligt der bliver i det store rum, når det bliver koldt herude. Men så kan man købe et adgangskort og skynde sig ind i det første rum, hvor glaspusterne arbejder ved deres varme ovne og bidrager til at gøre Holmegaard Værk til et levende museum, hvor en stor håndværkstradition illustreres for de besøgende, der på et tidspunkt også får mulighed for selv at prøve at være glaspuster. Et mere traditionelt tænkt museum ville skabe et hierarki af

udstillingsgenstande og fremhæve kunstneriske højdepunkter af for eksempel H.A. Brendekilde og L.A. Ring eller nyligt afdøde Eva Sørensen. Ikke her. I en stor sal står et meget langstrakt bord med en ophobning af kunst og kunsthåndværk fremstillet hos Holmegaard. Man må selvfølgelig ikke røre de udstillede genstande, men kommer en gæst blot for tæt på, udløses en mekanisk RoboCopagtig stemme, der opfordrer til at træde væk fra bordet. Det er ikke til at holde ud at høre på, og man forestiller sig, hvordan dét vil være en opfordring snarere end tilrettevisning for en skoleklasse med en tilstrækkeligt destruktiv humoristisk sans; sådan a la Steen i Steen & Stoffer på avisens bagside. Dekorativ ophobning synes at være et bærende udstillingsprincip i Holmegaard Værk, for i næste rum ligger hjertet i glasmenageriet: Endnu et højloftet, meget langstrakt rum med enorme reoler, hvorpå man finder ikke færre end 42.000 forskellige glas og andre produkter, fremstillet gennem tiderne på glasværket. Det er mere en kunstinstallation end så meget andet, men et formidabelt syn, der fortæller om produktiv kontinuitet og lyst til variation. Baggrunden er en udsigt til

det smukke sjællandske landskab, hvoraf tørven i sin tid er udvundet, og hvor der har været tænkt i kreative løsninger i årtusinder. Det er en illustration af ”tacit knowledge” (tavs viden), som den ungarnskfødte filosof Michael Polanyi kaldte det. Erfaring overført gennem generationer. Menneskets opfindsomhed og erfaring er adresseret i en af museets udstillinger, skabt i samarbejde mellem arkæologen Kristoffer B. Pedersen og arkitekten Christoffer Harlang. De viser en række genstande, fremstillet over et stort tidsspand, som et vidne om overlevelseskamp og kreativitet. Det er ikke noget, der udløser en jordskredsagtig erkendelse af forståelse for det at være menneske, men træder alligevel frem som en hyldest til vores evne til at løse problemer. Et eksempel på en sammenstilling kan være flinteøkser og computermus. Og ja, historien er den samme. Både øksen og musen kan bruges til at gøre godt i verden, til at arbejde og overleve og til at gøre ondt og fortræd. Også på formidlingssiden har Holmegaard Værk taget nogle nye greb i brug, der så at sige rækker ud over selve besøget. Dels kan besøgende plukke mellem foreløbig 200 kort med et billede og et lille minde fra Holmegaards historie, som den-

gang designeren Anja Kjær fik til opgave at tegne et glasservice til Dronningens og prins Henriks sølvbryllup i 1992 og hentede inspiration i det glassæt, Frederik IV i 1709 fik foræret i Venedig, eller da maleren Svend Hammershøi i 1906 indledte formgivningstraditionen hos Holmegaard. Eller. Eller. Eller. Og dels er der en audioguide, som hos Holmegaard ikke er det fremmedgørende hovedtelefonsæt, man ser på alverdens museer, hvor man isoleres i fagkundskabens autoriserede forklaringer i stedet for at dele oplevelsen og indsigten sammen med sin eventuelle ledsager. Hviskende, naturligvis, af hensyn til medbesøgende. I Holmegaard Værk er au dioguiden et dankortlignende plastikkort, man kan aktivere undervejs i udstillingen – men som også har et efterliv, fordi man via en iPhone hjemme hos sig selv kan høre mange af de historier, som knytter sig til virksomheden, der blev transformeret til museum om sig selv. Ikke som et museum i klassisk forstand, men som et center for oplevelse af en vedkommende industri- og designhistorie. J Holmegaard Værk. For sans og samling. Glasværksvej 55, Holmegaard.

0 Blandt de mere overvældende oplevelser i Holmegaard Værk er en meget stor, meget lang reol med glas produceret på fabrikken. Her er et udsnit.

Gratis parkering og Metro/S-tog tĂŚt pĂĽ

14 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. oktober 2020

Kunsten at udstille dyr Tankevækkende udstilling på Arken, hvor internationale samtidskunstnere problematiserer forholdet mellem mennesket og dyret

anmeldelse 4 stjerner AF HENRIK WIVEL kultur@k.dk

Kunstmuseet Arken, der er strandet på Ishøj Tange, er i år om ikke forvandlet til Noas Ark, så til noget der ligner. For museet har taget en række dyr om bord og stillet spørgsmål til deres overlevelse – eller rettere til relevansen af de opfattelser og synsmåder, der præger menneskets fortolkning af dyret og det dyriske. Er de fortsat relevante? Er de givende for den natur, vi alle, dyr som mennesker, er en ubrydelig del af? Ned igennem Arkens 150 meter lange kunstakse danser isbjørnene. Eller noget, der ligner. Det er den italienske kunstner Paola Pivis hybrider af isbjørne. De ligner, og de ligner slet ikke, når de boltrer sig i rummet i pangfarver. Bjørnene er i fuld størrelse, men ellers er de anderledes, ikke alene i kraft af de stærke farver, men også i kraft af, at deres hvide pels er erstattet med fuglefjer, der forlener de ellers tunge bjørne med en lethed, der betyder, at de netop kan danse nærmest vægtløst i rummet. Nogle hænger i tråde ned fra loftet, og de er så lette, at de blot ved et pust sættes i bevægelse. Men ellers ligner de rigtige bjørne med store hvasse kløer og rovdyrgab. Paola Pivi forvandler sine isbjørne til fabeldyr, der trækker på hele den – også litterære og populærkulturelle – mytologi, der beskriver menneskets omgang med dyret. Dyret – i dette tilfælde bjørnen – er på en gang nuttet, vild og i sidste ende menneskeliggjort, med en videnskabelig term: antropomorfiseret. Det vil sige, at mennesket overfører egne egenskaber til dyret, så vi kan genkende det, spejle os i det og drømme om at komme tilbage til den natur, vi har civiliseret os fra og derfor har alle mulige og umulige romantiske forestillinger om. På den ene side vil vi gerne gøre alle dyr nuttede og sårbare, på den anden side vil vi også gerne gøre dem vilde. Og i de tilfælde, hvor dyrene er blevet tamdyr, for slet ikke at tale om slagtedyr, vil vi rewilde dem, så de kan leve, som de ”oprindeligt” gjorde. I disse år er alle naturoplevelsers løsenord ”vild”. Jo vildere, jo mere autentisk.

Dybest set er der tale om en soningsfærd, hvor vi mennesker gør os selv nuttede i forsøget på at genløse dyrene som vilde. De 30 samtidskunstnere i Arkens udstilling anskueliggør tankevækkende, stedvist sjovt og provokerende, disse i sandhed menneskelige paradokser og kortslutninger i forhold til dyret og det dyriske. For dyr, det kan vi jo i sidste ende selv være! Uanset om vi har høje og ædle tanker om os selv og dyrene, som vi gerne vil tæt på og samtidig holde en vis afstand til i reservaterne på denne klode. Vi forholder os affektivt og empatisk til ikke mindst menneskets bedste venner: hunden og katten. Hvis isbjørne kan danse, kan katte så spille klaver? I den engelske kunstner Cory Arcangels videoværk kan de, endda Arnold Schönbergs klaverstykker. Ved at sammenklippe 170 mikrosekvenser af katte, der vandrer hen over klaverers tangenter, kommer der meningsfuld lyd ud af det, hvis man ellers opfatter Arnold Schönbergs klaverstykker som meningsfulde. De er herlige at bevidne, fordi kattene tydeligvis godt kan lide at gå over tangenterne og samspille bevægelse og toner. Hvorvidt hundene, nærmere betegnet racen Weimaranere, kan lide at blive fotograferet, nogle gange iklædt tøj, vides ikke. Den amerikanske kunstner William Wegman har gjort det i årevis med sine skiftende pointers-hunde, der jo i ansigtet i den grad har et ”menneskeligt” udtryk. Wegmans menneskeliggørelse af hundene vidner om enhver hundeejers kærlighed til dyret, men også om det sentimentale og dominante i forhavendet. Det er kunst som iscenesættelse og dressur. Iscenesættelsen af dyret og det dyriske vender den tyske kunstner Candida Höfer vrangen ud på i sine fotografier fra zoologiske haver verden over. Hendes fotografier er bundløst triste, fordi de vidner om ikke Paradis, men om Paradise lost. I hendes fotos er det egentlig ikke dyrene, man får øje på, men deres omgivelser. Disse subtile arkitektoniske arrangementer, der præger nutidens zoologiske haver, og som i nogle tilfælde virker imod hensigten, fordi de illustrerer dyrenes totale fremmedgørelse. Arkitek-

0 En elefant hænger i sin snabel ud fra væggen på Arken. Det er en skulptur af den franske kunstner Daniel Firman, ”Nasuta manus”, 2012, der livagtigt og underfun digt synes at ophæve tyng deloven. Det store dyr som museal skue ret. Er det i sidste ende det, vi vil og kan gøre med dyrene omkring os og det dyriske i os? – Foto: Perrotin/ Arken.

Dyr i kunsten. Katalog med bidrag af blandt andre Christian Gether, Dorthe Juul Rugaard, Giovanni Aloi, Lisa Sjølander Andresen, 95 sider, illustreret. Arken Museum for moderne kunst, Ishøj. Til den 10. januar 2021.

0 Menneskets bedste venner, hunden og katten, er også med på Arkens udstilling. Her er det Martin Eders ”Catastrophe”, 2018, privateje. – Foto: Uwe Walter/VISDA 2020/Arken.

turen giver ingen resonans i forhold til dyrene, der går hvileløse rundt inden for de rigide rammer. Tilsvarende gælder de klassiske dioramaer, som kendes fra de naturhistoriske museer, hvor udstoppede dyr arrangeres i malede landskaber, der skal illustrere deres ”naturlige” habitat. Personligt holder jeg meget af disse dioramaer med deres forældede pædagogiske natursyn, men efter at have bevidnet den amerikanske kunstner Richard Barnes’ fotografier af dioramaer, der er ved at blive sat i stand, kan jeg godt se komikken. At se en håndværker støvsuge et diorama med amerikanske bisoner på en sneklædt prærie fratager synet al romantik og mytologisk arvegods. Udstillingens mest bevægende værk er skabt af den amerikanske kunstner Douglas Gordon. Hans video af en dresseret cirkuselefant, som er hentet ind fra (den nu forbudte) manege for elefanter til Gagosian Gallery på Manhattan i New York, er underfuld, sørgelig og dybt, dybt fascinerende. Den store elefant lukket inde i kunstens hvide kube. Her skal den spille død og lægge sig ned. Men elefanten er i den grad levende.

Den gør, som den har lært: lægger sig ned og rejser sig op. Stor og tung, men mærkelig let og yndefuld i de langsomme fjedrende bevægelser mod gulvets beton. Dyrets enorme, centnertunge masse i stadig gentaget bevægelse, øjet i den foldede grå hud, der ser mod kameraet, snablens bløde sensibilitet over for rummets nøgenhed; galleriets artificielle flader over for et dyr, der virkelig kan kunsten at udstille sig og bevæge sig, så der sættes pris på den. Hvad er det egentlig, vi vil med dyret? Hvad er det for en værdi, vi tillægger det? Hvad skal vi gøre med vores civilisatoriske og kommercielle ubehag? Dyrplageriet. Som en slags stillbillede fra videoen hænger en elefant i sin snabel ud fra væggen på Arken. Det er en skulptur af den franske kunstner Daniel Firman, der livagtigt og underfundigt synes at ophæve tyngdeloven. Det store dyr som museal skueret. Er det i sidste ende det, vi vil og kan gøre med dyrene omkring os og det dyriske i os? Arkens udstilling rejser mange spørgsmål og har en mængde implikationer i forhold til dyrene, ikke blot i kunsten, men i det

hele taget. Kuratorerne kan ikke søge svar på det hele og langtfra rumme alt. Således er der en meget lang kunsthistorisk tradition for at afbilde dyr, konkret, naturvidenskabeligt, allegorisk, moralsk og fabelagtigt. Hele den tradition er ikke medtaget, og Arken kan selvsagt heller ikke som Noahs ark rumme alt fra dyreverdenen tilhørende. Traditionen er i udstillingen blot antydet med fotostater af forhistoriske hulemalerier og renæssancekunstneren Albrecht Dürers berømte gengivelse af et næsehorn, som han tydeligt aldrig havde set i levende live og derfor gengiver som noget, der mest af alt ligner et panserværk. Den synsvinkel gælder måske i virkeligheden stadig. Både for de udvalgte samtidskunstnere og alle os andre, der har et mellemværende med dyrene og naturen, ydre som indre. Hvad kan vi egentlig se og opfatte, og er det i sidste ende muligt at opfatte og gengive dyrene og det dyriske sandt? Eller ender vi ikke hele tiden med overleverede forestillinger, projektioner, romantiseringer eller i en iscenesat ”vildskab”, hvis grusomme ansigt vi helst ikke vil konfrontere os med? J

Historier om mødre 20.9. 2020 – 24.1. 2021 Nivaagaards Malerisamling Book billetterne på forhånd – se nivaagaard.dk

16 | Kunst&Kultur Kristeligt Dagblad Lørdag 3. oktober 2020

En verden uden

Maleren Ulrik Møllers smukke, mennesketomme malerier er og dvælende naturdyrkelse

anmeldelse 5 stjerner AF LISBETH BONDE kultur@k.dk

Ifølge den tyske filosof Georg Friedrich Wilhelm Hegel (1770-1831) er landskabsmaleriet det mest subjektive af alle malerkunstens genrer. Det kan umiddelbart undre, fordi skildringen af et landskab i så høj grad beror på objektive iagttagelser og tekniske færdigheder. Men Hegel påpeger, at maleren projicerer sin egen subjektivitet over på landskabet ved at udvælge og fravælge et bestemt motiv frem for andre og ved at skildre elementer, der kommunikerer en symbolsk, ordløs meddelelse. Man kan med Hegel sige, at landskabsmaleriet er et indirekte selvportræt, der bærer træk af malerens sind og psykiske habitus i det øjeblik, som værket blev til. Det kan også siges om den danske maler Ulrik Møllers (født 1961) landskabsmalerier, der i øjeblikket kan opleves på udstillingen ”Happy Together” på Ribe Kunstmuseum. Udstillingstitlen stammer fra popgruppen The Turtles’ hit ”Happy Together” fra 1967, og hermed hentyder Ulrik Møller til følelsen af ”længsel” i denne enkleste og mest primitive form. I mødet med Ulrik Møllers malerier kommer man uvægerligt til at tænke på male-

ren L.A. Ring (1854-1933), men også på Hammershøi (1864-1916), skagensmalerne og guldaldermalerne, især J.Th. Lundbye (1818-1848). Yderligere melder den britiske maler John Constable (1776-1837) sig, da denne romantiske maler igen og igen vendte tilbage til sin barndoms elskede Suffolk. Også Ulrik Møller vender konstant tilbage til landskaberne omkring hans barndoms landsby Vester Aaby på Sydfyn, som søgte han svar på spørgsmålet: ”Hvem er jeg, og hvad er jeg rundet af?” Ulrik Møller kunne med god ret skifte navn til Ulrik V. Aaby, ligesom Laurits Andersen tog kunstnernavnet Ring efter sin barndoms sydsjællandske landsby og blev til L.A. Ring. I den læseværdige biografi ”Det glasklare hjerte” om L.A. Ring, som nærværende blads kunstanmelder Henrik Wivel for nylig har udgivet, kan man læse, at Ring ikke kunne se nogen fremtid for maleriet uden naturen. Han var en mesterskildrer af steder og landskaber, men havde dog også sans for det groteske og ”grimme”. Ulrik Møller, som oprindelig er uddannet maskiningeniør, har siden 2001 boet og arbejdet i Berlin. Han er en teknisk brillant, naturalistisk maler, men han reducerer elementerne, så hans motiver bliver næsten minimalistiske. Kompositionerne er typisk opbyg-

get omkring det gyldne snit, og han maler vådt i vådt, hvilket giver nogle karakteristiske sfumatiske eller slørede konturer, som forlener motiverne med en melankolsk stemning. På flere punkter kan man også sammenligne hans værker med den tyske maler Gerhard Richters (født 1932) fotorealistiske landskabsmalerier og havstykker. Koloristisk benytter Ulrik Møller sig af et tonemaleri med meget få, overvejende blålige, farvetoner, som er rige, når man går tæt på. Umiddelbart kan hans malerier synes gammeldags, for de virker som nævnt kendte, men ser man nøjere efter, er hans malerier medieret af fotografier og viser scener fra primært den danske provins i moderne tid. 20 malerier og seks fotogravurer af kunstneren kan nu opleves på førstesalen i Ribe Kunstmuseums smukke og rene rum med ovenlys, der er kongeniale med hans værker, der griber én ekstra om hjertet her i denne coronatid, for der er tale om en tilbedelse af naturen, som lige nu hitter på alle niveauer. Desuden er der ingen mennesker i hans landskaber, havstykker eller lillebyer. ”Centrumpladsen i Vester Aaby” (2017) ligger eksempelvis fuldstændig øde hen. Alle har valgt at blive hjemme, skønt solen skinner. Det samme er tilfældet i det panoramiske landskabsmaleri ”Udsigt over Vester Aaby (Tese 62)” fra 2016, hvor blikket føl-

Lørdag 3. oktober 2020 Kristeligt Dagblad

Kunst&Kultur | 17

På sporet af den tabte tid af Marcel Proust

nu i paperback udgave 0 Umiddelbart kan Ulrik Møllers malerier synes gammeldags, men ser man nøjere efter, ligner de nærmest fotografier og viser scener fra primært den danske provins i moderne tid. Her er det ”Fynsk landskab (Gamborg)” fra 2019. – Fotos: Anders Sune Berg.

2 Det 190 gange 220 centimeter store ”Havstykke med pæl (Faaborg)” fra 2017 er mesterligt.

mennesker

Roseromanen

På danske vers ved Niels Lyngsø

r det perfekte akkompagnement til coronatidens meditative ger vejen ind i baggrunden, stadig længere ind gennem dette tæmmede landskab, hvor landbrugskulturen har sat sit præg, bortset fra nogle vildtvoksende grøftekantsblomster i vejsiderne. Blikket standses i det fjerne af den knejsende kirke, hvor Ulrik Møller blev både døbt og konfirmeret. Et erindringssnapshot, sat op i skala til 150 gange 200 centimeter, og som i hele dets væsen adskiller sig fra det billedflow, som bombarderer os allesammen fra alverdens skærme 24/7. For der er lagt så uendelig megen tid i dette og i de øvrige malerier. De modsiger direkte Heraklits berømte diktum ”Alting flyder”. Hos Møller er alting gået i stå. Men samtidig antydes en bevægelse fra én tilstand til en anden i motiverne med sejlbåde, færger og veje. Ulrik Møller anvender altid et fotografisk forlæg i stedet for skitser. Men fotografierne, som han selv tager, er nøje udvalgt og repræsenterer en meditativ og kontemplativ helhed – et tilværelsesudsagn, hvor himmel og hav eller vidtrækkende marker, hvis ikke store bjergmassiver i motiverne fra de italienske Alper, antyder, om ikke en guddommelig orden, så i hvert fald en evig harmoni. I seks fotogravurer i sort-hvid kan vi kigge kunstneren over skulderen og aflure hans forlæg. Det er langsomme fotografier, ligesom det er langsomme malerier. Men fælles for dem er, at

menneskene er fraværende. Ulrik Møller står ikke helt alene i dag som landskabsmaler. Også Søren Martinsen (født 1966), der især har dyrket naturen omkring Sorø, ikke at forglemme Allan Otte (født 1978), der primært dyrker det højteknologiske landbrugslandskab, har nutidens danske naturlandskaber for øje. Men Ulrik Møller har klart en mere romantisk fornemmelse end sine to kolleger. Møller kan male havstykker som ingen andre danske malere i dag. Et af de bedste er efter denne anmelders overbevisning det 190 gange 220 centimeter store ”Havstykke med pæl (Faaborg)” fra 2017, som nærmer sig minimalismen i kraft af motivets ganske få elementer, der er spændt op mod hinanden. Men hvilken optisk virkning har ikke hvert og et element, fra bundgangspælens spejling i den stille havoverflade til netkantens buede halvcirkel, der danner en konveks form i mødet med sin spejling. Oppe bliver nede, og nede bliver oppe. Det er mesterligt, og motivet står ”mejslet” i betragterens bevidsthed. Igen: Ikke en krusning på havoverfladen, men man aner på bunden vegetationens urolige parallelverden. Alt det, der ikke kan ses, men som anes! Her kommer et let uhyggeligt indhold ind og forstyrrer harmonien. Ulrik Møllers værker er en hyldest til naturen som en både virkelig, erindret og me-

tafysisk verden, som vi mennesker både mentalt og kropsligt er en del af. Han forhandler også om repræsentationen, det vil sige viser, at malerierne er malet, da man kan se penselstrøgene i overfladen i det stærke spotlys. Dermed siger han, at det er en konstrueret verden, vi møder i motiverne. Lad os slutte af med en beskrivelse af Ulrik Møllers nyeste og mesterlige, stedsspecifikke maleri: ”Parti fra Vadehavet (Ribe)”, som er malet i år. Her fylder den azurblå himmel med de lavthængende lammeskyer seks syvendedele af billedfladen, mens det flade landskab danner en smal stribe med den rødmende lyng og den glødende, efterårsgule vegetation nederst som visionens forankring i den fysiske verden. I baggrunden på den anden side af det smalle hav, som adskiller fastlandet fra Mandø, kigger Ribe Domkirkes tårne op som en påmindelse om menneskets lidenhed. Her overJ går Ulrik Møller sig selv.

Ulrik Møller: Happy Together. Ribe Kunstmuseum. Til den 13. september. Derefter Vendsyssel Kunstmuseum fra den 5. december 2020 til den 25. april 2021. Faaborg Museum fra den 8. maj til den 5. september 2021.

“Niels Lyngsøs oversættelse og gendigtning er et kunstværk i sig selv.”

politiken

★★★★★ berlingske

Bøgerne fås hos din boghandler eller på multivers.dk

18 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. oktober 2020

0 Bertel Thorvaldsen (1770-1844) er Danmarks mest berømte billedhugger internationalt, blandt andet som følge af et langvarigt ophold i Rom. – Foto: Thorvaldsens Museum.

Det eviges udbrud af det endelige Bertel Thorvaldsens 250-årsdag fejres med en udstilling og en udgivelse om billedhuggerens skulpturelle portrætter i dialog med samtidens kunstnere. Der skydes med stor spreder

anmeldelse 4 stjerner AF HENRIK WIVEL kultur@k.dk

Bertel Thorvaldsen (1770-1844) er en af Danmarks få virkelige internationalt berømmede kunstnere. Billedhuggerens ry befæstedes under hans lange ophold i Rom, hvor hans atelier på Piazza Barberini blev genstand for hele det dannede og indflydelsesrige Europas opmærksomhed. Den grænseløst feterede kunstner blev kanoniseret som den italienske billedhugger Antonio Canovas (17571822) ligemand og eneste arvtager. Thorvaldsens hjemkomst til Danmark i 1819 blev fejret som en storslået national begivenhed, og et underskønt museum og mausoleum blev rejst til hans ære på Slotsholmen. Thorvaldsens Museum er befolket med billedhuggerens monumentale skulpturer og relieffer og tillige hans samling af kunst og antikker. Minsandten også en lok af hans lange hår, der må gøre enhver nutidig rockstjerne syg af misundelse. Langs væggene i museet står også rækker af Thorvaldsens portrætbuster, nogle i hvidt lysende marmor, andre i gips, der er eftermørknet af sod og støv. I kraft af talent og træfsikkerhed udførte Thorvaldsen flere end 150 portrætbuster som bestillingsopgaver for europæiske konge- og fyrstehuse, romerkirken, kunstens og videnskabens parnasser; her er eksempelvis buster af digteren lord Byron og filosoffen Wilhelm von Humboldt. Thorvaldsen udførte således

sine portrætter efter levende model, men kastede også et blik på antikke gengivelser, og i adskillige tilfælde kombinerede han fortid og nutid ved at afbilde tidens fremmeste personer i klassisk stil og gevandter for at understrege deres blivende betydning. Skulle han afbilde et menneske, som ikke var mere, og dermed skabe et minde – et ansigt som epitaf, så at sige – betjente han sig af dødsmasker. Nogle dødsmasker tog han selv i gips umiddelbart efter dødens indtræden, hvis det var nært bekendte, andre fik han overleveret af afdødes familie, andre igen erhvervede han, hvis han fandt ansigtet interessant. Kunstneren var med andre ord omhyggelig med den korrekte gengivelse af den portrætterede. Portrættet skulle ligne og vække genkendelse, skabe resonans i liv og efterliv. Men allerede i Thorvaldsens samtid førtes en almen kritisk diskussion af portrættet som en genre, der blev anskuet som mere håndværk og teknik end kunst, og da slet ikke ophøjet kunst, men netop bestillinger af repræsentativ og ligefrem kommerciel art. Den opfattelse har også hængt ved Thorvaldsens portrætter igennem århundrederne. Der er gået portræthed i dem, og de er blevet opfattet som drænet for alt det liv, de dybest set skulle gengive, ansigt til ansigt. Kan et øjenpar i gips eller marmor overhovedet rumme en sjæl med denne ”blinde” stiliserede kontur i hvidt? Den første til at imødegå denne opfattelse af Thorvaldsens

portrætter som sjælløse og sanseløse var forfatteren Johannes V. Jensen. I 1926 udgav han sammen med Aage Marcus bogen ”Thorvaldsens Portrætbuster” og fik virkelig pustet liv i dem, efterfølgende har kunsthistorikeren Else Kai Sass i et stort værk med samme titel fra 1965 fremhævet de formelle kvaliteter ved portrætbusterne – og jeg selv, sagde hunden, i artiklen ”Masken og den nøgne sjæl” i tidsskriftet ”Kritik” 1986. Aktuelt benytter Thorvaldsens Museum kunstnerens 250-årsfødselsdag til at fremhæve ham som portrætkunstner ved at gå i dialog med værkerne og de portrætterede, både på Thorvaldsens egne præmisser og samtidskunstens. For som Johannes V. Jensen skrev, kunne det godt være, at vulkanen havde stoppet sig til med aske, men det betød ikke, at der ikke var ild i dens indre! Det eruptive ved 250-års-udbruddet i vulkanen Thorvaldsen tager næsten magten fra arrangørerne. Det er, som om asken flyver ud til alle sider, og den brændende lava flyder ustoppeligt ud i alle retninger. Således er der ikke det aspekt eller det tema ved Thorvaldsens portrætbuster, der ikke berøres, uden der for alvor gås i dybden med det. I museets stueetage med rækken af små intime køjer og rum tages der livtag med alt til sagen henhørende: de portrætteredes livshistorie, kunstnerens iscenesættelse af deres betydning og dermed magt, myte og sandhed i gengivelsen, de antikke forbilleder, Thorvaldsens selvfremstilling som kunstner, portrættet som seriel praksis og kopi, og den mulige arv i dagens

digitaliserede ansigtsgenkendelse og computergenererede portrætter. Læg dertil de ”skæve” applikationer fra diverse samtidskunstnere, der også imødekommer den narcissistiske selfiekultur med tomme sokler, hvor publikum selv kan lade sig portrættere i deres medbragte smartphones. Det er ganske underholdende og en anelse trættende. Mest meningsfuldt i sammenhængen er Trine Søndergaards smukke fotografier af bortvendte ansigter dækket af hår. Portrætbuster er jo tredimensionelle og ses ikke altid ansigt til ansigt, men har også en bagside. Hos Thorvaldsen er denne stedvis betagende smuk og sanselig med foldekast af tykt hår, stivet i hvidt marmor. Også Merete Pryds Helles digteriske associationer i publikationen ”Portrætter i ord”, der fortolker udvalgte portræt-buster, lader livgivende sanseligheden folde sig ud. Til overmål sætter hun ord på den anden, subversive side af den tilsyneladende tugtige Thorvaldsens beherskede marmorfremstillinger af mænd og kvinder i kysk hvid sten. Men er eros fraværende hos Thorvaldsen? Er sanseligheden pakket ind og støvet til som asken i vulkanen? Er følelsen tempereret i kolde sten af ædel enfold og stille storhed? Ikke nødvendigvis. Det er tydeligt, hvad der var Thorvaldsens ambition i den nyklassicistiske epoke, han var en del af. Nemlig at hæve det vilkårlige øjeblik op i en sfære af evighed. Man kan følge transformatio-

nen i et enkelt rum, viet til kunstnerens buste af den polske general og greve Wlodzimierz Potocki fra 1820’erne. Busten, der danner forlæg for et gravmonument, er skabt med en dødsmaske som udgangspunkt. Dødsmaskens nøgne, blottede ublufærdighed og prisgivelse forvandles i Thorvaldsens hænder til en afbildning af et fattet og helstøbt menneske i harmoni. Et ideal, langt fra den trælbundne skyggeverden, trinvis løftet op i marmorets lysende klarhed. Romantikkens idealisme og neo-platonisme er renlivet hos Thorvaldsen. Han ejer troen på, at sandheden om mennesket er at finde i idéernes lysende verden og en forestilling om ”en stor og fattet sjæl”, mens alt jordisk er dødeligt og sekundært, blot naturens afledte former i forhold til det egentlige: Idéens eftersporing og sandhedens udelelige renhed, anskuet under evighedens synsvinkel – sub specie aeternitatis. Det var denne suverænitet i afbildningen af mennesket, tiden efterspurgte. En tid, hvor avantgardetænkningen endnu ikke herskede med radikale forestillinger om det grænseoverskridende, nedbrydende og afslørende. Som den danske digter Schack von Staffeldt skrev i sin ode til selve det kunstneriske geni fra 1804 ”I Canovas værksted”: Hellige Kunst Det Eviges Udbrud Af det Endelige Det var dette, Thorvaldsen ønskede at vise med sine portrætter. Ikke det affektive udbrud, J men det eviges udbrud.

”Ansigt til ansigt. Thorvaldsen og portrættet”. Thorvaldsens Museum, København. Åben frem til den 18. oktober, herefter i anden version under titlen ”Bildhauer Ludwigs I”, Die Glyptothek, München i 2020-2021. Jane Fejfer og Kristine Bøggild Johannesen (red.): ”Ansigt til ansigt. Thorvaldsen og portrættet”. Antologi med bidrag en lang række danske og udenlandske forskere og kunstnere. Illustreret. 302 sider. Strandberg Publishing.

Magt. Mod. Christian 5. 10.10.20 - 28.02.21 Riddersalen, Rosenborg Slot

Oplev udstillingen MAGT OG MOD â&#x20AC;&#x201D; Christian 5.s verden StĂ¸ttet af Ny Carlsbergfondet

20 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. oktober 2020

Fra Ordrupgaards små stuer til Royal Ac For første gang er hele kunstmuseet Ordrupgaards samling af impressionistiske malerier sendt udenlands i forbindelse med renovering og tilbygning. Nu kan de farverige franske malerier ses i den britiske hovedstad i helt nye omgivelser

kunst på turné BJARNE NØRUM SKRIVER FRA STORBRITANNIEN norum@k.dk

Genkendelsens glæde er der for folk, der har besøgt Ordrupgaard – det berømte museum i herskabsvillaen i Ordrup nord for København. Museet er i gang med en omfattende renovering, og siden 2017 har de forskellige dele af kunstsamlingen været på turné rundt i Danmark og den store verden. Det gælder også, hvad museet selv kalder den franske samling, som nu får genkendelsens glæde frem i London. Her har Royal Academy of Arts netop slået dørene op til udstillingen med titlen ”Gauguin and the Impressionists” (Gauguin og impressionisterne) – med henvisning til den franske maler Paul Gauguin, hvis

værker er blandt stjernerne i udstillingen, selvom han bliver beskrevet som post-impressionistisk. Men hvor kunsten set på Ordrupgaard oser af, at museet er i det hjem, som den rige forsikringsmand Wilhelm Hansen (1868-1936) og hustruen Henny (1870-1951) byggede til deres private samling, så er der noget mere traditionel museumsudstilling over ophængningen i tre store rum på Royal Academy. Men særligt én væg er en hilsen til Ordrupgaard – og ikke mindst et foto fra omkring 1918, hvor Wilhelm Hansen selv sidder i en af sine stuer foran en række impressionistiske billeder. ”Vi har forsøgt at genskabe den væg, som er på fotoet, og hængt værkerne lavt, så man bedst oplever dem ved at sidde ned. I forhold til fotoet er der et par udskiftninger, blandt andet et maleri af en italiensk kvinde, som han solgte videre i 1922, men vi

har fundet et tilsvarende motiv i samlingen,” fortæller kurator Anna Ferrari, som dermed henviser til, at pengene ikke voksede ind i himlen for Vilhelm Hansen, som undervejs måtte sælge ud af sin samling – hvilket blandt andet kom Ny Carlsberg Glyptoteket til gode. ”Det har været en stor overvejelse for os, hvordan vi skulle vise en samling, som er skabt som en privat samling – selvom værkerne i sin tid også blev vist i de store franske gallerier,” siger Anna Ferrari, der beskriver Ordrupgaardsamlingen med værker fra 1830 til 1909 som ”fantastisk”. ”Halvdelen af de værker har aldrig været udlånt til Storbritannien, og det er nogle af de fremmeste impressionister samt de kunstnere, der inspirerede dem, og som var inspireret af dem,” fortsætter hun om udstillingen, der omfatter verdensnavne som Claude Monet, Camille Pis-

sarro, Alfred Sisley og PierreAuguste Renoir. Et værk kan tilmed siges at være kommet hjem – omend det er på lånt tid. Det er Claude Monets motiv med udsigten over Themsen med Waterloo Bridge i forgrunden på en grå og overskyet dag i London i 1903, som farvemæssigt er langt fra hans berømte åkander. Men særligt et par andre værker begejstrer Anna Ferrari. ”Med i samlingen er malerier af to impressionistiske kvindelige kunstnere, hvis værker aldrig før har været udstillet i Storbritannien,” siger hun med henvisning til Eva Gonzalès og Berthe Morisot, som hver er repræsenteret med et kvindeportræt, mens Berthe Morisot også er repræsenteret med et portræt af en ung pige. Men hvis Anna Ferrari skal pege på en personlig favorit, så er det Paul Gauguins por-

ALFIO BONANNO 03.10 – 10.01 2021

JOHANNES LARSEN MUSEET KERTEMINDE

Kunst&Kultur | 21

Lørdag 3. oktober 2020 Kristeligt Dagblad

Academy’s store sale i London 2 Særligt én væg på udstillingen i London er en hilsen til Ordrupgaard – og ikke mindst et foto fra omkring 1918, hvor Wilhelm Hansen selv sidder i en af stuerne på Ordrupgaard foran en række impressionistiske billeder. Malerierne på væggen i London hænger nemlig, som de gør på det gamle foto af den danske kunstmæcen. – Foto: David Parry/Royal Academy of Art.

træt af den unge kvinde Vaite (Jeanne) Goupil fra 1896, som også pryder plakater for udstillingen. ”Motivet åbner for så mange fortolkninger, blandt andet hvorfor han valgte den baggrund, og om valget er relateret til andre værker af eksempelvis Vincent van Gogh,” siger Anna Ferrari. Begejstringen går også igen i de første anmeldelser. Financial Times kalder udstillingen for ”et skønhedschok i bekymrende tider”, mens The Times skriver om ”en fryd for øjnene i disse tider efter lockdown”. Dermed henviser aviserne til coronakrisen, som også har påvirket museumsverdenen. Malerierne fra Ordrupgaard kom til London i marts, lige før hele samfundet lukkede ned. Men heldigvis var det muligt at forlænge udlånet, så udstillingen kan ses frem til den 18. oktober. Men oplevelsen bliver ikke som før krisen. Besøgende skal nu

bære mundbind på museer, og der bliver kun lukket en femtedel af det normale antal besøgende ind, hvorfor det er absolut nødvendigt at bestille billetter til specifikke tidspunkter på forhånd. Det var også i en anderledes tid, at Wilhelm Hansen i 1916 begyndte at opbygge sin franske samling og udnyttede, at kunstmarkedet lå underdrejet på grund af Første Verdenskrig. På det tidspunkt havde han allerede etableret, hvad der nu er kendt som den danske samling. ”Han var 48 år, da han startede den franske samling, og han vidste, hvad han gjorde, og havde et klart billede af, hvad han ville have. Wilhelm Hansen havde et fantastisk øje for kunst, og han købte fra de bedste gallerier i Paris, og fra andre samlinger støttet af kunsteksperter i Paris,” fremhæver Anna Ferrari med tilføjelsen, at han dog ikke fik alt, hvad han ønskede sig, fordi museer også havde fået

øjnene op for kunstnere som Eugène Delacroix. Udstillingen slutter med en række af Paul Gauguins umiskendeligt farverige værker – og det allersidste er en polynesisk inspireret udgave af Adam og Eva – hvilket tilmed er det eneste billede med et bibelsk motiv. I den ordrupgaardske udgave af impressionismen er motiverne overvejende landskaber, bybilleder og portrætter med enkelte historiske og litterære afstikkere til Dante, Seneca, Cervantes’ ”Don Quixote” og Shakespeares ”HamJ let”.

Om udstillingen 3 ”Gauguin and the Impressionists” vises på Royal Academy of Arts, London, Storbritannien, til den 18. oktober.

Efterår på museerne

EFTERÅR

10. oktober 2020 31. januar 2021

Udstilling 13. juni – 18. oktober 2020 Fri entré

BLOMSTERVÆRKSTED FOR BØRN 6+ 13. og 14. oktober kl. 13-16. Fri entré. WWW.DAVIDMUS.DK

Fotoudstilling • 4 fotografer • 34 skuespillere 12. SEPTEMBER 2020 -21. FEBRUAR 2021

Ernst Ludwig Kirchner og Jens Ferdinand Willumsen - de sene værker

Lydfortælling for børn og deres voksne i efterårsferien • tirs - søn kl. 11

WWW.TEATERMUSEET.DK

TEATERMUSEET I HOFTEATRET

UDSTILLINGER

Museer i København og Omegn

•

K U LT U R E L L E A K T I V I T E T E R

•

CAFÉ

•

MUSEUMSSHOP

Bestil gratis pladsbilllet på billetto.dk

Off Stage

Verdens skabelse og gudernes fødsel

Glyptoteket kbhmuseer.dk

22 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. oktober 2020

Religion i kunsten | Kritik af kristendom har ikke længere potentiale til at krænke nogen, mens

kritik af islam har for stort krænkelsespotentiale, siger professor

Religionskritik er trådt i baggrunden i kunsten AF ELISABETH YSKES yskes@k.dk

”Ham Gud, han er eddermame svær at få smidt ud,” sang Trille i 1970. Et par år senere påbegyndte Jens Jørgen Thorsen arbejdet med sin kontroversielle Jesus-film. Og i 1987 nedsænkede den amerikanske fotograf Andres Serrano et plastickrucifiks i et glas med urin. Der var dengang, kunstnere som hovedregel var kritiske over for religion. Og hvor brugen af religiøse symboler kunne provokere og skabe debat om blasfemi. Men mens der i dag er mange referencer til religion i kunsten, er den kunst, som stiller sig kritisk over for religion, langt mindre iøjnefaldende. Det vurderer en række eksperter, Kristeligt Dagblad har talt med. Historisk har religionskritik overordnet haft to udtryk. Det fortæller Hans Jørgen Frederiksen, lektor emeritus i kunsthi-

”

Religion er ligesom ikke noget, der provokerer nogen i øjeblikket.

ERIK NØRAGER PEDERSEN, MUSEUMSINSPEKTØR

storie ved Aarhus Universitet. Det begyndte i Oplysningstiden med en hævdet fornuftsbetinget kritik, der betragtede religion som overtro og udtryk for uvidenhed. Op gennem det 20. århundrede opstod så det, Hans Jørgen Frederiksen kalder en humanistisk kritik, hvor religion og religiøse institutioner blev opfattet som noget, der var med til at opretholde undertrykkende og ulighedsskabende strukturer. ”Og begge dele er nok noget underdrejede i kunsten for tiden. Hverken den ene eller den anden form for religionskritik har potentiale til at skabe de store konfrontationer i dag. For det første er der en ret udbredt konsensus herhjemme om, at videnskaben måske ikke kan forklare alt, men at man køber de grundlæggende naturvidenskabelige teorier, som eksempelvis darwinismen. For det andet har den humanistiske kritik nok heller

ikke den samme klangbund længere, som den havde i især 1960’erne og 1970’erne, hvor marxismen, der klart afviser religion, stod meget stærkt,” siger han. De kunstnere, som i dag stiller sig kritiske over for samtiden, beskæftiger sig i stedet med andre spørgsmål, siger Hans Jørgen Frederiksen og udpeger natur som et stort emne. Han bakkes op af museumsinspektør på ARoS Erik Nørager Pedersen, der mere specifikt peger på klima. ”Det er virkelig et emne, som er oppe i tiden, også i kunsten. Det samme er sådan noget som race og køn. Religion er ligesom ikke noget, der provokerer nogen i øjeblikket. I hvert fald ikke, hvis vi taler kirke og kristendom. Noget, der selvfølgelig kan provokere, er islam. Men det er ligesom heller ikke rigtig oppe i tiden at beskæftige sig med i kunsten,” siger han.

Og spørger man Frederik Stjernfelt, professor i semiotik ved Aalborg Universitet og forfatter til flere bøger om blandt andet kunst og ytringsfrihed, skyldes dette nok ikke kun, at kunstnerne ikke rigtig interesserer sig for emnet. Også han vurderer, at religionskritikken generelt er trådt i baggrunden i kunsten, og når det gælder den kristendomskritiske kunst, ser han det som udtryk for, at kirkerne i Nordvesteuropa i de senere år ikke har blandet sig så meget i politik. Men når det kommer til manglen på islamkritisk kunst, mener han, det skyldes andre forhold. ”Siden Muhammed-krisen – og sådan set også siden Salman Rushdie udgav ’De sataniske vers’ i slutningen af 1980’erne – har der bredt sig en idé om, at der kan være akut personlig fare forbundet med at sige eller skabe noget, som er kritisk over for islam,” siger han og tilføjer, at

der samtidig er en udbredt opfattelse af, at indvandrergrupper og andre minoriteter skal skånes for kritik. Ole Bak Jakobsen, chefredaktør for online-magasinet kunsten. nu, er dog ikke sikker på, at det er frygt for at komme til at krænke nogen, der afholder danske kunstnere fra at beskæftige sig med islamkritik. ”Jeg synes egentlig, det er meget naturligt, at man ikke har lyst til at kritisere en religion, man ikke kender indefra. Jeg kan godt forstå, at man ikke har lyst til at sætte sig på en piedestal og pege fingre ad andre kulturer. Det hører nok en anden tid til at tænke, at kunstnere skal være provoer. Kunstnere vil gerne rykke ved vores forestillinger, fastlåste tankesæt og normer, og der arbejder de selvfølgelig med de emner, som de finder mest presserende, og som vedrører dem selv,” siger J Ole Bak Jakobsen.

Der er stadig brug for religionskritik i kunsten Firoozeh Bazrafkan skaber debat med sine værker, der blandt andet tæller en makuleret koran. Selvom religionskritisk kunst ikke er oppe i tiden, er den ifølge den iranskfødte kunstner stadig vigtig – især når det gælder kritik af islam

interview AF ELISABETH YSKES yskes@k.dk

Firoozeh Bazrafkan er på mange måder for den visuelle kunst, hvad Yahya Hassan var for den litterære; en fandenivoldsk, kontroversiel kunstner med tyk aarhusiansk dialekt, hvis etniske minoritetsbaggrund træder tydeligt frem i kunsten. Nærmere bestemt er det i Firoozeh Bazrafkans tilfælde islam og islamkritik, der er fokus på i værkerne. Et af hendes mest kendte værker er ”Blasfemi” fra 2014, som består af en makuleret koran på et bedetæppe. Hun har også markeret sig med forskellige performanceværker på video, hvor hun blandt andet smider sit tøj foran og uddeler piskeslag til koranen. Så mens eksperter peger på, at religionskritikken fremstår fraværende i dansk samtidskunst, må den 38-årige dansk-iranske kunstner, som er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi, siges at trække i den anden retning. Men i modsætning til særligt 1960’ernes og 1970’ernes religionskritiske kunst, som overvejende stillede skarpt på kirke og kristendom, er det altså primært islam, Firoozeh Bazrafkan be-

2 Firoozeh Bazrafkan er en af de få kunstnere, som stadig beskæftiger sig med religionskritik. – Foto: Jonas Skovbjerg Fogh.

Firoozeh Bazrafkan 3 3Født i 1982 i Iran. Kom til Danmark i 1986. Uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i 2008. Markerer sig som islamkritisk debattør og foredragsholder og er tidligere bestyrelsesmedlem i Trykkefrihedsselskabet. Blev i 2012 dømt efter racismeparagraffen for at omtale muslimske mænd som voldtægtsmænd i et indlæg i Morgenavisen JyllandsPosten.

skæftiger sig med. Det gør hun på grund af sin baggrund som flygtning fra Iran, siger hun, men også, fordi hun mener, at det er den religionskritik, der er mest brug for i Danmark i dag. ”Som politisk kunstner er jeg optaget af at stille spørgsmål til det tabubelagte og til undertrykkende strukturer i samfundet. I Danmark er kristendommen ikke længere nogen af delene, for-

di man har haft et ret fantastisk opgør med den, ikke mindst gennem kunsten. Men der er andre lande, for eksempel i Mellemøsten, hvor man ikke har taget det samme opgør med religion, og derfor har islam ikke rykket sig – heller ikke i Danmark,” siger Firoozeh Bazrafkan. Som det har været tilfældet med meget religionskritisk kunst gennem tiden, vækker Firoozeh

Bazrafkans værker også opsigt og forargelse. For eksempel har hun modtaget adskillige dødstrusler på grund af sin kunst. Men netop derfor er den kritiske kunst vigtig, mener hun. ”Jeg forstår godt, at det for den enkelte kan føles som noget meget personligt, når man oplever en åben udfordring af ens religion. Men udfordringen retter sig ikke mod den enkelte troende. Den retter sig mod religionen og dens forkyndere, som har ansvar for, at den enkelte troende opfatter religionen som ufejlbarlig. Det er i virkeligheden dem, som gør de troende sårbare over for kritik. Kunsten påstår ikke noget. Den spørger bare,” siger hun. Adspurgt, om hun føler sig alene med at skabe religionskritisk kunst, svarer hun, at hun ikke ønsker ”at forholde sig så meget til, hvad andre kunstnere laver”. Men, siger hun, der er i et vist omfang en tendens til politisk korrekthed og en frygt for at komme til at krænke andre. ”Vores samfund er skruet sådan sammen, at vi skal holde

hånden under de svage, herunder religiøse minoriteter. Og når man som kunstner laver noget, der er bare lidt kritisk over for islam, ender det altid med, at man skal sige undskyld, fordi folk er krænkede. Men jeg har det bare sådan, at folk skal være hjerteligt velkomne til at føle sig krænkede, men jeg håber også, de vil være åbne over for debat. Politisk kunst er jo netop til for at give folk nogle redskaber til at debattere videre,” siger hun. Synes du, det åbner for en konstruktiv debat at makulere Koranen eller give den piskeslag? ”Mit udgangspunkt er, at når jeg har købt Koranen, så kan jeg gøre med den, hvad jeg vil, ligesom jeg kan med Det Gamle Testamente, som jeg makulerede ved samme lejlighed. Hvis man i religionens navn kan piske et andet menneske, så mener jeg også, religionen selv bør kunne tage nogle piskeslag. Der bliver trykt tusindvis af koraner og bibeler. Det kan godt være, det provokerer nogle, og det er også derfor, medierne ynder at kalde det ’provokunst’, men det er der faktisk ikke noget, der hedder. Det er avantgardekunst, og avantgardekunst skal gå foran, give chokeffekt og stille åbne J spørgsmål.”

STORE OPLEVELSER I OG OMKRING SØNDERBORG PREMIERE

Sønderborghus

Niels Lan Doky Trio

4. OKT

En af landets dygtigste jazz-pianister drager atter på turne.

Sønderborg Teater

Ulf Pilgaard takker af

17.+18. OKT

Populære Brecklings Bogcafe i interview med den folkekære skuespiller.

Koncertsalen Alsion

Svend Brinkmann

26. OKT

Vores allesammen psykologiprofessor spørger: “Hvad er et menneske?”

Gråsten Slotskirke

Efterår med folkBALTICA

15. NOV

Populære folkBALTICA Ensemble og Sønderjysk Pigekor optræder sammen.

Sønderborghus

Johnny Logan

3. DEC

Hold me now! Sønderborg og Logan er bare pot og pande. En fast tradition.

Sønderborg Slot

Teater: Annas Verden

6. OKT

“Tæt på publikum”-teaterstykke om Anna Anchers svære valg.

Sønderborghus

Jonah Blacksmith

22. OKT

Et af Danmarks bedste liveacts er klar til atter at vælte publikum. Glæd jer!

Sønderborg Teater

Drama efter bogen: Det ensomme hjerte

5. NOV

Teater Møllen har omsat Tom BukSwienty’s bestseller til de skrå brædder.

Koncertsalen Alsion

Ørkenens Sønner

13.+14. NOV

Alt håb er ude, og for ørkensønnerne er det “en fez i en hornlygte”.

Koncertsalen Alsion

Amazing Christmas

5. DEC

Andrea Pellegrini, Christina Boelskifte og Sinne Eeg blander genrerne. Wow!

Koncertsalen Alsion

Den jyske Opera: Rigoletto

9. OKT

Det bliver svært ikke at synge med på Verdis elskede opera.

Koncertsalen Alsion

Andreas Bo: #skarp

23. OKT

Hvad er din holdning til det? Hva’? Komikeren skærer igennem.

Gråsten Slotskirke

Hugorm: Kom vi flygter

6. NOV

Simon Kvamm, Morten Gorm og Árni Bergmann Jóhannson med ny musik.

Koncertsalen Alsion

Turen går til Nikolaj Stokholm

20. NOV

Hele Danmarks Stokkefar er tilbage. Spiller på Alsion tre gange.

12.+13. Sønderjysk Pigekor DEC Koncertsalen Alsion

og Drengekor

Ingen jul i Sønderjylland uden koncerten med områdets dygtige kor.

... og meget mere. Se alle begivenheder på www.sonderborg.dk/events

Sønderborg Teater

Sværdet i stenen

14. OKT

Magi og spænding for hele familien om riddere, Arthur, Merlin og Excalibur.

Sønderborg Slot

Concerto Copenhagen

24. OKT

Det verdenskendte, danske ensemble spiller Beethoven i Riddersalen.

Koncertsalen Alsion

Adam & Noah: Farvel og Tjak!

12. NOV

Den populære stand-up-duo takker af for denne gang. Et godt grin et sikret!

Augustiana, Augustenborg

RIVERS END Fie Norsker

INDTIL

22. NOV

Akvareller om mødet mellem det universelle, spirituelle og rituelle.

Sønderborg Teater

Jesper Lundgaard: Julekoncert 2020

20. DEC

Den danske musicalsanger har denne gang Jeanette Bonde og band med.

24 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. oktober 2020

Keramik og kosmiske sammenhænge Udstillinger i keramikmuseet Clay af Carl-Henning Pedersen og Cathrine Raben Davidsen viser to kunstneres vidt forskellige fortolkning af det spirituelle i tilværelsen

anmeldelse 5 stjerner AF TORBEN WEIRUP kultur@k.dk

Clay i Middelfart er nabo til en kirkegård, og placeringen kan synes pudsig, for ifølge den franske 1800-talsforfatter Alphonse de Lamartine er netop museerne kunstens kirkegårde. Ikke desto mindre er der noget særligt varmt og levende over keramikmuseet med dets indhold af smukke eksempler på kunsthåndværk og et særligt skatkammer af porcelæn fra Royal Copenhagen gennem et lille kvart årtusinde. Er det ikke sådan, at med ganske få undtagelser er keramik blevet fremstillet for at bringe skønhed og glæde ind i verden? Museets nuværende hovedudstilling med værker af Carl-Henning Pedersen er i hvert fald et stærkt argument for synspunktet. Carl-Henning Pedersen (19132007) havde en umådelig stor produktion. For stor er der nogle, der mener, men hvad skulle manden gøre? Gå på pension når det at arbejde med komposition, farver og fortælling var så nødvendigt for ham som at trække vejret? På samme måde, som CarlHenning Pedersen havde en overvældende produktion, faldt det ham også naturligt at arbejde med forskellige kunstneriske medier og materialer. Maleri, akvarel, skulptur, små digte og store udsmykninger, som for eksempel den 1000 kvadratmeter store frise ”Fantasiens leg om livets hjul, i den indre gård i den nu for længst lukkede skjortefabrik, Angli, i Herning, der senere blev til kunstmuseum. Som andre fornyere i det 20. århundreds ekspressive maleri i Danmark – Asger Jorn, Egill Jacobsen og så videre – blev også Carl-Henning Pedersens billeder et langt stykke hen ad vejen modtaget med skepsis og det, der er værre. Men efterhånden opnåede han en ligefrem folkelig popularitet for sine poetiske billeder med fantasivæsner og eventyrfigurer, fugle, flyvende heste og fabeldyr sejlende rundt blandt sole og stjernetåger i et kosmisk ocean og en drøm om menneskelig harmoni med universet. Kun en enkelt gang var der ballade om Carl-Henning Pedersen. Det var dengang, han i midten af 1980’erne dekorerede apsisbuen i Ribe Domkirke med sine farvestrålende smølfer, og mange mente, at den form for kunst ikke passede sig til et så betydningsfuldt sakralt rum. Selvfølgelig måtte Carl-Henning Pedersen også beskæftige sig med keramikken. Det var han ikke ene om i sin kreds af billedkunstnere, der udmærkede sig ved en sult efter

0 Udsnit af Carl-Henning Pedersens udstilling i keramikmuseets lyse udstillingssal tegnet af arkitektfirmaet Kjaer& Richter. Keramikken er i centrum, men der er også malerier. På væggen ses ”Jordens frugter nr. 4” fra 1957. – Foto: Clay.

0 Carl-Henning Pedersen havde en umådelig produktion og udførte adskillige store monumentaludsmykninger. Her ses han ved C.F. Møllers fabriksbygning, Angligården, der siden skulle blive til Herning Kunstmuseum. – Foto: Clay.

2 Udsnit af Cathrine Raben Davidsens udstilling på keramikmuseet Clay. En stor del af værkerne er blevet til gennem de seneste to år hos Royal Copenhagen. Menneskets forhold til det spirituelle er et gennemgående tema. – Foto: Clay.

Carl-Henning Pedersen: Lerets billedmager. Cathrine Raben Davidsen: Totem. Clay – Keramikmuseum Danmark, Middelfart. Til henholdsvis den 20. december og den 1. november.

at udtrykke sig i alle forhåndenværende medier og materialer. Idealet var, at udtrykket – uanset om det var maleri eller keramik – var spontant. Men det var selvfølgelig ikke mere spontant, end at en billedkunstner som Carl-Henning Pedersen udmærket vidste, hvad han gjorde. Som man kan se i udstillingens mange krukker, fade og figurer, behandler Carl-Henning Pedersen med sikker hånd billedfladen og erobrer den med sine figurer og ansigter indrammet af ornamentik og arabesker. Det hele er meget professionelt udført, og det reflekteres i den elegante ophængning i arkitektfirmaet Kjaer & Richters nøgterne tilbygning med udsigt over Lillebælt. Over Carl-Henning Pedersens keramiske arbejder hviler en rolig og afklaret selvfølgelighed. Udstillingen behøver ikke en begrundelse. Men den har en anledning: Anledningen er en større donation til museet fra kunstnerens anden hustru, fotografen Sidsel Ramson, og udstillingen er opbygget i et naturligt samarbejde med Carl-Henning Peder-

sens og Else Alfelts Museum i Herning. ”Lerets billedmager” er ikke keramikmuseets eneste udstilling. Ud over en mindre præsentation af nyerhvervelser folder også Cathrine Raben Davidsen (født 1972) en sammenhængende poetisk verden ud i en større gennemkomponeret installation. Ankommet fra kosmos til Danmark i 1913 og dermed påvirket af de skelsættende begivenheder i 1930’erne og 1940’erne – økonomisk depression, verdenskrig, atomtrussel – måtte CarlHenning Pedersen i sine tidlige billeder arbejde sig ud af mørket. Men i takt med, at den grå efterkrigstid fortonede sig, og gode tider blev bedre og i historisk perspektiv faktisk helt fantastiske i Danmark, blev CarlHenning Pedersen en af de kunstnere, der var med til at udsmykke velfærdsstaten. Farveholdningen i Carl-Henning Pedersens billeder blev gennemgående lysere og lysere og bidrog til kritikken af ham som alt for dekorativ. Ikke desto mindre er det disse kosmiske visioner, der

blev hans gentagne udsagn. Altings universelle sammenhæng. En søgen efter en universel sammenhæng kan man også finde i Cathrine Raben Davidsens arbejder på udstillingen, der ligesom, det er tilfældet hos hendes afdøde kollega, spreder sig over en vifte af udtryksmuligheder som maleri, film, tegning, grafik og en hovedvægt lagt på keramiske arbejder. Blandt forskellene er, at farveholdningen hos Cathrine Raben Davidsen gennemgående er mørkere. Hvor Carl-Henning Pedersen viser åbne, lyse fade, er nogle af Chatrine Raben Davidsens keramiske arbejder sørgmodige urner. Krukken er en gammel følgesvend. Anvendt både til at transportere mad og drikke og til at opbevare aske, og Raben Davidsen gennemspiller flere af de arketypiske krukketyper. Et ønske om at forholde sig til menneskets eksistentielle vilkår klinger som en alvorlig tone gennem udstillingens arbejder. Det handler om forhold til en åndelig verden i bred forstand,

om at tro på noget og søge en mening med tilværelsen. Udstillingen hedder ”Totem” og kan henvise til en form for skytsånd, ofte et dyr, der har en rituel betydning for en defineret gruppe af mennesker. På samme måde er menneskets sameksistens med naturen et tilbagevendende tema på udstillingen. Man fornemmer, at balancen er skrøbelig. Der optræder påfaldende mange gopler – ikke et hyppigt forekommende motiv i dansk kunst – i Cathrine Raben Davidsens udstilling. Gopler i hobetal har det med at dukke op i havet, når balancen forrykkes på grund af enten udledning af gødning eller overfiskning eller en kombination af begge dele – og i tilfælde af masseforekomster af gopler slår de fisk ihjel i store mængder. Cathrine Raben Davidsens billeder og figurer kan rumme en forfinet skønhed. Men den scenografisk opbyggede udstilling rummer også varsler og dermed en invitation til eftertanke. J

drømme bevæge mærke elske søge leve tro se

PUNK

– A REBEL NEVER DIES PRÆSENTERES I SAMARBEJDE MED BLACK BOX DANCE COMPANY

SCALA 28. - 29. OKT

KONG LEAR SHAKESPEARES EKSPLOSIVE TRAGEDIE OM MAGT, KÆRLIGHED OG VANVID

STORE SCENE FRA 11. FEB

KÆRLIGHEDENS FORRYKTE FORMER TO DRAMATISERINGER AF MESTEREN STEFAN ZWEIGS PIRRENDE NOVELLER PRÆSENTERES I SAMARBEJDE MED DEN DANSKE SCENEKUNSTSKOLE

STIKLINGEN FRA 6. NOV

VITA DANICA

ET JULEEVENTYR

NYSKABT DANSEFORESTILLING MED MUSIK AF PERNILLE ROSENDAHL PRÆSENTERES I SAMARBEJDE MED BLACK BOX DANCE COMPANY

DICKENS VIDUNDERLIGE FAMILIEKLASSIKER TÆNDER JULELYS I ALLE SMÅ OG STORE HJERTER. FRA 6 ÅR.

SCALA FRA 8. JAN

STORE SCENE FRA 5. NOV

RABAT

Vælg min. 3 forskellige forestillinger på Store Scene og Scala og få 50 kr. i rabat pr. billet, du køber.

Køb sæsonkort og få 10% på billetterne

Læs mere og køb billet på aarhusteater.dk Billetpris 80 – 490 kr.

26 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. oktober 2020

Kulturdanmark er der, hvor kunsten bliver skabt Kunstneren Henrik Scheel Andersen er bosat i landsbyen Jebjerg i Østsalling. Herfra maler han landskabsmalerier med lokalt islæt, driver galleri med internationalt udsyn og samarbejder med egnsbundne kunstnere som digteren Knud Sørensen. ”I stedet for at tænke på alt det, de kan i København, med stor respekt for det, så kan vi måske noget andet herude,” siger Scheel Andersen

interview

2 Henrik Scheel Andersen har malet så længe, han kan huske. Han ønskede sig oliefarver i julegave som 12-13årig og malede allerede dengang landskaber inspireret af omgivelserne i Nørre Nissum, hvor han voksede op. – Foto: Liv Høybye Jeppesen.

AF LIV HØYBYE JEPPESEN hoybye@k.dk

Der er noget eksotisk over haven i Jebjerg. Foran indgangen til atelieret vokser et figentræ vildt op ad murene på huset fra 1934. Dets grønne frugter lover god høst i sensommermånederne. Haven i Jebjerg, der ligger i Salling, 13 kilometer nord for Skive, er kultiveret med det, dens ejere kalder en urtehave. For en bybo ligner det en mindre grøntsagsmark med kartofler, asparges og ærter side om side med skrigende orange og gule morgenfruer og afdæmpede engblomster i en douce palette, som er nabo til vældige artiskokker. De er plantet mere for deres udseende end deres smag. Drivhuset synes ganske overbevokset med et vildt, grønt indre, og det samlede indtryk kan for en lægmand være af utæmmelig og utæmmet karakter. Men sådan er det ikke, fastslår havens ejere. Her hersker en vis systematik og orden. Og der er ikke meget ukrudt at spore, lyder det samstemmende fra efterskolelærer Pia Brask Andersen og hendes mand, kunstmaler og lektor i billedkunst, Henrik Scheel Andersen. Bedene er farvekoordinerede og fortrinsvis holdt i dæmpede nuancer. Morgenfruernes farvehidsighed danner et bevidst ”komplementært farvechok” mod de blålilla lavendler. En uartig ærtesort med røde blomster skaber ravage i det hvide bed, og sådan er det, når man holder af at eksperimentere med gamle sorter, siger Henrik Scheel Andersen med et smil. Haven er deres fristed og et helle til at samle tankerne og få fornyet inspiration, når et kunstværk kræver en pause, forstår man på hustruen. I atelieret går karakteristiske limfjordslandskaberigen i motiverne. Sidste efterår udgav Henrik Scheel Andersen og digteren Knud Sørensen den anmelderroste bog ”Horisonter”, hvor digte og landskabsmalerier afløser og komplementerer hinanden. Samarbejdet med Knud Sørensen hviler på et skæbnefællesskab, idet begge udøver kunst fra udkanten, siger Henrik Scheel Andersen. ”På den måde kommer vi skævt ind i et kulturdanmark, som er meget i København og perifert i Aarhus. Men i stedet for at tænke på alt det, de kan i København, med stor respekt for det, så kan vi måske noget andet

Henrik Scheel Andersen

herude. Og det skal vi passe på med at glemme,” siger han og fortæller om åbningstalen til Knud Sørensens og sin egen første fælles udgivelse, ”Nordjyske horisonter” fra 2012. ”Knud sagde, at når vi malede og digtede fra Mors og Salling, så var det vores kulturdanmark. Fordi vi lavede kultur, der hvor vi var. Det har jeg tænkt meget over. Knud er et lokalt kulturfyrtårn, og jeg tænker på samme måde – nu er det her, jeg bor, og så vælger jeg at lave mine billeder herfra.” Henrik Scheel Andersen har altid malet Limfjorden. Som barn var det den vestjyske udgave, for han voksede op i Nørre Nissum med Vesterhavet og Limfjorden som naboer. Han husker at male med vandfarver som helt lille. Også landskaber. Som lidt større ønskede han sig oliefarver og malede videre med dem. Den første udstilling var i den lokale bank i Lemvig. Han føler sig privilegeret over at have fået en umærkelig kulturel bagage af sine forældre, der var med i den lokale kunstkreds; faderen spillede teater og underviste i dansk på seminariet. Følelsen af at være privilegeret strækker sig gennem hele hans liv, forstår man, når han fremviser husets smukke stuer og i detaljer fortæller om karmenes

kvadrater, halvcirkler, buer og vinduernes lysindfald over elipseformede sprosser. På den måde brydes lyset smukkere end sædvanens firkantede. Stuerne i det særlige hus, der bevidner overgangen mellem Bedre Byggeskik til funkis-arkitekturen, og som parret købte i 1995 og nænsomt har restaureret, er indrettet med moderne kunst og keramik fra Japan. Bordet har hustruen dækket med agurk fra drivhuset og oste fra Thise-mejeriet få kilometer herfra. Pia Brask Andersen træder ind i stuen og i samtalen om at bo langt væk fra storbyerne. ”Problemet ved at bo herude er, at man føler sig udenfor. Det gør man jo nok,” siger hun, og Henrik Scheel Andersen nikker genkendende. ”Det er prisen,” siger han, inden hustruen fortsætter: ”Men for mig at se har det også den fordel, at du bevarer din identitet – du bliver ikke påvirket af andre, men får lov til at stå selv. Det synes jeg, har sin styrke, hvis jeg må sige noget. Det giver en styrke, at man ikke går efter de nye trends.” ”Det er jo både på godt og ondt,” svarer Henrik Scheel Andersen. ”Det giver frihed, at det ikke er dyrere at bo i dette hus end i et

kollegieværelse i Aarhus. I forhold til vores økonomi synes jeg, at vi er privilegerede med at have en frihed, hvor vi kan rejse, leve med kunst og have en dejlig have – i det hele taget leve det liv, vi vil,” understreger han og fortæller, at parrets tre voksne børn er bosat i københavnsområdet og i Aarhus. ”Jeg hører mine københavnske venner og dem fra Aarhus fortælle om alle de begrænsninger, der må være herude. Om alt det, vi ikke kan. De synes, at de kan en hel masse, når de bor på 81 kvadratmeter, som de næsten ikke har råd til at betale husleje for. Jeg kan godt blive misundelig på dem. At de kan gå på Ny Carlsberg Glyptotek eller ARoS. Der er måske en galleriudstilling, hvor man kan danne netværk. Jeg kan ikke danne netværk hver torsdag aften på en café eller ved en fernisering, så derfor er jeg som kunstner også ensom,” fastslår han. Netværket må man selv facilitere. Finde ligesindede og danne samarbejder på tværs af afstande. Og det gør Henrik Scheel Andersen. I en årrække udstillede og solgte gallerier i Aalborg hans malerier, for kunstmaleren havde det bedst med at være kendt som seminarielæreren i lokalmiljøet.

Men da Galleri Salling åbnede tilbage i 2005, bekendte maleren kunstnerisk kulør i lokalområdet. Stedet fokuserede på det lokale og satte gang i salget af limfjordsmalerierne på egnen. Da galleriet for nogle år siden måtte lukke, lå det ligefor at skabe et nyt kulturelt samlingspunkt med base i Jebjerg. Sammen med grundlæggeren af kulturmødet på Mors, Niels Otto Degn, åbnede Henrik Scheel Andersen Galleri 2132 hundrede meter længere nede af Jebjergs hovedgade. Det er det særlige ved at være kunstner langt væk fra den etablerede kunstscene, siger han. Man må selv få tingene til at ske. ”Der er ikke nogen, der kommer med et halvt eller trekvart arrangement og spørger, om vi vil være med. Hvis vi gerne vil have en trædesten, så skal vi selv skabe den. Det gør vi med galleriet. Vi vil naturligvis sælge kunst, men vi vil også skabe et mødested, hvor man kan opleve ting, som man ellers ikke ser i området. Vi viser helt unge kunstnere, lokale kunstnere, københavnske kunstnere og udenlandske kunstnere. Det er lidt vildt i en by som Jebjerg, hvor der på en god dag bor 1500 mennesker.”

3 3Født i 1962. Kunstmaler og lektor i billedkunst ved læreruddannelsen i Skive. Har udstillet på adskillige gallerier i Danmark og i udlandet, blandt andet Kommunale Galerie i Berlin og Brøndsalen på Frederiksberg. Er kendt for sine landskabsmalerier. Medejer af Galleri 2132 i Jebjerg og kurator for kunstbegivenheden ”Pleinair” i Glyngøre. Har udgivet to bøger i samarbejde med digteren Knud Sørensen. Opvokset i Nørre Nissum og bosat i Jebjerg med sin hustru, Pia Brask Andersen.

SÆRUDSTILLING 21.8 - 29.11 2020

SE RASMUS MEISLERS ORIGINALE TEGNINGER BAG DAVIDS SAMLINGS OG FORLAGET COBOLTS NYE GRAPHIC NOVEL OM KUNST KÆRLIGHED OG ISLAMISK MYSTIK.

SERIELAND.DK

TIRSDAG TIL SØNDAG 10 -17 ONSDAG 10 -21 MANDAG LUKKET WWW.DAVIDMUS.DK

28 | Kunst&Kultur Kristeligt Dagblad Lørdag 3. oktober 2020

FOREST DOCUMENTS 5. september 2020 - 3. januar 2021

COVER

12. september 2020 - 10. januar 2021

0 Centralt i Laila Westergaards ”Perspektiv 2015 (Flygtningefrise)” er det kendte billede af det Maria, et udsnit af Michelangelos skulptur ”Pietá”. – Fotos fra udstillingen.

Kristendom, politik og op i Løgumkloster ROD I NORDEN

12. september - 13. december 2020

Danske Laila Westergaard og japanske Watanabe Sadao mødes på den fine udstilling ”Troens rejse” på Museet Holmen i Løgumkloster i Sønderjylland

anmeldelse 5 stjerner AF CLAUS GRYMER kultur@k.dk

KunstCentret

SILKEBORG BAD www.silkeborgbad.dk

Nadver med sushi. Og en dansk kop kaffe, stående både i hverdagen og i evigheden: Op fra koppen stiger sommerfugle. Med bud om opstandelsen. Således mødes et japansk og et dansk udgangspunkt på udstillingen ”Troens rejse” på Museet Holmen i Løgumkloster i Sønderjylland. Ansvarlig for serverirngen af sushi i den uvante sammenhæng er den japanske kunstner Watanabe Sadao (19131996). Og det er den danske billedhugger Laila Wester gaard (født i 1964), der lader kaffekoppen repræsentere et brudstykke af en dansk virkelighed. Hendes bidrag er relieffer i sten. Den fine og intense udstilling er formet som en dialog mellem de to kunstnere. Fysisk er det en overskuelig udstilling, men den fylder mere i sindet end i de to rum, hvor den vises. Særlig tæt er dialogen i for-

bindelse netop med den sidste nadver. På Sadaos tryk ”Den hellige nadver” ses en rygvendt Judas over for Jesus. Kun de udenforstående – beskuerne – kan se hans ryg og det varsel om hans forræderi, der er skjult bag den, symboliseret af en pengepung. I en parafrase over værket har Laila Westergaard hugget en version, der yderligere forstærker scenens effekt og gør den så nærværende, som var den vores skygge. Her drejer det sig ikke ”bare” om Judas, men om os, der både betragter billedet og selv bliver en del af det. Den hånd, der grådigt rækkes ind i det, er vores. Sådan ser det ud. Og hvem tør benægte, at det kunne være sandt? Nadveren er tillige et centralt tema i hendes ”Luther relieffer”, hvor kalkens vin strømmer som livgivende blod i vore årer. Og det på trods af vores fejlbarlighed, afsløret som væltede vinglas og tabte tallerkner. Baggrunden for ”Troens rejse” er, at Museet Holmen i 1980’erne fik doneret en samling på 32 originalværker Watanabe Sadao, en samling

tryk, der ikke har været vist offentligt siden 1997. 28 af dem er med på den aktuelle udstilling. For Wantanabe Sadao, der blev kristen som ung, var det vigtigt at skildre kristendommen i et billedsprog, der for japanere er velkendt. ”Kunst er for folket,” proklamerede han. Og det synspunkt blev bestemmende for hans formsprog. Hans billeder er fyldt med symboler, der forkynder Guds himmelske tilstedeværelse i det jordiske, symboler som fisken, hånden, druen og englen. Værkerne er umiddelbare og klare, underfundige og poetiske. Hans stil udfolder sig i omegnen af det naivistiske. Og man kan sagtens forestille sig, at billederne kunne indgå som illustrationer i en børnebibel. Men selvom børn kan være med, er værkerne slet ikke kun for børn. Med de mange betydningslag, som de rummer, kan man rejse længe i deres verden – uden at føle, at rejsen nogensinde vil slutte. Og i øvrigt: Modsætningen mellem det japanske og det hjemlige opleves grundlæggende som noget, der ude-

Lørdag 3. oktober 2020 Kristeligt Dagblad

Kunst&Kultur | 29

ALLAN SKULDBØL 17.10-15.11

druknede flygtningebarn ved Middelhavets bred, side om side med den sørgende Jomfru

kulturforskelle lyser 2 På Sadaos tryk ”Den hellige nadver” ses en rygvendt Judas over for Jesus. Kun de udenforstående – beskuerne – kan se hans ryg og det varsel om hans forræderi, der er skjult bag den, symboliseret af en pengepung.

lukkende gælder på overfladen. Udstillingen er først og fremmest et vidnesbyrd om en virkelighed, der er større, end hvad man medbringer af nationale særpræg. Også hos Laila Westergaard er den kristne symbolik tydeligt til stede. Hun blander den med den hverdag og kultur, som vi er fortrolige med, men som i hendes udlægninger får nye og ikke mindst nye udfordrende dimensioner. Hun siger om sig selv, at hun er ”grundfæstet i kristendommen, i den protestantiske tro”. Hendes hentydninger til kristendommen virker

da også helt selvfølgelige – som udtryk for en rodfæstethed. Dette gælder i høj grad for eksempel hendes såkaldte billedsten, udsagn med korte, velvalgte citater – som ”Hjerte løfte din glædes vinger” og ”Gud ånder på øjet, når det græder”. Eller som i det citat, der afsluttet sidste del af udstillingen om Jesu død og opstandelse: ”Krist stod op af døde”. Hvorfor sige mere? Eller hvordan? Alt er jo sagt. Et stort indtryk gør Laila Westergaards ”Perspektiv 2015 (Flygtningefrise)”, hvor fragmenter af et typisk dansk

morgenritual ses i skæret fra uhyggelige hændelser langt borte, men alligevel så tæt på, at man ved konfrontationen må reagere, måske med afmægtighed, måske tilsat en vis opgivelse eller apati, men samtidig med mulighed for handling. Dog – i det afspejlede nu kræver den kommende hverdag, hvad den ikke nødvendigvis kan regne med: de involveredes fulde opmærksomhed. Centralt i frisen er det kendte billede af det druknede flygtningebarn ved Middelhavets bred, side om side med den sørgende Jomfru Maria, et udsnit af Michelangelos skulptur ”Pietá”. Hvad vi ikke ser – men bør se for os – er den døde Jesus i hendes arme. Og fra en billedsten breder et lys sig, et håb i håbløsheden: ”I mulm er kærlighedsJ vingen bredt ud”.

Watanabe Sadao og Laila Westergaard: Troens rejse. Museet Holmen, Løgumkloster. Til den 15. november.

Arrangør: Ringkøbing Kunstforening Fernisering lørdag 17.10. kl. 14:00

Vestjyllands Kunstpavillon Arne Haugen Sørensens Museum Henning Larsens Vej 3 – 6920 Videbæk

30| Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. oktober 2020

På opdagelse i kunstnerens egen samling Samtidskunstneren Danh Vo, der er katolsk opdraget og som barn kom til Nivå som flygtning, har indtaget Nivaagaards hjerterum på smukkeste vis med kunst fra sin egen samling

anmeldelse 5 stjerner AF MAI MISFELDT kultur@k.dk

I 1980 kom en femårig, vietnamesisk dreng til Nivå i Nordsjælland. Sammen med sine forældre og søskende var han flygtet i en hjemmebygget båd fra Vietnam, lykkeligvis undslap de druknedøden og blev samlet op af et Mærsk-skib. Fra en flygtningelejr i Singapore fik de asyl i Danmark. Drengen Danh Vo kom på den lokale skole, måtte lære det nye mærkelige sprog og tage del i en fremmed kultur. Hans forældre fik med tiden en grillbar og arbejdede døgnet rundt for at skaffe deres børn en god tilværelse. Nu, 40 år efter Danh Vo kom til Nivå, kan man se en betydningsfuld, poetisk og skarp udstilling kurateret af ham på Nivaagaards Malerisamling. Det er lidt af et scoop, for Danh Vo er i dag en efterspurgt international kunstner, der bor og arbejder mange steder i verden, og netop nu har åbnet en stor soloudstilling på The National Museum of Art i Osaka, Japan. Og for ham, der blev smidt ud af skolen i 8. klasse (siden uddannede han sig på Kunstakademiet i København og i Frankfurt), er tiden som flygtningebarn i Nivå formodentligt heller ikke uproblematisk at genbesøge. Godsejer og fabrikant Johannes Haage, som i 1908 donerede sin malerisamling til offentligheden og dermed grundlagde Nivaagaard, var en passioneret samler. Det samme er Danh Vo, og også derfor giver det ekstra fin mening, at udgangspunktet for udstillingen er hans egen samling. Det er idéen, at udstillingen er den første af tre, som han skal lave på Nivaagaard i løbet af de kommende år. Udstillingen finder sted i museets oprindelige kerne, det højloftede og smukke kunsttempel, som Haage lod opføre, og som også er den del af museet, som Vo kunne huske fra et skolebesøg. Det er en lille, men intens, udstilling med 20 værker af 12 kunstnere, fire af værkerne er Vos egne. De øvrige værker er af kunstnere, som har spillet en stor rolle for Vo i hans egen praksis. Udstillingen handler om mange ting, men identitet og den måde, den kan ses som flydende og ikke snævert knyttet til en nationalitet, religiøsitet eller seksuel observans, er gennemgående. Identitet er ikke noget, vi kommer ind i verden med, men noget, der hele tiden bliver til, som vi forhandler med omverdenen

0 Værket ”Power up” af den amerikanske Sister Corita Kent, som her ses hængende på væggen på Nivaagaard, er et af de værker, der indgår i udstillingen ”Danh Vo præsenterer”. Foran væggen ses et værk af Danh Vo selv: En 1600-tals torso af den lidende Kristus ligger afskåret i en trækasse, der tidligere har været brugt til at transportere modermælkserstatning fra Nestlé. – Foto: Nick Ash.

0 Danh Vo kom til Nivå som femårig efter at være flygtet fra Vietnam i en hjemmebygget båd. Den i dag internationalt anerkendte kunstner er nu vendt tilbage til Nivå med udstillingen ”Danh Vo præsenterer”. – Foto: David Kahr. 2 ”Danh Vo præsenterer” er en smukt installeret udstilling, der vokser jo mere nysgerrigt, man går til den. Efter kunstnerens ønske er der ingen formidling i selve salen, som på sin vis jo også er ét stort værk, et portræt af Danh Vo gennem hans samling, og det er både en gave og samtidig akilleshælen i Danh Vos kunst, fordi den altid indeholder så uendeligt meget mere, end man kan aflæse af overfladen. – Foto: Nick Ash.

og os selv, og det kommer så smukt til udtryk i et idébåret værk af den cubansk-amerikanske kunstner Felix Gonzalez-Torres (1957-1996). Værket er et portræt af veninden og kollegaen Julie Ault fra 1991 og består af en række ord, navne og årstal. ”Crisco Disco 1977, Trampolines 1963” står der for eksempel, men der står også ”Momland 2020”. Værket bliver ved med at ændre sig, fordi Gonzales-Torres har givet Ault rettighederne til at ændre ord og årstal hver gang, det udstilles. Vi andre ved ikke, hvilken betydning der knytter sig til ordene, der danner portrættet af Ault, vi danner vores egne forestillinger, ligesom man uvilkårligt kommer til at tænke på, hvordan ens eget portræt ville tage sig ud. Et af de mest iøjnefaldende værker er fire serigrafier, der til sammen danner opfordringen ”power up”. Oprindeligt et ud-

tryk, der stod ved tankstationerne, men kunstneren bag, Sister Corita Kent (1918-1986), som var noget så usædvanligt som en amerikansk nonne, der sprang ud som popkunstner, tænkte på en anden kraft, og har forsynet ordene med en undertekst i form af et længere digt af Daniel Berrigan (1921-2016), amerikansk jesuitisk præst, digter og aktivistisk pacifist, særlig aktiv i modstanden mod Vietnam-krigen. Danh Vo er selv katolsk født og opdraget, og sådan fletter værkernes og kunstnernes historier og biografier sig ind og ud af hinanden. Et andet kendt værk er et sorthvidt fotografi af en kvinde i en seng. ”Candy Darling on her Deathbed” (Candy Darling på sit dødsleje) har fotografen bag, Peter Hujar, kaldt det. Candy Darling var oprindeligt en mand, men sprang ud som kvinde og fik et kort, intenst liv

blandt andet i kredsen omkring Andy Warhol (1928-1987), før hun døde af blodkræft som kun 29-årig i 1974. Kunstneren Peter Hujar, der var af ukrainsk oprindelse, døde som 53-årig i 1987 af aids. Det samme gjorde Hujars kollega og kæreste, Paul Thek (1933-1988), som også er repræsenteret på udstillingen med det humoristiske værk ”Towards an Abstract Icon” (på vej mod et abstrakt ikon), der udgøres af en barnestol, en lampe og et blomstret maleri, man kan filosofere over. Pludselig bliver det meget nærværende, hvor forfærdeligt det var, da aids var epidemien, alle frygtede, og som ikke mindst ramte de homoseksuelle miljøer så hårdt. Et af Danh Vos egne værker er et stykke af en 1600-tals trætorso af den lidende Kristus. Stykket passer lige præcis ned i den træ-

kasse, det er lagt i. Det er en gammel Nestlé-kasse, hvorpå der står ”Mothers! Nurse your baby. If you can’t – get Nestlés” (Mødre! Am dit barn. Hvis du ikke kan – brug Nestlé). Kassen har bragt amerikansk ”modermælk” til Vietnam. På godt og ondt. Oprindeligt indgik der hverken mælk eller sukker i det vietnamesiske køkken, det kom til med kolonialisterne. Samtidig peger kassen på den moderlige omsorg for den døde Kristus, det bliver en lille pieta i sig selv. Og endeligt kan man se værket som en form for eksorcisme, en helt konkret måde, kunstneren så at sige skærer den katolske arv ud af sig selv på. ”Danh Vo præsenterer” er en smukt installeret udstilling, der vokser jo mere nysgerrigt, man går til den. Efter kunstnerens ønske er der ingen formidling i selve salen, som på sin vis jo også er ét stort værk, et portræt af Danh Vo gennem hans samling, og det er både en gave og samtidig akilleshælen i Danh Vos kunst, fordi den altid indeholder så uendeligt meget mere, end man kan aflæse af overfladen. Vær nysgerrig, som hvis du skulle lære et nyt sprog, så åbner verden sig. J

Danh Vo præsenterer. Nivaagaard. Gammel Strandvej 2, Nivå. Til den 6. december.

Landskabsmalerier af Allan Otte 19.09.20 - 24.01.21

naturligvis fabelagtigt Hovedværker fra samlingen 19.09.20 - 28.03.21

HEART - HERNING MUSEUM OF CONTEMPORARY ART · BITTEN OG AAGE DAMGAARDS PLADS 2· DK 7400 HERNING · WWW.HEARTMUS.DK

32 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. oktober 2020

Banksy hamrer de sociale budskaber hjem med succes Han er på samme tid verdenskendt og anonym. Kunstnernavnet er Banksy, og hver gang han begår et nyt graffitiværk eller andre værker og happenings, optager det medierne – og naturligvis kunstmarkedet

portræt

2 Banksy formår at ramme tidsånden, uanset om det handler om flygtninge eller Brexit. Her er det et udsnit af et af Banksys Brexitreleaterede værker. – Foto: Glyn Kirk/AFP/ Ritzau Scanpix.

BJARNE NØRUM SKRIVER FRA STORBRITANNIEN norum@k.dk

Undergrundskunstneren Banksy har om nogen formået at tale til den britiske psyke. Senest understreget, da han donerede et af sine billeder til Southampton General Hospital. Som altid er budskabet ganske enkelt og ikke til at misforstå. På billedet leger en lille dreng i smækbukser med en superhelt. Men det er ikke Spiderman og Batman, der er hans helte. De to er endt i skraldespanden. I stedet er det en dukke af en sygeplejerske. Dermed har Banksy igen fanget folkestemningen. Det er personalet i sundhedssektoren, der er de nye helte i samfundet i kampen mod covid-19. Men hvem er så denne Banksy? Svaret er umiddelbart, at han mere er et fænomen end en person. Han har med en blanding af det spektakulære og provokerende udviklet evnen til at skabe opmærksomhed om sin kunst til perfektion. Mest spektakulært var nok, da et af hans værker af auktionshuset Sotheby’s i 2018 blev solgt for lidt over en million pund – næsten 8,5 millioner kroner. Men umiddelbart efter hammerslaget gik en lille motor i rammen i gang, og det nederste af billedet kørte igennem en makulator, mens et chokeret gisp gik igennem auktionsrummet. Motivet var ”Ballonpige”, der viser en lille pige i silhouet med en rød hjerteballon. Samme motiv brugte han første gang på Waterloo Bridge i det centrale London, men han solgte også autoriserede tryk med motivet. Prisen på det simple motiv viser den kommercielle gennemslagskraft, Banksy har opnået. Køberen af det halvt ødelagte billede valgte at beholde det, og i kunstbranchen er vurderingen, at værket dermed kun blev mere værd. Banksy har anerkendt det som et selvstændigt kunstværk under det nye navn ”Kærlighed i papirkurven”. Året før var Banksys store spektakulære projekt åbningen af et hotel i Betlehem. Hotellet har navnet ”The Walled Off Hotel”. Hotellet sælger sig selv på, at det har verdens værste udsigt, fordi det ligger op ad den mur, som Israel har rejst mellem Israel og Vestbredden. ”Det er præcis 100 år siden, Storbritannien tog kontrol over Palæstina og begyndte at flytte rundt på møblementet – med kaotiske resultater. Jeg ved ikke hvorfor, men det føles som et godt tidspunkt at tænke over,

hvad der sker, når Storbritannien tager enorme politiske beslutninger uden fuldstændigt at forstå omfanget af de beslutninger,” udtalte den anonyme Banksy til avisen The Guardian om hotellet, som han har indrettet i kolonistil. For nylig kom det så også frem, at Banksy har både financieret og udsmykket redningsskibet ”Louise Michel”, der samler nødstedte flygtninge op i Middelhavet. Marc Leverton er forfatter til to bøger om Banksy – ”Banksy: Myths and Legends”, 1 og 2 – der, som titlerne siger, tager fat i myterne og legenderne. ”Se bare, hvordan han gør sundhedspersonale til de nye superhelte. Han formår at ramme tidsånden, uanset om det handler om flygtninge eller Brexit, og han har en universel appel, hvor folk uanset kultur og baggrund forstår budskabet,” lyder Marc Levertons forklaring på Banksys succes. Marc Leverton voksede ligesom Banksy op i Bristol og er nogenlunde jævnaldrende med kunstneren. Han har fulgt hans vej fra graffitikunstner til et verdensfænomen – først som journalist i Bristol og nu som seniorlektor med fokus på den kreative industri ved Bath Spa University. Han ser internettet som en forklaring på, at Banksy blev så kendt. ”Han flyttede til London på den tid, da online medier som Facebook vandt frem, og han red med på den bølge, hvor folk pludselig kunne dele billeder på nettet. Dermed blev hans værker ikke kun tilgængelige for folk i London, men overalt.” Banksys manglende respekt for og udfordring af ”the establishment” er også udtalt i værket ”Devolved Parliament”, hvor han spiller på Charles Darwins ord for udviklingslære og har

fyldt de karakteristiske grønne lædersæder i Underhuset med chimpanser. Værket fra 2009 er fire meter bredt og hans største på et lærred. I oktober blev det solgt som det hidtil dyreste Banksy-værk for 9,9 millioner pund, svarende til 83 millioner kroner. Netop penge og hans velstand er ifølge Marc Leverton et af de store åbne spørgsmål om Banksy. ”Der er en vis ironi i, at han ikke er kommercielt motiveret, men samtidig har det her store varemærke. Nå vi ser på teori om varemærker, så handler det om at være til stede og minde folk om, at du er der, men uden at udvande varemærket. Og det er det, Banksy gør, når han pludselig kommer med et nyt værk med tre til seks måneders mellemrum. Og det er kunst, der er gratis, og som styrker hans profil,” forklarer Marc Leverton. De kunstværker, der sælges med officiel autorisation, er typisk tryk af graffitimotiver, og det til relativt billige penge, som så senere opnår store summer på auktioner. Alligevel synes kunstneren at have rigeligt med penge til sine projekter. ”Vi ved ikke noget om, hvor meget han sælger. Men der går historier om, at han producerer værker til private samlere, og der er mange pop- og filmstjerner, som vil betale meget for at have deres helt egen og eksklusive Banksy,” siger Marc Leverton. Ifølge forfatteren har der været utallige forsøg på at afsløre, hvem der er den rigtige Banksy. Men på den anden side vil de mange fans ikke have ødelagt mystikken. ”Og hvem ønsker at se billedet af en midaldrende mand i kondisko. Det vil ødelægge manges illusion om deres kunstneriske Robin Hood.”

Banksy 3 3Britisk graffitikunstner fra Bristol, der gået fra at være undergrundkunstner til at være højt anerkendt.

Selvom Marc Leverton både aldersmæssigt og geografisk er tæt på Banksy, så insisterer han på, at han aldrig har mødt ham. ”Men jeg kender folk, som kender ham.” Et andet af de åbne spørgsmål er, om Banksy er én person eller flere. ”Tvetydigheden er en del af hans image. Men jeg tror, at det er ham, som skaber værkerne, og så kan det være andre, som rent fysisk maler dem i det offentlige rum.” Et andet spørgsmål er den kunstneriske værdi. ”Man kan sige, at hans værker er simple og kan sammenlignes med satiretegninger og reklamer. Men det politiske og sociale budskab er meget anderledes. Og det handler om timing og symbolikken i de lokaliteter, hvor værkerne dukker op. Hvor andre kunstnere er langsomme, så er han hurtig og relevant – og har været det i over 20 år,” forklarer Marc Leverton. Grunden blev lagt i Bristol i

det vestlige England, hvor Banksy fra 1990 til 1994 var aktiv på byens graffitiscene. Skiftet kom ved årtusindskiftet, hvor han opdagede kunsten at bruge stencils – en form for skabeloner. Motivet er skåret ud i enten papir eller plastic, så man bare skal holde det op på en væg og så hurtigt spraymale det. For en graffitikunstner er fordelen, at e t motiv hurtigt kan males på en væg – og at man selv er væk igen, før politi og andre når frem. I takt med, at flere spektakulære værker dukkede op i Bristol, steg opmærksomheden – og Banksys graffiti gik fra at blive betragtet so vandalisme til samfundskommenterende kunst. Murmalerierne blev ironisk nok beskyttet mod netop graffitivandalisme. Og i takt med de stigende priser købte kunstsamlere og gallerier hele mure fra bygningernes ejere – også selvom motiverne ofte er en kommentar til de steder, hvor de J er malet.

3 3Cirka 45 år gammel. Nyere værker indikerer, at han er gift/ har en samlever, og har fået børn. Der er talrige teorier om hans virkelige identitet, men ingen er bekræftet

3 3Har udgivet flere bøger med sine værker og er genstand for flere andre bøger. Har også instrueret dokumentarfilmen ”Exit Through the Gift Shop” i 2010.

DOSTOYEVSKY Fyo do r

Et sc enisk værk om et mennesk es søgen efter sandheden

Et Latterligt Menneskes Drøm

STR ATE N TA STD E SIG N .CO M

05.–27. FEB. 2021 Med Viktor Melnikov & Adam Ørvad (Accordeon)

D JO

S DO

V JE

. IJ

OPTAKT TIL DOSTOJEVSKIJS 200 ÅRS FEJRING I 2021 MED SÆRUDSTILLING OG TEATER

G VO

. ED

L A ND S F O RENING EN L IV & D ØD NIK O L AJ P L AD S 27 1067 K Ø BENHAVN

34|Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. oktober 2020

En magisk underverden Den argentinske kunstner Tomás Saracenos totalinstallation i Københavns underjordiske ”katedral”, Cisternerne, er både foruroligende og æstetisk forførende

anmeldelse 5 stjerner AF LISBETH BONDE kultur@k.dk

Det føles som at stige ned i underverdenen. Ned til Eurydike og Orfeus, Niels Klim og andre litterære og mytologiske skikkelser, der har hjemsøgt den. Allerede fugtpletterne på betontrappen varsler vandet, som venter én nede i mørket – nede i den menneskeskabte drypstenshule – eller måske bedre: i den underjordiske katedral. Her vokser stalaktitter – drypsten – ned fra hvælvingerne. De er som stenblomster, der har slået rod i de fugtige betonmure. Den aparte kunsthal, Cisternerne, har ikke blot herhjemme, men også på verdensplan tiltrukket sig megen opmærksomhed som et unikt visningsrum for kunst. Siden 2014 har den dannet ramme om totalinstallationer, skabt direkte til stedet af kunstnere som Christian Lemmerz, Ingvar Cronhammar, Jeppe Hein, den japanske arkitekt Sambuichi, videokunstneren Eva Koch og sidste år kunstnertrioen Superflex. Nu er den argentinskfødte, arkitektuddannede installationskunstner Tomás Saraceno (født 1973), som bor og arbejder i Berlin, ”flyttet” ind og har skabt en uhyre stærk vision, som næppe vil lade nogen upåvirket. Disse mørke og fugtige rum – Københavns tidligere vandreservoir – har ændret udseende lige så mange gange, som der har været udstillinger, og de tidligere kunstneriske ”indgreb” ligger derfor som efterbilleder på nethinden, når man bevæger sig ned i Cisternerne ved hver ny sæson. Hvilket ”take” har kunstneren denne gang haft på de mørke rum, tænker man. I år åbner udstillingen med nogen forsinkelse på grund af coronavirusset, som har lagt Danmark ned. Men heldigvis holdes der åbent helt til udgangen af november, når undtagelsestilstanden en gang bliver ophævet. Vand spiller i år om muligt en endnu større rolle end ved de foregående udstillinger som meddigtende element – og med en klar henvisning til klimakrisen og den dermed følgende stigende vandstand. Teknikerne har på Tomás Saracenos opfordring åbnet for drænventilerne, som til daglig er lukket for at holde det indtrængende vand ude, så nu ligger Cisternerne atter under vand. Denne gang dog kun med 1,4 millioner liter rent vand imod de 16 millioner, der fyldte dem tidligere. Dér, hvor der trænger lidt lys ind, kan man tydeligt se bunden, og uvilkårligt spejder man efter fisk og vandplanter – så overbevisende virker illusionen. Publikum sejler rundt i værket. Seks sorte, specialbyggede robåde er stillet til rådighed. Det er en helt surrealistisk oplevelse at navigere rundt i de mørke rum med pagajen som både ror og fremdriftsmiddel, alt imens man hører vandet slikke op ad båden. Det er et natligt kanaleventyr. ”Venedig by night”. Der er plads til fem personer i hver båd, så højst 30 personer lukkes ind ad gangen. Man skal booke i forvejen og får tildelt 45 minutter til sit besøg. Men en lille advarsel: Udstillingen egner sig ikke til syns- eller bevægelseshæmmede, ej heller til små børn.

0 Københavns tidligere vandreservoir har som kunsthal ændret udseende lige så mange gange, som der har været udstillinger, og de tidligere kunstneriske ” indgreb” ligger derfor som efterbilleder på nethinden, når man bevæger sig ned i Cisternerne ved hver ny sæson. – Fotos: Torben Eskerod. 3 Saracenos vidtgående eksperimenter med edderkoppenetstrukturer, der er udviklet som modeller til nye og bæredygtige habitater, er både spektakulære og videnstunge installationer på kanten mellem naturvidenskabelig forskning og billedkunstneriske visualiseringer.

Værket er en fascinerende vision om en underverden af stor skønhed, men samtidig en påmindelse om, at vi befinder os faretruende tæt på menneskehedens udslettelse her i den antropocæne tidsalder. Det understreges allerede i titlen ”Event Horizon”, som henviser direkte til afgrunden – punktet, hvor der ikke er nogen vej tilbage, nu hvor den økologiske balance for alvor er destabiliseret, og livsbetingelserne ikke kun for os selv, men for alle klodens arter er truet som følge af rovdriften på ressourcerne, den manglende respekt for naturen og almindelig grådighed. Vandet sym-

boliserer oplagt den truende oversvømmelse, som alle frygter nu, hvor havvandet er steget 28 centimeter siden 1880, men hvor næsten halvdelen af denne stigning er sket inden for de seneste 25 år. Og selv har vi her i Danmark i den forgangne, fugtige vinter oplevet oversvømmelser som aldrig før. Mens man padler rundt, hører man med visse intervaller en særegen underlægningsmusik. Det er vandet selv, der ”synger”, da lyden er optaget med en såkaldt hydrofon eller undervandsmikrofon, der opfanger alle bevægelser i vandet, som vi – publikum – frembringer, når vi sejler rundt. Lyden forekommer lidt melankolsk og forlener værket med en følelse af undergang og tabt skønhed. På tre skærme vises i forskudt tempo videoen ”Living at the Bottom of an Ocean of Air”, som handler om vandedderkoppen Argyroneta aquatica, der trækker vejret under vand ved hjælp af en slags dykkerklokke. Dermed anslås nye mulige overlevelsesstrategier for menneskeheden, der med vores uhyre snilde måske kan forvandle os til antropologiske (menneskelige) amfibievæsener, når nu vandet fortrænger landområderne. I de bageste rum, som er en slags ”allerhelligste”, svæver et større antal af Saracenos skulpturer eller ”sfærer” i mundblæst glas og PVC. Disse sæbeboblelignende, lysskinnende mikrouniverser udsender sitrende spejlinger i vandoverfladen, mens lysreflekser dirrer i loftet. Det forførende smukke ”Wunderkam-

mer” er udstillingens absolutte clou. Boblekonstruktionerne har klar reference til de futuristiske biotoper, som Saraceno har arbejdet med i mange år. På udstillinger i Statens Museum for Kunst og i hans danske galleri, Andersen’s Contemporary, har man kunnet følge Saracenos vidtgående eksperimenter med edderkoppenetstrukturer, der er udviklet som modeller til nye og bæredygtige habitater. Disse boliger befinder sig over jordoverfladen og er inspireret af hans specielt udviklede ”araknologi” med spindelvæv og levende edderkopper. Det er både spektakulære og videnstunge installationer på kanten mellem naturvidenskabelig forskning og billedkunstneriske visualiseringer. Men denne gang går øvelsen mere på, hvordan vi skal kunne overleve under vandets overflade. Det gennemførte værk arbejder videre i én længe efter, at man er vendt tilbage til virkeligheden, som i denne tid ikke er helt så virkelig, som vi kender den. Saraceno vier opmærksomheden til fremtiden, der står og banker hårdt på og vil ind. Det er en tankevækkende og dybt foruroligende dystopi, som Saraceno har konciperet, og den står lysende klart J i mørket.

Tomás Saraceno: Event Horizon. Cisternerne, København. Til den 30. november 2021.

NYT MUSEUM

Danmarkshistorie på vestjysk

En eventyrlig oplevelse ... Det eventyrlige Loft Kender du fornemmelsen, når man træder ind på et eventyrligt loft? Følelsen af at komme ind i et rum, der er fyldt med alverdens gamle, forunderlige, sjove og mystiske genstande. Sådan er det på Det eventyrlige Loft.

En stemning af industri og fabrik

Museum for alle aldre

Jernmænd - fortæller om jernindustrien i Vestjylland. Du møder de mænd, der gik forrest og var med til at præge en industri og en hel egn. Historien leder frem til i dag, hvor jernmændene og -kvinderne på Vald. Birn A/S fører arven videre.

36 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. oktober 2020

Man behøver ikke tage reglerne for givet Mens den fysiske afstand mellem mennesker verden over er minimeret, synes den mentale blot øget. Det er urbaniseringens problematiske paradoks, mener videokunstens dronning, Pipilotti Rist, der er optaget af at genskabe den menneskelige interaktion. Den verdensberømte kunstner er aktuel i Aarhus med sin første stedsspecifikke installation nogensinde

interview AF KAROLINE KJÆR HANSEN kultur@k.dk

Man ville ikke tro det ud fra hendes kontroversielle kunst, eller ud fra hendes påklædning, der denne dag spænder vidt over hele farvepaletten fra azurblå stænk i det grånende hår til rosafarvede briller og de røde bukser. For ikke at tale om den polykrome bluse, de ternede strømper – ja, selv hendes sko med et flerfarvet flet får hende til at lyse op som en regnbue. Men den 58-årige schweiziske kunster Pipilotti Rist er meget introvert. Netop på grund af dette karaktertræk har Pipilotti Rist på egen krop erfaret, hvor græn-

seoverskridende det kan være at komme ud af sit skalkeskjul. Men med en mor, der altid har prædiket det modige valg, har hun fra barnsben fået installeret et behov for at se sin frygt i øjnene og lært værdien af at sætte sig ud over egne behov for fællesskabets bedste. Det er det, hun er optaget af at videreformidle med sin kunst: ”Det er vigtigt, at vi begynder at komme hinanden mere ved og diskutere, hvilke regler der skal gælde. Hvis vi ikke gør noget, bliver alt på markedets præmisser,” siger Pipilotti Rist og har svært ved at skjule sin undren over for materialismens magt og åndelighedens undertrykkelse. Opfordringen til socialt samvær understreger hun og-

så i titlen på hendes permanente installation i Danmark. ”Daggrystimer i naboens hus” hedder det og huses af kunstmuseet ARoS, hvor interviewet derfor finder sted, og hvor det er ét af ”De ni rum”, der tilsammen udgør museets faste udstilling af installationskunst. Mere implicit kommer det til udtryk i hendes nye værk ”Jordlys og pingpong med solen”, som er hendes største stedsspecifikke multi-kanalsvideoinstallation til dato, og som hun er i Aarhus for at indvie på Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles nye campus. ”Det har været svært at lave værket, fordi jeg – modsat et kunstmuseum som her – ikke kan forudsætte, at jeg på forhånd har brugernes opmærk-

somhed,” siger hun. Men hun har holdt fast i sin fascination af lyset, som historisk set er kendt for at samle mennesker, og videoformatet, fordi det ifølge hende er det mest kunstnerisk effektfulde medie i dag: ”Jeg holder selv meget af at se på billeder og statuer, men med videoer har jeg mulighed for at gøre beskuerne til en del af værket, fordi deres kroppe kan spejle farverne, og de derved forhåbentlig får en mere kropslig og sanselig oplevelse,” siger hun med reference til udstillingen ”Åbn min lysning” på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk sidste år, hvor publikum blandt andet ved at lægge sig i senge kunne svøbes af farver fra en video i loftet.

En arv til

Foreningen Danske DøvBlinde er en investering i et bedre liv At blive både døv og blind ...ændrer livet for altid. Både for den ramte og for pårørende. Vi tilbyder personlig rådgivning og netværk og peger på nye muligheder for et godt og aktivt liv.

Vi garanterer, at beløbet bruges direkte til at bekæmpe isolation og ensomhed - døvblind hedens faste følgesvend. Hele beløbet går ubeskåret til foreningen, hvis du indsætter FDDB som arving i dit testamente - vi skal ikke betale arveafgift. Du kan fordele din arv imellem dine arvinger og FDDB. Vi betaler gerne omkostningerne til advokat, hvis du testamenterer til FDDB.

Få mere information på tlf. 36 75 20 96 fddb@fddb.dk Eller opret testamente helt gratis på: www.fddb.dk

STØT N

Mobile

Pay 51 8 1 95 Konto 2191- 89 83520 5 11

Kunst&Kultur | 37

Lørdag 3. oktober 2020 Kristeligt Dagblad 2 Pipilotti Rist har det borgerlige navn Elisabeth Charlotte Rist, men har med inspiration fra Pippi Langstrømpe og med afsæt i sit kælenavn Lotti taget kunstnernavnet Pipilotti Rist. – Foto: Gian Marco Castelberg Photography.

Det nye værk i Aarhus med titlen ”Jordlys og pingpong med solen” består foruden en discokugle og gulvlange multifarvede gardiner sammensat af forskellige stofrester i skolens kantine af projektioner på gulv, vægge og trapper. De meterlange gardiner var egentlig ikke tænkt som en permanent del af værket, men blot en midlertidig tilføjelse til mørklægning under den festlige fernisering, som corona dog fik sat en stopper for. Om det var et ønske fra Rists side om at tilføje skolen flere hjemlige elementer, som hun har en tendens til med sine udstillingsrum, står hen i det uvisse. Men rektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Trine Nielsen, og Simon Friese fra kunst- og kulturbureauet Creator Projects, som har kurateret værket, blev i hvert fald så begejstrede for de spraglede gardiner, at de nu er en del af værket. De giver skolens kantine mindelser om en stue, hvor nogle af barriererne for at blotte sig og føre en samtale formentlig allerede er brudt

ned. Og måske videoerne kan tilføje indhold til de samtaler, som vil finde sted blandt de studerende. Motiverne spænder vidt fra det abstrakte til det figurative som lysninger mellem trækroner til brændende bål, men er alle nærbilleder af naturen og det naturlige lys, som står i stor kontrast til det elektriske og kunstige lys, der transmitterer dem. Kontrasterne håber hun kan katalysere de studerendes kreativitet, og de rummer også en klar opfordring til at tænke ud af boksen: ”Elektricitet er blot ét af mange fænomener, som mennesker tager for givet. Men det er ikke længe siden, at mennesket blot havde lyset fra solen og ilden, og nu har vi indrettet store dele af vores liv, så vi er afhængige af det elektriske lys,” siger hun og rykker på sig i caféens sofa, som hun ellers har smidt skoene for at kunne indtage på hjemlig facon, som var rummet privat, mens hun griber ud efter sin iPhone, der ligger på bordet foran og lyser op som følge af berøringen, før hun fortsætter: ”Men det er en kunstig konstruktion, og jeg vil gerne skabe den bevidsthed hos beskuerne. At de ikke behøver at tage reglerne for givet, men udfordre dem og have medbestemmelse.” Spørger man hende, om det ikke er en dristig opfordring på en institution, der skal uddanne journalister, som net-

Pipilotti Rist 3 3Født i 1962 i den schweiziske landsby Grabs ved Rhinen.

3 3Uddannet fra Universität für angewandte Kunst i Wien og Schule für Gestaltung i Basel. Er gammel punker og arbejdede egentlig som sceneteknikker med et band, før hun selv turde gå på scenen og blev kunstner.

3 3Ud over på Louisiana Museum of Modern Art, som i 1996 var det første museum, der købte et af hendes værker, indgår Rist i dag i de faste samlinger på blandt andre MoMa og Guggenheim Museum i New York. Foruden kunst til museer har hun udsmykket en såkaldt City Lounge i St. Gallen (2005) i samarbejde med arkitekten Carlos Martinez. Et projekt, der senere inspirerede BIG – Bjarke Ingels Group til ”Den Røde Plads” på Nørrebro i København.

3 3Kunstværket ”Jordlys og pingpong med solen” er en stedsspecifik seks-kanalsvideoinstallation, der består af fire koordinerede videoprojektioner installeret i fire forskellige områder i og uden for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) i Aarhus: tre, der peger nedad, og én, der peger opad og ind i arkitekturen. Derudover består værket også af multifarvede gardiner og en stor discokugle i kantinen, der vil være tændt i frokostpausen.

op agerer inden for regler forankret i demokratiet, tøver hun ikke: ”Det føles forkert at sige, fordi jeg sidder over for dig lige nu, og du er journalist, men jeg mener, at journalisterne udgør en stor del af den spaltning af samfundet, som vi ser. Jeg kender ikke de danske forhold, men i Schweiz er det sådan, at aviserne vinkler sagerne enormt meget alt efter, om de har højre- eller venstreorientere-

Fordybelseskoncert

Sange fra overvældet

Himmelske messingtoner strømmer fra de øverste balkoner og salen bades i salige strygerklange. Med musik af bl.a. Arvo Pärt, Giovanni Gabrieli og Richard Strauss skabes en unik og højtidelig koncertoplevelse, som giver plads til at mærke, føle og tænke efter.

Symfonisk Sal Musikhuset Aarhus 3. december • kl. 19.30 220-305 kr Vi holder god afstand i salen Begrænset antal billetter til salg

de læsere, og det gør, at borgerne ikke får et helstøbt billede at udvikle deres holdninger ud fra,” siger hun og pointerer, at hun heller ikke mener, der er så stor forskel på det, hun som kunstner gør, og det, journalisterne gør: ”Det hele handler om at kommunikere idéer, og god kunst kan være med til at øge empatien, men det kan journalistik også.” J

38 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. oktober 2020

Grænseoverskridende fremtidsforestillinger Plasticblomster og ekskrementer vokser side om side i japanske Tetsumi Kudos visioner for fremtidens verdensorden. Det er farvestrålende og blankt, men der ligger stor alvor bag

anmeldelse

2 1Foto herunder: Tetsumi Kudo: ”Human Bonsai – Freedom of Deformity – Deformity of Freedom”, 1979, privateje. – Foto: Hauser & Wirth og Andrea Rosen Gallery/Adagp, Paris 2020/ VISDA/Louisiana.

4 stjerner AF MAI MISFELDT kultur@k.dk

På en sokkel står en gennemsigtig plastkasse med låg. Inde i kassen er der et miniunivers, et terrarium, hvor der vokser sære sager og trives besynderlige væsener. Bunden er dækket af jord og op ad den gror papmachéagtige kaktusformer og en søanemonelignende vækst af plastic. Rundt omkring skyder elektriske modstande og et radiorør op. Der ligger også en grøn frø, men mest iøjnefaldende er en neon-changerende penis, der som et sært og nøgent dyr synes at krybe blindt rundt. Værket er fra 1971 og kan ses på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk. Skaberen er den japanske kunstner Tetsumi Kudo, og den bløde, ofte ret farvestrålende, selvstændiggjorte penis, der er et billede på ny tid uden magtpotens, er gennemgående i hans univers. Det handler ikke om sex. Kudos værker er fysiske og grænseoverskridende, men ikke seksuelle. Kudo var 10 år, da atombomberne over Hiroshima og Nagasaki blev kastet. Han voksede op i efterkrigstidens Japan, hvor kejserens autoritet svandt, og angsten for fremtiden voksede. Hans kunst er et forsøg på at tænke radikalt anderledes. At visualisere en fremtid, hvor en ny økologi har taget over, et landskab, hvor disparate elementer vokser op af den bestrålede jord. Hvor menneskeheden ikke mere er den potente verdenshersker, og triaden menneske, natur og teknologi har dannet en ny enhed. Udstillingen, som er i østfløjen, er bygget op, så man kan begynde fra begge ender, og det fungerer godt, for der er som sådan ikke den store udvikling i Kudos værker fra 1960-1970’erne, som udstillingen fokuserer på, mere en variation over temaerne. Formodentlig er det få, der vil nikke genkendende til navnet Tetsumi Kudo, som man godt kan kalde en kunstnernes kunstner. Han har inspireret kunstnere som amerikanske Mike Kelly og Paul McCarthy, og mon ikke britiske Chapman Brothers også har skelet til hans grænseoverskridende værker? I bredere kredse er han blevet lidt glemt, måske fordi han som kunstner var svær at rubricere. Nu er han imidlertid ved at blive genopdaget med store udstillinger rundt omkring i verden, og med klimakrisen og bevidstheden om, at vi er trådt ind i den antropocæne tid, har hans kunst fået ny aktualitet. Menneskelivet handler for en stor del om at skabe orden i kaos. Vi inddeler, vi adskiller, vi kategoriserer, sætter skel mellem dette og hint, forskel mellem skæg og snot. Her kan kunsten rykke ved vores vante billeder, blande det adskilte på forskellige måder. Og det gør Tetsumi Kudo ret radikalt, i og med at han ikke opererer med kategorier eller rangordninger, lort og lagka-

2 Tetsumi Kudo arbejdede primært med en form for assemblage, det vil sige samlinger af fundne og selvlavede genstande, som han installerede, først i bokse og akvarier, og fra 1970 i fuglebure. Her er det Tetsumi Kudos ”Buddha in Paris. Méditation entre futur programmé et mémoire enregistrée,” 1976. – Foto: Adagp, Paris 2020/ VISDA/Louisiana.

ge er i samme niveau. Hans værker er billeder på en postnuklear økologi, som han forestillede sig ville komme. En helt anden tilværelsesform på den bestrålede jord. Opvokset med angsten for stråling og en stigende miljøbevidsthed gik han i en anden retning end den opbyggelige miljøkæmper. Kudo var tilsyneladende fri for sentimentalitet eller nostalgi og arbejdede ud fra en forestilling om, at alting, inklusive mennesket, er i bevægelse og forandring, og at det godt kan være, at livet, som vi kender det, går under, men så vil der opstå nye former, koblinger mellem det organiske og det kunstige, som sprænger de vante kategorier. Louisiana ejer to værker af ham, som var med på deres store Japan-udstilling i 1974, men som først blev vist igen i 2013. Tetsumi Kudo blev født i Japan i 1935 og døde samme sted i 1990. Han tilbragte imidlertid mere end 20 år af sit liv i Paris, som han kom til i 1962. I Tokyo havde han været del af den radikale efterkrigs-kunstscene, hvor han blandt andet arbejdede med anti-art performance og med fundne objekter. Der var voldsomme kræfter på spil i Japan, her kan man tænke på kunstnere som Yoko Ono og Yayoi Kusama, som Louisiana også har vist. I Paris lykkedes det lynhurtigt Kudo at få kontakter til avantgarde-kunstscenen. Han udstillede blandt andet sammen med gruppen Nouveau Réaliste, der talte folk som Jean Tinguely og Niki de Saint Phalle. Boksen, beholderen, der for ham er en metafor på menneskelivets vilkår (vi fødes fra en beholder, vi lever vores liv i en beholder/lejlighed, og når vi er døde, ender vi i en beholder), bliver hans figur fra 1962, hvor han laver ”Bottled Humanism”, en skulptur med noget, der ligner en blanding af en tegneseriefigur og et foster i en krukke. Tetsumi Kudo arbejdede primært med en form for assemblage, det vil sige samlinger af fundne og selvlavede genstande, som han installerede, først i bokse og akvarier, og fra 1970 i fuglebure. Inden for disse rammer skaber han sine fremtidsuniverser opbygget af disparate elementer som elektroniske dimser, ægte hår, rynkede penisser, næser, hjerner,

hænder eller skaller af hænder, der ligner noget fra en special effects-mesters værksted, enorme (kunstige) ekskrementer med larver og fluer er også gennemgående, sensuelle plasticblomster, der formeligt spilder over af sig selv, og snegle, hvis slim glider ned ad glasvæggene. Slimet er der altid meget af, måske fordi det også er en metafor for den flydende plasticitet, som Kudo peger på som et muligt fremtidsscenarie. Det er underligt, foruroligende, surreelt og samtidig J grotesk humoristisk.

2 Tetsumi Kudo: ”Cultivation by Nature & People Who Are Looking at It”, 1970-1971, privatsamling. – Foto: Adagp, Paris 2020/VISDA/ Louisiana.

Tetsumi Kudo: Cultivation, Louisiana, Humlebæk. Til den 10. januar 2021.

EFTERÅRSFERIE PÅ HJERL HEDE

Med forbehold for ændringer ∙ Foto: Hjerl Hede arkiv ∙ Design: Refleksion.info

BØRN U. 18 ÅR GRATIS

10. - 14. oktober kl. 10 - 16 Folketro, sagn og rollespil Hele familien kan sammen løse gåden om Grev Ditmar, som har fanget mosekonen, ellefolket og åmanden. Spilstart er kl. 11, kl. 13 og kl. 15. Entré se www.hjerlhede.dk 13. - 15. oktober kl. 18 - 21 MØRKET* – tag på aftentur med lygtemanden og mød mørkets væsener. NYHED!* Restauranten tilbyder aftensmad. *Forudbooking nødvendig på www.hjerlhede.dk Gratis entré for børn - Gælder IKKE til MØRKET

10 %

Gæ 2 ld v o afl er d k ev . 1 se ko eri 0. - n n ra mb g a 18. en ba in f o t tte ere ku kto ré til r. * s m pon be bi M Gæ e . K r 2 ll ØR l d a 0 e KE der and n ik 20 tte T. ikk re ke mo r * d e

RA BA T

16. - 18. oktober kl. 10 - 16 LEGODAGE – Vilde byggerier Er du LEGO-fan, så kom og oplev når BYGGEPLADEN, Danmarks legoentusiaster viser deres vilde værker. Konkurrence – tag et par fotos med af dig og din bedste, unikke og mest kreative LEGO-idé og deltag i konkurrencen om fede LEGO præmier.

www.hjerlhede.dk

På

Hjerlhedevej 14 · 7830 Vinderup · tlf. +45 96115030

EFTERÅRSFERIE EFTERÅRSFERIE EFTERÅRSFERIE 10.–18. oktober 2020 10.–18.10.–18. oktober 2020 2020 oktober

MUSEUMSQUIZ I UGE 42 – for hele familien MUSEUMSQUIZ I UGEI42 – for MUSEUMSQUIZ UGE 42hele – forfamilien hele familien BYG DIT EGET TREMASTET BYG DIT BYGEGET DIT EGE SEJLSKIB TREMASTET TREMASTET Tirsdag 13. oktober SEJLSKIB SEJLSKIB kl. 12.00 – 15.00

Aktiviteterne er for børn i følge med voksne erAktiviteterne er Aktiviteterne museumsgæster. for børn i følge for børn i følge

med voksne med voksne museumsgæster.museumsgæster.

GYS OG HAVGUS En frygtelig uhyggelig aften for hele familien GYS OG HAVGUS GYS OG HAVGUS

Tirsdag 13. oktober Tirsdag 13. oktober kl. 12.00 – 15.00 kl. 12.00 – 15.00

Vi tager hensyn til deltagernes sikkerhed. Hold øje med museets hjemmeside eventuelle særlige Vi tager for hensyn tiltager deltagernes Vi hensyn til deltagern retningslinjer ved aktiviteterne. sikkerhed. Hold øje med museets sikkerhed. Hold øje med muse

hjemmeside for hjemmeside eventuelle særlige for eventuelle sær retningslinjer ved aktiviteterne. retningslinjer ved aktiviteter

JORN RUNDT

10.10.-13.12.2020

Besøg museets kreative værksted i efterårsferien