Reformationstillæg

Reformationen 500 år Luther har sat et kæmpe præg på den måde, vi er kirke på i Danmark STORT INTERVIEW MED DRONNING MARGRETHE II SIDE 14-17

Nåde bør være et nøglebegreb både for troende og ikke-troende

Det fik markante kirkelige, sociale og politiske konsekvenser, da munken Martin Luther i 1517 indledte Reformationen.

Kristeligt Dagblad markerer 500-året med 48 sider om den store omvæltning

TALE AF TYSKLANDS FORBUNDSPRÆSIDENT JOACHIM GAUCK SIDE 30

Hvorfor krydse grænsen mellem de kirkeskel, som Reformationen skabte?

FIRE KONVERTITTER FORTÆLLER SIDE 12

I L L U ST R AT I O N : MO RT E N VO I G T

TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD FREDAG 6. JANUAR 2017

2 | Reformationen 500 år

Kristeligt Dagblad Fredag 6. januar 2017

En reformation på godt og ondt Velkommen til et magasin om Martin Luther, Reformationen og dens store betydning for kirke, samfund og kultur AF ERIK BJERAGER, ANSVARSHAVENDE CHEFREDAKTØR bjerager@k.dk

D

a jeg var yngre, kom jeg ofte til gudstjeneste i Helligåndskirken på Strøget i København. Der hænger et stort maleri på kirkens nordvendte væg, som forestiller Martin Luther på Rigsdagen i Worms i 1521.

Det er et maleri, som en del kirkegængere igennem tiden har haft det lidt svært med. Ikke på grund af motivet, men alene fordi maleriet hænger der. Det gengiver en kernebegivenhed fra Reformationen, som kom til at præge Europas og kirkens historie på en så gennemgribende måde, at ingen dengang gjorde sig begreb om det.

Luther havde i 1517 – i år for 500 år siden – slået sine mange kritikpunkter af den katolske lære op på kirkedøren i Wittenberg. Det var den egentlige begyndelse til Reformationen, men Luther fik en sidste chance for at kalde sine tanker, sine bøger og sin kritik af paven tilbage på Rigsdagen i Worms fire år senere. Det afviste han, og det var her Luther angiveligt sagde, at han stod fast på sine ord – ”her står jeg og kan ikke andet”.

Billedet blev i øvrigt malet i 1800-tallet af en ung dansk kunstner, Adam Müller, i forbindelse med markeringen af 300-året for Reformationen og har hængt i kirken lige siden.

På et tidspunkt skulle maleriet restaureres af Nationalmuseet.

Processen tog flere år, og kirkens daværende formand for menighedsrådet sagde med en vis humor, at hun håbede, at museumsfolkene havde glemt alt om maleriet og fået det forlagt. Men museumsfolkenes hukommelse fejlede ikke noget, og maleriet kom tilbage og hænger på sin plads i kirken.

Når hun, en række andre kirkegængere og jeg selv igennem årene ikke har været udelt begejstrede for billedet, skyldes det flere ting.

Det er et paradoks, at der i kirken skal hænge et billede af netop Martin Luther, hvis reformation førte til en delvis udrensning af den katolske kirkekunst i landets kirker. Mange katolske kirker blev i en reformatorisk sejrsrus revet ned, alene i en by som Viborg 12 sognekirker.

Andre blev i et eller andet omfang ryddet for helgenbilleder og statuer. Mange kalkmalerier blev senere kalket over. Helgenerne kom ned fra kirkevæggene, og i stedet kom Luther så op.

I hvert fald i Helligåndskirken i København 300 år senere.

Det var upassende, og det ville Luther efter alt at dømme heller ikke selv have syntes om. Han var modstander af en dyrkelse af sin egen person.

Af samme grund brød han sig heller ikke om, at hans følgere blev kaldt lutheranere. Jeg gætter på, at de fleste folkekirke-

Markering af Reformationen

0 Det er et paradoks, at der i Hellig­åndskirken skal hænge et billede af netop Martin Luther, hvis reformation førte til en delvis udrensning af den katolske kirkekunst i landets kirker.

Helgenerne kom ned fra kirkevæggene, og i stedet kom Luther så op. Det var upassende, og det ville Luther efter alt at dømme heller ikke selv have syntes om. – Foto: Jens Welding Øllgaard.

WW

Martin Luther ville ikke den kirke­ splittelse, der førte til krig, splid og død. Men han ville bringe den katol­ ske kirke tilbage til dens kristne kilder.

medlemmer har det som mig: Jeg er først og fremmest kristen, og jeg kalder mig meget sjældent for lutheraner, selvom min kirke kaldes for den evangelisklutherske.

Som Luther selv foretrak det, vil jeg også helst betegne min egen kirke og mig selv som evangelisk. Det er i mine øjne en fællesbetegnelse for, hvad alle kirker må stræbe efter at være.

R

eformationen afskar den danske kirke og de øvrige protestantiske kirker fra deres naturlige forbindelse med den store internationale kristenhed. Kirken vendte efter Reformationen blikket indad, den blev national og har siden levet i konstant fare for også at blive provinsiel, selvom den med globaliseringen er blevet meget mere åben i de seneste årtier.

Og nu markeres 500-året så i hele 2017 med et utal af arrangementer, konferencer, foredrag og bogudgivelser. Der er tale om et jubilæum, men hvad er der at fejre?

Det spørgsmål skulle gerne blive besvaret i dette magasin.

Det rummer artikler om den teologiske og historiske baggrund for Reformationen. Om alle de positive aftryk, som den protestantiske kirke og kristendomsforståelse har sat i samfundet og kulturen. Om Reformationens skyggesider. Om katolicisme og protestantisme og om, hvorfor nogle mennesker konverterer fra det ene til det andet.

Vi prøver at komme hele vejen rundt.

Skal jeg selv give et bud på et svar på spørgsmålet, om hvad der er at fejre ved reformationsjubilæet, vil jeg gribe tilbage til det, der var Martin Luthers egentlige ærinde. Han ville ikke den kirkesplittelse, der førte til krig, splid og død. Han var katolik og ønskede at forblive sådan.

Men han ville bringe den katolske kirke tilbage til dens kristne kilder og blandt andet gøre op med den omfattende og usympatiske handel med aflad, som var en af kirkens måder at finansiere sig på.

Det er værd at fejre. En reformation, som ikke bare var dengang, men bestandigt kalder på, at kirken og det enkelte menneske hele tiden lader sig re-formere, forme på ny, ved at sætte et kritisk lys på sig selv og ved at søge tilbage til de bibelske kilder som kernen for kirkens og det enkelte menneskes tro. Den reformation er et jubilæum værd. Det er i øvrigt et klassisk protestantisk slogan: Ecclesia semper reformanda est – kirken skal altid reformeres/fornys.

Katolikker og protestanter står i praksis ikke langt fra hinanden i dag. Den katolske kirke anerkender fortsat ikke de protestantiske som fuldgyldige kirker, men i takt med afkristningen af både samfund og befolkning står det klart for de fleste, at det er vigtigt at fokusere på alt det, der forener, og ikke det, der skiller. Der er sket meget på 500 år.

Ved den fælles gudstjeneste mellem protestanter og katolikker i oktober 2016 i Lunds Domkirke i Sydsverige, hvor pave Frans deltog, markerede de to

3 Den 31. oktober er reformationsdag i blandt andet Tyskland og Danmark. Det var den dag, hvor munken Martin Luther ifølge overleveringen indledte Reformationen i 1517 ved at slå 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg. Teserne kritiserede den katolske kirkes handel med afladsbreve.

3 Reformationsåret løber i den danske folkekirke fra den 31. oktober 2016 til den 31. oktober 2017. I nogle andre lande har man valgt andre tidsrum for markeringen.

kirkesamfund for første gang Reformationen sammen. Den katolske kirke lærte også af Luther og har undergået sin reformation i de sidste 500 år.

N

år regnebrættet gøres op ved 500-årsmarkeringen af Reformationen, er bundlinjen: Reformationens vigtigste fortjeneste er, at den frisatte mennesker og gjorde op med en magtfuld kirke, der var kommet på afveje i sin teologi, og at den også i dag i minder os om behovet for kirkens og den enkeltes bestandige fornyelse af troen ved at søge tilbage til kristendommens kilder.

En af Reformationens skyggesider er, at konflikten mellem paven og reformatorerne splittede kirken. Det var paven, der smed Luther ud, men splittelsen var ikke desto mindre ulykkelig – og blodig. Reformationen gjorde samtidig de protestantiske kirker nationale og ind­imellem også selvtilstrækkelige. Alt det og meget mere handler dette J magasin om. God læsning.

Reformationen 500 år | 3

Kristeligt Dagblad Fredag 6. januar 2017

indhold

bedste og værste • Kirkeminister Mette Bock: Luthers lære blev afgørende for demokratierne i den vestlige verden 3

• Det store brud skabte protestanter og religionskrige.

Et hurtigt gennemløb af Reformationen 4 • Sagt om reformatoren. Citater om Luther 6 • Tidligere kirkeminister Marianne Jelved: Reformationen tog for lang tid at gennemføre 6 • Hvad betyder Reformationen i dag? Essay af Karsten Nissen, folkekirkens rådgiver om Reformationen 7 • 50 år der forandrede verden. Martin Luthers liv i tidslinje 8 F OTO : J U L I A N ST R AT E N S C H U LT E / P O L F OTO

Antisemitismen

Martin Luther var ”proto­ racistisk” i sit forhold til jøder, men det er forkert at kalde hans skrift om jøderne et af de mest antisemitiske i historien, siger kirkehistoriker Thomas Kaufmann side 22

• Mange reformationer blev til mange kirker. Teologisk strid har været del af protestantismens dna fra begyndelsen 10 • Imam Sherin Khankan: Luther inspirerer til reformation af islam 10 • Fire konvertitter: Derfor skiftede vi kirke 12 • Reformationen blev ikke så radikal i Danmark som andre steder. Interview med Dronning Margrethe II 14 • Luthers katekismus blev danskernes læsebog.

I lutherske lande blev læsefærdigheder hurtigere spredt 18 • Tidligere overrabbiner Bent Melchior: Kirken bør lægge mere afstand til Luthers jødesyn 18 • Den danske fortælling om Reformationen er ensidig og fordrejet. Interview med lektor Bjørn Thomassen 20 • Kristen enhed er kun mulig med paven som overhoved.

Interview med katolsk biskop i Danmark Czeslaw Kozon 21 • Den antisemitiske Luther kendte mest jøder fra Bibelen.

Interview med den tyske professor Thomas Kaufmann 22 • Rejs ind i Reformation. En guide til Wittenberg – byen, Reformationen udsprang fra 24 • Jens Oddershede, formand for Reformationspræsidiet: Reformationen blev født i blod 25

F OTO : H E N D R I K S C H M I DT/ P O L F OTO

Reformationsbyen

• Har Luther haft betydning for velfærdsstaten?

Tre vurderinger fra tre professorer 26

Hele Reformationens historie fortælles i Wittenberg, hvor der både er skulpturer af de vigtigste mænd, symboler og billeder

• Præstegården blev kulturcentrum. Af Eberhard Harbsmeier 29

side 24

• Tysklands forbundspræsident Joachim Gauck: Bundethed til samvittigheden gør fri 30 • Kirkens sociale arbejde ændrede sig.

Fattighjælp blev efter Reformationen til en opgave for staten 32 • Filosof Søren Gosvig: Efter Reformationen blev tro til moral, især arbejdsmoral 32 • Hvor voldelig var Reformationen i Danmark?

Tre kendere giver et bud 33 • Den globale protestantisme i billeder.

Fra Grønland til Sydamerika 34 • Folkekirkens forhold til staten til debat.

Det blev ikke helt, som Luther havde tænkt sig 36 • Johann Bugenhagen var Danmarks reformator.

Han og kongen gik deres egne veje 36

Sproget

F OTO : M I C H A E L MOT T L AU / P O L F OTO

Det, der har påvirket det danske sprog mest i tiden omkring Reformationen, er salmerne, som man skulle lære udenad.

Det vurderer Marita Akhøj, forfatter til bog om emnet

side 37

• Uden Reformationen talte vi næppe dansk.

Interview med forfatter til bog om emnet 37 • Troens trodsige ridder.

Interview om Martin Luther med Heinz Schilling, forfatter 38 • Ordene der udløste Reformationen. De 95 teser i fuld ordlyd 40 • Reformationshistorie i børnehøjde.

Sigurd Barrett har skrevet en ny salme om Reformationen 42 • Gamle kirker er på vej ind i ukendt land.

Om forholdet mellem katolikker og protestanter i dag 44 • Selvoptagethed skygger for kristendom.

Om den uafsluttede reformation 46 • Historiker Sebastian Olden-Jørgensen: Statskirkeligheden er problematisk 47

Udgivet af Kristeligt Dagblad

0 Mette Bock er kultur- og kirkeminister for Liberal Alliance. – Foto: Jens Welding Øllgaard.

Luthers lære blev afgørende for ­Vestens ­demokratier AF MALENE FENGER-GRØNDAHL kirke@k.dk

5 Hvad er det bedste ved Reformationen?

3 Det bedste er ubetinget, at Luther gjorde op med den utrolige misbrug af magt, der havde udviklet sig i kirken med køb og salg af aflad og så videre. Det var helt uhørt og uhold­ bart, og det var absolut nødvendigt at gøre op med det og med forestil­ lingen om, at man som menneske kan gøre sig fortjent til frelse ved hjælp af gerninger.

Med Reformationen fik vi desuden Luthers to­ regimentelære, som blev helt afgørende for den måde, demokratierne i den vestlige verden ud­ viklede sig på i de næste århundreder – og som har formet den måde, vi forstår det at være sam­ fundsborger på.

Gud svæver over det hele, men vi blander ikke tro og politik, og det er helt afgørende.

Samtidig medførte ­Reformationen også ­eftertanke i den katolske kirke, som var med til at forandre den positivt.

WWLuthers

toregimentelære blev helt afgørende for den måde, ­demokratierne i den vestlige verden udvik­ lede sig på i de næste ­århundreder – og har formet den måde, vi forstår det at være samfunds­ borger på.

5 Hvad er det værste ved Reformationen?

3 Det værste kan vel si­ ges at være, at kirken blev splittet, så vi som kristne ikke længere er samlet under samme tag. Men som liberal tror jeg ikke på tvang, så jeg ser ikke noget formål i, at vi skal forsøge at tvinge alle til at tilslutte sig samme kirke. Der er nogle grund­læggende teologiske ­forskelle på protestantisme og katolicisme, og jeg synes, at vi lever fint J ­side om side i gensidig respekt.

Kristeligt Dagblad A/S | Vimmelskaftet 47 | 1161 København K | Ansvarshavende chefredaktør: Erik Bjerager | Redaktør: Anders Ellebæk Madsen | Design: Ole Munk | Layout: Mie Petersen og Ole Munk | Tryk: Dagbladet i Ringsted

4 | Reformationen 500 år

Kristeligt Dagblad Fredag 6. januar 2017

Hvordan gik det til? Det igangværende reformationsår markerer 500-året for Luthers opgør med den katolske kirke. Stort set alle de strømninger, som har præget vor kultur i de fem århundreder, bygger videre på Reformationen

Det store brud skabte protestanter og religionskrige AF MORTEN MIKKELSEN mikkelsen@k.dk

På rigsdagen i den tyske by Speyer nær Mannheim fandt den 19. april 1529 en af periodens mange betydningsfulde trosmæssige konfrontationer sted. Den kristne kirke var under markant forandring, men på dette møde var der en klar dagsorden om, at nu måtte der sættes en stopper for de rebelske kræfter, som fik ikke bare kirken, men hele samfundsordenen til at skælve.

Men der var også kirkefolk til stede i Speyer, som ikke kunne godkende denne dagsorden. De insisterede på den enkeltes ret til at følge sin egen samvittighed og til trosfrihed. Derfor protesterede de. Inden rigsdagen i Speyer plejede man at hæfte betegnelsen evangeliske på dem, fordi de følte sig mere loyale over for evangeliernes ord end over for kirkens øverste ledelse. Men efter rigsdagen kom en ny betegnelse til: protestanter.

Der er altså endnu tolv år, til begreberne protestant og protestantisme fylder 500 år, men reformationsåret er allerede i gang. Det var den 31. oktober 1517, at Martin Luther slog sine 95 teser op på kirkedøren til slotskirken i Wittenberg, og det er blevet besluttet, at fejringen af Reformationen skal foregå i året fra 499-årsdagen til 500-årsdagen for denne begivenhed.

Selvom Wittenberg 1517 altså er det officielt vedtagne udgangspunkt, var Reformationen selvsagt ikke noget, der skete på en enkelt dag eller et enkelt år.

Forud for Luthers konfrontation med den katolske øvrighed var gået kritik fra mange andre personer af kirkens fremfærd, og det meget markante brud i Europas historie, som Reformationen udviklede sig til, trak lange spor. Spor, som endnu er tydelige i dag.

Ikke alene kristnes måde at praktisere tro på, men også måden, mennesker i det hele taget danner fællesskaber og forstår sig selv på, blev forandret i perioden for omkring 500 år siden.

Ved det, der ikke var en total omvæltning, altså en revolution, men et forsøg på at vende tilbage til kristendommens oprindelige udgangspunkt for at komme nærmere til Gud. En reformation.

Op gennem middelalderen var kristendommen blevet udbredt til hele Europa, og under ledelse af de skiftende paver i Rom var den katolske kirke en betydelig magtfaktor i verden. Til trods for, at kristenheden allerede i

0 Fem af Reformationens ledere: yderst til venstre i Philipp Melancthon, bag ham Jean Calvin, i midten Martin Luther, bagerst til højre Ulrich Zwingli og til højre for ham Jan Hus. Litografi af ukendt kunstner. – Foto: Polfoto.

1054 var blevet splittet i en romersk-katolsk og en græsk-ortodoks retning, var den en åndelig supermagt og en verdslig stormagt med de skiftende kejsere af det hellige tysk-romerske rige som sin vigtigste allierede.

Men i 1400-tallet og ind i 1500-tallet skete der store forandringer. Fra Firenze i Italien udgik renæssancen, som genfødte antikkens dyrkelse af kunst, æstetik, videnskab, handel og individualisme. Fra Mainz i Tyskland udgik Johann Gutenbergs bogtrykkerkunst baseret på løse typer, som revolutionerede kommunikationen. Og fra Lissabon i Portugal og Palos i Spanien afsejlede søfarerne Vasco da Gama og Christoffer Columbus – på vej ud for at opdage nye verdener at handle med, erobre, kolonisere og omvende til kristendommen.

Midt i alle disse forandringer var der flere, der begyndte at kritisere den katolske kirkes magtposition, for eksempel den engelske filosof og teolog John Wycliffe og tjekken Jan Hus, som blev brændt som kætter i 1415.

Da Martin Luther godt 100 år efter udfærdigede sine teser mod

kirkens afladshandel, gik i rette med pavemagten og ved rigsdagen blev dømt som kætter for det, fulgte han i andres fodspor og byggede videre på en række individualistiske og kommunikationsmæssige nybrud.

Men forskellen på Luther og hans forgængere var, at han brød igennem og lykkedes med sit forehavende. Han blev ikke brændt som kætter, men fik mange støtter blandt tyske fyrster, borgere og kirkefolk. Og generationer af andre reformatorer studerede Luthers skriverier, støttede nogle af Luthers idéer og anfægtede andre. Hvor der før var relativt stille på debatfronten i det kristne Europa, gik bølgerne pludselig højt. Med den jævnaldrende schweiziske reformator Ulrich Zwingli skændtes Luther om nadveren.

Andre folk som Andreas Karlstadt og Thomas Müntzer gik langt videre end Luther i forhold til antiklerikal agitation og ønske om at leve bogstaveligt efter Jesu bud, som de er formuleret i Bibelen, og de blev ligeledes revset af Luther.

Jean Calvin, den 26 år yngre franskmand, blev imidlertid

den reformator, som sammen med Luther for alvor kom til at præge eftertiden. Calvin, der det meste af sit liv opholdt sig i Genève i Schweiz, var med til at systematisere mange af Reformationens tanker. Det siges, at hvor Luther var karismatisk, udadvendt og ustruktureret, var Calvin som person mere stilfærdig, tilbagetrukket og disciplineret. Mens nutidens protestanter i Norden og i Nordtyskland overvejende er lutheranere – Danmark blev i 1536 verdens første erklæret lutheranske nation – er calvinismen dominerende blandt protestanter i Holland, Schweiz og USA. England fik sin helt egen statslige version af protestantisme, den anglikanske kirke.

Reformationen betød krig. Det var langtfra alle kræfter i Europa, der brød sig om reformation og protestanter.

Herhjemme fik vi borgerkrigen Grevens Fejde 1534-36, som førte til lutheraneren Christian III’s magtovertagelse efter sejren over tilhængere af katolikken Christian II. I Frankrig oplevede de lokale

protestanter, huguenotterne, et veritabelt mareridt på Bartholomæusnatten mellem den 24. og 25 august 1572, da soldater på dronning Katharina af Medicis ordre begik massakre på dem.

2000 døde den nat, og i alt 20.000 huguenotter blev på fire uger dræbt som følge af en konflikt, der både handlede om religion og magt.

Da Europa i 1618 rodede sig ud i tre årtiers nærmest permanent krigstilstand – Trediveårskrigen – med enorme tab af menneskeliv til følge, var konflikten mellem katolsk og protestantisk orienterede magthavere central. Da man omsider nåede frem til at indgå Den Westfalske Fred i 1648, lykkedes det til gengæld at bilægge striden så meget, at religionskrige mellem kristne stort set ophørte.

Der er ikke lighedstegn mellem Reformationen og de efterfølgende århundreders tiltagende individualisme, humanisme, kapitalisme, liberalisme, demokratisering, oplysningstænkning og i sidste ende sekularisering. Men der er sammenhænge, og disse behandles på de følgenJ de sider.

Kristelig

500 ÅRS REFORMATION

Folkekirken markerer reformationsjubilæet

Folkekirkens medlemmer og dens præster har forskellige opfattelser af kristendommen. Men vi er fælles om at være evangelisk-lutherske. Den røde tråd i folkekirkens forkyndelse er Luthers opdagelse af, at vi frelses ved Guds nåde, ikke ved vores egen præstation. Derfor markeres reformationsjubilæet også i folkekirkens 10 stifter med forskellige arrangementer og aktiviteter.

Her er en guide med nogle af de mange forskellige begivenheder i folkekirkens 10 forskellige stifter. Et samlet overblik over aktiviteter i anledning af reformationsjubilæet kan findes i kalenderen på www.luther2017.dk

Fyens Stift

Helsingør Stift

Lolland-Falster Stift

Roskilde Stift

Aalborg Stift

Nytårskur Torsdag den 12.januar kl.14.00

I anledning af reformationsjubilæet 2017 tilbyder Helsingør Stift blandt mange andre tiltag følgende arrangementer:

Opførelsen af Flemming Chr. Hansens Fadervormeditationer i anledning af reformationsjubilæet Ons. 11/1 kl. 19.00 i Maribo Domkirke og Søn 29. kl. 16.00 i Nørre Vedby kirke

Plant håb Det handler om se fremad, når Folkekirkens Nødhjælp, Grøn Kirke under Danske Kirkers Råd samt Danmission opfordrer alle landets kirker til at plante træer i anledning af reformationsjubilæet.

Frejlev kirkecenter: foredrag ved Professor Lisbet Christoffersen & professor Martin Schwarz Lausten Lør. 18/3 kl. 9.30-15.30

Luthermiddag Den sidste tirsdag i hver måned tilbydes en særlig tilberedt Luthermiddag på Oluf Bagers Gård i Odense.

Plant et træ Rundt omkring i de fynske sogne plantes der Fastelavns søndag, den 26.februar, træer som symbol på håb.

Skibby-Krøniken som konfirmandevent 2017 www.helsingoerstift.dk/reformationsfejring Studiekredsmateriale: sola scriptura – sola fide – sola gratia www.helsingoerstift.dk/reformationsfejring

Udstilling om præstegårdens betydning Den Fynske Landsby slår dørene op den 1.april kl. 14.00-16.00 for en udstilling i den gamle præstegård.

Konfirmandevent: ”Luther havde noget på hjerte” www.helsingoerstift.dk/reformationsfejring

Foredrag for børn om reformationen Lørdag den 1.april kl. 14 i Skt. Knudssalen ved Domkirken.

Reformationskoncerter i Helsingør Domkirke Se mere på www.h-kantori.dk

Fortælleeventet ”Katekismuskuppet” Den 3.maj kl. 19.30 i Odense Domkirke Lutherrosen Navngives ved Blomsterfestivalen den 19. august kl. 11.00 Kirkens Døgn Den 8.-9. september i alle Fyens sogne.

Festgudstjeneste Den 31. oktober i Domkirken kl.19.00.

Fakkeloptog Den 28. december kl.17.00 ved Odense Domkirke.

Haderslev Stift Haderslev kaldes ”Nordens Wittenberg”, fordi Reformationen her kom 10 år tidligere end i kongeriget. Haderslev-artiklerne fra 1528 er den første evangelisk/lutherske kirkeordning i verden, og Nordens første lutherske præster blev uddannet i Haderslev.

500-året markeres med et folkemøde – Haderslevmødet – fredag den 2. juni. Oplev bl.a. Niels Henrik Gregersen, Jonas Breum, Teitur, Georg Metz, Özlem Cekic, Peter Lodberg, Café Hack og Lisbeth Smedegaard.

Syng nye salmer, smag på Luther-gryde og landets bedste Luther-lagkage, gå med Bibelselskabet på bibelvandring, og mød stiftets præster i samtalesofaerne.

Følg programmet på #reformationen.nu 5. februar: Økumenisk gudstjeneste i Haderselv Domkirke.

4. juni: Fælles national reformationsgudstjeneste i domkirken med transmission i DR og på Gravene.

Reformationsgudstjeneste i Domkirken Skt. Olai Helsingør den 29. 10. 2017, kl.

14.00 med efterfølgende spisning på hotel Marienlyst samt foredrag af Prof. em. Dr. theol. Martin Schwarz Lausten

Sognemøde ved dr. theol.h.c. lektor Hans Raun Iversen: ”Den sekulære lutherdom i Danmark.

Tirs. 21/11 kl. 19.00 , Sognets Hus, Kirkestræde 6, 4930 Maribo. Fri entré Sognemøde ved tidligere museumsinspektør Thomas W. Lassen: ”Reformationens betydning for ændringer i kirkerummet – særligt Maribo Domkirke”.

Tirs. 19/9 kl. 19.00, Sognets Hus, Kirkestræde 6, 4930 Maribo. Fri entré Lutherrose-korstævne med koncert Lørdag 7/10 kl. 15.00 i Maribo Domkirke ved Folkekirkens Ungdomskor Sognemøde ved professor emer., dr. theol Martin Schwarz Lausten: ”Reformationen i Danmark”.

Tirs. 24/10 kl. 19.00 i Sognets Hus, Kirkestræde 6, 4930 Maribo. Fri entré

Københavns Stift

Reformationsgudstjeneste ved LollandFalsters Stifts biskop.

Tirs. 31/10 kl. 17.00i Maribo Domkirke

Filosofisk samtalesalon om frihed med Sørine Gotfredsen Søn. d. 15. januar kl. 12.30-13.30 Østre Gasværk, www.gasvaerket.dk

Sognemøde: Film: Instruktør Eric Till: ”Luther. Hans vision ændrede verden” Tirs. den 21. kl. 19.00 i Sognets Hus, Kirkestræde 6, 4930 Maribo. Fri Entré

Højskoledag: Eric Tills film ’Luther’ tors. d. 19. januar kl. 16.30-20.30.

Middag og kaffe for 130 kr.

Skelgaardskirken. www.skelgaardskirken.dk Reformationens betydning for mig med Birthe Rønn Hornbech torsdag den 23. marts kl. 19.30.

Davids Kirke. www.davidskirken.dk Luthers nutidige betydning for tænkningen. Reformationstale med idehistoriker Hans-Jørgen Schanz i Vartov.

Tirs. d. 31. oktober. www.kvvv.dk Lutherløb på Frederiksberg med Bente Klarlund og Sebastian Dorset søn. d. 11. juni kl. 14. Distance: 5 km. www.frederiksbergprovsti.dk

Hvert provsti har et bredt program året igennem, se haderslevstift.dk/

Reformationsfest på Vesterbro Velkommen til en dag med musik, meninger og mad.

Søn. den 29. oktober kl. 10-14 Vesterbros Torv/Eliaskirken www.vesterbrosogn.dk

F.eks.: 13. juli: Det tyske reformationsskib anløber Sønderborg.

31. oktober: Reformationsgudstjeneste i domkirken og en lang række sognekirker.

Reformationsgudstjeneste i Københavns Domkirke med Peter Skov-Jakobsen Tirs. d. 31. oktober kl. 16 www.domkirken.dk

Ribe Stift Reformationsfejring rundt omkring i Ribe Stift sker ved mangfoldige arrangementer. Året igennem vil det vrimle med foredrag, debataftner og lokale fejringer. På sogneplan, på provstiplan, og i samarbejde med kommuner og skoler, vil der blive sat fokus på reformationen og dens betydning for vores liv og hverdag.

I oktober vil Ribe Stift som helhed fejre reformationen ved et stort fælles arrangement; et folkemøde i Ribe i dagene 12.-15. oktober 2017. Her vil der være et væld af arrangementer; Seminarer, koncerter, teater, debatter, håndværksdyst, filmforevisninger, børnekortræf og foredrag.

Alt sammen for at give forskellige bud på reformationens betydning – også for os i dag. Folkemødet er for alle – alle vegne fra – unge som gamle og med alle interesser.

Det er bygget op omkring 5 temaer: Hvad er et samfund til for? Myndighed, Frihed, Hånd og ånd, og En affortryllet verden.

Få information om reformationsfejringen i Ribe Stift og Folkemødet i Ribe 2017 på: www.folkemødeiribe.dk & Facebook.

En anekdote fortæller, at Luther engang blev spurgt, hvad han ville gøre, hvis han fik at vide, at verden ville gå under i morgen? »Så ville jeg plante et æbletræ i dag,« svarede han.

Plant lokalt Plant håb foreslår, at kirkerne kan plante et træ eller flere træer alene, sammen med nabosognet, sammen med et andet trossamfund eller sammen med en lokal forening. Det kan for eksempel være: • Plant æbletræer for eksempel af gode danske æblesorte • Plant andre slags træer og buske, gerne hjemmehørende danske arter • Lav grønne livsrum i byen og skab blomsterenge og vandhuller • Bevar det, der allerede gror, historiske planter og store gamle træer ved kirkedigerne Læs mere www.planthåb.dk

Bordsamtaler 2017- en samtale om frihed og betydningen af reformationen. Maden tilberedes af Caféen i Folkekirkens Hus. Onsdag 29.marts kl.18.00 i Folkekirkens Hus PASSIONSKONCERT Christ lag in Todesbanden (BWV4) Christ unser Herr zum Jordan kam (BWV 7) Palmesøndag 9/4 kl. 16.30 Aalborg domkirke Martin Luther & Johan Sebastian Bach ved provst Thomas Reinholdt Rasmussen og organist Lars Colding Wolf. Foredrag og koncert.

Onsdag d. 10.& 17.maj kl.19.00 i Hjørring REFORMATIONSKANTATE, UROPFØRELSE af JOHN FRANDSEN Søndag den 17. sept. kl. 16.30 Aalborg domkirke REFORMATIONSGUDSTJENESTE Tirsdag den 31. oktober kl. 19.00 Aalborg domkirke

Viborg Stift

Århus Stift

Reformationen Rocker Tir. d. 7. februar, kl. 13-16 Reception og mini-koncert. Præsentationen af Eskild Dohns nye Luther-CD.

”Befri gudstjenesten” Totalteater med Teater Svalegangen nyfortolker gudstjenesten 18-25. februar 19.30 i Aarhus Domkirke.

Billet 50 kr.

Reformationsstafetten Tir. d. 28. februar - tor. d. 2. marts på Domkirkepladsen og i Domkirken Arrangement for hele stiftet og hele familien. www.viborgstift.dk

Middelaldermarked og reformationsskuespil 14-16. september på Tvilum Kloster. Billet 100 kr.

Reformationsuniversitet med Peter Lodberg, Jørn Henrik Pedersen og Asser Amdisen.

Tir. d. 20. juni - fre. d. 23. juni – Foredrag i Snapstingsugen kl. 17-19. Desuden Kroningsspil og Åben Bispegård og Bispehave med kaffe, Luther lagkage og Luther øl.

Festjubilæumsgudstjeneste Tir. d. 31. oktober kl. 17.00 - i Viborg Domkirke Prædikant: biskop Henrik Stubkjær.

Efterfølgende træplantning på Nytorv af tvillingetræet til egen, som Dronning Margrethe plantede i Wittenberg den 2. oktober 2016. Herefter friluftskoncert på Nytorv ved Eskild Dohn og band: Reformationen rocker.

RETHINK Reformation 2017 Udvikling af 95 nye teser! Efter en international forskerkonference omdannes Domkirken og Bispetorvet 31. oktober til offentligt Rethink-værksted, hvor alle kan bidrage. (SamarbejdeAarhus Uni., Folkeuni. og Aarhus Domkirke) Lutherliv i Randers uge 40 med aktiviteter, musik, dans, drama og kulinariske oplevelser for alle aldre. 1/10 plantes de første træer i Lutherlunden.

Se mere: www.randersreformation.dk

6 | Reformationen 500 år

Kristeligt Dagblad Fredag 6. januar 2017

bedste og værste

Sagt om Martin Luther Mange ord er faldet om reformatoren Martin Luther. Her er 14 historiske skuds­ mål fra både sympatisører og kritikere Erasmus af Rotterdam, hollandsk humanist og katolsk præst: ”Jeg håber, at al den tumult, Luther har skabt, på en eller anden måde som en slags stærk medicin vil gøre kirken rask.”

N.F.S. Grundtvig, salmedigter: ”Ja, mine Venner, jeg er ingenlunde af dem, der mene, at vi skal staa stille ved hvad Morten Luther gjorde for 300 Aar siden; thi kun Døden staaer stille, Livet er altid i Bevægelse. (...) Jeg vil ikke stå stille ved nogen Grav, ikke selv ved Herrens, og mange siger derfor om mig, at jeg er ingen ægte Lutheraner.”

Kaj Munk, digter og præst: ”Hans Teologi om Retfærdiggørelse af Troen alene (...) svæver fuldstændig i Luften. Hvad skal man f.eks. sige om den ideligt bejublede Bravade, at gode Gerninger gør ikke en god Mand, men en god Mand gør gode Gerninger. Tag den op i Haanden for at veje den! Den er Kviksand, hvor blev den af?”.

Pave Frans: ”Jeg mener, at Martin Luthers intentioner var gode. Han var en reformator. Dengang var kirken ikke ligefrem et forbillede. Der herskede korruption i kirken, verdslighed, afhængighed af penge og af magt. Og han protesterede. I dag er lutheranere, katolikker og protestanter alle enige i retfærdiggørelsesdoktrinen.

Han tog ikke fejl i denne vigtige pointe.”

Mehdi Hasan, britisk journalist på tv-stationen Al-Jazeera: ”Med al respekt for Luther; hvis der er nogen, der vil gøre det samme i dag ved religionen islam, er det IS-lederen Abu Bakr al-Baghdadi, der hævder at voldtage og plyndre i en ’renere form’ for islam, og som – tilfældigvis – heller ikke er nogen stor fan af jøderne. De, der indskrænket og temmelig dumt råber og skriger på en reformation af islam, børe vare sig for egne ønsker.”

Leif Grane, dansk teologiprofessor: ”Hans efterfølgere forvandlede hans meninger og overbevisninger til dogmer, men ved at blive ’lutheranere’ og bibeldyrkere gentog de ham i en sammenhæng, der var ham totalt fremmed.”

Frederik Stjernfelt, professor i videnskabsteori og forfatter: En mærkelig myte hjemsøger

0 Marianne Jelved er tidligere kirke­ minister for de Radikale. – Foto: Polfoto.

Reforma­ tionen tog for lang tid at gennemføre

0 Pave Frans: ”Dengang (...) herskede korruption i kirken, og han protesterede.”

– Foto: Polfoto.

0 Frederik Stjernfelt: ”At oplysning skyldes Luther, er grov og selvfed historieforfalskning.” – Foto: Kristian Djurhuus.

0 Grundtvig: ”Mange siger (...) om mig, at jeg er ingen ægte Lutheraner.” – Polfoto.

Danmark. Myten har bredt sig og lyder, at selve årsagen til europæisk oplysning og ytringsfrihed er ingen ringere end Martin Luther. Det er imidlertid grov og selvfed historieforfalskning.”

stiller os til ham – er det eneste virkelig alvorlige spørgsmål, som Luther har at stille os, og som man må forsøge at svare på i anledning af en Luther-fejring.”

K.E. Skydsgaard, dansk teolog og professor: ”I Modsætning til katolsk Teologi, hvor alt faar sin maaske højst indirekte Betydning ud fra en metafysisk Forudforstaaelse, vil alt i reformatorisk Teologi forstaas ud fra en radikal Forstaaelse af Syndefaldet. Reformatorisk Teologi er Syndefaldsteologi.”

Søren Kierkegaard, filosof og forfatter: ”Reformationens Betydning er, at Luther indsatte Piger og Viin og Kortenspil i deres Rettighed i den christne Kirke, som et væsentligt Medhenhørende, ja som det sande Fuldkomne i Modsætning til det Ufuldkomne: Armod, Bøn og Fasten. Forsaavidt bliver hans Minde bedst at celebrere paa følgende Maade. Chor af Geistlige og Lægfolk: og dette skal være Morten Luthers Skaal, Hurra; og Skam for Den, som ikke, Morten Luthers Skaal vil drikke, Hurra, Hurra, den Skaal var bra’, Hurra; nok engang Hurra, Hurra. Det kunde ogsaa gjøres saaledes, at for at bevare

hans Minde, hans Portrait gjordes til Kløerknægt. Reis Mindestøtter for ham, det forslaaer ikke; nævn en Dag om Aaret efter ham, det forslaaer ikke; nei gjør ham til Kløerknægt: og der skal neppe være nogen Geistlig uden han ofte ofte vil faae Anledning til at mindes Morten Luther og Reformationen.”

Peter Olsen, baptistteolog: ”Ved sin vældige Oplevelse af Synden som af Naaden og ved sit djærve og uforfærdede Trosmod indtager han en enestaaende Plads i Guds Riges Historie.

Men fordi hans Personlighed var saa stor, kom han ogsaa til i saa høj en Grad at sætte dens Stempel paa sin Reformation; den er i Virkeligheden Luther i verdenshistorisk Format og derfor delagtig i hele hans Begrænsning.”

Karl Barth, schweizisk teolog: ”Selv i bedste hensigt taler man forbi eller uden om Luther, så længe man ikke respekterer den enkle kendsgerning, således som den vil respekteres: At Luther selv lige så jævnt som selvbevidst forstod sig selv som en lærer i den kristne kirke. Endvidere: at han ud fra dette også er blevet forstået af sine samtidige i kærlighed, såvel som i had, og at netop dette også for os, vi som kommer efter – hvordan vi end

Regin Prenter, dansk teolog: ”Et kristent Menneske er bundet til sin Næste i fælles Ansvar og Skyld og i Tjeneste. Det er Luthers Kollektivisme. Her er Liberalismens Grundforudsætning – det gode og frie Menneske, som er sin egen Herre – sprængt. Luther kender intet godt eller frit Enkelt Menneske med Rettigheder, ’Menneskerettigheder’. Han kender kun Synderen, som er fælles med alle om den uendelige Skyld, men frikendt af Gud og ved denne Frikendelse bundet til at tjene sin Næste.”

Hermann Sasse, tysk teolog: ”’Vi er tiggere, dét er sandt.’ I disse ord, de sidste, Martin Luthers utrættelige fjer skrev til os, ligger hans arv til kristenheden.”

Philipp Melanchthon, tysk teolog og reformator: ”Jeg ville hellere dø end at være J adskilt fra denne mand.”

HOVEDKILDE: NIELS HENRIK GREGERSEN (RED.): LUTHERBILLEDER I DANSK TEOLOGI 1800-2000

AF ANDERS HOLMGAARD kirke@k.dk

5 Hvad er det bedste ved Reformationen?

3 Det bedste ved Reformationen er, at den frisatte menneskene. Man fik mulighed for at gå ind i sin kirke og høre alt, hvad præsten sagde, på dansk. Tidligere skulle man konstant stå til regnskab for det, man havde gjort, og det blev man fri for. Christian III lavede et kup, da han i 1536 bestemte, at alle i Danmark og Norge skulle være lutherske som kongen. Jeg synes, det var godt tænkt at ekspropriere kirkegodset og bruge pengene til at opbygge Danmark som stat. Det var godt tænkt at få præsterne til at arbejde som embedsmænd og administratorer, for de var spredt over hele landet, og de kunne sørge for, at folk blev opdraget i den lutherske tro. Det dannede grundlaget for den folkekirke, vi har i dag, hvor vi kan gå ind i kirken og blive taget som det menneske, vi er. Det kalder jeg frisættelse.

WWDet bed-

ste ved Reformationen er, at den frisatte menneskene.

Man fik mulig­ hed for at gå ind i sin kirke og høre alt, hvad præsten sagde, på dansk. Tidlige­ re skulle man konstant stå til regnskab for det, man hav­ de gjort, og det blev man fri for.

5 Hvad er det værste ved Reformationen?

3 Jeg har meget svært ved at finde noget, som kan betegnes som negativt. Derfor er det værste nok, at det tog så lang tid at gennemføre Reformationen. Hekseafbrændingerne fandt sted flere hundrede år efter, og det tog meget lang tid at komme ud af den kultur, som var opbygget under afladsperioden, og nå til det, jeg kalder frisættelsen. Reformationen tog et meget vigtigt skridt, men der gik desværre lang tid, før vi kom ud over den overtro, som havde sin rod i tiden før Reformationen. Det tog for lang tid, inden den J slog helt igennem.

Reformationen 500 år | 7

Kristeligt Dagblad Fredag 6. januar 2017

Hvad betyder Reformationen i dag?

3 Hvor fandt Martin Luther modet til at trodse både kejser og pave, og hvorfra fik præsterne Dietrich Bonhoeffer (th.) og Kaj Munk (i midten) styrken til alene og med rank ryg at trodse undertrykkende regimer? – Fotos: Polfoto.

Grafisk bearbejdning: Ole Munk.

Reformationen lærer os at udfordre den offentlige mening, når vi ­mener, at sandheden står på spil. Og den lærer os at stå fast AF KARSTEN NISSEN kirke@k.dk

”There is a crack, a crack in every­ thing, that’s how the light gets in”, synger Leonard Cohen i sangen ”Anthem”.

Men der var ikke meget lys i Martin Luthers sind, da han var munk.

I klostret stræbte Luther efter kristelig og åndelig perfektion.

Han opfyldte alle de krav, klo­ sterlivet stillede, men følte alli­ gevel, at han var forkastet af Gud. Jo stærkere han prøvede på at behage Gud, des mere fortviv­ let blev han. Han søgte den nå­ dige Gud, men fandt ham ikke i præstationsfromheden.

Først da han opdagede, at det ikke er menneskets egen ger­ ning, men Guds barmhjertig­ hed, der skænkes i tro, som bringer frihed og frelse, fandt han fred. Lyset fandt den spræk­ ke, som tillod det at komme ind.

Denne Luthers ”reformatoriske opdagelse” blev det brændstof, der igangsatte Reformationen.

Den frihed, man finder ved at erkende sin egen sårbarhed og mangel på perfektion, og den tryghed, det giver at føle sig ac­ cepteret, elsket og værdsat på trods heraf, tørster vi efter i dag.

I den henseende ligner vores samfund på mange måder Lu­ thers senmiddelalderlige sam­ fund. Også vi søger den nådige Gud, fordi vi stiller så store krav til hinanden, at der i alt for ringe grad levnes plads til nåde, barmhjertighed og tilgivelse. Vi frygter måske ikke Guds dom ef­ ter døden, men menneskers dom og forkastelse.

På Luthers tid hørte man næ­ sten kun om Gud som den straf­ fende Gud, og mennesker følte angst for døden og fortabelsen.

Ganske vist kunne præsten give syndsforladelse eller absolu­ tion, men straffen for de begåe­ de synder stod tilbage. For dem skulle der bødes i den skærsild, som ventede efter døden.

Men der var en udvej, nemlig afladen. Ved at købe et aflads­ brev kunne man helt eller del­ vist blive fri for straffen. Den tid, som man selv eller ens pårøren­

de skulle tilbringe i skærsilden, kunne ved hjælp af et afladsbrev blive afkortet eller helt fjernet.

Det harmede Luther som præst, sjælesørger og teolog, at religiø­ se charlataner, tilsyneladende med pavens accept, solgte disse afladsbreve. Han følte, at aflads­ kræmmerne udnyttede folks frygt for Guds straf for ussel mammons skyld.

Derfor indbød Luther i slut­ ningen af oktober 1517 til en aka­ demisk diskussion om afladen, og udformede som et oplæg her­ til sine 95 teser på latin.

I tese 82 lyder det: ”Hvorfor tømmer paven ikke skærsilden på grund af sin aller­ helligste kærlighed og sjælenes store nød? Det er den mest ret­ færdige grund af alle. Han udfri­ er jo talløse sjæle på grund af beskidte penge, til bygning af Peterskirken, hvilket er en me­ get ringe begrundelse.”

I de følgende år førte Luther en række teologiske diskussio­ ner med fremtrædende pavelige teologer, og herigennem blev det klart, at han måtte bryde med pavedømmet som institu­ tion.

Men den 15. juni 1520 havde paven fået nok af den rebelske munk fra Wittenberg. Han ud­ stedte en pavelig skrivelse, en såkaldt ”bulle”, hvor han truede med at lyse Luther i band, hvis ikke han tilbagekaldte sine skrif­ ter og sine synspunkter.

En bandlysning var en alvorlig sag. Den betød udstødelse af kir­ ken og gjorde den bandlyste fredløs. Men da Luther modtog denne ”bandtrusselsbulle”, brændte han den på et bål sam­ men med den katolske kirkeret.

Dermed brændte han også bro­ en til Rom. Et halvt år senere fulgte da også den egentlige og endelige bandlysning.

På rigsdagen i Worms i 1521 stod Luther direkte over for kej­ ser Karl V. Imellem dem var et bord, hvorpå man havde lagt de skrifter, som Luther havde udgi­ vet på daværende tidspunkt. Nu krævede man, at Luther trak disse skrifter tilbage, men han svarede, at medmindre han kun­ ne overbevises om, at det, han havde skrevet i disse bøger, stred imod den hellige skrift,

Kendte udtryk af Luther ”Tro er en levende, vel betænkt tillid til Guds nåde, så vis i sin sag, at den tusinde gange ville dø derpå.” ”Det, hvortil du nu knytter dit hjerte, og hvorpå du forlader dig, er i virkeligheden din Gud.” ”O, troen er en levende, ufortrøden, virksom og mægtig ting, så at det er umuligt, at den ikke uafladelig skulle virke gode gerninger.” ”Dersom vi ikke kunne komme til Herrens nadver, før vi var aldeles ­rene, da skulle vi vel vænne os ­aldeles fra den og aldrig begære at komme til den.” ”For hvad der er krøbet ud af dåben, kan rose sig af allerede at være ­indviet til præst, biskop og pave, selvom det ikke sømmer sig for ­enhver at udøve et sådant embede.” ”Tro er Guds gerning i os, som forvandler os og genføder os.”

kunne han ikke trække noget til­ bage. For, som han sagde: ”Det er ikke tilrådeligt for et menne­ ske at handle imod sin samvit­ tighed.”

Blandt de skrifter, som lå på bordet, var ”Om et kristenmen­ neskes frihed”, som Luther hav­ de skrevet året før, i 1520.

Hovedbudskabet er her, at en kristen på den ene side er en fri herre over alle ting og ikke un­ derordnet nogen, medens han på den anden side er en tjenen­ de træl i alle ting og underord­ net enhver. Den kristne er bun­ det til Kristus, og finder her sin frihed.

Vi kan undre os over, hvorfra Martin Luther fik modet til at trodse både kejser og pave. Vi kan også undre os over, hvorfra personer som præsterne Diet­ rich Bonhoeffer og Kaj Munk fik styrken til alene og med rank ryg at trodse undertrykkende re­ gimer. Jeg tror, at en del af for­ klaringen netop ligger i denne frihed. Hvis man stoler på Gud og bygger sit liv på hans barm­ hjertighed, kan man finde mo­ det til at stå fast over for menne­ sker. For hvad kan mennesker da gøre mig?

Vi lever i et langt friere sam­ fund end Luther. Vi risikerer hverken liv eller lemmer ved at sige vores mening, for ytrings­ friheden og religionsfriheden gælder os alle.

Luther levede i en tid uden megen personlig frihed for den enkelte. Personlige frihedsret­ tigheder som ytringsfrihed, for­ samlingsfrihed og religionsfri­ hed er kommet langt senere.

Alligevel burde vi være meget mere opmærksomme på, hvad Luthers forståelse af den kristne frihed betyder for os i dag. Lu­ ther mener, at kirken ikke bør have politisk magt. Gud har ind­

sat et ”åndeligt regimente” til at forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne, og et ”verdsligt regimente” til at give love og ud­ øve magten i samfundet. Det ån­ delige regimentes eneste virke­ middel er Ordet, medens det verdslige regimente kan bruge sværdet og magten som instru­ ment. Men ved hjælp af ord er det også det åndelige regimen­ tes opgave at fastholde den, der udøver magten i samfundet, på sin opgave.

For eksempel kritiserer Luther i skriftet ”Til den verdslige øv­ righed” fra 1523 fyrsternes magtudøvelse: ”Men nu når det gælder om at klæde småfolk af til skindet og lade deres ondsindethed gå ud over Guds ord, så hedder det sig, at det er lydighed imod det kej­ serlige bud. Sådan nogle kaldte man i gamle dage slyngler, nu skal man kalde dem kristelige, lydige fyrster. Men de vil ikke til­ lade nogen at fremkomme med en redegørelse eller et forsvar, hvor meget man end tilbyder det. Hvis kejseren eller en anden bar sig således ad over for dem, skulle de nok betragte det som en aldeles utålelig ting!”.

Her, og mange andre steder, er Luther meget klar i sin magtkritik. ”Den enkelte borgers mod til at holde fast ved og handle ud fra sin overbevisning, også selv­ om det indebærer en personlig risiko.” Sådan definerer Den Danske Ordbog begrebet ”civil­ courage”. Reformationen bety­ der også, at vi sættes i frihed, så vi får civilcourage til at udfordre ”den offentlige mening”, når vi mener, at sandheden står på J spil.

Karsten Nissen er biskop emeritus over Viborg Stift og folkekirkens ­teologiske rådgiver vedrørende Reformations­jubilæet 2017.

50

8 | Reformationen 500 år

Europa i 1400-tallet

Kristeligt Dagblad Fredag 6 januar 2017

år der forandrede v Luther og reformationen | Den største kirkelige omvæltning nogensinde fandt sted i årene 1505-1555

1483

Da Reformationen bryder løs, sker det i et Europa, der er i hastig forandring.

Et nyt kontinent er netop opdaget, bogtrykkerkunsten er på vej til at forlade det håndskrevne manuskript (billedet) til fordel for massefremstilling af bøger, og renæssancen har fostret nye idealer og humanistisk videnskab, som dominerer universiteter og klostre, datidens intellektuelle kraftcentre. Det er midt i disse omvæltninger, at Martin Luther træder ind på historiens scene.

1505

Martin Luther blev født den 10. november 1483 i den lille tyske by Eisleben som søn af mineejer Hans Luther og døde den 18. februar 1546.

1507

Den 2. Juli er den 21-årige jurastuderende Martin Luther ude for et voldsomt tordenvejr, som bringer hans liv i fare. Da et lyn slår ned tæt på ham, beder han til bjergværksarbejdernes skytsengel, Den Hellige Anna, og aflægger et løfte om at gå i kloster. Han bad til netop hende, fordi hans far var mineejer. Kun omkring 14 dage efter tordenoplevelsen bliver Martin Luther optaget i den strenge tiggerorden Augustinereremitternes kloster i Erfurt (billedet). Han går hurtigt igang med teologiske studier.

150

Luther bliver præsteviet i domkirken i Erfurt.

Erfurt hørte med sine cirka 20.000 indbyggere til de større tyske byer, da Martin Luther blev præsteviet i byens domkirke.

Martin Luthers hustru Katharina von Bora

1525

1521-1522

Luther gifter sig med den tidligere nonne Katharina von Bora, og sammen får de tre sønner og tre døtre.

1524-1525 Bondeoprøret i Tyskland er inspireret af Luthers tale om frihed, men Luther tager skarpt afstand fra oprøret, som han kalder en sammenblanding af det åndelige og det verdslige.

1521 - 1522 Kurfyrste Frederik den Vise arrangerer et ”overfald” og bortfører Luther til slottet Wartburg, hvor Luther forklædt som herremand Jörg laver den første oversættelse nogensinde af Det Nye Testamente til tysk.

Slottet Wartburg

Luther udgiver sin ”Lille Katekismus”, som er et af de såkaldte bekendelsesskrifter i den danske folkekirke.

1529

T E K S T: L E I F K I I L S Ø R E N S E N / G R A F I K : A N N E - S O F I E C H R I ST E N S E N

1521 Luther bliver ekskommunikeret af paven den 3. januar. Luther får mulighed for at forsvare sig for den kejserlige rigsdag i Worms. Her sagde Luther blandt andet ”Her står jeg og kan ikke andet” og afviste dermed at tilbagekalde sine skrifter. Kejser Karl den Femte erklærer ham straks fredløs, hvilket i realiteten er en dødsdom.

Rigsdagen i Augsburg tilslutter sig ”Den Augsburgske Bekendelse”, der er et luthersk bekendelsesskrift skrevet af Luthers mangeårige ven Filip Melanchthon.

1530

1542 Luther ordinerer den første lutherske biskop i Naumburg.

1544 Luther indvier slotskirken i Torgau som den første protestantiske kirkebygning.

1542-1544

154

Reformationen 500 år | 9

Kristeligt Dagblad Fredag 6 januar 2017

de verden

55

iet

1508-1510

1510-1511

Luther holder filosofiske og teologiske forelæsninger i både Erfurt og Wittenberg.

1512

På vegne af sin munkeorden rejser Luther til Rom og bliver stærkt forarget over forholdene ved pavehoffet og det kirkelige liv i øvrigt. Han beskrev senere Rom som ”et hav af ondskab, hvorfra al ugudelighed flyder ud over Italien og andre lande”.

Luther bliver dr.theol. og udnævnes til professor ved universitetet i Wittenberg.

rka e artin i

n e t l

Klosterskole i Middelalderens Tyskland

Luther holder sine store forelæsningsrækker over Salmernes Bog, Romerbrevet, Galaterbrevet og Hebræerbrevet. Især studierne af Romerbrevet bidrog til hans kritiske syn på kirkens brug af aflad.

Døren til slotskirken i Wittenberg, hvor Luther offentligjorde sine 95 teser mod aflad.

1520-1521 1520 Den 15. juni bliver Luther dømt som kætter, og der udstedes en bandbulle, der truer med ekskommunikation, hvis ikke Luther inden 60 dage tilbagekalder sine bøger og synspunkter. Det afviser Luther ved at brænde både bandbullen og kirkens lovbog.

1519 Luther tager det store skridt at bestride pavens ufejlbarlighed under en diskussion i Leipzig med pavens udsending Johannes Eck.

1520-1521 Luthers reformatoriske hovedskrifter bliver offentligtgjort. Det drejer sig for eksempel om skriftet ”Om et kristenmenneskes frihed”.

En alliance af syv fyrster og en by, som ønskede at sikre den lutherske reformation, bliver bekæmpet af kejser Karl den Femte.

1546-1547

1517 Den 31. oktober offentliggør dr.theol. Martin Luther sine 95 teser mod afladen som opslag på døren til slotskirken i Wittenberg, som var universitetets officielle opslagstavle. Denne dag er senere blevet kaldt ”Reformationsdagen”.

Luther-rosen

Den såkaldte religionsfred i Augsburg bliver indgået. Dermed var lutherdommen for første gang anerkendt som tilladt religion, og Reformationen var dermed gennemført.

1555

Den såkaldte Luther-rose var Martin Luthers familievåben.

Den har i midten et sort kors i et rødt hjerte som tegn på, at den retfærdige skal alene leve af troen på den korsfæstede Kristus.

Luther har selv forklaret, at hjertet skal være i rosen for at vise, at troen giver glæde.

Rosen er ikke rød, men hvid, fordi det er englenes farve.

Rosen står i et himmelblåt felt, fordi glæden er begyndelsen til den himmelske glæde.

Rundt om det hele er en gylden ring, fordi glæden i himlen ligner ringen uden ende og er værdifuld som guld.

15131518

10 | Reformationen 500 år

Kristeligt Dagblad Fredag 6. januar 2017

bedste og værste

Mange reformationer blev til mange kirker Teologisk strid har været en del af de protestantiske kirkers dna siden de første disputter mellem reformatorerne AF BIRTHE PEDERSEN

Luther inspirerer til reformation af islam

bpedersen@k.dk

500 år efter, at Luther gjorde ver­ den bekendt med sine 95 teser, tilhører 800 millioner menne­ sker et kristent trossamfund med rod i Reformationen. Det er en god tredjedel af de 2,2 milliar­ der kristne i verden.

Men det er ikke kun antallet af protestantiske kristne, der er vokset. Det samme gælder an­ tallet af protestantiske trossam­ fund. Den britiske religions­ sociolog David Barrett, der er re­ daktør af World Christian Ency­ clopedia, har identificeret 8196 forskellige protestantiske kirker verden over.

Alene i Sydkorea findes der 80 forskellige protestantiske kirker, påpeger Michel Grandjean, pro­ fessor i kirkehistorie ved univer­ sitetet i Geneve og specialist i protestantisk kirkehistorie. ”Selv inden for en tilsynela­ dende fast forankret familie som den lutherske vil der være umå­ delige forskelle mellem en lu­ theraner i Danmark og en luthe­ raner i staten Missouri i USA, hvor man for eksempel ikke vil høre tale om økumenisk dialog overhovedet. Andre steder, som i Tyskland og Frankrig, har lu­ therske og reformerte kirker sluttet sig sammen i forenede kirkesamfund,” siger han.

Siden Martin Luther smække­ de med døren efter samtalen i Marburg i oktober 1529 og det mislykkede forsøg på at komme overens med Ulrich Zwingli, er mangfoldigheden blevet et pro­ testantisk særkende. Især de evangelikale kirkeretninger med udspring i USA har udkrystalli­ seret en lang række nye kirke­ samfund. Men den teologiske disput har været en del af Refor­ mationens dna, og allerede fra protestantismens første år ud­ viklede reformatorerne forskelli­ ge teologiske svar på kritikken af den katolske kirke.

Mens Martin Luthers tanker blev fremherskende i Nordeuro­ pa og Skandinavien, fik Ulrich Zwinglis tanker fodfæste i Schweiz, Frankrig og Nederlan­ dene, støttet af Johannes Calvin og hans reformerte republik i Genève.

John Knox rejste hjem til Skot­ land og grundlagde den skotske presbyterianske kirke, men blev også en så stærk skikkelse i den reformerte tradition, at han figu­ rerer ved siden af Calvin i min­

0 Sherin Khankan er religionssociolog og imam i kvinde-moskéen Mariam.

– Foto: Casper Holmenlund Christensen/ Polfoto.

AF ANDERS HOLMGAARD kirke@k.dk

0 Reformationsmuren i Geneve i Schweiz med de vigtigste reformatorer inden for den calvinske reformation. Fra venstre ses William Farel, Jean Calvin, Theodore de Beze og John Knox, som blev grundlægger af Skotlands presbyterianske kirke. – Foto: Polfoto.

Modreformation 3 Bestræbelser fra den katolske kirke fra midten af 1500-tallet til midten af 1600-tallet for at befæste katolicismen og føre protestanter tilbage til den. Vigtigt blev jesuitternes arbejde som skriftefædre og rådgivere for betydningsfulde personer.

3 I Nederlandene førtes talrige inkvisitionsprocesser.

I Spanien og Norditalien udryddedes de spredte evangeliske menigheder, og i Polen, Østrig og Sydtyskland genvandt den katolske kirke sin tidligere dominans. I Frankrig blev katolicismen statsreligion.

KILDE: DEN STORE DANSKE ENCYKLOPÆDI

desmærket over de reformerte kirkefædre i Geneve. Og i Eng­ land voksede den anglikanske kirke ud af Henrik den Ottendes strid med paven, der ikke ville tillade ham at lade sig skille fra Catharina af Aragonien. ”De forskellige protestantiske konfessioner bredte sig i bestem­ te geografiske områder anført af forskellige reformatorer,” fast­ slår Anna Vind, professor mso ved afdeling for kirkehistorie un­ der Københavns Universitet.

Hurtigt blev rivaliseringen mel­ lem lutherske og reformerte en del af religionsstridighederne pa­ rallelt med religionskrigene mel­ lem katolikker og protestanter. ”I Tyskland fastslog den augs­ burgske religionsfred fra 1555 mellem de lutherske territorier og romerkirken princippet om

’cuius regio, eius religio’ (den, hvem landet tilhører, hans reli­ gion skal være den herskende, red.), hvor fyrstens tro bestem­ mer et områdes konfessionelle tilhørsforhold. Det var en reel anerkendelse af den lutherske konfession og skabte nogen ro.

De reformerte, derimod, fik fak­ tisk først retslig anerkendelse ved Den Westfalske Fred i 1648, der afsluttede Trediveårskri­ gen,” siger Anna Vind. ”Det skete i flere tilfælde især i slutningen af 1500-tallet, at ty­ ske fyrster skiftede fra luthersk til reformert tro. Vi ved ikke helt hvorfor, men tesen er, at det bå­ de var af politiske og strategi­ ske, og nok også af teologiske grunde. Den reformerte traditi­ on har en mere håndfast måde at tænke overholdelse af Mose­

loven på end den lutherske, og det kunne virke tiltrækkende og mere handlekraftigt i en tid med teologisk forvirring og usikker­ hed. Man kan godt sige, at den reformerte teologi har et mere moralsk tilsnit, og den adskiller samtidig i højere grad det ånde­ lige og det legemlige,” siger An­ na Vind.

Hun peger på, at denne pointe afspejles i nadverstriden. Her mente Zwingli og senere Calvin, at Kristus er til stede i nadveren som ånd, mens Luther holdt på, at selvom vin og brød ikke for­ vandles til Kristi blod og legeme som i den romerkirkelige nad­ verlære, så er Kristus legemligt til stede. ”Men den anglikanske kirke er mere baseret på liturgi end på teologi og hviler på ganske enk­ le læreseætninger, der tillader en betydelig rummelighed. Det er den engelske pragmatisme,” påpeger Michel Grandjean.

De senere århundreders pie­ tisme og vækkelsesbevægelser førte til nye protestantiske knop­ skydninger og ikke mindst til de evangelikale bevægelser, som i dag ifølge World Christian Data­ base repræsenterer næsten halv­ delen af verdens protestanter.

Og det ville have chokeret Re­ formationens fædre, påpeger Michel Grandjean. ”Den trosfrihed, vi har i dag, var utænkelig i 1500-tallets J Europa,” siger han.

3 Hvad er det bedste ved Reformationen?

5 Det bedste ved Reformationen er, at den gav mennesket direkte adgang til Gud. Det gjorde Luther, da han afskaffede idéen om, at der skal være et præstedømme og aflads­ breve. Den samme tankegang har vi i sun­ ni-islam. Luther udfordrede de etablerede, patriarkalske systemer og skabte lige vilkår for alle. Det gør, at alle har adgang til Gud. I Mariam-moskéen (dansk kvindemoské, red) gør vi det samme, for at ingen skal stå over andre. Vi forsøger at fusionere eliten med det folkelige. Vi går tilbage til kilderne og danner os et begreb om reformation og udvik­ ling, og det var det sam­ me, Luther gjorde. Hand­ linger som disse ­tjener som inspiration for os.

WW

Vi går tilbage til kilderne og danner os et begreb om reformation og udvikling, og det var det samme, Luther gjorde.

Handlinger som disse ­tjener som ­inspiration for os.

3 Hvad er det værste ved Reformationen?

5 I Danmark bliver vi in­ troduceret til Luther som den store reformator, men der er også et mørkt kapitel. Lige før hans død udgav han et skrift, der hedder ”Om jøderne og deres løgne.”

Det er et af historiens mest hadefulde skrifter om jøder, og det lægger fundamentet for den antisemitiske bevægelse.

Det var hans sidste værk, og der var ingen tegn på anger.

Det er vigtigt, at vi ken­ der til hans mørke sider og får et mere nuanceret billede af, hvem Luther var, så vi forstår, at han også har haft konsekven­ ser, som er meget alvorli­ ge. Det er vigtigt at huske det som en ad­ varsel mod at ty til had. For hvis Vestens store reformatoriske forbillede er Luther, der hader jøder, så har vi et problem.

Når vores ikoner kan karakterisere nogle som undermennesker, bliver det lige plud­ selig legitimt at hade, og det er farligt. J

12 | Reformationen 500 år

Kristeligt Dagblad Fredag 6. januar 2017

Fire konvertitter: Derfor skiftede vi kirke AF ANDERS HOLMGAARD

Hvad får mennesker til at gøre op med de kirkeskel fra Reformationen, som markeres i år? Fire konvertitter forklarer, hvad de savnede i deres gamle kirke

kirke@k.dk

Fra katolik til protestant

Fra protestant til katolik

Paven stod imellem mig og Gud

Den katolske drøm gik i opfyldelse

Menighedsrådsformanden i Aarhus Domkirke, Ulla Skaarenborg, voksede op med det katolske kirkeliv i Haderslev tæt inde på livet. Senere flyttede hun til Aarhus for at studere, og snart ­oplevede hun et behov for at gøre op med katolicismen. ”Jeg havde brug for at gøre op med den katolske kirke og alle de dogmer, der var. Det føltes enormt forkert, at alle skulle rette ind efter paven, og at paven stod imellem mig og Gud,” siger 65-­årige Ulla Skaa­ renborg, der er uddannet pædagog og i dag folkepensionist og formand for menigheds­ rådet i Aarhus Domkirke. ”Jeg kom til en erkendelse af, at P R I VAT F OTO jeg kunne gøre op med den katolske kirke, men stadig tro på Gud. I den luthersk-protestantiske kirke står ingen imellem Gud og mig, og det var det, der udløste, at jeg meldte mig ind i folkekirken,” siger Ulla Skaarenborg.

Hun mener, at katolicismen har givet hende en inderlighed, som hun kan bruge i folkekirken. ”Jeg sidder ofte med lukkede øjne ­under bønnen i kirken, og jeg gør mig umage med mine ritualer og med at ­være til stede så meget som muligt. Den inderlighed har jeg taget med fra katolicismen.”

Hvilken indflydelse har Luther haft på den protestantisme, du nu bekender dig til? ”Det var nødvendigt, at der kom et opgør med tanken om, at man kan betale aflad for sine synder. På den anden side skal man ikke være blind for, at lutherdommen jo også blev trukket ned over hovedet på den danske befolkning dengang. Der var streng censur på, hvordan protestantismen skulle implementeres, så det har også været svært for mange at se nødvendigheden af det. Men opgøret har givetvis haft sin store indflydelse på udviklingen i det danske samfund og vores tankesæt,” siger Ulla Skaarenborg.

Jeg savnede fællesskabet i folkekirken

42-årige Peter Kalstrup havde altid følt sig som katolik. Men manglende fællesskab og forståelse i den katolske kirke førte til engagement i folkekirken.

Peter Kalstrup voksede op i den katolske tro. Han gik på katolsk skole og blev undervist af katolske søstre. Da han blev voksen og flyttede fra menigheden i Aalborg til Aarhus, opdagede han dog fordelene ved at være medlem af folkekirken. ”Det var svært at få et fællesskab i den katolske kirke. Der var mange forskellige etniciteter, og alle holdt sig til deres egne,” siger Peter Kalstrup, der blev medlem af folkekirken i 2004, da han begyndte at savne fællesskab. ”Jeg savnede P R I VAT F OTO mere og mere de danske salmer, og jeg begyndte at komme i tvivl. Kulturelt set har vi danskere en arv, som vi tager med os, og den oplever jeg ikke i den katolske kirke, fordi kirken ikke er en integreret del af samfundet. Det får jeg i folkekirken,” siger Peter Kalstrup, der arbejder som socialpædagog.

Samtidig med tvivlens ophobning fik han behov for at kunne have en dialog med en præst. Den dialog fandt han i folkekirken. ”Katolske præster forstår ikke, hvordan folk kan finde på at undlade at gøre, hvad der bliver sagt. Der er ikke den samme dialog med præsten. Det har folkekirken, og den dialog har jeg brug for.

Samtidig blev det mere og mere klart for mig, at frelsen ikke har noget med lov eller gerninger at gøre. Frelsen er troen på Kristus,” siger han.

Hvad betød Luther for kristendommen? ”Jeg synes, Luther gjorde rigtig mange ting, som var gode. Han tog et vigtigt opgør med pavedømmet og afladstanken, men omvendt har jeg det svært med Luther. Jeg synes, han skulle han have reformeret kirken mindre drastisk. Så havde vi måske haft en enhedskirke i dag,” siger Peter Kalstrup.

WWJeg

sidder ofte med lukkede ­øjne ­under bønnen i ­kirken, og jeg gør mig umage med mine ritualer og med at ­være til stede så meget som muligt.

Den inderlighed har jeg taget med fra katolicismen.

ULLA SKAARENBORG, MENIGHEDSRÅDS­ FORMAND I AARHUS DOMKIRKE

Som 17-årig havde Gabriella Skjøth-Jarecki gentagne drømme om, at hun befandt sig i en underjordisk kirke oplyst af stearinlys mellem højtideligt messende munke.

Hun følte sig draget og begyndte snart at fordybe sig i katolicismen. Da hun forlod folkekirken og blev katolik som 25-årig var det i erkendelse af, at den katolske kirkes idealer sidder dybt i hende. ”Jeg fik et klarsyn, da jeg fandt frem til, at den katolske tro var det vigtigste for mig.

De dogmer, der findes i kirken, sidder så dybt i mig, at det føles helt naturligt at overholde dem,” siger Gabriella Skjøth-Jarecki, der i dag er 33 år P R I VAT F OTO og er på barsel fra sit job som sygeplejerske.

Som protestant havde hun ikke nogen tæt forbindelse til religion, men katolicismen gav traditionelle og historiske holdepunkter, som protestanter ikke har, mener hun. ”Jeg har fået en helhed og en dybde fra den katolske kirke. En oplevelse af, at jeg udfører noget, som er universelt, og som jeg kan spore hele vejen tilbage til Jesus. Den ærbødighed, som eksisterer i katolicismen, kan jeg godt lide. Der er en stor respekt om den kristne tradition. Det manglede jeg i protestantismen,” forklarer Gabriella Skjøth-Jarecki, der bor i Horn tæt ved Silkeborg.

Hvilken indflydelse synes du, Martin Luther havde på kristendommen? ”Jeg mener, at Luthers syn på sakramenterne var for mangelfuldt. Han pillede nogle sakramenter fra, som er vigtige for Gud og mennesket, og det har betydet, at mange protestanter har fået en supermarkedstankegang til deres religion, hvor man bare kan vælge og vrage. Men det faktum, at Bibelen er på mit eget sprog, er da guld værd. Så Luther var på ingen måde dum. Jeg er bare ikke sikker på, han vidste, hvad det var, han satte i gang,” siger Gabriella Skjøth-Jarecki.

Katolicismen gav sammen­hold og seriøsitet

Som mange andre protestanter troppede René Zwicky hvert år op i sin lokale folkekirke ved juletid. Det var en tradition, men aldrig rigtig mere end det. Religion begyndte først rigtigt at betyde noget for ham, da han for fire år siden skifte folkekirken ud med den katolske kirke. ”Når jeg satte mig i kirken, kunne jeg mærke, at det var ligesom at komme hjem. Lidt ligesom følelsen af at komme hjem fra en lang rejse.

Jeg fik en indre ro og en følelse af at passe ind,” siger René Zwicky, der blev introduceret til katolicismen gennem sin katolske kæreste.

I dag bærer den 38-årige maskinP R I VAT F OTO arbejder fra Aarhus et franciskanerkors rundt om halsen. Han fandt et sammenhold i katolicismen, som han ikke havde oplevet i folkekirken. ”Da jeg var protestant, satte jeg mig bare i kirken og passede mig selv, indtil det sluttede. Som katolik har jeg fået rigtig mange venner, som jeg snakker med, som om vi har været venner hele livet. Det sammenhold, man får, kan jeg godt lide,” siger René Zwicky. Han synes, at katolicismen har givet ham mere seriøsitet i troen. ”Jeg kan godt lide katolicismen, fordi nogle af sakramenterne er lidt mere synlige i katolicismen end i folkekirken, for eksempel skriftemålet, og så det at vi bruger helgener til at bede for os. Jeg syntes, det er vigtigt at fastholde de sakramenter, som Martin Luther og folkekirken afskaffede,” siger han.

Hvilke fordele eller ulemper bragte Reformationen? ”Jeg tænker egentlig, at det var godt, at Luther åbnede op for dem, som ønskede en anden måde at følge Herren på – så de, der foretrak denne måde, ikke blev mødt af en lukket port og forkastede kristendommen. Det er fint, at der er forskellige grene, og det vigtigste er, at der skal være plads til alle. I stedet for at pege fingre af hinanden skal vi bestræbe os på at finde vores ligheder,” J ­siger René Zwicky.

★★★★★ KRISTELIGT DAGBLAD MARTIN AF TOM KRISTENSEN 136 SIDER | 150,-

GODBIDDER AF JACOB ØRSTED 152 SIDER | 160,- | E-BOG 96,-

»en glimrende lille bog« PRÆSTEFORENINGENS BLAD DANMARK OG REFORMATIONEN – I 1500-TALLET OG NU AF BRUNO RASMUSSEN 148 SIDER | 128,-

EKSISTENSENS REFORMATIONSSERIE

»underholdende, lærerigt og letlæst« WEEKENDAVISEN

★★★★★

»en formidabel præstation«

»blændende godt gjort« WEEKENDAVISEN

KRISTELIGT DAGBLAD

»højst læseværdigt!« LITTERTURSIDEN.DK

★★★★ BERLINGSKE

»mange historiske og teoretiske aspekter«

»detaljeret og levende«

WEEKENDAVISEN

ATI M R

REFO

EN ON

50,I DAG

»anbefales læst« PRÆSTEFORENINGENS BLAD

Pr. stk. 50,- E-bog 30,- Bliv abonnent på serien og spar 20 %

Få nye titler tilsendt, når de udkommer. Skriv til eksistensen@eksistensen.dk

WEEKENDAVISEN

14 | Reformationen 500 år

Kristeligt Dagblad Fredag 6. januar 2017

”Jeg kan sagtens få den videnskabelige verden til at gå hånd i hånd med troens verden” Man skal ikke gå med et udråbstegn på ryggen, hver gang man går til kirke, siger Dronningen i et interview i anledning af reformationsjubilæet. Den afslappede holdning til kirkegang ser hun som en værdi, vi skal værne om

interview AF ELSE MARIE NYGAARD nygaard@k.dk

Overrasket. Ja, sågar vældig overrasket. Det var, hvad Hendes Majestæt Dronning Margrethe blev, da hun for snart to år siden fik en henvendelse fra Slotskirken i den tyske by Wittenberg med en opfordring til at bidrage med et alterforhæng til en af kirkehistoriens mest berømte kirker.

Fra tysk side var ønsket, at dronning Margrethe skulle designe et antependium til kirken, som reformatoren Martin Luther skrev ind i kirkehistorien, da hans 95 teser blev slået op på kirkedøren i 1517. Som optakt til 500-årsjubilæet for den lutherske reformation er kirken blevet restaureret. Ved genåbningen den 2. oktober 2016 blev dronning Margrethes antependium taget i brug for første gang.

Dronning Margrethe tager imod på Fredensborg Slot. Hun venter i sit arbejdsværelse med de kraplakfarvede vægge. Fra værelset er der udsigt til den brede akse gennem barokhaven, som forbinder Fredensborg Slot med Esrum Sø. Nordsjællands landskab anes i det fjerne. Bakket og grønt.

Det er her i arbejdsværelset, der er prydet af dronning Juliane Maries store familieportrætgalleri med 24 malerier, at en god del af antependiets broderier er blevet til. Antependiet er for længst kørt til Wittenberg, så denne formiddag er et bundt med rester af broderigarnet gemt i Dronningens sytaske det nærmeste, man kommer på at fornemme farvespillet på antependiet.

Mens lyset strømmer gavmildt for årstiden ind gennem et af de sprossede palævinduer, åbner dronning Margrethe sin sytaske og finder posen med bomuldsgarnet i udsøgte farver, som hun har brugt til det omfattende arbejde.

Deres Majestæt, hvordan har arbejdsprocessen været omkring antependiet til Slotskirken i Wittenberg? ”Det begyndte med, at jeg blev opfordret, og i maj 2015 besøgte jeg Wittenberg og så kirken.

Man ønskede, at det skulle være et rødt antependium, man kunne bruge i pinsen og ved særlige festlige lejligheder. Pinsen er Helligånden, og det har noget med flammer at gøre, så jeg så for mig, at det ville være flot at bruge flammemotivet. Der er en dobbelt symbolik i det motiv, for flammer passer vældig godt til Luthers person. Der stod virkelig ild af ham. Han var en flammende type med et kolossalt fut i, som kan sætte brand i mange.”

Som midtermotiv har Dronningen valgt Luther-rosen. Hvilket forhold har Dronningen til dette symbol? ”Jeg syntes, det var vældig oplagt at bruge Luther-rosen som det samlende midtermotiv. Luther-rosen sidder over døren til det hus, hvor han boede i Wittenberg. Det er den hvide rose med fem blade, som er typisk for middelalderens stiliserede rose, og i midten er et sort kors på et rødt hjerte. Rosen er meget central i kristen symbolik.”

Sarons rose? ”Ja. Den vilde rose er så regelmæssig, dufter, og samtidig er den omgivet af torne, hvilket gi-

ver en ekstra dybde. Jeg har også brugt Luther-rosen på en af messehaglerne til Haderslev Domkirke, men det var først, da jeg sad med nogle brochurer fra Wittenberg, at det gik op for mig, at Luther-rosen er hvid. Jeg har ved flere lejligheder gengivet den i rød. Man kan jo lære.”

Det er 40 år siden, at Dronningen lavede de første kirketekstiler. Det var tre messehagler til kirken på Fredensborg, hvor hun stod for skitser og en del af broderierne. Siden de første kirketekstiler har hun holdt sig til frihåndsbroderi med såkaldte petit point-sting, som er en stramajteknik. Dronning Margrethe beklager, at hun ikke kan vise det mønster, hun tegnede sidste sommer, da hun tog fat på arbejdet til Wittenberg.

Hvordan arbejder Dronningen med broderierne? ”Jeg tegner mit mønster i hånden på kvadreret papir. Farverne har jeg inde i hovedet, men i sådan et tilfælde som her har jeg tænkt mig vældig grundigt om, hvad jeg vil med farverne. Jeg har et bestemt antal af de røde farver, som jeg bruger, men der er ingen postkasserød eller julerød, men et antal af de mørkere og lysere røde, orange og pink, så de røde farver blander sig. Jeg bruger flere farver ad gangen for at få de enkelte virkninger frem.

Det giver mere dybde, og så er det væsentligt sjovere at sy.”

Lutherske kirker kloden rundt markerer reforma­tionsjubilæet i år. Dronningen er protektor for reformationsjubilæet i Danmark, men i Haderslev blev Reformationen gennemført 10 år tidligere. Dengang var Haderslev en del af hertugdømmet Slesvig. Fordi man gennemførte

WW

En af glæderne ved at gå i kirke er det at gale med på sal­merne, alt hvad man kan.

Jeg ville ­ønske, at folk turde synge med.

DRONNINGEN

Reformationen 10 år tidligere i Haderslev, bliver byen af og til kaldt for ”Nordens Wittenberg”.

Hvad hæfter Dronningen sig ved i reformationshistorien? ”Det interessante er, at Christian den Anden var meget interesseret i Luther og tilbragte lang tid i Wittenberg, hvor han mange gange hørte Luther prædike, ligesom han har talt med Luther. Frederik den Førstes søn, den senere Christian den Tredje, var som 17-årig i Worms, da Luther forsvarede sig ved Rigsdagen, og det har sat mærker. Derfor blev Haderslev det første sted, hvor Reformationen blev indført i Danmark, og da hertug Christian efter borgerkrigen Grevens Fejde blev konge, besluttede han, at Danmark skulle have den lutherske reformation. Han sendte bud til Luther og fik Bugenhagen (Luthers nære medarbejder, red.) herop, og Bugenhagen tilbragte to år med at organisere kirken og dens væsen i Danmark.” ”Der havde samtidig været masser af danske studerende,

som var taget til Wittenberg før Reformationen, og dem var der også gået ild i ligesom i Hans Tausen (reformator og teolog, red.) og adskillige andre. Når man er så gammel som jeg, så ved man, hvem Hans Tausen er.

I skolen sang vi: ’På Tave bondes ager ved Birkende by, der gik en lille plovdreng og sang under sky’.”

Hvordan ser Dronningen det danske samfund som præget af det lutherske? ”Jeg tror, det er svært at klippe det lutherske ud af sammenhængen. Det blev indlejret i traditionen i Danmark med hård og fast hånd med Christian den Tredje og Peder Palladius (luthersk teolog, red.). Men man har ikke været helt så radikal i Danmark, som man har været andre steder. Det er ikke alle steder, man har fjernet katolske detaljer fra kirkerne. Mange af de middelalderlige kunstgenstande beholdt man. Der befinder sig korkrucifikser og store, flotte træskulpturer fra katolsk tid i vældig mange kirker. Det ville

Reformationen 500 år | 15

Kristeligt Dagblad Fredag 6. januar 2017

Kirketekstiler gennem 40 år

for eksempel calvinisterne aldrig have gjort.” ”Luther har sat et kæmpe præg på den måde, vi er kirke på i Danmark og ikke kun i folkekirken. Der bliver for eksempel sunget masser af danske salmer skrevet af Grundtvig i den katolske kirke i Danmark. Når Reformationen blev til lutherdommen, er det vel også, fordi den katolske kirke ikke kunne indoptage hans lære. Luther var ikke den, som smed Jomfru Maria ud, men han ville ikke have, at hun skulle tillægges guddommelige egenskaber. Hun var Jesu mor, og det var ikke så lidt. Hun er selvfølgelig ikke ude af billedet,” siger Dronningen.

Ved Reformationen blev kong Christian den Tredje i realiteten kirkens øverste leder i Danmark.

Det fremgår af den ordning, Kirkeordinansen, som blev skrevet ved overgangen fra katolsk kristendom til den lære, Martin Luther formulerede. Frem til Grundloven i 1849 var kirken en statskirke, hvor indbyggerne blev medlemmer ved fødslen.

Siden har man skullet døbes for

0 ”Luther har sat et kæmpe præg på den måde, vi er kirke på i Danmark og ikke kun i folkekirken,” siger ­dronning Margrethe, som er fotograferet i sit arbejdsværelse på Fredensborg Slot i Nordsjælland.

– Foto: Leif Tuxen.

at blive medlem af folkekirken, og i Grundloven hedder det: ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.”

I flere år har man diskuteret, om kirke og stat skal adskilles, og Dronningen har tidligere udtrykt bekymring for en afkristning ved en adskillelse mellem kirke og stat.

Hvilken betydning tillægger Dronningen i dag forholdet mellem kirke og stat? ”Fordi kirke og stat hænger sammen, bliver kirken ikke til noget exceptionelt, men noget, vi bare altid kan gå til. Det tror jeg er meget vigtigt. Det er vigtigt, at man ved at tilhøre menigheden ikke skal vise noget særligt imponerende. Man skal ikke gå med et udråbstegn på ryggen, hver gang man er på vej til kirke. Det er meget forskelligt, hvordan folk har det med deres kirkegang både blandt dem, som går meget i kirke, og dem, som ikke går så meget i kirke. Og blandt dem, som kommer meget i kirke, er der også

mange indfaldsvinkler, og derfor tror jeg, at det betyder meget, at kirken er noget, som bare er der. Er vi døbte, er vi medlemmer af den. Jeg kan godt se, at der er nogen, som synes, at det bliver for almindeligt, men jeg tror dette almindelige er meget væsentligt,” siger Dronningen.

I en kampagne i 2016 opfordrede Ateistisk Selskab medlemmer af folkekirken til at melde sig ud. Det har ført til et fornyet fokus på medlemstallet, som i dag er på knap 77 procent mod 83 procent for 10 år siden.

Hvad tænker Dronningen, at man melder sig ud af i det øjeblik, man måtte melde sig ud af folkekirken? ”Man ved jo ikke, hvorfor folk gør, som de gør. Det kan være nogle, som mener, at hvis de ikke synes 100 procent, at de tror, som de synes, de skal tro, så skal man melde sig ud. Jeg tror, der er mange, som ikke ved, at vi ikke behøver at synes så meget. Man kan bare være medlem.

Man kan gå ind i kirken, og man kan også lade være. Der er ikke

nogen, som går og tjekker efter, og det er værdifuldt. Man kan have perioder, hvor man ikke føler den mindste trang til at gå i kirke, og så en dag tænker man, at det vil jeg alligevel, og så kan man tage det derfra, og ingen behøver at vende sig om og sige: ’Gud, kommer han’, for man kan bare være kirkegænger. Fra kirkens side skal man da klart være opmærksom på medlemstallet, og der er mange meninger om, hvad man skal gøre, men jeg tror, man skal passe mægtigt på ikke at lave hvervekampagner.

Sådan synes jeg slet ikke, det skal være.”

Forudsat at den nuværende folkekirkeordning bevares, vil kronprins Frederik en dag efterfølge dronning Margrethe som øverste myndighed for folkekirken sammen med Folketinget.

Hvad har Dronningen gjort for at forberede Kronprinsen på den opgave?

FORTSÆTTER NÆSTE SIDE

3 I år er det 40 år siden, dronning Margrethe sammen med prinsesse Benedikte og dronning Ingrid syede tre messehagler til Fredensborg Slotskirke.

3 Siden har Dronningen ­tegnet messehagler til Møgeltønder Kirke, Angmagssalik Kirke på Grønland og Kronborg Slot.

Hun har desuden tegnet fire messehagler og fire antepen­ dier til Haderslev Domkirke og en festhagel til Sankt Mariæ Kirke i Sønderborg.

Blandt Dronningens nyere arbejder til landets kirker er en messehagel til Vemmetofte Klosterkirke, som hun har tegnet og brode­ ret, og fire messehagler til Holmens Kirke i København, som hun har tegnet.

3 Dronningen har desuden tegnet og helt eller delvist broderet bispekåberne til Helsingør Domkirke og Viborg Domkirke. Foruden fire messehagler er Aarhus Domkirkes bispekåbe t­ egnet af Dronningen, mens Dronningen har forestået det kunstneriske forarbejde til Aalborg Domkirkes bispe­ kåbe.

3 Antependiet til Wittenberg er dronning Margrethes første internationale opgave.

KILDE: ”TRONEN, TROEN OG TEOLOGIEN” OG ”SELSKABET FOR KIRKELIG KUNST”

16 | Reformationen 500 år

Kristeligt Dagblad Fredag 6 januar 2017

FORTSAT FRA SIDE 15

WW

Man skal virkelig bruge både hoved og hjerte.

Der er frit slag til begge sider.

DRONNINGEN OM TRO OG INTELLEKT

”Jeg ved ikke, hvordan det bliver med Frederik. Hvis der er noget, jeg ikke vil, så er det at trække ting ned over hovedet på folk og slet ikke mine egne børn. Jeg kan stole på, at det vil komme.

Ingen ville nok heller have fore­ stillet sig, at jeg skulle blive no­ get særlig synligt medlem af fol­ kekirken, da jeg var tronfølger.

Sådan nogle ting sker.”

Dronning Margrethes eget liv er et eksempel på, hvordan for­ holdet til kirkegang kan ændre sig gennem livet. Et par år efter at hun var blevet regent i 1972, besluttede hun sig for at prøve at gå i kirke så mange søndage, som det var muligt, når hun var i Danmark. Hun har i tidligere interviews understreget betyd­ ningen af, at der ikke nødven­ digvis er en modsætning mellem tro og intellekt.

Hvordan ser Dronningen i dag på forholdet mellem tro og intellekt? ”Man skal virkelig bruge både hoved og hjerte. Der er frit slag til begge sider. Nogle søndage er det det ene, man får en masse med hjem til, og andre søndage er det måske det andet. Før jeg blev regelmæssig kirkegænger, havde jeg vel en forestilling om, at det skulle være åh så inder­ ligt, og det lå mig i hvert fald delvist temmelig fjernt. Men så opdagede jeg, at der var en mas­ se spændende ting, man kunne tilegne sig, og en viden, der kal­ der på den mere intellektuelle side. Men den intellektuelle side er heller ikke nok.” ”Jeg kan sagtens få den viden­ skabelige verden til at gå hånd i hånd med troens verden. Jeg er videnskabeligt interesseret i ek­ sempelvis arkæologi og derfor også interesseret i andre emner, som går langt længere tilbage i tid end mennesker og dyr. Jeg tror, mennesket har fornemmet, at der er noget, og så har de fået det at vide. Og det er der, kri­ stendommen kommer ind. Det er Gud, som har skabt os alle og hele verden. Universet er ikke blevet til af sig selv. Det er skabt.

Jeg ved udmærket godt, at der er folk, som bilder sig ind, at det kan man ikke sige, når man ved, at universet er endeløst, men jeg synes, at når man har sagt ende­ løst, så har man også sagt, at der må være noget udenfor igen.”

Oplever Dronningen at blive modsagt, når De siger, at verden er skabt? ”Jeg kan ikke påstå, at jeg selv har mødt tilfælde, hvor folk har haft vældig travlt med at forkla­ re mig, at det var godt dumt af mig at sige, at verden var skabt.

Men jeg har set, hvordan det er gået med andre, som har sagt noget tilsvarende.”

Hvad er for Dronningen kendetegnende ved en god gudstjeneste? ”En rigtig god gudstjeneste er der, hvor evangeliet, de øvrige

0 Dronning Margrethe fotograferet på Fredensborg Slot. Hun arbejder blandt andet med broderi i forbindelse med Reformationsjubilæet. – Foto: Leif Tuxen.

WWDet er ­ikke kun

et stykke brød og en sjat vin og et symbol.

Det er noget. Man modtager brød og vin, men man har lov at sige: ’Ja, det er nu, det sker.’ Det er både et mysterium og noget håndgribeligt.

DRONNINGEN OM ALTERGANG

WWDer kan være

vanskelige tider, og ­tider, hvor det ser ­rigtigt ud alt sammen, men der er et fast punkt et eller a­ ndet sted, hvor man nok skal ­blive holdt fast, selvom det kan se ­broget ud.

DRONNINGEN OM TRO

tekster, prædiken og salmevalg hænger ubrydeligt sammen. Lu­ ther var ikke bare glad for mu­ sik, men decideret musikalsk, skrev en række salmer og gjorde meget ud af, at en gudstjeneste skulle være en festlig begiven­ hed. I dag har de fleste gudstje­ nester i folkekirken et festligt til­ snit. Man skal ikke gå rundt og putte med det. Det kommer del­ vist fra Luther, men også fra Grundtvig, som jo var en mand, for hvem den festlige side betød meget. Det, vi synger fra søndag til søndag, er noget af det bedste poesi, som er skrevet på dansk.” ”Jeg lægger mærke til, at man mange steder lægger en eller to nye salmer ind i gudstjenesten.

Jeg har opdaget, at nogle nye salmer egentlig ikke er rigtig slidstærke. Det har også noget med melodierne at gøre. Det er melodier, som ligesom bare bli­ ver ved. Det kan godt være, at nogle af de nyere salmer kunne fortjene en stærkere melodi, som kunne hænge smukt sam­ men med teksten.” ”Jeg synes, at en af glæderne ved at gå i kirke er det at gale med på salmerne, alt hvad man kan. Jeg ville ønske, at folk tur­ de synge med. Man deltager i gudstjenesten ved at synge sal­ mer. Jeg har ikke meget stemme, men jeg har altid kunnet lide at synge. Det gør jo ikke noget, hvordan man synger, for der er både orgel, et lille kor eller en forsanger.”

Er der led i gudstjenesten, som betyder noget særligt for Dronningen?

”Jeg sætter stor pris på alter­ gangen og har gjort det, siden jeg blev fast kirkegænger. Det er en stærk ting med en altergang, og man kan komme med, hvad man nu har i sig den dag. Kan man ikke glæde sig over andet i gudstjenesten, så er der altid al­ tergangen.” ”Da jeg var barn, var der næ­ sten aldrig altergang, men nu er der stort set altid altergang, og jeg synes, det er en så væsentlig side af gudstjenesten. Tidligere var det mere afgrænset, hvem der gik til alters, og det var må­ ske sådan lidt med røde ører, at man gik til alters, for de fleste gik, når man havde sunget den første salme efter prædikenen.” ”Det er ikke kun et stykke brød og en sjat vin og et symbol.

Det er noget. Man modtager brød og vin, men man har lov at sige: ’Ja, det er nu, det sker.’ Det er både et mysterium og noget håndgribeligt.”

Dronningen slår korsets tegn i forbindelse med velsignelsen.

Hvad er baggrunden for den praksis? ”Det er noget, jeg virkelig fø­ ler, at jeg gerne vil gøre ved nad­ veren og i forbindelse med vel­ signelsen. Min far gjorde det.

Han sagde aldrig til os børn, at vi skulle gøre det, men jeg syn­ tes, det var sådan en fin traditi­ on, og så kunne jeg også godt li­ de at gøre det over for min mand, som er vokset op i en ka­ tolsk tradition. Og så læste jeg jo, at Luther også brugte kors­ tegnet. I sammenhænge, hvor vi er sammen med slægtninge,

Reformationen 500 år | 17

Kristeligt Dagblad Fredag 6. januar 2017

2 Efter flere års restau­ ration blev Slotskirken i Wittenberg åbnet af Dronning Margrethe II og Tysklands forbunds­ præsident, Joachim Gauck, med en stor guds­ tjeneste søndag den 2. oktober 2016.

– Foto: Jens Schlueter/ AP/Polfoto.

som er katolikker, er korstegnet også en måde at vise på, at så forskelligt er det heller ikke.”

I forbindelse med kirkebønnen bedes der hver søndag for Dronningen og den kongelige familie. Det fremgår af vejledningen til kirkebøn, at man skal bede for monarken.

Hvad betyder kirkebønnen for Dronningen? ”Jeg bliver meget ydmyg, hver gang jeg hører kirkebønnen, og jeg føler en forpligtigelse til at gøre det så godt, man kan med alting. Den forpligtigelse bliver understreget for en om søndagen, og uden Guds hjælp går det ikke.”

Dronningens valgsprog er: ”Guds hjælp, Folkets kærlighed, Danmarks styrke”. Formuleringen om ”Guds hjælp” er som en indirekte bøn. Ligesom hendes far, Frederik den Niende, afslutter Dronningen også sine nytårstaler med ordene: ”Gud bevare Danmark.”

Hvordan kan Guds hjælp erfares? ”Der kan være vanskelige tider, og tider, hvor det ser rigtigt ud alt sammen, men der er et fast punkt et eller andet sted, hvor man nok skal blive holdt fast, selvom det kan se broget ud. Jeg var helt sikker på, at Gud skulle med i mit valgsprog. Gud var med i min fars valgsprog, og det betød vældig meget for min far. Jeg fandt frem til valgsproget ret sent. Da vi blev klar over, at min far næppe ville overleve sin sygdom, måtte jeg sætte mig ned og tænke mig godt om, hvad jeg ville. Det var inden, jeg blev no-

gen særlig kirkegænger, men jeg var ikke i tvivl om, at Gud skulle med. For det her kunne jeg ikke klare alene, og det måtte gerne understreges for mig selv og for andre. Et valgsprog er noget, man bliver kendt på, men det er også en opsang til en selv.”

På søndag bliver antependiet med dronning Margrethes fortolkning af Luther-rosen afsløret i Wittenberg. Den traditionelle Lutherrose har en gylden ring, som symboliserer det kristne håb om et evigt liv. Den gyldne ring indgår ikke i broderiet til Wittenberg, hvor man i stedet vil kunne se rosenblade, som med Dronningens egne ord ”vrider sig lidt mere og forholder sig lidt mere frit til formen”.

Hvad tænker Dronningen om evigheden? ”Det er alt det, som man slet ikke kan sætte ord på, der ligger ud over vores menneskelige erfaring, når vi taler om livet, som vi ved får en ende, men som alligevel ikke får en ende. En dag er ens liv slut, men det slutter ikke bare sådan. Det er jo ikke særlig struktureret, hvad man går og forestiller sig. Nogle gange har man ganske primitive forestillinger, hvor det virker ganske konkret, men hvor man også er klar over, at så konkret kan det ikke være.” ”Men det er ikke ud i den store tomme intethed. Det er jeg helt sikker på. Og det er da i hvert fald en af de ting, man får gennem troen og kristendommen.

Heller ikke den vej skal man gå alene. Der er én, som har været J gennem det hele.”

0 Antependiets tre broderier er syet med stinget petit point, som Dronningen her viser. Broderiopgaven vurderes at have taget mere end 500 timer. Selve broderiet er nu i Wittenberg, men Dronningen opbevarer rester af garnet i sin sytaske.

– Begge fotos: Leif Tuxen.

Antependiet til Slotskirken i Wittenberg 3 Antependiets tre broderier er syet med stinget petit point.

Det er en stramajteknik, som svarer til et halvt korssting og sys over et trådkryds. Stingene er mindre end ved korssting, og der skal dermed sys flere sting for at dække en flade.

3 Dronning Margrethe har ikke tal på, hvor mange timer, der er gået med arbejdet, men hos Selskabet for Kirkelig Kunst, som har monteret broderierne, vurderer man, at det har taget mere end 500 timer.

3 Dronning Margrethe har broderet to borter med flamme­ motiv, som er 32 centimer brede og 120 centimer høje, samt en lys rose, som er 40 gange 35 centimer. I januar i år besøgte majestæten igen Wittenberg for at afgøre, hvilken baggrund broderierne skulle monteres på. Valget faldt på et kirsebær­ rødt stykke damaskvævet stof. Selskabet for Kirkelig Kunst har monteret broderierne og færdiggjort antependiet.

3 Antependiet bruges kun til pinse, men på sigt vil det blive permanent udstillet. Vil man gerne se antependiet, kan man henvende sig til kirkens personale, som vil vise det frem for danske besøgende.

KILDER: DRONNING MARGRETHE OG SELSKABET FOR KIRKELIG KUNST

Se hvordan man syr stinget petit point på

k.dk

18 | Reformationen 500 år

Kristeligt Dagblad Fredag 6. januar 2017

bedste og værste

Luthers ­katekismus blev ­danskernes ­læsebog Blandt de mange effekter af Reformationen var, at læsefærdigheder hurtigere blev udbredt til hele befolkningen i det lutherske Norden end i andre lande 2 Da læsning blev udbredt til hele folket i Danmark, var det Reformationens mænd, som banede vejen.

Her ses titelbladet til den luthersk orienterede præst Christiern Pedersens bog ”Om at holde børn til skole” fra 1531. – Illustrationen er gengivet fra første bind af fembindsværket ”Dansk Skolehistorie” fra Aarhus Universitetsforlag, som er forfattet af Charlotte Appel og Morten Fink-Jensen.

AF MORTEN MIKKELSEN mikkelsen@k.dk

For 400 år siden, i sommeren 1616, samlede biskop Hans Poulsen Resen alle provster til det halvårlige såkaldte landemode i Roskilde og gav ved den lejlighed en instruks, der skulle få vidtrækkende følger. Alle degne skulle bestræbe sig på ikke kun at undervise de danske børn i katekismen, men også så vidt muligt lære børnene at læse. Ifølge forskere blev dette mål opfyldt for de nordiske befolkninger i løbet af 1600-tallet, mens det i andre dele af verden tog længere tid at få lært hele befolkningen at læse. ”Biskoppens besked, der var udformet på latin, er interessant, fordi det er den første umisforståelige melding om, at alle børn i Danmark skal kunne læse,” fortæller Charlotte Appel, lektor i historie ved Aarhus Universitet, specialist i skolens og læsningens danmarkshistorie og medlem af præsidiet vedrørende reformationsjubilæet 2017.

Hun uddyber, at kirken i Danmark lige siden det danske reformationsår 1536 havde arbejdet ud fra den klare dagsorden, som Luther havde sat, og som gik ud på, at alle – høj som lav – skulle høre og forstå Guds ord.

Til det formål havde Luther udarbejdet sin store og lille katekismus, som formidlede Bibelen og den kristne lære med de tre første hovedstykker – De Ti Bud, fadervor og trosbekendelsen – som det allervigtigste stof. Men det tog altså næsten 100 år, før Reformatorens ambition om at udbrede ordet blev til en direkte vision om læsefærdigheder for hele befolkningen. ”I første omgang var tanken ikke, at alle skulle læse, men at der skulle være nogle gode prædikanter, som kunne hjælpe med at formidle budskabet til befolkningen. Det blev allerede i 1500-tallet et krav, at alle skulle kunne deres kristne børnelærdom, og den lokale præst tog stilling til, om den enkelte kunne få lov at gå til nadver. Dette var nemlig noget, man skulle være værdig til, og ikke noget, man tillod syndere, kættere og ufornuftige børn at deltage i,” fortæller Charlotte Appel.

0 Bent Melchior er tidligere dansk overrabbiner og forfatter til en række bøger.

– Foto: Leif Tuxen.

Kirken bør lægge mere ­afstand til ­Luthers ­jødesyn AF ANDERS HOLMGAARD kirke@k.dk

Med udbredelsen af den relativt nye bogtrykkerkunst blev læsning op gennem 1500-tallet stadig mere udbredt, og blandt kirkens folk blev langt flere ord sat på tryk i form af præcise anvisninger i, hvad der er den rigtige måde at tro og opdrage sine børn på.

Men blandt jævne folk på landet var læsefærdigheder endnu ikke slået igennem, og når biskop Resen 80 år efter den danske reformation gjorde status over, hvordan det gik med at udbrede den kristne lære, var han ikke tilfreds. Dette var baggrunden for, at han tænkte, at degnene måtte aktiveres. ”Resen så læseundervisningen som ’gudfrygtighedens planteskole’. Nu var det ikke kun de første tre, men alle fem hovedstykker og alle Luthers fortolkninger, børnene skulle kunne udenad. Og i den proces kan vi se, at det bliver mere og mere almindeligt, at børnene lærer at læse,” fortæller Charlotte Appel.

Det er værd at bemærke, at ordet udenadslære her slet ikke har den negative ladning, det si-

den har fået. Udenad betød, at stoffet skulle helt ind til hjertet. ”Når så meget stof skal læres, er det ikke længere hensigtsmæssigt at lære det alene ved at høre det og huske det. Der sker det, at børnene staver deres ABC og læser deres katekismus indenad. På den måde bliver det, der egentlig havde til formål at indlære de religiøse læresætninger, det, der bryder læsekoden,” forklarer Charlotte Appel.

Resultatet af denne proces er naturligvis ikke, at befolkningerne i de protestantiske lande bliver læsere, mens hele den katolske verden forbliver analfabeter. I lande som England, Frankrig og Tyskland griber interessen for mange former for skriftkultur om sig i 1500- og 1600-tallet. Flyveskrifter og billigbøger dukker op og fører til, at især bybefolkningerne læser meget andet end Guds ord. ”Men i alle lande er landbefolkningen bagefter, og man taler i forskningen om, at der er en særlig nordisk læsekultur, og der er procentvis langt flere, der kan læse trykte tekster i de lu-

therske områder end i de katolske i 1600- og 1700-tallet,” fortæller Charlotte Appel, som tilføjer, at det at skrive selv i hånden og at kunne læse håndskrift først blev bredt udbredt i løbet af 1700- og 1800-tallet.

At det forholdt sig på denne måde, er tydeligst dokumenteret i svenske kilder. Den svenske kirkelov i 1686 stillede krav til forældrene om, at deres børn skulle lære at læse, og der blev indstiftet husforhør, hvor præsterne kom ud på gårdene og sikrede sig, at kravet var opfyldt.

Derefter udarbejdede de skriftlige rapporter, som er bevaret i et omfang, så man kan se, at læsefærdighederne faktisk var ganske gode.

Historikere troede frem til 1990’erne, at det var et særligt svensk fænomen, at hele landbefolkningen så tidligt kunne læse, men i dag er vurderingen, at det også omfattede de andre skandinaviske lande, selvom kildegrundlaget ikke er nær så omfattende.

Men spørgsmålet er, hvor påvirket vi i dag er af dette særlige nordiske læseforspring, som Reformationen gav os. Ifølge Morten Fink-Jensen, lektor i historie ved Københavns Universitet, er der gennem århundrederne tilstødt den danske skole så mange forandringer, at det er svært at pege på direkte spor i nutidens skole. ”Reformationen betød en stor fremgang i læsefærdigheder og et forspring i forhold til de katolske lande, men siden da er hele synet på, hvad skolen drejer sig om, skiftet. Det ensidige fokus på kristendom som mål og på læsefærdighed som et middel til dette mål har vi jo ikke længeJ re,” siger han.

5 Hvad er det bedste ved Reformationen?

3 Det bedste er nok demokratiseringen af kirken. Den katolske kirkes særkende er en form for enevælde, og det har Reformationen gjort grundigt op med. Enevælde har selvfølgelig sine fordele, men set fra en demokratisk synsvinkel må man sige, at det er rart med en demokratisk udvikling, og det var Reformationen helt klart udtryk for.

Vi har jo et system her i landet, hvor ingen har monopol på at sige, hvad kirken mener, og ud fra en demokratisk synsvinkel er det en god ting. Jødedommen har på det punkt altid været forholdsvis demokratisk. I jødedommen har der altid været en klar holdning om, at man ikke kan lovgive imod et flertal i befolkningen, og demokratiseringen af kirken har hjulpet på relationerne til synagogen. Det har gjort, at vi i dag kan snakke om problemerne.

WWNår man

har et idol som Luther, så krymper man sig lidt ved at konstatere, at det idol har kunnet tage så afgørende fejl.

5 Hvad er det værste ved Reformationen?

3 Det værste er nok den vrede, som Luther tilkendegav over for de kredse, som ikke faldt pladask for hans version af kriBENT MELCHIOR stendom. Det førte til hans udfald mod jøderne, og det er, som om den protestantiske kirke kryber lidt uden om at gøre en ende på det kapitel. Når man har et idol som Luther, så krymper man sig lidt ved at konstatere, at det idol har kunnet tage så afgørende fejl. Luther kom med et smædeskrift over for jøderne, som har inspireret til jødeforfølgelse, og det bør kirken mere afgørende lægge afstand til. Det er ikke et angreb på den danske kirke, for den har sådan set tilkendegivet sin holdning med Hyrdebrevet i 1943. Det er mere på internationalt niveau. Ingen af os er ufejlbarlige, og selv Luther var behæftet med fejl. Idol J og jødehad kan ikke forenes.

Oplev 500-års-jubilæet for reformationen

Glæd dig til at se alle de steder og byer, som med Luthers liv har skrevet historie.

Vores erfarne rejseledere har besøgt Lutherbyerne mange gange, og de har et stort kendskab til Lu­ ther og stederne vi ser.

I Luthers fodspor – forårsrejse 30. marts ­ 4. april

(Tilmelding inden d. 13. jan.) www.felixrejser.dk/ luther­olsen

I Luthers fodspor – efterårsrejse 22. ­ 27. oktober

www.felixrejser.dk/ luther­damm

Sogne og menighedsrejser Tag din menighed med f.eks. i Luthers fodspor, til Israel, Tyr­ kiet, Grækenland, eller Rom. Vi har over 60 års erfaring som arrangør af kvalitetsrejser.

Udvalgte rejser i 2017 Krydstogt Donau 13. ­ 19. juli

Armenien

25. sep. ­ 4. okt.

Spreewald – med besøg i Wittenberg 11. ­ 16. sep.

Sri Lanka

30. okt. ­ 14. nov.

Læs mere om vores rejser på www.felixrejser.dk eller ring og bestil katalog på 7592 2022

20 | Reformationen 500 år

Kristeligt Dagblad Fredag 6. januar 2017

debatinterview | Reformationen blev ikke indført uden overgreb, og Luther gjorde ikke kun op med den katolske pave og et autoritært styre. Han afskaffede også det enkelte menneskes frie vilje og opfordrede til massemord. Men den fortælling vil vi ikke have frem, mener lektor i socialvidenskab Bjørn Thomassen, der efterlyser både en officiel undskyldning og en ærlig selvkritik

Den danske fortælling om Reformationen er ensidig og fordrejet AF BJØRG TULINIUS tulinius@k.dk

Det har været svært at undgå Bjørn Thomassens kritik af den danske fortælling om Reformationen. Op til markeringen af 500-året for det store opgør med den katolske kirke har lektoren i socialvidenskab og globale studier ved Roskilde Universitet haft masser af indlæg i denne avis – hver gang båret af synspunkter om, at vi herhjemme vender det blinde øje til den vold og de ødelæggelser, som Reformationen også var skyld i.

Og ifølge Bjørn Thomassen er det ensidige blik noget særligt dansk. For mens andre lande har et mere nuanceret billede af, hvad der skete i 1500-tallet og fremefter, så oplever han, at vi i Danmark kun fokuserer på Luther og Reformationen som et ubetinget gode.

Derfor er der med Bjørn Thomassens ord lagt op til en reformationsfejring i år, der risikerer at blive historisk ensidig. Hvor vi mere eller mindre takker Luther for at være en af årsagerne til udviklingen af både frisind, tolerance og den senere velfærdsstat. Men glemmer de mindre positive sider af historien.

Og dermed gør vi os skyldige i en selektiv og fordrejet udlægning af historien, siger han. ”Vi er altid forpligtede til at være korrekte, når det gælder historiske fakta, men ingen har patent på ’den rigtige’ historieskrivning. Men hvis man så som kirkehistoriker eller andre ønsker at trække tråde fra nutidens velfærdsstat tilbage til Reformationen og finde spor, så er man også intellektuelt forpligtet på at trække tråde tilbage til de sammenhænge, der måske er knapt så flatterende. Og der vil jeg faktisk mene, at der er mere direkte tråde fra Reformationen til nazismen, end der er fra Reformationen til velfærdsstaten,” siger Bjørn Thomassen, der udmærket er klar over, hvor provokerende hans udtalelse er.

Bjørn Thomassens ærinde er nu slet ikke primært at fremhæve koblinger mellem Luther og nazismen. Faktisk er han ikke selv specielt tilhænger af den måde at bedrive historieskrivning på.

”I andre landes historieskrivning, som for eksempel den tyske, er man langt mere nuanceret i sit syn på Luther og Reformationen. Og kan godt se nogle af de linjer, jeg lige har antydet.

Blandt andet på grund af det potentielt problematiske ved, at Luther anså mennesket for trælbundent og ganske uden fri vilje. Samtidig med at han gør op med de gode gerninger og helliggør massemord.” ”Luther fortolkede nemlig Romerbrevet på den måde, at man har en hellig pligt til at slå dem ihjel, der gør oprør. Jeg har derfor meget svært ved at forstå, at man inden for den protestantiske kirke ikke har et massivt behov for at gøre op med netop den side af Luther. Fra at have haft en kristen lære med fokus på lydighed og ikke-vold, så legitimerer Luther brugen af vold med henvisning til Bibelen. Og derfor har han også aktier i den voldshistorie, som kommer i Europa i kølvandet på Reformationen. Han er en hovedperson i den udvikling. Derudover er der hans skræmmende antisemitisme, som han selvfølgelig ikke er alene om på den tid, men for mig at se burde der helt klart være en officiel afstandtagen fra de dele af hans tankegods,” siger Bjørn Thomassen.

Men der er jo faktisk mange lutheranere, der netop har taget afstand fra Luthers antisemitisme. Og her i avisen har blandt andre Karsten Nissen, der er folkekirkens teologiske rådgiver vedrørende reformationsjubilæet, sagt, at vi er nødt til at kaste et kritisk blik på Luthers syn på for eksempel tyrkerne og jøderne og hans idé om ubetinget lydighed over for fyrsten. ”Det synes jeg er meget glædeligt. Og det vil være rigtig godt, hvis vi netop kan bruge jubilæumsåret til at få nogle overordnede debatter om Reformationen og arven fra Luther.”

Bjørn Thomassen er uddannet antropolog, og blikket for, hvordan samfundsændringer påvirker det enkelte menneske, har derfor hans særlige interesse.

Som han ser det, er netop dette ”erindringsarbejde” blevet forsømt her i landet. ”Hvad betød det mon for de

WWFra

at have haft en kristen lære med fokus på lydighed og ikkevold, så legitimerer Luther brugen af vold med henvisning til Bibelen.

BJØRN THOMASSEN, LEKTOR I SOCIALVIDENSKAB OG GLOBALE STUDIER

0 I andre landes historieskrivning er man langt mere nuanceret i sit syn på Luther og Reformationen, end vi er herhjemme, mener lektor Bjørn Thomassen. – Foto: Paw Gissel.

folk, der før sad i kirken og bad, mens de kiggede på et billede af Jomfru Maria på de sidetavler, der nu var fjernet? Måske har netop den figur haft betydning for folk. Det er spændende at se, hvordan historikere i andre lande har forsøgt af afdække, hvad Reformationen og dens radikale ændringer betød for den måde, folk har levet deres kristendom på. Det undrer mig, at man i så ringe grad herhjemme har stillet netop de spørgsmål.”

Bjørn Thomassen er med på, at Luthers ønske om at forandre den katolske praksis var berettiget.

”Jeg kan sagtens forstå, at Luther havde behov for at gøre op med mange ting i den katolske kirke. Blandt andet omkring korruption og ødselhed. Men det var jo ikke den første reformation i kirkens historie. Denne mislykkedes bare og førte til et skisma.”

Man kunne vel også vende kritikken om og sige, at det var paven, der ikke ville gå i dialog med Luther? ”Fuldstændig enig. Det var en række gensidige og eskalerende handlinger, der kom til at splintre kristenheden. Så man kan ik-

Bjørn Thomassen er lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet. Han skriver faste klummer i Kristeligt Dagblad.

ke placere skylden på den ene eller anden side.”

Du kritiserer også Luther for at indføre en tekstbaseret fundamentalisme. Men Luther gør jo netop enhver til udlægger af teksten og gør op med en autoritativ tekstudlægning. Det er vel er radikalt opgør og med til at bane vejen for den frihed for den enkelte, som vi også forbinder med Luther? ”Det er kun delvist rigtigt. For det første var der allerede strømninger i Europa, der siden 1200-tallet havde åbnet op for subjektiviteten. Man havde ikke gået rundt med skyklapper på, indtil Luther dukker op. Hele renæssancen, som blomstrede op i Sydeuropa, var jo båret af en menneskeliggørelse af det kristne budskab. For det andet, så tror jeg nok, at du ville have fået en skovl i hovedet, hvis du havde sagt til en dansk bonde, at han med Reformationen havde fået fortolkningsfrihed. Luthers menneskesyn er jo ikke en frisættelse af den enkelte. Tværtimod. Mennesket er træl. Og uden fri vilje. Med Luther bliver det en pligt at læse Bibelen, især for den patriarkalske husfader.

Men inden for ganske snævre fortolkningsrammer, som man skulle lære udenad gennem Katekismus. Og her sætter Luther endda frygten før kærligheden.”

Du fremhæver også koblingen af stat og religion som en følge af Reformationen. Hvordan harmonerer det med Luthers understregning af de to regimenter? ”Ja, det hører vi igen og igen.

At Luther lagde kimen til en adskillelse af kirke og stat. Men det er noget sludder. For idéen om de to adskilte sfærer er ikke noget, Luther finder på. Det er en kerne i hele kristendommen. Før kom det til institutionelt udtryk i, at pave og kejser forblev to forskellige personer. Det var afgørende for Europas historie.

Men Luther er derimod aktiv i, at der sker en sammensmeltning af kirke og fyrstemagt. Så man kan sige, at Luther erstatter en form for autoritet med en anden, der nu bliver meget mere absolut, fordi den bliver statscentraliseret.”

J

Reformationen 500 år | 21

Kristeligt Dagblad Fredag 6. januar 2017

Kristen enhed er kun mulig med p ­ aven som overhoved Den katolske biskop i Danmark, Czeslaw Kozon, mener ikke, at den fælles fejring af Reformationen er udtryk for en større teologisk ­forbrødring mellem katolikker og protestanter

AF BJØRG TULINIUS tulinius@k.dk

Hvor stort er det, at katolikker og lutheranere i fællesskab ­markerede 500-året for Reformationen?

Og er det et afgørende skridt i retning mod den kristne enhed, som blev beskrevet som et mål på mødet i Lund i Sverige, hvor en katolsk pave for første gang var med til at højtideligholde en begivenhed, der ellers splittede den kristne kirke i 1500-tallet?

Hvis man spørger den katolske biskop i Danmark, Czeslaw Kozon, så er svaret, at mødet i Lund ikke vil gå over i historiebøgerne som et før og et efter.

Han anerkender dog begivenheden som et vigtigt signal om ønsket om at fokusere på fællesskab frem for uenigheder. Og kalder det ”ekstraordinært”, at det lige netop er Reformationen, der højtideligholdes i fællesskab. ”Det er meget positivt, at vi som katolikker og lutheranere gør noget ud af Reformationen sammen. Katolikkerne kunne sagtens have sagt: ’Det er jeres fest’, og lutheranerne kunne have ladet være med at invitere.

Men ved at være sammen viser både lutheranere og katolikker de gode viljer om at fortsætte dialogen og åbenheden over for hinanden,” siger Czeslaw Kozon, der tager imod på sit kontor på Gammel Kongevej i København, hvor den katolske kirke i Danmark har hovedsæde.

I medierne har der ellers – efter pavens deltagelse i Lund og Malmø – været mange overskrifter om, at lutheranere og katolikker nu for alvor er ved at nærme sig hinanden. Og flere har fremhævet forpligtelsen til at søge synlig kristen enhed, hvilket var et af de fem punkter, paven og præsidenten for Det Lutherske Verdensforbund underskrev i Lund den 31. oktober 2016. ”Det er sådan, det skal være.

Men er vi overhovedet enige om, hvad vi mener med ’enhed’? Teologisk set er vi ikke kommet hinanden nærmere de sidste

mange år. Snarere tværtimod.

Før kunne vi diskutere teologiske dogmer som for eksempel retfærdiggørelsen og sakramenterne og komme tættere på en fælles forståelse. Men i de senere år er de moralske spørgsmål omkring for eksempel ægteskab mellem to af samme køn kommet til at udgøre en større forskel,” vurderer Czeslaw Kozon.

Og den katolske biskop Kozon tvivler da også på, at en kristen enhed vil være kommet ret meget tættere på, hvis vi kigger ti år frem. ”Enheden er en nødvendig ambition og noget, vi absolut skal blive ved med at arbejde for. For det er vigtigt, at vi står sammen som kristne og besinder os på vores kristne tro. Både på grund af den stigende sekularisering og for at dæmpe frygten for islam. Men for at en egentlig enhed kan fuldbyrdes, kræver det, at vi er enige om det, vi tror på. Der er fortsat udeståender om syn på embede og nadver. I synet på embede indgår blandt andet forståelsen af den apostoliske succesion, der betyder, at vi ser biskoppernes og pavens embeder som led i en lang kæde, der går helt tilbage til Jesus og disciplene,” forklarer Czeslaw Kozon og uddyber: ”Det katolske syn på enhed består i at blive én kirke med et fælles overhoved. Det skulle ikke betyde en udslettelse af andre kristnes – for eksempel den danske folkekirkes – traditioner.

Der kunne etableres nogle særordninger, så man for eksempel kunne bevare noget af den lutherske liturgi og andre traditioner, ligesom det er sket med dele af den anglikanske kirke. Der ville således ikke blive tale om nogen ydre uniformering, men for eksempel betyde, at den danske folkekirke blev en del af en udvidet katolsk kirke. Det er dog ikke sikkert, at det er det, lutheranere ønsker, når de taler om ’kristen enhed’. Og det forstår jeg udmærket,” siger Czeslaw Kozon.

For den katolske biskop i Danmark er bevidst om, at den evangelisk-lutherske kristen-

dom i den grad har været identitetsskabende for danskerne og er den kirke, som de sidste 500 år har båret kristendommen frem her i landet.

Derfor er det heller ikke noget, man uden videre kan give køb på i en større forsoningsproces med den katolske kirke. ”Så katolikkerne kan sagtens forstå tilbageholdenheden fra lutheranernes side. Men omvendt virker det, som om det er lutheranere, der primært ønsker tilnærmelsen og kræver indrømmelser fra den katolske kirke, herunder nadverfællesskab,” siger Czeslaw Kozon og fortsætter: ”For eksempel var der en, der forud for mødet i Lund udtalte, at han virkelig håbede, at pave Frans ’havde noget med til Lund’. Men hvorfor stiller man det op på den måde? Det er, som om det hele tiden er katolikkerne, der skal komme med indrømmelser eller forandre opfattelse. Der må være tale om en gensidig tilnærmelse, hvilket også de sidste årtier er sket på flere områder, som det er kommet til udtryk i erklæringer fra den luthersk-katolske dialogkommission.”

Når den katolske biskop skal pege på de områder, hvor katolikkerne efter hans mening har nærmet sig lutheranerne, peger han blandt andet på synet på Luther. ”Vi har jo klart taget mange af Luthers pointer til os. Hvis ikke den katolske kirke dengang havde stået så stejlt over for Luther, men i stedet havde lyttet åbent og indgået i en dialog, så tror jeg slet ikke, der havde været en Reformation. For der var mange ting, der trængte til at blive reformeret. For eksempel hans blik for almindelige menneskers mulighed for opdragelse i den kristne tro, hans kritik af præsternes uddannelse og den dårlige ledelse, han oplevede mange steder. Derudover har vi faktisk også taget noget af Luthers syn på embedet til os. For han havde jo ret i, at alle hver især gennem det almene præstedømme har et ansvar for gudsrelationen og videregivelse af troen,

WW

Hvis ikke den ­katolske kirke ­havde stået så stejlt over for Luther, så tror jeg slet ikke, der havde været en Refor­ mation.

For der var mange ting, der trængte til at blive refor­ meret.

CZESLAW KOZON, KATOLSK BISKOP I DANMARK

i­ kke kun de gejstlige. Dog går vi ikke hele vejen i forhold til idéen om det almene præstedømme og tror, at enhver bliver pave ved dåben,” siger Czeslaw Kozon med et glimt i øjet.

For en udenforstående kan det ellers se ud, som om det er lutheranerne, der har været mest villige til løbende at reformere den kristne tro. Ved for eksempel at åbne for kvindelige præster og ægteskab mellem to af samme køn. ”Jamen, der er da også mange inden for den katolske kirke, der ønsker de muligheder og taler om, at vi skal ’følge med tiden’.

For den katolske kirke er det imidlertid vigtigt ikke bare at give efter for tidens skiftende vær-

F OTO : L E I F T U X E N

interview

dier. Vi holder fast ved, at der er uopgivelige elementer i den kristne lære, selvom det kan være hård kost for nogle. Men jeg er da overbevist om, at hvis vi heller ikke havde haft en central instans og i stedet havde ladet det være op til den enkelte katolik at definere, hvad katolicismen er for en størrelse, ja, så havde vi nok set den samme udvikling i den katolske kirke,” siger Czeslaw Kozon – der samtidig understreger, at lige netop kvindelige præster og vielse af homoseksuelle er helt udelukket for katolikker: ”Pave Frans var meget klar i mælet, da han på vej hjem fra Sverige sagde, at diskussionen om kvindelige præster er slut.

J Det er uddebateret.”

Czeslaw Kozon

3 Født 1951 på Falster.

3 Opvokset i en familie med polske rødder.

3 I 1971-77 studerede Czeslaw Kozon til præst ved Gregoriana og Lateran­ universitetet i Rom. 3 Præsteviet i 1979 af den daværende danske katolske biskop Hans L. Martensen (1927-2012).

3 I 1994 blev han generalvikar, og da Martensen af helbreds­ årsager forlod bispeembedet, blev Czeslaw Kozon biskop for de danske katolikker.

3 Medlem af Kristeligt Dagblads repræsentantskab.

22 | Reformationen 500 år

Kristeligt Dagblad Fredag 6. januar 2017

Den antisemitiske Luther kendte mest jøder fra Bibelen Luther mødte næsten ikke nogen jøder i sit liv, for de var forlængst blevet fordrevet, siger den tyske kirkehistoriker Thomas Kaufmann, der er forfatter til bogen ”Luthers jøder”.

Han kalder reformatoren ”protoracistisk” og mener, at Krystalnatten på en vis måde er opfyldelsen af et Luther-ord

interview RASMUS VANGSHARDT SKRIVER FRA TYSKLAND ide@k.dk

Når man går ind på Nürnbergs markedsplads, troner fra østsiden den gotiske Frauenkirches facade. Hver dag klokken 12 spiller små fanfareblæsere i et klokkespil, bygget omkring facadens kunstur. Derefter går syv små kurfyrster omkring kejseren, der hilser med scepter.

Selvom det er uklart, hvor meget restaureringsarbejde der er blevet foretaget gennem årene, er klokkespillet og uret ladet med historie, for ifølge byens annaler begyndte man konstruktionen, i hvert fald af det første ur, helt tilbage i 1361, og kirkens vestside er bevaret fra tiden omkring kirkens opførelse i 1358.

Det er overraskende, for Anden Verdenskrigs luftslag gik meget hårdt ud over Nürnberg. I januar 1945 blev byens gamle del smadret, og i luftslaget om Nürnberg i april 1945 blev byen så hårdt medtaget, at man efter krigen overvejede helt at lade byen være og genopbygge noget lignende på en anden beliggenhed.

Men faktisk overlevede næsten alle byens kunstskatte, inklusive kirkernes. Det skyldtes, at tre af byens mest magtfulde politikere alle var fremsynede – og kunstinteresserede – NSDAPmedlemmer. De vidste godt, at selvom Goebbels flere gange i radioen forsikrede det tyske folk om, at der ikke ville komme krig på tysk jord, så ville det ikke holde. Derfor transporterede de store dele af byens kunstskatte ned i den såkaldte kunstbunker under Nürnberg, og de murede Frauenkirches skattede vestfacade ind i beton.

Det gjorde, at det hele overlevede krigen.

Det rummer sin egen sælsomme historiske ironi. For den vestfacade, de tre kunstelskende nazister fik hældt beton ud over, inden luftslagene over byen begyndte, var netop i sin tid ikke bygget på hvad som helst. Den

var bygget på ruinerne af en synagoge, der selv blev jævnet med jorden under jødepogromer mellem 1348 og 1351. Pogromerne fordrev stort set alle jøder fra Nürnberg. I 1991 lagde man en sten med den jødiske davidsstjerne og årstallet 1349 ned i kirkens korgulv.

Kirkens sære historie rummer en række træk, der anskueliggør den tyske kirkehistoriker Thomas Kaufmanns arbejde med Reformationen og Martin Luthers forhold til jøderne. Det er nemlig en af hans pointer, at de antisemitiske udfald, man kan finde i nogle af Luthers skrifter, i nogen grad er idiosynkratiske af den grund, at der stort set ikke var nogen jøder tilbage i de områder af Tyskland, hvor Luther boede i løbet af sit liv. De var for længst blevet udryddet eller uddrevet som i tilfældet Nürnberg, mere end 100 år før Luthers fødsel.

Manden kan med andre ord ikke være stødt på ret mange jøder i sin hverdag, selvom der naturligvis er enkelte optegnelser fra såkaldte ”lærde samtaler”, Luther førte med enkelte rabbinere.

Thomas Kaufmann udgav i 2014 bogen ”Luthers Juden” (på dansk: ”Luthers jøder”). Der fortæller han eksempelvis om et møde i midten af 1520’erne, hvor to eller tre rabbinere opsøgte Luther i Wittenberg. Ifølge Kaufmann fortalte Luther ofte om samtalen i de efterfølgende godt 20 år, men i ret forskellige versioner.

Kauffmann mener dog at kunne identificere historiens kerne: Rabbinerne kom tilrejsende for at føre en teologisk debat med Luther og indledte med at påpege, at mange kristne var begyndt at lære hebraisk og læse jødiske bøger. Det fik ligefrem en af rabbinerne til at nære det håb, at mange kristne snart ville vende sig til jødedommen. Derefter begyndte de at strides om to passager fra Det Gamle Testamente og deres mulige kristologiske karakter.

Det drejede sig om afsnittet fra Esajas’ Bog, 7, 14: ”Se, den unge

kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel.” Og det drejede sig om Jeremias’ Bog 23, 6: ”I hans dage skal Juda frelses og Israel ligge trygt. Han skal få dette navn ’Herren er vor Retfærdighed’.”

Derfra tog samtalen det, Kaufmann kalder en ”for Luther kedelig drejning”. Luther hævdede nemlig, at disse to gammeltestamentlige vers beviste, at Jesus var Guds søn, mens rabbinerne indvendte, at Talmud og den jødiske tradition ikke kendte noget til en henvisning til Jesus i disse vers. De vægrede sig, med andre ord, hvilket Luther ikke kunne acceptere.

Denne meningsudveksling blev for Luther et bevis på, at teologiske debatter med jøder angående gammeltestamentlig eksegese aldrig kunne føre til noget, fordi de lige som papisterne satte tradition over skriften.

Som Kaufmann påpeger, kan det nok være, at Luther drog denne lære af mødet med de lærde rabbinere, men man skiltes ikke i fjendskab. Tværtimod udstyrede Luther rabbinerne med et rejsebrev, der befalede, at man skulle give dem fri rejse gennem kurfyrstedømmet Sachsen. Han tilføjede blot den lille kristologiske spydighed til brevet, at man ”for Kristi skyld skulle lade dem rejse frit”.

Kaufmanns pointe er, at de altså ikke skiltes i åbent fjendskab, og at man faktisk udmærket var i stand til at føre en teologisk samtale. Men han påpeger også, at det faktum, at Luther så ofte vendte tilbage til denne hændelse, viser, at Luthers håb om massive jødiske omvendelser til kristendommen her led et knæk, og at det formentlig desillusionerede ham kraftigt.

Thomas Kaufmann sidder ikke i Nürnberg, men i Göttingen, så Kristeligt Dagblad kører fra Nürnbergs Frauenkirche 350 kilometer mod nord. Han sidder bestemt heller ikke i et byggeri fra tiden før Reformationen, men i en moderne betonbygning.

WW

Jøderne havde en stor, fiktiv betydning som ­indbegreb af alt det, man på Luthers tid af­ skrev (…)

Man må huske på, at Luther ikke hav­ de nogen historisk afstand til Det Nye Testa­ mente, han ­levede så at sige i det.

THOMAS KAUFMANN

Kaufmanns bog om ”Luthers jøder” er anerkendt for sin nøgterne undersøgelse af Luthers forhold til judaismen og samtidens tyske jøder, fordi den ikke fordømmer Luther, men stadig ikke underkender hans til tider eksplicitte antisemitisme.

Forsøget på en balancegang ligger allerede i titlen. Som Kaufmann forklarer i bogens forord, ville titlen ”Luther og jøderne” i bestemt form allerede antyde, at der foreligger en stringent og objektiv tilgang til jødedommen i Luthers skrifter, hvilket Kaufmann benægter.

Med ”Luthers jøder” vil han i stedet antyde, at der, til citat, er tale om ”et konglomerat af diffus frygt, kalkulerede publicistiske aktiviteter, specifikt aktiverede bibelske traditioner, men også af generel forurettelse, af kulturel skik og af fantasi”.

Disse træk kom altså blandt andet af Luthers desillusion over sin manglende succes med omvendelse af jøder. Det kan jo også synes sært, at manden, der lykkedes med så meget andet, havde meget begrænset succes i den henseende. Thomas Kaufmann smiler: ”Det er et godt spørgsmål, hvorfor netop jødeomvendelsen ikke lykkedes særligt godt! Jeg tror, at det skyldtes Luthers antagelse af, at der ingen barmhjertighed er at finde i jødedommen, men udelukkende kravet om lovopfyldelse. Luthers grund­ antagelse var her, at jøder lider under loven, hvilket jo også er et paulinsk motiv. Men jeg mener ikke, at kategorierne lov-evangelium kan bruges på jøderne og Toraen på denne måde, og derfor var Luthers religiøse beskrivelser af jødernes situation for ensidig til at virke. For en ikkekristen, for en, der ikke bekender sig til kristustroen, er det en meget fremmed tanke, at det centrale i kristendommen er en korsfæstet Gud. At Guds vej ned i elendigheden også er vejen til frelsen, skulle Luther have været bedre til at forklare jøderne: Hvorfor vejen til korset med andre ord er vejen til frelsen. Man skal tage alvorligt, at korset er et

skandalon (anstødssten, red).

Luther blev overrasket over, at de lærde rabbinere kunne argumentere så teologisk for deres position, og regnede dem egentlig blot for forstokkede.”

Kaufmanns bog skjuler på ingen måde, at der i særdeleshed mod slutningen af Luthers liv findes meget krasse udfald mod jøderne. Særligt skriftet ”Von den Juden und ihren Lügen” (på dansk: ”Om jøderne og deres løgne”) fra 1543 rummer elementer, som nazisterne med stor glæde brugte til antisemitisk propaganda, og igennem det meste af sit liv viderekolporterede Luther også en hel del antijødisk tænkning.

Eksempelvis hævdede Luther, at jøderne omskar deres drengebørn ved at flænse forhuden af med neglene, at de forgiftede brøndene, og at de begik ritualmord på kristne. Disse ting havde han faktisk benægtet i 1523 med det sigende skrift ”Dass Jesus Kristus ein geborener Jude sei” (på dansk: ”At Jesus Kristus var født jøde”). Men mod slutningen af sit liv hævdede han altså disse ting, selvom han ifølge Kaufmann mødte så få jøder i sit liv.

Spørgsmålet er, hvor vigtig en opdagelse det er, at Luther havde så lidt med konkrete jøder at gøre. ”Selvom Luther ikke mødte mange jøder i sit liv, var de jo naturligvis et tema for ham gennem Det Gamle Testamente. Jøderne havde en stor, fiktiv betydning som indbegreb af alt det, man på Luthers tid afskrev, og det skyldes til en vis grad Det Nye Testamentes rolle i Luthers liv. Man må huske på, at Luther ikke havde nogen historisk afstand til Det Nye Testamente, han levede så at sige i det.”

Mener De, at denne manglende historiske afstand undskylder eller forklarer de mere antisemitiske skrifter fra Luthers hånd? ”Jeg har ikke nogen apologetisk interesse. Med bogen vil jeg tydeliggøre, at for Luther lå jøderne på et helt andet realitetsniveau, end de gør for os i dag.

Reformationen 500 år | 23

Kristeligt Dagblad Fredag 6. januar 2017

hvorvidt dåben kan virke for jøder, og det begrunder han med jøders ’væsensnatur’. Det ser jeg som et proto-racistisk argument. Jeg mener ikke, at Luther altid hævdede dette, og skepsis over for døbte jøder kan man finde mange steder i samtiden.

Men som alle andre teologer vidste Luther, at forskellen på jøden og den kristne udelukkende er dåben. At han visse steder ytrer tvivl om dette, er teologisk set et absolut problematisk sagsforhold.” ”Vi skelner til tider mellem antijudaisme og antisemitisme.

Den første er religiøst motiveret, mens den anden er bestemt af race eller biologi. Denne begrebslige skelnen er naturligvis bekvem. Nogle finder det så provokerende, at jeg dokumenterer, at også den anden, antisemitismen, er til stede hos Luther. Han mener eksempelvis, at jøder har urent blod. Du godeste, hvor ved han det fra? Den slags tilhører antisemitismens historie.”

IL LU ST RA TI O N :M O RT EN VO IG T

Det, vi kan skelne imellem – fiktion og realitet – kunne Luther ikke. Jeg prøver at historisere ham, at se, hvordan denne mand tænkte meget anderledes end os. De få jøder, han møder, indsætter han i en nytestamentlig virkelighed. De var en drøm, en bibelsk forestilling for ham.

Jeg prøver at forklare hans verdensbillede gennem historisk arbejde.”

bibelsk belæg, sådan som De også skriver? ”Det er sandt, at Luther ikke kun fik sit billede af jøderne fra Bibelen. Der er også en mængde almindelig ressentiment i påstande som eksempelvis, at jøderne forgiftede brønde, eller at de ville være verdensherskere.

Disse ting tilhører en generel, førmoderne antisemitisme fra samtiden.”

Men hvis De mener, at han fandt sit jødesyn i Bibelen, hvordan forklarer man så, at nogle af hans angreb på jøderne ikke har

Men De taler også om Luthers ”proto-racistiske udsagn”? ”Et par steder i min bog viser jeg, at Luther ytrer tvivl om,

Thomas Kaufmann 3 Født i 1962 i Cuxhaven.

3 1994 doktor i teologi ved universitetet i Göttingen.

3 Siden 1996 professor i kirkehistorie. Først ved ­universitetet i München, ­dernæst i Göttingen.

3 Har udgivet en række bøger på tysk om Reformationen. Senest ”Luthers Juden” i 2014.

I Danmark hører man til tider hævdet, at skriftet ”Om jøderne og deres løgne” er et af de mest antisemitiske skrifter i Vestens historie. Er det efter Deres mening korrekt? ”Nej. Dette skrift er relativt ukendt, fordi kun en meget lille del af det bliver læst. Men over 90 procent af det er lang og kedelig bibeleksegese og handler om, hvordan enkelte gammeltestamentlige passager kan fortolkes kristologisk. Hvis man som jeg har en historisk-kritisk intention med sin Luther-forskning, er det et ret kedeligt skrift.

Når man medtager disse ting, synes jeg ikke, at det er så antisemitisk i sammenligning med meget andet. Det er upassende at kalde det et af de mest antisemitiske skrifter, vi har. Men det er klart, at der er syv-otte sider, der er præget af et dybt jødefjendskab, og derfor har det fået en vild virkningshistorie.”

At ”nogle finder bogen provokerende”, som Kaufmann nævner, er ikke svært at tro. For selvom den oftest hyldes som en god balancegang mellem åbenhed og

forsøg på historisk forklaring, skriver Kaufmann også, at Krystalnatten på en vis måde repræsenterer et ”Luther-ord, der når sit mål”. Men selv med så voldsom en påstand mener han dog ikke, at den evangeliske kirke i dag behøver at have et problem: ”Den evangeliske kirke verden over har i dag ikke noget at gøre med racehad. Og vi kan ikke forstå hverken tysk eller europæisk historie uden ham. Men en naiv omgang med Luther er problematisk. Sidste år var jeg i København og kunne tydeligt mærke, at den danske omgang med Luther er mere differentieret end den tyske. Op mod Lutherjubilæet i 2017 bruger den tyske kirke ham som identifikationsfigur, og det synes jeg er uheldigt. Sådan en figur forbinder man med noget uindskrænket positivt, og det går ikke med Luther. Så ville vi lyve for os selv.”

Men når nu De medgiver, at Luthers antisemitisme langt hen ad vejen er forklarlig gennem hans samtid, kan man så ikke også glæde sig over hans mange positive bidrag: ’Ved tro alene’-formlen, toregimentelæren og så videre – kan man ikke skelne hans teologiske antijudaisme fra de andre teologiske bestanddele af hans tænkning? ”Hvis man omgås Luther historisk, kan man ikke skelne.

Luthers teologi er meget kompleks, og jeg ville entydigt sige, at man er nødt til at være meget selektiv i sin Luther-læsning, hvis man på den måde vil op­ dele hans tænkning. Man skal i hvert fald medgive, at man så ­ignorerer en masse ting. Man kan ikke hævde, at et tema eller en teologisk tanke, man selv ­finder interessant, er identisk med den historiske Luther. Han har sagt visse voldsomme ting, og han har sagt nogle meget rigtige ting. Vi må vedstå, at Martin Luther indimellem er et meget fremmed menneske fra det 16. århundrede. Det savner jeg ved mange Luther-forskere i dag.

De tror, at det, de kan lide ved ham, er lig med den historiske J Luther.”

24 | Reformationen 500 år

Kristeligt Dagblad Fredag 6 januar 2017

Rejs ind i ­Reformationen Disse fem steder i Wittenberg er et ­besøg værd, hvis man gerne vil forstå Reformationens begivenheder 500 træer

0 Døren til Slotskirken i Wittenberg kaldes også tesedøren, for det var her, Luther lod de 95 teser opslå. – Foto: Jan Woitas/Polfoto.

AF ELSE MARIE NYGAARD nygaard@k.dk

Kirken med den berømte dør

Der er sjældent stille i Slotskirken i Wittenberg. Typisk kommer her mellem 250.000 og 300.000 besøgende i løbet af et år, og i forbindelse med reformationsåret håber man, at der vil komme op mod en million til kirken, som har gennemgået en restaurering for 56 millioner kroner op til jubilæet. Slotskirken er det mest centrale symbol på den lutherske reformation, og siden 1996 har kirken været på Unescos liste over Verdenskulturarv.

Slotskirken kan virke overvældende med de mange personer fra Reformationens historie, som man møder i kirken. Martin Luther er begravet i kirken, ligesom Philipp

Melanchton (1497-1560).

I 1885 blev kirken ombygget i nygotisk stil.

Forlader man kirken efter søndagens højmesse, går man ud af den såkaldte tesedør, som illustrerer de 95 teser, Luther lod opslå den 31. oktober 1517. Til daglig er døren lukket og let at studere.

Vil man se dronning Margrethes antependium (læs side 14-17), kan man henvende sig til personalet, som vil vise vej til et præsteværelse, hvor kunsthåndværket opbevares.

4 TIP: Kirken slår dørene op klokken ti, og det er bedst at komme, når formidda­ gens lys er over kirken. I hvert fald hvis man vil have et godt indtryk af kirkens glasmosaikker. Står man ved Luthers grav, kan man se op og få øje på den dan­ ske reformator Hans Tausen i et vinduesmaleri.

Få minutters gang fra Wittenbergs gamle bykerne finder man Lutherhaven. Som optakt til 500-årsjubilæet for Reformationen er kirker, der på den ene eller anden måde er blevet påvirket af den lutherske reformation, blevet opfordret til at adoptere et af parkens 500 træer. Ser man haven fra luften, kan man se at træerne er plantet, så de udgør en Luther-rose.

Der er delte meninger om, hvor vellykket skulpturen i havens centrum er. Den skal ligne korset i Luther-rosen, men blandt de lokale kaldes korset for ”flyvemaskinen”.

Når man går rundt i haven, får man et billede af Reformationens omfattende udbredelse. Ved hvert træ kan man læse, hvem der har adopteret det. Blandt andet har Haderslev Stift og Domsogn adopteret et lindetræ i Lutherhaven.

Når man adopterer et træ, forpligter man sig til at plante et venskabstræ i sit eget sogn.

Ved bispegården i Haderslev er der derfor plantet et lindetræ.

I oktober foretog Dronning Margrethe en symbolsk plantning af et asketræ i haven på vegne af folkekirken, og på reformationsdagen den 31. oktober 2017 vil der blive plantet et egetræ på Nytorv i Viborg som venskabstræ til asketræet i Wittenberg.

0 Dronning Margrethe foretog i oktober en symbolsk plant­ ning af et træ i Lutherhaven. Biskop Marianne Christiansen og tidligere biskop Karsten Nissen medvirkede ved en høj­ tidelighed i den forbindelse. – Foto: Jens Meyer/Polfoto.

4 TIP: Det er gratis at besøge Lutherhaven.

Reformationens sognekirke St. Marienkirche var den kirke, hvor Luther oftest prædikede. Kirkens indre domineres af maleren Lucas Cranachs arbejder. Kigger man nærmere på alterbilledet, kan man se, at Cranach har malet Luther ind i sin gengivelse af den sidste nadver, mens det er teologen Philipp Melanchton, som holder barnet over dåben på den del af altertavlen, der viser dåben som sakramente. Også Johannes Bugenhagen, som var præst ved kirken, er malet ind i altertavlen. Han ses til højre med nøgler.

0 Wittenberg-altertavlen i St. Marienkirche er et af refor­ mationens vigtigste monumenter. På midtertavlen ser man Luther deltage i den første nadver Skærtorsdag. Jesus sid­ der til venstre og Luther til højre. – Foto: AKG/Scanpix.

Reformationen 500 år | 25

Kristeligt Dagblad Fredag 6 januar 2017

bedste og værste

0 Jens Oddershede, formand for Reformationspræsidiet og tidligere ­rektor for Syddansk Universitet.

– Foto: Peter Hove Olesen/Polfoto.

0 Lucas Cranach er reformationens maler. I Cranach Hof i Wittenberg kan man se denne bronzestatue af Cranach, som er ved at tegne Luther. – Foto: Polfoto.

Som på Reformationens tid fungerer Marienkirche som sognekirke for Witten­ bergs borgere, der på deres besøg i kirken jævnligt får selskab af udenlandske til­ rejsende, som vil besøge ­kirken.

Udvendig på kirkens syd­ side kan man se en omdisku­ teret udsmykning i form af et antisemitisk motiv, som var udbredt i middelalderen. I mange år drøftede man, hvor­ dan man skulle forholde sig til denne mindre flatterende arv.

For at gøre opmærksom på de historiske konsekvenser af antisemitismen blev der i 1988 nedlagt en mindeplade af billedhuggeren Wieland Schmedlin.

4 TIP: Besøger man St. Marienkirche, bør man gå forbi den lille buste af Johannes Bugenhagen ved kirken. På torvet i Wittenberg står Luther og Melanchton. Bugenhagen skulle også have været på torvet, men man prioriterede ikke at bruge midler på det. I stedet er der opsat en buste i et lille haveanlæg.

Nær Marienkirche kan man også besøge Bugenhagens præstebolig, som er sat i stand.

500 km

Hamburg HOLL.

Wittenberg Leipzig

BELG. L. FRANKRIG

TYSKLAND Frankfurt München

POLEN

Berlin Dresden TJEKKIET

ØSTRIG

Cranach Hof

Fra hjem til museum

Wittenberg fremstår som en smuk og velholdt by, men hvordan så her egentlig ud i DDR-tiden? Det kan man få et indtryk af, hvis man besøger Cranach Hof på hovedgaden, hvor der er et stort billede af Wittenberg fra 1986. Når man ser det billede, forstår man bedre, hvorfor mange ældre borgere siger, at de i lang tid ikke var klar over, hvor smuk en by de boede i.

Lucas Cranach (1472-1553) blev hentet til Wittenberg af kurfyrst Frederik den Vise og tjente dennes hof til sin død.

Han er om nogen Reformatio­ nens maler, men havde også forretningstalent og blev en velhavende borger, som fik apotekerprivilegiet, oprette­ de værtshus, etablerede tryk­ keri og var i flere omgange Wittenbergs borgmester.

Da Christian den Anden opholdt sig i Wittenberg i 1523 som landflygtig, boede han i Cranach Hof, når han besøgte Wittenberg. Dengang var Cranachs gård en af by­ ens bedste og største boliger.

Katharina von Bora og Martin Luthers hjem, Lutherhaus, i Wittenberg blev indrettet i et tidligere augustinereremit­ kloster. Luther boede her fra sin ankomst til Wittenberg i 1508, først som munk, siden som professor, og fra 1525 sammen med sin familie.

Fyrsten Johan Frederik skænkede stedet til Luther i 1532, og folk fra hele Europa kom rejsende til Luthers hus, hvor Luther gennem årene holdt en række vægtige bordtaler, som er bevaret.

I 1883 blev bygningen åb­ net som museum. I dag reg­ nes Lutherhaus for et af ver­ dens bedste reformationsmu­ seer med mindestuer, skrif­ ter, bibeler, grafiske arbejder og portrætter med relation til Martin Luther.

I haven ved huset blev der i 2004 foretaget udgravninger, hvor man blandt andet fandt et arbejds­værelse med et das.

Som det fremgår af flere bio­ grafier, udtænkte Martin Lu­ ther sine 95 teser på cloaca (latin for kloak).

4 TIP: Man formoder, at Luther lærte Katharina von Bora at kende i Cranach Hof. Lucas Cranach var vidne ved parrets vielse og blandt fadderne, da deres første søn blev døbt.

4 TIP: Lutherhaus er lukket frem til begyndelsen af marts, da man istandsætter reformationsmuseet.

AF ANDERS HOLMGAARD kirke@k.dk

5 Hvad er det bedste ved Reformationen?

3 Det bedste ved Reformationen er, at vi fik en mere folkelig kristendom. Vi fik en kri­ stendom, som gav større ansvar til den en­ kelte, således at man fik ansvar for sin egen skæbne.

Man frisatte mennesket i en tid, hvor den katolske kirke havde stor indflydelse. Det påvirkede både dem, der blev reformerede, og den kirke, som blev tilbage. Det arbej­ dende menneske er en del af det, som Lu­ ther pålagde os, og det er for mig det mest positive.

Det handler om det fak­ tum, at det er os selv, der skal arbejde på, at vores egen skæbne ikke er no­ get, vi kan købe os til el­ ler slippe væk fra ved en straf. Vi fik lov at dyrke og forme det samfund, som er bedst for os til hver en tid.

WWDet er os 0 I Wittenberg kan man blandt andet besøge Luthers dagligstue.

– Foto: ©Stiftung Luthergedenkstätten in Sachsen-Anhalt/Anne Hasselbach

Wittenberg 3 Der bor omkring 54.000 mennesker i Wittenberg, som også kaldes

Lutherstadt Wittenberg. Byen ligger i delstaten Sachsen-Anhalt godt 100 kilometer sydvest for Berlin.

3 Der er gode forbindelser fra Berlin til Wittenberg med tog.

Turen kan klares på omkring en time.

3 Der er gåafstand fra jern­banestationen til det centrale Wittenberg, hvor Reforma­tio­nens attraktioner findes inden for et begrænset geografisk område.

KILDER: CHRISTA HANSEN, SOGNEPRÆST, OG MARTIN SCHWARZ LAUSTEN, PROFESSOR EMERITUS I KIRKEHISTORIE

Reforma­ tionen blev født i blod

selv, der skal arbejde på, at vores egen skæbne ikke er noget, vi kan købe os til eller slippe væk fra ved en straf. Vi fik lov at dyrke og forme det samfund, som er bedst for os til hver en tid.

5 Hvad er det værste ved Reformationen?

3 Det værste ved Refor­ mationen er, at den blev født i blod. Den kristne næstekærlighed rakte ik­ ke til at acceptere, at no­ gen havde en anden for­ tolkning af Bibelen end andre. Der var små for­ skelle i opfattelsen af, hvordan man skulle praktisere religion, og det endte i en blodig konflikt.

Man kan ikke bebrejde den ene eller den anden side, men det førte til stor ulykke for menneskene, JENS ODDERSHEDE og det synes jeg er det værste.

Kristendommen bliver ofte misbrugt til aggressiv adfærd. Og det sker stadig i dag. Se bare på konflikten i Irland mellem katolikker og protestanter, som sluttede i 1998.

Rigtig mange konflikter mellem stort set ens trosretninger fører til ufred. Vi tror i princippet på den samme Gud, men vi glemmer ofte det vigtigste budskab. Nemlig J næstekærligheden.

26 | Reformationen 500 år

Kristeligt Dagblad Fredag 6. januar 2017

Har Luther haft betydning for velfærdsstaten?

Bølgerne går højt i debatten om Reformationen og det danske velfærdssamfund. Tre forskere er enige om, at Luther indirekte har haft betydning for velfærdssamfundet, men ikke om, hvorvidt denne er positiv eller negativ AF SØREN ROSENBERG PEDERSEN kirke@k.dk

De seneste måneder har der været intens debat om, hvilken rolle reformatoren Martin Luther har spillet i det danske samfund.

Flere, senest professor Jes Fabricius Møller, har afvist, at der er en direkte sammenhæng mellem Reformationen og de nordiske velfærdsstater. Til gengæld har der været konsensus om, at Reformationen har haft en indflydelse på det danske samfund.

Kristeligt Dagblad har bedt tre professorer om deres bidrag til diskussionen.

For Luther var det statens opgave at tage sig af de fattige

0 ”Det principielle hos Luther er, at kirken ikke skal være hverken politisk magthaver eller social institution,” siger Svend Andersen.

– Arkivfoto.

Svend Andersen er professor i systematisk teologi ved Aarhus Universitet.

For Svend Andersen er det afgørende ikke, hvilken historisk betydning Luther har haft for den danske velfærdsstat, men hvad Luther selv tænkte om sociale forhold, og hvordan disse tanker går igen hos danske teologer. ”Der hersker ingen tvivl om, at Luther er af den opfattelse, at staten eller kongemagten skal stå for det, vi i dag vil kalde for social omsorg, at denne skal tage sig af de fattige og beskytte de svage. Jeg har faktisk lige læst en tekst af Luther, hvor han kritiserer tiggeri. Her er det øvrighedens opgave at tage sig af de fattige, så tiggeri bliver overflødigt.”

Svend Andersen fremhæver også, at for Luther var kirkens opgave først og fremmest at forkynde evangeliet og ikke påberåbe sig økonomisk eller politisk magt. På denne måde gik der sociale opgaver fra kirken til staten. ”Det principielle hos Luther er, at kirken ikke skal være hverken politisk magthaver eller social institution. Det er jo også en væsentlig forudsætning for det danske velfærdssamfund. I mange andre lande, i for eksempel Sydeuropa, spiller kirken en langt større rolle i samfundet i form af kirkelige sygehuse og så videre. I Danmark har vi ikke meget af den slags kirkelige sociale institutioner, så velfærdsstaten bygger på, at det netop er staten, der skal tage sig af det

0 ”Luther er ingen katastrofe, men han har ikke gavnet velfærden, sådan som jeg ser det,” siger Brian Patrick McGuire. – Foto: Kristian Djurhuus.

sociale som sygdomsforebyggelse og arbejdsløshed.”

Dette forhold afspejler sig også i Grundloven, forklarer Svend Andersen, som henviser til paragraf 75, stk. 2: Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige […]. Og dette forhold kan sagtens være præget af luthersk tænkning.

Det er også nogle årtier efter Grundlovens vedtagelse i 1849, at Andersen ser en markant teolog, som også kan have haft en indirekte luthersk indvirkning på velfærdsstatens idégrundlag, nemlig biskop Hans Lassen Martensen (1808-1884). ”I 1860’erne og 1870’erne er han den danske kirkes absolutte topleder, og han udgiver et lille skrift, der hedder ’Socialisme og Christendom’ (1874), hvori han skriver, at samfundet må bekæmpe fattigdom, sygdom og sikre en mere ligelig fordeling af samfundets goder. Det er meget bemærkelsesværdigt, at en dansk folkekirkes øverste gejstlige på denne tid forsvarer socialismen. Selv kalder han det en kristen socialisme, der argumenterer for, at staten skal sørge for de svage. Han skriver på et tidspunkt, hvor arbejderne begynder at opstå som en særlig gruppe i samfundet, og hvor han kan se, at industrialiseringen fører til fattigdom.”

Der hersker heller ikke nogen tvivl om, fortsætter Andersen, at argumenterne skrives på et teologisk grundlag. De skrives med direkte henvisning til Martin Luther, og det er her, der er nogle grundlæggende tanker, som kan føre til velfærdsstaten.

Velfærdssamfundet er en tilbagevenden til middelalderens idealer Brian Patrick McGuire er professor emeritus i historie på Roskilde Universitetscenter.

0 Vejen til velfærdsstaten var nok mere besværlig, hvis ikke der først var blevet skabt et basalt fællesskab i hjerter og i hoved, siger Hans Jørgen Lundager. – Foto: Lars Aarø.

Brian McGuire er ikke i tvivl om sit standpunkt, da han får spørgsmålet om, hvilken betydning Luther og Reformationen har haft for den danske velfærdsmodel: ”Hverken Luther eller Reformationen har gavnet den danske velfærdsstat. Luther er ingen katastrofe, men han har ikke gavnet velfærden, sådan som jeg ser det.”

McGuire ser i stedet, at de sociale funktioner, som kirken og klostrene havde før Reformationen, nu overtages af fyrsterne og bystyret. ”Her udvikles begrebet ’værdigt trængende’, som betyder, at de folk, som har brug for hjælp, skal bevise det. Sådan er det ikke i middelalderen. Her skal de kirkelige institutioner modtage de fattige og syge uden at sætte spørgsmålstegn ved noget. Den slags overlader Martin Luther nu til fyrsten. Det er først i slutningen af 1800-tallet, og endeligt med den tidligere socialminister Karl Kristian Steinckes Socialreform i 1933, at vi vender tilbage til idealerne fra middelalderen og siger, at alle, der har brug for hjælp, skal have den.”

Som middelalderhistoriker ser Brian McGuire, at de kirkelige institutioner i begyndelsen af 1500-tallet forsvinder og erstattes af bystyret, som sætter regler samt budgetter op og gør næstekærligheden til en ydelse. ”Omsorgen bliver nu reguleret, og man skal bevise, at man er trængende. Martin Luther gjorde altså ikke noget for eller imod velfærdsidéen, men ved at overlade så meget til fyrstens magt og ved at afskaffe klostervæsenet underminerede han de omsorgsinstitutioner, der blev skabt i løbet af middelalderen.

Det er først i det 20. århundrede, at de institutioner kommer tilbage i vores samfund. I den forstand kan vi godt postulere, at velfærdsstaten er et produkt af middelalderen og absolut ikke af den lutherske reformation. I middelalderen var man alteri christi, altså andre Kristus-skikkelser. Derfor var man forpligtet til at bistå de svage uden at stille spørgsmål, men fra 1500-tallets midte skifter dette forhold. Jeg giver på ingen måde Martin Luther skylden, men indirekte har han haft en negativ indvirkning på velfærdssamfundet.”

Velfærdsstater bygger på kulturelle og religiøse fællesskaber Hans Jørgen Lundager Jensen er professor i religionsvidenskab på Aarhus Universitet.

Hans Jørgen Lundager ser mere generelt, at der er nogle samfundstendenser i 1800-tallet, som bevirker, at Norden nem-

mere kan opbygge et velfærdssamfund, og disse tendenser har ikke direkte noget med Luther og Reformationen at gøre. ”Jeg formoder, at der kan være den indirekte sammenhæng, at en velfærdsstat lettest kan opbygges i samfund som de nordeuropæiske, der er relativt homogene i kulturel forstand. Det vil sige i lande, hvor borgerne har så meget fællesskab om sprog, viden og forestillingsverden, at de også intuitivt føler sig trygge ved hinanden.”

Hans Jørgen Lundager ser her, at borgerne i de nordiske lande har en rimelig grad af forventninger, normer og tillid til hinanden. Han forklarer, at Reformationen sagtens kan være medskabende for velfærdsstaten i sådanne sammenhængende samfund. ”Det skete ved at lade kristendommen gå i alliance eller symbiose med kongemagten, den begyndende stat. Andre kræfter byggede videre på dannelsen af dette fællesskab såsom enevælden og dens administrations- og embedsmandsmentalitet med regelstyring og individuel hæderlighed og dernæst romantikken og dens understregning af, at fællesskaber forudsætter fælles følelser og fælles fantasi.”

Han ser, at vejen til velfærdsstaten går via en tilstand, hvor de enkelte borgere nok er forskellige, men hvor de forstår hinanden så meget, at de sjældent griber til vold for at fremme deres interesser. ”Så kort sagt: Reformationen alene skabte ingen velfærdsstat.

Men vejen til velfærdsstaten havde nok været mere besværlig, hvis ikke der først var blevet skabt et basalt fællesskab i hjerter og i hoved. Og her har Reformationen, Martin Luther og nationalkirken givetvis været en afgørende faktor.”

Reformation 2017 3 3I år markeres reformations­ jubilæet og dermed 500-året for munken Martin Luthers første skridt i det opgør med aflads­ handel i den tyske by Wittenberg, som senere førte til dannelsen af protestantiske kirker. Det blev senere hele det katolske kirkesyn, reformatoren vendte sig imod.

Stormene

Uden Bibelen – ingen reformation!

Reformatio nsroman af Maria He lleberg udkommer i 2017

Martin Luther både læste og oversatte Bibelen. I dag sørger bibelselskaber verden over for, at Bibelen bliver oversat og til at læse for enhver. I anledning af 500-året for reformationen sætter Bibelselskabet ekstra fokus på bibeloversættelse og reformation i 2017.

Glæd dig bl.a. til: • Salmernes Bog i en ny og moderne oversættelse • En stor reformationsroman af forfatteren Maria Helleberg • Danmark oversætter Bibelen, hvor hele Danmark bliver bibeloversættere • Reformationens Danmarkskort, der gør reformationen levende i et unikt samspil mellem den virtuelle, den litterære og den fysiske verden

Følg med på www.bibelselskabet.dk/reformation

Reformationens Danmarkskort

Forfatter Maria Helleberg

Trængte bibeloversættere Der er stadig millioner af mennesker, som ikke kan læse Det Nye og Det Gamle Testamente på deres eget sprog. Og da sprog udvikler sig, er der løbende behov for at revidere oversættelser. De lokale oversættere er seriøse, dedikerede og får assistance fra højtuddannede konsulenter fra De Forenede

Bibelselskaber. Bibelselskabet i Danmark skaffer midler, så de trængte oversættere kan udføre deres arbejde. Vi hjælper også med, at Bibelen bliver trykt og distribueret.

Bibeloversætterne har mere end nogensinde brug for din støtte!

Støt forfulgte bibeloversættere på Mobile Pay 24 95 39 10

Bibeloversættere i Asien, Mellemøsten, Nord- og Centralafrika er hårdt presset. Det sker, at bibeloversættere må mødes i udlandet. De frygter for chikane, lange fængselsstraffe og for deres liv, fordi de vil gøre Bibelen tilgængelig for mennesker, der ønsker at kunne læse Bibelen på deres eget sprog.

Bibelens fortællinger for enhver

Begyndelsen og ...

Vejl. udsalgspris kr. 169,95 ISBN 978-87-7523-741-8

Frihedskampen ...

Vejl. udsalgspris kr. 169,95 ISBN 978-87-7523-816-3

Bibelen i hardback Vejl. udsalgspris kr. 279,95 ISBN 978-87-7523-779-1

Den Nye Aftale Vejl. udsalgspris kr. 199,95 ISBN 978-87-7523-700-5

Børnebibelen Vejl. udsalgspris kr. 279,95 ISBN 978-87-7523-841-5

De Mindstes Bibel Vejl. udsalgspris kr. 249,95 ISBN 978-87-7523-564-3

Bibelhistorier Vejl. udsalgspris kr. 349,95 ISBN 978-87-7523-777-7

Køb bøgerne hos din boghandler eller på www.bibelselskabet.dk

– gør Bibelen nærværende

Oplev 500 års revolution! Da Martin Luther hamrede sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg, gav hans handling genlyd i hele Tyskland og ud over landets grænser. I Lutherbyerne kan du stadig fornemme den store reformators ånd. Lad din næste ferie følge Luther tværs gennem Tyskland.

_visionær

© imago

Begynd her: www.germany.travel/luther

Reformationen 500 år | 29

Kristeligt Dagblad Fredag 6. januar 2017

Fem ­Martin Luther-citater om ægteskab

Præstegården blev et kulturcentrum Mange forfattere er vokset ud af den protestantiske præstegård. Men oprindeligt skulle den først og fremmest sikre de nye præstefamiliers forsørgelse kirke@k.dk

Det hele startede med en kæmpe skandale: Martin Luther giftede sig i juni 1525 med den bortløbne nonne Katharina von Bora.

Det skete midt under Bondekrigen, kun to uger efter det blodige slag ved Franckenhausen, hvor tusinder af bønder brutalt blev slået ihjel af fyrsternes hære, og Luther havde selv opfordret fyrsterne til at slå oprøret ned.

Formentlig var indgåelse af ægteskabet det, der folkeligt set klarest markerede det endelige brud med den romersk-katolske kirke. Men dette gennembrud var ikke kun en skandale. Det var også et stort økonomisk problem. For mange præster fulgte nu Luthers eksempel. Reelt giftede de sig med deres konkubine. Den romerske kirke fordømte officielt konkubinatet, men

SAMLET AF RASMUS FAHRENDORFF kirke@k.dk

For Martin Luther var ægteskabet en vigtig ordning. Han så ikke alene det velsignede og varige forhold mellem en mand og en kvinde som praktisk, men også som en ordning, der giver mennesker mulighed for at udleve drifter og lyster uden at forfalde til at føre umoralske liv.

AF EBERHARD HARBSMEIER

Er der noget, der hører med til den lutherske danske kirkes identitet, er det præstegården.

For nogle er det næsten, som om det er den, kirken står og falder med. For andre er den derimod tegn på forloren romantik og på, at folkekirken er håbløst forældet og ude af stand til at følge med tiden. Nogle vil bevare den for enhver pris (og dette udtryk skal jo, som vi ved, tages ganske bogstaveligt), andre derimod vil frelse kirken ved at afskaffe den og dermed modernisere kirken og især præsteembedet.

Så vidt så godt. Luthersk set er præstegården bestemt ikke noget helligt, kulturbærende eller andet fornemt, men slet og ret præstens forsørgelsesgrundlag, noget verdsligt, der stiller præsten lige med alle andre, så præstestanden ikke mere kan betragtes som en særlig hellig stand som i den katolske kirke.

Al romantikken, talen om præstegårdshygge og tanken om præstegården som kulturelt centrum var fremmed for reformationstiden. Det hører en senere tid til. Nej, her var en veldreven præstegård en praktisk nødvendighed, hvis man ville af med det katolske kleresi. Man betragtede de katolske munke som tyve, der skamløst udnyttede folks religiøse angst. For at stoppe det tyveri måtte man give præsterne et forsørgelsesgrundlag.

Reformator Martin Luther var en stor fortaler for ­ægteskabet. Han så det på én gang som en nødvendig ordning til at opretholde den borgerlige orden og som et legitimt rum for seksuelle lyster

Gud har befalet ægteskabet for at undgå synder

”Kød og blod er og bliver kød og blod, og den naturlige lyst og drifterne har deres uforanderlige og nødvendige gang, som enhver ser og mærker.

For at det derfor skal være lettere at undgå seksuelle synder, har Gud befalet ægtestanden, for at enhver skal have sin egen ægtefælle og lade sig nøje med det. Selvom der også i ægteskabet er behov for Guds nåde, for at hjertet kan forblive rent på dette punkt.”

DEN STORE KATEKISMUS, 1530

Ægteskabet er den bedste ordning, uanset hvem man er

0 Mange forfattere er formet af præstegårde. Ida Jessen er for eksempel vokset op i den gamle præstegård i Thyregod, hvor N.F.S. Grundtvig blev konfirmeret. – Foto: Stine Bidstrup/Polfoto.

accepterede det reelt, idet præster, der levede i konkubinat, skulle betale en ekstra afgift for det til kirken. Reformatorerne fordømte denne dobbeltmoral og satte pris på ægteskabet som en af Gud indstiftet ordning.

Men det gav et stort problem, for man havde ikke taget højde for, at alle disse familier også skulle forsørges. Så mange præstefamilier måtte leve i stor fattigdom.

De første præstegårde var altså i virkeligheden grundlag for forsørgelse af præstefamilien, og den var i starten slet ingen idyl, men årsag til mange konflikter med menighederne, for de skulle via forskellige afgifter forsørge præstefamilien, og præsten drev samtidig selv sin gård som eksistensgrundlag.

Der er faktisk mange beretninger om, hvordan dette forpestede klimaet mellem præst og sogn, fordi det ofte blev en stor byrde for sognet at skulle forsørge en præstefamilie.

Først i det 19. århundrede blev Luthers ægteskab et forbillede for det protestantiske præstehjem. Præsten var nu ikke kun forkynder og forvalter af sakramenter, men også med sit familieliv et forbillede for menigheden. Endnu i det nu gældende folkekirkelige præsteløfte er der

tale om, at præsten med sin livsførelse skal være et forbillede for menigheden.

Dertil kommer, at præstegården i det 18. og 19. århundrede ikke kun var et gejstligt, men også et kulturelt og politisk centrum for sognet. Dette gjaldt selvfølgelig mest i landsbyerne, men da 80 procent af befolkningen jo boede på landet dengang, var det det dominerende billede.

En særlig rolle spillede præs­ tekonerne, der ydede en stor indsats, men for mange har det også været et sandt martyrium at være gift med en sognekonge.

Den mest klassiske præstekone var egentlig ikke Luthers hustru Katharina.

Hun var egentlig mere professorkone, nej, den mest legendariske præstekone var Wibrandis Rosenblatt fra Strasbourg. Hun var efter sigende lige så smuk en kvinde, som navnet antyder.

Som ung blev hun gift med en humanist i Basel, efter dennes tidlige død blev hun gift med reformatoren Oekolampad, og efter at hun igen var blevet enke, giftede hun sig med Strasbourgreformatoren Capito.

Endelig efter dennes død giftede hun sig med Alsace-reformatoren Martin Bucer. Hun fødte dem alle flere børn, 12 i alt, og var berømt som præstekone, der

tog sig af sognet som uundværlig hjælp for sin mand.

Hen ad vejen blev mange præstebørn forfattere, hvis ikke de selv blev præster. Endnu mere berømte er dog alle de præstebørn, der kritisk gjorde op med deres arv. På den måde har megen kultur sin rod i en protestantisk præstegård.

Præstegårdskultur er typisk familiekultur, og den dag i dag vælger menigheden ikke kun en præst, men en præstefamilie.

Der er vel ikke mange arbejdspladser ellers, hvor man til en ansættelsessamtale tager sin ægtefælle og eventuelt endda sine børn med. Det er en embedspligt at bebo en præstegård med sin familie Selvfølgelig er tiden i dag en anden, familiemønstret har skiftet, og i dag er præstegården blevet til en ”tjenestebolig”. At bebo den opfattes af mange ikke mere som privilegium, men som pligt.

I dag har præstegården som tjenestebolig ikke mere så praktisk betydning, men historisk har den spillet en vigtig rolle som kulturelt, religiøst og poliJ tisk centrum for sognet.

Eberhard Harbsmeier er lektor emeritus i praktisk teologi.

”Derfor har jeg altid understreget, at man ikke må foragte eller ringeagte denne ordning, som den blinde verden og vores falske kirkefolk gør.

Vi skal værdsætte den i lyset af Guds ord, som den er smykket og helliget med. Den er ikke blot ligestillet med alle andre livsstillinger, men går forud og over alle, hvad enten de er kejsere, fyrster, biskopper, og hvad de end kaldes.”

DEN STORE KATEKISMUS, 1530

Om at bryde ægteskabsløftet

”Således har jeg ofte set det blandt mange af dem, der brød deres ægteskabsløfte. Bagefter havde de ikke én god dag eller time, men er endog blevet ramt forfærdeligt både på sjæl og legeme og deres ejendele.”

DEN STORE KATEKISMUS, 1530

Ungdommen skal have lyst til ægteskabet

”Klosterlivet har ikke magt til at bevare renheden, selvom det var aldrig så guddommeligt, og de, der forbliver deri, må stadig synde mere og mere imod dette bud. Det fortæller jeg, for at man kan give ungdommen lyst til ægteskabet og vide, at det er en salig og Gud velbehagelig ordning. Derved kunne man med tiden atter bringe det derhen, at den igen kunne komme til ære og ret, og at det hæmningsløse og umoralske liv, der nu breder sig alle steder i verden med offentlig utugt og andre skammelige ting, må blive stoppet.”

DEN STORE KATEKISMUS, 1530

Ægteskabsbrud ødelægger den borgerlige orden

”For hvor al ægteskabelig troskab er ophævet, og utugt og skændsel får frit spillerum, forfalder også al orden, lov og ærbarhed. Men når dette er borte, da forbliver der ingen borgerlig orden, men al uorden bliver følgen af det og et dyrisk og vildt liv.”

DEN LILLE ANDAGTSBOG, 1522

30 | Reformationen 500 år

Kristeligt Dagblad Fredag 6. januar 2017

Bundethed til samvittigheden gør fri Den reformatoriske opdagelse af det enkelte ­menneskes bibelsk begrundede frihed hører med til den lange og ofte blodige europæiske friheds­ historie, vurderer Tysklands forbundspræsident ­Joachim Gauck i en tale om Reformationen

tale AF JOACHIM GAUCK, TYSKLANDS FORBUNDSPRÆSIDENT historie@k.dk

AT REFORMATIONEN og denne højtidelighed til minde om den er bevægende for mig helt personligt som protestant og som den præst, jeg engang var, vil sikkert ikke overraske nogen.

Men i dag taler jeg til Dem som forbundspræsident og giver dermed udtryk for, at vort samfund betragter denne først og fremmest kirkelige begivenhed som værende overordentlig vigtig. Vi blander her ikke på utilstedelig vis den kirkelige og den statslige sfære sammen, men staten anerkender derimod, at den også selv i sin historie på mangfoldig vis er præget af Reformationen og dens virkningshistorie. Vort samfund i dets nuværende form er utænkeligt uden de kristne kirker. Og det er utænkeligt uden Reformationen.

En sådan konstatering kan i dag fremsættes helt uden antikatolske toner. Broerne mellem konfessionerne er blevet mere og mere bæredygtige, og på utallige steder eksisterer der for længst et virkeligt fælleskab og en selvfølgelig økumenisk praksis. Forbi er heldigvis for længst de tider, hvor katolikkerne ikke kunne føle sig jævnbyrdigt behandlet, jeg tænker her for eksempel på kulturkampen (antikatolsk kampagne i mange europæiske lande i 1800-tallet, red.).

Ved ingen tidligere reformationsjubilæer har der i vort land levet så mange mennesker, som tilhører en anden religion end den kristne – eller slet ingen religion. De udgør alle nu en selvfølgelig del af vort land. De nyder troens og samvittighedens frihed og hermed umistelige fundamentale rettigheder, som næppe ville have eksisteret uden Reformationens antænding.

Kristendommen er blevet lutret i tre bål: Reformationens,

oplysningstidens og religionskritikkens bål. Den har betalt en høj pris for dette med sekulariseringen og den selvstændige folkekirkes ophør (på tysk tæller ordet ”folkekirke” de store kirker, den katolske kirke kaldes også folkekirke, red.). Men på den måde er kristendommen tilpasset moderne tider, i hvert fald på de væsentlige områder. Alternativet til kritisk reflekteret tro kan let føre til fundamentalisme – og hvor meget had og vold, der af den grund er opstået i verden, det har vi ikke kun set i de forgangne århundreder, nej, vi oplever det også den dag i dag næsten dagligt.

DERFOR ANGÅR REFORMATIONEN ALLE, den har til dato i væsentlig grad været medbestemmende for historie og skæbne i mange lande inden for Europa og i store dele af verden uden for Europa, men ganske særligt i vort Tyskland og hos vore skandinaviske naboer.

Det er ikke nogen tilfældighed, at Reformationen var den første historiske dato, som man her med virkning i brede kredse og organiseret af staten mindedes med et jubilæum. Herved opstod, da man i 1617 fejrede hundredårsjubilæet, den mindekultur, som i dag synes os så selvfølgelig. Og allerede dette første jubilæum viser, ligesom de følgende for øvrigt også, at mindehøjtideligheder også altid er identitetspolitik, hvad enten man så er bevidst om det eller ej.

På samme måde, som man i 1617 gav udtryk for en protestantisk-triumferende, antikatolsk holdning, tog pietister, tidlige repræsentanter for oplysningstiden og ortodokse hver for sig i 1717 Reformationens arv til indtægt for deres udformning af troen. Efter krigene mod Napoleon blev reformatoren Martin Luther i 1817 gjort til forkæmper for national selvhævdelse, og i 1917, midt i Første Verdenskrig, havde den prøjsisk-nationalistiske fortolkning overmagten. Alle lu-

WW

Man kan ligefrem høre, hvordan menneskene ­ånder ­lettet op: Ikke en kirkelig øvrighed og dennes vilkårlighed bestemmer over min tro, men min egen frivillige bundethed til Guds ord.

JOACHIM GAUCK

therbilleder, så ensidige de hver for sig var, kunne påberåbe sig faktiske, om end ikke altid lige centrale, dele af hans virke.

Således kunne antisemitter for eksempel også argumentere ud fra Luthers antijødiske polemik. Denne side af hans virke, som netop i de senere år har været genstand for udførlige undersøgelser, bør man ikke overvurdere, men man bør heller ikke fortie den. Den forbliver – selvom den er tidstypisk – en dunkel side af hans virke.

I DDR’s historiepolitik kunne man så iagttage det åndeløst spændende skift fra det negative billede af Luther som fyrstetjener og forræder af bønderne til forsøget på i lutheråret 1983 at påkalde sig Reformationen som begyndelsen på en tidlig borgerlig revolution og som arnested for socialismen på tysk grund.

Dette nøgterne blik tilbage på en del af virkningshistorien lærer os selvkritisk forsigtighed: For også vi er børn af vor tid. Og vore efterkommere vil en skønne dag lægge mærke til, hvad vi selv er betinget af, de vil se vore blinde pletter. Men alligevel skal vi, som generationerne før os har gjort, stille spørgsmål om, hvad Reformationen betyder for os i dag.

REFORMATIONENS DYBTGÅENDE VIRKNINGSHISTORIE har praktisk talt indflydelse på alle livets områder til helt ind i millioner af menneskers mest personlige livsførelse. Den måde, som de tænker og føler på, hvordan de taler, hvad og hvordan de tror, og hvordan de giver udtryk for deres tro: Alt det er medbestemt af den komplekse og rigt facetterede begivenhed, som vi beskriver med et eneste ord: „reformation“.

Begyndelsen kunne næppe være mere uanseelig: En endnu ung professor i teologi formulerer nogle pointerede teser. Men med disse teser vedrørende afladsvæsenet satte Luther dog helt principielt spørgsmålstegn

ved en væsentlig praksis inden for kirken, en praksis, som ikke bare var af stor religiøs og kulturel betydning, men også af økonomisk og magtpolitisk relevans, og som spillede en vigtig rolle for mennesker i deres helt personlige trosliv.

Han havde på den måde slået døren op til en helt ny verden.

Men hverken Luther eller nogen anden af reformatorerne i de europæiske lande, som Calvin og Zwingli, kunne ane, hvilke omstyrtende samfundsmæssige og politiske følger deres kamp for en reform af troen og kirken skulle få. For dem drejede det sig nemlig frem for alt om sjælens frelse, om det rigtige forhold til Gud, om himmel og helvede.

Mange af os i dag forstår slet ikke mere, hvordan man i det hele taget kan gøre sig tanker om det – og endnu mere fremmed er vel for de fleste den sjælekval og samvittighedsangst, som til stadighed beskæftigede menneskerne ved udgangen af middelalderen – og en af dem i særlig høj grad: Martin Luther. ”Hvordan får jeg en nådig Gud? Hvad vil Gud straffe mig for? Hvad sker der med mig efter min død?”. Det var disse meget personlige religiøse spørgsmål, stillet af anfægtede sjæle – og de nye svar på dem – der udløste de politiske, ja, verdenshistoriske omvæltninger.

At reformatorernes tanker kunne udvikle en så uhyre stor sprængkraft, skyldes sikkert også gunstige omstændigheder, for eksempel bogtrykkerkunstens opfindelse, hvorved de nye ideer hurtigt spredtes selv til de fjerneste afkroge.

Men på den anden side kan denne sprængkraft kun forklares med den lidenskabelige søgen efter den rigtige tro, efter viljen til at være from på den rigtige måde, som bevægede de fleste mennesker dengang. Når noget afgørende nu ændrede sig i forbindelse med denne deres livs inderste bevæggrund, så

kunne de øvrige forhold heller ikke forblive uberørt heraf.

Lad os for eksempel tage det centrale begreb frihed. Når Luther og med ham de andre reformatorer så stærkt fremhæver, at et menneske ikke opnår Guds nåde, idet han slavisk følger den ham udefra pålagte lov, men kun ved en frivillig bundethed til evangeliet, så blæser her en frisk frihedens brise over verden. Her kan man virkelig tale om forandringens vinde. Man kan ligefrem høre, hvordan menneskene ånder lettet op: Ikke en kirkelig øvrighed og dennes vilkårlighed bestemmer over min tro, men min egen frivillige bundethed til Guds ord.

Luther selv står eksemplarisk for den frimodighed, der blev vundet af denne frihed. Denne frimodighed forlader ham nu aldrig mere, heller ikke over for de højeste instanser, rigsdagen og kejseren. Han legemliggør i egen person et kristent menneskes frihed. Den er ganske vist aldrig absolut, og den er heller ikke anarkistisk, som den i den nyeste tid somme tider er blevet forstået inden for politik og kultur.

For Luther vinder den enkelte netop mod og frihed til at forme sit liv i bundetheden til Gud, netop i tilliden alene til nåden.

Og på den måde kan han medvirke til at forme verden.

HERAF OPSTÅR SÅ OGSÅ råbet på politisk frihed. Allerede kort tid efter begyndte de oprørske bønder i Sydvesttyskland at tage de nye idéer til indtægt for deres kamp: Da mennesket har modtaget frihed og værdighed fra skaberen selv, har ingen anden lov til at tage den fra ham. Altså krævede de konsekvent afskaffelse af trældommen.

Også bønderne begrundede deres anliggende med den hellige skrift. Og som Luther lod de sig kun modbevise med argumenter fra Bibelen. Men så direkte politisk havde Luther ikke villet have sit budskab forstået.

Han var ganske simpelt bange

Reformationen 500 år | 31

F OTO : L E O N K U E G E L E R / A N A D O L U AG E N C Y / P O L F OTO

Kristeligt Dagblad Fredag 6. januar 2017

Joachim Gauck

for anarki. Og af den grund be­ kæmpede han oprørerne med, også helt bogstavelig talt, tilin­ tetgørende polemik. Alligevel hører netop den reformatoriske opdagelse af det enkelte menne­ skes bibelsk begrundede frihed med til den lange og ofte blodige europæiske frihedshistorie. Den vedblev at være en dynamisk drivkraft til endelig at skabe et samfund, i hvilket politisk fri­ hed er garanteret, og hvor et­ hvert menneske er anerkendt som et eget retssubjekt.

Også for emancipationens hi­ storie var det på langt sigt over­ ordentlig virksomt, at menne­ sket kun stod direkte, uden for­ midling, over for Gud. Præster og kirke skulle ikke længere stå mellem det enkelte menneske og dennes Gud, så at sige som formyndere.

Denne bemyndigelse gjaldt i samme grad for kvinder og mænd og gjorde afhængige læg­ folk til myndige og selvstændige troende.

OGSÅ DETTE havde indflydelse på borgerskabsligt og statsligt liv. Længslen efter demokratisk deltagelse har sine rødder i det reformatoriske krav om myndig­ hed. Det er en kostbar arv.

Den, som er myndig i troen, bliver også bevidst om, at han i sine livsafgørelser står alene, uden formynder, og er ansvarlig for sig selv. „Her står jeg, jeg kan ikke andet.“ Disse overleverede ord kender og husker vi alle. De betyder: Også over for de højeste instanser gælder den individu­ elle ansvarlighed for egne hand­ linger. Det betyder dog på ingen måde en grænseløs individua­ lisme, som gennemtrumfer sin vilje og sine ønsker på alle an­ dres bekostning, men samvittig­ hedsfuld selvbundethed.

For ligesom friheden er bun­ det til skriftens ord, er også indi­ videt bundet til sin samvittig­ hed. Om samvittighedens stem­ me er Guds stemme, er et spørgsmål om den personlige trosoverbevisning. Men også

0 „Her står jeg, jeg kan ikke andet.“ Martin Luthers legendariske ord, her gen­ givet fra gul­ vet i Gedächt­ niskirche i den tyske by Speyer, beto­ ner individets ansvarlighed for egne handlinger.

Men, under­ streger den tyske for­ bundspræsi­ dent, Joachim Gauck, i sin tale: Luther opfordrer ikke dermed til grænseløs individualis­ me. For lige­ som friheden er bundet til skriftens ord, er individet bundet til sin samvittighed.

– Foto: Evangelische Kirche der Pfalz.

uden den religiøse overbevis­ ning hører det til de store men­ neskelige skatte, som ikke blev opfundet af Reformationen, men som her på ny blev draget frem i lyset, at det enkelte men­ neske, når alt kommer til alt, kun er ansvarlig over for sin egen samvittighed. Denne bun­ dethed til samvittigheden gør fri – fri til et selvstændigt, ansvars­ fuldt, samvittighedsfuldt liv.

Når friheden er bundet til evangeliet, ligger en konsekvens lige for hånden: Bibelen skal være tilgængelig for alle kristne mennesker, så vidt muligt for hver og en.

Overalt i Europa opstod der dengang bibeloversættelser til folkelige sprog. Mange europæi­ ske nationalsprog har deres grundlæggende skrift i en bibe­ loversættelse fra reforma­ tionstiden. Martin Luthers over­ sættelse har til dato været be­ stemmende for vort tyske sprog.

Og den dag i dag er det tyske sprog præget af ord, talemåder og metaforer, som han har op­ fundet – en genial, skabende kunstner, der trods al sin lær­ dom har formået, og det hele li­ vet igennem, at skrive og tale al­ muens sprog.

Men ordet er ud over den helli­ ge skrift også prædikenens og teologiens ord, videnskabens og massekommunikationens ord.

Siden Reformationens tid er mennesker i Europa mere og mere kommet til at leve i et me­ dielandskab, i en til dato enorm mængde af trykte medier. Ikke kun i gudstjenesten, men også i det daglige liv har ord og skrift fået overordentlig stor betyd­ ning.

DEN EUROPÆISKE KULTUR bli­ ver en bogens, ordets, skriftens kultur. Alle og enhver skal kun­ ne tage del heri. Sproglig dan­ nelse bliver næsten forstået som en religiøs pligt. Dermed lægges en vigtig grund for fornuft og ra­ tionel forståelse af verden. Ev­ nen til sproglig kommunikation betyder jo også evnen til at argu­

mentere, til fredelig diskussion, til forståelse af fremmede eller nye tanker, til kompleks frem­ stilling af en kompleks virkelig­ hed.

Ved siden af evangeliets sand­ hed og ved siden af den deraf følgende frihed var Reformatio­ nens vigtigste ord vel „nåde“.

Den erfaring, som for Luther gik langt ud over alt andet, var, at han alene ved Guds nåde blev til et retfærdigt og godt menneske.

Det var hans livs befrielsesople­ velse, hans søgende og ofte for­ skræmte sjæls befrielse.

Nåde var dengang et centralt ord – i dag er det os måske frem­ med. Og alligevel forekommer det mig, at vi netop i dag ville have mere behov for nåde end for noget andet. Først og frem­ mest har vi brug for at vise os selv nåde, så vi ikke ender i en fortvivlet udmattelse, fordi vi konstant skal genopfinde og op­ timere os selv. Nåde skal vi også vise vore medmennesker, som har fejl og er ufuldkomne væse­ ner, ligesom vi selv er, og fra hvem vi alligevel tit forventer perfektion og ingen problemer.

Desuden breder der sig i vores samfund en nådesløshedens, nedsablingens, selvretfærdighe­ dens, foragtens uvæsen, fra in­ ternetfora og helt ind i politiske debatter, et uvæsen, som er brandfarligt for os alle.

At vi er mindre plaget af angst og frygt end mennesker på Re­ formationens tid, kan man næp­ pe påstå, heller ikke selvom denne angst ikke længere mani­ festerer sig som skinbarlige dæ­ moner og djævle.

Jeg ønsker mig af dem, for hvem Reformationen er mere end en historisk begivenhed, og for hvem den kristne tro spiller en vigtig rolle, at de ud fra den­ ne tro igen og igen kan vende sig med aktiv hjælp og støtte imod de nådesløse tilstande – og ikke bare dette, men også at de kan skabe forandring og angive nye retninger. Vi har også i dag brug for mennesker, der kan modgå tidens ængstelighed. Om nød­

vendigt også med den rolige trodsighed, som Luther formule­ rer den: „Og myldred djævle frem på jord / Og os opsluge vilde / Vi frygte dog ej fare stor / De deres trusler spilde…“ FOR MANGE MENNESKER er troen på Gud eller på en ufor­ tjent himmelsk nåde ikke læn­ gere nogen personlig oplevet virkelighed. Dem ønsker jeg, at de her og der oplever nåde fra deres medmennesker og også selv møder andre mennesker med nåde. Når mennesker bliver klar over, at de her og der på uforståelig måde har fået noget foræret, er blevet støttet eller beskyttet, eller hvis de med stor forbavselse oplever, at de er kommet ud for noget godt, som de ikke selv har arbejdet sig frem til – så har de muligvis haft en oplevelse af nåde.

På latin hedder nåde „gratia“. „Gratis“ kommer af det ord: Storsindethed og given uden tanke på sig selv. Og også „gra­ tie“ er afledt af det, den naturli­ ge tilværelses lethed. Hvor en sådan gratie opleves, er der sik­ kert heller ikke langt til nåde.

Derfor glæder vi os til minde­ højtidelighederne for Reformati­ onen. Lad os tage dem som en udfordring for vor tænkning og handling i dag. Reformationen går foran os i sin lidenskab for sandhed og frihed, og netop der­ for angår den os også som en­ kelte skabninger, der søger at vandre i sandfærdighed og fri­ hed på deres vej, som kristne, hvis kirke ikke kun har en refor­ mation bag sig, men også altid en foran sig, og som borgere, der netop i den ånd forbliver deres samfund forbundet i stadig be­ redvillighed til fornyelse.

Talen blev holdt af forbundsrepublikken Tysklands præsident Joachim Gauck ved ceremonien ”500 år reformation” den 31. oktober 2016 i Berlin.

3 Tysk forbundspræsident, født i 1940 i Rostock.

3 Fra 1965 til 1990 præst i den evangelisk-lutherske kirke i Mecklen­burg.

3 Var en af frontfigurerne i oppositionen mod DDR’s styre.

3 I 1990 blev Gauck valgt ind i DDR’s parlament for Bündis 90, senere De Grønne.

3 Frem til år 2000 var Gauck leder af Stasi-arkiverne, som undersøgte DDR-regimets forbrydelser.

3 Tysk forbundspræsident siden 2012, men genopstiller ikke, når hans embeds­ periode slutter i 2017.

3 Fire børn, 12 børnebørn og fire oldebørn.

32 | Reformationen 500 år

Kristeligt Dagblad Fredag 6. januar 2017

bedste og værste

Kirkens sociale arbejde ændrede sig Moderne diskussioner om socialhjælp som en ret eller en hjælp til de værdigt trængende begyndte med Reformationen, der afskaffede klosterhospitalerne og den katolske frelsesøkonomi, hvor almisser skulle forkorte tiden i skærsilden AF BIRTHE PEDERSEN bpedersen@k.dk

Det var ikke kun kirken og kristendomsforståelsen, der blev ændret af Reformationen. Luthers og de øvrige reformatorers nye syn på for eksempel frelse forplantede sig ud i samfundslivet og ikke mindst til omsorgen for de fattige og syge. Men hvad det konkret kom til at betyde for senmiddelalderens svageste borgere, har der været stor diskussion om blandt historikerne.

En udlægning er, at Reformationen blev en katastrofe for de syge og fattige, der mistede klostrenes og munkenes redningsplanke. Allerede den tidligste kristendom så Kristus som særligt nærværende i de fattige og nødligende, og den benediktinske ordensregel fastslår, at munkene har pligt til at tage imod alle fremmede for at leve op til Matthæusevangeliets ord om, at ”jeg var fremmet, og I tog imod mig”. Og det var i klostrenes pleje af de syge, at munkene udviklede den første lægevidenskab med kendskab til lægeurter og kirurgi.

Men da Reformationen satte en stopper for klostervæsenet, røg de syge og fattige ud med det katolske badevand, mener professor emeritus ved Roskilde Universitet Brian McGuire. ”Det var en katastrofe for de fattige og underprivilegerede, at klostrene forsvandt i løbet af 1500-tallet. Klostrene specielt i byerne havde altid mindst én broder, der skulle sørge for de nødlidende. Specielt helligåndsklostrene, som vi har et rest af i dag på Strøget i København med Helligåndskirken, skulle tilbyde omsorg for de syge, og deres ordensregel befaler, at brødrene regelmæssigt skulle ud på gader og samle disse mennesker op,” siger Brian McGuire.

Helt anderledes ser lektor i kirkehistorie ved Københavns Universitet Carsten Selch Jensen på det. ”Der er ingen tvivl om, at de katolske klostre specielt i højmiddelalderen var store ­lærdomscentre, og vi ved, at munkene for eksempel på Øm ­Kloster kunne foretage komplicerede indgreb. Men viden og også lægevidenskab blev i stigende grad produceret på universiteteterne. Og i praksis var det kun ganske få, der blev be-

0 Søren Gosvig, lektor i religionsfilosofi, Københavns Universitet. – Foto: Martin Mydtskov.

Efter Reformationen blev tro til moral, især arbejdsmoral AF ANDERS HOLMGAARD kirke@k.dk

0 Helligåndskirken på Strøget i København er resterne af et helligåndskloster, der tilbød omsorg for de syge. Derfor var det en katastrofe for fattige, da klostrene i løbet af 1500-tallet forsvandt.

– Foto: Finn Frandsen/Polfoto.

handlet på klostrene, som især lå ude på landet,” siger Carsten Selch ­Jensen.

Ole Peter Grell er professor i tidlig moderne historie ved Open University i Storbritannien efter at have undervist 15 år ved Cambridge Universitetet, hvor han især forskede i sundhed og behandling i det protestantiske Europa.

Han mener heller ikke, at omsorgen for de syge og fattige forsvandt med Reformationen.

Men den blev et offentligt, verdsligt anliggende snarere end et religiøst. ”Der er forskning, der tyder på, at 20 procent af byernes befolkning var afhængige af hjælp for at overleve i 1500-tallet, og da byer som Brügge og Antwerpen blev protestantiske, oprettede de fra starten institutioner for syge- og fattigforsorg,” siger Ole Peter Grell. ”Næstekærlighed mod de fattige blev desuden en religiøs markør,” påpeger Carsten Selch Jensen. ”Det var vigtigt for de nye protestanter at demonstrere, at de var de rette kristne, og det viste man blandt andet ved at hjælpe de fattige og syge. Der opstod nærmest en konkurrence mellem katolikker og protestanter om at fremstå som de mest næstekærlige og derfor de bedste kristne,” siger han.

For selvom Luthers og Reformationens syn på næstekærlig-

hed var grundlæggende anderledes end den katolske, hørte omsorgen for fattige stadig til de protestantiske dyder. ”Reformationen gør op med det, man kan kalde den katolske frelsesøkonomi, hvor man gav almisser til de fattige for at sikre sig et kortere ophold i skærsilden. Hos Luther kan man ikke sikre sig frelse via barmhjertighedsgerninger, men det var utænkeligt for ham ikke at opfordre til næstekærlighed. De gode gerninger ses derimod af Luther som troens frugter og et udtryk for fromhed,” siger Carsten Selch Jensen.

Til gengæld får fattigforsorgen under Reformationen en drejning, den ikke tidligere havde haft, påpeger Brian McGuire. ”Middelalderens kristne tog det for givet, at syge, fattige og fremmede skulle have hjælp, uden at der blev stillet spørgsmål. Efter Reformationen skulle de fattige bevise, at de havde brug for hjælp,” siger han. ”De protestantiske byer og lande skelner mellem værdigt trængende, som de gamle, krøblingene og enkerne, der har krav på hjælp, og selvforskyldte fattige, der ikke har,” siger også Ole Peter Grell. ”Det er et resultat af den protestantiske etik, hvor enhver forventes at bidrage til samfundet.

Men det er også et forsøg på at begrænse tiggeriet fra udefra-

kommende vagabonderende fattige, der netop i disse år strømmede ind fra landet,” siger Ole Peter Grell.

Med Reformationen blev ansvaret for fattige og syge et socialt, offentligt ansvar, der blev finansieret af offentlige midler som skatterne, og ikke et religiøst ansvar. ”Velfærdsstaten, som vi tænker den i dag, har visse reformatoriske rødder. Men den katolske tradition var også en forløber for velfærdsstaten, blandt andet med udviklingen af de store hospitaler,” siger Ole Peter Grell. ”Udviklingen af velfærdsstaten var en glidende udvikling, der begyndte før Reformationen og fortsatte over flere århundreder. Man kan ikke sige, at det er Reformationen, der har opfundet socialstaten,” mener ligeleJ des Carsten Selch Jensen.

Hvad er diakoni?

3 Kirkens sociale arbejde kaldes diakoni. Ordet stammer fra det græske diakonìa og betyder tjeneste. I kirken er diakoni omsorg for medmennesket, og den bygger på Bibelens fortælling om Jesu møde med mennesker.

KILDE: FOLKEKIRKEN.DK

5 Hvad er det bedste ved Reformationen?

3 Det bedste er, at Reformationen nedbryder den institutionelle autoritet bag religionen i den vestlige verden.

Troen bliver lagt op til den enkeltes samvittighed, og det mindsker kirkens betydning for troen.

Dermed bliver troen en privat sag, og det fører til en slags sekularisering, som ikke nødvendigvis er ateisme, men som lige så vel kan ses som troens virkeliggørelse. Det øjeblik, troen ikke behøver at blive håndhævet ved hjælp af en ydre autoritet, har den opfyldt sit formål.

WWVi

­ rotestanter p kan ikke ­komme af med vores synder ved hjælp af en skriftefader og ved hjælp af et par vokslys eller ave mariaer. Vi ­lades aldrig i ro, hele tiden har vi gjort ­noget galt eller forsømt noget.

5 Hvad er det værste ved Reformationen?

3 Det værste ved den ­ellers meget fornuftige diffundering eller sekularisering af troen ud i samfundet og den enkelte er, at tro i så høj grad bliver moral. Især arbejds­ moral.

Vi protestanter kan ikke komme af med vores synder ved hjælp af en skriftefader og ved hjælp af et par vokslys eller ave mariaer. Vi lades aldrig i ro, hele tiden har vi gjort noget galt eller forsømt noget.

Det kan også strække sig ud over arbejdsområdet. Som en ven engang sagde til mig: Når det er godt vejr, synes jeg, at jeg forsømmer vejret ved at sidde inde og arbejde, men hvis jeg går ud og lægger mig i solen, synes jeg, at jeg forsømmer arbejdet.

J Altid denne skyldbevidsthed. Nåde!

Reformationen 500 år | 33

Kristeligt Dagblad Fredag 6. januar 2017

Hvor voldelig var Reformationen i Danmark?

Selvom der var voldshandlinger, og katolske munke blev drevet ud af klostrene, var Reformationen i Danmark ikke præget af billedstorm og religiøs forfølgelse, siger landets førende reformationshistorikere AF JOHANNES HENRIKSEN jhenriksen@k.dk

Når Islamisk Stat smadrer uerstattelig kulturarv i syriske Palmyra, og når Taleban sprænger Buddha-statuer i luften i Afghanistan, undrer vi os. For hvorfor ødelægge kultur og religiøse symboler?

Men er det moderne Danmark og den luthersk-evangeliske folkekirke i virkeligheden selv grundlagt på vold, hvor munke blev fordrevet og katolicismens symboler smadret? Det mener Bjørn Thomassen, lektor i globalisering på RUC, der i en række debatindlæg i Kristeligt Dagblad har beskrevet, hvordan Reformationens voldelige bagside behændigt er skrevet ud af danmarkshistorien.

Han opfordrer til at bruge reformationsjubilæet i 2017 som anledning til at se nærmere på den religiøse vold i vores egen fortid. ”Temaet er varmt på grund af Islamisk Stats ødelæggelse af biblioteker og statuer. I disse internettider har det aldrig været vigtigere at forstå forholdet mellem billede, magt og identitet.

Men vi kan kun opnå en sådan forståelse, hvis vi tør kigge indad.

Og det er vel også meningen med et jubilæum,” lyder det blandt andet fra Bjørn Thomassen.

Kristeligt Dagblad har taget opfordringen op og bedt landets førende reformationshistoriske sagkundskab om netop at kigge indad. For hvad ved vi faktisk om billedstorm på dansk grund?

Eller ikonoklasme, som det hedder med et finere ord, og som betegner den bevidste destruktion eller krænkelse af vigtige symbolske billeder eller ikoner, der er anerkendt inden for en kultur, en religion eller et samfund.

Sikkert kendskab har vi kun til ét eksempel på billedstorm i reformationsårene, nemlig stormen på Vor Frue Kirke i København i julen 1530, fortæller Martin Schwarz Lausten, der er dr.theol. og kirkehistoriker med speciale i Reformationen. ”Der går mange historier om, at der også i Danmark var udbredt billedstorm på katolsk kirkekunst, relikvier og kirker, hvor kalkmalerier blev overmalet.

Men det er simpelthen ikke rigtigt. Det eneste regulære eksempel, vi kender på ødelæggelse af kirkeligt inventar, er eksemplet fra Vor Frue Kirke, hvor københavnske borgere ødelagde side-

altre og andet inventar. Overmalingen af kalkmalerier finder først sted i slutningen af 1600-tallet og i 1700-tallet, og da af rent æstetiske grunde.

Men sidealtrene i kirkerne skulle fjernes, da tjenesten ved dem var udtryk for en falsk kristendom, mente de lutherske.”

Når billedstorm stort set ikke fandt sted i Danmark, skyldtes det hovedsageligt, at vi fulgte den lutherske linje, som ikke lagde afgørende vægt på kunstens og de religiøse symbolers betydning i opgøret med den katolske kirke. Til gengæld brugte de lutherske flittigt deres egne kunstnere i bøger, på malerier og altertavler, påpeger Martin Schwarz Lausten. ”Både reformatorer som Calvin og Zwingli og Luthers kollega Andreas Karlstadt på universitetet i Wittenberg lægger vægt på, at alt, hvad der minder om den katolske tid, skal fjernes. Men Luther reagerer netop på opfordringerne til billedstorm med en langt mere pragmatisk indstilling. Den katolske kirkekunst kan fint blive hængende, siger han, og kan sågar have en pædagogisk funktion. Det afgørende er, at man ikke dyrker den,” siger Martin Schwarz Lausten.

Også kirkehistoriker ved Aarhus Universitet Carsten BachNielsen, som er medredaktør på et kommende trebindsværk om Reformationen, påpeger, at fortællingen om reformatorerne, som kom styrtende med hvide spande og malede det hele over, er en myte. Men hvis billedstormen i Danmark var begrænset, var der så religiøst motiverede voldshandlinger mellem de katolske magthavere blandt adelen og oprørske protestanter?

Voldshandlinger var der masser af, understreger Carsten BachNielsen, men hovedsageligt som led i den borgerkrig, der ledte op til Reformationen i årene 15331536. Ifølge Carsten Bach-Nielsen er der imidlertid ikke tale om krig og vold med religiøse under- eller overtoner. ”Rantzaus nedslagtning af de jyske bønder var brutal, men det er vanskeligt at forstå konflikten som andet end adelens reaktion på bondeoprøret i bestræbelsen på at genoprette ro og orden.

Det er en regulær magtkamp baseret på interesser og ikke på religiøs konfession, som desuden gik på tværs af de stridende par-

2 Sikkert kendskab har vi kun til ét eksempel på billedstorm i reforma­ tionsårene, nemlig ­stormen på Vor Frue Kirke i København i julen 1530.

Her ses ­kirken 10 år tidligere.

– Foto: Wikimedia.

Stormen på Vor Frue Kirke 3 Begivenhederne i Vor Frue Kirke i København i julen 1530 kendes fra ”Skibbykrøniken”, som er forfattet af den samtidige katolske munk og historiker Poul Helgesen.

Her beskrives det, hvordan ”nogle lutheranere” grebne af raseri og vanvid styrtede ind i kirken og vanhelligede den med deres kirkerøverske hænder. Helgesen hævdede samtidig, at det var folk fra det københavnske bystyre og den senere reformator Hans Tausen, som stod bag optøjerne. Han beskriver dog også, hvordan Tausen fik stoppet ødelæggelserne.

KILDE: MARTIN SCHWARZ LAUSTEN: REFORMATIONEN I DANMARK

ter, hvis den overhovedet var udtalt.”

Det tætteste, vi kommer på religiøst motiveret vold, var fordrivelsen af munke fra de mange katolske klostre rundt­om i landet. Især findes der beretning om, hvordan franciskanermunkene blev jaget på flugt under deciderede pøbeloptøjer. ”Men igen er den åndelige overbygning på voldshandlingerne tvivlsom. Munkene var upopulære og blev betragtet som nassere. Samtidig havde de

nogle attraktive klosterbygninger midt i købstæderne, som folk gerne vil have fingre i, da de fik muligheden. Selvom de kilder, vi har til begivenhederne, er stærkt farvede, ved vi, at der var tale om en voldelig fordrivelse, uden at det dog var systematisk orkestreret fra magthavernes side,” siger Carsten Bach-Nielsen.

Det er som bekendt sejrherrerne, der skriver historien, og en del af anklagen fra lektor Bjørn Thomassen, der selv er katolik, går således også på, at Reforma-

tionens skyggesider systematisk er blevet nedtonet af eftertidens protestantiske kirkehistorikere.

Men hverken Martin Schwarz Lausten eller Carsten Bach-Nielsen føler sig truffet af den anklage. Sidstnævnte fremhæver, at han netop har afsluttet en forskningsartikel om religionskrigene og voldslegitimering, som udkommer i år. Forbindelsen mellem religion og vold, som kan føres tilbage til korstogene, er bare ikke særlig tydelig i Danmark under Reformationen, understreger han.

Spørger man reformationshistoriker og lektor ved Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet Sebastian Olden-Jørgensen, som selv har katolsk baggrund, tilslutter han sig da også i store træk udlægningen fra sine to kolleger på de teologiske uddannelser. ”Selvfølgelig ophører messen ved de mange sidealtre, og der bliver ryddet ud, men ikke på en demonstrativ måde, som vi ser i de calvinistiske områder. Den lutherske linje har fokus på gudstjenesten og forkyndelsen, så betyder rammerne mindre. Vi ved dog, at Peder Palladius’ bror, Niels Palladius, som er biskop i Lund, anlægger en hård, nærmest billedstormerisk linje, hvor alle billeder, selv krucifikser, skal væk. Men han får ikke magt, som han har agt, for det bliver den pragmatiske linje fra Wittenberg, der slår igennem,” siger Sebastian Olden-Jørgensen.

Men han mener samtidig, at mange danske historikere har betonet materielle forklaringer frem for de åndelige. Og i den forstand kan man godt sige, at de religiøse eller ideologiske aspekter af Reformationen herhjemme er underbelyst, siger han. ”Der er helt naturligt at inddrage den sociale og politiske kontekst i forståelsen af, hvad Reformationen handlede om.

Men der har i flere generationer været en tilbøjelighed til at foretrække solide, materielle forklaringer og underspille andre motiver, herunder de religiøse. Og da munkene bliver trængt ud af klostrene i slutningen af 1520’erne og begyndelsen af 1530’erne, hvor vi endnu er i Reformationens spontane fase, mener jeg ikke, at man kan udelukke ideologiske motiver som medvirkende faktor i volden,” siger SebaJ stian Olden-Jørgensen.

34 | Reformationen 500 år

Kristeligt Dagblad Fredag 6. januar 2017

Den globale protestantisme i billeder I dag tilhører omkring 800 millioner mennesker protestantiske trossamfund, som er vokset ud af Reformationen i Europa.

De findes på alle kontinenter, er dybt uenige om teologiske og kirkelige spørgsmål og tager sig vidt forskellige ud

0 Amerikanske protestanter har fundet mange alternative udtryksformer, og her er det Kristen Ashley fra Saint Louis, der optræder ved en koncert under et ungdomsstævne i Evangelical Lutheran Church i San Antonio i Texas.

– Foto: John Davenport/Polfoto.

0 En luthersk kirke køres på museum. Siden 1888 har træbygningen stået i Norcatur, Kansas, i USA, men skal man finde St. Marks Lutheran Church på Last Indian Raid Museum i Oberlin i samme delstat. - Foto: Steven Hausler/Polfoto.

0 Kirkegængere tager del i gudstjenesten i Frederick Lutheran Church på Jomfruøerne. Det foregår i byen Charlotte Amalie, der er opkaldt efter Kong Christian V’s kone under øernes tid som dansk koloni op til 1917. – Foto: Wrem Steen/Polfoto.

0 I Sydamerika har protestantiske kirker bredt sig hastigt de seneste hundrede år. I et land som Brasilien er mindst hver femte borger i dag protestant, og andre steder på kontinentet ses samme udvikling. For eksempel gælder det hver syvende indbygger i Chile, hvor man på bredden af søen Llanquihue i byen Puerto Funck kan finde denne lutherske kirke. – Foto: Paul Harris/Polfoto.

0 Jimmy Carter var USA’s 39. præsident fra 1977 til 1981. De seneste mange år har han brugt meget tid på det kirkelige arbejde, og her ses han på prædikenstolen i Victory Baptist Church i Las Vegas. - Foto: Isaac Bretten/Polfoto.

Reformationen 500 år | 35

Kristeligt Dagblad Fredag 6. januar 2017

0 Omkring billedet af den sidste nadver i Elim Lutheran Church ses skudhuller efter kampe mellem Seleka-oprørerne og sydafrikanske tropper. Den luthersk kirke ligger 26 kilometer fra Bangui, hovedstaden i den Centralafrikanske Republik. - Foto: James Oatway/Polfoto.

0 Islands smukke Hallgrims­ kirkja i hovedstaden Reykjavik er blandt landets højeste byg­ ninger. Den har navn efter den islandske digter Hallgrímur Pétursson (1614-1674).

– Foto: Nigel Pavitt/ Polfoto.

0 Desmond Tutu blev som ærkebiskop i Sydafrika verdenskendt for sin kamp mod apartheidstyret. Efter styrets fald spillede Tutu en vigtig rolle i arbejdet med at få sorte og hvide i landet til at leve sammen. – Foto: Schalk van Zuydam/Polfoto.

0 Den episkopale kirke i USA fik sin første kvindelige biskop, da Mariann Edgar Budde smilende blev bispeviet i Washingtons nationale katedral. Kirken er blandt de protestantiske kirker, der ligger på den liberale fløj i USA. – Foto: Carolyn Kaster/Polfoto.

0 Zions Kirken ligger ud til den isbeklædte fjord i Ilulissat i Grønland. Trækirken blev bygget i 1872 efter en indsamling blandt de lokale grønlændere, og i dag er hele området ved fjorden på Unescos verdensarvliste.

– Foto: Fernando Moleres/Polfoto.

36 | Reformationen 500 år

Kristeligt Dagblad Fredag 6. januar 2017

Kirkens forhold til staten blev anderledes, end ­Luther havde tænkt sig Luther accepterede, at Kong Christian III tog magten over kirken. Hvad reformatorens standpunkt havde været i dag, er forskerne ikke enige om AF ANDERS HOLMGAARD kirke@k.dk

Da Martin Luther gjorde op med den katolske kirke, lagde han sin nye kirke ind under statens beskyttelse. Ifølge Luther skulle den verdslige magt blande sig uden om kirkens foretagender og koncentrere sig om at holde lov og orden. Omvendt skulle kirken tage sig af forkyndelsen af evangeliet og ikke forsøge at øve politisk indflydelse.

I Danmark blev Reformationen i 1536 gennemført af Christian III, som var Danmarks konge fra 1534 til sin død i 1559. Og Luther støttede kongens reformationsbestræbelser, fortæller Anna Vind, professor mso ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet. ”I Danmark havde Kong Christian III en fast forestilling om, hvordan Reformationen skulle foregå. Han skabte en tæt kontakt til de udnævnte biskopper, og i Kirkeordinansen fik kongemagten ansvar for både den verdslige og åndelige magt. Det var lidt anderledes, end Luther oprindelig havde tænkt, men Luther vidste, at kongen havde stor teologisk indsigt og forstod,

WW

Luther mente, at det bedste ville være, hvis fyrsten var en god kristen (…) fordi han i så fald ville være mere bevidst om sin egen uformåenhed.

ANNA VIND, PROFESSOR

at statslige og kirkelige forhold ikke måtte sammenblandes.

Han bakkede op om kongen,” forklarer Anna Vind, der har forsket i kirkehistorie. ”Luther mente, at det bedste ville være, hvis fyrsten var en god kristen sådan som Christian III, fordi han i så fald ville være mere bevidst om sin egen uformåenhed og dermed gøre sig umage for ikke at misbruge sin magt,” siger hun.

I dag er folkekirken stadig forbundet med den danske monark og staten via Grundloven. Folketinger kan træffe beslutninger for folkekirken, og regenten har skal være medlem af folkekirken og er folkekirkens overhovede.

Adspurgt om Luther hypotetisk set ville bifalde den måde, kirke og stat hænger sammen i dagens Danmark, mener Anna Vind, at Luther måske godt ville kunne acceptere de nuværende forhold. ”Det fortsat gensidige, men alligevel adskilte forhold mellem stat og kirke i Danmark, og den danske kirkes mangfoldighed og frihedsforståelse, er meget godt i tråd med det, Luther tænkte,” siger Anna Vind.

Lektor i teologi på Aarhus Universitet Bo Kristian Holm er ikke helt enig.

Ifølge ham er der sket et skift.

I takt med en større sekularisering af samfundet kan man i dag ikke længere være sikker på, at staten ved, hvad det vil sige at være kirke. ”Der er jo ikke nogen ordninger, der sikrer, hvor grænserne går. Så om grænserne mellem stat og kirke respekteres, afhænger af, om politikerne ser grænsen med lutherske briller. Det kan man ikke længere være sikker på, og så bliver kirken hurtigt et forvaltningsvæsen under staten, og kirkens egentlige opgave forsvinder. Det vil ikke være i Luthers ånd,” siger han.

Efter Bo Kristian Holms opfattelse ville Luther ikke klappe i hænderne over den udvikling, den lutherske kirke har gennemgået i Danmark. ”For Luther var orden vigtigt, men han ville nok mene, at hensynet til orden, struktur og ledelse i folkekirken er gået over gevind i en grad, så det truer med at gøre evangeliet til noget sekundært,” siger han.

J

0 Kong Christian III gennemførte i 1536 Reformationen i Danmark. – Foto: Mary Evans/Polfoto.

Toregimentelæren 3 Betegnelse for Luthers forståelse af det åndelige og det verdslige regimente. Det åndelige regimente har kun ordets kraft og skal virke i frihed i kirken. I det verdslige regimente skal synden og uretten holdes nede med magt og tvang ­gennem staten.

Danmarks reformator og kongen gik deres egne veje Reformatoren Johann Bugenhagens samarbejde med den danske konge betød, at Danmark ikke blev reformeret helt i tråd med Luthers syn på forholdet mellem stat og kirke AF ANDERS HOLMGAARD kirke@k.dk

Reformationen i Danmark blev gennemført i et samarbejde mellem Kong Christian III og Luthers højre hånd Johann Bugenhagen, der var blevet sendt til Danmark af Luther for at gennemføre Reformationen i 1536.

Luthers tanke var, at stat og kirke hørte til i hver sit regimente. Men i Danmark blev det tydeligt med Kirkeordinansen fra 1537, der tjente som en slags ny grundlov for kirken, at kongen havde meget mere at skulle have sagt, end Luther ville synes passende. ”Vi kan se på Kirkeordinansen, at den ikke helt stemmer overens med det, Luther havde

3 Bugenhagen spillede en central rolle i opbygningen af den meget stærke lutherske kirke i Danmark.

– Arkivfoto.

tænkt. Bugenhagen tillagde kongen mere magt og myndighed over kirken, end Luther ville have gjort,” siger professor emeritus i kirkehistorie på Københavns Universitet Martin Schwarz Lausten, som har skrevet en bog om Bugenhagens betydning for Reformationen.

I Kirkeordinansen står der blandt andet, at både Gud og kongen skulle straffe dem, som ikke overholdt reglerne. Samtidig stod Bugenhagen ved en stor ceremoni i spidsen for at krone Christian III. Det skabte allerede dengang snak i krogene af den nye lutherske kirke. For eksempel mente en borgmester fra Stralsund, som var til stede under kroningen, at vide, at Luther var blevet vred, da han hørte om Bugenhagens involvering med kongen og sammenblanding af kirke og stat. ”Det er meget bemærkelsesværdigt, at der allerede dengang var uenighed og stor diskussion blandt dem, der mente, at Luther var uenig i den måde, Danmark blev reformeret,” siger

Martin Schwarz Lausten. Han mener dog ikke, at Luther havde andet valg end at følge trop. ”Vi ved ikke, hvordan Luther har haft det i sit indre, men han havde næsten ikke noget valg.

Christian III var enormt optaget af luthersk teologi, og Luther var begejstret over, at en nordisk konge henvendte sig for at gennemføre en evangelisk reformation,” siger Martin Schwarz Lausten, der mener, at Bugenhagen burde fylde meget mere i den danske bevidsthed. ”Bugenhagen spillede en central rolle i opbygningen af den meget stærke lutherske kirke i Danmark, og det er en skam, at der ikke er støre bevidsthed om ham,” siger Martin Schwarz J Lausten.

Strid om stat og kirke 3 Martin Luther var i store træk enig med sin ven Johann Bugenhagen. Men Bugenhagen var mere påvirket af sin samtidige reformator Philipp Melanchthon, som gik ind for en kongestyret kirke.

Derfor fik Christian III stor indflydelse på Reformationen.

Reformationen 500 år | 37

Kristeligt Dagblad Fredag 6. januar 2017

Uden Reformationen talte vi næppe dansk I 1500-tallet kunne sproget i Danmark være tippet til fordel for plattysk, men ikke mindst på grund af Luther kom vi til at tale dansk i Danmark, siger forfatter til bog om emnet

interview AF ESBEN SCHJØRRING kirke@k.dk

Nogle af de mest berømte ord i den vestlige kulturkreds er skabelsesberetningen i Johannesevangeliet. Men var det ikke for et komplekst storpolitisk, teologisk, økonomisk og teknologisk spil, havde de ikke lydt, som vi kender dem: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og ordet var Gud.” I stedet kunne de være skrevet sådan her: ”Im anbeginne was dat Wordt vnde dat Wordt was by Gade/ vnde Godt was dat Wordt.”

Det siger dr.phil. og cand. theol. Marita Akhøj Nielsen, der også er ledende redaktør i Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, og fortsætter: ”Uden Reformationen og den sproglige, sociale og politiske betydning, den fik, havde vi formentlig ikke talt dansk i dag. Og havde hansestæderne fastholdt deres position som økonomiske epicentre i Nordeuropa, havde vi med stor sandsynlighed talt plattysk eller en afart af plattysk,” siger hun og henviser dermed til den tyske dialekt, der tales hen over Tysklands nordligste del.

Marita Akhøj Nielsen har udarbejdet det danske sprogs politiske, religiøse og økonomiske historik i bogen ”Hvorfor taler vi dansk? Om Reformationen og sproget”, som er del af forlaget Eksistensens bogserie i anledningen af 500-året for Reformationen.

Den overordnede pointe er, at grunden til, at vi taler dansk, ikke er resultat af en folkets viljeshandling eller på anden måde en given sag. Snarere er det historien om, at det nationale bliver født ud af det, vi i dag ville kalde det globale, og det er et vidnesbyrd om det tætte forhold, der er mellem politisk, økonomisk og religiøs magt og det sprog, folk taler. I Marita Akhøj Nielsens analyse er specielt årene mellem 1500 og 1530’erne også en sprog-afgørelsens epoke. Her var den sproglige situation den, at der i Danmark blev talt flere forskellige sprog – afhængigt af sted, socialsfære og situation. Dansk havde endnu ikke fået én overregional norm, men blev udgjort af mange dialekter, og sproget var endnu ikke skilt skarpt ud fra svenske dia-

lekter. Købmandssproget var plattysk, som udgik fra hansestæderne, og udgjorde det sproglige medium for handlen i hele Østersøen. Højtysk talte den militære og royale elite, og latin var dengang også et talt sprog blandt eliterne, ikke mindst den gejstlige.

Særligt det plattyske var datidens stærke, efterstræbelsesværdige sprog. ”Forestiller man sig, at man sendte en sprogforsker tilbage til 1500 og havde bedt vedkommende om at forudsige, hvilket af sprogene der ville være dominerende 500 år efter, ville den forsker have sagt plattysk,” siger Marita Akhøj Nielsen. ”Ser man på det med sociolingvistiske øjne, var plattysk det smarte sprog, man efterlignede. Meget som engelsk er i dag. Eller faktisk mere, end engelsk er det i dag. Og det var det, fordi det var via det sprog, man kunne opnå økonomisk succes.

Skulle man tale og handle med købmændene og få del i handelsøkonomien i Østersøen, og ville man sine børn det godt, var plattysk det sprog, man skulle tale,” fortæller Marita Akhøj Nielsen.

Men mens Hanseforbundet er på højden af sin magt, sker der særligt to ting, som tildeler købmandsvældet med hovedkvarter i Lübeck det banesår, der ender med at sende mere end 200 års politisk, økonomisk og sproglig dominans på historiens mødding.

Det første var opdagelsen af, at Jorden var rund, og at man kunne sejle, som Christoffer Columbus gjorde til Amerika eller som Vasco da Gama til Indien.

Den opdagelse flyttede det økonomiske epicentrum i Nordeuropa væk fra hansestæderne til lande med kyster og havne mod Atlanterhavet, fordi det åbnede en ny og billigere kanal for eftertragtede varer som guld og krydderier. Samtidig var der brug for en anden skibsteknologi, fordi den skibstype, der blev brugt af hansekøbmændene i Østersøen, de såkaldte kogger, ikke evnede de strabadserende lange sejladser under skærpede omstændigheder med tung last og oprørt hav. ”Først spanierne og portugiserne og sidenhen hollændere og englændere drager fordel af den nye udvikling, ikke mindst

blandt tilhørerne til Luthers berømte forelæsninger i Wittenberg sidder den danske munk Hans Tausen. I 1525 efter sin tilbagevenden til Danmark i den katolske Gråbrødrekirke i Viborg holder han nogle af de første gudstjenester på dansk. Overleveringen er, at menigheden ført an af Tausen synger dansksprogede salmer så højt, at franciskanermunkene (gråbrødrene) må indstille den latinske messesang. Og netop salmerne er afgørende for knæsættelsen af dansk som talesproget frem for alt i Danmark, fortæller Marita Akhøj Nielsen. ”De blev brugt som kampvåben. Skal man se på, hvad der har påvirket det danske sprog mest, er det salmerne, som man skulle lære udenad. Det er lettere at lære noget, der rimer og har rytme og melodi.”

0 Salmerne er afgørende for knæsættelsen af dansk som talesproget frem for alt i Danmark, fortæller Marita Akhøj Nielsen. – Privatfoto.

Marita Akhøj Nielsen 3 3Født 1951.

3 3Teolog i 1976, senere cand.mag. i religion og dansk.

3 3Dr.phil. i 2004 med en disputats om en af dansk ­litteraturs centrale skikkelser i 1500-tallet, Anders Sørensen Vedel.

3 3I 2005 ­indvalgt i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab.

3 3Ledende redaktør i Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

0 Marita Akhøj Nielsens bog om Reformationen og sproget.

fordi de har den nye skibsteknologi. Det dræner hansestædernes økonomiske styrke,” forklarer Marita Akhøj Nielsen. ”Samtidig med det breder der sig også en kulturel og intellektuel nyorientering sydfra – fra Norditalien – med renæssancen, en ny borgerbevidsthed, der står i modsætning til den feudale og hierarkiske struktur, der dominerede i middelalderens samfund.”

Netop den nye borgerbevidsthed spiller med i den næste afgørende begivenhed, der gør, at vi kommer til at tale dansk i Danmark. Denne gang er det ikke af økonomisk og teknologisk art, men teologisk og politisk.

Den 31. oktober 1517 – sådan vil

myten det i hvert fald – slår den unge teolog Martin Luther sine 95 teser op på døren til slotskirken i Wittenberg og indleder en kulturrevolution i Nordeuropa af de helt store, Reformationen.

Luthers tanker om det direkte, umedierede forhold mellem Gud og menneske bryder ikke bare teologisk med den katolske kirke, men lige så meget institutionelt. ”I Luthers øjne var hele den kirkelige tradition i princippet irrelevant for gudsforholdet. Det var noget, mennesker har fundet på. Nej, det handlede om den gudgivne åbenbaring, og den fandt man ifølge Luther i Bibelen, nærmere bestemt i særlige dele af Bibelen, nemlig dem, der handlede om Kristus. Luther siger, at den egentlige åbenbaring er Jesu død på korset som soning for vores synder, som vi ikke selv kan handle os ud af.

Men alt det skulle folk selv kunne læse, og dermed skulle Bibelen oversættes til modersmålet, i Luthers eget tilfælde altså til højtysk.”

Teologisk vinder Reformationen relativt hurtigt frem i Danmark, og med idéen om, at det var religiøst nødvendigt at få en dansk oversættelse af Bibelen, danske salmer og en gennemført dansksproget gudstjeneste. Igen er forandringen lagt i hænderne på unge konger og teologer. For

Herefter følger nogle af danmarkshistoriens mest intense politiske og religiøse stridsår, der kulminerer med Grevens Fejde. Hansestæderne med Lübeck i spidsen forsøger at genindsætte den tidligere danske konge, Christian II, med det mål for øje at få bedre handelsbetingelser, mens de protestantiske dele af det danske rigsråd vil have den afdøde kong Frederiks I’s søn, Christian, der er hertug af Slesvig og Holsten, på tronen.

Det ender i 1536 med sejr til hertug Christian, der bliver til Christian III, og det er ved hans mellemkomst, at Reformationen rulles endegyldigt ud, og Danmark opsiger alle forbindelser til pavemagten samme år. Men det er ikke bare landets politiske og religiøse fremtid, der her finder sin afgørelse. Det gør den sproglige også. ”Fra 1530’erne er den åbne sproglige situation afgjort.

Den plattyske dominans er på tilbagemarch, og man kan se, hvordan det danske sprog institutionaliseres med en skriftsprogsnorm, hvor særligt den danske teolog, forfatter og bogtrykker Christiern Pedersen spiller en helt afgørende rolle. Han oversætter Saxos ”Danmarkskrøniken” og kommer med nogle af de første danske oversættelser af centrale bibelske skrifter, Det Nye Testamente og Salmernes Bog. Det er hans retstavning, de andre lutheranere retter sig efter,” fortæller Marita J Akhøj Nielsen.

38 | Reformationen 500 år

Kristeligt Dagblad Fredag 6. januar 2017

Troens trodsige ridder En af de mest roste af bøger om Martin Luther er skrevet af professor Heinz Schilling fra Berlin, som i bogen ”Rebel i en brydningstid” leverer det helt store overblik over Luther og hans samtid

interview ANDERS RAAHAUGE SKRIVER FRA BERLIN kultur@k.dk

WW

Luther havde en anden ængstelse. Ikke for, hvordan det skal gå os i denne verden, men i en anden verden.

HEINZ SCHILLING, PROFESSOR

Nok gik Heinz Schilling af som professor i historie ved Humboldt Universitetet i Berlin for et par år siden, men han er sandelig ikke trådt ind i nogen Ruhestand, hvilestand, som pensioneringen kaldes hernede. Der er fortsat fuld damp på alle kedler, mærker man, straks han tager imod i sin villa i det sydlige ­Berlin.

Næsten før vi har sat os, er Schilling begyndt at fortælle om Luther og 500-årsjubilæet i år.

Han er så sprænglærd og fuld af lidenskab for historien, at det formelig strømmer over. Schilling regnes da også for en af Tysklands førende kendere af ”die Neuzeit”, som man her med sans for de store linjer kalder tiden fra år 1500, og er forfatter til flere standardværker om perioden.

Der hives i Schilling fra alle sider i denne tid med markering af Reformationen, for han har udgivet den 700 sider store biografi ”Martin Luther. Rebel i en brydningstid”, som også er anledningen til dette besøg.

Værket er da også forrygende, og selvom Heinz Schilling ikke er kirkehistoriker, har han teologisk tæft. Måske er han vokset op i en præstegård? Han ler: ”Nej, det har en helt anden grund. Jeg er fra Köln.” Så er meget sagt her i det nordtyske. ”Og jeg gik i katolsk børnehave, så jeg havde tidligt bekendelsernes møde inde på livet.”

Heinz Schilling finder det overflødigt at fortælle, at hans eget hjem var protestantisk. Det må fremgå af hans bog, der er båret af dyb respekt for Luthers anliggende. ”Når vi i børnehaven skulle bede Fadervor, foldede jeg hæn-

derne efter protestantisk skik, mens de andre lagde dem sammen. Det udløste en ørefigen fra børnehavefrøkenen. Ikke at jeg tog skade af det overhovedet.

Og jeg omgikkes de rare præ­ later, så jeg er vokset op med kirkernes sameksistens.”

Biografien udmærker sig da ­også ved løbende opmærksomhed over for katolske motiver. ”Jeg vil gerne hjælpe læseren med at sætte sig ind Luthers politiske modstander kejser Karl V’s sjæl, for han var vistnok slet ikke uinteresseret i Luthers anliggende. Han døde i en Kristustro, der ikke var ulig, hvad Luther prædikede.”

Schilling er en beundrer af Luthers slagfærdige formuleringer og citerer ham hyppigt for eksemplets skyld.

Samtidig holder han fokus på rækkevidden af Luthers genopdagelse af Bibelens ord og sætten Kristus som troens genstand. Mange af hans kolleger kan godt forfalde til at behandle kristendommen som en kuriøs overtro. ”Ja, de kan have den tendens – nogle af os ’profanhistorikere’, som det hedder her. Jeg foretrækker betegnelsen almenhistorie, for i min epoke er det umuligt at finde nogen profan historie.

Kirken er alle vegne.”

Schilling er uddannet ved det socialhistorisk orienterede universitet i Bielefeld og var også ansat der som ung. ”En af professorerne sagde engang til mig: ’Drop dog al det kirkelige og skriv hellere om demografi eller konjunkturer i 1500-årene.’ Men det nytter jo ikke at skille det ad. Også dynamikken bag økonomiske konjunkturer var dengang forbundet med religionen.”

T E G N I N G : M O RT E N VO I G T

Mange læser nu Schillings Luther-biografi, der hurtigt kom i 2. oplag. Måske er nogle af dem, der kun regner økonomiske strukturer, begyndt at føle en tomhed og efterspørge andet. ”Også Luther følte tomhed!

Han kæmpede med tomheden ti år i klostret. I dag søger man på alle måder at sikre tilværelsen finansielt, ikke meget anderledes end kirken omkring år 1500 ville

sikre frelsen ved gerningsfromheden. Og lige dér vender Luther det om. I dag bekymrer vi os for, om finansmarkederne skal bryde sammen. Luther ­havde en anden ængstelse. Ikke for, hvordan det skal gå os i denne verden, men i en anden verden.”

Uden at sigte efter det blev Luther fødselshjælper for det moderne vestlige samfund. Schil-

ling beskriver i sin bog den linje, der går fra Reformationen op til moderniteten med dens frihed, pluralisme og dynamik. Men han understreger, at Luthers egentligste indsats var, at han genopdagede troen for den enkelte og gjorde den til et eksistentielt spørgsmål i mødet med en personlig Gud, hvis nåde er nær for enhver uden gestlige mellemmænd.

Reformationen 500 år | 39

Kristeligt Dagblad Fredag 6. januar 2017

2 Luther var ikke upolitisk, men han var fri for politisk beregning, siger profesoor Heinz Schilling.

– Foto: Kristeligt Dagblads Forlag.

Heinz Schilling 3 3Tysk historiker. Født 1942.

Indtil 2010 professor ved Humboldt Universitetet, Berlin.

Formand for Verein für Reformations-geschichte. Medlem af Det Berlin-Brandenburgske Videnskabernes Akademi og af Academia Europaea. Dr.theol.h.c. ved Teologisk Fakultet, Göttingen Universitet.

3 3Forfatter til en lang række bøger, blandt andre ”Aufbruch und Krise. Deutsche Geschichte von 1517 bis 1648”, ”Höfe und Allianzen. Deutsche Geschichte von 1648 bis 1763”, ”Die neue Zeit.

Vom Christenheitseuropa zum Europa der Staaten, 1250 bis 1750”, ”Konfessionalisierung und Staatsinteressen. Internationale Beziehungen 1559-1660” og ”Martin Luther. Rebell in einer Zeit des Umbruchs”.

Gud blev atter en realitet, ikke kun i menneskenes sjæl, men også i deres daglige virke. Luther vendte katolikkernes prangende verdsliggørelse af kristendommen om og sendte den ud i verdsligheden. Ikke klostret, men hele hverdagen bliver del af frelseshistorien, betoner Schilling i biografien.

Og som en sidegevinst fik man det europæiske, moderne samfund. ”Ja, og jeg kunne have tænkt mig at skrive en bog kun om det emne, men nu blev det biografien, for et 500-år kommer kun én gang,” siger Schilling og uddyber: ”Stadig i dag kommer vi protestanter bedre til rette med moderniteten, end katolikker gør.

Det er en følge af Reformationen. Vi er differentieringens børn. Oprindelig var Luther dog lige så absolutistisk i sit sandhedskrav som sine modspillere.

Men der kom en differentiering i spil, og det måtte katolikkerne anse for et nederlag.

Lutheranerne accepterede differentieringen ved religionsfreden i Augsburg og medgav, at riget fremover rummede flere bekendelser. Derfor var de også mindre offensive i Trediveårskrigen. Pavekirken kommer fra middelalderens universalisme og får en mere pinefuld oplevelse af modernitetens komme.”

Men Luther var altså ingen ven af dialog, påpeger Schilling. ”Han var bøs over for dem, der havde en anden tolkning af Bibelen, også i egen lejr. Og han så det som et nederlag, at Reformationen ikke slog igennem overalt.”

Men man kan jo sige, at Luther havde fat i en lang ende, når det

gælder læsningen af evangelierne, og da er det måske forståeligt, at han gennemgående står fast – for ikke at ende med en grå grød af kompromisser? ”Jo. Jeg går heller ikke ind for en økumenisk fællesgrød. Og Luther forlangte vel at mærke aldrig bål til nogen modstander, som Calvin stadig kunne finde på det. Men han kunne kun leve med én bekendelse på et territorium. Det er det før-moderne ved hans verden. Vi kan i dag leve med sameksistensen.”

Luther kunne så heller ikke argumentere frit, for han var bundet af Bibelens ord, gentog han hele tiden. Sin frihed fik han gennem den bundethed? ”Det er sandt. Den tyske evangeliske kirke har foreslået et slogan: ”Frihedens kirke”. Men man skal sandelig præcisere den frihed historisk, ellers bliver det komplet misforstået. For Luther betød et kristenmenneskes frihed også altid en uløselig binding til noget, et menneske ikke selv råder over. Og for den kristne er det Gud. Når Luther i Worms siger: ’Her står jeg, jeg kan ikke andet,’ så skal man huske det, der kom før: ’fordi ... min samvittighed er fanget.’ Af Gud. Han må følge den. Men under verdslig frihed.”

Luther blev dybt skuffet i Worms, da han opdagede, at man ikke skulle diskutere hans bibeltolkning; den ambition peger frem mod det moderne? ”Det har De ret i. Men han er et menneske fuld af modsigelser, og jeg vil gerne modarbejde en heroisering af ham, som har fundet sted her i landet, især i det 19. århundrede. Og den åbne

diskussion, han ønskede i Worms, nægtede han siden andre. Vi er alle mennesker, Luther var sammensat, og uden sin stærke profetiske selvbevidsthed, sit store mod og sit skarpe intellekt var han ikke slået igennem.”

Luther forstod at manøvrere, men på renfærdig facon, betoner Schilling: ”Han var ikke upolitisk, men han var vel at mærke altid fri for politisk beregning. Når Rom ikke ville samarbejde, gik han til fyrsterne. Det var politisk tænkt – men han fedtede aldrig for dem.

Tværtimod var han ikke bleg for åbent at kritisere fyrster.”

Man kan kalde Luther lovlig kompromisløs, måske endda en grobrian, men i dag er mange præster så kompromissøgende, at kristendommen udvandes og bliver til økologi og lignende? ”Jeg kommer til at tænke på en vidunderlig formulering, en konservativ evangelisk præst brugte over for mig. Han sagde: ’Vi har fået en Pippi Langstrømpe-kirke.’ Pippi-teologien vil som hende påstå: Vi laver verden, som det passer os. Udtrykket er meget træffende. Men som historiker vil jeg ikke tage stilling her.”

Når man ved at gå tilbage til Det Nye Testamente kan udløse så smukke bivirkninger på samfundet, så kan det tyde på, at Bibelen rummer en stor sandhed? ”Sådan tror jeg da, det forholder sig. Sådan ser Ratzinger vist også på det. Læg mærke til, hvordan han vil evangelisere og går tilbage til at tale om Jesus.

En af mine teser er, at uden Luther havde paverne ikke stået,

hvor de gør i dag. Derfor bør de også kunne være med til at fejre ham nu. Han var med til at give dem sansen for det evangeliske tilbage.”

Nogle vil hævde, at Vesten fik sine frihedsgoder fra oplysningens filosoffer, der måtte vriste alt fra en bagstræberisk kirke? ”Det er en stor fejltagelse, som jeg har kæmpet imod i årtier.

Nutidsmennesket nærer ofte modvilje mod at forstå, at noget positivt kan komme af religionen. Historisk er disse udviklinger ikke kommet på trods af religionen, men gennem den. Jeg skriver ikke i min bog om religionens bliven ét med verden, dens gåen op med verden, for det ville være religionens forsvinden, men derimod om religionens gåen ud i verden. Hvis disse mennesker ville sætte sig en smule mere ind i disse ting, ville de se, at alt det, som de tilskriver en antireligiøs impuls, er et resultat af religionens vandren ud i verden.”

Dette sidste er så heller ikke del af det utilsigtede fra Luthers side, for med sin kaldstanke ville han vel helt bevidst sende kristendommen ud i hverdagen? ”Absolut. Almindeligt præstedømme, ophævelse af klostervæsenet, ophævelse af cølibatet og så videre, det ønsker han alt sammen, for at religionen skal gå ud i verden – uden at forsvinde, vel at mærke.

Verdens magtmennesker bør vide dette, at religions vandren ud i verden også betyder, at mennesket skal blive klar over, at det lever af forudsætninger, det aldeles ikke selv forføjer over. Vi skal ikke løfte alting,

0 Heinz Schillings bog om Martin Luther, der på dansk har fået titlen ”Martin Luther – Bibel i en opbrudstid” er udkommet på Kristeligt Dagblads Forlag.

men forstå vores afhængighed af andre kræfter. Vi vises hen til en samvittighedsfuld og ansvarlig omgang med mennesker og ressourcer – naturens, men også finansens. Religiøse mennesker må agere anderledes over for disse end de finansmennesker, der siger: efter os syndfloden.”

Disse gode ordninger med rødder i kristendommen – vil de fortsat kunne præge samfundet, når al religion er renset ud af de vestlige nationer i det scenario, som neoateisterne håber på og arbejder for? ”Det scenario er stærkest i neo-ateisternes fantasi. Jeg tror, det er en antropologisk konstant, at mennesket ved, at det lever af ting, det ikke selv råder for. Derfor vil der altid være en dimension af religiøs interesse.

Her er jeg ret fortrøstningsfuld.

Men De har ret, der er kommet denne indædte allergi over for al religion. Naturligvis skal det absolutte og fundamentalistiske i enhver udgave undgås, men det udgør altså ikke længere nogen nævneværdig trussel inden for kristendommen. Og det skulle nødig erstattes af samfundets, statens eller mediernes absolutte herredømme. Vil man gerne være helt udleveret til staten eller samfundet? Hvis nej, så er det vist godt, der findes en kirke, der kan stå for noget, som staten ikke kan eller skal stå for. Her må man forlange tolerance fra ny-ateisterne. Det, jeg kan frygte, er, at hvis religionen virkelig faldt væk, så vil der ikke gives denne tolerance længere. Lige så lidt som den menneskets selvbestemmelse gennem religionen, som er fundamental i voJ res del af verden.”

40 | Reformationen 500 år

Kristeligt Dagblad Fredag 6. januar 2017

Ordene der udløste Reformationen blev indledt med de 95 teser mod afladen, som teologen Martin Luther offentliggjorde den 31. oktober 1517. Her er teserne i deres fulde ordlyd, gengivet fra folkekirken.dk

friede? Om den hellige Severin og den hellige Pascalis fortælles det jo, at det modsatte var til­ fældet.

En afhandling til fastlæggelse af afladens videsbyrd.

Af kærlighed til sandheden og af interesse for dens opklaring indbydes der til en drøftelse af nedenstående sætninger i Wittenberg under forsæde af den ærværdige fader Martin ­Luther, magister i de frie kunster og professor i teologien ­sammesteds. Derfor bedes de, som ikke er i stand til at komme til stede for mundtligt at deltage i drøftelserne med os, i deres ­fravær gøre dette skriftligt.

I Vor Herres Jesu Kristi navn.

Amen.

31. Lige så sjælden en rettelig angrende er, lige så sjælden er en, der rettelig erhverver aflad, med andre ord: yderst sjælden.

1. Da Vor Herre og mester Jesus Kristus sagde: Gør bod og så vi­ dere, tilkendegav han dermed som sin vilje, at de troendes hele liv skal være en bod.

2. Dette ord kan ikke forstås om bodens sakramente, det vil sige skriftemålets og fyldestgørel­ sens bod, som det er præsternes embede at forvalte.

3. Han sigtede imidlertid heller ikke alene til den indre bod, ja, den indre bod er ingen bod, medmindre den udadtil medfø­ rer forskellige former for kødets dødelse.

4. Derfor varer straffen lige så længe, hadet til en selv (det vil sige den sande indre bod) varer, nemlig lige til vi indgår i Himmeriget.

5. Paven vil ikke og kan ikke ­eftergive andre straffe end dem, han selv har idømt enten efter sin egen eller efter de kirkelige loves afgørelse.

6. Paven kan ikke tilgive nogen skyld, men kun erklære og stad­ fæste, at den er tilgivet af Gud; men naturligvis kan han skænke eftergivelse i sådanne tilfælde, som er forbeholdt ham, hvor der vises foragt for disse, står skyl­ den stadig fuldt ud ved magt.

7. Gud tilgiver på ingen måde nogen hans skyld uden samtidig at henvise ham i enhver hen­ seende til ydmyg underkastelse under sin stedfortræder, ­præsten.

8. De kirkelige bodslove er alene pålagt de levende, og der kan ik­ ke i henhold til disse love på­ lægges dem, der skal dø, noget.

30. Ingen kan være sikker på sin angers oprigtighed, endnu mindre på, at han har fået fuld syndsforladelse.

9. Derfor handler Helligånden vel imod os gennem paven ved i sine bestemmelser altid at und­ tage dødens og den yderste nøds situation.

32. Evig fordømt tillige med de­ res læremestre vil de blive, som tror sig sikre på deres frelse i kraft af afladsbreve.

10. Ukyndigt og slet handler de præster, som pålægger dem, der skal dø, kirkelig bod i skærs­ ilden.

33. Man skal vogte sig vel for dem, som siger, at denne pavens aflad er den uvurderlige gave, hvorved mennesket bliver forligt med Gud.

11. Talen om at erstatte kirkelige straffe med straf i skærsilden er ukrudtsfrø, som visselig synes sået, mens biskopperne sov.

12. Forhen pålagde man folk de kirkelige straffe ikke efter, men inden tilsigelse af synderens for­ ladelse, som en prøvesten på bodens oprigtighed.

34. Afladsnåden tager nemlig kun sigte på den sakramentale fyldestgørelses straffe, som er fastsat af mennesker.

35. Det er ikke·kristelig tale, den slags mennesker fører, som ­lærer, at de, der køber sjæle ud af skærsilden eller erhverver sig skriftebreve, ikke har anger ­nødig.

13. De, som skal dø, indfrier ved selve døden alle krav og er alle­ rede døde for de kirkelige loves krav, idet de er løst fra disses myndighed.

14. Når den, som skal dø, kun i ufuldkommen grad besidder den frelsende kærlighed, med­ fører dette nødvendigvis stor frygt, og den er desto større, jo ringere kærligheden har ­været.

36. Enhver oprigtigt sønder­ knust kristen har fuldkommen eftergivelse af straf og skyld, og den tilkommer ham også uden afladsbreve.

37. Enhver kristen, hvadenten han er levende eller død, har del i alle Kristi og kirkens goder, og dem får han af Gud, også uden afladsbreve.

15. Denne frygt eller rædsel er i sig selv (for ikke at tale om an­ det) tilstrækkelig til at fremkal­ de skærsildens straflidelse, ef­ tersom den kommer fortvivlel­ sens rædsel nær.

16. Formentlig adskiller helve­ de, skærsilden og Himmelen sig fra hinanden som fortvivlelse, tilnærmelsesvis fortvivlelse og tryghed.

17. Ligesom det formentlig er nødvendigt for sjælene i skærs­ ilden, at deres rædsel mindskes, således også at deres kærlighed øges.

18. Der er formentlig heller ikke hverken fornuftgrunde eller skriftsteder for den antagelse, at de befinder sig i en tilstand, hvor de ikke kan opnå fortjene­ ste over for Gud, eller hvor kærligheden til ham ikke kan øges.

19. Ej heller er det formentlig godtgjort, at de kan være sikre og visse på deres salighed (i hvert fald ikke alle), selvom vi måske er fuldkommen visse derpå.

0 Martin Luther slog sine 95 teologiske teser op på kirkedøren i Wittenberg.

Her ses døren, som den kommer til at se ud i en spillefilm, der er under produktion med arbejdstitlen ”Himmel og helvede – Martin Luther”.

– Foto: Polfoto.

20. Derfor mener paven med ”fuldkommen eftergivelse af alle bodsstraffe” ikke alle overhove­ det, men kun dem, han selv har pålagt.

25. Den samme magt, som paven i almindelighed har over Skærs­ ilden, har enhver biskop og en­ hver sjælesørger i særdeleshed i sit stift eller i sit sogn.

21. Derfor farer de afladsprædi­ kanter vild, som siger, at et men­ neske ved pavens aflad befries fra al straf og bliver frelst.

26. Paven gør udmærket vel i at skænke sjælene i skærsilden ef­ tergivelse, ikke i kraft af nøgle­ magten (som han ikke har no­ gen af i den forbindelse), men i form af forbøn.

22. Han eftergiver jo ikke sjæle­ ne i skærsilden nogen straf, som de ifølge de kirkelige love burde udstå i dette liv.

23. Hvis nogen kan få eftergivel­ se af alle syndestraffe overhove­ det, så kan den sikkert kun gives til de allerfuldkomneste, det vil sige til de allerfærreste.

24. Størstedelen af kristenfolket må derfor nødvendigvis blive vildledt ved dette forskelsløse og rundhåndede tilsagn om op­ hævelse af alle straffe.

27. De, som siger, at sjælen fly­ ver ud af skærsilden, lige så snart pengene klinger i kisten, fører ren og skær menneske­ lære.

28. Det er sikkert og vist, at når pengene klinger i kisten, kan profitten og havesygen øges, men kirkens forbøn er alene af­ hængig af Guds bønhørelse.

29. Hvem ved, om alle sjælene i skærsilden ønsker at blive ud­

38. Man bør dog på ingen måde kaste vrag på pavens eftergivel­ se, da den som nævnt er en kundgørelse af Guds tilgivelse.

39. Det er overmåde vanskeligt, også for de lærdeste teologer, over for folket samtidig at prise afladens rige gave og pligten til sand anger.

40. Sand anger begærer og el­ sker straffen for synd, men afla­ den befrier i sin rundhåndethed derfra og skaber had dertil, i det mindste lejlighedsvis.

41. Den apostolske aflad må for­ kyndes med forsigtighed, for at folket ikke skal få den falske forestilling, at den har fortrin frem for andre kærlighedens go­ de gerninger.

42. De kristne bør belæres om, at det ikke er pavens mening, at køb af aflad på nogen måde kan sammenlignes med barmhjer­ tighedens gerninger.

Reformationen 500 år | 41

Kristeligt Dagblad Fredag 6. januar 2017

Reformationen 43. De kristne bør belæres om, at man handler bedre ved at give til den fattige eller låne ud til den trængende end ved at købe aflad.

44. Thi ved kærlighedens ger­ ninger vokser kærligheden og bliver et menneske bedre, men ved aflad bliver han ikke bedre, slipper blot fri for straf.

45. De kristne bør belæres om, at den, som ser en nødlidende og lader ham i stikken for i ste­ det at give penge ud til aflad, han erhverver sig ikke pavens aflad, men Guds vrede.

46. De kristne bør belæres om, at medmindre de har overflod, er de pligtige til at beholde, hvad der er nødvendigt til deres hus og hjem, og ingenlunde til at forøde det på aflad.

47. De kristne bør belæres om, at køb af aflad er en frivillig sag, ikke en pligt.

48. De kristne bør belæres om, at paven, når han giver aflad, for sin egen person har mere brug for og derfor også hellere vil ha­ ve from forbøn end klingende mønt.

49. De kristne bør belæres om, at pavens aflad er nyttig, når man ikke sætter sin lid til den, men overmåde skadelig, hvis man for dens skyld lader guds­ frygten fare.

50. De kristne bør belæres om, at hvis paven vidste besked om afladsprædikanternes måde at drive penge ind på, ville han hellere lade Peterskirken gå op i luer end lade den opføre af sine fårs skind og ben og kød.

51. De kristne bør belæres om, at paven, om han så i fornødent fald skulle sælge Peterskirken, gerne – som det også er hans pligt – vil give af sine egne pen­ ge til de mange, som fralokkes deres penge af visse afladspræ­ dikanter.

52. Troen på, at man kan opnå frelse ved hjælp af afladsbreve, stemmer ikke med virkelighe­ den, om så afladsforhandleren, ja, paven selv stod inde for den med sin sjæl.

53. Kun fjender af Kristus og ­paven kan forlange, at når der forkyndes aflad i én kirke, skal Guds ord aldeles forstumme i alle de andre.

54. Der sker overgreb mod Guds ord, når der i den samme prædi­ ken anvendes lige så megen eller mere tid på aflad end på ­ordet.

55. Det må nødvendigvis være pavens mening, at når afladen (som er det ringeste) fejres med en enkelt klokke, med nogle en­ kelte processioner og ceremoni­ er, så skal evangeliet (som er det største) prædikes med hun­ drede klokker, hundrede proces­ sioner, hundrede ceremonier.

56. Kirkens skatte, hvoraf paven uddeler afladen, er hverken til­ strækkeligt beskrevne eller til­ strækkeligt kendte i Kristi folk.

57. Det er indlysende, at det ikke drejer sig om timelige skatte, ef­ tersom en mængde prædikanter nødigt uddeler, men kun samler den slags skatte.

58. Ejheller udgøres de af Kristi og helgenernes fortjenester, thi disse fortjenester udvirker til enhver tid, og uden at paven gør noget dertil, nåde for det indre menneske og kors, død og hel­ vede for det udvortes menneske.

0 De 95 reformatori­ ske teser blev skrevet i ­hånden, slået op på en dør og siden mang­ foldiggjort i bogform.

72. Men velsignet være den, som træder i skranken imod en af­ ladsprædikants gridske og tøj­ lesløse ord.

60. Uden at gå for vidt kan vi ­sige, at det er kirkens nøgler (som jo er skænket den ved Kri­ sti fortjeneste), der er den om­ handlede skat.

73. Ligesom paven med rette slynger bandstrålen mod dem, som med al slags snedighed fin­ der på listige kunster til skade for afladen.

61. Det er nemlig klart, at til at eftergive straffene i de alminde­ lige og særlige tilfælde er pavens magt i sig selv tilstrækkelig.

74. Så er det langt mere hans hensigt at slynge den mod dem, som under afladens skalkeskjul finder på listige kunster til ska­ de for den hellige kærlighed og sandhed.

62. Kirkens sande skat er det højhellige evangelium om Guds herlighed og nåde.

64. Afladens skat derimod er na­ turligt nok højt værdsat, fordi den gør de sidste til de første.

65. Derfor er evangeliets skatte garn, hvori man fordum indfan­ gede rige folk.

66. Afladens skatte er garn, hvori man nu om dage indfanger folks rigdomme.

67. Afladen, der af sine prædi­ kanter udråbes som den største nåde af alle, kan med rette an­ ses for at være det, når det gæl­ der om at få penge ind.

68. Men i virkeligheden er den den mindste af alle i sammen­ligning med Guds nåde og den fromhed, som holder sig til korset.

69. Biskopper og sognepræster er pligtige til med al ærbødighed

70. Men endnu mere er de ­pligtige til med vidåbne øjne at iagttage og med vidåbne øren at lytte efter, at de ikke i stedet for det, paven har overdraget dem, forkynder deres egne ­fantasier.

71. Fordømt og forbandet være den, som taler imod den apo­ stolske aflad.

59. Den hellige Laurentius sag­ de, at kirkens skatte er kirkens fattige – men han brugte ordet i sin tids betydning.

63. Men denne skat er naturligt nok særdeles afskyet, fordi den gør de første til de sidste.

at byde de apostolske aflads­ forhandlere velkommen.

Aflad 3 Efter­ givelse af straf for ­synder, man har begået.

Luther ønskede at gøre op med den katolske kirkes praksis, hvor katolikker kunne købe sig fri af skærs­ilden med særlige afladsbreve.

75. Det er vanvid at mene, at den pavelige aflad er så kraftig, at den kan befri et menneske fra dets brøde, også om det hav­ de skændet Guds moder (hvilket dog er en umulighed).

afladskors med pavens våben som mærke, så har det samme virkning som Kristi kors.

80. Biskopper, sognepræster og teologer skal stå til regnskab derfor, når de tillader, at den slags taler bydes folket.

81. Denne vilkårlige afladsfor­ kyndelse bevirker, at det falder svært, selv for lærde folk, at hol­ de respekten for paven i hævd over for lægfolks bagvaskelser eller dog spidsfindige spørgs­ mål.

82. For eksempel: Hvorfor tøm­ mer ikke paven ganske skærsil­ dens pinested, bevæget af den højhellige kærlighed og af sjæle­ nes overmåde store nød – hvil­ ket er den tungest vejende grund af alle – når han dog ud­ frier talrige sjæle deraf mod be­ skidte penge til Peterskirkens opførelse – hvilket er en meget ringe grund?

83. Videre: Hvorfor bliver man ved med at holde dødemesser og årlige sjælemesser i stedet for at give de midler, som er givet dertil, tilbage eller dog tillade, at de tilbageleveres, når det dog allerede er forkasteligt at bede for dem, som er udfriet af skærs­ ilden?

77. Når det hedder, at selvom endog Sankt Peter var pave, kunne han ikke skænke større nådegaver, er det en forhånelse af den hellige Peter og af paven.

84. Videre: Hvad er det for en ny fromhed hos Gud og paven, at de tilsteder et menneske, som er uden fromhed og kærlighed til Gud, for penge at udfri en from sjæl, som elsker Gud, af skærsilden, medens de ikke af hensyn til den samme fromme og elskede sjæls nød vil udfri den af kærlighed alene, uden betaling?

78. Tværtimod hævder vi, at ­både han og en hvilken som helst pave råder over langt ­større nådegaver, nemlig evan­ geliet, undergerningerne, hel­ bredelsens nådegaver og så vi­ dere, som vi læser i 1. Korinther­ brev, 12.

85. Videre: Når de gamle bods­ regler faktisk og ved at være gå­ et af brug allerede længe i sig selv har været ophævede og dø­ de, hvorfor skal man så ved at få tilstået aflad købe sig fri af dem for penge, som bestod de stadig i bedste velgående?

79. Det er gudsbespottelse at hævde, at når man oprejser et

86. Videre: Hvorfor mon ikke pa­ ven, hvis rigdomme i dag er

76. Tværtimod hævder vi, at den pavelige aflad, hvad skylden an­ går, ikke kan ophæve selv den mindste af de tilgivelige synder.

overdådigere end de mest over­ dådigt riges, hellere bruger sine egne penge end de fattige troen­ des til at opføre bare denne ene kirke for Sankt Peter?

87. Videre: Hvad er det i grun­ den, paven eftergiver og skæn­ ker dem, som i kraft af en fuldkommen anger har ret til fuld aflad og nåde?

88. Endelig: Hvad bedre kunne der vel times kirken, end om pa­ ven gav enhver troende denne aflad og nåde hundrede gange om dagen, hvor han nu gør det én gang?

89. Når paven i forbindelse med afladen er mere optaget af sjæle­ nes frelse end af penge, hvorfor sætter han så tidligere udstedte afladsbreve og nådesbeviser ud af kraft, skønt de stadig har den samme gyldighed som før?

90. Man udsætter kirken og pa­ ven for modstandernes latter og skaber ulykkelige kristne, når man over for disse højst pinlige lægfolksspørgsmål alene gør magten gældende, medens man ikke imødegår dem med grunde.

91. Hvis afladen blev forkyndt i overensstemmelse med pavens ånd og hensigt, ville disse spørgsmål alle sammen med let­ hed kunne besvares, ja, de ville slet ikke opstå.

92. Bort! derfor med alle de pro­ feter, som siger til Kristi folk: ”Fred, fred!” – og der er ingen fred.

93. Vel! derimod alle de profeter, som siger til Kristi folk: ”Kors, kors!” – og der er intet kors.

94. De kristne bør formanes til med iver at efterfølge deres ho­ ved: Kristus ved straf, død og helvedeskvaler 95. og således hellere sætte de­ res lid til at indgå i Himmerige gennem mange trængsler end gennem den trygge bevidsthed J om at eje fred.

42 | Reformationen 500 år

Kristeligt Dagblad Fredag 6 januar 2017

Reformationshistorie i børnehøjde

WW

Historien om Hans Tausen og hans ustoppelige vilje til at ­prædike er alt for god til ikke at blive ­fortalt.

Sigurd Barrett har skrevet en reformations­salme og tager snart på turné til landets kirker.

Idéen til projektet kom fra nu afdøde biskop Niels Henrik Arendt I L L U ST R AT I O N : J E A N E T T E B R A N DT

AF ELSE MARIE NYGAARD nygaard@k.dk

”Elsker Gud os kun, hvis vi gør de rigtige ting? Eller tilgiver han vores fejl, hvis bare vi tror på Ham?”.

Sigurd Barrett citerer sætnin­ gerne langsomt og gentager ­ordene. Ordene er Sigurd Bar­ retts omskrivning af det mest centrale i Martin Luthers tårn­ oplevelse.

Musikeren og forfatteren hå­ ber, at han med omskrivningen er et skridt nærmere at have gjort Luther forståelig for et bredt publikum, for i de næste måneder har han sat sig for at formidle Luther og Reformatio­ nen til børn og deres forældre eller bedsteforældre. ”Min kongstanke er, at alt stof kan være spændende, hvis man formidler det, så folk kan forstå det. Reformationen handlede også om formidling. Præsterne skulle tale folkets sprog, og me­ nigheden skulle mærke budska­ bet i deres hjerter ved den fæl­ lesskabskraft, som sang giver. ” Barrett har tidligere skrevet en børnebibel og spillet en lang række kirkekoncerter med fokus på bibelhistorie. I efteråret 2013 spillede han i Ulfborg kirke i Vestjylland. Efter koncerten kom sognepræst Niels Henrik

Arendt, tidligere biskop og teo­ logisk rådgiver vedrørende re­ formationsjubilæet, hen til ham og foreslog, at han udviklede et program henvendt til børnefa­ milier i forbindelse med refor­ mationsjubilæet. ”Normalt skal jeg selv undfan­ ge mine idéer, men i det her til­ fælde var det anderledes. Jeg blev meget beæret over Niels Henrik Arendts forslag, som var meget konkret: Jeg skulle lave en bog og rejse rundt i kirkerne, hvor Snapper (en hånddukke, red.) skulle være med, ligesom jeg havde Snapper med den dag i Ulfborg. Det vigtige var, at det skulle have en folkelig bredde og formidles til børn.”

Niels Henrik Arendt døde i august 2015, men forinden hav­ de han og Sigurd Barrett lavet en oversigt over, hvilke kapitler en højtlæsningsbog om Luther skulle rumme, ligesom der var truffet aftale med et forlag om udgivelse.

Tidligere biskop Karsten Nis­ sen har efterfulgt Niels Henrik Arendt som teologisk rådgiver for reformationsjubilæet, og i denne tid er Karsten Nissen og Sigurd Barrett i løbende kontakt omkring med Barretts arbejde med bogen ”Sigurd fortæller om Luther”. Bogen udkommer til påske.

Sigurd Barrett 3 Født i 1967.

Cand.mag. i musik, ­pianist, ­komponist og forfatter.

3 Kendt som vært på DR og har skrevet over 30 børnebøger.

3 Han har fem børn fra sit tidligere ægteskab.

Den dag i Ulfborg Kirke nåede Niels Henrik Arendt også at op­ fordre Sigurd Barrett til at skrive en salme om Reformationen.

Det blev til salmen ”Jeg tror ik­ ke, Gud kun lytter til Latin”, som består af seks vers, hvor Barrett udfolder Martin Luthers lære.

Melodien til salmen er let at læ­ re, og Sigurd Barrett håber, at mange vil have mod på at synge med.

Efter Reformationen kom sal­ mesangsgudstjenesten til i kir­ ken. Sigurd Barrett mener, at den lutherske gudstjeneste med sin vægt på salmesang har fat i noget vigtigt. ”Det kan blive en helt fysisk oplevelse at synge sammen. Det er, som om stemmebåndet er forbundet med sjælen. I det øje­ blik man synger, oplever jeg, at der er lettere adgang til hjertet.

Mon ikke de fleste ved, hvordan man ved en begravelse næsten ikke kan komme gennem sal­ merne, og mens man prøver på at synge uden at græde, kan man mærke, hvordan sangen skaber en direkte kontakte til ens følelser. Og på samme måde er det med glæden. Når jeg spil­ ler med folk, så kan jeg se i de­ res ansigter, hvordan de bliver glade af at synge med, og gen­ nem sangen etablerer de en form for samhørighed.”

I efteråret udkom ”Sigurd for­

tæller danmarkshistorie”, som er en danmarkshistorie for børn i to bind. Danmarkshistorien er Sigurd Barretts hidtil største projekt. Det omfattende arbejde med historien har gjort ham be­ vidst om, hvor mange uformid­ lede gode historier danskernes fortid rummer. Reformationen er ingen undtagelse.

Et eksempel er fra hans barn­ domsby Viborg. Hver onsdag gik han til FDF i byens gamle missi­ onshus, ”Hans Tausens Hus”, og siden fortsatte han med at komme som leder. ”Den danske reformator Hans Tausen har jeg først lært at ken­ de som voksen. FDF var et vig­ tigt fællesskab for mig, og det var et sted, hvor jeg kunne tale om bøn, og jeg havde en idé om, at Hans Tausen havde noget med kirken at gøre.”

Når han senere i år tager fat på en film om Reformationen, vil Hans Tausen komme til at spille en central rolle. ”Historien om Hans Tausen og hans ustoppelige vilje til at præ­ dike er alt for god til ikke at blive fortalt,” siger Sigurd Barrett og henviser til de prædikener, Hans Tausen holdt fra fængselsvindu­ et, efter at han i 1525 blev arre­ steret.

I år fejres Reformationens jubi­ læum, men ifølge Sigurd Barrett

SIGURD BARRETT

har kirken til stadighed brug for at reformere sig. Her tænker han særligt på sproget i kirken. ”Der bruges sætninger i kir­ ken, hvor der er en ophobning af alt for mange mærkelige ord. Jeg bliver glad, når jeg hører en præst sige ’Herren løfte sit åsyn på dig’, fordi jeg kender ordene, og der er noget ophøjet over dem, men det kan være en reto­ rik, som får folk til at stå af, og så bliver man irriteret, og tæn­ ker, at det hele kan være lige meget.”

Forhåndsinteressen for hans koncerter om Luther har været god, og Sigurd Barrett ser frem til at komme rundt i landet og spille og fortælle. Men det er vigtigt for ham, at Luther ikke bliver gjort til Gud: ”Der er mange skikkelser i hi­ storien, som kan tilskrives en del af æren for, at vi er, hvor vi er i dag. Luther er bestemt en af dem, men han står ikke alene, og selv kan jeg have svært ved at skelne mellem, hvad jeg har fra Grundtvig, og hvad jeg har med mig fra Luther.” ”Reformationens historie er vigtig og værd at markere, men jeg ser først og fremmest mig selv som kristen, og som kristen tror jeg, at vi har brug for en mangfoldighed af måder at være kristen på.”

J

Kristelig

Storværket om reformationen

I tre bind præsenterer landets førende eksperter synspunkter på reformationens arv i nutidens Danmark. Bogens kapitler kommer rundt om alle samfundsmæssige forhold, lige fra kirken og dens ordninger, teologien og universitetet til staten og velfærden, ægteskab og dagligliv, salmer og kunst samt skole og pædagogik. Værket giver dermed en bred og almen tilgængelig fortælling om reformationens kulturelle betydning fra 1500-tallet til i dag.

Reformationen i dansk kirke og kultur I-III Hovedredaktører: Niels Henrik Gregersen og Carsten Bach-Nielsen Tre bind med i alt ca. 1.200 sider om reformationen, rigt illustreret og indbundet Pris i hele jubilæumsåret: 500 kr. Udkommer primo juni 2017.

Forfattere: Tarald Rasmussen, Niels Henrik Gregersen, Carsten Bach-Nielsen, Ninna Jørgensen, Martin Schwarz Lausten, Rasmus H.C. Dreyer, Jens Glebe-Møller, Jens Lyster, Lars Bisgaard, Mattias Skat Sommer, Morten Fink-Jensen, Sven Rune Havsteen, Ove Korsgaard, Tine Reeh, Jens Rasmussen, Ove Kaj Petersen, Ditlev Tamm, Anders Holm, Lisbeth Smedegaard Andersen, Nina Javette Kofoed, Ingrid Markussen, Erik Nørr, Nils Holger Petersen, Uffe Østergaard, Hans Raun Iversen, Jørn Henrik Petersen, Lisbet Christoffersen, Kirsten Nielsen og Lone Rahbek Christensen.

Til sidst giver ti kulturpersoner deres bud på den fortsatte reformation.

Syddansk Universitetsforlag – www.universitypress.dk

44 | Reformationen 500 år

Kristeligt Dagblad Fredag 6. januar 2017

Gamle kirker er på vej ind i ukendt land Pave Frans’ deltagelse i fælles katolsk og luthersk bøn i Lunds Domkirke beskrives som den største økumeniske begivenhed siden 1999. Men på det teologiske plan er dialogen kørt fast, mener både protestantiske og katolske kritikere AF BIRTHE PEDERSEN bpedersen@k.dk

En historisk økumenisk begivenhed. Sådan blev den fælles markering den 31. oktober af Reformationens 500-årsjubilæum i Lund beskrevet. Pave Frans, hvis fjerne forgænger pave Leo den Tiende lyste Martin Luther i band og fik ham dømt for kætteri, forholdt sig til Reformationen sammen med lutherske kirkeledere. Og det skete i den monumentale domkirke i Lund, som indtil 1536 var sæde for Europas arealmæssigt største katolske ærkebispedømme, men derefter blev et åndeligt centrum for protestantismen i Norden.

For arkitekterne i Det Lutherske Verdensforbund var mødet resultatet af 50 års dialog med den katolske kirke og et nybrud i den økumeniske dialog. ”Dette er noget, vi aldrig har gjort før. Det er første gang, at vi som to globale kristne kirkeorganisationer, Det Lutherske Verdensforbund og den romerskkatolske kirke, sammen organiserer en økumenisk højtidelighed. Vi er på vej ind i ukendt land. Vi havde aldrig forestillet os for bare få år siden, at det kunne være muligt, men vi har forstået, at der er mere, der forener os end adskiller os,” siger Kaisamari Hintikka, leder af det økumeniske arbejde i Det Lutherske Verdensforbund. ”Det er nærmest utroligt, at paven rent faktisk kom til Lund og deltog i en gudstjeneste sammen med lutherske præster. Den dag vil gå over i historien som en ny fase i den økumeniske dialog mellem katolikker og lutheranere,” mener også den tyske professor i teologi Theodor Dieter, leder af institut for økumenisk forskning i Strasbourg og luthersk konsulent for den kommission af katolske og lutherske kirkeledere, som gjorde den fælles højtidelighed mulig.

Kommissionen udsendte i 2013 rapporten ”Fra Konflikt til Fællesskab”, som var grundla-

get for mindehøjtideligheden i Lund, sammen med en særlig liturgi, en slags håndbog med forslag til bøn og salmer, som kan benyttes ved fælles luthersk-katolske højtideligheder. ”Det er bestemt meningen, at der skal afholdes andre fælles reformationsfejringer, blandt andet i Tyskland, men også andre steder i Europa,” understreger Theodor Dieter.

I 1999 kom den såkaldte ”Fælleserklæring om Retfærdiggørelse”. Den var resultatet af års intense og vanskelige diskussioner og tog fat i spørgsmålet om menneskers eget bidrag til deres egen frelse.

Spørgsmålet var den vigtigste af de teologiske uenigheder, der skilte protestanter og katolikker, indtil Det Lutherske Verdensforbund og pavestolen blev enige om en formulering, der fastslår, at kun Guds nåde kan frelse det syndige menneske.

Men at gode handlinger samtidig er nogle af troens frugter.

Erklæringen var kontroversiel, og for eksempel den danske folkekirke holdt sig uden for underskrivelsesceremonien i den tyske by Augsburg. Ingen nye teologiske uenigheder blev udjævnet. Og da Det Lutherske Verdensforbund begyndte at sondere mulighederne for en fælles markering af 500-året for Luthers 95 teser med den katolske kirke, var modtagelsen iskold. ”Vi kan ikke fejre en synd,” sagde lederen af Det Pavelige Råd for de Kristnes Enhed, kardinal Karl Koch, i 2012. ”Det Lutherske Verdensforbund ønskede en fælles markering, fordi man var klar over, at reformationsfejringen var en potentiel kilde til en fornyet konflikt med katolikkerne. Mange katolske ledere mente ikke, at der er noget at fejre i Reformationen, som splittede kristenheden og førte til ødelæggelse i Europa. Vi arbejdede i tre år, før vi fik hul på dialogen,” siger Theodor Dieter om arbejdet

0 Den 31. oktober 2016 markerede pave Frans Reformationen sammen med formanden for Det Lutherske Verdensforbund, biskop Munib Younan, og flere andre fremtrædende lutheranere. Men kirkerne er stadig uenige om mange grundlæggende teologiske spørgsmål.

– Foto: Polfoto.

i den lutherske/romersk-katolske kommission for kirkens enhed, som blev nedsat til at tage spændingerne af markeringen.

Men erklæringen efterlader stadig mange teologiske uenigheder, siger professor Niels Henrik Gregersen fra institut for systematisk teologi ved Københavns Universitet. ”Det er bestemt ikke ligegyldigt, at man har et historisk afklaringsarbejde og har skabt et fælles kirkeligt klima. Det betyder, at den teologiske debat sker i et andet klima. Men der er ikke rykket ved de teologiske udeståender, som stadig eksisterer,” understreger han.

Et af disse udeståender er nadverfællesskabet, som den katolske kirke stadig afviser på baggrund af de forskellige teologiske opfattelser af Kristi tilstedeværelse i nadveren. Under et besøg i en luthersk kirke i Rom for nylig vakte pave Frans opsigt, da en katolsk kvinde spurgte, hvorfor hun ikke kan deltage i samme nadver som sin protestantiske mand. ”Følg din samvittighed,” svarede paven og syntes dermed at åbne en dør for et muligt nadverfællesskab. ”I virkeligheden er der for eksempel i Tyskland rigtig mange katolske præster, der lader luthersk-katolske par deltage i nadveren sammen uden at stille spørgsmål. Der er også mange, der ikke vil. Men når praksis ændrer sig, så ender teologien også med at ændre sig, og det er ikke udelukket, at vi vil se samme udvikling i dette spørgsmål, som vi så med retfærdiggørelsen,” mener Niels Henrik Gregersen.

Et andet udestående er spørgsmålet om kirkens enhed og paveinstitutionen. I 2000, året efter den epokegørende fælleserklæring om retfærdig-

gørelsen, udsendte kardinal Joseph Ratzinger, den senere pave Benedikt, erklæringen ”Dominus Iesus”, der ganske vist anerkender de protestantiske kirker som kristne. Men som forsat ser den katolske kirke som den eneste kirke i fuld forstand.

Lederen af de danske katolikker, biskop Czeslaw Kozon, holder sig på denne linje. ”Som katolikker mener vi, at kirkens enhed skal være, som den var oprindeligt, men med plads til forskellige riter, som de østkirkelige riter. De sidste årtiers dialog med andre kirker har bragt os nærmere, selvom der endnu er store udestående spørgsmål. Det er også markant, at vi for første gang er med til at markere Reformationen som en begivenhed, vi skal forholde os til som katolikker,” siger biskop Kozon. ”Der er andre økumeniske veje,” påpeger Niels Henrik Gregersen. ”Protestantiske kirker vil aldrig anerkende paven som Guds repræsentant på jorden. Men vi kan anerkende ham som en fremtrædende repræsentant for kristenheden. Og den katolske kirke anerkender, at kristenheden også eksisterer uden for kirken i Rom,” siger han.

Andre er mere skeptiske over for de økumeniske fremskridt. ”Den katolske kirke anerkender ikke andre kirker som fuldgyldige kirker. Og problemet med Fælleserklæringen fra 1999, som stadig er kontroversiel, var netop, at den på overfladen så ud, som om der var tale om en stor tilnærmelse. Men når man fik læst alt det, der stod med småt, så var den – særligt hvad kirkesynet angår – på mange måder præget af traditionel tænkning, og netop derfor kunne der ikke skabes dansk enighed om at underskrive den,” påpeger Johanne

Stubbe Teglbjærg Kristensen, lektor ved institut for systematisk teologi.

For Kaisamari Hintikka fra Det Lutherske Verdensforbund er reformationsfejringen i Lund ikke desto mindre en sejr for den økumeniske bevægelse. ”Selvfølgelig er der teologiske spørgsmål, vi ikke er færdige med at diskutere, men vi gemmer dem bestemt ikke ind under gulvtæppet. Vi arbejder sammen på så mange måder, inden for dialog, diakoni og humanitært arbejde. Og i dag kan vi sammen vidne om, at der er potentiale i religion, hvis vi lutheranere og katolikker overvinder vores smertefulde fortid. Det er et vigtigt budskab i verden i dag,” siger Kaisamari Hintikka. J

Fælleserklæringer 3 3I 1999 underskrev de to kirker det første og mest skelsættende dokument siden Reformationen: ”Fælleserklæring om Retfærdiggørelseslæren.” Det slog en streg over den grundlæggende strid mellem reformatorerne og den katolske kirkes ledere og sagde, at det alene er Gud, som bestemmer, om vi frelses.

Dokumentet er den hidtil største milepæl i de to kirkesamfunds forsøg på at overkomme den splittelse, som begge parter giver udtryk for, at de er kede af.

3 3For tre år siden udkom den fælles katolsk-lutherske udgivelse ”From Conflict to Communion” (udkom på dansk i 2015: ”Fra konflikt til fællesskab”). Heri findes de to kirkers egne og fælles betragtninger om Reformationens diskussioner.

Kristel

”Rantzau.

Den hellige kriger er en fin indføring i Reformationen.”

WEEKENDAVISEN

”Pave Frans er et jordnært og gennemgående sympatisk bekendtskab.”

WEEKENDAVISEN

”Erasmus forbereder og indleder reformationen ved at ville føre kristendommen tilbage til dens kilder.”

INFORMATION

”En samtalebog, der viser hans suveræne evne til at formidle det kristne budskab.”

POLITIKEN

Bøger, der giver indblik og udsyn

”Torben Brammings bog er vigtig, fordi den hiver en betydningsfuld person frem fra fortiden, hvis krigsindsats fik betydning for Danmark.” BERLINGSKE

”Pave Frans præsenterer sin sag med en herlig, ukompliceret ligefremhed.”

EKSTRA BLADET

”Noget af en bedrift.”

KRISTELIGT DAGBLAD

”Der er få, der har betydet så meget for dansk mentalitetshistorie som ham, om overhovedet nogen.”

BERLINGSKE ”Schillings Luther-biografi er monumental, den rene lystlæsning fra først til sidst.”

JYLLANDS-POSTEN ”Man bliver intet mindre end fremragende underettet – og underholdt – om den forestillingsverden og de ydre forhold, der prægede Luthers tilværelse som munk og præst, professor og bibeloversætter, publicist og polemiker.”

WEEKENDAVISEN

KØB BØGERNE PÅ SHOP.K.DK ELLER HOS DIN BOGHANDLER

46 | Reformationen 500 år

Kristeligt Dagblad Fredag 6. januar 2017

Selvoptagethed skygger for ­kristendommen Luthers fokus på den nådige Gud, syndernes forladelse og fællesskabets betydning er mere aktuelt end nogensinde.

Det vurderer tre teologer og minder om, at ­Reformationen derfor heller aldrig er et afsluttet kapitel, men handler om evig oversættelse og genfortælling ind i nye tider

Ecclesia semper reformanda est 3 Latin for ”Kirken skal altid reformeres”.

Ordene tillægges ofte den schweiziske teolog Karl Barth og bruges hyppigt i protestantisk teologi.

Pave Frans har også ­benyttet udtrykket om den katolske kirke.

AF BJØRG TULINIUS tulinius@k.dk

Vi må aldrig tro, at vi er nået i mål. At den rette lære om kri­ stendommen er den, vi nu har forstået, prædiker og efterlever.

For hver tid kræver sin egen oversættelse eller genfortælling af både Luthers lære og Menne­ skesønnens levede liv.

Nogenlunde sådan kan man sammenfatte pointerne fra Gud­ mund Rask Pedersen, sogne­ præst i Vær Kirke ved Horsens, når han taler om Reformatio­ nen. For der er ikke tale om en begivenhed, der nu er færdig og afsluttet og derfor kan fejres i sin endelige form. Reformation er derimod et vilkår og dermed kirkens samt din og min ved­ varende forpligtelse til konstant at forholde os til kristendom­ mens kerne.

Samme indstilling deles af mange teologer i dag. Især inden for den protestantiske teologi, hvor holdningen blev formuleret af den schweiziske evangeliskreformerte teolog Karl Barth i 1947 på latin som: ”Ecclesia semper reformanda est”, der på dansk betyder, at kirken altid skal reformeres.

Men også katolikker begynd­ te efter Det Andet Vatikaner­ koncil i 1962 at understrege den evige reformation som en vigtig bestræbelse for den katolske kirke.

”For mig at se er det også hele kernen i kristendommen. Der er ikke en fiks og færdig manual til kristendommen. Kirken er i sig selv et stort oversættelsesarbej­ de. På samme måde som Gud jo også oversatte sig selv ved at bli­ ve menneske. Som præst ser jeg derfor min fornemmeste opgave som en, der oversætter. En, der giver ord for nåden. Og kernen i mit oversættelsesarbejde er Je­ sus, der jo også selv var en refor­ mator,” forklarer Gudmund Rask Pedersen over en kop kaffe i sognegården, et stenkast fra Vær Kirke, der siden 1200-tallet har ligget højt hævet i landska­ bet med Vær Sø lige neden for våbenhuset.

Og der er ifølge Gudmund Rask Pedersen nok at tage fat på, når det handler om at genfortælle og oversætte kristendommen ind i vores tid, der især er præ­ get af øget individualisering og fokus på den enkeltes egen ud­ vikling. ”Når folk taler om selvudvik­ ling, siger jeg derfor, at det er da er en rigtig god idé. Men forstået som en bestræbelse på at vikle sig ud af sig selv. Det var netop en af Luthers vigtige indsigter, at menneskets indkrogethed står i vejen for den levede kri­ stendom. At det sammenbøjede menneske, der sidder foroverbø­ jet og kun stirrer på sin egen navle, faktisk slet ikke er et

menneske. For menneske kan vi kun være, når vi er sammen.

Vi er, som både Jesus og Luther påpeger, hinandens forudsæt­ ninger og livreddere, og derfor er der også altid en etisk dimen­ sion knyttet til det at være men­ neske.”

Det er noget af den samme op­ sang til nutidens selvoptaget­ hed, som den tyske professor i kirkehistorie ved universitetet i Göttingen Thomas Kaufmann fremhæver som et vigtigt ind­ satsområde for reformation i dag. ”Vi bør koncentrere os om det helt essentielle ved den kristne tro og dens kerne: Jesus Kristus, den menneskelige Gud, menne­ skehedens bror. Idéen om tilgi­ velsen af vore synder er yderst aktuel. Vi lever for det meste uden ansvarsfølelse for de fatti­ ge. Vi er ligeglade med social retfærdighed. Vores økonomiske velfærd er baseret på udnyttelse af folk i andre dele af verden.

Vores livsstil er syndig,” siger Thomas Kaufmann og fortsætter: ”Ved at håbe, at Gud vil tilgive os, og at Kristus vil støtte vore forsøg på at angre, kunne vi bli­ ve i stand til at acceptere vores begrænsninger og sætte en dæmper på vores grådighed. For mig at se betyder ’Ecclesia sem­ per reformanda est’ derfor en kirke, der både lytter til og er en­ gageret i Guds kamp mod vores indkrogethed i os selv.”

WW

Hvis mit liv går i stykker, kan jeg ikke alene placere ansvar og skyld hos andre. Jeg har også selv svigtet eller fejlet. Og det kan jeg hverken løbe eller meditere mig væk fra.

GUDMUND RASK PEDERSEN SOGNEPRÆST

Og netop bevidstheden om, at vi er syndere, er også et område, som sognepræst Gudmund Rask Pedersen efterlyser hos det mo­ derne menneske. ”Man kommer ikke så langt i dag med en påstand om, at det at være menneske er lig med at være synder. Men kristendom­ mens definition af mennesket som en synder er fuldstændig afgørende. Det er ikke en del af arven fra Jesus, som vi kan glemme eller smide ud. Hvis mit liv går i stykker undervejs, så kan jeg ikke alene placere an­ svar og skyld hos andre. Jeg har også selv svigtet eller fejlet. Og det kan jeg hverken løbe eller meditere mig væk fra. Igen kan indkrogetheden være farlig. For i indvikletheden i mig selv bliver livet fattigt – dér dør det menne­ skelige. Og med indkrogetheden er også det åndelige truet, for det lever i relationerne mellem mennesker – hvor ånden er til stede. Det er også noget af det, Luther peger på i sin betoning af fællesskabet,” lyder det fra Gud­ mund Rask Pedersen.

Betydningen af fællesskabet er også et af de områder, som pro­ fessor i systematisk teologi ved Københavns Universitet Niels Henrik Gregersen mener, at vi trænger til at genopfriske i vores teologiske arv fra Luther. ”Vi har haft en alt for stor overvurdering af mennesket

Reformationen 500 år | 47

Kristeligt Dagblad Fredag 6. januar 2017

bedste og værste

2 Luther kaldte menneskets indkrogethed i sig selv, på latin ” incurvatus in se”, for et af vores helt store problemer. – Foto: John Angelillo/ Polfoto.

0 Sebastian Olden-Jørgensen, katolik og kirkehistoriker på Københavns Universitet. – Foto: Kristian Djurhuus.

Statskirkeligheden er problematisk AF ANDERS HOLMGAARD kirke@k.dk

som individ. Men intet menne­ ske er noget uden at indgå i rela­ tioner. Uden relationer ingen identitet. Luther siger det på den måde, at alle er et lille bogstav i det store alfabet, og det er noget af det, vi burde have mere fokus på i dag. For nylig læste jeg et interview med den tyske socio­ log Hartmut Rosa, der beskriver, hvordan mange af os oplever verden som ligeglad eller tavs.

Og at vi længes efter steder med resonans, eller genklang. Men det er jo faktisk netop det, der sker i mødet med et andet men­ neske, og på den måde oplever og forstår vi, at vi helt funda­ mentalt er bundet til hinanden,” siger Niels Henrik Gregersen.

Teologiprofessoren udgav tidli­ gere på året bogen ”Den generø­ se ortodoksi”. Her viser han, hvordan kristendommen og dens læresætninger eller dog­ mer op igennem historien altid har været i bevægelse og er ble­ vet diskuteret, omformet og re­ formeret. Men han mener, at der faktisk er flere områder, hvor vi i dag lider af en form for glemsel af Luthers teologi. ”Og ikke kun når det gælder hans fremhævelse af fællesska­ bet som menneskeligt vilkår.

Også hans skabelsesteologi sy­ nes at være trængt i baggrunden i dag. Vi har knyttet vores forstå­ else af Luther meget an på det ydre ord. På det, der siges henne

i kirken. Men hos Luther taler Gud i to bøger: Bibelen og Natu­ rens Store Bog. I dag er det, som om vi kun forholder os til Bibe­ len og har glemt at sige ’wauw’, når tilværelsens storhed går op for os, og vi selv bliver små,” si­ ger Niels Henrik Gregersen. ”Men for Luther har kristen­ dommen også at gøre med de er­ faringer, vi kan gøre os, når ver­ den taler til os. Man kan godt af og til få det indtryk, at moderne selvbevidste protestanter har besluttet sig for at være så luk­ kede om sig selv og deres små kulturer, at de slet ikke opdager skønheden i Guds verden læn­ gere,” siger han og uddyber: ”Det hænger blandt andet sammen med, at teologien i det 20. århundrede har været præ­ get af eksistentialismen og so­ cialkonstruktivismen. Begge mener, at verden ikke længere har noget at give os, og at me­ ning er det, vi selv tillægger den.

Men vi skal genvinde blikket for naturens og tilværelsens stor­ hed. Og gerne ved hjælp af Lu­ ther. For lutherdom er meget mere end ordet i sig selv. Des­ værre er denne sans for det, der ligger udenfor, blevet fortrængt, og det er faktisk med til at gøre mennesket mere isoleret og en­ somt. Noget, der bestemt ikke var intentionen i Luthers teo­ logi.”

I det hele taget skal vi være meget varsomme med at skyde

skylden på Luther, når vi kritise­ rer nutidens kirke eller teologi, mener også Gudmund Rask Pe­ dersen. ”I dag er der for eksempel mange, der beskylder den evan­ gelisk-lutherske gudstjeneste for at være møgkedelig, og for at kirken blot lukker folk ud i en­ somhed efter endt kirkegang.

Men så har man altså misforstå­ et noget. For det er ikke inde i kirken, der skal være hyggelige middagsselskaber. Det skal ske udenfor. På baggrund af de ­forvandlinger, der gerne skulle ske via gudstjenesten. Man kan på den måde sammenligne kir­ ken med gravkammeret, hvor stenen bliver løftet væk. Og så kan man efter gudstjenesten gå lettet ud i verden udenfor og føle sig hjemme.”

Det er nemlig netop inkarnati­ onen, at gøre ordet til levet liv, der er det helt centrale hos både Jesus og Luther, påpeger Gud­ mund Rask Pedersen: ”Og det er selvfølgelig også den proces, vi hele tiden skal forholde os til med et kritisk blik og konstant vurdere, om det fak­ tisk sker. For kirken og teologien risikerer jo altid at stivne, så kri­ stendommen ikke bliver til levet liv, men kun til form og firkante­ de kasser, vi så kan putte hinan­ den ind i. Noget, Luther helt klart også ville have advaret imod.”

J

5 Hvad er det bedste ved Reformationen?

3 Indirekte kom Reformationen til at styr­ ke de reformkatolske bestræbelser. De fandtes i forvejen og udviklede sig selv­ stændigt, men de fik et rygstød og en større legitimering på grund af de vanskelighe­ der, som Reformationen fremkaldte. Op­ brudstider og konflikter stiller altid spørgs­ mål om identitet, og Reformationen har di­ rekte stimuleret den teologiske og historisk videnskab og skænket kristendommen sto­ re litterære og spirituelle værker. En særlig levende del af denne arv er salmedigtningen, hvor vi her i landet kan bryste os af en rig arv, og denne arv værdsættes og bruges også blandt katolikker.

WWDen kir-

kelige enhed gik tabt, da Luther brød med traditionen og Rom. Det var et stort tab. Personligt synes jeg også, at Reformationens skabelse af statskirkeligheden er problematisk.

5 Hvad er det værste ved Reformationen?

3 Det værste ved Refor­ mationen er kirkesplittel­ sen og den strid og ufred, der fulgte. Den kirkelige enhed gik tabt, da Luther brød med traditionen og Rom. Det var et stort tab.

Personligt synes jeg også, at Reformationens ska­ belse af statskirkelighe­ den er problematisk.

Statskirkeligheden åbner for en instrumentalise­ ring af kirke og tro, fordi Reformationen helt be­ vidst afskaffede kirkens selvstændighed og lagde kirken i verdslige politi­ keres hænder. Det gik endda, dengang disse po­ litikere var kristne og op­ fattede kristendommen som samfundets og deres egen værdipoliti­ ske ramme, men i dag gælder det ikke læn­ gere. I katolicismen skal kirke og stat være adskilte, men samarbejde. Både kirken og staten har til opgave at tjene samfundet og menneskene, men på forskellig måde, og derfor skal kirken ikke være underordnet staten. Kirken og staten kan arbejde sam­ men om eksempelvis skolevæsen, fattig­ dom eller miljøet. Kirken er en del af ci­ vilsamfundet, som staten skal respektere og kun gribe inde i med god og tvingende J grund.

★★★★★

„Storartet indføring i reformatorens liv og tankegang fra Steffen Støvring, der gør Martin Luther til et menneske af kød og blod.“ kristeligt dagblad

★★★★

„Letlæselig og engageret dansk Luther-biografi formidler levende 1500-tallets tumultariske historie og munken i midten af et boblende Tyskland.“ jyllands-posten

★★ ★ ★ ★

„Et godt bud på, hvor langt man kan nå i retning af det allerbedste, når man har sproget i sin magt og noget på hjerte. Bogen om Luther anbefales på det varmeste.

Til både de stærke og de svage i troen.“ berlingske

FØLG OS PÅ FACEBOOK!

WWW.FACEBOOK.COM/AKADEMISKFORLAGEGMONT

„Steffen Støvring, tidligere seminarielektor og studenterpræst, slår et stort brød op i sit forord, men han når så forbløffende vidt omkring på sine små 200 sider, at resultatet må kaldes både færdigbagt og vellykket.“ weekendavisen

„Der skal lyde en tak til Steffen Støvring for at ville aktualisere Luther og gøre ham tilgængelig for almenvellet. Luther – et bekymringsfrit hjerte vinder ikke på sin kildekritiske akribi eller originalitet i fortolkningen, men på en overlegen pædagogisk præstation og fængende fortælleglæde.“ kulturkapellet