5 minute read
Voxpop Det ser anmelderne frem til i den nye sæson
from Scene&Kultur
0 Kristeligt Dagblads musikanmelder Peter Dürrfeld ser blandt andet frem til at opleve Den Jyske Operas opsætning af Giuseppe Verdis ”Aida” med fængende melodier. – Pressefoto. Anmelderne: Det ser vi frem til i den nye sæson
En ny sæson står for døren, og den byder både på nye bekendtskaber og et gensyn med gamle klassikere. Kristeligt Dagblads anmeldere deler her de forestillinger, de glæder sig mest til
Advertisement
Ægteskabets kampplads på teatret
Kathrine Maria Amann, teateranmelder
Der er en del at glæde sig til. Men jeg vil gerne fremhæve en opsætning på Nørrebro Teater i København, der i samarbejde med Odense Teater laver ”En folkefjende” af Henrik Ibsen. Den handler om lægen Thomas Stockmann, som spilles af Søren Pilmark, der ankommer til et lille kurbad i det sydlige Norge. Her er folk begyndt at døje med forskellige lidelser efter at have besøgt kurbadets badesø, og Stockmanns undersøgelser viser, at søen er giftig. Men han får hele byen på nakken, da han vil offentliggøre resultaterne, for kurbadet er hele kystbyens stolthed og største indtægtskilde. Han giver sig dog ikke og insisterer på, at sandheden skal frem.
Stykket er på den måde en eminent fortælling om sammenstødet mellem idealer og virkelighed samt stiller det evige spørgsmål, om flertallet altid har ret. Den bliver instrueret af det unge svenske instruktørtalent Viktor Tjerneld. Jeg glæder mig til at se, hvordan hans frygtløse og fandenivoldske tilgang kommer til udtryk i ”En folkefjende”.
Jeg vil også gerne fremhæve Teatret ved Sorte Hest på Vesterbro i København, som har en opsætning af ”Sandhed og konsekvens”, der er den store svenske dramatiker Lars Noréns nådesløse hudfletning af ægteskabets mest komiske kampplads: parmiddagen. Den er i denne omgang instrueret af Maria Vinterberg, som netop har vundet en Reumert som årets instruktør. Hun evner det absurde, forvrængede og mørke formsprog, og det passer godt til ”Sandhed og konsekvens”. J
”En folkefjende” har premiere på Nørrebro Teater i København den 18. september og spiller frem til den 23. oktober 2021. ”Sandhed og konsekvens” har premiere den 15. oktober og spiller frem til den 27. november 2021 på Teatret ved Sorte Hest i København.
En af operaens perler er på turné
Peter Dürrfeld, musikanmelder
Jeg vil fremhæve to af sæsonens højdepunkter, som jeg har sat kryds ved. Den Jyske Opera opfører som turnéforestilling Giuseppe Verdis ”Aida”, som er en meget flot opera med handling fra det gamle Egypten. Det er en af operaens absolutte perler med en meget flot triumfmarch og dejlige, fængende melodier, som gør dem lettilgængelige og nemme at nynne med på.
Normalt stiller ”Aida” meget store krav til iscenesættelsen. Jeg vil ikke sige, at jeg er nervøs eller bekymret, men jeg er spændt på, hvordan de vil løfte en så stor og krævende opera som turnéforestilling på en relativt lille scene. Det bliver en udfordring, fordi der er mange medvirkende. Normalt kræver ”Aida” en stor scene, og når den opføres på de største operascener rundt om i verden, kan de sagtens finde på at have heste og guld og glimmer med på scenen. Jeg tror nu, at Den Jyske Opera finder på noget, men man må nok trække lidt på publikums overbærenhed.
Desuden glæder jeg mig som et lille barn til et af mine absolutte yndlingsorkesterværker ”Sheherazade” i DR Koncerthuset med dirigenten Marin Alsop i spidsen. Med ”Sheherazade” lykkedes det den russiske komponist Nikolaj Rimskij-Korsakov at forene ”1001 nats eventyr” og Østens mystik med den russiske tradition. Jeg har en stor svaghed for ”Sheherazade”, fordi der er nogle lækre instrumenteringer med smukke blæsere, ligesom der er en fantastisk modsætning mellem den sarte violin og den dybe klang fra messingblæserne. Der er lidt et eksotisk præg over begge mine anbefalinger, kan jeg godt se, for begge er meget spændende og glitrende. Så det er ikke sådan noget rødgrøds- eller hverdagsagtigt, man vil få at høre. J
Den Jyske Operas opsætning af ”Aida” har premiere i Odense Koncerthus den 15. oktober og er på turné frem til den 4. december 2021. ”Alsop & Sheherazade” kan opleves i DR Koncerthuset den 24. september 2021.
Dansefestival og ballettens Picasso
Alexander Meinertz, balletanmelder
Noget, jeg ser meget frem til i denne sæson, er den lille festival København Danser. Den er organiseret af den tidligere solodanser ved Den Kongelige Ballet Ulrik Birkkjær og teaterproducenten Thomas Mieth, så det er et privat initiativ, hvilket er usædvanligt. I år er første gang, festivalen skal afvikles, men det er meningen, at den fremover skal være en årlig begivenhed.
Et af de tre programmer på festivalen, som jeg ser meget frem til, er solodanserne fra San Francisco Ballet, som skal danse et blandet program af moderne ballet og klassisk ballet, hvoraf noget er helt nyt og koreograferet specifikt til dem.
San Francisco Ballet er jo et af de store amerikanske balletkompagnier, som sidst var i København for at danse ”Romeo og Julie” i Operaen. Det var en meget stor og konventionel forestilling, og selvom danserne var fantastiske, var koreografien ikke så spændende, så dengang var jeg lidt skuffet. Derfor glæder jeg mig meget til at se danserne i et repertoire, der nok er mere interessant, hvis man vil se noget nyt. Jeg aner ikke, hvad de har tænkt sig, men jeg vil da gerne se det.
Jeg kan godt lide, at denne festival tilbyder noget nyt, når den sæson, som Det Kongelige Teater nu går ind i, rent ud sagt er en sæson fyldt med gentagelser. Det er fantastiske forestillinger, men det er de sikre kort og alt sammen noget, vi allerede kender virkelig godt. Derfor er det fedt, at denne festival pludselig opstår på et tidspunkt, hvor vi mangler den allermest. Det giver et andet udsyn, for det handler ikke kun om, at danserne fra San Francisco Ballet er fantastiske. Det handler også om, at de kommer fra en anden kultur og bringer nye perspektiver med sig.
Når det er sagt, glæder jeg mig også til sidst i sæsonen at se Det Kongelige Teaters opsætning af ”Juveler” af George Balanchine, som jo simpelthen er ballettens Picasso. Geni, geni, geni. J
BERLINGSKE POLITIKEN ISCENE