6 minute read

Interview ”Medea” lader os se ind i menneskets allermør- keste dyb, siger instruktør

12 |Scene&Kultur Når Medea vinder, så taber hun allermest

I sommer dimitterede Sullivan Lloyd Nordrum fra Den Danske Scenekunstskole. Nu skal han instruere ”Medea” på Aalborg Teater. Det er hans debutforestilling og hans drøm, og for den nyudklækkede instruktør handler den ikoniske fortælling om at turde brænde hele huset ned i et forsøg på at opnå retfærdighed

Advertisement

interview

AF MATILDA LYAGER HANSCOMB

hanscomb@k.dk Fortællinger om farlige mødre har eksisteret, omtrent lige siden det første ord undslap det første menneskes læber.

I den vestlige kulturhistorie har særligt én forfærdelig mor banet vejen for de andre: Medea – hovedpersonen i Euripides’ oldgræske tragedie af samme navn – der ender med at begå den største ugerning, man som forælder kan forestille sig. For at hævne sig over sit livs kærlighed, Jason, der har været hende utro, slår hun deres to børn ihjel.

Historien er næsten 2500 år gammel, men bliver spillet igen og igen over hele verden. Herhjemme behøver man bare at klikke sig ind på hjemmesiderne for Aalborg Teater og Det Kongelige Teater for med egne øjne at se, hvor populær forestillingen er – begge teatre har fortolkninger af ”Medea” i sæsonen 2021/2022.

Men dette interview handler om Aalborg Teater. Eller egentlig handler det om Sullivan Lloyd Nordrum, der lige nu får lov til at udleve sin største drøm, når han instruerer ”Medea” på teatrets Lille Scene.

Sullivan Lloyd Nordrum er født og opvokset i Norge, har en engelsk mor – deraf det meget lidt norskklingende navn – og bor lige nu i Danmark. Var det ikke nok til at tage pusten fra én, så bliver interviewet foretaget over en facetime-forbindelse fra Sverige, hvor hans kæreste bor.

Instruktøren kender altså til at være på ukendt vej i et fremmed land, som Medea selv, da hun sammen med Jason ankommer til Korinth, hvor han forlader hende til fordel for prinsessen og begynder den lavine, som ødelægger Medeas liv. ”Medea er udsat og flygtning og kvinde i et andet land uden nogen form for rettigheder,” bemærker instruktøren om sammenligningen.

Sullivan Lloyd Nordrum er hverken udsat, flygtning eller kvinde, og Danmark har han ikke et ondt ord at sige om. Tværtimod. ”Jeg har virkelig forelsket mig i den danske kultur og holder meget af, hvordan danskerne altid vil inkludere alle i samtalen – det er en sofistikeret måde, man omgås hinanden på.”

Alligevel indrømmer instruktøren – en kende modvilligt – at han godt kan spejle sig i Medea, der under ingen omstændigheder føler sig hjemme i Korinth. Måske er det fortællingens grundmyte – den, der lader os kigge ind i menneskets allermørkeste dyb, som han spejler sig i, funderer instruktøren. For ja, han har selv handlet på destruktive måder. Men ikke helt som Medea, siger han og griner.

Medea er en svær skikkelse at leve op til, og igennem historien er hun blevet kaldt mange ting. En af teaterhistoriens mest legendariske kvindeskikkelser. Verdenshistoriens første terrorist. Europas modermonster. Men hvad handler ”Medea” om for den 36-årige Sullivan Lloyd Nordrum, som i år er en af de første dimittender fra Den Danske Scenekunstskoles masteruddannelse? ”Guderne velsigner hende, selvom hun har myrdet sine børn, og sikrer hende en sejr imod hendes fjender. Det er det, ”Medea” handler om for mig; at hun har ret, selvom hun gør noget så forkert.”

Gudernes velsignelse eller ej. Har Medea virkelig ret til at dræbe sine egne børn? ”Hun har ret til at kæmpe, men ikke til at vinde,” svarer han.

Han hviler hovedet i hænderne et øjeblik, før han fortsætter: ”Men egentlig er hun den største taber i verdenshistorien, for selv når hun vinder, så taber hun allermest. Og det tror jeg, at mange, der har været i opposition til overmagten, kan genkende sig selv i.”

Og ”Medea” er først og fremmest et stort nej til ”overmagten”, mener Sullivan Lloyd Nordrum, der siger, at det er fortællingens evne til at sætte gang i vigtige etiske og moralske dilemmaer, der gør ”Medea” eviggyldig. Han finder på et dilemma med afsæt i den oldgræske tragedie: ”Der er ét bestemt billede, som hele tiden kommer tilbage til mig,” siger han og fortsætter: ”Jeg ser en gammel slaveplantage i Jamaica. Den er brændt ned til grunden, og alle er døde – bortset fra slaveejeren og den slave, som har brændt det hele ned. De står på plantagen og kigger på hinanden, mens slavernes lig ligger under dem. Hvem har gjort mest uret?”

Han roder en hånd igennem sit brune strithår. ”Det er Medeas opposition mod overmagten, som for mig er vildt relaterbar, selvom jeg ikke ville gøre noget lignende selv. Men det der med at være villig til at brænde hele huset ned ...,” siger han og tøver et øjeblik. ”... er heroisk og respektindgydende.”

Da Sullivan Lloyd Nordrum begyndte på Den Danske Scenekunst Skole i 2016, havde han en uddannelse fra den norske filmskole, fem år som freelancer og et arbejde på et asylcenter i Oslo på sit cv. Springet mod Danmark tog han efter at have set en forestilling, som handlede om, at mennesket hellere vil dø end at indrømme, at det er bange. ”Jeg græd som besat. Skulle jeg fortsætte med at fake mit liv, eller skulle jeg get serious,” husker instruktøren at have spurgt sig selv på vej hjem fra teatret.

Det er vanskeligt for ham at forklare, hvad der præcist skete den dag, men han valgte get serious. At tage sit liv seriøst.

Derfor søgte Sullivan Lloyd Nordrum først ind på teaterskolen i Norge. Men han fik afslag. Og så er vi tilbage ved Danmark.

Og det er hans største drøm. ”Medea”. Aalborg Teater. At arbejde under teatrets direktør, Hans Henriksen. Så hvordan føles det ligefrem at kunne nå stjernerne i sin første forestilling efter endt uddannelse?

Lige nu lidt hårdt. I arbejdet med ”Medea” befinder Sullivan Lloyd Nordrum sig på tidspunktet for dette interview i det, han kalder en ”eksistentiel mellemperiode”. ”Jeg troede, at jeg havde styr på, hvad forestillingens form og udtryk skulle være, men hver gang, jeg dykker ned i teksten igen, så er der noget, som ændrer sig. Jeg får en ny idé eller et nyt indtryk af en af karaktererne.”

Og karaktererne er netop en af grundene til, at ”Medea” stadig spiller for udsolgte sale den dag i dag, mener instruktøren. ”Karaktererne er så kreativt skrevet, at det næsten føles, som om de handler efter deres egen vilje og ikke forfatterens. Det gør forestillingen så levende og uforudsigelig, at man som publikum sidder der og ikke kan gætte, hvad de har tænkt sig at gøre eller sige til hinanden,” siger Sullivan Lloyd Nordrum. ”Hvorfor gør hun det? Hvor går hun hen? Gør ikke det!”, udbryder han, som om hans egen forestilling kører for hans indre blik, og han sidder lige midt mellem publikum og overværer Medeas vanvidstrip udfolde sig foran sig J

0 Sullivan Lloyd Nordrum har drømt at blive instruktør, siden han som 13-årig så det franske sort-hvid drama ”La Heine”, eller oversat til dansk ”Hadet”, om racisme og misfornøjede unge i en forstad til Paris. – Foto: Privat. 0 Det er skuespiller Camilla Gjelstrup, som har titelrollen i Aalborg Teaters opsætning af ”Medea”. – Foto: Allan Toft/Aalborg Teater.

Sullivan Lloyd Nordrum

3 Født den 13. september 1984 i Oslo i Norge. 3 Færdiguddannet fra Den Danske Scenekunstskoles masteruddannelse i 2021. 3 Bor i København. 3 ”Medea”, der spiller på Aalborg Teater frem til den 27. september 2021, er hans formelle instruktørdebut.

This article is from: