Reportage På teaterkursus i improvisationsteater

Vild forvandling på en mandag

Der var leg og nye bekendtskaber

på programmet, da Folkehuset Absalon holdt sommerskole i improvisationsteater. Men ”impro” handler om meget mere end teater og skuespil, var budskabet til de fremmødte kursister

reportage

AF CAMILLA KLARSKOV

klarskov@k.dk ”Har I prøvet det før?”, spørger en ung mand og bryder tavsheden i den cirkel af mennesker, han har placeret sig i. Det er første dag i et fire dage langt sommerkursus i improvisationsteater, som Folkehuset Absalon på Vesterbro i København har arrangeret.

Imens de sidste deltagere træder ind ad døren, fortæller flere forsigtigt om deres begrænsede erfaring med ”impro”, som det i daglig tale betegnes. Alle har efterhånden fundet sig til rette, da kursets underviser, Rolando Yunquera, højlydt udbryder ”HEJ!” og byder velkommen. ”Husk, at det skal være sjovt. Det er leg og teater, og det er ikke terapi. Men jeg tager øvelserne et spadestik dybere, fordi der er en visdom bag ’impro’. Fejl er en gave. Det kan vi tage med videre i livet,” siger han.

På skift præsenterer deltagerne sig selv med et tillægsord, der deler forbogstav med deres navn, og hurtigt kender de hinanden som Elegante Emil, Alsidige Amalie og Brutale Brynhild. Med fagter og spejlinger af hinandens mimik gentages navnerunden i mere og mere avancerede udgaver, og inden længe slår deltagerne ud med armene, lister på tæer og snurrer rundt om sig selv. ”Fantastisk!”, udbryder Rolando Yunquera og klapper begejstret.

Et omdrejningspunkt i improvisationens kunst er at være opmærksom på den effekt, øvelserne har på én selv og de øvrige i rummet, forklarer han. ”Vi er allesammen født som improvisatører, så faktisk behøver jeg slet ikke at undervise jer i det. Men jeg kan undervise jer i at være mere opmærksomme,” siger han, inden deltagerne giver sig i kast med næste øvelse.

”Kuglepen.” ”Bryllup.” ”Ghita Nørby.”

Ordene flyver mellem deltagerne, der parvist har fået til opgave at associere hinandens ord. Som ordkæderne vokser sig længere og mere absurde, begynder flere at ændre toneleje og spjætte med både arme og ben. En høj latter blander sig med de mange stemmer. ”Mange har en tendens til at tænke forud, men øvelsen handler netop om at være tom og bare sige noget impulsivt,” siger Rolando Yunquera.

Det er blevet tid til en pause, og deltagerne falder hurtigt i snak på kryds og tværs. ”Skæbnen var med mig. Jeg elsker at stå her,” siger 66-årige Christian Jakobsen, der fortæller, at han så plakaten for kurset og impulsivt besluttede sig for at melde sig til. ”Jeg har gang i et indre eventyr. Når nu jeg ikke kan rejse ud, må jeg rejse ind,” forklarer han.

For 34-årige Esben Cowland havde coronakrisen også en finger med i spillet, da han besluttede at tilbringe en del af sin sommerferie med – indtil for lidt siden – fremmede ansigter i den gamle kirke. ”Efter corona har jeg behov for at komme ud og møde nogle mennesker og få lidt mere indhold i hverdagen,” siger han.

Emil Petersen på 23 år bemærker, at de er en broget forsamling. ”Det er ret interessant, at det er meget forskellige mennesker, som kommer her. Når først øvelserne er gået i gang, og man griner, så tænker man ikke så meget over, hvor gamle folk er, eller hvad de laver til daglig. De dér mærkater, vi normalt har, forsvinder, og det er fedt at opleve, at de ikke betyder så meget,” siger han og bakkes op af 67-årige Brynhild Aanes. Hun tøver ikke, da hun bliver spurgt, hvad hun regner med at få ud af improkurset: ”At blive gladere.”

Rolando Yunquera peger på nogle brædder i gulvet, der tilsammen udgør en firkant. Han tager et skridt til venstre og stiller sig i firkanten. ”Nu er jeg på scenen,” siger han og træder så et skridt tilbage. ”Nu er jeg ikke på scenen.”

Med øjnene følger kursisterne

0 Med både lyde og kropssprog fik deltagerne til improvisationskurset til opgave at spejle hinanden. Det udløste mange grin i flokken, når der blev slået ud med armene, hvisket og snurret rundt. – Foto: Martin Sylvest/ Ritzau Scanpix. 3 Kursets underviser sparede hverken på mimik, parodier eller eksistentielle livsråd i sin undervisning. – Foto: Martin Sylvest/ Ritzau Scanpix.

opmærksomt Rolando Yunquera, som han bevæger sig hen over gulvet og træder af og ind på scenen. ”Det er jo ikke en scene, som I ellers forstår en scene. Der er ikke en sceneforhøjning, et scenelys eller et scenetæppe. Egentlig er det her bare et gulv. Men her i lokalet er vi nu enige om, at denne her firkant er en scene. På den måde er vi med til at konstruere, at det her faktisk er en scene. Vær opmærksom på alle de ting, I tager for givet ude i den virkelige verden,” opfordrer han.

I mindre grupper placerer deltagerne sig skiftevis på den forestillede scene foran de hvidmalede vægge, der med deres anonyme udseende står i kontrast til det farvestrålende kirkerum på den anden side af døren, som oplagt kunne have udgjort en kulisse. Men ingen af deltagerne synes at have problemer med at lade fantasien råde, og både publikum og skuespillerne på scenen lever sig ind i de roller, de finder på til hinanden. En sexet cykelrytter, en melankolsk pauseklovn og en magtfuld prostitueret giver sig hen til en dramatisk sæbeopera og bryder kun rollerne, når endnu et grin bliver for vanskeligt at undertrykke.

Udenfor er aftenhimlen begyndt at blive lilla, da gruppen igen stiller sig i den cirkel, de begyndte i for tre timer siden. ”I improens verden snakker man meget om taknemmelighed. Man siger tak for at have fået lov til at lege og tak for sine fejl,” siger Rolando Yunquera og forklarer, at de nu står i en taknemmelighedscirkel.

En kvinde løfter tænksomt højre fod og tager et skridt ind i cirklen. ”Tak til gruppen, fordi I bevarede tålmodigheden, selvom jeg tabte tråden indimellem,” siger hun og får øjenkontakt med en anden deltager, der smiler og sender en tommelfinger i vejret mod hende.

En anden træder frem. ”Jeg vil gerne sige tak til min krop, fordi der ikke er smerte i den i øjeblikket.” ”Jeg er meget taknemmelig for det her hold og den livsfilosofi, vi får med,” siger en tredje.

Rolando Yunquera spørger, hvad de tager med sig fra dagens undervisning. ”Vild forvandling på en mandag,” svarer en deltager impulsivt. ”Fejl er en gave,” siger en anden, og gruppen nikker indforstået.

En deltager supplerer: ”Det er okay at være sårbar.”

Rolando Yunquera kigger rundt på gruppen og ser tilfreds ud. Han er overbevist om, at improen rummer en visdom, som kan komme alle mennesker til gavn. Det handler nemlig om meget mere end skuespil. ”Improteater er et spejlbillede af det menneskelige. Alt det, vi baserer øvelserne på, er emotionelt. Det handler om at bryde med normer og erkende, at det er okay at lave fejl. Det handler om at udvide de usynlige mure og rammer, som vi sætter for os selv.”

Af samme grund er Rolando håbefuld for de kommende dages undervisning og kursisternes udbytte. ”Jeg håber, de bliver inspirerede til at anskue verden og sig selv mere håbefuldt, taknemmeligt og med nogle andre, positive øjne. At de får noget, som er med til at give dem en gnist fremadrettet.” J

Begynderøvelse til impro

Kunne man tænke sig selv at

prøve improteater, anbefaler Rolando Yunquera en klassisk begynderøvelse: I en rundkreds begynder en deltager at fortælle en historie ved at sige et par ord eller en kort sætning, inden næste person i rundkredsen digter videre. Sådan fortsætter man fortællingen, indtil man i fællesskab har digtet en hel historie.

Anette Harboe Flensburg

Træerne findes