Reportage Tre scenekunstnere viser deres kreative værksted frem

Interview Søren Sætter Lassens spiller hovedrolle i Molières ”Den indbildt syge”

Kristeligt Dagblad Lørdag 28. august 2021 det kreative værksted | Når tæppet går op på premiereaftenen, er det oftest kulminationen på et kunstnerisk holds arbejde i måneder. Publikum i salen præsenteres for det endelige værk, men hvor bliver forestillinger egentlig til? Tre scenekunstnere inviterer Kristeligt Dagblad ind i deres arbejdsrum

Det rene, det rodede og det mørke: Her bliver teatret til

Scenografen: Det begynder altid med et rent lærred

På tredje sal i et gammelt baghus på Nørrebrogade i København gemmer sig et værksted, hvor 10 kunstnere med hver deres håndværk arbejder side om side under samme tag. En af dem er scenograf Julie Forchhammer, som faldt for stedet for et årti siden. ”Da jeg trådte ind, blev jeg mødt af folk med silketryksrammer og væve, nogen malede, og der duftede af indfarvning. Alt det er en stor inspiration, som ellers forsvinder omkring os, fordi vi mere og mere arbejder på en skærm.”

Etagen er indrettet, så kunstnerne har hver deres hjørne. En uskreven regel påbyder stilhed det meste af dagen. Symaskiner er selvsagt tilladt, men samtalerne er de enige om at begrænse.

0 Forestillingerne ”Shakes” i H.C. Ørstedsparken er et legerum med plads til at larme med pangfarver for Julie Forchhammer. – Foto: Leif Tuxen.

3 Det siges, at kun et geni behersker kaos. Selvom dukkemager Paul Arne Kring trives i sit rod, indrømmer han, at han ikke altid kan finde det, han mangler. – Foto: Leif Tuxen.

”Når man arbejder ved siden af andre uden at arbejde sammen, skaber det en fokusering. Det inspirerer mig til at få lavet noget, når der sidder nogen ved siden af og koncentrerer sig.”

Som scenograf foregår arbejdet primært alene, så på værkstedet får hun stillet sit sociale behov ved morgenkaffen og frokosten. ”Det er rart at have et øjeblik, man deler med andre for så at gå tilbage i sin egen fordybelse.”

Når Julie Forchhammer tager hul på en ny forestilling, giver hun typisk sig selv en uges tid, hvor hun arbejder frit med løse skitser uden at forholde sig til teksten. ”Man bliver meget hurtigt produktorienteret. Så for at udvikle sin stil er det vigtigt at give sig selv et frirum, hvor man ikke tænker på deadline eller prøverummets dimensioner.”

Det begynder altid med et rent lærred. Et bord med en lys, tom overflade. Med tiden overtager farver, mønstre og inspirationskilder. ”Indtil jeg når et punkt, hvor jeg ikke kan overskue, hvad jeg laver,” siger hun. ”Så må jeg starte forfra. Jeg er nødt til at rydde mit bord indimellem for at cleare min hjerne.”

Da hun begyndte som scenograf i slutningen af 1980’erne, gik hun altid på biblioteket, fandt en bog og lod den ene bog inspirere hende til hele den forestilling, hun arbejdede på. I dag fortaber hun sig ofte i billedsøgningsportaler og internettets uendelige muligheder for at finde materiale. ”Det er en stor gave, men nogle gange må jeg bare sige stop, før jeg mister fokus på, hvad forestillingen har brug for, og hvad mit publikum vil se.”

Foruden sit computerbord har scenografen en opslagstavle, skuffer med papir, pap, maling, stållinealer og knive til de papmodeller, hun altid bruger, og en masse kasser med materialer og ”dimser”, hun samler ind. ”Sådan noget, som man ellers smider ud,” forklarer hun.

Når man laver kunst, bruger man materialer, og det er et dilemma for hende. Tanken om klimaet, affald og udnyttelse af ressourcer infiltrerer hendes arbejde. ”Er det nødvendigt at bruge så meget stof eller så meget maling? Det kan være begrænsende for min kunstneriske proces at tænke sådan,” siger hun.

Derfor forsøger hun i stedet at udnytte det, hun kan finde, genbruge og give det nyt liv. ”Og det er der faktisk også en masse kreativitet i.”

Da coronapandemien var på sit højeste, og værnemidlerne flød i gaderne, lavede scenografen kostumer til forestillingen ”Absolute Shakes vol. 6”, som spiller hver sommer i Ørstedsparken i København. ”Jeg gav de her efterladte materialer nye former, indfarvede dem, syede dem om og sammen, og det blev til både shakespearske kraver af mundbind og skørter af indfarvede handsker,” fortæller scenografen.

Kan man ikke vente til næste sommer med at opleve Julie Forchhammers arbejde, laver hun blandt andet scenografien til forestillingen ”Hvis jeg bliver voksen”, en co-produktion mellem Sart Danseteater og Baggårdteatret i Svendborg, som har premiere den 29. oktober 2021, og scenografien til ”Livets små mirakler” – en Paolo Nanisoloforestilling i samarbejde med Limfjordsteatret i Nykøbing Mors med premiere den 13. oktober 2021.

Dukkemageren: Jeg smider ikke uhæmmet ud

Der findes ikke ret mange steder som dukkemager Paul Arne Krings værksted. I kælderen under hjemmet i Søborg nord for København har han indrettet et arbejdsrum og en tegnestue efter sine helt egne præferencer. ”Her kan jeg gøre, hvad jeg vil,” som han siger.

Det første, de fleste bemærker, er væggene, som er plastret til med plakater af dukkemagerens store idol, sangerinden Pink, og med årene har Britney Spears også sneget sig ind. I en montre på bagvæggen står tre neandertalerdukker, fordi de var ekstra sjove at lave, og i en tilstødende tegnestue har han et terrarium med fugleedderkopper. ”De er enormt sjove at have gående, men når jeg får gæster, siger jeg altid, at jeg har edderkopper. Det er ikke for at være morsom, men så er de advaret,” siger Paul Arne Kring.

Og så indrømmer han gerne, at det roder. ”Det kan man tillade sig, når man har sit eget sted. På teatrene er det naturligt, at jeg holder en disciplin og ikke roder ud over det hele, men det behøver jeg ikke her,” forklarer han.

En gang imellem tager han en ”massiv oprydning”, men det betyder som regel bare tre uger, hvor han ikke kan finde det, han skal bruge, fordi det ikke ligger på sin plads.

Desuden er der meget inspiration gemt i kælderens uorden, og nye idéer opstår, når han kigger rundt. ”Lige pludselig kan det være, at det lille stykke syntetiske pels, jeg har gemt, passer til håret på en dukke. Det giver måske et lidt andet udtryk til dukken, end det jeg først havde tænkt. Derfor smider jeg heller ikke uhæmmet ting ud,” fortæller han.

Derfor er det også en af de eneste regler hjemme hos Paul Arne Kring: ”Hvis nogen kommer på besøg, så vil jeg ikke have, at de på egen hånd begynder at flytte ting eller rode og rage. Det bryder jeg mig ikke om.”

lavgesen@k.dk

Lysdesigneren: Scenen er mit arbejdsbord

Hans skrivebord er ualmindeligt kedeligt at kigge på. Faktisk gør lysdesigner Jesper Kongshaug en dyd ud af, at skrivebordet er helt ryddet og så neutralt som muligt. ”Så vi starter fra blankt. Vi begynder i virkeligheden fra mørket,” forklarer han.

Jesper Kongshaug beskriver sit arbejdsrum som en hybrid mellem et fysisk værksted og så et mere mentalt rum, som både rummer hans egen fantasi og de samtaler, han har med andre kreative kræfter på en forestilling.

I et fagligt fællesskab med 10 kolleger i midten af København udveksler han idéer, afstemmer farver og taler om det, der er svært. ”Der er en kollegial generøsitet i det rum, som altid har været en meget vigtig del af mit arbejde.”

Et møderum udgør de fysiske rammer for samtalerne med instruktøren, scenografen eller koreografen om forestillingens koncept. ”Eftersom vi taler om noget, der skal ske ude i fremtiden, er vi afhængige af, hvordan vi taler sammen. Lyset er en størrelse i tid og rum, så det er vanskeligt at aftale, men vi taler os frem til de stemninger, vi vil skabe. Der har vi en vidunderlig verden af drømme og idéer og selvfølgelig konkrete vilkår. På den måde er det et fag mellem mennesker.”

Tidligere nedfældede lysdesig-

0 Jesper Kongshaug ved arbejdsbordet. – Foto: Johanne Teglgård Olsen. neren plantegninger over, hvor lamperne skulle hænge, eller tegnede lyset med hvid olie på sort papir. ”Det gav mening for mig, men det er svært at forholde sig til, når man ikke er mig, så jeg var ikke sikker på, vi forestillede os det samme.”

Det endelige skitsearbejde laver lysdesigneren 1:1 i selve scenerummet, når performerne er til stede. ”Så på den måde bliver scenen jo også mit arbejdsbord,” forklarer han.

Under aftenprøver bevæger statister sig efter performernes koreografi, så der er tid til at fokusere på, hvordan lyset skal opføre sig. ”Der begår vi de fejl, vi gerne vil have tid til at begå i vores kunstneriske proces. En vigtig del af afsøgningen er at fremvise muligheder, man bliver enige om ikke at bruge.”

Når Jesper Kongshaug hænger lamper op, går han i virkeligheden ganske systematisk til værks og tænker i cirkler og linjer, som kan skabe forskellige systemer. Et system af lamper, der kan skabe et dagslys eller et system, der giver en morgenstemning eller måske et forhørsrum.

Han placerer altid nogle lamper i scenerummet, som han endnu ikke ved, hvordan skal bruges. ”Jeg har ikke det fulde svar, men jeg har forberedt mig på at overraske mig selv. Jeg har lyst til at overraske mig selv.”

Vil man også gerne overraskes af Jesper Kongshaugs arbejde, står han bag lysdesignet til Njord Festivals åbningskoncert i Holmens Kirke i København den 3. september 2021, ligesom han har skabt lysdesignet til totalinstallationen ”Celeste” på Copenhagen Contemporary i København, der vises indtil den 5. september 2021. Desuden er Jesper Kongshaug manden bag belysningen i Tivoli i København.