Interview Tine Høegs ”Tour de chambre” bliver til forestilling

6 |Scene&Kultur Tine Høegs ”Tour de chambre” får en tvilling på teatret

Det krævede en dyb indånding, før dramatiker og forfatter Tine Høeg lod sin bestsellerroman ”Tour de chambre” transformere til teatret. En kunstform, som hun finder smuk – både i sit nærvær og sin forgængelighed

remediering

AF TRINE LAVGESEN

lavgesen@k.dk Tine Høeg havde svært ved at sidde stille på sin stol den dag i maj, da replikkerne til teateropsætningen af hendes roman ”Tour de chambre” skulle siges højt for første gang. Om bordet i den lille prøvesal i Skuespilhuset sad hele holdet; skuespillerne, teknikerne, forestillingslederen, i alt måske 20 personer med manuskriptet foran sig.

Som en måde at bryde isen på bad husets instruktør alle på skift fortælle, om man havde boet på kollegium – ligesom karaktererne i romanen. Inden højtlæsningen måtte forfatteren gå på toilettet for at sende en sms til sin kæreste: ”Åh nej, hvad hvis de allesammen hader det.”

Hun følte det som en blottelse at sidde omringet af mennesker uden at vide, hvad de tænkte.

Den dag viste sig heldigvis at være den sværeste i forløbet, fortæller Tine Høeg måneder senere et stenkast fra prøverummet på promenaden foran Skuespilhusets glasfront. Nerverne er med tiden vekslet til et inderligt ønske om, at iscenesættelsen bliver vellykket, og en tillid til, at det også vil gå sådan.

For dem, der ikke har læst bogen, møder man den 33-årige forfatter Asta, som slås med sin anden roman, da hun får en invitation til en mindehøjtidelighed for sin gamle ven August. Fortiden trænger ind i den bog, hun arbejder på: et fortrængt begær, samvittighedskvaler over for hendes bedste veninde, sorgen over at miste og en tour de chambre – en kollegiefest, hvor man bevæger sig fra værelse til værelse, og hvor alt går galt. Forestillingen har premiere den 18. september 2021 på Mellemgulvet i Skuespilhuset i København.

Men hvorfor sagde Tine Høeg overhovedet ja til at lægge sin anden roman i hænderne på Det Kongelige Teater?

Hun var faktisk lykkelig over at blive spurgt. Hvis ikke teaterchef Morten Kirkskov havde ringet, havde hun sendt ham et uddrag. Transformationen til teater kendte hun fra debutromanen ”Nye rejsende”, som teatret satte op i 2018. ”Det er noget af det sjoveste, jeg nogensinde har prøvet. Så jeg havde ingen betænkeligheder, da han ringede. Det var mere som en drøm,” fortæller hun.

Tine Høeg bearbejder selv teksten til scenen og har også skrevet helt ny dialog.

Det krævede overgivelse at forvandle den roman, som hun har brugt så meget tid på for at sikre sig, at alt stod rigtigt. Helt ned til det enkelte komma.

3 Som forfatter er Tine Høeg vant til at arbejde alene, men teateropsætningen af hendes roman ”Tour de chambre” føles som et fælles projekt. ”Det er en kæmpe lettelse at skabe sammen med andre. Så er vi flere om at have ansvaret ... eller æren,” siger hun. – Foto: Leif Tuxen.

”Det er så rørende at sidde i mørket blandt publikum på premiereaftenen. Jeg er til stede på scenen, fordi det er min tekst, men jeg er også til stede blandt dem, der oplever teksten.

Forestillingen ”Tour de chambre”

3 Premiere den 18. september 2021. Spiller frem til den 21. oktober i Skuespilhuset i København. 3 Forestillingen er på danmarksturné fra den 25. oktober til den 26. november 2021 og kommer blandt andet til Skive Theater, Sønderborg Teater, Rønne Teater og Svendborg Teater.

”Man tager lige en dyb indånding, før man beslutter sig for, at nu eksploderer det ud over det hele, og så bliver det et nyt værk. Det er ikke 1:1 ’Tour de chambre’ som roman, men en teaterforestilling med sit eget univers, sin egen berettigelse og sin egen værdi.”

Snarere end en oversættelse har hun tænkt forestillingen som en tvilling, der udspringer af samme essens, men som også er noget i sig selv. Og den bevidsthed tillod hende at lade teksten bevæge sig nye steder hen.

Undervejs har hun sparret med forestillingens instruktør Sigrid Strøm Reibo og dramaturg Johan Holm Mortensen om alt fra manuskriptets fremdrift til karakterernes psykologi. Spørgsmål som ”hvorfor gør hun sådan?” eller ”kunne der ske noget andet her?” har været vendt.

Nogle beslutninger føltes brutale. Mens hun som romanforfatter kan lade fortællingen vokse vildt i mange retninger, er der i stykket ikke plads til en scene, som ikke direkte korrelerer med hovedplottet. ”Hver eneste replik er nødt til at pege videre til den næste,” forklarer hun. ”Noget skal udelades – også nogle af de ting, der var vigtige for mig i romanen.”

Som eksempel er et vigtigt spor i bogen, at hovedkarakteren Asta længes efter at få et barn, mens det i forestillingen ender med at blive en mere uudtalt, underliggende fornemmelse. ”Det tror jeg var den rigtige beslutning, men jeg skulle lige finde ud af, hvem hun så er. Det kan virke paradoksalt at tage noget ud, der er godt, men det samlede resultat bliver bedre på den måde.”

Diskussionerne er gået helt ned i detaljen.

En skuespiller ville for eksempel hellere sige ”alle var klamme” end ”alle var ækle”, men for Tine Høeg er hvert enkelt ord nøje udvalgt. ”’Klamme’ er det første ord, man vil gribe efter, men der er en pointe i, at Asta arbejder med ord. Desuden passer l’et fra ’ækle’ til l’et i ’alle’, så lydligt er det en sjovere sætning med bedre rytme,” siger hun.

Rytme, pauser og klang er essentielle for forfatteren, der lytter sin tekst frem og altid læser den højt for sig selv om og om igen. ”Jeg har altid haft en slags sprogligt gehør. Jeg er som en svamp, der suger replikker til sig, og jeg aflytter, hvordan vi taler med hinanden, og den dialog er en bærende del af min prosa.”

I hendes øjne er sproget i sig selv en karakter i forestillingen. Ikke nok med at afsættet er et stykke litteratur, det handler tilmed om en forfatter og et værk, som bliver skabt, mens man læser det.

Derfor har den sproglige bevidsthed også været vigtig at bevare i manuskriptet, forklarer hun, før hun i samme åndedrag bemærker, at ”på scenen er ’klamt’ måske bare det rigtige ord”. Fordi det giver mening for karakteren.

Spørger man Tine Høeg, hvordan scenekunsten og litteraturen adskiller sig fra hinanden, svarer hun først, at teatret forpligter. ”Din krop er bundet i det rum i den tid, som den forestilling varer. Du kan ikke slukke, du kan ikke pause. Det er en meget intens konfrontation med den kunst, du møder.”

Samtidig ved publikum, at man er fælles om noget, som kun findes i dét nu. ”Man ved, at det er forgængeligt, og det er kun os, som er til stede, der kan mærke og opleve det præcis på den måde. I morgen er det noget nyt.”

Hun gør et ophold i talestrømmen. ”Og når forestillingen ikke spiller mere, så er værket væk. Der er noget på samme tid ubærligt og smukt ved et kunstværk, som ikke lader sig fastholde.”

En roman derimod er endegyldigt færdig, når den er sendt til tryk. Den forandrer sig aldrig og vil måske findes de næste 1000 år, funderer forfatteren. ”Det er jo også forunderligt at få lov at skabe et værk, som jeg kan forlade, men det vil stadig være der, og intet kan ændre på det.”

Og så er der udgivelsen versus premieren.

Når Tine Høeg udgiver en roman, er hun ikke med hjemme i sofaen, hvor læserne åbner bogen første gang – modsat på teatret. ”Det er så rørende at sidde i mørket blandt publikum på premiereaftenen. Jeg er til stede på scenen, fordi det er min tekst, men jeg er også til stede blandt dem, der oplever teksten. På den måde er forløsningen større og mere kropslig på teatret.”

Tine Høeg smiler, så hendes næse rynker bare ved tanken.

Når premieredagen kommer, vil hun endnu en gang være rystende nervøs. ”Et totalt nervevrag,” gætter hun på.

I ly af mørket vil hun forme sine læber lydløst til de ord, hun kender så godt, som var det hende, der læste dem højt. Ligesom hun plejer. J