Scene&kultur

Scene&Kultur

TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 25. JANUAR 2014

Menneskets evige stræben • Musicalen ”Evita” på Det Ny Teater i København handler om menneskets evige stræben efter magt. Derfor er historien om Eva Perón, der strøg fra det argentinske samfunds bund til toppen, altid aktuel, mener instruktør Daniel Bohr. Her ses Charlotte Guldberg i hovedrollen som Eva Perón. Side 4 og 5

F OTO : M I K LO S SZ A B O

TEGNEKURSUS Model i Lys og Skygge v/ Ole Hartvig

9.-15. marts

KUNST HØJSKOLEN

PÅ ÆRØ

www.kunstaeroe.dk

2 Scene&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 25. januar 2014

Velkommen til Scene&Kultur Romaner og film blander sig på spændende måder med teateret i den kommende sæson

kommentar AF MICHAEL BACH HENRIKSEN bach@k.dk

Store klassiske forfattere er på scenerne i den kommende tid.

Miguel de Cervantes, Vladimir Nabokov og Tom Kristensen har alle skrevet store romanværker, der nu omsættes til teatrets sprog og former. At dømme efter anmeldelserne af Cervantes ”Don Quixote” på Betty Nansen Teatret i København, der spiller i disse dage og netop er blevet forlænget, falder forsøget med at omplante dét, der er kaldt verdens første roman, til et moderne teaterstykke med bud til vores tid, heldigt ud.

Om ”Latter i mørket” og

”Hærværk”, der er titlerne på Nabokovs og Kristensens klassikere, også lykkes på scenen, får vi snart at vide. ”Hærværk” har premiere i denne weeekend og ”Latter i mørket” til maj. Læs mere om de tre klassikeres vej fra forfatternes pen til teatrets skrå brædder på siderne 6, 8 og 16 her i tillægget, hvor vi bringer en række artikler, hvoraf enkelte tidligere har været trykt i avisen, om den nye teatersæson.

Der er også andre møder mellem kunstformerne i denne sæson. Ofte har film og teater været et umage par, som søskende, der deler ophav, men ikke vil kendes ved hinanden.

Når forsøget på at omplante teater til film er gjort, er resultatet ofte faldet uheldigt ud. ”Filmet teater” er ikke

WW Vor tids travl-

hed og krav om at være ”på” hele tiden i den digitale tidsalder er hverken ny eller værd at stræbe efter.

sjældent så godt på lærredet.

Omvendt er det heller ikke nemt at gå fra film til de skrå brædder, og ofte hvisles der ”pengemaskine” efter stykker, der sættes op på scenen efter dundrende succes i biografmørket.

På side 15 skriver teateranmelder Rikke Rottensten mere om forholdet mellem film og teater og påpeger, at lige netop denne sæson kan vise en forsoning mellem de rivaliserende parter.

Snart sættes filmene ”Det gode liv” og ”Pigen med paraplyerne” op på teateret, ligesom FÅR 302’s fine forestilling om ”Klumpfisken” er på vej til filmlærredet. Med store forventninger i kølvandet.

nogen ros til en ny biograffilm.

Film er fortælling i billeder, og koncentrerede kammerspil med tæt dialog gør sig

At teateret fortsat taler ind i vores tid, er interviewet om Holbergs ”Den stundesløse”

missionær, og faderen til Michael også pludselig dukker op. ”Dans under høstmånen”, der har fået flere priser, er skrevet af Brian Friel.

gruppe indbyggere, der er konverteret til islam. I hovedrollen som Ka kan man opleve den svensk-danske skuespiller Anders Mossling.

Pamuks ”Sne” i København

Tjekhov-klassiker i Odense

Husets Teater i København præsenterer lørdag den 1. februar en danmarkspremiere på ”Sne”. Stykket er en fri bearbejdelse af den tyrkiske nobelprisvinder Orhan Pamuks berømte roman af samme navn og er skrevet af et dramatikerteam med baggrund i det tyrkiske miljø i bydelen Kreuzberg i Berlin. Handlingen kort: En kold, snefuld vinternat vender den håbefulde digter og journalist Ka hjem til sin fødeby, Karsberg.

Det er kommet ham for øre, at hans ungdomskæreste, Silke, er blevet skilt, og han håber nu på et nyt liv med den kvinde, han stadig elsker. Imidlertid er byen præget af en eksplosiv konflikt mellem ikke-troende spidsborgere og en voksende

”Onkel Vanja” er en klassiker på scenen: en rørende fortælling om umulig kærlighed, forspildte chancer og et brændende ønske om at sætte sit aftryk på verden. Med humor, genkendelighed og indsigt i menneskets natur stiller dette berømte drama det store spørgsmål: Hvad er meningen med livet? Således præsenterer Odense Teater deres aktuelle Tjekhov-forestilling, der er iscenesat af Jacob Schjødt og som har blandt andet Maria Stenz og Ivan Petrovitj Vonitskij i rollerne. Sidstnævnte spiller rollen som den midaldrende Vanja. Sammen med sin niece, Sonja, bestyrer han familiens gods på landet, hvor desperationen langsomt stiger, og et voldsomt opgør truer.

på side 14 udtryk for. Her spiller Henrik Koefoed som figuren Vielgeschrei over for Cecilie Stenspil i rollen som hans tjenestepige Pernille.

Om rollen siger Stenspil: ”Pernille formår at punktere illusionen om, at det at have travlt er en succes i sig selv. Hun tør sætte spørgsmålstegn ved, om man virkelig har travlt, eller om man kunne gøre livet nemmere ved at prioritere anderledes.

Hun vover kaos og får Vielgeschrei til at se det liv, han ellers løber forbi i travlhed. Det kunne vi alle trænge til nogle gange,” siger hun.

For de to skuespillere er Holbergs gamle stykke derfor en påmindelse om, at vor tids travlhed og krav om at være ”på” hele tiden i den digitale tidsalder hverken ny eller værd at stræbe efter. Tværti-

mod. Som Cecilie Stenspil siger: ”Jeg tror, individets tid og roen til refleksion er meget vigtig. Det kan lyde navlebeskuende, men hvis man finder roen med sig selv, kan man også finde den med andre. Så kan man give noget videre til andre i stedet for at skubbe dem som dominobrikker foran sig i den tro, at man har sindssygt travlt. Den indbildte travlhed er en interessant problematik, og derfor er ’Den Stundesløse’ vedkommende i dag og faktisk ret moderne, selvom det er en klassiker.”

Ja, der er en grund til, at klassikerne aldrig går af mode. God fornøjelse med Holberg, Cervantes, Nabokov og Tom Kristensen i den nye teatersæson. Og god fornøjelse med tillægget Scene&Kultur.

kort nyt om teater Teaterdirektør instruerer i Aarhus Den nye teaterdirektør på Aarhus Teater, Mick Gordon, er fra Irland og spiller selv en hovedrolle som instruktør af ”Dans under høstmånen”, der har premiere på teatret den 11. april. Hvad kan publikum så forvente? Gordon skriver i en pressemeddelese: ”’Dans under høstmånen’ er et mesterværk. Og det er mit irske favoritstykke, skrevet af min irske favoritforfatter. For mig indfanger ’Dans under høstmånen’ selve essensen af ’irskheden’, hvor kvaliteter

som familie, historie, kærlighed, lidenskab, dans og sang er i centrum. Kvaliteter som jeg også forbinder med det at være dansk.” Stykket handler om fem søstre fra den strenge irsk-katolske Mundy-familie, der bor under samme tag i en lille irsk landsby. De deler sorger og glæder og er fælles om at opdrage den yngste søster, Christinas, søn, Michael, som hun har fået uden for ægteskab. I løbet af sommeren 1936 eskalerer begivenhederne for alvor, og de fem søstres liv forandres for altid, da onklen vender hjem til familien efter 25 år i Afrika som

Udgivet af Kristeligt Dagblad A/S, Vimmelskaftet 47, 1161 Kbh. K.

www.copenhagenphil.dk

Ansvarshavende chefredaktør: Erik Bjerager Redaktion: Michael Bach Henriksen Layout: Mie Petersen Tryk: Dagbladet i Ringsted

Kom til verdenspremiere på et nyt dramatisk orkesterværk skrevet til solist Toke Møldrup og Copenhagen Phil ud fra Thomas Manns mesterlige roman

DOKTOR FAUSTUS – musik af den anerkendte amerikanske komponist Geoffrey Gordon, Wagner, Liszt og Sibelius 31. januar 2014 kl. 19:30 Konservatoriets Koncertsal, Frb.

0 Cellogruppen i Sønderjyllands Symfoniorkester får lige som de øvrige orkestermedlemmer en travl sæson. – PR-foto.

Koncerter i Sønderborg I 2013 kunne Sønderjyllands Symfoniorkester fejre 50-års-jubilæum, men det turnerende landsdelsorkester med 65 fastansatte musikere hviler ikke på laurbærrene. En ny sæson er i gang, og forude venter omkring omkring 150 arrangementer – symfonikoncerter, kirke-, skole-, gymnasie- og familiekoncerter – foruden koncerter med lokale amatørkor, årlige fælleskoncerter med Schleswig-Holsteinisches Sinfonieorchester og koncerter med gymnasiekor fra hele regionen. Man kan blandt andet møde orkesteret den 6. februar i Sønderborg og den 7. februar i Haderslev, hvor svenske Christian Lindberg er både dirigent og solist. På programmet er Webers ouverture til ”Oberon”, Lindbergs egen ”Kundraan and the Arctic Light” og Tjajkovkijs Symfoni nr. 6. Læs mere på www.sdjsymfoni.dk.

SKÅL I HJERTEBLOD På Det Kongelige Teater er det Valentinsdag hele året …

Woyzeck Mød Søren Sætter-Lassen, Helle Fagralid og Kirsten Olesen i historien om den selvopofrende soldat, der satser alt for at redde sin familie.

SKUESPILHUSET, STORE SCENE 21. FEB. – 21 MAJ

Manon Oplev en ny generation af stjernedansere i den lidenskabelige fortælling om en letsindig pige, der lokker sin elskede i fordærv med mord og bedrag til følge.

GAMLE SCENE 22. FEB. – 12. MAR.

Le Grand Macabre

En sadistisk kvinde trænger hårdt til en potent elsker.

Men ham hun finder er måske alligevel lige voldsom nok.

Se hvem han er i den groteske dommedagsopera.

OPERAEN, STORE SCENE 2. – 28. MARTS

Porgy og Bess Swingende opera fra 1920’ernes South Carolina.

Den handicappede Porgyforelsker sig hovedkulds i Bess, hvis kæreste er voldelig narkohandler.

OPERAEN, STORE SCENE 22. MAR. – 10. MAJ

kglteater.dk

4 Scene&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 25. januar 2014

Mennesket er magtbegærligt af natur Instruktør Daniel Bohr kender historien om Evita fra sin opvækst i Argentina. Den er stadig aktuel, fordi mennesker altid vil kæmpe om magten, mener han. Denne weekend er der premiere på ”Evita” på Det Ny Teater

interview

2 Sceneinstruktøren Daniel Bohr, 70, år voksede op i Argentina, hvor historien om Eva Perón fandt sted.

– Pressefoto.

Af Jens From Lyng from@k.dk

Teaterinstruktør og iscenesætter Daniel Bohr på 70 år kender til at bo i diktaturstater.

Det gjorde han i Argentina, Chile, Cuba, Venezuela og Spanien. Derfor er han ikke i tvivl om, hvad historien om Evita kan sige til os i dag. ”Der er mange paralleller fra de lande til andre steder i dag. Selvom der ikke er decideret diktatur i Danmark, sidder der stadig mennesker på magten, som ikke er redelige. Politik frustrerer mig, fordi det hele bare er snak.

Der bliver aldrig gjort noget, fordi de har travlt med at føre ny valgkamp, så snart de bliver valgt ind. Der er sådan en kynisme i politik, som jeg har svært ved at leve med,” siger han.

Selv kan han mærke kynismen og magtbegærligheden gennem et langt liv som instruktør. Han oplever, hvor

hvordan myter bliver skabt.

En historie om ambition og om magt, brugen af magt og magtbegærlighed. Eva Perón havde evnen til at tro, hun kunne komme til tops og gøre en forskel. Og det gjorde hun,” siger han.

fristende det kan være at blive diktatorisk som leder. ”Det tænker jeg meget på, for det er utroligt let kun at lytte til sig selv. Det gjorde jeg især i mine yngre dage, og jeg kæmper stadig med at lægge det fra mig og inddrage andre i de store beslutninger. Du ser magtbegæret overalt, og det vidner jo desværre nok om,

at mennesker af natur er egoistiske og søger magten”.

Musicalen ”Evita” og fortællingen om Eva Perón, der klatrer fra samfundets bund til magtens inderste kredse, er vigtig, fordi den taler til os om magtbegæret, der er et menneskeligt grundvilkår, der altid vil være aktuelt, mener Daniel Bohr. Han har

CAFÈ L IVA

iscenesat forestillingen ved Det Ny Teater i København, der fortæller om kvinden, som rettede op masser af social uretfærdighed i Argentina, men også en kvinde, som bliver beskyldt for at have manipuleret sig til toppen.

Musicalen havde premiere i går. ”Det er en historie om,

Daniel Bohr er født og opvokset i Argentina hvor historien om Eva Perón foregår. Her boede han det meste af tiden indtil 1964, hvor han flyttede til Spanien og blev filminstruktør. ”Jeg har jo kendt historien, siden jeg var helt lille. Det er en klassiker på linje med Verdis operaer. Fortællingen om Eva Perón er vigtig, fordi vi ser korruption og magtmisbrug over hele verden stadig i dag. Man behøver ikke bevæge sig mange kilometer øst på

for at se det. Evita minder os om, at man kan tale op imod det og bekæmpe social uretfærdighed,” siger han.

Det er tredje gang, han sætter Evita op. Historien er fortalt adskillige gange, men Bohr er ikke bange for, at det bliver en kliché af den grund. ”Det er så stærk en historie, at det aldrig bliver en kliché.

For mange er det blevet en myte, og myten vokser, hver gang man fortæller historien.

Nogle er nærmest religiøst betaget af Eva Perón, mens andre synes, hun var forfærdelig, magtbegærlig manipulatør. Vi prøver at fortælle historien meget nøgternt og nuanceret,” siger Daniel Bohr, som i Danmark har været teaterchef i Aalborg Teater, været leder på Den Jyske Opera udover den lange række af andre poster, han har besat i det danske teaterliv.

Musicalen ”Evita” har Charlotte Guldberg i hovedrollen og Jesper Lohmann som Juan Perón. Forestillingen fortsætter på Det Ny Teater indtil den 4. maj.

PRÆSENTERER

20. februar – 5. april

15. maj – 21. juni

Flemming Krøll & Lars Fjeldmose

I am Johnny Cash

I hold your hand in mine – en Tom Lehrer-cabaret Sammensat & instrueret af Jacob Morild

Billetbestilling: cafeliva@mail.dk eller 33 16 10 26

2

Med Frederikke Maarup & Astrid Højgaard Akk: Lasse Schmidt Sammensat & instrueret af Mads M. Nielsen

www.cafeliva.dk – Det var LIVA der manglede!

Scene&Kultur 5

Kristeligt Dagblad Lørdag 25. januar 2014

Præsidentfruen der blev en moderne myte Historien om Eva Perón bliver i øjeblikket vist på Det Ny Teater i København. Hos de fleste argentinere nyder den tidligere præsidentfrue helgenstatus. Andre mener, at hun manipulerede sig til magten Af Jens From Lyng from@k.dk

Eva Duarte var kun 15 år, da hun flyttede til Buenos Aires, hovedstaden i Argentina.

Drømmen var at blive filmstjerne, hvilket ikke lykkedes.

Hun fik nogle mindre roller først på scenen, siden i radioshows og til sidst i et par enkelte b-film.

Selvom hun næppe kunne betegnes som en stjerneskuespiller havde hun formået at gøre brug af bekendtskaberne, hun havde skaffet i miljøet.

Derfor var hun at finde ved et velgørenhedsarrangement for ofre for et jordskælv i 1944. Her mødte hun officeren Juan Perón, som netop havde været med til at tage magten i landet via et militærkup. Han blev senere samme år udnævnt til vicepræsident. I 1945 giftede han sig med Eva, som derefter gik under navnet Eva Perón. Året efter blev Juan valgt som Argentinas præsident.

Landet var på det tidspunkt

præget af fattigdom og stor forskel på de sociale klasser.

Eva og Juan Perón blev uhyre populære blandt den fattigste gruppe, som hun kunne appellere til, fordi hun selv var opvokset i et fattigt hjem.

Hun fik sat initiativer i gang, som skulle vise fattige omsorg.

Det var blandt andet legater til skolegang, udlodninger af jord og kontante pengegaver. Eva Perón var også en af årsagerne til, kvinder fik valgret i Argentina i 1947. Fra da af vandt særligt Eva Perón kun endnu større popularitet i hjemlandet, særligt fordi hun havde en evne til at tale og appellere til en stor del af befolkningen.

I juli 1952 døde hun som 33-årig af en hjernesvulst.

Der udbrød landesorg, og myten om Eva Perón blev større end nogensinde. Især hos de fattige fik hun og har stadig helgenstatus.

Med til at styrke myten har været historien om hende fortalt gennem den enormt populære musical ”Evita”, der

SPILLER TIL 22.02 2014

havde premiere på Det Ny Teater i København i går.

Musicalen fik premiere i London i 1978. Den er skrevet af duoen Andrew Lloyd Webber og Tim Rice, som tidligere samme årti havde samarbejdet om succesen ”Jesus Christ Superstar”.

Hvor den første forestilling handler om, hvordan en religiøs bevægelse bliver populær, handler ”Evita” om, hvilke kræfter en karismatisk person besidder. Stykket prøver at fortælle, hvordan en moderne myte opstår, og hvordan mennesker kan blive så fascinerede af en person, at de næsten bliver blinde over for de negative sider hos personen.

Musicalen tager publikum med bag kulisserne og viser, hvilke greb Eva Perón tog i brug for at nå magten. Men den udpensler ikke, om hun var et godt eller ondt menneske. Det er op til publikum at vurdere.

I december 1996 udkom historien på film. Sangerinden

HJERTET SKÆLVER Manuskript PETER ASMUSSEN Instruktion SIMON STAHO

var Madonna spillede Eva Perón til stor protest fra den argentinske befolkning, hvor hun stadig nød nærmest helgenstatus.

De var bekymrede for, om projektet – og især med en letfærdig sangerinde i hovedrollen –ville ødelægge den afdøde præsidentfrues ry.

3 Andrew Lloyd Webber og Tim Rices musical ”Evita” havde i går premiere på Det Ny Teater. – Pr-foto.

6 Scene&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 25. januar 2014

Klassens klovn er blevet voksen Skuespilleren Rasmus Bjerg kan sagtens spejle sig i litteraturkritikeren Ole Jastrau fra Tom Kristensens roman ”Hærværk”, der nu opføres for første gang på scenen

interview Af Jens From Lyng from@k.dk

Det er ikke lang tid siden, at den nu 37-årige Rasmus Bjerg fandt de første grå hår på hovedet. De minder ham om, at der dybest set ikke er stor forskel på ham og den karakter, han skal spille, når Det Kongelige Teater denne weekend har premiere på opsætningen af Tom Kristensens roman ”Hærværk”. Rasmus Bjerg i hovedrollen spiller den midaldrende Ole Jastrau, som ender i en krise, da han forsøger at forene sin kommunistfortid med en borgerlig tilværelse som litteraturanmelder ved et kulturradikalt dagblad i København. Han søger meningen med tilværelsen, men det ender i et alkoholmisbrug. ”Jeg kan sagtens relatere til Ole Jastrau nu. Jeg er sidst i 30’erne. Jeg har været gift med min kone i mange år, jeg har alle de børn, jeg skal have, og karrieren går, som den skal. Jeg har – ligesom Jastrau – alle mulige grunde til bare at være glad, men alligevel har jeg fundet de første grå hår. De vidner om, at jeg ikke er udødelig. Jeg ser generationerne skifte, og jeg er på vegne af mine børn bange for, at jeg skal dø engang,” siger han.

Tom Kristensens klassiker var på pensum som ”pligtlæsning”, da Bjerg gik på gymnasiet i Kolding, hvor han er født og opvokset et par kilometer uden for byen. De læste kun uddrag. Hele romanen blev han færdig med, inden han sagde ja til rollen. ”I gymnasiet sagde det mig ikke noget. Der var det bare en historie om en mand sidst i 30’erne, der gik i hundene.

Nu ser jeg, at den taler direkte til de fleste mennesker. Det handler om, at mennesket må reflektere over meningen og gøre status. Ole Jastrau omsætter desværre bare sin søgen på en forkert måde, fordi han prøver at finde livets mening i bunden af en flaske. Han kapper forbindelser i sin søgen, og det bliver et egoistisk, tåget projekt for ham.”

Allerede som 19-årig blev Rasmus Bjerg optaget på Statens Teaterskole, hvorfra han blev færdiguddannet i år 2000. Gennem sin tid i folkeskolen og på gymnasiet havde han haft rollen som klassens klovn. Rollen forsøgte han at lægge fra sig i begyndelsen af karrieren. Det kom til udtryk gennem hans tidlige skuespiljob i blandt andet ”En spurv i tranedans” og ”Vinden i piletræerne” på Det Kongelige Teater.

0 ”Som skuespiller går du fra projekt til projekt og arbejder med mange forskellige mennesker. Jeg går fra at lave Dostojevskij for et halvt år siden til Tom Kristensen nu.

Det er på én gang meget dybt og meget overfladisk,” siger Rasmus Bjerg. – Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

WW Når jeg får en

rolle som skuespiller, føler jeg mig lidt som en daglejer. Jeg bliver hevet ind til at spille en rolle, som nogen har skrevet. Samtidig står der en og siger, hvordan jeg skal spille rollen. Jeg glæder mig lidt til at prøve at bruge mine egne idéer.

rasmus bjerg

Ved et tilfælde blev han hvervet til at spille Sebastian Dvorski i TV 2 Zulus satiriske tv-serie ”Politiets Indsatsstyrke” over to sæsoner. Fra da af kender de fleste Rasmus Bjerg fra komedier. Han har været bademester i en reklame for Lalandia, tryllekunstner i tv-serien ”Mr. Poxycat og Co” og været med i kome-

diefilm som ”Alle for én” og ”Parterapi”.

Nu prøver han igen at give slip på klovnerollen. ”Det er en anden ting, der hører med til det med at blive ældre. Jeg blev færdiguddannet som meget ung, og jeg fik ærefrygt, hver gang jeg så en kendt på teatret. Jeg kunne ikke forstå, at sådan en bonderøv fra Kolding som jeg skulle være her. Nu føler jeg mig berettiget til at være her.

Jeg vil gerne lave noget seriøst, gå et spadestik dybere som her med ’Hærværk’ eller med ’Kældermennesket’ sidste år.” ”Det vigtigste for mig er at få et vidt spænd på det, jeg laver. Jeg vil ikke være ham, der kun laver komedier, og jeg vil heller ikke udelukkende have roller i Dostojevskijopsætninger.”

Det brede spænd i rollerne kommer til udtryk i Rasmus Bjergs teaterkarriere. Her har han sidste år spillet den pessimistiske hovedrolle i Fjodor Dostojevskijs ”Kældermennesket” og været med i sundhedskomedien ”Kagefabrikken” på Det Røde Rum. Knap så mangfoldige er Bjergs roller, når han optræder på tv-skærmen eller biograflærredet, hvor de sidste mange optrædener har været i rollen som den sjove. Det vil han gerne lave om på. ”På teateret har jeg altid haft et bredere repertoire end

på film. Tv- og filmproducenter er langt mere konservative end scenefolk, når de vælger skuespillere. Det kan du jo også se på alle de største film over de seneste år. Der er det altid 10 af de samme mandlige skuespillere, der går igen.

Men det er selvfølgelig mest af alt forfængelighed fra min side, når jeg gerne vil vise, at jeg kan det hele.”

Det får han lov til fra september, hvor DR’s nye serie ”1864” får premiere. Der spiller Bjerg oberst Møller – en rolle, som ifølge skuespilleren selv ikke indeholder komik. ”Der synes jeg – i al beskenhed – det lykkes meget godt for mig at komme ind i en mere alvorlig rolle.”

Udsigten over havnebassinet fra Rasmus Bjergs garderobe på Nyhavn i København er under Kristeligt Dagblads besøg tilsløret af en grå morgentåge. Det går dog ikke ud over skuespillerens glæde over, at forestillingen allerede nu sælger rigeligt med billetter. Det kunne være gymnasieklasser, gætter han på. ”Hærværk” er stadig ”pligtlæsning” på en stor del af landets gymnasier.

Forestillingen bliver den sidste fra Rasmus Bjerg, inden han senere i år skal turnere med et soloshow i komediegenren. Et show, han selv vil stå for.

”Jeg har i lang tid ønsket at dykke ned og fordybe mig i noget. Det har vel egentlig også noget at gøre med, at jeg bliver ældre. Når jeg får en rolle som skuespiller, føler jeg mig lidt som en daglejer.

Jeg bliver hevet ind til at spille en rolle, som nogen har skrevet. Samtidig står der en og siger, hvordan jeg skal spille rollen. Jeg glæder mig lidt til at prøve at bruge mine egne idéer.”

Showet bliver en blanding skuespil, stand-up og lidt af hvert. Målgruppen skal være et mere modent publikum, end han er vant til fra sine komedier. ”Jeg er ikke 20 år mere, så det vil være unaturligt at henvende mig til folk på den alder. Jeg kan love dig, at det ikke kommer til at handle om at stå på et diskotek klokken fem om morgenen og prøve på at score piger.”

At han nærmer sig de 40, betyder også, at han er begyndt at savne at fordybe sig i noget. Det håber han, kan lade sig gøre i arbejdet med sit soloshow. ”Nu snakker jeg som en meget gammel mand, men min karriere har jo allerede varet lang tid, fordi jeg blev færdiguddannet så tidligt.

Som skuespiller går du fra projekt til projekt og arbejder med mange forskellige mennesker. Jeg går fra at lave Dostojevskij for et halvt år si-

den til Tom Kristensen nu.

Det er på én gang meget dybt og meget overfladisk.” ”Jeg beundrer dem, der tager det lange, seje træk og forfiner deres viden på et område. Dem, der ved noget om noget.”

Om forestillingen 33Rasmus Bjerg spiller den alkoholiserede Ole Jastrau fra Tom Kristensens nyklassiske roman ”Hærværk”. Romanen har ikke før været opført på scenen. Jastrau kæmper forgæves for at forene sin fortid som kommunist med en borgerlig tilværelse. Men da han møder den unge digter Steffensen, finder Jastrau en åndsfælle, der kan fylde tomrummet ud. Steffensen kan tale ind i hans sjæl, og i alkoholens tåger, til lyden af jazz og i storbyens indtagende mørke genopstår Jastrau i sin kamp mod institutionen, religionen og sig selv.

33Rune David Grue, der tidligere har bearbejdet Dostojevskijs ”Kældermennesket” og ”Forbrydelse og straf”, står for dramatiseringen af Tom Kristensens selvbiografiske roman fra 1930.

33Forestillingen havde premiere på Det Kongelige Teater i går.

EMMAUS - Galleri & Kursuscenter www.galleriemmaus.dk stor kunst

store fortællinger

Troen, tvivlen & miraklerne Sommerhøjskole 1. - 6. juni 2014

samlet på ét sted

Vi befinder os et sted mellem fornuft og følelse - hoved og hjerte - tro og tvivl og åbenhed og tilknappethed. I denne uge åbner vi for det uforklarlige og giver plads til undren og fordybelse.

Mød

• Troen, tvivlen og miraklerne Åbningsforedrag med Niels Christian Hvidt • Præsten og astrofysikeren - Anna Mejlhede og Anja C. Andersen - præsenterer ”Livet er et mirakel” - en samtalebog, der diskuterer livet, døden og ondskaben • Tro & ansvar v/ Malene Fenger-Grøndahl • Koncert og salmesangsaften med Betty & Peter Arendt, Gitte Paxevanos og Arne Andreasen • Overgivelse... At overgive sig til kunsten v/ Ingrid Bugge • Jeg tilgiver! Multimedieforefrag om den svære kunst v/ Lise Jørgensen • Pilgrimsvandring med Kristine Stricker Hestbech.

Stilhed, fordybelse, natur.

• Mærk Gud! Henrik Højlund der er kendt bl.a. fra Kristeligt Dagblads spalter fortæller ud fra sin seneste bog • Hinandens verden... en rejse gennem K.E. Løgstrups hovedværk ”Den etiske fordring” v/ David Bugge • Afslutningsgudstjeneste i Haslev Kirke med Ole Bjerglund Thomsen • Desuden værksteder, caféaften, lækker mad og masser af fællessang • Priser fra kr. 3800 Tilmelding og yderligere info www.galleri-emmaus.dk @: info@galleri-emmaus.dk T: 5443 5433

Professor Niels Christian Hvidt Sognepræst Anna Mejlhede Astrofysiker Anja C. Andersen Journalist og forfatter Malene Fenger-Grøndahl Sangerinde Betty Arendt Organist Peter Arendt Sangerinde Gitte Paxevanos Kirkemusiker Arne Andreasen Kunstfotograf Ingrid Bugge Terapeut Lise Jørgensen Sognepræst Kristine Stricker Hestbech Sognepræst Henrik Højlund Lektor i etik og religionsfilosofi David Bugge Sognepræst Ole Bjerglund Thomsen Daglig leder af galleri Emmaus Grethe Olsen

8 Scene&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 25. januar 2014

Nabokov i sanserus Hviskelyde, hovedtelefoner og trekantsdrama i bælgravende mørke. Publikum kan få en sanselig rutsjetur af de helt store, når Vladimir Nabokovs klassiker ”Latter i mørket” har premiere på teatret Republique til maj Af Lise Schmidt Søgaard lise.soegaard@k.dk

Da den amerikansk-russiske forfatter Vladimir Nabokov (1899-1977) skrev romanen ”Latter i mørket” i 1933, havde han nok ikke forestillet sig, at hans klassiske trekantsdrama med en bedraget mand som offer ville ende som eksperimenterende sanseteater. Men det er altså det, der sker, når ”Latter i mørket” sættes op af teatergruppen Hotel Proforma på Østerbro-teatret Republique til maj med lidt af et stjernehold bag.

Skuespillerne Thomas Mørk og Johannes Lilleøre står på scenen som Nabokovs hovedpersoner, Albinus og Rex. Mogens Rukov, der er manuskriptforfatter til flere af dansk films store succeser, for eksempel Thomas Vinterbergs ”Festen” og Lars von Triers ”Idioterne”, har med nyt manuskript sat sine egne ord på Nabokovs fortælling.

Kostumerne er produceret af designeren Henrik Vibskov, koreografien af danseren Mette Ingvartsen. Og så er der livemusik til stykket af den unge tyske pianist Nils Frahm.

Stykket iscenesættes af veteranen Kirsten Dehlholm, der i mere end 30 år har lavet performanceteater, og som kendes om ”kvinden, der opfandt performancekunsten herhjemme”.

Hun er kendt for at bryde grænser og eksperimentere med sit publikum, for eksempel som da hun søgte dværge til sin Snehvide-forestilling, og hun har installeret 700 mennesker på toppen af taget til Kvickly i Holstebro i forbindelse med en performance. Senest blev hun headhuntet til at åbne Letlands hovedstad, Riga, som Europæisk Kulturhovedstad 2014 med en opsætning af Wagners opera ”Rienzi”.

I sit arbejde med manuskriptet har Mogens Rukov været inspireret af Kirsten Dehlholm og Hotel Proformas af og til kontroversielle måde at lave teater på, forklarer han. ”Der ligger en helt anden æstetik bag det, de laver, end den, jeg selv dyrker. Jeg er optaget af menneskeligt nærvær og empati, mens de har gjort mennesket til en slags mekanisk drift. Så det har jeg sagt til Kirsten fra starten.

Empatien skal ind, og der skal varme i karaktererne, så man får medlidenhed med dem,” fortæller Rukov.

Forestillingen har en struktur af tre akter, som hver fortæller den samme historie i flere

0 Karsten Holm er aktuel med sit Johnny Cash-show.

– Foto: Erik Balle.

Uden musik var verden kedelig mit musikliv Af Dorte Washuus washuus@k.dk

0 Skuespillerne Thomas Mørk og Johannes Lilleøre har hovedrollerne i Nabokovs stykke ”Latter i mørket”, som har premiere på Republique til maj. – Foto: Hotel Proforma.

dimensioner, forklarer hun. I første del tales der fra scenen, mens publikum sidder i bælgravende mørke. I anden del er der både lys og lyd. Og sidste del er en koncert, hvor musikken alene får lov at fortælle historien igen. ”Publikum skal have hovedtelefoner på!”, fortæller Kirsten Dehlholm begejstret om stykkets nyskabelse. ”Vi arbejder med det auditive univers på nye måder.

Blandt andet bruger vi stemmetransformation og mikrofoner, der optager, således at vi hører lyde og stemmer gennem enten det højre eller det venstre øre. Det føles, ligesom om der sidder en og hvisker os i øret lige bag ved os.”

Samtidig arbejdes der med bevægelige rum, hvor der kan ske flere ting på samme tid, og koreograferede bevægelser. Og så er der musikken.

Den tyske klaverkomponist Nils Frahm (født 1982) rejser i øjeblikket verden rundt på turné og sidste gang han spillede koncert i Danmark, var billetterne revet væk på fem minutter.

Frahm arbejder selv meget med lydene fra sit klaver.

Blandt andet er hans seneste

album, ”Felt” (filt på engelsk), skabt ved at slå på filtet inden i klaveret. Ligesom Kirsten Dehlholm mener han desuden, der er fordele ved det fortættede lydunivers, der kan skabes i et par hovedtelefoner, og anbefaler derfor sine lyttere at høre hans musik med hovedtelefoner på.

Frahm skal være ”hyggepianist” hos Hotel Proforma fordi aftalen med ham blev lavet for to år siden, før han for alvor slog igennem, forklarer Dehlholm. ”Vi var meget heldige at få ham booket, før alt var udsolgt. Han er helt fantastisk, og jeg havde længe haft et godt øje til hans musik. Så jeg tog til Berlin for at forklare konceptet for ham, og heldigvis kunne han godt lide mine ideer.”

Nils Frahm-entusiaster vil således få rig mulighed for at se musikeren udfolde sig, når han kommer til København til de 14 forestillinger på Republique i maj. Pianisten vil være med under prøverne og komponerer på stedet til forestillingen. Alt i alt synes Kirsten Dehlholm, hun har skaffet sig et godt hold til at skabe en flerdimensionel fortæl-

Om ”Latter i Mørket” Medvirkende: Thomas Mørk (Albinus), Johannes Lilleøre (Rex), Clara Fasting Prebensen (Margot) Instruktion, koncept og scenografi: Kirsten Dehlholm Manuskript efter Nabokovs roman: Mogens Rukov Livemusik: Nils Frahm Stykket spiller på teatret Republique på Østerbro i København fra 3. til 17. maj. Billetsalget er startet.

Vladimir Nabokov Den russiskfødte forfatter Vladimir Nabokov (1899-1977) skrev oprindeligt ”Latter i mørket” på russisk i 1933. Han emigrerede fra Rusland til Tyskland efter Februarrevolutionen i 1917, men måtte siden flygte til USA under Anden Verdenskrig. Her skrev han senere sin måske mest berømte roman ”Lolita” (1955), om en mand, der forelsker sig i sin purunge steddatter.

ling. Men hvorfor laver hun egentlig ikke bare en film i 3D, kunne man spørge? ”Vi bruger rummet her og nu. Mennesker er sansende væsener, ikke kun tænkende.

Hvis vi oplever noget sansemæssigt, der går ind under huden på os, før vi når at begynde at tænke over det, så virker det stærkere og sætter sig fast. Det er ikke meningen at skabe et bombardement, så du må ikke skrive, at vi la-

ver et sansebombardement.

Vi arbejder præcist med sansningerne.”

Ved hjælp af de rumlige og auditive virkemidler vil hun få sindet og fantasien til at ”rejse hurtigt ind i nye rum”.

Verden er kompleks, som hun siger, så det skal teatret også være. ”Jeg har ikke lyst til at lave en sorthvid verden, hvor to og to er fire. Heller ikke i teatrets verden!”

5 Hvilken musik/sang vil du gerne vågne til om morgenen?

3 Det er temmelig svært at vælge et nummer ud af alle de sange, der er løbet gennem systemet i over 50 år nu, men når det er sagt, så er der også en kunstner, der trænger sig på. Den blideste og mest behagelige opvågning må være til James Taylor. Jeg hører til dem, der venter med længsel på den næste udgivelse fra hans hånd, og det på trods af, at man helt præcist ved, hvad man får: helt igennem godt håndværk, hans dejlige singer-songwritersange, fløjlsbløde barytonstemme og lækre guitarspil.

Skal jeg vælge en enkelt sang, bliver det ”September Grass” fra hans seneste album.

5 Hvad skal man bruge musik til?

3 Jeg har ikke fantasi til at forestille mig en verden uden musik, det ville være et ret kedeligt sted, som Frank Sinatra sagde. I og med at jeg er ude at spille rigtig tit, er det ikke nødvendigvis hver dag, jeg sætter en cd på eller lytter på Spotify. Til gengæld hører jeg altid musik, når jeg kører til og fra jobs. Musik kan bruges i næsten alle situationer. Står den på rengøring, bliver der sat noget vildt på og skruet højere op, end fruen synes om. Jeg bruger også musik til at understøtte en følelse, eller når jeg lægger mig for at tage en powernap. Så sætter jeg musik på, der kan føre mig til et spændende område mellem vågen tilstand og søvn – et vidunderligt sted at være.

5 Hvilke tre album ville du ikke være foruden?

3 Jeg har valgt tre album, som danner et hele og skal høres fra ende til anden. I den kategori må Beatles nødvendigvis indgå, og det kunne i princippet være dem alle fra ”Rubber Soul” til ”Let It Be”, men jeg tror dog, jeg ville vælge Sgt. Pepper’s-pladen. ”Wish You Were Here” med Pink Floyd er en anden milepæl for mig. Jeg købte den i pladebutikken i Kjellerup i slutningen af 1970’erne. ”Paradise Cafe” med Barry Manilow er mit tredje valg.

ONKEL

H TJEK AF

VANJA

OV

STORE SCENE 21/1 - 11/2

En rørende fortælling om umulig kærlighed, forspildte chancer og et brændende ønske om at sætte sit aftryk på verden

Køb dine billetter på www.odenseteater.dk | Odense Teaters Billetkontor tlf. 66 12 00 52

10

Kristeligt Dagblad Lørdag 25. januar 2014

0 Samfundsudviklingen forstærker kvinders kontrolsyge, mener Sofie Stougaard, der spiller hovedrollen i forestillingen ”Kvinder”. – Foto: Scanpix.

Kvinder skal lære at slappe mere af Med forestillingen ”Kvinder” sætter teatret Svalegangen i Aarhus kønsroller under debat

interview Af Daniel Øhrstrøm ohrstrom@k.dk

Saeed Salem: Neonland I, 2012, Pigment print.

Courtesy of the Artist and EOA. Projects

Sponsor for Louisianas arkitekturudstillinger

Lisbeth er en fraskilt, enlig mor midt i 30’erne med et job i en konsulentvirksomhed. ”Hvis man skal beskrive hende med ét ord, der dækker det hele, er det ’desperat’,” siger Sofie Stougaard, der selv spiller hovedrollen som Lisbeth i Svalegangens kommende forestilling ”Kvinder”. Og ’Lisbeth’ er et udmærket billede på, hvordan moderne kvinder lever deres liv i 2014, mener Sofie Stougaard: ”Hun halser hele tiden efter andres og især sine egne forventninger til på én gang at være sexet, stilfuld, evigt ung, karriereorienteret, en god veninde og overskudmor til mindst to børn. Men hun oplever hele tiden, hvordan især andre kvinder er slemme til at sætte hende i en bestemt kasse.”

I sin søn Atles børnehave møder hun for eksempel en kvindelig pædagog, der deler alle mødrene op i de gode 16-mødre og de mere underskudsagtige 16.30-mødre, alt efter hvornår børnene bliver hentet. Og pædagogen prøver at forklare Lisbeth, at hun altså er en 16.30-mor, når hun ikke henter sit barn præcis klokken 16, som hun har skrevet på tavlen. ”Forestillingen viser på den måde også de grimme sider af moderne kvinder, der virkelig kan være onde mod hinanden i deres kalkunagti-

WW Det er fint med

ligestilling, men man behøver jo ikke at udviske forskellene mellem kønnene helt.

sofie stougaard, skuespiller

ge hakkeordener. For mange kvinder vil gerne have styr på alting – også hinanden,” siger Sofie Stougaard, der kort og godt mener, at alt for mange kvinder lider af kontrolsyge. ”Jeg tror, at samfundsudviklingen forstærker kvinders kontrolsyge. Der er en stigende mistillid til medarbejderne på arbejdspladserne, hvor der bliver mere og mere kontrol med medarbejderne. Det giver angst for ikke at slå til, og det stresser selvfølgelig både mænd og kvinder. Men jeg tror især, at det gør os kvinder til kontrolfreaks, fordi vi så gerne vil vise, at vi har tjek på alting. Vores arbejde skal være i orden, men vores børn skal også være perfekte statussymboler med mærketøj, og vi retter på vores mænd så meget, at vi er ved at hive tænderne ud af vilddyret. Spørgsmålet er, om det er lykken for nogen?” spørger hun og peger selv på, at knap hverandet ægtepar går fra hinanden. ”Det er heller ikke blevet nemt at være mand, når kvin-

der er kommet så langt frem i bussen. Mænd bliver nærmest betragtet som dårlige fædre, hvis de ikke tager barselsorlov og går i forklæde derhjemme. Det er fint med ligestilling, men man behøver jo ikke at udviske forskellene mellem kønnene helt,” siger hun og tilføjer: ”Jeg vil i hvert fald gerne have en mand, der kan sætte mig på plads en gang i mellem.”

Forestillingen (om) ”Kvinder” er dog desværre ikke en opskrift på hverken det gode mande- eller kvindeliv, erkender Sofie Stougaard: ”Det er mere et spejl, vi holder op for folk, så de kan se, hvordan de lever deres eget liv, mens vi følger Lisbeths dannelsesrejse fra chokket over at blive skilt til forsøget på at finde sig selv i alt det kaos. For jeg tror, at alle, der selv har børn, vil føle sig ramt. Jeg føler mig i hvert fald ramt af historien, selvom jeg ikke selv er fraskilt. Og det får en til at tænke over sin hverdag. Der er vi ikke nogen færdig morale i forestillingen, men når jeg selv læser stykket igennem, kan jeg ikke lade være med at tænke, at et godt råd til mange af os kvinder ville være at slappe lidt mere af.” ”Kvinder” spiller 12.–20. marts og 22. april–3. maj 2014 på Svalegangen i Aarhus. Dramatiker: Caroline Cecilie Malling.

Iscenesættelse: Per Smedegaard Scenografi: Karin Gille.

Medvirkende: Sofie Stougaard, Katrine Beck Ibsen, Kirsti Kærn og Anders Brink Madsen.

11

Kristeligt Dagblad Lørdag 25. januar 2014

FLOT OG FÆNGENDE, MUSIKALSK OG VISUELT ★ ★ ★ ★ ★ ET BRAG AF EN MOZART-FORESTILLING

POLITIKEN BØRSEN

MIRAKELVAND TIL MOZART

★★★★

ANMELDERIET.DK

★★★★

KULTUNAUT.DK

★★★★

INFORMATION

KULTURKONGEN.DK

ROCK ME, AMADEUS

DET ER STÆRKT UNDERHOLDENDE ★ ★ ★ ★ ★ FREDERIKSBORG AMTS AVIS ★ ★ ★ ★ NUTIDIGT SPRÆLLEVENDE TEATER, SKAL OPLEVES KRISTELIGT DAGBLAD

BERLINGSKE TIDENDE

0 Huxi Bach forsøger stadig at leve efter sin fars råd om, at man ikke behøver at sparke alle døre ind, når man kan få andre til at åbne dem for sig, ligesom man derfor også bør åbne døre for andre.

– Foto: Leif Tuxen.

Det nytter at hjælpe Turbotaleren Huxi Bach er klar med sit andet soloshow, ”Hjælp”, om at give og modtage hjælpe. Begge dele burde vi blive bedre til, mener han

interview Af Daniel Øhrstrøm ohrstrom@k.dk

Huxi Bach er typen, der helst vil klare sig selv. Det er efterhånden tre år siden, at journalisten og showmanden forlod sit gode job som radiovært på P3 for at forfølge sine egne idéer på fuld tid. Og han har klaret sig fint som freelancer uden sikker indtægt og fast statsfinansieret mikrofon til daglig. I stedet har han blandt andet optrådt til firmafester, i fagforeninger og på sognegårde med sin gamle værtsmakker, journalisten og bestsellerforfatteren Karen Thisted, ligesom den hurtigsnakkede (under)holdningsmand med det høje strithår har også et veloverstået soloshow bag sig. Og nu er han allerede klar med sit andet soloshow, ”Hjælp”, der som titlen næsten afslører netop handler om at give og modtage hjælp. For selvom han sådan set har opfyldt enhver superliberalists drøm ved at tjene sine egne penge i en tilværelse fyldt med personlig frihed, bliver det stadig mere klart for ham, hvor vigtigt det både er at kunne modtage og give hjælp, forklarer han: ”Jeg fik idéen til emnet, da jeg kørte hjem fra et job i Jylland og sad i toget og læste en artikel om det europæiske rumprogram. Der stod, at et af argumenterne for at tage ud i rummet for at lede efter liv på andre planeter var, at det ville binde folk her på Jorden sammen. Som om at vi havde brug for en fælles fjende for at finde sammen som mennesker. Og det, syntes jeg, virkede latterligt,” siger Huxi Bach og tilføjer: ”Det er selvfølgelig fint at udforske universet ud af nysgerrighed. Men man behøver jo ikke lede efter liv på fjerne planeter, når man kan finde liv hos sine naboer. Og jeg synes, at vi burde blive bedre til

at række ud efter hinanden.”

De seneste måneder har han derfor brugt på at skrive jokes og små lommefilosofiske indlæg om sit emne. Resultatet er han ikke meget for at kalde ”standup”, så hellere ”uautoriserede forelæsninger”. Showet kommer også til at handle om, hvorfor det ikke altid er smart at afbilde Gud, og hvorfor giraffen er blevet kaldt et arrogant dyr af tidligere tiders leksikonforfattere. Men selvom publikum meget gerne må grine undervejs, er det hele ikke sagt i sjov. ”Jeg synes, at der er for mange standup-komikere, der stiller sig op på en scene og slår en prut, mens de fortæller om deres sexliv. Det er ikke mig. Jeg vil hellere give folk noget at tænke over,” siger Huxi Bach, der stadig husker, hvordan entertaineren Niels Hausgaard engang gav ham det gode råd, at han skulle gøre sig umage for publikum: ”Når folk aktivt havde valgt en til og måske oven i købet betalt for en barnepige og en taxa ud over billetten for at høre en, forpligter det, sagde Hausgaard. Og jeg tænker over Hausgaards råd hver eneste dag. Folk skal have noget for pengene. Jeg er ikke ude på at holde nogen prædikener, men jeg vil også gerne prikke lidt til folk. For det kan både være svært at give og modtage hjælp, og det synes jeg er relevant at tage op i en tid, hvor vi diskuterer, om vi har råd til u-landshjælp, nødhjælp og kontanthjælp, ja, sådan set alle slags hjælp.”

Et drilsk smil overtager det drengede ansigt, idet han tilføjer: ”Det er så nemt at sige, at ’man ikke kan redde hele verden’. For det er der selvfølgelig ingen, der kan alene, men jeg tror faktisk godt, at vi kan redde verden i fællesskab, hvis alle tager deres etiske medansvar for deres med-

mennesker alvorligt. Jeg tror, at det er Løgstrup, der engang sagde, at man skal hjælpe dem, der har behov for hjælp.” ”Det nytter at hjælpe, og det har aldrig været mere vigtigt at understrege. På den ene side synes vi, at vi skal skære ned på alle velfærdsordninger og på den anden side synes vi, at vi betaler rigeligt til velfærdsstaten, når vi ser en tigger, der har brug for hjælp. Aldrig har vi haft så mange hjælpemidler, men vi skal passe på, at vi ikke ender med blive hjælpeløse hjælpere, fordi vi ikke kan se hinandens behov længere.” ”Misforstå mig ikke. Jeg er glad for min iPhone og synes grundlæggende, at det er dejligt at kunne klare sig selv, men jeg tror simpelthen, at man går glip af noget, hvis man har nok i sig selv. For det binder netop folk sammen at hjælpe hinanden. Selvfølgelig kan der også være en masse hykleri forbundet med at hjælpe, fordi man sjældent gør det uden bagtanker. Det handler mit show også om.

Men jeg tror stadig, at det er bedre at forsøge at gøre noget for andre end at lade være, ligesom jeg tror, at der kan ligge en enorm befrielse i at lade sig hjælpe.”

Det råd er den selvhjulpne komiker også selv vokset op med. ”Engang sagde min kloge far til mig, at man ikke behøvede at sparke alle døre op i livet. Man kunne også lade andre åbne dem for sig, ligesom man skulle forsøge at åbne dørene for andre end sig selv. Og det har jeg forsøgt at leve efter, selvom det er svært.”

CEDERHOLM, FURIO & BRDR.HELLEMAN

T E A T E R K O N C E R T

MOZART LOTTE ANDERSEN

CLAUS HEMPLER

MARK LINN

BJØRN FJÆSTAD

LOUISE HART

FRA 5. FEBRUAR 2014

PRODUCERET I SAMARBEJDE MED

BETTY NANSEN TEATRETS ANEXSCENE

”Hjælp – en ny (men stadig uautoriseret) forelæsning” har forpremiere den 5. marts på teater Bremen i København, hvor den kører tre gange, inden Huxi Bach drager på danmarksturne med sit show.

MARTIN GREIS

Læs mere og bestil billet på bettynansen.dk

12

VOKSNE OG BØRN FRA 7ÅR

GENOPSÆTNING AF SUCCESEN Med Ken Vedsegaard, Susanne Storm, Mie Brandt, Torben Vadstrup og Dan Loffredo

25. JANUAR - 9. MARTS

lin.dk www. zeppe

Teateravisen.dk

★★★★★★ CPHCulture

★★★★★★ EMINENT 1001 NAT

Kristeligt Dagblad Lørdag 25. januar 2014

0 Sådan ser Musikkens Hus ud på tegnebrættet. Til marts bliver projektet virkelighed.

– Foto: Henning Bagger.

Nyt musikhus har været 28 år undervejs

Kulturkongen Billetter: teaterbilletter.dk / TLF. 33 22 04 78

Den 29. marts åbner Musikkens Hus i Aalborg med en fest, som kommer til at strække sig over 13 dage AF knud jakobsen kultur@k.dk

hvordan unge finder sig selv på facebook josua christensen Digital Native giver gode råd og vejledning og giver værdifuld indsigt i den verden, som de unge bruger så megen tid på - på godt og ondt.

Bogen er et væsentligt bidrag til at forstå unges identitetsdannelse på de sociale medier. Derfor er den yderst relevant for forældre og andre, der arbejder med unge.

Men også for dig, der selv er på Facebook, er det interessant læsning: Du lærer at afkode din egen opførsel på mediet.

Udgiver: Lohse ism. Kristent Pædagogisk Forlag

»Bogens anliggende er så væsentligt, at den må være obligatorisk læsning for forældre og andre, som gerne vil forstå, omgås og undervise større børn og teenagere.«

248 sider - 199,95

Hans Jørgen Hansen, daglig leder, Foreningen af Kristne Friskoler

Torhild Moens bøger om den gæve pige Vilja

»Konkret, direkte og fuld af varme« Kristeligt Dagblad

»Torhild Moen leverer endnu en meget spændende bog for børn [...] Jeg var særdeles begejstret for at læse den, selvom jeg er voksen. Jeg tror også, børn vil synes rigtig godt om den.« Craig Deaton, Udfordringen Vilja-bøgerne er lette bøger på 50-65 sider, der behandler tunge emner på en sjov, varm og troværdig måde. Tegningerne er fortryllende.

99,95 pr. bog

Vilja, mormor og tryllestenen Om dårligt syn og hvad det afstedkommer Kan du huske mig, mormor?

Om alzheimers og døden Vilja og myrebogstaverne Om læsevanskeligheder Vilja får hjælp Om mobning

Lohse | LogosMedia | Credo | Fokal | Kolon | Refleks Forlagsgruppen Lohse · 75 93 44 55 · info@lohse.dk

lohse.dk

Efter mange års tilløb og mange vanskeligheder får Aalborg nu det Musikkens Hus, som en gruppe ildsjæle drømte om, da de for 28 år siden stiftede ”Musikhusets Venner”. De mange bygningsarbejdere er ved at lægge sidste hånd på værket, og direktør Lasse Rich Henningsen sover roligt om natten. ”Alt går, som det skal, og vi skal nok blive færdige til den 29. marts, hvor vi skal åbne huset,” siger han.

Det nye musikhus er tegnet af arkitektfirmaet Coop Himmelb(l)au i Wien og ligger på en tidligere værftsgrund midt i Aalborg. Det er på 20.000 kvadratmeter og rummer fire koncertsale, hvoraf den største har 1200 stole og 100 korpladser. Akustisk er den optimeret til klassisk musik og betegnes af Lasse Rich Henningsen som kronjuvelen i det nye hus. ”Vi tror, at koncertsalen kan blive en af de 10 bedste i Europa til klassisk musik,” siger han og tilføjer, at de øvrige sale også er rigtigt gode.

Det nye hus skal ikke blot være hele Nordjyllands musikhus. Det skal trække folk til fra resten af Danmark og fra udlandet.

Hvordan åbningen skal foregå, vil han ikke fortælle endnu, kun at den kommer til at strække sig over 13 begivenhedsrige dage. Den 29. januar holder han pressekonference, hvor åbningsprogrammet præsenteres.

Igennem de 28 år har der været mange op- og nedture, og da byggeriet endelig kom i

WW Vi tror, at

koncertsalen kan blive en af de 10 bedste i Europa til klassisk musik.

Lasse rich Henningsen, direktør

gang, gik det hurtigt galt. Et oprindeligt budget på 460 millioner kroner i 2002 voksede snart til 1,2 milliarder, hvorefter Aalborg Kommune i sommeren 2006 trak stikket ud.

Så gik Realdania ind i projektet og tilførte både penge og faglig ekspertise, og med god lokal opbakning kom der styr på byggeriet, økonomien og driften. Fonden Musikkens Hus i Nordjylland er husets administrerende virksomhed, og her overtog den tidli-

gere direktør i Forsvarets Bygningstjeneste Bent Frank posten som formand.

Det nye musikhus rummer ikke blot en række koncertsale, men er også hjemsted for Det Jyske Musikkonservatoriums Aalborg-afdeling, Aalborg Universitets musikuddannelse og Aalborg Symfoniorkester. ”Byggeriet havde efter reorganiseringen i 2006 et budget på 740 millioner kroner, der løbende er blevet justeret i forhold til byggeprisindekset.

Dermed er prisen i dagen nået op på næsten en milliard kroner, men budgettet er blevet holdt,” siger Bent Frank.

400 millioner kroner kommer fra Realdania, mens 100 millioner kroner kommer fra privatpersoner, virksomheder, fonde og kommuner i Nordjylland. Aalborg Kommune har givet tilsagn om et årligt tilskud på 12,5 millioner kroner i 30 år, og dette beløb er sammen med lejeindtægten fra de store brugere blevet kapitaliseret, hvorefter restbeløbet er optaget som kreditforeningslån.

Musikkens Hus i Aalborg rummer følgende: 33En markant vertikal foyer med naturlig ventilering og plads til 2150 mennesker.

33Koncertsalen med plads til 1293 personer og med en akustik, som er et internationalt koncerthus værdig.

33Intimsalen med plads til 300 personer.

33Klassisk sal med plads til 200 personer.

33Rytmisk sal med plads til 200 personer.

33En uddannelsesdel med øvelokaler, undervisningsrum og lydstudier.

33Backstage Base, som skal huse administrationen og være backstageområde for besøgende musikere.

Kristeligt Dagblad Lørdag 25. januar 2014

13

KOMMENDE FORESTILLINGER I DEN FYNSKE OPERA

0 Finsk film bliver til dansk teater, når ”Manden uden fortid” for tiden opføres på Odense Teater.

Her er det fra venstre Lars Rødbroe, Betty Glosted, Bent Lundgaard og Morten Brovn. – Foto: Emilia Therese.

Knastør finsk humor hylder kærligheden Finske Aki Kaurismäkis prisbelønnede film ”Manden uden fortid” er blevet til et teaterstykke, der nu vises på Odense Teater og i næste måned i Haderslev hyldest til kærligheden og et bevis på, at den kan findes alle steder.”

Af Dorte Washuus washuus@k.dk

Skuespillere er opdraget til at bruge mange ord, men på Odense Teater øver en gruppe af skuespillere sig i øjeblikket i at holde deres mund. Næsten. For der er ord i forestillingen ”Manden uden fortid”, men ikke nær så mange, som man er vant til, når man går i teatret. ”Det er underspillet, knastør finsk humor, hvor der ikke bliver sagt for meget,” siger teaterchef Jens August Wille, der er begejstret over at kunne præsentere en danmarkspremiere på teaterudgaven af Aki Kaurismäkis film af samme navn, der i 2002 både fik en Cannes-pris og var nomineret til en Oscar. ”Vi leder jo altid efter den gode historie, og den har vi virkelig fundet her,” mener han.

Kort fortalt handler forestillingen om en mand, der efter et brutalt overfald bliver berøvet både penge og hukommelse. Uden navn og identitet begynder han helt forfra blandt samfundets luvslidte og udsatte eksistenser i noget, der kan minde om Udkantsdanmark. Det er et miljø, hvor pengene er små, men hjerterne til gengæld store.

Og i mødet med ægte medmenneskelig næstekærlighed kommer den navnløse mand langsomt på fode igen.

Vi ser ham blandt andet få et Frelsens Hær-orkester til at spille rock, og han får tændt en flamme i den ikke helt un-

0 Jens August Wille, teaterchef på Odense Teater. – Foto: Johnny Wichmann.

ge frelserkvinde Irma, som han bliver forelsket i. Irma går med en hemmelig drøm om et anderledes liv, og en ny begyndelse tager langsomt form for dem begge. Men fortiden er der stadig som en medspiller, også selvom manden uden navn ikke husker noget. ”Når en mand mister hukommelsen, opstår den ultimative chance for at viske tavlen ren og starte helt forfra. Man kan kalde det en Uvending, hvor han end ikke ved, hvor han er vendt fra.

Med det som omdrejningspunkt kan der skabes spændende dramatik,” siger Jens August Wille.

Han sammenligner den finske tone med det, mange forbinder med Vestjylland: ordknapheden, gudfrygtigheden, alvoren og de tørre bemærkninger, der ofte kan være meget, meget morsomme. ”Det er humoristisk, men først og fremmest er det en

Jens August Wille er bevidst om, at fortælleformen er en stor udfordring for skuespillerne. De har ikke mange ord til deres rådighed, men til gengæld kan et løftet øjenbryn gøre en verden til forskel. Det samme kan en lille dans eller en akavet bevægelse.

Til at støtte sig har de otte skuespillere et tremandsorkester, der blandt andet spiller en slags finsk inspireret tangomusik på klaver, harmonika og kontrabas. ”Filmens underspillede univers er ikke helt let at overføre til teaterscenen, og den største udfordring ligger i at skrælle så mange ordlag af som muligt og komme ind til essensen af personerne gennem alt det, der ikke bliver sagt,” siger Jens August Wille.

Manden uden fortid 33Danmarkspremiere på Odense Teater, hvor stykket spiller frem til den 4. februar, hvorefter forestillingen flytter til Teater Møllen på Harmonien i Haderslev den 11.-15. februar.

33Iscenesættelse: Petrea Søe, scenografi: Lisbeth Burian.

Medvirkende skuespillere er blandt andre Sofie Alhøj, Klaus Andersen og Morten Brovn.

 DEN

FYNSKE OPERA PÅ HJUL

30., 31. januar og 5. februar 2014 på Fyn, samt 6. februar 2014 i Viby Jylland Mød endnu engang sangeren, sømanden, prinsen og meget mere Simon Mott, det Alle¬stedsnærværende par Hanne og Jesper Buhl, den nye pige i klassen Kiki Brandt, der har så fine fynske fødder, eller er det rødder? Men ikke mindst, det store scoop, Kim Wagner, vinderen af TV2s talentkonkurrence ”VOICE – Danmarks største stemme” i 2012.

 L’ENFANT 1. og 2. februar 2014

ET LES SORTILEGES

L’enfant et les sortileges (Barnet og tryllerierne) af den franske komponist Maurice Ravel. Der er tale om en kort, humoristisk – til tider også voldelig opera, hvor et uartigt barn står i centrum for handlingen. Ting bliver levende, dyr taler og mor er dum!

Med sangstuderende fra syddansk musikkonservatorium.

 DR.

JEKYLLS ADVOKAT

14., 15., 18., 19., 21., 22., 25., 26., 28. og 29. marts 2014 VERDENSPREMIERE PÅ NIELS MARTHINSENS NYE STORE OPERA Denne opera handler om gys og gru, tro og håb, lyst og begær, svigt og kærlighed. Hør og se et fantastisk hold med nogle af Danmarks bedste sangere, instruktion og scenografi på et højt, højt plan og ikke mindst fantastisk musik og tekst.

 OPERACAFE 26. april 2014

Gallakoncert med Denise Beck og Thomas Storm Se www.denfynskeopera.dk for flere arrangementer og koncerter.

Billetsalg: www.FYENSBILLETTEN.dk.

Den Fynske Opera Filosofgangen 19 5000 Odense C Tlf. 63 11 78 30 denfynskeopera@denfynskeopera.dk

14 Scene&Teater

Kristeligt Dagblad Lørdag 25. januar 2014

”Vi er alle sammen en Vielgeschrei” Når Folketeatret i København i næste måned sætter Ludvig Holbergs komedie ”Den Stundesløse” op, er der tale om en klassiker med snart 300 år på bagen, som er mere relevant end nogensinde.

For i dag er det en succes at virke fortravlet, mener de to hovedrolleindehavere 2 I rollen som Pernille punkterer Cecilie Stenspil illusionen om, at vi har så travlt, som vi gerne vil have andre til at tro.

Holbergs ”Den Stundesløse” bliver opført på Folketeatret i København fra den 1. februar.

– Foto: Folketeatret.

AF lea holtze kultur@k.dk

”Skriver I, Karle?”

Forjaget løber Henrik Koefoed i rollen som Vielgeschrei rundt på scenen i den tro, at han har forfærdelig travlt, mens han i virkeligheden ingenting har at bestille. Så stresset over at skulle kommandere sine fire skriverkarle, at han intet konstruktivt foretager sig. Og så fortravlet, at han ikke ænser, at hans nærmeste spiller ham et gevaldigt puds, så ingen til sidst er dem, han troede, de var.

Det er omdrejningspunktet i Holbergs komedie ”Den Stundesløse”, som Folketeatret i København opfører fra den 1. februar og godt en måned frem efterfulgt af en turné rundt i landet.

Og i år 2014, hvor mange af os altid har mobiltelefonen tændt, er tilgængelige via email, og hvor stress er udråbt til en verdensomspændende epidemi, kan den snart 300 år gamle Holberg-komedie ikke alene give os et godt grin, men også sætte fokus på et alvorligt emne og lære os et og andet, vurderer Henrik Koefoed. ”Jeg vil nødig give publikum en facitliste på forhånd, men jeg synes, der er god grund til at se forestillingen.

Stress er jo noget, vi alle kender til i vores tid, og her viser Holberg netop en afart af stress. Måske kan man drage paralleller til sit eget liv, måske ikke. Men det kunne jo være, man kunne lære noget om sig selv,” siger han.

Det er tredje gang, den 58-årige skuespiller er med til at opføre Holbergs klassiske komedie fra 1723. Første gang var på samme scene i 1983 og anden gang var på Det Kongelige Teater i 1989. Men det er første gang, Henrik Koefoed tager livtag med hovedrollen som Vielgeschrei. ”Jeg tror, Vielgeschrei er en enkemand, der på grund af ren og skær sorg og ensomhed har kastet sig over bagateller, der gør ham så travl i hovedet, at han faktisk slet ikke når noget konstruktivt.

Momentan sindssyge oplever han nok,” fortæller han.

Professor og forfatter Ludvig Holberg skrev ”Den Stundesløse” i 1723 – formentlig stærkt inspireret af Molières ”Den indbildt syge” – hvor hans skrivelyst for teatret var på sit højeste. Ved siden af store historiske værker, essays og epistler skrev Holberg i alt 33 komedier, hvilket også er den del af sit forfatterskab, han er mest kendt for. Her tager han livtag med den dan-

ske folkesjæl og lader sit publikum le ad nogle af dets egne brister.

Holberg skildrer arketyper og deres problemer, som rækker hen over århundreder og taler direkte til os i dag, fordi mennesket på sin vis aldrig ændrer sig, mener Henrik Koefoed. Og netop derfor spiller teatrene stadig Holberg, ligesom gymnasieeleverne fortsat læser ham, og forskerne debatterer ham mere end 250 år efter hans død. ”Holberg kan beskrive nogle sider af menneskelivet, som desværre er evigtgyldige i vores del af verden. Derfor er klassikerne altid gode at tage op. Så kan man naturlig-

vis ælte dem lidt, ligesom vi har gjort,” siger Henrik Koefoed med reference til skuespiller, instruktør og dramatiker Thor Bjørn Krebs’ moderne oversættelse og sceneinstruktør Søren Iversens instruktion af det gamle værk.

I ”Den Stundesløse” kommanderer og kontrollerer Vielgeschrei sine skriverkarle for at få mest mulig gavn af dem. Men det eneste, han opnår, er, at de dukker nakken og laver endnu mindre. Dermed giver Holberg et billede af, hvordan stramninger og kontrol fører til ineffektivitet og indbildt travlhed, tilføjer Henrik Koefoed.

”Selvom vi går meget på arbejde, har undersøgelser vist, at der ikke bliver lavet mere af den grund. Vi har travlt med ikke at lave noget. Hvis vi nogle gange var mere effektive, tror jeg, vi kunne arbejde mindre. Men arbejde giver status, og der er en forestilling om, at hvis man skal gå rigtigt på arbejde, skal man tilbringe syv en halv time med at være der,” siger han og tilføjer: ”Samtidig har vi en masse mennesker, som kontrollerer, hvad vi foretager os på arbejdspladsen, så der kan komme rapporter og statistikker ud i den anden ende. Det er meget besynderligt, men

tilsyneladende er kontrol og analyser meget oppe i tiden.”

På scenen over for Henrik Koefoed står 34-årige Cecilie Stenspil i rollen som hans tjenestepige Pernille.

Hun går Vielgeschrei til hånde og er altid parat til at holde orden i det kaos, han efterlader sig. Og i hans egen forvirring er det en smal sag for hende helt at overtage styringen.

Hun har modet og selvstændigheden til at sørge for, at Vielgeschreis datter kan få den, hun elsker, og at husholdersken Magdelone får sig en mand, så kærlighed og fornuft kan sejre. Og netop sådan en Pernille-figur kun-

ne mange af os have glæde af i dag, mener Cecilie Stenspil. ”Pernille formår at punktere illusionen om, at det at have travlt er en succes i sig selv. Hun tør sætte spørgsmålstegn ved, om man virkelig har travlt, eller om man kunne gøre livet nemmere ved at prioritere anderledes.

Hun vover kaos og får Vielgeschrei til at se det liv, han ellers løber forbi i travlhed. Det kunne vi alle trænge til nogle gange,” siger hun.

Cecilie Stenspil kender selv – som så mange andre – til at være stundesløs. I hendes fag er det en gave at have udsigt til nye roller og travlhed i kalenderen. Men vores kommunikationsmuligheder i dag er et åg, lige så vidt som det er en gave, mener hun. Og så længe vi altid kan komme på nettet og træffes på mobiltelefonen, er vi underlagt en rastløshed, der aldrig giver os en ledig stund. ”Det er svært at gå hjem og finde ro. Derfor er det en stor gave at være på ferie et sted, hvor der slet ikke er mobildækning,” siger Cecilie Stenspil, der selv øver sig i at slukke sin mobiltelefon og være til stede, men forsikrer, at hun har lige så vanskeligt ved det som alle andre. ”Vi er jo alle sammen en Vielgeschrei. Derfor håber jeg også, at publikum vil føle sig kærligt drillet af Pernille og Holberg,” siger hun.

For alternativet er, at vi brænder ud på grund af vores egen ikke-formåen, mener Cecilie Stenspil. ”Jeg tror, individets tid og roen til refleksion er meget vigtig. Det kan lyde navlebeskuende, men hvis man finder roen med sig selv, kan man også finde den med andre. Så kan man give noget videre til andre, i stedet for at skubbe dem som dominobrikker foran sig i den tro, at man har sindssygt travlt. Den indbildte travlhed er en interessant problematik, og derfor er Den Stundesløse vedkommende i dag og faktisk ret moderne, selvom det er en klassiker.”

Scene&Kultur 15

Kristeligt Dagblad Lørdag 25. januar 2014

Film skal ses på teatret I den kommende teatersæson er en tydelig tendens, at tidligere tiders ”fjendskab” mellem film og teater er slut. Flere vigtige film sættes nu op som teater

kommentar AF rikke rottensten kultur@k.dk

Egentlig har det ikke engang været et had-kærligheds-forhold, der har hersket mellem filmen og teatret. Snarere en slags professionel magtkamp, der sjældent har været særlig køn.

Men når ens blik glider henover forårssæsonen i danske biografer og på teatrene, tegner der sig pludselig et billede af sød forsoning.

Ikke at nogle af parterne har reklameret særligt med det.

Men for publikum til begge kunstformer lader tendensen sig ikke sådan skjule.

Inden jeg kommer til at lyde for frelst, vil jeg godt indrømme, at jeg selv har hørt til dem, der har ment, at de to kunstarter havde det absolut bedst hver for sig. Især har jeg været og er stadig arg modstander af visse filmatiseringer af velskrevne, men

vinDer

veneDig

Film Festival beDste film interfilm aWarD c.i.c.a.e. aWarD

vinDer

rotterDam Film Festival Dioraphte aWarD

vinDer

vinDer

beDste skuespillerinDe beDste film

vinDer

DurBan

Film Festival beDste film

vinDer

tallinn

DuBai

Film Festival

kammerspilsagtige dramaer.

Hvor det er tydeligt, at filminstruktøren må konstruere noget bevægelse, action og scener uden for en stue, eller hvad der nu er lokationen for dramaet på teatret. Hvor det kan være en fordel, også for intensiteten, at skuespillere og publikum er lukket inde i samme lille, klaustrofobiske rum. Mit hadeeksempel er stadig iransk-franske Yasmina Rezas stykke ”Blodbadets gud”, som er strålende teater, men selv i hænderne på en mester som Roman Polanski og med superstjerner som Kate Winslet og Jodie Foster blev filmudgaven, ”Carnage” stift, filmet teater.

På teatret forelsker man sig omvendt primært i de film, der er ekstremt visuelle og lever af netop dét, kamera og klip kan, men som teatret lige præcis ikke behersker. Som når man kaster sig over den i forvejen symboltætte Lars von Trier, der er så meget sit medie, at det kun var med dramatiseringen af ”Breaking the Waves”, at øvelsen virke-

Film Festival Don Quixote aWarD special mention + netpac aWarD

vinDer

göteBorg

los angeles

auDience aWarD

auDience aWarD beDste int. film

Film Festival

Film Festival

vinDer

vinDer

FriBour

Film Festival auDience aWarD

de. Men dens historie er vel også den mest enkle fra von Triers hånd.

Når Aarhus Teater har inviteret den mærkelige og komplekse filminstruktør Simon Staho indenfor, kan man og-

vinDer

guilD oF german

Palm sPrings

art House Cinemas

Film Festival Directors to Watch

golD aWarD

H H H H H “dYbt cHarmerende, HUmoristisK, rørende” filmmaGasinet nosferatU

“en film dU iKKe mÅ GÅ Glip af” “fænomenal Varm, morsom oG mennesKeliG” “en af Årets bedste film” “en piGe, en cYKel, et lille oprør... en fantastisK debUt!” HeYUGUYs

inDieWire

inDieWire

så godt overveje, hvad i alverden de tænker på. Men med netop Simon Staho er der den krølle på karrieren, at dramatikeren Peter Asmussen har skrevet en stor del af Stahos film, blandt andre den kon-

troversielle ”Daisy Diamond” om en ung kvinde, der drukner sin baby. Det er dét makkerskab, som teatret giver scenen til. Og så er udgangspunktet unægtelig et andet.

For modsat før, er det nemlig nu – meget opmuntrende – de gode, menneskelige historier fra scene og lærred, som både teatrene og filmfolkene i disse måneder vælger at give nyt liv med en flytning over i et andet format.

Det er for eksempel Eva Mulvads ekstreme og interessante dokumentarfilm ”Det gode liv”, som Aveny T sætter op som teater. En film om et betændt afhængighedsforhold mellem en mor og en datter, men også en historie om at skulle leve et andet liv end det, man er opdraget til, det, man føler, man er blevet lovet. Har ret til. Filmen var fremragende, en teaterudgave med Ghita Nørby og Tammi Øst lyder mere end lovende.

Men det er også ældre film som Catherine Deneuves store gennembrudsfilm, ”Pigen

med paraplyerne”, der med Birgitte Hjort Sørensen, blød jazzmusik og ”Mad Men”stemning nok skulle kunne trække publikum til Betty Nansen Teatret. Og den anden vej rundt? Uden at skulle trække folk i biografen i et teatertillæg så vil jeg godt markere den tilsyneladende forbrødring mellem de to ellers så rivaliserende parter med at reklamere lidt for filmatiseringen af den fine, lille historie ”Klumpfisken”, som Får 302 har haft stor succes med i flere sæsoner. I marts har spillefilmen premiere. Den holder, også som film, og får tilføjet nogle ekstra dimensioner også. Den kan dansk teater godt være stolt af at have givet videre.

Og lad historierne om ”Klumpfisken”, Kesse og Gerd i Hirtshals og det ikke længere så gode liv for Anne Mette og Mette på Solkysten være de første i en række af overførsler af gode historier mellem de to kunstarter. Som man i årevis har gjort det i stor stil i USA.

Operarejser forår 2014 med operasanger som rejseleder og formidler Berlin 22.-24. februar 2014 Aida og Traviata Klassisk, god Berlintur efter vores ”3 dage for 3000”-koncept, med én opera efter eget valg inkluderet. Tillæg ekstra opera 550 kr. Tillæg for enkeltværelse 400 kr.

Berlin 14.-16. marts 2014 3.000,- kr. inkl. én opera Oplev Stephen Gould som Canio i Bajadser og Waltraud Meier som Santuzza i Cavalleria Rusticana. Dagen efter kan man opleve Lucia di Lammermoor. Gode pladser på Deutsche Oper. Vi bor på godt, 3-stjernet hotel få hundrede meter fra Deutsche Oper.

tHe times

Berlin 4.-7. april 2014 3895,- inkl. Trojanerne En perle af en firedagestur: Bo Boje Skovhus som Amfortas i Parsifal og Roberto Alagna i Berlioz’ Trojanerne. Vi bor på godt, 3-stjernet hotel få hundrede meter fra Deutsche Oper.

DEN GRØNNE

CYKEL WADJDA

en film af

Savonlinna 3.-10. juli 2014 Carmen og Butterfly 7.995 kr. ekskl. operabilletter 8-dages busrejse, med ophold på Åland, dagssejladser, god tid til den smukke natur.

Min bedste rejse, da jeg har et meget nært forhold til Finland og i særdeleshed Savonlinna.

Haifaa Al Mansour

ROBERTO ALAGNA · ZUBIN METHA · BO BOJE SKOVHUS Se traileren her:

premiere 30. januar

Grand • empire • Vester VoV VoV • postHUsteatret øst for paradis • café bioGrafen odense • biffen aalborG • lønstrUp café bio albertslUnd • biblioGrafen baGsVærd • slotsbio Hillerød • HUmlebio • KarUp • ValbY HerleV teaterbio • frYseHUset HolbæK • nicolai, KoldinG • faaborG • isHøj • bio mors Kerteminde • randers • rinGe • rY • sorø • søllested • tisVilde • aarUp og mange flere

www.musikogrejser.dk Tilmelding og oplysninger: 5764 5354 Arr.: Schønberg Musik&Rejser, medlem af Rejsegaratifonden nr. 2088

16 Scene&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 25. januar 2014

2 Nicolas Bro sammenligner Don Quixote med digteren Yahya Hassan, fordi alle tilsyneladende kan se sig selv i ham. – Foto: Leif Tuxen.

Har du en drøm?

Verden ville være fattigere uden fantasten Don Quixote. For han viser os, at det er vigtigt at drømme, mener skuespilleren Nicolas Bro, der selv spiller den klassiske ridder på Betty Nansen Teatret i øjeblikket

interview Af Daniel Øhrstrøm ohrstrom@k.dk

Livet handler om at være nærværende – ikke kun over for andre, men også over for sine egne drømmer og idealer, mener skuespilleren Nicolas Bro. Han er i øjeblikket aktuel i hovedrollen som Don Quixote på Betty Nansen Teatret.

Og den klassiske fortælling om ridderen, der rider ud i verden for at bekæmpe vindmøller, handler netop om at være tro mod sig selv og turde leve sine drømme ud.

Forestillingen bygger på den spanske forfatter Miguel de Cervantes’ udødelige roman fra begyndelsen af 1600-tallet, der er blevet kaldt den første moderne roman, fordi den kan læses som en ironisk kommentar til datidens ridderromaner. Men der er ingen ironi i Nicolas Bros fortolkning af den idealistiske ridder, fortæller den store skuespiller, da vi mødes i et af teatrets omklædningsrum for at tale om stykket, idealisme og drømme: ”Don Quixote er en helt, der lever i fantasiens verden.

Han har også købt sig fattig på ridderromaner, inden han selv drager ud i verden. Og på det punkt ligner han mig. For jeg har selv købt mig fattig i superheltetegneserier som

granvoksen mand, så jeg ved, hvad det kan føre med sig.

Måske vanvid,” siger Nicolas Bro med et begejstret, selvironisk grin og tilføjer: ”Men Don Quixote er også fuld af kontraster, i hvert fald i vores version. Når jeg går til en ny rolle, leder jeg altid efter kontrasterne. For dér ligger der nogle nærmest alkymistiske grundstoffer, man kan arbejde med som skuespiller. Hvis kunst bliver entydig, bliver den uinteressant. Det er kontrasterne, der giver kunst liv. Og Don Quixote er en ekstremt sammensat karakter. Han er en slags idealistisk socialist, men ser samtidig ingen modsætning mellem luksus og kærlighed, frihed og ædelmod, han er en god ven, men også en fåremorder. Han har også en forførende side, men kan omvendt ikke give sig helt hen erotisk, fordi hans eget indre liv virker vigtigere for ham, så han er virkelig svær at blive klog på.”

Don Quixotes kontrastfyldte karakter er formentlig også en af årsagerne til, at der igennem tiden er skabt så ”sindssygt mange dramatiseringer” af ham over hele verden i form af både film og teaterstykker, mener Nicolas Bro. ”Don Quixote er så svær at fange i sine kontraster, at han på den måde kan repræsen-

tere hvad som helst. Han er både blevet brugt af vestlige og sovjetiske teaterinstruktører, der har kunnet se deres eget projekt i ham. På den måde er Don Quixote teaterverdenens Yahya Hassan i den forstand, at alle synes, at de kan spænde ham for deres vogn. Alle kan bruge ham.

For alle har brug for at drømme, og derfor kan alle spejle deres drømme i Don Quixotes storslåede søgen efter sandhed, kærlighed og frihed.”

Forestillingen på Betty Nansen Teatret er sammensat af flere forskellige fortolkninger af den gamle klassiker, men for Nicolas Bro handler stykket også om at finde sin egen fortolkning af virkeligheden. ”Don Quixote skelner ikke mellem fantasi og virkelighed. For ham er vindmøllerne virkelig fristerens drager, der skal bekæmpes. Det kan jeg genkende fra min egen toårige søn, Dante, der kan leve sig så meget ind i en leg, at den bliver hans virkelighed.

Det tror jeg, at vi andre kan lære noget af. For verden består jo ikke kun af de ting, vi kan se. Fantasien, drømmene og troen er lige så vigtige. Og når folk prøver at hive Don Quixote ud af hans drømme, siger han blot, at det er muligt, at de ser sådan på det, men han tror nu stadig på, at hans drømmekvinde, Dulcinea, findes. Han holder fast i

sin egen fortolkning af virkeligheden. Og jeg synes, at det er spændende, når man vælger at tro på noget.”

Tænker du på samme måde om det religiøse? ”Ja, jeg synes omvendt også, at det er logisk, at det kan være svært at forklare det uforklarlige i tilværelsen. Jeg synes, at det er spændende, at vi som mennesker laver billeder på religion, men det er ikke så væsentligt for mig at holde fast på billeder. Tro er noget andet og mere abstrakt for mig. Det er noget, der fylder mig. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg tror. Det kan jeg jo mærke. Men jeg kan godt lide troens uvidenhed, fordi mine egne billeder om det, jeg tror på, aldrig kan være dækkende. Det er en mere spirituel følelse af, at der findes en skaber. Men jeg er også præget af min protestantiske opdragelse om, at tro er en privatsag. Det er ikke et anliggende mellem kirken og mig, men mellem mig selv og ham eller det, jeg tror på. Og jeg kan kun beskrive min tro som nogle abstrakte pejlemærker som kærlighed, frihed og glæde, som Don Quixote jo sådan set også søger efter.”

Hvad bygger du den tro på? ”Det er simpelthen bare der, at kraften ligger. Det overtrumfer alt andet. Ufri-

hed og had kan også slå hårdt, men det onde er altid tidsbegrænset – i det mindste til døden. Når vi vil hinanden noget ondt, nedbryder vi jo vores kroppe, selvom det starter psykologisk. Og så er det ikke længere. Når man først er død og borte, er det lige meget, om det var midt i en frygtelig voldtægt. For så lider man ikke mere. Ondskaben hænger sammen med en form for destruktiv nedbrydning af liv, men ondskab er dermed også dødelig. Og kærlighed er større. Den har et evighedsperspektiv. Min egen oplevelse er også, at det gode sætter sig dybere i mig end det onde. Ondskabsfuldheder nedbryder en langsomt, men positiv energi har meget mere lysets hastighed over sig,” siger han og lyser op i et smil.

Man siger ellers altid det modsatte: at der skal ni positive bemærkninger til at opveje en negativ? ”Ja, men det tror jeg handler om forskellen mellem anerkendelse og kærlighed. Det bør jo ikke ødelægge ens liv at få en dårlig anmeldelse, men det kan give hele livet mening at blive elsket af et menneske. Sådan virker det i hvert fald for mig. Og mennesker, der kommer positive ind i et rum, smitter også af på mig på en dybere måde end sure og vrede folk. Men der er

ingen tvivl om, at vi kan smitte hinanden med hinandens menneskelige mønstre,” siger Nicolas Bro, inden han vender tilbage til Don Quixote, som han tydeligvis ser som en form for åndsfælle: ”Don Quixote tilfører verden en stædighed i forhold til at tro på, at man kan flytte verden i en positiv retning.

Og hvis man vælger det fra, som han står for, kan vi lige så godt lukke og slukke. For han tror på det smukke i livet, friheden, kærligheden og drømmene. Han har også en masse uskønne ting i sig.

Han er ikke Jesus, selvom Don Quixote også dør for sin overbevisning,” siger Nicolas Bro og kaster et blik ind i teaterspejlet, inden han tilføjer: ”Han er mere bare billede på et drømmende menneske.

Og det er vigtigt at drømme.

For det er udtryk for håb.” ”Don Quixote” spiller på Betty Nansen Teatret i København til den 16. februar 2014

Nicolas Bro 33Født 1972. Dansk skuespiller og dramatiker. Han har spillet et væld af store roller i både teater, tv-serier og film og modtaget flere store priser for det. Han er gift med teaterrekvisitør Theresa Stougaard Bro. Sammen har de sønnen Dante.

hojland.

INDENFOR MURENE tEatERkLassIkER > stORE scENE > 19.02. – 29.03.2014 Indenfor murene er vores egen danske Romeo og Julie-historie – om jødiske Esther og kristne Jørgen, der ikke må få hinanden, fordi familierne engang i fortiden har haft en konflikt om penge.

Det bliver til en slags religionskrig, hvor kærligheden længe ser ud til at blive offer. Men hænger vi uløseligt sammen med vores ophav, eller kan vi overvinde os selv og kappe blodets bånd – og måske endda forandre verden?

Henning Jensen som den gamle Levin En af danmarks største skuespillere, Henning Jensen, spiller rollen som den jødiske families overhovede, gamle Levin.

I øvrige roller ses bl.a. Lise Baastrup, Amalie Dollerup, Marianne Høgsbro og Hanne Windfeld.

Indenfor murene iscenesættes af Aalborg Teaters chef, Morten Kirkskov.

AALBORGTEATER.DK FACEBOOK.COM/AALBORGTEATER JERNBANEGADE 9-11 9000 AALBORG BILLETSALG 9631 6020

18 Scene&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 25. januar 2014

At turde se livet og dets afslutning i øjnene ”Jeg hedder Bente”, der kommer på turné, er et sobert og poetisk stykke om alvorlig sygdom

teater

888888 Jeg hedder Bente. Af Rikke Wölck.

Instruktion: Madeleine Røn Juul.

Scenografi: Kisser Rosenquist.

Teatret ved Sorte Hest. Indtil den 15. februar.

Rikke Wölcks stykke ”Jeg hedder Bente” kunne være blevet både sentimentalt, en halvdistanceret sygejournal eller have været uvedkommende for andre end pårørendegrupper til alzheimerpatienter. Men intet af det er tilfældet. ”Jeg hedder Bente” er i Madeleine Røn Juuls instruktion en fin og på samme tid både sober og poetisk historie om venskab, om at miste og om at turde se livet – og afslutningen – i øjnene. Et stykke, der er vedkommende for mange, rigtig mange, i alle aldre.

Af de fire veninder er Bente den rå og rationelle. Hende, der altid har en løsning, og som ikke gider rode for meget rundt i føleri. Da hendes mand, Mogens, har en

affære med en yngre kvinde, møder hun så rasende op, at han flygter halvnøgen ud ad bagdøren, mens elskerinden gør venindetrioen til en kvartet.

Ikke desto mindre er det netop Bente, der får diagnosen alzheimer. Først er der de helt små tegn, der i begyndelsen indikerer, at noget er galt, men langsomt skrider sygdommen frem.

Bente er nu single og uden anden tæt familie end de veninder, hvis liv hendes er flettet så tæt sammen med, at båndene mellem dem overgår dem i de fleste familier. Så de rykker mere og mere ind for at passe og hjælpe. Fordi det er sådan, de er veninder: i tykt og tyndt, i medgang og modgang.

I enkle, præcise scener ser vi veninderne sammen, først på lige fod, siden med en vis skævhed mellem den syge og de raske. Og så i takt med udviklingen i Bentes manglende kompetencer deres udvikling til nærmest at være plejere mere end pårørerende – for anderledes kan det

2 Karen-Lise Mynster har det store spil fremme i rollen som titelpersonen Bente. – Foto: Leif Tuxen.

ikke være i længden. Når der skal lægges vagtplaner, og Bentes mere og mere mangelfulde sprog oversættes.

Karen-Lise Mynster er selvfølgelig i centrum som titelpersonen Bente. Hendes karakteristik er imponerende. An-

CHRISTIAN LINDBERG og Sønderjyllands Symfoniorkester komponist - basunist - dirigent WEBER: Ouverture til Oberon LINDBERG: Kundraan and the Arctic Light TJAJKOVSKIJ: Symfoni nr. 6

KONCERTSALEN ALSION Torsdag 6/2 2014 kl. 20

sigtet, der langsomt forandrer sig, trækkene slappes, hendes udtryk bliver mere og mere tomt. Hvad foregår der inde i hende? Det ved kun hun selv. Det er stærkt og gribende, lige på og hårdt spillet.

Wölck selv skaber en fin,

blød kvinde ud af den mest usikre af veninderne. Sandwichkvinden, klemt mellem sin gamle martyrmor og manden, der begge kræver hende. Men i sidste ende er hun alligevel den, der har mest råstyrke i reserve. Jannie Faurschou er den sjove,

frække psykologveninde med den unge elsker. Som lever sine kriser og sårbarhed ud gennem indbildte tarmlidelser.

Laura Müller har den mest utaknemmelige af rollerne som den unge elskerinde, der bliver optaget i søsterskabet. Der mangler lidt en mellemregning her, men det er fint med det yngre islæt uden at trække en datter ind.

I næste sæson kommer ”Jeg hedder Bente” rundt i landet på turne. Men den burde komme rundt i hele Europa i oversættelse. For det er en fin hverdagsskildring af et påtrængende, aktuelt emne, der rækker ud til et stort publikum. Og som har fire af den slags kvinderoller, der er alt for få af i dramatikken.

Rikke Rottensten kultur@k.dk

RUSSISKE MESTERVÆRKERmed NIKLAS WALENTIN Dirigent Alan Buribayev TJAJKOVSKIJ: Violinkoncert SJOSTAKOVITJ: Symfoni nr. 10

HARMONIEN HADERSLEV Fredag 7/2 2014 kl. 20 Koncerterne sponseres af

TORSDAG 10. april 2014 kl. 20 Koncertsalen Alsion BILLETTER: WWW.SDJSYMFONI.BILLETTEN.DK / T 6550 8800

/symfoniorkestret

Alsion 2, 6400 Sønderborg - sdjsymfoni.dk - +45 65 50 88 00 - info@sdjsymfoni.dk

sdjsymfoni.billetten.dk T: +45 65508800 SØNDERJYLLANDS SYMFONIORKESTER

Scene&Kultur 19

Kristeligt Dagblad Lørdag 25. januar 2014

Sådan skriver man ildsjælenes teaterhistorie Skøre teatre, smukke teatre, uheldige teatre. Alette Scavenius’ bog om dansk teaterbyggeri har det hele

teaterbog Alette Scavenius: Magiens huse – dansk teaterbyggeri gennem 300 år. Med nye fotos af Kurt Rodahl Hoppe. 480 rigt illustrerede sider. 499 kroner.

Strandberg Publishing.

Danmark har mange teaterhuse. Men langt de fleste ville kun kunne nævne Det Kongelige Teater, de tre landsdelsscener, og så måske det, der ligger tæt på dem selv, hvis de blev spurgt.

Synd og skam, for der er en arkitektonisk rigdom og variation i de mange, meget forskellige teaterhuse. Ligesom der for hvert eneste af dem er en helt unik historie.

Teaterhistoriker og forskningsbibliotekar Alette Scavenius har skrevet en bog om disse ”Magiens huse – danske teatre gennem 300 år”. Et par af dem findes ikke længere; det gælder det første, men helt centrale Lille Grønnegade Teater, der var Holbergs tumleplads. Et par af dem er ikke i brug længere, deriblandt den altid udskældte

Stærekassen bag Det Kongeliges Gamle Scene.

Men fælles for de 46 teatre i bogen er, at de er bygget som teatre. Ikke som multisale, hvor man kan spille basket om søndagen og se teater om mandagen. Ikke som teaterog musikhuse, det store ”must have” blandt borgmestre i provinsen i kølvandet på Musikhuset Aarhus.

Det sidste skyldes måske, at disse teatre er igangsat af driftige borgere og finansieret af hele byen især via køb af aktier i teatret. De fleste af dem er fra dengang, der ikke fandtes statslig eller kommunal støtte til den slags, og man kan ved gennemsyn – og ikke mindst selvsyn rundt om i landet – konstatere, at kommuner og stat ikke har gavnet det arkitektoniske eller unikke udtryk inden for kulturbyggeriet.

I Hjørring fik man i 1907 et smukt teater – kun teatersalen er tilbage i dag efter en brand – takket være borgeres bidrag til teaterbasarer og ikke mindst køb af partialobligationer a 100 kroner stykket.

Der var til og med råd til at købe to magnifikke prismely-

0 Bogen bugner af smukke billeder af Kurt Hoppe. Her ses Viborg Teater. – Foto fra bogen.

sekroner i Magasin du Nord for 1200 kroner stykket.

I Viborg var teatret budgetteret til 105.000 kroner plus grund, men det blev 50.000 kroner dyrere, og så kom udsmykningen oveni. Men takket være borgernes aktiekøb og gavmildhed ved en fest-

indsamling kunne pragtteatret indvies i 1909 med festkantate og Vilhelm Øster­ gaards ”Skovridergaarden” og Holbergs ”Julestue”.

I Thisted gik indsamlingen mere trægt trods en mindeværdig fest, hvor overtjenerne var mere fulde end alle

festdeltagerne tilsammen. Så her endte det med, at byens store kaffehandler lagde 120.000 kroner til projektet oven i borgernes 20.000.

hundreder. Om ildsjæle, primadonnaer, teatertosser, mæcener, bykonger og store kunstnere.

Måske er netop denne følelse blandt byens borgere af et personligt ejerskab til teatret medvirkende til, at så mange af husene er holdt i så smuk stand. Der er ingen tvivl om, at de mennesker, der færdes i dem, virkelig holder af dem.

I dag holdes mange af provinsens mindre teaterhuse da også i høj grad i gang og i live af netop civilsamfundet, repræsenteret af de frivillige i byens teaterforening, mens scenekunsten er professionel.

For det kan de sagtens klare, de smukke, gamle teatre: at rumme moderne, langt mere krævende teaterforestillinger end dengang for 100150 år siden, hvor teknikken ikke var nær så avanceret.

Med ”Magiens huse” har Alette Scavenius kortlagt et stykke historie, der ikke kun er for nørder eller lokalpatrioter. Bogen er samtidig et stykke kulturel danmarkshistorie igennem et par år-

kultur@k.dk

Rikke Rottensten

Udvalgte teatre fra bogen 33Det skøreste teater: Riddersalen på Frederiksberg med sine assorterede stole og broderede bedstemorpuder.

33Det smukkeste teater: Viborg Teater fra 1909, der er en af de få bygninger i Danmark, der præsenterer gennemført, elegant jugendstil.

33Det mest ikoniske teater: Pantomimeteatret i Tivoli, hvor man blot behøver se en vingespids af påfugletæppet for at genkende teatret.

33Det mest uheldige teater: Fredericia Teater, der blev bygget, ombygget, brændte, blev ”schalburgteret” – men dog nu har stået der siden 1956.

HUNDERTWASSER © 2013 Hundertwasser Archive, Vienna, photo by Gerhard Krömer

1/2 – 1/6 2014

AUGUSTINUS FONDEN

den stundesløse Af Ludvig Holberg

– en klassisk komedie om kærlighed og indbildt travlhed

Medvirkende

HENRIK KOEFOED, CECILIE STENSPIL, OLE THESTRUP, SØREN HAUCH-FAUSBØLL, SONJA OPPENHAGEN, TOM JENSEN SOFIA NOLSØE, NIKOLAJ BJØRN-ANDERSEN, HENRIK WEEL, MORTEN CHRISTENSEN, ANDERS HEINRICHSEN

1. februar til 8. marts BI LL E T T E R 3 3 1 2 18 45

|

WWW.FOLKE TEATRE T. D K

|

W W W. BI LL E T BI LL E T. D K