Klumme Splittelsen mellem den ydre og den indre alder er stor

Splittelsen mellem den ydre og den indre alder er stor

Mens man på ydersiden

bliver ældre, gælder det for mange, at dén, man er indeni, forbliver ung. Det er et kendt fænomen, der opstår med alderen, og som man måske bør afsløre for yngre generationer

klumme

Ivar Brændgaard

livogsjael@k.dk SOM 10-ÅRIG SAD JEG og iagttog min mormors mørke leverpletter på hendes håndrygge. Jeg husker tydeligt, at jeg tænkte, at hun var på gravens rand, selvom hun kun var i 60’erne. Jeg nedvurderede hende og tænkte, at hende kunne jeg ikke vente mig noget af, når hun var så gammel og rynket. Men hun blev 82, og hun var åndsfrisk til det sidste med skarpe meninger, som vi skulle tage os i agt for.

Nu sidder jeg og spiller skak med mit 10-årige barnebarn, og han kan glo på mine rynkede og leverplettede håndled, når jeg er længe om at trække. Gad vide, hvad han tænker.

Min kone slås med spejlet hver dag og sukker, mens jeg bevidst springer spejlet (og vægten) over. Så det er hende, der kommer efter mine vildtvoksende øjenbryn. Vi ældre må kæmpe mod vores aldring, mod vores rynker og slappe hud, og mod vores dårligdomme. I vores generation overgiver vi os ikke så let som tidligere generationer. Vi holder os orienterede, vi læser, ser nyheder og film. Vi følger med. Vi har altid en mening parat, selvom der ikke er nogen, der beder om den eller har brug for den. Vi klæder os ungdommeligt, gør meget ud af vort udseende og vi motionerer i timevis, selvom vi ved, at det er en henholdende kamp, der med 100 procents sikkerhed ender i et nederlag. DE YNGRE GENERATIONER ser vort ydre forfald og rubricerer os fejlagtigt som personer, man ikke længere kan forvente sig noget af men kun kan have overbærenhed eller medlidenhed med. Det siger de sjældent, men man kan se det i deres øjne eller deres fravær.

Men indeni er vi unge. Alderen er såmænd løbet fra os gennem det meste af livet. Allerede i 30’erne føler vi os, som om vi er i 20’erne. Når vi passerer de 50, og klimakteriet og rynker og deller begynder at plage os, holder alderen indeni op med at

følge med. Vi bliver ved med at være mellem 35 og 45 inde i os selv. Det er sådan, vi oplever os selv, når vi er i 60’erne og 70’erne. Det er derfor, at spejlene er så uvelkomne. Kontrasten mellem den yngre person, man føler sig som indeni, og de begrænsninger som kroppen sætter, er en enorm prøvelse for mange, en kilde til sorg og frustrationer, ja, depressioner. Og når yngre generationer så forholder sig til vor faktiske alder og ikke til vor egentlige indre alder, ja, så kan det kun gøre skuffelserne endnu større. Måske skulle vi ældre afsløre dette fænomen for dem, som er yngre: At mange af os er mindst to personer, én på indersiden og én anden på ydersiden, og mens den på ydersiden bliver ældre, så forbliver den på indersiden ung? Men vil de unge overhovedet kunne begribe det? Formodentlig ikke. De ved derfor ikke, at når de taler med et gammelt menneske, så taler de med et menneske, der føler sig 30 år yngre end den biologiske alder. Da jeg som chef var i 60’erne, havde jeg mange ideudNår vi passerer de 50, og klimakteriet og viklinger, forhandlinger og MUS-samtaler med mine rynker og deller begynder at plage os, medarbejdere, hvor de fleste var i 20’erne, 30’erne og så holder alderen op 40’erne. Jeg følte mig på lige fod med med at følge med indeni. dem og glemte alt om min alder. Jeg måtte knibe mig i armen for at huske mig selv på, at det ikke var sådan fat. HVERT ÅR TIL ARBEJDSPLADSENS julefrokost gik jeg hjem i seng før midnat. Men kl. 3 stod jeg op igen. Som den chef, der boede nærmest, var det min opgave at lukke julefrokosten ned og få medarbejderne ud ad døren, før de i fuldskab vandaliserede vores interiør på tv-stationen. Det var selvsagt ikke let. Så fandt jeg på, at jeg kunne køre dem ned i byen i min bil, så de kunne fortsætte festen dér. Så jeg kørte hvert år fire til fem gange ned i byen og afleverede dem til fortsat fest. Engang havde jeg en ung, kvindelig journalistpraktikant på sædet ved siden af mig, og så sad der tre garvede medarbejdere, som jeg havde arbejdet sammen med i mindst 20 år, på bagsædet. Den overrislede unge københavnske kvinde udbrød pludselig: ”Du minder mig om min bedstefar. Han var så rar.” Og så udpenslede hun sammenligningen under hele turen. Jeg kunne se, hvordan medarbejderne bagi vred sig i forlegenhed. Det var på det tidspunkt, jeg besluttede, at det snart var på tide at tage min afsked. Spændvidden mellem mit ydre og indre menneske var blevet for stor. J Ivar Brændgaard, født 1949, er teolog, tidligere tv-direktør og tidligere højskoleforstander.