Interview 100-årig om mødet med sit livs kærlig- hed: Jeg tænkte, at nu er det bare med at holde fast

100-årig om mødet med sit livs kærlighed: Jeg tænkte, at nu er det bare med at holde fast

I næste måned fejrer Solvejg og Herman Meier Andersen 62-årsbryllupsdag. Siden de var nygifte, er der en bestemt daglig vane, de har holdt fast i

interview

Else Marie Nygaard

nygaard@k.dk Da Solvejg og Herman Meier Andersen fejrede guldbryllup, holdt de begge taler. I talerne tog de udgangspunkt i de samme verselinjer af Grundtvig. Linjerne er fra andet vers af ”Hvad er det, min Marie” og lyder:

Det er, at vi vil være Hinanden som vi er, Det er, at vi kan bære hinanden, som vi er

Linjerne har parret ofte citeret for hinanden, for de udtrykker lidt af hemmeligheden i deres ægteskab: ”Som vi er.” Parret har et ægteskab, hvor der er plads til at være sammen og hver for sig. Historien om ægteparret Meier Andersen er en fortælling om en ultrakort forlovelse og et ægteskab, der strækker sig over 62 år.

Herman Meier Andersen var 38 år, lærer og en særdeles berejst og veltrænet ungkarl, da han mødte Solvejg Fuglsang-Damgaard, som var 26 år og børnehavepædagog med lederansvar. De mødtes første gang en februardag for 62 år siden i København. Han søgte hjælpere til en amerikansk sommerlejr i Nordsjælland. Hans søster, Edel Meier Andersen, som var børnehavepædagog, havde anbefalet Solvejg Fuglsang-Damgaard og en anden veninde fra studiet som mulige hjælpere til lejren. Et møde var sat i kalenderen, hvor Herman Meier Andersen mødte ansøgerne.

Solvejg Meier Andersen: ”Det var med hvid skjorte, da jeg kom.”

Herman Meier Andersen: ”I var lige interesserede i at være hjælpere, men jeg var kun interesseret i dig.”

Solvejg Meier Andersen: ”Det er, som Dronningen har sagt det, ’da gik der pludselig ild i mit hus’.”

Han har i perioder af sit liv skrevet dagbog, blandt andet i tiden hvor han mødte Solvejg Fuglsang-Damgaard. Inden havde han haft et forhold til en kvinde, hvor han havde været i vildrede.

Herman Meier Andersen: ”Der var ingen tvivl om, at hun var forelsket i mig, men jeg var i tvivl og bad min gode ven Flensted-Jensen om et råd. Han sagde, at jeg skulle spørge Vor Herre og være klar til at gøre, hvad Vor Herre sagde.”

Herman Meier Andersen fortæller om det lange brev, han sendte til kvinden. Det var den sidste kontakt, han havde med hende, og da han et par måneder efter så Solvejg Fuglsang-Damgaard, tænkte han, at Vor Herre måtte have sendt hende. Hans søster, som havde etableret kontakten, advarede ham mod at gøre sine hoser grønne, men Herman Meier Andersen lod sig ikke stoppe. Han inviterede Solvejg Fuglsang-Damgaard til foredrag lørdag aften i Studenterforeningen i København, som dengang var et anset foredragssted.

Solvejg Meier Andersen: ”Det var noget med monopolet i æteren.”

Efter foredraget inviterede hun ham hjem til en kop te, og han fik hilst på hendes forældre: Calina og Hans Fuglsang-Damgaard, som var biskop over Københavns Stift. Næste dag mødtes de til gudstjeneste i Vartov i København. Og godt en måned efter deres første møde gik han på knæ og friede til hende.

Herman Meier Andersen: ”Ach du lieber … Jeg tænkte, nu er det bare med at holde fast.”

Solvejg Meier Andersen: ”Der var ikke meget at betænke sig på. Nærmest lige meget hvad, du havde foreslået, så havde jeg sagt ja. Han kom, han så og sejrede. Han var høj og flot og havde været ude i verden og oplevet en masse. Han havde en sikkerhed. Ham turde jeg godt fange an med.”

Den 27. august 1960 blev parret gift i Vor Frue Kirke af biskop Hans FuglsangDamgaard. Parret slog sig ned i Vordingborg på Sydsjælland, hvor han var seminarielærer, og på deres etårsbryllupsdag blev deres første barn, Bodil, døbt.

Der er noget, der hedder tilgivelse

Solvejg Meier Andersen har sørget for et veldækket kaffebord i havestuen i parcelhuset i Nordborg på Als. Havestuen fik de i sølvbryllupsgave. Det store hjerte, som sad i æresporten ved deres diamantbryllup, er sat op i havestuen. Det lange ægteskab ser de som deres livs store gave.

Solvejg Meier Andersen: ”Og vi har altid kunnet tale om tingene. Naturligvis har jeg da været irriteret og været uenig med Herman.”

Herman Meier Andersen: ”Men vi har da aldrig været rigtig sure på hinanden.”

Solvejg Meier Andersen: ”Jeg har kunnet udtrykke min holdning, vi har kunnet være uenige, men vi har også kunnet finde ind til hinanden igen.”

Herman Meier Andersen: ”Der er noget, som hedder tilgivelse, som vi fejlagtige mennesker ikke kan komme uden om. Vi må bære over med hinanden, når vi kommer til at træde ved siden af.”

Solvejg Meier Andersen: ”Men vi er aldrig gået i seng og har været sure på hinanden. Hver aften siden vi var nygifte, har vi sluttet dagen med at sige tak og bede Fadervor. Så er man vel på nogenlunde grund.”

Herman Meier Andersen: ”Og vi må sige Vor Herre tak. Han ser trods alt længere, end vi andre gør, og han kan forstå tilværelsens dybder og farer bedre end vi andre, så når vi betror vores liv i hans

Herman og Solvejg Meier Andersen

Hun er født i 1934 og vokset op i bispegården i København, hvor hendes far var biskop fra 1934 til 1960. Uddannet børnehavelærerinde og arbejdede, frem til hun blev gift, i Sct. Jørgensgårdens Børnehave på Blegdamsvej i København. Fra 1972 til 1994 børnehaveklasseleder på Nordborg Skole på Als. Han er født i 1922 på Korporalgården i Ebberup på Vestfyn og vokset op i en søskendeflok med 10 børn. Blev uddannet lærer i 1944. Seminarielærer i Vordingborg fra 1960 til 1972. Folkeskolelærer ved Nordborg Skole fra 1972 til 1984. Parret har 3 børn, 11 børnebørn og deres andet oldebarn i vente.

0 I august 1960 blev Solvejg og Herman Meier Andersen viet i Københavns Domkirke. Hendes far, biskop Hans Fuglsang-Damgaard, citerede ved vielsen fra Filipperbrevet: ”Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak.” – Affotografering: Claus Fisker/Ritzau Scanpix. 0 100-årige Herman og 88-årige Solvejg Meier Andersen, der er fotograferet i haven ved hjemmet i Nordborg, vågner hver dag lidt før klokken otte og hører radioavis og morgenandagten fra Københavns Domkirke, inden de står op. Så går han i køkkenet. Den ene dag laver han havregrød, og den næste øllebrød. Opvasken og oprydningen deles de om, inden de sætter sig med JydskeVestkysten og Kristeligt Dagblad. Hun læser, og han løser krydsordene. – Foto: Claus Fisker/ Ritzau Scanpix. 0 Æresporten fra den store dag. – Foto: Claus Fisker

hænder og beder ham om hjælp, tror jeg, at vi kommer nemmere gennem tilværelsen.”

Sønderborg Dobbeltkvadrille

Regelmæssig kirkegang er en af de grundrytmer, de har holdt fast ved i ægteskabet. Først i Vordingborg og de seneste 50 år i Nordborg, hvor hun i en årrække var medlem af og formand for menighedsrådet.

Parret har danset meget. Før de mødtes, var de begge optaget af folkedans. Herman Meier Andersen, som havde turneret i 39 af USA’s stater samt Mexico og Canada som medlem af Danish Gym Team under ledelse af Erik Flensted-Jensen, havde også været folkedanser på rejsen. Solvejg Meier Andersen havde danset folkedans som højskoleelev i Askov og i det grundtvigske miljø. Deres favoritdans er Sønderborg Dobbeltkvadrille. Parret er enige om, at folkedans er god musik og livsglæde. En anden ting, som har præget deres liv, er rejser. Som ungkarl havde han rejst jorden rundt, han fortsatte med at rejse, og i deres fælles pensionistliv har de rejst sammen.

Over skrivebordet hænger et skilt, som har fulgt Herman Meier Andersen, siden han gik på seminariet for 80 år siden. Her står: ”Mens sana in corpore sano” (en sund sjæl i et sundt legeme). Han har trænet både basketball, svømning og gymnastik på Als og etablerede for år tilbage en vinterbadeklub i Nordborg. I dag er han alderspræsident på stolegymnastikholdet. Han rejser sig og viser en af øvelserne. Op og ned. Han laver den dagligt, og ryggen er rank. Sammen har parret holdt formen ved lige med daglige gåture. De er lidt utilfredse med, hvor få skridt de efterhånden kan klare at gå sammen.

Og så er der familielivet, som de har været enige om at vægte. Huset i Nordborg er vedblevet at være et samlingspunkt for deres tre børn med partnere, 11 børnebørn og oldebarnet.

Solvejg Meier Andersen: ”Vi er dem, som holder sammen på den klan, vi er blevet. Vores niende barnebarn blev student den anden dag i Virum. Det var første gang, et barnebarn fik hue på, uden vi var med.”

Når man kan se tilbage på et ægteskab, som snart har varet i 62 år, hvad er så de rigeste år?

Solvejg Meier Andersen: ”Det var de år, hvor vi ikke var begrænsede og kunne sige ’det fikser jeg’ og ’det klarer du’.”

I dag er det kun ham, der kører bil og kun den korte tur til den lokale Brugs. Hun synes ikke, at hendes syn er godt nok til bilkørsel, og hun har stadig mén efter den blodprop, hun fik for nogle år siden.

Solvejg Meier Andersen: ”Hver morgen siger vi til hinanden: ’Har du sovet godt?’. Vi tager ikke en god nats søvn som en selvfølge, og vi tager det ikke for givet, at vi begge kan stå op.”

De vågner lidt før klokken otte og hører radioavis og morgenandagten fra Københavns Domkirke, inden de står op. Og så går han i køkkenet. Den ene dag laver han havregrød, og den næste øllebrød. Opvasken og oprydningen deles de om, inden de sætter sig med JydskeVestkysten og Kristeligt Dagblad. Hun læser, og han løser krydsordene.

Herman Meier Andersen: ”Vi støtter hinanden, så godt som vi kan.”

Da Herman Meier Andersen fyldte 100 år, og familien var samlet til sønderjysk kaffebord, var det hans store ønske, at den lokale kirkes gospelkor kunne synge ”Amazing Grace” for ham. Og det lykkedes, selvom hans fødselsdag faldt sammen med pinsedag. Sangen om Guds nåde passer på det liv, han har levet, og på deres ægteskab.

Solvejg Meier Andersen: ”Vi har kun grund til at sige tak.”

Solvejg Meier Andersens forældre er begravet på Sorgenfri Kirkegård nord for København, og her har parret købt et gravsted, hvor der er plads til deres klan. De kan lide tanken om at samle familien for eftertiden. Spørger man parret, om de tror, de skal være sammen i det hinsides, så svarer de nærmest i kor. ”Skal vi ikke lade Vor Herre om det.” J