Erindringer Når man giver sin livshistorie videre, er man med til at berige andres liv

ILLUSTRATION: MORTEN VOIGT Når man giver sin livshistorie videre, er man med til at berige andres liv

Lysten til at skrive

erindringer er i vækst. Især blandt nye seniorer, konstaterer erfarne undervisere i erindringsskrivning. Men det kræver mod at fortælle sin livshistorie

erindringer

Else Marie Nygaard

nygaard@k.dk Der sker noget med lysten til at se tilbage på ens liv, når man konstaterer, at man efter al sandsynlighed har mere levet liv bag sig, end man har foran sig. Sammen med den erkendelse kan lysten til at fortælle sin livshistorie dukke op. Erik Lindsø, der er højskolemand og forfatter, har mødt lysten til at fortælle hos mange det sidste kvarte århundrede, hvor han har undervist i kunsten at skrive erindringer. ”Det er helt vildt, hvad der skrives af folk i de her år. Rigtig mange i den generation, som i dag bliver seniorer, har kræfterne og evnerne til at udtrykke sig på skrift. Jeg vil mene, at vi endnu kun har set begyndelsen af et boom i erindringer.”

Han peger på, at Karen Blixen er den, som måske mest præcist har udtrykt, hvad der sker, når man fortæller sit liv: ”Når vi fortæller, sætter vi noget sammen, der er gået i stykker”. ”Der skal mod til at skrive sin livshistorie, for andre mennesker flettes ind i den. I en søskendeflok af voksne børn har vi for eksempel ikke den samme historie om vores forældre. Vi tolker og tyder forskelligt. Men det er netop her, at livshistorien er betydningsfuld, fordi den sætter en proces i gang, hvor vi får lagt en tolkningsdimension til det levede liv. I skriveprocessen bliver vi, som Kierkegaard fordrer af os, redaktør i eget liv. Det er det, der skal mod til.”

Ikke alene er der en ny generation af seniorer med gode forudsætninger for at formulere sig. En god del af dem kan også fortælle om et Danmark, som deres børn og børnebørn dårligt kan forestille sig.

Selv kom Erik Lindsø til verden i 1954 i Ulbjerg i Himmerland, og når han beskriver eksempelvis barndommens høsttid, lyder det, som om han citerer fra Jeppe Aakjærs ”Nu er det længe siden”. ”Mere end havdelen af Danmarks befolkning kan huske, at vi var et landbrugsland. Vi er rundet af en bondekultur, der kan virke som en fjern fortid, og når fortiden føles fjern, så kan man føle sig hægtet af. Men man kan også se det som, at man har en visdom eller en livserfaring, man kan give videre. Vi er et par generationer, som voksede op med nøjsomhed. Det kan meget vel være en livserfaring, der er brug for nu, hvor krisen kradser.”

Også Marie Østergaard Knudsen oplever en stærkt voksende interesse for at fortælle. Hun er cand. mag. i litteraturvidenskab og har de sidste 10 år holdt kurser for folk, der vil fortælle deres liv. Hun underviser i at skrive erindringer på blandt andet Vestjyllands Højskole i Ringkøbing. Men lysten til at fortælle blander sig hos mange med en usikkerhed: Er der nogen, som vil gide at læse, hvad jeg skriver? ”Mit svar er klart: ’Ja.’ På et tidspunkt får de fleste voksne børn et ønske om, at deres far eller mor vil fortælle om deres liv, mens de endnu kan. Vi lever i en tid, hvor folk bliver mere optaget af, hvad de er rundet af, og du skal skrive, mens du endnu kan. Mange har gået med et ønske om at arbejde med deres erindringer i lang tid, og når de så endelig har fået det gjort, så fortæller de, at det giver dem en ro.”

Det er ikke kun ens nære og kære, der vil sætte pris på at læse. Marie Østergaard Knudsen har erfaring for, at lokalhistoriske arkiver også er interesseret i at modtage erindringshistorier.

Fortæl om din mor

Men hvordan fortæller man sit liv? Journalist og forfatter Birgit Meister har mødt mange, som ikke mener, de har noget at fortælle. Hun var en af de første, som opfordrede danskere til at fortælle deres liv. Det skete, da hun i 1991 skrev bogen ”Bogen til mine kære”. I kølvandet på bogen har hun holdt en række foredrag om værdien af at videregive sine ønsker omkring livets afslutningen og samtidig fortælle om sit liv, så minder og erfaringer bliver givet videre. ”Den typiske indvending fra folk har været, at deres liv ikke har været begivenhedsrigt. ’Det vil nok ikke interessere andre’. Men når man så siger, ’fortæl om din mor’, eller ’fortæl om din far’, så har de fleste en historie at fortælle, og når man fortæller om sine forældre, så fortæller man også om sig selv, og når man giver det videre, er man med til at berige andres liv.”

Når Marie Østergaard Knudsen underviser i at skrive erindringer, fortæller hun ofte om de taler, hendes far efterlod sig. Hendes far, korn- og foderstofhandler Ole Bjerregaard Knudsen, var medlem af Rotary i Videbæk i Vestjylland. I Rotary har medlemmerne på skift frit slag til at tale om et emne i tre minutter. Marie Østergaard Knudsens far så frem til de møder, hvor han skulle tale. Han mødte velforberedt op med en tale, som han havde skrevet på sin skrivemaskine. Han talte om det, han ikke kunne glemme: egnens særling Peter Skråtobak, en pinsefest i 1954 og drømmen om at eje en blå Nimbus-motorcykel. Når Marie Østergaard Knudsen er sammen med sin mor og brødre, så sker det, at de finder faderens tekster frem og læser dem højt. ”Når vi læser dem, føler vi, at vi har ham med os. Han står tydeligt frem med sine holdninger, sin ironi og humor i teksterne, og vi mærker, hvad han var optaget af.”

For nogle år siden skrev Marie Østergaard Knudsen bogen ”Fortæl dit liv”, som udkom på forlaget Gyldendal, og senest er bogen ”Skriv om din slægt” udkommet på Forlaget Eftermiddag. Fra sine kursister kan hun se, at arbejdet med at skrive sine erindringer for nogle fører videre til, at de også vil skrive om deres slægt. Men mange har svært ved at komme i gang og leder efter en struktur. ”Det gælder ikke om at skrive, hvad man kan huske, men det, du ikke kan glemme. Mange vil opleve, at når de kommer i gang, kan de næsten ikke stoppe.” J

Fem råd, før du skriver løs

Afsæt god tid til processen. Forbered dig ved at gå i dine arkiver. Fotoalbums, dagbøger, gamle skolebøger kalder minder frem, og det samme gør musik, litteratur og film, der er knyttet til bestemte faser i dit liv. Læs spørgsmålene i dagens avis og brug gerne et par dage på at overveje dem, inden du sætter dig for at skrive. Fakta skal være på plads, men vær opmærksom på, at du på ingen måder kan få det hele med, og det er ikke nødvendigvis læsvær-