Seniorliv

Hjælp dem du holder af – opret et testamente

Hjælp dem du holder af – opret et testamenteHAR DU SIKRET DIN FAMILIE?

Når et menneske dør, ønsker de fleste som regel to ting: Ro til at sørge og mulighed for at opfylde personens sidste ønsker.

Når et menneske dør, ønsker de fleste som regel to ting: Ro til at sørge og mulighed for at opfylde personens sidste ønsker. Et testamente gør begge dele lettere.

Undersøgelser viser, at milliarder af kroner havner i de forkerte lommer – fordi der ikke er tjek på testamenterne.

Et testamente gør begge dele lettere.

Hos Forum Advokater har vi specialiseret os i at rådgive om arv og generationsskifte. Vi ved hvad der skal til for at undgå konflikter.

Ring til advokat Erik Øvlisen 4638 0324 eller til advokat Allan Ohms 4638 0321, hvis du vil høre nærmere.

Ring til advokat Erik Øvlisen 4638 0324 eller til advokat Allan Ohms 4638 0321, hvis du vil høre nærmere.

Vi er specialister i at udarbejde testamenter, og kan vejlede dig om dine muligheder og give gode råd om boafgift og skat.

Og vi ved, at et testamente for mange handler om både jura og ånd. Det hårde og det bløde.

Hos Forum Advokater har vi specialiseret os i at rådgive om arv og generationsskifte. Vi ved hvad der skal til for at undgå konflikter. Og vi ved, at et testamente for mange handler om både jura og ånd. Det hårde og det bløde.

Du kan også få tilsendt vores gratis tjekliste til et testamente. Skriv til ao@forumadvokater.dk og brug koden: ”Tjek testamente fra KD”

Samtidig sikrer vi at testamentet tager udgangspunkt i lige akkurat din situation og udformes på en måde, så der ikke er nogen tvivl den dag, arven skal fordeles.

Du kan også få tilsendt vores gratis tjekliste til et testamente. Skriv til ao@forumadvokater.dk og brug koden: ”Tjek testamente fra KD”

Mødested for løsninger

I bofællesskabet Bakken nær Frederikssund deler beboerne både køkkenbord og troen på Gud Side 4

Seniorlivet anno 2022 kan se ud på mange måder. Det kan rumme børnebørn, kærlighed, arbejde, fællesskaber, nye erkendelser og forestillinger om, hvad der venter efter livet. Her i tillægget Seniorliv har redaktionen samlet nogle af de bedste tidligere bragte artikler om seniorliv. God læsning. Stina Ørregaard Andersen, Liv&Sjæl-redaktør, Kristeligt Dagblad

indhold

4 Reportage Bofællesskaber hitter blandt ældre: ”Vi passer på hinanden”

6 Klumme Det bedste ved at blive gammel er, at man får chancen for at blive direktør i sit eget liv

6 Aldring Forskning i ældres sygdomme bliver underprioriteret

8 Erindringer Når man giver sin livshistorie videre, er man med til at berige andres liv

10 Pasning Pakistanere i Danmark: De gamle vil passes af en kærlig familie

12 Klumme Lav en drejebog til dine efterladte

14 Interview Lillian Bondo: ”Vi er nok en anden type bedsteforældre, end min mormor og morfar var”

15 Interview Personen er vigtigere end alderen

18 Teknologi Ældre omfavner telefoner og iPads. Men de glemmer den gode opførsel og samværet

20 Klumme Der er gode grunde til at skrue op for håbet, når man bliver ældre

22 Generationer Flere bed steforældre rejser med børnefamilierne på ferie

23 Klumme Splittelsen mellem den ydre og den indre alder er stor

24 Interview 100-årig om mødet med sit livs kærlig hed: Jeg tænkte, at nu er det bare med at holde fast

28 Interview Jeg har fået så ufatteligt meget, og jeg beder ikke om mere

30 Højskoleliv Her er der tid til at tænke sig rigtigt godt om

Udgivet Kristeligt Kristeligt Dagblad A/S Vimmelskaftet | 1161 København K | Ansvarshavende chefredaktør: Jeppe Duvå | Redaktør: Stina Ørregaard | Layout: Grethe | Tryk: Sjællandske Medier A/S

Bofællesskaber hitter blandt ældre: ”Vi passer på hinanden”

Mange ældre ønsker at bo sammen med andre. I det kristne seniorbofæl lesskab Bakken nær Fre derikssund har ældre boet sammen i 25 år. Her er de fælles om troen på Gud, men også om at rumme hinanden

reportage

Lærke Cecilie Lindegård lindegaard@k.dk

”Fortsæt bare, Grethe.”

De blå salmebøger ligger spredt på glasbordet. I midten står en koboltblå vase med en buket fra haven. Døren står på vid gab ud til fælleshaven, og en trykkende augustvarme bliver sendt ind i små stød, der får de gulvlange gardi ner til at bevæge sig.

”Livsglæde er én af nøglerne til at kunne leve et godt liv. Man kan ikke til bunds forstå, hvad livsglæde er, hvis man ikke har oplevet det modsatte,” læser Grethe Madsen højt af Filipper brevet i Bibelen. Hun hviler bogen på låret.

I en rundkreds sidder seks øvrige bo fæller, der er mødt op til den ugentlige, frivillige andagt. Den bibelske passus bliver efterfulgt af en bøn og fadervor.

Der opstår ivrig diskussion i kredsen, da de skal beslutte, hvilken sang de skal runde andagten af med.

”Den her skal synges til min begravel se, så I kan ligeså godt øve jer,” griner Aase Jeppesen på 92 år.

Det bliver det vindende argument, og de andre istemmer salmen ”Kærlighed fra Gud”.

For knap 25 år siden, den 1. oktober 1998, flyttede de første beboere ind i bo fællesskabet Bakken, der ligger i satel litbyen Græse Bakkeby nær Frederiks sund i Nordvestsjælland.

I dag er lysten til at bo og leve blandt jævnaldrende stor hos landets ældre. Så stor, at seniorbofællesskaberne nu ud gør over halvdelen af de i alt godt 400 bofællesskaber, der i dag er etableret i Danmark. Det viser en ny rapport fra Aalborg Universitet lavet i samarbejde med interesseorganisationen Bofælles skab.dk.

”Interessen for seniorbofællesskaber har taget voldsomt fart de seneste femseks år, og de findes nu i stort set alle kommuner,” siger Rudy Madsen. Han er administrator i Bofællesskab.dk, som blandt andet rådgiver nye bofæl lesskaber om etablering og styreform.

”Vi oplever, at mange gerne vil bo mere socialt, blandt andet fordi en del ældre føler sig ensomme og ikke længe re har lyst til at eje og vedligeholde eg ne mursten,” siger han.

Bakken var en del af den største bølge af nye seniorbofællesskaber, som skød op over hele landet fra slutningen af 1990’erne frem til midten af 2000’erne.

Alene i 2003 bød hele 29 nye senior bofællesskaber indenfor – det højeste antal på ét år. Det viser kortlægningen over bofællesskaber i Danmark siden 1970 fra Aalborg Universitet. Bakken er sammen med bofællesskabet Baunehøj i Rønde, Midtjylland, som blev etable ret i 2015 af tidligere præst og forfatter

Lene Højholt, blandt få kristne bofæl lesskaber i Danmark.

Bakken blev grundlagt af Edith Strandberg og Henny Walsøe under pa rolen ”Ingen bør bo alene”. Kvinderne havde i mange år drevet et privat børne hjem sammen, og som pensionister be sluttede de at rejse penge til et bofæl lesskab for folk på 55 år og opefter, or ganiseret som en selvejende institution. Det fortæller Aase Jeppesen, som har boet i Bakken fra bofællesskabets be gyndelse i 1998.

Oprindeligt havde de to grundlægge re tre kriterier til det nye bofællesskab –ud over at det skulle hvile på et kristent grundlag: Huset skulle ligge tæt på ind køb, offentlig transport og med udsigt over havet.

Valget faldt på en grund i Græse Bak keby med Dagli’Brugsen som nabo, busstoppestedet om hjørnet og kun få hundrede meter til udkig over Roskilde Fjord.

Bofællesskabet hviler på kristne vær dier som tolerance og næstekærlighed, men det er frivilligt, i hvor høj grad og hvordan man vil dyrke den kristne tro. Og blandt beboerne er der i dag både medlemmer af folkekirken, frikirker og en katolik.

En god portion rummelighed

Det er blevet tid til formiddagskaffe ef ter andagten. Beboerne har slået sig ned omkring fællesstuens spisebord, der er dækket op med kaffe, brød, ost, marmelade og druer.

”Det her – og lørdagskaffe – er de få ting, vi gør sammen fast. Ellers finder vi mest på noget spontant,” siger Berit Lar

sen, 59 år, og knipser en drue af klasen.

Hun kom til for tre år siden, ”ensom og udbrændt”, fortæller hun:

”Jeg kunne bare ikke bo alene længe re. Jeg længtes efter fællesskab.”

Allerede som nyindflyttet oplevede Berit Larsen fællesskabets betydning, da naboen lagde bil til og hjalp hende med at hente møbler.

”Jeg føler mig virkelig set her, for den jeg er. Det er der enormt meget kærlig hed i.”

Aase Jeppesen bryder ind: ”Men det kræver også rummelighed. Vi er langt fra ens,” siger hun og tilføjer.

”Og vi er ikke et olde-kolle, hvor man er fælles om stort set alt. Vi passer på hinanden. Men vi passer ikke hinan den. Det gør kommunen,” siger Aase Jeppesen og refererer til den hjemme hjælp, som hun og husets alderspræsi dent på 98 år, får.

En anden beboer, Lisbeth Arbøl, istemmer:

”Jeg skriver på den lille tavle uden for min dør, når jeg har brug for fred. Det er lige så vigtigt som at være sammen,” si ger hun.

Mens de første bofællesskaber blev etableret af unge børnefamilier i 1970’erne, er størstedelen af landets etablerede bofællesskaber i dag forbe holdt seniorer.

En undersøgelse, der kom i forsom meren fra VIVE – Det Nationale Forsk nings- og Analysecenter for Velfærd, vi ser blandt andet, at det er ressour cestærke ældre med – selvvurderet –godt helbred og god økonomi – der flyt ter ind i de nyere seniorbofællesskaber.

Men i Bakken i Græse Bakkeby forsik

rer beboer Kirsten Schilder, at det ikke kræver store summer at flytte ind.

”Man skal ikke være rig for at bo her. Kun åndeligt,” siger hun på vej ind i sin private bolig for at se, hvordan skovkat tene Anna og Monrad klarer den i var men.

Da hendes mand gik bort for to år si den, valgte hun at forlade deres fælles lejlighed i Hørsholm.

”Jeg egner mig ikke godt til at være alene,” siger Kirsten Schilder og lægger sig på knæ for at se efter Anna, der har fundet et køligt hjørne under sengen.

Som ung kom Kirsten Schilder i en frikirke, men i dag er hun medlem af Folkekirken. Selvom hun og bofællerne i Bakken samles om relativt få kristne ritualer som tirsdagens andagt, påske og jul, er det kristne trosgrundlag sta dig limen i det, de har sammen.

”Det at leve i fællesskab og dele ting med hinanden er så grundlæggende for kristendommen. Vi kan rumme hinan den, fordi vi alle er rummet af en højere magt, Guds kærlighed. Og det er den at mosfære, som er her.”

Seniorbofællesskabet Bakken

Bakken er et kristent seniorbofællesskab, som blev etableret i 1998, og som ligger i Græse Bakkeby nær Frederikssund i Nordvestsjælland. Bofællesskabet har 12 boliger, 9 for enlige og 3 for par. Lige nu bor der 12 kvinder i Bakken.

J

4 Øverst fra venstre: Anne Louise Bay (tv.) og Aase Jeppesen (th.) har bredt et 1000-brikkerpuslespil ud over bordet.

”Det er en fælles passi on,” fortæller Anne Louise Bay, mens Berit Larsen kigger dem over skuldre ne.

Dernæst: Anne Louise Bay maler gamle, russiske motiver af bibelhisto rier. Det er hendes male rier, der hænger på væggen i lejligheden.

Nederst fra venstre: Hver tirsdag formiddag er der andagt i fællesstuen, hvor Grethe Madsen læser højt af Biblen.

Dernæst: Salmesang i fællesstuen efter tirsdagens andagt. Efter sangen er der formiddags kaffe og brød - et af bofæl lesskabets få, men faste ritualer. –Fotos: Johanne Teglgård Olsen

Det bedste ved at blive gammel er, at man får chancen for at blive direktør i sit eget liv

klumme

Margrethe Kähler livogsjael@k.dk

Det er et faktum, at tæppefaldet nærmer sig, når man får lov at blive gammel. Men for mig har al deren også medført et helikopter perspektiv på tilværelsen og en taknemmelighed over hverdagens poesi

I FEBRUAR FYLDTE JEG 80. Lyder det mærkeligt? Det synes mine venner. Især dem, som ikke er fyldt 80 endnu. De kan ikke lide det. For ligegyldigt hvad, fortæller det, at man nærmer sig kanten af li vet. Hvor mange skavanker har du, lyder din indre stemme måske? Kan du holde humøret oppe? Er fa scinationen og nysgerrigheden intakt? Jeg har sta dig fødderne i livet på den gode måde trods sygdom i efteråret. Som den muntre, kontante læge på Rigs hospitalet sagde: ”Du har mindst 10 år endnu”. Fak tisk har jeg aldrig haft det bedre på det indre plan og følt mig så glad for at leve på en tryg måde.  Engang troede vi, at Anden Verdenskrig ville ende alle krige. De kom alligevel, og nu er der krig i Euro pa.

I dag har jeg sat mig med en dyne i haven og be sluttet at fortrænge krigen – i hvert fald indtil ”Deadline” i aften. Jeg vil suge naturen ind i stedet for. Magnoliatræet står midt på plænen med sine tapre, lyserøde blomster i den skarpe vind, og trold haslens rakler danser som et klokkespil.

Jeg lader tankerne flyve, og både de sorte og hvide

Der er mange ting, som er de bedste nu. Naturen. Hverdagslivets poesi. Tingenes skønhed. De nære oplevelser.

erindringer i mit lange liv dukker op og forsvinder i hver sin sæk. Den hvide sæk er til de gode, sjove erindringer. Den er heldigvis størst. Den sorte sæk er til de barske. Dem, hvor man skulle have sagt fra. Dem, hvor det var umuligt, og hvor man bare måtte leve med det. Nu er de vendt og drejet og analyseret, så de har mistet deres magt. De blokerer ikke læn gere sindet. Tak for det.

BARNDOMMENS ERINDRINGER er sjovere:  Italienerne, som i gamle dage malede fresker af Jomfru Maria med æg fra byhøns, fordi de ansås for finere end landæg. Det stod i en bog om malerkun stens teknik af en italiensk mester fra 1300-tallet, Cennino Cennini, som jeg fik af min far. Den var fuld af konkrete, finurlige råd. Legekammeraten, som blev pianist og forelskede sig i en ungarsk violinist. Han var altid på spanden, så jeg lånte ham 500 kroner til rejsen til Budapest. Som tak forærede han mig Henry Millers bog ”Sex us”. ”Som led i din opdragelse”, som han sagde.

Manden med fejemaskinen i Kastrup ved inden rigsterminalen, hvor jeg var cyklet ud på min nye røde cykel for at flyve til Aarhus. Tilbage i Kastrup kunne jeg ikke finde cyklen og råbte til manden, om han havde set den. ”Nej, men hop bare op, så finder vi den”. Og det gjorde vi på 10 minutter.

Der er mange ting, som er de bedste nu. Naturen. Hverdagslivets poesi. Tingenes skønhed. De nære oplevelser. Som den unge mand forleden, som hjalp mig, da jeg tabte varerne ud af cykelkurven, og grønthandleren, som løb efter mig med en lille pak ke anisfrø, som jeg havde glemt hos ham.

Men den røde tråd i mit liv er barnebarnet på 10 år, som jeg ser hver uge, og pigerne på fire og otte år og deres forældre. De to store er i fuld gang med voksenlivet og dukker op, når de kan.

NOGET AF DET BEDSTE ved at blive gammel er, at man får chancen for at blive direktør i sit eget liv. I hvert fald det indre. Man får helikopterperspektiv og kan se mønstre i mange ting. På dén måde er ens hjerne stadig lidt magisk. Man kan fokusere på det, der virkelig betyder noget. For mig er det børn og børnebørn og venner. De er som træer i skoven. Bå de dem, jeg elsker, og dem, jeg holder umanerligt meget af.

Døden har været i min bevidsthed, siden jeg mi stede to af mine allernærmeste i en alt for ung alder. Det har givet et indre sorteringssystem, som gør det nemmere at si urimeligheder fra. Handle mere på nødvendigheder end al mulig ligegyldig støj. Der bliver mere plads mellem ørerne. Det gode er, at sy stemet er blevet skærpet med alderen. Jeg fortræn ger dét, jeg før kunne blive vældig sur over. Det er en rar følelse. J

Forskning i ældres sygdomme bliver underprioriteret

yngre mennesker,” siger Karen AndersenRanberg, der er klinisk professor i geriatri ved Syddansk Universitet.

Hun fortæller, at man godt kan få penge til nogle mindre projekter. Eksempelvis hvis de omhandler forebyggelse af indlæggelser, hvilket har en samfundsøkonomisk gevinst, som alle kan forstå.

De store fonde interesserer sig meget for eksempelvis hjerte- og kræftsygdomme, mens geriatri intet fylder hos dem.

indtil for et år siden seniorforsker ved Dansk Center for Forskningsanalyse på Aarhus Uni versitet og skrev i sin tid ph.d. om fordeling af forskningsmidler.

Rasmus Fahrendorff fahrendorff@k.dk

Hvordan forebygger man bedst ældres knoglebrud? Hvordan sikrer man, at de får væske nok? Og hvordan spiller de flere forskellige slags medicin, som mange ældre må tage, sammen med hinan den?

Der er en masse, man endnu ikke ved om æl dres sygdomme og lidelser, men som forskere gerne ville undersøge. Dog mangler de ofte økonomiske midler til at gøre det, på trods af at forskningsfeltet er særdeles relevant. Dan marks Statistiks befolkningsfremskrivning pe ger således på, at antallet af ældre over 80 år vil stige markant i de kommende år. Fra 291.487 personer i dag til 613.481 personer i 2050. Det er en stigning på 110 procent.

Selvom de kommende års demografiske udvikling altså taler sit tydelige sprog, har forskere i geriatri – læren om ældres sygdom me – svært ved at skaffe forskningsmidler. Det fortæller flere forskere.

”Generelt er det svært og har altid været det. Jeg tror, at det hænger sammen med en ’alderisme’ – altså en negativ diskrimination mod ældre. For man synes ikke, at ældre er lige så vigtige for samfundet som børn og

”Men de rigtig store studier, hvor man bru ger lodtrækning og har kontrolgrupper, ko ster enormt mange penge. Dem har vi svært ved at skaffe, selvom det virkelig kunne give os noget solid, evidensbaseret viden.”

At der ikke er mange forskningsmidler til geriatrien, bekræfter Mathias Aalkjær Brix Danielsen, som er ph.d. og hoveduddannel seslæge i geriatri ved Aalborg Universitetsho spital. Når man kigger ned over listen af fon de, man kan søge, er der ikke mange af dem, som giver penge til forskning i geriatri, for klarer han.

”De store fonde interesserer sig meget for eksempelvis hjerte- og kræftsygdomme, mens geriatri intet fylder hos dem. Enkelte fonde har sagt, at de gerne vil ind på områ det, men det er sparsomt, hvad der er at hen te,” siger han.

Det er ellers muligt at forbedre behandlin gen af ældre ved hjælp af forskning. Et kon kret eksempel:

I Mathias Aalkjær Brix Danielsens ph.d.projekt undersøgte han, om det er lige så sik kert og virkningsfuldt at give væske til ældre gennem fedtlaget i maveskindet i stedet for di rekte i blodbanen via armene. Idéen kom efter en nattevagt, hvor han skulle give væske til en ældre dame, der havde været indlagt så læn ge, at hendes arme var blevet blå af en masse tidligere adgange lagt direkte i blodbanen. Det er det, fandt han i sit projekt. I hvert

fald, hvis der er tale om en patient, som ikke har et akut stort væskebehov, men hvor der lige så stille opstår et væskeunderskud, fordi patienten ikke drikker nok. Metoden er ikke ny, men der var usikkerhed om, hvor sikker den var, indtil han undersøgte den med mo derne forskningsmetoder. Nu bliver den brugt i blandt andet Hjørring og Aalborg. ”Jeg knokler for at få det udbredt til blandt andet plejehjem. Syge ældre, der bliver dehy dreret, kan få det så dårligt, at man bliver nødt til at indlægge dem. Hvis man kan fore bygge noget af den dehydrering, kan man og så forebygge nogle af indlæggelserne. Det bør være i både de ældre og hospitalernes inte resse,” siger Mathias Aalkjær Brix Danielsen.

Når nogle forskningsfelter har problemer med at tiltrække penge, handler det blandt andet om nogle særlige dynamikker i forsk ningsverdenen. Det fortæller Kaare Aagaard, som er forskningsleder ved Forskningscenter for uddannelseskvalitet, professionspolicy og praksis på VIA University College. Han var

”I forskningens verden er der nogle mat thæus-effekter, hvor dem, der i forvejen kla rer sig godt, ofte bliver belønnet yderligere. Derfor ser vi en stærk koncentration af forsk ningsmidler på både enkelte forskere og forskningsemner,” siger Kaare Aagaard.

Det er sådan set naturligt nok, at de store private fonde som Novo Nordisk Fonden har nogle områder, som de prioriterer. Man kun ne så finde det lige så naturligt, at de offentli ge fonde derfor finansierer noget andet. Men det sker i vidt omfang ikke:

”De forskere, der høster penge fra de priva te fonde, får typisk deres forskning udgivet i de fineste videnskabelige tidsskrifter og bli ver ofte citeret af andre forskere. Så de offent lige midler flyder i stort omfang i samme ret ning, fordi disse forskere i kraft af deres tidli gere meritter kommer til at stå stærkere i den interne konkurrence, hvor et stærkt cv ofte bliver set som garant for, at man hos dem får noget for pengene,” siger Kaare Aagaard.

Flere ældre

Ifølge Danmarks Statistiks befolkningsfrem skrivning vil antallet af 80-årige og derover vokse fra knap 291.500 i 2022 til godt 426.200 i 2030. Det er en stigning på 134.700, svarende til 46,2 procent. Gruppen af 80+-årige forventes at toppe med cirka 655.000 i 2057, hvilket er cirka 125 procent flere end i 2022.

KILDE: DANMARKS STATISTIK OG KOMMUNERNES LANDSFORENING

Antallet af ældre over 80 år vil stige markant i de kom mende år. Men forskere har svært ved at skaffe penge til forskning i ældres sygdomme aldring

”

MATHIAS AALKJÆR BRIX DANIELSEN, SOM ER PH.D. OG HOVEDUDDANNELSESLÆGE I GERIATRI VED AALBORG UNIVERSITETSHOSPITAL.

Når man giver sin livshistorie videre, er man med til at berige andres liv

har vi for eksempel ikke den sam me historie om vores forældre. Vi tolker og tyder forskelligt. Men det er netop her, at livshistorien er be tydningsfuld, fordi den sætter en proces i gang, hvor vi får lagt en tolkningsdimension til det levede liv. I skriveprocessen bliver vi, som Kierkegaard fordrer af os, redaktør i eget liv. Det er det, der skal mod til.”

blandt andet Vestjyllands Højskole i Ringkøbing. Men lysten til at for tælle blander sig hos mange med en usikkerhed: Er der nogen, som vil gide at læse, hvad jeg skriver?

Else Marie Nygaard nygaard@k.dk

Der sker noget med lysten til at se tilbage på ens liv, når man konstaterer, at man efter al sandsynlighed har mere levet liv bag sig, end man har foran sig. Sammen med den erkendelse kan lysten til at for tælle sin livshistorie dukke op. Erik Lindsø, der er højskolemand og forfat ter, har mødt lysten til at fortælle hos mange det sidste kvarte århundrede, hvor han har undervist i kunsten at skri ve erindringer.

”Det er helt vildt, hvad der skrives af folk i de her år. Rigtig mange i den gene ration, som i dag bliver seniorer, har kræfterne og evnerne til at udtrykke sig på skrift. Jeg vil mene, at vi endnu kun har set begyndelsen af et boom i erin dringer.”

Han peger på, at Karen Blixen er den, som måske mest præcist har udtrykt, hvad der sker, når man fortæller sit liv: ”Når vi fortæller, sætter vi noget sam men, der er gået i stykker”.

”Der skal mod til at skrive sin livshi storie, for andre mennesker flettes ind i den. I en søskendeflok af voksne børn

Ikke alene er der en ny generati on af seniorer med gode forudsæt ninger for at formulere sig. En god del af dem kan også fortælle om et Danmark, som deres børn og bør nebørn dårligt kan forestille sig.

Selv kom Erik Lindsø til verden i 1954 i Ulbjerg i Himmerland, og når han beskriver eksempelvis barndommens høsttid, lyder det, som om han citerer fra Jeppe Aak jærs ”Nu er det længe siden”.

”Mere end havdelen af Dan marks befolkning kan huske, at vi var et landbrugsland. Vi er rundet af en bondekultur, der kan virke som en fjern fortid, og når fortiden føles fjern, så kan man føle sig hægtet af. Men man kan også se det som, at man har en visdom el ler en livserfaring, man kan give videre. Vi er et par generationer, som voksede op med nøjsomhed. Det kan meget vel være en livserfa ring, der er brug for nu, hvor krisen kradser.”

Også Marie Østergaard Knudsen oplever en stærkt voksende inte resse for at fortælle. Hun er cand. mag. i litteraturvidenskab og har de sidste 10 år holdt kurser for folk, der vil fortælle deres liv. Hun un derviser i at skrive erindringer på

”Mit svar er klart: ’Ja.’ På et tids punkt får de fleste voksne børn et ønske om, at deres far eller mor vil fortælle om deres liv, mens de end nu kan. Vi lever i en tid, hvor folk bliver mere optaget af, hvad de er rundet af, og du skal skrive, mens du endnu kan. Mange har gået med et ønske om at arbejde med deres erindringer i lang tid, og når de så endelig har fået det gjort, så fortæl ler de, at det giver dem en ro.”

Det er ikke kun ens nære og kæ re, der vil sætte pris på at læse. Marie Østergaard Knudsen har er faring for, at lokalhistoriske arki ver også er interesseret i at modta ge erindringshistorier.

Fortæl om din mor Men hvordan fortæller man sit liv? Journalist og forfatter Birgit Mei

ster har mødt mange, som ikke mener, de har noget at fortælle. Hun var en af de første, som opfor drede danskere til at fortælle deres liv. Det skete, da hun i 1991 skrev bogen ”Bogen til mine kære”. I kølvandet på bogen har hun holdt en række foredrag om værdien af at videregive sine ønsker omkring livets afslutningen og samtidig for tælle om sit liv, så minder og erfa ringer bliver givet videre.

”Den typiske indvending fra folk har været, at deres liv ikke har væ ret begivenhedsrigt. ’Det vil nok ikke interessere andre’. Men når man så siger, ’fortæl om din mor’, eller ’fortæl om din far’, så har de fleste en historie at fortælle, og når man fortæller om sine forældre, så fortæller man også om sig selv, og når man giver det videre, er man med til at berige andres liv.”

Når Marie Østergaard Knudsen underviser i at skrive erindringer, fortæller hun ofte om de taler, hen des far efterlod sig. Hendes far,

Fem råd, før du skriver løs

Afsæt god tid til processen. Forbered dig ved at gå i dine arkiver. Fotoalbums, dagbøger, gamle skolebøger kalder minder frem, og det samme gør musik, litteratur og film, der er knyttet til bestemte faser i dit liv. Læs spørgsmålene i dagens avis og brug gerne et par dage på at overveje dem, inden du sætter dig for at skrive.

Fakta skal være på plads, men vær opmærksom på, at du på ingen måder kan få det hele med, og det er ikke nødvendigvis læsvær

korn- og foderstofhandler Ole Bjer regaard Knudsen, var medlem af Rotary i Videbæk i Vestjylland. I Rotary har medlemmerne på skift frit slag til at tale om et emne i tre minutter. Marie Østergaard Knud sens far så frem til de møder, hvor han skulle tale. Han mødte velfor beredt op med en tale, som han havde skrevet på sin skrivemaski ne. Han talte om det, han ikke kunne glemme: egnens særling Peter Skråtobak, en pinsefest i 1954 og drømmen om at eje en blå Nimbus-motorcykel. Når Marie Østergaard Knudsen er sammen med sin mor og brødre, så sker det, at de finder faderens tekster frem og læser dem højt.

”Når vi læser dem, føler vi, at vi har ham med os. Han står tydeligt frem med sine holdninger, sin iro ni og humor i teksterne, og vi mær ker, hvad han var optaget af.”

For nogle år siden skrev Marie Østergaard Knudsen bogen ”For tæl dit liv”, som udkom på forlaget Gyldendal, og senest er bogen ”Skriv om din slægt” udkommet på Forlaget Eftermiddag. Fra sine kursister kan hun se, at arbejdet med at skrive sine erindringer for nogle fører videre til, at de også vil skrive om deres slægt.

Men mange har svært ved at komme i gang og leder ef ter en struktur.

”Det gælder ikke om at skrive, hvad man kan huske, men det, du ikke kan glemme. Mange vil opleve, at når de kom mer i gang, kan de næ sten ikke stoppe.”

Lysten til at skrive erindringer er i vækst. Især blandt nye seniorer, konstaterer erfarne under visere i erindringsskriv ning. Men det kræver mod at fortælle sin livshistorie erindringer

ILLUSTRATION:

Det handler om at give noget godt videre. Ikke beløbets størrelse.

Giv det beløb, der er rigtigt for dig. Støt dine mærkesager med et testamente.

Mange tror, at man skal have mange penge, hvis man vil skrive velgørenhed ind i sit testamente. Men alle beløb gør en forskel. Få hjælp og gratis advokatrådgivning af Det Gode Testamente. Vi er et fællesskab på mere end 40 af landets velgørende organisationer.

Se dine muligheder på detgodetestamente.dk

Pakistanere i Danmark: De gamle vil passes af en kærlig familie

98-årige Mohammed

pasning

Britta Søndergaard soendergaard@k.dk

Mohammed Aslam siger selv, at han er 98 år, men tallet er usikkert, for fødselsregistrerin gen fungerede ikke alle steder i det bri tiske imperium. Han er født i Punjabprovinsen i det daværende Britisk Indi en, og under Anden Verdenskrig kæm pede han for de britiske styrker. I tre måneder var han krigsfange hos japa nerne, og han kæmpede også for den indiske hær, inden Pakistan blev uaf hængigt i 1947.

I dag bor Mohammed Aslam med sin søn og svigerdatter i et moderne parcel hus i Brøndby syd for København, men han fortæller ofte sin søn om krigen og livet i imperietiden.

”Min far er en ældre mand, og han kan godt glemme at slukke lyset og låse døren, men han husker tiden omkring Anden Verdenskrig meget præcist og kan fortælle om, hvordan han selv op levede Pakistans grundlægger Muham med Ali Jinnah, da han var soldat,” si ger Mohammed Aslams søn, den 65-åri ge Mohammed Akram.

Det er tirsdag eftermiddag. Moham med Aslam er netop blevet færdig med en af sine daglige rutiner. En gåtur rundt om parcelhuset 26 gange med sin rollator. Han er en høj, rank og slank hvidhåret mand iklædt hvid pakistansk shalwar kameez – løs bluse og bom uldsbukser.

Blufærdighedens betydning

Den 98-årige mand sidder sammen med sønnen, Mohammed Akram, og sviger datteren, den 66-årige Parven Akhter, i stuen med to sorte lædersofaer, et glas bord og lyse blomstrede gardiner truk ket for vinduerne i det propre parcel hus.

På parketgulvet i stuen står en massa gestol, som Mohammed Aslam ofte bru ger. I lædersofaen sidder også det so cialdemokratiske kommunalbestyrel sesmedlem i Brøndby Kommune, Sy ed Aejaz Bukhari, der har formidlet be søget.

Mohammed Aslam er en af de tusind vis af gæstearbejdere, der kom til Dan mark i slutningen af 1960’erne og be gyndelsen af 1970’erne. Tal fra Dan marks Statistik viser, at der er godt 32.000 ikke-vestlige indvandrere og flygtninge over 65 år i Danmark. Et tal, der vil vokse til knap 100.000 i 2040.

En relativt stor del af de ældre ind vandrere bor sammen med deres børn. Blandt ældre med pakistansk baggrund bor hele 41 procent i udvidede familier, mens det gælder for 22 procent af de æl dre med tyrkisk baggrund, viser tal fra Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd og Aarhus Universitet.

”Mange pakistanske familier kunne ikke tænke sig at anbringe deres ældre på plejehjem. Det skyldes først og frem mest, at man ikke ønsker, at de ældre skal plejes af personale fra det modsat

” Min mand og jeg er fætter og kusine, og min svigerfar er også min mors bror. Vi er i familie og har et tæt forhold. Jeg var glad for, at jeg kunne passe min svigermor, da hun var meget syg. Det betød meget for hende, og jeg kunne slet ikke forestille mig, at andre skulle gøre det.

PARVEN AKHTER, SVIGERDATTER

kom til Danmark som 16-årig i 1973. Han blev ansat i et entreprenørfirma, lærte dansk på aftenskole og tolkede for sin far, der aldrig rigtigt fik lært det danske sprog og slet ikke taler det i dag. Det var før, politikerne talte om integra tion, og ingen på faderens arbejdsplads stillede krav om, at han som gæstear bejder skulle lære dansk.

Da sønnen Mohammed Akram og hans hustru blev gift, flyttede de sam men med hans forældre, selvom Mo hammed Akram er den yngste søn, og traditionen i Pakistan foreskriver, at forældre flytter ind hos den ældste søn.

”De var meget glade for min kone, og derfor valgte de at bo sammen med os,” fortæller Mohammed Akram.

Den udvidede familie var i mange år til stor glæde for alle generationer i fa milien.

”Da vores børn var små og gik i bør nehave, hjalp mine forældre med at passe dem, når de var syge. Det gav en tryghed,” siger Mohammed Akram.

germor, da hun var meget syg. Det be tød meget for hende, og jeg kunne slet ikke forestille mig, at andre skulle gøre det,” siger Parven Akhter.

Hun viser det lille værelse med en seng og et tv på væggen, hvor hendes svigerfar bor.

Indtil for fem år siden havde han en trehjulet cykel, og han cyklede ofte ned til byen for at handle. Men en vinterdag for fem år siden, faldt han på cyklen i sneen. Han slap uskadt, men siden har han holdt sig hjemme. Om sommeren sidder han tit ude i haven og nyder so len, og han har også en lille have, hvor han dyrker rucola og krydderurter.

Da den 98-årige Mohammed Aslam bliver spurgt, hvorfor det er så vigtigt at blive passet af familien, svarer han med et ord:

”Blod”.

te køn, og så taler mange ikke dansk. Derudover ønsker mange at spise paki stansk mad, som de er vant til,” si ger Syed Aejaz Bukhari, der koger det pakistanske miljøs modvilje mod dan ske plejehjem ned til tre ord, blufærdig hed, sprog og mad.

Midlertidigt ophold

Da Mohammed Aslam kom til Danmark i 1970 og fik arbejde på en fabrik, troede han, at opholdet skulle være midlerti digt. Men efterhånden kom hans fem børn også til Danmark, hvor der var masser af ufaglært arbejde at få.

”Jeg ville skabe en bedre fremtid for mine børn,” forklarer Mohammed Aslam, mens Syed Aejaz Bukhari over sætter.

Hans yngste søn, Mohammed Akram,

Det er gået den 98-årige pakistaners familie godt i Danmark. Hans 15 børne børn har i dag jobs som blandt andet lærer, ingeniør og it-ansat.

Sønnen Mohammed Akram driver en kiosk på 22. år. Den 98-åriges svigerdat ter, Parven Akhter, gjorde rent i mange år og er i dag på efterløn. Hun fortæller, at hun er glad for at passe sin svigerfar.

Hendes svigermor døde for 10 år si den. Dengang sagde hun sit job op for at passe hende hjemme i tre måneder. En del indvandrerfamilier udpeger en hjælper, der træder til for at passe syge familiemedlemmer med støtte fra kom munen. Men Parven Akhter har hjulpet sine svigerforældre uden at få penge fra det offentlige.

”Min mand og jeg er fætter og kusine, og min svigerfar er også min mors bror. Vi er i familie og har et tæt forhold. Jeg var glad for, at jeg kunne passe min svi

”Det betyder, at der er følelser mel lem børn og forældre. De har medfølel se og medlidenhed. Det professionelle plejepersonale har ikke de samme fø lelser for de ældre,” uddyber Sed Aejaz Bukhari.

Mohammed Aslam fortæller, at han ikke føler sig ensom. Han får ofte besøg af børn og børnebørn, men han savner sin hustru. Han vågner meget tidligt og går i bad ved fem-tiden om morgenen. Han laver sin egen morgenmad, og klokken syv står svigerdatteren op og serverer te.

Hans søn, den 65-årige Mohammed Akram, regner ikke med, at hans børn skal passe ham, når han bliver gammel.

”De er født og opvokset i Danmark, og de skal have deres frihed til at leve det liv, de gerne vil,” siger han.

Hans hustru håber, at hendes datter eller en af hendes svigerdøtre vil hjælpe hende, hvis hun en dag ikke længere kan klare sig selv.

”Jeg vil meget nødig på plejehjem,” siger Parven Akhter.

0 Mohammed Aslam (til ven stre) er 98 år og bor hos sin 65-årige søn Mohammed Akram (yderst til højre) og sviger datteren Parven Akhtar (i midten).

Den 98-årige går hver dag 26 gange rundt om familiens parcel hus i Brøndby med sin rollator.

– Foto: Leif Tuxen.

Aslam bor hos sin søn og svigerdatter, og familien kunne ikke tænke sig, at han skulle flytte på plejehjem

Lav en drejebog til dine efterladte

spørger om priser på kiste, blomster, salme blade, annoncer ned til sidste detalje. Et ar gument er, at de vil vide, hvad der skal stå på bankbogen.

klumme

Lis M. Frederiksen livogsjael@k.dk

FOR NYLIG DØDE DEN 98-ÅRI

GE MOR til en af vore gode ven ner. Fredfyldt og med tid til at få talt om alle de mange oplevelser, erfaringer og tanker, som den døende og de nærmeste havde gjort sig. Tid til at få sagt farvel også til familiens unge. Selvom døden i dette tilfælde ikke kom pludseligt, var det alligevel en lettelse for de nærmeste, at de vidste, der også var et brev med afdødes ønske til alle de mange prakti ske detaljer.

For i kølvandet på et dødsfald er der mange ting at tage stilling til. Fra hvilken kirke skal bisættelsen foregå. Er der valgt en præst, og har de to talt sammen. Kender præsten til af dødes livsforløb, eller skal de efterladte be gynde helt forfra. Meget andet presser sig på. Skal det være kistebegravelse eller kreme ring, hvilke salmer skal synges, hvem skal bære kisten. Der kan være særlige ønsker til sammenkomsten bagefter. Nogle ønsker slet ingenting, andre vil have en fest.

En bisættelse kan være en god anledning til at fejre det liv, der er levet. Det er en anled ning til at fortælle historier, til at grine og græde og fejre det liv og det fællesskab, man har haft. Endnu engang oplevede jeg, at når tankerne er skrevet ned, er det en befrielse for de efterladte.

For bedemanden gør det planlægningen enklere, når der findes en drejebog over bi sættelsen, som bedemand Stig Schärfe kal der det. Han oplever tryghed og ro hos de ef terladte. Der er en stigende tendens til, at folk forbereder sig på deres egen død, siger han. Mange har skrevet deres ønsker ned. Nogle ældre kommer sågar op i forretningen,

kort nyt om seniorliv

Teenagere skaber liv på plejehjem

Hyggelige snakke, højtlæsning og ludo. Det er blandt arbejdsopga verne for de teenagere i alderen 1417 år, som Ringkøbing-Skjern Kom mune er i færd med at ansætte på ældrecentre, plejehjem og aktivi tetscentre. Idéen er, at teenagerne skal skabe liv og glæde blandt de ældre udover at hjælpe personalet med en række praktiske opgaver som at dække bord, servere mad og rydde op. Det skal de gøre fire til otte timer om ugen, så det pas ser med deres skolegang. Men det handler ikke kun om de ældre. Det handler også om teenagerne selv. Ringkøbing-Skjern Kommune hå ber, at de såkaldte ”juniorjobbere” vil se mening i arbejdet med men nesker og muligvis få øjnene op for en karriere i plejesektoren. Det er i hvert fald sket for Andrea Toksvig Christiansen, der som 17-årig hav de et fritidsjob på et plejehjem i kommunen:

”Det er først, når man arbejder med mennesker, at man finder ud af, hvad det gør ved en. Det er dét, jeg synes er spændende. Både det med at hygge og snakke, men man kan også se, når man tager hjem, at man har gjort en forskel for no

INGEN AF OS VED HELDIGVIS, hvordan af slutningen på netop vores liv bliver. Vi ved ikke, om det sker pludseligt, eller der er god tid til at tale det hele igennem. Derfor kan jeg kun ud fra mine egen erfarin ger på det kraftigste opfordre til at få skrevet øn skerne ned, mens man stadig er frisk og klar i hovedet, og døden fore kommer som noget fjernt og uvirkeligt. Jeg har selv et dokument på min computer fra 2010, ”Ved min død” har jeg døbt det.

Dengang var jeg 67 år, frisk og med højt energiniveau. Dokumentet er vel blevet rettet en fem-seks gange i løbet af årene. Jeg har vaklet lidt imellem de salmer, jeg gerne ville have sunget. Men der er også tilføjet passa ger om de økonomiske faldgruber, som jeg tror, mine efterladte vil trække på smilebåndet over. Undervejs har jeg valgt en anden præst af mange forskellige grunde, som jeg ikke skal trætte læserne med. Hver gang, jeg har ændret i teksten, og det gjor de jeg rent faktisk for få dage siden, har jeg lavet et print og lagt det, hvor mine nærme ste ved, at de skal finde det. Det giver en ro at få det gjort.

Jeg kender et eksempel på et kærestepar, der mødte hinanden sent i livet. To ældre, enlige mennesker, der blev smaskforelskede. En dejlig oplevelse at være vidne til. Han blev syg og insisterede på, at de blev gift, ret kort tid før han døde. Kæresten, som blev hans kone, skulle have sikre og ordnede for hold både med hensyn til bolig og økonomi, og det fik hun. De var blandt de heldige, der havde tid til at tale om alle de praktiske detaljer. Alt papirar bejdet var klaret. Midt i sorgen blev døds fald og bisæt telse en rolig

Ingen af os ved heldigvis, hvordan afslutningen på netop vores liv bliver. Vi ved ikke, om det sker pludseligt, eller der er god tid til at tale det hele igennem.

og god oplevelse, og det bør vi alle sammen unde vore nærmeste.

I BEGYNDELSEN, da jeg fortalte mine voksne børn om det brev, jeg har skrevet til dem, vægrede de sig ved overhovedet at lytte til mig. Men tiden er gået, og jeg tror, at de har vænnet sig til, at jeg en gang imellem vil tale om min egen død. Det er godt at få sat ord på. Det er godt at kunne tale direkte om døden uden diverse omskrivninger. ”Tænk at livet koster livet!” som Jørgen Gustava Brandt skri ver i sin smukke salme. Digtere kan sætte ord på livet, som får tankerne til at lette.

En anden digter, der leger helt suverænt med ordene, er Søren Ulrik Thomsen. Her fra hans ”Der sidder en hårnål bag tapetet”: ”Døden kan jeg umuligt forestille mig, men opstandelsen kunne godt være lyden af en blank lille cykelklokke et sted derude i mor genmørket”. J

gen,” siger hun i en pressemedde lelse fra Ringkøbing-Skjern Kom mune.

Styrketræning holder kroppen ung

Håndvægte kan være gaven, man ikke vidste, at man ønskede sig. I hvert fald viser et nyt studie, at æl dre kan forbedre deres styrke og muskelstørrelse markant gennem træning. Det er postdoc Casper Søndenbroe ved Center for Sund Aldring på Københavns Universi tet, som står bag studiet, hvor mænd i 70-årsalderen udførte hård styrketræning tre gange om ugen i fire måneder. Noget tyder på, at hård styrketræning holder kroppen ung. Men hvorfor dog begynde at styr ketræne i moden alder? Er det ikke naturligt, at musklerne bliver sva gere i takt med at man bliver æl dre? Casper Søndenbroe siger, at styrketræning hos ældre er vigtig i en tid, hvor der bliver flere ældre i Danmark. En række hverdagssitu ationer bliver lettere, hvis man op bygger og bevarer styrken, og sam tidig viser hans forskning, at styr ketræningen påvirker forbindelsen mellem musklerne og nerverne i kroppen. Når vi bevæger os, sen

der hjernen et signal til nogle cel ler i rygmarven, som bliver kaldt motorneuroner. De sender beske den videre til musklerne og fortæl ler os, at vi skal lave en bevægelse. Det gælder i alle situationer, uan set om man skal løfte en kop eller gå ud til postkassen og hente avi sen. Studiet er offentliggjort i tids skriftet American Journal of Physi ology.

Modeblade hylder ældre kvinder – på en måde

Måske har du, kære læser, lagt mærke til, at flere ældre kvinder er begyndt at dukke op i reklamer el ler endda på forsiden af en række såkaldte dameblade. Umiddelbart kunne man tænke, at det er et ud tryk for et nyt og mere inkluderen de skønhedsideal, hvor alderens tegn ikke automatisk dømmer kvinder ude, når de mange grå hår er en realitet. Men i et nyt svensk studie, når man dog frem til en no get anden konklusion. Det under liggende budskab i for eksempel kosmetikreklamer med billeder af ældre kvinder, som for eksempel Jane Fonda eller Helen Mirren (fo to) i L’Oréals antiage-kampagner, er nemlig, at alderstegn hos kvin der er uønskede og bør skjules. Re

klamerne antyder, at kvinder net op derfor skal benytte cremer, der begrænser hudens aldring, så de kan forblive attraktive. Det er dog positivt, at ældre kvinder overho vedet optræder i reklamer, lyder det fra forskeren Lame Maatla Kenalemang-Palm, men siger hun: ”Selvom L’Oréal Paris-kampagnen

ser ud til at hylde ældre kvinder samt et mere diverst syn på skøn hed, så reproducerer kampagnen også sexistiske og aldersdiskrimi nerende forventninger til kvinders udseende.” Forskeren fra Örebro tilføjer: ”Vi burde egentlig spørge os selv, hvorfor aldring fremstilles som et problem for kvinder.”

0 Ellen Mirren i Cannes 2022. – Foto: Eric Caillard/Reuters/Ritzau/Scanpix.

Det kan være en lettelse for de pårørende, hvis man i tide tager stilling til sin egen af sked

ILLUSTRATION: GRETHE NIELSEN

Som barn måtte jorde moder Lillian Bondo ofte underholde sig selv, når ferierne blev tilbragt i mormor og morfars som merhus på Mols. Noget hun giver videre til børnebørnene interview

Johan Storgaard Jespersen jespersen@k.dk

5 Hvad lavede du i din barndoms ferier?

Det allertidligste indtryk, som jeg har af sommerferien, er duften af strand, gran og engelskgræs. Jeg var oftest på Mols ved Begtrup Vig i et sommerhus helt nede ved stranden. Det var et sted, hvor der var muligheder for at bygge huler i skoven og lege i gryderne. Man kunne tegne og male – alt det, man selv kunne finde på sammen med søskende og fætre og kusiner. Det var et sommer paradis.

5 Tilbragte du tid med dine bedsteforæl dre – og hvad lavede I?

Ja, for det var min mormor og morfars sommerhus. Men det var et andet for

hold, man havde til sine bedsteforældre dengang.

De var på en måde lidt ophøjede. De havde hver deres stue, som de holdt sig til, og de så det ikke som deres pligt at underholde os. De havde deres eget liv og virke, uanset om vi var der eller ej.

Når vi var der, brugte min mormor da tid med os. Men jeg tror sjældent, at min morfar tog sig af, om vi nu gjorde det ene eller det andet.

Vi accepterede uden forbehold, at voksne havde deres verden, og vi havde vores. Vi forventede ikke at blive under holdt, og vi vidste, at vi sommetider vil le kede os. Der var nogle aktiviteter,

Lillian Bondo

Født i 1953.

Jordemoder ved Rigshospitalet og tidligere formand for Jordemoderforeningen.

Har fire børn og fem børnebørn.

som var dejlige sammen med dem, men det var næsten altid på et voksent plan.

Det var først, da jeg selv blev voksen, at jeg nåede at have samtaler med dem, hvor jeg lærte dem lidt bedre at kende.

5 Har du et yndlingsferieminde med di ne bedsteforældre?

Jeg tror, jeg har det minde, at min morfar sidder og studerer inde på sin stue, og min mormor sidder med sit håndarbejde på sin stue, og jeg får lov til at sidde derinde med hende og nyde duften af liljekonvalparfumen og hen des små bemærkninger. Og hendes kærlighed til os. For det havde hun. Hun favnede alle sine børnebørn.

5 Hvad laver du selv med dine børnebørn,når de er på ferie?

Vi er nok en anden type bedsteforæl dre, end min mormor og morfar var. For os handler det om at lave noget sam men, hele familien, for det har også en værdi. Men jeg bebrejder slet ikke mine bedsteforældre, at de ikke var mere for os. De var fantastiske bedsteforældre, blot på en anden måde, end man er i dag. Jeg har lært vældig meget af ikke at blive underholdt, men at skulle under holde mig selv. Det prøver jeg også at gi ve videre til mine egne børnebørn. Hvis legen og fordybelsen kommer, uden at jeg blander mig, er jeg lykkelig J

0 Lillian Bondo (med rød sløjfe i håret) sam men med sin mor, fætre, kusiner og søskende ved bedste forældrenes sommerhus på Mols. –Privatfoto.

Lillian Bondo: ”Vi er nok en anden type bedsteforældre, end min mormor og morfar var”

Personen er vigtigere end alderen

Landets seniorer skal stå langt bedre på arbejdsmarkedet, mener direktør i Ældre Sagen Bjarne Hastrup. I bogen ”Senior cool” giver han gode råd til både nuværende og kom mende seniorer interview

Jannie Iwankow Søgaard livogsjael@k.dk

”Hvis ikke der snart sker noget for alvor, så tror jeg på, at der godt kunne komme en bølge a la den, vi har set med MeToo, der i stedet handler om den aldersdiskrimination, som finder sted på arbejdsmarkedet.”

Bjarne Hastrup, direktør i foreningen Ældre Sagen, lægger ikke fingre imel lem, når han taler om, hvordan han op lever, at mange seniorer bliver forbigået, når der skal ansættes nye folk – selv i en tid, hvor arbejdspladserne skriger på ar bejdskraft.

Det er en situation, hvor der kun står tabere tilbage, mener han: Seniorerne

oplever sig som værende kasseret på grund af årstallet på deres fødselsat test, og arbejdsgiverne går glip af en grå guldgrube af erfarne medarbejdere.

Udsigt til mere hjemmearbejde

Noget må ændres, mener Bjarne Ha strup, og derfor har han nu udgivet bo gen ”Senior cool”. Heri optegner han mange af de udfordringer, der følger med, når man kommer i den alder, hvor man kan kalde sig senior – især på ar bejdsmarkedet, men også i forhold til bolig, økonomi og familie. Og så deler han gode råd om, hvordan man som se nior gebærder sig på et arbejdsmarked, der ikke for alvor har fået øjnene op for de ældre som en ressource.

”Man siger, at unge mennesker kan lø be hurtigt om hjørnerne, men at seniorer

kan se om hjørnerne. Der er brug for beg ge dele på en arbejdsplads,” siger han.

Fremtidens seniorer vil, tror Bjarne Hastrup, dog på ét punkt få hjælp ude fra til at imødegå aldersdiskriminatio nen på arbejdsmarkedet. For som følge af coronapandemien er hjemmearbejdspladser blevet mere udbredte, og for de mange seniorer, der arbejder det meste af dagen bag en computer skærm, vil det være en fordel.

”Jeg vil opfordre folk til åndeligt at brænde dåbsattesten. Personen er vigti gere end alderen. Og fremover vil det blive meget mindre vigtigt, idet vi i langt højere grad vil komme til at sidde hjemme bag skærmen. Her kan du ude lukkende bedømme deres indsats ud fra talent,” siger han.

Bjarne Hastrup mener, at der er noget

0 Bjarne Hastrup (født 1945) er direktør for Ældre Sagen og aktuel med bogen ”Senior cool”, der er udkommet på forlaget Gyldendal.

– Foto: Niels Ahlmann Olesen/ Berlingske/ Ritzau. Scanpix.

ravruskende galt med indstillingen på de danske arbejdspladser, når man trods gode kvalifikationer kan blive dis kvalificeret på grund af sin alder. Han mener dog ikke, at seniorerne selv har retten til at sætte sig passivt hen og hå be på bedre tider. Det kræver en indsats fra begge sider.

”Noget af det, jeg ser, er, at unge lede re – det vil sige dem på 40 år og under –ikke ansætter folk på over 55 år. De le dere skal vi have fat i, for de skal vide, at de har adgang til en talentfuld ar bejdskraft. Samtidig er det afgørende, at seniorerne skal vænne sig til at bakke de unge ledere op. De skal ikke have en bedrevidende attitude, fordi de har flere års erfaring – jeg mener faktisk, at se niorer har en særlig forpligtelse til at sætte deres viden til rådighed så godt som betingelsesløst. Så kan de unge le dere virkelig se, at de kan bruge dem til noget,” siger han.

Bjarne Hastrup har adskillige forslag til, hvordan arbejdspladserne helt kon kret kan gøre sig selv både mere attrak tive og hensynsfulde over for seniorer. Et af dem handler om at indføre ”bed stes første sygedag”.

”For en del seniorers vedkommende gælder det, at de både har børnebørn og egne forældre, som de hjælper med at passe. Men hvor forældre kan tage bar nets første sygedag, er der sjældent no gen muligheder, når ens gamle mor skal på hukommelsesklinikken og ikke kan klare det alene.

Faktisk har vi indført det her hos Æl dre Sagen, og jeg synes, at det er en god måde at signalere til seniormedarbejde re, at vi forstår dem og respekterer dem. Og vi oplever ikke, at det er noget, der bliver misbrugt overhovedet. Mon ikke det indføres ved lov inden for de næste 10 år, når pensionsalderen stiger?”, siger Bjarne Hastrup. J

PANASONIC 49“ 4K LED TV TX-49LX940E

Dette LED TV har en avanceret 100Hz billedskarphed, der sørger for rolige panoreringer og billede skarphed, også når man ser f.eks. sport med hurtige bevægelser. Med fokus på måske markedets nemmeste betjening, samtidig uden kompromis med hverken billed- eller lydkvalitet, er dette TV svært at komme uden om. Fås også i 43”, 55”, 65” og 75”.

PANASONIC 43“ 4K LED TV TX-43LX670E

Smart TV med Android LED TV med billede i høj opløsning (4K). Det indbyggede android TV giver adgang til et væld af apps – inkl. TV2 Play. Med indbygget Chromecast er det også nemt at streame fra telefonen. Fås også i 50”, 55” og 65”.

Normalt får de unge hug for at være fraværende og stirre ind i deres telefon. I dag kan det samme siges om den ældre generation. De ældres skærmvaner be kymrer både speciallæge og ekspert i takt og tone teknologi

Peter Krogh Andersen livogsjael@k.dk

Når 74 årige Lisbeth Frank Jørgensen sidder sammen med sine venner, er dynamikken ved bordet anderledes end for bare nogle få år si den. Dengang mødtes de, snakkede og lyttede til hinandens historier. I dag fortæller de også historier, men det er med mobilen i hånden eller på bordet, og de svarer på beskeder, viser hinan den billeder og reagerer på notifikatio ner, mens de er sammen.

”Før kiggede vi jo ikke i vores telefo ner, men det gør vi nu. Og hvis den rin ger, bliver den taget med det samme, uanset hvor vi sidder henne. Nogle bli ver siddende og snakker, mens vi andre sidder ved bordet. Så forstummer al samtale,” siger Lisbeth Frank Jørgensen fra Egå ved Aarhus.

Ligesom mange andre ældre menne sker i Danmark bruger den østjyske pensionist en god del af sit liv i den di gitale verden. Det er hendes børnebørn, der har vist vejen, og i dag ejer hun en iPhone, en iPad, et Apple ur og trådløse høretelefoner, og mens hun for bare et par år siden svor til kontanter, bruger hun i dag sin telefon og iPad til at beta le alt fra regninger til æg fra den lokale landmand.

Og så facetimer hun med sine børne børn, tjekker aktiekurser, identificerer planter og sommerfugle med en app, lytter til podcasts, finder vej og taler i telefon i bilen, løser sudoku og er aktiv på Instagram og Facebook. Hun kan godt se, at det nye udstyr er en tidsrø ver, men hun synes ikke, det er noget problem. Jo, for ungdommen, der nær mest er afhængige af deres telefoner, synes hun, men ikke for hende og hen des generation.

”Jeg har altid min telefon på mig, men jeg synes ikke, den begrænser mig. Den er et supplement. Og når jeg bruger for meget tid på min sudoku, tænker jeg bare, at så må jeg bruge min dre tid i næste uge,” siger Lisbeth Frank Jørgensen.

Telefonen er en sutteklud

En søgning rundt på danske medier vi ser, at det netop er de unge, der som of test står for skud, når det handler om sociale medier og smartphones: De er afhængige af at være online, glemmer at leve i nuet og opfører sig dårligt ude blandt andre. Men den ældre generati on holder sig heller ikke tilbage. Der er masser historie derude, om bedstefor ældre, der sidder med telefonen frem me under aftensmaden med børnebør nene, ældre, der højlydt facetimer på biblioteket og i fitnesscentrets omklæd ningsrum, en mor, der er forsvundet

langt ind i tvivlsomme protestgrupper på Facebook, og ældre, der har lydnoti fikationer på alle app’er og reagerer, uanset om det er et vigtigt opkald fra lægen eller et tilbud fra Matas.

Gitte Hornshøj, der er ekspert i god opførsel, hører til den ældre generation og er ifølge sin søn selv ”en af dem”, der er på telefonen rigtig meget. Blandt sine venner og bekendte har hun set forbruget af digitale medier stige mar kant under corona isolationen, fordi smartphones og iPads var eneste mu lighed for at kigge med i børns og bør nebørns liv, men også åbnede op for så vel den store som den lille verden uden for boblen. Hun synes, at den ældre generation fortjener ros for at have lært så meget nyt så hur tigt.

”Men det kammer over, når man altid skal have sin mobil fremme for at for tælle en historie og vise billeder. I gam le dage blev man inviteret ind i den pæ ne stue efter kaffen, og her blev fotoal bummet taget frem, så man kunne for tælle om ferien til Honolulu. I dag er vi jo ikke engang kommet hjem, før der ligger billeder på Facebook,” siger hun.

Gitte Hornshøj nævner sin søn, der er i 30’erne. Hun mener, at hans generati on opfører sig bedre end de ældre med deres telefoner ude blandt andre. For eksempel er de bedre til at lade telefo nen ligge i lommen eller tasken.

”Det er en af de ting, som ældre men nesker har sværest ved at huske. Og hvis du lægger telefonen på bordet, kan jeg ikke lade være med at tænke, om vores snak har en bagkant. Vi skal simpelthen lære at være mere, hvor vi er. Mobilen er jo blevet en sutteklud for de fleste,” siger hun.

En særlig risikogruppe

Mobilen er dog en farlig sutteklud. Alt dens indhold er nemlig styret af mar kedskræfter, hvor menneskets op mærksomhed er den allermest efter tragtede valuta: Ingeniørerne bag tele foner og de fleste app’er gør alt, hvad de kan, for at holde på dig, og det bety der ofte, at de fjerner alt besværet og i stedet gør det hele sjovt og nemt til gængeligt.

Forklaringen kommer fra speciallæge og forfatter til flere bøger om digital sundhed Imran Rashid, der i dag er sundhedsfaglig direktør i virksomhe den Lenus. Han beskriver den digitale aktivitet som en invasion af tankerummet, hvor andre bare fylder på og på, mens hjernen ikke gør andet end at reagere. Og det er særligt farligt for æl dre, fordi udfordringer og besværlige handlinger netop er noget af det, der kan holde sygdomme som demens på afstand.

”Vi skal være opmærksomme på, at den åndelige føde er lige så vigtig som den fysiske, og det kan være vanedan nende alene at leve af underholdning og fornøjelse. Det svarer lidt til at spise McDonald’s mad, og det er måske ikke så svært at forestille sig, hvor dårligt det vil være for kroppen efter noget tid,” siger speciallægen.

For Imran Rashid er det ikke overra skende, at de ældre – ligesom alle an dre – er kommet med på den digitale bølge, og heller ikke, hvis de senere års corona isolation har forstærket tenden sen. Mange ældre har god tid og måske også et større behov end de fleste for

social kontakt, og netop det behov lig ger bag meget af det, vi foretager os di gitalt. Her virker sociale medier umid delbart som et godt alternativ til ensom hed og et inaktivt liv. Problemet er bare, at vi biologisk har brug for de stimuli, vi får fra andre mennesker. ”I gamle dage fik de fattige såkaldte slæbesild, hvor man trak en fisk hen over brødet for at give brødet smag. Og min tanke er, om vi i virkeligheden ska ber en form for ’slæbemennesker’, når vi lever digitalt. Vi får noget, der minder om et socialt liv, men uden at det egentlige behov bliver adresseret,” siger Im ran Rashid.

Det manglende samvær i vores indivi dualiserede samfund er en af Imran Ra shids største bekymringer. Han nævner sin egen familie, hvor hjemmet nogle gange kan føles som en transithal med fire mennesker, der bruger telefonen til at kommunikere med omverdenen og derfor ender med at leve hvert sit liv –under samme tag.

”Udviklingen af sådan et samfund bli ver accelereret af digitaliseringen, og det bliver vi nødt til at snakke om, fordi ensomhed er et voksende problem. Sat på spidsen kan man sige, at vi er mate rielt rige, men eksistentielt bliver vi fat tigere og fattigere,” siger Imran Rashid. Dog mener Imran Rashid også, at løs ningerne er lige for næsen af os. Det handler om at mødes på kryds og tværs og om at indtænke social friktion i det, vi bygger og gør. Han nævner et projekt i Vejle, hvor de bygger børnehave og

plejehjem på samme grund for at skabe nye fællesskaber.

Mens vi venter på de store indsatser, foreslår Gitte Hornshøj, at vi bliver bed re til at tale med hinanden om vores di gitale vaner. Et af problemerne er nem lig, at langt de fleste af os er berørings angste og hellere vil tage telefonen op af lommen og kravle ind i vores egen di gitale hule end at påpege andres for styrrende brug.

”Men måske kan vi vende det til noget positivt og sige til hinanden: ’Jeg er så glad for at være sammen med dig. Kan vi ikke bare tale sammen?’,” siger hun J

68 procent af alle borgere over 71 år havde mindst én profil på et socialt medie i 2020. Gennemsnittet havde to profiler

Fra 2012 til 2020 steg antallet af ældre, der dagligt eller næsten dagligt er på internettet, fra 45 procent til 83 procent, og de ældre er dem, der har taget det største spring, viser tal fra Kulturministeriet. Tendensen er den samme, når det handler om brugen af dating-app’er, netbank og handel på internettet, viser tal fra Danmarks Statistik.

KILDE: KULTURMINISTERIET OG DANMARKS STATISTIK

Ældre omfavner telefoner og iPads. Men de glemmer den gode opførsel og samværet

”

Vi får noget, der minder om et socialt liv, men uden at det egentlige behov bliver adresseret.

IMRAN RASHID, SPECIALLÆGE OG FORFATTER TIL FLERE BØGER OM DIGITAL SUNDHED.

Ældre og den digitale verden

ILLUSTRATION: RASMUS JUUL

Der er gode grunde til at skrue op for håbet, når man bliver ældre

kroppen, fordi cellerne fungerer dårligere, og alle processer sløves. Vi kan se det på os selv i spejlet: Vi ligner ikke nogen på 25 år længere.

Den gode nyhed er, at vi sjældent føler os så gamle, som vores dåbsattest lyder. Rent statistisk bliver vi også lykkeligere med alderen. Således er danskere over 60 år den lykkeligste befolknings gruppe.

Den anden gode nyhed er, at i takt med at krop pens kræfter aftager, kan troens kræfter tiltage. Så dan skriver Grundtvig i en salme:

Lone Vesterdal og Inger Uldall Juhl livogsjael@k.dk

Vores sko afslører vores alder. Børn kommer til læ gen, i skole og måske endda i kirke i smarte sko, der blinker, når de går. Nogle voksne går i sejt out door-fodtøj eller skinnende sko med høje hæle. De fleste ældre går i sko med ortopædiske indlæg. Men de burde gå i påskesko.

Ordet har vi lånt fra en præstekollega, der en gang skrev om at gå i påskesko, og det henviser til en håbefuld holdning til livet. Den kristne påskes opstandelsesberetning er det stærkeste udtryk for håb, vi overhovedet har. Når vi tager påskeskoene på, er det billedligt talt udtryk for, at vi tager dette stærke håb på os, som om det var det fysiske grundlag for vores gang på Jorden.

Der er gode grunde til at skrue op for håbet, når vi bliver ældre. For at blive ældre, sådan for alvor, er en eksistentiel overgangsperiode, som virkelig kræver refleksion og omtanke.

Vi har ofte samtaler på præstekontoret og i læge konsultationen med mennesker, der nærmer sig pensionsalderen, og som føler sig sprøde i kanten. Sådan udtrykker de det: sprøde i kanten. Der duk ker skavanker og skrøbeligheder op, og kroppen klarer ikke det samme som tidligere. At være ældre er at komme i en tilstand, vi ikke har prøvet før. Ældrelandet er et nyt og ubetrådt sted for hver af os, når vi kommer dertil. Det er kroppen, der afslø rer, at vi er ankommet til det nye sted.

Man kan ikke løbe fra alderdom

Vi ældes hver eneste dag, uanset om vi ønsker det eller ej. Vi kan ikke løbe eller spise os fra det. Vi ældes, fordi hver eneste celle i vores krop ældes og mister evnen til at optage næringsstoffer og vedli geholde sig selv. Indtil vi når 25-årsalderen, har cellerne gode vedligeholdelsesegenskaber og evne til at reparere sig selv. Inde i hver cellekerne sidder kromosomet, som indeholder vores gener. Hver eneste gang cellen deler sig, bliver kromosomet også delt. Efter mange delinger bliver enden af kro mosomet, som hedder telomeren, slidt.

Telomeren er tit blevet sammenlignet med en den af et snørebånd, og jo kortere og mere flossede en celles telomerer er, jo højere er menneskets bio logiske alder. Trods den sundeste levevis og de bedste gener vil vi alligevel ældes i alle dele af

kort nyt

Hvad drømmer de ældre om?

Et sæt spillekort. Det lyder måske som et redskab til ren og skær fornøjelse, men i et nyt projekt, som Ældre Sa gen har søsat i samarbejde med en række kommuner, er det langt mere end det. ”Drømmesamtaler”, hedder de kort, som ældreorganisa tionen har sendt på marke det tidligere på året, og som skal styrke de samtaler, æl

”Mens i alderdommens dage, herlig kræfterne tiltage, hos din gode ven.”

Den gode ven er den troende, som i alderdom mens dage har blik for, at Gud har været trofast i både de gode og de onde dage. Det får troens kræf ter til at tiltage. Den ældres kræfter kan også tiltage i forhold til at gå mere målrettet efter det, man vir kelig gerne vil nå. Og samtidig sige nej til det, man ikke længere orker at beskæftige sig med.

Opmærksomhed om det gode

En skøn og elskelig praktiserende læge i Kolding, som nu desværre er død, sagde ofte til sine venin der, når de var samlet: ”To minutter til børn og børnebørn, og to minutter til skavanker.”

Så gad hun ikke høre mere om nogen af delene. Andres pral over deres børn og børnebørns for træffeligheder trætter hurtigt, og lange, udførlige beskrivelser af kropslige skavanker trætter endnu hurtigere. Det handler i stedet om at samle sin op mærksomhed om det gode, det skønne og det san de. Det opbygger os nemlig og styrker vores livs mod og glæde.

Filosoffen og teologen Dorthe Jørgensen har un dersøgt, hvad skønhedsoplevelser gør ved os. Det udfolder hun i bogen ”Skønhed – En engel gik forbi”. Skønhed, skriver hun, er ikke blot lækre farver og former. Det er langt mere, end vi sådan går og tror. Skønhedserfaringer kalder hun det, når vi for eksempel hører musik, ser billeder, synger, op lever en storslået natur eller læ ser en forfatter, hvis romanuni vers vækker vores forestillings kraft. Disse erfaringer af skøn hed åbner verdenen og livet for os, så vi fornemmer dimensio ner af tilværelsen, vi normalt ellers ville overse.

Glæde og skønhed kan ganske enkelt lægge år til vores liv, hvorimod bitterhed og beklagelser kan trække år fra livet.

Glæde og skønhed kan ganske enkelt lægge år til vores liv, hvorimod bitterhed og beklagelser kan trække år fra livet. Oplevelsen og erfaringen af at blive ældre forringes eller forbedres, afhængigt af om vi tager påskeskoene på og dermed regner håb, godhed og skønhed med som fortegn og underlag for hver levet dag. I alderdommen er det vigtigere end nogensinde før at samle sit sind omkring det opbyggelige. Skønhedserfaringer bygger op, og for os at se er den stærkeste skønhed den, vi oplever i

J

de gode og nærende relationer.

Grundtvig skriver om den go de ven, hvis kræfter tiltager, for di han opdager, at Gud har væ ret trofast alle dage, især de hårdeste dage. Sådan kan vi og så mærke kræfter og glæde vok se i os, trods telomerer og musklernes aftagende styrke, når vi forstærker de gode og nære relationer i vores liv, både til Gud, venner og familie. Det er ganske gratis. Det koster ikke noget, og de trofaste relationer er de bedste påske sko, vi kan gå i, særligt når vi ankommer til Ældre landet. Måske skulle man overveje at anskaffe sig et par virkelig gule sko for at fejre, at troens kræf ter kan tiltage, der hvor kroppens kræfter aftager.

Lone Vesterdal er sognepræst. Inger Uldall Juhl er praktiserende læge. Sammen har de skrevet en række klummer for Kristeligt Dagblad om det skrøbelige menneskeliv.

0 Sognepræst Lone Vesterdal (tv.) og praktiserende læge Inger Uldall Juhl (th.) har ofte samtaler med mennesker, der nærmer sig pensions alderen og ”føler sig sprøde i kanten”: Der dukker skavanker og skrøbeligheder op, og kroppen klarer ikke det samme som tidligere. – Foto: Michael DrostHansen.

dre har med hinanden, de ansatte i ældreplejen, be søgsvenner og pårørende. Kortene, der er inddelt i fire kategorier – livsgnister, dag drømme, erfaringer og efter mæle – indeholder som re gel et par spørgsmål eller opgaver. For eksempel: ”Fortæl om engang, du lær te noget nyt. Hvad har det betydet for resten af dit liv?”. Eller: ”Hvad gør du, når du gerne vil glæde an dre? Hvad er det bedste, an

dre kan gøre, hvis de gerne vil glæde dig?”.

Ifølge Ældre Sagens direk tør, Bjarne Hastrup, skal kortene være med til at sør ge for, at de ældre bliver set som hele mennesker, også i livets udtoning. Samtalekor tene er første resultat af Æl dre Sagens initiativ ”Drøm mekommuner”, der ifølge organisationen skal “tænde livsgnisten gennem samta ler” og forbedre ældreplejen med blik for de ældres erfa

ringer, ønsker og drømme.

Skildpaddernes dans med alderdommen

Med alderdom følger svæk kelse og derefter død. Det er gængs viden. Og det gælder da også for menneskelivet. Men det gælder ikke for alle skildpaddearter, viser et nyt studie af forskere fra Syddansk Universitet hvis resultater er udgivet i Science. ”Vi har modbevist de gæng

se teorier om aldring ved at vise, at mange skild-padde arter er i stand til at ældes langsommere eller ligefrem slet ikke at ældes,” udtaler Rita da Silva, der var biolog på Syddansk Uni-versitet, da studiet blev udført. For skerne har studeret hav- og landskild-padder i zoologi ske haver og akvarier, og har kunnet konstatere, at skild padder-nes ældningsmøn stre er helt unikke. Nogle af skildpad-derne blandt de 52

stude-rede arter viste slet in gen alderdomstegn, ekstrem langsom aldring sås hos 75 procent, mens hele 80 pro cent af padderne ældedes langsommere end menne sker. ”Det gør dem dog ikke udødelige. I sidste ende vil de også dø af uundgåelige årsager som for eksempel sygdom,” siger en anden af forskerne bag undersøgel sen, Fernando Colchero, lektor ved institut for mate matik og datalogi.

Det er først og fremmest kroppen og de mistede kræfter, der afslører alderdommen, men at blive ældre er også en eksistentiel overgangsperiode, som kan føre nye og andre kræfter med sig klumme

Flere bedsteforældre rejser med børn og børnebørn på ferie

Danskerne var glade for at tage bedsteforældrene med på sommerferie i år. Det kan skyldes flere år med coronaisolation, siger familieekspert ferie

Lærke Fallesen fallesen@k.dk

Når danske familier rejser af sted på ferie, inklude rer det ikke nødvendigvis bare mor, far og børn . Det er blevet mere alminde ligt, at bedsteforældre også er en del af familieferien. Tidligere i år udpegede Pej-gruppen, der er Nordeuropas stør ste trend-, konsulent- og forlagsvirk somhed, de såkaldte ”3G-rejser”, altså rejser med tre generationer som en af de allerstørste ferietrends i år. Mange familier oplever et stort behov for at til bringe kvalitetstid med hinanden efter coronapandemiens adskillelse.

Hos TUI Nordic, der er Nordens stør ste rejsearrangør, mærker man tenden sen. Antallet af bookinger med seks personer eller flere er i år steget med 17 procent sammenlignet med 2019 (før coronapandemien). Grundet GDPRregler er det ikke muligt at sige præ cist, hvor mange af disse grupper der reelt er familier med bedsteforældre, men kommunikationschef Mikkel Han sen vurderer, at det gælder langt ho vedparten.

”Vi oplever i høj grad, at familierne tager bedsteforældrene med på ferie i år. Det er meldingen fra medarbejderne ude på destinationerne, og vi mærker en stor interesse for vores koncepthoteller, hvor der netop er underhold

ning for hele familien,” lyder det fra Mikkel Hansen i TUI.

Det er ikke en helt ny tendens at hol de ferie i flere generationer, for det se neste årti har det for eksempel i stigen de grad været populært at invitere den nærmeste familie med på såkaldte ”sølv- eller guldbryllupsrejser”, hvor penge, der ellers ville være brugt på en stor fest, bruges på en familieferie.

Det er dog noget nyt, at særligt man ge prioriterer at holde ferie og rejse sammen i sommerferien, og det kan netop skyldes en eftervirkning af coro napandemiens nedlukninger og isolati on, vurderer foredragsholder og fami lieekspert Charlotte Højlund.

”De seneste år har man set hinanden meget mindre på tværs af generationer, end man plejede at gøre. De ældre og de yngre har været isolerede fra hinan den, og det kan have medført et afsavn efter at være sammen som familie,” si ger hun.

Familieeksperten peger på, at mange i både de ældre og yngre generationer har fået øjnene op for vigtigheden af de nære relationer efter coronapandemi en.

”Jeg tror, at mange voksne oplever, at der pludselig er ting, man prioriterer at gøre med og for sine forældre, selvom det ikke nødvendigvis passer godt ind i en travl hverdag. Det samme gælder for den ældre generation, som godt er klar over, at de trods alt har en begrænset tid tilbage sammen med børn og børne børn,” lyder det fra Charlotte Højlund, som peger på ferien som en lejlighed til at styrke båndene i familien.

”Ferien sammen er en oplagt mulig hed for at nærme sig hinanden, lære af hinanden og opnå en større tolerance generationerne imellem,” understreger hun.

JOHNER IMAGES/JOHNER/RITZAU SCANPIX

Splittelsen mellem den ydre og den indre alder er stor

Mens man på ydersiden bliver ældre, gælder det for mange, at dén, man er indeni, forbliver ung. Det er et kendt fænomen, der opstår med alderen, og som man måske bør afslø re for yngre generationer klumme

Ivar Brændgaard livogsjael@k.dk

SOM 10-ÅRIG SAD JEG og iagttog min mormors mørke leverpletter på hendes håndryg ge. Jeg husker tydeligt, at jeg tænkte, at hun var på gravens rand, selvom hun kun var i 60’erne. Jeg nedvurderede hende og tænkte, at hende kunne jeg ikke vente mig noget af, når hun var så gammel og rynket. Men hun blev 82, og hun var ånds frisk til det sidste med skarpe menin ger, som vi skulle tage os i agt for.

Nu sidder jeg og spiller skak med mit 10-årige barne barn, og han kan glo på mine rynke de og leverplettede håndled, når jeg er længe om at træk ke. Gad vide, hvad han tænker.

følge med. Vi bliver ved med at være mellem 35 og 45 inde i os selv.

Det er sådan, vi oplever os selv, når vi er i 60’erne og 70’erne. Det er derfor, at spejlene er så uvelkomne. Kontrasten mellem den yngre person, man føler sig som indeni, og de begrænsninger som kroppen sætter, er en enorm prø velse for mange, en kilde til sorg og fru strationer, ja, depressioner. Og når yngre generationer så forholder sig til vor faktiske alder og ikke til vor egentli ge indre alder, ja, så kan det kun gøre skuffelserne endnu større.

Måske skulle vi ældre afsløre dette fænomen for dem, som er yngre: At mange af os er mindst to personer, én på indersiden og én anden på ydersi den, og mens den på ydersiden bliver ældre, så forbliver den på indersiden ung? Men vil de unge overhovedet kun ne begribe det? Formodentlig ikke. De ved derfor ikke, at når de taler med et gammelt menneske, så taler de med et menneske, der føler sig 30 år yngre end den biologiske alder.

Når vi passerer de 50, og klimakteriet og rynker og deller begynder at plage os, så holder alderen op med at følge med indeni.

Da jeg som chef var i 60’erne, havde jeg mange ideud viklinger, forhand linger og MUS-sam taler med mine medarbejdere, hvor de fleste var i 20’er ne, 30’erne og 40’erne. Jeg følte mig på lige fod med dem og glemte alt om min alder. Jeg måtte knibe mig i armen for at huske mig selv på, at det ikke var sådan fat.

Min kone slås med spejlet hver dag og sukker, mens jeg bevidst springer spej let (og vægten) over. Så det er hende, der kommer efter mine vildtvoksende øjenbryn. Vi ældre må kæmpe mod vo res aldring, mod vores rynker og slappe hud, og mod vores dårligdomme. I vo res generation overgiver vi os ikke så let som tidligere generationer. Vi holder os orienterede, vi læser, ser nyheder og film. Vi følger med. Vi har altid en me ning parat, selvom der ikke er nogen, der beder om den eller har brug for den. Vi klæder os ungdommeligt, gør meget ud af vort udseende og vi motionerer i timevis, selvom vi ved, at det er en hen holdende kamp, der med 100 procents sikkerhed ender i et nederlag

DE YNGRE GENERATIONER ser vort ydre forfald og rubricerer os fejlagtigt som personer, man ikke længere kan forvente sig noget af men kun kan have overbærenhed eller medlidenhed med. Det siger de sjældent, men man kan se det i deres øjne eller deres fravær.

Men indeni er vi unge. Alderen er så mænd løbet fra os gennem det meste af livet. Allerede i 30’erne føler vi os, som om vi er i 20’erne. Når vi passerer de 50, og klimakteriet og rynker og deller begynder at plage os, holder alderen in deni op med at

HVERT ÅR TIL ARBEJDSPLADSENS

julefrokost gik jeg hjem i seng før mid nat. Men kl. 3 stod jeg op igen. Som den chef, der boede nærmest, var det min opgave at lukke julefrokosten ned og få medarbejderne ud ad døren, før de i fuldskab vandaliserede vores interiør på tv-stationen. Det var selvsagt ikke let. Så fandt jeg på, at jeg kunne køre dem ned i byen i min bil, så de kunne fortsætte festen dér. Så jeg kørte hvert år fire til fem gange ned i byen og afle verede dem til fortsat fest. Engang hav de jeg en ung, kvindelig journalistprak tikant på sædet ved siden af mig, og så sad der tre garvede medarbejdere, som jeg havde arbejdet sammen med i mindst 20 år, på bagsædet. Den overris lede unge københavnske kvinde ud brød pludselig: ”Du minder mig om min bedstefar. Han var så rar.” Og så udpenslede hun sammenligningen un der hele turen. Jeg kunne se, hvordan medarbejderne bagi vred sig i forlegen hed. Det var på det tidspunkt, jeg be sluttede, at det snart var på tide at tage min afsked. Spændvidden mellem mit ydre og indre menneske var blevet for stor.

Ivar Brændgaard, født 1949, er teolog, tidligere tv-direktør og tidligere højskoleforstander.

J

100-årig om mødet med sit livs kærlighed: Jeg tænkte, at nu er det bare med at holde fast

I næste måned fejrer Solvejg og Herman Meier Andersen 62-årsbryllups dag. Siden de var nygifte, er der en bestemt daglig vane, de har holdt fast i interview

Else Marie Nygaard nygaard@k.dk

Da Solvejg og Herman Meier Andersen fejrede guldbryllup, holdt de begge taler. I taler ne tog de udgangspunkt i de samme ver selinjer af Grundtvig. Linjerne er fra an det vers af ”Hvad er det, min Marie” og lyder:

Det er, at vi vil være Hinanden som vi er, Det er, at vi kan bære hinanden, som vi er

Linjerne har parret ofte citeret for hinan den, for de udtrykker lidt af hemmelig heden i deres ægteskab: ”Som vi er.” Parret har et ægteskab, hvor der er plads til at være sammen og hver for sig. Hi storien om ægteparret Meier Andersen er en fortælling om en ultrakort forlovel se og et ægteskab, der strækker sig over 62 år.

Herman Meier Andersen var 38 år, læ rer og en særdeles berejst og veltrænet ungkarl, da han mødte Solvejg Fugl sang-Damgaard, som var 26 år og børne havepædagog med lederansvar. De mødtes første gang en februardag for 62 år siden i København. Han søgte hjælpe re til en amerikansk sommerlejr i Nord sjælland. Hans søster, Edel Meier An dersen, som var børnehavepædagog, havde anbefalet Solvejg Fuglsang-Dam gaard og en anden veninde fra studiet som mulige hjælpere til lejren. Et møde var sat i kalenderen, hvor Herman Meier Andersen mødte ansøgerne.

Solvejg Meier Andersen: ”Det var med hvid skjorte, da jeg kom.”

Herman Meier Andersen: ”I var lige interesserede i at være hjælpere, men jeg var kun interesseret i dig.”

Solvejg Meier Andersen: ”Det er, som Dronningen har sagt det, ’da gik der pludselig ild i mit hus’.”

Han har i perioder af sit liv skrevet

dagbog, blandt andet i tiden hvor han mødte Solvejg Fuglsang-Damgaard. In den havde han haft et forhold til en kvinde, hvor han havde været i vildrede.

Herman Meier Andersen: ”Der var in gen tvivl om, at hun var forelsket i mig, men jeg var i tvivl og bad min gode ven Flensted-Jensen om et råd. Han sagde, at jeg skulle spørge Vor Herre og være klar til at gøre, hvad Vor Herre sagde.”

Herman Meier Andersen fortæller om det lange brev, han sendte til kvinden. Det var den sidste kontakt, han havde med hende, og da han et par måneder efter så Solvejg Fuglsang-Damgaard, tænkte han, at Vor Herre måtte have sendt hende. Hans søster, som havde etableret kontakten, advarede ham mod at gøre sine hoser grønne, men Herman Meier Andersen lod sig ikke stoppe. Han inviterede Solvejg Fuglsang-Damgaard til foredrag lørdag aften i Studenterfor eningen i København, som dengang var et anset foredragssted.

Solvejg Meier Andersen: ”Det var no get med monopolet i æteren.”

Efter foredraget inviterede hun ham hjem til en kop te, og han fik hilst på hendes forældre: Calina og Hans Fugl sang-Damgaard, som var biskop over Københavns Stift. Næste dag mødtes de til gudstjeneste i Vartov i København. Og godt en måned efter deres første møde gik han på knæ og friede til hende.

Herman Meier Andersen: ”Ach du lie ber … Jeg tænkte, nu er det bare med at holde fast.”

Solvejg Meier Andersen: ”Der var ikke meget at betænke sig på. Nærmest lige meget hvad, du havde foreslået, så hav de jeg sagt ja. Han kom, han så og sejre de. Han var høj og flot og havde været ude i verden og oplevet en masse. Han havde en sikkerhed. Ham turde jeg godt fange an med.”

Den 27. august 1960 blev parret gift i Vor Frue Kirke af biskop Hans FuglsangDamgaard. Parret slog sig ned i Vording borg på Sydsjælland, hvor han var semi narielærer, og på deres etårsbryllupsdag blev deres første barn, Bodil, døbt.

Der er noget, der hedder tilgivelse

Solvejg Meier Andersen har sørget for et veldækket kaffebord i havestuen i par celhuset i Nordborg på Als. Havestuen fik de i sølvbryllupsgave. Det store hjer te, som sad i æresporten ved deres dia mantbryllup, er sat op i havestuen. Det lange ægteskab ser de som deres livs store gave.

Solvejg Meier Andersen: ”Og vi har al tid kunnet tale om tingene. Naturligvis

har jeg da været irriteret og været uenig med Herman.”

Herman Meier Andersen: ”Men vi har da aldrig været rigtig sure på hinan den.”

Solvejg Meier Andersen: ”Jeg har kun net udtrykke min holdning, vi har kun net være uenige, men vi har også kunnet finde ind til hinanden igen.”

Herman Meier Andersen: ”Der er no get, som hedder tilgivelse, som vi fejlag tige mennesker ikke kan komme uden om. Vi må bære over med hinanden, når vi kommer til at træde ved siden af.”

Solvejg Meier Andersen: ”Men vi er al drig gået i seng og har været sure på hinanden. Hver aften siden vi var nygif te, har vi sluttet dagen med at sige tak og bede Fadervor. Så er man vel på no genlunde grund.”

Herman Meier Andersen: ”Og vi må si ge Vor Herre tak. Han ser trods alt læn gere, end vi andre gør, og han kan forstå tilværelsens dybder og farer bedre end vi andre, så når vi betror vores liv i hans

Herman og Solvejg

Meier Andersen

Hun er født i 1934 og vokset op i bispegården i København, hvor hendes far var biskop fra 1934 til 1960. Uddannet børnehavelærerinde og arbejdede, frem til hun blev gift, i Sct.

Jørgensgårdens Børnehave på Blegdamsvej i København. Fra 1972 til 1994 børnehaveklasse leder på Nordborg Skole på Als.

Han er født i 1922 på Korporalgården i Ebberup på Vestfyn og vokset op i en søskendeflok med 10 børn. Blev uddannet lærer i 1944.

Seminarielærer i Vordingborg fra 1960 til 1972. Folkeskolelærer ved Nordborg Skole fra 1972 til 1984.

Parret har 3 børn, 11 børnebørn og deres andet oldebarn i vente.

0 100-årige Herman og 88-årige Solvejg Meier Andersen, der er fotografe ret i haven ved hjemmet i Nordborg, vågner hver dag lidt før klokken otte og hører radioavis og morgen andagten fra Københavns Domkirke, inden de står op. Så går han i køkkenet. Den ene dag laver han havregrød, og den næste øllebrød. Opvasken og oprydningen deles de om, inden de sæt ter sig med JydskeVestkysten og Kristeligt Dagblad. Hun læser, og han løser krydsor dene. – Foto: Claus Fisker/ Ritzau Scanpix.

hænder og beder ham om hjælp, tror jeg, at vi kommer nemmere gennem til værelsen.”

Sønderborg Dobbeltkvadrille Regelmæssig kirkegang er en af de grundrytmer, de har holdt fast ved i æg teskabet. Først i Vordingborg og de se neste 50 år i Nordborg, hvor hun i en år række var medlem af og formand for menighedsrådet.

Parret har danset meget. Før de mød tes, var de begge optaget af folkedans. Herman Meier Andersen, som havde turneret i 39 af USA’s stater samt Mexico og Canada som medlem af Danish Gym Team under ledelse af Erik Flensted-Jen sen, havde også været folkedanser på rejsen. Solvejg Meier Andersen havde danset folkedans som højskoleelev i Askov og i det grundtvigske miljø. Deres favoritdans er Sønderborg Dobbeltkva drille. Parret er enige om, at folkedans er god musik og livsglæde. En anden ting, som har præget deres liv, er rejser. Som ungkarl havde han rejst jorden rundt, han fortsatte med at rejse, og i deres fælles pensionistliv har de rejst sammen.

Over skrivebordet hænger et skilt, som har fulgt Herman Meier Andersen, siden han gik på seminariet for 80 år si den. Her står: ”Mens sana in corpore sa no” (en sund sjæl i et sundt legeme). Han har trænet både basketball, svøm ning og gymnastik på Als og etablerede for år tilbage en vinterbadeklub i Nord borg. I dag er han alderspræsident på stolegymnastikholdet. Han rejser sig og viser en af øvelserne. Op og ned. Han la ver den dagligt, og ryggen er rank. Sam men har parret holdt formen ved lige med daglige gåture. De er lidt utilfredse med, hvor få skridt de efterhånden kan klare at gå sammen.

Og så er der familielivet, som de har været enige om at vægte. Huset i Nord borg er vedblevet at være et samlings punkt for deres tre børn med partnere, 11 børnebørn og oldebarnet.

Solvejg Meier Andersen: ”Vi er dem, som holder sammen på den klan, vi er

Når man kan se tilbage på et ægte skab, som snart har varet i 62 år, hvad er så de rigeste år?

Solvejg Meier Andersen: ”Det var de år, hvor vi ikke var begrænsede og kun ne sige ’det fikser jeg’ og ’det klarer du’.” I dag er det kun ham, der kører bil og kun den korte tur til den lokale Brugs. Hun synes ikke, at hendes syn er godt nok til bilkørsel, og hun har stadig mén efter den blodprop, hun fik for nogle år siden.

Solvejg Meier Andersen: ”Hver mor gen siger vi til hinanden: ’Har du sovet godt?’. Vi tager ikke en god nats søvn som en selvfølge, og vi tager det ikke for givet, at vi begge kan stå op.”

De vågner lidt før klokken otte og hø rer radioavis og morgenandagten fra Kø benhavns Domkirke, inden de står op. Og så går han i køkkenet. Den ene dag laver han havregrød, og den næste ølle brød. Opvasken og oprydningen deles de om, inden de sætter sig med Jydske Vestkysten og Kristeligt Dagblad. Hun læser, og han løser krydsordene.

Herman Meier Andersen: ”Vi støtter hinanden, så godt som vi kan.”

Da Herman Meier Andersen fyldte 100 år, og familien var samlet til sønderjysk kaffebord, var det hans store ønske, at den lokale kirkes gospelkor kunne syn ge ”Amazing Grace” for ham. Og det lyk kedes, selvom hans fødselsdag faldt sammen med pinsedag. Sangen om Guds nåde passer på det liv, han har le vet, og på deres ægteskab.

Solvejg Meier Andersen: ”Vi har kun grund til at sige tak.”

Solvejg Meier Andersens forældre er begravet på Sorgenfri Kirkegård nord for København, og her har parret købt et gravsted, hvor der er plads til deres klan. De kan lide tanken om at samle fa milien for eftertiden. Spørger man par ret, om de tror, de skal være sammen i det hinsides, så svarer de nærmest i kor. ”Skal vi ikke lade Vor Herre om det.” J

blevet. Vores niende barnebarn blev student den anden dag i Virum. Det var første gang, et barnebarn fik hue på, uden vi var med.”

0 I august 1960 blev Solvejg og Herman Meier Andersen viet i Københavns Domkirke. Hendes far, biskop Hans Fuglsang-Damgaard, citerede ved vielsen fra Filipperbrevet: ”Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak.” – Affotografering: Claus Fisker/Ritzau Scanpix.

0 Æresporten fra den store dag.

– Foto: Claus Fisker

Professor Per Schultz Jørgensen er kendt for sine bøger om karakter dannelse. Han er 89 år og troede ikke, at han skulle skrive flere bøger, men da han fik uhelbredelig kræft, besluttede han at skrive endnu en bog interview

Else Marie Nygaard nygaard@k.dk

I en årrække var Per Schultz Jørgensen vant til at blive vækket af journalister, der rin gede tidligt for at få en udtalelse fra Børnerådets formand. Han blev kendt for uanset tid på dagen at kunne svare reflekteret og klart. Så sent som i for middags gav børne- og familielivsfor sker, socialpsykolog og professor emeri tus Per Schultz Jørgensen et interview til et magasin om børneopdragelse. Han er fortsat med at skrive bøger, holde foredrag om robusthed og karakterdan nelse og give sig tid til at svare, når jour nalister har ringet for at tale med man den, som har bevaret passionen for sit fag og ved, hvor det brænder på i børne livet – også i en hyperdigitaliseret tid. Han er 89 år, men er blevet ved med at være børnenes advokat og en mester i at sætte ord på familielivets dynamikker

Den her samtale er anderledes. Per Schultz Jørgensen har fået en ultimativ melding fra kræftafdelingen. Han har skrevet et digt om konsultationen på Gentofte Sygehus en solrig augustdag for et år siden. I chokket mistede den drevne formidler sproget for en stund. Han havde hostet og var gået til lægen uden at føle sig syg, men den praktise rende læge mente, han burde scannes. Det var efter konsultationen med gen nemgangen af scanningsresultatet, or dene slap op. Digtet lyder:

En standret af hvidkitlede onkologer er fuldstændig klare i mælet den er inoperabel siger han og ser forstående på mig jeg spørger om ikke de kan … nej siger han, det er ikke muligt mens han venligt drejer sin skærm om mod mig så også jeg kan se billedet fra alle si der.

Mens vi står uden for i solskinnet tænker jeg på om mennesker i chokfasen kan miste sproget, det tror jeg, de kan.

Diagnosen kom som et chok. Der var kræft i højre lunge, og det havde spredt sig. Som en del af behandlingen har han fået både immunterapi og kemo, og det har haft en god effekt på svul sten, men kemokuren var for hård ved hans nervesystem og blev afbrudt. I dette forår afsluttede han et strålebe

handlingsforløb. Per Schultz Jørgensen var overbevist om, at han havde skrevet sin sidste bog, men sygdommen viste vej til endnu en bog, som udkom i august på Kristeligt Dagblads Forlag. Bogen hedder ”Vendepunkter – fortæl linger fra et liv”.

Med vendepunktet som linse Professoren, som gjorde dannelse til et af sine specialer, vender i bogen spejlet mod sit eget liv og ser på sin egen dan nelsesproces. Når han ser tilbage, er der godt et dusin vendepunkter af erfa ringer og valg, han bruger som en linse til at forstå sit liv. At lede efter vende punkter siger også noget om den tid, vi lever i, mener Per Schultz Jørgensen og henviser til den britiske sociolog An thony Giddens, som har beskrevet,

benhavn. Det første man møder, når man træder ind i huset, er et indram met kort over Als og lillebæltsøen Årø. Nok kan det ikke høres i sprogtonen, men Per Schultz Jørgensen er ud af søn derjysk slægt med en oldefar, som kæmpede i slaget ved Dybbøl, og en morfar, der som sønderjyde skulle kæmpe på tysk side i Første Verdens krig. Selv præsenterer han sig gerne som født før Anden Verdenskrig. Besæt telsen blev et definerende vendepunkt for ham. Der var et før og efter den søn dag aften i 1943, hvor Gestapo kom til hans barndomshjem i udkanten af Kol ding.

Han havde skøjtet på engen med sin søster, Hedvig, den eftermiddag og kom hjem til et hus, hvor forhør og ransag ning var i fuld gang. En dansk gestapo mand ville tale med Per og trak ham ud i gangen. Her blev Per spurgt, om han ville hjælpe sin far. Han skulle fortælle, om han havde set et trykkeri og nogle store kasser. Han benægtede, og senere stod han sammen med sin mor og de fem søskende og så, hvordan tyskerne kørte væk med faderen.

I den fortælling, som familien skabte om den dramatiske tid, spiller hans mors ord på trappestenen den aften i 1943 en vigtig rolle. De er blevet hæn gende som et livsperspektiv, som andre vendepunkter i hans liv har taget farve af.

”Vi bøjer ikke nakken.”

gensen under Besættelsen, oplever han også i dag, at hverdagenes rytme rum mer et sikkerhedsnet. Formiddagene er gerne gode. Her skriver han, som han også ofte gjorde, før han blev syg. Ke moterapien har gjort ham følelsesløs i fingerspidserne, så han laver flere slå fejl, og arbejdet skrider lidt langsom mere frem. Han holder også fast i at gå, selvom hans bevægelsessystem er be skadiget af kemoen, og han synes, han dingler. Men han bliver ved med at gå, så langt han kan med stok eller rollator.

”Sygdommen har kollideret med mi ne planer, og der er noget, jeg kæmper for at vinde tilbage. Jeg har i rigtigt mange år løbet om morgenen, og nu kæmper jeg for bare at kunne gå. Kam pen rummer i sig selv livskvalitet. Jeg bøjer ikke bare nakken.”

For noget tid siden klippede Per Schultz Jørgensen et interview ud med forfatteren Nikolaj Zeuthen, hvor han siger, at i alle situationer sidder der en engel på den ene skulder og en dæmon på den anden.

”Alle situationer rummer et valg, hvor du kan gå med håbet og lyset, eller du kan gå ind i fortvivlelsen. Og ja, nogle gange har vi gener og belastninger, som gør, at vi ikke har de store muligheder for at vælge lyset. Men vi har alle et valg, det har jeg også i min nuværende livssituation. Jeg går med håbet og har ikke bare underkastet mig sorgen og tristheden.”

PER SCHULTZ JØRGENSEN

hvordan det senmoderne samfund kal der på en øget refleksivitet.

”Vi lever i en aftraditionaliseret tid, hvor vi skal træffe masser af individuel le valg, og derfor spiller eftertænksom hed omkring den personlige erfaring en væsentlig rolle, og derfor er vendepunk ter vigtige som forståelse af kursen i li vet.”

Og som Schultz Jørgensen skriver i et essay i den nye bog, kan vendepunkter ne i tilbageblikket bidrage til at vise den tråd, som har været den personlige sammenhæng. Når Per Schultz Jørgen sen ser på sit livs vendepunkter, kan han se, at han blev mere sig selv i kraft af sine vendepunkter og de valg, han blev tvunget ud i eller selv tog.

”Den eksistentielle fordring er at fin de, skabe og fastholde meningen med ens liv og ens eget ansvar for denne me ning. Meningen opstår i mødet med ud fordringerne, og når man indgår i enga gerende, reflekterende og tætte fælles skaber med andre.”

Per Schultz Jørgensen og hustruen, Ellen Schultz Jørgensen, bor i bunden af en villavej i Farum lidt nord for Kø

Den følgende dag fandt Per sin plads i 3. klasse, og i det hele taget skulle hverdagen gå videre i familien med seks børn. Derfor havde han og hans søskende en række praktiske opgaver i hjemmet. I de praktiske opgaver lå en slags aflastning fra understrømmen af bekymringer, som fyldte meget i de år. Efter halvandet år kom faderen hjem fra tysk koncentrationslejr, men alt var ik ke bare som før, selvom faderen klarede det godt. Per Schultz Jørgensen var ble vet ”en lille voksen”, som valgte at hol de nattevagt af frygt for, at der skulle ske noget med hans far. Per Schultz Jør gensen havde lært angsten at kende. I dag sidder der en sårbarhed i ham fra den tid.

Englen på skulderen

Kræftsygdommen ser han som et ven depunkt, men er en sådan diagnose ik ke snarere et slags ultimatum? Per Schultz Jørgensen holder fast ved, at sygdommen er et vendepunkt, og hå ber, at han til det sidste vil kunne være reflekterende i forhold til sin situation.

”Jeg er 89 år. Jeg har fået så ufatteligt meget, og jeg beder ikke om mere.”

Han citerer den amerikanske social psykolog Erik Erikson, som et sted skri ver, at man i alderdommen mødes af en fordring om forsoning. For Per Schultz Jørgensen har der været forsoning i at forsøge at forstå sine vendepunkter op gennem livet og derigennem finde ind til kernen i sin måde at være menneske på.

”Der er en frihed i at forholde sig til de vilkår, man er blevet givet, og i at stå ved ens valg.”

Ligesom hverdagens rutiner blev et slags sikkerhedsnet for Per Schultz Jør

Ligesom der er en eufori over at gøre ting for første gang, mærker han, at der er en lidt overraskende intensitet i at skulle tage afsked. Det er, som om hvert øjeblik fylder mere. Der er kommet en ny betydning i det, han gør.

”Jeg tager naturen ind på en mere stærk måde, og så har jeg en hvile, som jeg ikke har haft før, hvor jeg havde rastløst travlt med at skulle en hel mas se.”

Ægtefællen har spurgt ham, hvor han gerne vil dø, og han har svaret, at han helst vil dø hjemme omgivet af sine kæ re.

”Jeg håber på skånsomhed, og at jeg skal befris for mange smerter, og at jeg kan bevare relationen til mine nærme ste.”

Her på en af livets efterårsdage synes han, det giver mening at citere fra Præ dikerens Bog i Det Gamle Testamente, kapitel 3. Han citerer fra den bibel i 1931-oversættelsen, som har fulgt ham siden konfirmationen. Ikke alene er det den, han er fortrolig med, men han sy nes, versene fra Prædikerens Bog er klarere end i nyere oversættelser.

”Alt har sin stund og hver en ting un der himlen sin tid, tid til at fødes og tid til at dø, tid til at plante og tid til at ryd de ... Alt har han skabt smukt til rette tid; også evigheden har han lagt i deres hjerter. Jeg skønnede, at der ikke gives noget andet gode for dem end at glæde sig og have det godt, så længe de lever.”

For Per Schultz Jørgensen udtrykker ord fra Prædikerens Bog det, som har været rammen og vilkårene, og som han har haft 89 år til at byde ind med.

”Med de ord lægges der en dyb me ning ind i livet, som jeg er taknemmelig over.”

Jeg har fået så ufatteligt meget, og jeg beder ikke om mere Vi lever i en aftraditionaliseret tid, hvor vi skal træffe masser af individuelle valg, og derfor spiller eftertænksomhed om kring den personlige erfaring en væsentlig rolle.

Per Schultz Jørgensen

Født i 1933 i Kolding. Uddannet folkeskolelærer i 1955, cand.psych. i 1968 og dr.phil. i 1983.

Kom i 1971 til Københavns Universitet som adjunkt og siden lektor.

Var forskningsleder ved Socialforskningsinstituttet (i dag Vive) fra 1991 til 2001 og derefter tilknyttet Danmarks Pædagogiske Universitet som professor i social psykologi.

Blev medlem af Børnerådet i 1993 og var formand for rådet fra 1998 til 2001.

Har skrevet og bidraget til en række fagbøger og har de senere år skrevet bøger om børns karak terdannelse, senest ”Robuste børn”.

Bogen ”Vendepunkter – fortællin ger fra et liv” udkom på Kristeligt Dagblads Forlag den 10. august.

Har modtaget flere priser, blandt andet Unicef Prisen i 2015 .

Fejrede i juni diamantbryllup med tidligere socialrådgiver Ellen Schultz Jørgensen.

Parret har tre børn og 10 børne børn.

Senior på højskole: Her er der tid til at tænke

motorisk tempo, så at sige, og kan fordøje al le indtrykkene og tale godt sammen og samle op.

Onsdag

Vi er til et godt foredrag i dag, med journalist og forfatter Kirsten Jacobsen, der har skrevet biografier om mange markante skikkelser.

Hun er gammel hippie og har en bramfri stil, det synes jeg godt om. Jeg spørger hende, om hun har mødt nogen, hun skulle skrive om, som har haft så ubehagelige personligheds træk, at hun sagde nej til opgaven. ”Nej,” si ger hun, ”men der er en del, som jeg aldrig ville påstå, jeg bryder mig om.”

Fortalt til Jens Haag livogsjael@k.dk

Søndag

Det slår mig, hvor smukt højskolen ligger, idet jeg ankommer. Der er en fantastisk ud sigt ud over vandet med Tunø og Samsø i baggrunden, også fra mit værelse.

Jeg er uddannet læge, 75 år og blev pensio neret fra min overlægestilling for et år siden. Siden barndommen har jeg været rundet af højskolen og Grundtvig. Højskolesangbogen var med ved alle fester, både i min og min kones familie. Selvom jeg er naturvidenska beligt uddannet, føler jeg mig som huma nist

I de seneste syv år har jeg været på højsko le mindst en gang om året. Det er en god må de at få ny viden og samtale med andre men nesker. Jeg er nu af sted sammen med min veninde, som jeg mødte på Rødding Højsko le for nogle år siden.

Det er første gang, jeg er af sted på et kur sus udelukkende for seniorer.

Her er 71 deltagere, og man må sige at hol det er ret præget af, at vi er pensionerede. Og her er mange flere kvinder end mænd. Den ældste kursist er 91, og ingen er under 60. Der er skruet godt op for højttaleren, nogle er gangbesværede. Men stemningen er god, og folk er aktive og velformulerede.

Om aftenen er vi til en oplæsning af ”Ba bettes Gæstebud” med akkompagnerende musik. Jeg har hørt det før, på Rødding Høj skole, men jeg er faktisk glad for at opleve det igen. Så opdager jeg nye nuancer og lag i oplevelsen.

Mandag

I dag er vi til et oplæg om ”meningen med det hele”. Det er samfundsforskeren Johan nes Andersen, der taler om det at blive gam mel. For hvad er meningen, når man ikke har arbejde længere? Han taler om, at nuti dens ældre udfordrer den idé. De er opfind somme og bruger tiden på alle mulige andre meningsfulde ting. Efter oplægget får jeg lyst til at spørge ham om, hvem vi ældre, som ta ger på højskole, egentlig er. Han forklarer, at vi typisk er veluddannede, har økonomien til at tage af sted og er interesserede i sam fundet. Vi er altså en ret ensartet gruppe.

Jeg synes, det er en skam. Den originale tanke med højskolen var jo, at alle skulle få viden og dannelse ud af det, uanset deres samfundsklasse eller økonomi. Kunne man forestille sig, at deltagelse i højskolekurser kunne have en gavnlig sundhedsmæssig ef fekt, spørger jeg Johannes Andersen. Spæn dende tanke, svarer han, og han vil undersø ge, om der findes data på dette. Jeg får sva ret, når vi mødes på Rødding Højskole i august.

Senere på aftenen hører vi moderne sal mer. De har smukke, nutidige tekster, men nogle af melodierne er svære at følge. De er meget rytmiske. Jeg kan bedst synge de gam

” I dag er der foredrag med blandt andet Andreas Kamm, som er tidligere generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp. Jeg bliver overrasket over, hvor stor en del af de penge flygtninge tjener i Danmark, de sender tilbage til deres hjemland.

FINN VEJLØ

le sange, som vi heldigvis også synger mas ser af.

Tirsdag

Som højskoleelev skal man vende sig mod ”mokka” fem gange om dagen. Her er masser af kaffe og kage. Men jeg vil ikke sige, at det er et driverliv at være på højskole. Det kræver gang i de små grå.

Vi er til et oplæg om autofiktion, altså litte ratur, hvor forfatteren tager udgangspunkt i sit eget liv. Vi har gode diskussioner. Er det nødvendigt at udstille virkelige mennesker fra ens privatliv for at skabe sin kunst? En ting, jeg holder af på højskoleophold, er, at man tvinges til at samtale med andre menne sker. Her er tid til at fordybe sig og tænke sig om, før man svarer på spørgsmål. Både jour nalister og politikere skal stille spørgsmål og svare så hurtigt som muligt. Man kan ikke forestille sig nogen sige ”det ved jeg ikke, må jeg undersøge og vende tilbage?”

Om aftenen er der samtalesalon om de foredrag og diskussioner, vi har haft i løbet af dagen. Det er godt, man går ned i psyko

Torsdag

Jeg vågner sent i dag. Jeg drikker min kaffe og læser min avis, man er jo lidt i en lille boble herude, væk fra trædemøllen. Ting kan gøres i ens eget tempo herude, det er godt for sjælen, tror jeg.

Vi er i Gellerupparken i dag. Det er et sted med en høj andel af mennesker med anden etnisk baggrund end dansk. 80 procent af indbyggerne stammer fra andre lande end Danmark, fordelt på cirka 80 forskellige nati onaliteter. Vi besøger Fredens Moské, hvor en veluddannet meget veltalende muslimsk kvinde fortæller om sit liv og syn på religion og samfund.

Vi hører også om, hvordan der skal bygges en højskole her, og præsten ved Gellerup Kir ke taler om samhørighed på tværs af religio ner. Han giver udtryk for, at det ikke er islam, der skaber problemerne i Gellerup. Det er i specielle familier, at problemerne opstår og udvikles på grund af manglende integration.

Jeg har været glad for at høre, diskutere og tale, om hvordan ens liv kan forme sig ander ledes og give andre vilkår, hvis man er op vokset som for eksempel muslim.

Der er meget at tænke over.

Fredag

I dag er der foredrag med blandt andet An dreas Kamm, som er tidligere generalsekre tær for Dansk Flygtningehjælp. Jeg bliver overrasket over, hvor stor en del af de penge flygtninge tjener i Danmark, de sender tilba ge til deres hjemland. Næsten 30 procent af hjemlandets bnp i nogle tilfælde.

Jeg elsker at være af sted på højskole. Den ne gang har jeg været ekstra-koncentreret, fordi jeg tog noter til alting. Jeg glæder mig til at komme af sted på højskole igen, men også til en velfortjent pause. Men først er der fest middag og musikalsk underholdning. Målti derne er gode, både fordi maden er fanta stisk, men også fordi man der får endnu en chance for at tale med de andre mennesker.

Den sidste dag siger vi farvel til det kompe tente, venlige personale og ikke mindst de tre kursusledere, som i oplæg og foredrag bandt det hele sammen med stor viden og humor. Før vi vender hjem til Amager og Fre deriksberg, skal jeg og min veninde på Moes gaard Museum. Og i august skal jeg på høj skole igen, når jeg tager til Rødding Højskole.

”Hvad er meningen?”

”Hvad er meningen?” var et ugekursus for seniorer på Rude Strand Højskole i marts 2022. Deltagerne var til en række foredrag med for skellige mennesker. Formålet var at styre mod nogle af livets store spørgsmål: Hvad går til værelsen ud på, hvorfor vælger vi, som vi gør, og er der en dybere mening med det hele?

J

75-årige Finn Vejlø har været på højskole mindst en gang hvert år i de seneste syv år. Kristeligt Dagblad har fulgt ham under en uges kursus om meningen med livet på Rude Strand Højskole en uge i et højskoleliv

0 Finn Vejlø har været på en uges højskolekursus om meningen med livet. — Foto: Liv Høybye Jeppesen.

Giv livet videre, når du går bort

Hvad skal dit eftermæle være, når du går bort?

Hvis du gerne vil gøre en forskel for verdens fattigste mennesker, kan du testamentere en gave til Folkekirkens Nødhjælp.

Dit testamente kommer til at hjælpe mennesker i yderste nød. Sultne mennesker får mad. Børn kommer i skole. Og fattige familier får mulighed for et værdigt liv.

Hvis dette skal være dit eftermæle, kan du ringe til os på telefon 3315 2800 og få gratis og uforpligtende vejledning om, hvordan et testamente til Folkekirkens Nødhjælp kan hjælpe mennesker til et liv før døden.

Du kan også besøge: nødhjælp.dk/testamente