Sider af historien

Sider af historien TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 7. MARTS 2015

Sider af Historien er en samling af artikler fra Kristeligt Dagblad om historiske perioder og begivenheder helt tilbage fra vikingetiden og op til 1900-tallets to store krige – med linjer frem til i dag.

a l l e f oto s på s i d e n : s c a n p i x

Besøg os på Stand 5 Nr. 1

NYT OM GAMMELT

Februar 2015

PROGRAM BEGGE DAGE: 11.00 Jeanette Varberg fortæller: Kvinden og hesten 12.00 Historiehjulet: få styr på din fortid 13.00 Musikalske spillekort demonstreres 15.00 Kongehjulet – se hvad det kan 16.00 Skalks tidstavle: hvordan den blev til 17.00 Oldtidshjulet: alt om Danmarks oldtid

www.skalk.dk 1 cyan mag gul sort

DK

2 Sider af Historien

Kristeligt Dagblad Lørdag 7. marts 2015

Da teknokraterne tog over, og historiefortællingen forsvandt Dominerende kræfter i landet vurderer alt i samfundet på, hvor godt det fungerer. I ny bog kritiserer historiker Michael Böss den funktionalistiske ideologi bag vores indtørrede visioner og fortidsforskrækkelse

interview Af Anders Ellebæk Madsen ellebaek.dk

”Hvem er du?”.

Historikeren Michael Böss lader spørgsmålet hænge i luften og udfordrer uventet Kristeligt Dagblads udsendte, der er på besøg i hans hjem i Holstebro. ”Folk begynder at fortælle historier, når de får det spørgsmål. Vores identitet bygger på, at vi kan fortælle vores liv som historier. Derfor er historiefortælling vigtig,” forklarer han. Så vigtig er den, at han har skrevet en bog om emnet, der udkom sidste efterår. ”Et godt eksempel er sociologen Henrik Dahls mormor, som han beskriver i sin bog ’Mindernes land’. Hun blev over 100 år, og hun kunne forstå sig selv ind i et århundrede med enorme omvæltninger, helt til hun mistede bevidstheden. Hun fortalte blandt andet sit livs historier ud fra fotobøger,” siger forfatteren, der nu breder emnet ud fra individ til kultur. ”Vi er også blevet dårligere til at fortælle historier i samfundsdebatten. Tænk på Folketinget i gamle dage. Bernhard Baunsgaard (R), for at nævne bare én, plejede at trække meget lange linjer tilbage i tiden fra talerstolen.

Hvem kan det i dag?”.

Michael Böss ser det forsvundne historiske perspektiv i folketingssalen som et symptom på ”Det demente samfund”, som han har kaldt sin bog. Et Lars Løkke Rasmussen-citat er anbragt på en af de første sider: ”Historie har aldrig været mit stærkeste fag, da jeg gik i gymnasiet (…) Det, der interesserer mig, er det fremadrettede.”

Flere politikere hudflettes.

Lene Espersen (K) for sine ord om, at ”vi konservative orienterer os mod hverdagens udfordringer. Ikke mod støvede tanker i lige så støvede bøger.”

Forfatteren nævner Marianne Jelved (R) som et håbs-

tegn, fordi hun er sig bevidst om at stå i en tradition, mens Margrethe Vestager (R) skildres som bærer af den visionsløse ”nødvendighedens politik”. ”Margrethe Vestager blev aldrig egentlig politiker. Hun talte sidst om fælles værdier i 2001, da hun udgav ’Værdier i virkeligheden’. Siden er hun gledet sammen med embedsmandsstanden og er blevet den arketypiske moderne politiker.”

Arketypisk moderne politiker er ikke nogen kompliment fra Michael Böss. Han opfatter en del yngre politikere som teknokrater og bureaukrater, der ikke har nogen forståelse for de værdier i civilsamfundet, som har bygget Danmark. ”Typisk var det svar, undervisningsminister Christine Antorini (S) gav, da hun blev spurgt, om ikke det var et problem, at skolereformen ødelagde så mange fritidsaktiviteter for eleverne. Hun sagde, at de jo fik motion i skolen i stedet. Det afslørede, at hun ikke så foreningslivet som andet end et motionsanliggende.”

Politikerne er blevet ens og mangler identitet og vision.

Men problemet er ikke bare politikerne, der taler og tænker historieløst. Det er også historikerne, der undgår fortællinger, der ikke passer ind i deres eget kram, forklarer han. ”De radikale historikere har haft det svært med de religiøse bevægelser. Derfor går vores historietradition uden om, at de gudelige vækkelser i 1800-tallet var et vigtigt skridt i skabelsen af vores demokrati. De var det første store kritiske opgør med statsmagten.”

Men omvendt kan internationale tænkere godt få øje på betydningen af kristendommen for Danmarks udvikling, påpeger Michael Böss undrende. ”Den amerikanske filosof Francis Fukuyama benytter udtrykket ’at tage til Danmark’. Det er den retning,

Udgivet af Kristeligt Dagblad A/S, Vimmelskaftet 47, 1161 Kbh. K. Ansvarshavende chefredaktør: Erik Bjerager Redaktion: Mie Petersen Layout: Mie Petersen Tryk: Dagbladet i Ringsted

0 Forfatter Michael Böss understreger vigtigheden af både den globale og den lokale dimension. Disse kombineres på pladsen i Holstebro, hvor Det gamle Rådhus danner baggrund for den italienske kunstner Alberto Giacomettis skulptur Kvinde på kærre. Eller i folkemunde: Maren å æ wou. – Foto: Fokus._

mange politikere ønsker for deres land: velfærd, fremskridt og tryghed. Fukuyama ser både Reformationen og Grundtvig som trædesten i den udvikling. Det er selvfølgelig ikke noget, andre lande bare kan beslutte at gøre efter. Men det er en udviklingslinje, som mange historikere herhjemme går uden om.”

Men hvad er det, der får os til at vende os væk fra vores egen fortid? ”Funktionalisme,” lyder svaret fra samfundskritikeren. Og hvis man tror, man ved, hvad funktionalisme betyder, bør man alligevel spidse ører. For Michael Böss bruger ordet i en mere grundlæggende betydning end den æstetiske. ”Jeg trækker på litteraten Johan Fjord Jensen, der i 1960’erne skrev bogen ’Homo Manipulatus’. Her påviser han, hvordan en oprindeligt samfundsvidenskabelig og senere arkitektonisk strømning, som blandt andre Poul Henningsen var eksponent for, har vokset sig til en bredere ideologi. Funktionalismen vil det rationelle samfund. Et samfund, der er præget af lys, klarhed og fornuft.”

Men funktionalismen er gået over gevind, siger han. Og i dag er målbar funktionsdygtighed blevet det afgørende kriterium for både økonomiske, skolepolitiske og kulturpolitiske beslutninger. ”Udviklingen har svækket vores ideologiske tænkning.

Funktionalismen har både til

højre og venstre styrket den teknokratiske og bureaukratiske kultur. Vores politik er postideologisk.”

Den økonomiske argumentation er blevet styrende for det politiske, fordi økonomien giver svaret på, hvad der fungerer, mener Michael Böss. Og derfor er det indflydelsesrige økonomer, der sidder i midten af spindelvævet. ”Det er bankverdenen, man lytter til. Den symbolsk magtfulde figur i det system er nationalbankdirektøren, som ikke altid har været så betydningsfuld en person som i dag. Tilsvarende er Finansministeriet og Økonomiministeriet de tunge ministerier nu.” ”Det var Finansministeriet, der i 2005 fik kommunalreformen igennem. Den var unødvendig. På den måde strammede man kontrollen med kommunerne. Den reform er et mønstereksempel på den funktionalistiske tænkning i dag.”

Historikeren tænker sig længe om uden at sige noget.

Så deler han sine overvejelser: ”Måske er danskerne specielt modtagelige for funktionalismen. Dansk politik har aldrig været særligt ideologisk drevet.”

Derpå opremser han flere historiske begivenheder, som tegner et billede af en dansk kultur, der gennem hundredvis af år har været kompromisvillig, løsningsorienteret og pragmatisk. ”Jeg tror, den tilgang styrkes som følge af nederlaget i 1864. I 1899 løses arbejds-

konflikten under storlockouten også på en pragmatisk måde, uden unødig strid.

Men allerede Holberg beskriver i 1729 en genkendelig mentalitet.”

Her henter lektoren en tyk bog ned fra bogreolen og læser højt: ”I det øvrige kand man sige om den Danske Nation, at den er føyelig og god at komme til rette med, og besynderlig lydig imod Øvrigheden.”

Men den kritiserede funktionalisme er ikke bare en nordeuropæisk strømning.

Også EU får i den nyudkomne bog læst og påskrevet. ”EU har prøvet at skabe en identitet som en slags social ingeniørkunst. Man har tænkt som Sovjet-teoretikerne om det nationale: at det var noget forbigående. Typisk blev det en fiasko, da EU forsøgte at gøre Beethovens ’Ode an die Freude’ til europæisk kendingsmelodi. Man har ikke taget nationalstaternes sejhed alvorligt.”

Derfor undrer det ikke Michael Böss, at de EU-kritiske bevægelser har vind i sejlene. ”Det nylige EU-valg var et protestvalg. En protest imod en postdemokratisk tænkning. Også på EU-niveau har der været modvilje imod egen fortid. Eksempelvis ville man i 2003 ikke have stående i EU-traktatens forord, at kristendommen er en del af kontinentets historie, ligesom antikken og oplysningstiden er det.”

Historikeren ser flere misforståelser i forholdet mel-

lem det internationale og historien. Han undrer sig over, at mange politikere opfatter formidling af religiøs og national historie som ekskluderende over for indvandrere.

For eksempel i debatten om kristendomskundskab i folkeskolen. ”Der er ikke nogen dokumentation for, at det skulle være rigtigt.”

Det giver indflydelse at kende sin historie, siger Michael Böss. ”At være historisk bevidst giver magt til at protestere.”

Og man må frem for alt være bevidst om historiefortællingens magt.

Den indsigt spiller en vigtig rolle i analysen af det demente samfund, hvor Michael Böss citerer den tjekkiske forfatter Milan Kundera, der under det kommunistiske regime skrev bogen ”Om latter og glemsel” i 1979: ”Menneskets kamp mod magten er erindringens kamp mod glemslen.”

Michael Böss er på trods af sin kritiske analyse af Danmarks historieløshed optimistisk – ”ellers ville jeg ikke skrive en bog om fænomenet”. For funktionalismen er oppe imod et urmenneskeligt behov for at kende sin fortid. ”Det er samfundet i dag, der er historieløst. Det er ikke mennesket. Mennesket har af natur historisk bevidsthed.

Det er det, der gør os i stand til at rette os fremad.”

Bogen ”Det demente samfund.

Historieløshed i nutidskulturen” er udkommet på Kristeligt Dagblads Forlag.

F orf

kulturhistorisk værk i fem bind

dansk skole historie

hverdag, vilkår og visioner gennem 500 år

Mød værkets redaktører Bind 5 udkommer juni 2015 Vejledende pris pr. bind

til Historiske Dage 2015 i Øksnehallen 14.-15. marts

399,95 kr.

Aarhus Universitets Universitetsforlag forlag a

4 Sider af Historien

Kristeligt Dagblad Lørdag 7. marts 2015

Kirken havde en dobbeltrolle i middelalderens drikkekultur På den ene side manede Bibelen og den katolske kirke til mådehold, men på den anden side var danske munke nogle af tidens fermeste ølbryggere, og længere sydpå producerede de vin med stor iver Af Morten Mikkelsen mikkelsen@k.dk

Det er ikke svært at finde eksempler i Bibelen på, at umådeholden indtagelse af alkoholiske drikke ikke anses for passende. Men samtidig har vin en central og positiv betydning inden for kristendommen – ikke mindst som symbol på Kristi blod i forbindelse med nadveren.

Det samme dilemma, som kan læses ud af Bibelen – vin er godt, for meget vin er dårligt – var det dilemma, som middelalderens kirkefolk stod med. På den ene side blev noget af tidens bedste øl og vin produceret af munke, som også gerne selv smagte på varerne. På den anden side var man forpligtet til at virke for, at drikkeriet ikke gik over gevind, påpeger Kasper H. Andersen, historiker samt medforfatter og redaktør på værket ”Drikkekultur i middelalderen”. ”Mådehold har altid været et kristent ideal, men en vigtig begiven-

hed var, da det fjerde Laterankoncil i 1215 gjorde det til kanonisk ret, at kirkens mænd ikke måtte drikke ukontrolleret. Det blev naturligvis ikke altid håndhævet, men indskærpede, hvad kirkens folk burde gøre,” siger han.

Det er imidlertid værd at hæfte sig ved, at den katolske kirke hverken ved denne eller andre lejligheder indførte forbud mod overhovedet at drikke alkohol. Påbuddet var blot, at gejstlige bør afstå fra drukkenskab: ”De skal tilpasse vinen til sig selv og sig selv til vinen. Heller ikke skal nogen blive opmuntret til at drikke, for drukkenskab forjager fornuften og tilskynder til lyst,” formanede kirken og advarede specifikt imod en alkohol-kultur, hvor man kan blive dagens helt i andres øjne ved at kunne drikke andre under bordet.

Ud over at forsynde sig mod Gud risikerede gejstlige, der drak for meget, at blive suspenderet fra deres embede.

0 Noget af tidens bedste øl og vin blev produceret af munke, som også gerne selv smagte på varerne. Men man var forpligtet til at virke for, at drikkeriet ikke gik over gevind.

– Foto: Scanpix.

”Der var intet i vejen for, at gejstlige nød et godt glas øl eller vin, blot det var under kontrol. Og øl og vin var ikke kun en last, kirken advarede imod, men også et produkt, som

udgjorde en indtægtskilde for kirken som institution,” forklarer Kasper H. Andersen.

Man kan finde masser af kildeskrifter fra middelalderen, der beskriver de straffe, som ramte munke og gejstlige, der drak for meget.

Men samtidig kan man finde sikre vidnesbyrd om, at sydeuropæiske klostre producerede noget af det bedste vin i perioden, og i Danmark blev der inden for klostrenes mure brygget masser af øl af høj kvalitet. ”For eksempel blev der op gennem 1100- og 1200-tallet etableret cistercienserklostre i Danmark og vore nabolande, hvor ølbrygning spillede en stor rolle. Klostrene fungerede som et netværk, hvor gode idéer kunne spredes forholdsvis hurtigt for tiden. Det betød, at munkene udviklede de bedste bryggermetoder, fordi de delte viden med hinanden,” forklarer Kasper H. Andersen.

At cistercienserne selv smagte på varerne, kan man forvisse sig om

ved at læse afskriften af en klage fra abbedissen af nonneklosteret i Roermond i det nuværende Holland, som henvendte sig til ordenens generalkapitel, fordi munke fra de danske cistercienserklostre i Øm, Herrevad og Tvis under et besøg i Roermond var gået på kro, havde drukket til midnat og opført sig utilbørligt. Deres straf blev, at de hver fredag kun måtte få vand og brød, og en gang om ugen i et år skulle ”modtage tugt i kapitlet”.

Kirkens syn på umådeholdent drikkeri fik ifølge Kasper H. Andersen ”et nøk opad”, da Reformationen kom, og de katolske klostre og munkeordener svandt ind. For dermed ophørte kirkens dobbeltrolle.

Fra gennem flere hundrede år at have været brygger og moralist i skøn forening var den danske gejstliges funktion nu mere entydig. Som ham, der med Kristus i Lukasevangeliet kunne sige: ”Tag jer i agt, så jeres hjerter ikke sløves af svir og drukkenskab.”

Historiske fortællinger

www.mellemgaard.dk

Sider af Historien 5

Kristeligt Dagblad Lørdag 7. marts 2015

Private handler oldsager i stor stil Der er stor interesse for at købe danske oldsager som flinteøkser og pilespidser til den private samling, oplever antikvitetshandlere. I USA betragtes en dansk flintøkse ligefrem som kunst Af Lise Schmidt Søgaard og Morten Mikkelsen lise.soegaard@k.dk, mikkelsen@k.dk

Hvor meget kan man få for en gammel flintesten?

Ja, hvis stenen er formet som en økse, en dolk eller en spydspids, kan den gå hen og være en hel del værd. For eksempel kan man købe en såkaldt ”tyndnakket usleben flintøkse” til 1500 kroner i Den Blå Avis.

Hos Antikvitetshandel E.A. Stegelmann i Bredebro er en spydspids i hvid flint til salg for 4500 kroner. Og Hos Zoll Antiques i Indre København sælges to stenalderøkser fra Fyn i rød flint for tilsammen over 5000 kroner.

Kim Zoll, indehaver af Zoll Antiques, oplever, at interessen for stenøkser, pilespidser og andre danske oldsager er røget i vejret de seneste 10 år. ”Vi har haft en solid samlerkultur for det her i Danmark helt tilbage til 1800-tallet. Men interessen er vokset de senere år, især på den internationale samlerscene, og

2 Her en tyndnakket flinteøkse. Øksen menes at stamme fra fra yngre stenalder og er brugt til træfældning.

– Foto: Scanpix.

det har presset priserne op,” siger han.

Kim Zoll vurderer, at priserne på danske oldsager er steget med 30-50 procent inden for de seneste fem år. Flinteredskaberne sælges primært til turister og danske samlere. ”Det er mest historieinteresserede. Men grundlæggende finder folk det fascinerende, at vi har noget, der blev lavet af mennesker for 10.000 år siden,” siger han.

Historie er også det, der driver kunderne hos Antikvitetshandel E.A. Stegelmann i Bredebro, fortæller indehaver Ernst Stegelmann. ”Det er især stenøkser og pilespidser, der er populære.

Det giver fundet merværdi, hvis der følger oplysninger med, og det er der tit, for mange af tingene kommer fra slægtsgårde, hvor landmanden har samlet dem op på marken gennem årene,” siger han og oplyser, at sidste år var et rekordår for salg af oldsager hos ham. ”Jeg måtte i hvert fald på

WW Det er altid

vigtigt, at sælgere af meget gamle ting kan dokumentere, hvor de har tingene fra, så vi kan forvisse os om, at det ikke er danefæ.

Peter Vang Petersen, museumsinspektør

posthuset et par gange om ugen for at sende en pakke med oldsager i.”

Ifølge Michael Andersen, der er cand.mag. i middelalderarkæologi, tidligere museumsmand og nu ejer af en antikvitetsforretning i Langå, er danske oldsager et felt, hvor der er ”rigtig mange penge at hente”.

Han sælger ikke selv, men har fulgt markedet de seneste år og har for eksempel set flintdolke med håndtag solgt til udlandet for omkring 50.000 kroner.

Ifølge Michael Andersen skyldes efterspørgslen blandt

Røgelsesbrændere og rosenvandssprinklere fra den islamiske verden 20/3 – 6/9 2015

www.davidmus.dk

andet, at stenøkser i USA betragtes som kunst. ”Derovre kaldes stenøkser ’neolithic art’ (yngre stenalderkunst, red.). De er sat ind i en æstetisk ramme, og derfor kan de sælges til priser som på kunstmarkedet.”

Der er mange flotte stenredskaber på det danske marked, men også en del forfalskninger. Og det kan være svært at se forskel på den ægte vare og en økse af slibesten, der er lavet i forgårs, forklarer Michael Andersen. ”Et godt råd er at se efter hvide aftegninger og patina, som indikerer, at flinten har

ligget længe i jorden. Og også gerne slagmærker, som viser, at stenen er kommet frem ved pløjning eller harvning,” siger han.

Hovedreglen er: Jo mere perfekt, jo større skepsis.

På Nationalmuseet følger man løbende med i de oldtidsfund, der udbydes til salg, fortæller museumsinspektør Peter Vang Petersen.

Hvis noget ser ud til at være fundet for nylig, henvender museet sig til firmaet, der formidler salget. ”Det er altid vigtigt, at sælgere af meget gamle ting kan dokumentere, hvor de har tingene fra, så vi kan forvisse os om, at det ikke er danefæ, de selv har gravet op uden at indvie et lokalt museum i det,” siger Peter Vang Petersen.

F linteø

6 Sider af Historien

Kristeligt Dagblad Lørdag 7. marts 2015

Danmarks stendysser havde rituel betydning i oldtiden Ny forskning viser, at stendysser var rituelle steder for oldtidens danskere i flere hundrede år, før de blev til gravsteder. Vi skal gentænke vores syn på bondestenaldermennesket, mener museumsfolk 2 Nyere forskning vidner om, at dysserne i første omgang er blevet bygget som et rituelt sted, og at senere generationer har lagt knogler af forfædrene til for at fastslå et historisk tilhørsforhold. Her stendyssen i Gunderslev Skov, som inspirerede N.F.S. Grundtvig til et digt.

– Foto: Palle Eriksen.

Af Lise Schmidt Søgaard lise.soegaard@k.dk

Det siges om N.F.S. Grundtvig, at han i 1808 havde et religiøst udfald ved en stendysse i Gunderslev Skov.

I hvert fald har litteraturhistorikeren Christian Molbech berettet om, hvordan han og vennen Grundtvig en sommerdag tog på ”jagt” efter en dysse i den sydsjællandske skov. Da de to havde vandret lidt, kom en række tonstunge, mosbegroede kampesten til syne. Grundtvig blev så bevæget, at han kastede sig ned på alle fire og tilbad de førkristne guder, til hvis ære dyssen måtte være rejst. Senere fortrød teologen efter sigende, men udødeliggjorde alligevel sine oplevelser i digtet ”Gunderslev Skov”: ”O, er det ej Altrets mossede Stene/ som egnens Grene/ saa tætte omhvælver?/ Det er! O, jeg skælver/ jeg dirrer af Lyst/ og hellige Andagt/ opfylder mit Bryst;/ jeg iler, jeg iler med vingede Fjed/ for Asernes Alter at kaste mig ned/ og prise de hensovne Guder,” lyder én af de højstemte strofer.

I dag ser arkæologer og danmarkshistorikere tilbage på 1800-tallets tolkning af stendyssen som nationalromantik for fuld udblæsning.

De guddommelige egenskaber, man dengang tillagde Danmarks tusindvis af stendysser, blev siden lagt i skuffen og erstattet af en mere naturvidenskabeligt funderet opfattelse af stendyssen som gravsted for stammens fineste, høvdingen.

Men måske var nationalromantikerne ikke helt på afveje. I en ny bog gør to af Danmarks førende museumsforskere i bondestenalderen i hvert fald op med den i dag accepterede opfattelse af de mere end 5000 år gamle stendysser som rene gravpladser. ”Af en eller anden grund har vi i 150 år troet, at stendysserne blev bygget til begravelse af landsbyens høvding. Vi har tænkt dyssen som et engangsmonument, hvor man gik hen og lagde høvdingen, når han var død, punktum. Men vi har bare aldrig fundet den høvding,” siger Niels H. Andersen, dr. phil. og adjungeret professor ved Moesgaard Museum, der er medforfatter til bogen ”Stendysser – arkitektur og funktion”, der netop er udkommet på Jysk Arkæologisk Selskabs forlag.

Sammen med Palle Eriksen, museumsinspektør ved

WW Af en eller

anden grund har vi i 150 år troet, at stendysserne blev bygget til begravelse af landsbyens høvding.

Vi har tænkt dyssen som et engangsmonument, hvor man gik hen og lagde høvdingen, når han var død, punktum.

Men vi har bare aldrig fundet den høvding.

Niels H. Andersen, dr.phil. og adjungeret professor ved Moesgaard Museum

Ringkøbing-Skjern Museum, har han analyseret egne og kollegers udgravninger af stendysser.

I bogen argumenterer de to museumsfolk for, at dysserne sandsynligvis ikke blev brugt til almindelige begravelser, som man hidtil har troet. Nye kulstof 14-analyser har vist, at de knogler, man har fundet i dysserne, i flere tilfælde var flere hundrede år gamle, da de blev lagt der. Og gengangere af knogler i forskellig størrelse viser, at knoglerne kommer fra vidt forskellige mennesker, heriblandt kvinder og børn, og ikke én høvding.

Det kan tale for, at dysserne i første omgang er blevet bygget som et rituelt sted, og at senere generationer har lagt knogler af forfædrene til for at fastslå et historisk tilhørsforhold, mener Niels H. Andersen.

”Vi mener, vi skal til at se på monumenterne på en helt ny måde, som steder, der først og fremmest er rituelle,” siger han. ”Menneskeknogler har en magisk betydning på den måde, at forfædrene er med i det, man gør. Det flytter stendyssen fra at være et simpelt begravelsessted til et rituelt sted og samlende punkt for datidens landsby, lidt på linje med en kirke eller et forsamlingshus,” siger han.

De fleste af Danmarks stendysser er bygget i skiftet mellem jægerstenalder og bondestenalder (omkring 4000 år f.Kr.), og det har krævet mellem 20 og 50 mand at løfte de tonstunge sten på plads i cirkel- eller cylinderform med en slags stol i midten.

Det vidner om, at dyssen i sig selv har haft en vigtig funktion, mener Niels H. Andersen. ”I bondestenalderen skal

mennesket til at tænke livet som en cyklisk bevægelse, der gentages. Jægeren er bare gået ud i skoven og har skudt et dyr. Som bonde har du et korn, du lægger i jorden, som spirer. Det må for mig at se være en stor opdagelse at se, at noget dødt kommer til live på den måde og op af jorden.

Man er helt anderledes afhængig af vejret, for at det kan lykkes, og der tror jeg, at himmellegemerne begynder at få en større betydning for det enkelte menneske,” siger han.

Pia Bennike, biologisk antropolog og lektor ved Københavns Universitet, mener, at teorien virker meget sandsynlig. ”Der sker en hel masse i overgangen fra jægerstenalder til bondestenalder. Vi ved ikke helt, hvad overgangen skyldes, og arkæologien har længe diskuteret, om det er indvandrere udefra, der har

skabt kulturændringen, eller om det er vores egne stammer, der af en eller anden grund holder op med at jage og fiske og dyrker jorden i stedet for. Men det er sikkert, at i den periode begynder de første storstensgrave at dukke op,” siger hun.

Det skaber sandsynlighed for, at en ny tro eller religion begynder at spille en rolle, mener hun.

Som biologisk antropolog har Pia Bennike specialiseret sig i naturvidenskabelige analyser af knogler fra Danmarks stenalder.

Når det kommer til teorier om religion og ritualer, har hun stor respekt for forskere, der tør byde på, hvad oldtidsmennesket gjorde ud over at spise og sove. ”I Sverige har forskningen fokuseret meget på de rituelle handlinger, mens vi har gjort det i mindre grad herhjemme. Men jeg synes, det er rart, at man igen begynder at foreslå noget. Forskning i det rituelle er den mere humanistiske del af arkæologien, hvor man ikke altid kan bekræfte det, man tror, men får nogle idéer og forfølger dem.

Men nogle skal jo komme med teorierne, for at vi kan komme videre,” siger hun.

Fakta om stendysser 33Ordet ”dysse” kommer af oldnordisk ”dys” og betyder stendynge. De første danske stendysser menes at være opført i den tidlige bondestenalder, der begynder omkring år 4000 før vor tidsregning. Der hører forskellige dysser til forskellige tidsaldre. Jættestuer kommer først senere. Den danske bestand af stendysser omfatter omkring 1800 monumenter, hvoraf kun 100 er rigtigt kendt i offentligheden.

Kilde: ”Stendysser – arkitektur og funktion”, Jysk Arkæologisk Selskab 2014

Aktuelt fra Syddansk Universitetsforlag 190 kr.

210 kr.

240 kr.

Bondefanget til borgerkrigen

Den lille pige med iskagen

Kontrol over København

Det danske korstog til ærkeenglen Michaels by

Marshallplan, produktivitet og amerikanisering

Studier i den sene enevældes sikkerhedspoliti 1800-48

Bernadette Preben-Hansen, Michael H. Clemmesen

Sissel Bjerrum Fossat

Karl Peder Pedersen

326 sider, rigt illustreret i farver.

Normalpris 325 kr. Messepris 210 kr.

387 sider, illustreret i farver, indbundet.

Normalpris 375 kr. Messepris 240 kr.

Marshallplanen havde bl.a. som mål at overføre amerikanske tanker om produktion og produktivitet til Vesteuropa. Håbet var, at danskerne ved hjælp af det amerikanske eksempel ville gå en lys fremtid i møde – en fremtid befolket af små glade piger med iskager.

Overvågning af borgerne er ikke noget nyt fænomen. Dette er bogen om det første hemmelige danske politi, som blev til i køl­ vandet på Den Franske Revolution. Befolk­ ningen, og først og fremmest københavner­ ne, blev fra da af overvåget og kontrolleret på en langt mere intens måde.

320 sider, illustreret i farver.

Normalpris 299 kr. Messepris 190 kr.

Verdensrevolutionen, som bolsjevikkerne stræbte efter, blev tidligt opfattet som en trussel, der måtte modgås. I Danmark re­ krutteredes der til frivillige korps, og mange unge drog af sted af eventyrlyst eller social nød. Her fortælles for første gang historien om de frivillige, der i 1919 satte kursen mod Nordrusland.

240 kr.

Bunkers

220 kr.

190 kr.

190 kr.

Nicolas-Henri Jardin Den danske klassicismes franske fader Ulla Kjær 216 sider, rigt illustreret, indbundet. Normalpris 298 kr. Messepris 190 kr.

Nicolas­Henri Jardin blev født og døde i Frankrig, men han blev også en af Danmarks største arkitekter. Jardin forstod tenden­ serne i det opbrydende og nyskabende 1700­tal, og med ham blev den danske bygningskunst bragt på højde med det bed­ ste på internationalt plan.

170 kr.

Atlantvoldens perspektiver i Danmark

»Thi Livet er stærkere end Loven ...«

Lægekunst i middelalderen

Forsamlingshuse er dansk kulturarv

Fortalt og forklaret

Status og historie

Martin Rheinheimer og Lulu Anne Hansen (red.)

Danmarks moderne aborthistorie

Luca Bianchedi

Johs. Nørregaard Frandsen, Johnny Wøllekær

349 sider, gennemillustreret i farver, indbundet. Normalpris 375 kr. Messepris 240 kr.

Lau Sander Esbensen

Vestkystens mange bunkers ligger som markante levn fra 2. Verdenskrig. Bogen stiller skarpt på forskellige aspekter af fæstningsanlæggets historie, dets kulturelle betydning og diskussionerne om den æsteti­ ske værdi – eller mangel på samme.

369 sider, indbundet Normalpris 350 kr. Messepris 220 kr.

I 1939 fik Danmark sin første svangerskabs­ lov, hvilket banede vejen for den fri abort i 1973. Denne bog undersøger den proces, vi som samfund og mennesker er gået igen­ nem fra 1939 og frem til i dag.

272 sider, indbundet, rigt illustreret.

Normalpris 298 kr. Messepris 190 kr.

Med udgangspunkt i den store udveksling af erfaring, der fandt sted mellem Italien og resten af Vesteuropa, herunder Danmark, giver bogen en indføring i middelalderens lægekunst, ligesom den vurderer periodens viden og praksis i lyset af nutidens læge­ videnskab.

181 sider, illustreret i farver.

Normalpris 275 kr. Messepris 170 kr.

Forsamlingshusene blev i stort tal etableret i årtierne omkring 1900, da der var brug for mødesteder og rum for det spirende folke­ styre og for en ny sammenhængskraft i det lokale liv. Bogen redegør for husenes histo­ rie og for deres betydning i dag.

Få mindst 35 % rabat på alle udgivelser på Syddansk Universitetsforlags stand i Øksnehallen

8 Sider af Historien

Kristeligt Dagblad Lørdag 7. marts 2015

Seneste nyt fra Aggersborg og vikingetiden

WW Harald Blåtand

etablerede sit eget møntsystem og fik folk til at acceptere, at betaling skul le ske med hans mønter.

Han tænkte i det hele taget stort og nyt og anderledes helt fra begyndelsen.

søren sindbæk, professor

Et storværk om ringborgen Aggersborg fortæller ikke bare historien om det vældige bygningsværk, men inddrager den nyeste viden AF josephine schnohR kultur@k.dk

For første gang foreligger den samlede historie om kong Harald Blåtands allerstørste ringborg, Aggersborg, ved Limfjorden i Nordjylland med et digert værk på 543 rigt illustrerede sider. Her fortæller nogle af landets førende vikingetidsforskere om tiden før, under og efter det kolossale borgbyggeri. Hvorfor Aggersborg lå, hvor den lå. Og hvem der brugte borgen og til hvilke formål.

Men Aggersborg bliver også sat ind i en større sammenhæng. For med Harald Blåtand blev Danmark internationaliseret.

Han skuede ud over rigets grænser og var konge i en brydningstid med store påvirkninger udefra både politisk, økonomisk og kulturelt.

Riget fik også en ny religion, kristendommen. Alt sammen noget, der bandt danerne sammen med det øvrige Europa. ”Aggersborg er sammen med de andre ringborge de første kongeborge i Danmark og et produkt af en ny tid, hvor man ser ud i verden på en helt anden måde end før.

Harald Blåtand var nyskabende og tænkte større end sine forgængere, og hans borgbyggerier er tydeligvis inspireret af udlandet, men med et nordisk islæt,” forklarer professor Else Roesdahl, der er medforfatter og redaktør på bogen sammen med Søren M. Sindbæk og Anne Pedersen.

Derfor faldt det også naturligt at se Aggersborg i en overordnet kontekst i redegørelsen for borgen: ”Harald Blåtands ringborge og øvrige bygningsværker opføres i en kort, intens periode, hvor der sker store politiske og kulturelle omvæltninger i Danmark. Så alle byggerierne skal ses som en del af Haralds plan for sit rige, og Aggersborg har utvivlsomt forbindelse til hans aktiviteter i Norge,” fortsætter Else Roesdahl.

WW Harald Blå-

tands borgbyggerier var tydeligvis inspireret af udlandet.

else roesdahl, professor

Aggersborgs beliggenhed ved Limfjorden kan i dag synes perifer, men i forhold til datidens trafik igennem Limfjorden og sejladsen til Norge lå borgen perfekt.

Aggersborgs forbindelse med Harald Blåtands aktiviteter i Norge er oplagt og bliver for første gang grundigt beskrevet og diskuteret her, på trods af at Harald jo omtaler sit herredømme over Norge på sin store runesten ved Jelling. Så det er næppe tilfældigt, at han anlægger sin absolut største borg så tæt på de norske kyster.

I det hele taget giver Aggersborg-bogen læseren et nyt og mere detaljeret helhedsbillede af ringborgene og den periode i vikingetiden, som de er rundet af. ”Med denne publikation fik vi muligheden for at tage hele ringborgsproblematikken med hver en detalje op til fornyet overvejelse og gøre op med forældede tolkninger. Vi har læst kilderne med nye øjne og brugt den arkæologiske ballast i form af de seneste 40 års forskning. Dermed har vi faktisk kunnet skrive en helt ny danmarkshistorie for den her periode,” påpeger Else Roesdahl.

Aggersborg-bogen er velopbygget og kan med sit væld af underkapitler, plancher og genstandslister tilfredsstille læsere på alle niveauer og med alle grader af indsigt og interesse i denne skelsættende periode af vikingetiden.

Aggersborg i vikingetiden.

Bebyggelsen og borgen. Redaktion: Else Roesdahl, Søren M. Sindbæk og Anne Pedersen. Jysk Arkæologisk Selskab. 543 sider. 450 kroner. Fås også i engelsk udgave.

Harald Blåtand tænkte stort – og anderledes Fundet af endnu en ringborg fra Harald Blåtands tid tegner et billede af et hidtil uset magtapparat og en særdeles stærk konge Af Josehine Schnohr historiek.dk

I september 2014 fandt arkæologer fra Aarhus Universitet og Danmarks Borgcenter i Vordingborg ganske sensationelt en ny ringborg fra vikingetiden, så man nu er oppe på seks ringborge opført under Harald Blåtand og fordelt over hele kongeriget.

Hvor man hidtil har henført dem til slutningen af Haralds regeringstid, hælder man nu til, at deres opførelse er påbegyndt tidligere. ”Fundet af den seneste ringborg vest for Køge understreger med al tydelighed, hvilken stor magt der lå bag hele Harald Blåtands regeringsførelse. Med den borg står hans forsvarssystem mere helstøbt, og han havde befæstet hele landet,” forklarer professor Søren Sindbæk fra Aarhus Universitet, der var med til at lokalisere den nye ringborg. ”Med den nye ringborg går vi grundigt til værks med at undersøge selve byggearbejdet, for det er jo ikke bare en forsvarsvold. Der er flyttet rundt på så megen jord og undergrund, at det er fuldt på linje med moderne ingeniørarbejde og kun kan afføde voldsom respekt. Det har

krævet en stærk organisation at opføre så stort et byggeri så mange steder i landet på én gang.

Så Harald Blåtand er en helt anden slags leder både i forhold til dem før ham og dem efter,” fortsætter Søren Sindbæk.

Derfor kommer teorien om, at Harald Blåtand kunne have plyndret de rige Osebergog Gokstad-gravhøje i Norge, heller ikke bag på Søren Sindbæk: ”Når der sker noget stort og noget anderledes på det her tidspunkt, så er det et meget godt bud at se Harald Blåtand stå bag. Han opførte nogle uhørt store bygningsværker, der har involveret en hel masse mennesker. Han etablerede sit eget møntsystem og fik folk til at acceptere, at betaling skulle ske med hans mønter. Han tænkte i det hele taget stort og nyt og anderledes helt fra begyndelsen.”

Harald Blåtand var også den første kristne regent i Norden. Om han valgte at bruge sin religion i opgøret med nordmændene, vides ikke med sikkerhed.

Men Harald Blåtand stillede da en kristen dåb som ultimatum til sin jarl, Håkon Jarl

Sigurdsson, fra Trøndelag, der en periode fungerede som Haralds skattekonge i Norge.

Håkon Jarl Sigurdsson vendte sig imidlertid imod den danske konge og frasagde sig kristendommen igen. ”Religion kan have spillet en rolle i Haralds fremfærd i Norge, men det meste var nok politisk funderet. Derfor kan hans ødelæggelse af Osebergog Gokstad-højene måske også have været et hævntogt for at straffe mangel på loyalitet og straffe dem, der har svigtet ham. For at skænde en grav lugter af nid, hvis man skal følge datidens tankegang,” pointerer Søren Sindbæk.

De skriftlige kilder omtaler optøjer imod Harald Blåtands overherredømme i de norske områder, så en straffeaktion ville være forventelig. For selvom Harald formår at vinde hele Norge, glider magten ham af hænde. ”Trods alle sine bygningsværker, kilder og fund står Harald Blåtand fortsat som lidt af et mysterium for os.

Han er en vikingekonge så anderledes end alle de andre og gør så uventede og storslåede ting. Så vi må håbe, at for eksempel fundet af den nye ringborg kan bringe os videre

med at rekonstruere hans regeringstid,” siger Søren Sindbæk. Allerede nu tegner der sig dog et billede af en meget visionær og viljestærk, men også brutal politisk strateg og konge i Harald Blåtand.

Vikingekongen Harald Blåtand 33Harald Blåtand var søn af kong Gorm den Gamle og hans dronning, Thyra Danebod.

Fødselsåret er ukendt, men han blev konge i 958. Harald Blåtand er i sin regeringstid mest kendt for at have vundet sig Danmark og Norge og gjort danerne kristne, som han også kundgør det på den store Jellingsten. Harald dør efter et opgør med sin søn, Svend Tveskæg, sandsynligvis i 986/987.

Oseberg og Gokstad 33Vikingeskibene fra gravhøjene ved Oseberg og Gokstad kan sagtens stå mål med dem fra Roskilde og står udstillet på Vikingeskibshuset på Bygdøy i Oslo. Gokstad-skibet er Norges længste bevarede vikingeskib og blev udgravet allerede i 1880.

LINDHARDT OG RINGHOF FORTÆLLER HISTORIEN OM

ANDEN VERDENSKRIG

1939-45 POLITIKEN

EKSTRA BLADET

NYHED

NYHED En af de første danske frivillige i Waffen-SS fortæller sine erindringer fra 2. verdenskrig.

Den samlede beretning om og af de modstandsfolk, som tog del i gruppen Holger Danskes illegale arbejde under Danmarks besættelse.

POLITIKEN

„Fremragende journalistik.“

JYLLANDSPOSTEN

WEEKENDAVISEN

„Afgørende tidsdokument og stor kunst.“ KRISTELIGT DAGBLAD

„En på alle måder fremragende bog.“ JYLLANDS-POSTEN

„Klog bog tegner et fuldendt billede af en landsforræder.“ POLITIKEN

„Thomas Harder skriver forbilledligt og udfolder med indlevelse historien om Frikorps Danmarks første tid.“

„Endnu et storværk … brillant fortalt.“ POLITIKEN

„En stor og velfortalt bog.“ BERLINGSKE

„Et farverigt og kalejdoskopisk værk.“ WEEKENDAVISEN

WEEKENDAVISEN

POLITIKEN

JYLLANDS-POSTEN

BERLINGSKE

LINDHARDT OG RINGHOF

Oplev et af Danmarks smukkeste gallerier

10

Kristeligt Dagblad Lørdag 7. marts 2015

Poesigaardens Galleri hvor natur og kunst går hånd i hånd!

Galleriet – som har åbent hver søndag fra kl. 11-17 – viser udelukkende malerier og akvareller af Else Husted Kjær og skulpturer af Niels Husted Kjær

0 Selvom Dannebrog var et symbol på kongemagten helt op til 1854, så var den folkelige flagning begyndt at vinde frem allerede i begyndelsen af 1800-tallet. – Foto: Scanpix.

“Valmuer i korn“ (olie 60x60)

Else Husted Kjær fejrer 45 års jubilæum som kunstner og 20 års jubilæum for www.Poesigaarden.dk med

uDstillinG i HOrsEns 4. marts - ultimO marts i nørrevang aktivitetscenter og stor

PåsKEuDstillinG 2.-6. aPril 2015 på Poesigaardens Galleri

skærtorsdag, langfredag, Påskelørdag. 1. og 2.Påskedag alle dage fra kl. 11.00 – kl. 17.00

“Rød lykke“ (olie 60x60)

“Sommerstemning“ (olie 80x80)

Foredrag: “Under poesiens vinger –

poesi i hverdagen“ samt “På besøg i nordiske digterstuer“ – er to af de foredrag, Else Husted Kjær oftest er ude at holde rundt i landet.

Se venligst mere på: Foredragslisten.dk “Letskyet vejr over færøsk bygd“ (olie35x70)

ElsE HustED Kjær POEsiGaarDEns GallEri sandbækvej 12 · nees 7570 Vemb

www.poesigaarden.dk tlf. + 45 97 88 40 66 mobil + 45 51 90 40 66

åbent søndage kl. 11-17 og efter aftale – også for foreningsbesøg. Fri entré.

Da flaget blev folkeligt Dannebrog er en indgroet del af danskheden.

Men indtil for godt 160 år siden var det danske flag forbeholdt kongen AF PAUL SAUER historiek.dk

Til fødselsdage, på juletræet, rundt omkring i kolonihaverne og på klaphatten. Dannebrog er en indgroet del af danskheden, og overalt i landet bliver det danske flag brugt som nationalt symbol.

Men selvom Dannebrog bliver regnet for at være et af verdens ældste flag – myten fortæller, at flaget faldt ned fra himlen i 1219, da Valdemar Sejr var på korstog i det hedenske Estland – er det kun 160 år siden, at kongen gav folket lov til at bruge flaget frit.

Indtil 1854 var Dannebrog forbeholdt kongen og var et symbol på kongemagten og dansk ejendom. ”Den folkelige flagning var begyndt at vinde frem i begyndelsen af 1800-tallet, og i 1833 blev det drøftet, om man skulle give officiel tilladelse til privat flagning. Men Frederik VI sagde klart nej, og det førte til en resolution, hvor det udtrykkeligt blev forbudt for private borgere at hejse Dannebrog,” forklarer Inge Adriansen, som er museumsinspektør ved Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot og har forsket i Dannebrogs historie.

Resolutionen blev i al hast sendt ud til alle landets amtmænd den 7. januar 1834.

Ifølge Inge Adriansen var kongens afvisende holdning til menigmands brug af flaget influeret af 1830-revolutionen i Frankrig, som betød genindførelse af Trikoloren. ”Nationalfølelsen og borgernes brug af et fælles flag var i Frankrig kædet sammen med en stræben efter demokrati. Og det var bestemt ikke

positivt set fra en enevældig regents synsvinkel. Selvom Frederik VI var en fædrelandssindet mand, så havde han slet ikke forståelse for den nye form for fædrelandsfølelse, der udviklede sig, og som knyttede sig til sprog, historie og land i stedet for til regenten og kongemagten,” siger hun.

Det var dog så som så med håndhævelsen af forbuddet.

Ved den første fest på Skamlingsbanken i 1843 var der ifølge Inge Adriansen masser af flag til stede. Der findes også billeder fra for eksempel København, hvor Dannebrog bliver brugt ved fejring af begivenheder. Danskerne var begyndt at tage flaget til sig, om kongen ville det eller ej.

Det var dog Treårskrigen mellem Danmark og Tyskland fra 1848 til 1850, der katapulterede Dannebrog som folkeligt symbol helt ind i danskernes bevidsthed. Oprindeligt havde hærens enkelte regimenter meget forskelligartede faner, men ved denne lejlighed drog alle afdelinger for første gang ud under vajende dannebrogsfaner. Da de danske soldater under våbenhvilen i september 1849 vendte hjem, blev de modtaget med jubel i centrum af København. ”København var klædt i rødt og hvidt, selvom privat brug af flag på det tidspunkt ikke var tilladt. Der findes fine billeder fra Strøget, hvor man kan se, at man bruger Dannebrog sammen med svenske og norske flag og lavsfaner for at fejre soldaternes hjemkomst,” siger Inge Adriansen.

Alligevel var det først i løbet af 1854, at det blev tilladt for alle danske borgere at

bruge Dannebrog. Tilladelsen kom fra Frederik VII, som ifølge Inge Adriansen ikke var så nidkær som sin forgænger med at fastholde flaget som symbol på kongemagten. Siden udviklede Dannebrog sig til at være det symbol på fædrelandsfølelse og danskhed, vi kender i dag.

Når det lige var flaget, der blev samlingspunktet for det danske folk – og blev udgangspunktet for en stærk og særegen flagkultur – hænger det ifølge Inge Adriansen blandt andet sammen med Dannebrogs fantastiske fødselsmyte. ”Myten om Dannebrogs guddommelige oprindelse er jo en fantastisk fødselsmyte sammenlignet med mange andre flag, hvor man ved, hvem der har skabt det. Derfor fik Dannebrog tidligt en central karakter,” siger hun.

Dannebrog 33Ifølge legenden faldt Dannebrog ned fra himlen i 1219, da Valdemar Sejr var på korstog i det hedenske Estland.

33Fra 1834 til 1854 var det forbudt for danske borgere at flage med Dannebrog, men efter 1854 blev det tilladt at flage med stutflaget.

33Splitflaget (hvor yderenden formes af to trekantede stykker stof) må – med få undtagelser – stadig kun bruges af statsinstitutioner som forsvaret og kongehuset.

11

Kristeligt Dagblad Lørdag 7. marts 2015

Kom tæ ere på

HISTORIEN 0 Eidsvoll-bygningen har en central plads i Norges historie. Rigsforsamlingen overtog bygningen i 1814 og forfattede Norges grundlov her. – Foto: Erik Johansen/Scanpix.

Skampletten på Norges Eidsvollforfatning

★★★★★★ – Fredericia Dagblad

”Bo Lidegaards bog er værd at læse for skildringen af de jødiske familiers kamp for at undslippe til Sverige og som et konsistent og velskrevet eksempel på, at samarbejdspolitikken var et plus for det besatte Danmark.”

– Berlingske

MØD OS TIL HISTORISKE DAGE PÅ STAND 34

Øksnehallen 14.-15. marts

♥♥♥♥♥

Norges Eidsvoll-forfatning gjorde det ulovligt for jøder at opholde sig i Norge, hvilket under Anden Verdenskrig blev genindført

– Politiken

★★★★★ ★★★★★ – Jyllands-Posten

Af Ulrik Strøjer Kappel og Morten Mikkelsen kappel@k.dk, mikkelsen@k.dk

Eidsvoll-forfatningen fra 1814 bliver af mange regnet som et dokument, nordmænd kan være stolte af, og som igennem mange år dannede forbillede for resten af Norden i udbredelsen af folkestyret.

Til gengæld er paragraf 2 i loven noget, man skammer sig over og har fortrængt.

Loven forbød jøder at opholde sig i landet, hvilket først blev afskaffet i 1851. Og forbuddet blev genindført 1942-1945 af Vidkun Quislings nazistiske styre under den tyske besættelse af Norge.

Munkeordener og jesuitter var også forment adgang. For jesuitternes vedkommende varede forbuddet til 1956.

Ifølge Sofie Lene Bak, adjunkt ved Københavns Universitet og forsker i antisemitismens historie, var Norge længe om at gøre op med den antisemitiske fortid. ”Jødeparagraffen er ikke den del af forfatningen, nordmænd er mest stolte over, og i dag har de fleste fortrængt den. I det hele taget har nordmændene haft et trægt selvopgør med forholdet til den jødiske minoritet,” siger hun.

Efter krigen var holdningen i Norge, at jødeforfølgelserne var tyskernes skyld, men i 1942 vedtog Quisling-regeringen en lov om konfiskation af jødisk ejendom. Den betød, at staten beslaglagde værdier for et betydeligt millionbeløb, og det var ikke før i 1996, der var nogen, som overvejede, om man skulle give jøderne erstatning, oplyser Sofie

Lene Bak, der peger på, at nordmænd generelt har haft svært ved at håndtere det norske samarbejde med Nazityskland under Anden Verdenskrig.

Allerede i Christian IV’s regeringstid i 1600-tallet – og formaliseret i 1750 af Frederik V – havde sefardiske jøder fra Portugal fået lov til at opholde sig i Danmark-Norge, fordi kongehuset var imponeret over deres gode forretningssans. De blev derfor inviteret til riget med løfte om særlige skattefordele og senere også med fordelagtige uddannelsesmuligheder. Med tiden voksede jødefjendskheden dog i Danmark, hvilket mange historikere tilskriver nederlagene efter den fejlslagne støtte til Napoleon og statsbankerotten i 1813.

Konflikten stod i lys lue i dansk presse, men blev fra kongehusets side forsøgt stoppet, da Frederik VI i foråret 1814 afskaffede alle restriktioner mod jøders ophold i riget. Alligevel genindførte Norge forbuddet med jødeparagraffen med forbillede i Christian V’s Norske Lov fra 1687.

Ståle Dyrvik, der er professor i historie ved Institut for arkæologi, historie, kulturog religionsvidenskab ved Universitetet i Bergen, peger på, at den antisemitiske bevægelse på det tidspunkt var stærkt udbredt i Europa. ”Det er et mærkeligt sammentræf, at jødeparagraffen nåede at blive afskaffet af den danske konge. Jeg tror, at der efter Den Franske Revolution kommer en jødekritisk strømning i Europa.

Selvom den norske rege-

ring og kongen var mindre fjendske, var det norske folk stærkt antisemitisk. I Danmark var jøderne integreret og havde længe haft rettigheder, men i Norge kendte man slet ikke den jødiske befolkning og kultur, og derfor var det den enkle løsning, at man fortsatte med at lukke dem ude af landet,” siger han.

En af hovedmændene bag afskaffelsen af jødeparagraffen var en af Norges største forfattere og lyrikere, Henrik Wergeland.

Paradoksalt nok var hans far, præsten Nicolai Wergeland, en af de politikere, der havde stemt for paragraffen i maj 1814.

Men selvom Norge først sent gjorde op med fortidens synder, mener Sofie Lene Bak, at man i dag er opmærksom på fortiden: ”I mange år var norsk holocaustforskning begrænset, men nu er de godt på vej. Arbejdet med at tilbagebetale beslaglagte værdier fra tiden under Anden Verdenskrig og oprettelsen af et holocaustforskningscenter har ændret på billedet.”

– Berlingske

★★★★★ ★★★★ ★★★★ – Berlingske

– Jyllands-Posten

– Nordjyske Sti stidende

Paragraf 2 i norges 1814-grundlov 33”Den evangelisk-lutherske Religion forbliver Statens offentlige Religion. De Indvaanere, der bekjende sig til den, ere forpligtede til at opdrage sine Børn i samme. Jesuitter og Munkeordener maae ikke taales.

Jøder ere fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget.”

P O L I T I K E N S FO R L AG

12

Kristeligt Dagblad Lørdag 7. marts 2015

Udkommer 13. marts.

Forfatteren til BERLIN I KRIG

MØD FORFATTEREN LØRDAG KL. 15.50

”Den rene lystlæsning.”

JYLLANDS-POSTEN

Vil du være klogere på historien?

0 Spørgsmålet om, hvor meget regeringen skal blande sig i de enkelte staters politik, er fortsat et hedt debatemne i USA. Det var det også, da borgerkrigen mellem Nord og Syd brød ud.

– Foto: Richard Ellis/Scanpix.

Borgerkrigens store dilemmaer eksisterer stadig Flere stridspunkter fra USA’s blodige borgerkrig er fortsat højaktuelle AF Jon Bøge Gehlert historie@k.dk

”Et på én gang hjerteskærende og respektindgydende stykke danmarkshistorie.”

POLITIKEN

MØD FORFATTEREN SØNDAG KL. 11.40

MØD FORFATTEREN SØNDAG KL. 13.30

MØD FORFATTEREN LØRDAG KL. 15.10

JYLLANDS-POSTEN

”Velskrevet, grundig, saglig, vidende … kort sagt: Fremragende. Bør blive et standardværk om konflikten.”

FYENS STIFTSTIDENDE

Udkommer 12. marts

K RIS T EL IGT DAGBL A DS FORL AG

Konsekvensen af Nordstaternes sejr i Den Amerikanske Borgerkrig var ganske håndgribelig: Slaveri blev officielt gjort ulovligt i USA i december 1865, omtrent otte måneder efter at Sydstaterne havde kapituleret.

En århundreder lang praksis var dermed kriminaliseret, omend den totale afskaffelse af det amerikanske slaveri strakte sig hen imod 1900-tallet. Omkring 600.000 slaver var blevet fragtet fra Afrika til USA, men mens slaveriet i de amerikanske Nordstater blev afskaffet i begyndelsen af 1800-tallet, tog det fart i Sydstaterne. Her knoklede slaverne med tobaks-, ris- og bomuldsproduktion.

Der skulle en blodig borgerkrig til for at komme det amerikanske slaveri til livs.

Hvor slaveriet i dag er fortid, diskuteres andre af borgerkrigens aspekter fortsat.

Brian Wills, leder af Kennesaw State Universitys center for studier af Den Amerikanske Borgerkrig, opsummerer: ”Den Amerikanske Borgerkrig påvirkede den verden, som det 19. århundredes mennesker levede i, og påvirkningen har været der lige siden. Emner som staters rettigheder, løsrivelse og frigørelse har fortsat resonans i nutidens verden.”

Blandt andet er det til stadig debat, hvor meget en stat bør bestemme over sine borgere. I USA har det særligt været tilfældet med den voldsomt diskuterede sundheds-

WW Emner som

staters rettigheder, løsrivelse og frigørelse har fortsat resonans i nutidens verden.

forsikring Affordable Care Act (lov om pleje, folk har råd til, red.), også kendt som ObamaCare, fra 2010.

Flere end syv millioner amerikanere har nu tilmeldt sig ordningen, men på vej mod udformningen af loven protesterede især mange republikanske politikere mod, at staten blandede sig i folks sundhed.

William Blair, leder af borgerkrigscentret ved Pennsylvania State University, trækker paralleller til borgerkrigen: ”En af borgerkrigens største debatter var, i hvor høj grad regeringer skal diktere vores liv. De spørgsmål debatterer vi stadig,” siger han til det amerikanske medie CNN. De blodige aspekter fra Den Amerikanske Borgerkrig kan også med lethed findes i dag.

Kriges anatomi har nemlig ikke ændret sig afgørende i de 150 år, der er passeret siden borgerkrigen.

Et eksempel: Da USA planlagde at invadere Irak i 2003,

erklærede daværende vicepræsident Dick Cheney, at de amerikanske tropper ville blive modtaget som befriere i Irak. Historien har med skræmmende klarhed vist, at det ikke var tilfældet. Irakoptakten var slående i sin lighed med optakten til borgerkrigen, anfører Emory Thomas, forfatter til bogen ”The Dogs of War” (Krigens hunde, red.) om tiden op til Den Amerikanske Borgerkrig.

I optakten til borgerkrigen regnede Nordstaterne med præsident Lincoln i spidsen ikke med, at de af Sydens borgere, der ikke holdt slaver, ville kæmpe indædt for retten til at gøre det. Og i Syden troede man ikke, at Nordstaterne var villige til ligefrem at gå i krig for at holde sammen på USA. Og hverken Nord eller Syd havde forudset, at borgerkrigen ville være så langvarig og resultere i så store tabstal. Det samme kan konkluderes om George W. Bush-regeringens forventninger til Irak-krigen.

Og endelig: Hverken forhenværende vicepræsident Cheney eller syd- og nordstatslederne kendte den fjende, de gik i møde, da krigen indledtes i 1861. ”Cheney troede, at det (Irak, red.) ville blive som i Frankrig i 1944 (D-dag, red.), men det endte som i Georgia i 1864. Og Amerikas ledere anno 1861 anede ikke, hvad de foretog sig. De var ganske enkelt ikke indstillede på at overveje krigens ubehagelige følgevirkninger,” siger Emory Thomas til CNN.

13

Kristeligt Dagblad Lørdag 7. marts 2015

MØD FORFATTEREN LØRDAG KL. 12

MØD FORFATTEREN LØRDAG KL. 15.30 0 Gertrude Bell i Irak i 1917. – Foto: Scanpix.

POLITIKEN

Kvinden, der opfandt Irak Gertrude Bell var eventyrerske, arkæolog, bjergbestiger og spion, og i 1921 ”opfandt” hun det moderne Irak af SIDSEL NYHOLM nyholm@k.dk

På fotografier af britiske udsendinge til Mellemøsten i begyndelsen af det 20. århundrede figurerer ofte en enkelt kvinde blandt mændene. Hun er lille, spinkel og iklædt lange gevandter i trit med tidens mode.

Kvinden med det misvisende sarte udseende er Gertrude Bell (1868-1926), der ud over sine mange bedrifter som blandt andet arkæolog, spion og ørkeneventyrerske også var fødselshjælper for det moderne Irak.

Som indflydelsesrigt medlem af det britiske styre i Mesopotamien efter Første Verdenskrig var hun med til at skabe en stat af de tre osmanniske provinser Bagdad, Basra og Mosul, installere et monarki og forme landets politiske institutioner.

Gertrude Bell var født ind i en af Englands rigeste industrifamilier og blev en af sin tids mest ukonventionelle personligheder. Hun blev Storbritanniens første kvindelige efterretningsofficer og den første kvinde, der opnåede en avanceret grad i historie fra Oxford Universitet.

Hun lærte sig flydende arabisk, tyrkisk og persisk, oversatte sufidigte, studerede kartografi, arkæologi og fotografi og blev en berømt bjergbestiger, opdagelsesrejsende og ekspert i arabisk politik.

Bell, hvis dagbøger og breve danner grundlag for flere biografier og en kommende Hollywood-film, erklærede sig for ateist i en tidlig alder og modsatte sig tidens foreskrevne kvinderolle, men var samtidig aktiv i bevægelsen mod kvinders stemmeret ud

0 Gertrude Bell blev også kaldt ”den ukronede dronning af Mesopotamien” – som området hed, før staten Irak oprettedes. – Foto: Sacanpix.

fra det ræsonnement, at hendes kønsfæller var ukvalificerede til at træffe politiske afgørelser.

Bell giftede sig aldrig, men havde ifølge Georgina Howells biografi ”Queen of the Desert, Shaper of Nations” (Ørkenens dronning, skaber af nationer) mindst to lidenskabelige kærlighedsaffærer.

Gertrude Bells kærlighedsaffære med Mellemøsten begyndte, da hun som 24-årig i 1892 rejste til Teheran, hvor hun opdagede, at hun som vestlig kvinde nød langt større frihed end hjemme i England.

I årtiet op til Første Verdenskrig rejste Bell flere gange gennem Mellemøsten på heste og kameler og med en pistol spændt fast på låret, alt imens hun kortlagde store landområder og vandt stammelederes tillid. Hun skrev

alt ned – om stridigheder og alliancer, om ruter og vandkilder, om fauna og flora – i sin dagbog.

Da Første Verdenskrig brød ud, sendte briterne Bell til Kairo, hvor hun arbejdede som efterretningsagent side om side med sit mere højt profilerede mandlige sidestykke, T.E. Lawrence, ”Lawrence af Arabien”.

Bell og Lawrence var med til at mobilisere det arabiske oprør mod de osmanniske tyrkere i 1916 til 1918 ved at forsyne araberne med våben og love dem en uafhængig stat, alt imens diplomater i hemmelighed blev enige om at dele Mellemøsten i et britisk og et fransk område.

Efter at briterne tog Bagdad i 1917, rejste Gertrude Bell dertil og fungerede som mægler, hvis opgave var at holde sammen på de forskellige stammer.

I 1921 var Bell blandt en udvalgt gruppe britiske orientalister udpeget til at organisere det nye Mellemøsten. Bell tegnede udkastet til Iraks grænser og anbefalede den Mekka-baserede arabiske prins Faysal ibn Husayn som Iraks første konge.

Da han ankom til Bagdad, rådgav hun ham om lokale forhold og hjalp med at skrive en forfatning og besætte lederposter i den nye regering.

Gertrude Bell syntes i sine sidste leveår at falde ind i en dyb depression, og hun døde i sit hus ved Tigrisfloden i juli 1926 af en overdosis af sovepiller, der muligvis var tilsigtet.

Da hun døde, blev det rapporteret, at hele Bagdad dukkede op for at følge hendes kiste til gravstedet.

”Argumentationen er overbevisende, og Böss skriver forbandet godt.”

JYLLANDS-POSTEN BERLINGSKE

Mød forfatterne

fra KRISTELIGT DAGBLADS FORLAG på Historiske Dage i Øksnehallen 14.-15. marts Se program på www.k.dk/forlag

VI STÅR PÅ STAND 2

MØD FORFATTEREN SØNDAG KL. 13.50

”Vi må genkende os selv i alt dette. Nye generationer kan begynde her.”

POLITIKEN

”Smedegaard Andersen er en fremragende fortæller.”

WEEKENDAVISEN

K RIS T EL IGT DAGBL A DS FORL AG

14 Sider af Historien

Kristeligt Dagblad Lørdag 7. marts 2015

Ny forklaring på, hvorfor Danmark undgik Første Verdenskrig I løbet af de seneste år er historieforskningens hovedforklaring på, hvorfor Danmark kunne forblive neutralt under Første Verdenskrig, blevet ændret – men i folkelige fremstillinger får dansk diplomati stadig æren Af Morten Mikkelsen mikkelsen@k.dk

I 2014 var det 100 år siden, at Første Verdenskrig brød ud, og igennem de første 96 af årene var danske historikere og beslutningstagere enige om, at det var dygtigt dansk diplomati, der var årsagen til, at Danmark kunne forblive neutralt og undgå en besættelse i årene 1914-1918.

Men i løbet af de seneste år er historieforskningen nået frem til, at dette næppe var hovedforklaringen. Grundige studier foretaget af militærhistoriker og pensioneret brigadegeneral Michael H. Clemmesen peger på, at forklaringen nærmere var, at tyskerne ikke følte, de havde de styrker til rådighed, som krævedes til opgaven. ”Ikke mindst Sjælland var dengang forholdsvis velforsvaret, og derfor var det kun

Jylland og til en vis grad Fyn og Bornholm, som indgik i tyske overvejelser om en besættelse. Naturligvis kunne stormagten Tyskland tildele Danmark et militært nederlag. Men det, som centrale politikere og historikere ikke forstod dengang – og som mange stadig ikke har forstået – er, at en stormagt i krig ikke altid har styrker nok til rådighed til småopgaver,” siger Michael H. Clemmesen.

Hans kildestudier og vurderinger af årsagerne til, at Danmark fik held til at stå uden for Første Verdenskrig, er beskrevet i bøgerne ”Den lange vej mod 9. april” fra 2010 og ”Det lille land før den store krig” fra 2012.

Men selvom disse bøger flytter fokus væk fra betydningen af det danske diplomati, hvis hovedkraft var den radikale udenrigsminister 1909-1910 og 1913-1920, Erik

WW Det, som cen-

trale politikere og historikere ikke forstod dengang – og som mange stadig ikke har forstået – er, at en stormagt i krig ikke altid har styrker nok til rådighed til småopgaver.

Michael H. Clemmesen, pensioneret brigadegeneral

Fil m sti lli ng · Me nu 0· blev Gu ide d tu r · UdDan 194 l mar k den 9. apri

Und er bes ætte lsen af Ople v gen fort ælli nge n Had ersl ev by cen trum for hård e kam pe.

- lige der hvo r det sket e. om beg iven hed erne på en guid ed tur 9. apri l i biog rafe n og Se uds tilli nge n på mus eet, film en om LMN T. sma g en men u fra 194 0 hos rest aura nt ning . rnat Du kan ogs å køb e pak ken inkl usiv ove

Læs mer e om pak kern e på :

ww w. vis ith ad er sle v.d k/ 9. ap ril

VisitHaderslev

© W W W. L Y N G E D A L . C O M

9 . A P R I L 1940

Scavenius, så peger en række brede, folkelige fremstillinger af Første Verdenskrig og Scavenius stadig på diplomati som en hovedforklaring.

I historikeren Joachim Lunds opslag i Den Store Danske Encyklopædi om Scavenius – der også var udenrigs- og statsminister under Anden Verdenskrig – hedder det således: ”Under 1. Verdenskrig fastholdt han Danmarks neutralitet og balancerede dygtigt mellem stormagterne, især med vægt på et godt forhold til Tyskland.”

Og en anden historiker, Niels Wium Olesen, skriver på Aarhus Universitets historie-hjemmeside danmarkshistorien.dk: ”Under 1. Verdenskrig viste Scavenius sig som en smidig, handlekraftig og lejlighedsvis dristig udenrigsminister, der med sit diplomati opnåe-

de det mål, som der i alle kvarterer af dansk politik var enighed om: at holde Danmark ude af krigen.”

Michael H. Clemmesen peger på, at denne opfattelse dominerede totalt i det 20. århundredes danske historieskrivning, indtil hans ”pensioniststædighed” gravede en anden version frem af arkiverne. Og han vurderer, at en væsentlig opfattelse hertil er, at såvel politikere som historikere så gerne ville have, at verden var på den måde. Det er i denne sammenhæng ikke uden betydning, at den radikale Peter Munch, som var forsvarsminister under Anden Verdenskrig og udenrigsminister 1929-1940, også var historiker og forfatter til periodens mest brugte gymnasielærebøger i Danmarks historie.

At der er grund til at forske

i, hvorvidt det var militær styrke eller diplomati, der holdt Danmark uden for Første Verdenskrig, skyldes ikke mindst, at fortællingen om den radikale antimilitarismes succes i 1914-1918 blev stærkt bestemmende for den politik, som et bredt politisk flertal førte i årene før og efter, at Tyskland den 9. april 1940 rent faktisk besatte Danmark – uden at møde militær modstand af betydning. ”Lige fra Munch dengang til Bo Lidegaard i dag har der været en dansk historikertradition for at mene, at det ikke er militær oprustning, men sammenhængskraften i samfundet, der sikrer nationens overlevelse. Det er et nobelt synspunkt, men synes ikke at være korrigeret i forhold til den faktiske brutalitet, der blev udvist i de to verdenskrige,” siger Michael H. Clemmesen.

Sider af Historien 15

Kristeligt Dagblad Lørdag 7. marts 2015

Millioner besøger invasionskysten D-dagskysten i Normandiet i det nordvestlige Frankrig rummer en stribe historiske lokaliteter Af Jesper Møller historie@k.dk

Den brede strand strækker sig, så langt øjet rækker. Den er næsten helt øde, og roen og freden gør det næsten umuligt at forestille sig, at et af historiens mest blodige militærslag fandt sted her for over 70 år siden.

Men det gjorde det ikke desto mindre. Her på Omaha Beach den 6. juni 1944 og de efterfølgende dage, hvor tusindvis af amerikanske soldater blev mejet ned af de tyske forsvarsstyrker.

Kampene på Omaha Beach var en del af den storstilede allierede invasion af Normandiet, der gik under kodeordet Operation Overlord. I en gigantisk militæroperation gik styrker fra Storbritannien, USA og Canada i land på fem forskellige strande langs Normandiets kyst.

Strandene fik hver sit kodenavn, og hvor amerikanske styrker angreb Omaha Beach og Utah Beach, gik briterne i land ved Gold Beach og

Sword Beach, mens canadierne tog sig af Juno Beach. De fem strande ligger som perler på en snor over et længere område, og Omaha Beach er for eksempel hele otte kilometer lang.

Omaha Beach var det sted, hvor der omkom flest allierede soldater. Derfor blev den amerikanske krigskirkegård også placeret i Colleville-surMer, der ligger lige oven over strandens klipper. Faktisk kan man fra kirkegården se ned på Omaha Beach, ligesom der går en sti mellem de to lokaliteter.

Et par mindesmærker og et museum er det eneste, der i dag markerer Omaha Beachs dramatiske fortid.

Om sommeren er den således en helt almindelig badestrand, hvor letpåklædte gæster nyder livet side om side med invasionsinteresserede turister.

Anderledes forholder det sig i vandet ud for den nærliggende by Arromanchesles-Bains, hvor man stadig kan se resterne af den flyden-

de havn, som englænderne byggede op til invasionen og sejlede over Den Engelske Kanal i mindre stykker og efterfølgende samlede. Havnen betragtes som en af Anden Verdenskrigs største ingeniørbedrifter.

Langs hele invasionskysten ligger der en lang række vidnesbyrd om D-dag og de efterfølgende kampe. Det drejer sig om tyske batteristillinger med gamle kanoner, mindesmærker, krigskirkegårde samt en stribe mindre og større museer.

Et af de større mindesmærker ligger lidt inde i landet i byen Caen, der ikke selv var i skudlinjen på D-dag, men som blev mere eller mindre sønderbombet under de allieredes fremmarch i sommeren 1944.

Le Mémorial de Caen rummer en stor og detaljeret udstilling om invasionen i Normandiet, ligesom resten af Anden Verdenskrig samt den efterfølgende kolde krig også er behandlet, så her er nok at gå i gang med.

Nok at gå i gang med er der også langs invasionskysten generelt, og som besøgende kan man snildt bruge et par dage, hvis man vil have det hele med.

Man kommer ikke til at gøre det alene.

Omkring 3,5 millioner franskmænd besøger D-dagskysten hvert år. Men den tiltrækker også interesserede turister fra hele verden – omkring 2,7 millioner.

Især er her mange amerikanere og briter. Hvis man lytter lidt efter deres samtaler, kan man høre, at mange af dem har forfædre, der deltog i invasionen.

3 Den amerikanske kirkegård i Colleville-sur-Mer ved Normandiets kyst, hvor 9.387 soldater ligger begravet.

De faldt på D-dag og i dagene derefter. – Foto: Scanpix.

16 Sider af Historien

Kristeligt Dagblad Lørdag 7. marts 2015

Anden Verdenskrig er overvundet – Første Verdenskrig lever essay

Af Jens Jessen historie@k.dk

I 1990, med afslutningen på den kolde krig, som havde delt verden i to overskuelige blokke, trådte Europa for første gang i 50 år ud af Anden Verdenskrigs skygge – blot for uventet at genfinde sig selv i skyggen af Første Verdenskrig. Den blodige opløsning af det tidligere Jugoslavien viste, hvad der skjulte sig under den skrøbelige efterkrigsordning af 1945: den lige så skrøbelige efterkrigsordning af 1918.

Tjekkoslovakiet, der opstod i 1918, blev straks igen i 1992 delt i Tjekkiet og Slovakiet. Ukraine, ligeledes en kunstig statsdannelse, som krigen skabte, er i dag splittet mellem Rusland og Europa. Ungarn vånder sig atter over tabet af de to tredjedele af sit territorium, som det mistede i 1918. Og selv borgerkrigen i Syrien og de forgæves amerikanske interventioner i Irak eller det, der er tilbage af det, vidner den dag i dag om de tankeløse grænsedragninger foretaget af Første Verdenskrigs sejrherrer, der ikke bekymrede sig om konfessioner og kulturer, om kristne, shia- eller sunnimuslimer.

Så forfærdelige de tyske forbry-

delser end var, tilhører Anden Verdenskrig i dag fortiden – uforgængelig som kulturel erindring, men politisk overvundet. Første Verdenskrig lever derimod – i fredstraktaternes følger. At mindes Første Verdenskrig er ingen akademisk øvelse, ikke blot anledningen til en national sørgedag for de faldne. Det er en politisk opgave – en nødvendighed – som heller ikke den historieløse spares for at skulle forholde sig til.

Hvad var det for en krig? I sine konsekvenser og i sin kerne? Hvad førte den med sig, ud over de gamle monarkiers undergang, som optimistiske historikere har fejret som Vestens og demokratiets sejr? Hvordan skal man forstå den ubegribelige gru, som krigen udfoldede allerede få uger efter udbruddet i august 1914? Bestialiteten og dens skrigende modsætning til det letfærdige, nærmest åndsfraværende diplomati, som gik forud for krigen? Lader der sig overhovedet hente andet ud af denne moralske og militære katastrofe end en advarsel for fremtiden?

Markeringen af hundredåret for krigsudbruddet og det dermed forbundne tilbageblik, der allerede har udløst en flodbølge af nye historiske fremstillinger og betragtninger, har på bemærkelsesværdig vis befriet ”det 20. århundredes urkatastrofe” (George F. Kennan) for skylds-

WW Selv borgerkrigen i

Syrien og de forgæves amerikanske interventioner i Irak eller det, der er tilbage af det, vidner den dag i dag om de tankeløse grænsedragninger foretaget af Første Verdenskrigs sejrherrer.

spørgsmålet, i særdeleshed spørgsmålet om tysk eneskyld. Krigen er blevet afideologiseret, ja, man kunne næsten sige afpolitiseret.

Da Forbundsrepublikken i oktober 2010 betalte den sidste rate (på 200 millioner euro) af den krigsskadeserstatning, som Tyskland var blevet pålagt i Versaillestraktaten, var det ikke længere noget, man tog notits af i offentligheden. Krigsskyldsspørgsmålet er veget for en næsten enstemmig, overvældende resigneret indsigt i den samlede europæiske elites svigt. De involverede politikere, uden undtagelse, truede blot med krigen, legede med

den – måske uden virkelig at ville den. Den australske historiker Christopher Clark har af samme grund døbt dem ”søvngængerne” (således titlen på hans bog fra 2013).

Men hvis de virkelig gik i søvne, havde de også haft rig lejlighed til at vågne op. Karakteren af materielslagene, som ikke kunne omsætte ildkraften til erobring af landområder, kun i et hidtil uset antal døde, åbenbarede sig øjeblikkeligt.

Få måneder inde i krigen, efter det tyske nederlag ved Marne i september 1914, forelagde den tyske generalstabschef Erich von Falkenhayn kejseren et memorandum, der slog fast, at krigen ikke kunne vindes militært, og anbefalede, at man øjeblikkelig søgte en politisk forhandlingsløsning.

Dertil kom det ikke, heller ikke fra andre regeringers side, selvom de senere fik tilsvarende, omend mindre klart formulerede vurderinger at høre. Grunden var alle steder den samme: Man kunne ikke komme bag om den hadepropaganda, som i mellemtiden var brudt løs, og som lovede hævn og fabelagtige sejrspræmier. Eksemplet par excellence er digteren Ernst Lissauers hadesang mod England, som ingen ville vide af efter krigen.

Under krigen forblev politikere og militære ledere derimod ubøjelige.

Englænderne ofrede 110.000 mand

for den forgæves erobring af det tyrkiske Gallipoli. Kort før det stod klart, at det ledsagende flådeangreb på Dardanellerne var slået fejl, skal Churchill have råbt: ”Det er sejren, det er historien!”.

Propagandablændværket dannede baggrunden for det rystende digt, som den engelske digter Rudyard Kipling lod sætte på sin faldne søns gravsten: ”Når folk spørger, hvorfor vi er døde/ Sig til dem: Fordi vores fædre har løjet”.

Forbindelsen mellem løgn og krig kender vi den dag i dag. Til dato har man så godt som ingen lære draget af Første Verdenskrig, heller ikke af den ydmygende fredsslutning – en praksis, som afføder et begær efter revanche. Kun at englænderen John Maynard Keynes havde ret, da han først og fremmest forventede én ting af de multinationale stater ØstrigUngarns, Ruslands og Tyrkiets sammenbrud: begyndelsen på ”griske, misundelige, umodne og økonomisk uselvstændige nationalstater”.

Sandt nok, dem må vi i dag slås med både i Europas udkant og i Mellemøsten. Første Verdenskrig var mere end det 20. århundredes urkatastrofe – den var det modernes urkatastrofe.

Essayet har oprindeligt stået i den tyske avis Die Zeit, hvor Jens Jessen er kulturredaktør. Det er oversat af Adam Paulsen

Sådan blev vi forandret af Første Verdenskrig Måske er det svært at få øje på de mentale spor fra skyttegravene i Somme i vores moderne liv. Her udpeger historikeren Henrik Jensen fem konkrete områder i den europæiske og vestlige livsforståelse, som har forandret sig Af Morten Mikkelsen mikkelsen@k.dk

Pacifisme: Da ødelæggelserne i Europa nåede til en ende i 1945, slog de europæiske lande ind på en politisk kurs, hvor militær slagkraft blev afviklet, og næsten alle ressourcer i stedet brugt på at opbygge en velfærdsstat med en lang række personlige goder og rettigheder. Samtidig forsøgte vi på verdensplan at iscenesætte os som dem, der kan opdrage andre lande, siger Henrik Jensen: ”Der sker en mærkelig arbejdsdeling mellem USA og Europa. Vi smider den militære styrke fra os og gør os dermed afhængige af USA’s våbenmagt. Det er der en god del hykleri i, eftersom vi har brug for den sikkerhed, USA garanterer os, mens Europa samtidig kan fremstå som en nærmest pacifistisk stormagt, som kan rejse Jorden rundt og fortælle, hvor slemt det gik for os. Samtidig prøver vi at bilde de andre ind,

at vores tankesæt om demokrati og menneskerettigheder er universelle, selvom det kniber med opbakningen.”

Autoritetstab: I det gamle autoritetsbaserede samfund blev samfundets orden i høj grad opretholdt gennem kontrol. Officerer, fædre og skolelærere var respekterede og ofte ligefrem frygtede. Afmonteringen af disse autoriteters magtudøvelse beskrives ofte som det 20. århundredes store succeshistorie, men succesen har også haft en pris. ”Det er rigtigt, at den vertikale autoritet nogle gange blev misbrugt, så man let kunne få nogen på ørerne i skolen eller familien. At det ikke længere er tilladt at straffe efter forgodtbefindende kan bestemt ses som et fremskridt. Min pointe er, at vi bevæger os ud ad et helt andet spor i forhold til lærere og forældre, som helt fratages autoritet. Vi kommer til at mangle retning og mening med det hele.”

FØRSTE VERDENSKRIG 33Udkæmpet fra den 1. august 1914 til den 11. november 1918, især i Europa, men også i Mellemøsten, Afrika og Asien.

33Krigen brød ud som følge af gensidig mistillid i det diplomatiske kaos, som fulgte efter mordet i Sarajevo den 28. juni 1914.

33De væsentligste slag stod på Østfronten mellem Rusland på den ene side og Tyskland og Østrig-Ungarn på den anden og på Vestfronten mellem Tyskland på den ene side og Storbritannien og Frankrig på den anden. Efter Den Russiske Revolution i 1917 sluttede landet fred, til gengæld sluttede USA sig til Tysklands fjender samme år.

33I 1918 brød de tyske hære sammen. Freden førte til Versaillestraktaten, som oprettede en række nye europæiske stater og ydmygede Tyskland og Østrig-Ungarn så voldsomt, at det banede vejen for Anden Verdenskrig.

Teknologisering: Mens hensyn og afhængighed i forhold til andre glider i baggrunden, begynder det moderne menneske at flytte stadig mere fokus over på ting og maskiner. Der gik mange år, før vi for alvor lod tv, com-

putere, mobiltelefoner og iPads overtage levende menneskers plads, men der er tegn på, at fremmedgørelsen af individet til fordel for en medieskabt og teknologisk baseret levevis kan føres tilbage til den teknologisering,

som prægede Første Verdenskrig: ”Før 1914 var der en fælles forestilling om et forsyn, som holdt sammen på det hele. Den blev dels erstattet af en fornemmelse af, at verden er en maskine.”

Terapeutisk orientering:

Et af de mange blivende resultater af Første Verdenskrig er, hvad Henrik Jensen kalder den terapeutiske orientering af samfundet. Alene antallet af psykologer i det moderne samfund afspejler, hvor stærkt vores fokus er blevet rettet imod det enkelte individ som offer for uhensigtsmæssige omstændigheder, som andre må hjælpe det med at overvinde: ”Første Verdenskrig var gavnlig for Freuds psykoanalyse. Lige siden man under Første Verdenskrig så, hvordan tusindvis af mennesker kunne bryde sammen på grund af ’granatchok’, har det vestlige menneske haft stærkt fokus på sin egen psykiske sundhed.”

Ateisme: En kritisk distance til kristne dogmer har præget vestlig kultur siden oplysningstiden, og da Første Verdenskrig brød ud, havde den tyske filosof Nietzsche allerede erklæret Gud for død.

Men verdenskrigen fik stor direkte betydning for gudstroen, ikke mindst fordi de militant ateistiske bolsjevikker kom til magten i Rusland i 1917 og oprettede Sovjetunionen.

Og i vores del af verden forenes den vesteuropæiske kritiske distance til tro med den enorme følelse af svigt, afmagt og håbløshed, som en hel generation tager med sig hjem fra slagmarken. Også i synet på religion kommer Europa til at skille sig ud i forhold til andre verdensdele op gennem det 20. århundrede: ”Der sker et grundlæggende tab af referencer opad. Det omfatter ikke kun de mennesker, som udgør samfundets autoriteter. Det omfatter også Gud.”

HISTORIEN LEVER Ny revideret udgave

Ny udgave

Udkommer 13. marts

Udkommer 13. marts

”Det ultimative værk om besættelsestiden”

Jyllands-Posten

Dansk Militærhistorie ”Fremragende”

”Ren og spændende nydelseslæsning” Fagbladet Journalisten

Politiken

”Moderne hovedværk ” Ekstra Bladet

”Fængslende biografi”

Berlingske ”Et glimrende indblik i Carl Nielsens liv og værker” Jyllands-Posten

”Dokudrama i højeste potens” Jyllands-Posten

Han skriver i et forståeligt og fængende sprog, og som læser bliver man suget ind i renæssancens politiske magtspil.”

Historie-online

Jyllands-Posten ”Fornemt historisk arbejde” Berlingske

Ekstra Bladet

Politiken

”Det er en fornem bog, såvel i tanke som i udførelse” Jyske Medier Nordjyske

Jyllands-Posten ”Redegør forbilledligt for filosoffernes syn på staten” Weekendavisen

18 Sider af Historien

Kristeligt Dagblad Lørdag 7. marts 2015

Hvad er det værste år i historien?

Holocaust, atombomben over Hiroshima og den sorte død. Sådan lyder nogle af svarene, hvis man spørger en række fremtrædende meningsdannere om verdenshistoriens frygteligste år Af Christian Birk historie@k.dk

1347: Den sorte død rammer Europa Kirsten Refsing, professor i asiatiske studier, Københavns Universitet: ”Man må have troet, at det var enden på menneskeheden.

Omkring en tredjedel af Europas befolkning døde på grund af pesten. Det må have gjort livet meningsløst. Ens børn, ens forældre, bekendte døde. Nogle, man syntes var onde, døde, og andre, man tænkte var gode, døde. Man anede ikke, hvad man skulle stille op. Og man blev formentlig endnu mere rådvild, fordi man ikke havde videnskaben til at forklare de mange døde. De fleste kan forstå, at man dør af at få en hammer i hovedet, men der var ingen forklaring på den sorte død. Det må have været svært at leve med. Der kunne jo ikke findes en religiøs mening med de døde.

Jeg boede selv i Hongkong, da epidemien Sars brød ud. Sars er intet sammenlignet med den sorte død, når det kommer til antallet af tabte menneskeliv, men vi vidste ikke, hvor farligt det var, da det først spredte sig. Så frygten for at blive smittet med noget, man ikke kan se, føle eller forsvare sig imod, har jeg oplevet på tæt hold. Hver morgen kiggede jeg på internettet for at se, hvor mange nye der var blevet smittet, og det var en enorm lettelse, da tallet holdt op med at stige. Undervejs blev der lukket skoler og universiteter. Jeg arbejdede på det tidspunkt som institutleder på universitetet. Vi fik at vide, at vi skulle møde op og undervise elektronisk i stedet. En dag desinficerede de så et kontor tæt ved mig. Der tænkte jeg godt nok, at nu er det kommet tæt på.”

1618: Trediveårs-krigen begynder Erik A. Nielsen, litteratur-historiker, professor emeritus: ”Fra 1618 og 30 år frem rasede Trediveårskrigen i det midteuropæiske område, hovedsageligt i Tyskland, der var en total slagmark for mødet mellem Den Katolske Liga og Den Evangeliske Union. Det var ekstra forfærdeligt, fordi det var camoufleret som en troskrig, men i virkeligheden forløb det som en kamp mellem katolikker og protestanter, der fra begge sider blev udført med en ufattelig grusomhed. Åndelighed korresponderer ikke med, at folk opfører som vilde dyr. Men det blev i virkeligheden mere en udryddelseskrig end en ideologisk krig.

Fra begge sider lejede man soldater, såkaldte landsknægte.

Det var mennesker, der havde drab som profession. De var ofte fattige eventyrere fra land eller by, mennesker uden nogen social eller national tilknytning. De var nådesløse dræbermaskiner. De lignede ikke en hær i deres uens uniformer. Det var lazaroner, de var udisciplinerede og brutale. Det var frygteligt, når de drog igennem et landskab, for de berigede sig på alle tænkelige måder. De voldtog kvinder og dræbte de gamle og børnene. De stjal alt, hvad der var af rigdomme, og ødelagde huse, og alle afgrøder blev brændt ned. Der var tale om en militær og elementær grusomhed af tortur, pinsler og ydmygelser. Og det skete under vajende faner fra protestanter og katolikker.”

1755: Jordskælvet i Lissabon Arno Victor Nielsen, filosof: ”Med jordskælvet indledtes den moderne verden, som vi kender den. Gud bliver afskediget, og det bliver overladt til mennesket at finde en mening i galskaben. Tilværelsen bliver meningsløs. Før var det Gud, der sørgede for, at de onder, mennesket oplevede, fandt sted, men det skete for det bedre, mente man.

Ingen kunne se en mening med jordskælvet og de mange døde. Jordskælvet blev begyndelsen på helvede. Året efter katastrofen blev den amerikanske uafhængighedserklæring underskrevet med det amerikanske lykkehelvede som resultat. Mennesket bliver sin egen lykkes smed, og hvis man ikke bliver lykkelig, er man en fiasko. Det er en moralsk pligt at være lykkelig. Der indføres den uendelige jagt på at blive rigere og rigere og mere lykkelig. Det gør vi for at sikre os mod den ulykke, vi ved, der vil komme. Alt bliver lavet om, for at vi kan gardere os mod et nyt jordskælv. Vi bygger større og sikrere huse, for det er uundgåeligt, at vi oplever en ny tragedie. Det er blot et spørgsmål om hvornår.”

1914: Begyndelsen på Første Verdenskrig Frederik Stjernfelt, professor, Aarhus Universitet: ”Der er desværre mange gode kandidater. En af de store er 1914. De sidste tiår af det 19. århundrede og helt frem det til det fatale år var en periode med fred, økonomisk fremgang og demokratisering i den vestlige verden. 1914 ødelagde alt dette og gav demokrati og markedsøkonomi et dårligt ry som en del af krigsårsagen. Et ry, det tog det meste af århundredet at komme sig over. I tysk sammenhæng taler man om ”idéerne fra 1914” som antitesen til oplysningens ”idéer fra 1789”. ”Idéerne fra 1914” var nationalisme, konservatisme, antioplysning, antiliberalisme, militarisme, totalitarisme – og idéerne om, at der måtte formuleres en antidemokratisk massepolitik for de moderne samfund. Som Mehdi Mozaffari siger, gav dette i tur og orden anledning til bolsjevisme, fascisme, nazisme og islamisme, som vi i skiftende kombinationer er kommet til at døje med siden da. I det lys er det fascinerende og rædselsvækkende at følge den snublende kæde af tilfælde, alliancebånd, hovsapolitik og skræk, der i løbet af sommeren 1914 åbnede lugerne til Den Første Verdenskrig.”

De tre største naturkatastrofer i nyere tid 33Cyklon, Bangladesh: Den 13. november 1970 blæste en cyklon ind over Bhola i Bangladesh. Cirka 500.000 mennesker omkom.

33Jordskælv, Kina: Den 28. juli 1976 rystede et jordskælv Kina. Cirka 242.000 døde.

33Tsunami, Indonesien: Den 26. december 2004 skyllede en tsunami ind over store dele af Asien. Cirka 280.000 døde.

1917: Bolsjevismens indtog i Rusland Bent Jensen, historiker, professor emeritus: ”1917 var året, hvor noget hidtil uset kom til verden – bolsjevismen, et oprør mod al hidtidig historisk udvikling, kultur og tradition. Det blev starten på en russisk og en global borgerkrig, der under Lenin og Stalins ledelse krævede millioner og atter millioner af menneskeliv – langt flere end nazisternes jødeudryddelser. De russiske bolsjevikker var den tids talebanere, en fanatisk marxistisk sekt, som mente at have ”ret” til at udrydde alle, der stod i vejen for deres utopiske projekt. I projektet indgik blandt andet skabelsen af ”et nyt menneske”, befriet for den gamle verdens snavs og skavanker.

Bolsjevikkerne var ligesom de tyske nazister besat af forestillinger om hygiejne, men til forskel fra nazisternes racehygiejne tænkte bolsjevikkerne i sociale kategorier. Mennesker, der tilhørte ”forkerte” kategorier, blev sat uden for samfundet som ”socialt fremmede elementer”. Man opfandt udtrykket ”forhenværende mennesker” om de millioner, som blev gjort retsløse, underkastet vilkårlig arrestation, fængsel og anbringelse i koncentrationslejre.

Ikke alene den gamle overklasse blev ramt. Langt størstedelen af ofrene for bolsjevikkernes fanatisme var jævne bønder og arbejdere. Under den første femårsplan førte regimet en nådesløs krig mod småbønderne, som blev tvunget til at opgive deres familiebrug. Denne tvangskollektivisering kostede millioner livet. I 1930’erne ramte terroren bredere, og især i 1937 knaldede nakkeskuddene uophørligt, når uskyldige mennesker i stort tal blev aflivet. Efter Anden Verdenskrig gentog tragedien sig i de lande, som kom under Den Røde Hær og kommunisternes kontrol – de baltiske nationer, Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien. Men det hele startede med 1917.”

1933: Adolf Hitlers magtovertagelse Martin Schwarz Lausten, professor emeritus i kirkehistorie: ”Året er 1933, og Hitler kupper sig vej til magten. Magtskiftet udløser langsomt en lavine af systematiserede bestialiteter på civilisationen, udryddelsen af jøderne og de planlagte angreb på den katolske og den protestantiske kirke. Efterhånden udformes ideen om, at jøder er skyld i alle ulykker, og at det aldrig har været meningen, at andre racer end den ariske skulle være en del af det tyske rige.

Det er jo uhyrligt, at udryddelserne af jøderne overhovedet praktisk kunne lade sig gøre, for det har været nødvendigt, at en stor del af apparatet i Tyskland har været en del af det. Fra beslutningstagere til soldaterne i kz-lejrene.

Derudover var der hele angrebet på kristendommen, der udformedes på den måde, at Hitler fjernede præster og teologer, der ikke ville tilslutte sig den nazistiske kirke. Det var et ideologisk angreb på samfundet og civilisationen, som man kendte den. Man kan så se i dag, at racismen ikke er ophørt. Mange af tankerne kører videre rundt omkring. Det er måske ikke så direkte, at man bekendtgør, at man vil udrydde særlige befolkningsgrupper, men i sprogbruget er der noget, der minder om Hitlers Nazityskland. Som når der tales om, at Danmark er for danskere. Og det startede jo med det mundtlige i 1930’erne, hvorefter det sprang videre til fysiske handlinger.”

2 7/9-2004 B

PAULA MODERSOHNBECKER TIL 6. APRIL

RICHARD MOSSE TIL 25. MAJ

”Helt betagende”. ”En øjenåbner.” ”Rå, stærk, skøn og gribende”. Se den anmelderroste udstilling med Paula Modersohn-Becker, der døde kun 31 år gammel, men nåede at blive en af det moderne tyske maleris store fornyere.

Stærkt, skræmmende, smukt. Richard Mosse bruger en militær overvågningsfilm, så en glemt konflikt i DR Congo toner frem i skrigende pink. Et sanseligt chok – og en af sæsonens mest omtalte udstillinger.

JEFF WALL FRA 12. MARTS

DAVID HOCKNEY FRA 19. MARTS

Jeff Wall er en af det det moderne fotografis helt store fornyere, og han hører til samtidskunstens absolutte mestre.

Han komponerer sine ikoniske fotografier præcis som en maler, og resultatet er dragende, filmisk og poetisk.

Louisiana kan igen vise en ny side af en af de største nulevende kunstnere overhovedet. Med disse kultegninger af engelske landskaber folder Hockney sig suverænt ud inden for den klassiske tegnekunst. En sand mester.

OPLEV OGSÅ HANS PETER FELDMANN FRA 17. MARTS + PETER DOIG FRA 17. APRIL SE LOUISIANA.DK Paula Modersohn-Becker Selvportræt vendt mod venstre, med hånden på hagen, 1906. Niedersächsisches Landesmuseum Hannover. Richard Mosse Drag, 2012 © Richard Mosse.

Jack Shainman Gallery & carlier | gebauer. Jeff Wall Boxing, 2011, lightjet print. Courtesy kunstneren. David Hockney, Woldgate, 6-7 May, 2013, kul på papir. © David Hockney

Louisianas Main Corporate Partners:

anbul

Krim Rejser – et familiefirma hvor indhold, personligt engagement og nærvær samt skræddersyede rejser sikrer en ferie ud over det sædvanlige • Få men unikke skræddersyede rejser • Udvalgte eksperter og rejseledere • Historiske og kulturelle oplæg indgår i alle vore ture • Det lokale køkken og kvalitet i centrum • Gode centrale hoteller • Masser af indhold – men også tid til at holde ferie • Vore rejser er for alle • Ikke vækst for enhver pris • Få hele forklaringen på vores hjemmeside.

Venlig hilsen Julia og Thomas

Velkommen til Krim Rejser 2015

Historisk rundrejse: Georgien – Armenien

På grænsen mellem Europa og Asien ligger disse prægtige oldkristne kulturer med en helt enestående natur. Disse gæstfrie lande byder på en stribe af UNESCO fredede seværdigheder, herlig lokal mad og kvalitetsvin fra Kaukasus På denne tur besøger vi de kendte oldgamle kulturcentre Tblisi og Jerevan, men også de mindre byer og bjergrige områder i bl.a. jeep, hvor ikke mange turister kommer.

Turen starter i Tbilisi – hovedstaden i Georgien, der er placeret dramatisk smukt på adskillige bjergsider omkring floden Kura, der snor sig igennem området med sine karakteristiske maleriske klippefyldte kyster. Derfra bevæger vi os afsted på en elleve dage lang odyssé igennem Georgien og Armenien. Vi har virkelig gjort os umage for at lave en rejse der adskiller sig fra andre.

Afrejse: 30. maj og 3. oktober 2015.

Pris: Kr. 14.990 inklusiv fuldpension og fuldt program.

Turens højdepunkter: Dag 1: Dag 1: Ankomst i Tbilisi, det historiske centrum, Dag 2: Georgiens gamle hovedstad Mtskheta Dag 3: Kutaisi, Stalin museum i Gori, Prometheus drypstenshule Dag 4: Bakuriani, Borjomi, fæstningen Akhaltsikhe Dag 5: Afrejse til Armenien, den gamle hovedstad Vagharshapat Yerevan Dag 6: Bytur i Yerevan, hulekloster Gegard, fæstning Garni, Matenadaran, cognac smagning Dag 7: Khor Virap, Ararat bjerg, Noravank – kloster kompleks, Dag 8: Bjergsøen Levan, Sevanavank kloster, Dilijan by og kunstmuseum, Dag 9: Stephantsminda, fæstningen Ananuri ved floden Aragva, bjergtur ved Gudauri (2200 m) og Kazbegi (2170 m) Kazbek bjerg (5147 m) Dag 10: Sighnaghi, Alazan dalen og vinområde, Sct. George kloster, Sct. Ninos grav, vinsmagning i historiske rammer.

Georgisk afskedsmiddag Dag 11: Tid på egen hånd og afrejse til København

Ananuri

Historisk krydstogt af Zarens vandveje: St. Petersborg – Moskva,

St. Petersborg, Mandrogi, Kishi, Goritzy, Uglitch og Moskva

Prometeus drypstenshule

Opleve de to smukkeste russiske byer med alle deres verdensrømte seværdigheder og den russiske provins med dens uendelige sletter og smukke natur. Samtidig besøger vi også steder hvor turister ikke typisk kommer, og som fortæller om dagliglivet i dagens Rusland.

Ekspertguide Thomas Køllner.

Ghelati

Det Hellige Ruslands fødsel og genfødsel Sankt Petersborg – den russiske provins – Novgorod – Moskva 10 dages historisk rundrejse med fuldpension Ekspertguide Thomas Køllner Denne unikke rejse sætter fokus Sofia Hagia på Ruslands fødsel ved skandinaviske vikinger, udviklingen af den store handelsrepublik Novgorod og dens banemand, Storfyrstenmdømmet Moskva.

Udviklingen af det russiske imperium, kirken og Putins igangværende politiske projekt, der kan på godt og ondt kan beskrives som det ”Det Hellige Ruslands genfødsel”.

Afrejse: 11. maj og 22. september 2015.

Pris: Kr. 13.990 inkl. fuldpension.

Turens højdepunkter: Dag 1: Ankomst om eftermiddagen til St. Petersborg, rundtur til fods i centrum, Isak katedralen Dag 2: Besøg på Vinterpaladset og Ermitage-museet, Nevskij Prosepekt, Kazan katedralen Dag 3: Bustur: Centrum, Besøg i Peter-Paul-fæstningen, Peters hus og Aurora-krydseren m.m.

Dag 4: Afrejse med bus igennem provinsen til Novgorod, fæstningen Staraja Ladoga og ankomst i Novgorod Dag 5: Novgorod: Sofia-katedralen, Facet-kammeret, det historiske museum og ikonsamlingen(”Regeringssiden ”af byen) Dag 6: Novgorod: Handelssiden af byen og de mindre kirker, mulighed for afslappende byvandringer, afgang med nattog til Moskva Dag 7: Ankomst i Moskva og indlogering på hotel, metro-tur og besøg på Røde Plads, Basil katedralen Dag 8: Kreml og våbenkammeret Dag 9: Pushkin galeriet og Kristus Frelser-katedralen, Arbat området, tid på egen hånd Dag 10: Afrejse til København

11 dages luksus med fuld forplejning på et af Ruslands bedste skibe. Ekspertguide Thomas Køllner.

Turens højdepunkter: Dag 1: Ankomst i St. Petersborg, indkvartering på skibet og middag Dag 2: St. Petersborg, bytur, Peter og Paul, Newskij Prospekt, Jusuppov paladset mv.

Dag 3: Besøge Vinterpaladset og Eremitagen, Newskij prospekt, Blodskirken, Kazankatedralen mv.

Dag 4: Mandrogi kunstnerby Dag 5: Kishi frilandsmuseum - på UNESCOS liste over kulturarv Dag 6: Goritzy, Kirillo-Belozerski kloster Dag 7: Jaroslav bytur, Elias Katedralen, Dag 8: Uglitch bytur(den Gyldne Ring), Opstandelseskirken og Dimitri Blodskirke Dag 9: Ankomst Moskva bytur, Den Røde Plads mv., museum for Napoleons krigene.

Dag 10: Besøge Kreml og katedralerne, Arbat indkøbsgadegade Dag 11: Afrejse til København Afrejse: 21. august og 10. september 2015.

Pris: Kun kr. 12.490 inklusiv kahyt på hoveddæk med panoramavindue (dæk 2).

St. Basil, Moskva

Rundrejse til eventyrlige Istanbul og det ukendte Thrakien – fra antikken til det moderne Tyrkiet.

8 dage med kultur, natur og gastronomi.

Historisk krydstogt til landene hvor Vesten møder Østen Flodkrydstogt med start i enten det eventyrlige Istanbul eller Tulcea.

13 eller 10 dages luksus med fuld forplejning og ekspertguide Marie Nytoft.

Afrejse: Istanbul – Kiev: 9. juni / Tulcea – Kiev: 12. juni.

Priser fra 12.490

Den blå moske i Istanbul

Afrejse: 10. juli 2015.

Pris: Kr. 10.490 inkl. fuldpension og fuldt program.

Oplev eventyrlige Istanbul i fem dage med fuldt program.

Dernæst besøger vi den historiske provins Thrakien og den gamle hovedstad i det osmanniske rige Edirne og Gallipoli halvøens dramatiske slagmarker fra Første Verdenskrig. Turen byder på uforglemmelige bjergrige landskaber, flygtige dale og bugter samt skiftende microklimaer.

Samtidig støder vi her på noget af Tyrkiets bedste gastronomi og vinkultur, når vi besøger de små autentiske landsbyer og de fremadstormende tyrkiske vinbønder. Dette er virkelig et af Europas ukendte perler.

www.krimrejser.dk

Arkitekten Sinans mesterværk i Istanbul

Eventyrlige Istanbul og Bosporus

Afrejser fra København/provinsen Kun små grupper, derfor bestil i god tid. For tilmelding og yderligere info: kontakt venligst tlf. 35 26 55 49 · Mobil: 26 12 03 66 · email info @krimrejser.dk