Anmeldelse Opgør med

Opgør med rødvinsgenerationen

Kristian Leths erin-

dringsbog er ikke et klassisk faderopgør, intet blodigt hævntogt. Istedet er det et inderligt og tænksomt lille værk om en elsket fars fatale egoisme og en generations svigt

bog

Kathrine Maria Amann

kultur@k.dk Hvem har ret til erindringen? Til historien om en barndom med svigt og en fraværende far, der allerede har udlagt sin version af familiefortællingen offentligt i romanform og i talrige interviews. ”Narrativet må også tilhøre dem, der blev påvirket af handlingerne. Jeg må kunne leve i dette land,” insisterer Kristian Leth i sin intense lille erindringsbog ”En vej ud af tågen” om at vokse op med, og navnlig uden, faderen, filmskaberen og digteren Jørgen Leth. Landet er memoirelitteraturen, den litterære selvfremstilling, der ellers må siges at være Leth den ældres domæne. Nu træder sønnen ind på scenen og gør fortællingen til sin egen.

Og det er ikke en uinteressant historie, Kristian Leth får spundet over en ellers vel ret gennemsnitlig middelklasseerfaring med småsvigt, skilsmisser og travle forældre. Det afgørende her er, at han har formået at gøre sit personlige traumearbejde til et litterært vedkommende værk. Til litteratur. Især reflekterer teksten så glimrende over selve hukommelsens bedrageriske natur. Om det selvbeskyttende tågeslør, vi ofte hyller erindringen i. Som en perlemusling, der indkapsler minderne i noget fint og glat, så de er til at leve med.

Dette er faderens modus operandi, når hans ”ofte destruktive liv var tryllet om til anekdoter eller scener”. Og det er det tågeland af fortielse og nedarvet selvbedrag, Kristian Leth nu famler sig frem i og prøver at fordrive. Dog hele tiden klogt bevidst om sin egen erindrings mangler og subjektivitet.

Ud af tågen træder en fortælling

om en interessant, men sjældent nærværende, far, der ikke magtede faderrollen. En selvoptaget kunstnersjæl, der var travlt optaget af at dyrke sine interesser, sit job og udenlandseventyr. Følelsen af at være fravalgt danner grundtone i barndommen og skildres hjerteskærende med barnets brutale registreringer: ”Der er ingen far hjemme hos os. En far er noget, der ikke er der, som er langt væk i et skrattende telefonopkald på fødselsdagen. Hvis han husker den.”

Men undervejs tegnes også et nænsomt og rørende intimportræt af en mand med et skrøbeligt sind, der ofte græder ud i røret til sin voksne søn. En mand, der ikke alene ikke magter at være far, men ofte heller ikke orker at være menneske. Kristian Leth skriver smertemættet, sprødt poetisk – på en gang famlende og målrettet, skarpt og afsøgende. Ikke alle bidder af den fragmentariske tekst falder lige interessante eller litterært vellykkede ud. Men det er tekstens styrke, at den hele tiden insisterer på en ikke-dømmende dobbelthed, på nuancerne og de finere penselstrøg i portrætteringen. At der hele tiden levnes plads til stor ømhed og overbærenhed i en ellers krads skildring.

”En vej ud af tågen” er ikke noget faderopgør i klassisk forstand. Der er ikke noget regnestykke, der skal gøres op, som han skriver. Snarere et ”stille oprør. Mod en overmagt, der ikke engang sanser det”. Der er ingen patriark at besejre, ingen bånd at bryde. Der er kun et tomrum og en tåge at bokse i. Men det gør ikke opgøret mindre akut eller påtrængende. Tværtimod. For Leth har på vellykket vis hævet sit private fader- og selvopgør til en kollektiv træffende generationskarakteristik.

En karakteristik af en mandegeneration, der helt mangler maskuline forbilleder, som er opflasket på velmenende feminine idealer og ”en grundlæggende mistro over for alt maskulint”. For mændene er fraværende i mere end fysisk forstand. En generation af ”petanque-spillende modernister”, der havde travlt med at realisere sig selv og vælge deres børn fra, lyder det skånselsløst, præcist. Og ”Konsekvenserne er til at tage at føle på. Noget gik i stykker. Et kar revnede. Et mekanisk ur gik itu. Ingen kan huske, hvordan man sætter det sammen igen.”

Med ”En vej ud af tågen” har Kristian Leth føjet et vigtigt lille værk til tidens overflod af bekendelses- og erindringslitteratur. En bog om at være søn, mand og far uden forbilleder og uden fast grund. Men mest af alt er det en fuldtræffer af et generationsportræt om konsekvenserne af den fraværende faderfigur – fraværende ikke alene i hjemmet, men i samfundet. Bogen bilder sig aldrig ind, at den kan indfange hele sandheden, kun at den med omhu kan forsøge at nærme sig en flig af den. Fordrive disen for en stund. Men der gives ingen Leth vej ud af tågen. J

4 stjerner

Kristian Leth: En vej ud af tågen. 160 sider. 249,95 kroner. Gladiator.

Et nænsomt og rørende intimportræt af en mand med et skrøbeligt sind, der ofte græder ud i røret til sin voksne søn. En mand, der ikke alene ikke magter at være far, men ofte heller ikke orker at være menneske.

0 Med ”En vej ud af tågen” har Kristian Leth føjet et vigtigt lille værk til tidens bekendelses- og erindringslitteratur. – Foto: Leif Tuxen.