Interview Sognepræst Thomas Ø. Aallmann om

Kristeligt Dagblad Lørdag 11. juni 2022 Sognepræst og forfatter: C.S. Lewis er de modernitetssyges kirkefader

Den britiske forfatter C.S.

Lewis bliver af teolog og sognepræst Thomas Ø. Aallmann kaldt en venlig butler, der inviterer tvivlere og stædige ateister ind i kristendommen

interview

Malene Fenger-Grøndahl

kirke@k.dk Han var en arrogant, satirisk ateist, der kendte alle rationalismens argumenter imod troen. Når han lod sig betage af en solnedgang, blev berørt af et stykke klassisk musik eller mærkede en dyb længsel og et stik af euforisk glæde ved læsningen af en middelalderlig ridderroman, holdt han sig selv ud i strakt arm og afviste det med selvironiens skarpe ragekniv. Den irsk fødte forfatter C.S. Lewis (1898-1963) var som ung et barn af sin tid – præget af en efterkristen kultur, der ikke længere troede på eviggyldige værdier. Som mange andre oplevede han tilmed Første Verdenskrigs rædsler fra skyttegravene – noget, der kunne have ført til, at han fuldstændig afskrev troen på Gud. Men i en alder af ca. 30 år blev C.S. Lewis – omend uvilligt – troende kristen – han beskrev sig selv som ”den måske mest modløse og modstræbende konvertit i England” – og det blev startskuddet til en forfatterkarriere af helt særligt format. Med sin Narnia-krønike, der indledtes med historien om ”Løven, heksen og garderobeskabet”, blev han en af de mest kendte og læste forfattere i sin tid, og med sine bøger om kristendom nåede han millioner af læsere i både USA og Europa. ”C.S. Lewis er det 20. århundredes kirkefader, en helgen for modernismesygens børn. Han har været der, hvor de fleste af os har befundet os; affortryllede, indignerede og opslugte af rethaveriskhed. Netop fordi Lewis var den oprører, der måtte lægge sine våben ned og indrømme sit hovmod, var han god til at beskrive stolthedens menneskelige arvesynd,” siger teolog og sognepræst på Thurø, Thomas Ø. Aallmann, der har beskæftiget sig indgående med C.S. Lewis i omkring 20 år og nu har skrevet den første dansksprogede biografi om ham. ”C.S. Lewis har været en formidabel rejsekammerat for mig, for jeg har gjort samme rejse ind i troen – ikke efter en lige så krigerisk modstand, men efter en form af agnosticisme. Den befrielse, C.S. Lewis beskriver ved sin omvendelse kan jeg fuldstændigt genkende,” siger han. ”Med Lewis som vejviser har jeg ikke behøvet at frasige mig nogle sider af min menneskelige natur for at kalde mig kristen. Han anviser en vej fra modernitetens meningsløshed til kristendommens meningsfuldhed, hvor man kan tage alt det med, som Gud har skabt én med – forstand, følelser, seksualitet, sindets vrangsider og hjertets længsler. Forstandens lynskarpe operationslys bliver aldrig slukket hos ham. Lewis var sokratisk i den forstand, at han ville lade det gode argument føre sig derhen, hvor det måtte. Førte argumentet ham et sted hen, han ikke ønskede at være, vidste han, at det var hans problem, ikke sandhedens,” uddyber Thomas Ø. Aallmann. lent. Han bestred høje akademiske positioner på først Oxford og siden Cambridge University, hvor han forskede, underviste og vejledte. Ved siden af skrev han litteratur inden for så forskellige genrer som børnebøger, fantasy- og science fiction til voksne samt filosofiske bøger om kristen moral og etik. På opfordring fra BBC holdt han under Anden Verdenskrig en række radioforedrag om kristen moral og etik for at styrke det engelske folk, og disse radiotaler gav ham en bred folkelig appel – det siges, at folk tyssede på hinanden på pubberne, når hans taler blev transmitteret. ”Lewis brød med normerne i det engelske klassesamfund ved som akademiker at skrive bøger, som alle kunne læse og forstå, og ved at skrive børnebøger i en tid, hvor det blev anset som latterligt, at en akademiker beflittede sig med det. Siden sin omvendelse skrev og gjorde han – ligesom sin gode ven J.R.R Tolkien – alt i en større sags tjeneste. Selv hvis det ikke havde været Lewis’ hensigt, er det min fornemmelse, at det var Guds hensigt at skrive gennem ham,” siger Thomas Ø. Aallmann.

I 1952 blev Lewis’ radiotaler samlet i en bog med titlen ”Fælles kristendom”, hvor han indkredsede det fælles grundlag, som alle kristne kan blive enige om. Den blev det 20. århundredes mest solgte evangeliske bog, og ifølge Thomas Ø. Aallmann er det fuldt fortjent. ”Lewis forener alle brødre og søstre i Jesus på tværs af konfessioner, fordi han folder det ud, som alle kristne til alle tider har været enige om. Han er som butleren, der står uden for herresædet og peger og siger ’prøv at se det her dørhåndtag, det kan du tage i’. Som modernismesygt menneske tænker man måske ’jeg er ikke adelig, det er ikke mit hus’ eller ’jeg har for længst gjort mig fri af den slags herregårde, jeg er parcelhuskommunist’,” siger han. ”Men vover man sig alligevel ind, står Lewis inde i hallen og tager venligt imod og peger mod de mange døre, man kan vælge imellem – døren ind til den strenge logiske calvinisme, den kæmpestore dør ind til den katolske tradition, døren ned til den ortodokse kirkes vinkælder og indgangen til den lutherske riddersal. Hvilken dør du går ind ad, beskæftiger han sig ikke med; han er blot interesseret i, at du føler dig hjemme og rækker dig nøglen til herresædet.”

Selv om Lewis’ omvendelse fandt sted for snart 100 år siden, mener Thomas Ø. Aallmann, at hans beskrivelse af kristendommen er lige så relevant nu som i Lewis’ levetid. ”Der er noget profetisk i hans beskrivelse af en åndelig narcissisme, hvor alt forklares ud fra selvet, og alting lægges ind i mennesket selv. Lewis mente omvendt, at det største og vigtigste kommer til os udefra og kalder os ud af vores egoisme og selvoptagethed, for at vi kan blive de mennesker, Gud har skabt os til at være,” siger han.

Ifølge Thomas Ø. Aallmann er det et udbredt problem langt ind i kirkelige og teologiske kredse, at man bekender sig til en form for værdirelativisme, hvor den enkeltes følelser bliver den afgørende målestok for, hvad der er rigtigt og forkert. ”Hvis det eneste, du har som myndighed for dine værdier, er, hvad du selv føler, skal du genopfinde dig selv hver dag, hvorimod der er en form for befrielse i at overgive sig til den virkelighed, som altid på et tidspunkt vil manifestere sig. Vi kan asfaltere naturen, vores sind og vores åndelighed, men på et tidspunkt bryder en mælkebøtte gennem asfalten; du kan ikke asfaltere Gud væk. Det var det, Lewis opdagede og brugte resten af sit liv på at forsøge at overbevise flest muligt om.”

C.S. Lewis

Clive Staples Lewis (1898-1963) var en britisk forfatter, der især blev kendt for sine bøger om Narnia med løven Aslan, heksen og garderobeskabet. Han var uddannet i engelsk litteratur og ansat først i Oxford siden i Cambridge som forsker og underviser. Ved siden af skrev han en lang række bøger om kristendom og blev en af de mest læste kristne forfattere i det 20. århundrede. Ved kirken, hvor C.S. Lewis er døbt, finder man dette lille dørgreb sammen med en inskription om, at denne dør kan have inspireret Lewis, da han senere opfandt løven Aslan og skrev de berømte Narnia-bøger. – Foto: Michael Bach Henriksen.

2 Den britiske forfatter C.S. Lewis brød med normerne i det engelske klassesamfund ved som akademiker at skrive bøger, som alle kunne læse og forstå, siger teolog og sognepræst Thomas Ø. Aallmann. – Foto: Keystone/Ritzau Scanpix.

Ridderlighed og to alternativer

Lewis opstillede ifølge Thomas Ø. Aallmann et troværdigt alternativ til udviklingsoptimismen, der havde præget Europa siden Den Franske Revolution, nemlig en fast morallov. Lewis var ikke pacifist, men mente, at kirkens to historiske forsøg på at imødegå ondskaben – pacifisme og ridderværnet – begge havde fejlet, men pacifismen havde haft den mest ubrudte række af fiaskoer.

C.S. Lewis var en realistisk mand, der ikke troede på patentløsninger eller store ideologier, men i sit hverdagsliv forsøgte at efterleve den moral, han beskrev i sine bøger. Ifølge Thomas Ø. Aallmann var Lewis’ livsførelse et eksempel på, hvordan Guds virkelighed kan sætte mennesker fri. ”Lewis gik fra at være en tvær, arrogant ateist til at blive kærlighed, hensynsfuld og gavmild,” siger han og henviser til, hvordan den britiske forfatter gav over halvdelen af indtægterne fra sin forfattervirksomhed til værdigt trængende, ligesom han holdt et løfte til en soldaterkammerat om at tage sig af dennes mor efter kammeratens død. ”Hans litteratur og liv genvakte den filosofiske strøm tilbage gennem kirkehistorien til Augustin, der handler om, at det onde er en forvrængning af det gode, som Gud har skabt os til. Han viste, at vi har en fri vilje til at vælge det onde fra, og pegede på det hus, han selv var trådt ind i, og som han ønskede, at vi andre også skulle gå ind i. Mit ærinde med bogen er præcis det samme.” J