Interview Asia Bibi

Asia Bibi: Kirken i Vesten skal ikke glemme de forfulgte kristne

Hun er blevet symbol på den forfulgte kirke i vor tid. Europæiske politikere burde tage forfølgelse af kristne alvorligt, sagde Asia Bibi under et besøg i Danmark tidligere i år

Anders Ellebæk Madsen

ellebaek@k.dk Der går ikke længe, før Asia Bibi må tørre tårer væk fra øjnene, da hun møder Kristeligt Dagblad på Diakonhøjskolen ved Aarhus. Det sker straks efter første spørgsmål: Hvad gjorde hun uden sine børn, da hun blev dømt til døden for blasfemi i Pakistan og sad i fængsel i ni år?

Forsøget på at svare sender hende direkte tilbage til det helvede, som cellerne i skiftende fængsler har været. Efter at have sundet sig svarer den lille kvinde, at der faktisk var nogle helt konkrete ting, hun gjorde. For eksempel når børnene hvert halve år kom på besøg: ”Ja, der var flere ting, jeg var nødt til at gøre. Mine børn skulle ikke se mig græde. Jeg måtte være stærk. Så jeg ventede altid med at græde, til de var gået,” lyder det fra 51-årige Asia Bibi, som måtte flygte fra Pakistan og i dag bor i Canada. ”Jeg gjorde mig også mange tanker om deres fremtid. Hvad kunne jeg gøre for ikke at ødelægge den, fordi jeg sad i fængsel?”, spørger hun på urdu.

Hun taler ikke engelsk. Ved siden af hende på et kontor sidder tolken, som er den pakistanske biskop Humphrey Peters, der ligesom Asia Bibi deltog i kirkefestivalen Himmelske Dage i maj.

Asia Bibi blev offer for justitsmord. Nogle muslimske markarbejdere beskyldte hende for blasfemi, fordi hun som kristen ville drikke af deres vand på en hed sommerdag. Hun blev dømt til døden i 2010 og kom først ud af fængslet i 2019 efter at være blevet frifundet. Herefter måtte hun flygte til Canada, fordi ekstremister ønskede hende død. Fængslet var barsk. En vogter dukkede op om natten og vækkede hende med tæsk. En anden sparkede hende og sagde, at han ikke kunne vente, til hun blev hængt.

Asia Bibi ved noget om, hvad udholdenhed er. Men hun tillægger ikke sig selv nogen ære for, at hun kom igennem de svære år: ”Når jeg ser tilbage på det, var jeg velsignet. Jeg takker Gud for, at han gav mig den tålmodighed og den udholdenhed, som der skulle til for at komme igennem det,” siger hun. ”Min far sagde fra begyndelsen af, at det nu var tid for en prøvelse. Jeg skulle være standhaftig og måtte være klar til at overkomme modgang.”

Også et pres for at blive muslim skulle hun modstå i fængslet. ”Jeg blev spurgt mange gange, om jeg ville konvertere til islam. Men det havde min far også forberedt mig på. Han havde sagt, at det ville blive en fristelse, som jeg måtte modstå. Det gav mig styrke, at min far sagde det så klart fra begyndelsen af,” siger den kristne kvinde.

Fuglen sendt op til Gud

Asia Bibi har tilbragt mange år alene. Men ikke helt alene. ”Jeg bad hver dag til Gud. Der var ikke andre i rummet. Men jeg kunne hele vejen igennem mærke, at Gud var der med mig. Og jeg drømte om natten, at jeg var fri. I min drøm stod alle døre åbne, og jeg kunne gå ud. Kristi tilstedeværelse var tydelig,” siger hun.

Hun bad konstant om ikke at tabe troen i cellen. Det skete heller ikke. Hun bevarede troen på, at Gud var nær: ”Min far har altid lært mig, at Gud kan virke på mange forskellige måder,” indleder hun en lille historie. ”Der var ikke mange fugle ved mit vindue i fængslet. Men gennem tre år kom en spætte næsten dagligt. Den sad der, mens jeg bad. Derefter fløj den væk igen. Jeg bad den fortælle Gud, at jeg ville forblive stærk, og at jeg en dag ville blive fri igen,” fortæller Asia Bibi, der også mener, at andre kristne har hjulpet hende igennem. ”Jeg var glad for, at de lokale kristne gjorde så meget for mig. De bad og fastede for mig. Jeg er også taknemmelig for, at så mange andre bad for mig.”

Asia Bibi er blevet et af sin tids store symboler på en international værdikamp. Vestlige politikere og paven gik ind i hendes sag, fordi hun var ansigtet på tidens forfølgelse af religiøse minoriteter i Asien og Afrika.

Blandt islamister blev hun symbol på en bevægelse for afskaffelse af Pakistans blasfemilov, som de opfattede som et tilbageskridt for landets islamiske kultur. Hun blev i deres øjne en modsætning til islam med hele det kristne Vesten i ryggen.

Asia Bibi

Hedder officielt Asia Noreen. Født i 1971. Vokset op i en landsby i Punjab. Blev en af verdens mest kendte forfulgte kristne, da hun som første kvinde i Pakistan blev dømt til døden for blasfemi. Sad i fængsel i ni år. Er gift og har fem børn, hvoraf de to bor i Canada med hende og hendes mand.

Asia Bibi i Danmark

Jeg blev et eksempel

Hun ved godt, at hun har fået den rolle som symbol. Og hun tror, at hendes historie med al den opmærksomhed, den har fået, har hjulpet andre forfulgte mennesker. ”Ja. Da jeg blev fri, blev mange frie. Det fik stor betydning, at min sag endte med frifindelse. Den blasfemisigtede Shagufta Kausar, der overtog min celle, da jeg slap ud, endte også med at komme ud. Jeg henvendte mig til EU om hende.”

Mange sidder dog stadig fængslet for blasfemi? ”Ja. Desværre. Men jeg blev et eksempel. Jeg viste dem, at det kan lykkes at vinde over blasfemiloven. Min tro har løftet mange menneskers tro, også mennesker fra andre trosretninger,” siger hun og fortsætter: ”Når jeg bliver stærk igen, vil jeg arbejde for andre, der er i fængsel, ligesom jeg var. Men jeg har i dag ikke noget arbejde og lever fra hånden til munden,” forklarer hun om sit svære liv som indvandrer i

0 ”Jeg blev spurgt mange gange, om jeg ville konvertere til islam i fængslet. Men det gav mig styrke, at min far fra begyndelsen af havde sagt så klart, at det ville blive en fristelse, som jeg måtte modstå,” siger Asia Bibi. – Foto: Leif Tuxen. Canada, hvor hun bor med sin mand og to børn.

Hvordan ser du fremtiden for Pakistans kristne? ”Det går ned ad bakke for dem.”

Her bryder oversætteren ind: ”Kirkerne kæmper i Pakistan. De går måske tilbage talmæssigt. Men trosmæssigt bliver de stærkere,” siger Humphrey Peters, der er biskop for en sammenslutning af protestantiske kirker i Pakistan.

Asia Bibi, hvad skal de kristne gøre i Pakistan? ”De burde have støtte til at udvikle sig, både når det gælder uddannelse og på andre punkter. De skal lære at stå på egne ben. Den globale kirke kan hjælpe med at støtte den udvikling.”

Hæv stemmen danskere

Er der et problem med islam i Pakistan? ”Når det gælder de uddannede muslimer, er det vigtigt at opmuntre dem til at blive ved med at være åbne. Det er middelklassemuslimerne, der skaber alle problemerne. Her er der hårdt brug for at bygge en bevidsthed op om de andre religioner i landet,” forklarer hun.

Og så minder hun om, at hun også har mødt masser af godhed fra muslimsk side under sine lidelser. Hvad burde danske kristne gøre for at hjælpe pakistanske kristne? ”De skal først og fremmest være stærke i troen. Og gennem troen skal de hæve stemmen mod de blasfemilove, der findes i Pakistan, og mod forfølgelse. Men det skal komme gennem troen.”

Og hvad skulle de danske politikere gøre? ”De skulle kigge på Jan Figel, tidligere EU-rapportør for trosfrihed, og journalist Anne-Isabelle Tollet (som har skrevet en bog om Asia Bibi, red.) og deres hårde arbejde. Hvis andre politikere kunne gøre lige så meget, ville det være godt.

De skulle protestere, hver eneste gang grusomheder mod kristne finder sted i hele verden. De skulle tage forfølgelserne alvorligt. De skulle gå ind i det med hele deres hjerte og med hele deres sjæl. Der er i øjeblikket masser af kidnapninger af unge piger, som bliver tvunget til at gifte sig med fremmede og konvertere til islam. Det burde stoppes.”

Det hjælper, når medier skriver

Det diskuteres ofte i Vesten, om man giver de kristne forfulgte mere opmærksomhed end andre religiøst forfulgte. Kan man være for optaget af de forfulgte kristne på bekostning af andre minoriteter? ”Man skal være optaget af forfølgelser af alle religiøse grupper. Men særligt af kristenforfølgelser. Kirken skal ikke glemme den forfulgte kirke i resten af verden.”

Det hjalp dig, Asia Bibi, at der blev skrevet meget om din sag i vestlige medier. Skulle de skrive mere om andre forfulgte kristne også? ”Ja, det burde I. Medierne i Vesten burde skrive mere om forfølgelser.”

Du har siddet og ventet i årevis på, at din dødsdom skulle eksekveres. Hvad er dit råd til andre mennesker, der lever i dødens skygge? ”Vær stærk i troen. Hold aldrig op med at håbe. Og som jeg sagde til min mand, mens jeg sad i fængsel: ’Hvis vi skal dø for Kristus, må vi gøre det. Men det er kun den fysiske død. Vi kan så se frem til det evige liv hos ham.’”

Er der noget, du ville gøre anderledes, hvis du skulle gøre det hele forfra? ”Nej. Jeg ville gøre det samme. Jeg ville blive ved at være den, jeg er.”

Du har i lang tid måttet leve under beskyttelse i både Pakistan og Canada. Lever du stadig i frygt og under anonymt navn? ”Nej. Ingen frygt mere. Og jeg vil ikke leve i anonymitet længere. Jeg er fri.” J